ej, svarer Jens, at jo det kan man i teorien godt. Og Rye fortæller
Jens supplerer med en fortælling om sin forhenværende genbo. En
om dengang, en beboer blev taget i forsøg på at sælge stoffer, og
tidligere bokser der blev syg og til sidst døde.
advarslen ikke virkede.
- Han fik stegt flæsk eller en hakkebøf minimum en gang om
- Det var i vores gamle borgmesters tid. Så fik vi fat i en gummiged,
ugen, for han var lam i den ene side og kunne højst stege et spejlæg
og så røg huset simpelthen. Vi vil have, det skal være sådan, at alle
selv. Tina tog sig af hans hunde, og jeg tog mig lidt af maden og
folk kan komme herned og være trygge.
hans sengetøj.
Her hjælper vi hinanden Solskinnet er aflyst af småregn, og vi bevæger os op mod lyden af
Han griner lidt, da han nævner sengetøjet. - Ja, den var altså lidt hård engang imellem.
musik og mennesker igen. På vejen er det tydeligt, at alle taler med
Fordommen om fristad
alle. En kommer forbi og leverer et drillende kram til Tina og en joke
Googler man Fjordbyen, støder man hurtigt på overskrifter, der an-
til Rye. En pose æbler bliver udvekslet. Små, kække bemærkninger
tyder, at stedet er Aalborgs udgave af Christiania. Men ifølge Tina
hvirvler rundt i luften, og modtagerne griber dem for, hvad de er.
kan Fjordbyen og fristaden ikke sammenlignes.
Selvom det umiddelbart kan virke som ét stort kollektiv, så er der ifølge Tina masser af plads til personlige grænser. - Jeg hader, når folk bare kommer forbi. Sådan har jeg haft det i 15 år. Ring først, så kan vi finde ud af noget. Men det der med bare
- Lad være at sammenligne det med Christiania. Jeg bliver ked af, at folk siger det, for vi er slet ikke sådan. Jeg vil mere sammenligne os med en landsby. Den holdning deler Jens.
at dukke op, det er det værste. Og det sker heller ikke her. Men
- Det er der mange, der siger, det der med Christiania, men man
selvfølgelig er vi der for hinanden. Og vi hjælper hinanden. En gang
skal lige huske, at vi betaler penge for at være her. Og her er be-
imellem kan det være, man ringer rundt og hører, hvordan det står
stemt hverken stoffer eller rockere. Det her er Fjordbyen.
til. Er der f.eks. nogen, der er syge. Eller måske har man noget mad i overskud, andre kan have glæde af.
Som jeg sidder der på terrassen og kigger rundt, kan jeg godt se, hvad Tina mener, når hun sammenligner stedet med en landsby.
Rye nikker.
Børnene fra før har stadig gang i en leg – nu med gyngestativet
- Man gør jo det der… for man snakker med alle. Og hvis det er, at
som centrum, og da jeg ankom og skulle finde Kulturen, var det ty-
man ikke støder på nogen, man ellers plejer at se, så går man sgu
deligt, at Fjordbyen rummer et væld af forskellige typer mennesker
hen og banker på og hører efter, om alt er, som det skal være.
og familier.
APPETIZE NR. 6 | 2018
»
39