FAK former fremtiden
Fiskevenner fra øst og vest
Fra junior til rollemodel
Mød fiskevennerne, rollemodellerne –Fiskeakademietog tre fortællinger om fremtidens lystfiskere.
"Mange
unge vil gerne fiske, men har brug for at blive inviteret ind i fællesskabet for rigtigt at blive fanget."
Torben Kaas, formand
˜
Uge 42 vil for mig altid handle om Fiskeakademiet – eller Juniorlederkurset, som det hed, da jeg selv deltog i 1980’erne. Hvert år på denne tid tænker jeg på de oplevelser, jeg selv havde. Først som deltager og siden i næsten 20 år som instruktør. Jeg kan stadig genkende ordene på de kommende sider om nye venskaber og en altopslugende interesse for at fiske og lære mere.
Der er noget tidløst over at sende unge ud i naturen med fiskestænger og fylde deres dage med nye fiskemetoder, oplevelser og venskaber på tværs af landet. Det giver mening i sig selv, og oveni får vi i Danmarks Sportsfiskerforbund skabt fremtidens lystfiskere, som skal bære lystfiskeriet videre. Overalt i foreningsbestyrelserne, til vores kongres og i vores udvalg finder vi gode folk, som første gang hørte om Forbundet på Fiskeakademiet, og som nu selv yder deres for vores foreninger og vandmiljø.
Dengang som nu er det de samme ting, der skal til: Juniorer, der bliver mødt i øjenhøjde af voksne, som tager dem alvorligt og skaber gode rammer om oplevelser og foreningsliv, bliver grebet af magien i lystfiskerfællesska-
berne i klubberne og ved vandet. Vi kan se, at foreninger med dygtige juniorledere også har store juniorafdelinger med masser af liv. Vores kurser for unge mennesker bliver overtegnet lige så hurtigt, som vores instruktører kan udbyde dem.
Det fungerer kun, fordi der er engagerede juniorledere og bestyrelser ude i foreningerne – og ikke mindst takket være vores instruktørkorps, som i deres fritid laver kurser og undervisning, der tænder ilden i den næste generation.
Med projektet Fremtidens Lystfiskere rækker vi, med støtte fra Friluftsrådet, ud til unge lystfiskere i hele landet og hjælper dem ind i fællesskaber, så de også kan opleve den glæde, de venskaber og de indtryk, som lystfiskeriet byder på. Mange unge vil gerne fiske, men har brug for at blive inviteret ind i fællesskabet for rigtigt at blive fanget.
Det kan vi med Fiskeakademiet, kurserne, foreningsturene, fiskecamps og klubaftener, som frivillige landet over arrangerer i deres fritid.
Tak til alle jer, der får det til at ske.
I 70 år har Fiskeakademiet været rammen om venskaber og et stærkt værdisæt, der har fulgt unge kursister langt ind i voksenlivet. Mange er vendt tilbage som instruktører, og i dag taler vi med tre generationer, der deler et unikt fællesskab. Jubilæet handler ikke kun om at se tilbage, men om at give stafetten videre til fremtidens lystfiskere.
Marie Brandt
Juniorlederkurset blev første gang afholdt i 1955, og da Julius Wedege kom til i 1957, udviklede han JLK til en af forbundets væsentligste indsatser for nye, unge sportsfiskere. For sin store indsats modtog han senere DSF’s højeste udmærkelse – guldnålen.
Efteråret 1955. 28 drenge mødes på Jyske Idrætsskole i Vejle med fiskegrej under armen og sommerfugle i maven. Her starter det første juniorkursus, sat i gang af Sportsfiskerforbundets formand, Asger Truelsen, med støtte fra Friluftsrådets udlodningsmidler.
Tanken var ikke kun at give de unge en oplevelse ved vandet, men også at styrke foreningerne og sikre, at der fremover var nogen til at give fiskeriet videre til næste generation rundt omkring i landet.
Siden dengang er tusindvis af unge trådt ind i samme tradition –og videre ud med teknisk kunnen, instruktørfærdigheder og livslange venskaber. Gennem årene har kurset skiftet navn, form og lokation og er blevet båret af nogle af lystfiskerverdenens mest markante personligheder. Men kernen har altid været den samme: At give unge lystfiskere et ståsted og et fællesskab, de kan bygge videre på resten af livet.
Fra juniorkursus til akademi
I dag hedder det Fiskeakademiet (FAK), og formatet rækker langt ud over den oprindelige kursusuge. Efterårscampen i uge 42 – nu kendt som FAK Ugen – er stadig et høj -
"Siden dengang er tusindvis af unge trådt ind i samme tradition"
depunkt, men akademiet omfatter også en række andre camps, digitale fællesskaber og aktiviteter, der året rundt knytter unge sammen på tværs af landet. Det er blevet mere fleksibelt og tidssvarende – men altid med samme mål som i 1955: At sikre, at nye generationer lærer fiskeriet, naturen og fællesskabet at kende og giver det videre.
Fiskeakademiet set gennem tre generationer
Historien om akademiet er også historien om de unge, der gennem årene har gjort det til deres eget. For nogle blev det starten på et livslangt engagement i lystfiskeriet, for andre et vendepunkt med nye venner og fællesskaber. Vi har talt med tre generationer af deltagere og instruktører om deres oplevelser – fra de første år i 1960’erne til nutidens camps og instruktørteams:
•Når man deltager i FAK Ugen for første gang, får man udleveret en nål. Den er mere end blot et minde – den markerer, at man er en del af et særligt fællesskab, som rækker på tværs af generationer.
•Der findes endda en guldnål, som uddeles til instruktører, der gennem mange år har ydet en særlig indsats.
•Blandt instruktørerne er det tradition altid at bære nålen. Glemmer man den, falder der bøder i fælleskassen.
•Instruktørsammenslutningen (IS) blev dannet omkring årsskiftet 1973/74, da en gruppe unge instruktører, uddannet fra Juniorlederkurset, ønskede at organisere sig og varetage deres fælles interesser i Danmarks Sportsfiskerforbund.
•IS overtog hurtigt ansvaret for planlægningen af Juniorlederkurset og tilbød derudover foreningskurser. Nye instruktører blev uddannet gennem et særligt forløb, hvor de først fungerede som “føl”, inden de blev optaget i sammenslutningen.
•I dag tæller IS omkring 50 medlemmer, der med stort engagement bidrager til både camps, kurser og forbundets samlede indsats for børn og unge.
FRIER , 74 ÅR – TIDLIGERE INSTRUKTØR
OG DELTAGER
Som 11-årig deltog Ingelise Frier på sit første juniorkursus. Året var 1962, og egentlig skulle man være 12 år, men hendes far havde snydt med alderen og sendt hende af sted med toget fra Sjælland.
– Det var stort at være helt alene væk hjemmefra. Jeg var den yngste, og vi var kun tre piger blandt 140 drenge. Men min far havde allerede lært mig en masse, og jeg havde gåpåmod, siger hun.
I begyndelsen handlede det mest af alt om fiskeriet og venskaberne:
– Jeg glædede mig helt vildt til at skulle af sted igen hvert år, siger Ingelise Frier.
Hun deltog de næste syv år, hvor hun både mødte sin mand, Jens Ole, og fik venner, som hun siden har delt livets mange milepæle med – fra barnedåb og konfirmationer til utallige fælles fisketure i Norge og Danmark.
Spørger man hende i dag, hvad hun tænker om nutidens Fiskeakademi, er begejstringen tydelig. Hun glæder sig over de mange nye camps og over de instruktører, børnene møder:
– Det er nogle sjove, inspirerende instruktører, og de er meget mere på bølgelængde med eleverne, siger hun.
Da hun selv var kursist, var underviserne mere distancerede – men flinke. Kæft, trit og retning var normen.
I dag nyder Ingelise sin pensionisttilværelse og tilbringer så meget tid som muligt med en fiskestang i hånden – både i Danmark og rundt omkring i verden. Foto: Søren Skarby.
Ingelise var blot 11 år, da hun deltog i juniorkurset for første gang, og hun vendte tilbage hvert år, indtil hun fyldte 18 – også selvom det betød, at hun måtte gentage nogle af lektionerne.
Som voksen blev Ingelise instruktør på Juniorlederkurset i en årrække, og i 1997 stiftede hun sammen med sin mand Naturefterskolen Aalestrup, hvor hun stod i spidsen for fiskelinjen frem til, hun fyldte 60 år.
I dag kan hun næppe bevæge sig ud i det danske fiskeland uden at møde nogen, hun kender – gamle kursister og elever, som hun på den ene eller anden måde har præget i deres egen fiskerejse. Mange er selv instruktører i dag.
Og for Ingelise er der ingen tvivl om, at Juniorlederkurset var begyndelsen på det hele: – Jeg har haft et vidunderligt liv. Fiskeriet har været den røde tråd, og jeg er fyldt med gode minder. Det vil jeg ønske for alle, siger hun.
– INSTRUKTØR, JUNIORLEDER
OG TIDLIGERE DELTAGER
– 1996. En overvældende stor spisesal. Ternede kakler og søjler hele vejen ned gennem rummet. Kursuslederen, Torben Kaas, skabte med rolig autoritet ro ved hjælp af en klokke. Det her ændrede mit liv. Det er en identitetsmarkør i alt, jeg gør, siger Martin Bruun.
Samtalen med Martin er kun lige begyndt, men han har allerede tegnet billedet af, hvad han kalder de mest formgivende år – hans tid på Juniorlederkurset.
Dengang foregik det i Vojens med mindst 120 deltagere. Hver årgang havde flere hold, og Martin var en del af F1: Et hold dedikeret til fluefiskeri.
– Det var med folk, der senere blev nogle af de største legender i sporten. Og som stadig er nogle af de vigtigste bekendtskaber i mit liv. Så sent som i sommer var jeg på Island med nogle af dem, jeg mødte dengang. Vi bor normalt forskellige steder i verden, siger han.
Det var også en tid med høje forventninger til kursisterne – både på kurset og hjemme i foreningen, hvor man skulle være klar til at lære fra sig, når man kom tilbage. Sådan var det i hvert fald i Varde, hvor Martin kom -
mer fra.Den fagligt tunge tilgang til undervisningen passede Martin godt.
– Hver gang jeg kom hjem fra en uge i Vojens, følte jeg mig som et forandret menneske, fortæller han.
I fire år deltog han på juniorlederkursus, men et særligt øjeblik står stadig klart i hukommelsen – en opringning efter det sidste kursus.
– Jeg tænker altid tilbage på opkaldet fra Torben Kaas, da han ringede
og spurgte, om jeg ville fortsætte som "føl" (aspirant til instruktørrollen) og blive en del af Instruktørsammenslutningen. Det blev en retningsgiver for mig.
I dag er Martin stadig aktiv i både det lokale foreningsliv og i Forbundets Instruktørsammenslutning. Han står blandt andet bag den populære Trout Camp – en havørredlejr for unge.
– Jeg er meget optaget af, hvordan man skaber tilbud, der resonerer med unge mennesker i 2025. Jeg tror, det handler om, at det skal være lige på og hårdt. Det skal være mere praksisnært. Unge i 80’erne var meget hjemmevante i naturen og mindre boglige. I dag er det nærmest omvendt, siger han.
Selvom kurserne har ændret sig, må de ikke blive en ren oplevelsesfabrik, understreger Martin. Han drømmer om, at vi fortsat har et stærkt foreningsnetværk – og håber, at han selv kan blive en lige så stor identitetsmarkør for de næste generationer af unge, som instruktørerne i de grønne skjorter var for ham i 90’erne.
– Det er nemt at give de unge oplevelsen af at fange deres første fisk, men det er svært at få dem til at føle sig som en del af et vigtigt fællesskab, de vil tage aktiv del i, slutter han.
ANDERSEN, 21 ÅR – INSTRUKTØR, JUNIORLEDER
OG TIDLIGERE
DELTAGER
Elliot afsluttede sit første år på Juniorlederkurset med en vis ærgrelse. Hans interesse for lystfiskeri var startet sent, og han var derfor for gammel til at tage hele turen og måtte nøjes med et enkelt år på Fiske 3:
– Det var megafedt, og jeg var virkelig ærgerlig over ikke at have været af sted tidligere. Alle de nye mennesker og fællesskabet – der var en magi over det, siger Elliot Andersen.
Mødet med lystfiskere fra andre dele af landet gjorde indtryk. Dengang fiskede han primært havørred på den sydsjællandske kyst, men på Juniorlederkurset sammen med en flok vestjyder opstod en passion for laksefiskeriet.
– Mange af dem er jeg stadig gode venner med. Flere holder til ved Skjern Å, og nu har vi en fast uge hvert år, hvor vi mødes i Borris Lejren, siger han.
I 2021 sendte Elliots forening i Køge ham og to andre unge på Juniorlederkurset. De vendte tilbage og løftede klubbens juniorhold, fortæller han. Faktisk går det så godt, at klubben har måttet lukke for tilmeldinger – lederne har hænderne fulde.
I dag er Elliot selv instruktør på Fiskeakademiet. Her underviser han især de yngste og nyder at give videre.
Også på Fiskeakademiet – det tidligere Juniorlederkursus – er Elliot en del af instruktørteamet. Her underviser han især de yngste:
– Det tiltaler mig helt sikkert at have med de små at gøre. Man kan sætte sit præg på dem, og jeg kan mærke, at de brænder for det. Måske fordi jeg selv
startede sent – jeg kan mærke deres energi og leve lidt igennem dem. Selvom det kun er få år siden, han selv blev uddannet instruktør, ser han allerede et skifte i, hvem der deltager: Dengang jeg var af sted, bestemte foreningerne ofte, hvem der skulle afsted. I dag kan alle nå langt med deres fiskeri – og blive dygtige instruktører, siger han og fortsætter:
– De skal bare blive ved. De lærer hinanden at kende på kryds og tværs og løfter fællesskabet – også når nogle har udfordringer. Det er så vildt at se, hvordan venskaberne bare kører derudad.
Elliot lægger heller ikke skjul på, at uden Fiskeakademiet var hverken hans fiskeri eller engagement i foreningslivet blevet til det, det er i dag. Det vil han gerne give videre til de nye kursister:
– Jeg anbefaler alle unge lystfiskere i min klub at tage på vores camps og få den oplevelse, jeg selv manglede. Og jeg håber, vi kan give dem teknikker, fiskeetik og sammenhold. Det skal de have fra starten, slutter han.
Længe leve fisk og fællesskab
Generation efter generation har ført stafetten videre – fra pionererne i 50’erne over de grønne skjorter i 90’erne til de unge instruktører, der i dag tager hånd om vores lystfiskere og giver dem viden, inspiration og et sted at dyrke det livslange fællesskab.
70 år er derfor ikke en afslutning, men et pejlemærke. Fiskeakademiet er stadig i bevægelse – og vil også i de næste 70 år være stedet, hvor unge opdager, at en fiskestang kan være begyndelsen på meget mere end en hobby.
Midt i en hverdag fuld af muligheder giver Fiskeakademiet unge et sjældent rum for ro, nærvær og natur. Her møder de jævnaldrende på tværs af landsdele, lærer at tage ansvar for hinanden og for miljøet –og oplever, at fællesskab kan være lige så vigtigt som fangsten. Netop i balancen mellem tradition og fornyelse ligger akademiets styrke. Pionerernes vision fra 1955 lever
FREMTIDENS LYSTFISKERE
JONATHAN, 17 ÅR
Hvordan har det været at deltage på Fiskeakademiet?
– Det har været megafedt. Jeg vidste slet ikke, at der var så mange på min egen alder, som fiskede – det fandt jeg først ud af på Fiskeakademiet. Det har helt klart også gjort mig endnu mere hooked som lystfisker, fordi jeg har fået mulighed for at fiske andre steder end dér, hvor jeg bor.
Hvad drømmer du om i fremtiden?
– Jeg drømmer om at kunne give videre, hvad jeg selv har lært. At blive ligesom instruktørerne på Fiskeakademiet og blive juniorleder i en klub her på Bornholm. Så kan jeg lære andre unge mere om lystfiskeri.
Nye generationer finder stadig vej til Fiskeakademiets camps. Her deler en gruppe unge lystfiskere oplevelsen ved vandet og glæden over en friskfanget havørred.
videre, men i nye former, tilpasset en tid, hvor unge søger både frihed og fællesskab. Sådan sikrer Fiskeakademiet, at frivillighed, naturglæde
FREMTIDENS LYSTFISKERE
Hvad er det bedste ved at være på Fiskeakademiet?
– Det bedste er helt klart alle de venner, man får. Det er virkelig hyggeligt, og alle er søde og hjælpsomme.
Hvad har du fået med dig fra Fiskeakademiet?
– Jeg har fået en masse viden om fiskevand og grej. Og så kommer jeg ud at fiske alt muligt nyt, jeg ellers ikke ville have prøvet – også efter Fiskeakademiet sammen med mine nye venner. Det er virkelig fedt.
og livslange relationer også i de kommende årtier vil spire frem – og at nye generationer får lyst til at tage stafetten op.
FREMTIDENS LYSTFISKERE
WILLIAM , 14 ÅR
Hvordan håber du, at Fiskeakademiet ser ud om 10 år?
– Jeg håber, at det bliver ved med at være et sted, hvor man kan møde nye fiskevenner, og at der i fremtiden kommer endnu flere deltagere end i dag. Og så drømmer jeg om, at jeg måske selv er instruktør om 10 år.
Hvad synes du er vigtigst for fremtidens lystfiskeri?
– For mig er det vigtigste, at vi passer på fiskebestandene og deres levesteder, så der også i fremtiden er fisk at fange.
For allerførste gang i Danmark er det lykkedes at udsætte geddeyngel, der stammer fra brakvandsgydende gedder –altså fisk, som gyder direkte i det saltholdige kystvand. Det er et gennembrud, som forskere og fiskeforvaltere har arbejdet på i årevis uden held, men i år lykkedes det endelig at knække koden.
Resultatet er, at over 10.000 små gedder for nylig blev sat ud i Stege Nor. Håbet er, at udsætningen kan være med til at sikre bestandens fremtid og styrke naturens balance i de danske brakvandsområder. Foto: Peter Lyngby.
EU har besluttet at indføre en fredningsperiode for alt ålefiskeri i havet fra 15. september 2025 til 15. marts 2026. I henhold til EU-forordningen for fiskerisæsonen 2025/2026 skal medlemsstater med fiskerimuligheder i Østersøen, Kattegat og Skagerrak blive enige om en eller flere fredningsperioder.
Da der ikke er opnået enighed mellem medlemsstaterne, indføres forbudsperioden for ålefiskeri i havet fra den 15. september 2025 til den 15. marts 2026.
EU-reglerne betyder også, at alt rekreativt fiskeri efter ål i havet vil være forbudt. Rekreativt fiskeri efter ål i havet har dog været forbudt i Danmark i en årrække. Foto: Martin Prochazkacz/ Shutterstock.com.
Efter fire års sagsbehandling har Danmarks Sportsfiskerforbund igen fået medhold i en klagesag mod Tønder Kommune om tilladelse til at indvinde 500.000 m³ grundvand syd for Toftlund. Området omfatter Fiskbæk og Lebæk, som er vigtige gyde- og opvækstområder for havørreder.
Forbundet påpegede, at en så stor vandindvinding ville reducere vandføringen i vandløbene, især i de perioder hvor havørrederne gyder og ynglen skal overleve. Mindre vand betyder dårligere forhold for fiskenes æg og yngel og kan i værste fald ødelægge årgange af fisk.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har derfor afvist kommunens tilladelse, og sagen skal nu behandles på ny.
Den 17. juli 2025 blev det nye omløb ved St. Jyndevad Mølle åbnet, hvilket giver vandrefisk fri passage til omkring 100 kilometers vandløb i den øvre del af Vidå-systemet, heriblandt Sønderå. Spærringen ved møllen har i 800 år forhindret adgang til vigtige gyde- og opvækstområder.
Projektet blev ledet af biolog Torben Hansen, som nu er ansat som natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund. Arbejdet omfattede brede stryg, udlægning af sten og dødt ved for at skabe variation og bedre levesteder i vandløbene.
Som FDF’er lærte Viktor Qualmann tidligt at forstå og respektere naturen. En værdi, han nu giver videre til juniorerne.
Han er 27 år, født og opvokset i Fredericia og bor i dag i Børkop. Han er uddannet mekaniker og er i lære som skorstensfejer. Derudover er han leder af juniorudvalget og aktiv juniorleder i Vejle Sportsfiskerforening. Når han fisker, går turen oftest efter havørred – enten på kysten, i fjorden eller i åen.
Ved Silkeborgsøerne samler 27-årige Viktor Qualmann en flok juniorer om fiskeriet. Han bruger sin fritid på at give passionen videre og viser, at lystfiskeriets fremtid formes af unge, der allerede står klar til at tage over.
I må trække lod om det! råber Viktor Qualmann og kigger på de fem juniorer, der står tæt på bådebroen i Sejs kun få kilometer fra Silkeborg.
Inden bådene kan stævne ud på Julsø, er der ét spørgsmål, alle er optaget af: Hvem får lov til at komme med i den sorte Alumacraft-båd? En rendyrket fiskemaskine med frontmonteret elmotor, elektronik og alt tænkeligt udstyr.
13-årige Adrian Bjerregaard Lorentzen trækker det rigtige lod. Han jubler og hopper ombord sammen med kammeraten Mikkel Juul Larsen, mens de andre smiler
skævt og fordeler sig i de to andre både, der er bemandet af juniorledere og fiskeguider med lokalkendskab.
En frisk vind rejser små skumtoppe på søen. Måske ikke det bedste vejr til en bådtur, men det tager hverken glæden eller forventningen fra juniorerne i Vejle Sportsfiskerforening. De er taget på fællestur til Silkeborg, hvor de sammen med Silkeborg Fiskeriforenings juniorer skal jagte søens aborrer. Aftalen er enkel: Næste gang går turen til Vejle Å, hvor rollerne er byttet rundt.
En ung leder med gammel erfaring
Den grønne bøgeskov spejler sig i vandet, og Himmelbjerget rejser sig i baggrunden, da båden sætter kurs mod en af Juel Søs skrænter.
I dag er det Brian Jakobsen og 17-årige juniorleder Marinus Hjernø fra Silkeborg-foreningen, der styrer båden, og Viktor, der holder sammen på tropperne. Han er 27 år gammel og i lære som skorstensfejer – men i fritiden er han alt andet end almindelig. Han er drivkraften bag juniorafdelingen i Vejle Sportsfiskerforening.
– Jeg startede selv med at fiske på Fredericia Havn som 10-årig sammen med min bedstefar. Vi fangede hornfisk og makrel, og jeg var helt solgt, fortæller han. Som konfirmand fik han medlemskab i Fredericia
Sportsfiskerforening og blev hurtigt bidt af klubaftenerne med fluebinding og blinkproduktion. Men som teenager gled fiskeriet i baggrunden.
– Fisketurene blev skiftet ud med fester torsdag, fredag og lørdag – og med en omgangskreds, der ikke altid var den bedste, siger han ærligt og fortsætter:
– Jeg stod lidt ved en skillevej. To af mine kammerater røg i fængsel, og jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at ændre kurs.
Vendepunktet kom, da han begyndte i lære. Lange skoleophold væk hjemmefra gav plads til nye rutiner, og stille og roligt fandt han tilbage til fiskeriet. Tiden efter skole blev ofte brugt i de lokale åer i Sønderjylland.
For to år siden ringede Viktors bedste vens far, der var den daværende formand i Vejle Sportsfiskerforening. De manglede gode juniorledere, og Viktor sagde ja. Efter få uger stod han i spidsen for hele juniorudvalget.
– Jeg sagde ja, fordi jeg tydeligt husker, hvor fedt det var selv at være en del af en klub dengang i Fredericia. Og jeg har altid været præget af foreningslivet gennem FDF. Det føltes naturligt at give noget tilbage, siger han.
Ud på Julsø
Adrian med dagens største fangst – en 113 cm gedde. For Viktor er det vigtigt, at juniorerne oplever at fange fisk, så lysten til fiskeriet vokser.
Ved en af søens skrænter viser Live Scope-skærmen store stimer af aborrer. Vandet klasker mod bådsiden, fiskelinerne summer i vinden og fra en højtaler lyder tonerne af Under the Bridge med Red Hot Chili Peppers.
– Jeg har fisk på! råber en af juniorerne. En aborre bryder overfladen og plasker febrilsk. På skærmen kan alle se, hvordan stimerne følger jigs og woblere tæt.
Det går slag i slag – aborrer til alle i båden, endda nogle fine af slagsen over de 40 centimeter.
Pludselig bøjer Adrians stang faretruende, og båden gynger i bølgerne. Viktor hiver mobilen frem og filmer, mens 13-årige Adrian kæmper med en tung fisk i dybet.
Efter en hæsblæsende fight landes en gedde på intet mindre end 113 centimeter – fanget på let aborregrej. Lige da fisken glider i nettet, bider den linen over med sine skarpe tænder. Men fangsten er sikret, og glæden breder sig blandt besætningen.
Adrian holder fisken foran kameraet med et bredt smil. Og så gør han det, der siger allermest om, hvad fiskeriet handler om: Han sænker forsigtigt gedden tilbage i søen og ser den forsvinde i dybet.
– Det bedste er, når vi fanger noget sammen, siger han.
– Og det er også fedt at vide, at fisken får lov til at svømme videre.
Da oplevelsen har bundfældet sig, ringer han stolt hjem til sin mor og fortæller om fangsten.
At give videre
For Viktor er netop de her øjeblikke hele grunden til, at han bruger så mange timer på juniorarbejdet.
– Vi har en Facebook-gruppe, hvor vi deler fangster og ture. Når drengene lægger deres egne fangster op eller sender billeder til mig direkte, bliver jeg virkelig stolt. Det viser, at det betyder noget for dem – og at de gerne vil vise, at de lykkes, siger han.
Han har set, hvordan fællesskabet har udviklet sig.
Et treårigt projekt (2024-2027) hos
Danmarks Sportsfiskerforbund, støttet af Friluftsrådet med 2,5 mio. kr.
Formål
•At engagere flere børn og unge i lystfiskeri og natur
•At skabe livslang interesse for foreningsliv og fællesskab
•At styrke juniorarbejde i lystfiskerforeningerne
Hvordan?
•Kurser og kompetenceudvikling for frivillige og instruktører
•Udvikling af aktiviteter både ude i naturen og digitalt
•Netværk og samarbejde mellem foreninger og lokale aktører
Hvem kan være med?
Lystfiskerforeninger, instruktører, frivillige og andre fællesskaber, der vil give børn og unge muligheden for at komme ud at fiske.
Vil I være med?
Foreninger og frivillige kan få støtte, viden og redskaber gennem projektet. Læs mere på www.fiskeakademiet.dk
– Da jeg startede, var de lidt delt op i små kliker. Men sådan er det ikke længere. Nu tager de godt imod nye og inviterer dem med ud. Det er måske det vigtigste af alt.
Adrians stemme – og næste generation
Adrian har fisket, siden han var seks år. Han elsker især geddefiskeriet, som han fik øjnene op for på foreningsturene til Knabberup Sø, ikke langt fra foreningens klubhus, og det var netop på disse ture, at han for alvor fandt ud af, hvor spændende fiskeriet kunne være.
– Det fedeste er at fighte fisk. Og så er det også fedt at tage fisk med hjem en gang imellem og tilberede dem, fortæller han.
For ham betyder foreningen mere end bare fangster.
– Der er ingen i min familie, der fisker, så det er virkelig rart at komme ud med nogen, der ved en masse. Jeg har lært meget mere her, end jeg kunne alene. Og så er det fedt at være en del af et fællesskab, hvor vi tror på, at der sker noget, når vi er afsted sammen.
Han lægger heller ikke skjul på, hvad Viktor betyder.
– Han hjælper meget og er aldrig sur. Min mor siger tit, at det er stort, hvor meget tid han bruger på os, siger han.
For Adrian handler det ikke kun om fiskene –men om voksne, der tager dem alvorligt.
Fremtidens lystfiskere
For Viktor handler det ikke kun om at lære juniorerne at kaste korrekt eller lande en fisk.
– Jeg vil gerne vise dem, at man skal passe på naturen. Når de først oplever glæden ved fiskeriet, får de også lyst til at passe på det, siger han. Han er optimist, selvom han godt ved, at gennemsnitsalderen blandt danske lystfiskere er høj.
– Det kommer aldrig til at blive større end fodbold og håndbold, siger han.
"Han hjælper meget og er aldrig sur. Min mor siger tit, at det er stort, hvor meget tid han bruger på os."
– Adrian, junior i Vejle Sportsfiskerforening
Der nørdes med grej til aborrerne. Brian Jakobsen, der kender Silkeborgsøerne ud og ind, deler ud af sin viden, mens Adrian og Viktor overvejer, hvad der skal lokke søens sortstribede røvere.
– Men jeg er sikker på, at det nok skal vokse blandt de unge. Og hvis jeg kan bruge nogle år på de her juniorer, så kan de måske selv tage stafetten videre en dag.
Da bådene igen lægger til bådebroen i Sejs, er juniorerne trætte men høje på oplevelser. Adrian fortæller stadig ivrigt om sin store gedde – og om øjeblikket, hvor den forsvandt tilbage i søens mørke.
For Viktor er det den perfekte afslutning.
– Det handler ikke kun om at fange fisk, men også om at give noget videre – både fællesskab og respekt for naturen.
Sådan står billedet tilbage: en flok unge på vej hjem, fyldt af grin og oplevelser – og en ung leder, der har givet dem lysten til at blive en del af fremtidens lystfiskeri.
Antallet af juniormedlemmer i Danmarks Sportsfiskerforbunds medlemsforeninger er i vækst.
•1. november 2024: 1.900 juniormedlemmer
•I dag: 2.418 juniormedlemmer
Udviklingen sker som led i indsatsen "Fremtidens lystfiskere", der skal styrke foreningernes juniorarbejde.
Vil I være med?
Foreninger og frivillige kan få støtte, viden og redskaber gennem projektet.
Læs mere på www.fiskeakademiet.dk
THEO OG EMIL:
Emil fisker i ferskvand, Theo i saltvand – og de bor i hver sin ende af Jylland. Alligevel er de bedste venner og deler både vilde fiskeoplevelser og drømmen om mange nye eventyr ved vandet.
+ Marie Brandt
er svært at skjule begejstringen, når først man har fundet
Theo, du er primært saltvandsfisker og Emil, du fisker ferskvand. Kan man godt være fiskevenner på trods af det?
Emil: – Sagtens!
Theo: – Ja, så kan han hjælpe mig med at fange ferskvandsfisk, og jeg kan hjælpe ham med saltvandsfiskene.
Emil: – Du prøver i hvert fald. Det går ikke så godt for mig at fange havørreder indtil videre. Men det er fedt, når man kan dyrke noget forskelligt og så mødes på midten.
Theo: – Det kan nogle gange godt være sådan lidt hektisk at være på tur med Emil. Nogle gange går det lidt galt. Jeg var engang nødt til at springe i havnen efter min stang midt om vinteren. Og så mens jeg er i vandet, fanger Emil stangen og hiver den op. Så jeg blev våd helt uden grund.
Emil: – Det er ægte vinterbadning, det der.
Theo: – Første gang vi var på tur sammen, der var vi syge i en uge efter. Og vi fangede ingenting. Ikke ét hug.
Emil: – Det plejer at være sjovt at være på tur med Theo. Han er jo min bedste ven. Når man har brug for at komme lidt væk, så er det bare rart at komme lidt over til Theo.
Theo: – Jeg bor i Aarhus, og Emil bor i Lemvig. Så der er lige lidt vej. Det tager to timer med toget.
Emil: – Men den tur tager jeg gerne!
Hvordan startede jeres interesse for at fiske?
Emil: – Jeg har altid haft en interesse for fisk og hajer, og en dag tog min familie og jeg en
tur til en Put & Take-sø. Den første fisk jeg fangede, var en lille regnbueørred. Det gik virkelig dårligt med at hjule den ind. Den krydsede fem liner. Det var ikke så heldigt, men den kom på land til sidst.
Theo: – Jeg har altid fisket med min far, bare ikke så meget som jeg gør nu, hvor det er stukket helt af. Min første fisk var en lille aborre i Viborgsøerne. Jeg var 4 år, tror jeg. Jeg havde lige fået min første fiskestang. Det var sjovt, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg lavede.
Alder: 16 år
Har fisket: I 5 år
Fiskeidol: Søren & Anders / JustFishing
Musik: Frit Land med Ulige Numre
Instagram: @emilmunkthomsen
Alder: 15 år
Har fisket: I 2 år
Fiskeidol: Thomas Hansen (Havørredens Hemmeligheder)
Musik: I en lille båd der gynger
Instagram: @theo.hornshoj.greve
"Når man har brug for at komme lidt væk, så er det bare rart at komme lidt over til Theo."
– Emil Munk Thomsen
Har I nogle yndlingsarter at fiske efter?
Emil: – Min yndlingsfisk det er nok aborren. De er flotte, de kæmper godt i forhold til størrelsen, der er tit rigtig mange af dem, og så er de tit nemme at få i tale.
Theo: – Jeg kan godt lide havørreder og gedder. Havørrederne er lidt sværere at få fat i, det kan jeg godt lide, og gedden er ret sej på grund af tænderne.
Hvad er jeres største fiskeoplevelse?
Theo: – Min var min PR-gedde.
Hvis I kunne vælge, ville I helst altid fange mange små fisk på hver tur – eller kun sjældent fange fisk, men til gengæld store?
Emil: – Så vælger jeg store fisk, man fanger sjældent.
Emil: – Ja jeg fik en helt masse videoer sendt, da du fangede den gedde. Det var helt vildt!
Theo: – Det var sådan en rigtig kold og mørk novemberaften sammen med min fiskemakker. Hvor vi så endte med at fange en gedde på 11,8 kilo og 108cm. Det var mega vildt!
Emil: – Den fisk, jeg nok husker tilbage på, var to aborrer over 1 kilo hver på to timers fiskeri. I september måned i en helt ny sø jeg skulle ud at prøve. Så ramte jeg to store. Har I en favorit metode til at fiske efter aborre?
Emil: – Den metode jeg allerbedst kan lide, er at fiske med små og mellemstore jigs. Det er tit der, jeg finder de lidt større fisk i stimen. Og får hevet nogle fisk i land.
Theo: – Jeg foretrækker at fiske med dropshot, for man kan præsentere nogle mindre agn, hvis man synes fiskene er svære. Der er typisk flere fisk, der tager på dropshot, men de kan også godt være lidt mindre.
Fordi jeg ved, at hvis jeg så endelig får en fisk på, så er den stor. Vores tålmodighed er jo også blevet bedre.
Theo: – Ja, jeg vælger også store fisk. Jeg går jo meget og jagter den store havørred for tiden, selvom små fisk kan være sjovt, så er den store fisk altså noget særligt.
Bonusinfo: Få dage efter interviewet fik Theo en flot ny havørred-PR på 73 cm og 4 kg.
Hvad ser I mest frem til at skulle opleve i fremtiden?
Begge: – Efterskole!
Theo og Emil skal begge gå på Aalestrup Naturefterskole i 2025/2026.
Theo: – Og så skal vi også ud på rejser for at fange nye fiskarter. Det glæder jeg mig til.
Emil: – Jeg glæder mig også bare til flere ture i det hele taget. Oplevelser sammen. Det bliver fedt.
FISKEAKADEMIET
Fiskeakademiet (FAK) er for dig, der gerne vil lære at fiske, finde klubber, camps og fede events, og få nye fiskevenner.
Besøg os på www. fiskeakademiet.dk, og følg med på vores insta gram @fiskeakademiet
TAK FOR STØTTEN
Havbrug udleder hvert år store mængder næringsstoffer, medicinrester og miljøfremmede stoffer direkte ud i vores kystvande. Det sker i områder, der allerede er hårdt ramt af fedtemøg og iltsvind. Det er uacceptabelt! Derfor kræver Danmarks Sportsfiskerforbund handling nu.
Støt os i kampen for et renere hav – bliv medlem eller køb vores Havbrug – nej tak T-shirt på sportsfiskeren.dk/havbrugnejtak 299 kr. for medlemmer
Den lille sortkutling er livsvigtig for rovfisk og derfor et oplagt forbillede for blink og fluer i lystfiskerens grejæske. Men nu udfordres den af en invasiv kæmpe, der er ved at ændre spillets regler i de danske farvande.
Søren Skarby
Kigger du i din flue- eller blinkæske, finder du med stor sandsynlighed noget, der imiterer en kutling. Det er der en god grund til. Kutlingen er nemlig en uundgåelig del af fødekæden for mange rovfisk, og derfor er en stor del af kystgrejet designet til at efterligne denne lille, kompakte fisk. Kort sagt: Kender du kutlingen, kender du en af de vigtigste nøgler til succes ved kysten.
Mad for en masse arter Kutlinger er vidt udbredte i det lave kystvand. Nede ved bunden svømmer de forsigtigt rundt i evig risiko for at ende på en rovfisks frokosttallerken. Marsvin, sæler og fugle som skarv og skallesluger snupper også gerne en kutling som mellemmad. De små fisks eneste forsvar er at være så diskrete som muligt og være mange, rigtig mange. Den mest almindelige er sortkutlingen. Hvad gør man, når man er en lille fisk, der har svært ved at blive i strømmen? Man suger sig fast. Sortkutlingens bugfinner er, ligesom hos de andre kutlingearter, vokset sammen til en trekant, som de kan suge sig fast med. Den lille fisk findes overalt, hvor der er mulighed for at skjule sig. Sten, havnemoler og tæt tang udgør nogle af dens gemmesteder.
Dansk: Sortkutling
Familie: Gobiidae
Latin: Gobius niger
Engelsk: Black Goby
Norsk: Svartkutling
Svensk: Svart smörbult
Tysk: Schwartz grundel
Størrelse: Max 16 cm
Levesteder: Saltvand
Status: Umiddelbart livskraftig, men i områder, hvor den noget større invasive art, sortmundet kutling, optræder, er sortkutlingen i tilbagegang.
Fredningstid: Ingen
Mindstemål: Intet
Hanner med parfume
På samme måde som en række andre bundlevende fisk bygger de dominerende hanner rede i yngletiden. Ikke avancerede bygningsværker, men de forsvarer en sten, en muslingeskal eller en bundgarnspæl, som de har udset sig til formålet. Derefter lokker de hunner til at lægge æg i reden. Når det er lykkedes, gyder hannen sin sæd ud over æggene og udsender samtidig et duftstof, der lokker flere hunner til. Det forhindrer nu ikke mindre og ikke-dominerende hanner i at snige sig til at befrugte æggene. De udsender dog ikke duftstoffet, der sikkert også ville afsløre deres tilstedeværelse.
Mange æg
Når man er en lille fisk med mange fjender, gælder det om at sikre artens overlevelse ved at få mange efterkommere. Derfor kan en enkelt hun gyde helt op til 14.000 æg, der klæber sig fast i en rede. I løbet af en uge eller to klækkes æggene, og en masse små sortkutlinglarver kommer til verden. De tilbringer larvestadiet frit i vandet og flytter som voksne ned på bunden. Her lever de af alt, hvad en sortkutling kan få ind i munden af orme, krebsdyr og småfisk.
Rygfinnerne er større hos kønsmodne hanner end hos hunnerne.
Sortkutlingens tynde, spidse tænder sidder i flere rækker med de største forrest. Den har, som mange andre fiskearter, svælgtænder, der hjælper maden videre ned i mavesækken.
Sortkutlingen har taglagte skæl, der har en savtakket kant.
En stor tilflytter
Mange fiskearter er tidligere blevet kaldt forskellige navne af fiskere. Sortkutlingen har heddet både smørbutte, smørbøtte og smørbotte, og nogen kalder den stadig butte og butling. De to sidste navne bruges generelt om alle arter af kutlinger. Foto: Roziline/Shutterstock.com
Den invasive art, sortmundet kutling, er næsten dobbelt så stor som sortkutlingen og meget større end de andre kutlingearter. Fisken stammer fra Sortehavet og er sandsynligvis kommet til Østersøen med store skibes ballastvand. Da den nåede de lavvandede danske kyster, eksploderede den i antal. Levevilkårene er ideelle for den nye art. Fra Smålandsfarvandet kom der historier om ålefiskere, der ikke kunne løfte deres ruser
ud af vandet, fordi de var fyldt med sortmundede kutlinger. Ål og dermed ålefiskere er der ikke mange tilbage af, men den sortmundede kutling breder sig stadig.
Breder sig stadig
Den ene af Fiskeatlas’ forfattere, Henrik Carl, fortæller, at de hvert år må opdatere udbredelseskortet for den sortmundede kutling. Senest har den lavet noget af et hop i vandet. Fra at have Nordfyn som sin yderste for-
Sortmundet kutling – en invasiv art næsten dobbelt så stor som sortkutlingen og nu talrig langs danske kyster. Foto: Marie Brandt
post er fisken nu observeret i Randers Fjord og Limfjorden, men ingen andre steder derimellem ud over Vejle Fjord. Igen er det nok ballastvand, der er årsagen. Det vil ikke være grænsen for den sortmundede kutlings udbredelse. Den kan tåle saltpromiller helt op til 30 og kan derfor klare sig fint i det meste af indre dansk farvand. Henrik Carl forventer f.eks., at den snart vil være at finde i hele Limfjorden.
En hård konkurrent
Fordi den sortmundede kutling er så meget større end sortkutlingen og de 12 andre kutlingearter, såsom toplettet kutling, sandkutling og spættet kutling, fortrænger den dem nemt. Den nye fisk har det samme fødevalg og æder derfor på den måde deres livsgrundlag. Den sortmundede kutling kan finde på at vandre og æde alt på sin vej. De angriber også de mindre kutlinger og kan bide dem ihjel. Derfor er der risiko for, at den sortmundede kutling med tiden vil erstatte sortkutlingen som den mest almindelige art. Måske er det værd at overveje at fiske med større blink og fluer.
Brakvandsaborren konstant overleve, den tolerancetærskel.