2 minute read

Klimatiltag må ikke blive til kejserens nye klæder

Det mener bestyrelsen: Klimatiltag må ikke blive til kejserens nye klæder

Bestyrelsen vil gerne stille spørgsmålet: Hvordan kan vi i praksis på vores bedrifter leve op til folketingets klimaaftale om den såkaldte ”grønne omstilling af landbruget” samtidig med, at vi bevarer det gode landmandskab, der er baseret på fakta og evidens?

Advertisement

Vi står i en brydningstid, hvor vi i landbruget skal komme i mål på klimaområdet, men – som man kan læse (side 7-12) her i bladet - er mange af de teknologier, der skal hjælpe os, stadig på udviklingsstadiet. Samtidig kan man spørge sig, om det er nok til at komme i mål med de krav, der er sat til hhv. 2030 og 2050.

For Landsforeningen er det vigtig, at der er løsninger til rådighed, som den enkelte landmand kan se sig selv i, og som han tror på. Her er det vigtigt, at det er løsninger, der reelt giver lavere klimabelastning.

Behold gevinsten på gården

Desuden skal vi i meget højere grad have synliggjort, hvad den enkelte kan bidrage med. Her dur ”one size fits all” ikke. Nej, det er individuelle løsninger, der giver mening på de enkelte bedrifter, som vi skal tage i brug, for det er det, der skaber reelle resultater.

Endeligt – og det er vigtigt – skal vi sørge for, at vi laver klimatiltag hjemme på bedrifterne for at sikre, at det også er her, vi får dem godskrevet. Ellers er vi lige vidt i forhold til at ”få papir på”, at det er landbruget og ikke en helt anden sektor (fx energisektoren ved brug af biogas), der godskrives i stedet for os landmænd.

For at blive i eksemplet med biogas, så er det i øvrigt et godt eksempel på en løsning, der egner sig for nogle landmænd, men ikke for andre. Det er nemlig langt fra alle med svineproduktion, hvor husdyrgødningen egner sig til biogas. Der er simpelthen for lidt gas i det.

Tvivlsom biogas

I Danmark er der mange bedrifter med søer og smågrise, som medfører en type gylle, der ikke giver ret meget gas. Selvom man valgte at indføre hyppig udslusning af gyllen og overdækning af gylletankene, vil tabet af gas inden biogasanlægget stadig være for stort. Det vil derfor være en meget tvivlsom råvare at transportere til et biogasanlæg. På trods af dette faktum ryger der allerede i dag enorme mængder af ”tvivlsom, tynd gylle” afsted til biogasproduktion. Det er åbenlyst, at det skyldes en tilskudspolitik til noget, der måske ikke altid er den bedste løsning, hvis man reelt ønsker at gøre noget godt for klimaet.

Men når man tilskynder til en bestemt adfærd ved hjælp af tilskud, fordi der er en politisk vildfarelse omkring, hvad der er fagligt korrekt, så er det desværre en dårlig business case: Både for samfundskassen og for klimaet.

Det skal give mening

Vi må ikke ønske, at vi står om 10 år og ser tilbage på klimatiltag, der var baseret på politiske valg af teknologier og medfølgende tilskud, og derefter se, at vi ikke kom i mål. Teknologier skal bevise sig i markedet først, og derefter kan de understøttes med midler. Politikkerne må ikke blive smagsdommere på valg af teknologier.

Det som vi gør, skal give mening. ●

This article is from: