Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 118, oktober 2010

Origo 118 | oktober 2010 | 40,- kr. i løssalg

O R I GO om videnskab, skabelse og etik

Videnskab og ID Forenelige størrelser? | side 22

På to ben i Lætoli Hvem har gået i dette askelag? | side 4

Ligklædet fra Torino

Darwin og Wallace

Fup eller fakta? side 7

Gammelt nyt om to af biologiens kæmper side 17

www.skabelse.dk

O R I GO om videnskab, skabelse og etik

Indhold 4 5

6 7 12 14 15 17

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

ORIGOs web-adresser: www.skabelse.dk

http://origonorge.no

Layout og sats: Layout: Mathias Helmuth Pedersen,

www.MathiasPedersen.com Sats:

Flemming Karlsmose, Tlf. 28 51 94 50 E-mail: flemming@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Forsidefoto: Flemming Karlsmose

På to ben i Lætoli

Redaktionskomité i Danmark

Nyt fund rokker ved menneskets opståen

Finn L. N. Boelsmand, cand.polyt. tlf. 35 39 76 54, finn@skabelse.dk

Knud Aa. Back, fhv. overlærer back@skabelse.dk

Hug en hæl og klip en tå Likkledet i Torino stadig aktuelt Debatt i Bergens Tidende Kristendom og videnskab Bør Intelligent Design (ID) indgå i naturfagsundervisningen?

Darwin og Wallace – historien om et videnskabeligt parløb

22 Vitenskap og intelligent design 29 Som at tilstå et mord

Klaus Dahl, cand.theol. tlf. 86 74 21 20, klaus@skabelse.dk Holger Daugaard, rektor, cand.scient. tlf. 66 18 41 00, holger@skabelse.dk Henrik Friis, erhvervskunderådgiver, cand.oecon. tlf. 35 14 35 39, abonnement@skabelse.dk Søren Holm, professor, CSEP, School of Law, University of Manchester, soren@skabelse.dk Flemming Karlsmose, PR-medarbejder, multimediedesigner tlf. 28 51 94 50, flemming@skabelse.dk Arne Kiilerich, rådgivende ingeniør arne@skabelse.dk Bent Vogel, cand.scient. tlf. 86 41 04 96, bent@skabelse.dk Peter Øhrstrøm, professor, dr.scient. tlf. 98 29 70 61, peter@skabelse.dk Kristian Bánkuti Østergaard, cand.scient. tlf. 61 66 49 23, kristian@skabelse.dk Niels Jørgen R. Vase, freelancer, cand.phil. tlf. 75 86 41 44, info@vactext.dk

Redaksjonsråd i Norge Rune Espelid, konsulent, cand.scient. rune.espelid@online.no Willy Fjeldskaar, forskningsleder, professor, dr.scient. willy.fjeldskaar@iris.no Trygve Gjedrem, professor emeritus trygve.gjedrem@nofima.no Knut Sagafos, lektor knu-saga@online.no Steinar Thorvaldsen, førsteamanuensis, dr.scient. steinar.thorvaldsen@uit.no Peder A. Tyvand, professor, dr.philos. peder.tyvand@umb.no

Ansv. red. af dette nummer: Steinar Thorvaldsen

oktober 2010 Abonnement og bestillinger:

2

Norge:

Danmark:

Knut Sagafos, Glaservegen 65, N-3727 Skien.

Bestil per sms: +47 45 25 58 78 Bestil per e-mail: knu-saga@online.no

Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning.

Tlf. +45 35 14 35 39 E-mail: abonnement@skabelse.dk

© ORIGO Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

SE/CVR-nummer: 3037 6390

Det mangelfulle mediebildet Darwinisme og Intelligent design (ID) er stadig fremme i mediebildet. Tar man et søk på www.amazon.com etter bøker om disse tema, ser man at produksjonen er formidabel, og at de to sidene nå er omtrent jevnbyrdige. Men dette avspeiler seg ikke i det bildet som massemedia gir videre til befolkningen. I ORIGO prøver vi å bidra til å rette på denne skjevheten.

De første artikler i dette nummer av ORIGO er korte rapporter skrevet av Knud Aa. Back fra forskningsfronten om menneskenes opprinnelse.

Så følger diverse innslag fra mediedebatten. Politikeren Tomas Moltu skrev en kronikk i Bergens Tidende om at skaperverket er truet, og at “evolusjonslæren kan forlede oss til å tro at livet på jorden vil overleve og videreutvikle seg på tross av klimakrisen”. Dette førte til at Oslo-professor Nils Chr. Stenseth rykket ut flere ganger for å legge saken død. Stenseth har i flere år sagt til oss at han ikke vil delta i denne type debatter, men når en ledende politiker trer frem, får de merke det i sterke ordelag. Dette viser at våre motdebattanter vil sikre

seg den politiske støtten for sine argumenter, mens den faglige debatten hopper de over, trolig av taktiske grunner.

Men debatten om evolusjon og design har alltid vært til stede i vitenskapen. Vi bringer en artikkel om Darwins nære kollega Alfred Russel Wallace som brøt med forestillingen om at alle biologiske fenomener kan forklares som et resultat evolusjon, og faktisk kom ID i forkjøpet ved å tale om formål i skaperverket. Mot slutten i dette nummer kommer en vitenskapsteoretisk artikkel om Vitenskap og ID skrevet av Mats Selander ved CredoAkademin i Stockholm, der det for tiden foregår mye spennende.

Som vi pleier, har vi stilet artiklene i en rekkefølge som noenlunde svarer til voksende vanskelighetsgrad. God leselyst!

Redaksjonen

Om Origos hjemmesider Tidsskriftet Origo har to hjemmesider tilknyttet.

Det danske site www.skabelse.dk er oprettet for at give faglige kompetente svar på de mange spørgsmål der bliver stillet omkring skabelse/ evolution.

Initiativtagerne til sidens oprettelse i 2001 var Kristian Bánkuti Østergaard (cand.scient., biologi) og Bjarne Krak (datamatiker, webmaster) i tæt samarbejde med tidsskriftet ORIGO.

På samme måde som evolutionister ikke er indbyrdes enige om alt, er skabelsestilhængere det heller ikke. Derfor er der brug for at de mange forskellige aspekter bliver belyst, og at argumenterne bliver sat op mod fakta.

Bemærk at www.skabelse.dk kun behandler den del af Bibelen der er relevant for skabelsesberetningen. Religiøse emner vil ikke blive behandlet her. Der henviser vi til kristne hjemmesider.

Origo Norge har tilsvarende sitt nettsted,

opprettet i 2003 på initiativ av og redigert av professor dr.scient. i geologi Willy Fjeldskaar.

Finn det på http://origonorge.no. Her finnes henvisninger til de nyeste relevante artikler fra den vitenskabelige verden i relasjon til evolusjon/skapelse-problematikken. Da disse henvisninger ofte fører frem til engelskspråklige tekster, tas noen av emnene av og til opp i Origo i norsk eller dansk oversettelse.

3

Origo

Historierne om menneskets evolution må skrives om: Et moderne mennesket har efterladt sine fodspor i Lætoli.

På to ben i Lætoli Origo Norge har på sin hjemmeside en henvisning til de seneste undersøgelser af de fodspor man har fundet i Lætoli [find den på http://origonorge.no], og som hidtil er blevet tilskrevet Australopithecus afarensis, den art “Lucy” tilhører.

David Tyler fortæller historien, her gengivet i uddrag: Første gang man hørte om fodsporene fra Lætoli i Tanzania, var i 1979. Lidt af en sensation dengang fordi de var det tidligste vidnesbyrd om 2-benet gang. Fodsporene er nemlig bevaret i et 3,6 mio. år gammelt askelag. Lige straks var der mange der mente at de til fuldkommenhed ligner fodspor afsat af mennesker; men samtidig var der ikke mange af forskerne der var villige til at skrive under på dén konklusion. [Menneskespor på mere end 3 mio. år er lidt akavet i forhold til den gængse opfattelse af menneskets evolution: De er ganske enkelt for gamle!] Siden har debatten bølget frem og tilbage, intenst, men uden det store belæg for det ene eller det andet synspunkt.

På det seneste er visse afgørende træk dukket op. Vi står nu med forskningsresultater der kan besvare spørgsmålet: Bevægede de skabninger der har afsat disse fodspor, sig som mennesker eller som menneskeaber?

[Her er det springende punkt problemet med BKBHgangarten. BKBH står for “bent-knee/bent-hip”, altså den måde en abe bevæger sig på, og som er ret så energikrævende i forhold til den ægte oprette gang som ethvert menneskebarn forholdsvis hurtigt får styr på i sin tilværelse. Hvis man forestiller sig at de tidlige hominider har benyttet sig af BKBH, må man samtidigt forklare hvordan en så energimæssig omkostningstung form for 2-benet gang er blevet bevaret indtil fremkomsten af slægten Homo. Den kan ikke have været nogen fordel!]

Et amerikansk forskerhold har undersøgt hvordan mennesker med forskellig gang afsætter fodspor i forskellige former for fugtigt, blødt underlag. BKBH-gangarten ændrer måden hvorpå kroppens vægt forplanter sig ned i fødderne og påvirker i sin tur den måde fodsporene aftegner sig på. Alle fodspor fra forsøget er blevet optaget i 3D, og der er foretaget kvantitative sammenligninger.

Resultaterne er ikke til at komme uden om: Der er stor forskel på BKBH-spor og ægte 2-bensspor. Og de data vi har fra Lætoli, peger utvivlsomt på det sidste.

Nu har et forskerhold fra Belgien sat spørgsmålstegn ved om man overholdet kan sige noget meningsfuldt ud fra menneskelignende fodspor. Der er mange faktorer i det menneskelige legemes bevægelsesmønstre der skal tages med i betragtning.

Men det amerikanske forskerhold har netop været opmærksom på disse forbehold, så det har man altså taget højde for i sine undersøgelser.

4

oktober 2010

Hvordan påvirker disse undersøgelser så vores forståelse af fodsporene fra Lætoli? De gør at vi tør konkludere, med større sikkerhed end før, at disse fodspor er afsat af skabninger der har bevæget sig på to ben. Det er i hvert fald sådan at “bevispendulet” er svinget over til at det nu er dem der tvivler på 2-benstolkningen, der står med bevisbyrden. Hvem har så afsat sporene i Lætoli? Her har Australopithecus afarensis altså hidtil indtaget pladsen som hovedkandidat (med Lucy som den kendteste), men mere og mere tyder på at netop 2-benet gang ikke var noget denne menneskeabe var udstyret med.

De amerikanske forskere vedgår et vist usikkerhedsmoment: “Selvom vores resultater viser at Lætoli-hominiderne har brugt et menneskelignende bevægelsesmønster, kan vi ikke med sikkerhed fastslå hvilken menneskeart der har afsat fodsporene.” Deres tanker samler sig om begrebet tilpasning. Og en sådan tilpasning skulle så være drevet frem af det faktum at en 2-benet gang hos en primat ville spare på energien.

Men denne tilpasnings-idé står i grel kontrast til det faktum at der skal gennemgribende ændringer til i en abe for at få den til at gå opret. Ændringer som omfatter føddernes knogler, benenes længde, bækkenet, den måde hvorpå rygsøjlen er forbundet til bækkenet og ikke mindst kraniet, synet, balanceevnen mv. Dette kan ikke forklares med en “enstrenget transformation under selektionstryk”. Det “tilpasningslandskab” der tegner sig, indbefatter et bjerg med stejle sider der adskiller menneskeaber fra mennesker, og der findes ikke nogen tunnel gennem dette bjerg! Den logiske følge af alt dette er at det er mennesket der har gået i Lætoli, og at lærebøgernes historier om menneskets evolution må skrives om. n Bearbejdelse, [kommentar] og oversættelse: K. Aa. Back

På to ben i Lætoli

ORIGO

Same procedure as every time, James!

Atter engang påny igenigen skal vi høre den samme historie, nemlig at:

Nyt fund rokker ved menneskets opståen DR’s tekst-tv og hjemmeside gengiver en nyhed fra Nature den 12. august 2010 om det opsigtsvækkende fund der er gjort i Dikika i det nordlige Ethopien: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2010/08/13/114810.htm har historien Det drejer sig om fundet af en dyreknogle som ganske tydeligt er blevet skåret over af et skarpt stenredskab. Dyreknoglen er vha. forskellige argon-isotoper dateret til mellem 3,2 og 3,4 millioner år. Det viser at abemennesket har spist kød og brugt redskaber næste 800.000 år tidligere end først antaget.

– Der er ingen tvivl om at det nye fund giver anledning til at omfortolke opfattelsen af menneskets evolution, siger Peter K. A. Jensen, overlæge i kliniske genetik, Århus Universitet.

Menneskets udvikling har været meget langsommere end man hidtil har troet.

Det er ikke første gang vi hører fra Dikika. Allerede i 2007 kunne IlluVid i nr.4 proklamere følgende under overskriften De første skridt mod mennesket: Et fantastisk velbevaret 3,3

Nyt fund rokker ved menneskets opståen

millioner gammelt fossil af en treårig pige peger på at vi udviklede os til mennesker nedefra og op. Vi blev muligvis gode til at gå og løbe, før vi lærte at tænke og tale som moderne mennesker. (IlluVid. nr. 4/2007 s. 48-51) Dette typiske eksempel på en ikke-forklaring går lige fejl af en vigtig pointe som Lætoli-forsporene viser os: Der skal hjerne til at gå og løbe på to ben. Så vi blev ikke muligvis gode til at gå oprejst inden vi lærte at tænke og tale. Hvad vi med sikkerhed kan konstatere, er at et væsen der vil gå oprejst som et moderne menneske, bør være moderne mht. synet og den fuktion som er uløseligt forbundet til synet, balanceevnen. Og nu er øjnene og ørernes fine balancecenter ikke blot klistret på menneskets hoved: Der skal hjerne til!

Så ikke muligvis, men temmelig sikkert hænger moderne oprejst gang sammen med moderne hjernekapacitet. At påstå noget andet har ikke meget med empirisk videnskab at gøre, det smager derimod af gammel, hengemt darwinisthavregrødsvanetænkningsspændetrøje. n

Af K. Aa. Back

skabelse.dk

5

Origo

Darwinistisk ønsketænkning: Hvorfor mener man at Lucy har gået oprejst som det moderne menneske og nu også har optrådt som “slagter”? Fordi det passer med den darwinistiske filosofi om menneskets evolution.

Hug en hæl og klip en tå Af Knud Aa. Back

I det klassiske eventyr om Askepot går det lidt barsk til: For at stedsøstrene kan få presset deres for store fødder ned i glasskoen, hugger den ene noget af sin hæl, den anden klipper en tå af.

I historien om Lucys gangart er der forgået noget tilsvarende: Man har bøjet “hendes” rekonstruerede fod vha. af en artsfremmed knogle så den er kommet til at virke mere moderne. [“Hendes” i citationstegn fordi det højst sandsynligt drejer sig om en “hans”.]

De nye fund I DR’s omtale af Dikika-fundene (se også andetsteds i bladet) hedder det bl.a.: »Det opsigtsvækkende er at ingen anede at menneskets abelignende forfader (Australopithecus afarensis) allerede på så tidligt et tidspunkt kunne bruge et redskab til at skaffe sig animalsk føde.« Det mest berømte eksemplar af denne abelignende forfader er Lucy. Og derfor er det ret så interessant at få fastslået om “hun” gik oprejst eller ej.

Det påstås vidt og bredt at A. afarensis gik oprejst. Og hvorfor så det? Jo, en rekonstruktion af “Lucys” fod skulle gerne passe med fodsporene i Lætoli fordi A. afaresis er den eneste hominid der er fundet i området.

Patchwork Lætoli-fodsporene er aftegnet som en moderne, ikke-platfodet fod, altså med den karakteristiske bue under foden. Og Lucys fod har derfor fået denne form. Det interessante er blot at denne rekonstruktion er foregået ved at man har sat 3,2-mio. år gamle afarensis-knogler sammen med en 1,8mio. år gammel Homo habilis-knogle for at få foden til at danne denne bue. Den famøse (altafgørende) knogle hedder navicular. [Se i øvrigt forskellen mellem et abeaftryk og et menneskeditto på forsiden af bogen “Som at tilstå et mord” af Hanne Strager, s.29.]

Vi kan altså konstatere at filosofien igen har vundet over videnskaben, fantasien har overgået virkeligheden. Senere undersøgelser har godtgjort at Homo habilis’ navicular ligger inden for variationsbredden hos det moderne menneske, i modsætning til A. afarensis-knoglerne som alene ligner platfodede abers. Der er således intet der tyder på at Lucy har haft opret gang og dermed at Lætoli-sporene skulle være afsat af en Lucy.

Man har tydeligvis “konkluderet ud fra tavsheden”, altså da man ikke har fundet moderne mennesker i Lætoli, kan det kun være “Lucier” der har vadet rundt i den vulkanske aske.

6

oktober 2010

I arkæologien er konklusioner ud fra tavsheden (dvs. følgeslutninger pga. manglende fund) en dødssynd. Spørgsmålet er om det ikke også burde være det i humanpalæontologien? For hvad anfører Nature-artiklen om fundene i Dikika? At “dette arbejde har resulteret i fundet af en varieret og velbevaret fauna herunder fossiler fra adskillige homininer inklusive et næsten komplet eksemplar af en ung Australophitecus afarensis […]” – “det eneste hominin-fossil der er opdaget i Lower Awash Valley og til hvem vi kan forbinde brugen af værktøjer, er A. afarensis.

Hvorvidt A. afarensis så rent faktisk har stået for fremstillingen af stenværktøjer, står tilbage at eftervise, men [de pågældende fund] passer fint ind i den forestilling der siger at stenværktøjsfremstilling går længere tilbage i historien end de hidtil ældste kendte arkæologiske findesteder […]”

Ny tolkning af de nye fund Vi står altså med følgende fakta: 1. A. afarensis (“Lucy”) har ikke haft opret gang.

2. A. afarensis har derfor ikke afsat sporene i Lætoli.

3. Altså må en mere moderne “handyman” have været til stede i dette område, fx H. habilis: Vi har ikke fundet spredte knogler, men et sæt overbevisende fodspor.

4. De manglende fund af Homo-former i Dikika er altså ikke ensbetydende med at fx A. afarensis må have optrådt som “knoglebryder”. Måske ligger der en habilis/handyman-rest gemt i den “varierede og velbevarede fauna herunder fossiler fra adskillige homininer”.

5. Den u-ideologiske tolkning af fundene må således være at det moderne menneske skal tilbagedateres til omkring 3,5 mio. år. n Læs videre: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2010/08/13/114810.htm hvor der også er henvisning til de relevante artikler i Nature: “Evidence for stone-tool-assisted consumption of animal tissues before 3.39 million years ago at Dikika, Ethiopia” og “Palaeoanthropology: Australopithecine butchers under News and Views,” Nature 466, 828 (12 August 2010) “Footprints to Fill, Flat feet and doubts about makers of the Laetoli tracks,” by Kate Wong, Scientific American, August 1, 2005. Se http://www.scientificamerican.com/article. cfm?id=footprints-to-fill

Hug en hæl og klip en tå

ORIGO

Likkledet i Torino stadig aktuelt Av Jostein Andreassen

Likkledet i Torino ble utstilt i domkirken i Torino fra 10. april til 23. mai 2010. To millioner mennesker kom for å se, deriblant undertegnede. Tidligere utstillinger fant sted 2000, 1998, 1978, 1933, 1931, 1898 og en rekke andre ganger ned gjennom historien. Til Torino kom kledet fra Sør-Frankrike i 1578.

I 1978 møtte hele 3,5 millioner mennesker opp for å se Likkledet i løpet av 35 dager, det blir faktisk 100.000 hver dag!

Det som blir kalt Likkledet i Torino er et linklede på drøye 4 X 1 meter som bærer et avtrykk av en korsfestet og tornekronet mann. Mange mener dette er likkledet etter Jesus fra Nasaret og regner det som den kristne kirkes mest dyrebare relikvium.

D o m k irken i To r in o, hvo r Lik kle d et ble stilt ut i a p r il/m a i 2010.

Forskning Likkledet i Torino er det best undersøkte objekt i vitenskapens historie (Heller 1983). Forskningen begynte i 1898, men tok særlig av i 1973, og kledet har vært under kontinuerlig forskning siden.

En delegasjon amerikanske vitenskapsmenn på 40 personer fra omtrent like mange vitenskapsgrener samt 4 italienske foretok et tre års intenst studium av kledet 1978-81. Forskergruppen kaltes S.Tu.R.P., “Shroud of Turin Research Project” (Heller 1983). Konklusjonen blant mye annet var at de ikke kunne forklare hvordan dette avtrykket var kommet til. Under pressekonferansen der alle disse 44 var til stede, ble forskerne spurt fra salen om de hadde funnet noe som ikke stemte med Det nye testamentes beskrivelse av hva som en gang hadde skjedd med Jesus fra Nasaret. Svaret var enstemmig og gripende: “No!” Men kledet er også sterkt omstridt. I 1988 foretok laboratoriene i Tucson, Arizona, Oxford i England og Zürich i Sveits en C-14-analyse som alle viste at kledet stammer fra årene 1260-1390 en gang. Men denne prøven er også sterkt omdiskutert og har satt sinnene i kok, bl.a. fordi den viser seg å være tatt fra et sted i hjørnet på kledet som ble reparert i 1531!

Fakta om kledet er sterkt underkommunisert i Norge. Siste bok her kom i 1983 (på dansk 2007, finsk 2009). På engelsk fins en hel skog av dem – og forskningsrapporter. Undertegnede er visst en av få nordmenn som inngående har fulgt med i undersøkelsene de siste tretti år. Derfor skriver jeg da også en bok om emnet, derfor denne svært korte og oppsummerende artikkelen, boken kommer i februar 2011. Den vil ikke minst ta for seg det misvisende laboratoriearbeidet som ble utført i 1988.

Svindel?

Men la oss nå tenke oss at en svindler fikk laget dette kledet ca. år 1300, slik som C-14-dateringen påstår. (Det er allment historisk anerkjent at det Likklede som nå befinner seg i Torino, ble stilt ut i kirken i den lille

Likkledet i Torino stadig aktuelt

skabelse.dk

7

Origo landsbyen Lirey i Frankrike i år 1355 av den daværende eier, Geoffrey I de Charny. Et pilgrimsmerke på 45 X 62 millimeter fra denne utstillingen finnes definitivt, oppdaget i Seinens mudder under en av Paris’ broer i 1855 og hører til den permanente utstilling i Cluny-museet (Antonacci 2000:150; Tribbe 2006:42) Så er du en av dem som tror at Likkledet er et svindelprodukt, da har du sannelig et forklaringsproblem! For dermed må denne bedrageren ha vært helt eksepsjonell dyktig, virkelig et teknisk supergeni – og har bl.a.: • Oppfunnet fotograferingskunsten 530 år på forhånd – personen på kledet er gjengitt som et fotografisk negativ.

(Svensson 2007:15) • Oppfunnet røntgenfotograferingen 600 år før tiden – en kan godt se mellomhånds- og fingerknoklene i hendene.

(Svensson 2007:170)

• Oppdaget blodomløpet 330 år før William Harvey – veneog arterieblod er plassert på riktige steder. (Wilson 2000: 67ff.; Zugibe 2005:214ff.)

• Kunsthistorisk sett har han vært 300 år før sin tid – nagler i håndleddene er unikt. Kom først med flamske malere (van Dyck, Rubens) som en mener har sett kledet. (Zugibe 2005: 66ff.; Svensson 2010:63) • Plassert ca. 120 slagmerker av en romersk pisk på kledet, så nøyaktig at en kan se av mønsteret at den ene som slo, har vært litt høyere av vekst enn den andre. (Guerrera 2001:81; Svensson 2007:46f.

• Mannen i kledet har dødd i oppreist stilling. Blodstrømmen på armene viser det, og overkroppen er bøyd framover i en rigor mortis-stilling [dødsstivhet], hodet enda mer. Knærne er bøyd, det ene mer enn det andre.

“The Shroud’s imprints make perfect anatomical sence” (Wilson 2000:48f ).

• Skapt et bilde på en pr. 2010 ukjent teknisk måte – det er retningsløst og “kan oppfattes best” (Svensson) på 5-7 meters avstand. Det har tredimensjonale proporsjoner, som det eneste “bilde” i verden. (“A true three-dimensional Lik kle d et s lik d et s er ut i v irkelig h eten – d ette er et n e g a tiv

8

oktober 2010

Likkledet i Torino stadig aktuelt

ORIGO Foto a v a n s iktet p å m a n n en i lik kle d et, d v s . et p o s itiv. Lik kle d et er h elt a n n erle d e s a lle a n d re ”bild er” o g b lir m e g et t y d elig ere n å r d et b lir foto g ra fert.

image appeared on the monitor … Only the Shroud of Turin has [ever] produced these results from a VP-8 Image Analyzer”, sitert fra Wilson 2000:36f; se også Zugibe 2005:230ff.)

• Framskaffet romerske leptoner fra år 29 og lagt dem i øynene – deler av innskrift TIBERIOU KAISAROS (“tilhører keiser Tiberius”) og figur (hyrdestav) på myntene kan leses/ses. (Whanger 1983 og 1998; Fontanille 2001; Zugibe 2005:235; Svensson 2007:94).

M y nten e i ø y n en e p å m a n n en i Lik kle d et, ro m er s ke le pto n er p re g et a v P o ntiu s P ila tu s i å r 29/3 0.

D ette er et p o s itiv

Likkledet i Torino stadig aktuelt

skabelse.dk

9

Origo Je s u s tro n er i a p s is i Kirken i M o n re a le, Sic ilia. Fra 110 0 -ta llet, fo ro rd n et a v k r istn e n o r m a n n ere, s a n n s y n lig v is i s lekt m e d b efo lk n in g en i D a n m a rk/N o rg e.

• Utstyrt kledet med pollen fra blomster som fins i Jerusalem, Urfa i Tyrkia, Istanbul, Sør-Frankrike og NordItalia, helt i samsvar med kledets historie. (Frei-Sulzer 1982; Danin et al 1999: 10ff; Danin 2010: 64ff.) Dette var 300 år før mikroskopet ble oppfunnet. Hvordan kunne en person på 1300-tallet vite at hver enkelt plantearts pollen har sitt meget spesielle utseende når en må mikroskopere dette sterkt i lys- eller elektronmikroskop for å kunne se det? Og hvordan kunne og hvorfor skulle han da farte rundt i hele Middelhavsområdet for å finne alle disse pollentypene og plassere dem i passe mengder og på de helt riktige stedene på Likkledet?

Botanikkprofessor Avinoam Danin, Jerusalem, har gjenkjent atskillige blomsteravtrykk på kledet, bl.a. så særegne arter som Capparis aegyptia, Gundelia tourneforti og Zygophyllum dumosum. Disse finnes bare i våre dager i henholdsvis Egypt, Sinai og Israels ørkenstrøk (Capparis), Judeiske ørken (Zygophyllum) og rett øst for Jerusalem og nordover (Gundelia).

En mengde andre fins alle i Jerusalem-området og blomstrer i mars-april. Danin konkluderer at det eneste stedet i verden noen kunne finne friske planter av disse artene og plassere dem ved/på den døde kroppen til mannen i Likkledet i Torino, “er i området mellom Jerusalem og Hebron” (Danin 2010: 54).

Danin, profan jøde, botaniker i verdensklasse og knyttet til over 40 plantearter “new to science”, har gitt ut to floraer over Likkledet.

Kjemiprofessor R. Rogers har i en “peer-reviewed” artikkel for fem år siden ettertrykkelig bevist at de tre prøvene til C-14datering i 1988 ble alle tatt fra samme stedet som ble reparert på 1500-tallet. Materialet herfra har ikke de samme kjemiske og optiske egenskaper som det øvrige klede og avviker både

10

oktober 2010

i struktur og tykkelse. Derfor er dateringen – målt til årene “1260-1390” – feilaktig. (Rogers 2005, Svensson 2007:196) Det vrimler av store og små blodflekker på kledet. Disse har størknet og klistret seg til hår og hud på mannen. Men alle viser seg ved omhyggelig mikroskopering å være “fullkomne” – slik at det er umulig å påvise at kledet er blitt “revet av” for å befri ham fra det. Den korsfestede mannen har simpelthen “forsvunnet” ut av kledet mens han lå i det! (Svensson 2007:148) Slik kunne jeg fortsette! Les heller boka mi om emnet som kommer til februar. For jeg håper virkelig at dette har pirret din nysgjerrighet. n

Likkledet i Torino stadig aktuelt

ORIGO Je s u s i k irken St. M a r ia s u p ra M in er va i R o m a, like ve d P a nth e o n. M ich ela n g elo ca. 152 0.

Litteratur Antonacci, Mark: “The Resurrection of the Shroud [Likkledet]”. New Scientific, Medical and Archeological Evidence (2000) Damon, P.E. et al.: “Radiocarbon dating of the Shroud of Turin”, Nature No. 337 (1989) Danin, Avinoam, Whanger, Alan D., Baruch, Uri, Whanger, Mary: “Flora of the Shroud of Turin” (1999) Danin, Avinoam: “Botany of the Shroud. The Story of Floral Images on the Shroud of Turin” (2010) Fontanille, Jean-Phillippe: “The Coins of Pontius Pilate” (2001) Frei-Sulzer, Max: ”Nine years of Palinological Studies [pollenundersøkelser] on the Shroud” in: “Shroud Spectrum International” No. 3, 1982 Guerrera, Fr. Vittorio: “The Shroud of Turin. A Case for Authenticity” (2001) Heller, John H.: “Report on the Shroud of Turin” (1983) Rogers, Raymond: “Studies on the Radiocarbon Sample from the Shroud of Turin”. In: “Thermochimica Acta”, No. 425, 2005.

Svensson, Niels: “Det sande ansigt. Jesus og Ligklædet i Torino” (2007) Tribbe, Frank C.: “Portrait of Jesus? The Shroud of Turin in Science and History” (2006) Whanger, Mary and Alan: “The Shroud of Turin: An Adventure of Discovery” (1998) Whanger, Alan: “Current Anthropology”, Vol. 24, No. 3 (1983) – “Comment” to: “The Authentication of the Turin Shroud: An Issue in Archaeological Epistemology”, by William Meacham. Published by University of Chicago Press Wilson, Ian: “The Shroud” (2010) Wilson, Ian, Schwortz, Barrie: “The Turin Shroud. The Illustrated Evidence” (2000) Zugibe, Frederick T.: “The Crucifixtion of Jesus. A forensic [rettsmedisinsk] Inquiry” (2005)

Likkledet i Torino stadig aktuelt

skabelse.dk

11

Origo

Debatt i Bergens Tidende Av Peder A. Tyvand, Professor UMB, Ås.

Bergens Tidende (BT) har hatt en stor evolusjonsdebatt våren 2010, og vi har tenkt å gjøre denne debatten til en hovedsak på Origo-årsmøtet i Bergen den 6.november 2010. Debatten begynte med en kronikk av Tomas Moltu 11. april 2010: Skaperverket er truet. Evolusjonslæren kan forlede oss til å tro at livet på jorden vil overleve og videreutvikle seg på tross av klimakrisen.

Denne kronikken kan leses på http://www.bt.no/meninger/ kronikk/Skaperverket-er-truet-1064961.html Oslo-professor Nils Chr. Stenseth rykket tre ganger ut mot Moltu. I form at et avisintervju og to debattinnlegg i BT. Dette er oppsiktsvekkende, fordi dette var en debatt som ikke nådde Oslo-gryta. Og fordi biologi-professor Stenseth er preses i Det Norske Videnskaps-Akademi; det fremste intellektuelle forum i Norge. Stenseths posisjon er det nærmeste man kommer en “erkebiskop” i norsk vitenskap, noe som ikke er ironisk ment fordi tittelen “preses” også brukes om bispekollegiets leder.

23. april trykkes Stenseths første BT-innlegg med tittelen Moltu tar ganske enkelt feil. Et personangrep allerede i tittelen.

Senere angriper han oss kritikere generelt ved å skrive: Jeg pleier i liten grad å skrive motinnlegg mot evolusjonsmotstandere – fordi de ikke argumenterer ut fra faglige argumenter, men i bunn og grunn ut fra en religiøs dogmatikk.

Vi kan bekrefte at Stenseth ikke lenger skriver motinnlegg mot oss Origo-professorene. Men at denne debattvegringen hans skulle komme av at vi ikke holder mål faglig, er det liten grunn til å tro på. Hans evne og vilje til å debattere ser nemlig ut til å avta i takt med at Origos faglige kompetanse øker.

Stenseth debatterer ikke og argumenterer ikke. Han nøyer seg i stedet med generelle personangrep mot evolusjonskritikere.

Han passer nøye på ikke å omtale oss konkret, for å unngå at vi kan kreve svar-rett i avisen. Dermed kan han fortsette uforstyrret med generelle personangrep mot oss annerledes tenkende.

27. april får jeg likevel komme til med et motinnlegg mot Stenseth i BT. Som debatt betraktet blir dette “god dag-mannøkseskaft”, for Stenseth svarer meg ikke.

7. mai kommer Stenseth tilbake i BT og angriper Moltu nok en gang med den tomme maktfloskelen: Moltu tar ganske enkelt feil.

12

oktober 2010

Så forsikrer han leserne om vår generelle uvitenhet: De alternativene som evolusjonsmotstanderne forfekter, kan enten ikke etterprøves på en vitenskapelig måte eller har allerede vist seg ikke å stemme – de er dogmatiske standpunkt forankret i religiøse fortolkninger.

La meg minne om at evolusjonslæren hevder at livet utvikler seg “nedenfra og opp” ved hjelp av de nedbrytende mekanismene eliminasjon (seleksjon) og støy (mutasjoner).

Alternativet til evolusjon er samspillet mellom livets oppskrift (DNA-algoritmene) og livets handlinger (biokjemien). Dette samspillet foregår “ovenfra og ned” fordi oppskriften alltid kommer før handlingen. Har vår påstand om at “livet er algoritmisk” vist seg ikke å stemme?

Selvsagt ikke. Men Stenseth snor seg unna enhver konfrontasjon med oss kritikere. Vårt algoritme-argument er høyst vitenskapelig og etterprøvbart. Stenseth velger å svartmale vår tenkning og våre personlighetstrekk uten å gå inn på hvem vi er og hva vi faktisk hevder. Han demoniserer oss evolusjonsmotstandere istedenfor å argumentere. Som begrunnelse for sin demonisering viser han til våre uhederlige motiver: … noen regler bør ligge til grunn, som at man oppriktig ønsker svar på de spørsmål man stiller. Det virker som om evolusjonsmotstanderne ofte ikke ønsker det – og det er derfor jeg sjelden debatterer med dem. De virker å ha en annen agenda enn å styrke sin egen og vår felles kunnskapsplattform.

Hvor henter Stenseth denne mistenkeliggjøringen fra? Selv har jeg nå holdt på i mange år med å bygge opp kompetanse på biologiens viktigste teoriområde – populasjonsgenetikk – men jeg har inntil nå opplevd at norske biologer neglisjerer mitt bidrag til vår felles kunnskapsplattform.

Mine konklusjoner omkring Stenseths opptreden i BT er: • Stenseth debatterer ikke med oss evolusjonsmotstandere.

Han karakteriserer våre meninger, uten å gå inn på innholdet i våre argumenter.

• Stenseth begrunner sin manglende debatt med våre dårlige motiver. Han karakteriserer altså våre motiver – slik at han kan karakterisere våre meninger uten å gå inn på innholdet.

• Karakteristikk av meninger er personangrep. Karakteristikk av motiver er personangrep. Stenseth lager en tankesirkel av typen: Evolusjonskritikernes argumenter stinker fordi deres motiver stinker. Våre motiver mistenkeliggjøres, for at våre meninger skal ugyldiggjøres. Stenseth begrunner sine personangrep med personangrep. n

Debatt i Bergens Tidende

ORIGO

Debatt i Bergens Tidende

skabelse.dk

13

Origo

Bli’ klogere på nettet

Kristendom og videnskab Oversættelse og bearbejdelse: K. Aa. Back

Den svenske organisation Apologia har i foråret 2010 i samarbejde med CredoAkademin arrangeret et seminar “Tro og videnskab” i Betlehemskyrkan i Stockholm. Man har diskuteret naturvidenskab ud fra en kristen synsvinkel, og seminaret afsluttedes med en diskussion om kristendom og videnskab hvor også ateistforeningen Humanisterne deltog. Og som et apropos til diskussionen mellem Behe og Barr (se andetsteds i bladet) ledsagedes sidstnævnte af følgende tendentiøse omtale fra Sveriges Tv’s side: “Den avslutas med en debatt mellan företrädare för både den naturvetenskapliga[!] och den kristna sidan.”

Men trods det er det dog positivt at den svenske pendant til Skole-Tv, UtbildningsRadion, har lagt denne samtale ud på nettet hvor den vil kunne findes indtil 1. juli 2015. Find den her: http://www.ur.se/play/157800. OBS! Diskussionen foregår på engelsk, men med svenske undertekster, så den anbefales hermed til alle origolæsere. Tak til Mats Molén som har henledt vores opmærksomhed på dette. Han skriver i øvrigt om diskussionen at John Lennox gjorde en meget stærk figur i debatten som var både spændende og undertiden lige frem morsom.

UR skriver videre om programmet at det handler om en samtale mellem på den ene side den kristne oxfordprofessor John Lennox og Stefan Gustavsson fra CredoAkadamin og på den anden Christer Sturmark, formand i Humanisterne, sekunderet af professor i teoretisk fysik Ulf Danielsson.

Som det ses af det første indlæg i samtalen, John Lennox’, handler den netop ikke om kristendom i modsætning til videnskab, men om hvem der repræsenterer den bedste form for videnskab.

Vi bringer her er uddrag af Lennox’ indledning: [Det vi skal diskutere i dag, er] ikke et spørgsmål om videnskab i krig med troen, men snarere to forskellige verdenssyn i konflikt med hinanden, materialisme og teisme. Min tro på Gud sætter mig faktisk i stand til at bedrive forskning.

Som Einstein er inde på, må enhver forsker tro på at dette univers er indrettet rationelt. Herover for står dem der vil reducere den menneskelige tanke til blot en hjerne der i sin tur kan reduceres til et spørgsmål om fysik og kemi. Tanker er således kun et resultat af bevægelse af elementarpartikler.

Men hvorfor så sætte vores lid til disse tanker? Mange filosoffer påpeger at en sådan materialistisk reduktionisme undergraver selve grundlaget for forskningen. Så mit problem med ateismen er ikke i første række at den står i modsætningsforhold til teologien, men at den er imod rationaliteten. Ateismen giver ingen “ret” til at drive forskning. Min fysiklærer prof.

Polkinghorne har sagt: “Fysikken er ikke i stand til at forklare sin tro på at universet lader sig forklare rationelt, for man er nødt til at tro på denne rationalitet inden man overhovedet begynder med sin fysik.”

Men kristendommen giver os en grund til at forske:

14

oktober 2010

1. Både den menneskelige bevidsthed og universet lader sig efterspore i den rationalitet der ligger i begrebet GUD. 2. Forskningen er drevet frem af denne overbevisning. Forskningens store pionerer troede alle på Gud. Mange filosoffer vil i dag sige at mennesket blev videnskabeligt fordi det gik ud fra at der findes naturlove, og det gjorde det fordi det har troet på at der findes en Lovgiver.

Det forholdes sig derfor sådan at i stedet for at troen på Gud skulle have spændt ben for forskningen, blev den tværtimod drevet frem af gudstroen.

Der er 3 store teser i videnskaben: 1. Forskningen viser os at universet er styret af love. Det tyder på en Lovgiver.

2. Fysikken og kosmologien afslører universets finindstilling.

En finindstilling der lader livet være muligt, og den tyder dermed på en hensigt og en plan.

3. [Den tredje ting kan deles op i] yderligere to ting: a) Den struktur der findes i DNA’et. Det er en kode, et ord, et logos. Og vi går imod enhver analogi vi kender til, hvis vi henfører dette kodebærende logos til bevidstløse, ikke-styrede processer. I det øjeblik vi støder på tegn på en semiotik, drager vi den slutning at vi står over for en form for intelligens. b) Den menneskelige bevidsthed om sin egen væren. Vi mennesker er ikke blot forsynet med information i vores DNA, men med en informationsprocesser som vi selv er bevidste om, og den er personlig.

Det peger for mig ikke alene på en intelligent årsag, men på en personlig årsag. Dette er ikke en god of the gaps-tro. (At vi bruger Gud som forklaring på det vi ikke kan forklare.) De triumfer forskningen har kunnet fejre, er for mig at se er et meget stærkt indicium for at der findes en Gud. n

Kristendom og videnskab

ORIGO

Bør Intelligent Design (ID) indgå i naturfagsundervisningen?

Oversættelse og bearbejdelse: K. Aa. Back

Efter at have understreget at hans fakultet ikke er enigt med ham mht. ID, og til almindelig moro understreget at selv hans egen mor ikke kan følge ham, lægger Behe for med en påpegning af at hvis man kan inddrage darwinisme i naturfagene biologi, fysik osv., bør man også tage ID med. Og han påpeger at meget af ID’s argumentation ikke kommer fra ID-bevægelsen, men fra de eksakte tekniske og naturfaglige videnskaber: nanoteknologien og informatikken, fx.

Her overfor står så Barrs synspunkt at man skal passe på de rammer som i kraft af den videnskabelige tradition for længst er opstillet omkring naturfagene: Nemlig at i en videnskabelig diskussion er det kun videnskabelige argumenter der tæller. Og iflg. Barr vil enhver henvisning til en designer (hvor løst han så måtte være defineret) i sidste ende altid være en henvisning til noget overnaturligt. Og det ligger jo netop i den naturvidenskabelige metode ikke at gøre det. Her tilstræbes naturlige forklaringer på naturlige fænomener.

Og så har Barr en ret så interessant pointe: Hvis man vil rense naturfagene for ateistiske synspunkter, må det gøres med henvisning til at naturfagene ikke skal sovses ind i (ofte pauvre) filosofiske betragtninger, fx. evolutionen lærer os at vi er resultat af en meningsløs tilfældighed; livet har intet formål; og menneskelivet er blot et ubetydeligt fnug i et ikkevenligsindet univers, men skal holde sig til facts – Hvis man vil smugle ID ind ad bagdøren, har man undermineret dette arguments slagkraft.

Origolæseren er hermed opfordret til at følge den efterfølgende diskussion. For dem der måske ikke føler sig helt stive i engelsk, er her en forkortet udgave af de fremførte synspunkter. Så kan man jo selv se hvem man synes der “vinder” denne meningsudveksling.

Behe: Steve siger at vi bør holde os til naturlige forklaringer. Men forskningen har ikke altid holdt sig til “naturlige forklaringer”: Newtons gravitet var ikke anerkendt som naturvidenskab til at begynde med. Hvad var det for en mystisk kraft som skulle få Jorden til at hive i Månen et vice versa? Og lanceringen af Big Bang – det forekom at være en henvisning til noget overnaturligt at BB-teorien kræver at universet er uendeligt. Og følgeslutningen ville så være at alt hvad der hævder at universet ikke er uendeligt, er ikke naturvidenskab?!

Yderligere mht. naturlige forklaringer: Når biologien underviser i darwinisme, er det en filosofisk overbygning der sættes på. Det ligger i kortene at “der aldrig har været et formål med evolutionen”. Og når nobelprismodtagere definerer darwinistisk evolution som “ikke-styrede processer”, så kan vi andre ikke bare lave en enden definition.

Hertil kommer at naturvidenskaben i dag går mere og mere ned i de basale spørgsmål, såsom hvor kom livet fra?

Bli’ klogere på nettet Hjemmesiden intelligentdesign.dk har været udsat for fjendtligt indtrængen og har derfor været “nede” i et stykke tid. Leif Asmark som bestyrer sitet, har nu fået sin blog op at køre igen; og der er nu placeret en henvisning hertil på KD-bloggen eftertanke.dk; find den på http://intelligentdesign.eftertanke.dk. Flere origoskribenter har givet tilsagn om at yde deres bidrag til denne blog.

På Leif Asmarks nystartede blog findes en henvisning til www.evoltionnews.org hvor man under den 12. aug. 2010 kan finde en yderst interessant diskussion mellem biokemikeren Michael Behe og fysikeren Stephen Barr.

ID er ikke filosofi. Design er noget vi umiddelbart kan begribe.

Barr: I ortodoks kristendom kan Gud aldrig defineres som en del af naturen.

Selv i Middelalderen var der naturfilosoffer (som man kaldte forskerne dengang) der holdt på at man ikke må henvise til Gud som forklaring.

Michael siger nu at darwinister har allerede gjort det, altså brudt grænsen, ved at fremkomme med filosofiske synspunkter. Men hvad så? Der findes også folk som bryder loven ved at stjæle. Det er jo ikke ensbetydende med at jeg skal gå ud og hugge min nabos ejendele.

Prøv derfor at få biologerne til at erkende at mange af deres synspunkter er bundet op i det filosofiske. Få dem til at stryge henvisninger til fx det meningsløse.

Tag Stonehenge. Denne stenformation er intelligent designet. Udforskningen af den hører derfor ikke til inden for geologien.

Man kan godt erkende design, men så hører fænomenet blot ikke ind under naturvidenskaberne. Der er ikke nogle

Bør Intelligent Design (ID) indgå i naturfagsundervisningen?

skabelse.dk

15

Origo “naturlige” forklaringer på Stonehenge. [Vind og vejr har ikke formet denne stenkonstruktion.]

Behe: Men så må man få disse [biologi]lærere til at anerkende denne forskel på naturfilosofi og naturvidenskab.

Problemet er at de ikke anser det for filosofi når de taler om ikke-styrede, ikke-planlagte processer.

Naturvidenskaben vil forklare naturfænomener uden at gøre brug af begrebet formål; altså hvad er formålet med et bjerg, en hest, en flod, en stjerne osv.? Det er ikke naturvidenskabens anliggende. Man vil holde sig til mekanistiske forklaringer, men tingene er skiftet: Mange ting i biologien i dag kan ikke forstås uden henvisning til et formål. Det kan måske ikke være så let at fastslå hvad et bjergs funktion er; det er til gengæld meget enkelt når det gælder en vinge! Det kan godt være at formålet med en hest ligger hen i det dunkle, men det gælder så sandelig ikke hestens øjne!

Barr: For mange ateister betyder forskningen at Universet opfattes som uden mening, meningsløst. Andre forskere ser andre implikationer. Så man må opfordre til at man stryger disse følgeslutninger fra lærebøgerne.

Læg mærke til at mange mener at Dawkins gør naturvidenskaben en bjørnetjeneste fordi han vil gøre den ateistisk. Så fordi de kan se denne potentielle skade på videnskaben, er der flere og flere (også blandt ateister) der er villige til at få slettet disse filosofiske betragtninger fra lærebøgerne.

Behe: Hvad ligger der så i “naturlige processer”? Er de altid ikke-styrede, altid uden formål?

Barr: Solen drives af naturprocesser. Vi har et ganske godt billede af hvordan stjerner dannes vha. naturlige processer.

Betyder det dermed at de ikke er planlagt. Nej! For som ortodoks kristen mener jeg at Gud har vidst alt som er sket i tidens løb, alt som vil ske. Så det faktum at de og de naturlige processer har ledt til dannelse af solen, er alt sammen en del af Hans plan. Der er ingen modsætning i det. Vi er dermed inde i en diskussion om den primære og den sekundære kausalitet. – I den forbindelse kan man undre sig: Hvorfor denne afgudsdyrkelse af videnskab i dag? Se på reklamerne: Skal man sælge noget, skal det være med den seneste videnskabelige formel. Middelalderen havde ret: Filosofi er hævet over naturvidenskab, og endnu højere ligger teologien!

Behe: Jeg kommer ikke med en forklaring på Gud. Jeg er biokemiker og studerer biokemiske systemer. Og derfor er det naturligt for mig at stille spørgsmålet: Hvordan er disse systemer blevet til?

Så når nogen vil hævde at disse fint afstemte systemer med deres fantastiske funktioner blot er blevet til ved tilfældige, ikke-styrede (darwinistiske) processer, så rejser der sig en protest i mig.

Mange af disse systemer lade sig ikke forklare på denne måde, men designet i dem er ikke til at komme uden om! n

Jonathan Wells:

Evolutionens ikoner - Videnskab eller myte?

239,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

16

oktober 2010

Bør Intelligent Design (ID) indgå i naturfagsundervisningen?

ORIGO

Det hører man ikke så meget om i dag: Darwins nære ven A. F. Wallace brød med forestillingen om, at alle biologiske fænomener kan forklares som et resultat af ikkemålrettet evolution; han kom faktisk ID i forkøbet ved at tale om teleologi, dvs. formål, i skaberværket.

Darwin og Wallace – historien om et videnskabeligt parløb Af Søren Harslund

Tæt på Charles Darwins grav i Westminster Abbey-katedralen i London er der opsat en medaljon til minde om Alfred Russel Wallace, en af Darwins nære venner og videnskabelige kolleger som ganske uberettiget har stået i skyggen af Darwin i eftertidens debat om evolutionsteorien, men som på Darwins tid og i årene efter dennes død i 1882 var en meget anerkendt og indflydelsesrig naturforsker og samfundsdebattør.

På grund af hans betydelige bidrag til den naturvidenskabelige forskning foreslog en kreds af Wallaces venner ved hans død som 90-årig den 7. november 1913 (han blev født den 8. januar 1823 i Wales), at han ligesom sin mere berømte kollega fik sit sidste hvilested i Westminster Abbey. Det blev dog ikke til noget, da Wallaces enke fulgte Wallaces ønske om at blive begravet på den lokale kirkegård i Broadstone, Dorset, hvor de havde deres hjem. Til gengæld fik en kreds af prominente britiske forskere udvirket, at nævnte medaljon blev opsat i Westminster Abbey, hvor den blev afsløret den 1. november 1915.

En flittig skribent og debattør Wallace var ligesom Darwin meget belæst og en overordentlig flittig skribent: 22 bøger og omkring 750 afhandlinger, artikler og debatindlæg m.m. blev det til, men hvor Darwin næsten udelukkende beskæftigede sig med naturvidenskabelige emner med relation til evolutionsteorien, dengang sædvanligvis kaldet transmutationsteorien, i sin publikationsvirksomhed, tog Wallace også mange andre emner op, idet han fx helt fra sin ungdom havde været kritisk over for den politiske, økonomiske og sociale udvikling i England og var meget åben over

for nye og ofte kontroversielle ideer; og hvor Darwin, som skyede offentlighed og polemik, helst overlod slagsmålene om sine kontroversielle videnskabelige teorier til nære venner og kolleger som botanikeren John Dalton Hooker, biologen Thomas Henry Huxley, geologen Charles Lyell, filosoffen Herbert Spencer og Wallace, holdt sidstnævnte sig ikke tilbage i den offentlige debat.

Det er næppe for meget at sige, at Wallace i flere henseender var mere kreativ end Darwin; i hvert fald havde han flere interesseområder end Darwin, hvilket resulterede i hans betydelige indsats for politiske, økonomiske og sociale reformer, herunder meget konkrete forslag til landreformer og et økonomisk system baseret alene på trykte pengesedler (uden basering på guld- og sølvreserver). For eftertiden er det dog stort set alene hans indsats på det naturvidenskabelige område, der har gjort Wallace til mere end en parentes i historien.

Wallace er mest kendt for sin rolle i forbindelse med offentliggørelsen af Darwins epokegørende udviklings- og nedstamningsteori, som blev lanceret i bogen ‘Om arternes oprindelse’ den 24. november 18591. Det var en teori Darwin var begyndt at arbejde med kort efter sin hjemkomst fra den berømte verdensomsejling med HMS Beagle i perioden 1831-36, men det kneb med at få arbejdet gjort færdigt, idet han samtidig arbejdede med andre naturvidenskabelige projekter og skulle tage sig af sin stadig voksende familie, ligesom han plagedes af en mystisk sygdom, han havde pådraget sig under Beagle-ekspeditionen (den skyldtes formentlig, at han blev bidt eller stukket af et giftigt insekt). Her skulle Wallace vise sig at få afgørende indflydelse på Darwins forfatterskab og store betydning for de biologiske videnskaber og synet på mennesket helt op til vor tid.

Darwin og Wallace – historien om et videnskabeligt parløb

skabelse.dk

17

Origo

fik afgørende indflydelse på “ “Wallace Darwins forfatterskab To vigtige ekspeditioner Wallace var ligesom Darwin tidligt blevet en ivrig naturforsker, hvilket i første omgang bragte ham på en ekspedition til Amazonlandet (floderne og regnskoven) i Brasilien i perioden 1848-52. Her gjorde han mange vigtige iagttagelser og optegnelser om økosystemet, dyre- og plantelivet og de lokale stammefolks sprog og kultur, ligesom han indsamlede mange insekter og dyrearter med henblik på salg til samlere hjemme i England. Det meste, inkl. mange af hans opteg- Wa lla ce nelser, gik dog tabt under hjemrejsen på grund af en brand om bord på skibet til England. En del af samlingerne var dog heldigvis sendt i forvejen. – Hans særlige interesse for insekter skyldtes den jævnaldrende insektforsker (entomolog) Henry Bates, som også deltog i ekspeditionen.

Tilbage i England skrev han bøgerne Palm Trees of the Amazon and Their Uses og Travels on the Amazon og afhandlingen On the Monkeys of the Amazon, ligesom han havde et kort møde med Darwin, hvis første publikationer, herunder Darwins bog om Beagle-ekspeditionen, Voyage of the Beagle, han havde læst med stor interesse.

Modsat Darwin var Wallace tidligt blevet overbevist om transmutationsteoriens rigtighed, en opfattelse der styrkedes under hans næste ekspedition, som gik til en række øer i det nuværende Malaysia og Indonesien, dengang Hollandsk Ostindien, og som varede fra 1854-62. Også her foretog han omfattende indsamlinger af insekter m.m. og nedskrev sine

mange iagttagelser vedr. dyre- og plantelivet på de forskellige øer han besøgte.

Wallaces ‘tro’ på transmutationsteorien opstod omkring 1844-45, hvor Darwin endnu ikke var nået til fuld klarhed om sin egen udviklingsteori. Han havde kun skrevet et par upublicerede skitser til teorien i hhv. 1842 og 1844. Wallace havde på det tidspunkt studeret forskellige værker af en række førende naturforskere, inkl. Darwin og Lyell, men var ligesom Henry Bates især stærkt påvirket af det kontroversielle skrift Vestiges of the Natural History of Creation, som blev udgivet anonymt af den skotske forlægger Robert Chambers i 18442, og som slog til lyd for solsystemets, Jordens og alt levendes evolutionære oprindelse, herunder at mennesket måske stammede fra laverestående primater. Under deres ekspedition i Amazonlandet ville Wallace og Bates derfor undersøge, om Chambers’ ideer passede med deres egne observationer i den brasilianske regnskov.

Mange af de arter Wallace indsamlede under ekspeditionen i Sydøstasien var nye for naturvidenskaben, fx en ‘flyvende’ frø, men en af hans vigtigste opdagelser var forskellen på dyrelivet på øer, som adskiltes af et snævert stræde, af eftertiden kaldet Wallace-linjen, et fænomen Darwin til sin store fortrydelse ikke var opmærksom på under sit besøg på Galápagosøerne, hvor der er ret store anatomiske forskelle på fx skildpadderne og forskellige fuglearter (finker fx) på de forskellige øer.

Fænomenet er nærmere beskrevet i Wallaces afhandling On the Zoological Geography of the Malay Archipelago, som blev publiceret i 1859. Han var allerede blevet opmærksom på det under sin rejse i Amazonlandet og omtalte det kort i afhandlingen On the Monkeys of the Amazon fra 1853. Det han observerede var, at dyr nord for linjen var typiske for ‘asiatiske’ dyrearter, mens dyr syd for linjen var typiske for ‘australske’ dyrearter.

Det var under denne ekspedition Wallace lagde grunden til faget biogeografi om den geografiske fordeling af bl.a. dyre- og plantearter med afhandlingen On the Law Which Has Regulated the Introduction of New Species, som blev publiceret i september 1855. Her satte Wallace for første gang sine iagttagelser i relation til transmutationsteorien. Afhandlingen fik også stor betydning for udviklingen af Darwins teori om artsdannelse, jf. nedenfor.

Wallace og tilblivelsen af ‘Arternes oprindelse’ Under sit ophold i Sydøstasien indledte Wallace en korrespondance med Darwin, i hvilken Darwin, som havde læst Wallaces afhandling fra 1855, afslørede, at han arbejdede med sin egen teori om artsdannelse, og det var i den sammenhæng, Wallace i februar 1858 sendte Darwin sit essay On the Tendency of Varieties to Depart Indefinitely from the Original Type, hvor Wallace uden at bruge udtrykket natural selection fremlagde sin egen teori om artsdannelse baseret på netop dette princip (naturlig udvælgelse). Her var han især inspireret af den britiske nationaløkonom Thomas Malthus’ værk fra 1798 om populationsteori, et værk som også fik afgørende betydning for Darwins teori om artsdannelse. Det handlede om populationers størrelse og udvikling set i relation til konkurrencen om føderessourcer m.m., hvor kun de ‘stærkeste’

18

oktober 2010

Darwin og Wallace – historien om et videnskabeligt parløb

ORIGO eller bedst tilpassede individer overlever og formerer sig og dermed videregiver deres gunstige egenskaber til afkommet.

Wallaces essay, som Darwin først modtog midt i juni måned 1858, viste sig – til Darwins store overraskelse og bekymring – at svare til Darwins egne ideer om artsdannelse ved naturlig udvælgelse, hvorfor vennerne Hooker og Lyell, som Darwin havde indviet i sin teori om artsdannelse og underrettet om Wallaces essay, foreslog, at Darwins og Wallaces teorier skulle offentliggøres snarest og samtidig for at sikre Darwins ‘førsteret’ til udviklingsteorien og i særdeleshed ‘førsteretten’ til det centrale begreb naturlig udvælgelse; så måtte Wallace nøjes med rollen som medopdager af teorien om naturlig udvælgelse som drivkraften i artsdannelsen.

Offentliggørelsen fandt sted ved et møde i Linnéselskabet i London den 1. juli 1858. Hverken Darwin eller Wallace var til stede ved dette historisk afgørende møde: Darwin var forhindret på grund af sin yngste søns sygdom, død og begravelse, og Wallace befandt sig fortsat i Sydøstasien og var naturligvis ikke underrettet om offentliggørelsen af hans og Darwins teorier. Han havde ikke opfordret Darwin til publicering af sit essay, men havde blot bedt Darwin og Lyell om en vurdering af sin teori. Efterfølgende takkede han dog for beslutningen, som også gavnede hans eget videnskabelige renommé, idet han nu ‘kom i selskab med’ den allerede anerkendte naturforsker og socialt mere prominente Darwin.

Darwins essay havde en titel, som meget lignede titlen på Wallaces essay: On the Tendency of Species to form Varieties; and on the Perpetuation of Varieties and Species by Natural Means of Selection. På mødet blev der også oplæst uddrag af et brev om artsdannelse, Darwin havde sendt til den amerikanske botanikprofessor Asa Gray, som han havde korresponderet med.

Gray blev en af nøglepersonerne, som promoverede Darwins teorier i USA. Kort efter mødet i Linnéselskabet blev disse papirer publiceret.

Resultatet af mødet blev, at Darwin lagde sit store bogprojekt om udviklingsteorien, som han havde påbegyndt i maj måned 1856 på opfordring af professor Lyell efter dennes læsning af Wallaces afhandling fra september 1855, på hylden og skrev et helt nyt og kortere manuskript, som blev til hans berømte bog om arternes oprindelse (førsteudgaven, november 1859). Hans store bogprojekt med titlen Natural Selection, som han kaldte ‘my big species book’, fik han aldrig færdiggjort. Hans manuskript blev først publiceret i 1975!

Mødet i Linnéselskabet gav i øvrigt ikke anledning til nogen særlig debat om de fremlagte teorier. Reaktionerne, som gennemgående var stærkt kritiske, kom først efter fremkomsten af Darwins bog året efter. Den 1. juli 1908, på 50-årsdagen for det historiske møde, udsendte Linnéselskabet i øvrigt en mindemedalje med Darwins og Wallaces portrætter.

Dermed understregedes også den store betydning Wallace havde for publiceringen af Darwins teori om artsdannelse og fælles afstamning.

Darwin kaldte selv sin teori ‘teorien om nedstamning med modifikation’, mens de fleste andre naturforskere brugte udtrykket ‘transmutation’ om fænomenet artsvariation og den formodede ændring af arter til andre arter (livsformer) over tid.

Forskellige versioner af transmutationsteorien blev bl.a. lanceret af Darwins farfar Erasmus Darwin i 1794 og af den

franske naturforsker Jean-Baptiste Lamarck i 1809, Darwins fødselsår. Der var dog ikke tale om en entydig teori, idet der var mange forskellige bud på, hvordan og hvorfor transmutationer mentes at foregå. Mange andre forskere og naturfilosoffer havde i slutningen af 1700-tallet beskæftiget sig med problematikken, men Lamarcks teori var uden tvivl den mest gennemarbejdede før publiceringen af Darwins og Wallaces teorier i 1858.

Det er i øvrigt ejendommeligt, at Darwins berømte bog egentlig ikke handler om ‘arternes oprindelse’, altså om hvordan arterne oprindelig tænkes at være opstået, men om hvordan Darwin forestillede sig, at allerede eksisterende arter kunne omdannes til andre arter (livsformer i det linnéske klassifikationssystem) ved naturlig udvælgelse. Han antog blot, at der for ca. 400 millioner år siden var opstået en eller flere grundformer, som så gradvis blev ‘modificeret’ til utallige arter ved naturlig udvælgelse af de bedst egnede eller levedygtige individer.

Wallaces forskningsresultater Selv om Darwin havde skrevet til Wallace i slutningen af 1857, at de tænkte meget ens om artsdannelse, viste det sig snart, at deres forestillinger om, hvad der betinger denne, ikke var helt identiske: Hvor Darwin lagde afgørende vægt på konkurrencen (kampen) om føderessourcer m.m. mellem individer i samme population, i overensstemmelse med Malthus’ populationsteori, lagde Wallace (større) vægt på diverse miljøfaktorer, dvs. arternes evne til at tilpasse sig skiftende miljøforhold, som han havde iagttaget under sine to ekspeditioner. Faktisk mente han, at naturen så at sige tvinger arterne til at tilpasse sig skiftende miljøforhold for at overleve og formere sig.

tvinger arterne til at tilpasse “ “Naturen sig skiftende miljøforhold

~Wallace

Det var i realiteten to forskellige opfattelser af udtrykket survival of the fittest, et udtryk der var lanceret af Herbert Spencer i en artikel i 1852 og i en bog fra 1864, og som blev benyttet af både Darwin og Wallace som synonymt med ideen om naturlig udvælgelse. Her var Wallace dog tættere på ‘sandheden’ end Darwin, om end han af gode grunde ikke kunne gøre rede for de biologiske faktorer, som betinger denne tilpasningsevne, et forhold som først blev klarlagt langt senere med bl.a. genforskningen.

Wallace fastholdt ligesom Darwin til sin død den grundlæggende antagelse om arts(om)dannelse, om end han med årene nedtonede betydningen af den naturlige udvælgelse, hvor også Darwin, måske under indflydelse af Wallaces ‘udvikling’ på dette område, men også som en reaktion på den stærke kritik af hans teori i fagkredse, erkendte, at han måske tillagde den naturlige udvælgelse for stor betydning. Darwin lagde fx med årene stadig større vægt på Lamarcks teori om, at tilegnede egenskaber går i arv, selv om han tidligere havde kritiseret Lamarck for netop denne teori!

Mange af samtidens naturforskere, fx Lyell og Darwins ‘gamle’ geologilærer Adam Sedgwick, anatomen Richard Owen, astronomen John Herschel og palæontologen Louis

Darwin og Wallace – historien om et videnskabeligt parløb

skabelse.dk

19

Origo Agassiz, var stærkt kritiske eller direkte afvisende over for teorien om artsdannelse ved naturlig udvælgelse, ligesom fysikeren William Thomson (den senere Lord Kelvin) anfægtede Darwins præmis om Jordens alder på mindst 400 millioner år, som var inspireret af Lyells geologiske teorier.

Både Darwin og Wallace tog i øvrigt fejl m.h.t. arternes ‘evne’ til at overskride artsgrænserne, det vi i dag vil betegne som den afgørende forskel mellem artsvariation og artsdannelse eller mellem mikro- og makroevolution: Der er aldrig i praksis påvist et kontinuum i denne henseende.

På sine ekspeditioner i hhv. Amazonlandet og Sydøstasien havde Wallace som nævnt bemærket, at forskellige naturlige barrierer som floder, stræder og bjergkæder kunne betyde, at forskellige populationer af dyr og planter kunne udvikle sig forskelligt (større eller mindre forskelle i anatomien, fx farver og størrelse) på grund af adskillelsen ved sådanne barrierer, hvilket fik stor betydning for hans – og Darwins – teori om artsdannelse, et fænomen som efterfølgende biologer har kaldt genetisk drift. Dengang blev fænomenet kaldt Wallace-effekten3.

drift” – i sin tid kaldet “ ““Genetisk Wallace-effekten Efter hjemkomsten til England i 1862 mødte Wallace bl.a.

Darwin, Lyell og Spencer og skrev bl.a. bøgerne The Malay Archipelago (1869), som han tilegnede Darwin, Contribution to the Theory of Natural Selection (1870) og The Geographical Distribution of Animals (1876) som opfølgning på sine vigtige opdagelser i Sydøstasien. Især førstnævnte bog blev en stor salgssucces i den bredere offentlighed og skaffede Wallace, som stiftede familie i 1866 og var hårdt trængt økonomisk, en stærkt tiltrængt indtægt. I sidstnævnte bog, som blev et standardværk for zoologer i de følgende ca. 50 år, inddelte Wallace verden i 6 ‘biogeografiske’ regioner, en inddeling som fortsat benyttes af zoologer.

Senere skrev han en række andre meget anerkendte værker, fx Tropical Nature, and Other Essays (1878), Island Life (1880) som supplement til bogen fra 1876 om den geografiske fordeling af dyr, Darwinism: An Exposition of the Theory of Natural Selection, with Some of Its Applications (1889) som svar på en del faglig kritik af ‘darwinismen’, Travels on the Amazon and Rio Negro (1889) og en selvbiografi, My Life (1905).

Disse bøger og en lang række kortere videnskabelige afhandlinger og artikler (og dem han skrev efter sin

20

oktober 2010

ekspedition i Amazonlandet) var grundlaget for samtidens anerkendelse af Wallace som en af århundredets betydeligste naturforskere. Ikke desto mindre gik Wallace – i modsætning til Darwin – hurtigt ‘i glemmebogen’ kort efter sin død.

Indtil Darwins død i 1882 opretholdt han og Wallace et nært venskab med en omfattende korrespondance om især naturvidenskabelige emner, og hvor Darwin ikke afholdt sig fra at søge råd hos sin yngre forskerkollega, fx om betydningen af dyrs, fugles og insekters ofte stærke farver, et emne Wallace havde beskæftiget sig indgående med. Her fik Wallaces teori om advarselsfarver blivende værdi for forskningen.

Foruden at være en meget kompetent naturforsker med rig erfaring fra arbejde ‘i felten’ var Wallace en fremragende stilist, hvorimod Darwin undertiden udtrykte sig i lange og ‘knudrede’ sætninger, som kan gøre det vanskeligt at forstå hans udredninger, og som giver oversættere store problemer.

Darwin var ‘stor nok’ til at erkende dette og opfordrede ved flere lejligheder Wallace til at gøre rede for sine ideer i den offentlige debat.

Men i øvrigt var Wallace den første naturforsker, som beskæftigede sig indgående med de negative virkninger af menneskets indgreb i naturen (naturødelæggelse), hvilket han havde set eksempler på under sine studier i Sydøstasien. Han beskrev fx de omfattende naturskader på øen St. Helena (i det sydlige Atlanterhav) som følge af indførelsen af geder på denne ø, et fænomen som i dag er velkendt på fx Galápagosøerne og i store dele af Afrika. Det var et emne, Darwin ikke beskæftigede sig med.

Uenighed med Darwin De to forskervenner var dog langt fra enige om alt; fx trak Wallace sin oprindelige støtte til Darwins rent spekulative arvelighedsteori, Pangenesis eller Pangenese, tilbage, ligesom Darwin tog afstand fra Wallaces forestillinger om teleologi i visse naturfænomener, herunder menneskets ‘højere’ evner inden for fx kunst, matematik og filosofi, en opfattelse Wallace gjorde nærmere rede for i en af sine sidste bøger, The World of Life: A Manifestation of Creative Power, Directive Mind and Ultimate Purpose (1911), hvor han i realiteten brød med forestillingen om, at alle biologiske fænomener kan forklares som et resultat af ‘blind’ (ikke-målrettet) evolution. Dette skrift ville uden tvivl have ærgret agnostikeren Darwin!

tog afstand fra Wallaces fore“ “Darwin stillinger om teleologi Det samme gjaldt Wallaces idé eller teori om, at universet er antropocentrisk, dvs. har menneskets opståen som mål4. Han mente også, at mennesket fysisk kunne være opstået ved en målrettet evolution, men at dets åndsevner måtte have en ikkemateriel oprindelse.

Darwin tog også afstand fra Wallaces beskæftigelse med spiritisme, som han begyndte at studere i 1865, og som skulle komme til at belaste hans forhold til mange forskerkolleger, som var præget af tidens materialistiske naturfilosofi, naturalismen. For Wallace var der dog ikke tale om en religiøs interesse, men udelukkende om en forskningsinteresse, idet

Darwin og Wallace – historien om et videnskabeligt parløb

ORIGO han mente, at der måtte være nogle erkendbare realiteter bag fænomenet spiritisme.

Selv om Darwin og Wallace altså var uenige om en række forhold omkring bl.a. evolutionsteorien, er der ingen tvivl om, at de på mange måder inspirerede hinanden, hvilket fremgår af både deres omfattende korrespondance og af flere af deres bøger og afhandlinger.

Darwin korresponderede naturligvis også med andre forskere om sine teorier, især Hooker, Huxley og Lyell (og Asa Gray i USA), men der er ingen tvivl om, at Wallace indtog en særstilling som den, der var den direkte anledning til publiceringen af Origin, og som efterfølgende havde et tæt parløb med Darwin om den videre udvikling af deres (ikke helt ens) teorier om artsdannelse.

Darwins faglige respekt for Wallace fremgår fx af hans bog The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex fra 1871, hvor der er mange citater fra og henvisninger til Wallaces værker, idet Darwin dog ikke lagde skjul på, hvor han var uenig med Wallace, som i 1864 havde behandlet samme emne i afhandlingen The Origin of Human Races and the Antiquity of Man Deduced from the Theory of Natural Selection. Wallace delte fx ikke Darwins synspunkter vedrørende betydningen af det seksuelle valg (parringsvalget).

En karakteristisk forskel mellem de to forskervenner var deres forhold til den videnskabelige metode kaldet induktion, som blev grundlagt af den engelske filosof Francis Bacon med hans hovedværk Novum Organum (Ny logik) fra 1620. Ifølge denne metode, som fortsat er grundlaget for naturvidenskaberne, skal indsamling af faktuelle oplysninger om naturfænomener (empiriske data) erstatte den spekulative naturfilosofi, som indtil da havde domineret naturvidenskaberne, som grundlag for al teoridannelse. Her var Wallace langt mere konsekvent eller stringent end Darwin, hvis værker i forbavsende grad netop er stærkt præget af spekulative ideer, hvor sammenhængen mellem idé (eller teori) og de empiriske data ikke altid er overbevisende. Det blev Darwin ofte kritiseret for i samtiden; ikke desto mindre insisterede han på, at han netop arbejdede efter Bacons metode!

Statspension med Darwins hjælp Trods hans omfattende og meget værdsatte naturvidenskabelige forskning, som bl.a. resulterede i medlemskab af flere prominente videnskabelige selskaber og flere fortjenstmedaljer, fik Wallace aldrig en stilling inden for sit fag, fx på et universitet eller et museum, selv om adskillige af hans venner gjorde en ihærdig indsats i så henseende. Det skyldtes, at Wallace i modsætning til Darwin var autodidakt som naturforsker, idet han aldrig havde fået en universitetsgrad eller lignende.

Også Darwin var meget aktiv i denne sammenhæng, idet han var opmærksom på Wallace-familiens temmelig prekære økonomiske stilling, hvor familien var helt afhængig af indtægterne fra salget af Wallaces bøger o.a. publikationer og samlingerne fra hans rejser i Sydøstasien. Desuden tjente han lidt ved lejlighedsvise foredragsturneer, bl.a. en i USA, og ved lidt redigeringsarbejde for Darwin og Lyell. Darwin blev derfor primus motor i bestræbelserne på at skaffe Wallace en statspension, hvilket lykkedes i 1881, hvor Wallace blev tilkendt en årlig pension på £ 200, lige nok til at den ellers meget beskedne

Wallace sammen med de nævnte indtægter kunne opretholde en rimelig levestandard for sig og sin familie.

Wallace genopdaget I lyset af Wallaces store fortjenester inden for især den naturvidenskabelige forskning havde en grav i nærheden af Darwins i Westminster Abbey været på sin plads5. Nok så vigtigt er det dog, at Wallace er ‘genopdaget’ i forskningsverdenen inden for de sidste 10-15 år, idet store dele af hans forfatterskab, ikke mindst den naturvidenskabelige del, fortsat er relevant, lige som Wallace som person, herunder ikke mindst hans mangeårige med- og modspil i forhold til Darwin, er spændende at beskæftige sig med. Og hvem ved: Havde det ikke været for Wallaces brev og essay fra februar 1858 til Darwin fra Det fjerne Østen, havde denne måske aldrig fået publiceret sin også i dag kontroversielle teori om arternes oprindelse! n Noter 1. Den fulde titel på førsteudgaven af 24. november 1859 er On the Origin of Species by Means of Natural Selection or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life. Efterfølgende udkom bogen i 6 til dels stærkt omredigerede udgaver i Darwins levetid, den sidste i 1876. De mange omredigeringer afspejler Darwins reaktion på den ganske omfattende faglige kritik hans teori blev mødt med i samtiden.

2. Anonymiteten skyldtes, at Chambers’ forlag også udgav Bibelen, hvilket betød meget for forlagets økonomi. Kontrakten herom kunne være kommet i fare, hvis det kom frem, at han var forfatteren til det kontroversielle skrift om evolution. Darwin havde angiveligt en formodning om, at det var Chambers, der var forfatter til skriftet, men de to synes ikke at have talt herom. Sikkert er det dog, at Chambers først 40 år efter offentliggørelsen af skriftet stod frem som dets forfatter.

3. Med vor nuværende viden om genetik m.m. er det dog mere end tvivlsomt, om sådanne barrierer kan fremme dannelsen af helt nye livsformer (artsspring over familieplanet i taksonomien), som nogle evolutionsbiologer hævder. Se fx Trygve Gjedrems artikel ‘Genetisk grunnlag for evolusjon’ i ORIGO nr. 116.

4. Jf. det vi i dag kalder ‘det antropiske princip’, som bygger på teorien om ‘det fint afstemte univers’. Se fx artiklerne herom i ORIGO nr. 104 og 110. I modsætning til Wallaces teori er teorien om det fint afstemte univers – og dermed det antropiske princip – solidt baseret på bl.a. de såkaldte naturkonstanter, som Wallace af gode grunde intet kendte til.

5. Selv om Darwin i de sidste mange år af sit liv bekendte sig som agnostiker, var det ingen hindring for hans begravelse i Westminster Abbey.

Wallace, derimod, må snarere betegnes som deist, hvilket heller ikke ville have hindret en begravelse i katedralen. De mange prominente briter, som er begravet her, har opnået denne ære i kraft af deres positioner som nationale symboler og ikke i kraft af deres forhold til den kristne tro.

Darwin og Wallace – historien om et videnskabeligt parløb

skabelse.dk

21

Origo

Vitenskap og intelligent design Av Mats Selander, CredoAkademin, Stockholm

1. Innledning

Oversat fra svensk af Steinar Thorvaldsen

Det kanskje mest kontroversielle spørsmål angående intelligent design (ID) er hvordan teorien forholder seg til vitenskap.

Det som virkelig har opprørt mange, er nemlig at ID utgir seg for å være vitenskap. Kritikere har kalt ID for “pseudovitenskap”, “humbug” og “kreasjonisme i vitenskapelige klær”.

Den kritikken er ikke overraskende med tanke på både den enorme statusen som vitenskapen har i vår kultur, og på det sterke skillet i vår kultur mellom religiøs tro og vitenskapelig kunnskap.

ID-tilhengere hevder at den anvender vitenskapelige midler for å påvise at en intelligens står bak for eksempel biologisk liv, og dette er som å “banne i den vitenskapelige kirke” (DN 31.10.2006). En slik teori peker hen mot en intelligent designer som av mange antas å være den kristne guden. ID synes å blande tro og viten, religion og vitenskap. Kritikere hevder at dette er en intellektuell uærlighet på grensen til manipulasjon: religionens ulv i vitenskapens fåreklær. Omtrent slik kan kritikken være.

For å undersøke om det er noe i denne anklagen, vil jeg gjøre to små filosofiske studier. Først vil jeg stiller spørsmålet: “Hva er vitenskap?” Jeg vil gå gjennom en rekke kriterier som antas å sirkle inn hva vitenskap er. Ut fra dette vil jeg så ta opp spørsmålet: “Er ID vitenskap?” for å se hvordan ID står seg i forhold til disse kriteriene.

2. Hva er vitenskap?

Det er ikke lett å gi gode definisjoner. En ett hundre prosent presis definisjon av ordet “bil” omfavner alle biler, og kun biler. Hvis vi sier at “en bil er en motordrevet transportmiddel som går på minst tre hjul”, ser vi at definisjonen omfatter motorsykler med sidevogn, tog og til og med fly. Det utelukker også noe av det vi kaller biler, slik som lekebiler, tråbiler og bilvrak (som ikke lenger er motordrevne transportmiddel).

Vi synes å bruke ordet “bil” i en ganske løs mening. Og vi vet alle hva vi mener med “bil”. Det er derfor vi kan teste ulike forslag til definisjoner mot den intuitive kunnskapen vi har om hvordan ordet “bil” anvendes.

Jeg tror det samme gjelder for ordet “vitenskap”. For å vise dette, vil jeg følge J.P. Morelands1 analyse av dommer William Overtons definisjon av vitenskap. I 1981 var det en rettssak i den amerikanske delstaten Arkansas. Delstaten Arkansas hadde fått en lov som krevde at skolen i staten ga samme mengde tid til kreasjonistisk vitenskap (creation science) som til Darwins teori om evolusjon. Denne loven ble deretter opphevet av dommer William Overton. Overton, ledet av filosofen Michel Ruse, definerte vitenskap og brukte denne definisjon til å utelukke kreasjonisme som vitenskapelig. Uten å kommentere Overtons konklusjon, vil jeg i det følgende kritisere hans argumentasjon. Overtons avvisning av creation-science er nemlig basert på et filosofisk sub-standard og forenklet definisjon av vitenskap. La oss nå se på Overtons definisjon.

22

oktober 2010

Ifølge William Overton er nødvendige og tilstrekkelige betingelser for at noe skal regnes som vitenskap: 1.

2.

3.

4.

5.

det som er styrt av naturlover, det som forklares med naturlover, det som er testbart i lys av den empiriske verden, det som er falsifiserbart, det hvis konklusjoner er tentative.

2.1. Naturlover og naturlig forklaringer Overtons første to punkter handler om naturlover. Det er litt vanskelig å vite hva som menes med at “vitenskap er det som er styrt av naturlover”. Det kan neppe bety at naturlovene forventes å styre forskere tanker og teorier på en enkel måte.

Det synes ikke å være noen naturlige lov som for eksempel tvang Darwin til å komme fram med sin teori om evolusjon.

Det var ikke gravitasjonen som lovbunden nødvendighet som påvirket Newton til å formulere den newtonske fysikk. En bedre tolkning er at det handler om vitenskapelig motivasjon.

Motivet bak forskningen bør da være å søke etter naturlover eller naturlige forklaringer. Men dette er neppe en nødvendig forutsetning for at noe skal være vitenskap. For eksempel var Carl von Linné kreasjonist, og han var ikke motivert av å finne en naturlig forklaring bak sin taksonomi. Han var motivert av å forstå den kategoriseringen som Gud har skapt alle arter etter. Han var motivert av sin gudstro. Men selv om dette var hans motivasjon, så bedrev han vitenskap. En forskers motiver er ikke avgjørende. Det er snarere resultatet av hans forskning som skal bedømmes.

Derfor er en bedre tolkning av punkt 1 at vitenskap handler om å studere de tingene som best forklares av naturlover. Men det er det punkt 2 sier: Derfor tar vi friheten til å la punkt 1 kollapse til punkt 2.

Hva menes med punkt 2? Er det nødvendigvis slik at vitenskapen omhandler forklaringer i form av naturlige lover?

Nei, det synes å være for trangt. Den har for eksempel ikke klart å formulere noen naturlov som forklarer hvordan kontinentalplatene flytter seg. Derfor bør vi nok formulere punkt 2 litt mer sjenerøst. La oss utvide “naturlige lover” til “naturlige forklaringer”. Man kan jo gi en forklaring på kontinentalplatene oppførsel selv om man ikke klarer å formulere det inn i en “lov”.

Er så naturlige forklaringer en nødvendig ingrediens for å regne noe som vitenskap? Nei, det synes ikke slik. Darwin hadde f.eks ikke en naturlig forklaring på de variasjonene han så. Han visste ikke hva som forårsaket den biologiske variasjoner som det naturlige utvalg “velger” mellom. Det var langt senere, da man tok Mendels oppdagelser og integrerte med Darwins teori, at man fikk en naturlig forklaring. Den neo-darwinistiske syntese er i høy grad en miks av Darwin og Mendel. Men det betyr ikke at Darwin var uvitenskapelig før hans teori var knyttet til Mendel. Vi kan si det slik: Å etablere eksistensen av et fenomen kan være vitenskap, selv om den ikke kan gi noen naturlig forklaring på fenomenet.

Andre eksempler er Galileo og Newton, som etablerte gravitasjonen som fenomener, men ingen har noen naturlig Vitenskap og intelligent design

ORIGO hele tiden, men dermed bedriver vi ikke vitenskap. Så vitenskap krever ikke direkte observasjon for å være vitenskap, og selv om det er direkte observasjon, så bedriver man ikke nødvendigvis vitenskap.

2.3. Falsifiserbarhet Karl Popper er den vitenskapelige filosofen som mer enn noen annen forbindes med falsifiserbarhet. Han mente at noe er vitenskapelig hvis og bare hvis det er falsifiserbart. Noe er falsifiserbart hvis du kan falsifisere det, i det minste i prinsipp. Å vite at en teori er falsifiserbar, er å vite under hvilke forhold det kan vises at teorien er falsk. Hvis vi tar en enkel teori som at “det regner nå”, så vet du hvordan du skal oppføre deg for å falsifisere teorien. Du titter ut av vinduet og ser om det regner eller ikke. Teorien er altså falsifiserbar. Om du tittet ut og så at det regnet, så klarte du ikke å falsifisere en falsifiserbar teori, og det er akkurat det vi ønsker av en vitenskapelig teori. Gode vitenskapelige teorier er falsifiserbare uten å være falsifisert. God vitenskap sysler derfor med å prøve å falsifisere teoriene vi jobber med. Man forsøker derfor aktivt å motbevise teorien, dvs. tenke på en måte å vise at den er falsk, og håper at det misslykkes – for da har teorien stått imot alle Ka rl P o p p er

forklaring på tyngdekraften. Det er heller ingen naturlig forklaring på Big Bang, eller hvorfor elektronet har den ladning det har. Det finnes en rekke vitenskapelige fenomener som vi anser som “gitt” og som savner naturlige forklaringer. Men det er fortsatt vitenskap. Naturlige forklaringer er ikke et krav for noe å være vitenskap.

Det er også mange eksempler på ting som ikke er regnet som en vitenskap, men som kan gis naturlige forklaringer. Her er tre eksempler: Eksempel 1: Innen logikken søker man naturlige (dvs. ikke-overnaturlige) forklaringer (for eksempel at logikk er det naturlige forholdet mellom proposisjoner som ligger i menneskers bevissthet). Logikken er en gren av filosofien og ikke en vitenskap.

Eksempel 2: Når moralfilosofien søker å forklare moral basert på naturlige forklaringer, men dermed blir det ikke vitenskap.

Eksempel 3: Hverdagskunnskap er ikke vitenskap, men er full av naturlige forklaringer.

En teori som savner referanse til naturlige lover eller naturlige forklaringer, kan derfor ikke med selvfølge ekskluderes fra vitenskapen, men heller ikke en teori basert på naturlige lover og naturlige forklaringer kan med selvfølge inkluderes i vitenskapen. Vilkårene i punkt 1 og 2 ser ut til å være verken nødvendig eller tilstrekkelig (selv når de tolkes sjenerøst).

2.2. Empiriske testbarhet Overtons tredje kriterium er empirisk testbarhet. Det betyr at noe er vitenskapelig hvis og bare hvis den kan bli testet mot det empiriske verden. Et slikt kriterium innebærer to aspekter: For det første spørsmålet om observasjon, og dels også spørsmålet om falsifiserbarhet. Empirisk testbarhet vil bety at noe er vitenskapelig hvis og bare hvis man på noen måte kan støtte teorien gjennom observasjon, og at man kan falsifisere den, altså at det i prinsippet er mulig å vise at den er falsk. La oss ta opp falsifikasjon i neste punkt og først si noe om kravet til observasjon.

Vitenskapsfilosofer har tenkt mye på hva en vitenskapelig observasjon er. Det er en uklarhet omkring grensen mellom teori og observasjoner som antas å støtte teorien. Observasjoner ser ofte ut til å være teoriavhengige. For eksempel går det ikke an å observer et elektron. Det vi kan se, er spor av et elektron i et tåkekammer. Dermed kan vi bare bruke observasjon på en indirekte måte når vi studerer elektroner. Og broen mellom våre observasjoner og elektronet er vår teori om hva et elektron er, og hvilke egenskaper det har. Våre observasjoner synes å være uunngåelig teoriavhengige.

Dette betyr at observasjonene ikke kan prøve teorien på noen enkel og entydig måte. Observasjonene henger jo til en viss grad på den teorien de skulle prøve. Kravet om direkte observasjon kan ikke være et krav for at noe skal være vitenskapelig. Sikkert er det rimelig at også vitenskapelig teoribygging må ha et positivt forhold til empiriske observasjoner. Men det er vanskelig å formalisere denne relasjonen på en enkel og entydig måte.

I tillegg er det mange eksempler på ikke-vitenskap som bygger på observasjon. Filosofer og teologer kan bygge resonnementer på observasjoner. I hverdagen gjør vi observasjoner Vitenskap og intelligent design

skabelse.dk

23

Origo falsifiseringsforsøk. Det innebærer ikke at teorien er sann.

Kanskje noen lykkes å falsifisere den om 100 år. Men jo flere forsøk som gjøres på å forfalske teorien uten å lykkes, desto mer sannsynlig er teorien.

Dette høres jo bra ut, og alle kan trolig være enige i at falsifiserbarhet er ønskelig. Men er det et krav for en teori skal regnes som vitenskapelige? Nei, det synes å være et altfor strengt krav. For å sitere Thomas S. Kuhn: Faktisk etterspør jeg hvorvidt falsifiseringer eksisterer. Som vi ofte har gjentatt tidligere, løser ingen teori alle de problemer den står overfor til enhver tid, heller ikke de løsninger som ser ut til å være perfekte. Tvert imot, det er dette avviket mellom teori og fakta som definerer mange av de problemene som kjennetegner normal vitenskap. Hvis et slikt avvik ville være tilstrekkelig til å forlate en teori, da burde alle teorier være forkastet.

(De vetenskapliga revolutionernas struktur (svensk oversettelse),Thales, 1979, s. 122) Imre Lakatos har hevdet at vitenskapen må forstås som “research projects” eller “forskningsprogram”. Et forskningsprogram er en stor klynge av vitenskapelige teorier, tilstøtende teorier og forskningsresultater. Disse kan beskrives som et stort nettverk. Kjernen er den viktigste hovedteorien. Hvis vi for eksempel tar det darwinistiske forskningsprosjektet, så kan vi tenke oss at selve hovedteorien er at arter utvikler seg gjennom variasjon og naturlig utvalg. En av Lakatos’ poenger er at en hovedteori ikke kan falsifiseres. Det er alltid mulig å endre på en hjelpeteori og dermed “redde” hovedteorien. Jo mer sentral i nettverket teorien befinner seg, dess vanskeligere er det å falsifisere den. Av samme grunn er det ofte vanskelig å falsifisere spesifikke vitenskapelige hypoteser. Vanligvis er flere hypoteser satt sammen i en teori, og det er uklart hva som er falsifisert når et eksperiment viser et uventet resultat.

I tillegg kan falsifiserbarhet anvendes utenfor vitenskapen.

For eksempel er den kristne tro falsifiserbar. Vi kan nemlig sette opp betingelser som den kristne tro ville kunne bli bevist å være falsk. Hvis vi fant en grav med skjelettet av en korsfestet mann, med små stikksår i skallen, med slitasjeskader på kneet og skulderen, og med en inskripsjon der det sto ”Her hviler Jesus, Josef og Marias sønn, som ble kalt Messias av sine disipler”, så vi ville ha sterke grunner til å tro at Jesus ikke stod opp fra de døde og fór opp til himmelen. Da er kristen tro falsk. Kristen tro er dermed falsifiserbar. Men den er ikke vitenskap for det.

Falsifiserbarhet er altså verken en nødvendig eller en tilstrekkelig betingelse for at noe skal regnes som vitenskap.

2.4. Tentativ holdning Overtons siste kriterium gjelder tentativ tilnærming. Dette betyr en slags ikke-dogmatiske, provisorisk holdning til teorier og forskningsresultater. Det er en vilje til å endre seg i henhold til nye forskningsresultater og alltid være oppmerksom på at ny kunnskap kan kullkaste det jeg nå tror jeg vet. Er det en slik holdning som definerer vitenskapelighet?

Thomas Kuhn har overbevisende vist at forskere ofte er mye mer dogmatisk enn det man vanligvis tenker seg. Det er ikke slik at en forsker bare endrer seg så fort et eksperiment viser seg å være feil. I stedet holder han mange ganger fast ved hypotesen tross at mer og mer taler imot den. Og dette er ikke bare negativt. En slik, nesten irrasjonell, utholdenhet kan resultere i et fremtidig vitenskapelig gjennombrudd. Et gjennombrudd som kanskje noen få, enkle forskere intuitivt hadde en anelse av ville komme.

I tillegg har de fleste forskere et dogmatisk forhold til enkelte forskningsresultater. Det er neppe noen som har en tentativ tilnærming til ideen om at jorden kretser rundt solen eller at hjertet pumper blod. Disse påstandene blir ikke

T h o m a s Ku h n

24

oktober 2010

Vitenskap og intelligent design

ORIGO mindre vitenskapelige fordi de er fastlagte sannheter og ingen tentative provisoriske teorier. Samtidig vet vi at god vitenskap ofte er preget av en tentativ holdning. En sann vitenskapsmann skal være villig til å ombestemme seg og avviser teorier som ikke holder mål. Dette er selvfølgelig også viktig. Men det ser ikke ut til å være noen entydig regler når forskeren skal være dogmatisk, og når han bør være tentativ. Å definere vitenskap som “en tentativ holdning” er derfor ikke korrekt.

Vi har sett at dommer Overtons definisjon ikke er særlig god til å avgrense begrepet vitenskap. Men det finnes flere forslag. La oss se på tre til.

2.5. Forutsigbarhet, kvantifiserbarhet og repeterbarhet Forutsigbarhet handler om at en teori anses vitenskapelig hvis og bare hvis den kan gjøre forutsigelser som viser seg å stå ved lag. Dette er selvfølgelig svært ønskelig og verdifullt. Men dette er neppe et kriterium for å definere vitenskapelighet. En teori om hvordan dinosaurene ble utryddet, behøver eksempelvis ikke kunne forutsi noe om fremtidens dyredød for å bli vurdert som vitenskapelig. Det er nok at det kan forklare de relevante fakta vi har om at dinosaurer døde.

Kvantifiserbarhet er også et for strengt krav. Det finnes vitenskapelige teorier som ikke kan kvantifiseres innen psykologi (teori om nevroser), medisin (virusteorier) og teorien om evolusjon (for eksempel innen paleontologi).

Når det gjelder repeterbarhet, må vi skille mellom ontologisk repeterbarhet og epistemisk repeterbarhet. Ontologisk repeterbarhet er når selve det fenomenet som studeres, kan gjentas. Det er et urimelig høyt krav for at noe skal regnes som vitenskap. I så fall ville ikke Big Bang-teorien være vitenskap ettersom vi umulig kan repetere Big Bang. Epistemisk repeterbarhet handler om at selve beviset for en teori skal kunne gjenskapes og så gjentas. For eksempel skal målingene som Big Bang-teorien bygger på, kunne gjentas med samme resultat.

Dette handler om at bevisene skal være tilgjengelig for alle.

Dette synes faktisk å være en nødvendig forutsetning for at noe skal telle som vitenskap. Hvis bevisene for en teori bare er tilgjengelig for en bestemt person, eller hvis de av en eller annen grunn ikke kan gjentas, kan vi med rette si at teorien ikke er vitenskapelig, i hvert fall ikke ennå. Men en slik repeterbarhet finnes også utenfor vitenskap, på områder som estetikk (alle kan se på tavlen hvor mange ganger man vil, og oppleve at den er vakker), eller teologi (alle kan løfte blikket og gjenta årsakene til troen på Jesu oppstandelse).

2.6. Konklusjoner Hva kan vi så trekke for konklusjoner av denne første lille vitenskapsfilosofiske analysen? Hovedkonklusjonen er at “vitenskapen” kan ikke få en streng og entydig definisjon. Vi har sett at naturlige forklaringer er verken nødvendig eller tilstrekkelig for at noe skal regnes som vitenskap. Direkte empirisk observasjon er heller ikke nødvendig eller tilstrekkelig. Men det virker nødvendig at en vitenskapelig teori har en form for positivt forhold til empiriske observasjoner som i det minste er indirekte. Vi kan heller ikke sette opp falsifiserbarhet, tentativ holdning, forutsigbarhet eller kvantifiserbarhet som nødvendige eller tilstrekkelige betingelser. Vi så at en viss type repeterbarhet virker nødvendig for vitenskap, men at Vitenskap og intelligent design

dette kravet ikke er tilstrekkelig, dvs. at det er fylt med en hel del ikke-vitenskapelige foreteelser. Konklusjonen er at vitenskapen krever et slags positivet forhold til observasjon samt epistemisk repeterbarhet.

Men dette er et svært tynt resultat. Vår undersøkelse viser at vi har klare tilfeller av vitenskap som ikke oppfyller de fleste av de foreslåtte kriteriene, og vi har klare tilfeller av ikkevitenskap som faktisk lever opp til de foreslåtte kriteriene uten at for den skyld kalles “vitenskap”.

Det synes dermed å være en svingdør mellom “vitenskap” og “ikke-vitenskap.” Rasjonell søken etter sannhet er ikke reservert for vitenskapen, og noe kan ikke bare være klassifisert som uvitenskapelig rett og slett fordi det ikke oppfyller alle disse kriteriene.

Det ser dermed ut til at vitenskap er en løst sammenhengende klynge av metoder, retningslinjer og normer utformet for å skape sanne beskrivelser av eller funksjonelle teorier om virkeligheten. Det synes ikke å være noen regler som avgjør hva som er vitenskap eller ikke. Men det virker som om det er noe som avgjør om noe er å regne som vitenskap eller ikke.

Hele denne lille studien er jo basert på at vi kan bestemme hva som er vitenskap og ikke. Men det er ekstremt vanskelig å peke ut hva det er. Kanskje er en bedre tilnærming å definere vitenskap som metoder/teorier/hypoteser som vitenskapsmenn og kvinner rett og slett oppfatter å være vitenskapelige i den betydning at de anerkjenner dem som sanne, sannsynlige, rimelige, fruktbare, fungerende eller interessante. Uansett synes det som om vi må nøye oss med en ganske løs definisjon som angir hva som er typisk eller ønskelig for en vitenskapelig teori uten at man setter opp nødvendige og tilstrekkelige vilkår for vitenskapen.

Resultatet av analysen vår innebærer også problemer for de som ønsker å opphøye vitenskapen til den eneste pålitelige måten å få kunnskap på. Den såkalte positivismen får et problem når det viser seg at “vitenskap” ikke så lett kan skilles fra “ikke-vitenskap.” Vitenskapen kan ikke heves til himmelen når det viser seg at typiske ikke-vitenskapelige foreteelser finnes innen vitenskapen og typisk vitenskapelige foreteelser samtidig finnes utenfor. Positivismen synes å kreve en klar svart-hvitt definisjon av vitenskap. Vår lille analyse antyder at en slik definisjon er umulig, og dermed at positivismen er basert på et naivt vitenskapssyn.

La oss nå vende oss til spørsmålet om intelligent design bør betraktes som vitenskap.

3. Er intelligent design vitenskap?

3.1. Hva er intelligent design?

Intelligent design er en idé som går ut på å formulere og formalisere vår evne til å skille designede ting fra ikke-designede ting. Dette er en evne som arkeologer bruker når de gjør et arkeologisk funn, la oss si en pilspiss. Hva gjør de når de filtrerer ut pilspissen fra andre steinformasjoner? Hva er dette for anlegg og evne, og hvordan fungerer den? Det er hva intelligent design handler om.

William Dembski, matematiker og filosof, har i sin doktoravhandling The Design Inference formalisert denne evnen. Han kaller dette kriteriet for design for “specified complexity”, spesifisert kompleksitet. Idén er at når et mønster skabelse.dk

25

Origo W illia m D e m b s k i

behøves simultant for funksjon? Savnes en del, fungerer ikke systemet. En slike ikke-reduserbar kompleksitet forklares best med henvisning til design. Det eneste vi vet om som skaper ikke-reduserbare komplekse systemer, er intelligenser. Derfor bør intelligens inngå i den beste forklaringen på slike systemer.

Dette er kort fortalt hva ID er.

er tilstrekkelig komplekst og spesifisert ut fra et uavhengig mønster, så trekker vi intuitivt konklusjon at mønsteret er designet. Dembskis arbeid er nært knyttet til informasjonsteori og sannsynlighetsteori.

Når Dembskis teori anvendes på biologien, har den blitt kontroversiell. Mikrobiologen Michel Behe har utviklet et begrep som faktisk er en versjon av spesifisert kompleksitet.

Han kaller det ikke-reduserbar kompleksitet. Behe hevder at det finnes biologiske systemer som er irreduserbart komplekse.

Slike systemer kan ikke brytes ned (reduseres) til mindre deler og samtidig beholde sin funksjon. For at de skal fungere, trenger de alle sine ulike deler. Slike systemer er en utfordring for darwinismen. Hvordan kan en langsom gradvis utviklingsprosess, hvor hvert lite skritt må involvere en evolusjonær fordel, være i stand til å skape systemer der 40 eller 100 deler

26

oktober 2010

3.2. ID og naturlige forklaringer Intelligent design-hypotesen har av mange ikke blitt akseptert som vitenskap. Årsakene og argumentene har vært mange.

En vanlig kritikk er at ID ikke er en naturlig forklaring, men en overnaturlig forklaring. ID hevder at en intelligent konstruksjon bør inngå i den beste forklaringen på biologisk liv.

Dette høres ut som ID smuglet inn Gud i realfag. Men vitenskapen må jo bare dreie seg om naturlovene eller naturlige forklaringer. Vi har sett at et slikt kriterium ikke holder. Det finnes allerede ganske mange vitenskapelige teorier som inneholder slikt som savner en naturlig forklaring. Kanskje noen da vil hevde at ID er ikke bare mangler en naturlig forklaring.

ID gir faktisk en overnaturlig forklaring, og det er noe sterkere enn bare å mangle en naturlig forklaring.

Mot dette svarer ID-talsmenn at ID ikke er en overnaturlig forklaring. Det eneste ID kan påvise, er at minst en intelligens må ha vært med og styrt fremveksten av ikke-reduserbar kompleksiteten i biologiske systemer. Hvem sin intelligens dette er, lar teorien stå ubesvart. Dette spørsmålet er, i hvert fall i dagens situasjon, innen filosofiens og religionens domene.

ID-teorien sier ingenting om hvorvidt det var Gud, UFOer, en panteistisk verdenssjel eller en annen intelligens som forårsaket denne irredusible kompleksitet. ID uttaler seg bare på grunnlag av de empiriske tilgjengelige biologiske mønstre vi alle kan studere, og hevder at det eneste vi vet om som forårsaker slike mønstre, er intelligenser.

Her kan vi se en analogi til Big Bang. Forskerne var i utgangspunktet svært motvillige til å akseptere Big Bangteorien fordi det hører til sakens natur at en slik singularitet har ingen naturlig årsak (tid, rom, fysisk energi og naturlovene selv har jo sitt opphav i Big Bang). Man anså at dette åpnet en dør mot det religiøse. Det naturlige spørsmålet blir da: “Hva forårsaket Big Bang?” Og teorien utelukker en naturlig forklaring som svar. Vil det være klokt å ha slike regler for vitenskap at Big Bang-teorien ville ha blitt ekskludert som uvitenskapelig a priori? Selvfølgelig ikke. ID er analog til Big Bang-teorien i den forstand at hvis ID er sann, har vi grunn til å tro at vi har nådd en grense for vitenskapens tilgjengelighet.

En forskjell er at Big Bang har fått sterk empirisk bekreftelse i og med oppdagelsen av rødforskyvningen og bakgrunnsstrålingen. Fremtiden vil vise om ID får tilstrekkelig sterk empirisk støtte for å bli allment akseptert. Men at ID ikke har noen naturlig forklaring, er ingen grunn til a priori å klassifisere ID som uvitenskapelig.

3.3. Empiriske testbarhet Er ID empirisk testbar? La oss vente med spørsmålet om falsifiserbarhet og her fokusere på observasjon. Kan ID bekreftes ved direkte observasjon? Ja, det virker slik. Merk at det ikke er intelligens per se som skal observeres, men bare slike mønstre som vi vet at intelligenser typisk etterlater seg. Slike mønstre kan observeres og endog noen ganger kvalifiseres i form av Vitenskap og intelligent design

ORIGO sannsynlighetsberegninger. Selvfølgelig er disse observasjonene ikke teori-uavhengige. Men det er det knapt noen vitenskapelig observasjoner som er. Man kan selvsagt spørre om observasjoner hvis hensikt er å avdekke design kan regnes som naturvitenskap. En slik disiplin beskrives nok best som tverrvitenskapelig, siden den grenser til disipliner som psykologi, matematikk og informasjonsteori.

3.4. Falsifiserbarhet Er ID en falsifiserbar teori? Spørsmålet er vanskelig å svare med et enkelt ja eller nei. Som vi har sett, er falsifiserbarhet altfor sterkt et krav for at noe skal regnes som vitenskap.

Men falsifiserbarhet er naturligvis ønskelig. Vi bør nok skille to typer falsifiserbarhet: sluttgyldig falsifiserbarhet og relativ falsifiserbarhet. Med sluttgyldig falsifiserbarhet mener jeg at du skal kunne vite hvilke forutsetninger som gjelder for at en teori skal bli sluttgyldig, en gang for alle falsifisert. Dette er et altfor strengt krav. Det er sjelden at man gir opp en teori fordi den har blitt sluttgyldig falsifisert med 100% sikkerhet. Visst virker det som teorien om at jorden er flat, eller det geosentriske verdensbildet, er falsifisert på en sluttgyldig måte. Disse gamle teoriene har vist seg å være gode i den forstand at de var genuine, vitenskapelige teorier fordi de kunne falsifiseres på en sluttgyldig måte. Men at en teori skal ha potensialet til å bli så fullstendig avkreftet (med håp om at den passerer testen selvfølgelig) er et overdrevent høyt krav.

Det er bedre hvis vi forstår falsifiserbarhet som relativ falsifiserbarhet. Det betyr at en teori har kapasitet til å konkurrere med andre konkurrerende teorier, og dermed kan bli utsatt for prøving. Den behøver ikke å kunne bli fullstendig motbevist, det er tilstrekkelig om den kan være bedre eller dårligere enn andre teorier for å anses falsifiserbar.

Jeg tror ikke ID er sluttgyldig falsifiserbar. Det synes svært vanskelig på en sluttgyldig måte å utelukke at designliknende mønstre er designet. Men jeg tror ID er falsifiserbar i forhold til konkurrerende teorier. I konkurranse med neo-darwinisme kan ID vise seg å være en verre teori og dermed falsifiserbar (kanskje ikke sluttgyldig, men i forhold til neo-darwinismen).

Det er minst to grunner til å hevde at ID har denne type falsifiserbarhet. For det første var det en slags ID-teori som dominerte før Darwin kom på scenen. Botanikere som John Ray (1627-1705) og Carl von Linné (1707-1778) eller zoologer som Georges Cuvier (1769-1832) eller Louis Agassiz (18071873) var alle kreasjonister1. Darwins teori så ut til å ha større forklaringsverdi og var enklere. Det var dessuten en naturlig forklaring på livets mangfold og variasjonsrikdom. Det trengte ikke å postulere en aristotelisk form eller platonsk arketype for å forklare homologier. Darwin hadde en naturlig forklaring: likheten på grunn av felles forfedre. Den darwinistiske teorien vant mot sin tids kreasjonisme som faktisk viser at kreasjonismen var falsifiserbar, i hvert fall i forhold til Darwins teori.

Vi har ingen grunn til å tro at ID er mindre falsifiserbar enn datidens kreasjonisme.

For det andre fremsetter ID en hel serie av påstander som faktisk kan falsifiseres. Her er tre: 1. Det finnes ikke-reduserbare komplekse biologiske systemer.

2. Intelligenser ellerlater seg mønster som har visse typiske egenskaper.

Vitenskap og intelligent design

3. Den neo-darwinistiske mekanismen kan ikke gi en tilfredsstillende forklaring på hvordan ikke-reduserbar kompleksitet kan oppstå.

Alle disse påstandene kan falsifiseres, og det skulle være nok at en av dem falsifiseres for at ID-hypotesen vil dø.

3.5. Tentativ holdning Vi har allerede sett at all vitenskap inneholder en blanding av dogmatisme og åpenhet. Jeg skulle ikke behøve å si mer om dette. Men la meg bare ta opp en anklage som ofte rettes mot ID-tilhengere, som er nært knyttet til spørsmålet om tentative tilnærminger, nemlig at ID-talsmenn er drevet av religiøse dogmer og politisk konservatisme. Dette skulle på ingen måte diskvalifisere ID-bevegelsen. Tanken er vel at religiøse dogmer ville gjøre ID-talsmenn immun mot vitenskapelig rasjonalitet.

De stikker lik strutsen hodet i sanden i lys av den overveldende darwinistiske bevisføringen. Slik kritikk sier mer om kritikerne enn om talsmennene for ID. De fleste ID-forskere har tidligere vært darwinister, som for eksempel Michel Behe, Dean Kenyon og Rick Sternberg. Få ID-forskere har tidligere tilhørt den kreasjonistiske leiren. Rick Sternberg var riktignok interessert i den vitenskapelige kritikken av darwinismen, men foraktet og unngikk all kreasjonistisk litteratur. Som darwinist skrev Dean Kenyon en mye brukt universitetslærebok om kjemisk evolusjon (Biochemical Predestination). Michel Behe var som professor i mikrobiologi en overbevist darwinist før han begynte å lese om den mer seriøse vitenskapelig kritikk av darwinismen (f.eks Denton).

Ingenting tyder på at de ledende ID-forskere har vært styrt av noen religiøse dogmatisme i deres vitenskapelige tenkning.

Men er det ikke sant at et flertall av ID-forskerne er kristne? Vel, det er sant. Og det er også sannsynlig at dette motiverer dem for ID-perspektivet. En forskers livssyn, religiøse, metafysiske og filosofiske overbevisning vil uunngåelig vises som en motiverende faktor bak deres forskning.

Men dette gjelder alle forskere. Den ateistiske nobelprisvinner Francis Crick var motivert av ateisme da han skiftet fokus fra fysikk til biologi. Han ønsket å bekjempe all vitalisme i biologien2. Richard Dawkins har skrevet at Darwin gjorde det mulig å være en intellektuelt redelig ateist3. Ingen tvil om at hans populære vitenskapelige innsats i stor grad er motivert av hans ateisme.

Kepler og Newton fant motivasjon for sin forskning ved å søke i sin kristne tro. Vi finner utallige eksempler på hvordan en forskers verdensbilde på ulike måter bidrar til motivasjon for hans forskning. Men hva sier dette om resultatene av hans forskning? Ingenting. Resultatet må vurderes for hva det er uavhengig av forskerens motivasjon. Motivasjon sier ingenting om hvorvidt resultatet er sant eller usant, rasjonelle eller irrasjonelle, vitenskapelig eller uvitenskapelig. Det er bare den som ikke forstår den vitenskapelige holdningen som kommer med den slags beskyldninger.

Faktisk er det den som kommer med påstander om feilaktige motiver som risikerer å bli som strutsen i denne sammenheng. I stedet for en fordomsfri gjennomgang av resultatene forsøker man å trekke alles oppmerksomhet til noe som er helt irrelevant fra et vitenskapelig perspektiv. Man risikerer å grave ned en sann vitenskapelig holdning i et virvar av skabelse.dk

27

Origo ideologiske fordommer og personangrep. Dessverre har altfor mange av darwinistenes reaksjoner på ID også vært preget av denne type strutsementalitet. Darwinister tar en stor risiko med en slik handlemåte i og med at det kan kaste en dogmatismens skygge over hele evolusjonsteorien.

3.6. ID og forutsigelser, kvantifiserbarhet og repeterbarhet Kan ID gjøre interessante vitenskapelige forutsigelser? Dette er en viktig sak, ikke for ID’s vitenskapelighet i seg selv, men for at ID kan bli en akseptert vitenskapelig teori. En teori som gjør en uventet forutsigelse som senere viser seg å stemme, vokser enormt i omdømme. Dette er sannsynligvis det som er nødvendig hvis ID skal aksepteres i det vitenskapelige verden.

Dette er også en aktiv diskusjon i ID-miljøet. Jonathan Wells har for eksempel tatt opp saken i et foredrag der han nevner kreftforskning basert på ID-forutsetninger.

ID-perspektivet er også relevant for forskning på såkalt “junk DNA”. En stor mengde søppel DNA er ikke overraskende fra en neo-darwinistisk tilnærming, men desto mer problematisk fra et ID-perspektiv. Her skulle ID-perspektivet gjøre den prediksjon at mesteparten av junk DNA faktisk har en funksjon.

Dette er også den retningen som vitenskap går, nemlig at mer og mer av junk DNA viser seg å ha funksjon. Men det er lite sannsynlig at denne typen nokså generell forutsigelser er tilstrekkelig for ID’s gjennombrudd. Noe mer spesifikt og overraskende vil trolig være nødvendig. Fremtiden vil vise om dette skjer.

Hva med ID’s kvantifiserbarhet og repeterbarhet? I noen grad synes ID å være kvantifiserbar. Det handler veldig mye om sannsynlighetsregning for å beregne graden av kompleksitet. Slike beregninger må nødvendigvis være basert på visse subjektive vurderinger, men det trenger ikke være et problem i seg selv, så lenge disse vurderingene kan forsvares rasjonelt.

Denne typen analyser og beregninger er også repeterbare.

De mønstrene som angivelig representerer den type egenskaper som intelligenser typisk etterlater seg, er tilgjengelig for alle, og alle beregninger kan gjentas. I disse henseender avspeiler ID typiske tegn på vitenskapelighet.

typiske mønster som intelligente årsaker etterlater seg. Det er bare disse mønstre som er empirisk tilgjengelige. Henvisningen til “intelligens” kommer først når disse mønstrene skal gis den beste tilgjengelige forklaringen. Og da spesifiseres ikke intelligensens identitet. Det man mener å kunne påvise, er at “disse mønstrene viser typiske tegn på intelligente årsaker.”

Med tanke på at lignende forklaringer forekommer i andre akademiske disipliner som grafologi, kriminologi, arkeologi og SETI (som alle regnes som en vitenskap i sin videste forstand, om enn ikke som naturvitenskap), ville det være temmelig vilkårlig å misskreditere ID. Spesielt SETI (Search for Extra-Terrestrial Intelligence) er en slående analogi til ID. Innenfor SETI leter man etter informasjonsbærende radiosignaler fra verdensrommet. Skulle en spesifisert komplekst signal bli mottatt, ville man ta det som inntekt for at i det minste finnes en intelligens som avsender. SETI retter seg mot makrokosmos og har ennå ikke fått “kontakt”. ID retter seg mot mikrokosmos med eksakt samme konseptuelle tenkning og mener seg å ha fått “kontakt”. Hvordan man tolker dette i ettertid – teistisk, panteistisk, naturalistisk – er et religiøs/filosofisk spørsmål som ikke er en del av selve ID. Skulle SETI få “kontakt”, så det er intet gitt svar på hvem avsenderen er. Det kan være UFOer, Gud, engler eller kanskje new-zealandere som har sendt et signal som har blitt reflektert på en slik måte at vi tror den har kommet fra verdensrommet. Men hvordan vi svarer på dette siste spørsmålet, vil ikke avgjøre SETI’s status som vitenskap. Min mening er at det samme gjelder for ID. Min konklusjon er derfor at ID bør vurderes som et tverrfaglig vitenskapelig prosjekt som er nært beslektet med informasjonsteori, og som har betydning for naturvitenskapelige spørsmål. n Noter 1. Se f.eks, The Soul of Science, Nancy R. Pearcey & Charles B. Thaxton (Crossway Books, Wheaton, Illinois, 1994), side 101-103. Og Christianity and the Nature of Science: A Philosophical Investigation, J.P. Moreland (Baker Book House, Grand Rapids, Mich.: 1989), side 224.

2. Horace Freeland Judson, The Eighth Day of Creation (New York: Simon & Schuster, Touchstone Book, 1979) side 109.

3. Richard Dawkins, The Blind Watchmaker (London: Penguin Books, Reprinted with appendix 1991) side 6.

3.7. Konklusjon og avsluttende argumenter Er ID vitenskap? Vi har sett at ID faktisk synes å leve opp til mange av de kravene som man vanligvis stiller til vitenskap.

Selv om ID ikke har noen naturlig forklaring, men det synes ikke å være en nødvendig forutsetning for vitenskapelighet. ID synes å leve opp til ønskemålet om observerbarhet, falsifiserbarhet, tentativ tilnærming, kvantifiserbarhet og repeterbarhet.

Fremtiden vil vise om ID kan gi nok interessante forutsigelser til å bli en akseptert vitenskapelig teori.

Kritikken mot ID kan kanskje best bli forstått dersom man ser ID som en teori som antas å bevise eksistensen av en intelligent designer. Hvis ID-tilhengere mente de kunne bevise selve den intelligens som ligger bak mønstrene, tror jeg mye av kritikken mot ID ville være gyldig. Det synes svært vanskelig å observere, falsifisere, kvantifisere eller repetere en slik intelligens. Men i så fall bygger kritikken på en misforståelse av ID’s hensikt. ID’s fokus er ikke intelligens i seg selv, men de

28

oktober 2010

Vitenskap og intelligent design

ORIGO

Boganmeldelse på en blog: Hvorfor ikke prøve noget nyt?

Som at tilstå et mord »Darwin vidste godt at hans evolutionsteori ville forandre verden fuldstændig. “Det føles som at tilstå et mord,” skrev han i 1844 til en ven da han første gang bekendte at han ikke længere mente at arterne kunne være skabt uforanderlige, én gang for alle. – Han fik ret. Evolutionsteorien er en af de helt store naturvidenskabelige teorier på linje med Einsteins relativitetsteori. Men i modsætning til denne kan evolutionsteorien forstås af alle og enhver.« (Origos fremhævelse) Sådan lyder noget af bagsideteksten til Hanne Stragers spændende bog “Som at tilstå et mord, Darwin og ideen der forandrede verden”, udgivet i Darwinåret 2009.

Som noget nyt i origoregi vil denne bog blive anmeldt på bloggen http://intelligentdesign.eftertanke.dk. Det vil med andre ord sige at læserne vil kunne blande sig i anmeldelsen efterhånden som den skrider frem. For det udfordrende udsagn om at Darwins teori kan forstås af alle og enhver, må jo betyde at også alle og enhver kan se svaghederne i samme teori. Se, det vil vi se nærmere på på den nævnte blog. Så velkommen til at følge med. Vi lægger ud omkring det tidspunkt hvor dette Origo er på gaden.

P.v.a. redaktionen K. Aa. Back

UT SO LG T

2 bøger om Darwin: Peter A. Tyvand:

Darwin 200 år - en festbrems

NB: Utsolgt

Jostein Andreassen:

Darwinbogen 199,- DKK 245,- NOK

Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

Som at tilstå et mord

skabelse.dk

29

Opprinnelsen relanseres på DVD

Opprinnelsen (eng.: Origins) var navnet på en klassisk TV-serie som ble produsert på 1980-tallet. Den var laget av professor Wilder-Smith som også besøkte Danmark og Norge flere ganger i denne tiden. Det var en profesjonelt produsert TV-serie som også NRK vurderte å sende, men de ombestemte seg plutselig av ukjente årsaker. Serien ble sendt i mange andre land og ble en klassiker som inspirerte mange av dagens IDforskerne. Nå relanseres serien på DVD. Med på DVDen følger tre programmer, hvert på ca. 30 min. Titlene er: Livets opprinnelse, Artenes opprinnelse og Menneskenes opprinnelse. Som studiemateriell følger det med et intervju som Alv Magnus gjorde med professor Wilder-Smith: Utviklingslæren – en holdbar teori?

Serien er fortsatt aktuell. Målgruppen er undervisning i ungdomsskolen, videregående skole, konfirmantgrupper, bibelskoler, menigheter o.l. Serien har norsk kommentar og tekst. Den relanseres på DVD i forbindelse med Darwinjubileet i 2009.

Professor Wilder-Smith døde i 1995, men har fått sitt eget nettsted: www.wildersmith.org Der ligger det mange lydopptak av hans foredrag og undervisning, da han var kjent som en utmerket kommunikator. På YouTube finnes det også mange amatøropptak.

Den engelske DVD-versjonen kan bestilles på nettet fra: www.christiananswers.net

Norsk DVD kan bestilles fra: Prokla Media, Grimerudveien 77, 2312 Ottestad. prokla.media@ywam.no eller telefon 62574300 Pris: 149,- NOK

30

Steinar Thorvaldsen

Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Be om skolebrosjure

Årsmøte for Origo Norge i Bergen Origo Norge innkaller til årsmøte i Bergen lørdag 6. november.

Se vår hjemmeside for nærmere informasjon: http://origonorge.no/

31

Returneres ved varig adresseændring Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Agervænget 16 7400 Herning

Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab.

I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprindelse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter

Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis.

Endvidere er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet.

Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik.

ORIGO udkommer fire gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Agervænget 16, DK-7400 Herning.

Tlf. + 45 35 14 35 39. Giro 730 5753

Knud Aa. Back

Humlebien kan ikke flyve ...

Design i naturen?

Det´ et spørgsmål om fysik 150,- DKK Forlaget ORIGO www.skabelse.dk / origonorge.no

ISSN 0109-6168

ORIGO nr 118 | oktober 2010