virkemidler eller tiltag lærere kan og bør benytte sig af for at skabe et godt læringsmiljø. I denne bog er retningslinjerne samlet og organiseret efter princippet om mindst mulig indgreb; at lærere i svære situationer griber så lidt ind som muligt for at genoprette arbejdsro og få eleverne tilbage på sporet af undervisningen. Uanset hvilke forebyggende eller konfliktløsende metoder lærerne tager i brug, er det vigtigt, at de bidrager til, at eleverne udvikler deres sociale kompetence, bevarer en positiv selvopfattelse og fortsat oparbejder en interesse for læring og skolegang. Skolen møder store udfordringer i det moderne uddannelsessamfund, selv om den sikkert aldrig har været så vigtig for elevernes fremtid og karriere som i dag. Karakterer fra grundskolen og gennemførelse af videregående uddannelse betyder meget for personlig og erhvervsmæssig succes. Samtidig har skolen fået øget konkurrence, og der er tendenser, som tyder på, at den er blevet mindre ensartet, og at der skabes nye læringsarenaer. Private initiativer og det frie skolevalg er medvirkende årsager til, at eleverne fordeler sig anderledes mellem skoler end tidligere, og begreber som individuel og accelereret læring understreger, at nogle elever skal kunne komme hurtigere gennem skoleforløbet på egen hånd end andre. Skolen er også i fare for at lide samme skæbne som de trykte nyhedsmedier: at blive udkonkurreret af digitale alternativer. Alternative læringsplatforme vokser frem, og stadig flere elever bliver mindre afhængige af skolen for at skaffe sig viden og færdigheder. En hel generation af børn har for eksempel lært tekstbehandling uden én eneste times undervisning. Nye læremidler vil i stigende grad gøre det muligt for børn og unge at lære på egen hånd. I denne sammenhæng skal skolen forstå at udnytte sine fordele, som især handler om at benytte klasserummet som arena for social læring. Læring er, når alt kommer til alt, et resultat af social interaktion, og over tid lærer eleverne bedre sammen med andre end alene. Desuden må skolen kunne udnytte lærerne som en ressource, både fagligt, undervisningsmæssigt og socialt. Min første artikel om klasseledelse skrev jeg som en dobbeltartikel i Norsk Skoleblad i 1984. Den hed ”Disiplinproblemene og læreren som klasseleder”. Senere har emnet gået igen i de fleste af mine bøger, som Atferdspedagogikk i teori og praksis (1987), Kvalitetsbevissthet i skolen (1991), Sosial kompetanse og problematferd i skolen (2002 og 2009) og Kvalitetsskolen (2004). I disse bøger har behandlingen af emnet været begrænset til et kapitel, og jeg har længe ønsket at skrive mere uddybende om teorier, forskning og praksis. Derfor har det været en glæde at have en hel bog til disposition, hvor det har været muligt at gå mere grundigt til værks og både se nærmere på interessante detaljer og på klasseledelse i et større perspektiv. Samtidig vil de, der har læst mine tidligere
8