1/ )
SPO ORGAN
Nr. 2.
1. Februar 1932.
Vejle-Viborg-Rutebilen standser ved Klode Mølle. - ,,Hallo!" raaber Chauffø,r en; ,,her skal den Herre med Fiskestængerne vist af!" - Javist skal jeg af her, for her begynder mit Fiskerevir: Karup-Aaen med tilstødende Mølledamme og Bække. - Aaen er her ellers kun en "liden Puslestrøm", som Jeppe! Aakjær udtrykker sig i sit lille lyriske Prosaværk: "Hedevandring"; men i al siri Lidenhed er den stolt og strid, o:g !Bækørreden søger Ly under dens Brinker. -· Jeg, den ensomme Fisker, efterlades paa Broen over det lille Vandløb, medens Rutebilen forsvinder i del Fjerne, forcerende den nærmeste Bakkeknude med fuld Gas paa, for der skal stærk "Tænding" til her, hvor Aaen indkransies af lyngklædte Højder. Jeg nyder saa ubeskriveligt det "at være alene'', ganske alene, og oven i Købet for et Tidsrum af 8-10 Dage, selvfølgelig ser jeg nok og taler jeg nok med Mennesker indenfor dette Tidsrum; men den Konversation, min Hjerne indstilles paa, bliver ikke af dybere Natur, ,e nd jeg selv lyster, og den indskrænker sig siom oftest til del traditionelle : ,,Goddaw ! W alkommen !" - ,,Hvor er den Mand fra?" etc. etc: - Nu maa denne min Udtalelse ikke misforstaas; Hedebonden er en i alle Henseender baade tænksom og e:I skelig Mand, som det betaler sig at slaa en Sludder af med - han er GæstfrihedeB selv, og Lunet og Gavtyven sidder ham i hver Øjekrog, saa kedelig er han mindst af alt. - Jeg staar paa Broen over den lille Strøm og iagttager de bortilende Smaabølger. Hvor drager de hen? - Bort, langt bort, altid fremad, mod Fjorden, mod Havet. Ingen ved hvorhen! - - Men Dagen er for mig ikke indviet til Drømme, men til Daad, og da der endnu er længe til Aften, faar jeg hurtigt mine Fi-
li 7. Aarg.
skegrejer gjort klare og begynder mm Jagt p,aa: de rødprikkede Ørreder. - Da Vejret er gunstigt, en let vestlig Brise med Drivskyer paa· Himlen, har jeg i Løbet af et Par Timers Tid nogle ganske anstændige Bækørreder i min Taske ; ogsaa en ganske lille Regnbueørred; lander der, da den i sin Graa'dighed har slugt min Krog, saa jeg ikke har kunnet reddet den - den skulde ellers have været sat i Frihed igen, skønt den dengang endnu ikke var optaget i Fiskeriloven. Inden Aften naar jeg min første Station paa Turen: B.-V and mø 11 e. - Flaget er hejst i Møllerens Have, og da jeg ved, at denne Opmærksomhed ikk~ kan gælde mig, eftersom jeg kommer ganske uanmeldt, er jeg unægtelig noget nysgerrig efter at erfare, hvad der er paa Færde i Møllen. - Ude i Lyngen træffer jeg paa Møllerens Hyrdedreng, der rykker ud med, at Mølleren, der ellers syntes prædestineret til at leve sit Liv som Ungkarl, næ ste Dag skulde holde Bryllup med sin Husholderske, den friske og dygtige Hedebopige, Kristine, som gennem adskillige Aar havde været min Hjælper i Nøden, naar jeg udaset efter en hel Dags Slid med min F iskestang og sulten som en Ravn mødte frem med en Ørred eller en Gedde for at bede hende tilber ede den for mig. E n hjertelig Velkomsthilsen lyder mig i M0de, da jeg i min Fisker-Udrigning triner frem i Flokken af de .allerede ankomne Bryllupsgæster. - Jeg er lidt benovet i Øjeblikket over at komme som en Hund i et Spil Kegler ; men Mølleren beroliger mig og trækker mig til en Side. Jeg skulde dog endelig se hans nye Kvægbestand, der var hans Stolthed . .Vi kom under denne Vandring ,og Beskuen forbi