Det er en tilgang til vejledning, som kan have sin berettigelse i nogle sammenhænge, men ligger fjernt fra idéen med kollegial vejledning som samarbejde. Man kan sige, at den kollega, der indtager positionen som vejleder, ikke fungerer som vejleder i ovenstående forstand. Beslægtet med overføringsmodellen er, hvad man kunne kalde modelmetaforen. Grundlæggende er tanken, at læring fremmes ved brug af demonstration og imitation – efterligning. En form for modellæring er kendt som såkaldt ’mesterlære’, hvilket for eksempel er velegnet i forhold til læring af nogle typer af færdigheder. Det ville for eksempel være et oplagt element i et introduktionskursus i kollegial vejledning, at den eksterne konsulent viste eksempler på basale færdigheder i vejledning. Vejledning som kollegialt samarbejde – højre side af de to yderpoler – knytter sig til en forståelse af læring, som metaforisk udtrykt kunne kaldes dialogmetaforen. Grundlæggende er tanken, at læring sker som et dialogisk samarbejde mellem deltagerne – vejleder og fokuspersonen samt eventuelt andre kollegaer. Det er en model for læring, som ser fokuspersonen som værende i stand til at tænke og skabe mening på egen hånd og i dialog med andre. Det er en tilgang, som har fokus på sprog og meningsdannelse. Det er en central antagelse, at mening skabes i sprog, og at sprog er socialt. Man kan sige, at mening skabes i en samskabelsesproces, der har karakter af en stadig udveksling af tanker, følelser, forståelser, forklaringer og fortællinger. Det er de sproglige redskaber, vi mennesker bruger, når vi kommunikerer og tænker, som er i forgrunden i denne model for læring. Det er også en velkendt model fra dialogorienteret undervisning.6 Det er inden for denne læringsforståelse, at kollegial vejledning som samarbejde fremstilles i denne bog. Jeg vender tilbage til den dialogiske tækning i kapitel IV.
Direkte og indirekte vejledning Genstanden for kollegial vejledning er i alle tilfælde deltagernes professionelle virke og de dilemmaer og problemer, som professionsudøverne uundgåeligt støder på. Der er imidlertid forskel på, hvordan vejleder (og eventuelt øvrige deltagere) får kendskab til fokuspersonens praksis og til, hvad han eller hun ønsker at blive klogere på og finde andre veje i. Der er to hovedveje – den ene kaldes for direkte kollegial vejledning.7 Den betegnes som direkte, fordi den kollega, som skal indtage positionen som vejleder, observerer den pædagogiske situation, der efterfølgende danner udgangspunkt for 6 Læring som dialog og meningsskabelse er blandt andet inspireret af Mikhail Bakhtin, Martin Buber, George Herbert Mead og Carl Rogers. Jeg præsenterer fire læringsmetaforer: overføringsmetaforen, modelmetaforen, redskabsmetaforen og dialog- & deltagelsesmetaforen i Løw (2019b). 7 Direkte kollegial vejledning kaldes også ‘kollegaskygning’, ‘åbendør-metoden’ og ‘kritisk ven’.
20
