Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 77, april 2002

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik Nr. 77 April 2002

Trækfuglenes præstationer Skabelse kontra evolution Udviklingstanken før Darwin Positive mutationer Status om kloning Ingen viden uden tro Kunstig intelligens og etik ORIGO NR. 77 APRIL 2002

1

Indhold Trækfuglenes præstationer Af Holger Daugaard

3

Skapelse kontra evolusjon Av Olav Wik

6

Evolusjonsteorien og skapelsen Av Trygve Gjedrem

8

"Det var Darwin som først hevdet ..." (2) Av Jostein Andreassen

10

Positive mutationer - de findes! Af Kristian Krul Østergaard

19

Status om kloning af menneskeligt liv Af Torben Riis

23

Ingen viden uden tro Af Peter Øhrstrøm

26

Kunstig intelligens og etik Af Lennart B. Jessen

32

Betaling for ORIGO 2002 i Danmark Har du husket at betale for den nye årgang af ORIGO? Hvis ikke, kan du gøre det ved at indbetale 150 kr. på vedlagte girokort. I forhold til tidligere er det enkelte nummer af bladet nu udvidet en del. Desuden vil der også i 2002 udkomme i alt 5 numre af bladet (mod tidligere 4 pr. år). Det nummer, som udkommer umiddelbart efter sommerferien, vil være specielt rettet mod gymnasieelever.

Vi vil fra redaktionens side benytte lejligheden til at takke alle, som benytter girokortet til også at give en gave til ORIGOs arbejde. Vi glæder os over de muligheder for ekstra-aktiviteter, som gaverne giver os mulighed for.

Red.

2

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Trækfuglenes præstationer - Et studie i udholdenhed A f Holger Daugaard Noget af det mest imponerende i dyreverdenen er uden tvivl trækfuglenes fabelagtige evne til at tilbagelægge store afstande. Indtil for få år siden betragtede man det som en meget stor præstation, når f.eks. stære kunne krydse Nordsøen i et stræk, en strækning på 500-800 km, der kræver mindst 10 timers uafbrudt flyvning. I dag regnes dette kun for småting i sammenligning med de senere års afsløringer af studier i andre verdensdele. Vi ved i dag, at der er fuglearter, der flyver uafbrudt i op til 4 døgn og således tilbagelægger afstande på op til 4.000 km. Således kan nævnes den amerikanske hjejle, der yngler i højarktisk Canada og holder til i Brasilien om vinteren. Man ved om dens trækvej, at den fra Canada begiver sig ud til Atlanterhavets kyst og herfra flyver ud over havet til Sydamerika, en strækning på omkring 4.500 km, der må tilbagelægges i et stræk, da den jo ikke kan gå ned på vandet for at hvile. Trækket strejfer lige akkurat Bermudaøerne, men som regel raster fuglen ikke her. Fra vinterkvarteret drager den nordpå om foråret ad en helt anden vej, nemlig direkte mod nord gennem det nordamerikanske kontinent. Dens årlige rute beskriver således en ellipse, en strækning på i alt 15.000 km - i sandhed en fantastisk præstation.

Brændstoffet Sådanne imponerende præstationer stiller naturligvis store krav til udholdenhed. Energien til trækket må nødvendigvis komme gennem den føde, fuglene indtager og forbrænder i deres krop. Umiddelbart inden fuglene drager af sted, indtager de derfor rigeligt med føde, så de opbygger et anseligt fedtdepot. Det er nemlig fedt,

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Figur 1. Den amerikanske hjejles trækveje.

der er det egentlige brændstof, og hertil er det yderst velegnet. Fedt afgiver ved nedbrydning dobbelt så mange kalorier som kulhydrat eller protein. Desuden har fedt den fordel, at det kan oplagres i kroppen uden brug af vand - i modsætning til eksempelvis kulhydrat. Det er derfor naturligt, at det netop er fedt, som er trækfuglenes energikilde.

Det er kun de færreste trækfuglearter, der tager turen mellem sommer- og vinterkvarter i et stræk. Imellem perioder med aktivt træk er der pauser, hvorunder fuglene hviler sig og opbygger et nyt fedtdepot. Dette har også vist sig at være den mest økonomiske måde at foretage trækket på. Beregninger har vist, at en fugl, der inden afrejsen opbygger et fedtdepot på halvdelen af sin kropsvægt og derefter trækker, lige til

3

den har opbrugt sit brændstof, totalt set bruger 40% mere energi end en fugl, der kun opbygger et depot svarende til 10% af sin kropsvægt og forbruger dette, inden et nyt depot opbygges.

Dette hænger naturligvis sammen med, at jo tungere fuglen er, des mere energi skal den forbrænde ved flyvning. De forhold, trækfuglene er oppe mod, svarer her ganske til de forhold, der gælder for nutidens luftfartstrafik.

Rubinstruben Et eksempel på, hvor effektivt fedt er som flybrændstof, kan passende være den nordamerikanske kolibriart rubinstruben, der yngler i det østlige Nord- Figur 2. Forårstrækket hos den amerikanske bestand af amerika. Med sine 4 gram kropsvægt er Lysbuget Knortegås. Yngleområdet er skygget og vinterden en af verdens allermindste fuglear- kvarterer (omkring Irland) er prikket. ter. Den overvintrer i Mellemamerika, og den når dertil via Den mexikanske Golf - en bilvrag, ruiner m.v. hvad som helst, der blot flyvetur på ca. 18 timer over vand, hvilket begiver nogen skygge. Også vejrforholdene kan tinger, at den flyver uden ophold. Inden den være problematiske. De fuglearter, der overvintrækker, har den opbygget et fedtdepot, der trer i Afrika og om foråret trækker nordpå, er svarer til halvdelen af dens kropsvægt, altså 2 for eksempel oftest udsat for at flyve i modgram. Disse 2 gram fedt er brændstof nok til en vind, da nordlige passatvinde er fremherskende flyvetur på 1.000 km over åbent hav - en impopå denne årstid. Der er ingen tvivl om, at utallinerende bedrift. ge fugle går til på disse udmarvende ture over Rubinstruben er kun et enkelt eksempel ud ørkenen eller havet. af flere hundrede. Nogle af vore hjemlige fuglearter udfører lignende præstationer. Arter som Trækhøjde sivsanger, havesanger og gulbug trækker således Det har vist sig, at fuglene sjældent trækker høom efteråret ned gennem Europa, ud over Midjere end 1.000 m over jordoverfladen, for smådelhavet og derefter tværs over Sahara for at slå fugle endog i reglen under 300 m. Højden afsig ned for Vinteren i Afrikas savanneområder. hænger af flere forhold, blandt andet vejrsituaHvem ville turde foretage en sådan risikabel rejtionen. Der er dog betydelige undtagelser til se med mindre end vore nutidige, store flyvedenne regel. Således kan nævnes, at trækkende maskiner? Og dog har disse små sangfugle foreflokke af knortegæs i Danmark er konstateret i taget denne rejse gennem århundreder. - Man 4.000 meters højde. Også rovfugle, kragefugle, har iagttaget, at en fugl som sivsangeren fordobtraner og andre større fuglearter kan trække i ler sin kropsvægt fra 10 til 20 gram inden afrejstor højde, ja, selv småfugle er konstateret træksen. Dermed er den i stand til at flyve mellem kende i flere tusind meters højde. De her nævn60 og 90 timer og således kunne krydse Middelte højdeangivelser er relative, dvs. angivet i forhavet og Sahara i et stræk. hold til iagttagelsesstedets højde over havet. De absolutte højder kan blive meget større, når Målet nås ikke altid trækket går over høje bjergområder. I HimalaNu må man ikke tro, at sådanne farefulde rejser ya har man flere gange konstateret fugletræk i altid går godt. Ørkenrejsende i Sahara kan såleover 6.000 meters højde, og rekorden indehaves des berette om, hvordan store skarer af småfugaf en flok gæs, der er set trækkende over Mount le, der angiveligt er løbet tør for brændstof og Everest i en højde af 9.500 meter over havet. derfor må lande i ørkenens hede, kan samles i Det er i virkeligheden noget af en gåde, 4

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Figur 3. Storkens trækveje fra Europa til Sydafrika, baseret på ringmærkningsresultater (efter W. Rüppell).

hvorledes fuglene er i stand til at klare sig i sådanne store højder. Mennesket begynder at lide under det lave ilttryk i en højde af omkring 3.600 m, og i 6.000 meters højde er man alvorligt hæmmet i sine bevægelser, ligesom den stærke kulde er et alvorligt handicap. Hvorledes fuglene fysiologisk er tilpasset til disse ekstreme forhold, er uafklaret, men tilsyneladende generer det dem overhovedet ikke. Men har eksempelvis prøvet at løslade duer fra flyvemaskine i 10.000 meters højde, og de fløj uanfægtet videre.

Det er også uafklaret, hvordan trækfuglene er i stand til at holde en bestemt højde, hvilket det er påvist, at de gør under flyvningen. Dette er selv for nutidens højteknologiske luftfartstrafik en vanskelighed.

Hvordan fuglene orienterer sig Det er velkendt, hvor utroligt nøjagtigt trækfuglene kan finde tilbage til deres yngleområde fra vinterkvarteret. Et eksempel er en flok på 59 landsvaler, der ved ringmærkning i England blev genfundet året efter på den samme redelokalitet i næsten 100% tilfælde (56 genfangster).

Hvordan finder de vej? Dette er nok det mest ORIGO NR. 77 APRIL 2002

interessante og gådefulde spørgsmål, man kan stille om fugletrækket.

Nogle forhold er dog afklaret. Det har vist sig, at solen spiller en vigtig rolle for mange dagtrækkende fugle. I gråvejr trækker de ikke, eller også flyver de op over skydækket. Det er endvidere klart, at fuglene er i stand til at kompensere for solens stilling på himlen. For nattrækkende fugle har forsøg vist, at stjernebillederne har betydning for orienteringen. Men disse forhold udgør ikke hele forklaringen på fuglenes orienteringsevne. Havtrækkende fugle må eksempelvis regne med en betydelig afdrift på grund af den stadige blæst over åbne havområder. Denne afdrift kan de kompensere for på ukendt vis. Der må derfor også være andre faktorer, der spiller en rolle. Fuglene må have en vis geografisk stedsans, foruden at de er i stand til at genkende lokaliteter visuelt. Endelig kan man ikke udelukke, at de besidder for os endnu ukendte sanser til registrering, som de benytter sig af.

Konklusion: Hensigtsmæssighed Trods det, at en vis procentdel af trækfuglene aldrig når frem til deres bestemmelsessted, kan man ikke bestride den kendsgerning, at de i sandhed er imponerende. Der er et nøgleord, der karakteriserer deres færden, og det er ordet: hensigtsmæssighed. Man kan kun filosofere over, hvorledes videnskaben vil kunne forklare fremkomsten og udviklingen af disse fugles bemærkelsesværdige egenskaber på et evolutionistisk grundlag. Der er tale om så mange interagerende faktorer her, at sandsynligheden for, at sådanne forhold kunne være blevet til ved tilfældigheder, er uendelig lille. Alternativet til den evolutionistiske opfattelse er, at en overordnet intelligens har udstyret trækfuglene med deres fabelagtige egenskaber. Dette alternativ løser naturligvis ikke alle spørgsmål, men må fremhæves som en ligeværdig oprindelseshypotese.

Kilder Salomonsen, Finn (1967): Fugletrækket og dets gåder. Munksgaard.

Dybbro, Tommy (1987): 2000 km non stop flyvning på kun få gram fedt. Illustreret Videnskab.

5

Skapelse kontra evolusjon Enpedagogisktime Energi?

Av Olav Wik Som lektor i videregående skole (gymnaset), har jeg undervist i fagene naturfag, matematikk og religion med livssyn og etikk. Både i naturfag og i religionsfaget, er det naturlig å komme inn på hvordan alt er blitt til. Både en skapelsesmodell og en evolusjonsmodell, er grunnet på tro eller antagelser. Spørsmålet er: Hva er virkeligheten? Både i religion og i livssyn er dette et viktig spørsmål.

Men det gjelder i like høy grad fra en naturvitenskaplig synsvinkel. Naturvitenskap er jo metoder for å komme fram til kunnskaper om virkeligheten. Dersom en skapelse er virkeligheten, ville naturvitenskapen satt seg selv utenfor en mulighet til å tolke sine resultater riktig, dersom de i utgangspunktet utelukker en intelligent Skaper. Dette gjorde ikke naturvitenskapen i sin begynnelse. Både for I. Newton og de fleste av de andre store grunnleggere av naturvitenskapen var Bibelens syn på verden og naturen svært viktig. Bibelen gjorde det mulig å studere Guds gjerninger skaperverket som var godt og gitt til menneskenes beste. Mennesket skulle være herre og forvalter over skaperverket i flg Bibelen.

Den kjente Newton-biografen F.E Manuel minner om at Bibelens lære om en allmektig skaper av lovmessighet og orden i naturen, var gunstig for naturvitenskapen og ga den næring i dens barndom ( A Portrait of Isaac Newton , side 123).

Mange andre religioner er preget av at naturen kunne være skummel og farlig. Derfor er det ingen tilfeldighet at naturvitenskap, skole og sykehus vokste fram på kristen/jødisk

6

Kunnskap?

Materiale?

Figur 1

grunn. Her spilte også Bibelsk barmhjertighetstanke og menneskesyn en stor rolle. I. Newton og andre gikk langt i å påpeke dette.

Nå vil noen si at naturvitenskap, skole og sykehus finnes under alle religioner. Til det er å si: ja, til en viss grad. Mennesket er av naturen nysgjerrig, men det er i den kristne vesten at det store gjennombruddet kom. Dessuten er det noe annet å kopiere eller forske i ting som man allerede har sett er til stor nytte.

Når man skal vurdere en skapelsesmodell og en evolusjonsmodell, kan det være nyttig å bruke et par illustrasjoner som man forklarer og stiller noen spørsmål rundt.

La oss si at vi ønsker å lage (skape) f. eks et hus eller en bjørk. Da kan man tenke seg et rom som dette foregår i, illustrert ved en sirkel som for eksempel fig.1 der vi ønsker å lage (bygge) et hus.

Da må vi bringe inn de ting vi trenger inn i dette rommet. Hva er det? Det første som vi kommer på, er materiale. Da kan vi illustrere dette ved en pil som vist. Alt vi trenger for å få laget huset kan skrumpes inn til tre ting: 1) Materialer 2) Energi (inkludert omsetningsmekanismen for å tilpasse energien etter behov) 3) Kunnskap (informasjon) i form av en

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Energi?

Kunnskap?

Materiale?

Figur 2

byggmester som kan sine ting.

På samme måte kan vi behandle for eksempel en bjørk fig.2. Denne bjørken er selvsagt langt mer komplisert å skape. Det går tilsynelatende greit med de to første tingene materialer og energi (eller næringsstoffer og solenergi). Men stopp litt: Hvor kommer klorofyllet som omsetter energien fra? Når det gjelder punkt tre: Hvor kommer kunnskapen fra? Kan vi skaffe den selv? Vi kommer fort fram til at mennesket med all sin kunnskap i form av naturvitenskap, ikke er i stand til det. Men bjørka finnes. Hvor kommer da kunnskapen om bjørka fra? Svaret blir frøet med sitt Bjørke DNA, pakket sammen i kromosomene. DNA er en kjempebok skrevet med et alfabet på 4 bokstaver, der all den kjemiske informasjon som skal til for å lage en bjørk, og for at den skal kunne reprodusere seg selv, finnes. Skulle vi skrive ned all denne informasjon med vanlige bokstaver, ville vi få en bokstabel 3 ganger høyere enn Oslo Rådhus.

Spørsmålet blir da: Hvor kommer denne kjempeboka som ligger i bjørkas DNA fra? Har den laget seg selv? Kan det skje gjennom millioner av år? Eller er det mer naturlig at det må stå en intelligent forfatter bak? Evolusjonsmodellen nekter for den siste mulighet. Dermed blir dette spørsmålet stående ubesvart.

Hva er lettest å tro? Hva stemmer best med vår egen erfaringer i den verden vi lever i?

Hvordan stemmer evolusjonsmodellen med varmelærens 2.hovedsettning? Generelt sier denne loven at et system som er i bevegelse (biologisk eller fysisk) overlatt til seg selv går mot mer uorden eller mot lavere energitilstand.

Isaac Asimov sier om 2.hovedsetning: I en-

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

hver fysisk forandring som finnes sted av seg selv, vil entropien alltid øke (entropien er et mål for den mengde energi som ikke er i stand til å gå over til arbeid) .

Evolusjonsmodellen sier at over millioner av år, bygger kompliserte biologiske ordnede strukturer, som for eksempel til en bjørk, seg opp uten annen tilførsel enn energi og enkle materialer.

Skapelsesmodellen går ut fra at det står en skaper bak som tilfører den informasjon som den 2. hovedsetningen forlanger.

La oss så se på det motsatte av å bygge opp.

Hvordan går det med huset over tid etter at det er ferdig? Dersom man ikke reparerer det, vil det etter 100 1000 år forfalle og ligge som en råtten haug. Det gjelder i prinsippet alle konstruksjoner. Alt går mot forfall, slik som denne loven beskriver. En kan også kalle denne loven for forfallsloven. Det samme skjer med bjørka over tid vil den forfalle, gå i oppløsning og dø.

Det ser ut til at evolusjonsmodellen er i konflikt med en av de mest grunnleggende lover vi kjenner. For den hevder det motsatte: At ting over tid, kan bygge seg opp til kompliserte ordna organismer, slik som vi ser i naturen rundt oss. Uten tilførsel av kunnskap synes dette umulig. Men dersom en hypotese eller modell viser seg å være i konflikt med en grunnleggende naturlov, er denne hypotesen alvorlig svekket.

Litteratur Manuel, F.E.: A portrait of Isaac Newton. Harward Univ. Pr., 1968.

Olav Wik er lektor.

7

Evolusjonsteorien og skapelsen Av Trygve Gjedrem Charles Darwin (1809-1882) lanserte evolusjonsteorien i boken The Origin of Species (Om artenes opprinnelse) som kom ut i 1859. I senere arbeid utviklet han teorien videre og kompletterte den. Evolusjonsteorien førte til stor debatt. Ikke minst de kristne reagerte svært negativt, fordi evolusjonsteorien ble oppfattet som et alternativ til skapelsen slik den er beskrevet i Bibelen.

Da Darwin la fram teorien sin om hvorledes artene var dannet, hadde man ikke kjennskap til lovene for nedarving. Evolusjonsteorien er senere blitt omformet og er nå mer i tråd med ny kunnskap. Innenfor naturvitenskapen er det blitt arbeidet mye med disse spørsmålene også for å utvikle evolusjonsteorien videre. Gjennom arkeologiske undersøkelser og ikke minst ved studier av fossiler har man stadig fått ny kunnskap om organismer på jorden til ulike tider.

Innenfor naturvitenskapen er det stort sett akseptert at det er dekning i fakta for evolusjonsteoriens påstand om at livet på jorden har utviklet seg fra encellede organismer til høyerestående planter og dyr. Utviklingen har tatt svært lang tid, trolig flere milliarder år.

De sentrale faktorene i evolusjonsteorien eller teorien om utvikling ved naturlig utvalg er at mutasjoner skaper ny variasjon, og at det naturlige utvalg og genetisk drift skaper nye former.

Evolusjon og tilblivelse av nye arter har ikke noe endelig mål. Det er en prøve- og feilemetode. Noen arter er vellykkede og utvikler seg videre, mens andre ikke er konkurransedyktige og går til grunne etter kortere eller lengre tid.

Kommentarer til evolusjonsteorien Evolusjonsteorien, slik den blir framstilt i dag,

8

har flere svake punkter som det er grunn til å peke på.

Det er ikke gitt noen sannsynlig forklaring på hvorledes livet oppstod. Det blir hevdet at det oppstod i en organisk ursuppe med mange ingredienser, og at det første livet var i form av virus.

Etter evolusjonsteorien har utviklingen av genetisk mangfold skjedd uten noen form for styring. Sannsynligheten for på slump å komme fram til alle de 2000 enzymene og de 200 000 proteinene som det biologiske livet er bygd opp av, er forsvinnende liten.

Som allerede nevnt er det tre naturlover som i hovedsak er virksomme i utviklingen av mangfoldet i naturen i form av nye arter og stammer: Naturlig utvalg Genetisk drift Mutasjon Naturlig utvalg fører til endring av genfrekvenser i forbindelse med endringer av miljøet. Når miljøet endrer seg, fører det naturlige utvalget til endring i genfrekvensene, og deretter til endring av genotypefrekvenser som er bedre tilpasset det nye miljøet. På denne måten er det naturlige utvalget retningsbestemt i utviklingsarbeidet sitt. Det naturlige utvalg er sentralt når det gjelder utviklingen av stammer og raser.

Det naturlige utvalg skaper ikke nye allel-gener, og fører ikke til endring i kromosomtall.

Genetisk drift kan føre til dramatiske endringer i genfrekvenser uten å være retningsgivende på noen måte. Heller ikke genetisk drift skaper nye allel-gener og fører ikke til endring av kromosomtall. I naturen er det et samspill mellom genetisk drift og naturlig utvalg.

Mutasjoner skaper genetisk variasjon ved å skape nye alleler og kromosomer. Disse nyskapingene er ikke retningsgivende, og de aller fleste er skadelige og blir relativt raskt eliminert av det naturlige utvalg.

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

En sannsynlig måte arter kan ha blitt dannet på, er dobling av kromosomtall. Det er flere eksempler på at dette kan ha skjedd.

Studiet av fossiler har gitt mange gode argumenter for evolusjonsteorien, og en mengde arter som ikke lever i dag er blitt avdekket. Men studiet av fossiler har ikke avdekket noe nevneverdig antall mellomformer mellom de artene som lever nå. Totalt sett er det svært få funn som kan tenkes å være mellomformer mellom nålevende arter. Dersom artene oppstod fra en systematisk utvikling, skulle en kunne forvente at fossilene ville ha vist serier av overgangsformer fra en art til en annen. Utviklingslæren har ikke kunnet forklare hvorfor mellomformene stort sett er fraværende i funnene av fossiler.

Skapelsen I Bibelen, i de to første kapitlene av Første Mosebok, finner vi beretningen om hvorledes Gud skapte jorden, om naturlovene og alt livet på jorden, og til slutt skapte han menneskene i sitt bilde. Det hele er forklart på vel to sider.

For de kristne som tror at Bibelen er Guds ord, og at det som står der er sant, er det ingen motsetning i å tro på skapelsen og den naturvitenskapelige kunnskapen slik vi kjenner den i dag. Det naturlige utvalg og genetisk drift regner man med har vært og er virksomme mekanismer for å tilpasse artene til de naturlige forholdene, og man regner dem som særlig viktige når det gjelder å utvikle stammer og raser. Mutasjoner er en realitet, men det er ikke lett å vurdere hvilken rolle de har spilt i utviklingen.

At det er en viss sammenheng mellom arter, og at mange har fellestrekk, tyder på at det hele er skapt av en allmektig og allvitende Gud. Hos store kunstnere er det ofte fellestrekk i kunstverkene deres, slik at når en kjenner av kunsten ser ett av kunstverkene, kan han ofte si hvem som har laget det. Og det er vanlig at kunstneren setter signaturen sin eller eiendomsmerket sitt på kunstverket han har laget, for å være sikker på at det kan gjenkjennes og skjelnes fra andre. På samme måte kan vi si at Gud har signert skaperverket sitt med DNA-molekylet som sitt eiendomsmerke eller bumerke som han har lagt inn i hver eneste levende celle i alle organismer.

Sentralt i skaperverket slik det er skildret i Bibelen, er at menneskene er skapt i Guds bilde, og at Han gav menneskene en livsånde. Derfor ORIGO NR. 77 APRIL 2002

er mennesket ikke et dyr, men noe mer, og Gud satte menneskene til å forvalte skaperverket.

Trygve Gjedrem er professor ved Norges Landbrukshøgskole og en av nestorene innen fiskeforskningen i Norge. Artikkelen over utgjør kapittel 9 i Gjedrems lærebok Genetikk og avlslære for akvakultur , Landbruksforlaget 1995.

Gjengitt med tillatelse fra forfatteren. Tidligere har han publisert en artikkel i Origo om avlsarbeid (Origo, september 1998, side 11-14).

9

«Det var Darwin som først hevdet ... » Del2: Om nedstamning fraapeliknendevesener Av Jostein Andreassen «Det var Darwin som først hevdet at mennesket stammer fra menneskeliknende apearter.

Han påstod at denne evolusjonen hadde funnet sted i Afrika.» (Hernes et al: 1998, s.207) Slik stod det å lese i min sønns biologibok for Den videregående skolen, som jeg hadde tatt en liten titt i. Det var en stor, flott bok. En av de 6 forfatterne var professor Nils Chr. Stenseth, kjent for å stå på barrikadene for evolusjonsteorien i vårt land. Jeg syntes det var merkelig at også han ville være med å utbre denne meget alminnelige misforståelsen. Veien derfra og til det å undersøke saken nærmere, var ikke lang. Og her er resultatet, som i tillegg er ment å fungere som en liten historisk oversikt over emnet!

Linnè 1735: «Linne inndelte også planter og dyr i høyere enheter etter slektskap. Og hvordan Linne plasserte mennesket var en sensasjon. Homo sapiens ble plassert sammen med apene i gruppen Primates - de fremste [herredyrene]. Dette var første gang mennesket ble plassert i dyreriket siden Aristoteles, dvs. med et tidsspenn på hele 2000 år. Linne plasserte ikke mennesket i dyreriket fordi han hadde radikale ideer om evolusjon, som man på denne tiden var begynt å debattere. Han godtok fullt ut tidens religiøse skapelsesberetning med uforanderlige arter. Men med sin skarpe sans for likheter og forskjeller hos planter og dyr, kunne han ikke unngå å se den store likhet mellom aper og mennesker 10

som også Aristoteles hadde lagt merke til.

Likheten tvang ham som systematiker til å koble mennesket til dyreriket.» (Elgmork 1999, 189; jfr. Hessen 2000, 87ff.) Linnè kom med sin første utgave av «Systema Naturae» i 1735.

Denne antas å ha inspirert den franske naturforskeren G. L. L. De Buffon (1707-88) til å spekulere over menneskets opprinnelse og utviklingen av den menneskelige moral i bind 2 og 3 av sin «Histoire Naturelle». I sin 10. utgave fra 1758 behandler Linne mennesket grundigere, og det kommer inn under Primates sammen med de store menneskeaper. I bøkene «Menniskans Cousiner» og «Antropomorpha», som ble utgitt i 1759 og 1760, tar den svenske naturvitenskapsmannen opp menneskelignende fantasifigurer som sirener (havfruer) etc., noe hans elev Hoppius i høy grad spant videre på. Da Linne ble kritisert for å ha plassert apene i samme orden som mennesket, skal han ha svart: «Vis mig èn eneste slægtskarakter, som kan adskille aber fra mennesker. Jeg selv kender helt sikkert ingen ( ) måske med undtagelse af hjørnetenderne.» (Bonde et al 1987, II, s.289) Bonnet 1744: I sin bok «Scala Naturae» (1744) plasserer den sveitsiske zoolog Charles Bonnet (1720-93) «L`Homme» (mennesket) øverst på en stige som begynner med «finere materialer», ild, luft, vann og en mengde annet som hører til naturriket før han kommer til forskjellige dyr. På trinnet under mennesket er orangutang og ape, med orangutangen som «overgangsform».

(Bonde et al: I, 1985, s336; II s.292) Lamarck 1809: Den første systematiske og omfattende evolusjonsteori, som også innbefattet mennesket, ble framsatt i 1809 av den franske zoolog Jean-Baptiste Lamarck (1744-1829). Lamarck konstruerte et evolusjonstre fra mikroorganismer til

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

mennesket med greiner som viste slektskapsforhold og utvikling. Når det gjaldt menneskets opprinnelse, mente Lamarck at vi hadde utviklet oss fra en slags ape som ved skogens tilbakegang trakk ned på bakken, fikk oppreist gange og et sosialt liv med evne til å tale.» (Elgmork, 1999, s.191) «Lamarck foreslo i sin «Philosophie Zoologique» fra 1809 en egentlig evolusjonær abeteori. Den gik ud på, at den mest perfekte race af aber, formodentlig ikke så ulig chimpansen (Lamarck kendte ikke gorillaen, mens orangutangen var mindre perfekt) blev tvunget ned fra træerne og derfor udviklede opreist, tobenet gang med to frie hænder. Behovet for bedre kommunikation steg, hvorfor taleorganer og sprog udvikledes og derefter også de intellektuelle færdigheder, der skulle til for at blive jordens herskere.» (Bonde et al: 1985, II, 294; Lamarck 1809, s.349-57) Huxley 1858: «I 1858, da London Zoo mottok dens første preparerte gorilla i en tønne, tilføyde Huxley en ny forelesning til sitt Royal Institution-kurs.

Ikke så mye en forelesning, forresten, «Menneskets særegne karakterer» var en bredside som skulle vise seg å bli avgjørende i Darwin-debatten. Bak ham var bilder og hjerner, med mennesker plassert på en vanærende måte ved siden av gorillaer og bavianer. Idet han så på dem, gjorde han sin provoserende ærklæring, som snart etter ble berømt: «Nå er jeg helt sikker på at dersom vi hadde hatt disse tre skapningene til sammenlikning som fossiler eller preparert i sprit, måtte vi uten fordommer innrømme at det er mye mindre avstand - som dyr betraktet - mellom gorillaen og mennesket enn mellom gorillaen og bavianen.» Dette var et slags «svar på tiltale» til verdens fremste anatom på den tiden, Richard Owen, som året før hadde sagt at «mennesket er fjernere fra sjimpansen enn en ape fra nebbdyret.» Owen ble siden Darwins fremste opponent. (Desmond 1994, 241) - «Så sent som i 1849 ble gorillaen kjent i Europa, og denne storvokste menneskeapen gav næring til spekulasjonene om at mennesker var et resultat av evolusjonen. På et møte våren 1858 hadde Huxley korrekt hevdet at det evolusjonsmessige slektskapet mellom mennesket og gorillaen var omORIGO NR. 77 APRIL 2002

trent like nært som mellom gorillaen og bavianen.» (Hylland Eriksen 1998, 59) Vi tar også med disse vurderingene fra samme: «I dag er det kjent at mennesker og sjimpanser ( ) deler særdeles mye av sitt arvestoff. Dette fellesgodset sannsynliggjør at våre respektive stamfedre skilte lag for mellom fire og fem millioner år siden.

For stikk i strid med en utbredt misforståelse av darwinismen, er det absurd å hevde at menneskets forfedre var sjimpanser og gorillaer. Ikke bare mennesker, men også andre arter er i forandring, og gorillaene kan på sin måte være like forskjellige fra våre felles stamfedre som vi er.

Det betyr ikke at alle spørsmål om forholdet mellom menneske og natur er besvart, og enda mindre at mennesket har forstått seg selv som åndsvesen fullt ut. Ingen kan være i tvil om at de faktiske forskjellene mellom mennesker og sjimpanser er større enn de genetiske forskjellene ser ut til å tilsi. Man skal faktisk vite ganske lite om mennesket for å tro at det kan finnes et enkelt svar.» (Hylland Eriksen 1999, s.17 - foredrag i P2-akademiet 14.3. 1998) Huxley 1863: I sin bok «Evidence as to Man`s Place in Nature» (1863) presenterer «Darwins bulldog», Thomas H. Huxley, allerede på første ark, motsatt til tittelbladet, en liten «tegneserie» av den moderne sorten, som vi vanligvis oppfatter som «veien fra gibbonen til mennesket». Vi ser hvordan skikkelsene blir mer opprette og «fullkomne» etter hvert. Oversikten heter «Skeletons of the Gibbon, Orang, Chimpanzee, Gorilla, Man.» Det må være første gang i historien en slik oversikt er laget. Jeg har i hvert fall ikke funnet noen eldre. Innholdsfortegnelsen understreker formålet med boken: Å vise det nære slektskapet mellom de menneskelignende aper og mennesket selv: «I. - On the Natural History of The ManLike Apes.

II. - On The Relations of Man to the Lower Animals.

III. - On Some Fossil Remains of Man.» I 2. kapittel blir alle mulige anatomiske særegenheter mellom de menneskelignende apene og mennesket selv sammenliknet og illustrert: Hofter, skaller, tannsett, hender, hjerner, bare for å nevne noen eksempler. Og slik trekker Huxley konklusjonen: 11

«Altså, hvilket organsystem vi enn studerer, sammenlikningen av tilpasningen i ape-serien leder til ett og samme resultat - at de strukturelle forskjeller mellom mennesket og gorillen og sjimpansen er ikke så store som de som skiller gorillaen fra de laverestående apene. ( ) De strukturelle forskjellene mellom mennesket og de menneskeliknende apene rettferdiggjør absolutt at det utgjør en egen atskilt familie, men, siden det skiller seg mindre fra dem enn de selv gjør fra familier i den samme orden, kan det ikke rettferdiggjøre at det atskilles i en egen orden. Og slik blir den skarpsindige forutseenhet til den systematiske zoologiens store lovgiver, Linne, rettferdiggjort, og et århundre med anatomisk forskning bringer oss tilbake til hans konklusjon, at mennesket er medlem av den samme orden som aper og lemurer. ( ) Vi blir fortalt av de som har autoritet i disse ting, ( ) at troen på enhet i opprinnelsen til mennesket og udyr («brutes») medfører en brutalisering og degradering av mennesket. ( ) De vil huske, at når en sammenlikner det siviliserte mennesket med dyreverdenen, oppleves det som en reisende i Alpene: Han ser fjellene hever seg inn i skyene og kan knapt skjelne hvor de dype skyggefulle skrentene og rødaktige toppene ender, og hvor himmelens skyer begynner. Den reisende vil bli fylt med ærefrykt og sikkert kunne bli unnskyldt, dersom han til å begynne med nekter å tro geologen, som forteller ham at disse fantastiske fjellmassene i grunnen er bare stivnet mudder fra gamle sjøer eller kjølnet slagg av underjordiske smelteovner - av samme stoff som den mest dagligdagse leire, men reist opp av indre krefter til en stolt og tilsynelatende utilgjengelig herlighet. Men geologen har rett; og en skylder å lytte til hans undervisning, og i stedet for å dempe vår respekt og vår undring, vil dette for lekmannen stimulere til intellektuell opphøyethet og en ren estetisk intuisjon. Og etter at forbitrelse og fordommer har dødd ut, vil det samme resultatet komme fram i naturalistenes undervisning når de omtaler den levende verdens store Alper og Andesfjell: Mennesket. Vår ærefrykt for menneskets adelsstand vil ikke bli redusert av kunnskapen om at mennesket er, hva substans og struktur angår, ett med udyrene, for det alene eier det fantastiske donasjon av intelligent og fornuftig tale, hvorved det, i andre delen av dets eksistens, gradvis 12

tatt opp i seg og organisert erfaring som nesten var tapt ved opphøret av individuelt liv som hos andre dyr; så nå står det oppreist som på en fjelltopp, høyt over sine lavere medskapningers nivå, og forvandlet til en reflektert person fra sin simple natur, og overalt være en stråle fra den uendelige sannhetskilden.» (Huxley, 1863, s.123 - 132; egen oversettelse) Huxley gjentar mye av det samme i sin samling «Man s Place in Nature and Other Essays», London 1906, hvor flere av hans artikler og foredrag så langt tilbake som til 1850-årene er kommet med.

Lyell 1863: I sin bok «The Antiqiuty of Man» (1863) er Darwins gode venn og verdens fremste geolog på den tiden, Charles Lyell, meget forsiktig med å komme med konklusjoner om evolusjonsteorien. Dette var Darwin meget skuffet over: «Først vil jeg dog gi fra mig noget, som jeg kun siger høist ugjerne, nemlig, at det har været mig en uhyre skuffelse, at De ikke har taget parti og sagt åbent, hvad De mener om arternes oprindelse. Jeg vilde ha været fornøiet, om De modigen havde sagt, at arterne ikke er blit særskilt skabte; De kunde gjerne ha fremsat såmegen tvil, De lystede om, hvorvidt af-artningen og det naturlige udvalg er tilstrækkelige forklarings-grunde.» (F. Darwin 1888-89, III, s.15; brev fra Darwin til Lyell 6.3. 1863.)

I et brev til forleggeren John Murray 29.4.

1869 jubler Darwin over Wallaces nylig utkomne store artikkel i «Quarterly Review», der han bekjentgjør at den store Lyell endelig bekjenner seg til utviklingslæren, og han skriver at «det er mig en stor triumf, at en sådan artikkel kommer i «Quarterly»; b[iskopen] af O[xford Wilberforce] og Owen kommer til å skjære tenner.»

Det heter i artikkelen: «Vitenskabens historie kjender neppe noget sidestykke til den åndelige ungdomsfriskhed i en høi alder, Sir Charles [Lyell] har lagt for dagen ved således at opgive meninger, han sålænge har forsvaret med kraft; dersom vi husker den store forsigtighed i forening med brændende sannhedskjærlighed, der udmærker alt, hvad vor forfatter har skrevet, forstår vi let, at han ikke har gåt på en så stor forandring uden lang og ængstelig overveielse, og at hans ændrede meninger må støtte sig til argumenter af overvældende styrke. Om ikke ORIGO NR. 77 APRIL 2002

af anden grund fortjener Hr. Darwins teori enhver alvorlig sandhedssøgers respekt og opmærksomhed, fordi Sir Charles Lyell har knesat den i sin tiende udgave.» (F. Darwin 188889, III, s.132f.) Boken det gjelder, heter «Principles of Geology», som kom første gang i tre bind tidlig på 1830-tallet, og som ble en slags bibel for Darwin under reisen med «Beagle». I tidligere utgaver hadde Lyell gått sterkt i rette med Lamarcks teori om evolusjon: «Et helt avsnitt var ofret på at tilbagevise Lamarcks teori» og: «Nej, siger Lyell, arter er konstante i al den tids, de eksisterer.» (Bonde et al I, 329; s.246.)

Wallace 1864: «I 1864 var Wallace opptatt av menneskets utvikling og fremkastet den ide at menneskets fysiske utvikling gikk forut for den mentale utviklingen, og at denne prosessen hadde funnet sted i Afrika. Uheldigvis mistet han senere interessen for disse ideene da han ble opptatt av spiritismen.» (Semb-Johansson 1981, VI, s.137) «Det er interessant at Wallace - mannen som sammen med Darwin forstod hvordan evolusjonen hadde foregått - selv tok avstand fra at menneskets adferd og sosiale institusjoner kunne betraktes som resultat av en evolusjonær prosess. Wallace aksepterte, selvfølgelig, at en biologisk evolusjon hadde frembrakt alle eksisterende arter; spesielt mente han at menneskets anatomi kunne betraktes som et resultat av en evolusjon ved det naturlige utvalg. Men menneskets følelsesliv og sosiale adferd og institusjoner måtte - ifølge en artikkel han skrev i 1864 - være et resultat av en «høyere intelligens'» inngripen; det måtte være en Gud.» (Stenseth 1984, 211) I parantes bemerket kan vi opplyse at Darwin i sin bok «The Descent of Man» (1871) nevner Wallaces navn hele 112 ganger, Huxley bare 19. (Barret et al 1987, s.1057f. og 472f.)

Den artikkelen om mennesket Wallace ble kjent for på denne tiden, stod i «Anthropological Review» i mars 1864. En annen - «The Origin of Human Races deduced from the Theory of Natural Selection» - kom i mai samme år og sted. Darwin skryter av disse i «The Descent of Man» (1871). Det kan forresten opplyses at han samme sted nevner Wallaces navn hele 112 ganger, Huxley bare 19. (Barret et al 1987, s.1057f. og 472f.)

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Häckel 1866: På side CLI i «Generelle Morphologie» kommer et «Anhang zur systematishen Einleitung in die Entwiklungsgeschichte: Der Stammbaum des Menchen.» Her går Häckel på med tysk grundighet og levner ingen tvil om hva han mener om menneskets opprinnelse: «Mennesket er uten tvil oppstått fra den gamle verdens Smalneser (Catarrhinen), og det kan ikke bli avdelt fra de ekte apers underorden i systematikken.»

(Häckel, 1866, CLIV) På side 425ff. Kommer et avsnitt om «Die Stellung des Menschen in der Natur». Her heter det at «På samme måte har mennesket utviklet seg fra apene, som disse har utviklet seg fra lavere pattedyr.» (Häckel 1866, s.431) På slutten av boka fins en mengde «Stammbaum» som understreker dette, f.eks.

Tafel VII, VIII - «Stammbaum der Säugetiere mit Inbegriff des Menschen» Häckel 1868: I sin bok «Natürliche Schöpfungsgeschichte» (1868) fortsetter Häckel sin meget grundige omtale av menneskets opprinnelse. For å understreke dette, har han som Huxley 5 år tidligere en illustrasjon på siden vis a vis tittelsiden «Die Familiegruppe der Katarrinen» - dvs.

Smalnesene. Her er det profiler av 12 «dyr» fra «Mandril-Bavian, Nasenaffe, Gibbon, Orang, Chimpanse, Tasmanier (tydeligvis her fremstilt som en slags «overgangsform» mellom aper og mennesker), Afroneger, Australneger, Feuerländer (Ildlender), Chinese, Indogermane). En omfattende forklaring på illustrasjonen fins på side 555. På sidene 486 - 522 kommer så «Ursprung und Stammbaum des Menschen»: «For menneskets avstamning følger av dette den uendelig viktige slutning, og også er av den største betydning for menneskenes utbredelse på jordoverflaten, at mennesket har utviklet seg fra Smalnesene.» (Häckel, 1868, s.495f.) Samme forfatter ble viden kjent for sin «biogenetiske grunnlov», som han ikke minst brukte i en storstilt, velorganisert ateistisk propaganda. Darwin skrev til ham, takket for boka og sa: «Deres kapitler om dyrerikets slektsskapsforhold og opprinnelse synes jeg er beundringsverdige og fulle av originale tanker. Men deres dristighet får meg til å skjelve.» (Økland, 1951, s.169.)

13

(Häckel 1868)

Die Familiengruppe der Katarrhinen

14

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Darwin 1838 (1960): «I sin arroganse tror mennesket om seg selv at det er et stort verk, verdig en mellomstilling mellom mennesket og gud; det er mer ydmykt, og mye sannere, tror jeg, å betrakte det som skapt fra dyrene.» [«Man in his arrogance thinks himself a great work, worthy the interposition of a deity, more humble & I believe true to consider him created from animals.»]

(Barrett ed.: 1987, s.300; Notebook C, s.196197, 1838; ble imidlertid først publisert av Gavin de Beer i 1960; egen oversettelse.)

Darwin 22.12.1857: «De spør, om jeg kommer til at drøfte spørgsmålet «mennesket». Jeg tror, jeg vil undgå alt, som vedrører det punkt, da fordommene her er så store; men jeg indrømmer fuldstændig, at det er det største og interessanteste problem, en naturforsker kan stille sig. Mit værk, som jeg nu har arbeidet mer eller mindre på i 20 år, kommer ikke til at avgjøre eller endelig bestemme noget, men jeg håber, det vil bidrage til en løsning ved en mængde kjendsgjerninger, det indeholder, og som alle peger i en bestemt retning.»

(Brev til Wallace i: F. Darwin 1888-89, II, s.128f.)

Darwin 28.3.1859: I et brev til sin venn, Charlers Lyell, ber Darwin om et råd om hvordan han skal berolige Lyells forlegger John Murray i London. Saken gjelder utgivelsen av Darwins nye bok og hva som egentlig står i den. «Vet han i det hele tatt hva boken handler om?» spør Darwin. I et «PS» skriver Darwin: «Vil du gi meg et råd for hvordan jeg skal fortelle Murray at min bok ikke er mer uortodoks enn emnet gjør uunngåelig. At jeg ikke diskuterer menneskets opprinnelse. At jeg ikke bringer inn noen diskusjoner om 1.

Mosebok o.l., bare gir fakta, og trekker slike konklusjoner fra dem, som jeg synes er korrekte. - Eller bør jeg heller si ingenting til Murray, og anta at han ikke kan motsi all denne uortodoksien, som i virkeligheten ikke er mer enn i noen geologisk avhandling, som går voldsomt imot 1. Mosebok.» (Darwin i brev av 28.3.

1859; Burkhardt et al: 1991, s.269f.)

Leifchild 15.11.1859: Før «Artenes opprinnelse ble publisert, ble den ORIGO NR. 77 APRIL 2002

svært kritisk anmeldt allerede den 15.11. i «Athenaeum» av forfatteren John A. Leifchild.

Han trekker slutninger av det som står i boka, og skriver bl.a.: «If a monkey has become a man - what may not a man become?» (Peckham 1959, s.16) Diskusjonen på velkjente Oxford-møtet 30.6. 1860 i «The British Association for the Advancement of Science» understreker at Leifchilds poeng fortsatt var svært vanskelig å svelge for mange: Biskopen på stedet, Samuel Wilberforce, skal ha spurt Thomas H. Huxley: «Is it on his grandfather's or his grandmother's side that the ape ancestry comes in? (Brent 1981, 439f.; Desmond 1994, 279; jfr. F. Darwin 1887, 320ff.; Hylland Eriksen 1998, 84f.) «Som et resultat av alt oppstyret, var populærpressen i 1861 full av artikler om gorillaen, og naturligvis om likheten mellom den store apen og mennesket. «Darwins teori ville miste halve sin offentlige interesse dersom den ikke kulminerte i doktrinen om menneskets opprinnelse», heter det i «Literary Churchman» på slutten av 1860.

(Ellegard, 1990, 294) I de følgende årene kom det ut en hel rekke verk som tok for seg menneskets opprinnelse mer eller mindre grundig: «Early History of Mankind» (1865; Tylor), «Prehistoric Times» og «Origin of Sivilisation» (1865 og 1870; Lubbock, «Primeval man» (1869; Duke of Argyll) og «Contributions» (Wallace; 1870). Det kom også ut bøker på denne tiden som mer gikk på å forsvare slavehandelen, og som derfor fremhevet det nære slektskapet mellom aper og negre. Et eksempel på dette er J. C Nott og G. R. Gliddon» Menneskehetens typer» (1854), hvor det nederst er på en side er en tegning av ansiktet til en gorilla i profil og med øynene vendt mot leseren, mens det øverst er det samme av en «neger» fra Algerie og en fra Sahara! De to biologene gikk aktivt inn for slaveriet med den begrunnelse at det var det mest humane tilværelse for en slik laverestående art. I boka «Jordens opprinnelige racer» (1868) av de samme forfatterne, vises et hode og en skalle i profil av en sjimpanse, en neger og en vakker, hvit «gud» - Apollo. I sitt store anatomiske verk «Dyreriket» fra 1817 bemerker den berømte franske naturforskeren Georges Cuvier (1769-1832) f.eks. om «negerracen», at dennes fremspringende lavere ansiktsdeler og tykke lepper «indlysende nok tilnærmer denne race til 15

abestammen: de horder, hvoraf denne race består, er alltid forblevet i den mest absolutte tilstand af barbari.» (Bonde et al 1987, II, 392ff.)

Ovennevnte Wilberforce inviterte den kjente tory-politikeren Benjamin Disraeli til å foredra i Sheldonian Theatre i Oxford hvor han kom med følgende ærklæring: «The question is this - Is man an ape or an angel? My Lord, I am on the side of the angels!» (Bowler 1990, 177) Darwin 24.11. 1859: I «Artenes opprinnelse» leter man forgjeves etter en forklaring på menneskets opprinnelse. Vi finner bare en enkel setning om dette som er lite opplysende: «Det vil bli kastet lys over menneskets opprinnelse og dets forhistorie.»

(Elgmork 1999, 194f.; Darwin 24.11. 1859 (1998), 354). I 6. Utgave, 1872 ble dett rettet til «Det vil kaste meget lys over menneskets opprinnelse og dets forhistorie.» (Darwin 1872 (1990), 463. [«Light will be thrown on the origin of man and his history»] vrs. [«Much light will be thrown on the origin of man and his history»] (Peckham 1959, 757.) Men, som vi kan forstå - «Boka førte øyeblikkelig til en intens debatt om menneskets avstamning.» (Elgmork i Stenseth et al 1984, 196) I denne artikkelen får vi også vite at mennesket har mange av de samme blodtypene som menneskeapene.

«Vellykket blodoverføring har vært foretatt begge veier mellom sjimpanse og menneske; men langtidsvirkningen av slike overføringer er foreløpig ikke helt klarlagt.» Kromosomtallet hos menneske er 46, hos sjimpanse og gorilla 48: «Dette gjør det overveiende sannsynlig at en krysning er mulig mellom mennesket og sjimpanse eller gorilla. Slike forsøk er ennå ikke offisielt blitt gjennomført, da det tårner seg opp store etiske problemer ved at en slik skapning blir frambrakt», heter det hos Elgmork. «Da C. Darwin i 1859 offentliggjorde sin berømte bok «Artenes opprinnelse» hadde han med vilje forsøkt å unngå å si klart fra hva han mente om menneskenes opprinnelse. Han ville derved forsøke å minske den mer følelsesmessige motstand mot sitt arbeid. Men det hjalp ikke. Alle som angrep hans arbeid, trakk for så vidt den helt riktige slutning: Hadde Darwin rett måtte det bety at menneskene stammer fra apene!»

(Heinz 1966, 8)

16

Darwin 1871: «I mange År havde jeg samlet Noter om Menneskeslægtens Afstaming eller Oprindelse, uden at have til Hensigt at offentliggjøre noget om dette Emne; tværtimod var jeg meget snarere bestemt på ikke at gøre det, da jeg tænkte, at jeg derved blot vilde vække endnu flere Fordomme imod min Teori. Jeg syntes, det var tilstrækkeligt, at jeg i den første Udgave af min «Arternes Oprindelse» havde sagt, at dette Værk, «vilde kaste Lys over Menneskets Oprindelse og Historie»; thi derved havde jeg jo sagt, at Mennesket må sættes i Klasse med andre organiske Væsener, når man skal drage en almindelig Slutning om den Måde, hvorpå hans Fremtræden på Jorden er gået for sig. ( ) I dette Værk skal vi altså undersøge, for det første, hvorvidt Mennesket, ligesom enhver anden Art, nedstammer fra en eller anden Form, der tidligere har eksisteret; for det andet, paa hvilken Måde han har udviklet sig, og for det tredje, hvad Værd Forskjellighederne mellem de såkaldte Menneskeracer har. ( ) Dette Værk indeholder næppe nogen ny original Kendsgerning, Mennesket vedkommende, men da de Slutninger, jeg kom til, efter at have gjort et let Udkast, syntes mig interessante, saa tænkte jeg mig, at de også kunde interessere andre. ( ) Den Sætning, at Mennesket tilligemed andre Arter nedstammer fra en eller anden gammel, lavere og nu uddødd Form, er paa ingen Måde ny. Lamarck kom for længe siden til denne Slutning, som for nylig er bleven hævdet af forskjellige fremragende Naturforskere og Filosoffer, f. Eks. Wallace, Huxley, Lyell, Vogt, Lubbock, Büchner, Rolle o. fl. *) og særlig Häckel. Denne sidste Naturforsker har foruden i sit store Værk «Generelle Morphologie»

*) Da de først nævnte Forfatteres Værker er så vel bekjendte, behøver jeg ikke at anføre Titlerne; men da de sidstes er mindre kendte i England, nævner jeg dem: Dr. L. Büchner: «Sechs Vorlesungen über die Darwinsche Teorie», 2. Auflage 1868. Dr. F. Rolle: «Der Mench im Lichte der Darwinsche Lehre», 1865. Jeg skal ikke forsøge på at give henvisninger til alle de Forfattere, der har set Spørgsmålet på samme Måde. Sådanne er G. Canestrini ( ). Endvidere Dr. Barrago Francesco, som (1869) har udgivet et Værk, der har Titlen: «Mennesket skapt i Guds Bilde er også skapt i Billedet af en Abe.»

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

(1866) for nylig (1868 og 2den Udgave 1870) udgivet sin «Natürliche Schöpfungsgeschichte», i hvilken han giver en fyldig Fremstilling af Menneskets Afstamning. Dersom det nævnte Værk var udkommet, før mit sidste Udkast var bleven skrevet, vilde jeg rimeligvis aldrig have fuldført det. Næsten alle de Slutninger, jeg er kommen til, finder jeg bekræftede hos denne Naturforsker, hvis Kundskaper på mange Punkter er langt fyldigere end mine. ( ) Det kan derfor næppe være nogen Tvivl om, at jo Mennesket er et Skud af den gamle Verdens Abestamme og at han, når vi ser Sagen fra et genealogisk Synspunkt, må henføres til den smalnæsede Afdeling. ( ) Det er derfor sandsynligt, at Afrika tidligere beboedes af de nu uddødde Aber, der var nær beslegtede med Gorillaen og Chimpansen, og da disse to Arter nu er Menneskets nærmeste Slægtninge, er der noget større Sandsynlighed for, at vore gamle Forfædre levede på det afrikanske Fastland, end andet Steds. ( ) Den Hovedslutning, vi er kommen til i dette Værk, nemlig den, at Mennesket nedstammer fra en eller anden lavt organiseret Form, vil, det gør mig ondt, være meget ubehagelig for mange. Men der kan næppe være Tvivl om, at vi nedstammer fra Barbarer - («But there can hardly be a doubt that we are decended from barbarians»). Den Forbauselse, der greb mig, første Gang jeg saa en Flok Ildlændere, på en vild og vildsom Kyst, skal jeg aldrig glemme; thi den Tanke slog mig straks, at sådan så vore Forfædre ud. Disse Mennesker var aldeles nøgne, oversmurte med Maling, deres lange Hår var sammenfiltret, Fråden stod dem om Munden af Ophidselse, og deres Udtryk var vildt, opskræmmet og mistroisk. De kunde næsten ingenting gøre med deres Hoved eller Hænder og levede ligesom vilde Dyr af, hvad de kunde få fat på; de havde ingen Regering og var aldeles ubarmhjertige overfor enhver, der ikke hørte til deres egen lille Stamme. ( ) Jeg for min Part vil lige så gerne nedstamme fra den modige lille Abe, som trodsede sin frygtede Fiende for at frelse sin Vogters Liv; eller fra den gamle Bavian, som løb ned ad Bjergene og førte sin unge Kammerat i Triumf bort mellem en Skare av forbausede Hunde - som fra en vild, der glæder sig ved at pine sine Fiender, som bruger blodige Ofre, dræber sine Børn uden ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Samvittighedsnag, behandler sin Koner som Trælle, intet kender til Anstændighed og plages af den forskrækkeligste Overtro.

Mennesket er virkelig undskyldt, dersom det føler sig stolt ved at være steget, skønt ikke ved egne Anstrængelser, op til det aller øverste Trin af den organiske Række; og den Tanke at være steget således i Stedet for oprindelig at være bleven stillet der, må indgyde ham Håb om en endnu høiere Bestemmelse i en fjern Fremtid. Men vi har her ikke med vore Forhåbninger eller vor Frygt at gøre, kund med Sandheden, så vidt vor Fornuft tillader os at skelne. Jeg har givet de bedste Beviser, jeg kunde, og vi må, synes det mig, indrømme, at Mennesket med alle hans ædle Egenskaber, med hans Sympati, som kan vækkes for det aller laveste, for hans Velvilje, som strækker sig ikke til hans medmennesker, men også til den laveste levende Skabning, med hans guddommelige Forstand, som har trængt ind i Solsystemets Bevægelser og Sammensætning - med alle disse høie Evner må vi indrømme, at Mennesket dog i sin legemlige Skikkelse bærer det uudslettelige Mærke af sin lave Herkomst.»

(Darwin 1871, hentet fra den danske oversettelses andre utgave 1909, s. I-III, og s. 158-161; 328f. [bokas sluttord]; den er ikke oversatt til norsk; første danske utgave kom i 1874) Forøvrig bemerkes følgende: I Darwins tobindsverk handler 250 sider om menneskets opprinnelse og 578 sider om seksuell seleksjon, jfr. Hylland Eriksen 1999, s.16.

Vi tar også med disse tankevekkende ordene av Elgmork: «Menneskets opprinnelse er et av de mest fundamentale spørsmål menneskene kan stille seg», heter det allerede i første setning i boka «Aper - mennesker. Slektskap og utvikling», skrevet av den kjente professor i zoologi ved Universitetet i Oslo, Kåre Elgmork. Og like nedenfor fortsetter han slik: «En klargjøring av menneskets naturlige opprinnelse har innvirkning på livssyn, etisk holdning og vårt syn på mennesket som en del av den levende natur.

Vår plass i naturen og tilværelsen får en ny dimensjon, likedan menneskenes forhold til hverandre. Studiet av menneskets forhistorie er kanskje den mest internasjonaliserende av alle vitenskaper som direkte påpeker menneskehetens enhet og felles forhistorie. Dette synet kan 17

hjelpe til å bryte ned de kulturelle barrierer menneskene har bygd opp mot hverandre i form av rasemessige, nasjonale, politiske og religiøse motsetninger som opp gjennom historien har ført til så mye lidelse og elendighet.» (Elgmork, 1988, s.5) Konklusjon: Som vi ser, offentliggjør Darwin ikke noe konkret om menneskets opprinnelse før i sin berømte bok «The Descent of Man» i 1871. Men vi legger merke til at han skriver at heller ikke denne «inneholder noen ny kjendsgjerning».

Det han skrev i en privat notatbok i 1838 kan selvsagt ikke regnes med her, det ble publisert av andre over 100 år senere. Førstemann i bokform med en grundig gjennomgang av forholdet mennesket - menneskeapene, er Huxley i 1863. Häckel følger opp i 1866 og særlig i 1868.

I mellomtiden har Wallace kommet med interessante artikler om samme emne. Å ta stilling til sannhetsgehalten i det de kom med, ligger imidlertid utenfor denne artikkelen.

Litteratur: Barrett et al (ed.): «A Concordance to Darwin s The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex», 1987, Cornell University Press.

Barrett et al ed.): «Charles Darwin s Notebooks 1836-1844». British Museum 1987.

Bowler, Peter J.: «Charles Darwin. «The Man and his Influence», 1990, Cambridge University Press .

Brent, Peter: «Charles Darwin. A Man of Enlarged Curiosity», 1981, Harper & Row. Burkhardt et al: «The Correspondence of Charles Darwin 1858-59», volume 7, Cambridge 1991.

Darwin, Charles: «The Descent of Man» (1871), New York 1998.

Darwin, Francis (ed.): «The Life and Letters of Charles Darwin», I-III, 1887, London.

Ibid.: «Charles Darwins Liv og Breve, 1888-89, Bibliotek for de tusen Hjem.

Desmond, Adrian: «Huxley. From Devil`s Disciple to Evolution`s High Priest», Perseus Books, 1994.

Elgmork, Kåre: «Synet på menneskets opprinnelse gjennom tidene» i: «P2-akademiet - bok M, 1999 (trykt foredrag) 18

Elgmork, Kåre: «Aper - mennesker. Slektskap og utvikling», Universitetsforlaget 1988 Ellegard, Alvar: «Darwin and the General Reader», 1990, University of Chicago Press.

Heinz, Anatol og Heinz, Natascha: «Menneskets avstamning», Cappelen 1966.

Hernes, Kjell, Skarning, Knut Erik, Iversen, Tor-Henning, Moe Rusten, Grete, Steineger, Erik, Stenseth, Nils Chr.: «TreBi. Grunnbok Biologi 3BI», Gyldendal 1998.

Hessen, Dag O.: «Carl von Linne», 2000, Gyldendal.

Huxley, Thomas H.: «Evidence as to Man s Place in Nature», New York 1863.

Hylland Eriksen, Thomas: «Charles Darwin», Gyldendal 1998.

Häckel, Ernst: «Generelle Morphologie der Organismen», Berlin 1866.

Häckel, Ernst: «Natürliche Schöpfungsgeschichte», Berlin 1868.

Lyell, Charles: «The Geological Evidences of The Antiqiuty of Man with Remarks on Theories of the Origin of Species by Variation», London 1863.

«P2-akademiet», bok O, Kulturredaksjonen P2, Nrk, 1999.

Peckham, Morse (ed.): «The Origin of Species

by Charles Darwin. A Variorum Text», 1959, University of Pennsylvania Press.

Semb-Johansson, Arne (ed.): Cappelens dyreleksikon, 1981, Cappelen.

Stenseth, Nils Chr., Lie, Thore (ed.): «Evolusjonsteorien. Status i norsk forskning og samfunnsdebatt», 1984, Gyldendal. Økland, Fridthjof: «Charles Darwin. Hans liv og lære», Aschehoug 1951.

Jostein Andreassen er utdannet adjunkt og har undervist i fagene biologi, religion og engelsk i en årrekke. Dessuten har han i over 20 år interessert seg for Darwin og studert ham meget omhyggelig.

Mailadressen er: jos.andreassen@c2i.net

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Positive mutationer de findes!

Af Kristian Krul Østergaard Et typisk argument imod evolutionsteorien er, at der ikke findes nogen positive mutationer.

Det er ikke sandt! Skal kreationister til at revidere deres opfattelse af mutationers skabende kraft og deres forædling af den naturlige selektion? Kan mutationer forklare, hvordan livet blev så komplekst?

Kan vi forestille os, at positive mutationer finder sted? Efter milliarder forsøg af fejlslagne mutationer vil det ikke være sandynligt, at der opstår en positiv muation, der tilfældigvis vil give en fordel for cellen? Evolutionisten vil påstå, at mutationer er selve råstoffet, der driver evolutionen.

Et egnet sted at lede efter positive mutationer er hos bakterier, fordi de formerer sig eksplosivt under de rette forhold. Det betyder, at mange milliarder bakterier kan gennemgå mutationens eksperiment hver dag.

Uden at ville det udfører vi eksperimenter på milliarder bakterier hver dag ved at bruge antibiotika indenfor industri og medicin. Antibiotika er bakteriegift, og kan en bakterie få en positiv mutation, så den kan modstå en antibiotika, har den kronede dage.

Antibiotika er et kemisk kampstof, der bruges af svampe og bakterier til at bekæmpe andre organsimer. Mennesket fandt ud af at isolere antibiotika i kampen mod bakterielle sygdomme. Det første og mest velkendte, vi har fundet, er penicillin, og siden er der kommet mange forskellige antibiotika på markedet.

Hvordan bakterier angribes og forsvarer sig imod antibiotika Antibiotika kan angribe en bakterie på 4 måder: 1. Hæmning af cellevægsdannelsen.

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

2. Hæmning af dannelsen af proteiner (i ribosomerne).

3. Ødelæggelse af cytoplasmamembranens funktion (membranen gøres gennemtrængelig, så der trænger uønskede stoffer ind og cellen kollapser).

4. Hæmning af nucleinsyre syntesen, som betyder en hæmning i dannelsen af DNA, RNA og folinsyre.

Antibiotikaet vinder dog ikke altid kampen, for bakterierne kan tage deres modtræk til ethvert angreb.

Fire forsvar imod antibiotika angreb 1. Nedsat ophobning af antibiotika i bakterier, fordi overfladen ændres og gøres mere ugennemtrængelig.

2. Aktiv udpumpning af antibiotika fra cellen vha. proteiner i cellemembranen.

3. Bakterien producerer specifikke enzymer, der kan inaktivere eller modificere antibiotika der trænger ind i cellen.

4. En ændring af det specifikke protein eller nucleinsyre, som antibiotikaet skulle have bundet sig til og angrebet.

Da jeg startede på at skrive denne artikel, følte jeg, det var nødvendigt at forsvare min tro på skabelse imod opdagelsen af positive mutationer. Det er på ingen måde tilfældet længere. Det er, fordi positive mutationer præsenteres som et bevis på, at evolutionen finder sted. Angreb fra antibiotika og det tilsvarende forsvar hos bakterierne viser et gennemført design og mekanismer, der fungerer på et højt teknisk niveau. Det tyder på ingen måde på, at det kan være opstået ved et tilfælde.

Hvordan opstår resistens?

Det mest spændende spørgsmål i denne sammenhæng er: Hvordan opstod resistensen?

Der er tre kilder til resistens:

19

1. Iboende egenskaber, der kommer til udtryk.

2. Egenskaber, som overføres til bakterien fra andre bakterier.

Det kan ske ved en såkaldt konjugation, hvor der er sket en overførsel af plasmidDNA til en anden bakteri vha. et overførselsrør kaldet en pili. Disse plasmid DNA kan indeholde et resistensgen.

3. Egenskaber, der er opstået ved positive mutationer i arvematerialet Første mulighed er det mest almindelige. Hvis der forekommer antibiotika i miljøet omkring bakterien, reagerer den ved at begynde at udtrykke en form for iboende resistens.

Punkt 2. Bakterier har en pudsig evne til at overføre gener til naboen. Ved at indføre et overførselsrør kaldet pili kan en bakterie overføre gener for f.eks. antibiotika resistens, som naboen kan indkorperere i sit eget DNA. En sådan overførsel kan dog også være ondsindet, da nogle bakterier er så snu at overføre et selvmordsgen, som den godtroende nabo indkorperer i sit eget DNA. Når genet udtrykkes, dør bakterien.

Bakterier har også et organiseret genbytningssystem kaldet integrons. Integrons er specielle områder på DNA strengen (både kromosom og plasmid), og de er i stand til at opsamle eller indfange genkassetter. Genkassetterne er små DNA-stykker, der består af et gen. I 1997 havde man karakteriseret over 40 slags genkassetter, og de kodede hovedsageligt for antibiotikaresistens. Resistens generne kan kun udtrykkes, når de bliver placeret i kassetterne, og cellen bestemmer hvordan og hvor meget det ud-

20

trykkes. Det betyder, at en bakterie hurtigt kan udskifte gener, så de kan udtrykke f.eks. efter behov.

Tredje mulighed har vores interesse, fordi det er en positiv mutation. En positiv mutation er en tilfældig genetisk ændring, der giver organismen eller population en overlevelsesfordel.

Det betyder ikke, at det er en fordel i alle miljøer, og derfor kan man heller ikke entydigt tale om positive mutationer. Er det f.eks. en positiv mutation, hvis det giver bakterien en bedre overlevelse i et kunstigt laboratoriemiljø, der ikke findes ude i naturen? En multiresistent bakterie kun kun klare sig bedre i et antibiotikafyldt miljø. Uden antibiotika vil det koste en pris i form af energi at opretholde et sikkerhedsforsvar, når der ingen fjender findes.

Et eksempel på en positiv mutation Et eksempel på en positiv mutation er en mutation, der har givet resistens, og i dette tilfælde angriber antibiotikummet (Spektinomycin) bakteriens ribosomer og hæmmer dermed dannelsen af protein hos bakterien. I en lille delenhed i ribosomet kaldet S5 protein har en mutation skiftet aminosyren serin til prolin (se figur), og det har ændret strukturen af proteinet en lille smule. Det er det S5 protein, antibiotikummet normalt binder sig til, når det angriber bakteriens ribosom, men fordi proteinet har ændret struktur kan antibiotikummet ikke længere angribe S5 proteinet, og bakterien er blevet resistent overfor spektinomycin. Det giver en bedre overlevelse af bakterien i et miljø med Spektinomycin.

Er det en sådan udskiftning af en aminosyre,

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

vi skal tro på har drevet udviklingen fra en lille primitiv celle til flagermusens sonarsystem eller kaskelothvalens tilpasning til store havdybder?

Vi glemmer nogle gange, hvor komplekst livet er, når vi taler om liv. Tag f.eks. den menneskelige hjerne den består at ca. 10.000.000.000 nerveceller. Hver celle har mellem 10.000 og 100.000 fibre, der forbinder sig til andre nerveceller! Det giver 1015 eller et tusind millioner millioner forbindelser i hjernen. Hvis vi tilplanter 60 gange Danmarks areal med træer med 3861 træer for hver km2, og vi siger, der er 100.000 blade på hvert træ, så vil antallet af blade svare til antallet af nerveforbindelser i din hjerne!

Det er optimisme at kalde denne mutation et skridt i livets udvikling, for det må nærmere betegnes som held i uheld - en fejl viste sig at være nyttig. For det første er der ikke opstået noget nyt, og for det andet drejer det sig om en ændring, der kun kan finde sted, fordi et designet protein allerede var til stede på forhånd.

Desuden er det også et eksempel på, at evolutionen er blind. Ikke kun fordi mutationer er 100 % tilfældige, men som vi kan se her, er bakterien ikke på vej mod en højere udvikling.

Mutationer er evolutionens modsætning På trods af dette eksempel på en positiv mutation er der stadig stor tavshed, når man spørger efter eksempler på observerede positive mutationer. Der er sikkert flere, men manglen er reglen frem for undtagelsen. Man får ofte præsenteret eksemplet med sejlcelle anæmi i Afrika, men det er ikke en positiv mutation. På trods af, at den sygdom giver en længere overlevelse for mennesker med ubehandlet malaria, er den skyld i blodpropper, smerter, slagtilfælde, øget risiko for infektioner, knogleskader, kroniske bensår, tidlige nyresten, lungeblokader, nyreskader, blodpropper i leveren, øjenskader, blodmangel (anæmi) og hæmmet vækst og en død i en tidligere alder. Det er ikke uden grund, man bliver behandlet for det på hospitalerne.

Negative mutationer er reglen frem for undtagelsen, og sejlcelle anæmi er blot et eksempel på endnu en negativ mutation. Der findes mindst 4000 kendte sygdomme hos mennesket, der er opstået ved en negativ mutation.

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Der findes forskellige former for mutationer, og jeg beskæftiger mig her ikke med de former for mutationer, der flytter rundt på generne eller sletter information. De har ikke relevans her, da hovedpointen i positive mutationer er, at der TILFÆLDIGT opstår NY information og ikke omorganisering i allerede eksisterende DNA. Det er, fordi det nødvendigvis må være denne type af mutationer, der har leveret råstoffet til livets store udvikling. Nogen eller noget må have skabt den enorme information, vi finder hos alt levende hvis vi udelukker en intelligent skaber har vi kun mutationernes tilfældighed tilbage.

Faktisk har mennesket i gennemsnit brug for 10 positive mutationer om måneden for at kunne nå frem til vores udviklingsstadie. Det er helt umuligt, da vi ikke engang kender til een positiv mutation hos mennesket. Desuden vil det kræve langt flere mutationer, end der i virkeligheden finder sted, fordi der kun opstår ca.

30 negative i et helt liv.

Spontane mutationer sker i alle levende organismer, og de kan typisk være opstået ved en fejlafskrivning af DNA eller pga. påvirkning af radioaktiv stråling eller varme. Mutationer er i regelen negative og må regnes som fejl. Derfor er cellen også på forskellig måde designet til at modstå mutationer, da den formår at rette hovedparten af de fejl, der opstår.

Ser vi på mennesket, kan vi ikke helt undgå den negative indflydelse fra mutationer. I løbet af livet bliver vi i gennemsnit påført 30 negative mutationer. Hvis vi er heldige, opstår de ikke i kønscellerne og ikke før, vi har fået børn, for så tager vi mutationerne med i graven.

Evolutionsteorien har sat sin lid til, at mutationer kan levere råmaterialet til evolutionens fremadrettede udvikling det er grundlæggende for teorien. Uanset om vi observerer, beregner eller filosoferer over virkningen af mutationer, så vil virkningen overordnet set være nega-

21

tiv. Det er på trods af, at der kan komme en kortsigtet positiv mutation ved ændring af det, der allerede eksisterer. Men en lille ændring er ikke nok, hvis der skal dannes en struktur som f.eks. et sonarsystem hos en hval. For at udviklingen af et sonarsystem med både udsending, modtagelse, bearbejdning og tolkning af sonarsignalerne skal finde sted, skal der ske en lang række positive mutationer i ét hug før det giver en fordel.

Litteratur Microbiology af Prescott Harley Klein. Third edition. Wm. C. Brown Publishers 1996.

Genetic Analysis Anthony j.f. Griffiths 6. udg. W.h. Freeman and Company New York 1996

Antibiotika resistens af Sigrid Andersen Gyldendal uddannelse 1999 Genetics Science Against Evolution af Eddie Snipes http://www.exchangedlife.com/Creation/genetics.shtml Evolution - Ein kritisches Lehrbuch af Reinhard Junker Weyel Biologie 1998

Kristian Bánkuti (tidl. Krul) Østergaard er stud.scient. (biologi).

Den kunstige livmoder Det kan ikke lade sig gøre! Man kan ikke lave en kunstig livmoder! - Sådanne udsagn hørte man tit for 10-15 siden. Men nu er den kunstige livmoder på vej - i hvert fald, hvis man skal tro The Observer/Guardian fra d. 10. februar 2002. Det fremgår heraf, at forskere ved Cornell University nu faktisk har taget de første overbevisende skridt i retning af udvikling af den kunstige livmoder. Der har netop været afholdt en international konference i Oklahoma under titlen: The End of Natural Motherhood? - Afslutningen af det naturlige moderskab .

Selv om der stadig er et stykke til frembringelsen af en kunstig livmoder, og selv om avisartiklernes tidshorisonter på få år nok er overdrevet optimistiske (bioteknologisk set), er hovedlinjen i forskningen og perspektiverne ikke til at tage fejl af. Vi (eller i det mindste generationen efter os) kommer til at skulle tage stilling til spørgsmålet: Vil det være etisk i orden at overlade graviditeten og fødslen til en maskine?

Peter Øhrstrøm

22

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Status om kloning af menneskeligt liv Af Torben Riis I dag fem år efter, at det klonede får Dolly så dagens lys tegner der sig fortsat et noget uklart billede af, hvor vi egentlig befinder os, både teknologisk og lovgivningsmæssigt.

Hvad det sidste angår, synes der fortsat i de fleste lande at være en overvejende tendens til at afvise reproduktiv kloning som et acceptabelt middel til f.eks. at afhjælpe barnløshed. Ved reproduktiv kloning forstås almindeligvis kloning med det eksplicitte formål at frembringe et nyt menneskeligt individ ved at implantere et klonet embryon (fosteranlæg) i en kvindes livmoder.

Således står både Frankrig og Tyskland p.t. bag et forslag i FN om at indføre et generelt forbud mod reproduktiv kloning. Det britiske parlament har netop vedtaget et sådant forbud, og Europaparlamentet har på linie hermed nægtet at bevilge midler til forskning i kloningsteknikker.

Når talen er om terapeutisk kloning, tegner der sig imidlertid et mindre entydigt billede.

Ved terapeutisk kloning forstår man frembringelse ved kloning af et embryon (fosteranlæg) med henblik på at udtage stamceller, der vil kunne anvendes i sygdomsbekæmpende øjemed, f.eks. nerveceller til at reparere beskadiget rygmarv. På dette område er der politisk og lovgivningsmæssigt langt mere bevægelse i situationen. I Holland er der netop vedtaget en ny lov, der tillader forskerne at udvinde stamceller fra overskydende æg fra IVF-behandling. I USA derimod vedtog Repræsentanternes Hus 31. juli 2001 et forbud ikke alene mod reproduktiv kloning, men også generelt mod forskning i kloningsteknikker. Forslaget er nu sendt videre til Senatet, som imidlertid kontrolleres af demokraterne, således at dets videre skæbne endnu er uvis. Præsident Bush, som går ind for et totalt forbud, har foreløbig blokeret for offentlige be-

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

villinger til stamcelleforskning, der betjener sig af embryoner. Men dette forbud har vel at mærke kun gyldighed over for offentligt finansieret forskning ikke forskning i privat regi.

Derfor kunne man også den 13. oktober 2001 opleve, hvorledes forskere fra det amerikanske biotek-firma Advanced Cell Technology triumferende meddelte, at det nu for første gang i historien var lykkedes at foretage en egentlig kloning af menneskelige æg et videnskabeligt gennembrud, som formodes at bringe os et stort skridt nærmere en praktisk udnyttelse af terapeutisk kloning.

Forskerholdet har offentliggjort deres resultater i Scientific American (jan. 2002). Kort fortalt indebar forsøget følgende faser: 1. Det første skridt var at modne et antal æg i et næringssubstrat. Hvert æg indeholder et pollegeme (den ene af de fire ægceller, der bliver tilbage efter kønscelledelingen) samt et lag af granulosaceller fra æggestokkene. Disse celler nærer de æg, der udvikler sig i æggestokkene, og de hænger stadig fast på æggene efter ægløsningen.

2. Et æg holdes fast med en pipette, mens man prikker hul på æggets yderzone (zona pellucida) med en nål.

3. Nålen føres ind og fjerner herefter pollegemet samt æggets genetiske materiale.

4. En granulosacelle fra et andet æg føres dybt ind i det tømte æg.

5. Ægget stimuleres med forskellige præparater for at få det til at dele sig.

6. I løbet af et døgn begynder ægget at dele sig. De nye celler indeholder kun genetisk information fra den transplanterede granulosacelle.

Forsøget blev gjort med otte æg. Det var hensigten at udvikle en blastocyst bestående af ca.

100 celler, men kun to af de otte celler delte sig.

En blev til fire og en til seks celler, før væksten gik i stå. Var forsøget gået helt efter planen, vil-

23

Kloning af et menneske ved kernetransplantation indledes med, at man tager en kropscelle fra et voksent menneske. På figuren (1) er det en hudcelle fra en finger. Denne celle dyrker man på en speciel måde i laboratoriet (2). Man skal desuden have et ubefrugtet æg fra en kvinde til rådighed (3). Derefter foretager man en kerneombytning, der består i, at man fjerner kernen fra ægcellen, og at man tager kernen ud af kropscellen og overfører den til (den kerneløse) ægcelle (4). Resultatet bliver en ny ægcelle (5), som viser sig at kunne fungere helt som et befrugtet æg, som vil kunne lægges op i en kvindes livmoder og blive til et barn efter 9 måneders graviditet. Det barn, der fødes på den måde, vil være énægget tvilling til den person, som har leveret hudcellen.

le det have været muligt at indhøste stamceller fra den indre cellemasse i blastocysten. Disse stamceller kunne man efterfølgende have dyrket i en petriskål og brugt til at udvikle nerveeller muskelceller i behandlingsøjemed.

Forskerne bag forsøget gør i den omtalte artikel rede for de etiske overvejelser, man har gjort sig, inden man iværksatte forsøget. De støtter sig på en erklæring udarbejdet af et uafhængigt ekspertpanel, der dog i parentes bemærket synes at være udpeget til lejligheden og aflønnet af Advanced Cell Technology. Panelets konklusion er da også den for firmaet bekvemme, at mens reproduktiv kloning må afvises som uetisk, forholder det sig stik modsat med terapeutisk kloning. I denne forbindelse er det naturligvis interessant at se nærmere på den etiske argumentation, panelet fremfører, og den viser sig - ikke overraskende - at være noget nær et skoleeksempel på utilitaristisk tankegang, altså det grundsynspunkt, at en handling udelukkende skal bedømmes på, hvilke konsekvenser den må formodes at have.

Indledningsvis understreges det meget energisk, at der bør skelnes skarpt mellem reproduktiv og terapeutisk kloning, fordi de to procedurer har helt forskellige formål. Det afgørende er med andre ord ikke, hvad man gør, men hvilke gode hensigter man har med det, man gør.

24

Reproduktiv kloning afvises således af panelet udelukkende med den begrundelse, at metoden må formodes at indebære en række helbredsmæssige risici både for mor og barn. Metoden må afvises, siger man, indtil de sikkerhedsmæssige forhold er afklaret. Med andre ord, hvis blot sikkerheden var i orden, var der intet i vejen for at give sig i kast med reproduktiv kloning. Det er blot et spørgsmål om at få teknikken på plads.

På hvilket grundlag når man da frem til en accept af terapeutisk kloning? Her tager panelet stilling til det pligtetiske argument, at et klonet embryon hvis det blev implanteret i en livmoder - kunne udvikle sig til et fuldbårent barn og derfor også bør nyde samme respekt og have ret til samme beskyttelse som et ufødt barn undfanget på normal vis. Det har det ikke, siger panelet, fordi der er tale om en ny og hidtil uset type biologisk individ, i og med at det ikke er resultatet af en normal befrugtning. Derfor vælger panelet at kalde det et aktiveret æg i stedet for et embryon og definerer sig dermed ud af problemet - en metode, vi har set før i forbindelse med abortdebatten. Endelig kører man det morfologiske argument i stilling, at blastocysten på det udviklingsstadium, hvor den skal destrueres, for at man kan høste stamcellerne, kun er på størrelse med en lille prik. Den har ingen organer, den kan ikke tænke eller føle, og ORIGO NR. 77 APRIL 2002

den har ingen ydre kendetegn, som nogen forbinder med noget menneskeligt. Er det ikke ligesom man har hørt det før?

Er man på udkig efter et konsekvent modspil til denne moderne uilitaristiske tankegang, kan man f.eks. kaste et blik i den erklæring, der den 3. marts blev offentliggjort af Vatikanets FN-delegation. Her definerer man kloning som den videnskabelige teknik, hvorved et menneskeligt individ frembringes, uanset om det sker ved embryo-deling eller ved kernetransplantation. Endvidere skelner man mellem tre mulige anvendelser af kloningsteknikkerne: 1. Kloning med henblik på at frembringe et fuldbårent barn 2. Kloning med henblik på at producere stamceller 3. Kloning med henblik på at producere materiale til brug for videnskabelige studier af genetiske og epigenetiske processer.

Men uanset hensigten, siges det i erklæringen, er kloning i strid med menneskets værdighed og ret til livet. Kloning repræsenterer en krænkelse af den klonede persons personlige integritet, reducerer vedkommende til et produkt, som andre gør sig til herrer over.

Medicinske eksperimenter på menneskelige individer er slet og ret en forbrydelse, som er omfattet af international ret. I den forbindelse henviser forfatterne til FN s universelle Menneskerettighedserklæring, som i artikel 3 fastslår alles ret til livet og samtidig hævder, at alle er lige med hensyn til værdighed og rettigheder. I øvrigt, påpeges det, eksisterer der alternative metoder til celleforskning, hvorved man kan nå de samme mål uden at skulle klone og efterfølgende destruere menneskelige embryoner.

Det bærende synspunkt i Vatikanets argumentation, som ikke kan gengives i alle enkeltheder her, er, at mennesket aldrig må blive et middel eller et objekt, men at det enkelte individ i alle forhold bør respekteres som et fuldgyldigt medlem af den menneskelige familie .

Vi skal derfor imødegå alle tendenser til eugenisk/diskriminatorisk planlægning af mennesker, lige som vi skal afvise, at mennesker bliver frembragt med et bestemt formål for øje, f.eks. for at kunne indgå i videnskabelige eksperimenter.

Set i dette perspektiv må den almindelige skelnen mellem reproduktiv og terapeutisk kloORIGO NR. 77 APRIL 2002

ning bortfalde som uvæsentlig. Den er netop, som vi har set, uløseligt forbundet med en rent utilitaristisk tankegang. Vatikanet, siges det i konklusionen, afviser da også denne distinktion som falsk. Den hviler ikke på noget hverken etisk eller retligt fundament, og den bidrager til at tilsløre det forhold, at kloning af mennesker uanset formålet hermed repræsenterer et overgreb mod menneskets værdighed.

Derimod støtter Vatikanet stamcelleforskning på celler fra voksne individer. At dette skulle være en farbar vej, kan man for tiden finde bekræftelse på fra mere end en side. I New Scientist berettes det f.eks. (23. jan. 2002), at et forskerhold fra Minnesota har fundet en stamcelle fra knoglemarven hos voksne med samme potentiale som stamceller fra fostre. Herhjemme er der ligeledes en lovende forskning i gang under ledelse af professor Peter Ebbesen, Aalborg Universitet, som tager udgangspunkt i stamceller fra navlesnorsblod.

Overvejelser af denne art synes beklageligvis ikke at have haft indflydelse på den beslutning, den nyudnævnte forskningsminister Helge Sander traf, da han i slutningen af januar gav grønt lys for import af stamceller til forskning. Det interessante etisk set i denne beslutning er, at det nu er tilladt at forske i stamceller høstet fra menneskelige befrugtede æg, så længe æggene er importeret fra udlandet, mens den samme forskning er forbudt, hvis det drejer sig om danske æg. Hvem sagde dobbeltmoral?

Referencer

New Scientist, 23. Jan., 2002. http://www. newscientist.com/news Where the Holy See Stands on Human Cloning, MARCH 3, 2002, http://zenit.org/english/

Torben Riis er lektor. E-mail: TorbenRiis@email.dk

25

Ingen viden uden tro Af Peter Øhrstrøm Indtil midten af det 20. århundrede spillede den ateistiske og materialistiske positivisme en dominerende rolle for videnskabs- og helhedsopfattelsen i samfundet. Man ville kun regne med det, der kunne måles og vejes. Man mente, at det videnskabelige projekt kunne gennemføres uden at gøre forudsætninger om det metafysiske og værdimæssige. Man mente, at det religiøse ikke kunne tillægges objektiv værdi eller mening, men alene en subjektiv betydning for den enkelte inden for vedkommendes privat-sfære.

I løbet af det 20. århundredes videnskabsteori brød det positivistiske verdensbillede sammen.

Efter århundredes store tænkere ikke mindst Kurt Gödel, Karl Popper og Thomas Kuhn står det klart, at afgørende spørgsmål om virkeligheden ikke kan besvares alene ud fra sanserne og rationaliteten. Vi må nødvendigvis gøre forudsætninger, hvis sandhed ikke kan bevises logisk, inden vi overhovedet kan komme i gang med vores videnskab. Man må altså tro for at kunne opnå viden. Vil man kun tro på det, der kan måles og vejes, bliver der slet ingen viden.

Det blev specielt klart, at man ikke kan foretage vurderinger af forskellige elementers indbyrdes betydning mm. uden først at gøre grundlæggende antagelser.

Selv om den positivistiske ateisme altså burde være død og borte her i år 2002, dukker den alligevel af og til op i nye og overraskende forklædninger. Efter det tragiske terrorangreb i New York den 11. september 2001 har kritikken af religiøs fanatisme med rette fået ny vind i sejlene. Nu vil man inddæmme visse ekstreme religiøst begrundede verdensopfattelser. Til gengæld skal vi satse på fornuften. Et eksempel på en sådan tankegang er kronikken i Politiken d. 6. februar: Forsvar for fornuften , skrevet af

26

direktør for Forskningsstyrelsen, Jens Morten Hansen. Ud fra det erklærede mål at ville forsvare sig mod religiøs ekstremisme og konsekvenserne heraf går han løs på enhver form for religiøs verdensforståelse, idet han faktisk synes at forsvare tidligere tiders ateistiske positivisme. Han mener, at f.eks. den kristne tro på, at mennesket er skabt i Guds billede , passende kan karakteriseres som en regulær forbandelse . Kronikøren mener ikke, at der er noget at hente i denne kristne grundtanke og slet ikke, at den har hold i virkeligheden. I stedet hævdes det, at man skal søge hjælp i videnskaben! Det hele kulminerer i kronikkens afsluttende fromme ønske, at vi omsider må nå frem til den opfattelse af det hinsidige: at vi selv har skabt Gud. Ikke omvendt.

Hvis kronikken i Politiken ikke bare er en enlig svale og det er måske desværre ikke tilfældet må folk, som tænker apologetisk eller som af andre grunde er kritiske over for den positivistiske ateisme, støve de gamle argumenter mod denne retning af og levere dem igen gerne i fornyet form og sprogdragt! Uanset formålet må det ikke accepteres, at fornuft/viden/ videnskab bruges som argument mod metafysisk eller religiøs tro.

Positivisterne mener typisk, at vejen til menneskets korrekte forståelse af sig selv alene kan leveres af videnskaben. Jens Morten Hansen beskriver videnskab som en kvalificeret anvendelse alene af sanserne og rationaliteten. Det betyder bestemt ikke, at han afviser al tro. Også han tror, dvs. har overbevisninger, som han ikke kan bevise logisk eller sanse sig til. Han mener, at man skal tro på det, som han kalder den nedarvede fornuft . Det er en tro, som jeg i vid udstrækning deler. Blot mener jeg ikke, at det er rimeligt at præsentere denne tro som en mod-

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

sætning til religiøs tilværelsesforståelse i almindelighed og slet ikke til et kristent menneskesyn. Hvis man tænker lidt nærmere over fornuften (logikken) som videnskabens vilkår, opdager man efter min mening tværtimod, at troen på, at fornuften fungerer, forudsætter en basis i noget dybere eller måske snarere noget højere! Det viser sig faktisk, at tro på noget, der går forud for den materielle verden, meget let kommer ud af en dybere refleksion over logikken som videnskabens vilkår. Det har mange store logikere i tidens løb vist os. Lad os derfor se lidt nærmere på nogle af historiens store logikeres og videnskabsmænds betragtninger over rationaliteten og logikken som det centrale træk ved videnskaben.

Aristoteles (384 - 322 f.Kr) opfattes med rette som grundlæggeren af logikken. Han var den første, der systematisk beskrev logikken og dens betydning for menneskelig erkendelse.

For Aristoteles var logikken et værktøj, et redskab for al tænkning. Siden oldtiden har den logisk gyldige argumentation været kernen i det akademiske ideal. Det betyder, at den veluddannede akademiker skal være i stand til at argumentere gyldigt for sine egne synspunkter, afsløre fejlslutninger i andres argumentation, samt følge en gyldig argumentation ud fra et givet udgangspunkt - også selv om han eller hun ikke selv regner udgangspunktet for sandt. Men hvordan kan vi være sikre på, at det overhovedet giver mening at tale om et fælles menneskeligt, logisk ideal? Hvilken ret kan man have til at hævde, at en slutning er en klokkeklar fejlslutning, når andre mener, at der er tale om en fin logik i det pågældende tilfælde? Hvorfor er logik ikke bare et spørgsmål om smag og behag?

Med andre ord: hvad kan begrunde logikken?

Allerede Aristoteles var optaget af denne problemstilling. Han (eller hans disciple) når til følgende svar: Logos princip og begyndelse er ikke logos, men noget større. Men hvad er større end logos uden det guddommelige? [Den eudemiske etik, 1248a27-28] Ud fra en aristotelisk tankegang må man altså konkludere, at logikkens oprindelse og basis ligger uden for menneskets gebet. Logikken må være forankret i noget, der logisk set går forud

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Figur 1. Aristoteles var logikkens grundlægger. Han forstod klart, at logikken måtte bero på noget større end logikken - noget guddommeligt.

for den materielle verden. Logikken siger det altså selv: Den kan ikke være altomfattende. Den har også sine forudsætninger!

Denne tankegang passede fint i det kristne verdensbillede, som i middelalderen og renæssancen dannede baggrunden for den moderne videnskab: Verden er naturligvis fornuftigt indrettet, fordi Skaberen er fornuftig og forud for verden har tænkt og i øvrigt stadig tænker fornuftige tanker om verden og os. Vores logiske formåen må på den baggrund opfattes som en afglans af en langt mere vidtgående og dybere visdom.

Men erkendelsen af, at vor logiske formåen har sine grænser, og at vor logik kommer til kort over for visse problemer, må imidlertid ikke føre til en kritik, som indebærer, at man helt skal opgive det logiske forehavende.

Det kan nok ikke siges bedre, end Blaise Pascal (1623-62) gjorde det: Der er to yderligheder. At udelukke fornuften helt. Ikke at anerkende andet end fornuften ... Fornuftens yderste skridt er at anerkende, at uendelig mange ting rækker ud over dens fatteevne. Hvis den ikke kan indse det, er den virkelig svag.

[Soelberg, p. 91] Her kunne positivisterne lære noget. I deres frygt for, at fornuften ikke får tilstrækkelig anerkendelse, afviser de tilsyneladende troen på, at logikken netop skyldes noget transcendent noget der med Pascals ord rækker ud over fornuftens fatteevne. Dermed gør man logikken en bjørnetjeneste placerer den på en sted, hvor den ikke hører hjemme.

27

Logikken er ikke en opfindelse eller en konstruktion, men en mulighed, som er knyttet til selve det at være menneske, og dens oprindelse er transcendent. Den erkendelse er moderne tænkere også kommet til. F.eks. har den store polske logiker Jan Lukasiewicz (1878-1956) formuleret sig på følgende måde: Når jeg arbejder med selv det mindste logiske problem, f.eks. når jeg søger efter det korte axiom i en implikativ struktur inden for udsagnslogikken, har jeg altid følelsen af at stå over for en yderst sammenhængende og stabil struktur. Jeg oplever denne struktur, som var den berørlig og skabt af det hårdeste metal, hundrede gange stærkere end stål og beton. Jeg kan ikke forandre noget som helst i den.

Jeg kan ikke med min egen vilje skabe noget dertil, men ved ihærdigt arbejde kan jeg opdage stadig nye detaljer og nå frem til uforanderlige og evige sandheder.

Hvor og hvad er denne ideelle struktur? En troende ville sige, at den er i Gud og i Hans tanker. [Jan Lukasiewicz, Selected Works, 1970, p. 249] Jeg må give Aristoteles, Pascal og Lukasiewicz m.fl. ret. Logikken bliver som afgørende fænomen for vor erkendelse uforståelig, hvis den ikke på en eller anden måde er forankret i noget, som er større end den materielle verden. For mig at se den kristne forståelsesramme her det mest attraktive bud på et svar.

Også selve antagelsen om, at der gives videnskabelig sandhed, peger ud over selve videnskaben og mod noget større. I 1930erne blev det klart, at der også kan være problemer med sandhedsbegrebet inden for det enkelte system. Det skyldtes først og fremmest de resultater, som den store logiker og matematiker Kurt Gödel nåede frem til. Gödel var uden tvivl en af det 20. århundredes allermest betydelige videnskabsmænd. Han viste i 1931, at et logisk system, som i det mindste er stærkt nok til at omfatte en teori for de hele tal, ikke kan være fuldstændigt. Det betyder, at der vil være sande udsagn, som nok kan formuleres i systemets sprog, men som ikke vil kunne bevises i systemet. Sandhed er altså generelt set mere end beviselighed. Gödels resultater rystede det videnskabelige miljø. Det betød, at mange 28

måtte opgive deres ideal (og målsætning) om en videnskabelig teori som et fasttømret og fuldstændigt system formuleret i et givet videnskabeligt (matematisk) sprog. Man forestillede sig på Gödels tid ofte, at der findes et videnskabeligt system med principiel mulighed for at forklare og begrunde en hvilken som helst sandhed, der kan formuleres inden for systemets sprog. Dette viser sig at være forkert. Uanset hvilket system af lovmæssigheder, man stiller op, vil der ifølge Gödels resultat være sandheder, der ikke kan begrundes inden for systemet. Her synes der ikke at være nogen vej uden om at erkende videnskabens og logikkens principielle begrænsning i forhold til sandheden.

Gödel havde altså givet et formelt argument for, at sandhedsbegrebet er transcendent uanset, hvilket videnskabeligt system man stiller op. Det vil sige, at man fra videnskabelig side principielt aldrig vil kunne opstille en teori, som omfatter al sandhed. Der findes altså i forhold til en hvilken som helst teori nogle sandheder, som ikke følger af teorien (men som heller ikke er i modstrid

Figur 2. Kurt Gödel er en af det 20.århundredes allerstørste tænkere. Han påviste, at sandhed om virkeligheden må være mere end beviselighed.

Det betyder, at ingen videnskabelig teori om verden kan indfange al sandhed.

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

med den). Hvor kommer denne sandhed fra? Hvad begrunder denne sandhed, som ikke har basis i den videnskabelige teori?

Det forekommer nærliggende at mene, at vi her ikke kommer uden om at antage, at sandheden har et metafysisk grundlag.

Gödel lagde afstand til det positivistiske ideal, som på hans tid var fremherskende blandt toneangivende tænkere, og som indebar, at alle meningsfulde udsagn i princippet skulle kunne oversættes (reduceres) til direkte henvisninger til det observerbare.

Gödel afviser således med afsæt i sine logiske og videnskabsteoretiske betragtninger den ateistiske materialisme og viser i stedet, at der ikke bare er god plads til, men ydermere gode argumenter for både metafysik og religion.

Gödel afviste på den måde allerede i 1930erne den positivistiske helhedsopfattelse. Alligevel findes der åbenbart stadig positivister, der forestiller sig, at man kan spille fornuften/logikken ud mod metafysikken og det religiøse.

Man må ikke blande viden og tro, hævder han.

Derfor kritiserer Jens Morten Hansen i kronikken fysikeren Maxwell på følgende måde: Mange eksempler på denne utilladelige sammenblanding af viden og tro findes også i videnskabshistorien. F.eks. hos den store fysiker Maxwell, der på dødslejet blev spurgt, hvordan han var kommet på sine berømte ligninger. Han svarede, at han følte, at hans tanker og pen var blevet ført af noget større end ham selv, af noget uden for ham selv.

Men det er en ganske forfejlet kritik. For Maxwell som for generationer af naturforskere har forudsætningen simpelthen været, at virkeligheden rummer en guddommelig rationalitet og sammenhæng, som Gud vil lade os finde, hvis vi leder efter den. At denne rationelle sammenhæng faktisk findes, kan ikke logisk bevises i sig selv. Det er en grundlæggende antagelse (tro) om verden/naturen, som gennem historien har vist sig at være yderst frugtbar. Hvis man har denne tro, ligger det også lige for, at man på det personlige plan søger Guds hjælp til bedre at forstå sammenhængen i verden Hvis Gödel har ret, kommer man slet ikke uden om at gøre metafysiske forudsætninger om virkeligheden. Det har da også viORIGO NR. 77 APRIL 2002

denskabshistorisk set i allerhøjeste grad været metafysiske forudsætninger, som har båret de afgørende gennembrud. Det bør f.eks. understreges, at den kristne middelalders logiske forudsætning om en rationel sammenhæng i den skabte verden var en afgørende ballast for naturvidenskabens pionerer (Copernicus, Galilei, Newton osv.), som alle var troende kristne. Denne forudsætning om logisk sammenhæng blev f.eks. udtrykt af Johannes Kepler (1571-1630) på følgende måde: Jeg ville opnå, at troen på, at verden er skabt skulle forstærkes gennem denne ydre støtte, at Skaberens tanker skulle kunne genkendes, og at Hans uudtømmelige visdom skulle lyse stærkere fra dag til dag.

Så vil menneskene til sidst kunne måle dybderne i Hans mægtige tanker og indse, at Gud, som grundlagde alt i verden efter en bestemt plan, også har udstyret menneskene med et sind, som kan forstå denne plan. [Brev til Michael Mästlin, 19. april 1597]

Figur 3. For Kepler (billedet) og for alle naturvidenskabens øvrige pionerer var udgangpunktet, at Gud har udtrykt sine skaber-tanker på en rationel måde i den materielle verden , og at Han har givet os mulighed for at erkende denne rationelle sammenhæng.

29

For Kepler var sand naturvidenskab altså en slags gudstjeneste. Denne opfattelse var almindelig blandt den moderne naturvidenskabs pionerer, som alle troede, at Gud har skabt den ydre verden efter en sammenhængende plan og os (i Hans billede) med en forstand, som passer til verden på en sådan måde, at vi har mulighed for, ved forskning i naturen, at finde de principper (tanker), som Skaberen har nedlagt i naturen. Dette natursyn havde for pionererne afgørende betydning som drivkraft i deres forskning. I virkeligheden er den bærende idé her, at der er en logisk sammenhæng (logos) bag naturen, som er udtryk for Skaberens vilje med det skabte.

Man kan tvivle på, at naturvidenskab i vor moderne forstand overhovedet ville have fremkommet uden denne faste tro på den ydre virkeligheds betydning og logiske sammenhæng.

Der er altså grund til at mærke sig, at den moderne naturvidenskab netop opstår i en kristen sammenhæng, selv om der i Kina og andre steder i Østen materielt set kunne have været gode forudsætninger for noget lignende. Meget tyder på, at gennembruddet i det kristne Europa netop hang sammen med skabelsestanken, der som Kepler jo direkte udtrykte det, gav en tro på logisk sammenhæng i den ydre verden samt på vore muligheder for (og pligt til) at søge at forstå naturen bedre gennem vore sanser og vor logik. Der er ingen grund til at tro, at en ateistisk position ville have ført til nogen som helst videnskab.

I sit forsøg på at sætte det religiøse på plads i forhold til det videnskabelige forsøger Jens Morten Hansen i kronikken i Politiken også at bringe sprogvidenskaben herunder Noam Chomsky på banen. Jeg medgiver gerne, at menneskelige rationalitet, som den f.eks. kommer til udtryk i sproget, er noget fantastisk. Men netop derfor er der god grund til at reflektere lidt nærmere over, hvad det menneskelige sprog forudsætter. Faktisk har Chomsky selv skrevet om det. Han siger: For menneskers vedkommende er der al mulig grund til at tro, at sprogets semantiske system i det store og hele er givet af en magt, der er uafhængig af vort bevidste valg.

[Chomsky 1977, p.36] 30

Figur 4. Den store sprogforsker Noam Chomsky har klart erkendt, at sprogets semantiske system (dvs. selve muligheden for at udtrykke mening og betydning med sproget) må skyldes noget højere end sproget selv, en magt, der er uafhængig af vort bevidste valg .

Her er det metafysiske vist slet ikke til at komme uden om! I middelalderen ville man have udtrykt Chomskys pointe med henvisning til, at logikken, herunder sprogets semantiske system, er Guds værk. Sproget er Guds gave til mennesket. Det er efter min mening stadig et glimende svar på, hvordan sprogets semantik opstår.

Af og til kommer Jens Morten Hansen i sin kronik med etiske udsagn, som f.eks.: Ingen menneskelig sag kan tænkes at være højere end menneskehedens ve og vel.

Men hvis sådanne udsagn skal have status af at være sande og ikke bare udtryk for et eller flere menneskers personlige smagsdom, så må der altså gives en universel etisk sandhed. Igen er vi ved noget, som er hinsidigt videnskabeligt bevis, og som ikke kan gøres til genstand for iagttagelse eller måling. Også her må man tro, at der findes en højere virkelighed forud for den materielle. Også her vil den kristne forståelsesramme give glimrende mening.

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Jens Morten Hansen efterspørger begrebet menneskelighed i kronikken. Jeg har ikke noget udtømmende svar, men jeg vil foreslå, at en afgørende komponent i det menneskelige er dets mulighed for at indse, at der findes noget, som er større end det materielle. Om dette større må mennesket gøre antagelser, tro, for overhovedet at kunne erkende. Man må altså prøve ud fra de kilder, der er til rådighed - at forholde sig også til den sandhed, som ikke kan måles, vejes eller logisk bevises. Men det er vigtigt at understrege, at den logiske samtale og undersøgelse kan fortsætte også om de spørgsmål, som til syvende og sidst hviler på ubeviselige axiomer.

Som kristen og videnskabsteoretiker er jeg mig meget bevidst, at jeg ikke har noget gudsbevis, der nødvendigvis må tages som

Figur 5. Informationen i hver af menneskets cellekerner er skrevet ind i det imponerende DNA-molekyles spiral, og informationen har samme størrelsesorden som informationen i en snes fulde 20-binds leksika af typen som Salmonsens konversationsleksikon.

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

logisk tvingende af andre. På den anden side forekommer det mig, at der i den kristne omverdensforståelse, som den blev opfattet af stort set alle pionerer inden for naturvidenskaben, leveres en sådan sammenhæng, at man bør lægge afgørende vægt på det. Det verdensbillede giver stadig mening. Man kan stadig med god ret se naturen som designet, således som f.eks. forhenværende præsident Clinton gjorde det, da han i forbindelse med lanceringen af kortlægningen af det humane genom, pegede på, at nu kan vi læse Guds bog ! Tankegangen synes at være ligetil: Når man nu ved, at der i hver cellekerne i den menneskelig krop er en information svarende til en snes fulde 20-binds leksika af typen som Salmonsens konversationsleksikon, synes det meget svært at forstille sig, at denne information er blevet til uden en forfatter. I virkeligheden er det blot en naturlig fortsættelse af den tro, som allerede Kepler forsvarede.

Altså: Ingen viden uden tro. Ingen videnskab uden tro. Men det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvad man tror. Det er jo ikke troen på troen, der tæller. Nogle tager faktisk fejl i det, de tror på. Hvis folk på Keplers tid havde haft en ateistisk opfattelse af verden, ville de næppe have antaget nogen rationel sammenhæng i naturen. Jeg tvivler derfor på, at der overhovedet ville have været opstået nogen videnskab i vor forstand, hvis man ikke i sin tid havde taget udgangspunkt i den trosmæssige opfattelse, at verden er skabt på en sammenhængende måde, og at Skaberen har udtrykt sine tanker og planer i den materielle verden på en måde, som Han også har givet os mennesker mulighed for at erkende.

Referencer Jens Morten Hansen: Forsvar for fornuften, Kronik, Politiken, 6 februar 2002, Kultur side 7 Chomsky, Noam: Erkendelse og frihed, København 1977 Lukasiewicz, Jan: Selected Works, 1970 Penrose, Roger: Shadows of the Mind, Oxford 1994 Soelberg, Nils: Blaise Pascal, Tanker, Forsvar for den kristne religion, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1986 31

Kunstig intelligens og etik Af Lennart B. Jessen Efter oplysningstidens og mekaniseringens indtog i Europa kom der et nyt syn på mennesket.

Vi finder beskrivelser af mennesket, der mest af alt ligner dem, vi i dag kunne nedfælde for robotters vedkommende (formelle mekaniske systemer). Descartes blev kendt for at forstå dyr som automater , og La Mettrie blev kendt for sin bog Menneske-maskinen 1 . Som en naturlig fortsættelse på den naturvidenskabelige forskning, der har været toneangivende efter Descartes, har vi set en tendens til at betragte mennesket som en maskine. Hvis man kunne afkode eller gennemskue funktionerne af hvert enkelt lem eller legemsdel af mennesket, så ville man til sidst sidde med den totale arbejdstegning for, hvorledes et menneske er konstrueret. (Det er det samme syn, der i dag driver projekter som Human Genome Project, hvor man samler oplysninger om alle menneskelige gener, for til sidst at have kortlagt alle menneskets arveanlæg). Hjernen var og er ingen undtagelse her.

Da computeren var opfundet, mente man, at den var et egnet redskab til simulation af hjernen. Hjernen kunne huske, computeren har en hukommelse. Hjernen kan regne, det kan en computer også. Hjernen kan tage imod kommandoer og udføre et arbejde, det kan computeren også. Man mente altså, at stå med paradigmet på menneskets hjerne. Computeren har alle de faktorer, som hjernen også har, blot skulle det rette program skrives. Man skulle bare finde hjernens algoritme, så ville man kunne skabe kunstig intelligens (KI). En idé var, at finde ud af, hvordan viden ligger gemt i vor hjerne. Nu kunne man ikke åbne en hjerne og så finde viden. Neurologer har kendt hjernens materiale i mange år, og stadig ikke fundet ud af, hvorledes vor viden er repræsenteret i den.

Man har kikket over skuldrene af lægevidenska-

32

ben for at se, om der ikke skulle være interessante opdagelser mht. vidensrepræsentation.

Den har man endnu kun haft teorier om. Dem har der så til gengæld været en sand flod af. Det mest generelle har været hypoteserne omkring symboler. Hjernen skulle således gemme sine data i symbolsk form. På baggrund af denne teori, blev hele industrien omkring 5. generations programmeringssprog (især LISP og PROLOG) og ekspertsystemer opbygget. I 80 erne var optimismen på sit højeste, og der blev ofret milliarder på verdensplan for at finde den rette måde at simulere en hjerne på. Militæret har været en afgørende økonomisk faktor som støtte til projekterne. Efterhånden opstod der mange problemer med projekterne. Problemerne affødte ikke de ventede resultater, og den økonomiske støtte er blevet minimal. Der var i flere tilfælde problemer med at få afsluttet projekterne, fordi man ikke havde regnet med, at tiden ville stige eksponentielt i forhold til den grad af detaljering, som den viden skulle have, man ville lægge ind i et system. Projekterne blev uoverskuelige og for dyre.

Den svage KI-forskning En del forskere indså efterhånden det udsigtsløse i den såkaldt stærke KI, dvs. troen på, at den menneskelige intelligens fuldt ud ville kunne genskabes i en computer. Da det endelige resultat ikke så ud til at være inden for rækkevidde i de første årtier, så blev desillusioneringen større, og begrebet KI blev belastet. Der lagde sig en stemning omkring KI i begyndelsen af 90 erne, der minder meget om den, man husker fra middelalderens alkymister, der ville fremstille guld.

På den baggrund har nogle KI-forskere afvist den meget ambitiøse (stærke) KI. De nøjes med at antage, at visse dele af den menneskelige intelligens og bevidsthed vil kunne genskabes i en computer (evt. en robot), og at studiet af disse dele af vore mentale funktioner kan give os nyt-

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

tig viden om os selv. Man ville nu ikke gerne kaldes forsker i KI, men hellere kognitionsforsker. Denne forskning fik navnet den svage KIforskning. Man kan med dette udgangspunkt forsøge at opstille logiske modeller for udvalgte dele af den menneskelige ræsonneren. Man kan også forsøge sig med en simulation af den menneskelige hjernes celler, for derved at opnå en model af hjernen, der af naturlige årsager selv ville fremvise hjernens egenskaber. Man benytter igen computeren som redskab, men denne gang ikke til en overordnet algoritme, men til simulationen af væsentlige træk af hjernens neurale netværk.

Den stærke KI-forskning har lidt under en stærk kritik fra filosoffer som bl.a. Hubert Dreyfus og John Searle2 , der har opstillet filosofiske tanker, som har været betragtet som kategoriske afvisninger og gendrivelser af mulighed for KI. Jeg mener dog ikke, de er særlig overbevisende mht. kritik af KI. Deres kritik går meget på, at KI er baseret på den opfattelse, at verden kan beskrives formelt i en nutidig computer, hvilket de sikkert med god grund holder for umuligt. Der er dog et vigtigt modargument til stede, som holder forskningen i gang. Hvis intelligens og alt, hvad dertil hører, findes i vore hjerner, der er en materiel størrelse, og som man derfor kan underkaste naturvidenskabelige undersøgelser, hvorfor skulle man så ikke kunne finde ud af dens funktioner. Hvis man ville hævde, at der er mere i vore hjerner end det, der kan undersøges, så er vi jo tilbage i en middelalderlig situation, hvor man kan hævde alt (bl.a. sjælens eksistens, som et immaterielt objekt). Det kan selvfølgelig være den endelige sandhed, men det er ikke særligt videnskabeligt. Dermed sætter man sig uden for videnskabens rammer og må opgive at finde / søge efter mere faktuel viden om vore mentale evner. Den videnskab, der drives med de faktuelle data, kan stadig søge videre og gøre sig forhåbninger om at finde ny viden om os selv, hvem vi er, hvorfor vi gør, som vi gør, og i sidste ende, hvordan vi bør være. Vi kan så småt ane en fremtidig sammenkædning af forskellige teknologier, som ikke synes indeholdt i KI-kritikernes argumentation. Et eksempel kunne være, når bioteknologien og biokemien begynder at sammenføje sin viden / kunnen med den, vi kender fra fysikken og specielt elektronikken.

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Man kan meget vel forestille sig fremtidige computere , der delvist består af traditionel elektronisk teknologi og ny bioteknologi. Et trin i denne retning har været kendt i nogle år allerede. Selv om Joseph Weizenbaum3 mener, at den slags projekter inden for KI er umoralske, så foretages de alligevel. Eksemplet her er en mand, der var blind fra fødslen, og har fået indlagt et elektronisk implantat i hjernen, så han via kamerasignaler fra sine briller er kommet til at se . Man har også hørt om lignende beskrivelser om døve. Teknologien er her en mikrofon i øregangen, der sender signaler via ledninger til en chip4 , der sidder under huden bag øret. Denne computer sender de bearbejdede signaler videre til hjernebarken nær ved hørecenteret ved hjælp af guldtråde, der tilfældigt er lagt ind over hjernen. Efter en periode med indøvning af lydmønstre, som blev forklaret visuelt for manden, begyndte hans hjerne selv at lave interface5 til signaltrådene fra computeren.

Manden kom til at høre. Vi kan altså ikke afvise, at en kombination af naturens egne råstoffer og vor teknologi vil bringe KI nærmere virkeligheden. Mange af kritikerne vil da heller ikke kategorisk afvise dens fremkomst. Dem, der tør omtale KI som et absolut umuligt projekt, synes at tilhøre en polemisk fløj, som enten ikke selv fik indfriet de ønsker, de selv havde til KI, da de selv i 80 erne var engageret i KI, eller også gør de det pga. deres menneskesyn, der netop tilhører den kategori, som ikke tør eller vil stille spørgsmålstegn ved vor placering i Guds store skaberværk.

Der har været lavet mange systemer, som antageligt skulle have haft et eller andet niveau af intelligens. Det afgørende spørgsmål er, hvornår er det systemets eller den kunstige hjernes egen intelligens, der skinner igennem, og hvornår er det en afspejling / simulation af konstruktørens indlagte interpretation af virkeligheden? Dette bringer os tilbage til definitionen af intelligens. På dette punkt er forskerne ikke enige. Hvorledes kan denne intelligens tolkes eller defineres? Er det blot evnen til at lagre data i hukommelsen, er det evnen til at kombinere data, er det hjernens struktur med selvbevidstheden, eller er det hjernen i interaktivitet i en interaktiv krop med en interaktiv omverden, der udgør intelligensen? Man kan tilsyneladende ikke komme den generelle definition af intel33

ligens nærmere ad denne vej. Forskerne har derfor koncentreret sig om delaspekter ved den menneskelige hjerneaktivitet. Ved at forske i menneskets kognitive egenskaber prøver man via den indvundne viden og de nye teorier at opstille modeller, der kan bruges i forsøget på at bygge intelligente systemer .

Computeren som redskab til udvidelse af menneskets potentiale Mennesket har altid haft et værktøj i hånden.

Til tider kan man også se aber bruge genstande som redskaber, men disse er dog forhåndenværende genstande, som så vidt vides ikke bliver forarbejdet og gemt til specifikke formål. Det er også på den baggrund, at nogle har kaldt mennesket for homo faber. Synet på værktøj har ikke ændret sig meget igennem tiderne. En tømrer, der tager en hammer i hånden, får udvidet sine naturgivne evner til også at kunne slå et hårdt søm i en hård træbjælke. Værktøj eller redskab er så- Figur 1. Kunne man forestille sig, at der kunne ledes egenskabsudvidende for det enkelte fremstilles en samtalerobot, som vi kunne gennemføre menneske. Vi kan altså ikke her skille red- samtaler med af samme kvalitet, som vi kender fra skabets formål fra den, der har redskabet i vore samtaler med vore medmennesker? I givet fald ville samtalerobotten have bestået Turings test. Ville hånden. Derfor har der heller ikke været vi i givet fald måtte tillægge robotten etisk status? Ville særlige problemer omkring ansvarsplacering vi have pligt til at behandle en sådan robot på en og tildeling af ros og ris for det udførte arbej- bestemt måde? de. Manden bag værktøjer var personen med ansvaret. kapitel, og især her i Danmark. Vi har ikke proHvis vi ser tilbage til en tid, hvor slavehanblemer med at definere, hvem der er mennesker del stadig var lovlig, så finder vi situationer, og kan tilkomme en behandling derefter. Vi er hvor mennesker blev behandlet som redskaber. ikke et øjeblik i tvivl om, at vore værktøjer i I dag vil det vække afsky, hvis vi herhjemme i hobbyrummet, bilen, cyklen, kaffemaskinen nutidens Danmark ville behandle andre som osv., at de er redskaber/værktøjer/hjælpemidredskaber. De flestes etik har heldigvis ændret ler i vor hverdag. Selv computeren er vi ikke i sig til det bedre på dette område. Den kristne tvivl om. Vi hører gentagne gange dem, der sietik af i dag har op igennem historien taget teoger: Computeren er og bliver ikke andet end et logiske og filosofiske drejninger, som har ledt stykke isenkram . Alligevel kender vi også den os til det, vi mener i dag. En synsvinkel på etiksituation, at der er ting, vi har personificeret i ken, som satte sig spor, var bl.a. den, Immanuel hverdagen. Der er mange, der f.eks. giver deres Kant beskrev med det kategoriske imperativ6 , som skal indeholde respekt for et andet mennebiler navne. Ja man kan endda finde på at tale ske. Man skal behandle mennesker som formål til den eller blive vred på den, hvis den ikke gør, i sig selv og ikke blot som middel. Menneskesom man forventer. Selv om bilens mekaniske rettigheder og andre generelle lovkomplekser indre ikke kan gøre for dens fejl og mangler, så giver de samme retningslinier. Hvis man begår manges aggression ud over bilen, og ikke handler mennesker som redskaber eller midler over dens konstruktør eller mekaniker. Der blitil eget formål, så kommer disse i konflikt med ver sparket til den, smækket med dørene og den nutidige etik. banket på rattet. Vi er alle klar over, at bilen Nu ville man så sige, at det er et overstået ikke forstår det, og vi ved alle, at den ikke er 34

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Selv om vi her stadig har en klar fornemmelse af, hvad der er redskab/computer, og hvad der er menneske, og det i kraft af, at vi har været det foregående stof igennem og evt. også selv sidder inde med faglig viden om computere, så kan vi iagttage et stigende problem for de mennesker, som ikke har en faglig baggrund for at forstå, hvor grænsen mellem såkaldte dumme værktøjer og intelligens ligger. Om end grænsen ikke bliver usynlig, så bliver den i hvert tilfælde meget utydelig, når man ser medierne bruge udtryk som intelligens på en meget lemfældig måde.

Hvis man tager begrebet intelligens med i PR-materialer, så almindelige forbrugere får det indtryk, at computere bliver intelligente ved køb af specielle programpakker, så er det yderst betænkeligt. Det er måske direkte vildledende. Ved at vende sig til brugen af begrebet intelligens i denne forbindelse, så afsvækkes begrebets betydningsindhold, som det har haft i relation til mennesker.

Når man taler om intelligens, bliver det med tiden en meget relativ størrelse, og vi får derfor et problem med den almindelige brug af Figur 2. Hvem er vi som mennesker i forhold til com- det. puteren? Har stærk kunstig intelligens i virkeligheden Med dette som baggrund mener jeg, at ret i, at et menneskes bevidsthed i princippet ikke er frygten for en igangværende lavineeffekt er andet end et avanceret computerprogram? begrundet. Frygten for at mennesket skaber sin egen totale afhængighed af teknologi. Er vi på vej til at forslave os selv? Tanken er ikke levende osv. Men alligevel vælger vi i visse situany. Heidegger har filosoferet grundigt over dettioner at opføre os, som om den var. Ud fra te emne. Efter hans mening har vi allerede fordette kan vi tænke, hvor let det må være at perladt den totale naturlighed og er årsag til, at versonificere en computer, der både kan give talt den med alt, hvad der er i den, er indfældet i sprog tilbage og opføre sig som levende. Netop teknik. Selv den mest naturlige plet i Amazones dette observerede Weizenbaum, da han lod anajungle eller i Sibiriens ødemarker er indfældet lysanter prøve Eliza, den computer han havde og omgivet af vor verdensomspændende styprogrammeret til at simulere psykoterapeut.7 ring, kategorisering og værdisætning. Ifølge Weizenbaum fortæller selv i en af sine bøger, at Heideggers egne ord finder vi den yderste fare hans sekretær blev vred på ham, da han ville netop i teknikken8 . Selvom Heidegger ikke ser spørge computeren om de samtaler, den havde teknik som andet end det, mennesker frembrinhaft med sekretæren. Hun reagerede if. Weizenger som værktøj for menneskets viljeshandling, baum, fordi hun havde haft fortrolige samtaler og derfor ikke kan appliceres over på en evt. med computeren og var bange for, at den skulle kunstig intelligens, der også må påregnes at haafsløre hende. Systemer, der kan simulere den ve vilje, så ser han dog den enorme fare, der slags samtaler, findes i dag flere steder på Interligger i dens denaturering af verden. Løsningen nettet, hvor man kan prøve at afsløre deres beses ikke i en kamp imod teknikken, men derigrænsninger. Man finder disse kunstige samtalemod i en tolkning af den (her igennem kunst). partnere ved at søge efter kunstig intelligens elHvis værktøjet ikke mere kun er noget der ler Artificial Intelligens på mange af de kendte sætter mennesker i stand til at gøre noget, - hvis søgemaskiner (Alta Vista, Jahoo, osv.).

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

35

værktøjet bliver selvstændigt, gør sig fri af menneskets styring, - hvis vi skal til at dele det øverste trin i skabelseshierarkiet med noget andet, hvis mennesket må vige førerpladsen på podiet til fordel for værktøjet, der bliver selvstændigt, - hvad så? Selv om vi ikke har den kunstige hjerne endnu, så er der en hel del i vort samfund og i videnskabelige kredse, der opfører sig, som om det ligger lige om hjørnet. I denne sammenhæng er det faktisk ikke afgørende, om det nogensinde bliver virkeliggjort. Det er min opfattelse, at alene det faktum, at en del styrer imod dette mål, idet de antager, at det i princippet ville kunne nås (og at stærk KI dermed har ret), sætter en dagsorden for en nutidig og dermed også fremtidig etik.

Livskvalitet, kultur og teknologi I verdenshistorien har vi set kulturer komme og gå. Vi kan bare tænke på Inka- og Mayakulturerne, den Ægyptiske og Babylonske kultur, og mange andre. Af hvilke grunde disse kulturer end er gået til grunde, blevet opslugt af andre eller blot blevet forladt, er ikke interessant her. I alle disse kulturer kan vi se nogle generelle fælles værdier, som til alle tider har været interessant for mennesker. En eller anden form for prioritering har altid spillet ind. Hvis vi i første omgang ser bort fra mere specielle religiøse situationer, så står føde og sikkerhed naturligt nok øverst på prioriteringslisten. Når de basale behov er tilgodeset, så begynder sikringen af fremtiden at spille en rolle. Hvis den også synes at være sikker, så står mennesket i en situation, hvor det behagelige bliver værdsat. Uden nogen særlig form for etik går det over i udnyttelse af omgivelserne. Magt bliver udøvet, og luksus bliver måske anskaffet på bekostning af andres velfærd. Vi oplever i dag en levende debat om værdier i det danske samfund, og man hører om velfærd og livskvalitet. Bortset fra en ustyrlig nysgerrighed hos mennesket, så kunne man frygte, at det, der driver forskningen ind i robotverdenen og den kunstige intelligens, var ønsket om et væsen, der kan sikre mennesket og dets behagelige eksistens ind i fremtiden.

Nogle ville måske foretrække en god gammeldags slave, men det er jo ikke lovligt mere! Vil en menneskeskabt androide (dvs. en robot i mere eller mindre human form) da være løsningen? Hvis vi forestiller os, at vi kan skabe et 36

væsen som vor egen kopi, som vi vil have magt over, så afføder det omgående to alvorlige spørgsmål: a) Hvis vi forestiller os, at vi faktisk laver en androide, som en kopi af os selv, har vi så ikke brugt de forhåndenværende materialer fra naturen. En computer består også af det, vi finder i naturen, selv om vi kalder det teknik. Når vi benytter os af gener i grise og avler nye typer grise, så kan vi stadig hævde, at vi blot bruger de midler, Gud giver os dertil. Gør vi ikke det samme, når vi laver en computer? Silicium-chippen, hvorpå computeren laves, er også et stykke af det univers, Gud har skabt. Har Gud i givet fald brugt os som fødselshjælper til en ny art? Hvis der faktisk er tale om en androide, som i enhver henseende er en kopi af os selv, har vi så ikke de samme etiske forpligtigelser over for denne androide, som over for os selv? Bliver den etik, vi har hos os selv, ikke den samme over for androiden? Og hvad bliver vore etiske forpligtelser, hvis der er tale om en androide, som i nogle henseender er en kopi af mennesket? Hvor meget skal en robot ligne os for med rimelighed at kunne gøre krav på etik i forhold til mennesket. b) Et andet spørgsmål kunne være: Vil vi med teknologiens hjælp sætte os på Guds trone? Vil vi skabe intelligente væsner for at blive ligeværdige med Gud? Vil en kopiering af vor egen hjerne være den ultimative protese for at være helt uafhængig? Vil vi unddrage os selve døden og overleve i en virtuel verden, for til tider at holde ferie i den rigtige verden i en lejet højteknologisk krop? Hvor mange dele må vi skifte ud i vor egen krop, før vi ikke er mennesker mere? Er dette ikke den højeste form for Gudsforagt og Gudsbespottelse, der styres imod?

Enhver, der vil hævde, at mennesket i princippet ikke er andet end en maskine, stilles over for disse vanskelige spørgsmål. Men det skal bemærkes, at forudsætningen for spørgsmålene er, at stærk KI har ret i sin grundlæggende antagelse om, at den menneskelige intelligens, bevidsthed og funktionalitet i princippet fuldt ud ville kunne genskabes i en computer (robot) evt. af et helt andet design end det, vi kender i ORIGO NR. 77 APRIL 2002

dag. Hvis den antagelse ikke holder, falder spørgsmålene til jorden. Men så er udfordringen jo at vise, hvorfor stærk KI tager fejl, og hvordan det menneskelige principielt adskiller sig fra det, som i princippet ville kunne produceres med en eller anden form for informationsteknologi.

Noter Maskinen, människan och doktor la Mettrie, Doxa, Lund, 1984.

2 Peter Kemp, Det uerstattelige, Spektrums Uglebøger, 1994, side 252.

3 Tom Forester og Perry Morison refererer til Joseph Weizenbaum (professor i computervidenskab, MIT Massachusetts Institute of Tech1

nology) i Computer Ethics, Oxford 1990, side 129.

4 En chip , er normalt et stykke (ca. 4 mm2) silicium, hvorpå der er konstrueret et elektronisk kredsløb, eller en mikrocomputer.

5 Interface betyder i dette tilfælde noget mere end en blot og bar tilslutning. Hjernen udvikler de neuroner og synapser, som føler impulserne fra mikrofonen, og udvikler et system, der i sidste ende producerer et forståeligt lydbillede for personen.

6 Immanuel Kant, Metaphysik der Sitten, 1797.

7 Peter Kemp, Det uerstattelige, side 263.

8 Søren Gosvig Olesen, Vejledning til Heidegger, Odense Universitetsforlag, 1990, p. 79.

Lennart B. Jessen er cand.theol. og sognepræst.

Boganmeldelse Forlaget Perspektiv har netop udgivet Erik Fanøes spændende kommentar til Bibelens første bog, Første Mosebog.

Fanøes kommentar er et glimrende værktøj til enhver, der vil fordybe sig i Bibel-teksten. Kommentaren er velskrevet og engageret. Stilen er åben og ydmyg over for de vanskelige fortolkningsspørgsmål, som findes i forbindelse med Første Mosebog. Erik Fanøe har skrevet kommentaren ud fra sin solide faglige og medmenneskelige ballast. Det er oplagt, at Fanøe har en stor viden at øse af - ikke bare på de teologiske og sproglige områder, men også i forhold til moderne naturvidenskab.

Bogen er opdelt i lektioner, og til hver lektion er der spørgsmål og opgaver. Bogen vil egne sig glimrende som grundbog for studiekredse mv.

Første Mosebog.

Kommenteret af Erik Fanøe.

Perspektiv Bibelstudier.

Forlaget Perspektiv 2001 Peter Øhrstrøm

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

37

Læserbrev

Jeg læser med glæde jeres blad, som jeg synes er spændende, interessant og opbyggeligt.

Jeg har et spørgsmål til en artikel fra 1996 om menneskets oprindelse af Dr. David Rosevear, hvor der står nederst side 8, at moderne mennesker repræsenterer en vis variation, bl.a at hjernevolumen varierer fra 800 til 2000 kubik-centimeter. Er det virkelig rigtigt, at der i dag lever mennesker, som er normale med en hjernevolumen på 800 kubikcentimeter??

Jeg har også et andet spørgsmål: Er det rigtigt, at Neanderhaler er konstateret via DNA hørende til en anden art end Homo Sapiens. I givet fald: taler det så ikke for evolutionslæren, at en anden art har udviklet sig til et højt stade gennem evolution??

Med venlig hilsen Hans Peter Smidt

?

!

Til det første spørgsmål: Jeg kender kun til hjernevolumen ned til 900 ccm og op til 2100 ccm. (Kilde: Reinhard Junker, Is Man descended from Adam? 2000, p 21). Jeg mener, at især aborigines har et meget lille hjernerumfang. Neandertaleren og det moderne menneske regnes næsten som identiske idag. Det er ikke uden grund, at man kalder neandertaleren Homo sapiens neandertalis og kalder det moderne menneske homo sapiens sapiens. Det viser, at man ikke regner neandertaleren og det moderne menneske som forskellige, men blot underarter.

Det er rigtigt, at man ved at sammenligne DNA har fundet, at forskellen mellem neandertaleren og det moderne menneske er større end normalt antaget. Og Især Hugh Ross fra Reason to believe mener på bl.a. den baggrund ikke, at det moderne menneske har slægtskab med neandertaleren. Jeg er uenig i den antagelse, fordi der er så mange kulturelle og morfologiske karaktertræk, der ligner hinanden. Disse har jeg gjort opmærksom på i min artikel om neandertaleren i Origo 2001. Det er altså en uenighed på området blandt skabelsestroende. Jeg er dog biolog, men føler mig ikke i stand til konkret at vurdere, hvor store de forskelle er, man har fundet. Normalt er det meget fragmenteret DNA, man finder i så gamle fund, så derfor vil sammenligningen være behæftet med en vis usikkerhed. På den anden side er der meget materiale til rådighed fra de mange neandertalfund. Hvis neandertaleren har udviklet sig til en ny art, behøver det ikke at betyde, at det er et fremskridt! Der er ikke noget, der tyder på, at det moderne menneske er mere intelligent end neandertaleren. Oprindelsen af en ny art er et definitionsspørgsmål, og jeg modsætter mig ikke, at der opstår nye arter, men der er en grænse, hvor nye organer og strukturer viser forskellen mellem to organismer. Jeg bruger selv en betegnelse kaldet Grundtype, for det er en lidt bredere definition end det normale artsbegreb. En grundtype kan derfor godt indeholde flere arter. Dog mener jeg, at mennesket og neandertaleren tilhører samme grundtype, fordi der kun er tale om en meget lille variation i knoglestørrelse og hjernerumfang, som kan forklares i ændrede klimatiske forhold.

Med venlig hilsen Kristian Bánkuti Østergaard

38

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

Origo Redaktion i Danmark

Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå.

Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Forskningsleder, cand.scient. Holger Daugaard, Ærtebjerggårdvej 75, 5270 Odense N. Tlf. 6618 4100. E-mail: Holger.Daugaard@agrsci.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Handelsoverlærer H. C. Krøyer, Hundborgvej 42, 7700 Thisted.

Tlf. 9792 0460. E-mail: h.c.kroyer@post11.tele.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers.

Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg.

Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktør)

Redaksjon i Norge

Professor, dr. philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås.

E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Forskningsleder, dr. scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger.

E-post: wf@rf.no Avdelingsingeniør, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø.

E-post: steinar@hitos.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Ansvarshavende for dette nummer: Peter Øhrstrøm Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø, Tlf. 7767 2948.

Danmark: Ove Kristensen, Hasselvænget 44, 7800 Skive, Tlf. 9751 4177.

ORIGOs Internet-adresse: http://www.tidsskriftet-origo.net Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg

ORIGO NR. 77 APRIL 2002

39

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese.

ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning m.m.

2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger.

3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin.

4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168 40

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger.

Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad.

ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt.

Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation.

ORIGO udkommer 5 gange om året.

Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Ove Kristensen Hasselvænget 44, 7800 Skive Tlf. 97 51 41 77 Giro 730-5753 E-mail: tidsskriftet-origo@mail.tele.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 77 67 29 48. Giro 0540 0461890

ORIGO NR. 77 APRIL 2002 ORIGO NR. 77 APRIL 2002