rum for børnenes leg – selvom det bestemt har en positiv effekt på børnenes lege. Det er heller ikke nok at tage hensyn til børnenes leg i dagens rutiner og strukturer (lade børnene lege, selvom der er frugt osv.). Det grundlæggende problem, som børnene støder på, når de giver sig i kast med at lege sammen, er snarere, at de savner viden om og fælles erfaringer med, hvad de i det hele taget kan lege sammen. Her er det familielegen, de falder tilbage på, for den kender de bedst. De har klare billeder af, hvad en rolle som mor i legen kan indebære (med handlinger og ord), hvad en babyrolle i legen kan indebære osv., men det er ikke idérigdom og kreativitet, der overvælder én i gennemlæsningen af legeobservationerne, og jeg vil vove den påstand, at det er en udvikling, der er sket inden for de sidste 10-15 år. Det, jeg ser, er snarere gentagne forsøg på at skabe et fælles legeunivers sammen, som kun delvist lykkes. Jeg er sikker på, at børnenes motivation for at lege sammen er lige så stærk, som den altid har været – det er nok snarere den fælles viden og erfaringer, børnene savner. Jeg kan illustrere problemet omkring manglende fælles viden og inspiration med et eksempel fra observationerne, hvor det er tydeligt, at børnene rigtig gerne vil lege sammen, men ikke rigtig kan finde ud af det.
En gruppe på tre piger på fire år har været i gang i fællesrummet i noget tid og forsøgt sig med forskelligt. De bevæger sig rundt imellem de forskellige legemiljøer og tager prøvende tingene i hænderne. Der er flere forslag om forskellige lege og anløb til at opnå enighed om noget fælles: ”Skulle vi sige, vi var prinsesser?”… Men så går der ikke lang tid, før et nyt forslag dukker op og fejer den tidligere idé af banen. Men heller ikke den nye idé fænger an. ”Skulle vi ikke sige, vi var heste?” Jo – og så bliver blikkene tomme, igen …
De tomme blikke betyder: Hvordan kommer vi i gang med en leg, hvor vi er heste? For hvad kan man egentlig gøre som heste? Børnene kan ikke selv forklare, hvad de støder på grund med, og de oplever heller ikke en stor frustration eller bliver uvenner i det her tilfælde. Men deres samspil får præg af forhandling om hvad, hvem og hvor – i stedet for at blive til en fælles fordybet fantasileg. Hvorfor bliver det ikke til mere? Med henvisning til Ivy Schousboes legeteori, som jeg selv er inspireret af og har videreudviklet, så kommer børnene ikke ind i den fiktive sfære, der hvor legen faktisk udspilles – men de forbliver i regisfæren, hvor de forhandler om legens tema og rollefordeling. Jeg synes, jeg stadig oftere
9