Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 146, juni 2018

Page 1

ORIGO 146 | juni 2018 | kr. 90,- i løssalg

25,*2 RP YLWHQVNDS VNDSHOVH RJ HWLNN

0HQQHVNHW ̰ PHG HQ V¨UOLJ YHUGL L VNDSHUYHUNHW .XQVWLJ LQWHOOLJHQV RJ EHYLVVWKHW 0HQQHVNHWV Y¨UGLJKHG 0HQQHVNHW XHQGHOLJW PHJHW PHUH HQG HQ PDVNLQH RULJRQRUJH QR VNDEHOVH GN


25,*2 RP YLGHQVNDE VNDEHOVH RJ HWLN

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk & http://origonorge.no Layout og sats: Grundlayout: www.MathiasPedersen.com og Flemming Karlsmose Tryk & sats: Ă˜ko-Tryk, VidebĂŚk, og Swiftlayout. com. OpsĂŚtning: kaab RedaktionskomitĂŠ i Danmark Knud Aa. Back, forfatter, redaktør (ansv.) backforedrag@gmail.com Finn L. N. Boelsmand, cand.polyt.

,QGKROG

finn@datering.dk Holger Daugaard, rektor, cand.scient. holger@skabelse.dk / abonnement@skabelse.dk

)UHPWLGHQ WLOKÂşUHU URERWWHUQH . $D %DFN

Søren Holm, professor, CSEP, School of Law, University of Manchester, soren@skabelse.dk Mikael Larsen, lektor, cand.polyt. mikael.larsen@live.dk

.XQVWLJ LQWHOOLJHQV RJ HQ Q\ EHYLVVWKHW" 6WHLQDU 7KRUYDOGVHQ

Arne Kiilerich, rüdgivende ingeniør arne@skabelse.dk Emil Rasmussen, studerende, IT-medarbejder emil@skabelse.dk

0HQQHVNHW XHQGHOLJW PHJHW PHUH HQG HQ PDVNLQH URERW 3HWHU ‘KUVWU¥P

Andreas Vedel, cand.scient. andreas@skabelse.dk Bent Vogel, cand.scient. (ingen mail) Peter Ă˜hrstrøm, professor, dr.scient. peter@skabelse.dk

0HQQHVNHWV Y¨UGLJKHG

Kristian BĂĄnkuti Ă˜stergaard, cand.scient.

3HWHU ‘KUVWU¥P

kristian@skabelse.dk

(Q RSIRUGULQJ

Redaksjonsrüd i Norge Asbjørn Lund, aktuar, master i infosystemer

UHGDNWLRQHQ

asbjlund@gmail.com HĂĽkon Filip Lindquist, lĂŚrer.

+YDG HU GD HW PHQQHVNH Ěż

haakonfilip@hotmail.com Jonas K. Nøland, førsteamanuensis

. $D %DFN

jonas.noland@gmail.com Knut Sagafos, lektor

1< %2* S§ YHM

knu-saga@online.no

UHGDNWLRQHQ

Steinar Thorvaldsen, professor, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no

Redaktion pü dette nummer: Arne Kiilerich (fagred.), Mikael Larsen, Asbjørn Lund og Knud Aa. Back (ansv.)

Forsidebillede: David af Michelangelo Bagsidebillede: En jomfrubjørn pü SjÌlland, jun.18/EABB & kb

-XQL

SE/CVR-nummer: VR-nummer: 3037 6390

Abonnement og bestillinger: Norge: Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien. Bestil per sms: 47 45 25 58 78 Bestil per e-mail: knu-saga@online.no

Š ORIGO Materiale mü kun gengives efter aftale med redaktionen. ORIGO følger Dansk SprognÌvns anbefalinger og Norsk Sprükrüds anvisninger for tegnsÌtning.

Danmark: ORIGO, Tranevej 21, DK-8721 Daugaard. Tlf. +45 5265 1755 E-mail: abonnement@skabelse.dk


5HGDNWLRQHOW

0HQQHVNHWV V¨UOLJH Y¨UGL HW WHPDQXPPHU Der er udbredt enighed om, at synet pĂĽ det enkelte menneskes vĂŚrdi, integritet og vĂŚrdighed er afgørende bĂĽde for den enkeltes selvforstĂĽelse, for den medmenneskelige etik og for samfundsopfattelsen. Er den enkelte bare en forholdsvis betydningsløs brik i det store spil, eller bør vi insistere pĂĽ, at hvert enkelt menneske uanset omstĂŚndighederne har uendelig vĂŚrdi? Ud fra en skabelsesorienteret forstĂĽelse vil vi i ORIGO argumentere for den sidstnĂŚvnte position, altsĂĽ at mennesket som sĂĽdan har en unik og uendelig vĂŚrdi – en vĂŚrdighed, som ingen andre skabninger har, og som det enkelte menneske har uanset formĂĽen og omstĂŚndigheder. Menneskets krop er enestĂĽende mht. kvaliteter, funktioner og muligheder, og dets sjĂŚl er bemĂŚrkelsesvĂŚrdig bl.a.

mht. sansning, erkendelse og bevidsthed. Hertil kommer at mennesket ikke bare er legeme og sjĂŚl – men ogsĂĽ ĂĽnd, hvilket forbinder den enkelte med en større verden, der rĂŚkker ud over det materielle.

“Mennesket som sĂĽdan

har en unik og uendelig vĂŚrdi uanset formĂĽen og omstĂŚndigheder

Denne klassiske opfattelse af mennesket som ünd, sjÌl og legeme er fra forskellig side under beskydning og kritik i disse ür. Nogle forsøger at sige, at mennesket i virkeligheden ikke er andet end et dyr. Andre hÌvder, at mennesket ret beset falder i samme kategori som en avan-

ceret robot. I dette nummer af ORIGO skal vi se nĂŚrmere pĂĽ disse pĂĽstande, og vi skal argumentere for, at de kan afvises af saglige grunde. Det er vigtigt at afvise forsøgene pĂĽ at reducere mennesket til et dyr eller til en maskine. Først og fremmest fordi disse forsøg viser sig at hvile pĂĽ misforstĂĽelser og urimelige forenklinger. Hertil kommer, at disse reduktioner ikke bare er sagligt set forkerte, men ogsĂĽ farlige i forhold til samfundsopfattelse og etik. Omvendt er den skabelsesorienterede menneskeopfattelse en rigdom, som kan danne et godt udgangspunkt for den enkelte, for fĂŚllesskabet og for tilvĂŚrelsen som helhed. Peter Ă˜hrstrøm fagredaktør pĂĽ dette ORIGO.

0HQQHVNHW VRP VNDEW Y¨VHQ KDU XHQGHOLJ Y¨UGL IUD EHJ\QGHOVH WLO VOXW )RWR .HZHL +X 8QVSODVK FRP

7DN WLO DOOH GHU VWºWWHU DUEHMGHW YHG DW DERQQHUH S§ 25,*2 Abonnement og medlemskab/ medlemskap kan betales som følger:

Man kan nĂĽ ogsĂĽ betale pĂĽ VIPPS: Origo Norge, nr 13429

Norge: PĂĽ vĂĽr konto 1503 0218210. Husk ĂĽ oppgi navn og adresse!

Danmark: • MobilePay/MyShop [OBS nyt nummer] pü nr. 94642

• Overføre pengene til Origos konto i Nykredit Bank 8117-1855683 • Bruge IBAN nr. DK6681170001855683 og Swift-BIC: NYKBDKKK • Betaling pĂĽ indbetalingskort, med FIkreditornummer +73< +87640809<

Om Origos hjemmesider Tidsskriftet ORIGO har to hjemmesider tilknyttet. Det danske side www.skabelse.dk er oprettet for at give faglige kompetente svar pĂĽ de mange spørgsmĂĽl der bliver stillet omkring skabelse/ evolution. Her findes over 200 danske artikler, FAQ, ordbog og mulighed for at stille spørgsmĂĽl. Siden er bygget og designet af Origos webmaster Emil Rasmussen i samarbejde med Kristian BĂĄnkuti Ă˜stergaard (cand.scient., biologi) der stĂĽr for den faglige linie. PĂĽ samme mĂĽde som evolutionister ikke er indbyrdes enige om alt, er skabelsestilhĂŚngere det heller ikke. Derfor er der

brug for at de mange forskellige aspekter bliver belyst, og at argumenterne bliver sat op mod fakta. BemÌrk at www.skabelse.dk kun behandler den del af Bibelen der er relevant for skabelsesberetningen. Religiøse emner vil ikke blive behandlet. Der henviser vi til kristne hjemmesider. ORIGO Norge har tilsvarende sitt nettsted, opprettet i 2003 pü initiativ av Willy Fjeldskaar og nü redigert av Asbjørn Lund. Finn det pü http:// origonorge.no. Her finnes henvisninger til de nyeste relevante artikler fra den vitenskabelige

verden i relasjon til evolusjon/ skapelseproblematikken (evolutionnews.org). Da disse henvisninger ofte fører frem til engelsksprüklige tekster, tas noen av emnene av & til opp i ORIGO i norsk eller dansk oversettelse. Origo pü Facebook Büde ORIGO Danmark og ORIGO Norge kan endvidere findes pü Facebook


)UHPWLGHQ WLOKºUHU URERWWHUQH Af K.Aa. Back Foto © By ITU Pictures from Geneva, Switzerland - https://www.flickr.com/ photos/itupictures/27254369347/, CC BY 2.0, https://commons.wikimedia. org/w/index.php?curid=69218227; baggrund: Markus Spiske, Unsplash.com

8QGHU GHQQH RYHUVNULIW WHJQHV GHU L .ULVWHOLJW 'DJEODG G IHE HW KYDG MHJ YLO WLOODGH PLJ DW NDOGH U¨GVHOVVFHQDULR IRU PHQQHVNHo KHGHQ 'HW HU L VDQGKHG HW U¨GVHOVVFHQDULR $W QRJOH HU RSVDWWH S§ L GHUHV WHNQRORJLEHQRYHOVH DW GUºQH GXUN LQG L GHW VFHQDULR )LQQ 3LOJDDUG %H\HU WHJQHU JºU EORW DW YL P§ Y¨UH HNVWUD Y§JQH KYHU JDQJ YL VHU WHQGHQVHQ


ORIGO

)LJ 5RERWWHU PHQQHVNHU YLO L IUHPWLGHQ LI GHQQH DUWLNHO L .' VPHOWH VDPPHQ L GHQ PHQQHVNHVNDEWH URERW GHU YLO NRPPH WLO DW OLJQH VLQ VNDEHU PHUH RJ PHUH 6DPWLGLJ YLO PHQQHVNHW EHJ\QGH DW RSIÂşUH VLJ PHUH PHUH VRP HQ PDVNLQH Ě° .OLS IUD .' )LJ 6RSKLD GHQ PHQQHVNHVNDEWH URERW

Finn Pilgaard Beyer lĂŚgger ud med disse 3 pĂĽstande: Robotter kommer til at ligne mennesker. Mennesker kommer til at ligne robotter. Menneske og robot smelter sammen. Og det sker ud fra følgende iagttagelser: Inden for robotteknologi og kunstig intelligens (KI) er udviklingen pĂĽ det seneste gĂĽet endog meget hurtigt. Industrirobotter har overtaget monotont og ensformigt arbejde. VelfĂŚrdsrobotter bidrager med nyttig hjĂŚlp til syge, ĂŚldre og handicappede. Sociale robotter erstatter manglende menneskelig kontakt. Alt sammen fĂĽr FPB til at mene at fremtiden tilhører robotterne. Og at der sĂĽ at sige er vendt op og ned pĂĽ forestillingen om skaberen og det skabte. Den modsatte bevĂŚgelse, hvor mennesket mere & mere kommer til at ligne robotter, ses ogsĂĽ. Og her tegner udviklingen inden for sundheds- & plejesektoren en betĂŚnkelig tendens: Alt skal kunne mĂĽles, vejes og kontrolleres. Og derfor skal alle procedurer beskrives nøje for at forskellige serviceudbydere, pĂĽ lige konkurrencevilkĂĽr, kan byde ind pĂĽ opgaverne. Det betyder samtidig at Âťvi reducerer den ĂŚldre, den handicappede eller den syge til en genstand der skal have service efter en manual (lidt som nĂĽr vi sender bilen pĂĽ vĂŚrksted)ÂŤ. FPB fortsĂŚtter: ÂťDe der skal hjĂŚlpes, mĂĽ ikke have andre behov end dem der er beskrevet. Personlig hygiejne, fortĂŚring, toiletbesøg og rengøring er lagt ind i en nøje afstemt tidsplan som af konkurrencehensyn skal overholdes.ÂŤ Men den “service-opmĂĽlingâ€? gør ogsĂĽ noget ved de mennesker der er ansat i plejesektoren. Af de mange styringssystemer Âťberøves de deres medmenneskelighed, fordi de ikke mĂĽ foretage sig andet end det der er beskrevet. [‌] Der er sĂĽledes Fremtiden tilhører robotterne

risiko for at de der skal hjĂŚlpe, reduceres til en slags empatiløse forprogrammerede robotter.ÂŤ ÂťEn tilsvarende tendens er der i store dele af vores borgerrettede offentlige service. LĂŚger og andet sundhedspersonale reduceres i stigende grad til manualprogrammerede sundhedsrobotter. Omsorgspersonale til en form for omsorgsrobotter, og lĂŚrere til undervisningsrobotter. Alle berøves de pĂĽ en mĂĽde deres medmenneskelighed, fordi arbejdet først og fremmest er styret af et køligt konkurrencehensyn.ÂŤ Artiklen fantaserer sĂĽ videre ind i en fremtid hvor menneske og robot er smeltet sammen. Hvor man med tilførslen af kunstig intelligens fĂĽr optimeret arbejdsgangene sĂĽdan at alle former for spildtid undgĂĽs. ÂťHybriden mellem menneske og robot vil i sin fuldt optimerede udgave fungere rationelt og uafhĂŚngigt af menneskelige følelser og behov som den er frisat fra.ÂŤ Den intelligente robot vil snart kunne klare sig uden sin “menneskedelâ€?. Der vil i den rene robotudgave ikke lĂŚngere vĂŚre behov for fordyrende medmenneskelighed. Citat: ÂťRobotten gør som den skal, og er hverken tilfreds eller utilfreds, for den slags betyder ikke lĂŚngere noget. BlipbĂĽt, robotten er fuldkommen med mennesket som sin skaber. Og skaberen der nu med sit fuldbragte vĂŚrk har gjort sig selv overflødig, ser at alt er sĂĽre godt.ÂŤ [Citat slut] AvisindlĂŚgget er ledsaget af en illustration med robotten Sophia. (Robottens grĂŚske navn betyder som bekendt visdom.) Billedet er selvfølgelig valgt for at understrege artiklens pointe om at robotteknologien og forskningen i kunstig intelligens --> origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO bevĂŚger sig fremad med stormskridt. Og her er Sophia noget sĂŚrligt, “hunâ€? er den første robot der har opnĂĽet statsborgerskab, i Saudi Arabien. I menneskets billede ‌ Hvis en robot skal optrĂŚde som et menneske, “vĂŠd vi fra StarWarsâ€? at sĂĽ mĂĽ man kunne føre en meningsfuld samtale med den. R2-D2 taler nogenlunde fornuftigt; det gør C-3PO med sin metalstemme ogsĂĽ; det er kun jedien, der netop ikke er en robot, der taler decideret mĂŚrkeligt. Talens brug er altsĂĽ dĂŠt der kendetegner en ĂŚgte menneskelig robot. Og det lader til at vĂŚre hovedopgaven for programudviklerne i forhold til robotten Sophia. PĂĽ engelsk Wikipedia lĂŚser vi følgende om hendes “menneskeligeâ€? evner: Hendes kameraøjne er forsynet med algoritmer der gør hende i stand til “at seâ€?. Dvs. hun kan “lĂŚseâ€? ansigtstrĂŚk (algoritmerne følger udvalgte punkter i samtalepartnerens ansigt), hun kan fastholde øjenkontakt, og hun kan genkende personer. Hun er desuden forsynet med programmer som er førende inden for efterligning af menneskelig konversation. Som Wikipedia anfører: Nogle spørgsmĂĽl svarer hun ganske fornuftigt pĂĽ; andet er det rene vrøvl. – Indtil nu. David Hanson, Sophias skaber, mener at hun i den sidste ende vil passe godt ind i brancher som sundhedssektoren, kundeservice, terapi og undervisning. Hendes “intelligensâ€? trĂŚnes via et netvĂŚrk der er baseret i “skyenâ€?, og altsĂĽ løbende evalueres og optimeres. SĂĽ har artikelforfatteren fra Kristeligt Dagblad vel ret i sin dystopi, sit “mørkesorteâ€? fremtidsscenario? Ifølge ORIGOs egen informatik-ekspert, nej! Som det fremgĂĽr af nĂŚste artikel er der lige et par aspekter man glemmer nĂĽr man taler om at robotterne kan overtage verden: Hvis en maskine skal overtage et menneskes plads i fuldt mĂĽl, krĂŚver det ikke blot en omgang kunstig intelligens, men den fulde intelligens som Homo sapiens er forsynet med. Det krĂŚver altsĂĽ hjerne! Ifølge Steinar Thorvaldsen (ST) skal vi lĂŚgge mĂŚrke til følgende forhold (og vi tillader os lige at bruge dem her fra nĂŚste artikel i dansk oversĂŚttelse): ÂťKI-forskeren Douglas R. Hofstadter mener at noget af hemmeligheden ved menneskets intelligens ligger i vores evne til at handle pĂĽ flere niveauer samtidigt. Det gĂŚlder bĂĽde vores

sanser og vores tĂŚnkning. Vi kan se bĂĽde skoven og hvert enkelt trĂŚ pĂĽ ĂŠn og samme tid. Synsfeltet koncentrerer sig om detaljerne, men følger samtidig med i helheden. Denne evne til at tĂŚnke i flere niveauer gør endvidere at vi kan bĂĽde kan takle paradokser og vĂŚre kreative.ÂŤ Har Hofstadter ret – og det har han jo nok – er det altsĂĽ ikke gjort med at forsyne en robot med kameraøjne. Vi oplever det jo ustandseligt med mobiltelefonens kamera: Lader man den fokusere pĂĽ en enkelt ting, mistes overblikket; og vil man have det store billede, mister man fokus pĂĽ detaljen. Vi citerer igen fra ST: ÂťVi har set at computeren har et stort potentiale som informations- og kommunikationsbehandler. Problemer i den virkelige verden har oftest bĂĽde en formalisĂŠrbar (lukket) og en ikke-formaliseret (ĂĽben) side. Inden for formaliserbare omrĂĽder vil informations- og kommunikationsteknologien (IKT) kunne anvendes bĂĽde til arkivering, afgrĂŚnsede ekspertsystemer og robotstyring. Men det ikke-formaliserbare mĂĽ rigtige mennesker stadig tage sig af. Mennesket krĂŚver en mindre formaliseringsgrad end datamaskinen. Ud fra den synsvinkel kan computeren blive en nyttig arbejdshest, men ikke en erstatning [for mennesket]. Kunsten er at finde de rigtige opgaver til maskinen; og lade medmenneskeligheden rĂĽde hvor dĂŠt er vigtigt.ÂŤ Det sidste mĂĽ siges at vĂŚre en vigtig pointe i dagens debat om den offentlige sektors opgaveløsninger. Og hvad siger ST til de fremførte tanker om at maskinen kan overtage menneskets plads? ÂťDen elektroniske datamaskine har nĂŚppe kapacitet til at “tĂŚnkeâ€? og have bevidsthed. [‌] nĂĽr [menneskets] bevidsthed udfolder sig i al sin pragt, arbejder den intuitivt og gennemtrĂŚnger dermed det foreliggende problem. Menneskets bevidsthed har ogsĂĽ den sĂŚrlige evne at den tĂŚnker i billeder, analogier og ser helheder [‌] En sammenligning mellem den menneskeskabte informationsteknologi og den biologiske “teknologiâ€? [det levende skabervĂŚrk] falder altsĂĽ afgørende ud til sidstnĂŚvntes fordel.ÂŤ Og vi slutter med et lille advarsels-citat som falder godt i trĂĽd med det i avisen fremførte: ÂťMĂĽske vil vi møde følgende teknologiske fristelse i fremtiden, at vi forsøger at presse omrĂĽder som egentlig er ĂĽbne, ind i lukkede systemer, for dermed at kunne sĂŚtte et IT-system “pĂĽ sagenâ€?. Brugt sĂĽdan, bliver IKT til en tvangstrøje. Mennesket bliver snĂŚvret ind til at “tĂŚnke som en maskineâ€?.•

)LJ .DPHUDºMQH 9L KDU IºU L 25,*2 QU RJ EHVNUHYHW KYRU VPDUWH YRUHV ºMQH HU GHVLJQHGH 'HWWH IDNWXP XQGHUVWUHJHV LJHQLJHQ QX KYRU YL VW§U RYHU IRU HQ URERW GHU ̸NDQ VH̚ 6RP GHW IUHPJ§U DI GLVVH WR

ELOOHGHU DI HQ UDSVPDUN PHG KHUOLJW PDQJH YDOPXHU NDQ NDPHUDHW NXQ IRNXVHUH S§ HQ WLQJ DG JDQJHQ (QWHQ S§ GHW GHU OLJJHU L VN\JJH HOOHU RJV§ GHW GHU HU XGHQ IRU VN\JJHQ (JQH IRWRV MXQL

ORIGO 146 juni 2018

Fremtiden tilhører robotterne


ORIGO

Datamaskinen som menneskets nye speil

.XQVWLJ LQWHOOLJHQV RJ HQ Q\ EHYLVVWKHW" Av Steinar Thorvaldsen, professor, Universitet i Tromsø

1. IKT – et kraftig potensiale Mange av oss spiller og leker med datamaskiner. I boka The Second Self hevder psykologen og sosiologen Sherry Turkle at datamaskinen nĂĽ mer og mer fungerer som menneskets nye speil. Før var det kjĂŚledyr eller husdyr som hadde denne rollen. Speilet gir oss en viktig del av vĂĽre referanser og selvforstĂĽelse. Informasjons- og kommunikasjonsteknologien (IKT) ser ut til ĂĽ ha et kraftig potensiale – et potensiale som ligger opptil mye av det som vi trodde var reservert for mennesket. Den kan hjelpe oss ĂĽ søke etter informasjon fra hele verden. Ă… spille mot den kan ogsĂĽ vĂŚre morsomt. Den kan ogsĂĽ kjøre bil et godt stykke, ogsĂĽ pĂĽ ikke-oppmerkede veier. Kan vi snart stole pĂĽ at maskiner kan hjelpe oss ĂĽ ta vanskelige avgjørelser pĂĽ samme mĂĽte som vi allerede stoler pĂĽ maskinene nĂĽr vi bestiller reiser eller skal kommunisere over lange avstander? Ettersom utviklingen av utstyret har gĂĽtt fremover, har det oppstĂĽtt ulike og motstridende holdninger om hva datamaskinen skulle kunne brukes til. En holdning gĂĽr ut pĂĽ at datamaskiner er og blir dumme, lite fleksible og avhengige av mange eksperter for ĂĽ fungere tilfredsstillende. Det henvises gjerne til maskinenes velfylte ÂŤtabbekvoteÂť (da.: bommertkvote) og alle programsystemer som har ÂŤligget nedeÂť og til slutt mĂĽttet trekkes tilbake for kortere eller lengre periode. Andre hevder at maskinens evne til ĂĽ lĂŚre, tenke og skape kommer til ĂĽ øke raskt slik at de i fremtiden vil kunne behandle de samme problemer som mennesket, med samme grad av sikkerhet. FĂĽ sider av menneskets intellekt vil dermed kunne holdes utenfor datamaskinenes rekkevidde. Definisjoner er viktig for forstĂĽelse. Hvordan vi definerer ÂŤintelligensÂť, ÂŤbevissthetÂť og det ÂŤĂĽ tenkeÂť, har mye ĂĽ si for hvordan man skal beskrive om en datamaskin kan vĂŚre smart eller i stand til ĂĽ tenke. De fleste vil nok mene at en datamaskin eller et dataprogram ikke kan ha en ÂŤsjelÂť eller ÂŤpersonlighetÂť, og heller ikke vĂŚre ÂŤbevisstÂť, siden den bare følger et gitt mengde regler og algoritmer som mennesker har skrevet inn. Andre mener derimot at hjernen egentlig ogsĂĽ bare kan bestĂĽ av et sett med regler og instrukser for hvordan man tenker og resonnerer seg frem til løsninger. Kunstig intelligens (KI) har vi studert i mange tiĂĽr, og lenge var det liten fremdrift i forskningen. Men i de siste ĂĽrene har det skjedd en god del. Ulike typer spill er et yndet forskningsomrĂĽde. ÂŤDeepmindÂť heter et selskap som publisert forskning pĂĽ datasystemer som kan spille ulike typer spill, og samtidig lĂŚre ĂĽ spille bedre underveis. Dette gjelder alt fra bordspillet ÂŤGOÂť til videospill og sjakk. Dagens sjakkprogrammer er sĂĽ kraftige at de kan vinne over alle mennesker. Sjakkmesteren Magnus Carlsen sier at han ofte trener mot slike sjakkprogrammer nĂĽr han er alene, selv om han har liten sjanse for ĂĽ Kunstig intelligens og en ny bevissthet

)LJ 0DJQXV &DUOVHQ YHG 6MDNNRO\PSLDGHQ 'DJHQV VMDNNo SURJUDPPHU HU V§ NUDIWLJH DW GH NDQ YLQQH RYHU DOOH PHQQHVNHU 6MDNNPHVWHUHQ 0DJQXV &DUOVHQ VLHU DW KDQ RIWH WUHQHU PRW VOLNH VMDNNSURJUDPPHU Q§U KDQ HU DOHQH VHOY RP KDQ KDU OLWHQ VMDQVH IRU § YLQQH ̰ )RWR k %\ $QGUHDV .RQWRNDQLV IURP 3LUDHXV *UHHFH &DUOVHQ 0DJQXV && %< 6$ KWWSV FRPPRQV ZLNLPHGLD RUJ Z LQGH[ SKS"FXULG

vinne. I følge tankegangen bak slike spilleprogrammer kan menneskelig intelligens oppnĂĽs nĂĽr en maskin kan lĂŚre ĂĽ spille et veldig bredt spekter av spill og overføre forstĂĽelse pĂĽ tvers av spillene. Vi snakker altsĂĽ om KI som er i stand til ĂĽ skape litt bedre KI-programmer, pĂĽ veien til en form for superintelligens. AlterEgo er et prosjekt ved et av de store amerikanske universitetene (MIT). Systemet søker ĂĽ øke menneskelig intelligens og gjøre databehandling, Internett og KI til en naturlig forlengelse av brukerens egen tenkning. Det bĂŚrbare systemet leser elektriske impulser fra overflaten av huden i ansikt og nakke – uten faktisk tale eller stemme. Systemet er et eksperimentelt alternativ til mĂĽten vi i dag kommuniserer med datamaskiner. -->s.8 origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO Vi vet ikke hvordan slike prosjekter vil ende. Men det snakkes høyt om ĂĽ skape en ny virtuell virkelighet, inklusive en ÂŤdigital teologiÂť, der man ogsĂĽ kan ÂŤlaste oppÂť hjernen fra et menneske til en datamaskin. Mye av dette er rene spekulasjoner. Før vi tar fatt pĂĽ analysen av datamaskinens muligheter og begrensninger som informasjonsbĂŚrer, trenger vi ĂĽ definere nĂŚrmere hva vi mener med en datamaskin – og hva vi mener om oss selv i denne sammenhengen. 1.1 Hva er en datamaskin? En datamaskin kan betraktes som bestĂĽende av to hoveddeler: Den har elektronisk hardware som gjør det mulig ĂĽ behandle symbolske koder (software). Hardware (maskinvare) er det som maskinen er bygget opp av: mikroprosessorer, ledninger, tastatur, nettverk og slikt. Software (programvare) er programmer som er lagret i datamaskinen. Grunnfunksjonene i datamaskinen er ĂĽ lagre, hente frem, addere og ĂĽ sammenlikne tall. Disse funksjonene er alltid lagt inn i maskinens hardware. Datamaskinen kjører kun regelbaserte programmer. I 1966 viste C. Bøhm og G. Jacopini formelt at alle problemer som lar seg løse ved hjelp av datamaskin, kan løses ved bruk av tre begreper5: - sekvens (begin ... end, tilordning, input, output) - valg (if ... then ... else ...) - iterasjon [gjentakelse] (while ... do ...)

grammer som gjør at barnet vil utforske verden, lÌre ü gü, leke osv. Nye programmer for dette utvikles etter hvert i stort tempo. Ingen har vel ennü forstüelsen av om disse programmene er lagret biokjemisk, elektrisk eller pü annen müte i hjernens enorme nettverk bestüende av rundt 10 milliarder nerveceller (nevroner). Vi vet ikke om sentralnervesystemet fungerer digitalt (som datamaskinen) eller ikke. Det eneste vi vet med sikkerhet, er at programmene utvikles i selve hjernen og lagres der. Etter hvert gjør de oss i stand til ü kjenne igjen ting, snakke, skrive, lese, regne og kanskje ogsü skape kunst, musikk og programmere datamaskiner. Den menneskelige hjerne bestür av to halvdeler kalt høyre hemisfÌre (HH) og venstre hemisfÌre (VH). HH og VH er spesialisert mot ulike typer tenkning og funksjoner. Hos de høyrehendte, og ogsü hos de fleste venstrehendte, er VH spesialisert for logikk, numerisk tenkning og sprük. I HH har vi spesialisering for bearbeiding av bilder, romlige forhold og intuisjon. Hos et barn som mister den ene hemisfÌren, kan den andre i stor grad overta alle funksjoner. Slik sett er hjernen ikke direkte ü likne med en datamaskin, men kanskje mer som et stort fellesskap sammenkoblet med et selv-regulerende nettverk. Müten den er organisert pü, virker ulik de elektroniske datamaskiner. Alt biologisk liv er dessuten selv-reparerende, selv-reproduserende og kan leve pü mange typer energi. Mennesket er ogsü helt avhengig av vekselvirkning med sitt bestemte miljø büde før og etter fødselen, og er dermed fra starten av et produkt av büde arv og miljø.

)LJ 0HQQHVNHo KMHUQHQ XGYLNOHV L HW IRUU\JHQGH WHPSR $OOHUHGH IUD IºGVHOHQ DY HU PHQQHVNHW XWVW\UW PHG HQ JRG VDPOLQJ mSURJUDPo YDUH} VRP JMºU DW EDUQHW YLO XWIRUVNH YHUGHQ O¨UH § J§ OHNH RVY (WWHU KYHUW JMºU GHW RVV L VWDQG WLO § NMHQQH LJMHQ WLQJ VQDNNH VNULYH OHVH UHJQH RJ NDQVNMH RJV§ VNDSH NXQVW PXVLNN RJ SURJUDPPHUH GDWDPDVNLQHU )RWR $URQ 0HOORZ 8QVSODFK FRP

)LJ +MHUQHQ HU LNNH GLUHNWH § OLNQH PHG HQ GDWDPDVNLQ PHQ NDQVNMH PHU VRP HW VWRUW mIHOOHVVNDS} VDPPHQNREOHW PHG HW VHOY UHJXOHUHQGH QHWWYHUN ,OOX $QGUHDV 9HVDOLXV̾ )DEULFD IUD YLVHU GHW QHGHUVWH DY GHQ PHQQHVNHOLJH KMHUQH VHW QHGHIUD k 3XEOLF 'RPDLQ KWWSV FRPPRQV ZLNLPHGLD RUJ Z LQGH[ SKS" FXULG PHG YRU WLOIº\HOVH

1.2 Hva er da et menneske? Dette er et av de dypere spørsmül vi kan stille oss, og sprenger vel egentlig grensene for en teknisk tilnÌrming. Men la oss for helhetens skyld gi noen stikkord fra vür nüvÌrende viten om oss selv. Allerede fra fødselen av er mennesket utstyrt med en god samling programvare som kontrollerer hjerteaktivitet, pusting (da.: ündedrÌt), nÌringsopptak osv. Det finnes ogsü pro-

ORIGO 146 juni 2018

)LJ 2P NRQVWDQW DW WDJH WHPSHUDWXUHQ 'HQ RSVW§HGH P§O KHOH WLGHQ KYRUGDQ MHJ KDU GHW NXOWXU KDU P§VNH PHGIºUW GHQ IRUVQ¨YUHGH RSIDWWHOVH DW DOW L PHQQHVNHOLYHW LQNO YRUHV W¨QNQLQJ YRUHV IDQWDVL YRUHV NUHDWLYLWHW NDQ YHMHV P§OHV VPLGHWV S§ IRUPHO RYHUIºUHV WLO ,7 V\VWHPHU ̰ RJ L VLGVWH HQGH WLO HQ URERW HIWHUOLJQLQJ DI PHQQHVNHW YLD NXQVWLJ LQWHOOLJHQV ., )RWR UDZSL[HO 8QVSODVK FRP

Kunstig intelligens og en ny bevissthet


ORIGO

)LJ /RJLVNH EHJUHQVQLQJHU S§ EUXN DY GDWDPDVNLQH (W SUREOHP EHVW§U RIWH DY E§GH HQ §SHQ RJ HQ OXNNHW GHO 'DWDo PDVNLQHQ NUHYHU HW OXNNHW RJ SUHVLVW VSU§N 6OLN KDU YL HQ SULQo VLSLHOO JUHQVH IRU KYD GDWDPDVNLQHQ NDQ RYHUWD ‡ SUÂşYH § EHo KDQGOH HQ §SHQ VLWXDVMRQ PHG ., DOHQH KDU YL LQJHQ PXOLJKHW WLO § O\NNHV PHG 'HW EOLU VRP § WUHNNH HQ WYDQJVWUÂş\H RYHU VHJ

1.3 Hva er intelligens? Som begrep defineres intelligens meget forskjellig. Definisjonen kan spenne fra evnen til ü kombinere fakta slik at de kan gi løsning pü et problem til evnen til hensiktsmessig tilpasning til nye situasjoner. Psykologer hevder gjerne at intelligensen har visse kjennetegn, som forestillingsrikdom, konsentrasjonsevne og oppfinnsomhet. Man har altsü ennü pü langt nÌr kommet frem til en presis definisjon av ordet. Er f.eks. menneskets syn, smak og hørsel en del av intelligensen, eller blir disse sansene bare intelligent brukt? Grunnet uklarhet om begrepet intelligens, sü finnes det heller ingen grunnleggende enighet om hva fagfeltet intelligens pü datamaskin (KI) gür ut pü, og hva man vil frem til. Pü den ene side har vi de som mener at mennesket aldri vil komme frem til en enhetlig teori om intelligens og KI. Videre arbeid mü da skje ut fra mer eller mindre adskilte enkeltprosjekter som de spillene vi allerede har nevnt. Andre igjen leter etter generelle og altomfattende rammer for KI som kan innpasse alt vi vet om intelligens. KI-forskeren Douglas R. Hofstadter mener at noe av hemmeligheten ved menneskets intelligens ligger i evnen til ü operere pü flere nivüer samtidig. Dette gjelder büde vüre sanser og vür tenkning. Vi ser büde skogen og det enkelte tre pü samme tid. Synsfeltet konsentrerer seg pü detaljene, men følger med i helheten. Denne evnen til ü tenke i flere nivüer gjør ogsü at vi kan takle paradokser og vÌre kreative.

2. Begrensninger for datateknologien Det finnes flere barrierer som KI stadig arbeider innenfor. Disse begrensningene ser ikke ut til ü vÌre gitt en gang for alle, men er heller grensefelter som teknologien og programutviklingen stadig flytter eller kan flytte. Men grensene er der og definerer hva som pü et gitt tidspunkt ligger innenfor, og hva som er utenfor datamaskinens domene. La oss se pü noen av disse grensefeltene: 2.1 Logiske begrensninger For ü kunne bruke datamaskinen i en bestemt sammenheng, mü vi først lage en strukturert oppskrift (algoritme) for denne bruken. Slik kan en datamaskin bare brukes til oppgaver og Kunstig intelligens og en ny bevissthet

)LJ 0RGHUQH VS¨QGHWUºMH (U YL JRGW L JDQJ PHG HQ IRUVQ¨Yo ULQJVSURFHV RYHU IRU PHQQHVNHW L YRUHV IRUVºJ S§ DW GLJLWDOLVHUH KHOH WLOY¨UHOVHQ" )RWR 1RDK %XVFKHU 8QVSODVK FRP

aktiviteter som er formaliserbare. I boka Hva datamaskiner ikke kan, deler forfatterne naturlige problemer og oppgaver inn i en Ă…PEN og en LUKKET del2. Bare den lukkede delen vil kunne struktureres til en formell beskrivelse. I vĂĽre samfunn er mange aktiviteter blitt formalisert lenge før datamaskinen ble oppfunnet. Vi kan tenke pĂĽ regnskapsførsel, arkivering og tekstbehandling. Her har IKT kommet til et ferdigdekket bord, og anvendelsene har da ogsĂĽ kommet raskt. Hvor skillet mellom det ĂĽpne og det lukkede skal legges, er langt fra klart. Her er det en flytende grense. Men datamaskinen programmeres i og krever et lukket og presist sprĂĽk. Slik fĂĽr vi en grov prinsipiell grense for hva datamaskinen kan overta. Ă… prøve ĂĽ behandle en ĂĽpen situasjon med KI alene, har vi ingen mulighet til ĂĽ lykkes med. Det blir som ĂĽ trekke en tvangstrøye over seg. Derimot kan det vĂŚre av nytte ĂĽ behandle en lukket delmengde av hele situasjonen. Ettersom kunnskapene øker og formaliseringen av samfunnsoppgavene blir sterkere, skulle man tro at mer og mer ville ligge til rette for bruk av IKT. Rasjonalisering vil ofte kreve formalisering. Dette er nok ogsĂĽ riktig. Men er ikke den menneskelige hjerne ogsĂĽ et ÂŤformelt logisk systemÂť og dermed underlagt de samme logiske begrensninger som en datamaskin? Dette vet vi vel ennĂĽ ikke sĂŚrlig mye om, men sikkert er det at menneskets kreativitet, intuisjon og sprĂĽk er noe som forundrer oss til stadighet. 2.2 Programmeringsmessige begrensninger Selv om maskinvaren er meget komplisert, sĂĽ er det programvaren som er mest kompleks og koster mest ĂĽ utvikle. Det legges da ogsĂĽ ned enorm arbeidsinnsats fra store programmeringsteam i ĂĽ utvikle god og effektiv programvare til ĂĽ takle formaliserte oppgaver. Store programsystemer er noe av det mest kompliserte mennesker har laget. Utviklingskostnadene til et programprodukt er sterkt økende med programmets kompleksitet. Et stort system (100 000 programlinjer) kan vĂŚre nĂŚrmere 100 ganger sĂĽ dyrt som et lite system (10 000 programlinjer). NĂĽr virkelig store programsystemer skal utvikles, mĂĽ vi vĂŚre klar over denne eksplosjonsartede økning av arbeidstimer. -->s.10 origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO Brukere av IT kjenner ogsĂĽ godt til at praktisk talt alle programsystemer i bruk har sine feil og mangler. NĂĽr et system er kommet i sĂĽ mange versjoner at det er feilfritt, er det ofte allerede foreldet.

3. Datamaskinen som ekspert IKT's inngripen i de akademiske yrker kommer sannsynligvis til ĂĽ merkes like sterkt som inngrepene i arbeidet til de faglĂŚrte og halvfaglĂŚrte. Essensen i et akademisk yrke er informasjonsformidling, og her vil IKT komme inn som et naturlig hjelpemiddel. Regnskapsførsel var noe av det første som ble overtatt av datasystemer. Grunnlaget for en slik anvendelse var det formaliseringsgrunnlag all økonomisk virksomhet fra før av fungerte pĂĽ. Eiendom, varer og gjeld var representert ved navn og pengebeløp. Tanken om ĂĽ bruke datamaskinen som lĂŚrer kom ogsĂĽ tidlig. LĂŚremaskiner eller DSL (DataStøttet LĂŚring) ble utprøvd med betydelig innsats rundt 1960. Men eksperimentet, som bygget pĂĽ B.F. Skinners psykologi og ikke i sĂŚrlig grad pĂĽ lĂŚrernes erfaring, falt mislykket ut. Utgangspunktet hadde vĂŚrt forenklede og feilaktige prinsipper om hva som var god undervisning. Ă… stadig forholde seg til en bestemt maskin gjennom flere ĂĽr, blir jo fort problematisk og tørt for en tenĂĽring. Ă… bringe datamaskinen inn i undervisningen er et mĂĽl som har vĂŚrt temmelig vanskelig ĂĽ nĂĽ. Utviklingen av pedagogisk programvare gjøres nĂĽ under forutsetningen av at dette skal fungere som hjelpemiddel (og ikke erstatning) for lĂŚreren. Programmene er svĂŚrt varierte i opplegg og innhold. Programmenes lĂŚringsverdi øker jo bedre de settes inn i en faglig ramme. Til forskjell fra film og bøker er slike systemer interaktive og reagerer pĂĽ signaler fra brukeren. Konsekvensene av de valg

som gjøres, kommer pĂĽ skjermen. Dette gir en meget realistisk opplĂŚringssituasjon. Mange knytter forhĂĽpninger om store pedagogiske gevinster til slike systemer. Andre er mer skeptiske. Slike undervisningssystemer vil kunne brukes pĂĽ faglig forsvarlig mĂĽte innen det vi har kalt formaliserbare situasjoner. Datamaskinen kan ogsĂĽ brukes i ĂĽpne situasjoner som sprĂĽkundervisning. Forutsetningen er da at den ĂĽpne delen kan ignoreres og tas opp i andre sammenhenger enn direkte pĂĽ skjermen. I sin bok Computer Power and Human Reason forteller professor Joseph Weizenbaum at han under en diskusjon med en kollega ble utfordret med spørsmĂĽlet: ÂŤHva er det en dommer vet som vi ikke kan fortelle en datamaskin?Âť Svaret den andre ga, var ÂŤingentingÂť. Kan det altsĂĽ tenkes at en rettssak med avgjøring av skyldspørsmĂĽl og straffeutmĂĽling kan formaliseres? Bevisførsel i juridisk sammenheng mĂĽ, slik praksis er i vĂĽr rettspleie, karakteriseres som en ĂĽpen situasjon. Det er ikke snakk om rent formelle beviser, men om vurdering av et utall av mulige og umulige situasjoner. StraffeutmĂĽling er ogsĂĽ en ĂĽpen vurdering, selv om dette er noe mer ryddig i og med at rammebetingelsene er gitt i lovtekstene. Ă… ville innføre et datasystem som dommer mĂĽtte altsĂĽ gjøres ved ĂĽ ignorere den ĂĽpne del av situasjonen. Dette ville bety en innsnevring av virkelighetsforstĂĽelsen som det vil bli vanskelig ĂĽ fĂĽ bĂĽde jurister og politikere med pĂĽ, unntatt i krisesituasjoner. Alle akademiske fag ønsker jo ĂĽ bevege seg i motsatt retning, nemlig mot økende innsikt og større virkelighetskontakt. En annen mĂĽte IKT kan brukes pĂĽ av jurister, er til ĂĽ lagre og holde oversikt over diverse lovtekster og forskrifter. Oversikter over tidligere dommer kan ogsĂĽ kobles inn pĂĽ systemet og slik bli en effektiv hjelp i saksforberedelsene. Slike systemer er allerede utviklet. Legekonsultasjon Man har ogsĂĽ forsøkt ĂĽ fĂĽ en datamaskin til ĂĽ stille spørsmĂĽl og hente svar pĂĽ de vanlige innledningsspørsmĂĽlene ved en legekonsultasjon. Disse systemene har imidlertid ennĂĽ ikke fĂĽtt noe sĂŚrlig gjennomslag. Selv denne enkle spørsmĂĽlsrunden er ĂĽpen. Det er ikke bare opplysningene i svaret som interesserer legene. Hvordan svarene ble gitt formidler ogsĂĽ viktige fakta. Var det en klient som f.eks. sĂĽ ut til ĂĽ overdrive symptomene? bagatellisere? skjule? Var det nervøsitet inn i bildet? Legen mĂĽ utøve skjønn i slike situasjoner. I medisinen er det utviklet flere andre og større diagnosesystemer. Hvilken utbredelse de vil fĂĽ, gjenstĂĽr ĂĽ se.

)LJ ̸* RG PRUJHQ -HJ HU GHQ Q\H RYHUOHJHQ 9¨U YHQQOLJ § WDVW LQQ KYRUGDQ GHW VW§U WLO PHG 'HP L GDJ ̚ 7HJQLQJ &DUVWHQ *LWW ̰ 'HQQH YLWWLJKHG NU¨YHU Q¨VWHQ HQ GDQVN NRPPHQWDU 1X KYRU YL L V\JHKXVY¨VHQHW VNDO VO§V PHG ̸Q¨VWH HNVSHUV\VWHPHU̚ YLOOH GHW Y¨UH VPDUW RP EHVOXWQLQJVWDJHUQH YLOOH JºUH VLJ IºOJHQGH YLJWLJH EXGVNDE NODUW IUD GHQQH DUWLNHO 6YDUHQH S§ VHOY HQNOH VSºUJVP§O L HQ NRQVOXWDWLRQ HU RIWH §EQH 'HW HU LNNH EDUH VHOYH VYDUHW VRP HU LQWHUHVVDQW 2JV§ P§GHQ KYRUS§ GHU VYDUHV LQGHKROGHU YLJWLJ LQIRPDWLRQ 2YHUGULYHU SDWLHQWHQ VLQH V\PSWRPHU" EDJDWHOOLVHUHU KDQ" VNMXOHU KDQ QRJHW" HU GHU QHUYºVLWHW PHG L ELOOHGHW" /¨JHQ VRP HNVSHUW XGºYHU VNºQ L GHQQH VLWXDWLRQ 'HW NDQ HQ PDVNLQH Q¨SSH 2J GHUIRU NDQ O¨JHVHNUHW¨UHQ LNNH XQGY¨UHV UHG NE

ORIGO 146 juni 2018

Ekspertsystemer Slike ekspertsystemer er altsü bygget opp omkring store mengder fakta knyttet til et bestemt omrüde for menneskelig ekspertise. I tillegg innebygges ogsü regler for tolkning av fakta og fremstilling av konklusjoner. Slik har man tappet ekspertens kunnskaper over i systemet. I hva for grad man lykkes med et ekspertsystem, vil vÌre avhengig av hvor flink man har vÌrt til ü formalisere, og om man har klart ü skille üpne og lukkede deler fra hverandre. Har man presset üpne deler inn i maskinens lukkede ramme? Selvfølgelig kan det tenkes krisepregede situasjoner hvor f. eks. et lukket og begrenset legesystem vil

Kunstig intelligens og en ny bevissthet


ORIGO vĂŚre ĂĽ foretrekke fremfor intet system eller en hĂĽndbok i medisin. Vi mĂĽ ikke forveksle intelligens og ekspertise med ĂĽ ha blitt intelligent laget. En maur [da.: myre] er ikke intelligent, men den er mye mer fleksibelt laget enn noen robot mennesket til nĂĽ har produsert. Slik sett arbeider ikke ekspertsystemer pĂĽ ekspertnivĂĽ, men pĂĽ ÂŤbiblioteksnivĂĽÂť. Vel og merke et bibliotek som oppdateres. En ekspert benytter ikke oppslag og regler, men assosierer situasjoner ut fra sin tidligere erfaring, og handler etter en noksĂĽ kompleks tolkning av totalsituasjonen, inklusive konteksten.

4. Kunstig intelligens? Vil fremtidens datamaskiner kunne tenke? Für vi snart maskiner med menneskets fornuft som bl.a. er i stand til ü lÌre? Blant forskerne, ogsü de innenfor kunstig intelligens (KI), er de fleste skeptiske. Med den teknologi vi i dag ser for oss kommer vi ikke i nÌrheten av intelligens. Etter manges skjønn mü det grunnleggende nye oppdagelser til for ü løse problemet, men muligheten kan ikke utelukkes. I dag snakkes det derfor mer om kunnskapsprosessering, kunnskapsbehandling, agenter, adaptiv programvare og nevrale nett enn om KI. KI-programmeringen konsentrerer seg om ü bygge opp avanserte søkealgoritmer som ved skrittvis og langvarig prøving og feiling bygger opp en løsning. Tilgjengelige kunnskaper om problemomrüdet representeres som data til programmet i form av regler og rammebetingelser. Der det er umulig ü finne sikre (perfekte) løsninger pü problemet, benyttes usikkerhetsfaktorer. Disse antyder den mest brukbare løsning. Moderne sjakkprogrammer er i stand til ü vinne alle kamper og gir oss derfor bare mulighet til ü sammenlikne datateknologien med vüre egne evner og muligheter innen komplekse, men lukkede problemomrüder. Innen üpne problemstillinger kan datamaskinene ikke anvendes alene. Mennesket kan altsü fremdeles hevde at dets kreativitet, intuisjon og dømmekraft fortsatt vil triumfere over silisiumbrikkene (da.: chipsene), selv om spillet sjakk nü er over i silisiumtiden.

5. Konklusjon Vi har sett at datamaskinen har et stort potensiale som informasjons- og kommunikasjonsbehandler. Virkelige problemer har oftest büde en formaliserbar (lukket) og en ikke-formalisert (üpen) side. Innen formaliserbare sammenhenger vil IKT kunne anvendes büde til arkivering, begrensede ekspertsystemer og robotstyring. Det ikke-formaliserbare mü fortsatt tas hünd om av mennesker. Mennesket krever mindre formaliseringsgrad enn datamaskinen. Slik sett vil datamaskinen bli en nyttig arbeidshest og ikke noe som overtar. Kunsten er ü finne de rette jobbene til den, og forbli humane pü de omrüder der dette er viktig. Mange programsystemer er under utvikling med sikte pü ü ta seg av de lukkede deler av diverse oppgaver. Et problem her er at systemene blir enormt store. Man mister rett og slett oversikten. Det kan tenkes at ü utvikle de virkelig store systemer blir like vanskelig og ressurskrevende for oss som ü reise i verdensrommet. Den elektroniske datamaskin har neppe sporen i seg til ü kunne tenke og ha bevissthet. Maskinen følger visse regler for behandling av data. Den har en beregnende fornuft, og Kunstig intelligens og en ny bevissthet

beregningene skjer hurtig. Et menneske arbeider ogsĂĽ slik under innlĂŚring av nytt stoff. Men nĂĽr vĂĽr bevissthet fungerer i all sin prakt, arbeider den intuitivt og ÂŤgjennomtrengerÂť problemet som er for hĂĽnden. Menneskets bevissthet har ogsĂĽ spesielt evnen til ĂĽ tenke i bilder, analogier og se helheter, mens teknologien har ikke noe rom for miljøet. En sammenlikning av den menneskeskapte informasjonsteknologi og den biologiske ÂŤteknologiÂť kommer altsĂĽ ut med visse avgjørende fordeler til sistnevnte. En teknologisk fristelse vi kanskje vil møte i fremtiden, er ĂĽ presse omrĂĽder som egentlig er ĂĽpne inn i en lukket ramme, for dermed ĂĽ kunne sette et datasystem over saken. Slik brukt blir IKT en tvangstrøye. Mennesket kan bli innsnevret til ĂĽ ÂŤtenke som maskinerÂť. Uten et realistisk syn pĂĽ den nye teknologien, kan vi lett komme til ĂĽ kaste penger ut av vinduet. Vi mĂĽ kjenne bĂĽde muligheter og begrensninger. Albert Einstein sa en gang: ÂŤMin blyant er flinkere enn meg.Âť Med dette ville han vel si at med blyant og papir er vi betydelig flinkere enn uten dette verktøy. BevĂŚpnet med datautstyr vil vi da i denne sammenhengen kunne bli enda noen hakk flinkere enn med blyanten og papiret.• Litteratur 1. Hofstadter, D.R. : GĂśdel, Escher, Bach: An Eternal Golden Braid. Basic Books, Inc. 1979. 2. Jervel, H.R. og Olsen, K.A.: Hva datamaskiner ikke kan. Universitetsforlaget 1984. p.48ff. 3. Popper,K.R. og Eccles,J.C.: The Self and its Brain. Springer 1977. 4. Roszaah,T.: Smart Computers at insecure stage. New Scientist 3.Apr. 1986. 5. Schneider,G.M. og Bruell,S.C.: Advanced programming and problem solving with Pascal. John Wiley and Sons 1981. p.134 6. Thorvaldsen, S.: Matematisk kulturhistorie. Kap. 11. Eureka forlag, 2003. 7. Turkle,S.: The second self. Simon and Schuster 1984. 8. Turkle, S.: Life on the screen. Orion Publishing Co 1997 9. Tørresen, J.: hva er KUNSTIG INTELLIGENS. Universitetsforlaget, 2013, 10. Weizenbaum, J.: Computer power and Human reason. W. H.Freeman and Company 1976.

)LJ +MHUQHDIWDSQLQJ 9LO PDQ OLGW VRP L GHQQH IRUVºJVRSVWLOOLQJ NXQQH O¨UH PDVNLQHU DW W¨QNH 'H IOHVWH IRUVNHUH L ., HU VNHSWLVNH ,OOX k )LJXUH GRL MRXUQDO SELR && %< KWWSV FRPPRQV ZLNLPHGLD RUJ Z LQGH[ SKS"FXULG

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO

)LJ 6WHYHQ 6SLHOEHUJV ILOP $ , $UWLILFLDO ,QWHOOLJHQFH KDQGOHU RP HQ IDPLOLH GHU DGRSWHUHU HQ DQGURLG GUHQJ 'DYLG RJ KYLONH IºOHOVHVo P¨VVLJH NRQIOLNWHU GHW JLYHU $OWV§ L HQ IUHPWLG KYRU URERWWHQ KDU I§HW PHQQHVNHVWDWXV 9LO PDVNLQHQ HQ GDJ EOLYH YRUHV ̸Q¨VWH̚" 9LO GHQ EOLYH GHQ ̸KM¨OSHU GHU VYDUHU WLO KDP̚" 0RV ̰ +HU HQ MDSDQVN SLJH PHG HQ DQGURLG k 3KRWR E\ $QG\ .HOO\ 8QVSODVK FRP

Selv med det mest avancerede program kan en computer ikke gøre samme transcendente forestillinger som mennesker.

0HQQHVNHW XHQGHOLJW PHJHW PHUH HQG HQ PDVNLQH URERW [OBS at denne vigtige artikel er forsynet med forklarende illustrationer af redaktør K.Aa. Back] $I 3HWHU ‘KUVWUÂĄP Ifølge det menneskesyn, der traditionelt har vĂŚret toneangivende i den kristne kultur, er mennesket skabt som noget ganske sĂŚrligt, som ikke kan forklares alene med henvisning til den materielle verden. Nogle kritikere af dette menneskesyn har hĂŚvdet, at mennesket i virkeligheden ikke er andet end et dyr, og at det ikke bĂŚrer noget som helst, som rĂŚkker ud over den materielle verden. I de senere ĂĽrtier har ganske mange sagt, at mennesket er en robot styret af en avanceret computer, som ved naturlige processer er opstĂĽet i den fysiske verden uden at afhĂŚnge af noget som helst overnaturligt. Jeg vil her tage fat pĂĽ nogle trĂŚk af argumentationen fra den sidstnĂŚvnte form for kritik af det skabelsesorienterede menneskesyn.

ORIGO 146 juni 2018

Püstand: Menneskelig bevidsthed har alene materielle ürsager Ideen om at sammenligne mennesket med en computer er naturligvis ikke grebet ud af den blü luft. Siden Aristoteles har logikken og rationaliteten vÌret regnet som nogle af menneskets mest centrale kendetegn. Ogsü computeren er jo notorisk god til at indfange de aspekter af det menneskelige vÌsen. Computeren kan ligefrem siges at vÌre en logik-maskine. Sagen er jo bare, at det menneskelige sind ikke bare er en logik-maskine, men ogsü karakteriseres ved bevidsthed, nÌrvÌr, oplevelse, overvejelse etc. Men det kan nÌvnes, at Tor Nørretranders [1997] ligesom sü mange andre har argumenteret for, at det menneskelige nÌrvÌr, den menneskelige oplevMennesket mere end en computer


ORIGO else af virkeligheden og den menneskelige bevidsthed mm., alene er et spørgsmĂĽl om bits. Hvis synspunktet accepteres, mĂĽ man tilsyneladende ogsĂĽ acceptere, at der i hvert fald i princippet med informationsteknologi kan konstrueres en maskinel bevidsthed, der til forveksling ligner den menneskelige. Det vil altsĂĽ sige, at KI (kunstig intelligens) i fuld skala er en principiel mulighed. Hvis man sĂĽ yderligere anerkender, at KI-systemer i princippet kan udstyres med evner til at udøve moralsk dømmekraft, forekommer det umiddelbart oplagt, at KI-systemer i princippet kan blive moralske agenter. Og det ligger sĂĽ snublende nĂŚr at hĂŚvde, at vi skylder sĂĽdanne systemer samme type respekt og hensyntagen, som vi skylder vore medmennesker. Med andre ord vil det sĂĽ vĂŚre nĂŚrliggende at acceptere, at jeg bør opfatte et sĂĽdant avanceret KI-system, som jeg kan kommunikere med pĂĽ intelligent mĂĽde (uskelneligt fra kommunikation med medmennesker), og som kan udøve moralsk dømmekraft, som min ‘nĂŚste’. PĂĽ den anden side er der stadig ‘kun’ tale om et avanceret computersystem og evt. en robot styret af systemet. Og mange vil sikkert hĂŚvde, at den menneskelige og intelligente kommunikation sammen med den moralske dømmekraft er nødvendige, men ikke tilstrĂŚkkelige betingelser for at anerkende computer/robot-systemet som en moralsk agent, som jeg skylder at betragte som min ‘nĂŚste’. Maskiner kan ikke gøres ansvarlige Hvis KI antages at kunne realiseres fuldt ud, vil vi som mennesker principielt ikke vĂŚre hĂŚvet over maskinens potentiale. Og hvis mennesket i princippet kan eftergøres 100 % i laboratoriet, sĂĽ vil det intelligente system (evt. med robot) vel ogsĂĽ kunne gøres til et moralsk vĂŚsen med et indre liv og ydre kommunikation fuldt ud som menneskets. Det forudsĂŚtter ogsĂĽ, at det kan give mening at betragte den avancerede maskine som etisk set ansvarlig pĂĽ samme mĂĽde som os. Det forudsĂŚtter igen, at den skal have frihed til at vĂŚlge mellem alternative muligheder pĂĽ samme mĂĽde, som mennesker kan det. SpørgsmĂĽlet om muligheden for at implementere valgfrihed i computere er da ogsĂĽ et af de helt store inden for den filosofisk orienterede litteratur )LJ $QVYDUOLJH PDVNLQHU" , VLGVWH HQGH om KI over de seJ§U GHQ YHO LNNH }7DU GX GHQQH DQGURLGLQH neste ĂĽrtier. Svaret WLO GLQ ¨JWH KXVWUX Ěż LQGWLO GHW VLGVWH NUHGV pĂĽ dette spørgsmĂĽl OÂşE EU\GHU QHG " m afhĂŚnger naturlig)RWR 0LFKDHO 3UHZHWW 8QVSODVK FRP vis af, hvorledes man karakteriserer den type af valgfrihed, som vi mennesker antages at have. Og man skal ikke have studeret emnet lĂŚnge, før man opdager, at der ikke er enighed om ĂŠn prĂŚcis definition pĂĽ den menneskelige valgfrihed. Det er derfor ogsĂĽ typisk for litteraturen om muligheden for at udstyre computere med valgfrihed med moralsk relevans, at man først prøver at indkredse, hvori den menneskelige frihed nĂŚrmere bestĂĽr, for med det afsĂŚt bedre at kunne diskutere mulighederne for at Mennesket mere end en computer

‘implementere’ friheden i en computer. Tankegangen er selvfølgelig, at man mĂĽ kunne specificere, før man kan implementere. Bevidsthed er mere end fysiske systemer PĂĽ spørgsmĂĽlet om muligheden for at implementere valgfrihed med moralsk relevans i en computer, vil nogle umiddelbart svare, at det bestemt ikke kan komme pĂĽ tale, idet en computer jo fungerer efter et program og ikke kan gøre andet end det, som programmet indebĂŚrer. Herhjemme blev debatten om computerens muligheder sammenlignet med menneskehjernen for alvor sat i gang af bogen, Neurale netvĂŚrk – computere med intuition, som Søren Brunak og Benny Lautrup har skrevet i 1988. Heri diskuterer de to forfattere bl.a. forestillingerne om bevidsthed og fri vilje. Bogen forudsĂŚtter, at man kan opfatte hjernen som et meget stort netvĂŚrk, et gigantisk system af elektrisk forbundne enheder (neuronerne). Den enkelte neuron i netvĂŚrket er aktiv, hvis den samlet pĂĽvirkes over et vist niveau (neutronens tĂŚrskelvĂŚrdi), og den er inaktiv, hvis den samlede pĂĽvirkning fra de andre neuroner er mindre end tĂŚrsklen. Det hedder i bogen om hjernens neuroner: • De kan ikke ‘vĂŚlge’ at forblive inaktive, hvis det kollegiale pres overstiger tĂŚrsklen, og omvendt kan de ikke forblive aktive, hvis presset er for lille. Neuronerne har altsĂĽ ikke fri vilje svarende til den, vi selv anser os for at vĂŚre i besiddelse af. Dette gĂŚlder ogsĂĽ for de naturlige neuroner, der findes i vor egen hjernes neurale netvĂŚrk. Den frie vilje, vi oplever, kan vĂŚre en illusion .... [p. 91] • Det er et stort mysterium, hvordan den psykologiske oplevelse af fri vilje opstĂĽr i en hjerne af neuroner, der ikke er fri, men dog heller ikke under kontrol. [p.140] Brunak og Lautrup er fysikere, og de behandler i høj grad emnerne med udgangspunkt i fysikken. Baggrunden for diskussionen synes at vĂŚre noget i retning af følgende: Der findes ĂŠn tilstand netop nu – selv om vi ikke kender den i alle detaljer – og den tilstand kan ifølge fysikkens love kun føre til ĂŠn bestemt rĂŚkke af begivenheder i fremtiden. Fremtiden er altsĂĽ i princippet fuldstĂŚndigt bestemt. Det gĂŚlder for et hvilket som helst fysisk system (i hvert fald sĂĽ lĂŚnge vi ikke behøver at tage kvantemekaniske effekter i betragtning). Da hvert enkelt menneskes krop (inklusiv dets hjerne og dets relevante omgivelser) kan ses som et fysisk system, er det enkelte menneskes fremtidige tilstande tilsyneladende ogsĂĽ nødvendige følger af den )LJ (Q URERW NDQ DOGULJ RSIÂşUH VLJ VRP HW PHQQHo VNH GD GHQ LNNH KDU GHW IULH PRUDOVNH YDOJ Ě° 6RP 6SLHOo EHUJV DQGURLG 'DYLG L $ , LNNH NDQ ODGH Y¨UH PHG DW NOLSSH K§UHW DI IDPLOLHQV OLOOHVÂşVWHU IRUGL GHQ MDORX[ VWRUHEURU V¨WWHU KDP WLO GHW (Q KDQGOLQJ GHU VNU¨PPHU OLYHW DI IDGHUHQ GHU VHU VDNVHQ VRP HW PXOLJW Y§EHQ RJ GHUIRU WLO PRGHUHQV VWRUH IRUo WYLYOHOVH VPLGHU KDP S§ ORGVHSODGVHQ )RWR k )UDQFN 9 8QVSODVK FRP

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO nutidige tilstand. Dermed er enhver oplevelse af at kunne vÌlge mellem forskellige muligheder mht. fremtiden i virkeligheden illusion – bedrag. Alting er allerede bestemt (i princippet beregneligt) pü forhünd! Hvis den opfattelse af mennesket accepteres, har det vidtrÌkkende konsekvenser for menneskesynet. For sü er vi i virkeligheden robotter, som er programmerede til at handle pü en bestemt müde, eller blot som teaterdukker, som styres gennem et usynligt snoretrÌk af en usynlig hünd.

[1965, p.31]! Han fremhÌvede, at betragtningerne over kvantemekanik og usikkerhed vil føre til en püstand om fremtidens tilfÌldighed og ikke til det, som vi normalt forstür ved en fri vilje, som tillader beslutninger ud fra forudgüende overvejelser. Det synes urimeligt at begrÌnse frihed til fravÌr af principiel mulighed for forudsigelse. En südan identifikation ville f.eks. føre os til at skulle betragte et lykkehjul som en mekanisme udstyret med valgfrihed! Det er klart, at det gÌngse begreb om frihed mü bero pü noget meget dybere end tilfÌldighed.

Forudberegning er baseret pĂĽ usikkerhed Man kan mod brugen af fysikken som argument mod den frie vilje indvende, at der selv pĂĽ den klassiske fysiks deterministiske prĂŚmisser altid vil vĂŚre grĂŚnser for mulighederne for forudsigelse. Lad os f.eks. tĂŚnke pĂĽ den velkendte ‘pinde-boldemaskine’ – en slags spilleautomat, som lader en bold blive skudt ind i en skare af lodretstĂĽende pinde. Efter sammenstød med et antal af pindene forlader bolden feltet i en eller anden

“Super-beregnerâ€? kan ikke forudsige hjernens fremtidige tilstande Informationsteoretikeren Donald M. MacKay (1922-87) er en af de tĂŚnkere, som klarest og mest markant har afvist tanken om identifikation af fri vilje og principiel mulighed for forudberegning af fremtidige tilstande. MacKay viste i sine bøger og artikler bl.a. klart, at friheden kan opretholdes tankemĂŚssigt, selv om man antager, at fuldstĂŚndig forudberegning er mulig. MacKays argument mĂĽ siges stadig at vĂŚre relevant for overvejelserne vedrørende forholdet mellem menneske og maskine. Lad os derfor se lidt nĂŚrmere pĂĽ MacKays rĂŚsonnement (jf. [MacKay 1971, 1974, 1978]). For at følge argumentet mĂĽ man tage udgangspunkt i den klassiske fysiks deterministiske prĂŚmis, dvs. at man ud fra oplysninger om den nuvĂŚrende tilstand f.eks. i en hjerne principielt kan regne sig frem til alle fremtidige hjernetilstande. Ganske vist vil selve beregningerne af de fremtidige hjernetilstande pga. deres omfang ikke vĂŚre praktisk overkommelige, og ganske vist er der teoretiske begrĂŚnsninger mht. at erhverve alle relevante oplysninger om hjernens tilstand til en given tid, men det mĂĽ alligevel anses for naturligt at antage, at der til et givet øjeblik er en ganske bestemt tilstand, som man i princippet kunne have til rĂĽdighed. Ifølge den deterministiske forudsĂŚtning vil en ‘superberegner’, som pĂĽ en eller anden mĂĽde har fĂĽet alle relevante oplysninger om den nuvĂŚrende situation til sin disposition, kunne regne sig frem til samtlige fremtidige tilstande f.eks. i en menneskehjerne. MacKay har i sine analyser af problemstillingen netop forudsat en sĂĽdan forudsiger. I øvrigt bestĂĽr hans vĂŚsentligste bidrag til debatten i en sammenkĂŚdning af forudsigelsessituationen med mulighederne for kommunikation.

)LJ 1RJOH I\VLNHUH S§VW§U DW YL PHQQHVNHU EORW HU HQ IRUP IRU DYDQFHUHGH URERWWHU GHU L EXQG JUXQG HU VW\UHW DI GH I\VLVNH IRUKROG $OWV§ VRP PDULRQHWGXNNHU GHU EORW NDQ IºOJH ̸VN¨EQHQV VQRUHWU¨N̚ ̰ (QJHOVN :LNLSHGLD k %\ :DOW 'LVQH\ 2ULJLQDO 7UDLOHU 3XEOLF 'RPDLQ KWWSV FRPPRQV ZLNLPHGLD RUJ Z LQGH[ SKS"FXULG

retning. Ifølge klassisk fysik skulle det i princippet kunne lade sig gøre ud fra en viden om boldens begyndelsestilstand at beregne banen. Sagen er bare, at begyndelsestilstanden kun kan angives med en vis usikkerhed, og at man matematisk kan vise, at usikkerheden ved beregning af den fremtidige bevĂŚgelsestilstand vil øges ved hvert sammenstød med en pind. Det vil altsĂĽ sige, at ligegyldigt hvor lille usikkerheden er til at begynde med, vil man altsĂĽ med en stor samling af pinde efterhĂĽnden miste mulighederne for at forudsige boldens bane. Man kunne ogsĂĽ henvise til kvantemekanikken, som pĂĽ grund af de berømte ubestemthedsrelationer, gør forestillingen om fuldstĂŚndig forudberegning til en umulighed. Ifølge kvantemekanikken vil det, man kan forudberegne, i princippet altid vĂŚre en sandsynlighed. SpørgsmĂĽlet er imidlertid, om sĂĽdanne principielle grĂŚnser for forudberegning i praksis kan bruges til at ‘redde’ den frie vilje. Sir Karl Popper mente klart ‘nej’

ORIGO 146 juni 2018

Ingen kommunikation uden frihed Der viser sig nemlig at vĂŚre en afgørende forskel mellem forudsigelse af begivenheder vedrørende ‘døde’ objekter og forudsigelser af personers handlinger. Forskellen har ifølge MacKay med kommunikation at gøre. Hvis man nemlig antager, at forudsigeren F til tiden t0 forudsiger, at personen P til den senere tid t1 vil udføre handlingen H, mĂĽ man skelne mellem to forskellige situationer. For det første kan det tĂŚnkes, at forudsigelsen kan kommunikeres til P fra F. For det andet kan man forestille sig, at der ikke er nogen mulighed for kommunikation af forudsigelsen fra F til P. Lad os først se pĂĽ den kommunikerbare forudsigelse. I dette tilfĂŚlde kan man ikke udelukke alternative fremtidsmuligheder. Hvis F kommunikerer sin forudsigelse til P, vil P’s tilstand jo i almindelighed blive ĂŚndret. Dermed er forudsĂŚtningerne for F’s forudberegning bristet, og forudberegningen mĂĽ sĂĽ begynde forfra. Men hvis resultatet af den nye forudberegning ogsĂĽ kommunikeres til P, er forudsĂŚt-

Mennesket mere end en computer


ORIGO ningerne for den i almindelighed ogsĂĽ bristet (nu bare pĂĽ en ny mĂĽde) osv. Kort sagt: En skudsikker forudberegning af P’s fremtidige handlinger kan ikke gennemføres, hvis kommunikation fra F til P er mulig. Den anden mulighed bestĂĽr i, at F’s forudsigelse af P’s fremtidige handling eller beslutning ikke kan kommunikeres til P, før handlingen eller beslutningen er realiseret. MacKay hĂŚvdede, at den principielt hemmelige forudsigelse af, at P vil udføre H, ikke er et skudsikkert bevis for, at det er nødvendigt, at P vil udføre H. Hvorledes skulle man kunne overbevise P om, at hans beslutning ikke var truffet i frihed? P vil naturligt indvende, at hvis det er nødvendigt, at han vil udføre H, sĂĽ mĂĽ det ogsĂĽ kunne meddeles ham forinden, hvad han vil gøre. Dermed fĂĽr kommunikationsbegrebet en afgørende rolle i analysen. Frihed og kommunikation (herunder: barrierer for kommunikation) hører begrebsmĂŚssigt sammen. Uforudsigelighed – uden ansvar og valg MacKays argument viser ogsĂĽ, at vi ikke kan afvise, at en maskine (en computer eller robot) kan have en form for moralsk relevant valgfrihed, blot ved at henvise til muligheden for en 100 % sikker forudberegning af computerens fremtidige handlinger. MacKays analyse kan derimod siges at vĂŚre et argument for den sĂĽkaldte kompatibilisme, dvs. den logiske forenelighed af forudsĂŚtningerne om henholdsvis menneskets valgfrihed og den principielle forudsigelighed af menneskets fremtidige valg. Der kan altsĂĽ ifølge MacKay vĂŚre tale om

)LJ 'DQPDUNV +ºMHVWHUHW 5HWVV\VWHPHW YLOOH EU\GH VDPPHQ KYLV YL LNNH DQGHUNHQGHU DW PHQQHVNHW KDU VLQ HJHQ IUL YLOMH +YRUGDQ PHG ULPHOLJKHG GºPPH HW PHQQHVNH PRUDOVN KYLV GHW EORW YLOMHOºVW KDU IXOJW ̸VLQ VN¨EQH VLQ ELRORJL VLQH GULIWHU ̿̚" k %\ &KULVWLDQ %LFNHO (JHW DUEHMGH && %< 6$ GH KWWSV FRPPRQV ZLNLPHGLD RUJ Z LQGH[ SKS"FXULG

Mennesket mere end en computer

ĂŚgte valgfrihed og ansvarlighed, selv om de fremtidige handlinger i princippet ville kunne forudsiges, og selv om de fremtidige handlinger følger med nødvendighed af den nuvĂŚrende og de fortidige tilstande. I øvrigt ligner det synspunkt meget den opfattelse, som middelalderens logikere forsvarede, nĂĽr de argumenterede for, at Guds totale forudviden om vore valg ikke udelukker vor frihed og vor moralske ansvarlighed. Det betyder altsĂĽ, at hvis valgfrihed og moralsk ansvarlighed overhovedet kan specificeres, sĂĽ mĂĽ det ske pĂĽ andre mĂĽder end ved henvisning til spørgsmĂĽlet om principiel forudsigelighed. FravĂŚr af principiel forudsigelighed sikrer ikke den pĂĽgĂŚldende entitets[1] frihed, og den principielle mulighed for hemmelig forudsigelse forhindrer ikke, at der faktisk kan vĂŚre tale om en entitet med ĂŚgte frihed. (Vi bør dog understrege, at den form for forudviden, som skolastikerne diskuterede i forhold til menneskets frihed, ikke nødvendigvis havde med traditionel beregning at gøre. Fx afviste William af Ockham at sige noget om, hvordan Gud bĂŚrer sig ad med at kende vore fremtidige beslutninger. Der kunne vĂŚre tale om en helt anden type af erkendelse, som vi mennesker slet ikke kender til.) Vanskeligt at udelukke bevidste valg Jack Copeland [1993, p.149] er nĂĽet til en kompatibilistisk[2] konklusion, og han har diskuteret en specifikation af friheden, som indebĂŚrer, at P’s beslutning i en given situation, S, karakteriseres ved, at beslutningen om handlingen i situationen S beror alene pĂĽ P’s indre liv. Ingen ydre forhold tvinger ham til at trĂŚffe netop denne beslutning. PĂĽ den mĂĽde kan pĂĽstanden om frihed opretholdes sammen med antagelsen af mulighed for fuldstĂŚndig forudberegnelighed af vore beslutninger. Hvis frihed og ansvarlighed kan vĂŚre til stede, nĂĽr blot der ikke er tale om ydre tvang, sĂĽ bliver det let at forestille sig, at en maskine kan blive fri og moralsk ansvarlig. ForudsĂŚtningen skal jo i givet fald alene vĂŚre, at computeren er selvberoende og uafhĂŚngig dvs. at afgørelsen – beslutningen – udelukkende beror pĂĽ forhold internt i computeren selv. Det synes ikke at vĂŚre vanskeligt at forestille sig den betingelse opfyldt i forbindelse med en computers beslutningstagning. Identifikationen af frihed med fravĂŚr af ydre tvang forekommer imidlertid ikke rimelig. TĂŚnk f.eks. igen pĂĽ et lykkehjul, en roulette eller en mekanisme, som udnytter en eller anden form for automatisk lodtrĂŚkning. I disse tilfĂŚlde er der ikke tale om ydre tvang, men det forekommer alligevel ikke rimeligt at betragte sĂĽdanne mekanismer som frie og ansvarlige i moralsk henseende. Det kan ikke vĂŚre rimeligt at se bort fra hvad slags ‘indre liv’, der er tale om, nĂĽr man skal forholde sig til spørgsmĂĽlet om frihed og ansvarlighed – og evt. om systemets ret til at blive betragtet som min nĂŚste. --->s.16 [1] entitet –> noget som har eksistens (i denne sammenhĂŚng tĂŚnkes der isĂŚr pĂĽ et menneske eller en robot) [2] teori ifølge hvilken det er muligt at forene erfaringen af en fri handling med determinismen

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO

)LJ 0HQQHVNHW VRP §QGHOLJW Y¨VHQ HU PRUDOVN DQVYDUo OLJW IRU VLQH KDQGOLQJHU IRUGL GHW NXQQH KDYH YDOJW DQGHUOHGHV L VLWXDWLRQHQ 0HQQHVNHW HU GHUIRU L EHVLGGHOVH DI HQ WUDQo VFHQGHQWDO IULKHG HQ §QGHOLJ IULKHG JLYHW ̸RYHQIUD̚ )RWR :LOOLDP :KLWH 8QVSODVK FRP

ForudsĂŚtninger for moralsk ansvarlige valg Der mĂĽ pĂĽ en eller anden mĂĽde vĂŚre tale om et indre liv prĂŚget af ønsker, hĂĽb og tro samt om overvejelser angĂĽende de alternative muligheders konsekvenser. Dermed nĂĽr vi frem til det, som Jack Copeland [p.151] kalder libertarianistisk frihed. At P udfolder libertarianistisk frihed i forbindelse med en bestemt beslutning i situationen S, betyder ifølge Copeland, at P i situationen kunne have truffet en anden beslutning. Det er denne form for frihed, som normalt forudsĂŚttes, nĂĽr man taler om menneskets moralske ansvar. Den enkelte er skyldig/ansvarlig efter sit valg, fordi han/hun kunne have valgt anderledes! Ikke desto mindre pĂĽpeger Copeland, at denne libertarianistiske frihed er et fremmedelement i materialistisk verdensforstĂĽelse. Det synes som om denne form for frihed forudsĂŚtter, at mennesket i hvert fald i en vis henseende er over den materielle verden af ĂĽrsag og virkning. Copeland kalder derfor ogsĂĽ denne form for frihed for transcendental. Hvis vi vil antage en transcendental frihed med dertil hørende moralsk ansvarlighed, mĂĽ vi ud fra denne tankegang opgive et snĂŚvert materialistisk verdensbillede, som indebĂŚrer, at de afgørende kendetegn i forbindelse med menneskets sind alene kan udtrykkes i termer af ĂĽrsag/virkning (kausalitet) og tilfĂŚldighed (stokastiske processer). Vi fĂĽr derimod brug for et større verdensbillede og en mere vidtgĂĽende menneskeforstĂĽelse. I den sammenhĂŚng ligger det snublende nĂŚr at henvise til opfattelsen af mennesket som et ĂĽndeligt vĂŚsen: Mennesket er ikke en robot – ikke programmeret til bestemte handlinger i bestemte situationer. Ud fra den tankegang har vi (transcendental) frihed inden for visse grĂŚnser. Dermed har vi ogsĂĽ etisk ansvarlighed. Uden et sĂĽdant ikke-materialistisk menneskesyn vil det vĂŚre umuligt at gøre rede for, hvorfor mennesket overhovedet kan tillĂŚgges ĂŚgte (libertarianistisk) moralsk ansvarlighed. Den pointe bliver ikke mindst tydelig hos Marvin Minsky (1927-2016), hvis centrale bog om KI, The Society of Mind [1986], understreger forfatterens (materialistiske) opfattelse af verden, ifølge hvilken et hvilket som helst fĂŚnomen i verden (inkl. i den enkeltes bevidsthed) skyldes enten

ORIGO 146 juni 2018

)LJ 9L KDU EUXJ IRU HW VWºUUH YHUGHQVELOOHGH HQG PDWHULo DOLVWHQV )RU KDP HU PHQQHVNHW LNNH DQGHW HQG QRJHW PDWHo ULHOW IUHPNRPPHW YKD VN¨EQHEHVWHPPHQGH QDWXUORYH RJ WRWDOW WLOI¨OGLJH YDULDWLRQHU L QDWXUHQ 0HQQHVNHWV §QGHOLJH IULKHG HU V§OHGHV HQ LOOXVLRQ 2J GHUIRU VNXOOH GHW RJV§ Y¨UH PXOLJW DW ODYH HQ DQGURLG VRP HQ IXOGVW¨QGLJ HUVWDWQLQJ IRU PHQQHVNHW )RWR 0DWKHZ 6FKZDUW] 8QVSODVK FRP

• de deterministiske naturlove eller • de stokastiske variationer i naturen, som ikke stĂĽr under nogens kontrol (Se nĂŚrmere i [Minsky 1986, p. 873 ff.].) PĂĽstand: Mennesket er ikke andet end det materielle Hos Minsky bliver KI i sin yderste konsekvens i princippet mulig. Man kan faktisk ud fra hans forestilling i princippet tĂŚnke sig alt det menneskelige eftergjort i en robot styret af en digital computer. Men dertil nĂĽr Minsky kun ved at antage, at mennesket og verden ikke er andet end det materielle, og at den transcendentale frihed hos mennesker er en illusion – et bedrag. Ikke desto mindre pointerer Minsky, at vi ikke i praksis kan undgĂĽ at operere med denne illusion, eftersom den er sĂĽ indgroet i vor selvforstĂĽelse og i vort samfundssyn. Vi mĂĽ derfor efter hans mening acceptere at indrette vor tilvĂŚrelse, som om ‘frit valg’ i den traditionelle (transcendentale) forstand reprĂŚsenterer noget virkeligt. – I sig selv kan denne konklusion minde nok sĂĽ meget om et (ubevidst og ufrivilligt) dementi af hele det verdensbillede, som Minsky selv søgte at bygge op. Minskys opfattelse er ganske udbredt blandt fysikere, som dog ogsĂĽ i mange tilfĂŚlde erkender det mysterium, som synes at ligge bag hans lidt besynderlige og noget inkonsekvente “løsningâ€?. F.eks. udtrykker fysikerne Benny Lautrup og Lars Kai Hansen sig pĂĽ følgende mĂĽde: ÂťDer er intet i fysikken, som giver plads til en bevidst frihed til at vĂŚlge, sĂĽ hvor kommer den følelse fra, hvis det ikke er en ren illusion?ÂŤ [Balling 2002, p.49]. Det oplagte svar, at denne følelse dĂŚkker over noget reelt, som bare ikke er beskriveligt i fysikken, bringes ikke pĂĽ bane her – og det sker i det hele taget meget sjĂŚldent i en videnskabelig kontekst.

Mennesket mere end en computer


ORIGO Nür troen pü den transcendentale frihed trods alt er sü central i debatten om KI, hÌnger det sammen med, at dette fÌnomen synes at vÌre tegn pü noget, som nÌppe ville kunne forklares alene med henvisning til fysiske lovmÌssigheder og stokastiske processer, men som fordrer noget ekstra, som nÌppe vil kunne fremgü som et resultat af en nok sü sofistikeret programmering af en digital computer. Hvis den transcendentale frihed anerkendes, vil den typisk blive opfattet som et af flere mulige tegn pü en ekstra-materiel (ündelig) dimension af den menneskelige eksistens. Vi har dermed evidens for, at ethvert menneske qua sin menneskelighed bÌrer noget afgørende, ikke-materielt med sig. Grundtvig og Kierkegaard ville givetvis uden tøven kalde det for ünd! Püstand: Menneskets frie vilje er en illusion Logisk set stür man tilsyneladende tilbage med valget mellem følgende to muligheder: 1. at anerkende den transcendentale frihed og dermed en ikke-programmerbar komponent af den menneskelige eksistens, som kan danne baggrund for menneskets moralske ansvarlighed, og samtidig hermed at afvise, at en digital computer ved en eller anden form for programmering kan opnü ret til at vÌre min nÌste; 2. at hÌvde, at den transcendentale frihed ikke svarer til noget virkeligt, men alene dÌkker over en illusion, som vi ganske vist af kulturhistoriske grunde vÌlger at operere med i vor samfundsmÌssige omgang med hinanden, hvilket dog pü ingen müde svÌkker vore principielle muligheder for at udvikle KI, süledes at det mü anerkendes, at en robot med et avanceret program i princip-

pet ville kunne vĂŚre lige sĂĽ meget en moralsk ansvarlig agent (og lige sĂĽ meget ‘min nĂŚste’), som et menneske er det. Det er oplagt, at hele denne problemstilling har med livsopfattelse at gøre. Hvis menneskets – og i øvrigt alt liv i den biologiske verden – til syvende og sidst ikke er andet end materie udviklet ved naturlige, men planløse processer, er der nĂŚppe nogen grund til at tro, at mennesket ikke i princippet skulle kunne eftergøres til uskelnelighed i form af en robot styret af et avanceret computerprogram. Det er klart, at det bestemt ikke er nogen let sag at gøre det i praksis. Men pĂĽ den nĂŚvnte forudsĂŚtning synes det ikke at vĂŚre let at benĂŚgte muligheden – principielt set. Hvis den tankegang accepteres, kan man altsĂĽ ikke udpege nogen principiel forskel mellem mennesket og maskinen. Vi mĂĽ pĂĽ det grundlag acceptere, at vi ikke har noget principielt fortrin i forhold til maskinen. Kunstig intelligens i form af uskelnelighed i forhold til menneskets bevidsthed bliver dermed en mulighed, som mĂĽ tages alvorligt. Religiøst set vil det betyde, at man heller ikke kan afvise, at der kunne konstrueres maskiner (robotter), som har krav pĂĽ at blive behandlet som min nĂŚste! Dermed melder spørgsmĂĽlet sig: Hvor meget skal maskinen ligne mennesket, før jeg bør acceptere den som et vĂŚsen med en moralsk status? – Mange vil nok finde, at man pĂĽ denne mĂĽde med den materialistiske hypotese som udgangspunkt via forestillingen om kunstig intelligens ledes til uhyrligheder. Hvis det man sĂĽledes kommer frem til, er uhyrligt og uacceptabelt, siger det efter min mening ogsĂĽ noget afgørende om selve udgangspunktet for tankegangen (dvs. den materialistiske hypotese), nemlig at det ogsĂĽ vil vĂŚre uhyrligt og uacceptabelt. -->s.18

)LJ $QHUNHQGHV PHQQHVNHWV §QGHOLJH IULKHG YLO GHQ XY¨JHUOLJW EOLYH RSIDWWHW VRP WHJQ S§ HQ §QGHOLJ GLPHQVLRQ L GHQ PHQQHVNHOLJH HNVLVWHQV DOWV§ PHQQHVNHW HU VNDEW PHG I\VLN LQGEO¨VW §QG $W HWKYHUW PHQQHVNH E¨UHU QRJHW DIo JºUHQGH LNNH PDWHULHOW L VLJ KDU YL GHUPHG HYLGHQV IRU *UXQGWYLJ RJ .LHUNHJDDUG YLOOH XGHQ WºYHQ KDYH NDOGW GHW IRU §QG ̰ )RWR (VWKHU 7XWWOH 8QVSODVK FRP

Mennesket mere end en computer

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO Skal den avancerede robot behandles som vor nĂŚste? Sagen er imidlertid, at spørgsmĂĽlet om en tilsyneladende intelligent maskines status i moralsk og i bevidsthedsmĂŚssig henseende ikke er afgørligt med indiskutable metoder. Selv hvis en computers kommunikative adfĂŚrd ikke i praksis kan skelnes fra den kommunikative adfĂŚrd, som en agent med moralsk status ville udfolde, vil vi ikke vĂŚre logisk forpligtede til faktisk at tillĂŚgge maskinen moralsk status. At en maskine kan simulere bevidsthed og moralsk refleksion, er ingen garanti for, at der faktisk foreligger bevidsthed og moralsk refleksion. I science fiction-litteraturen er menneskets relationer til robotter et velkendt tema. Det ligger tilsyneladende lige for, at en kommunikerende enhed, som pĂĽ alle afgørende mĂĽder synes at agere som en af os, ogsĂĽ bør tilkomme den agtelse og beskyttelse, som vi vil forlange for os selv, dvs. behandles som vor nĂŚste. Men en sĂĽdan opfattelse af computeren (eller robotten) fordrer, at den antages at vĂŚre levende med bevidsthed og/eller “et indre livâ€? i stil med menneskets. I [Folmann 2003] argumenteres der imidlertid for, at computeren/maskinen ikke kan vĂŚre levende – og derfor heller ikke vĂŚre min ‘nĂŚste’ – fordi den ikke som de biologiske arter har indbygget en eller anden mekanisme, som fĂĽr den til at søge at undgĂĽ at blive destrueret. Argumentet virker overbevisende. Dog er der faktisk debattører, der forestiller sig, at en computer ville kunne bringes til at ‘frygte døden’, sĂĽledes at den ville modsĂŚtte sig andres forsøg pĂĽ eller planer om at destruere den. Man kan f.eks. nĂŚvne, at man ved en international jura-konference i San Francisco i 2003 gennemførte en fiktiv og tankevĂŚkkende retssag [Rothblatt 2003], hvori scenariet bestod i, at en intelligent computer søger advokathjĂŚlp, fordi dens ejer pĂĽtĂŚnker at slukke for den, selv om den selv finder, at den endnu har mange gode ĂĽr i sig. Retssagen er en overbevisende demonstration af styrken i de oplagte argumenter, der kan fremføres til støtte for forestillingen om intelligente maskiner som moralske agenter, og samtidig er den ogsĂĽ en illustration af den samme forestillings fremmedartethed. Mennesker har noget maskiner aldrig kan udstyres med Der er intet, der tyder pĂĽ, at man vil kunne frembringe maskiner (herunder robotter styret af avancerede KI-systemer), som ikke bare er intelligente, men som man ogsĂĽ bør føle sig moralsk forpligtede over for. Der er isĂŚr intet, der tyder pĂĽ, at vi kan forsyne intelligente maskiner med ĂŚgte valgfrihed og heller ikke med den transcendente dimension, der gør et menneske til min nĂŚste. Det svar hĂŚnger sammen med en prĂŚmis om, at en moralsk agent først kan opstĂĽ, hvis den pĂĽgĂŚldende har et bestemt, ĂĽndeligt vĂŚsenstrĂŚk, som ikke vil kunne produceres ved programmering eller ved fysik/kemi/biologi. Det er klart, at den prĂŚmis kan benĂŚgtes, og spørgsmĂĽlet om dens sandhed (eller falskhed) nĂŚppe er afgørligt med traditionelle videnskabelige metoder. Der er tale om en prĂŚmis, som ofte er fremført inden for traditionel kristen tĂŚnkning. Det udelukker naturligvis ikke, at prĂŚmissen kan gøres til genstand for systematisk undersøgelse og diskussion. Diskussionen ovenfor af forestillingen om menneskets frihed viser, at man enten mĂĽ opgive den traditionelle forestilling om transcendental frihed hos mennesker, eller anerkende, at vi som mennesker har noget, som man ikke vil kunne forsyne en digital maskine med.

ORIGO 146 juni 2018

)LJ ,QWHW W\GHU S§ DW YL NDQ IRUV\QH HQ LQWHOOLJHQW PDVNLQH PHG ¨JWH YDOJIULKHG 6SLOOH NODYHU" /HW QRN .RPSRQHUH PXVLN" 8PXOLJW )RWR )UDQFN 9 8QVSODVK

Som en af de centrale eksponenter for den sĂĽkaldte nye ateisme, er Sam Harris naturligvis ikke i tvivl: Hvis den transcendentale frihed er et godt argument for en ĂĽndelig komponent af virkeligheden, skal den form for frihed “naturligvisâ€? benĂŚgtes, hvilket han sĂĽ forsøger i bogen Free will [2012]. Han stĂĽr sĂĽ bare tilbage med et alvorligt forklaringsproblem: Hvordan gĂĽr det til, at de allerfleste mennesker har den helt klare oplevelse af, at de kunne have gjort noget andet (i hvert fald ved visse lejligheder) i fortiden – og at den oplevelse er sĂĽ gennemtrĂŚngende, at vi har vor idĂŠ om etisk ansvarlighed og dermed vor samfundsmĂŚssige etik bygget pĂĽ den? Det forekommer langt mere oplagt at anerkende eksistensen af den transcendentale frihed og at godtage konsekvenserne heraf.• Ordforklaring Transcendental: Er et begreb, der isĂŚr bruges inden for filosofien. Der kan skelnes trandencental og transcendent. Ordet kommer af det latinske transcendere, der betyder overskride (Wikepedia). Kompatabilitet: Noget der er foreneligt. (Gyldendal) Implementere: Virkeliggøre; gennemføre; udføre (Gyldendal) Determinisme: En filosofisk tese om, at alle begivenheder har en ĂĽrsag. Tesen kan prĂŚciseres pĂĽ følgende mĂĽde: Forud for enhver begivenhed foreligger der en rĂŚkke betingelser, der indebĂŚrer, at begivenheden nødvendigvis indtrĂŚffer (Gyldendal). Referencer Brunak, Søren og Lautrup, Benny: Neurale netvĂŚrk. Computere med intuition. Munksgaard 1988 Copeland, Jack: Artificial Intelligence. A Philosophical Introduction, Blackwell 1993 Harris, Sam: â€?Free willâ€?, Free Press, New York 2012. MacKay, D.M.: ‘Choice in a Mechanistic Universe’, Brit. J. Phil. Sci. 22, 1971, pp. 275-85 MacKay, D.M.: The Clockwork Image, IVP, London 1974 MacKay, D.M.: Science, Chance, and Providence, Oxford University Press, 1978 Minsky, Marvin: The Society of Mind, Simon and Schuster, 1986. (CD-rom version.) Nørretranders, Tor: Stedet som ikke er. Fremtidens nĂŚrvĂŚr, netvĂŚrk og internet. Aschehoug 1997. Popper, Karl: Of Clouds and Clocks, Washington 1965 Rothblatt, Martine, ‘Biocyberethics: should we stop a company from unplugging an intelligent computer?’ Published on KurzweilAI.net Sept. 28, 2003. http://www.kurzweilai.net/ meme/frame.html?main=/articles/art0594.html Mennesket mere end en computer


ORIGO

0HQQHVNHWV Y¨UGLJKHG $I 3HWHU ‘KUVWUÂĄP Det enkelte menneske bør i alle livets faser mødes med respekt. Det skyldes, at den enkelte af os som menneske har en vĂŚrdighed, som bør vĂŚre afgørende for, hvordan vi behandler hinanden. Det er stort set alle i vor kultur enige om – i hvert fald i princippet! Men hvori bestĂĽr den menneskelige vĂŚrdighed? Hvordan hĂŚnger opfattelsen af et menneskes vĂŚrdighed sammen med menneskesynet i almindelighed og med vores samfundsforstĂĽelse? Og hvordan er sammenhĂŚngen mellem den menneskelige vĂŚrdighed og vort ansvar over for hinanden (og os selv)? Flere andre spørgsmĂĽl dukker op i den forbindelse: Bør man tale om grader af menneskelig vĂŚrdighed, eller giver noget sĂĽdant ikke mening,

fordi den menneskelige vĂŚrdighed er et enten-eller? Findes der en menneskelig vĂŚrdighed pĂĽ det objektive plan, eller kan man kun meningsfuldt tale om opfattelser af et menneskes vĂŚrdighed? Desuden kan man diskutere, hvem der egentlig skal afgøre spørgsmĂĽlet om det enkelte menneskes vĂŚrdighed. Er det den enkelte selv, forudsat at vedkommende er i stand til det? Eller er spørgsmĂĽlet om den enkeltes vĂŚrdighed et spørgsmĂĽl om en kollektiv vĂŚrdi, som vi ikke bør overlade til den enkelte, fordi der er noget meget større pĂĽ spil end den enkeltes selvopfattelse? Disse spørgsmĂĽl har fĂĽet en ganske sĂŚrlig betydning og relevans i forbindelse med diskussionen om livets afslutning – isĂŚr

debatten om den vĂŚrdige død og problematikken om aktiv dødshjĂŚlp. Mange vil nok sige, at det, der for alvor betyder noget, nĂĽr det drejer sig om den menneskelige vĂŚrdighed, er hvordan det pĂĽgĂŚldende menneske bliver opfattet – af sig selv og af andre. Der kan ikke vĂŚre tvivl om, at disse opfattelser i høj grad er styrende for, hvordan den pĂĽgĂŚldendes liv bliver. Vedkommendes selvopfattelse kan fĂĽ stor betydning for livsmodet og viljen til at udnytte de muligheder, livet giver. Den enkelte kan føle sig uvĂŚrdig og ynkelig. Det kan hĂŚnge sammen med, at personen er hjĂŚlpeløs og mĂĽ have assistance til selv det mest intime. Og de omgivende personers opfattelse af den pĂĽgĂŚldendes -->

0HQQHVNHWV Y¨UGLJKHG HU L NULVWHQ IRUVWDQG QRJHW ̸GHU K¨QJHU YHG̚ IUD XQGIDQJHOVH WLO GºG )LJ D )RWR 5RQDOG &X\DQ 8QVSODVK FRP E 6XK\HRQ &KRL 8QVSODVK FRP

Menneskets vĂŚrdighed

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO

)LJ )1̾V 9HUGHQVHUNO¨ULQJ RP 0HQQHVNHUHWWLJKHGHU YHGWDJHW DI )1̾V JHQHUDOIRUVDPo OLQJ GHQ GHFHPEHU DUWLNHO

vÌrdighed har oplagt vÌsentlig indflydelse pü det, som personerne med ansvar for den pügÌldende umiddelbart vil finde rigtigt at tilbyde vedkommende. Den vÌrdighed, som de omgivende personer tillÌgger det pügÌldende menneske, vil dermed i høj grad vÌre bestemmende for den respekt, som de vil udvise i praksis i omgangen med vedkommende. Imidlertid er det vigtigt, at vi ikke bare ser et menneskes vÌrdighed som knyttet til andres opfattelse af personen eller til vedkommendes selvopfattelse. Et menneskes vÌrdighed beror ikke bare pü, hvordan vedkommende opfattes, men der findes ogsü en faktuel og objektiv sandhed om den menneskelige vÌrdighed. Hvis racister f.eks. opfatter jøder eller mennesker med mørk hud som mindrevÌrdige, er der ud fra denne tankegang simpelthen tale om en helt fejlagtig opfattelse. For eksempel tog flertallet i Nazi-Tyskland simpelthen fejl i bedømmelsen af, hvad menneskevÌrd indebÌrer. Men hvis det forholder sig südan, forudsÌtter det et andet begrebsmÌssigt grundlag for menneskets vÌrdighed end flertallets mening og opfattelse. Det betyder nemlig, at der er en objektiv sandhed om menneskevÌrdigheden. Det kan synes at vÌre en temmelig vidtgüende püstand. Vi skal i det følgende se lidt nÌrmere pü den i et idÊhistorisk perspektiv.

Ideen om objektiv menneskelig vÌrdighed i europÌisk tÌnkning Det er en gennemgüende idÊ i europÌisk kultur, at mennesket har en sÌrstilling i naturen – en speciel vÌrdighed som skabning. Denne vigtige idÊ var en prÌmis for den franske filosof Jacques Maritain, som skrev udkastet til menneskerettighedserklÌringen fra 1948, som for det internationale samfund blev en vigtig reaktion pü nazisternes krÌnkelser af den menneskelige vÌrdighed. I prÌamblen til FN’s VerdenserklÌring om Menneskeret-

tigheder, vedtaget af FN’s generalforsamling den 10. december 1948, pointeres det, at Âťanerkendelse af den mennesket iboende vĂŚrdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfĂŚrdighed og fred i verdenÂŤ. I erklĂŚringens artikel 1 hedder det: ÂťAlle mennesker er født frie og lige i vĂŚrdighed og rettigheder.ÂŤ Her er den grundlĂŚggende vĂŚrdighed for et menneske altsĂĽ ikke knyttet til bestemte egenskaber, som mennesker kan have i større eller mindre grad. TvĂŚrtimod har den enkelte vĂŚrdighed simpelthen i kraft af at vĂŚre menneske. VĂŚrdigheden er iboende, og den er knyttet til medlemskabet af den menneskelige familie. Der er ifølge Maritain – i hvert fald sĂĽ lĂŚnge vi ikke forlanger nogen dybere eller bagvedliggende begrundelse for det – en udbredt enighed om erklĂŚringens indhold (Maritain 1951:77). Selve ideen om den menneskelige vĂŚrdighed blev efter 2. Verdenskrig ogsĂĽ overbevisende understreget i den tyske forfatning fra 1949, hvori det i artikel 1 hedder: ÂťDie WĂźrde des Menschen ist unantastbarÂŤ (Hartlev 2008). Det ligger heri, at menneskets vĂŚrdighed ikke er til diskussion. Den skal derimod anses for givet, og den bør ikke pĂĽ nogen mĂĽde bestrides. Der er nĂŚppe nogen tvivl om, at en hovedgrund til, at formuleringerne om menneskets vĂŚrdighed sĂĽ forholdsvis let

)LJ ,GHHQ RP GHQ PHQQHVNHOLJH Y¨UGLJKHG EOHY HIWHU 9HUGHQVNULJ XQGHUVWUHJHW L GHQ W\VNH IRUIDWQLQJ IUD DUWLNHO

ORIGO 146 juni 2018

Menneskets vĂŚrdighed


ORIGO kunne samle enighed i verdenssamfundet i ĂĽrene efter 2. Verdenskrig, var, at der allerede var tale om velkendt tankegods fra den europĂŚiske kultur. Tanken om menneskets sĂŚrlige status er allerede formuleret i de jødisk-kristne skrifter i Det Gamle og Det Nye Testamente isĂŚr i forbindelse med skabelsestanken, og ideen er mange gange senere blevet taget op til behandling i vestlig filosofi og teologi. Et af de klassiske vĂŚrker i den europĂŚiske kultur om synet pĂĽ mennesket blev udgivet af den italienske filosof Giovanni Pico della Mirandola (1463 til 1494). I Picos berømte vĂŚrk Om menneskets vĂŚrdighed (dansk udg. 1996) fremhĂŚves det, at mennesket som skabt i Guds billede har en sĂŚrstilling – og dermed en speciel vĂŚrdighed, som dyrene ikke har. Pico understreger dog ogsĂĽ, at mennesket har frihed til bĂĽde at synke ned til et dyrisk stade og til at hĂŚve sig til nĂŚsten guddommelige sfĂŚrer. Mennesket har sĂĽledes ifølge Pico ikke en fastlĂĽst natur, men det har frihed til ved sin handlen at udvikle sig som person. Det idehistoriske udgangspunkt i europĂŚisk tĂŚnkning for ideen om menneskets vĂŚrdighed er altsĂĽ den kristne tro pĂĽ, at mennesket fra Skaberens hĂĽnd er noget sĂŚrligt. Hvis menneskets vĂŚrdighed skal begrundes i noget mere basalt, ser det faktisk ud til, at man let kommer til at skulle forholde sig til metafysiske eller religiøse forhold. Hvis man ikke ønsker at gĂĽ ind pĂĽ den religiøse eller specifikt kristne begrundelse, som jo ellers har haft sĂĽ stor betydning i vor kultur, kan man naturligvis overveje, om der findes en rent humanistisk-sekulĂŚr forklaringsmodel, som kan bruges til at begrunde ideen om menneskets vĂŚrdighed. Herom skriver den norske idĂŠhistoriker Reidar Myhre: ÂťEn rent sekulĂŚr begrundelse af menneskevĂŚrdet som udgangspunkt for en demokratisk stat mĂĽ nødvendigvis fĂĽ en utilitaristisk udformning. Der henvises til den historiske erfaring, at i den grad respekten for mennesket har vĂŚret knĂŚsat som princip har dette skabt forudsĂŚtningen for et rigere og mere humant menneskeliv. Kriterierne for menneskevĂŚrdet bliver sĂĽledes en pragmatisk historietolkning, og flertallets mening om, hvad et rigere menneskeliv betyderÂŤ (Myhre 1980:236).

Menneskets vĂŚrdighed

)LJ *LRYDQQL 3LFR 0HQQHVNHW KDU VRP VNDEW L *XGV ELOOHGH HQ VSHFLHO Y¨UGLJKHG VRP G\UHQH LNNH KDU

)LJ 3LFR XQGHUVWUHJHU GRJ DW PHQo QHVNHW KDU IULKHG WLO E§GH DW V\QNH QHG WLO HW G\ULVN VWDGH RJ WLO DW K¨YH VLJ WLO Q¨o VWHQ JXGGRPPHOLJH VI¨UHU 0HQQHVNHW KDU IULKHG WLO YHG VLQ KDQGOHQ DW XGYLNOH VLJ VRP SHUVRQ )RWRV k KWWSV FRPPRQV ZLNLPHGLD RUJ Z LQGH[ SKS" FXULG JXFFD GN /LYLQ ZKHHO 8QVSODVK FRP

Tankegangen er her, at vi bør tilslutte os ideen om menneskets vÌrdighed, fordi et samfunds anerkendelse af denne idÊ i sig selv fører til et samfund med et mere humant og et rigere menneskeliv. Synspunktet beror pü en tiltro til et overordnet princip om, at det vil gü bedre for et samfund med grundlÌggende respekt for

det enkelte menneskes vĂŚrdighed end for et samfund uden denne respekt. Personligt kan jeg tilslutte mig synspunktet, men det er klart, at der her er tale om en tro pĂĽ et princip bag historien – et princip, som har klare metafysiske overtoner. Man kan mĂĽske mene, at historien giver empirisk belĂŚg for troen pĂĽ princippet, hvilket naturligvis ikke i sig selv gør princippet mindre metafysisk. Tilbage stĂĽr dog, som Myhre pĂĽpeger, den nĂŚrmere begrebsmĂŚssige forklaring af hvad et rigere menneskeliv betyder. Her er det svĂŚrt at komme uden om Myhres pointe, som indebĂŚrer, at det er flertallets mening, som mĂĽ stĂĽ som det afgørende kriterium for det rigere liv. Hertil kan det bemĂŚrkes, at historien jo ogsĂĽ viser, at konsekvenserne af at lade flertallets mening om et rigere menneskeliv vĂŚre det afgørende kriterium for menneskevĂŚrdet, kan blive ret sĂĽ fatale. Accept af flertallets mening som kriterium for, hvad et rigt og et humant menneskeliv er, betyder som allerede antydet bl.a., at man ikke ville have noget afgørende argument mod Nazi-Tysklands afvisning af jøders menneskevĂŚrd, eftersom der i 1930’ernes Tyskland tilsyneladende kunne mønstres et flertal for denne horrible tanke. Man kan ud fra den betragtning meget vel stille sig tvivlende over for, om et samfund med et rigere og mere “humantâ€? liv – defineret med henvisning til flertallets mening – nødvendigvis forudsĂŚtter en respekt for det enkelte menneskes vĂŚrdighed. Hvis man tror, at det i lĂŚngden trods alt vil vise sig at vĂŚre sĂĽdan, er det igen en tro af et klart metafysisk tilsnit. OvenstĂĽende betragtninger fører altsĂĽ til den konklusion, at selv hvis man forsøger sig med en historisk orienteret begrundelse for ideen om menneskevĂŚrdighed, sĂĽ vil man før eller senere komme til at trĂŚkke pĂĽ metafysiske overvejelser i sin argumentation. Den metafysiske betragtning synes altsĂĽ uomgĂŚngelig, hvis man vil forsøge at begrunde holdbarheden af ideen om det enkelte menneskes objektive vĂŚrdighed. Hvis man ønsker at begrunde ideen om menneskets vĂŚrdighed uden direkte reference til noget metafysisk eller religiøst, kunne man mĂĽske lade sig inspirere af Immanuel Kants tĂŚnkning, som mĂĽ siges at vĂŚre noget af det, der har prĂŚget -->s.22

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO den filosofiske debat om menneskets vĂŚrdighed allermest. I den kantianske analyse er det centralt at skelne mellem pris (tysk: Preis) og vĂŚrdighed (tysk: WĂźrde). NĂĽr det drejer sig om ting, taler man om en markedspris, der afhĂŚnger af udbud og efterspørgsel. Typisk vil man sige, at tingens pris afspejler tingens funktion og mulighed for at opfylde et formĂĽl for os i vort liv. PĂĽ den mĂĽde ses tingens vĂŚrdi i forhold til dets potentiale som middel til at nĂĽ et formĂĽl uden for tingen selv. Men hvad med mennesker? Har de ogsĂĽ en pris? Nej, siger Kant. For nĂĽr det drejer sig om mennesker, skal vi ikke tale om “prisâ€?. Det ville vĂŚre udtryk for en forfejlet menneskeopfattelse. Sagen er, at det ifølge Kant vil vĂŚre forkert at forstĂĽ et menneske alene som et middel til at nĂĽ andres mĂĽl. Derfor kan mennesket ikke pĂĽ samme mĂĽde som tingene siges at have en pris. Mennesket er nemlig et mĂĽl i sig selv. Derfor har mennesket en vĂŚrdighed, som er noget afgørende andet end en pris. For Kant er menneskets vĂŚrdighed knyttet til autonomien − det rationelle, menneskes frie ret, hvilket indebĂŚrer, at det ikke mĂĽ tvinges af andre og altsĂĽ ikke reduceres til udelukkende et middel for andres formĂĽl (jf. Kants Grundlegung zur Metaphysik der Sitten, kapitel 2, først udgivet i 1785). I forlĂŚngelse af den kantianske analyse kan man mene, at den menneskelige vĂŚrdighed hĂŚnger tĂŚt sammen med menneskets autonomi, dets sĂŚrlige muligheder for at tĂŚnke rationelt, trĂŚffe frie valg samt for at indgĂĽ i meningsfulde sociale relationer. Hvis sĂĽdanne egenskaber foreligger, eller der i hvert fald er et potentiale for dem, vil man ud fra den betragtning forstĂĽ den enkelte som vĂŚrdig. En sĂĽdan vĂŚrdighedsforstĂĽelse vil primĂŚrt vĂŚre individuelt orienteret. Det kan ligge lige for at lade den enkeltes egen oplevelse af autonomi vĂŚre et afgørende kriterium for, om vedkommende faktisk har menneskelig vĂŚrdighed. Det rejser imidlertid spørgsmĂĽlet om vĂŚrdigheden for børn og andre mennesker, som (endnu) ikke har evnen til at tĂŚnke rationelt og til at trĂŚffe frie valg. I en moderne kontekst kan sammenkoblingen af menneskets vĂŚrdighed med ideer om rationalitet og autonomi give anledning til at rejse problematikken om grader af vĂŚrdighed. Man kan givetvis

ORIGO 146 juni 2018

)LJ ,PPDQXHO .DQW PDOW L k KWWSV FRPPRQV ZLNLPHGLD RUJ Z LQGH[ SKS"FXULG 2J WLWHOEODGHW S§ KDQV ̸0HWDI\VLN̚ IUD k KWWSV HQ ZLNLSHGLD RUJ Z LQGH[ SKS"FXULG

tale om forskellige grader af den opfattede vĂŚrdighed i synet pĂĽ et konkret menneske, men betyder det ogsĂĽ, at det, der er objekt for opfattelsen, dvs. selve den menneskelige vĂŚrdighed, ogsĂĽ findes i grader? Er vĂŚrdigheden noget, der opstĂĽr gradvist i et menneske i takt med, at visse afgørende evner vedrørende rationalitet, selvbestemmelse osv. erhverves, og som ogsĂĽ gradvist forsvinder i takt med, at mennesket mister de nĂŚvnte evner? Selve ideen om grader af vĂŚrdighed kan siges at rejse flere spørgsmĂĽl, end den besvarer. I øvrigt er der ingen grund til at tro, at sammenkoblingen mellem menneskets vĂŚrdighed og begreberne om rationalitet og autonomi svĂŚkker behovet for referencer til det metafysiske. MĂĽske snarere tvĂŚrtimod. For hvordan kan man argumentere for, at rationalitet og autonomi i sig selv giver vĂŚrdighed uden at antage noget metafysisk? Den forstĂĽelse af menneskets vĂŚrdighed, som er indbygget i FN’s MenneskerettighedserklĂŚring fra 1948, indebĂŚrer, at menneskets vĂŚrdighed er iboende for alle medlemmer af den menneskelige familie. Denne idĂŠ om vĂŚrdighed er ikke

bare individuelt orienteret. Der er tale om en vĂŚrdi, som er generel og kollektiv, som karakteriserer vort menneskesyn som sĂĽdan, og som dermed er bestemmende for selve synet pĂĽ det demokratiske samfund. Med dette begreb om vĂŚrdighed er der ikke lagt op til at tale om grader af vĂŚrdighed. Enten hører man til den menneskelige familie, eller ogsĂĽ gør man ikke. Hvis man gør, er man et menneskeligt vĂŚsen, og har dermed vĂŚrdighed som sĂĽdan. Noget andet er, at der jo stadig kan vĂŚre en diskussion om, hvem der faktisk er medlemmer af den menneskelige familie. Et muligt og udbredt svar pĂĽ spørgsmĂĽlet er, at alle menneskelige vĂŚsner regnet fra det tidligste fosteranlĂŚg til og med det døende menneske har denne iboende vĂŚrdighed. Denne løsning er efter min mening den mest overbevisende, fordi der her er tale om den mest konsekvente anvendelse af ideen om medlemskab af den menneskelige familie som grundlag for den menneskelige vĂŚrdighed, idet de alternative mĂĽder at udfolde ideen pĂĽ forskellig vis virker tilfĂŚldige. Den danske debat om menneskets vĂŚrdighed Selve begrebet om den menneskelige vĂŚrdighed kan ikke lĂŚses direkte ud af den danske grundlov, men begrebet har alligevel spillet en betydelig rolle i den politiske debat – først og fremmest i diskussionerne om bioetiske temaer. I § 1 af loven om Det Etiske RĂĽd findes der direkte en henvisning til ideen om menneskets vĂŚrdighed: ÂťRĂĽdet skal i sit virke arbejde ud fra respekt for menneskets og kommende generationers integritet og vĂŚrdighed samt respekt for naturen og miljøet. Respekt for menneskets integritet og vĂŚrdighed omfatter ogsĂĽ det menneskelige livs første faser, herunder befrugtede menneskelige ĂŚg og fosteranlĂŚgÂŤ (se www. etiskraad.dk). Selvom det er en formulering, der først kom ind ved revisionen af loven i 2004, er der ikke tale om noget afgørende nyt indholdsmĂŚssigt set. Den nye tekst blev bĂĽde i Folketinget og i rĂĽdet set som en prĂŚcisering af det, som den tidligere lov allerede rummede. Det er oplagt, at formuleringer som disse er uprĂŚcise, og at de derfor yderligere mĂĽ afklares. Men det er ogsĂĽ oplagt,

Menneskets vĂŚrdighed


ORIGO at formuleringerne ligger fint i trüd med det, som findes i de forskellige internationale erklÌringer om menneskerettighederne. Selv om man ikke har en vedtaget definition af, hvad man helt prÌcis skal forstü ved den menneskelige vÌrdighed, er udtrykket alligevel tydeligt nok til, at det har kunnet bruges i etisk argumentation om konkrete problemstillinger i Det Etiske Rüds arbejde. Vi skal i det følgende se pü debatternes to bioetiske temaer, som refererer til ideen om menneskets vÌrdighed: A) Den eventuelle fremstilling af menneskeligt liv ved kloning set i lys af den menneskelige vÌrdighed. B) Aktiv dødshjÌlp set i forhold til den menneskelige vÌrdighed. Kloning og menneskelig vÌrdighed Ideen om vÌrdighed indgür pü en tankevÌkkende müde i Det Etiske Rüds redegørelse fra 2001 om kloning, hvori man kan finde en enig stillingtagen om at afvise brug af reproduktiv kloning. I redegørelsen er det formuleret süledes: GrundlÌggende finder rüdets medlemmer, at modviljen mod reproduktiv kloning kan sammenfattes i, at denne müde at producere mennesker pü vil krÌnke menneskets vÌrdighed (Det Etiske Rüd 2001:21). Her henvises altsü direkte til den menneskelige vÌrdighed som begrundelse for principielt at afvise brug af kloning af menneskelige fosteranlÌg for at frembringe børn. Der er i redegørelsen diverse forsøg pü nÌrmere at begrunde det synspunkt, at der findes en menneskelig vÌrdighed, som man ikke bør krÌnke, men det erkendes ogsü, at hvis man bliver ved med at spørge ind til begrundelserne, vil man relativt hurtigt nü til et niveau, hvor man enten mü afvise yderligere begrundelse i andre bagvedliggende forhold eller mü skifte sekulÌre, alment menneskelige argumenter ud med rÌsonnementer, der henviser til metafysiske forhold dvs. religiøs tro eller anden form for livssyn: Mens denne vÌrdighed for nogle medlemmer i den sidste ende beror pü det forhold, at det enkelte menneske betragtes som skabt af Gud og i hans billede, har begrebet menneskets vÌrdighed for andre af rüdets medlemmer ikke en tilsvarende religiøs forankring, men grunder sig pü en humanistisk funderet anerkendelse af menneskets sÌrlige sta-

Menneskets vĂŚrdighed

tus i forhold til andre former for livÂŤ (Det Etiske RĂĽd 2001:24). Denne bemĂŚrkning illustrerer prĂŚcis den samme observation, som blev gjort af Maritain: At der er udbredt enighed om menneskerettighederne – inklusiv vurderingen af den menneskelige vĂŚrdighed – sĂĽ lĂŚnge man ikke spørger om de dybere begrundelser. Der er altsĂĽ udbredt enighed om, at alle menneskelige vĂŚsner har vĂŚrdighed, men nĂĽr der spørges om hvorfor, deles vandene. Som vi har set, er det meget svĂŚrt overhovedet at forestille sig en forankring af ideen om den menneskelige vĂŚrdighed, uden at der inddrages metafysiske – og mĂĽske endda religiøse – ideer og overvejelser. I forsøget pĂĽ at nĂĽ frem til en forankring af ideen, er det nemlig klart, at man f. eks. mĂĽ referere til, hvad man skal forstĂĽ ved et rigt eller et godt liv, og dermed er der faktisk ĂĽbnet for en metafysisk vĂŚrdidiskussion. PĂĽ den baggrund er det ogsĂĽ forstĂĽeligt, at rĂĽdets medlemmer i citatet kun fremhĂŚver to mulige forklaringsmodeller – en religiøs og en humanistisk. Den humanistiske mulighed er ikke nĂŚrmere forklaret, men der kan ud fra de nĂŚvnte betragtninger nĂŚppe vĂŚre tvivl om, at den pĂĽ en eller anden mĂĽde ogsĂĽ vil vĂŚre metafysisk. Tilbage stĂĽr altsĂĽ den grundopfattelse, at mennesket har en iboende vĂŚrdighed, som bør respekteres uanset personens ev-

ner og udviklingsgrad, og som det mĂĽ anses for oplagt at forstĂĽ i en metafysisk eller mĂĽske endda religiøs sammenhĂŚng. Det Etiske RĂĽds redegørelse blev – som det fremgĂĽr – udsendt i 2001. Dengang døde debatten ud, fordi det viste sig, at kloningsteknikken mod forventning tilsyneladende hverken fungerede pĂĽ mennesker eller pĂĽ aber. Og sĂĽ kunne man jo bekvemt lade problemet ligge og koncentrere sig om udfordringer i virkelighedens verden. Men vi slipper nok alligevel ikke for problemet. I hvert fald har man nu for første gang nogensinde klonet aber. Det er kinesiske forskere, der først pĂĽ ĂĽret har offentliggjort, at det er lykkedes for dem at frembringe aber ved kloning (Ringgaard 2018). Det ligger lige for, at fremstilling af mennesker ved kloning sĂĽ ogsĂĽ bliver en teknisk mulighed. Det bliver mĂĽske det nĂŚste gennembrud fra forskerne i Kina? Derfor kan der vĂŚre god grund til at finde Det Etiske RĂĽds 17 ĂĽr gamle udtalelse frem igen og atter besinde sig pĂĽ konsekvenserne af den menneskelige vĂŚrdighed. Autonomien og idĂŠerne om “en vĂŚrdig dødâ€? Det andet eksempel fra den bioetiske argumentation, som inddrager ideerne om den menneskelige vĂŚrdighed, drejer sig om aktiv dødshjĂŚlp og behandlingen af døende mennesker i almindelighed. Alle

)LJ .ORQLQJ 1X KYRU GHW HU O\NNHGHV NLQHVLVNH IRUVNHUH DW NORQH DEHU J§U GHW QRN LNNH DW OXNNH ÂşMQH ÂşUHU IRU PXOLJKHGHQ IRU DW NORQH PHQQHVNHU" 9L EOLYHU QÂşGW WLO DW WDJH GLVNXVVLRQHQ RS LJHQ PHQHU 3HWHU šKUVWÂşP 7HJQLQJ 1 .U *URYH

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO

)LJ (Q Y¨UGLJ GºG , KRVSLFHEHY¨JHOVHQ HU WDQNHQ RP GHQ Y¨UGLJH GºG LNNH VQ¨YHUW NQ\WWHW WLO VHOYEHVWHPPHOVHQ 7Y¨UWLPRG IRUVW§V Y¨UGLJKHGHQ KHU L VWHGHW VRP HW EHJUHE NQ\WWHW WLO UHODWLRQHU 'HW KDQGOHU RP I¨OOHVVNDEHWV Y¨UGLHU RJ RP YRU UHVSHNW VRP VDP IXQG IRU GHW HQNHOWH PHQQHVNHOLYV Y¨UGL RJ EHW\GQLQJ ̰ 'DULD 6KHYWVRYD 8QVSODVK FRP

vil givetvis sige, at den enkelte sĂĽ vidt overhovedet muligt bør sikres ikke bare et vĂŚrdigt liv, men ogsĂĽ en vĂŚrdig livsafslutning, en vĂŚrdig død. Men her hører enigheden op. For hvad er en vĂŚrdig død? Hvad skal ordet “vĂŚrdigâ€? betyde i denne sammenhĂŚng? Der pĂĽgĂĽr i disse ĂĽr simpelthen en kamp om sproget. Som det sĂĽ ofte før er set, gĂŚlder det i debatten om at fĂĽ sin egen position beskrevet med ord, der – som ordet “vĂŚrdigâ€? – klinger positivt. PĂĽ den ene side er “En vĂŚrdig dødâ€? ligefrem navnet pĂĽ den landsforening, som blandt andet efter hollandsk forbillede arbejder for at fĂĽ aktiv dødshjĂŚlp (som ogsĂĽ ofte kaldes “drab pĂĽ begĂŚringâ€?) tilladt i dansk lov. PĂĽ foreningens hjemmeside – www.e-v-d.dk – beskrives det klart, hvad man mener, nĂĽr man fra foreningens side taler om “en vĂŚrdig dødâ€?. Det drejer sig her om Âťindividets ret til medbestemmelse over eget liv og egen dødÂŤ. Den menneskelige vĂŚrdighed forstĂĽs altsĂĽ som noget individuelt – tĂŚt knyttet til den enkeltes selvforstĂĽelse og selvbestemmelse (autonomi). Man taler ogsĂĽ pĂĽ hjemmesiden om, at den enkelte kan tabe sin vĂŚrdighed, hvis vedkommende mister evnen til at udøve selvbestemmelse og selvkontrol. Her skelnes altsĂĽ ikke mellem “opfattelsen af vĂŚrdighedâ€? og vĂŚrdigheden pĂĽ et objektivt plan. I virkeligheden lader det til, at foreningen (E-v-d) slet ikke for alvor opere-

ORIGO 146 juni 2018

rer med den objektive og umistelige vĂŚrdighed for mennesket. PĂĽ den anden side har man i hospicebevĂŚgelsen gennem mange ĂĽr brugt begrebet “en vĂŚrdig dødâ€? i beskrivelsen af det, som man har søgt at opnĂĽ. Hvis man kigger nĂŚrmere pĂĽ hospiceprogrammernes udvikling i løbet af 1990’erne, ser man, at de fremstĂĽr de som Âťen del af en socialpolitisk udviklingsproces, som tager udgangspunkt i en offentlig debat om, hvordan vi i Danmark kan sikre mennesker en vĂŚrdig dødÂŤ (Dalgaard 2001). I hospicebevĂŚgelsen er tanken om den vĂŚrdige død ikke snĂŚvert knyttet til selvbestemmelsen. TvĂŚrtimod forstĂĽs vĂŚrdigheden her i stedet som et relationelt begreb. Det handler om fĂŚllesskabets vĂŚrdier og om vor respekt som samfund for det enkelte menneskelivs vĂŚrdi og betydning. Her er man fuldt ud klar over betydningen af at skelne mellem den menneskelige vĂŚrdighed som sĂĽdan og “den opfattede vĂŚrdighedâ€?. ModsĂŚtningen mellem de to anvendelser af udtrykket “en vĂŚrdig dødâ€? kommer klart til udtryk i Den Store Danske EncyklopĂŚdi under opslaget af ordet “vĂŚrdighedâ€?: ÂťEn persons ret til en vĂŚrdig død er i slagordets form hyppigere knyttet til den døendes muligheder for selvkontrol end til den respekt, som pĂĽrørende og sundhedspersonale bør vise døden og den døende, uanset de ydre omstĂŚndigheder.ÂŤ Som bemĂŚrket i rede-

gørelsen om eutanasi (aktiv dødshjĂŚlp) fra Det Etiske RĂĽd (2003:12) er denne beskrivelse ikke helt neutral, idet man her faktisk fremhĂŚver den ene anvendelse af udtrykket “en vĂŚrdig dødâ€? pĂĽ bekostning af den anden. Alligevel beskriver formuleringen klart, at udtrykket kan forstĂĽs pĂĽ to forskellige mĂĽder. Baggrunden for forskellen mellem de to anvendelser af udtrykket “en vĂŚrdig dødâ€? mĂĽ altsĂĽ først og fremmest søges i forholdet mellem den menneskelige vĂŚrdighed som sĂĽdan (objektivt set) og “den opfattede vĂŚrdighedâ€? (subjektivt set). Faktisk kan vi – som pĂĽpeget – bruge “vĂŚrdighedâ€? om mennesker pĂĽ begge mĂĽder. I den helt dagligdags sammenhĂŚng kan vi sige, at man kan optrĂŚde vĂŚrdigt, klĂŚde sig vĂŚrdigt – og ditto uvĂŚrdigt! Det er klart, at denne type af vĂŚrdighed er knyttet til vor selvforstĂĽelse og selvrespekt – og af og til ogsĂĽ til vor selvhøjtidelighed og forfĂŚngelighed. Det drejer sig om vort selvbillede og om de andres opfattelse af os. Man kunne tale om det som “den selvopfattede vĂŚrdighedâ€? eller om “vĂŚrdigheden i den enkeltes fremtrĂŚdenâ€?. Der er oplagt pĂĽ forskellig vis tale “den opfattede vĂŚrdighedâ€?. Det er ogsĂĽ klart, at denne form for vĂŚrdighed for alvor trues, nĂĽr man ikke kan spise selv, ikke selv kan gĂĽ pĂĽ toilettet mere, ikke kan udtrykke sig klart og sĂĽ videre. Men der findes som nĂŚvnt ogsĂĽ en anden form for vĂŚrdighed, som er knyttet til det menneskelige liv som sĂĽdan. Det drejer sig om en objektiv form for vĂŚrdighed, som ikke følger af den enkeltes evne til selvbestemmelse. Det er det begreb om menneskevĂŚrdighed, som er indeholdt i det internationale samfunds menneskerettighedserklĂŚringer. Denne form for vĂŚrdighed afhĂŚnger ikke af min egen selvforstĂĽelse. Den er der, selv nĂĽr jeg intet forstĂĽr og intet opfatter. I virkeligheden handler den ikke sĂĽ meget om, hvordan den enkelte opfatter sig selv, men mere om, hvordan alle andre bør opfatte den enkeltes liv. Denne basale form for vĂŚrdighed indebĂŚrer en grundlĂŚggende respekt for menneskelivet under alle vilkĂĽr, og den hĂŚnger sammen med, at det enkelte menneskeliv er unikt og betydningsfuldt uanset omstĂŚndighederne. Ud fra den betragtning vil den enkelte have vĂŚrdigheden i behold, uanset hvor hjĂŚlpeløs han eller hun er. I den forstand kan den enkelte

Menneskets vĂŚrdighed


ORIGO ikke tabe sin vĂŚrdighed, fordi vedkommende bliver afhĂŚngig af andre. TvĂŚrtimod giver anerkendelsen af denne form for grundlĂŚggende vĂŚrdighed en god grund til, at vi bør yde den nødvendige livshjĂŚlp til den enkelte, nĂĽr behovet eller ligefrem hjĂŚlpeløsheden melder sig. Biologismen og den menneskelige vĂŚrdighed Ideen om menneskets iboende vĂŚrdighed indebĂŚrer, at mennesket er noget mere end dets biologi – noget mere end det rent materielle. Man kan jo ikke mĂĽle eller pĂĽ anden mĂĽde empirisk iagttage selve den iboende menneskevĂŚrdighed, selv om den antages at reprĂŚsentere et sandt og reelt trĂŚk af virkeligheden. Derfor kan folk, som tĂŚnker meget snĂŚvert materielt biologisk (biologistisk) pĂĽ mennesket, have meget svĂŚrt ved at anerkende denne sĂŚrlige menneskevĂŚrdighed. Et godt eksempel pĂĽ det er Richard Dawkins, som i de seneste ĂĽr er blevet kendt for sine biologistisk funderede angreb pĂĽ religion og diverse metafysiske holdninger. I sit forsvar for aktiv dødshjĂŚlp udtrykker Dawkins sig pĂĽ følgende mĂĽde: ÂťHvis ens kĂŚledyr dør i smerte, vil man blive bebrejdet ikke at have tilkaldt dyrlĂŚgen, sĂĽ dyret kunne fĂĽ en bedøvende indsprøjtning, som det ikke ville vĂĽgne fra igen. Men hvis ens lĂŚge udfører prĂŚcist den samme barmhjertige handling over for en selv, hvis man led under smerter forud for sin død, sĂĽ risikerer han at blive anklaget for drab. NĂĽr jeg skal dø, vil jeg gerne have, at mit liv bliver fjernet under en totalbedøvelse, nøjagtigt som var det en blindtarm, der skulle fjernes. Men det privilegium har jeg ikke, fordi jeg har vĂŚret sĂĽ uheldig at blive født som Homo sapiens og ikke som for eksempel Canis familiaris eller Felix catus. Med mindre jeg skulle flytte til et mere oplyst sted, som for eksempel Schweiz, Holland eller Oregon. Hvorfor er disse fĂĽ oplyste steder sĂĽ sjĂŚldne? Det skyldes isĂŚr pĂĽvirkningen fra religion (Dawkins 2006:386ff.).ÂŤ I Dawkins’ univers er det tydeligvis meget svĂŚrt at finde plads til ideen om en sĂŚrlig og iboende menneskevĂŚrdighed, som hverken kan mĂĽles og heller ikke konstateres empirisk, men som betyder, at hvert eneste menneskeliv bør behandles med en sĂŚrlig respekt og i

Menneskets vĂŚrdighed

+YHP KDU VY¨UW YHG DW VH GHQ PHQQHVNHo Y¨UGLJKHG VRP KYHUNHQ NDQ P§OHV HOOHU YHMHV" k 0DIHU %HQLWH] 8QVSODFK FRP

sĂŚrlig grad beskyttes – uanset hvad det konkrete menneske formĂĽr eller ikke formĂĽr. Hos Dawkins bliver der kun begrebsmĂŚssigt plads til “den opfattede vĂŚrdighedâ€?. Tilsyneladende mener han endda, at spørgsmĂĽlet om den enkeltes vĂŚrdighed i det store og hele skal ses som knyttet til personens egen oplevelse/ opfattelse. Dermed levnes der ikke meget rum for ideen om vĂŚrdigheden som noget kollektivt – som noget, vi ikke kan overlade udelukkende til den enkeltes vurdering, fordi det drejer sig om en fĂŚlles vĂŚrdi, som vi slet ikke kan undvĂŚre som grundlag for vort samfund. Dawkins mener tydeligvis, at det isĂŚr skyldes pĂĽvirkningen fra religion, at de fleste af os har den opfattelse, at det enkelte menneske i sig selv har en integritet og vĂŚrdighed, som betyder, at vi bør respektere og beskytte den enkeltes liv pĂĽ en helt anden mĂĽde, end nĂĽr det gĂŚlder et dyrs liv. At Dawkins her henviser til religion hĂŚnger nok sammen med, at ideen om menneskevĂŚrdigheden (og den deraf følgende modstand mod aktiv dødshjĂŚlp) ofte ses som knyttet til den opfattelse, at det menneskelige liv har en sĂŚrlig hellighed over sig. Det er i øvrigt, som om Dawkins mener, at hans pĂĽpegning af, at menneskevĂŚrdigheden ofte forsvares i religiøse kredse, og at aktiv dødshjĂŚlp dermed afvises, kan bruges som et effektivt argument mod synspunktet. Men det beror oplagt pĂĽ en misforstĂĽelse. Det afgørende er jo ikke, hvem eller hvad der har pĂĽvirket os til at have den pĂĽgĂŚldende opfattelse. SpørgsmĂĽlet mĂĽ vel snarere vĂŚre, om ideen om den iboende menneskevĂŚrdighed kan godtages eller ej. Hvis ideen ikke holder, bør den droppes, uanset hvem der fremfører den, og vi mĂĽ sĂĽ klare os med “den

opfattede vĂŚrdighedâ€? og den vĂŚrdighed, som er knyttet til selvbestemmelsen. Hvis det var sĂĽdan, mĂĽtte man give Dawkins ret i, at et af de mest afgørende argumenter mod eutanasi ville falde til jorden. Men hvis ideen holder for en nĂŚrmere undersøgelse, mĂĽ det snarere vĂŚre Dawkins, der mĂĽ overveje, om han har taget fejl. Dawkins’ argumentation medfører en rĂŚkke problemer, som følger af hans nedtoning af den etisk relevante forskel mellem mennesker og dyr: Hvis man skulle tage Dawkins helt alvorligt, ville det faktisk vĂŚre vanskeligt at opretholde en etik baseret pĂĽ et klart skel i vĂŚrdighed mellem mennesker og dyr. Hvordan ville man f.eks. kunne begrunde, at det etisk set er acceptabelt at drĂŚbe og spise dyr, mens det er umoralsk, nĂĽr kannibaler drĂŚber og spiser deres fjender, hvis man ikke mĂĽ henvise til en generel og iboende menneskelig vĂŚrdighed som en helt afgørende forskel mellem mennesker og dyr? Dawkins mener tilsyneladende, at eftersom en handling ville vĂŚre rigtig over for et kĂŚledyr i en given situation, ville handlingen ogsĂĽ vĂŚre rigtig over for et menneske i en tilsvarende situation. Det er korrekt, at vi mener, det er etisk i orden og endog i nogle tilfĂŚlde direkte tilrĂĽdeligt at aflive et dyr, hvis liv pĂĽ grund af sygdom ikke stĂĽr til at redde. Men hvad er det for en form for oplysning, som efter Dawkins mening medfører, at det er etisk acceptabelt at handle pĂĽ lignende vis over for et menneske, hvis liv pĂĽ grund af sygdom ikke stĂĽr til at redde? I yderste konsekvens vil Dawkins’ tankegang betyde, at store dele af vor etik ville bryde sammen. Det er nemlig en integreret del af det menneskesyn, som vort samfund bygger pĂĽ, at der er en etisk set helt afgørende forskel pĂĽ mennesker og dyr. Vi anerkender bestemt ikke, at fordi en given handling etisk set er rigtig over for et dyr, sĂĽ vil denne handling ogsĂĽ vĂŚre rigtig over for et menneske i en tilsvarende situation. Den forskel beror traditionelt netop pĂĽ antagelsen om, at mennesket har en ganske sĂŚrlig og iboende vĂŚrdighed, som ikke tilkommer dyr. Hvis man accepterer det menneskesyn og finder, at vi etisk set gør ret i vor skelnen mellem mennesker og dyr, mĂĽ man forholde sig kritisk til Dawkins’ synspunkter i denne sammenhĂŚng. --->s.26

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO Afslutning Den menneskelige vĂŚrdighed er et vĂŚsentligt begreb i det internationale samfunds etiske tĂŚnkning. Den opfattede vĂŚrdighed – bĂĽde personens egen og de omgivendes opfattelse – er vigtig. Der er dog god grund til at insistere pĂĽ, at vĂŚrdigheden ikke bare mĂĽ ses ud fra den enkeltes oplevelse, men at begrebet ogsĂĽ bør anskues i et kollektivt perspektiv. Hertil kommer, at vi bør vedkende os et vĂŚrdighedsbegreb, som gĂĽr videre end “den opfattede vĂŚrdighedâ€?. Det er en vĂŚrdighed, som ifølge FN’s MenneskerettighedserklĂŚring er iboende i det enkelte menneske, dvs. en objektiv form for vĂŚrdighed, som ikke afhĂŚnger af den enkeltes muligheder og evner. Det er en central komponent i vort menneskesyn, at det enkelte menneske som sĂĽdan med sig bĂŚrer en vĂŚrdighed, som gør det til mere end et dyr og meget mere end en ting. Den form for vĂŚrdighed danner udgangspunkt for flere aktuelle bioetiske debatter – herunder diskussionerne om kloning og om aktiv dødshjĂŚlp. Hvad angĂĽr debatten om behandlingen af mennesker i livets sidste fase, bliver det et centralt spørgsmĂĽl, hvad der skal forstĂĽs ved “en vĂŚrdig dødâ€?. Som vi har set, er der god grund til at holde fast i den vĂŚrdighed, som kan begrunde en aktiv livshjĂŚlp, i stedet for at indføre lovgivning om sĂĽkaldt aktiv dødshjĂŚlp. I en tid, hvor liberalismen forstĂĽet som udfoldelsen af den enkeltes handlefrihed spiller en dominerende rolle, og hvor selviscenesĂŚttelsen er afgørende for, hvem “jegâ€? er, er ideen om vĂŚrdighed baseret pĂĽ selvbestemmelse oplagt for mange. Her er det imidlertid vigtigt at huske, at det begreb om menneskelig vĂŚrdighed, som ligger i Europas kristne kultur, og som er indbygget i menneskerettighederne, ikke er sĂĽ snĂŚvert, at vĂŚrdigheden stĂĽr og falder med evnen til at udøve autonomi. Det drejer sig derimod om menneskets iboende vĂŚrdighed og integritet som den bl.a. er udtrykt i menneskerettighedserklĂŚringen. Hverken Richard Dawkins eller andre forsvarere for biologismen har leveret noget overbevisende argument mod denne fundamentale idĂŠ. Dog er det klart, at antagelsen om menneskets sĂŚrlige og iboende vĂŚrdighed ikke kan mĂĽles eller iagttages direkte. Det er derimod et forhold, som man

ORIGO 146 juni 2018

mellem de moderne argumenter for eutanasi og de argumenter om “det uvĂŚrdige livâ€?, som nazi-lederne i Tyskland benyttede som begrundelse for medlidenhedsdrab pĂĽ mentalt retarderede og stĂŚrkt handicappede. Hvis forudsĂŚtningen om en objektiv, iboende og alment gyldig menneskevĂŚrdighed opgives, er det svĂŚrt at se, hvordan man kan afvise sĂĽdanne argumenter for medlidenhedsdrab. Ikke mindst ud fra den betragtning finder jeg det oplagt, at man bør afvise kravet om lovliggørelse af det, som straffeloven betegner som “drab pĂĽ begĂŚringâ€?, og fastholde det enkelte menneskelivs ubetingede betydning som udtryk for den iboende vĂŚrdighed, som alle mennesker bĂŚrer – uanset hvad.•

)LJ 0§OHV S§ OLYVNUDIW" 'HU HU JRG JUXQG WLO DW LQVLVWHUH S§ DW Y¨UGLJKHo GHQ LNNH EDUH P§ VHV XG IUD GHQ HQNHOWHV RSOHYHOVH PHQ DW EHJUHEHW RJV§ EºU DQo VNXHV L HW NROOHNWLYW SHUVSHNWLY 'HW HU FHQWUDOW L YRUW PHQQHVNHV\Q DW GHW HQNHOo WH PHQQHVNH VRP V§GDQ PHG VLJ E¨UHU HQ Y¨UGLJKHG VRP JºU GHW WLO PHUH HQG HW G\U RJ PHJHW PHUH HQG HQ WLQJ k +XVQD 0LVNDQGDU UDZSL[HO 8QVSODVK FRP

vedkender sig som udgangspunkt, fordi alternativerne virker helt urimelige, idet konsekvenserne af at opgive ideen ville vĂŚre dybt problematiske. Dawkins har naturligvis ret i, at vĂŚrdighed forstĂĽet som tĂŚt knyttet til selvbestemmelsen og selvforstĂĽelsen med rette spiller en stor rolle for os alle. Men det betyder ikke, at denne form for vĂŚrdighed er tilstrĂŚkkelig. Man gĂĽr galt i byen, hvis man mener, at et menneske kun har vĂŚrdighed i kraft af evnen til at udøve selvbestemmelse. Hvis denne snĂŚvre form for vĂŚrdighedsforstĂĽelse blev dominerende – eller ligefrem enerĂĽdende – ville det vĂŚre fatalt for menneskesynet. SĂĽ ville man f. eks. ikke kunne argumentere overbevisende mod en vidtgĂĽende anvendelse af medlidenhedsdrab pĂĽ mennesker, som ikke kunne udøve selvbestemmelse, og hvis liv ud fra denne tankegang ikke ville blive anset for vĂŚrdige. Som Ole Hartling (2009:175-202) har pĂĽvist, er der en pĂĽfaldende og tankevĂŚkkende lighed

Litteratur • Dawkins, Richard (2006): Illusionen om Gud. København: Thaning & Appel. • Det Etiske RĂĽd (2001): Kloning. Udtalelser fra Det Etiske RĂĽd og Det Dyreetiske RĂĽd. København: Det Etiske RĂĽd. • Det Etiske RĂĽd (2003): Eutanasi – lovliggørelse af drab pĂĽ begĂŚring? København: Det Etiske RĂĽd. • FN's VerdenserklĂŚring om menneskerettigheder (1948). Gengivet i dansk oversĂŚttelse af Institut for menneskerettigheder pĂĽ følg dette link: http://llk.dk/jc0reg • Hartlev, Mette (2008): Beskyttelse af den menneskelige vĂŚrdighed. Link: http://llk.dk/l9s97r • Hartling, Ole J. (2009): “Paul Gerhard Braune: The Legacy of His Resistance to Euthanasiaâ€?, i Søren Dosenrode (red.): Christianity and Resistance in the 20th Century: From Kaj Munk and Dietrich Bonhoeffer to Desmond Tutu. Amsterdam: Brill. • Kant, Immanuel (1785): Grundlegung zur Metaphysik der Sitten. Link: http://llk.dk/vrg795 • Maritain, Jacques (1951): Man and the State. Chicago: University of Chicago Press. • Myhre, Reidar (1980): Innføring i pedagogikk. Oslo: Fabritius Forlagshus. • Pico della Mirandola, Giovanni (1996): Om menneskets vĂŚrdighed (oversat med indledning og noter af Jørgen Juul Nielsen). København: Museum Tusculanum Press. • Ringgaard, Anne: “Kinesere har klonet aber med avanceret Dollyteknikâ€?, Videnskab.dk, jan. 2018.

Menneskets vĂŚrdighed


ORIGO

Hjer telig tak til alle ORIGOs støtter VIL DU HJÆLPE OS MED AT STØTTE UNGE STUDERENDE? Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi på ORIGO står lidt i et vadested for vores mangeårige arbejde med at bekæmpe den ugudelige materialisme der præger uddannelsessektoren i Danmark & Norge, og som, naturligt nok, derfor kan være noget af en mundfuld for en ung kristen studerende at give sig i kast med, uforberedt og uden noget sted at gå hen med sin tvivl. Unge mennesker holder ikke blade, men vil gerne have “det hele serveret på nettet”. Den service vil vi meget gerne kunne opretholde og udbygge; men det kræver til gengæld at vi vedblivende har opbakning fra modne kristne der ser det som deres opgave at støtte arbejdet.

“Støtteforening”/annoncer

Det gøres nemmest ved at tegne abonnementer på ORIGOs udgivelser. For risikerer de unge ikke at miste deres barnetro hvis de starter på naturvidenskab? Svar: Jo. Men det sker der nu ikke så meget ved – hvis de får noget bedre i stedet for. Nemlig en overbevisning om at skabelsestanken er – og op gennem historien har været – en berigelse af forskningen. Den er nemlig svar på det mest afgørende spørgsmål af alle: Hvorfor er der noget i stedet for ingenting i dette univers? – Fordi Gud har skabt samme univers! Samtidig med denne opfordring til at holde fast – og meget gerne invitere venner & bekendte “med i klubben” – skal der her lyde en meget stor tak til alle de abonnenter der allerede støtter arbejdet, også med deres gaver. Vi lever af jeres opbakning.

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO

Menneskets grundlÌggende vÌrdighed er fastlagt allerede i Moseloven Og det gÌlder fra undfangelsen, eller i det gamle Israel, i hvert fald fra det øjeblik hvor en kvindes graviditet var konstateret.

+YDG HU GD HW PHQQHVNH Ěż Af K.Aa. Back I en tid hvor danskerens forhold til abort er udprĂŚget bekymringsløst, er det godt at se Kristeligt Dagblad tage forskellige aspekter op som netop kan give anledning til bekymring her og i udlandet. SĂĽsom fosterreduktion, frasortering af børn med Downs syndrom, fjernelse af pigefostre, aflivning af børn der pĂĽ afdelingen “ved siden af â€?, pĂĽ neonatal, faktisk reddes osv. osv. Som afslutning pĂĽ dette temanummer om mennesket, skal vi se pĂĽ et bibelord som har vĂŚret misbrugt i argumentationen for provokeret abort (den behagelige eufemisme for “fosterdrab pĂĽ begĂŚringâ€? ). Som om Biblen tager let pĂĽ dette samfundsproblem med de manglende børn.

“Fosterdrab ingen ulykkeâ€? Det pĂĽgĂŚldende sted i GT finder vi i 2. Mosebog, og det beskriver hvilke forholdsregler der skal trĂŚffes i tilfĂŚlde af en utilsigtet skade pĂĽ en gravid kvinde. I den danske bibeloversĂŚttelse fra 1992 er det gengivet sĂĽdan: NĂĽr mĂŚnd kommer op at slĂĽs og kommer til at skubbe til en gravid kvinde, sĂĽ hun aborterer, men der ikke støder anden ulykke til, skal den skyldige bøde med sĂĽ meget som kvindens mand pĂĽlĂŚgger ham. [‌] Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv, øje for øje, tand for tand, hĂĽnd for hĂĽnd, fod for fod [osv.] Det var et bibelord der blev brugt mod os som i 1973 med bibel i hĂĽnd demonstrerede mod abortloven inden den blev vedtaget. Derfor er det ogsĂĽ interessant at se pĂĽ hvordan bibelteksten lød dengang (i 1931-oversĂŚttelsen): 2 Mos 21,22-24: NĂĽr mĂŚnd kommer i slagsmĂĽl og støder til en frugtsommelig kvinde, sĂĽ hun nedkommer i utide, men der ellers ingen ulykke sker, da skal han bøde hvad kvindens mand pĂĽlĂŚgger ham, og give erstatning for det dødfødte barn. Men hvis der sker en ulykke, skal du bøde liv for liv, øje og øje, tand for tand, hĂĽnd for hĂĽnd, fod for fod [osv.] Det er selvfølgelig interessant at se at selv en bibeloversĂŚttelse pĂĽvirkes af den aktuelle lovgivning, sĂĽdan at Âťnedkommer i utideÂŤ bliver til ÂťabortererÂŤ under den nuvĂŚrende abortlov. Samtidig kan man konstatere at 92-oversĂŚtterne har forsøgt at løse det gamle problem som 31-oversĂŚtterne har rodet sig ud i ved ikke at anerkende et dødfødt barn som en ulykke. Den nye oversĂŚttelse er derfor mere logisk. Men kun hvis man – smittet af 73-loven – ikke anser en provokeret abort for en ulykke.

ORIGO 146 juni 2018

)LJ 'HQ KHEUDLVNH JUXQGWHNVW $I WLO NDQ GHW EHWDOH VLJ DW NLNNH HQ RYHUV¨WWHOVH HIWHU L VºPPHQH IRU DW VH RP GHQ QX HU KHOW UHWI¨UGLJ RYHU IRU JUXQGWHNVWHQ ̰ , GHQQH PHJHW YLJWLJH WHNVW IUD $QGHQ 0RVHERJ RP GHW ELEHOVNH V\Q S§ DERUW HU GHW P§VNH V¨UOLJ YLJWLJW DW KROGH VLJ IRU ºMH KYDG GHU UHQW IDNWLVN VW§U DW PDQ LNNH O¨VHU HQ HOOHU DQGHQ PRGHUQH WRONQLQJ LQG L GHQ ̰ (JHQ LOOX

Friheder taget over for grundteksten Det hebraiske ord der udtales “jĂŚtzĂŚkâ€?, bruges i GT om alt “der kommer udâ€?; fra soldater der drager i krig (1 Sam 8,20), over solen der stiger op (1 Mos 19,23), og en blomst der folder sig ud (Job 14,2), til fødslen af et barn (Job 1,21). Der er intet i selve ordet der siger noget om barnets fysiske status – om det er uskadt, har lidt overlast eller er dødt. Fx beskrives Esaus og Jakobs fødsler sĂĽdan (direkte oversat): ÂťOg den første kom rødt ud. Derefter kom hans bror ud.ÂŤ (1 Mos 25,25-26). Kun de nĂŚrmere detaljer beskriver barnets tilstand. Følgelig har de oversĂŚttelser der gengiver den hebraiske tekst med “abortererâ€? eller noget med “et dødfødt barnâ€? i 2 Mos 21,22, taget sig nogle gevaldige friheder over for grundteksten. SĂĽ hvis 92-oversĂŚttelsen havde holdt sig til “nedkommer i utideâ€? i stedet for at snige en abort ind i billedet, ville den vĂŚre mere korrekt end den gamle fra ’31. For havde der vĂŚret tale om en decideret abort, ville der pĂĽ hebraisk vĂŚre brugt et andet, mere velegnet ord. Det møder vi fx hos Job da han klager over sin vanskĂŚbne: ÂťHvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn der bliver gravet ned, som børn der aldrig ser dagens lys?ÂŤ (Job 3,16). Eller hos salmisten der forbander de uretfĂŚrdige dommere: ÂťDe skal flyde ud som vand siver bort [‌] som sneglen der opløses i slim, som et dødfødt barn der aldrig fĂĽr solen at seÂŤ (Sl 58). Det hebraiske ord der anvendes i disse vers [og som udtales nef'al], beskriver netop “en for tidlig fødsel som falder fra livmoderen, en abort.â€? I øvrigt er det heller ikke det ord Jakob bruger da han taler om fødsler i utide blandt smĂĽkvĂŚget til sin svigerfar Laban (i 1 Mos 31,38). Der findes i det hele taget flere eksempler i den hebraiske bibel pĂĽ prĂŚcise udtryk for en abort eller et Misfald (se ODS bind 14, 1933; altsĂĽ et dødsfald blandt børn i mors mave), men ingen af dem bliver brugt i 2 Mos 21,22.

Hvad er da et menneske ‌


ORIGO

)LJ +YDG GHU DOOHUHGH XJHU HIWHU EHIUXJWQLQJHQ OLJQHU HW PHQQHVNHEDUQ HU GHW VHOYIºOJHOLJ RJV§ L ELRORJLVN IRUVWDQG $OOH DQGUH S§VWDQGH VNDO EORW WMHQH WLO DW IMHUQH IRNXV IUD GHW YLJWLJVWH QHPOLJ DW GHW S§ HW KYLONHW VRP KHOVW WLGVSXQNW HIWHU NRQFHSo WLRQHQ HU PHQQHVNHOLY GHW KDQGOHU RP

)LJ )RVWHUHW HU KHOOHU LNNH S§ QRJHW WLGVSXQNW HQ GHO DI NYLQGHQV NURS VRP KXQ DOWV§ VHOY P§ EHVWHPPH RYHU 'HW KDU VLQ HJHQ EORGW\SH RJ GHQ NDQ Y¨UH IRUVNHOOLJ IUD PRGHU HQV RJ KDU L KYHUW IDOG VLW HJHW XQLNNH '1$ 2J KYDG YL L GDJ YG IUD HSLJHQHWLNNHQ DIVOºUHU DW GHU LNNH J§U ODQJ WLG IºU VHOY Q¨JJHGH WYLOOLQJHU I§U KYHU VLQ DUYHPDVVH VRP JºU DW GH WR DOOLJHYHO LNNH HU KHOW HQV WURGV GLYHUVH YDQVNHOLJKHGHU L RP JLYHOVHUQH PHG DW VH IRUVNHO S§ GHP 'HUHV NDUDNWHUWU¨N NDQ RJV§ IDOGH KºMVW IRUVNHOOLJW XG 0HG KLOVHQ IUD HQ EHGVWHIDU )LJ )RWR k %\ 7KH RULJLQDO XSORDGHU ZDV *ROGHQ%HDU DW *HUPDQ :LNLSHGLD /LIH ,VVXHV ,QVWLWXWH : *DOEUDLWK 5RDG &LQFLQQDWL 2+ ZZZ OLIHLVVXHV RUJ && %< 6$ KWWSV FRPPRQV ZLNLPHGLD RUJ Z LQGH[ SKS" FXULG ̰ )LJ k 3DUNHU :KLWVRQ 8QVSODVK FRP

Er alene moderens død en ulykke? Vi bør ogsĂĽ bemĂŚrke nĂŚste sĂŚtning i verset: De ord der i 92oversĂŚttelsen er oversat til “ellers ingen ulykkeâ€?, gengives i forskellige engelske oversĂŚttelser som “ingen vedvarende skadeâ€? (NKJV), “ingen alvorlig skadeâ€? (NIV) og “ingen skade følgerâ€? (ASV). – Men vi bemĂŚrker at Amplifieds (AMP) oversĂŚttelse har en vigtig tilføjelse, sĂĽdan: Âť[‌] and injure a pregnant woman so that she gives birth prematurely [and the baby lives] ‌ Vi mĂĽ dermed konstatere at der ingen tekstlig begrundelse er for at opfatte “ulykke/skadeâ€? som noget der kun vedrører moderen. Ulykken i forbindelse med det opstĂĽede slagsmĂĽl gĂĽr selvfølgelig pĂĽ bĂĽde mor og barn. Pointen er at selvom bĂĽde mor og barn overlever overfaldet, skal skadevolder udbetale erstatning til skadelidte. Hvorfor? Fordi slagsbrødrene har optrĂĽdt uansvarligt.

Sagen opsummeret ERGO: I 2 Mos 21 beskrives en situation hvor to mÌnd kommer op at slüs. Og ved et uheld kommer de til at ramme og skade en gravid tilskuer. Skaden für kvinden til at gü i for tidlig fødsel, altsü bliver barnet født før tid.

Hvad er da et menneske ‌

Hvis hverken kvinden eller barnet bliver skadet ved den for tidlige fødsel, krĂŚver Moseloven bødestraf til den der har ansvaret. Men hvis skaden pga. slagsmĂĽlet medfører dødsfald, sĂĽ taler loven om en helt anden straf: Hvis moderen og/eller det for tidligt fødte barn dør, skal den der har forĂĽrsaget ulykken, henrettes; her gĂŚlder som ellers i Moseloven liv for liv. For at forĂĽrsage et spĂŚdbarns død regnedes dengang for mord, og mord straffes med døden. – Det er faktisk ogsĂĽ interessant at bemĂŚrke at der i denne forbindelse ikke er nĂŚvnt noget om tilflugtsbyer; en regel som ellers er gĂŚldende i det gamle Israel for folk der uforvarende er kommet til at begĂĽ drab. SĂĽ den grundlĂŚggende respekt der hersker i den jødisk-kristne kultur for det ufødte barn, har vi grundlagt allerede i Moseloven hvor ogsĂĽ det ufødte barn i sin mors mave er omfattet af retslig beskyttelse.• Kilder: Denne artikel skyldes overvejelser i anledning af 50ĂĽret for “den frie abortâ€? og er i et vist omfang inspireret af følgende nethenvisning: http://www.biblearchaeology.org/ post/2012/02/20/Abortion-and-Exodus-21.aspx Strong’s Exhaustive Concordance, Complete & Unabridged Compact Edition with Dictionaries of Hebrew & Greek Words af James Strong, BBH 1981 The New Chain-Reference Bible, 3rd Improved Ed. af Frank C. Thompson, D.D., Ph.D, 1957 https://www.bible.com/da/bible/1588/EXO.21.AMP

origonorge.no // skabelse.dk


ORIGO

ORIGO 146 juni 2018

Et Naturens Design der ligger lige for: En eg ved Skarresø


ORIGO

2YHUEHYLVQLQJ RP LQWHOOLJHQW GHVLJQ KDU NRVWHW IRUVNHU VWLOOLQJHQ ORIGO udsender meget vigtig bog til abonnenterne Undeniable – How biology confirms our intuition Skrevet af Douglas Axe i 2016 Oversat til dansk af Helge Hoffmann Den danske titel er endnu ikke fastlagt, men den danske udgave er planlagt til at udkomme i god tid op mod julen 2018. -----------------------------------------------------------------------------

Bogen er meget velskrevet og let at lÌse, selv om emnet er kompliceret. Axe beskriver komplekse sammenhÌnge meget forstüeligt med meget sigende eksempler. Derfor kan alle lÌse bogen med stort udbytte. Der er selvfølgelig passager som vil give en dybere forstüelse hvis man pü forhünd kender til emnet, men pointerne er serveret ret lige til. Alt i alt er der taget meget hensyn til dem som snuser til Intelligent Design for første gang. GrÌnserne for hvad biologisk (darwinistisk) udvikling kan slippe af sted med, er det vigtigste at diskutere nür spÌndingsfeltet mellem intelligent design, skabelse og evolution skal forstüs; og her leverer Axe varen.

Hvor tit fĂĽr vi ikke noget at vide om skabelse og ID hvor kilden er 3-4 led ude, og argumentet derfor kan vĂŚre svĂŚrt at genkende til sidst! – “Jeg har hørt det fra en som har hørt det pĂĽ et seminar hvor taleren havde lĂŚst det i en bog.â€? – Med Douglas Axe har vi fat i en mand som selv har forsket i det han skriver om, og altsĂĽ er den primĂŚre kilde til oplysningerne. Det er selvfølgelig en stor fordel nĂĽr man som lĂŚser kan gĂĽ direkte til kilden. SĂĽ det er vi i ORIGO glade for at kunne sĂŚtte vores lĂŚsere i stand til med den danske oversĂŚttelse af bogen Undeniable – How Biology Confirms our Intuition, idet forfatteren Douglas Axe selv har arbejdet professionelt med bogens emne. Axe er molekylĂŚrbiolog og har isĂŚr forsket i proteiner. Denne forskning har overbevist ham om at darwinismens bestrĂŚbelser pĂĽ at komme med simple forklaringer pĂĽ proteinernes oprindelse, er forgĂŚves og dømt til at mislykkes. Douglas Axe har mĂĽttet forlade sin forskerstilling fordi han er ĂĽben over for at intelligent design er den bedste forklaringsmodel pĂĽ naturens kompleksitet. Axe har den holdning at hvis noget ser ud til at vĂŚre designet, sĂĽ er det fordi det er designet. I bogen vises hvordan chancen for at naturlig selektion kan udvikle noget nyt, er ekstrem usandsynlig, matematisk/statistisk set. Naturlig selektion har ikke potentialet til at opfinde noget som helst, fastslĂĽr han. Axe forklarer hvorfor selv milliarder af ĂĽr ikke ville vĂŚre tid nok. En af Axes pointer er at den umiddelbare intuition som mange af os sidder med, nemlig at tingene i naturen er designet, ikke kan afvises med troen pĂĽ at videnskaben har – eller kan finde – en bedre forklaring. Som professor Dan S. Tawfik (fra Weizmann Institute) citeres for: ÂťIntet udvikler sig med mindre det allerede eksisterer.ÂŤ I overensstemmelse hermed skriver Axe: ÂťDen naturlige udvĂŚlgelse finder kun sted efter at cellerne er sat sammen i en levende organisme, og derfor kan udvĂŚlgelsen ikke vĂŚre ĂĽrsag til disse kunstfĂŚrdige sammensĂŚtninger. Darwins enkle forklaringsmodel har spillet fallit, og de millioner af mennesker der har fulgt ham, har ikke andet end hans forĂŚldede antagelser at klamre sig til.ÂŤ NY BOG fra Forlaget ORIGO

)LJ (Q VPDJVSUºYH S§ 8QGHQLDEOHV LQGKROG ILQGHV L 25,*2 OLJH IUD HQ QRUVN DQPHOGHOVH DI ERJHQ WLO IOHUH DUWLNOHU LQVSLUHUHW DI $[HV IRUVNQLQJ VRP GHQ LV¨U IUHPJ§U DI ERJHQV NS ̰ 6¨UOLJW GH YHGYDUHQGH U\JWHU L GDUZLQLVWo NUHGVH RP DW GHW PHQQHVNHOLJH ºMH VNXOOH Y¨UH ̸GXPW GHVLJQHW̚ WDJHV YHG YLQJHEHQHW +YRU WHJQLQJHUQH S§ V RJ L EODGHW O¨JJHU HQ ERPEH XQGHU IRUHVWLOOLQJHQ RP KYDG PXWDWLRQHU NDQ EUXJHV VRP QDWXUOLJ IRUNODULQJ S§ 0XWDWLRQHU NDQ VOHW LNNH VNDEH GH JHQLDOH Q\ RSILQGHOVHU VRP NU¨YHV IRU DW IRUYDQGOH EDUH W SURWHLQ WLO HW DQGHW 2J XGHQ HQ PDVVH Q\H SURWHLQHU LQJHQ Q\H NURSVVWUXNWXUHU VRP I[ HW ºMH S§ HQ RUP HW EHQ S§ HQ ILVN HQ Q\ OXQJH S§ HQ IXJO ̰ )RU VOHW LNNH DW WDOH RP HQ PHQQHVNHKMHUQH S§ HQ DEHOLJQHQGH IRUIDU

Bogen prĂŚdiker hverken for koret eller dem som aldrig nĂĽede i kirke. Den henvender sig til troende sĂĽvel som tvivlere i en ydmyg og ikke-nedladende stil. Bogen udkommer i dansk oversĂŚttelse under faglig redaktion af cand.scient. Kristian B. Ă˜stergaard i efterĂĽret 2018 og udsendes automatisk til alle abonnenter af ORIGO.• origonorge.no // skabelse.dk