
2 minute read
Blækhuset: De få, men rå
De få, men rå
Af bestyrelsesmedlem Kristoffer Serup Hald, Bækmarksbro
Advertisement
Vi er de få, og vi er de rå! Vi står stærkt, vi har beslutningskraft og mod til at stå ved holdninger og handlinger. Vi har formået igennem tiden at være førende indenfor svineproduktion, og det skal vi bibeholde. Vi er de danske svineproducenter!
De få - men specielt de rå – får de fleste til at tænke på et godt karaktertræk. Den tanke vil jeg gerne udfordre.
De rå kunne jo også defineres som kompromisløse, aktivistiske og selvforherligende. Er vi i dansk svineproduktionsvineproduktion blevet for mange herremænd, som går efter ”what’s in it for me?”(hvad får jeg ud af det?). Vores sammenhold i foreninger, både i de politiske organisationer og i vores andelsvirksomheder, er under voldsomt pres, netop fordi vi er så få. Vores kommunikation kan mange gange virke som rå og hård, hvor tonen nogle gange overskygger det, der er vores egentlige ærinde.
Jeg synes, vi ofte er alt for hurtige til at melde os ud af de gamle foreninger, hvis ikke lige den seneste beslutning derfra passer ind i vores verdensbillede. Tanken om ”fællesskabet gør stærkt” – hvor er den blevet af? Vi er ved at være så få producenter, at sammenhold og god dialog er vigtigere end nogensinde før. Jeg tror, at lige meget hvilke beslutninger der træffes, mister alle foreninger og virksomheder medlemmer på grund af det.
Vi har brug for flere unge i vores foreninger og virksomheder, som vil lægge 5-10 timer i ugen, uden skelen til økonomisk og personlig vinding, men for at gøre det rette for en samlet dansk svineproduktion. Helt konkret kunne 5-10 nye, yngre kræfter med nye ideer og tanker gøre den store forskel for branchen: Nye og innovative stemmer, der tør at tænke nyt og højt, og som ikke er bange for at bruge råstyrken til at forandre og reformere. Vi må ikke blive et erhverv med gamle sure mænd, for det er bestemt ikke den rette tilgang til fremtidige udfordringer. Vi har historisk været gode til at omstille os, så hvorfor gå i stå nu?
Man kunne starte med at rive de fjendebilleder ned, branchens foreninger og andelsvirksomheder har af hinanden. Vi savner i høj grad en god debat, hvor meninger brydes og uenigheder kommer frem, for derefter at kunne skabe de gode kompromiser på erhvervets vegne. Derefter kunne man, på et oplyst grundlag og i respekt for mangfoldigheden bønder i mellem, skabe de løsninger, der gør, at vi stadig og i fremtiden har førertrøjen på i dansk svineproduktion. ●