2 minute read

Forstå eleverne indefra og dig selv udefra

vanskelig adfærd. Modellen gør det muligt for os at forstå eleven indefra, så det bliver nemmere for os at nå ind til ham eller hende. På denne måde vil bogen hjælpe dig med at opnå en bedre kontakt til alle dine elever og derved gøre det lettere at håndtere relationelle udfordringer, som en skoledag er fuld af, og den vil hjælpe dig med at skabe tryghed og facilitere læring. Den spændende – men måske også krævende – del er, at du vil blive opfordret til at kaste et bevidst blik på dine egne reaktionsmønstre. Den viden, vi præsenterer, kan dermed stimulere en god udvikling hos både dine elever og hos dig selv.

Skolen – en arena for mental sundhed

Uddannelse drejer sig ikke om at fylde en spand, men om at tænde en ild, sagde den irske forfatter William Butler Yeats for hundrede år siden. Vi mener næppe, at skolens overordnede formål kan formuleres bedre end dette. Det er netop det, vi skal se nærmere på gennem tilknytningspsykologiske briller. Hvad behøver denne ild for at kunne vokse, hvad består den egentligt af, og hvad truer dens eksistens?

Ildmetaforen giver os også en anledning til at understrege, at tilknytning ikke er det samme som afhængighed. Tilknytning drejer sig mere om at udløse barnets naturlige og indlejrede udforskertrang; om at forberede barnet til verden så at sige. For at opnå dette er det nødvendigt at tage barnets behov for tryghed og kontakt alvorligt, da selvstændighed netop hviler på retten til at være afhængig. Når børn føler sig trygge ved voksne, bliver det muligt for dem at lære og at udforske stadigt større dele af verden. Tryghed giver selvstændighed. Dette er, hvad tilknytning drejer sig om.

Vi beskæftiger os med skolen som et flerdimensionelt sted; et sted hvor børn ikke blot skal opnå viden og færdigheder, men også udvikle sig som mennesker med en levende ild i sig. Vi er naturligvis ikke alene om denne betragtning. Der er forsket og skrevet meget om den generelle betydning af relationen mellem lærer og elev, og forskningen er entydig: Relationen mellem lærer og elev har ikke bare stor betydning for tryghed, trivsel og psykosocial udvikling. Kvaliteten af relationerne påvirker også, hvor meget og hvad eleverne mestrer rent fagligt på skolen (se fx Drugli, 2012). Lærerens evne til og mulighed for at skabe trygge relationer er skolens trumfkort.

Vores bidrag med denne bog er at gå i dybden med relationens psykologi: Tilknytningspsykologien og Tryghedscirklen hjælper os med at forstå, hvorfor relationer er så vigtige, og ikke mindst hvordan vi som voksne kan påtage os ansvaret for at gøre relationerne trygge og frigørende for børn – også for de børn som i udgangspunktet er vanskelige at få en god relation til.

This article is from: