Legestuen

Borre & Palle-Emil Stouby

– et mulighedsrum

Nanett

Nanett Borre & Palle-Emil Stouby

Legestuen – et mulighedsrum

1. udgave, 1. oplag, 2025

Forlagsredaktion: Anne Marie Vinther Lemuchi

Omslagslayout og grafisk opsætning: Simon Zander

Forsidefoto: Dagplejer og dagplejebørn fra Outdoor legestue i Silkeborg Kommune

Grafisk produktion: JYPA, Aalborg

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition:

Dafolo A/S

Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn

Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Vare-nr. 8299

ISBN 978-87-7234-434-8

Kapitel 7 . Børnefællesskabet

Kapitel 8 . Børneperspektivet

Kapitel 9 . Dagplejelederens og dagplejepædagogens rolle i legestueregi

Forord

af Nanett Borre

Jeg er i forbindelse med et længerevarende kompetenceudviklingsforløb på besøg i en legestue et sted på den anden side af det store bælt. Legestuen finder sted i en gymnastiksal. Og i dag er jeg fluen på væggen, der skal observere, give tilbagemeldinger og facilitere refleksion, diskussion og nye handlinger på baggrund af det, jeg ser.

Seks dagplejere med hver deres lille børneflok ankommer rødkindede og vinterforblæste til den store sal. Først synges der et par sange. Det er tydeligt, at børnene kender sangene, og de fleste synger med. To små drenge har for meget ”musik i kroppen” til at være med til den velkomst, og de rejser sig flere gange og drøner ned i den anden ende af salen, imens de kigger sig skælmsk tilbage. De ved, hvad der kommer til at ske nu – og det bliver sjovt.

På skift rejser drengenes dagplejere sig – som forventet – for at hente udbryderkongerne tilbage til kredsen igen.

Inden længe er salen fuld af lyd. For små mennesker er det helt naturligt, at stemmen følger med, når de bruger deres krop. Jo større armbevægelser og hurtigere tempo, desto mere lyd. Det er en form for kropslig og lydmæssig lov, at de to hænger sammen. Så der jubles, hujes, tales og råbes højt – for at kommentere på egne bedrifter eller for at komme i kontakt med hinanden eller en voksen. Et hop ned fra en pude ledsages af et hvin. Mens en masen sig gennem den smalle skumport et andet sted akkompagneres af støn og høje pustelyde, når kroppen vrides igennem den snævre passage.

En motorikbane er sat op midt i salen. De første 10 minutter er der fin og sjov aktivitet her, mens to voksne hjælper, guider og hepper på de børn, som gerne vil afprøve de kropslige udfordringer. Nogle børn bliver taget i hånden, hvis de har brug for en varm næve til at komme over den lille bom. Andre får et smil eller et par opmuntrende ord med, imens de møver sig gennem banen. Men nu står den helt forladt, og ingen synes at have interesse for den mere.

Fire voksne sidder sammen med en flok børn på den store skummadras, for her skal der trilles. I den anden ende af rummet sidder to voksne og taler stille sammen, mens en lille nystartet verdensborger lidt forskræmt holder øje med al virakken i det store rum fra den ene voksnes skød.

Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at alt er godt. For ingen græder eller slås, og et eller andet sted midt i lydhavet høres der også både glade stemmer og latter.

Alligevel observerer jeg flere børn, som ikke rigtig kan komme i gang med at bruge hverken sig selv, de andre eller rummet. De futter lidt formålsløst frem og tilbage uden helt at slå rod i en aktivitet, et sted eller i sig selv. På jagt efter noget eller nogen, som kan optage dem og de små rastløse kroppe. På den store madras bliver det lidt vildt. For den skal rumme mange voksne og børn på en gang. Så helt uden at ville det kommer børnene til at hoppe ind i og op på hinanden. Her er simpelthen for lidt plads.

I et hjørne bag en af de kurve, som har indeholdt formiddagsmaden, sidder to små piger og kigger lidt skræmte op mod tumulten i madrashjørnet. Den ene skiftevis lægger sig ned for derefter næsten med det samme at sætte sig op igen. Og bag fodboldmålet i den anden ende skælder en af de større piger ud, fordi hun ikke kan komme til at køre hele vejen rundt om målet. En stor barnevogn er parkeret, så den spærrer for passage. ”Kør et andet sted hen i stedet,” hører jeg en voksen råbe til hende fra den modsatte ende af rummet.

Jeg har oplevet dette mange gange før – clashet mellem de gode intentioner og ønsket om at give børnene mulighed for at ”strække ud” og bruge kroppen på andre måder i legestuen, end det ofte er muligt i det private dagplejehjem, hvor der er færre kvadratmeter og andre aktiviteter og behov, der også skal tilgodeses. Det er kun sjældent, at det i mine øjne lykkes at skabe et læringsmiljø i så stort et rum, der inviterer til at være i kroppen og rummet på en måde, som giver alle børn udbytte, bevægeglæde og positive oplevelser.

Legestuens rammer – om det er et rum eller en gymnastiksal, en græsplæne eller et særligt spot i skoven – er ikke nødvendigvis i sig selv et kvalitetstilbud eller en berigende oplevelse for ungerne, medmindre den stund og det rum forvaltes intentionelt af os voksne. Legestuen er et mulighedsrum med en enestående adgang til at give børnene anderledes sociale, sansemæssige og motoriske oplevelser og udfordringer. Både fordi det fysiske setup er et andet end i dagplejehjemmets rammer, men mest af alt fordi der her er flere voksne til at udnytte disse muligheder. Flere hænder, øjne og kærligt nærværende voksne er et guldæg – men kun hvis vi har gjort os pædagogisk didaktiske tanker om, hvordan det samarbejde og samspil kan iværksættes. Legestuen bliver, ligesom det enkelte dagplejehjem, først et læringsmiljø, hvis vi intentionelt forholder os til det som et sådant.

14 uger efter er jeg igen tilbage i gymnastiksalen. I mellemtiden har gruppen arbejdet med flere af nøgleelementerne i denne bog. Det har ført til både diskussion, refleksion og uenighed. Holdninger, idéer og ønsker til brugen af legestuen har krydset klinger og er blevet drøftet. Regler og rammer er blevet luftet, endevendt og sorteret i. Der er blevet talt om, hvordan man kan planlægge tiden i legestueregi for at få det fulde udbytte af den. Der er tænkt over, hvordan de givne rammer bliver forvaltet, så en børneflok, der både rummer bittesmå tumlinge og store kommende børnehavebørn, oplever sig set, tilgodeset og mødt. Mål og intentioner om at hjælpe hinanden med at turde at være klodsede, forpustede og se sjove ud, når voksenkroppene pludselig også får lov at slippe fri, er blevet italesat. Ligesom de kvaliteter og præferencer, som den enkelte dagplejer indeholder, bliver brugt mere bevidst.

Det fysiske læringsmiljø – dets muligheder og begrænsninger, samt hvordan det kan gøres mere ideelt i forhold til de mange forskellige måder at være i kroppen på – er blevet diskuteret, og der er taget nye beslutninger om, hvilke knapper der kan skrues på her. Gruppen har sammen skabt nye mål og drømme for, hvad timerne i legestuen skal bruges til. Foråret er forsigtigt og prøvende tittet frem siden sidst, og de store tunge flyverdragter er skiftet ud med jakker og gummistøvler. I løbet af 5-10 minutter ankommer flokken, får overtøjet bakset af, og børnene trisser roligt rundt og ser hinanden an. Det er en uge siden, de sidst har været her, og der er både gensynsglæde og en stille afventen.

Alle voksne og børn samles i en rundkreds midt i rummet. Flade farvestrålende siddepuder er lagt frem for at markere, hvor de små numser kan tage plads. Ligesom der også er lagt et par større flade måtter ud, hvor en voksen kan sidde sammen med flere børn, der har brug for og lyst til at være helt tæt på.

Der synges velkomstsang, navne nævnes, og børnene får øje på hinanden, mens de synger velkommen til hinanden. Den første sang afløses af to fagtesange. Arme, ben og kroppe skal rækkes frem, rystes, bøjes og svinges rundt. Et barn har ben, der har brug for meget mere fart og tempo, end fagtesangen tillader. Der er energi, som har brug for at komme ud. Uden at rejse sig op smiler hans dagplejer medlevende til ham, da han tager sig et par ture rundt i salen, inden han igen af sig selv finder vej ind i kredsen. Der er ikke grund til at rejse sig og forstyrre resten af gruppen med det. Og der er endnu mindre grund til at forsøge at tæmme den boblende energi, der giver trang til at bevæge sig.

Det sker et par gange mere, mens de andre synger løs, men ingen af de andre børn tager notits af det, for de voksne danser og bevæger sig til sangen med nærvær og indlevelse.

Efter den fælles velkomst slippes legen fri. En håndfuld børn hjælper to af de voksne med at finde ting frem til en motorikbane. Deres ønsker, til hvilke redskaber der skal stilles frem, inddrages, og de placerer selv redskaberne der, hvor de skal stå. I den anden ende sættes der imens tre små telte op. Dette er low arousal-zonen. Der lægges et par puder og et tæppe i dem hver. Foran et af teltene sidder en voksen med tre opvaskebaljer med forskelligt indhold – alt sammen lavet af kartoffelmel. I den ene er der legeler af kartoffelmel og balsam, der opfører sig som modellervoks. I den næste er der en tyk dejagtig slimet masse af kartoffelmel og vand, der er kogt sammen. I den sidste balje er samme blanding, bare i en meget tyndere og mere lind version. Her er en stående invitation til at trække vejret lidt langsommere, krybe ind i et telt eller få lov til at mærke på de forskellige konsistenser – enten helt stille eller i samtale med den voksne.

I madrashjørnet er der arme og ben i både voksen- og børnestørrelse, der flettes ud og ind i hinanden. Der bliver trillet, grinet og talt. For det snurrer så sjovt i hovedet, når man har trillet rigtig mange gange, og det kalder på at få sat ord på.

Den sidste voksne er placeret midt i rummet, hvorfra hun kan overskue hele salen. Hun er blæksprutten, der både kan træde til, hvis og når der er nogen, der har brug for at få tørret næse, blive hjulpet op på en lidt for sprælsk scooter eller en hjælpende hånd i nogle af de andre projekter, børnene selv har gang i. Det kan være et tæppe, der skal puttes over en pude, så det bliver til en hule, eller en bold der skal trilles tilbage til ejermanden eller lignende. Blækspruttefunktionen giver de andre voksne ro og tid til at være helt til stede lige der, hvor de befinder sig. Det giver ro og kontinuitet for de børn, der er omkring den voksne, at samværet ikke hele tiden skal afbrydes af alle de små opgaver, som også skal løses.

Efter et stykke tid ebber interessen for den bestående motorikbane langsomt ud. Puder, bomme og madrasser omarrangeres

og prøves igen af de lange ben, hvilket giver stor inspiration og deltagelseslyst hos mange børn. Nu er der igen liv.

Efter 1 ½ time er det tid til at samles igen. Siddepuderne, der har været brugt til mange forskellige formål, spredes endnu engang ud i cirklen. Nu skal trætte og sansemættede kroppe hjælpes til at sænke arousal.

Alle lægger sig ned med hovederne ind mod midten, og der afspilles dyrelyde fra den lille højtaler. Børnene skal gætte på, hvem de tilhører. Var det en ko eller måske et får? Nu var det en fugl! Der er god tid, og flere af dyrelydene bliver spillet flere gange til stor begejstring for flokken. Så bliver der sat lyd på af hav, der ruller mod kysten. Hvert barn har fået en lille rispose på maven– et lille skib, som de skal se, om de kan få til at vugge på mavens bølger, når de trækker vejret. Der er helt stille, mens en hær af småskibe stævner ud fra kysten. Små åndedræt bliver dybere, og trætheden kommer på besøg og får flere til at gabe og smelte ned i underlaget.

Så synges der farvel. Vi vinker til hinanden og siger tak for i dag, inden seks voksne med hver deres lille trætte og gennemlegede flok trisser hjemad til frokost og en velfortjent middagslur.

Efter at have vinket efter dem alle kører jeg hjem. Over hele to bælter – et stort og et lille med hver deres bro – så der er god tid til, at tankerne kan vende tilbage til formiddagen. Jeg kan mærke, at jeg i dag er tæt på at være den lykkeligste flue, der nogensinde har siddet på en væg – imponeret over og fuld af respekt for, hvordan det intentionelle fokus omkring arbejdet i legestueregi har forvandlet formiddagsstunden til så varierede og helstøbte oplevelser med plads til alle. Denne lille flok af dagplejere har forvandlet legestuen fra et mulighedsrum til et konkret og helt igennem beundringsværdigt læringsmiljø.

Indledning

Som dagplejer arbejder man størstedelen af tiden alene, selvstændigt og på egen matrikel. De fleste dage er både dagsrytmen, rutinerne, de vokseninitierede aktiviteter og læringsmiljøet tilrettelagt af den enkelte dagplejer. Dagplejerne skaber en hverdag med den styrkede pædagogiske læreplan som den overordnede lovgivningsmæssige ramme og ud fra egen uddannelsesmæssige baggrund, pædagogisk didaktiske refleksioner, det særegne fysiske læringsmiljø, som deres hjem, have og nærmiljø udgøres af, den aktuelle børnegruppes alder, behov, optagetheder m.m. Alt dette er med til at give de bedste forudsætninger for at værne om og skabe udviklende rammer for den lille børneflok, man er blevet betroet.

At forvalte den opgave kræver et stort overblik, fleksibilitet og omstillingsparathed, fordi en hverdag med små børn lynhurtigt kan kalde på noget andet, end man havde planlagt. Det kan være dagsformen i børnegruppen, vejret, sygdom og omtrent 1.000 andre ting, som kan bane sig vej ind foran ens planlægning og foranledige, at man bliver nødt til at gribe dagen an på en helt anden måde.

Den daglige sparring omkring både dette og hint kan foregå i et meget lille mødelokale, hvor der kun er én stol, og hvor der er plads til lige præcis den enkelte dagplejer selv, som alternativt kan bede om hjælp fra den pædagogiske konsulent, hvis der er en større og mere kompleks problematik, der presser sig på.

Legestuen tilbyder et anderledes læringsmiljø, som kan være meget berigende for både dagplejere og børn. Der er læring, oplevelser og udviklingsmuligheder, både for dem under 1 meter og for dem, der for længst er forbi voksealderen. Dagplejere lever af at puste til små menneskers livsmod, mens de stadig gror –både lodret og indeni. De små mennesker tager langsomt plads i verden med en større og større bevidsthed om alt det, de er en del af.

I legestuen mødes man som dagplejer med flere af sine kollegaer og har – hvis man skaber et trygt og tillidsfuldt samarbejde – mulighed for at benytte sig af hinandens faglige meninger, refleksioner og oplevelser. Her kan faglige standpunkter krydse klinger på måder, der gør, at man måske selv bliver skarpere på egne valg eller åbner op for nye måder at forvalte sin praksis på. Her kan dagplejerne få faglig sparring og trods mange timer på egen matrikel opleve at være en del af en større gruppe, som har samme retning, mål, intentioner og ambitioner.

Hvor hverdagens aktiviteter og rutiner ellers er defineret af, at man står alene med opgaven, giver tiden i legestuen pludselig nye muligheder, fordi man er

flere om at varetage den. Man kan dele børnene op efter alder, interesser eller særlige behov for dermed bedre at kunne give hele børnegruppen en følelse af at blive set, hørt og imødekommet. Der er bogstaveligt talt mulighed for større armbevægelser i forhold til de vokseninitierede aktiviteter, fordi man ikke står alene med modet til at prøve nye tiltag, guidning, støtte, opmuntring undervejs eller oprydning og evaluering bagefter.

I legestuen er der flere børn at spejle sig i, lære af og skabe kontakt med. Børnene får her mulighed for at øve sig i at være sig selv i en større gruppe med al den komplekse og livsvigtige læring, der nu engang er i at rumme, forstå, afkode og reagere på både sig selv og andre. Venskaber, læring, små oplevelser og blikke kan knyttes på tværs af den enkelte dagplejegruppe – ikke kun mellem tumlinge, men i særdeleshed også mellem voksne.

Det anderledes fysiske læringsmiljø skaber plads til, at børnene kan udforske deres egen fysiske formåen og nysgerrighed på nye og anderledes måder. Allerede tillærte bevægemønstre og motoriske kompetencer kan finpudses, mens legestuens læringsmiljø med stor sandsynlighed også indbyder til nye måder at erobre sit eget lille kropshylster på.

For at både dagplejer og børn får det fulde udbytte af tiden i legestuen, er det essentielt ikke kun at planlægge, hvilke aktiviteter der skal foregå der, men også at få reflekteret over, hvordan legestuens rammer bedst muligt favner alle de timer, der tilbringes der. I den forbindelse kan det være relevant at kigge på, hvordan man bruger hinandens ressourcer, hænder, øjne, kompetencer og engagement til fordel for hele børnegruppen og hinanden. Ligesom det også er vigtigt at have et fagligt blik på legestuens fysiske læringsmiljø, og hvordan man som gruppe forvalter det, så alle børn har mulighed for også på egen hånd at gå på opdagelse i hinanden, legen og rummet. En grundforudsætning for dette er først og fremmest at få italesat, hvilke fagligt funderede forventninger og forestillinger man har til, hvad legestuen kan bidrage med i dagplejeregi.

Det er vores oplevelse, at legestuen lidt er dagplejens glemte appendiks, der, selvom den i flere kommuner betragtes som et godt og vigtigt tilbud, ikke rigtig får samme opmærksomhed som andre områder af den daglige pædagogiske praksis. Nogle legestuer har et årshjul eller en aktivitetskalender, hvor dagplejerne enten skiftevis eller i fællesskab sætter sig mål for de vokseninitierede aktiviteter, der skal foregå i legestuetiden, men man har som gruppe måske ikke

gjort sig nogen tanker om, hvordan man i fællesskab bedst muligt udnytter legestuens rammer i resten af den tid, der tilbringes der. Vi er kun stødt på en egentlig formålsbeskrivelse for dette enestående læringsmiljø i ganske få kommuner (to for at være helt præcis).

Det signal, som den manglende formålsbeskrivelse sender til dagplejere, børn, forældre og pædagogiske konsulenter/pædagoger, er i vores optik i høj grad med til at understrege den lidt ”løse” og letfærdige tilgang til det egentlige potentiale, der ligger her.

Med udgangspunkt i de fokusområder, der er blevet belyst som manglende i EVA og VIVEs undersøgelse af kvalitet i dagtilbud (EVA & VIVE, 2023b), og baseret på vores egne mangeårige observationer af arbejdet i legestuen har vi bygget denne bog op omkring otte nøgleelementer, som vi mener er det grundlæggende fundament for etableringen af legestuen som et både berigende og udviklende læringsmiljø. Det er nøgleelementer, der tilsammen skal være med til at gøre legestuetiden til mere end blot en stund, hvor vi ”hygger os”. De skal skabe et sted, hvor faglig sparring, udviklende læringsmiljøer og børnenes fællesskabsfølelse er det bærende.

De otte nøgleelementer udgøres af følgende temaer og spørgsmål:

1 . Værdiafklaring og afdækning af legestuens muligheder

Hvordan adskiller legestuens læringsmiljø sig fra det enkelte dagplejehjem?

Hvordan kan vi skabe en proces, der – baseret på fagligt funderede refleksioner og ønsker til, hvad legestuetiden skal og kan bibringe både børn og dagplejere – munder ud i en fælles, klart beskrevet, konkret og praksisnær målformulering?

2 . Planlægning, strukturering og evaluering af tiden i legestuen

Hvordan skal tiden i legestueregi bruges? Hvordan skal de vokseninitierede aktiviteter planlægges, struktureres og evalueres, så vi sikrer, at alle børn, uanset alder og aktuelle udviklingsstadie, får udbytte af dem? Hvor meget af tiden skal bruges til dette? Hvordan skaber vi det optimale læringsmiljø resten af tiden?

3 . Børns leg og dagplejerens positioner

Hvordan kan vi være med til at understøtte og berige både børnenes individuelle og fælles leg gennem forskellige roller og positioner for deltagelse?

4 . Det fysiske læringsmiljø – ude og inde

Hvilke parametre skal vi være opmærksomme på for at skabe det bedst mulige fysiske læringsmiljø i legestuen? Hvordan kan vi med de kvadratmeter, interiør og legetøj, vi har til rådighed, skabe deltagelsesmuligheder for alle børn? Hvilken betydning har det, hvordan vi som dagplejere forvalter det fysiske læringsmiljø?

5 . Det psykiske læringsmiljø – relationer mellem voksen og barn, samt mellem børn

Hvordan skaber vi i fællesskab et psykisk læringsmiljø i legestuen, som er trygt, tydeligt og indbyrdes afstemt, så alle børn føler sig mødt, set og inkluderet?

6 . Børnefællesskabet

Hvordan udnytter vi bedst legestuens muligheder til at hjælpe børnene ind i børnefællesskabet på måder, der er tilpasset det enkelte barns alder, behov og aktuelle udviklingsstadie?

7 . Børneperspektivet

Hvordan sikrer vi, at vi i tilrettelæggelsen af både vokseninitierede aktiviteter, rutinesituationer og i børnenes egen leg hele tiden medinddrager børneperspektivet?

8 . Dagplejepædagogens og dagplejeleders rolle

Hvilken rolle har den overordnede leder og dagplejekonsulenten/dagplejepædagogen i forhold til det arbejde, der foregår i legestuen? Hvordan kan en klar og veldefineret rollefordeling være et givtigt redskab til at skabe en mere struktureret, tilgængelig og fagligt udviklende støtte til dagplejernes brug af legestuen?

Kært barn har mange navne.

I overenskomsten hedder stillingen ”dagplejepædagog”, men i nogle kommuner er der andre betegnelser for samme funktion såsom ”dagplejekonsulent” eller ”pædagogisk leder”.

For at gøre det lettere at læse og skabe overblik har vi i denne bog valgt at bruge betegnelsen dagplejepædagog. Vi gør det ikke for at udelukke nogen eller for at ignorere, at der i nogle kommuner kan være tillagt flere opgaver til stillingen. Vores valg skyldes, at uanset stillingens titel har alle det samme ansvar for at udvikle, støtte og sparre om den pædagogiske opgave i relation til dagplejerne og deres børn.

Brug af bogen

Bogen er bygget op på en måde, så den guider jer igennem de nøgleelementer, der er væsentlige for at skabe kvalitet i det arbejde, der foregår i legestuen. I kan vælge at bruge bogen ved blot at finde frem til det emne, I synes er mest relevant for jeres videre arbejde i legestuen. Men det største udbytte får I ved at læse og bruge bogen i kronologisk rækkefølge og langsomt implementere nye arbejdsgange, opmærksomhedspunkter og måder at facilitere legestuen på.

På den måde vil I komme igennem alle områderne, få ny viden om disse og over tid kunne justere jeres pædagogisk didaktiske arbejde og tænkning med afsæt i nye tiltag og erkendelser.

For at hjælpe jer videre med emnerne i jeres legestueregi har vi udviklet en ”opskrift” på, hvordan dette arbejde kan foregå. Ny viden fører desværre sjældent i sig selv til en ny praksis. For det kræver, at man laver en plan for at omsætte denne viden i egen kontekst og ud fra egne kompetencer, oplevelser og muligheder. Efter hvert kapitel finder I derfor en række refleksionsspørgsmål, som skal være med til at afdække, hvordan det står til med jeres arbejde med omtalte emne. Derefter hjælper afsnittet ”Fra refleksion til handling” på side 20 jer

videre i processen med at fastholde nogle af de opmærksomhedspunkter, I fik øje på under refleksionerne, og sætter samtidig en ramme for, hvordan I kan komme videre herfra. Slutteligt finder I ”Evalueringsguiden” på side 20-21, som vil hjælpe jer med at evaluere og måske justere på de nye tiltag.

Det er vores erfaring, at ændringer og nye tiltag ofte drukner og bliver glemt i hverdagspraktik og vaner, hvis man ikke giver dem tid nok til at blive implementeret, evalueret og få et længerevarende levet liv, der forvandler nye handlinger til naturlige dele af praksis. Det er derfor vores forslag, at I bruger minimum 2-3 måneder til at læse om, reflektere over, gennemarbejde og skabe nye handlinger på baggrund af et nyt nøgleelement. Hvis I har planer om at højne kvaliteten og opmærksomheden på alle nøgleelementer, vil den samlede proces således tage omkring 1½-2 år.

En skabelon for brug af bogen kan dermed se sådan her ud:

• På et aftenmøde af 2½-3 timers varighed læses det valgte kapitel op, efter at alle allerede har læst kapitlet hjemmefra. Denne dobbelte læsning sikrer, at I er helt inde i emnet, ligesom den fælles oplæsning giver mulighed for at stoppe op de steder, hvor der måske er spørgsmål i forhold til forståelse af teksten m.m. Efterfølgende gennemgår I kapitlets refleksionsspørgsmål samt ”Fra refleksion til handling”. Denne fremgangsmåde har til hensigt at støtte jer gennem de refleksioner og overvejelser, der skal til for at se, hvor I har styrker på området, og hvor der er brug for et gennemsyn og/eller en ny tilgang. Fremgangsmåden hjælper jer også med at gå fra refleksion til helt konkret handling. Aftal, hvor I vil tage fat, og hvilke nye tiltag i den forbindelse I vil indføre/afprøve.

• Brug de næste 4 uger på at implementere de nye tiltag.

• Efter 4 uger er det tid til en midtvejsevaluering ved hjælp af ”Evalueringsguiden”, som I også finder her i bogen. Hvad virker efter hensigten? Hvor er der brug for, at I justerer? Hvordan kan I fortsætte herfra?

• Efter endnu 3-4 uger er det tid til den endelig evaluering og fastlæggelse af varige tiltag.

Ovenstående forslag til at arbejde med nøgleelementerne er med til at skabe den nødvendige systematik og grundighed for at højne kvaliteten af arbejdet

i legestuen. Nedenfor finder I ”Fra refleksion til handling” samt ”Evalueringsguiden” som I skal bruge efter hvert kapitel. Refleksionsspørgsmålene finder I i slutningen af hvert kapitel.

Refleksionsspørgsmål

Fra refleksion til handling

Evalueringsguide

• Hvad blev I optaget af undervejs, og hvad virker efter hensigten i jeres legestue? Hvad er I særligt fagligt stolte af i forhold til jeres refleksioner? Hvorfor fungerer det godt, og hvad er det, I gør godt?

• Hvilke faglige udfordringer eller ’blinde vinkler’ fik I øje på undervejs? Hvad trænger til et kærligt eftersyn og/eller en ny tilgang fra jeres side?

• Vælg hvilke af de faglige udfordringer I vil arbejde videre med – hvilke muligheder har I for at løse jeres faglige udfordring? Kom gerne med mange ideer!

• Udvælg en meningsfuld og relevant metode til at dokumentere jeres arbejde – fx praksisfortællinger, videoklip, observationer, billeder, børneprodukter.

• Hvem gør hvad? Hvornår skal det foregå? Hvordan og hvornår vil I løbende se på, om det virker?

• Hvilken dato vil I evaluere på tiltagene?

Evalueringsguide

• Hvilke erfaringer har I gjort jer i forhold til jeres nye tiltag?

• Hvad virker efter hensigten – hvordan viser det sig?

• Hvilke udfordringer mødte I i afprøvningen af de nye tiltag?

• Hvilke nye tiltag skal I igangsætte for at arbejde videre med ovenstående (om nogen)?

• Hvordan fastholder I det, som går godt?

• Hvem gør hvad? Hvornår skal det foregå?

• Hvilken dato vil I evaluere på jeres nye tiltag?

Vi håber, at denne lille guide, som er med til at skabe struktur og sammenhæng, giver jer mulighed for at koncentrere jer om indholdet.

Det har været os magtpåliggende at inddrage dagplejere, dagplejepædagoger og dagplejeledere undervejs. De bidrager hver især i bogen med deres egne erfaringer, viden og oplevelser – både dem, der er værd at være stolte af og vise frem, men også dem, som kan være mindre flatterende og sværere at dele. Alt sammen fordi vi alle bliver klogere af at dele ærligt, sårbart og ligefremt. Det giver dybde til vores egne refleksioner og gør det muligt at spejle sig og lære af hinanden. Tak til alle jer, der så modigt og generøst har valgt at dele jeres hverdag og tanker med os.

Det er vores håb med denne udgivelse at lyse på nogle af de enestående muligheder, legestuen rummer for både børn og voksne, der kommer her, og samtidig give praksisnære og meget konkrete anvisninger og metoder til, hvordan man sammen kan dykke ned i de otte nøgleelementer. På den måde kan legestuen langsomt forvandles fra et ”appendiks” og mulighedsrum til et ægte og givende læringsmiljø, som kan være med til at højne kvaliteten af det samlede arbejde i dagplejen.

Rigtig god arbejdslyst derude i dagplejeland. Vi hepper på jer!

Palle-Emil Stouby & Nanett Borre