SPO ORGAN
1. Aug ust 1928.
Nr. 8.
II 3. Aarg.
111 • • • • 1 • • • • • 1 1 , . 1 1 ' 1 , 1 1 1 ' I I I . ' 1 ' 1 ' 1 " . 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 • • • 111 • • • • • 1'1:1 II 1 . 1 1 • • • • • • • • 1 1 . 1 • • • • , . t 1 1 I 1 I I l • • I 1 1 1 1 1 , . 1 1 " . 1 . 1 1 11 1 1 . I I . ' • • • • • 11 • • • , 1 1 1 1 1 . 1 1 . 1 • • 1 l . I ' . ' ' 1 1 1
~
MIT FØRSTE MEDETØj. Af: "Smaafisk og Storfisk" . (Juhani Aha.) . • • 1 • • • 111111 •. • • • " . . . . . . . . 1 . ' • • • 1 • • • • I I ' II"
I'"
I"
"' . , . " • • • • • • • • , • • " " ' 1 ""
~
""
B' • I I ' I I I • • • • C • • • "" "
ID e t er et Vendepunkt i enhver Drengs Liv, den Dag, han har faaet sin første Fisk, eller bærer sin første i Snare fangede Fugl eller sin første Hare hjem, thi da er han ikke Barn længere, men en Mand, idetmindste synes han selv det. Det er den opvaagnende Selvfølelses store Dag, den. Dag da Skridtet Ira Legens til Virkelighedens Verden gøres. Jeg har ikke den svageste Erindring om den Dag; da jeg erhvervede den for min senere Livsstilling saa nødvendige Skrivekunst. Jeg mindes heller ikke, da jeg lærte at skrive mit første A, heller ikke, da jeg lærte mit Fader Vor. Idet hele taget har jeg ingen klar Erindring om mine første literære Bestræbelser og Præstationer. Men derimod staar den Dag for mig, da jeg fik mit første Medetøj og min første Fisk med al dens Spænding . og Sindsbevægelse saa klar, som om det var i Gaar. Barnet leger jo først alt, hvad det siden i Virkeligheden oplever, det ge'nnemleger alle Livets vigtigste Hændelser, saaledes som det ser dem opleves af sine Omgivelser. Vi legede jo baade Barnedaab og Altergang, baade Vielse og Ægteskab, ja tilmed Død og Begravelse. Vi leger jo i det Hele taget alle de voksnes og især ældre Drenges større og mindre Beskæftigelser. Vi leger jo baade Pløjning og Saaning, vi . havde jo Legetøjshus og Net, Baade, Dampskibe og naturligvis ogsaa et Legemedetøj. Man sad paa en tom Slæde paa Gaardspladsen udenf or Brænderummet og kastede Snøren ud fra Slæden, eller man stod ved Arnen i Stuen og fiskede store Bunker af Høvlspaaner op, de forestill ede Aborrer, Skaller og Løjer, og
I • •• • I ., t
&
I I "
I'. II'"
I -, I
~.
I • • • ' . . . . . .. I . , I I "
I I' lIli •••••••• ! III . . . . ..
Medetøjet var en gamm el Bønnestage, Snøren en Stump Sejlgarn og Krogen en lill e, krum Kvist. Saa en skønne Dag kommer Huttunens Pekka, en jævnaldrende Dreng og fal byder ri gtige Aborrer, som han har fisket ved Koljonsilta Bro. Og Legemedetøjet har mistet sin Glans. Barnet har s præ ngt sit Puppehylster, det er blevet til Dren g en, som vil og maa fiske rigtige Fisk fra den rigti ge Sø med rigtige Fiskegrejer. Men hv or skal jeg faa Grejerne fra? Hvem skal lave Stangen og Snøren og først og fremmest Krogen, thi selv har jeg ikke Begreb om, hvordan alt dette skal fremskaffes. Men jeg har jo Far, den alvidende og altformaaende Far, og eler findes vist ikke saa mærkværdig en Ting, at han ikke kan lave den eller gøre den i Stand. Han er Snedker, Blikkenslager, Gørtler, Skomager og Drejer, han kan male, polere, lime, lodde, reparere Konernes Spinderokker og Mændenes Uhre. Det er ham en Fryd at gøre alt, hvad man beder ham om, men en endnu større Fryd at berede een en Overraskelse. Far har sløjdet og snedkret tilos alle vore herligste Ejendele: vore Træheste, vore Pigslæder, vore Legekværne og Savværk, vore Snurretoppe, Ski er og Kælker, en Del af alt dette har vi bedt om, en Del har vi blot ønsket os, en Del har vi hverken turdet bede om eller ønske os. Og saa har de en skønne Morgen - en Fødsels- eller Daabsdag, li gget paa det blomsterpyntede Bord ved Siden al Sengen. Men det morsomste af alt var d og at staa ved Siden af og se paa,