
14 minute read
Velkomsttale 11. august 2021
Af forstander Anders Boll Mikkelsen
Velkommen til Staby Efterskole – velkommen til elever og forældre. Vi har hejst flagene, da vi har glædet os rigtig meget til at møde jer alle og byde jer velkommen på STABY EFTERSKOLE.
En god og forhåbentlig godt brugt sommerferie er slut – det har været en ganske udemærket dansk sommer, hvor ferien kunne være tilbragt herhjemme eller måske har hele familien været en tur i udlandet, nu hvor der endelig igen var mulighed for at rejse ud af landet.
I bliver en del af noget nyt. Der er ændret lidt i skemastrukturen, de nye 2 timers linjefag for alle skal opstartes og endelig kommer 10. klasserne til at prøve nye spændende aktiviteter om fredagen. Vi skal alle på sensommertur til Tjekkiet, så det sammen med alle de eksisterende programpunkter giver et fyldt og spændende år. Vi har fået byggetilladelse til at opføre vores padeltennishal med 3 padelbaner, som vi nu skal i gang med at projektlægge, så den forhåbentlig er klar inden nytår.
Vi har den sidste uge varmet op med Camp Staby med 88 herlige aktive børn. Det var nogle forrygende dage på Staby Efterskole sammen med tidligere elever som undervisere og campledere. Dagene gik med masser af efterskoleaktiviteter såsom linjefag, lege, gymnastik, boldspil, musik og masser af udfordringer. Meget imponerende så meget energi, glæde – og få problemer der var med de 88 børn. Overalt på skolen har alle haft travlt med at klargøre til, at netop du skulle komme. Pedellerne har haft travlt med at klargøre inde og ude, mens køkkenet har fået lavet spændende madplaner og rengjort skolen – sekretærerne har haft travlt med at opgøre forrige skoleår, klargøre til det nye – og besvare mange forskellige spørgsmål. Lærerne har holdt møder, haft en pædagogisk eftermiddag, lavet årsplaner og planlagt mange forskellige aktiviteter til den kommende tid. Så nu er vi alle fuldstændig klar – ER DU OGSÅ KLAR? Vi skal lige starte med en sang – en sang som skal give os lidt opløftning, oplysning, oplivning og lad os blive lidt klogere på tilværelsen.
Sang: Er lyset for de lærde blot….
Grundtvig har skrevet sangen. Han var jo præsten, salmedigteren og politikeren, der blev uvenner med stort set alt og alle og alligevel endte med at skrive danmarkshistorie. Om grundlov og kristendom, om fællesskab og højskoler.
Formålet med efterskolerne er at tilbyde undervisning og samvær, der har fokus på ”livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse”. Efterskolernes undervisning bliver tilrettelagt med henblik på ”elevernes hele menneskelige udvikling og modning samt deres almene opdragelse og uddannelse”.

Efterskolernes formand – Torben Vind Rasmussen siger I bladet efterskolen, som I får udleveret senere i dag nogle fantastisk vigtige ting, som jeg har lyst til at fremhæve for jer: ”Efterskolen er et dannelsesprojekt – ikke en lykkefabrik”… Det er meget præcist beskrevet. Efterskolernes opgave er at udvikle jeres børn til at blive mere helstøbte unge, der får mere selvindsigt, og som både fagligt og personligt går styrket videre i livet. Det er der, hvor dannelsen foregår. Det er det mål, alle efterskoler arbejder for. Når vi som mennesker arbejder med de store forventninger og store følelser, ligger utålmodigheden og måske skuffelsen lige under. Skuffelsen over, at man ikke den første uge eller måned kan mærke, at projektet bare lykkes. At man ikke den første måned får sin ‘soulmate.’
Et efterskoleår er ikke et quickfix. Det er et ti måneders udviklingsforløb. Det er hårdt arbejde, og måske kommer der en modløshed undervejs, hvor det er vigtigt, at I som forældre er med til at sætte det lange lys på. Huske jeres børn på, at et efterskoleår er et dannelsesprojekt uden automatisk lykkegaranti hele tiden. Huske dem på, at et efterskoleår varer ti måneder, og for nogle bliver de sidste tre måneder mere udviklende og livgivende end de første tre. Vi kan ikke vide det. Livet kan ikke skrives på recept – lykken ej heller. Det er i det personlige møde, vi lærer os selv og hinanden at kende. Det møde starter forfra hver gang, vi står over for en ny elev, et nyt ungt menneske og dermed en ny livsfortælling. Held og lykke – kære forældre – med jeres rolle på sidelinjen, hvor I nu kan betragte jeres barn blive dannet i stærke fællesskaber med andre unge. Men også med en rolle, der kræver tålmodighed og kærlig opbakning fra jer.
Flere eksperter mener, at efterskolerne er mestre i at give eleverne lige netop det der er vigtigt.
Hverdagen er struktureret på en særlig måde, der undervises som en del af en formel uddannelse, og så er der det vejledende samvær, som skabes af det særlige forhold mellem lærer og elev, der kendetegner efterskolen.
Det strukturerende samvær, når man spiser, sover og lærer på samme sted giver helt særlige betingelser for læring. Efterskolen er et særligt univers, som eleverne skal passe ind i, men ifølge flere eksperter fungerer efterskoleformen netop godt for de unge, fordi de her har færre frie valg og mere faste rammer.
Flere eksperter peger på, at der på efterskolen er særlig god plads til ligeværdige relationer mellem generationerne, hvor de unge bruger lærerne som sparringspartnere i både faglige og personlige spørgsmål.
I denne jungle af valgmuligheder og overinformation skal unge ”årgang lige nu” finde sig selv, finde egen identitet, selvtillid, selvværd, dannelse, ståsted, valg af livsgrundlag, valg af uddannelse, valg for livet. De skal sortere i de indtryk fra barndommen, som er rigtig mange – og træffe de rette valg.
Morten Albæk – filosof og virksomhedsleder skrev i en tale til ungdommen i 2020 bl.a.: Du kære, smukke unge sjæl. Du, som svæver mellem håb og fortvivlelse, mellem uovervindelighed og mindreværd. Han mener at der er en vigtig stige i livet – og det er selvrespektens stige. En stige, der står på et fundament af ærlighed. Over for dig selv og overfor andre.

Et fundament for dit liv, der hovedsagelig består af, at du kun tillader at invitere de mennesker ind i dit ene kostbare liv, der er ærlige over for dig. For kun herved vinder du muligheden for at udvikle en sund selvindsigt. Indsigt i dine svagheder, og i hvad du ikke kan, såvel som din styrker, og i hvad du kan. Med din selvindsigt vinder du muligheden for at udvikle en sund og stærk selverkendelse. Erkendelsen af, hvem du er, hvem du ønsker at blive, hvem du aldrig vil være, og hvem du aldrig kan blive.
For nej, du kan ikke blive lige, hvad du vil. Men det er fuldstændigt uproblematisk. For selv om der er så meget i livet, man aldrig kan blive og derfor aldrig kommer til at opleve, så er livet så hamrende stort, smukt, komplekst og uforudsigeligt, at det hele tiden tilbyder dig flere oplevelser og erkendelser, end du nogensinde vil være i stand til at tro eller overskue.
Kun i kraft af selverkendelsen vinder du muligheden for at udvikle et sundt og stærkt selvværd. En følelse af, at du er noget værd i egen ret som menneske. At du er et godt menneske pga. din etik, aldrig pga. dit eksamenssnit. At du er et værdigt menneske pga. din adfærd, aldrig pga. dine forældres postnummer eller arbejdsgiveren ved dit første job. For med den erkendelse har du ingen grund til at bære dig selv med mindreværd i mødet med én, der ellers i øjeblikket synes smukkere, klogere, rigere og mere populær end dig selv. Du vil bære dig med lige dele ydmyghed og nysgerrighed, med åbenhed og ro. For du har forstået, at mødet med et andet menneske uden for sportsarenaen ikke er en konkurrence, men en livsgave. Sådan skrev Morten Albæk i 2020.
Et efterskoleår er et år, hvor der sker en masse spændende ting, men især sker der det, at den personlige dannelse får fred til at finde sin form, finde vejen til de indre værdier, og dermed vejen til nemmere socialt samvær med andre. En betragtning af unge før og efter et år på efterskole har tydeligvis øget deres evner.
Evner som bl.a. udvikles i løbet af et efterskoleår er:
- Evnen til at være mod andre som man ønsker de skal være mod en selv - Evnen til at tilgive - Evnen til at have empati – øget tolerance – øget plads til forskellighed - Evnen til at kode og læse andre menneskers sociale tilstand - Evnen at vise hensyn til andre – gensidig respekt - Evnen til at magte skuffelse - Evnen til at kunne udsætte sine behov - Evnen til at vente på tur - Evnen til at ytre sig på en respektfuld måde – at tale så andre bevarer lysten til at lytte - Evnen til at lytte til andre - Evnen til at give et nap til det sociale fællesskab uden forventning om at få noget igen - Evnen til at tage ansvar for egen oprydning - Evnen til at passe på andres ting - Evnen til at stå ved sit ansvar
Denne sommer har der været EM i fodbold, Tour de France og ikke mindst OL, som jo altid er helt fantastisk at følge. Danmark har klaret sig fantastisk til både EM i fodbold, Tour de France og OL. Sport er følelser, sport er intenst og kamp til stregen. Det kan samle os alle – og vi kan samles om noget fælles. I år var Christian Eriksens ulykke en dramatisk oplevelse i kampen mod Finland – men også et tydeligt eksempel på hvad mennesker kan, når de står sammen med åbenhed, ærlighed, kærlighed og fællesskab – også i professionel idræt. At gå hele vejen til finalen trods modgang. Virkelig imponerende.
Det olympiske motto er: »Hurtigere, højere, stærkere«. Hensigten er altså at, det vigtigste ved OL er at deltage, men ikke at vinde. Ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det essentielle er ikke det at have erobret, men at have kæmpet godt!

Hvor er det imponerende at se alle disse mange forskellige sportsgrene og idrætsudøvere, som præsterer på TV og som gennem rigtig mange år har haft vilje og en målsætning om at præstere det ultimative. At være hurtigere, højere og stærkere.
At tænke på alle de mange træningstimer som evt. skal ligges i bassinet, på vejen eller i hallen. Inden for kort tid kan det hele være overstået – og mange tusinde timers træning kan føles spildt, når der efter et nederlag er 3-4 år til næste OL.
Viktor Axelsens guld i badminton var virkelig stort. Det var så imponerende fordi han spillede sin bedste kamp i karrieren i en OL-finale. Han var så målrettet og fokuseret. Allerede for 5 år siden sagde han at hans mål var at vinde OL guld. At sætte sig selv under så stort pres – og så se hvordan han brugte sine nerver konstruktivt… Jeg blev virkelig rørt ved at se ham sejre. Han er så ægte og inspirerende, og han er et kæmpe forbillede for alle.
Hvad kan vi bruge det til? Skal vi også til OL? Nej, MEN vore egne daglige træninger og præstationer ligger lige for. At I kommer og viser jeres forskelligheder og mangfoldigheder. Nogle af jer har masser af talent og er dygtige til mange ting, men vigtigst for os, er det, at du får øjnene op for andre og for nye muligheder, som du kan øve og engagere dig i. Det kunne f.eks. være gymnastikken, musikken eller nogle af de mange andre aktiviteter, som I har mulighed for at snuse til i løbet af året. Så på med ja-hatten, sæt dig nogle mål, udfordre dig selv, gør det så godt du kan og undgå så at gå glip af noget.
Kære forældre!
Først og fremmest vil jeg gerne på skolens vegne sige jer tak fordi vi må låne jeres unge menneske.
Her kommer et par gode råd og opfordringer:
Lyt, men pas på med at blande dig.
Hvis jeres dreng/pige ringer hjem med problemer, bekymringer eller brok, så lyt, men undgå at tage part i konflikten. Involvér kontaktlæreren hurtigst muligt.
Stol på kontaktlæreren! Vi er vant til at modtage en stor flok unge mennesker, som vi ikke kender i forvejen. Vi bruger rigtig meget energi på at ”se” eleverne allerede fra første dag – og lægge mærke til deres trivsel. Væn dit barn til at det skal tage kontakt til sin kontaktlærer med sine spørgsmål eller udfordringer i hverdagen, i stedet for at ringe hjem.
Stol på processen! Kriserne skal være der, og stort set alle efterskoleelever vil opleve at møde udfordringer eller forandringer. Det kan være i form af hjemve, problemer på værelset eller at mange ting måske bliver helt anderledes, end eleven eller familien havde en forventning om. Det er i kriserne og udfordringerne vi udvikles og bliver klogere på os selv.
HUSK at en efterskoleuge faktisk er 7 dage – så prioriter at din dreng/piges efterskoleophold er det allervigtigste for dem de næste 10 måneder. Det kræver en kæmpe indsats – og at man er på skolen så meget som muligt også gerne i weekenderne. Undgå at fritage eleverne til andet end meget vigtige familiebegivenheder. Eleverne skal i gang med at skabe en ”ny” familie … Så undgå meget gerne at invitere til fester, hvor kun nogle fra ”familien” deltager.




Tag I trygt hjem igen, vel vidende at jeres dreng eller pige selv har valgt at blive tilbage. Som forældre opstår mange spørgsmål, som I ikke hidtil har været vant til at skulle tackle. Det er for mange af jer nyt at have et barn der ”flytter hjemmefra” til en skole, hvor der kan gælde andre regler og samværsformer og hvor de møder en hverdag fyldt med nye indtryk, holdninger, oplevelser og udfordringer.
Jeres unge mennesker er med valget af et år på STABY med sikre skridt på vej til at blive voksen, for på en måde er efterskoleopholdet et af vor tids overgangsritualer fra barn til voksen.
Følg med på de sociale medier såsom Facebook, Snapchat og instagram -og på Viggo vil der komme opdateringer løbende – især her i starten.
HUSK – I er naturligvis ALTID velkommen til at kontakte os, hvis I har ROS, spørgsmål til vore pædagogiske løsninger og beslutninger.
Kære elever
Lige netop nu starter udfordringerne med at leve sammen dag og nat på skolen, hvor alt er fremmed for jer. I tænker sikkert allerede på om I kan klare det? Får jeg gode venner? Hvordan kommer jeg i gang med at gå på efterskole? Lad mig med det samme afsløre hemmeligheden for jer om alt det her … Det kommer helt af sig selv! Hvis I giver jer selv lov. Hvis I tør tage ansvar og engagere jer i hinanden og skolens hverdag. Dag for dag bliver I mere og mere modige og sultne på efterskolelivet. Det hele slutter med at I alle forhåbentlig har fået et helt andet syn på det at gå i skole, samt allesammen tuder, når I skal herfra. Det er set en del gange før.
Jeg håber I har valgt STABY med hjertet. At beslutningen om at tage på efterskole virkelig er noget I brænder for. For I vil opleve at det ikke kun bliver let, men at der vil være dage, hvor det er svært, dagene er lange, hvor værelseskammeraterne er trælse, eller lærerne ekstra krævende. Men vores håb er, at I alle holder ud, for gør I det, vil I lære meget om mange ting – ikke mindst om jer selv.
Det er det fælles, der er det fede, men samtidig også det svære, fordi det man er fælles om hver dag hele tiden skal forklares og diskuteres. Samtidig skal I indordne jer under et sæt regler som ikke er til løbende debat. Det er en pakkeløsning som indeholder lige dele pligter og rettigheder, som I har sagt ja til ved jeres fremmøde i dag. Vi tilbyder jer nogle trygge rammer som bygger på tillid, men essensen og indholdet skabes i høj grad af jeres lyst til sammen at tage et ansvar for jer selv og hinanden. Gør I det, får I som belønning en masse frihed til gengæld. Det lyder måske lidt svært, men man behøver ikke at kunne alting i forvejen.
HUSK at 181 nære venner på efterskole er vigtigere end tusinder af venner på facebook! I vil opdage at det er ”fast arbejde” at gå på efterskole, og I kommer til at lære hele tiden: Lære at være flyttet midlertidigt hjemmefra, lære at være 182 teenagere sammen 24 timer i døgnet, lære at gøre rent og være med i køkkenet, lære at den daglige undervisning også rækker ind i den del af jeres tid, som I normalt regner for jeres fritid. Først og fremmest skal I lære at være sammen og at være fælles om næsten alt.
Med håbet om at alle må lykkes og have et fantastisk efterskoleår – ønsker jeg jer endnu en gang hjertelig velkommen på STABY EFTERSKOLE.
