
7 minute read
Musik over Lillebælt
SKOLEINFO
DEN KREATIVE AFTENSKOLE
Øster Voldgade 26 B 7000 Fredericia www.denkreativeaftenskole.dk mail@dkaskole.dk
NØGLETAL 2019
1148 deltagere 4301 undervisningstimer 169 hold
Musik over Lillebælt
Den Kreative Aftenskole i Fredericia har i snart 40 år spredt musiske lydbølger ud over området omkring Lillebælt. Trods få omveje har musikken været i primært fokus for aftenskolen – og måske er det årsagen til, at den stadig vokser sig større.
Kim Dupont har stået i lære som aftenskoleleder i snart otte år! Så nu er han snart udlært,” smiler Leif Urhøj.
Tilbage i 2013 forfremmede Leif Urhøj Kim fra underviser til assisterende skoleleder. Tanken var – og er – at Kim med tiden skal overtage hele lederjobbet og derfor drosle ned på musikundervisningen. Kim underviser i klaver, keyboard og sammenspil og har stort set et skema på fuldtid, så det fulde lederansvar vil enten kræve flere timer i døgnet eller færre undervisningstimer.
Men lige nu og her ser det nu ikke ud til at haste. Leif og Kim er omgængelige mennesker, der ser ud til at komme godt ud af det med hinanden, og de har en klar arbejdsfordeling: Leif tager sig af skolens kor og orkestre, og Kim har ansvar for instrumentalundervisningen.
Aftenskole til dirigent
Leif Urhøj har været skoleleder i Den Kreative Aftenskole, siden han skabte den for 40 år siden – i 1991. På det tidspunkt var han også leder af Fredericia Musikskole, som han var med til at starte i 1975. I sin fritid spillede Leif kontrabas i Fredericia Big Band, der savnede ordentlige rammer for deres dirigent. Løsningen blev at han startede en aftenskole – naturligt med musikken som omdrejningspunkt.
Aftenskolen fik ret hurtigt flere aktiviteter end big bandet på programmet. Byen havde flere kor og orkestre, der blev tiltrukket af at kunne lægge administrationen i Leifs hænder.
Fra begyndelsen drog Leif stor nytte af, at musikskolen, som senere blev til Den Kreative Skole, og aftenskolen kunne samarbejde, først og fremmest i forhold til at dele undervisere. Men da begge skoler i 2003 flyttede størstedelen af deres aktiviteter til en tidligere industribygning i Kongensgade 111, har de også haft stor glæde af lokalefællesskabet dér.
Fredericia Kommune købte egentlig bygningen for at skaffe lokaler til musicalakademiet, Den Danske Scenekunstskole, men i halvdelen af bygningen blev der plads til Den Kreative Skole i de mange kvadratmeter. Det var oplagt, at aftenskolen kom med, og det betød, at man fuldt ud udnytter de mange faciliteter – ud over undervisningslokaler, en række store sale med scener og udstyr til optræden.
Godt at dele
Den tætte fysiske kontakt mellem de to skoler er til stor gavn for underviserne. Det er en stor fordel, at de nemmere kan få fyldt deres arbejdsskema ud, at de både kan arbejde med børn, unge og voksne, og de skal ikke transportere sig mellem de forskellige skoler, da de benytter samme lokaler. ”Når musikskolen har givet underviserne et skema, er der ofte huller hist og her. Dem fylder aftenskolens deltagere så ud, og underviserne får sammenhængende arbejdsdage,” forklarer Kim Dupont.
Skolerne deles også om en omfattende instrumentbank, hvor nye elever kan låne en lang række instrumenter, til de selv får anskaffet sig et. Det giver blandt andet mulighed for, at eleverne kan afprøve et instrument uden, at de behøver at investere nogle gange store beløb, før de er sikre på, at det er noget for dem.
En lille omvej
Til at begynde med var musikken som skrevet den primære aktivitet, men med tiden fik aftenskolen ambitioner om andre kreative fag – og i 2001 skiftede den navn fra Fredericia Musikaftenskole til Den Kreative Aftenskole. Men hård konkurrence fra et kulturhus med billige, blandt andet kommunalt støttede træ-, metal-, smykke-, glas- og keramikværksteder gjorde det svært, og i dag har skolen igen kun musik på programmet.
Kim Dupont underviser i klaver - ved siden af jobbet som skoleleder, som han deler med Leif Urhøj. (Foto: Martin T Hansen)

”Det går nu også meget fint,” fortæller Leif. ” I 2019 havde vi vores hidtil bedste år.”
Coronaen har naturligvis betydet en brat opbremsning i skolens undervisning. Men for Leif og Kim er det administrative arbejde ikke blevet mindre, bare noget andet, og trods de gode lokaler til undervisning, så klares administrationen hjemmefra. Og stort set døgnet rundt.
Fortsætter trods pension
I 2008 gik Leif Urhøj på pension fra musikskolen, men han valgte at fortsætte som leder af Den Kreative Aftenskole. Det gode samarbejde er heldigvis fortsat, selv om Leif nu skal koordinere med den ny leder af musikskolen.
Samarbejder er i det hele taget en stor del af Den Kreative Aftenskoles virke. Mange af skolens aktiviteter udspringer af forskellige netværk og partnerskaber. Sammen med nogle af byens kirker står aftenskolen for sangundervisning af kirkernes kor. Aftenskolen står for undervisningen i forbindelse med den årlige improcampuge i Ungdommens Hus, og Fredericia Spillemandslaug bruger aftenskolen til at arrangere workshops og kurser. ”Går en aftenskole målrettet ind for musikken, er der mange muligheder,” fortæller Leif Urhøj. ”Også for indtægtsdækket virksomhed.”
Som nævnt har Kim Dupont delt lederposten med Leif siden 2013. Kim begyndte i aftenskolen som underviser, han blev valgt ind i bestyrelsen – og blev også formand. Derfor er Leif tryg ved at få Kim som sin efterfølger – selv om Leif ikke har planer om at forlade posten i nærmeste fremtid.
Kræver kontakt
Et andet centralt ord for Leif og Kim er kvalitet. Aftenskolen går meget op i, at deltagerne skal have den rette undervisning, og derfor kan man ikke tilmelde sig til holdene via aftenskolens hjemmeside. Det kræver kontakt til en af de to skoleledere. Kim Dupont forklarer:
”Vi er nødt til at snakke med en ny deltager for at vide, hvilket niveau de har, hvilken musikstil de kan lide og hvordan deres ambitioner er. Så kan vi sætte dem sammen med den underviser, vi vurderer, er bedst for dem.”
Kvaliteten afspejles også i udviklingen af undervisernes baggrund. Da skolens begyndte, var den typiske underviser folkeskolelærer. I dag er de fleste undervisere konservatorieuddannede musikere.
I øvrigt fungerer instrumental- og sangundervisningen som trinbræt til skolens orkestre og kor. Skolen har som mål, at deltagerne skal blive så dygtige, at de kan spille og synge sammen med andre. Derfor får deltagere i instrumentalundervisning halv pris på deltagelse i skolens kor og orkestre. Af samme grund kører skolen med rullende optag, så man altid kan komme ind – hvis der er plads.
Begrænset markedsføring
Den Kreative Aftenskole bruger ikke mange ressourcer på markedsføring. Skolen annoncerer lidt i lokalavisen, som også gerne bringer artikler om skolen og dens aktiviteter. Desuden er det en fast aftale, at skolens kor og orkestre får 500,- til eget brug, hvis de opsætter en af skolens rollups i forbindelse med en offentlig optræden.
Leif og Kim erkender dog, at de nok kunne gøre mere for at tiltrække nye deltagere. Derfor deltog de i et DOF-projekt de seneste måneder, hvor de fik kigget lidt på deres muligheder for at forbedre deres digitale markedsføring. Det har ført til, at de arbejder med at optimering af hjemmesiden, og annoncering på Facebook er også en af overvejelserne.
Samarbejde over bæltet
Det seneste år er Den Kreative Aftenskole begyndt at samarbejde hen over Lillebælt med DOF Middelfart Musikaftenskole, og da Bent Hørby, der i mange år var leder i Middelfart, pludselig gik bort, blev Kim Dupont ansat som ny skoleleder. I første omgang har det betydet, at visse administrative ting kan deles – og naturligvis også undervisere.
Tiden vil vise, om der er basis for yderligt samarbejde mellem de to skoler – for eksempel omkring markedsføring. Mennesker i lokalområdet er i forvejen vant til at bevæge sig over broerne, så det kunne give mening at samarbejde om dette også.
Fremtiden – på den anden side af Corona-nedlukning – ser ganske lys ud for Den Kreative Aftenskole. Skolen har et godt og velkendt navn i lokalområdet, har et godt netværk af eksisterende og potentielle samarbejdspartnere og er gode inden for deres specifikke område; musikken.
Dog ikke sækkepibe – endnu
”Vi har alt – undtagen hold i sækkepibe,” griner Kim Dupont. Men ser så eftertænksom ud og fortsætter: ”Det kunne vi nu nok også få stablet på benene, hvis behovet opstår. Vi rekrutterer jo i forvejen undervisere langvejs fra. Så det skulle da undre, om vi ikke også kunne finde én, der kan undervise i sækkepibe.”
Leif Urhøj supplerer: ”Vi har fordel af at være en specialiseret aftenskole. Vi kender til musikken og har et godt netværk, som vi kan kontakte, hvis vi skal finde nye undervisere.”
I det hele taget, mener Leif Urhøj, at udviklingen går i retning af, at de specialiserede aftenskoler bliver stærkere: ”Her i byen kender folk os som stedet, man henvender sig, hvis man vil lære at spille musik. Det er lidt sværere for skoler, der vil omfavne det hele. De brede skoler får det svært. Sådan ser udviklingen i al fald ud i Fredericia.”
