kraft og saft til mit arbejde med ICDP. ICDP er ”maggiterningen” i min forståelse af det professionelle relationsarbejde (hvis du er ukendt med ICDP, får du en kort introduktion på side 27). Livsduelighed og professionelt relationsarbejde er to sider af samme sag. Det er utænkeligt at have fokus på det professionelle relationsarbejde uden at forstå dette arbejde i et livsduelighedsperspektiv, og samtidig er det umuligt at arbejde med det relationelle forhold i det meget store udviklingsperspektiv uden at have et fælles sprog for hverdagslivets mikroskopiske samspilsprocesser. Vi har stor viden om, hvilke risici og farer der fastholder børn og familier i socialt udsatte positioner – her tænker jeg på eksempelvis socioøkonomiske faktorer, arbejdsløshed, etnicitet og sygdom. Men med positivpsykologiens teorifelt (for eksempel Csikszentmihalyi 2008) har vi også fået sat fokus på, hvilke faktorer der skaber robuste og livskraftige individer og fællesskaber. Positivpsykologien støtter en bevægelse fra fokus på risikofaktorer til fokus på livsduelighed. Begrebet ”sårbarhed” – forstået bredt – giver plads til begrebet ”livsduelighed”, der overordnet set har fokus på de faktorer, som beskytter individet. Livsduelighedsbegrebet udspringer af den forskning, der interesserer sig for, hvilke beskyttende faktorer der indvirker positivt på børns udvikling. Garmezy og Rutter (1988) har påvist, at beskyttende faktorer har en større indvirkning på børns sunde udvikling end risikofaktorer. Deres forskning dokumenterer, at der er tre sæt af faktorer, som beskytter sårbare børn og unge og letter deres vej frem mod mental sundhed. Det drejer sig om: Det enkelte individs karakteregenskaber Oplevelse af formål Kvaliteten af støttende relationer. Livsduelighedsbegrebet tager afsæt i af denne psykologiske resiliensforståelse. Ordet ”resiliens” er en fordanskning af det engelske udtryk resilience, der betyder elasticitet og refererer til evnen til at kunne vende tilbage til sin oprindelige form efter at have været udsat for et deformerende pres. Som nævnt har den traditionelle del af psykologien været mest optaget af, hvilke risikofaktorer der skaber menneskelig sårbarhed og mental skrøbelighed. Studiet af resiliens og resiliensfaktorer har været nedtonet. Resiliensforskningen fokuserer derimod på de tanke- og handlemønstre, der kan facilitere og fremme livet – også det liv, der indimellem opleves som sorgfuldt, svært og uretfærdigt. Ifølge Zand (2014, s. 282) er resiliensforskerne ikke fremme med en entydig definition af
7