Altinget Magasin marts 2022

Portræt af Peter Habeck – Tysklands dansksindede vicekansler PET advarer statsansatte: Din nye ferieven kan være spion for Rusland

ALTINGET MAGASIN

Politik har aldrig været vigtigere

T E MA: Fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

NR. 52 / MARTS 2022 70 KR.

00052

BK returuge 13

5 700002 103512

24.02.2022 - 30.03.2022

kr. 70,00

SKAL VI ARBEJDE, TIL VI ER 74

FOR AT HOLDE SAMMEN PÅ VELFÆRDSSTATEN?

A N N O N CØ R B E TA LT I N D H O L D

Sådan gør vi klimaneutral Af EKF EKF er Danmarks Eksportkredit. Vi hjælper danske virksomheder med eksport og internationalisering ved at tilbyde konkurrencedygtig finan­ siering og afdækning af risiko.

EKF er allerede i dag et af verdens grønneste eksportkreditinstitutter.

70 pct. af vores forretninger er grønne. Men vi har ambitioner om mere – og har derfor nu en klima­ politik, hvor vi forpligter os til at være klimaneutrale i 2045. Dermed tager EKF både stilling til og ansvar for den globale klimadagsorden.

”Vi skal sikre, at vi også i fremtiden sender banebrydende danske grøn­ ne teknologier ud i verden og understøtter Danmarks rolle i den globale grønne omstilling. EKF spiller en central rolle for eksport af dansk energiteknologi, og alene de seneste 10 år har vi medvirket til finansiering af 120 vindparker, som har mobili­ seret 405 mia. kr. privat kapital. Vi skal fortsat være førende inden for vind og øge vores risikovillighed, bl.a. inden for Power­to­X samt fangst og lagring af CO2, som er nogle af de områder med stort potentiale for Danmark og danske virksomheder.”

CEO for EKF Danmarks Eksport­ kredit, Peder Lundquist siger:

2

Net zero

160 mia. kr.

Læs mere

senest i 2045

nye grønne projekter fra 2022-2030

ekf.dk/ klimapolitik

A N N O N CØ R B E TA LT I N D H O L D

eksporten i 2045 Målet er, at EKF fra 2022­2030 skal finansiere nye grønne projekter for mindst 160 mia. kr. Derudover vil vi løbende arbejde på at påvirke de multilaterale rammer for internati­ onal finansiering, så de lever op til Parisaftalens mål.

Du kan læse vores nye klimapolitik på ekf.dk/klimapolitik, hvor du også kan finde mere information om vores vej til fuld klimaneutralitet i 2045.

Fire klimaprincipper skal sikre at EKF : x Fastholder sin globale position inden for vedvarende energi x Udviser globalt lederskab i det internationale arbejde med klima­ og eksportfinansiering x Går forrest med finansielle løsninger, der kan løfte den grønne omstilling i energitunge virk­ somheder x Udfaser finansiering af projekter, der er ufor­ enelige med den grønne omstilling

26 GW

405 mia. kr.

120

vindkapacitet finansieret

privat kapital mobiliseret på 10 år

vindparker på 10 år

Altinget Magasin Indhold

TEMA

Hvem har ansvaret, når chefen er en app?

I denne måneds tema stiller vi skarp på fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse. Først med en artikel om digitale arbejdsplatforme, som udfordrer vanetænkningen på det danske arbejdsmarked. Mens vi venter på regulering fra EU og regeringen, fyger gnisterne mellem cykelkurertjenesten Wolt og fagforbundet 3F. Vi dykker også ned i tendensen om hyppige udskiftninger blandt landets øverste embedsmænd. Læs stort interview med Christian Hesthaven, som efter tre år som departementschef nu stortrives som kommunaldirektør i Rebild Kommune.

26

Indhold MARTS 2022

Interviews, features & portrætter PORTRÆT

14 Tysklands

dansksindede superminister

Man skal lede længe, før man finder en minister i udlandet, der er så orienteret mod Danmark, som tilfældet er med Robert Habeck i Tyskland. Altinget tegner et portræt af den nye tyske vicekansler.

EU

56 Vil

magtens forskydning i EuropaParlamentet få opdeling mellem stuerene og ikkestuerene til at forsvinde?

Et opgør om formands- og næstformandsposter blandt de europæiske folkevalgte sætter årelangt princip om at holde den yderste højrefløj uden for det gode selskab i spil.

A N A LY S E

20 74

vidner. 32 dage i retten. Hvad nu?

Afhøringerne i minksagen er foreløbigt afsluttede, og kommissionen skal nu samle trådene i et gigantisk puslespil.

Altinget gør status – og vover et forsigtigt svar på det helt store spørgsmål: Risikerer Mette Frederiksen en rigsret?

F E AT U R E

44 Skal

vi arbejde, til vi er 74 for at holde sammen på velfærdsstaten?

Om kort tid får vi Pensionskommissionen svar på, om pensionsalderen fortsat skal stige for at bære sin egen vægt. Altinget fortæller historien om en politisk højeksplosiv velfærdsydelse.

4

INTERVIEW

60 Din

nye ferieven kan være spion for Rusland

Fremmede efterretningstjenester har smidt nettet bredere ud blandt statens embedsmænd. Kontraspionagechef i PET, Anders Henriksen, advarer ministerier til at være på vagt.

Der er masser politik i sport Altinget idræt leverer nyheder, analyser og debat om dansk idrætspolitik Bestil nu og få fri adgang i 14 dage www.altinget.dk/idraet

Altinget Magasin Indhold

Overblik, indsigt & analyse 08

66

MAGASIN-

ANMELDELSER

REDAKTØRENS

De vigtigste politiske bøger lige nu

KLUMME

Altingets anmelderkorps er i særdeles godt humør i denne måned.

Faktisk er der topkarakter til både Uffe Elbæks selvbiografi, Jacob Mchangamas ’Free Speech’ og højesteretsdommer Jens Peter Christensens højaktuelle bog om pligter og ansvar for ministre og embedsmænd.

Når jeg bliver gammel Pension kan vinde valg, vælte regeringer og som intet andet få samfundsøkonomien til at knage. Om kort tid genåbnes et højeksplosivt politisk dilemma med Pensionskommissionens afrapportering.

42 Q&A

Jacob Mchangama Bogaktuelle Jacob Mchangama kritiserer regeringens forslag om at regulere sociale medier. ”Det bliver taget imod med kyshånd af autoritære og illiberale stater i Rusland og Tyrkiet,” siger han.

24 P O L I T I S K E V I TA M I N E R

”Jeg er kæmpe sucker for Lykkehjulet” Mette Abildgaard (K) fortæller, hvad hun hører, ser, læser og gør, når politikeren holder fyraften.

altinget.dk

80 KARRIERE

Sygeplejersken blev stjerne i SF. Nu vender hun tilbage som sygehusdirektør

54 OVERBLIK

5 nedslag fra Altingets nicher Altingets 27 nichemedier sørger for, at ingen detaljer i politik går under radaren. Vi giver dig fem vigtige historier fra den seneste måned.

Forhenværende Lejre-borgmester Mette Touborg sætter sig i direktørstolen på Holbæk Sygehus.

Opdateringer, anbefalinger & job 09 Kalender 24 Politiske vitaminer 25 Månedens foto

6

54 5 nedslag fra Altingets nicher 55 Redaktørens skrivebord 66 Anmeldelser

72 Debat 76 Quiz 77 Kryds

78 Karriere & navne 79 De har skiftet job

#dkpol

Ny podcast med Esben Schjørring Altinget politiske redaktør sætter kaffen over, og sammen med en ugentlig gæst sender han lytteren på weekend med de vigtigste pointer fra ugen i #dkpol Lyt med på altinget.dk/podcast

Altinget Magasin Magasinredaktørens klumme

Når jeg bliver gammel

I

sommeren 2052 er det slut med at hamre i tastaturet. Der rammer jeg de 72 år, hvilket udløser retten til folkepension – og hvor arbejdsmarkeds- og kapitalpension kan udbetales uden brandbeskatning.

Mine yngste kolleger her på Altinget må stramme ballerne og fortsætte, til de er 74 år. Og for yngre generationer kan pensionsalderen i princippet blive ved med at stige, så længe levealderen gør det.

Sådan tegner prognosen i hvert fald, hvis man følger den nuværende logik i pensionssystemet, som baserer sig på, at danskerne i gennemsnit skal have 14,5 år på pension. Den såkaldt aldersindekserede pensionsalder blev vedtaget i 2006 – 50 år efter folkepensionens fødsel som den første universelle velfærdsydelse, da det stod klart, at større generationer af ældre – som takket være bedre livsstil og sundhedsteknologi lever længere, på sigt ville underminere statens husholdningsbudget, hvis pensionsalderen blev fastholdt på de daværende 65 år.

En gradvist stigende pensionsalder er med andre ord en forudsætning for, at der fortsat er råd til den offentlige velfærd, vi er vant til.

Heldigvis er jeg glad for at gå på arbejde, og jeg håber, at min ugentlige tur i svømmehallen og en tilstræbt fornuftig work-life balance gør både kroppen og sindet i stand til at fortsætte så længe som overhovedet muligt.

Men mange af os har alligevel svært ved at se, at vi kan eller vil holde til målstregen. Især på et arbejdsmarked, som indtil nu har haft svært at omsætte flosklen om gråt guld til reel værdi for seniorer.

Lars Løkke Rasmussens politiske seismograf slog grusomt fejl, da VLAK-regeringen i 2017 foreslog at skrue pensionsalderen op med et halvt år mere end allerede planlagt fra 2025.

Modstanden mod højere pensionsalder blotlagde en politisk kraft, som Socialdemokratiet dygtigt tøjlede med det centrale valgløfte om tidlig pension til nedslidte. Men både Arne-pensionen og den senior-

ALTINGET MAGASIN ER UDGIVET AF NETAVISEN ALTINGET.

DESIGNCHEF

Oplag: 10.000 eksemplarer

FORSIDE:

ANSVARSHAVENDE CHEFREDAKTØR

Jakob Nielsen

MAGASINREDAKTØR

Søren Elkrog Friis

8

Annemarie Förderer

pension, som blev VLAK-regeringens modtræk, er symptombehandling, som ikke fjerner det grundlæggende misforhold, der hersker mellem den fortsat stigende pensionsalder og forventningen til arbejdslivets længde hos et bredt udsnit af vælgerne.

Så i forsøget på at demontere en bombe under statens finanser har partierne bag Velfærdsforliget skabt en tikkende bombe under dem selv. En bombe, som tikker højere og højere frem mod 2025, hvor Folketinget skal vedtage den næste planlagte stigning i pensionsalderen til 70 år i 2040.

Bølgerne gik højt, da Folketinget i 2020 skulle stemme om stigningen til 69 år i 2035. Siden har der været relativt stille, men det kan meget snart blæse op til storm igen.

Om kort tid skal Pensionskommissionen med tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i spidsen give deres bud på, om det er muligt at trække grænsen ved 70 år, eller om pensionsalderen fortsat skal stige for at bære sin egen vægt.

Kommissionen, som forventes at afrapportere i starten af april, kan blive et ømt punkt for regeringen, som ellers har gjort værdighed og tryghed for ældre til en central politisk mærkesag.

En ny debat om pensionsalder kan både så tvivl om effekten af Arne-pensionen og skabe slør i opfattelsen af Socialdemokratiet som ældre-parti. Uanset kommissionens anbefalinger vil Enhedslisten og SF stå klar med krav om at trække bremsen tidligere, end partierne bag Velfærdsforliget kan lægge ryg til.

Og på den anden side står en uforudsigelig forligspartner i form af Dansk Folkeparti, som også kræver loft over pensionsalderen. Historien har allerede vist, at pension kan vinde valg, vælte regeringer og som intet andet få samfundsøkonomien til at knage.

I dette nummer af Altinget Magasin dykker vi ned i historien om det danske pensionssystem og det kæmpe politiske dilemma, som venter lige rundt om hjørnet.

SALG & DISTRIBUTION

Holger Mylenberg homy@altinget.dk

Kristian Eskild Jensen

UDGIVER

TRYK

ANNONCECHEF

PrintConnect

Rasmus Nielsen Christian Skipper

ANNONCESALG

Altinget & Mandag Morgen annonce Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 3177 8046 skipper@altinget.dk www.altinget.dk

ALTINGET

Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 33 34 35 40

Pension kan vinde valg, vælte regeringer og som intet andet få sam­ fundsøkonomien til at knage.

SØREN ELKROG FRIIS

Magasinredaktør, Altinget

Altinget Magasin er beskyttet af dansk lov om ophavsret.

Hel eller delvis kopiering, anden gengivelse eller videreanvendelse af materialet må kun ske efter aftale med Altinget. Det er herunder ikke tilladt at videredistribuere materialet elektronisk via e-mail.

ISSN 2246-5553

Altinget Magasin Overblik

Politisk kalender MARTS

4. marts: Økologisk Landsforenings Generalforsamling med formandsvalg 8. marts: Kvindernes Internationale Kampdag 10. marts: Konference om Sundhedsprofilen afholdt af Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen, København 17.-18. marts: Kommunalpolitisk Landsmøde 2022 18.-20. marts: SF’s Landsmøde 2022, Kolding 20.-21. marts: Demokratiets Genklang, Musikkens Hus, Aalborg 20.-24. marts: Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse, Forårssession, Bali, Indonesien 23. marts: Socialt EU-trepartsmøde, Bruxelles 23. marts-3. april: CPH:DOX

Der kan forekomme ændringer. Altinget tager forbehold for, at arrangementer kan blive rykket eller aflyst grundet corona eller andre omstændigheder.

13.-15. maj: Enhedslistens Årsmøde 2022, Valby

10. april: Præsidentvalg i Frankrig 10. april: Økodag 2022 20. april: KL’s Sundhedskonference 2022, Kolding 22.-29. april: Forskningens Døgn

24.-25. marts: Topmøde med EU’s statsog regeringschefer, Bruxelles 26. marts: Enhedslistens Kulturfestival 2022, Frederiksberg APRIL

5.-6. april: Danske HF & VUC’s Årsmøde 2022, Nyborg

24.-25. maj: KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum 2022

23. april: Liberal Alliances Årsmøde, Kolding

24. maj: Lønmodtagernes Topmøde om “Den Danske Model”, København

24. april: Præsidentvalg i Frankrig (eventuel anden runde)

27.-30. maj: NATO’s Parlamentariske Forsamling, Forårssession, Kiev, Ukraine

25.-29. april: Europarådets Parlamentariske Forsamling, 2. session

31. maj: Kl’s Dagtilbudskonference 2022

27. april: KL’s Kultur- og Fritidstræf 2022, Næstved

1. juni: Afslutningsdebat i Folketinget

28.-30. april: DM i Skills 2022, Kalundborg

JUNI

5. juni: Grundlovsdag

1. maj: Arbejdernes Internationale Kampdag

9.-10. juni: Copenhagen Democracy Summit 2022, København

3. maj: Kommunernes Digitaliseringstræf 2022

12. juni: Havnens Dag 2022

3. maj: TEKNIQ Arbejdsgivernes årsdag, online

16.-19. juni: Folkemødet 2022, Allinge

5. maj: Danmarks befrielse

20.-24. juni: Europarådets Parlamentariske Forsamling, 3. session

MAJ

24. marts: Danske Regioner Generalforsamling 2022

19.-21. maj: Naturmødet 2022, Hirtshals

9. maj: Europadagen 11.-12. maj: Danske Erhvervsskoler og Gymnasier Årsmøde

21. juni: Grønlands nationaldag 23.-24. juni: Topmøde med EU’s statsog regeringschefer, Bruxelles

SVAR FRA QUIZ SIDE 76 1: d.

2: b.

3: b.

4: d.

5: c.

6: a.

7: b.

8: b.

9: c.

10: a.

Marts 2022

9

Altingets panel om international politik, økonomi, retspolitik & digital politik

Analyse & perspektiv

Al den krig vi ikke ser Vi holder af at tro på, at krig hører historiebøgerne til, i stedet for at indrømme, at krig og truslen om krig også er en del af vores historie.

AF MIKKEL VEDBY RASMUSSEN, PROFESSOR, INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, KØBENHAVNS UNIVERSITET

M

an kan undre sig over al den krig, som vi ikke ser. I denne vinter har Ruslands præsident Vladimir Putin gjort truslen om krig i Europa så konkret, som kun tusindvis af soldater, hundreder af kampvogne, artilleri og Iskander-­ missiler kan gøre det. Ruslands militære trusler er blevet mødt med forundring og forargelse, men først og fremmest har reaktionen været overraskelse. Den overraskelse er udkommet på to forskellige måder. Mange, måske de fleste, er blevet overrasket over den russiske sabelraslen på samme måde, som man kan fare sammen ved en høj lyd i værelset ved siden af. Fordi man ikke havde regnet med det, så bliver man forskrækket og frygter, hvad det kan føre med sig. Var der udsigt til krig i Europa? Ville Danmark blive en del af den?

Den anden type reaktion på kolonnerne af russiske kampvogne var den type overraskelse, som pæne mennesker giver udtryk for, når hunden har tisset på gulvtæppet, eller børnene bander. Vi vil nødig erkende, at den slags sker, og skynder os derfor at dække over det eller bortforklare det. Hunden kan ikke andet, sådan er dyr; børnene har også fået nogle nye venner, der lærer dem grimme ord, for de ville jo aldrig selv finde på at bande. Vi accepterer den slags åbenlyse bortforklarin10

Vi bliver overrasket, når krigen viser sit ansigt, og så prøver vi at bortforklare de udfordringer, som vi står i, i stedet for at se udfordringer og dem, der kommer med de militære trusler, i øjnene.

ger, fordi det er mere høfligt, men betyder ikke, at vi tror på dem.

På samme vis er Ruslands åbenlyse militære afpresningsforsøg blevet bortforklaret med, at Rusland i virkeligheden bare reagerede på NATO og USA’s opførsel. Den forklaring ledsages oftest af en alenlang beskrivelse af afslutningen på den Kolde Krig, som har meget lidt at gøre med, hvordan Putins Rusland handler. Den anden type forklaring fjerner også ansvar fra den russiske regering, men gør det på en måde, som fratager russerne for ansvar, fordi de er russere. Ifølge denne forklaring er det sådan, Rusland reagerer, hvis landet føler sig truet. På overfladen fritager den Rusland fra ansvar, men den er baseret på en ide om, at russere, eller i hvert fald den russiske stat, er mindre udviklet, mindre civiliseret og derfor ikke rigtig kan gøre for det.

Uanset hvordan og hvorfor man bliver overrasket over, at Ukrai­ nes skæbne i sidste instans bliver afgjort af soldater med våben i hånd, så er overraskelsen måske i virkeligheden det mest overraskende. Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij blev således en smule overvældet over den pludselige opmærksom, der blev hans land til del efter den russiske troppeopbygning. Præsidenten påpegede, at Ukraine sådan set jævnlig var blevet truet af Rusland.

Zelenskij kunne også påpege, at der har været krigshandlinger af varierende intensitet i det østlige Ukraine siden 2014, hvor Rusland annekterede Krim og faciliterede et oprør i det østlige Ukraine. Så hvori bestod egentlig overraskelsen?

Vi har ikke rigtig set krigen i det østlige Ukraine på samme måde, som vi heller ikke rigtig ser den vestlig krig mod terrorisme. 3. februar kunne præsident Biden meddele, at IS-lederen Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurayshi var blevet dræbt i en aktion i Syrien foretaget af amerikanske specialstyrker. Ifølge New York Times blev 13 dræbt i aktionen. Dette angreb var kun et af mange med soldater og med droner, som det amerikanske forsvar jævnligt udfører. Men selvom de rapporteres trofast i medierne, så bliver de sjældent set som en del af et samlet billede af konflikt. De forbliver undtagelser, selv om de i virkeligheden bekræfter en regel – reglen om at brugen af militær magt er en fortsættelse af politik med andre midler. Og at disse midler tages i brug oftere, end vi holder af at tro.

Vi holder af at tro på, at krig hører historiebøgerne til, i stedet for at indrømme, at krig og truslen om krig også er en del af vores historie. Det betyder desværre, at vi ikke altid tager de trusler, som vi står over for, lige alvorligt. Vi bliver overrasket, når krigen viser sit ansigt, og så prøver vi at bortforklare de udfordringer, som vi står i, i stedet for at se udfordringer og dem, der kommer med de militære trusler, i øjnene.

Altinget Magasin Klummer

Nu kommer de grønne statsobligationer For første gang har Nationalbanken udstedt grønne statsobligationer. Efterspørgslen var stor, men alt andet havde også været en gedigen overraskelse.

AF SØREN HOVE RAVN, PH.D., LEKTOR VED ØKONOMISK INSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

I

januar havde Nationalbanken Danmarkspremiere på udstedelsen af grønne statsobligationer. Man har i første omgang solgt obligationer for fem milliarder kroner, men planen er, at det tal i løbet af året skal op på 15 milliarder. Da obligationerne blev sat til salg, var efterspørgslen stor, og de grønne obligationer gik som varmt brød. Det fik efterfølgende flere kommentatorer og analytikere til at juble over, at investorerne på de finansielle markeder tilsyneladende skriger på mere grøn omstilling og flere grønne statslige investeringer. Men der er grund til at slå koldt vand i blodet: Alt andet end den store efterspørgsel havde været højst overraskende, og den siger mest af alt noget om, at den danske stat betragtes som yderst kreditværdig. Ikke just nogen stor nyhed.

Statsobligationer er som bekendt gældsbeviser, som staten sælger til villige købere. En grøn statsobligation adskiller sig fra den konventionelle version derved, at staten er forpligtet til at bruge provenuet på udgifter, som kan klassificeres som grønne. På sidstnævnte punkt følger Danmark den klassificering, som er vedtaget på EU-niveau.

Derfor er omfanget af grønne statsobligationer, som kan udstedes, naturligt nok begrænset af niveauet for statens udgifter til eksempelvis grøn omstilling og bæredygtig energi.

Det bliver heller ikke udstedelsen af grønne statsobliga­ tioner, som i sig selv sikrer, at Danmark når sine klimapoli­ tiske mål.

Efterspørgslen efter grønne statsobligationer kommer i høj grad fra investorer som pensionskasser og investeringsforeninger. Gennem de seneste år har flere og flere af disse nemlig tilbudt deres kunder at få placeret opsparingen i bæredygtige eller grønne porteføljer, som er blevet mere og mere populære. På lige fod med andre porteføljebestyrere ønsker også bestyrerne af disse porteføljer at lægge deres æg i mange forskellige kurve, herunder i sikre værdipapirer som statsobligationer. Disse investorer må typisk ikke købe konventionelle statsobligationer, da de ikke lever op til kravet om bæredygtighed. Det er her, de grønne statsobligationer kommer ind i billedet, og det er denne efterspørgsel, Nationalbanken – som en af foreløbigt få centralbanker – nu snedigt forsøger at tilfredsstille.

Det er såmænd en fin idé, at Nationalbanken udsteder denne type af obligationer og derfor kan afsætte danske statsobliga­ tioner til en endnu bredere kreds af investorer. Men det er vigtigt at slå koldt vand i blodet. I sidste ende kommer pengene til at betale de grønne statsobligationer tilbage naturligvis fra samme kasse, som de, der bruges til at tilbagebetale konventionelle obligationer. Nationalbanken har endda udstyret de grønne obligationer med en slags byttemærke, som til enhver tid tillader investorerne at veksle en grøn statsobligation til en konventionel statsobligation af samme type. Det sker for at sikre, at det grønne marked er tilstrækkeligt likvidt, hvilket vil sige, at investorerne altid kan komme af med deres værdipapir til en fornuftig pris, skulle behovet opstå. Med disse pointer i baghovedet, så var det meget lidt overraskende, at Nationalbanken uden problemer kunne afhænde de grønne obligationer, og at renten herpå endte ganske tæt på renten på konventionelle danske statsobligationer. I sidste ende siger det mest af alt noget om investorernes syn på den danske stats kreditværdighed. Det er vist næppe nogen nyhed, at denne er høj.

Det bliver heller ikke udstedelsen af grønne statsobligationer, som i sig selv sikrer, at Danmark når sine klimapolitiske mål.

Alternativet til grønne statsobligationer havde været, at man havde udstedt tilsvarende flere konventionelle obligationer.

Men pengene var stadig kommet ind. Det vigtigste er således ikke farven på den obligation, som finansierer udgifterne, men derimod omfanget og typen af de grønne investeringer, som provenuet går til. Den tørre bundlinje er derfor, at udstedelsen af grønne statsobligationer ikke giver anledning til mere end særdeles afmålt begejstring.

Marts 2022

11

Analyse & perspektiv

Hvordan sikres udsatte borgeres adgang til egne penge?

De bemandede kontantkassers død er skidt for dem, der af forskellige grunde ikke kan håndtere et hævekort og derfor er dybt afhængige af adgangen til kontanter.

AF BIRGITTE ARENT EIRIKSSON, VICEDIREKTØR I DEN JURIDISKE TÆNKETANK JUSTITIA

F

ærre og færre danskere har sedler og mønter mellem hænderne til daglig, og de kassebetjente bankfilialer forsvinder fra gadehjørnerne i en rivende hast. Det er godt og nemt for de fleste, men skidt for dem, der af forskellige grunde ikke kan håndtere et hævekort og derfor er dybt afhængige af adgangen til kontanter.

De fleste danskere klarer sig uden besvær med Netbank, betalingskort, MobilePay og ApplePay, og der er endda digitalt indfødte, som også benytter sig af kryptovaluta som Bitcoin. Men den accelererende udvikling mod et kontantløst samfund har også en bagside, fordi en særlig gruppe udsatte personer ikke kan få adgang til deres egne penge.

De ramte personer er primært hjemløse og misbrugere, der ikke kan huske deres pinkode, eller som mister deres hævekort, fordi det bliver tabt eller stjålet, eller fordi de presses til at udlevere det til bandemedlemmer og pushere. Der kan dog også være tale om personer, som har svært ved at anskaffe sig et hævekort på grund af manglende adresse, ældre personer, der ikke er 12

Vi venter derfor i spænding på at se anbefalingerne fra den tværministe­ rielle arbejdsgruppe, som regeringen ned­ satte i maj 2021.

fortrolige med digitale løsninger, eller personer med fysiske handicap eller psykiske lidelser, som ikke kan anvende et hævekort.

Brugen af kontanter har i en årrække været nedadgående i Danmark, og ifølge Nationalbanken var det kun hver sjette fysiske handel, der blev foretaget med kontanter i 2019. Det er ikke længere rentabelt for bankerne at opretholde kontantkasser med personlig betjening, som derfor er forsvundet én efter én, yderligere forstærket af corona-epidemien. Den sidste bankfilial på Vesterbro med personlig betjening lukkede i december 2020, hvilket både har ramt lokale ældre og misbrugere. Nordea vurderede, at 48 personer benyttede sig af muligheden for at hæve kontanter i denne filial i oktober 2020. Det er måske en lille, men også en meget sårbar gruppe i området.

Uden en bemandet kontantkasse er der personer, som har svært ved at få adgang til deres penge på den NemKonto, som alle danskere skal have for at få betalinger fra det offentlige. Ifølge de organisationer, der arbejder med gruppen, kan dette føre til, at der er personer, som falder ud af systemet og begår kriminalitet for at skaffe kontanter, optager private lån hos “lånehajer” eller lever på venners og bekendtes nåde.

Da ordningen med NemKonto blev indført i 2003, og de offentlige myndigheders brug af kontantkasser samtidig blev begrænset, var det ellers forudsat i lovbemærkningerne, at personer med særlige behov ikke ville komme til at opleve en serviceforringelse, da de kunne få adgang til kontanter i bankernes kontantkasser. Nu er virkeligheden en anden.

Efter lukningen af de sidste bemandede kontantkasser har Københavns Kommune som en midlertidig løsning ageret “bank” i et tidsrum på to timer to gange om måneden. Siden denne ordning udløb i april 2021, har to bankfilialer på Vesterbro indført en ordning, hvor de har haft åbent tre gange om måneden i en halv time ad gangen, og hvor pengene skal bestilles mindst to bankhverdage i forvejen. Det siger sig selv, at den slags midlertidige løsninger er meget vanskelige for gruppen at anvende. Et samarbejde mellem Danske Bank og organisationen Hus Forbi om at administrere hævekort for hjemløse har vist sig lovende, men kan næppe favne alle med behov for kontanter.

Vi venter derfor i spænding på at se anbefalingerne fra den tværministerielle arbejdsgruppe, som regeringen nedsatte i maj 2021, der under inddragelse af en række interessenter skulle klarlægge problemet og komme med forslag til løsninger. Tålmodigheden er brugt op. Der må hurtigst muligt findes en løsning, så det kan sikres, at hjælpen reelt når frem til vores mest sårbare medborgere.

Altinget Magasin Klummer

Forbrugerne straffer platforme, der spreder utryghed Tre nylige sager viser, at alle platforme, der tjener penge på at dele eller offentliggøre indhold, kan blive holdt ansvarlige for det af deres omverden.

AF ESKE VINTHER-JENSEN, ADMINISTRERENDE DIREKTØR, COMMON CONSULTANCY

I

ndtil nu har især Facebook og Twitter fyldt i diskussionerne om online misinformation og had, og der har været fokus på, i hvilket omfang lovgiverne skal regulere dem. Men tre nylige sager viser, at samtalen er blevet bredt ud til flere platforme, og nu er det aktiemarkederne, indholdsproducenterne og brugerne, der lægger pres på dem.

Den mest omtalte af de tre begivenheder er kontroverset om Spotifys podcastvært Joe Rogan. Rogans show blev købt af streamingtjenesten for et trecifret milliondollarbeløb, men han er blevet beskyldt for at sprede misinformation om corona ved blandt andet at fortælle om sin egen brug af ormemidlet Ivermectin til behandling af sygdommen.

Det har fået blandt andre Neil Young til at trække sin musik fra platformen. Ud over en masse negativ medieomtale medførte det også et umiddelbart fald i aktieværdien, og konkurrenten Apple Music markedsfører sig nu som Youngs nye hjem. Det er altså ikke myndighederne, men en enkelt musiker, der har kastet Spotify ud i et stormvejr, som kan skade indtjening, indhold og omdømme, fordi han opfatter det sådan, at Spotify kynisk malker farlig misinformation for profit.

Mens vi diskute­ rer myndigheder­ nes regulering, og hvordan vi balancerer tryghed og ytringsfrihed, er definitions­retten på, hvad der er accepta­ belt og ikke er det, i gang med at blive bredt ud til aktie­ markeder, kunstnere og brugere.

Lidt mindre kendt er en sag fra Substack, som er en populær platform, hvor man abonnerer på specialiserede nyhedsbreve fra toneangivende skribenter. En netop offentliggjort undersøgelse har vist, at blandt andre Joseph Mercola, som i sine Substack-indlæg har opfordret til at drikke klorin som kur mod COVID-19, tjener mindst 15 millioner kroner om året på platformen. Medier som Washington Times og The Guardian har dækket historien, og kommentatorer har påpeget, at virksomheden bevidst profiterer på misinformation. Substacks øverste ledelse er gået offensivt ind i diskussionen med indlægget “Society has a trust problem”, hvor de fremfører argumentet, at mere censur blot vil føre til mere mistillid og misinformation.

Det er et argument, der vækker genklang mange steder, men det medfører også en risiko for, at prominente skribenter forlader platformen og tager deres forretning og deres betalende brugere med.

Den tredje sag stammer fra slutningen af december, hvor Nina Jane Patel offentliggjorde sine oplevelser af et virtuelt seksuelt overgreb i Zuckerbergs Metaverse. Hun er selv grundlægger af en techvirksomhed, og hendes ubehagelige erfaringer har på ny rettet fokus mod Metas laissez faire-tilgang til de ubehageligheder, der er og kan opstå i deres univers. Så mens Zuckerberg har satset hele butikken på sit fremtidige meta­ eventyr, er fortællingen om det, at det allerede nu er et mareridt for kvinder.

De tre sager har det til fælles, at ingen af dem foregår på traditionelle sociale medier, men derimod på en streaming­ tjeneste, en udvidet abonnementsordning for nyhedsbreve og et virtuelt univers. Det viser, at alle platforme, der tjener penge på at dele eller offentliggøre indhold, kan blive holdt ansvarlige for det af deres omverden.

Sagerne viser også, at reaktionerne på misinformation og ubehagelige oplevelser er blevet til offentlige dagsordener, som kan påvirke platformenes indtjening, aktiekurser og brugertilslutning. På sigt kan det endda vise sig, at kunderne i stigende grad vælger og fravælger tjenester baseret på deres opfattede samfundsansvarlighed eller mangel på samme.

Så mens vi diskuterer myndighedernes regulering, og hvordan vi balancerer tryghed og ytringsfrihed, er definitionsretten på, hvad der er acceptabelt og ikke er det, i gang med at blive bredt ud til aktiemarkeder, kunstnere og brugere. Spørgsmålet er, om omverdenens reaktioner vil føre til ændret brugeradfærd, eller om vi bare godt kan lide at udtrykke vores vrede over de sociale medier og andre platforme, vi alligevel ikke sletter fra vores mobiler?

Marts 2022

13

Tysklands dansksindede superminister Man skal lede længe, før man finder en minister i udlandet, der er så orienteret mod Danmark, som tilfældet er med Robert Habeck i Tyskland. Altinget tegner et portræt af den nye tyske vicekansler.

14

FOTO: BO AMSTRUP / MICHAEL SOHN / CHRISTIAN MANG / HILIP DAVALI / RITZAU SCANPIX

AF PETER INGEMANN NIELSEN, JOURNALIST, ALTINGET

Altinget Magasin Portræt

Dansksindede Robert Habeck (tv.) er vicekansler og erhvervsog klimaminister i den nye tyske regering, som under ledelse af Olaf Scholz (i midten) er sammensat af SPD, Frie Grønne og liberale FDP. Socialdemokraten Scholz var selv vicekansler under Merkel.

Marts 2022

15

H

an taler dansk, har studeret i Roskilde og flager med Dannebrog, når der er fødselsdag i familien.

Og så er han Tysklands nye vicekansler og erhvervs- og klimaminister.

Den 52-årige nordtysker Robert Habeck har fået ansvaret for det, som i tysk presse er blevet døbt et “superministerium”. Den grønne omstilling står højest på den nye tyske regerings prioriteringsliste, og Habeck er manden, som er sat i spidsen for at finde de løsninger, der skal bringe 83 millioner tyskere ind i en bæredygtig tidsalder.

Filosofiuddannede Robert Habeck betegnes som en intellektuel politiker, der går mere op i visioner end taktik. Han har en doktorgrad i litterær æstetik og et stort forfatterskab bag sig, der blandt andet inkluderer børnebøger, filosofiske værker og oversættelser af engelsk lyrik.

Af den grund bliver han af kritikere kaldt en “klugscheisser” – et begreb, der bruges nedsættende om bedrevidende personer – mens han af tilhængere bliver hyldet for at være det intelligente “wunderkind”, som tysk politik post-Angela Merkel har brug for.

Fine fornemmelser er der imidlertid ikke meget af hos Habeck, som til en valgfest i 2018 spontant fra scenen hoppede ud til de begejstrede partikammerater for at 'stage­ dive'. Det hører til sjældenhederne, at tyske partiformænd og ministre udviser begejstring så eksplicit.

Bertolt Brechts gamle hus, der i dag fungerer som kunstnerbolig for personer, der arbejder på et særligt projekt. Brecht flygtede til Svendborg i 1933 efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland.

Familien forelskede sig i Danmark, mens de boede i Svendborg, har Robert Habeck fortalt til Magasinet Grænsen. Egentlig ville de gerne blive boende, men det var økonomien ikke til.

Da de senere flyttede til Flensborg, beholdt de interessen for det danske, og børnene blev sendt i det danske mindretals børnehave og skole.

Det fortæller Kim Andersen, som siden 2017 har været dansk generalkonsul i Flensborg. Han har med stor interesse fulgt Robert Habecks vej fra forfatter og filosof til frontfigur for Tysklands klimakamp.

Fra generalkonsulatet, som til marts fylder 100 år, har Kim Andersen udsigt over det centrale Flensborg. Herfra kan man følge byens travle handelsliv og søfarten i den berømte fjord. Han er ikke i tvivl om, at Robert Habecks regeringsdeltagelse vil få betydning for Flensborg – og for Danmark.

“Tyskland står over for store investeringer og skal foretage tigerspring på de grønne områder. Med Habeck i ministerstolen er der ingen tvivl om, at der vil være et intenst fokus på, at det sker. Danmark har nogle løsninger, som teknologisk set er meget interessante i et tysk perspektiv,” siger han.

I Bertolt Brechts fodspor Da Robert Habeck i starten af 90’erne fik muligheden for at læse et semester i filosofi på Roskilde Universitet, greb han den, og på studiet mødte han sin kommende kone, Andrea Paluch, som også er tysker.

De to flyttede senere til Svendborg for at starte deres fælles forfatterkarriere. I det sydfynske slog de sig ned i den tyske digter

Politiker med en “dansk stil” Få hundrede meter fra det danske generalkonsulat ligger partikontoret for De Grønne på gågaden i Flensborg. Lokalet er en kontrast til konsulatets overdådige indretning og ligner umiddelbart ikke et rum, der har været arnested for succesen bag den tyske vice­kansler. Men det er ikke desto mindre tilfældet.

16

Robert Habeck • Født 2. september 1969 (52 år) i Lübeck.

• Gift med forfatter Andrea Paluch, med hvem han har fire sønner.

• Har en doktorgrad i filosofi – og har blandt andet læst på Roskilde Universitet.

• Arbejdet som forfatter i mange år og har blandt andet skrevet børnebøger og oversættelser af engelsk lyrik.

• Valgt til delstatsparlamentet i Slesvig-­ Holsten i 2009.

• Blev i 2012 energi-, miljø- og landbrugsminister i Slesvig-­ Holsten.

• Del af formandskabet for De Grønne siden 2018 sammen med Annalena Baerbock.

• Chefforhandler for De Grønne ved regeringsforhandlingerne efter valget til Forbundsdagen 26. september.

• Erhvervs- og klimaminister.

Altinget Magasin Portræt

Kritikerne kalder nedladende den intellektuelle Habeck for en ”klugscheisser”, men fine fornemmelser var der ikke meget af, da han ved en valgfest i 2018 spontant besluttede at ’stagedive’ ud over begejstrede partikammerater.

Omgivet af flyttekasser står et skrivebord, hvorpå en fastnettelefon, en printer og en skrivemaskine har samlet støv siden valgkampen til Forbundsdagen i september.

Ligesom i resten af Tyskland har digitaliseringen ikke slået igennem på Habecks lokale partikontor. Men hvad der mangler i digitale værktøjer, er der i dedikeret politisk arbejdskraft.

Formandskabet for De Grønne i Flensborg, 20-årige Leon Bossen og 64-årige Benita von Brackel-Schmidt, har ofret deres fritid for Habeck. Leon Bossen taler flydende dansk, mens Benita forsøger sig med en blanding af tysk, engelsk og dansk.

Fra både Leon og Benita lyder det, at Robert Habeck er, “som han ser ud til at være”.

“Den store forskel mellem andre politikere og Robert er, at han prøver at lytte til mennesker og dem, han forhandler med, mens andre politikere kun tager stilling til deres partilinje. Robert prøver at udvikle en forståelse for alle holdninger, også selv om han ikke er enig,” siger Benita.

Leon tilføjer, at forståelsen for andre personers holdninger sandsynligvis stammer fra hans tid i Danmark.

“Danskerne er mere dialogorienterede over for politiske holdninger, som de er uenige i, mens man i Tyskland ser andre politiske holdninger som noget farligt. Det er en meget dansk stil, han har, og det er jo godt, selvom det også har ulemper.”

Hvad er det for nogle ulemper?

“At man hurtigt accepterer radikale, populistiske holdninger. Men det er ikke det, Robert gør.”

Leon og Benitas benovelse over for Robert Habeck skinner igennem, uanset hvad spørgsmålet er. Ikke bare ét lille kritikpunkt kan det blive til. De fortæller, at han åbner sit kontor for borgerne. At han snakker med folk, selvom de bare vil fortæl-

le, at deres hund er død. Og at han beskriver den vision for Tyskland, som borgerne – ikke kun i nord, men i hele Tyskland – hungrer efter.

I clinch med landmændene Et eksempel på Robert Habecks lydhørhed kom ifølge Leon og Benita til udtryk, da han fra 2012 til 2018 var miljø- og landbrugsminister i Slesvig-Holsten.

De konventionelle landmænd i regionen var noget forundrede og utilfredse over, at en politiker fra et miljøaktivistisk parti skulle agere minister (af latin: tjener) over for landmændene.

Men ifølge Benita lykkedes det Habeck med en dialogorienteret tilgang at mildne

Danskerne er mere dialog­ orienterede over for politiske holdninger, som de er uenige i, mens man i Tyskland ser andre politiske holdninger som noget farligt. Det er en meget dansk stil, han har.

Leon Bossen, formand for De Grønne i Flensborg

landmændenes utilfredshed.

“Han forklarede foreningen af landmænd, hvorfor han førte den politik, som han gjorde, og hvordan den politik kunne komme dem til gode på lang sigt,” siger hun og fortsætter:

“Da han forlod Slesvig-Holsten, havde landmændene stor respekt for ham. Det er Roberts største succes i sin tid som minister.”

Succesen skyldtes ifølge Benita, at han ikke var bange for at sige sin mening, men heller ikke bange for at blive overtalt af bedre argumenter.

Også generalkonsul Kim Andersen fokuserer på tiden som minister i Slesvig-Holsten som epokegørende for Habecks karriere.

“Som miljø- og landbrugsminister var han meget aktiv og synlig. Det er mit indtryk, at han i et miljø, som kan være meget selvbevidst, formåede at begå sig og skabe dialog og resultater,” siger han.

Men det er et helt andet miljø, som Habeck nu træder ind i, når han tager ministerkasketten – for ikke bare Slesvig-Holsten, men for hele Tyskland – på, lyder det.

“Han kommer ind i et stort og travlt bureaukrati med mange dagsordener og et stramt styret tysk system med de hierarkier, der nu engang er, og med den relativt komplicerede forvaltningsmodel, der er i Tyskland – fra forbund til deltat, fra kredse til kommuner," siger Kim Andersen og fortsætter: “Det er klart, at der er procedurer, historik og traditioner, som man ikke laver om på, fordi man kommer ind som ny mand.

Men jeg vil lade lyset komme ind, for jeg tror også, at systemet er klar, fordi der skal ske nogle omvæltninger centrale steder i det Marts 2022

17

tyske samfund – på digitalisering og grøn omstilling. Og det skal ske hurtigt.”

Modpolen til AfD Udover det grønne område er Robert Habeck også optaget af at generobre nationale symboler fra højrefløjen. Han har tidligere udtrykt bekymring for, at det tyske flag, nationalhymnen og andre klenodier er blevet “beslaglagt af nationalister”.

Derfor tog han i sommeren 2018 som nyvalgt formand for De Grønne på en politisk sommerudflugt rundt i det enorme tyske land, der spænder fra håndboldhallerne i nord til de bayerske alper i syd.

Han besøgte blandt andet Hambach­ slottet i det sydvestlige Tyskland, der i 1832 lagde grund til en stor demonstration med 30.000 deltagere, som protesterede imod politisk undertrykkelse. Siden blev slottet et symbol for demokratiske frihedsrettigheder.

I 2018 besluttede det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD) at genoplive den berømte Hambach-demonstration, som alle tyske skolebørn lærer om i en tidlig alder. AfD ville demonstrere mod den nedgang af borgerrettigheder, som partiet så forskellige steder i det tyske samfund.

Men Robert Habeck var modstander af, at et politisk parti på den måde forsøgte at tage ejerskab over en historisk begivenhed, som er vigtig for Tysklands demokratiske selvforståelse. Og derfor drog han altså på sommertogt for at generobre de tyske natio­ nalsymboler fra højrefløjen.

I forbindelse med samme kamp har han kaldt det tyske indenrigs- og hjemstavns­ <ministerium for “lächerlichen Bullshit” – som vist ikke behøver en direkte oversættelse.

“Følelsen af at have en hjemstavn er noget meget subjektivt, og det behøver vi ikke at have et ministerium involveret i,” har han

forklaret til Magasinet Grænsen. Og netop grænseregionen udgør en speciel hjemstavn, fortæller Benita fra De Grønne i Flensborg.

“Det er noget særligt, hvis man er opvokset i en grænseregion med to kulturer.

Robert Habeck kan bringe det med til Berlin – en viden om, hvordan sådan nogle regioner fungerer, og hvordan man måske kan etablere dem i hele Europa for at få en forståelse af hinanden,” siger hun.

“Hvordan går det, Robert?”

I Berlin kan Robert Habeck se frem til at samarbejde om en dansk dagsorden med Stefan Seidler, som er nyvalgt forbundsdagsmedlem for SSW – Sydslesvigsk Vælgerforening, der repræsenterer det danske mindretal.

Når de to Flensborg-borgere møder hinanden i magtkorridorerne i Berlin, udveksler de et “hvordan går det?”

“Jeg kan mærke, at kollegaerne kigger lidt

Danmark skal udnytte det åbne vindue lige nu, men de skal heller ikke komme for københavnersmart, for det kan tyskerne ikke lide.

Stefan Seidler, forbundsdagsmedlem for SSW – Sydslesvigsk Vælgerforening.

mærkeligt, når vi snakker dansk. Vi gør det lidt for sjovt,” siger Stefan Seidler og fortsætter: “Det, der kendetegner både Robert og mig, er, at vi ikke tager de politiske stammedanse så højtideligt. Vi snakker lige ud af posen og kalder en spade for en spade.

Og det er nok også grunden til, at vi snakker

godt sammen.”

Selv i valgkampen i september, hvor de to Flensborg-politikere på papiret burde være store konkurrenter, var stemningen imellem dem god, beretter Seidler.

Til det tyske forbundsdagsvalg afgiver vælgerne to stemmer: én til et parti og én til en person. I Flensborg, hvor en femtedel af indbyggerne er danske eller dansksindede, var der rygter om, at Seidler og Habeck havde lavet en indbyrdes aftale om at opfordre til at afgive den personlige stemme til Habeck og partistemmen til Seidlers SSW. De rygter vil Seidler gerne skyde i sænk.

“Men vi har snakket om, at vi ville føre en fair valgkamp. Og det har vi gjort. Nu har vi et meget kollegialt forhold til fordel for vores nordlige landsdel,” siger han og fortsætter: “Robert er vicekansler og har den tungeste ministerpost i Berlin. Så når han vågner om morgenen, er det ikke lige Flensborg Avis og de andre lokalaviser, han kaster sig over. Det gør jeg til gengæld. Og her tænker jeg, at vi sagtens kan have en form for synergi. At jeg kan prikke til Robert og sige: ’Prøv lige og hør her, det er ved at gå galt derhjemme på det og det område’.”

Fra nummer to til nummer ét?

At Robert Habeck nu er blevet tildelt den såkaldte “superminister”-post, kan være et udtryk for, at magtbalancen er tippet internt hos De Grønne.

Det vurderer flere af de kilder, Altinget har talt med.

Robert Habeck deler formandskabet med Annalena Baerbock, som i valgkampen var partiets kanslerkandidat. Men efterfølgende agerede Habeck chefforhandler i regeringsforhandlingerne og landede altså også selv den ministerpost, som De Grønne havde

Tysklands nye regering • 2 6. september 2021 var der valg til Forbundsdagen i Tyskland. Merkel genopstillede ikke, og der skulle derfor vælges ny kansler.

• I starten af december blev Olaf Scholz fra socialdemokratiske SPD præsenteret som ny kansler. Han og SPD indgik i regering med De Grønne og liberale FDP. De tre regeringspartier præsenterede i november en drejebog for arbejdet i regeringsperioden.

18

• Det arbejde inkluderer blandt andet grønne ambitioner om, at 80 procent af al strøm i 2030 skal være grøn, at der samme år skal være 15 millioner elbiler på vejene, og at kul skal udfases.

• O laf Scholz har ligesom Robert Habeck også et stort kendskab til Norden, da han har en fortid som overborgmester i Hamborg. Han var desuden også vicekansler under Merkel, ligesom Habeck nu er vicekansler under Scholz.

Altinget Magasin Portræt

Dan Jørgensen (S), energi- og klimaminister: ”Den tyske regering har et enormt ambitiøst klimaprogram. Det vil give mange muligheder for danske virksomheder, som har stærke kompetencer. Habecks baggrund som minister i Slesvig-Holsten for blandt andet energi og miljø giver mig en forventning om, at han vil bidrage med gode kræfter, indsigt, erfaring og ikke mindst ambitioner både nationalt, i EU og på den globale scene. Og så skader det jo nok hellere ikke mulighederne for samarbejdet, at Robert Habeck er en ven af Danmark og både taler flydende dansk og har læst her i landet. Jeg både håber og tror, at vi får et styrket grønt samarbejde over den dansk-tyske grænse de kommende år, også om eksport af grøn energi, og jeg arbejder på at mødes med Habeck hurtigst muligt.”

Simon Kollerup (S), erhvervsminister: ”Med den nye tyske regering og den strategi, den har lagt, er der meget store muligheder for dansk erhvervsliv i forhold til digitalisering og den grønne dagsorden. Det kan være, at det for læserne lyder som en lille ting, at den tyske erhvervsminister er dansksindet og taler dansk, men relationsarbejde betyder rigtig meget. Når vi ministre kan godt med hinanden, og når der er et særligt blik for, at Danmark findes, betyder det meget. Med den nye minister, som kan dansk, tænker jeg at lade det være op til værten, hvilket sprog vi taler. Hvis man er komfortabel og tilpas på det sprog, der bliver talt, gør det en forskel for den relation, der sidenhen også kan veksles til at få åbnet nogle døre for vores erhvervsliv.”

mest fokus på. Baerbock blev udenrigsminister.

Fra De Grønnes lokalafdeling i Flensborg lyder det imidlertid, at det ikke giver mening at snakke om magtbalance i partiet.

“Vi har teamspirit. Ingen kejser. I noget tid var vi meget store i meningsmålingerne, så vi skulle selvfølgelig opstille en kanslerkandidat. Det kan man ikke dele op i to.

Vicekansleren kan heller ikke opdeles i to.

Hvad der er af interne regler, kan vi jo ikke sige. Men man kan ikke sige, at Robert nu er den største i vores parti. Vi har et fladt hierarki,” siger Leon Bossen.

Til gengæld køber de pointen om, at Habeck har været medvirkende til at trække De Grønne ind mod midten af tysk politik – fra at være et protestparti til at være mere pragmatisk.

“Nu har vi fået flere vælgere. Det medfører et større ansvar. Og det ansvar er blandt andet, at man ikke bare yder protest, men at man medvirker til forandring – og det kan man jo kun ved at indgå i en regering og indgå kompromiser,” siger Benita von Brackel-Schmidt.

Stefan Seidler mener, at De Grønnes midtersøgning og regeringsdeltagelse måske også kan tilskrives Habecks danske sindelag.

“Den skandinaviske ånd er at bygge broer hen over de politiske skel, og selvom man har forskellige politiske ståsteder og partier, vil det jo være tåbeligt ikke at samarbejde, når man på nogle punkter har den samme holdning og de samme mål,” siger han og fortsætter: “Det er måske en ny stil, vi begge to kan være med til at give tysk politik. Det er i hvert fald tiltrængt i Tyskland, hvor der i allerhøjeste grad er tale om blokpolitik.”

Danmark skal selv gribe mulighederne Den skandinaviske ånd, som Stefan Seidler omtaler, skal også bringes i spil til fordel for danske interesser, lyder det.

“Jeg ved, at jeg med Robert har en i regeringen, som jeg ikke behøver at forklare sammenhængene til, når jeg henviser til Danmark. Og omvendt ved han også, at han med mig har en, der kan sætte ting i gang i parlamentet, som kan pege på danske løsninger,” siger SSW-politikeren.

Men Robert Habeck og Stefan Seidler kan ikke kæmpe Danmarks kamp alene.

Danske politikere, virksomheder og inte-

resseorganisationer skal selv tage skeen i hånden, lyder opfordringen.

“Det, jeg siger til alle, er, at Danmark skal udnytte det åbne vindue lige nu, men de skal heller ikke komme for københavner­ smart, for det kan tyskerne ikke lide,” siger Stefan Seidler.

Tyskland står over for store investeringer og skal foretage tigerspring på de grønne områder.

Med Habeck i ministerstolen er der ingen tvivl om, at der vil være et intenst fokus på, at det sker.

Kim Andersen, dansk generalkonsul i Flensborg

Også generalkonsul Kim Andersen lægger vægt på, at eksporten fra Danmark til Tyskland ikke kommer af sig selv, bare fordi der sidder en dansktalende minister i Berlin.

“Det er ikke gjort med en opringning eller en deltagelse på en messe. Det er en lang, vedvarende proces. Vi skal fra dansk side indstille os på, at det er Tyskland, der er den store og bestiller musikken. Det er præmissen for vores ageren,” siger generalkonsulen og tilføjer: “Der er stadig noget om det gamle ordsprog: Tyskerne sælger på engelsk, men køber på tysk.”

Altinget har kontaktet det tyske erhvervsog klimaministerium for at høre, om Robert Habeck vil udtale sig til portrættet. Det kunne desværre ikke lade sig gøre på grund af mange mediehenvendelser.

LÆS OGSÅ:

Tysk kansler vil danne en klimaklub med Danmark Mette Frederiksen og den tyske kansler, Olaf Scholz, har på et møde i Berlin vendt idéen om at danne en klimaklub for lande med store grønne ambitioner.

Find artiklen på altinget.dk

Marts 2022

19

74 vidner.

32 dage i retten.

Hvad nu?

Afhøringerne i minksagen er foreløbigt afsluttet, og kommissionen skal nu samle trådene i et gigantisk puslespil. Altinget gør status – og vover et forsigtigt svar på det helt store spørgsmål: Risikerer Mette Frederiksen en rigsret?

D

er er sat foreløbigt punktum i afhøringerne om minksagen fra efteråret 2020. I slutningen af januar gennemførte Minkkommissionen de sidste planlagte afhøringer i granskningen af sagen i Retten på Frederiksberg. April er afsat til potentielle genafhøringer.

På 32 afhøringsdage har 74 vidner afgivet forklaring. De tæller syv ministre, tre særlige rådgivere, syv politiansatte, to minkbosser og 55 embedsmænd fra styrelsesdirektører og departementschefer til ministersekre­ tærer og yngste fuldmægtige.

I de kommende måneder skal kommissionen nu forsøge at samle brikkerne over forløbets gang, inden at konklusionerne præsenteres i en længe ventet rapport til juni.

Minkkommissionen skal dermed også 20

prøve at give svar på mange af de både konkrete og principielle spørgsmål, der rejser sig efter de mange afhøringer, SMS’er og øvrige sagsdokumenter.

Men hvilket grundlag er det helt præcist, at kommissionsmedlemmerne står på efter de 32 dage med afhøringer på Frederiksberg?

Altinget opfrisker højdepunkterne fra afhøringerne med udgangspunkt i fire overordnede spørgsmål – og selvfølgelig det helt store spørgsmål, som stadig står åbent.

1

Hvad er det vigtigste, der er kommet frem?

Det formentlig mest centrale spørgsmål forud for Minkkommissionens arbejde har været, om regeringen og statsminister Met-

te Frederiksen (S) vidste, at der manglende lovhjemmel til at kræve alle danske mink aflivet, da beslutningen blev truffet og meldt ud.

Efter de mange vidneforklaringer er konklusionen, at der ikke er én eneste embedsmand, der er gået i rette med regeringens forklaring og fortalt, at ministrene blev mundtligt advaret om hjemmelsproble­ matikken – hverken før det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november eller før pressemødet 4. november.

Det er derimod fortsat et åbent spørgsmål, om regeringen blev advaret skriftligt.

I to bilag til mødet i koordinationsudvalget står der, at der hverken var lovhjemmel til at lægge minkerhvervet i dvale eller lukke

FOTO: TIM KILDEBORG JENSEN / JACOB EHRBAHN / RITZAU SCANPIX

AF ANDREAS ARP, REDAKTØR, ALTINGET FØDEVARER

Altinget Magasin Analyse

Marts 2022

21

det helt. Topembedsmændene i Fødevareministeriet har især med de dokumenter i hånden fremført, at de advarede politikerne.

Mødedeltagerne modtog dog først papirerne seks minutter før mødet og nåede derfor heller ikke at læse dem.

Vurderingen af regeringens viden om hjemmelsproblematikken er central, fordi det kan blive afgørende for de mulige politiske konsekvenser af sagen. Enhedslisten har for eksempel allerede gjort det klart, at de agter at vælte regeringen, hvis det kommer frem, at loven er blevet brudt bevidst og forsætligt.

2

Hvad har været mest overraskende og opsigtsvækkende?

Det er svært at komme uden om alle de SMS’er, der endte med at tage mange af overskrifterne under efterårets afhøringer.

Det gælder først og fremmest de SMS’er, der blev vist frem under afhøringerne, og som afslørede en hårdt sprogbrug og en stram styring fra især Statsministe­ riets departementschef, Barbara Bertelsen.

SMS’er, der både blotlagde et unikt indblik i magtens maskinrum og bidrog med væsentlige detaljer til forståelsen af sagsforløbet.

“Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte;)?”, “Bare hiv plasteret af;)” og “Forfængelighed er en dødssynd ;) Sov godt!” lød SMS-beskederne for eksempel fra Barbara Bertelsen til Fødevareministeriets departementschef, da det kom frem, at minkbeslutningen manglede lovhjemmel, og Mogens Jensen måtte påtage sig ansvaret.

Men det gælder i lige så høj grad de SMS’er, som offentligheden og Minkkommissionen aldrig fik lov at se, fordi fire personer i toppen af Statsministeriet – herunder statsminister Mette Frederiksen (S) – havde haft en automatisk slettefunktion slået til på deres mobiltelefoner. Funktionen medførte, at de pågældende fires interne SMS-beskeder fra efteråret 2020 ikke kunne udleveres til kommissionen. De er siden forsøgt genskabt, men uden held.

Historien placerede statsministeren i et massivt stormvejr og tvang hende til at indkalde til et ekstraordinært pressemøde for at besvare spørgsmål.

Et andet opsigtsvækkende højdepunkt 22

var i øvrigt, da det pludselig kom frem, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har skrevet noter til alle møder, han har deltaget i – herunder også mødet i regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020.

3

Hvad har belastet regeringen mest?

Fødevareministeriet er igennem mange af afhøringerne blevet udpeget som syndebuk af både regeringens ministre og embedsmændene i de øvrige ministerier. Alligevel har en række nedslag fra afhøringerne også pustet til en fortælling, der er belastende for regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S).

Kritikere af regeringen har længe – og særligt siden coronakrisens start – forsøgt at advare om en embedsførelse, hvor magten centreres på få hænder, Folketinget ikke inddrages, og embedsværket politiseres. S ­ -­regeringen er “magtfuldkommen” og “egenrådig”, som Radikales politiske leder Sofie Carsten Nielsen senest udtrykte det.

Afhøringerne i Minkkommissionen har ikke ligefrem nedtonet den kritik – snarere tværtimod.

Bilagene til det afgørende møde, der ikke blev læst, SMS’erne, der blev slettet, og ikke mindst det tydelige billede, afhøringerne efterlader, af et forløb, hvor en gennemgribende regeringsbeslutning blev forberedt og truffet under et ekstremt tidspres, hjælper ikke regeringen med at få kritikken til at forstumme.

Hvorfor fik embedsmændene ikke mere tid til at forberede sagen? Hvorfor tog ministrene ikke en læsepause for at få overblik over papirerne? Eller hvorfor satte de sig ikke ned og læste papirerne den efterfølgende dag? Blev beslutsomhed og handlekraft sat over grundighed?

Det er spørgsmål, der melder sig efter de 32 afhøringsdage, og som blot i sig selv er endt med at belaste regeringen.

4

Hvilke svar fik vi om politiets actioncards?

Minkkommissionen skulle i første omgang ikke beskæftige sig med politiets omstridte actioncards – altså de talepapirer, som en flok politiskoleelever støttede sig til, da de ringede ud til cirka 300 minkavlere i dage-

ne efter regeringens pressemøde. Men da en advokatundersøgelse i oktober anbefalede at undersøge nærmere “om og i hvilket omfang myndigheder og embedsværket kan drages til ansvar” for forløbet, blev kommissionen bedt om netop det.

I januar er personer fra både Fødevarestyrelsen, Justitsministeriet og især Rigspolitiet så blevet afhørt.

Og det tyder på, at pilen peger ret kraftigt på politidirektør Uffe Stormly, juridisk sek­ tionsleder Birgitte Buch og specialkonsulent Tobias Berg som de hovedansvarlige. Det var nemlig Berg, der forfattede de omdiskuterede passager i actioncardet, mens Stormly og Buch havde ansvaret for at godkende, kvalitetssikre og legalitetssikre talepindene, inden de blev taget i brug.

Det har de alle tre bekræftet og vedkendt sig under afhøringerne, hvor de også beklagede gentagne gange over for de minkavlere, der måtte have følt sig presset af formuleringerne.

Resultatet synes med andre ord at være, at hverken regeringen, Justitsministeriet eller toppen af Rigspolitiet har været tæt involveret i udarbejdelsen og brugen af de problematiske actioncards.

Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om Minkkommissionen finder grund til at kritisere polititoppen med rigspolitichef Thorkild Fogde i spidsen for ikke at have været tilstrækkelig opmærksom på indholdet og brugen af actioncardet – og for ikke at have standset aflivningerne, da man blev bekendt med, at der manglende lovgrundlag.

Og hvad så nu? Kommer Mette Frederiksen for en rigsret?

Minkkommissionen kommer til at besvare mange spørgsmål, når den til juni vil redegøre for forløbet op til og efter, at regeringen besluttede at aflive alle danske mink.

Men hvis man sidder og venter på en juridisk vurdering af, om statsminister Mette Frederiksen eller andre af regeringens ministre kan stilles til ansvar, bliver man formentlig skuffet.

Som det har gældt for andre kommissioner før denne, kommer Minkkommissionen nemlig kun til at lave retlige vurderinger af, om der kan gøres et ansvar gældende for embedsmændene. Politikernes ansvar er

Altinget Magasin Analyse

Minksagen • Minkkommissionen blev nedsat af Folketinget i december 2020 og har fået til opgave at undersøge forløbet op til og efter beslutningen om at aflive samtlige danske mink.

• Regeringens beslutning blev meldt ud på et pressemøde den 4. november 2020, efter at Statens Serum Institut (SSI) havde fundet en ny coronavirus-­ mutation – kendt som Cluster-5 – i smitten blandt mink, der ifølge seruminstituttet risikerede at sætte det daværende globale vaccinearbejde i fare.

• Beslutningen om at aflive de danske mink fik et dramatisk efterspil, da det kom frem, at der i første omgang ikke var lovhjemmel til at kræve aflivningerne, men de alligevel blev gennemført.

• Sagen endte senere i november 2020 med at koste daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) jobbet.

det op til Folketinget at vurdere. Og flere af de blå partier har allerede varslet, at man er klar til at tage den helt store hammer i brug.

Kommissionen kommer til gengæld til at fremlægge deres vurdering af forløbet – herunder også hvilke roller de forskellige ministre har spillet. Det gælder også statsminister Mette Frederiksen. Og det kan hjælpe Folketinget med at vurdere de mulige politiske konsekvenser.

Med afsæt i afhøringerne taler det til Mette Frederiksens fordel, at hun ikke blev advaret mundtligt om den manglende hjemmel,

og at Fødevareministeriet juridisk står med ressortansvaret. Det store tidspres og Statsministeriets tydelige involvering i beslutningsprocessen er omvendt en ulempe for statsministeren.

Men selv hvis Frederiksen vurderes at bære et betydeligt ansvar for miseren, vil det fortsat være mere end usikkert, at sagen ender i rigsretten. Den logiske politiske konsekvens vil i det tilfælde være, at Mette Frederiksen og regeringen betaler prisen ved at gå af – nøjagtig som Poul Schlüter gjorde det i Tamilsagen.

Marts 2022

23

Politiske

VITAMINER AF LAURA BEJDER JENSEN, ALTINGET RESEARCH

OM/ Mette Abildgaard Privat: Født 12. oktober 1988. Gift med Jens Jacob og mor til to små piger, Esther Marie og Laura. Født og opvokset uden for Horsens, men nu bosat med familien på Amager.

Karriere: Politisk ordfører og ældreordfører for Konservative. Valgt til Folketinget første gang i 2015. Opstillet i Nordsjællands storkreds. Udnævnt som statsrevisor i 2021.

Tidligere PR- og kommunikationsmedarbejder for Betty Nansen Teatret, hjemmehjælper og tjener.

Uddannelse: Cand.soc. fra Roskilde Universitet i 2013. Samfundsfaglig student fra Tørring Gymnasium i 2007.

Jeg er kæmpe sucker for Lykkehjulet.

Vi har spurgt konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard, hvordan hun lader batterierne op, når hun ikke lægger arm med andre politikere på Christiansborg.

SET ”Jeg er lige blevet færdig med den sidste sæson af Papirhuset på Netflix. Jeg er generelt ret begejstret for de store Netflix-produktioner, hvor man ikke har sparet på pengene. Jeg glæder mig helt sindssygt, til Borgen kommer – både fordi man jo er en politisk nørd, men jo også fordi det er en serie, der på mange måder har fulgt en. Før jeg blev valgt ind på Christiansborg, var der enormt mange drømme forbundet med den. Derudover har jeg en guilty pleasure, som er lidt tabubelagt at nævne som en kvinde på 33, men jeg er kæmpe sucker for Lykkehjulet. Der er ikke noget bedre, end hvis jeg lige kan fange et afsnit af Lykkehjulet på TV2 Charlie, når jeg står om aftenen og smører madpakker.”

HØRT ”Jeg lytter ret meget til Genstart. Det ved jeg jo godt er en klassiker, men jeg synes bare, det er så skønt et format, fordi det bliver formidlet på en forståelig og tilgængelig måde – også temaer, som man ikke lige har interesseret sig for. I bilen kan jeg godt finde på at høre P1 Debat for at blive opdateret. Så det meste, jeg lytter til, er nok lidt arbejdsbetonet. For nyligt hørte jeg Sandie Wests podcastserie ’Ofrene’, som går bag de true crime-podcastserier, som man hører som et underholdningselement. Hun interviewer nogle af de familier, der står tilbage i de her frygtelige sager, og som fortæller om, hvad det betyder, at det bliver eksponeret på den måde – og så deler hun også sin egen historie. Det var et podcast, der gjorde et rigtig stort indtryk, og som gjorde mig lidt eftertænksom i forhold til den måde, vi behandler de her sager på i medierne.”

LÆST ”Ud over, at jeg får læst relativt meget Peter Pedal og Gurli Gris derhjemme, så er jeg bare et sted i mit liv, hvor det er et mirakel, hvis jeg får læst en artikel færdig i vores Euroman-abonnement. Den eneste bog, jeg reelt har læst i 2021, er Stine Pilgaards Meter i sekundet, og den læste jeg den 30. december, hvor jeg var på ferie ved mine forældre, som passede børnene en hel dag. Jeg må sande lige nu, at jeg har så meget læsestof forbundet med mit arbejde, at jeg ikke altid når det i fritiden, som jeg gerne vil. Jeg glæder mig til det øjeblik, hvor man knipser med fingrene og har fået store børn, så man kan læse igen.”

”Den fritid, jeg har, går primært med to ting, og de er næsten så stereotype, at jeg ikke kan få mig til at nævne dem i samme sætning, men jeg løber og vinterbader. Jeg har i snart et år haft et mål om at løbe minimum 100 kilometer om måneden, og det betyder jo, at man i snit skal ud omkring 25 kilometer om ugen. Og så er jeg kæmpe fan af at vinterbade og har gjort det i halvandet års tid. Det er bare noget, der giver energi og en følelse af, at man mærker sig selv, når man lige kommer ned og får det der kolde gys. Det er blevet en kæmpe afhængighedsting for mig. Nogle af de dage, hvor jeg har aftenmøder, løber jeg om formiddagen en tur på 10-11 kilometer ud omkring Amager Fælled, og så løber jeg ned til det badespot, der er nede ved havnen i nærheden af Christiansborg og får et dyp der. Så det er blevet en skøn måde at passe det ind i en travl hverdag.”

24

FOTO: GETTYIMAGES

GJORT

AF SØREN ELKROG FRIIS, MAGASINREDAKTØR, ALTINGET

Benny Engelbrechts første ordførerskab var som cykelordfører, da han blev valgt ind i Folketinget i 2007. 4. februar 2022 er det også den tohjulede, som bringer ham til Amalienborg for at indgive sin afskedsbegæring til Dronning Margrethe. Aftenen før har Enhedslisten meddelt, at de ikke længere har tillid til transportministeren efter sagen om tilbageholdte klimaberegninger i forbindelse med sidste års store infrastrukturaftale. Det er anden gang i regeringsperioden, at Enhedslisten vælter en minister i den socialdemokratisk regering. Første gang var i november 2020, hvor de sammen med Radikale trak støtten til fødevareminister Mogens Jensen efter minksagen.

FOTO: THOMAS SJØRUP / RITZAU SCANPIX

Månedens foto

Offerlammet?

Marts 2022

25

Hvem har ansvaret, når chefen er en app?

Fremtiden har gjort sit indtog på det danske arbejdsmarked i form af digitale arbejdsplatforme, som gør det svært at skelne mellem selvstændige og lønmodtagere. Cykelkurertjenesten Wolt åbner nu op for at give sine cykelbude lønmodtagerstatus, men er langtfra enige med fagforbundet 3F om, hvad det vil sige.

FOTO: LINDA KASTRUP / PHILIP DAVALI / MADS CLAUS RASMUSSEN / RITZAU SCANPIX

tema fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

AF MARIE SCHØNNING JENSEN, JOURNALIST

Marts 2022

27

er friheden og selvbestemmelsen, der gør, at vi kan tiltrække og fastholde den mængde arbejdskraft.”

Det er dog ikke helt lige til at blive enig med fagbevægelsen, eller nærmere bestemt 3F Transport, om en model, der kombinerer lønmodtagerrettigheder med den store fleksibilitet, Wolt tilbyder sine kurerer.

Uenigheden kommer vi tilbage til, men først et hurtigt blik på platformsøkonomien i Danmark og de spørgsmål, digitale arbejdsplatforme som Wolt rejser i det danske arbejdsmarked.

Der har i Danmark været en retorik om, at når noget er digitalt, så skal vi endelig passe på ikke at stoppe det, for så bremser vi udviklingen eller innovationen i samfundet.

Natalie Munkholm, lektor i arbejds- og ansættelsesret

Svært at undersøge arbejdsvilkår Digitaliseringen har som bekendt åbnet nye muligheder for, hvordan vi indretter os i samfundet, og det gælder selvfølgelig også på arbejdsmarkedet. Anna Ilsøe og Trine Larsen, der begge er lektorer ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds-­­ og Organisationsstudier (Faos)

på Københavns Universitet, beskriver platformsøkonomien i Djøf-tidsskriftet Samfundsøkonomen: “Netop platformsøkonomien åbner for nye måder at gentænke lønarbejdet, i takt med at teknologiske fremskridt gør det muligt for beskæftigede at udbyde deres arbejdskraft gennem digitale arbejdsplatforme som eksempelvis Happy Helper og Uber og supplere arbejdsindtægten med udlejning af bolig og bil via digitale kapitalplatforme som Airbnb og GoMore.”

I denne artikel er det arbejdsplatformene, vi koncentrerer os om. Her sælger én procent af danskerne årligt deres arbejdskraft, viste en survey i 2019, og de fleste af dem tjener mindre end 25.000 kroner om året på platformene. Altså er arbejde på platforme som Wolt, Hilfr og freelance-platformen Worksome sjældent en fuldtidsbeskæftigelse.

Natalie Munkholm er lektor i arbejdsog ansættelsesret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, og hun har i flere år arbejdet indgående med platformsøkonomien. Hun mener ikke, at platformsvirksomheder i sig selv udfordrer den danske arbejdsmarkedsmodel, men de rejser dog en række spørgsmål.

“Der har i Danmark været en retorik om, at når noget er digitalt, så skal vi endelig passe på ikke at stoppe det, for så bremser vi udviklingen eller innova­ tionen i samfundet. Men det er en mis-

FOTO: TIM KILDEBORG JENSEN / JACOB EHRBAHN / RITZAU SCANPIX

tema fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

D

igitale platformsvirksomheder har det med at skabe røre, når de bevæger sig ind på det danske arbejdsmarked.

Det skete med Uber, der på grund af taxiloven trak sig ud ad Danmark. Det skete med Nemlig.com, der er blevet skarpt kritiseret for at give sine chauffører og lagerarbejdere urimelige arbejdsvilkår.

Og det sker lige nu med Wolt, som ifølge dele af fagbevægelsen og Christiansborg udfordrer den afholdte danske model.

En af de store diskussioner går på, om Wolt retmæssigt kan definere sine bude som selvstændige partnere, eller om de har krav på lønmodtagerstatus og dertilhørende rettigheder. Det sidste har Wolts danske direktør, Søren Meier Svendsen, ikke noget imod at give dem, siger han til Altinget. Han er åben for at give Wolt-budene lønmodtagerstatus, pension og løn under sygdom, men det helt afgørende og ufravigelige krav fra Wolts side er, at budene ikke må miste deres fleksibilitet. Som det er i dag, kan et Wolt-bud selv bestemme, hvornår og hvor ofte han eller hun logger på og agerer bud.

“Lige nu har vi en model, der fungerer, og som gør, at vi kan tiltrække rigtigt mange mennesker. Vi har over 4.000 aktive kurérpartnere, der abonnerer på lige præcis vores model, fordi det er noget andet end en klassisk ansættelse, og det

forståelse, for udgangspunktet må være, at der gælder samme regler for fysisk arbejde og fysiske kontrakter, som hvis arbejdet bliver organiseret digitalt.”

Om du gør rent, kører med pizza eller laver grafisk design – er selve arbejdet det samme som tidligere, det bliver bare fordelt og organiseret på en ny måde, gennem en app. En af udfordringerne er så, at det har været svært at gennemskue, om plat­ formsarbejderne er selvstændige.

Natalie Munkholm, lektor i arbejds- og ansættelsesret

Problemet er bare, fortsætter Natalie Munkholm, at det kan være sværere at undersøge de faktiske arbejdsvilkår i en virksomhed, hvor arbejdet organiseres fuldt ud digitalt, som hos Wolt, end det er på en fysisk arbejdsplads med en fysisk ledelse.

“For mange typer platformsarbejde – om du gør rent, kører med pizza eller laver grafisk design – er selve arbejdet det samme som tidligere, det bliver bare fordelt og organiseret på en ny måde, gennem en app.

En af udfordringerne er så, at det har været svært at gennemskue, om platformsarbejderne er selvstændige, som deres kontrakter påstår, eller om platformsvirksomhederne reelt bestemmer så meget over tjenesteyderne gennem app’en og specifikke krav til arbejdets udførelse, at de i højere grad ligner arbejdstagere. Begge typer af aftaler er helt fint. Men arbejder man på vilkår, hvor platformsvirksomheden bestemmer en hel del over arbejdets udførelse, skal platformsarbejderne have de samme rettigheder som andre arbejdstagere,” siger Natalie Munkholm.

Aftalen indebærer mindsteløn, pension og ret til sygedagpenge for de ansatte rengøringshjælpere, de såkaldte SuperHilfrs, men samtidig kan de selv vælge vagter, og der er ikke noget minimumstimetal.

Det ejendommelige ved overenskomsten er, at kunderne på Hilfrs hjemmeside selv kan vælge mellem superhilfrs eller de almindelige hilfrs, som er billigere. Ansvaret for løn- og arbejdsvilkår lægges altså i hænderne på forbrugerne. I 2020 viste en rapport fra Faos, at en tredjedel af Hilfrs opgaver blev udført af overenskomstdækkede superhilfrs.

Det er i store træk sådan en overenskomst, Wolt kunne forestille sig at indgå, siger den danske direktør.

“Vi har spurgt 3F Transport, hvorfor det ikke er sådan en type overenskomst, vi diskuterer, når vi mødes, men det er det desværre ikke. De har en overenskomst med Just Eat, og den synes de også passer på os.

Vi kan bedre se os selv i sådan en overenskomst, som Hilfr har, hvor vi kan tilbyde

noget af den basale sikkerhed, man kender fra det klassiske arbejdsmarked, sammen med den fleksibilitet, vi har i vores nuværende model,” siger Søren Meier Svendsen.

Der er en række forskelle på den brancheoverenskomst, som 3F Transport og Dansk Erhverv har lavet, og som Just Eat har underskrevet, og den virksomhedsover­ enskomst, Hilfr er en del af. I Wolts perspektiv er en af de væsentligste forskelle, at der i Hilfr-aftalen er større fleksibilitet for arbejderne, hvorimod Just Eat-aftalen indebærer reelle vagtplaner for budene og et minimumstimetal på otte timer om ugen.

“Den frihed og fleksibilitet, Wolt tilbyder, er der mange, der køber ind på, og det ville være rigtigt ærgerligt, hvis dogmer og traditioner inden for transportsektoren skulle sætte en stopper for det, når det nu fungerer hos os,” siger Wolt-direktør Søren Meier Svendsen.

Hos 3F Transport ser man anderledes på problemet. For det første anfægter forhandlingssekretær i 3F Transport Karsten John

Overenskomst og uoverensstemmelse Det leder os tilbage til overenskomsterne.

Der eksisterer allerede overenskomster for platformsvirksomheder i Danmark. For eksempel indgik den danske rengøringsplatform Hilfr i 2018 en overenskomst med 3F. Marts 2022

29

tema fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

Wolt-direktør Søren Meier Svendsen erklærer sig villig til at tage arbejdsgiveransvar, men betinger sig, at Wolt-budene skal bevare deres fleksibiltet.

Her er han burgerkæden Halifax, som er en af de mange restauranter, som samarbejder med Wolt.

tema fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

ALE X VAN O PS LAG H ( LA)

HENRIK M ØLLE R (S)

HA N S A N D E R S E N (V )

TRE SKARPE

til beskæftigelsesordførerne 1.

Er platformsvirksomheder en udfordring for den danske arbejdsmarkedsmodel?

2.

Hvad skal regeringen gøre for at integrere platformsvirksomheder i den danske model?

Alex Vanopslagh (LA): “En stor del af den danske lovgivning er skabt ud fra den måde, som arbejdsmarkedet typisk er organiseret på. Når nye organisationsformer opstår, skal man selvfølgelig kigge lovgivningen igennem og sikre, at den er tidssvarende. Platformsvirksomhedernes fremkomst kalder på nogle nye tiltag eksempelvis på skatteområdet. Men overordnet set er der ikke et stort problem.”

Alex Vanopslagh (LA): “Man skal løbende holde øje med, om lovgivningen skaber uhensigtsmæssigheder i forhold til platformsvirksomheder. Men på de store linjer skal regeringen ikke foretage sig noget, fordi de store spørgsmål om løn og arbejdsvilkår er en faglig og ikke en politisk kamp.”

Henrik Møller (S): “Hvis man ser på antallet af personer på platformsvirksomheder, er det ikke noget alarmerende tal.

Men selve konstruktionen er en udfordring for den danske model, da den ikke kan passes ind i modellen. På sigt er det en stor udfordring, hvis det bliver normalen, at man er sin egen arbejdsgiver. Langsomt vil lønmodtagerbegrebet så forsvinde. Men det har vist heldigvis lange udsigter.”

Hans Andersen (V): “Generelt er det positivt, at nye virksomheder kommer til Danmark og bidrager til økonomien og beskæftigelsen og imødekommer et behov hos mange mennesker. Det er også positivt, hvis det skaber innovation, nye produkter og giver mulighed for at arbejde på nye og mere fleksible måder. Det er klart, at der i den proces kan opstå uklarhed over, om man er ansat eller arbejder selvstændigt, og her skal vi skabe klarhed. For Venstre er det dog ikke et mål at få disse virksomheder lukket, modsat regeringen.

Det er jo helt åbenlyst, at mennesker gerne vil bruge de nye services, og ikke mindst, at mennesker gerne vil arbejde med dem.”

Henrik Møller (S): “Jeg har forhåbninger til, at et kommende EU-direktiv om platformsarbejde kan være med til at regulere området. Det afventer vi og tager så efterfølgende stilling til, om der er behov for yderligere.”

Hans Andersen (V): “Vi ønsker først og fremmest, at vi får nogle klare og målrettede regler i EU-regi, der kun rammer de egentlige platformsvirksomheder, og som ikke skaber unødige gener for hverken virksomheder eller de danskere, der går på arbejde hver dag. Det indebærer, at vi tillader den fleksibilitet og den frihed, som platformene giver for den enkelte, samtidigt med at vi skaber sikkerhed for skattebetaling og klarhed over, om der er tale om selvstændige eller lønmodtagere.

Så der er brug for, at regeringen i forhold til direktivet fra EU-kommissionen om platformsøkonomi får sikret, at direktivforslaget begrænses væsentligt i dets anvendelsesområde, så det bliver vanskeligere at blive betegnet lønmodtager, samt får begrænset de meget omfattende oplysningskrav i direktivet.”

3.

Er det primært platformsvirksomhederne, der skal give sig for at passe ind i den danske arbejdsmarkedsmodel, eller bør fagbevægelsen opdatere sine krav for at følge med fremtidens arbejdsmarked?

Alex Vanopslagh (LA): “Fagforeningerne skal helt grundlæggende sørge for, at de rent faktisk repræsenterer platformsarbejderne. Det er helt legitimt at kræve bedre løn og arbejdsvilkår fagligt, men det skal være krav, der opstår blandt platformsarbejderne. Situationen er jo i dag, at fagbevægelsen blander sig i forhold for folk, som de ikke repræsenterer, og som ikke ønsker dem som repræsentanter. Og så er der ikke tale om en ægte faglig kamp, men om fagbevægelsens rå magtudøvelse.”

“Hvis unge for eksempel ønsker en meget stor grad af gensidig fleksibilitet i deres arbejde på platforme, så er det ikke et problem, og det er ikke fagbevægelsens opgave at få arbejdet til at passe ind i mere traditionelle rammer.”

Henrik Møller (S): “Jeg mener, at indgåelse af overenskomster vil være den bedste løsning, altså at platformene og fagbevægelsen kan blive enige om, hvilke forhold der skal gælde. Men jeg tror, at der altid vil være en gruppe af unge og arbejdskraft fra andre lande, som ønsker den fleksibilitet som platformene kan tilbyde. Det bør fagbevægelse forholde sig til og finde løsninger på.”

Kristensen, at Wolt virkelig er villig til at tage arbejdsgiveransvar, da det ifølge ham ikke er fremgået af overenskomstforhandlingerne hidtil. Her har det bærende stridspunkt været, at Wolt ønsker at fastholde sine kurerer som selvstændige, mens 3F ønsker, at Wolt ansætter dem, siger Karsten John Kristensen.

For det andet køber forhandlingssekretæren ikke præmissen om, at Wolts forretningsform er økonomisk bæredygtig for andre end ejerne selv.

“Men jeg forstår da godt, at det er arbejdsgiverens våde drøm kun at have en udgift, hvis man har en indtægt,” siger Karsten John Kristensen og fortsætter: “Wolt bliver ved med at tale uden om arbejdsgiveransvar. Det sker, selv efter Skatterådet har truffet afgørelse om, at et bud, der kører for Wolt, er lønmodtager. Når Wolt kommer til den erkendelse, at deres bude er lønmodtagere, er jeg sikker på, vi kan lave en overenskomst, begge parter kan leve med.”

Vi giver fleksibilitet til et seg­ ment på arbejdsmarkedet, som typisk ikke har den samme fleksibilitet i arbejdslivet, som jeg vil vove at påstå, at du som journalist, jeg på kontoret og politikere og fagforeningsfolk alle nyder i vores hverdag.

Søren Meier Svendsen, direktør, Wolt

Wolt savner fokus på bude På spørgsmålet om, hvorvidt Wolt i realiteten vil acceptere arbejdsgiveransvar, svarer Søren Meier Svendsen ja, men bare ikke, hvis arbejdsgiveransvaret indebærer faste

vagtplaner og tæt kontrol med de ansatte, som ikke er foreneligt med Wolts nuværende forretningsmodel.

“Jeg vil ikke mene, at vi over for 3F har nægtet at tage arbejdsgiveransvar i generel forstand,” siger Wolt-direktøren.

Søren Meier Svendsen undrer sig desuden over, hvorfor kurererne ikke spiller en større rolle i debatten, da der blandt budene er stor tilfredshed med den nuværende arbejdsform, hvor de er tilknyttet som selvstændige. Det viser en spørgeundersøgelse, som Voxmeter har lavet for Wolt.

“De fleste glemmer at interesse sig for de mennesker, der rent faktisk udbyder deres arbejde. De har svært ved at komme til orde og bliver sjældent spurgt om deres syn på sagen, og det synes vi er ærgerligt, for det handler om mennesker,” siger Wolt-­ direktøren og tilføjer: “Vi giver fleksibilitet til et segment på arbejdsmarkedet, som typisk ikke har den samme fleksibilitet i arbejdslivet, som jeg vil vove at påstå, at du som journalist, jeg på kontoret og politikere og fagforeningsfolk alle nyder i vores hverdag.”

Hvor tvisten ender, afhænger af flere ubekendte, blandt andet den formodningsregel, som både EU og regeringen har varslet. I reformudspillet til ’Danmark kan mere 1’ lægger regeringen op til, at ansatte i platformsvirksomheder betragtes som lønmodtagere, med mindre virksomheden kan bevise, at de er selvstændige.

Og det er helt normalt, at teknologien løber hurtigere end lovgivningen, men lovgivningen indhenter markedet til sidst, påpeger lektor Natalie Munkholm.

“Platformsvirksomheder skal ikke være så bekymrede for, at man slår en industri ihjel, bare fordi de skal leve op til de samme regler som alle andre typer af virksomheder.”

Politiske tiltag i platformsøkonomien I regeringens reformudspil ’Danmark kan mere 1’ lægges der op til et opgør med platformsvirksomheder, der undergraver danske løn- og arbejdsvilkår. Regeringen nedsætter derfor et permanent råd, Rådet for fremtidens arbejdsmarked, hvis første opgave er at rådgive politikerne om platformsvirksomheder.

I samme reformudspil bekendtgør regeringen, at den vil indføre en formodningsregel, der indebærer, at medmindre en (platforms)virksomhed kan bevise, at dens tjenesteydere er selvstændige, formodes det, at de er lønmodtagere.

Samme toner lyder fra Bruxelles, hvor Europa-­ Kommissionen er kommet med et forslag til et direktiv med en formodningsregel, der på samme måde skal sikre, at platformsvirksomheder ikke løber uden om arbejdsgiveransvar.

Marts 2022

33

“Jeg har altid vidst, at jeg skulle noget andet” Udskiftninger blandt statens øverste embedsmænd er blevet mere hyppige. For Christian Hesthaven var jobbet som departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet aldrig en slutstilling. Nu stortrives han som kommunaldirektør i Rebild Kommune.

AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET EMBEDSVÆRK

FOTO: MADS CLAUS RASMUSSEN / RITZAU SCANPIX / PRESSEFOTO FRA REBILD KOMMUNE

tema fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

KVITTEDE JOBBET SOM D E PARTEMENTSCHEF EFTER TRE ÅR:

Marts 2022

35

tema fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

Der er sket en rigtig stor udskift­ ning i kredsen af departements­ chefer i andre ministerier, og det ændrer dynamikken i en gruppe, og nogle gange skal man måske så bare kigge på ens egen stol og sige, at nu er du måske den næste.

H

an var godt klar over, at beslutningen ville vække opsigt. I april 2021 kom det frem, at Christian Hesthaven stoppede som departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet i København for i stedet at blive kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Men det var hverken en pludselig eller uovervejet beslutning, fortæller Christian Hesthaven til Altinget, her cirka et halvt år efter, han trådte ind ad døren til rådhuset i stationsbyen Støvring, omkring 20 kilometer syd for Aalborg.

“Jeg har altid vidst, at jeg skulle noget andet, også uden for Slotsholmen,” siger Christian Hesthaven.

Han nåede at være departementschef i knap tre år og skriver sig dermed ind i en trend, hvor departementschefer sidder i kortere tid i deres stillinger. En trend, der uden for de slotsholmske mure vækker bekymring for tab af erfaring og kontinuitet.

Altinget har lavet et overblik, der viser, at 14 ministerier i løbet af den socialdemokratiske regeringsperiode har fået ny departementschef. 11 har helt forladt jobbet som departementschef.

Christian Hesthaven har personligt aldrig set jobbet som en slutstilling.

“Da jeg i sin tid sagde ja til at tage en tørn i Udlændinge- og Integrationsministeriet, vidste jeg allerede, at det var med en vis tidshorisont for øje, og det ændrede sig ikke, da jeg blev departementschef. Jeg synes, at små fire år i det ministerium, heraf små tre år som departementschef, egentlig var meget passende.”

Han tror, at han blandt andet er præget af sin opvækst i Justitsministeriet, hvor det var helt almindeligt at rokere rundt mellem forskellige stillinger, og at man også i sit karriereforløb skulle ud af ministeriet, eksempelvis til domstole eller anklagemyndighed.

“Jeg tror så også, det har noget med at gøre, at stillingen som departementschef, specielt på udlændingeområdet, er ret slidsom. Også af den grund tror jeg sådan set, det er ret sundt

for organisationen, at tingene ikke kører fast i en rille, men at der med jævne mellemrum bliver skiftet ud på de her poster.”

En næsten usandsynlig historie For Christian Hesthaven var det i høj grad også en fælles beslutning med familien. Han kommer selv fra Aalborg-området.

Hustruen fra Aarhus. Det har altid ligget i baghovedet “som en abstrakt mulighed”, at de en dag kunne finde på at tage “hjem til Jylland”. Men det skulle gøres, mens det stadig gav mening for børnene. De er i dag 9 og 11 år gamle.

“Og så er det ikke nogen hemmelighed, at min kone i december 2017 bliver alvorligt syg og er igennem et forløb på et halvt års tid, som er lidt hårdt. Først og fremmest for hende, men også for os som familie. Når jeg tænker tilbage, så tror jeg, at det er der, vi for første gang sammen begynder at tune ind på, om det som havde været en abstrakt mulighed, var noget, som vi skulle forfølge. Men så kørte toget jo videre.”

Det var først i efteråret 2020, at familien begyndte at gøre alvor af flirteriet med Jylland. I vinterferien sidste år kiggede de på huse. I samme uge skrev de under på en købskontrakt.

“Få dage efter, vi har skrevet under på aftalen med huset, sidder jeg og googler, hvad Rebild Kommune er for en størrelse, og så støder jeg tilfældigvis på, at byrådet er blevet forelagt en sag om, at der skal findes en ny kommunaldirektør, og at man derfor vil gå i gang med en rekrutteringsindsats i løbet af foråret. Det er næsten en usandsynlig historie, men det er ikke desto mindre sådan, det foregik.”

Christian Hesthaven skrev sin ansøgning. Han var spændt.

Han har arbejdet knap tyve år i den statslige sektor med en kort afstikker til domstolene, men fagligt har han aldrig sat sine ben i en kommune. Og han havde forberedt sig på, at han skulle søge job fra Frederikshavn i nord til Aarhus i syd og Viborg i vest. Men rådhuset i Støvring lå tre minutters gang fra hans hjem.

“Jeg var forberedt på, at jeg nok skulle søge bredt både fagligt og geografisk, men jobbet som kommunaldirektør var det,

som jeg med min erfaring allerhelst ville prøve kræfter med. Åbningen i Rebild Kommune, hvor jeg lige selv havde købt hus, var en decideret drømmemulighed, og derfor syntes jeg også, at det var et ansættelsesforløb, hvor jeg måske for første gang for alvor havde noget i klemme.”

Men hvem skulle det så være?

“Jeg ved det ikke. Den er vanskelig, men jeg ville bare ønske, at der var nogen, der tog den på sig, fordi jeg kunne som chef ikke gøre det, og jeg tror heller ikke, at medarbejderne selv var sluppet godt fra at gøre det i den offentlige debat. Men det bekymrede mig, fordi det nogle gange blev ret voldsomt og jo også var rettet mod personer, der ikke var en del af den øverste ledelse.”

Kritik fra Instrukskommission Meddelelsen om Christian Hesthavens jobskifte kom ud i en pressemeddelelse i april måned, få dage efter Instrukskommissionen Færre uforudsigelige sager kom med sin anden beretning i sagen om en ulovlig adskillelse af Til gengæld er flere fagforeninger stemplet aktivt ind i en debat om arbejdsvilkår og arbejdspres for embedsfolk i unge asylpar.

Christian Hesthaven har ikke haft nogen centraladministrationen de senere år.

I en rundspørge fra Djøf blandt medlemrolle i den ulovlige administration af indkvarteringsordningen, som foregik forud mer i departementer og styrelser fra maj for, at han i 2017 startede i ministeriet. Men 2021 svarede halvdelen, at mængden af deres i beretningen får Christian Hesthaven kritik arbejdsopgaver “i nogen” eller “i høj” grad Christian for som departementschef at have afvist at gik ud over kvaliteten af deres arbejde. SamHesthaven tidig svarede en meget stor del af lederne, at tage en mere indgående snak med en tidligemængden af opgaver påvirkede medarbejderre medarbejder, da ministeriet i foråret 2019 • Født 1976 i Aalborg (45 år) besvarede en række folketingsspørgsmål om nes trivsel negativt.

• Cand.jur., Aarhus Universitet (1996–2002) Efter et halvt år som kommunaldirektør forløbet.

En kritik Christian Hesthaven er dybt uforbemærker Christian Hesthaven, at arbejdsKarriere stående over for, som han også har peget på presset i hvert fald er “anderledes” i en kom• 2021– : Kommunaldirektør, i et høringssvar til Kommissionen. Men han mune.

Rebild Kommune “Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg arbejder afviser, at karriereskiftet har noget med kri• 2018–2021: Departementschef, tikken at gøre. meget mindre i mit nuværende arbejde, end Udlændinge- og “At mit jobskifte faldt på plads nærmest jeg gjorde tidligere, men der er ikke nogen Integrationsministeriet samtidigt med, at Instrukskommissionen tvivl om, at der er færre uforudsigelige sager, • 2017–2018: Afdelingschef kom med deres anden beretning, gør, at jeg der rammer mit bord nu, som haster. Jeg tror, for familie- og opholdsafdelingen, selvfølgelig godt kan forstå, at folk, som ikke den øgede forudsigelighed er den største forUdlændinge- og Integrationsminifår tænkt sig grundigt om, kan lave koblinskel, fordi det giver en mulighed for selv at steriet dosere, hvornår man vil lægge sin indsats. Den gen. Men med det forløb, der ligger forud, • 2015–2017: Juridisk kommitteret, Statsministeriet hvor vi havde købt hus i Nordjylland flere del har jeg været glad for at få ændret lidt på.”

• 2013–2015: Kontorchef, henSom departementschef skønner Christian måneder i forvejen, og jeg havde været igenholdsvis Færdselskontoret og Strafnem et langt rekrutteringsforløb med Rebild Hesthaven, at han i hvert fald ofte fem dage feretskontoret, Justitsministeriet Kommune, tror jeg også godt, man kan regne om ugen genoptog sin arbejdsdag om afte• 2011–2013: Chefkonsulent og nen og først slap det hen mod midnat. ud, at den sammenhæng ikke er der alligevel,” souschef, Justitsministeriet Der er jo blevet talt meget om hastigheden i siger Christian Hesthaven.

• 2009–2011: Fuldmægtig, centraladministrationen, og hvorfor det hele skal Justitsministeriet gå så stærkt. Er det noget, du selv har g jort dig Hvem forsvarer medarbejderne?

• 2007–2009: Ledende ministerDet var først sent i forløbet, at Christian Hesttanker om, efter du er kommet ud? sekretær for justitsministeren “Det har jeg bestemt gjort, og jeg har også haven fandt ud af, at der var noget i bedding • 2005–2007: Dommerfuldmægi forhold til hans egen rolle. Han var mest sagt til mig selv, at jeg selv havde et ansvar for tig, Retten i Korsør • 2002–2005: Fuldmægtig at ændre på det. Det fik jeg ikke gjort. Man fik berørt af sagen på grund af det pres, der var på i Justitsministeriet enkelte medarbejdere, ikke mindst i pressen. ofte de her korte aftræk på sagerne, og man fik ikke forholdt sig til, om man lige burde træk“Nogle gange synes jeg, man spænder buen maksimalt i forhold til, hvad også menige ke luft ind og bruge en dag mere. For hvad er det egentlig, vi mister på det? Nu er jeg ikke medarbejdere rimeligvis skal udsættes for i sådan et job. I hvert fald hvis vi også gerne vil have, at der fremadret- længere i jobbet, men hvis jeg i dag kunne gøre noget anderledes, så tet skal være gode folk, der vil arbejde i centraladministrationen. Og var det noget af det. Når det er sagt, så er det heller ikke det letteste det er i mine øjne vigtigt, hvis vi gerne fortsat vil give de folkevalgte at ændre på, for det var ligesom indbygget i systemet, at ting hastede.” de bedste vilkår for at lede landet.”

“Der var masser af gange, hvor jeg tænkte, hvorfor der ikke var Ny dynamik på Slotsholmen nogen, der tog til genmæle på de her medarbejderes vegne, fordi der Christian Hesthaven blev departementschef i Udlændinge- og ­Integrationsministeriet fra en stilling som afdelingschef samme sted. manglede et talerør for dem i debatten.”

Marts 2022

37

tema fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

Heldigvis er han hjulpet godt på vej af en velfungerende En af de største forandringer i det stillingsskifte var den langt tættere sparring med ministeren, men også at komme tættere organisation og gode folk omkring sig, understreger Christipå det samlede regeringsarbejde og at være en del af ledelsen an Hesthaven.

“Læringskurven har på mange måder været mere stejl end på Slotsholmen på tværs.

“Hvis man ikke passer på, så kan den del af jobbet, man nogensinde, men for mig var det sådan set også et af formåpopulært sagt kalder at lede opad og ud, meget hurtigt tage lene med at skifte.”

Han pointerer, at han for eksempel blot har en gennemalle døgnets 24 timer. Men på mange måder er det også det, der gør lige præcis stillingen som departementschef relativt snitsdanskers billede af, hvordan det er at være lærer i en folunik. At man er i det spændingsfelt, som virkelig er spænden- keskole, eller hvordan det er at arbejde i ældreplejen.

“Så jeg har jo ikke et fagligt fundament for at mene noget de, og som jeg har lært utrolig meget af.”

Men ændrede relationer på Slotsholmen var samtidig en af om det, så det er ikke fagligheden, jeg kan byde ind med, men de faktorer, der var med til at skubbe til beslutningen om, at så er det noget andet.” timingen for et karriereskifte måske var den rette.

“Når der sker udskiftninger på centrale poster i forhold til Kort fra beslutning til handling samarbejde på tværs, så sker der også ændringer i arbejdsform I stedet arbejder han mere med den strategiske ledelse og det og samarbejdsform, både i forhold til form og indhold, og at drive en organisation. Rebild Kommune er en spændende sådan er det, men for mig var det også med til at skubbe til kommune i en god udvikling, men han vil gerne yderligere tanken om, at tiden måske var ved at være moden til at kom- professionalisere måden, kommunen arbejder på som mynme videre.” dighed, både over for borgerne og over Hvad mener du med udskiftninger på cenfor de folkevalgte politikere. trale poster?

“Men samtidig skal vi ikke smide de “Jeg tror ikke, jeg kan sige så meget positive ting overbord, der er forbundet Der er noget større diversitet og mere om det, andet end at det selvfølgelig med at være en mindre kommune, hvor kompleksitet i en kommune, end betyder noget, hvem man har det daglige strukturen er flad, der er kort fra beslutnår man for eksempel sidder i Udlændingeministeriet eller ning til handling, og hvor tingene genesamarbejde med, også på tværs. Man kan Justitsministeriet. for eksempel se, at der er sket en rigtig stor relt fungerer uformelt.”

Ser du generelt noget problem i, at ledere udskiftning i kredsen af departements­ chefer i andre ministerier, og det ændrer fra staten går direkte over til lederstillinger dynamikken i en gruppe, og nogle gange skal man måske så i det kommunale? bare kigge på ens egen stol og sige, at nu er du måske den næste, “Man skal være forberedt på flere ting, når man laver det der skal rykke videre.” skifte. Opgaverne er på mange måder meget mere mangfoldige. Kommunernes opgaver over for borgerne favner så bredt, at man ikke har en jordisk chance for at mene noget om det Større kompleksitet i kommuner I stedet startede han i august måned sidste år som kommunal- hele. Det bliver man nødt til at leve med og give slip på.”

Man skal også være bevidst om forskellen på den politiske direktør i Rebild Kommune. Et skifte, han selv oplever som det hidtil største og sværeste. konstruktion med henholdsvis en minister og en kommu“Jeg har ikke mere end det her halve år at trække på i for- nalbestyrelse.

“Borgmesteren spiller selvfølgelig en meget central rolle og hold til at arbejde med kommunale emner, så der har selvfølgelig været kæmpestore huller i min viden, og det vil der er den øverste ansvarlige, men du har også de øvrige kommuvære lang tid frem. Jeg ved en masse om, hvordan det er at nalpolitikere, som ikke bare har politiske holdninger, men være i en myndighed og i en politisk styret organisation, bare også er tillagt materiel indflydelse i fagudvalg. Dem skal sekrei staten, men jeg må sige, at der er noget større diversitet og tariatet også betjene, og det synes jeg har været fedt at komme kompleksitet i en kommune, end når man for eksempel sidder ud og opleve. Jeg har virkelig stor respekt for de ildsjæle, som i Udlændingeministeriet eller Justitsministeriet.” kaster sig ind i det her arbejde, ofte ved siden af et krævende fuldtidsjob.”

Mens nogle bekymrer sig over departementschefernes kortere tid i deres stillinger, glæder Christian Hesthaven sig både fagligt og privat over, at familien gjorde alvor af tankerne om at pakke arbejdskontor og hjemmet i hovedstaden ned.

“Min kone og jeg har da talt om, at set udefra, så er det jo en Christian Hesthaven holder som departementsvild beslutning, vi har taget. Både fagligt og privat. Men for os chef tale til sin afgående minister, da posten som har det hele heldigvis flasket sig, og alt i alt er vi super glade udlændinge-­­­­og integrationsminister i 2019 skifter hænder fra Inger Støjberg (V) til Mattias Tesfaye (S). for at have taget skridtet.”

Marts 2022

39

på Slotsholmen 14 ministerier har fået ny departementschef, siden Mette Frederiksen rykkede ind i Statsministeriet.

AF KATRINE FALK LØNSTRUP, JOURNALIST OG CHEF FOR RESEARCH

D

er har været gang i svingd ø re n e t il ministerierne og deres chefkontorer, siden Socialdemokratiet efter folketingsvalget i 2019 fandt sig til rette i regeringsbygningerne.

I løbet af regeringens to et halvt år lange levetid har knap tre ud af fire ministerier således fået en ny embedsmand i spidsen.

Senest var det Udenrigsministeriet, hvor departementschefen gennem tre år, Lars Gert Lose, i januar meddelte, at han forlader Slotsholmen til fordel for et job i det private erhvervsliv.

Her er overblikket over, hvilke ministerier der har fået nye departementschefer, siden den socialdemokratiske regering tiltrådte i juni 2019.

Udenrigsministeriet Efter tre år som departementschef i Udenrigsministeriet fratrådte Lars Gert Lose i slutningen af januar sin stilling til fordel for et job som chef for Global Public Affairs hos Copenhagen Infrastructure Partners.

Lars Gert Lose har været departementschef i Udenrigsministeriet siden januar 2019, hvor han vendte hjem fra posten som dansk ambassadør i USA. Lars Gert Lose har derudover blandt andet været ministersekretær for tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, pressechef i Udenrigsministeriet og departementsråd i Statsministeriet.

Børne- og Undervisningsministeriet Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skal for anden gang i sin ministertid finde en ny departementschef. Det står klart, efter Birgitte Hansen i november 2021 annoncerede, at hun fratræder sin stilling for i stedet at blive ny rigsrevisor.

Birgitte Hansen overtog i december 2019 departementschefstillingen i Børne-­­­ og Undervisningsministeriet efter Søren Hartmann Hede, som efter halvandet år som departementschef rykkede til Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Dengang kom Birgitte Hansen fra en stilling som direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) – en post, hun havde overtaget fra netop Søren Hartmann Hede året inden. Det er endnu ikke blevet offentliggjort, hvem der overtager den ledige chefstol i Børneog Undervisningsministeriet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet Pernille Breinholdt Mikkelsen tiltrådte 1. oktober som ny departementschef i Udlændinge- og integrationsministeriet.

Hun kom fra en stilling som statsadvokat ved Rigsadvokaten og har bred erfaring fra centraladministrationen, blandt andet fra flere år som afdelingschef i Justits-

ministeriet. Derudover har hun flere års erfaring med udlændingeområdet fra det tidligere Integrationsministerium, hvor hun har været kontorchef for flere kontorer. Posten som departementschef blev ledig, efter Christian Hesthaven trak sig for i stedet at blive ny kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Christian Hesthaven blev departementschef i 2018 og var inden da afdelingschef i ministeriet i en årrække.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Morten Niels Jakobsen blev i januar 2021 udnævnt som ny departementschef i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, efter Miljø- og Fødevareministeriet var blevet opsplittet i to selvstændige ministerier. Han kom til ministeriet fra en stilling som styrelsesdirektør for Vurderingsstyrelsen og har tidligere været styrelsesdirektør for Spillemyndigheden.

Morten Niels Jakobsen har en lang karriere i Justitsministeriets koncern bag sig, blandt andet som statsadvokat for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK) og som kontorchef i Justitsministeriets departement.

Den hidtidige departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard fortsatte som øverste embedsmand i Miljøministeriet.

Sundhedsministeriet I Sundhedsministeriet var der i januar 2021 udskiftning i toppen, da Svend Sær-

FOTO: LISELOTTE SABROE / LINDSEY WASSON / PHILIP DAVALI / RITZAU SCANPIX

tema fremtidens arbejdsmarked, karriere og offentlig ledelse

Stoleleg

kjær blev udnævnt til ny departementschef.

Han kom til ministeriet fra en stilling som regionsdirektør i Region Hovedstaden og har tidligere været regionsdirektør i Region Nordjylland og afdelingschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Svend Særkjær afløste Per Okkels, der med sine ti år som øverste embedsmand i Sundhedsministeriet var en af de længst­ siddende departementschefer. Okkels havde egentlig besluttet at gå på pension allerede i sommeren 2020, men på grund af coronapandemien fortsatte Okkels på posten indtil begyndelsen af 2021.

Indenrigs- og Boligministeriet og Social- og Ældreministeriet Januar 2021 bød på endnu en rokade, da Jens Strunge Bonde blev ansat som ny departementschef i Social- og Ældreministeriet. Posten blev ledig efter en ministerrokade og ressortomlægning, som betød, at Social-­­­og Indenrigsministeriet blev til Social- og Ældreministeriet. Den siddende departementschef i Social- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, blev departementschef i det nye indenrigs- og boligministerium.

Jens Strunge Bonde kom fra en stilling som kommitteret i Statsministeriet, hvor han havde været tovholder for regeringens nærhedsreform. Han har tidligere været departementschef i det daværende Børne- og Socialministerium under VLAK-regeringen, men fratrådte i 2019 i forbindelse med den nye ressortinddeling efter regeringsskiftet.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet 1. januar 2021 tiltrådte Lars Frelle-Petersen som ny departementschef Klima-, Energiog Forsyningsministeriet, hvor han afløste Morten Bæk, som i stedet blev ny departementschef i Forsvarsministeriet. Lars Frelle-­ Petersen kom til Klimaministeriet fra en stilling som direktør i Dansk Industri, hvor han sad som ansvarlig for DI Digital.

Forsvarsministeriet Forsvarsministeriet fik i september 2020 ny øverste embedsmand, da Morten Bæk afløste Thomas Ahrenkiel på posten. Morten Bæk kom til Forsvarsministeriet fra en stilling som departementschef i Klima-, ­Energi-­ ­­­­­­­­­­­­­­og Forsyningsministeriet, som han havde bestredet godt et år. Inden da var han direktør for Energistyrelsen.

Den afgående departementschef i Forsvarsministeriet, Thomas Ahrenkiel, skulle

efter planen tiltræde som ny dansk ambassadør i Berlin i september 2020. Han blev dog fritaget fra tjeneste efter en alvorlig kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor han havde været chef fra 2010 til 2015. En undersøgelse frikendte et år senere Ahren­kiel, som efter mellemlandinger i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet i november 2021 forlod Slotsholmen til fordel for et job som europæisk direktør for det internationale konsulent- og rådgivningsfirma Macro Advisory Partners ApS.

Beskæftigelses­m inisteriet var dog ikke ukendt terræn, da Kryhlmand tidligere har haft stillinger som både afdelingschef og kontorchef i ministeriet.

Stillingen blev ledig, da Jakob Jensen fratrådte stillingen til fordel for et job som administrerende direktør hos Dansk Boldspil-­Union (DBU). Jacob Jensen havde arbejdet i Beskæftigelsesministeriet siden 2012 og steg løbende i graderne, indtil han endte med at blive ansat som departementschef i januar 2017.

Kulturministeriet Dorte Nøhr Andersen overtog stillingen som departementschef i Kulturministeriet i maj 2020. Hun fra en stilling som afdelingschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor hun havde været ansat siden 2015.

Dorte Nøhr Andersen overtog posten fra Marie Hansen, der havde siddet på posten under de seneste fire regeringer, men nu i stedet fortsatte sin karriere som direktør i Folketinget. Marie Hansen var inden sin tid i Kulturministeriet direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen, afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet og ministersekretær i Statsministeriet.

Uddannelses- og Forskningsministeriet I november 2019 var der i udskiftning i toppen af Uddannelses- og Forskningsministeriet, da Agnete Gersing blev kommitteret i Finansministeriet. Dengang vurderede forsker i ledelse og organisation ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh over for Altinget, at rokaden ikke var sket på Gersings eget initiativ, men nærmere skulle ses som en fyring.

Direktør for ministeriets politiske afdeling Hanne Melgaard blev udpeget som ny departementschef.

Statsministeriet Statsministeriet fik ny departementschef, da statsminister Mette Frederiksen (S) i januar 2020 hentede sin tidligere departementschef i Justitsministeriet, Barbara Bertelsen, over til Statsministeriet. Barbara Bertelsen blev departementschef i Justitsministeriet i 2015 og sad dermed som øverste embedsmand i Justitsministeriet en del af den tid, Mette Frederiksen var justitsminister.

Barbara Bertelsen afløste Christian Kettel Thomsen, der havde været departementschef i Statsministeriet siden 2010, men nu i stedet blev indstillet af regeringen til at blive ny næstformand i den Europæiske Investeringsbank.

Justitsministeriet Barbara Bertelsens skifte til Statsministeriet efterlod et hul i Justitsministeriet, som blev udfyldt af Johan Kristian Legarth. Han kom fra en stilling som juridisk chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) og har 18 års erfaring i Justitsministeriet.

Beskæftigelsesministeriet Søren Kryhlmand blev i marts 2020 ansat som ny departementschef i Beskæftigelsesministeriet, og han forlod dermed sin post som direktør i Arbejdstilsynet.

Finansministeriet Allerede umiddelbart efter folketingsvalget i 2019 valgte departementschef Martin Præstegaard at forlade Finansministeriet i fordel for en lederstilling som finansdirektør og viceadministrerende direktør i pensionskassen ATP. Præstegaard sad på posten som departementschef i fem år.

Præstegaard blev afløst af Peter Stensgaard Mørch, der kom fra en stilling som administrerende direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Før da var han dog departementschef i Beskæftigelsesministeriet, hvor han blev udpeget i 2013, mens Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister.

LÆS OGSÅ:

Djøf-formand er bekymret for øget politisk pres Har fagligheden og sagligheden i embedsværket fået trange kår som følge af øget politisk pres? Og svigter Djøf sit ansvar som fagforening ved ikke klarere at gå ind i debatten om sprogbrug og ledelseskultur blandt topchefer? Interview med formanden for Djøf, Henning Thiesen.

Find artiklen på altinget.dk Marts 2022

41

Q and A

ning af ytringsfrihed er forudsætningen for, at de kan sidde på magten,” siger han.

9 S-regeringens lovudkast er ifølge

Bogaktuelle Jacob Mchangama kritiserer regeringens forslag om at regulere sociale medier. ”Det bliver taget imod med kyshånd af autoritære og illiberale stater i Rusland og Tyrkiet,” siger han.

Verden over føler demokratier sig så ”usikre og udsatte", at de går fra at se ytringsfriheden som den ”mest fundamentale værdi” til et ”våben” rettet mod demokratiet selv.

Det kommer til udtryk ved, at vestlige demokratier vedtager love, som begrænser ytringsfriheden på sociale medier. Det mener Justitias direktør, Jacob Mchangama, som står bag bogen Free Speech: A History from Socrates to Social Media, som udkommer 8. februar i USA.

AF RASMUS STRAKA SKJØDT DEBATREDAKTØR, ALTINGET

42

I bogen kritiserer han Tysklands NetzDGlov, som siden 2018 har pålagt platforme såsom Facebook at slette ”åbenlyst ulovligt” indhold inden 24 timer, og som har inspireret den danske regerings lovudkast til regulering af sociale medier. ”Demokratier vedtager nye lovkomplekser, som skal begrænse ytringsfriheden på sociale medier. Det bliver taget imod med kyshånd af autoritære og illiberale stater i Rusland og Tyrkiet, som ved, at begræns-

9 Hvad baserer du det på? x”Vi har lavet undersøgelser, som viser, at

omfanget af ulovligt indhold er minimalt på danske mediers og politikeres Facebookprofiler, og at det kun er 1,1 procent af slettet indhold, som strider imod bestemmelser i straffeloven. Loven rammer hverken Google eller Facebook, som kan være kyniske og endda se den som en fordel. Hvem har midler til at konkurrere med dem om at udvikle automatisk indholdsmodering og til at ansætte nok folk til at moderere?

Loven understøtter deres monopol på at facilitere den offentlige debat og giver dem

Q&A SERIEN

Nye bøger og nye debatter kalder på gode spørgsmål. Hver måned bringer Altinget Magasin et interview med en aktuel stemme i samfundsdebatten.

FOTO: TOBIAS KOBBORG / RITZAU SCANPIX

Jacob Mchangama

dig inspireret af NetzDG-loven.

Hvorfor tåler de sammenligning? x”Det har regeringen været åben omkring.

Tyskerne gik som de første ned ad denne vej, hvor lande som Tyrkiet, Rusland og Venezuela desværre har fulgt efter. Den danske regering mener, at efter en anmeldelse skal man tage stilling til det ulovlige indhold inden 24 timer som udgangspunkt. Det gælder alt ulovligt indhold. Den tyske lov handler kun om bestemte bestemmelser i straffeloven. I Danmark er det alt fra ophavsret til markedsføringslovgivning. Det er fuldstændig uoverskueligt. Det ironiske er, at man vil ramme techgiganter, fordi de har fået for meget magt over den demokratiske debat og lader ulovligt indhold flyde. Men ingen empiri understøtter, at ulovligt indhold flyder og fylder for meget.”

Altinget Magasin Interview

magten til at stå for at vurdere indholdet, der er oppe og nede, uden at alle retssikkerhedsgarantier følger med, som hvis en domstol tog stilling.”

Evalueringen af NetzDG peger på, at loven ikke har ført til overimplementering ... ”Det er god PR af den tyske regering.

Hele problemet er, at platformene har udvidet deres fællesskabsstander og har kigget på, hvad den tyske definition af hadtale er.

'Den er her.' Så har Facebook sagt: 'Vi laver vores definition herude.' Facebook har automatiseret indholdsmodering, der identificerer og fjerner indhold, før nogen kan klage.

Den tyske regering siger: 'Der er ingen overimplementering.' Det er, fordi Facebook fjerner langt, langt det meste.”

9 Forveksler du ikke ytringsfrihed med krav om publicering på sociale medier? x”Det synes jeg ikke. Hvis der ikke var en lov, kunne man kritisere Facebook, Youtube og Twitter for at underminere ytringsfrihedskulturen for at gå for langt. Nu pålægger stater dem at fjerne indhold ved lov med straffeansvar. Det kan regeringen ikke gøre uden at tage hensyn til ytringsfriheden, som bliver direkte relevant.”

9 Selv med regulering vil danskerne kunne ytre sig. De vil hverken kunne udgive eller skrive hvad som helst.

Hvad kan der være galt i det? x”Det kommer an på, hvordan man ser det.

I bogen taler jeg om den egalitære modsat den elitære ytringsfrihed. De har kæmpet mod hinanden siden antikken. Traditionelle medier synes ikke altid, at det er sjovt med sociale medier, som har stjålet annoncekroner og ændret statussen hos de medier, som havde privilegeret adgang til at skabe den offentlige debat, fordi almindelige mennesker ikke kunne komme til orde i offentligheden. Jeg tilhører den skole, der mener, at det er sundt for et demokrati, at borgere kan kommunikere umiddelbart og direkte. Det betyder også, at der kommer en masse skidt med.”

9 Har vi set det før? x ”Danmark blev i 1770 det første land,

der fuldstændig afskaffede censuren med Struensee. Vi gik kortvarigt fra en lukket, offentlig sfære, som kirke og stat styrede med censur, til lige pludselig, hvor enhver kunne trykke, hvad de ville. Det var en blandet landhandel. Det er prisen ved ytringsfri-

hed. Vi kommer aldrig til at have egalitær ytringsfrihed, hvor vi alle bryder os om det, der bliver sagt.”

9 Hvad kan nutiden lære af fortiden, når vi taler om ytringsfrihed? x”Mange debatter, vi synes er nye, har været udkæmpet mange gange før. Vi har hele tiden stået i, at når den offentlige sfære blev udvidet med ny teknologi eller ny demokratisering, har vi set kampen mellem den egalitære og elitære adgang til den offentlige sfære.”

Ny bog af Justitias direktør • Jacob Mchangama (født 1978) er aktuel med bogen Free Speech: A History from Socrates to Social Media.

• I bogen skildrer Mchangama ytringsfrihedens udvikling fra antikken til digitaliseringen og kommer i gennemgangen ind på, hvorfor det er væsentligt at forsvare ytringsfriheden i dag.

• Mchangama er uddannet jurist fra Københavns Universitet med en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering. Han var fra 2008 til 2013 chefjurist i den borgerlig-­ liberale tænketank Cepos og har siden 2014 været direktør i tænketanken Justitia.

• Mchangamas nye bog udkommer 8. februar i USA, 17. marts i Storbritannien og senere på året i Danmark, hvor Djøf Forlag står for udgivelsen.

9 Hvis vi ser på nutiden, tager autoritære stater godt imod NetzDG-loven.

Hvilke stater er det? x”Rusland har lagt hårdt pres på sociale medier og lavet en lov, der direkte henviser til NetzDG, og Tyrkiet har lagt op til en lov mod 'falske informationer'. Erdogan siger, at i starten var sociale medier og internettet en gave til demokrati og frihed, men nu er de en trussel mod demokratiet. Det

lyder fuldstændig som vestlige ledere. Han kommunikerer ekstremt smart. Det bliver svært for vestlige demokratier at kritisere, også selvom lovene i Danmark og Tyskland er mindre vidtgående. Vi kan tænke over i Danmark, hvor vi er så forkælede med ytringsfriheden, at sociale medier i nogle lande er den eneste måde at omgå statslig propaganda og censur på.”

9 Hvor realistisk er det, at Rusland og Tyrkiet afgiver kontrol og sikrer mere ytringsfrihed? x”Den er ikke særlig stor med de nuværende styrer. Men vi har set, at når vestlige demokratier står fast på ytringsfriheden, kan de vinde nogle sejre. Det peger jeg på i bogen med Helsinikiaftalen, hvor vesten og de østlige stater indgik aftalen, som mest handlede om at undgå, at Den Kolde Krig eskalerede og blev varm, men hvor de fik sneget henvisninger til menneskerettigheder, religionsfrihed og pressefrihed ind. Det bruger dissidenter bag jerntæppet til at lægge pres på regeringer og til at holde dem op på de principper, imens vestlige regeringer understøtter dem.”

9 Du mener, at det bedste bud for ytringsfrihedens fremtid er et mere decentraliseret internet. Hvorfor? x”Ytringsfriheden har stået stærkest, når den har været decentraliseret. De Forenede Nederlande er et godt eksempel i det 17. århundrede. Der var ikke nogen stærk, central statsmagt. Også den første del af internettets begyndelse – i blogosfæren – var meget decentral. Internettet er blevet centraliseret med de store platforme. Det er usundt. Vi skal have højere grad af brugerkontrol af indhold på sociale medier.”

9 Hvorfor skulle stater og techgiganter afgive magt? x”De støtter nok ikke den mest radikale løsning. De kan være med på, at brugerne får mere kontrol, også så man kan sige, at man har lavet fejl ud fra et konkurrenceretssynspunkt ved at lade nogle platforme vokse sig så store. Men den lov mod sociale medier, som er på vej i Danmark, vil ikke bidrage til, at andre aktører kan konkurrere med de store platforme.”

"Et rødt kort til politikere, der vil regulere sociale medier," skriver Lisbeth Knudsen om Free Speech. Læs hele anmeldelsen på side 69.

Marts 2022

43

44

Altinget Magasin Feature

S P Ø R G S M Å L E T, P O L I T I K E R N E A LT I D H E L S T V I L G E M M E TI L E FTE R VALG ET:

Skal vi arbejde, til vi er 74 for at holde sammen på velfærdsstaten?

Pension kan vinde valg, vælte regeringer og som intet andet få samfundsøkonomien til at knage. Snart får vi eksperternes svar på, om pensionsalderen fortsat skal stige for at bære sin egen vægt. Her er historien om en politisk højeksplosiv velfærdsydelse.

AF JACOB PEDERSEN, JOURNALIST ILLUSTRATION: KRISTIAN ESKILD JENSEN

Marts 2022

45

I

sin formandstale på kongressen, “standses kan den udvikling aldrig”.

Programmets kardinalpunkt blev modnet i årtiet forinden. I 1944 foreslog Viggo Kampmann (S) som embedsmand og ekspeditionssekretær i samlingsregeringens beskæftigelsesudvalg et opgør med aldersrenten, der siden 1922 havde givet særligt sårbare ældre ret til understøttelse. Socialreformen fra 1933 og rettighedsprincippet for offentlige ydelser måtte ikke blive “slutsten” på den socialpolitiske udvikling, lød det fra den senere statsminister.

Socialdemokratiets ledelse var dog imod, da Radikale i 1945 genoplivede Kampmanns forslag om universel pension, hvorefter debatten sandede til i den politiske hverdag efter krigen og i 1948 – på Radikales initiativ – blev henlagt til Folkeforsikringskommissionen, som skulle undersøge effekterne af at erstatte aldersrenten med en bredere ordning.

Gennem 30 år blev aldersrenten tilpasset – flere fik del i ordningen, og dens beskedne takster blev en smule større – men med kommissionens delberetninger blev svaret på

To af folkepensionens stamfaddere, Hans Hedtoft (tv.) og H.C. Hansen. Idéen om en universel alderdomsbetinget ydelse blev modnet op igennem 1940’erne. I 1953 blev det officiel socialdemokratisk politik og var med til at vinde Hedtoft regeringsmagten tilbage fra Venstre. I 1956 blev løftet indfriet af H.C. Hansen, og folkepension til alle over 67 år blev en realitet.

FOTO: HENNING BAGGER / THOMAS WILMANN / HAKON NIELSEN / DITTE VALENTE / RITZAU SCANPIX

1953 fik Danmark to historiske dokumenter med vidtrækkende konsekvenser.

Det ene bliver vi mindet om den 5. juni, når vi fejrer grundloven og den seneste ændring, som blandt andet knæsatte vores etkammersystem med negativ parlamentarisme.

Det andet fulgte et par uger senere, da Socialdemokratiet på sin partikongres vedtog principprogrammet Vejen til fremskridt.

Målet var “at sikre økonomisk og social tryghed for alle”, for selvom den nye grundlov endnu garanterede åndelig og politisk frihed, måtte også “de økonomiske og sociale problemer løses”, før alle fik “fuld nytte af friheden”.

Under parolerne og de røde faner var bærebjælkerne til en omfattende socialpolitik, der skulle “forebygge, at nød, ulykke og sygdom opstår”, og lægge kimen til fremtidens samfund. Hans Hedtoft (S) mente, at rejsen mod velfærdsstaten kunne udsættes, “når konservative og reaktionære kræfter midlertidigt får styrke til det”. Men, som Hedtoft formanede i

46

Altinget Magasin Feature

pensionsspørgsmålet efterhånden så presserende, at det kunne danne regeringer.

Socialdemokratiets hidtidige tøven blev nu erstattet med parolen: Folkepension i stedet for aldersrente. Med ensartet folkepension til alle over en vis alder – uanset indtægt – som et af sine primære valgløfter overbød Hedtoft Radikale og genvandt regeringsmagten i 1953. En af kampagnens hovedforfattere blev udnævnt til ny finansminister: Viggo Kampmann.

I 1956, året efter Folkeforsikringskommissionens endelige betænkning – og ved indledningen af et halvt århundredes socialdemokratisk dominans, blev den store forsikring endelig indfriet. Sammen med Radikale, Konservative og Venstre afskaffede H.C. Hansen aldersrenten og vedtog en af efterkrigstidens tungeste reformer: Lov om ændring i lov om folkeforsikring. Alle danskere over 67 år var nu berettiget til folkepensionens grundydelse. Otiummet var styret af alder – ikke behov.

Folkepensionen blev således den første universelle velfærdsydelse – og har siden udgjort en hjørnesten i vores velfærdsmodel. Men Danmark har ændret sig siden 1956, hvor den forventede middellevetid var 69 år. I dag er den 81,6.

Vi spoler hurtigt frem til foråret 2022, hvor vi nærmer os det, der kan blive et nyt vendepunkt i historien om folkepensionen.

Pensionsalderen er netop blevet skruet i vejret med et halvt år mere – så den nu er 67 år. Frem til 2035 er det allerede besluttet, at pensionsalderen skal stige til 69 år. Og følger vi fremskrivningerne, har vi udsigt til en pensionsalder, som rammer 74 år i 2070.

Logikken har ligget fast siden 2006, hvor et bredt politisk flertal med Velfærdsforliget besluttede, at folkepensionsalderen skulle stige i takt med levealderen for at demontere den bombe under statens finanser, som stigende udgifter til pension og ældrepleje udgør. Men når Pensionskommissionen senere på foråret afleverer sin rapport, får vi svar på, om det er muligt at trække grænsen ved 70 år, eller om pensionsalderen fortsat skal stige for at bære sin egen vægt.

Engang fik et lignende scenarie dramatiske følger. Spørgsmålet er, hvad der sker denne gang, når partierne konfronteres med alvoren og pensionsalderens bitre dilemma, hvor den fortsatte stigning betinger velfærden for et støt stigende antal ældre, men samtidig kolliderer frontalt med forvent-

ningen til arbejdslivets længde hos et bredt udsnit af vælgerne.

Fælleserklæringen Fra 1957 til 1970 blev folkepensionens mindstebeløb udvidet, indtil det til sidst udlignede maksimumbeløbet og var ens for alle. I 1963 oprandt et højdepunkt i pensionens udbredelse med indførelsen af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) – et lovpligtigt supplement til folkepen­ sionen finansieret af alle lønmodtagere og arbejdsgivere.

Ifølge Niels Wium Olesen, lektor i politisk historie, katalyserede det samfundsudviklingen.

“Man var vant til ulighed i 50’erne og kunne leve med åbenlyse forskelle i pensions­forhold mellem LO-arbejdere, funktionærer og tjenestemænd, men med velfærdsstigningen og Socialdemokratiets større indflydelse opstod et pres for at for-

I Sydeuropa har man en lav og attraktiv pensionsalder, men også kæmpe finansieringsproblemer. Det er et fatamorgana, at vi kan klare os uden handling.

Torben M. Andersen, professor i økonomi

bedre systemet. Selvom det i begyndelsen var meget, meget små beløb, som blev skudt ind i ATP, satte det gang i en bestræbelse fra S og især fagbevægelsen for at holde det på dagsordenen,” siger han.

Som understrøm i slægtskabets fortælling løb tanken om økonomisk demokrati, der skulle garantere lønmodtageres medbestemmelse på arbejdspladsen. I 1973 blev idéen fremsat som lovforslag, og skønt den aldrig blev ophøjet til lov, skabte den i mange år udbredt nervøsitet hos mange arbejdsgivere.

Ikke desto mindre flød forestillingen om økonomisk demokrati videre.

“Idéen om omfordeling gennem store pengetanke og afgivelse af løndele trivedes i debatten langt ind i 80’erne, var løftestang for socialistiske ambitioner og fik også stor indflydelse på pensionssystemet. Selv borgerlige politikere som Henning Christophersen, Per Stig Møller og Anders Fogh i sin VU-tid mente alle, at der var noget om tanken,” siger Niels Wium Olesen.

I 1987 kom det store hamskifte, da Poul Schlüters firkløverregering og arbejdsmarkedets parter – i skyggen af en skæv betalingsbalance, høj arbejdsløshed og problemer med at finansiere pensionssystemet – underskrev Fælleserklæringen og indstillede sigtekornet mod obligatoriske arbejdsmarkedspensioner til samtlige erhvervsgrupper. 20 procent af danskerne havde dengang en arbejdsmarkedspension til at supplere folkepensionen.

Implementeringen begyndte på offentlige arbejdspladser i 1989, fortsatte på de private i 1991 og er en vigtig grund til, at det danske pensionssystem kaldes et af verdens mest robuste, fordi vi selv sparer op til pensionen og i mindre grad belaster statskassen.

Arbejdsmarkedspensionerne blev dog også kilde til fornyet ulighed i alderdommen på grund af vores forskellige indbetalingsperioder og varierende tilknytning til arbejdsmarkedet.

Gennem 90’erne intensiverede skiftende politiske flertal derfor indtægtsgradueringen i folkepensionens grundbeløb samt den sociale udligning i form af flere og større pensionstillæg under hensyn til de svageste samfundsgrupper uden formue eller anden pension optjent gennem et stabilt arbejdsliv. Men grundlæggende har der, mener Niels Wium Olesen, været en gradvis udviskning af en af velfærdsstatens grundtanker.

Marts 2022

47

“I et ideologisk og velfærdspolitisk perspektiv er den væsentligste udvikling pensionens individualisering og det ganske betragtelige skridt væk fra universalismen,” siger han.

En grundpille i velfærdsstaten Folkepensionen er karakteriseret ved, at skatteydere betaler for pensionister, og er dermed følsom over for forandringer i generationers relative størrelse. Det blev allerede åbenbaret sidst i forrige århundrede; 1983 er den mindste fødselsårgang i 100 år.

Der er en tvangstanke om, at man kan skrue på knappen uen­ deligt og piske folk til at arbejde videre, uanset hvilket liv de lever.

Karsten Hønge, politisk ordfører, SF

Efter årtusindeskiftet fortsatte de demografiske forskydninger, mens forholdet mellem erhvervsaktive danskere og folk i pensionsalderen blev yderligere forrykket; 50 års reformer af pensionssystemet var ikke tilstrækkeligt til, at pengene passede.

Med Velfærdsforliget i 2006 besluttede Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale og Socialdemokratiet, at pen­ sions-­­og efterlønsalderen skulle indekseres og fremover stige i takt med den accelererende gennemsnitslevealder.

Konkret betød aftalen, at pensionsalderen frem til 2027 skulle hæves fra de hidtidige 65 til 67 år. En forhøjelse, som efterfølgende blev fremskyndet med fem år i forbindelse med Tilbagetrækningsreformen i 2011, hvor Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale nu uden om Socialdemokratiet vedtog, at pensionsalderen i stedet årligt skulle stige med et halvt år fra 2019 til 2022.

Tallet er derfor nu 67 og bliver reguleret til 68 i 2030 og 69 i 2035. Og regningen bliver stor, hvis ikke det sker. Finansministe­ riet anslår, at den offentlige saldo falder med 50,6 milliarder kroner, hvis ikke pensionsalderen som allerede vedtaget hæves til 69 år i 2035. Og ifølge Det Økonomiske Råd vil det undergrave den finanspolitiske holdbarhed, hvis stigningen standser ved 70 år i 2040, som er den næste planlagte stigning, der skal vedtages politisk i 2025.

48

Pensionskommissionen • Nedsat af regeringen i 2020, men oprindeligt besluttet af forligspartierne bag seniorpensionen (VLAK-regeringen, DF og Radikale) i 2019.

Medlemmer: • Formand: Jørn Neergaard Larsen, tidligere beskæftigelsesminister.

• Laila Mortensen, formand i Forsikring & Pension samt adm. direktør i Industriens Pension.

• Dorrit Vanglo, adm. direktør, LD Fonde.

• Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, prof. i økonomi ved Københavns Universitet.

• Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Kommissionen har fået til opgave at undersøge:  Fordele og ulemper ved differentieret pensionsalder.  Hvordan stigende levetid og et bedre sundhedsvæsen påvirker seniorers muligheder for at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Konsekvenserne af en lempeligere levetidsindeksering, så pensionsalderen stiger langsommere fra 2040, samt effekterne af forslag om at fastlåse pensionsalderen ved 70 år i 2040.  Mulighederne for nye forsikringsordninger for nedslidte.  Seniortænketankens anbefaling (2019) om at vurdere, hvorvidt en forenkling af pensionssystemets regler og indretning betyder, at det i højere grad betaler sig for seniorer at fortsætte med at arbejde.  Omfanget af negative incitamenter til pensionsopsparing for ældre, der får supplerende pensionsydelser, boligydelse, varmetillæg m.v.

Torben M. Andersen, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet, var formand for den tidligere pensionskommis­sion, som blev nedsat af SR-regeringen – men nedlagt igen af Løkke-regeringen i 2015.

“Det er ikke en alvorlig krise eller brandslukning endnu, men robustheden i systemet hænger sammen med, at vi øger tilbagetrækningsalderen, når vi lever længere. Gør vi ikke det, får vi problemer, der skal finansieres på en anden måde,” siger han.

Torben M. Andersen beskriver pensionssystemet som en trekant, hvor tilbagetrækningsalderen er krumtappen: “Den ene side er, hvor meget vi bidrager, den anden hvor meget vi får, den tredje hvor længe. Når levealderen stiger, udfordres balancen, hvilket i princippet kan løses ved at sætte udbetalingen ned eller bidragene op, eller, som vi har valgt at gøre, at udskyde pensionen. I Sydeuropa har man en lav og attraktiv pensionsalder, men også kæmpe finansieringsproblemer. Det er et fatamor­ gana, at vi kan klare os uden handling.”

Overvismand Carl-Johan Dalgaard følger fodsporet fra sin kollega og betoner også den samfundsøkonomiske vigtighed af en fortsat stigende pensionsalder.

Han har dog godt fornemmet, at den økonomisk set snusfornuftige mekanisme møder modstand hos politikere og befolkning.

“På den ene side er levetidsindekseringen afgørende, hvis vi skal opretholde vores nuværende velfærdsstat, men omvendt er det meget upopulært i visse kredse. Hvis vi skal være nyttige som økonomer, må vi skille mekanik og værdipolitik fra hinanden, men vi kommer ikke uden om, at der også er moralfilosofi og værdipolitik i de her ting.”

Effektiv symptombehandling At pensionsalderen er et mægtigt, men også ekstremt følsomt politisk redskab, stod klart i 2017, da VLAK-regeringen foreslog at skrue pensionsalderen op med et halvt år mere end allerede planlagt fra 2025.

En umage alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti spændte ben for Løkkes planer, som ellers havde til hensigt at øge det finanspolitiske råderum.

Med 3F som giftekniv blev fornuftsægteskabet beseglet, da Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) sammen gik på scenen i Cirkusbygningen.

Altinget Magasin Feature

Den fælles modstand mod en yderligere eskalering af pensionsalderen blev første skridt ind i et nyt politisk landskab, hvor Frederiksen fraskrev sig arven fra Poul Nyrup og gjorde DF stuerene, så hun selv kunne blive anerkendt som udlændingestrammer, mens Thulesen Dahl lagde afstand til VKO-flertallets velfærdsafviklinger – herunder udfasningen af efterlønnen – og rokkede ved DF’s placering som fast skruetvinge i blå blok. Politisk kommentator Lars Trier Mogensen kalder forslaget naturligt, men blokeringen betegnende for den virkelighed, 00’ernes store reform i 2006 har ført med sig. “Pensionsalderen er det største og politisk set mest bekvemme hånd-

tag, fordi der er så store økonomiske effekter, ligesom den er fjern for mange vælgere, men ændringerne begynder med tiden også at blive mere håndgribelige i folks hverdag og mere end et simuleret fremtidsscenarie. Derfor får det også en anden politisk betydning.”

Ved at udfordre tempoet i Velfærdsforliget kan Lars Løkke siges at have banet vej for den dagsorden, som kostede ham regeringsmagten i 2019. Modstanden mod en stigende pensions­alder blotlagde en politisk kraft, som Socialdemokratiet efterfølgende kanaliserede ind i et nyt fokus på tidlig pension for nedslidte. “Arne-pensionen og seniorpensionen adresserede skævheden, der er, når stigningen

Danske pensionister er i dag blandt de mest velpolstrede i verden. Årsagen finder vi i Fælleserklæringen fra 1987, hvor Schlüters firkløverregering og arbejdsmarkedets parter banede vej for obligatoriske arbejdsmarkedspensioner. Her to af hovedrollerne fra den historiske aftale, LO-formand Finn Thorgrimson og Poul Schlüter.

Marts 2022

49

rammer alle, selvom arbejdslivet slider forskelligt. DF truede hele kernen – den løbende stigning i pensionsalderen – og man indså, at det var mere end bare et korrektiv og en afbødning for særlige grupper. Hele grundprincippet var kommet på spil,” siger Lars Trier Mogensen.

Hverken Arne-pensionen eller den seniorpension, som VLAK-regeringen med støtte fra Radikale og DF vedtog som modtræk til Mette Frederiksens centrale valgløfte, var nok til at forhindre turbulens, da Folketinget i 2020 skulle stemme om stigningen i pensionsalderen til 69 år i 2035.

Socialdemokratiet fik bøvl med baglandet i fagbevægelsen, hvor både 3F, HK og FOA gik på barrikaderne for at suspendere stigningen. Pensionskommissionen, som egentlig 50

Alle beregningerne glemmer nogle for­ udsætninger. Mange seniorer har ikke haft en arbejdsmarkedspension, men om ti år er systemet meget tættere på selvforsørgende.

Jette Gottlieb, beskæftigelsesordfører, Enhedslisten

var et barn af VLAK-regeringens seniorpension, blev derfor en bekvem måde for S-regeringen til at skyde diskussionen til hjørne.

“Regeringens store frygt var at stå alene tilbage med de klassiske borgerlige partier og bære ansvaret og byrden for at hæve pensionsalderen,” siger Lars Trier Mogensen og indvender: “Men den står styrket tilba-

ge, fordi den har stabilisereret reformpolitikken ved at sukre den ind i social balance og gøre den socialdemokratisk legitimeret.

Og jeg tror også, at de politiske kræfter, der har båret reformpolitikken igennem, vil erkende, at de her to små ordninger, Arne-­ pensionen og seniorpensionen, har været nødvendige ventiler.”

Har ordningerne været et forsøg på at undgå at træffe ubekvemme beslutninger?

“Ja, for begge er nogle forholdsmæssigt enormt billige lappeløsninger, som har bevaret sigtelinjerne i pensionssystemet og samtidig gjort det væsentligt sværere for DF og venstrefløjen igen at rejse en debat om, at den generelle pensionsalder ikke skal hæves helt så meget som planlagt, fordi man nu har lavet de her undtagelser for nedslidte.”

Altinget Magasin Feature

14,5 år på pension er nøgletallet i Velfærdsforliget fra 2006, som betyder, at folkepensionsalderen gradvist stiger i takt med levealderen. Økonomiminister Bendt Bendtsen (K), statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og finansminister Thor Pedersen (V) præsenterer aftalen, som blev indgået med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

Venstrefløjen vil slå bremsen i Internt i regeringen er der ingen ansatser til flere reformer af pensionssystemet. Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Henrik Møller, fortæller, at man hverken har ønsker om at sætte pensionsalderen længere op eller ned. Som udgangspunkt vil man holde fast i levetidsindekseringen, og ellers afventer man kommissionens arbejde.

Føler I, at Arne-ordningen har løst den strukturelle og demografiske udfordring?

“Jeg synes, at det er et gevaldigt skridt derhenad. Det er en erkendelse af, at vi lever og arbejder længere, og at nogle får begrænsninger på, hvor længe de kan fortsætte. Og lige nu ligger der i hvert fald ikke planer hos os om yderligere initiativer,” siger han.

Støttepartierne og Arne-pensionens forligspartier – SF, Enhedslisten og DF – mener dog ikke, at det rækker; Enhedslisten og SF vil låse pensionsalderen på 68 år, mens Radikale foretrækker fleksibiliteten i seniorpensionen. Også DF er tilhænger af en differentieret, individuel pension og har desuden sin egen barriere for den kontinuerlige stigning på 70 år. Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) kalder det uforsvarligt at sætte loftet højere, selvom der er klare økonomiske argumenter for at videreføre stigningen.

“Alle er altså ikke lige raske og rørige, når de bliver 70 år. De økonomer, du har talt med, har jo aldrig haft et hårdt fysisk arbejde som mig, der har arbejdet på et skibsværft, eller mange af dem, jeg kender, som tager piller for at klare sig. De tænker kun i økonomi og ikke på det menneskelige aspekt, men det er vi som politikere nødt til,” siger han.

Karsten Hønge (SF) fortsætter i et højere toneleje, men med et lignende budskab.

“Der er en tvangstanke om, at man kan skrue på knappen uendeligt og piske folk til at arbejde videre, uanset hvilket liv de lever, hvilket er totalt rædselsfuldt, egenrådigt og snæversynet. Man tror, det er en guldkalv i et fantasiunivers, der kan råmalkes, og at tømrersvende med skavanker allerede som

30-40-årig kan fortsætte til evig tid.” Ifølge Hønge underminerer den stigende pensionsalder essensen i velfærdsstaten.

“Det er uværdigt, at flere og flere ender arbejdslivet med at være bange og usikre på, om de kan redde sig over stregen, fordi man bliver ved med at flytte snoren og tvinge den sidste teoretiske arbejdsevne ud af dem.

Hvis velfærd ikke er tryghed og værdighed for dem, ved jeg ikke, hvad det er,” siger han og imødekommer det oplagte spørgsmål: “Ja, det kommer til at koste penge, men mange af dem kan man finde ved at lade dem, som kan, arbejde videre, og lave nogle vilkår for ældre og nedslidte, der giver dem lyst og mulighed for at fortsætte. Man behøver ikke pinedød at sætte pensionsalderen op.”

Det danske pensionssystem Den første lov om understøttelse af ældre blev vedtaget i 1891. I dag er pensionssystemet i grove træk sammensat af tre pensionstyper: 1) Offentlige og lovbaserede pen­ sioner, heriblandt folkepension, ATP Livslang Pension, seniorpension, tidlig pension og førtidspension.

2) Arbejdsmarkedspensioner oprettet som led i ansættelsesforhold. Siden 1991 har offentlige såvel som private arbejdspladser indbetalt til medarbejderes arbejdsmarkedspension. ATP får stadig mindre betydning i takt med, at flere har en arbejdsmarkedspension.

3) Private pensionsopsparinger.

I 2020 fik 66 procent af de nye folkepensionister månedlige udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner eller privattegnede opsparinger. For 10 år siden var det hver anden.

• I dag har en gennemsnitlig 67-årig en pensionsformue på 1,2 millioner kroner og en nettoformue på i alt 2,5 millioner kroner. Blandt OECD-landene har danske pensionister rekord i opsparing.

Skal alle have ret til folkepension?

Enhedslistens Jette Gottlieb lader sig ligeledes ikke kue af økonomernes enslydende bekymringer. Hun henviser til arbejdsmarkedspensionernes større dækningsgrad, og at flere pensionister på sigt har sparet op. 37 procent af folkepensionisterne fik i 1995 penge fra arbejdsmarkedspensioner eller private pensioner, mens det nu er to ud af tre. Og tallet vil formentlig stige, lyder hendes belæg for, at pensionsalderen skal blive på 68. “Alle beregningerne glemmer nogle forudsætninger. Mange seniorer har ikke haft en arbejdsmarkedspension, men om ti år er systemet meget tættere på selvforsørgende.”

Hvad vil I sige, hvis kommissionen vurderer, at det bliver svært at stoppe ved 70 år?

“At det er en politisk beslutning om kampen om vores tid, og at vi med arme, ben og så meget aktivisme som muligt vil kæmpe for at forhindre, at den bliver 69. Der skal være en fast og respektfuld pensionsalder, som tager højde for, at mange bliver nedslidt i deres arbejde, og sikrer bedre muligheder for at arbejde videre for dem, der kan,” siger hun.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard advarer dog imod at skrive arbejdsmarkedspensionerne ind i ligningen.

Jeg vil ikke skrive konklusionen, før kommissionen er færdig, men hvis økonomien kan holde til det, og vi forsvarligt kan træffe et andet valg, mener vi ikke, at det vigtigste overhovedet er, at pen­ sionsalderen bevidstløst fortsat stiger 1:1 med levetiden.

Hans Andersen, beskæftigelsesordfører, Venstre

“Statskassen bliver ramt, hvad enten man trækker sig tilbage for sine egne opsparede penge eller ej, fordi man ikke betaler samme skat som tidligere,” siger han.

Spørgsmålet er, om folkepensionen skal forblive en ret for enhver, når ikke alle har de samme behov? Penge er der i hvert fald at hente, hvis ydelserne og omfanget – ikke alderskravet – justeres, og alle nye folkepensionister ikke længere automatisk kan hæve grundbeløbet. Men, som Torben M. Andersen tilføjer, kommer også det med en pris.

Marts 2022

51

FOLKEPENSIONSALDEREN NU OG FREMOVER 76 75 74 73 Pensionsalder

72 71 70 69 68 67 66 65 24 20 26 20 28 20 30 20 32 20 34 20 36 20 38 20 40 20 42 20 44 20 46 20 48 20 50 20 52 20 54 20 56 20 58 20 60 20 62 20 64 20 66 20 68 20 70

20

20

20

20 22

64

Vedtaget pensionsalder

Endnu ikke vedtaget pensionsalder

Da folkepensionen blev indført i 1956, var folkepensionsalderen 67 år. I forbindelse med efterlønsreformen i 1999 blev folkepensionsalderen sænket til 65 år.

Pensionsalderen forhøjes hvert femte år på grundlag af udviklingen i levetiden med virkning 15 år. Næste stigning skal vedtages af Folketinget i 2025, men gælder altså først fra 2040.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

88 86 84 82 80 78 76 74 72 70 68 66 64 62 60 58 56

19 21 19 31 19 41 19 51 19 61 19 65 19 67 19 69 197 1 197 3 197 5 197 7 197 9 19 81 19 83 19 85 19 87 19 89 19 91 19 93 19 95 19 97 19 99 20 01 20 03 20 05 20 07 20 09 20 11 20 13 20 15 20 17 20 20

Alder

UDVIKLING I MIDDELLEVETIDEN DE SIDSTE 100 ÅR

Mænd

Kvinder

Note: Middellevetiden gælder i denne graf for 0-årige og angiver det gennemsnitlige antal år, som en nyfødt vil leve, hvis de nuværende aldersbetingede dødshyppigheder holder sig konstante i fremtiden.

Middellevetiden for 0-årige skal ses som en indikator for befolkningens dødelighed og ikke en forudsigelse af, hvor længe nyfødte i praksis vil leve.

Kilde: Danmarks Statistik.

52

“Det vil medføre en besparelse, men vil samtidig betyde, at tillæggene og modregningen øges for at undgå, at de dårligst stillede bliver ramt. Og det vil forstærke de negative effekter af tilbagetrækning og danskernes færre muligheder for opsparing,” siger han. Ifølge Torben M. Andersen flugter det heller ikke med velfærdsstatens underliggende målsætninger at udfase eller helt afskaffe folkepensionen.

“En stor gruppe vil være ilde stedt, hvis ikke de får offentlige pensioner, fordi de har haft kort eller marginaliseret tilknytning til arbejdsmarkedet eller på anden vis er havnet uden indkomst og opsparing. Det vil være forbundet med betydende stigende ulighed.” Og så er vi tilbage ved elefanten i rummet: Velfærdsforliget.

Da bølgerne gik højt under debatten om pensionsalder i 2020, foreslog Radikale at standse stigningen ved 70 år. Men det har partiet siden droppet.

Den aldersindekserede pensionsalder er fundamentet under velfærden, og det kræver en drastisk omstrukturering, hvis man vil standse den gradvise stigning, men samtidig fremtidssikre økonomien, understreger beskæftigelsesordfører Samira Nawa.

“Vi har en vision om at indrette systemet, så det rummer, at vi ældes forskelligt i forskellige brancher. Det kræver solid finansiering, hvilket kommissionen gerne skal give svar på, men jeg synes, at det er trist, hvis regeringen mener at have gjort, hvad der kan gøres. Arne-pensionen er for os ikke løsningen på noget som helst,” siger hun.

Er det blevet mere politisk betændt at ville fortsætte stigningen i pensionsalderen?

“Det kan man godt sige, men det har nu aldrig ligget til os at lefle for bestemte vælgergrupper. Vi kigger bredt på økonomien og de velfærdsudfordringer, vi har foran os, og så udvikler vi politik derefter, ikke efter hvordan vi får flest stemmer.”

Venstre åbner porten på klem Hos de gamle borgerlige partier, der står fadder til både aldersindekseringen og kommissionen, er der umiddelbart intet ønske om at sænke det hellige tal. Venstre og Konservative vil begge udvide seniorpensionen samt afskaffe retten til tidlig tilbagetrækning og understreger på skift i en nærmest synkron reservation, at det ikke er en gratis omgang at trykke på hovedafbry-

Altinget Magasin Feature

deren og skrue på pensionsalderen. Liberal Alliance går et skridt længere, og vil have folkepen­sionen til at fylde mindre til fordel for private pensioner, mens Nye Borgerlige vil have en klar grænse, bedre opsparingsmuligheder og frigøre danskerne fra ikke kun det nuværende system, men også dets forvaltere.

“Alt for mange er i politikernes vold. Jo mere detaljeret og differentieret systemet er, jo mere kan det bruges til at henvende sig til udvalgte grupper. Derfor ser vi en strategisk, uskøn diskussion, hvor pensionen bliver et magtmiddel til at få stemmer,” siger beskæftigelsesordfører Lars Boje Mathiesen (NB).

Venstres Hans Andersen afviser dog ikke at begrænse den foreskrevne stigning – en lempelse, der er sød, pragmatisk musik i mange partiers ører, og som kommissionen har som sin fremmeste opgave at undersøge implikationerne af.

“Vi siger ikke, at den brolægger, der er 23 år i dag, skal arbejde, indtil han er 74, men der stilles alt andet lige større krav til vores sammenhængskraft,” siger han og fortsætter: “Jeg vil ikke skrive konklusionen, før kommissionen er færdig, men hvis økonomien kan holde til det, og vi forsvarligt kan træffe et andet valg, mener vi ikke, at det vigtigste overhovedet er, at pensionsalderen bevidstløst fortsat stiger 1:1 med levetiden.”

Både Venstre og Konservative knytter dog diskussionen om pensionsalder tæt til det arbejdsudbud, som partierne har gjort

til kardinalpunkter at få skabt mere af. Ifølge Carl-Johan Dalgaard bør manglen på arbejdskraft holdes ude af debatten.

“Det er en helt separat problemstilling.

Selv hvis vi fortsætter tingenes tilstand og vedligeholder levetidsindekseringen, vil det ikke udelukke, at vi i fremtiden ender i samme usædvanlige konjunktursituation som nu,” siger han og opsummerer: “I livets yderpunkter trækker vi på de offentlige kasser, i midten betaler vi ind, og skal kasserne stemme, givet at vi vil bevare vores kendte form for velfærd, må der være en balance mellem livsfaserne. Ellers hænger regnestykket ikke længere sammen.”

Ømt punkt for regeringen Pensionskommissionens afrapportering er højspændt stof for regeringen, der vil rette op på ældreplejen og har iført sig arbejdshandsker på en ny kampplads, hvor rød og blå blok har hver deres definitioner af solidaritet. Arne-ordningen er et foreløbigt svendestykke, men kommissionen er en boome­ rang med potentiale til at flosse regeringens troværdighed, mener Lars Trier Mogensen.

“Hvis kommissionens arbejde skaber mere debat om, at pensionsalderen er for høj, og hvad man derudover kan gøre, bliver det et meget ømt punkt for regeringen, fordi præmissen vil være, at Arne-pensionen ikke har inddæmmet problemerne. Regeringen kommer til at gå til valg på at have sikret social retfærdighed og økonomisk holdbarhed,

men det vil blive kompromitteret af en ny stor debat om pensionssystemet,” siger han.

Regeringen vil formentlig prøve at skubbe dåsen længere ned ad vejen og kan blive hjulpet af, at der er et bredt og opportunt politisk synspunkt om at afvente, vurderer Trier Mogensen.

“De fleste vil nok acceptere, at man først i løbet af næste valgperiode forholder sig til, hvordan fremtidsmusikken skal lyde efter 2040.”

Er det en politisk tabersag at tale for at beholde stigningen i pensionsalderen?

“Det bliver det på sigt, når mange oplever stigningen og modsætter sig den faktiske pensionsalder, men indtil da er det stadigvæk nogle abstrakte modeller, som ikke griber dybt ind i hverdagen. Det vil først for alvor slå gnister, når man har venner og familie, der ikke kan klare sig, men heller ikke trække sig. Men det er så mange politiske postgange væk, at det i praksis ikke er noget, partierne behøver at ligge søvnløse over.”

Så det er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt ikke alene ældre og sundhed, men også folkepensionen kan afgøre valg, men snarere hvornår?

“Ja, for det bliver langsomt erfaringen, at kroppen trods alt har en biologi, og at pen­sionsalderen ikke kan stige uafladeligt.

Derfor er det et ubekvemt, men tiltrængt virkelighedstjek, som kommer med kommissionen,” siger Lars Trier Mogensen og afslutter: “Det betyder ikke nødvendigvis, at man, så snart rapporten kommer, rokker ved de bærende søjler i systemet, for det har store politiske omkostninger, man gerne vil vige udenom, og der er fortsat tid at gå på. Men før eller siden er det uundgåeligt.”

Pensionskommissionen forventes at offentliggøre sine anbefalinger i starten af april.

Arne fik sin tidlige pension, og Mette Frederiksen vandt regeringsmagten. I 2020 blev pensionsalderen skruet op fra 65 til 66 år, hvilket var den første stigning som følge af Velfærdsforliget. Senere i 2020 stemte Socialdemokratiet sammen med de øvrige partier bag Velfærdsforliget for en stigning til 69 år i 2035.

Marts 2022

53

5 nedslag

FRA ALTINGETS NICHER Læs artiklerne på altinget.dk

Altingets 27 nichemedier sørger for, at ingen detaljer i politik går under radaren.

8. februar 2022

Danskernes strøm blev mere sort i 2021 Morten Øyen Redaktør, Altinget Energi og Klima

54

10. februar 2022

Målet for DF’s nye lederduo: Exit fra EU inden for de næste 10 år Thomas Lauritzen Europa-analytiker Der var engang for ikke så forfærdelig længe siden, hvor både Morten Messerschmidt og Peter Kofod troede på, at det kunne lade sig gøre at ændre Den Europæiske Union indefra. Den tid er forbi. Det europæiske håb er bristet for den duo, der er i færd med at overtage ledelsen i et Dansk Folkeparti under pres og i opbrud.

Især Brexit betyder, at deres EU-skepsis er blevet til EU-modstand. I et interview med Altinget fortæller Peter Kofod, at han betragter 10 år som en realistisk tidsfrist for en afgørende dansk EU-folkeafstemning.

8. februar 2022

27. januar 2022

26. januar 2022

Ulandsmidler går til piratindsats i Guineabugten

Hver femte kommune bruger færre penge på ældrepleje

Regeringen vil give alle over 60 år ret til at sige nej til genoplivning

Christina Houlind Journalist, Altinget Udvikling Når Danmark øger bidraget til indsatsen mod pirater i Guineabugten, kommer godt halvdelen af pengene fra ulandsbistanden. Penge skal blandt andet bruges på at retsforfølge formodede pirater i lande i nærområderne, kapacitetsopbygge retssektoren i kyststaterne i regionen og blandt de civile myndigheder og sikre beviser mod formodede pirater.

“Sikkerhed og udvikling hænger uløseligt sammen. Uden sikkerhed, ingen udvikling – og omvendt. Det er to sider af samme mønt, hvis vi vil skabe bæredygtig forandring i verdens brændpunkter,” udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.

Kim Rosenkilde Redaktør, Altinget Kommunal 97 ud af 98 kommuner har fået flere borgere over 65 år det seneste år. Men i 22 ud af de 98 kommuner er udgifterne til ældreplejen ikke steget i samme takt som antallet af ældre. Det viser Altingets opgørelse over kommunernes budgetter for 2022.

Alt efter den præcise opgørelsesmetode har ældrepleje fået tilført mellem 1,5 og 1,8 milliarder ekstra kroner i 2022. Det svarer til mere end hele den samlede sum ekstra penge på 1,4 milliarder kroner, som årets økonomiaftale tilførte kommunerne.

Signe Løntoft Redaktør, Altinget Sundhed Med et Nemid ved hånden skal alle danskere over 60 år fremover kunne logge ind på Sundhed.dk og krydse af, at de ikke vil genoplives. Hvis man herefter falder om med hjertestop, vil en tilkaldt akutlæge ikke forsøge at få hjertet i gang igen.

Sådan lyder forslaget i et notat fra Sundhedsministeriet sendt til Folketingets sundhedsordførere, som Altinget er i besiddelse af.

Det Etiske Råd og Ældre Sagen ønsker en obligatorisk lægesamtale, før beslutningen træffes.

FOTO: PHILIP DAVALI / RITZAU SCANPIX

Midt i den grønne omstilling og åbning af Danmarks største havvindmøllepark, blev danskernes strøm mere sort i 2021.

Sammenlignet med året før steg klimapåvirkningen fra danskenes strøm med knap 14 procent. Eller helt konkret fra 125 gram CO2-ækvivalenter pr. kWh til 142 gram. ”Der har været dårlige vindår tidligere, men det her var exceptionelt dårligt.

Der går langt imellem, vi ser den slags år,” siger Jesper Kronborg, der er seniorforretningsudvikler i Energinet.

Mens det sidste år blæste mindre i vindmøllerne, blev der blandt andet tændt ekstra op i kulværkerne. 11 procent af den danske strøm kom i 2021 fra kul, hvilket er en stigning på cirka 35 procent sammenlignet med 2020.

Sidste år blev Danmarks indtil nu største havvindmøllepark, Kriegers Flak, tilsluttet elnettet, men selv med de mange ekstra vindmøller snurrende leverede vindkraft cirka 10 procent mindre end i et normalt år.

Samtidig steg danskernes elforbrug med knap fem procent.

Altinget Magasin Anbefalinger

Redaktørens skrivebord

Hver måned fortæller Altinget politiske redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

ESBEN SCHJØRRING POLITISK REDAKTØR OG PODCASTVÆRT, ALTINGET

PODCAST:

En æra er slut. Efter seks år løber de sidste sendeminutter ud i de her uger for den britiske politik-podcast Talking Politics.

Den har gjort David Runciman, professor på Cambridge University, til en stjerne på himlen for public intellectuals, og den har haft undertegnede som fast og inkarneret fan næsten hele vejen igennem. Jeg har også anbefalet flere af episoderne end jeg egentlig har tal på, og jeg er rent ud sagt vemodig over, at den nu slutter. Talking Politics har vist, at selvom digitaliseringen af offentligheden har ført meget mere dårligt end godt med sig, så har den dog ført til meget godt. Især at man kan have en analytisk debat om politik, hvor man er uenig – uden at man river hovedet af hinanden. Særligt det gennemgående fokus på Brexit har været uundværlig, og dem kan man heldigvis stadig finde, for selvom Runciman nu slukker for mikrofonerne, bibeholdes arkivet. Stor opfordring til at gå på opdagelse i det herfra.

Find Talking Politics, hvor du henter dine podcasts.

ARTIKEL:

Amerikanske The Atlantics gesandt i det britiske, journalisten Tom McTague er ved at slå igennem som en af Europas mest interessante journalister. Senest har han skrevet en længere analyse af Vladimir Putin – og måske særligt vores, den vestlige, forståelse af Putin. Eller misforståelse, faktisk. Ikke i den forstand, at McTague springer ud som Putin-versteher og Ruslandsapologet, men i den forstand, at vi i Vesten har en tendens til at se politiske modstandere og fjender som fortidens spøgelser, der går igen. Her gælder Putin som en genfødsel af Sovjetimperialismen og Islamisk stat som middelalderlige, men, er McTagues argument, der er tale moderne politiske fænomener, der agerer på moderne præmisser. Pointen er, at vores idé om os selv som moderne og de andre som bagudstræbende forhindrer os i at se, hvad vi egentlig står over for.

Putin prøver ikke at genskabe Sovjetunionen, men forrykke den magtblance, der fulgte efter dens sammenbrud. Man kunne også sige, at geopolitik er tilbage i europæisk politik.

Find Vladimir Putin is a Product of Modernity på theatlantic.com

ARTIKEL:

Og apropos Rusland, Ukraine og Europa har Cambridgeprofessor Helen Thompson skrevet en rigtig interessant analyse ovre hos New Stateman. Ukraine er – uanset om Putin invaderer – allerede fanget mellem ideen om at høre til i Europa og den konkrete russiske magt i den praktiske virkelighed, skriver hun. Thompsons spørgsmål er, om den europæiske idé kan omdannes til politiske realiteter.

Og her er i hendes svar nej, ikke mindst fordi, vi EU-europæere selv har et uafklaret forhold til, hvad der er forestilling, og hvad der er virkelighed, når det kommer til Europa. Fordi selvom det ikke i længden giver mening at holde europæiske lande, eller lande der opfatter sig selv som europæiske, ude af den Europæiske Union, så er virkeligheden på jorden, at hverken Tyskland eller Frankrig har tænk sig at lukke Ukraine inden for, og begge lande arbejder i stedet for en form finlandisering af Ukraine i forhold til Rusland.

Alt sammen fordi, EU ikke selv kan stille med en militært båret sikkerhedsgaranti. Eller med andre ord – vores forsvar for Ukraine giver netop kun mening, hvis vi rent faktisk kan forsvare Ukraine.

Kan vi det?

Find Ukraine’s imagined European identity is irreconcilable with the political reality på newstatesman.com Marts 2022

55

56

Altinget Magasin EU

AF RIKKE ALBRECHTSEN, REDAKTØR, ALTINGET EU

FOTO: GONZALO FUENTES / EP / RITZAU SCANPIX

Vil magtens forskydning i Europa-Parlamentet få opdeling mellem stuerene og ikkestuerene til at forsvinde?

Et opgør om formands- og næstformandsposter blandt de europæiske folkevalgte sætter årelangt princip om at holde den yderste højrefløj uden for det gode selskab i spil.

Marts 2022

57

P

å fransk er en cordon sanitaire den afspærring, der lægges rundt om et område med udbrud af smitsomme sygdomme.

I Europa-Parlamentet er det også den jern­ring, den politiske midte gennem årtier har lagt rundt om partier på den nationalistiske højrefløj for at afholde dem fra at sætte sig på politiske tillidsposter.

Det betyder, at ingen fra Dansk Folkepartis politiske gruppe, Identitet og Demokrati (ID), kan kalde sig næstformand – eller formand for den sags skyld – i Parlamentet eller i dets mere end 20 udvalg og underudvalg, selv om deres 70 mandater tilsiger det.

At princippet lever i bedste velgående, kunne man konstatere, da EU’s folkevalgte i slutningen af januar gennemførte deres rituelle midtvejsstatusopgørelse og genbesatte alle formands- og næstformands­poster i huset uden at indlemme Marine Le Pens Rassemblement National, italienske Lega

eller DF for den sags skyld i den politiske stoleleg. Alligevel spøger spørgsmålet i kulissen. Det skyldes ikke, at der er kommet mere appetit på at invitere dem, de såkaldte pro-europæiske partier ikke vil lege med,

Det vil tvinge grupperne til at bekende kulør. Hvem af dem vil knæsætte de demokratiske principper, og hvem af dem har det bedst med flertalstyranniet, som det er i dag og har været i årtier? ind i varmen, eller at det er gået op for dem, at ID-gruppens politikere er lige så demokratisk valgt som dem selv.

Tog sig betalt Det handler om det politiske efterspil i kølvandet på den lokumsaftale, der blev indgået forud for kroningen af den maltesiske

konservative Roberta Metsola som ny formand for Parlamentet. Socialdemokraterne i S&D og de liberale i Renew tog sig rigtig godt betalt for støtten i form af flere næstformands- og udvalgsformandsposter, som ellers efter de matematiske principper burde være tilfaldet andre grupper.

Derfor presser flere af Parlamentets mindre grupper på for, at det bliver en del af Parlamentets interne husreglement fremover, at man skal følge fordelingsnøglen for den slags poster på baggrund af partiernes størrelser, som også kendes som D’Hondt-metoden.

Forslaget blev diskuteret på den såkaldte formandskonference, der samler lederne af de politiske grupper med Parlamentets formand. Ud over De Grønne, hvor danske SF sidder, der først bragte ideen til torvs, var også ID-gruppen og konservative ECR ledt af det polske regeringsparti, PiS, med på den. Selv om ECR ikke er frosset ud af

SÅDAN ER PLADSERNE FORDELT MELLEM GRUPPERNE Grafen viser fordelingen af pladser i Europa-Parlamentet.

101 73

36 177

64

144

704 pladser (Én ikke fyldt pt.)

39

70

The Left: Den Forenede Europæiske Venstrefløj og Nordisk Grønne Venstre (venstreorienteret) S&D: Alliancen af Socialister og Demokrater (socialdemokrater) De Grønne/EFA: De Grønne og Den Europæiske Frie Alliance (grønne og regionale partier) Renew Europe (liberale) Nye partier og løsgængere EPP: Det Europæiske Folkeparti (kristendemokrater og konservative) ECR: De Europæiske Konservative og Reformister (konservative) Identitet og Demokrati (nationalistisk højre) Kilde: Europa-Parlamentet 27.01.2022

58

Altinget Magasin EU

Udpegelsen af maltesiske Roberta Metsola til ny formand i EuropaParlamentet har ført til nye diskussioner om magtdelingen blandt de europæiske folkevalgte.

det gode selskab på samme måde som ID er, har partiet flere gange oplevet at få deres kandidater blokeret til poster, som de numerisk var berettiget til. Det skete igen i januar, da et flertal i Beskæftigelsesudvalget lod en ECR-øremærket formandspost gå til Renew.

Tilbage til 90’erne På mødet i formandskonference støttede også leder af Parlamentets største gruppe, EPP, Manfred Weber forslaget, og nu vil den nyslåede parlamentsformand Metsola undersøge, hvad der skal til for at få en ændring igennem. Så melder hovedpinen sig dog. For er partierne på midten virkelig klar til at lade alle grupper komme ligeligt til fadet, når det kommer til stykket?

For de fleste danske medlemmer af Parlamentet føles det meget 90’er-agtigt på den måde at dele demokratisk valgte partier op i stuerene og ikke stuerene.

Sådan er det bare overhovedet ikke for mange andre, inklusive De Grønne, som ellers er dem, der nu er de største banner-

førere for ideen om at slå D’Hondt fast.

Gruppen er dybt splittet på spørgsmålet, og det er de bestemt ikke alene om. I flere af midtergrupperne kan visse landes delegationer slet ikke komme overens med ideen.

Det gælder for eksempel for mange af de tyske og de franske EU-politikere, der bærer en masse indenrigspolitisk nag med ind på den europæiske scene mod partierne på den yderste højrefløj.

Tyske EPP’ere som for eksempel Manfred Weber har presset på for at holde det højre­ populistiske Alternative für Deutschland væk fra magtpositioner i Parlamentet, dengang AfD sad i ECR-gruppen. Noget, der sås gentaget på hjemmeplan så sent som i december, hvor partiet blev holdt væk fra vigtige udvalgsposter i Forbundsdagen i Berlin, som de var berettiget til.

Orbán og co.

Nu er processen i Parlamentets formandskonference sat i gang. Det vil tvinge grupperne til at bekende kulør. Hvem af dem

vil knæsætte de demokratiske principper, og hvem af dem har det bedst med flertals­ tyranniet, som det er i dag og har været i årtier?

Her skæver nogle også nervøst til muligheden for, at det på et tidspunkt lykkes at lave det, der er blevet beskrevet som en supergruppe af de EU-skeptiske højre fløjspartier fra både ID og ECR og ungarske Fidesz, der pt. er politisk hjemløs i Parlamentet. Tanken om at have dem til at sidde på en masse fine formands- og næstformandsposter og repræsentere en institution, mange af dem taler for at nedbryde, er ikke så tillokkende. Argumentet imod vil være, at EU-Parlamentets førte politik stadig vil være flertallets, uanset hvem der sidder på hvilke poster. Samtidig vil det være en mulighed for at tage bestik af, at europæerne i 2019 valgte det mest brogede sæt EU-parlamentarikere nogensinde. Det kunne være en mulighed for at erkende, at de demokratiske spilleregler burde gælde ens for dem alle, uanset partifarve.

Marts 2022

59

AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET EMBEDSVÆRK FOTO ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

PET ADVAR E R EMBEDSMÆND:

Din nye ferieven kan være spion for Rusland Fremmede efterretningstjenester jagter oplysninger i flere ministerier end tidligere, fortæller kontraspionagechef i PET Anders Henriksen. Han opfordrer særligt ministerier, der er uvante med spionage, til at være mere på vagt.

60

Altinget Magasin Interview

Marts 2022

61

F

or de fleste af os er hemmelige agenter og spionage lig med en god aften i sofaen foran fjernsynet.

Men Politiets Efterretningstjeneste (PET) advarer nu om, at spionage fra fremmede stater er en reel trussel for ansatte på tværs af centraladministrationen.

“Det er ikke bare en vurdering, vi har. Vi kan se i vores konkrete operationer, at der er en interesse for oplysninger i visse ministe­ rier,” siger Anders Henriksen, der er afdelingschef for Kontraspionage hos PET. For første gang har efterretningstjenesten lavet en samlet vurdering af den aktuelle spionagetrussel mod Danmark.

Det er ikke som sådan nyt, at de udenlandske efterretningstjenester viser særlig interesse for embedsmænd i centraladministrationen. Det gælder særligt Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Vi har traditionelt været bekymrede Forsvarsministeriet og for Rusland, og det er vi stadig, men Justitsministeriet. der er også kommet nye stater på Men truslen er blevet banen. En stat som Kina er for os mere markant, især foren relativt ny aktør, men desværre di den nu også retter sig også en aktør, vi er nødt til at tage mod andre dele af Slotsseriøst. holmen.

“Derfor er det vigtigt for os at kommunikere bredere end til bare de traditionelle mål, fordi det måske ikke er alle dele af den danske centraladministration, der er vant til at tænke på, at der kan være en trussel mod dem. Dem, som ikke er sikkerhedsministerier, er ikke på samme måde opflasket med, at de skal passe på de oplysninger, som har interesse for fremmede stater,” siger Anders Henriksen.

Kina er større trussel Den større trussel skyldes først og fremmest, at flere udenlandske efterretningstjenester viser interesse for at spionere i Danmark.

“Vi har traditionelt været bekymrede for Rusland, og det er vi stadig, men der er også kommet nye stater på banen. En stat som Kina er for os en relativt ny aktør, men des62

værre også en aktør, vi er nødt til at tage seriøst.”

De fremmede stater går ofte efter de danske forhandlingspositioner i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, samt militære oplysninger. Nok er Danmark et lille land, men vi er med i mange internationale organisa­ tioner såsom NATO, FN, EU og Arktisk Råd.

Men PET ser også interesse for en lang række teknologier såsom kvante- og robotteknologi, store infrastrukturprojekter eksempelvis inden for tele og forsvar, og emner i relation til energi og klima, såsom råstoffer og bioteknologi.

Efterretningsvirksomhed mod ansatte består eksempelvis i cyberangreb, spionage og forsøg på at lokke medarbejdere til at dele oplysninger, som en efterretnings­officer er blevet bedt om at skaffe fra sit hovedkvarter i hjemlandet.

Truslerne er ikke kun rettet mod ministeriernes topfolk.

“Det er vigtigt for os at sige, at det ikke nødvendigvis behøver være departementschefer eller andre folk, der er højt på strå, som de går efter. Det kan lige så vel være, at de ser – om ikke en studentermedhjælper – så en på fuldmægtig-niveau, som deres bedste indgang,” siger kontraspionagechefen.

Hvad er det især for en type efterretningsvirksomhed, I ser mod embedsmændene?

“Rusland er rigtig gode til at bruge efterretningsofficerer. Vi ved, at der er russiske efterretningsofficerer, altså spioner, til stede i København. Det har der været under Den Kolde Krig. Det har der været efter Den Kolde Krig. Og det er der fortsat. De skaffer informationer ved at knytte kontakt til forskellige personer i Danmark, som de mener kan forsyne dem med oplysninger.”

I sin trusselsvurdering skriver PET direkte, at Rusland har et antal efterretningsofficerer på deres ambassade i Danmark.

Fra åben til hemmelig kontakt Men at skaffe gode kontakter er en langstrakt proces. Det starter gerne som en relativt uformel og på overfladen ganske uskyldig relation til en person, som efter-

Altinget Magasin Interview

retningsofficeren måske – måske ikke – vil hverve. Når kontakten er etableret, er der to hovedhensyn for efterretningsofficeren.

For det første at vurdere, om personen er i besiddelse af de relevante oplysninger.

Hvis det bliver bekræftet, er det næste og langt vanskeligere skridt at vurdere, om personen kan være villig til at videregive de informationer.

“Især den sidste del kan strække sig over lang tid. Måske har man mødt en person til en konference eller et seminar, og det udvikler sig så over imod at blive mere hemmeligt. Man vil holde op med at mødes på offentligt tilgængelige områder og i stedet mødes under mere private og diskrete former. På et tidspunkt vil man så forsøge at lave et pitch og spørge, om pågældende kunne hjælpe med at skaffe nogle oplysninger.”

Internationalt er der også flere eksempler på, at fremmede efterretningstjenester forsøger at tage den første kontakt til personer af interesse på platforme som LinkedIn. Det gælder ikke mindst kinesiske efterretningstjenester.

Penge som modydelse PET har til opgave at afdække, hvem efterretningsofficererne mødes med. Ofte vil dem, det går ud over, til en start slet ikke vide, at de taler med en efterretningsofficer.

Vedkommende kan eksempelvis have præsenteret sig som kulturattaché, journalist eller forsker.

PET vurderer, at der generelt er behov for at ruste modstandskraften i det danske samfund, også i centraladministrationen.

“Men på et tidspunkt i sådan et forløb vil det for de fleste stå klart, at det her nærmer sig noget, der ikke skal foregå. I dag er der ikke nødvendigvis så mange, der har de store ideologiske årsager til at ville bistå

Sådan undgår du spionage

– Ti gode råd fra PET til at forebygge spionage for ansatte i centraladministrationen

 Kend truslen For at beskytte dig selv og din viden bør du kende til spionagetrussel – og -metoder. Læs gerne PET’s publikation: ”Vurdering af spionagetruslen mod Danmark”.

 Tænk, før du taler Tænk over, hvem du taler med – ikke al information skal deles. Tænk også over, hvor du befinder dig, når du taler – andre kan lytte med, for eksempel i offentlige rum.

 Husk, at din mobiltelefon ikke er sikker Tænk over, hvad du taler om i telefonen – den kan være aflyttet.

 Hold mobilfrie møder Hold møder med beskyttelsesværdig og klassificeret information uden mobiler og andre digitale enheder i rummet.

 Sæt rammer for gæster Overvej, hvad gæster skal have adgang til, både fysisk og digitalt. Vær opmærksom på mistænkelig adfærd, herunder hvad der evt. fotograferes.

 Hold øje med ubudne gæster Vær opmærksom på ubudne gæster. Hvis alle bærer ID-kort synligt, er det lettere at opdage, hvis der er nogen, som er et sted, de ikke burde være.

 Vær forsigtig på rejser Du er mere udsat, når du er på udebane. Overvej risikoen og tag kun det nødvendige med.

 Slå sund skepsis til Forhold dig kritisk til personer, som udviser særlig stor interesse for dig, herunder på sociale medier. Er det dig eller din viden, der interesser dem?

 Beskyt jeres klassificerede information Følg reglerne for håndtering, opbevaring og transport af klassificeret information. Kend jeres sikkerhedsinstruks på området.

 Sig noget, hvis du ser noget Indberet mistænkelige hændelser til din sikkerhedsorganisation og afgør i fællesskab, om I også skal indberette hændelsen til PET på pet@pet.dk.

Marts 2022

63

64

Altinget Magasin Interview

eksempelvis Rusland, men så kan efterretningsofficeren tilbyde penge som modydelse. Det kan også være, at man på en eller anden måde bliver sat i et afhængighedsforhold til personen.”

PET fokuserer på den menneskelige spio­ nage med efterretningsofficerer, men de ser tit, at staterne gør brug af flere midler på samme tid. Eksempelvis gør stater som Rusland og Kina i stigende grad brug af cyberspionage.

Ministerier bør opruste Er det ikke en ny linje fra jeres side, at I på denne måde går ud og kommunikerer så åbent og bredt i samfundet, som I gør?

“Jo, det er også første gang, at vi offentliggør sådan en vurdering af spionagetruslen, men vi gør det blandt andet, fordi vi mener, at det er ret oplagt, at truslen i dag også er rettet mod sektorer og dele af samfundet, som ikke er vant til at håndtere spionagetruslen. Vi er nødt til at kommunikere og fortælle omverdenen og centraladministrationen om, hvad truslen er. Herefter kan vi så i fællesskab opbygge modstandskraften.”

Ligger der også i det, at I ikke mener, at den danske centraladministration er godt nok rustet til at håndtere de trusler, vi ser i dag?

“PET vurderer, at der generelt er behov for at ruste modstandskraften i det danske samfund, også i centraladministrationen.

Anders Henriksen har været chef for Center for Terroranalyse hos PET siden 2019. Før PET slog han sine folder i forskningsverdenen, hvor han blandt andet har været leder for Centre for International Law, Conflict and Crisis ved juridisk fakultet på Københavns Universitet, professor i folkeret og forsker ved Dansk Institut for Militære Studier.

Og det gælder nok især de ministerier og styrelser, hvor man ikke historisk har været vant til at tænke på, at der kan være en trussel rettet mod dem.”

De sidste par år har PET i centraladministrationen fokuseret på at ruste de traditionelle sikkerhedsministerier bedre mod truslen. Fra 2022 udbreder efterretningstjenesten sin rådgivning til de øvrige ministerier.

Blandt andet har PET et center, som tilbyder rådgivning, udbyder kurser, holder oplæg og er i færd med at lave animationsfilm om, hvordan man skal forstå sikkerhedscirkulæret, der handler om at beskytte klassificerede informationer.

Hvad er det så mere konkret for forholdsregler, I gerne vil have, at man tager ude i ministerierne?

Nogle af de fremmede stater, der er aktive i Danmark, kan kompro­ mittere mobiltelefoner, og hvis de gør det, så er de i stand til at aktivere højtalere og andet. Det er en sårbarhed.

“Vi vil gerne, at man indledningsvist overvejer, om de oplysninger, man har adgang til, er oplysninger, som fremmede stater som Rusland og Kina kunne være interesserede i. Og at man er sig bevidst, hvem man deler oplysninger med, hvordan man beskytter og opbevarer oplysninger, og hvordan man kommunikerer om sådanne oplysninger.”

Rekruttering på ferien Det gælder ikke mindst, hvis man er i udlandet, om det så er i medfør af arbejdet eller på ferie.

“Vi ved, at der er mange tjenester, der gerne vil approache folk, når de er i udlandet.

Det kunne være, når man er på ferie, fordi man har paraderne sænket og generelt har et ønske om at tale lidt mere med folk.”

Derfor opfordrer PET de ansatte til at overveje, hvad man egentlig ønsker at dele

af oplysninger om sit arbejde med folk, man ikke kender. Om man eksempelvis skal fortælle i detaljer, hvad ens arbejde går ud på.

Og så er god digital adfærd vigtig, pointerer Anders Henriksen, der anerkender, at det er “mere besværligt” at efterleve alle krav om god sikkerhed.

“Derfor skal man også være opmærksom på de steder, hvor det kan være fristende at se stort på det. For eksempel hvis man har et ønske om at arbejde hjemmefra eller at kommunikere meget på sin åbne mobiltelefon og andre uklassificerede linjer. Vi ved, at nogle af de fremmede stater, der er aktive i Danmark, kan kompromittere mobiltelefoner, og hvis de gør det, så er de i stand til at aktivere højtalere og andet. Det er en sårbarhed.”

Ambassader er særligt sårbare I sin trusselsvurdering udpeger PET de danske diplomatiske repræsentationer i udlandet som særligt sårbare, fordi de har mange oplysninger af værdi for fremmede stater og kan være en “indgang” til at udføre spio­ nage mod myndigheder og virksomheder i Danmark.

Bekymringen går i høj grad på de mere end 1.400 lokale medarbejdere, som Danmark har ansat på de danske repræsenta­ tioner.

“Når vi kigger på sårbarheden, så er det en af de ting, vi hæfter os ved i PET. Vi er jo opmærksomme på, at der er ressourcemæssige hensyn, og at det på mange punkter kan være rigtig fornuftigt at hyre lokalt ansatte. Af oplagte grunde har de tit noget lokalkendskab, der kan give mening,” fortæller chefen for kontraspionage.

Men i nogle lande er det en udbredt praksis, at de lokale efterretningstjenester jævnligt kontakter de lokalt ansatte, og de kan blive udsat for pression ikke bare mod dem selv, men også mod familiemedlemmer eller venner.

“Dermed kan lokalt ansatte ende med at stå i en meget sårbar situation, som i yderste konsekvens kan føre til, at der sker en kompromittering af Udenrigsministeriets oplysninger,” siger Anders Henriksen.

Marts 2022

65

Boganmeldelser Den politiske debat om samfundets indretning foregår ikke kun på nettet, og uden bøger mister vi de dybe analyser og de lange argumenter. Altinget Magasin har læst de vigtigste politiske bøger lige nu.

 66





Altinget Magasin Anmeldelser Temaord



Uffe Elbæk knalder sig gennem tilværelsen i stor selvbiografi Uffe Elbæk har skrevet en forrygende og hudløst ærlig bog om at være et søgende menneske og om at leve for at skabe forandring – både i sit eget og andres liv.

Af Jakob Nielsen Chefredaktør, Altinget

Helt ærligt: Det er med en god portion skepsis, man tager fat på Uffe Elbæks selvbiografi. 541 sider. Halvandet kilos bog med omslag af den dyre slags. Den næsten litterære titel Et liv, og så et citat af Oscar Wilde om længslen efter Utopia på første opslag.

Den får ikke for lidt. Men den får faktisk heller ikke for meget.

En af forklaringerne på de mange sider er, at bogen er udstyret med en imponerende billedside fra hele Uffe Elbæks liv, og det er i sig selv med til at gøre bogen til en oplevelse og en fornøjelse. Men ordene fejler nu heller ikke noget.

Lynhurtigt bliver man suget ind i Uffe Elbæks livslange jagt på utopier i både det private og det professionelle liv. Allerede her adskiller bogen sig fra næsten alle andre politiske (selv-)biografier. For det er Elbæks privatliv – og ikke mindst hans sexliv – der er omdrejningspunktet for fortællingen.

Om det så er i en lejlighed i den mørke del af Moskva, i baglokalet til en danseklub eller i en vandcykel midt ude på Peblinge Dosseringen i København, så giver Uffe Elbæk los for sine lyster.

Og ja, nogle gange tænker man måske nok, at en enkelt affære eller forsmået kæreste kunne have været udeladt, men Uffe Elbæk er ikke et menneske, der gør tingene hverken kvart eller halvt.

Jagten på frihed Når først han dykker ned i de fyldige dagbøger, han har ført lige siden gymnasiet, så

er det ikke for at finde den bedste udgave af sig selv eller for at udvælge de passager, hvor klokkerne spillede, og englene sang. Næ, det er for at forstå sig selv på godt og ondt og for hudløst ærligt at reflektere over, hvad der rørte sig inden i ham. Og over, hvad der skete rundt om ham.

Det er historien om et barn, der ikke sagde en lyd de første tre år af sit liv. Men som hans mor konstaterer: “Siden har munden ikke stået stille på ham.”

Det er historien om et menneske, der vokser op i et højskolehjem med en fraværende og til tider alkoholiseret far, der aldrig formår at forløse sine egne forventninger til sig selv.

Og det er historien om et menneske, der længes efter frihed. Som 14-årig ryger han allerede masser af hash, mens han hører Steppenwolf. Det er 1968, og en aften oplever han en elev forsøge at begå selvmord.

Han flygter ud af skolen og ender med at ligge på en eng, hvor han under en magisk stjernehimmel får en erkendelse.

“Selvmordsforsøget havde sat det hele i perspektiv. At det ikke er nok at forestille sig friheden, mens du ligger skæv og lytter til Steppenwolf. Nej, du skal selv erobre den.

Både den store kollektive frihed og også din egen.”

Det er den evige jagt på frihed, der er bogens omdrejningspunkt – og det er den, der er dramaet i Uffe Elbæk fascinerende liv.

Jagten på frihed er nemlig både Elbæks velsignelse og forbandelse. Det er den, der driver ham til at sætte det ene mere vanvittige skib efter det andet i søen, som regel med stor succes. Men sejlads i smult vande siger ham ikke noget. Han begynder at kede sig, og så begynder jagten på frihed forfra. Hvilket i perioder betyder, at Uffe Elbæk efterlader en pæn mængde kaos i sit kølvand. Både privat og professionelt.

En dannelseshistorie I gymnasiet begynder Uffe Elbæk at tage notater om sit liv. Og et af dagbogens første notater handler om Karin, som bliver hans første store kærlighed og få år senere mor til deres fælles barn.

Men dagbogen er kun et halvt år gammel, da en meget grundlæggende tvivl begynder at melde sig: “… men jeg bliver sgu rundt på

gulvet, når jeg føler mig tiltrukket af andre – både af mit eget køn eller det modsatte. Det er som om, at grænserne for mit seksuelle opfattelses-apparat er diffuse. Alarmen sætter ikke ind, når den skal,” skriver den unge Uffe Elbæk.

Hans alarmer fejler selvsagt ikke noget.

Men usikkerheden stråler ud af ham – for ganske vist er vi lige på den anden side af ungdomsoprøret og den seksuelle revolu­ tion, men homoseksualitet var stadig noget, der blev gemt væk inde i skabet, og trods al hans mod og vildskab, så gjaldt det også Uffe Elbæk.

“Når man betragter en mand, der kan og tør alt det, kan det være svært at forstå, hvorfor der skulle gå så mange år, før jeg accepterede – og det endda kun tøvende i starten – hvad der var min personlige skæbne. At selvom jeg har elsket de dejlige, kloge og heftige kvinder, jeg var sammen med, så var det, når det kom til stykket den maskuline sensualitet, kropslighed og poesi, der ramte mig dybest i hjertet – og ja, pikken. Hvorfor skulle jeg blive 31 år gammel, før jeg for alvor tog min homoseksualitet til mig?” skriver han.

Uffe Elbæks søgen efter sin egen identitet – og homoseksualitet – er et gennemgående tema i bogen, i hvert fald frem til han omsider finder ro med sin nuværende mand, Jens. (Ro på Uffe Elbæks måde, forstås, hvor man stadig lige danner et politisk parti og fyrer op under et sveddryppende telt på Folkemødet i en hæsblæsende dj-­battle med sin egen søn).

Denne søgen er med til at løfte biografien op til nærmest også at blive en slags generationsroman eller dannelseshistorie for det moderne Danmark.

Da Uffe Elbæk er medlem af byrådet i Aarhus i 2002-2007, får han lige som alle andre byrødder adgang til at foretage vielser.

Dengang kunne homoseksuelle ikke blive gift, men højst opnå et registreret partnerskab. Der var to forskellige ceremonier. Men Uffe Elbæk syntes, der var mere musik over vielser, så han blæste på reglerne og benyttede vielsesritualet, når han skulle binde homoseksuelle par sammen. På den måde indførte han nærmest homoægteskaber i Danmark, før det blev vedtaget ved lov!

I 2007 flyttede han til København som Marts 2022

67

direktør for den store LGBT-begivenhed World Outgames 2009, som i medierne oftest gik under navnet “Homo-OL”.

Uffe Elbæk noterer, hvor anderledes verden så ud engang, selv om det er mindre end 15 år siden. Dels talte man næsten udelukkende om bøsser; lesbiske fyldte nærmest intet i det offentlige rum. Det var festivalen med til at ændre på. Dels var en politiske stemning omkring LGBT-forhold markant anderledes. Da festivalen blev skudt i gang med et brag på Rådhuspladsen i København, ville ingen ministre fra Lars Løkke Rasmussens regering stille op til åbningsceremonien.

Sikke en forskel til i dag, hvor politikerne står i kø for at marchere med i Pride-festivaler over hele landet.

Egner sig ikke til at gå i takt På samme måde er beretningen om Alternativet også beretningen om, hvordan Uffe Elbæk har spillet en enorm rolle som katalysator for den klimabevægelse, der for længst er blevet en politisk magtfaktor.

Det var sikkert sket under alle omstændigheder, men Uffe Elbæk var en af dem, der fik det til at ske – og han redefinerede på den måde dansk politik på en måde, der vil blive stående i historiebøgerne.

På samme måde var det ham, der efter lang og hård kamp fik overbevist et flertal på Christiansborg om, at de skulle indføre mulighed for borgerforslag som en fornyelse af demokratiet.

Men inden han nåede til dertil som voksen, skulle Uffe Elbæk igennem en meget lang række bekendtskaber – mange af dem også erotiske – for at finde sig selv. Han færdes stadig mere hjemmevant på den yderste venstrefløj, og han fandt sit første kollektiv i den boligpolitiske bevægelse Bom-l, som selvfølgelig stod for Boligmarxister og -leninister.

Senere var han en del af VS og mange andre grupperinger, men det blev også hurtigt klart, at Uffe Elbæk ikke egnede sig til at gå så meget i takt, som mange på venstrefløjen gerne ville. Han blev træt af bare at være imod – Uffe Elbæk er bedst til at kigge fremad og være for noget.

Som nyuddannet socialpædagog blev han hurtigt involveret i aktivistiske projekter som akrobatikgruppen De Flyvende Pisbønner, ungdomsfestivalen den Rullen68

de Rottefestival og så videre. Det ledte frem mod kulturorganisationen Frontløberne og det i grunden helt vanvittige Next Stop Sovjet-­projekt.

Det gik ud på at rejse gennem et Rusland, der stod midt i en ekstrem omvæltning, for at slutte af med en rockkoncert midt på Den Røde Plads. Den slags kan jo ikke lade sig gøre, men Uffe Elbæk og de øvrige gjorde det alligevel.

Med rå mængder kaos undervejs. Som da han en nat i Moskva møder en mand ved navn Jochen på et dansegulv og kører tværs igennem Moskva for at fuldende deres flirt i et afsides beliggende boligkompleks. Først næste morgen dæmrer det for Uffe Elbæk, at hans mindreårige søn og bonussøn begge befandt sig i den anden ende af byen.

Tilbage i Aarhus stifter han uddannelsen KaosPiloterne, der i de følgende 15 år bliver omdrejningspunktet for Uffe Elbæks liv.

Beretningerne om, hvordan han får ting til at ske – for eksempel hvordan han får installeret hele første årgang af KaosPiloterne på en af San Fransiscos mest prominente adresser, er dybt fascinerende.

Selvfølgelig har han undervejs fået nogle kontakter, der ved, hvor man lige finder nogle kasserede dele fra passagerfly, som bliver brugt til at dekorere kontoret med.

Uffe Elbæk vender igen og igen tilbage til USA. Her er han som en fisk i vandet. Hans evne til at handle frem for at tænke idéerne ihjel er som taget ud af den amerikanske folkesjæl, og derfor sparker han også de mest utrolige døre ind i New York, Los Angeles og San Fransisco. Selvfølgelig med en pæn mængde sex og ægteskabstilbud undervejs.

Han reflekterer selv over, at det måske er tæt forbundet med hans outsider-status.

At han lige som mange andre outsidere har valgt offerrollen fra og i stedet er gået efter selv at blive chefen. Det er derfor, han altid har søgt ud mod kanten, hvor han bedst kunne leve, ånde og skabe.

“Det var her, jeg var friest – både i tanke og handling. Hvorimod jeg fik mere og mere åndenød og en følelse af klaustrofobi, jo tættere jeg kom på establishmentet.”

Her ligger utvivlsomt også en del af nøglen til at forstå Uffe Elbæks tumultariske politiske karriere. Til at forstå, hvorfor han kun holdt et år som kulturminister, og hvorfor han ikke magtede at holde fast i Alternativet, men lod andre overtage sty-

ringen, selv om han var helt uenig i deres projekt.

De få afsnit om den politiske karriere på Christiansborg er på mange måder faktisk den mindst interessante del af bogen.

Dels kender man mange af forløbene, dels er det, som om de interne politiske opgør fortsat suger energien ud af Uffe Elbæk.

Hans personlige jeg forsvinder lidt, og man ånder lettet op, da han omsider sætter sig selv fri og begynder at skrive mere personligt igen.

Bogen slutter majestætisk med en forrygende reportage fra Uffe Elbæks første statsråd som minister. Det er de møder, hvor regeringens ministre alle sidder rundt om et bord og efter tur opremser deres forskellige lovforslag for dronningen.

En utrolig teaterforestilling, tænker Uffe Elbæk, og inden længe keder han sig så bravt, at han begynder at svæve væk i de store malerier i statsrådssalen. Et af dem forestiller de forskellige religiøse faser i danmarkshistorien, og Uffe Elbæk fikserer på det med soltilbederne, som hænger lige bag departementschefens plads.

Det var her, skriver han, at det for alvor begyndte at dæmre for ham, menneskets forhold til naturen er blevet forvredet.

Respekten og forståelsen for naturen er overtaget af hierarkier i alle mulige afskygninger – ikke mindst det hierarki, han befandt sig i med dronningen for bordenden.

Uffe Elbæk kedede sig og indså, at det måske var soltilbederne – naturfolket – der havde fat i den lange ende. Han citerer Ghandi: “Vær den forandring, du ønsker at se i verden.”

Var det virkelig sådan, hans klimabevidsthed blev vakt? Måske. Men det er i hvert fald en god historie. Og det er en perfekt ramme for Uffe Elbæks egen teaterforestilling, som den folder sig ud i hans nye selvbiografi.

Sikke et show. Sikke en hovedrolle. Sikke en bog.

Uffe Elbæk: Et Liv, 541 sider, Forlaget Ti Vilde Heste, udkom 28. januar.

Altinget Magasin Anmeldelser Temaord



Fremragende bog om ytringsfrihed er et rødt kort til politikere, der vil regulere sociale medier Jacob Mchangamas Free Speech er nødvendig pligtlæsning for politikerne, som lige nu står på kanten til afgørende beslutninger om regulering af ytringsfriheden på de mange sociale platforme.

Lisbeth Knudsen Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Han kunne sådan set ikke have valgt et bedre tidspunkt end lige nu til at servere den mest gennemgribende og tankevækkende gennemgang af ytringsfrihedens omtumlede historie fra Sokrates til virkeligheden på de sociale medier i dag.

Lyder titlen lidt kedelig og lærebogsagtig?

Det er det ikke. Jacob Mchangama leverer et både underholdende, udfordrende, ironisk, provokerende og indsigtsfuldt rødt kort til dem, der lige nu er i gang med at ville lovgive og regulere indholdet på de sociale platforme.

Med bogen Free Speech leverer juristen, samfundsdebattøren og stifteren af tænketanken Justitia Jacob Mchangama den nødvendige pligtlæsning for politikerne både herhjemme og i EU-regi, som lige nu står på kanten til afgørende beslutninger om regulering af ytringsfriheden i de globale forsamlingshuse – de mange sociale platforme, som nu er der, hvor meget af den demokratiske samtale foregår.

Med historien som dokumentation viser Mchangama, at eliten og magthavere altid har haft bekymringer ved ytringsfriheden og tanken om, at den brede offentlighed kunne komme frit til orde. Og han beskriver, hvordan autoritære regimer gennem tiderne helt frem til vores århundrede netop har kompromitteret ytringsfriheden af samme grund.

De problemer, som ytringsfriheden kan skabe – hvad enten vi taler muhammed­ tegninger eller nazistiske manifester fra eks-

tremister – er lige så relevante i dag som for 2.500 år siden, erfarer man gennem Mchangamas omfangsrige historiske gennemgang med et godt blik for ironien i, at historien synes at gentage sig mange gange.

Og begrundelserne for begrænsninger af ytringsfriheden i det 21. århundrede har mere tilfælles med dem, der blev brugt mange århundreder før, end vi har lyst til at indrømme, konstaterer han.

Hvad vi ser lige nu, er et globalt tilbageslag for ytringsfriheden, som også udbredes til de liberale demokratier i vesten, hvor vi ellers gerne tager patent på, at netop det frie ord har været et stolt levn fra oplysningstiden.

Nu bekymrer vi os om konsekvensen af disinformation og hadefuld tale på de sociale platforme, hvad enten de hedder Facebook, Instagram, YouTube, TikTok eller Snapchat.

Ytringsfrihedens guldalder Ytringsfriheden er blevet et våben vendt imod demokratiet selv. Vi er egentlig i ytringshedens guldalder med internettet, der skulle demokratisere netop den frihedsværdi og udbrede den til alle. Og samtidig er den vigtige landvinding nu ved at gå i forfald.

Liberale demokratier må indse den kendsgerning, at man ikke kan beskytte borgerne og demokratiets institutioner mod fjendtlig propaganda, hadefuldt indhold og disinformation uden at kompromittere principperne om ligeværdighed og de liberale, demokratiske grundværdier, konstaterer Mchangama nøgternt og præcist.

Vi forventer, at techgiganterne med deres enorme økonomiske ressourcer og teknologiske indsigt mellem milliarder af daglige opslag kan finde netop dem, der indeholder disinformation og hadefuld tale, og som er ulovlige ifølge henholdsvis dansk, britisk, fransk, ungarsk eller polsk lovgivning. For nu blot at nævne nogle eksempler.

Men ytringer kan ikke sættes på en etisk formel, og domstolene kan have svært ved at afgøre sådanne sager i den analoge verden.

Nu vil vi have techgiganternes algoritmer til at klare opgaven på få timer.

Vi må finde andre veje til at kæmpe med frustrationen og utrygheden ved det problematiske indhold på de sociale platforme end ved at lægge en regulering ned over

indholdet, som gør techgiganterne og deres algoritmer til de tvivlsomme forvaltere af vores ytringsfrihed, skriver Mchangama.

Et robust forsvar for ytringsfriheden bør være en del af løsningen på forureningen af vores informationsmiljø, i stedet for at ytringsfriheden bliver betragtet som et ideal, der hører hjemme på historiens mødding, hedder det i bogen.

Mchangama henviser til, at demokratiske aktivister i Hong Kong, Myanmar, Rusland, Belarus, Venezuela og Egypten samt mange andre steder er afhængige af ytringsfriheden på nettet, og det paradoksale er, at autoritære regimer netop bruger de vestlige demokratiers bekymringer for og ønsker om at regulere disinformation, propaganda og hadtale på nettet til at argumentere for præcis at begrænse den politiske ytringsfrihed i deres lande.

Den amerikanske forhenværende præsident Barack Obama kaldte i 2020 de sociale medier, som netop havde hjulpet ham til at vinde stort i 2008, for den største trussel mod demokratiet. Hans efterfølger, Donald Trump, brugte mere end nogen anden politiker de sociale medier til at skabe en enorm folkelig, politisk platform til at orkestrere et massivt opgør med eliten, eksperterne, kommentatorerne og journalisterne i de professionelle medier.

Efter stormen på Kongressen i januar 2021 blev han udelukket fra de store sociale platforme og udelukket fra kontakten til sine 120 millioner fans og følgere, men det har ikke lukket ned for polariseringen og antiscience-bevægelsen, vaccinemodstanderne og de ekstreme typer, der angreb Kongressen. De er blot gået andre steder hen på nettet.

De svære dilemmaer Mchangama tager et særligt opgør i bogen med elitens bekymringer for udviklingen på de sociale medier med stærk adresse til den aktuelle politiske situation både i EU og i Danmark.

Han drager paralleller i historien mellem det moderne demokratis beskyttertrang og de privilegerede klassers nervøse trækninger i tidligere århundreder, når masserne fik adgang til potentielt radikale og udfordrende ideer. Han stiller det provokerende spørgsmål, om det er den rigtige vej at gå, hvis vi tror på vores evne til at leve sammen Marts 2022

69

og lade meninger brydes frit i et stærkt demokrati.

Når vi sidder med de konkrete eksempler på, at terrorister også benytter internettet og de sociale medier til at sende grænseoverskridende videoer til familierne til deres ofre. Når vi sidder og iagttager, hvad en offentlig person kan blive udsat for af hadefulde angreb helt ud til det grænseoverskridende med dødstrusler. Når man iagttager, hvor meget sludder og vrøvl der deles, og hvor meget der manipuleres og propaganderes på de sociale platforme, så kan det mildt sagt være svært at holde det store helikopterblik på tingene.

Men Mchangamas bog prøver at holde os i helikopteren og i det store perspektiv på ytringsfriheden som en umistelig værdi, der ikke kun skal ejes af eliten, men af alle.

Ytringsfrihed som eksperiment Techgiganterne har ikke været upåvirkede af elitens og politikernes bekymrede reaktioner.

Fra at bære ytringsfrihedens frihedsfakkel som neutrale distributionskanaler af data er de begyndt i stort omfang at lade deres algoritmer gennemgå brugernes indhold for hadtale og disinformation. I 2020 fjernede Facebook ifølge bogen 26,9 millioner opslag for hadtale, og 97 procent af dem blev fjernet af algoritmer.

Så kan man så tænke over, hvordan disse algoritmer er trænet, hvilke bias de måtte have, og om de er neutrale i deres valg. En interessant pointe til den aktuelle situation, hvor politikerne vil lovgive om, at techgiganterne generelt skal kunne finde og fjerne direkte ulovligt indhold inden for 24 timer, medmindre særlige forhold taler for en længere frist.

Ytringsfrihed er et eksperiment, og kampen for ytringsfrihed bliver aldrig ultimativt vundet eller tabt, noterer Mchangama.

Ingen kan garantere resultatet af frie og lige muligheder for at komme til orde og det at give billioner af mennesker en øjeblikkelig stemme.

Free Speech er en vigtig bog og et helt igennem nødvendigt perspektiverende bidrag til den aktuelle debat om indholdsregulering på nettet.

Man er aldrig i tvivl om forfatterens holdning som frihedskæmper for ytringsfriheden, men uanset om man er helt eller del70

vis enig eller uenig med Mchangama, bliver man klogere af at læse hans bog.

Læs interview med Jacob Mchangama på side 42.

Jacob Mchangama: Free Speech – A history from Socrates to Social Media, 528 sider, Basic Books, udkom 8. februar, engelsk.



Højaktuel bog er en tour de force i ministres og embedsværks ansvar og pligter Højesteretsdommer Jens Peter Christensen uddrager med skalpel og pincet det retlige ansvar og pligterne for ministre og embedsværk.

Bogen, der blandt andet gennemgår rigsretsdommen over Inger Støjberg, er uomgængelig for fremtidige retlige undersøgelser i det offentlige.

Bo Smith Fhv. departementschef, Beskæftigelsesministeriet

Højesteretsdommer Jens Peter Christensens bog Ministre og embedsmænd – pligter og ansvar er et eksempel på exceptionelt rettidig omhu.

Muligvis er det et tilfælde. Men bogen er højaktuel; den kommer i kølvandet på rigsretssagen mod Inger Støjberg, mens granskningskommissionen om Minksagen forbereder sin beretning, og den er et centralt bidrag til det hurtigtarbejdende udvalg, som Djøf har nedsat for på ny at se på samspillet mellem politikere og embedsmænd.

Og det er en velsignelse for debatten om det danske system, at Jens Peter Christensen har fundet tid til at stikke spaden dybt ned i juraen på området.

Som uddannet i statskundskab, lic.jur. og doktor jur., med en karriere over centraladministrationen, et professorat og en årrække i Højesteret – og som formand for de fleste

af de talrige udvalgsarbejder om emnet – er han unikt kvalificeret til at skære igennnem de skud fra hoften, som blandt andet såkaldte eksperter på området ellers flittigt underholder offentligheden med ved ’doorsteps’ uden for retslokalerne.

Grundlaget for Jens Peter Christensens gennemgang af ansvar og pligter for ministre og embedsmænd i Danmark er hans disputats fra 1997 om ministeransvar samt de mange formelle undersøgelser af ’sager’, der er gennemført – herunder ’dommer­ ledede’ undersøgelser i de seneste årtier.

Hertil kommer en lang række udvalgsarbejder fra den arbejdsgruppe, som Djøf nedsatte efter Tamilsagen med Lars Nordskov Nielsen som formand, over en række udvalgsarbejder på området, ofte med Christensen for bordenden.

I Danmark bygger det retlige ansvarssystem dels på lovgivning, ministeransvar­ loven og tjenestemandloven, dels på normer der er formuleret i forbindelse med de mange undersøgelser på området. Hertil kommer, hvad Lars Nordskov Nielsen betegnede som ’klogskabsregler’.

For en minister eller en embedsmand kan det være svært at vurdere, hvad der præcist måtte gælde i en konkret situation. Det var for at lette denne vurdering, at ’Kodeks VII’ i 2015 blev formuleret og udsendt af Finansministeriet samtidig med redegørelsen fra det andet Djøf-udvalg (Bo Smith-udvalget).

Med Kodeks VII kan embedsmanden pejle efter syv grundlæggende pligter, mens Christensens bog giver en grundig, nuanceret indføring i juraen på området. Bortset fra centraladministrationens kronjurister er det måske de færreste, der læser bogens tre hundrede sider fra ende til anden, men en stram disposition og detaljeret indholdsfortegnelse giver god mulighed for at anvende den som et opslagsværk.

Kernespørgsmål for en embedsmand Bogen falder i to halvdele, første del om ministre og anden del om embedsmændene. Hertil føjes et helt aktuelt kapitel med en gennemgang af rigsretsdommen over Inger Støjberg og et efterord med nogle ’friere overvejelser’.

Når bogen læses af en praktiker med uddannelse i statskundskab og erfaring fra næsten fire årtier på slotsholmen, heraf

Altinget Magasin Anmeldelser Temaord

15 år som departementschef, er der mange af bogens problemstillinger, der er kernespørgsmål for en embedsmand. Nogle eksempler: – Hvorledes skal embedsmanden konkret reagere på et ministerønske, hvor lovligheden er tvivlsom, eventuelt klart ulovlig?

Hvad er kravene til rådgivningen i den situation? Er der en pligt for departementschefen til at gå til Statsministeriets departementschef? Hvordan skal embedsmænd på lavere niveau reagere?

– Hvad indebærer sandhedspligten, når en minister besvarer et spørgsmål i Folketinget? Svaret skal selvfølgelig være sandt, og det må heller ikke vildlede – men pligten til at svare ’fyldestgørende’ kan være mere uklar. Spørgerens ærinde er ofte ikke at blive klogere, men politisk, eventuelt simpelthen at drille ministeren. Er det så i orden at svare politisk, herunder alene nævne forhold, som passer i ministerens ærinde, men ikke er det, som spørgsmålet går på? Ministeren tænker og ræsonnerer måske: Spørgeren kan jo bare spørge igen! Og hvad er pligten for de embedsmænd, der bistår med formuleringen af svaret?

– Hvor langt rækker ministerens ansvar som forvaltningschef for ministeriet? Under hvilke betingelser kan en minister gøres ansvarlig for ulovlige handlinger i ministeriets forvaltning?

Jens Peter Christensens bog er en tour de force gennem et kolossalt materiale, hvor han med skalpel og pincet uddrager det retlige ansvar og pligterne for ministre og embedsværk.

Til de juridiske vurderinger, som dommere og juridiske professorer i undersøgelser og kommissioner er nået frem til, føjer Christensen sin egen. Sommetider er han enig, andre gange nænsomt, men klart kritisk. I andre tilfælde er hans bud, at der ikke med sikkerhed kan siges noget præcist om retstilstanden. ’Formentlig’ bliver brugt en del.

Samlet er Jens Peter Christensens bog et autoritativt bidrag til afklaring af ansvar og pligter. Den vil være uomgængelig læsning for dem, der udpeges til fremtidige retlige undersøgelser, i de juridiske afdelinger og kontorer i den offentlige sektor – og tillige egnet til anvendelse på jurastudiet i forvaltnings- og statsret.

Men Jens Peter Christensens gennemgang har endnu en kvalitet. Den er pris-

værdigt fri for juridisk tunnelsyn. En rød tråd er således forfatterens blik for forskelligheden i de konkrete sager. Der er en verden af forskel på Kjærbølsagen, tamilsagen, sagen om kreativ bogføring i Skatteministeriet, og for eksempel sagen om Københavns Amts ulovlige placering af midler i Hafnia A/S. Christensen har et skarpt blik for denne heterogene konteksts betydning for vurderingen. Han demonstrerer, hvordan han parallelt med sin karriere til toppen af den juridiske verden har bevaret indblikket i og forståelsen af den politiske verden.

Her træder Jens Peter Christensen ind i rækken af juridiske koryfæer, som mestrede samspillet mellem jura og politik. Det fremgår da også af henvisningerne i bogen, hvor Nordskov Nielsen og Max Sørensen er en hyppig reference.

Når for eksempel Max Sørensens 50 år gamle statsret og redegørelsen fra Nordskovs ’fagligt etiske arbejdsgruppe’ stadig i dag er kilde til retstilstanden på området, viser det samtidig en anden ting, nemlig den betydelige kontinuitet og permanens i retsstatens juridiske ramme om vores politiske system.

Mens politik, herunder samspillet mellem ministre og embedsmænd, er i en stadig dynamisk udvikling, gælder det ikke juraen.

Den bliver – som det fremgår af Christensens bog – kalibreret og tydeliggjort, men ikke grundlæggende ændret.

En mulighed kunne være flere politisk udnævnte embedsmænd. Jens Peter Christensen konstaterer, at faren for, at fagligheden i et sådant system vil få endnu trangere kår, er nærliggende. Men kunne det så ikke betyde, at det faste embedsmandskorps kunne trække sig en kende tilbage og koncentrere sig om den faglige og juridiske rådgivning? Til det bemærker Christensen, at det netop er den integrerede rådgivning, der kombinerer det politiske og det faglige, der gør rådgivningen værdifuld for ministeren.

En anden mulighed kunne være flere regler om pligter og ansvar. Det har været overvejet flere gange tidligere, men også her anes Jens Peter Christensens skepsis. Sagernes forskellighed betyder ifølge Christensen, at problemet for embedsmanden i den konkrete situation ikke primært er hvad reglerne indebærer, men snarere hvordan der konkret skal ageres.

Jens Peter Christensens vurderinger i efterordet er på harefod, men de er væsentlige i den tilbagevendende debat om det danske politiske system og den danske retsstat. De bør være en appetitvækker, som han hermed opfordres til at følge op og folde ud.

Jens Peter Christensen: Ministre og embedsmænd – pligter og ansvar, 320 sider, Djøf Forlag, udkom 22. januar 2022.

Politiske embedsmænd og faglig rådgivning Et nærliggende spørgsmål, som Jens Peter Christensen knap nok tager op, er således spændingsfeltet mellem et politisk system i rivende udvikling og et retligt system, hvor permanensen er grundlæggende.

Helt forgæves leder læseren dog ikke efter Christensens refleksioner om nogle af de helt aktuelle spørgsmål, som blandt andet Dybvad-udvalget formentlig vil have på sin dagsorden. Et afsluttende ’efterord’ har titlen ’nogle friere overvejelser’.

Debatten handler ikke mindst om, hvorvidt der er kommet et øget ’pres’ på embedsmændene, og hvad konsekvenserne måtte være, når den klassiske ’Jeronimus’ erstattes af en ’Politicus’, og der er en risiko for, at politikken fortrænger juraen. Christensen spørger så, hvad man kan stille op.

Marts 2022

71

DEBAT

KRONIK

Regeringens nye "EU-hjerte" skal banke i den europapolitiske aftale Regeringen skal bevise sit kurskifte i EU-politikken med den kommende europapolitiske aftale. Der er akut behov for at opdatere dansk EUpolitik.

Af Kim Valentin og Morten Løkkegaard Hhv. MF (V) og EU-ordfører og MEP (V) og næstformand i Renew Europe

Der var nok flere, der hoppede i stolen en gang, da statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale erklærede, at "Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent".

Som et ekko fra Helle Thorning Schmidts regeringsperiode blev det gentaget af udenrigsminister Jeppe Kofod, der for nylig kunne tilføje, at "Europa er i vores hjerter".

Der må siges at være et markant skifte fra regeringen, hvis øverste chef så sent som sidste år blev beskrevet som landets mest EU-skeptiske nogensinde.

Anledningen er, at regeringen nu vil have Folketingets partier med i en europapolitisk aftale, der skal erstatte den eksisterende – og for længst uddaterede – aftale fra 2008.

Akut behov for ny EU-politik Det er dog ikke første gang, at regeringen kommer med det løfte. Allerede i regeringens forståelsespapir fra juni 2019 lovede man en ny europapolitisk aftale. Siden har der været holdt en afbrudt række af europapolitiske temadrøftelser, men uden et klart sigte.

Hvor hurtigt regeringen og udenrigsministeren så rent faktisk rykker på forhandlingerne om fremtidens Europa-politik, må vi vente og se.

Faktum er det dog, at den eksisterende aftale fra 2008 ikke afspejler de udfordringer eller det politiske landskab, vi ser på i dag.

Der har været tre folketingsvalg, tre europaparlamentsvalg og to EU-folkeafstemninger siden. Derfor er der akut behov for forhand72

linger om en ny aftale. I Venstre er vi klar til at fastlægge de rette rammer for dansk EU-politik.

Virkeligheden har overhalet gammel aftale Venstre ønsker en europapolitisk aftale, der viser internationalt udsyn samtidigt med, at vi tager vare på Danmarks interesser. De store udfordringer er ikke længere nationale anliggender. Det er fælles, regionale og globale udfordringer som klima, migration og sikkerhed. Virkeligheden har simpelthen overhalet den gamle aftale. Vi har set lande, der har meldt sig helt ud – som Storbritannien – eller som i praksis har bevæget sig væk fra fællesskabet og de fælles værdier som demokrati og frihed. Vi har set EU-lovgivning på det sociale område, eksempelvis med barsel og mindsteløn, som meget bedre håndteres i de forskellige lande.

Og vi har set et EU, der ikke har haft de fornødne beføjelser til at reagere resolut og kraftigt, eksempelvis i forbindelse med coronapandemien, tilbagetrækningen fra Afghanistan eller senest de russiske aggressioner på grænsen til Ukraine.

Markedsbaseret grøn omstilling Den måske største udfordring, vi står over for i Danmark, EU og globalt, er klimaudfordringen. Danmark står for under én promille af verdens samlede CO2-udledning, og hvis vi virkelig vil gøre en forskel for klimaet, skal vi gøre det i EU, der med sit indre marked og sine frihandelsaftaler giver adgang til praktisk talt hele verden.

Her kan danske virksomheder og pensionskasser via innovation, grøn eksport og bæredygtige investeringer skabe den markedsbaserede omstilling, der kan få resten af verden i mål med klimaambitionerne.

En anden væsentlig udfordring er migrationspresset mod Danmarks og EU's grænser. Under coronaen har presset været mindre end normalt, men Frontex rapporterer allerede om øgede asyltal, og vi har siden migrationskrisen i 2015 vidst, at problemet ikke holder op, før vi finder permanente løsninger på det.

Handlingslammelse svækker troværdigheden Mest akut er der behov for politiske svar på, hvordan vi ruster EU til at håndtere

den sikkerhedspolitiske situation i Østeuropa. Siden Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen i Ukraine, er det kun blevet mere åbenlyst, at EU bør kunne handle på egen hånd og kraftigere, end det er tilfældet i dag.

Forsvarsforbeholdet afholder os fra at tage del i det hastigt voksende forsvarssamarbejde i EU. Og kravet om enstemmighed, når EU skal beslutte sanktioner mod eksempelvis Rusland, betyder, at uenighed eller enkelte lande kan blokere for fælles EU-handling.

Vi har set talrige eksempler på, at lande som Ungarn og Cypern har blokeret for EU-reaktioner over for eksempelvis Kina og Hviderusland, fordi de har brugt enstemmigheden som pression i ikke-relaterede politiske sager.

Og da EU's udenrigsministre i april sidste år skulle mødes for at drøfte reaktionen, da Rusland for første gang posterede 100.000 mand på den ukrainske grænse, endte mødet uden enighed – og dermed uden handling fra EU's side. Trods store ambitioner på vej ind til mødet, måtte den danske Udenrigsminister, Jeppe Kofod, gå derfra med uforrettet sag.

Det er åbenlyst, at det svækker vores troværdighed – og i sidste ende vores sikkerhed – når vi ikke kan svare igen på provokationer og trusler fra vores fjender. Danmark stemme er størst, når vi bruger den i EU.

EU skal tales op Vi kan gøre en forskel for Danmark i EU. Men det kræver mod. Mod til at tage diskussionen, mod til at træffe beslutninger og mod til at skride til handling. Det mod har vi i Venstre. Men har regeringen?

Hvis statsministeren og regeringen vil gøre alvor af deres kursskifte og placere sig i hjertet af vores europæiske fællesskab, er Mette Frederiksen og hendes ministerhold nødt til at turde at tale EU op.

Regeringen bør anerkende, når EU-samarbejdet forbedrer hverdagen for den enkelte dansker frem for selv at forsøge at tage æren for ny lovgivning, der er vedtaget i Bruxelles.

Det kræver handling og ikke bare ord, hvis regeringen virkelig mener, at Europa er i dens hjerte.

Altinget Magasin Debat Temaord

KRONIK

Korruptionsforsker: Glem ikke den transnationale korruption Danmark er igen blandt de mindst korrupte lande i verden, men målet for korruption er ikke altid retvisende.

Det er vigtigt, at man også ser på den transnationale korruption.

Af Morten Koch Andersen Forsker i korruption ved Center for Global Kriminologi på Københavns Universitet

Danmark er i år igen i toppen af Transparency Internationals korruptionsindeks.

Dette på trods af at vi aldrig har set flere korruptionssager i løbet af det sidste år.

Dette er et interessant paradoks, som måske kan forklares ved, at danskerne stadig ikke opfatter sig selv som særligt korrupte. Det kan også være, at de lande, vi sammenligner os med, ligeledes oplever korruption, og forskellene mellem landene er så små, og udsving udfoldes i parallelle forløb. Hvorom alt er, så er Danmark igen i toppen af indekset. Det afspejler meget fint, at korruption endnu ikke ser ud til at være en systematisk udfordring her i landet. Men det viser også, at korruption er noget, som sker andre steder, i andre lande og i andre systemer.

Når man måler på lande, misser man det store billede Selve indeksets opbygning, der er landebaseret, viser ikke, hvordan korruptionen virker på tværs af landene. For at forstå korruptionens særlige nationale karakter er vi nødt til at være opmærksomme på de transnationale konsekvenser. Politik og økonomi går på tværs af grænserne ligesom kriminalitet og korruption. Det ved de virksomheder, der arbejder i det globale landskab på tværs af juridiske kontekster. Det er en særlig udfordring, når man arbejder i lande plaget af systematisk korruption. Både Mærsk og Carlsberg har de seneste år oplevet korruptionsanklager og korrupte handlinger hos deres nationale samarbejdspartnere for eksempel i Brasilien og Indien. Det er en risiko, som virksomhederne forsøger at imøde-

gå gennem etablering af robuste politikker og regler, der guider deres praksis. Men disse tiltag er ikke perfekte, og fejl sker, som Danske Banks hvidvaskningssag med alt tydelighed viste. Med konsekvensen, at ukendte russiske penge kanaliseredes gennem bankens estiske filial til kendte skattely.

Vi skal skifte vores perspektiv Hvis vi ser på Danmark som en enhed, der arbejder i et transnationalt økonomisk og politisk felt, ændrer det fundamentalt på vores opfattelse af korruption og dets konsekvenser på samfundet. Dette skift i perspektiv kræver en ændring i den gængse opfattelse af, at korruption ikke har ofre – den tager ikke noget fra nogen, og den skader ikke personer. Da over 100 millioner kroner forsvandt fra socialområdet, var det ikke den manglende sociale indsats, som afslørede korruptionen. Da mere end 12 milliarder forsvandt fra skatteforvaltningen, kunne det ikke mærkes på statens ydelser og tjenester til borgerne. Men det har en konsekvens, på trods af vi ikke kan se, hvordan det direkte påvirker borgerne. Pengene er væk og kunne have været brugt i samfundet; på forsvaret, klimaet, lønninger til sygeplejersker og pædagoger.

EU er heftigt plaget af korruption EU integrerer de 27 medlemslandes økonomier på tværs af landegrænserne, hvor borgerne bidrager til og modtager EU's budgetter. Men EU er desværre plaget af korruption, og mange af medlemmerne er ikke i toppen af korruptionsindekset.

EU-Kommissionens sikkerhedsstrategi fra 2020 estimerer, at korruption koster unionen 900 milliarder kroner hvert år, og at den underbygger transnational kriminalitet og ekstremisme. Tallet er et estimat, men det viser omfanget af korruptionen og niveauet af de tabte ressourcer. Om end ressourcerne er væk, er det svært at se, hvordan det påvirker vores fælles økonomi, de enkelte lande eller borgerne. Konsekvenserne forsvinder i et svært gennemskueligt EU-system. Vi ved ikke, hvor eller hvad ressourcerne ville været blevet brugt til. Denne usikkerhed har ikke kun betydning for økonomien og landenes serviceniveau, men også borgernes tillid til det europæiske demokrati. Og man kan spørge, om Danmark er så fri for korruption, som indekset viser, når en stor del af

vores økonomi og de politiske beslutningsprocesser er indlejret i et system plaget af korrupte handlinger?

Danmark har brug for en antikorruptionsstrategi Vi må se på korruption som et transnationalt fænomen, og vi er nødt til at kvalificere vores viden om korruption og dets konsekvenser for samfund og borgere.

Derfor har vi behov for en national politisk strategi, der gør os i stand til at handle på korruption som en central politisk og økonomisk faktor i statslige og udenrigspolitiske relationer, ikke mindst i EU. For at understøtte strategien, udvikle viden på området og opgradere kapaciteten til at håndtere korruption på tværs af statens institutioner og private aktører skal der etableres et særligt center med indsigt og ansvar for forebyggelse. Det vil gøre os i stand til at adressere et af de mest centrale problemer for demokratisk udvikling, i Europa og globalt, med udgangspunkt i landets unikke og anerkendte position som det mindst korrupte land i verden.

KRONIK

Hospicesygeplejerske: Mange patienter frygter ikke selve døden, men tiden op til Ikke alle kan og vil acceptere præmissen om at "stille træskoene", men vi skal slutte fred med, at døden er en uundgåelig, naturlig afslutning på livet, der hverken skal fremskyndes eller udsættes.

Af Kirsten Bühler Sygeplejerske og diakon, Sankt Lukas Hospice

Der findes mennesker, der mæt af dage med et langt liv bag sig, har tatoveret et nej til genoplivning over deres bryst for at sikre sig, at deres udgang fra livet ikke foregår under unødig dramatik. Det er en tydelig markering, der er lige ved hånden, når behovet er der. Nu har jeg ikke så meget forstand Marts 2022

73

på jura og lovgivning, så jeg ved ikke, om sådan en markering kan have nogen form for gyldighed. Men jeg har efterhånden fået en vis erfaring med livsafslutninger og død især i hospiceregi. Det vil nok undre nogle, at samtaler om genoplivning hører med til hverdagen på hospice. Det kan skyldes, at samtalen ikke har været afholdt før, så det fremgår af journalen, eller fordi patienten på trods af livstruende sygdom faktisk har et ønske om at blive forsøgt genoplivet ved hjertestop. Det kan der være mange grunde til: Måske er der tale om dødsangst eller et håb om, at et liv efter genoplivning vil fortsætte, som det er nu. Måske er patienten ung og har små børn, så han eller hun forståeligt nok ikke kan stoppe med at kæmpe for livet.

Måske har de pårørende en forventning om, at patienten bliver ved med at kæmpe – også for deres skyld.

Skaber etiske dilemmaer Kampmetaforikken bliver ofte brugt i forbindelse med sygdom. Den kan give mening og kraft på nogle tidspunkter i et sygdomsforløb, men der er andre tidspunkter, hvor andre metaforer vil være mere hjælpsomme.

Det er ofte komplekse problemstillinger, der ligger bag et ønske om genoplivning ved hjertestop. Helt i tråd med hospicefilosofiens ånd møder vi patienten og de pårørende i det, som de har med sig af erfaring, tanker og forventninger. Ofte er det en proces, hvor beslutningen hen ad vejen ændres, fordi der er opstået en tillid mellem patient, pårørende og sundhedspersonale, hvor vi har kunnet tale om det, der måtte være af angst, sorg og afmagt. Men af og til har vi patienter og pårørende, der holder fast i deres beslutning.

Det skaber mange praktiske, menneskelige og etiske dilemmaer, især for os, der står med problematikken i vagterne.

Mange måder at dø på Der findes mennesker, som åbenbart skal "dø stående," som vi siger. Ikke alle kan og vil acceptere præmissen om at "stille træskoene". Sådan kan man også dø. Det er muligvis den rigtige måde for nogen. "Do not go gentle into that good night, old age should burn and rave at close of day; rage, rage against the dying of the light", som digteren Dylan Thomas skrev i 1947. Min erfaring er dog, at det er en mere lidelsesfuld måde at afslutte livet – både for patienten 74

og dem, der er nær, hvilket igen kan skabe komplicerede sorgforløb for pårørende. Vi møder på hospice også mennesker, der er over 80 år og har livstruende sygdomme, men som alligevel virker overraskede over, at de muligvis nærmer sig deres livsafslutning. Det er, som om de aldrig for alvor har tænkt over, at det er en mulighed, endsige talt med deres pårørende om det.

Dødsangst står i vejen or vigtige samtaler Menneskets evne til fortrængning er en fascinerende egenskab. Det er en mestringsstrategi, der givetvis fungerer godt langt hen ad vejen, selvom jeg har en formodning om, at dødsangsten så finder andre veje at udtrykke sig på. Det gør det imidlertid svært at tage vigtige samtaler sent i livet eller i situationer med livstruende sygdom. Det viser sig, at det, som de fleste af vores patienter frygter, ikke så meget er selve døden, men tiden op til. En samtale om, hvordan processen er, kan i sig selv være lindrende.

Mange patienter oplever en lettelse ved at få lov til at tale om det med nogen, der har prøvet det før, og som de ikke skal tage hensyn til. Ingen har endnu varigt overlevet livet. Døden er et eksistensvilkår, en del af pakken så at sige. Forfatteren Villy Sørensen har engang formuleret det sådan i et radioforedrag: "Der er liv i døden og død i livet og måske mest liv i livet, når døden er med i det". Kernen i hospicefilosofien har fra starten været at anskue døden som en naturlig afslutning på livet, der hverken skal fremskyndes eller udsættes. Den skal heller ikke gemmes væk. De nærmeste, inklusive børnene, skal kunne følge med i og se, hvordan det sker, som en form for livsdannelse, få mulighed for at være nær, se, røre, opleve. Det er sorgfuldt, men det kan samtidig være sært livgivende og til tider endda smukt, selvom det også er råt og ikke altid pænt. Døden kan være så mange ting, og vi er som mennesker ikke uden indflydelse på, hvordan vi opfatter, tyder, tolker den ind i vores liv med os selv og hinanden.

Debatten gør mig håbefuld Der har på det seneste været stemmer fremme i den offentlige samtale, der gør mig håbefuld i forhold til, at vi som borgere og mennesker i det hele taget tør tage ejerskab for vores liv og dødelighed og konsekven-

serne af den. Der er de seneste debatindlæg i Altinget, og der er lovforslaget, der vil gøre det til en borgerrettighed at kunne sige nej til genoplivning. Men der er også andre, der kan hjælpe os med samtalen, give næring til refleksion og ord at sætte på dem.

Som da biolog og seniorforsker Rasmus Ejernæs i radioudsendelsen 'Genstart' på P1 19. januar går fra at tale om en flok vilde heste i Molslaboratoriet til at tale om dén provokation, som det er for os at blive konfronteret med kontroltabet i døden, hvor vi går fra at have været natur til igen at blive natur. For ham hænger det sammen: Vores fremmedgørelse fra den vilde natur, der også rummer lidelse og død, og angsten for vores egen død. I årets første udgave af Weekendavisen var der under overskriften "Kødets gang" en formidabel brevveksling mellem Weekendavisens skribent Kathrine Tschemerinsky og den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i 2020 udgav romanen 'Morgenstjernen'. I sit brev skriver Knausgård: "Jeg tror, at det faktum, at vi skjuler døden, det vil sige den fysiske, kropslige død, og udnytter den virtuelle død, den som ikke er forankret i noget, men svæver over vores skærme, er en del af det samme: Vi har vendt naturen ryggen, og vi er langsomt på vej ind i en mere abstrakt og kontrolleret virkelighed. Det eneste, der holder os tilbage, er egentlig døden.

Døden er den sidste rest af natur i menneskelivet – den føles som noget arkaisk, noget fremmed, som vi ikke kan slippe af med, som griber fat i os bagfra og trækker os ned i jorden, som for at sætte os på plads".

Forfald og forgængelighed er et vilkår Det har tit slået mig, at dén bevægelse, som vi oftest bevidner hos vores patienter, er den nedadgående. "Han sløjer af," siger vi for eksempel om en patient, eller: "Nu har hun lagt sig". Det er som løvets fald fra efterårets træer, når de giver slip før vinterpausen. Jeg tænker, at der egentlig ligger noget smukt i billedet, hvis man kan acceptere, at forfald og forgængelighed er en del af livet.

Jeg byder den seneste debat velkommen. Jeg håber, at den må medføre livgivende samtaler rundt om i institutionerne og hjemmene; at vi husker at få nuancerne med; at vi undgår faldgruberne og at blive for firkantede, formynderiske eller bureaukratiske omkring noget, der angår os alle, og som

Altinget Magasin Debat Temaord

jeg dybest set bliver ved med at opleve som et mysterium, som vi kan erfare glimt af i virkeligheden, prøve at sætte ord på, tænke over, sørge over, undres over, men aldrig vil kunne fatte fuldt ud, endsige kontrollere os ud af med lovgivning eller paragraffer. Det er en risikofyldt og til tider bøvlet affære at være til. Jeg tror på, at vores liv bliver stærkere, vildere, smukkere, mere meningsfuld og givende, når døden er med i det.

KRONIK

Regeringen fortjener topkarakter for sit effektive “holdkæft-bolsje” til sygeplejerskerne Med sin kunstneriske udførelse er det lykkedes regeringen at skabe ro omkring Vinterpakken til sygeplejerskerne. Men flere aktører på det offentlige arbejdsmarked holder vejret i forhold til de afledte virkninger af den politiske indblanding i løndannelsen.

Af Anders Bondo Christensen Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Regeringen stod før jul i en ekstrem svær situation, hvor der her og nu skulle skabes ro på sygehusene. Vinterpakken viste sig at være et særdeles velvalgt redskab til at nå det mål, og regeringen fortjener topkarakter for den kunstneriske udførelse godt hjulpet af ansvarlige parter på det danske arbejdsmarked.

Den endelige karakter for Vinterpakken afhænger dog af, hvordan regeringen med inddragelse af parterne får taget hånd om de problemer, der følger af politisk indblanding i løndannelsen. Det bliver formentlig en ikke helt nem opgave.

Det er helt ekstraordinært, at et flertal i Folketinget beslutter at tilføre nye lønmidler til et bestemt område. Politisk indblanding i overenskomstforhold er per definition noget nær en dødssynd og får derfor normalt alle advarselsklokker til at bimle og bamle hos arbejdsmarkedets parter – med god grund.

Motivationen er i bund Vinterpakken bliver begrundet med den ekstraordinære situation på sygehusene som følge af en genopblussen af pandemien.

Men hvornår opstår den næste ekstraordinære situation, der kan begrunde, at Christiansborg stiller ekstraordinære midler til rådighed?

I midten af december indgik et flertal på Christiansborg en længe ventet flerårsaftale for Kriminalforsorgen. Med aftalen forsøger politikerne gennem traditionelle tiltag som forbedring af normeringer og uddannelse at løse den katastrofale mangel på fængselsbetjente. Men det ændrer ikke på situationen her og nu, hvor presset på fængselsvæsnet fortsat vil stige.

Er svaret en "Forårspakke" for Kriminalforsorgen? Ja, det er der nok en del af de absolut ikke højtlønnede fængselsbetjente, der sætter næsen op efter. Og for at hjælpe pakken på vej vil det være fristende for fængselsbetjentene at skrue op for beskrivelsen af deres elendige arbejdsforhold.

Når politikerne vælger at finde lønkroner til ekstraordinært pressede områder, er det svært at undgå, at de samtidig bidrager til, at flere og flere faggrupper skruer op for fortællingen om, hvor elendige forholdene er på deres område. Det sker ud fra logikken: Skal vi gøre os håb om at blive tilgodeset, må vi markere os i elendighedskonkurrencen.

De tillæg, der nu udbetales, er alle midlertidige. Hvad betyder det for motivationen, når tillæggene forsvinder? Al erfaring viser, at hukommelsen om lønstigninger er stort set lige så holdbare som fisk, mens en oplevet lønnedgang vil stå lysende klart i årevis.

Med Vinterpakken får nogle sygeplejersker et ikke ubetydeligt tillæg, mens andre ikke har fået en krone. Hvad betyder det for motivationen hos dem, der blev forbigået?

Sygeplejerskernes motivation var i efteråret helt i bund. Risikerer Vinterpakken i sidste ende at forstærke denne kolossale samfundsudfordring?

Regeringen har med stor dygtighed gennem en række initiativer indtil videre skabt nogenlunde ro om Vinterpakken. En egentlig trepartsaftale, der kunne have legitimeret initiativet i forhold til overenskomstsystemet var af flere grunde ikke mulig, men regeringen har uden tvivl konsulteret de vigtigste aktører blandt arbejdsmarkedets parter for på den måde at opnå en stiltiende

accept. De politisk besluttede spilleregler for udmøntningen af milliarden har endvidere været medvirkende til at minimere uroen om Vinterpakken. Det afgørende er, at midlernes konkrete anvendelse skal aftales mellem parterne. Hermed sender regeringen et signal om respekt for den danske model. Og modellens helt store styrke kommer i spil: Når parterne indgår en aftale, står de med et fælles ansvar for, at aftalen bliver en succes.

På vej mod ukendt land Regeringen har gjort, hvad den kunne, for at sikre, at midlerne ikke påvirker den såkaldte reguleringsordning. Uden denne sikring ville de ekstraordinære midler i realiteten have betydet, at midlerne blev modregnet i den allerede aftalte lønudvikling.

Hunden blev så at sige fodret med sin egen hale. Det ville især have ramt de regionale medarbejdere, der ikke får gavn af Vinterpakken. Det havde uundgåeligt medført et ramaskrig.

Situationens alvor har også haft betydning. Vinterpakken blev besluttet på et tidspunkt, hvor et truende kollaps af sundhedsvæsnet på grund af pandemiens genopblussen var et yderst realistisk scenarie. I den situation ville eventuelle kritiske røster meget nemt blive opfattet som udtryk for manglende samfundssind. Det stempel var der ingen organisationer, der ønskede.

En del kritiske sygeplejersker kalder konsekvent Vinterpakken for et "holdkæft-bolsje", men samtidig skal man ikke tage fejl af, at en langvarig konflikt udmatter såvel organisation som medlemmer. Flere og flere mister kampiver og engagement.

Med Vinterpakken fik sygeplejerskerne et tiltrængt halmstrå til at afslutte de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Det var langt at foretrække i forhold til, at aktionerne fadede ud på grund af manglende opbakning. Mange i Dansk Sygeplejeråds hovedkvarter på Sankt Annæ Plads har uden tvivl draget et lettelsens suk.

Vinterpakken fremstår i dag som en klar succes, men der er næppe tvivl om, at der blandt aktørerne på det offentlige arbejdsmarked er en del, der holder vejret i forhold til de afledte virkninger af den politiske indblanding i løndannelsen. Vi har begivet os ud på ukendt land.

Marts 2022

75

Altinget Magasin Quiz

POLITISK QUIZ

Den tidligere socialdemokratiske minister Karen Hækkerup har meddelt, at hun fratræder sin stilling som generalsekretær.

Hvilken organisation har hun stået i spidsen for siden 2019?

SPØRGSMÅL

Se svar side 9

1. Peter Skaarup blev 1. februar

borgmester?

6. Statsminister Mette Frederik-

a. To

genvalgt som gruppeformand i

a. Samsø Kommune

sen (S) spiste middag med en

b. Tre

Dansk Folkeparti, men hvem hav-

b. Slagelse Kommune

kollega for at fejre, at alle corona-

c. Fire

de partiets nyvalgte partiformand,

c. Solrød Kommune

restriktioner var blevet fjernet. Hvil-

d. Fem

Morten Messerschmidt, indstillet

d. Struer Kommune

ken partileder mødtes hun med?

a. Pia Kjærsgaard b. Peter Skaarup c. Dennis Flydtkjær d. René Christensen

2. Frederik Vad, der stopper som forbundsformand i DSU i maj, har annonceret, at han vil stille op til Folketinget for Socialdemokratiet.

Hvornår blev Frederik Vad valgt som DSU-formand første gang? a. 2015 b. 2017 c. 2019 d. 2021

3. Tidligere folketingsmedlem og

a. Søren Pape Poulsen (K)

4. Tidligere minister Karen Hækkerup har meddekt, at hun fratræder sin stilling som generalsekretær. Hvilken organisation har hun stået i spidsen for siden 2019? a. Læger Uden Grænser b. Landbrug & Fødevarer c. Mellemfolkeligt Samvirke d. Unicef Danmark

5. Hvilken tidligere partileder fylder 75 år 23. februar? a. Marianne Jelved (R) b. Mogens Lykketoft (S) c. Pia Kjærsgaard (DF) d. Holger K. Nielsen (SF)

b. Jakob Ellemann-Jensen (V) c. Pia Olsen Dyhr (SF) d. Sofie Carsten Nielsen (R)

7. Hvem var formand for den ekspertgruppe, der i begyndelsen af februar præsenterede tre modeller til en CO2-afgift, der kan hjælpe politikerne med at nå klimamålet? a. Nina Smith b. Michael Svarer c. Peter Birch Sørensen d. Lars Aagaard

8. Statsminister Mette Frederiksen gennemførte en mindre ministerrokade, efter Benny En-

borgmester John Dyrby Paul-

gelbrecht trak sig som transport-

sen har fået nyt job som direktør

minister. Hvor mange ministre er

i Dansk e-Mobilitet. I hvilken

trådt ud af S-regeringen siden

kommune var han indtil årsskiftet

valget?

76

9. Benny Engelbrechts farvel medførte ikke alene udskiftninger på ministerholdet – også i Socialdemokratiets folketingsgruppe er der sket ændringer. Blandt andet har partiet fået ny politisk ordfører.

Hvem? a. Benny Engelbrecht b. Ida Auken c. Christian Rabjerg Madsen d. Mogens Jensen

10. Hvilken politiker står bag selvbiografien Et liv, der blev belønnet med seks A’er af Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen? a. Uffe Elbæk b. Bertel Haarder c. Ritt Bjerregaard d. Morten Østergaard

FOTO: MADS CLAUS RASMUSSEN / RITZAU SCANPIX

til posten?

Altinget Magasin Kryds Temaord & tværs

MAGASIN ALTIN GET været vigtigere har aldrig Politik

JANUAR NR. 50 / 70 KR.

2022

LØS, SEND IND – OG VIND søg gik Trumps kupfor Året der i fuld gang i billeder er stadig dommer, bøger politiske den polske De bedste du skal undgå Mød rockstjerne rati – og én som er blevet for demok i kampen T E MA T E MA: ling Grøn omstil Fremtidens er transportform ruktur og infrast

MAGASIN ALTIN GET været vigtigere har aldrig Politik

NOVEMBE NR. 49 / 70 KR.

R 2021

MAGASIN ALTIN GET været vigtigere har aldrig Politik

on Bjarne Coryd sit spor krydser

FEBRUAR NR. 51 / 70 KR.

2022

Mr. Green Europas t af Frans – stort portræ Timmermans

103512

- 26.01.2022

kr. 70,00

2022

2 5 70000

JANUAR

16.12.2021

BK returuge

4

00050

T E MA ikling og byudv Byggeri

Altingets r redaktøre l guider ti et nyt år

NAW A SAM I RA S LI D E R – RAD I KAL TOP PE N: R S M OD MED KU

103512

8

00051

kr. 70,00

BK returuge

l “Hvem vi e være ikke gern ter? ” minis

103512

- 23.02.2022

Sidste måneds vinder: Kirsten Rantsen, Holbæk.

Vinderen får direkte besked slut marts.

2 5 70000

2021

27.01.2022

kr. 70,00

marks Her er Danlierede al vigtigste

2 5 70000

NOVEMBER

- 08.12.2021

BK returuge

49

00049

N: RIKSE FREDE METTE

11.11.2021

Send løsningen på den politiske krydsord til krydsogtvaers@altinget.dk senest 16/3 2022, og deltag i en konkurrence om to gode flasker rødvin og et årsabonnement på Danmarks bedste politiske magasin.

Marts 2022

77

Karriere & navne AF ALTINGET NAVNE

ERHVERV

Karsten Dybvad stopper som formand i Danske Bank Tidligere departementschef Karsten Dybvad genopstiller ikke som bestyrelsesformand i Danske Bank ved næste generalforsamling, der afholdes 17. marts.

Det oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse.

Karsten Dybvad har været formand for Danske Banks bestyrelse siden 2018, hvor han afløste Ole Andersen, der forlod posten som følge af Danske Banks hvidvasksag i Estland. Inden Karsten Dybvad blev formand i Danske Bank, var han administrerende direktør i Dansk Industri i otte år. Derudover har han tidligere været departementschef i først Transportministeriet og siden Finansministeriet og Statsministeriet. Som afløser til Karsten Dybvad indstilles Martin Blessing, der har siddet i Danske Banks bestyrelse siden 2020 og samtidig er formand for Danske Banks Risikoudvalg. Karsten Dybvad forlader ikke Danske Bank helt, men fortsætter derimod som rådgiver for bankens ledelse.

Rasmus Prehn mister pressechef til Uddannelses- og Forskningsministeriet Katja Brandt Andersen er fra 1. marts 2022 ny pressechef i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Hun forlader dermed sin stilling som pressechef i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Katja Brandt Andersen er uddannet journalist fra Roskilde Universitet og har siden juni 2020 være tilknyttet presseafdelingen i Fødevareministeriet. I april 2021 blev hun ansat som konstitueret pressechef i ministeriet, inden hun overtog stillingen permanent i maj 2021. Inden da arbejdede hun som journalist hos TV2, hvor hun også var i praktik. Hun erstatter Lise Mailand, der i december fratrådte stillingen som pressechef i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

78

CHRISTIANSBORG

Martin Henriksen forlader DF Tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen (DF) melder sig ud af Dansk Folkeparti. Det bekræfter han over for Ekstra Bladet. Partiet har forandret sig, udtaler han til avisen. "Hvis jeg blev i partiet, ville jeg miste respekten for mig selv. Og så er det bedre bare at gå," siger Martin Henriksen til Ekstra Bladet.

Meldingen kommer, efter han i januar tabte formandsvalget i partiet til Morten Messer­ schmidt. Kort efter nederlaget meddelte Martin Henriksen, at han ikke ville genopstille til det kommende folketingsvalg. Som begrundelse pegede han netop på valget af Morten Messerschmidt som formand for DF. 7. februar trak Martin Henriksen sig så fra Dansk Folkepartis hovedbestyrelse efter 13 år – og nu siger han altså helt farvel til partiet.

Martin Henriksen sad i Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2005 til 2019, men blev ikke genvalgt ved det seneste folketingsvalg. Han sidder dog fortsat i byrådet i Stevns Kommune.

Det mandat agter han at tage med sig, når han træder ud af partiet, siger partiets formand for lokalafdelingen i Stevns, Nichlas Nymann, til TV 2.

CHRISTIANSBORG

Socialdemokratiet vælger ny politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen er ny politisk ordfører for Socialdemokratiet. Han afløser Jeppe Bruus (S), der har bestredet posten siden august 2021. Ordførerposten er blevet ledig, efter Benny Engelbrecht (S) gik af som transportminister og dermed udløste en mindre ministerrokade. Rokaden betød, at forsvarsminister Trine Bramsen blev ny transport- og ligestillingsminister, at skatteminister Morten Bødskov (S) blev forsvarsminister, og endelig at politisk ordfører Jeppe Bruus (S) blev ny skatteminister. Christian Rabjerg Madsens post som Socialdemokratiets finansordfører bliver overtaget af Benny Engelbrecht (S), der samtidig indtræder i folketingsgruppens ledelse.

Den nyudnævnte politiske ordfører er uddannet cand.scient.pol. og har været folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds siden 2015. Han har tidligere arbejdet som udviklingskonsulent i Varde Kommune og som seniorkonsulent for KL/MSL Group.

FOTO: LISELOTTE SABROE / RITZAU SCANPIX

CHRISTIANSBORG

Altinget Magasin Karriere

De har skiftet job

AF ALTINGET NAVNE

Trine Bielefeldt Stjernø Fra vicedirektør, Cyklistforbundet Til sekretariatschef, Rytmisk Musikkonservatorium Tiltrådte 1. februar Lars Tønder Fra professor MSO, Københavns Universitet Til studieleder og vice-institutleder, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Tiltrådte 1. februar Pia Brügger Fra kommunikationskonsulent, TV 2 Til kommunikationschef, Den Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Politiet Tiltrådte 1. februar Jakob Lynge Lind Fra senior manager, Deloitte Consulting Til vicedirektør, Socialstyrelsen Tiltrådte 15. februar John Dyrby Paulsen Fra borgmester (S), Slagelse Kommune Til direktør, branchefællesskabet Dansk e-Mobilitet Tiltrådte 22. februar Erik Bjørsted Fra cheføkonom, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Til cheføkonom, Dansk Metal Tiltræder 1. marts

Lone Becker Kjærgaard Fra direktør for Social og Sundhed, Holstebro Kommune Til direktør, Frederikshavn Kommune Tiltræder 1. marts

Hans Jeppe Andersen Fra chef for planter og miljø, Sagro Til sektordirektør, Sektor for Planteproduktion, Landbrug & Fødevarer Tiltræder 1. marts

Kristina Sloth Fra vicekommunaldirektør, Lejre Kommune Til kommunaldirektør, Vordingborg Kommune Tiltræder 1. marts

Lars Koch Fra politisk chef, Mellemfolkeligt Samvirke Til generalsekretær, Oxfam Ibis Tiltræder 1. marts

Lars Qvistgaard Fra arbejdende bestyrelsesformand, Akademikerne Til leder, Afdeling for Arbejdsliv, Dansk Journalistforbund Tiltræder 1. marts

Jonas Forup Fra konsulent, Dansk Industri Til kommunikationschef, Tekniq Arbejdsgiverne Tiltræder 1. marts

Kira West Fra forstander, Reden København Til direktør, Hjem til Alle Alliancen Tiltræder 1. marts Nikolaj Harbjerg Fra administrationschef, Health, Aarhus Universitet Til økonomi- og administrationschef, Magistratsafdelingen for Børn og Unge, Aarhus Kommune Tiltræder 1. marts Poul Dahlgaard Fra områdechef for skade, helbred og forsikringsjura, Velliv Til politisk chefkonsulent og advokat, Dansk Erhverv Tiltræder 1. marts

Amanda Justesen Fra koncernkommunikationschef, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune Til kommunikationsdirektør, Egmont Tiltræder 1. marts

Thor Stig Davidsen Fra afdelingsleder for budget og analyse, Syddjurs Kommune Til økonomichef, Rebild Kommune Tiltræder 1. marts

Maja Hørsving Fra partner og direktør for sundhed, Rud Pedersen Til sekretariatschef, Overborgmesterens Sekretariat, Københavns Rådhus Tiltræder 1. marts

Sune Schou Fra by- og erhvervsdirektør, Egedal Kommune Til direktør for Miljø, Teknik, Erhverv og Beskæftigelse, Halsnæs Kommune Tiltræder 1. marts

Jørgen Anker Fra projekt- og portefoliodirektør, Socialt Udviklingscenter SUS Til programchef, Egmont Fonden Tiltræder 1. marts Louise Hvid Jensen Fra kontorchef for strategi og ledelse, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune Til programchef, Egmont Fonden Tiltræder 1. marts Mikkel Haarder Fra leder, skole- og dagtilbudsområdet, Komponent Til underdirektør og chef for forskning, uddannelse og mangfoldighed, Dansk Industri Tiltræder 1. marts Søren Kudahl Fra pressechef, Ledernes Hovedorganisation Til presse- og mediechef, Dansk Arbejdsgiverforening Tiltræder 1. marts Katja Brandt Andersen Fra pressechef, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Til pressechef, Uddannelsesog Forskningsministeriet Tiltræder 1. marts

JOACHIM RODE/KØBENHAVNS UNIVERSITET / DELOITTE CONSULTING / ARBEJDERBEVÆGELSENS ERHVERVSRÅD / EGMONT / RUD PEDERSEN / FREDERIKSHAVN KOMMUNE / VORDINGBORG KOMMUNE / LÅN & SPAR / AARHUS UNIVERSITET / REBILD KOMMUNE / HALSNÆS KOMMUNE / SEGES / OXFAM IBIS / TEKNIQ ARBEJDSGIVERNE / EGMONT FONDEN

Marts 2022

79

AF SIGNE LØNTOFT, REDAKTØR, ALTINGET SUNDHED FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK / ALTINGET

SUNDHED

Sygeplejersken blev stjerne i SF. Nu vender hun tilbage som direktør for Holbæk Sygehus Som mennesker har vi godt af at indtage forskellige positioner. Især hvis vi arbejder med ledelse, mener tidligere Lejre-borgmester Mette Touborg, som nu sætter sig i direktørstolen på Holbæk Sygehus.

En midsommerdag for fem år siden fik Mette Touborg et opkald, der for altid vil dele livet i et før og efter. Hendes forældre var kørt galt på Herningvej ved Holstebro, og hendes far, den mangeårige SF-politiker Kristen Touborg, blev dræbt på stedet. Hendes mor var kørt til Regionhospitalet Herning. Her tilbragte Mette Touborg de næste mange uger, mens morens tilstand svingede mellem kritisk og stabil. “Mine søskende og jeg boede bogstavelig talt i et pårørenderum på sygehuset, og vi oplevede et både fagligt dygtigt og også meget nærværende personale, som var i stand til at rumme os i den krise, vi stod i.”

Selvom det, der foregik over den sommer, hører til i Mette Touborgs privatliv, er det noget, hun bærer med sig, når hun 1. marts starter som sygehusdirektør på Holbæk Sygehus. Det er hendes første job i sundhedsvæsenet, siden hun som ung arbejdede som sygeplejerske. Derfor har hun gjort sig overvejelser om det særlige møde med den 80

offentlige sektor, som foregår på et sygehus.

“Et sygehus er jo sådan et sted, hvor mennesker kommer i nogle ofte afgørende situa­ tioner, hvor man ofte er sårbar. Det har jeg selv meget præsent på grund af min personlige historie. Så jeg tror, det kommer til at give et sug i maven, når jeg træder ind ad døren første dag. For jeg er bevidst om, at det, der foregår, betyder noget,” siger hun.

Ellers kunne det også være det samme.

Ansvar for fællesskabet er en af de vigtigste værdier, Mette Touborg har med sig fra sin opvækst i Vestjylland. Begge forældre var politisk aktive – faren i Folketinget og moren i en periode i regionspolitik. Selv var Mette Touborg som ung gymnasieelev med til at stifte SFU i Lemvig.

Hun blev ved at være politisk aktiv, da hun flyttede til Sjælland for at uddanne sig til sygeplejerske i Hillerød. Ved kommunalvalget i 2009 stillede hun op i Lejre Kommune og fik så mange stemmer, at hun blev borgmester i den ellers traditionelle Venstre-­

kommune. Samtidig var hun næstformand for partiet. Men i 2016 var det pludselig slut.

Mette Touborg ville ud af politik, og SF’s unge komet meddelte, at hun havde sagt ja til en stilling som administrerende direktør i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning.

“At forlade politik var selvfølgelig en svær beslutning for mig, som både handlede om personlige ting og om noget, der skete i SF i de år. Samtidig afspejler det også, at jeg grundlæggende har en stærk tro på, at vi som mennesker har godt af at indtage forskellige positioner. Især hvis vi arbejder med ledelse, for så er det en fordel at have adgang til flere perspektiver,” siger Mette Touborg i dag om det sporskifte, hun foretog dengang.

Omringet af ægte djøf’ere Skiftet fra politisk topledelse til at være topleder i en kommune har betydet et farvel til det politiske spotlight og et goddag til embedsværket i bred forstand.

Altinget Magasin Karriere “Da jeg selv var borgmester, havde jeg et tæt og godt samarbejde med kommunal­ direktøren og direktionen i øvrigt, men det betød ikke, at jeg var dybt inde i alt, hvad organisationen foretog sig. Det har jeg skullet lære, og det har været meget spændende at arbejde med at bruge bureaukratiet til alt det, bureaukratiet er bedst til.”

Har du mærket, at du kom med en anden baggrund end de fleste ledere i den offentlige sektor?

“Jeg er kommet ind på en anden måde end dem, der er startet som ung AC’er i kommunen, og der har selvfølgelig været ting, som er naturlige for dem, som ikke er helt så naturlige for mig. Men jeg har haft stor gavn af at være omgivet af ægte djøf’ere, og i modsætning til myten om den træge offentlige forvaltning er langt de fleste, jeg har mødt, drevet af et stort engagement.”

Det handler stadig om ansvar for fællesskabet, men de sidste fem år har opgaven været at smøre den offentlige maskine, så den kan omsætte de politiske beslutninger, nogle andre har truffet. Det samme gør sig gældende i h e n d e s n ye rolle, for Mette Touborg er Jeg kan godt savne det b evidst om, helt nære møde med at sundhedsborgeren – den glade væsenet er en eller utilfredse eller politisk ledet bekymrede borger. organisation: Dem, man reelt gør “Jeg mener, en forskel for. den politiske legitimitet er afgørende, for det er regionsrådet, der træffer de beslutninger, der sætter rammerne for budgetter og aftaler. I det system er regionsrådet jo éns bestyrelse, og det må man tage bestik af.”

Er der noget, du savner fra dit liv med politik?

“Jeg kan godt savne det helt nære møde med borgeren – den glade eller utilfredse eller bekymrede borger. Dem, man reelt gør en forskel for.”

Ikke at Mette Touborg aldrig har mødt borgerne i sin rolle som direktør for Kulturforvaltningen. Og hun forestiller sig også, at det bliver en naturlig del af jobbet som sygehusdirektør. Men hun er opmærksom på, at det er en balancegang.

“Jeg mener, man af og til er nødt til at gå dybt ned i enkeltsager, selvom det betyder, at man bevæger sig væk fra det strategiske niveau og ned i driften. Man skal selvfølgelig have tillid til den nære afdelingsleder,

men man finder ofte noget af generel karakter, som er vigtigt at få øje på, hvis man går i dybden. Så jeg forestiller mig da også, at jeg af og til skal ud og være med for at forstå, hvad der egentlig sker på en nattevagt, eller hvad ergoterapeuterne skal finde løsninger på. Det kan give mig en bedre forståelse for, hvad der bliver oplevet som forhindringer for medarbejderne.”

Og det er ikke kun medarbejdernes perspektiv, der kan give ny viden om organisationen. På et sygehus indeholder borgernes oplevelse også værdifuld viden, mener Mette Touborg, Hun fortæller, at da det kom frem, at hun skulle være ny sygehusdirektør, begyndte hun at få henvendelser fra tidligere patienter. Nogle skrev en lang og udførlig klage over ventetid eller dårlig kommunikation, mens andre fortalte, at Holbæk Sygehus havde reddet deres liv.

“Selvom der er stor forskel på proportionerne, er det et udtryk for, at når vi møder sundhedsvæsenet, så betyder oplevelsen noget, og vi skal vedblive at være meget bevidste om, at det, der er hverdag på en afdeling, er en uønsket og ofte både uventet og utryg oplevelse for patienten og de pårørende,” siger hun og sammenligner det med at flyve: “Jeg har flyskræk og er altid meget lettet over at komme levende ned på jorden igen. Derfor forstår jeg ikke, når nogen brokker sig over, at der manglede isterninger til colaen. På samme måde er det selvfølgelig altid vigtigst, at patienten får den rigtige behandling og kommer så helbredt som muligt ud i den anden ende. Men det betyder ikke, at alt det andet, der er forbundet med at være på et sygehus, er ligegyldigt.

Selvom det er forskellige perspektiver, så skal vi interessere os for den samlede oplevelse, for det vigtigt for tilliden. Så jeg kommer helt sikkert også til at være optaget af Holbæk Sygehus' og Region Sjællands omdømme.”

Gammel drøm går i opfyldelse Holbæk Sygehus har en af landets største medicinske afdelinger og har det seneste år oplevet stort pres på akutområdet og personalemangel, ligesom Danmarks øvrige sygehuse. Samtidig slås Region Sjælland med en række særlige problemer i form af en vanskelig geografi, fattige kommuner og en aldrende og dårligt uddannet befolkning, så regionens sundhedsvæsen har været bagud på point fra regionernes fødsel.

Det er dog endnu for tidligt for Mette Touborg at udtale sig om udfordringer på Holbæk Sygehus, da hun først skal lære

organisationen at kende. Lokalområdet er hun til gengæld fortrolig med, ikke mindst fra årene som borgmester i Lejre. Hun bor selv i Roskilde med sin mand og deres tilsammen fire børn og har sommerhus i Odsherred. Og så har hun faktisk i sin tid som sygeplejerske arbejdet på et plejecenter i Holbæk Kommune.

Da det blev offentliggjort, at Mette Touborg skulle være sygehusdirektør på Holbæk Sygehus, blev hendes baggrund som sygeplejerske trukket frem. For selvom hun kun nåede at arbejde i faget i en kortere periode, før ledelse og politik hev hende væk fra patienterne, spiller det selvfølgelig en rolle.

Flere af hendes gamle kontakter er da heller ikke overraskede over, at hun nu skal være hospitalsdirektør. Det var nemlig allerede drømmen dengang i starten af nullerne, hvor hun udover at arbejde på blandt andet akutmodtagelse og plejehjem var fagpolitisk aktiv i Dansk Sygeplejeråd.

“En del af de mennesker, jeg lærte at kende dengang og ikke har haft kontakt med i mange år, har skrevet til mig og fortalt, at det ikke kommer bag på dem. For jeg var meget optaget af, hvordan man bedst kunne lede i et sundhedsvæsen, som både har brug for en stærk sundhedsfaglighed og en stram styring af ressourcerne.”

Hun understreger dog, at det ikke er sygeplejersken, men lederen, der sætter sig i direktørstolen: “Det er mange år siden, jeg selv har arbejdet i sundhedssektoren, så jeg kommer med respekt for, at et sygehus er en stor og kompleks organisation, der skal driftes og ledes.”

Mette Touborg • Født 1973.

• Opvokset i Gudum ved Lemvig.

• Datter af afdød SF-politiker Kristen Touborg og lærer og regionsrådsmedlem Anna Marie Touborg.

• Uddannet sygeplejerske i 2000.

• Borgmester i Lejre Kommune 2009-2016.

• Administrerende direktør i Københavns Kommunes Kulturog Fritidsforvaltning 2016-2022.

• Per 1. marts sygehusdirektør på Holbæk Sygehus.

Marts 2022

81

Altinget Magasin Jobannoncer

ª: karriere

Slå dit næste job op – eller find det – på altinget.dk/karriere. Vi har mere end 600.000 brugere om måneden. Du kan også annoncere i Altinget Magasin, der udkommer 10 gange årligt i et oplag på over 10.000 eksemplarer. Kontakt os i annonceafdelingen på tlf. 3177 8046 eller annonce@altinget.dk.

NORDJYLLAND

H O V E D S TA D E N

Rektor til Aalborg Universitet

Økonomi- og driftschef til Rigsarkivet

FRIST: 20/3-2022

FRIST: 6/3-2022

H O V E D S TA D E N

H O V E D S TA D E N

Rådet for Grøn Omstilling søger Direktør

Vicedirektør til Uddannelsesog Forskningsstyrelsen

FRIST: 9/3-2022

FRIST: 2/3-2022

H O V E D S TA D E N

H O V E D S TA D E N

Direktør til Vallensbæk Kommune

Stærk juridisk chef til Institut for Menneskerettigheder

FRIST: 7/3-2022

FRIST: 9/3-2022

82

H O V E D S TA D E N

H O V E D S TA D E N

Faglig stærk juridisk kontorchef med erfaring inden for forvaltningsretten til Skatteministeriets departement

Sekretariatschef til Sekretariat for Ledelse og Kommunikation, Copenhagen Business School

FRIST: 8/3-2022

FRIST: 6/3-2022

Altinget Magasin Profilannoncer

Altinget profilannoncører

A R B EJ D S G I V E R - / B R A N C H E O R G A N I SAT I O N

Dansk Erhverv I Dansk Erhverv handler vi hver dag på vegne af 18.000 medlemsvirksomheder og flere end 100 brancheforeninger. Vi er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for et af verdens mest handlekraftige erhvervsliv. Vi tilbyder rådgivning inden for medarbejder- og virksomhedsforhold og politisk gennemslagskraft. Vores indsatser bygger på medlemmernes aktive deltagelse i netværk og udvalg. Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i. Til gavn for arbejdspladser, velstand og Danmark i fremgang. Det er vores vision i Dansk Erhverv. Vi arbejder for et Danmark med sammenhængskraft og handlekraft.

UDFORSK AKTØRER I DET POLITISKE DANMARK PÅ ` WWW.ALTINGET.DK/AKTOERER

FA G F O R E N I N G

Ergoterapeutforeningen Ergoterapeutforeningen er professions- og fagforening for over 9.000 ergoterapeuter og ergoterapeutstuderende på det offentlige og private arbejdsmarked. Foreningen udvikler og sikrer ergoterapeuters roller og vilkår på arbejdsmarkedet. Ergoterapeuter arbejder med børn, unge, voksne og ældre, der har svært ved at deltage i dagligdagens aktiviteter. Det vil sige alt det, du gør, fra du står op til du går i seng. Ergoterapeuter træner din krop, psyke og hjerne, og udvikler dine sanser og færdigheder i samarbejde med dig.

FOND

Landsbyggefonden M E D I E B U R EAU

Signatur Signatur er et 100% danskejet bureau der siden 1989 har hjulpet en lang række kunder – med håndtering af informations- og stillingsannoncer og de behov der ligger som en integreret del af denne opgave. Fra at være et indrykningsbureau, har Signatur i dag udviklet sig til et full service bureau inden for vores niche. Vi skriver tekster, holder tekstseminarer, opsætter annoncer, læser korrektur, layouter nye annoncedesign, rådgiver om medievalg, indrykker annoncer, forhandler rabatter og meget meget mere.

Vi vil gerne rokke ved ”vi plejer”. Ikke fordi det er trendy eller smart, men fordi vi gerne vil gøre op med holdninger som f.eks. ”bare en….”.

En stillings- eller informationsannonce er jo en meget stor del af en virksomheds profilering.

Du kan også finde os på LinkedIn hvor vi bl.a. administrerer en af Danmarks største grupper for ledige job, både i det private og det offentlige.

Landsbyggefonden er en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Formålet er at fremme det almene byggeris selvfinansiering.

Landsbyggefonden bidrager til støtten og udviklingen af det almene boligbyggeri og sektorens konkurrenceevne. Det sker gennem forskellige støtteordninger og unik data- og evidensbaseret viden.Dermed bidrager Landsbyggefonden til løsningen af en grundlæggende opgave i velfærdssamfundet: At fremtidssikre fysisk, økonomisk og socialt bæredygtige boligområder.

REKRUTTERINGSBUREAU

Genitor Det er vores ambition at hjælpe vores kunder med at gøre god ledelse bedre, fordi vi ved, at ledelse er afgørende for at skabe vækst og velfærd for medarbejdere og for borgere og virksomheder. Mere konkret hjælper vi vores kunder med at: • ansætte de bedste ledere • udvikle ledelse, ledere og ledergrupper • skabe ledelsesmiljøer, der fremmer god ledelse.

LØFTE OM LIGESTILLING OG MOBILITET I Genitor forpligter vi os til at præsentere vores kunder for et mangfoldigt kandidatfelt på tværs af køn og sektorer, når vi medvirker ved chefrekrutteringer.

– GØR GOD LEDELSE BEDRE