_......,. 0
oJ'
·- -
.....
-
..
'•"'
t"'
•I~•
-
-
~
,_.. · ~
~
•
.r 't'
i
SPO ORGAN
Nr. 8. -. 11
s1. August 1932"
li
7. Aarg.
.En ublodig Krigshistorie. (Efter "Jakt og Fiske" ).
I EgenskaJb ' af "Den enormes" Opdager mener jeg, at jeg har Ret til at fortælle om dens Endeligt. Vi var fire Officerer, som sendtes til Frankrig for at studere Krigen med amerikanske Øjne og samle Erfaringer. Men knapt havde vi belraadt Frankrigs Jord, før vi fik Ordre til først at besøge en Krigsskole ved Chatilloueur-Seine. Eftersom jeg er en ivrig Sportsfisker og ikke antog, 111.an evnede at føre Krig hver Dag, havde jeg medtaget min Fluestang. Naturligvis m aatte en Del Dage anslaaes til Rekreation. Og kunde vel en Soldatsportsfisker hitte paa noget bedre end at søge denne Rekreation langs Bredden af en eller anden klar Strøm. Ved Chatillon er 'Seinen som en Traad af Sølv, der slynger sig frem mellem grønne Felter, helt ulig den Seine, de Turister, der besøger Paris, er vante al se. I Paris er Floden gul og træg og fæl al se paa, men her i Departementet loted'or er den en klar lille Strøm fuld af Kraft og Skønhed. En Dag gjorde jeg en Rekogniceringstur langs Strømmen uden Stang, m en med visse Forhaabninger om at kunne konstatere Forekomsten af Forel. Og jeg blev ikke skuffet. I en rolig Krog af Strømmen saa jeg nogle smaa Foreller slaa. Jeg skyndte mig tilbage til Hotellet , hvor jeg boede. og fandt mine tre Kammerater forsamlede i vort Rum. De var alle af højere Rang end jeg. En var Kaptajn. en M·ajor og en Oberst. Jeg vidste, at de alle var Fiskere, men af Frygt for at virke løjerlig havde jeg intet nævnt brri min extra Oppakning af Fiskegrejer. Jeg fortalte nu om min Opdagelse og tilkendegav,
at jeg agtede mig ud at fiske. Da rejste Obersten sig og sagde: . ~ · Vi gaar_ med. Hvad formaar en Løjtnant mo:d en Oberst. Jeg protesterede svagt og forklarede, at jeg i dette Tilfa:lde helst vi'.de være ene. - -',Vi gaar altsaa med", gentog Obersten, og hans Tone antydede, al Sagen var afgjort. Og saa gik vi alle fire ned til Strømmen. Majoren, som var forudseende, slæbte paa en stor Fiskekurv. Da vi kom frem, udvalgte vi en roligt flydende Strækning og gjorde Holdt der. Med den urokkelige Ro. der er et Særkende for gamle, øvede Fiskere, slog mine tre Fæller sig ned i Græsset og afventede Begivenhedernes videre Udvikling. Jeg følte mig akkurat som en Skoledreng, der hentes frem foran Lærerens Kateder for al forklare en eller anden indviklet Sag. Hvor s1dkkelige vare mon mine tre tavse Censorer? Det var over et Aar siden, jeg sidst havde haandteret min F luestang. 'Skulde jeg nu bære mig klodset ad og plaske med Fluen, eller skulde jeg faa den til al falde fint og flyde perfekt? Jeg erindrede pludseligt, at jeg ha,r.de pralet en Del om Fiskeri paa Overfarten. - Kanske havde jeg pralet for meget. - ,,Oberst", sa' jeg - ,,vil De ikke forsøge et Kast først?" - .. Efter Dem," svarede han alvorligt. Efter mig! Saa tæt1kte han sig altsaa at laane min Stang; men ikke før jeg havde demons~r ~1·~t min Færdighed. Jeg begyndte at vælge blandt mine Fluer. En ganske lille Flue bør være bedst for disse uden