Månedens foto

AF SØREN ELKROG FRIIS,

MAGASINREDAKTØR, ALTINGET

Offerlammet?

Benny Engelbrechts første ordførerskab var som cykelordfører, da han blev valgt ind i Folketinget i 2007. 4. februar 2022 er det også den tohjulede, som bringer ham til Amalienborg for at indgive sin afskedsbegæring til Dronning Margrethe. Aftenen før har Enhedslisten meddelt, at de ikke længere har tillid til transportministeren efter sagen om tilbageholdte klimaberegninger i forbindelse med sidste års store infrastrukturaftale. Det er anden gang i regeringsperioden, at Enhedslisten vælter en minister i den socialdemokratisk regering. Første gang var i november 2020, hvor de sammen med Radikale trak støtten til fødevareminister Mogens Jensen efter minksagen.

AF MARIE SCHØNNING JENSEN, JOURNALIST

Hvem har ansvaret, når chefen er en app?

Fremtiden har gjort sit indtog på det danske arbejdsmarked i form af digitale arbejdsplatforme, som gør det svært at skelne mellem selvstændige og lønmodtagere. Cykelkurertjenesten Wolt åbner nu op for at give sine cykelbude lønmodtagerstatus, men er langtfra enige med fagforbundet 3F om, hvad det vil sige.

Marts 2022 27

Digitale platformsvirksomheder har det med at skabe røre, når de bevæger sig ind på det danske arbejdsmarked.

Det skete med Uber, der på grund af taxiloven trak sig ud ad Danmark. Det skete med Nemlig.com, der er blevet skarpt kritiseret for at give sine chauffører og lagerarbejdere urimelige arbejdsvilkår.

Og det sker lige nu med Wolt, som ifølge dele af fagbevægelsen og Christiansborg udfordrer den afholdte danske model.

En af de store diskussioner går på, om Wolt retmæssigt kan definere sine bude som selvstændige partnere, eller om de har krav på lønmodtagerstatus og dertilhørende rettigheder. Det sidste har Wolts danske direktør, Søren Meier

Svendsen, ikke noget imod at give dem, siger han til Altinget. Han er åben for at give Wolt-budene lønmodtagerstatus, pension og løn under sygdom, men det helt afgørende og ufravigelige krav fra

Wolts side er, at budene ikke må miste deres fleksibilitet. Som det er i dag, kan et Wolt-bud selv bestemme, hvornår og hvor ofte han eller hun logger på og agerer bud.

“Lige nu har vi en model, der fungerer, og som gør, at vi kan tiltrække rigtigt mange mennesker. Vi har over 4.000 aktive kurérpartnere, der abonnerer på lige præcis vores model, fordi det er noget andet end en klassisk ansættelse, og det er friheden og selvbestemmelsen, der gør, at vi kan tiltrække og fastholde den mængde arbejdskraft.”

Det er dog ikke helt lige til at blive enig med fagbevægelsen, eller nærmere bestemt 3F Transport, om en model, der kombinerer lønmodtagerrettigheder med den store fleksibilitet, Wolt tilbyder sine kurerer.

Uenigheden kommer vi tilbage til, men først et hurtigt blik på platformsøkonomien i Danmark og de spørgsmål, digitale arbejdsplatforme som Wolt rejser i det danske arbejdsmarked.

Der har i Danmark været en retorik om, at når noget er digitalt, så skal vi endelig passe på ikke at stoppe det, for så bremser vi udviklingen eller innovationen i samfundet.

Natalie Munkholm, lektor i arbejds- og ansættelsesret

Svært at undersøge arbejdsvilkår

Digitaliseringen har som bekendt åbnet nye muligheder for, hvordan vi indretter os i samfundet, og det gælder selvfølgelig også på arbejdsmarkedet. Anna Ilsøe og Trine Larsen, der begge er lektorer ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) på Københavns Universitet, beskriver platformsøkonomien i Djøf-tidsskriftet Samfundsøkonomen:

“Netop platformsøkonomien åbner for nye måder at gentænke lønarbejdet, i takt med at teknologiske fremskridt gør det muligt for beskæftigede at udbyde deres arbejdskraft gennem digitale arbejdsplatforme som eksempelvis Happy Helper og Uber og supplere arbejdsindtægten med udlejning af bolig og bil via digitale kapitalplatforme som Airbnb og GoMore.”

I denne artikel er det arbejdsplatformene, vi koncentrerer os om. Her sælger én procent af danskerne årligt deres arbejdskraft, viste en survey i 2019, og de fleste af dem tjener mindre end 25.000 kroner om året på platformene. Altså er arbejde på platforme som Wolt, Hilfr og freelance-platformen Worksome sjældent en fuldtidsbeskæftigelse.

Natalie Munkholm er lektor i arbejds- og ansættelsesret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, og hun har i flere år arbejdet indgående med platformsøkonomien. Hun mener ikke, at platformsvirksomheder i sig selv udfordrer den danske arbejdsmarkedsmodel, men de rejser dog en række spørgsmål.

“Der har i Danmark været en retorik om, at når noget er digitalt, så skal vi endelig passe på ikke at stoppe det, for så bremser vi udviklingen eller innovationen i samfundet. Men det er en mis-

forståelse, for udgangspunktet må være, at der gælder samme regler for fysisk arbejde og fysiske kontrakter, som hvis arbejdet bliver organiseret digitalt.”

Problemet er bare, fortsætter Natalie Munkholm, at det kan være sværere at undersøge de faktiske arbejdsvilkår i en virksomhed, hvor arbejdet organiseres fuldt ud digitalt, som hos Wolt, end det er på en fysisk arbejdsplads med en fysisk ledelse.

“For mange typer platformsarbejde –om du gør rent, kører med pizza eller laver grafisk design – er selve arbejdet det samme som tidligere, det bliver bare fordelt og organiseret på en ny måde, gennem en app. En af udfordringerne er så, at det har været svært at gennemskue, om platformsarbejderne er selvstændige, som deres kontrakter påstår, eller om platformsvirksomhederne reelt bestemmer så meget over tjenesteyderne gennem app’en og specifikke krav til arbejdets udførelse, at de i højere grad ligner arbejdstagere. Begge typer af aftaler er helt fint. Men arbejder man på vilkår, hvor platformsvirksomheden bestemmer en hel del over arbejdets udførelse, skal platformsarbejderne have de samme rettigheder som andre arbejdstagere,” siger Natalie Munkholm.

Om du gør rent, kører med pizza eller laver grafisk design – er selve arbejdet det samme som tidligere, det bliver bare fordelt og organiseret på en ny måde, gennem en app. En af udfordringerne er så, at det har været svært at gennemskue, om platformsarbejderne er selvstændige.

Natalie Munkholm, lektor i arbejds- og ansættelsesret

Overenskomst og uoverensstemmelse

Det leder os tilbage til overenskomsterne. Der eksisterer allerede overenskomster for platformsvirksomheder i Danmark. For eksempel indgik den danske rengøringsplatform Hilfr i 2018 en overenskomst med 3F. Aftalen indebærer mindsteløn, pension og ret til sygedagpenge for de ansatte rengøringshjælpere, de såkaldte SuperHilfrs, men samtidig kan de selv vælge vagter, og der er ikke noget minimumstimetal.

Det ejendommelige ved overenskomsten er, at kunderne på Hilfrs hjemmeside selv kan vælge mellem superhilfrs eller de almindelige hilfrs, som er billigere. Ansvaret for løn- og arbejdsvilkår lægges altså i hænderne på forbrugerne. I 2020 viste en rapport fra Faos, at en tredjedel af Hilfrs opgaver blev udført af overenskomstdækkede superhilfrs.

Det er i store træk sådan en overenskomst, Wolt kunne forestille sig at indgå, siger den danske direktør.

“Vi har spurgt 3F Transport, hvorfor det ikke er sådan en type overenskomst, vi diskuterer, når vi mødes, men det er det desværre ikke. De har en overenskomst med Just Eat, og den synes de også passer på os. Vi kan bedre se os selv i sådan en overenskomst, som Hilfr har, hvor vi kan tilbyde noget af den basale sikkerhed, man kender fra det klassiske arbejdsmarked, sammen med den fleksibilitet, vi har i vores nuværende model,” siger Søren Meier Svendsen.

Der er en række forskelle på den brancheoverenskomst, som 3F Transport og Dansk Erhverv har lavet, og som Just Eat har underskrevet, og den virksomhedsoverenskomst, Hilfr er en del af. I Wolts perspektiv er en af de væsentligste forskelle, at der i Hilfr-aftalen er større fleksibilitet for arbejderne, hvorimod Just Eat-aftalen indebærer reelle vagtplaner for budene og et minimumstimetal på otte timer om ugen.

“Den frihed og fleksibilitet, Wolt tilbyder, er der mange, der køber ind på, og det ville være rigtigt ærgerligt, hvis dogmer og traditioner inden for transportsektoren skulle sætte en stopper for det, når det nu fungerer hos os,” siger Wolt-direktør Søren Meier Svendsen.

Hos 3F Transport ser man anderledes på problemet. For det første anfægter forhandlingssekretær i 3F Transport Karsten John

Wolt-direktør Søren Meier Svendsen erklærer sig villig til at tage arbejdsgiveransvar, men betinger sig, at Wolt-budene skal bevare deres fleksibiltet. Her er han burgerkæden Halifax, som er en af de mange restauranter, som samarbejder med Wolt.

ALEX VANOPSLAGH (LA)

HENRIK MØLLER (S) HANS ANDERSEN (V)

TRE SKARPE til beskæftigelsesordførerne

1.

Er platformsvirksomheder en udfordring for den danske arbejdsmarkedsmodel?

Alex Vanopslagh (LA): “En stor del af den danske lovgivning er skabt ud fra den måde, som arbejdsmarkedet typisk er organiseret på. Når nye organisationsformer opstår, skal man selvfølgelig kigge lovgivningen igennem og sikre, at den er tidssvarende. Platformsvirksomhedernes fremkomst kalder på nogle nye tiltag eksempelvis på skatteområdet. Men overordnet set er der ikke et stort problem.”

Henrik Møller (S): “Hvis man ser på antallet af personer på platformsvirksomheder, er det ikke noget alarmerende tal. Men selve konstruktionen er en udfordring for den danske model, da den ikke kan passes ind i modellen. På sigt er det en stor udfordring, hvis det bliver normalen, at man er sin egen arbejdsgiver. Langsomt vil lønmodtagerbegrebet så forsvinde. Men det har vist heldigvis lange udsigter.”

Hans Andersen (V): “Generelt er det positivt, at nye virksomheder kommer til Danmark og bidrager til økonomien og beskæftigelsen og imødekommer et behov hos mange mennesker. Det er også positivt, hvis det skaber innovation, nye produkter og giver mulighed for at arbejde på nye og mere fleksible måder. Det er klart, at der i den proces kan opstå uklarhed over, om man er ansat eller arbejder selvstændigt, og her skal vi skabe klarhed. For Venstre er det dog ikke et mål at få disse virksomheder lukket, modsat regeringen. Det er jo helt åbenlyst, at mennesker gerne vil bruge de nye services, og ikke mindst, at mennesker gerne vil arbejde med dem.”

2. Hvad skal regeringen gøre for at integrere platformsvirksomheder i den danske model?

Alex Vanopslagh (LA): “Man skal løbende holde øje med, om lovgivningen skaber uhensigtsmæssigheder i forhold til platformsvirksomheder. Men på de store linjer skal regeringen ikke foretage sig noget, fordi de store spørgsmål om løn og arbejdsvilkår er en faglig og ikke en politisk kamp.”

Henrik Møller (S): “Jeg har forhåbninger til, at et kommende EU-direktiv om platformsarbejde kan være med til at regulere området. Det afventer vi og tager så efterfølgende stilling til, om der er behov for yderligere.”

Hans Andersen (V): “Vi ønsker først og fremmest, at vi får nogle klare og målrettede regler i EU-regi, der kun rammer de egentlige platformsvirksomheder, og som ikke skaber unødige gener for hverken virksomheder eller de danskere, der går på arbejde hver dag. Det indebærer, at vi tillader den fleksibilitet og den frihed, som platformene giver for den enkelte, samtidigt med at vi skaber sikkerhed for skattebetaling og klarhed over, om der er tale om selvstændige eller lønmodtagere. Så der er brug for, at regeringen i forhold til direktivet fra EU-kommissionen om platformsøkonomi får sikret, at direktivforslaget begrænses væsentligt i dets anvendelsesområde, så det bliver vanskeligere at blive betegnet lønmodtager, samt får begrænset de meget omfattende oplysningskrav i direktivet.”

3. Er det primært platformsvirksomhederne, der skal give sig for at passe ind i den danske arbejdsmarkedsmodel, eller bør fagbevægelsen opdatere sine krav for at følge med fremtidens arbejdsmarked?

Alex Vanopslagh (LA): “Fagforeningerne skal helt grundlæggende sørge for, at de rent faktisk repræsenterer platformsarbejderne. Det er helt legitimt at kræve bedre løn og arbejdsvilkår fagligt, men det skal være krav, der opstår blandt platformsarbejderne. Situationen er jo i dag, at fagbevægelsen blander sig i forhold for folk, som de ikke repræsenterer, og som ikke ønsker dem som repræsentanter. Og så er der ikke tale om en ægte faglig kamp, men om fagbevægelsens rå magtudøvelse.” “Hvis unge for eksempel ønsker en meget stor grad af gensidig fleksibilitet i deres arbejde på platforme, så er det ikke et problem, og det er ikke fagbevægelsens opgave at få arbejdet til at passe ind i mere traditionelle rammer.”

Henrik Møller (S): “Jeg mener, at indgåelse af overenskomster vil være den bedste løsning, altså at platformene og fagbevægelsen kan blive enige om, hvilke forhold der skal gælde. Men jeg tror, at der altid vil være en gruppe af unge og arbejdskraft fra andre lande, som ønsker den fleksibilitet som platformene kan tilbyde. Det bør fagbevægelse forholde sig til og finde løsninger på.”

Kristensen, at Wolt virkelig er villig til at tage arbejdsgiveransvar, da det ifølge ham ikke er fremgået af overenskomstforhandlingerne hidtil. Her har det bærende stridspunkt været, at Wolt ønsker at fastholde sine kurerer som selvstændige, mens 3F ønsker, at Wolt ansætter dem, siger Karsten John Kristensen.

For det andet køber forhandlingssekretæren ikke præmissen om, at Wolts forretningsform er økonomisk bæredygtig for andre end ejerne selv.

“Men jeg forstår da godt, at det er arbejdsgiverens våde drøm kun at have en udgift, hvis man har en indtægt,” siger Karsten John Kristensen og fortsætter:

“Wolt bliver ved med at tale uden om arbejdsgiveransvar. Det sker, selv efter Skatterådet har truffet afgørelse om, at et bud, der kører for Wolt, er lønmodtager. Når Wolt kommer til den erkendelse, at deres bude er lønmodtagere, er jeg sikker på, vi kan lave en overenskomst, begge parter kan leve med.”

Vi giver fleksibilitet til et segment på arbejdsmarkedet, som typisk ikke har den samme fleksibilitet i arbejdslivet, som jeg vil vove at påstå, at du som journalist, jeg på kontoret og politikere og fagforeningsfolk alle nyder i vores hverdag.

Søren Meier Svendsen, direktør, Wolt

Wolt savner fokus på bude

På spørgsmålet om, hvorvidt Wolt i realiteten vil acceptere arbejdsgiveransvar, svarer Søren Meier Svendsen ja, men bare ikke, hvis arbejdsgiveransvaret indebærer faste vagtplaner og tæt kontrol med de ansatte, som ikke er foreneligt med Wolts nuværende forretningsmodel.

“Jeg vil ikke mene, at vi over for 3F har nægtet at tage arbejdsgiveransvar i generel forstand,” siger Wolt-direktøren.

Søren Meier Svendsen undrer sig desuden over, hvorfor kurererne ikke spiller en større rolle i debatten, da der blandt budene er stor tilfredshed med den nuværende arbejdsform, hvor de er tilknyttet som selvstændige. Det viser en spørgeundersøgelse, som Voxmeter har lavet for Wolt.

“De fleste glemmer at interesse sig for de mennesker, der rent faktisk udbyder deres arbejde. De har svært ved at komme til orde og bliver sjældent spurgt om deres syn på sagen, og det synes vi er ærgerligt, for det handler om mennesker,” siger Woltdirektøren og tilføjer:

“Vi giver fleksibilitet til et segment på arbejdsmarkedet, som typisk ikke har den samme fleksibilitet i arbejdslivet, som jeg vil vove at påstå, at du som journalist, jeg på kontoret og politikere og fagforeningsfolk alle nyder i vores hverdag.”

Hvor tvisten ender, afhænger af flere ubekendte, blandt andet den formodningsregel, som både EU og regeringen har varslet. I reformudspillet til ’Danmark kan mere 1’ lægger regeringen op til, at ansatte i platformsvirksomheder betragtes som lønmodtagere, med mindre virksomheden kan bevise, at de er selvstændige.

Og det er helt normalt, at teknologien løber hurtigere end lovgivningen, men lovgivningen indhenter markedet til sidst, påpeger lektor Natalie Munkholm.

“Platformsvirksomheder skal ikke være så bekymrede for, at man slår en industri ihjel, bare fordi de skal leve op til de samme regler som alle andre typer af virksomheder.”

Politiske tiltag i platforms- økonomien

I regeringens reformudspil ’Danmark kan mere 1’ lægges der op til et opgør med platformsvirksomheder, der undergraver danske løn- og arbejdsvilkår. Regeringen nedsætter derfor et permanent råd, Rådet for fremtidens arbejdsmarked, hvis første opgave er at rådgive politikerne om platformsvirksomheder.

I samme reformudspil bekendtgør regeringen, at den vil indføre en formodningsregel, der indebærer, at medmindre en (platforms)virksomhed kan bevise, at dens tjenesteydere er selvstændige, formodes det, at de er lønmodtagere.

Samme toner lyder fra Bruxelles, hvor EuropaKommissionen er kommet med et forslag til et direktiv med en formodningsregel, der på samme måde skal sikre, at platformsvirksomheder ikke løber uden om arbejdsgiveransvar.

KVITTEDE JOBBET SOM

DEPARTEMENTSCHEF EFTER TRE ÅR: “Jeg har altid vidst, at jeg skulle noget andet”

Udskiftninger blandt statens øverste embedsmænd er blevet mere hyppige. For Christian Hesthaven var jobbet som departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet aldrig en slutstilling. Nu stortrives han som kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Der er sket en rigtig stor udskiftning i kredsen af departementschefer i andre ministerier, og det ændrer dynamikken i en gruppe, og nogle gange skal man måske så bare kigge på ens egen stol og sige, at nu er du måske den næste.

Han var godt klar over, at beslutningen ville vække opsigt. I april 2021 kom det frem, at Christian Hesthaven stoppede som departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet i København for i stedet at blive kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Men det var hverken en pludselig eller uovervejet beslutning, fortæller Christian Hesthaven til

Altinget, her cirka et halvt år efter, han trådte ind ad døren til rådhuset i stationsbyen Støvring, omkring 20 kilometer syd for Aalborg.

“Jeg har altid vidst, at jeg skulle noget andet, også uden for

Slotsholmen,” siger Christian Hesthaven.

Han nåede at være departementschef i knap tre år og skriver sig dermed ind i en trend, hvor departementschefer sidder i kortere tid i deres stillinger. En trend, der uden for de slotsholmske mure vækker bekymring for tab af erfaring og kontinuitet.

Altinget har lavet et overblik, der viser, at 14 ministerier i løbet af den socialdemokratiske regeringsperiode har fået ny departementschef. 11 har helt forladt jobbet som departementschef.

Christian Hesthaven har personligt aldrig set jobbet som en slutstilling.

“Da jeg i sin tid sagde ja til at tage en tørn i Udlændinge- og

Integrationsministeriet, vidste jeg allerede, at det var med en vis tidshorisont for øje, og det ændrede sig ikke, da jeg blev departementschef. Jeg synes, at små fire år i det ministerium, heraf små tre år som departementschef, egentlig var meget passende.”

Han tror, at han blandt andet er præget af sin opvækst i

Justitsministeriet, hvor det var helt almindeligt at rokere rundt mellem forskellige stillinger, og at man også i sit karriereforløb skulle ud af ministeriet, eksempelvis til domstole eller anklagemyndighed.

“Jeg tror så også, det har noget med at gøre, at stillingen som departementschef, specielt på udlændingeområdet, er ret slidsom. Også af den grund tror jeg sådan set, det er ret sundt for organisationen, at tingene ikke kører fast i en rille, men at der med jævne mellemrum bliver skiftet ud på de her poster.”

En næsten usandsynlig historie

For Christian Hesthaven var det i høj grad også en fælles beslutning med familien. Han kommer selv fra Aalborg-området. Hustruen fra Aarhus. Det har altid ligget i baghovedet “som en abstrakt mulighed”, at de en dag kunne finde på at tage “hjem til Jylland”. Men det skulle gøres, mens det stadig gav mening for børnene. De er i dag 9 og 11 år gamle.

“Og så er det ikke nogen hemmelighed, at min kone i december 2017 bliver alvorligt syg og er igennem et forløb på et halvt års tid, som er lidt hårdt. Først og fremmest for hende, men også for os som familie. Når jeg tænker tilbage, så tror jeg, at det er der, vi for første gang sammen begynder at tune ind på, om det som havde været en abstrakt mulighed, var noget, som vi skulle forfølge. Men så kørte toget jo videre.”

Det var først i efteråret 2020, at familien begyndte at gøre alvor af flirteriet med Jylland. I vinterferien sidste år kiggede de på huse. I samme uge skrev de under på en købskontrakt.

“Få dage efter, vi har skrevet under på aftalen med huset, sidder jeg og googler, hvad Rebild Kommune er for en størrelse, og så støder jeg tilfældigvis på, at byrådet er blevet forelagt en sag om, at der skal findes en ny kommunaldirektør, og at man derfor vil gå i gang med en rekrutteringsindsats i løbet af foråret. Det er næsten en usandsynlig historie, men det er ikke desto mindre sådan, det foregik.”

Christian Hesthaven skrev sin ansøgning. Han var spændt. Han har arbejdet knap tyve år i den statslige sektor med en kort afstikker til domstolene, men fagligt har han aldrig sat sine ben i en kommune. Og han havde forberedt sig på, at han skulle søge job fra Frederikshavn i nord til Aarhus i syd og Viborg i vest. Men rådhuset i Støvring lå tre minutters gang fra hans hjem.

“Jeg var forberedt på, at jeg nok skulle søge bredt både fagligt og geografisk, men jobbet som kommunaldirektør var det,

som jeg med min erfaring allerhelst ville prøve kræfter med. Åbningen i Rebild Kommune, hvor jeg lige selv havde købt hus, var en decideret drømmemulighed, og derfor syntes jeg også, at det var et ansættelsesforløb, hvor jeg måske for første gang for alvor havde noget i klemme.”

Kritik fra Instrukskommission

Meddelelsen om Christian Hesthavens jobskifte kom ud i en pressemeddelelse i april måned, få dage efter Instrukskommissionen kom med sin anden beretning i sagen om en ulovlig adskillelse af unge asylpar.

Christian Hesthaven har ikke haft nogen rolle i den ulovlige administration af indkvarteringsordningen, som foregik forud for, at han i 2017 startede i ministeriet. Men i beretningen får Christian Hesthaven kritik for som departementschef at have afvist at tage en mere indgående snak med en tidligere medarbejder, da ministeriet i foråret 2019 besvarede en række folketingsspørgsmål om forløbet.

En kritik Christian Hesthaven er dybt uforstående over for, som han også har peget på i et høringssvar til Kommissionen. Men han afviser, at karriereskiftet har noget med kritikken at gøre.

“At mit jobskifte faldt på plads nærmest samtidigt med, at Instrukskommissionen kom med deres anden beretning, gør, at jeg selvfølgelig godt kan forstå, at folk, som ikke får tænkt sig grundigt om, kan lave koblingen. Men med det forløb, der ligger forud, hvor vi havde købt hus i Nordjylland flere måneder i forvejen, og jeg havde været igennem et langt rekrutteringsforløb med Rebild Kommune, tror jeg også godt, man kan regne ud, at den sammenhæng ikke er der alligevel,” siger Christian Hesthaven.

Hvem forsvarer medarbejderne?

Det var først sent i forløbet, at Christian Hesthaven fandt ud af, at der var noget i bedding i forhold til hans egen rolle. Han var mest berørt af sagen på grund af det pres, der var på enkelte medarbejdere, ikke mindst i pressen.

“Nogle gange synes jeg, man spænder buen maksimalt i forhold til, hvad også menige medarbejdere rimeligvis skal udsættes for i sådan et job. I hvert fald hvis vi også gerne vil have, at der fremadrettet skal være gode folk, der vil arbejde i centraladministrationen. Og det er i mine øjne vigtigt, hvis vi gerne fortsat vil give de folkevalgte de bedste vilkår for at lede landet.”

“Der var masser af gange, hvor jeg tænkte, hvorfor der ikke var nogen, der tog til genmæle på de her medarbejderes vegne, fordi der manglede et talerør for dem i debatten.”

Men hvem skulle det så være? “Jeg ved det ikke. Den er vanskelig, men jeg ville bare ønske, at der var nogen, der tog den på sig, fordi jeg kunne som chef ikke gøre det, og jeg tror heller ikke, at medarbejderne selv var sluppet godt fra at gøre det i den offentlige debat. Men det bekymrede mig, fordi det nogle gange blev ret voldsomt og jo også var rettet mod personer, der ikke var en del af den øverste ledelse.”

Færre uforudsigelige sager

Til gengæld er flere fagforeninger stemplet aktivt ind i en debat om arbejdsvilkår og arbejdspres for embedsfolk i centraladministrationen de senere år. I en rundspørge fra Djøf blandt medlemmer i departementer og styrelser fra maj 2021 svarede halvdelen, at mængden af deres arbejdsopgaver “i nogen” eller “i høj” grad Christian gik ud over kvaliteten af deres arbejde. Sam-

Hesthaven tidig svarede en meget stor del af lederne, at • Født 1976 i Aalborg (45 år) mængden af opgaver påvirkede medarbejder• Cand.jur., Aarhus Universitet nes trivsel negativt. (1996–2002) Efter et halvt år som kommunaldirektør bemærker Christian Hesthaven, at arbejdsKarriere presset i hvert fald er “anderledes” i en kom• 2021– : Kommunaldirektør, mune. Rebild Kommune “Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg arbejder • 2018–2021: Departementschef, meget mindre i mit nuværende arbejde, end

Udlændinge- og Integrationsministeriet • 2017–2018: Afdelingschef jeg gjorde tidligere, men der er ikke nogen tvivl om, at der er færre uforudsigelige sager, for familie- og opholdsafdelingen, der rammer mit bord nu, som haster. Jeg tror,

Udlændinge- og Integrationsmini- den øgede forudsigelighed er den største forsteriet skel, fordi det giver en mulighed for selv at • 2015–2017: Juridisk dosere, hvornår man vil lægge sin indsats. Den kommitteret, Statsministeriet del har jeg været glad for at få ændret lidt på.” • 2013–2015: Kontorchef, hen- Som departementschef skønner Christian holdsvis Færdselskontoret og Straf- Hesthaven, at han i hvert fald ofte fem dage feretskontoret, Justitsministeriet om ugen genoptog sin arbejdsdag om afte• 2011–2013: Chefkonsulent og nen og først slap det hen mod midnat.souschef, Justitsministeriet • 2009–2011: Fuldmægtig, Justitsministeriet • 2007–2009: Ledende ministerDer er jo blevet talt meget om hastigheden i centraladministrationen, og hvorfor det hele skal gå så stærkt. Er det noget, du selv har gjort dig sekretær for justitsministeren tanker om, efter du er kommet ud? • 2005–2007: Dommerfuldmæg- “Det har jeg bestemt gjort, og jeg har også tig, Retten i Korsør sagt til mig selv, at jeg selv havde et ansvar for • 2002–2005: Fuldmægtig at ændre på det. Det fik jeg ikke gjort. Man fik i Justitsministeriet ofte de her korte aftræk på sagerne, og man fik ikke forholdt sig til, om man lige burde trække luft ind og bruge en dag mere. For hvad er det egentlig, vi mister på det? Nu er jeg ikke længere i jobbet, men hvis jeg i dag kunne gøre noget anderledes, så var det noget af det. Når det er sagt, så er det heller ikke det letteste at ændre på, for det var ligesom indbygget i systemet, at ting hastede.”

Ny dynamik på Slotsholmen

Christian Hesthaven blev departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet fra en stilling som afdelingschef samme sted.

En af de største forandringer i det stillingsskifte var den langt tættere sparring med ministeren, men også at komme tættere på det samlede regeringsarbejde og at være en del af ledelsen på Slotsholmen på tværs.

“Hvis man ikke passer på, så kan den del af jobbet, man populært sagt kalder at lede opad og ud, meget hurtigt tage alle døgnets 24 timer. Men på mange måder er det også det, der gør lige præcis stillingen som departementschef relativt unik. At man er i det spændingsfelt, som virkelig er spændende, og som jeg har lært utrolig meget af.”

Men ændrede relationer på Slotsholmen var samtidig en af de faktorer, der var med til at skubbe til beslutningen om, at timingen for et karriereskifte måske var den rette.

“Når der sker udskiftninger på centrale poster i forhold til samarbejde på tværs, så sker der også ændringer i arbejdsform og samarbejdsform, både i forhold til form og indhold, og sådan er det, men for mig var det også med til at skubbe til tanken om, at tiden måske var ved at være moden til at komme videre.”

Hvad mener du med udskiftninger på centrale poster?

“Jeg tror ikke, jeg kan sige så meget mere om det, andet end at det selvfølgelig betyder noget, hvem man har det daglige samarbejde med, også på tværs. Man kan for eksempel se, at der er sket en rigtig stor udskiftning i kredsen af departementschefer i andre ministerier, og det ændrer dynamikken i en gruppe, og nogle gange skal man måske så bare kigge på ens egen stol og sige, at nu er du måske den næste, der skal rykke videre.”

Større kompleksitet i kommuner

I stedet startede han i august måned sidste år som kommunaldirektør i Rebild Kommune. Et skifte, han selv oplever som det hidtil største og sværeste.

“Jeg har ikke mere end det her halve år at trække på i forhold til at arbejde med kommunale emner, så der har selvfølgelig været kæmpestore huller i min viden, og det vil der være lang tid frem. Jeg ved en masse om, hvordan det er at være i en myndighed og i en politisk styret organisation, bare i staten, men jeg må sige, at der er noget større diversitet og kompleksitet i en kommune, end når man for eksempel sidder i Udlændingeministeriet eller Justitsministeriet.”

Heldigvis er han hjulpet godt på vej af en velfungerende organisation og gode folk omkring sig, understreger Christian Hesthaven. “Læringskurven har på mange måder været mere stejl end nogensinde, men for mig var det sådan set også et af formålene med at skifte.” Han pointerer, at han for eksempel blot har en gennemsnitsdanskers billede af, hvordan det er at være lærer i en folkeskole, eller hvordan det er at arbejde i ældreplejen. “Så jeg har jo ikke et fagligt fundament for at mene noget om det, så det er ikke fagligheden, jeg kan byde ind med, men så er det noget andet.”

Kort fra beslutning til handling

I stedet arbejder han mere med den strategiske ledelse og det at drive en organisation. Rebild Kommune er en spændende kommune i en god udvikling, men han vil gerne yderligere professionalisere måden, kommunen arbejder på som myndighed, både over for borgerne og over for de folkevalgte politikere. “Men samtidig skal vi ikke smide de Der er noget større diversitet og positive ting overbord, der er forbundet kompleksitet i en kommune, end med at være en mindre kommune, hvor når man for eksempel sidder strukturen er flad, der er kort fra besluti Udlændingeministeriet eller ning til handling, og hvor tingene geneJustitsministeriet. relt fungerer uformelt.” Ser du generelt noget problem i, at ledere fra staten går direkte over til lederstillinger i det kommunale? “Man skal være forberedt på flere ting, når man laver det skifte. Opgaverne er på mange måder meget mere mangfoldige. Kommunernes opgaver over for borgerne favner så bredt, at man ikke har en jordisk chance for at mene noget om det hele. Det bliver man nødt til at leve med og give slip på.” Man skal også være bevidst om forskellen på den politiske konstruktion med henholdsvis en minister og en kommunalbestyrelse. “Borgmesteren spiller selvfølgelig en meget central rolle og er den øverste ansvarlige, men du har også de øvrige kommunalpolitikere, som ikke bare har politiske holdninger, men også er tillagt materiel indflydelse i fagudvalg. Dem skal sekretariatet også betjene, og det synes jeg har været fedt at komme ud og opleve. Jeg har virkelig stor respekt for de ildsjæle, som kaster sig ind i det her arbejde, ofte ved siden af et krævende fuldtidsjob.” Mens nogle bekymrer sig over departementschefernes kortere tid i deres stillinger, glæder Christian Hesthaven sig både fagligt og privat over, at familien gjorde alvor af tankerne om at pakke arbejdskontor og hjemmet i hovedstaden ned. “Min kone og jeg har da talt om, at set udefra, så er det jo en Christian Hesthaven holder som departementschef tale til sin afgående minister, da posten som vild beslutning, vi har taget. Både fagligt og privat. Men for os udlændinge- og integrationsminister i 2019 skifter har det hele heldigvis flasket sig, og alt i alt er vi super glade hænder fra Inger Støjberg (V) til Mattias Tesfaye (S). for at have taget skridtet.”

Stoleleg på Slotsholmen

14 ministerier har fået ny departementschef, siden Mette Frederiksen rykkede ind i Statsministeriet.

AF KATRINE FALK LØNSTRUP, JOURNALIST OG CHEF FOR RESEARCH

Der har været gang i svingdørene til ministerierne og deres chefkontorer, siden Socialdemokratiet efter folketingsvalget i 2019 fandt sig til rette i regeringsbygningerne.

I løbet af regeringens to et halvt år lange levetid har knap tre ud af fire ministerier således fået en ny embedsmand i spidsen.

Senest var det Udenrigsministeriet, hvor departementschefen gennem tre år, Lars Gert Lose, i januar meddelte, at han forlader Slotsholmen til fordel for et job i det private erhvervsliv.

Her er overblikket over, hvilke ministerier der har fået nye departementschefer, siden den socialdemokratiske regering tiltrådte i juni 2019.

Udenrigsministeriet

Efter tre år som departementschef i Udenrigsministeriet fratrådte Lars Gert Lose i slutningen af januar sin stilling til fordel for et job som chef for Global Public Affairs hos Copenhagen Infrastructure Partners.

Lars Gert Lose har været departementschef i Udenrigsministeriet siden januar 2019, hvor han vendte hjem fra posten som dansk ambassadør i USA. Lars Gert Lose har derudover blandt andet været ministersekretær for tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, pressechef i Udenrigsministeriet og departementsråd i Statsministeriet.

Børne- og Undervisningsministeriet

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skal for anden gang i sin ministertid finde en ny departementschef. Det står klart, efter Birgitte Hansen i november 2021 annoncerede, at hun fratræder sin stilling for i stedet at blive ny rigsrevisor.

Birgitte Hansen overtog i december 2019 departementschefstillingen i Børne- og Undervisningsministeriet efter Søren Hartmann Hede, som efter halvandet år som departementschef rykkede til Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Dengang kom Birgitte Hansen fra en stilling som direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) – en post, hun havde overtaget fra netop Søren Hartmann Hede året inden. Det er endnu ikke blevet offentliggjort, hvem der overtager den ledige chefstol i Børne- og Undervisningsministeriet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Pernille Breinholdt Mikkelsen tiltrådte 1. oktober som ny departementschef i Udlændinge- og integrationsministeriet. Hun kom fra en stilling som statsadvokat ved Rigsadvokaten og har bred erfaring fra centraladministrationen, blandt andet fra flere år som afdelingschef i Justitsministeriet. Derudover har hun flere års erfaring med udlændingeområdet fra det tidligere Integrationsministerium, hvor hun har været kontorchef for flere kontorer. Posten som departementschef blev ledig, efter Christian Hesthaven trak sig for i stedet at blive ny kommunaldirektør i Rebild Kommune. Christian Hesthaven blev departementschef i 2018 og var inden da afdelingschef i ministeriet i en årrække.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Morten Niels Jakobsen blev i januar 2021 udnævnt som ny departementschef i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, efter Miljø- og Fødevareministeriet var blevet opsplittet i to selvstændige ministerier. Han kom til ministeriet fra en stilling som styrelsesdirektør for Vurderingsstyrelsen og har tidligere været styrelsesdirektør for Spillemyndigheden.

Morten Niels Jakobsen har en lang karriere i Justitsministeriets koncern bag sig, blandt andet som statsadvokat for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK) og som kontorchef i Justitsministeriets departement.

Den hidtidige departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard fortsatte som øverste embedsmand i Miljøministeriet.

Sundhedsministeriet

I Sundhedsministeriet var der i januar 2021 udskiftning i toppen, da Svend Sær-

kjær blev udnævnt til ny departementschef. Han kom til ministeriet fra en stilling som regionsdirektør i Region Hovedstaden og har tidligere været regionsdirektør i Region Nordjylland og afdelingschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Svend Særkjær afløste Per Okkels, der med sine ti år som øverste embedsmand i Sundhedsministeriet var en af de længstsiddende departementschefer. Okkels havde egentlig besluttet at gå på pension allerede i sommeren 2020, men på grund af coronapandemien fortsatte Okkels på posten indtil begyndelsen af 2021.

Indenrigs- og Boligministeriet og Social- og Ældreministeriet

Januar 2021 bød på endnu en rokade, da Jens Strunge Bonde blev ansat som ny departementschef i Social- og Ældreministeriet. Posten blev ledig efter en ministerrokade og ressortomlægning, som betød, at Social- og Indenrigsministeriet blev til Social- og Ældreministeriet. Den siddende departementschef i Social- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, blev departementschef i det nye indenrigs- og boligministerium.

Jens Strunge Bonde kom fra en stilling som kommitteret i Statsministeriet, hvor han havde været tovholder for regeringens nærhedsreform. Han har tidligere været departementschef i det daværende Børne- og Socialministerium under VLAK-regeringen, men fratrådte i 2019 i forbindelse med den nye ressortinddeling efter regeringsskiftet.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

1. januar 2021 tiltrådte Lars Frelle-Petersen som ny departementschef Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han afløste Morten Bæk, som i stedet blev ny departementschef i Forsvarsministeriet. Lars FrellePetersen kom til Klimaministeriet fra en stilling som direktør i Dansk Industri, hvor han sad som ansvarlig for DI Digital.

Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet fik i september 2020 ny øverste embedsmand, da Morten Bæk afløste Thomas Ahrenkiel på posten. Morten Bæk kom til Forsvarsministeriet fra en stilling som departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, som han havde bestredet godt et år. Inden da var han direktør for Energistyrelsen.

Den afgående departementschef i Forsvarsministeriet, Thomas Ahrenkiel, skulle efter planen tiltræde som ny dansk ambassadør i Berlin i september 2020. Han blev dog fritaget fra tjeneste efter en alvorlig kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor han havde været chef fra 2010 til 2015. En undersøgelse frikendte et år senere Ahrenkiel, som efter mellemlandinger i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet i november 2021 forlod Slotsholmen til fordel for et job som europæisk direktør for det internationale konsulent- og rådgivningsfirma Macro Advisory Partners ApS.

Kulturministeriet

Dorte Nøhr Andersen overtog stillingen som departementschef i Kulturministeriet i maj 2020. Hun fra en stilling som afdelingschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor hun havde været ansat siden 2015.

Dorte Nøhr Andersen overtog posten fra Marie Hansen, der havde siddet på posten under de seneste fire regeringer, men nu i stedet fortsatte sin karriere som direktør i Folketinget. Marie Hansen var inden sin tid i Kulturministeriet direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen, afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet og ministersekretær i Statsministeriet.

Statsministeriet

Statsministeriet fik ny departementschef, da statsminister Mette Frederiksen (S) i januar 2020 hentede sin tidligere departementschef i Justitsministeriet, Barbara Bertelsen, over til Statsministeriet. Barbara Bertelsen blev departementschef i Justitsministeriet i 2015 og sad dermed som øverste embedsmand i Justitsministeriet en del af den tid, Mette Frederiksen var justitsminister.

Barbara Bertelsen afløste Christian Kettel Thomsen, der havde været departementschef i Statsministeriet siden 2010, men nu i stedet blev indstillet af regeringen til at blive ny næstformand i den Europæiske Investeringsbank.

Justitsministeriet

Barbara Bertelsens skifte til Statsministeriet efterlod et hul i Justitsministeriet, som blev udfyldt af Johan Kristian Legarth. Han kom fra en stilling som juridisk chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) og har 18 års erfaring i Justitsministeriet.

Beskæftigelsesministeriet

Søren Kryhlmand blev i marts 2020 ansat som ny departementschef i Beskæftigelsesministeriet, og han forlod dermed sin post som direktør i Arbejdstilsynet. Beskæftigelsesministeriet var dog ikke ukendt terræn, da Kryhlmand tidligere har haft stillinger som både afdelingschef og kontorchef i ministeriet.

Stillingen blev ledig, da Jakob Jensen fratrådte stillingen til fordel for et job som administrerende direktør hos Dansk Boldspil-Union (DBU). Jacob Jensen havde arbejdet i Beskæftigelsesministeriet siden 2012 og steg løbende i graderne, indtil han endte med at blive ansat som departementschef i januar 2017.

Uddannelses- og Forskningsministeriet

I november 2019 var der i udskiftning i toppen af Uddannelses- og Forskningsministeriet, da Agnete Gersing blev kommitteret i Finansministeriet. Dengang vurderede forsker i ledelse og organisation ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh over for Altinget, at rokaden ikke var sket på Gersings eget initiativ, men nærmere skulle ses som en fyring.

Direktør for ministeriets politiske afdeling Hanne Melgaard blev udpeget som ny departementschef.

Finansministeriet

Allerede umiddelbart efter folketingsvalget i 2019 valgte departementschef Martin Præstegaard at forlade Finansministeriet i fordel for en lederstilling som finansdirektør og viceadministrerende direktør i pensionskassen ATP. Præstegaard sad på posten som departementschef i fem år.

Præstegaard blev afløst af Peter Stensgaard Mørch, der kom fra en stilling som administrerende direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Før da var han dog departementschef i Beskæftigelsesministeriet, hvor han blev udpeget i 2013, mens Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister.

LÆS OGSÅ: Djøf-formand er bekymret for øget politisk pres

Har fagligheden og sagligheden i embedsværket fået trange kår som følge af øget politisk pres? Og svigter Djøf sit ansvar som fagforening ved ikke klarere at gå ind i debatten om sprogbrug og ledelseskultur blandt topchefer? Interview med formanden for Djøf, Henning Thiesen. Find artiklen på altinget.dk

Jacob Mchangama

Bogaktuelle Jacob Mchangama kritiserer regeringens forslag om at regulere sociale medier. ”Det bliver taget imod med kyshånd af autoritære og illiberale stater i Rusland og Tyrkiet,” siger han.

Verden over føler demokratier sig så ”usikre og udsatte", at de går fra at se ytringsfriheden som den ”mest fundamentale værdi” til et ”våben” rettet mod demokratiet selv.

Det kommer til udtryk ved, at vestlige demokratier vedtager love, som begrænser ytringsfriheden på sociale medier. Det mener Justitias direktør, Jacob Mchangama, som står bag bogen Free Speech: A History from Socrates to Social Media, som udkommer 8. februar i USA.

I bogen kritiserer han Tysklands NetzDGlov, som siden 2018 har pålagt platforme såsom Facebook at slette ”åbenlyst ulovligt” indhold inden 24 timer, og som har inspireret den danske regerings lovudkast til regulering af sociale medier. ”Demokratier vedtager nye lovkomplekser, som skal begrænse ytringsfriheden på sociale medier. Det bliver taget imod med kyshånd af autoritære og illiberale stater i Rusland og Tyrkiet, som ved, at begrænsning af ytringsfrihed er forudsætningen for, at de kan sidde på magten,” siger han.

Q and A

9 S-regeringens lovudkast er ifølge dig inspireret af NetzDG-loven. Hvorfor tåler de sammenligning? x”Det har regeringen været åben omkring. Tyskerne gik som de første ned ad denne vej, hvor lande som Tyrkiet, Rusland og Venezuela desværre har fulgt efter. Den danske regering mener, at efter en anmeldelse skal man tage stilling til det ulovlige indhold inden 24 timer som udgangspunkt. Det gælder alt ulovligt indhold. Den tyske lov handler kun om bestemte bestemmelser i straffeloven. I Danmark er det alt fra ophavsret til markedsføringslovgivning. Det er fuldstændig uoverskueligt. Det ironiske er, at man vil ramme techgiganter, fordi de har fået for meget magt over den demokratiske debat og lader ulovligt indhold flyde. Men ingen empiri understøtter, at ulovligt indhold flyder og fylder for meget.”

9 Hvad baserer du det på? x”Vi har lavet undersøgelser, som viser, at omfanget af ulovligt indhold er minimalt på danske mediers og politikeres Facebookprofiler, og at det kun er 1,1 procent af slettet indhold, som strider imod bestemmelser i straffeloven. Loven rammer hverken Google eller Facebook, som kan være kyniske og endda se den som en fordel. Hvem har midler til at konkurrere med dem om at udvikle automatisk indholdsmodering og til at ansætte nok folk til at moderere? Loven understøtter deres monopol på at facilitere den offentlige debat og giver dem

AF RASMUS STRAKA SKJØDT

DEBATREDAKTØR, ALTINGET

Q&A SERIEN

Nye bøger og nye debatter kalder på gode spørgsmål. Hver måned bringer Altinget Magasin et interview med en aktuel stemme i samfundsdebatten.

magten til at stå for at vurdere indholdet, der er oppe og nede, uden at alle retssikkerhedsgarantier følger med, som hvis en domstol tog stilling.”

Evalueringen af NetzDG peger på, at loven ikke har ført til overimplementering ... ”Det er god PR af den tyske regering. Hele problemet er, at platformene har udvidet deres fællesskabsstander og har kigget på, hvad den tyske definition af hadtale er. 'Den er her.' Så har Facebook sagt: 'Vi laver vores definition herude.' Facebook har automatiseret indholdsmodering, der identificerer og fjerner indhold, før nogen kan klage. Den tyske regering siger: 'Der er ingen overimplementering.' Det er, fordi Facebook fjerner langt, langt det meste.”

9 Forveksler du ikke ytringsfrihed med krav om publicering på sociale medier? x”Det synes jeg ikke. Hvis der ikke var en lov, kunne man kritisere Facebook, Youtube og Twitter for at underminere ytringsfrihedskulturen for at gå for langt. Nu pålægger stater dem at fjerne indhold ved lov med straffeansvar. Det kan regeringen ikke gøre uden at tage hensyn til ytringsfriheden, som bliver direkte relevant.”

9 Selv med regulering vil danskerne kunne ytre sig. De vil hverken kunne udgive eller skrive hvad som helst. Hvad kan der være galt i det? x”Det kommer an på, hvordan man ser det. I bogen taler jeg om den egalitære modsat den elitære ytringsfrihed. De har kæmpet mod hinanden siden antikken. Traditionelle medier synes ikke altid, at det er sjovt med sociale medier, som har stjålet annoncekroner og ændret statussen hos de medier, som havde privilegeret adgang til at skabe den offentlige debat, fordi almindelige mennesker ikke kunne komme til orde i offentligheden. Jeg tilhører den skole, der mener, at det er sundt for et demokrati, at borgere kan kommunikere umiddelbart og direkte. Det betyder også, at der kommer en masse skidt med.”

9 Har vi set det før? x”Danmark blev i 1770 det første land, der fuldstændig afskaffede censuren med Struensee. Vi gik kortvarigt fra en lukket, offentlig sfære, som kirke og stat styrede med censur, til lige pludselig, hvor enhver kunne trykke, hvad de ville. Det var en blandet landhandel. Det er prisen ved ytringsfrihed. Vi kommer aldrig til at have egalitær ytringsfrihed, hvor vi alle bryder os om det, der bliver sagt.”

9 Hvad kan nutiden lære af fortiden, når vi taler om ytringsfrihed? x”Mange debatter, vi synes er nye, har været udkæmpet mange gange før. Vi har hele tiden stået i, at når den offentlige sfære blev udvidet med ny teknologi eller ny demokratisering, har vi set kampen mellem den egalitære og elitære adgang til den offentlige sfære.”

Ny bog af Justitias direktør

• Jacob Mchangama (født 1978) er aktuel med bogen Free Speech: A History from Socrates to Social Media. • I bogen skildrer Mchangama ytringsfrihedens udvikling fra antikken til digitaliseringen og kommer i gennemgangen ind på, hvorfor det er væsentligt at forsvare ytringsfriheden i dag. • Mchangama er uddannet jurist fra Københavns Universitet med en mastergrad i menneskerettigheder og demokratisering. Han var fra 2008 til 2013 chefjurist i den borgerligliberale tænketank Cepos og har siden 2014 været direktør i tænketanken Justitia. • Mchangamas nye bog udkommer 8. februar i USA, 17. marts i Storbritannien og senere på året i Danmark, hvor Djøf Forlag står for udgivelsen.

9 Hvis vi ser på nutiden, tager autoritære stater godt imod NetzDG-loven. Hvilke stater er det? x”Rusland har lagt hårdt pres på sociale medier og lavet en lov, der direkte henviser til NetzDG, og Tyrkiet har lagt op til en lov mod 'falske informationer'. Erdogan siger, at i starten var sociale medier og internettet en gave til demokrati og frihed, men nu er de en trussel mod demokratiet. Det lyder fuldstændig som vestlige ledere. Han kommunikerer ekstremt smart. Det bliver svært for vestlige demokratier at kritisere, også selvom lovene i Danmark og Tyskland er mindre vidtgående. Vi kan tænke over i Danmark, hvor vi er så forkælede med ytringsfriheden, at sociale medier i nogle lande er den eneste måde at omgå statslig propaganda og censur på.”

9 Hvor realistisk er det, at Rusland og Tyrkiet afgiver kontrol og sikrer mere ytringsfrihed? x”Den er ikke særlig stor med de nuværende styrer. Men vi har set, at når vestlige demokratier står fast på ytringsfriheden, kan de vinde nogle sejre. Det peger jeg på i bogen med Helsinikiaftalen, hvor vesten og de østlige stater indgik aftalen, som mest handlede om at undgå, at Den Kolde Krig eskalerede og blev varm, men hvor de fik sneget henvisninger til menneskerettigheder, religionsfrihed og pressefrihed ind. Det bruger dissidenter bag jerntæppet til at lægge pres på regeringer og til at holde dem op på de principper, imens vestlige regeringer understøtter dem.”

9 Du mener, at det bedste bud for ytringsfrihedens fremtid er et mere decentraliseret internet. Hvorfor? x”Ytringsfriheden har stået stærkest, når den har været decentraliseret. De Forenede Nederlande er et godt eksempel i det 17. århundrede. Der var ikke nogen stærk, central statsmagt. Også den første del af internettets begyndelse – i blogosfæren – var meget decentral. Internettet er blevet centraliseret med de store platforme. Det er usundt. Vi skal have højere grad af brugerkontrol af indhold på sociale medier.”

9 Hvorfor skulle stater og techgiganter afgive magt? x”De støtter nok ikke den mest radikale løsning. De kan være med på, at brugerne får mere kontrol, også så man kan sige, at man har lavet fejl ud fra et konkurrenceretssynspunkt ved at lade nogle platforme vokse sig så store. Men den lov mod sociale medier, som er på vej i Danmark, vil ikke bidrage til, at andre aktører kan konkurrere med de store platforme.”

"Et rødt kort til politikere, der vil regulere sociale medier," skriver Lisbeth Knudsen om Free Speech. Læs hele anmeldelsen på side 69.