Origo - om vitenskap, skapelse og etikk. Nr 104, juni 2007

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 104 • Juni 2007

Intelligent Design Skabelsen & Universet ORIGO 104

1

Redaktionskomité i Danmark • Fhv. overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv.

ORIGO

Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

Tlf. 5927 1864. E-mail: back@skabelse.dk • Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå.

Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk • Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard.

Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk

Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948.

Danmark: Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909.

• Professor, dr.med. Søren Holm Cardiff Law School, Cardiff University,

ORIGOs web-adresse:

www.skabelse.dk

Law Building, Museum Avenue, Cardiff CF10 3XJ, Wales, UK.

Layout og sats:

E-mail: soren@skabelse.dk

VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk

• IT-ansvarlig, datamatiker Bjarne Krak Ryhavevej 1A, st.mf., 8210 Århus V Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk • Erhvervskundechef, cand.oecon. Henrik Friis Lavendelvej 6, 7400 Herning.

Tlf. 9927 2909. E-mail: abonnement@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

© ORIGO.

Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

• PR-medarbejder, multimediedesigner Flemming Karlsmose Tomsgårdsvej 14, st. th., 2400 København NV Tlf. 2851 9450. Email: flemming@skabelse.dk • Cand.scient. Bent Vogel Kristrupvej 31, 8900 Randers.

Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk • Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard

INDHOLD Juni 2007

Havrevænget 11, Rindum, 6950 Ringkøbing.

Tlf. 61664923. E-mail: kristian@skabelse.dk • Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm

3

Peter Øhrstrøm: Badekarshvirvler og videnskabelig vanetænkning

5

Peter Øhrstrøm: Myten om badekarshvirvlen og Jordens rotation

6

Peter Øhrstrøm: Den store debat (anmeldelse)

7

Peder A. Tyvand: Intelligent Design

10

Niels Jørgen Vase: Nyt lys over skabelsen (anmeldelse)

13

John Nørgaard Nielsen: Et essay inspireret af det fint afstemte Univers

16

Kristian Bánkuti Østergaard: Udviklingslæren – FAKTA eller FIKTION (anmeldelse)

18

Jostein Andreassen: For din allmektige hånd, Gud

Ansv. red. af dette nummer: Knud Aa. Back

21

Knud Aa. Back: Livets udvikling A-Å (anmeldelse)

Ansv. red. af næste nummer: Peter Øhrstrøm

26

Peter Øhrstrøm: Det Etiske Råds udtalelse og anbefaling vedr. sene aborter

Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg.

Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk • Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle.

Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjonsråd i Norge • Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse.

E-post: rune.espelid@online.no • Forskningsleder, professor, dr.scient. Willy Fjeldskaar Grannesveien 19, 4020 Stavanger.

E-post: Willy.Fjeldskaar@iris.no • Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Bjørnekroken 69, 1430 Ås.

E-post: peder.tyvand@umb.no • Førsteamanuensis, dr.scient. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø.

E-post: steinar@hitos.no

2

ORIGO 104

Re da kt io ne lt

Badekarshvirvler og videnskabelig vanetænkning Når vandet løber ud af et badekar eller af en håndvask, opstår der som regel hvirvel. Vandet løber ikke bare ned, men også rundt. Men hvilken vej løber det rundt? Er det med eller mod uret? Jeg har som mange andre i flere år troet, at det afhang af, om hvirvlen opstår nord eller syd for ækvator. Jeg mente oven i købet, at det var noget, jeg havde lært under min universitetsuddannelse i fysik – og måske var det. Da jeg for nogle år siden skulle til Australien, besluttede jeg mig for selv at observere denne interessante forskel. Jeg undersøgte derfor et par hvirvler i vores køkkenvask i Vestbjerg og noterede omløbsretningen. Da jeg kom til mit hotelværelse i Australien, gentog jeg forsøget i håndvasken en del gange. Jeg opdagede, at det tilsyneladende var tilfældigt, hvilken vej vandet løb rundt. Jeg konkluderede, at jeg sikkert ikke havde undersøgt hvirvlerne under de rette omstændigheder. Det faldt mig ikke ind, at min teori om badekarshvirvler var forkert. Nu har professor Peder Tyvand overbevist mig om, at teorien ikke holder vand!

Den er simpelthen forkert!

Eksemplet er lærerigt. Det viser, at man ikke skal tro på noget, bare fordi det har været god latin i videnskabelige kredse gennem mange år. Det kunne jo være videnskabelig vanetænkning, der faktisk slet ikke har hold i virkeligheden. Eksemplet viser også, at videnskabelig vanetænkning uden hold i virkeligheden ikke uden videre lader sig afsløre gennem nogle få observationer eller eksperimenter. Der skal mere til. Hvis vi iagttager

ORIGO 104

noget, som synes at stride mod det, som vi opfatter som en veletableret teori, vil vi typisk i første omgang antage, at vi har begået en eller anden fejl i forbindelse med observationen eller eksperimentet. Det er naturligvis velbegrundet, at der skal en del til, før vi er villige til at opgive en alment anerkendt teori, men det er en pointe, at almen anerkendelse af en teori ikke er det samme som teoriens sandhed.

Vanetænkning og fordomme i forbindelse med videnskabelige teorier om badekarshvirvler bør naturligvis kritiseres. Det er godt, at professor Tyvand nu har vist, at fysikken i dette tilfælde ikke siger det, som så mange hidtil har troet. Men meget værre er det naturligvis, når vanetænkning og fordomme i forbindelse med videnskabelige teorier fører

til et verdensbillede, et livssyn eller en ideologi, som ret beset slet ikke følger af en korrekt anvendelse af gennemtestede videnskabelige teorier. Når flere af tidens højtråbende ateister f.eks. hævder, at darwinistisk materialisme nødvendigvis følger af god videnskab, og at troen på skabelse nødvendigvis undsiges af god videnskab – ja, så er der tale om en yderst kritisabel anvendelse af videnskabelige teorier. I sådanne tilfælde er der et skrigende behov for at få misbruget af videnskaben afsløret.

Det er den opgave, som vi lægger mest vægt på i ORIGOs sammenhæng. Også artiklerne i dette nummer af bladet har til formål at vise, at der be-stemt ikke er nogen modsætning mellem god videnskab og kristen skabelsestro.

Peter Øhrstrøm

3

lt ne io kt da Re

Tillykke, doktor Steinar!

Steinar Thorvaldsen, som er medlem af styrelsen for ORIGO i Norge, forsvarede den 1. september 2006 sin doktorafhandling for dr.scient-graden ved Universitetet i Tromsø. Afhandlingen bærer titlen “Statistical and bioinformatical analyses of protein sequences from cold marine environments. A comparative study of alignments.”.

Doktorarbejdet har været finansieret gennem et stipendium fra Universitetet i Tromsø, hvor Steinar Thorvaldsen i sidste fire år har forsket i bioinformatik ved Det Matematisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Han er i øvrigt tilknyttet Høgskolen i Tromsø, hvor han har undervist i matematik og informatik i mange år.

Doktorafhandlingen drejer sig om enzymer, der er tilpasset kolde og varme miljøer. Enzymer er proteinmolekyler som virker som katalysatorer, hvilket vil sige, at de fremmer kemiske processer uden selv at blive opbrugt. Alle levende organismer har brug for enzymer for at kunne producere sine byggesten såsom fedt, protein og DNA og for at omdanne næringsstoffer til energi. I afhandlingen studeres med statistiske metoder enzymgrupper fra kulde- og varmetilpassede bakterier.

Gennem dette studium har Steinar Thorvaldsen fundet interessante forskelle, som kan bruges til at finde enzymer, som er skræddersyede til bestemte formål.

Metoden i afhandlingen er anderledes end det, man ofte ser, idet Steinar Thorvaldsen ikke forudsætter, at variationer i proteinerne kun er udtryk

Dr .scient. Steinar Dr.scient.

Thorvaldsen i Cambridge i 2006

for et historisk hændelsesforløb (phylogeni), men først og fremmest kan forstås i lys af det fysiskkemiske miljø, hvor de forskellige bakterier lever.

Proteinerne er så at sige skræddersyede for det miljø, hvor de er aktive. Han mener, at en sådan bioinformatisk synsvinkel er mindst lige så frugtbar for forskningen som den traditionelle udviklingshistoriske tilgang.

Steinar Thorvaldsen har præsenteret sine metoder og resultater på internationale forskningskonferencer i Cambridge, Eilat (Israel) og Atlanta (USA).

Fra redaktionens side ønsker vi Steinar hjerteligt tillykke med den velfortjente doktorgrad.

Peter Øhrstrøm

Professor Willy Fjeldskaar redaktør av hjemmesiden til Origo Norge Willy Fjeldskaar er Dr. Scient. i den faste jords fysikk fra Universitetet i Bergen, har en postdoc fra Penn State University (USA). Han har arbeidet ved Rogalandsforskning i Sta-vanger (nå IRIS) siden 1986, og er nå forskningsleder i geologi. Han er også Professor II (i reservoargeologi) ved det nye Universitetet i Stavanger. Dr. Fjeldskaar er aktiv i ORIGO Norge som styremedlem, og har skrevet

4

artikler for Origo. Han er nå ny redaktør av hjemmesiden for Origo Norge: http:// www.origonorge.no/.

ORIGO 104

Myten om badekarshvirvlen og Jordens rotation Af Peter Øhrstrøm Professor Peder Tyvand, som er kendt som flittig skribent i ORIGO, og som gør sit til at afsløre de materialistiske og darwinistiske myter om livets oprindelse, er på det seneste også blevet kendt i Norge for sin afsløring af en ganske anden myte – nemlig myten om hvirvlen, der opstår i vandet, når det lukkes ud af badekarret.

Det er en ofte fremført påstand, at badekarshvirvlen har noget at gøre med jordens rotation.

Mange har hævdet, at badekarsvandet hvirvler med eller mod uret afhængigt af, om badekarret befinder sig nord eller syd for ækvator. Det siges oven i købet, at der er folk, der for turister, der krydser ækvator, med små baljer og mod betaling ”demonstrerer” hvirvlens ændrede retning. Men det er ifølge Tyvand det rene fup. Påstanden om badekarshvirvlen og Jordens rotation holder ikke vand – for nu at sige det ligeud!

Peder Tyvand, som er specialist i strømninger i væsker, har i sit laboratorium på Universitetet for Miljø- og Biovidenskab i Ås ved Oslo gennemført en række systematiske undersøgelser af badekarshvirvler. Desuden har han foretaget større teoretiske beregninger om hvirvlerne. Det hele er publiceret i et anerkendt internationalt tidsskrift. Tyvands resultater viser, at Jordens rotation kun har betydning for hvirvlen, hvis karret er meget stort (f.eks. et stort svømmebassin), hvis vandet i udgangspunktet er uden bevægelser, og hvis udløbstiden er sammenlignelig med jordens rotationstid.

ORIGO 104

Disse betingelser er ikke opfyldt i badekarret eller i køkkenvasken. Om hvirvlen i disse tilfælde rote-rer med eller mod uret, er lige så tilfældigt som at slå plat og krone med en mønt. Det, der bestemmer rotationsretningen i disse tilfælde, er ifølge Tyvand såkaldte ”hvirvelrester” i vandet. Hvis van-det i udgangspunktet er i fuldstændig ro, kommer der slet ikke nogen hvirvel, når vandet løbet ud af badekarret!

Peder Tyvand har gennem tiden gennemført mange andre videnskabelige undersøgelser af strømninger i væsker, men ifølge ham selv har intet haft offentlighedens bevågenhed som netop dette studium af badekarshvirvler. Tyvand tilslutter sig som sportsmand den tidligere paves udsagn: ”Af alle uvæsentligheder i livet er fodbold den vigtigste”, og Tyvand tilføjer for egen regning: ”og badekarshvirvlen er den næstvigtigste”. I hvert fald har det vakt opsigt, at Tyvand nu har aflivet den indtil nu meget udbredte opfattelse om sammenhængen mellem badekarshvirvler og Jordens rotation.

Man kan på følgende internetadresser læse mere om denne underholdende illustration af, at man ikke skal tro på en påstand bare fordi den har været fremført af mange naturvidenskabsfolk gennem mange år: http://www.forskning.no/Artikler/2007/april/ 1176982771.59 http://www.umb.no/22422 http://www.umb.no/statisk/imt/presseklipp/ virveltyvand.pdf

5

lse de el m An

Skabelse – men hvornår?

- Den store debat ...

Af Peter Øhrstrøm

Ikke mindst i USA er der blandt kristne skabelsestilhængere stor opmærksomhed på spørgsmålet om Jordens og Universets alder. Såvel tilhængerne af et ungt univers og en ung jord (dvs. med en alder i størrelsesordenen ca. 10.000 år) som tilhængerne af et gammelt univers (ca. 13 mia. år) og en gammel jord (ca. 4,6 mia. år) har organiseret sig i slagkraftige bevægelser. Til tider er bølgerne gået meget højt i debatten mellem disse kristne grupper. Andre af USAs kristne personligheder har beklaget, at skabelsestilhængere har brugt så megen energi på at kritisere – og nogle ligefrem bekæmpe – hinanden. De har peget på, at der trods alt er mere, der forener de forskellige grupper af skabelsestilhængere, end der skiller. Det helt afgørende må efter deres mening være, at Universet, Jorden, livsformerne og mennesket er skabt. Og så må det trods alt være et sekundært spørgsmål, hvornår de forskellige skabelsesbegivenheder har fundet sted i historien. Det lader til at være denne formidlende tankegang, der har været baggrunden for, at den kendte kristne TV-vært og teolog John Ankerberg har taget spørgsmålene om Universets, Jordens og livets alder op i en serie af TV-debatter, som nu også foreligger på DVD. Det er i Ankerbergs opsætning vigtigt at se debatten mellem mennesker med samme grundlæggende kristne bekendelse. Det er givetvis også en pointe for ham blot at bringe parterne sammen og at få dem til at gennemføre en debat om spørgsmålet, der kommer hele vejen rundt om alle de kontroversielle teologiske og naturvidenskabelige spørgsmål i den forbindelse, og som alligevel foregår på en åben og respektfuld måde.

Der går samlet set mere end 3 timer med denne store debat, som er organiseret i bedste amerikanske debat-stil. Men så kommer vi også hele vejen rundt om de teologiske, biologiske, geologiske og astronomiske argumenter, som traditionelt indgår i debatten om aldersspørgsmålet.

Det er kendte folk, der er sat til at debattere aldersspørgsmålet i denne serie af John Ankerberg shows. Dr. Walt Kaiser, som er præsident for Gordon-Conwell Theological Seminary, repræsenterer sammen med den kendte astrofysiker, dr. Hugh

6

Ross, som er leder af ’Reasons To Believe’, det skabelsessynspunkt, der opererer med en gammel jord og et gammelt univers. Fra ung-jord-creationistisk side deltager to kendte repræsenter fra organisationen ’Answers in Genesis’, nemlig organisationens leder dr. Ken Ham og astrofysikeren, dr.

Jason Lisle.

Personligt synes jeg, at det er en spændende og lærerig debat, som giver en god introduktion til de to synspunkter og et godt indtryk af styrken i de argumenter, som fremføres fra de to sider i debatten. Samtidig lykkes det efter min mening for John Ankerberg med debatten at vise, at spørgsmål kan diskuteres seriøst og respektfuldt mellem de to grupper af kristne skabelsestilhængere, og at der trods uenighederne også er mange punkter, hvor de to parter kan mødes i enighed. ”The Great Debate” kan bestilles som DVD/ video eller downloades (mod betaling) fra http:// www.johnankerberg.org.

ORIGO 104

Intelligent Design Av professor Peder A. Tyvand

ID-bevegelsen, som i utgangspunktet er amerikansk, har vunnet fotfeste og fått betydelig medieomtale de siste årene.

USA har i flere tiår hatt store kreasjonistiske bevegelser med utspring i kristne kirkesamfunn.

ID-bevegelsen er annerledes enn kreasjonistorganisasjonene ved at den ikke vektlegger bestemte bibeltolkninger, men bygger opp sin argumentasjon på vitenskapelige premisser. Riktignok er de fleste av ID-bevegelsens medlemmer kristne, men bevegelsen er økumenisk.

ID-bevegelsen har et nettverk av institusjoner.

To av de viktigste er Access Research Network (www.arn.org), og Discovery Institute (www. discovery.org). I ledelsen for disse institusjonene står det folk med tung akademisk kompetanse i biologi, vitenskapsfilosofi, matematisk statistikk og samfunnsvitenskap. Access Research Network utgir ID-tidsskriftet, Origins & Design. Discovery Institute har et opprop mot darwinismen (www. dissentfromdarwin.org), som nå er blitt undertegnet av mer enn 700 kvalifiserte forskere fra hele verden. For å få undertegne denne listen kreves det at man har doktorgrad innenfor naturvitenskap.

Hvordan møter darwinistene ID? Det finnes ikke lenger grunnlag for å lytte til norske darwinister når de hardnakket fastholder at det ikke finnes kvalifisert motstand mot darwinismen.

Sannheten er vel heller at norske darwinister lukker øyne og ører for den ubehagelige sannheten at darwinismen er på vikende front i internasjonal ORIGO 104

vitenskap. Først og fremst i USA. Det som skjer i USA får ringvirkninger over hele verden, uansett hva de tette nasjonale nettverk måtte mene.

Darwinister føler seg presset, men forsøker i det lengste å brennemerke hele ID-bevegelsen som useriøs. ID-bevegelsen blir av darwinister kalt for «religiøst svermeri», «gammeldagse dogmer», «fanatisk overtro», «et reaksjonært komplott», «et politisk felttog», «den bevisst valgte uvitenhet», «en sammensvergelse mot vitenskapen» og lignende karakteristikker.

Darwinister i Norge og andre land vet at IDbevegelsen har intellektuell substans, og at den derfor truer deres egne posisjoner. Målsettingen med svartmalingen er å få avlyst ID-debatten før den starter. Darwinistene vet at de har alt å tape på en direktesendt konfrontasjon med darwinkritiske professorer på NRK TV. Derfor kan profilerte darwinister som Dag O. Hessen kreve å få sitte alene i studio uten å få møte brysomme debattmotstandere. Derved kan han og andre darwinister uimotsagt få omtale ID-bevegelsen ved hjelp av nedlatende karakteristikker som ikke går på sak.

Er ID-bevegelsen et alternativ til darwinismen?

ID-bevegelsen har stadig en lang vei å gå før den er blitt en fullverdig vitenskapelig lærebygning. Det området hvor bevegelsen står sterkest, er darwinismekritikken. Darwinismens svakheter er vitenskapelig sett iøynefallende, og det kreves ikke store ressurser for å avdekke dem. Det som derimot krever ressurser, er å bygge opp en helhetlig ID-vitenskap.

Darwinister har unektelig et «kvantumsargument» når de i debatter påpeker hvor mye darwinistisk litteratur som finnes, og hvor lite alternativt materiale ID-bevegelsen i Norge har klart å komme ut med. Men de siste 50 år er det totalt blitt nedlagt to akademiske årsverk på ID-forskning i Norge.

Dette bør vurderes i forhold til de flere titusener av akademiske årsverk som har vært nedlagt på darwinismens alter i Norge. Det ville ha vært merk-

7

verdig om ikke denne ressursovervekten medførte en darwinistisk overvekt i dokumenterte akademiske publikasjoner.

Heldigvis skjer det ting i andre land. Tyskland har en bevegelse med sterke kvaliteter: Wort und Wissen (www.wort-und-wissen.de). De avholder mange seminarer og utgir mange bøker, blant annet en alternativ lærebok i biologi på avansert nivå i forhold til norsk videregående skole. De ledende fag-personene innenfor bevegelsen Wort und Wissen er biokjemiprofessor Sigfried Scherer og informatikkprofessor Werner Gitt. Begge er omtalt med artikler i Wikipedia.

I Norge har vi en eneste ID-bevegelse, Origo. Vi gir ut tidsskriftet Origo. Se våre websider www. skabelse.dk og www.origonorge.no. Vi har det felles med amerikansk ID-bevegelse at vi baserer oss på vitenskapelig argumentasjon omkring livet og dets opprinnelse.

Kritikk av darwinismens myter Jeg vil her sette opp tre av darwinismens myter, som er nøkkelpunkter hvor denne læren er i strid med moderne naturvitenskap.

Myte 1: Avstamningsmyten Dette er darwinismens grunnleggende påstand. At alle levende vesener i nåtid og fortid henger sammen i en eneste kjede av naturlig avstamning tilbake til en urcelle. Ingen kjede er sterkere enn sitt svakeste ledd. Derfor tillates det ingen brudd på denne kjeden. Avstamningsmyten er en drøy påstand om fortida. Den har aldri hatt noe vitenskapelig grunnlag, men har i tidens løp blitt opphøyd til udiskutabel viten, av et maktapparat som ikke har vunnet fram med sitt syn ved hjelp av argumentasjon. Det har klart å monopolisere sine synspunkter, blant annet ved å karikere og ekskludere motstanderne.

Myte 2: Spontan generasjon På Darwins tid trodde man at primitivt liv ble til av seg selv når det var energi og materie til stede, for eksempel i en varm gjødselhaug. Franskmannen Louis Pasteur motbeviste denne påstanden, da han ved sine eksperimenter påviste at liv bare kan bli til av liv. Men darwinismen har aldri helt gitt slipp på denne myten. I vår tid har den dukket opp igjen som forklaringen på hvordan den første le-vende celle ble til i «ursuppen»: Som et resultat av energi + materie + støy. Innenfor ID avviser vi my-ten og påpeker at liv bare kan oppstå som et resul-tat av energi + materie + informasjon.

Myte 3: Materiell bevissthet Den ortodokse darwinismen ser på menneskets

8

bevissthet som noe som står over dyrene rent kvantitativt og ikke kvalitativt. Den tredje darwinistiske myten er at menneskets bevissthet kan forklares ut fra rent materielle prosesser. Bevisstheten blir da bare en komplisert tilstand som er et hjelpemiddel for visse gener til å reprodusere seg selv.

Den ultimative målsettingen for en darwinistisk bevissthetsforsker blir å finne «bevissthetsformelen»; den matematiske formelen som både skal definere bevissthet og påvise når den trer i kraft.

Dette er en utopi fordi bevissthetsformelen forutsetter en erkjennende bevissthet. Og da har den ikke forklart det den skulle.

Tro mot bedre vitende?

Darwinister, sekulærhumanister og andre har klart å lage en myte om at gudstro er i strid med det man vet. Etter min oppfatning skyldes dette en feilaktig oppfatning av hva det vil si å bevise ting.

Det finnes totalt sett fem kategorier av bevis:

1. Matematisk bevis. Strengt logisk bevisførsel ut fra grunnsetninger, aksiomer.

2. Empirisk bevis. Regelmessighet i naturen som observeres gjentatte ganger.

3. Øyenvitne-bevis. Uavhengige og umiddelbare bevitnelser av en bestemt historisk hendelse.

4. Historisk bevis. Kildemateriale som til sammen gir et klart bilde av hvordan en bestemt historisk hendelse har skjedd.

5. Juridisk bevis. Samlekategori med vekt på de to siste typene bevis.

Ingen av de fire andre beviskategoriene kan konkurrere med det matematiske bevis når det gjelder presisjon. Derfor har det matematiske bevis fått en enestående posisjon som noe subtilt og objektivt, høyt hevet over den større eller mindre grad av uperfekthet som hefter ved de andre typene bevis.

Dette er feil. Kurt Gödel beviste i 1931 at alle aksiomsystemer er ufullstendige.

Når en påstand er matematisk bevist, er den blitt tilbakeført til grunnpåstander som må tros.

Dessuten må man tro på de logiske reglene for bevisførsel. Matematiske bevis avskaffer ikke tro, men økonomiserer med troen og tydeliggjør hvor den må settes inn.

Når noe er empirisk bevist, er det tilbakeført til regelmessighet. Det ligger derimot ingen garanti for at denne regelmessigheten vil slå til neste gang man utprøver den. Dette er også noe man må tro.

De tyngste beviskategoriene (1) og (2) er altså omgitt av tro. Darwinismen seiler under falsk flagg fordi den utgir seg for å være bevist ut fra beviskategoriene (1) og (2). Påstanden om naturlig felles avstamning (avstamningsmyten) hører derimot inn under beviskategori (4).

ORIGO 104

Elementer av ID Jeg vil avslutte artikkelen ved å påpeke tre vitenskapelige framskritt som er blitt gjort av ledende forskere innenfor ID, og som strider mot darwinismen. Framskrittene bærer i seg løfter om en mer helhetlig ID-vitenskap i framtida. De ligger på et høyere vitenskapelig erkjennelsesnivå enn det meste som darwinismen er i stand til å frambringe på egne premisser.

1. Det metafysiske informasjonsbegrepet Den tyske informatikkprofessoren, Werner Gitt, går ut fra at informasjonsbegrepet er ikke-materielt.

Noe enhver informatikkforsker tar for gitt, i og med at man skiller mellom «hardware» (informasjonsbærer) og «software» (informasjonskilde) i en datamaskin. Darwinister derimot, går ut fra at det ikke er noen forskjell mellom informasjonsbærer og informasjonskilde, siden man tror at DNA er begge deler.

Werner Gitts fortjeneste er at han har satt opp fem grunnleggende lover som informasjonsbegrepet må oppfylle, på fem hierarkiske nivåer. De fem nivåene handler om: 1.

2.

3.

4.

Sekvensen av symboler Kodingskonvensjonen Tankeinnholdet i informasjonen Handlingen som informasjonen er ment å iverksette 5. Den overordnede målsettingen med handlingen 2. Ureduserbare strukturer Biokjemikeren Michael Behe har skrevet boken, Darwin´s Black Box: The Biochemical Challenge

Ledende forskere innenfor ID erner Gitt, tysk ID:: W Werner informatikkprofessor informatikkprofessor,, Michael Behe, biokjemiker biokjemiker,, og William Dembski, statistiker

to Evolution, New York: The Free Press. (1996).

Her påpeker han hvordan konkrete biologiske strukturer ikke kunne ha utviklet seg gradvis på darwinistisk vis, fordi alle delene må være på plass for at helheten skal kunne funksjonere.

3. Design-argumentet Statistikeren William Dembski har skrevet boken, The Design Inference: eliminating chance through small probabilities, Cambridge University Press (1999). Forfatteren innfører det som er blitt kalt for Dembskis filter, som er en matematisk basert metode for å skille mellom tre typer hendelser. (1) Hendelser forårsaket av naturlover. (2) Hendelser forårsaket av tilfeldighet. (3) Hendelser forårsaket av design.

P.S. Artiklen har tidligere været publiceret i det norske tidsskrift ”Tidens tale”.

Red.

Annonce

Udviklingslæren: FAK TA eller FIK TION? AKT FIKTION?

Kæmper du med tvivl pga .

Darwins lære ?

Mange kristne oplever udviklingslæren som et hårdt angreb på troen, fordi de er blevet fortalt, at den er bevist. Universitetslektor Roger Oakland viser på denne dvd af ca. 120 min. varighed, hvor lidt hold der er i udviklingslæren, og at Bibelens skabelsesberetning faktisk er stærkt underbygget af arkæologiske fund. Båndet er på engelsk med danske undertekster. Prisen pr. stk. er kr. 175 + levering (pr. efterkrav).

Denne og andre dvd’er om emnet kan ordres på vor hjemmeside: www.oprindelse.dk eller ved brev til OM handi Products, Kastanien 12 st.tv., 7120 Vejle Ø

ORIGO 104

9

lse de el m An

Nyt lys over skabelsen Foredrag af en gammeljordkreationist Af Niels Jørgen Vase

Uenigheden om, hvordan og hvornår alting er blevet til, er som bekendt stor – og fronterne trækkes mere og mere op.

Til at belyse den foreligger bl.a. nogle foredrag af Simon Griis.

Simon Griis er pastor i frikirken Evangeliesalen i Randers. Han har i mange år beskæftiget sig med Bibelens skabelsesberetning og troens forhold til moderne videnskab, og det har udmøntet sig i kompendiet Nyt lys over skabelsen.

Egentlig havde han som ung kristen et (fundamentalistisk) ungjordkreationistisk syn på skabelsen, dvs. at universet blev skabt på seks dage a 24 timer for ca. 6000 år siden. Men som han skriver i forordet til kompendiet, forstod han ikke, at „der øjensynligt var så store modsætninger mellem Guds to store bøger: Bibelen (som den er udlagt af teologer) og skaberværket (som det er beskrevet af videnskabsmænd).“ Det er netop sagen i en nøddeskal: Hvordan kan tro og viden forenes i spørgsmålet om, hvordan det hele er blevet til det, det er? Eller: Hvorfor skulle Bibelens, Guds eget ords, udsagn om hans skaberværk ikke kunne bekræftes af de naturvidenskabelige opdagelser, altså af indsigten i selvsamme skaberværk?

Efter adskillige års grundige bibelstudier nåede Simon Griis frem til en overbevisning om, at universet må være omkring 15 mia. år gammelt - i overensstemmelse med det, naturvidenskaben er kommet frem til.

Gennem kompendiet, der er i 11 dele, lykkes det forfatteren at vise „ud fra Skriften, at der ikke behøver være nogen konflikt mellem videnskab og tro, og at Bibelen ikke sætter nogen begrænsning på universets alder“ - som der konkluderende står på bagsiden af kompendiet.

Kompendiets 11 dele Del 1 er en indledning til kompendiet, heri ridses grundlaget for og forskellige problemstillinger i studiet op.

10

Del 2 behandler Big Bang. Simon Griis accepterer tilsyneladende uden forbehold teorien om Big Bang, at universet ”fødtes” af ét atom ved en ”kæm-peeksplosion” for ca. 15 mia. år siden. Den videnskabelige forklaring skulle være en konstant mikro-bølgestråling fra universet, som man bestemte som ”den kosmologisk baggrundsstråling, som kun kunne stamme fra Big Bang”. I 1992 leverede den amerikanske astrofysiker George Smooth, hvad der er betegnet som ”det endelige bevis for Big Bang teorien”. If Griis var det nogle målinger, der viste ujævnheder i strålingen fra universet: ”Ujævnheder, som Smooth kaldte ’frøene’ til alt i universet, og som kun kunne forklares, dersom universet var opstået ved et ’Big Bang’.” Griis citerer så Smooths konklusion: ”Der er ikke tvivl om, at der findes en parallel mellem Big Bang og den kristne fremstilling af skabelse af intet”.

På mig virker teorien – som den er gengivet her – dog som et ”must be”, at der altså skal være et (”naturvidenskabeligt”) alternativ til gudstroens ”creatio ex nihilo”, skabelse af intet. Det er ligesom med evolutionsteorien mere end et viden-skabsteoretisk problem, et spørgsmål om, hvordan man forholder sig til og forvalter videnskabelige metoder og målsætninger. Problemet er, at man i videnskabens navn vil tolke foreliggende materialer, så de så vidt muligt stemmer overens med teorier, man videnskabeligt kan acceptere – i stedet for at anerkende, at også videnskaben har en grænse, hvor den bliver til tro – den tro, at ingenting bliver til noget, der bliver til meget mere – helt af sig selv, som evolutionister mener – eller ved Guds indgriben, som ”creationister” tror. I sin grund ligger problemet vel i accepten af, at for Gud er intet umuligt, men det er det for videnskaben.

Del 3 om tiden og dimensionerne er ganske interessant læsning om tidens relativitet, om tid og evighed og om rummets dimensioner, hvor Griis i en besvarelse af spørgsmålet om Guds multidimensionalitet inddrager Edwin Abbots tankeeksperimet om en verden i to dimensioner, udgivet i romanform i bogen Flatland (1884).

Del 4 beskæftiger sig med det antropiske princip, dvs. ”at fysikkens og kemiens fundamentale konstanter har lige præcis de rigtige størrelser, for at universet og livet, som vi kender det, kan eksistere.” Universet fremtræder altså som værende designet specielt til at give mulighed for liv. Griis gennemgår forskellige fysiske fænomener for at ORIGO 104

understrege, hvor underfuldt livet er, hvor lidt der skal til for at umuliggøre det – og hvor heldige vi mennesker er med at leve på den planet, der hedder Jorden.

Del 5 handler om ”Seksdageskrigen”, som her er striden om opfattelsen af de seks skabelsesdage.

Griis gengiver ganske spændende historien fra Galilei til i dag, men man fornemmer også her ganske – og lidt for – klart, hvor hans sympatier og antipatier findes.

Del 6 er om skabelsesberetningen, som sættes ind i og tolkes ud fra dens kontekst (= resten af Bibelen) – som optakt til flg. hoveddele: Del 7 og 8 gennemgår 20 argumenter for forståelsen af skabelsesdagene som meget mere end en uge eller seks dage a 24 timer. Skabelsesberetningen er en åbenbaringstekst, ikke en historisk tekst, fastslår Griis – altså: Den kan ikke tolkes bogstaveligt.

Blandt de 20 argumenter fremhæver Griis to stærke argumenter, som efter hans mening burde være nok til at begrunde, at skabelsesdagene ikke kan være 24 timers dage. Det første er, at solen, som bestemmer vore dages længde, først optræder på fjerde dag; Griis citerer adskillige kirkefædre, bl.a. Augustin, til støtte for sit synspunkt. Det andet vægtige argument er det ord i 1 Mos 2,4, der er oversat med skabelseshistorie (hebr. toledot); det betyder egentlig slægtshistorie, og Griis mener derfor, at første del af verset burde lyde noget i retning af: Det er himmelens og jordens slægtsbog.

Hans pointe er, at ordet er i flertal, og at det altid står for en (meget) længere periode end blot en uge.

Blandt de øvrige argumenter kan nævnes det 14.: ”En stresset arbejdsdag”, fordi Adam skulle navngive alle dyrene; Griis har regnet ud, at Adam ville have 7,2 sekunder til navngivningen af hver art! Det 15. argument er, at den syvende dag ikke er afsluttet, for det står der i modsætning til de første seks dage ingenting om. Det 20. og sidste argument er slægtsregistrene, som varierer indbyrdes og altså ikke er udtømmende og dermed åbner for muligheden af, at der kan være langt flere generationer end de anførte.

Del 9 og 10 præsenterer så seks gammeljordkreationistiske forståelsesmodeller: 1) Den tilbageskuende profeti: Skabelsesberetningen er givet til Moses (eller en anden) over seks dage som tilbageskuende profeti.

2) Patriarktanken: Adam er ikke det første menneske, men den første, Gud har udvalgt, den første patriark.

3) Gap-teorien (Restitutionstanken): Mellem vers 1 og vers 3 i 1 Mos 1 er der et ”hul” (”gap”), der dækker over en tidsperiode af ukendt varigORIGO 104

hed; i dette ”hul” sker faldet i engleverdenen, og fra vers 3 restitueres skaberværket.

4) Konstruktionstolkningen: Skabelsesberetningen er ikke en kronologisk redegørelse for faktiske begivenheder, men en ”tekstkonstruktion”, efter hvilken beretningen opstilles skematisk, idet begivenhederne i første og anden del af 1 Mos 1 forløber parallelt, fx Dag et: Gud sætter skel mellem lys og mørke, og Dag fire: Gud skaber himmellysene.

5) Dag-periode-tolkningen: Skabelsesdagene er perioder af ubestemt varighed. Herunder placerer Griis Teistisk Evolution: at videnskabens evolutionsteori opfattes som Guds måde at skabe på, og Progressiv Skabelse: at hver art, fx et kattedyr, er skabt af Gud med så megen genetisk information, at det kunne udvikle sig i retning af såvel løver og tigre som alm. huskatte – altså en gradvist fremadskridende skabelse ved Guds indgriben.

6 Gerald Schröders teori: Med udgangspunkt i Einsteins relativitetsteori og teorien om universets ekspandering har Schröder regnet sig frem til, at det relative forhold mellem tiden ved universets begyndelse og tiden nu er 1.000.000.000.000.

11

Materialet består ud over det 185 sider store kompendium i A4-format af 12 cd’er med foredrag

Skabelsens seks dage bliver dermed i alt o. 16 mia. år. Videre forklares teorien – som Griis gengiver den – ved, at for hver gang universet fordobles ved ekspansion, bliver tidsopfattelsen halveret, således at Dag et = 8 mia. år, Dag to = 4 mia. år etc. til Dag seks = 250 mio. år, hvilket sammenlagt giver 15,75 mia. år.

Del 11 behandler problemet med død, smerte og forfald før syndefaldet – til imødegåelse af en ungjordkreationistisk holdning, idet synspunktet her skulle være, at fysisk død kun har været en del af livet i relativt få tusind år – hvilket naturvidenskaben som bekendt for længst har afvist.

dringer, der også findes i Bibelen. Det er udgangspunktet for Simon Griis.

Argumentationen for, at skabelsesdagene ikke kan være 24 timers døgn, og for de konsekvenser, det får, er ikke lige overbevisende hele vejen igennem – men dog overbevisende nok til, at der kan rokkes ved et evt. ungjordkreationistisk syn.

Og det er når alt kommer til alt også et vigtigt formål for Simon Griis, der et sted skriver, at „dette studie ikke sigter på at nå et fastlagt verdensbillede eller en urokkelig lære om skabelsen, men derimod blot prøver på at åbne vore sind, både over for et friskt syn på Bibelens udsagn og på videnskabens resultater.“

Personligt efterord

Hvilken læsning?

Jeg er ikke naturvidenskabsmand, ej heller teolog, men blot en almindelig akademiker med interesse for skabelse-evolution-kontroversen. For mig er det ikke meget afgørende, om jorden er ung eller gammel, men at jorden – og hele universet – med det liv, der udfolder sig her, er skabt af Gud – og ikke er resultat af „Big Bang“ eller evolution (makroevolution – for at være mere præcis). Det er med de ”briller”, kompendiet er læst.

I bund og grund afgøres meget i synet på skabelsesberetningen og dermed skabelsesdagenes længde altså af, om man har en fuldstændig bogstavtro læsning af teksten, eller om man læser den, som man læser de talrige billedlige („allegoriske“) skil-

Simon Griis: Nyt lys over skabelsen 350 kr (kompendium + 12 cd’er) www.gudogvidenskaben.dk

TEMANUMRE

ORIGO

Flere eksemplarer (også større antal) kan bestilles hos Henrik Friis, tlf.: 9927 2909, e-mail: abonnement@skabelse.dk - eller på ORIGO’s hjemmeside: www.skabelse.dk

12

ORIGO 104

Et essay inspireret af det fint afstemte Univers Af lektor John Nørgaard Nielsen

A. Det antropiske princip I nogle årtier har flere naturvidenskabsmænd, især nok astronomer og astrofysikere, bemærket, at Universet virker som om, det er designet netop til et bestemt formål. De har opfundet et begreb, ”Det antropiske princip”: „Det kæmpestore Univers ser ud, som om det er fint tunet (afstemt, indstillet, justeret) til netop at understøtte liv på en lille planet.“ Dette er ikke en hypotese, men en iagttagelse.

Fortolkningen af den varierer naturligvis overordentlig meget. Formålet med denne artikel er ikke at diskutere de mulige og – synes man undertiden – umulige fortolkninger, men at give nogle eksempler på, hvordan nogle forhold i Universet kun skulle have været en lille smule anderledes for at liv ikke kunne eksistere – og at filosofere lidt over, hvordan man forholder sig til denne og anden information.

Eksemplerne er i stor udstrækning hentet fra ref. 1, ”The Creator and the Cosmos”. De to næste afsnitsetiketter er direkte oversatte kapiteloverskrifter fra bogen. Ross nævner 23 eksempler på Universets finjustering og 32 eksempler på vor galakses og vort solsystems justering til livets behov. Også de øvrige referencer indeholder interessante artikler om Universets ”tuning”. Alle referencerne er jo i øvrigt flere år gamle, og der kan i dag opstilles betydeligt længere lister over eksempler på Universets justering til livets krav.

B. Et ”lige netop rigtigt” Univers Et eksempel på fin afstemning er forholdet mellem antallet af elektroner og protoner i Universet. Dette forhold skal være 1 med en tolerance på 1 til 10exp37 (et 1-tal efterfulgt af 37 nuller). Ellers vil de elektromagnetiske kræfter dominere over gravitationskræfterne i en grad, så der aldrig ville kunORIGO 104

”Det antropiske princip”: „Det kæmpestore Univers ser ud, som om det er fint tunet (afstemt, indstillet, justeret) til netop at understøtte liv på en lille planet.“

ne dannes galakser, stjerner eller planeter.

Mens vi er ved gravitationskræfterne: Det er disse, der får gasskyerne til at trække sig sammen og blive til stjerner. Ved denne sammentrækning opvarmes gasskyen, indtil den bliver så varm, at fusionsproccessen starter. Denne proces skaber et udadrettet tryk, der går imod gravitationskræfterne og således forhindrer stjernen i at ”klappe sammen”. Der er her tale om en balance, der ville ændres, hvis gravitationskonstanten var anderledes.

Hvis gravitationskræfterne var noget stærkere, end de er, ville stjernerne blive for tætte og for varme og brænde uregelmæssigt og brænde ud for hurtigt. Hvis gravitationskræfterne var noget svagere, ville sammentrækningen ikke blive kraftig nok til at hæve temperaturen så meget, at fusionen begynder.

Der jo også neutroner i Universet. Neutronen er cirka 0.138 % tungere end protonen. Derfor dannedes der ved afkølingen efter ”The Big Bang” cirka 7 gange så mange protoner som neutroner, da der kræves mindre energi til at danne protoner på grund af disses mindre masse. Hvis neutronen havde været bare 0.1 % tungere, end den er, ville der være så få neutroner tilbage efter afkølingen, at der ikke kunne dannes nok af de tunge grundstoffer, der er nødvendige for livet. Hvis neutronen derimod havde været blot 0.1 % lettere, end den er, ville protoner henfalde så hurtigt til neutroner, at alle stjernerne i Universet hurtigt ville have kollapset til neutronstjerner eller sorte huller, og så ville der heller ikke kunne være liv i Universet.

Og det er ikke kun naturkonstanterne, der skal passe. Universets begyndelsesbetingelser skal også ligge inden for snævre grænser. Et eksempel er Universets udvidelseshastighed. Havde den været blot en anelse større, ville stoffet spredes så effek-

13

Andromedagalaksen. Et lille indtryk af det kæmpestore univers ligger i de fakta, at antallet af galakser Andromeda-galaksen. tælles i milliarder vores milliarder,, og at denne galakse er den, der ligger nærmest „„vores vores““ galakse, Mælevejen: Den er o.

220.000 lysår i diameter (mod Mælkevejens o. 75.000 lysår) og ligger „kun „kun““ ca. 2,5 mio. lysår fra Jorden.

tivt, at ingen galakser og dermed stjerner ville blive dannet. Havde den været blot en anelse mindre, ville hele Universet være endt som en supertæt klump af stof før nogen stjerner kunne dannes. Og den ”anelse”, der tales om, hævdes at være 1 til 10exp55 !

Og sådan kan man fortsætte længe endnu.

Ovenstående er bare nogle smagsprøver på egenskaber, der skal passe inden for ofte ekstremt snæv-re rammer, for at liv kan eksistere i Universet.

C. Jorden: Stedet for Liv En planet, der skal give mulighed for liv, må kredse om en stjerne for at få tilført den for livsprocesserne nødvendige energi. Det lyder meget simpelt, og der er milliarder af milliarder af stjerner, så umiddelbart synes der at være rige muligheder for livsbærende planeter i Universet. Men mulighederne indsnævres hurtigt, når man begynder at se på, hvilke betingelser der i øvrigt skal være opfyldt, for at få et sted med livsbetingelser.

Stjernen i et planetsystem kan ikke være en hvilken som helst stjerne. Den skal for det første ligge et stykke ude i en spiralarm i en spiralgalakse. Ellers kommer den ikke langt nok væk fra ga-

14

laksens centrum, og så bliver strålingsniveauet for højt til at tillade liv. Den skal også være langt væk fra nabostjerner, for ellers vil disse umuliggøre stabile planetbaner. Men den må heller ikke ligge for langt ude i spiralarmen, for så vil der ikke være tunge grundstoffer nok til at danne en planet, bestående af klipper. Den skal også have en passende alder og en passende størrelse af hensyn til stabil energiproduktion mm. Så det er kun en meget lille brøkdel af Universets stjerner der kan bruges som sol for en planet med liv.

Også planeten skal opfylde temmelig mange krav, for at et økosystem med højere livsformer kan eksistere.

Den skal have en passende afstand fra solen for at få en passende temperatur, så blandt andet flydende vand forekommer. Den skal have en passende størrelse og massefylde for at få en passende tyngdekraft. Tyngdekraften og temperaturen skal passe sammen inden for ret snævre rammer for at få en atmosfære med en livsunderstøttende sammensætning.

Planetens bane om solen må ikke være for ekscentrisk, for så bliver temperaturforskellene over året for store. Planeten skal rotere om sin akse.

Ellers vil nogle dele blive alt for varme og andre alt

ORIGO 104

for kolde. Den skal også rotere med en passende hastighed. Hvis den roterer for langsomt, bliver temperaturforskellene mellem nat og dag for store.

Hvis den roterer for hurtigt, vil vindhas-tighederne blive alt for høje til at give livsbetingelser for højere livsformer, både planter og dyr. Rotationsaksen skal have en passende hældning i forhold til baneplanet for at give en passende temperaturfordeling på planeten.

En i forhold til planeten stor måne er nok tæt på at være en nødvendighed for at give de kraftige tidevandsfænomener, der spiller så stor en rolle i Jordens økosystem.

Dette var kun et udpluk af kravene til et solsystem med en planet med liv. Faktisk er kravene så mange og så snævre, at det er overordentlig usandsynligt, at der i hele Universet er bare en eneste planet med liv.

Nu ved vi jo, at der i hvert tilfælde er én. Det er egentlig ret fantastisk, for det burde der ud fra sandsynlighedsberegninger altså ikke være.

D. Troværdighed – facts og fortolkning Ref.1 giver eksempler på finjustering af Universet og på de betingelser, solsystemet opfylder for at give mulighed for liv på Jorden. Når jeg læser den slags oplysninger, kan jeg dele dem op i tre grupper, alt efter mine faglige forudsætninger: a. De oplysninger, jeg ganske simpelt ikke forstår meningen med, fordi de ligger helt uden for mine faglige forudsætninger. b. De oplysninger, som jeg godt forstår meningen med, men som jeg ikke helt kan vurdere troværdigheden af, fordi jeg mangler nogle af forudsætningerne herfor. c. De oplysninger, som jeg er i stand til at foretage en kvalificeret vurdering af.

Den situation er man ofte i, når man læser om noget, der ligger uden for eller på kanten af ens egen ekspertise. Så har man jo forskellige metoder til vurdering af oplysningernes troværdighed:

til skepsis. Men det kan tælle begge veje, se næste punkt.

4. Har forfatteren en mere eller mindre skjult dagsorden? I så fald bør man også være skeptisk. (Den slags forfattere ser vi f.eks. i disse år en hel del af på begge sider af frontlinien i diskussionen om Intelligent Design).

5. Har man empirisk belæg for at betragte forfatteren som en troværdig (eller eventuelt utroværdig) person? Det må veje tungt i en vurdering af hans udsagn.

6. Hvordan passer de aktuelle oplysninger ind i den store helhed, ens egen og eventuelt en almindelig anerkendt videnskabelig helhed?

Det må tælle med i vurderingen.

Og så må man jo i øvrigt forsøge at skelne skarpt mellem facts og fortolkning af facts. Der er f.eks. alt i alt ikke megen grund til at tvivle på, at vort Univers har et sæt af egenskaber, som kun skulle være marginalt anderledes, for at liv ville være umuligt. Der er i naturvidenskabelige kredse bred enighed om dette. Uenigheden optræder i fortolkningerne af dette fænomen. Lad mig slutte dette essay med følgende to holdninger, begge hentet fra Ref.1, p. 118-119 og Ref. 3, p. 59 (min formulering).

Der er f.eks. en gruppe, der siger noget i retning af: ”Vi ville jo ikke have været her til at observere Universet, hvis dette ikke bød os på livsbetingelser. Så er der egentlig ikke mere at sige om den sag.”

Et udsagn, der i forskellige formuleringer tilskrives Craig, Leslie og Swinburne, lyder noget i denne retning: ”Vor situation kan lignes ved en mand, der med bind for øjnene, imod alle odds, opdager, at han har overlevet en henrettelsespeleton bestående af 100 skarpskytter. Skønt hans fortsatte eksistens er i overensstemmelse med, at alle skarpskytterne har skudt forbi, så bør han undre sig over, at 100 skarpskytter skød forbi.”

E. Referencer 1. Er de oplysninger, man selv kan kontrollere, korrekte? Det øger betragteligt sandsynligheden for, at de øvrige oplysninger også er det.

2. Kan man finde de samme oplysninger, eller blot nogle af dem, i uafhængige kilder? Det forøger også sandsynligheden for korrekthed.

3. Er forfatterens fagfæller meget kritiske over for forfatterens oplysninger? Det giver en vis grund

ORIGO 104

1. Ross, Hugh: ”The Creator and the Cosmos.”

NavPress, USA, 1993.

2. Dembski, William: (Editor): ”Mere Creation.

Science, Faith and Intelligent Design.”

InterVarsity Press, Illinois, 1998.

3. ”Science and Evidence for Design in the Universe”. Conference papers. Ignatius Press, San Francisco, 2000.

4. Dembski and Kushiner (Editors): ”Signs of Intelligence”. Brazos Press, Michigan, 2001.

15

lse de el m An

Udviklingslæren FAKTA eller FIKTION? Af cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard

”1990’erne tyder på at blive en spændende årti i vores søgen efter vores oprindelse” Sådan præsenterer creationisten John Morris dette foredrag af Lektor Roger Oakland. Allerede her afsløres det at vi står med et forældet foredrag i hånden, og desværre rummer det også mange faglige problemer som ikke kun skyldes alderen.

Der er tale om et foredrag på to timer, og det er opdelt i temaer om menneskets oprindelse, menneskets høje kultur i fortiden, og et angreb på darwinismens religiøse grundlag.

Stilen er helt i tråd med 80’ernes tradition. For det første var kravet til det visuelle lavere end i dag og foredraget er ledsaget af mere eller mindre grumsede lysbilleder. Trods hornbrillerne er det muligt at fokusere på det faglige indhold, men her er det også en blandet oplevelse som er præget af den viden man havde for 20-30 år siden fulgt op af en spinkel argumentation.

Kan man tillade sig at kritisere et produkt, som forsøger at fremme samme sag som vi selv i Origo kæmper for? Skal vores kritik være troværdig så skal vi kritisere begge sider hvis argumenterne er dår-lige og det bygger på en spekulativ videnskab.

Forkert model for menneskets oprindelse Oakland har et fagligt problem i sin gennemgang af menneskets oprindelse. Vi kender alle modellen af udviklingen fra abe til menneske i en lige linie, hvor aben langsomt bevæger sig mere og me-re oprejst – den ses ofte omtegnet til vittighedstegninger i dag. Evolutionisten Stephen J. Gould gjorde allerede op med den fremstilling i bogen ”Forunderlige liv” i 19901 og andre gjorde det samme før ham. Ingen, og heller ikke evolutionister, tror i dag på, at der går en lige linie fra abeburet i zoo til det moderne menneske, men derimod, at der findes en fælles stamform mellem aber og mennesker. I fremstillingen på en linie ligger der også et syn på evolution, som er målrettet imod at udvikle mennesket, det er forkert fordi evolutionen tager afstand fra ethvert formål eller styring af udviklingen. Selv Oaklands egne lysbilleder viser et andet – et mere moderne – stamtræ, med et forgrenet mønster hvor mange arter udspaltes i sidegrene og flere uddør, så han burde

16

vide bedre. Oakland bruger næsten en halv time på at angribe en forældet model, og rammer dermed ved siden af målet.

Han forsøger at pille mellemformerne ud en efter en, men det kniber gevaldigt med den videnskabelige argumentation. Her kommer Oakland ud i problemer pga. sin fejlagtige opstilling af menneskets direkte udvikling fra aber.

Eksempel: Faktum er, at nok alle evolutionister anser australopithecus som forfader i menneskets slægtslinie, og det rokker et citat fra en forsker i 80’erne ikke ved. Hvis Roger Oakland vil have australopithecus væk fra slægtstræet, så kræver det konkrete ORIGO 104

argumenter, og dem bliver vi snydt for selvom der findes nok af dem. Richard Leakey som er ”Mr. australopithecus” og har gjort flere vigtige fund i Østafrika, bliver citeret for at ville fjerne den fra stamtræet. Det er noget vrøvl. For han har mere end nogen anden været med til at stadfæste dens placering som forfader til mennesket. Oakland argumenterer for det ud fra en utydelig og forældet illustration. Ser vi nærmere på den illustration ser vi at der blot er tale om at varianten australopithecus robustus er placeret på en sidegren! Den placering taler ikke imod evolutionen. Det er ikke ualmindeligt at placere repræsentanter af australopithecus og andre fossiler i sidegrene, og det er en fortolkning af fossilerne, som er almindelig dengang og i dag. Det svarer til et familietræ hvor du har en onkel og tante som ikke har fået børn.

Det vil placere dem på en sidegren hvor de ikke er direkte forfædre til næste generation, men det betyder jo ikke at de ikke er i familie. Ønsker man at se en nutidig fortolkning af fossilerne af australopithecus bør man læse bøger som ”Menneskets oprindelse og udvikling” af Peter K. A. Jensen. Eller temahæftet Nedstammer mennesket fra Adam2 .

Homo erectus som har mange lighedstræk med stenaldermennesker afviser Oakland også som forfader til mennesket og ignorerer dermed mange tydelige tegn på menneskelig aktivitet. Argumentet lyder således: ”Der er ingen afgørende beviser for at knoglerne var halvt abe og halvt menneske”. Argumenterne snyder han os for, og det er synd, for hvis vi ser nærmere på homo erectus viser det sig, at de havde en hjerne med en størrelse som lå inden for det vi kender hos moderne mennesker, de beherskede ild, de kunne sejle og de var habile redskabsmagere. Oakland har ret i, at det ikke er en mellemform – derimod er den repræsentant for

det moderne menneske.

Helt absurd bliver det, når han forsøger at argumentere for at neandertaleren ikke er forfader til mennesket. Neandertaleren havde større hjerner end vi har i dag, de lavede redskaber, våben, havde et socialt fællesskab hvor de tog sig af de syge, de begravede deres døde og lagde blomster på gravene og der er et eksempel på at de sandsynligvis havde lavet en fløjte af en bjørneknogle. Alle disse avancerede træk overses og med en så selektiv præsentation af fakta kan man nå til en hvilken som helst konklusion.

Der er dog også et lyspunkt. Oakland argumenterer for et begyndende intelligent design i komplekse systemer som cellen og organer hos mennesket og sammenligner det med komplekse apparater fra 1980’erne. Konklusionen er at man kan genkende design. Disse tanker blev senere fremført af Michael Behe for 10 år siden som det vi i dag kender som Intelligent Design3 . Ønsker du at stille dig op imod din biologilærer, så bliver du dårligt rustet til en diskussion med dette foredrag.

Foredraget kan købes på DVD og VHS på www. oprindelse.dk for 175 kr.

Noter 1 Gould, Stephen Jay Forunderlige liv: om skabelsens tilfældighed og livets uforudsigelige udvikling 1991 2 Nr. 79 - September 2002 Tema: Nedstammer mennesket fra Adam?

3 Behe, Michael J. Darwin’s Black Box: the biochemical challenge to evolution

Annonce

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820 danadm@danielsen.vgs.no www.danielsen.vgs.no ORIGO 104

Be om skolebrosjure 17

For din allmektige hånd, Gud ...

Vitenskapsmenn bekrefter Skapelsen

dette fant sted for 13,7 milliarder år siden. Jorda derimot, kom til mye senere – den er “bare” 4,6.

Ingenting?

Av Jostein Andreassen

Hvordan har alt blitt til?

Dette spørsmålet lurer vel de fleste på – sikkert litt hver dag.

På første blad i Bibelen står det at i begynnelsen skapte Gud “himmelen og jorden” (Universet) ved sitt ord. Det hebraiske ordet for å skape som brukes, “bara”, benyttes bare når Gud er subjekt.

For det betyr å skape ut av ingenting.

Den som ikke tror på det, har jo ikke så mange andre alternativer – om en ikke finner på noe selv.

Men hva sier vitenskapen? Jo, det var et ur-atom – ei ”kule” mindre enn et nøytron – som eksploderte. Teorien kalles ”Big Bang” og er nå alminnelig anerkjent. Det fins svært gode indikasjoner på at

Om du tror på Bibelen, eller du tror på vitenskapen, så tror du i begge tilfeller egentlig på det samme – skapelse av ingenting. I den kula vi snakket om, var det ingenting, bare energi. «Det er verdt å legge merke til at det tradisjonelle bildet av Big Bang-universet (...) strengt tatt også innebærer skapelse fra absolutt ingenting,” sier den kjente britiske astronomen John D. Barrow i sin bok “Universets opprinnelse”, utgitt på Universitetsforlaget i 1996. (s. 127)

Sammenfall Den første setningen i Bibelen og det sentrale i ”Big-Bang-teorien” stemmer ufattelig nok godt overens. For en gangs skyld er det “full klaff ” mellom en religiøs og en vitenskapelig “sannhet”. Faktisk bekrefter de og utfyller hverandre, og mange tror fullt og fast på dem begge – samtidig. Det er interessant at mange av “de store”, gigantene, mer eller mindre ser ut til å dele denne oppfatningen.

Big Bang var mer enn skjellsettende: da ble ikke bare universet til, men også tiden, rommet og stoffet. Oppdagelsen er nokså ny og ble gjort av amerikaneren Melvin Slipher i 1913. Siden er den stadig blitt godt og mer underbygget av andre.

Utfordring

„Big Bang“

18

Men slikt er vanskelig å fatte. At universet utvider seg med voldsom fart, og at det har en begynnelse og en ende, gir store filosofiske, religiøse og tankemessige utfordringer.

For hva var “før” Big Bang?

Hva (eller hvem) satte det hele i gang?

Hvor kom naturlovene fra, og hvorfor var de i funksjon fra samme stund?

En kan jo også undre seg over at Big Bang må være den eneste “eksplosjonen” noen gang som laget orden i stedet for uorden ...

ORIGO 104

Høyere makt Det er veldig vanskelig å forestille seg dette uten å ta med en høyere makt. For alt, slik det nå er, er så finstemt.

Om dette sier selveste Stephen Hawking, verdens ledende astrofysiker: “Hvorfor er Universet så nær delelinjen mellom det å kollapse igjen og det å utvide seg i det uendelige? For å være så nær [delelinjen] som vi er nå, måtte den tidlige utvidelseshastigheten ha blitt valgt fantastisk nøyaktig. Dersom denne hastigheten ett sekund etter Big Bang hadde vært mindre enn 1/10.000.000.000, ville Universet ha kollapset etter noen få millioner år. Dersom den hadde vært større enn 1/10.000.000.000, ville Universet ha vært helt tomt etter noen få millioner år. Ikke i noen av disse tilfellene ville liv kunne ha oppstått.

Derfor må en enten holde seg til Det antropiske prinsipp eller finne en fysisk forklaring på hvorfor Universet er slik det er.” [Det antropiske prinsipp går ut på at det er ikke bare mennesket som er tilpasset universet, men også universet er tilpasset mennesket.] (S. Hawking & Roger Penrose: “The Nature of Space and Time”, 1996:89f.)

Skaperen Det er i det hele ganske merkelig å se at mens biologene ved sin darwinisme og naturalisme nærmest gjør så godt de kan for å avskaffe Gud, tenderer ikke bare astrofysikerne og kosmologene til å gjeninnføre ham, men de innrømmer det også.

“Begynnelsen ser ut til å vise uoverstigelige vansker dersom vi ikke enes om å se på den som likefrem overnaturlig”, skriver Sir Arthur Eddington i boka “The Expanding Universe” i 1933. (s. 178) Den britiske astrofysikeren Edward Milne, som har fått et krater på månen oppkalt etter seg, skriver faktisk slik som konklusjon på slutten av en matematisk behandling av Relativitetsteorien: “Når det gjelder Den første årsak i Universet i sammenheng med ekspansjonen, så får den enkelte leser finne ut av det selv. Men vårt bilde er ufullstendig uten HAM.” Dette er sitert fra i Robert Jastrow: “God and the Astronomers” (1992), side 104. Og det at Robert Jastrow skriver ei slik bok, forteller mer enn tusen ord om akkurat dette. Han er den største astronomen i vår tid og satt inntil nylig i Edwin Hubbles stol på Mount Wilson-observatoriet i California. Han var også den første leder av NASAs måneprogram.

le begynte på et visst tidspunkt, og at det skjedde under omstendigheter som er helt umulige å undersøke vitenskapelig. Ikke bare nå, men for alltid vil det være umulig å finne ut av hvilken kraft eller hvilke krefter som forårsaket det hele. Var det, spør han, slik som Bibelen sier: “For din allmektige hånd, som skapte verden, ut av formløs materie ..”

Sitatet er hentet fra “Salomos visdom”, kapittel 11; en av de apokryfe bøker.

Av ingenting Deretter siterer Jastrow den britiske fysikeren Edmund Whittaker som konkluderer i sin bok The Beginning and End of the World (1942): “Det er ingen grunn til å anta at masse og energi eksisterte før [Universets skapelse] og plutselig ble vekket til dåd. For hvem eller hva kunne skille akkurat det øyeblikket fra alle andre øyeblikker i evigheten?

Det er enklere å postulere skapelse av ingenting – den Guddommelige Vilje skapte naturen av ingenting.”

Fjellet «Men forsøker vi å undersøke alt dette lenger tilbake i tid enn Universets skapelse, så støter vi på et fjell som er helt umulig å komme opp på. Det er ikke snakk om et annet år, en annen måte å gjøre det på, en annen måling, en annen teori; det er kort og godt helt umulig å løfte opp gardinet som skjuler mysteriet om Universets skapelse.

For vitenskapsmannen som alltid har levd av sin klippefaste tro på resonneringskraften, ender denne historien som en vond drøm,” sier Jastrow.

“Han har klatret opp Uvitenhetens fjell, han holder på med å erobre den siste toppen, og når han strever seg opp den siste steinen, blir han hilst velkommen av en gjeng teologer som har sittet der i århundrer.” (s. 107)

På viddene?

Jastrow begynner boka slik: “Når en vitenskapsmann skriver om Gud, så tror hans kolleger enten at han er kommet helt på viddene eller blitt gal.”

Men han er fascinert av hva de siste større vitenskapelige oppdagelsene virkelig innebærer. Kjernen i disse er at Universet har en begynnelse – at det heORIGO 104

Gud skaber solen (Michelangelo, Det sixtinske K apel) Kapel)

19

Isaac Newton (1642-1727)

Albert Einstein (1879-1955)

Newton

belske fortellingen i 1. Mosebok er det samme, kjeden av begivenheter som leder til mennesket som ble satt i gang plutselig og momentant, på et helt bestemt tidspunkt, i et blink av lys og energi.” (“God and the Astronomers”, 1992:14)

Men Jastrow er altså ikke alene. Finner vi fram hva Newton skriver om dette, så er denne meget klar og konkluderer i “Principia”, det tyngste vitenskapelige verk (1687) noensinne, med følgende: ”Sola, planetene og kometene, dette aller vakreste system, kunne bare komme i stand ved et intelligent og mektig vesens beslutning og herredømme. (...) Dette vesenet hersker over alle ting, ikke som verdenssjelen, men som Herre over alt; og på grunn av sitt herredømme kalles han Herren den Allmektige, eller Universets Hersker.”

Einstein Einstein er også inne på dette. Han sa at han ønsket “vite hvordan Gud skapte verden. (...) Jeg ønsker å forstå Hans tanker, resten er detaljer.” For “Gud spiller ikke med terninger.” Han sier også at “Naturvitenskap uten religion er lam. Religion uten naturvitenskap er blind.”

Også med andre ord hevder Einstein at det fins et sterkt gjensidig avhengighetsforhold mellom naturvitenskap og religion.

(Sitert fra Øyvind Grøn (red.): “Relativitetsteorien”, 2000:XXXVf.; F. Heeren: “Show Me God” 2000:135)

Jastrow Jastrow fortsetter: “Nå kan vi se hvordan det astronomiske beviset fører oss til et bibelsk syn på verdens opprinnelse. Alle detaljene er forskjellige, men hovedpoenget i den astronomiske og den bi-

20

Wilson Robert W. Wilson er enig. Han fikk en delt Nobelpris i fysikk i 1978 for oppdagelsen av den såkalte bakgrunnsstrålingen fra verdensrommet. Da en vitenskapsjournalist spurte ham om kunnskapen om Big Bang peker hen mot en skaper, svarte Wilson: ”Selvfølgelig var det noe som startet det hele. Ja, det sier jeg, at dersom du er religiøs, kan jeg ikke tenke meg en bedre teori om universets begynnelse som passer med 1. Mosebok.” (Fred Heeren: “Show Me God” i: “Daystar” 2000:163ff.; Hugh Ross: “The Creator and the Cosmos” 1995:19)

Jastrow II Jastrow sier et annet sted: “Astronomene finner nå ut at de har malt seg selv inn i et hjørne fordi de har bevist, ved hjelp av sine egne metoder, at verden kom til plutselig i en skapelsesakt. Fra denne kan du spore opp begynnelsen til hver eneste stjerne, planet og hvert eneste levende vesen i hele universet og på jorda. Og de har funnet ut at alt dette sprang ut av krefter de ikke kan håpe på å oppdage. (...) At det er hva jeg og alle andre ville kalle overnaturlige krefter på ferde er nå, tror jeg, et vitenskapelig bevist faktum.” (“Christianity Today”, 6. aug. 1982) ORIGO 104

An m el de lse

Livets udvikling A-Å Af K. Aa. Back

Denne titel indicerer på sæt og vis at her er en bog hvor man kan få alt at vide om livets udvikling. Det er også lige før, for – når man står med denne bog i hånden – kan man ikke andet end blive betaget af den viden som forfatteren Jørn Madsen her præsenterer sin læser for. Det er ganske enkelt imponerende. Så lad det være slået fast allerede fra første begyndelse inden vi går over til de kritiske bemærkninger: Denne bog må være et must for den som vil sætte sig ind i det videnskabelige filosofiske system som går under fællesbetegnelsen darwinismen.

Efter de indledende bemærkninger støder læseren på en genial opfindelse i formidlingen af evolutionsteori: Det meste af bogen er udformet som et slags leksikon, med mange forskellige, meget interessante opslag, suppleret med meget flotte illustrationer. Her er stof nok til mange måneder (man læser jo heller ikke et leksikon fra ende til anden på én gang)! Opslagsdelen indeholder også mange fine biografiske oplysninger, Darwin, selvfølgelig er med, men også personligheder som Niels Steensen, Andrew Carnegie (jo, ham med Hall’en), Jean Baptiste Lamarck og vores egen Peter Wilhelm Lund (som forblev til sin død antidarwinist).

For selv om bogens grundstamme er en leksikal opmarch af hard facts (se fx 600 mio. år gamle embryoner (!) p.35ff), kommer den netop ikke uden om det filosofiske aspekt. Og i modsætning til så mange andre bøger om emnet er der ikke stukket noget under stolen. Den lægger fx fint fra land i en meget læseværdig causerende afsnit som forfatteren benævner: Livet formes – essay Og her fortælles så levende om hvad vi mener at vide om livet på Jorden fra første færd. Meget elegant, meget overbevisende, meget forførende!

Når det fx hedder: “Vi kan med andre ord kun forstå os selv, hvis vi kender vores aner, vores forhistorie” – må vi konstatere at dette naturligvis er en filosofisk betragtning, en betragtning som de fleste vel kan være enige om, men den adskiller sig ikke væsentligt fra hvad creationister, id’ister eller buddhister kunne finde på at mene.

Det er strengt taget også en filosofisk betragtORIGO 104

ning når det hedder om Big Bang: “Da det endelig blev så koldt at vanddampen blev til flydende vand, skabtes de første søer og have, livets arnested.” Og her er det de to sidste ord som er afgørende. Vands tilstedeværelse er naturligvis en forudsætning for liv, men ikke en forklaring på samme.

Så hard facts er der masser af i denne bog, men altid serveret under denne forudsætning: “Intet i biologien giver mening undtagen i lyset af evolutionsteorien!”

Ikke at der skulle være noget galt med filosofi (som nævnt er bogen her beundringsværdig klar i mælet), men man må lige være klar over konsekvensen, nemlig at det er filosofien som bestemmer tolkningen, “… i lyset af …”!

21

Det ses tydeligt i omtalen af den første fotosyntese. Her hedder det, p.19, om stromatolitter som er noget rigtigt gammelt stads, men hvis dannelse alene kan forstås ud fra en nutidig betragtning: “Det [har vist] sig at nutidens stromatolitter dannes af lag af cyanobakterier og alger der udskiller slim som indfanger partikler fra havvandet, og derved danner de fine stenlag. De ældste fossile stromato-litter er ca. 3,5 mia. år gamle. Dengang er de sik-kert blevet bygget af andre bakterier, muligvis også af typer der kunne lave fotosyntese, men ikke al-ger som er af en langt senere evolutionær oprindelse” (min fremhævelse).

Så ikke alene “giver intet mening undtagen i lyset af evolutionsteorien”, den bestemmer tydeligvis også hvad der er muligt. Nutidens alger må ikke have eksisteret for så lang tid siden, selvom en filosofineutral vurdering af fortidens stromatolitter kunne få en til at sige at disse strukturer, som er ens i for- og nutid, har deres oprindelse i samme organismer, samme kombination af bakterie og alge.

Forklaring eller ikke-forklaring På samme måde støder vi ind i en filosofisk tolkning af hard facts når vi kommer til videnskabelige forklaringer som ikke findes – endnu, påstås det.

“Men springet fra en lerpartikel med rna omgivet af en membran … er stadig kæmpestort.

Vi aner ganske enkelt ikke hvordan den forbløffende og sindrige orden i den levende celle er opstået. Men at man ikke har en god hypotese der kan for-klare den levende celles udvikling, betyder ikke at videnskaben har opgivet at finde en. Tværtimod …” (p.28) Dette lille indspark kan man passende læse som et spark til ID! Videnskaben har ikke opgivet at finde en forklaring. Nej, så sandelig, og samtidig må man måske være så drilagtig at påpege at en hvilken som helst forklaring åbenbart accepteres som “videnskabelig” uanset hvor fantasifuld og hvor umulig den er. Og det er vel her den afgørende forskel til ID-forskning skal findes. For det passer ganske enkelt ikke når det igen (indirekte) hævdes at ID “bruger det guddommelige som forklaring”, eller skulle gøre sig til fortaler for at “visse ting er så komplicerede at dem må vi på forhånd opgive at give en forklaring på”.

Det ID’isterne vil sige, er at det gør ikke noget om evolutionsforklaringerne ligger inden for det sandsynlige, at de fx holder sig inden for det vi véd om informationsteori og termodynamik; kort sagt, at de holder sig inden for de anerkendte naturlove. Vi tager et par eksempler:

RNA-verdenen Her er “forklaringen” på hvordan man kommer udenom IT-problemet i biologien. På forbilledlig

22

vis gøres rede for problemet i afsnittet Rna – en molekylær svejtserkniv, p.21ff.: Alle levende organismer har en indre database … med al den info der skal til for at opretholde livet … Fælles for [alle organismer] er at deres instrukser til dannelse af proteiner, cellens værktøjer, er gemt i dna-molekyler. … Dna er notorisk ustabilt, let nedbrudt …

Og så kommer et skjult darwincitat: “… en lille streng ville ikke holde længe i en lunken vandpyt omgivet af tusindvis af forskellige stoffer.” p.22 “Måske er arbejdsdelingen opstået i en organisme der nedstammer fra rna-organismer, men som inddrog dna som et effektivt lagermolekyle.” – Her kunne man passende stille et filosofisk modspørgsmål: Hvorfor gælder de samme betingelser ikke for RNA som for DNA? Er RNA ikke også “notorisk ustabilt”?

“Molekylernes funktioner afhænger af baserækkefølgen, informationerne i rna, og ved at danne nye kopier med samme kode og samme funktioner, altså ved arv, kunne man forestille sig små stumper af rna mangfoldiggøre sig i ursuppen ved at udnytte de kemiske forbindelser der var opløst i væsken. …” – Dvs. man forstiller sig ursuppen som én stor celle, ellers er det en meningsløs forestilling, p.24. RNA overladt til sig selv i et verdenshav har nemlig ikke en kinamands chance for at overleve til noget som helst. Her tillægges cellemembranen (berettiget) stor betydning: “Evolutionen var sat i system”.

Af hvad? tør man måske spørge. IT-problemet med informationen i både RNA og DNA, og det kemiske problem med at disse frit svævende molekyler ville opløses i ingenting hurtigere end man kan sige ‘Darwin’, løses med en hokuspokus-inddragelse af en cellemembran som i sig selv er et stykke højteknologisk ingeniørkunst.

Millerkolben Selv hvis vi antog at de 20 forskellige animosyrer som påstået kan opstå af sig selv, forklarer det ikke noget om hvordan de 1) beskyttes mod at blive nedbrudt igen i samme sekund de er blevet dannet, at de 2) kan blive adskilt fra hinanden og bliver sorteret i skæg for sig og …, for slet ikke at tale om 3) hvordan de kan blive sat sammen i en meningsfuld kode. Det svarer til at man vil sige at Shakespeares Hamlet er blevet til ved at forfatteren har væltet sit blækhus ud over papiret, og at blækket af sig selv har skrevet dramaet.

Personificering En ikke-forklaring kan også bestå af det sproglige fif at bruge en personificering: “Man skulle tro at livet krævede langs tids eksperimenteren for at udvikle sig, men faktum er at de ældste spor af liv dukker op lige med det samme …” p.16. Hvis man definerer livet (jf. vanskeligORIGO 104

heden ved denne definition) som et væsen med evner til at udføre eksperimenter, laver man faktisk en elegant overspringshandling med denne metafor.

hvor nye tilpasninger snart formede de mange nye livsformer.

1b) “andre mener at miljøet på den tid undergik store forandringer som [har åbnet] for mange nye, økologisk forskellige levesteder med hver deres muligheder …”

Andre eksempler på bare sådan-forklaringer (mine fremhævelser af de sproglige fif): p.38 … “det første spor af mesodermen er en af de vigtigste opfindelser i dyreverdenen.” p.39: “Lignende former for såkaldte hydrostatiske skeletter benyttes af en række af nutidens dyr, fx regnorme.” “udfyldte nogle helt nye roller i økosystemerne … fik øjne” [bare sådan!] p. 40: “Med de grundlæggende anatomiske bygningstræk på plads, og med udviklingen af barndom og opvækst, gik starten på den moderne økologi.”

IKON Menneskets evolution Erectus Erectus-par på jagt

MEN … hvor man kun kan rose den høje faglige standard på bogens artikler generelt, må man alligevel fremholde det kritisable i de forhold at Ikonerne får en noget stedmoderlig behandling. Fx Haeckels fostertegninger. De behøver i hvert fald ikke være omgivet med så meget omsvøb (som jeg tidligere har omtalt); der bør i klartekst stå at de er svindel.

Simpelt hen und nix weiter.

Lad os kikke på et par af de andre. (Hvis der skulle være læsere af denne anmeldelse der ikke véd hvad begrebet Evolutionens Ikoner går på, bør de snarest anskaffe sig bogen af samme navn.)

Det ultimative ikon

IKON ”Vi véd ikke hvordan livet [er opstået] på Jorden. Men vi véd at alle nulevende organismer har så mange ligheder i deres biokemi og arvemasse at de alle må nedstamme fra samme urgamle livsform …”

IKON p.25 Millerkolben nævnt indirekte blot med notorisk misvisende oplysning: “… fx alle de 20 aminosyrer som næsten alle proteiner er opbyget af, samt fedtsyrer og sukker.

Der skal blot tilføres energi …”

Bang eller pffff?

IKON I dette afsnit redegøres for de to forklaringer på den kambriske eksplosion.

1a) Det slås fast at Den kambriske Eksplosion er reel: Den forklarer “den pludselige formrigdom som resultat af udviklingen af nogle anatomiske eller biokemiske nøglekaraktertræk som [har gjort] det muligt for dyrene at invadere nye levesteder ORIGO 104

En illustration til afsnittet En abe af rette støbning, p.69, viser hvordan Homo erectus så ud i mødet med sine mere primitive forfædre. Billedet er naturligvis fri fantasi og kan passende sammenstilles med National Geographics “forsøg” med rekonstruktioner af en menneskeforfader.

Så vi må konstatere at heller ikke denne bogs omtaler af evolutionens ikoner rokker noget ved Wells’ påvisning af deres spinkle grundlag.

Irriterende anglicismer Som gammel sprognørd kan man heller ikke lade være med at undre sig over alle de udanske vendinger der breder sig fra engelsk ind i det akademiske sprog. Det grelleste eksempel er vel p. 27: “…

23

Charles Darwin oplyser som en opgående sol opgå-ende mør -ke skyer af mør-ke overtro og religion. …

“… kan skuldre betegnelsen …” Men så er der også den mest almindelige, som desværre er ved at blive så almindelig at man må frygte at ingen efterhånden kan høre den længere: tidsbøjning. “… som inddrog[!] dna som et effektivt lagermolekyle.” “… hvilket igen muliggjorde[!] evolutionen af komplicerede …” “… som gjorde [!] det muligt for dyre-ne …” Blot disse tre af utallige eksempler hvor man på smukt dansk tidligere udelukkende har benyttet pp-former og ikke simpel præteritum: … som har gjort det muligt for dyrene … !

Endelig er der problemet med at hhv. DNA og RNA (i korrekt overensstemmelse med RO) skrives med lille. Det giver altså nogle pudsige typografiske og læsemæssige problemer: rna er næsten ikke til at skelne fra ma, og løsningen med mRNA og rRNA er mildt sagt ikke elegant. Men det er en sag for Sprognævnet.

Jeg slutter denne anmeldelse med nogle eksempler på bogens leksikonopslag.

Rav omtales i en selvstændig artikel, men også i den box, p.57, Ravskoven, hvor der fortælles en meget spændende ravhistorie med et billede af en flue fanget i et edderkoppespind hvor man tydeligt kan se de små limklatter på fangtrådene, der fortælles om en skøjteløberhun og en fossil haletudse.

Mit spørgsmål til disse ravhistorier står stadig tilbage: Hvordan kan en langsomt løbende klæbrig masse danne et sådant snapshot af livet dengang?

Hvorfor er fluen ikke flået i stykker i forsøgene på at rive sig løs, hvorfor er spindtrådene ikke revet over, hvorfor er fluen ikke ædt (delvist) af andre insekter mens den har siddet åbenlyst til skue, hvorfor er den ikke tørret ind, rådnet op?

24

Forklaringen som gives, er: “… dyr som [er blevet] fanget i den klæbrige harpiks og bevaret for eftertiden som de fremstod i live i Eocæn, Oligocæn og Miocæn.” Det kunne ellers være interessant med en der sagde lidt mere …

Darwin p.140f.

Her finder man følgende interessante ting: “I 1859 udgav han On the Origin of Species … som blev udsolgt på udgivelsesdagen …

Darwins teori vakte ved sin fremkomst modstand i religiøse kredse … I mange fagkredse blev darwinismen modtaget med jubel … Darwin er blevet et ikon for et verdenssyn baseret på naturvidenskab og viden som modstykke til tro og overtro …(mine fremhævelser).

Survival p.342 bringer til gengæld følgende interessante indrømmelse: “Survival of the fittest, eng. De bedst egnedes overlevelse, metafor for Darwins evolutionsmekanisme … Udsagnet er besnærende selvindlysende, men desværre en cirkelslutning … og derfor uden større videnskabelig dybde.”

Så denne anmelders konklusion over for dette imponerende værk må stadig være: Intet i biologien giver mening undtagen i lyset af de barske kendsgerninger. Bogen hermed anbefalet!

Jørn Madsen: Livets udvikling 4 milliarder års evolutionshistorie A-Å Gyldendal 2006 ORIGO 104

Bag scenen

HUSKat • maskiner kun kan gøre det de er programmerede til – også biologiske maskiner. :).b • det er igen skade til at tænke nyt: SÅ lige som inddragelsen af genetikken var med til at forandre darwinismen af i går til neodarwinismen, er det måske ved at være på tide at inddragelsen af informationsteori får forandret neodarwinismen af i dag. :).b

Det må være en demokratisk ret og pligt at oplyse om hvad der foregår “bag scenen” i forhold til rekonstruktioner af beviser på vores på-ståede slægtskab med primaterne.

Se her, og blive klogere. Hvad har vi af fossilmateriale, og hvad er resultatet af rekonstruktionen?

ORIGO 104

Behøver man at være fagmand for at kunne vurdere “sandhedsværdien” af et sådant forehavende over for Homo habilis? Jf. de behårede erectusser som er afbildet i Jørn Madsens bog, og som skulle være meget mere “menneske lige”.

K. Aa. Back

• IC (irreducibel kompleksitet) forekommer lige så iøjefaldende i naturen som tyngdeloven.

Spørgsmålet er bare, hvor det, som synes at være designet, kommer fra?

Skal man faktisk godtage den materialistiske darwinismes udsagn om, at intet af det der ligner design, er det i virkeligheden? Kunne det ikke være, at i hvert fald noget af det, som lader til at være designet, faktisk også er det? :).p

25

Det Etiske Råds udtalelse og anbefaling vedrørende sene aborter Af profesor Peter Øhrstrøm, medlem af Det Etiske Råd

Det var 1980ernes store folkelige debat om respekten for det menneskelige liv i dets første faser, der førte til oprettelsen af Det Etiske Råd i 1987. Der var i debatten dengang en udbredt frygt for et etisk skred i menneskesynet i retning af en tingsliggørelse af mennesket. Den frygt har helt bestemt vist sig at være berettiget. For 20 år siden ville meget få have accepteret et landsdækkende fosterdiagnostisk program, der rettes mod alle gravide mhp. at screene for især Downs syndrom med sen abort som samfundets primære ”tilbud” til de forældre, der venter et barn med Downs syndrom. Et sådant program er nu indført – oven i købet uden de store etiske sværdslag. Det store flertal af 1980ernes etik-debattører ville givetvis have opfattet et sådant landsdækken-de fosterscreeningsprogram som et klart tegn på en uetisk tingsliggørelse af det menneskelige liv. Der er ef-ter min mening slet ikke nogen grund til at afvise den vurdering. Det er på det seneste sket meget med menneskesynet her til lands.

Rationalet bag programmet er ikke mindst i denne optik etisk set dybt forkasteligt. Hertil kommer, at programmet i sig selv giver anledning til en del spontane aborter.

Det landsdækkende foster-screeningsprogram blev indført i Danmark i 2004 med “Sundhedsstyrelsens retningslinjer for fosterdiagnostik”. Programmet indebærer, at alle gravide kvinder tilbydes en fosterdiagnostik, som består af en blodprøve

26 26

taget i uge 8 og af en nakkefoldsscanning foretaget mellem uge 11 og 13. Ud fra disse undersøgelser beregner man en sandsynlighed for kromosomfejl.

Hvis denne sandsynlighed er over 0,4% anbe-faler Sundhedsstyrelsen, at kvinden tilbydes en udtagning af moderkagebiopsi eller fostervandsprøve. Endelig tilbydes alle en scanning for misdannelser cirka i uge 18. – I princippet er alt dette tilbud. I praksis fungerer programmet dog på den måde, at næsten ingen afslår at benytte sig af de tilbudte undersøgelser.

Lovgivningen om abort i Danmark indebærer, at der er fri adgang til abort indtil uge 12. Derefter kan en abort bevilges af et abortsamråd (evt. abortankenævnet), hvis der er fare for, at barnet pga. arvelige anlæg eller på grund af sygdom i fostertilstanden får en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Det er ikke i loven specificeret, hvad man skal forstå ved en alvorlig lidelse. Vurdering af det spørgsmål er overladt til de lokale abortsamråd og det centrale abortankenævn. Det har dog i samrådenes og nævnets hidtidige praksis været anset for en given sag, at Downs syndrom skulle betragtes som en alvorlig lidelse.

Foster-screeningsprogrammets åbenbare, men meget sjældent direkte udtalte formål er efter min vurdering helt – eller i hvert fald stort set – at udgå, at der for fremtiden fødes børn med Downs syndrom i Danmark. Meget tyder på, at der fra flere samfundsplanlæggeres side bag programmet ligger en kynisk beregning af den økonomiske gevinst, hvis programmet virker efter hensigten. Det koster naturligvis noget at gennemføre programmet, men det er meget mindre end prisen på de sociale ydelser, som man skulle have tilbudt de børn og voksne med Downs syndrom, som uden programmet ville være blevet født!

Rationalet bag programmet er ikke mindst i denne optik etisk set dybt forkasteligt. Hertil kommer, at programmet i sig selv giver anledning til en del spontane aborter. Det er nemlig velkendt, at ORIGO ORIGO104 100

risikoen for spontan abort øges med ca. 1% efter udtagning af moderkagebiopsi eller fostervandsprøve. En lille regnestykke vil være på sin plads her. Hvis vi antager, at 1000 gravide kvinder i programmet alle har 0,4% sandsynlighed for at få et barn med kromosomfejl, og at de derfor alle får udtaget en moderkagebiopsi eller fostervandsprøve – det vil i gennemsnit føre til, at man finder fire fostre med kromosomfejl (som sandsynligvis aborteres), og at 10 fostre uden kromosomfejl aborteres spontant. – Det forekommer helt åbenbart, at der er alvorlige etiske problemer knyttet til dette foster-screeningsprogram!

Efter at foster-screeningsprogrammet havde været udbudt i nogen tid, viste der sig imidlertid endnu et problem, idet programmet jo også kunne afsløre andre ”problemer” ved fostrene end de meget alvorlige. Der kunne f.eks være tale om, at barnet vil have en forhøjet risiko for senere at få en alvorlig sygdom. Der kunne også være tale om lettere læbe-gane spalte, ekstra eller sammenvoksede tæer osv. I disse tilfælde ville kvinder næppe kunne få bevilget en sen abort med den nuværende praksis i abortsamrådene og abortankenævnet.

Formanden for abortankenævnet, Torben Hvid, udtalte på den baggrund i efteråret 2006 til Politiken: “Kvinderne sidder kort sagt med oplysninger, de ikke kan bruge til noget.” Det var dog også klart, at kvinderne i disse situationer faktisk kunne få den abort, som nogle af dem ønskede, ved at tage til udlandet. DR1 viste i oktober 2006 en udsendelse om en spansk abortlæge, der i praksis var klar til at udføre meget sene aborter på en hvilken som helst indikation. Alt dette rejste to spørgsmål for medlemmerne af Det Etiske Råd: 1) Burde abortgrænsen generelt hæves, således at kvinderne altid har mulighed for at handle (dvs. vælge abort) på de oplysninger, som de får via foster-screeningsprogrammet? (Man talte om at hæve grænsen til 18 uger, således som den er i Sverige.)

2) Burde abortsamråd og abortankenævn ændre praksis, således at der kunne bevilges abort – også når der er tale om mindre alvorlige lidelser, såfremt kvinden ønsker det?

Der er klart, at besvarelsen af disse spørgsmål i høj grad afhænger af synet på fostrets etiske status.

Hvordan skal man betragte et foster? Er der tale om et menneskeligt liv, der ligesom alle os andre har krav på respekt, integritet og beskyttelse mod overgreb? Eller er fostret i virkeligheden mindre men-neskeligt end os andre? Altså: er det mindre beskyttelsesværdigt, fordi det endnu kun er et foster?

Besvarelsen af ovenstående spørgsmål afhænger altså i høj grad af den position, som man indtager i debatten om fostrets etiske status dvs. den såkaldte værdidebat om livets begyndelse.

ORIGO ORIGO 104 100

“Kvinderne sidder kort sagt med oplysninger, de ikke kan bruge til noget.”

Denne debat er helt central i den medicinske etik.

Den har også været et gennemgående tema i Det Etiske Råds arbejde gennem rådets nu 20-årige virke. I besvarelserne af 1) og 2) som de er givet i Det Eti-ske Råds udtalelse om en eventuel ændring af abortgrænsen, 23/3 2007, har rådet omhyggeligt refereret til netop denne debat. Jeg vil derfor i det følgende først se lidt på det generelle og fundamentale spørgsmål om fostrets etiske status. Derefter vil jeg vende tilbage til rådets konkrete besvarelser af de to spørgsmål, som de er givet i rådets udtalelse fra 23/3 2007.

Fostrets etiske status Spørgsmålene om respekt for og beskyttelse af det menneskelige liv i dets første faser har ikke mindst betydning for håndteringen af centrale etiske problemer angående kunstig befrugtning, fosterdiagnostik, kloning samt forskning i og anvendelse af embryonale stamceller. Igen og igen er temaerne om den etiske status for befrugtede æg, fosteranlæg og fostre dukket op i rådets arbejde. I 2003 udgav rådet redegørelsen, ”Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlægs etiske status”, som kan siges at samle argumenterne for de forskellige po-

Er fostret i virkeligheden mindre menneskeligt [og] mindre beskyttelsesværdigt, fordi det kun er et foster? sitioner i værdidebatten om det menneskelige livs begyndelse. Debatten om fostres etiske status er senest kommet til udfoldelse i redegørelsen om sene aborter af 23/3 2007 [p. 20 ff.]. Her skelnes der mellem følgende tre positioner:

1. Den livsbevarende opfattelse: Dette synspunkt indebærer, at ethvert menneskeligt liv er bærer af en ganske speciel værdighed, som blandt andet betyder, at det bør respekteres og beskyttes mod destruktion og overgreb. Denne værdighed er ikke i sig selv et biologisk fænomen, men den er knyttet til det menneskelige liv som sådan. Dermed må denne værdighed antages helt fra det menneskelige livs begyndelse – det vil sige befrugtningen – hvor det begyndende menneskelige liv modtager alle de informationer fra manden og kvinden, som er nødvendige for dets udvikling til et enestående in-

27 27

divid. Allerede det befrugtede æg har altså den mængde af informationer i sine gener, som det som individ har med sig livet igennem. Allerede i denne tidlige fase er det også bærer at den særlige værdighed, som er knyttet til alle menneskelige liv.

2. Den gradualistiske opfattelse: Ifølge denne opfattelse har det befrugtede æg og det tidlige fosteranlæg en meget lille etisk status. Der er derfor ikke etiske begrundelser for at tage det helt store hensyn til det for dets egen skyld. Derimod bør kvindens ønsker angående fosteranlægget på dette tidspunkt respekteres uafhængigt af, om kvinden ønsker at få barnet eller vil have foretaget abort. Ifølge den gradualistiske opfattelse forøges fosteranlæggets og fosterets etiske status imidlertid kontinuerligt gennem hele graviditetsforløbet, så barnet på et tidspunkt anses for at have fuld etisk status, det kan for eksempel være sent i graviditeten, når barnet er levedygtigt uden for livmoderen eller efter fødselen.

3. Personopfattelsen: Et tredje synspunkt er, at et barn først får fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, det vil sige egenskaber som for eksempel rationalitet, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand fra højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling end disse.

Aflivning af et ikke fuldt udviklet foster kommer ud fra denne etiske model til at være sammenlignelig med aflivning af et højerestående dyr.

Personligt tilslutter jeg mig den livsbevarende opfattelse. Det forekommer mig oplagt, at man bør se fostre som menneskelige liv med samme integritet og værdighed som alle andre menneskelige liv.

Hertil kommer, at de to alternativer efter min vurdering er åbenlyst urimelige. I øvrigt kan den livsbevarende opfattelse naturligt ses sammen med

Den gradualistiske opfattelse, der har de fleste tilhængere .. indebærer, at fostret gradvist opnår menneskelighed og den dermed følgende integritet og værdighed. Opfattelsen begrundes ofte biologisk og evolutionsteoretisk.

28 28

det kristne menneskesyn og den kristne skabelsestanke.

Efter min vurdering er personopfattelsen den mest urimelige af de to andre opfattelse, idet den jo indebærer, at end ikke nyfødte børn har fuld menneskelig integritet og værdighed, og idet den også betyder, at mange mentalt handicappede aldrig opnår menneskelig integritet og værdighed på linje med os andre. Det er let at se, at personopfattelsen ført ud i fuld politisk praksis ville kunne føre til et aldeles umennneskeligt samfund.

Blandt de nuværende medlemmer af Det Etiske Råd er det nok den gradualistiske opfattelse, der har de fleste tilhængere. Opfattelsen indebærer, at fostret gradvist opnår menneskelighed og den dermed følgende integritet og værdighed. Opfattelsen begrundes ofte biologisk og evolutionsteoretisk. I redegørelsen hedder det således: “Gennem sin udvikling gennemløber fosteranlægget imidlertid i miniformat hele menneskehedens biologiske ud-viklingshistorie og opnår med andre ord en sti-gende grad af biologisk kompleksitet, indtil det til sidst har de egenskaber, der er kendetegnende for det fuldt udviklede menneske. Tilvæksten i etisk status kan siges at ske i takt med denne udvikling hen imod større og større kompleksitet.” [p.18] Denne anvendelse af et darwinistisk verdensbillede får altså etiske konsekvenser. Aflivning af et ikke fuldt udviklet foster kommer ud fra denne etiske model til at være sammenlignelig med aflivning af et højerestående dyr. – Tankegangen er efter min mening dybt kritisabel. Bl.a. er det yderst problematisk at se graden af menneskelig værdighed som funktion af biologisk kompleksitet. Det ville jo betyde, at man ud fra samme tankegang måtte tillægge handicappede og syge mindre menneskelig værdighed og integritet end de fuldt funktionsdygtige. Igen må man sige, at den yderste samfundsmæssige konsekvens af det menneskesyn kunne blive et umenneskeligt samfund, der kun for alvor ville satse på de stærke!

Det hører dog med i billedet, at der er uenighed blandt gradualisterne. Der er blandt dem simpelthen ikke enighed om, hvor megen menneskeværdighed der tilkommer et 12 uger gammelt foster ud fra en gradualistisk opfattelse. Hvordan skulle man i øvrigt også kunne afgøre det? Derfor er der heller ikke noget at sige til, at forskellige gradualister har forskellige svar på spørgsmålet.

Konsekvensen bliver, at gradualismen findes i grader!

Svar på spørgsmålene om de sene aborter På basis af den spændende debat i rådet om de tre opfattelser af fostrets etiske status har rådets medlemmer taget stilling til ovenstående to spørgsmål, idet dog kun 15 af rådets medlemmer har haft mulighed for at deltage i arbejdet.

ORIGO ORIGO 104 100

Rådets medlemmer når med forskellige begrundelser til, at der ikke er nogen grund til generelt at udvide abortgrænsen. Det kan man forsvare selv ud fra personopfattelsen med henvisning til en pragmatisk opfattelse af, at der af praktiske grunde må være en grænse, og at de problemer, der måtte være ved 12-ugers grænsen må kunne løses på den anden måde. Derimod er der ikke enighed om svaret på spørgsmålet om evt. at lempe på adgangen til sen abort.

Medlemmer af Det Etiske Råd, der ligesom jeg argumenterer ud fra den livsbevarende opfattelse, vil oplagt mene, at abort altid er ulykkelig og etisk set problematisk. Med det udgangspunkt vil der ikke være nogen grund til at give øget adgang til sen abort, men derimod snarere til at sætte ind med forbedrede sociale og medmenneskelige initiativer, som kan støtte handicappede og deres familier.

Ud fra personopfattelsen er der derimod ingen speciel grund til at beskytte et foster, som en kvinde ikke vil have. Ud fra denne opfattelse bør abortsamråd og ankenævn altid tage vidstrakt hensyn til kvindens vurdering. Det bør ud fra denne opfattelse være hendes normer, der er afgørende for, hvad der skal betragtes som en alvorlig lidelse.

Gradualismen findes som nævnt ovenfor i grader! Derfor er det heller ikke underligt, at gradualisterne i Det Etiske Råd har fordelt sig således, at nogle tilslutter sig samme konklusion som tilhængerne af den livsbevarende opfattelse, mens andre gradualister tilslutter sig den konklusion, som også følger af personopfattelsen.

Summa summarum finder otte medlemmer (undertegnede inkluderet), at der ikke er nogen grund til at lempe adgangen til sen abort. Derimod konkluderer syv medlemmer af rådet, at prak-sis i samråd og ankenævn bør ændres, så der bliver øget adgang til sen abort. De mener, at der ikke bør gives afslag på sen abort af et foster med en misdannelse, svaghed eller sygdom, hvis man ser bort fra helt ubetydelige problemer. To af disse

medlemmer mener endda, at det altid bør være kvindens afgørelse, om et problem hos fostret kan regnes for så alvorligt, at det i sig selv kan være grund til en abort. [2007, p. 6 ff.].

Debatten fortsætter Det er klart, at denne debat om de sene aborter ikke er slut med udtalelsen fra Det Etiske Råd. Den er kun lige begyndt! Fortsættelsen og udbygningen af det landsdækkende foster-screenings-program må forventes at sætte systemet under yderligere pres. Det samme gælder det forhold, at landene i Europa har ret forskellige regler på det-te felt.

Derfor er der både nationalt og internationalt som aldrig før brug for principiel etisk tænkning og fornyet fokus på værdidebatten om menneske-

Derfor er der både nationalt og internationalt som aldrig før brug for principiel etisk tænkning og fornyet fokus på værdidebatten om menneskelivets begyndelse – ikke mindst fordi denne debat har stor betydning for, hvilket menneskesyn der samfundsmæssigt bliver dominerende. livets begyndelse – ikke mindst fordi denne debat har stor betydning for, hvilket menneskesyn der samfundsmæssigt bliver dominerende.

Referencer Det Etiske Råd: ”Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlægs etiske status”, 2003.

Det Etiske Råds udtalelse om en eventuel ændring af abortgrænsen, 23/3 2007, http:// www.etiskraad.dk/sw13375.asp

Ultralydscanning af ca. tre måneder gammelt foster - med tommelfingre pegende op: „Jeg er ok!“ ORIGO 100 104 ORIGO

29 29

ORIGO dvd-produktioner Vi kan nu tilbyde følgende tre produktioner på dvd:

• To ORIGO-klassikere på 1 dvd: a) Skabelse eller udvikling? v/ professor A.E. Wilder-Smith (Varighed ca. 32 min.) b) Livets oprindelse. Interview med professor S. Scherer, Münchens Universitet, Varighed ca. 30 min. (Engelsk og tysk. Danske undertekster.)

Pris: 150 kr. inkl. forsendelse i Danmark.

• Intelligent Design: Foredrag på Aarhus Universitet, 2004, af dr. William Dembski.

Varighed ca. 1 t. 50 min. (Engelsk. Ingen undertekster.)

Pris: 150 kr. inkl. forsendelse i Danmark.

• Tre foredrag på engelsk af prof. dr. William Lane Craig Foredragene er fra en konference på Aalborg Universitet. De to første foredrag handler om skabelse, tid, evighed og kosmos. Det sidste foredrag handler om den historiske Jesus. De engelske titler på William Lane Craigs tre foredrag på den nye DVD er: „Cosmos and creation“, „Time and eternity“ og „The historical Jesus“.

Pris: 150 kr. inkl. forsendelse i Danmark.

• 3 stk. dvd fra arrangementet "Der blive lys" - der drejede sig om intelligent design, skabelse og evolution - lørdag d. 4. marts 2006.

Se nærmere http://www.derblivelys.dk/.

Samlet pris: 200 kr. inkl. forsendelse i Danmark.

Bestilling foregår pr. mail til Steffen Øhrstrøm, mail: steffen@skabelse.dk.

Girokort og regning vedlægges sammen med dvd’en.

30

ORIGO 104

Evolutionens Ikoner Køb den på skabelse.dk kr. 239,ORIGO 103 104

31 31

Returneres ved varig adresseændring

Returadresse: ORIGO v/ Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning

Kæmpe lagerudsalg!!!

Vi har ryddet op i de gamle Origoblade som vi har liggende og holder dermed udsalg af de gamle numre, som vi sælger til 10,- pr stk. + porto (dog ikke temanumrene). Derfor har du nu muligheden for at få købt de numre som du skulle mangle i din Origosamling!

Da vi har begrænset antal af flere af numrene sælger vi bladene efter først-til-mølle princippet.

Bladene kan bestilles via hjemmesiden under ORIGO og under abonnementsbestilling, hvor der så i boksen forneden skrives numrene på de blade der ønskes.

Har du ikke adgang til hjemmesiden, kan du sende et brev med de ønskede numre.

Hermed kan vi få solgt flest muligt ud af bladene og derefter så kassere de overskydende numre.

Henrik Friis abonnement@skabelse.dk

Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab.

I ORIGO og på skabelse.dk • fremføres facts om hvad vi rent faktisk véd om livets oprindelse og udvikling • lægges op til en fordomsfri diskussion af evolutionsteoriens ikoner • gives den videnskabelige kritik af darwinismen stemme • bringes nyt om forskningsprogrammet Intelligent Design (ID) og andre alternativer til den materialistiske evolutionstanke • påpeges de etiske problemer som landvindinger inden for (bio)teknik og medicin kan påføre et moderne samfund • findes artikler af både lettere og sværere karakter

ISSN 0109-6168 32

Alt sammen med vægt på en saglig og videnskabeligt forsvarlig argumentation.

Til sikring af det faglige niveau har Origo tilknyttet en række personer med den nødvendige naturvidenskabelige basis. Endvidere er personer med ekspertise inden for sprog og kommunikation tilknyttet bladet og hjemmesiden til åbning af vinduet i elfenbenstårnet.

Kort og godt har vi ambitioner om at være en uomgængelig røst i Norden når det gælder de store livsspørgsmål videnskab, skabelse og etik.

ORIGO udkommer fem gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedr. abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909. Giro 730 5753

ORIGO • NR. 104 •

JUNI

2007

ORIGO 104