
2 minute read
En skole langt ud over det sædvanlige
Af tidligere elev Amalie Pedersen
Herlufsholm kostskole
Herlufsholm er en skole og et gods, som er mest kendt for den så kaldte prestigefyldte skolegang, med skoleuniform og kæft, trit og retning.
Men sådan kender jeg ikke skolen. Jeg kender skolen som et sted med fokus på læring, traditioner og ikke mindst trivsel.
Skolen er oprindeligt et gammelt munkekloster, som for godt 450 år siden blev foræret til Birgitte Gøye som i den forbindelse blev ejer og omlagde stedet til en kostskole for ”de rige mænds børn”. Dog indeholder skolen så meget mere, vi har fx en af Danmarks mest anerkendte IB afdelinger.
En ægte Herlovianer
Birgitte Gøye gården, er navnet på det hus, hvor jeg bor – ”BG” i daglig tale, er en gård for 10. klasse, pre-IB og gymnasiet. Vi har vores eget hummer (værelse) samt en sovesalslærer i verdensklasse. Min hverdag er meget struktureret. Vi bliver vækket klokken 6.20 på sovesalen, som også er en af de ting man skal vænne sig til. Derefter går vi til morgenmad klokken 7.00. De faglige timer starter kl. 8.05 og kører frem til 14.30 el. 15.30.
Derefter har vi fri, medmindre vi har en fritidsaktivitet. Skolen tilbyder mange forskellige fritidsmuligheder, for tiden har jeg yoga og HIT (high intensity training). Herlufsholm er ud over de smukke omgivelser og den utraditionelle skoleform, også kendt for sit eget herlovianersprog, Det er egentligt ikke så indviklet, det er for det meste bare forkortelser af forskellige steder på skolen. Et eksempel kunne være, ”skygningen” som er skolebygningen, eller ”mygningen” som er museumsbygningen. Museumsbygningen er en vigtig del af Herlufsholm da de har nord Europas største samling af udstoppede dyr, med alt lige fra løver og elefanter til ørne og papegøjer. Alle disse udstoppede dyr, er doneret af gamle elever, der endda har foræret dem til skolen, eller skrevet i deres testamente at de ønsker at bidrage til samlingen.

Langt væk hjemmefra
Offentlig transport har for mig de sidste fire måneder været en uundværlig del af min skolegang på Herlufsholm. Det tager mig godt fire timer at komme frem og tilbage til skolen. Dog er dette en realitet, for en stor del af skolens elever.
Der er ikke så mange, der skal over broen og hjem til Jylland, men der er derimod en del som kommer fra andre lande, som fx Singapore, Kina, Dubai og Island.
Det har for mig, været en kæmpe omvæltning at komme til et sted, med så mange kulturer og forskellige måder at gøre tingene på. En oplevelse ud over det sædvanlige.
For mig byder de komne år på gymnasiet, som jeg har valgt også at tage på Herlufsholm, og forhåbentligt mange flere gode oplevelser med skolens traditioner.