Indledning �������������������������������������������������������������������������������������������������

hvor det forventes, at børn kan regulere sig selv. Forfatterne pointerer, at vi har skabt en skole, der er urealistisk i sine krav, sådan at for mange børn ikke kan andet end at svigte forventningen om, at de er skolemodne, når de er 6 år. Forfatterne skriver: »Skolebørn skal sidde stille længe, de skal følge med, vente på deres tur blandt utroligt mange børn, lade være med at sige noget, undgå at lade sig distrahere af andre samt tolerere træthed og andre sanseindtryk, som kan opstå i en lille krop. […] En børnemoden skole tager hensyn til det faktum, at børns evne til at regulere sig selv opstår ved at blive reguleret af andre […] Absolut alle skolebørn har behov for trygge relationer til voksne i skolen for at finde ro og for at lære.«

Børn behøver voksne, der kan bidrage til deres regulering gennem ro, venlighed og tryghed. Vi voksne fungerer nemlig som en volumenknap for barnets følelsesliv. Den måde, læreren møder barnet på, skruer op eller ned for de følelser, barnet har. Den nationale trivselsmåling fra Danmark viste i 2017, at hver fjerde af eleverne på mellemtrinnet og i udskolingen ikke oplever samhørighed med deres lærere. En undersøgelse fra DCUM1 i 2015 viste, at mere end hver tiende elev på mellemtrinnet (13,3 procent) ikke har en voksen på skolen at tale med, hvis de er kede af det, og i udskolingen er det næsten hver femte (18,8 procent). I indskolingen tror mange af eleverne (17,3 procent), at kun nogle få lærere kan lide dem, og 4,4 procent tror, at ingen lærere kan lide dem. Dette hæmmer både børnenes trivsel og læring, fordi den naturlige trang til at lære nyt bedst udløses, når børnene føler sig trygge gennem gode relationer til de voksne på skolen. Derfor er der altid indlejret et omsorgsansvar i lærerens professionelle virke.

Forfatterne refererer til international forskning, der viser, at børn med et temperament, der får dem til at reagere meget og stærkt på forskellige stimuli, og som derfor er meget urolige, børn med et lavt niveau af sociale kompetencer, børn med indlæringsvanskeligheder og børn med lav socioøkonomisk status er i størst risiko for ikke at få gode og trygge relationer til deres lærere. Dvs. at mange af de børn, der har allermest brug for trygge relationer, fordi de i en eller anden grad er udsatte, får det mindste udbytte af den helende kraft, der ligger i gode lærer-elev-relationer. Samtidig beskriver forfatterne forskning, der viser, at børn der har et udfordrende temperament, i højere grad er påvirkelige af miljøet end andre børn, som ikke forandrer sig særligt meget på tværs af forskellige kontekster. De meget påvirkelige børn spilles altså i særlig grad gode eller dårlige afhængigt af det miljø, de er i. De vil kunne udvikle sig i en overraskende positiv retning, hvis de tilbydes positive miljøer.

Bogen styrker læserens mentalisering ved at flytte fokus fra børns adfærd til deres indre tilstand. Hjælper os til at opfatte adfærd som kommunikation, så vi bliver bedre til at opfange det, barnet fortæller gennem adfærden. Det står lysende klart ved

1 Dansk Center for Undervisningsmiljø