!~ r
Le::..~ t.:
l. V
1,. '- '- ' "
D'.1 l!) o w 30"..l
t-,
.~ ·, • •·· • "· -.· ••
l ~i y ,~r:i
-F
SPO ORGAN
Nr. 4.
1.
April
1932.
li 7. Aarg.
........ ............ ,,,,,,,,,,,,1111111111111111111111111111111111111111 111111 11 11 111 111 111 111 1111111111111111111 111 11111111 111111111111111111111111111111111111111,,,,,,,., •.••..•.•...
Sørensens Efterfølgers Humør staar egentlig slet ikke til Omgivelserne, han er saadan halvvejs sur i Masken. Han staar med sit gamle " Køretøj" ved Aaen. ,,Køretøjet" det er hans ·e gen Benævnelse - bestaar af en gammel, halvstiv Bambusstang, et Hjul til halvtredie Krone, en Snøre, der passer dertil , og Gut'en, han har, er en fjorgammel een - det hele viser, at dette her er noget, der slet ikke regnes med, noget, der ikke er gjort den mindste Stads af. Nej - han vilde s'gu egentlig meget hellere ha' bleven derhjemme, men saa var det jo, Jensen skulde køre herned lige forbi Aaen og være et Par Timer i den nærmeste By, og han vi1de ha' Efterfølgeren med: - De kan saa lige ta' et Par Stalling til mig, sa ·han. - Det var saa rosonit at have en med i Vognen. - Og saa var det ikke saa lige en Sag at undslaa sig: - Men vi skal være hjemme til Middag, det skal være bestemt. - qg han stoppede det gamle Kram i Vognen - ikke fordi, han intet bedre har - nej - nej - men det rigtige skal skam ikke bruges en saadan Dag, hvor idet hele er ravendæ. ruskendes uden Betydning - næh holdt - der skal være Mening i Galskaben. Nu stod han saa ved Aaen og var halvvejs sur - ja saadan er det - Verden er dog forunderlig. Der staar nu han og ved daarligt, om han gider kaste Fluen ud, mens inde i Byen fra travle Kontorer og larmende Værksteder andre længselsfulde kaster Øjnene ud mod den sollyse Dag og tænker med Vemod paa, at her skal de trælle for Føde og Klæ'r og Husly og hvad, der skal til. - Ak kunde de, blot for i Dag, kaste Aaget til Side, da skulde de ud,
. I
I
hvor Skyggerne jager over Marker og Eng, hvoi· ViTtden · rifler •d en blanke Aa, og Blomsterne sprætter langs Grøfter og Diger. N aa, Sørensens Efterfølger maa ogsaa gi' sig -than begynder at tø - Lærkernes Kvidren paavirket hans Sind, han har stukket en himmelblaa Forglemmigej i Knaphullet og indrømmer for sig selv, al del ser bandsat godt ud, som Vinden rører Engnel;. likerodens hængende Blomster ved den lille Rend~, hvor Elritserne smutter i det rindende Vand og der er jo da ogsaa af og til en lille Ring i Strømmen. Han stævner ned mod det gamle Stemmeværk, hvor to Rækker gamle, frønnede Pæle staar gennem,· Aaen og laver et helt lille Vandfald. Her tog han i Fjor nogle gode Stallinger i Hvirvlerne nedenfor. Hm finder frem et Par Stallingfluer - red Tag forneden - det er saadan en rar en, der sjældent fejler - og en lille, graa Vingeflue ovenfor. Svup. - - Det var s'gu en Ørred - Manden er Fyr og Flamme i et Nu - tydeligt saa han Bulen derude ved en af de øverste Pæle. Det er ikke fri, han tænker lidt paa Grejerne derhjemme - ikke engang en Flue har han, d!er er Situationen voksen - men derved er intet at gøre. Han lægger Fluen derud, og øjeblikkelig slaar Fisken, men fik ikke fat. Han prøver igen - et Par Gange - lægger Fluen helt ind mellem Pælene da vælter en ret anselig Fiskekrop halvt sidelæns op af Vandet - Død og Kritte, er den saa stor 7 til 8 Pund skal den jo nok holde - men heller ikke denne Gang fik han Tag i Fyren. Del maa siges, at han bander lidt, vor Ven -