__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 102 • December 2006

Darwin som botaniker ••• Wollemia nobilis ••• Galapagos-skildpadder ••• Misvisende betegnelser ••• Kirken og videnskaben i renæssancen ORIGO 102

1


Redaktion i Danmark • Overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv.

ORIGO Tidsskrift om videnskab, skabelse og etik

Tlf. 5927 1864. E-mail: back@skabelse.dk • Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk • Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk • Professor, dr.med. Søren Holm Cardiff Law School, Cardiff University,

Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909.

ORIGOs web-adresse:

www.skabelse.dk

Law Building, Museum Avenue, Cardiff CF10 3XJ, Wales, UK.

Layout og sats:

E-mail: soren@skabelse.dk

VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk

• IT-ansvarlig, datamatiker Bjarne Krak Ryhavevej 1A, st.mf., 8210 Århus V Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk • Erhvervskundechef, cand.oecon. Henrik Friis Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909. E-mail: abonnement@skabelse.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

© ORIGO.

Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

• PR-medarbejder, multimediedesigner Flemming Karlsmose Tomsgårdsvej 14, st. th., 2400 København NV Tlf. 2851 9450. Email: flemming@skabelse.dk • Cand.scient. Bent Vogel Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk • Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard

INDHOLD December 2006

Havrevænget 11, Rindum, 6950 Ringkøbing. Tlf. 61664923. E-mail: kristian@skabelse.dk • Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg.

4

Holger Daugaard: Redaktionelt om ORIGO 102

5

Klip fra norske medier: Debat om intelligent design

7

Jostein Andreassen: Darwin som botaniker

9

Andrew A. Snelling: Wollemia nobilis: levende fossil og evolutionsmæssig gåde

12

Jostein Andreassen: Skilpadder til glede og besvær

22

Emil Børty Nielsen: Kirkens forhold til videnskaben i renæssancen

26

Arne Kiilerich: Misvisende betegnelser

29

Redaktionelt: Indeks 2006

Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk • Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjonsråd i Norge • Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse. E-post: rune.espelid@online.no • Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no • Cand.real. Jon Kvalbein Amund Hellandsv. 17, 1165 Oslo. E-post: jkvalbei@online.no • Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@umb.no • Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no

Ansv. red. af dette nummer: Holger Daugaard Ansv. red. af næste nummer: Knud Aa. Back

2

ORIGO 102


Kære abonnent! Endnu et år er ved at være passeret forbi, og et nyt står for døren. Det betyder samtidig, at der begynder en ny abonnementsperiode for Origo, nemlig 2007. Du bedes derfor betale dit abonnement hurtigst muligt, så vi ikke skal bruge tid og ressourcer på at udsende påmindelser i løbet af året. Til betalingen er der indlagt et girokort i dette nummer. Abonnementsprisen fastholdes på kr. 150,-. Vi har lavet en ordning, der gør, at gaver til Origo kan blive fradragsberettiget. Ordningen er omtalt i Origo nummer 86 side 32 og på vores hjemmeside: www.skabelse.dk. Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre, som du mangler eller ønsker, så fortvivl ikke, vi sælger dem for 30,- kroner pr. stk. Du kan se nærmere om dem på www.skabelse.dk. Tak for i år. Hav en god jul og et godt nytår. Vi ser frem til en ny Origo-årgang med fem spændende nye numre. Venlig hilsen Henrik Friis Økonomi- og abonnementsansvarlig for Origo E-mail: abonnement@skabelse.dk

Annonce

Udviklingslæren: FAK TA eller FIK TION? AKT FIKTION?

K æ m p er d u m ed tv iv l p ga. D a rw in s læ re ?

Mange kristne oplever udviklingslæren som et hårdt angreb på troen, fordi de er blevet fortalt, at den er bevist. Universitetslektor Roger Oakland viser på dette videobånd af ca. 120 min. varighed, hvor lidt hold der er i udviklingslæren, og at Bibelens skabelsesberetning faktisk er stærkt underbygget af arkæologiske fund. Båndet er på engelsk med danske undertekster. Prisen pr. stk. er kr. 175 + levering (pr. efterkrav). Båndet kan ordres på vor hjemmeside: www.oprindelse.dk eller ved brev til OM handi Products, Kastanien 12 st.tv., 7120 Vejle Ø

ORIGO 102

3


Redaktionelt

Her ved årets afslutning er det vel passende at se tilbage – og frem. Set fra et Origo-synspunkt var årets største nyskabelse vel dette, at bladets format blev ændret til A4. I, kære læsere, har nu haft nog-le numre til at vænne jer til det nye format. De til-bagemeldinger vi har fået hidtil, er helt overvejen-de positive. Men er der flere, der gerne vil udtrykke deres mening om ændringen, så tager vi gerne imod! Dette nummer af Origo er et ordinært nummer, indeholdende stof for enhver smag: • Nogle spændende presseklip fra (endnu) nor-ske avismedier. Tankevækkende læsning! • Er man til botanik i forhold til evolution (et af mine egne favorit-områder), er der i dette nummer et par interessante indslag, dels om Wollemia-træet – endnu et nyfundet ”levende fossil”, der gi-ver evolutionisterne hovedbrud – og dels om Dar-win som botaniker. Jeg kan allerede her afsløre, at botanik ikke var hans stærkeste side!

LÆSER LÆSER-UNDERSØGELSE

Da vi fortsat arbejder på at forbedre tidsskriftet Origo, vil vi gerne vide hvad vore abonnenter mener om bladet. Til dette vil vi meget gerne have DIN HJÆLP! Som tak for hjælpen har du mulighed for at vinde en af disse tre præmier: 1. Evolutionens Ikoner 2. + 3. Et års abonnement på Origo Klik ind på www.skabelse.dk og vær med!

• Er man til rejsebeskrivelser, kan jeg varmt an-befale artiklen om Galapagos-øerne. Darwins be-søg på denne øgruppe var vel noget af det mest skelsættende i forhold til hans senere formulering af evolutionsteorien. Artiklen, der er baseret på primærkilder fra samtiden, fortæller overraskende ting om Darwin, og hvad han i virkeligheden op-levede (eller ikke oplevede) på sin tur dertil. • Hvis man er historisk interesseret, findes der i dette nummer en interessant artikel om kirkens forhold til videnskaben i renæssancen. Som i den foregående artikel er der her er lagt op til at rette på nogle misforståelser. • Endelig er der artiklen om misvisende betegnelser, hvor en række begreber, som er udbredt i evolutionslitteraturen – bliver gennemgået. Det er begreber, som i bedste fald bliver anvendt ukorrekt, og i værste fald direkte misvisende. En tanke-vækkende gennemgang. Vi ønsker vore læsere god fornøjelse med læsningen – og samtidig ønsker vi alle en glædelig jul og et godt nytår. Holger Daugaard Redaktør for dette nummer

4

ORIGO 102


Debat i norske medier om intelligent design Herunder bringer vi et interview med professor Peder Tyvand i Norges største studenteravis Universitas, 19. september 2006. Dette interview blev senere omtalt i Norges største avis, VG. -red.

-T ør ikk e å si sannheten Tør ikke Feighet og sterke kollegiale bånd stenger for uenighet blant norske vitenskapsfolk. Ledende forskere tør ikke stå frem med sine synspunkt i redsel for å miste jobben, hevder fysikkprofessor Peder A. Tyvand. - Å påstå at ingen vitenskapsfolk tar avstand fra Darwin er en benektelse på linje med benektelsen av Holocaust, sier Peder A. Tyvand, professor i fysikk ved Universitetet for miljø- og biovitenskap på Ås. Han er en av få norske vitenskapsfolk som offentlig forfekter teorien om intelligent design (ID), på bekostning av den rådende evolusjonsteorien. Likevel hevder Tyvand at han kjenner til ti professorkvalifiserte vitenskapsfolk i Norge innenfor aktuelle fagfelt som geofysikk, biologi og medisin, som står inne for ID-teorien. Problemet er at de risikerer jobbene sine om de står frem med sine synspunkter, sier han.

- Vil bare imponere Onsdag og torsdag (i september 2006, red.) kommer Paul A. Nelson til Oslo for å debattere teorien om intelligent design. Han er en av mange amerikanske forskere som støtter ID-teorien. - Norge har et bakstreversk forhold til darwinismen. I USA er det over 600 forskere med doktorgrad som har gått offentlig ut mot evolusjonsteorien, deriblant 100 biologer, sier Tyvand, som er oppgitt over det han kaller feighet i norske vitenskapsmiljøer. - Norske vitenskapsfolk er bare ute etter å imponere. Det viktigste er å skape en høykultur og en vitenskapelig agenda som gir gjenlyd i utlandet, og da mener mange at man ikke har råd til å være uenige med hverandre. Resultatet er et antiORIGO 102

demokratisk monopol og underkuing av ytringsfriheten. Tyvand har publisert flere vitenskapelige artik-ler om evolusjon og ID i biologiske tidsskrifter, og hevder at han selv har fått flere trusler om å bli avsatt. Grunnen til at det ikke lar seg gjøre, mener han, er at han har sin professorstilling innenfor fysikk og ikke biologi. Professor - Jeg avskyr tendensen i norsk Peder akademia til å fremholde det kollegiale fremfor Tyvand sannhet, sier han, og drar frem den pågående Sudbø-saken på Radiumhospitalet som et skrekkeksempel på hvor langt det kan gå. Også professor emeritus i geofysikk ved Universitetet i Oslo, Ingolf Kanestrøm, mener det er problematisk å fronte alternativer til evolusjonsteorien, særlig innenfor biologiske kretser. - Jeg kjenner ikke til noen som har mistet jobben sin på grunn av dette, men tror nok at en evolusjonskritiker vil ha problemer med å få seg jobb i vitenskapelige miljøer, sier han.

Fri debatt Tyvand etterlyser en fri debatt rundt evolusjonsteorien. Han mener dagens meningsutveksling har for mye følelser knyttet til seg, og ikke bare innen-for vitenskapelige kretser. Også NRK har vært helt lukket for ID-tilhengerne, sier han. - Alle vet at vi er seriøse nok. Hvis ikke, ville de drevet gjøn med oss. Men det gjør de ikke, i stedet prøver de å ekskludere oss fra debatten. Tyvand mener også at hans argeste motstandere ikke stiller til debatt. - Dag Hessen, som er en av Darwins ledende ayatollaer, uttaler seg bare om det jeg har sagt gjennom radio og aviser. Han stiller ikke opp mann mot mann i en debatt. Det jeg ønsker meg er verbal

Paul A. Nelson

5


ping-pong, sier Tyvand, men mener det blir håpløst når Hessen sitter på avstand og sier pong. Professor Dag Olav Hessen tar ikke utsagnet særlig seriøst. Dessuten påpeker han at han har stilt opp i debatt mot Tyvand, så sent som 18. januar i år på Chateau Neuf, men han syntes ikke Tyvand hadde noen argumenter å komme med.

Klarer ikke å overbevise

Presseklip fra Dagbladet 22. september 2006: Hadde Darwin rett? «Intelligent design» (ID) er et teori som går ut på at livet i universet er for sammensatt til å være et resultat av naturlover og tilfeldigheter. Tilhengerne av ID hevder at naturen generelt og liv spesielt umulig kan bli til av seg selv fra uorganiske molekyler - det må ha blitt skapt av intelligent «designer» eller skaper. ID-bevegelsen mener at dette kan dokumenteres. Ikke overraskende er naturvitenskapen svært kritiske til konseptet om intelligent design. Vitenskapsmenn og -kvinner mener at ID ikke er en ekte vitenskap, ettersom det er umulig å bevise at en intelligent skaper står bak livet i universet. Men de nykonservative i USA har fått gjennomført at elever i enkelte skoler skal lære om intelligent design som et alternativ til Darwins teori om artenes opprinnelse. I 2005 raste kampen mellom vitenskapsmenn og tilhengere av intelligent design i det amerikanske rettsvesenet. I Kitzmiller v. Dover saksøkte elleve foreldre Dover skole fordi skolen krevde at elevene skulle lære om intelligent design som et alternativ til evolusjonsteorien i naturfagstimene. Den føderale dommeren erklærte kravet for grunnlovsstridig og forbød undervisning av ID i naturfagstimene. Det har ikke stoppet konservative skoler fra å lære bort intelligent design til elevene. Paul A. Nelson er en av lederne i Intelligent Designbevegelsen i USA og redaktør av deres tidsskrift Origins & Design. Nelson er også tilknyttet det konservative Discovery-instituttet, hvor det forfektes at ID er en vitenskapelig teori som er minst like aktuell som de gjeldende vitenskapelige teoriene om evolusjon og livets begynnelse. (Dagbladet.no)

6

Johan F. Storm ved Center for molecular biology and neuroscience ved Universitetet i Oslo er uenig i at det ikke finnes rom for evolusjonskritiske røster i norsk vitenskapsmiljø. - Det er nok ikke konspirasjon eller fordommer som er grunnen til at ID avvises av forskerne. Vitenskapsfolk har ingen grunn til å nekte å vurdere nye ideer. Tvert imot, for en forsker er det uhyre spennende å undersøke radikalt nye tanker som kanskje kan kullkaste gamle teorier. Hovedproblemet er imidlertid at ID-tilhengerne ikke har klart å komme med nye overbevisende funn eller ideer. De klarer derfor ikke å overbevise forskersamfunnet og passere det første stadiet i den vitenskapelige kvalitetskontrollen, nemlig publisering i anerkjente vitenskapelige tidsskrift. Dessuten har ID et fundamentalt problem: De prøver å finne fenomener som de sier man aldri vil kunne forklare på naturlig vis. Det har Darwins motstandere forsøk i snart 150 år. Men vitenskapen finner naturlige forklaringer på stadig flere fenomener, og Darwin står i dag sterkere enn noen gang før, sier Storm. - ID-retningen har så vidt jeg vet aldri ført til ny, pålitelig kunnskap som andre forskere har kunnet bygge på. Man skal jo ikke være for skråsikker på noe her i livet, og bør møte nye ideer med et åpent sinn. Men etter å ha sett noen av ID-tilhengernes argumenter og diskusjonene rundt dem, synes det for meg enda mer åpenbart at evolusjonslæren er den overlegent mest troverdige teorien.

ORIGO 102


Darwin som botaniker Av Jostein Andreassen

Darwins kompetanse innen de forskjellige biologiske eller vitenskapelige disipliner er stort sett meget overdrevet. Hans gode sider er det mange nok som trekker fram; det behøver vi ikke her. La oss derfor peke på følgende: Hans samlinger fra verdensomseilingen med HMS “Beagle” ble, av gode grunner, undersøkt nærmere av spesialister. De innsamlede plantene ble tatt hånd om og bestemt av John Stevens Henslow, siden av Joseph Dalton Hooker. Øvrige samlinger: Fisk: Bestemt av Leonard Jenyns Biller: Frederick William Hope Sopp [da.: svampe]: Miles Joseph Berkeley Større fossile bein: Richard Owen Pattedyr & sommerfugler: George Robert Waterhouse Fugler: John Gould, Thomas Campbell Eyton & George Robert Gray Krypdyr: Thomas Bell Koraller: William Lonsdale Infusjonsdyr: Christian Gottfried Ehrenberg Notatene om sopp ble bearbeidet av: Charles Stokes Notatene om fisk: Henry Denny Notatene om snylteveps: Francis Walker (Se Burkhardt et al 1985:548; her står også hele ni andre navn oppført som har vært med for å beskrive de innsamlede artene; noen står også i R. B. Freeman: “The Works of Charles Darwin. An Annotated Bibliographical Handlist” 1977; dessuten står en del navn i Paul H. Barrett: “The Collected Papers of Charles Darwin” 1977:295. Geologien tok Darwin selv seg av.) Om sine kunnskaper i botanikk skriver Darwin selv, overraskende ærlig: ”You have made me known among the botanists; but I felt very foolish, when Mr. Don [David Don, professor i botanikk, King“s College, London] remarked on the beautiful appearance of some plant with an astoundingly [utrolig] long name, & asked me about its habitation [voksested]. Some one else seem quite surprised that I knew ORIGO 102

Charles Dawin - blank i botanikk

nothing from a carex [norsk: starr, et halvgras] from [I] do not know where. I w[as] at last forced [tvunget] to plead [erkjenne] most intire innocence, & that I knew no more about the plants, which I had collected, than the Man in the Moon.» (Brev til vennen John Stevens Henslow 1. nov. 1836 i: Burkhardt et al 1985:515) “I may observe that, from my ignorance [uvitenhet] in botany, I collected more blindly [on The Galapagos] in this department of natural history than in any other, so that certainly it was not intentionally [med hensikt] that I brought the different species from different islands.” (Darwin 1839:629, utheving i originalen) “How dreadfully difficult it is to name plants. (...) I have just made out my first grass, hurrah! hurrah! I must confess that fortune favours the bold [“lykken

7


står de kjekke bi”], for, as good luck would have it, it was the easy Anthoxanthum odoratum [norsk: gulaks; meget vanlig og lett kjennelig gras. Alle som presset planter til eksamen i 7. klasse i Barneskolen kjenner det]: nevertheless it is a great discovery; I never expected to make out a grass in all my life, so hurrah! It has done my stomach [mage] surprising good.» (Darwin til Hooker 5. juni 1855 in: Francis Darwin 1887 II:58f.) Selv om Darwin faktisk skrev seks bøker som hadde med planter å gjøre, skriver hans sønn Francis Darwin følgende etter farens død: “... without [Joseph Dalton] Hooker’s aid Darwin’s great work would hardly have been carried out on the botanical side.” (Sitert i John Chancellor: “Charles Darwin” 1973:167)

Konklusjon Sitatene taler for seg selv. Darwin var helt blank i botanikk. Flere kommentarer unødvendige.

Litteratur Burkhardt et al: “The Correspondence of Charles Darwin. Volume I: 1821-1836” Cambridge 1985 Darwin, Charles: “Journal of Researches into the Geology and Natural History of the various Countries visited by H.M.S. Beagle” 1839 Darwin, Francis (ed.): “Life and Letters of Charles Darwin”, Vol. II, 1887

8

ORIGO 102


Wollemia nobilis: levende fossil og evolutionsmæssig gåde Af Andrew A. Snelling*

Da Wollemi-træet blev opdaget i august 1994, blev det straks udråbt som “århundredets botaniske fund”, svarende til “at finde en lille dinosaur, der stadig levede på jorden”. Det blev fundet af New South Wales National Parks and Wildlife Service parkbetjent David Noble under en weekendtur i området, inde i en afsides 500-600 meter dyb og snæver sandstenskløft i det klippefyldte og tæt bevoksede skovterræn Wollemi National Park, ikke mere end 200 km nordvest for Sydney, Australien. Således blev dette mærkelige træ fra “urtiden”, officielt navngivet Wollemia nobilis og placeret i sin egen slægt.

Træets egenskaber I den første kløft, hvor arten blev fundet, var der kun 40 træer på et 0,5 ha område – 23 udvoksede, 16 unge og sidst, men ikke mindst, én stor falden kæmpe på 40 meters længde med en stammeomkreds på 3 meter. Botanikere var først forvirret over de mærkelige bygningstræk på denne nye art, et enestående eksemplar af den familie, som “abernes skræk” tilhører, nemlig Araucariaceae. Nåletræer har normalt mørkegrønne nåle, men Wollemi-træet har lyse, lime-grønne bregnelignende blade, når de er nyudsprungne, mens de er gullige til olivengrønne, når de er udvokset. Når løvet er fuldt udviklet, er det arrangeret i fire rækker. Stammen har en speciel svampet-knudret korklignende bark, der får dem til at se ud, som om de er dækket med boblet mørk chokolade. Før fundet af Wollemia tilhørte alle nulevende Araucariaceae én af to slægter: Agathis, herunder Kaurifyrren, der kun vokser i regnskovene i det nordøstlige Queensland, og Araucaria, der vokser flere steder langs Australiens østkyst. Wollemi-træet har karakteristika fra begge disse slægter, men den tilhører ingen af dem. Udvoksede træer er 27-35 meter høje. De har en kompleks struktur med kranse af primærblade udgående fra stammen. De øverste blade er i spidsen forsynet med klart grønORIGO 102

Wollemia nobilis

ne hunlige koniske kogler og brune hanlige cylindriske kogler, hvilket gør træerne tvekønnede. Siden de første fund blev gjort, har man fundet endnu en lokalitet, hvor der befinder sig 17 træer, og en tredje med kun tre træer, hvoraf det højeste er 15 meter. Da alle overlevende træer er fundet i dybe kløfter med tilsvarende jordbundsforhold og umiddelbart ved vandløb, ser det ud til, at Wollemi træet er højt specialiseret til denne særlige økologiske niche.

Genetisk fingerprinting Disse overlevende træer ser ud til at have levet isoleret i meget lang tid, da de ældste er vurderet til at være mere end 1000 år gamle. Et forskerteam

9


uddød. Fundene af levende eksemplarer af åbenbart beslægtede Wollemi-træer gør dem imidlertid til levende fossiler. Bladstrukturen på Wollemi-træerne er næsten identisk med en af dens formodede fossile stamformer, Agathis jurassica fra sen Jura (150 millioner år). Dette tydelige slægtskab forklarer benævnelsen af Wollemi-træet som “et træ fra dinosaur-tiden”, “et levende fossil” der “har været forsvundet i 150 millioner år”. For evolutionære botanikere forbliver Wollemi-træet en evolutionær gåde. Hvordan kunne dette træ forsvinde i 150 millioner år, når dets nære slægtning findes som fossil mindre end 100 km fra fundstederne af Wollemi-træet?

Løsningen på mysteriet?

Fundsted for Wollemi-træet

fra Australiens Nationale Universitet i Canberra har analyseret genetiske markører i otte udvoksede træer fra den første kløft og fire fra den anden. De sammenlignede mellem 30 og 40 enzym-kodende sites på genomerne fra disse 12 eksemplarer og fandt ingen variation overhovedet. Derefter anvendte teamet en version af DNA-fingerprint, som sammenligner flere tusind punkter på genomerne, men igen uden man fandt nogen som helst genetisk variation. Disse træer har således eksisteret som en meget lille isoleret population i tusindvis af år, og træerne udgør sandsynligvis én klon, idet de er formeret ved rodskud eller lignende. Faktisk er der på ét af fundstederne en gruppe på over 160 små stammer, der alle ser ud til at være en del af det samme individ. Det tredje fundsted er mere adskilt fra de to andre, hvilket gør, at træerne her ikke kan være blevet etableret ud fra de øvrige. Foreløbige DNAfingerprint undersøgelser indicerer, at disse tre træer viser nogen variation, hvorfor de sandsynligvis er en rest af en tidligere større beplantning.

Et levende fossil Så hvor kom disse få, isolerede Wollemi-træer fra? Fossilhistorien indeholder ingen Wollemi-træer. Det nærmeste, man hidtil har fundet, er ved sammenligning mellem Wollemi-pollen og fossile pollen af slægten Dilwynites, hvor det yngste kendte fossil er to millioner år gammelt. Fra da af mangler resten af historien. Man har derfor antaget, at den slægt, fra hvilken dette pollen blev produceret, er

10

Fossilet Agathis jurassica er blevet fundet i Talbragar Fish Bed, som forekommer mindre end 100 km fra de nulevende Wollemi-træer. I dette senJura lag med disse og andre plantefossiler findes desuden smukt bevarede fossile fisk – et vidnesbyrd om, at en oversvømmelse må være ansvarlig for denne fossile kirkegård. Området tilhører lagene fra Great Artesian Basin, et kæmpemæssigt bassin, der dækker 1,8 millioner kvadratkilometer, svarende til en fjerdedel af det australske kontinent og engang oversvømmet af enorme vandmængder. De klipper, som Wollemi-træerne er fundet i, er blevet eroderet til Trias-sandsten i Sydney-bassinet, som engang var et sydøstligt fremspring af Great Artesian Basin. Sydney-bassinet blev imidlertid afskåret fra Great Artesian Basin i Kridttiden, da landhævninger løftede den såkaldte Great Dividing Range (den kontinentale adskillelse langs den vestlige del af Sydney bassinet) samt Blue Mountains Plateauet. Det var først i sen Tertiær, at kløfterne – der nu er hjemsted for Wollemi-træerne – blev eroderet ned. Det betyder, at mindst 130 millioner år adskiller begravelsen af Agathis jurassica og erosionen af kløfterne, hvori Wollemi-træerne befinder sig. Intet under at overlevelsen af dette levende fossil er et mysterium for evolutionister! Mysteriet er imidlertid til at løse, hvis man kaster den tolkning over bord, der indebærer mange millioner år og i stedet vælger en drastisk reduceret tidsskala. Talbragar Fish Bed fra Juratiden kunne aflejres forholdsvis hurtigt, hvis man forudsætter en oversvømmelse som beskrevet i Bibelen. Herved er blevet begravet dele af Agathis jurassica, som måske har flydt rundt i flere måneder under oversvømmelsen. Som oversvømmelsen sluttede, løftedes bjergene ved landhævninger, hvilket fangede en del af vandet bag bjergene mod vest. Stammestykker eller frø af Wollemia nobilis flød stadig rundt i disse vandmasser. Blue Mountains plateauet virkede samtidig som en naturlig dæmning, der holdt vandet tilbage. På et tidspunkt er denne “dæmning” blevet brudt af vandmasserne, ORIGO 102


som derved dannede de mange kløfter, der findes i området i dag. Som vandmasserne gradvis afdrænede det store område, er nogle af stammestykkerne eller frøene fra Wollemi-træet blevet efterladt, begravet i sedimenterne, hvorefter de voksede op og overlevede til i dag. Man ved allerede, at Wollemi-træerne er i stand til at skyde op igen efter en katastrofe. Nye stammer kan vokse frem fra ældre rødder, som måske er tusindvis af år gamle.

Kilde Impact no. 394, Institute for Creation Research. Oversat og bearbejdet af cand.scient. Holger Daugaard.

Referencer Anderson, I., 1994. “Pine ‘dinosaur’ Lurks in Gorge.” New Scientist, 144 (1957/1958):5. Anonymous, 1994. “Australia Hails a Prehistoric Pine” and “‘Fossil Tree’ Reveals Full Splendour.” Nature, 372:712, 719. Benson, S., 1994. “Curious Abseiler Unlocks a Jurassic Mystery.” The Daily Telegraph Mirror, Sydney, December 15, p. 20. Botanic Gardens Trust, Department of Environment and Conservation, Sydney, New South Wales, Australia. “The Wollemi Pine—A Very Rare Discovery.” http://www.rbgsyd.gov.au/ information-about-plants/wollemi-pine. Da Silva, W., 1997. “On the Trail of the Lonesome Pine.” New Scientist, 156 (2111):36-39. Macphail, M., K. Hill, A. Partridge, E. Truswell, and C. Foster. 1995. “‘Wollemi Pine’—Old Pollen Records for a Newly Discovered Genus of Gymnosperm.” Geology Today, 11(2):48-50. McGhee, K., 1995. “Wollemi Pine.” Nature Australia, 25(2):22. Packham, G. H. (editor), 1969. “The Geology of New South Wales.” Journal of the Geological Society of Australia, 16(1):1-654. Scheibner, E. (and H. Basden, editor), 1998. Geology of New South Wales—Synthesis. Volume 2 Geological Evolution, Geological Survey of New South Wales, Memoir Geology, 13(2), Department of Mineral Resources, Sydney. Van der Beek, P., A. Pulford, and J. Braun, 2001. “Cenozoic Landscape Development in the Blue Mountains (SE Australia): Lithological and Tectonic Controls on Rifted Margin Morphology.” Journal of Geology, 109(l):35-56. White, M. E., 1981. “Revision of the Talbragar Fish Bed Flora (Jurassic) of New South Wales.”

ORIGO 102

Kogle fra Wollemi-træet

Record of the Australian Museum, 33(15):695721. ·Wollemi Pine.com—The Official Home of the Wollemi Pine, Wollemi Pine International Pty Ltd. Queensland Government Department of Primary Industries and Birkdale Nursery, Brisbane and Sydney, Australia. Woodford, J., 1994. “Found: Tree from the Dinosaur Age, and It’s Alive” and “A Chance Discovery Unveils Hidden Gorge’s Age-Old Secret,” The Sydney Morning Herald, Sydney, December 14, pp. 1, 8. Woodford, J., 1997. “The Jurassic Tree and the Lost Valley.” The Sydney Morning Herald, News Review June 7, pp. 36-37. Woodford, J., 2002. The Wollemi Pine: The Incredible Discovery of a Living Fossil from the Age of Dinosaurs, 2nd edition, The Text Publishing Company, Melbourne, Australia.

* Dr. Snelling er associeret professor ved Afdeling for Geologi, ICRGS.

11


Skilpadder til glede og besvær Charles Darwin på Galapagos-øyene Av Jostein Andreassen

Foredrag i norsk radio NRK P2-akademiet, september 2005. Dette programmet har ca 300.000 lyttere, og foredragene trykkes i en bokserie som til nå er kommet i 33 bind siden serien startet i 1996.

“Jeg ser fram til Galapagos med større interesse enn til noen annen del av reisen,” skriver Charles Darwin fra Peru i august 1835 til sin beste venn, William D. Fox, som var prest hjemme i England. (Burkhardt 1985:460) Den unge mannen med tittelen “naturalist” om bord på det britiske marinefartøyet H.M.S. “Beagle” [“Sporhunden”] skulle bare ha visst. Møtet med disse småøyene i Stillehavet utenfor Ecuador skulle bli et av de aller mest kjente i vitenskapens historie. For her støtte Darwin på et isolert og merkverdig dyre- og planteliv – et levende laboratorium så og si – som siden skulle inspirere ham til å skrive sitt hovedverk “Om artenes opprinnelse”. Galapagos-øyene opplevde han som et skapelsessenter, en slags verden for seg selv; et mysterium. Men kanskje gikk det litt troll i ord. For hans fem uker lange besøk på det som ble kalt “De forheksede øyer” er også en beretning omspunnet av myter. Særlig har Darwins møte med de mange underlige skapningene der utfordret fantasien, ofte godt hjulpet av lærebøkene. Noen ganger synes jeg at deres fremstilling har tatt litt av. Ser du ikke for deg Darwin der han rir bortover på ryggen av en kjempeskilpadde og plutselig får en god ide? Hvordan kan det da ha seg at det ikke står ett eneste ord om skilpaddene på Galapagos i “Om artenes opprinnelse”? Videre er “Darwins finker”, de merkverdige og morsomme småfuglene han møtte på øyene, blitt et av biologiens fremste iko-

12

ner. Men det vil sikkert være overraskende for mange å høre at vi leter aldeles forgjeves etter omtalen av dem også i hans hovedverk. Aller mest overrasket ble nok naturforskeren selv et halvt år etter at han var kommet hjem. For først da forskjellige spesialister hadde fått undersøkt samlingene fra reisen, oppdaget Darwin hva han egentlig hadde funnet og etter hvert hvilke enorme konsekvenser det skulle få for ham selv og for biologiens historie! Som Darwin selv forteller i en dagbok i 1837, identifiseringen av de zoologiske eksemplarene fra Galapagos “ble primærkilden til alle mine tanker”. “These facts origin all my views”. (de Beer 1959:7) Hva var det egentlig som skjedde med Darwin på Galapagos? Hva gjorde han? Hva fant han ut? Hvor forberedt var han egentlig på det han kom til å få se? Hvilke feilvurderinger måtte han innse i etterpåklokskapens lys? Det er dette vi skal ta for oss i artikkelen, der vi nøye holder oss til primærkildene, engelskmannens dagbok og notater, som regel skrevet ned samme dag som begivenhetene skjedde. Men først må vi vite litt mer om det svært eiendommelige øyriket.

Litt om Galapagos I forbindelse med Columbus-festlighetene i 1892 ble Galapagos-øyene omdøpt til Archipiélago de Colón, Columbus-arkipelet. De utgjør en egen provins i Ecuador, som annekterte dem kort etter at landet brøt ut av Stor-Columbia og ble egen republikk i 1830. Fram til da hadde Galapagos i 300 år vært nærmest som et ingenmannsland å regne og ble stort sett bare besøkt av sjørøvere og hvalfangere. De ligger 100 norske mil ut vest i havet og på høyde med ekvator. Landarealet er i alt ca 8.000 km2 og altså litt større enn mitt hjemfylke Vest-Agder. Innbyggertallet er ca 20.000 mot fjerdeparten for 25 år siden. Bosetningen begrenses til de fire øyene som har ferskvannskilder. Folk flest lever av jordbruk og dyrker også litt bananer og kaffe. Produkter som huder, salt og fisk utføres. Administrasjonssenteret heter Puerto Baquerizo ORIGO 102


Moreno. Arkipelet består av 16 større og et flertall mindre øyer. Den suverent største er Isabela (Albemarle) som utgjør mer enn halvparten av hele landarealet, andre viktige øyer er Santa Cruz (Indefatigable), Fernandina (Narborough), San Salvador (Santiago, James), San Cristóbal (Chatham) og Santa María (Floreana, Charles). Utenom disse Columbus-inspirerte navnene har de fleste også andre navn; de gamle engelske er mest brukt. Her brukes de spanske og offisielle. Vår egen Thor Heyerdahl fant under en arkeologisk ekspedisjon i 1953 rester av keramikk han mente var bevis for tidligere indianske besøk på øyene (Heyerdahl & Skjølsvold 1956). Øyene er vulkanske og bygd opp av svart lava. De fleste vulkanene er utslokte; den mest aktive er Volcan la Cumbre på Fernandina med utbrudd for et par måneder siden. Fra en sokkel langt under havoverflaten hever flere av de enorme kraterne seg til godt over 1000 meter. Andre typiske karaktertrekk vil komme fram etter hvert i artikkelen og i Darwins beskrivelser, la meg her bare nevne at øyriket har en særegen og egentlig tragisk norsk innvandringshistorie. Under ledelse av kaptein August F. Christensen fra Sandefjord landet de 10 første kolonistene på øya Santa María for 80 år siden. Den kjente zoologen Alf Wollebæk var med og opprettet en biologisk stasjon – “Peninsular Oslo Museum” – som eksisterte en kort tid. Hvordan disse eventyrerne ble etterfulgt av en rekke andre ekspedisjoner og på hvilken måte forventningene nordmennene hadde, ble oppfylt, er glimrende beskrevet i Stein Hoffs bok fra 1985, “Drømmen om Galapagos”, som anbefales varmt. Som navnet Galapagos antyder, på spansk betyr det “landskilpadde”, så er dette stedet helt og fullt krypdyrenes rike med en rekke endemiske eller stedegne arter. I tillegg fins det en rekke særegne fugler som heller ikke er redde for mennesker, og havet vrimler av liv. Siden øyene aldri har hatt noen fast tilknytning til Sør-Amerika, er de eneste opprinnelige pattedyrene faktisk bare et par flaggermus- og noen få små rotte-arter. Alle disse merkverdighetene sammen med at de sterke havstrømmene i området forårsaket uforklarlig avdrift for seilskip, ble folk forledet til å tro at dette bakvendt-landet egentlig drev rundt i havet. Nei, slike områder var fordømt av Gud og måtte unngås – de svarte virkelig til sitt karakteriserende navn Las Islas Encantadas – De forheksede øyene. Men endelig, i 1959 blir alt areal som ikke er kolonisert av mennesker erklært som nasjonalpark. Året etter ble forskningsstasjonen The Charles Darwin Research Station etablert på øya Santa Cruz og har etter hvert satt i gang viktige bevaringstiltak. Først i 1978 kom imidlertid øygruppa med på UNESCOs “World Heritage List”, og åtte år senere ble også havområder rundt øyene beskyttet. Antall turister hvert år er sterkt økende, i fjor ca 80.000; disse opplever et nokså strengt regime med mange ORIGO 102

regler og får bare gå i 60 tilrettelagte områder med merkede løyper og med en egen guide. Dessverre har flere innførte og forvillede husdyr og rotter spredt seg de siste 300 årene og forvoldt enorme økologiske problemer med atskillige utfordringer for Nasjonalparken. Storstilte nedskytninger av uønskede dyr på enkelte øyer har blitt utført fra myndighetenes side de siste årene for å bevare den opprinnelige vegetasjonen; f.eks. ble det i fjor skutt fra helikopter hele 60.000 geiter på øya San Salvador (Frank Sulloway pers. med. 2005).

Den unge Darwin

De første besøkende I 1535 kom biskop i Panama, Tomás de Berlanga, ut av kurs på sin skipsreise nedover langs den søramerikanske kysten mot Peru. Omsider havnet han på Galapagos-øyene, trolig som den første i historisk tid. Siden alle om bord var svært tørste, sendte biskopen folk i land flere steder for å finne vann. “Men”, som han senere skriver i sin rapport til den spanske keiser Karl V, “de fant ingenting annet enn seler (...) og så store landskilpadder at de kunne bære en mann på toppen av seg selv og mange slange-liknende øgler.” (Hickman 1985:19) Sjøfolk som ankom øyene nesten 200 år senere, opplevde situasjonen likedan. Den engelske sjørøver og oppdagelsesreisende William Dampier beretter i sin engasjerende bok “A New Voyage Round the World” fra 1697 om flere opphold på Galapagos. Men tydeligvis hadde han mer sans for det rent kulinariske enn biskopen: “Landskilpaddene er her så tallrike at 5-600 mann kan leve på dem alene i flere måneder uten annen proviant,” skriver han. “De er spesielt store og fete og så søte at ingen kylling kan spises med større velbe-

13


HMS “Beagle“

hag.” (Dampier 1697:59; i årene 1708–11 var forresten Dampier kjentmann på en ekspedisjon som bl.a. unnsatte skotten Alexander Selkirk på øya Juan Fernández vest av Chile, modellen til Defoes roman Robinson Crusoe fra 1719. Tydeligvis er hans bok også et forbilde for Swifts “Gullivers reiser” (1726); Dampier nevnes i forordet.) På slutten av 1700-tallet ankommer så den fargerike britiske marinekapteinen James Colnett og ble like begeistret for de særegne krypdyrene. Alle om bord syntes skilpaddekjøttet var den reneste lekkerbisken; det absolutt beste de noen gang hadde smakt. (Colnett 1798:156ff.) Amerikaneren David Porter, kaptein om bord på den 32-kanoners fregatten “Essex”, oppholdt seg i øyriket i hele fem måneder under krigen med Storbritannia 1812-14. Med sitt mannskap på nær 350 utraderte han hele den britiske hvalflåten i farvannet. Porters rapport, “Journal of a Cruise”, er tykk som en bibel og inneholder en mengde opplysninger om Galapagos, ikke minst av naturfaglig art; vær sikker på at jeg kommer tilbake til ham. Så nå, kjære leser, bli med meg på ferden til spennende Galapagos og Darwins spektakulære møte med de kjempestore skilpaddene der! Eller var det nå så spektakulært?

Darwins møte med øyriket På sin fem-årige reise rundt jorden var HMS “Beagle” innom Galapagos-øyene i perioden 15. september til 20. oktober 1835. Av disse 36 dagene brukte Darwin 19 av dem til undersøkelser på land, altså ca halve tiden, men ofte med kun noen få timer til disposisjon hver gang. Bare fire øyer ble besøkt av naturforskeren, på åtte forskjellige steder; men av disse var fem på San Cristobal. På øya San Salvador lenger mot NV tilbrakte han omtrent halvparten av den totale tiden på landjorden og dro på mindre ekspedisjoner opp i høylandet. De resterende dagene i arkipelet ble brukt om

14

bord på “Beagle” på hennes seilas og kartleggingsoppdrag mellom øyene. Alle om bord på seilskuta fikk et lite gjestmildt møte med Galapagos da de steg i land for første gang. Kaptein FitzRoy beskriver stranden som en svart haug av dyster, steinete lava hvor det vrimler av fryktelig stygge øgler, hele greia er kort sagt “fit for pandemonium”. Darwin på sin side er enig. Det passet akkurat med de forestillingene både mannskap og kaptein hadde om de bebodde deler av Helvete, skriver han: “The country was compared to what we might imagine the cultivated parts of the Infernal regions to be.” Darwin er også litt poetisk; han må nettopp ha lest Baron George Anson Byrons bok (Byron 1826) i skipets bibliotek. Denne mannen var fetter til den store dikter, arvet hans tittel og var innom øyriket en tur til Sandwich-øyene på den andre siden av kontinentet. I boken karakteriserer han de samme krypdyrene som “imps of darkness” – djevlene fra mørket. Darwin gjentar uttrykket i dagboken, men føyer mesterlig til: “Jammen kler de godt det landskapet de bor i.” (Darwin i Barow 1933:334) I sin senere bok om verdensomseilingen, “Journal of Researches …”, siden kalt “The Voyage of the Beagle” – ennå ikke oversatt til norsk [dansk 1876; svensk 1872] og utvilsomt en av verdens beste reiseskildringer, skildrer han dette første møtet med Galapagos slik: “Om morgenen den 17. september landet vi ved San Cristobal. På samme måte som de andre øyene hever den seg med en jevn, avrundet kyst, som hist og her avbrytes av spredte fjelltopper, rester etter tidligere kratere. Ingenting kunne være mindre innbydende enn dette første syn. Et sønderrevet parti av sort, finkornet lava, hvis enkelte deler bølger seg mot hverandre i de forskjelligste retninger og gjennomskjæres av dype kløfter, dekkes overalt av et forkrøplet buskas, som er forbrent i solen og kun viser små tegn på at det er i live. Den knusktørre overflaten, som opphetes av middagssolen, gjorde luften innelukket og trykkende som om en befant seg i en ovn; det forekom oss også at buskene hadde en vond lukt. Selv om jeg flittig forsøkte å samle så mange planter som mulig, fant jeg likevel bare veldig få; og slike ynkelige, små vanskapninger burde heller høre til en arktisk enn til en tropisk flora. På litt avstand virket det som om buskene var like bladløse som trærne hjemme om vinteren, og det tok litt tid før jeg oppdaget at hver plante ikke bare hadde fullt utviklet løv, men at de fleste til og med var i blomst.” (Darwin 1876: 420; fornorsket fra den danske utg.) Og naturforskerens fascinerende beretning om naturen på øyene fortsetter slik: “Beagle seilte rundt San Cristobal og kastet anker i forskjellige bukter. En natt sov jeg på kysten, på et sted hvor de svarte, avstumpede kjeglene var veldig tallrike; fra en liten forhøyning talte jeg hele 60, som alle hadde mer eller mindre fullkomne kratere på toppen. (…) Mange av dem ORIGO 102


hadde slik en regelmessig form at de gav landet et så kunstig utseende at det minnet meg veldig om deler av området ved Wolverhampton, hvor det vrimler av store jerngruver. Dagen var brennende het, og det var høyst anstrengende å kravle seg henover den ujevne overflaten og gjennom det sammenflettede buskaset; men jeg fikk rikelig belønning ved å betrakte det merkverdige cyklopiske [kjempemessige] landskapet”. Så skjer det noe som den unge mannen synes er fryktelig spennende: “Som jeg vandret bortover, støtte jeg på to veldige skilpadder; de må ha veid minst 100 kg hver. Den ene var i ferd med å ete et stykke av en kaktus, og da jeg nærmet meg, stirret den på meg og lusket langsomt avsted; den andre frembrakte en vislende lyd og trakk hodet inn. Disse uhyre store krypdyr, omgitt av den svarte lava, de bladløse busker og de store kaktusplanter, liknet akkurat på antediluvianske dyr [dyr som levde før syndfloden] eller innbyggere av en annen planet.”

Vise-guvernøren To dager senere, den 23. september, drar skipet videre til øya Santa Maria. Her møter britene til sin overraskelse en gruppe kolonister. Godt inne på øya og høyere over havet var de klimatiske forholdene bedre. “Vi ble avkjølt av en behagelig sydlig bris og forfrisket ved synet av en frodig, grønn vegetasjon, omtrent som i England om våren.” (ibid. følg. sider) På grunn av at skyene mesteparten av døgnet hang rundt toppene, var det kjøligere der oppe og tilgang på vann. Her bodde det 2-300 politiske fanger som nylig var forvist fra Ecuador. I skogene var det allerede på den tiden mengder av halvville griser og geiter som hadde rømt fra tidligere besøkende seilskuter, men mesteparten av kjøttet fikk folk fra skilpadder! Disse skipene hadde som tidligere nevnt intenst utnyttet denne eventyrlige tilgangen på ferskmat. Tenk deg kontrasten til skjemt salt oksekjøtt og tørre kjeks! For de drøye 70 sjøfolkene på “Beagle” var det selvsagt også kjærkomment med en behagelig variasjon i kosten. Derfor hadde kaptein FitzRoy sørget for å bringe med seg 18 stykker av delikatessen fra San Cristobal, øya de nettopp forlot. (FitzRoy i Stanbury 1977:272) Ved vannkildene oppe ved kolonien på Santa Maria hadde de store krypdyrene formelig svermet i antall et par-tre år tidligere. Mannskapet på et skip hadde da brakt ned til kysten mer enn 200 stykker på en dag. Nå var der langt færre på øya, men likevel så mange at to dagers jakt gav jegerne mat for de resterende fem dagene i uken. I kolonien regjerte for øyeblikket engelskmannen Nicholas O. Lawson. Som vise-guvernør i et slikt isolert øyrike ville normalt hans navn ha vært aldeles glemt nå over 150 år etterpå. I stedet er det udødeliggjort gjennom følgende påstand, som Darwin ORIGO 102

gjengir slik: “Skilpaddene var ikke like på de forskjellige øyene. Lawson kunne med sikkerhet fortelle fra hvilken øy et hvilket som helst eksemplar var kommet.” (Darwin 1876:442) Selv om dagens herpetologer eller krypdyrspesialister sier at dette var en overdrivelse (Sulloway 1984:36), så kan vi med god grunn spørre om det ikke der og da ringte en liten bjelle for den unge naturforskeren. Var skilpaddene virkelig ulike fra øy til øy? Hva i all verden kunne grunnen være til det? Var det samme tilfelle med andre arter også? I etterpåklokskapens lys skriver Darwin i 1845, 10 år etter oppholdet på øyene, litt forsiktig at “i noen tid hadde jeg ikke min oppmerksomhet tilstrekkelig henvendt på denne opplysningen. (...) Jeg kunne aldri drømme om at øyer som lå bare noen få mil fra hverandre, og hvor den ene som regel kunne ses fra den andre – øyer, som var dannet nøyaktig av samme bergart, hadde det samme klima og hevet seg til omtrent samme høyde, skulle ha forskjellige beboere.” Og så føyer han til, litt oppgitt: “Det er en skjebne som de fleste reisende er undergitt – ikke før de har oppdaget det mest interessante ved en lokalitet før de i en fart blir revet bort fra den.” Flere ganger observerte Darwin skilpaddenes store tråkk gjennom terrenget opp mot vannkildene, så hvordan de koste seg i mudderet, han undersøkte hva de spiste og hvordan de drakk. Den unge mannen smakte på kjøttet og på vannet som

15


var oppsamlet i urinblæren og i hjerteposen, han stod på ryggen på dem, målte hastigheten da de gikk, kontrollerte hørselen; han samlet til og med inn en midd (Acarus) fra penis på dem (!) – osv., osv. (Keynes 2000:412) Men han brydde seg tilsynelatende ingenting om det Lawson hadde fortalt. Jeg spør igjen: hva i all verden kunne grunnen være til det?

(Barlow 1963:262) Vi vet bestemt at han selv hadde notert seg at spottefuglene var forskjellige samt at haviguanene og enkelte plantearter varierte i størrelse fra øy til øy (Darwin 1841:63; Darwin i Barlow 1933:340; Sulloway 1984:35). Men siden han selv ikke så noen forskjell på skilpaddenetypene, valgte han altså å overse det hele. I de samtidige zoologiske notatene må vi bare konstatere at han gjentar viseguvernørens opplysning uten kommentar.

Nøkler

Nøkkel nr. to: På dette tidspunktet må vi poengtere at Darwin fremdeles er kreasjonist; evolusjonære tanker klarer ikke å bryte igjennom. Vi vet helt bestemt at han allerede under sitt medisin-studium i Edinbourgh hadde lest gjennom sin bestefar Erasmus Darwins skrift “Zoonomia”, der tanker om “transmutasjon” [evolusjon] ble presentert så vel som Lamarcks (Darwin i Barlow 1958:49); Darwinkjenneren Gertrude Himmelfarb har funnet fram opplysninger om at Darwin leste Lamarck i denne tiden og viser til “Edinburgh notebooks, Cambridge manuscripts”, se Himmelfarb: “Darwin and the Darwinian Revolution”, 1968:28. Som han mange år senere bekjenner i sin selvbiografi, trodde han under hele verdensomseilingen fullt og fast på en bokstavelig tolkning av Skapelsesberetningen (Darwin i Barlow 1958:85). Se min artikkel om Darwins religion i Origo nr 88, s. 7-13! (La oss her benytte anledningen til definitivt å avlive den sterkt inngrodde og utbredte myten om kaptein FitzRoy og Darwins evige diskusjoner og uvennskap angående tolkningen av Skapelsesberetningen! Det var naturalisten om bord som var bokstavtro; kapteinen var det ikke. Siden ble det akkurat omvendt. I sin “Narrative …” refererer FitzRoy til at han ikke ble religiøst omvendt før han kom hjem til England. Om bord tvilte han sterkt på at det hadde funnet sted noen syndflod. Han begrunner det siden med uvitenhet og dårlig kjennskap til Bibelen: “Why led away by sceptical ideas, and knowing extremely little about the Bible, (…) I was quite willing to disbelieve what I thought to be the Mosaic account, upon the evidence of a hasty glance, though knowing next to nothing of the record I doubted …” Men dette ble snart helt snudd på hodet; i sin “Narritive …” skriver han en lang kommentar til Darwins “Journal …”, der han fremmer geologiske synspunkter om at de kreftene som formet jorda i gammel tid, også virker i dag (aktualitetsprinsippet). Kapteinens skriv heter “A Very Few Remarks with Reference to the Deluge [syndfloden]” FitzRoy 1839: 2,657-82; Browne and Neve (eds.): 1989: 400-24 (opptrykk); Sulloway 1982A:8; Keynes 1979:6; ibid. 2002:326; 377f.; Browne 1995:414).

Jeg har fire nøkler som kanskje kan løse dette Galapagos-mysteriet, eller “koden”, for å være veldig moderne – hvorfor ble ikke Darwin en “darwinst” allerede på Galapagos? Nøkkel nr. en: kombinasjonen av uflaks og en for dårlig jobb Vi vet alt at Darwin hadde sett flere skilpadder på øya han forlot. Og i “Beagle” var som nevnt en god del derfra tatt om bord. Ved kolonien på Santa Maria var imidlertid forekomsten av disse krypdyrene gått drastisk ned, så her så Darwin ingen. Men vi kan undres på hvorfor den ellers så observante naturforskeren ikke tok en titt på et av ryggskjoldene som lå spredt omkring hyttene, der de fungerte som blomsterpotter. (FitzRoy 1839: 492) I grunnen var det synd, for da ville han sannsynligvis ha sett at skilpaddene på denne øya var temmelig forskjellige fra de kuppelformede på den han kom fra. Her hadde skjoldene nemlig form som en spansk ridesadel. Ingen av disse ble tatt med som vitenskapelig materiale eller for å sammenlikne med formen til dem om bord. Og før ti år var gått, var skilpaddene på koloni-øya Santa Maria utryddet. Krypdyrspesialistene måtte vente nesten i 100 år før de fant noen levninger i en lavahule (Broom 1929). På øya Isabela var Darwin i land kort tid noen dager senere. Denne har i dag den suverent største og mest spennende forekomsten med hele fem av de 11 nålevende og dessverre fire utryddede underartene. Men her så Darwin ingen. På den siste øya han besøkte, Santiago, oppholdt han seg sammen med tre andre, deriblant sin tjener og medhjelper Syms Covington. Her observerte de en mengde skilpadder. To ganger besøkte han skilpaddejegere flyttet over fra kolonien og som bodde i en hytte oppe i fjellene. Her overnattet han og levde for en stor del på skilpaddekjøtt. På denne øya samlet Darwin inn en stor del vitenskapelig materiale. Hvorfor så ingen skilpaddeskjold? Nei, tilfellet ville at underarten her til forveksling har nokså lik kuppelform på skjoldet som de på San Cristobal, de eneste han ellers hadde sett. Litt uflaks? Opplysninger Darwin kommer med et drøyt halvt år senere under reisen i sin ornitologiske notatbok, kan tyde på at han diskuterte Lawsons påstand om skilpaddenes ulikhet med de nevnte jegerne; det skulle jo bare mangle.

16

Den tredje nøkkelen til dette mysteriet ligger i ordet “desinformasjon”. Datidens vitenskapelige navn på kjempeskilORIGO 102


Kjempeskilpadde på Galapagos

padde (Geochelone elephantopus) var Testudo indicus. Dette dekket begge de to kjente artene, hvorav den ene fantes på Aldabra-øyene i Det indiske hav. Denne merkverdigheten i den zoologiske systematikken førte til en utbredt oppfatning, også for Darwin og FitzRoy, at de kjempestore krypdyrene på Galapagos egentlig var innført av seilskip fra andre hav i tidligere tider. Sjøfareren Dampier, som jeg nevnte tidligere i artikkelen, bidro sterkt til misforståelsen. (Dampier: 1697:59) Han hevdet å ha sett slike kjemper både på Madagaskar og andre steder i Indiahavet. Hans bok var beviselig om bord på “Beagle”, og Darwin siterer ham i dagboken (Darwin i Barlow 1933:407). Akkurat her vil jeg fortvile over og undres på hvorfor ikke den tidligere omtalte fregattkaptein David Porters bok også var kommet med i Beagle’s bibliotek. Både FitzRoy og Darwin hadde jo flere måneder å forberede seg på før de dro ut fra Plymouth. Porters “Journal of a Cruise” hadde vært en sann gullgruve, både for kaptein FitzRoys kartleggingsoppdrag ved Galapagos og ikke minst for Darwin! De burde vel ha kjent den som både berømt og beryktet; boken ble anmeldt i det mest sentrale tidsskriftet i England, “Quarterly Review” i 1815. (Porter 1986:xvii) Den meget britiske redaktøren brukte vel de fleste skjellsordene i språket i ORIGO 102

sin omtale og hevdet at ingen om bord i Porters fregatt hadde noe mer kunnskap om Gud enn innbyggerne på Tierra del Fuego. Gid jeg kunne bruke en lang artikkel bare om amerikanerens naturfaglige opplysninger:

Porter I mange måneder holdt han liv i opptil 700 mann med skilpaddekjøtt fra Galapagos og lastet inn opp til 14 tonn levende dyr av gangen. Vi vet at noen dyr var så enorme at hele tolv mann trengtes for å bære dem ned til kysten. (Hickman 1985:145) Noen hvalfangerskip han erobret, nylig kommet fra øya San Salvador, hadde opptil 800 veldig store dyr om bord. Han forteller at etter at de hadde gått litt under et seil på dekket i ly for solen og kvittet seg med tarminnholdet, kunne de stues opp i lasterommet som annet stykkgods og ligge der i halvannet år (!) uten antydning til mat og vann. Han priser smaken av kjøttet og oljen det gir, opp i skyene. Om ikke dette var nok, forteller han om forskjell i smaken på dyr fra de forskjellige øyene – de fra øyene Espanola og Santa Maria er mye bedre enn de fra San Salvador. De ser også svært ulike ut: de fra sistnevnte, skriver han, “synes å være en art fullstendig for-

17


skjellig” (“entirely distinct”) fra skilpaddene på de to andre øyene. Så dette skulle Darwin bare ha visst! Lawsons påstand om forskjellig utseende var jo rett likevel. Kan vi ane at Darwin var litt dårlig forberedt? Både Porter og kaperkapteinen Woodes Rogers på 1700-tallet har dessuten atskillige filosofiske spekulasjoner om dyrene og deres utbredelse på Galapagos, og om Darwin hadde fått lest dem på forhånd, ville de trolig ha satt hans tanker litt på glid og muligens også i mer evolusjonær retning. (Hickman 1985:93; Porter 1822:254f.) Her sier Porter: “I shall leave others to account for [gjøre rede for] the manner in which all those islands obtained their supply of tortoises [skilpadder] and guanas, and other animals of the reptile kind; it is not my business even to conjecture [gjette] as to the cause. I shall merely [bare] state, that those islands have every appearance of being newly created, and that those perhaps are the only part of the animal creation that could subsist [eksistere] on them ...”

Darwin – geolog? Da er jeg kommet til nøkkel nr. fire: Da Darwin kom til øyriket, var han nok en atskillig flinkere og godt trent feltgeolog enn zoolog og botaniker. Under oppholdet i Sør-Amerika hadde han nøye studert og etterprøvd den britiske geologen Charles Lyells store og skjellsettende verk; han fikk faktisk de to siste bindene tilsendt etter hvert som de kom ut, så det var Lyell og hans problematikk Darwins hode var fullt av. Vi bør her nevne at den samme Lyell avviste Lamarcks evolusjonære tanker blankt og sikkert påvirket Darwin sterkt også her i denne tiden. Faktisk bruker Lyell hele to kapitler bare til å tilbakevise franskmannen, og det i en geologibok! (Lyell 1832:18-35) Men fjellenes oppbygning på dette kontinentet var lite kjent i Europa, så undersøkelsene her gjorde uten tvil geologiamatøren Darwin til en stor kapasitet og pioner på området. Og vi forstår av brev han skrev både fra Falklandsøyene – og fra Lima like før avreisen ut til øyriket – at det var berggrunnen som fristet mest (Burkhardt 1985:379; 458; 460, 461). “Det er ingenting som geologi,” forteller han til sin søster Catherine, selv ikke en morsom jakt kan sammenliknes med det, så da forstår vi at han tar skikkelig godt i. FitzRoy rapporterte da han kom hjem om naturforskerens innsats at “geologi har vært hans hovedoppgave.” Darwins geologiske notater fra reisen er nesten fire ganger større enn de zoologiske, og en oversikt over innholdet i hans mange brev til sin mentor eller hovedveileder Henslow har omtrent tre ganger så mye stoff om geologi. (Keynes 2000, introd; upag) Vi kan også nevne at det var kun geologisk materiale Darwin ba sine skipskamerater hente inn til ham da de dro til øyer han av forskjellige grunner ikke kunne besøke. (Darwin 1844:98). Da han kom hjem, skjedde det nesten utrolige for den

18

unge mannen at naturfilosofen William Whewell, høyt respektert president i ærverdige The Geological Society, hyret ham inn som sekretær i London; han kommenterte også Darwins innsats på denne måten: “I cannot help considering his voyage round the world as one of the most important events for geology which has occurred for many years” (Whewell i Sulloway 1982B:355). Darwin kom faktisk til å bruke fire og et halvt års vedvarende arbeid til å gi ut sine tre bind med geologiske observasjoner. (Keynes 2000: introd.) Hva botanikken angår, så skriver Darwin selv følgende i sin “Journal …”: From my ignorance [uvitenhet] in botany, I collected more blindly in this department of natural history than in any other …” (Darwin 1839:629; Sulloway 1982B:339). Så Darwin var geolog, egentlig. I alle fall kunne han, med all respekt, ikke sjelden være litt treg i oppfattelsen “udi zoologien”: ute på slettene i Patagonia i Argentina en dag i 1834 satt han og spiste på en nyskutt struts. Tenk deg situasjonen som oppstod da det plutselig slo ned i ham som et lyn at denne arten sannsynligvis var ny for vitenskapen! Det var den – fuglen ble siden oppkalt etter sin kokk. Den fikk det vitenskapelige navnet Rhea Darwinii. (Browne & Neve 1989:107) Darwin hadde en siste sjanse til å følge opp vise-guvernørens opplysning: mens han selv oppholdt seg på San Salvador, dro “Beagle” tilbake til San Cristobal for å hente ferskvann, og samtidig tok kapteinen også med seg 30 store skilpadder som ferskmat til turen videre over Stillehavet (FitzRoy 1839:498). Men naturalisten og det øvrige mannskapet spiste seg gjennom hele dette vitenskapelige materialet; ingen av disse ryggskjoldene nådde England – skipskokken Phillips kastet dem over bord etter hvert sammen med matrester og annet skrap. Tilbake i London et halvt år etter hjemkomsten, da forskjellige spesialister undersøkte og artsbestemte det zoologiske materiale han brakte med seg fra Galapagos, endret Darwin oppfatning. Da han ble fortalt at de forskjellige øyer virkelig var bebodd av ulike arter, snudde han 180 grader nokså raskt. Darwin forlot sin kreasjonisme og ble “darwinist”. **) Og da, endelig, innså han det verdifulle i at krypdyrspesialisten Thomas Bell også kunne ha undersøkt skilpaddeskjoldene. Utvilsomt kunne en slik dokumentasjon vært fint å ha i argumentasjonen for sine nye evolusjonære tanker. Men da fantes det bare fire levende eksemplarer tilbake av arten som delvis var brakt hjem som små kjæledegger, delvis av FitzRoy til British Museum. Selv om disse var fra tre forskjellige øyer og følgelig burde vært svært ulike ( Espanola, Santa Maria og San Cristobal), var de, dessverre, for lite utvokst til å gi noen verdifulle opplysninger. (Sulloway 1984:36f.) Et av disse eksemplarene tror en befinner seg i Brisbane, Australia, brakt dit av Darwins tjener Covington, som siden flyttet til dette kontiORIGO 102


nentet. Det bærer det vakre navnet “Harriet” og skal da være ca 175 år (Sulloway pers. med 2005.) På nettstedet http://www.geo.cornell.edu/ geology/GalapagosWWW/Tortoise.html opplyses at et voksent eksemplar fra Madagaskar som ble gitt som gave til dronningen av Tonga-øyene i 1770årene, døde i 1966. En håndbok over krypdyr opplyser at en Galapagos-hann som lever et reservat i Florida, nå veier mer enn 400 kg (O’shea & Halliday 2001:54). I dag er det ca 15.000 eksemplarer av opprinnelig ca 250.000 tilbake i øyriket. Forskningsstasjonen har ytt en stor innsats for å bedre situasjonen for de forskjellige underartene. Samme sted fins dessuten en stor og ensom hann, “Lonesome George.” Det har i flere år vært utlovet den nette sum av 10.000 dollars til den som kan finne en make av samme underart til den stakkars ungkaren, men nei. Men er det noe? Jeg kunne by det dobbelte til den “kodeknekkeren” som kan finne ett eneste kløyva ord om skilpaddene på Galapagos i krypdyrdelen til Darwins tunge vitenskapelige verk “The Zoology of the Voyage of H.M.S. Beagle” (1843). Og jeg spiser hatten min for tilsvarende funn i førsteutgaven av Darwins hovedverk “Om artenes opprinnelse”! Imens jeg venter på at du skal dukke opp og kreve hatten oppspist, får vi håpe at enkelte lærebokforfattere vil skjerpe seg og bruke mindre fantasi og litt mer primærkilder når de skal beskrive Darwins opplevelser med skilpaddene på Galapagos. Historien om de eiendommelige finkene der ute fikk jeg ikke plass til her. Visste du at Darwin nesten ikke enset disse småfuglene da han møtte dem første gang? Og da han kom hjem, tenk deg hans fortvilelse da han oppdaget at de få finkene han hadde samlet inn som vitenskapelig materiale, manglet merkelapp som dokumenterte på hvilken øy de var funnet! Han, “naturalisten” om bord, måtte gå “på låna” hos den seriøse kapteinen og to av sine mer “frimerkesamlende” skipskamerater, og heldigvis – men noe så flaut for Darwin – de hadde merkelapp! Ja, sannelig, historien om finkene er om mulig enda mer fantastisk og morsom enn skilpaddenes, og jeg håper jeg kan få lov til å fortelle den en annen gang.

Note **) Poeten Samuel T. Coleridge beskrev faktisk Darwins bestefar Erasmus Darwins tanker om evolusjon som “darwinising” (Hichman 1985:81). Charles Darwins definitive “omvendelse” som evolusjonsbiolog kom riktignok først i 1845, da han ble klar over resultatene av vennen og botanikeren J.D. Hookers artsbestemmelser av de innsamlede plantene fra Galapagos (off. først i 1846 og -47). Av de 193 artene Darwin brakte med seg hjem, viste det seg at 100 var nye for vitenskapen og endemiske for øyriket (Darwin 1876:441). ORIGO 102

„Darwis finker“

Tilfeldighetene hadde gjort at han på botanikkens område “lykkeligvis” hadde holdt samlingene fra hver øy adskilt (Darwin 1876:444). Selv forteller han det slik: “ (...) so that certainly it was not intentially [med hensikt] that I brought the different species [of plants] from different islands. If indeed, I at all noticed their resemblance [likhet], I probably collected second and third species as dublicate specimens of the first” (Darwin 1839:629; Sulloway 1982B:339). Derfor var gleden svært stor over Hookers nye oppdagelser. Darwin skriver i et brev til ham [19 eller 26.] juli 1845: “I cannot tell you how delighted and astonished I am at the results of your examination; how wonderfully they support my assertion [påstand] on the differences in the animals of the different islands, about which I have always been fearful.” (min uthevning; Darwin 1887, 2:22; Sulloway 1982A:28f.) Alt dette førte til at Darwin reviderte sin 1845utgave av “Journal …”; selv om den totale teksten ble redusert med 5%, ble kapitlet om Galapagos utvidet med ca 50% (Sulloway 1984:50). For nå hadde også han oppdaget nevnte kaptein Porters bok og tatt den til etterretning da han skrev den nye teksten. Her heter det nå at “Det er neppe noen tvil om, at denne landskilpadde hører til Galapagos-øyenes opprinnelige beboere …” (Darwin 1845:432) Det tok altså nesten 10 år etter hjemkomsten fra verdensomseilingen før Darwin publiserte denne erkjennelsen og følgelig klarte, slik som Sulloway 1984:39, uttrykker det “to resupply the scientific evience that he had initially [i

19


begynnelsen] allowed to slip through his fingers when he visited the Galapagos Island.” Men det er jo et paradoks at etter 1845 skriver han ikke mer om skilpaddene på Galapagos overhodet. Heller ikke skriver han siden noe særlig om sine opplevelser på øyriket og anvender det han siden fant ut også minimalt som argumenter for sine evolusjonære konklusjoner: jeg har meget nøye gått gjennom den engelske teksten i 1. utgave av hans “Om artenes opprinnelse”. Ifølge en konkordans består verket av 153.773 ord. (Barrett et al 1981). Av dem har jeg møysommelig talt opp 1447 til å handle om Galapagos. Det blir 0,94%; Sulloway har talt det slik opp at det blir 1,1% (Sulloway 1984:52), men da jeg konfronterte ham med det, mente han at det var et litt for raskt estimat (Sulloway 2005, pers. med.)

Litteratur Litteratur henvist til i artikkelen: Barrett et al (eds.): 1981. “A Concordance to Darwin’s On the Origin of Species. First Edition”, Cornell University Press. Ibid.: 1986. “The Works of Charles Darwin. Volume 5. The Zoology of the Voyage of HMS Beagle. Part III, Birds,” Cambridge. Ibid.: 1987. “The Works of Charles Darwin. Volume 6. The Zoology of the Voyage of H.M.S. Beagle, Part IV: Fish, Part V: Reptiles”. Cambridge. Barlow, Nora (ed.): 1933. “Charles Darwin’s Diary of the Voyage of H.M.S. “Beagle”, Cambridge. Ibid.: 1946. “Charles Darwin and the voyage of the Beagle. Unpublished Letters and Notebooks”, New York. Ibid.: 1958. “The Autobiography of Charles Darwin 1809-1882”, Norton. Ibid.: 1963. “Darwin’s ornithological notes” in: “Bulletin of the British Museum (Natural History), Historical Series”, Vol. 2, pp. 201-278. Broom, R: 1929. “On the extinct Galapagos tortoise that inhabited Charles [Santa Maria] island”, Zoologica, 9, 313ff. Browne, Janet and Neve, Michael (eds.): 1989. “Charles Darwin’s Voyage of the Beagle. Charles Darwin’s Journal of Researches”, Penguin. [Darwins 1839-utgave: “Journal Of Researches Into The Geology And Natural History Of The Various Countries Visited By H. M. S Beagle …” London.] Ibid.: 1995. “Voyaging”, New York. Burkhardt et al (ed.): 1985. “The Correspondence of Charles Darwin”, Volume 1. 1821-1836”, Cambridge. Byron, George Anson, Baron: 1826. “Voyage of HMS Blonde to the Sandwich Islands in the years 1824-25”, London. Colnett, James: “A Voyage to the South Atlantic and Round Cape Horn into the Pacific Ocean (...)”, London 1798. Dampier, William: 1697. “A New Voyage Round the

20

World. The Journal of an English Buccaneer”, London [1697/1820/1999.] Darwin, Charles: 1839. “Narrative of the Surveying Voyages of His Majesty’s Ships Adventure and Beagle, between the Years 1826 and 1836, Describing Their Examination of the Southern Shores of South America, and the Beagle’s Circumnavigation of the Globe. Vol. III. Journal and Remarks, 1832-1836.” London. I: Porter/ Graham (ed.): “The Portable Darwin”, s. 8-65, Penguin 1993. Darwin 1841; jfr Barrett et al 1986. Darwin, Charles: 1844. “Geological Observations on the Volcanic Islands Visited during the Voyage of H.M.S. Beagle”, London. Ibid.: 1876. “Rejse om Jorden. Efter den engelske Original nyeste, af Forfatteren gjennemsete Udgave”, Salmonsen. (Trolig etter den difinitive tekst fra Darwins hånd i John Murrays utgave, London 1860, men som ble trykket opp igjen i 1870, -72, -73 og -76). Ibid.: 1887. Francis Darwin (ed.): “The Life and Letters of Charles Darwin, 3 vols. London. Ibid: 1964. “On the Origin of Species. A Facsimile of the First Edition”, Harvard University Press. Ibid: 1998. “Om Artenes opprinnelse”, Bokklubben Dagens Bøker. [1. utgave]. de Beer, Gavin (ed.): 1959. “Darwin’s Journal. Bulletin of the British Museum (Natural History) Historical Series, 2, no 1”. Fitter, Julian, Fitter, Daniel, Hosking, David: “Wildlife of the Galapagos. The most complete Identification Guide to the Wildlife of the Galapagos”, Princeton University Press 2000. FitzRoy, Robert: 1839. “Narrative of the Surveying Voyages of His Majesty’s Ships Adventure and Beagle, between the Years 1826 and 1836, Describing Their Examination of the Southern Shores of South America, and the Beagle’s Circumnavigation of the Globe”, London. Heyerdahl, Thor; Skjølsvold, Arne: 1956. “Archaeological evidence of pre-Spanish visits to the Galapagos Islands. American Antiqiuity; vol 22, no. 2, pt. 3. Memoirs of the Society for American archaeology; no 12”, Salt Lake City. Hickman, John: 1985. “The Enchanted Islands. The Galapagos Discovered”, Antony Nelson. Hoff, Stein: 1985. “Drømmen om Galapagos. En ukjent norsk utvandrerhistorie”, Grøndahl. Keynes, R. D. (ed.): 1979. “The Beagle record”, Cambridge. Ibid.: 2000. “Charles Darwin’s Zoology Notes & Specimen Lists from H.M.S. Beagle”, Cambridge. Ibid.: 2002. “Fossils, Finches and Fuegians.” London. Lyell, Charles: 1832. “Principles of Geology”. Volume 2”, Elibron Classics (Facsimile), 1832/ 2004. O’shea, Mark & Halliday, Tim: “Reptiles and Amphibians”, London 2001. ORIGO 102


Porter, David: 1822. “Journal of a cruise made to the Pacific Ocean”, New York. Stanbury, David (ed.): 1977. “A Narrative of The Voyage of H.M.S. Beagle, being passages from the Narrative written by captain Robert FitzRoy, R. N., together with extracts from his logs, reports and letters; additional material from the diary and letters of Charles Darwin, notes from Midshipman Philip King and letters from Second Lieutenant Bartholomew Sulivan.” The Folio Society, London.

Sulloway, Frank J.: 1982A. “Darwin and His Finches: The Evolution of a Legend” i: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 1, pp. 153, London. Ibid.: 1982B. “Darwin’s Conversion: The Beagle Voyage and Its Aftermath” i: “Journal of the History of Biology”, Vol. 15, no. 3, pp. 325-396, London. Ibid.: 1984. “Darwin and the Galapagos” i: “Biological journal of the Linnean Society of London”, Vol. 21, pp. 29-59, London.

Omkring Kopernikus Steno Museets Venner har netop udgivet en lille bog “Omkring Kopernikus. De tidligste skrifter om det kopernikanske verdensbillede”. Bogen er tilrettelagt professor Helge Kragh, Aarhus Universitet. Den giver mulighed for på første hånd og i dansk oversættelse at stifte bekendtskab med en af den moderne videnskabs pionerer, Nicolaus Kopernikus (1473-1543), som har lagt navn til det nye verdensbillede, ifølge hvilket Jorden ikke står stille, men derimod ligesom de øvrige planeter bevæger sig rundt om Solen. Kopernikus virkede som kannik i bispedømmet i Fromborg (i det nuværende Polen) og havde i den stilling gode muligheder for at dyrke sin store interesse for naturvidenskab. Bogen omfatter ud over nogle vigtige tekster af Kopernikus og en spændende tekst af Kopernikus’ elev Rheticus, som i 1542 blev professor i Leipzig. Både han og hans gamle lærermester var meget optaget af forholdet mellem videnskaben og teologien – herunder synet på videnskaben i relation til troen på Gud. Herom siger Rheticus: “Vi vil derfor taknemligt beundre og betragte som hellig al den øvrige natur, som Gud har indesluttet i stjernehimlen. På mange måder og med utallige værktøjer og gaver har Han begavet os og sat os i stand til at studere og erkende naturen. Vi vil nå frem til det punkt Han ønskede vi skulle nå til, og vi vil ikke søge at overskride de grænser, der er pålagt af Ham.” (P.49-50) Ideen synes her at være, Gud giver os mennesker muligheder som for at erkende verden inden for visse grænser. Dermed er der sagt ‘ja’ til ‘den moderne videnskab’, men også markeret, at naturvidenskaben ikke kan levere al sandhed om tilværelsen. Begge dele er væsentlige pointer – også ud fra en moderne synsvinkel. Der er i det hele taget meget godt stof i denne lille bog om en vigtig fase i den moderne naturvidenskabs første historie.

ORIGO 102

21


Kirk ens forhold til Kirkens vidensk aben i renæssancen videnskaben Af Emil Børty Nielsen

Indledning Det er ofte blevet påstået, at kirkens undertrykkelse af videnskaben i renæssancen er et godt eksempel på, hvordan videnskab og religion er to uforenelige størrelser. Var kirken virkelig så undertrykkende over for videnskaben? Dette spørgsmål har jeg valgt at skrive en 2.g historieopgave om, og det er med den baggrund, at denne artikel er blevet til.

Aristoteles Aristoteles levede fra 384 til 322 f. Kr. i det antikke Grækenland. Han var filosof og videnskabsmand og skrev mange store værker. Han er fader til det empiriske princip (viden gennem sanseerfaring) og det geocentriske verdensbillede (Jorden som ubevægelig og som centrum i universet).

Forholdet mellem kirken og Aristoteles i middelalderen I det 13. århundrede oplevede den aristolske lære en opblomstringsperiode. Inden denne tid havde

Aristoteles været ukendt for de fleste siden antikken. Aristoteles’ værker bragte stor fornyelse inden for de forskellige videnskabelige discipliner. Universiteterne på denne tid var underlagt kirken, og derfor var de hovedsagelig befolket af teologer. Disse teologer delte sig i to fløje – for eller imod Aristoteles. Grunden til, at nogle teologer var modstandere af Aristoteles, var at han i sit verdensbillede udskiftede Gud med det upersonlige “Primum Mobile” (oversat: første-bevægeren). Kirkefaderen Thomas Aquinas var en stor forkæmper for den aristolske lære og stod i spidsen for en gruppe teologer, som forsøgte at forlige den aristolske lære med den kristne lære. I det lange løb vandt Thomas Aquinas’ lære, og i 1323 blev hans lære kanoniseret. Det skal dog her bemærkes, at ingen af Aristoteles’ anskuelser nogensinde fik en dogmatisk status eller blev en del af kirkens officielle lære. Efter at det aristolske verdensbillede havde sejret over det gamle verdensbillede, var det stadig tilladt at være uenig med Aristoteles. Som et godt eksempel på dette har vi Nicole Oresme, som var stiftprovst i Rouen. Han argumenterede åbenlyst for jordens rotation hvilket var i modstrid med den aristolske lære. Alligevel formåede han at blive forfremmet til biskop. Det var altså ikke forbudt at have en anden mening end den aristolske lære i middelalderen. Den aristolske lære var heller ikke en del af kirkens dogmatiske lære, selvom mange teologer støttede tanken om en ubevægelig jord i centrum af universet.

Det copernikanske verdensbillede

Det geocentriske (aristolske) (t.v.) og det heliocentreiske (copernicanske) verdensbillede

22

I 1543 udgav Copernikus De Revolutionibus Orbium, hvori han bl.a. gjorde rede for sit nye verdenssystem med solen i centrum af universet. Copernikus blev i 1536 opsøgt af kardinal Nicolaus von Schönberg, som var interesseret i hans nye måde at beregne planeternes position på. Inden for kirken var man ved at forberede en ny reform af kalenderen, og derfor var dette interessant. Schönberg skrev også et forord i De Revolutionibus Orbium, hvori han opfordrede Copernikus til at ORIGO 102


udgive sit værk. Copernikus valgte også, i et andet forord, at dedikere værket til pave Paul III. Det copernikanske verdensbillede vandt ikke mange tilhængere i starten. Dette var fordi der var mange videnskabelige og filosofiske problemer forbundet med at sætte solen i centrum for universet. Det var først da Galileo Galilei med sin kikkert iagttog bl.a. solpletter, at det copernikanske verdensbillede begyndte at vinde mange tilhængere. Copernikus mødte ikke nogen modstand fra kirken, selvom hans værk modsagde den aristolske lære. Copernikus mødte tværtimod opbakning fra kirkens side til at udgive sit værk.

Videnskabens gudsforhold En af forudsætningerne for den moderne videnskabs gennembrud var det kristne gudsbillede. Hvis man f.eks. sammenligner Europa og Kina i middelalderen, så var Kina langt teknologisk overlegen i forhold til Europa. Man kan spørge sig selv: Hvorfor var det ikke der, det moderne videnskabs gennembrud forekom? Svaret er, at i Kina troede man på et personificeret univers, hvis opbygning det er uden for det menneskelige intellekt at forstå. I Europa - hvor kristendommen var fremherskende - troede man på en rationel og skabende Gud, som havde skabt verden inden for nogle rammer, som mennesket kan forstå og undersøge. Derfor gav det mening at udforske verden systematisk og eksperimentelt.

De moderne videnskabsmænds gudsforhold Berømte videnskabsmænd som Copernicus, Kepler og Galilei havde et nært gudsforhold. Specielt Kepler så en nær forbindelse mellem sit videnskabelige arbejde og sin gudstro. Efter lang tids arbejde kunne Kepler udgive sine tre love om planeternes bevægelser. 1. Alle planeter følger baner med facon som en ellipse, med Solen i det ene af ellipsens to brændpunkter. 2. Inden for to vilkårlige, men lige lange tidsrum, vil linjen mellem Solen og en planet altid passere et konstant areal. 3. Hvis en planet følger en ellipseformet bane, hvis halve storakse har længden a, så vil kvadratet på planetens omløbstid t være proportional med a3, altså a3 = k · t2, hvor k er en konstant, der er fælles for alle planeter inden for samme solsystem. Kepler blev helt euforisk over den regelmæssighed, han fandt i naturen. ”Jeg er derfor så overvældet, at jeg må udbryde som Peter: Gå bort fra mig, thi jeg er et syndigt menneske!” (Mysterium Cosmographicum) Kepler oplevede, at det at udforske naturen var at ORIGO 102

Nicolaus Copernicus (1473-1543)

se sig selv i lyset fra Gud og derved indse, at han var en synder: ”Eftersom vi astronomer er den højeste Guds præster med hensyn til naturens bog, sømmer det sig for os, at vi ikke sigter mod vor egen ånds ære, men på Guds ære frem for alt andet.” (Epitome astronomia Copernicanae) Kepler så altså et uløseligt bånd mellem troen på Gud og sit videnskabelige arbejde.

De moderne videnskabsmænds bibelsyn Copernikus, Kepler og Galileis syn på Bibelen var, at den – lige som naturens bog (de naturvidenskabelige sandheder) – var lavet af Gud og ufejlbarlig. De påpegede dog, at Bibelen ikke var en fysikbog, men en bog om, hvordan man bliver frelst. Når der var uoverensstemmelser mellem det, Bibelen sagde, og det, som naturvidenskaben sagde som fakta, så var det enten, fordi man havde misforstået Bibelen, eller fordi Gud havde simplificeret noget sådan, at almindelige mennesker kunne forstå det. Dette var dog ikke nye tanker, men tanker, som har eksisteret (i fortolkningslæren) siden Augustins tid. De så altså ikke nogen modsætning mellem Bibelen og videnskaben, men holdt dem begge for sande.

Den moderne videnskabs gennembrud I 1300-tallet havde universiteterne været hjemsted for opfostring af nye tanker og videreudbygning af gamle. Dette havde dog gradvist ændret sig op til 1500-tallet, hvor universiteterne nu var et sted, hvor man blev oplært i de forskellige tanker, men hvor der ikke var plads til nye tanker. Geografisk havde observatorierne altid hørt sammen med universiteterne. Dette begyndte dog at ændre sig i

23


Galileo Galileis første inkvisition

Galileo Galilei (1564-1642)

1500-tallet. Det bevirkede, at der nu var basis for opfostring af nye tanker i observatorierne, uden at universitetsprofessorerne kunne undertrykke dem. Blandt disse nye tanker var det copernikanske verdensbillede. I starten af 1600-tallet formåede Tycho Brahe, Kepler og Galilei, gennem observationer, at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af det aristolske verdensbillede. Det var ved denne tid, at det copernikanske verdensbillede for alvor begyndte at vinde mange tilhængere. Professorerne på universiteterne begyndte nu at føle, at grundlaget for deres videnskabelige eksistens, som var baseret på Aristoteles, ville svinde bort. Dette bevirkede, at det copernikanske verdensbillede mødte kraftig modstand fra universiteterne. Først forsøgte universitetsprofessorerne at gøre Aristoteles til den største autoritet, sådan at hans anskuelser altid repræsenterede det sidste ord i en given sag. Som et eksempel på dette kan vi tage anekdoten om den unge pater Scheiner, der med sin kikkert havde iagttaget solpletter, men fik dette svar af sin foresatte: ”Unge mand, jeg har læst min Aristoteles syv gange, og der står ikke noget om solpletter hos ham.” Forsøget var dømt til at mislykkes, da Aristoteles selv lægger stor vægt på empiri. Det var derfor selvmodsigende at give Aristoteles en autoritet over empiri. Efter dette forsøg var mislykkedes, gik man over til at mobilisere kirken imod det nye verdensbillede. Mange af universitetsprofessorerne var også teologer, så de forsøgte at fremstille det copernikanske verdensbillede som teologisk suspekt og kættersk. Dette lykkedes dog kun i én sag, Galileo Galilei-sagen, der til gengæld fik meget vidtrækkende konsekvenser.

24

Galileo Galilei tilsluttede sig den copernikanske lære og observerede som den første himlen med en kikkert. Gennem sin kikkert gjorde Galilei fire observationer, som modsagde det aristolske verdensbillede. Han observerede Jupiters måner, Venus’ faser, pletter på Solen og bjerge på Månen. I 1610 udgav Galilei Sidereus Nuncius om sine observationer. Året efter, i 1611, besøgte Galilei Rom. I Rom blev han godt modtaget og folk flokkedes om ham for at høre om hans observationer. Han fik bl.a. lov til at sætte sin kikkert op i en af kardinalernes haver og vise menneskemængden pletterne på solen. Galilei mødte på dette tidspunkt ingen modstand fra kirken, selvom de vidste han støttede det copernikanske verdensbillede og angreb det aristolske. Han mødte snarere en stor interesse. Blandt Galileis modstandere var der nogle, som var gået sammen i en hemmelig liga, hvis mål var at miskreditere Galilei. Denne liga bestod hovedsagelig af kirkemænd og andenrangs universitetsfolk. Lederen af gruppen hed Lodovico delle Colombe. For at opnå deres mål, skrev de bøger på italiensk, hvori de hævdede at det copernikanske system var uforeneligt med Bibelen. Grunden til at de skrev på italiensk var, at de ønskede at mobilisere den almene dannede klasse imod Galilei. I december 1614 lykkedes det for ligaen at få en ung dominikaner, Tommaso Caccini, til at holde en prædiken, hvori han stemplede tanken om Jordens rotation som kættersk og indirekte anklagede Galilei for at være djævlens agent, dog uden at nævne ham ved navn. Anklagen var uden grundlag, og derfor følte den højt ansete dominikaner Luigi Maraffi sig nødsaget til at skrive et brev til Galilei, hvori han undskyldte for sin unge ordensbroders adfærd. Sagen sluttede dog ikke her, for seks uger senere blev sagen indberettet til Rom. Indtil dette tidspunkt havde Galilei og det copernikanske verdensbillede ikke mødt nogen modstand fra kirken. På baggrund af indberetningen til Rom blev der inden for kirken sat en stor undersøgelse af Galilei og det copernikanske verdensbillede i gang. Galilei forsøgte at forsvare sig ved at fremlægge beviser frem for inkvisitionen, men den videnskabelige side af problemet blev der aldrig taget stilling til, da der sad 11 teologer i inkvisitionens ekspertpanel, og ingen af dem havde videnskabelig indsigt. Galilei forsøgte også at forsvare sig teologisk ved at udgive Brev til Madama Christina, som var et teologisk forsvar for det copernikanske verdensbillede. Det kom dog, til Galileis skuffelse, aldrig inkvisitionen i hænde. I 1616 kom inkvisitionens afgørelse. Det heliocentriske verdensbillede (solen i centrum) og tanken om jordens rotation blev erklæret for kætterske tanker. Disse tanker måtte ikke fremføres eller forsvares offentligt, men gerne gendrives. Kirken tog dog ingen skridt mod Galilei. Det er uvist, hvorfor inkvisitionen valgte at forORIGO 102


dømme det copernikanske verdensbillede. Det gik imod den gængse fortolkningslære, som var underbygget af bl.a. Augustin, og der var ikke noget i den kirkelige fortid, som lagde op til fordømmelsen. Fordømmelsen var en afvigelse fra den tolerance, som kirken normalt udviste over for videnskaben. Faktum er, at det var en religiøs og intellektuel katastrofe, som i årene fremover bevirkede, at mange forlod kirken, der nu blev set som en fjende af videnskaben.

1633 1632

Galilei kommer for inkvisiotionen for anden gang Galilei udgiver Dialog om de to verdenssystemer

1624

Galilei besøger pave Urban VIII

1616 1611 1610

Galilei kommer for inkvisiotionen første gang Galilei besøger Rom og demonstrerer sin kikkert Galilei udgiver Sidereus Nuncius om sine observationer

1600

Galileo Galileis anden inkvisition I 1623 blev kardinal Barberini valgt til pave Urban VIII. Barberini var en af Galileis tilhængere, og han havde været modstander af fordømmelsen i 1616. Af denne grund opsøgte Galilei ham i 1624. I Rom blev Galilei godt modtaget, og han fik bedre forplejning end normale besøgende, hvilket må tilskrives hans videnskabelige arbejde. Galilei ønskede, at pave Urban VIII skulle annullere inkvisitionens dom fra 1616. Dette ville paven dog ikke. I stedet opfordrede paven Galilei til at inkludere argumenter for og imod det copernikanske system i hans nye bog, Dialog om de to verdenssystemer, som Galilei havde påbegyndt at skrive i 1623, på baggrund af paveskiftet. Paven ønskede også sit eget synspunkt på de to verdenssystemer inkluderet i bogen. Bogen var skrevet som en dialog mellem tre personer: To tilhængere af det copernikanske system og Simplicius, som var tilhænger af det aristolske system. I bogen bliver Simplicius fremstillet som et fjols og gang på gang modargumenteret af de to andre. Galilei var endda så dristig at lægge nogle af pave Urban VIII’s ord i munden på Simplicius. Da bogen blev udgivet, i 1632, blev den opfattet som en provokation mod paven og som en bog, der forsvarede det copernikanske verdensbillede. Som en reaktion på bogen mistede Galilei sin mest magtfulde støtte, paven, samt mange af de andre betydningsfulde personer, som havde støttet Galilei under den første inkvisition. I 1633 blev Galilei igen kaldt til Rom og stillet for inkvisitionen. Dette var på baggrund af, at han offentligt havde forfægtet det copernikanske system og for at have fornærmet paven. Galilei blev nu sigtet for kætteri og var nødt til at afsværge sin tro på det copernikanske verdensbillede for at beholde livet. Herefter tilbragte Galilei 22 dage i fængsel, i en af inkvisitionens lejligheder og efter dette, resten af livet i husarrest, hos en af sine rige venner.

Konklusion Det er ikke korrekt at hævde, at kirken forsøgte at undertrykke videnskaben i renæssancen. Kirken var åben over for tanker, som gik imod det aristolske verdensbillede og havde det aristolske verdensbillede som en del af sin kanoniske lære. Det copernikanske verdensbillede mødte ikke modORIGO 102

1543

Copernicus udgiver De Revolutionibus Orbium

1536

Copernicus bliver opsøgt af kardinal Nicolaus von Schönberg

1500

stand fra kirken, men fra universitetsprofessorer, som frygtede at miste deres autoritet og stilling. Disse formåede at spille kirken ud mod det copernikanske system, hvilket resulterede i den første inkvisition. Hvorfor kirken valgte at gå imod den traditionelle fortolkningslære og fordømme det copernikanske system, er uvist. Dette kan dog ikke ses som om kirken var videnskabsfjensk, for der var ikke noget i den kirkelige fortid, som lagde op til fordømmelsen af det copernikanske system. Vi må altså ud fra den viden, vi har, konkludere at fordømmelsen var en fejltagelse. Den anden inkvisition kan heller ikke ses som kirkens forsøg på at undertrykke videnskaben, men er snarere et produkt af, at Galilei valgte at overtræde den første inkvisitions bestemmelser og gjorde nar af paven i værket Dialog om de to verdenssystemer.

Litteratur Flemming Clausen, Jørgen Falkesgaard, Mette Løndahl og Johnny Thiedecker, Skabt til at skabe, Aschehoug, 2. oplag 1995 Olaf Pedersen, Olaf Schmidt, Axel V. Nielsen, Michael Schrøder, Mogens Phil og Axel V. Nielsen, Træk af verdensbilledes historie. Munksgaards forlag, 1967. Olaf Pedersen, Middelalderens verdensbilleder: Munksgaards forlag, 1967. Olaf Pedersen, Naturerkendelse og Theologi. Poul Kristensen Forlag, 1996. www.wikipedia.com, Internet leksikon. www.newadvent.org/cathen/06342b.htm, katolsk internet leksikon.

25


Misvisende betegnelser Af Arne Kiilerich

Evolution

Udviklingslæren introduceres i flere lærebøger med en række af betegnelser, som ikke altid giver et reelt billede af problemstillingerne (se skema). Der er ingen kendte naturlove, som eksperimentelt påviseligt kan styre evolutionen. Derimod er det almindeligt kendte naturlove, som styrer nedbrydning af organiske materialer, som generelt er termodynamisk ustabile. Disintegration følger irreversibelt energiens faldende graf. Hvordan etablerer man en tro på det modsatte? Det gør man bl.a. ved sprogligt at skabe en illusion i strid med det, som reelt finder sted. For eksempel er begrebet mikroevolution almindeligt anerkendt både i og uden for den darwinistiske lejr. Problemet er, at “evolution” defineres meget dårligt i den sammenhæng. Evolution kan overordnet defineres som døde mineraler, der gradvist bliver til selvkopierende levende væsener, som er sammensat af milliarder af atomer. Begrebet evolution hænger uløseligt sammen med en tiltagende kompleksitet og bør ikke betegne en sideordnet variation af noget allerede eksisterende.

Mikroskopisk evolution Såkaldt mikroevolution er ofte betegnet ved former for forædling – med eller uden menneskelig mellemkomst. Som eksempler på mikroevolution i diverse lærebøger vises indbyrdes forskellighed i hunderacen, pletter på sommerfuglevinger, variationer af fuglenæb samt pesticid- og antibiotikaresistens osv. Dermed er variation i farve, form og størrelse (i mangel af bedre) gjort til en målestok for evolution – uden en påviseligt tiltagende kompleksitet. Det kan i den forbindelse ikke udelukkes, at noget af det, som går under betegnelsen mikroevolution, i virkeligheden er aftagende kompleksitet. Der kommer ikke flere farver i regnbuen, fordi man blander gul og blå til grøn. Uanset hvad man kan få ud af at blande den eksisterende genpulje, berettiger det ikke til betegnelsen evolution.

26

Variation

Grafen illustrerer forskellen på evolution og variation

Problemet er bl.a., at tiltagende kompleksitet næppe er målbar på en lille skala. Men hvis forskelle i kompleksitet ikke er målbare, er de videnskabeligt set ikke til stede. Og hvis der ikke er nogen mikroevolution, er der heller ingen makroevolution, fordi makroevolution betegner akkumulerede hændelser af mikroevolution.

Unaturlig udvælgelse Den såkaldte naturlige udvælgelse er darwinismens bedste bud på en mekanisme, som skal hamle op med den naturlige nedbrydning. Men den naturlige udvælgelse er selv kun en destruktiv mekanisme. Den kan fjerne det, som ikke fungerer; men den forklarer intet om, hvordan det, som fungerer, bliver til. Den naturlige udvælgelse kan fravælge, men ikke tilvælge. Den naturlige udvælgelse er blot et udtryk for, at det, som ikke kan leve, dør. Dette er ikke nogen højere videnskabelig teori – men simpel logik. Ved kunstig udvælgelse, forædling/hybridisering, udvælges individer med ønskede egenskaber til yderligere avl. Et ønsket resultat kan opnås i løbet af få generationer, fordi der finder en direkte udvælgelse sted. En population varierer (naturligt) – mere eller mindre. Ved kønnet formering sker der en konstant krydsbefrugtning, og da udvælgelsen generelt er stokastisk, bliver variationen normalfordelt med tyngdepunkt ved gennemsnitsindividet, og yderformer minimeres. Variationerne fremkommer ved ORIGO 102


blanding af forskellighederne i genpuljen og en formodet indflydelse af mutationer. Forandringer i miljøet kan bevæge tyngdepunktet i artsfordelingen frem og tilbage, men dette er ikke ensbetydende med evolution. I naturen er det desuden ikke en direkte udvælgelse, som finder sted, men en fravælgelse, idet det er individer, som efterhånden bliver uegnede, der forsvinder. Hvis miljøændringen sker hurtigt, virker den naturlige fravælgelse på mange individer, og kan medføre at arten uddør. Det sidste er, hvad vi i høj grad er vidne til i dag. Ved ukønnet formering kan der ske en hurtigere ændring i bestanden af individer. Her er det på sin plads at nævne bakteriers penicillinresistens, når blot man husker, at bakterien vender tilbage til sin oprindelige form, når penicillinet fjernes, og at det protein, som muterer, ikke grundlæggende ændrer sin funktion. Artsvariation er ikke entydigt retningsbestemt, således at ændringer forløber irreversibelt i én retning – eller mod højerestående livsformer. Spørgsmålet er, om fænomenet overhovedet kan tolkes som tiltagende kompleksitet, eller om der i virkeligheden sker en gradvis dræning af den oprindelige genpulje? Darwin hævdede, at isolation skaber nye arter, men isolation er også ensbetydende med skadelig indavl og tab af tilgang til den oprindelige genpulje. Det er ikke usandsynligt at sjakaler, hunde, ræve, dingoer og ulve er variationer af en fælles grundform. Det interessante spørgsmål er, om nogle af de nævnte dyr igen kan “udvikle sig” tilbage i retning af denne grundform – eller om der er sket et uopretteligt tab i forhold til den oprindelige genom. Udvælgelse i naturen beskrives i diverse biologibøger, dels som retningsbestemt selektion, variation under miljøpåvirkning, divergerende (yderlighedssøgende) selektion (afrikanske finkers næb er enten store eller små) og som stabiliserende selektion, som for eksempel i tilfældet med fluen Solidago Altissima, som formodes at have fordel af at bevare sin størrelse.

Egnet eller uegnet Udvælgelse i naturen er med til at sikre en arts beståen. Det interessante spørgsmål er, om udvælgelse generelt virker mere stabiliserende end innoverende. Begrebet naturlig udvælgelse er blevet til på Darwins skrivebord og formodes at besidde muligheder, som rækker langt videre end de variationer, det er muligt at iagttage. Det skal forstås således, at nyskabende mutationer (videnskabelige iagttagelser herom efterlyses) bidrager med en overlevelsesfordel, som giver kolleger i den givne biotop baghjul – og de oprindelige organismer (genotyperne) uddør herved. Darwins udtryk “suvival of the fittest” bidrager til denne illusion. Denne gradbøjning af tillægsORIGO 102

ordet skaber en illusion om et superindivid, som naturligvis overlever den fødte taber. Men naturen har ikke nødvendigvis denne opdeling. Den, som overlever, er den egnede – den uegnede dør. Den uegnede forsvinder af sig selv og er ikke noget problem for evolutionen, det er derimod den egnede. Alt som lever er egnet og har ved at leve bevist sin egnethed. Og den egnede bliver ikke uegnet, fordi mutanten gør sin entre. Det er den egnede, som skaber træghed i udviklingsmiljøet, fordi mutanten skal skaffe alle de egnede af banen – og tilmed med en del som er mindre egnede, idet mutationer generelt er destruktive. Til begrebet den bedst egnede overlever knytter der sig endnu en illusion. Det er illusionen om, at den bedst egnede er den mest komplekse/sammensatte. Hvis det modsatte er tilfældet, kører evolutionen (på sine egne præmisser) baglæns. På et af de mest rabiate darwinistiske websteder (Talkorigins), påstås det, at computersimuleringer har vist at komplekse mekanismer er de mest robuste. Der er ikke nærmere redegjort for påstanden, og det forekommer umiddelbart indlysende, at det modsatte er tilfældet. Nemlig at jo mere sammensat en konstruktion er, desto mere truet er den. Mikroorganismer klarer sig under ekstreme livsbetingelser, hvor højere livsformer må kapitulere. For eksempel termofile bakterier i varme kilder med temperaturer et stykke over kogepunktet. Og hvor mikroorganismerne må give op, vender grundstofferne tilbage til simple bindinger på de lavest mulige energiniveauer. For eksempel er tripelbindingen i naturligt kvælstof i atmosfæren stærkere end bindingerne i ORG-N, hvilket bestemmer retningen på “udviklingen”. Pattedyr er ikke de bedst egnede. Det er derimod vand, kuldioxid og N2 (kvælstof).

Forsimpling Begrebet “missing link” blev tidligere brugt til at betegne det sidste led i den evolutionære opstigning, som kunne knytte abe til menneske. I erkendelse af at problemet er langt mere kompliceret, er vendingen lagt på hylden. Sagen er nemlig, før som nu, at det er hele kæden der mangler, hvilket desuden gælder for andre manglende overgangs-

27


former. Den svenske genetiker, Heribert Nielsson, konkluderede i midten af det forrige århundrede, at der i rækken af fossiler end ikke er materiale til en karikatur af evolutionen. Der er siden bjærget et utal af fossiler, men mellemformerne mangler fremdeles. Den mest usandsynlige evolutionære opstigning er formentlig springet fra døde mineraler til såkaldt simple livsformer. Bakterier har i nabolaget af i alt 4 millioner basepar i sit DNA. Mennesker har ca. 2,3 milliarder basepar, men der er amøber med en arvemasse på 1000 gange flere basepar end menneskets. Uanset hvordan kompleksitet gradueres, er alt levende meget komplekst. Som det udtrykkes hos Talkorigins, er der ingen, der ved, hvordan det første liv så ud; men det formodes grundlæggende at have haft de samme funktioner som bakterier. Bl.a. evnen til reproduktion. En gærcelles genom indeholder mere end 12 millioner basepar. Koden, som styrer celledelingen, tæller i disse “simple” livsformer henholdsvis 615, 1400 og 2700 basepar. Sølle 615 basepar har 4615 mulige kombinationer, hvilket kan omskrives til 1,85 x 10370, dvs. et tal med 371 cifre. Tallet er astronomisk og uden for rækkevidden af vores forestillingsevne. Der er naturligvis ingen, der ved, hvor mange af disse kombinationer, der er anvendelige; men i sammenhæng med alle de andre ting, som skal være til stede i levedygtige mekanismer, er udtrykket “simple livsformer” stærkt proportionsforvrængende.

28

En naturlig forklaring Det siges, at evolution er den naturvidenskabelige forklaring på livets opståen. Men evolutionen er blot en naturalistisk forklaring. Det er den forklaring, som bliver tilbage, når ideen om intelligent design på forhånd er udelukket. Men den naturalistiske – eller naturvidenskabelige – forklaring er ikke nødvendigvis den rigtige forklaring, blot fordi den er naturvidenskabelig. En videnskabelig forklaring skal være falsificerbar, hvilket er grunden til, at man på forhånd udelukker ideen om intelligent design. Men den “videnskabelige model” kan heller ikke falcificeres. Bl.a. fordi den er baseret på held i genetiske kombinationer. Man må derfor ofte tage til takke med, som det hedder, at evolutionen ikke kan modbevises. Vi er tilbage til den klassiske kommentar fra Sir Arthur Keith: “Evolutionen er ubevist og ubeviselig. Vi tror kun på den, fordi det eneste alternativ er speciel skabelse – og det er utænkeligt.” Keith var en meget redelig darwinist, og han talte og taler formentlig på vegne af mange af evolutionens apologeter. Hans udsagn er stadig gyldigt, men vi står fremdeles tilbage med spørgsmålet, om der overhovedet findes en videnskabelig forklaring på livets opståen?

Darwinistisk fraser

Reelle betegnelser

Mikroevolution

Variation

Naturlig udvælgelse

Naturlig fravælgelse

Den bedst egnede overlever

Den egnede overlever

”Missing link” (manglende led)

Manglende kæde

Simple livsformer

Højkomplicerede organismer

Liv opstår

Liv uddør

Videnskabelig forklaring

Naturalistisk forklaring

ORIGO 102


Indeks 2006

Indhold af nr. 98. Marts 2006 Interview med Arne Kiilerich: ID-diskussion i „Ingeniøren“ Klip fra Sverige: Frequently Asked Questions Ingvald Straume: Amøbedefinisjoner (2) Finn Lykke Nielsen Boelsmand: Kulstof-14-datering: Nogle åbne spørgsmål (1) Kristian B. Østergaard m.fl.: Junk-DNA

Indhold af nr. 99. Maj 2006 Knud Aa. Back: Stor ståhej for ingenting Knud Aa. Back: Velkommen til Creator A/S Uwe Schütz/red.: Sprogforvirring på tysk Peter Øhrstrøm: „Nej“ til medicin fra transgene dyr Carsten Overbeck/red.: Menneskesyn og kromosomer Jostein Andreassen: Brenn musefellene! Gunnel Molén: Kejserens nye Fjedre Jon Kvalbein: Evolusjonspsykologi på avveie Finn Lykke Nielsen Boelsmand: Kulstof-14-datering: Nogle åbne spørgsmål (2)

Indhold af nr. 100. Juni 2006 Steinar Thorvaldsen og Peter Øhrstrøm: ORIGO nr. 100 Redaktionelt: Visionen om ORIGO som en apologetisk ressource Per A. Larssen: Over 500 vitenskapsmenn uttrykker tvil på Darwins teori Redaktionelt: Paul A. Nelson besøker Oslo og Bergen Knud Aa. Back: ORIGO og skabelse.dk Jostein Andreassen: „Evolutionsteorien slo raskt igjennom ...“ (I) Peter Øhrstrøm: Plantinga kritiserer argumenterne bag Dover-dommen Jostein Andreassen: Fjæra som ble til fem høns Jostein Andreassen: Haeckel - Utdaterte tegninger i biologibøkene Søren Holm: Evolution, Intelligent Design og den militante ateismes genopståen

Indhold af nr. 101. Temanummer. September 2006 Kristian B. Østergaard: Ikke helt tilfældigt

Indhold af nr. 102. December 2006 Klip fra norske medier: Debat om intelligent design Jostein Andreassen: Darwin som botaniker Andrew A. Snelling: Wollemia nobilis: levende fossil og evolutionsmæssig gåde Jostein Andreassen: Skilpadder til glede og besvær Emil Børty Nielsen: Kirkens forhold til videnskaben i renæssancen Arne Kiilerich: Misvisende betegnelser

ORIGO 100 102

29


Forfatterindeks Jostein Andreassen: Brenn musefellene! (99) Jostein Andreassen: „Evolutionsteorien slo raskt igjennom ...“ (I) (100) Jostein Andreassen: Fjæra som ble til fem høns (100) Jostein Andreassen: Haeckel - Utdaterte tegninger i biologibøkene (100) Jostein Andreassen: Darwin som botaniker (102) Jostein Andreassen: Skilpadder til glede og besvær (102) Knud Aa. Back: Stor ståhej for ingenting (99) Knud Aa. Back: Velkommen til Creator A/S (99) Knud Aa. Back: ORIGO og skabelse.dk (100) Finn Lykke Nielsen Boelsmand: Kulstof-14-datering: Nogle åbne spørgsmål (1) (98) Finn Lykke Nielsen Boelsmand: Kulstof-14-datering: Nogle åbne spørgsmål (2) (99) Søren Holm: Evolution, Intelligent Design og den militante ateismes genopståen (100) Arne Kiilerich, Interview med -: ID-diskussion i „Ingeniøren“ (98) Arne Kiilerich: Misvisende betegnelser (102) Jon Kvalbein: Evolusjonspsykologi på avveie (99) Per A. Larssen: Over 500 vitenskapsmenn uttrykker tvil på Darwins teori (100) Gunnel Molén: Kejserens nye Fjedre (99) Emil Børty Nielsen: Kirkens forhold til videnskaben i renæssancen (102) Carsten Overbeck: Menneskesyn og kromosomer (99) Uwe Schütz: Sprogforvirring på tysk (99) Andrew A. Snelling: Wollemia nobilis: levende fossil og evolutionsmæssig gåde (102) Ingvald Straume: Amøbedefinisjoner (2) (98) Steinar Thorvaldsen: ORIGO nr. 100 (100) Bent Vogel, Interview med -: Visionen om ORIGO som en apologetisk ressource (100) Peter Øhrstrøm: „Nej“ til medicin fra transgene dyr (99) Peter Øhrstrøm: ORIGO nr. 100 (100) Peter Øhrstrøm: Plantinga kritiserer argumenterne bag Dover-dommen (100) Kristian B. Østergaard: Junk-DNA (98) Kristian B. Østergaard: Ikke helt tilfældigt (101)

30

ORIGO 102


Så er den her - endelig:

Evolutionens Ikoner Bogen, der afslører afslører,, hvad biologer véd, men ikk e fortæller andre ... ikke Jonathan Wells, som har en doktorgrad i biologi fra Berkeley, fortæller her læseren om videnskabelige opdagelser man ikke kan læse om i lærebøger for gymnasiet eller universitetet – og han afslører dermed en artig historie som man ellers går meget stille med blandt hans kolleger blandt biologer. De mest berømte af evolutionens “ikoner” – nemlig billedet af aber der i evolutionsprocessen forvandles til mennesker, påstanden om at menneskefostret på et tidspunkt er forsynet med “gæller”, og at birkemåleren slår sig ned på træstammer – er stærkt misvisende, om ikke direkte falske. I årtier er biologistuderende blevet undervist i ting & sager der har med evolutionsteorien at gøre, og som ganske enkelt ikke er sandt. Disse evolutionens ikoner optræder selv i de nyeste lærebøger [se fx Livets udvikling, Jørn Madsen, Gyldendal, 2006 (!) som frejdigt gengiver Haeckels forfalskede fostertegninger på side 119] på trods af at den videnskabelige litteratur for længst har tilbagevist at de har noget med virkeligheden at gøre. Noget kunne tyde på at visse dogmatiske fortalere for darwinismen frygter at almindelige menneskers tro på deres udsagn vil forsvinde, og at de derfor bevidst misinformerer vores skolebørn og undertrykker ubelejligt forskningsmateriale. Evolutionens Ikoner er både en øjenåbner mht. de opdagelser vi står med i dag inden for moderne biologi, og et alvorligt opråb om ærlighed inden for forskning og uddannelse. Den viser at darwinismen er i så stor krise at den åbenbart må benytte sig at fordrejninger og fortielser for at opretholde sin indflydelse på den videnskabelige uddannelse. Og den er et advarselssignal over for forskere om at gå i gang med en hovedrengøring og at få renset ud i lærebøgernes falske fremstillinger af de faktiske forhold. ORIGO 102

“Jonathan Wells har gjort os alle en stor tjeneste – det videnskabelige miljø, undervisere på forskellige niveauer og almenheden som sådan. I Evolutionens Ikoner afslører han på bedste vis de overdrivelser og misvisende ting som har holdt sig forbavsende godt gennem mange årtier, og det på trods af de forskningsresultater som går i stik modsat retning. Disse påstande er blevet gentaget igen og igen, så de til sidst synes urørlige – dvs. lige indtil man får læst Wells’ bog.” H. Kenyon, dekan og professor i biologi, San Francisco State University og medforfatter på Biochemical Predestination

272 sider

249 kroner Kan købes nu hos boghandlere, på www.skabelse.dk eller direkte fra forlaget

31


Returneres ved varig adresseændring

Returadresse: ORIGO v/Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige teorier og modeller vedr. skabelse, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder – især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168

32

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer fem gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis Lavendelvej 6, 7400 Herning Tlf. 9927 2909. Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

ORIGO • NR. 102 • DECEMBER 2006 ORIGO 102

Profile for biocosmos

Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 102, december 2006  

Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 102, december 2006  

Profile for biocosmos

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded