Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 124, mars 2012

Origo 124 | mars 2012 | kr. 65,- i løssalg

O R I GO om vitenskap, skapelse og etikk

Mirakler Sjimpansens DNA

Planeter i Melkeveien

Kunstig liv

www.origonorge.no

O R I GO om videnskab, skabelse og etik

Indhold

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk

http://origonorge.no

Layout og sats: Layout: Mathias Helmuth Pedersen,

www.MathiasPedersen.com Sats:

Flemming Karlsmose, Tlf. 28 51 94 50 E-mail: flemming@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Forsidefoto: Jostein Andreassen

Redaktionskomité i Danmark

5

Skaper tabu

Knud Aa. Back, fhv. overlærer back@skabelse.dk

7

99% DNA til fælles med chimpanserne!

Emil Rasmussen, studerende tlf. 61 79 17 38, emil@skabelse.dk

Finn L. N. Boelsmand, cand.polyt. tlf. 35 39 76 54, finn@skabelse.dk

/ Sigve Brekke

/ Kristian B. Østergaard

10

Finkene på Galapagos

14

Forskning i kunstigt liv

/ Jostein Andreassen

/ Ove Høeg Christensen

Holger Daugaard, rektor, cand.scient. tlf. 66 18 41 00, holger@skabelse.dk Henrik Friis, erhvervskunderådgiver, cand.oecon. tlf. 35 14 35 39, abonnement@skabelse.dk Søren Holm, professor, CSEP, School of Law, University of Manchester, soren@skabelse.dk Flemming Karlsmose, PR-medarbejder, multimediedesigner tlf. 28 51 94 50, flemming@skabelse.dk Arne Kiilerich, rådgivende ingeniør arne@skabelse.dk

15

Kunstigt liv i oliedråber

16

Uvidenhed og intelligent design

Kristian Bánkuti Østergaard, cand.scient. tlf. 61 66 49 23, kristian@skabelse.dk

19

Informasjon

Redaksjonsråd i Norge

/ Ove Høeg Christensen

Bent Vogel, cand.scient. tlf. 86 41 04 96, bent@skabelse.dk Peter Øhrstrøm, professor, dr.scient. tlf. 98 29 70 61, peter@skabelse.dk

/ Ove Høeg Christensen

Rune Espelid, konsulent, cand.scient. rune.espelid@online.no

/ John C. Lennox

som indlæg i debat om mirakler 24 ’Ordet’ / Peter Øhrstrøm blir det av de andre?

28 Hvor / Steinar Thorvaldsen

Willy Fjeldskaar, forskningsleder, professor, dr.scient. willy.fjeldskaar@lyse.net Knut Sagafos, lektor knu-saga@online.no Steinar Thorvaldsen, førsteamanuensis, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no Peder A. Tyvand, professor, dr.philos. peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Peter Øhrstrøm

© ORIGO Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

SE/CVR-nummer: 3037 6390

marts 2012 Abonnement og bestillinger:

2

Norge:

Danmark:

Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms: +47 45 25 58 78 Bestil per e-mail: knu-saga@online.no

Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning.

Tlf. +45 35 14 35 39 E-mail: abonnement@skabelse.dk

Redaktionelt

Skaberens hånd og Skaberens love Af redaktøren

Kaj Munk var med sit berømte drama Ordet fra 1925 aktiv i debatten om miraklets mulighed. For ham var det meget vigtigt at fastholde et verdensbillede, som ikke fornægter muligheden for, at miraklet kan ske. Som det fremgår af artiklen i dette nummer om Munks syn på sagen, fastholder han, at man skal skelne mellem Skaberens love (dvs. naturlovene) og Skaberens hånd, som fører til de ekstraordinære forhold i tilværelsen, som godt nok er konstaterbare, men som ikke logisk følger af naturlovene. I dette nummer karakteriseres information i artiklen af John C. Lennox som noget enestående, der ikke følger af de fysiske forhold – lige så lidt som teksten i avisen følger af papirets og tryksværtens fysiske egenskaber. Der er også god grund til at se ”Skaberens hånd” i vores planets karakteristika, således som det beskrives af Steinar Thorvaldsen. Der er gennem tiden foretaget mange

Origo har fået ny webmaster

Emil Rasmussen er en dygtig naturvidenskabelig gymnasielev med stort talent for programmering.

Han har kastet sig over opgaven at nytænke Origos hjemmesider og samlet det hele i et nyt design og opbygning på www.skabelse.dk

Kære abonnent!

Så er et nyt år kommet godt i gang, og hermed modtager du her endnu et nummer af Origo.

Du bedes derfor betale dit abonnement for 2012 hurtigst muligt, så vi ikke skal bruge tid og ressourcer på at udsende påmindelser i løbet af året.

Til betalingen er der indlagt et girokort i dette nummer, du kan også betale ved at overføre til vores konto: Regnr. 1551 og kontnr. 7305753.

Efter at have haft samme abonnementspris i mange år ser vi os nødsaget til at hæve prisen til 200,- kroner. Jeg vil samtidig minde om, at dit origoabonnement løber, indtil det opsiges.

Til våre norske abonnenter

I Norge vil prisen på abonnement i 2012 være NOK 250,Medlemsavgift inkl. ab. er NOK 400,Vennligst betal direkte til konto 1503 02 18210

krumspring i forsøget på at afvise dels at naturlovene forudsætter en lovgiver, og dels at Skaberens hånd har manifesteret sig i vores verden. Sammenligningen mellem chimpansens og menneskets gener har været brugt i et ubehjælpsomt forsøg på at vise, at der ikke findes noget specifikt og enestående menneskeligt. Endvidere har Darwins opdagelser på Galapagos har været brugt i bestræbelserne på at vise, at der bag arternes oprindelse ikke findes noget element af skabelse overhovedet.

Ydermere har man prøvet at se de senere års forskning i kunstigt liv som tegn på, at der ikke er brug for nogen intelligens ifm. livets tilblivelse. I artiklerne i dette nummer dokumenteres det, at disse argumenter slet ikke holder. Tværtimod går det an at forsvare, at der er design og plan i naturen - således som Sigve Brekke gjorde det indtil sin tragiske død for få uger siden. Dette nummer tilegnes Sigve Brekkes minde. n

Vi glæder os til at præsentere resultatet senere på året.

Emil vil træde ind som medlem i Origos redaktion. Vi byder ham varmt velkommen! /red

Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre, som du mangler eller ønsker, så fortvivl ikke, vi sælger dem for fra 50,- kroner pr. stk. Du kan se nærmere om dem på www. skabelse.dk.

Vi håber, at du får stor glæde af dit abonnement i 2012.

Venlig hilsen Henrik Friis Økonomi- og abonnementsansvarlig for Origo E-mail: abonnement@skabelse.dk

Ved adresseendringer eller annet kontakt oss via vår norske hjemmeside www.origonorge.no

Om Origos hjemmesider Tidsskriftet Origo har to hjemmesider tilknyttet.

Det danske site www.skabelse.dk er oprettet for at give faglige kompetente svar på de mange spørgsmål der bliver stillet omkring skabelse/ evolution.

Initiativtagerne til sidens oprettelse i 2001 var Kristian Bánkuti Østergaard (cand.scient., biologi) og Bjarne Krak (datamatiker, webmaster) i tæt samarbejde med tidsskriftet ORIGO.

På samme måde som evolutionister ikke er indbyrdes enige om alt, er skabelsestilhængere det heller ikke. Derfor er der brug for at de mange forskellige aspekter bliver belyst, og at argumenterne bliver sat op mod fakta.

Bemærk at www.skabelse.dk kun behandler den del af Bibelen der er relevant for skabelsesberetningen. Religiøse emner vil ikke blive behandlet her. Der henviser vi til kristne hjemmesider.

Origo Norge har tilsvarende sitt nettsted, opprettet i 2003 på initiativ av og redigert av professor dr.scient. i geologi Willy Fjeldskaar.

Finn det på http://origonorge.no. Her finnes henvisninger til de nyeste relevante artikler fra den vitenskabelige verden i relasjon til evolusjon/skapelse-problematikken. Da disse henvisninger ofte fører frem til engelskspråklige tekster, tas noen av emnene av og til opp i Origo i norsk eller dansk oversettelse.

3

Origo

Sigve Brekke til minne Som lyn fra klar himmel nådde meldingen oss om at Sigve var funnet livløs.

Han var savnet på arbeidet to dager på rad. Sigve var blant de trofaste her i landet. Det var derfor mistenkelig at han ikke hadde gitt lyd fra seg. Men så hadde det altså en forklaring, en fatal forklaring. Obduksjon viste at det sannsynligvis var et meget kraftig epileptisk anfall som gjorde at han døde. Sigve hadde også et epileptisk anfall i høst og hadde vært inne på sjukehuset i Haugesund for å få behandling og undersøkelse. Etter dette solgte han bilen og kjøpte seg sykkel. Søndag 5. februar satt vi så sammen, venner av Sigve, i et åpent hus-arrangement holdt av Sigves menighet Arena i Porsgrunn. Det var uvirkelig.

Sigve hadde dukket alene opp på en Origo Grenlandsamling og ble raskt en viktig del av det lokale engasjementet.

Sigve arrangerte selv samlinger på Høgskolen i Telemark for dem som interesserte seg for Intelligent Design. Han holdt foredrag i menigheten. Han laget stands for Origo Norge og sto på denne under UL de seneste årene. Sigve deltok også i 2010 som Origos representant på et kurs med flere av verdens ledende Intelligent Design-forelesere og forskere. Her fikk han impulser til å engasjere seg ytterligere.

Sigve gjorde egne undersøkelser i ressursbanken til naturfag.no. Naturfag.no er en hjemmeside som utvikles av nasjonalt senter for naturfag i opplæringen. Sigve skrev deretter en artikkel i Utdanning (bladet til Utdanningsforbundet). Her påpekte han at naturfag.nos henvisninger til bl.a. «Darwins verden» med Richard Dawkins, utsatte barn i Norge for «snikmisjonering». Dawkins er nemlig krystallklar i sin naturalistiske evolusjonsforkynnelse. Sigves poeng var at det ikke er tillatt med misjonering i ordinær forstand i Norske skoler, så hvordan kan naturfag.no tillate at denne ateistiske misjoneringen skjer? Svaret er at naturfag (les evolusjonslæren) er et av få fag som ikke aksepterer vitenskapelig kritikk uten at den har ateistiske implikasjoner.

Dette svaret fikk Sigve til fulle erfare da han selv søkte jobb. Kan en som er kritisk til Darwins utviklingslære (et

4

marts 2012

veldig upresist utsagn) tillates å undervise i biologi? Spørsmålet ble til en omseggripende debatt, først på Minervas hjemmeside, dernest på aftenposten.no.

Måten Sigve svarte på de ulike, til dels ondsinnede ytringene, var til eksempel for noen og enhver uansett hva vi måtte mene om Darwins evolusjonsteori. Så saklig at selv Arne Næss nok ville nikket anerkjennende, så kunnskapsrik at kun de som er blindet av sin egen fortreffelighet ikke kan anerkjenne den og sist, men ikke minst, så argumenterer Sigve i en velmenende ånd.

«Vitenskap og dermed skolen trenger annerledestenkende», slik avsluttet Sigve sitt innlegg i bladet Utdanning. Ja, Sigve, vi trenger flere som deg. Vi savner deg, du var annerledestenkende, og du var sjeldent bra.

Origo Norge v/Knut Sagafos

Sigve Brekke til minne

ORIGO

Skaper tabu Av Sigve Brekke, nyutdannet lærer

En kinesisk paleontolog sa: ”Det er hevdet at man i Kina kan kritisere Darwin, men ikke staten. I vesten kan man kritisere staten, men ikke Darwin uten at det kan få konsekvenser”.

Evolusjon har blitt et følelsesladd tema i kretser som ellers tror sterkt på fornuften. I Norge har vi stor aksept for religioner, men dersom folk faktisk tror på en skaper, med alt det innebærer, blir mange straks mer mistenksomme.

Høsten 2011 søkte jeg på en fast stilling på videregående skole, etter snart 7 år med studier. Undervisningsstillingen omfattet kroppsøving, matematikk og naturfag. Noen dager etter den muntlige bekreftelsen om at jeg hadde fått stillingen, kom en telefon fra rektor. Han lurte på hvorfor jeg ikke hadde snakket om intelligent design (ikke kreasjonisme) på intervjuet. Da svarte jeg at det ikke var relevant for jobben som jeg skulle utføre, og sendte samtidig en epost med et forsvar for min personlige overbevisning.

I eposten argumenterte jeg blant annet for at den biologiske informasjonen som finnes i naturen peker på en skaper, fordi man vet fra erfaring at informasjon har et intelligent opphav.

Mikro-, ikke makroevolusjon Dermed tror jeg ikke på makroevolusjon, det vil si store endringer i den biologisk programmerte informasjonen (DNA) som kan spores til et universelt opphav betegnet som en ”urcelle”.

Mikroevolusjon har jeg derimot ingen betenkeligheter med. Dette innebærer naturlig seleksjon som virker på tilfeldig variasjon/mutasjoner og som dermed gir små miljøtilpasninger over tid.

Når disse darwinistiske mekanismene brukes til å forklare makroevolusjon, kaller jeg det ”ateistisk filosofi”. Dette fant skolen ut ved å google meg.

Det er ikke nytt at religiøse mennesker tror på en skaper.

Faktisk tror mange på både Gud og biologisk evolusjon, men kanskje de aldri har fått høre motargumentene som intelligent design-bevegelsen fremholder.

Med intelligent design kan man argumentere for at livet er skapt uten å referere til hellige skrifter. Troen på en skaper er fremstilt som ufornuftig blant vitenskapsmenn, mens evolusjon er fornuftig.

En ateist tror at man kommer fra ingenting, av ingenting og for ingenting, i den grad det er fornuftig. Noen hevder naturlovene var der først, men naturlover er noe, ikke ingenting. Kristne kan argumentere for at designeren er evig og ikke materiell. Siden skaperen ikke er av materie og aldri har kommet inn i tilværelsen trenger ikke Gud en årsaksforklaring.

Slike rasjonelle argumenter for en designer oppfattes tydeligvis som mer truende enn religiøse tekster som på forhånd kan avskrives som ufornuftige.

Skaper tabu

saken kort Er det problematisk å tro på intelligent design og samtidig undervise i naturfag? Forfatteren ble konfrontert med sine overbevisninger ved ansettelse i videregående skole. Denne kronikken ble publisert på Minerva sitt nettsted den16. januar, 2012. Vi har mye å lære av hvordan forfatteren sto opp på nettet for det han mener er sannheten.

Kristne må ligge lavt I skolen kan pedagoger undervise om islam uten å tro på Koranen, mens det oppfattes som relevant at man tror på evolusjon for å kunne undervise i naturfag. I fremtiden kan ansettelser av pedagoger i naturfag føre til en utsilingsprosess i det stille. Spørsmålet er om dette er et demokratisk samfunn verdig.

Norge har lang tradisjon for å håndtere interne spenninger grunnet religion eller politiske meninger, men hva med de nye fremvoksende kontroversene som utfordrer innarbeide sannheter i samfunnet?

Evolusjonsteorien (etablert forskningsprogram) var i sin tid kontroversiell fordi den hadde ateistiske implikasjoner. Intelligent design (fremvoksende forskningsprogram) har teistiske implikasjoner, noe som er upopulært hos mennesker som på forhånd har forkastet muligheten for at det finnes en skaper.

I praksis betyr denne hendelsen at kristne bør ligge lavt i terrenget i medier og på internett dersom de har meninger som utfordrer etablerte politiske og vitenskaplige sannheter.

Selv har jeg som personlig kristen valgt ikke å være hyklerisk på internett og å stå opp for det jeg mener er sannheten.

I likhet med samfunnsborgere som er ”vitenskapelig korrekte” vil jeg ytre meg fritt i medier. Men dette kan altså ha konsekvenser, selv i et land som fremhever demokrati, religionsfrihet og ytringsfrihet som viktige verdier.

Jeg ville aldri brukt arbeidsplassen som en talerstol for mitt syn. Min stilling som pedagog er ikke å spre informasjon i klasserommet som enda ikke er allment kjent eller akseptert i samfunnet. Det er for øvrig vanlig i skolen å se en sak fra flere sider, men evolusjonsteorien har en annen status i dag – dessverre.

Derfor er det mer riktig å debattere intelligent design på arenaer som ikke angår en stilling som pedagog, men ideelt sett burde man også se på motargumentene og selv velge om man vil tror på en skaper eller en naturalistisk forklaring i dette spørsmålet.

Det tjener ikke vitenskapen at elevene læres opp til å godta etablerte sannheter ukritisk. Historien har vist at det nettopp er mennesker som forkaster etablerte sannheter som har sørget for vitenskaplige fremskritt.

skabelse.dk

5

Origo Diskriminering i det stille Jeg fikk jobbtilbudet. Noe annet ville vært brudd på norsk lov.

Skolen på sin side måtte sannsynligvis håndtere en intern klage på ansettelsen og trengte dermed en bekreftelse på at jeg ikke hadde noen agenda i klasserommet.

Personlig skjønner jeg at skolen ønsket å beholde roen på arbeidsplassen i denne saken, men strengt tatt er det unødvendig. Hva om noen hadde googlet meg før intervjuet og funne ut hva jeg tror og står opp for? Jeg frykter en utvikling der man lar være å innkalle søker til intervju, dersom søker har ytret kontroversielle meninger på nett. n

saken kort

Sigves oppsummering av debatten på Minerva nett gjorde han selv slik, den 25. januar: Etter denne debatten håper jeg å ha fått frem: • Det finnes mye ateistisk filosofi blant det som kalles vitenskap.

• Kontroversielle meninger kan føre til diskriminering på grunn av Google, kristne må derfor holde seg lavt.

• Evolusjonsteorien forklarer ikke alt like bra som mange mener.

• Det må være lov å undervise i evolusjon selv om man ikke tror den er sann.

• Mange tror ID er kreasjonisme, men faktum er at det er forskjellige syn.

• Et teistisk verdensbilde kan begrunnes rasjonelt.

• Mange i denne debatten har vist at det finnes mange intolerante holdninger der ute.

• Til slutt, hadde disse tankene bare vært svada tror jeg mange ikke hadde sett seg bryet med å debattere, men mange kastet seg utpå med mer eller mindre gode argumenter.

Et etterord Av Steinar Thorvaldsen

Origo trykker Sigve Brekkes kronikk fra Minerva etter avtale med familien.

Kronikken ble opprinnelig publisert på Minerva sitt nettsted www.minervanett.no den16. januar, 2012, og innen 1. februar var det kommet inn 233 kommentarer, der kronikkforfatteren også var meget aktiv i å svare for seg. Disse kommentarene ligger fortsatt tilgjengelig på nettet. Noen var sympatiske, men mange var negative. Sigve besvarte mange av dem. Han ble nok sliten av det. Det er ikke bare greit at man får beskjed om at man serverer ”kvasi-vitenskapelig møkk.” Eller at man har ”vrangforestillinger”. Eller når man beskyldes for å ignorere ”det rasjonelle fundament”. Det er heller ikke lett å lese at en biolog mener han ”har en brist i kognisjonen på grensen til psykisk lidelse”. Sigves tilfelle viser at respekten for annerledes tenkende er i ferd med å synke for dypt i landet vårt. Richard Dawkins som er et forbilde for mange, også blant bloggerne, har på en måte gitt grønt lys for ateister og andre naturalister til å snakke nedlatende om mennesker som har en religiøs tro. Han karakteriserer nemlig slike som ”uvitende, dumme, mentalt forvirrede, og eventuelt ondsinnede”.

Den 31. januar publiserte så Aftenposten kronikken «Toleranse og vitenskapelighet: Toleransen utfordres. Er det i orden at lærere ikke tror på sitt pensum eller at leger boikotter Darwin» av stortingsrepresentant Thorbjørn Røe Isaksen (Høyre). Denne tok utgangspunkt i Sigve Brekke sin kronikk, og i løpet av få dager ble det skrevet hele 478 kommentarer, hvorav mange direkte nedlatende. Da Aftenposten ble gjort oppmerksom på at Sigve Brekke var død, valgte de umiddelbart den 6. februar å slette hele sin debatt.

6

marts 2012

Skaper tabu

ORIGO

”Vi har 99% DNA til fælles med chimpanserne!”

Af cand.scient. i biologi Kristian B. Østergaard

I sommers sad jeg i Odense zoo og spiste frokost med familien ved siden af chimpanseanlægget. Manden i chimpanseanlægget, som underholdt publikum, gentog mantraet 7 gange, for at understrege den vigtige pointe – slægtskabet med aberne.

I 1990erne blev det nævnt i en sådan grad, at det i dag er et Trivial Persuit spørgsmål værdigt. Men dengang var det blot 98 %. Det er ikke fordi vi har nærmet os chimpanserne med 1% siden 1990erne. Metoderne er dog blevet langt bedre og vi har kortlagt det fulde genom hos mennesket i 2001 og få år senere også chimpansens DNA. Det må give mere præcise resultater, men det får bare ikke tallet til at stige.

Eller 98,77 % Fujiyama, A. undersøgte1 i 2002 DNA mellem chimpanse og mennesket og kom frem til 98,77% og kom tæt på udsagnet fra manden i Odense Zoo, men her har man ignoreret insertioner, deletioner og substitutioner i regnestykket. I praksis har han på forhånd regnet med et slægtskab og ignoreret de små forskelle som skyldes insertioner, deletioner og substitutioner.

Men når han bruger slægtskab i opstillingen af regnestykket, så blev facit forventeligt nok også, at der var et slægtskab. Vi har at gøre med en cirkelslutning.

Herover ser vi en punktmutation, hvor G i øverste DNA streng er byttet ud med det røde A i nederste streng – vi kalder det en substitution(en udskiftning). Sådanne mutationer vil ofte have ingen eller mindre betydning for organismen. De blev ignoreret i sammenligningen.

Her ser vi en anden punktmutation, hvor der ganske enkelt er slettet en base ”G” – det kalder vi en deletion og det kan få meget drastiske konsekvenser for et gen.

En insertion hvor en ekstra base sættes ind vil også forrykke læserammen og oftest forårsage store skader for genet.

De blev også ignoreret i regnestykket. ”Vi har 99% DNA til fælles med chimpanserne!”

sagen kort Det hævdes ofte, at der arvemæssigt kun er en forskel på 1% mellem mennesker og chimpanser. Det viser sig imidlertid, at det slet ikke er så let at opgøre, hvor stor graden af lighed er. Opgørelsen beror nemlig på nogle forudsætninger, som bestemt kan diskuteres. Afhængig af hvilke principper man lægger til grund for opgørelsen kan man få vurderinger af lighedsgraden fra 80% til 99%.

De nævnte insertioner og deletioner bidrager med ekstra 3,4% - så lander vi tilbage på de ca. 95% som National Academy of Science gjorde.

Eller 95 % National Academy of science er en organisation, som bruger betydelige ressourcer på at bekæmpe intelligent design og creationisme. De vil altså have en interesse i at fremme et højt tal for at påvise slægtskabet. Hvis man tager punktmutationerne insertioner og deletioner i DNA’et er vi ifølge Roy Britten nede på omkring 95%. Det er en stor forskel fra de 98% og 99%.

Det er slet ikke så enkelt at måle ligheder Man må tage nogle subjektive valg, når sammenligningen skal ske, og det er der ikke noget forkert i. Det er helt nødvendigt hvis man skal komme frem til et resultat. Det er blot farligt, hvis vi bilder os ind at naturvidenskaben er objektiv, for vores holdning til livets oprindelse og verdensbillede generelt, vil altid påvirke forskningen. Når vi sammenligner DNA mellem chimpanser og mennesker, hvad skal så tælle med?

• Chimpanser har 24 kromosompar, mens mennesket har 23 – skal det tælle med i sammenligningen?

• I enden af hvert kromosom er der en sekvens af gentagelser som hedder telomerer. De fylder omkring 23.000 baser hos chimpanser, mens de hos mennesket kun er 10.000.

De koder tilsyneladende ikke for noget, men skal de med i sammenligningen?

• 18 kromosomer er ret ens hos chimpanser og mennesker, og generne på kromosom 4, 9 og 12 findes også, men de ligger ikke i samme rækkefølge. Evolutionister gætter på at de er byttet rundt på et tidspunkt. Skal de tælles som identiske og regnes som 100% lighed?

• Y kromosomer (mandlige kønskromosom) som findes hos hanner er meget forskellige hos chimpanser og mennesker. Kromosomet er dog lille, så den tæller ikke meget i sammenligningen.

• Hvad med de 200 millioner baser, som vores genom er længere end chimpansens? Skal de tælles med? skabelse.dk

7

Origo

• Introns som også fejlagtigt kaldes ”junk-DNA” er sekvenser i DNA, som ikke umiddelbart ser ud til at kode for noget. Det viser sig efterhånden, at flere og flere af dem faktisk har betydning. De udgør 90% af menneskets DNA – skal de tælles med, når vi ikke kender deres funktion og ikke ved hvor meget der har en funktion?

resultatet af generne vi kikkede på i abeburene i 1800-tallet hvor ideen om slægtskabet brød igennem. Ligheder skyldes ens gener, så selvfølgelig er der ligheder. Se bare på lemmer, muskler, knogler, behåring, hud, øjne, bevægelser osv. De kræver en DNA-kode, og ens udseende er ofte et resultat af en ens kode.

Det er slet ikke så enkelt at sammenligne to strenge med DNA. Grunden til at man når frem til så høje tal er at man laver præscreening og udvælger sekvenser, der allerede ligner, filtrerer og udvælger data, før man laver den egentlige sammenligning. Uens sekvenser er typisk udeladt og huller i strengen bliver ofte ignoreret. På almindeligt dansk sker der altså et stort fortolkningsarbejde i arbejdsprocessen mod et resultat.

Eller 92 % En af de første publikationer2 af sammenligninger af større sekvenser skete i Brittens laboratorium i 2002, hvor 5 større homologe sekvenser blev sammenlignet – det var i alt 846,016 baser og det gav et resultat på kun 92%. Tog man forbehold for introns og deletioner fik man ligheden op på 95%. Inkluderede man derimod den komplette sekvens af alle 5 DNAsekvenser røg man ned på kun 87%.

5% forskel er en stor forskel. Det dækker over 150.000.000 DNA baser!

Men alligevel – der er meget DNA til fælles. Det bør vi også forvente. Det er der bare ikke meget nyt i, for det er

Eller 80-85 % I 2004 lavede Watanabe en undersøgelse, og det er et godt eksempel på den tolkning, der er svær at undgå i sådan en proces. Han brugte en række DNA sekvenser af kromosom nr

8

marts 2012

”Vi har 99% DNA til fælles med chimpanserne!”

ORIGO 22, men han udvalgte dem, så kun de stykker med 6-10 menneskelige markører blev taget med. Med andre ord blev kun de sekvenser, udvalgt, som have ligheder i forvejen – fremgangsmåden er ikke ualmindelig. Resultatet blev alligevel en lighed på 80-85%.

Eller 86 % -89 % Jeffrey P. Tomkins undersøgte i 2011 40 chimpansers DNA set i forhold til 4 menneskers, vha. nogle såkaldte BLASTN algoritmer. Det er en udbredt metode. 30 eksperimenter gav et resultat, som varierede mellem 86% og 89% lighed. Det var oven i købet et konservativt estimat. Det er konservativt, fordi de 40.000 sekvenser fra chimpanse, som blev testet på forhånd var udvalgt, fordi de havde sekvenser fælles med mennesker.

Konklusionen på deres undersøgelser er: ” derfor er den maksimale lighed på omkring 86-89% et ekstremt konservativt og rimeligt estimat. Disse data bekræfter på spektakulær vis, at de ofte opnåede estimater på 98-99% lighed mellem mennesker og chimpanser, er komplet upræcise.”3 Eller 80% - 87% Senere i 2012 publicerer Tomkins and Bergman4 en undersøgelse, som viser en lighed på 80%-87%.

Sammenligner man menneskeracer med hinanden, er der forbløffende lille forskel. n

William Lane Craig i Danmark I april 2012 holder prof., dr. William Lane Craig fra USA forelæsninger, seminarer mm. forskellige steder i Norden. Han er kendt for sine arbejder inden for filosofi og teologi. Han er især kendt for en lang række bøger og artikler om følgende emner: • Tidsbegrebet (herunder forholdet mellem tid og evighed) • Tidslogikken og dens historie (herunder middelalderdebatten om det logiske forhold mellem doktrinerne om henholdsvis Guds forudviden og menneskets frihed) • Argumenter for og imod Guds eksistens (herunder analyse af de klassiske gudsbeviser) Craig holder d. 17. april, 2012, kl. 10-15 et seminar som gæsteforelæser ved Aalborg Universitets nye kandidatuddannelse i anvendt filosofi. Temaet for dette seminar er ”det ondes ”Vi har 99% DNA til fælles med chimpanserne!”

Noter 1. ‘Construction and analysis of a Human-Chimpanzee Comparative Clone Map.’ Science 295:131-134.

2. Britten, R. J. 2002. Divergence between samples of chimpanzee and human DNA sequences is 5%, counting indels. Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America 99, no.

21:13,633–13,635.

3. Answers Research Journal 4 (2011): 233–241.

3.

4. Tomkins, J., and J. Bergman. 2012. Genomic monkey business—estimates of nearly identical human-chimp DNA similarity revaluated using omitted data. Journal of Creation (in press).

Stamceller og etik Verden over er der i disse år en debat om udtagning af stamceller fra fosteranlæg med henblik på forskning og udvikling af lægemidler. Peter Øhrstrøm har behandlet emnet i en forelæsning, som er udsendt på Danskernes Akademi, DR2, den 31. oktober 2011. Forelæsningen kan ses på nettet ved at følgende nedenstående link: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Sundhed_ Sygdom/Stamcelleforskning_med_et_etisk_perspektiv.htm

problem”, som må siges at udgøre et af de vigtigste argumenter mod Guds eksistens. Craig vil ved seminaret diskutere de forskellige aspekter af argumentet i detaljer. Seminaret er åbent for alle interesserede, og det afholdes i det store auditorium Kroghstræde 3 ved Aalborg Universitet. Seminaret er på engelsk (ingen oversættelse).

D. 18. april, 2012, afholdes i København et arrangement med Craig om de filosofiske argumenter for og imod Guds eksistens.

Yderligere informationer om disse arrangementer kan fås ved henvendelse til: Peter Øhrstrøm e-mail: poe@hum.aau.dk skabelse.dk

9

Origo

Finkene på Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet Av lærer Jostein Andreassen, Moneveien 69, 4640 Søgne, Norge, jostandr@broadpark.no

Finkene på Galapagos, også kalt ”Darwin-finkene”, verdens best undersøkte gruppe av fugler – hva er egentlig så spesielt med dem?

Et svar fra en darwinists synspunkt av en viss opplysende karakter, gir O. E. Heie i sin bok ”Evolusjonslære” (dansk utgave 1969, norsk 1972). Han forteller om en stamform som kom over fra fastlandet til en øygruppe hvor det tidligere ikke fantes landfugler. Vi siterer her fra den norske utgaven: ”I visse tilfeller kan vi med meget god grunn anta at en gruppe arter er oppstått ved deling av en enkelt art, som ikke samtidig er stamform til arter som ikke tilhører gruppen. På Galapagosøyene og den nærliggende lille øya Cocos Island i Stillehavet, 900 km vest for kysten av Ecuador, lever i alt 14 arter av Darwin-finker, fordelt på 4 slekter. De utgjør en underfamilie av spurvefugler, som bare finnes på disse øyene. (…) Til tross for ulikheter i utseendet som har sammenheng med forskjeller i levevis, først og fremst med hensyn til nebbformen, likner de alle hverandre så mye at det er rimelig å anta at de nedstammer fra en enkelt art, som kom over havet fra Sør-Amerika for få (2-3) millioner år siden, men det finnes ingen nære slektninger der lenger. På fastlandet var konkurransen for stor, mens det ikke fantes fugler med finkelevevis på øyene i forveien.

Noen av øyene ligger nokså isolert i forhold til de andre.

Det har derfor vært mulighet for geografisk spesiasjon [artsdannelse] etter at arten som innvandret hadde spredt seg utover øyene. På grunn av manglende konkurranse fra andre landfugler har mange økologiske nisjer stått åpne for de nye artene, og etter hvert har hver enkelt spesialisert seg til et særskilt levevis, slik at flere har kunnet leve sammen på samme øy uten å konkurrere. Noen har kraftig kjegleformet nebb og lever av frø og frukt; andre har svakere nebb og lever av insekter; en (spettefinken) lever på spettevis av bark og ved i trestammer, som den hakker i med det kraftige, spisse nebbet sitt, for deretter å pirke insektene ut av hullet med en kaktustorn. Tornen erstatter den lange klebrige tungen som spettene bruker til samme formål, men som spettefinken mangler. Noen av artene forekommer i flere raser på hver sine øyer” (1972:90ff.).

Overdrivelser i lærebøkene Lærebokforfatternes iver etter å forenkle tingene på den ene side og å ”bevise” evolusjonens sannferdighet på den andre, har vist seg å være en dårlig kombinasjon. På grunn av dårlig kunnskap har da fristelsen til å forsterke Darwins rolle, ikke bare i ”oppdagelsen” av finkene, men også i deres spesielle

10

marts 2012

saken kort

Historien om finkefuglene på Galapagosøyene er en av de mest legendariske historier i naturvitenskapen. I denne artikkelen går vi til kildene for å se hva historien egentlig bygger på. levevis og evne til tilpasning og fleksibilitet, vært svært påtakelig. I norske lærebøker i naturfag har vi utmerkede eksempler på denne påfallende Darwin-overdrivelsen: ”Jo flere forskjellige fossiler, levende dyr og planter Darwin så, jo sikrere ble han på at dyre- og plantearter kunne forandre seg.” Slik heter det i den meget brukte læreboka for 8. klasse, ”Tellus”. Den fortsetter slik: ”Og hvis en art forandret seg tilstrekkelig mye, kunne den bli til en helt ny art. På Galápagosøyene hadde han for eksempel oppdaget 13 ulike finke-fugler. De var tydelig nære slektninger, men likevel var finkene litt forskjellige. Darwin hadde denne forklaringen: En finkeflokk fra fastlandet kunne ha fløyet over havet for tusenvis av år siden og siden levd for seg selv på øyene. Der kunne små flokker av finker ha blitt skilt fra hverandre. Etter som tiden gikk, forandret etterkommerne deres både utseende og levesett.

Noen finker ble spesialister til å fange insekter, andre ble frøspisere. Én gruppe kom til å oppføre seg som hakkespetter: Den tok en kaktusnål i nebbet og pirket insektlarver fra barken på trærne. Til slutt var fuglene blitt så forskjellige at de ikke lenger kunne pare seg med hverandre og få unger. Da tilhørte ikke finkene samme art lenger. Det hadde oppstått nye arter.

Ingen hadde studert finkene på Galapagos på Darwin gjorde det.” (”Tellus 8” 2004:41f.).

Til tross for at forlaget uttrykkelig ble gjort oppmerksom på denne gale framstillingen, ble den stort sett utgitt likedan i neste opplag 2006. På side 75f. her gjentas historien om Darwin og kaktusnålen. I det hele er dette er så feilaktig og misvisende framstilt fra først til sist at det nærmest ”grenser til dokumentfalsk”. Utrolig at et så velrenommert og stort forlag som Aschehoug kan gi ut slikt!

Sulloways banebrytende arbeid Heldigvis fins grundige forskere som setter tingene på plass. Av disse er det først og fremst Frank Sulloways artikler på 1980tallet som må nevnes. Arbeidene hans er banebrytende og beror på langvarige studier. Sakte, men sikkert har Sulloways resultater nådd Norge og det darwinistiske miljøet her, men altså ikke lærebokforfatterne (selv om de sannsynligvis har en darwinist som fagkonsulent). Det er mulig jeg tar feil, men selv har jeg ikke funnet noen vitenskapelige artikler som tar

Finkene på Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet

ORIGO

Finkene pü Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet

skabelse.dk

11

Origo opp Sulloway før jeg selv gjorde det for over 10 år siden. Alle disse årene har jeg forresten brevvekslet med denne sympatiske amerikaneren, det er jeg selvsagt stolt over, i mine øyne er han den største av alle Galapagos-forskere og har holdt på siden midt på 1960-tallet. Det spesielle med Sulloway er hans allsidighet. Egentlig er han psykologen med doktorgrad i vitenskapshistorie som skrev den berømte boken ”Born to Rebel” (1997), dessuten ”Freud, Biologist of the Mind: Beyond the

Psychoanalytic Legend”. Men Sulloway har i en årrekke dokumentert økologiske variasjoner i vegetasjonen på de forskjellige Galapagosøyene. Er noen i tvil om hvordan plantedekket så ut på et bestemt sted på en bestemt øy til en bestemt tid, kan de spørre amerikaneren! Ekspedisjonene hans i dette vanskelige terrenget er så strabasiøse at jeg med min dårlige rygg ennå ikke har våget å si ja til invitasjonene hans om å være med.

Sulloway om Darwins “oppdagelse” De fremste forskningsresultatene til Sulloway er publisert i vitenskapelige tidsskrifter, se litteraturlisten. (Der er mange flere, men her er tatt med de mest relevante for denne artikkelen.)

Her er noen konklusjoner fra Sulloway, og de er herlig klargjørende: ”Når det gjelder påstanden om at Darwin ble påvirket av finkenes utseende slik at han øyeblikkelig så på dette som et klassisk tilfelle av tilpasset evolusjonær radiasjon, kunne ingenting være fjernere fra sannheten [”As for the claim that Darwin was immediately impressed by the morphology of the finches as a classic case of adaptive evolutionary radiation, nothing could be further from the truth.” (Sulloway 1984: 42).

Noen ordforklaringer: ”Adaptiv(e)” betyr jo ”tilpasning”. ”Radiasjon” er betegnelse på ”spredning fra et sentrum eller et bestemt opphav”. Når dette brukes om finkene på Galapagos, menes at en stamart har nådd fram til en øygruppe med

12

marts 2012

mange ubenyttede nisjer. Denne artens etterkommere har så utviklet seg i mange ulike retninger for å fylle disse nisjene, og resultatet er at vi har en lang rekke nært beslektede (men ikke nødvendigvis veldig likt utseende) arter som utnytter et vidt spektrum av ressurser.

I noteapparatet til disse oppklarende ordene ovenfor, setter Sulloway opp navnet på en rekke autoriteter som nettopp hevder at finkene spilte en rolle for å ”omvende” Darwin til evolusjonsteorien. Han nevner bl.a. Swarth 1931, Huxley 1954 og 1960, Eiseley 1961, de Beer 1963, Peterson 1963, Moody 1970 og hele 12 personer til, med berømtheter som Gruber & Barrett, Dobzhansky, Kimball og Ruse. Noen understreker det til og med, skriver han, hvor imponert Darwin må ha blitt av vanene til den redskapbrukende ”hakkespettfinken”. Men denne ble først oppdaget i 1868, og første rapport om at den brukte redskaper, var i 1919.

Sulloway sier: ”Den [historien om Dawin og finkene på Galapagos] har i virkeligheten blitt en av de mest utbredte legendene i vitenskapens historie, på linje med den berømte fortellingen om Newton og eplet og Galileos eksperimenter fra Det skjeve tårn i Pisa, som en klassisk lærebok-fortelling om opprinnelsen til moderne vitenskap. (…) … gradvis etter 1947 ble Darwin gitt æren for finker han aldri så og for observasjoner av dem og innsikt om dem han aldri gjorde. Sammentreffet med at de finkene Darwin [og vennene hans] hadde samlet inn fra Galapagos ble beskrevet av John Gould som 13 arter, det samme tallet som [David] Lack selv registrerte på øygruppen [ca. 100 år senere], har i høy grad bidradd til denne ekstra kilden til legenden. (…) Gjennom legenden er Darwin kontinuerlig blitt feiret som en vitenskapelig helt som egenhendig løste den biologiske sfinksgåten da han registrerte de forskjellige Galapagos-finkene som et ekstraordinært mikrokosmisk eksempel på evolusjon i nåtidig virksomhet.”

(Sulloway 1982A: 39f.;46f ) Disse artiklene er sterkt å anbefale!

Andre synspunkter Discovery Institute Press har i sin bok ”Getting the Facts Straight. A Viewer`s Guide to PBS`s Evolution” (2001) viktige kommentarer til Darwins rolle vedrørende finkene (s.

23f.). Det samme har også Phillip E. Johnson i sin ”Darwin on Trial” (1991:19 og 25 og 2011: 38 og 45) og ikke minst Jonathan Wells i ”Icons of Evolution” 2000:159ff. (dansk utgave 2006:137ff.) Jeg selv har et kapittel om finkene i min ”Darwinboken” (2009:103ff.; dansk utgave 2009: 95ff.), bare for å ta noen eksempler.

En nyttig oversikt over finkehistorien og litteraturen er den nye boken ”Darwin`s finches. Readings in the Evolution of a Scientific Paradigm” (2011). Spesifikke forskningsfakta om finkenes beskaffenhet og nebbstørrelse sett med en darwinistiske øyne står helst i ekteparet Grants bøker (se litteraturlisten). Svært viktig er også vitenskapsjournalisten Jonathan Weiners bok: “The Beak of the Finch. A Story of Evolution in our Time” (1995); (dansk oversettelse: “Darwins næb” (1997).

Dette er en mer oversiktlig og noen ganger mer avbalansert bok. Særlig spennende er hans beretning om finkenes liv, levnet og nebbstørrelse før og etter El Nino 1983 (regn- og tørkeperioden). n

Finkene på Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet

ORIGO Jostein Andreassen har skrevet flere bøker om Darwin. Nylig kom boken «Charles Darwin på Galapagos» (eget forlag 2011).

I denne boken finner man to førstegangsoversettelser til norsk.

Den ene er Darwins originale beretning om Galapagos fra hans berømte reisebeskrivelse «Voyage of the Beagle». Den andre er Darwins aller første publikasjon utgitt i 1836 som en hyllest til de engelske misjonærene på stillehavsøyene.

opp igjen i 1870, -72, -73 og -76). Svensk utg.: Darwin, Charles: ”Resa kring Jorden”, Bokfrämjandet (1969) Donohue, Kathleen: ”Darwin`s finches. Readings in the Evolution of a Scientific Paradigm” (2011) Ekeland, P.R., Johansen, O.-I, Busengdal Strand, S., Rygh. O.: ”Tellus 8.

Naturfag for ungdomstrinnet”, Aschehoug 2004/2006 Grant, Peter R.: ”Ecology and Evolution of Darwin`s Finches” (1999) Jackson, Michael H.: “Galapagos. A Natural History. Revised and Expanded Edition”, University of Calgary Press, Seventh Printing (2002) Keynes, R. D. (ed.): ”Charles Darwin`s Beagle Diary” (1988) Ibid.: ”Charles Darwin`s Zoology Notes & Specimen Lists from H.M.S. Beagle” (2000) Ibid.: ”Fossils, Finches and Fuegians. Charles Darwin`s Adventures and Discoveries on the Beagle 1832-1836” (2002) Kricher, John: ”Galapagos. A Natural History” (2006) Lack, David: “Darwin`s finches” (1947/-83) Larson, Edward J.: “Evolution`s Workshop. God and Science on the Galapagos Islands” (2001)

Aktuell litteratur: Andreassen, Jostein: ”Darwinboken” (2009): Artikkelen ”Oppdaget Darwin ”Darwins finker?”

Barlow, Nora: “Darwin`s ornithological notes” in: “Bulletin of the British Museum (Natural History), Historical Series”, Vol. 2 (1963) Browne, Janet: ”Charles Darwin: Voyaging, Volume 1 of a Biography” (1995) Ibid. and Neve, Michael (ed.): ”Charles Darwin`s Voyage of the Beagle.

Charles Darwin`s Journal of Researches” (1989); [som er Darwins 1839utgave: ”Journal Of Researches Into The Geology And Natural History Of The Various Countries Visited By H.M.S Beagle, Under The Command Of Captain FitzRoy, R. N. From 1832 To 1836. By Charles Darwin. Esq.; M.A. F.R.S. Secretary To Geological Society. London: Henry Colburn. 1839] Darwin, Charles: “Narrative of the Surveying Voyages of His Majesty’s Ships Adventure and Beagle, between the Years 1826 and 1836, Describing Their Examination of the Southern Shores of South America, and the Beagle’s Circumnavigation of the Globe. Vol. III. Journal and Remarks, 1832-1836.”

London 1839 in : Porter/Graham (ed.): “The Portable Darwin”, s. 8-65 (1993)

Stanbury, David (ed.): ”A Narrative Of The Voyage Of H.M.S. Beagle, being passages from the Narrative written by captain Robert FitzRoy, R. N., together with extracts from his logs, reports and letters; additional material from the diary and letters of Charles Darwin, notes from Midshipman Philip King and letters from Second Lieutenant Bartholomew Sulivan” (1977) Steinheimer, Frank D.: “Charles Darwin’s bird collection and ornithological knowledge during the voyage of H.M.S. “Beagle”, 1831–1836” in: “Journal of Ornithology”, Berlin vol. 145, No. 4, (2004) Sulloway, Frank J.: “Darwin and His Finches: The Evolution of a Legend” in: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 1, pp. 1-53 (1982A) Ibid.: “Darwin`s Conversion: The Beagle Voyage and Its Aftermath” in: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 3, pp. 325-396 (1982B) Ibid.: “The Beagle collections of Darwin`s finches (Geospizinae)” in: “Bulletin of the British Museum. Natural History (Zoology)”, Vol. 43 (2), pp. 49-94 (1982C) Ibid.: “Darwin and the Galapagos” in: “Biological journal of the Linnean Society of London”, Vol. 21, pp. 29-59 (1984) Weiner, Jonathan: “The Beak of the Finch. A Story of Evolution in our Time” (1995); (dansk oversettelse: “Darwins næb” (1997)

Ibid.: ”Rejse om Jorden. Efter den engelske Original nyeste, af Forfatteren gjennemsete Udgave”, Salmonsen 1876. (Trolig etter den difinitive tekst fra Darwins hånd i John Murrays utgave, London 1860, men som ble trykket

Finkene på Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet

skabelse.dk

13

Origo

Forskning i kunstigt liv er et ideologisk projekt Ingeniørernes forskning i kunstig fotosyntese har store praktiske og økonomiske perspektiver i modsætning til biologernes forskning i kunstigt liv. der er i stand til at ”fange energi fra lys på samme måde som grønkorn, altså fotosyntese”. Det ser ud til, at Jyllands-Postens videnskabs-redaktion har været alt for tidligt ude med denne ”nyhed”.

Af Ove Høeg Christensen, Journalist (m. Djf.)

““

”Der er lang vej til, at man kan udnytte kunstig fotosyntese til fremstilling af brint.”

Spild af tid og penge?

Det er selvfølgelig legitimt at forske i at frembringe kunstigt liv, som det sker på Syddansk Universitet. Men indtil videre er der ikke omtalt nogen nytteværdi af alle bestræbelserne. Dog kan nogle delresultater måske anvendes ved fremstilling af medicin og lignende.

Formålet med kunstigt liv-forskningen er først og fremmest at bekræfte den naturalistiske tro på, at liv kan opstå af sig selv ud af ”simple kemiske reaktioner imellem de forhåndenværende stoffer”, som det hedder indledningsvis i JyllandsPostens artikel i magasinet Newton. Hvis det virkelig skulle lykkes at fremstille kunstigt liv, ville det være en påvisning af, at liv ikke kan opstå uden en intelligent årsag, her forstået som grundig analyse, planlægning og opstilling af kostbart laboratorieudstyr m.v.

Man fristes til at tilføje, at forskning i at fremstille kunstigt liv er spild af både forskertimer og store millionbeløb. Men forskernes naturalistiske tro på, at livet er opstået af ”simple kemiske reaktioner” er klippefast.

Denne naturalistiske tro kan meget nemt forveksles med en religiøs tro, der kræver ritualer og ofre, her forskertimer og dyrt laboratorieudstyr. n

Det siger kemiprofessor Jesper Bendix, KU, i et svar til ugebladet Ingeniørens læsere. På Ingeniørens hjemmeside, ing.dk, følges løbende den globale udvikling på forskningsområdet kunstig fotosyntese. Ingeniøren omtaler denne forskning som et internationalt kapløb.

Skal efterligne planter Ingeniør-verdenens forskning i kunstig fotosyntese har ikke til formål at udvikle kunstigt liv. Formålet er at efterligne planternes fotosyntese ved at bruge sollys til at frembringe brint på en billig og effektiv måde. Dermed kan forskningen på langt sigt bane vejen for et brintsamfund.

Modsat har biologernes bestræbelser på at udvikle kunstigt liv ikke noget praktisk sigte. Denne forskning er nærmest et ideologisk projekt, der skal bekræfte en hypotetisk begivenhed i en fjern fortid.

Kunstigt liv-projektet på Syddansk Universitet, der omtales i Jyllands-Postens videnskabsmagasin Newton, december 2011, er ikke nævnt på Ingeniørens hjemmeside i forbindelse med omtalen af fotosyntese-forskningen.

Det ville næppe være forbigået ugebladets opmærksomhed, hvis Syddansk Universitet virkelig har frembragt molekyler,

r

I

r

o

s b

r

y

Information forudsætter symboler

r

n

m

d

a

u

o

l

i

o

f

t

o

t

m

a

s

æ

t

e

e

n

Bogstaverne er symboler, der danner af ord og sætninger (et system). Information kan ikke afkodes uden et system af symboler. Det gælder både DNA og et stykke papir med skrevet eller påtrykt tekst.

14

marts 2012

Forskning i kunstigt liv er et ideologisk projekt

ORIGO

Universitet vil skabe kunstigt liv i oliedråber Forskerne har stor tiltro til, at kunstigt liv kan frembringes i laboratoriet. Men det erkendes også, at der er lang vej igen.

Af Ove Høeg Christensen, journalist (m. Djf.)

““

”Vi er efterhånden mange forskningsgrupper, der arbejder internationalt på at lave den første kunstige celle helt fra grunden,”

Det siger Steen Rasmussen til Newton, Jyllands-Postens videnskabsmagasin (december 2011).

Steen Rasmussen er professor på Syddansk Universitet, hvor han leder en gruppe, der forsøger at fremstille kunstigt liv. Professoren understreger, at der er lang vej igen, men siger samtidigt, at han er overbevist om, at det vil lykkes. ”Levende” oliedråber Ifølge Newton-artiklen, der har titlen ”Jagten på kunstigt liv”, har Steen Rasmussen og hans team fremstillet ”kunstige organismer”. Det, der betegnes som organismer, består af små oliedråber, der flyder i vand. Oliedråbernes størrelse er nogle få hundrededele af en millimeter.

Oliedråberne er udstyret med to typer molekyler, hvoraf den ene ifølge artiklen indeholder ”arvemateriale, der består af molekyler med DNA - inspireret af naturligt liv”. Det oplyses, at disse ”DNA-molekyler” er i stand til at fange energi fra lys på samme måde som grønkorn, altså fotosyntese.

Oliedråberne er også udstyret med molekyler, der omdanner olie til sæbe. Når der er dannet tilstrækkelig med sæbe, deles oliedråben i to dele, hvorved den naturlige celledeling efterlignes.

pointerer han, at der ikke sker nogen molekylær variation, der kan danne grundlag for selektionen. Uden selektion er der intet liv, men alene en endeløs kopiering, understreges det.

Man kan tilføje, at molekylær variation forekommer umuligt, når en oliedråbe deles i to. Denne deling medfører jo ikke, at der sker en deling eller kopiering af de nævnte arvestofbærende molekyler. Oliedråberne skal altså tilføres råmateriale. Kun i så fald kan de fungere som den sæbefabrik, der reelt er tale om, mere end det er kunstigt liv.

DNA tilført udefra?

Det er bemærkelsesværdigt, at Jyllands-Postens artikelforfatter, Steen Laursen, skriver, at molekylerne med DNA og grønkorn er ”inspireret af naturligt liv”. Mon ikke han mener, at disse molekyler er ”importeret” som komponenter fra rigtige levende celler..?

Man bliver ikke klogere af at søge på Syddansk Universitets hjemmeside, sdu.dk. Hvis Steen Rasmussen og hans team virkelig har fremstillet energiproducerende molekyler, der virker som grønkorn, ville der være tale om en videnskabelig begivenhed af store dimensioner. Men sådan er det tilsyneladende ikke. Hvis Syddansk Universitet har fremstillet kunstige ”grønkorn” på molekylært niveau, er det mærkeligt, at det ikke er blevet omtalt som forsidenyhed på landets aviser. n

Manglende oplysninger Artiklen oplyser ikke noget om, hvordan den nødvendige mængde olie tilføres for at undgå en halvering af dråbestørrelsen, hver gang der sker en deling. Ligeledes oplyses intet om, hvordan der frembringes flere af de nødvendige ”arvestof-bærende og sæbedannende” molekyler.

Det går selvfølgelig ikke at halvere antallet af molekyler, hver gang en oliedråbe deles.

Olie og molekyler skal altså tilføres på en eller anden måde. Hvordan det kan ske, får den videnskabeligt interesserede læser ikke at vide.

Sæbefabrik eller liv?

Som nævnt er der ifølge Steen Rasmussen lang vej igen, før oliedråberne kan betragtes som kunstigt liv. En af vanskelighederne er,

Fotosyntese, her i en rapsmark, er grundlag for at livet kan eksistere.

Ingeniør-verdenen forsøger ihærdigt at efterligne planternes fotosyntese.

Formålet er ikke at skabe kunstigt liv, men at frembringe brint på en billig måde. Foto: Ove Høeg Christensen.

Universitet vil skabe kunstigt liv i oliedråber

skabelse.dk

15

Origo

Uvidenhed er årsag til afvisning af teorien om intelligent design Troen på at videnskaben endegyldigt har forklaret livets oprindelse alene af materielle årsager er meget udbredt. Denne naturalistiske tro er nærmest blevet en kulturpolitisk målsætning, siger lektor, civilingeniør, ph.d. John Nørgaard Nielsen.

Af Ove Høeg Christensen, Journalist (m. Djf.)

Argumenterne for intelligent design-teorien er opstået i USA i et grænseland mellem naturvidenskab og teologi. Det er årsagen til en udbredt afvisning af intelligent design-teorien.

Civilingeniør, ph.d. John Nørgaard Nielsen blev fra starten i 1990’erne bekendt med disse moderne intelligent designargumenter. John Nørgaard Nielsen er lektor emeritus fra Aalborg Universitet, Institut for Elektroniske Systemer. ”Det var for mig at se bemærkelsesværdigt, at teorien om intelligent design blev mødt med ret stor modstand i

Efterhånden er det blevet en kulturpolitisk målsætning at afvise intelligent design som forklaring på livets kompleksitet og oprindelse,” siger lektor, civilingeniør, ph.d. John Nørgaard Nielsen.

naturvidenskabelige kredse,” siger John Nørgaard Nielsen.

Politisk målsætning ”Det er nærmest en kulturpolitisk målsætning at afskaffe skabelsestro og design-argumenter som forklaring på livsformerne,” siger John Nørgaard Nielsen. ”Resultatet er, at naturalismen er den fremherskende ideologi. Det er den, der har skabt en modsætning, ja en kløft, mellem naturvidenskab på den ene side og skabelsestro og intelligent design på den anden side,” siger han. ”Naturalismens centrale påstand er, at intelligent information i naturen kan opstå af sig selv alene ved tilfældigheder og materielle årsager. Derfor har den naturalistiske ideologi så at sige skabt et unaturligt modsætningsforhold mellem naturvidenskab og teologi,” understreger John Nørgaard Nielsen. ”Et af resultaterne af den naturalistiske ideologi er, at mange teologer tilsyneladende har mere tiltro til naturalismen end til guddommelig skabelse,” tilføjer han.

DNA er et kodet information, hvor symbolsystemet er baseret på A, T, C og G. DNA og RNA er suverænt det mest avancerede og kompakte informationssystem, der kendes, og overgår langt, hvad menneskelig teknologi kan frembringe.

Tegning fra Skabelse & Videnskab.

16

marts 2012

Skæv fordeling af viden ”Mener du dermed, at teologer er snæversynede..?” ”Nej, men teologer i almindelighed har kun begrænset viden om naturvidenskab og teknologi. Og modsat har de fleste naturvidenskabeligt uddannede folk kun begrænset kendskab til teologi. Denne skæve fordeling af viden er en fundamental årsag til den velkendte kløft mellem teologi og naturvidenskab.

Konflikten vedrørende intelligent design er ikke en konflikt mellem teknologi og teologi. Den er hovedsagelig en konflikt mellem to grupper af naturvidenskabsmænd,” siger John Nørgaard Nielsen. Han tilføjer:

Uvidenhed er årsag til afvisning af teorien om intelligent design

ORIGO ”Angående teologer må man sige, at det grundlæggende skyldes uvidenhed, hvis de tror på, at videnskaben endegyldigt har forklaret livets oprindelse alene ud fra materielle årsager, altså den naturalistiske forklaring. I den forbindelse er det vigtigt at påpege, at Darwin ikke var naturalist, idet han troede på en skaber.”

Videnskabeligt design-argument ”Hvorfor blev du som ingeniør og specialist i informationsteknologi opmærksom på intelligent design-bevægelsen?” ”Min opvækst i et kristent miljø og min tro er afgørende for, at jeg hele mit liv har troet på, at Gud har designet og skabt universet og livet i det. Derfor blev jeg nysgerrig, da den moderne intelligent design-bevægelse opstod i USA i midten af 1990’erne,” siger John Nørgaard Nielsen. Han har siden fulgt intelligent design-sagen på nært hold. ”Årsagen til min interesse var også, at intelligent designsagen har sin oprindelse blandt naturvidenskabeligt uddannede folk. Det var noget helt nyt, at det ikke var teologer, men for eksempel molekylærbiologer, der argumenterede for intelligent design som forklaring på livets oprindelse og kompleksitet,” siger John Nørgaard Nielsen.

Ingeniør-videnskaben har for længst opgivet at udvikle selvkopierende maskiner Det, ingeniører betragter som urealistisk i stor skala, arbejder biologer på at udvikle i molekylær skala. ”Intelligent design er grundlæggende et spørgsmål om information. Hvorfra kom den information, der er nødvendig for at skabe levende celler, der kan reproducere sig selv? Det er et slags hønen eller ægget spørgsmål,” siger civilingeniør, ph.d.

John Nørgaard Nielsen, lektor emeritus fra Aalborg Universitet, Institut for Elektroniske Systemer.

Nano-teknologi skaber ikke selvkopierende enheder Da nano-teknologien begyndte at blive udviklet, var der en vis optimisme og vision i retning af at fremstille strukturer, der kunne kopiere sig selv ved kemisk-fysisk formering. Men det har vist sig, at nano-formering ikke går ud på at fremstille enheder, der som kunstige livsformer kan fremstille kopier af sig selv.

I forbindelse med udvikling af nano-teknologien opstod i starten et skrækscenario, nemlig at nano-strukturer så at sige kunne blive altopædende og derfor med tiden udslette hele planeten, da de ville være umulige at standse. Det vil sandsynligvis ikke ske. Men frygten er ikke helt uden grundlag, idet nano-strukturer måske kan forårsage eskalerende katastrofer i naturen.

Information kom først ”Er det mest realistisk at tro på, at information kom først.

Eller mener man, som naturalisterne, at det er mest sandsynligt og realistisk, at meningsfuld information kan opstå uden anden årsag end den døde natur..? Det mest sandsynlige og for mig indlysende er, at meningsfuld information altid har en intelligent årsag,” siger John Nørgaard Nielsen. ”Gennem hele mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med både ingeniør- og naturvidenskab. I den forbindelse har jeg aldrig set en antydning af, at meningsfuld information kan opstå af sig selv. Den information, der findes i cellens DNA og RNA, kan kun eksistere, når den er beskyttet inde i den levende celle. Sådanne komplekse og sarte proteiner nedbrydes omgående i den døde natur.”

Papir og tryksværte i sig selv giver ingen mening. Den trykte tekst er en efterligning af informationssystemet i DNA- og RNA-molekylet. Meningsfuld information kræver i alle tilfælde et system af symboler, der er frembragt af en intelligent årsag uafhængig af det materielle medie.

Tekststykke fra Skabelse & Videnskab.

Uvidenhed er årsag til afvisning af teorien om intelligent design

skabelse.dk

17

Origo Kunstigt liv - måske ”Tror du på, at videnskaben med tiden vil skabe kunstigt liv. Eller mener du, at denne opgave er så kompleks, at menneskelig intelligens er helt utilstrækkelig?” ”Det kan hverken bevises eller modbevises, om det principielt er muligt eller umuligt at skabe kunstigt liv. Det afhænger også af, hvordan man vil definere kunstigt liv. Hvis man på et tidspunkt får held til at skabe kunstigt liv, vil man jo ikke have opnået andet end at demonstrere, at intelligens kan skabe liv. At frembringe kunstigt liv er ikke et særlig godt argument mod intelligent design teorien," siger John Nørgaard Nielsen og tilføjer. ”Mig bekendt har videnskaben for længst opgivet at forske i at udvikle maskiner, der kan fremstille kopier af sig selv.

Computersimulerede systemer kan kopiere sig selv indenfor visse grænser. Men sådanne systemer forudsætter en computer og bestemte programmer. Denne soft- og hardware kan ikke kopiere sig selv,” understreger han.

Årsagen til de manglende forklaringsforsøg er den enkle, at der ikke findes en forståelig og logisk forklaring på, hvordan død natur kan frembringe levende natur. Det er tilsyneladende umuligt, at den komplekse information i DNA og RNA kan opstå uden en intelligent årsag.

Robotter kopierer ikke sig selv I rumfartens barndom var der visioner i retning af, at selvkopierende maskiner eller robotter kunne sendes til Månen eller Mars med henblik på minedrift. Nogle forestillede sig også, at maskiner eller tekniske anordninger kunne kopiere sig selv og dermed bygge modtagefaciliteter til de første astronauter. ”Disse visioner eller drømme er for længst afløst af realisme. Det udelukker dog ikke, at man har udviklet robotter, der mere eller mindre automatisk kan udføre opgaver i rummet uden menneskelig tilstedeværelse. Det har man gjort i årevis, for eksempel forskellige satellitter og robotter, der er landsat på Mars. Denne teknologi vil fortsat blive udviklet og forfinet, selv om det er kostbart. Men den slags anlæg har altså ikke noget at gøre med maskiner, der autonomt og uden fjernstyring kan bygge kopier af sig selv.”

Fælles princip ”Det er vigtigt at forstå, at der gælder nogle basale principper for alle informationssystemer. En database, for eksempel et DNA-molekyle eller harddisken i en computer, kan ikke i sig selv udrette noget.

Der kræves altid et tilknyttet system, hvormed informationen i databasen kan afkodes og for eksempel omsættes til bestemte handlinger. Det gælder uanset, om det er DNA eller et stykke papir med påtrykt tekst,” siger John Nørgaard Nielsen.

DNA-molekylet i den levende celle er kodet med fire symboler, A, T, C og G (livets kode). Afkodning sker med RNA-molekylet, der omsætter den genetiske information til instrukser, så specifikke proteiner kan opbygges i cellens molekylære maskineri.

Datalageret i en computer kodes tilsvarende med et system af symboler, der består af serier af 0 og éttaller, så beregninger med videre kan udføres.

Det menneskelige talesprog består af lyde, der også er en form for kodesymboler og forstås, når mennesker altså taler samme sprog. Symbolerne i skriftsproget består af bogstaver, der danner forståelige ord. Symbolerne, altså bogstaverne, er her ordnet i et alfabet.

Realistiske ingeniører ”Biologerne har ikke opgivet at udvikle kunstigt liv, idet flere laboratorier verden over arbejder med sådanne projekter. Vil det sige, at ingeniørvidenskaben, der kan arbejde med langt større selvkopierende enheder, har opgivet for tidligt?” ”I ingeniør-verdenen plejer man ikke at mangle visioner.

Forklaringen på, at ingen tilsyneladende bruger tid og penge på at udvikle selvkopierende maskiner, er nok, at ingeniørerne på det område er mere realistiske end biologerne.

Det er tilsyneladende uoverskueligt og urealistisk at udvikle selvkopierende maskiner, selv om sådanne enheder gerne må være lige så store som en bus. Kravene er endnu større og endnu mere uoverskuelige, hvis den selvkopierende enhed skal være så lille som en levende celle,” understreger John Nørgaard Nielsen.

Cellens DNA overgår langt menneskelig teknologi Livet er baseret på information og kodesymboler. De basale principper for livets information efterlignes i menneskers tale- og skriftsprog og computerteknologien, siger specialist i informationsteknologi.

Darwinister forsøger sjældent at forklare, hvordan DNA og RNA er opstået i den døde natur uden anden årsag end tilfældigheder.

18

marts 2012

Information er kodet DNA er en database for genetisk information, mens RNA afkoder og omsætter den genetiske information til opbygning af specifikke og komplekse proteiner. ”DNA og RNA i den levende celle er suverænt det mest avancerede og mest kompakte informationssystem, der kendes.” siger civilingeniør, ph.d. John Nørgaard Nielsen. Han er specialist i informationsteknologi og lektor emeritus fra Aalborg Universitet, Institut for Elektroniske Systemer. ”DNA og RNA virker på molekylært niveau og overgår langt, hvad mennesker er i stand til at frembringe med moderne computerteknologi,” tilføjer han.

Intelligent årsag ”Det er indlysende, at alle former for information, der kan afkodes og forstås, forudsætter en intelligent årsag. Det gælder ikke mindst den levende celles DNA med tilhørende kodesystemer. Det er også indlysende, at DNA og RNA har en intelligent årsag,” siger John Nørgaard Nielsen. ”Det er højst usandsynligt, at et sådant informationssystem kan frembringes alene af tilfældigheder i den døde natur,” tilføjer han. n

Uvidenhed er årsag til afvisning af teorien om intelligent design

ORIGO

Informasjon Av Professor John C. Lennox, Universitet i Oxford

Hva er informasjon?

I dagligtale bruker vi ordet ”informasjon” for å beskrive noe som vi nå vet som vi ikke visste fra før. Vi sier at vi har mottatt informasjon. Det finnes mange metoder til å formidle informasjon: gjennom alminnelig skrift, gjennom tegnspråk, ved kryptiske koder osv.

Problemet dukker opp dersom vi forsøker å kvantifisere informasjon.

Men informasjonsteorien har gjort store fremskritt.

Dette er av stor betydning når vi nå skal betrakte det vi har kalt genetisk informasjon.

La oss starte med å se på den intuitive forestilling vi har om at informasjon minker vår usikkerhet. Vi kan tenke oss at vi kommer til et lite hotell der vi har reservert plass. Vi oppdager at det bare finnes åtte rom. Dersom vi antar at alle rom er like og at vi ikke har reservert et spesielt rom, er sannsynligheten 1 til 8 for at vi har fått et bestemt rom.

Sannsynligheten er et klart mål på vår usikkerhet. Dersom vi får beskjed om at vi er plassert på Rom 3, forsvinner usikkerheten. En fremgangsmåte for å måle den informasjonen vi har fått, kunne være å finne ut det minste antall ”ja og nei”-spørsmål som ville være nødvendig for å finne ut hvor vi skulle bo. Tenker vi oss litt om, ville vi finne at svaret er 3. Vi sier at vi har mottatt tre ”bits” av informasjon, eller at vi trenger tre bits informasjon for å kunne spesifisere vårt rom. Vi merker oss at 3 er den potensen vi må opphøye 2 i for å få 8 (det vil si 2� = 8).

Eller for å snu litt på det, 3 er logaritmen til 8 med 2 som grunntall (det vil si 3 = log28). Det er lett å generalisere denne argumentasjonen og se at dersom det var n rom på hotellet, ville den informasjonsmengden som trengs for å spesifisere ett bestemt rom være log2n.

Tenk nå på et tekstbudskap som er skrevet på engelsk, som vi skal betrakte som et språk skrevet i setninger som består av ord og mellomrom, slik at vårt ”alfabet” består av 26 bokstaver pluss ”mellomrom”. I alt 27 symboler er da nødvendig. Hvis vi venter på et budskap på vår mobiltelefon, kan vi i prinsippet Informasjon

saken kort

Vi gjengir her et utdrag av kapitlet om Informasjon fra boken God’s undertaker. Has science buried God? Origo regner med å utgi boken i løpet av året. Teksten i denne artikkelen er oversatt av Jon Kvalbein, og baserer seg på 1. utgave av boken. tenke oss at sannsynligheten for å motta et hvilket som helst symbol er 1/27. Informasjonen som blir addert ved hvert tekstsymbol er da log227 (tilnærmet 4,76). Informasjonen som overføres ved en tekst som er m symboler lang, er da m•log227 (tilnærmet 4,76•m).

Vi merker oss her at mengden av informasjon som overføres er relativ til den kjente størrelsen av ”alfabetet”. Vi vet for eksempel at en tekstmelding kan inneholde tall i tillegg til bokstaver og ”mellomrom”. Da vil ”alfabetet” ha 37 symboler.

Og da vil informasjonsmengden knytte til hvert symbol være log237 (tilnærmet 5,2).

Overalt her spiller tallet 2 en viktig rolle. Faktum er at det symbol-”alfabetet” som brukes i datamaskiner, bare består av de to symbolene 0 og 1. Det er lett å innse at 2 er det minste antall symboler som trengs for å innkode et hvilket som helst alfabet. For eksempel: Dersom vi tenker på det engelske alfabet med 26 bokstaver pluss mellomrom, kan en streng på 5 symboler være nok til å innkode alle disse (25 = 32 > 27). Da vil vi kunne sette A = 00001, B = 00010, C =00011 osv.

Syntaktisk og semantisk informasjon Vi vil nå innføre en meget viktig tanke som det noen ganger kan være vanskelig å få tak i med en gang. Anta at vi får følgende budskap på vår mobiltelefon: ZXXTRQ NJOPW TRP. Dette budskapet består av 16 symboler. Etter vanlig kalkyle skulle dette føre til et informasjonsinnhold på 16•log227 bits.

Til dette kan du si: ”Stopp en halv, dette er absurd, for jeg har ikke mottatt noe budskap i det hele tatt. Det finnes ingen skabelse.dk

19

Origo informasjon i dette vrøvlet.” Nå kan naturligvis budskapet foreligge i kodet form. Kan hende dreier det seg om et hemmelig budskap. La oss anta at dette ikke er tilfelle. Hva da?

Vi må da erkjenne at ”informasjon” i den betydning vi har diskutert så langt, ikke har noe å gjøre med ”mening” i det hele tatt. Vi kaller dette en syntaktisk informasjon.

Ved første øyekast synes dette å være i strid med vår intuisjon sett i lys av våre daglige erfaringer. Derfor er det nødvendig å betrakte dette nærmere. Anta at du blir fortalt at det kommer en melding på din mobiltelefon.

Du blir også fortalt at du kan motta fire mulige symboler (^*# ¤) og at meldingen består av fem symboler. Du titter på skjermen, og leser ˆ##¤*. Hvor mye ”informasjon” har du mottatt? Vel, ingen – i den forstand at du har peiling på hva dette betyr. Ja, du kan ikke vite om dette betyr noe i det hele tatt. Men i syntaktisk forstand har du mottatt informasjon.

Det er fire mulige symboler. Så sannsynligheten for at du kan få en av dem er ¼. Og informasjonen som gis ved hvert symbol er 2 bits. Hele budskapet består av 5 symboler som innholder 10 bits. Sagt på en annen måte: Hvis vi teller opp hvor mange mulige ”budskap” (strenger på fem symboler) du kan formidle, blir dette 210. Du vet nå hva budskapet er (ikke hva meningen er). Du visste ikke dette på forhånd. I den betydningen, har du mottatt informasjon.

Tenk igjen på hverdagens elektroniske kommunikasjon gjennom en kabel, for eksempel en vanlig telefonlinje. Til enhver tid vil ulike former for ”informasjon” være på vei gjennom den. Det kan være vanlige stemmer, fax-meldinger, datakommunikasjon – alle slags strømmer av elektroniske ”symboler”. Noen vil ha mening for noen mennesker, men ikke for andre (en person som snakker kinesisk vil ikke gi noen semantisk mening for en som ikke snakker kinesisk). Andre strenger av tilfeldige symboler er uttrykk for støy på linja.

De er fremkalt av tilfeldige elektroniske årsaker og har ingen mening i det hele tatt.

En kommunikasjonsingeniør er ikke interessert i meningen i det som formidles via kanalen. Hun er ikke opptatt av de enkelte strengene av symboler som blir transportert, men av helt andre forhold som: Hvor stor er kabelens kapasitet? Hvor mange symboler kan sendes gjennom den i løpet av et sekund?

Hvor stor er påliteligheten – hva er for eksempel sannsynligheten for feil i symbolene på grunn av støy på linja? Hva er muligheten for å rette opp slike feil? Alt dette opptar oss alle.

Mange er frustrert over at datakommunikasjonen tar lang tid i hjem som ikke har installert bredbånd.

Måling av syntaktisk informasjon er derfor meget viktig.

Teorien som er knyttet til dette er kalt Shannons teori om informasjon, etter Claude Shannon som utviklet den og beviste noen matematiske setninger om kapasiteten til en

20

marts 2012

støyfull linje. Her er grunnlaget for den teori om kommunikasjon som samfunnet avhenger av i dag.

La oss ta for oss et annet eksempel fra hverdagen for å være sikre på at vi har fått tak i hva det dreier seg om. Vi går inn på et bibliotek og spør etter en bok om nephrologi. Bibliotekassistenten har aldri hørt om nephrologi. Men som en streng av symboler, innholder ordet ”nephrologi” 10• log27 bits av informasjon. Og hvis du gir assistenten denne informasjonen, kan hun skriver ordet inn i datamaskinens indekssystem og få som tilbakemelding at du kan lete i biblioteket under Medisin 46, der du vil finne 3 bøker om emnet. Dette innebærer at hun fungerer som en ”kanal” for å formidle informasjon til indekssystemet, selv om symbolstrengen ”nephrologi” ikke har noen som helst semantisk mening for henne.1 Å måle semantisk informasjon er et mye vanskeligere problem å behandle matematisk. Ingen god metode er funnet hittil. Dette bør neppe være overraskende. For det har å gjøre med at en tekst er meget avhengig av sin sammenheng.

Hvis du ser meg motta en melding på mobiltelefonen med budskapet ”JA”, kan du fort tenke deg at dette er svaret på et spørsmål jeg har stilt. Men du kan ikke vite om dette spørsmålet er ”Har du billett til fotballkampen i kveld” eller ”Vil du gifte deg med meg?” Meningen av en tekst kan ikke bestemmes uten forhåndskjennskap til tekstens sammenheng.

Med andre ord: Det trengs mye mer informasjon for å kunne tolke en gitt informasjon.

DNA og informasjon La oss nå anvende noe av denne tenkningen på molekylærbiologien. Tenk på den streng av ”bokstaver” som vi finner i det kjemiske alfabetet til DNA-molekylet. Anta at du er en molekylærbiolog og vet noe om hva strengen av bokstaver ”betyr” i den forstand at du kan dele den opp i gener og si hvilke proteiner de er kodet for osv. Det betyr at for deg har strengen en semantisk dimensjon. For deg uttrykker DNA presis samme slags spesifisert kompleksitet som et språk, fordi rekkefølgen på bokstavene i et gen spesifiserer rekkefølgen av aminosyrer i proteinene.

2 3

1

Laws of Nature Life Information Matter

• About Life • About Information • About Matter

Men dette er ikke tilfelle for meg. Jeg ser strengen bare som en lang liste med meningsløse symboler ACGGTCAGGTTCTA … Likevel er det helt greit for meg å snakke om at jeg kjenner informasjonsinnholdet i symbolstrengen i syntaktisk betydning eller etter Shennons teori. Ja, til tross for at jeg ikke forstår ”meningen” i strengen, kan jeg finne ut eksakt hvor mye syntaktisk informasjon du må gi meg for at jeg skal kunne reprodusere strengen nøyaktig. Det genetiske alfabetet består av fire bokstaver, slik at hver bokstav kan skrives ut Informasjon

ORIGO (eller sendes til min datamaskin) som to bits informasjon. For eksempel vil DNA i et menneskelig genom som er omtrent 3,5 milliarder bokstaver lang, inneholde omkring 7 milliarder bits av informasjon. Hvis jeg får dette, kan jeg skriver ut DNA uten å ha noen som helst innsikt i ”meningen” i det jeg har skrevet ut.

Det er et viktig aspekt ved genom-forskningen å finne spesifiserte mønstre som blir gjentatt i et gitt genom eller å finne spesifiserte sekvenser som er felles for flere genomer. Årsaken til at man ser etter en spesifisert sekvens kan være av semantisk karakter. Men den reelle dataundersøkelsen i de store databaser som genomene representerer, er beskjeftiget med syntaktisk informasjon.

Kompleksitet Så langt i dette kapitlet har vi ikke nevnt begrepet kompleksitet. Men vi kan umiddelbart forstå at det faktum at det menneskelige genomet inneholder 7 milliarder bits, gir oss litt idé om dets kompleksitet. Men bare litt. Tenk for eksempel på følgende binære streng: 001001001001001001001001…

La oss anta at den fortsetter til vi har i alt 6 milliarder tegn (vi ønsker er tall som er delelig med 3). Da kan vi se, ut fra vårt perspektiv så langt, at strengen inneholder 6 milliarder bits.

Er den da nesten så kompleks som det menneskelige genom?

Langt ifra. For vi ser straks at strengen består av et repetert mønster – trippelet 001 blir gjentatt gang etter gang. På en måte kan vi si at all informasjonen i strengen kan formes i utsagnet: ”Gjenta trippelet 001 to milliarder ganger.” Denne mekaniske repetisjonen er et eksempel på hva matematikerne kaller en algoritme – den type prosesser som et dataprogram er konstruert for å utføre. I dette tilfellet kunne vi for eksempel skrive et enkelt program på følgende måte: ”For n = 1 til 2 milliarder, skriv 001. Stop.” For å skrive dette programmet, trenger jeg bare 44 tastetrykk. Og det blir straks klart at dersom vi tenker på 44 som ”lengden” av programmet, gir dette oss et mye mer nøyaktig inntrykk av informasjonsmengden i strengen av binære tall enn det vi får av dens virkelige lengde på 6 milliarder tegn.

Et annet eksempel som lett vil får fram poenget er følgende: Betrakt strengen av bokstaver ILOVEYOUILOVEYOUILOVEYOUILOVEYOU … og anta at strengen består av 2 milliarder gjentagelser av de tre ordene I LOVE YOU. Det er tydelig at informasjonen (i semantisk betydning denne gangen) i strengen er gitt i de tre første ordene (selv om noen vil hevde at gjentagelsene understreker budskapet). I alle fall kunne vi skrevet den fulle semantiske informasjonen ved dataprogrammet: ”For n=1 til 2 milliarder, skriv ILOVEYOU. Stop.” Vi kunne derfor fått et bedre mål på informasjonsinnholdet ganske enkelt ved å telle antall bits av syntaktisk informasjon som finnes i dette korte programmet fremfor å telle antall bits i den lange teksten.

Algoritmisk informasjonsteori Denne ”sammenpressingen” av en gitt symbolstreng (binære tegn, bokstaver, ord osv) slik at den opptar mindre plass, som utføres av et dataprogram, er en grunnleggende tanke bak det som kalles algoritmisk informasjonsteori. Ordet ”algoritme” stammer fra navnet til matematikeren Mohammed Ibn-Musa Al-Khwarizmi som arbeidet i det berømte visdomshuset i Informasjon

Bagdad i det niende århundre. En algoritme er en effektiv prosedyre for å få noe trinnvis utført med et endelig antall trinn. Formelen x = (-b ± √(b2 – 4ac))/2a gir oss en effektiv prosedyre for å beregne røttene til annengradslikningen ax2 + bx + c = 0, der a, b, og c er tall. Dette er derfor en algoritme.

På liknende måte er dataprogrammer (software) logaritmer som gjør datamaskinen (hardware) i stand til å utføre sin informasjonsbehandling. I alminnelighet vil dataprogrammer ta i bruk mange algoritmer, der hver av dem har sitt bestemte oppdrag. Algoritmisk informasjonsteori (AIT) ble utviklet av Kolmogorov og Chaitin som en metode til å behandle kompleksitet, spesielt informasjonsinnholdet eller kompleksiteten til en spesifisert sekvens, ved å se hvor omfattende algoritme som trengs for å generere sekvensen.

Ifølge AIT er informasjonsmengden i X (der X kan være strengen av binære tegn, eller en steng med vanlige tegn eller bokstaver i et alfabet) er antall H(X) bits i det korteste programmet som kan generere X.

La oss betrakte en annen streng som er fremkommet ved at en apekatt har lekt med tastaturet på en datamaskin: Mtl3#8HJ;LielSn?ød*nilS … Og anta at denne strengen også er 6 milliarder tegn lang, det vil si at den har samme lengde som strengene vi tok for oss ovenfor. Det er klart at denne strengen i prinsippet er tilfeldig. Ethvert program som skulle skrive ut strengen ville bli omtrent av samme lengde som strengen selv. Det betyr at strengen er algoritmisk ukomprimerbar. Algoritmisk ukomprimerbarhet er en meget god målestokk for tilfeldighet. Strengen er også maksimalt kompleks når vi bruker våre kriterier for kompleksitet.

La oss deretter betrakte en tredje streng med de første 6 milliarder bokstavene i bøkene som vi kan finne i hyllene i et bibliotek. Selv om vi kunne oppnå litt algoritmisk kompresjon, vil den være ubetydelig sammenliknet med lengden av strengen. I praksis vil strengen være like algoritmisk ukompressibel som den andre strengen ovenfor (sett fra et matematisk synspunkt er den tilfeldig). Ut fra den samme betraktning er den meget kompleks. Likevel er kompleksiteten av en annen art enn den vi hadde i den strengen som apekatten laget.

For den hadde ingen mening som vi kunne lese. Den tredje strengen inneholder semantisk informasjon. Vi kan forstå meningen med ordene i bøkene. Og grunnen til at den tredje strengen har mening for oss er at vi på uavhengig måte har lært språket slik at vi gjenkjenner ordene som er formet av bokstavene i strengen. En slik streng er ikke bare kompleks, skabelse.dk

21

Origo den er uttrykk for det vi kaller spesifisert kompleksitet. Dette uttrykket ble første gang brukt av Leslie Orel i hans bok The Origins of Life og også av Paul Davies i The Fifth Miracle, men ikke i presis betydning noen av stedene. Men spesifisert kompleksitet er blitt undersøkt på en grundig måte av matematikeren William Dembski i The Design Inference: Eliminating Chance through Small Probabilities.

Det viktige poenget her er at DNA-sekvensen som koder for et funksjonelt protein på en og samme tid er uttrykk for den spesifiserte kompleksitet som er nødvendig for den for å kode for dette proteinet. Den er derfor er algoritmisk ukomprimerbar, noen som innebærer at den fra et matematisk synspunkt er tilfeldig. Paul Davies skriver: ”Kan spesifisert tilfeldighet være et garantert resultat av en deterministisk, mekanisk, lovliknende prosess, som kan tenkes i en ursuppe som er overlatt til fysiske og kjemiske lover? Nei, det er umulig. Ingen kjent naturlov kunne frembringe dette.”2 Et annet sted skriver han: ”Vi må konkludere at biologisk relevante makromolekyler samtidig innholder to vitale egenskaper: tilfeldighet og ekstrem spesifikasjon. En kaotisk prosess kan kanskje ha mulighet til å frembringe den første egenskapen, men ha neglisjerbar sannsynlighet for å frembringe den andre.”

Kan informasjon “samles opp”?

Vårt spørsmål blir nå: Finnes det noe vitenskapelig indikasjon på at informasjon blir bevart i noen meningsfull betydning av ordet? Hvis svaret viser seg å være positivt, da kan forskningen som gjelder livets opprinnelse spare mye verdifull tid og anstrengelse ved å gi opp å finne en informasjonsteoretisk ekvivalens til en perpetuum mobile maskin.

Vi bør merke oss at det ikke lenger er adekvat å opponere mot å bruke et maskinspråk når vi refererer til organismer.

Som vi har sett flere ganger blir et maskinspråk allment brukt i molekylærbiologien av den enkle grunn at proteiner, flageller, celler osv er molekylære maskiner. De kan godt være mer enn maskiner. Men så lenge vi taler om deres kapasitet til å utføre informasjonsbehandling, er de virkelig maskiner (utstyrt med software).

Dette medfører noe som allerede er anvendt vitenskapelig på svært mange ulike måter de siste årene, at biologiske maskiner er gjenstand for matematiske analyser generelt og informasjonsteoretiske analyser spesielt. Det er til denne analysen vi vender oss for å få innsikt til å besvare spørsmålet om de molekylære maskinene (uansett type) kan generere ny informasjon. Leonard Brillouin uttrykker i sitt klassiske arbeid om informasjonsteori ingen tvil om hva svaret er. Han sier: ”En maskin skaper ingen ny informasjon, men utfører en meget verdifull transformasjon av allerede kjent informasjon.”3 Tjue år senere er det ingen ringere enn nobelprisvinneren Peter Medawar som skriver: »Ingen prosess som styres av et logisk resonnement – ingen ren tanke- eller en computerstyrt

22

marts 2012

operasjon – kan øke informasjonsinnholdet av de aksiomer og premisser eller observasjonsutsagn hvorfra den stammer.«4 Av denne observasjon utleder han så at det må finnes en form for lovmessighet knyttet til informasjonsoppsamling. Medawar forsøkte ikke å påvise en slik lovmessighet. Han var fornøyd med å utfordre sine lesere »til å finne en logisk handling som vil kunne supplere informasjonsinnholdet av en hvilken som helst ytring«. Han kom dog med et matematisk eksempel for å illustrere hva han mente. Han påpekte at Euklids berømte geometriske teoremer simpelthen er en måte å »skjære ut i papp den informasjon som allerede ligger i aksiomer og postulater – eller å frigjøre den«. Det er nå engang slik, tilføyer han, at filosofer og logikere siden Bacons tid ikke har hatt problemer med å erkjenne at deduseringsprosessen kun presiserer de opplysninger som allerede foreligger; den skaper ikke ny informasjon overhode.

I den senere tid har William Dembski argumentert for en ikke-deterministisk lov for oppsamling av informasjon, i den betydning at selv om naturlige prosesser som kun involverer tilfeldighet og nødvendighet, kan overføre kompleks spesifisert informasjon, kan de ikke generere denne informasjon.5 Der ligger stadig mye interessant og vanskelig arbeid foran oss innenfor dette lovende fagfeltet. Men ikke desto mindre er vi allerede nå i stand til å prøve ut disse ideer på simuleringer som har med livets opprinnelse å gjøre. For hvis informasjon i en eller anden forstand kan bli samlet opp, så må vi av dette logisk forvente at enhver simulering av livets opprinnelse som hevder å få informasjon “gratis” vha. helt naturlige prosesser, på en eller annen måte, får smuglet informasjon inn utefra, på tross av deres påstand om det motsatte. Så hvis vi kan fastslå det siste, har vi i det minste et plausibelt argument for at et informasjons-input er nødvendig for livets opprinnelse. n Referanser og noter 1. Semantikk er avledet fra det greske ordet for tegn, og semiotikk er teorien 1. for tegn.

2. Paul Davies (1998). The Fifth Miracle. Pingvin Press, side 88.

3. Leonard Brillouin (1962). Science and Information Theory. 2nd Ed, Academic Press.

4. Peter Medawar (1984). The Limits of Science. Oxford University Press, side 79.

5. William Dembski (1997). Intelligent Design as a Theory of communication. Perspectives on Science and Christian Faith, 49, 3, side 180-190.

Se også hans bok No Free Lunch (2002).

Informasjon

ORIGO

En Oxford-matematiker som tror på mirakler Den berømte debat mellem Thomas Huxley og Samuel Wilberforce om arternes oprindelse fandt sted i 1860 i Naturhistorisk Museum i Oxford, England. Bygningen er flere gange senere været rammen om vigtige debatter om tro og viden.

Bl.a. var der i 2010 en betydningsfuld debat mellem Richard Dawkins og John Lennox, som Dawkins karakteriserede som en Oxford-matematiker, der tror på mirakler. Lennox lagde for sin del i debatten vægt på, at ingen – heller ikke Dawkins – kan klare sig uden at tro på noget, som de ikke har endegyldigt bevis for. I øvrigt var hans pointe, at der bestemt ikke er nogen modsætning mellem at bedrive god videnskab og at tro på en almægtig Gud, der kan gøre mirakler. I forbindelse med debatten hævdede Lennox i øvrigt, at der var en tæt forbindelse mellem opførelsen af Naturhistorisk Museum og kristen tro. Det afviste Dawkins kategorisk. Men Lennox havde ret.

Bygningen, som kan siges at have lighedstræk med en engelsk kirke, blev til på initiativ af professor Henry Acland, som i en

Naturhistorisk museum i Oxford, som er bygget for at lære mennesker om Skaberens storslåede design i naturen.

En Oxford-matematiker som tror på mirakler

forelæsning i 1860 fremhævede, at bygningen var opført for at give mennesker indsigt i ”det store materielle design, som den Øverste Mester har frembragt med os mennesker som aktive bestanddele”. Det hører også med i billedet, at en væsentlig del af pengene til bygningen kom fra salget af bibler.

Kilde John Lennox: “Gunning for God. Why the new atheists are missing the target”, Lion 2011

Denne støtte er sat ved indgangen til Naturhistorisk museum i Oxford til minde om den store debat mellem Thomas Huxley og Samuel Wilberforce.

skabelse.dk

23

Origo

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler Peter Øhrstrøm, professor ved Aalborg Universitet

Efter terrorhandlingerne i USA den 11. september 2001 har vi set en voldsom opblussen af den ateistiske kritik af religiøs tro som sådan. Denne såkaldt nye ateisme har ikke mindst rettet skytset mod den kristne tro på mirakler.

Det er påfaldende af den aktuelle religionskritik og debatten herom i høj grad ligner en debat i 1920ernes Danmark, hvor kredsen om Georg Brandes i den offentlige debat kraftigt argumenterede mod det traditionelle kristne verdensbillede – herunder troen på miraklernes mulighed.

Måske er det sådan, at ateisternes religionskritik især tager til under indtryk af voldsomme begivenheder med megen død og ødelæggelse. I 1920erne var det især indtrykket af 1. verdenskrigs rædsler, der farvede folks bevidsthed. Ateisterne hævdede, at når noget sådant kunne ske, giver det ikke mening at hævde, at der findes en god og almægtig Gud, som jo bare kunne bare kunne have gjort en ende på rædslerne ved mirakuløs indgriben. I stedet forsvarer de typisk en scientisme dvs. en ideologi knyttet til en materialistisk forståelse af naturvidenskaben.

En af dem, som forsøgte at svare på religionskritikernes udfald, var digterpræsten Kaj Munk. Han havde tidligt i 1925 forsøgt at blande sig i livsanskuelsesdebatten, som fyldte meget i avisernes debat. I en kronik, ”Menneskenes Rige”, som Munk havde indsendt til og fået returneret fra Politiken i februar 1925, argumenterede han mod den forestilling, at videnskaben skulle kunne erstatte religionen, og at videnskaben alene kan levere en tilfredsstillende tilværelsesforståelse. Han pointerede ”at videnskaben ikke kan give mennesket rum og sprog til at forholde sig til tilværelsens store spørgsmål om mening om livets mening og om forholdet mellem tid og evighed”.

sagen kort Den aktuelle debat mellem kristne og ateister ligner på mange måder den livssynsdebat, som blev ført i 1920ernes Danmark.

Fx refereres der i begge debatter fra ateistisk side til de kristnes tro på mirakler. I Kaj Munks berømte skuespil, Ordet, fra 1925 er debatten om mirakler helt central. Munk præsenterer i skuespillet nogle positioner, som også er karakteristiske i den moderne debat om tro og videnskab.

Politiken afviste altså at bringe Munks kronik. Men Munk arbejdede videre med stoffet og skrev senere på året skuespillet Ordet, som nu står som Munks mest berømte værk.

Dette drama handler først og fremmest om troen og tvivlen på miraklernes mulighed. Det var et tema, som igen og igen havde optaget Kaj Munk og været kilde til tvivl og religiøs krise i hans eget liv. Hvis miraklerne er mulige, således at Gud faktisk kan gribe mirakuløst ind i verden, hvor gør Gud det så ikke? Hvorfor tillader Gud den meningsløse lidelse og død på trods af menneskets bønner? Hvorfor griber Gud ikke ind med sin almagt? Er miraklernes tid faktisk forbi?

Ordet blev til på nogle få dage i slutningen af 1925 og sendt til prof. Hans Brix d. 10/12 1925. Stykket præsenterer i skuespillets form hovedsynspunkterne i 1920ernes livsanskuelsesdebat, og dramaet kan læses som et opgør med datidens scientisme, der som nævnt må siges at have ganske meget til fælles med den relativt pågående religionskritik og helt aktuelle ateisme, som er vokset frem efter 11. september 2001.

Hans Brix havde opfordret Munk til at tage bønder alvorligt i stykket. Den opfordring lever Ordet til fulde op til, idet Munk lader sin egen kamp med troen og tvivlen på miraklets reelle mulighed få udtryk først og fremmest gennem den stovte bonde Mikkel Borgen på Borgensgård, som på en gang styrer sit hus enevældigt som en anden patriark og på den anden side ikke er bange for at erkende sin tvivl og usikkerhed på det religiøse område. Borgen tror på Guds almagt, men Scene fra opførelsen af Ordet på Aalborg Teater, 1957-58. Kathinka (Marie Louise Coninck), ”ikke paa Undere nu om Amtslæge Houen (Jørgen Langebæk), Gamle Mikkel Borgen (Palle Reenberg), Pastor Bandbul Dage” (76) som han siger (Erwin Anton Svendsen).Iscenesættelse: Bjarne Forchhammer. Scenografi: Hermann O. det til svigerdatteren Inger i Petersen. Foto: Clausen Commerciel Foto, Aalborg

24

marts 2012

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler

ORIGO stykket første akt. Han vil ikke give Gud skylden.

Når miraklernes tid er forbi, er årsagen ifølge Borgen at finde hos menneskene, som har mistet troen. Helt personligt har Borgen erkendt det hos sig selv, da han forgæves bad for sin sindssyge søn, Johannes, hvilket bliver udtrykt med ordene: ”Nej, Inger, nej, naar en Far, skønt det gælder hans kæreste i yderste Nød, ikke kan bede med Tro, nej, saa er Miraklet gjort hjemløst i Verden.”

(78) Og så hjælper det tilsyneladende ikke, at Inger spørger: ”Skulde Vorherre ikke nok kunne gøre det alligevel, Bedstefar? Skulde Vorherre ikke nok være mægtigere end et Menneskes Tvivl?” (79).

Borgens tvivl på miraklerne har fået næring af den bristede drøm om Johannes, som han havde håbet skulle bringe ”Gnisten, der skulde opblusse igen i Guds Time”, således at Borgens-gård kunne blive et åndeligt centrum ikke bare for sognet, men for hele landet. Med henvisning til Johannes’ sindssygdom må han i stedet konstatere: ”Saa stolte og flyvende Drømme drømte jeg. Og se nu de knækkede Vinger! Haabet har jeg, at han skulde komme sig; han kommer sig ikke; Miraklernes Tid er forbi.” (316) Borgen har altså svært ved at tro på mirakler i sin tilværelse. Han vil dog alligevel ikke helt opgive miraklerne, hvilket viser sig i hans svar til svigerdatteren: ”Inger, du skulde vide, du skulde vide, hvor det tit brænder i mig af Lyst til at rejse til Lourdes.” (80) Denne henvisning til katolikkernes tro på mirakler også i vor tid, er et tegn på, at Borgen meget vel ved, at kristendommen bliver amputeret, hvis den skal kobles med en totalafvisning af miraklets mulighed. Han har på den måde trods alt stadig drømmen og håbet om, at det skal vise sig, at miraklernes tid og Guds tydelige virke i verden alligevel ikke er fordi.

At miraklerne og Guds konkrete virke altså alligevel spiller en rolle for Borgen fremgår også, da Inger senere tilsyneladende efter hans bøn kommer gennem sin krise i barselssengen og Borgen udbryder: ”Det er som et rent Mirakel”. Dette følger lægen op med det provokerende spørgsmål: ”Hvad tror De nu, der har hjulpet mest her i Aften: Deres Bøn eller min Præstation?”. Hertil svarer Borgen: ”Vorherres Velsignelse, kære Doktor, fra min Bøn til Deres Præstation, den har visst hjulpet mest.” (732) Modstykket til Borgens vaklende håb om, at miraklernes tid måske alligevel ikke er fordi, bliver i Munks drama dels pastor Bandbul og dels amtslæge Houen, som på hver deres måde kategorisk hævder, at miraklernes tid er fordi. Munk har på munter vis i valget af disse lærde folks navne henvist til det klodsede i deres firkantede påstande. På den ene side er der lægens hovne påstand om, at videnskaben har vist, at mirakeltroen er naiv og udtryk for uvidenhed. På den anden side er der præstens forsøg på at behandle sagen dogmatisk således, at der direkte udstedes et forbud (en bandbulle) mod troen på mirakler – i hvert fald så længe det ikke drejer sig om nogle få særlige undtagelser for meget længe siden.

Det er ligeledes meget karakteristisk for Munk, at han lader den sindssyge Johannes udfordre pastor Bandbul med spørgsmålet om, hvordan en troens mand bærer sig ad med at

Kaj Munk (1898 – 1944)

afvise mirakler nu, men godtage at de fandt sted for 2000 år siden. Præsten svarer: … Undere sker ikke. Gud bryder ikke sit givne Ord, sin Verdensorden, Naturlovene, sin Evighedsplan. Det siger ogsaa Skriften: Gud er ikke Forvirringens, men Ordenens Gud. (205) Dette synspunkt gentager Bandbul i 3. akt i samtalen med Houen: LÆGEN: De tror maaske ogsaa paa Mirakler, Hr. Pastor?

PRÆSTEN: Ja, hvad mener De med "tror"? Principielt kan Miraklets fysiske Mulighed aldrig negeres, da Skaberen altid maa være det Skabtes Herre. Men baade religiøst og etisk set er det jo udelukket; et Brudd paa Naturlovene var jo en Forstyrrelse af Guds Verdensplan, og det herlige ved Gud er jo netop det, at vi kan stole paa ham. Populært sagt: Gud kunde selvfølgelig gøre Mirakler, men gør det ligesaa selvfølgelig ikke; og det takker vi for.

LÆGEN: Kristi Mirakler da?

PRÆSTEN: Ja, ved de store Knude- og Vendepunkter i Verdenshistorien stiller Sagen sig — kan Sagen stille sig noget anderledes.

LÆGEN: Naa saadan! I de afgørende Øjeblikke tillader den saa paalidelige Gud lidt Slinger i Valsen. Nej, min gode Pastor Bandbul, der er aldrig her i Verden sket og vil heller aldrig ibidem ske noget, som ikke den tilstrækkeligt kyndige og sikre Opsporer vil kunne paapege en naturlig Aarsag til. (734-8) Houen har altså det rendyrkede scientistiske synspunkt, der indebærer, at alt har en naturlig årsag, og at det overnaturlige kategorisk afskrives. Selv om Bandbul siger noget andet, har han i praksis den samme opfattelse. Det bliver helt klart i stykkets afsluttende scene, hvor Inger mirakuløst opvækkes fra de døde, hvilket spontant mødes med følgende reaktion fra Bandbul: ”Jamen dette — det er jo fysisk umuligt. Det kan jo ikke ske”. (943) I det hele taget bliver vurderingen af Bandbulfiguren i Munks drama ganske hård. Lagt i den helbredte Johannes mund: ”Hykler, dig selv uafvidende, gaar du Satans

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler

skabelse.dk

25

Origo Ærind i gudviet Dragt?” (934) I sammenligning hermed er den Munk’ske dom mildere over Houen, som Munk lade sige: Selvfølgelig er jeg en Troens Mand; ellers var jeg en tarvelig Læge. Jeg har Tro til mig selv og min Videnskab og Tro paa de Mirakler, den har lært mig at gøre. "Jeg gør Mirakler, og de bliver virkelig til noget." (751) Borgen afviser i den principielle samtale både Bandbul og Houen med, at de glemmer (eller ikke forstår), ”at der er Aand og Evighed til” (740). Da underet, opvækkelsen af den døde Inger, sker i stykkets slutscene, er Bandbuls reaktion som nævnt, at miraklet er umuligt. Houen reagerer derimod med en påstand om, at dette må betyde, at ”Ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes” (944) dvs. at Inger efter hans mening ikke kan have været død. Dermed illustrerer Munk klart, at miraklet altid vil kunne bortforklares af den, der ønsker det.

Udover denne pointe understreger Houens vigtige replik, at der er noget at forklare. I stykket ligger Inger faktisk pludseligt lyslevende i den åbne kiste. Houen erkender, at hun er levende, og slutter heraf, at hun slet ikke har været død, og at der altså ikke har været et kvalificeret ligsyn. Munk giver dermed ikke plads for den tolkning af scenen, at Inger opstår metaforisk i vore tanker. Derfor er det også dybt kritisabelt, at Lars Norén som instruktør ved Det Kongelige Teaters opsætning af Ordet i 2008 netop lagde denne forkerte tolkning til grund i sin iscenesættelse af skuespillets sidste akt, hvorfor han også måtte slette den nævnte meget vigtige Houen-replik.

Det kan meget vel tænkes, at Munk har fremstillet Houenfiguren inspireret af lægen Oluf Thomsen (1878-1940), som energisk forsvarede en livsopfattelse baseret på naturvidenskaben – især darwinismen. Han forfattede bl.a. bøgerne Livsanskuelse (1923), Religiøs og biologisk opfattelse (1924).

Der er så vidt vides ingen direkte reference hos Munk til Oluf Thomsen, men det er let at forestille sig, at Oluf Thomsen for Munk simpelthen har dannet forlæg, været inspirerende model for amtslægen i Ordet. Det er klart, at Houen i stykket som nævnt leger med begrebet ”tro”, idet han accepterer at blive kaldt en ”Troens Mand”. På den anden side ligger der jo også en pointe i, at videnskaben faktisk kan bruges som ideologi, som livsopfattelse – en ”tro” om man vil – således som også Oluf Thomsen ønskede at se det.

I afslutningen af Ordet kan Borgen glæde sig over fire undere: Først forlovelsen mellem Anne og Anders, der alligevel kan finde sted, fordi Peter Skrædder bliver medgørlig, så Johannes’ helbredelse, så Inger opvækkelse fra de døde og til sidst sønnen Mikkel, der kommer til tro. Munk lader det hele ende i denne hyldest til livet (948-50): ”Johannes: … nu begynder Livet først for os.

Mikkel: Aah, Inger! ja, Livet, Livet.

Borgen: Livet!”

Der skal nok være dem, der vil mene, at denne slutscene er overspændt og overdrevet. Men her er det vigtigt at huske den vægt, som Munk lægger på miraklets mulighed, og dermed den betydning, som det vil få, når et mirakel ikke bare anses for en teoretisk mulighed, men derimod viser sig at blive virkeligt.

Ifølge Munks kristendomsforståelse er troen på miraklets mulighed helt afgørende. Uden den bliver den ægte

26

marts 2012

forbindelse mellem mennesket og Gud i bønnen heller ikke mulig. Og så giver kristendom ingen mening. Med hans egne ord: ”Troen på Gud er Troen paa Miraklet. Kun ved et Brud paa Naturlovene kan Gud komme i Forbindelse med et Menneske. At tro på Gud er at være midt i det vidunderlige, hvor ikke blot Guds Love virker, men ogsaa Guds Haand” (”Om Miraklet”, p.31). Det er vigtigt at understrege, at Kaj Munk med sin tale om brud på naturlovene ikke forsøger at lægge afstand til naturvidenskaben – tværtimod. Han siger: Den troende ved jo ogsaa om Lovene; han tror ydermere, at Gud har skrevet dem, og naar han grænseløst beundrer disse loves Visdom og Vælde, ærefrygter han altsaa Gud. Men den Gud, der har skrevet dem, staar saa tillige ogsaa over dem.

Hvem ville forbyde Urmageren at røre ved den lange Viser med Fingeren. (”Om Miraklet”, p.29).

Miraklet understreger altså, at Gud ikke bare har udformet og skrevet naturlovene, men at han også står over dem, således at han ikke er bundet af dem. Munk beretter, at en student engang sagde filosofi-professor Kroman, at han (studenten) nok kunne tro på Gud, men ikke på det med mirakler, hvortil Kroman skal have svaret: ”Hvad vil De så med ham - … alt det andet kan vi jo selv lave”. (”Om Miraklet”, p.30) Miraklet er altså det særlige – undtagelsen fra reglen.

Miraklet er for Munk det, der frem for noget andet understreger, at Gud er altings herre. Det betyder jo også, at miraklet ikke kommer på menneskets bestilling. Det ligger i hele sammenhængen, at der ikke findes nogen mekanisme eller teknik, som kan fremtvinge miraklet. Borgen må indse, at han kommer til at vente på miraklet. Han havde som nævnt drømt om, hvordan Johannes ved sit virke og ord skulle blive anledning til en åndelig opvågnen. For sin ældste søn Mikkel havde han håbet og ønsket, at troen skulle blive vakt i ham og sagt ved sig selv: „Giv Tid, han vil forandre sig; han er jo saa ung endnu; den Dag vil komme ...”. Men det varede så længe, at han næsten havde opgivet: ”Men Aarene gik, og den kom ikke; for der sker ikke Mirakler nu om Dage.” (304) Dog skete begge mirakler, men først i ”Guds Time” (316) dvs. først i det øjeblik, som er bestemt dertil, dvs. det gunstige øjeblik. Munk understreger yderligere dette forhold ved at lade den sindssyge Johannes sige til dødsenglen, der netop har været hos Inger: ”Naar Troens Time kommer, bringer du hende tilbage.” (800) Her bringes ideen om kairos i spil. Denne idé kendes både fra antik græsk og fra senere kristen tænkning. Kairos er den rette eller passende anledning, og begrebet er som bl.a. påpeget af Marc Auchet [2007] centralt i Munks forfatterskab. Kairos er først og fremmest den rette tid, men ideen indebærer også, at stedet og omstændighederne er passende. Når kairos kommer, er hele situationen den rette for Guds ekstraordinære indgriben, underet. ”Troens Time” og ”Guds Time” er udtryk for det samme, nemlig det særlige øjeblik, kairos, hvor Gud virker mirakuløst som svar på den troendes bøn. Munks pointe er altså, at miraklernes tid ikke er forbi, men at miraklerne heller ikke står under menneskets kontrol, men er underlagt Gud. Derfor er miraklets tid: kairos, Guds Time.

Ordet kan altså læses som et svar på 1920ernes religionskritik og scientisme. Dette svar også relevant i forhold til den nye ateismes udfald. Skuespillet præsenterer de forskellige positioner, man kan have i debatten – med deres principielle

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler

ORIGO svage og stærke sider. Munk forsvarer med stykket, at miraklet er muligt, men også at miraklet ikke kan sættes i system. Vi har ingen ”mirakel-maskine”. Derimod har vi i miraklet her at gøre med en dimension af tilværelsen, som transcenderer den fysiske virkelighed, og som på ingen måde står under vores kontrol. n

Munk, Kaj: ”Om Miraklet”. Udgivet i Himmel og Jord, p.28-31.

Munk, Kaj: Med sol og megen glæde. Nyt Nordisk Forlag 1942 Munk, Kaj: Himmel og Jord, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1942 Kraghl, Jesper Vaczy: Kampen om livsanskuelse, Syddansk Universitetsforlag 2005.

Referencer: Auchet, Marc: Kairos eller det gunstige øjeblik, et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og forfatterskab, Munkiana nr. 36, 2007, pp.10-31 Auchet, Marc (Red.): Kaj Munks Værker med indledninger og kommentarer, KMFs Studieudgave (udkommer i efteråret 2012; overalt i den artikel citeres Munks dramaer fra denne udgivelse fra Kaj Munk Forskningscentret (KMF), ligesom der refereres til KMF-repliknumrene for de anvendte citater.)

Munk, Kaj: ”Menneskenes Rige”. (Indsendt til og returneret fra Politiken, Februar 1925.) Udgivet i Med Sol og Megen Glæde, p. 132-39.

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler

skabelse.dk

27

Origo

Hvor blir det av de andre?

Av Steinar Thorvaldsen, Universitetet i Tromsø og Tromsø Astronomiforening

I tidsskriftet Nature for 12. januar 2012 publiserte et team bestående av hele 42 astronomer de siste forskningsresultater om observasjoner av planeter rundt andre stjerner i Melkeveien enn vår egen sol. To av disse arbeider ved Niels Bohr Instituttet i København, og Uffe Gråe Jørgensen skriver en kort omtale i den danske Weekendavisen for 13. januar 2012 med tittel: Hvor bliver de andre af? Slike planeter kalles gjerne eksoplaneter. Artikkelen har overskriften: One or more bound planets per MilkyWay star from microlensing observations.

For tiden er rundt 2000 eksoplaneter kjent, og forskergruppen har regnet ut at en gjennomsnittlig stjerne som de vi kan se over oss i snitt har 1,6 planeter i bane rundt seg. I artikkelen offentliggjør forskerne en statistisk analyse av de første seks år av sine egne observasjoner. Mens tidligere analyser kun har kunnet uttale seg om planeter som er meget forskjellige fra de åtte vi kjenner fra vårt eget solsystem, er den nye analysen også fokusert på planeter som er lik våre egne. Resultatene hevder å være gyldige for hvordan et «typisk planetsystem» blant Melkeveiens utallige stjerner kan se ut.

Og man har fått mange overraskelser. For det viser seg at meget få av stjernene har kjempeplaneter som Jupiter og Saturn som kretser i tilsvarende baner som disse. Dette er

saken kort I Melkeveien er det et nå oppdaget et utall av planeter der liv kunne være å finne. Men det gjør det neppe. En forskergruppe som studerer planeter i andre solsystemer har nylig kommet fram til at vårt solsystem er helt unikt. Det er fordelingen av små og store planeter som er spesiell og forskjellig fra de andre planetsystemer der ute. Det er godt mulig at det kun finnes en eneste klode som vår jord i hele Melkeveien. viktig fordi disse planetene har en sentral betydning for at vi har fått så mye vann på jorden. I følge teorien fantes det for mange milliarder år siden en stor mengde vannholdige kometer i det ytre av solsystemet. Den bestemte bevegelsen av Jupiter og Saturns baner gjorde imidlertid kometbanene ustabile, og i løpet av noen millioner år ble de kastet tilfeldig rundt i alle retninger. På vår måne kan vi fortsatt se tusenvis av kratre fra bombarderingen av disse kometene, og jorden ble truffet av ennå flere kometer. Man mener at den ismengden som kom med kometene den gangen tilsvarer vannmengden vi nå har på jorden. Så uten planeter av typen Jupiter og Saturn ville vi etter denne teorien ikke hatt vann på jorden.

Nå viser det seg altså at i de fleste av solsystemene der ute ikke finnes tilsvarende kjempeplaneter som Jupiter og Saturn.

Så selv om det finnes mange små planeter som kan minne om jorden i gunstig avstand fra sin stjerne, så er de uten vann på overflaten. Og uten gunstig temperatur og rikelig med vann er intet liv mulig.

En annen overraskelse er eksoplanetenes baner. Analysen til forskergruppen viser at et vanlig solsystem der ute typisk har én planet med fast overflate omtrent som de vi kjenner fra vårt eget solsystem. I tillegg har en gjennomsnittlig stjerne i Melkeveien ytterligere en planet. Men denne har en bane som ligger svært nær stjernen, ja faktisk nærmere enn Merkur som er den nærmeste planeten i vårt solsystem. Astronomene er ganske sikre på at planeter ikke kan dannes så nær sin stjerne, så denne må ha blitt fanget inn etter at den var dannet. I denne type solsystemer flytter planetbanene seg altså rundt.

Figuren viser fordelingen av planeter som er funnet med de tre metodene fram til rundt 2010. 1: Keplersonden (blå firkanter) 2: Dopplermetoden (svarte streker) 3: Mikrolinser (tykke røde streker). Avstanden til sentralstjernen er på den vannrette aksen, og planetens masse er på den loddrette, begge i logaritmisk skala. Planetene i vårt solsystem er markert med forbokstaven i sitt engelske navn (E=Jorden), og som man ser skiller de seg ut fra de planeter man vanligvis finner i andre solsystemer. Fra The Demographics of Extrasolar Planets Beyond the Snow Line with Groundbased Microlensing Surveys. (B. Scott Gaudi, 2010).

28

marts 2012

Hvor blir det av de andre?

ORIGO

Hvor blir det av de andre?

skabelse.dk

29

Origo Dette er en avgjørende forskjell fra vårt solsystem, som har vist stor stabilitet og regularitet over lang tid. Hvis en planet som Jupiter skulle passere nær jorden, ville det ha katastrofale følger, og hele vår klode ville bli oppfanget og slukt. Kun små forandringer i jordbanen skaper som kjent store effekter av typen istider.

Det brukes tre ulike teknikker for å studere planeter i fremmede solsystemer. De mest kjente gjøres av romsonden Kepler som overvåker et bestemt område på stjernehimmelen.

Dette området består av 150 000 stjerner som får målt sin nøyaktige lysstyrke hvert 30 sekund. Når en planet passerer foran stjernen vil lysstyrken synke litt. Etter tre slike passasjer regner man at stjernen har en kandidat til en planet. En annen metode som benyttes er basert på radialhastigheter og er en dopplermetode, mens den tredje kalles mikrolinse-teknikken.

Det er den siste teknikken som er brukt av forskergruppen som nå har publisert sine resultater i Nature. Fysikken bak metoden bygger på at når to stjerner på himmelen ser ut til å bevege seg forbi hverandre, vil tyngdekraften fra forgrunnsstjeren avbøye lyset fra bakgrunnsstjernen, og hvordan dette lysmønsteret varierer vil fortelle om eventuelle planeter rundt stjernen i forgrunnen. Denne teknikken er spesielt egnet til å registrere små planeter som jorden, men også planeter så store som Jupiter og Saturn. De to første metodene er best egnet til å finne store planeter med baner nær stjernen, mens den tredje metoden primært er følsom for planeter som de i vårt solsystem. Artikkelen i Nature bygger på resultater fra alle tre metodene, og for første gang mener man nå å ha lyktes i å finne ut hvor mange planeter helt til jordens størrelse som finnes rundt stjernene vi ser på stjernehimmelen.

Egentlig er det flere år siden mikrolinse-fenomenet ble forutsagt. I en berømt artikkel fra 1936 i tidsskriftet Science,

30

marts 2012

skrev Albert Einstein et stykke hvor han beregnet hva den allmenne relativitetsteori ville forutsi for to stjerner som kom til å stå nesten på linje, dvs. passerte like forbi hverandre. Einstein viste at tyngdekraften fra forgrunnstjernen ville trekke lyset fra bakgrunnstjernen ut i en lysende ring, noe vi i dag kaller en Einstein-ring. Denne ringen ville til og med bli kraftigere enn selve bakgrunnstjernen da forgrunnstjernen virker som en linse. Hvis det er en planet omkring linsestjernen, så vil også planetens gravitasjonsfelt virke som en ekstra linse på bakgrunnstjernens lys. Et lite ekstra hopp i bakgrunnstjernens lys av noen timers varighet, vil da avsløre planeten.

Selve lovene for bevegelse og gravitasjon i solsystemet ble oppdaget av Isaac Newton på slutten av 1600-tallet. Allerede Newton hevdet den gang at vårt solsystem var designet som noe enestående og spesielt. Vil det til slutt vise seg at Newton hadde rett? n

Hvor blir det av de andre?

ORIGO

Annoncer

Med denne annonce ønsker jeg at gøre opmærksom på min web-shop: www.oprindelsen.dk samt mine tre websider: www.darwinsludder.dk www.væraltidrede.dk www.spørgsmåltiljehovasvidner.dk Kig ind på websiderne og få ny indsigt!

Med venlig hilsen Ole Michaelsen

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Be om skolebrosjyre

Jostein Andreassen:

Darwinbogen 199,- DKK 245,- NOK

Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

Annoncer

skabelse.dk

31

Origo 124 | mars 2012 | kr. 65,- i løssalg

O R I GO om vitenskap, skapelse og etikk

Mirakler Sjimpansens DNA

Planeter i Melkeveien

Kunstig liv

www.origonorge.no

O R I GO om videnskab, skabelse og etik

Indhold

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk

http://origonorge.no

Layout og sats: Layout: Mathias Helmuth Pedersen,

www.MathiasPedersen.com Sats:

Flemming Karlsmose, Tlf. 28 51 94 50 E-mail: flemming@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Forsidefoto: Jostein Andreassen

Redaktionskomité i Danmark

5

Skaper tabu

Knud Aa. Back, fhv. overlærer back@skabelse.dk

7

99% DNA til fælles med chimpanserne!

Emil Rasmussen, studerende tlf. 61 79 17 38, emil@skabelse.dk

Finn L. N. Boelsmand, cand.polyt. tlf. 35 39 76 54, finn@skabelse.dk

/ Sigve Brekke

/ Kristian B. Østergaard

10

Finkene på Galapagos

14

Forskning i kunstigt liv

/ Jostein Andreassen

/ Ove Høeg Christensen

Holger Daugaard, rektor, cand.scient. tlf. 66 18 41 00, holger@skabelse.dk Henrik Friis, erhvervskunderådgiver, cand.oecon. tlf. 35 14 35 39, abonnement@skabelse.dk Søren Holm, professor, CSEP, School of Law, University of Manchester, soren@skabelse.dk Flemming Karlsmose, PR-medarbejder, multimediedesigner tlf. 28 51 94 50, flemming@skabelse.dk Arne Kiilerich, rådgivende ingeniør arne@skabelse.dk

15

Kunstigt liv i oliedråber

16

Uvidenhed og intelligent design

Kristian Bánkuti Østergaard, cand.scient. tlf. 61 66 49 23, kristian@skabelse.dk

19

Informasjon

Redaksjonsråd i Norge

/ Ove Høeg Christensen

Bent Vogel, cand.scient. tlf. 86 41 04 96, bent@skabelse.dk Peter Øhrstrøm, professor, dr.scient. tlf. 98 29 70 61, peter@skabelse.dk

/ Ove Høeg Christensen

Rune Espelid, konsulent, cand.scient. rune.espelid@online.no

/ John C. Lennox

som indlæg i debat om mirakler 24 ’Ordet’ / Peter Øhrstrøm blir det av de andre?

28 Hvor / Steinar Thorvaldsen

Willy Fjeldskaar, forskningsleder, professor, dr.scient. willy.fjeldskaar@lyse.net Knut Sagafos, lektor knu-saga@online.no Steinar Thorvaldsen, førsteamanuensis, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no Peder A. Tyvand, professor, dr.philos. peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Peter Øhrstrøm

© ORIGO Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

SE/CVR-nummer: 3037 6390

marts 2012 Abonnement og bestillinger:

2

Norge:

Danmark:

Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms: +47 45 25 58 78 Bestil per e-mail: knu-saga@online.no

Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning.

Tlf. +45 35 14 35 39 E-mail: abonnement@skabelse.dk

Redaktionelt

Skaberens hånd og Skaberens love Af redaktøren

Kaj Munk var med sit berømte drama Ordet fra 1925 aktiv i debatten om miraklets mulighed. For ham var det meget vigtigt at fastholde et verdensbillede, som ikke fornægter muligheden for, at miraklet kan ske. Som det fremgår af artiklen i dette nummer om Munks syn på sagen, fastholder han, at man skal skelne mellem Skaberens love (dvs. naturlovene) og Skaberens hånd, som fører til de ekstraordinære forhold i tilværelsen, som godt nok er konstaterbare, men som ikke logisk følger af naturlovene. I dette nummer karakteriseres information i artiklen af John C. Lennox som noget enestående, der ikke følger af de fysiske forhold – lige så lidt som teksten i avisen følger af papirets og tryksværtens fysiske egenskaber. Der er også god grund til at se ”Skaberens hånd” i vores planets karakteristika, således som det beskrives af Steinar Thorvaldsen. Der er gennem tiden foretaget mange

Origo har fået ny webmaster

Emil Rasmussen er en dygtig naturvidenskabelig gymnasielev med stort talent for programmering.

Han har kastet sig over opgaven at nytænke Origos hjemmesider og samlet det hele i et nyt design og opbygning på www.skabelse.dk

Kære abonnent!

Så er et nyt år kommet godt i gang, og hermed modtager du her endnu et nummer af Origo.

Du bedes derfor betale dit abonnement for 2012 hurtigst muligt, så vi ikke skal bruge tid og ressourcer på at udsende påmindelser i løbet af året.

Til betalingen er der indlagt et girokort i dette nummer, du kan også betale ved at overføre til vores konto: Regnr. 1551 og kontnr. 7305753.

Efter at have haft samme abonnementspris i mange år ser vi os nødsaget til at hæve prisen til 200,- kroner. Jeg vil samtidig minde om, at dit origoabonnement løber, indtil det opsiges.

Til våre norske abonnenter

I Norge vil prisen på abonnement i 2012 være NOK 250,Medlemsavgift inkl. ab. er NOK 400,Vennligst betal direkte til konto 1503 02 18210

krumspring i forsøget på at afvise dels at naturlovene forudsætter en lovgiver, og dels at Skaberens hånd har manifesteret sig i vores verden. Sammenligningen mellem chimpansens og menneskets gener har været brugt i et ubehjælpsomt forsøg på at vise, at der ikke findes noget specifikt og enestående menneskeligt. Endvidere har Darwins opdagelser på Galapagos har været brugt i bestræbelserne på at vise, at der bag arternes oprindelse ikke findes noget element af skabelse overhovedet.

Ydermere har man prøvet at se de senere års forskning i kunstigt liv som tegn på, at der ikke er brug for nogen intelligens ifm. livets tilblivelse. I artiklerne i dette nummer dokumenteres det, at disse argumenter slet ikke holder. Tværtimod går det an at forsvare, at der er design og plan i naturen - således som Sigve Brekke gjorde det indtil sin tragiske død for få uger siden. Dette nummer tilegnes Sigve Brekkes minde. n

Vi glæder os til at præsentere resultatet senere på året.

Emil vil træde ind som medlem i Origos redaktion. Vi byder ham varmt velkommen! /red

Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre, som du mangler eller ønsker, så fortvivl ikke, vi sælger dem for fra 50,- kroner pr. stk. Du kan se nærmere om dem på www. skabelse.dk.

Vi håber, at du får stor glæde af dit abonnement i 2012.

Venlig hilsen Henrik Friis Økonomi- og abonnementsansvarlig for Origo E-mail: abonnement@skabelse.dk

Ved adresseendringer eller annet kontakt oss via vår norske hjemmeside www.origonorge.no

Om Origos hjemmesider Tidsskriftet Origo har to hjemmesider tilknyttet.

Det danske site www.skabelse.dk er oprettet for at give faglige kompetente svar på de mange spørgsmål der bliver stillet omkring skabelse/ evolution.

Initiativtagerne til sidens oprettelse i 2001 var Kristian Bánkuti Østergaard (cand.scient., biologi) og Bjarne Krak (datamatiker, webmaster) i tæt samarbejde med tidsskriftet ORIGO.

På samme måde som evolutionister ikke er indbyrdes enige om alt, er skabelsestilhængere det heller ikke. Derfor er der brug for at de mange forskellige aspekter bliver belyst, og at argumenterne bliver sat op mod fakta.

Bemærk at www.skabelse.dk kun behandler den del af Bibelen der er relevant for skabelsesberetningen. Religiøse emner vil ikke blive behandlet her. Der henviser vi til kristne hjemmesider.

Origo Norge har tilsvarende sitt nettsted, opprettet i 2003 på initiativ av og redigert av professor dr.scient. i geologi Willy Fjeldskaar.

Finn det på http://origonorge.no. Her finnes henvisninger til de nyeste relevante artikler fra den vitenskabelige verden i relasjon til evolusjon/skapelse-problematikken. Da disse henvisninger ofte fører frem til engelskspråklige tekster, tas noen av emnene av og til opp i Origo i norsk eller dansk oversettelse.

3

Origo

Sigve Brekke til minne Som lyn fra klar himmel nådde meldingen oss om at Sigve var funnet livløs.

Han var savnet på arbeidet to dager på rad. Sigve var blant de trofaste her i landet. Det var derfor mistenkelig at han ikke hadde gitt lyd fra seg. Men så hadde det altså en forklaring, en fatal forklaring. Obduksjon viste at det sannsynligvis var et meget kraftig epileptisk anfall som gjorde at han døde. Sigve hadde også et epileptisk anfall i høst og hadde vært inne på sjukehuset i Haugesund for å få behandling og undersøkelse. Etter dette solgte han bilen og kjøpte seg sykkel. Søndag 5. februar satt vi så sammen, venner av Sigve, i et åpent hus-arrangement holdt av Sigves menighet Arena i Porsgrunn. Det var uvirkelig.

Sigve hadde dukket alene opp på en Origo Grenlandsamling og ble raskt en viktig del av det lokale engasjementet.

Sigve arrangerte selv samlinger på Høgskolen i Telemark for dem som interesserte seg for Intelligent Design. Han holdt foredrag i menigheten. Han laget stands for Origo Norge og sto på denne under UL de seneste årene. Sigve deltok også i 2010 som Origos representant på et kurs med flere av verdens ledende Intelligent Design-forelesere og forskere. Her fikk han impulser til å engasjere seg ytterligere.

Sigve gjorde egne undersøkelser i ressursbanken til naturfag.no. Naturfag.no er en hjemmeside som utvikles av nasjonalt senter for naturfag i opplæringen. Sigve skrev deretter en artikkel i Utdanning (bladet til Utdanningsforbundet). Her påpekte han at naturfag.nos henvisninger til bl.a. «Darwins verden» med Richard Dawkins, utsatte barn i Norge for «snikmisjonering». Dawkins er nemlig krystallklar i sin naturalistiske evolusjonsforkynnelse. Sigves poeng var at det ikke er tillatt med misjonering i ordinær forstand i Norske skoler, så hvordan kan naturfag.no tillate at denne ateistiske misjoneringen skjer? Svaret er at naturfag (les evolusjonslæren) er et av få fag som ikke aksepterer vitenskapelig kritikk uten at den har ateistiske implikasjoner.

Dette svaret fikk Sigve til fulle erfare da han selv søkte jobb. Kan en som er kritisk til Darwins utviklingslære (et

4

marts 2012

veldig upresist utsagn) tillates å undervise i biologi? Spørsmålet ble til en omseggripende debatt, først på Minervas hjemmeside, dernest på aftenposten.no.

Måten Sigve svarte på de ulike, til dels ondsinnede ytringene, var til eksempel for noen og enhver uansett hva vi måtte mene om Darwins evolusjonsteori. Så saklig at selv Arne Næss nok ville nikket anerkjennende, så kunnskapsrik at kun de som er blindet av sin egen fortreffelighet ikke kan anerkjenne den og sist, men ikke minst, så argumenterer Sigve i en velmenende ånd.

«Vitenskap og dermed skolen trenger annerledestenkende», slik avsluttet Sigve sitt innlegg i bladet Utdanning. Ja, Sigve, vi trenger flere som deg. Vi savner deg, du var annerledestenkende, og du var sjeldent bra.

Origo Norge v/Knut Sagafos

Sigve Brekke til minne

ORIGO

Skaper tabu Av Sigve Brekke, nyutdannet lærer

En kinesisk paleontolog sa: ”Det er hevdet at man i Kina kan kritisere Darwin, men ikke staten. I vesten kan man kritisere staten, men ikke Darwin uten at det kan få konsekvenser”.

Evolusjon har blitt et følelsesladd tema i kretser som ellers tror sterkt på fornuften. I Norge har vi stor aksept for religioner, men dersom folk faktisk tror på en skaper, med alt det innebærer, blir mange straks mer mistenksomme.

Høsten 2011 søkte jeg på en fast stilling på videregående skole, etter snart 7 år med studier. Undervisningsstillingen omfattet kroppsøving, matematikk og naturfag. Noen dager etter den muntlige bekreftelsen om at jeg hadde fått stillingen, kom en telefon fra rektor. Han lurte på hvorfor jeg ikke hadde snakket om intelligent design (ikke kreasjonisme) på intervjuet. Da svarte jeg at det ikke var relevant for jobben som jeg skulle utføre, og sendte samtidig en epost med et forsvar for min personlige overbevisning.

I eposten argumenterte jeg blant annet for at den biologiske informasjonen som finnes i naturen peker på en skaper, fordi man vet fra erfaring at informasjon har et intelligent opphav.

Mikro-, ikke makroevolusjon Dermed tror jeg ikke på makroevolusjon, det vil si store endringer i den biologisk programmerte informasjonen (DNA) som kan spores til et universelt opphav betegnet som en ”urcelle”.

Mikroevolusjon har jeg derimot ingen betenkeligheter med. Dette innebærer naturlig seleksjon som virker på tilfeldig variasjon/mutasjoner og som dermed gir små miljøtilpasninger over tid.

Når disse darwinistiske mekanismene brukes til å forklare makroevolusjon, kaller jeg det ”ateistisk filosofi”. Dette fant skolen ut ved å google meg.

Det er ikke nytt at religiøse mennesker tror på en skaper.

Faktisk tror mange på både Gud og biologisk evolusjon, men kanskje de aldri har fått høre motargumentene som intelligent design-bevegelsen fremholder.

Med intelligent design kan man argumentere for at livet er skapt uten å referere til hellige skrifter. Troen på en skaper er fremstilt som ufornuftig blant vitenskapsmenn, mens evolusjon er fornuftig.

En ateist tror at man kommer fra ingenting, av ingenting og for ingenting, i den grad det er fornuftig. Noen hevder naturlovene var der først, men naturlover er noe, ikke ingenting. Kristne kan argumentere for at designeren er evig og ikke materiell. Siden skaperen ikke er av materie og aldri har kommet inn i tilværelsen trenger ikke Gud en årsaksforklaring.

Slike rasjonelle argumenter for en designer oppfattes tydeligvis som mer truende enn religiøse tekster som på forhånd kan avskrives som ufornuftige.

Skaper tabu

saken kort Er det problematisk å tro på intelligent design og samtidig undervise i naturfag? Forfatteren ble konfrontert med sine overbevisninger ved ansettelse i videregående skole. Denne kronikken ble publisert på Minerva sitt nettsted den16. januar, 2012. Vi har mye å lære av hvordan forfatteren sto opp på nettet for det han mener er sannheten.

Kristne må ligge lavt I skolen kan pedagoger undervise om islam uten å tro på Koranen, mens det oppfattes som relevant at man tror på evolusjon for å kunne undervise i naturfag. I fremtiden kan ansettelser av pedagoger i naturfag føre til en utsilingsprosess i det stille. Spørsmålet er om dette er et demokratisk samfunn verdig.

Norge har lang tradisjon for å håndtere interne spenninger grunnet religion eller politiske meninger, men hva med de nye fremvoksende kontroversene som utfordrer innarbeide sannheter i samfunnet?

Evolusjonsteorien (etablert forskningsprogram) var i sin tid kontroversiell fordi den hadde ateistiske implikasjoner. Intelligent design (fremvoksende forskningsprogram) har teistiske implikasjoner, noe som er upopulært hos mennesker som på forhånd har forkastet muligheten for at det finnes en skaper.

I praksis betyr denne hendelsen at kristne bør ligge lavt i terrenget i medier og på internett dersom de har meninger som utfordrer etablerte politiske og vitenskaplige sannheter.

Selv har jeg som personlig kristen valgt ikke å være hyklerisk på internett og å stå opp for det jeg mener er sannheten.

I likhet med samfunnsborgere som er ”vitenskapelig korrekte” vil jeg ytre meg fritt i medier. Men dette kan altså ha konsekvenser, selv i et land som fremhever demokrati, religionsfrihet og ytringsfrihet som viktige verdier.

Jeg ville aldri brukt arbeidsplassen som en talerstol for mitt syn. Min stilling som pedagog er ikke å spre informasjon i klasserommet som enda ikke er allment kjent eller akseptert i samfunnet. Det er for øvrig vanlig i skolen å se en sak fra flere sider, men evolusjonsteorien har en annen status i dag – dessverre.

Derfor er det mer riktig å debattere intelligent design på arenaer som ikke angår en stilling som pedagog, men ideelt sett burde man også se på motargumentene og selv velge om man vil tror på en skaper eller en naturalistisk forklaring i dette spørsmålet.

Det tjener ikke vitenskapen at elevene læres opp til å godta etablerte sannheter ukritisk. Historien har vist at det nettopp er mennesker som forkaster etablerte sannheter som har sørget for vitenskaplige fremskritt.

skabelse.dk

5

Origo Diskriminering i det stille Jeg fikk jobbtilbudet. Noe annet ville vært brudd på norsk lov.

Skolen på sin side måtte sannsynligvis håndtere en intern klage på ansettelsen og trengte dermed en bekreftelse på at jeg ikke hadde noen agenda i klasserommet.

Personlig skjønner jeg at skolen ønsket å beholde roen på arbeidsplassen i denne saken, men strengt tatt er det unødvendig. Hva om noen hadde googlet meg før intervjuet og funne ut hva jeg tror og står opp for? Jeg frykter en utvikling der man lar være å innkalle søker til intervju, dersom søker har ytret kontroversielle meninger på nett. n

saken kort

Sigves oppsummering av debatten på Minerva nett gjorde han selv slik, den 25. januar: Etter denne debatten håper jeg å ha fått frem: • Det finnes mye ateistisk filosofi blant det som kalles vitenskap.

• Kontroversielle meninger kan føre til diskriminering på grunn av Google, kristne må derfor holde seg lavt.

• Evolusjonsteorien forklarer ikke alt like bra som mange mener.

• Det må være lov å undervise i evolusjon selv om man ikke tror den er sann.

• Mange tror ID er kreasjonisme, men faktum er at det er forskjellige syn.

• Et teistisk verdensbilde kan begrunnes rasjonelt.

• Mange i denne debatten har vist at det finnes mange intolerante holdninger der ute.

• Til slutt, hadde disse tankene bare vært svada tror jeg mange ikke hadde sett seg bryet med å debattere, men mange kastet seg utpå med mer eller mindre gode argumenter.

Et etterord Av Steinar Thorvaldsen

Origo trykker Sigve Brekkes kronikk fra Minerva etter avtale med familien.

Kronikken ble opprinnelig publisert på Minerva sitt nettsted www.minervanett.no den16. januar, 2012, og innen 1. februar var det kommet inn 233 kommentarer, der kronikkforfatteren også var meget aktiv i å svare for seg. Disse kommentarene ligger fortsatt tilgjengelig på nettet. Noen var sympatiske, men mange var negative. Sigve besvarte mange av dem. Han ble nok sliten av det. Det er ikke bare greit at man får beskjed om at man serverer ”kvasi-vitenskapelig møkk.” Eller at man har ”vrangforestillinger”. Eller når man beskyldes for å ignorere ”det rasjonelle fundament”. Det er heller ikke lett å lese at en biolog mener han ”har en brist i kognisjonen på grensen til psykisk lidelse”. Sigves tilfelle viser at respekten for annerledes tenkende er i ferd med å synke for dypt i landet vårt. Richard Dawkins som er et forbilde for mange, også blant bloggerne, har på en måte gitt grønt lys for ateister og andre naturalister til å snakke nedlatende om mennesker som har en religiøs tro. Han karakteriserer nemlig slike som ”uvitende, dumme, mentalt forvirrede, og eventuelt ondsinnede”.

Den 31. januar publiserte så Aftenposten kronikken «Toleranse og vitenskapelighet: Toleransen utfordres. Er det i orden at lærere ikke tror på sitt pensum eller at leger boikotter Darwin» av stortingsrepresentant Thorbjørn Røe Isaksen (Høyre). Denne tok utgangspunkt i Sigve Brekke sin kronikk, og i løpet av få dager ble det skrevet hele 478 kommentarer, hvorav mange direkte nedlatende. Da Aftenposten ble gjort oppmerksom på at Sigve Brekke var død, valgte de umiddelbart den 6. februar å slette hele sin debatt.

6

marts 2012

Skaper tabu

ORIGO

”Vi har 99% DNA til fælles med chimpanserne!”

Af cand.scient. i biologi Kristian B. Østergaard

I sommers sad jeg i Odense zoo og spiste frokost med familien ved siden af chimpanseanlægget. Manden i chimpanseanlægget, som underholdt publikum, gentog mantraet 7 gange, for at understrege den vigtige pointe – slægtskabet med aberne.

I 1990erne blev det nævnt i en sådan grad, at det i dag er et Trivial Persuit spørgsmål værdigt. Men dengang var det blot 98 %. Det er ikke fordi vi har nærmet os chimpanserne med 1% siden 1990erne. Metoderne er dog blevet langt bedre og vi har kortlagt det fulde genom hos mennesket i 2001 og få år senere også chimpansens DNA. Det må give mere præcise resultater, men det får bare ikke tallet til at stige.

Eller 98,77 % Fujiyama, A. undersøgte1 i 2002 DNA mellem chimpanse og mennesket og kom frem til 98,77% og kom tæt på udsagnet fra manden i Odense Zoo, men her har man ignoreret insertioner, deletioner og substitutioner i regnestykket. I praksis har han på forhånd regnet med et slægtskab og ignoreret de små forskelle som skyldes insertioner, deletioner og substitutioner.

Men når han bruger slægtskab i opstillingen af regnestykket, så blev facit forventeligt nok også, at der var et slægtskab. Vi har at gøre med en cirkelslutning.

Herover ser vi en punktmutation, hvor G i øverste DNA streng er byttet ud med det røde A i nederste streng – vi kalder det en substitution(en udskiftning). Sådanne mutationer vil ofte have ingen eller mindre betydning for organismen. De blev ignoreret i sammenligningen.

Her ser vi en anden punktmutation, hvor der ganske enkelt er slettet en base ”G” – det kalder vi en deletion og det kan få meget drastiske konsekvenser for et gen.

En insertion hvor en ekstra base sættes ind vil også forrykke læserammen og oftest forårsage store skader for genet.

De blev også ignoreret i regnestykket. ”Vi har 99% DNA til fælles med chimpanserne!”

sagen kort Det hævdes ofte, at der arvemæssigt kun er en forskel på 1% mellem mennesker og chimpanser. Det viser sig imidlertid, at det slet ikke er så let at opgøre, hvor stor graden af lighed er. Opgørelsen beror nemlig på nogle forudsætninger, som bestemt kan diskuteres. Afhængig af hvilke principper man lægger til grund for opgørelsen kan man få vurderinger af lighedsgraden fra 80% til 99%.

De nævnte insertioner og deletioner bidrager med ekstra 3,4% - så lander vi tilbage på de ca. 95% som National Academy of Science gjorde.

Eller 95 % National Academy of science er en organisation, som bruger betydelige ressourcer på at bekæmpe intelligent design og creationisme. De vil altså have en interesse i at fremme et højt tal for at påvise slægtskabet. Hvis man tager punktmutationerne insertioner og deletioner i DNA’et er vi ifølge Roy Britten nede på omkring 95%. Det er en stor forskel fra de 98% og 99%.

Det er slet ikke så enkelt at måle ligheder Man må tage nogle subjektive valg, når sammenligningen skal ske, og det er der ikke noget forkert i. Det er helt nødvendigt hvis man skal komme frem til et resultat. Det er blot farligt, hvis vi bilder os ind at naturvidenskaben er objektiv, for vores holdning til livets oprindelse og verdensbillede generelt, vil altid påvirke forskningen. Når vi sammenligner DNA mellem chimpanser og mennesker, hvad skal så tælle med?

• Chimpanser har 24 kromosompar, mens mennesket har 23 – skal det tælle med i sammenligningen?

• I enden af hvert kromosom er der en sekvens af gentagelser som hedder telomerer. De fylder omkring 23.000 baser hos chimpanser, mens de hos mennesket kun er 10.000.

De koder tilsyneladende ikke for noget, men skal de med i sammenligningen?

• 18 kromosomer er ret ens hos chimpanser og mennesker, og generne på kromosom 4, 9 og 12 findes også, men de ligger ikke i samme rækkefølge. Evolutionister gætter på at de er byttet rundt på et tidspunkt. Skal de tælles som identiske og regnes som 100% lighed?

• Y kromosomer (mandlige kønskromosom) som findes hos hanner er meget forskellige hos chimpanser og mennesker. Kromosomet er dog lille, så den tæller ikke meget i sammenligningen.

• Hvad med de 200 millioner baser, som vores genom er længere end chimpansens? Skal de tælles med? skabelse.dk

7

Origo

• Introns som også fejlagtigt kaldes ”junk-DNA” er sekvenser i DNA, som ikke umiddelbart ser ud til at kode for noget. Det viser sig efterhånden, at flere og flere af dem faktisk har betydning. De udgør 90% af menneskets DNA – skal de tælles med, når vi ikke kender deres funktion og ikke ved hvor meget der har en funktion?

resultatet af generne vi kikkede på i abeburene i 1800-tallet hvor ideen om slægtskabet brød igennem. Ligheder skyldes ens gener, så selvfølgelig er der ligheder. Se bare på lemmer, muskler, knogler, behåring, hud, øjne, bevægelser osv. De kræver en DNA-kode, og ens udseende er ofte et resultat af en ens kode.

Det er slet ikke så enkelt at sammenligne to strenge med DNA. Grunden til at man når frem til så høje tal er at man laver præscreening og udvælger sekvenser, der allerede ligner, filtrerer og udvælger data, før man laver den egentlige sammenligning. Uens sekvenser er typisk udeladt og huller i strengen bliver ofte ignoreret. På almindeligt dansk sker der altså et stort fortolkningsarbejde i arbejdsprocessen mod et resultat.

Eller 92 % En af de første publikationer2 af sammenligninger af større sekvenser skete i Brittens laboratorium i 2002, hvor 5 større homologe sekvenser blev sammenlignet – det var i alt 846,016 baser og det gav et resultat på kun 92%. Tog man forbehold for introns og deletioner fik man ligheden op på 95%. Inkluderede man derimod den komplette sekvens af alle 5 DNAsekvenser røg man ned på kun 87%.

5% forskel er en stor forskel. Det dækker over 150.000.000 DNA baser!

Men alligevel – der er meget DNA til fælles. Det bør vi også forvente. Det er der bare ikke meget nyt i, for det er

Eller 80-85 % I 2004 lavede Watanabe en undersøgelse, og det er et godt eksempel på den tolkning, der er svær at undgå i sådan en proces. Han brugte en række DNA sekvenser af kromosom nr

8

marts 2012

”Vi har 99% DNA til fælles med chimpanserne!”

ORIGO 22, men han udvalgte dem, så kun de stykker med 6-10 menneskelige markører blev taget med. Med andre ord blev kun de sekvenser, udvalgt, som have ligheder i forvejen – fremgangsmåden er ikke ualmindelig. Resultatet blev alligevel en lighed på 80-85%.

Eller 86 % -89 % Jeffrey P. Tomkins undersøgte i 2011 40 chimpansers DNA set i forhold til 4 menneskers, vha. nogle såkaldte BLASTN algoritmer. Det er en udbredt metode. 30 eksperimenter gav et resultat, som varierede mellem 86% og 89% lighed. Det var oven i købet et konservativt estimat. Det er konservativt, fordi de 40.000 sekvenser fra chimpanse, som blev testet på forhånd var udvalgt, fordi de havde sekvenser fælles med mennesker.

Konklusionen på deres undersøgelser er: ” derfor er den maksimale lighed på omkring 86-89% et ekstremt konservativt og rimeligt estimat. Disse data bekræfter på spektakulær vis, at de ofte opnåede estimater på 98-99% lighed mellem mennesker og chimpanser, er komplet upræcise.”3 Eller 80% - 87% Senere i 2012 publicerer Tomkins and Bergman4 en undersøgelse, som viser en lighed på 80%-87%.

Sammenligner man menneskeracer med hinanden, er der forbløffende lille forskel. n

William Lane Craig i Danmark I april 2012 holder prof., dr. William Lane Craig fra USA forelæsninger, seminarer mm. forskellige steder i Norden. Han er kendt for sine arbejder inden for filosofi og teologi. Han er især kendt for en lang række bøger og artikler om følgende emner: • Tidsbegrebet (herunder forholdet mellem tid og evighed) • Tidslogikken og dens historie (herunder middelalderdebatten om det logiske forhold mellem doktrinerne om henholdsvis Guds forudviden og menneskets frihed) • Argumenter for og imod Guds eksistens (herunder analyse af de klassiske gudsbeviser) Craig holder d. 17. april, 2012, kl. 10-15 et seminar som gæsteforelæser ved Aalborg Universitets nye kandidatuddannelse i anvendt filosofi. Temaet for dette seminar er ”det ondes ”Vi har 99% DNA til fælles med chimpanserne!”

Noter 1. ‘Construction and analysis of a Human-Chimpanzee Comparative Clone Map.’ Science 295:131-134.

2. Britten, R. J. 2002. Divergence between samples of chimpanzee and human DNA sequences is 5%, counting indels. Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America 99, no.

21:13,633–13,635.

3. Answers Research Journal 4 (2011): 233–241.

3.

4. Tomkins, J., and J. Bergman. 2012. Genomic monkey business—estimates of nearly identical human-chimp DNA similarity revaluated using omitted data. Journal of Creation (in press).

Stamceller og etik Verden over er der i disse år en debat om udtagning af stamceller fra fosteranlæg med henblik på forskning og udvikling af lægemidler. Peter Øhrstrøm har behandlet emnet i en forelæsning, som er udsendt på Danskernes Akademi, DR2, den 31. oktober 2011. Forelæsningen kan ses på nettet ved at følgende nedenstående link: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Sundhed_ Sygdom/Stamcelleforskning_med_et_etisk_perspektiv.htm

problem”, som må siges at udgøre et af de vigtigste argumenter mod Guds eksistens. Craig vil ved seminaret diskutere de forskellige aspekter af argumentet i detaljer. Seminaret er åbent for alle interesserede, og det afholdes i det store auditorium Kroghstræde 3 ved Aalborg Universitet. Seminaret er på engelsk (ingen oversættelse).

D. 18. april, 2012, afholdes i København et arrangement med Craig om de filosofiske argumenter for og imod Guds eksistens.

Yderligere informationer om disse arrangementer kan fås ved henvendelse til: Peter Øhrstrøm e-mail: poe@hum.aau.dk skabelse.dk

9

Origo

Finkene på Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet Av lærer Jostein Andreassen, Moneveien 69, 4640 Søgne, Norge, jostandr@broadpark.no

Finkene på Galapagos, også kalt ”Darwin-finkene”, verdens best undersøkte gruppe av fugler – hva er egentlig så spesielt med dem?

Et svar fra en darwinists synspunkt av en viss opplysende karakter, gir O. E. Heie i sin bok ”Evolusjonslære” (dansk utgave 1969, norsk 1972). Han forteller om en stamform som kom over fra fastlandet til en øygruppe hvor det tidligere ikke fantes landfugler. Vi siterer her fra den norske utgaven: ”I visse tilfeller kan vi med meget god grunn anta at en gruppe arter er oppstått ved deling av en enkelt art, som ikke samtidig er stamform til arter som ikke tilhører gruppen. På Galapagosøyene og den nærliggende lille øya Cocos Island i Stillehavet, 900 km vest for kysten av Ecuador, lever i alt 14 arter av Darwin-finker, fordelt på 4 slekter. De utgjør en underfamilie av spurvefugler, som bare finnes på disse øyene. (…) Til tross for ulikheter i utseendet som har sammenheng med forskjeller i levevis, først og fremst med hensyn til nebbformen, likner de alle hverandre så mye at det er rimelig å anta at de nedstammer fra en enkelt art, som kom over havet fra Sør-Amerika for få (2-3) millioner år siden, men det finnes ingen nære slektninger der lenger. På fastlandet var konkurransen for stor, mens det ikke fantes fugler med finkelevevis på øyene i forveien.

Noen av øyene ligger nokså isolert i forhold til de andre.

Det har derfor vært mulighet for geografisk spesiasjon [artsdannelse] etter at arten som innvandret hadde spredt seg utover øyene. På grunn av manglende konkurranse fra andre landfugler har mange økologiske nisjer stått åpne for de nye artene, og etter hvert har hver enkelt spesialisert seg til et særskilt levevis, slik at flere har kunnet leve sammen på samme øy uten å konkurrere. Noen har kraftig kjegleformet nebb og lever av frø og frukt; andre har svakere nebb og lever av insekter; en (spettefinken) lever på spettevis av bark og ved i trestammer, som den hakker i med det kraftige, spisse nebbet sitt, for deretter å pirke insektene ut av hullet med en kaktustorn. Tornen erstatter den lange klebrige tungen som spettene bruker til samme formål, men som spettefinken mangler. Noen av artene forekommer i flere raser på hver sine øyer” (1972:90ff.).

Overdrivelser i lærebøkene Lærebokforfatternes iver etter å forenkle tingene på den ene side og å ”bevise” evolusjonens sannferdighet på den andre, har vist seg å være en dårlig kombinasjon. På grunn av dårlig kunnskap har da fristelsen til å forsterke Darwins rolle, ikke bare i ”oppdagelsen” av finkene, men også i deres spesielle

10

marts 2012

saken kort

Historien om finkefuglene på Galapagosøyene er en av de mest legendariske historier i naturvitenskapen. I denne artikkelen går vi til kildene for å se hva historien egentlig bygger på. levevis og evne til tilpasning og fleksibilitet, vært svært påtakelig. I norske lærebøker i naturfag har vi utmerkede eksempler på denne påfallende Darwin-overdrivelsen: ”Jo flere forskjellige fossiler, levende dyr og planter Darwin så, jo sikrere ble han på at dyre- og plantearter kunne forandre seg.” Slik heter det i den meget brukte læreboka for 8. klasse, ”Tellus”. Den fortsetter slik: ”Og hvis en art forandret seg tilstrekkelig mye, kunne den bli til en helt ny art. På Galápagosøyene hadde han for eksempel oppdaget 13 ulike finke-fugler. De var tydelig nære slektninger, men likevel var finkene litt forskjellige. Darwin hadde denne forklaringen: En finkeflokk fra fastlandet kunne ha fløyet over havet for tusenvis av år siden og siden levd for seg selv på øyene. Der kunne små flokker av finker ha blitt skilt fra hverandre. Etter som tiden gikk, forandret etterkommerne deres både utseende og levesett.

Noen finker ble spesialister til å fange insekter, andre ble frøspisere. Én gruppe kom til å oppføre seg som hakkespetter: Den tok en kaktusnål i nebbet og pirket insektlarver fra barken på trærne. Til slutt var fuglene blitt så forskjellige at de ikke lenger kunne pare seg med hverandre og få unger. Da tilhørte ikke finkene samme art lenger. Det hadde oppstått nye arter.

Ingen hadde studert finkene på Galapagos på Darwin gjorde det.” (”Tellus 8” 2004:41f.).

Til tross for at forlaget uttrykkelig ble gjort oppmerksom på denne gale framstillingen, ble den stort sett utgitt likedan i neste opplag 2006. På side 75f. her gjentas historien om Darwin og kaktusnålen. I det hele er dette er så feilaktig og misvisende framstilt fra først til sist at det nærmest ”grenser til dokumentfalsk”. Utrolig at et så velrenommert og stort forlag som Aschehoug kan gi ut slikt!

Sulloways banebrytende arbeid Heldigvis fins grundige forskere som setter tingene på plass. Av disse er det først og fremst Frank Sulloways artikler på 1980tallet som må nevnes. Arbeidene hans er banebrytende og beror på langvarige studier. Sakte, men sikkert har Sulloways resultater nådd Norge og det darwinistiske miljøet her, men altså ikke lærebokforfatterne (selv om de sannsynligvis har en darwinist som fagkonsulent). Det er mulig jeg tar feil, men selv har jeg ikke funnet noen vitenskapelige artikler som tar

Finkene på Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet

ORIGO

Finkene pü Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet

skabelse.dk

11

Origo opp Sulloway før jeg selv gjorde det for over 10 år siden. Alle disse årene har jeg forresten brevvekslet med denne sympatiske amerikaneren, det er jeg selvsagt stolt over, i mine øyne er han den største av alle Galapagos-forskere og har holdt på siden midt på 1960-tallet. Det spesielle med Sulloway er hans allsidighet. Egentlig er han psykologen med doktorgrad i vitenskapshistorie som skrev den berømte boken ”Born to Rebel” (1997), dessuten ”Freud, Biologist of the Mind: Beyond the

Psychoanalytic Legend”. Men Sulloway har i en årrekke dokumentert økologiske variasjoner i vegetasjonen på de forskjellige Galapagosøyene. Er noen i tvil om hvordan plantedekket så ut på et bestemt sted på en bestemt øy til en bestemt tid, kan de spørre amerikaneren! Ekspedisjonene hans i dette vanskelige terrenget er så strabasiøse at jeg med min dårlige rygg ennå ikke har våget å si ja til invitasjonene hans om å være med.

Sulloway om Darwins “oppdagelse” De fremste forskningsresultatene til Sulloway er publisert i vitenskapelige tidsskrifter, se litteraturlisten. (Der er mange flere, men her er tatt med de mest relevante for denne artikkelen.)

Her er noen konklusjoner fra Sulloway, og de er herlig klargjørende: ”Når det gjelder påstanden om at Darwin ble påvirket av finkenes utseende slik at han øyeblikkelig så på dette som et klassisk tilfelle av tilpasset evolusjonær radiasjon, kunne ingenting være fjernere fra sannheten [”As for the claim that Darwin was immediately impressed by the morphology of the finches as a classic case of adaptive evolutionary radiation, nothing could be further from the truth.” (Sulloway 1984: 42).

Noen ordforklaringer: ”Adaptiv(e)” betyr jo ”tilpasning”. ”Radiasjon” er betegnelse på ”spredning fra et sentrum eller et bestemt opphav”. Når dette brukes om finkene på Galapagos, menes at en stamart har nådd fram til en øygruppe med

12

marts 2012

mange ubenyttede nisjer. Denne artens etterkommere har så utviklet seg i mange ulike retninger for å fylle disse nisjene, og resultatet er at vi har en lang rekke nært beslektede (men ikke nødvendigvis veldig likt utseende) arter som utnytter et vidt spektrum av ressurser.

I noteapparatet til disse oppklarende ordene ovenfor, setter Sulloway opp navnet på en rekke autoriteter som nettopp hevder at finkene spilte en rolle for å ”omvende” Darwin til evolusjonsteorien. Han nevner bl.a. Swarth 1931, Huxley 1954 og 1960, Eiseley 1961, de Beer 1963, Peterson 1963, Moody 1970 og hele 12 personer til, med berømtheter som Gruber & Barrett, Dobzhansky, Kimball og Ruse. Noen understreker det til og med, skriver han, hvor imponert Darwin må ha blitt av vanene til den redskapbrukende ”hakkespettfinken”. Men denne ble først oppdaget i 1868, og første rapport om at den brukte redskaper, var i 1919.

Sulloway sier: ”Den [historien om Dawin og finkene på Galapagos] har i virkeligheten blitt en av de mest utbredte legendene i vitenskapens historie, på linje med den berømte fortellingen om Newton og eplet og Galileos eksperimenter fra Det skjeve tårn i Pisa, som en klassisk lærebok-fortelling om opprinnelsen til moderne vitenskap. (…) … gradvis etter 1947 ble Darwin gitt æren for finker han aldri så og for observasjoner av dem og innsikt om dem han aldri gjorde. Sammentreffet med at de finkene Darwin [og vennene hans] hadde samlet inn fra Galapagos ble beskrevet av John Gould som 13 arter, det samme tallet som [David] Lack selv registrerte på øygruppen [ca. 100 år senere], har i høy grad bidradd til denne ekstra kilden til legenden. (…) Gjennom legenden er Darwin kontinuerlig blitt feiret som en vitenskapelig helt som egenhendig løste den biologiske sfinksgåten da han registrerte de forskjellige Galapagos-finkene som et ekstraordinært mikrokosmisk eksempel på evolusjon i nåtidig virksomhet.”

(Sulloway 1982A: 39f.;46f ) Disse artiklene er sterkt å anbefale!

Andre synspunkter Discovery Institute Press har i sin bok ”Getting the Facts Straight. A Viewer`s Guide to PBS`s Evolution” (2001) viktige kommentarer til Darwins rolle vedrørende finkene (s.

23f.). Det samme har også Phillip E. Johnson i sin ”Darwin on Trial” (1991:19 og 25 og 2011: 38 og 45) og ikke minst Jonathan Wells i ”Icons of Evolution” 2000:159ff. (dansk utgave 2006:137ff.) Jeg selv har et kapittel om finkene i min ”Darwinboken” (2009:103ff.; dansk utgave 2009: 95ff.), bare for å ta noen eksempler.

En nyttig oversikt over finkehistorien og litteraturen er den nye boken ”Darwin`s finches. Readings in the Evolution of a Scientific Paradigm” (2011). Spesifikke forskningsfakta om finkenes beskaffenhet og nebbstørrelse sett med en darwinistiske øyne står helst i ekteparet Grants bøker (se litteraturlisten). Svært viktig er også vitenskapsjournalisten Jonathan Weiners bok: “The Beak of the Finch. A Story of Evolution in our Time” (1995); (dansk oversettelse: “Darwins næb” (1997).

Dette er en mer oversiktlig og noen ganger mer avbalansert bok. Særlig spennende er hans beretning om finkenes liv, levnet og nebbstørrelse før og etter El Nino 1983 (regn- og tørkeperioden). n

Finkene på Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet

ORIGO Jostein Andreassen har skrevet flere bøker om Darwin. Nylig kom boken «Charles Darwin på Galapagos» (eget forlag 2011).

I denne boken finner man to førstegangsoversettelser til norsk.

Den ene er Darwins originale beretning om Galapagos fra hans berømte reisebeskrivelse «Voyage of the Beagle». Den andre er Darwins aller første publikasjon utgitt i 1836 som en hyllest til de engelske misjonærene på stillehavsøyene.

opp igjen i 1870, -72, -73 og -76). Svensk utg.: Darwin, Charles: ”Resa kring Jorden”, Bokfrämjandet (1969) Donohue, Kathleen: ”Darwin`s finches. Readings in the Evolution of a Scientific Paradigm” (2011) Ekeland, P.R., Johansen, O.-I, Busengdal Strand, S., Rygh. O.: ”Tellus 8.

Naturfag for ungdomstrinnet”, Aschehoug 2004/2006 Grant, Peter R.: ”Ecology and Evolution of Darwin`s Finches” (1999) Jackson, Michael H.: “Galapagos. A Natural History. Revised and Expanded Edition”, University of Calgary Press, Seventh Printing (2002) Keynes, R. D. (ed.): ”Charles Darwin`s Beagle Diary” (1988) Ibid.: ”Charles Darwin`s Zoology Notes & Specimen Lists from H.M.S. Beagle” (2000) Ibid.: ”Fossils, Finches and Fuegians. Charles Darwin`s Adventures and Discoveries on the Beagle 1832-1836” (2002) Kricher, John: ”Galapagos. A Natural History” (2006) Lack, David: “Darwin`s finches” (1947/-83) Larson, Edward J.: “Evolution`s Workshop. God and Science on the Galapagos Islands” (2001)

Aktuell litteratur: Andreassen, Jostein: ”Darwinboken” (2009): Artikkelen ”Oppdaget Darwin ”Darwins finker?”

Barlow, Nora: “Darwin`s ornithological notes” in: “Bulletin of the British Museum (Natural History), Historical Series”, Vol. 2 (1963) Browne, Janet: ”Charles Darwin: Voyaging, Volume 1 of a Biography” (1995) Ibid. and Neve, Michael (ed.): ”Charles Darwin`s Voyage of the Beagle.

Charles Darwin`s Journal of Researches” (1989); [som er Darwins 1839utgave: ”Journal Of Researches Into The Geology And Natural History Of The Various Countries Visited By H.M.S Beagle, Under The Command Of Captain FitzRoy, R. N. From 1832 To 1836. By Charles Darwin. Esq.; M.A. F.R.S. Secretary To Geological Society. London: Henry Colburn. 1839] Darwin, Charles: “Narrative of the Surveying Voyages of His Majesty’s Ships Adventure and Beagle, between the Years 1826 and 1836, Describing Their Examination of the Southern Shores of South America, and the Beagle’s Circumnavigation of the Globe. Vol. III. Journal and Remarks, 1832-1836.”

London 1839 in : Porter/Graham (ed.): “The Portable Darwin”, s. 8-65 (1993)

Stanbury, David (ed.): ”A Narrative Of The Voyage Of H.M.S. Beagle, being passages from the Narrative written by captain Robert FitzRoy, R. N., together with extracts from his logs, reports and letters; additional material from the diary and letters of Charles Darwin, notes from Midshipman Philip King and letters from Second Lieutenant Bartholomew Sulivan” (1977) Steinheimer, Frank D.: “Charles Darwin’s bird collection and ornithological knowledge during the voyage of H.M.S. “Beagle”, 1831–1836” in: “Journal of Ornithology”, Berlin vol. 145, No. 4, (2004) Sulloway, Frank J.: “Darwin and His Finches: The Evolution of a Legend” in: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 1, pp. 1-53 (1982A) Ibid.: “Darwin`s Conversion: The Beagle Voyage and Its Aftermath” in: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 3, pp. 325-396 (1982B) Ibid.: “The Beagle collections of Darwin`s finches (Geospizinae)” in: “Bulletin of the British Museum. Natural History (Zoology)”, Vol. 43 (2), pp. 49-94 (1982C) Ibid.: “Darwin and the Galapagos” in: “Biological journal of the Linnean Society of London”, Vol. 21, pp. 29-59 (1984) Weiner, Jonathan: “The Beak of the Finch. A Story of Evolution in our Time” (1995); (dansk oversettelse: “Darwins næb” (1997)

Ibid.: ”Rejse om Jorden. Efter den engelske Original nyeste, af Forfatteren gjennemsete Udgave”, Salmonsen 1876. (Trolig etter den difinitive tekst fra Darwins hånd i John Murrays utgave, London 1860, men som ble trykket

Finkene på Galapagos – noen momenter om fantasi og virkelighet

skabelse.dk

13

Origo

Forskning i kunstigt liv er et ideologisk projekt Ingeniørernes forskning i kunstig fotosyntese har store praktiske og økonomiske perspektiver i modsætning til biologernes forskning i kunstigt liv. der er i stand til at ”fange energi fra lys på samme måde som grønkorn, altså fotosyntese”. Det ser ud til, at Jyllands-Postens videnskabs-redaktion har været alt for tidligt ude med denne ”nyhed”.

Af Ove Høeg Christensen, Journalist (m. Djf.)

““

”Der er lang vej til, at man kan udnytte kunstig fotosyntese til fremstilling af brint.”

Spild af tid og penge?

Det er selvfølgelig legitimt at forske i at frembringe kunstigt liv, som det sker på Syddansk Universitet. Men indtil videre er der ikke omtalt nogen nytteværdi af alle bestræbelserne. Dog kan nogle delresultater måske anvendes ved fremstilling af medicin og lignende.

Formålet med kunstigt liv-forskningen er først og fremmest at bekræfte den naturalistiske tro på, at liv kan opstå af sig selv ud af ”simple kemiske reaktioner imellem de forhåndenværende stoffer”, som det hedder indledningsvis i JyllandsPostens artikel i magasinet Newton. Hvis det virkelig skulle lykkes at fremstille kunstigt liv, ville det være en påvisning af, at liv ikke kan opstå uden en intelligent årsag, her forstået som grundig analyse, planlægning og opstilling af kostbart laboratorieudstyr m.v.

Man fristes til at tilføje, at forskning i at fremstille kunstigt liv er spild af både forskertimer og store millionbeløb. Men forskernes naturalistiske tro på, at livet er opstået af ”simple kemiske reaktioner” er klippefast.

Denne naturalistiske tro kan meget nemt forveksles med en religiøs tro, der kræver ritualer og ofre, her forskertimer og dyrt laboratorieudstyr. n

Det siger kemiprofessor Jesper Bendix, KU, i et svar til ugebladet Ingeniørens læsere. På Ingeniørens hjemmeside, ing.dk, følges løbende den globale udvikling på forskningsområdet kunstig fotosyntese. Ingeniøren omtaler denne forskning som et internationalt kapløb.

Skal efterligne planter Ingeniør-verdenens forskning i kunstig fotosyntese har ikke til formål at udvikle kunstigt liv. Formålet er at efterligne planternes fotosyntese ved at bruge sollys til at frembringe brint på en billig og effektiv måde. Dermed kan forskningen på langt sigt bane vejen for et brintsamfund.

Modsat har biologernes bestræbelser på at udvikle kunstigt liv ikke noget praktisk sigte. Denne forskning er nærmest et ideologisk projekt, der skal bekræfte en hypotetisk begivenhed i en fjern fortid.

Kunstigt liv-projektet på Syddansk Universitet, der omtales i Jyllands-Postens videnskabsmagasin Newton, december 2011, er ikke nævnt på Ingeniørens hjemmeside i forbindelse med omtalen af fotosyntese-forskningen.

Det ville næppe være forbigået ugebladets opmærksomhed, hvis Syddansk Universitet virkelig har frembragt molekyler,

r

I

r

o

s b

r

y

Information forudsætter symboler

r

n

m

d

a

u

o

l

i

o

f

t

o

t

m

a

s

æ

t

e

e

n

Bogstaverne er symboler, der danner af ord og sætninger (et system). Information kan ikke afkodes uden et system af symboler. Det gælder både DNA og et stykke papir med skrevet eller påtrykt tekst.

14

marts 2012

Forskning i kunstigt liv er et ideologisk projekt

ORIGO

Universitet vil skabe kunstigt liv i oliedråber Forskerne har stor tiltro til, at kunstigt liv kan frembringes i laboratoriet. Men det erkendes også, at der er lang vej igen.

Af Ove Høeg Christensen, journalist (m. Djf.)

““

”Vi er efterhånden mange forskningsgrupper, der arbejder internationalt på at lave den første kunstige celle helt fra grunden,”

Det siger Steen Rasmussen til Newton, Jyllands-Postens videnskabsmagasin (december 2011).

Steen Rasmussen er professor på Syddansk Universitet, hvor han leder en gruppe, der forsøger at fremstille kunstigt liv. Professoren understreger, at der er lang vej igen, men siger samtidigt, at han er overbevist om, at det vil lykkes. ”Levende” oliedråber Ifølge Newton-artiklen, der har titlen ”Jagten på kunstigt liv”, har Steen Rasmussen og hans team fremstillet ”kunstige organismer”. Det, der betegnes som organismer, består af små oliedråber, der flyder i vand. Oliedråbernes størrelse er nogle få hundrededele af en millimeter.

Oliedråberne er udstyret med to typer molekyler, hvoraf den ene ifølge artiklen indeholder ”arvemateriale, der består af molekyler med DNA - inspireret af naturligt liv”. Det oplyses, at disse ”DNA-molekyler” er i stand til at fange energi fra lys på samme måde som grønkorn, altså fotosyntese.

Oliedråberne er også udstyret med molekyler, der omdanner olie til sæbe. Når der er dannet tilstrækkelig med sæbe, deles oliedråben i to dele, hvorved den naturlige celledeling efterlignes.

pointerer han, at der ikke sker nogen molekylær variation, der kan danne grundlag for selektionen. Uden selektion er der intet liv, men alene en endeløs kopiering, understreges det.

Man kan tilføje, at molekylær variation forekommer umuligt, når en oliedråbe deles i to. Denne deling medfører jo ikke, at der sker en deling eller kopiering af de nævnte arvestofbærende molekyler. Oliedråberne skal altså tilføres råmateriale. Kun i så fald kan de fungere som den sæbefabrik, der reelt er tale om, mere end det er kunstigt liv.

DNA tilført udefra?

Det er bemærkelsesværdigt, at Jyllands-Postens artikelforfatter, Steen Laursen, skriver, at molekylerne med DNA og grønkorn er ”inspireret af naturligt liv”. Mon ikke han mener, at disse molekyler er ”importeret” som komponenter fra rigtige levende celler..?

Man bliver ikke klogere af at søge på Syddansk Universitets hjemmeside, sdu.dk. Hvis Steen Rasmussen og hans team virkelig har fremstillet energiproducerende molekyler, der virker som grønkorn, ville der være tale om en videnskabelig begivenhed af store dimensioner. Men sådan er det tilsyneladende ikke. Hvis Syddansk Universitet har fremstillet kunstige ”grønkorn” på molekylært niveau, er det mærkeligt, at det ikke er blevet omtalt som forsidenyhed på landets aviser. n

Manglende oplysninger Artiklen oplyser ikke noget om, hvordan den nødvendige mængde olie tilføres for at undgå en halvering af dråbestørrelsen, hver gang der sker en deling. Ligeledes oplyses intet om, hvordan der frembringes flere af de nødvendige ”arvestof-bærende og sæbedannende” molekyler.

Det går selvfølgelig ikke at halvere antallet af molekyler, hver gang en oliedråbe deles.

Olie og molekyler skal altså tilføres på en eller anden måde. Hvordan det kan ske, får den videnskabeligt interesserede læser ikke at vide.

Sæbefabrik eller liv?

Som nævnt er der ifølge Steen Rasmussen lang vej igen, før oliedråberne kan betragtes som kunstigt liv. En af vanskelighederne er,

Fotosyntese, her i en rapsmark, er grundlag for at livet kan eksistere.

Ingeniør-verdenen forsøger ihærdigt at efterligne planternes fotosyntese.

Formålet er ikke at skabe kunstigt liv, men at frembringe brint på en billig måde. Foto: Ove Høeg Christensen.

Universitet vil skabe kunstigt liv i oliedråber

skabelse.dk

15

Origo

Uvidenhed er årsag til afvisning af teorien om intelligent design Troen på at videnskaben endegyldigt har forklaret livets oprindelse alene af materielle årsager er meget udbredt. Denne naturalistiske tro er nærmest blevet en kulturpolitisk målsætning, siger lektor, civilingeniør, ph.d. John Nørgaard Nielsen.

Af Ove Høeg Christensen, Journalist (m. Djf.)

Argumenterne for intelligent design-teorien er opstået i USA i et grænseland mellem naturvidenskab og teologi. Det er årsagen til en udbredt afvisning af intelligent design-teorien.

Civilingeniør, ph.d. John Nørgaard Nielsen blev fra starten i 1990’erne bekendt med disse moderne intelligent designargumenter. John Nørgaard Nielsen er lektor emeritus fra Aalborg Universitet, Institut for Elektroniske Systemer. ”Det var for mig at se bemærkelsesværdigt, at teorien om intelligent design blev mødt med ret stor modstand i

Efterhånden er det blevet en kulturpolitisk målsætning at afvise intelligent design som forklaring på livets kompleksitet og oprindelse,” siger lektor, civilingeniør, ph.d. John Nørgaard Nielsen.

naturvidenskabelige kredse,” siger John Nørgaard Nielsen.

Politisk målsætning ”Det er nærmest en kulturpolitisk målsætning at afskaffe skabelsestro og design-argumenter som forklaring på livsformerne,” siger John Nørgaard Nielsen. ”Resultatet er, at naturalismen er den fremherskende ideologi. Det er den, der har skabt en modsætning, ja en kløft, mellem naturvidenskab på den ene side og skabelsestro og intelligent design på den anden side,” siger han. ”Naturalismens centrale påstand er, at intelligent information i naturen kan opstå af sig selv alene ved tilfældigheder og materielle årsager. Derfor har den naturalistiske ideologi så at sige skabt et unaturligt modsætningsforhold mellem naturvidenskab og teologi,” understreger John Nørgaard Nielsen. ”Et af resultaterne af den naturalistiske ideologi er, at mange teologer tilsyneladende har mere tiltro til naturalismen end til guddommelig skabelse,” tilføjer han.

DNA er et kodet information, hvor symbolsystemet er baseret på A, T, C og G. DNA og RNA er suverænt det mest avancerede og kompakte informationssystem, der kendes, og overgår langt, hvad menneskelig teknologi kan frembringe.

Tegning fra Skabelse & Videnskab.

16

marts 2012

Skæv fordeling af viden ”Mener du dermed, at teologer er snæversynede..?” ”Nej, men teologer i almindelighed har kun begrænset viden om naturvidenskab og teknologi. Og modsat har de fleste naturvidenskabeligt uddannede folk kun begrænset kendskab til teologi. Denne skæve fordeling af viden er en fundamental årsag til den velkendte kløft mellem teologi og naturvidenskab.

Konflikten vedrørende intelligent design er ikke en konflikt mellem teknologi og teologi. Den er hovedsagelig en konflikt mellem to grupper af naturvidenskabsmænd,” siger John Nørgaard Nielsen. Han tilføjer:

Uvidenhed er årsag til afvisning af teorien om intelligent design

ORIGO ”Angående teologer må man sige, at det grundlæggende skyldes uvidenhed, hvis de tror på, at videnskaben endegyldigt har forklaret livets oprindelse alene ud fra materielle årsager, altså den naturalistiske forklaring. I den forbindelse er det vigtigt at påpege, at Darwin ikke var naturalist, idet han troede på en skaber.”

Videnskabeligt design-argument ”Hvorfor blev du som ingeniør og specialist i informationsteknologi opmærksom på intelligent design-bevægelsen?” ”Min opvækst i et kristent miljø og min tro er afgørende for, at jeg hele mit liv har troet på, at Gud har designet og skabt universet og livet i det. Derfor blev jeg nysgerrig, da den moderne intelligent design-bevægelse opstod i USA i midten af 1990’erne,” siger John Nørgaard Nielsen. Han har siden fulgt intelligent design-sagen på nært hold. ”Årsagen til min interesse var også, at intelligent designsagen har sin oprindelse blandt naturvidenskabeligt uddannede folk. Det var noget helt nyt, at det ikke var teologer, men for eksempel molekylærbiologer, der argumenterede for intelligent design som forklaring på livets oprindelse og kompleksitet,” siger John Nørgaard Nielsen.

Ingeniør-videnskaben har for længst opgivet at udvikle selvkopierende maskiner Det, ingeniører betragter som urealistisk i stor skala, arbejder biologer på at udvikle i molekylær skala. ”Intelligent design er grundlæggende et spørgsmål om information. Hvorfra kom den information, der er nødvendig for at skabe levende celler, der kan reproducere sig selv? Det er et slags hønen eller ægget spørgsmål,” siger civilingeniør, ph.d.

John Nørgaard Nielsen, lektor emeritus fra Aalborg Universitet, Institut for Elektroniske Systemer.

Nano-teknologi skaber ikke selvkopierende enheder Da nano-teknologien begyndte at blive udviklet, var der en vis optimisme og vision i retning af at fremstille strukturer, der kunne kopiere sig selv ved kemisk-fysisk formering. Men det har vist sig, at nano-formering ikke går ud på at fremstille enheder, der som kunstige livsformer kan fremstille kopier af sig selv.

I forbindelse med udvikling af nano-teknologien opstod i starten et skrækscenario, nemlig at nano-strukturer så at sige kunne blive altopædende og derfor med tiden udslette hele planeten, da de ville være umulige at standse. Det vil sandsynligvis ikke ske. Men frygten er ikke helt uden grundlag, idet nano-strukturer måske kan forårsage eskalerende katastrofer i naturen.

Information kom først ”Er det mest realistisk at tro på, at information kom først.

Eller mener man, som naturalisterne, at det er mest sandsynligt og realistisk, at meningsfuld information kan opstå uden anden årsag end den døde natur..? Det mest sandsynlige og for mig indlysende er, at meningsfuld information altid har en intelligent årsag,” siger John Nørgaard Nielsen. ”Gennem hele mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med både ingeniør- og naturvidenskab. I den forbindelse har jeg aldrig set en antydning af, at meningsfuld information kan opstå af sig selv. Den information, der findes i cellens DNA og RNA, kan kun eksistere, når den er beskyttet inde i den levende celle. Sådanne komplekse og sarte proteiner nedbrydes omgående i den døde natur.”

Papir og tryksværte i sig selv giver ingen mening. Den trykte tekst er en efterligning af informationssystemet i DNA- og RNA-molekylet. Meningsfuld information kræver i alle tilfælde et system af symboler, der er frembragt af en intelligent årsag uafhængig af det materielle medie.

Tekststykke fra Skabelse & Videnskab.

Uvidenhed er årsag til afvisning af teorien om intelligent design

skabelse.dk

17

Origo Kunstigt liv - måske ”Tror du på, at videnskaben med tiden vil skabe kunstigt liv. Eller mener du, at denne opgave er så kompleks, at menneskelig intelligens er helt utilstrækkelig?” ”Det kan hverken bevises eller modbevises, om det principielt er muligt eller umuligt at skabe kunstigt liv. Det afhænger også af, hvordan man vil definere kunstigt liv. Hvis man på et tidspunkt får held til at skabe kunstigt liv, vil man jo ikke have opnået andet end at demonstrere, at intelligens kan skabe liv. At frembringe kunstigt liv er ikke et særlig godt argument mod intelligent design teorien," siger John Nørgaard Nielsen og tilføjer. ”Mig bekendt har videnskaben for længst opgivet at forske i at udvikle maskiner, der kan fremstille kopier af sig selv.

Computersimulerede systemer kan kopiere sig selv indenfor visse grænser. Men sådanne systemer forudsætter en computer og bestemte programmer. Denne soft- og hardware kan ikke kopiere sig selv,” understreger han.

Årsagen til de manglende forklaringsforsøg er den enkle, at der ikke findes en forståelig og logisk forklaring på, hvordan død natur kan frembringe levende natur. Det er tilsyneladende umuligt, at den komplekse information i DNA og RNA kan opstå uden en intelligent årsag.

Robotter kopierer ikke sig selv I rumfartens barndom var der visioner i retning af, at selvkopierende maskiner eller robotter kunne sendes til Månen eller Mars med henblik på minedrift. Nogle forestillede sig også, at maskiner eller tekniske anordninger kunne kopiere sig selv og dermed bygge modtagefaciliteter til de første astronauter. ”Disse visioner eller drømme er for længst afløst af realisme. Det udelukker dog ikke, at man har udviklet robotter, der mere eller mindre automatisk kan udføre opgaver i rummet uden menneskelig tilstedeværelse. Det har man gjort i årevis, for eksempel forskellige satellitter og robotter, der er landsat på Mars. Denne teknologi vil fortsat blive udviklet og forfinet, selv om det er kostbart. Men den slags anlæg har altså ikke noget at gøre med maskiner, der autonomt og uden fjernstyring kan bygge kopier af sig selv.”

Fælles princip ”Det er vigtigt at forstå, at der gælder nogle basale principper for alle informationssystemer. En database, for eksempel et DNA-molekyle eller harddisken i en computer, kan ikke i sig selv udrette noget.

Der kræves altid et tilknyttet system, hvormed informationen i databasen kan afkodes og for eksempel omsættes til bestemte handlinger. Det gælder uanset, om det er DNA eller et stykke papir med påtrykt tekst,” siger John Nørgaard Nielsen.

DNA-molekylet i den levende celle er kodet med fire symboler, A, T, C og G (livets kode). Afkodning sker med RNA-molekylet, der omsætter den genetiske information til instrukser, så specifikke proteiner kan opbygges i cellens molekylære maskineri.

Datalageret i en computer kodes tilsvarende med et system af symboler, der består af serier af 0 og éttaller, så beregninger med videre kan udføres.

Det menneskelige talesprog består af lyde, der også er en form for kodesymboler og forstås, når mennesker altså taler samme sprog. Symbolerne i skriftsproget består af bogstaver, der danner forståelige ord. Symbolerne, altså bogstaverne, er her ordnet i et alfabet.

Realistiske ingeniører ”Biologerne har ikke opgivet at udvikle kunstigt liv, idet flere laboratorier verden over arbejder med sådanne projekter. Vil det sige, at ingeniørvidenskaben, der kan arbejde med langt større selvkopierende enheder, har opgivet for tidligt?” ”I ingeniør-verdenen plejer man ikke at mangle visioner.

Forklaringen på, at ingen tilsyneladende bruger tid og penge på at udvikle selvkopierende maskiner, er nok, at ingeniørerne på det område er mere realistiske end biologerne.

Det er tilsyneladende uoverskueligt og urealistisk at udvikle selvkopierende maskiner, selv om sådanne enheder gerne må være lige så store som en bus. Kravene er endnu større og endnu mere uoverskuelige, hvis den selvkopierende enhed skal være så lille som en levende celle,” understreger John Nørgaard Nielsen.

Cellens DNA overgår langt menneskelig teknologi Livet er baseret på information og kodesymboler. De basale principper for livets information efterlignes i menneskers tale- og skriftsprog og computerteknologien, siger specialist i informationsteknologi.

Darwinister forsøger sjældent at forklare, hvordan DNA og RNA er opstået i den døde natur uden anden årsag end tilfældigheder.

18

marts 2012

Information er kodet DNA er en database for genetisk information, mens RNA afkoder og omsætter den genetiske information til opbygning af specifikke og komplekse proteiner. ”DNA og RNA i den levende celle er suverænt det mest avancerede og mest kompakte informationssystem, der kendes.” siger civilingeniør, ph.d. John Nørgaard Nielsen. Han er specialist i informationsteknologi og lektor emeritus fra Aalborg Universitet, Institut for Elektroniske Systemer. ”DNA og RNA virker på molekylært niveau og overgår langt, hvad mennesker er i stand til at frembringe med moderne computerteknologi,” tilføjer han.

Intelligent årsag ”Det er indlysende, at alle former for information, der kan afkodes og forstås, forudsætter en intelligent årsag. Det gælder ikke mindst den levende celles DNA med tilhørende kodesystemer. Det er også indlysende, at DNA og RNA har en intelligent årsag,” siger John Nørgaard Nielsen. ”Det er højst usandsynligt, at et sådant informationssystem kan frembringes alene af tilfældigheder i den døde natur,” tilføjer han. n

Uvidenhed er årsag til afvisning af teorien om intelligent design

ORIGO

Informasjon Av Professor John C. Lennox, Universitet i Oxford

Hva er informasjon?

I dagligtale bruker vi ordet ”informasjon” for å beskrive noe som vi nå vet som vi ikke visste fra før. Vi sier at vi har mottatt informasjon. Det finnes mange metoder til å formidle informasjon: gjennom alminnelig skrift, gjennom tegnspråk, ved kryptiske koder osv.

Problemet dukker opp dersom vi forsøker å kvantifisere informasjon.

Men informasjonsteorien har gjort store fremskritt.

Dette er av stor betydning når vi nå skal betrakte det vi har kalt genetisk informasjon.

La oss starte med å se på den intuitive forestilling vi har om at informasjon minker vår usikkerhet. Vi kan tenke oss at vi kommer til et lite hotell der vi har reservert plass. Vi oppdager at det bare finnes åtte rom. Dersom vi antar at alle rom er like og at vi ikke har reservert et spesielt rom, er sannsynligheten 1 til 8 for at vi har fått et bestemt rom.

Sannsynligheten er et klart mål på vår usikkerhet. Dersom vi får beskjed om at vi er plassert på Rom 3, forsvinner usikkerheten. En fremgangsmåte for å måle den informasjonen vi har fått, kunne være å finne ut det minste antall ”ja og nei”-spørsmål som ville være nødvendig for å finne ut hvor vi skulle bo. Tenker vi oss litt om, ville vi finne at svaret er 3. Vi sier at vi har mottatt tre ”bits” av informasjon, eller at vi trenger tre bits informasjon for å kunne spesifisere vårt rom. Vi merker oss at 3 er den potensen vi må opphøye 2 i for å få 8 (det vil si 2� = 8).

Eller for å snu litt på det, 3 er logaritmen til 8 med 2 som grunntall (det vil si 3 = log28). Det er lett å generalisere denne argumentasjonen og se at dersom det var n rom på hotellet, ville den informasjonsmengden som trengs for å spesifisere ett bestemt rom være log2n.

Tenk nå på et tekstbudskap som er skrevet på engelsk, som vi skal betrakte som et språk skrevet i setninger som består av ord og mellomrom, slik at vårt ”alfabet” består av 26 bokstaver pluss ”mellomrom”. I alt 27 symboler er da nødvendig. Hvis vi venter på et budskap på vår mobiltelefon, kan vi i prinsippet Informasjon

saken kort

Vi gjengir her et utdrag av kapitlet om Informasjon fra boken God’s undertaker. Has science buried God? Origo regner med å utgi boken i løpet av året. Teksten i denne artikkelen er oversatt av Jon Kvalbein, og baserer seg på 1. utgave av boken. tenke oss at sannsynligheten for å motta et hvilket som helst symbol er 1/27. Informasjonen som blir addert ved hvert tekstsymbol er da log227 (tilnærmet 4,76). Informasjonen som overføres ved en tekst som er m symboler lang, er da m•log227 (tilnærmet 4,76•m).

Vi merker oss her at mengden av informasjon som overføres er relativ til den kjente størrelsen av ”alfabetet”. Vi vet for eksempel at en tekstmelding kan inneholde tall i tillegg til bokstaver og ”mellomrom”. Da vil ”alfabetet” ha 37 symboler.

Og da vil informasjonsmengden knytte til hvert symbol være log237 (tilnærmet 5,2).

Overalt her spiller tallet 2 en viktig rolle. Faktum er at det symbol-”alfabetet” som brukes i datamaskiner, bare består av de to symbolene 0 og 1. Det er lett å innse at 2 er det minste antall symboler som trengs for å innkode et hvilket som helst alfabet. For eksempel: Dersom vi tenker på det engelske alfabet med 26 bokstaver pluss mellomrom, kan en streng på 5 symboler være nok til å innkode alle disse (25 = 32 > 27). Da vil vi kunne sette A = 00001, B = 00010, C =00011 osv.

Syntaktisk og semantisk informasjon Vi vil nå innføre en meget viktig tanke som det noen ganger kan være vanskelig å få tak i med en gang. Anta at vi får følgende budskap på vår mobiltelefon: ZXXTRQ NJOPW TRP. Dette budskapet består av 16 symboler. Etter vanlig kalkyle skulle dette føre til et informasjonsinnhold på 16•log227 bits.

Til dette kan du si: ”Stopp en halv, dette er absurd, for jeg har ikke mottatt noe budskap i det hele tatt. Det finnes ingen skabelse.dk

19

Origo informasjon i dette vrøvlet.” Nå kan naturligvis budskapet foreligge i kodet form. Kan hende dreier det seg om et hemmelig budskap. La oss anta at dette ikke er tilfelle. Hva da?

Vi må da erkjenne at ”informasjon” i den betydning vi har diskutert så langt, ikke har noe å gjøre med ”mening” i det hele tatt. Vi kaller dette en syntaktisk informasjon.

Ved første øyekast synes dette å være i strid med vår intuisjon sett i lys av våre daglige erfaringer. Derfor er det nødvendig å betrakte dette nærmere. Anta at du blir fortalt at det kommer en melding på din mobiltelefon.

Du blir også fortalt at du kan motta fire mulige symboler (^*# ¤) og at meldingen består av fem symboler. Du titter på skjermen, og leser ˆ##¤*. Hvor mye ”informasjon” har du mottatt? Vel, ingen – i den forstand at du har peiling på hva dette betyr. Ja, du kan ikke vite om dette betyr noe i det hele tatt. Men i syntaktisk forstand har du mottatt informasjon.

Det er fire mulige symboler. Så sannsynligheten for at du kan få en av dem er ¼. Og informasjonen som gis ved hvert symbol er 2 bits. Hele budskapet består av 5 symboler som innholder 10 bits. Sagt på en annen måte: Hvis vi teller opp hvor mange mulige ”budskap” (strenger på fem symboler) du kan formidle, blir dette 210. Du vet nå hva budskapet er (ikke hva meningen er). Du visste ikke dette på forhånd. I den betydningen, har du mottatt informasjon.

Tenk igjen på hverdagens elektroniske kommunikasjon gjennom en kabel, for eksempel en vanlig telefonlinje. Til enhver tid vil ulike former for ”informasjon” være på vei gjennom den. Det kan være vanlige stemmer, fax-meldinger, datakommunikasjon – alle slags strømmer av elektroniske ”symboler”. Noen vil ha mening for noen mennesker, men ikke for andre (en person som snakker kinesisk vil ikke gi noen semantisk mening for en som ikke snakker kinesisk). Andre strenger av tilfeldige symboler er uttrykk for støy på linja.

De er fremkalt av tilfeldige elektroniske årsaker og har ingen mening i det hele tatt.

En kommunikasjonsingeniør er ikke interessert i meningen i det som formidles via kanalen. Hun er ikke opptatt av de enkelte strengene av symboler som blir transportert, men av helt andre forhold som: Hvor stor er kabelens kapasitet? Hvor mange symboler kan sendes gjennom den i løpet av et sekund?

Hvor stor er påliteligheten – hva er for eksempel sannsynligheten for feil i symbolene på grunn av støy på linja? Hva er muligheten for å rette opp slike feil? Alt dette opptar oss alle.

Mange er frustrert over at datakommunikasjonen tar lang tid i hjem som ikke har installert bredbånd.

Måling av syntaktisk informasjon er derfor meget viktig.

Teorien som er knyttet til dette er kalt Shannons teori om informasjon, etter Claude Shannon som utviklet den og beviste noen matematiske setninger om kapasiteten til en

20

marts 2012

støyfull linje. Her er grunnlaget for den teori om kommunikasjon som samfunnet avhenger av i dag.

La oss ta for oss et annet eksempel fra hverdagen for å være sikre på at vi har fått tak i hva det dreier seg om. Vi går inn på et bibliotek og spør etter en bok om nephrologi. Bibliotekassistenten har aldri hørt om nephrologi. Men som en streng av symboler, innholder ordet ”nephrologi” 10• log27 bits av informasjon. Og hvis du gir assistenten denne informasjonen, kan hun skriver ordet inn i datamaskinens indekssystem og få som tilbakemelding at du kan lete i biblioteket under Medisin 46, der du vil finne 3 bøker om emnet. Dette innebærer at hun fungerer som en ”kanal” for å formidle informasjon til indekssystemet, selv om symbolstrengen ”nephrologi” ikke har noen som helst semantisk mening for henne.1 Å måle semantisk informasjon er et mye vanskeligere problem å behandle matematisk. Ingen god metode er funnet hittil. Dette bør neppe være overraskende. For det har å gjøre med at en tekst er meget avhengig av sin sammenheng.

Hvis du ser meg motta en melding på mobiltelefonen med budskapet ”JA”, kan du fort tenke deg at dette er svaret på et spørsmål jeg har stilt. Men du kan ikke vite om dette spørsmålet er ”Har du billett til fotballkampen i kveld” eller ”Vil du gifte deg med meg?” Meningen av en tekst kan ikke bestemmes uten forhåndskjennskap til tekstens sammenheng.

Med andre ord: Det trengs mye mer informasjon for å kunne tolke en gitt informasjon.

DNA og informasjon La oss nå anvende noe av denne tenkningen på molekylærbiologien. Tenk på den streng av ”bokstaver” som vi finner i det kjemiske alfabetet til DNA-molekylet. Anta at du er en molekylærbiolog og vet noe om hva strengen av bokstaver ”betyr” i den forstand at du kan dele den opp i gener og si hvilke proteiner de er kodet for osv. Det betyr at for deg har strengen en semantisk dimensjon. For deg uttrykker DNA presis samme slags spesifisert kompleksitet som et språk, fordi rekkefølgen på bokstavene i et gen spesifiserer rekkefølgen av aminosyrer i proteinene.

2 3

1

Laws of Nature Life Information Matter

• About Life • About Information • About Matter

Men dette er ikke tilfelle for meg. Jeg ser strengen bare som en lang liste med meningsløse symboler ACGGTCAGGTTCTA … Likevel er det helt greit for meg å snakke om at jeg kjenner informasjonsinnholdet i symbolstrengen i syntaktisk betydning eller etter Shennons teori. Ja, til tross for at jeg ikke forstår ”meningen” i strengen, kan jeg finne ut eksakt hvor mye syntaktisk informasjon du må gi meg for at jeg skal kunne reprodusere strengen nøyaktig. Det genetiske alfabetet består av fire bokstaver, slik at hver bokstav kan skrives ut Informasjon

ORIGO (eller sendes til min datamaskin) som to bits informasjon. For eksempel vil DNA i et menneskelig genom som er omtrent 3,5 milliarder bokstaver lang, inneholde omkring 7 milliarder bits av informasjon. Hvis jeg får dette, kan jeg skriver ut DNA uten å ha noen som helst innsikt i ”meningen” i det jeg har skrevet ut.

Det er et viktig aspekt ved genom-forskningen å finne spesifiserte mønstre som blir gjentatt i et gitt genom eller å finne spesifiserte sekvenser som er felles for flere genomer. Årsaken til at man ser etter en spesifisert sekvens kan være av semantisk karakter. Men den reelle dataundersøkelsen i de store databaser som genomene representerer, er beskjeftiget med syntaktisk informasjon.

Kompleksitet Så langt i dette kapitlet har vi ikke nevnt begrepet kompleksitet. Men vi kan umiddelbart forstå at det faktum at det menneskelige genomet inneholder 7 milliarder bits, gir oss litt idé om dets kompleksitet. Men bare litt. Tenk for eksempel på følgende binære streng: 001001001001001001001001…

La oss anta at den fortsetter til vi har i alt 6 milliarder tegn (vi ønsker er tall som er delelig med 3). Da kan vi se, ut fra vårt perspektiv så langt, at strengen inneholder 6 milliarder bits.

Er den da nesten så kompleks som det menneskelige genom?

Langt ifra. For vi ser straks at strengen består av et repetert mønster – trippelet 001 blir gjentatt gang etter gang. På en måte kan vi si at all informasjonen i strengen kan formes i utsagnet: ”Gjenta trippelet 001 to milliarder ganger.” Denne mekaniske repetisjonen er et eksempel på hva matematikerne kaller en algoritme – den type prosesser som et dataprogram er konstruert for å utføre. I dette tilfellet kunne vi for eksempel skrive et enkelt program på følgende måte: ”For n = 1 til 2 milliarder, skriv 001. Stop.” For å skrive dette programmet, trenger jeg bare 44 tastetrykk. Og det blir straks klart at dersom vi tenker på 44 som ”lengden” av programmet, gir dette oss et mye mer nøyaktig inntrykk av informasjonsmengden i strengen av binære tall enn det vi får av dens virkelige lengde på 6 milliarder tegn.

Et annet eksempel som lett vil får fram poenget er følgende: Betrakt strengen av bokstaver ILOVEYOUILOVEYOUILOVEYOUILOVEYOU … og anta at strengen består av 2 milliarder gjentagelser av de tre ordene I LOVE YOU. Det er tydelig at informasjonen (i semantisk betydning denne gangen) i strengen er gitt i de tre første ordene (selv om noen vil hevde at gjentagelsene understreker budskapet). I alle fall kunne vi skrevet den fulle semantiske informasjonen ved dataprogrammet: ”For n=1 til 2 milliarder, skriv ILOVEYOU. Stop.” Vi kunne derfor fått et bedre mål på informasjonsinnholdet ganske enkelt ved å telle antall bits av syntaktisk informasjon som finnes i dette korte programmet fremfor å telle antall bits i den lange teksten.

Algoritmisk informasjonsteori Denne ”sammenpressingen” av en gitt symbolstreng (binære tegn, bokstaver, ord osv) slik at den opptar mindre plass, som utføres av et dataprogram, er en grunnleggende tanke bak det som kalles algoritmisk informasjonsteori. Ordet ”algoritme” stammer fra navnet til matematikeren Mohammed Ibn-Musa Al-Khwarizmi som arbeidet i det berømte visdomshuset i Informasjon

Bagdad i det niende århundre. En algoritme er en effektiv prosedyre for å få noe trinnvis utført med et endelig antall trinn. Formelen x = (-b ± √(b2 – 4ac))/2a gir oss en effektiv prosedyre for å beregne røttene til annengradslikningen ax2 + bx + c = 0, der a, b, og c er tall. Dette er derfor en algoritme.

På liknende måte er dataprogrammer (software) logaritmer som gjør datamaskinen (hardware) i stand til å utføre sin informasjonsbehandling. I alminnelighet vil dataprogrammer ta i bruk mange algoritmer, der hver av dem har sitt bestemte oppdrag. Algoritmisk informasjonsteori (AIT) ble utviklet av Kolmogorov og Chaitin som en metode til å behandle kompleksitet, spesielt informasjonsinnholdet eller kompleksiteten til en spesifisert sekvens, ved å se hvor omfattende algoritme som trengs for å generere sekvensen.

Ifølge AIT er informasjonsmengden i X (der X kan være strengen av binære tegn, eller en steng med vanlige tegn eller bokstaver i et alfabet) er antall H(X) bits i det korteste programmet som kan generere X.

La oss betrakte en annen streng som er fremkommet ved at en apekatt har lekt med tastaturet på en datamaskin: Mtl3#8HJ;LielSn?ød*nilS … Og anta at denne strengen også er 6 milliarder tegn lang, det vil si at den har samme lengde som strengene vi tok for oss ovenfor. Det er klart at denne strengen i prinsippet er tilfeldig. Ethvert program som skulle skrive ut strengen ville bli omtrent av samme lengde som strengen selv. Det betyr at strengen er algoritmisk ukomprimerbar. Algoritmisk ukomprimerbarhet er en meget god målestokk for tilfeldighet. Strengen er også maksimalt kompleks når vi bruker våre kriterier for kompleksitet.

La oss deretter betrakte en tredje streng med de første 6 milliarder bokstavene i bøkene som vi kan finne i hyllene i et bibliotek. Selv om vi kunne oppnå litt algoritmisk kompresjon, vil den være ubetydelig sammenliknet med lengden av strengen. I praksis vil strengen være like algoritmisk ukompressibel som den andre strengen ovenfor (sett fra et matematisk synspunkt er den tilfeldig). Ut fra den samme betraktning er den meget kompleks. Likevel er kompleksiteten av en annen art enn den vi hadde i den strengen som apekatten laget.

For den hadde ingen mening som vi kunne lese. Den tredje strengen inneholder semantisk informasjon. Vi kan forstå meningen med ordene i bøkene. Og grunnen til at den tredje strengen har mening for oss er at vi på uavhengig måte har lært språket slik at vi gjenkjenner ordene som er formet av bokstavene i strengen. En slik streng er ikke bare kompleks, skabelse.dk

21

Origo den er uttrykk for det vi kaller spesifisert kompleksitet. Dette uttrykket ble første gang brukt av Leslie Orel i hans bok The Origins of Life og også av Paul Davies i The Fifth Miracle, men ikke i presis betydning noen av stedene. Men spesifisert kompleksitet er blitt undersøkt på en grundig måte av matematikeren William Dembski i The Design Inference: Eliminating Chance through Small Probabilities.

Det viktige poenget her er at DNA-sekvensen som koder for et funksjonelt protein på en og samme tid er uttrykk for den spesifiserte kompleksitet som er nødvendig for den for å kode for dette proteinet. Den er derfor er algoritmisk ukomprimerbar, noen som innebærer at den fra et matematisk synspunkt er tilfeldig. Paul Davies skriver: ”Kan spesifisert tilfeldighet være et garantert resultat av en deterministisk, mekanisk, lovliknende prosess, som kan tenkes i en ursuppe som er overlatt til fysiske og kjemiske lover? Nei, det er umulig. Ingen kjent naturlov kunne frembringe dette.”2 Et annet sted skriver han: ”Vi må konkludere at biologisk relevante makromolekyler samtidig innholder to vitale egenskaper: tilfeldighet og ekstrem spesifikasjon. En kaotisk prosess kan kanskje ha mulighet til å frembringe den første egenskapen, men ha neglisjerbar sannsynlighet for å frembringe den andre.”

Kan informasjon “samles opp”?

Vårt spørsmål blir nå: Finnes det noe vitenskapelig indikasjon på at informasjon blir bevart i noen meningsfull betydning av ordet? Hvis svaret viser seg å være positivt, da kan forskningen som gjelder livets opprinnelse spare mye verdifull tid og anstrengelse ved å gi opp å finne en informasjonsteoretisk ekvivalens til en perpetuum mobile maskin.

Vi bør merke oss at det ikke lenger er adekvat å opponere mot å bruke et maskinspråk når vi refererer til organismer.

Som vi har sett flere ganger blir et maskinspråk allment brukt i molekylærbiologien av den enkle grunn at proteiner, flageller, celler osv er molekylære maskiner. De kan godt være mer enn maskiner. Men så lenge vi taler om deres kapasitet til å utføre informasjonsbehandling, er de virkelig maskiner (utstyrt med software).

Dette medfører noe som allerede er anvendt vitenskapelig på svært mange ulike måter de siste årene, at biologiske maskiner er gjenstand for matematiske analyser generelt og informasjonsteoretiske analyser spesielt. Det er til denne analysen vi vender oss for å få innsikt til å besvare spørsmålet om de molekylære maskinene (uansett type) kan generere ny informasjon. Leonard Brillouin uttrykker i sitt klassiske arbeid om informasjonsteori ingen tvil om hva svaret er. Han sier: ”En maskin skaper ingen ny informasjon, men utfører en meget verdifull transformasjon av allerede kjent informasjon.”3 Tjue år senere er det ingen ringere enn nobelprisvinneren Peter Medawar som skriver: »Ingen prosess som styres av et logisk resonnement – ingen ren tanke- eller en computerstyrt

22

marts 2012

operasjon – kan øke informasjonsinnholdet av de aksiomer og premisser eller observasjonsutsagn hvorfra den stammer.«4 Av denne observasjon utleder han så at det må finnes en form for lovmessighet knyttet til informasjonsoppsamling. Medawar forsøkte ikke å påvise en slik lovmessighet. Han var fornøyd med å utfordre sine lesere »til å finne en logisk handling som vil kunne supplere informasjonsinnholdet av en hvilken som helst ytring«. Han kom dog med et matematisk eksempel for å illustrere hva han mente. Han påpekte at Euklids berømte geometriske teoremer simpelthen er en måte å »skjære ut i papp den informasjon som allerede ligger i aksiomer og postulater – eller å frigjøre den«. Det er nå engang slik, tilføyer han, at filosofer og logikere siden Bacons tid ikke har hatt problemer med å erkjenne at deduseringsprosessen kun presiserer de opplysninger som allerede foreligger; den skaper ikke ny informasjon overhode.

I den senere tid har William Dembski argumentert for en ikke-deterministisk lov for oppsamling av informasjon, i den betydning at selv om naturlige prosesser som kun involverer tilfeldighet og nødvendighet, kan overføre kompleks spesifisert informasjon, kan de ikke generere denne informasjon.5 Der ligger stadig mye interessant og vanskelig arbeid foran oss innenfor dette lovende fagfeltet. Men ikke desto mindre er vi allerede nå i stand til å prøve ut disse ideer på simuleringer som har med livets opprinnelse å gjøre. For hvis informasjon i en eller anden forstand kan bli samlet opp, så må vi av dette logisk forvente at enhver simulering av livets opprinnelse som hevder å få informasjon “gratis” vha. helt naturlige prosesser, på en eller annen måte, får smuglet informasjon inn utefra, på tross av deres påstand om det motsatte. Så hvis vi kan fastslå det siste, har vi i det minste et plausibelt argument for at et informasjons-input er nødvendig for livets opprinnelse. n Referanser og noter 1. Semantikk er avledet fra det greske ordet for tegn, og semiotikk er teorien 1. for tegn.

2. Paul Davies (1998). The Fifth Miracle. Pingvin Press, side 88.

3. Leonard Brillouin (1962). Science and Information Theory. 2nd Ed, Academic Press.

4. Peter Medawar (1984). The Limits of Science. Oxford University Press, side 79.

5. William Dembski (1997). Intelligent Design as a Theory of communication. Perspectives on Science and Christian Faith, 49, 3, side 180-190.

Se også hans bok No Free Lunch (2002).

Informasjon

ORIGO

En Oxford-matematiker som tror på mirakler Den berømte debat mellem Thomas Huxley og Samuel Wilberforce om arternes oprindelse fandt sted i 1860 i Naturhistorisk Museum i Oxford, England. Bygningen er flere gange senere været rammen om vigtige debatter om tro og viden.

Bl.a. var der i 2010 en betydningsfuld debat mellem Richard Dawkins og John Lennox, som Dawkins karakteriserede som en Oxford-matematiker, der tror på mirakler. Lennox lagde for sin del i debatten vægt på, at ingen – heller ikke Dawkins – kan klare sig uden at tro på noget, som de ikke har endegyldigt bevis for. I øvrigt var hans pointe, at der bestemt ikke er nogen modsætning mellem at bedrive god videnskab og at tro på en almægtig Gud, der kan gøre mirakler. I forbindelse med debatten hævdede Lennox i øvrigt, at der var en tæt forbindelse mellem opførelsen af Naturhistorisk Museum og kristen tro. Det afviste Dawkins kategorisk. Men Lennox havde ret.

Bygningen, som kan siges at have lighedstræk med en engelsk kirke, blev til på initiativ af professor Henry Acland, som i en

Naturhistorisk museum i Oxford, som er bygget for at lære mennesker om Skaberens storslåede design i naturen.

En Oxford-matematiker som tror på mirakler

forelæsning i 1860 fremhævede, at bygningen var opført for at give mennesker indsigt i ”det store materielle design, som den Øverste Mester har frembragt med os mennesker som aktive bestanddele”. Det hører også med i billedet, at en væsentlig del af pengene til bygningen kom fra salget af bibler.

Kilde John Lennox: “Gunning for God. Why the new atheists are missing the target”, Lion 2011

Denne støtte er sat ved indgangen til Naturhistorisk museum i Oxford til minde om den store debat mellem Thomas Huxley og Samuel Wilberforce.

skabelse.dk

23

Origo

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler Peter Øhrstrøm, professor ved Aalborg Universitet

Efter terrorhandlingerne i USA den 11. september 2001 har vi set en voldsom opblussen af den ateistiske kritik af religiøs tro som sådan. Denne såkaldt nye ateisme har ikke mindst rettet skytset mod den kristne tro på mirakler.

Det er påfaldende af den aktuelle religionskritik og debatten herom i høj grad ligner en debat i 1920ernes Danmark, hvor kredsen om Georg Brandes i den offentlige debat kraftigt argumenterede mod det traditionelle kristne verdensbillede – herunder troen på miraklernes mulighed.

Måske er det sådan, at ateisternes religionskritik især tager til under indtryk af voldsomme begivenheder med megen død og ødelæggelse. I 1920erne var det især indtrykket af 1. verdenskrigs rædsler, der farvede folks bevidsthed. Ateisterne hævdede, at når noget sådant kunne ske, giver det ikke mening at hævde, at der findes en god og almægtig Gud, som jo bare kunne bare kunne have gjort en ende på rædslerne ved mirakuløs indgriben. I stedet forsvarer de typisk en scientisme dvs. en ideologi knyttet til en materialistisk forståelse af naturvidenskaben.

En af dem, som forsøgte at svare på religionskritikernes udfald, var digterpræsten Kaj Munk. Han havde tidligt i 1925 forsøgt at blande sig i livsanskuelsesdebatten, som fyldte meget i avisernes debat. I en kronik, ”Menneskenes Rige”, som Munk havde indsendt til og fået returneret fra Politiken i februar 1925, argumenterede han mod den forestilling, at videnskaben skulle kunne erstatte religionen, og at videnskaben alene kan levere en tilfredsstillende tilværelsesforståelse. Han pointerede ”at videnskaben ikke kan give mennesket rum og sprog til at forholde sig til tilværelsens store spørgsmål om mening om livets mening og om forholdet mellem tid og evighed”.

sagen kort Den aktuelle debat mellem kristne og ateister ligner på mange måder den livssynsdebat, som blev ført i 1920ernes Danmark.

Fx refereres der i begge debatter fra ateistisk side til de kristnes tro på mirakler. I Kaj Munks berømte skuespil, Ordet, fra 1925 er debatten om mirakler helt central. Munk præsenterer i skuespillet nogle positioner, som også er karakteristiske i den moderne debat om tro og videnskab.

Politiken afviste altså at bringe Munks kronik. Men Munk arbejdede videre med stoffet og skrev senere på året skuespillet Ordet, som nu står som Munks mest berømte værk.

Dette drama handler først og fremmest om troen og tvivlen på miraklernes mulighed. Det var et tema, som igen og igen havde optaget Kaj Munk og været kilde til tvivl og religiøs krise i hans eget liv. Hvis miraklerne er mulige, således at Gud faktisk kan gribe mirakuløst ind i verden, hvor gør Gud det så ikke? Hvorfor tillader Gud den meningsløse lidelse og død på trods af menneskets bønner? Hvorfor griber Gud ikke ind med sin almagt? Er miraklernes tid faktisk forbi?

Ordet blev til på nogle få dage i slutningen af 1925 og sendt til prof. Hans Brix d. 10/12 1925. Stykket præsenterer i skuespillets form hovedsynspunkterne i 1920ernes livsanskuelsesdebat, og dramaet kan læses som et opgør med datidens scientisme, der som nævnt må siges at have ganske meget til fælles med den relativt pågående religionskritik og helt aktuelle ateisme, som er vokset frem efter 11. september 2001.

Hans Brix havde opfordret Munk til at tage bønder alvorligt i stykket. Den opfordring lever Ordet til fulde op til, idet Munk lader sin egen kamp med troen og tvivlen på miraklets reelle mulighed få udtryk først og fremmest gennem den stovte bonde Mikkel Borgen på Borgensgård, som på en gang styrer sit hus enevældigt som en anden patriark og på den anden side ikke er bange for at erkende sin tvivl og usikkerhed på det religiøse område. Borgen tror på Guds almagt, men Scene fra opførelsen af Ordet på Aalborg Teater, 1957-58. Kathinka (Marie Louise Coninck), ”ikke paa Undere nu om Amtslæge Houen (Jørgen Langebæk), Gamle Mikkel Borgen (Palle Reenberg), Pastor Bandbul Dage” (76) som han siger (Erwin Anton Svendsen).Iscenesættelse: Bjarne Forchhammer. Scenografi: Hermann O. det til svigerdatteren Inger i Petersen. Foto: Clausen Commerciel Foto, Aalborg

24

marts 2012

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler

ORIGO stykket første akt. Han vil ikke give Gud skylden.

Når miraklernes tid er forbi, er årsagen ifølge Borgen at finde hos menneskene, som har mistet troen. Helt personligt har Borgen erkendt det hos sig selv, da han forgæves bad for sin sindssyge søn, Johannes, hvilket bliver udtrykt med ordene: ”Nej, Inger, nej, naar en Far, skønt det gælder hans kæreste i yderste Nød, ikke kan bede med Tro, nej, saa er Miraklet gjort hjemløst i Verden.”

(78) Og så hjælper det tilsyneladende ikke, at Inger spørger: ”Skulde Vorherre ikke nok kunne gøre det alligevel, Bedstefar? Skulde Vorherre ikke nok være mægtigere end et Menneskes Tvivl?” (79).

Borgens tvivl på miraklerne har fået næring af den bristede drøm om Johannes, som han havde håbet skulle bringe ”Gnisten, der skulde opblusse igen i Guds Time”, således at Borgens-gård kunne blive et åndeligt centrum ikke bare for sognet, men for hele landet. Med henvisning til Johannes’ sindssygdom må han i stedet konstatere: ”Saa stolte og flyvende Drømme drømte jeg. Og se nu de knækkede Vinger! Haabet har jeg, at han skulde komme sig; han kommer sig ikke; Miraklernes Tid er forbi.” (316) Borgen har altså svært ved at tro på mirakler i sin tilværelse. Han vil dog alligevel ikke helt opgive miraklerne, hvilket viser sig i hans svar til svigerdatteren: ”Inger, du skulde vide, du skulde vide, hvor det tit brænder i mig af Lyst til at rejse til Lourdes.” (80) Denne henvisning til katolikkernes tro på mirakler også i vor tid, er et tegn på, at Borgen meget vel ved, at kristendommen bliver amputeret, hvis den skal kobles med en totalafvisning af miraklets mulighed. Han har på den måde trods alt stadig drømmen og håbet om, at det skal vise sig, at miraklernes tid og Guds tydelige virke i verden alligevel ikke er fordi.

At miraklerne og Guds konkrete virke altså alligevel spiller en rolle for Borgen fremgår også, da Inger senere tilsyneladende efter hans bøn kommer gennem sin krise i barselssengen og Borgen udbryder: ”Det er som et rent Mirakel”. Dette følger lægen op med det provokerende spørgsmål: ”Hvad tror De nu, der har hjulpet mest her i Aften: Deres Bøn eller min Præstation?”. Hertil svarer Borgen: ”Vorherres Velsignelse, kære Doktor, fra min Bøn til Deres Præstation, den har visst hjulpet mest.” (732) Modstykket til Borgens vaklende håb om, at miraklernes tid måske alligevel ikke er fordi, bliver i Munks drama dels pastor Bandbul og dels amtslæge Houen, som på hver deres måde kategorisk hævder, at miraklernes tid er fordi. Munk har på munter vis i valget af disse lærde folks navne henvist til det klodsede i deres firkantede påstande. På den ene side er der lægens hovne påstand om, at videnskaben har vist, at mirakeltroen er naiv og udtryk for uvidenhed. På den anden side er der præstens forsøg på at behandle sagen dogmatisk således, at der direkte udstedes et forbud (en bandbulle) mod troen på mirakler – i hvert fald så længe det ikke drejer sig om nogle få særlige undtagelser for meget længe siden.

Det er ligeledes meget karakteristisk for Munk, at han lader den sindssyge Johannes udfordre pastor Bandbul med spørgsmålet om, hvordan en troens mand bærer sig ad med at

Kaj Munk (1898 – 1944)

afvise mirakler nu, men godtage at de fandt sted for 2000 år siden. Præsten svarer: … Undere sker ikke. Gud bryder ikke sit givne Ord, sin Verdensorden, Naturlovene, sin Evighedsplan. Det siger ogsaa Skriften: Gud er ikke Forvirringens, men Ordenens Gud. (205) Dette synspunkt gentager Bandbul i 3. akt i samtalen med Houen: LÆGEN: De tror maaske ogsaa paa Mirakler, Hr. Pastor?

PRÆSTEN: Ja, hvad mener De med "tror"? Principielt kan Miraklets fysiske Mulighed aldrig negeres, da Skaberen altid maa være det Skabtes Herre. Men baade religiøst og etisk set er det jo udelukket; et Brudd paa Naturlovene var jo en Forstyrrelse af Guds Verdensplan, og det herlige ved Gud er jo netop det, at vi kan stole paa ham. Populært sagt: Gud kunde selvfølgelig gøre Mirakler, men gør det ligesaa selvfølgelig ikke; og det takker vi for.

LÆGEN: Kristi Mirakler da?

PRÆSTEN: Ja, ved de store Knude- og Vendepunkter i Verdenshistorien stiller Sagen sig — kan Sagen stille sig noget anderledes.

LÆGEN: Naa saadan! I de afgørende Øjeblikke tillader den saa paalidelige Gud lidt Slinger i Valsen. Nej, min gode Pastor Bandbul, der er aldrig her i Verden sket og vil heller aldrig ibidem ske noget, som ikke den tilstrækkeligt kyndige og sikre Opsporer vil kunne paapege en naturlig Aarsag til. (734-8) Houen har altså det rendyrkede scientistiske synspunkt, der indebærer, at alt har en naturlig årsag, og at det overnaturlige kategorisk afskrives. Selv om Bandbul siger noget andet, har han i praksis den samme opfattelse. Det bliver helt klart i stykkets afsluttende scene, hvor Inger mirakuløst opvækkes fra de døde, hvilket spontant mødes med følgende reaktion fra Bandbul: ”Jamen dette — det er jo fysisk umuligt. Det kan jo ikke ske”. (943) I det hele taget bliver vurderingen af Bandbulfiguren i Munks drama ganske hård. Lagt i den helbredte Johannes mund: ”Hykler, dig selv uafvidende, gaar du Satans

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler

skabelse.dk

25

Origo Ærind i gudviet Dragt?” (934) I sammenligning hermed er den Munk’ske dom mildere over Houen, som Munk lade sige: Selvfølgelig er jeg en Troens Mand; ellers var jeg en tarvelig Læge. Jeg har Tro til mig selv og min Videnskab og Tro paa de Mirakler, den har lært mig at gøre. "Jeg gør Mirakler, og de bliver virkelig til noget." (751) Borgen afviser i den principielle samtale både Bandbul og Houen med, at de glemmer (eller ikke forstår), ”at der er Aand og Evighed til” (740). Da underet, opvækkelsen af den døde Inger, sker i stykkets slutscene, er Bandbuls reaktion som nævnt, at miraklet er umuligt. Houen reagerer derimod med en påstand om, at dette må betyde, at ”Ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes” (944) dvs. at Inger efter hans mening ikke kan have været død. Dermed illustrerer Munk klart, at miraklet altid vil kunne bortforklares af den, der ønsker det.

Udover denne pointe understreger Houens vigtige replik, at der er noget at forklare. I stykket ligger Inger faktisk pludseligt lyslevende i den åbne kiste. Houen erkender, at hun er levende, og slutter heraf, at hun slet ikke har været død, og at der altså ikke har været et kvalificeret ligsyn. Munk giver dermed ikke plads for den tolkning af scenen, at Inger opstår metaforisk i vore tanker. Derfor er det også dybt kritisabelt, at Lars Norén som instruktør ved Det Kongelige Teaters opsætning af Ordet i 2008 netop lagde denne forkerte tolkning til grund i sin iscenesættelse af skuespillets sidste akt, hvorfor han også måtte slette den nævnte meget vigtige Houen-replik.

Det kan meget vel tænkes, at Munk har fremstillet Houenfiguren inspireret af lægen Oluf Thomsen (1878-1940), som energisk forsvarede en livsopfattelse baseret på naturvidenskaben – især darwinismen. Han forfattede bl.a. bøgerne Livsanskuelse (1923), Religiøs og biologisk opfattelse (1924).

Der er så vidt vides ingen direkte reference hos Munk til Oluf Thomsen, men det er let at forestille sig, at Oluf Thomsen for Munk simpelthen har dannet forlæg, været inspirerende model for amtslægen i Ordet. Det er klart, at Houen i stykket som nævnt leger med begrebet ”tro”, idet han accepterer at blive kaldt en ”Troens Mand”. På den anden side ligger der jo også en pointe i, at videnskaben faktisk kan bruges som ideologi, som livsopfattelse – en ”tro” om man vil – således som også Oluf Thomsen ønskede at se det.

I afslutningen af Ordet kan Borgen glæde sig over fire undere: Først forlovelsen mellem Anne og Anders, der alligevel kan finde sted, fordi Peter Skrædder bliver medgørlig, så Johannes’ helbredelse, så Inger opvækkelse fra de døde og til sidst sønnen Mikkel, der kommer til tro. Munk lader det hele ende i denne hyldest til livet (948-50): ”Johannes: … nu begynder Livet først for os.

Mikkel: Aah, Inger! ja, Livet, Livet.

Borgen: Livet!”

Der skal nok være dem, der vil mene, at denne slutscene er overspændt og overdrevet. Men her er det vigtigt at huske den vægt, som Munk lægger på miraklets mulighed, og dermed den betydning, som det vil få, når et mirakel ikke bare anses for en teoretisk mulighed, men derimod viser sig at blive virkeligt.

Ifølge Munks kristendomsforståelse er troen på miraklets mulighed helt afgørende. Uden den bliver den ægte

26

marts 2012

forbindelse mellem mennesket og Gud i bønnen heller ikke mulig. Og så giver kristendom ingen mening. Med hans egne ord: ”Troen på Gud er Troen paa Miraklet. Kun ved et Brud paa Naturlovene kan Gud komme i Forbindelse med et Menneske. At tro på Gud er at være midt i det vidunderlige, hvor ikke blot Guds Love virker, men ogsaa Guds Haand” (”Om Miraklet”, p.31). Det er vigtigt at understrege, at Kaj Munk med sin tale om brud på naturlovene ikke forsøger at lægge afstand til naturvidenskaben – tværtimod. Han siger: Den troende ved jo ogsaa om Lovene; han tror ydermere, at Gud har skrevet dem, og naar han grænseløst beundrer disse loves Visdom og Vælde, ærefrygter han altsaa Gud. Men den Gud, der har skrevet dem, staar saa tillige ogsaa over dem.

Hvem ville forbyde Urmageren at røre ved den lange Viser med Fingeren. (”Om Miraklet”, p.29).

Miraklet understreger altså, at Gud ikke bare har udformet og skrevet naturlovene, men at han også står over dem, således at han ikke er bundet af dem. Munk beretter, at en student engang sagde filosofi-professor Kroman, at han (studenten) nok kunne tro på Gud, men ikke på det med mirakler, hvortil Kroman skal have svaret: ”Hvad vil De så med ham - … alt det andet kan vi jo selv lave”. (”Om Miraklet”, p.30) Miraklet er altså det særlige – undtagelsen fra reglen.

Miraklet er for Munk det, der frem for noget andet understreger, at Gud er altings herre. Det betyder jo også, at miraklet ikke kommer på menneskets bestilling. Det ligger i hele sammenhængen, at der ikke findes nogen mekanisme eller teknik, som kan fremtvinge miraklet. Borgen må indse, at han kommer til at vente på miraklet. Han havde som nævnt drømt om, hvordan Johannes ved sit virke og ord skulle blive anledning til en åndelig opvågnen. For sin ældste søn Mikkel havde han håbet og ønsket, at troen skulle blive vakt i ham og sagt ved sig selv: „Giv Tid, han vil forandre sig; han er jo saa ung endnu; den Dag vil komme ...”. Men det varede så længe, at han næsten havde opgivet: ”Men Aarene gik, og den kom ikke; for der sker ikke Mirakler nu om Dage.” (304) Dog skete begge mirakler, men først i ”Guds Time” (316) dvs. først i det øjeblik, som er bestemt dertil, dvs. det gunstige øjeblik. Munk understreger yderligere dette forhold ved at lade den sindssyge Johannes sige til dødsenglen, der netop har været hos Inger: ”Naar Troens Time kommer, bringer du hende tilbage.” (800) Her bringes ideen om kairos i spil. Denne idé kendes både fra antik græsk og fra senere kristen tænkning. Kairos er den rette eller passende anledning, og begrebet er som bl.a. påpeget af Marc Auchet [2007] centralt i Munks forfatterskab. Kairos er først og fremmest den rette tid, men ideen indebærer også, at stedet og omstændighederne er passende. Når kairos kommer, er hele situationen den rette for Guds ekstraordinære indgriben, underet. ”Troens Time” og ”Guds Time” er udtryk for det samme, nemlig det særlige øjeblik, kairos, hvor Gud virker mirakuløst som svar på den troendes bøn. Munks pointe er altså, at miraklernes tid ikke er forbi, men at miraklerne heller ikke står under menneskets kontrol, men er underlagt Gud. Derfor er miraklets tid: kairos, Guds Time.

Ordet kan altså læses som et svar på 1920ernes religionskritik og scientisme. Dette svar også relevant i forhold til den nye ateismes udfald. Skuespillet præsenterer de forskellige positioner, man kan have i debatten – med deres principielle

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler

ORIGO svage og stærke sider. Munk forsvarer med stykket, at miraklet er muligt, men også at miraklet ikke kan sættes i system. Vi har ingen ”mirakel-maskine”. Derimod har vi i miraklet her at gøre med en dimension af tilværelsen, som transcenderer den fysiske virkelighed, og som på ingen måde står under vores kontrol. n

Munk, Kaj: ”Om Miraklet”. Udgivet i Himmel og Jord, p.28-31.

Munk, Kaj: Med sol og megen glæde. Nyt Nordisk Forlag 1942 Munk, Kaj: Himmel og Jord, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1942 Kraghl, Jesper Vaczy: Kampen om livsanskuelse, Syddansk Universitetsforlag 2005.

Referencer: Auchet, Marc: Kairos eller det gunstige øjeblik, et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og forfatterskab, Munkiana nr. 36, 2007, pp.10-31 Auchet, Marc (Red.): Kaj Munks Værker med indledninger og kommentarer, KMFs Studieudgave (udkommer i efteråret 2012; overalt i den artikel citeres Munks dramaer fra denne udgivelse fra Kaj Munk Forskningscentret (KMF), ligesom der refereres til KMF-repliknumrene for de anvendte citater.)

Munk, Kaj: ”Menneskenes Rige”. (Indsendt til og returneret fra Politiken, Februar 1925.) Udgivet i Med Sol og Megen Glæde, p. 132-39.

Skuespillet ’Ordet’ som indlæg i debatten om mirakler

skabelse.dk

27

Origo

Hvor blir det av de andre?

Av Steinar Thorvaldsen, Universitetet i Tromsø og Tromsø Astronomiforening

I tidsskriftet Nature for 12. januar 2012 publiserte et team bestående av hele 42 astronomer de siste forskningsresultater om observasjoner av planeter rundt andre stjerner i Melkeveien enn vår egen sol. To av disse arbeider ved Niels Bohr Instituttet i København, og Uffe Gråe Jørgensen skriver en kort omtale i den danske Weekendavisen for 13. januar 2012 med tittel: Hvor bliver de andre af? Slike planeter kalles gjerne eksoplaneter. Artikkelen har overskriften: One or more bound planets per MilkyWay star from microlensing observations.

For tiden er rundt 2000 eksoplaneter kjent, og forskergruppen har regnet ut at en gjennomsnittlig stjerne som de vi kan se over oss i snitt har 1,6 planeter i bane rundt seg. I artikkelen offentliggjør forskerne en statistisk analyse av de første seks år av sine egne observasjoner. Mens tidligere analyser kun har kunnet uttale seg om planeter som er meget forskjellige fra de åtte vi kjenner fra vårt eget solsystem, er den nye analysen også fokusert på planeter som er lik våre egne. Resultatene hevder å være gyldige for hvordan et «typisk planetsystem» blant Melkeveiens utallige stjerner kan se ut.

Og man har fått mange overraskelser. For det viser seg at meget få av stjernene har kjempeplaneter som Jupiter og Saturn som kretser i tilsvarende baner som disse. Dette er

saken kort I Melkeveien er det et nå oppdaget et utall av planeter der liv kunne være å finne. Men det gjør det neppe. En forskergruppe som studerer planeter i andre solsystemer har nylig kommet fram til at vårt solsystem er helt unikt. Det er fordelingen av små og store planeter som er spesiell og forskjellig fra de andre planetsystemer der ute. Det er godt mulig at det kun finnes en eneste klode som vår jord i hele Melkeveien. viktig fordi disse planetene har en sentral betydning for at vi har fått så mye vann på jorden. I følge teorien fantes det for mange milliarder år siden en stor mengde vannholdige kometer i det ytre av solsystemet. Den bestemte bevegelsen av Jupiter og Saturns baner gjorde imidlertid kometbanene ustabile, og i løpet av noen millioner år ble de kastet tilfeldig rundt i alle retninger. På vår måne kan vi fortsatt se tusenvis av kratre fra bombarderingen av disse kometene, og jorden ble truffet av ennå flere kometer. Man mener at den ismengden som kom med kometene den gangen tilsvarer vannmengden vi nå har på jorden. Så uten planeter av typen Jupiter og Saturn ville vi etter denne teorien ikke hatt vann på jorden.

Nå viser det seg altså at i de fleste av solsystemene der ute ikke finnes tilsvarende kjempeplaneter som Jupiter og Saturn.

Så selv om det finnes mange små planeter som kan minne om jorden i gunstig avstand fra sin stjerne, så er de uten vann på overflaten. Og uten gunstig temperatur og rikelig med vann er intet liv mulig.

En annen overraskelse er eksoplanetenes baner. Analysen til forskergruppen viser at et vanlig solsystem der ute typisk har én planet med fast overflate omtrent som de vi kjenner fra vårt eget solsystem. I tillegg har en gjennomsnittlig stjerne i Melkeveien ytterligere en planet. Men denne har en bane som ligger svært nær stjernen, ja faktisk nærmere enn Merkur som er den nærmeste planeten i vårt solsystem. Astronomene er ganske sikre på at planeter ikke kan dannes så nær sin stjerne, så denne må ha blitt fanget inn etter at den var dannet. I denne type solsystemer flytter planetbanene seg altså rundt.

Figuren viser fordelingen av planeter som er funnet med de tre metodene fram til rundt 2010. 1: Keplersonden (blå firkanter) 2: Dopplermetoden (svarte streker) 3: Mikrolinser (tykke røde streker). Avstanden til sentralstjernen er på den vannrette aksen, og planetens masse er på den loddrette, begge i logaritmisk skala. Planetene i vårt solsystem er markert med forbokstaven i sitt engelske navn (E=Jorden), og som man ser skiller de seg ut fra de planeter man vanligvis finner i andre solsystemer. Fra The Demographics of Extrasolar Planets Beyond the Snow Line with Groundbased Microlensing Surveys. (B. Scott Gaudi, 2010).

28

marts 2012

Hvor blir det av de andre?

ORIGO

Hvor blir det av de andre?

skabelse.dk

29

Origo Dette er en avgjørende forskjell fra vårt solsystem, som har vist stor stabilitet og regularitet over lang tid. Hvis en planet som Jupiter skulle passere nær jorden, ville det ha katastrofale følger, og hele vår klode ville bli oppfanget og slukt. Kun små forandringer i jordbanen skaper som kjent store effekter av typen istider.

Det brukes tre ulike teknikker for å studere planeter i fremmede solsystemer. De mest kjente gjøres av romsonden Kepler som overvåker et bestemt område på stjernehimmelen.

Dette området består av 150 000 stjerner som får målt sin nøyaktige lysstyrke hvert 30 sekund. Når en planet passerer foran stjernen vil lysstyrken synke litt. Etter tre slike passasjer regner man at stjernen har en kandidat til en planet. En annen metode som benyttes er basert på radialhastigheter og er en dopplermetode, mens den tredje kalles mikrolinse-teknikken.

Det er den siste teknikken som er brukt av forskergruppen som nå har publisert sine resultater i Nature. Fysikken bak metoden bygger på at når to stjerner på himmelen ser ut til å bevege seg forbi hverandre, vil tyngdekraften fra forgrunnsstjeren avbøye lyset fra bakgrunnsstjernen, og hvordan dette lysmønsteret varierer vil fortelle om eventuelle planeter rundt stjernen i forgrunnen. Denne teknikken er spesielt egnet til å registrere små planeter som jorden, men også planeter så store som Jupiter og Saturn. De to første metodene er best egnet til å finne store planeter med baner nær stjernen, mens den tredje metoden primært er følsom for planeter som de i vårt solsystem. Artikkelen i Nature bygger på resultater fra alle tre metodene, og for første gang mener man nå å ha lyktes i å finne ut hvor mange planeter helt til jordens størrelse som finnes rundt stjernene vi ser på stjernehimmelen.

Egentlig er det flere år siden mikrolinse-fenomenet ble forutsagt. I en berømt artikkel fra 1936 i tidsskriftet Science,

30

marts 2012

skrev Albert Einstein et stykke hvor han beregnet hva den allmenne relativitetsteori ville forutsi for to stjerner som kom til å stå nesten på linje, dvs. passerte like forbi hverandre. Einstein viste at tyngdekraften fra forgrunnstjernen ville trekke lyset fra bakgrunnstjernen ut i en lysende ring, noe vi i dag kaller en Einstein-ring. Denne ringen ville til og med bli kraftigere enn selve bakgrunnstjernen da forgrunnstjernen virker som en linse. Hvis det er en planet omkring linsestjernen, så vil også planetens gravitasjonsfelt virke som en ekstra linse på bakgrunnstjernens lys. Et lite ekstra hopp i bakgrunnstjernens lys av noen timers varighet, vil da avsløre planeten.

Selve lovene for bevegelse og gravitasjon i solsystemet ble oppdaget av Isaac Newton på slutten av 1600-tallet. Allerede Newton hevdet den gang at vårt solsystem var designet som noe enestående og spesielt. Vil det til slutt vise seg at Newton hadde rett? n

Hvor blir det av de andre?

ORIGO

Annoncer

Med denne annonce ønsker jeg at gøre opmærksom på min web-shop: www.oprindelsen.dk samt mine tre websider: www.darwinsludder.dk www.væraltidrede.dk www.spørgsmåltiljehovasvidner.dk Kig ind på websiderne og få ny indsigt!

Med venlig hilsen Ole Michaelsen

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Be om skolebrosjyre

Jostein Andreassen:

Darwinbogen 199,- DKK 245,- NOK

Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

Annoncer

skabelse.dk

31

Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Agervænget 16 7400 Herning

Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab.

I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprindelse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter

Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis.

Endvidere er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet.

Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik.

ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement koster 200 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning.

Tlf. + 45 35 14 35 39. Giro 730 5753

Marion Gitt

I hælene på Mikkel ...

Bibelhistorie på en lidt anden måde. Oversat fra tysk.

Læs om spændende dyr fra Skaberens hånd. Bogen indeholder en række dyrehistorier hvor skabelsestanken er en integreret del af fortællingen. Forfatteren har set nærmere på nogle af de dyr der optræder i Biblen, og fortæller indgående om hvor fantastisk de er skabt. For børn. Vil med fordel kunne anvendes i de kirkelige børneklubber, til højtlæsning, til samtale.

139,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

ISSN 0109-6168

ORIGO nr 124 | marts 2012