Grænsesætning og dialog
Psykologisk tryghed i forældresamarbejdet
GRÆNSESÆTNING
PSYKOLOGISK TRYGHED
I FORÆLDRESAMARBEJDET
DAVID GRAAE
DAFOLO
David Graae
Grænsesætning og dialog
Psykologisk tryghed i forældresamarbejdet 1. udgave, 1. oplag, 2025
© 2025 Dafolo A/S og forfatteren
Forlagsredaktion: Maria Appel Bangshøj & Maria-Louise Bak Heiselberg
Illustrationer: Lisa Gravgaard Arendrup
Omslagsdesign: Simon Zander & Lisa Gravgaard Arendrup
Opsætning: Simon Zander
Grafisk produktion: JYPA, Aalborg
Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forlagsekspedition:
Dafolo A/S
Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn
Tlf. 9620 6666
E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk
Varenr. 8206
ISBN 9788772343006
KAPITEL 21 – Opdag et lukket system
KAPITEL 22 – Giv plads til afgiftning
KAPITEL 23 – Afvæbning med overempati
KAPITEL 24 – FIF-metoden
KAPITEL 25 – Eksternalisering
KAPITEL 26 – Opsamling – Afvæbning
KAPITEL 27 –Opsamling – Den psykologiske værktøjskasse
HOVEDAFSNIT 4 – Implementering på hele arbejdspladsen
KAPITEL 28 – De tre F’er (forandring, forventning og forpligtelse)
KAPITEL 29 – IGLO
KAPITEL 30 – Konkret tidsplan
KAPITEL 31 – Opsamling – Implementering på hele arbejdspladsen
HOVEDAFSNIT 5 – Grænser for det grænseløse
KAPITEL 32 – Forældre uden for rækkevidde
KAPITEL 33 – Shitstorme på de sociale medier
KAPITEL 34 – Opsamling – Grænser for det grænseløse
Indledning
For nogle år tilbage begyndte jeg at blive nysgerrig på årsagerne til mistrivsel og stress blandt lærere og pædagoger.
Som erhvervspsykolog består mit primære arbejde i at hjælpe kommunale arbejdspladser med at skabe og vedligeholde et godt psykisk arbejdsmiljø, blandt andet gennem individuelle samtaleforløb med ledere og medarbejdere, der mistrives. Dette arbejde har også til formål at skabe organisatorisk læring på baggrund af samtaleforløbene gennem indsamling af kvantitativ måling til internt brug og ved at komme med input til forebyggende tiltag. Jeg luftede mine tanker omkring stress- og mistrivselsmønstrene hos lærere og pædagoger for seks erhvervspsykologer, som jeg arbejder tæt sammen med – og det førte til, at vi foretog vores egen undersøgelse. Resultatet var tankevækkende. På baggrund af flere hundrede samtaleforløb med lærere og pædagoger kunne vi udlede, at en central årsag til deres stress og/eller mistrivsel var forbundet med forældresamarbejde.
Vores undersøgelse startede med en specifik måling i 2018, og sidenhen har vi løbende fulgt op på den i forbindelse med feedback til organisationerne, fx dagtilbud og skoler, i de kommuner, vi samarbejder med. Og udfordringen har vist sig at være den samme: Lærere og pædagoger oplever at skulle bruge tid og ressourcer på at forsvare deres faglige beslutninger og bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på de få kritiske forældre, hvilket begrænser dem i at kunne lykkes med deres kerneopgave: at sikre børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Den typiske situation, vi fik beskrevet, handlede ikke om frustrerede forældre, der handlede i affekt (selvom de også var en del af udfordringerne). De lærere og pædagoger, vi talte med, havde derimod en oplevelse af en øget forbrugermentalitet blandt forældre – hvor forældrene betragter skolen eller daginstitutionen som et serviceorgan, og hvor der i højere grad er tale om en kunde-sælger-relation end
et reelt samarbejde omkring barnet. Dette kan blandt andet ses på Aula i form af urealistiske forventninger til lærere og pædagoger – og generelt i måden, der bliver kommunikeret på.
Frem for at fokusere hjælpen bagudrettet og først hjælpe den enkelte leder eller medarbejder i skoler og dagtilbud, når samarbejdet er blevet konfliktfyldt og har ført til stressbelastninger, er det mit ønske med denne bog at sætte fokus på at forebygge, så de professionelle kan være bedre klædt på til at tackle eventuelle udfordringer i forældresamarbejdet.
Det skal fremhæves, at min erfaring siger mig, at langt størstedelen af forældresamarbejderne forløber uproblematisk. Den øgede grad af involvering og engagement fra forældrenes side, med et tættere samarbejde med skoler og daginstitutionerne, er konstruktiv i forhold til det fælles mål om barnets dannelsesproces og skal således fortsat understøttes. Problemet opstår imidlertid, når et fåtal af forældre bliver så ressourcekrævende, at de kommer til at stå i vejen for kerneopgaven, som i forvejen er udfordret og kræver ekstra ressourcer. Det kan eksempelvis skyldes udfordringer i forhold til børn i mistrivsel, inklusionsproblematikker, normeringer eller de øgede krav til socialpædagogisk arbejde som pædagog eller skolelærer.
Yderligere kan det få konsekvenser for det mere generelle forældresamarbejde på en årgang eller på stuen i en daginstitution, hvis den negative energi spreder sig, og andre forældre kan føle sig presset til at skulle vælge side. Dette resulterer i, at barrikaderne opbygges, og relationen generelt set bliver mere utryg. Hvilket naturligvis er uholdbart.
Heldigvis har jeg erfaret, at det skaber markante og positive forandringer, når skoler og daginstitutioner bliver klædt bedre på til at imødekomme denne udfordring. Når de får skabt et mindset om, at forældresamarbejde er et fælles ansvar – og får konkrete værktøjer til at fastholde dette.
Således giver denne bog konkrete psykologiske værktøjer til grænsesætning og dialog med det formål at sikre psykologisk tryghed i forældresamarbejdet.
Inden bogen for alvor kommer i gang, vil jeg kort præsentere en case, der viser, hvordan et forældresamarbejde kan blive til en udfordring. Når jeg fremhæver netop denne case, skyldes det, at den på en meget simpel måde illustrerer, hvordan blandt andet misforståede forventninger og forbrugermentalitet kan resultere i unødvendigt ressourceforbrug for en fagprofessionel.
Case 1: elsa-drikkedunken
Luna er fire år gammel og går i den integrerede børnehave Mariehønen, hvor hun har været i 1,5 år. Der har været et nogenlunde samarbejde med forældrene, men moren har flere gange virket en anelse skeptisk, i forhold til om Luna trives der. Hun siger ikke noget direkte, men personalet i børnehaven fornemmer nogle gange en skepsis i måden, hun i afhentningssituationer spørger til, hvordan Luna har haft det. Moren kommer indimellem også med lidt kritiske bemærkninger – det kan handle om alt fra, at hun undrer sig over, at der ofte er rodet i garderoben, til at det ville have været rart at få informationer på Aula om arrangementer eller ture ud af huset noget tidligere.
En eftermiddag står moren sammen med Luna i børnehavens garderobe. Da moren ser en pædagog komme gående forbi, siger hun en anelse spidst: ”Har Luna slet ikke fået noget at drikke i dag?”. Hun ryster pigens drikkedunk, som stadig er fuld og skvulper af vand. Pædagogen kan tydeligt se og høre, at Lunas mor er utilfreds.
Selvom der er 60 indskrevne børn i børnehaven, og Luna ikke er på hendes stue, kender den pågældende pædagog godt til drikkedunksproblematikken. Hun svarer: ”Jo, det har hun. Men det kunne måske være godt, hvis hun fik en anden drikkedunk. Luna kan nemlig ikke selv åbne den”.
Moren ruller med øjnene og afviser pædagogens opfordring: ”Men det er jo den drikkedunk, hun vil have”. Samtalen slutter med, at Lunas mor på vej ud ad døren får sagt: ”I gider jo bare ikke at hjælpe børnene”.
De følgende dage tænker pædagogen over, hvordan hun kan hjælpe moren. Pædagogen oplever, at moren er svær at komme i dialog med i forhold til at samarbejde omkring udfordringen, og at hun opfører sig som en forbruger i daginstitutionen. Men samtidig tænker hun også, at det kan være hårdt for moren, fordi hun måske har svært ved at gøre sin datter ked af det ved at nægte hende den drikkedunk med Elsa-motivet, som hun er så glad for. Pædagogens autopilot bliver at være rummelig og over bærende med moren – og hun konkluderer, at det må være hendes ansvar som fagprofessionel at løse problemet. Derfor får hun den ide, at Luna kan få en kop, som pædagogerne kan hælde vandet fra Elsa-drikkedunken op i.
Min erfaring som erhvervspsykolog er, at størstedelen af lærere og pædagoger vil reagere på samme måde som pædagogen i casen her. Generelt set oplever jeg hos det pædagogiske personale, jeg møder gennem mit arbejde, en evne til at sætte sig ind i forældrenes udfordringer og et stort ønske om at ville hjælpe dem. Men jeg ser også en psykologisk utryghed, som gør, at personalet forventer, at det automatisk vil afføde kritik, hvis der sættes grænser over for forældrene. Tilsammen fører dette til en accept af, at der bruges uforholdsmæssigt mange ressourcer på ét forældrepar eller én forælder, ligesom det er tilfældet i casen. Og dette bliver problematisk, når det ikke kun handler om en enkeltstående situation (som eksempelvis uenigheder om en drikkedunk), men om et gentagende mønster fra forælderen eller forældreparret, der kan omfatte utilfredshed i forhold til legegrupper, flyverdragter, aflevering om morgenen osv.
Hvad bogen ikke handler om
Størstedelen af bøger inden for pædagog- og lærerverdenen handler om at blive bedre til at kunne se bag om og blive mere nysgerrig på såvel børns som forældres adfærd. Det handler denne bog ikke om. Bogen vil kun i begrænset omfang fokusere på, at lærere og pædagoger skal sætte sig mere ind i forældrenes frustrationer eller fortolkningsunivers. Min erfaring er, at lærere og pædagoger allerede er godt klædt på hertil. Derfor ligger der i de følgende sider en implicit forventning til, at disse kompetencer er på plads.
Jeg oplever faktisk, at disse kompetencer er trænet i så høj grad, at det kan blive en udfordring: at evnen til at forstå og fortolke børns og forældres adfærd er blevet trænet så meget, at den kører på autopilot. Dette giver for så vidt god mening i forhold til et ressouceorienteret og anerkendende børnesyn frem for den gammeldags behavioristiske tilgang. Problemet opstår, når autopiloten gør forældresamarbejdet til en belastning, fordi læreren eller pædagogen overanalyserer og måske bliver mere forstående og rummelig, end hvad der er rimeligt. Det gør det sværere at sætte grænser i kommunikationen og kan svække den psykologiske tryghed blandt de fagprofessionelle, hvis samarbejdet med forældrene bygger på de samme præmisser som relationen til børnene.
Der ses desværre en tendens til, at nogle forældre opfatter skolen eller daginstitutionen som en serviceydelse, hvor pædagoger og lærere forventes at imødekomme individuelle ønsker og behov (mere herom i kapitel 6 og 7). Denne opfattelse kan gøre det vanskeligt at etablere et reelt samarbejde, hvor begge parter bidrager til
barnets trivsel og udvikling. I virkeligheden er daginstitutionen ikke en individuel service, men et fælles pædagogisk miljø, hvor samarbejdet mellem forældre og fagprofessionelle er afgørende. Gode relationer mellem lærere, pædagoger og forældre er naturligvis værdifulde, men ligesom på en arbejdsplads handler det ikke om at blive ’bedste venner’. Det væsentlige er at opbygge et professionelt og meningsfuldt samarbejde med et fælles fokus på barnet.
Målet i denne bog er således at kunne betragte forældresamarbejdet som en forudsætning for at kunne lykkes fælles med barnets trivsel og dannelse, uagtet hvilke uenigheder der kan være undervejs.
Af samme grund er det vigtigt at understrege, at bogen ikke opfordrer lærere og pædagoger til at gå i konfrontation, når de møder udfordrende eller markante forældre. En sådan tilgang ville blot forstærke en ’os mod dem’-dynamik, hvilket ikke er hensigten. I stedet har bogen til formål at skabe opmærksomhed omkring, hvordan flere forældre påvirkes af en samfundsudvikling præget af øget forbrugermentalitet og præstationskultur. Dette kan udfordre balancen i forældresamarbejdet og stille nye krav til de fagprofessionelle. Derfor er det vigtigt, at pædagoger og lærere forholder sig bevidst til denne udvikling for at skabe et bæredygtigt samarbejde og samtidig forebygge stress og mistrivsel.
Målgruppe
Denne bog er målrettet ansatte på skoler og i daginstitutioner. Selvom der vil blive refereret til ’pædagoger’ og ’lærere’, er bogen relevant for alle faggrupper, der har forældresamarbejde. Dele af bogen kan eksempelvis bruges af dagplejere, da de kan opleve lignende udfordringer med forældresamarbejde. (Dagplejernes udfordringer er imidlertid lidt anderledes, eftersom deres arbejde foregår i eget hjem og uden tæt kontakt til leder eller kollegaer, hvilket vanskeliggør brugen af nogle af værktøjerne). Ligeledes kan flere værktøjer overføres til samarbejdet med pårørende inden for ældre- og handicapområdet, hvor samme princip for grænsesætning eller dialog og psykologisk tryghed i samarbejdet er gældende.
Ambitionen med bogen er at klæde ikke blot pædagoger og lærere, men i høj grad også deres ledere, på til at anvende værktøjerne, da de hyppigt inddrages i vanskelige samtaler med forældre. Og som leder er det ekstra vigtigt at værne om egen psykologisk tryghed, da man samtidig skal agere forbillede og støtte for sine medarbejdere. For ledere, der læser denne bog, kan det være oplagt at udvælge delafsnit af bogen, som kan være brugbare for enkelte teams eller afdelinger at arbejde videre med.
Bogens opbygning og læsevejledning
Bogen kan bruges som opslagsværk, men det anbefales, at hele bogen i første omgang læses i kronologisk rækkefølge. Bogen er praksisorienteret, hvilket betyder, at der ud over den teoretiske baggrundsviden, som beskrives i starten af bogen, er fokus på håndgribelige værktøjer og cases, så indholdet nemmest muligt kan omsættes til praksis.
De cases, der præsenteres igennem bogen, er indimellem forenklede og sorthvide for forståelsens skyld og for at tydeliggøre det tema, den pågældende case belyser. Virkeligheden vil naturligvis have mange flere lag og nuancer, end der beskrives her i bogen.
Værktøjerne har jeg selv udviklet igennem de seneste 10 år som erhvervspsykolog, og de er blevet brugt i praksis med succes på diverse skoler og daginstitutioner. De kan anvendes af den enkelte leder eller medarbejder på egen hånd, men for at opnå størst udbytte anbefales det, at de deles med kollegaer og eventuelt hele arbejdspladsen.
Bogen er inddelt i fem hovedafsnit med 34 kapitler:
» Hovedafsnit 1. Bogens teoretiske fundament
» Hovedafsnit 2. Grænsesætning – en stigende udfordring i forældresamarbejdet
» Hovedafsnit 3. Den psykologiske værktøjskasse
» Hovedafsnit 4. Implementering på hele arbejdspladsen
» Hovedafsnit 5. Grænser for det grænseløse.
Hovedafsnit 1. Bogens teoretiske fundament
» Kapitel 1. Psykologisk tryghed
» Kapitel 2. Menneskets grundlæggende behov for kontrol
» Kapitel 3. Evolutionspsykologi
» Kapitel 4. Neuropsykologi
» Kapitel 5. Opsamling – Bogens teoretiske fundament.
Bogens første hovedafsnit giver et fundament til at forstå vigtigheden ved psykologisk tryghed i forældresamarbejdet for at kunne lykkes med barnets trivsel og dannelse.
I denne del vil du få en forståelse for, hvorfor mennesker ikke altid opfører sig rationelt og til tider kan modarbejde deres egne ønsker. Denne forståelse vil gøre det nemmere at kunne registrere, når forældre kommer til at opføre sig på måder, der modarbejder barnets trivsel og dannelse, samtidig med at den vil tydeliggøre vigtigheden i at bremse møder og samtaler, som er præget af brok og frustration. Viden fra evolutionspsykologien vil blandt andet hjælpe med at forstå, hvordan mennesket er skabt med en negativ bias, og at dette kræver velovervejet håndtering af lærere og pædagoger for at sikre et godt samarbejde.
Hovedafsnit 2. grænsesætning – en stigende udfordring i forældresamarbejdet
» Kapitel 6. Forældres ændrede adfærd – forbrugermentalitet og præstationskultur
» Kapitel 7. Lærere og pædagogers ændrede adfærd – ordentlig i uordentlighed
» Kapitel 8. Opsamling – Grænsesætning – en stigende udfordring i forældresamarbejdet.
Bogens andet hovedafsnit forklarer, hvordan forældre, ligesom alle andre, er påvirket af samfundstendenser. Her stilles der skarpt på, hvordan den øgede forbrugermentalitet og præstationskultur unægteligt bliver en del af pakken i forældresamarbejdet for lærere og pædagoger.
I denne del af bogen vil du få en forståelse for, hvordan dette kan påvirke dit forældresamarbejde, og hvilke værktøjer der er nødvendige at gribe fat i. Forståelsen vil blandt andet hjælpe dig til at insistere på, at forældresamarbejdet er et fælles ansvar, da det vil blive klart, at grænsesætning også vil gavne forældrene, selvom de måske ikke umiddelbart vil opleve det sådan i en given situation.
Hovedafsnit 2 vil ligeledes adressere den enorme udvikling inden for læringsmodeller og pædagogiske indgangsvinkler, og hvordan disse kompetenceløft træner rummelighedsmusklen og evnen til at være nysgerrig på adfærden frem for at udøve konsekvenspædagogik. I forhold til håndtering af børnene giver det rigtig god mening, men i forhold til forældresamarbejde vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget du og dine kollegaer har trænet jeres evner til at sætte en tydelig grænse – og om I måske også bliver for ordentlige i uordentlighed.
Hovedafsnit 3. den psykologiske værktøjskasse
Bogens tredje hovedafsnit består af tre dele:
» Del 1. Sæt anker, hvis stormvejret kommer
» Del 2. Grænsesætning eller dialog
» Del 3. Afvæbning.
Hver af disse dele består af forskellige konkrete værktøjer, hvor der er tildelt et kapitel pr. værktøj.
Hovedafsnit 3, del 1. Sæt anker, hvis stormvejret kommer
» Kapitel 9. Samarbejde eller serviceorgan
» Kapitel 10. Samarbejde som et fælles ansvar
» Kapitel 11. Løsning eller afgiftning
» Kapitel 12. ”Vi taler pænt om …”
» Kapitel 13. Aula og lukkede Facebookgrupper
» Kapitel 14. Opsamling – Sæt anker, hvis stormvejret kommer.
Del 1 hjælper dig med at få skabt en tydelig forventningsafstemning i forældresamarbejdet. Her præsenteres fx et anker, der handler om, hvordan du sikrer dig, at et forældremøde kommer til at handle om løsninger – frem for at stikke af i stormvejret og blive præget af frustrationsudbrud og fokus på ting, der er gået galt i fortiden. Du vil blandt andet også blive præsenteret for et anker til at tydeliggøre forventningen om, at ”man taler pænt om institutionen og de andre børn og forældre”.
Hovedafsnit 3, del 2. grænsesætning eller dialog
» Kapitel 15. Grænsesættende kommunikation
» Kapitel 16. De grimme sko
» Kapitel 17. Væk fra forsvarsposition
» Kapitel 18. Broccoliteknikken
» Kapitel 19. Bro bro brille-teknikken
» Kapitel 20. Opsamling – Grænsesætning eller dialog.
Kapitlerne i del 2 har til formål at hjælpe dig med at skelne mellem, hvornår du i en potentiel konfliktsituation skal gå i dialog, og hvornår du skal sætte en grænse for måden, der kommunikeres på.
Her bliver der særligt lagt vægt på, at du ikke ender i en forsvarsposition, når du fx får spørgsmål fra forældre, uagtet om det er på Aula eller til møder på skolen eller i daginstitutionen. Jeg vil også forklare, hvordan du reelt optrapper en konflikt, når du går i gang med at forsvare dig selv, og at dette ligeledes vil hæmme udviklingen af psykologisk tryghed i forældresamarbejdet. Herudover vil denne del hjælpe dig med at holde møder på sporet med fokus på barnets trivsel og dannelse.
Hovedafsnit 3, del 3. Afvæbning
» Kapitel 21. Opdag et lukket system
» Kapitel 22. Giv plads til afgiftning
» Kapitel 23. Afvæbning med overempati
» Kapitel 24. FIF-metoden
» Kapitel 25. Eksternalisering
» Kapitel 26. Opsamling – Afvæbning.
» Kapitel 27. Opsamling af den psykologiske værktøjskasse.
I del 3 præsenteres simple psykologiske værktøjer til at afvæbne en potentiel konflikt og klæde dig på, så du bedre kan spotte og tackle forældrenes forforståelse eller fastlåsthed. Helt konkret vil du bedre kunne håndtere situationer, hvor det ikke synes muligt at have en rationel samtale, da der kan være for mange følelser i spil. I stedet for at du blot taler for døve ører, får du værktøjer til at tage samtalen på en anden måde, samtidig med at du fastholder en ordentlig kommunikation.
Del 3 inkluderer ligeledes kapitlet Eksternalisering, som handler om håndtering af samarbejdet, når skyld og skam kan komme til at fylde rummet. Det opleves ofte, hvis et barn mistrives, og der ses udadreagerende adfærd eller skolevægring. I disse situationer kan der nemt kastes med skyld imellem fagpersoner og forældre, og her er det vigtigt, at du ikke hopper med på denne vogn, men får afvæbnet og insisteret på det fælles ansvar for samarbejdet, da alle ønsker at hjælpe barnet bedst muligt.
Bogens tredje hovedafsnit består således af tre dele, der på hver sin måde understøtter den professionelle rolle i forhold til forældresamarbejdet. Første del hjælper til at etablere en tydelig forventningsafstemning til at tackle forbrugermentalitet og få stoppet brok og frustration til forældremøder på en ordentlig måde. Anden del
hjælper til at fastholde, at dialogen skal være ordentlig i de konkrete vanskelige situationer, uagtet om det er til et møde, på Aula, eller når I mødes på skolen eller i daginstitutionen. Tredje del hjælper til at gå metodisk til værks i forhold til at afvæbne en potentiel konflikt, eksempelvis til en forældresamtale, hvor vanskelige emner skal italesættes for at kunne hjælpe barnet bedst muligt.
Min anbefaling er, at du, når bogen er læst, starter med at afprøve et værktøj eller to fra den psykologiske værktøjskasse i mindre komplicerede situationer frem for i de mere problematiske samarbejdsudfordringer. Det vil give størst sandsynlighed for succes og dermed motivation til at gå videre til at bruge redskaberne i situationer med større udfordringer.
Hovedafsnit 4. Implementering på hele arbejdspladsen
» Kapitel 28. De tre F’er (forandring, forventning og forpligtelse)
» Kapitel 29. IGLO-modellen.
» Kapitel 30. Konkret tidsplan
» Kapitel 31. Opsamling – Implementering på hele arbejdspladsen.
Bogens fjerde hovedafsnit henvender sig primært til ledelse, AMR/TR og arbejdsmiljøkonsulenter, men kan også bruges på fx teamniveau.
Dette hovedafsnit består af simple værktøjer til at skabe struktur, så brugen af værktøjerne ikke løber ud i sandet. Mange forandringsprocesser bliver aldrig til noget og kan især være vanskelige at implementere, når der er tale om kulturforandring og ændring af mindset. Derfor giver det mening at være en anelse systematisk omkring implementeringen. En hovedregel er at starte i det små og at afprøve nogle værktøjer, der kan komme i spil hyppigt og gerne flere gange inden for en uge. Heldigvis kan værktøjerne også bruges i andre kontekster end med forældre, da de kan trænes til makkerskabsmøder, tværfaglige møder og i almindeligt samarbejde med kollegaer i dagligdagen.
Hovedafsnit 5. grænser for det grænseløse
» Kapitel 32. Forældre uden for rækkevidde
» Kapitel 33. Shitstorme på de sociale medier
» Kapitel 34. Opsamling – Grænser for det grænseløse.
Bogens femte hovedafsnit kan hjælpe dig og din arbejdsplads til at forstå og tackle udfordringer, hvor de almindelige værktøjer beskrevet i andet hovedafsnit ikke virker – eller måske endda vil forværre situationen.
Det kan være i forbindelse med, at jeres skole eller daginstitution udsættes for en shitstorm på Facebook, eller at I oplever grænseoverskridende forældre, som truer med magt (fx trusler om kontakt til ledere, politikere eller medier).
Selvom disse emner kan synes meget forskellige, har de noget tilfælles: grænseløsheden og kontroltab. Du må fx ikke gå ud og forsvare dig selv på Facebook, og de juridiske handlemuligheder er yderst begrænsede.
Risikoen for, at du kommer til at opleve en af disse former for grænseløshed, er lav, men ligesom der er handleplaner ved vold og trusler på skoler og daginstitutioner, vil viden på dette område også skabe tryghed på arbejdspladsen. Det gælder viden i forhold til, hvad du og din arbejdsplads selv kan gøre, hvad I skal være opmærksomme på for at yde den rette støtte til hinanden, og hvornår det kan være vigtigt at involvere fagekspertise udefra.
Det er min holdning, at selvom emnet i bogen er alvorligt og har stor betydning for det psykiske arbejdsmiljø og kerneopgaven, er det vigtigt, at indgangsvinklen ikke bliver alt for alvorlig. Og som det gerne skulle fremgå tydeligt af de følgende sider, har jeg forsøgt at anvende ironi og humor for ikke at gøre det for tungt og akademisk. Jeg tror på, at et optimistisk sind, som kan holde lidt distance til tingene og eventuelt gå på metaplan, lærer mere end et trist og tungt sind.
