PORTRÆT I THOMAS BJURING
Aalborg Pirates Klubben blev oprettet i 1967 som en afdeling i sportsklubben AaB. I 1980 blev AaB Ishockey udskilt fra AaB i foreningsregi, men fortsatte under samme navn indtil 1997, hvor klubben fusionerede med Ishockeyklubben Aalborg og frem til 2003 optrådte under navnet Aalborg Ishockey Klub (AIK). Siden sæsonen 2012/2013 overtog et nyt selskab, ved navn Aalborg Ishockey A/S, licensen og siden har holdet optrådt i Metal Ligaen Ligaen som Aalborg Pirates. Piraterne har hjemmebane i Gigantium Isarena, som med 5000 tilskuerpladser er Danmarks største ishockeyarena.
Hele vejen igennem skoletiden var jeg den friske fyr. Jeg havde al-
– Jeg var en stor knægt dengang, og han blev som en far for mig.
drig lektier for, for jeg blev altid færdig henne på skolen og jeg tror,
Vi rejste rundt i verden sammen og den dag i dag, har vi et nært
at lærerne kunne lide mig, men de syntes også, at jeg var træls.
forhold. Ikke det samme forhold som dengang, for i takt med at jeg
Thomas voksede op i Esbjerg, hvor han boede med sin mor og lillebror. Hans biologiske far har han aldrig mødt og Thomas mindes en barndom, hvor han syntes, at han manglede to ting. En far og en ældre søskende:
blev ældre, blev vi mere ligeværdige. I dag er vi bedste venner, erklærer Thomas. Flytningen til Aalborg blev et vendepunkt for den unge Thomas, for der, i den fremmede by, langt fra Esbjerg, tog han et valg:
– Jeg var handicappet af, at jeg ikke var én af dem, der havde
– Jeg kan huske en weekend, hvor jeg lå på sengen i mit værelse.
en storebror eller en storesøster. Det betød, at jeg skulle tænke
Jeg tænkte: „Hvad skal jeg lave i aften?” og nåede frem til, at jeg ikke
mig om og være smart, for der var jo ingen til at komme og redde
skulle noget, for jeg havde ingen at ringe til. Jeg overvejede alvorligt,
mig, sådan som jeg forestillede mig, at en ældre søster – eller bror,
om jeg skulle tage hjem til Esbjerg, for der var jeg jo en populær mand
kunne. Til gengæld gjorde det, at jeg var nødt til at være fremsynet,
på grund af karaten. Hvis jeg gik en tur ned ad gågaden der, så mødte
og jeg lærte også at slås for de ting, som jeg ville have og som be-
jeg stensikkert nogle, som jeg kendte. Det ville ikke ske i Aalborg, for
tød noget for mig.
jeg kendte ingen! Jeg tror, at jeg overvejede det i en times tid og end-
Da Thomas fyldte ni år mødte han karaten, der blev afgørende for hans udvikling. Han fandt et forbillede, en faderskikkelse om man vil, indenfor sporten: – Hele min barndom søgte jeg kammerater med stærke faderfigurer. De tog os med ud at fiske og sådan noget. Når jeg tænker
te med at konkludere, at hvis jeg tog tilbage, så skulle jeg viske alle mine planer for karaten væk, fortæller Thomas og tilføjer: – Jeg blev og tænkte aldrig over det siden! De følgende ni år levede han for karaten. Blev Europamester og opnåede at være den tredjebedste i verden. Så stoppede han:
tilbage, så var de måske ikke specielt stærke eller særligt specielle,
– Jeg var én af de tunge drenge og kunne se, at jeg ikke kunne
men de var der! Min mor siger, at jeg søgte en far ufatteligt me-
blive ved med at træne mig op til at være blandt de bedste. Uden
get! Da jeg så begyndte i karateklubben blev det anderledes, for jeg
et mål var det ikke længere attraktivt, så jeg stoppede og har ikke
fandt en faderfigur i det miljø. Der var en styring og en kontrolleret
dyrket karate siden. Jeg har aldrig dyrket sport for sjov! Når jeg
form for samvær, som gjorde noget godt for mig. Jeg har altid væ-
foretager mig noget, så er der kun én vej.
ret fascineret af forbilleder, og er det stadig, og både dengang og nu giver det mening for mig at omgive mig med folk, der kan noget.
Sejrens sødme
Som jeg kan lære af og blive inspireret af.
Dén vej er den, der fører til målet, men den har også medført en
Karate Kid
vis alenehed for Thomas Bjuring. Det koster på privatkontoen, når målet får første prioritet, men sådan er han og det står han ved:
Thomas var god til karate. Så god at han kom på ungdomslands-
– Jeg er ubarmhjertig i alt, hvad jeg foretager mig. Det skal slet
holdet og tidligt vidste, at det var det han ville. Eneste forhindring
ikke lyde som pral, men jeg får projekter tilbudt uafbrudt og det er
var hans mor:
fordi, de ved, at hvis jeg helliger mig noget, så buldrer jeg derudaf,
– Jeg ville være flyttet hjemmefra som 15 årig, men det måtte jeg ikke for hende. Det var frustrerende, for jeg vidste, hvor de bedste
74
FOLK SPØRGER MIG NOGLE GANGE, OM JEG ER MEGET KLOGERE END ANDRE, SIDEN JEG ER SÅ GOD TIL DET, JEG LAVER, MEN DER ER MANGE, DER ER BEDRE OG KLOGERE END MIG. JEG ER IKKE KLOG. JEG ARBEJDER BARE MERE!
erkender Thomas. Det beviste han til fulde, da han et par år efter, at han droppede
var, og der ville jeg også være, men jeg måtte vente.
karatekarrieren, satte han sig for, at gennemføre en Ironman på un-
Da Thomas blev 17 flyttede han til Aalborg, begyndte på Team Dan-
der ti timer.
marks fireårige gymnasieforløb og kom under træner Allan Busks
– Ingen troede på, at det kunne lade sig gøre, men det gav mig bare
vinger. Den landskendte træner blev som en far for Thomas
endnu mere lyst til at bevise at jeg kunne, fortæller Thomas.
APPETIZE.DK
»