8 minute read

Sjov motion for huskedårlige

Sjov motion skaber lysglimt

hos huskedårlige

Mennesker med demens og deres pårørende får et frisk pust i en ofte svær hverdag, når de går til ”Sjov motion for huskedårlige” i Korsør. Birthe og Solvej får mindst lige så meget ud af timerne, når de ser deltagerne blomstre op til musikken.

”Den melodi, vi alle ka’ li. Det er du-de-li-du.” Sangen fylder rummet, da den lille gruppe mennesker, der sidder samlet i en rundkreds af stole, sætter gang i en form for let stoletrav. Jørgen Wessel Larsen er en af dem. Han følger koncentreret med, mens benene kører som trommestikker i fast takt til musikken.

Vi er til motion i Korsør for såkaldt huskedårlige – eller sagt mere videnskabeligt – for mennesker, der af forskellige årsager – demenssygdom eller hjerneskade – har mistet nogle af deres kognitive færdigheder.

Det er frivillige i Korsørs lokalafdeling Birthe Bagge og Solvej Didriksen, der fører an. Og det har de gjort, siden de var med til at sætte projektet i søen for snart seks år siden. ”Får I pulsen op?” spørger Birthe, der selv er godt forpustet.

De fremmødte nikker og griner, men forsikrer så, at de sagtens kan klare mere. Og så sætter Solvej og Birthe gang i en galop, der med garanti kan give sved på panden.

Pårørende deler følelser

Solvej og Birthe har forskellige baggrunde som henholdsvis pædagog og social- og sundhedshjælper, men fælles for dem er, at de kan se, at den opgave, de udfører her, gør en enorm forskel for mennesker med demens. Men også for deres pårørende. ”Vi slutter altid af med kaffe og kage. Og det er næsten lige så vigtigt

som motionen. Her kan de pårørende få sig en snak med andre i samme situation, og det er så vigtigt for deres følelse af ikke at stå helt alene med de udfordringer, demens bringer med sig,” siger Birthe.

Solvej supplerer: ”Det føles godt, at vi på den måde kan hjælpe mennesker, som på grund af deres sygdom har ekstra brug for at holde både krop og hjerne i gang. Samtidig kan det at komme her hjælpe lidt på den ensomhed som mange med demens og deres nærmeste ofte ender i.”

Nyder at være sammen om noget

Det har været tilfældet for Jørgen, der er tidligere pædagog og musiker, og hans kone Maibritt Larsen. De er kommet på holdet i godt et halvt år, og det har vist sig at være et lysglimt i deres hverdag. ”Der er ikke så meget, vi kan gøre sammen længere, så jeg har ledt efter noget med musik og bevægelse. For det ved jeg, at han elsker. Og jeg nyder sådan at være sammen med ham om noget, vi stadig kan dele,” siger hun. ”Man kan sige, at musikken har reddet mig hele mit liv,” siger Jørgen.

Det er den form for tilbagemeldinger, der gør det hele værd, fortæller Solvej og Birthe. ”Og ingen behøver i virkeligheden sige noget. For vi kan se det på dem. Hvordan deltagerne blomstrer op, når de hører musikken, bevæger sig og får grinet. For det skal være sjovt og skægt,” siger Solvej.

Pulsen skal op

”Men det skal også kunne mærkes,” siger Birthe. ”Pulsen skal op, og man skal ikke være bange for at udfordre mennesker med demens. De har virkelig god gavn af at bevæge sig, og de kan ofte så meget mere, end man tror. Man skal bare lige hjælpe dem i gang,” siger hun.

I dag har alle fået pulsen op. Alle har fået bevæget kroppen igennem. Løsnet op for led, lemmer – og lattermusker. Og til sidst sætter Jørgen, den forhenværende musiker, sig ved klaveret for at slutte timen af med et lille stykke musik. De andre samler sig om ham og lytter. Fingrene flyver øvet over tastaturet, tonerne fylder lokalet. Og Jørgen viser, hvem han var. Og hvem han stadig er, så længe der bare er nogen, der giver ham et rum, hvor han kan få lov at folde sig ud for fuld musik.

Vigtigt at vide

– Forskning viser, at motion med høj puls har positiv effekt på de kognitive færdigheder, så derfor skal der sved på panden, før det gavner. – Organiser små hold med mere end en enkelt træner og med øvelser og aktiviteter, som er enkle at udføre.

– Mennesker med demens kan have svært ved at orientere sig og problemer med rum og retning. Centrer deltagernes aktiviteter omkring en stol, så de har en base, der kan skabe både tryghed og fokus. – Lad alle sanser komme i spil. Brug musik, flyt motionen udendørs, hvor naturen, den friske luft og sollyset kan hjælpe til at bevæge og mærke sig selv.

Kilde: Karin Schultz, sundheds- og idrætskonsulent i Ældre Sagen

Jul i lokalforeningerne

Flere lokalforeninger holder jul for dem, som ikke har andre at holde den med. Læs om to her – måske det kunne være noget for dig at hjælpe med eller at starte i din lokalforening?

“Det giver noget begge veje”

Min kone og jeg har sammen med et andet ægtepar stået for at arrangere juleaften i fem år nu. Vi tog konceptet med os, da vi flyttede fra Hobro, fordi vi var så glade for det der. Vi holder det om aftenen d. 24., hvor mange ellers skulle sidde mutters alene og føle sig ensomme. Nu er det blevet så populært, at vi har en deltager, hvis søster fra Aalborg kommer for at holde jul med os. Og vi frivillige er jo lige så glade som gæsterne. Sådan er det, vi gør det for medlemmernes skyld, men når sådan en aften er færdig, om det så er et julearrangement eller andet, så er vi så utroligt glade, når vi kan mærke, at det har været en fantastisk aften. Det giver noget begge veje.

Hvad er vigtigt, hvis man vil afholde jul?

Maden er vigtig den aften, men vi må jo ikke selv lave mad, så find nogen, der kan det. Vi har et rigtig fint samarbejde med Globen i Løgstør, et tilbud til udviklingshæmmede, og de laver mad til os, som vi så bare skal varme. Nogle af dem kommer så og holder jul med os, sådan hjælper vi hinanden. Et sted at holde det er ikke så svært at finde den aften. Men I skal selvfølgelig rekruttere, så der er nogen at trække på, hvis det vokser. Der er også nogen, som fx skal købe gaver til pakkeleg, dække borde og pynte op osv., og de behøver jo ikke at være med til selve juleaften. Per Nilsson, Løgstør lokalforening.

Julen i fare i Hobro

Gennem 11 år har en flok på ni frivillige trofast stået for at holde juleaften for dem, som ikke har nogen at sidde med. De er gode til at skabe rammerne for en festlig juleaften, og en af dem er primus motor i den praktiske gennemførelse, hvor hun inddrager sin mand og voksne børn. De frivillige kender hinanden godt og har en fast arbejdsfordeling. Som regel er der 70 deltagere juleaften, som går fra 17.00 til 21.00. Glæden ved at skabe festlige og gode rammer om gæsterne er incitamentet til at yde en ekstra indsats og blive ved. En fortæller, at sådan vil hun helst holde jul.

Sådan gør vi

Juleaften arrangerer vi i samarbejde med det kommunale aktivitets- og kulturcenter, Biecentret, hvor aftenen også afholdes. Coronaen aflyste juleaften sidste år, og i løbet af året er der kommet meldinger om, at flere af de frivillige stopper og/eller ikke kan klare helt så meget som tidligere. Så lige nu ved vi ikke, om vi kan gennemføre i år. Vi arbejder på, hvordan vi kan skaffe nye frivillige ved at prikke folk og annoncere. Der er brug for nogle, som vil videreføre traditionen og bruge juleaften på at glæde medmennesker.

Karl Jørgen Ingversen, Hobro Lokalforening

ÆRESBEVIS

Tildeles frivillige, der har ydet en særlig indsats

RITA JACOBSEN Næstved

Gives for det mangeårige virke i Ældre Sagens lokalafdeling i Næstved, både som medlem af lokalbestyrelsen og som næstformand. For at varetage den daglige drift af lokaler, skemalægning af aktiviteter og meget andet. Rita har altid været en stor hjælp for holdledere og bestyrelsen, og har været en god ambassadør for Ældre Sagen. En indsats helt ud over det sædvanlige.

KARIN THOMSEN Næstved

Gives for det ekstraordinære mangeårige virke i Ældre Sagens lokalafdeling i Næstved, både som medlem af lokalbestyrelsen og som næstformand. Karin har passet kontoret, været redaktør for ’Det Sker’ og har undervist i engelsk i mange år – også efter hun officielt var stoppet. En indsats helt ud over det sædvanlige.

INGRID JENSEN Ballerup

Gives for det ekstraordinære mangeårige virke i Ældre Sagens lokalafdeling i Ballerup. Ingrid har ydet en meget stor indsats på det social-humanitære område som leder af besøgsvennetjenesten, demensansvarlig og har været næstformand i Ældrepolitisk udvalg. En indsats helt ud over det sædvanlige.

JØRGEN REIMER Ballerup

Gives for det ekstraordinære mangeårige virke i Ældre Sagens lokalafdeling i Ballerup. Både som medlem af bestyrelsen, formand for ældrepolitiske udvalg. For at være initiativtager overfor kommunen og som repræsentant i pensionisternes samråd. En indsats helt ud over det sædvanlige.

GRETE THUNBERG Solrød

Gives for et ekstraordinært mangeårigt virke for lokalafdelingen som medlem af bestyrelsen og ansvarlig for flere arrangementer og aktiviteter, bl.a. opdækning til søndagscafe og banko, stavgang og syholdet. Grete har i mange år sørget for at opgaverne omkring bladet blev varetaget og har arrangeret influenzavaccinationer i lokalafdelingen. En indsats helt ud over det sædvanlige.

JACOB PEDER DAUERHØJ Kerteminde

Gives for den ekstraordinære og mangeårige indsats i Ældre Sagen Kerteminde samt for at have været både bestyrelsesmedlem og formand. Det er uomtvisteligt, at der er blevet ydet en stor engageret og aktiv indsats for Ældre Sagen. Desuden har der igennem årene været stor sans for at promovere Ældre Sagens formål og arbejde.

SNAPSHOTS FRA JERES KV21

AKTIV

FRIVILLIGBLADET | DECEMBER 20 21

This article is from: