Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 120, mars 2011

Origo 120 | marts 2011 | kr. 60,- i løssalg

O R I GO om videnskab, skabelse og etik

temanummer | insekter Darwinistisk forklaring BombardĂŠrbillen Den sande historie pĂĽ metamofosen Findes der en darwinistisk forklaring pĂĽ insekternes forvandling? side 12

side 27

www.skabelse.dk

O R I GO om videnskab, skabelse og etik

Indhold 3 3 4 8 12

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk

http://origonorge.no

Layout og sats: Layout: Mathias Helmuth Pedersen,

www.MathiasPedersen.com Sats:

Flemming Karlsmose, Tlf. 28 51 94 50 E-mail: flemming@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Forsidefoto: Malakitsommerfugl, Dreamstime

Insekter

Redaktionskomité i Danmark

Kære abonnent!

Finn L. N. Boelsmand, cand.polyt. tlf. 35 39 76 54, finn@skabelse.dk

Insekternes evolution

Holger Daugaard, rektor, cand.scient. tlf. 66 18 41 00, holger@skabelse.dk

Knud Aa. Back, fhv. overlærer back@skabelse.dk

Klaus Dahl, cand.theol. tlf. 86 74 21 20, klaus@skabelse.dk

Henrik Friis, erhvervskunderådgiver, cand.oecon. tlf. 35 14 35 39, abonnement@skabelse.dk

Lepidoptera Darwinistisk forklaring på metamorfosen

13 En sommerfugls livsforløb 14 Hurtig evolution redder sommerfugl 16 Min ven hvepsen 21 Hvad er meningen med farver?

27 Bombardérbillen

Søren Holm, professor, CSEP, School of Law, University of Manchester, soren@skabelse.dk Flemming Karlsmose, PR-medarbejder, multimediedesigner tlf. 28 51 94 50, flemming@skabelse.dk Arne Kiilerich, rådgivende ingeniør arne@skabelse.dk Bent Vogel, cand.scient. tlf. 86 41 04 96, bent@skabelse.dk Peter Øhrstrøm, professor, dr.scient. tlf. 98 29 70 61, peter@skabelse.dk Kristian Bánkuti Østergaard, cand.scient. tlf. 61 66 49 23, kristian@skabelse.dk Niels Jørgen R. Vase, freelancer, cand.phil. tlf. 75 86 41 44, info@vactext.dk

Redaksjonsråd i Norge Rune Espelid, konsulent, cand.scient. rune.espelid@online.no Willy Fjeldskaar, forskningsleder, professor, dr.scient. willy.fjeldskaar@iris.no Trygve Gjedrem, professor emeritus trygve.gjedrem@nofima.no Knut Sagafos, lektor knu-saga@online.no Steinar Thorvaldsen, førsteamanuensis, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no Peder A. Tyvand, professor, dr.philos. peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Arne Kiilerich

© ORIGO Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

marts 2011

SE/CVR-nummer: 3037 6390

Abonnement og bestillinger:

2

Norge:

Danmark:

Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms: +47 45 25 58 78 Bestil per e-mail: knu-saga@online.no

Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning.

Tlf. +45 35 14 35 39 E-mail: abonnement@skabelse.dk

Re da k

tio ne lt

Insekter Af redaktøren

Studiet af insekternes forunderlige verden er fascinerende for alle der beskæftiger sig med emnet, uanset hvilken stilling man tager til disse dyrs oprindelse. Mange forhold i insekternes verden er langtfra udforsket til bunds og kan vedvarende fylde én med undren. I dette nummer af Origo er der stof til både undren og eftertanke.

Ingen kan med sikkerhed fastslå noget om insekternes oprindelse. Ikke desto mindre er det nærmest umuligt at se en naturudsendelse om emnet uden at skulle belæres om hvordan disse dyr er blevet til.

Den indbyrdes afhængighed mellem de vingede insekter og blomsterne forklares med såkaldt “parallelevolution”, men der er meget i den sammenhæng man kan undre sig over hvis det skal forstås som resultatet af “en gradvis udvikling”.

Yucca-møllets tilværelse er så tæt indflettet i værtsplantens skæbne at ingen af parterne kan leve uden hinanden. Hvornår og hvordan en sådan indbyrdes afhængighed imellem to

så forskellige organismer er opstået, er der ingen der ved.

Der er heller ingen der hverken ved eller har en blot nogenlunde plausibel teori om hvordan insekternes forvandling igennem flere udviklingsstadier (metamorfose) kan forklares “evolutionært”.

De vingede insekters fossilaftryk fortæller heller ingen sammenhængende evolutionshistorie. Dyrene ses ofte uændrede igennem millioner af år og observeres fra første færd som fuldt udviklede. Udviklingen af flyvningens ædle kunst kan heller ikke læses i disse dyrs formodede udviklingshistorie.

Alle har været fuldt flyvedygtige fra første færd, og det formodede slægtskab imellem de forskellige insektgrupperinger er spekulation snarere end observation.

Dette nummer af Origo forsøger hverken at bortforklare eller modbevise at mange naturiagttagelser kan passe sammen med ideen om en gradvis evolution. Det som artiklerne tager sigte på, er at vække læserens kritiske sans på områder hvor de evolutionære ideer er en spændetrøje som blokerer for en umiddelbar logisk tænkning. n

• Billede

Kære abonnent!

Så er et nyt år i gang, og hermed modtager du her det første af årets Origoblade.

I den forbindelse starter en ny abonnementsperiode, nemlig 2011. Du bedes derfor betale dit abonnement hurtigst muligt, så vi ikke skal bruge tid og ressourcer på at udsende påmindelser i løbet af året.

Til betalingen er der indlagt et girokort i dette nummer.

Du kan også betale ved at overføre til vores konto: reg.nr.

1551 og kontonr. 7305753.

Abonnementsprisen fastholdes på kr. 150,-

Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre som du mangler eller ønsker, så fortvivl ikke, de kan købes enkeltvis. De koster fra kr. 50,- og opefter.

Vi håber at du får stor glæde af dit abonnement i 2011.

Venlig hilsen Henrik Friis Økonomi- og abonnementsansvarlig for Origo E-mail: abonnement@skabelse.dk

Om Origos hjemmesider Tidsskriftet Origo har to hjemmesider tilknyttet.

Det danske site www.skabelse.dk er oprettet for at give faglige kompetente svar på de mange spørgsmål der bliver stillet omkring skabelse/ evolution.

Initiativtagerne til sidens oprettelse i 2001 var Kristian Bánkuti Østergaard (cand.scient., biologi) og Bjarne Krak (datamatiker, webmaster) i tæt samarbejde med tidsskriftet ORIGO.

På samme måde som evolutionister ikke er indbyrdes enige om alt, er skabelsestilhængere det heller ikke. Derfor er der brug for at de mange forskellige aspekter bliver belyst, og at argumenterne bliver sat op mod fakta.

Bemærk at www.skabelse.dk kun behandler den del af Bibelen der er relevant for skabelsesberetningen. Religiøse emner vil ikke blive behandlet her. Der henviser vi til kristne hjemmesider.

Origo Norge har tilsvarende sitt nettsted, opprettet i 2003 på initiativ av og redigert av professor dr.scient. i geologi Willy Fjeldskaar.

Finn det på http://origonorge.no. Her finnes henvisninger til de nyeste relevante artikler fra den vitenskabelige verden i relasjon til evolusjon/skapelse-problematikken. Da disse henvisninger ofte fører frem til engelskspråklige tekster, tas noen av emnene av og til opp i Origo i norsk eller dansk oversettelse.

3

Origo

Insekternes evolution Af Kristian Bánkuti Østergaard

I en artikel i Science 22. december 2006 argumenterer en gruppe forskere fra Center for Ancient Genetics på Københavns Universitet for at insekterne stammer fra krebsdyrene.

Den teori er ikke helt uden problemer.

Man har observeret at der ikke findes insekter i havene, men at der er krebsdyr og insekter i ferskvand; samtidigt er der stort set ingen krebsdyr på land. I Silurtiden for 433-410 millioner år siden skulle krebsdyr ifølge teorien have forladt havet og slået sig ned i søer med ferskvand. Sådan blev det ikke ved, for en omfattende tørke fik krebsdyrene til at udvikle sig til insekter som for manges vedkommende levede på landjorden.

Man kan spekulere på hvor hurtigt det er foregået. Det vil først være en selektionsfordel1 for et krebsdyr at gå på land når miljøet i søen er tilpas utåleligt, og det må man gætte på vil ske når der kun er lidt mudret vand tilbage i søen. Men taler man evolution i den forbindelse, glemmer man vist at en udtørring kan tage fra få timer til maksimalt få år, og det er ikke lang tid at give evolution af en helt ny underrække (den taksonomiske opdeling der ligger over en klasse).

overleve skiftet ved konstant at tisse det ekstra vand ud den optager, samtidig med at den er forsynet med mekanismer som tilbageholder de sparsomme salte i kroppen.

Hele denne proces beslaglægger en stor del af fiskens energiforbrug; en så stor del at det kan være svært at føje øje på den evolutionære fordel ved “opfindelsen”. – Så her står de tidlige insekter med en kompliceret udfordring.

De som tror på at insekerne så at sige “er sprunget op af havet”, har endnu et forklaringsproblem: motivationen. Hvad skulle få et krebsdyr til at hoppe op af vandet? Med den store risiko for udtørring det giver. For ikke at tale om risikoen for at miste de gode fødemuligheder arten(erne) har i vandmiljøet.

Det kan være meget svært at se fordelen i en evolution af de meget komplicerede trachesystemer insekterne er udstyret med (se næste side). De insekter som lever i vandet i dag, har fire grundlæggende åndingssystemer: 1. ånderør 2. fysisk gælle 3. gæller 4. hudånding Ad 1) et ånderør minder om en snorkel som bruges af insekter i meget forurenede områder Ad 2) en luftboble der bruges som en dykkerklokke; vandkalven ses med sådan en luftboble ved bagpartiet

http://da.wikipedia.org/wiki/Carl_von_Linn%C3%A9

To andre store evolutionsspring er også nødvendige.

Overgangen fra saltvand til ferskvand, og igen overgangen fra ferskvand til et liv på landjorden. De to spring vil vi nu se nærmere på: To alvorlige forklaringsproblemer Overgang fra saltvand til ferskvand: Hvis et krebsdyr, en fisk eller et andet havlevende dyr bliver udsat for et fald i saltholdigheden ved at svømme fra saltvand til ferskvand, vil dyret svulme op og dø! Hvorfor? Hvis dyret ikke er designet til at modstå den kraftige osmotiske effekt2, vil vand helt af sig selv blive suget ind i kroppen indtil det går galt. En ørred kan, som enkelte andre fisk, lave det skift, men den kan kun

4

marts 2011

Insekternes evolution

ORIGO Insekternes komplicerede åndingssystem Trachésystemet er meget anderledes end de andre åndingssystemer. Det fungerer som et hult træ der vokser ind i kroppen på insektet. De yderste “grene” er kun en mikrometer tykke, og ilten sendes ind igennem rørsystemet til de iltkrævende celler inde i kroppen. Trachésystemet kan ventileres hos større insekter ved brug af luftsække. Via spirakler, som er åndehuller i siden af insektet, kan det optage oxygen (ilt). Ved høj aktivitet, fx flyvning, vil det have brug for meget ilt, og lufttilførslen tilpasses vha. små ventiler i systemet. Yderst i de ultratynde “grene” er der væske, men ved høj aktivitet øges mængden af affaldsstoffer i kroppen, og det bevirker at de tynde “grene” tømmes for væske vha. det osmotiske sug, og det bevirker igen at grenenes længde/overflade øges, og dermed det areal ilten kan optages på. – Det er rigtigt smart da det netop ved høj aktivitet at insektet har brug for mest ilt.

Ulempen ved dette system er at insekterne konstant risikerer udtørring igennem spiraklerne. Men disse er til gengæld udstyret med en lukkemekaniske som nøje afpasser åbningen, så insektet på den ene side ikke kommer til at lide under iltmangel, og på den anden side heller ikke risikerer udtørring.

Skulle der komme urenheder i systemet, kan det også klare det problem. Systemet er nemlig udstyret med et filter så åndingsvejene kan holdes rene. Systemet er så effektivt at der normalt ikke er brug for blod for at forsyne hele kroppen med ilt – begrænsningen er dog også størrelsen. Fossile guldsmede fra kultiden med et vingefang på 75 cm er nok det største man fysisk kan opnå i insektverdenen.

Trachésystemet findes ikke hos krebsdyrene og må derfor være udviklet ved en evolutionsproces med tilfældige mutationer og naturlig selektion. Tusindbenene har også tracheer selvom de skulle være fjernt beslægtet fra insekterne, men her mener man at det komplicerede system blot må være opstået endnu en gang.

Hvad forklarer den ny teori?

Jamen, hvorfor så denne nye teori om insekternes evolution?

Jo, »teorien forklarer hvorfor der ikke er egentlige krebsdyr på land – de er her i form af insekter – og hvorfor insekterne ikke har kunnet etablere sig i havene – alle de egnede økologiske nicher var i forvejen optaget af krebsdyrene,« udtaler Henrik Glenner fra gruppen3.

Altså har krebsdyrene været en tur omkring ferskvandssøerne hvor der har været plads nok og rigeligt med mad. Evolutionen er derfra fortsat til de insekter der er kravlet på land.

Efter den tilpasning kunne insekterne tilsyneladende ikke tage turen tilbage til havet pga. konkurrence. Man kan spekulere på hvorfor de kan udvikle sig den ene vej, men ikke tilbage igen – havet er jo stort med mange nicher.

Det forklarer også hvorfor man ikke har fundet et eneste fossil af insekter under den cambriske eksplosion for 540-505 millioner år siden, men først i 410 millioner år gamle lag.

Men hvorfor lige fra krebsdyr og ikke fx tusindbenene?

Tidligere teorier har været baseret på at forskerne har sammenlignet DNA fra de forskellige grupper af dyr. Her har man fundet større lighed med krebsdyrene end med tusindbenene.

Eftersom man på forhånd tror at der findes et fælles slægtskab, så bliver den uundgåelige konklusion: Insekter stammer fra krebsdyr! Samtidigt havde man til formålet opfundet en fiktiv stamform kaldet pancrustacea som skulle være opstået for 520 millioner år siden. – Det var bare et problem, for det var hele 110 millioner år før man overhovedet har fundet fossiler af insekter.

Men i denne nye teori har man brugt forskeres beregning af mutationsfrekvensen, og ved at bruge det såkaldte molekylære ur har man ramt de 410 millioner år.

Da man slet ikke har fundet fossiler der skulle vise hoppet til ferskvand og senere på land, må man konstatere at den nye forklaring i høj grad baserer sig på “skrivebordsarbejde”– det handler alene om ligheder og forskelle i DNA. Hvis man på forhånd tror på et slægtskab, kan man vælge at fortolke det som sådan.

Teorien åbner dog flere spørgsmål end den svarer på. n Noter 1. Naturlig selektion hvor et individ er bedre tilpasset miljøet end et andet og derfor får mere afkom.

2. Osmose er vandtransport fra høj til lav koncentration. En celle med højere saltholdighed end omgivelserne vil spontant optage vand fra omgivelserne og svulme op.

3. http://ing.dk/artikel/76254

Insekter er den mest talrige dyregruppe der findes.

Den er spredt overalt på kloden, på nær i saltvand.

Det anslås af flere forskere at der lever 10 trillioner (10.000.000.000.000.000.000) insekter på jorden. Alene i Danmark lever der 20.000 forskellige arter. Gruppen af insekter rummer måske de mest forskelligartede livsformer med mange forskellige bygningstræk og strukturer der hver især opfylder en bestemt funktion i det pågældende insekts liv.

Insekternes evolution

skabelse.dk

5

Origo

Jonathan Wells

Evolutionens ikoner - Videnskab eller myte?

239,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

Kristen friskole midt i Bergen sentrum

Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

Be om skolebrosjure

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Skema 1. De flyvende insekters evolution.

Efter Evolution: the challenge of the fossil record Skemaet er uddrag af en bog fra firserne, men indholdet svarer nogenlunde til situationen som den er i dag. Enkelte af stavene i skemaet er blot en smule længere. Det har heller ikke været muligt at oversætte alle navne til dansk. Navnlig ikke de uddøde insekters betegnelser.

Hvad viser skemaet?

De fuldt optrukne streger viser hvornår der er fund af fossile insekter. De punkterede streger angiver en hypotetisk forhistorisk og fælles afstamning. For eksempel at kakerlakker og græshopper skulle stamme fra en fælles stamform i kultiden (som aldrig er fundet). En kakerlak har altid været en kakerlak.

Dvs. i mere end 300 millioner år (jf. den geologiske tidsskala).

At en kakerlak og en loppe har samme (tip)n-oldefar er ren spekulation. Fossilerne taler ikke evolutionens sag da de fælles stamformer altid er hypotetiske, og fordi der altid kan sås tvivl om de fund som påstås at være mellemformer.

Omkring 80 % af alle navngivne dyr er leddyr hvoraf de fleste er insekter. På trods af at insekterne har mange fælles træk, har vi ikke noget bevis for den fælles afstamning.

Forud for de flyvende insekter, i Kambrium, mindre end et par millioner år længere tilbage i tiden, tegner der sig et

6

marts 2011

noget anderledes billede. Fra denne svundne tid er der gjort fund af helt anderledes fremmedartede dyreformer der tilsyneladende er forsvundet ligeså pludseligt som de er opstået.

20-30 væsensforskellige anatomiske dyreformer (også primært leddyr) hvoraf kun 4 er nulevende former. Denne store mangfoldighed i forskellighed er meget betegnende kaldt Den kambriske eksplosion. Den er nu erstattet af et endnu større antal af forskellige arter, men disse (nulevende) er ikke nært så forskellige i anatomiske særpræg. Taksonomer har navngivet tusinder af biller som i store træk blot er kopier af hinanden, så noget tyder på at evolutionen har vendt os ryggen når det forhistoriske varierede liv sammenlignes med de nulevende mere banale variationer over samme tema.

I LiveScience d. 7. februar vises et billede af Schizodactylus, en art fårekylling som tilsyneladende har været uændret i 100 millioner år. Forskerne fra University of Illonois der fandt fossilet i et kalkstensbrud i det nordøstlige Brasilien, mener at insektet nærmest har været i "evolutionær stilstand" (kilde Weekendavisen 11/2-2011).

Dette synes at være endnu et eksempel på arternes stabilitet der (igen) bekræftes af nye fund. De hypotetiske mellemformer mangler fremdeles.

AKi.

Insekternes evolution

Devon

Karbon (kultiden)

Protephemerida

Perm

Insekternes evolution

Paleopterous Paramecoptera

Protorthoptera Caloneurodea

Protelytroptera

Protoperlaria

Trias Palaeodictyoptera Megasecoptera Protodonata

Kridt

Paratrichoptera

Glosselytrodea

Jura

Tertiær

Paraneopterous

Lopper Tovingede (myg og fluer) Vårfluer Sommerfugle (og natsværmere)

Skorpionsfluer

Phasmatidae Retvingede (græshopper) Barklys og boglus Retvingede Siphuncula Thrips (bl.a. gnavpander) Tæger Cikader og bladlus Biller Årevingede (hvepse, bier, myrer) Netvinger (guldøjer mfl.)

Ørentviste Grylloblattider

Termitter Embiopterer

Døgnfluer Kakerlakker Slørvinger Zorapterer

Guldsmede

Kvartær

De flyvende insekters evolution. Efter Evolution: the challenge of the fossil record

ORIGO

Panorploid

Oligoneopterous

Neopterous

Formodet primitivt urinsekt

skabelse.dk

7

Origo

Lepidoptera Arne Kiilerich, Foto: Dreamstime

Mange af de ting vi anvender i det daglige, kan fremstilles uden mennesker ved samlebåndet. Computere og robotter klarer alt, og produkterne bliver derved meget ensartede.

Det er naturligvis en betingelse at alle delprocesser fungerer optimalt og i det rigtige tempo.

Alle livsformer genskabes løbende i en fuldt automatiseret produktion. I denne sammenhæng hedder robotterne i stedet nanobotter. Nano er blot et præfiks som fortæller at komponenterne er meget små.

Sommerfuglenes livscyklus forløber noget anderledes end andre dyrs. Her er der ikke tale om en kontinuerlig start til slut-proces (fra kønscelle til voksent individ).

Processen hedder snarere: Start – slut – skrotning – start – slut.

Der er der ikke tale om en ensartet fremadskridende proces.

Når man som undertegnede har vanskeligt ved at acceptere at den ensartede produktion skulle være et af naturens spontane (vilkårlige) fænomener, bliver det endnu vanskeligere at acceptere at den abrupte proces skulle være spontan. Har molekylærbiologiens nanobotter instrueret sig selv i denne aparte produktionsform? Er der videnskabeligt belæg for at antage at noget sådant er resultatet af en gradvis fremadskridende udvikling (evolution)?

Har sommerfugle skæl?

Det latinske ord lepidoptera betyder skælvinge (på dansk sommerfugl). Navnet hentyder til de små flager på sommerfuglens vinger som giver farve og glans. Umiddelbart opfattes skællene blot som støv, og er noget som let kan gnides af med en finger, hvorved vingerne bliver næsten glasklare. Skællene gendannes ikke, og de nyudklækkede sommerfugle har således de fineste farver. Sommerfuglenes vinger repræsenterer noget af det stærkest farvede og det mest fantasifuldt mønstrede naturen kan opvise. Studier af den metallisk blå morphosommerfugl har vist at skællenes helt specielle mikroarkitektur som fotonkrystaller leverer den stærke farve – med og uden pigmentkorn.

Sommerfuglevinge med forstørret udsnit hvor de små vingeskel ses

8

marts 2011

En samlers bekendelser Jeg vil omgående bekende min fascination af disse meget smukke skabninger. I en alder af 10-14 år var jeg en ivrig samler, men mine 4 glaskasser fra dengang har efterfølgende i mange år samlet støv på en skole.

Interessen for disse fantastiske dyr er dog ikke forsvundet med årene, men begejstringen over at se sommerfuglene i naturen overgår spændingen ved at indfange dem og sætte dem på en nål.

Mange sommerfugleinteresserede har erstattet fangstnettet med et digitalkamera og opnår prestige blandt ligesindede ved at foretage observationer som desuden er til gavn for videnskabeligt arbejde.

Kameraet tynder heller ikke ud i bestanden, så lad mig slå fast: “En sommerfugl er kønnest i naturen”.

Svalehale fotograferet i de italienske alper. Den er desværre forsvundet fra Danmark i løbet af det tyvende århundrede.

Ca. hvert syvende dyr på jorden er en sommerfugl. Men der findes under hundrede forskellige hjemmehørende danske dagsommerfugle. Hvis vi medregner de mere udprægede natdyr spindere, ugler, målere, viklere, halvmøl og ægte møl m.fl., kommer vi dog op på mere end et par tusinde.

I engelsktalende lande skelner man imellem butterfly og moth. Moth bliver ofte (fejlagtigt) oversat “møl”, men burde oversættes med “natsværmer”.

Kræsne vegetarer Sommerfuglens “kommercielle værdi” som transportør af pollen er meget stor. Vi har måske en større tendens til at lægge mærke til når sommerfuglen gør sig negativt bemærket som når den såkaldte “Nonne” ødelægger nåleskov, eller når kålormen raserer køkkenhaven. Sommerfuglen med sin lange sugesnabel er særlig vigtig for planter med en dyb blomstertragt, hvor bierne er mere specialiserede til blomster hvis nektar er lettere tilgængelig.

Som altid er der undtagelser. Dødningehovedet Acherontia Atropos, som til tider observeres i Danmark, har en kort sugesnabel og stjæler i stedet honning fra bistader. Den kan udstøde høje lyde, og tidligere troede man at den lammede bierne med disse lyde. Nyere forskning har dog vist at tyven måske undgår biernes dødbringende stik ved at efterligne deres lugt.

Den voksne sommerfugl tanker kun brændstof (og nogle salte). Sommerfuglens larve spiser sund og nærende kost som Lepidoptera

ORIGO

Larver med sommerfugle i maven Sommerfuglen er forvandlingens ubestridte mester. Der er ganske vist andre insekter som kan prale af en fuldstændig forvandling, men mange insekter mangler puppestadiet, og deres forvandling kaldes ufuldstændig.

Hvis man betragter en sommerfugl og en sommerfuglelarve – og ikke ved bedre – er det umuligt at forestille sig at de to overhovedet er i familie! Sommerfuglen gennemlever fire stadier: Æg, larve, puppe og imago. Sidstnævnte er det voksne flyvende individ.

Når den lillebitte larve er kommet ud af ægget, går den straks i gang med at æde og fordobler sin vægt mange gange under flere hamskifter. Den kan vokse til mere end 30.000 gange af sin oprindelige størrelse fra den forlader ægget – dog ikke ved celledeling idet den “fødes” med det antal celler den må klare sig med i hele larvestadiet.

Lepidoptera

Sømplet – Aglia tau

Nældesommerfugl, højre vingekant afslører at det er efterårsgenerationen

den kan vokse af. Til gengæld er larven ofte meget kræsen med hensyn til valg af foderplante. Børn spiser hvad der bliver sat på bordet – når de bliver sultne nok (har jeg hørt). Hvis sommerfuglelarven ikke kan finde sin foretrukne foderplante, vil den i mange tilfælde slet ikke overleve. Denne manglende tilpasningsevne er ikke lige just hvad Charles Darwin havde håbet på. Af de sommerfuglearter som ikke allerede er uddøde, er mange stærkt truede.

Nogle af de dagsommerfugle som klarer sig bedst i Danmark, lever på brændenælder. For eksempel nældens takvinge, dagpåfugleøje og den lille nældesommerfugl.

Sidstnævnte har de senere år været i fremgang, og fra at være en sjældenhed er den nu almindelig i vores skove (se foto).

En pudsig detalje ved nældesommerfuglen som endnu ikke er fuldt videnskabeligt opklaret, er at den selv samme sommerfugl bliver lys rødbrun når den klækkes om foråret, og næsten sort når den klækkes om efteråret. De smukt mønstrede vingeundersider er dog ens på begge generationer.

Arbejdsfordelingen imellem larve og sommerfugl er helt igennem formålstjenlig. Larven sørger for væksten. Sommerfuglen sørger for formering og spredning. Vingerne er praktiske når der skal findes en mage, undgås indavl, og når larvens forderplante skal findes.

Det er dog ikke alle sommerfugle der kan flyve. Hunnen af den dansk hjemmehørende lille penselspinder kan kravle – men ikke flyve – hvilket sætter nogle begrænsninger for den geografiske udbredelse.

Det er almindeligt iblandt en gruppe af spinderne (aften- og natsværmere) at det er hannerne som bevæger sig mest, og hunnerne som sidder stille og venter på en mage. Normalt ser man ikke meget til spinderne, som er aften- og natsværmere. En undtagelse er en af natpåfugleøjerne Aglia Tau (på dansk Sømplet). Hannen er på vingerne ved højlys dag og ses tidligt om foråret i bøgeskoven i stor fart på jagt efter hunner.

“Duehale” i 3 stadier. Denne “natsværmer” flyver om dagen.

Den er meget almindelig i Sydeuropa hvor turister sommetider forledes til at tro at det er en kolibri.

Da planteføde er tungt fordøjeligt, er det meste af larven fyldt med tarme. Sommerfuglen derimod er en slikmund, og dens fordøjelsessystem er kun beregnet til at kunne klare det lettest fordøjelige. Anderledes forholder det sig for eksempel med en guldsmed som er rovdyr både som larve og voksent

Larve af ligustersværmer (stor aftensværmer). Haveejere får til tider larven – eller dele af den at se – når de klipper hæk.

Med nogle få undtagelser er sommerfuglelarver planteædere.

skabelse.dk

9

Origo individ, og som altså ikke underkastes denne fuldstændige forvandling i type.

Sommerfuglelarven har kraftige kæber, men sommerfuglen har en sugesnabel.

Puppe hvor larven meget akrobatisk har hængt sig selv op i en silketråd – inden larvehuden er krænget af – og det nøgne kitinhylster nu er kommet til syne i det andet store forvandlingsnummer.

10

marts 2011

Engangsfabrik Netværksplanlægning (PERT) blev til i begyndelsen af USA’s rumfartshistorie og er siden anvendt i mange andre sammenhænge. Dele af rumfartøjerne skulle produceres forskellige steder og i største hemmelighed. Ingen producent måtte vide hvad den anden lavede, og ingen kendte til det færdige resultat. Delkomponenterne skulle være færdige og leveres på bestemte tider for at samleprocessen kunne løbe optimalt.

Sommerfuglen har på analog vis ca. én uge til at oprette og nedlægge produktionsapparatet hvorefter det selvudpakkende fly skal stå færdigt til levering. De enkelte molekylære robotter som bidrager til projektet, har ingen indsigt i samleprocessen, om end alle komponenterne har en livsvigtig betydning. Selv små fejl kan vise sig at være fatale. Jeg mindes skuffelsen i forbindelse med mit første forsøg med udklækning af kålsommerfugle. En snyltehveps var kommet mig i forkøbet, og Lepidoptera

Vingeundersider af morphosommerfugle:

Opblæste piloter Som sidste akt i forvandlingsnummeret sprænger sommerfuglen puppen og kommer til syne med sine små sammenkrøllede vinger. I løbet af ca. en halv time pumpes disse op til store bæredygtige for- og bagvinger, hvorefter sommerfuglen kan lette uden forudgående flyvelektioner. Processen minder

“Hvoffor har en mu-ko ikke vinger?”

Hele kiss the frog-forvandlingen kaldes metamorfose. Det er selve metamorfosen som især er vanskelig at forstå som en gradvis darwinistisk trin for trin-udvikling. Og hvor skulle man ende eller begynde? Er det larven som formodes at udvikle vinger for at øge sin mobilitet, eller sommerfuglen som har lyst til kostforandring når der er knaphed på nektar, og derfor går i gang med at udvikle ko-mave? Ingen af delene forklarer noget vedr. transformationen, at dyret fordøjer sig selv og genopstår i fornyet glans. Hvordan får den såkaldt naturlige udvælgelse noget til at opløse sig selv som værende en overlevelsesfordel? Hvordan kan planlægningen af næste udviklingsfase hele tiden være milevidt foran overlevelsesfordelen?

Jamen, jamen.

De formodede gavnlige mutationer indtræffer jo altid forud for selve overlevelsesfordelen (jf. den neodarwinistiske filosofi)! Ganske rigtigt, men her taler vi (formentlig) om millioner af samvirkende delprocesser som tilsammen er gavnlige, men som hver for sig er belastende eller overflødig bagage.

”Koncentriske cirkler på villateltet”

Larven kan gå, og sommerfuglen kan flyve. Larven kan spinde silketråde til at fæstne puppen eller indhylle den i en kokon. Sommerfuglen har kønsorganer og kan give liv til den næste generation. Larven kan formentlig kun skelne imellem lys og mørke. Sommerfuglen er udstyret med avancerede facetøjne. Begge har lugtesans, men sommerfuglens er placeret i antenner, palper og ben. Både larve og sommerfugl har dog 6 ben, men larvens forsvinder ved sidste hamskifte sammen med gangvorterne på bagkroppen.

I Disneys tegnefilmatisering af Alice in Wonderland kan man genkende kålormens (piberygende) hoved på sommerfuglen. I virkelighedens verden er der reelt ingen lighed.

Puppen kommer frem under larvehuden ved sidste (ofte det femte) hamskifte, og inden noget af den voksne sommerfugl er dannet. Det interessante er at puppen på forhånd er designet efter sommerfuglen. På puppens overflade ses konturerne af den ydre geometri af vinger, sugesnabel og bagkrop.

På den måde opstår der ikke tomrum imellem sommerfugl og puppe når sommerfuglen gradvist dannes i puppen.

I forbindelse med forpupningen nærmest fordøjer larven hele sit indre. Opløst af enzymer minder indmaden mest om majonæse – som ses hvis man prikker hul på den friske puppe (lad være!). I løbet af ca. én uge er majonæsen blevet til en tæt pakket – men næsten færdig sommerfugl. Hvor hurtigt sommerfuglen forlader puppen, varierer meget. I tempererede egne overvintrer puppen typisk. Utålmodige samlere kan dog provokere dyret frem med en sjat lunkent vand.

om en selvoppustelig gummibåds – når man har trukket i snoren. I virkeligheden har sommerfuglevingen større lighed med et villatelt som består af stænger og dug. Stængerne i sommerfuglens vinger kaldes ribber, som i puppen ligger sammenfoldet sammen med dugen. Udpakningen foregår noget mere graciøst end når familien rejser villateltet. De fantastiske farver og mønstre fremkommer ved skællenes præcise placering på den sammenkrøllede dug. Øjepletter på vingerne, som ofte består af koncentriske og forskelligt farvede cirkler, er geometrisk nøje planlagt på den sammenkrøllede vinge. Forestil dig at skulle kravle ind i dugen på et sammenfoldet villatelt og male en cirkel på folderne. Ville den vise sig at være rund når teltet slås op? Næppe!

ORIGO indmaden i næsten alle pupperne var fortæret af de snyltende larver. Et enkelt dyr havde undgået snyltehvepsens læggebrod, men den var til gengæld uheldig med oppumpning af sine vinger som tørrede inden de var helt udfoldede.

Hele besværet resulterede altså kun i ét forkrøblet eksemplar. Oppumpningen af vingerne er en indlysende kritisk fase, men det samme gælder naturligvis samtlige af de utallige molekylære delprocesser i puppestadiet.

Små sko til store fødder At metamorfosen skulle være resultatet af en gradvis udvikling, er et i øjenfaldende paradoks.

Det er naturligvis fuldstændigt korrekt at et problem sagtens kan have en naturvidenskabelig forklaring selvom man endnu langtfra har optrevlet problemet. En videnskabelig forklaring – ja – men ikke nødvendigvis en darwinistisk forklaring! Vi har ikke noget bevis for at spontan evolution kan frembringe blot én eneste af de utallige nanobotter som er aktive i sommerfuglens forvandling.

Lad metamorfosens mysterium få lov at fortælle sin egen (videnskabelige) historie i stedet for kun at lede efter det skohorn som skal mase fænomenet ned i den darwinistiske filosofis snævre sko.

Lepidoptera

Atlasspinder. En af verdens største sommerfugle med et vingefang på op til 30 centimeter.

Holder evolutionen pause i krisetider?

Skælvingerne har efter de gængse dateringer mindst 150 millioner år på bagen. Som det er tilfældet med generelt alle andre dyr, er deres fossile tilsynekomst uden en påviselig evolutionær forhistorie.

Nogle sommerfugle, som fx den dansk hjemmehørende bjørnespinder, varierer meget i udseende. Andre sommerfugle er uforandrede igennem alle de generationer de har kunnet observeres.

Fossile Monark-sommerfugle viser at denne art har været uforandret igennem (måske) millioner af år.

Det antages at en meteor satte punktum for krybdyrenes glansperiode. Derefter kom pattedyrene talrigt på banen. Herunder mennesket som tildeles skylden for den nuværende tilbagegang i insekternes biodiversitet. Men hvis progressiv (fremadskridende) evolution er naturlig, stopper processen vel ikke i krisetider hvor der netop er et massivt selektionspres til fordel for nyskabelser? (Jf. artiklen om Blue Moon-sommerfuglen.)

I stedet for at levere nyskabelser har insekterne i historisk tid været i stærk tilbagegang i artsrigdom, og det kan ende i en økologisk katastrofe. Ifølge et estimat opgjort i National Geographic News er op mod 44.000 insektarter uddøde i løbet af de sidste 600 år.

I denne sammenhæng synes udviklingstroen at være en sovepude. Er der overhovedet noget evolutionært håb for at genvinde det tabte?

Troldspejlet Hver dag bringer forskningen os et skridt længere på vejen imod en komplet forståelse af specielle naturfænomener som sommerfugle og andre insekters forvandling. Vi er stadig langt fra målet, og det er værd at hæfte sig ved at en forståelse af hvordan noget fungerer, ikke er det samme som at forstå hvordan det er blevet til. Forskningens lys over de meget komplicerede og sammensatte biokemiske processer har netop fået mange til at trække sig bort fra den darwinistiske forklaringsmodel. Ikke fordi tingene er for komplicerede, men derimod fordi de er så uløseligt sammensatte og indbyrdes afhængige at ideen om den gradvise udvikling mister sin troværdighed.

Det er ikke givet at skælvingernes metamorfose er mere mirakuløs end så mange andre biokemiske processer. Men denne forvandlingsproces er ikke desto mindre i stand til at fascinere alle som beskæftiger sig indgående med emnet, og beskrives ofte med mange blomstrende tillægsord i diverse bøger om sommerfugle – uagtet forfatternes observans i forhold til udviklingslæren.

Der er tre ord som ustandseligt dukker op, og som er vanskelige at undertrykke når man betragter sommerfuglenes liv og forvandling – uagtet at de ikke findes i Darwins ordbog.

Det er ordene formål, planlægning og design. Jeg vil derfor tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved ideen om at metamorfosen skulle være et produkt af naturkræfternes frie virke.

Er det blot en splint af Darwins 150 år gamle troldspejl som fordrejer historien til at handle om tilfældighed, selektion og gradvis udvikling i stedet for den langt mere indlysende forklaring?

Nemlig den klassiske forklaring der hedder skabelse. n

skabelse.dk

11

Origo

Hvad har darwinister at byde på mht. forklaringer på metamorfosen? Fra “Nature”.

Darwinistisk forklaring på metamorfosen Arne Kiilerich

Det er ret beskedent hvad der findes af såkaldt videnskabelige forklaringer på hvordan metamorfosen er blevet til. Altså når det drejer sig om en rent naturvidenskabelig forklaring. Her er et enkelt eksempel på hvordan nogle har forsøgt sig. Dog med en langtfra fyldestgørende forklaring.

I et eksemplar af Nature fra 1999 fremsætter de to forskere James Truman og Lynn Riddiford en hypotese om hvordan evolutionen af insekternes fuldstændige metamorfose er foregået. I deres artikel forklarer de to forskere evolutionen af en metamorfose i 4 trin fra en på 3. Og det gør de med en formodning om at sidstnævnte rent faktisk allerede indeholder fire stadier. De kalder dette vilkårligt-definerede fjerde stadium for en pro-nymfe, og de beskriver det som værende en periode der altid går forud for den første forvandling, og som har varierende længde hos forskellige arter; ja, undertiden slutter den allerede i det øjeblik insektet klækkes af ægget. Denne “pronymfe” skulle så gennem evolutionsprocessen være blevet forvandlet til den larve vi kender i dag.

ORDforklaring metamorfose – insekters forvandling fra æg til larve, fra lave til puppe og endelig fra puppe til voksenindivid

Kort sagt: Et eller andet urinsekt er klækket for tidligt og er så begyndt at fjumre rundt efter føde. Evolutionsprocessen er derefter fortsat indtil det pågældende insekt har kunnet overleve i flere uger i dets foreløbige, larvelignede stadium, før det endelig er gennemgået metamorfosen til det længe udsatte nymfe-stadium. Dette skulle så efterfølgende være gået videre i evolutionsprocessen til nutidens puppe.

Et par kritiske spørgsmålstegn til den fremsatte forklaring: Som denne underudviklede “pronymfe” er beskrevet i Nature, kan den ikke tage føde til sig. Hvis pronymfen skulle kunne vokse frem til et voksenstadium, må den være forsynet med et fuldt udbygget fordøjelsessystem; den må kunne bide, tygge og synke sin føde. Ifølge Truman & Riddiford har pronymfen løst disse problemer ved at gennemløbe en gradvis evolutionsproces der har gjort den i stand til både at æde, at bevæge sig rundt og formodentlig forsvare sig. Forsvar er en ret vigtig faktor i en verden præget af “den bedst tilpassedes overlevelse”. Så det er lidt af en gåde hvordan den første uudviklede pronymfe har kunnet være bedre tilpasset evolutionen end en normal, fuldt udviklet nymfe!

Der synes at ligge en noget bedre forklaring i en konstatering af at programmeringen for en metamorfose i 4 stadier har foreligget fra begyndelsen af. n Oversættelse af Nature-stof: KBa.

imago – det voksne, kønsmodne insekt

Jostein Andreassen:

Darwinbogen 199,- DKK 245,- NOK

Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

12

marts 2011

Darwinistisk forklaring på metamorfosen

ORIGO

En sommerfugls livsforløb Om forfatteren Bernard d’Abrera er en af de mest kendte lepidopterister [sommerfuglekendere] i verden. Han har over en periode på ca. 45 år skrevet 32 bind om sommerfugles og større natsværmeres taksonomi. Hans sommerfuglebøger omfatter over 5 millioner ord (fortrinsvis taksonomiske tekster), illustreret med over 66.000 sommerfuglebilleder på omkring 8.500 sider.

ikke kunne påvirke dette program. Det forholder sig sådan at hvert enkelt stadium har sin særlige programmering, helt forskellig fra de andre stadier. Og disse særegne programdele bliver “afspillet” på nøjagtig dét tidspunkt hvor det tjener det allerede fastlagte mål bedst. Larven er fx programmeret til at udvikle sig over fem til seks vækststadier, hvoraf det sidste fører over i puppestadiet. Puppen er på sin side programmeret til at forvandle sig til det voksne insekt (med vinger), det imago der lige i det rette øjeblik undslipper puppehylsteret. Til sidst bevæger det bevingede vokseninsekt sig mod sit endelige mål: flyvning, fødeoptagelse, parring og ægproduktion.

Fra bogen World Butterflies, afsnittet Life History Sommerfuglens livsforløb Der findes fire forskellige stadier i en sommerfugls livsudvikling: • OVUM

(pluralis/flertal OVA) æg • LARVA

(pl. LARVÆ) larve • PUPA

(pl. PUPÆ) puppe • IMAGO

(pl. IMAGINES) det vingede insekt En metamorfose-cyklus (hvor insektet radikalt skifter form fra det øjeblik ægget klækkes som lillebitte larve, op til det tidspunkt hvor den voksne sommerfugl kravler ud af sin puppe.

Så er der kun tilbage at parre sig og lægge sine æg; dermed er cyklussen klar til at starte forfra.

Før vi gennemgår denne mirakuløse cyklus, er det af afgørende betydning at læseren skærper sin videnskabelige opmærksomhed til det yderste: Hvert eneste af de fire skarpt adskilte stadier begynder og slutter fuldstændig som det er foreskrevet, ned til mindste detalje, i det program [den software] der er indskrevet i DNA’et hos hver art for sig. Dette program er fikst & færdigt, forstået sådan at hverken en indre eller en udefrakommende kilde kan tilføre ny information, og endvidere vil enhver form for indlæring hos individet heller En sommerfugls livsforløb

I denne organismes programmering er alt fastlagt som det har været fra den første begyndelse. Med andre ord, en urgammel engangsforestilling hvor 1 stk. voksen han og 1 stk. voksen hun som de første originale skabninger er kommet til verden ex nihilo, fuldt færdigprogrammerede til at parre sig og formere sig og derved danne deres egen grundtype ned gennem tiden. Intet i naturvidenskaben kan i dag fastslå at en sådan ur-begivenhed ikke har fundet sted; det har den aldrig kunnet og vil aldrig kunne. Det er tværtimod sådan at det vidnesbyrd der ligger åbent for vores sanser, tilsiger os at ingen anden begivenhed (eller på hinanden følgende begivenheder) på tilfredsstillende måde vil kunne forklare denne fastlagte og urokkelige rækkefølge i dette insekts metamorfose.

De vanskeligheder der tårner sig op for den der holder fast ved en tilfældig og ikke-intelligent evolution (med eller uden afbrudte ligevægte), er uoverstigelige. Sommerfuglen er ikke kun det romantiske vingede væsen vi ser flyve rundt.

Den er en ubrydelig komposition af 4 morfologisk adskilte skabninger, som alle følger et uforanderligt forudindstillet livsforløb. n

skabelse.dk

13

Monark udfoldes efter puppestadiet, Foto: Dreamstime

Af Bernard d’Abrera

Origo

Nærværende artikel findes omtalt flere steder på internettet. Bl.a. på Richard Dawkins hjemmeside. Den handler om et frelsende gen som ingen kender oprindelsen til, og som redder en udryddelsestruet sommerfugl. I efterfølgende internetdiskussioner gives der udtryk for at dette fænomen skulle være “et sidste søm i creationisternes ligkiste”. Er det sådan det forholder sig?

Hurtig evolution redder sommerfugl Lucy Sherriff

Blue Moon sommerfugl, Foto: Dreamstime

På blot et øjeblik Fundet på http://www.theregister.co.uk/2007/07/13/ butterfly_evolving Posted in Biology, 13th July 2007 11:49 GMT Forskere på Samoa har været vidne til evolution i praksis. Det er sket ved at hannerne i sommerfuglearten Blue Moon [Hypolimnas bolina] har stabiliseret sig efter at have balanceret på en knivsæg fra den totale udryddelse. Forskerne fra Berkeley University forklarer artens genfødsel med et evolutionært våbenkapløb i hvilket sommerfuglens seneste våben er et gen der bekæmper en parasit.

For seks år siden [regnet fra 2007!] udgjorde hannen hos Blue Moon kun én procent af arten. Årsagen til det var en bakterie, Wolbachia, der optræder som parasit. Bakterien videreføres til afkommet gennem moderen og dræber så udelukkende han-sommerfuglene før de når at klækkes som larver.

Trods fortsat infektion af bakterien er artens hanner nu nået op på hele 40 procent af populationen igen.

Nøglen til denne genopståen af hanner ligger i et gen der holder bakterien i ave. Genet er så succesfuldt at det har spredt sig ud i hele populationen på blot 10 generationer – blot i løbet af et år, ifølge en artikel bragt i Science fra den 13. juli [2007].

“Der er, så vidt jeg véd, den hurtigste evolutionære forandring vi nogensinde har iagttaget,” har Sylvain Charlat udtalt.

Han har været forskningsleder på studiet og “post-doctoral” på University of California, Berkeley, og University College London.

“Dette studium viser at når en population kommer ud for et meget intenst selektivt pres, som fx en ekstremt skæv kønsfordeling, så vil evolutionen kunne arbejde meget hurtigt.”

Teamet er ikke klar over oprindelsen til “frelser-genet”. Det kan være opstået ved en tilfældig mutation, eller det kan være indført i populationen ved en immigrerende sommerfugl.

14

marts 2011

“Uanset hvilken af de to forklaringer der er på dette suppressor-gen, træder den naturlige selektion ind som næste skridt. Suppressorgenet vil gøre at hunnerne kan producere hanner. Disse hanner vil så i sin tur parre sig med rigtig mange hunner, og suppressorgenet vil derefter spredes til flere og flere individer i generationernes løb,” har Charlat udtalt.

Forskerne fortæller at opdagelsen illustrerer hvor hurtigt en art kan respondere/svare på et evolutionspres, og – mere generelt – hvordan vigtige parasitter vil kunne have en evolutionær kraft. n Kritisk kommentar (af AKi) Man introduceres hermed til et fænomen som efter forfatterens intentioner skal opfattes som et eksempel på galopperende evolution.

Der er talløse eksempler på såkaldt mikroevolution hvor ordet variation er bedre dækkende.

Blue Moon-sommerfuglen overlever og styrker sin position vha. et repressivt gen. Et sådant gen er næppe nogen opsigtsvækkende nyskabelse, og det står i dette tilfælde heller ikke klart om det stammer fra en anden sommerfugl. Formentlig forsvinder dette gen igen når sommerfuglen ikke længere er truet af Wolbachia-bakterien.

Det interessante er at dette betegnes som “den evolutionært hurtigste ændring som nogensinde er observeret i sommerfugle”. Når man har sundet sig over benovelsen over denne “imponerende” opdagelse, kan det være at man alligevel spørger sig selv hvad dette overhovedet har med evolution at gøre. Sommerfuglen konsoliderer blot sin position. Ikke bare som orden og familie, men også som art. Så det må siges at være noget af en tilsnigelse at kalde denne konsoliderende tilpasning for evolution.

En bil bliver ikke til en helikopter lige meget hvor mange gange man skifter dæktype for at forbedre vejgrebet i forskelligt vejrlig. Man forbedrer blot anvendelsen af den ene og samme bil, som derved klarer sig bedre i ændrede vejrforhold.

Så hvis man vil tale om evolution, er man nødt til at flytte målstolperne temmelig langt ud, så al variation bliver til “evolution”. Evolution defineres ofte blot som ændring i genomet med lidt tryllestøv fra den naturlige selektion. Det er bare ikke den slags evolution der kan drive værket i den store skala.

Kun progressiv fremadskridende vækst i kompleksitet burde Hurtig evolution

ORIGO ret beset betegnes evolution. Vel at mærke en vækst som skal kunne måles og vejes*) – hvilket er særdeles vanskeligt.

I mangel på et sådant (videnskabeligt) målesystem er alle minuspoints bortskaffet i det darwinistiske pointsystem. Et skridt baglæns tæller ligeså godt som et skridt forlæns. Blot der er tale om en ændring – stor eller lille.

Så de benovede må svare på dette spørgsmål hvis vi skal godtage denne “den evolutionært hurtigste ændring”: Er det på nogen måde påvist at der er sket en (målbar) informationstilvækst i sommerfuglens genom? – Ellers er Blue Moonsommerfuglen tilsyneladende blot blevet ved med at være en Blue Moon-sommerfugl, endda styrket til at overleve netop som denne art. n

Sommerfugle i kasse. De livløse eksemplarer i kunstige vingestillinger kan ikke leve op til iagttagelse i naturen.

Kun den midterste række er dansk hjemmehørende dagsommerfugle.

Hurtig evolution

*) “Mål alt hvad måles kan, og gør det måleligt som endnu ikke kan måles.”

Galileo Galilei (1564-1642). Ud fra dette princip tillægger vi nu alt der tilhører den fysiske verden den egenskab at det skal kunne måles og vejes. Hvis noget tilhører den fysiske verden, skal det derfor bestå af to ting – en størrelse og en enhed.

En afstand kan fx være 10 [m] – ti meter.

En masse kan være 100 [g] – hundrede gram.

En kraft kan være 50 [N] – halvtreds newton.

Hvis en ting ikke opfylder disse to simple kriterier, eksisterer den ikke!

Og – hvis evolutionen ikke kan måles i kompleksitet (eller gøres målelig), er den kun et tankespind.

Prøv selv at finde navnene til disse og se om du kan genkende dem i naturen. Foto: Dreamstime

skabelse.dk

15

Origo

Min ven hvepsen Et naturhistorisk essay af Knud Aa. Back, Illu af forf.

Som det også fremgår af min bog Humlebien kan ikke flyve, har jeg et specielt forhold til “det onde insekt” hvepsen. Som nævnt heri troede jeg ikke mine egne grangivelige øjne da jeg første gang opdagede hvor hverdagsnyttigt dette udskældte insekt er en almindelig sommer: Jeg stod og nød solen på min svenske køkkentrappe da der ind fra siden kommer et gult lyn, angriber en stikflue, kaster den ned på jorden, klipper vingerne af den og af sted igen, hjem til boet til de sultne hvepselarver.

Hvepsens årscyklus, et IC-system?

Lige siden har jeg studeret hvepsen indgående, har forsøgt at fotografere den så meget som muligt, men tit blot iagttaget dens færden i sommerlandskabet. I sommeren 2010 kom jeg ud for noget der normalt afstedkommer uovervejet og uplanmæssigt tilbagetog. Jeg var ved at gøre plads til noget brænde i min lade, og idet jeg flytter en kasse, opdager jeg jeg er kommet til at rive et hvepsebo over. Men til mit store held var hvepsene “dovne”, så ikke blot havde jeg ikke en sværm i nakken i sekundet efter, men jeg slap faktisk fra hændelsen uden sår, prik eller andre af de obligate skrammer man ellers redder sig når man generer et hvepsesamfund.

Den del af hvepseboet der fulgte med den flyttede kasse, lagde jeg ud på et gammelt havebord og fulgte så lidt med i hvad hvepsene nu ville foretage sig efter jeg havde revet deres tilværelse midt over. Og hvad jeg blev vidne til, er måske det man inden for ID-forskningen kan kalde et IC-system, altså et biologisk system der betegnes ved Irreducible complexity, IC, for nu at tale engelsk. (Ikke-reducérbart kompleksitet ville man sige på dansk. Men da dette måtte forkortes til IK-system, med dermed følgende misforståelser til IK = intelligenskvotient, har jeg valgt betegnelsen IC-system ud fra den engelske betegnelse. Og i disse computertider skulle man tro …)

Gud som forklaring eller som første årsag Inden vi går videre, vil jeg gerne rette en udbredt misforståelse (pga. af en ligeså udbredt og stædig misinformation): IDforskningen bruger ikke Gud som forklaring på det vi ikke kan forstå i naturvidenskaben. Skal man forklare hvordan skaberværket fungerer, kan det ikke nytte at henvise til noget overnaturligt. Den slags forklaringer er alle enige om er ikke-forklaringer. Og det var noget de kristne pionerer der grundlagde den moderne videnskab, var ganske på det rene med. Newton brugte ikke noget hokuspokus til at forklare planeternes bevægelser, lige så lidt som Galilei bruge det overnaturlige som forklaring på dét han så i sin nye opfindelse teleskopet. Nej, de kom med fornuftige forklaringer på naturlige fænomener, fuldstændig som ID-forskere gør den dag i dag.

Men deres forskning gav kun mening for disse pionerer fordi de regnede Gud som den første årsag (eller som de sagde dengang: causa prima eller primum movens): Da Gud havde skabt verden, måtte den også være indrettet sådan at mennesket som i skabelsesberetningen er kaldet til at “herske over

16

marts 2011

den” (1 Mos 1,26), kan finde ud af noget fornuftigt om den: Hvordan er den indrettet, og hvordan fungerer den?

Og Darwin gør sjovt nok nøjagtigt det samme når han i sine 5 sidste udgaver af Arternes Oprindelse skriver at “livet i al sin mangfoldige pragt blev indblæst af Skaberen”.

Altså går “evolutionsteoriens fader” også ud fra en causa prima.

Eller for at sige det på en anden måde: Skal man udtale sig videnskabeligt om verden, kommer man ikke uden om visse grundlæggende forudsætninger; visse antagelser må foretages.

Dvs. “man må tro før man kan vide,” som Peter Øhrstøm har formuleret det.

Så er der dem der vil have os til at tro at man kan vide uden at tro. De tror så bare på usandsynligheder i stedet for, på at ting kan blive til af sig selv, at ingenting kan blive til noget.

Men så hedder det at hvis man regner Gud som causa prima, er man religiøs i sin tilgang til tilværelsen. Tror man derimod at ting popper op af sig selv af det rene ingenting (bare man tilsætter en tilstrækkelig portion tid), er man tilsvarende videnskabelig. Det lader vi så være op til læseren selv at bedømme det rimelige i …

Min lade er et attraktivt hvepsebosted. I 2010 talte jeg ikke mindre end 7 forskellige steder oppe under taget. Dette billede er fra et andet sted, et meget “ungt” bo. “Mine” var 10-20 gange større efter en helt sommers “væksperiode”.

Her ses dronningens første bo. (Fotograferet op i loftet på en svensk “vedbod”.) Det må så være blevet forladt temmelig tidligt siden det ikke er større. Hvorfor vides ikke.

– NB resterne af et tidligere bo t.h. for (fra sommeren før; hvepsebo genbruges aldrig). Her kan man også se hvordan hvepseboer udvides ved at lag klistres på lag efterhånden som kernefamilien vokser.

Min ven hvepsen

ORIGO Følg beviset …

Det siges om Sokrates at han havde det valgsprog at man skal følge beviset hvorhen det end fører en. Dette udmærkede princip sætter vi højt her. Så lad os se lidt nøjere på den lille flyvende “dævel”, om dens livscyklus kan lære os noget om det design vi finder i naturen.

Her må vi lige overveje begrebet instinkter. Hvis man mener at der ikke kan ligge bevidste valg eller en anden form for logisk tænkning (et rationale) bag en handling et dyr foretager sig, begrunder man ofte denne handling i dyrets instinkt!

Men selvom instinkter måske kan fremstå som noget diffust og lidt halvmystisk (som en 6. sans hos dyret), må der ligge en konkret biologisk mekanisme bag. Det gør der så også, nemlig den programmering der ligger i den pågældende grundtypers (arts) DNA. Programmering Når hvepsehunnen som det første efter sin vinterdvale flyver ud for at finde et godt sted at grundlægge sin nye familieresidens, er det nok ikke noget den tænker sig til: “Nå, lad mig nu se, hvor kan det være godt at bygge denne sommers hvepsebo? Jeg skal jo lave det af papir, så derfor må det ikke kunne regne på det. Af samme årsag skal det heller ikke være et sted hvor vinden kommer til at suse alt for voldsomt. Mon der er en god plads inde bag dette hul? Der skal jo være plads til at mit bo kan vokse de her 50 til 100 gange som de tit gør …”

Den véd instinktivt hvor den skal anlægge sit første bo.

Det kan så godt være at den ombestemmer sig et par gange: En nabodronning har fået samme gode idé lidt for tæt på, så der bliver for meget at kæmpe om af byggematerialer og byttedyr. Den brændebunke som er overdækket, får pludselig revet “taget” af, og så står det ned i tove når det bliver regn. Et menneske opdager den lille boansats og skynder sig at fjerne boet inden det bliver for farligt. Dronningen har opslået sin residens under en jernplade der bliver for varm i solen … Der kan være mange årsager til at man som hvepsedronning må være indstillet på at begynde forfra et par gange eller tre.

Hun er så også “klar over” at hun selv må bygge hus i første omgang og selv opfostre den første generation arbejderhvepse. Og hun må selv gå på rov efter føde til larverne. Der er jo ikke andre til det, så det er bare med at komme i gang og hænge i indtil hjælpen indfinder sig når de første hvepsebørn kravler ud af cellerne. Dvs. børn er de strengt taget ikke.

Celler er ikke bare celler. De har forskellig størrelse om de er til dronninger, droner eller arbejdere.

Min ven hvepsen

Her er nogle hvepselarver faldet ud af cellerne.

Der er forskel på størrelsen af de forskellige hvepsearter, men også inden for samme bofællesskab er der forskel. Som det anes her, er dronningerne lidt større end arbejderne. Se de to ved siden af hinanden øverst i billedet.

Den forvandlingsproces der hører insektlivet til, er jo foregået “helt af sig selv” i hver celle der er lagt et æg i. Fra æg til larve til puppe til voksenhveps. Så fra det øjeblik hvepsen forlader sin celle, er den klar til kamp – for tilværelsen, for sin dronning, for det hvepsefællesskab den er født ind i.

De nye hvepsegenerationer skal forresten heller ikke læse en instruktionsbog eller gå i hvepseskole hos dronningen før de kan tage fat. Det véd de alt om per instinkt = fordi de er programmeret til det! Der skal raspes træ til papirmasse. Der skal bygges nye celler, lag på lag uden på de første barnekamre.

Der skal sørges for ventilation i det større bo.

Den omtalte sommer havde jeg et bo i gavlen af huset. Og på de virkelig varme sommerdage – ja, og nætter med – var det som om vi havde en ventilator til at snurre oppe i toppen af huset. Men eftersom det er et hus uden strøm, måtte denne ventilator altså køre på bio-kraft: hvepseventilation.

De nye hvepse véd også godt hvilke stikfluer de kan gå i krig med, hvordan de skal fange dem, pacificere dem; og hvad der er værd at tage med hjem af byttet. Af med hovedet på hestebremsen. Det dur alligevel ikke til larverne, og så ville det blot komme til at ligge og flyde i boet.

Om så hvepsene har et system hvormed de kan meddele hinanden hvor der er gode jagtmarker (à la biernes honningkrigsdans på flyvebrættet), véd jeg ikke. Men de er i hvert fald skabelse.dk

17

Origo

Her er en stikflue tvunget ned på et badehåndklæde.

Hvepsen er øverst.

Sensation: ny dronning født Men alt foregår nu ikke helt automatisk, oplyst for det tilfælde at man nu skulle tro det. For mine iagttagelser af det iturevne hvepsebo tyder kraftigt på at de “nyfødte” hvepse skal have jordemoderassistance for at kunne komme helskindet til verden.

Når hvepsen er klar til at bryde ud til sin voksentilværelse, begynder den med at “lette på låget”. Dvs. den gnasker noget af den voksagtige papirmasse væk der lukker hvepsecellen efter forpupningen.

En ugebladssensation: En dronning kommer til verden!

I denne billedserie ses det tydelige hvordan hvepsen arbejder sig baglæns hen over en træflade (mit havebord) samtidigt med at den rasper en tynd stribe træflis af. Denne træflis blandes så op med spyt og klistres på det voksende hvepsebo lige nøjagtigt dér hvor der nu er brug for det: Til barnekammercelle, til etageadskillelse, til ydervæg, til flyvehul, til forstærkning af bo-ophænget osv.

meget effektive til at støvsuge mit svenske “torp” for irriterende stikmyg og -fluer på en sådan dejlig solskinssommerdag.

Så en hovedregel er: Mange hvepse, få stikfluer; og omvendt.

Derfor gælder det også om at passe på sine hvepse og ikke fare frem med unødig bål og brand over for dette nyttige insekt.

[Se videoklip på zxc (kommer skabelse.dk snart til at fungere?) MOV04976.MPG og MOV04998.MPG.]kan vi få klippet de to sammen, eller skal vi bare lade dem være som de er?

18

marts 2011

Men her konstaterede jeg noget sjovt: Hvis den nyfødte ikke får hjælp i denne fase, vil den bruge alt for mange kræfter på at kæmpe sig ud, så den dør af anstrengelserne straks efter, inden den når at blive tør og flyveklar. Eller den kommer ikke ud af hullet, men sidder håbløst fast i åbningen.

Så min antagelse er: Hvis voksenindividerne ikke hjælpes på vej af allerede fødte hvepse når de skal “fødes”, går det galt.

Den videooptagelse det lykkedes mig at få af fødselsøjeblikket (se den ved at følge denne henvisning zxc) <link MOV09581.MPG kan vi få en til at redigere denne optagelse (FK?), jeg har ikke udstyr til det, og jeg vil gerne have klippet det sidste fra hvor kameraet ryster for meget>, blev kun muligt fordi jeg hjalp dronningen på vej vha. en pincet. Hun havde aldrig kunne få låget helt af af sig selv. Det blev ret tydeligt efter lang tids asen og masen. Men nu var der altså fødselshjælp ved hånden, og derfor lykkedes det mig at få denne enestående optagelse i kassen.

Jeg véd ikke hvor mange der før har lavet en sådan optagelse. Men eftersom de kære insekter er temmelig kradsbørstige, har jeg lidt svært ved at forestille mig hvordan man skulle kunme komme tæt nok på dem til at lave disse optagelser – hvis man altså ikke som jeg, er usædvanlig heldig.

Min ven hvepsen

ORIGO

Nu hvor det er lykkedes dronningen af komme fri af sin celle, skal hun lige tørre et stykke tid, så er hun flyveklar. NB! Hele denne proces forgår normalt inde i det lukkede hvepsebo så ingen uvedkommende kan forstyrre processen. Tværtimod er der mange arbejdere parat til assistance for at sikre næste års generation af hvepse. Det er nok som bekendt kun dronninger der overlever vinteren.

Der var så flere dronninger der forsøgte at komme fri af cellerne i de følgende par dage. Men da var der ingen arbejderhvepse tilbage eller en anden (filmende) intelligens, og derfor fik de et tragisk endeligt.

Pludselig en morgen var hele herligheden væk fra mit “laboratorium”. Mikkel Ræv var nok kommet forbi og kunne sikkert ikke stå for fristelsen til at sætte tænderne i dette måltid den fandt beredt på dette bord.

Cirklen sluttet Under normale omstændigheder ville den nye dronning så, efter parringen, flyve ud i efteråret og finde sig et passende sted at overvintre. I hulrum, i lader, på lofter, i brændebunker osv. Og når så foråret melder sit komme, er hun parat til at

begynde forfra på den del af hvepsens livscyklus hun nu er sat i verden til at have ansvar for.

Alle dele i cyklen passer fint med hinanden, og ingen del kan undværes om livet skal kunne gå videre. Og der var virkelig noget der slog mig da jeg så de hvepsedronninger kæmpe for at komme fri af deres barselstuer: Selvom hvepsen lader til at være en farlig karl, viser dens liv i visse afgørende øjeblikke at være yderst skrøbeligt. Det balancerer virkelig på en knivsæg om fødselsøjeblikket skal ende i succes eller katastrofe for det enkelte individ. Der skal ikke mange mutationer, ikke mange sygdomsangreb eller andre forstyrrende elementer til, før det går helt galt. Det har denne studie i hvepsens liv gjort meget tydeligt for mig.

Nogle tror at hele denne velafbalancerede livscyklus har kunnet bygges op ved hjælp af fejl i koden.

Jeg må sige: Så overtroisk er jeg ikke. Jeg holder mig til de fornuftige forklaringer: Og den fornuftige forklaring på at det går godt og ikke galt i alle de situationer hvor et hvepseliv kan løbe af sporet, er at den programmering der ligger i hvepsens DNA er så smart designet som den er; at hvepsen er forhåndsprogrammeret til hele sin livscyklus så dens instinkt hele tiden fortæller den hvad der er det mest fornuftige valg i kampen for tilværelsen.

Og læg lige mærke til her: Jeg bruger ikke besjælinger af gener der “vil kæmpe for at komme frem i verden”, jeg taler ikke om den naturlige selektion i panteistiske vendinger og kalder den “klogere end alverdens programmører, og at den derfor kan lave en programmering som vi mennesker endnu i dag kun kan drømme om”.

OG da denne artikel ikke er resultat af en religiøs overvejelse (eller bundet af et gammelt paradigme hvor “alle kan blive konge af Sverige, blot de venter længe nok”, helst et par millioner år eller mere), så vil jeg heller ikke gå ind i overvejelser om hvor denne programmering kommer fra. Det kan vi ikke vide noget om. Vi kan blot konstatere at designet er til stede.

Det er ganske enkelt indiskutabelt.

Men det udelukker jo ikke at vi – med Darwin, Newton, Galilei og Mendel – kan have en idé om en causa prima. n

Knud Aa. Back

Humlebien kan ikke flyve ...

Sker ting i naturen efter en plan, efter nogle bestemte regler?

Eller er alt helt tilfældigt?

Hvad ligger normalt bag ved design?

Er der et design i naturen?

Bogen her giver en håndsrækning til at turde stille de farlige spørgsmål til den altdominerende evolutionsfilosofi.

For børn op til konfirmationsalderen (og deres voksne).

150,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no Min ven hvepsen

skabelse.dk

19

Origo

Kend forskel på de gule lyn

En billedserie med bier, hvepse af forsk. art, blomsterfluer og humlebier.

Arbejderhveps (saml. størrelsen til dronningerne på side 17).

For at kende forskel på de gule lyn kan man også lægge mærke til deres måde at flyve på. Blomsterfluer kan fx stå stille i luften, det kan hverken bier eller hvepse. Hvepse flyver mere i bløde siksakbevægelser end bier. Og bier har et mere adstadigt tempo end hvepse som er insektverdenens jagerfly.

Og så sidder en hveps sjældent i en blomst. Kun hvis den er trøstig. Da alle hvepse dør op til vinteren (på nær dronningerne), skal der jo ikke samles vinterforråd i form af nektar.

Humlebi halet op af vandspanden.

Man påstår at en humlebi ikke kan stikke. Det kan den altså godt, også selvom den er meget tålmodig.

Blomsterflue på mit tekrus. Helt ufarlig!

Denne hvepseart ser ikke så prikken ud.

Men man skal nok ikke være for sikker.

Arbejderhveps med samme skæbne. NB den smalle talje.

Her er til gengæld en af de helt store. Se lige hvor meget den fylder i et almindeligt rødvinsglas! Min bedre halvdel, der også har et bedre øjemål end jeg, anslår dens længde til 3 cm. Og så har vi oven i købet i det svenske mødt eksemplarer der er op til 5 cm lange. Det lyder som en mindre kamphelikopter når den kommer drønende gennem luftet. “Og fly da, hvo som flygte kan …

20

marts 2011

Honningbi Denne illustration: Wikipedia.

De øvrige: forfatteren.

En slankere hvepseart på en af mine brændnælder.

Min ven hvepsen

ORIGO

Hvad er meningen med farver?

Af Arne Kiilerich

DR2/VidenOm har i 2009-2010 sendt en række udsendelser om naturens fantastiske materialer. Herunder et afsnit om morfosommerfuglenes fantastisk stærke farver som er blevet genstand for forsøg på industriel efterligning. Japansk morphotex nævnes som eksempel. I udsendelsen er der en udmærket redegørelse for det tekniske farvefænomen, men udsendelsen gør sig også til talsmand for meningen med stærke farver idet det hedder at “sommerfuglen netop ønsker at blive set”. Set af hvem? Det er indlysende at sommerfuglen har behov for at blive fundet og genkendt af artsfæller – venner.

Vil den også gerne ses af fjender? DR2’s udsendelse besvarer ikke dette spørgsmål som derfor behandles i denne artikel.

Farver som fysisk fænomen Der findes ca. 1,5 millioner insektarter. Heraf er ca. 200.000 sommerfugle (lepidoptera). Kun ca. 10 % er dagsommerfugle.

Alene i Sydamerika lever ca. 6.000 forskellige arter af dagsommerfugle. Sommerfuglene er specielt fascinerende på grund af de mangfoldige variationer i størrelse, form og farve, og de mange forskellige mønstre og farvekombinationer – ikke mindst de stærke metalglinsende farver.

En lang række insekter, biller, guldsmede, bier, myg og fluer har næsten glasklare vinger som består af en tynd kitinfilm1 der er spændt ud

belastning formentlig ikke noget der kommer flyveegenskaberne til gode.

De til tider meget stærke og metalskinnende farver kommer af de små skæls specielle mikroarkitektur. Det er farver af en styrke som ikke kan fremkaldes af almindelige pigmentkorn. Faktisk kan sommerfuglens skæl fremkalde disse fantastiske farver helt uden pigment. Dette kommer af en avanceret kitinstruktur af plader og bjælker på vingeskellene med en indbyrdes afstand som eksempelvis svarer til bølgelængden på blåt lys.

sagen kort

Vingeskæl i forskellige forstørrelser. Fra Wikipedia.

Metalglinsende blå Morpho menelaus. Foto: Dreamstime

Vi er som mennesker udstyret med et organ der sætter os i stand til at opfatte elektromagnetisk stråling i en begrænset vifte af bølgelængder.

Nok til at vores hjerner kan male billeder i forskellige farver som gør os i stand til at skelne imellem forskellige objekter omkring os.

I det darwinistiske univers skal der være en umiddelbar nyttevirkning ved udsendelse og opfattelse af farver. I sommerfuglenes verden handler denne nyttevirkning både om at blive set og om ikke at blive set. Hver ting til sin tid, naturligvis!

Vi må et øjeblik glemme alt om skønhed og harmoni. Spørgsmålet er om sommerfuglenes tegninger og farvepragt er forklarlig ud fra denne 100% rationelle tankegang? Dette er hvad artiklen tager op til kritisk overvejelse.

imellem vingens ribber. Anderledes er det med sommerfugle. Der kan være omkring en million taglagte skæl på en sommerfugls vinger. Hvert skæl minder i facon om et langstrakt bordtennisbat (til tider takket som en tulipan). Skæftet/stilken sidder indfattet i en bøsning i vingen. Det er skellene som giver sommerfuglene farver.

Men hvorfor har sommerfugle skæl? Selv når skællene gnides af, flyver sommerfuglen lystigt videre. Hvad er formålet med denne ekstravagance? Andre insekter som nymfer og græshopper kan have stærke farver – uden skel.

Hvad skal sommerfuglen med farveskel?

Ganske vist er der nogle dagsommerfugle der absorberer solvarme med farveskellene, men bortset fra det, er den ekstra Hvad er meningen med farver?

skabelse.dk

21

Origo

Refleksion af lys hvor udvalgte bølgelængder forstærkes og andre bølgelængder elimineres på grund af den præcise og ens afstand imellem de meget tynde kitinlag.

Illu: Arne Kiilerich Vingeskel i tegnede forstørrelser, Illu: Niels Grove Sørensen

Snit i vingeskel – skematisk, Illu: Niels Grove Sørensen

22

marts 2011

For hvert lag sollyset gennemtrænger, reflekteres noget af lyset. Ved en afstand imellem kitinlagene på få hundrede nm (nanometer = 1 milliarddel af 1 meter) tilbagekastes noget blåt lys uden faseforskydning. De reflekterede lysbølger forstærker hinanden (konstruktiv interferens – se illustrationen) idet tilbagekastningen sker med en tidsforskydning som passer til lysets bølgelængde. llustrationen er ikke en præcis afbildning af lysets bevægelse. Det er ikke muligt at optage en filmstrimmel med fotonens bane. Illustrationen må derfor kun opfattes som en skematisk fremstilling. Vingeskellenes mikroarkitektur er desuden for små til at kunne fotograferes med et lysmikroskop.

I stedet anvendes et Atomar Kraftmikroskop hvor overfladen afsøges med en meget tynd nål. Overflader kan derved aftegnes med en nøjagtighed på ned til 2 nm. Dog kan nålen ikke komme bag om lagene, hvilket medfører nogen begrænsning i rummeligheden i sådanne billeder.

Ved andre farver (end i eksemplet med blåt lys) sker der ikke noget sammenfald af bølgetoppene for det reflekterede lys. I stedet opstår der negativ interferens hvor lyset reflekteres i “modfase”, hvilket i praksis medfører at det reflekterede lys mister sin energi.

Tværsnit i vingeskel og lys tilbagekastet i forskellige vinkler, Illu: Niels Grove Sørensen

Hvad er meningen med farver?

ORIGO Et andet fænomen, diffraktion, har noget at gøre med lysets tendens til at bøje af når det skal igennem en smal passage, eller når det reflekteres fra krumme objekter. Forskellige farver afbøjer forskelligt. Samspillet imellem diffraktion og interferens bevirker at nogle sommerfugles vinger ændrer farve efter observationsvinkelen. De changerer. Det kurvede gitter på vingeskellene splitter lyset op (diffraktion).

Lyset tilbagekastes i forskellige retninger og samtidigt med forskellig bølgelængde (farve). Afstanden imellem kitinlagene ændres med vinkelen lyset rammer og tilbagekastes. Den “konstruktive inteferens” bliver derved gunstig for forskellige nuancer. Ser man morphosommerfuglens vinge i én vinkel er den klart blå. Ser man den i en fladere vinkel favoriseres det mere langbølgede lys, og den bliver derved mere rødviolet.

Den i Danmark sjældne irissommerfugl er kedeligt brunlig set direkte fra oversiden. Set skråt fra siden får den et blåviolet metalskær.

Galateasommerfugl som tilhører en undergruppe af Nymphalider der omfatter takvinger og randøjer. Disse har mange små cirkler på vingerne. Foto: Arne Kiilerich

Undersidde af ugleøjesommerfugl. Vingeoversiderne er ofte neutralt farvede og tiltrækker ikke megen opmærksomhed. Foto: Dreamstime

Apatura Iris – vingeoversiden changerer.

Foto: Dreamstime

Æstetik eller mimik I evolutionslæren eksisterer der ikke et ord for skønhed. Alt handler om overlevelsesfordele. Alle nyskabelser kan kun forventes frembragt såfremt de er fordelagtige for overlevelse og formering. At naturens farvepragt anses for skønhed, betragtes som et udslag af den menneskelige sentimentalitet.

Sommerfuglenes farver er klare og distinkt adskilte. Stregtegninger forekommer i hårfine mønstre. Der er intet som synes tilfældigt eller rodet. Kan dette forklares udelukkende med den darwinistiske forklaringsmodel?

Det forekommer indlysende at camouflagefarver giver en selektionsfordel til støtte for Darwins idé om naturlig udvælgelse, men ikke at det automatisk skulle betyde at dette og andre farvefænomener har sin oprindelse i spontan evolution.

sommerfuglens vitale dele. Dvs. at eksempelvis fugle hakker efter øjenpletterne, og sommerfuglen undslipper. For det andet som skræmmevåben, og for det tredje som identifikationsmiddel i magesøgning. Øjenpletter forekommer i mange størrelser og i meget forskelligt antal på en sommerfuglevinge. Randøjerne har mange små øjenpletter. Andre sommerfugle har enkelte og store øjenpletter på bagvingerne eller på alle fire vinger. I John Farndons bog om sommerfugle, som er udgivet på dansk af forlaget Klematis 1999, hedder det:

Snyde- og skræmmemidler I mangel på forklaringer på makroevolutionære tigerspring som metamorfosen, vingeskellenes tilblivelse, fasetøjnenes tilblivelse og meget andet af det mere komplicerede, har mange kastet sig over et forholdsvis banalt mikroevolutionært emne som falske øjenpletter. Såkaldte øjenpletter forekommer hos mange sommerfugle, dog ikke hos majoriteten af sommerfugle. Øjenpletterne er ifølge evolutionsteoretikere for det første blevet til på grund af deres effekt som afledning fra

Når den slags skønlitterære forklaringer sniger sig ind i den darwinistiske propaganda, har jeg mest lyst til at citere Peter Plysbjørn for at sige: “Man kan aldrig vide hvad bier tænker.”

Man kan heller ikke vide hvad fugle forbinder med disse pletter. De fleste randøjer er desuden så små at det vil kræve et præcisionsangreb uden sidestykke at ramme bare i nærheden af en af de små pletter på den bevægende vinge. Randøjerne er både talrige og vidt udbredte i Danmark, og hvis man undtagelsesvist ser et eksemplar med hak i en vinge, er det håbløst

Hvad er meningen med farver?

Randøjerne har falske øjer langs vingekanterne. Mange sommerfugle og natsværmere har lignende pletter på vingerne.

Fuglene hakker efter dem i den tro at det er rigtige øjne. Man ser tit sommerfugle som har fået noget af vingekanten bidt af.

skabelse.dk

23

Origo umuligt at konkludere noget om hvordan sommerfuglen har pådraget sig skaden. På Wikipedia kan man læse om hvordan fugle hakker efter øjenpletten på fx den danske dagpåfugleøje.

Og videre: Sommerfuglen klarer sig dog fint med et hak i vingen og fortsætter sin færd mod en vellykket parring.

Netop hvad angår denne sommerfugl, er dette en total misforståelse. Dagpåfugleøjesommerfuglen er ensfarvet sort på undersiden og viser derfor ingen øjepletter i hvilestilling. Øjerne ses derfor kun når dyret er aktivt i solskinsvejr. Fugle bruger ikke meget energi på at angribe aktive sommerfugle.

Sommerfuglene er med deres facetøjne så gode til at registrere bevægelser at en fugl ofte er chanceløs. Sommerfuglen letter behændigt før fuglen er kommet for tæt på.

Dagpåfugleøje der soler sig – varm og på vagt – og som udstiller sine “øjepletter” uden større risiko for at disse eller andre kropsdele udsættes for luftangreb. Foto: Dreamstime

Sommerfuglens facetøje (og sugesnabel). Illu: Wikepedia

I luften har fuglen heller ikke mange chancer. Når fugle alligevel forsøger sig, er det en spektakulær opvisning i luftakrobatik hvor fuglen sjældent vinder. Uagtet at fuglen er hurtigere, kan sommerfuglen hurtigere skifte retning. Det kan sammenlignes med en luftkamp imellem en Sopwith Camel (gammelt biplan som indgår i “Nusers” fantasier) og en F-16.

Jeg indrømmer at analogien er mangelfuld, men det ville være meget vanskeligt for jetjageren at indfange den gamle flyver.

I de 45 år jeg har interesseret mig for sommerfugle, har jeg iagttaget i hundredvis af dagpåfugleøjer og et utal af randøjer.

Men aldrig en eneste som har fået et øje hakket ud. Flosser i vingekanter er hyppige hos uger gamle og anfløjne sommerfugle, med eller uden øjenpletter. Dette skyldes formentlig sammenstød med vegetation. Flosser i bagvingerne skyldes ofte at sommerfuglene parrer sig i flugten med bagkroppen mod hinanden.

I DR2’s udsendelse ses morfosommerfugle med meget flossede vinger. Dette skyldes at de er filmet i et væksthus hvor de forsøger at undslippe og skades ved sammenstød med glasset.

Og hvad ved vi i det hele taget om hvordan et rovdyr opfatter en cirkel på en vinge?

24

marts 2011

Underside af dagpåfugleøje (typisk hvilestilling).

Foto: Dreamstime

Der er ikke noget system i sommerfugles kolorering som er konsistent og uden undtagelser. Dog forholder det sig således at dagsommerfugles hvilestilling er med vingerne sammenklappet over ryggen. Stærke farver til tiltrækning af artsfæller findes derfor oftest på vingeoversiden, mens camouflagefarverne findes på vingeundersiderne – som tilfældet med dagpåfugleøje. Den blå Morpho peleides, som er metalglinsende på oversiden, har øjenpletter på undersiden (filmet i DR2-udsendelsen). Den danske dagpåfugleøje har øjenpletter på vingeoversiden, men er ensfarvet sort på vingeundersiden.

En del natsværmere og aftensværmere har øjenpletter på bagvingerne. Disse er dækket af forvingerne i dyrets hvilestilling. Det er ofte forvingerne som er camouflagefarvet, og bagvingerne som er mere prangende farvet. Derved er det sovende dyr mindst iøjefaldende. Det siges at den danske aftenpåfugleøje viser øjenpletterne frem når den provokeres i sovende tilstand, og således forskrækker en angriber.

Hvad er meningen med farver?

ORIGO

Limenitis arthemis. Her synes vingeundersiden at være den mest iøjenfaldende! Foto: Dreamstime

Jeg hører gerne fra hvem som helst der nogensinde har set den skræmme en lækkersulten fugl eller et firben. Hovedreglen er at en sovende natsværmer stoler så sikkert på sin camouflage eller sover så tungt at den en vanskelig at vække, og at den skal provokeres kraftigt for blot at kravle lidt til siden endsige gå på vingerne. Mange natsommerfugle har desuden øjenpletter også på forvingerne, så der er ikke meget overraskelseseffekt i det.

Der er således ikke mange faste regler – om nogen overhovedet – der er betegnende for sommerfuglenes farver og tegninger.

Undtagelserne er hyppigere end reglerne, hvilket medfører at man bør være varsom med at konkludere noget om hvordan disse dyr har fået deres udseende.

En tilsvarende mytedannelse gælder for sommerfugle med svalehaler. Ifølge megen sommerfuglelitteratur narrer sommerfuglen med de falske antenner sine fjender til at tro at hovedet sidder i den forkerte ende, og undgår derved et dødbringende angreb mod forkroppen. Men såfremt denne forklaring skulle have nogen vægt, måtte det være muligt at iagttage et ret stort antal af sommerfugle med afbidte “haler”. Det synes dog ikke at være tilfældet.

Morpho didius. Metalglinsende overside og med ”øjepletter” på undersiden. Foto: Dreamstime Junonia coenia (amerikansk hjemmehørende takvinge) med “falske øjne” både på oversiden og på undersiden (dog kun svagt på undersiden af bagvingen). Foto: Dreamstime

Hvad er meningen med farver?

Blåfugl med “hoved i begge ender” – illusion af øje og antenne på bagvingen – hvis det er hvad man ønsker at se.

Foto: Arne Kiilerich

Hvad der eventuelt vindes ved fjendeafledning i form af lange haler, må siges at være et tilsvarende tab i flyveegenskaber. Heller ikke en sommerfugl er bedst til luftakrobatik iført selskabskjole (se foto).

Natsommerfugl i festpåklædning med meget lange haler på bagvingerne. Foto: Dreamstime Tidligere dansk hjemmehørende Svalehale Papilio machaon (udsnit af bagvinge). Er dette et falsk øje og en falsk antenne? Foto: Dreamstime

skabelse.dk

25

Origo

Sydeuropæisk svalehale Iphiclides podalirius. Længere sabel på bagvingen, men også mindre kraftfuld flugt end machaon. Foto: Dreamstime

Det er god latin at tro på disse forklaringer om hvordan sommerfuglene på forunderlig evolutionær vis har fået øjenpletter, haler m.v. Det som først og fremmest mangler, såfremt disse fænomener skulle vise sig at være sande, er at sommerfugle med haler eller øjenpletter skulle dominere i antal – det gør de ikke.

Paulogramma peristera

Jeg har bedt sommerfugleeksperten Bernard d’Abrera redegøre for sine observationer i forbindelse med et billede af Paulogramma peristera (se ovenfor). Hans svar på e-mail i oktober 2010 lyder således: Denne art tilhører en gruppe af sommerfugle der bebor kyster og klipper ved vandløb i troperne, i selskab med Catogramma og Callicore, og er lyse prangende væsener der flyver åbent i stort tal i klart dagslys. Jeg har engang siddet ved et par vandfald og små vandløb i Ecuador og betragtet disse sommerfugle i timevis. Træerne var fulde af fugle, og der var firben, og der var ikke et eneste angreb på disse eller nogen anden sommerfugl, herunder arter med såkaldte “kryptiske” mønstre, eller blåfugle med lange haler og sorte submarginalpletter som fejlagtigt påstås at skulle give indtryk af falske hoveder med antenner. I alle mine 65 år med at studere sommerfugle rundt omkring i verden har jeg aldrig set et eneste eksempel på såkaldt beskyttende efterligning [mimicry] forekomme i naturen. Jeg har heller ikke set de såkaldt giftige arter blive ignoreret af rovdyr.

26

marts 2011

Der findes et antal giftige sommerfugle. Heraf er de formentlig mest kendte de sydafrikanske Heliconiussommerfugle. Men kun nogle af disse er giftige. De ikke-giftige siges at efterligne de giftige for på den måde at opnå beskyttelse i kraft af ligheden med de giftige (mimicry). Den darwinistiske forklaring er naturligvis den at den ikke-giftige sommerfugl igennem utallige forvandlinger har opnået overlevelsesfordele ved at ligne den giftige mere og mere. Nu er der blot ingen der ved det mindste om hvem af de to typer der er den mest oprindelige, den giftige eller den ikke-giftige sommerfugl!

Måske har fænomenet i virkeligheden intet at gøre med mimicry. Nogle af disse sommerfugle lever blot af planter som indeholder cyanidforbindelser og bliver ganske enkelt derfor selv giftige. Man er hvad man spiser.

Dette er på ingen måde en benægtelse af de mange mikroevolutionære variationer som finder sted, og som er dokumenteret ved forskning. Min mening er blot at ordet variation er bedre valgt end ordet evolution til beskrivelse af disse fænomener. Hos nogle arter som bjørnespinderen varierer størrelse på vingepletterne meget (se foto), men dette har ikke nødvendigvis noget at gøre med naturlig udvælgelse eller specielle overlevelsesfordele. Sommerfuglearter klarer sig som regel udmærket på trods af at store antal bliver ædt af snyltere eller rovdyr – når blot der er rigelighed af larvens foderplante.

Problemet er at selvom det skulle vise sig at der er hold i forestillingen om at disse vingepletter skulle have nogen afledeeffekt i forhold til fjender, fortæller dette intet om hvordan vingetegningerne oprindeligt er blevet til. Ingen kan ekstrapolere nogle af disse mikroevolutionære fænomener tilbage til selve oprindelsen af en egenskab. Slet ikke så længe der verserer en videnskabelig kontrovers om den påstand – at mikroevolution fører til makroevolution (se Origo nr. 117). Der findes fremdeles ikke nogen falsificerbar videnskabelig forklaring endsige teori om hvordan disse flyvende kunstværker har fået skel og farver.

Det må derfor tilrådes at man ikke sluger alting råt som præsenteres i medierne, internettet eller i bøgerne hvis man vil undgå at blive rendt over ende af populærvidenskabelige mytedannelser.

DR2’s udsendelse runder i fascination over naturens materialer af med at konkludere at grunden til at disse til tider er bedre end industriens produkter, er at naturen er foran med 4 milliarder års evolution.

Hvad skælvingerne angår må dette siges at være et skud i tågen. Ingen fossile forekomster af sommerfugle viser andet end at de altid har været skælvinger. Der findes ingen registreret udviklingshistorie bag disse dyrs specielle skælarkitektur. Hverken dette eller et blot nogenlunde rimeligt bud på hvordan dette skulle være et produkt af en gradvis og spontan evolution. n Note 1. Kitin er insekternes “knoglemateriale”. Pattedyr har knogler under bløddelene. Insekterne har bløddelene under et hårdt kitinlag. Kitin er lavet af de samme grundstoffer som andet organisk materiale (grundstofferne C, H, O og N) og er et stærkt materiale med flere anvendelsesmuligheder.

Hvad er meningen med farver?

ORIGO

Løbebillen bombardérbillen (fra familien Carabidae) var yndlingsobjekt i creationistisk litteratur i 1980’erne længe inden nogen talte om intelligent design. Anti-creationister har selvfølgelig ikke ladet det stå uimodsagt gennem tre årtier. Er bombardérbillen designet?

Vi vurderer den evolutionære forklaring.

Bombardérbillen Af Kristian Bánkuti Østergaard, illu. Rasmus Najbjerg

Sådan fungerer den Insekter er designet med mange raffinerede former for forsvar.

Bombardérbillen skyder kogende syre ud i hovedet på sin fjende i et hurtigt smæld. Stofferne er opbygget som 2-komponentlim der først virker når de er blandet. Billen har i kroppen et tokammersystem til sin forsvarsmekanisme. Det ene kammer indeholder hydrogenperoxid (brintoverilte, H2O2) og hydrokinoner, og disse stoffer er ikke i sig selv eksplosive, men det bliver de når de blandes med enzymerne katalase og peroxidase i det såkaldte eksplosionskammer yderst i bagenden på billen. Resultatet er en sky af kogende ildelugtende væske som får de fleste rovdyr til at slippe deres tag i billen og flygte.

Bombardérbillen rammer målet med stor præcision da bagkroppen hos nogle arter kan sigte på målet i en radius på op til 270° inden “kanonen” fyres af. Kemisk set er der ikke tale om en eksplosion, men en superhurtig reaktion1.

Den kemiske reaktion ser sådan ud: 2 H2O2(aq) + enzym

2 H2O(g)(damp) + O2 (g)(oxygen)

H2O2 – brintoverilte eller hydrogenperoxid Enzymerne katalase + peroxidase

Bombardérbillen

Man har hidtil forestillet sig en enkelt sammenblanding i eksplosionskammeret har udløst et bang, men mekanismen er faktisk mere raffineret. Der foregår en række minieksplosioner som resulterer i 368-735 små trykstød per sekund i reaktionskammeret, og det danner en såkaldt puls-jet. Selve eksplosionen varer kun fra 2,6 til 24,1 millisekund. Ingeniøren Novid Behesthi og professor i termodynamik Andy McIntosh, begge fra Leeds Universitetet i England, har lavet en computermodel af eksplosionen, og den viser at affyringen hos bombardérbillen reguleres af ventiler mellem kamrene som lukker og åbner alt efter hvor højt trykket er i systemet. Røret hvor eksplosionen fører ud af billen, kan også reguleres, så nogle arter kan opnå et skud med en fart på 40 kilometer i timen2.

Eksplosionsforløbet beskrives let omskrevet af Thomas Hesselberg således: 1. Bombardérbillen bruger muskler til at åbne forbindelsesventilen og tvinger dermed hydrogenperoxid ind i reaktionskamret.

2. Hydrogenperoxiden reagerer med de enzymer der befinder sig i reaktionskamret, og med det øgede tryk opstår der en temperatur på mere end 105° C, og vandet koger.

3. Reaktionen fører til dannelse af frit ilt, og udskillelsen af denne gas samt temperaturforøgelsen øger trykket i kamret. skabelse.dk

27

Origo 4. Når trykket når op på 1,1 bar, tvinges udgangsventilen op, og gassen udvider sig.

5. Dette får forbindelsesventilen mellem reservoir og reaktionskammer til at lukke sig.

6. Trykket forbliver højt indtil slutningen af væskeudladningen hvor trykket hurtigt formindskes.

7. Det mindskede tryk får udgangsventilen til at lukke, men samtidig åbner forbindelsesventilen igen, og cyklussen kan fortsætte på denne måde indtil billen ikke længere spænder sine muskler. http://www.biomimetik.dk/bombarderbille Kan mekanismen opstå gradvis?

Darwin forventede en langsom, gradvis udvikling hvor de gavnlige variationer ville blive håndplukket og bevaret af den naturlige selektion hvis de er en fordel for billen i det miljø den lever i. Tanken om den gradvise udvikling er svær at forene med en kompliceret kemisk/fysisk mekanisme som vi ser den hos bombardérbillen. Ethvert trin i den gradvise udvikling skal være bedre end det foregående, for ellers vil den naturlige selektion udradere prototypen i udvælgelsen af den bedst tilpassede. Kan man påvise en sådan gradvis udvikling hvor hvert trin er bedre end det forrige? Eller kan man blot give et teoretisk bud på et sådant evolutionsforløb? Vi skal se på to forfatteres bud, men først se på den udfordring vi står over for.

Forsvarssystemet vil være ubrugeligt eller livsfarligt hvis blot enkelte elementer mangler.

• Hydrogenperoxid som normalt lynhurtigt fjernes fra levende organismer fordi de er skadeligt, skal opsamles og isoleres uden at skade billens celler. Den indvendige cellestruktur i opsamlingskamrene skal altså virke beskyttende imod stoffet.

• Hydrogenperoxid opnår i opsamlingskamret en koncentration på 25 %, og det er blandet med hydroquinoner med en koncentration på 10 %. Enzymerne katalase og peroxidase opsamles i andre kamre for sig og opbevares i et forhold på én del peroxidase til 2 dele katalase. Det er nødvendigt med en reguleringsmekanisme for at koncentrationerne kan holdes stabile. På den ene side må kemikalierne ikke nå en koncentration der skader billes celler; på den anden side skal koncentrationen være så pas høj at der kan indtræde en eksplosionsagtig reaktion. Det er tænkeligt at det sker ved negativ feedback, dvs. hvor produktionen bremses hvis koncentrationen er for høj, og tilsvarende øges hvis den er for lav. Samme reguleringsprincip ser vi ved blodsukker-balancen hos mennesket. Det kræver udvikling af specifikke receptorer som kan registrere koncentrationsforskelle af netop de stoffer og hormoner som kan regulere koncentrationen.

• Der skal udvikles en indsamlingsblære som kan opsamle stofferne i kamrene.

28

marts 2011

prøv selv

• • • • • Reaktionen i bombardérbillen kan man • afprøve på køkkenbordet hjemme. Blend en • rodfrugt – fx knoldselleri – og bland det med • en halv deciliter brintoverilte. Smothien ca.

• blendet indeholder enzymet katalase som fra • bombardérbillen har i det ene kammer. Blan-

dingen vil resultere i en udvikling af skum.

• Reaktionen ses tydeligere i et slankt glas og tilsætning af et par dråber sulfo inden sam• menblanding vil forstærke skumudviklingen.

Den almindelige 3 %-brintoverilte (hydrogen• peroxid) fra medicinskabet kan bruges, men det giver en bedre reaktion med 10 % som er • den højst tilladte koncentration man kan købe i Matas.

• • Hvis ikke kamrene er helt adskilt fra starten, vil billen eksplodere.

• Lukkemusklerne skal fungere til begge kamre fra starten, og de skal udstyres med en stopventil, så indholdet fra eksplosionskammeret ikke laver tilbageløb ind i kamrene, og sprænger billen i luften.

• Musklerne findes både i lukkemuskler, eksplosionskammeret og i selve kamrene så de kan presses sammen. De skal synkroniseres, og det kræver udvikling af nervebaner og synapser mellem hjerne og muskler. Dertil skal der udvikles områder i hjernen som koordinerer muskelkontraktionerne. Styring af sprøjtet kræver også hjælp fra flere muskler som kan koordinere deres bevægelse i samspil med nervesystemet og hjerne.

• Musklerne igennem systemet har den fordel at kanonen kan skydes hurtigt af på 90 millisekunder. Hastigheden er en fordel over for fx en frø, så den kan komme dens hurtige angreb i forkøbet og undgå at blive spist. Musklerne koordineres samtidig i en præcision så bombardérbillen kan ramme et bytte og ikke sig selv.

• Bombardérbillen skal være udstyret med nogle fedtenergidepoter som giver den ekstra energi til flere hurtige affyringer.

• Udgangskanalen skal forstærkes med kitin for at klare temperatur og tryk.

• De to dyser skal retningsbestemmes så de rammer byttet.

Hos Brachinus findes et helt arrangement af dyser. Flere andre arter har en hoveddyse og nogle mindre dyser til rådighed, viser elektronmikroskopier.

Det er svært at forestille sig hvordan de ting gennem en evolutionsproces kan blive til gradvist. Ingen muskler, intet forsvar; Bombardérbillen

ORIGO ingen nerver, intet forsvar; ingen opdeling af kamre, intet forsvar; ingen isolering af stofferne, intet forsvar. Før forsvarsmekanismen kan have en funktion, er det nødvendigt at de fleste af disse elementer er på plads. – Systemet kræver altså et vist design.

Der er evolutionister der mener det let kan lade sig gøre alligevel. Vi vil se på to af deres forklaringer3,4.

Christopher Gregory Weber var måske den første der reagerede på brugen af bombardérbillen som argument for skabelse. Han skrev i 1981 artiklen “The Bombardier Beetle Myth Exploded”.

Mythbuster

En del af kritikken mod creationister retter sig mod faktuelle fejl om funktionen af bombardérbillen, og her har creationisterne ikke været hurtigt nok til at rette fejlene. En af myterne er at der er en inhibitor og en antiinhibitor der skal hhv. starte og stoppe reaktionen. Desuden er det ikke sandt at quionin og hydrogenperoxid reagerer med en eksplosion – der skal enzymer til før der sker noget. Og når der fyres, opstår der ikke gnister/åben ild som fx i en raketmotor.

Artiklen bruger 4 ud af 5 sider på at kritisere creationisten Duane T. Gish som bl.a. er forfatter til “Evolution – the Fossils still Say No”. Hans brøde var at han lavede en fejl i oversættelsen fra den tyske originalartikel. Han troede at hydrogenperoxid og hydroquinoner ikke kunne være i samme kammer uden at eksplodere. Men det kan de altså. Desuden fastholdt Gish at der fandtes en inhibitor der bremser en reaktion ved af hæmme enzymerne selvom det ikke fremgik af artiklen.

Disse fejl overlever beklageligvis flere steder på nettet den dag i dag. Efter at Weber som sagt har brugt over 4 sider på at skyde på fjenden, bruger han kun tre afsnit til at forklare hvordan billens forsvarsmekanisme kan være blevet til ved en evolutionsproces.

Første argument er at quinoner er naturligt forekommende da det er med til at danne det ydre skelet. Samtidigt smager quinon så dårligt at det hos nogle insekter fungerer som forsvar: Har rovdyret først den smag i munden, spytter det hurtigt byttet ud igen.

Det er dog hydroquinoner der bruges i forsvaret. Det er også sandt at hydrogenperoxid forekommer naturligt, men det er faktisk noget organismer bekæmper da det er farligt.

Artiklen nævner ikke enzymerne som også findes naturligt i mange dyr og planter. At stofferne er naturligt forekommende, forklarer imidlertid ikke hvordan en kompleks struktur bliver dannet – det er jo ikke nok at komponenterne findes, de skal også sættes sammen på den rigtige måde.

Weber forestiller sig en overgangsform med nogle sække under huden som kan udskille de ildelugtende quinoner. – En fugl som ville tage et sådant insekt i munden, vil presse quinoner ud af det og måske dermed slippe det så det kan overleve. Blandt løbebillerne som bombardérbillen tilhører, har nogle arter disse sække, og de giver en vis beskyttelse.

Bombardérbillen

Måske er det sådan den evolutionære vej for bombardérbillen er forløbet, selvom det selvfølgelig er gætværk. Men der er stadigvæk lang vej til en kontrolleret eksplosion.

Så følger der en såkaldt “bare sådan-forklaring” som vi vælger at gengive i en direkte oversættelse [med kommentarer]: Derfor er alt hvad mellemformerne til bombardérbillen skulle gøre, var at samle noget af hydrogenperoxiden [hvordan mon?] i samleblæren [som åbenbar allerede var udviklet] og udvikle en lille ventil mellem samleblæren og det ene kammer [det er vist lettere sagt end gjort, og hvad mon motivationen til dét skulle være?] og til sidst tilsætte katalase og peroxidase [som dannes og isoleres af hvad?] til kammeret. Hydrogenperoxid vil gøre insektet mere giftigt at spise end det var før.

En muskel som har trukket en kanal mellem de to kamre, som omdannes til en ventil [overtrykket lukker ventilen på samme måde som hjerteklapperne forhindrer blodet i at løbe baglæns]. Det vil gøre billen mere selektiv for udsprøjtningen af giften. [“selektiv” er en behændig omskrivning for valget mellem at dø ved at skyde enzymerne ind i egen krop og dermed eksplodere, eller vælge at skyde det ud af kroppen].

Selv hvis dens ventil var af et grovere tilsnit i starten, ville det give en større overlevelsesværdi hvis kanalens side blev fastgjort til musklen og kunne udvikle en lille dør. Enzymerne ville være nyttige samme øjeblik de er opstået5.

En kortere (og mere ærlig) version ville lyde: “… og så udviklede billen et kompliceret forsvarssystem”, for der er ingen reel forklaring, kun nogle tanker om hvad der er opstået – ikke hvordan. Det svarer til at forklare en gradvis udvikling af en fjernstyret modelbil ved at sige at man tager en bil, batterierne udvikles i en lille beholder i fjernbetjeningen som gradvis udvikler en antenne som gør signalet til bilen bedre.

Problemet med billen her er at ventiler, lukkemuskler og produktion af kemikalier i sig selv er komplekse. – At sætte dem sammen forklarer ikke en udvikling mere end dannelsen af den fjernstyrede bil som i forvejen har komplekse komponenter.

Den anden artikel som forsøger at eliminere tanken om at bombardérbillen skulle være designet, er skrevet af Mark Isaak6, og den er mere detaljeret. Forestillingerne gør sig bedst animeret på YouTube7 som viser hans tanker om hvordan en trinvis evolution af bombardérbillens forsvar kunne være opstået.

Isaak mener at udviklingen gradvist kan være sket sådan her [med Origos kommentarer]: 1. Quinoner dannes af hudcellerne så det ydre skelet (“huden”) får et solbeskyttende farvelag. Almindeligt forekommende hos leddyr.

2. Ikke alle af de dannede quinoner bruges op, men sidder i “huden” (epidermis) og får insektet til at smage grimt. (quinoner bruges som forsvars-sekreter hos et stort antal moderne leddyr, fra biller til tusindben.)

3. Små lommer udvikles i insektets ydre skal. Når insektet vrider sig, kan det presse noget mere quinon ud på dets “rustning” når der er brug for det.

4. Disse lommer bliver uddybet i evolutionsprocessen.

Muskler flyttes rundt, ikke så meget, men nok til at de kan hjælpe til med at presse quinonen ud af lommerne.

(Mange myrer har lignede kirtler, og de sidder nær ved skabelse.dk

29

Origo enden af bagkroppen.) [Nøglebegreberne i forklaringen her er tydeligvis “ikke så meget” og “myrerne har allerede et sådant system”. Men om muskler skal flyttes lidt eller meget, hænger på en (sikkert omfattende) ændring af programmeringen i insektets DNA. Og dette behov for programmeringsændring løser Isaak ikke ved at hævde at kroppen kan bruge muskler der allerede er til stede, men som har en anden funktion. Funktionsændring kræver også omprogrammering. – Og hvordan er det lige Isaak forestiller sig systemprogrammeringen fra myre til bille skulle være foregået?]

5. Et par af lommerne (nu udviklet til deciderede væskebeholdere eller blærer) bliver så dybe at de andre mister deres betydning i sammenligning. Disse andre går derfor tilbage til deres oprindelige udformning af hudlaget (epidermis). [Denne styring af evolutionsforløb for netop 2 lommer og det samtidige tilbageløb for de andre, lugter langt væk af intelligent design; men det må det jo ikke!]

6. I forskellige insekter opstår der forskellige former for forsvarskemikalier ud over quinon. Det hjælper disse insekter over for de fjender som evolutionen har forsynet med modstandskraft over for quinon. Et af disse kemikalier er hydroquinon. [Her står vi tydeligvis med en typisk bare sådan-forklaring! Der er intet empirisk belæg for denne evolutionsfortælling, og der er ikke antydning af forklaring på hvordan insektets produktion af quinon pludselig er blevet omprogrammeret til produktion af hydroquinon.]

7. Celler der udskiller hydroquinon, udvikles i flere lag i bestemte dele af blæren, hvilket øger produktionen af hydroquinon. Kanaler der dannes mellem cellerne, får hydroquinonen til at løbe hen til blæren. [“Bestemte dele af blæren!” Og hvad er det lige der bestemmer hvilke dele der så bliver udvalgt, og hvad forhindrer at der ikke sker en paralleludvikling på andre, og i sammenhængen uhensigtsmæssige steder?]

8. Kanalerne udvikles til rør som er specialiseret til transport af kemikalierne. Cellerne som danner hydroquinon, trækker sig tilbage fra blæren og udvikler sig til at blive en selvstændig kirtel. – Dette stadium (sekret-kirtler der med kanaler er forbundet med blærer) finder vi i mange biller. Og den særlige udformning af kirtler og blærer som bombardérbillen er udstyret med, er meget almindelig hos andre biller der tilhører samme underorden.

[Som det fremstilles her, lyder det jo let nok at tingene kan blive til af sig selv, men man glemmer tydeligvis at kirtler er en kompleks sag at kontrollere – normalt styres produktionen hormonelt. Hormoner og de dertilhørende receptorer er også i sig selv komplekse, og de dannes kun hvis DNA’et er programmeret til at bygge dem. De pågældende gener skal desuden have en regulering for hvor, hvornår og hvordan de skal oversættes til proteiner. I øvrigt hjælper det ikke at det findes hos andre biller – det skal stadigvæk udvikles.]

30

marts 2011

9. Et sæt muskler tilpasser sig sådan at de lukker for blæren; det forhindrer således de kemiske stoffer i at lække fra blæren når det ikke ønskes. [Igen må man spørge: Hvilke forskningsresultater tyder på at det er gået sådan for sig?

Og hvordan har tilfældige mutationer kunnet sørge for en sådan omprogrammering. Skal vi lige minde om at musklerne ikke bare kan anbringes et eller andet tilfældigt sted.

Hvis de skal være til nogen nytte (fordel), må designet bestå af en ringmuskel placeret lige nøjagtigt dér i bunden af blæren hvor lukkemekanismen er nødvendig.]

10. Hydrogenperoxid, der er et almindeligt biprodukt fra stofskiftet [men dette “biprodukt” kræver vel stadig at en ny kirtel er blevet udviklet? – jf. punkt 6 og 7] blandes med hydroquinon. De to stoffer reagerer langsomt med hinanden, og derfor kan en blanding af quinon og hydroquinon være klar til brug for forsvar. [Og hvilken mekanisme er det så lige der sørger for dette?]

Reverse engineering Naturen er smart designet, og det design kan kopieres ved reverse engineering som i al sin enkelhed går ud på at aflure teknikker ved at skille dem ad og efterligne dem. Bombardérbillen har man også lavet kunstigt, og her kan man kontrollere dråbestørrelse og strålelængde, og det er nyttigt på mange kommercielle områder. Fx er der taget patent på Mist™-teknologien som kan give en nøjagtig dråbestørrelse, temperatur og hastighed når der sprøjtes væsker. Den kan bruges i injektion i benzinmotorer, medicindosering og brandslukkere.

11. I kanalen mellem blære og udgang dannes nu et sekret der består af små mængder katalase og peroxidase; uden for den dannede ventil, vel at mærke, så blæren er afskåret fra omverdenen. Dette sikrer så at der dannes mere quinon i de sekretioner som skal danne forsvarsmekanismen.

Katalase findes i næsten alle celler, og peroxidase er også almindeligt i planter, dyr og bakterier. Så disse kemikalier behøver ikke blive udviklet helt forfra; de skal bare koncentreres på det samme sted. [Så mangler vi bare en forklaring på hvor den mekanisme (programmering) der sørger for denne koncentrering på rette sted, kommer fra.]

12. Kirtlerne danner så større mængder af enzymerne katalase og peroxidase. [Her er det noget uvist hvordan koncentrationen reguleres]. Det bevirker at den afsondrede væske bliver varmere, og at den bliver hurtigere spyet ud vha. en oxygen der dannes i reaktionsprocessen. En bille ved navn Metrius contractus er et udmærket eksempel på en bombardérbille der danner skum, ikke en jetstråle i dens reaktionskammer. Boblerne i skummet danner en fine tåge.

Bombardérbillen

ORIGO 13. Væggene i denne del af udførselskanalen bliver forstærket så de bedre kan modstå den varme og det tryk der opstår ved den kemiske reaktion.

14. Endnu mere af enzymerne katalase og peroxidase dannes, og væggene forstærkes og omdannes efterhånden til det reaktionskammer vi ser i dag.

15. Spidsen på billens bagende bliver noget forlænget og gjort mere fleksibel som gør at billen kan sigte og fyre sin ladning af i forskellige retninger. [Men da det med at sigte i forskellig retning jo ikke kan foregå helt af sig selv, må bombardérbillen samtidig se at blive forsynet med de fornødne muskler og nervebaner, for ikke at tale om et kontrolcenter i hjernen så den kan styre skuddet.]

Forfatteren fortæller endelig at ovenstående trin alle kan forklares ved akkumuleret mikroevolution, alle trin medfører sandsynligvis en bedre tilpasning til miljøet pga. en bedre funktion. Og han beder os lægge mærke til at om alle mellemstadier véd man at de er brugbare eftersom de alle findes i forskellige populationer. Og så skal vi lige have Isaaks afslutningssalut med: »Og husk så at den argumentation der her er brugt, gælder for meget andet end lige bombardérbillen. Creationister har argumenteret for et design i alt fra bakteriens flagel til sommerfuglenes forvandling (metamorfose). Men disse argumenter lider af den samme fejl: De er alle sammen baseret på uvidenhed kombineret med en opfattelse af begrebet design som ikke lader sig skelne fra evolution. Hvis der i biologien findes en form for design der ikke er i overensstemmelse med evolutionsbegrebet, ville der ikke være nogen der ville være mere

begejstrede end de professionelle biologer. Men indtil dato har vi ikke fundet et sådant design.«

Isaak skriver at der aldrig er ført bevis for at bombardérbillen kunne have udviklet sig, og her har han en pointe. Det vil (som han selv skriver) være forkert på forhånd at afvise at det kan lade sig gøre, for vi er ikke færdige med at undersøge billen, og videnskaben graver hele tiden dybere. Forskningsresultaterne går dog altid i én retning, og det er i kortlægning af mere og mere fantastisk kompleksitet, og i takt med at det sker, så bliver gradvise tilfældige ændringer en mindre oplagt forklaring.

Jo mere simple man gør skridtene i udviklingen, jo mere “selvfølgelig” bliver evolutionen. Og hvis man på den anden side gør sine forvandlingsskridt så store at man kan springe en masse besværlige detaljer over, glider det som i smør.

MEN jo mere forskning der udføres, jo flere detaljer kommer der ind i billedet, og hver gang svækker det den evolutionære forklaring.

Kort sagt: Mere og mere viden gør de evolutionære forestillinger mere og mere rationelt umulige. n Noter 1. http://www.youtube.com/watch?v=Pib9qT-pccI 2. Behesthi, N. and McIntosh, A., C. (2007) The bombardier beetle and its use of a pressure relief valve system to deliver a periodic pulsed spray.

Bioinspiration & Biomimetics 2: 57-64.

3. Weber CG (Winter 1981). "The Bombadier Beetle Myth Exploded" 4. Isaak, Mark (May 30 2003). "Bombardier Beetles and the Argument of Design". TalkOrigins Archive. http://www.talkorigins.org/faqs/bombardier.html.

5. http://ncse.com/cej/2/1/bombardier-beetle-myth-exploded 6. http://www.talkorigins.org/faqs/bombardier.html 7. http://www.youtube.com/watch?v=SUvLR2yyWuE

• Reklamer eller fyldbillede

Bombardérbillen

skabelse.dk

31

Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Agervænget 16 7400 Herning

Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab.

I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprindelse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter

Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis.

Endvidere er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet.

Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik.

ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning.

Tlf. + 45 35 14 35 39. Giro 730 5753

Marion Gitt

I hælene på Mikkel ...

Bibelhistorie på en lidt anden måde. Oversat fra tysk.

Læs om spændende dyr fra Skaberens hånd. Bogen indeholder en række dyrehistorier hvor skabelsestanken er en integreret del af fortællingen. Forfatteren har set nærmere på nogle af de dyr der optræder i Biblen, og fortæller indgående om hvor fantastisk de er skabt. For børn. Vil med fordel kunne anvendes i de kirkelige børneklubber, til højtlæsning, til samtale.

139,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

ISSN 0109-6168

ORIGO nr 120 | marts 2011