SPO ORGAN
Nr. 8.
s1. August 1933.
li 8. Aarg.
Dand. (No rsk Jæger- og Fiskerifcrenings Tidsskrift) Det er Tilfældigheder, som fører til de store Oplevelser. Havde jeg ikke været saa heldig at rende paa den gamle Gubbe den Gang, saa havde jeg saavist aldrig lært "det glemte Vand" at k ende og faaet Glæden at bakse med Storfiskene der. Og det hele gik saadan for sig. En stille, klar Sommeraften var jeg paa Hjemfærd fra Tragterne mod Øst, hvor jeg i et Par Dage og Nætter havde drevet Fiskeriet i kendte Elve og Fjældvande. Jeg havde lagt d en værste Vej bag mig, kun en langstrakt Birkeli var igen, saa var jeg inde paa den flade Aas, som gaar jævnt over i Dalen, hvor jeg holdt til. Tung Byrde havde jeg. Rygsæk og Fiskekurv var fyldt med Grejer og pæn Fisk, som havde skænket mig mange spændende og frydefulde Øjeblikke, skønt jeg jævnfør Fiskeriet maatte k æmpe en haabløs Kamp med Myggenes florvingede Myriader, ind,:''. n Fisk·?ne sprællend·? og glimtende laa i Ketcheren. Og som jeg arbejdede mig fr em unde r Birkenes sommergrønne Bladhæng, tog jeg til at svede og drog Pusten tungt. Ret som det var, maaltci jeig standse og tørre med Skjorteærmet over Ansigtet, men op maatte jeg jo. Og jeg havde dog den Trøst, at jeg. naar jeg naaede Toppen, kunde faa en velsignet Pibehvil paa den flade Sten deroppe. Der kunde jeg ligge fri for Kurv og Rygsæk og have Udsyn over kendte Vidder, som, længe1,e end Øjet rakte, tegnede sine slørnde Bølgelinj er i K vældsfreden og det sidste Solskær. Da jeg var kommet klar af Birkeskoven, tog jeg et lille Pust, før jeg skulde paa d en sidste Kravle-
lur til Fladen, hvor Stenen laa. Men da j eg r.e ttede mig op for at tage fat igen, opdagede jeg, at min vante Hvileplads var oplaget. Der sad en gammel Gutib,c deroppe cg stirrede som h enført udover, en Gub'be, som j eg ikke mind edes, j,eg før havde set. Han var barhovedet. Haaret va r fyldigt og kridende hvidt. Ansigtet var skarptskaaret og furet af mange Rynker, og Huden havde en Brunfarve som ga mmelt Læder. Aldeles urørlig sad han der i ska rp Silhuet mod. den blege Baghimm el. Nu ja, der var jo ingenting at gøre ved delte. Der var vel Plads til en træt Fisker ogsaa. Stenen var stor. Og kanske var Gubben en Original, som det kunde lønne sig at faa en Sludder m ed, hvi~ han da ikke ret og slet frø·s mig bort som en højst uvelkommen Afbrydelse i hans ens omme Naturtilbedelse. Han saa h øjst utilnærmelig ud, som han sad. Men forbi ham maatte jeg - Stien gik lige forbi. - Jeg gik i Gummistøvler, saa han hørte mig ikke, før jeg var helt oppe paa Kammen, da løsnedes en Sten og rullede ned. Han r-eagerede øjeblikkeligt, drejede sig brat og 'stirrede paa mig, 1,evet ud af sine Drørmmeri:er. Jeg fortsatte, til j,eg var oppe hos ham. - God Kvæld! - Aah - Go ' Kvæld! Røsten var klangfuld og !1an saa paa mig med et Par hvasse, blaagraa Øjne, slige Øjne, som de Folk faar, der ·er vante til at se over store Vidder. Om han havde noget imod, at jeg slog mig ned og tog et lille Hvil?