"Potentialet
for lystfiskeri efter brakvandets rovfisk er stort og kan bidrage med liv og økonomi ..."
˜ Torben Kaas, formand
LYSTFISKERNE GÅR FORREST
Historierne om rovfiskene i brakvandet og om havets tilstand minder på sin vis om hinanden. På grund af menneskets dårskab og manglende evne til at holde igen i tide, forsvandt gedderne næsten fra brakvandet, og vi fik ødelagt store dele af vores indre farvande. Vi kender årsagerne. Årtiers politisk berøringsangst overfor udledninger af for mange næringsstoffer fra landbruget har knock outet vores havmiljø. Indvending og dræning af kyst- og vandløbsnære arealer har fjernet vigtige gyde- og opvækstområder – blandt andet for de unikke brakvandsgedder. Og samtidig har erhvervsfiskeriet været alt for dårligt reguleret.
Skal man se noget godt i historierne, er det, at vi nu har indset, at der er en grænse for, hvor meget vi kan mishandle og overudnytte vores blå natur. Og lad os bare være ærlige og sige, at også blandt os lystfiskere kan det til tider være svært at erkende grænserne. Vi har også fisket i vildskab efter gedder, torsk og andre arter – uden øje for bestandenes smertegrænser.
Men heldigvis har vi lært af historien og har længe påtaget os et ansvar. Vi er på tværs af lystfiskerorganisationer, foreninger og frivillige gået forrest, når det kom til vand- og fiskepleje, vi har foreslået og accepteret fredninger og bag limits, når det var nødvendigt, og vi har kastet os ind i lokale, regionale og landsdækkende projekter, med det formål at genoprette den blå natur og de tilhørende fiskebestande.
I dette nummer af Sportsfiskeren sætter vi fokus på netop to af denne type projekter.
Det ene er det visionære Kysthjælper-projekt, der har kickstartet en national bølge af marine naturgenopretningsinitiativer. I projektet har vi brugt vores viden om, hvordan man får livet tilbage på det lave vand, og samtidig involverer tusindvis af frivillige i at gøre konkret forskel – til stor inspiration for andre, hvis hjerte banker for havet.
Det andet projekt er Rovfiskene tilbage til brakvandet, hvor vi er ved at få tag på, hvad der skal til for at beskytte og genoprette bestanden af "brakvandets panda". Vi har nu erfaringer med at få geddefabrikkerne på oversvømmede enge til at producere vilde gedder, og vi ved meget mere om, hvordan man forvalter bestandene på en bæredygtig måde.
Potentialet for lystfiskeri efter brakvandets rovfisk er stort og kan bidrage med liv og økonomi de steder, hvor det i fremtiden forhåbentlig vil udfolde sig. Det er præcis grunden til, at vi samtidig skubber på for at få et erhvervsmæssigt omsætningsforbud på gedder, aborrer, sandart, ørred og laks med i den fiskeripolitik, som stadig bliver forhandlet, mens disse linjer bliver skrevet.
Og skulle det ske, at vi får livet tilbage på det lave kystvand og i brakvandet, så fortsætter vores og de frivilliges store opgave med at passe på bestandene og kun høste bæredygtigt af dem. For det ligger i lystfiskernes DNA at gå forrest med udgangspunkt i at benytte og beskytte vores natur og dets ressourcer.
Rovfiskene tilbage til brakvandet
Det er ved at være sidste udkald for aborrer og gedder i farvandene omkring Møn, Sydsjælland og Lolland-Falster. Rovfiskene er under voldsomt pres, og det populære lystfiskeri i området er kun en skygge af sig selv. Heldigvis står en stor arbejdsgruppe af kommuner, vidensinstitutioner og lokale ildsjæle sammen for at genetablere brakvandets unikke fiskebestande.
Peter Lyngby
Peter Rasmussen fra Sydsjællands Brakvandsklub har indsamlet stor viden til projektet om brakvandets historie – her ses Stavrebyfisker Gunnar Rasmussens søn med en stor fangst af gedder i 1964. Foto: privatfoto.
Båden ligger allerede klar i vandet ved slæbestedet i indløbet til Stege Nor. Det er langt fra første gang jeg hopper ombord i et fartøj netop her, men det er helt sikkert første gang, at jeg ikke medbringer fiskestænger. Jimmi Spur Olsen, biolog hos Vordingborg Kommune og Finn Lystrup, faglærer for fiskeri på FGU-skolen i Ringsted vil, sammen med et par af skolens elever, forsøge at fange moderfisk, som forhåbentlig kan bidrage til skolens opdræt af geddeyngel. Skolen har stor erfaring med opdræt af gedder fra ferskvand, men nu gælder det den svære mission at opdrætte yngel fra brakvands-gydende gedder og dermed understøtte den pressede bestand.
Tænk sig, at vi er kommet hertil. For blot godt og vel ti år siden var der liv og glade dage blandt sportsfiskere, som strømmede til det sydsjællandske brakvand fra nær og fjern. Rovfiskene lokkede og tocifrede dagsfangster var mere reglen end undtagelsen. Kigger vi endnu længere tilbage, viser fangststatistikker, at der op til starten af 1970’erne var tale om enorme bestande af rovfisk omkring Møn, Sydsjælland og Lolland-Falster. Nu ringer alle alarmklokker, og områdets brakvandsrovfisk er i farezonen for helt at forsvinde.
Livsfarlige levevilkår
Gedder og aborrer i brakvand lever i forvejen på kanten af det mulige. Unikke stammer af de to ferskvandsfisk har over tid tilpasset sig livet i brakvandet, hvor saltholdigheden af og til presser dem til kanten af deres eksi-
GEDDEFABRIKKER
En såkaldt geddefabrik er typisk et oversvømmet engområde, hvor man kontrollerer vandgennemstrømningen. Engområdet er oftest tørlagt i en del af året, og i løbet af sommeren kan afgræsning fra kvæg sørge for, at engen ikke vokser til. Etablering af geddefabrikkerne, eller gedde-engene som de også kaldes, giver samtidig et stort lokalt løft til biodiversiteten.
Du kan finde filmene Geddefabrikker 1, 2 og 3 på Danmarks Sportsfiskerforbunds YouTube-kanal.
stens. Storme og særlige vejrforhold kan bringe ekstraordinært meget saltvand til området, og dermed resultere i det såkaldte saltslåning, som i flere tilfælde har medført stor dødelighed blandt fiskene. For at rovfisk-bestandene i brakvand kan overleve dette alvorlige benspænd fra naturens side, er en stor rekruttering af nye fisk altafgørende. Undslipper de store fisk ikke uforudset indtrængende saltvand, skal nye og robuste generationer være klar til at tage over. Det kræver gode gyde- og opvækstbetingelser, men begge dele er reduceret gennem det seneste trekvarte århundrede. Mange brakvandsgedder og -aborrer gyder nemlig i ferskvand, og her er det gået den gale vej med både mængden af og adgangen til de vådområder, som især gedden holder af til forehavendet. En svag reproduktion er i sig selv bekymrende for en fiskebestand, men der er desværre flere presfaktorer på spil. Menneskets overfiskning kan man ikke se bort fra, og prædationen er øget på både yngel og voksne individer. Store mængder skarv og sæl tolder hårdt på rovfiskene, ligesom den invasive sortmundede kutling har været under mistanke. Alt i alt tyder meget på, at det er sidste udkald for de sydsjællandske bestande af brakvands-rovfisk. Heldigvis er der et stigende fokus på situationen, og en stærk gruppe interessenter arbejder på at vende udviklingen.
En del af den nationale lystfiskerstrategi Hos Lystfisker Danmark, som varetager den nationale lystfiskerstrategi, ser man de
brakke områder som værende blandt landets helt store potentialer for et bedre lystfiskeri. Derfor har man iværksat projektet Rovfiskene tilbage til brakvandet, som siden 2023 har haft til hensigt at samle kræfterne og danne paraply for en række brakvandsinitiativer i det sydsjællandske. Projektet understøtter blandt andet de aktiviteter omkring brakvandet, som allerede har været igangsat under Fishing Zealand. Rovfiskene tilbage til brakvandet er et af fem store nøgleprojekter under den nationale lystfiskerstrategi, og projektet har fået bred opbakning, blandt andet fra områdets seks kommuner: Vordingborg, Guldborgsund, Næstved, Stevns, Køge og Faxe. Arbejdsgruppen bag Rovfiskene tilbage til brakvandet består desuden af Københavns Universitet, DTU Aqua, Danmarks Sportsfiskerforbund, Verdensnaturfonden (WWF), Naturstyrelsen og en række lokale videnspersoner. Lystfisker Danmark og Fishing Zealand danner i fællesskab sekretariat for projektet, som i 2023 udsendte en 20 siders faglig anbefaling, hvori der appelleres til national handling. – Vi står med en dramatisk situation i det sydsjællandske brakvandsområde. Rovfiskene er ved at uddø for øjnene af os. Men at reetablere bestandene er ikke urealistisk. Tidligere tiders enorme rigdom af store rovfisk i disse farvande er veldokumenterede, og denne ressource bør vi gøre alt, hvad vi kan for at genskabe, siger Arne Kvist Rønnest, projektchef i Lystfisker Danmark.
– For os i Fishing Zealand har det været en fornøjelse at opleve, hvordan det arbejde, der begyndte i vores brakvands-gruppe for snart mange år siden, nu også er løftet til et så stort og visionært projekt. Der er virkelig tale om en bred og positiv opbakning hele vejen rundt. Husk på, at hvor vi drømte om at lave enkelte geddefabrikker efter svensk model, drejer det sig nu om at genskabe næsten tredive gydeområder på tværs af en række kommuner, supplerer Niels Lagergaard Pedersen, projektchef i Fishing Zealand.
Garnfiskeri i Stege Nor Tilbage i Stege Nor illustrerer vores forsøg på at indfange brakvands-gydende moderfisk den beklagelige situation. Tidspunktet burde være helt rigtigt, men der er langt mellem fiskene. Strategien er at vade langs og inde blandt sivene, for der at forsøge at skræmme gedder på leg ud i et garn, som på forhånd er lagt ud foran sivkanten. Stangfangede moderfisk er ikke en mulighed, da tidligere forsøg og samarbejde med lystfiskere har vist, at de gedder som hugger på agn op mod gydeperioden, ikke er gydemodne og ikke kan modnes til strygning. Det er tydeligt, at holdet har prøvet det her før. Jimmi Spur Olsen sættes af i det lave vand. Finn Lystrup sejler videre i en rute få meter fra sivene, mens hans elever firer toggegarnet ud og står standby med fangstnettet. Når garnet er på plads, tager Jimmi Spur Olsen samme rute til fods, blot inde mellem sivene. For at skabe ekstra uro blandt eventuelle gedder i sivene, slår
Niels Lagergaard Pedersen, Fishing Zealand, (tv.) og Arne Kvist Rønnest, Lystfisker Danmark, danner i fællesskab sekretariat for projektet Rovfiskene tilbage til brakvandet.
Jimmi Spur Olsen, biolog i Vordingborg Kommune, på hårdt arbejde for at redde de brakvands-gydende gedder.
han jævnligt i vandet med en medbragt stav. Skræmmes en gedde ud i garnet undervejs, er båden hurtigt på pletten for at bjærge fisken til jollens opbevaringskar. Proceduren gentages herefter på den ene plads efter den anden, som formodes at kunne holde på gydeklare gedder. Men det er nemmere sagt end gjort.
Gennembrud i geddeopdræt
En hel dags hårdt arbejde i Noret resulterede i kun tre landede hunfisk. Ingen hanner. Da der selvfølgelig skal fisk af begge køn til et vellykket opdræt, blev hunnerne sat ud i en lukket fange-gård, bygget til formålet. Da jeg nogle uger senere taler med holdet igen, har de både godt og dårligt nyt.
– Der har været nedslående få gedder i år. På vores ture med garnene har vi sammenlagt kun fanget seks hunner og én enkelt han. Lykkeligvis er det lykkedes at befrugte rogn fra to af fiskene, så nu kan vi endelig forsøge opdræt af yngel fra brakvands-gydende gedder. Når jeg ser på de ganske få individer, vi møder i vores arbejde, får jeg bange anelser. Vi må stå helt ude på kanten. Der har tidligere været svage perioder for bestanden, men dengang var trusselsbilledet anderledes. I dag står vi med et elendigt havmiljø, en høj prædation fra skarver og sæler, og måske værst af alt, med gydeområder i både ferskvand og brakvand, som er smurt ind i alger og fedtemøg. Det er ikke nemt at være brakvandsgedde, lyder frustrationen fra Jimmi Spur Olsen.
Effekten af en ihærdig arbejdsindsats i de sydsjællandske kommuner – ny yngel understøtter bestanden af brakvandsgedder.
Det lykkedes os at befrugte og klække æggene i saltholdigt vand, og nu står vi for første gang med omkring 20.000 styk brakvands-geddeyngel. Vi fodrer ynglen gennem de næste uger, og krydser fingre for deres overlevelse frem til udsætningen. Brakvands-klækningen er en milepæl for os, men samtidig er vi på helt nyt terræn, tilføjer Finn Lystrup.
25 år med geddeopdræt
– Det har været en stor udfordring at skaffe gydemodne moderfisk fra brakvandet, men efter flere mislykkede forsøg, står vi endelig med lidt yngel. Fiskene modnede ikke i vores fange-gård i Stege Nor, men da vi flyttede to af fiskene til en vores gårde i ferskvand, modnede de i løbet af få dage.
Fiskelinjen på FGU-skolen i Ringsted indledte deres opdræt af ferskvands-gedder helt tilbage i 1998. Skolen har derfor stor ekspertise i opfiskning af moderfisk, strygning, klækning, fodring og udsætning af yngel.
– Udfordringen med opdræt af geddeyngel er, at moderfiskene skal være gydemodne, når vi stryger dem for æg. Det lyder måske enkelt, men det har vist sig at være vanskeligt at modne gedderne fra brakvand. Det er en del nemmere at få til at lykkes med ferskvands-gedderne. Temperatur og saltholdighed i brakvandet skal være ret nøjagtig. Men nu står vi for første gang med yngel fra brakvands-gydende gedder, så vi er selvfølgelig spændte på, om vi formår at holde liv i dem. Når først de befrugtede gedde-æg klækkes er tilvæksten lynhurtig. Er temperaturen ideel, vokser ynglen med flere millimeter om dagen. Typisk fodrer vi fiskene i 3-4 uger, hvorved de opnår en størrelse på 4-5 centimeter. Her gælder det om at få dem sat ud i naturen, da der ellers opstår kannibalisme i bassinerne. Alt i alt er der tale om en relativ kort proces. Fra vi stryger en moderfisk, er afkommet klar til udsætning efter kun 6-8 uger, forklarer Finn Lystrup.
Finn Lystrup, FGU Ringsted, er ekspert i geddeopdræt – hans samarbejde med Vordingborg Kommune er støttet af WWF Verdensnaturfonden.
Oversvømmede enge giver ideelle opvækstbetingelser i de første afgørende uger af brakvandsgeddernes liv.
WWF Verdensnaturfonden bakker op Samarbejdet mellem Vordingborg Kommune og FGU-skolen i Ringsted er støttet økonomisk af WWF Verdensnaturfonden. Netop for at understøtte indsatsen omkring de brakvands-gydende fisk.
– Opbakningen fra WWF Verdensnaturfonden har taget os et vigtigt skridt videre, for de brakvands-gydende fisk ved vi endnu ganske lidt om. Det er nemmere at hjælpe de rovfisk, som søger mod ferskvand for at gyde. Her handler det i grove træk blot om genopretning af naturog gydeområder. Gedderne har brug for forårs-oversvømmede enge og selvfølgelig fri passage til dem. Aborrerne er på ingen måde glemt i projektet, men som fiskeart er de langt mere talrige og ikke helt så pressede, som gedderne er. Vi arbejder efter devisen, at hvad der er godt for gedderne, er også godt for aborrerne. Selv om de to fiskearters levevis ikke er helt ens.
Vi er kommet et stykke vej, siden vi etablerede den første geddefabrik i Danmark her hos os i 2018, og det glæder mig, at der nu er kommet så mange og stærke kræfter til projektet. Det er opløftende hver gang vi sætter årets geddeyngel ud, men udsætningerne er jo kun symptombehandling. Nu må vi håbe, at treparten og vandområdeplanerne kan medvirke til en reel løsning af problemerne. Alene i Stege Nor vurderes det, at der skal fjernes omkring 20 tons kvælstof de kommende år. Det tager desværre lidt tid før effekten af så store greb viser sig. Jeg vurderer, at vi formentlig kommer til at arbejde hårdt for at holde bestandene af brakvands-rovfisk i live gennem de næste 5-8 år. Modvinden blæser, men vi må forsøge at holde optimismen oppe, opfordrer Jimmi Spur Olsen.
Imponerende udbryderkonge
De havvandrende laksefisk er kendte for deres magiske tilbagevenden til opvækstens å eller elv efter fjerne ophold i havet. Det som i fagkundskaben kaldes for
homing. Fiskenes evne til at vende hjem. Man kan vel nærmest sige, at det er denne adfærd, som især har gjort atlanterhavslaksen så berømt. De store voksne blanke fisk, som returnerer fra havets ædetogter og bravt kæmper sig opstrøms, for selv at gyde på barndommens grusbanker. Det er imidlertid de færreste som ved, at brakvands-rovfiskenes homing er mindst lige så stærk.
– Svenske undersøgelser peger på unikke stammer af ferskvands-gydende brakvands-rovfisk, som meget målrettet søger tilbage til det sted, hvor de selv voksede op. Danske undersøgelser foretaget af DTU Aqua viser det samme, og vi har haft et par vilde oplevelser med gedder, som har udvist en ekstrem stærk homing. Eksempelvis elfiskede vi for nogle år siden en brakvandsgedde, som var vandret op i Tubæk Å. Vi flyttede gedden til vores geddefabrik, et indhegnet og oversvømmet engareal, i håb om, at fisken ville gyde der. Gedden havde dog en anden mening, og fjorten dage senere fangede vi den igen i Tubæk Å. Hvordan den slap ud af geddefabrikken, aner vi ikke, men dens svømmetur for at
Leif Hansen, frivillig-dynamo i Næstved Kommune, og Peter Henriksen, Limno Consult, tjekker geddefabrikkens yngel-fælde.
komme hjem har været på mere en elleve kilometer, slutter Jimmi Spur Olsen.
Vigtig forskning
I foråret 2020 indledte DTU Aqua et telemetriprojekt i området fra Farøbroen i vest til Grønsund i syd og Bøgestrømmen i øst. Her fik 80 brakvandsgedder indopereret en akustisk radiosender, og i 2021 blev der mærket yderligere 35 gedder. Til undersøgelsen blev der placeret 40 lyttebøjer til at dække de smalle passager i området og indløbene til Præstø Fjord, Jungshoved Nor, Stege Nor og Fane Fjord. Lyttebøjerne gjorde det muligt at følge adfærden for de mærkede gedder i området. De mærkede gedders adfærd blev monitoreret frem til sommeren 2023.
– De foreløbige resultater bekræfter, at vi også i Danmark har brakvandsgedder, der vandrer til ferskvand for at gyde, og at disse ferskvands-gydende brakvandsgedder i høj grad vender tilbage til samme gydevandløb. Resultaterne viser desuden, at vi har flere lokale gydebestande af brakvandsgedder herunder blandt andet i Stege Nor og Præstø Fjord, og at de lokale geddebestande til en vis grad fouragerer udenfor deres gydeområde uden for gydetiden. Nogle gedder bliver altså i fjorden hele året, mens andre vandrer ud i de mere åbne farvande for at søge føde udenfor gydetiden. Der er tale om to forskellige livsstrategier i et marginalt vindue af saltholdighed,
fortæller Henrik Ravn, fiskeplejekonsulent hos DTU Aqua.
Københavns Universitet har tidligere forsket i brakvandsaborrer, og der foreligger en projektbeskrivelse på et samarbejde mellem Københavns Universitet og DTU Aqua om rovfisk i brakvand. Projektet afventer dog i øjeblikket finansiering.
Succes og frivillighed i Næstved Næstved Kommune er også en aktiv del af Rovfiskene tilbage til brakvandet, og her arbejdes der ligeledes på højtryk. I år med økonomisk støtte fra Lystfisker Danmark, blandt andet til en akut indsats for ferskvands-gydende brakvandsgedder i Karrebæk og Dybsø Fjorde. Bestanden tæller ganske få individer, som hvert forår trækker op i Fladså for at gyde. Næstved Kommune har siden 2023 kunstigt oversvømmet en egnet eng og i samarbejde med frivillige ildsjæle indfanget gydemodne brakvandsgedder, og fået dem til at gyde på engen. Det lokale projekt er støttet af Lystfisker Danmark, og den erfarne vandpleje-konsulent Peter Henriksen fra Limno Consult er ansat som faglig rådgiver.
– Målet med vores arbejde i Næstved er at få gang i den naturlige produktion i et næsten naturligt yngleområde og at indsamle erfaringer til kommende projekter. Selv om jeg har årtiers erfaring fra mange vandpleje-projekter, er indsatsen omkring rovfiskene på mange måder ny viden for os alle. Vores erfaringskurve vokser stejlt, og vi må eksperimentere os frem. En stor del af vandpleje-arbejdet i Danmark har været målrettet ørred, men der er tale om to helt forskellige livscyklusser. Brakvandsgedderne har en helt vildt hurtig
Skæl- og DNA-prøver bidrager til vigtig viden og ny forskning i brakvandsgedderne.
Peter Henriksen, Limno Consult, med brakvandsgedde-yngel anno 2025.
"Havørreder er slow-motion ved siden af gedderne!"
– Peter Henriksen, Limno Consult.
livscyklus sammenlignet med havørreder. De vokser med raketfart og kønsmodnes i en ung alder, hvorfor der allerede to år efter etableringen af en gedde-eng med gydning, kan være markante effekter på bestanden af store gedder og dermed også på fiskeriet i brakvandet. Med havørreder må vi trille tommelfingre i 3-4 år, mens vi venter på effekten af en genopretning af et gydevandløb. Havørreder er slow-motion ved siden af gedderne, fortæller Peter Henriksen fra Limno Consult.
Palle Myssen, biolog i Næstved Kommune, bakker op. Han har fra starten været en del af kommunens vandpleje-indsats for brakvands-rovfiskene, som i høj grad inddrager frivillige.
Vandløbsbiolog Jacob Hald på elfiskeri efter gydevandrende gedder.
– Hele vores projekt bunder i frivillighed. Jeg havde i sin tid en bachelor-studerende ansat, og hun lavede det meste af den projektbeskrivelse, vi påbegyndte arbejdet ud fra. Senere anslog to andre bachelor-studerende, at vores fjorde kun havde et par hundrede brakvandsgedder tilbage. Vi måtte gøre noget. Nu på tredje år er det absolut de lokale sportsfiskerforeninger og frivillige, der trækker det tunge læs i forbindelse med vores gedde-enge. Uden dem var det aldrig lykkedes. Især har Fladså Sportsfiskerforening, med ildsjælen Leif Hansen forrest, været en uvurderlig hjælp. Gudskelov har vi opnået den vigtige succes, så alle involverede kan mærke, at deres arbejde bidrager til en forbedring af naturen. I år ser ud til at blive det foreløbige højdepunkt, hvor vi både ser tidligere udsatte gedder komme retur for at gyde, og nyt yngel, som trækker retur mod brakvandet. Vi er selvfølgelig meget opmærksom på den frivillige ressource, og vi gør en stor indsats for at holde de frivillige orienteret om projektet. Man skal ikke undervurdere værdien af fælles måltider og godt morgenbrød i den sammenhæng. Nu håber vi, at indsatsen kan bredes ud til flere vandløb og flere vådområder i forbindelse med treparten. Hvis mulighederne er til stede, er fiskenes livskraft stærk, siger Palle Myssen.
Palles kollega i Næstved Kommune, vandløbsbiolog Jacob Hald, har også været med i felten fra begyndelsen. – Vi vidste, at fiskeriet i fjordene var gået voldsomt tilbage, men det var i virkeligheden nogle smolt-undersøgelser, som gjorde det tydeligt, hvor få gydende brakvandsgedder, der var tilbage. Ikke desto mindre vidste vi dermed, at der trods alt var lidt fisk, så en hurtig indsats kunne måske give pote. Senere fik vi den vildeste optur, da vi havde sat de første gedder ud på gedde-engene. Efter en måneds tid stavrede vi rundt derude og ledte forgæves efter geddernes afkom. Vi måtte til sidst se hinanden
Palle Myssen, biolog i Næstved Kommune, med en gedde fra de gode tider i brakvandet.
BRAKVANDSABORREN
"PERCA FLUVIATILIS"
Danmark har sin helt egen aborre – en genetisk særlig bestand, der har lært at overleve i brakvand. Men dens eksistens afhænger af et sårbart miljø, der er under pres.
Søren Skarby
Der findes et sted, hvor to verdener mødes: brakvandet. Det er de færreste ferskvandsfisk, der har evnen til at bevæge sig ud i havet. Men dem, der gør, får adgang til en langt større fødemængde. Derfor kan gedder og aborrer findes tæt ved land i fjorde og sunde langs Lolland, Falster, Møn og op langs Sydsjællands kyst. De to fjorde ved Næstved har også en bestand.
Brakvandsaborren er bedre end brakvandsgedden til at håndtere og udskille salt, hvilket har gjort det muligt for den at sprede sig helt op til Helsingør Havn. Den vokser hurtigere end sine artsfæller i ferskvand, fordi fødegrundlaget er langt mere varieret. Men ligesom mennesker, der dyrker den frugtbare jord på kanten af en vulkan, lever brakvandsaborren med en risiko: En storm fra nordvest kan presse saltvand ind i brakvandsområderne, og så har aborren kun to muligheder – flygte eller dø.
Den genetiske variation
Brakvandsaborren bevæger sig dog aldrig helt ud i saltvand. I åer, der munder ud i brakvand, kan der være en fin bestand af store aborrer. Fisken er kendt og elsket i Den Botniske Bugts brakvand, og i Kalmarsund mellem det svenske fastland og Øland fanges jævnligt meget store eksemplarer.
Fakta
Familie: Aborrefamilien (Percidae).
Latin: Perca fluviatilis, Engelsk: Perch, Norsk: Abbor, Svensk: Abborre, Tysk: Barsch.
Maksimal størrelse: Cirka 60 cm.
Levesteder: Søer, moser, åer og brakvand.
Status: Ikke vurderet som truet, men lokale bestande – især ved Sydsjælland – er sårbare. De er genetisk unikke og kan ikke genskabes fra ferskvandsbestande.
Mindstemål: 20 cm i saltvand (brakvand).
Fredningstid: Ingen, men der er områder som f.eks. Store Vejle Å, hvor lystfiskerforeninger har indført lokale regler om fangst og genudsætning af alle fisk.
Den danske brakvandsaborre lever en mere anonym tilværelse, men den er noget helt særligt. Forskning har vist, at bestanden af brakvandsaborrer har skilt sig genetisk ud fra de ferskvandsaborrer, der gyder oppe i åerne.
Aborren gyder på lavt vand om foråret. En stor hun kan lægge et fire meter langt, klistret bånd med op til 210.000 æg, som hænger fast i vegetationen. Fire til fem hanner svømmer rundt om hende og forsøger at befrugte æggene. Afhængigt af vandtemperaturen klækker æggene efter 7-18 dage. I ferskvand er æggene en livret for rudskaller, der kan suge de lange bånd i sig, som små børn spiser pasta.
Sejlivede æg
Om sommeren finder fiskene føde langs kysten, og om vinteren trækker de op i åerne for at gyde. Selvom langt de fleste gyder i åernes ferskvand, er der fundet gydende brakvandsaborrer i Ishøj Havn, hvor saltholdigheden var næsten 10 promille. I laboratorieforsøg er det endda lykkedes at få brakvandsaborrens æg til at klække ved en saltholdighed på 12 promille – og larverne var levedygtige. Det er en bemærkelsesværdig tilpasning.
Studier har vist, at aborrerne kan regulere deres saltbalance ved temmelig høje saltholdigheder – en tilpasning, der kan
Foto: (t.v.) Edvard Ellric / Shutterstock.com og (t.h.) Nicklas Engelbrecht Sørensen
RYGFINNE
Den forreste rygfinne består af 12-17 kraftige pigstråler, mens den bagerste har 1-3 pigstråler efterfulgt af 12-16 blødstråler.
VAND
Brakvandsaborren må konstant tilpasse sig for at overleve, hvis saltholdigheden overstiger dens tolerancetærskel.
Den synlige del af aborrens skæl er ru, fordi de er besat med små pigge.
STRIBER
Omgivelserne bestemmer, hvor tydelige aborrens striber og farver er. I områder med mange vandplanter er de markante, mens aborrer i åbent vand ofte er blegere.
De frivillige har lagt mere end 10.000 timer i projekt
Kysthjælper
Tro, håb og Kysthjælper
Tusindvis af ålegræsskud og tonsvis af sten senere nærmer Kysthjælper sig sin afslutning. Vi taler med projektleder Erik Haar Nielsen om, hvordan frivillige har bevist, at de både kan og vil gøre en forskel.
Julie Myhre
For fire år siden startede Danmarks Sportsfiskerforbund projektet Kysthjælper med en ambition om at mobilisere frivillige kræfter til naturgenopretning i havet. Danmarks Sportsfiskerforbund ville undersøge, hvordan man kan motivere og organisere frivillige i arbejdet med udplantning af ålegræs og udlægning af sten og muslinger.
Kysthjælpers dengang nyansatte projektleder, Erik Haar Nielsen, var optimistisk. Men han havde ikke forventet, at projektet ville møde en enorm interesse blandt både lystfiskere, naturnørder og helt almindelige danskere.
Projektet nærmer sig nu sin afslutning, og i dag ved Erik Haar Nielsen meget mere om, hvad der driver de frivillige, og hvad de er i stand til at gøre for havet.
Hvad er det særlige ved at lave marin naturgenopretning sammen med frivillige?
– De frivillige bringer en kæmpe energi og glæde til projekterne. Et godt eksempel på
BEDRIFTER 20212025
Siden projektets begyndelse i 2021 har frivillige kysthjælpere:
• Udlagt 1.200 tons sten fordelt på 9 rev i Limfjorden og Horsens Fjord
• Udlagt 100 kg muslinger i Kalø Vig nord for Aarhus
• Udplantet næsten 56.000 ålegræsskud i Aarhusbugten, Horsens Fjord og Lillebælt ved Assens
Til sommer bliver der igen udplantet mere ålegræs, inden Kysthjælper takker af.
det er vores ålegræsudplantning i Assens sidste sommer. Her mødte godt 100 frivillige op i blæst og regnvejr for at udplante ålegræs. Og der var bare smil og glade ansigter.
Hvad har overrasket dig i samarbejdet med de frivillige?
– Først og fremmest er jeg forbløffet over, hvor mange mennesker der har lyst til at hjælpe havet. Men også hvor meget de frivillige går ind i projekterne, når de først har sagt ja. I alle Kysthjælpers fire lokale projekter har vi frivillige, der bare har været med fra dag 1, og vi har kunnet regne med dem hele vejen igennem. Deres nysgerrighed og evner til at tage viden til sig har været virkelig imponerende. De vil gerne forstå, hvad vi gør i havet, og hvorfor der er behov for naturgenopretning. Det blev vi for alvor klar over, da vi så en overvældende interesse for Kysthjælpers foredrag og faglige oplæg. Vi troede, at temaet "blåmuslingers funktion i havet" var for nørdet og specialiseret,
På YouTube kan du se videoen med Astrid, der dykker på det nye stenrev ved Lindholm.
"Få sten kan skabe nyt liv"
Barndommen ved Mariager Fjord fik Astrid Vinterberg Frandsen tunet ind på havets råb om hjælp. Nu dykker hun efter løsninger – og selv når Kysthjælper-projektet slutter i år, vil hun fortsætte med at vise andre, hvordan vi sammen kan give havet en hånd.
Julie Myhre
Med jævne mellemrum hænger der en våddragt i 24-årige Astrid Vinterberg Frandsens brusekabine. Når vennerne spørger til det, forklarer hun, at hun bruger våddragten, når hun er ude at dykke som frivillig i projekt Kysthjælper. Sammen med Kysthjælper har Astrid deltaget i flere undersøgelser af havbunden i Limfjorden.
– Jeg har deltaget i Kysthjælpers monitoreringer af bunden ved Lindholm både før og efter udlægning af sten. Nu er der lagt sten ud, og det er meget opløftende at se, at der er kommet noget ud af det, jeg har været med til, fortæller Astrid, der er fridykker i sin fritid og læser biologi ved Aalborg Universitet.
Astrids interesse for havnaturen startede allerede for mange år siden, da hun som barn voksede op ved Mariager Fjord.
– Jeg er fra Hobro og har i den forbindelse opholdt mig meget ved Mariager Fjord.
OM PROJEKTET KYSTHJÆLPER
Med udgangspunkt i fire lokale kystområder undersøger Kysthjælper, hvordan frivillige bedst kan inddrages i arbejdet med naturgenopretning i havet. Projektet samarbejder med en række kommuner, forskningsinstitutioner og NGO’er for at finde den bedste model for det frivillige arbejde.
Projektet er finansieret af Velux Fonden.
Jeg har set, hvordan fjorden bare har fået det værre og værre. Der er mange steder i fjorden, hvor man bliver lidt trist af at dykke, siger Astrid og uddyber:
– Det triste er jo, hvad man møder, hvis man tager ud et sted og håber på at se bare lidt ålegræs, lidt liv. Specielt i de varme sommermåneder behøver man nærmest ikke dykke ned for at se iltsvind. Det er både sørgeligt og frustrerende, at det bare kan ske år efter år, uden at vi mennesker gør særligt meget ved det.
Har udplantet koraller i Indonesien
Styret af sin lyst til at gøre en forskel for havet rejste Astrid for nogle år siden til Indonesien for at være frivillig på et marinebevaringscenter.
– Her deltog jeg i arbejdet med at udplante nye koraller og lave undersøgelser af de nye koralrev, fortæller Astrid.
Da hun vendte hjem fra troperne, kunne hun mærke, at hun ikke var færdig med naturgenopretning i havet. Denne gang faldt valget på Kysthjælpers lokale projekt i Limfjorden. En fjord, der er presset af forurening med næringsstoffer, ødelæggende fiskeri med bundslæbende redskaber og tidligere tiders omfattende stenfiskeri. – Når jeg har dykket i Limfjorden, har jeg set flere sider af fjorden. Den første gang, jeg var ude at monitorere havbunden med Kysthjælper, var jeg faktisk positivt overrasket over, at der var en del ålegræs på lavt vand, og at der var liv omkring det. Det var på 2-3 meters dybde, hvor sollyset kunne nå ned. Men længere ude var der et stort skifte. Fordi vandet i Limfjorden er så uklart, når sollyset ikke ret langt ned mere, fortæller Astrid og fortsætter: – Længere ude var der en helt bar mudderbund. Her var der bare intet liv. Det var en vild kontrast til ålegræsset på det lave vand. Ude på den nøgne bund lå der hist og her en sten, som der voksede en søanemone på, og der var lidt småfisk. Det er vildt at se, hvad en eller to sten kan gøre for livet i havet.
Optur på havets bund
Som frivillig kysthjælper har Astrid deltaget i flere monitoreringer af havbunden, og hun har være med til møder med andre frivillige om finansiering af de fire nye stenrev til Limfjorden. To gange har hun deltaget i formidlings-events, hvor hun skulle fortælle om projektet til helt almindelige mennesker.
– Det var vildt fedt at deltage i formidlingen. Der var bare en kæmpe interesse, også hos det helt unge publikum, fortæller Astrid.
Mellem jul og nytår opstod en ny chance for at formidle stenrevsprojektet i Limfjorden. Både DR og TV2 var blevet interesseret i en undervandsvideo på sociale medier, der viser Kysthjælpers nyanlagte stenrev ved Lindholm. I videoen dykker Astrid og Kysthjælpers faglige konsulent, Niels Åge Skovbo, ned til revet. De er helt oppe at køre over det, de ser. Kun et halvt år efter det nye stenrev blev anlagt, er der fuldt af liv. Tangplanter, småfisk, krabber og søstjerner!
Astrid sagde ja til at fortælle den opmuntrende historie til medierne. Historien om, hvad man kan opnå med naturgenopretning i havet.
– Det var virkelig dejligt at kunne få projektet ud til så mange mennesker, der ser TV2 og læser DR Nyheder. Jeg tror, mange danskere har brug for at høre, at der er håb for havmiljøet. At en lille indsats kan gøre en forskel. At få sten kan skabe nyt liv, siger Astrid og uddyber:
– Et lille rev vil skabe plads til både de arter, der bruger hele livet i revet, og dem, der bruger deres ungdomsstadier i revet. Revet er vigtigt for dem alle.
Kysthjælper giver håb for fremtiden
Projekt Kysthjælper slutter i 2025, men Astrid er stadig klar til endnu mere marin naturgenopretning.
– Det kunne være meget spændende at få lov til at følge op på de ting, der sker her i Limfjorden. Jeg kunne også godt tænke mig at udforske havet og deltage i genopretning i andre dele af Danmark. Men Limfjorden er klart en fjord, der trænger til en kærlig hånd, siger Astrid.
Hun har et håb om, at der i fremtiden kommer mange flere projekter som stenrevsprojektet i Limfjorden.
– Jeg håber virkelig, at Danmark kan lykkes med at genoprette naturen i havet. Et projekt som Kysthjælper har øget min tro på, at det kan lade sig gøre, siger hun.
Stenrev er fulde af liv og bidrager til havets biodiversitet. Foto: Morten Rasmussen.
På flere nordjyske genbrugspladser kan borgerne aflevere overskudssten fra haven til etablering af nye stenrev. Foto: Niels Åge Skovbo.