Sammen om noget større

“Vi har et ansvar for den næste generation”

Ens verden kan godt skrumpe ind, når man bliver ældre, og så er det sundt at løfte blikket og se, hvor man kan hjælpe. Det mener Hanne Meyer, som derfor satte verdensmål og ensomhed hos børn og unge på dagsordenen i Esbjerg.

For to år siden fik bestyrelsesmedlemmerne i Esbjerg en helt særlig julegave af den daværende formand Hanne Meyer. Et lille rundt smykke i mange farver, 17 for at være helt præcis. Og selvom de ikke lige der vidste, hvad der lå bag Hannes gave, satte de straks smykkenålen fast på tøjet og symboliserede hermed den opgave, som Ældre Sagens lokale afdeling fra da af blev en del af i Esbjerg. Nemlig at involvere sig mere i samfundet og tage ansvar for den næste generations fremtid. Smykket var et såkaldt Verdensmålssmykke, som med sine farver symboliserer FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på.

“Jeg syntes simpelthen, at vi skulle lukke døre og vinduer op og indtage den lidt større verden. Det er vigtigt, Ældre Sagen ikke har skyklapper på, vores verden kan godt gå hen og blive lidt lille med alderen,” fortæller Hanne.

Arbejdet med verdensmålene havde Esbjerg Kommune netop sat i gang med konsulent Gert Barslund ved roret. Lokalafdelingen blev inviteret med, og her ønskede man at involvere sig i at opbygge relationer mellem ældre og børn og unge. Samtidig ville afdelingen være synlig i byen og på havnen og få kontakt med erhvervslivet. For det hele hører jo sammen, som Hanne konstaterer.

Lyttede musestille

Derfor lå det lige for at tage fat i en af byens skoler og komme ind og arbejde med ensomhed sammen med børnene. Ensomhed er en del af det tredje verdensmål, som handler om sundhed og trivsel, og desværre også et emne, som er nærværende for alt for mange ældre såvel som børn. Og snart stod en række frivillige over for en hel årgang 8. klasser.

“Jeg siger dig, de sad helt musestille og lyttede, når vi fortalte vores historier om ensomhed. Selv

de drenge, der normalt har svært ved at koncentrere sig og sidde stille. Mange af dem blev forundrede over, at vi ældre også kan føle ensomhed. Flere af dem har rødder i andre kulturer og derfor ingen bedsteforældre i Danmark.”

Hannes nye venner

Når Hanne fortæller om arbejdet med børnene, kommer der varme og endnu mere glød på stemmen. Og hun griner, mens hun fortæller om, hvordan hun nægtede at arbejde sammen med to knægte, så længe de sad hætteklædte, som hun udtrykker det, med hætterne trukket helt ned over hovederne, så hun ikke kunne se deres ansigter.

“Så smilede de og trak dem ned – og så kunne arbejdet begynde. Og jeg siger dig, de ideer, de havde til at bekæmpe ensomhed, de var så fine og kreative og faktisk lige til at bruge hos os i Ældre Sagen.”

For eksempel foreslog den ene dreng, at man kunne blive uddannet til ensomhedsmentor, som har pligt til at hjælpe – og det skulle stå på en kasket. Hvis man så ser et barn i skolegården, som ser ud til at være ked af det, så skal man gå over og spørge, om man kan hjælpe. Eller man kan få barnet med i en leg sammen med andre.

“Det var virkelig en stor oplevelse at tale med dem. I dag hilser de ivrigt, når jeg støder på dem. Jeg har fået mange nye venner ved at være med i det her projekt, ligesom jeg også er blevet overrasket og har lært noget. For eksempel hvor meget også ligestilling mellem kulturer betød for børnene, når vi talte om ligestilling mellem køn, som også er et verdensmål.”

Med kroppen som skulptur

Også hos 5. klasserne gav arbejdet med ensomhed grobund for aha-oplevelser for både børn og voksne. Og førte til fantasifulde forslag om at besøge plejehjem og spille skak, komme med islagkage eller se en Chaplin-film, så man kunne grine sammen. Nogle af børnene sluttede af med, at de måske lige skulle huske at ringe til deres bedsteforældre, når de kom hjem.

“Jeg satte nogle af dem til at lave en skulptur med deres kroppe. Når jeg klappede i hænderne, skulle de lave en om ensomhed, så en om glæde og så en om venskab. Jeg ved fra mit tidligere arbejde med teater og drama, at det kan noget at bruge kroppen til at vise de følelser. Vi lavede også digte om ensomhed, som der nu er sat musik til, så nu har vi 17 verdensmålssange.”

Børnenes arbejde fortsætter Her i efteråret var Hanne så sammen med en delegation med blandt andet en række lokale skoleklasser inde på Christiansborg i København og fortælle Folketinget om samarbejdet mellem skoler, Ældre Sagen og erhvervslivet.

“Der var jeg virkelig stolt af at kunne præsentere det, vi har opnået. Det er så vigtigt, det her med at lave noget på tværs af generationer, så vi får fat i ungdommen og næste generation og giver dem en interesse for deres jord og dem, der bor ved siden af os – både her og længere væk.”

Hanne oplever, hvordan samarbejdet med børnene har været en stor oplevelse for de frivillige, som var med. Ligesom skoler og erhvervsliv har fået øje på Ældre Sagen og det, man kan byde ind med fra den ældre generation. Og arbejdet stopper ikke her i Esbjerg. I slutningen af september blev byens nye verdensmålshus indviet i et stort pakhus på havnen, hvor byens børn kan arbejde kreativt og innovativt videre med det, som nu er sat i gang.

Hannes tips:

Hvad er den største bonus?

• Jeg er kommet med i noget nyt og spændende og har fået en masse nye relationer. Når jeg møder de her børn, så vinker de og kommer hen til mig og fortæller, at ”nu har jeg har besøgt min bedstefar”. Jeg har været med til at plante noget, og det er jeg glad for. • Jeg har erfaret, at vores børn, børnebørn og oldebørn har lyst til at lytte til os, når vi også kan føre en samtale om eksempelvis biodiversitet, ligestilling, rent vand, madspild og sundhed og trivsel.

Hvad skal man være opmærksom på?

Det skal bygge på børnenes præmisser – hvilket kræver, at vi voksne er lyttende. Øv dig i ikke at være belærende over for børn, det er vigtigt, vi er ligeværdige.

Dit bedste råd til at komme i gang?

• Udvælg et mål, som du selv har et forhold til. Du kan godt spørge, hvad der ellers er interesse for, men du skal også være ærlig og sige, hvad du brænder for. Ellers har du ingen begejstring, og så får du ikke folk med. Som gammelt teater- og drama-menneske er jeg meget optaget af anslagets betydning for det, der kommer efter. Når først du har folk med dig, så må I finde ud af det sammen, så kan det kan gro. • Du skal have modet til bare at gå i gang. Øv dig i at formulere på en god måde, hvad du gerne vil have folk til. Som at vi følges ad, og vi gør det sammen. Så folk ikke bakker ud.

• Begynd evt. med madspild eller bæredygtighed – børnene ved ofte mere om det, end vi voksne. Lad dem tegne om emnet, så har I noget konkret at tale ud fra. • Måske kan I lave en udstilling med fx et malerier eller digte.