Anmeldelser

Boganmeldelser

Den politiske debat om samfundets indretning foregår ikke kun på nettet, og uden bøger mister vi de dybe analyser og de lange argumenter. Altinget Magasin har læst de vigtigste politiske bøger lige nu.

 Uffe Elbæk knalder sig gennem tilværelsen i stor selvbiografi

Uffe Elbæk har skrevet en forrygende og hudløst ærlig bog om at være et søgende menneske og om at leve for at skabe forandring – både i sit eget og andres liv.

Af Jakob Nielsen

Chefredaktør, Altinget

Helt ærligt: Det er med en god portion skepsis, man tager fat på Uffe Elbæks selvbiografi. 541 sider. Halvandet kilos bog med omslag af den dyre slags. Den næsten litterære titel Et liv, og så et citat af Oscar Wilde om længslen efter Utopia på første opslag.

Den får ikke for lidt. Men den får faktisk heller ikke for meget.

En af forklaringerne på de mange sider er, at bogen er udstyret med en imponerende billedside fra hele Uffe Elbæks liv, og det er i sig selv med til at gøre bogen til en oplevelse og en fornøjelse. Men ordene fejler nu heller ikke noget.

Lynhurtigt bliver man suget ind i Uffe Elbæks livslange jagt på utopier i både det private og det professionelle liv. Allerede her adskiller bogen sig fra næsten alle andre politiske (selv-)biografier. For det er Elbæks privatliv – og ikke mindst hans sexliv – der er omdrejningspunktet for fortællingen. Om det så er i en lejlighed i den mørke del af Moskva, i baglokalet til en danseklub eller i en vandcykel midt ude på Peblinge Dosseringen i København, så giver Uffe Elbæk los for sine lyster.

Og ja, nogle gange tænker man måske nok, at en enkelt affære eller forsmået kæreste kunne have været udeladt, men Uffe Elbæk er ikke et menneske, der gør tingene hverken kvart eller halvt.

Jagten på frihed

Når først han dykker ned i de fyldige dagbøger, han har ført lige siden gymnasiet, så er det ikke for at finde den bedste udgave af sig selv eller for at udvælge de passager, hvor klokkerne spillede, og englene sang. Næ, det er for at forstå sig selv på godt og ondt og for hudløst ærligt at reflektere over, hvad der rørte sig inden i ham. Og over, hvad der skete rundt om ham.

Det er historien om et barn, der ikke sagde en lyd de første tre år af sit liv. Men som hans mor konstaterer: “Siden har munden ikke stået stille på ham.”

Det er historien om et menneske, der vokser op i et højskolehjem med en fraværende og til tider alkoholiseret far, der aldrig formår at forløse sine egne forventninger til sig selv.

Og det er historien om et menneske, der længes efter frihed. Som 14-årig ryger han allerede masser af hash, mens han hører Steppenwolf. Det er 1968, og en aften oplever han en elev forsøge at begå selvmord. Han flygter ud af skolen og ender med at ligge på en eng, hvor han under en magisk stjernehimmel får en erkendelse.

“Selvmordsforsøget havde sat det hele i perspektiv. At det ikke er nok at forestille sig friheden, mens du ligger skæv og lytter til Steppenwolf. Nej, du skal selv erobre den. Både den store kollektive frihed og også din egen.”

Det er den evige jagt på frihed, der er bogens omdrejningspunkt – og det er den, der er dramaet i Uffe Elbæk fascinerende liv.

Jagten på frihed er nemlig både Elbæks velsignelse og forbandelse. Det er den, der driver ham til at sætte det ene mere vanvittige skib efter det andet i søen, som regel med stor succes. Men sejlads i smult vande siger ham ikke noget. Han begynder at kede sig, og så begynder jagten på frihed forfra. Hvilket i perioder betyder, at Uffe Elbæk efterlader en pæn mængde kaos i sit kølvand. Både privat og professionelt.

En dannelseshistorie

I gymnasiet begynder Uffe Elbæk at tage notater om sit liv. Og et af dagbogens første notater handler om Karin, som bliver hans første store kærlighed og få år senere mor til deres fælles barn.

Men dagbogen er kun et halvt år gammel, da en meget grundlæggende tvivl begynder at melde sig: “… men jeg bliver sgu rundt på gulvet, når jeg føler mig tiltrukket af andre – både af mit eget køn eller det modsatte. Det er som om, at grænserne for mit seksuelle opfattelses-apparat er diffuse. Alarmen sætter ikke ind, når den skal,” skriver den unge Uffe Elbæk.

Hans alarmer fejler selvsagt ikke noget. Men usikkerheden stråler ud af ham – for ganske vist er vi lige på den anden side af ungdomsoprøret og den seksuelle revolution, men homoseksualitet var stadig noget, der blev gemt væk inde i skabet, og trods al hans mod og vildskab, så gjaldt det også Uffe Elbæk.

“Når man betragter en mand, der kan og tør alt det, kan det være svært at forstå, hvorfor der skulle gå så mange år, før jeg accepterede – og det endda kun tøvende i starten – hvad der var min personlige skæbne. At selvom jeg har elsket de dejlige, kloge og heftige kvinder, jeg var sammen med, så var det, når det kom til stykket den maskuline sensualitet, kropslighed og poesi, der ramte mig dybest i hjertet – og ja, pikken. Hvorfor skulle jeg blive 31 år gammel, før jeg for alvor tog min homoseksualitet til mig?” skriver han.

Uffe Elbæks søgen efter sin egen identitet – og homoseksualitet – er et gennemgående tema i bogen, i hvert fald frem til han omsider finder ro med sin nuværende mand, Jens. (Ro på Uffe Elbæks måde, forstås, hvor man stadig lige danner et politisk parti og fyrer op under et sveddryppende telt på Folkemødet i en hæsblæsende dj-battle med sin egen søn).

Denne søgen er med til at løfte biografien op til nærmest også at blive en slags generationsroman eller dannelseshistorie for det moderne Danmark.

Da Uffe Elbæk er medlem af byrådet i Aarhus i 2002-2007, får han lige som alle andre byrødder adgang til at foretage vielser. Dengang kunne homoseksuelle ikke blive gift, men højst opnå et registreret partnerskab. Der var to forskellige ceremonier. Men Uffe Elbæk syntes, der var mere musik over vielser, så han blæste på reglerne og benyttede vielsesritualet, når han skulle binde homoseksuelle par sammen. På den måde indførte han nærmest homoægteskaber i Danmark, før det blev vedtaget ved lov!

I 2007 flyttede han til København som

direktør for den store LGBT-begivenhed World Outgames 2009, som i medierne oftest gik under navnet “Homo-OL”.

Uffe Elbæk noterer, hvor anderledes verden så ud engang, selv om det er mindre end 15 år siden. Dels talte man næsten udelukkende om bøsser; lesbiske fyldte nærmest intet i det offentlige rum. Det var festivalen med til at ændre på. Dels var en politiske stemning omkring LGBT-forhold markant anderledes. Da festivalen blev skudt i gang med et brag på Rådhuspladsen i København, ville ingen ministre fra Lars Løkke Rasmussens regering stille op til åbningsceremonien.

Sikke en forskel til i dag, hvor politikerne står i kø for at marchere med i Pride-festivaler over hele landet.

Egner sig ikke til at gå i takt

På samme måde er beretningen om Alternativet også beretningen om, hvordan Uffe Elbæk har spillet en enorm rolle som katalysator for den klimabevægelse, der for længst er blevet en politisk magtfaktor.

Det var sikkert sket under alle omstændigheder, men Uffe Elbæk var en af dem, der fik det til at ske – og han redefinerede på den måde dansk politik på en måde, der vil blive stående i historiebøgerne.

På samme måde var det ham, der efter lang og hård kamp fik overbevist et flertal på Christiansborg om, at de skulle indføre mulighed for borgerforslag som en fornyelse af demokratiet.

Men inden han nåede til dertil som voksen, skulle Uffe Elbæk igennem en meget lang række bekendtskaber – mange af dem også erotiske – for at finde sig selv. Han færdes stadig mere hjemmevant på den yderste venstrefløj, og han fandt sit første kollektiv i den boligpolitiske bevægelse Bom-l, som selvfølgelig stod for Boligmarxister og -leninister.

Senere var han en del af VS og mange andre grupperinger, men det blev også hurtigt klart, at Uffe Elbæk ikke egnede sig til at gå så meget i takt, som mange på venstrefløjen gerne ville. Han blev træt af bare at være imod – Uffe Elbæk er bedst til at kigge fremad og være for noget.

Som nyuddannet socialpædagog blev han hurtigt involveret i aktivistiske projekter som akrobatikgruppen De Flyvende Pisbønner, ungdomsfestivalen den Rullende Rottefestival og så videre. Det ledte frem mod kulturorganisationen Frontløberne og det i grunden helt vanvittige Next Stop Sovjet-projekt.

Det gik ud på at rejse gennem et Rusland, der stod midt i en ekstrem omvæltning, for at slutte af med en rockkoncert midt på Den Røde Plads. Den slags kan jo ikke lade sig gøre, men Uffe Elbæk og de øvrige gjorde det alligevel.

Med rå mængder kaos undervejs. Som da han en nat i Moskva møder en mand ved navn Jochen på et dansegulv og kører tværs igennem Moskva for at fuldende deres flirt i et afsides beliggende boligkompleks. Først næste morgen dæmrer det for Uffe Elbæk, at hans mindreårige søn og bonussøn begge befandt sig i den anden ende af byen.

Tilbage i Aarhus stifter han uddannelsen KaosPiloterne, der i de følgende 15 år bliver omdrejningspunktet for Uffe Elbæks liv. Beretningerne om, hvordan han får ting til at ske – for eksempel hvordan han får installeret hele første årgang af KaosPiloterne på en af San Fransiscos mest prominente adresser, er dybt fascinerende.

Selvfølgelig har han undervejs fået nogle kontakter, der ved, hvor man lige finder nogle kasserede dele fra passagerfly, som bliver brugt til at dekorere kontoret med.

Uffe Elbæk vender igen og igen tilbage til USA. Her er han som en fisk i vandet. Hans evne til at handle frem for at tænke idéerne ihjel er som taget ud af den amerikanske folkesjæl, og derfor sparker han også de mest utrolige døre ind i New York, Los Angeles og San Fransisco. Selvfølgelig med en pæn mængde sex og ægteskabstilbud undervejs.

Han reflekterer selv over, at det måske er tæt forbundet med hans outsider-status. At han lige som mange andre outsidere har valgt offerrollen fra og i stedet er gået efter selv at blive chefen. Det er derfor, han altid har søgt ud mod kanten, hvor han bedst kunne leve, ånde og skabe.

“Det var her, jeg var friest – både i tanke og handling. Hvorimod jeg fik mere og mere åndenød og en følelse af klaustrofobi, jo tættere jeg kom på establishmentet.”

Her ligger utvivlsomt også en del af nøglen til at forstå Uffe Elbæks tumultariske politiske karriere. Til at forstå, hvorfor han kun holdt et år som kulturminister, og hvorfor han ikke magtede at holde fast i Alternativet, men lod andre overtage styringen, selv om han var helt uenig i deres projekt.

De få afsnit om den politiske karriere på Christiansborg er på mange måder faktisk den mindst interessante del af bogen. Dels kender man mange af forløbene, dels er det, som om de interne politiske opgør fortsat suger energien ud af Uffe Elbæk. Hans personlige jeg forsvinder lidt, og man ånder lettet op, da han omsider sætter sig selv fri og begynder at skrive mere personligt igen.

Bogen slutter majestætisk med en forrygende reportage fra Uffe Elbæks første statsråd som minister. Det er de møder, hvor regeringens ministre alle sidder rundt om et bord og efter tur opremser deres forskellige lovforslag for dronningen.

En utrolig teaterforestilling, tænker Uffe Elbæk, og inden længe keder han sig så bravt, at han begynder at svæve væk i de store malerier i statsrådssalen. Et af dem forestiller de forskellige religiøse faser i danmarkshistorien, og Uffe Elbæk fikserer på det med soltilbederne, som hænger lige bag departementschefens plads.

Det var her, skriver han, at det for alvor begyndte at dæmre for ham, menneskets forhold til naturen er blevet forvredet. Respekten og forståelsen for naturen er overtaget af hierarkier i alle mulige afskygninger – ikke mindst det hierarki, han befandt sig i med dronningen for bordenden.

Uffe Elbæk kedede sig og indså, at det måske var soltilbederne – naturfolket – der havde fat i den lange ende. Han citerer Ghandi: “Vær den forandring, du ønsker at se i verden.”

Var det virkelig sådan, hans klimabevidsthed blev vakt? Måske. Men det er i hvert fald en god historie. Og det er en perfekt ramme for Uffe Elbæks egen teaterforestilling, som den folder sig ud i hans nye selvbiografi.

Sikke et show. Sikke en hovedrolle. Sikke en bog.

Uffe Elbæk: Et Liv, 541 sider, Forlaget Ti Vilde Heste, udkom 28. januar.

 Fremragende bog om ytringsfrihed er et rødt kort til politikere, der vil regulere sociale medier

Jacob Mchangamas Free Speech er nødvendig pligtlæsning for politikerne, som lige nu står på kanten til afgørende beslutninger om regulering af ytringsfriheden på de mange sociale platforme.

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Han kunne sådan set ikke have valgt et bedre tidspunkt end lige nu til at servere den mest gennemgribende og tankevækkende gennemgang af ytringsfrihedens omtumlede historie fra Sokrates til virkeligheden på de sociale medier i dag.

Lyder titlen lidt kedelig og lærebogsagtig? Det er det ikke. Jacob Mchangama leverer et både underholdende, udfordrende, ironisk, provokerende og indsigtsfuldt rødt kort til dem, der lige nu er i gang med at ville lovgive og regulere indholdet på de sociale platforme.

Med bogen Free Speech leverer juristen, samfundsdebattøren og stifteren af tænketanken Justitia Jacob Mchangama den nødvendige pligtlæsning for politikerne både herhjemme og i EU-regi, som lige nu står på kanten til afgørende beslutninger om regulering af ytringsfriheden i de globale forsamlingshuse – de mange sociale platforme, som nu er der, hvor meget af den demokratiske samtale foregår.

Med historien som dokumentation viser Mchangama, at eliten og magthavere altid har haft bekymringer ved ytringsfriheden og tanken om, at den brede offentlighed kunne komme frit til orde. Og han beskriver, hvordan autoritære regimer gennem tiderne helt frem til vores århundrede netop har kompromitteret ytringsfriheden af samme grund.

De problemer, som ytringsfriheden kan skabe – hvad enten vi taler muhammedtegninger eller nazistiske manifester fra ekstremister – er lige så relevante i dag som for 2.500 år siden, erfarer man gennem Mchangamas omfangsrige historiske gennemgang med et godt blik for ironien i, at historien synes at gentage sig mange gange.

Og begrundelserne for begrænsninger af ytringsfriheden i det 21. århundrede har mere tilfælles med dem, der blev brugt mange århundreder før, end vi har lyst til at indrømme, konstaterer han.

Hvad vi ser lige nu, er et globalt tilbageslag for ytringsfriheden, som også udbredes til de liberale demokratier i vesten, hvor vi ellers gerne tager patent på, at netop det frie ord har været et stolt levn fra oplysningstiden.

Nu bekymrer vi os om konsekvensen af disinformation og hadefuld tale på de sociale platforme, hvad enten de hedder Facebook, Instagram, YouTube, TikTok eller Snapchat.

Ytringsfrihedens guldalder

Ytringsfriheden er blevet et våben vendt imod demokratiet selv. Vi er egentlig i ytringshedens guldalder med internettet, der skulle demokratisere netop den frihedsværdi og udbrede den til alle. Og samtidig er den vigtige landvinding nu ved at gå i forfald.

Liberale demokratier må indse den kendsgerning, at man ikke kan beskytte borgerne og demokratiets institutioner mod fjendtlig propaganda, hadefuldt indhold og disinformation uden at kompromittere principperne om ligeværdighed og de liberale, demokratiske grundværdier, konstaterer Mchangama nøgternt og præcist.

Vi forventer, at techgiganterne med deres enorme økonomiske ressourcer og teknologiske indsigt mellem milliarder af daglige opslag kan finde netop dem, der indeholder disinformation og hadefuld tale, og som er ulovlige ifølge henholdsvis dansk, britisk, fransk, ungarsk eller polsk lovgivning. For nu blot at nævne nogle eksempler.

Men ytringer kan ikke sættes på en etisk formel, og domstolene kan have svært ved at afgøre sådanne sager i den analoge verden. Nu vil vi have techgiganternes algoritmer til at klare opgaven på få timer.

Vi må finde andre veje til at kæmpe med frustrationen og utrygheden ved det problematiske indhold på de sociale platforme end ved at lægge en regulering ned over indholdet, som gør techgiganterne og deres algoritmer til de tvivlsomme forvaltere af vores ytringsfrihed, skriver Mchangama.

Et robust forsvar for ytringsfriheden bør være en del af løsningen på forureningen af vores informationsmiljø, i stedet for at ytringsfriheden bliver betragtet som et ideal, der hører hjemme på historiens mødding, hedder det i bogen.

Mchangama henviser til, at demokratiske aktivister i Hong Kong, Myanmar, Rusland, Belarus, Venezuela og Egypten samt mange andre steder er afhængige af ytringsfriheden på nettet, og det paradoksale er, at autoritære regimer netop bruger de vestlige demokratiers bekymringer for og ønsker om at regulere disinformation, propaganda og hadtale på nettet til at argumentere for præcis at begrænse den politiske ytringsfrihed i deres lande.

Den amerikanske forhenværende præsident Barack Obama kaldte i 2020 de sociale medier, som netop havde hjulpet ham til at vinde stort i 2008, for den største trussel mod demokratiet. Hans efterfølger, Donald Trump, brugte mere end nogen anden politiker de sociale medier til at skabe en enorm folkelig, politisk platform til at orkestrere et massivt opgør med eliten, eksperterne, kommentatorerne og journalisterne i de professionelle medier.

Efter stormen på Kongressen i januar 2021 blev han udelukket fra de store sociale platforme og udelukket fra kontakten til sine 120 millioner fans og følgere, men det har ikke lukket ned for polariseringen og antiscience-bevægelsen, vaccinemodstanderne og de ekstreme typer, der angreb Kongressen. De er blot gået andre steder hen på nettet.

De svære dilemmaer

Mchangama tager et særligt opgør i bogen med elitens bekymringer for udviklingen på de sociale medier med stærk adresse til den aktuelle politiske situation både i EU og i Danmark.

Han drager paralleller i historien mellem det moderne demokratis beskyttertrang og de privilegerede klassers nervøse trækninger i tidligere århundreder, når masserne fik adgang til potentielt radikale og udfordrende ideer. Han stiller det provokerende spørgsmål, om det er den rigtige vej at gå, hvis vi tror på vores evne til at leve sammen

og lade meninger brydes frit i et stærkt demokrati.

Når vi sidder med de konkrete eksempler på, at terrorister også benytter internettet og de sociale medier til at sende grænseoverskridende videoer til familierne til deres ofre. Når vi sidder og iagttager, hvad en offentlig person kan blive udsat for af hadefulde angreb helt ud til det grænseoverskridende med dødstrusler. Når man iagttager, hvor meget sludder og vrøvl der deles, og hvor meget der manipuleres og propaganderes på de sociale platforme, så kan det mildt sagt være svært at holde det store helikopterblik på tingene.

Men Mchangamas bog prøver at holde os i helikopteren og i det store perspektiv på ytringsfriheden som en umistelig værdi, der ikke kun skal ejes af eliten, men af alle.

Ytringsfrihed som eksperiment

Techgiganterne har ikke været upåvirkede af elitens og politikernes bekymrede reaktioner.

Fra at bære ytringsfrihedens frihedsfakkel som neutrale distributionskanaler af data er de begyndt i stort omfang at lade deres algoritmer gennemgå brugernes indhold for hadtale og disinformation. I 2020 fjernede Facebook ifølge bogen 26,9 millioner opslag for hadtale, og 97 procent af dem blev fjernet af algoritmer.

Så kan man så tænke over, hvordan disse algoritmer er trænet, hvilke bias de måtte have, og om de er neutrale i deres valg. En interessant pointe til den aktuelle situation, hvor politikerne vil lovgive om, at techgiganterne generelt skal kunne finde og fjerne direkte ulovligt indhold inden for 24 timer, medmindre særlige forhold taler for en længere frist.

Ytringsfrihed er et eksperiment, og kampen for ytringsfrihed bliver aldrig ultimativt vundet eller tabt, noterer Mchangama. Ingen kan garantere resultatet af frie og lige muligheder for at komme til orde og det at give billioner af mennesker en øjeblikkelig stemme.

Free Speech er en vigtig bog og et helt igennem nødvendigt perspektiverende bidrag til den aktuelle debat om indholdsregulering på nettet.

Man er aldrig i tvivl om forfatterens holdning som frihedskæmper for ytringsfriheden, men uanset om man er helt eller delvis enig eller uenig med Mchangama, bliver man klogere af at læse hans bog.

Læs interview med Jacob Mchangama på side 42.

Jacob Mchangama: Free Speech – A history from Socrates to Social Media, 528 sider, Basic Books, udkom 8. februar, engelsk.

 Højaktuel bog er en tour de force i ministres og embedsværks ansvar og pligter

Højesteretsdommer Jens Peter Christensen uddrager med skalpel og pincet det retlige ansvar og pligterne for ministre og embedsværk. Bogen, der blandt andet gennemgår rigsretsdommen over Inger Støjberg, er uomgængelig for fremtidige retlige undersøgelser i det offentlige.

Bo Smith

Fhv. departementschef, Beskæftigelsesministeriet

Højesteretsdommer Jens Peter Christensens bog Ministre og embedsmænd – pligter og ansvar er et eksempel på exceptionelt rettidig omhu.

Muligvis er det et tilfælde. Men bogen er højaktuel; den kommer i kølvandet på rigsretssagen mod Inger Støjberg, mens granskningskommissionen om Minksagen forbereder sin beretning, og den er et centralt bidrag til det hurtigtarbejdende udvalg, som Djøf har nedsat for på ny at se på samspillet mellem politikere og embedsmænd.

Og det er en velsignelse for debatten om det danske system, at Jens Peter Christensen har fundet tid til at stikke spaden dybt ned i juraen på området.

Som uddannet i statskundskab, lic.jur. og doktor jur., med en karriere over centraladministrationen, et professorat og en årrække i Højesteret – og som formand for de fleste af de talrige udvalgsarbejder om emnet – er han unikt kvalificeret til at skære igennnem de skud fra hoften, som blandt andet såkaldte eksperter på området ellers flittigt underholder offentligheden med ved ’doorsteps’ uden for retslokalerne.

Grundlaget for Jens Peter Christensens gennemgang af ansvar og pligter for ministre og embedsmænd i Danmark er hans disputats fra 1997 om ministeransvar samt de mange formelle undersøgelser af ’sager’, der er gennemført – herunder ’dommerledede’ undersøgelser i de seneste årtier.

Hertil kommer en lang række udvalgsarbejder fra den arbejdsgruppe, som Djøf nedsatte efter Tamilsagen med Lars Nordskov Nielsen som formand, over en række udvalgsarbejder på området, ofte med Christensen for bordenden.

I Danmark bygger det retlige ansvarssystem dels på lovgivning, ministeransvarloven og tjenestemandloven, dels på normer der er formuleret i forbindelse med de mange undersøgelser på området. Hertil kommer, hvad Lars Nordskov Nielsen betegnede som ’klogskabsregler’.

For en minister eller en embedsmand kan det være svært at vurdere, hvad der præcist måtte gælde i en konkret situation. Det var for at lette denne vurdering, at ’Kodeks VII’ i 2015 blev formuleret og udsendt af Finansministeriet samtidig med redegørelsen fra det andet Djøf-udvalg (Bo Smith-udvalget).

Med Kodeks VII kan embedsmanden pejle efter syv grundlæggende pligter, mens Christensens bog giver en grundig, nuanceret indføring i juraen på området. Bortset fra centraladministrationens kronjurister er det måske de færreste, der læser bogens tre hundrede sider fra ende til anden, men en stram disposition og detaljeret indholdsfortegnelse giver god mulighed for at anvende den som et opslagsværk.

Kernespørgsmål for en embedsmand

Bogen falder i to halvdele, første del om ministre og anden del om embedsmændene. Hertil føjes et helt aktuelt kapitel med en gennemgang af rigsretsdommen over Inger Støjberg og et efterord med nogle ’friere overvejelser’.

Når bogen læses af en praktiker med uddannelse i statskundskab og erfaring fra næsten fire årtier på slotsholmen, heraf

15 år som departementschef, er der mange af bogens problemstillinger, der er kernespørgsmål for en embedsmand. Nogle eksempler: – Hvorledes skal embedsmanden konkret reagere på et ministerønske, hvor lovligheden er tvivlsom, eventuelt klart ulovlig? Hvad er kravene til rådgivningen i den situation? Er der en pligt for departementschefen til at gå til Statsministeriets departementschef? Hvordan skal embedsmænd på lavere niveau reagere? – Hvad indebærer sandhedspligten, når en minister besvarer et spørgsmål i Folketinget? Svaret skal selvfølgelig være sandt, og det må heller ikke vildlede – men pligten til at svare ’fyldestgørende’ kan være mere uklar. Spørgerens ærinde er ofte ikke at blive klogere, men politisk, eventuelt simpelthen at drille ministeren. Er det så i orden at svare politisk, herunder alene nævne forhold, som passer i ministerens ærinde, men ikke er det, som spørgsmålet går på? Ministeren tænker og ræsonnerer måske: Spørgeren kan jo bare spørge igen! Og hvad er pligten for de embedsmænd, der bistår med formuleringen af svaret? – Hvor langt rækker ministerens ansvar som forvaltningschef for ministeriet? Under hvilke betingelser kan en minister gøres ansvarlig for ulovlige handlinger i ministeriets forvaltning?

Jens Peter Christensens bog er en tour de force gennem et kolossalt materiale, hvor han med skalpel og pincet uddrager det retlige ansvar og pligterne for ministre og embedsværk.

Til de juridiske vurderinger, som dommere og juridiske professorer i undersøgelser og kommissioner er nået frem til, føjer Christensen sin egen. Sommetider er han enig, andre gange nænsomt, men klart kritisk. I andre tilfælde er hans bud, at der ikke med sikkerhed kan siges noget præcist om retstilstanden. ’Formentlig’ bliver brugt en del.

Samlet er Jens Peter Christensens bog et autoritativt bidrag til afklaring af ansvar og pligter. Den vil være uomgængelig læsning for dem, der udpeges til fremtidige retlige undersøgelser, i de juridiske afdelinger og kontorer i den offentlige sektor – og tillige egnet til anvendelse på jurastudiet i forvaltnings- og statsret.

Men Jens Peter Christensens gennemgang har endnu en kvalitet. Den er prisværdigt fri for juridisk tunnelsyn. En rød tråd er således forfatterens blik for forskelligheden i de konkrete sager. Der er en verden af forskel på Kjærbølsagen, tamilsagen, sagen om kreativ bogføring i Skatteministeriet, og for eksempel sagen om Københavns Amts ulovlige placering af midler i Hafnia A/S.

Christensen har et skarpt blik for denne heterogene konteksts betydning for vurderingen. Han demonstrerer, hvordan han parallelt med sin karriere til toppen af den juridiske verden har bevaret indblikket i og forståelsen af den politiske verden.

Her træder Jens Peter Christensen ind i rækken af juridiske koryfæer, som mestrede samspillet mellem jura og politik. Det fremgår da også af henvisningerne i bogen, hvor Nordskov Nielsen og Max Sørensen er en hyppig reference.

Når for eksempel Max Sørensens 50 år gamle statsret og redegørelsen fra Nordskovs ’fagligt etiske arbejdsgruppe’ stadig i dag er kilde til retstilstanden på området, viser det samtidig en anden ting, nemlig den betydelige kontinuitet og permanens i retsstatens juridiske ramme om vores politiske system.

Mens politik, herunder samspillet mellem ministre og embedsmænd, er i en stadig dynamisk udvikling, gælder det ikke juraen. Den bliver – som det fremgår af Christensens bog – kalibreret og tydeliggjort, men ikke grundlæggende ændret.

Politiske embedsmænd og faglig rådgivning

Et nærliggende spørgsmål, som Jens Peter Christensen knap nok tager op, er således spændingsfeltet mellem et politisk system i rivende udvikling og et retligt system, hvor permanensen er grundlæggende.

Helt forgæves leder læseren dog ikke efter Christensens refleksioner om nogle af de helt aktuelle spørgsmål, som blandt andet Dybvad-udvalget formentlig vil have på sin dagsorden. Et afsluttende ’efterord’ har titlen ’nogle friere overvejelser’.

Debatten handler ikke mindst om, hvorvidt der er kommet et øget ’pres’ på embedsmændene, og hvad konsekvenserne måtte være, når den klassiske ’Jeronimus’ erstattes af en ’Politicus’, og der er en risiko for, at politikken fortrænger juraen. Christensen spørger så, hvad man kan stille op.

En mulighed kunne være flere politisk udnævnte embedsmænd. Jens Peter Christensen konstaterer, at faren for, at fagligheden i et sådant system vil få endnu trangere kår, er nærliggende. Men kunne det så ikke betyde, at det faste embedsmandskorps kunne trække sig en kende tilbage og koncentrere sig om den faglige og juridiske rådgivning? Til det bemærker Christensen, at det netop er den integrerede rådgivning, der kombinerer det politiske og det faglige, der gør rådgivningen værdifuld for ministeren.

En anden mulighed kunne være flere regler om pligter og ansvar. Det har været overvejet flere gange tidligere, men også her anes Jens Peter Christensens skepsis. Sagernes forskellighed betyder ifølge Christensen, at problemet for embedsmanden i den konkrete situation ikke primært er hvad reglerne indebærer, men snarere hvordan der konkret skal ageres.

Jens Peter Christensens vurderinger i efterordet er på harefod, men de er væsentlige i den tilbagevendende debat om det danske politiske system og den danske retsstat. De bør være en appetitvækker, som han hermed opfordres til at følge op og folde ud.

Jens Peter Christensen: Ministre og embedsmænd – pligter og ansvar, 320 sider, Djøf Forlag, udkom 22. januar 2022.