Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 148, Sommer 2019

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

nr 148, juni 2019

Peter Øhrstrøm fejrede med  Konference  Forelæsninger  Bogen «tro og videnskab» bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Innhold nr 148, sommer 2019 Tro og videnskab / Konferanse i Aalborg og ny bog Resistens hos bakterier ikke noe nytt / Steinar Thorvaldsen Tysk center for BioKomplexitet / Karsten Pultz Tilpasning og rekruttering - evolutionsteoriens illusioner / Karsten Pultz Taper evolusjonsteorien sitt fundament? / Ola Hössjer Lege vant i norsk Høyesterett / Signe Nome Thorvaldsen Hvidvask, bedrag og det moralske kompas / Peter Øhrstrøm Ansvar / Peter Øhrstrøm Anmeldelse af bogen "Contested Bones" (omstridte knogler) / Arne Kiilerich Anmeldelse af bogen «Før Darwin» / Peter Øhrstrøm Abonnement og bestillinger: Norge: Knut Sagafos, knu-saga@online.no

Danmark: abonnement@skabelse.dk

Redaktør dette nummer: Steinar Thorvaldsen. bioCosmos.no

skabelse.dk

ISSN 0109-6168 origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om vitenskap, skapelse og etikk

Bok om «Tro og vitenskap» og konferanse i Aalborg På forsiden av dette nummer av Origo smiler Peter Øhrstrøm, Origos mangeårige leder i Danmark. Det er hans 70-års dag! Peter har mange grunner til å smile på denne dagen. En vellykket konferanse om Faith and Knowledge, en ny bok på dansk om Tro og videnskab, samt mange hyggelige gjester, taler, og gaver på gavebordet. Hele storfamilien var samlet.

- Ja, boken om Tro og videnskab har han selv vært redaktør for, med bidrag fra 12 kolleger, så det var vel en gave til meg selv, forklarer Peter. Alle de 12 kollegene fikk beskjed om å skrive om det som var deres eget fagområde. Boken skulle ikke være et produkt av halvstuderte røvere i fremmed land.

Resultatet ble en antologi med kapitler om kosmologi, naturlover, matematikk, cellebiologi, helse, miljø, mat, pragmatisme, tidslogikk, informasjonsvitenskap mm. Tro og vitenskap blir i vår tid ofte presentert som motsetninger. I boken forklarer forfatterne at tro og vitenskap kan leve side om side og har gjort det gjennom hele ide- og vitenskapshistorien. Faktisk kan de to ikke bare eksistere, de kan stimulere hverandre, hevder bokens forfattere. Tro kan bidra til vitenskapelig nysgjerrighet, og vitenskapen kan gi nye perspektiver på bibelske tekster om skapelsen. De utelukker ikke hverandre fordi de stammer fra samme grunntanke.

Boken Tro og vitenskap vil kunne bidra til en mer nyansert samtale om forholdet mellom kristen tro og vitenskapelig forståelse.

Anmeldelsene har vært positive, og Mogens Mogensen skriver: ”Tro og videnskab” er en bog af en så høj kvalitet, at den ikke kan undgå at gøre sine læsere klogere og mere nysgerrige både på tro og videnskab. Derfor kan jeg kun give bogen min bedste anbefaling, i håbet om, at de, der interesserer sig både for tro og videnskab og for forholdet – og de potentielle konflikter – mellem tro og videnskab, vil læse denne bog.

Alle som abonnerer på Origo i Danmark har fått tilsendt boken, og den vil også komme til de norske origoabonnentene. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2

Aalborg Universitet bidro også til feiringen av Peter gjennom konferansen Faith and Knowledge. Til denne konferansen hadde Peter invitert tre kolleger til å holde foredrag: Søren Holm som er professor i medisinsk etikk ved Universitetet i Manchester, Ola Hössjer som er professor i matematisk statistikk med Stockholms universitet, og William Lane Craig som er professor i filosofi ved Biola Universitetet i California.

Programmet var slik: Søren Holm: Faith and Reason in Ethics Ola Hössjer: On Pascal’s Wager model for the decision to become a Christian William Lane Craig: A Case for Christian Theism Den filosofiske diskusjonen om tro og kunnskap har nå sett en oppblomstring. Som resultat blir mange av de tradisjonelle argumentene for Guds eksistens, samt nye argumenter til støtte for et religiøst verdenssyn, på nytt diskutert blant grupper av filosofer og forskere. Konferansen drøftet spørsmålet om tro stimulerer rasjonalitet og vitenskapelige holdninger.

I dette nummer av Origo kan du lese en artikkel av Ola Hössjer og mer om disse tema.

William Lane Craig i aksjon på Aalborg universitet i 2019.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om vitenskap, skapelse og etikk

Resistens hos bakterier ikke noe nytt Steinar Thorvaldsen Professor, UiT-Norges Arktiske Universitet

Når vi får en infeksjon av bakterier i kroppen, blir antibiotika benyttet som en effektiv medisin. Antibiotika er en kjemisk forbindelse som dreper eller stopper veksten av bakterier og andre mikroorganismer. Den er billig og brukes i store mengder over hele verden.

Bjarte Aarmo Lund har forsket på en bestemt gruppe gener som gir bakterier motstandsevne mot antibiotika.

Oppdagelsen av antibiotika i 1929 var starten på en stor medisinsk landevinning som har hjulpet millioner av mennesker. Fra begynnelsen av 1950-årene ble oppdagelsen tatt i bruk av legevitenskapen.

Etter hvert oppdaget man også at det i noen tilfeller ikke lenger hjalp å bruke antibiotika. Noen bakterier var tydeligvis motstandsdyktige (resistente) mot våre medisiner som var basert på antibiotika.

Dette ble av mange tolket som et resultat av darwinistisk evolusjon hos bakteriene.

Bjarte Aarmo Lund (bildet) har nylig avlagt sin PhD ved Kjemisk institutt, Universitetet i Tromsø, der han forsket på resistens mot antibiotika hos bakterier. Bakteriene bruker nemlig spesielle enzymer for å bryte ned antibiotika, slik at den ikke lenger er giftig for bakterien. Dette kalles antibiotika-resistens, og har blitt et stort problem ved mange sykehus, spesielt der det brukes mye antibiotika.

Bjarte arbeidet spesielt med det antibiotikaresistente enzymet som går under navnet beta-lactamase, OXA-klassen. Denne beta-lactamasen modifiserer den antibiotika som gis som medisin, og dermed virker ikke medisinen på den fremmede bakterien slik vi ønsker. Infeksjonen i kroppen vår fortsetter. Heldigvis finnes det flere typer antibiotika som vi også kan benytte oss av for å ta knekken på bakterien, så slaget er ikke tapt.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 Det er av stor medisinsk interesse å forstå den bakenforliggende kjemiske mekanismen bedre, og prøve å lage nye molekyler som er aktive mot denne beta-laktamasen. Dette har Bjarte jobbet med gjennom flere år.

I sin avhandling forteller Bjarte at komponenter tilsvarende vår antibiotika trolig har eksistert hos bakterier siden tidenes morgen. Mikroorganismer har også hatt mekanismer tilsvarende sine våpen mot antibiotika for å forsvare seg mot sopp eller andre bakterier. Hverken antibiotika etter antibiotika-resistens er derfor noe nytt i bakterieverdenen. Begge deler er deler av et system for beskyttelse. De kan også ha andre funksjoner hos bakterien.

Beta-laktamase resistens er altså ikke noe som er oppstått hos bakteriene på grunn av moderne medisin. Gener for resistensen mot antibiotika er funnet i grunnprøver fra Alaska som har ligget nedfrosset i flere tusen år, og aldri vært eksponert for mennesker. Resistens mot antibiotika har altså vært der hele tiden, selv om den medisinske bruk har ført til at bakteriestammer med dette genet nå øker i antall.

Bjarte forteller også at han har lest boken «Sund fornuft: Hvordan biologien bekræfter vores intuition om design af livert» (forlaget Origo, 2018) skrevet av molekylærbiologen Douglas Axe, og har faktisk jobbet mye med de samme proteinene som Axe. Han synes kompleksitet-argumentet i denne boken er spennende, og kommenterer at til syvende og sist er argumentet for evolusjon at vi kan ha et uendelig antall univers og at vi tilfeldigvis lever i det der alt klaffet.

Bjarte Aarmo Lund er nå postdoktor ved Universiotetet i Tromsø. Hele hans PhD avhandling kan du leses her: https://munin.uit.no/handle/10037/11441

Bjarte var hjemmearbeidende husfar da vi besøkte han, og tar her en pust i bakken ved kjøkkenbordet.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO d

- om videnskab skabelse og etik

Tysk center for BioKomplexitet Karsten Pultz Forfatter og komponist

Fra den 29. maj til den 1. juni 2019 deltog jeg i et symposium, som også indeholdt den stiftende generalforsamling for instituttet Zentrum für BioKomplexität und NaturTeleologie, https://www.biocomplexity.at/ , som er et tysksproget foretagende lig Discovery Institute. Hovedsædet for dette center er i Østrig, hvor den ene af lederne, palæontolog, dr. Günter Bechly er bosiddende (se evt. Bechlys Wikipediaside, som jeg oprettede i protest, efter at han var blevet fjernet fra engelsk Wikipedia). Den anden hovedfigur i foretagenet er mikrobiolog, professor, dr. Siegfried Scherer, som til daglig arbejder ved Technische Universität München.

Zentrum für BioKomlexität und NaturTeleologie bliver den længe savnede spydspids for den voksende europæiske ID-bevægelse, et naturvidenskabeligt og filosofisk forskningscenter, der skal udfordre det materialistiske paradigme, som efterhånden er kommet til at dominere naturvidenskaben. Vi skal huske, at den antagelse, at verden i bund og grund ikke er andet end åndløst stof og energi, og at alt, inklusive liv, er et produkt af blinde udirigerede processer kombineret med naturlovene, faktisk blot er en tro – en antagelse, som ikke kan verificeres.

Moderne forskning, ikke mindst på biologiens område, peger nu på, at denne antagelse er forkert, og der er derfor al mulig grund til at få stiftet en institutionel udfordring til den enerådige materialistiske indgangsvinkel.

Man har valgt ikke at lade betegnelsen ”intelligent design” indgå i centerets navn, da der er sket det, som desværre er et udbredt fænomen, at betegnelsen er blevet brugt negativt af modstandere med den følge, at intelligent design ikke længere vækker positive eller blot neutrale konnotationer i det tyske sprogområde. Man har i stedet valgt ordet naturteleologi (fra græsk, telos, formål), da man meget klogt har set, at det bliver sværere at degradere et godt gammelt begreb, som har været brugt i filosofien i årtusinder. Og sagen er jo faktisk den, at man med dette center vil promovere en re-introduktion af

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 idéen om teleologi i naturen – en idé, som engang var selvindlysende, men som gradvist er gledet ud, efterhånden som naturvidenskaben syntes at kunne forklare alt via naturlige, åndløse processer; der er ingen brug for hypotesen om formål og design, hvis alle fænomener tilsyneladende kan forklares med blinde fysiske processer. Det var der, vi var nået til, da moderne forskning opdagede den digitale kode i DNA'et, de ikke-reducerbar komplekse molekylære maskiner i cellen, universets fine tuning og andre fænomener, som stærkt indikerer intelligens som årsag.

På symposiet i Østrig deltog 27 forskere, hvoraf de 11 er professorer, og de resterende bestrider forsker-/undervisningsstillinger på forskellige universiteter og privatinstitutioner. Undertegnede var en af 4 deltagere, som arbejder med informationsformidling i forbindelse med intelligent design, og som af den grund fik æren af at deltage. Da Zentrum für BioKomplexität und NaturTeleologie, på trods af sit fokus på det tyske sprogområde, også bliver et fælles europæisk center for ID, havde ledelsen, så vidt jeg kan vurdere, lagt vægt på at få flest mulige europæiske lande repræsenteret. Der var udover deltagelse fra USA, Australien, Israel og New Zealand således folk fra Tyskland, Østrig, Belgien, Polen, Italien, UK, Sverige, Liechtenstein og Danmark.

Selvom min deltagelse udsprang af et allerede igangværende personligt samarbejde med Günter Bechly, lagde jeg vægt på, at jeg også deltog som repræsentant for Origo og kom som en slags fælles dansk/norsk udsending. Det var derfor en glæde, at jeg med mig havde et konkret forslag fra professor Steinar Thorvaldsen – et forslag om et muligt samarbejde med Bechly om en ID-konference i Norge.

Fra Sverige deltog professor i matematik Ola Hössjer, og han og jeg tilbragte megen tid sammen, hvor vi bl.a. diskuterede muligheden for et fælles skandinavisk samarbejde. Hössjer bidrog med et spændende oplæg med titlen A Mathematical Model for the Waiting time of Coordinated Mutations to Appear. (Læs evt. min anmeldelse af Hössjers fremragende bog her) Der var selvsagt deltagelse fra moder-oganisationen Discovery Institute, og jeg havde således den enestående mulighed at træffe Stephen Meyer, Ann Gauger, Brian Miller og Michael Denton.

Gauger og Miller kendte jeg allerede gennem jævnlig mail-korrespondance, men det var selvfølgelig dejligt at møde dem i virkeligheden. Størst var det dog at møde to af de absolutte topfolk i ID-sammenhæng, nemlig Meyer og Denton, og minsandten om ikke jeg var så heldig at skulle tilbringe den første 1½ time sammen med de to i taxi fra lufthavnen til konferencehotellet. I taxien gik snakken om alt mellem himmel og jord, men vi kom selvfølgelig også ind på ID i Danmark, og det var skønt at kunne hive den danske oversættelse af Undeniable (Sund Fornuft) op af tasken og forære til Meyer. Han var synligt både glad og imponeret over Origos indsats med at promovere Discovery Institutes arbejde, og han sagde, at bogen ville komme til at indgå som en vigtig del af den dokumentation, der overfor sponsorer demonstrerer, at Discovery Institutes arbejde har indflydelse over hele verden.

16 af de deltagende forskere gav, over de fire dage symposiet forløb, hver et ID-oplæg med udgangspunkt i deres individuelle fagdiscipliner, og jeg kan nævne, at ud over biologi var biokemi, molekylærbiologi, fysik, astrofysik, matematik, filosofi, computervidenskab, antropologi og palæontologi repræsenteret.

Særlig interessant for mig var dr. Brian Millers foredrag med titlen A Thermodynamic Analysis of the Rarity of Protein Folds. Miller talte en del om problemerne med at få genereret de proteindele, som udgør maskindelene i flagellummotoren via evolutionsteoriens tilfældige mutationer. Jeg var selv lige blevet færdig med min artikel, som kan læses her i dette blad, og det var derfor interessant at drøfte evolutionsteoriens lidt for optimistiske scenarier med en ekspert på området. Miller ser, ligesom jeg selv, på flagellummotoren ud fra et ingeniørmæssigt perspektiv, og vi var meget enige om, at tilfældige mutationer aldrig vil være i stand til at producere de nøjagtigt tilpassede maskindele – The evolutionists live in a world of fantasy! var en af hans bemærkninger.

Biokemiker Ann Gaugers foredrag var også et af de mere ”mind blowing”, da hun fremlagde helt nye forskningsresultater vedrørende kausal cirkularitet i biokemiske processer. Resultaterne af Gaugers forskning viser, at der er et ”hønen og ægget”-problem, når vigtige stoffer skal produceres. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

3 Der er simpelthen stoffer, der ikke kan skabes, hvis de ikke allerede eksisterer; de indgår så at sige i ”the biochemical pathway” til deres egen fremkomst.

Symposiet var omgærdet af en hvis diskretion, da en del af de deltagende forskere havde brug for anonymitet. Det er jo desværre stadig forbundet med problemer, hvis man som ansat indenfor akademia udtrykker tvivl på Darwin og det materialistiske paradigme. Der er således restriktioner på offentliggørelse af oplysninger og fotos fra mødet. Jeg gætter på, at Zentrum für BioKomplexität und NaturTeleologie lige som sin moder-organisation også vil kæmpe for, at forfølgelsen af evolutionskritikere hører op. Det kunne være rart, om vi kunne have en åben debat, så vi slipper for at opføre os som jernbanesabotørerne under krigen ;-).

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO d

- om videnskab skabelse og etik

Tilpasning og rekruttering -Evolutionsteoriens illusioner Karsten Pultz Forfatter og komponist

En ombygning af min hustrus bil fra manuel styring til servostyring inspirerede mig til at skrive denne artikel om begreberne ”tilpasning” og ”rekruttering” i forbindelse med evolutionsteorien, om hvor fantasifuldt det forekommer mig, at tilfældige mutationer skulle være i stand til at frembringe positive forbedringer i molekylære maskiner som fx flagellummotoren eller ATP-syntase, eller som det hævdes, at frembringe maskinerne helt ”from scratch” I den danske ordbog står der om ordet tilpasning : Proces, hvor noget eller nogen ændres for bedre at passe i en bestemt sammenhæng – også om resultatet af en sådan proces.

Tilpasning (på engelsk: adaptation) er et af de flittigst brugte ord i evolutionsteorien. Det er det udtryk, man har valgt at bruge som betegnelse for organismers tilsyneladende evne til at ændre sig på en måde, så de bedre imødegår kravene fra det omgivende miljø. Det hævdes, at organismer kan udvikle nye funktioner, altså tilpasninger, så deres overlevelsesmuligheder forbedres, og det er denne påstand, jeg her vil give en kritisk analyse af.

Inden vi går til biddet skal det i parentes bemærkes, at ordet "tilpasning" bruges på forskellige måder. Ordet bruges fx om tilfældige mutationer, som giver en organisme en øjeblikkelig fordel (selv om der faktisk er tale om, at noget genmateriale ødelægges). Ligeledes bruges ordet om ændringer, der forekommer, fordi der ligger forskellige muligheder i en organismes eksisterende DNA – altså en indbygget fleksibilitet – således at en tilpasning er mulig (der bliver på den måde ikke udviklet noget virkelig nyt, og der er derfor ikke tale om evolutionær tilpasning).

Betydningen af ordet tilpasning Allerede når man funderer over selve ordet ”tilpasning”, opdager man problemet omkring brugen af det i evolutionsteoretisk sammenhæng, da ordet i sig selv underforstået indeholder en bevidst handling. Man tilpasser et stykke træ, så det kan fungere som dørstopper, man tilpasser en tekst, så den

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 kan forstås af flere, man tilpasser sin adfærd, så man ikke træder nogen over tæerne. Det karakteristiske ved ordet "tilpasse" er, at det er noget, som man gør – ikke noget, der sker af sig selv.

Et andet ord, som jeg har fundet i mange evolutionspromoverende videnskabelige artikler, og som lider af den samme skavank er ordet "rekruttering" (på engelsk: recruitment). Det bruges i forbindelse med påstanden om, at proteiner, som har tjent ét formål kan ”rekrutteres” til at tjene en ny funktion. "Rekruttering" er også et ord, der lugter langt væk af en handling foretaget af en bevidsthed, men i mangel af ord, som antyder ”bevidstløshed”, har evolutionsfolkene måttet tage til takke med, hvad der nu engang var til rådighed i sproget.

Det er et gennemgående problem, at det sprog, som anvendes i evolutionslitteraturen antyder intentionalitet. Evolutionisterne arbejder jo med en teori, der baserer sig på blinde, udirigerede processer, og som netop derfor glimrer ved sit fravær af bevidsthed, og sprogbruget skaber problemer både for evolutionisterne selv, men også for lægfolk, som får svært ved at gennemskue, hvad evolution reelt går ud på.

Evolutionsfortalerne står med et semantisk problem, da man simpelthen mangler et ordforråd, som er fri for undertoner af bevidsthed og intentionalitet. Som jeg nævner i min bog Exit Evolution, ligger der også en fare i brugen af disse ord, da de antyder, at evolution er ”klogere” og mindre blind, end den egentlig er. Det er således værd at henlede især unge menneskers opmærksomhed på, at ordet "tilpasning" i forbindelse med evolutionsteorien er overordentlig vildledende.

Tilpasninger i den virkelige verden Min kone er den lykkelige ejer af en gammel Datsun-sportsvogn, som jeg restaurerede til hende for ca. 15 år siden. Det var en omfattende restaurering, som tog mere end 2 år. Bilen er født uden servostyring, men efterhånden som vi er blevet ældre, synes min hustru, at den er blevet lidt tung at danse med, især under parkeringsmanøvrer, hvor de brede dæk yder temmelig megen modstand, når der skal drejes. Jeg havde tilfældigvis en servotandstang liggende fra en anden, ophugget Datsun, og jeg besluttede derfor i dette forår at konvertere til servostyring, så min hustru ikke behøver at have biceps a la Arnold Schwarzenegger for at kunne parkere.

Indgrebet krævede først og fremmest en tilpasning af forbroen, så den nye tandstang kunne sidde derpå. Det var en simpel tilpasning, som bestod i, at to beslag på forbroen hver skulle flyttes 1 cm længere ud til siderne. Dernæst skulle jeg fremstille 2 nye monteringsbøjler, da den nye tandstang var en anelse tykkere end den gamle. Jeg kunne jo ikke vente millioner af år på, at disse tilpasninger mirakuløst skulle ske af sig selv, så jeg valgte at inddrage intelligens i foretagendet. Jeg lagde en strategi, foretog udmålinger, planlagde rækkefølgen på de forskellige indgreb og indkøbte forskellige materialer.

Den virkelige verden sammenlignet med den uvirkelige evolution Det var under udformningen af de 2 bøjler, som fastholder tandstangen, at det slog mig, at evolutionsteoriens tilfældigt opståede tilpasninger er det mest vanvittige fantasiscenarie, man kan tænke sig. Jeg forestillede mig, at det var 2 proteindele til en molekylær maskine som flagellummotoren bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

3

(FM), der skulle tilpasse sig, og jeg så de enorme problemer, der ville ligge i at opnå de korrekte tolerancer alene ved blind tilfældighed.

Flagellummotoren hævdes jo at have udviklet sig gradvist ”from scratch” – altså, det hævdes, at en bakterie, som ikke havde denne motor, udviklede den del for del gradvist i løbet af et ukendt antal generationer. I en artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift MICROBE, volume 2, number 7, 2007, møder man denne udtalelse: ”Each module probably evolved independently of the others from primordial systems having nothing to do with cell motility” – ”Hvert modul udvikledes formodentlig uafhængigt af hinanden fra primordiale (tidligere) systemer, som intet havde at gøre med cellemotilitet (bevægelse)”. Det påstås altså, at proteindele, som tjente andre funktioner, som ikke havde med bevægelse at gøre, udviklede sig hver især, så de til sidst kunne indgå som enkeltdelene i en funktionsdygtig motor. Set fra et ingeniørmæssigt synspunkt er sådan en påstand naturligvis det glade vanvid, og her følger hvorfor.

Kan nøjagtige faconer findes ved ”blind search”?

Det er ikke anderledes med proteindelene til en FM; de er også tredimensionelle objekter, som skal overholde nøjagtige tolerancer. Vi skal huske på, at hos visse bakterier kører disse motorer med op til 100.000 omdrejninger pr. minut. De mindste unøjagtigheder eller ubalancer i konstruktionen ville få en sådan maskine til at selvdestruere på kort tid, hvis den altså overhovedet kunne køre.

I modsætning til menneskeskabte motorer er FM næsten 100% energieffektiv, hvilket vil sige, at næsten al den energi, der puttes ind i motoren, omsættes til bevægelse. Dette er et resultat af, at de eksisterende naturlove er udnyttet til det maksimale – et fænomen, som i øvrigt kan ses overalt i bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

4 biologien, og som inspirerer ingeniører til at efterligne naturen. Til sammenligning ligger en forbrændingsmotor i en bil kun på omkring 25-35 % i energieffektivitet; her går meget energi tabt som varme.

Evolutionsteorien hævder, at proteindelene til FM blev rekrutteret fra andre funktioner, som i hypotetiske forfædre til fx E-coli-bakterien tjente andre formål end bevægelse. Joh! Det lyder måske plausibelt, hvis man er skrivebordsforsker, men har man en smule praktisk erfaring med maskineri, er det komplet vanvid at tro, at tilfældige mutationer kan tilpasse en række maskindele, så de ved blind tilfældighed kan samles og udføre en funktion, som er på så højt et teknologisk niveau, at mennesker endnu ikke har produceret lignende.

Og så er der lige ordet ”rekrutteret”, hvem har rekrutteret? I mit arbejde med tilpasning af en servotandstang rekrutterede jeg (designeren) et beslag fra en udstødning, jeg havde liggende, hvilket er analogt til evolutionsbiologernes fantasiscenarie omkring proteindelene, som indgår i FM. Disse hævdes ligesom mit udstødningsbeslag at have haft anden funktion, men hvem har rekrutteret dem til deres nye funktion? Jeg vil ikke afvise, at mit udstødningsbeslag over millioner af år via naturlige processer kunne have ændret facon, men det var næppe af sig selv hoppet op på min filebænk for derefter gennem skæren, filen og svejsen at have tilpasset sig en ny funktion, som fuldstændig er afhængig af præcise tolerancer i alle 3 dimensioner.

Førnævnte artikel fra MICROBE har underoverskriften: “Cumulative evidence indicates that flagella developed as modular systems, with many components deriving from other systems” – ”Den akkumulerede evidens indikerer, at flagellum udviklede sig som modulære systemer med mange komponenter stammende fra andre systemer”. Jeg finder det på samme tid ustyrligt morsomt og dybt foruroligende, at voksne mennesker med den anseelse, der følger med det at være forsker, kan skrive noget så imbecilt, og jeg finder det fortvivlende, at der overalt i verden postes milliarder af dollars ind i den slags pseudovidenskab. Og hvorfor mener jeg så egentlig, at det er pseudovidenskab? Fordi det simpelthen er en komplet uunderbygget påstand, som fra et ingeniørmæssigt og ikke mindst fornuftsmæssig synspunkt er fri fantasi. Akkumuleret evidens lyder jo flot, men der er ingen evidens for, at proteindele kan ”udvikle sig” til at udføre andre funktioner. Homologe komponenter i fx en bil og en motorcykel peger ikke på, at den ene har udviklet sig fra den anden, de peger tilbage på en fælles designer.

Ting kan sandelig have mange faconer Indenfor fysik opererer man med et begreb, som hedder ”faserum” (på engelsk: phase space), som betyder ”the space of all possible states of a system”. Jeg kommer altid til at tænke på dette begreb i forbindelsen med molekylært maskineri, for hvis vi her forestiller os faserummet, som det antal mulige faconer en maskindel, altså et protein, kunne antage, så fornemmer man, hvor usandsynligt det ville være for tilfældige mutationer at ramme plet med hensyn til at finde en præcis facon. Med flagellummotoren taler vi om supernøjagtigt tilvirkede maskindele, som ikke kan opnå funktion, hvis ikke facon og tolerancer rammes 100 % nøjagtigt i faserummet.

Hvad evolutionsbiologerne forestiller sig omkring evolution af molekylært maskineri, adskiller sig derfor ikke fra magi.

Lad mig delagtiggøre dig i endnu et guldkorn fra en videnskabelig afhandling, som omhandler FM. SCIENTIFIC REPORTS hedder det videnskabelige tidsskrift, og artiklen er fra 2018 og hedder Evolution of higher torque in camphylobacter-type bacterial flagellar motors. https://www.nature.com/articles/s41598-017-18115-1 I afhandlingen fandt jeg denne sætning: “Structural studies have revealed that these bacteria have continued to evolve and adapt motor structure by incorporating additional components” – “Studiet af strukturer har afsløret, at disse bakterier har forsat med at udvikle sig og har tilpasset motorstruktur ved at inkorporere ekstra komponenter”. Kan du få øje på galskaben? Bakterien har tilpasset motorstruktur ved at inkorporere ekstra komponenter – hvadfornoget? Bakterien tilpasser ingen verdens ting, den inkorporerer intet, for der er ingen bevidsthed, ingen intelligens er involveret bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

5 i evolutionsprocessen. Tilfældige mutationer hverken tilpasser eller inkorporerer, de er, som begrebet antyder, tilfældige; det er derfor meget vildledende, når forskerne anvender den slags sprog, for evolution er blind og udirigeret og besidder derfor ikke den intentionalitet, som antydes. At ”tilpasse motorstrukturen ved at inkorporere ekstra komponenter” var typisk noget jeg gjorde i mit værksted, da jeg for 20 år siden fungerede som mekaniker på min kones racerbil – man kalder det også tuning.

Jeg ser ikke umiddelbart evolutionsteoriens blinde, bevidstløse og udirigerede processer i stand til at gøre det samme.

Af sig selv Jeg tror, at mange biologer simpelthen er blevet så vant til at se ting ske tilsyneladende af sig selv (for vi må jo erkende, at levende organismer faktisk ser ud til at fungere af sig selv), at de har mistet forståelsen for, at komplekse funktioner ikke kan være resultat af tilfældigheder; der må og skal intelligens/bevidsthed ind i billedet. Min tilpasning var sammenlignet med FM virkelig lavteknologisk og krævede kun færdigheder en anelse over stenalderniveau. Havde jeg nu været formel 1-mekaniker, havde mit arbejde stadigvæk bestået i simple tilpasninger sammenlignet med dem, som evolutionsbiologer hævder, er foregået i levende organismer og altså alene med blind tilfældighed som kausal forklaring.

Uunderbyggede påstande vævet sammen med observerbare facts gør det svært at gennemskue, at de evolutionspromoverende afhandlinger ikke indeholder reelle forklaringer på, hvordan komplekse maskiner opstod. Her er et eksempel fra førnævnte artikel fra tidskriftet Microbe: ”Complexity arose by domain and protein recruitment” – ”Kompleksitet opstod ved domæne- og proteinrekruttering” (domæne = en del af et protein). Igen må det påpeges, at der ingen bevidsthed er til at rekruttere; evolution er blind og udirigeret, så allerede på det punkt er sætningen vildledende nonsens. Dernæst indeholder påstanden ingen forklaring om hvordan – ”kompleksitet opstod ved proteinrekruttering” er jo ikke nogen forklaring. Hvis jeg angav som forklaring på, at min bil havde fået servostyring, at kompleksiteten opstod ved rekruttering af stål, ville du så acceptere det som en forklaring? Selvfølgelig ikke, det ville ikke være bedre, end hvis jeg påstod, at nissen eller tandfeen havde gjort det.

Set ud fra et ingeniørmæssigt synspunkt er det en illusion at tro, at tilfældigheder kan producere maskindelene til superavanceret teknologi. Ordene tilpasning og rekruttering giver blot vanviddet en klang af plausibilitet, men denne plausibilitet er ikke andet end lånte fjer fra en semantik, der tager udgangspunkt i intelligens som kausalitet.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om vitenskap, skapelse og etikk

Taper evolusjonsteorien sitt fundament?

Ola Hössjer Professor i matematisk statistikk, Stockholms Universitet

Ifølge Darwins evolusjonsteori kommer alle arter fra encellede organismer, som deretter utviklet seg til stadig mer komplekse livsformer. I de senere år har flere og flere biologer begynt å stille spørsmål til den såkalte moderne syntesen, der genetiske endringer er den hovedsakelige drivkraft bak Darwins teori. Nylig har en rekke forskere møttes for å diskutere om det er behov for nye forklaringer til livets mangfold. Spørsmålet er om disse nye mekanismene er tilstrekkelige, eller om den beste forklaringen gis av en Skaper, som skapte forløperne for forskjellige unike grupper av arter.

I november 2016 ble konferansen "Nye trender i evolusjonær biologi" holdt i det prestisjetunge Royal Society i London. Denne historiske og svært viktige samlingen ble ledet av en rekke internasjonalt anerkjente evolusjonsbiologier som lenge har påpekte mangler i Darwins evolusjonsteori, som til vanlig har blitt undervist på våre universiteter og skoler gjennom flere tiår. Man ønsket å samle naturvitere, filosofer og samfunnsvitere for å holde forelesninger og diskutere om nye forklaringer for livets utvikling er nødvendig.

Evolusjonsteoriens historiske utvikling og den moderne syntesen For å forstå bakgrunnen for disse samtalene, må vi gå tilbake til begynnelsen av 1800-tallet da franskmannen Jean-Baptiste Lamarck publiserte en serie arbeider der han systematiserte en gammel tanke om at livet på jorden utviklet seg til nye arter når individer tilpasse seg sitt miljø. I løpet av sin levetid skaffer de nye egenskaper, som deretter arves ned til neste generasjon. Da Charles Darwin i 1859 publiserte boken om artens opprinnelse, utelukket han ikke betydningen av ervervede egenskaper for livets utvikling. Men han hevdet likevel at det naturlige utvalget var den viktigste drivkraften for evolusjonære forandringer, idet de organismer som passer best for sitt miljø, overlever og får mest avkom. Men Darwin manglet en mekanisme som kunne forklare sin teori. Det drøyde til 1940 og tidlig på 1950-tallet før det naturlige valget ble allment akseptert som evolusjonens viktigste drivkraft. Ved å forene Darwins teori med arveligheten som den østerrikske munken Gregoer Mendel utarbeidet allerede på 1860-tallet, antok forskerne å ha funnet den mekanismen som tidligere manglet genetiske endringer (mutasjoner). Det ble ansett at mutasjoner skaper de variasjonen mellom organismer i en art eller i en befolkning som er nødvendig for det naturlige utvalget for å kunne virke og

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 beholde de som har de beste evnene, delvis for å overleve og delvis for å reprodusere seg og få avkom. Julian Huxley utarbeidet konseptet "Modern Evolutionary Synthesis" i 1942 for denne sammensetningen av Darwins teori med genetikken. Det gjorde at Lamarcks tilnærming ble tatt til side, siden mutasjoner ikke ble ansett å ha noe å gjøre med opparbeidede egenskaper.

Før dette hadde den moderne syntese utviklet seg ganske lenge. Allerede på 1880-tallet foreslo Agust Weissman at arvelige forandringer kun kunne forekomme i kjønnsceller hos foreldrene før de videreføres til neste generasjon, mens de kvaliteter foreldrene fikk i løpet av livet, ikke kunne arves videre. George Romanes introduserte begrepet neo-darwinisme for en evolusjonsteori, basert bare på naturlig utvalg. Da Hugo de Vries og andre tidlig på 1900-tallet gjenoppdaget Mendels glemte arbeider, banet dette vei til det neste viktige skritt: På 1920- og 1930-tallet klarte tre engelske forskere, Ronald Fisher, J.B.S. Haldane og Sewall Wright å formulerer en matematisk teori om hvordan den genetiske variasjonen i en art eller populasjon endres over tid, gjennom mutasjoner, naturlig utvalg, geografisk isolasjon og tilfeldige vaiasjoner mellom individers overlevelse og reproduserbarhet. Denne teoretiske rammen, den såkalte populasjonsgenetikk, ble da brukt av evolusjonsbiologene Theodosius Dobzhansky og Ernst Mayr, og paleontologen George Gaylord Simpson, for å bane vei for moderne syntese.

Mikro- og makroevolusjon Denne syntesen har mange attraktive egenskaper. Fremfor alt har det vist seg å være et utmerket verktøy for å forstå deler av utviklingen som foregår innenfor arter, og som tillater en bestemt begrenset artsdannelse, for eksempel å forklare variasjonen mellom hundearter og ulv eller mellom forskjellige typer kattedyr. En slik begrenset type evolusjon kalles ofte mikroevolusjon, og det krever bare beskjedne genetiske endringer. Dels når nye varianter av allerede eksisterende gener dannes via mutasjoner, når andelen av en genvariant i en populasjon endres, eller når genens aktivitet til å kode for proteiner i forskjellige typer celler modifiseres gjennom endringer i andre deler av DNA som koder for genaktivitet.

Imidlertid har moderne syntese hatt store vanskeligheter med å forklare makroevolusjonen, dvs. hvordan arter med helt nye organer og mekanismer, som nye typer øyne, fotosyntese og vinger med flygende evne, kan dannes ved suksessive små genetiske endringer. Snarere har disse vanskelighetene økt med de molekylærbiologiske landevinninger. Kroppens vev og organer består av et stort antall celler, og i dag vet vi at hver enkelt av dem er ekstremt komplisert. Med et forenklet bilde kan hver celle sammenlignes med en hel by med aktiviteter, med biblioteker, fabrikker, kraftverk, veinett og en beskyttende vegg. For at en celle skal fungere ordentlig, må genene samhandle i komplekse nettverk, der små endringer kan ha store effekter. Det kan ses som en svært vanskelig oppgave for mutasjoner, som kan sammenlignes med trykkfeil i DNA-koden og andre påfølgende små genetiske endringer, å forklare fremveksten av nye aktiviteter i og samspill mellom cellene som inngår i et nytt organ. Dessuten har et stort antall arter vist seg å ha helt unike gener, for mennesker flere hundre. Å forklarer hvordan disse oppsto gjennom små suksessive endringer utgjør også en betydelig utfordring for evolusjonsteorien, spesielt hvis disse gener koder for flere proteiner samtidig da DNA-strengen leses av på ulike måter.

En utvidet syntese Det ligger i sakens natur at evolusjonsbiologer ikke snakker om mikro- og makroevolusjon, da disse begrepene i seg selv antyder vanskeligheter for utviklingslæren, og dessuten er det ingen enhetlig definisjon for nøyaktig hvor grensen mellom de to evolusjonene går. Likevel har mange biologer innsett at mekanismene bak den moderne syntese har sine begrensninger når det gjelder å forklare fremveksten av helt nye strukturer. Derfor er det foreslått en "utvidet evolusjonær syntese" der, i tillegg til de genetiske endringer i den moderne syntese, også tillater andre typer nedarving, hvorav flere inkluderer egenskaper som er oppnådd i løpet av livet. Lamarcks tenkning har med andre ord fått en viss

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

3 renessanse, og på London-konferansen ble det nevnt en rekke begreper, som epigenetisk arv, naturens genetiske ingeniørkunst, sosial nisjekonstruksjon og plastisitet under fosterutviklingn. Det er utenfor rammen av denne artikkelen å gjengi i detalj alle disse teoriene, men en av de viktigste, epigenetikken, beskriver mekanismer for ulike typer genaktivitet i kroppens celler. Og selv om genene selv er funnet i DNA, blir ikke informasjonen om deres aktiviteten alltid lagret i DNA, men ofte i andre deler av cellen.

Forskerne som møttes i London var ikke enige om hvorvidt denne utvidede syntesen innebar noe nytt, og noen av dem hevdet at de ovennevnte begrepene passer inn i den moderne syntesen.

Uansett er det sympatisk at kjente evolusjonsbiologer har mot til å stille spørsmål til et paradigme, og interessant nok er noe av kritikkene mot moderne syntese lik den som er fremsatt av kreasjonister og intelligente design-tilhengere i flere tiår. Men det er en viktig forskjell: Talsmennene for den utvidede syntesen har valgt å arbeide innenfor det svært smale rammene for vitenskap som dominerer i dag, nemlig prinsippet som sier at bare naturlige forklaringer er tillatt - såkalt metodologisk naturalisme.

Er de naturlige forklaringene nok?

Det avgjørende spørsmålet er derfor ikke om den utvidede syntesen betyr noe nytt i forhold til den moderne syntesen, men om det er mulig med de nye typene nedarving å forklare livets mangfold utelukkende med naturlige mekanismer. Det vil si slike mekanismer som krever at alle arter stammer fra encellede organismer, og spesielt at mennesker ikke har en unik opprinnelse, i motsetning til alle andre arter. For det første må man finne molekylære prosesser eller egenskaper hos cellene som forklarer de nye typene ikke-genetisk arv, og som kan arves ikke bare til avkomet, men til deres avkom og så videre i et stort antall generasjoner. For det andre må man forklare hvordan små suksessive endringer i disse molekylære prosesser eller celleegenskaper kan forklare hvordan helt nye strukturer har bygget seg opp. Under konferansen i London fremgikk det at disse avgjørende problemene fortsatt stort sett er uløste. Så, uansett om den utvidede syntese betyr noe nytt eller ikke i forhold til den moderne syntesen, er det vanskelig å ikke trekke følgende konklusjon: I dag ser det ut til å være en lang vei å gå før makroevolusjonsteorien har et bærekraftig, empirisk forankret grunnlag.

Er det slik at vi må gå utover de rent naturlige forklaringene for å få svaret? En intelligent designer, Gud, som valgte ikke bare å skape mennesket unikt, men også forskjellige unike dyregrupper, hvor variasjonen i gruppene forklares av mikroevolusjon og variasjonen mellom gruppene, er akkurat den som makroevolusjonsteorien ikke klarte å forklare. For det første er en slik teori vitenskapelig, hvis vi, som en definisjon av vitenskap, bruker Karl Popper's falsifiseringsprinsipp. Den kan nemlig, etter hvert som de evolusjonære mekanismene blir ytterligere utforsket med empiriske metoder, enten fortsette å styrke, eller også falsifisere, hvorvidt det finnes noe ikke-overstigelige grenser mellom mikro- og makro-evolusjon. For det andre er dette ikke en teori hvor Gud fyller ut vitenskapens kunnskapshull. En slik innsigelse er basert på oppfatningen om at vitenskapen bare bør bestå av naturlige forklaringer. Nei, en slik teori tillater Gud å jobbe fullt ut, både indirekte gjennom naturens lover som han står bak, og mer direkte ved å skape strukturer ut av ingenting. For det tredje krever en slik teori ikke komplisert poetisk eller allegorisk omtolkninger av Bibelens skapelsesberetning.

Referanser og noter The Royal Society (2016) https://royalsociety.org/science-events-and-lectures/2016/11/evolutionary-biology/ Fontenot, M. og Konopka, G. (2014) Molecular networks and the evolution of human cognitive specializations, Current Opinion in Genetics and Development, 29, side 52-59.

Zhang, Y.E. og Long, M. (2014) New genes contribute to genetic and phenotypic novelties in human evolution, Current Opinion in Genetics and Development, 29, side 90-96.

Meyer, S. (2013) Darwin's doubt. The explosive origin of animal life and the case for intelligent design.

HarperCollins, New York.

Hössjer, O. (2014) Är den sekulära vetenskapen förutsättningslös? Theofilos 6(3), side 489-496.

Hössjer, O. (2016) Granskning av den sekulära vetenskapen. Theofilos 8(2), side 256-276.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om vitenskap, skapelse og etikk

Lege vant i norsk Høyesterett

Om arbeidsforhold for fastleger i Norge 2018 - 2019: Mulighet for samvittighetsbegrunnet reservasjon og en dom vedrørende usaklig oppsigelse Signe Nome Thorvaldsen Lege i Tromsø

I oktober 2018 ble det avsagt en viktig dom i norsk Høyesterett (1). Aktuell fastlege ble usaklig og ugyldig oppsagt, dommen gir henne retten til å få tilbake fastlegejobb, økonomisk erstatning og dekning av saksomkostningene. Det gjenstår fortsatt arbeid før god avklaring av fastlegenes mulighet til å reservere seg av samvittighets grunn mot å utføre oppgaver på områder som er av vesentlig betydning for liv og død.

Fastlegen som gikk gjennom denne prosessen, er Kaarzyna Jachimowicz. Hun er polsk, utdannet i Polen og hadde med seg 13 års erfaring fra allmennmedisin i hjemlandet da hun og familien bosatte seg i Telemark. Året var 2008. Hun brukte tid på å lære norsk, bli kjent med norsk helsevesen og gjøre seg klar for jobb som allmennpraktiker. Hun opplyste muntlig for dem hun søkte fastlegehjemmel hos at hun har vesentlig samvittighets reservasjon mtp. abort, samt noen prevensjonsmidler som kan føre til skade på det befruktede egget i mors liv. Hennes reservasjon førte første søkerstedet til at hun ikke fikk ansettelse. Sauherad kommune i Telemark gjorde våren 2011 en annen vurdering: De så det ikke som problematisk at hun hadde reservasjon på angitt område og hun fikk hjemmelen.

Hennes individuelle arbeidsavtale som fastlege inneholdt ingen skriftlig informasjon om reservasjonspunktet.

Norge hadde fram til januar 2015 ikke hatt forskriftsfestet rett (2, 3) til å reservere seg mot å henvise til abort, sette inn spiral eller skrive ut prevensjonsmidler som kan skade det befruktede egget. Det har imidlertid vært mulig å reservere seg i praksis siden Lov om svangerskapsavbrudd trådte i kraft 1978 – 80. Henvisning til abort innen 12 - ukersgrensen kunne omgås ved at kollega ved kontoret aksepterte å overta oppgaven; ved å lage ordningen at kvinnen henvendte seg til sykehuset for abort etter konsultasjon hos fastlegen uten henvisning eller begjæring om å få inngrepet utført eller at hun kom til sykehuset direkte uten konsultasjon hos fastlege på forhånd. Med tanke på forskrivning av medikamentelle prevensjonsmidler og innsetting av spiral, kunne samme praktiske oppgavefordeling gjøres. Noen få fastleger hadde fått lagt inn retten bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 til å reserve seg på disse områdene i det som kalles Individuell avtale (mellom den enkelte fastlege og dennes kommune).

I 2008 startet en prosess med et rundskriv fra departementet om fastlegers plikt til selv å gjøre alt arbeid definert som del av fastlegeoppgavene, inklusive henvisning til kunstig befruktning for lesbiske par. Dette rundskrivet ble fulgt opp av et skarpere formulert skriv i 2011 (4), med gjentatt presisering og tillegg av ansvaret for å henvise til provosert abort, spiralinnsetting og forskrivning av preventiv medikasjon (5). Det utløste en både intens og hissig mediastyrt debatt, en trinnvis endring i aktuell forskrift og lovtekst (6, 7), en undersøkelse av hvilke fastleger som reserverte seg på hvilke måter. En kvinnelig journalist var den som meldte til Statens helsetilsyn legene som man etterhvert visste reserverte seg mot å henvise til abort (viktigste saken da) og innsetting av spiral.

Antallet aktuelle fastleger var ikke stort. Det var ikke på noe sted klaget over de disse fastlegenes håndtering. De måtte i det harde debattklimaet ta stilling til om de ville endre, eller finne annen løsning. Noen av fastlegene som ble klaget til Helsetilsynet sluttet i jobben pga. det vonde presset de ble påført. Noen måtte gjennom presiserende samtaler med fylkeslege og kommune og fortsatte fastlegearbeidet. Andre valgte å gå over i annen legefunksjon. For dem det gjaldt, ble presset opplevd sterkt og alvorlig.

Saken om rett til/mulighet for å reservere seg av samvittighetsgrunner ble tatt opp til i Landsrådsmøtet i Den norske legeforening våren -14. Det ble vedtatt å opprette et bredt sammensatt Samvittighetsutvalg som skulle arbeide fram et forslag til håndtering av reservasjonsrett/-mulighet. Etter to høringsrunder samme året, og arbeidet i Samvittighetsutvalget trådte litt mer endelig formulert forskriftsendring i kraft januar 2015 (8). Plikten til å henvise til abort og underskrive på abortbegjæring var da fjernet, mens kravet om å sette inn spiral og å forskrive prevensjonsmidler som kan skade det befruktede egget ble opprettholdt og presisert: Man kan la andre overta spiralinnsettingen, men ikke ved samvittighets begrunnelse, - Katarzynas kval nummer to.

For fastlegen i Sauherad kommune gjaldt reservasjonen nå bare innsetting av spiral, og hun sto fast ved denne. Katarzyna fikk etter at kommunen hadde meddelt henne om at det ville være oppsigelsesgrunn dersom hun ikke endret håndtering, oppsigelsen i desember 2015. Hun søkte, under press, permisjon 1 år for å ha annen jobb. Hun valgte som eneste i Norge å gå rettens vei: Saksøke kommunen for ugyldig oppsigelse og fordi kommunen diskriminerte henne ved å ikke godta hennes samvittighetsforbehold. Prosessen fikk sin start ved stevning tatt ut mot kommunen juli 2016.

Gjennom de tre rettsinstansene gikk det slik: Tingrettens dommer fant oppsigelsen gyldig, og tok ikke til følge at hun var diskriminert pga. verdisyn/religiøs tro innenfor død/liv – problematikk.

Dommeren vektla en underlig problemstilling: Fordi menn ikke opplever å møte en fastlege som reserverer seg på liknende område av, ble det utifra Kvinnekonvensjonen (Women and Health, 1979) fortolket som diskriminerende om en kvinne skulle møte en fastlege som reserverte seg mot å sette inn spiral av samvittighets grunner. Det at Katarzyna så tydelig hadde lagt fram sine reservasjoner i to intervjuer før hun ble tilsatt, ble ikke vektlagt; heller ikke at det på gjeldende tidspunkt ikke sto noe om nødvendig avklaring med tanke på reservasjon i forskrift for ansettelser.

Ved anke til Lagmannsretten ble dommen omgjort på begge punkter: Hun var usaklig sagt opp, og det var sterk grunn til å angi at kommunen diskriminerte henne med tanke på hennes samvittighetskvaler vedrørende innsetting av spiral. Han hadde vunnet, så langt.

Kommunen anket dommen til Høyesterett. Advokaten for Kommunenes Sentralforbund sto for at hun var gyldig sagt opp, kommunen kunne ikke lastes for å ha tatt en feil avgjørelse da hun ble tilsatt og det var ikke tilstrekkelig samsvar mellom hennes angitte verdisyn og hennes håndtering i praksis. Hun anket selv saken til samme instans med krav om erstatning. Høyesterett ga en enstemmig dom: Oppsigelsen ble fastholdt som ugyldig. Hun hadde retten til fastlegejobb i kommunen. Hun fikk rettens medhold i kravet om erstatning for tapet hun hadde lidt som usaklig oppsagt. Kommunen ble ilagt dekning av saksomkostningene på de tre rettsnivåene.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

3 Spørsmålet om å være diskriminert ble utførlig behandlet gjennom Lagmannsrettens og dernest i Høyesteretts gjennomgang, ikke minst av hennes advokat. Høyesterett endret ikke på Lagmannsrettens dom med tanke på om hun hadde vært utsatt for diskriminering pga. verdisyn/religiøs tro, i egentlig forstand. I stedet ble det lagt et tresiders notat inn i dommen, om hvordan man så kan tenke juridisk om ansettelsesforhold ved denne typen reservasjoner. Fra Høyesterettsdommen avsnitt 92 siteres: ‘Det vil være domstolenes oppgave å ta stilling til den konkrete avveiningen av de motstridende interesser i eventuelle fremtidige saker’.

Fastlegen som orket å ta seg gjennom en slik hard prosess, søkte og fikk bistand. Først ved jurist i Den norske legeforening. Så måtte hun endre: Hun kontaktet Norges Kristelige Legeforening (NKLF) ved dennes Generalsekretær, og fikk hans og organisasjonens solide støtte, både praktisk, ved kontakten med media og rettssaksarbeidet ble en intens trinnvis ‘joined effort’. En dyktig og dedikert advokat gikk nitidig til verks med faktiske forhold, Lov – og forskriftsarbeid, sammenlikninger med andre rettssaker i norsk rettssystem og i Den Europeiske Menneskerettsdomstol, EMD (9 – 16). Det ble opprettet en innsamlingsaksjon for henne hvor hun kunne bruke sine ulike nettverk: NKLF, Katolsk kirke i Norge og katolske kirker og organisasjoner i Polen, engasjerte kristne i ulike sammenhenger, samt en europeisk advokatorganisasjon som har stort fokus på arbeid med menneskerettigheter.

Innsatsen som er gjennomført begynte med en enkelt fastlege. Den kan få en viss betydning for andre leger ved ansettelser og ved endring i legens håndtering av egen samvittighet på områder som gjelder liv og død. Dommen kan også få en mer utvidet og prinsipiell betydning.

Ved den personlige kontakten med dr. Katarzyna Jachimowicz som medlem i NKLF fikk vi hennes begrunnelse for valg. Denne gis her i en ‘du’ – form; - jeg oppsummerer det hun har formidlet: - Katarzyna, du har begrunnet dine reservasjoner med utgangspunkt i din kristne tro, dernest utifra biologisk/medisinsk kunnskap og til sist med omtanke for dine rettigheter som menneske og yrkesutøver. Du vil ikke gjøre noe som kan skade det befruktede egget i morsliv. Du ønsker ikke sette inn spiral, som kan ha en slik negativ virkning. Du forholder deg til at livet starter med befruktningen og dette skal ivaretas og beskyttes fra da av til naturlig død. Du begrunner dette med Guds vilje for våre liv og omtanken for lik rett til liv og menneskeverd. Her følger du den katolske kirkes mer konservative lære. Du hevder dernest din rett til å utøve samvittighets frihet på dette området og samtidig fortsette som fastlege, altså la det få betydning når du møter en kvinne som eventuelt vil ha satt inn spiral. På lik linje med fastleger som ikke behersker teknikken med å sette inn spiral, mener du det er rett å overlate til andre (kollega på kontoret eller gynekolog) å gjøre dette om du begrunner oppgaveoverføringen med din samvittighet. Noe annet vil være uttrykk for diskriminering. Og du har en måte å gjøre dette på som ivaretar kvinnen; hun blir ikke presentert for din samvittighet, men for at du ikke kan utføre inngrepet. Du ville føre din sak gjennom rettssystemet om så var til Den Europeiske Menneskeretts – domstol, for deg selv og med sterk omtanke for kolleger. Her gjorde du en av dine religiøse referanser gjeldende: Den hellige Ignatius av Loyola sa omtrent slik: ‘Be som om alt avhenger av Gud, og arbeid som om alt avhenger av deg’.

Gjennom rettsforløpet ble det klarlagt at i din arbeidskommune var det få/ingen som satte inn spiral, at din pasientpopulasjon i liten grad fremmet ønske om å få satt inn spiral og at det var skapt praktiske løsninger for å gi spiralsøkende kvinner det de ønsket evt. ved henvisning til gynekolog.

Utredningene viste også at opptil 30% av alle fastleger i Norge ikke setter inn spiral. Begrunnelser er at de gjør det for sjelden og da er utrygge i situasjonen, de har ikke nok kvinner som har spiral – behov på listen, eller kolleger og nærliggende gynekologer aksepterer å ta over oppgaven. De viste også den store praksisvariasjonen innen allmennmedisin som uttrykk for at fastleger ikke gjør alt selv, men sørger for at oppgavene blir gjort. Antallet som har behov for innsetting av spiral er lite og omfatter svært lite av tiden fastleger bruker i praksis. Det er derfor mer enn rimelig å vektlegge det som kalles ‘proporsjonalitets – hensynet’. Din advokat fikk grundig fram at det ikke nødvendigvis oppfattes slik at angitt begrensning i reservasjonsrett tilsvarer et totalforbud mot reservasjon. Her bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

4 kan det fortsatt hevdes at det trengs avklaring av om forskriftens punkt er underordnet EMK kapittel 9 og 14 på aktuelt område. Har avslutter jeg ‘du-formen’ og går videre.

Det før omtalte Samvittighetsutvalget ga et godt forslag til hvordan fag og myndighet kan tenke om en slik konkret sak som den som omtales her. Dette ble benyttet i rettssakene (her hentet fra Vårt Land, 20.09.2016): Samvittighets frihet i arbeidslivet: Vi vektlegger en tolerant grunnholdning med tanke på å kunne bruke mulighet til å reservere seg av samvittighets grunner ved vesentlig overbevisning, begrenset til noen få situasjoner.

Ingen skal tvinges til å handle i motsetning til sin overbevisning. I situasjon hvor det foreligger en samvittighetskonflikt uten lovfestet reservasjonsrett, bør arbeidsgiver og arbeidstaker forsøke å finne lokale, alternative løsninger.

Ved tilrettelegging bør premissene være: • Utgangspunktet er en dyp og viktig samvittighets – overbevisning innenfor yrkesutøverens naturlige arbeidsoppgaver • En reservasjon vil ikke være inngripende for tredje part • En reservasjon vil ikke være urimelig inngripende overfor arbeidsgiver eller kollegaer Fra fastlegens advokat refereres noen få betraktninger vedrørende prosessen og dommen i Høyesterett. Selve saken som handler om samvittighets frihet og EMK, er ikke behandlet fram til dom. Her kan det oppfattes som at man avviser at endringene i fastlegeforskriften kan gis tilbakevirkende kraft på en allerede inngått avtale. Dommen er svært konkret; det vil ikke nødvendigvis være slik at det utifra denne kan utledes hvordan forskriften skal utformes. De tre sidene som gir en drøfting av tenkning omkring samvittighets – avveiningene kan ikke oppfattes som retningslinjer for det videre arbeidet, men det kan sies at det skal legges betydelig vekt på legens samvittighets frihet framfor kvinnens rett til å få lovfestede helsetjenester som kan enkelt utføres av andre. Det er ikke oppfattet som kvinnediskriminerende å la hensynet til fastlegens samvittighet veie tyngst i denne saken. Det kan være at en evt. senere rettssak som mer entydig gjelder avtale hvor reservasjon på aktuelt arbeidsområde er saken, vil framheve dette bedre og gi en ønsket avklaring som så kan få betydning for forskrift og lov.

Referanser: 1. Norges Høyesterett - Dom: HR-2018-1958-A forfatter: Dommerne Møse, Bull, Berglund, Bergsjø og Endresen. https://lovdata.no/dokument/HRSIV/avgjorelse/hr-2018-1958-a 2. Abortforskriften (2001) §15 3. Abortloven (1975) §14 4. Rundskriv I-4/2011 Om reservasjon for leger i den kommunale helse- og omsorgstjenesten 5. Forskrift om fastlegeordning i kommunene (2012) §10, §11, §16, §24, §30 https://lovdata.no/dokument/SF/forskrift/2012-08-29-842 6. Forskrift om fastlegeordning i kommunene (2012) 7. Forskrift om endring i fastlegeforskriften (2015) 8. Samvittighetsfrihet i arbeidslivet Norges offentlige utredninger 2016: 13 kap.3.4.1 og 8.4 9. Kommuneloven (1992) §6, §23 10. Pasient- og brukerrettighetsloven (1999) 11. Helsepersonelloven (1999) §1, §4 12. Arbeidsmiljøloven (2005) §15-7, §15-12 13. Menneskerettsloven (1999) EMKN A13, EMKN A14, KDKN A12 14. Tvisteloven (2005) §20-2, §20-8, §30-14 15. Plan- og bygningsloven (2008) 16. Likestillings- og diskrimineringsloven (2017) bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

5

Aktuelle navn: Lege Katarzyna Jachimowicz, polsk allmennlege bosatt i Norge siden 2008.

Norges Kristelige Legeforening (NKLF), en forening for kristne leger og tannleger samt medisin – og tannmedisinstudenter. Har bl.a. visjonsdokument som angir å ville støtte medlemmer som kommer i konflikt i forhold til arbeidsliv. NKLF har et sentralstyre ledet av styreleder, med ansatt generalsekretær. Generalsekretær: Magnar Kleiven. Se http://www.nklf.no/ Advokat Håkon Bleken, advokatfirmaet Haavind AS. Samvittighetsutvalget med leder Bjørn K. Myskja, NKLFs representant Morten Magelssen Alliance Defending Freedom (ADF) international: En trosbasert jurist-organisasjon som beskytter fundamentale friheter og fremmer menneskeverd. Se https://adflegal.org/

En mor delte dette foto av babyen som holder spiralen som var ment som prevensjon mot svangerskapet. Fra www.independent.co.uk

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Hvidvask, bedrag og det moralske kompas Peter Øhrstrøm Professor, Aalborg universitet

Danmark er for tiden plaget af en serie af såkaldte hvidvask-sager om finansfolk, som har tjent på at hjælpe med at skjule, at store summer stammer fra kriminel aktivitet.

Ligeledes har der været en stribe sager om svindel med offentlige midler, der betyder, at samfundsfællesskabet er blevet snydt for rigtig mange penge.

Det har især gjort indtryk på os, at flere af ulovlighederne tilsyneladende er udført i forståelse med og måske endda med støtte fra danske banker og virksomheder, der i årevis har stået som sikre og hæderlige samfundsstøtter. Sagerne har ført til politimæssige undersøgelser og i hvert fald til én topchefs afgang.

Men hvordan kan det gå så galt?

Hvordan kan retskafne bankfolk forvandles, så de bliver mistænkt for at se igennem fingre med eller måske endda støtte overtrædelser af lovgivningen?

Som en tankevækkende parallel til disse sager om hvidvask mm. har vi i den seneste tid kunne følge DRs dramaserie, Bedrag III, som over 10 søndage har rullet over skærmen. Her får vi bl.a. historien om bankrådgiveren Anna, som i seriens første del helt klart fremtræder som indbegrebet af bankmæssig ordentlighed. Men forskellige forhold i hendes privatliv og i hendes mands virksomhed betyder, at hun alligevel tillader sig nogle ”mindre” uregelmæssigheder i sit virke som bankrådgiver. Flere af den slags sager kommer til. Og Anna får efterhånden smag for de mange og hurtige penge – og ikke mindst for den prestige, som følger med. Derfor er hun med på at gå efter mere af samme slags. Til sidst er hun dybt indviklet i kriminelle aktiviteter. I seriens allersidste episode kommer jorden til at brænde under hende, og hun vælger at gå til bekendelse internt i banken. Hun er klar til at tage sin straf, men ledelsen tilbyder hende i stedet en forfremmelse. Hun skal være chef for bankens arbejde med at bekæmpe hvidvask!

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 Kunne det, som skete med Anna, ske i virkeligheden? Det var et af de spørgsmål, som seriens hovedforfatter, Jeppe Gjervig Gram, blev bedt om at besvare, da han sad klar til at chatte med seerne efter den sidste episode af Bedrag III, søndag d. 10. marts. Forfatteren mener faktisk, at forløbet med Anna er realistisk set i forhold til praksis i virkelighedens banker. Han formulerer det således: ”Det er overraskende almindeligt, at store firmaer løser 'problemer' internt, i stedet for at blande politiet ind i det. Man ønsker ikke dårlig PR. Og jeg kunne sagtens se sådan en medarbejder få en reprimande ... for kort tid efter at rykke opad, hvis banken så en fordel i det.” Naturligvis kan man frygte, at det generelt vil svække samfundsmoralen, hvis fx banker på den måde faktisk belønner ulovlig og uetisk adfærd.

Jeppe Gjervig Gram peger på, at grådighed er et gennemgående tema i dramaserien. Forstået som trangen til at skaffe sig mere end det, som man har brug for, bliver grådigheden et fællestræk for seriens traditionelle kriminelle og de allierede bl.a. i bankerne. Men hvis forfatteren har ret, skal vi ikke være for hurtige til at fordømme de grådige. Hans pointe er nemlig, at grådigheden er en del af os alle sammen. Og netop sådan er det tegnet i TV-dramaet. Mange af de små skridt, som Anna tager, og som tilsammen bringer hende i uføre, er isoleret set forståelige, selv om det også er oplagt, at hun undervejs overhører ganske mange faresignaler. Man kan spørge, hvorfor hun hele tiden vælger at tage det næste skridt uden at tage afgørende hensyn til advarslerne. Det er jo helt tydeligt er tale om meget alvorlige lovbrud. Anna kender udmærket loven, men hun vælger i de konkrete situationer at ignorere den. Hvis man accepterer det billede, som dramaet tegner, er løsningen tydeligvis ikke bare at udbrede kendskabet til love og regler. Det handler om en mere grundlæggende etisk holdning.

Etikken kan ikke reduceres til lovgivning, men handler snarere om grundlaget for en ordentlig lovgivning. Filosoffen Immanuel Kant (1724-1804) betonede, at han udover stjernehimlen over ham beundrede moralloven i det enkelte menneske. Han mente – givetvis med inspiration fra den kristne idé om samvittigheden – at alle mennesker er udstyret med et indre moralsk kompas, som det gælder og om at orientere sig efter i livet, men som man kan vælge at ignorere. Kant talte om det kategoriske imperativ, som han formulerede på forskellige måder, men som i bund og grund svarer til den gyldne regel i Det Nye Testamente om, at jeg skal handle mod andre, som jeg ønsker, at de skal handle mod mig. I TV-dramaet fravælger Anna at orientere sig efter sit moralske kompas. Det er fatalt for os, hvis den holdning vinder udbredelse. Vort samfund kan i længden kun hænge sammen, hvis de fleste betydende beslutningstagere i samfundet orienterer sig efter deres indbyggede moralske kompas.

Kun derved kan grådigheden, som sidder i os allesammen, få et værdigt og betydningsfuldt modspil.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Ansvar Peter Øhrstrøm Professor, Aalborg universitet

I disse valgkampstider har begrebet ”ansvar” en særlig aktualitet. Man taler fx om forholdet mellem det personlige og det offentliges ansvar, økonomisk og social ansvarlighed, ansvaret for sundheden, ansvaret for udledningen af drivhusgasser, bankernes ansvar, pressens ansvar og ikke mindst om det politiske ansvar for at lede landet.

– Spørgsmålene om ansvar er mange! Hvis man vil fordybe sig lidt i eftertanke om selve ansvarsbegrebet, kunne den lille bog ”Ansvar” fra Aarhus Universitetsforlag, skrevet af lektor i teologi Ulrik Nissen, være en glimrende hjælp. Bogen udkom i 2018 i forlagets serie af såkaldte ”Tænkepauser”.

Ulrik Nissens bog er hurtigt læst, men den giver stof til eftertanke ved at kommentere og diskutere en række livsnære og praktiske eksempler på ansvar fra den offentlige debat og det politiske liv. Når det gælder det personlige ansvar, mindes læseren om ”Dovne Robert”, som i et tv-interview i efteråret 2012 rystede offentligheden ved at meddele, at han ikke så det som sit ansvar at bidrage med sin arbejdskraft til samfundsfællesskabet, men hellere ville leve af kontanthjælp. Nissen har selvfølgelig ret i, at Robert ved på denne måde at erklære sig ansvarsløs glemmer, at hans kontanthjælp netop skyldes, at de fleste andre påtager sig medansvar for samfundet.

Nissen fremhæver i bogen, at der findes situationer, hvor det i særlig grad får betydning, at vi påtager os vores medansvar og underlader at løbe fra det. Vi får i bogen den tankevækkende historie om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som i juni 1939 valgte at flygte fra Hitlers styre til USA, men som kort efter fortrød flugten og allerede den 8. juli 1939 tog et skib tilbage til Tyskland. Bonhoeffer ville ikke løbe fra ansvaret, men ville tværtimod leve op til det ved at deltage i modstandsbevægelsen i Tyskland.

Det valg kom til at koste ham livet. Han blev henrettet af nazisterne i april 1945. I samme forbindelse kunne man nævne den danske digterpræst Kaj Munk, som under besættelsen åbent undsagde nazisternes jødeforfølgelser. Modstandsbevægelsen forsøgte at få ham til at flygte, men han afviste. Han så det som sit ansvar at være en del af modstanden mod et umenneskeligt system. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 Den amerikanske teolog Gerald P. McKenny har beskrevet ansvarets logik med formlen ”X er ansvarlig for Y over for Z”. Eksempelvis følte både Bonhoeffer og Munk sig ansvarlige for at deltage i kampen mod nazisternes jødeforfølgelser mm. Begge var præster, og der kan næppe være tvivl om, at begge følte sig kaldede til at tage kampen op med ansvar over for Gud. Ulrik Nissen har i mange år arbejdet med bioetik. Han fremhæver med henvisning til skabelsesberetningen, at vi som mennesker skal se os som forvaltere af naturen dvs. som ansvarlige for Jordens natur over for Skaberen. Det illustreres meget aktuelt med overvejelser om økosystemer, genmodificerede planter, klimatiske udfordringer etc. Her er der faktisk ydermere tale om et ansvar for hele kloden over for alle kommende slægter. Efter Nissens mening indebærer dette ansvar, at man handler ud fra et forsigtighedsprincip, således at enhver tvivl kommer naturen og miljøet til gode – for en sikkerheds skyld!

I bogen henviser Nissen til et par af de klassiske tekster fra Det Nye Testamente. Det gælder bl.a. historien om den barmhjertige samaritaner, der påtog sig ansvaret for den nødlidende. I den forbindelse kan man også nævne Nissens rørende beskrivelse af politibetjenten på motorvejen ved Padborg i 2015, som tog sig tid til at lege med en irakisk flygtningepige – en smuk historie, der står i kontrast til Nissens beskrivelse af manden fra Lolland, som valgte at spytte på flygtningene på motorvejen.

Der går en lige linje fra den forbundenhed og den gensidige ansvarlighed, som vi forbinder med den velfungerende familie, til samfundsfællesskabet, som i hvert fald de allerfleste vil tage medansvar for, og som er forudsætningen for vor velfærd og tryghed. I den politiske proces leder vi efter politikere, som kan og vil tage ansvar for at videreudvikle vores samfund som et sammenhængende fællesskab. Nissen minder os om lignelsen i Det Nye Testamente om de betroede talenter, hvor det understreges, at vi som mennesker har forskellige forudsætninger og muligheder, men dog alle et ansvar for at bruge det, som vi har og kan på den bedste måde. Der gælder om at indrette vort samfundsfællesskab, så den enkelte får mulighed for og frihed til at bruge sine talenter bedst muligt til fælles gavn. Det er klart, at friheden ikke bør bruges til hvad som helst. Der skal være tale om frihed under ansvar.

Det politiske ansvar, som vi betror vore politikere, kan på den baggrund ses som et gensvar på den stemme, som vi giver i stemmeboksen. Dog viser det sig at være noget mere kompliceret end som så. For politikernes ansvar bliver jo også at samarbejde konstruktivt med hinanden om at finde løsninger i vanskelige situationer, hvor ingen af de praktiske muligheder er problemfrie.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Anmeldelse af bogen "Contested Bones" (omstridte knogler) Arne Kiilerich Rådgivende ingeniør, København

Bogen er skrevet av Christopfer Rupe og Dr. John Sanford og er udgivet i 2017. Den behandler spørgsmålet om menneskets evolution, abe - til - menneske teorierne.

Bogen behandler de mest prominente abemenneske-fossiler grundigt i lyset af kildematerialet og forskernes egne observationer. Forfatterne får de fleste hominider placeret i kun to bunker. Den ene gruppe med abertyper, den anden gruppe med mennesketyper. Bogen behandler også en midtergruppe, der dog alligevel ender i en af ydergrupperne. Midtergruppen er særlig problematisk, idet det er almindeligt kendt, at der er en stor kløft imellem abetyper og mennesketyper.

Forfatterne betragter ikke sig selv som egentlige fagfolk på området (paleoantropologer), men forfatterne er af den opfattelse, at dette netop kan være en fordel, så de kan se objektivt på emnet.

Således er bogens budskab klart fra begyndelsen.

Alle fund af fossile hominider viser sig at have enten udprægede mennesketræk eller udprægede abetræk. Naturligvis stik imod den gængse opfattelse. Og som bogen beskriver, er der på ingen måde enighed om, hvordan menneskets stamtræ ser ud. Eksperterne er desuden delt i såkaldte "lumpers og splitters". Dvs. de som henholdsvis har tendens til at finde fællestræk, modsat dem der har tendens til at se store forskelle.

I det hele taget er det, der igennem tiden er sagt og skrevet om menneskets formodede afstamning, så usammenhængende og noget der ustandseligt ændres, så der alene af den grund (ifølge forfatterne) bør sættes spørgsmålstegn ved hele idéen.

I kategorien mennesketyper finder vi neandertaleren, Homo Erectus (den opretgående) og Homo Floresiensis (Hobbitten). Neandertaleren var så avanceret, at denne kunne fremstille beg ved 340 - 400 oC anaerob destillation af trætjære og beherskede desuden mange andre avancerede teknikker. Erectus var en dygtig værktøjsmager og have et skelet, der ikke kan skelnes fra moderne mennesker. Sidste udvikling i "Hobittens" historie er, at denne formentlig blot er en dværgudgave af Erectus. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 I kategorien abetyper findes Australopithecus afarensis og Australopithecus ramidius (Lucy).

Lucy betragtes af mange som det bedste eksempel på menneskets evolution. Forfatterne får også denne historie belyst kritisk og får den lille Lucy ret sikkert placeret - imellem aberne.

I midtergruppen, hvor der kunne findes bindeled imellem aber og mennesker, synes de beskrevne typer alligevel at havne i en af de to hovedgrupper. Heriblandt Australopithecus sediba, som skulle gøre Lucy rangen stridig som vores (millioner år) gamle forfader. Det er ved bl.a. New Scientist kommet frem at Sediba er et patchvork af blandede knogler, som heller ikke denne gang giver noget klart billede af en sandsynlig mellemform.

Skjeletter i skabet Bogen behandler også problemerne med datering; ikke mindst det forhold, at mere "moderne" typer af hominider ofte dukker op før de mere primitive - ifølge de gængse dateringsmetoder. Desværre er fund af moderne mennesketyper, der dukker op i de forkerte lag, noget som gerne fejes ind under gulvtæppet. Bogen indeholder et helt kapitel om moderne mennesker, der er fundet i de samme lag som diverse australopither (sydaber). Kapitlet afsluttes med et skema, hvor "uacceptabelt gamle" fund af moderne mennesker tidsmæssigt ligestilles med med de sydaber, vi formodes at nedstamme fra. I bogens slutning kan man desuden finde et skema over forfatternes egen forståelse af diversiteten i menneskers og abers stamtræ. Dette forekommer at være et værdigt alternativ til forståelsen af den nuværende og historiske spredning i typerne.

Bogen medtager også et kapitel om dateringsmetoder og de alvorlige problemer, der er, med eksakte tidsbestemmelser.

Bogens titel Omstridte knogler handler ikke om forfatternes strid med naturvidenskaben, men om en indbyrdes imellem paleoantropologerne selv. Man kunne evt. sammenligne dette med en teologisk strid imellem præster. Spørgsmålet er naturligvis om man overhovedet kan tro på læren om menneskets nedstamning fra sydaberne - når der er så langt fra et klart billede af det formodede stamtræ - det ligner snarere ligner en rodet busk - hvis primære substans kun er selve troen menneskets nedstamning fra primaterne.

Nikolai Valuev er en tidligere russisk mester i boxning og har lig mange andre lav paneprofil. Billedet viser, at menneskeskallen kan have forskellige former og størrelser, men vi er alle Homo sapiens.

For nogle år siden blev han også valgt til det russiske parlament.

Foto: Bokserens hjemmeside og Contested bones, side 38. bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Anmeldelse af «Før Darwin. Et forord til debatten om skabelse og evolution», Kolon 2018, af Jens Bruun Kofoed Peter Øhrstrøm Professor, Aalborg universitet

Normalt anmelder vi ikke teologiske bøger i Origo, men vi gør en undtagelse med den nye bog, ”Før Darwin” (2018), af Jens Bruun Kofoed (herefter JBK). Bogen er mest teologisk, men den behandler også naturvidenskabelige ideer om jordens, livets og især menneskets oprindelse – set i teologisk perspektiv. Bogen bygger på den velkomne forudsætning, at kristen skabelsestro og naturvidenskab er forenelige størrelser, og at den ret hidsige diskussion, som temaet ofte har givet anledning til, ikke er nødvendig og måske nærmest udtryk for at man ikke for alvor vil lytte til hinanden. Det er bogens pointe, at der er brug for en åben, oplyst og konstruktiv samtale om naturens og livets tilblivelse ikke bare om tro og videnskab, men også om forskellige slags af kristen skabelsestro.

JBKs bog er tydeligvis henvendt til naturvidenskabsligt interesserede i kristne miljøer og til kristeligt interesserede i naturvidenskabelige miljøer. Det er målgrupper, som Origo også henvender sig til. Derfor er det naturligt, at JBK først i bogen kommenterer det arbejde, som siden 1980erne har været udført i Danm ark og Norge i forbindelse med tidsskriftet Origo (p. 17 ff). Han peger på, at redaktionen for Origo lægger stor vægt på, at kristen skabelsestro kan gå fint sammen med god naturvidenskab, at alle de påståede modsætningsforhold kan forsvinde, hvis man med helt gængse og anerkendte metoder undersøger forholdene nærmere, og at kristen tro endda kan stimulere til øget naturvidenskabelig aktivitet, hvilket der historisk set er mange gode eksempler på. Denne fremstilling af Origos ærinde tjener JBK til ære, ikke mindst fordi han tager afstand fra den helt misforståede præsentation af Origo, som idéhistorikerne Hans Henrik Hjermitslev og Peter C. Kjærgaard har fremlagt i bogen Creationism in Europe (2014), og som i flere tilfælde synes at bygge på påstande, der er grebet ud af luften. JBK nævner bl.a. Hjermitslev og Kjærgaards omtale af Origos oplæg ved Dansk BibelbioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

2 Instituts konference i København i Darwin-året (2009). Hjermitslev og Kjærgaard tager her helt fejl af pointerne i dette oplæg, som i øvrigt slet ikke berører de emner, som Hjermitslev og Kjærgaard ønsker at diskutere, men som indeholder pointer, som burde have fået dem til at konkludere det modsatte af det, som de fremlægger i deres kritiske præsentation af Origo. Det mest groteske i denne sammenhæng er, at det senere har vist sig, at hverken Hjermitslev og Kjærgaard var til stede ved den pågældende konference i 2009, og at de heller ikke har skaffet sig detaljeret viden om Origos indlæg ved konferencen, hvilket ellers ville have været meget let for dem.

JBK kritiserer ligeledes, at Hjermitslev og Kjærgaard i deres kapitel om såkaldt kreationisme i Danmark påstår, at danske pinse-præster på deres hjemmesider ofte linker til ”the flashy pages of Ken Ham’s prominent young-earth creationist society Answers in Genesis.” Påstanden er meget overraskende, fordi de fleste større frikirker i Danmark (herunder pinsekirkerne) gennem efterhånden mange år netop er kendt for ikke at låse sig fast på en bestemt af positionerne i debatten om livets tilblivelseshistorie, men i stedet koncentrerer sig om den mere overordnede tese om Gud som skaber.

Allerede i 2015 pegede vi fra Origos side i en mail til Hjermitslev og Kjærgaard på, at vi ikke kunne finde et eneste eksempel på de links, som ifølge de to forfattere forekommer ofte. Påstanden blev også forelagt talsmanden for de danske pinsekirker, Ph.D. Tonny Jacobsen, som d. 26/7 2015 skrev: ”Jeg kender ikke nogen, der linker til Ken Hams websites eller promoter hans synspunkter. Så jeg mener klart, det er et fejlagtigt citat. Det kunne være interessant at udfordre forfatterne til at underbygge deres påstand.” Hjermitslev og Kjærgaard er efterfølgende blevet bedt om at dokumentere deres påstande eller trække dem tilbage. Ingen af delene er blevet til noget!

Listen over fejl og basale misforståelser i Hjermitslev og Kjærgaards kapitel om forholdet mellem skabelsestro og naturvidenskab i Skandinavien kunne let gøres meget længere. Det er klart, at de to forfattere slet ikke har skaffet sig de basale informationer om det emne, som de vil beskrive.

Hjermitslev og Kjærgaard har i denne sammenhæng tydeligvis ikke har fulgt helt elementære krav til, hvordan videnskab bør bedrives. Deres kapitel står som et kedeligt eksempel på, hvordan det kan gå, når den faglige debat ikke foregår på et oplyst grundlag og på en ordentlig måde. Det er klart, at det er en helt afgørende forudsætning for en vellykket faglig debat, at man lytter til modparten, og at man er villig til at vedgå og om muligt rette de fejl, som man evt. kommer til at begå i debatten. Her har Hjermitslev og Kjærgaard meget at lære! De kunne passende tage ved lære af JBK, som i sin bog fremlægger en række forskellige synspunkter fair og loyalt – også de synspunkter, som han tydeligvis ikke selv deler.

På det metodiske plan lægger JBK stor vægt på den klassiske to-bogs-metafor. Tanken er her, at naturen og Bibelen kan anses for (sammenlignes med) to bøger, der ret forstået hver for sig taler sandt om verden. Det er klart, at der er meget at hente i den tilgang. Naturligvis er det vigtigt at huske, at både naturvidenskaben og teologien har sine faglige metoder (dvs. måder at ”læse” de to bøger). Der i realiteten er tale om fagsproglige analyser, som må oversættes til naturligt sprog, hvis de overhovedet skal bringes i dialog med hinanden. I forholdet mellem de to bøger går JBK ind for det, som han kalder ”blød” konkordisme (p. 57 ff.). Det indebærer, at de to bøger i mange tilfælde handler om helt forskellige træk af virkeligheden, således at der alene af den grund ikke er nogen modstrid mellem bøgernes udsagn. Men i nogle tilfælde udtaler bøgerne sig faktisk om de samme spørgsmål. I de tilfælde må bidragene fra de to bøger bringes i konstruktiv interaktion, og arbejdshypotesen er så, at begge bøger ret fortolket taler sandt om verden, og at der dermed ikke er nogen modstrid mellem dem. Hvis man alligevel synes, at de to bøger siger noget forskelligt om et træk af virkeligheden, så må man gå ”fortolkningerne” af bøgerne nøje efter, hvorefter man ifølge arbejdshypotesen vil opdage, at den tilsyneladende modstrid forsvinder, hvis man vælger andre og måske rimeligere fortolkninger.

JBK søger i sin bog at vise, at den bibelske tekst tillader en meget bred vifte af fortolkningsmuligheder, når det drejer sig om jordens, livets og menneskets tilblivelse. Teksten kan ifølge JBK fortolkes så den kunne passe med en såkaldt ungjords-kreationisme, ligesom der findes

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

3 tolkningsmuligheder svarende til en såkaldt gammeljords-kreationisme og også mulige Bibeltolkninger som er konsistente med i hvert fald nogle versioner af neo-darwinistisk evolutionsteori.

Forholdet mellem traditionel biologisk evolutionsteori og bibelsk skabelsesteologi får en særlig opmærksomhed i JBKs bog (p. 128 ff.). Kan Bibelen tolkes således, at den fortolkede tekst kan opfattes som forenelig med en idé om gradvis og naturlig udvikling af livsformerne? Kan man med baggrund i den bibelske tekst forstå biologisk evolution som Guds skabelsesmetode? Mange bibelfortolkere vil sikkert i selve ideen om makro-evolution som generel forklaringsmodel se en modsætning til den traditionelle skabelsesberetning, som vi finder den på Bibelens første blade (1.

Mos. 1.1-2.3), hvor der efter en traditionel læsning beskrives en tilblivelse af naturen, livet og mennesket, som et forløb, der beror skelsættende begivenheder i historien karakteriseret som skabelse dvs. Guds ekstra-ordinære indgriben i den fysiske og biologiske verden. Over for dette beskriver JBK en tolkningsmulighed ifølge hvilken denne klassiske bibeltekst slet ikke handler om universets, livets og menneskets tilblivelseshistorie. Ifølge JBK kan teksten nemlig tolkes funktionelt som en beretning om indvielse af en allerede eksisterende fysisk og biologisk verden som et kosmisk tempel for Guds nærvær. Alternativt kunne beretningen læses som historien om, hvordan ansvaret for jorden og dens liv bliver overdraget af Skaberen til mennesket.

Den funktionelle tolkning af denne klassiske bibeltekst findes allerede i JBKs tidligere bog, Konge, præst, gartner – mennesket i Guds verden (Kolon 2016), og ikke mindst i Norge har tolkningen givet anledning til en betragtelig teologisk modsigelse (p. 73 ff.), som JBK forsøger at besvare i sin nye bog. Uanset om de funktionelle og ikke-historiske tolkninger af 1. Mos. 1.1-2.3 er principielt mulig eller ej, vil mange bibelfortolkere sikkert fastholde, at der i det samlede bibelske budskab er klare udsagn om skabelse af jorden, livet og mennesket, som ikke tilfredsstillende kan rummes i en traditionel evolutionsteori.

Ifølge JBK afhænger svaret på spørgsmålet om en mulig evolutions-forståelse af skabelsesbegrebet af, hvordan man nærmere forstår begreberne, skabelse og evolution. Han argumenterer for, at såkaldt ”planlagt evolution” må afvises ud fra bibelsk verdensforståelse, hvorimod det ikke gælder det, som JBK betegner som ”styret evolution” (p. 165). Planlagt og styret evolution skal her forstås som teologiske bearbejdninger af det biologiske begreb om evolution. Mens planlagt evolution forudsætter, at Skaberen forud for skabelsen i materien installerer en mekanisme (et ”program”), som i sig selv nødvendigvis vil føre til livet i dets forskellige former, indebærer styret evolution, at Skaberen hele tiden overvåger den evolutionære proces og lejlighedsvis griber ind i processen for at justere kursen, således at processen fører til de resultater, som Skaberen har bestemt.

Der vil sikkert være ganske mange bibelfortolkere, som vil afvise både planlagt og styret evolution som acceptable tolkninger af de bibelske tekster. De vil fremhæve, at teksten først og fremmest hævder, at jordens, livets og menneskets tilblivelse skyldes skabelse dvs. Guds mirakuløse indgreb i naturen og netop ikke en eller anden naturlig mekanisme.

Som kommentar til dialogen mellem læsningen af de to bøger – Bibelen og naturen – bør det nævnes, at der findes en del naturvidenskabsfolk (et mindretal, men alligevel samlet set et betragteligt antal), som afviser, at traditionel evolution kan være en tilstrækkelig forklaring på fremkomsten af livet med al dets kompleksitet. De vil mene, at henvisninger til generiske varianter, naturlig udvælgelse, miljøforhold mv. ikke rækker som tilfredsstillende forklaring på skabelsen af livets med alle dets komplekse former. Deres analyse af livets design fører dem til den konklusion, at livet må være et resultat af en eller anden form for intelligent design. Det er klart, at denne konklusion passer meget fint med en traditionel opfattelse af jorden, livet og mennesket som skabt af Gud. Det indebærer, at livet først og fremmest må skyldes en række af guddommelige og mirakuløse indgreb i naturen, således at det design, som vi nu ser i naturen, er resultatet af disse mirakuløse indgreb kombineret med mekanismerne i naturen (herunder også evolution – i hvert fald såkaldt mikro-evolution). Man skal her huske, at naturvidenskaben drejer sig om det, som sker, når der ikke forekommer mirakler (dvs. ekstra-ordinære guddommelige indgreb) i naturen. Således forstået giver det sig selv, at intet naturvidenskabeligt resultat kan levere et ubetvivleligt argument mod bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

4 forekomsten af mirakler forstået som ekstra-ordinære indgreb i naturen. Som C.S. Lewis og mange andre har vist, er der simpelthen intet holdbart grundlag for at afvise miraklets mulighed. Det er overraskende, at denne opfattelse kun spiller en beskeden rolle i JBKs bog – ikke mindst fordi netop denne opfattelse tydeligvis er ret så udbredt blandt skabelsestænkende naturvidenskabsfolk.

Et af de spørgsmål, som JBK beskæftiger sig en del med i bogen drejer sig om menneskets oprindelse og om de allerførste mennesker (p. 165 ff.). Hvordan skal vi forstå den bibelske tekst om Adam og Eva? Er der faktisk tale om historiske personer? I forsøget på at besvare dette spørgsmål ser JBK på en række tænkelige svar og belyser dem ud fra en grundig gennemgang af de relevante bibelske tekster. Blandt andet inddrages forståelsen i Det Nye Testamente af skabelsesteksterne fra Det Gamle Testamente. Han ender med at konkludere (p. 185), at det synes at være en given sag, at Bibelen samlet set præsenterer Adam og Eva som historiske personer, som alle mennesker derefter i en eller anden forstand er deres efterkommere fra. Ligeledes ligger det klart i teksten, at gudbilledligheden og syndefaldets konsekvenser karakteriserer alle mennesker. Endelig betoner JBK, at det også ligger i bibelteksterne, at menneskets gudsbilledlighed skyldes et guddommeligt indgreb, som ikke kan forklares med en evolutionær biologisk proces.

Under forudsætning af, at Adam og Eva ses som historiske personer, hvorfra alle mennesker nedstammer, opstår der imidlertid ifølge JBK det problem, at moderne genetisk forskning tyder på, at antallet af individer, som har bidraget til det moderne menneskes genmasse på intet tidspunkt i historien har været mindre end mellem 1.000 og 10.000 individer. Hvordan skal man forstå Adams og Evas historicitet, hvis denne genetiske forskning accepteres? JBK peger på (p. 167 ff.) en række teoretiske og spekulative muligheder. Det kunne være en mulighed, at Gud ud af en oprindelig gruppe af menneskelignende væsner (homininer) på mindst 1000 individer har udvalgt et par, Adam og Eva, som ved et guddommeligt indgreb er blevet de første mennesker skabt i Guds billede, som de øvrige homininer altså ikke bar. Man kan derefter evt. forestille sig, at efterkommerne efter Adam og Eva efter syndefaldet har blandet sig med homininerne, man at det i det lange løb dog kun er efterkommere af Adam og Eva, der har overlevet. – Det er klart, at denne model er en tankemulighed, der er ret så spekulativ, og at den tydeligvis indebærer den vanskelighed, at man skal skelne mellem mennesker og homininer, selv om der biologisk set næppe kan være megen forskel, hvis mennesker og homininer kan få afkom med hinanden.

JBK kommer i sin bog også ind på en række andre temaer vedrørende tolkningen af Bibelens tekster om menneskets tilblivelse og tidlige historie. Her skal jeg bare nævne diskussionen om tolkningen af 1. Mos. 6-8 om vandfloden (syndfloden). I forhold til denne tekst undersøger JBK, om teksten nødvendigvis hævder, at hele jorden og alle dens bjerge blev lagt under vand. Analyse af de sproglige udtryk i teksten får ham til at konkludere, at teksten ikke nødvendigvis skal udlægges på den måde. En anden tolkningsmulighed er, at syndfloden fandt sted på et tidspunkt, hvor alle mennesker levede på et relativt begrænset geografisk område, og at vandfloden var lokal, men stor nok til at omfatte hele det område, der var beboet af mennesker.

JBKs bog fortjener at blive læst og diskuteret af folk, som interesserer sig forholdet mellem naturvidenskab og kristen skabelsestro. I bogen beskriver og kommenterer JBK på kompetent vis en meget bred vifte af mulige fortolkninger af de bibelske tekster om jordens, livets og menneskets tilblivelse. Nogle af disse muligheder vil givetvis af mange blive opfattet som meget spekulative og i visse tilfælde ret kontroversielle. JBK forventer næppe, at alle læsere vil tilslutte sig vurderingerne i bogen. Det er heller ikke nødvendigt, idet bogen er så klar og velskrevet, at det hele vejen igennem er tydeligt, hvilke præmisser vurderingerne beror på. Det betyder, at man som læser let kan forholde sig til det, som lægges frem og drage sine egne konklusioner. Et tilsvarende arbejde om de bibelske tekster om skabelsen er udført af den amerikanske teolog og filosof, William Lane Craig, som har lanceret sine analyser i form af 21 foredrag (podcasts) herom på hjemmesiden for Reasonable Faith, https://www.reasonablefaith.org/podcasts/defenders-podcast-series-2/s2-creation-and-evolution/.

Craigs podcasts kan med fordel studeres sammen med JBKs bog. På den måde får man både en meget fyldig gennemgang af de forskellige forslag til tolkning af de bibelske tekster om skabelse, bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019

5 tilblivelse etc. og en systematisk diskussion af de teologiske grunde, som man kan anføre for og imod de forskellige tolkningsmuligheder. F.eks. mener Craig, at der er gode grunde til at afvise en ren funktionel tolkning af 1. Mos. 1.1-2.3. Denne klassiske tekst bør efter hans opfattelse primært læses som en beskrivelse af naturens, livets og menneskets tilblivelseshistorie, selv om teksten efter hans mening også har klare funktionelle aspekter.

bioCosmos.no

skabelse.dk

origonorge.no

nr 148, juni 2019