Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 85, oktober 2003

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 85 Oktober 2003

Blomsterkongen Drøbelen Javamanden Kinesin transportører En biolog, der ikke tror på Darwin ORIGO NR. 85 OKTOBER 2003 Jordens alder

1

Indhold Redaktionel note vedr. aldersspørgsmålet

3

Blomsterkongens haveparadis Af Holger Daugaard

4

Hvad skal vi bruge drøbelen til? Af Paul Garner

6

Opfindelsen af en overgangsform mellem menneske og dyr Af Knud Aa. Back

8

Komplicerede maskiner Af Svend Boisen og Bent Vogel

13

Kinesin transportører Af Malcolm Bowden

14

Biologen tror ikke på Darwin - Interview med Ole Vang Af Daniel Øhrstrøm Poulsen

18

Om jordas alder Av Willy Fjeldskaar

22

Skapelsesdager viktigere enn skapelsen Av Peder A. Tyvand

25

Geologiske tegn på en ung jord Af Colin Mitchell og Holger Daugaard

27

Sannferdige intervjuer II Av Peder A. Tyvand

30

Universets og Jordas alder Av Ingolf Kanestrøm

32

Oprindelsesspørgsmålet Af R.L. Wysong og Bent Vogel

34

Hvordan det? - Svar på spørgsmål Af Bent Vogel

36

Starlight and Time - en boganmeldelse Af Bent Vogel

38

2

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Redaktionel note vedr. aldersspørgsmålet I dette nummer af ORIGO har vi valgt at tage emnet ALDER op i nogle artikler. Nogle læsere vil måske hævde, at vi ikke har taget dette emne op til udførlig behandling tidligere. Dette er dog ikke helt korrekt vi har faktisk berørt det fra tid til anden. Men vi vil også være ærlige over for læserne og stå ved, at der i redaktionen er forskellige synspunkter repræsenteret vedr. aldersspørgsmålet. Vi er dog enige om, at ORIGOs vigtigste funktion er at argumentere for AT der er et troværdigt alternativ til evolutionsteorien, AT vi mener, skabelsesmodellerne udgør et sådant alternativ, og AT alt det levende kan spores tilbage til en Designers hånd.

Til gengæld mener vi i redaktionen ikke, at spørgsmålet om, HVORNÅR jorden blev til, fortjener at blive et stridspunkt, der overskygger alle andre og vigtigere spørgsmål.

Med dette in mente vil vi også understrege, at ikke alle synspunkter i dette nummers artikler vedr. alder nødvendigvis udtrykker redaktionens synspunkter. Men vi har valgt at medtage artiklerne som eksempler på de argumentationer, der kan ligge til grund for forskellige synspunkter vedr. alder.

Red.

Indlæggene om jordens alder findes fra side 22 og frem - herfra blot et enkelt væsentligt citat: Dilemmaet er at både ung-jord-kreasjonistene og gammel-jord-kreasjonistene har gode enkeltargumenter når de argumenterer mot hverandre. Men totalbildet blir feil. Situasjonen ligner på dåpsdebatten, hvor de to sider også besitter gode enkeltargumenter. Tenk om kristne av ulike konfesjoner brukte all sin energi på å bekjempe det dåpssyn de selv ikke deler? Ville det fremme hovedsaken - evangeliet? Neppe, og det innser de fleste i dag. Hvorfor er det da så mange - i begge leire - som synes å tro at skapelsens sak fremmes utelukkende av det syn de selv har på skapelsesdagene?

Peder A. Tyvand, side 26

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

3

Blomsterkongens haveparadis Af Holger Daugaard I Råshult Södregård, lige nord for Älmhult i det sydlige Sverige, er der en særlig skønhed i det varierede landskab. Til orientering for de læsere, der ikke er kendt med området, kan det siges, at frugttræerne er mærkeligt placeret på stenede forhøjninger, midt i engarealer, i stedet for at være plantet tæt på de nærliggende hyggelige træhuse. Med den stenede undergrund er der så få hektarer, der kan pløjes og behandles som almindelig landbrugsjord, at det er umuligt at drive rentabelt landbrug på stedet. Men det er heller ikke meningen i Råshult. I stedet repræsenterer det tilsyneladende kaos en fælles indsats fra lokale entusiaster sammen med en hær af folk fra statsinstitutioner et forsøg på at genskabe fødehjemmet for det botaniske geni Carl von Linné.

Det lille hus, hvor Carl blev født i maj 1707, nedbrændte i 1730, men den bygning, der findes på ejendommen, er alligevel over 200 år gammel.

Så snart den lille Carl der oprindelig hed Carolus Linneaeus kunne stavre af sted, fulgte han trofast efter sin far, når han gik rundt i haven i Råshult. Der var traditionen tro både kålgård og urtehave. Med andre ord havde familien både føde og medicin i haven. Snart voksede Carl op, og han tilbragte meget tid med at lege mellem æble- og kirsebærtræerne, idet han brugte blomster og græs som legetøj. Da familien senere flyttede til Stenbrohult, tog faderen, der var præst, træer og planter med sig og plantede en ny have nær ved kirken, der var hans arbejdsplads. Carl fik sit eget lille stykke jord, som han skulle passe, og det forvandlede han til en fin lille have.

4

Carl von Linné, grundlæggeren af den moderne plantesystematik

Så snart du har lært de latinske navne på dine egne planter, skal jeg fortælle dig navnene på de andre i resten af haven, sagde hans far.

Når som helst faderen havde tid til det, ville han sætte sig på havebænken, tage Carl på skødet og læse for ham fra Bibelens 1. Mosebog, hvor fortællingen står om, hvordan den Almægtige skabte Edens have og lod Adam og Eva blive verdens allerførste gartnere. Carl elskede historien om, hvordan Gud lod alle dyrene komme til Adam, og hvordan han gav hver enkelt art sit navn. Den, som gav alle dyrene navne, blev også hersker over dem. Gud skabte mennesket til at herske over alle planter og dyr . Ikke noget under, at Carl allerede tidligt fik en passioneret interesse for navne en interesse han beholdt resten af sit liv.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Da Carl Linneaeus vendte tilbage til Stenbrohult i 1735, havde han tilbragt adskillige år i Holland og England og var blevet en af den tids største videnskabsfolk.

Han havde netop indledt den første etape af det, der skulle blive hans livsværk, nemlig at skabe orden i det kaos, han først oplevede i naturen omkring Råshult.

Carl von Linnés livsværk bestod i, at han skabte et klassificeringssystem, der primært er baseret på ligheder. Han definerede et hierarkisk system, hvor arten var den grundlæggende enhed. Arter, der lignede hinanden tilstrækkelig meget, samlede han i slægter, slægter igen i familier, som blev samlet opefter i henholdsvis ordener, klasser, rækker og riger. Samtidig skabte han et navnesystem, hvor alle planter og dyr på latin har et slægts- og et artsnavn. Mennesket hedder f.eks. på latin Homo sapiens, hvor Homo er slægtsnavnet og sapiens er artsnavnet. Inden for slægten Homo findes i dag ikke andre arter, men palæontologisk har man defineret flere andre arter, hvoraf den mest velkendte nok er Homo neanderthalensis Neanderthalermanden. Princippet i artsnavnet er oftest, at det fortæller noget om arten. Sapiens betyder f.eks. tænkende en egenskab vi normalt karakteriserer os selv med!

Med millioner af nulevende og uddøde plante- og dyrearter kunne Linné naturligvis ikke i sin levetid nå at give dem alle navne, og i øvrigt koncentrerede han sig også om planterne. Men han skabte et grundlag eller et skelet, som alle senere videnskabsfolk har kunnet bygge videre på, når de opdagede nye arter og skulle navngive dem.

Som naturforsker var Linné derfor epokegørende. Ikke nok med, at han skabte dette grundlag, han skabte dermed også basis for et verdensomspændende fælles sprog for plante- og dyrenavne et sprog der forholdsvis let kan forstås af forskere, lærere og endog amatører og på tværs af sprogstammer og landegrænser. Hvis man som dansker i det store udland taler om jordbær , vil det sandsynligvis kun være nordmænd, der ved, hvad vi snakker om. Taler vi om strawberries , vil der være betydelig flere, der forstår. Men benævner vi det FraORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

garia , vil alle med lidt baggrundsviden være klar over, hvad vi taler om. - Selv om specialister i dag inden for f.eks. botaniske grupper kan være uenige om, hvilket navn en nyopdaget art skal have, er de til enhver tid enige om, at navngivningen skal følge de regler, som Linné har grundlagt.

Linné blev professor ved Uppsala Universitet i 1741, modtog adelstitel og tog navnet Linné. Han blev kendt som Blomsterkongen eller Den anden Adam , idet han gjorde det til sin livsgerning at systematisere plante- og dyrenavnene. Senere i sit liv gjorde han status over sin egen pionerindsats i bogen Systema naturae naturens system. Han beskrev dette system som et mesterværk, der ikke kan læses for ofte eller beundres for højt . Hans konklusion om sit livs indsats er også berømt for sin beskedenhed: Gud skabte. Linné klassificerede . Det er i denne forbindelse interessant at bemærke, at Linnés grundlæggende arbejde i dag benyttes som grundlag for evolutionære studier, hvor man grundlæggende også bygger på ligheder. Sandheden er dog den, at Linné gennem hele sit liv havde en stærk overbevisning om, at Gud havde skabt verden. Ovenstående citater viser dette med al ønskelig tydelighed.

Nogle kan naturligvis hævde, at sådan var den almindelige tro på den tid, men et faktum er det, at Linné ikke så noget problem i at kombinere en stærk skabelsestro med naturens system tværtimod underbyggede de hinanden efter hans mening: Gud skabte. Linné klassificerede. Linné døde i 1778, 71 år gammel.

Selv om arbejdet i Råshult er langt fra at være færdigt, kan botanik-interessede turister allerede nu falde i svime over stort set den samme flora, der inspirerede den unge Linné. Et stort rykind af turister forventes i 2007, der markerer 300-året for hans fødsel.

Kilde: L.-O. Borglid (2003). The Flower King's Garden Paradise, Scanorama Juli/August 2003.

5

Hvad skal vi bruge drøbelen til?

Af Paul Garner Hvad skal vi bruge drøbelen til? spurgte en ven mig for nylig. Han havde læst, at drøbelen, benævnt uvula på engelsk, den lille dråbeformede flap placeret bagest i mundhulen (se figuren), var et ubrugeligt levn fra vor evolutionære fortid. Navnet uvula kommer fra det latinske uva, der betyder vindrue. Nogle hævder, at drøbelen er et såkaldt rudimentært organ hos mennesker, og at den ikke har nogen funktion.

Ifølge denne opfattelse er den et levn fra vore pattedyr-forfædre, der drak med hovedet bøjet nedad. Jeg besluttede at undersøge drøbelens betydning nærmere.

Det viser sig, at den menneskelige drøbel består af kirtelvæv, muskelvæv og ekskretoriske kanaler, og at kirtlerne ikke findes hos andre pattedyr. Dette alene gør det meget usandsynligt, at drøbelen er et levn fra vore formodede forfædre den er i virkeligheden mere sofistikeret hos os.

Jeg opdagede også adskillige mulige funktioner, som er blevet foreslået for drøbelen: Drøbelen udløser muligvis slugningsrefleksen. Ydermere hjælper den med at lukke for luftrøret, når man sluger, således at maden ikke kommer den forkerte vej.

Drøbelen har sin egen muskel (Musculus uvae), som gør det muligt for den at ændre form.

Drøbelen kan være medvirkende, når vi taler. Nogle sprog ville være umulige at udtale korrekt, hvis ikke man havde drøbelen.

Nogle sangere hævder, at det er drøbelen, der gør det muligt at lave vibrato med stemmen. Jazzsolisten Anita o'Day siger, at hendes stemme mistede vibrato, da hun 6

ved en fejl mistede drøbelen ved en bortoperation af mandlerne.

Drøbelen har muligvis en mindre rolle at spille, når spyt skal fjernes fra mundhulen.

I øvrigt bør det siges, at selv om vi ikke var i stand til at finde nogen funktion ved et organ, beviser det ikke i sig selv nogen evolutionær fortid. Mangel på funktion er ikke evolution, som kræver ny information!

Det er naturligvis også muligt, at såkaldte rudimentære organer har funktioner, som vi endnu ikke har opdaget. Med andre ord, hvis man argumenterer for evolution ud fra rudimentære organer, argumenterer man samtidig ud fra uvidenhed! Man troede engang, at der var omkring 180 rudimentære organer i det menneskelige legeme. Med øget medicinsk og fysiologisk viden er denne liste i dag skrumpet stort set til 0.

Selv om der ikke er videnskabelig enighed om drøbelens funktion, er der altså adORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

skillige bud på den. Som skabelsestroende mener man naturligvis, at drøbelen et designet med et formål.

Oversat og bearbejdet af cand.scient. Holger Daugaard Kilder / yderligere læsning: Bergman, J. & Howe, G. (1990). Vestigial organs are fully functional. Creation Research Society Books, Terre Haute, Indiana US.

Finkelstein, Y., Meshorer, A., Talmi, Y.P., Zohar, Y., Brenner, J. & Gal, R. (1992). The riddle of the ovula. Otolaryngology Head and Neck Surgery 107, 444-450.

Garner, P. (2003). What use is the uvula?

Origins 34, 8-9.

Scadding, S.R. (1981). Do vestigial organs provide evidence for evolution? Evolutionary Theory 5, 173-176.

Særtrykk fra Dagen: Evolusjon eller skapelse?

Avisa Dagen har siste året bidratt i evolusjonsdebatten i Norge, både på lederplass og gjennom intervjuserier og markert et tydelig engasjement i saken. Som kristen avis forventer man nok at den står for troen på Skaperen, men Dagen avviser troen på skapelse som en prosess som kan forenes med tilfeldig utvikling og har dermed inntatt en modig posisjon i det offisielle kristennorge. «Når liv og tenkning skal baseres på tilfeldig utvikling, sier det seg selv at alt blir tilfeldig og relativt. Da misser livet grunnlag, retning og mål.» sier avisa og er opptatt av konsekvensene utviklingslæren har for vår tenkning.

I et 20 siders særtrykk har Dagen samlet avisas intervjuer og kommentarer.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Hovedinnholdet er intervjuer Jon Kvalbein har gjort med en «troende» evolusjonist og en biolog som har bevart «barnetroen» på Gud Skaperen - begge professorer innen sitt fagområde. Kvalbein tar for seg hvordan temaet behandles i lærebøker i skolen, og evaluerer evolusjonslæren og skapelseslæren ut fra et kristent ståsted.

Særtrykket har en lettfattelig form, med gode fargefoto og en oversiktlig disposisjon. Særtrykket anbefales, det er godt egnet til bruk i skole og menigheter - og som gave til dem som ikke har motforestillinger til fjernsynets ensidige dosering av evolusjonslæren. Særtrykket kan bestilles direkte hos Dagen, tlf. (+47) 55 55 97 00.

Rune Espelid

7

Opfindelsen af en overgangsform mellem menneske og dyr Den oprindelige historie om Javamanden Af Knud Aa. Back Nogle skeletrester fundet i det 19. årh. på Java udgør stadig et væsentligt bevis i menneskets udviklingshistorie.

Bedstefar Backs Polemiske Hjørne ser denne gang nærmere på dette bevis.

Da Darwin i sin tid havde brudt isen med sin revolutionerende påstand om at mennesket blot var sidste led i livets evolution, blev der naturligvis stor interesse i den tids videnskabelige kredse for at finde beviser for påstanden. Darwin mente selv at beviset for hans evolutionsteori så at sige måtte kunne graves op af jorden: Fossilerne måtte kunne vise alle de mellemformer man havde brug for. Så der var kun en ting at gøre: Ud og led!

En hollandsk læge Den gamle fusker1 Haeckel, ham der fandt på at menneskefosteret skulle gennemløbe forskellige dyriske stadier med gæller, hale, osv., havde en discipel ved navn Dubois.

Denne Dubois var hollandsk læge og grebet af darwinismens flamme.

På det tidspunkt hvor vores historie foregår, havde enhver europæisk nation med respekt for sig selv en eller flere kolonier i de varme lande, så hjemlandets købmandsforretninger kunne blive forsynet med kolo-

8

Bedstefar B acks Polemiske Hjørne

nialvarer. Sådan også med Holland.

Haeckel havde opmuntret Dubois til at tage ud til kolonierne for at finde det første abemenneske, så man kunne få syn for sagn. Men hvordan komme til Nederlandsk Ostindien når man ikke er født med en sølvske i munden og ikke kan få regeringen til at yde den nødvendige finansielle støtte?

Man lader sig udstationere som militærlæge i Den kgl. hollandske Hær.

Så i 1887 ankommer der en ung hollandsk læge til Sumatra, og han indleder sin jagt på the missing link, på den overgangsform som skulle være beviset på at mennesket stammer fra en tidlig abeform2.

Nu er det jo sin sag at vade ud i et ukendt jungleområde og finde den nål i høstakken man leder efter. Og hans første ihærdige forsøg skulle da også vise sig frugtesløse.

Uheld i held Men i 1889 tilsmiler heldet ham: Han hører rygter om at der på Java skulle være fundet et fossilt kranium ved et sted der hedder Wadjak, på sydkysten af Java. Det får ham til at flytte sin eftersøgning hertil, og han finder selv ét kranium mere. MEN kranierne viser sig ved nærmere undersøgelse at have et hjernerumfang*3 på hhv. 1550 og 1650 cm3. Det er til gengæld ikke så heldigt, for det betyder at de er lidt for moderne til at kunne optræde som missing links.

Han siger derfor intet om fundene, men

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

gemmer dem væk.

Hans jagt på en rigtig mellemform fortsætter. Og i oktober 1891 er han mere heldig. Han befinder sig i nærheden af landsbyen Trinil, og her falder han over en næsten komplet kraniekalot fra en abelignende skabning. Denne kraniekalot giver ham virkelig blod på tanden, så han intensiverer sin undersøgelse af området. Og man kan følge hans iver, hans stigende desperation da han, trods ihærdige anstrengelser, ikke finder andet og mere.

En enkelt kraniekalot kan ikke på nogen måde siges at udgøre et missing link. Det må være noget mere, noget som kan danne den ønskede overgang.

Endelig Der skal gå næsen et helt år inden der igen sker noget. Nemlig, i august 1892 gør han endelig et fund han kan bruge til noget: en lårbensknogle, og hvad bedre er, knoglen er menneskelignende!

Man kan følge hans begejstring! Her har han brugt år af sit liv på at lede efter en nål i en høstak, og endelig sker dét han har håbet på, dét han har drømt om, dét der skal gøre ham berømt: Han har fundet the missing link, den manglende overgangsform mellem dyr og menneske! Og ikke nok med det: Han finder også nogle kindtænder. Så nu har han virkelig noget at vise frem for verden.

I mit gamle Nordisk Konversationsleksikon fra 1948 beskrives fundet sådan: I 1891 udgravede Hollænderen E. Dubois ved Trinil paa Java de første fossile Skeletrester af [Javamanden], en Hjerneskal, nogle Kindtænder og et Laarben som hidrørte fra et utvivlsomt menneskeligt Individ ...

Og nogenlunde sådan gengives historien også fra lærebog til lærebog, idet den ene antropolog efter den anden så at sige står på skuldrene af hinanden . Ingen af dem giver sig tid til at undersøge de oprindelige

Kraniekalot. Pithecanthropus erectus 1. ovenfra, 1a. fra venstre. Kranie. Anthropopithecus troglodytes 2. forfra, 2a. fra venstre (fra Dubois)

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

9

Lårbensknogler og tænder.

Pitecanthropus erectus. 1-5. venstre femur (set fra forskellige vinkler), 6-6a. hjørnetand (Fra Dubois)

kilder for at finde ud af hvad der virkelig er foregået. Det er nøjagtig det samme forhold som Per Stig Møller så udmærket redegør for i sin bog Munk, om hvordan et decideret karaktermord sker på Kaj Munk i efterkrigstidens Danmark, på grund af nogle fejlciteringer som ukritisk viderebringes fra den ene til den anden.

Hører delene overhovedet sammen?!

Hvad man glemmer at tage i betragtning i forbindelse med Javamanden, er at den ovenfor anførte beskrivelse af fundet er no10

get forenklet. Man kan kun få det indtryk af beretningen at Dubois har gravet Pithecanthropus erectus4 op i en og samme omgang.

MEN, MEN, men. Som nævnt er der gået næsten et år mellem fundet af kraniedelen og de øvrige skeletdele.

Og hvad mere er, den sidste kindtand er fundet 3 meter fra kraniets findested5, og lårbenet lå 14-15 m væk! På trods af at tænder, kranium og lårknogle således blev fundet langt fra hinanden6, postulerer Dubois frimodigt ikke blot at delene hører til samme art, men også til samme individ!!!

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Endvidere glemmer han lige at fortælle at han ved samme lejlighed også har fundet yderligere fire menneskelige lårben og en lige så menneskelig tand. Alt sammen noget han først offentliggør mange år senere!

Jamen, er gengivelsen af denne historie da ikke blevet mere korrekt med årene i nyere bøger om emnet? Ikke meget: I mit næstnyeste værk på dansk7 om menneskets udvikling hedder det: Det vigtigste af Dubois fund var en næsten komplet kraniekalot Kalotten havde klare menneskelige træk, men afveg fra nutidsmenneskets ved at være meget lavere. Inden for et lille område omkring kraniekalotten fandt han også en kindtand og et lårben. Dubois mente at stykkerne tilhørte ikke blot sammen art, men også samme individ.

Bemærk venligst her: inden for et lille område ! En yderligere stillingtagen til problemet om disse fossiler har det ringeste med hinanden at gøre, henviser forfatteren blot til Dubois' egen tolkning. Samme forfatter har i øvrigt dette karakteristikum for Dubois som ekspert i sin beskrivelse af starten på Ekspedition Missing Link: Dubois havde ingen træning i at lede efter fossiler. Han havde aldrig set et menneskefossil og anede knap nok hvad han søgte efter.8 I den nyeste fremstilling jeg har set på dansk, turde beskrivelsen af de faktiske forhold også være noget mangelfuld. Det hedder her9: i oktober 1891 fandt han en lavt hvælvet, tykvægget, næsten komplet kraniekalot nær landsbyen Trinil Senere samme år fandt Dubois en hominin10 tand, og året efter fandt han samme sted en lårbensknogle Han mente i første omgang at fossilerne stammede fra en overgangsform mellem menneskeaberne og mennesket ( missing link ). Under indflydelse af den kendte11 tyske naturforsker Ernest Haeckel benævnte Dubois i 1894 sin fossile art Pithecanthropus erectus ( det oprejste abemenneske ). Der var dog stærkt delte meninger om betydningen af Dubois fund, hvilket i den grad gik Dubois på at han i bogstaveligste forstand trak sig tilbage ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

med sit fossil. Fossilet er senere blevet kendt under navnet Java-mennesket.

Igen er det interessant at lægge mærke til hvad der ikke siges! Ikke et ord om at han først har fundet kraniekalotter fra rigtige mennesker12. Og igen bruges vendingen samme sted . Strengt videnskabeligt kan man måske hævde at det kan betyde på samme ø i Indonesien , men på almindeligt dødeligt dansk betyder udrykket at man har fundet tingene i en naturlig sammenhæng med hinanden. Endelig indicerer brugen af ordet fossilet (i singularis!) kraftigt at der skulle være tale om ét sammenhængende fund. Og dette er som anført ingenlunde tilfældet!

Ukritisk bedømmelse af fundet Man kan forstå Dubois begejstring, man kan forstå hans tørst efter oprejsning efter så mange skuffelser, og man kan ud fra det måske forstå at han brændende ønsker sig en sammenkobling af de tre fund, af lårbensknoglen, af kindtænderne og af kraniekalotten. Hvad man ikke kan forstå, er at senere forskere ikke har set anderledes kritisk på hele fundshistorien .

Kogt ned kan hele fortællingen om Javamandens tilblivelse nemlig gengives således: Dubois tager til Java med det bestemte forsæt at finde The Missing Link. Finder rester af moderne mennesker, 1889, og nogle skeletdele i 1891 og 1892. Han fortier 89fundet, og kæder, uden skygge af sandsynliggørelse, de tre af 90 er-fundene sammen til ét individ, Javamanden.

Nøjagtig sådan blev det missing link til.

I 1894 udsender han artiklen Pithecanthropus erectus, en menneskelig overgangsform fra Java,13 hvori han beskriver sit fund af Javamanden , men fortier altså sit fund af de menneskelige skeletdele. Og da han kommer tilbage til Europa, begiver han sig ud på en foredragsturné med sin Javamand, og han siger stadig ikke et kuk om sit første fund som med det samme ville have dementeret det andet fund.

De udstillede fossiler gav anledning til en heftig debat, måske netop fordi tiden krævede beviser for den darwinistiske påstand om at der findes en ubrudt overgang 11

fra dyreform til dyreform, og i sidste ende fra dyr til menneske. Nogle mente at kraniekalotten stammede fra en uddød abe, andre at den hidrørte fra et menneske. Den voldsomme debat gjorde Dubois bitter, så bitter at han gemte sine fund i flere årtier.

Undskyldning og fordøjelsesbesvær Til sidst offentliggør han dog sit fund, også af den rigtige menneskeform. Og han undskylder sin fortielse med at dette fund ville have været en bombe under hele abe-menneske-teorien på så tidligt et tidspunkt. Sir Arthur Keith bemærker i den forbindelse lakonisk at det ville virkelig have givet datidens antropologer fordøjelsesbesvær hvis de skulle sluge Wadjak-mennesket og Javamanden på én og samme gang, fundet i samme del af Java. Siden er vor fordøjelse blevet stærkere. 14 Kort før sin død i 1940 erklærer Dubois at han mener at javakraniet i virkeligheden blot stammer fra en stor abeart.

End of story. Og dermed burde alle henvisninger til Javamanden i værker om menneskets udvikling også være nået til vejs ende. Der er ikke fugls føde på det skelet.

Pithecanthropus erectus15 nærmer sig ikke skyggen af bevis på den ønskede dyr-menneske-sammenhæng. Dette javanesiske eksemplar af Homo erectus16 er ene og alene et fantasifoster sat sammen af forskellige mere eller mindre tilfældige dele.

Gyseren med erectus-formen Pekingmennesket er ikke meget bedre. Så hvorfor de to skeletter stadig rumsterer i skabet for fortællingen om menneskets opståen på denne planet, må forekomme en mere end mystisk! Måske snarere mytisk.

12

Henvisninger For dem der er interesserede i en status over hvordan beviset for dyre-menneskesammenhængen står i dag, kan jeg henvise til Origos temanummer Nedstammer mennesket fra Adam?, nr. 79, sept. 2002.

1 Hvorfor jeg titulerer ham sådan, kan vi vende tilbage til ved en senere lejlighed.

2 som man forestillede sig dengang, men NB ikke i dag!

3 Fossil Man, af Frank W. Cousins, rev.

1971, p. 97, illu.

4 Pithecanthropus [pi-te- kan-tro-pus] = abemenneske, og erectus [e- rek-tus] = opretgående 5 Den første (som senere ikke nævnes) har han fundet i en hule måneden før kraniekalotten.

6 A. H. Brodrick, Early Man, A Survey of Human Origins, London 1948, p.90. n.2 7 Erik Thomsens Menneskets oprindelse, Niche 1985, p. 94 8 op.cit. p. 93 9 Peter K. A. Jensens Menneskets Oprindelse og Udvikling, Gads Forlag, 2001, p.190 10 tidligere betegnet hominid, individ eller art på menneskets udviklingslinie, op.cit. p.413 11 Jeg vil snarere sige berygtede , men det vender vi som sagt tilbage til en anden gang.

12 At de er fundet nævnes måske senere, p.191, men slet ikke i forbindelse med Dubois.

13 Pithecanthropus erectus, a Human-like Transistional Form from Java 14 The Antiquety of Man, 1925 15 Også selvom han senere er blevet forfremmet til Homo erectus.

16 Det opretgående menneske

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Komplicerede maskiner Af Svend Boisen og Bent Vogel I Origo 5. årgang nr. 2 (september 1987) side 7-9 skrev vi om Von Neuman-maskiner og levende celler bl.a., at alt levende (mennesker, dyr, planter, encellede organismer) fungerer som såkaldte Von Neuman maskiner. Sådanne maskiner er selv-diagnosticerende, selv-reparerende og reproducerende!

Lidt forklaring: en maskine skal jo ikke alene fungere nu, men den skal også vedblive at fungere fremover på trods af forfald. Og alle maskiner forfalder jo. En ideel maskine må derfor kunne: 1. undersøge sig selv og finde alle fejl, 2. ordne fejlene, 3. få afkom der kan afløse den inden den er slidt for meget.

Alle naturens maskiner har disse 3 fine egenskaber, men menneskeskabte maskiner har, i alt fald indtil dato, ingen af disse egenskaber! Selv de mest komplicerede maskiner, menneskene har opfundet i de seneste årtier, er i forhold til de levende celler ret simple.

En af de mest komplicerede maskiner, jeg har hørt om, er en maskine, der kan finde fejl i et TV-apparat. TV-apparatet selv koster 1000-10.000 kr, men TV-fejlfinder-apparatet koster 300.000-500.000 kr. TV-fejlfinder-apperatet er altså en meget kompliceret diagnose-maskine. Det var et meget stort fremskridt til at finde fejl, så man kunne reparere TV-apparater. Apparatet kom frem ca. 1990.

Men trods alt: der er meget lang vej til at denne fejlfinder-maskine ikke alene finder enhver fejl i et TV-apparat, men også enhver fejl i sig selv. En fejl i fejlfinderen kan betyde, at den ikke kan finde denne fejl el-

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

ler endog fejl i TV-apparatet. For eksempel ville en fejl i fejlfinderens strømforsyning betyde et totalt sammenbrud.

Disse overvejelser om TV-fejlfinderen vedrører i første omgang kun egenskab nr.

1 i maskiner af Von Neuman-typen. Spørgsmålet er: Vil mennesker nogensinde skabe en maskine, der er selv-diagnosticerende?

Eller hvad med en selv-reparerende maskine? For ikke at tale om en reproducerende maskine, der føder unger af sin egen art.

Jeg håber, at det svimler, når du tænker på Von Neuman-maskiner, altså på, hvor komplicerede selv de enkleste organismer er. Mon ikke der har været en meget intelligent Gud til at skabe dem?

13

Kinesin transportører Af Malcolm Bowden Denne artikel beskriver, hvordan kemiske stoffer bliver transporteret rundt i den enkelte levende celle fra det sted, de bliver produceret, til der, hvor de skal anvendes. De transporteres ved hjælp af uendeligt små motorer , der bevæger sig langs mikrotubuli, der danner et internt netværk i cellen.

Jeg er sikker på, at alle er faldet over bygningstræk i naturen, som har forundret os. For mit eget vedkommende er jeg aldrig blevet så slået af forundring, som da jeg første gang hørte om disse minimale motorer , der findes inden i hver eneste celle.

Der findes en kort beskrivelse af disse såkaldte kinesin-transportører (KT) i William Corliss' Science Frontiers (1), men studiet af KT går så stærkt, at det kan anbefales at konsultere internettet vedr. litteratur og viden om emnet.

Figur 1 giver en lille indikation af den kompleksitet, hver eneste levende celle besidder. Cellen er en ufattelig indviklet lille fabrik, der producerer tusindvis af kemiske stoffer, som bruges af de forskellige dele.

Det oplagte spørgsmål opstår derfor: Hvordan kommer alle disse kemiske stoffer fra produktionsstedet og derhen, hvor de skal bruges? Det ville være ekstremt ineffektivt, hvis stoffer bare blev opløst i cellevæsken og fordelt rundt ved diffusion. Så ville kun en lille del af stofferne nogensin-

Figur 1. Celle med mikrotubuli

14

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Figur 2. Kinesin transport

de nå frem til deres bestemmelsessted. Der må derfor være en måde, hvorpå et stof produceret ved punkt A kan nå punkt B direkte. Men hvordan?

Figur 1 viser nogle enkelte mikrotubuli, men rent faktisk findes de spredt i et tæt netværk overalt inde i cellen. De har mindst 3 forskellige funktioner: At skabe struktur i cellen, så den ikke flyder ud.

I forbindelse med celledeling: Kromosomerne duplikeres, hvorefter specielle mikrotubuli sættes fast til de såkaldte kinetokorer, som sidder på midten af kromosomerne. Ved kontraktion af mikrotubuli trækkes hver af kromosom-kopierne sin vej.

På figur (ikke vist, red.) ses en celle med mikrotubuli, der netop trækker kromosomdelene fra hinanden. Efter dette snøres cellen sammen på midten, og 2 nye identiske celler er dannet.

Da mikrotubuli gennemtrænger alle dele af cellen, kan de være korridorer for stoftransport internt i cellen.

Disse 3 funktioner og der er måske flere er et godt eksempel på en biologisk komponent med mere end én opgave.

Med mikrotubuli har vi altså korridorerne, men hvordan transporteres stofferne?

Det er her, motorerne spiller en afgørende rolle. Der er groft sagt 3 grupper af motoORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

rer: kinesiner, myosiner og dyneiner. De er imidlertid ekstremt forskellige i både struktur og funktion. Således kendes i dag over 250 forskellige kinesin-lignende proteiner (3).

De konventionelle kinesin-motorer består af bundter af proteiner, der har en meget specifik form. Det enkelte KT-molekyle består af to identiske proteiner, der er snoet, så de danner en lodret del. Øverst bærer KT det specifikke molekyle, som det skal transportere. I bunden sidder to bundter af proteiner, der er bundet til hvert sit af de to snoede proteiner. Disse bundstykker fungerer som fødder (selv om de kaldes hoveder i videnskabelige publikationer).

Men hvordan bevæger disse KT sig langs mikrotubuli? Dette er den mest fantastiske del af historien. Idet de lodrette proteiners snoninger snoes lidt ud og ind, bevæger fødderne sig faktisk langs ydersiderne af mikrotubuli. Figur 2 viser en forsimplet tegneserie, der viser funktionen. Ydersiden af mikrotubuli består af skiftevis alfa-tubulin og beta-tubulin. Fødderne placeres udelukkende på beta-tubulin-delene. Den ene fod vi kan kalde den venstre fod løftes op og over til den følgende beta-tubulin-sektion, forbi den højre fod . Når det er sket, gentages processen tilsvarende med højre fod og så fremdeles. På denne må15

de bevæger KT sig langs mikrotubuli til deres bestemmelsessted. På internettet findes flere computer-animationer af, hvordan KT bevæger sig (4).

For hvert skridt bevæger KT sig 8 nm og bruger til bevægelsen ét molekyle ATP, som er cellens basale energienhed. ATP produceres i mitokondrierne og produktionen heraf repræsenterer et andet fantastik system i cellen, som vi ikke vil komme nærmere ind på her.

Det, der gør disse bevægelses-motorer så fantastiske, er, at de ganske enkelt er bundter af kemiske stoffer samlinger af protein, der er snoet op i særlige former. Alligevel er de i stand til at samle deres last op ét sted i cellen og bære den til dens korrekte bestemmelsessted, hvor den bliver deponeret.

I et eksperiment med KT var man endog i stand til at måle den kraft, som KT udøver, når den bevæger sig langs mikrotubuli. På figuren (ikke vist, red.) ser man et enkelt kinesinmolekyle, der trækker i en mikrotubulus, der er fastgjort til en tynd glasfiberstreng. Den elastiske kraft, der virker på motoren via glasfiberstrengen og mikrotubulus, kan beregnes ud fra strengens stivhed, flytningen af strengens spids, når mikrotubulus er fastgjort dertil, og flytningen af strengens spids, når mikrotubulus er fri. Man kan vise, at den gennemsnitlige flytning af motoren repræsenterer en maksimal kraft på 5pN (piconewton). Idet den modsat rettede kraft øges, når glasfiberen spændes, mindskes kinesins fart, indtil den standser helt, når kraften er ca. 5 pN. Idet vi går ud fra, at mekanisk arbejde svarer til kraft gange afstand, indikerer disse mikromekaniske eksperimenter, at kinesin kan udføre et arbejde på 4 x 10-21 J pr skridt Den aktuelle model for, hvordan motorproteinerne udvikler en kraft går ud på, at motoren indeholder et elastisk element, en fjeder, der spændes som resultat af ændringerne i molekylets struktur: Denne spænding udgør den kraft, som motoren anvender, og løsningen af fjederspændingen er den drivende kraft for kinesins fremadgående bevægelse (5).

16

Man kan kun beundre den dygtighed, som sådanne eksperimenter er udført med.

Det har med sådanne eksperimenter vist sig, at der er forskel på de forskellige KT ers bevægelseshastighed. Neurospora crassa (en algeart) kinesin-motoren bevæger sig med 2,5 mikrometer pr sekund, hvilket er fem gange hurtigere end andre kinesiner.

Man kalder den derfor kinesin-gruppens Ferrari.

Når man konfronteres med det ufattelige design af disse motorer, ville man ikke forvente at nogen ville hævde, at alt dette udvikledes ved tilfældig evolution. Trods dette kan jeg citere fra en kilde: Den strukturelle lighed mellem kinesin og myosin antyder, at disse motorer har en fælles afstamning og måske anvender samme strategi for at omdanne kemisk energi til mekanisk arbejde (5).

Disse motorer er tilsyneladende basale komponenter i enhver levende celle, og selvom det ikke nævnes direkte, må man som evolutionist antage, at de eksisterede i de allerførste organismer. Kan man virkelig tro, at disse meget komplekse proteiner, der er i stand til at bevæge sig langs mikrotubuli, er opstået ved ren tilfældighed ved livets opståen? Jeg har personligt den opfattelse, at der ikke findes fossile enkeltceller i Prækambrium. Dette til trods for, at nogle forskere hævder det modsatte. Man kan argumentere for, at de fund, der er gjort (såkaldte stromatolither), ganske enkelt er små klippedannelser. Da de først blev opdaget, mente man også dette. Det var først efter at evolutionsteorien kom til, at man begyndte at diskutere, om det kunne være rester af levende celler. Det skal siges, at man havde et akut behov for at finde forstadier til de enorme mængder af komplekse livsformer, der dukker op allerede i Kambrium. Også i dag findes der forskere, der hævder, at der blot er tale om uorganiske dannelser (6). Hvordan kunne en celle fungere, med mindre den allerede havde effektiv transport af de forskellige kemiske stoffer? Disse fænomenale KT er dukker altså pludselig op i de kambriske aflejringer, i et væld af forskellige komplekse organis-

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

mer. Efter min opfattelse er den eneste fornuftige konklusion, at de er blevet designet.

Megen tid er blevet brugt i forsøget på at forstå, hvordan disse motorer virker, og mange spørgsmål udestår fortsat. Men selv når vi når til en bedre forståelse af deres bevægelse, er der stadig tre store spørgsmål, der må besvares: Hvordan ved hver enkelt motor, hvad, hvor og hvornår den skal opsamle og transportere sin last ?

Hvordan ved hver motor, ad hvilke mikrotubuli den skal transportere sin last for at komme hurtigst muligt til sin destination?

Hvordan ved hver motor, hvornår den har nået sit præcise bestemmelsessted, hvor den skal aflevere sin last?

Det gælder for KT som for alt andet i den levende natur, at jo mere man søger at nå til forståelse af virkningsmekanismen af selv simple celler som bakterieceller, des større kompleksitet opdager man. Mennesket har konstrueret og designet meget komplicerede apparater med sin enestående viden og kunnen, men de blegner i sam-

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

menligning med naturens undere. Disse småbitte bevægelsesmotorer er efter min opfattelse bare endnu et eksempel på Skaberens design.

Oversat og bearbejdet af cand. Scient. Holger Daugaard fra Creation Science Movement, Pamphlet no. 347, July 2003.

Kilder: 1. William Corliss producerer Science Frontiers en gang hver anden måned. Materialet består af resumeer og noter fra forsøg og observationer fra en meget stor mængde videnskabelige publikationer. For dem alle gælder, at de ikke passer ind i de vedtagne videnskabelige normer og modeller. The Sourcebook Project, Box 107, Glen Arm, MD 21057, USA. 2. www.mbowden.info for use in talks etc.

3. Gilbert, S. 2001. High perfomance of fungal motors. Nature 414, 597-598.

4. www.mpasmb-hamburg.mpg.de/ktdock/ 5. www.proweb.org/kinesin/ KinesinMotility.html 6. New Scientist, 22 February 2003 p. 28.

17

Biologen tror ikke på Darwin Af Daniel Øhrstrøm Poulsen For lektor i molekylærbiologi Ole Vang er der en fin sammenhæng mellem at tro på en skabende Gud og at have en dyb viden om naturens fantastiske kompleksitet.

Det kræver lige så stor fantasi at tro på udviklingen fra amøbe til menneske som at tro på en skabende Gud. For naturens mønstre og systemer er for komplekse til, at de kan bero på tilfældigheder. Og det betyder, at der må stå en intelligent designer bag livet.

Enhver kan regne ud, at holdningen ikke kommer fra Thorkild Grosbøll. Nej, den kommer fra lektor i molekylærbiologi ved RUC, Ole Vang.

På døren ind til Ole Vangs kontor hænger en stor plakat fra Kræftens Bekæmpelse med påskriften: Livet er grønt - spis det!

Umiddelbart et ellers passende slogan for en darwinistisk biolog. Indenfor er reolerne spækket med systematiserede ringbind, bøger og kasser. Og kun billederne af familien og en orientalsk tegning af Den kinesiske Mur vidner om en virkelighed uden for naturvidenskabens verden. Men lektor i molekylærbiologi Ole Vang tror på mere end mikroskoper og matematiske formler. Han tror på Gud. Og udover sit arbejde som kræftforsker og underviser på RUC er han også formand for lægmandsbevægelsen Luthersk Mission i Rødovre.

- Det er ikke på grund af min videnskab som sådan, at jeg tror, der er en levende Gud. Guds væsen eller eksistens kan jeg ikke bevise ud af videnskaben, erkender Ole Vang.

- Men kan du forene de to størrelser?

18

- Ja, det er så lige præcis det næste. Når jeg kommer til den kristne forkyndelse om søndagen og tager fat på videnskaben om mandagen, skal der helst være en overensstemmelse. Ellers kan man ikke hænge sammen som menneske. Og den overensstemmelse finder jeg i, at det er Gud, der har skabt os. Sådan som jeg ser det, er det ikke noget, der er sket over lang tid med små tilfældigheder. Men om det er sket i et nu, over syv dage eller syv tusind år er ikke det, det handler om. For mig handler det om, at Gud har skabt vores verden. Og det kan jeg genkende i naturens kompleksitet. I dens struktur og ordnethed.

En designet verden Ole Vang er ikke alene om sin holdning til verdens tilblivelse. Ideen om en designer, der skulle have planlagt naturen, har vundet stort frem i USA, hvor den såkaldte designbevægelse er blevet en mere seriøs udfordring for de amerikanske darwinister.

Designbevægelsen tager sit videnskabelige udgangspunkt i at lede efter strukturer i naturen og biologien, som ikke kan være opstået ved tilfældigheder. På den måde forsøger de at gøre op med Darwins forståelse af, at verden er blevet til gennem en kombination af tid og tilfældighed, fordi darwinismen »ikke giver plads til noget formål, nogen hensigt eller et skabelondesign.« For tre år siden deltog Ole Vang i en konference på Yale University, hvor 200300 tilhængere af designbevægelsen deltog.

Og her blev han især optaget af den amerikanske biokemiker, Michael Behe, der har skabt røre med sin bog om »Ikke-reducerbare komplekse systemer«, der for Ole Vang var »glædelig læsning«.

- Der er ikke mange, der positivt har stillet sig selv spørgsmålet: Hvor sikkert eller

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

hvor beviseligt er det, at alting opstod ved en tilfældighed? Vi har haft den teori (darwinismen, red.), som har været dominerende i mere end hundrede år nu. Og det er vel med det, som det er med så meget andet. Hvis vi gentager det tilstrækkelig mange gange, så ophøjes det fra at være en ide til en sandhed. Og så er det jo svært at skulle argumentere imod i mange sammenhænge. Men når jeg f.eks. underviser i cellens opbygning, og når vi forsker i det, er der til stadighed en række eksempler på komplekse sammenhænge, som, og det er min påstand, ikke kan komme af tilfældigheder.

Du kan ikke, selvom du venter længe nok, sige, at det skyldes tilfældigheder. Det er det for komplekst til, fortæller Ole Vang, mens han ledsager ordstrømmen med forklarende armbevægelser.

- Hvad er det for konkrete ting i cellen, som du ikke mener, kan skyldes tilfældigheder?

- I princippet kan du starte fra en ende af, siger Ole Vang. - Lad os tage et eksempel: Energistofskiftet som handler om, hvordan sukker omdannes til energi i cellen. Det blev allerede beskrevet af nogle tyske forskere i midten af 1930 erne, selvom der stadig er en række ting i det, vi ikke kender til bunds endnu. Den første tredjedel af energistofskiftet kalder vi glukolysen og består af ti enzymer. Næste del kaldes citronsyrecyklus og består af yderligere fem enzymer eller grupper af enzymer. Endelig består sidste del af energistofskiftet af elektrontransportkæden, der dannes af yderligere fem enzymkomplekser, som hver har en række enzymer til at definere komplekserne. Og kigger vi på en af vore celler, som bruger ilt til at nedbryde sukker til energi, vil vi ikke kunne overleve, hvis vi bare manglede ét af disse enzymer. Spørgsmålet er, hvordan et så komplekst system er opstået. Hvis vi skal tage afsæt i evolutionsteoriens tilfældighedstanke, så skulle der på et eller andet tidspunkt kunne have været en organisme, der kunne nøjes med ét af enzymerne. Og efter mange, mange millioner af år - tusinde millioner af år, skulle der af tilfældige årsager være kommet et nyt enzym.

Problemet er, at det ene enzym forudsætter ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

det andets tilstedeværelse. Hvis vi tager hele rækken af enzymer, forudsætter det sidste enzym det forudgående, som forudsætter det forudgående osv. Så hvis der mangler bare ét led i kæden, så dør cellen og organismen simpelthen. Så der skal god fantasi til at kunne forstå eller argumentere for, at de skulle være opstået tilfældigt ved, at der først blev koblet et enzym på og så et andet. Hvordan kan man forestille sig en så stor kompleksitet dannet med små ubetydelige ændringer fra ingenting til det, vi ser i dag? spørger Ole Vang.

- Men hvor langt kan du følge udviklingslæren. Tror du f.eks., at vi stammer fra aberne?

- Det ser jeg ingen grund til. Altså, når jeg tror på, at Gud kan skabe verden, så har jeg også en tro på, at han kan skabe mennesket. Det er imidlertid ikke et videnskabeligt argument. Man kan diskutere, om vi er skabt for x antal år siden i et design, der var anderledes end det, vi er i dag. Det er der da ting, der tyder på. Men jeg mener, at skabelsesberetningen er en fair beskrivelse af, hvad der er sket. Uden at jeg kan bruge skabelsesberetningen som videnskab. Jeg er ikke sikker på, hvordan alle led i skabelsesberetningen konkret skal forstås. Selvom det hedder syv dage i min forståelse, så kan det godt være, det ikke var syv dage a 24 timer. Det kan også være, det var. Jeg ved det ikke. Jeg var der ikke, da det skete. Men min hovedpointe er: Var det tilfældigheder, eller var det design? For er det tilfældigheder, så har Gud ikke noget at komme efter.

Men er det design, så er der en, der har lagt ordenen. En, der har lagt en beskrivelse af, hvordan tingene skal være.

- Der er jo også mange kristne, der ikke ser noget modsætningsforhold mellem evolutionslæren og troen på Gud. De tror måske på, at han har trykket på en knap til at starte med, og det er den måde, Gud har skabt verden på. Så hvorfor kan den forklaring ikke være lige så god for dig?

- I sin substans lægger Darwins teori op til, at det er tilfældigheder, der har dannet den biologiske verden. Og i min optik er der ikke meget tilfældigt over det, når Gud griber ind. Så oplever jeg det som en selv19

modsigelse, hvis jeg tror på en personlig, skabende og virkende Gud. - Tror du så også, at Gud kan gribe ind i dag?

- Helt sikkert. Det er jeg 100 procent overbevist om. Men det er igen ikke noget, vi som sådan kan registrere naturvidenskabeligt. Spontane helbredelser, mirakler og undere kunne være eksempler på det, hvor naturvidenskaben måske kan registrere, at der er sket noget, men måske ikke engang beskrive, hvad der er sket. For Gud, som har skabt naturlovene, er jo større end dem. Som forklaring på en spontan helbredelse kan jeg forestille mig, at Gud kan løfte et menneske på tværs af de naturlige lovmæssigheder. En del af miraklerne kan vi måske godt forklare, når vi i fremtiden får mere viden om naturens indretning. Vi må også være fair omkring det og sige: Det er måske ikke alt, vi kalder tilfældigt eller spontant, som er det i sin substans. Det handler om, at der er ting, vi ikke ved noget om. Naturvidenskaben har jo også en begrænsning i, hvad den kan se. Den kan beskrive det, vi kan måle og veje. Det vi kan se. Men jeg er overbevist om, at der findes meget, som naturvidenskaben ikke kan se.

Guds eksistens eller Guds væsen kan den f.eks. ikke se.

- Så troen kommer før videnskaben?

- Ja, i forholdet til Gud. Jeg ved godt, at der i tidens løb har været forsøg på at bevise Guds eksistens. Men det bevis mener jeg ikke, man ud fra naturvidenskaben kan komme med. Man kan komme med indikationer på samme måde, som jeg beskrev med strukturer osv. Men det er mødet med Gud, der skaber troen. Der er dog eksempler på, at folk er kommet til tro på Gud ved at se ned i et mikroskop . Og det kan jeg godt forstå. Men det er ikke min personlige historie. For mig var det mødet med Bibelens budskab om Guds eksistens og Jesus som verdens frelser. Det var det, der fik mig til at gribe om det. Så for mig personligt er det rigtigt at sige, at troen kom før videnskaben i forhold til biologien. Og når jeg så har den tro og er overbevist om det, får det mig dernæst til at sige, at jeg også kan se strukturer i biologiverdenen, som 20

må hidrøre fra en designer. Og i mit tilfælde er det så naturligt at sige, at den designer er præcis den samme som den Gud, som jeg læser om i Bibelen.

Darwinismens problem På ét punkt er Ole Vang dog enig med Darwin. Han tror på mutationer og den naturlige selektion - inden for arten!

- Vi skal ikke tage det fra Darwin, som han reelt har bidraget med. Nemlig forståelsen af at der sker en naturlig selektion .

Det skal vi give ham. Men selektionen er kun en drivkraft inden for arten, hvordan man så end definerer den. Vi har ikke eksempler på, at der opstår nye arter for øjnene af os. Vi kan godt se sommerfugle, måger eller finker, der kommer til at se anderledes ud. Større næb, kraftigere næb, mindre næb eller andre aftegninger på kroppen, men det er ikke et krybdyr, der bliver til en fugl.

- Men er det ikke bare, fordi man ikke måler det over et større rum tid?

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

- Jo, det er argumentet. Men så er det, jeg spørger: Jamen, handler det bare om at bruge uendelig lang tid? Det gør det ikke.

For så skal du igen have de der små, diskrete trin og tilfældige omdannelser. Hvis du forestiller dig omdannelsen fra en krybdyrlignende organisme til en fugl, så er der steder undervejs, hvor den nye organisme skal have en fordel i forhold til de andre.

Lad os sige, det handler om udviklingen fra et næb til en krybdyrslignende mund. Hvilken organisme ville teoretisk set have en fordel af at have en mellemting mellem et næb og en mund? Begge har funktionen at indtage mad. Men den organisme, der ligger der midt imellem at have en mund a la krybdyr og fuglens næb ville være hverkeneller, både-og og ikke have en fordel. Hvis vi går tilbage til min hjemmebane, biokemien, så har vi heller ikke eksempler på organismer, der har fordel af at have et eller to proteiner mere eller mindre. Medmindre de blev ændret spontant til en helt anden funktion. For de skal stadigvæk have et energistofskifte. Og for det første er der ingen umiddelbar fordel af en sådan selektion. Og for det andet er du nødt til at fastholde tilfældighedsprincippet, hvis du går ind for det. Og det vil sige: Der skal ikke bare gå lang tid. Der skal gå nærmest uendelig lang tid, før du bare har lavet et protein om eller en sekvens om til en helt anden funktion. Og så lang tid tror jeg ikke engang, vi mener Jorden har eksisteret.

- Men helt ude i de filosofiske argumenter kan man vel også bare sige, at hvis universet er uendeligt, så er der også uendelig tid. Og så ville der også være uendelige muligheder, selvom sandsynligheden ville være utrolig lille?

- Yes, det er jeg helt på det rene med.

Men nu handler det ikke om det mest usandsynlige. Men min hensigt med øvelsen her er for så vidt kun at sige, at for mig er der en fin sammenhæng mellem videnskaben og troen på en skabende Gud. At det er ham, der har skabt den her verden.

Og den fantastiske kompleksitet og vidun-

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

derlige sammensætning, vi har i vores natur. Og det høje organisationsniveau. Og i dette ser jeg en sammenhæng. Men det er da klart, at der er mange ting, jeg heller ikke kan forklare. Hverken du, jeg eller Darwin var der jo, da det hele startede. Men jeg håber bare, at vi får lidt mere fairness ind i diskussionen, så udgangspunktet ikke er, at Darwin er bevist. Punktum. Jeg håber, vi kan få en lidt mere åben snak om det.

For darwinisternes bevisførelse er ikke væsentlig anderledes end min påstand, at Gud har skabt verden. Ingen har naturvidenskabelige beviser for, at det er rigtigt.

- Men som du sagde tidligere, er evolutionsteorien blevet løftet fra at være en ide til en sandhed, som man underviser i på skoler, i gymnasier og vel også på universitetet. Ser du ikke et problem i, at du ikke deler den samme grundopfattelse som underviser?

- Jeg synes ikke, det er mig, der har et problem. Min forskning handler kort sagt om naturstoffers betydning for den menneskelige sundhed. Og hvis man ser på, hvordan det er nu, så mener jeg, det er en sammenblanding at sige, det er et problem.

Min forskning og undervisning drejer sig om, hvordan cellen fungerer. Og det er - ja, undskyld udtrykket - irrelevant, hvordan det hele startede. Rent formelt er det irrelevant, hvad man mener i diskussionen mellem skabelse og tilfældighed. Og her er det min påstand, at der i beskrivelsen af, hvad der er sket tidligere, både skal en god portion fantasi til at forestille sig, at livet er opstået tilfældigt og til at forestille sig en skabende Gud. Jeg kunne til nød sige, at det var et problem, hvis jeg underviste i darwinisme eller neodarwinisme og ikke tog skyldigt hensyn til andre verdensopfattelser, men fremturede med, at det er Gud, som har skabt den her verden. Så ville det klart være et problem. Så ville jeg kalde det tyranni.

Fra Weekendavisen 15. august 2003 (Gengivet med tilladelse)

21

Om jordas alder Av Willy Fjeldskaar geofysiker og forskningsleder, Stavanger Spørsmålet om jordas alder er et tema som spesielt opptok meg i studietida, da jeg studerte geologi og geofysikk. Jeg observerte imidlertid, spesielt i evolusjonsdebatten i USA, at spørsmål om jordas alder som regel tok oppmerksomheten fra det som egentlig var temaet nemlig om det var Gud eller tilfeldighetenes spill som var opphavet til naturen. I mange tilfeller ble spørsmålet om jordas alder det altoverskyggende tema.

I mitt engasjement har jeg derfor bevisst latt denne problemstillingen ligge. Jeg har ønsket å argumentere for at Gud har skapt, og ikke når han skapte.

Når jeg nå likevel vil si litt om mitt syn på jordas alder, henger det sammen med at jeg er blitt oppfordret til å skrive litt om det, og at Origo har fått spørsmål om dette.

Jeg har i mer enn 20 år jobbet med forskning innen temaer som berører dateringsspørsmål ganske sterkt, både relatert til siste istid og til sedimentære bergarter hvor en leter etter petroleumsforekomster.

Alle dateringsmetoder baseres på forutsetninger som ikke lar seg bevise. Usikkerheten blir større jo lenger tilbake i tid en beveger seg. Den metoden som brukes til å aldersdatering av relativt ungt organisk materiale, kalles C14-metoden. Den brukes til dateringer opptil noen få tusen år, høyst 30 000 år. For denne metoden finnes det imidlertid muligheter til å sjekke dateringene, bl.a. mot årringer i trær. Sammenligningsstudier viser at C14-metoden er ganske pålitelig, så langt tilbake som en kan sjekke den, helt opp i 11 000 år. Det er imidlertid et visst avvik mellom C14-alder og virkelig alder. Avviket varierer noe, men ligger in-

22

nenfor ca 15%. Den høyeste målte alder for årringer i sammenligningsstudier er 11 350 år. C14-alderen for samme prøve er 9600 år, altså lavere enn den virkelige alder.

For dateringer av høyere alder er det ingen mulighet til å kontrollere påliteligheten. Men den nevnte alder er omtrent den alder som noen mener at jorda har. La meg ta et lite eksempel om siste istid som illustrerer hvilke problemer en støter på ved en antagelse om at jorda bare er noen tusen år gammel:

Fig 1. Observert landhevning i Skandinavia, med variasjon fra 0 mm/år ved kysten (mørk grå) til 8 mm/år i Bottenviken (hvit).

Landområdene i Skandinavia hever seg i dag, med en hastighet på nesten 1 cm i året i Bottenviken (Figur 1). Det er funnet organisk materiale på land, som stammer fra planter og dyr som vanligvis lever i salt-

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

vann. Noe av dette materiale er datert til å være mer enn 10 000 år gammelt. Gamle strandlinjer ligger skrått i forhold til dagens havnivå (Figur 2). Det er derfor naturlig å trekke den konklusjon at landhevningen må ha pågått i mer enn 10 000 år. Vanligvis antas det at landhevningen skyldes avsmelting av is etter istiden. Istiden var på sitt maksimale for ca 20 000 år siden (Figur 3). Disse dateringene kan selvsagt være feil, men det er klare beviser for at det har vært

Figur 2. Observert skråstilling av strandlinjer i Trøndelag.

Strandlinjer som er daterte til 12 000 år gamle er skråstilt med en gradient på mer enn 1,5m/km.

Figur 3. Avsmeltingshistorie etter siste istid. Utbredelsen av isen til ulike tider er kartlagt ved datering av endemorener.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

23

Figur 4. Et snitt gjennom Nordsjøen, som viser sedimentære bergarter med tykkelse på inntil 12 km. De ulike grå-tonene viser lag av ulik alder. Toppen av de lyse sedimentene er datert til mer enn 100 millioner år.

en istid, f.eks. endemorener som er med på å forme landskapet i Norge.

Hvis jorda, slik noen hevder, er yngre enn ca. 10 000 år, så medfører dette at Gud må ha skapt Skandinavia med pågående landhevning, en landhevning som for oss framstår som en konsekvens av istiden. Noe det altså ikke er, hvis jorda i virkeligheten er yngre enn istiden. Istiden er, i så fall, bare en illusjon.

Lignende problemer får vi om vi forsøker å forstå de enorme sedimentære bergartene som f.eks. ligger i Nordsjøen, og hvor vi finner olje og gass. Disse sedimentene er daterte til å være (mye) eldre enn istiden.

Vi har ingen mulighet til å sjekke om dateringene er riktige. Men forskerne gjør sitt beste for å få pålitelige målinger. Det er kilometer-tykke lag, som (tilsynelatende) er avsatt etter hverandre i tid. Vanligvis blir det, ved hjelp av radiometrisk datering, antatt at de er avsatt over millioner av år. Figur 4 viser et snitt gjennom Nordsjøen, fra havbunnen og ned til ca 12 kilometers dyp.

De eldste sedimentene er daterte til mer enn 100 millioner år.

Hvis de skulle være avsatt i løpet av kort tid (f.eks. ved en storflom), ville dyrerestene (fossilene) ligge usystematisk og gi et fullstendig kaotisk bilde. Dette er ikke tilfellet i visse geologiske lag ligger visse dyrearter. I andre lag, f.eks. yngre lag kan det plutselig dukke opp nye dyrearter.

24

I tillegg er det slik at noen sedimenter bærer preg av å ha vært utsatt for svært høye temperaturer og trykk. Det er vanskelig å forstå hvordan sedimentene kan varmes opp og avkjøles i løpet av kort tid. Det samme gjelder for kjemiske reaksjoner som synes å ha foregått i sedimentene. En kan, som tidligere nevnt, stille spørsmålstegn ved dateringsmetodenes pålitelighet. Men det er vanskelig å forstå at alders-forskjellene som er målt til millioner av år med radiometrisk datering, egentlig bare er noen få år.

Hvis jorda bare er noen tusen år gammel, synes det å bety at de sedimentære lagene er skapt fullt ferdige, og ikke blitt til ved naturlige prosesser i løpet av kort tid.

Det er da bare en illusjon at de dypereliggende lagene er avsatt før de øverste lagene.

Jeg har vanskelig for å tro at Gud, som har gitt oss oppdrag om å legge jorda under oss, kan ha gjort skaperverket på en slik måte at vi ikke har mulighet til å forstå det.

Jeg tror, tvert imot, at Guds skaperverk er et studium verdt, og at vi ved forskning kan bli i stand til å forstå naturens orden og lovmessighet. Det medfører, så langt jeg kan forstå, at jorda må være mye eldre enn bare noen tusen år.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Skapelsesdager viktigere enn skapelsen?

Av Peder A. Tyvand professor, Norges Landbrukshøgskole Med glede har jeg sett det store engasjementet i avisenes spalter når det gjelder skapelsen. Et betydelig antall debattanter har argumentert med styrke for at skapelsesdagene i Bibelens skapelsesberetning er bokstavelig å forstå. Jeg har stor sympati for dette synet: At Gud skapte universet i løpet av 6 x 24 timer og deretter hvilte i 24 timer.

Jeg mener at det er en viktig del av et bibelsk gudsbilde at man fastholder at Gud kunne skape universet og alt liv i løpet av 6 x 24 timer, i kraft av sitt allmaktsord. Om Han da valgte å gjøre det.

Likevel er det et skår i gleden over dette store engasjementet for skapelsens dager.

For hva er det som er hovedsaken? Ikke selve skapelsen, men skapelsesdagene. Og hvem er det som er debattmotstanderne?

Ikke skapelsesfornekterne, darwinistene.

Men de skapelsestroende som forfekter en skapelse over lange tidsperioder. Det er disse som skal overbevises om sitt feilgrep. Eller avkles som avvikere fra Bibelen.

De som slett ikke tror på skapelsen, går nesten fri for kritikk fra noen av skapelsesdagenes fanebærere. Når det hevdes at skapelse bare kan forsvares teologisk, ikke vitenskapelig, må man sannelig undres: Kommer dette utsagnet fra skapelsestroende, eller fra evolusjonister?

Vi hører faktisk påstanden fra begge disse hold. Dette burde få en varsellampe til å blinke hos skapelsesdagenes forsvarere: Hva slags strategi er det å støtte seg på ett av fiendens hovedargumenter?

Det er en vanskelig, men viktig balansegang å fastholde skapelsen samtidig som ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

man skiller mellom det å tolke Bibelen og det å bruke den naturvitenskapelig metode.

Jeg mener at man bør holde fram vitenskapens framfor troens argumenter i all evolusjonskritikk. Evolusjonsteorien er så skrøpelig vitenskapelig at den ikke fortjener å få stå alene på vitenskapens arena. Akkurat på dette punktet gjør noen av skapelsesdagenes djerve forkjempere en bjørnetjeneste for skapelsens sak. Når de støtter seg kun på teologi. Rekkefølgen på tingene er her avgjørende. Det er og må være rom for teologi i forbindelse med skapelsen. Mitt syn er at teologien bør komme inn først etter at man har avvist evolusjonsteorien på naturvitenskapelige premisser.

Skapelsesdagenes forkjempere har altså mye å vinne på å endre sin vektlegging. Ute på den andre fløy har vi dem som bruker mye energi på å hevde at skapelse i løpet av seks vanlige dager ikke var mulig. Disse som bekjenner en gudstro hvor de i utgangspunktet begrenser Guds allmakt når de hevder at verdens og livets tilblivelse med nødvendighet krevde milliarder av år.

Og som er freidige nok til å kalle sitt syn for skapelsestro, endog den eneste legitime sådanne. Dette synet skygger for skapelsen, faktisk vel så mye som troen på bokstavelige skapelsesdager. Dette synet er dessuten farlig fordi det bærer i seg en glideskala over i den bokstavtro darwinisme.

Vi ser altså at visse ung-jord-kreasjonister og visse gammel-jord-kreasjonister gjør hverandre til hovedmotstandere. For alle ateister, humanetikere og darwinister må denne typen debatt komme som en gave fra oven. Her kommer de ut som profitører av en debatt hvor de ikke trenger å løfte en finger. Resultatet av at ung-jord-kreasjonister og gammel-jord-kreasjonister nøytrali25

serer hverandre er jo at evolusjonismens jerngrep over norsk samfunnsliv befestes.

Et jerngrep som har vart i alle fall i 50 år.

Dilemmaet er at både ung-jord-kreasjonistene og gammel-jord-kreasjonistene har gode enkeltargumenter når de argumenterer mot hverandre. Men totalbildet blir feil.

Situasjonen ligner på dåpsdebatten, hvor de to sider også besitter gode enkeltargumenter. Tenk om kristne av ulike konfesjoner brukte all sin energi på å bekjempe det dåpssyn de selv ikke deler? Ville det fremme hovedsaken - evangeliet? Neppe, og det innser de fleste i dag. Hvorfor er det da så mange - i begge leire - som synes å tro at skapelsens sak fremmes utelukkende av det syn de selv har på skapelsesdagene?

Jeg forstår - og deler - frustrasjonen over at Norges akademiske teologer har oppgitt skapelsen som grunnlag for troen. Slik sett er engasjementet for skapelsesdagene høyst legitimt. Men i iveren for å gjenreise respekten for første trosartikkel bør man vokte seg for å skyte på dem som står nærmest.

Gammel-jord-kreasjonister flest er ikke den

Darwin-befengte teologiens forlengede arm. De er faktisk skapelsestroens forsvarere.

Debatten rundt skapelsesdagene i den kristne dagspressen har for meg vært en øyeåpner. Til å forstå hvorfor den organiserte skapelsesbevegelsen i Norge møtes av motstand på ulike hold. I syv år har jeg vært leder for Origo, Norges eneste skapelsesforening. Hittil har vi drevet stangfiske, og vervet ett og ett medlem av gangen. Dersom dette engasjementet vi nå ser for skapelsesdagene lot seg kanalisere inn i Origo, ville vi kunne få over tusen støttespillere istedenfor noen hundre. Vi kunne bli store nok til å utvikle profesjonell ledelse og markedsføring. Vi kunne bli satt i stand til å være permanent tilstede i offentligheten og i skoleverket. Og dette ville alle skapelsestroende være tjent med uansett syn på skapelsesdagene. Er det noe darwinistene frykter, så er det ikke de meningssterke solospill for skapelsen, men den profesjonelt organiserte evolusjonskritikk.

Hieronymus Bosch: "Skapelsen" (Fra "Illustrert Bibelleksion": Skapelse)

26

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Geologiske tegn på en ung jord I 1999 udkom bogen Creationism revisited a new look at the case for creationism af dr. Colin Mitchell. Forfatteren, der har universitetsgrader fra Oxford og Harvard universiteter og en PhD fra Cambridge universitet, har forelæst i fysisk geografi ved Reading universitet i England i mange år. Han er en af Englands frontkæmpere for skabelsestro.

Den følgende artikel er en bearbejdning af en del af hans bog.

Geologien var den første videnskabsgren, der adopterede uniformitetsteorien, der først blev udformet af Lyell i 1830. Ideen bag er, at jorden er meget gammel, og at landskabet uafladeligt er blevet modificeret af de samme processer, der virker i dag og med tilnærmelsesvis samme hastighed som i dag. Uniformitetsteorien er blevet formuleret kort således: Nutiden er nøglen til fortiden . Der er gået så lange tidsperioder, at landskabet er blevet fuldstændig omdannet fra dets oprindelige tilstand. Denne omdannelsesproces har mener man ledsaget evolutionsprocessen fra en enkel begyndelse for 3-4 mia. år siden til det, vi kender i dag. Uniformitetsteorien er klart i strid med skabelsesmodellen, der som udgangspunkt har en relativt ung jord, hvis landskabelige omdannelser primært skyldes en verdensomspændende oversvømmelseskatastrofe. I mange år har forskere næsten enstemmigt talt om tegn på en meget gammel jord. Vi skal her se på nogle områder, der tyder på en noget yngre jord, end geologien i dag har som udgangspunkt.

Vulkansk aktivitet Den samlede mængde lava, der kommer fra verdens vulkaner, svarer i gennemsnit til 0.8 km3 pr år. Med denne hastighed ville

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

vulkanerne have udspyet kontinenternes samlede volumen på 3 mia. år. Den samlede mængde vulkansk materiale på jordens overflade er kun en brøkdel af dette, idet den kunne være udspyet på ca. 500 mill. år.

Faktisk har mængden været atypisk lav siden 1500-tallet, så tidsperioden er i virkeligheden kortere. Det indikerer, at jordens alder må være betydelig lavere end de 4-5 mia. år, geologer påstår.

Vulkaner udspyr også store mængder vanddamp, i vor tid svarer det til 4.2 km3, der årligt tilføres oceanerne på denne vis.

Oceanerne indeholder 1.312 mill. km3, som med vulkanernes nuværende aktivitet ville have været udspyet på 312 mill. år alene fra vulkanerne. Selv om vi antager, at tabet af vand til atmosfæren er 50%, passer denne tidsberegning meget dårligt med den antagede alder for jorden.

Oceanernes saltindhold I forhold til den antagede høje alder for jorden indeholder oceanerne alt for lidt salt i dag. En lang række forskere har regnet på jordens alder ud fra havenes saltindhold, og de er kommet frem til aldre mellem få tusinde til 500 mill. år. En gennemsnitlig beregning viser, at havvand indeholder 10.800 ppm natrium og 19.600 ppm klorid.

Oceanerne tilføres til stadighed salt fra floder. Hvis man tager udgangspunkt i den årligt tilførte mængde, sammenlignet med den mængde, der er til stede i verdenshavene, så kommer man frem til nogle få millioner år og altså væsentlig lavere alder, end geologer normalt arbejder med.

Det normale evolutionære svar på dette er at hævde, at havvands lave saltindhold skyldes en konstant fjernelse af salt, der indgår i en cyklus. Men dette kan ikke forklare den enorme mængde, der i givet fald 27

ville skulle indgå i en cyklus. Et salttab kan ikke blot skyldes udfældning, da havvandet ikke er mættet med salt. Hvis man arbejder med en alder på 4.5 mia. år, er det nødvendigt at antage, at 99% af alt salt fjernes fra havvandet og indgår i dannelse af sedimenter mv. Selv om der klart er en vis omdannelse, er det slet ikke i de nødvendige mængder. Med andre ord er dette en klar indikation for, at jorden er meget yngre end normalt antaget.

Hurtig dannelse af overfladesedimenter Erosion, transport og aflejring af sedimenter afhænger af vind og vejr. Disse kræfter kan være ekstremt destruktive ved orkaner og kraftige regnskyl, især i troperne. De kan forårsage ændringer i landskaber på få timer, ændringer, der normalt ville tage årtier eller århundreder. 48 timers regn i Bijou Creek i Colorado bevirkede for eksempel 4 meters aflejringer på to dage. Den nye ø Surtsey ved Island blev dannet ved et vulkanudbrud fra november 1963 til juni 1967. Inden for få måneder var der dannet sandstrande, klipper og kanaler. Øen er nu bevokset og giver indtryk af en langt højere alder end den faktiske.

Geologer ser i dag i stadig større udstrækning den normale aflejringsproces som værende en kombination af rolige perioder og mere voldsomme perioder, hvor større aflejringer sker. En førende forsker har udtalt at den generelle accept af Lyells uniformitetsteori nok mere skyldes populariteten i Darwins evolutionsteori ved naturlig selektion end faktiske geologiske observationer (Ager, 1993).

Mængden af havaflejringer En sammenligning af mængden af nutidige havbundssedimenter med den beregnede akkumulationshastighed viser, at processen må have været meget kortere i tid end den formodede alder for jorden. Den følgende analyse hviler på data fra Nevins (1990).

Den gennemsnitlige tykkelse af havaflejringer ligger omkring 900 m. Verdenshavenes areal er i alt 361 mill. km2, svarende til 325 mill. km3 sedimenter. Kontinenterne 28

antages at have et volumen på knap 127 mill. km3 over havets vandstand, svarende til en vægt på 291 mill. bill. tons. Hvis de blev eroderet ned til havoverfladen og aflejret på havbunden, ville denne masse svare til 40% af de sedimenter, der er der i dag.

Med andre ord ville det kræve to en halv gange kontinenternes nuværende masse at danne havbundens sedimenter.

Det er beregnet, at floderne hvert år fører knap 20 bill. tons sedimenter ud i havene. Med diverse andre kilder til aflejringer regnes i alt knap 27 bill. tons at blive tilført havbunden årligt. Hvis man beregner den samlede mængde i forhold til den årlig tilførte mængde, kommer man til en alder for sedimenterne på i alt 11 mill. år. Med evolutionsteoriens antagelse om en alder for kontinenterne på 1 bill. år kommer man frem til, at kontinenterne er blevet eroderet ned til havoverfladen mindst 90 gange. Dette er langt mere end geologerne mener, idet de fleste regner med kun 4 erosionscykler, og ingen af disse har medført komplet nederodering til havoverfladen.

Ormegange En interessant indikation for hurtig aflejring finder man i det nordvestlige Skotland.

Her er kambrisk sandsten i op til 200 meters tykkelse, opdelt i 2 dele, hvoraf den øverste del er max. 63 meter tyk. Denne del er gennemhullet af op til 7.000 huller pr m2, boret af fossilet Scolithos sp. Gangene er vertikale og uafbrudte gennem samtlige 63 meter sandstenslag. Der findes ikke efterladenskaber fra ormegangene andet end øverst på laget. Den eneste sandsynlige følgeslutning af dette er, at ormene har gravet og gravet uafbrudt i en periode med hurtig sedimentering, for at undgå at blive begravet. Nutidige marine orme kan bore op til 20 cm på 3 minutter, svarende til 16 timer for 63 meter. Med andre ord, disse sandstensaflejringer kan meget vel være blevet dannet ekstremt hurtigt og ikke som geologer antager i løbet af millioner af år.

Jordens magnetfelt To franske forskere har målt magnetiseringen i jern i mursten fra 200, 1463 og 1933.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Resultaterne af dette indikerer, at jordens magnetfelt siden 1463 er reduceret med 18% og siden 200 er reduceret med 35%.

Reduktionen i jordens magnetfelt bekræftes af andre målinger, bl.a. satellitobservationer. Hvis man også for denne omstændighed antager, at nutiden er nøglen til fortiden , og regner tilbage i tiden, må man nødvendigvis komme frem til, at jorden ikke er ret gammel. Et magnetfelt, der er mange gange stærkere end i dag, ville betyde, at jorden ville have kunnet sammenlignes med en magnetisk stjerne, med sammenbrud for solsystemet til følge. Selv om man antager, at der har været fluktuationer, er der ikke nogen tilfredsstillende forklaring på dette fænomen. Man er forholdsvis sikker på, at polerne har byttet plads, måske endda flere gange, men detaljerne i dette har vi endnu ikke forståelse for. I alle tilfælde støder vi ind i problemer, hvis ændringer i jordens magnetfelt forsøges forklaret i forhold til en formodet høj alder for jorden.

Afslutning Som det vil fremgå af de eksempler, der er

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

taget frem i denne artikel, er det på ingen måde irrelevant at diskutere jordens alder.

Selv om nogle metoder, bl.a. radiometriske dateringsmetoder, umiddelbart tyder på en meget høj alder for jorden, er der adskillige forhold, der tyder på det modsatte. I Dr. Mitchells bog diskuteres en række af disse forhold, bl.a. de nævnte, og hans konklusion er, at der er en lang række argumenter for, at jordens alder er relativt lav, hvilket generelt forventes af skabelsesmodellens tilhængere.

Bearbejdet af Holger Daugaard efter Colin Mitchell Referencer: Ager, D. 1993. The nature of the stratigraphical record. Third edition, John Wiley & Sons, Chichester.

Nevins, S.E. 1990. The Ocean says No! to evolution. Creation Science Movement Pamphlet 221, 50 Brecon Avenue, Cosham, Portsmouth PO6 2AW, England.

29

Sannferdige intervjuer II Av Peder A. Tyvand Intervju med Ingolf Kanestrøm, professor ved Institutt for geofysikk, Universitetet i Oslo.

Dette er en serie intervjuer som kommer med ujevne mellomrom. Vi har tenkt å intervjue folk med tung akademisk yrkeserfaring og sterk interesse for problematikken tro og viten. Intervjuene er sannferdige i den forstand at intervjuobjektet står inne for hvert ord slik det kommer på trykk.

Tyvand (T): Dette er en spesiell anledning siden du, Ingolf Kanestrøm, nettopp har fylt 70 år. Nærmere bestemt 16. mai 2003.

Gratulerer med dagen! Du er sprek, men nå må du vel bli pensjonist enten du vil eller ei?

Kanestrøm (K): Jeg må ikke slutte å jobbe!

T: Så det har du tenkt å fortsette med?

K: Ja, i den grad jeg får lov av kona!

T: Fortell litt om deg selv som fagperson.

K: Jeg er utdannet kjernefysiker. Jeg har hovedfag i teoretisk kjernefysikk fra Universitetet i Oslo 1963. Jeg hadde deretter to års stipend ved Niels Bohr Instituttet i København 1963-65. Tok doktorgrad ved Universitetet i Oslo i teoretisk kjernefysikk.

Hadde diverse stillinger ved Fysisk institutt 1962-70. Fra 1970 har jeg vært førsteamanuensis og professor ved Institutt for geofysikk. Jeg er nå professor emeritus. Foruten faget har jeg vært opptatt av forholdet mellom naturvitenskap og religion. Jeg har skrevet noe om det i tidsskriftet Fast Grunn og i Origo.

30

T Du har vært profesjonell akademiker hele ditt yrkesaktive liv?

K: Ja, etter at jeg begynte på den veien.

Men før det var jeg lagerarbeider ved en konfeksjonsfabrikk og ekspeditør i en jernvareforretning T: Du har påtatt deg mye administrasjon og tillitsverv?

K: Jeg har bl.a. vært instituttbestyrer, prodekanus og dekanus ved Matematisknaturvitenskapelig fakultet ved Universitetet i Oslo. Dessuten har jeg hatt en rekke komité- og utredningsarbeider på fakultetsog kollegienivå, og jeg har vært engasjert i utbygging av EDB-ressurser på nasjonalt nivå. Det kan og nevnes at jeg har vært formann i Oslo Geofysikeres Forening og i Norsk Geofysisk Forening.

På fritiden har jeg vært engasjert i Norsk Luthersk Misjonssamband (NLM). Bl.a. har jeg vært formann i Oslo Fellesforening av NLM og medlem av bl.a. styret for Fjellhaug Skoler. Dessuten har jeg vært med i styret for Norsk Pro Vita.

T: Du har hatt mye med biologene å gjøre som valgt leder for deres fakultet. Har det vært noe problem for deg, som profilert misjonsmann?

K: Nei, det har ikke vært noe problem i de sammenhengene jeg har hatt med dem å gjøre.

T: Hva er ditt inntrykk av universitetsbiologene i Oslo?

K: De er jo dogmatiske evolusjonister!

Jeg har savnet teologene i evolusjonsdebatten. Siden biologene i Oslo har vært dogmatiske evolusjonister, har de kanskje tatt motet fra teologene. I USA er det et helt annet klima mye åpnere.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

T: Men da har evolusjonistene i Norge lykkes med å kneble teologene?

K: Ja, de har kneblet teologene, og etter min mening har de nærmest lagt lokk på all diskusjon om utviklingslærens gyldighet som vitenskapelig teori.

T: Hva er ditt syn på kreasjonisme som vitenskap?

K: Kreasjonisme er ikke vitenskap. Vi kan ikke bevise eller motbevise vitenskapelig at Gud har skapt Universet og det som er der. Problemet i USA har vært at utviklingslæren har hatt fritt spillerom i den amerikanske skolen. Dermed har det vært nødvendig for kreasjonismen å kalle seg for vitenskap for å kunne komme inn i den amerikanske skolen. Det har vært den eneste muligheten på grunn av skillet mellom kirke og stat i den amerikanske grunnloven.

T: Du er oppgitt over norske teologer?

K: Deler av norsk teologi må man jo riste på hodet av. Ta for eksempel professor Jan-Olav Henriksen ved Menighetsfakultetet. Deler av det han driver med, er etter min mening bare synsing. Han tar ikke fram Skriften. Hans omkved er: Jeg synes, jeg mener. Uten noe grunnlag, verken i Skriften eller i vitenskapen.

T: Jeg vil gjerne snakke litt med deg om Origo. Du deler vårt anliggende til en viss grad?

K: Ja, det må jeg vel gjøre. Men hittil har jeg hatt så mye annet, så jeg har ikke fått gitt Origo så mye oppmerksomhet.

T: Heretter kan vi altså regne med deg i større grad i Origo?

K: Ja, det kan du sikkert si.

T: Vi har tidligere trykt to artikler av deg.

Du avviser evolusjonsteorien?

K: Jeg avviser at så kompliserte systemer som levende organismer kan bygges ved tilfeldighet. Det skyldes at slike systemer må være komplette for i det hele tatt å virke. Det er helt klart at det er skjedd en mikroevolusjon, forandring innenfor arten.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

Men vi må skille skarpt mellom mikroevolusjon og makroevolusjon, dannelse av nye arter.

Når fikk mennesket sjel? Hvis vi bare følger etter sjimpansen, blir det umulig å svare på. Dessuten har evolusjonsteorien ingen forklaring på hvordan livet oppstod fra dødt materiale.

Enda et uløselig problem er hvorfor vi fikk kjønnet formering med to ulike enkjønnede organismer. Tokjønnede organismer måtte da være mye mer effektivt i følge evolusjonsteorien. Altså at hvert individ er både hann og hunn, slik som for de fleste blomsterplanter.

T: Det finnes ulike forsøk på å redde kristentroen i møte med en ateistisk type vitenskap. Hva sier du om professor Jens Gabriel Hauge (Norges Veterinærhøgskole), som sier at det å avvise evolusjonen skaper falske anstøt for kristentroen?

K: Hauge har faktisk skrevet at man må slutte å forkynne underberetningene i Bibelen. Hvis det ikke er sant at Lasarus stod opp fra de døde, da stod vel ikke Jesus heller opp? Hva er da igjen av kristendommen?

T: Til slutt vil jeg be deg utfordre en akademisk kollega om å stille opp som intervjuobjekt i Origo.

K: Da utfordrer jeg professor Eivind Osnes, Fysisk institutt, Universitetet i Oslo.

31

Universets og Jordas alder Av Ingolf Kanestrøm professor, Oslo Naturvitenskapen antar nå at Universets og Jordas alder er henholdsvis 13,7 og 4,5 milliarder år. Dette er en mye høyere alder (ca.

6 000 år) enn det ung jord tilhengerne har antatt. Derfor har de i mange sammenhenger sådd tvil om de metodene som naturvitenskapen har benyttet. I denne kronikken skal vi se litt nærmere på dette problemkomplekset.

Først kan det være nyttig å se litt på naturvitenskapens gyldighetsområde og de metoder som benyttes. Naturvitenskapen er i prinsippet henvist til å avdekke og registrere naturlige fenomen. Ut fra observasjoner kan man avlede lovmessigheter som kan benyttes til å forutsi mulige hendelser før de oppdages. Ut fra studier kan forskerne etablere hypoteser som sammen med generelle prinsipper gir en best mulig forklaring på observerte fenomen. Hypotesene som gjerne kalles teorier, må testes mot nye observasjoner. Dess flere prognoser som avledes og som er i samsvar med observasjoner, dess mer sannsynlig er det at teorien er funksjonell (riktig).

Universets alder Tidligere antok man at Universet var stasjonært, at det var uforanderlig. Men i 1929 påviste den amerikanske astronomen Edwin Hubble at Universet stadig utvidet seg.

Dette er senere blitt bekreftet av observasjoner fra teleskop på bakken og fra romstasjoner. Ut fra slike observasjoner har man laget modeller for hvordan universet utvikles, Big Bang modellen. Ved hjelp av modellen og observasjoner er Universets alder beregnet til 13,7 milliarder år.

Dette er i strid med antagelsen om at Universet ble skapt for 6000 år siden. Andro32

meda er den ytre spiralgalaksen som er nærmes jorda. Den ligger ca. 2 millioner lysår borte. Det betyr at det lyset fra galaksen vi observerer i dag, forlot galaksen for 2 millioner år siden. Noen har forsøkt å forklare dette ved at Gud kunne skape universet med galakser som hadde en lysstråle som nesten rakk ned til jorda. Dette er ikke annet enn en spekulasjon.

Et annet forsøk på å forklare avstanden mellom dagens naturvitenskap og ung jord er å anta at lyshastigheten tidligere har vært enormt mye større (opptil 500 milliarder ganger større) en dagens verdi. Dette blir etter min mening bare en påstand.

Jeg kan ikke se at det finnes noe vitenskapelig belegg for en slik antagelse, men antagelsen ville, om den var sann, ha drastiske konsekvenser. Lysets hastighet c i vakuum er antatt å være en naturkonstant. En av Einsteins fundamentale ligninger er E=mc2, dvs. at en masse m er ekvivalent med en energimengde E. Blant annet er dette en ligning som bl.a. benyttes i beregning av kjerneenergi. Skulle lyshastigheten ha vært elleve størrelsesordener større enn nå, måtte materien inneholde enormt mye mer energi. Energien på sola produseres ved kjernefysiske reaksjoner. Skulle lyshastigheten vært så enorm stor som her antydet, ville energiproduksjonen på sola ha vært 22 størrelsesordener større enn i dag. Det ville naturligvis hatt katastrofale konsekvenser angående temperaturen også på jorda.

Jordas alder Tidligere ble jordas alder forsøkt bestemt ut fra kvalitative metoder som utfelling av sedimenter, salt i sjøer og fossiler. Under gunstige forhold kan disse metodene gi en relativ alder med en nøyaktighet på 250000 år. Radioaktiv datering kan gi en god absolutt datering. Radioaktiv nedbryting av atoORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

mer er en rent statistisk prosess som er uavhengig av atomene omkring, eller den fysiske og kjemiske tilstand. Det betyr at ethvert atom av et gitt grunnstoff har samme sannsynlighet per tidsenhet for å sende ut partikler og gå over til et lettere atom, datteratomet. Denne sannsynligheten kalles nedbrytningskonstanten l. Tiden som går med før antallet av de radioaktive atomene i en gitt mengde stoff er halvert, kalles halveringstiden. Halveringstiden varierer fra stoff til stoff. Ved å bestemme forholdet mellom antall radioaktive atomer og deres datteratomer i en prøve, kan man bestemme prøvens alder når l er kjent. Det radioaktive grunnstoffet som brukes til datering av et materiale, bør ha en halveringstid av samme størrelsesorden som materialets alder. Da vil forholdet mellom de opprinnelige antall radioaktive atomer og datteratomene være ca. en. Er halveringstiden mye lengre, vil forholdet være svært stort.

Er halveringstiden betydelig kortere, vil forholdstallet bli svært lite. I begge tilfellene er metoden dårlig egnet til aldersbestemmelse.

Karbon-14 har en halveringstid på 5730 år, og er derfor godt egnet til å datere arkeologiske funn. Noen tror at karbon 14 også er benyttet til å bestemme jordas alder, og har kritisert geologene for å bruke denne metoden. Hadde dette vært tilfelle, hadde kritikken vært berettiget. Men det er ikke tilfelle.

Uran-238 har bly-206 som datteratom med en halveringstid på ca. 4,5 milliarder år. Denne reaksjonskjeden skulle derfor være egnet til å fastslå jordas alder. Med denne metoden er bergarter på Grønnland aldersbestemt til 3,45 milliarder år. I Australia har man funnet bergarter som er datert til 4,1 4,3 milliarder år. Dette er rimelig gode dateringer, men en kan stille spørsmål om disse bergartene svarer til alderen på jorda som et hele. For å sjekke dette har man studert materiale fra meteorittnedslag. En antar da at meteorittene er dannet av samme materie som vår planet.

Ved å studer den radioaktive isotopen bly207 i meteorittnedslag, finner man at alderen er 4,55 4,57 milliarder år, dvs. bare ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

litt høyere enn alderen på bergarter i Australia. Av dette kan vi slutte at universets alder er mye høyere en jordas. Dette viser bl.a. at dersom vi sammenholder naturvitenskapelige data med skapelsesberetningen i Bibelen, kan vi ikke tolke skapelsesdagene som dager med 24 timer, men som perioder. Dette samsvarer med det Jon Kvalbein flere ganger har påpekt i Dagen.

Litt om noen naturkonstanter Et mål på styrken av elektromagnetismen er gitt ved den såkalte finstruktur-konstanten som er nær en dividert med 137. Denne konstanten er vesentlig. Hadde verdien bare vært litt høyere eller lavere, ville vi ikke hatt liv på jorda. Finstruktur-konstanten er omvendt proporsjonal med lyshastigheten.

Derfor ville en så høy lyshastighet som antydet ovenfor, vært i strid med at vi har liv på jorda.

Gravitasjonskraften må være så stor at den får stjerner og galakser til å kondensere (gå sammen til fast stoff), men den må ikke være så sterk at den tvinger universet til å klappe sammen. Videre må det være en balanse mellom gravitasjonskraften og elektromagnetiske krefter. Det er denne følsomme balansen som bl.a. styrer energiproduksjonen i sola. Dersom de elektromagnetiske kreftene hadde vært litt sterkere i forhold til gravitasjonen, ville alle stjernene være røde og for kalde til at livet kunne opprettholdes. Hadde de elektromagnetiske kreftene vært litt svakere, ville alle stjernene være blå og intenst varme, og deres levetid ville være kort.

Kort oppsummering Naturvitenskapen viser av jordas alder er ca. 4,5 milliarder år. Dette viser at å tolke begrepet dager i Bibelens skaperberetning som seks dager med 24 timer kommer i konflikt med dagens kunnskap. Derimot kan ikke naturvitenskapen motbevise at det har skjedd en skaperakt. Snarere tvert i mot, de mange fine samspill i naturer viser at det må være en plan som ligger bak. Vi kan med stor frimodighet slutte oss til den første trosartikkel om troen på en Gud som himmelens og jordens skaper.

33

Oprindelses-spørgsmålet 1. Nogle mener, at oprindelsesspørgsmålet ikke kan løses.

2. Andre mener, at spørgsmålet kun er af akademisk interesse og i øvrigt ikke vigtigt.

3. En del mener, at spørgsmålet er vigtigt, men at kun videnskabsmænd, filosoffer og teologer kan deltage i debatten.

Jeg mener imidlertid, at spørgsmålet er vigtigt for alle mennesker, og at alle kan og bør udforske det, og danne sig en mening og deltage i debatten.

Om oprindelses-spørgsmål og livssyn Den verdensberømte russiske biokemiker Oparin skriver : Jo dybere det menneskelige sind trænger i livets mysterier, desto større muligheder er der for et sundt, frugtbart og lykkeligt menneskeliv. Han skriver også: Svaret på livets oprindelse er afgørende for ens forståelse af livet, dets mening, formål og indhold.

Psykiateren Eisenberg siger: Planeternes bevægelser er sublimt uvigtige for vor Jords astronomi, men menneskets adfærd er ikke uafhængigt af de teorier, vi har om menneskets adfærd.

Og både skabelsesteorien og udviklingslæren er jo teorier om menneskets adfærd og påvirker os derfor meget.

Den kendte pædagog John Dewey skrev om Darwins bog: Arternes oprindelse introducerede en tænkemåde der var bestemt til at ændre vor tænkning og dermed behandlingen af moral, politik og religion.

John Dewey var, sammen med biologen Thomas Huxley og filosofferne Karl Marx og Herbert Spencer, hovedkræfterne bag darwinismens angreb på Bibelen og den sande kristendom.

Her følger en tænkt diskussion mellem en kristen student (S) og en gruppe almin34

delige, ikke kristne studenter (Gr), der diskuterer spørgsmålet Hvorfor synes mennesket altid at være i krig? : Gr. Det er menneskets natur!

S. Hvorfor det?

Gr. Krig er simpelt hen en del af den sociale udvikling. Vi ser jo også kampen for tilværelsen i dyreriget. Krig er den måde, som Jordens befolkning holdes i ave, og de svage samfund giver plads for de stærke.

Derfor tjener krig i det lange løb menneskehedens vel.

S. Er det ikke umenneskeligt? Er det ikke forkert at dræbe andre mennesker? Jeg ønsker virkelig ikke at være en af dem, der skal ofres for at tjene menneskehedens vel!

Gr. Hvem skal bestemme, hvad der er godt og ondt? Vort primære ansvar er over for os selv, og hvad vi føler er godt i situationen.

Ja, vi vil gøre, som det passer os! Dyr kæmper for tilværelsen og gør, som de ønsker. Hvorfor skulle vi så ikke også gøre det?

S. Hvad har dyrene med os at gøre?

Gr. Dyrene er vore slægtninge, som enhver jo ved. De er her som et resultat af blinde, formålsløse kræfter, og det er vi også. Hvem skal afgøre, hvad der er godt og ondt for os? Tilfældighed? Naturlovene?

Nonsens! Føj for den religiøse moral!

Diskussionen kunne fortsætte, men bemærk følgende: 1. Forståelsen af et meget alvorligt problem, som møder mennesket, krig, er tæt knyttet til ens overbevisning, som atter er tæt knyttet til ens standpunkt angående oprindelsen.

2. Ens holdning mod krig er kun så kor-

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

rekt som sandheden af ens standpunkt vedrørende oprindelsen.

3. Og vigtigst af alt: løsningen af livets problemer (krig er et af dem) vil sandsynligvis afhænge af, om vi har de rette tanker om oprindelsen.

De problemer som mennesket møder i dag: sociale, politiske, racemæssige og økologiske problemer, er et direkte resultat af menneskets adfærd.

Kort fortalt: Holdning i oprindelsesspørgsmålet medfører livssyn (menneskeog natursyn), som igen medfører handling i livet.

Artiklen er oversat og lettere bearbejdet af Bent Vogel efter R.L.Wysong : The Creation-Evolution Controversy , Inquiry Press, 1976. siderne 1-16.

ORIGO særnumre

Nr. 74: Udvikling eller skabelse - to modeller af Holger Daugaard (36 sider) Nr. 79: Nedstammer mennesket fra Adam? af Reinhard Junker (40 sider) Nr. 84: Grundtyper af Reinhard Junker og Siegfried Scherer (36 sider) 30 kr pr stk. kan købes på internetadressen www.skabelse.dk eller på tlf. 86 167 185 (Henrik Friis)

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

35

Hvordan det?

Af Bent Vogel Mit syn på nogle spørgsmål til 1. Mosebog kapitel 1-11 og årene før/under/efter syndfloden.

?

1. Har Gud skabt med alder? Hvor gammel var Adam? Kunne Gud så ikke også have skabt fossiler?

a. Alt var såre godt i skabelsen (1.Mos. 1.31, gl.oversættelse). Alt var funktionsdygtigt lige fra skabelsesøjeblikket (himmel, jord, planter, dyr, mennesker), dvs. Adam virkede fra starten som om han var 20-30 år gammel. b. Gud har muligvis skabt lysstrålerne færdige med indbyggede himmelbegivenheder , som en slags lysbilledapparat. Lyset skulle således ikke behøve milliarder af år om at nå os. Men Gud har fortalt os om Universets alder og det er således ikke svindel og bluf. c. Fossilerne derimod er ikke skabt af Gud i skabelsesugen, hvor alt var fuldkomment godt. Fossilerne taler om katastrofer og død. Fossilerne er tegn på Guds straf over menneskeheden ved syndfloden og andre katastrofer, som foregik efter syndefaldet, altså efter skabelsen.

?

2. Var der fisk og fugle i Noahs ark ?

a. Gud gav Noah til opgave at opretholde ALLE plante- og dyrearter samt menneskeslægten. b. De fugle der kunne flyve i dagevis fik en landingsplads på arkens tag. c. Fiskene har nok kunnet klare sig i havet, som muligvis ikke var så saltholdigt i det år, syndfloden varede, men først i løbet

36

af årene efter. 1.Mos. kapitel 6 og 7 taler om, at dyrene gik ind i arken, og at Noah skulle sørge for, at også fuglene kom med, men der tales ikke om, at nogle fisk skulle medbringes i store akvarier.

?

3. Døde dinosaurerne i syndfloden?

?

4. Var ALLE arter repræsenteret i arken, eller har de udviklet sig?

a. ALLE dyrearterne, altså også alle dinosaurarterne, havøgler og flyveøgler skulle overleve syndfloden. b. Dinosaurerne (landdyrene) har sikkert været med i arken som ungdyr, som er temmelig små. De relativt få arter af flyveøgler har sikkert ligesom fuglene kunnet lande på arkens tag. Havøglerne har sikkert kunnet overleve i havet. c. Flyveøglerne er sikkert uddøde efter syndfloden, formodentlig i oldtiden, mens der er mange tegn på, at dinosaurer og havøgler lever den dag i dag, f.eks. er krokodiller og varaner en slags dinosaurer og der er også vidnesbyrd om dinosaurlignende dyr i det indre Afrika. Desuden er der mange vidnesbyrd om havøgler (se Origo 3. årg. nr. 4. (februar 1986)).

a. Ifølge 1.Mos. kapitel 1 skabte Gud enhver slags (BARA-MIJN) af planter og dyr til at dække HELE Jorden. b. Der foregår til stadighed en mikroevolution dvs. naturlig udvælgelse, genetisk variation bl.a. ved overkrydsning af kromosomer, også mutationer = strålingsbestemte eller kemisk bestemte ændringer af arveanlæggene. c. ALLE slags var repræsenteret i arken, f.eks. planter som eg, bøg, gran, taks og tuja og dyr som fugleedderkop, løve, giraf og

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

elefant. Formodentlig var alle dyrene med i arken som unge livskraftige og knapt kønsmodne eksemplarer, så de først fik afkom umiddelbart efter syndfloden. Der var desuden rimelig god plads til dem, da de ikke var så store. d. Også bakterier og vira samt snylteplanter var med i arken, da vi befinder os efter syndefaldets ulykkelige begivenhed. e. Hvad er da en slags (BARA-MIJN)?

F.eks. ved man, at hunde, ræve og ulve til en vis grad kan parre sig. Man kan tænke sig, at de udspringer af en CANIS-slags, hvorimod hunde og katte ikke har noget slægtskab, men er hver sin slags.

?

5. Hvis hele Verden var under vand, hvordan kunne planterne så producere livgivende ilt?

Alle slags planter overlevede syndfloden.

De er sikkert blevet bevaret dels som frugter og frø, dels som små planter, alle med i arken. Muligvis bevaredes nogle få planter også ved at flyde på havoverfladen.

Problemet med ilt: a. Der var relativt få dyr og mennesker i arken (og der var ikke andre). b. Noah og hans familie har formodentlig haft deres egen iltfabrik med i form af en del planter på arkens dæk, hvor de kunne få tilstrækkeligt med sollys.

?

6. Skete der klima-forandringer i forbindelse med syndfloden?

a. Før syndfloden havde hele Jorden et mildt, behageligt subtropisk/tropisk klima, bl.a. findes der store kullag fra alle verdensdele, der stammer fra (sub-)tropisk plantevækst, også på Grønland og på Antarktis. b. På grund af en stribe samtidige jordskælv og vulkanudbrud mm. (i tusindvis

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

formoder jeg) brast urdybet, og dets vande oversvømmede hele Jorden, indtil vandene dækkede det højeste bjerg, nemlig Mount Ararat. Der kom også en hel del vand fra himlen i begyndelsen af syndfloden, nemlig fra vanddampkappen (1.Mos.1,6-8), der brast sammen pga. kondensation vha. støv og vandpartikler fra de voldsomme vulkanudbrud mm. At Ararat faktisk var Verdens højeste bjerg under syndfloden, er der noget, der tyder på: Der er nemlig tegn på, at Ararat en gang var meget højere og er kollapset siden. Det var et aktivt vulkanområde, og man kan stadig se den såkaldte pudelava , der tyder på, at vulkanen har været aktiv under havoverfladen og at Ararats top er presset op over havoverfladen i slutningen eller umiddelbart efter syndfloden (Mats Molen, Vårt Ursprung?, ny udgave, 2000, side 265).

?

7. Smeltede isen ved polerne og på Grønland? eller omvendt: Hvordan dannedes de 3 km tykke islag ved polerne samt gletcherne, som vi ser rundt omkring?

Da dele af vanddampkappen kondenserede pga. vand og støv i atmosfæren (vulkanisme mm.), skete der et brat temperaturfald. Hele Jordens drivhustag (vanddampkappen) forsvandt, og tilbage blev en atmosfære, der ligner den nuværende, med klimazoner. I slutningen af syndfloden og de følgende ca. 500 år var der istid i de nuværende polare og tempererede zoner, både på den sydlige og den nordlige halvkugle. Der var rigeligt vand fra syndfloden til at danne 3-4 km islag på Grønland og på Antarktis samt gletchere visse steder i Europa og Nordamerika.

37

Starlight and Time - en boganmeldelse Af Bent Vogel Dette er for mig en længe ventet bog: mine studier i Jordens og Universets alder har bragt mig nærmere og nærmere til ungt Univers- synspunktet, men jeg har aldrig fundet en god løsning på problemet: Universet er ca. 12 milliarder lysår stort; hvordan kan dette være foreneligt med et ungt Univers på ca. 5.000-10.000 år?

Der har i nyere tid været 4 forskellige løsningsforslag på dette problem (bogen, side 43-51): 1. Det modent skabte Univers (en teori som jeg tidligere har hældt til).

2. Moon-Spencer-teorien om et meget krumt Univers (1960-1980).

3. Henfaldet af lysets hastighed (Paul Steidl og Barry Setterfield, 1979).

4. Ophedning af galaktisk støv og gas.

(Akridge, Barnes og Slusher, 1981).

Desværre kan ingen af de 4 teorier på tilfredsstillende måde gøre rede for de 3 stor-skala kosmiske fænomener, som er opdaget i de sidste 100 år: a. Lyset fra fjerne galakser ca. 12 milliarder lysår borte. b. Galaktisk rødforskydning, voksende med afstanden. c. Den kosmiske mikrobølge baggrunds-stråling.

D. Russell Humphreys bringer i bogen en teori, hvid-huls-kosmologien, som forklarer disse 3 kosmiske fænomener samtidig med, at den er et alternativ til The Big Bang -teorien og også tager hensyn til Einsteins generelle relativitets-teori (side 2429) og også er i overensstemmelse med et meget ungt Univers (side 27).

Forskellen til The Big Bang -teorien er, at Humphreys teori opererer med et be-

38

grænset Univers i modsætning til Big Bang s ubegrænsede Univers (side 14-29).

Bogens populære del strækker sig kun over 31 sider (side 9-39), mens den har 3 store tillæg af mere teknisk karakter: A. side 43-51: Om de 4 tidligere skabelsesteorier.

B. side 53-82: En bibelsk basis for en skabelses-kosmologi.

C. side 83-133: Frem mod en ung Jordrelativistisk kosmologi.

D.R. Humphreys skriver bl.a. (side 51): Vi behøver flere og bedre skabelses-kosmologier. Jeg siger flere , fordi min egen teori måske har flere brist; men hvis vi får en variation af gode teorier at vælge imellem, så kunne vi meget bedre finde sandheden.

Hvilken god konklusion!!! Derfor: På med vanten, kære kristne astronomer!!!

D. Russell Humphreys (Ph.D.) Starlight and time , solving the puzzle of distant starlight in a young Universe.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

ORIGO Redaktion i Danmark Overlærer Knud Aa. Back, Ibsvej 27, 4440 Mørkøv.

Tlf. 5927 1864. E-mail: back@spongenberg.dk Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå.

Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Tranevej 21, 8721 Daugaard.

Tlf. 6618 4100. E-mail: hod@landscentret.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Datamatikerstuderende Bjarne Krak, Kollegiebakken 1, værelse 111-2, 2800 Kgs. Lyngby Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers.

Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Stud.scient. Kristian Bánkuti Østergaard, Harald Jensens Plads 9, 2. th., 8000 Århus C. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg.

Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær) Redaksjon i Norge Konsulent, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse.

E-post: runesp@statoil.com Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger.

E-post: wf@rf.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså.

E-post: ingvald.straume@c2i.net Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås.

E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø.

E-post: steinar@hitos.no Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø, Tlf. 7767 2948.

Danmark: Henrik Friis, Dybedalen 3, 10.th., 8210 Århus V, Tlf. 8616 7185.

ORIGOs Internet-adresse: www.skabelse.dk Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg Ansv. red. af dette nummer: Holger Daugaard. Ansv. red. af næste nummer: Peter Øhrstrøm © ORIGO. Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

ORIGO

NR.

85

OKTOBER

2003

39

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese.

ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm.

2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger.

3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin.

4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

40 ISSN 0109-6168

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger.

Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad.

ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt.

Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation.

ORIGO udkommer 5 gange om året.

Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis Dybedalen 3, 10.th., 8210 Århus V Tlf. 8616 7185 Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

ORIGO NR. 85 OKTOBER 2003 ORIGO NR. 85 OKTOBER 2003