Debat

DEBAT

KRONIK

Regeringens nye "EU-hjerte" skal banke i den europapolitiske aftale

Regeringen skal bevise sit kurskifte i EU-politikken med den kommende europapolitiske aftale. Der er akut behov for at opdatere dansk EUpolitik.

Af Kim Valentin og Morten Løkkegaard

Hhv. MF (V) og EU-ordfører og MEP (V) og næstformand i Renew Europe

Der var nok flere, der hoppede i stolen en gang, da statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale erklærede, at "Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent".

Som et ekko fra Helle Thorning Schmidts regeringsperiode blev det gentaget af udenrigsminister Jeppe Kofod, der for nylig kunne tilføje, at "Europa er i vores hjerter".

Der må siges at være et markant skifte fra regeringen, hvis øverste chef så sent som sidste år blev beskrevet som landets mest EU-skeptiske nogensinde.

Anledningen er, at regeringen nu vil have Folketingets partier med i en europapolitisk aftale, der skal erstatte den eksisterende – og for længst uddaterede – aftale fra 2008.

Akut behov for ny EU-politik

Det er dog ikke første gang, at regeringen kommer med det løfte. Allerede i regeringens forståelsespapir fra juni 2019 lovede man en ny europapolitisk aftale. Siden har der været holdt en afbrudt række af europapolitiske temadrøftelser, men uden et klart sigte.

Hvor hurtigt regeringen og udenrigsministeren så rent faktisk rykker på forhandlingerne om fremtidens Europa-politik, må vi vente og se.

Faktum er det dog, at den eksisterende aftale fra 2008 ikke afspejler de udfordringer eller det politiske landskab, vi ser på i dag. Der har været tre folketingsvalg, tre europaparlamentsvalg og to EU-folkeafstemninger siden. Derfor er der akut behov for forhandlinger om en ny aftale. I Venstre er vi klar til at fastlægge de rette rammer for dansk EU-politik.

Virkeligheden har overhalet gammel aftale

Venstre ønsker en europapolitisk aftale, der viser internationalt udsyn samtidigt med, at vi tager vare på Danmarks interesser. De store udfordringer er ikke længere nationale anliggender. Det er fælles, regionale og globale udfordringer som klima, migration og sikkerhed. Virkeligheden har simpelthen overhalet den gamle aftale. Vi har set lande, der har meldt sig helt ud – som Storbritannien – eller som i praksis har bevæget sig væk fra fællesskabet og de fælles værdier som demokrati og frihed. Vi har set EU-lovgivning på det sociale område, eksempelvis med barsel og mindsteløn, som meget bedre håndteres i de forskellige lande.

Og vi har set et EU, der ikke har haft de fornødne beføjelser til at reagere resolut og kraftigt, eksempelvis i forbindelse med coronapandemien, tilbagetrækningen fra Afghanistan eller senest de russiske aggressioner på grænsen til Ukraine.

Markedsbaseret grøn omstilling

Den måske største udfordring, vi står over for i Danmark, EU og globalt, er klimaudfordringen. Danmark står for under én promille af verdens samlede CO2-udledning, og hvis vi virkelig vil gøre en forskel for klimaet, skal vi gøre det i EU, der med sit indre marked og sine frihandelsaftaler giver adgang til praktisk talt hele verden.

Her kan danske virksomheder og pensionskasser via innovation, grøn eksport og bæredygtige investeringer skabe den markedsbaserede omstilling, der kan få resten af verden i mål med klimaambitionerne.

En anden væsentlig udfordring er migrationspresset mod Danmarks og EU's grænser. Under coronaen har presset været mindre end normalt, men Frontex rapporterer allerede om øgede asyltal, og vi har siden migrationskrisen i 2015 vidst, at problemet ikke holder op, før vi finder permanente løsninger på det.

Handlingslammelse svækker troværdigheden

Mest akut er der behov for politiske svar på, hvordan vi ruster EU til at håndtere den sikkerhedspolitiske situation i Østeuropa. Siden Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen i Ukraine, er det kun blevet mere åbenlyst, at EU bør kunne handle på egen hånd og kraftigere, end det er tilfældet i dag.

Forsvarsforbeholdet afholder os fra at tage del i det hastigt voksende forsvarssamarbejde i EU. Og kravet om enstemmighed, når EU skal beslutte sanktioner mod eksempelvis Rusland, betyder, at uenighed eller enkelte lande kan blokere for fælles EU-handling.

Vi har set talrige eksempler på, at lande som Ungarn og Cypern har blokeret for EU-reaktioner over for eksempelvis Kina og Hviderusland, fordi de har brugt enstemmigheden som pression i ikke-relaterede politiske sager.

Og da EU's udenrigsministre i april sidste år skulle mødes for at drøfte reaktionen, da Rusland for første gang posterede 100.000 mand på den ukrainske grænse, endte mødet uden enighed – og dermed uden handling fra EU's side. Trods store ambitioner på vej ind til mødet, måtte den danske Udenrigsminister, Jeppe Kofod, gå derfra med uforrettet sag.

Det er åbenlyst, at det svækker vores troværdighed – og i sidste ende vores sikkerhed – når vi ikke kan svare igen på provokationer og trusler fra vores fjender. Danmark stemme er størst, når vi bruger den i EU.

EU skal tales op

Vi kan gøre en forskel for Danmark i EU. Men det kræver mod. Mod til at tage diskussionen, mod til at træffe beslutninger og mod til at skride til handling. Det mod har vi i Venstre. Men har regeringen?

Hvis statsministeren og regeringen vil gøre alvor af deres kursskifte og placere sig i hjertet af vores europæiske fællesskab, er Mette Frederiksen og hendes ministerhold nødt til at turde at tale EU op.

Regeringen bør anerkende, når EU-samarbejdet forbedrer hverdagen for den enkelte dansker frem for selv at forsøge at tage æren for ny lovgivning, der er vedtaget i Bruxelles.

Det kræver handling og ikke bare ord, hvis regeringen virkelig mener, at Europa er i dens hjerte.

KRONIK

Korruptionsforsker: Glem ikke den transnationale korruption

Danmark er igen blandt de mindst korrupte lande i verden, men målet for korruption er ikke altid retvisende. Det er vigtigt, at man også ser på den transnationale korruption.

Af Morten Koch Andersen

Forsker i korruption ved Center for Global Kriminologi på Københavns Universitet

Danmark er i år igen i toppen af Transparency Internationals korruptionsindeks. Dette på trods af at vi aldrig har set flere korruptionssager i løbet af det sidste år. Dette er et interessant paradoks, som måske kan forklares ved, at danskerne stadig ikke opfatter sig selv som særligt korrupte. Det kan også være, at de lande, vi sammenligner os med, ligeledes oplever korruption, og forskellene mellem landene er så små, og udsving udfoldes i parallelle forløb. Hvorom alt er, så er Danmark igen i toppen af indekset. Det afspejler meget fint, at korruption endnu ikke ser ud til at være en systematisk udfordring her i landet. Men det viser også, at korruption er noget, som sker andre steder, i andre lande og i andre systemer.

Når man måler på lande, misser man det store billede

Selve indeksets opbygning, der er landebaseret, viser ikke, hvordan korruptionen virker på tværs af landene. For at forstå korruptionens særlige nationale karakter er vi nødt til at være opmærksomme på de transnationale konsekvenser. Politik og økonomi går på tværs af grænserne ligesom kriminalitet og korruption. Det ved de virksomheder, der arbejder i det globale landskab på tværs af juridiske kontekster. Det er en særlig udfordring, når man arbejder i lande plaget af systematisk korruption. Både Mærsk og Carlsberg har de seneste år oplevet korruptionsanklager og korrupte handlinger hos deres nationale samarbejdspartnere for eksempel i Brasilien og Indien. Det er en risiko, som virksomhederne forsøger at imødevores økonomi og de politiske beslutningsprocesser er indlejret i et system plaget af korrupte handlinger?

gå gennem etablering af robuste politikker og regler, der guider deres praksis. Men disse tiltag er ikke perfekte, og fejl sker, som Danske Banks hvidvaskningssag med alt tydelighed viste. Med konsekvensen, at ukendte russiske penge kanaliseredes gennem bankens estiske filial til kendte skattely.

Vi skal skifte vores perspektiv

Hvis vi ser på Danmark som en enhed, der arbejder i et transnationalt økonomisk og politisk felt, ændrer det fundamentalt på vores opfattelse af korruption og dets konsekvenser på samfundet. Dette skift i perspektiv kræver en ændring i den gængse opfattelse af, at korruption ikke har ofre – den tager ikke noget fra nogen, og den skader ikke personer. Da over 100 millioner kroner forsvandt fra socialområdet, var det ikke den manglende sociale indsats, som afslørede korruptionen. Da mere end 12 milliarder forsvandt fra skatteforvaltningen, kunne det ikke mærkes på statens ydelser og tjenester til borgerne. Men det har en konsekvens, på trods af vi ikke kan se, hvordan det direkte påvirker borgerne. Pengene er væk og kunne have været brugt i samfundet; på forsvaret, klimaet, lønninger til sygeplejersker og pædagoger.

EU er heftigt plaget af korruption

EU integrerer de 27 medlemslandes økonomier på tværs af landegrænserne, hvor borgerne bidrager til og modtager EU's budgetter. Men EU er desværre plaget af korruption, og mange af medlemmerne er ikke i toppen af korruptionsindekset. EU-Kommissionens sikkerhedsstrategi fra 2020 estimerer, at korruption koster unionen 900 milliarder kroner hvert år, og at den underbygger transnational kriminalitet og ekstremisme. Tallet er et estimat, men det viser omfanget af korruptionen og niveauet af de tabte ressourcer. Om end ressourcerne er væk, er det svært at se, hvordan det påvirker vores fælles økonomi, de enkelte lande eller borgerne. Konsekvenserne forsvinder i et svært gennemskueligt EU-system. Vi ved ikke, hvor eller hvad ressourcerne ville været blevet brugt til. Denne usikkerhed har ikke kun betydning for økonomien og landenes serviceniveau, men også borgernes tillid til det europæiske demokrati. Og man kan spørge, om Danmark er så fri for korruption, som indekset viser, når en stor del af

Danmark har brug for en antikorruptionsstrategi

Vi må se på korruption som et transnationalt fænomen, og vi er nødt til at kvalificere vores viden om korruption og dets konsekvenser for samfund og borgere.

Derfor har vi behov for en national politisk strategi, der gør os i stand til at handle på korruption som en central politisk og økonomisk faktor i statslige og udenrigspolitiske relationer, ikke mindst i EU.

For at understøtte strategien, udvikle viden på området og opgradere kapaciteten til at håndtere korruption på tværs af statens institutioner og private aktører skal der etableres et særligt center med indsigt og ansvar for forebyggelse. Det vil gøre os i stand til at adressere et af de mest centrale problemer for demokratisk udvikling, i Europa og globalt, med udgangspunkt i landets unikke og anerkendte position som det mindst korrupte land i verden.

KRONIK

Hospicesygeplejerske: Mange patienter frygter ikke selve døden, men tiden op til

Ikke alle kan og vil acceptere præmissen om at "stille træskoene", men vi skal slutte fred med, at døden er en uundgåelig, naturlig afslutning på livet, der hverken skal fremskyndes eller udsættes.

Af Kirsten Bühler

Sygeplejerske og diakon, Sankt Lukas Hospice

Der findes mennesker, der mæt af dage med et langt liv bag sig, har tatoveret et nej til genoplivning over deres bryst for at sikre sig, at deres udgang fra livet ikke foregår under unødig dramatik. Det er en tydelig markering, der er lige ved hånden, når behovet er der. Nu har jeg ikke så meget forstand

på jura og lovgivning, så jeg ved ikke, om sådan en markering kan have nogen form for gyldighed. Men jeg har efterhånden fået en vis erfaring med livsafslutninger og død især i hospiceregi. Det vil nok undre nogle, at samtaler om genoplivning hører med til hverdagen på hospice. Det kan skyldes, at samtalen ikke har været afholdt før, så det fremgår af journalen, eller fordi patienten på trods af livstruende sygdom faktisk har et ønske om at blive forsøgt genoplivet ved hjertestop. Det kan der være mange grunde til: Måske er der tale om dødsangst eller et håb om, at et liv efter genoplivning vil fortsætte, som det er nu. Måske er patienten ung og har små børn, så han eller hun forståeligt nok ikke kan stoppe med at kæmpe for livet. Måske har de pårørende en forventning om, at patienten bliver ved med at kæmpe – også for deres skyld.

Skaber etiske dilemmaer

Kampmetaforikken bliver ofte brugt i forbindelse med sygdom. Den kan give mening og kraft på nogle tidspunkter i et sygdomsforløb, men der er andre tidspunkter, hvor andre metaforer vil være mere hjælpsomme.

Det er ofte komplekse problemstillinger, der ligger bag et ønske om genoplivning ved hjertestop. Helt i tråd med hospicefilosofiens ånd møder vi patienten og de pårørende i det, som de har med sig af erfaring, tanker og forventninger. Ofte er det en proces, hvor beslutningen hen ad vejen ændres, fordi der er opstået en tillid mellem patient, pårørende og sundhedspersonale, hvor vi har kunnet tale om det, der måtte være af angst, sorg og afmagt. Men af og til har vi patienter og pårørende, der holder fast i deres beslutning. Det skaber mange praktiske, menneskelige og etiske dilemmaer, især for os, der står med problematikken i vagterne.

Mange måder at dø på

Der findes mennesker, som åbenbart skal "dø stående," som vi siger. Ikke alle kan og vil acceptere præmissen om at "stille træskoene". Sådan kan man også dø. Det er muligvis den rigtige måde for nogen. "Do not go gentle into that good night, old age should burn and rave at close of day; rage, rage against the dying of the light", som digteren Dylan Thomas skrev i 1947. Min erfaring er dog, at det er en mere lidelsesfuld måde at afslutte livet – både for patienten og dem, der er nær, hvilket igen kan skabe komplicerede sorgforløb for pårørende. Vi møder på hospice også mennesker, der er over 80 år og har livstruende sygdomme, men som alligevel virker overraskede over, at de muligvis nærmer sig deres livsafslutning. Det er, som om de aldrig for alvor har tænkt over, at det er en mulighed, endsige talt med deres pårørende om det.

Dødsangst står i vejen or vigtige samtaler

Menneskets evne til fortrængning er en fascinerende egenskab. Det er en mestringsstrategi, der givetvis fungerer godt langt hen ad vejen, selvom jeg har en formodning om, at dødsangsten så finder andre veje at udtrykke sig på. Det gør det imidlertid svært at tage vigtige samtaler sent i livet eller i situationer med livstruende sygdom. Det viser sig, at det, som de fleste af vores patienter frygter, ikke så meget er selve døden, men tiden op til. En samtale om, hvordan processen er, kan i sig selv være lindrende. Mange patienter oplever en lettelse ved at få lov til at tale om det med nogen, der har prøvet det før, og som de ikke skal tage hensyn til. Ingen har endnu varigt overlevet livet. Døden er et eksistensvilkår, en del af pakken så at sige. Forfatteren Villy Sørensen har engang formuleret det sådan i et radioforedrag: "Der er liv i døden og død i livet og måske mest liv i livet, når døden er med i det". Kernen i hospicefilosofien har fra starten været at anskue døden som en naturlig afslutning på livet, der hverken skal fremskyndes eller udsættes. Den skal heller ikke gemmes væk. De nærmeste, inklusive børnene, skal kunne følge med i og se, hvordan det sker, som en form for livsdannelse, få mulighed for at være nær, se, røre, opleve. Det er sorgfuldt, men det kan samtidig være sært livgivende og til tider endda smukt, selvom det også er råt og ikke altid pænt. Døden kan være så mange ting, og vi er som mennesker ikke uden indflydelse på, hvordan vi opfatter, tyder, tolker den ind i vores liv med os selv og hinanden.

Debatten gør mig håbefuld

Der har på det seneste været stemmer fremme i den offentlige samtale, der gør mig håbefuld i forhold til, at vi som borgere og mennesker i det hele taget tør tage ejerskab for vores liv og dødelighed og konsekvenserne af den. Der er de seneste debatindlæg i Altinget, og der er lovforslaget, der vil gøre det til en borgerrettighed at kunne sige nej til genoplivning. Men der er også andre, der kan hjælpe os med samtalen, give næring til refleksion og ord at sætte på dem.

Som da biolog og seniorforsker Rasmus Ejernæs i radioudsendelsen 'Genstart' på P1 19. januar går fra at tale om en flok vilde heste i Molslaboratoriet til at tale om dén provokation, som det er for os at blive konfronteret med kontroltabet i døden, hvor vi går fra at have været natur til igen at blive natur. For ham hænger det sammen: Vores fremmedgørelse fra den vilde natur, der også rummer lidelse og død, og angsten for vores egen død. I årets første udgave af Weekendavisen var der under overskriften "Kødets gang" en formidabel brevveksling mellem Weekendavisens skribent Kathrine Tschemerinsky og den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i 2020 udgav romanen 'Morgenstjernen'. I sit brev skriver Knausgård: "Jeg tror, at det faktum, at vi skjuler døden, det vil sige den fysiske, kropslige død, og udnytter den virtuelle død, den som ikke er forankret i noget, men svæver over vores skærme, er en del af det samme: Vi har vendt naturen ryggen, og vi er langsomt på vej ind i en mere abstrakt og kontrolleret virkelighed. Det eneste, der holder os tilbage, er egentlig døden. Døden er den sidste rest af natur i menneskelivet – den føles som noget arkaisk, noget fremmed, som vi ikke kan slippe af med, som griber fat i os bagfra og trækker os ned i jorden, som for at sætte os på plads".

Forfald og forgængelighed er et vilkår

Det har tit slået mig, at dén bevægelse, som vi oftest bevidner hos vores patienter, er den nedadgående. "Han sløjer af," siger vi for eksempel om en patient, eller: "Nu har hun lagt sig". Det er som løvets fald fra efterårets træer, når de giver slip før vinterpausen. Jeg tænker, at der egentlig ligger noget smukt i billedet, hvis man kan acceptere, at forfald og forgængelighed er en del af livet. Jeg byder den seneste debat velkommen. Jeg håber, at den må medføre livgivende samtaler rundt om i institutionerne og hjemmene; at vi husker at få nuancerne med; at vi undgår faldgruberne og at blive for firkantede, formynderiske eller bureaukratiske omkring noget, der angår os alle, og som

jeg dybest set bliver ved med at opleve som et mysterium, som vi kan erfare glimt af i virkeligheden, prøve at sætte ord på, tænke over, sørge over, undres over, men aldrig vil kunne fatte fuldt ud, endsige kontrollere os ud af med lovgivning eller paragraffer. Det er en risikofyldt og til tider bøvlet affære at være til. Jeg tror på, at vores liv bliver stærkere, vildere, smukkere, mere meningsfuld og givende, når døden er med i det.

KRONIK

Regeringen fortjener topkarakter for sit effektive “holdkæft-bolsje” til sygeplejerskerne

Med sin kunstneriske udførelse er det lykkedes regeringen at skabe ro omkring Vinterpakken til sygeplejerskerne. Men flere aktører på det offentlige arbejdsmarked holder vejret i forhold til de afledte virkninger af den politiske indblanding i løndannelsen.

Af Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Regeringen stod før jul i en ekstrem svær situation, hvor der her og nu skulle skabes ro på sygehusene. Vinterpakken viste sig at være et særdeles velvalgt redskab til at nå det mål, og regeringen fortjener topkarakter for den kunstneriske udførelse godt hjulpet af ansvarlige parter på det danske arbejdsmarked.

Den endelige karakter for Vinterpakken afhænger dog af, hvordan regeringen med inddragelse af parterne får taget hånd om de problemer, der følger af politisk indblanding i løndannelsen. Det bliver formentlig en ikke helt nem opgave.

Det er helt ekstraordinært, at et flertal i Folketinget beslutter at tilføre nye lønmidler til et bestemt område. Politisk indblanding i overenskomstforhold er per definition noget nær en dødssynd og får derfor normalt alle advarselsklokker til at bimle og bamle hos arbejdsmarkedets parter – med god grund.

Motivationen er i bund

Vinterpakken bliver begrundet med den ekstraordinære situation på sygehusene som følge af en genopblussen af pandemien. Men hvornår opstår den næste ekstraordinære situation, der kan begrunde, at Christiansborg stiller ekstraordinære midler til rådighed?

I midten af december indgik et flertal på Christiansborg en længe ventet flerårsaftale for Kriminalforsorgen. Med aftalen forsøger politikerne gennem traditionelle tiltag som forbedring af normeringer og uddannelse at løse den katastrofale mangel på fængselsbetjente. Men det ændrer ikke på situationen her og nu, hvor presset på fængselsvæsnet fortsat vil stige.

Er svaret en "Forårspakke" for Kriminalforsorgen? Ja, det er der nok en del af de absolut ikke højtlønnede fængselsbetjente, der sætter næsen op efter. Og for at hjælpe pakken på vej vil det være fristende for fængselsbetjentene at skrue op for beskrivelsen af deres elendige arbejdsforhold.

Når politikerne vælger at finde lønkroner til ekstraordinært pressede områder, er det svært at undgå, at de samtidig bidrager til, at flere og flere faggrupper skruer op for fortællingen om, hvor elendige forholdene er på deres område. Det sker ud fra logikken: Skal vi gøre os håb om at blive tilgodeset, må vi markere os i elendighedskonkurrencen.

De tillæg, der nu udbetales, er alle midlertidige. Hvad betyder det for motivationen, når tillæggene forsvinder? Al erfaring viser, at hukommelsen om lønstigninger er stort set lige så holdbare som fisk, mens en oplevet lønnedgang vil stå lysende klart i årevis.

Med Vinterpakken får nogle sygeplejersker et ikke ubetydeligt tillæg, mens andre ikke har fået en krone. Hvad betyder det for motivationen hos dem, der blev forbigået?

Sygeplejerskernes motivation var i efteråret helt i bund. Risikerer Vinterpakken i sidste ende at forstærke denne kolossale samfundsudfordring?

Regeringen har med stor dygtighed gennem en række initiativer indtil videre skabt nogenlunde ro om Vinterpakken. En egentlig trepartsaftale, der kunne have legitimeret initiativet i forhold til overenskomstsystemet var af flere grunde ikke mulig, men regeringen har uden tvivl konsulteret de vigtigste aktører blandt arbejdsmarkedets parter for på den måde at opnå en stiltiende accept. De politisk besluttede spilleregler for udmøntningen af milliarden har endvidere været medvirkende til at minimere uroen om Vinterpakken. Det afgørende er, at midlernes konkrete anvendelse skal aftales mellem parterne. Hermed sender regeringen et signal om respekt for den danske model. Og modellens helt store styrke kommer i spil: Når parterne indgår en aftale, står de med et fælles ansvar for, at aftalen bliver en succes.

På vej mod ukendt land

Regeringen har gjort, hvad den kunne, for at sikre, at midlerne ikke påvirker den såkaldte reguleringsordning. Uden denne sikring ville de ekstraordinære midler i realiteten have betydet, at midlerne blev modregnet i den allerede aftalte lønudvikling. Hunden blev så at sige fodret med sin egen hale. Det ville især have ramt de regionale medarbejdere, der ikke får gavn af Vinterpakken. Det havde uundgåeligt medført et ramaskrig.

Situationens alvor har også haft betydning. Vinterpakken blev besluttet på et tidspunkt, hvor et truende kollaps af sundhedsvæsnet på grund af pandemiens genopblussen var et yderst realistisk scenarie. I den situation ville eventuelle kritiske røster meget nemt blive opfattet som udtryk for manglende samfundssind. Det stempel var der ingen organisationer, der ønskede.

En del kritiske sygeplejersker kalder konsekvent Vinterpakken for et "holdkæft-bolsje", men samtidig skal man ikke tage fejl af, at en langvarig konflikt udmatter såvel organisation som medlemmer. Flere og flere mister kampiver og engagement.

Med Vinterpakken fik sygeplejerskerne et tiltrængt halmstrå til at afslutte de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Det var langt at foretrække i forhold til, at aktionerne fadede ud på grund af manglende opbakning. Mange i Dansk Sygeplejeråds hovedkvarter på Sankt Annæ Plads har uden tvivl draget et lettelsens suk.

Vinterpakken fremstår i dag som en klar succes, men der er næppe tvivl om, at der blandt aktørerne på det offentlige arbejdsmarked er en del, der holder vejret i forhold til de afledte virkninger af den politiske indblanding i løndannelsen. Vi har begivet os ud på ukendt land.