__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

Origo 125 | september 2012 | kr. 65,- i løssalg

an m Te um er m

O R I GO om vitenskap, skapelse og etikk

Instinkter og algoritmer Beverdemninger Edderkoppsilke Termittboer

Dyrs bygningskunst www.origonorge.no


O R I GO om videnskab, skabelse og etik

Indhold 4

Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk

http://origonorge.no

Layout og sats: Layout: Mathias Helmuth Pedersen, www.MathiasPedersen.com Sats:

Flemming Karlsmose, Tlf. 28 51 94 50 E-mail: flemming@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Forsidefoto: Dreamstime

Redaktionskomité i Danmark

Sød musik fra rummet / Arne Kiilerich

Knud Aa. Back, fhv. overlærer back@skabelse.dk Finn L. N. Boelsmand, cand.polyt. tlf. 35 39 76 54, finn@skabelse.dk

5 Selektionsteori

Emil Rasmussen, studerende tlf. 61 79 17 38, emil@skabelse.dk

6

Trekk fra termittens liv

Henrik Friis, erhvervskunderådgiver, cand.oecon. tlf. 35 14 35 39, abonnement@skabelse.dk

/ Kjell J. Tveter

9

Søren Holm, professor, CSEP, School of Law, University of Manchester, soren@skabelse.dk

Aranea

Flemming Karlsmose, PR-medarbejder, multimediedesigner tlf. 28 51 94 50, flemming@skabelse.dk

Holger Daugaard, rektor, cand.scient. tlf. 66 18 41 00, holger@skabelse.dk

/ Arne Kiilerich

/ Arne Kiilerich

Arne Kiilerich, rådgivende ingeniør arne@skabelse.dk

14

Eventyret om edderkoppen

16

Fuglen med termostat

Kristian Bánkuti Østergaard, cand.scient. tlf. 61 66 49 23, kristian@skabelse.dk

18

Bæverens dæmninger

Redaksjonsråd i Norge

21

/ Arne Kiilerich

Bent Vogel, cand.scient. tlf. 86 41 04 96, bent@skabelse.dk Peter Øhrstrøm, professor, dr.scient. tlf. 98 29 70 61, peter@skabelse.dk

/ Knut Sagafos

/ Arne Kiilerich

Muslingen og matematik / Steinar Thorvaldsen

og algoritmer 24 Instinkter / Peder A. Tyvand at erkende sandheden 29 Om / C. S. Lewis

september 2012 Abonnement og bestillinger:

2

ORIGO

Norge:

Danmark:

Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien. Bestil per sms: +47 45 25 58 78 Bestil per e-mail: knu-saga@online.no

Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning. Tlf. +45 35 14 35 39 E-mail: abonnement@skabelse.dk

Rune Espelid, konsulent, cand.scient. rune.espelid@online.no Willy Fjeldskaar, forskningsleder, professor, dr.scient. willy.fjeldskaar@lyse.net Knut Sagafos, lektor knu-saga@online.no Steinar Thorvaldsen, førsteamanuensis, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no Peder A. Tyvand, professor, dr.philos. peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Arne Kiilerich

© ORIGO Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen. SE/CVR-nummer: 3037 6390


Redaktionelt

Dyrs bygningsværker Af redaktøren

Vi taler somme tider om dengang mennesket begyndte at bruge redskaber som et stort gennembrud i vores historie. Ikke desto mindre har dyr både brugt redskaber og bygget komplicerede strukturer, længe før vi som intelligensvæsener er nået så vidt. Der er ikke meget at berette om menneskers bygningsværker før pyramiderne, men på samme kontinent findes millioner af termitters højhuse, som de små skabninger har bygget i meget lang tid, før det intelligente menneske satte sit fingeraftryk på noget som helst. I dette nummer af Origo omtales nogle af de dyr, som er naturens fornemste arkitekter og ingeniører. Byggematerialerne sammenkittes ofte af sekreter, som dyrene selv producerer. Det hele starter på det mikrobiologiske plan. Hvad enten det er et instinkt eller specielle proteiner til produktion af silke m.v. Vi retter mikroskopet mod dette ved en omtale af M. Behes forskning som den første artikel. Den naturlige udvælgelse betragtes generelt som den vigtigste drivkraft i evolutionen, uagtet at der blandt biologer foregår en del diskussion om andre selektionsformer. I dette blads anden artikel findes en kort beskrivelse af virkemåden. I de følgende artikler ser vi på forskellige dyrs bygningskunst, og til sidst bringer vi en artikel om instinkters formodede tilblivelse samt noget om algoritmer i naturen. Dette temanummer slutter af med et uddrag af en filosofisk bog af C. S. Lewis. Her overvejes muligheden for at erkende sandheden, såfremt mennesket (kun) er et produkt af naturens luner og den naturlige udvælgelse. Vi håber med dette temanummer, at den intelligente læser vil finde materiale til fornyet overvejelse, når det drejer sig om, hvordan naturens mesterværker er blevet til.

Sort myre under mikroskobet. Foto: Microangela

Ny skabelse.dk

Skabelse.dk er nu efter flere måneders hårdt arbejde kommet op at køre. Design og funktionalitet er radikalt ændret, og du vil finde 272 danske artikler, som det er muligt at søge i. Der er stadigvæk et par detaljer, der skal ordnes, men de er snart på plads.

Om Origos hjemmesider Tidsskriftet Origo har to hjemmesider tilknyttet. Det danske side www.skabelse.dk er oprettet for at give faglige kompetente svar på de mange spørgsmål der bliver stillet omkring skabelse/evolution. Her findes over 200 danske artikler, FAQ, ordbog og mulighed for at stille spørgsmål. Siden er bygget og designet af Origos webmaster Emil Rasmussen i samarbejde med Kristian

Bánkuti Østergaard (cand.scient., biologi) der står for den faglige linie. På samme måde som evolutionister ikke er indbyrdes enige om alt, er skabelsestilhængere det heller ikke. Derfor er der brug for at de mange forskellige aspekter bliver belyst, og at argumenterne bliver sat op mod fakta. Bemærk at www.skabelse.dk kun behandler den del af Bibelen der er relevant for skabelsesberetningen. Religiøse emner vil ikke blive behandlet. Vi henviser vi til kristne hjemmesider.

Origo Norge har tilsvarende sitt nettsted, opprettet i 2003 på initiativ av og redigert av professor dr.scient. i geologi Willy Fjeldskaar. Finn det på http://origonorge.no. Her finnes henvisninger til de nyeste relevante artikler fra den vitenskabelige verden i relasjon til evolusjon/skapelse-problematikken. Da disse henvisninger ofte fører frem til engelskspråklige tekster, tas noen av emnene av og til opp i Origo i norsk eller dansk oversettelse.

3


Origo

Sød musik fra rummet LEDER af Arne Kiilerich

2012 blev året, hvor danske astronomer fandt sukker (glykolaldehyd ) i rummet. Eller rettere, opdagede radiobølger, som indicerer dette sukkerstofs mulige eksistens 400 lysår herfra på en ung planet. Så kan forbipasserende astronauter måske med tiden bage sig en kage på den lange rejse. De kan evt. medbringe vand, som tilsyneladende findes på Mars. Så mangler der kun mel, gær og gerne et par æg og lidt salt – samt naturligvis – en opskrift! Varme til bagning bliver ikke et problem, da planeten er ved at blive til en sol. Sukker findes i et utal af forskellige former. Det findes bl.a. i DNA-spiralernes sider som polymer af deoksyribose og er på den måde med til at bære informationerne. Opdagelsen kan sammenlignes med, at der er fundet noget, der minder om en bestanddel af papir, hvorpå opskriften på liv eventuelt kan skrives. Men opskriften på selv det simpleste liv er en særdeles lang bageopskrift. Det hele ligner i virkeligheden en cadeau til Intelligent Design, idet man leder efter en bestanddel af noget, man på forhånd har defineret. Vi håber på sandkage, og nu har vi fundet et sandkorn! Forventningen om at finde en sandkage kan muligvis få næring, hvis man befinder sig midt i Sahara og er meget sulten. Men chancen for at blive belønnet er ligeså udsigtsløs, som chancen for at liv opstår spontant i universet. Og hvorfor skulle det ligne noget, vi allerede kender? Begejstringen over rumsukkeret viser mest af alt, hvor tomt der er på darwinisternes hylder. Hvis ikke ville der jo kun være tale om en ubetydelig tilføjelse til den ellers så overvældende dokumentation. Men med dette særdeles spartanske bidrag er vi end ikke nået til kanten af skrivebordet på en meget lang rejse mod ønsketænkningens interstellare Utopia.

TV2 d. 31.08.2012

At bevare en sund skepsis er en mindst ligeså videnskabelig holdning som dette straks at kaste sig til jorden i næsegrus beundring over nye opdagelser, der kun får opmærksomhed, fordi de støtter darwinistisk tænkning. Men hvorfor opponere imod ideen om liv på andre planeter? Det er fordi, denne ide tager afsæt i illusionen om, at liv opstår spontant, når blot de rette betingelser er til stede. På trods af omkring 100 års ihærdige bestræbelser har vi ikke set det spinkleste tilløb til noget, der kan kaldes spontant opstået liv – selv under de gunstigste betingelser i laboratoriet, og endnu er der ikke fundet et sted ude i universet, hvor der kan gro for 25 øre persille. n

= KAGE 4

september 2012

?

Sød musik fra rummet


ORIGO

Selektionsteori Arne Kiilerich

Selektion – eller udvælgelse – forudsætter, at der er noget at vælge imellem. Og hvis dette valg er værdiladet, skal man derudover kunne vurdere, om et givet valg er godt eller dårligt. Levende væsener konkurrerer om råstof og energi. Døde mineraler er ikke i indbyrdes konkurrence. Tværtimod, de er ambitionsløse og med kun én indbygget tendens, nemlig at bevæge sig i retning af det lavets mulige energiniveau. Hvorfor og hvordan døde mineraler har fået den naturstridige idé at samle sig i komplekse, energiholdige formationer (organisk liv), er der, trods mange laboratorieforsøg, ingen naturlig forklaring på. Evolutionsteorien tilskriver kompleksitet og diversitet en positiv værdi. Dvs. at livet bevæger sig fra simple til komplekse livsformer. Alt sammen primært i konkurrencen om den energi, som er til rådighed. Den helt grundlæggende tese i evolutionsteoriens begrebsverden er “den naturlige udvælgelse”, som i princippet fungerer som illustreret i diagrammet her: Population 1 A=100 B=0

100 loops B=B+1

A=A-1

Population 2 A=0 B=100

Dette kommer til udtryk, ved at mutanter (altså individer, der er ramt af ændringer i den genetiske kode) hele tiden øges i antal i efterfølgende generationer. Underforstået at disse ændringer har været fordelagtige under de givne livsbetingelser. I dette temanummer betragter vi primært dyrs færdigheder som bygmestre. Bæveren, som dæmningsbygger, skal igennem et håbløst stort antal loops i procesdiagrammet, før alle nye færdigheder (heldige tilfældigheder) er indbygget i dens instinkt. Forestil dig, at én ud at 100 bævere på grund af en spontan genetisk ændring gnaver en gren af og smider den i en flod. Handlingen skal dernæst medføre, at dens efterkommere rammes af en supplerende genforandring, der nu får dem til at smide 2 grene i vandet osv. osv. Alt sammen med den effekt, at en ny type bævere efterhånden fuldstændigt afløser de oprindelige bævere. De praktiske problemer med denne evolutionære romantik er, at det næppe er til nogens fordel, at smide grene i en flod. Dertil kommer det problem, at den formodet heldige kæp-ifloden-mutation næppe slår ned i den samme bævers efterkommere flere gange i træk – for ikke at tale om alt hvad det ellers kræver at bygge en dæmning. Holdningen i dette temanummer er, at dyrs bygningsværker bedst forklares ved planlægning og design der kommer at et forud klart defineret formål. Den blinde evolution kan kun se formålet i bakspejlet. n

A udgør alle (100) individer en population, hvor mutanten B dukker op. B producerer flere (levedygtige) efterkommere end A. A´s efterkommere vil med tiden forsvinde.

Eksperimentel evolution Michael J. Behe, “Experimental Evolution, Loss-ofFunction Mutations, and ‘The First Rule of Adaptive Evolution,’” The Quarterly Review of Biology, Vol. 85(4):1-27 (December 2010). Red.

Discovery Instituttet som er det mest officielle talerør for Intelligent Design bevægelsen, er ofte blevet anklaget for ikke at levere videnskabeligt anerkendte artikler. Der svares naturligvis igen på disse anklager idet Instituttet på sin hejmmeside har oplistet en række af artikler som har været underkastet peer-review. Dvs. artikler som er læst og kritiseret af andre forskere. Det er formentlig overflødigt at nævne at disse artikler er genstand for en voldsom kritik. Interesserede læsere kan hente den her omtalte artikel på internettet og selv vurdere kritikken. Instituttets egen omtale følger hermed oversat fra engelsk: Denne peer-reviewed afhandling af Michael Behe i tidsskriftet Selektionsteori

skabelse.dk

5


Origo Quarterly Review of Biology hjælper med til at forklare, hvorfor vi ikke kan iagttage udviklingen af nye proteinfunktioner. Efter at have gennemgået mange undersøgelser om bakterieog virusevolution, er hans konklusion, at de fleste tilpasninger på det molekylære niveau “sker på grund af tabet af eller ændring i en allerede eksisterende molekylær funktion.” Med andre ord, da darwinistisk evolution virker i retning af faldende modstand [eller mindst forbrug af energi], har Behe fundet ud af, at organismer er langt mere tilbøjelige til at ændre sig i retning af at miste en biokemisk funktion end af at erhverve sig en. Hans konklusion er derfor, at “hastigheden

for fremkomsten af en adaptiv mutation, der vil fremkomme ved formindskelse eller eliminering af aktiviteten af et protein, forventes at være 100-1000 gange den rate, hvormed en adaptiv mutation, der kræver specifikke ændringer af et gen, forekommer.” Hvis Behe har ret, så står molekylær evolutionen over for et alvorligt problem. Hvis et tab (eller bortfald) af en funktion er langt mere sandsynligt end en erhvervelse af en funktion, fører dette logisk til at en population, der til sidst vil løbe tør for molekylære funktioner. Behes dokument antyder, at darwinistisk evolution i praksis vil kræve noget helt andet for at generere instruktioner til nye molekylære funktioner. n

Trekk fra termittens liv Dr. med. Kjell J. Tveter

Sosiale insekter Vi regner med at vi har tre slag sosiale insekter: Bier, maur [da: myrer] og termitter. I denne artikkelen vil vi fortelle om termitten. Dens historie har mange forhold som passer svært dårlig med at den er utviklet gradvis gjennom tusenvis av år. Så de som tror på en skapende Kraft i livet, får sin tro forsterket når de leser om termitten. Termitter lever mange steder på jorda. De trives godt i varmen, og derfor finner vi de fleste termitter i tropiske strøk. De bor i egne hus, som vi kan kalle reir [da.: reder] eller kolonier. Koloniene består av tre hovedtyper organismer: Arbeidere, soldater og dronningen. Alle termitter har en felles oppgave, nemlig å beskytte boligen. De ulike grupper er fysisk forskjellige. Noen termitter bor under jorda, andre over jorda, og en tredje gruppe holder til i tørre trær. Det er bare én konge og én dronning i hver koloni. Dronningens hovedoppgave er å legge egg for å sikre at stammen

overlever. Hun kan legge 30 000 egg om dagen. Siden hun lever 25-30 år, legger en enkelt dronning mange 10-talls millioner egg. Siden dronningen har så mange egg, blir hun så stor at hun ikke kan røre på seg. Hun stelles [da.: plejes] derfor hele tiden av arbeiderne. Kongen og dronningen lever i samme rom. Hans hovedoppgave er å befrukte eggene. Rutinearbeidet Arbeidstermittene utfører alt rutinearbeid i kolonien. Men de legger ikke egg, og de deltar ikke i forsvar av kolonien unntatt i en krisesituasjon. De blir voksne i løpet av et år, og lever 3-5 år. De bygger reiret, lager tunneler og rom. De reparerer skader. De steller med larvene – og dronningen som nevnt. De passer på at eggene blir tatt hånd om og utsettes for riktig temperatur. De ordner også med mat til alle soldatene fordi de har en snute som er velegnet til kamp og forsvar, og langt mindre egnet for inntak av føde. Så de må derfor mates. Bare en slik liten detalj er uløselig for Darwinismen. Hvordan kan disse soldatene ha vært avhengig av arbeiderne i millioner av år for

Termitter i arbejde. Foto: Dreamstime

6

september 2012

Trekk fra termittens liv


ORIGO å overleve? Arbeiderne dyrker sopp i egne kammer for å skaffe ernæring. De er altså selv ufrukt bare, og arbeider utelukkende for å skaffe alt det nødvendige som kolonien hele tiden trenger. Arbeiderne viser altså stor intelligens i sitt arbeid, og

Soldat. Foto: Dreamstime

de vet eksakt hvilke oppgaver de har. Men siden disse arbeiderne er ufruktbare, kan de ikke ha arvet sin kunnskap om hvordan de skal fungere. Det betyr at naturlig seleksjon duger ikke som forklaring på arbeids- termittens atferd. Selv Charles Darwin innså dette problemet som han ikke så noen løsning for. Altruisme Termitter er selvoppofrende. De gjør alt for å forsvare kolonien. De er også villig til å ofre livet om det er nødvendig. Så de er av vesen altruistiske, de er opptatt av å ta vare på og beskytte de andre i reiret. Det passer dårlig med evolusjonslæren som forteller at dyrs hovedoppgave er å formere seg – hensynet til andre skal og kan aldri være det primære. Evolusjonsbiologer har derfor problemer med å forklare termittens altruisme. Termitter har egen hær som utgjøres av soldatene. Hver enkelt av disse er altså innstilt på gi livet sitt i tjenesten om nødvendig. Soldater er blinde, de har ingen vinger. Men de kan ha kjever som barberblader. De frykter ikke inntrengere som er større enn dem selv. De produserer kjemiske substanser som er målrettet mot inntrengere. Disse giftstoffene er forskjellige hos de ulike arter av termitter. Noen gifter er neurotoksiner og lammer fienden, andre kan få kroppen til i gå i oppløsning. Ved å smøre giftige sekreter på kroppen til fiender [da.: fjenders kroppe], blir disse uskadeliggjort. Opp til 35 % av kroppsvekten til soldattermitter kan bestå av slike giftstoffer som brukes i forsvar av kolonien. Nitroalkene, vinyl ketone og B-keto-aldehyd er navn på slike toksiske stoffer. Noen arter produserer substanser som hindrer blod å koagulere slik at selv små sår på fiendene vil få dem til å omkomme på grunn Trekk fra termittens liv

av blødning. Noen produserer lim-liknende substans som også er i stand til å korrodere metall og betong. Termittene kan også forsvare sin koloni ved å opptre som en moderne selvmordsbomber. Når termittene kan produsere store mengder med giftige substanser, skjønner [da.: forstår] vi at det må være et avansert sikkerhetssystem som hindrer at disse stoffer aktiveres i kolonien, slik at deres egne kolleger ikke drepes. Likeledes forstår vi at soldattermitter som har store mengder særs [da.: særligt] giftige stoffer i kroppen sin, også må ha et sikkerhetssystem som beskytter den enkelte soldat. Soldatene må være skapt slik at de ikke blir skadet av de stoffer som produseres i kroppen deres – verken i produksjonsstedet eller i kanalsystemet som fører giften til en åpning på termittens overflate hvor den kan sprøytes mot inntrengere. Et slikt intrikat [da.: indviklet] system kan ikke være skapt over lang tid og gradvis. Det må være komplett utviklet allerede hos den første termitten. En gradvis utvikling ville ha ført til at termittene ikke ville være beskyttet mot sine egne giftsubstanser. Selve opphavet til et slikt forsvarssystem krever intelligent aktivitet. Et slikt komplekst og spesifisert system kan ikke oppstå ved tilfeldighet. Hvorfor skal vi tvinges til å tro på og akseptere en teori som sier at slike kjemiske substanser med klart definerte oppgaver og som krever helt spesielle sikkerhetssystemer, kan oppstå ved tilfeldighet? Ernæringssystemet Vi må si noen ord om termittens ernæringssystem også. Hovednæringsmidlet er cellulose. Men cellulose er veldig tungt fordøyelig, og de fleste insekter kan derfor ikke fordøye cellulose. Termitter kan ikke bryte ned cellulose, så de må ha saprofytter [= plante som lever på døde dyre- og panterester] til å gjøre jobben. Det skjer ved at små protozoer [encellete organismer med cellekjerne] som lever i tarmene deres, har de rette enzymer for å fordøye cellulose. En del av termittens tarm er utvidet for å kunne tjene som et slikt gjæringskammer. Disse protozoer kunne ikke leve for seg selv, og termittene er helt avhengig av deres tilstedeværelse i tarmsystemet. Igjen møter vi et problem som virker uløselig for evolusjonsteorien. Når disse protozoer er livsnødvendige for termitter, må de ha eksistert like lenge som termittene, og i symbiose med dem. Tilfeldighet er nok ute av stand til å gi en akseptabel forklaring på dette problemet. Signaler Det kan være op til 2 millioner termitter i en enkelt koloni. Alt arbeidet og all aktivitet der er velordnet og velfungerende. Hvordan er det mulig når termitten er blind? Hvordan kan de forstå hverandre? Hvordan kan de samarbeide for å bygge sine reir? De kommuniserer via kjemiske signaler – som bygger på skabelse.dk

7


Origo lukt og smak. De bruker altså feromoner [signalstoffer] som signalsubstanser. Hver koloni har sin egen karakteristiske lukt. Dronningen styrer aktiviteten til arbeiderne via luktsignaler som beror på sekresjon av spesielle substanser. Termittene har også meget sensitive antenner for duft. Enhver fremmed lukt blir raskt oppfattet. De fleste insekter har et eget beskyttelseslag som avgir en spesiell lukt som termitter raskt oppfatter og anser som fiendtlig. Så selv om termittene ikke har syn, vil de raskt uskadeliggjøre et dyr som har en avvikende lukt. Men en spesiell maurart har lukt identisk med termitter, og vil derfor ikke bli oppfattet som inntrenger. Hvordan visste denne maurarten at termittene hadde et slikt forsvarssystem? Hvordan visste de at de kunne vandre trygt blant termitter når de utsondret denne spesielle lukten? Hvordan kan en skapning kopiere en kjemisk forbindelse som er karakteristisk for en helt annen type skapning? Og hvordan i all verden kunne disse maurene utvikle evnen til å produsere i sin egen kropp kjemiske substanser som er karakteristisk for termitter? I tillegg kan termitter kommunisere ved lyd. Lyden produseres ved at de gnir hodene sine mot veggen i de tunneler de lager. Dette gir en gjenlyd som vil oppfattes og forstås av andre termitter. Så de er født med evnen til å tolke slike vibrasjonslyder. Hvordan fikk de denne evnen? Tuene Det mest fantastiske med termitter er deres evne til å bygge boliger. Hver art bygger sine egne typiske reir. Et tverrsnitt gjennom reiret ville vise et utseende som en svamp – med utallige små rom som ikke ville være over 2,5 cm i størrelse. Disse rommene er forbundet med korridorer eller kanaler som er så små at bare termitter kan passere. Disse reirene er bygd slik at de beholder konstant temperatur og konstant fuktighet – uansett hvordan forholdene er på utsiden. Det er

8

september 2012

spesielt viktig at temperaturen holdes konstant av hensyn til eggene. Ytterveggene i slike termitttuer er harde, nærmest som betong – mens innsiden er mye mykere. Enkelte tuer kan være så harde at det bare er dynamitt som biter på dem. Byggematerialet er spytt blandet med sand, jord og tre. Det formes til små baller som plasseres i bygget. Etter hvert blir disse ballene harde som sement. Tuene kan bli opp til 7 meter høye. Når vi tenker på at termittene er mellom 1 og 2 cm og sammenlikner med skyskrapere vi mennesker bygger, betyr det at en tue på 7 meter svarer til dobbelt høyde av Empire State Building. Tuene må være konstruert for å gi adekvat [dekkende, da.: tilpas] oksygen-tilførsel hele tiden. Og som nevnt konstant fuktighet og temperatur. Tuene er delt opp i spesielle avdelinger. Dronningens kammer er størst og ligger sentralt. Veggene her har mange små åpninger for arbeid-ere og soldater. Matlageret inneholder blader og frø og kjerner. Enkelte arter kan dyrke sopp [da.: svampe] i egne rom. Tuene er konstruert slik at man får et automatisk ventilasjonssystem. Den varme luften fra alle termittene og gjæringsprosessen i soppen gjør at luften stiger til værs i de sentrale deler av tuen, og her skjer det gassutveksling akkurat som i våre lunger. Fuktighet fås ved å bygge kanaler under jorden, opp til 40 meter dypt – eller ved å føre fuktig leire [da.: ler] inn i tuen. I Australia er det en art som bygger sine tuer med langsiden syd-nord og en kortside øst-vest. Det gjør at langsiden får solskinn på seg om morgenen og om ettermiddagen, mens kortsiden får solvarme midt på dagen. Vi kan avslutte artikkelen med et lite spørsmål: Hvem har lært dem dette? n

Termitbo – højere end en giraf. Erosionsmærkerne og hullerne fortæller at boet er delvist forladt af termitter og taget i brug af andre dyr. Se også forsidefotografiet

Trekk fra termittens liv


ORIGO

Aranea Arne Kiilerich

Der er væsentlig flere edderkopper omkring os, end de fleste bryder sig om at tænke på. Men op med humøret. For uden edderkopperne ville vi kvæles i irriterende insekter. Zoologisk Museum i København byder i år (2012) på en særudstilling om edderkopper. På udstillingen bliver vi naturligvis ikke snydt for at få klar besked om, hvad/hvem edderkoppen nedstammer fra – en havskorpion. Havskorpioner kunne blive op til 2 meter lange – og større end mennesker. Deres storhedstid var for ca. 300 millioner år siden – ifølge de fleste kilder. Pudsigt nok levede der en silkespindende edderkop samtidigt med denne sin noget forskelligartede forfader. Endnu mere pudsigt, denne edderkop lever den dag i dag. Det var den danske entomolog Jørgen Matthias Christian Schiødte der i 1849 gjorde opdagelsen af et 290 millioner år gammelt fossil af en mesothele. Der er navngivet knapt 90 arter af denne familie (Mesothelae), der betragtes som “levende fossiler”. Disse adskiller sig fra “moderne” edderkopper (Araneomorphae) og fugleedderkopper (Mygalomorphae) ved at have leddelte plader på bagkroppen. Men selv de moderne edderkopper har en fossilhistorie, der strækker sig 200 millioner år tilbage i tiden. De ca. 37.000 navngivne “moderne” edderKorsedderkop med bytte indpakket i silke. Foto: Dreamstime

kopper fortæller således en historie om variation snarere end evolution. Dvs. ikke noget nævneværdigt om deres udvikling fra andre leddyr. Dette minder i høj grad om insekternes “evolution” [jf. Origos temanummer om insekter nr. 120]. Ifølge Gould [1] har taxonomer beskrevet mere end en halv million forskellige biller, som alle er kopier af den samme model – kun med ganske små afvigelser. Det helt store problem ligger i at knytte disse dyr sammen med en fælles forfader. Problemet vokser, i takt med at man finder flere og flere “moderne” dyr, som dateres længere og længere tilbage. Edderkopper kan dateres mindst 350 millioner år tilbage i tiden. Ca. 500 Aranea

sagen kort I insektgruppen Aranea (netspindende edderkopper) findes der mestre i fremstilling og brug af silke. Hvis vi kunne lære at prodcere og anvende dette supermateriele industrielt, ville vi både kunne skåne miljøet og spare energi i forhold til plastfremstilling.Tiden vil vise, om dette er realistisk. I mellemtiden vil vi gerne prøve at forstå, hvordan edderkoppen (og flere insekter) har fundet frem til denne industrihemmelighed. Naturvidenskabens generelle opfattels er, at selv de mest geniale opfindelser, naturen kan byde på, er blevet til ved en blind sortering af tilfældigheder. Måske er der her ikke tale om naturvidenskab alene, men om en blanding af naturvidenskab, ideologi og ønsketænkning. Men endnu har ingen påvist den evolutionære vej til hverken edderkop, silke eller spind. Det vil derfor være på sin plads med en lille smule respekt for dem, der ikke finder den dawinistiske forklaring overbevisende. millioner år tilbage i tiden støder man på en mur i form af “den kambriske eksplosion”, hvor der pudsigt nok levede flere forskellige dyreformer (phyla), end der gør i dag. Hvis nogle af disse fremmedartede kambriske leddyr (se illustrationen) repræsenterer en fælles forfader til moderne leddyr som krebsdyr, skorpioner, edderkopper insekter m.v., indsnævres tidsintervallet, som har været til rådighed for det helt store evolutionære spring, mere og mere. Der foregår en blodig diskussion om, hvilken historie fossilerne i virkeligheden fortæller, men det bliver stadigt mere

Attercopus i forskellige forstørrelser, der viser de fine silkedyser. Wikipedia

skabelse.dk

9


Origo Snit i edderkop. Silkeproteinerne produceres i de (lyseblå viste) kirtler (1) i edderkoppens bagkrop, som munder ud i spindevorterne – parvist placeret under bagkroppen (2). Illustration: Niels Grove Sørensen

1 2

vanskeligt at finde støtte for Darwins forudsigelser om en progressiv, gradvis udvikling. Det er eksempelvis konstateret, at pattedyr levede samtidigt med krybdyrene, og at evolutionshistorien i det mindste bør revideres. For edderkoppernes vedkommende gælder det (som det er tilfældet med mange insekter), at der er tale om flere hundrede millioner års evolutionær dokumenteret stilstand trods store miljømæssige omvæltninger, og en langt kortere periode med udokumenterede evolutionære tigerspring. Det ville være klædeligt for naturvidenskaben, hvis man, på spørgsmålet om hvad edderkoppen stammer fra, fik svaret: “Det ved vi ikke”.

10

september 2012

Færdigt hjulspind. Foto: Dreamstime

Silkevejen Hvornår blev silken opfundet? Ifølge en fossil forekomst fandtes der et silkespindende dyr, Attercopurs fimbriunguis, for 380 millioner år siden. Dets evolutionære sammenhæng med nulevende silkespindere, insektlarver og edderkopper, er naturligvis rent gætteri. Men evolutionens teoretikere vil overbevise verden om noget i retningen af, at en reje for 400-500 millioner år siden lettede fra havbunden og spontant fik gangvorter og derefter spindevorter. Hvordan kan noget så komplekst, funktionelt og smukt som et hjulspind skyldes tilfældige ændringer i generne snarere end design? Alle tilpasninger til et dyrs miljø, herunder edderkoppespind, er et produkt af naturlig udvælgelse, der tillader visse tilfældige ændringer i generne, som videreføres til senere generationer. Naturlig selektion er den vigtigste mekanisme bag evolutionen, en proces af ændringen i en art over tid. Ændringerne er resultatet af akkumulerede ændringer i generne. Både edderkopper og edderkoppespind er udviklet gradvist igennem millioner af år.

Således er det uden blinken slået fast i bogen Spider Silk fra 2010 af Catherine L. Craig [2]. 400 millioner års silkespinderi belyses i denne bog, med eftertryk på at selv små genetiske ændringer har stor betydning for silken. Desværre mangler bogen at forklare noget som helst om, hvordan silkeproduktionen oprindeligt er blevet til! Dette er præcist, hvad der er langt mere interessant at vide. At fungerende silkeproduktion kan justeres til produktion af mange silkevarianter synes at være selvfølgeligt, men disse “evolutionære akkumulationer” kan ikke uden en gigantisk portion optimisme ekstrapoleres baglæns til et silkeløst nulpunkt. Ingen vil drømme om at bygge et spinderi uden udsigt til en indbringende produktion. Naturen har heller ikke en tilsvarende udsigtsløs og ekstravagant virkemåde. Det er netop, hvad den naturlige udvælgelse garanterer!

Aranea


ORIGO Pest eller kolera Tilsyneladende står valget imellem en alt for tidlig forekomst af silkeorganer eller parallelevolution. En tidlig forekomst af silkespindende organer støder på problemet om nytteværdi. Hvad skal et skaldyr på havbunden med silke? Dvs. at det formentlig er begrænset, hvor tidligt evolutionsteoretikere ønsker at forestille sig opfindelsen af silke. Men hvis silken først er opfundet, efter at edderkopper og insekter er gået hver sin vej i evolutionens stamtræ, er silken opfundet to gange. Hvad er så problemet med dette? Problemet er udtrykt i en sandsynlighedsbetragtning. Silkens spontane opståen er i sig selv ekstremt usandsynlig. At noget sådant skulle ske to gange på den samme planet inden for en årrække på under 100 millioner år, må anses for noget, hvor “umuligt” er den absolut mest dækkende betegnelse.

lokaliteter; de bruger spind som klæbestof, til vandtætning, som hejsereb, til ophængning, som stødabsorbering, til huleog lågebygning (Mesothelae), og nogle leverer på romantisk vis sæd til hunnen i pakker af silke. Det er endnu uklart hvorfor, men sidstnævnte undgår i det mindste at blive ædt i parringen som hannen til den rødryggede edderkop. Edderkoppesilke er generelt karakteriseret ved høj elasticitet. Dvs. med et elasticitetsmodul og dermed en relativ længdeudvidelse, som er væsentligt større end ståls længdeudvidelse. Edderkoppers fangspind varierer en del. De kan

3D-mesterværker Edderkoppens silke er et af naturens mirakelprodukter. Industriel efterligning kunne være interessant, men det er foreløbig kun lykkedes at fremstille et minimum af denne silke i laboratoriet. Noget edderkoppesilke er så stærkt som stål. Dvs. bro-wirer og de “strands” som anvendes i forspændt beton. Vel at mærke når man sammenligner masse (vægt). Edderkoppens silke skal derfor være væsentlig tykkere end en ståltråd for at kunne optage samme belastning. Man kan foretage en mere direkte sammenligning af edderkoppesilke og kevlar. Der findes en del forMikroskopi af spindedyser. Der kan være titusinder af disse små dyser yderst på edderkoppens skellige former for edderspindeorganer, hvorfra edderkoppen trækker tråden(e) ud. Trådene kan være så tynde, at der koppesilke. Hjulspindere skal spindes 4000 af disse for at opnå en tykkelse som et menneskehår. Foto: Microangela (som fx korsedderkoppen) anvender mindst 4 forskellige former for silke, der har forskellig form og funktion. Én silke har særlig eksempelvis have form som en lampeskærm, en tragt eller et høj styrke. En anden har høj elasticitet. Endnu én silke er så hjul. Det kræver en god portion tredimensionel forståelse i alle krøllet og komplekst sammensat, at insekters hår sætter sig tilfælde. Hjulspindere går til arbejdet på følgende måde: fast i tråden ved berøring. Disse tråde kaldes derfor klæbrige. Først undersøger edderkoppen omgivelserne for at finde de Forskellige edderkopper har forskelligt antal spindevorter. bedste steder at forankre nettet. Derefter spinder den en række De spinder alle igennem hele livet uagtet alder og køn – men solide sikringstråde, der danner egerne i selve nettet. Når de til forskellige formål. De spinder til beskyttelse af sig selv og er på plads, spinder edderkoppen en hjælpespiral i nettet. deres æg, til at registrere og fange byttedyr, til at flytte til nye Hjælpespiralen spindes indefra og ud, og den er lige som Aranea

skabelse.dk

11


Origo sikringstrådene ikke-klæbende. Derefter vender edderkoppen om og begynder på en ny spiral udefra og indefter. Denne spiral består af de egentlige, klæbrige fangtråde. Samtidig med at edderkoppen arbejder sig indad, æder den hjælpespiralen og genbruger trådens proteinindhold. Edderkoppespind varierer kolossalt i størrelse fra art til art, og edderkoppen tilpasser også størrelsen til de lokale vindforhold. Europæiske hjulspindere, fx korsedderkoppen, laver typisk et spind på 20-30 cm i diameter. De er en halv til en hel time om arbejdet, der gentages ca. en gang i døgnet. Tropiske arter kan derimod lave spind på flere meter. Tror du på hjulemanden? Det er mysterium, hvordan edderkoppen orienterer sig. Selv det flade hjulspind kræver tredimensionel orienteringsevne, når de første tråde skal ophænges i ét plan. At edderkoppen orienterer sig i forhold til de tråde, der allerede er anbragt, er næsten en selvfølge. Edderkoppers syn er ret forskelligt, men “hinkestensøjnene” kan ikke være særligt gode til at fokusere med. Da edderkoppen kan spinde i mørke, kan det ikke være synet, som er afgørende. Forsøg med “spiders in space” har vist, at heller ikke tyngdekraften spiller en afgørende betydning for orienteringsevnen. Unge edderkopper er ligeså dygtige spindere, som de erfarne. Indlæring spiller derfor heller ingen rolle. Edderkoppen er ganske enkelt udstyret med

et fantastisk instinkt. Dvs. en gennemført detaljeret programmering i sammenhæng med en orienteringsevne, vi endnu intet kender til. Det er lykkedes for ingeniører at konstruere en firbenet robot, som kan bevæge sig i kuperet terræn. Det har naturligvis krævet en indviklet mekanik og programmering. Hvordan mon edb-programmet ville se ud, og hvor meget ville det fylde, såfremt en robot med 8 ben skulle kravle i træer, den selv skulle finde og bygge en figur som edderkoppens hjulspind? Naturligvis uden hjælp af satellitkommunikation eller noget udefra styrende (umiddelbart vil jeg foreslå indbygning af en lasergyro). Men en sådan opgave ville indtil videre få enhver til at opgive på forhånd. Ikke desto mindre er det, hvad biologer tror på som noget der er sket spontant i naturen alene ved ophobning af tilfældige genetiske ændringer! Når der går ged i evolutionen Den komplicerede silketråd skal på tilsvarende vis være “opstået” spontant i edderkoppen og til rådighed ved starten af spindeeksperimenterne. Men der skal røres godt i gryden, før den rette cocktail af aminosyrer stiller sig i kø i spindevorterne, så edderkoppen kan trække trådene ud af de mange tusind små dyser. Selvom det at finde en brugbar silkekemi kun er en meget beskeden del af problemet, volder det fremdeles industrien problemer at efterligne materialet – altså på trods af

1

2

3

4

5

6

Trin i korsedderkoppens opbygning af et hjulspind. Illustration: Niels Grove Sørensen

12

september 2012

Aranea


ORIGO at edderkopperne allerede har leveret opskriften. For nogle år siden lykkedes det for det canadiske Nexia Biotechnologies at producere edderkoppesilkeproteiner gennem geder, der er fremavlet og genetisk ændrede. Edderkoppegener sprøjtes ind i et gedefosters DNA, og proteinerne fra edderkoppespindet isoleres derefter fra gedens mælk og krystalliserer sig. Herefter producerer krystallerne en stærk fiber, der kun er en tyvendedel så tyk som fin silke. Jeg har i Sydeuropa set geder klatre i træer. Men på trods af den genetiske hjælpende håndsrækning til evolutionen, er det vistnok ikke lykkedes at få geder til at spinde et hjulspind. Det er efterfølgende lykkedes at spinde typer af edderkoppesilke – uden for en edderkopper og andre dyr. Hvis man skal fra A til B, er det ikke nok med et landkort. Der skal også bruges et optanket køretøj. De to størrelser har intet med hinanden at gøre, og de har heller ingen idé om gensidig nyttevirkning. De vil aldrig selv kunne foretage en koordination for at nå målet. Dette kræver en kvalificeret chauffør, som kan drage nytte af begge dele – samtidigt. Edderkoppen skal både bruge et højt kompliceret spindeorgan og en opskrift på, hvad det skal bruges til. Ingen af delene har nogen mening hver for sig. Hverken for fornuftsvæsener eller for den naturlige udvælgelse. Edderkoppens hjerne er på størrelse med et flækket knappenålshoved, og den kan ikke forstå en figur som dens eget spind og dermed blive medlem af Mensa. Det stakkels dyr ved ikke engang, hvad spindet skal bruges til. Alligevel bygger den instinktivt et om dagen, så længe den lever. Som en gave fra den, der har udtænkt det hele i sammenhæng, fra den dag edderkoppen blev til en edderkop. n

Aranea

Hoved af springedderkop. Foto: Microangela

[1] Wonderful Life. Stephen Jay Gould. Norton Paperback [2] Spider Silk. Leslie Brunetta and Catherine L. Craig. Yale University Press.

skabelse.dk

13


Origo

Eventyret om edderkoppen der vandt i lotto og hvad der videre hændte (episk evolution) Arne Kiilerich

Den gule jagtedderkop havde igennem de sidste 50 millioner år jagtet bytte i buske og træer og var efterhånden godt træt af altid at skulle op og ned så mange gange, når afstanden blev for stor. I et stykke tid havde den tilmed været irriteret over en klæbrig substans, som hang ved dens bagkrop, og den spekulerede på om den fejlede noget alvorligt. Den havde ganske vist set en kollega med et kors på ryggen, men for 200 millioner siden var der ingen, som forbandt dette med noget i retning af samaritterhjælp. I stedet forsøgte den selv at fjerne substansen med de bagerste ben, men det resulterede blot i at klatten udvidede sig. Så forsøgte edderkoppen at sætte klatten fast på en kvist og på den måde frigøre sig. Men nu blev klatten blot til en tråd, og der blev ved med at komme trådmasse ud af bagkroppen, uanset hvor langt væk edderkoppen kravlede. Edderkoppen gjorde nu et desperat forsøg. Den kastede sig ud fra kvisten i håb om at slippe fri, men den hang nu som et hjælpeløst offer i tråden, som blot blev længere og længere. Heldigvis blev edderkoppen fanget af vinden og svinget over til en anden kvist. Derefter gentog historien sig, og edderkoppen nåede frem til en ny kvist. Efter 10 anstrengende ture var edderkoppen så udmattet af proteintabet, at den på tragisk vis afgik ved døden. 23 747 232 315 af dens slægtninge blev ramt af samme skæbne. Pludseligt en dag var der et lyst hoved, som fandt på at bide tråden over, når den var landet på den anden gren. Denne edderkop fandt desuden, at tråden smagte ganske udmærket og kunne spises i mangel af bedre – så proteinerne ikke gik til spilde. Edderkoppen kunne nu selv kontrollere, hvornår den ellers så irriterende substans skulle være til nytte, og forligte sig derfor med irritamentet. Den kunne nu svinge sig fra gren til gren som Tarzan i urskoven og nedlægge mere bytte end de andre. Alle dens efterkommere gjorde nu det samme, og i løbet af nogle tusind år var der ingen tilbage af den oprindelige gule springedderkop, og den forvandlede edderkop tog nu navnet “Den gule svingedderkop”. (Amino)syret kombinatorik for edderkopper Da edderkoppehjerner er ganske små, havde den ikke fantasi til at forestille sig, hvor heldig den havde været. Dyrets DNA (tre basepar i DNA = ét DNA bogstav koder for én aminosyre) havde på forunderlig vis ændret sig til at indeholde en bid, som kodede for denne aminosyresekvens, der giver en meget stærk silketråd: GGAGQGGYGGLGXQGAGRGGQGAGAAAAAA (A = analin, G = glycin, L = leucin, Q = glutamin, R = arginin, X = vilkårlig, Y = tyrosin). Edderkoppen havde aldrig hørt om eksponentiel notation. Den kunne tælle til otte, da den var meget bevidst om ikke at være et simpelt insekt med kun 6 ben. Kombinationsmulighederne af de nævnte 7 aminosyrer er 730 = 22 539 340 290 700 000 000 000 000.

14

september 2012

Da edderkoppen alligevel ikke kunne rumme en forestilling om tallets størrelse, var det naturligvis nyttesløst at fortælle den, at andre silkeproteiner indeholder en aminosyresekvens på 427 cifre af endnu flere forskellige aminosyrer. Edderkoppen var i første omgang heldig at ramme et tal af 730, som det i gennemsnit tager hele universets alder at udtrække, selvom der sker en udtrækning 50 millioner gange hvert sekund. Dernæst var edderkoppen så heldig at den pludseligt havde fået forskellige kirtler i bagkroppen, hvor der dannes kæder af specielle aminosyrer, og at disse kæder netop polymeriserer i tusindvis af små dyser, som spindevorterne munder ud i og derefter bliver til en sammensat, stærk sej og elastisk silketråd. Edderkoppen havde naturligvis heller ikke fantasi til at forestille sig, hvordan, eller til hvilken nytte, spindeapparatet var blevet til. Endsige omfanget af dens held med hele rækken af forskellige men spontant opståede enzymer, som styrede silkeproduktionen. Særdeles gradvis udvikling Noget tid efter at dette svineheld var indtruffet, fandt den konservative edderkop på at bruge silken til noget nyttigt. Edderkoppen brød sig ellers ikke om at blive kaldt konservativ, men den var nu engang bundet af den arvemasse, som havde fastlagt dens instinkt, på trods af der senere huserede en mand, som hed Darwin, der fejlagtigt mente, at erhvervede egenskaber nedarvedes. Nu havde den igen været så heldig, at en mutation havde ændret dens instinkt til at acceptere silken. Ikke nok med det. Yderligere en række mutationer, fejlafskrivninger af DNA, eller hvad man kalder det, resulterede nu i, at edderkoppen begyndte at hænge flere krydsende tråde imellem nogle grene. Her kunne den sidde i midten og vente på, at flyvende insekter nærmest kom dumpende lige ind i gabet på den. Den hvilede nu på laurbærbladene i nogle millioner år for ikke at avancere for hurtigt. Som lille havde den hørt et forstadie til historien om konen i muddergrøften, og der ville den absolut ikke ende. Alligevel kunne den ikke dy sig for at forbinde sine krydsende silketråde med noget som omkransede dens centrale position. Fluefangerens cirkelslutning Endnu en gang var der held i lottopuljen, idet edderkoppen pludseligt opdagede endnu et sæt spindevorter på bugen. Denne gang var substansen langt mere klæbrig og elastisk, hvilket i første omgang gjorde edderkoppen panisk. Ud fra centrum i dens verden bevægede den sig så hurtigt, den kunne, frem og tilbage i korte nærmest koncentriske cirkelbuer for at slippe af med den klæbrige stads. Det viste sig at være den eneste måde, hvorpå den kunne falde til ro efter forskrækkelsen over den nye deformitet. Til alt held bevirkede dette, at alle måltider nu blev serveret på sengen, idet de samtidigt Eventyret om edderkoppen der vandt i lotto


ORIGO Golden Orb Weaver. Foto: Dreamstime

(særdeles heldigt) klæbrige tråde var ekstremt elastiske, således at selv store flyvende insekter tabte pusten, når de baskede i trådene, som blot gav efter i stedet for at knække. De genetiske lykketræf havde resulteret i, at når edderkoppen hængte bæreliner op, kom der stærk og sej silke ud af vommen, og når den bevægede sig i cirkler på nettet, kom der i stedet en klæbrig og elastisk silke. Resultatet viste sig at være overvældende i form af fangstresultater. Og nu forstod edderkoppen endeligt hvad det hele skulle gøre godt for. Det helt indlysende ræsonnement Det hele var næsten for godt til at være sandt, men på baggrund af det, som edderkoppen syntes at have gennemlevet, opstod der en usædvanlig klar tanke i edderkoppens lille hjerne. Den skønnede, at selvom noget er højst usandsynligt, er det ikke nødvendigvis umuligt. Edderkoppen tabte næsten tråden af overraskelse over sit eget ræsonnement. Så stort, en sådan tanke, havde den aldrig før tænkt. Dette burde skrives i den ædleste silke: “Usandsynligt, men ikke umuligt”. Perspektiverne i denne tese fik det til at svimle for det lille dyr, og det fik næsten silken til at størkne i rumpen på den. Uanset hvor fornuftsstridigt og usandsynligt noget syntes at være, ville der altid være blot en mikroskopisk chance for at det kunne ske. Edderkoppen mente at udtrykket “held” var meget dårligt valgt. Men da dens tanker var rene, rationelle og uforfalskede Eventyret om edderkoppen der vandt i lotto

naturprodukter, kunne den hverken forstille sig eller lyve. Når den betragtede sit prægtige spind, som det glinsede i solen, måtte den indrømme følgende: “Jeg aner intet om, hverken hvorfor eller hvordan jeg har skabt dette, men det er edderma’me godt til at fange fluer med”. Og det var i grunden alt, hvad edderkoppen behøvede at vide. Alligevel undslap den aldrig tanken om at være særligt begunstiget – endsige udvalgt – til noget stort. Og at denne udvælgelse (selektion) frem for andre “skabninger” – var særdeles vel fortjent og helt naturlig. Som andre edderkopper spildte den heller ikke sin kostbare silke på at fore huller i jorden, lave faldlemme, spinde tragte og andet rodet spind. For slet ikke at tale om dem, der konstruerede dykkerklokker. Kun én kunne tage æren for hjulet! Og nu ville den ikke længere hedde den gule svingedderkop og tog derfor navneforandring til “Den gyldne hjulspinder”. Og det hedder den – den dag i dag. n

skabelse.dk

15


Origo

Fuglen med innebygd og medfødt termostat Den australske mallee fowl, Leipoa occelata Lektor Knut Sagafos

Malleefuglen starter på sitt oppdrag allerede om vinteren. Da bygger den seg et lite slott eller krater av sand og jord. Malleefuglen har store føtter og bruker blant annet disse til å bygge dette krateret som er på omtrent tre meter i diameter og nærmere en meter dypt. Krateret fylles deretter med kvister og løv. Med regn kommer forråtnelse av bladene. Hannfuglen snur og vender på bladene slik at forråtnelsesprossen avgir varme på kraterets bunn. Ved hjelp av nebbet eller tungen så er malleefuglen istand til å gjenkjenne temperaturer slik at hannen kan vedlikeholde en jevn temperatur på 33 grader celsius pluss minus 2 grader. Når sommeren nærmer seg, i slutten av august i Australia, så kommer hunnfuglen for å legge sine egg. Hun får bare legge dem dersom temperaturen i rugekammeret som hannfuglen har preparert, er den rette. Temperauren sjekkes ved hjelp av nebbet eller tungen. Hun legger sine egg og går så sin vei. Hannfuglen, derimot, holder seg ved krateret og sørger for at temperaturen er jevnt rundt 33 grader i rugekammeret som ligger under råtnende blader og kvister. Temperaturen er kritisk fordi ellers vil det ikke klekkes noen nye malleefugler. Å holde en slik temperatur over en kort periode kunne kanskje være mulig å tilfeldigvis få til, men hannfuglen sørger for denne jevne varmen i ni måneder. Været kan gi svært skiftende temperaturer i løpet av en natt og en dag, for ikke snakke om årstidende i løpet av disse ni månedene. Om våren vil de råtnende bladene gi varme til rugekammeret. Dersom det blir for mye, så fjerner hannfuglen noe av sanden og lar dermed noe varme slippe ut. Om sommeren beskyttes eggene mot overvarme ved at den sparker mer jord på rugekammeret for å holde temperaturen nede. Om høsten da de råtnende bladene

saken kort Malleetrær er kortvokste eucalyptustrær som er utbredt i den sørlige delen av Australia. Det er nok disse trærne som har gitt navn til den spesielle og svært sky hønsefuglen som hekker der disse trærne vokser. Malleefuglen er flygeklar samme dag den bryter ut av det tynne eggeskallet sitt, og den forlater umiddelbart sitt rede for ikke å ha noe mer kontakt med sine foreldre. Hannfuglens viktige oppdrag er i ni måneder av året å passe på at eggene har en rugetemperatur på 33 grader celsius. For øvrig har ikke hannfuglen noe særlig sosialkontakt med hunnfuglen. Hun på sin side kommer til rugekammeret hannfuglen har laget, og legger egg en til to egg gang hver fjortende dag over en periode fra september (vår i Australia) til februar. Den svært skye og til dels asosiale fuglen er fra første stund fullt utrustet til sitt oppdrag. Oppdraget er å føre arten videre selvsagt, men det er måten dette skjer på som får oss til å undre. har mistet en del av sin varmekapasitet, holdes eggene varme ved at hannfuglen fjerner de øvre lagene og lar solen varme opp midten av redet. Det er imponerende nok at mallefuglen har evnen til å merke at temperaturen er for lav eller for høy i forhold til idealtemperaturen på 33 grader celsius, men denne unnselige fuglen har også evner som værvarsler [da.: vejrprofet]. Det

Æggekammerets opbygning. Sandlaget kan være op til en meter tykt. Illustration: Niels Grove Sørensen

Udrugningstue. Tuens højde er ca. 0,6 meter over jorden. Foto: Wikipedia

16

september 2012

viser seg nemlig at malleefuglen er i stand til å forutsi været i en slik grad at den begynner de nødvendige endringene noen timer før væromslaget kommer. Alt for å holde temperaturen i rugekammeret på rette nivå. De nyklekkede malleefuglene kommer ut av redet på ulike tidspunkt i løpet av disse ni månedene. Kyllingene bruker mye krefter på å komme seg ut av egget og av rugekammeret. Det er ofte langt til overflaten, og man regner med at kyllingen Fuglen med innebygd og medfødt termostat


ORIGO Leipoa occelata. Foto: Wikipedia

De skal inneha en termostatisk evne til å kjenne igjen temperatur, de skal ha evne til å bygge et digert rede (se bilde), de skal ha instinkt til å bygge på det rette tidspunkt av året, de skal ha egenskapen til å fylle på eller fjerne masse som dekker rugekammeret som de vet de må lage. De har dessuten en evne til å forutsi været slik at de dekker eller fjerner masse fra rugekammeret i rett tid.

Fuglen i camouflagefarver. Foto: Wikipedia

All grunn til refleksjon Dersom noen av disse egenskapen ikke fantes, så ville de ikke kunne bringe avkommet sitt videre, hevder Hornyánszky. Fjern f eks evnen til å gjenkjenne den riktige temperaturen for rugekammeret, så vil ingen kyllinger bli klekket overhodet. Det samme dersom den ikke er i stand til å fjerne eller legge til jordmasse osv. Dette er et eksempel på et ikke-reduserbart sett med spesielle evner som gir komplekse handlingsmønstre hos malleefuglen . Vi trekker vel bare på skuldrene om vi hører et moteksempel til noe, men om vi hører nok et moteksempel, så begynner vi å lure. Får vi så et tredje, så begynner vi kanskje å tvile på om vår teori var riktig. Dette heftet inneholder flere slike moteksempler til Darwins evolusjonsteori, så det er all grunn til å begynne å reflektere over hvorvidt evolusjonsteorien er sann. Darwin hevdet at om man kan finne ett, ett eneste eksempel på at gradvis evolusjon ikke kunne framskaffe en egenskap, så ville teorien hans falle sammen. I vårt eksempel må til overmål flere egenskaper være til stede samtidig. Denne artikkelens eksempel er omtalt i en vakker bok som heter «Nature’s I.Q.» (se http://www.naturesiq.com). Boken inneholder nærmere 200 utrolig vakre bilder av ulike dyr, fisker og insekter. Teksten i boken beskriver så mange som 100 slike moteksempler som det vi har gjengitt i denne artikkelen. Det er mange det. Det er grunn til å la seg forundre. n bruker mellom 2 og 15 timer på å komme seg ut i fri luft. Da er de ofte så slitne at de blir liggende helt stille i ca. 20 minutter. Kyllingene stabber så over kanten på krateret og kan i løpet av en time springe hurtig, i løpet av to timer kan de flakse korte strekninger, og i løpet av dagen kan de fly! Ingen foreldre til å vise dem dette, alt ligger nedfelt i genene. Så bærer det ut i den vide verden med evner til å finne mat, fordøye maten og evner til å unnslippe fiender. Kyllingene vokser og utvikler seg til voksne individer uten noen kontakt fra medkyllinger eller voksne malleefugler. Når de blir fire år gamle, finner malleefugler sammen to og to (man tror de «holder sammen» for resten av livet), og så vet de hvordan en rugekasse som skal holde 33 grader celsius, skal bygges. Hannfuglen bruker tre vintermåneder på dette. Med det er ringen sluttet. Hvordan alt dette er mulig, gir oss en grunn til undring. En darwinists svar på dette er at egenskapene som fuglen besitter, har kommet gradvis over en laaang periode. Men er det mulig? Den ungarske bio-ingeniøren Balázs Hornyánszky hevder at dette er et eksempel på Intelligent design i naturen. Han hevder at her må en rekke egenskaper være til stede samtidig, dersom denne fuglen skal kunne videreføre sitt avkom. Det holder ikke med en enkelt mutasjon for å få alle disse egenskapene, hevder han. Fuglen med innebygd og medfødt termostat

Kilder Nature´s I.Q. (2002) Engelsk utgave 2009, Torchlight Publishing Inc. http://en.wikipedia.org/wiki/Malleefowl

skabelse.dk

17


Origo

Bæverens dæmningsværker og hulebygning Arne Kiilerich

Bævere er kendt for at bygge dæmninger på floder og vandløb, og opbygge deres hjem i den dam de selv skaber. Men bævere bygger også kanaler til at transportere byggematerialer, der er vanskelige at transportere over land. De bruger deres stærke fortænder til at fælde træer og afgnave planter, som de bruger både til bygning og til mad. I mangel af eksisterende vandhuller, skal bævere konstruere dæmninger, før de bygger deres hytter. Først placerer de lodrette pæle, derefter fyldes mellemrummet imellem pælene med en blanding af vandret placerede Bæver. Foto: Dreamstime

18

september 2012

grene og grene på kryds og tværs. De udfylder til sidst hullerne mellem de grene med en kombination af ukrudt og mudder, indtil dæmningen er tæt nok til at få vandet til at omgive boligen. Bæveren er kendt for sit alarmsignal. En forskrækket eller bange bæver vil hurtigt dykke, men også slå kraftigt mod vandet med sin brede hale. Dette kan høres over store afstande over og under vand og tjener som en advarsel for andre bævere i området. Når en bæver har slået alarm, vil nærliggende bævere dykke og bliver under vandet i et stykke tid. Bævere er langsomme på land, men er gode svømmere og kan opholde sig under vand i op til 15 minutter. Bævere er planteædere, og foretrækker træ af bævreasp, pil, el, birk, ahorn og kirsebærtræer. De spiser også halvgræsser, vandaks og åkander. Bævere overvintrer ikke i dvale, men opkaster bunker af pinde og kævler i deres damme. Bæverne spiser underbarken heraf. Noget af bunken er generelt over vandet og samler sne om vinteren. Denne isolering af sne forhindrer ofte vandet i at fryse i og omkring bunken, hvorved bæverne på den måde kan komme op og trække vejret, når de er uden for deres bo. Fossile rester af bævere er fundet i tørv og andre overfladiske lag i Storbritannien og det europæiske kontinent. I de pleistocæne formationer i Storbritannien og Sibirien har man fundet resterne af en meget stor uddød bæver, Trogontherium cuvieri – en selvstændig slægt. I dag findes der en nordamerikansk og en europæisk bæver. De to arter er ikke genetisk kompatible. Nordamerikanske bævere har 40 kromosomer, mens eurasiske bævere har 48. Bæveren er genindført i flere europæiske lande inkl. Danmark. Bævere har svømmehud imellem tæerne på baglemmerne og en bred skællet hale. De har et dårligt syn, men skarpe høre-, lugte-, og berøringssanser. Bæverens svage syn kompenseres i nogen grad af under vand ved de inderste øjenlågs gennemsigtighed idet de virker som dykkerbriller. En bævers tænder vokser kontinuerligt, så de ikke bliver slidt ned af at tygge på træ. De fire fortænder er sammensat af hård orange emalje på forsiden og en blødere dentin på bagsiden. De mejsellignende ender af fortænderne vedligeholdes af slid ved gnavearbejdet.

Bæverens dæmningsværker og hulebygning


ORIGO

Bæverdæmning. Bemærk hvordan variationen af byggematerialer afspejler en veludviklet forståelse for det byggefaglige. Foto: Dreamstime

Bæveren fungerer som en hjørnesten i et økosystem, ved at skabe vådområder der bruges af mange andre arter. Ingen andre dyr synes at gøre mere for at forme landskabet. Bævere fælder træer af flere grunde. De falder store træer, som regel på strategiske steder, til at danne grundlag for en dæmning. De europæiske bævere har tendens til at bruge træer med en lille diameter (<10 cm) til dette formål. Bævere fælder små og unge træer til føde. Bredbladede træer vokser ud igen som en kratskov der giver nem adgang til stængler og blade til mad i de efterfølgende år. Damme skabt af bæverne kan også dræbe nogle træarter ved drukning, men dette skaber stående dødt træ, hvilket er meget vigtigt for en bred vifte af dyr og planter. Bæverens hule bygges til beskyttelse mod dyr som prærieulve, ulve og bjørne. Bævere arbejder altid om natten og bærer mudder og sten med deres forpoter og tømmer med kæberne. På grund af dette er det vanskeligt at fjerne bævere ved at ødelægge deres dæmninger. Bævere kan genopbygge primære dæmninger om natten, selv om de ikke forsvarer sekundære dæmninger lige så intenst. (Bævere kan skabe en serie af dæmninger langs en flod.) De damme, som er skabt af velholdte dæmninger, beskytter bævernes hjem, som er bygget af grene og mudder. Bæverne dækker deres hytter med frisk mudder sent hvert efterår. Når frosten sætter ind, fryser mudderet, og hverken ulve eller jærve kan trænge igennem det. De begynder sjældent at reparere hulerne, før frosten sætter ind. Når de opfører en ny bolig, fældes træerne tidligt på sommeren, selv om bygningsarbejdet først påbegyndes i juli-august. Hulen har en indgang under vandet, hvilket gør adgang næsten umulig for alle andre dyr. Der er typisk to huler i boet. Den ene fungerer som tørrestue, når bæveren forlader vandet, og den anden er selve opholdsstuen. I hulens top er der

Bæverens dæmning, forråd og hule. Illustration: Niels Grove Sørensen

Bæverens dæmningsværker og hulebygning

skabelse.dk

19


Origo tilmed et ventilationshul. Bæverens hule er bygget af de samme materialer som dæmningen er, og indeholder sjældent mere end fire voksne og seks eller otte unge bævere. De grundlæggende enheder i bæveren sociale organisation er familier bestående af en voksen han og voksen hun i et monogamt parforhold og deres unger. Bævernes familier kan tælle op til ti medlemmer i tillæg til det monogame par. Grupper tæt på denne størrelse bygger flere hytter at bo i, mens mindre familier normalt kun har brug for én. Bæverpar er venner for livet. Ud over at være monogame deltager begge forældre i opdragelsen, og de deltager begge i at forsvare territoriet og bygge og reparere dæmningen og bolig. Når ungerne fødes, tilbringer de deres første måned i hytten sammen med deres mor, mens deres far vedligeholder området. I tiden hvor de forlader hytten for første gang, vil ungerne hjælpe deres forældre med at opbygge forråd og reparere dæmninger og bolig. De voksne gør størstedelen af arbejdet og unge bævere tilbringer størstedelen af deres tid med at lege, men også med at kopiere deres forældres adfærd. Ældre unger, som er omkring to år gammelt, kan også leve i familier og hjælpe deres forældre. Ud over at hjælpe med at opbygge forråd og at reparere dæmningen, vil toårige også hjælpe med at fodre, pleje og passe på yngre afkom. Bævere kan genkende hinanden ved hjælp af lugten af et sekeret, de udskiller ved endetarmsåbningen. At være i stand til at genkende pårørende er vigtigt for bæverens sociale adfærd, og det skaber en mere tolerant adfærd blandt nabobævere. Bævere opretholder og forsvarer territorier. De har områder til fodring, opfostring og parring. De investerer meget energi i deres område på at opbygge deres dæmninger og blive bekendt med området, hvor de afsætter duftspor. Fordi de investerer så meget energi i deres egen områder, er bævere intolerante over for ubudne gæster, og der kan derfor forekomme voldelige sammenstød, men bæverne udviser også en adfærd kendt som Dear Enemy Phenomenon. Dette går ud på, at bæverne gør sig bekendt med naboernes dufte, og som sådan reagerer de mindre aggressivt for indtrængen af deres territoriale naboer end over for helt udefra kommende vagabonder. De længste bæverdæmninger, der er observeret, er ca. 800 meter lange. Der skal en hvis beslutsomhed til at gennemføre og vedligeholde et sådant projekt. Hvad der motiverer denne lille gnaver til en sådan foretagsomhed er et helt åbent spørgsmål. Bæveren klarer sig jo ikke bedre end andre gnavere, som hverken bygger dæmninger, kanaler eller huler. Hvorfor bruge så meget kostbar energi på så ambitiøse projekter i stedet for blot at koncentrere sig om at samle føde? Hvordan præcist har den første bæver snublet over en plan for den første dæmning? Hvor mange bævere over hvor mange tusinde år har forsøgt at bygge en dæmning i stedet for at fryse om vinteren eller blive ædt af rovdyr, før den første dæmning eller hule blev bygget? På hvilket tidspunkt har bæveren fortænder udviklet sig til at blive de perfekte træfældningsredskaber med indbygget skærpelse af “øksen”? – Hvis ikke hele tiden bruger sin fortænder til at fælde træer, bliver den kvalt af tændernes vækst. Hvor mange træer blev fældet, før en bæver fik ideen til at lægge en masse af dem på tværs af en strøm og opdæmmevandet, og med hvilket formål?

20

september 2012

Bæverens fysionomi har ikke ændret sig meget. De herunder viste bævertænder formodes at være 7 millioner år gamle:

Parkarbjdere i The John Day Fossil Beds National Monument in Oregon har fundet disse fossile bævertænder i et område, hvor der er fundet en del andre fossiler. Ifølge nationalparken skulle disse tænder være ca. 7 millioner år gamle, til trods for at de nærmest er identiske med tænder fra nulevende bævere, hvilket antyder, at bæverens rolle har været uændret i fortiden. Kilde: Wikipedia

Bæverens fysionomi hænger uløseligt sammen med dens hang til at fælde træer – uagtet at disse ikke er beregnet til føde, men til avanceret bygningsarbejde. Bæverens timing af arbejdet afspejler planlægning, idet den har tendens til først at skove træet og senere påbegynde selve byggearbejdet. Det hele hænger sammen i en rationel planlægning og struktur: Træfældning, kanalbygning og flådning med henblik på konstruktionsarbejde – dæmningsbygning med henblik på at etablere konstant vandstand – hulebygning og undervandsadgang med henblik på beskyttet opfostring af afkom – diverse vedligeholdelsesarbejde, tætning og reparation med henblik på bevarelse og besparelse. Alt sammen med en nøje planlægning i fuld forståelse for årstidsvariationerne.    Det darwinistiske synspunkt er at bæveren har opfundet det hele baglæns og indbygget det i sit instinkt ved den naturlige udvælgelse. Den naturlige udvælgelses rolle har været at fjerne det som alligevel ikke virkede! Mon ikke hele bæverens gøren og laden har været nyttesløs indtil den dag det hele har virket i sammenhæng?   Hvornår har det været selektionsfordel at misbruge livsnødvendige ressourcer til at gnave træer over og smide dem i en flod? Det har det aldrig været! Selektionsfordelen er først blevet en realitet, på det tidspunkt hvor hele projektet har stået færdigt i løbet af ét kalenderår til fordel for næste kuld af bævere. n

Bæverens dæmningsværker og hulebygning


ORIGO

Muslingen som er dyktig i matematikk Steinar Thorvaldsen, dr.scient. Universitetet i Tromsø.

Albueskæl: Wikipedie

saken kort Dyr som har skelettet udenpå (exoskelet) i form af kitin eller kalkskaller, må bygge en skal som passer til det voksne individ eller udskifte skallen i takt med væksten. Der er også en tredje mulighed. Skallen kan have en facon som kan udvides løbende ved at dyret bygger materiale på kanten af skallen. Sneglen som forfatteren beskriver, udvider sit hus på denne måde. Den løser også andre problemer. Hvordan får jeg mest for pengene? Eller hvordan får jeg det største hus med de færreste byggematerialer og samtidigt indkalkulerer andre vigtige faktorer? Læs her hvordan det lille dyr tilsyneladende har regnet dette ud længe før rumalderen.

Albueskjell [da.: albueskæl], eller hatteskjell, er et bløtdyr og tilhører albusneglene som har et lavt, kjegleformet skall. Som navnet sier, ligner det en albue, fordi dens spiss har en runding som ligner på en albuespiss. Den er gjerne 3-6 cm bred og sitter fast på steiner og berg i strandsonen. De lever langs kysten i Norge og Sverige, langs hele Jyllands vestkyst og Huse af albueskæl.

videre nedover langs vestkysten i Europa. Den suger seg fast til underlaget og kan være svært vanskelig å få løs. Det meste av sneglen består av en kraftig muskel som den bruker som en slags sugeskål for å holde seg fast til underlaget. Albusnegler (latin: Patella vulgata) lever av å raspe alger av berget. Sneglen kan bli opp til 15 år gammel. Hos albueskjellet er skallets rand nøyaktig tilpasset underlaget og lukker seg tett ved lavvann når skallet er i luft. Når vannstanden er høyere, vandrer albueskjellet opp til én meter fra utgangspunktet, men det er tilbake på samme sted ved lavvann. Der har den tilpasset skallet slik at det tetter godt ned mot underlaget. Sneglen lager et slimspor som den gjerne benytter til å finne tilbake til bostedet. På den måten kan den tåle å stå over vannflaten i perioder uten å tørke ut. Muslingen har også med seg litt vann inne i skallet for de periodene den befinner seg i luft. Kjeglehus Kjeglen er som kjent en av de klassiske figurene i geometrien. Som en matematisk modell for albueskjellets hus, kan vi ta utgangspunkt i en standard kjegle. Skjellets geometri er da gitt ved velkjente formler som kan baseres på kjeglens sirkulære grunnflate, dens høyde og vinkel i toppen. Noen kjegler har høy spiss, mens andre har lav spiss. Men hvordan skal muslingen bygge sitt hus for å få mest mulig rom å rutte med? Grunnmuren er gitt med fjellet, men veggen gjelder det å legge slik at resultatet inne blir størst mulig. Dette er et vanlig optimaliseringsproblem som løses ved å sette opp en volumfunksjon, og deretter finne den største verdien av denne ved bruk av derivasjon. For mange har slike regnestykker vært en del av pensum i matematikk i videregående skole (gymnaset). Kaller vi radien i grunnflaten for r, høyden i kjeglen for h, får vi denne formelen for arealet av sideveggen, S:

Muslingen som er dyktig i matematikk

skabelse.dk

21


Origo Måling af vinklen. Foto: Forfatteren

Denne sideveggen kan vi anta at har en gitt størrelse som tilsvarer de byggematerialene muslingen kan benytte til huset. Vi setter S = 1, og bruker dette til å finne et uttrykk for h av ligningen over. Det gir oss:

Så kan vi se på volumet. Volumet V av en kjegle er som kjent grunnflaten ganger høyden delt på 3, som nå blir:

Vi ønsker å finne den verdien av radien r, som gjør volumet V størst mulig. Til vanlig gjøres dette ved å derivere funksjonen V med hensyn på r, og sette den deriverte lik 0, men vi kan også plotte funksjonen grafisk for å se når den får sin største verdi. Dette er gjort i figuren. Resultatet blir at V har sin største verdi for:

Dette gir at den toppvinkel i spissen på kjeglen som gir størst volum er på 70.5 grader. Jeg har samlet et titalls albueskjell fra kystområdene i Norge og målt vinkelen i den nedre vekstsonen som vist i figuren. Mot toppen er skjellene noe slitt av vær og vann, og vinkelen varierer også en del fra skjell til skjell. For de jeg har samlet, ligger toppvinkelen mellom 75 og 85 grader, dvs. at skjellene er noe lavere enn det som ville ha gitt maksimalt volum i en kjegle med gitt sideflate. Men det er også andre faktorer enn stort volum som spiller inn. Tidevannssonen er et av de områdene som eksponeres for de største temperatursvingninger på jorden, fra varme bergvegger til snødekte strender. En kjegleform med stor høyde vil fortere miste varme til omgivelsene enn et skjell med mindre høyde. Temperatursvingene vil i tillegg skape spenninger som skjellveggen må kunne takle.

Å tåle storm Skjellet sitter som sagt på fjell og steiner der det kan bli utsatt for bølger med vannhastigheter i overkant av 20 m/s. Disse ekstreme vannstrømmene påfører også skjellet sterke krefter, både løft- og dra-krefter, som utfordrer muslingens evne til å holde seg fast til underlaget og unngå å bli knust. Den koniske formen av skjellet er mye bedre egnet til dette enn den kulelignende form eller spiralformen som er vanlig hos de fleste andre skjelltyper. (Denny 1988; Vermeij 1993). Kjegleformen har den egenskapen at den vil redusere de hydrodynamiske kreftene. Men fortsatt er det en viss risiko for at muslingen blir slitt løs fra underlaget på grunn av de kreftene den tross alt vil bli utsatt for. Denne risikoen kan det være smart å gjøre så liten som mulig. For et skjell med lav spiss (stor toppvinkel) vil løft være den dominerende kraft, og for de med en høyt spiss vil dra-kraften være den dominerende. I en teoretisk studie har Mark W. Denny (2000) vist at risikoen for at muslingen blir rykket løs er minimert når forholdet mellom høyde og radius er lik 1.06, dvs. når toppvinkelen er 86.6 grader. I figuren er de forskjellige verdiene tegnet inn, og vi oppdager at de virkelige Albueskjellene er plassert imellom de to teoretiske verdiene vi har regnet oss frem til.

Figuren viser hvordan albueskjellets volum varierer med toppvinkelen når vi antar at byggematerialet som brukes i skjellets vegger, har et gitt areal. De to loddrette pilene viser optimale verdier beregnet ut fra naturvitenskapelig betraktninger og teori, mens den vannrette pilen viser det empiriske variasjonsområdet for en del virkelige skjell som ble samlet inn.

22

september 2012

Muslingen som er dyktig i matematikk


ORIGO

Apollokapselen Albueskjellets form minner om formen på det romfartøyet som ble bygd for å frakte mennesker tur/retur til månen. Kommando- modulen som ble brukt i forbindelse med måneferdene, hadde en form tilsvarende vårt skjell. Toppvinkelen i kjeglen var på 66 grader, og det var plass til 3 mennesker inni, pluss alt utstyret. Ingeniørene ga kapselen nettopp denne optimale form for å gjennomføre ekspedisjonen helt ut til månen som ligger 384 000 km borte, og som vi vet ble dette en av de største og mest vellykkede teknisk-vitenskapelige prosjekter i historien. Kjeglen var egentlig avkortet i spissen for å gi plass til en luke for astronautene å bevege seg igjennom. I tillegg var den konstruert med et spesielt varmeskjold nederst som ga mulighet for å bremse opp i jordens atmosfære uten å komme i spinn. Nettopp det siste var svært viktig for å sikre en trygg landing for astronautene. Alle disse behovene gjorde at romfartsingeniørene valgte kjeglen som den optimale løsning, og alle spesialbehov ble designet inn i grunnformen av en kjegle. På tilsvarende måte aner vi av regnestykkene over at skjellet på stranden er resultat av samme type ingeniørkunst, der behovet for plass og sikkerhet er bygget inn på en mesterlig måte. n

Muslingen som er dyktig i matematikk

Apollo 14 var en av de vellykkede måneferdene, og astronautenes romkapsel står nå utstilt på Kennedy Space Center i USA. Foto: Wikipedia.

Litteratur Cabral, J.P and Natal Jorge, R.M. (2007) Compressibility and shell failure in the European Atlantic Patella limpets. Mar Biol. 150:585–597. Denny, M.W.(2000) Limits to optimization: fluid dynamics, adhesive strength and the evolution of shape in limpet shells. The Journal of Experimental Biology 203, 2603–2622. Denny, M.W. (1988) Biology and mechanisms of the wave-swept environment. Princeton University Press, Princeton. Harley, C.D.G. et al. (2009) Thermal stress and morphological adaptations in limpets. Functional Ecology, 23, 292–301. Vermeij, G.J. (1993) A natural history of shells. Princeton University Press, Princeton.

skabelse.dk

23


Origo

Om instinkter, intelligens og algoritmer Af Peder A. Tyvand, professor, dr.philos

Etologi – læren om dyrs oppførsel Alle dyr har instinkter. Dette er medfødte mønstre i dyrenes oppførsel. Mønstre som hjelper dyret i vanlige situasjoner hvor intelligensen ikke strekker til. Vi mennesker har også instinkter, om enn få. Vårt viktigste instinkt er sugeinstinkter hos spedbarn som legges til morens bryst. Dyrenes instinkter hører i dag til fagområdet etologi. Etologi er læren om dyrs oppførsel. Ordet etologi kommer fra et gresk ord «ethos-logia» som kan oversettes med «karakterlære». «Ethos» betyr «karakter» eller «vane». Etologien studerer dyrenes karaktertrekk eller vanemønstre når det gjelder oppførsel. En spennende problemstilling er hvorvidt dyrenes oppførsel er fullstendig determinert, eller om det finnes elementer av frie valg hos dyrene.

sagen kort (Forkortet artikel) Bæveren er med sit instinkt i stand til at bygge huler og dæmninger af grene og træstammer. Vores såkaldt nærmeste slægtning chimpansen kan bygge noget som minder om en hængekøje, men den er kun i stand til at lægge 2 pinde over kors for at må et mål – ad fornuftens vej. Når den skal bruge sin forstand, bliver resultatet langt mindre avanceret end bæverens dæmning. Hvori består den evolutionære opstigning? Er instinkt i virkeligheden noget meget avanceret, og kan det opstå spontant i naturen? Hvordan kan sociale dyr som myrer være udstyret med forskellige instinkter der fører til løsning af en kompliceret fælles opgave? Hvem eller hvad er det der styrer helhedsplanen?

Mikroskopfoto af myrehoved. Hovedet måler en halv millimeter i længden. Hvilke tanker rummer det? Foto: Microangela

24

september 2012

Om instinkter, intelligens og algoritmer


ORIGO

Om høyere og lavere veseners instinkter I denne artikkelen skal vi nøste litt i [da.: optrevle lidt af ] evolusjonslærens syn på dyrenes instinkter. Instinkter er en medfødt, automatisk atferd hos et levende vesen. Denne atferden utløses av bestemte påvirkninger. Evolusjonslæren slår fast at absolutt alle instinkter sikter på at arten skal overleve. Men dette dogmatiske utgangspunktet gir oss nesten ingen tanker om tilblivelse. Dogmatikken forteller oss ikke hvordan en komplisert instinktiv atferd kunne bli til fra forfedre som ikke hadde denne atferden. Opphavet til instinktene ligger utenfor evolusjonslærens rekkevidde. Selv den mest innbitte darwinist må ta eksistensen av instinkter for gitt, når han betrakter særegne instinkter som opptrer på et visst nivå i dyreriket. Han kan ikke vite at nye spesialinstinkter kun er modifiseringer av mer primitive halvveis-instinkter. Enten vi er darwinister eller ikke, så må vi nok innse at de fleste instinktene simpelthen dukket opp. Det eneste som evolusjonslæren kan bidra med av forklaringer, handler ikke om tilblivelse, men om modifiseringer av disse gitte instinktene. De problematiske byggverkene Sterke krefter innenfor moderne biologi ønsker å avskaffe hele instinktbegrepet. Noen har forsøkt å erstatte begrepet med relativt intetsigende uttrykk av typen «artsbetinget oppførsel». Denne aversjonen mot et godt innarbeidet begrep kan skyldes en «instinktiv» frykt for at begrepet instinkt faktisk går bedre sammen med Intelligent Design enn med tradisjonell darwinisme. I forbindelse med instinkter er dyrenes byggverk det fenomenet som gir darwinistene størst grunn til å frykte Intelligent Design. Vi skal forsøke å se prinsipielt på dyrs byggverk, og trekke inn noen av de relativt svake forklaringene som darwinismen har å by på. Dersom man i det hele tatt skal snakke om instinkter, er det klart at dyrenes byggverk må regnes som et resultat av instinkter. En av de få dyreartene som lager byggverk ut fra egen tenkning, er sjimpansen. Men den kommer ikke stort Om instinkter, intelligens og algoritmer

lenger enn til å legge to pinner i kors eller flytte på en stol slik at den kan rekke opp til et stykke frukt på en gren som henger ned fra et tre. Den klarer nok å stable to kasser oppå hverandre for å klatre på dem, men neppe tre eller fire. Sjimpansens to pinner i et kryss er ynkelige saker i forhold til en beverdemning som kan forandre et helt elveløp. Siden beveren ikke akkurat er klokere enn sjimpansen, synes det klart at byggingen av en beverdemning er basert på rent instinktive handlingsmønstre. Bæverdæmning. Foto: Dreamstime

Så kan vi spørre om etologi tilsier en oppgradering eller nedgradering av dyrenes sjelsliv i forhold til mennesket. En sosialdarwinist eller såkalt «sosiobiolog» av Richard Dawkins’ type maler seg selv inn i et hjørne. Han er nødt til å oppfatte dyrenes handlinger som uttrykk for den høyeste etikk. «Sosiobiologien» ser det å føre egne gener videre som den eneste edle handling. Dawkins tegner et goldt og ensomt tankeunivers med egoisme som den eneste prisverdige holdning. Men Dawkins reserverer seg i bøkene sine. Ikke mot disse tankene sine, men mot at vi skal etterleve dem i praktisk handling. Er menneskets naturlige psykologiske reaksjoner og atferdsmønstre mindreverdig etisk sett? Dersom vi må til dyrenes verden for å finne etiske idealer vi kan strekke oss mot, er vi virkelig ille ute.

Nå må det sies at sjimpansen kan lage mer avanserte byggverk. Den kan bygge noe som ligner på reir [da.: rede] eller hengekøye for å legge seg og sove høyt oppe i et tre. Men denne byggingen er såpass stereotyp at den er nødt til å være instinktiv. Nede på bakken er sjimpansen en klønete [ubehjelpelig] byggmester, siden den ikke besitter instinkter den kan stole på. Vi vil betrakte instinktive byggverk fordi disse er de eneste interessante byggverkene i dyreriket. Det finnes to hovedtyper av instinktive byggverk. 1. De individuelle byggverkene som et enkelt dyr eller et dyrepar kan lage. Beverdemninger, fuglereder og edderkoppnett er kjente eksempler. 2. De kollektive byggverkene som en sosial gruppe med dyr må lage i fellesskap. Bikuber, vepsebol og maurtuer [da.: myretuer] er kjente eksempler. Jeg vil her ta for meg de kollektive byggverkene fordi disse lager store problemer for darwinismen. Darwinismen anerkjenner egentlig bare individuelle instinkter. Men det er vanskelig å fatte hvordan nesten identiske dyrs individuelle instinkter skal kunne forklare deres subtile fordeling av oppgaver i en bikube eller maurtue. Det finnes likevel forsøk på darwinistiske forklaringer. Man mener å påvise at arbeiderne i bikuber påtar seg ulike oppgaver som er bestemt av hvor gamle disse arbeidsbiene er. Mens biene er unge, utfører de ganske enkle oppgaver, og så konsentrerer de seg om stadig mer kompliserte oppgaver når de blir eldre. Det er vanskelig å skabelse.dk

25


Origo si om dette er rene fakta eller en blanding av fakta og ideologi. For en darwinist er det en uhyrlig tanke at fellesskapet i en bikube skulle disponere instinkter som ikke kan reduseres til individnivå. Det er ganske enkelt ikke akseptabelt ideologisk sett at en sosial gruppe med dyr skulle ha ett eller flere gruppeinstinkter som ikke ligger latent i hvert enkeltindivid når det er alene. På denne bakgrunnen må vi se de følgende observasjonene av sterile arbeidere i en bikube. • Rengjøring av cellen utføres av bier som er mellom 1 og 5 dager gamle • Foring av larver utføres av bier som er mellom 3 og 12 dager gamle • Foring av nabobier utføres av bier som er mellom 3 og 16 dager gamle • Pakking av pollen utføres av bier som er mellom 10 og 21 dager gamle • Innsamling av pollen utføres av bier som er mellom 13 og 27 dager gamle Algoritmer i forhold til instinkter og byggverk Darwinismen har et nølende og umodent forhold til algoritmer. En algoritme er en oppskrift med instruksjoner som blir iverksatt. Eller, for å si det mer teknisk, en sekvens med kodede kommandoer som blir utført. Alle virksomme algoritmer har en hierarkisk rangorden som består av fem metafysiske nivåer. Vi vil her kun nevne de to absolutt uunnværlige algoritmenivåene «formulering» og «handling». Formuleringen står over handlingen fordi formuleringen kommer først og spesifiserer hva handlingen skal gå ut på. Darwinister vil ikke erkjenne at livet faktisk er basert på informasjonen i spesifiserte algoritmiske instruksjoner. Alle algoritmer kan reduseres til tre metafysiske grunn elementer. • Valg • Sekvens • Iterasjon «Valg» i forbindelse med algoritmer betyr at elementene i den formulerte algoritmen ikke er tilfeldig, men er utvalgt som en blant mange muligheter. Det ligger også et bestemt valg av språk og koding til grunn for enhver algoritme. «Sekvens» betyr at rekkefølgen av kommandoene er avgjørende. Vi kan vanligvis ikke bytte om rekkefølgen av kommandoer uten at dette gjør algoritmen til en helt annen og kanskje helt ubrukelig algoritme. «Iterasjon» betyr løkker hvor algoritmen går rundt i ring og blir gjentatt. Det er interessant at disse tre grunnelementene i seg selv er hierarkiske: «Valg» står over «sekvens» som igjen står over «iterasjon». Valget er det helt fundamentale metafysiske grepet. Deretter følger sekvensen som forutsetter alle valgene. Til slutt følger iterasjonen eller gjentagelsen som forutsetter både valg og sekvens. Alle algoritmer må ha valg og sekvens, mens iterasjon ikke er strengt nødvendig. Imidlertid vil de mest effektive beregningsalgoritmer inneholde mange iterasjoner eller repetisjoner. Algoritmer utgjør den mest grunnleggende forutsetningen for liv. Alt liv er algoritmisk. Alle algoritmer forutsetter liv.

26

september 2012

Den døde natur er derimot ikke-algoritmisk, for her finnes det ikke noen formulering som skal settes ut i livet. Darwinismen er ikke villig til å anerkjenne det grunnleggende faktum at livet er algoritmisk. Det darwinistiske korthuset vil rase sammen under denne innsikten. Darwinismens to såkalte mekanismer er nemlig ikke-algoritmiske, selv om man forsøker seg med bortforklaringer av dette faktum. Når det gjelder virksomheten i en bikube, kan vi nevne tre ulike former for vikarierende argumentasjon for å bortforklare at bikubens drift er algoritmisk. 3. Man hevder at bikuben dypest sett er et resultat av natur1. lovenes virkning over lang tid. De såkalte darwinistiske mekanismene antas da å uttrykke naturlovene i aksjon. 4. Man forsøker å komme alle algoritmiske «valg» i bikuben 2. i forkjøpet ved å vise til «det naturlige utvalg». «Valg» og «utvalg» er to ord som nesten er like. Men det naturlige utvalg er bare et ikke-algoritmisk darwinistisk surrogat for de virkelige algoritmiske valgene. 5. Man forsøker å komme enhver algoritmisk sekvens i 3. forkjøpet ved å vise til at biene gjør ulike oppgaver til ulike tider. Dermed setter man en ikke-styrt ikke-algoritmisk tidsrekke som surrogat istedenfor den sekvensielle algoritmiske styringen av bikuben. I virkeligheten må bikuben styres ut fra et overordnet, men genetisk betinget program som gjelder for hele kuben. Darwinister: Gå til mauren og bli vis En maurtue er et fellesskap hvor komplisert instinktiv oppførsel foregår hele tiden. Akkurat som en bikube er det. Arbeiderne i maurtua er vanligvis sterile, akkurat som arbeidsbiene i en bikube. Men i maurtua nytter det ikke å «forklare» de ulike egenskapene ved å fordele dem over maur av ulik alder. Slik som man mener å kunne gjøre når det gjelder en bikube. Maurtuas fordeling av arbeidsoppgaver kan ikke forstås utelukkende ut fra genetikken til enkeltindividene. Dette betyr at arbeidsfordelingen ligger på et høyere plan enn enkeltindividenes genetikk. En innsikt som er meget ubehagelig for en darwinist som søker visdom hos maurene. I en maurtue utøver genetisk nesten like individer ganske ulike oppgaver samtidig. • • • • • • • • •

Noen maur sleper på byggemateriale Noen maur koordinerer byggingen av tua Noen maur konstruerer ganger og hulrom i tua Noen maur passer på eggene i tua Noen maur flytter eggene høyere opp i tua når de er blitt larver Noen maur flytter larvene høyest opp i tua når de er blitt pupper Noen maur holder oppsyn med bladlus som suger næring av planterøtter nederst i tua Noen maur melker bladlus Noen maur mater andre maur med næring fra sin «sosiale» mage, som er en slags ekstramage som den har i sin fordøyelseskanal før sin personlige mage

Hvis alle maurene fant ut at de helst ville gå på tur for å frakte barnåler [da.: gran- og fyrretræsnåle] til tua, ville hele tua kollapse i løpet av kort tid. Til tross for at byggingen er veldig viktig, og barnåler er et viktig byggemateriale. De Om instinkter, intelligens og algoritmer


ORIGO Chimpanse i mådeholden aktivitet. Foto: Dreamstime

ulike aktivitetene som må foregå samtidig, ser ut til å bli koordinert for hele tua, men de er ikke tillært. Maurens alder ser ikke ut til å være av stor betydning når det gjelder hvilken oppgave den til enhver tid påtar seg. De parallelle aktivitetene er utvilsomt instinktive, men darwinismen ser ikke ut til å ha noen forklaring på den helhetlige planen for tua. Darwinismen forlanger at alle instinktive aktiviteter er basert på arvestoffet hos enkeltindividet, og den forlanger også at maurenes instinktive oppførsel må ha sin årsak i naturlig utvalg og tilfeldige mutasjoner. I forhold til maurtuens aktiviteter er darwinismen ikke kommet stort lenger enn til å slå fast at mange millioner år med naturlig utvalg og mutasjoner ligger i bunnen. Disse såkalte mekanismene må per definisjon kunne «forklare» hele livet i tua med alle maurenes koordinerte oppgaver. Darwinismen har egentlig ingen forklaring på de differensierte oppgavene i en maurtue. Mange ting tyder på at det finnes en overordnet koordinering av instinkthandlingene i maurtua. Luktstoffer er viktige for kommunikasjonen internt i tua. En fellesskapets kommunikasjon som ligger på et høyere Om instinkter, intelligens og algoritmer

nivå enn individnivå. Darwinister liker ikke disse kollektive instinktene, fordi man ønsker at alle egenskaper i tua skal være en sum av egenskapene for individene. Alle byggeaktiviteter hos dyr er egentlig store mysterier, som darwinismen gjerne møter med ideologiske og retoriske forklaringer som har svak substans. Darwinister er stolte dersom man finner en eneste liten evolusjonær «forklaring» på byggeaktivitetene i maurtua. Det eneste kjente framskrittet darwinismen har å vise til i forhold til maur, er at man mener å kunne fastslå at de sterile arbeidsmaurene har genetisk fordel av å ta vare på maurdronningen og hennes hanner som er betrodd oppgaven med å føre slekten videre. Jeg sier ikke at denne tanken er helt feilaktig. Men den er i beste fall en delsannhet som fort blir til løgn når den utgis for å være den fulle sannhet. Den feier et problem som innavl i kuben under teppet. Tanken om «arbeidsmaurenes genetiske egoisme» er ganske ufruktbar i vår sammenheng. Den har veldig lite konstruktivt å bidra med når det gjelder byggingen av en maurtue. Fra en darwinistisk synsvinkel er det enda vanskeligere å forklare termitttuer enn maurtuer. Men dette skal jeg ikke komme inn på her. skabelse.dk

27


Origo Sluttkommentarer Hva vi tenker om dyrenes evner og egenskaper, er begrenset av vårt menneskesyn. En del hjerneforskere mener å vite at hjernen vår egentlig bare er et uttrykk for naturlovenes kumulative virkning over tid. Det er veldig lett for slike folk å «forklare» at dyrs instinkter er bestemt av naturlovene. Dermed «vet» man også at dyrenes byggverk er et resultat av naturlovene. Her opererer man med «naturlover» i vid forstand, fordi darwinismens «mekanismer» (mutasjoner og seleksjon) regnes som en del av naturlovene. Flere inkonsekvenser ligger innbakt i et slikt banalt syn på tilværelsen hvor alt liv liksom skal være et resultat av naturlovenes virkning. Naturlovene for den døde natur inneholder jo ingen informasjon, for de gir i seg selv ingen muligheter for valg. Men dermed er det umulig at instinktene kan være bestemt av naturlovene. Instinkter medfører alltid konkrete valg. Instinktene gir en nedarvet atferd som er mer målorientert og mer spesifikk enn den strengt fysiologisk betingede atferden. Darwinismen begår en grunnleggende feil ved å overse at instinkter alltid er algoritmiske ved at det foretas valgte og sekvensielle handlinger. Alle instinktive valg er på forhånd gitt, men de blir utløst av situasjonene som de passer inn i. Dyrs byggverk er ikke bare betinget av valg, men også av sekvens i den forstand at byggeelementene skal plasseres i en viss rekkefølge. Bunnen av et fuglerede må for eksempel bygges før man etablerer en kant for å hindre at eggene skal rulle ut. Instinkter er mye rikere enn naturlovene. Instinkter er veldig mangfoldige, men de innebærer begrensninger innenfor de fysiologiske mulighetene. Alle instinktive valg kunne godt ha vært annerledes under de samme fysiologiske betingelsene. Katten som instinktivt kvesser klørne sine på en sofa, kunne fysiologisk sett gjerne ha trukket klørne inn i potene i stedet. Barnet som instinktivt suger og svelger melk, kunne fysiologisk sett like gjerne ha spyttet ut melken etter å ha sugd seg en munnfull. Instinkter er et godt eksempel på at sentrale apologetiske spørsmål i dag trenger en algoritmisk vinkling. Det er

feilaktig å avgrense algoritmenes relevans til naturvitenskap. Menneskets frie vilje og dyrenes instinkter er to beslektede problemstillinger som bør diskuteres ut fra et algoritmisk perspektiv. Instinktene er nedarvet, men befinner seg likevel i et interessant grenseland mellom arv og miljø. Instinkter er i utgangspunktet gitt genetisk, og det krever ikke særlig høy intelligens å utføre dem. Dumme dyr kan ha instinkter som opererer på et mye høyere plan enn der hvor dyrets egen intelligens befinner seg. Men slike instinkter er svært rigide og stereotype. Intelligente dyr har mye mer fleksible instinkter, og de kan foreta betydelige pregingsprosesser og læringsprosesser omkring sine instinkter. Klokere dyr har færre og mer innholdsrike instinkter som kan bli tilpasset til ulike situasjoner. Instinkter er svært nyttige både for dumme og kloke dyr. Er vi mennesker observante nok, kan vi faktisk vurdere hvorvidt dyr er kloke eller dumme ut fra hva slags instinkter dyret har og hvordan disse instinktene folder seg ut i praksis. Det dumme dyret må slavisk utføre instinktene sine uten å ha noen påvirkning på hvordan disse er formulert algoritmisk. Det kloke dyret kan bruke sin intelligens til å modifisere sine egne instinkter, men bare innenfor en gitt algoritmisk ramme. Vi mennesker er unike skapte vesener som i oss selv er i stand til å skape algoritmer helt forfra og utføre dem trinn for trinn. Sjimpansen forsøker så godt den kan, men den klarer ikke å gi opphav til progressive og trinnvise algoritmiske handlinger. Ikke kan den idéutvikle og formulere algoritmer. Og hvis den hadde klart det, ville den ikke kunne følge sine egne instruksjoner og utføre disse algoritmiske oppgavene. Sjimpansen er i stand til å foreta valg, men dens valg må omsettes umiddelbart i handling. Sjimpansen kan ikke formulere eller iverksette algoritme-sekvenser med tre eller flere ledd. Sjimpansen er intelligent, men dens intelligens begrenser seg til å utføre enkeltoppgaver. Som å knuse en nøtt med en hammer. Straks nøtta er knust, overtar sjimpansens instinkter når nøttekjernen puttes i munnen. n

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

28

september 2012

Be om skolebrosjyre

Om instinkter, intelligens og algoritmer


ORIGO

Om at erkende sandheden Oversættelse af cand.ling.merc. Susanne Kiilerich

Clive Staples Lewis

Der er bred enighed om, at fornuften og endda sanserne og livet selv er en slags efternølere i naturen. Hvis naturen står alene, må fornuften altså være opstået ved en historisk proces. Og denne proces sker naturligvis ikke – i naturalistens øjne – med henblik på at frembringe en mental adfærd, der skal finde frem til sandheden. Der var ingen skaber, og der var – i særdeleshed – ikke noget, der var hverken sandt eller falsk, før der var tænkere. Den form for mental adfærd, vi nu kalder rationel tænkning eller logiske følgeslutninger, må derfor være blevet “udviklet” gennem naturlig udvælgelse i form af en gradvis frasortering af former, der er mindre egnede til overlevelse. Vores tanker var altså i udgangspunktet ikke rationelle. Det vil sige, at alle vores tanker engang var, som mange af vores tanker stadig er, udelukkende subjektive oplevelser og ikke opfattelser af en objektiv sandhed. De tanker, som var forårsaget af en udefrakommende årsag, var (ligesom vores smerter) udelukkende reaktioner på stimuli. Ifølge teorien sker naturlig udvælgelse udelukkende ved at eliminere de reaktioner, der er biologisk skadelige og ved at gentage dem, som har tendens til at sikre overlevelse. Men er det ikke muligt at forestille sig, at enhver forbedring af reaktioner skulle kunne medføre, at de blev til handlinger foretaget på baggrund af en indsigt eller bare noget, der kunne minde om det? Relationen mellem reaktion og stimulus er væsensforskellig fra relationen mellem viden og den erfarede sandhed. Vores fysiske syn er en langt mere nyttig reaktion på lys end dem, som ses blandt mere primitive organismer, som kun har et fotosensitivt område. Men hverken denne forbedring eller nogen anden forbedring, som vi kan gøre os formodninger om, kan på nogen måde forudsætte en viden om lys. Synet er ganske vist noget, uden hvilket vi ikke ville have haft denne viden. Men vores viden er opnået gennem eksperimenter og logiske følgeslutninger heraf – ikke gennem en forfinelse af vore reaktioner. Det forholder sig ikke sådan, at det er mænd med særligt gode øjne, som har stor viden om lys. Det er derimod mænd, som har studeret de relevante videnskabelige grene. På samme måde kan vore psykologiske reaktioner på vores miljø – vores nysgerrighed, aversioner, fornøjelser og forventninger – forbedres i det uendelige (fra et biologisk synspunkt) uden derved at blive til andet end reaktioner. En sådan perfektion af de ikke-rationelle reaktioner kan, i stedet for at være frembragt af relevante logiske slutninger, således opfattes som værende en anden metode til at opnå overlevelse – som alternativ til fornuften. Om at erkende sandheden

sagen kort C. S. Lewis 1898-1963. Tidl. oxfordprofessor i middelalderog rænessancelitteratur. I Danmark mest kendt for Narniafortællingerne som er filmatiseret og også vist i dansk tv. Mange har formentlig også set filmen Shadowlands med Anthony Hopkins i hovedrollen som den aldrende Lewis med sine personlige kampe som enkemand efter et kortvarigt ægteskab. C. S. Lewis blev omvendt til kristendommen efter en længere årrække som ateist. Hans omvendelse skete efter hans eget udsagn under påvirkning af J. R. R. Tolkien og en anden nær ven. Nærværende artikel er en lille smagsprøve på bogen Miracles fra 1947, som er en af flere apologetiske værker af forfatteren. Oversættelsen er udpluk af det tredje kapitel i bogen, hvor problemer med den rene naturalisme diskuteres i forhold til det at kunne erkende sandheden. Den naturlige udvælgelse får også et ord med på vejen. [...] Gentagne erfaringer med at finde ild (eller rester af ild), efter at have set røg, vil få en mand til at forvente at finde ild, hver gang han ser røg. Denne forventning udtrykt således: “hvis røg, så ild”, bliver da det, vi kalder en logisk slutning. Er alle vore logiske slutninger opstået på denne måde? Og hvis det er tilfældet, er de så alle ugyldige? En sådan proces vil utvivlsomt skabe en forventning. Den vil lære mennesket at forvente ild, hvor det ser røg, på samme måde som den lærte det at forvente, at alle svaner er hvide, (lige indtil det så en sort svane), eller at vand altid ville koge ved 212 grader (fahrenheit) (indtil en eller anden prøvede at tage på skovtur på et bjerg). Sådanne forventninger er ikke logiske slutninger og er ikke nødvendigvis sande. Formodningen om at ting, som har været forbundne i fortiden, altid vil forblive forbundne i fremtiden, er et vejledende princip for dyrs adfærd og ikke for rationel adfærd. Fornuften træder ind i det øjeblik, man drager en logisk slutning. “Eftersom noget altid har været forbundet, følges det formodentlig altid ad”, kan man konstatere og dernæst forsøge at udforske sammenhængen. Når man har undersøgt, hvad røg er, kan man dernæst erstatte den enkle forventning med en reel logisk slutning. Indtil dette er sket, opfattes forventningen af fornuften udelukkende som en forventning. [...] “Men,” vil man indvende, “det er ubestrideligt, at vi rent faktisk opdager sandheder ved hjælp af logiske slutninger.” Det er korrekt. Både naturalisten og jeg selv erkender dette. Vi kunne ikke diskutere noget, hvis vi ikke havde denne fælles erkendelse. Forskellen er, at jeg anfører, at han, modsat jeg selv, fremsætter en udlægning af fornuftens udvikling, som er i strid med de påstande, som både han og jeg nødvendigvis må henholde os til for hvad angår logiske slutninger og den måde, hvorpå vi rent faktisk udøver den. For hans udlægning er, og skabelse.dk

29


Origo kan i sagens natur kun være, en redegørelse i overensstemmelse med logikken for årsag og virkning – for hvordan mennesket begyndte at ræsonnere, som det gør. Og det efterlader naturligvis det ubesvarede spørgsmål, som er væsensforskelligt herfra, nemlig hvad det var der gjorde, at mennesket med rette kunne ræsonnere på denne måde? Hermed påhviler det naturalisten at påtage sig den penible opgave at påvise, hvordan det evolutionære produkt, som han har beskrevet, også kan have kraft til at “forstå” sandheder. Men det er absurd overhovedet at forsøge, at gøre dette. Dette kan bedst illustreres ved den allermest enkle og næsten desperate måde at forsøge at gøre dette på: At naturalisten for eksempel siger: “Nuvel, måske kan vi – endnu – ikke sige, hvordan naturlig udvælgelse kan foranledige, at ikke helt rationel mental adfærd kan føre til logiske slutninger, der fører til sandheden, men vi er sikre på, at det forholder sig sådan. Fordi naturlig udvælgelse nødvendigvis må fremme og øge nyttig adfærd. Og vi mener også, at vores tendens til at drage logiske slutninger er brugbar. Og hvis den er brugbar, må det føre til sandhed.” Men læg mærke til, hvad det er, der sker. Selve den handling at drage logiske slutninger står nu på spil. Det vil sige, at naturalisten har redegjort for, at det vi troede var logiske slutninger, som vi havde draget, slet ikke var udtryk for nogen reel erkendelse. Vi ønsker, og han ønsker, at blive forsikrede om noget. Og denne forsikring viser sig at være endnu en følgeslutning (hvis noget er nyttigt, er det sandt) – som om denne følgeslutning ikke, ifølge den evolutionære tankegang, skulle være underlagt samme kritiske granskning som alt det andet. [...] Et endnu mere ydmygt standpunkt står tilbage. Man kan, hvis man vil, opgive ethvert kendskab til nogen sandhed. Man kan ganske enkelt sige: “Vores måde at tænke på er nyttig” – uden at tilføje, uden endda at antyde “og derfor sand”. Den sætter os i stand til at sætte et brækket ben på plads, bygge en bro og lave en Sputnik. Og det er alt sammen godt nok. De gamle og vidtløftige ambitioner om fornuft må opgives. Fornuften er en form for adfærd, som udelukkende er udviklet som en praktisk hjælpeforanstaltning. Det er derfor, at når vi bruger fornuften til at udføre praktiske gøremål, klarer vi os ganske godt. Men hvis vi kaster os ud i spekulationer og prøver at finde generelle aspekter ved “virkeligheden”, ender vi i de uendelige, uanvendelige og formentlig udelukkende verbale stridigheder mellem filosoffer. Vi vil være meget mere ydmyge i fremtiden. Farvel til det hele. Ikke mere teologi, ontologi, ikke mere metafysik ... Men derfor, ligeledes, ikke mere naturalisme. For naturalisme er selvfølgelig et klassisk eksempel på vidtløftige spekulationer, der tager udgangspunkt i praksis, og som går meget længere end erfaringen danner baggrund for. Det er det, som nu er under anklage. Naturen er ikke en genstand, som kan præsenteres for hverken sanserne eller fantasien. Den kan kun nås gennem de fjerneste følgeslutninger. Eller naturen kan ikke nås, men er snarere noget, man kun kan nærme sig. Naturen er den ønskede og forventede forening af et enkelt, tæt sammenknyttet system beskrevet gennem alle de følgeslutninger, der drages på baggrund af vores videnskabelige eksperimenter. Men naturalisten kan ikke lade sig nøje med denne konstatering og går endnu længere med denne vidtgående negative konstatering: “Der findes intet andet end dette” – en påstand, som er i strid med al tidligere praksis,

30

september 2012

alle erfaringer og enhver efterprøvning, man kan forestille sig, siden mennesket begyndte at bruge sin fornuft til tankeeksperimenter. Men ifølge den nævnte logik er det første skridt i denne fremgangsmåde et misbrug og en fordrejning af en rent praktisk evne og dermed kilden til alle fantasifostre. I den sammenhæng må teistens standpunkt være udtryk for næsten ligeså usandsynlige fantasifostre som naturalistens (næsten, men ikke helt, idet teisten afstår fra at sætte kronen på værket med en kæmpe negation). Men teisten behøver ikke disse betingelser og går ikke ind på dem. Han er ikke bundet af den opfattelse, at fornuften er et relativt nyt fænomen, som er blevet formet af en udvælgelsesproces, der udskiller alt, hvad der ikke er biologisk anvendeligt. For ham er fornuften – den guddommelige fornuft – ældre end naturen, og naturens orden er dannet på baggrund af denne fornuft, som alene sætter os i stand til at kende den. For ham er det menneskellige sind i erkendelsens øjeblik oplyst af den guddommelige fornuft. Sindet er, i det omfang det er nødvendigt, sat fri fra den enorme benægtelse, der ligger i irrationelle årsagssammenhænge, og fri fra at skulle bestemmes på baggrund af den erfarede sandhed. [...] Det er vigtigt, at hvis vores rumlige forestillingsevne griber forstyrrende ind (og det vil den for manges vedkommende gøre), bør de billeder, vi danner for os selv, ikke være forkerte. Vi bør ikke se vores ræsonnementer som noget, der står “over”, “bagved” eller som er “hinsides” naturen. Hellere på “denne side af naturen” – og hvis vi absolut skal danne os et billede af det i rumlig forstand, er det bedre at se vores ræsonnementer som noget, der står imellem os og naturen. Det er ved hjælp af følgeslutninger, at vi danner vores opfattelse af naturen i det hele taget. Fornuften er givet før naturen, og vores opfattelse af naturen hviler på dette grundlag. Vores logiske følgeslutninger kommer før vores billede af naturen, næsten på samme måde som telefonen kommer før den vens stemme, vi hører i den. Når vi forsøger at få vores ræsonnementer til at passe ind i vores billede af naturen, mislykkes det. [...] Men de forestillinger, vi lægger i billedet, afhænger – ligesom hele vores opfattelse af naturen – af de tanker, vi gør os, og ikke omvendt. Dette er den afgørende realitet, som ligger til grund for alle vores tilskrivninger af virkeligheden. Hvis vores forestillinger ikke passer med vores billede af naturen, er der ikke noget, vi kan stille op. Vi vil under ingen omstændigheder give op af den grund. Hvis vi gjorde, skulle vi også opgive naturen. n

Om at erkende sandheden


ORIGO

Nye bøker av Tveter og Lennox I løpet av sommeren har Kjell Tveters bok om Intelligent Design blitt klar for salg i Norge. Boktittelen “Livet, skapelse eller tilfeldighet?” henspeiler på at forfatteren undersøker de to mulighetene og vurderer dem opp imot hverandre. Professor Kjell Tveter hevder med stor tyngde at Intelligent Design gir oss den beste forklaringen på årsaken til livet. Han argumenterer på en god og pedagogisk måte. Stoffet er også illustrert med en morsom strek av Vivian Zahl Olsen. Her får ungdommen, konfirmanten eller den allmenne leser gode argumenter for å komme darwinistiske tanker og holdninger i møte. Argumentene er vitenskapelig fundert og fremført av en professor som belyser et vanskelig tema ved hjelp av lettfattelige og forståelige modeller. Dr.med. Kjell J. Tveter er utdannet kirurg og urolog. Han var professor i 23 år og i vel 17 år avdelingsoverlege ved Ullevål sykehus. Han har undervist medisinske studenter i en årrekke og utdannet spesialister i urologi. Han har veiledet kolleger til medisinsk doktorgrad. Hans hovedinteresser var prostatalidelser og kreftsykdommer i nyre og urinveier. Han er nå pensjonist. Boka egner seg veldig godt som gave til ungdommer/konfirmanter eller til bruk i studiegrupper. Boken kan kjøpes direkte fra Hermon forlag i Norge.

I Danmark arbeider Origo også med bokutgivelser. John Lennox sin bok: “God´s undertaker. Has science buried God?” er nå så og si ferdigoversatt til dansk. Lennox kommer til København i forbindelse med lansering av den danske oversettelsen og deltar der på møter om kvelden 29. og 30. november. Professor John C. Lennox er professor ved Universitet i Oxford. Lennox er vel mest kjent for sine debatter med Richard Dawkins. Dette er debatter der han har vist seg som en utmerket debattant. Det er kanskje ikke så overraskende ettersom han har doktorgrader i både matematikk og filosofi og dessuten har gitt ut flere bøker om tro og vitenskap. Han deltar også ved en faglig konferanse mens han er i København.

Torsdag 29. november: Højnæskirken i Rødovre: http://www.kristentf.dk/om_kf/ her_bor_vi.php Fredag 30. november: Boklansering i Kirken i Kulturcenteret i København: http:// www.kirkenikulturcenteret.dk/

Med denne annonce ønsker jeg at gøre opmærksom på min web-shop: www.oprindelsen.dk samt mine tre websider: www.darwinsludder.dk www.væraltidrede.dk www.spørgsmåltiljehovasvidner.dk Kig ind på websiderne og få ny indsigt! Med venlig hilsen Ole Michaelsen

Nye bøker av Tveter og Lennox

skabelse.dk

31


Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Agervænget 16 7400 Herning

Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab.

I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprindelse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter

Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation. Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis. Endvidere er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet. Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik. ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement koster 200 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning. Tlf. + 45 35 14 35 39. Giro 730 5753

Jonathan Wells

Evolutionens ikoner Evolutionens Ikoner er både en øjenåbner mht. de opdagelser vi står med i dag inden for moderne biologi, og et alvorligt opråb om ærlighed inden for forskning og uddannelse. Den viser at darwinismen er i så stor krise at den åbenbart må benytte sig at fordrejninger og fortielser for at opretholde sin indflydelse.

239,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no ISSN 0109-6168

ORIGO nr 125 | september 2012

Profile for biocosmos

Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 125, september 2012  

Dyrs bygningskunst. Instinkter og algoritmer

Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 125, september 2012  

Dyrs bygningskunst. Instinkter og algoritmer

Profile for biocosmos

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded