På Randen Af Fortiden

KORTPROSA

Kortprosa-genren kaldes, lidt spøgefuld, for ”Jem & Fix-litteratur” da forfatteren har byggematerialerne og bygger selve historien, men det er i læserens møde med forfatterens tekst, at historien bliver til.

Personlighed, skitsepræg og øjeblikkelighed er centrale elementer i genren og derved udtrykkes også i forstærket grad en fornemmelse for uorden og fragmentering, som ofte er en del af det moderne liv.

Forfatteren leger også ofte med forskellige genrevirkemidler og blander dem sammen. Alt er stort set tilladt i kortprosa og her kan du læse 10F-elevernes bidrag til genren

Det samme

Agnete Elkjær Husted Henriksen

En formiddag da vi kørte afsted mod noget genkendeligt, et sted, hvor jeg ved jeg kan slappe af. Skallerup er en af de mest afslappende steder for mig. Min familie og jeg har været afsted i så mange år at vi har fået et stamkundekort.

Jeg kan se klitterne fra hvor jeg sidder i bilen. Jeg kan se de lange græsstrå ruske i vinden. Der står det jo, det sommerhus vi skal være i. det dufter af præcis det samme som alle de andre sommerhuse vi har været i, det er så hjemligt.

Man kan hører vandet bruse fra sommerhuset af, vinden er ret voldsom, så bølgerne er store. vinden er også tit voldsom den her tid på året.

Inde i centeret dufter der af de samme som der altid har gjort, lidt sødt og af klor. Der er den samme spar der altid har været. Den elsker jeg at være i, men nogle af tingene er lidt forandret. Der er stadig de samme børneskrig som dengang jeg var lille og legede i legelandet.

Og så også bare at være sammen med min familie og vores familie venner. At høre de samme stemmer omkring en, det er så trygt.

Som Fluer

Agnete Hald

Endelig!

På vej mod byen. Jeg blomstrer.

Som vintergækkerne ude foran sommerhuset, der er belagt med iskrystaller. Jeg spiler min lunger ud. Lugten af salt river i næsen. Jeg kan tydeligt høre bølgerne, der trækker sig tilbage, og vender tilbage. Som mit åndedræt.

Tyve skridt til stranden. Tyve skridt til tankerne, der løsnes. Jeg plejede at gå her, når tiden skulle glemmes og alting føltes svært. Nu står jeg her igen. Stille. Midt på grusstien der ser uendelig lang ud. Jeg beundrer solen, der synker bag klitterne og trækker mørket med. Mor sagde “Du kommer ud på den anden side". Hun havde ret. Ens mor har altid ret. Endelig går jeg her med godt selvværd. Jeg er som en fremmed i et landskab, der både er kendt og fjernt. Varmen fra de sidste stråler bliver hængende et øjeblik længere. En smuk solnedgang. Ud af øjenkrogen skimmer jeg et ungt par. De udveksler et intenst blik. Det er som om hele verdenen holder vejret i et kort sekund.

Jeg går hen mod de store sten. Sætter mig ned. Ser ud over havet. Mågerne danser på himlen, og skaber en kontrast mellem de hvide pletter og en smuk nattehimmel. Mon de ved, hvor heldige de er? Friheden.

Bag mig genkender jeg lyden af skridt i gruset. Der går to mænd fra molen. De har waders på, og hænderne lugter af fisk. Min far, min bror. Ikke dem, men de minder mig om dem.

Jeg er jo bare en flue på væggen i deres verden. En gæst i min egen.

Fregnerne

Alberte Vorm Lysgaard

”Jeg er her nu”. Mine fingre er følelsesløse, røde og tørre. Hurtigt tager jeg min luffe på, igen. Frem kommer fregnerne. Hendes kinder er røde, og fregnerne er i stor kontrast til hendes snefnugs-blege hud.

Vi går. Knas lyder under hvert skridt. Nøj, det ligner at vi ryger. Lavt og mod øst er himlen lyserød, rød og orange. Højere og højere kan man høre bækken som bruser. Der er bygget en bro over. I det jeg tager et skridt…. Hov. Nej. Hjælp. Jeg mister vejret et kort sekund. Hun har godt fat i mig. Fregnerne er bøjet over mig, med sine arme strakt helt ud imod mig. Et kort øjeblik, vores øjne mødes. Jeg fryser. Pludselig ikke mere.

”Tak”, hvisker jeg. Pludselig bryder en morgenvise stilheden. Flere stemmer stemmer i som et helt orkester. Hun har himlens fantastiske funklende fregner glimtene på sit ansigt. Vi går. Hun smiler, solen bryder skarpt frem. Men vejret er koldt. Hendes luffe i min.

Bænkevarmere

Alma Rousing Swann

SVUUUJSSSSSSHHHH

Togets piskesmæld hvirvler sneen op. Men i stedet for at bruge anledningen til at rejse mig, lader jeg mig atter skubbe endnu længere ned i bænken, mens frosten igen lægger sig som et tungt tæppe over hele togstationen. Som toget kører videre mod horisonten, er det kun den alt for vante lyd af ventetid, klaprende tænder, krystalliserende åndedrag og byens fjerne summen, der fylder tomrummet mellem mig og de andre ud.

Så sidder vi her på rad og række bag vores kufferter, foroverbøjet med fastfrosne fødder i sneen og armene slået om os selv, uden så meget som at kigge på hinanden. Som om vi ville brænde os på hinandens blikke Som snemænd stirrer vi mod horisonten, mens togene kører forbi igen og igen.

Et dæmpet klik klak klik klak mod de snedækkede fliser vækker stationen og blander sig med den velkendte lyd af rystende togskinner. En langbenet mand iført laksko bevæger sig målrettet mod toget, mens det holder ind. Jeg skutter mig. Snefnug lander på mine lår. Jeg løfter min hånd og fejer den over mine ben i en mekanisk bevægelse. Mine nøgne fingre er blå i kulden. Dørene åbner og omfavner manden bagfra i et varmt gult lys. Langsomt sætter jeg mine håndflader i bænken. Mine ben ryster under mig, som jeg rejser mig på en udånding. Griber om kuffertens kolde greb Trækker i kufferten. Den har sat sig fast i frosten. Hverken den eller mine fødder rykker sig. Manden med de lange ben er i døråbningen. Han drejer hovedet og kigger bag sig. Jeg står tilbage med blanke øjne. Stiv og bleg.

Toget holder lige der.

“Skal du have hjælp med bagagen?"

Frokostpause

Andrea Birkebæk Nielsen

To flade med leverpostej, en toppet med agurk og den anden med rødbeder. Nedenunder ligger en med makrel og mayonnaise. Jeg prøver lige så stille at åbne madkassen for ikke at vække for meget opmærksomhed. Jeg bruger min trøje til at dække det, og vender siden til de andre. Det er utrolig kompliceret at åbne boxen, det er som om den bevidst stritter imod. Den skal åbnes på en helt speciel måde. Efter jeg har bakset en del med den forbandede madpakke, får jeg endelig låget fri. En gennemtrængende lugt rammer mine næsebor. Jeg kigger hurtigt rundt for at se om lugten også har påvirket de andre. Det ser ikke sådan ud. Pyha. Jeg kigger ned på madderne igen. Det ligner der har været et terrorangreb dernede. Mayonnaisen er også gået til angreb på leverpostejsmaden

Jeg tager makrelmadden op af madkassen. Det tørre rugbrød er nu blevet til en blød masse. Maden balancerer og laver sin egen lille dans på mine hænder. Det mærkes mærkeligt i munden, da jeg tager den første bid. Jeg tager en slurk vand til at skylle bidden ned med. Vandet og kernerne mødes og skvulper rundt fra side til side i min mund. Synk. Der er stadig lidt rester bag de inderste tænder, så jeg prøver at fjerne det med min tunge. Næste bid. Min næse rammer mayonnaisen. Jeg prøver at nå det med min tunge. Det dur ikke, jeg fjerner det med min finger. Adr. mayonnaise smager ikke godt rent. Sidste bid. endelig! Jeg ånder lettet ud.

“Adddd, Mille makrel har makrel med igen” siger Vildfred. De andre griner. Højt. De omringer mig. Jeg kryber sammen.

“Sur sur sur, Mille har makrel." “Dine mader, ja de lugter”

“Og det gør du nemlig osse” “sur sur sur mille har makrel”

Uforklarligt

Andreas Berntsen

Gåsehud som aldrig før, og helt uforklarligt, da jeg smed mig ind på bagsædet. Der var vel en grund, men hvordan kunne det give følelsen af at vinde lotteriet, måske følelsen af en livslang spænding.

Pedalerne blev trådt helt i bund, og farten gav et sus i hele kroppen, som også varede gennem trafik og lyskryds. Selvom suset var ligeså uforklarligt som alle de andre følelser, så var grunden jo alligevel meget åbenlys, og det gjorde af en eller anden grund også den kedelige udsigt i Sønderjylland til det omvendte. Det var som om at græsstråene kæmpede på samme måde som vinden der ikke kunne gøre andet end at udstråle mangel på tålmodighed. Musikken hørtes fjernt i baggrunden med en genkendelighed der nærmede sig, og nu kunne Elton John høres på fuld drøn uden forskel på lydniveauet. Der var en harmoni i luften og frontmanden blev overdøvede af tre tonedøve med alt selvtillid i verdenen, som tog alt fokus væk fra marker og ligegyldighed, men over på at tilintetgøre høresansen. Sangen skiftede over. Der var ikke bluetooth.

Turen førte nu gennem Auto Bahn hvor suset varede ved, der inden længe førte ind til parkeringspladsen på Barclays Arena hvor hele verdenen ventede. En kø til indgangen, porten til himlen, hvor den almægtige sad backstage, og skulle til at give en almindelig torsdags optræden. Tanken gjorde mig klar til vores lange køretur ind til en ledig plads på parkeringspladsen, samt en gratis nøgle til porten. At træde ud af bilen og mærke luften, var som at stige ud af flyet efter utallige års arbejde til en ferie på Maldiverne, og vide hvad der ventede en.

Det var så her den rigtige ventetid begyndte, med en lang kø til arenaen, som herefter førte ind i lobbyen som skabte et ”Circle Of Life” rundt om salen. Publikum var som ivrige sports fans, klar til at give den gas som var de 50 år yngre. Væggene med billeder af tidligere artister var svært ikke at lægge mærke til - den enormt talentfulde Billy Joel som dræber klaveret på plakaten, elegante Aretha Franklin gjorde mikrofonen døv af de høje toner. Endda hvert hjørne hvor man kunne forstille sig alt om tidligere gæster, måske en mand og en kone havde stået og nydt nogle popcorn før en B.B King optræden. Alt den beundren gav mig en behagelig hovedpine, som gjorde mig klar til at sidde helt tæt på scenen på de flotteste siddepladser, de røde klapsæder som var det Arsenal mod Man City. At dykke ned på sædet gav også en behagelig fornemmelse og glæde at jeg ikke skulle rejse mig helt før koncerten var forbi. Tiden herefter føltes som var der intet, koncerten startede lige efter vi havde sat os, præcist en time efter. Det var lige netop en time efter, stilhed i hele salen, gardinerne trukket for, og klaveret kunne høres i højtalerne, hvor man kunne tænke sig frem til hvis fingre der styrede tasterne. Vintagebilerne kunne høres helt i det fjerne, samt flower power stemningen. Vi var klar, men var han?

Rigtigt eller forkert

Anna Mathilde Wilmann

4. sal 3. sal 2. sal pling. Den lille metalliske knap til højre for døren blinker rødt. Langsomt åbnes dørene. Et skridt af gangen. Ind i elevatoren. Mørket hersker; en metallisk melankoli fylder rummet op. Jeg er inde i en dåse tun.

Dørene lukker mekanisk langsomt. Klaustrofobiske tanker overtager. Duften af sød mandeparfume afslører at jeg ikke er alene. I det ene hjørne står en mand, der næsten smelter sammen med væggene. Han bærer en grå polo. Hans gyldne, gelefyldte hår og blanke sko står skarpt. Skærer i øjnene. Under armen ses en pakke indpakket i plastik.

Han har set den. Hans øjne farer rundt, kigger på knapperne, så på gulvet, så på sit armbåndsur og så på mig. Øjenkontakt opstår; et lille smil udveksles. Stilheden er så høj. Man kan høre den. Luften er tyk. Min pakke fra Shein ligger på gulvet. Den er stor og lugter underligt. To pakker mere undervejs mod min adresse. Skylden kammer over og flyder ud af mig og ned på gulvet. Hvis man har penge, kan man passe på miljøet.

Manden bevæger sig, og hans Louis Vuitton-pakke falder. Ligger nu ved siden af min på gulvet. "Organic". Jeg skimter at han bestiller mere tøj. Man kan aldrig få for meget tøj. Dørene åbnes. Han går ud af elevatoren. Jeg skimter min pakke i hans hånd. Han ser ned på den skuldrene trækker. Han er ligeglad.

Tivoli Spejlet

Anne May Dallimore Richardy

Amalie griner. Bukser størrelse 36. Lærke sidder over for. Trøje størrelse XS. Vi går mod toiletterne med tivoli spejlet. De tisser. Håndvasken drypper. Dryp. Dryp. Spejlet foran mig. Tivoli. De skylder ud. Vasker hænder. Amalie ser godt ud, selv i tivoli spejlet. Bukserne ligner stadig en størrelse 36 i spejlet. Hvordan? Lærke retter sit hår, og sin trøje som stadig er en XS i spejlet? Men det er jo et tivoli spejl. Der er kun én klovn herinde. Hvordan? Det er et tivoli spejl. Blink. Det er et tivoli spejl. Er det ikke? Jo jo, det er et tivoli spejl… Men kun en klovn herinde? De fniser. Døren smækker. Av. Nu står der igen kun én klovn. Telefonen brummer. Duller tager billeder i tivolispejlene. Men de ligner sig selv. Hvordan kan det være? Hvorfor er der kun én møgso i spejlet? Én udstødt? Én grim ælling… Vi bruger samme spejl. HVORDAN ER DET KUN EN DER SER ANDERLEDES UD. Spejlblank hjælper ikke. Her er stadig en hval. Måske er det ikke spejlet der gør det. Måske er spejlet ikke problemet. Løgn. Det er normale spejle. Løgn. Det er helt almindelige og ganske normale spejle. LØGN. Gulvet er koldt, ansigtet vådt. Det er ikke spejlene der er problemet…

Sorte Converse sko

Aria Harnett

Skolegårdens larm ekkoede igennem vinduerne til klasseværelserne. Dansktimen kunne ikke varer længere. Kommaregler blev til mumlen når mit fokus var andre steder. Mine fingre tappede bevægelsen af en spætte i urskoven. 4 minutter til. Jeg lyttede til den stigende støj i skolegården. Hvorfor var det altid indskolingen der fik fri så tidligt? Min koncentration rykkede mod Louis, som sad på kanten af sin stol, lænende over mod boldkurven. Drengene spillede altid fodbold i frikvartererne. Nogle gange var jeg med, men det var ikke så tit. Fodbold var en drengesport. I stedet for legede vi snyd, ost og høvdingebold. Næsten hvert frikvarter i 3 år spillede vi høvdingebold. 2 minutter til, så er der pause. De fleste var begyndt at pakke sammen. Cathy’s mumlen blev straks til råb da elevernes mangel af koncentration blev tydelig. Det blev hurtigt klart at klassens koncentration var forsvundet og væk foreviget, så Cathy lod os tag til frikvarter. Støjniveauet gik fra 10 til 100 på under 2 sekunder og med det samme lød der af 25 børns beskidte sko galoperende ned af gangen og trapperne som vilde heste. Fra gangen til gården gik der 25 sekunder max. Det handlede om at udnyttet hvert sekund af den mest vigtige tid på skoledagen.

Linnea var hurtigst nede i gården. Hun var den hurtigste pige i klassen. Hun havde altid hendes sorte Converse sko på. Det var nok det som gjorder hende så hurtig. Linnea og jeg havde aldrig rigtig snakket særlig meget sammen. Men det tror jeg hellere ikke var en af hendes topprioriteter. Vi var ikke venner. Hver gang vi talte kneb hun øjnene sammen og strammede knoen. Der var en anden energi i luften når hun havde de sko på. En slags tunghed i rummet når hun kom ind. Men sagen var en anden da vi var i SFOen. Lyserøde bamsesko på hendes fødder. En hel anden vibe fra hendes normale tøjvalg. Hun smilte til mig. Jeg kendte ikke denne side af hende. Men hendes smil smittede mig, og med det samme matchede jeg det. Måske havde hun mere frihed i de bamsesko. Måske var de Converse sko gode til at løbe, men i alt hemmelighed kvalte de hendes fødder. Måske reflekterede det hun følte hen på den måde hun reagerede på. Hun dansede rundt i SFOen, frihed under fødderne. Måske kunne vi være venner.

FLYVENDE

Asta Egelund Liisberg

08:51. Skærmen lyser op. Mit blik er sløret af alt den søvn. Den bare hud får kuldegysninger da jeg rejser mig op, rædselsslagen. Huskede i går som i dag. Men tiden er slået ihjel. Lagnerne er røde. Mor står i døren. Hendes mund bevæger sig. Min trøje er våd. Trappen er vendt på hovedet. Gulvet er hårdt. Lungerne arbejder. Hjertebanken, hårdt og hurtigt. Hun danser rundt. Hendes øjne er blanke. Spejlet falder som lyn fra en klar himmel.

Jeg springer op på sadlen og tramper i pedalerne. Har det fint, har det flyvende. Luften er kold. Den bider mig i ansigtet. Av! Halstørklædet er faldet kvælende rundt om min hals. Hvor er luften henne?

Det gør ondt. Koglerne er så småt ved at blive til istapper. Grebet løsner sig. Tung er den. Dens saddel har boret sig ind i min hofte. Jeg åbner munden. Øjnene lukker. Fuglene flyver væk. Stille. Helt stille. Stilheden. Langt om længe. Lidt efter lidt begynder kroppen at samle sig igen. Først fødderne, så skinneben, knæene, lårene, hofterne, maven, ryggen, skuldrene, armene og lige så stille hovedet sat på plads. Knogle efter knogle. Led efter led. Klik Klik! Ømheden kommer kriblende ind og sætter sig som en fnatmide. Den er virkelig tung.

Jeg finder mig selv siddende på sadlen og træde i pedalerne. Har det fint, har det fint, har det fint - tror jeg nok! Luften er stadigvæk kold. Jeg kan smage jern i min mund. Min hals snører sig sammen da jeg synker. Synker. Hænderne strejfer halsen. AV! Den er hævet ligesom et myggestik. Tørklædet er væk. Jeg undrer mig over hvor det blev af? DYT DYT! En lyd fra siden. Jeg tramper i pedalerne, hårdt.

Jeg kan se indgangen til skolen. Får jeg minus tre? Får jeg minus tre? Får jeg minus tre?! FÅR JEG MINUS TRE?!

Omfavn

Astrid Elgaard Zinck

Jeg går en tur ud i skoven. Dagens første lys bryder igennem træerne. Duften af dug og det lette knas af tørre blade under mine sko.

Stierne snor sig som krøllede grønne gavebånd gennem skoven. Jeg kan høre en å svømme igennem skovbunden. Den er gennemsigtig. Man kan se sandbunden. Jeg træder ind i en lysning, hvor solstrålerne skinner ned på blomsterne. Vintergækker og påskeliljer blæser afdæmpet i vinden. De blomstrer langsomt, næsten for langsomt

Jeg husker barndommens dage. De dage, hvor jeg løb gennem marker, opdagede skatte og skabte eventyr.

Jeg når et gammelt egetræ, hvis bark er rynket som et ansigt fyldt med træknupper og myre. Jeg hviler min hånd mod stammen og omfavner træet.

Når jeg går mig videre, bliver jeg opmærksom på de små detaljer. En mariehøne kravler over et blad og den er rød med sorte pletter. Det ligner pesten, og en lille fjer ligger stille på jorden, smurt ind i blod og mudder. Frøer, der kvækker ved floden. Jeg synes frøene er bedårende, men de er skam også slimede, afskyelige og jeg får brækfornemmelser i halsen, trætte øjne og jeg fryser lidt. Jeg vender hjemad. Jeg hører nogen kalde mit navn, jeg ser rundt, men jeg kan ikke se nogen. Det bliver højere og højere. En berøring på min skulder. Jeg vågner.

Prikket

Astrid Mattebjerg

Jeg husker det som var det i går. Mit hjerte bankede, og blodet pumpede rundt i min krop. Tiden var evig. Jeg sad og bed i mine negle, mens jeg kiggede ud i luften. Min mor sad på en stol ved siden af hospitalssengen og snakkede til mig. Endelig blev jeg hentet og kørt ned af de lange gange. Det skarpe lys fra loftets lamper stak i mine øjne. Jeg kunne høre 3 par tunge skridt omkring mig. Nu var det nu. Jeg havde ventet på det her øjeblik i 8 måneder. 8 fulde måneder. Jeg var så klar! Men alligevel begyndte jeg at tvivle... Måske var det ikke det rigtige valg. Det her ville jeg aldrig kunne lave om på igen.

Inden jeg træder ind i operationsstuen, sidder jeg på kanten af sengen. Salte tårer triller langsomt ud af mine øjne og falder ned på min kind. Jeg snøfter og kigger ned i gulvet. Min mors varme arme omfavner mig. “Alt skal nok blive okay, skat”

Lugten af håndsprit overtager rummet, “nu kommer der et lille prik”. Mine muskler og led stopper med at kæmpe imod. Det sitrer i hele min krop. Jeg synker længere og længere ned i operationsbordet, og pludselig er alt sort.

Et frit sted

Den lysende leg af Augusta Marie Figge Jensen Dato: mandag den 24. februar.

Ryggen vender mod dem. De andre. “Alle på række,” lyder det over højtaleren. Et af stearinlysene bliver løftet op af et elektrisk lys.

Det er kortere end mange af de andre. Det elektriske lys rusker i stearinlyset og bærer det frem og tilbage. Det elektriske lys kaster stearinlyset ned på jorden. Det ligger og kigger op.

Alle stearinlys stiller sig i de huller, der er lavet til dem. På en lige række. De er iført de samme mangefarvet, mudret, Molo monstrøse, monogame dragter. Alle har fået klippet vægen af.

Der lyder et dybt bank, som når en garagedør lukker voldsomt i.

Klonk! Tre skrig. Et elektrisk lys, holder øje med dem. Klonk igen. Ingen skrig denne gang.

Stearinlyset ligger stadig i sandet, hvor det begynder at grave. Det samler noget sand op og går hen til hegnet. Det udstøder et lille støn, da det kaster det gennem hegnet.

Et elektrisk lys kommer over og rækker hånden frem mod stearinlyset.

Og de legede lykkeligt til mor og far kom.

Igen og igen og igen og igen

Bine Marie Søndergaard Risager

Jeg vågner. Kigger på telefonen. Klokken er 07, præcis som den plejer at være, når vækkeuret ringer. Torsdag. Om lidt er der morgenmad. Et uoverskuelig valg af pålæg til min bolle. Det banker på døren som det plejer, men det kommer alligevel som en overraskelse. ”Hvad tror du vi skal lave i timen?” spørg mine veninde. En helt normal morgen, som alle andre morgener. Hver dag. Hver uge. Fredag eftermiddag hjem på weekend. Søndag aften tilbage til efterskolen. Og så forfra. Sådan kører det i ring det er især om aftenen tankerne kommer, når jeg lægger i min seng, pakket ind i det bløde lyseblå sengetøj, det er der, de store tanker dukker op. Min elefantbamse ligger i hjørnet af sengen, præcis som den har gjort siden jeg kom hertil. Måske er det dét. Det der får mig til at tænke på fremtiden. Hvad jeg vil næste år, Har jeg valgt rigtigt?

Med på rejsen

Celina Ørum Odér

Et D, et Es og til sidst et B bliver spillet over højtalerne, tonerne møder ingen forhindringer, når de svømmer igennem vognen. Høretelefonerne på plads. Host. Hark. Stemme i højtalerne. Tomme blikke. De fleste er ligeglade. En mand i uniform. Nye rejsende? Bip.

Kontrolløren går i stå. Bræklyde. Døre der åbner. En susende lyd. Varme. Sved. Lugten har indfundet sig i vognen. Sæderne i nuancer så man ikke kan se skidtet, de er fyldt med. Udenfor farer landskabet forbi. Graffiti. Brummen under fødderne. Bevægelse. Det ryster og larmen overdøver næsten stemmen i højtalerne. En telefon er skruet for højt op. Det giver et chok. En dåse bliver åbnet. Undskyldende blik. Stadig gået i stå. Bakterier kravler rundt i vognen.

Diskussion. Nysgerrige blikke. Blikkene slået ned, da kontrolløren kigger sig omkring. Et gråt tæppe på himlen. Tung vejrtrækning fra sædet, hvor diskussionen lige har fundet sted. Lugt af øl. Information gennem højtalerne. Grå mure og asfalterede veje uden for vinduet. Videre rejsemuligheder.

Viften. Susen. Smasken. Farten sænkes, og landskabet bevæger sig langsommere. Gør klar til afstigning. Livet er tilbage. De kan se deres destination.

Stopper op. En vaklen. Hektisk viftene hænder. Døre åbner og lukker. Efterlader sin ølstank hos alle os, der skal videre på rejsen.

Et D, et Es og et B.

Toget

Christine Schultz Liltorp

Skærmen viser, at toget kører om 4 minutter.

Hun bliver ramt af varm luft, da hun stiger på.

Hun har ingen bagage, og tager beslutsomt plads ved vinduet.

Alting suser forbi.

Hun ser de lysende børnehaver, fyldte skolegårde,

Varme madpakker, sidste skoledag.

Forbi det kolde gymnasium, køretur på vogn.

Landegrænser, hospitals vægge, klapvogne.

Overhaler alle de proppede flyttebiler.

Toget farer afsted

Tynd rød saftevand på træbordet.

"Småkage?" spørger en ung dame med navneskilt.

Her sidder hun og toget forsvinder.

Men tiden, den står stille.

Parkens magi

Clara Meyerhoff

Jeg står i parken, med ham i hånden. Lynlåsen kradser hans adamsæble. Jeans der rammer jordens overflade. Kasketten dækker hans hår. Kigger ned. Smiler til mig. Handskerne varmer mine hænder. Døde blade knirker under skoene. Hvide vintergækker skyder frem fra jordens overflade, og vinker farvel til den kolde tid. Solen kigger svagt frem. En pige står i en bod. Sælger kaffe og varm kakao med flødeskum. Kakaoen brænder min tunge. Dampen stiger til vejrs. En lille sky danner sig. Én råber i det fjerne. En hund kommer løbende. Han slipper min hånd, og nusser den. Logre med halen. VUFFER!! Hendes pelsjakke står åbent. Hvid skjorte. Brune stiletter. Et egern kravler op i et træ. Træet er bart. Bærer kun grene. Ligner et nyfødt barn. Et ældre ægtepar sidder på en bænk. Damen dufter til hendes buket vintergækker. De kysser blidt. Lader kærligheden fylde. Børn leger på legepladsen. Gynger i takt til kærlighedens toner. Smiler. Griner. Ingen bekymringer.

Forladte spor

Clara Vinther-Jensen

Hun er alene. Duften af de dyre dråber har ikke forladt hendes værelse endnu. Der ligger tøj over alt på gulvet. Imens hun går og lægger tøjet på plads, opdager hun noget som ikke plejer at være der. En stor sort trøje. Hun samler den op. Hendes håndflader begynder pludselig at blive varme og fugtige.

Hun sætter sig i sofaen. Jeg kan dufte de dyre dråber igen, mine øjne begynder at løbe i vand, og hendes kind bliver våd. Hun klemmer trøjen tættere ind til sig. Den føles tungere nu.

Det er som om den har taget noget med sig, noget jeg ikke kan se. Hun lægger trøjen fra sig, og går hen til vinduet igen. Hun støtter mine hænder på vindueskarmen og kigger ud. Hun går tilbage i sofaen og tager min telefon op i hånden.

Hun sætter sig og begynder at se massevis af endeløse videoer. Oppe i toppen af min skærm falder der en notifikation ned. Jeg trækker vejret dybt, og lader et suk sive ud af min mund. Som spørgsmål uden svar falder min tvivl.

Kyssesyge

Dagmar Kealy-Jensen

Der stod jeg helt alene i det klare, isnende frostvejr. Græsset var hvidt, stift som glasskår. Solen skinnede ned på mig. Mine læber revnede, og jeg trak læbepomaden op af min røde jakke, mens vinden træk i mit hår. Hendes blik. Som en flamme, der fløj væk, men stadig brændte på mit bryst. Jeg huskede hendes rene læber, hvordan de havde smagt af noget andet, noget jeg ikke kunne røre.

Jeg kunne se fodspor i sneen. Var det hende?

Men hun var væk. Det var lige på kanten af en kold længsel, hvor vores spor stadig kunne ses i frosten. En berøring, et kys – og nu var der kun frost, der kunne dække alt, vi aldrig nåede at forstå.

Jeg så på min hånd. En rest af hendes duft. Hvad var vi egentlig? Var jeg den eneste, hun gik rundt og kyssede med?

Vilde verden

Daniel Høgh Grøftehauge

Du er trådt ind i en uhyggelig og uforudsigelig verden.

Du ser mennesker, som kommer gående ude på fortovet.

Folk, som bare passer deres egen lille boble.

Folk, som er fuldstændigt uvidende om alle andres tilstedeværelse.

En hvid og en sort mand kommer gående side om side.

De ser ikke ned på hinanden. De ser ikke hinanden.

Der kommer en fattig mand travlt på vej.

Derovre kommer nogle små børn løbende.

De smiler, de er fredfyldte.

De kender ikke til alle verdens mørke og grumme problemer.

Og så løber de ind i den fattige mand.

Efterskole-Et øjeblik ad gangen

David Eric Ascanius

Mit søvnige blik i spejlet, en halvkold tandbørste i munden, føles rug mod min tunge. Ude på gangen vælter nogen ud af et værelse med morgenhår og sokker, der ikke matcher. På vej mod spisesalen dufter der af brød og eksotisk te. Jeg sætter mig ved et af de mange borde, hvor nogen allerede snakker om “ej, det nye kærestepar er bare så sødt”. Morgenmaden spises, teen og kaffen drikkes, beskederne gives og så kalder rengøringen.

Undervisningen er et mix af gab og engageret lærer. kommaer, sinus cosinus og tangens, der, die og das. Så dans. Jeg bevæger mig til musikken. Rytmen er min hjertebanken og tempoet er mit åndedræt. En. Vi bliver til én. Musikken og jeg smelter sammen. Jeg lukker alle ude. Mig. Kun mig lige nu og her. Klokken ringer. Så er jeg tilbage. Tilbage på Viby Efterskole.

Frokost. MUMS. Suppen øses, kartoflerne skovles, dressing hældes og agurkerne tages. Smager. Maden. Maden smager godt. Rigtig godt, på min tunge. Tanker. Tankerne kører. De kører i mit hoved. På alt hvad jeg har gjort. Alt hvad jeg skal gøre. Alt hvad jeg kan gøre. Dårlige, gode og følelsesmæssige tanker. Jeg er god nok. ER jeg god nok? Er JEG god nok? Klokken ringer larmende. Folks stemmer slukkes som stearinlys, der pustes ud. Tak for mad, råber vi kor.

Clara tager min hånd. Hun er glad og smiler. Om jeg vil med i Rema?!

Hvem ville dog sige nej til det?

Roser

Ellen Frost Tofthøj

Her står jeg. Et kæmpe smil på læben til de mange kameraer og telefoner der bliver skubbet direkte op i ansigtet på mig. Blitzen får mine øjne til at knibe sig endnu mere sammen. En dag jeg havde ventet på i så mange år, for at det bare ender med en alt for personlig upersonlig tale. Var det det? Ingen har mere at sige? Nej? Nå. Hvad så nu? Mor og far står i publikum. De smiler til mig. Mon de er stolte? Mine øjne glider hen over de andre.

Også de roser de alle står og knuger så tæt ind til sig. Nogle er rødere, flottere, bedre formet end min. Min egen rose er lagt fra perfekt. Perfekt? Ja den har torne og et enkelt blad der er ved at falde af. Det er da ikke perfekt! Alles øjne er rettet direkte mod mig. Mod min rose. De ser alle dens fejl. Nej de gør ej. Det kan de ikke! En af tornene pikker hul på min finger. Av.

Check ind

Emilie Karoline Andersen

Jeg har gjort det masser af gange før, men i dag er anderledes. Der er ikke nogen til at sige, om det er rigtigt, eller hvornår jeg skal af. Jeg kigger rundt på alle de mennesker der står på perronen, og ser selvsikre ud. De fleste kigger ned i deres telefoner, mens nogen står og snakker. De ser alle ud som om, de ved præcis, hvad de skal. Jeg klemmer godt fast på mit rejsekort. Hvad nu hvis jeg ikke har tjekket ordentligt ind? eller hvis nu jeg taber det på vej ind i toget? Eller… nej, jeg må tage mig sammen. hvis alle andre her kan gøre det, kan jeg også. Jeg skal kun ét stop, det jo ingenting. ”Aarh for helvede, nu er toget 3 minutter forsinket.” overhører jeg en mand udbryde. Han står med sin telefon i hånden, airpods i ørene og helt polerede sko. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at det blev forsinket.

jeg hører den skingre lyd fra skinnerne, da toget ankommer, det vælter ud med mennesker, mens dem fra perronen strømmer ind i toget. Der er flere, der støder ind i hinanden. Jeg holder lidt afstand jeg vil helst ikke blive trampet ned af en eller anden, der har for travlt til at se, hvad der foregår. Da jeg træder ind i toget, holder jeg igen virkelig godt fast på mit rejsekort, for ikke at tabe det ned i hullet mellem perronen og toget. Jeg sætter mig ved en vinduesplads og ser på stationen lige så stille forsvinde, mens jeg forsigtigt ligger rejsekortet ned i tasken.

Skygger i spejlet

Emma Vinther-Jensen

Jeg sidder på sengekanten, skærmen er sort. Ingen beskeder. Ingen opkald. Den sidste besked er fra i går: "Vi ses i morgen!" med en smiley.

Jeg kigger ud ad vinduet, ser mit ansigt i badeværelsesspejlet. Mine øjne bliver mere og mere våde. Hænderne er varme og svedige. Jeg trækker ærmerne over mine arme. Mine skuldre er spændte. Døren åbner. Håret løfter sig på mine arme.

Mine skridt er som et tog uden spor. En gruppe unge går forbi på den anden side af gaden, deres stemmer forsvinder. En af dem griner højt.

Mit bryst hæver og sænker sig i takt med den usynlige tromme, der dunker. Jeg skubber hænderne ned i lommerne og går videre. Mine fingre klemmer om telefonen i lommen. Stadig intet. Gaden er en ørken, der aldrig ender. I det fjerne er der små stemmer i vinden. Lys skinner fra et hus længere fremme. Mine skridt bliver langsomme nu, men jeg går.

Måske kommer jeg til at fortryde det. Måske gør jeg ikke.

Drengen med tasken

Elvira la Cour H.

Undergrundsbanen hvinede, da den satte farten op. HAN gled lidt hen af plastic sædet som vognen accelererede, HANS hætteklædte hoved lænet op ad den nussede rude bag HAM. HANS in-ears var presset så langt ind i øregangene som muligt, og det blokerede al snakken omkring HAM. Vognen var ellers pakket til bristepunktet.

Den tætpakkede folkemængdes munde bevægede sig lydløst. Kaos på mute. Den kølige kvindestemme som annoncerede stoppene trængte lige akkurat igennem. To stop to go. Ved siden af HAM sad en dreng. En smule yngre og sovende. Munden var let åben, og hovedet floppede fra side til side. På hoften havde han en blå Fjällräven.

HANS blik flakkede mod tasken. Skydedørene åbnede. Mennesker strømmede ud. Nye mennesker fandt sig til rette i den bulede vogn. Dørene gled i. Vognen hvinede i gang. HANS fingernegle ridsede plastikket under ham, som HAN prøvede at stemme imod presset, der skubbede HAM hen af sædet. Mod drengen. Og tasken. Et stop tilbage. HAN svedte. Drengen sov. HANS øjne flakkede fra tasken til drengens ansigt. HANS blik gled over de omkringstående mennesker. Alle havde travlt med sig selv. Ingen tog notits af HAM. Vognen mistede fart. Den rullede ind på næste station. En dråbe trillede fra HANS tinding. HAN tørrede den væk med ærmet. En muskel spillede i hans kæbe. Vognen kom til et hold med et ryk.

HAN gik med raske skridt hen over det klistrede gulv, ud gennem skydedørene og væk fra den lunkne luft i undergrundsbanen, den blå rygsæk holdt krampagtigt indtil kroppen. Mens dørene gled i bag HAM, kastede han et blik over skulderen. Drengen havde rykket på sig som hans taske blev revet væk fra hans side. Han gned sig lidt i øjnene og kiggede sig så forvirret omkring. Drengens blik endte på HAM, og det blev der. På den anden side af ruden. Han så ikke sur ud, kun forvirret. Hans udtryk gled over i tristhed, mens undergrundsbanen gled ud fra stationen, ud af syne.

På gadeplan rev HAN tasken op. Ved første øjekast så den tom ud, men så landede HANS blik på en lille pakke i bunden. HAN tøvede kort før han, med rystende hænder, hev den ud. Der var et lille kort fastgjort med snor. “Til mor” stod der med klodset håndskrift. HAN stod som frosset i et par sekunder, HANS blik klistret til ordene. “Til mor”. Så stoppede HAN pakken ned i tasken igen.

HAN smed den i en container HAN passerede, og forsvandt så med hættetrøje og gaffatapede sko, rundt om hjørnet.

Lejligheden

Frederikke Sofie Lynge Hansen

Der var nærmest helt roligt i stuen. Lyset var en varm gul. Som om man gik ind i en omfavnelse af varme og kunstig kærlighed. Fladskærms-TV’et stod slukket på kontorstolen. Som det plejede. Sofaen var sjusket med pyntepuder og quiltet tæpper tilfældigt lagt i faconer hen af de blå hynder. Den så brugt ud. Klumret. Hele rummet så sådan ud. Klumret, men rolig. Jeg stirrede lidt for længe på sofaen. Mine øjne brændte fast. Far rømmede sig. Vi gik videre.

Gulvbrædderne knirkende under vores fødder, da vi krydsede den smalle gang ind i køkkenet. Det var mørkt og bidende. Lyset var kun refleksionerne fra stuens lamper.

Vi stod begge lidt der uden rigtig at se på noget. En lav mjav lyd fik vores blikke til at skifte. En lille, tyk kat med store gule øjne trådte frem bag de hvide dørkarme. Den stirrede bebrejdende på mig. Far gik hen for at hente en glasskål i det nederste træskab. Katten holdt mit blik. Først da han åbnede skabet med kattemad, fjernede den blikket fra mig. Den satte sig ved siden af sin vandskål. Far tyssede lidt på den uden nytte. Jeg fjernede blikket og kiggede rundt i køkkenet. Det var pænt og ryddeligt. Alt det store køkkengrej, der plejede at ligge tilfældigt spredt ud over bordpladerne, var blevet ryddet væk. Viskestykkerne lå pænt foldet sammen for enden af bordet, og opvaskeren var i gang. Dens rumsteren lå som lav støj i rummet.

“Ja, vi tog os friheden til at rydde lidt op. Vi tænkte det ville gøre det nemmere for hende, når hun kommer tilbage.” Jeg trak på skuldrene.

Vi gik ud mod gangen. Jeg kiggede ned i de lyse træbrædder, mens han holdt den smalle, hvide hoveddør åben for mig. Jeg gik hurtigt ud.

“Hvordan var det så?” Jeg fimlede med den sorte sikkerhedssele, studerede dens små indgraveringer, fulgte dem med min finger. “Det var… okay” svarede jeg. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige.

Det kvidrer i det fjerne.

Iskold Morgen

Freja Topp Løndorf

Fra min kaffekop kommer der dansende spøgelser.

På min terrasse har natten drysset skinnende diamanter.

Strålerne fra himlen sniger sig ind under min jakke, når der er vindstille. Min ene hånd er blevet en del af den glødende kop. Nu brænder den anden også. Varmen fra koppen tør istapperne op. Bag haven vågner verden stille; lyden af grene der rasler, og blade der hvisker som en blid vuggevise. Et iskoldt vindstød puster blidt på mig, og hårene på mine arme vågner, før solen får lov til at putte dem tilbage i seng. En dyb vejrtrækning sender iskold knasende luft ned i lungerne. Atmosfæren har et friskt skær til sig. Solens stråler reflekteres i tæppet af frost, og mine øjne bliver tvunget til at lukke i.

Jeg sidder i et varmt kram fra min jakke.

Jeg læner mig tilbage i havestolens favn og sukker.

Den varme kaffe strømmer ind i mig. Kold nok til ikke at brande, varm nok til ikke at slubre det hele ned på en gang. En perfekt balance mellem behagelighed og en bid af varme. Nu er klokken også ved at være 7:50.

Menneske-skuer

Gry Petersen

Jeg sidder på Espresso House og bestiller en iskaffe med karamel. Jeg har sat mig på den samme plads som jeg altid gør. Den plads hvor jeg bedst kan se ud på Rådhuspladsen, med alle menneskerne.

Jeg kigger på hvordan de ser ud. Jeg kigger på deres udseende og opdigter ud fra det deres liv. Den første, der fanger mit blik i dag, er en gammel fordrukken mand og foran ham en næsten perfekt kvinde, helt modsat, skørt.

I Bog og Ide bag dem går der sjældent folk ind. Gaden ved siden af dog, den er næsten aldrig stille, kun om søndagen.

I dag går der tre veninder flettede ind i hinanden, de går og fniser med hver deres tøj pose i hånden. Den, der fniser mest, har lige fået sit første kys. Lidt foran dem går der en mand i et kedeligt jakkesæt og perfekt frisure. I hans højre hånd holder han en telefon op til øret, i den venstre holder han en lille pige. Men hende har han sikkert glemt. Jeg bliver irriteret, så jeg kigger hurtigt videre. Langsomt kommer der en dame kørende på sin elektriske kørestol. Den er dekoreret og har indbygget radio. Den har alt den pynt man kan tænke på. Hende ser jeg tit, hun er altid glad og prøver at få folk til at danse, fordi hun ikke selv kan længere.

Alle folk har her alle forskellige historier, ikke den ægte historie, men de har en historie som jeg har opdigtet.

Underbevidst trang

Gunhild Damgaard Fangel

Solen står lavt på himlen. Dens stråler reflekteres i vinduerne på de gule huse, når vi cykler forbi. Vinden river i mit hår selvom der er vindstille. Lyset rammer den gule cykel og får den til at se næsten orange ud. Hun har sandaler på, de er grønne med lufthuller. Hendes ben er ´sommer bagte´ af solen. Farven bliver fremhævet af de lyse shorts. Hendes trøje sidder løst på kroppen og blafrer i vinden. Det minder mig om mors vasketøj hjemme på tørresnoren som tørrer i den friske sommervind. Den er lysegrøn. Og bag ved den flagrende friske grønne trøje kommer et bølgende grønt landskab til syne. Det strækker sig flere kilometer, både i den ene og den anden retning. Det passer godt sammen. Det brænder i baglommen. Hænderne på styret holder godt fast, det samme gør ringene om fingrene. Solen har sænket sig. De gyldne hår svejer lige så stille i vinden. De små korn på havren ringer lige så stille. Hvor imod den fede står mere stift op i luften og kigger på os mens vi cykler forbi. Byggen danner en seng af blødt silke. Over det bakkede landskab svæver noget, der ligner et blad. Den har farver som efteråret. Den er kæmpe. Vingerne måler to meter. Den svæver helt af sig selv. Der bliver stille. Jeg sidder på dens vinge. Er landet blødt og trygt i dens bløde silke. Jeg kigger ned og ser 4 små prikker rykke sig lige så langsomt. Jeg følger med og betragter dem ovenfra. Det er som fire hjørner i en firkant som hele tiden indretter sig efter hinanden. De ligner en enhed, der lige så stille bevæger sig, ligesom en vandmand i det store hav. Solen blænder mig, og jeg sidder tilbage på min saddel. Fuglen er forsvundet. Vejen er bakket. Mine lår sitrer og ryster under min krop.

Så kan jeg kun se ned, men jeg kan se langt. Og derovre, blandt de gule huse er der nogle, der råber i min retning. Alt hvad jeg kan se fra toppen af bakken, er de smukke rødlige teglsten, der får sin helt egen farve af lyset. Bag facaden gemmer de sig alle. Solen brænder ud.

Ikke at kunne levere

Hana Pakzamir

Hun åbner nu computeren for 4 gang i dag, til et blankt dokument. Hun når side med computeren i 10 minutter, før hun smækker den i og rejser sig straks op fra sin stol og går uden at sige et eneste ord. Der er helt rodet og gardinerne er trukket for. Jeg ligger bare oppe i min overkøje med min dyne over mig. Der når lige at gå en times tid hvor jeg sidder i mørket, da solen er ved at gå ned, før en af lærerne kommer ind og spørger efter hende. Jeg siger til ham at hun ikke har været her i 1 time og at jeg ikke ved hvor hun er gået hen. Han sukker bare og mumler et eller andet, som jeg ikke kan høre, inden han går ud af mit værelse. Hun kommer tilbage ind på værelset grinene med hendes andre venner og de lægger sig i en samlet klump, i sengen, hvor de kun når at sætte sig til rette før læreren, kom ind igen ”kan i alle sammen ikke lige smutte ud herfra, jeg skal lige snakke med hende” siger han helt alvorligt og peger på min roomie. Han vil have en snak med hende omkring nogle lektier hun stadig ikke havde afleveret og med det blik hun giver ham, kan man godt se hun slet ikke vil have den her snak med ham.

”Du kommer med nye undskyldninger hver gang og jeg har sgu prøvet at give dig en chance, men du skulle have afleveret dine opgave for to uger siden. det går fandme ik’ længere det her!” og hun står der, hel tavs og får tårer i øjnene tror jeg. Det lidt svært at se, for jeg prøver mest at gemme mig bag min dyne oppe i sengen så de ikke skal tænke på jeg er her.

Der var helt stille, mens de står overfor hinanden mit i rummet, indtil hun bryder ud ”jamen jeg kan fucking heller ik’ finde ud af det, jeg blank! Min skærm er blank! Jeg kan ik’ skrive et eneste ord ned. Der sker intet når jeg prøver, tro mig, jeg prøver! Men jeg kan det på ingen måde og det kommer jeg heller aldrig til, jeg har endda fortalt dig hvorfor og du fatter det SLET IK! Jeg er træt er alle jer lærer, der bliver ved med at sige i forstår mig, men det gør i jo tydeligvis ikke og det slet ik’ muligt for jer, i lader jo bare som om I har ondt af mig, det gør i, gør i ik’? I sidder sikkert og tænker den lille ynkelige pige, hun er 16 år og kan stadig ikke lave en aflevering, hun må da virkelig være dum. Det hvad I tænker for ingen af jer har noget empati! Jeg ved det. I synes jeg er ynkelig!” Hold. Da. Op. Hvor kom alt det fra. Tårerne løber som et res ned ad hendes kinder nu.

”Det kan godt være i tror det er let at tage sig sammen og lave sine lektier, men det er det for helvede ik’ med en hjerne som min, i har absolut ingen ide om hvad der foregår op i mit hoved og i vil intet gøre for at prøve at forstå det.”

Men jeg fatter altså ikke helt hvad hun snakker om, hvad er det lærerne ikke fatter, hvad sker der oppe i hendes hoved, fordi det virker ikke helt til hun bare kommer med falske undskyldninger. Enden er hun virkelig en god skuespiller, eller er der faktisk noget galt og jeg har bare ikke opdaget det. Jeg er sammen med hende dag og nat. Hvordan kan jeg ikke selv have opdaget at hun ikke har det godt. Det lyder til at være seriøst. Meget seriøst. Fordi nu falder hun sammen i gråd og han hæver stemmen ad hende ”så tag dig dog sammen, du har ret! Vi synes fandme du er ynkelig. Du elsker jo bare opmærksomheden du får, når du fortæller os om, hvad du nu selv vælger at kalde psykiske sygdomme”.

Når Vinduet er lukket

Helena Ammitzbøll

I sengen sidder jeg. Strømperne er lidt slidte i hælen, men det gør ikke noget, for min dyne varmer dem. Den lille lampe i hjørnet spreder et svagt, gyldent lys. Gardinerne blafrer en smule, selvom vinduet er lukket.

På skrivebordet ligger bøgerne hulter til bulter, fyldt med små ord, noter og tegninger, jeg ikke længere husker meningen med. Duften af te svæver stadig i luften fra kruset, der står halvtomt ved siden af dagbogen. En ubetydelig plakat hænger skævt på væggen, holdt oppe af tape, der næsten har opgivet kampen.

Her er roligt. Hjemligt. Udenfor kan jeg høre fodtrin på gangen og stemmer, der griner og nogen der råber højlydt. Det lyder som noget, jeg ikke er en del af lige nu, og det er okay. Der er en slags tryghed i at være alene her, omgivet af små ting, der kun er mine: en hæklet ugle bamse fra min farmor, en plante på vores bord, der ikke overlevede vinterferien.

Mine roomies er til time, jeg plejer aldrig at være alene på værelse. Men nu hvor jeg har fået den oplevelse, måtte det godt ske oftere. Valget om det store vindue skal være åbent eller ej er kun mit. Om 20 minutter skal vi ud og spise aftensmad, det er larmende men trygt. Mine arme for gåsehud, men der er grin på mine læber alligevel.

Men jeg tænker ikke på i morgen eller på de ting, der venter. Her er jeg bare. Lige nu. I mit eget hjørne af verden.

Fatsvag?

Iben Wiborg Gustavsson

Computerens lys gør mine øjne trætte. Det tomme dokument skriger på mig. Jeg bider mine negle. Av. Der er ikke en eneste i rummet, der lægger mærke til den blødende finger. Godt.

Hun snakker. Højt. Hendes ord kommer ikke frem til mig. Dokumentet stirrer stadigvæk på mig; skriv, det er sygt nemt, er du fatsvag? Måske. De andre har det nemt.

Opgaven skal være færdig i dag, har hun sagt.

Jeg giver op.

Zoner ud

Ida Thorsted

Kulde og cigaretrøg er det første vi møder, som vi træder ind i den tomme gårdhave. Vi hilser høfligt på de andre, da vi går igennem den, men målrettet mod døren. Victor tøver afslørende, inden han trækker i dørhåndtaget. Han holder døren og jeg får frit valg i forhold til hvor vi skal sidde.

For hver person der kommer ind, bliver jeg mere og mere stille, og Simons entre er det sidste strå, der får mig til at rykke hen i det yderste hjørne. Alvoren rykker med.

Vi bliver forsikret om at rækkefølgen er irrelevant, inden vi skal trække lod, det faktum at der er behov for at nævne det, beviser ellers det modsatte. Min adrenalin kører i takt med benet, imens jeg zoner ud.

Som mit navn bliver kaldt op, bliver jeg kaldt tilbage til nuet. Nu er det nu! ...

“Den står imellem dig og Victor” siger én jeg respekterer, ca. 30 minutter efter. Min mor nikker, men det skal hun, det er en del af forældrerollen, siger jeg til mig selv, da jeg går tilbage til de andre.

Jeg træder igen ind i det opbevaringsrummet, der med hjælp fra en enkelt sofa er blevet forfremmet. Der er helt stille, ikke engang overfladiske samtaler om børn, arbejde og andre, er der plads til. Døren går op og det bliver for en kort stund brudt: "Jeg vil ikke kigge på nogen af jer," siger Simon med et malplaceret smil. De fleste blik bliver på deres faste pladser, kun få øjne har overskud til at følge ham ud af lokalet igen.

“Velkommen tilbage efter pausen!” Han ejer scenen som en quiz-vært i bedste sendetid, Lang snak. Om branchens udvikling, hvor mange nye talenter vi er, hvad man kan vinde, hvem dommerne er, hvor mange vi startede i konkurrencen, hvor vigtigt humor er i en tid som denne. Alt dette efterfulgt af et obligatorisk unødigt træk af spændingen, på den måde som vi gør grin med, de gør i x-faktor.

Zoner ud igen, indtil: “og vinderen er…”

Efterskolen

Inge Merete Højgaard-Geraae

Jeg sad i den alt for varme bil og mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, imens jeg ventede på, at vi skulle dreje ind i den lille by. Der kørte mange biler forbi der lignede min egen, med meget oppakning og en cykel bagpå.

Vi trillede ind på den grønne plæne og parkerede bilen, lidt længere inde på græsset. Himlen var helt blå, ligesom en cykel som der var en pige der var lidt lavere end mig, der trillede ind i et cykelskur som allerede var godt fyldt med cykler i alle farver. En høj halvskaldet mand gik hen mod mig med en lang liste og viste mig ind af en glasdør, og videre igennem mange rum hvor der stod en masse unge mennesker, som så lige så forvirrede ud som mig, og så kom vi op til en gang. Den var uendeligt lang, og meget mørk. Der var en af lamperne i loftet som sad og blinkede dystert. Hele gangen så lang, mørk, kold og dyster ud.

Vi kom hen til en stor, grå, mørk og slidt dør. Jeg tog fat i det skinnende sølvfarvede håndtag og trådte ind ad den store dør. Der stod to piger på min alder, den ene havde rødt hår og den anden lysebrunt. De smilte begge til mig, og hele rummet blev roligt, varmere og oplyst.

Snooze

Jasmin Jensen

Jeg hører de høje lyde fra min mobil, snooze? Ligger og tænker på om jeg vil kunne nå alt. Tallene kører rundt oppe i mit hoved. Jeg kan stadig tyde de ringende lyde i baggrunden. Jeg ligger med to stemmer i mit hoved. Det er stemmerne, der er hver morgen. Har jo gjort det før. Der var også bare lige det, at det ville være lækkert med den perfekte morgenmad. Jeg ligger også i en kæmpe fryser, men under min dyne er det som en dejlig sommerdag. Og min seng synker mig dybere og dybere ned og hiver mig tilbage i en trance. Har jeg mere tid? Skal jeg gøre det igen? Vil jeg stadig kunne nå det? Skal jeg, skal jeg ikke, skal jeg, skal jeg ikke… Jeg hører den høje klare lyd igen efter 8 minutter. Klokken er mange skulle have været i skole for 20 minutter siden. Jeg kan høre det runger igen, men denne gang er det min veninde, hun spørger om jeg er klar til i aften, i aften? Hvad mener du? Jeg kigger på min telefon (det er lørdag).

Mørke igen

Jonathan Bundgård

Det er mørkt og stille udenfor. Igen. Jeg skubber kniven, hurtigt og ensformigt, igennem den blodrøde farve. Igen. Jeg tager et stykke. Smagen eksploderer i munden. Jeg kender den. Jeg tygger på det seje skin og synker.

Det dufter i hele rummet. Det er som en kamp, for at få lov til at være den dominerende duft. Kødet syder og bobler. Jeg kan dufte det i svage bølger. Den buldrende konstante støj fylder rummet. Omgivelserne forsvinder i tågen og støjen.

”Velkommen, klokken er nu 18:00. Et mord er fundet sted, i en lille forstads by. Kun få dele af ofrets krop er blevet fundet. Gerningsmanden er endnu på fri fod.”

Luften er varm og kvalmende. Det er bekendt. Det hele er bekendt. Uroen er i luften, over alt.

Pludselig bliver støjen afbrudt og mine tanker sat i stå. Jeg vender tilbage til virkeligheden. Panik! Igen.

Det er for sent nu. Min krop bliver tung og jeg står fast. Jeg kan ikke slippe fri. Døren går op og min krop bliver fri af sit fængsel. Jeg skynder mig. Igen! Nu kommer de! Det er for sent nu…

Jeg har ikke dækket bordet endnu, og min lækre gryderet er ikke helt færdig. Jeg vidste, at jeg skulle have startet på maden en halv time før. Mor smiler da hun ser køkkenet. Bordpladen ligner en gerningsplads, med den røde saft.

Morgenens Kulde

Julie Runge Kærgaard

Solens varme glød mod min ryg, trøstende på en kold morgen. Disen hænger fast i de sidste minutter, før solen får fat og sletter beviserne om en koldere nat. Et øjeblik hvor tiden var som stoppet.

Bænken er dækket af et tyndt lag rimfrost, som klynger fast i min jakke. Kulden bider min næse på måden som minder om min lille hånd i din, om det kærlige smil, der ventede indenfor, når vi legede i sneen. Der er andre passagerer på stationen, folk i deres arbejdstøj, elever der laver deres lektier færdigt i sidste øjeblik, en mor der holder et lille barn, hendes øjne søvnløse, men hendes smil en genkendelig omsorg. Deres øjne er trætte, deres bevægelser præget af rutinens dybe spor. Bare endnu en dag. Fra mine høretelefoner lyder en sang, samme sang som hver morgen hele ugen, sangen der lød i hjemmet for år siden. Barndommens højlydte latter. Bassens dunken mod mine trommehinder fjerner de sidste spor af nattens søvn fanget i min krop. Den svage rytmiske lyd af mine fingre mod bænkens overflade til rytmen i mine øre, den samme vane som dine kærlige fingre havde. Når jeg løfter mine fingre, klæber mine handsker til bænken. Mine fine sorte sko, du købte til mig, skraber mod stationens glatte fliser, mine sortklædte ben sitrer.

Lyden af toget, der ankommer bremsende til stationen, skærer gennem morgenens kulde. Med ét, er tiden som genstartet. Det er som om, at verden har besluttet sig for at dreje endnu en omgang. Togets døre åbner og folk maser ud og ind af toget. Jeg rejser mig op, tørrer tårerne fra mine øjne, og stiger ind i toget mens jeg skifter sangen på min telefon. Vi ses deroppe.

Hjerter der danser vals

Karla Brørup Kristensen

De ved ikke, hvad der sker efter deres soveværelsesdør smækker.

De vil sikkert ligge sammen og tale om det, selv efter jeg er blevet voksen. Hvad mon der skete den nat.

Jeg ved det godt. Eller måske ved jeg slet ingenting.

Jeg ved, at dine øjne så lige igennem mit skjold og alle mine sandheder. De ser alt, og afslører selv intet.

Jeg holder din hånd. Vores fingre er som puslespilsbrikker, der passer perfekt sammen.

Dine øjne lukker i, og jeg kysser dig på kinden.

Mit hjerte prøver at slippe ud fra mit bryst, da dine øjne flyver op i overraskelse, og du intet siger.

Indtil du gør, og det du siger er mit navn.

Undskyld. Du siger at det er okay.

Så stilhed. En stilhed så voldsom at den sprænger mine trommehinder.

Jeg kan se på din mund, at du ikke vil sige mere, og jeg kan mærke på din vejrtrækning, at det er mig, der skal tale nu.

Jeg åbner min mund, og selvom jeg må sluge mit bankende hjerte flere gange, får jeg haltet mig gennem komplimenter og halve forklaringer om flerfarvede følelser, og

det er okay, hvis du ikke har det på samme måde.

Op

Katrine Kristiansen

Det er koldt, op til toppen. Oppe på toppen er der langt ned.

Det knaser og kulden bider ens kinder. Turen er lang. Først op, så ned, over en kløft og så er man ved foden. Folk kommer susende bagfra. Et chok rammer hver gang. De kommer kørende med høj fart. Jeg står og kigger ned. Jeg kan ikke se bunden

"Nu bliver det lidt stejlt, men du skal nok klare det”

Jeg kigger ned og tænker, at “det klarer jeg aldrig”. Dybe vejrtrækninger ind og ud. Og så kørte jeg. Det var svært at kontrollere.

Jeg kommer ned og det går ret godt. Faldt et par gange, men det hele gik.

Stilheden

Linn Fagerlund Hvidegaard

Lyset giver stadig genskin i de kridhvide vægge der blænder mine øjne.

Skrigende fra den nybagte mor, runger stadig.

Lægernes beroligende ord er som tinnitus.

Menneskene der stadig går rundt i kulden, og putter sig ind under de trygge og varme vinterjakker.

Sneen der stadig falder stille i mørket og lægger sig som et fint tæppe over jordens varme overflade. Maskinernes lyde der giver liv.

Stilhed.

Komplet stilhed.

Verden holder vejret.

Tårerne begynder at trille på grund af stilheden. Verden der stille ånder ud, mens jeg ikke kan få vejret.

Varme spor i kulden

Luna Holm Petersen

Mine løbende fodtrin bankede mod gulvet, da jeg prøvede at indhentet de andre. Da jeg nåede derhen, var spisesalen allerede halvt tom, stolene sat op og bordene øde. En brise rammer mit ansigt, og bider mine kinder.

Døren åbner. Stilheden blev brudt. Der rammer en sky af støvregn i mit ansigt, som gør mine øre helt ildrøde. De over hundrede stemmer fyldte mit hoved med støj.

Jeg susede forbi alle de velkendte ansigter hvor jeg kun lige nåede at skænke dem et enkelt blik. Vinden er kold. Den tykke asfalt snævrede sig sammen til en lille stig der fulgte skinnerne som førte ind i skoven. Den hvide farver af den nyfalden sne spejler sig. Skarpe grene strejfer min hud og visne blade falder tungt til jorden. Der er helt stille.

Små og store fod skridt viste vejen ud. Solen skinner i vinduet på det røde hus strejfer min krop og varmer min pande. Den ellers forlade bygning blev fyldt med latter og glæde da varmen sprede sig i vores kroppe.

(Den er aflyst).

Det nøgne træ

Mai Gehlert Nielsen

Kuldens usynlige hånd strammede sig om hende, og hendes åndedræt blev hurtigere. Hendes skridt var tunge og knirkede mod den tunge is på jorden. Det nøgne træ stod iblandt frosne roser. Træet var som en gammel ven, solid og urokkelig. Grinene fra børnehaven overfor fløj igennem luften, som et ekstra vindpust til den sløvende dame ved træet. Børnene løb rundt, uvidende om kuldens stive greb, de dansede bare varmen frem. Varmens gnister fra bålet brændte aldrig ud.

Barkens brune overflade var hård og stabil. Barken forstod hende. Selvom overfladen var stærk, var der noget levende bagved, som hviskede til hende, om dens længsel efter at stoppe tiden. Hurtigt. Træet var et koldt spejl af hendes egne tanker. Kulden kom, som en usynlig skygge bag hende, men træet var der stadigvæk, som en gammel ven, der aldrig forlod hende.

Børnenes farvende latter var pludselig et fjernt ekko fra hendes barndom. Barndommen var en storm af farver og larm, men damen var ved træet lige nu og lyttede til dens visdom og ro. Hun gik et par skridt væk fra træet, bevidst om, at skridtene var noget, der havde eksisteret længere end hun havde troet. Træet beviste, at tiden gik, og mens verden rundt om hende rasede, stod hun her og fandt fred med det nøgne træ.

Hun lænede sig tættere på stammen af træet, og kulden kunne bare komme an.

Mai Tranholm Jakobsen

Jeg kigger til højre på uret over døren. 19.08.

Rummet er ikke specielt stort, men der er alligevel plads til at vi kan være 10 personer, en hospitalsseng og en baby. Jeg kigger på bedstefar. Kun den pludselige hævning af brystet, viser at han stadig er her. Lysstråler bryder gennem glasset i vinduet og rammer de kolde, hvide møbler. Lyset reflekteres videre og blænder mit syn.

Vi står alle omkring ham. Han er bleg, næsten gul. Små snøft og lyden af et trøjeærme der bevæger sig over kinden kan høres. Det er det eneste der bryder stilheden.

Bedstemor sidder ved siden af ham i en træstol med sorte siddepuder i og holder hans hånd. Den er nærmest gennemsigtig. Blodårerne er tydelige, størknet. Hun græder, hvisker stille ord til ham.

Mit syn er sløret.

Stilheden hænger i luften, tæt, tungt, kvælende.

En hånd tager fat i min og klemmer den. Den er varm.

Hævning af brystet er blevet markant mindre. Mine øjne skyder rundt i rummet, alle andre steder hen end ham.

På alle de foldede ansigter, på den unaturligt lyse, hvide væg, på min åbne taske på gulvet.

Min hånd slippes. Tårer fylder igen mine øjne. Jeg kigger på uret.

Min opmærksomhed bliver fanget ved lyden af kroppe der vender sig væk fra ham, og omfavnet i hver deres varme kram.

Jeg blinker tårerne ud af øjnene. Klokken er 19:13

En morgen i sommerferien

Maja Løwe Nielsen

Mørket bag mine øjne for en brunlig tone. Livet siver langsomt ind i mine fingre, mine øjne. Et stød løber gennem kroppen, fra lilletå til hårspidser. Jeg strækker mig, lagenet følger med. Telefonens lys skærer mig i øjnene. Klokken er 14:00. Min krop fylder sengen, solen varmer min hud, før jeg tvinger mig op.

Mine tæer graver sig i gulvet. Skridt forbi bunker af bøger og gennem udspredte sokker. Øjnene viger væk fra opvaskebjerget som jeg har ignoreret i dagevis. Trappen gynger, og gelænderet griber mig.

Kølig luft møder mit ansigt. Fryseren gemmer på guld. IKEA-kødboller befinder sig på nederste hylde. De danser på tallerkenen i mikroovnens langsomme rotation.

Jeg synker ned i altanens sofa, og sætter min serie på. Vinden rusker mit hår, naboens grin blander sig med duften af varme kødboller. Det er koldt, men tæppet holder mine ben varme.

Nattens lyde

Malte Terry Ritter Nielsen

Regnen trommer mod forruden, "splash splash". Gadelamperne kaster gyldne striber på den våde asfalt, lyset skærer gennem tågen, mens bilen glider gennem natten. Musikken fra radioen blandes med regnens tromme og motorens summen i baggrunden.

Inde i bilen er luften tung og fugtig. Duggen samler sig på ruderne, små spor af åndedræt og tid. Jeg tegner mønstre i duggen – spiraler og streger, der hurtigt opløses. Kun få biler passerer, deres lys dæmpede af regn og tåge.

Et rødt lys. Vi stopper. Lyset flammer imod mig, hænger i øjet, selv når jeg ser væk. Dråberne smadrer mod forruden og løber i urolige baner. En cyklist krydser vejen, en skygge mod byens neonlys.

Motoren summer lavt. Min hånd glider over lædersædet, køligt og glat. Mor og far ser på hinanden, et blik fyldt med noget usagt, noget trykkende. Det hænger i luften som et puslespil af ord, der ikke skal siges.

Lyset skifter. Bilen glider videre, dækkene efterlader spor, der hurtigt forsvinder. Musikken spiller, men mellem dem er der kun tavshed – tættere, næsten fysisk.

Jeg ser ud ad vinduet. En motorcykel passerer og forsvinder, ligesom drømmen om et forældrepar, der stadig vil holde sammen. Far stirrer stift frem, hænderne knuger rattet, som om han holder fast i noget, der er forsvundet. Mor ser ud, hendes blik er tomt og fjernt, som om hun allerede er et andet sted.

Regnen vasker vejen væk, mørket breder sig. Bilen glider videre, motorens summen den eneste lyd. Radioen nu slukket. Lyset fra gadelamperne forsvinder hurtigt bag os, efterlader et spor, der opløses i regnen.

Der er ingen ord. Kun stilhed…

Prøv igen i morgen

Maria Lai Andersen

1. Klokken 7:55, sæt dig ind på forsædet af bilen. Sædet skal være køligt.

2. Bilen tændes; hvis en svag summen og lyden af P1 ikke fylder bilen, har du gjort det forkert. Prøv igen.

3. En knap med ikonet af et sæde er foran dig. Tryk på den. Du vil nu mærke varmen fra sædet gradvist sprede sig gennem din kolde krop.

4. Sæt bilen i gang, glid ud af garagen og roligt over bakken. Vejen er omringet af huse i alle former, størrelser og farver. Hvis ikke, kører du den forkerte vej. Vend om.

5. Om 200 meter når du et T-kryds, en bus kommer fra venstre side og samler 3 frysende mennesker op. En mor og en datter; lave, buttede og brunhårede, krydser vejen for at nå til busstoppestedet på den anden side af vejen. Hvis dette IKKE sker, er du sent på den. Skynd dig.

6. Kør til venstre. Fortsæt 300 meter indtil du når en skillevej. Vejen til venstre fører til kirken. Vejen til højre er mod forsamlingshuset. Du skal til højre. Hvis du møder kirken, har du drejet til venstre. Vend om.

7. Du er nu ude af byen, der er en komark, ved enden af marken står et stort sort skilt. OKSEKØD TIL SALG. Når du når skiltet skal du dreje til venstre. Før i tiden ville du havde kørt lige ud, men bliv ikke forvirret. Du skal til højre.

8. Følg vejen der snurrer sig gennem markerne. Efter 500 meter passerer du en lille passage af skov. Hvis ikke; blev du forvirret og kørte lige ud. Det skulle du ikke. Vend om.

9. Om 2 kilometer når du en golfklub, med en fyldt lille parkeringsplads. Hvis der ikke er nogle mennesker, er du kørt hjemmefra for tidligt. Kør hjem og sov en time mere.

10. Drej mod venstre og du passerer nu endnu en komark. Marken har ikke et oksekød-til-salg-skilt men i stedet en stor, sort mølle. Hvis der hverken er en mølle eller et skilt, er du faret vild. Du må selv finde hjem.

11. Du fortsætter nu igennem en lille by til du når en travl motortrafikvej. Den stille summen bliver udskiftet med høj SHUUUSH fra de forbipasserende biler.

12. Når vejbanen er fri for biler, kan du køre sikkert ud på motortrafikvejen.

13. Fortsæt 300 meter og du når nu en rundkørsel med fem afkørsler. Tag den tredje og fortsæt indtil du møder nogle togskinner der krydser vejen.

14. Orange lys vil nu begynde at blinke og en stor rød- og hvidstribet stang spærrer vejen. Inden længe vil toget holde ved en lille platform til højre for vejen.

15. Når toget standser, vil en flok skolebørn i alle aldre stige ud af toget. Børnene løber over vejen og fortsætter ned forbi en rød murstensbygning, og ned ad en lille vej.

16. Når bommen går op, følger du børnene og kører ned ad den samme lille vej.

17. Nu vil du opdage en lille murstensskole, der mest af alt ligner et almindeligt hus, bag skoven.

18. Hvis du har gjort det rigtigt, er klokken nu 08:13 og du kan stige ud af bilen og gå ind på skolen og starte din dag.

19. Hvis klokken er mere end 08:15, har du fejlet. Det er for sent… Vend om… Prøv igen i morgen.

Under os

Marie Tovgaard Andersen

Liften svinger let, der er koldt. Hun retter på sin halsedisse så den dækker næsetippen igen, og løfter det tunge board op på fodstøtten. Fyren ved siden af hende ser ud over pisten under dem, hans skibriller reflekterer den kolde sol.

"Udsigten er heroppe fra." siger han.

"Ja," siger hun. "Tror du man overlever hvis man hopper?"

Han drejer hovedet mod hende. "Hvad mener du?"

"Der er jo ikke langt ned," siger hun uden at blinke. "Altså jeg tror at hvis vi hopper ned et sted hvor der ikke er træer, som derhenne, kan man snildt overleve.”

Han blinker et par gange. "Er du sindssyg, man dør sgu’ da!”

Hun ryster på hovedet. "Nej nej, min fætter hoppede sidste år " "Hoppede?! Fra en lift?"

"Ja, altså, den var lidt lavere, men stadig. Jeg tror, det var et væddemål med min bror."

Han griner kort, men hun holder ansigtet alvorligt.

Hun spejder ned for at finde det perfekte sted. Han holder synet på de høje bjergtoppe.

"Det værste er,” fortsætter hun, "at når jeg siger at liften var lidt lavere så var det altså stadig en stolelift, og han var kun otte, så det ville nok svare til at vi hoppede herfra."

"Vent... Din fætter var otte, og han hoppede fra en stolelift?"

Hun sukker, som om det er åbenlyst. "Ja er det ikke det jeg står og siger til dig. Derfor tror jeg at vi sagtens kunne hoppe herfra, altså du skal tænke på at sneen er jo blød, og min fætter brækkede altså ikke noget.”

Han ser på hende et øjeblik, så nikker han langsomt.

"Måske næste tur."

Liften nærmer sig toppen. Hun smiler, som om hun allerede har besluttet sig.

Den kolde død

Markus Krat Perrild

Alt er stille, solen spreder sig ud over den tilfrosset mark. Lige pludselig flyver alle fuglene, på marken væk. I en samlet flok. I et kommer manden løbende, han stopper op, kigger sig nervøst tilbage og løber igen. Jeg kigger på hans ansigt, hvor jeg ser blod på den ene kind, og tårer på den anden. Fortrydelsen ses tydeligt i hans ansigt. Han løber videre og videre. STOP, lyder en stemme fra skoven. Manden tager en pistol op af lommen, BANG! Han løber videre. Lige pludselig stopper han op, han tager pistolen op af lommen igen, BANG!

Manden falder midt på marken. Det frosne græs under ham begynder langsomt at tø op. Han bliver senere fundet. Kold, våd og DØD!

Før det første skridt

Mathilde M. Møller

Mørket er tæt, folk lister rundt. Lyde af hæle, der klikker. Lugten af scenerøg hænger tæt og intenst i luften. Vi prøver at være helt stille. Et hav af stemmer danser ind forbi tæppet. Spændte, nysgerrige stemmer fra fremmede, der venter på at blive imponeret og underholdt.

Man ænser ansigter, der kommer forbi. Vejrtrækninger i forskellige hastigheder. Panisk eller kontrolleret. Få lyde fra strenge, tangenter og horn klemmer sig ind i mængden af stemmer. Sommerfuglene deler plads med koncentrationen. Musikken starter.

Trommerne styrer tempoet. BUM BUM TIK. De forventende stemmer forsvinder. Vi stiller os klar i vingerne. Tæppet trækkes fra. Lyset blænder. SHOWTIME!

Hårspray

Miriam Roslind Yechiely

Jeg står på den anden side. Giver et sidste vink farvel. Luften er varm og tyk. Folk hvisker på den anden side. Mit hjerte pumper, hænder ryster, krop stiv som et bræt. Kuldegysninger ned ad ryggen, mens nakkehårene rejser sig. Det ny-krøllede hår lugter brændt. Mine øjner brænder- fylder sig op med vand. Kinder bliver våde.

Hårspraydåsen spruttede. Parfumeret luft overtog rummet. Fast lag af makeup. Ubevægeligt ansigt. BUMM! Musikken spillede med et brag. Gulvet vibrerede, alting dansede på bordene, kæmpede for at stå stille. Et pludseligt hvidt skarpt lys blændede mig. Et Utydeligt, Røgsløret blik blev kastet mod kroket køllen. Bolden trillede hurtigt hen ad scenen. Stille mur af øjne fulgte dens bane.

Tæppet bliver trukket langsomt fra. Frisk luft og klapsalver imod mig. Kinderne bliver tørre.

På vippen

Noemi Kronborg–White

Der er en konstant summen i luften, en lav brumme fra de andre mennesker. Jeg har været her mange gange før, det her sted hvor den fugtige luft klemmer sig fast til huden, næsten som et vådt tæppe som om den tillader sig at komme ind i mig, gennemtrænge mig. Jeg træder langsomt hen over det iskolde (flise)gulv. Kanten af alle vipperne fanger mit blik og holder mig fra at kigge op på den høje stige. Der er noget i måden de står og kigger og dømmer. Dømmer mig for hurtige hjerteslag og ukontrollerede åndedræt. Trinene virker længere, end de plejer, men det gør de jo hver gang. Hver stang føltes som noget slapt, næsten som om de ikke er der. Jeg er næsten oppe.

Oppe i luften trækker jeg vejret dybt, og fylder lungerne med klor. Jeg kigger ned på mine hænder, der hviler i sine rynker, tungt og trygt. Jeg ser ud på kanten og verden stopper et øjeblik. Der er blevet helt stille. Luften bliver koldere og koldere, jo længere jeg går ud, og mine tænder klitre af frygt. Opmærksomheden ligger nu kun på tomrummet flere meter under mig. Det er så langt væk. Et mørkt hul åbner sig for mig. Jeg ryster, og kanten ryster med mig, indtil jeg ikke længere har noget at stå på.

Jeg lander, men uden et plask. Kun stilhed. Dog kan et svagt og langsomt hjerteslag høres. Og så synker jeg dybere ned i vandet, som holder et fast greb om mig. Det trænger ind i mig, som jeg flyder i fosterstilling i bunden af bassinet og venter.

Jeg åbner øjnene. Jeg er stadig ikke helt sikker på om jeg hoppet eller faldet?

Tasken

Norah Eldevig

Tid til at pakke. Jeg sidder på mit lille værelse. Sengen er blød med nyvasket sengetøj. Jeg rejser mig, mine tæer tager fat i det bløde gulvtæppe. Jeg pakker min kæmpestore sorte idrætstaske. Først bukser, tre par, så bluser og toppe, jeg skal også huske makeuptasken, tandbørste, er der andet? Jeg kunne vælge at blive, det gør Lea. Jeg kigger ind på værelset, hun ligger i sengen med begge kattene. Det ser hyggeligt ud. Mine brødre har pakket. Deres tasker ser små ud sammenlignet med min. Duften af det nybagte brød hænger stadig i luften. Jeg pakker færdigt. Mor sidder på den store grå sofa og hækler. Lyset i stuen er varmt og hyggeligt, jeg gider ikke at gå, sidde i en bil i en time. Jeg kan høre fars bil ude i indkørslen. Jeg skynder mig ned af trapperne, de knirker. Mine brødre står allerede i gangen og tager tøj på, far kommer ind ad døren, siger hej og tager min taske. Jeg tager mine sorte Adidas sko og min store grønne, varme vinterjakke på. Snefnug falder langsomt ned. Jeg råber farvel til mor og går ud i bilen. Far smider min taske i bagagerummet, og jeg sætter mig foran. Bilen er varm, jeg sætter noget god jazzmusik på, og vi kører.

Årgh sokker!

Overraskelse

Rasmus Gil Petersen

19:58

Gadelamperne kaster gulligt lys på den tomme parkeringsplads. Et par cykler står lænet op ad et rustent stativ. Deres ejer har efterladt dem til at rådne op. Der er en rød cykel med en cykelkurv der er krøllet sammen som en skidt idé på et papir. Inde i Netto er der sat Kims chips ned til 18kr, men det er ikke målet. Målet er bakeoff.

De elektriske døre åbner ind til butikken. Køleren med færdiglavede blandede salater står nærmest i vejen for indgangen, og de få grøntsager som folkemængden ikke ville have ligger og mugner. De ligger ensomt og venter på jeg tager en af dem som et sundt alternativ. Men sådan er jeg ej. Kølerne brummer lavt. Mine sko traver over det halvklamme gulv. Nu står jeg her. Foran bakeoff skabet. Der ligger pølsehorn, pizzasnegle, pesto – feta snurre, et stykke studenterbrød. Det er næsten for godt til at være sandt. Mine hænder glider langsomt i en plastikhandske, hvorefter jeg tager en pose i hånden, og fylder i af alverdens sager. Pølsehorn til 12kr 1stk, pesto –feta snurre 12kr 1 stk., studenterbrød 12kr 1 stk. Total: 36kr. 50kr sedlen ligger fint nede i min lomme, og venter på at blive brugt. Jeg slæber fødderne hen ad gulvet og over til kassen. 50eren blafre som et flag i vinden. Jeg lægger posen på kassen. Kassedamen med fuldskæg og lugt af mande deo, taster varerne ind. Samlet beløb: 18kr.

Kl. er 20:00, så bakeoff er sat ned med 50%. 50kr sedlen kommer op af lommen, hvorefter den kommer ned i kasseapparatet. 32kr blev derefter lagt i min hånd. ”God dag” ”I lige måde”

Åndedrætsbesvær

Rebecca Bira Allesø

Sveden dryppede ned. Vi løb og løb efter den, så hurtigt vi kunne. Den kiggede bare på os med dens blanke overflade, og forsvandt for øjnene af os. Vi ventede i 58 minutter på den næste. Den var propfyldt og der var kun tre ledige sæder tilbage, allerbagerst.

Vi fik endelig mast os gennem menneskemængden. Hun satte sig inderst, så satte jeg mig og derefter lagde jeg alle mine mange tasker på sædet ved siden af. Vi snakkede om rare minder, men ikke mindst om frygter. indtil der trådte en stor person ind. Han travede hen mod os og satte sig på alle mine fire tasker på sædet. Fornemmelsen af fråde og stoffer bredte sig.

Han råbte gentagne gange til folk i bussen, at de skulle holde deres kæft. Vi havde sat os med vores telefoner i hånden. Pludselig begyndte manden at slå ud efter os, for at tage telefonen.

Han baskede ud med armene, og ramte mig. Det var begyndt at brede sig. Alt luft forsvandt fra mine lunger. Alt gik i stå. Træk vejret; Ind, ud, ind, ud sagde alle omkring mig. Mennesker, mand, minder. Stop.

Hun var også begyndt at råbe op efter hjælp. Jeg kunne se perler af sved dryppe fra hendes pande, mens ham ved siden af truede med at slå os til døde.

1 stop, 2 stop. Puha, vi er sluppet fri.

Vi er her.

Vi er her stadig.

Jeg ryster ved tanken om den igen. Jeg er ikke i den længere.

Jeg tager bare den næste

Sally Bergstrøm Søsted

For nogle dage siden skulle jeg tage bussen, jeg havde nemlig en aftale med min veninde, hos hende. Min alarm ringede klokken 9 om morgenen, og jeg stod op og tog mit tøj på. En t-shirt og et par joggingbukser. Så kiggede jeg på klokken, og opdagede hvor travlt jeg havde. Der var 5 minutter til min bus skulle komme. Jeg væltede ud ad døren og havde ikke engang børstet tænder.

Der lå et tykt lag sne udenfor. Flere biler var dækket af sne og fortovet var glat at gå på. Det var meget koldt. Jeg havde ikke fået mine vanter og hue med, og det var koldt for fingre og øre. Jeg havde travlt, men jeg magtede ikke at løbe. “Jeg tager bare den næste bus,” tænkte jeg.

Så drejede jeg om hjørnet og kiggede mod busstoppestedet. Der holdt min bus. Jeg kunne måske have nået den, hvis jeg var løbet, men det gjorde jeg ikke. Der var 30 minutter til næste bus kom. Jeg overvejede, om jeg ville vente på den eller om jeg bare skulle tage hjem igen.

Os, du, han, hun, den, det gjorde?

Sigfred Dahl Zachariassen

Os der kommer til break… kulturoplevelsen. Gangsta-musikken fylder rummet fresh og direkte fra dj’en. Nice energi fra langt de fleste…

Ildsjæle: Eventarrangør, deltagere og publikum. Atmosfæren indeholder mangfoldighed (fordele, ulemper).

Os alle bevæger os rundt i cyphers. - Small talks/formidles via dansen. Hånd-tegn kastes. Ansigtsudtryk udtrykkes. Lyde laves… Kunstnere? Atleter?

Ude i kanten af cyphersne vil man typisk give nogle props (fra langt de fleste…), hvis man ser noget nice. The good vibes falder sammen ovre i hjørnet (ignoreres). Call out, for sjov - for alvor?

Os alle der hilser rundt til dem, man kender nok. Os alle zoner ind i præstationen. Sportslige sportsfolk? men også kunstnere.

“Battle tiiiime!!!” Salen reagerer, zoner ind i et koncentreret mood. Hvis der sker et eller andet cool eller nice, følger publikum med (positivt), fra langt de fleste… Publikum fylder meget. Er det nogle gange for meget. Nej… Jo for… publikum giver enormt meget (U-) energi. Suget ind i stemningen, stemningen er rummet. Passion, glæde, fordybelse. Men midt i det hele… gråd, barnet skal ud af rummet. Os, du, han, hun, den, det gjorde hvad? Voksne, børn, er det det samme?

Semifinaler, succes, finale, præmier, “liv og glade dage”? Slutter. “Farvel”, til folk, og så går det hjemad. Eller der er jo afterparty. For dem, der er gamle nok… gamle nok? Voksne, børn er det, det samme? Os, jeg kommer ikke.

Ud af en kulturoplevelse, hvor rummet er mere end bare døde ting, noget der i den grad er levende. Noget der ikke vil opstå uden ildsjæle. Kunstnere? Atleter?

Det hele indeholder sgu mange ting.

Sagde din mor ikke noget?

Sille Æbeløe Graven Nielsen

Der ligger et koldt, hvidt tæppe på jorden. Jeg danser rundt med dig.

Fod, fod, ben, arm. Buggi, Buggi, Hey. Danser rundt. Du danser først.

Du har en lyserød nederdel på. Den har glimmer på kanten og den flapper rundt oven på dine bukser.

Mor sagde at det var koldt i dag. Mor sagde: tag den på. Sagde din mor ikke noget?

Nogle af vores klasse-venner går forbi. De har gule dragter på. Og en grøn. Ligesom min er lilla. Du kigger og rynker på næsen, så det gør jeg også. Du hvisker: ”Små babyer”. Jeg fniser, de kigger på os og går væk.

Der er et bjerg, gråt, kæmpe. Du peger mod en ting på toppen og griner.

Jeg kigger på dig. Du har knuder i håret. Dine bukser er brune midt på. Sagde din mor ikke noget?

Bjerget er gråligt og bedækket med plader. Du går derover lægger din blålige, kolde, frosne hånd på den ene kolde, mørke plade. Den efterlader et aftryk som du kigger på.

Du kalder på mig, siger at det er vigtigt. Jeg går over til dig og sammen kigger vi mod det hvidlige, blålige aftryk på væggen. Du sætter din finger på væggen og følger en rille mellem to store plader. Du siger, at jeg skal gøre det samme. Jeg tøver, men gør det. Du lægger dig ned i det hvide græs og jeg gør det samme.

En pige går over til os. Hun har en nederdel på. Den er rød. Hun har knuder i håret. Hun har brune bukser.

Det har jeg ikke.

Jeg kigger på hende. Hun får ikke et smil. Du går over mod hende, følger med hende, men jeg indhenter dig.

"STOP!"

Hun kigger på mig. Jeg får heller ikke et smil. Du ser det ikke.

"Bjerget! Skal vi ikke kigge på bjerget" siger jeg. En høj skinger lyd lyder i det fjerne. Hun tager dig i hånden og er ved at gå væk.

Jeg løber. Jeg LØBER. JEG LØBER!

Mine hænder rammer hendes ryg. Endnu en skinger lyd bryder luften. Hendes ansigt bliver kantet og skarpt. Fingrene bliver brune sammen med nederdelen og bukserne.

Skal jeg lytte til mor nu?

Du kigger på mig, på pigen. Pigen, der er helt rød i ansigtet. Jeg kan knap nok se dig.

”Kom” siger du. Jeg kigger på dig, du smiler. Kigger på den hånd, du rækker ud imod mig. Fingrene er beskidte.

Sagde din mor ikke noget?

Hun kigger et øjeblik, ryster på hovedet, stadig med hånden foran sig. Jeg tager den og går med.

Stikket

Smilla Petersen

Der sidder de. Foran hinanden. Helt lige, men skævt. Hun er nøgen, men ikke nøgen. Bordet er som en mur mellem dem. Reaktionen på de ord hendes mund formulerer er tydelig. Øjnene kniber sig sammen og en dråbe lander på bordpladen. Der bliver ikke sagt et ord, selvom hun venter på det. Hånden ligger på bordet, håndfladen ned mod bordpladen. Armen er blottet, og det ser bien, der flyver i ring om hendes arm. Den stikker hende. Men stikket forsvinder i mængden af alle de andre stik. Han kigger på armen og løfter det ene øjenbryn. Men han forbliver tavs. Hun ser fortvivlende på ham og hans stilhed. Hun rejser sig hurtigt op og går. Hun trækker sit sygesikringskort ud af lommen og finder skiltet på hjørnet med “Behandling”. Hun går målrettet.

Nu svigter vinden

Vera Adubea Osei Land Hansen

Nu er den tung og nærmest skælvende. Kæden har skiftet til kastanjebrun. Den knirker og knager nu. Det er ikke den samme som i August. Men hvem er der at bebrejde. Som den virker ældre gør jeg også. Jeg husker den som lettere end en fjer. Nu er det et ork, og min puls løber fra mig. Det kan da ikke passe? Fuglene håner mig fra den iskolde, klare blå februar-himmel. Lette som fjer, det er de. Er misundelse en dårlig ting eller en form for motivation? Hjulende snurrer hurtigere nu hen ad den lille landevej. Så langt øjet rækker, er der marker dækket af et tyndt lag rimfrost. Mine grå fingre sitrer. Solen står knivskarpt og blænder mig. Jeg lukker øjnene, og i en kort stund kan jeg ikke se andet end den lysende sol for mine øjne. Energien rammer mig, og turen minder mig om sidste halvår. Vinden er på min side igen.

Jeg kommer tilbage til min nye realitet, hvor vinden svigter:

Tilbage til den første cykeltur, hvor cyklen var for høj og jeg for lille. Lige som nu passede vi ikke sammen. I hvert fald ikke som førhen - ikke som dengang min mørkeblå skønhed førte mig hen til, hvor end hjertet begærede.

Nu klæber mit tøj sig fast til min varme hud i den frosne luft. Men at opgive håbet om, at fortid kunne blive til nutid, kan jeg ikke skuffe min stædighed med.

Veronica Larsen

Jeg træder ud ad hoveddøren og ud i den friske, kolde aftenluft.

Tasken bliver forsigtigt taget ud af hænderne på mig og lagt i bagagerummet.

Han sender mig et smil, og udsigten er som et maleri med solnedgangen bag ham.

Orange og lyserøde farver maler himlen så smukt, og lyset fra solen får hans hår til at glimte. Bilen kører. En hånd bliver lagt i min. Mit hjerte banker hurtigere.

Pludselig gør det ikke så meget, hvor tunge tingene er og hvor kolde mine kinder er.

København trækker

Villads Robert Hallgren

Togets rysten vugger os blidt, mens byen åbner sig uden for ruden. Bygningerne skyder op, mennesker haster forbi på perronerne. Vi møder hinandens blik og smiler. En dag sammen venter.

På gaden dufter det af kaffe og asfalt. Cykelklokker klinger, gadesælgere råber dæmpede tilbud. Vi går, vi taler. Træder ind i en butik, lader hænderne glide over stof, prøver tøj, griner af spejlbillederne. Lyset er skarpt, spejlene mange. Vi nikker til hinanden, selv når vi ikke køber noget.

Sulten melder sig, og byen lokker med muligheder. Sushi? Smørrebrød? Den italienske café, vi engang besøgte? Vi tøver, beslutningen føles tung. Til sidst giver vi op og griber en fransk hotdog fra 7-Eleven. Vi griner, fordi det er så enkelt og alligevel rammer det plet.

Videre gennem gaderne, hvor nyt og gammelt flettes sammen. Butikkerne skifter fra store kæder til små perler.

Rundetårn dukker op foran os, og vi snor os op ad den evige spiral. Fra toppen breder byen sig ud, en mosaik af tage og mennesker, der fortsætter deres liv uden at ane, at vi står her og ser ned.

Vi siger ikke meget, bare nyder øjeblikket, udsigten, følelsen af at høre til.

Til sidst giver trætheden sig til kende. Vi går mod toget, poserne afslører, at vi ikke gik tomhændede. Vuggende hjemad lader vi byen synke ind, mærker dagen sidde i os som en summende rest af samtaler, grin og gader, vi gerne vil gå igen.

Snevejrsdag

Ville Friis Holberg

Snefnuggene daler langsomt, de virker næsten bange for at ramme jorden. Himlen er hvid og tung, verden stille, som om nogen har skruet ned for lyden.

Jeg sidder ved vinduet med en kop te, der stadig damper. Gaden nedenfor er næsten tom, bortset fra en mand i en stor frakke. Han går med hovedet bøjet. Hans fodspor forsvinder hurtigt i sneen. Jeg undrer mig over, hvor han skal hen. Om nogen venter på ham. En svag brummen begynder at komme til stede, brummen stiger i et crescendo, og bliver mere og mere forstyrrende. Længere henne af vejen kommer en jernfigur til syne. Den haster. Pludselig stopper brummen, og lyden af gummi ekkoer i gaden. Nu er sneen ikke længere hvid.

Snefnuggene falder stadig.

Inde i lejligheden knager radiatoren, og uret på væggen tikker højlydt. Jeg rører kanten af min kop. Nu er den kold... Blåt og rødt lys begynder at blinke på væggene, og en høj elektronisk skrigen har lavet en entré i mit øre. Gaden er ikke længere tom.

Pludselig sidder alle ved vinduet. Et øjeblik føles det, som om verden står stille.

Men snefnuggene falder stadig.

Børnefødselsdag

Viola Mond Andersen

Min kusine Fillippa møder os ved bilen. Da er vi kommet indenfor og har fået overtøjet af, fortsætter vi ind i køkkenalrummet. Jeg går rundt i rummet for at hilse på folk. Jeg er endt over ved havedøren sammen med min farmor, da min mor kommer hen for at sige, at Fillippa er ved at åbne vores gave. Da Fillippa har fået æsken op, kommer hun hen og takker os.

Så er det tid til, at kagen skal frem. Fillippa og Marlon, min yngste fætter hvis fødselsdag vi også fejre, stimler sammen om kagen, og vi synger alle en fødselsdagssang, og de puster lysene ud.

Efterfølgende begynder folk at sætte sig. Jeg sætter mig sammen med min farmor. Vi får besøg af Fillippa, og hun fortæller os om hendes gaver. Hun har fået et DIY sæbe sæt, og hun lover mig og farmor, at hun vil lave nogle til os. Fillippa trækker mig op at stå, og videre gennem rummet. Hun fiser afsted, mens jeg prøver at følge med bagved. Vi fortsætter op ad trappen til hendes værelse.

Da vi har siddet og tegnet i et kvarters tid, bliver der kaldt nede fra trappen. De siger at det er tid til skattejagt. Alle børn samles ude i haven. Jeg blev også trukket udenfor, men jeg placerer mig på trappen, hvor jeg kan sidde og se på. Mens jeg sidder der, kommer min far og siger, at vi er ved at smutte. Jeg rejser mig og går med ind i stuen. Jeg farvel til folk, og når vi har arbejde os i gennem alle, og har fået vores overtøj på, går vi.

NOVELLER

Skriv om det, du har på hjerte! Og dét starter altid med en idé. En lille stemme indeni med en fortælling. Så spørg dig selv: Hvilken historie vil du gerne dele, fortalt i novelleform?

”Det afgørende er sproget. 28 bogstaver sat sammen på en særlig måde kan skabe de mest forunderlige, smukke eller forfærdelige billeder. Dette vidunderlige, danske sprog, der kan så meget, og som også kan radbrækkes så ganske forfærdeligt. At skrive er også at tage sig sammen, og det kræver noget”.

Frit efter Leif Davidsen/John Steinbeck

Det var en lille del af det oplæg, som eleverne fik, da de skulle skrive deres egen novelle.

Forståelse for dig og mig

Agnete Hald

Fremtidsdrømme var ikke noget, hun kendte til. Det havde aldrig rigtig sagt hende noget, for hun var bare glad for at kunne leve i nuet.

For hver dag, der gik, begyndte tankerne at fylde mere og mere. Død. Sygdom. Det var det eneste, der kunne trænge gennem hendes fornuft, for det var sket lige for øjnene af hende. Damen var faldet om. Hun havde prøvet at snakke med mor, men hvorfor tog hun det aldrig seriøst? Hvorfor gjorde hun ikke noget ved det? Var det ikke tydeligt at se, at hun havde brug for noget hjælp? Psykisk hjælp.

Mor havde fortalt hende, at det altid var vigtigt at have en at snakke med. Både om stort og småt. Men hver gang hun kom til hende, var det, som om der aldrig rigtig blev gjort mere ved det, og for hver dag, der gik, begyndte angsten at overtage mere og mere. Åd hende indefra. Men det var ikke noget, hun viste. Ikke noget hun gad snakke om, for ingen forstod hende.

“Du er så ung skat, du har hele livet for dine fødder", den sætning brugte mor flere gange i døgnet, og hun var ved at brække sig over det. Det var jo nemt for mor at sige de ting. For hun ville virkelig ønske, at hun turde slå sig løs. Turde elske og udfordre sig selv. Men hvis hun døde i morgen, ville der pludselig stå en masse mennesker tilbage med en trist og tom følelse. Så trangen efter nære relationer var bare en drøm, der aldrig ville blive til virkelighed.

Hjemme på Valdemarsvej skred dagen lige så stille frem. Endelig tog hun sig mod til at tale med mor igen. Hun gik ind i den store rummelige stue, hvor æblerne lå så fint i den røde glasskål på sofabordet. Lyset skinnede ind ad vinduet, og hele stuen havde pludselig et rødt skær. Det var onsdag, så mor arbejdede ikke på kontoret i dag. Hun arbejdede hjemmefra. Som alle de andre gange var hendes eneste mål at få mor til at forstå.

Mor kunne ikke forstå det. Hun gad ikke at gøre noget ved det. Pudsigt nok havde hun allerede set komme. Hun sagde, at hun ikke kunne “overskue” det. At der var noget på arbejdet, som drillede hende, og hun derfor havde en masse ting at holde styr på. Mor virkede nærmest helt stresset. Lidt tom. Så hun måtte jo tage sig af sine egne problemer.

Men er det ikke meningen, at man som mor skal hjælpe ens egen datter? Nårh ja. Mor sagde også, at hun heller ikke havde penge nok til at sende hende til psykolog. Så uanset hvad kunne det altså ikke lade sig gøre. Endnu en gang gik hun derfra med et nederlag, og det gjorde ondt indeni.

Om aftenen gik hun sent i seng. Inde ved siden af lød små grynt. Det var mor. Hun snorkede. Mens hun ihærdigt prøvede at falde i søvn, farede tankerne rundt i hendes hoved. Kunne hun klare det meget længere? Hun kunne slet ikke tænke klart mere. Det var blevet en umulig opgave, og det var, som om hendes liv automatisk blev mere uoverskueligt.

Næste morgen var det tid til klassens time, og ud af stilheden larmede eksistensen. Men det var jo klart, for ingen turde at åbne op. Morgensolen skinnede ind ad vinduet, og hun kunne mærke, hvordan strålerne fik hendes øjne til at løbe i vand. Det var lyst. Mens hun sad der, tænkte hun på, at det var nu hun skulle tage sig sammen.

Hun stivnede ved tanken om at skulle fortælle, hvordan hun havde det, men hun skulle åbne op for sin sårbare side. For hvis ikke mor kunne hjælpe, måtte hun prøve selv. Hun måtte være modig. Modig er et stort ord, noget hun altid har ønsket at kunne leve op til. Tankerne fuckede med hende, men hun prøvede sit bedste for at skubbe dem væk. Langt væk. Med knyttede hænder blev stolen skubbet ud. Der lød en skinger lyd.

“ Jeg er bange for at blive syg og dø som en slags angst" lød det fra hende. “Derfor tør jeg ikke leve mit liv til fulde, og det er ærgerligt, at alle de dumme tanker sætter en stopper for det."

"Shit, sagde jeg lige det”? tænkte hun og satte sig ned igen efter.

Klasselærer Mette sagde, at det var modigt af hende at åbne op på den måde, og efter det var det, som om hun for første gang var stolt af sig selv. Men hvad der betød mest var, at der for første gang var nogle, som forstod hende og de følelser, hun bar rundt på.

Fie sad lige for enden af bordet, og der var noget i hendes øjne, som fortalte hende, at hun ikke var den eneste med den frygt. Hendes grønne øjne voksede til dobbelt størrelse og på vej ned på hendes plads hviskede Fie hende i øret “du er ikke alene” sagde hun. I det sekund mærkede hun, hvordan det boblede indeni. Er der virkelig andre, der har ligesom mig, tænkte hun? Den tanke havde aldrig strejfet hende før nu. Pludselig stod alt mere klart.

I frikvarteret snakkede hun med Fie igen. De snakkede om alt, både stort og småt, som mor også havde husket hende på, og faktisk havde hun ret. Det var vigtigt at have en at snakke med. Følelsen af gensidig forståelse. Lige det fandt hun i Fie. To sjæle i dyb harmoni.

Da hun kom hjem fra skole, så mor at hun for første gang i lang tid havde et smil på læben, da hun trådte ind ad den slidte hoveddør på villavejen. Den hvide maling var flakket af i kanten, og træet tittede frem under. Hun fik lyst til at pille i det.

Mor spurgte om hun havde haft en god dag, og hun nikkede ivrigt. De fik intens øjenkontakt, og i et sekund troede hun alt var godt.

Men mor virkede lidt fjern. Det var som om, at nogle havde slukket for hende. Hun skjulte noget helt inde bagi. Det var tydeligt at se.

Det gjorde hende pludselig nervøs, for hun havde endelig fået mod på at turde prøve grænser af og udfordre livet. Men hvad fejlede mor?

Hvad var der sket med hende?

Gamle følelser

Agnete Henriksen

”Du har vist fået lidt for meget Emma.” Jeg hjælper hende op fra gulvet igen. Hun vælter rundt. ”Jeeeeg foorståååårrr deeet ikkeeee,” råber Emma næsten, mens tårerne triller ned ad kinderne, så hun får streger i hendes makeup. Emma føler, at Tobias render rundt med andre piger. Jeg fatter ikke hvorfor hun er så ked af det over det, fordi han står jo bare og snakker med dem. ” Jeeeg jegg har brug for luuuuft,” hulker Emma.

Jeg hjælper hende udenfor. Vi sidder næsten lige udenfor huset, på en kantsten. Jeg lægger mærke til en mand. Han står og ryger. Han smiler svagt til os. det nok naboen der lige havde brug for at trække lidt luft, ligesom vi havde. ” Jeeeeeg har det ikkeeeee sååå gooodt” Siger Emma. ”Skal jeg holde dit hår Emma?” Hun nikker hurtigt og løber hen til busken, jeg løber hen til hende. Naboen står bare og glor, jeg bliver faktisk helt irriteret. Jeg sender ham et blik. Jeg tror han forstod mig fordi nu går han væk. ” Emma skal vi ik lige gå ind og tage noget vand. Siger jeg. ”Jeg Jeg viiil ik der…deriind ” Hun lyder ulykkelig. ” Okay jeg løber lige ind og henter noget virkelig hurtigt, lige om lidt, Emma”. ” O.. o.. okayy,” siger hun svagt, som om hun ik har flere kræfter i stemmen. Der er mange indenfor og det er svært at komme til toilettet, jeg sveder helt. Men lykkes mig at finde et glas, jeg tror faktisk det er en beholder til tandbørster, men jeg er ligeglad, Emma skal have vand. Der er et lille spejl ude på toilettet, jeg ser frygtelig ud, jeg har et blad i håret. Hvorfor ser jeg sådan der ud. Jeg kigger på mig selv, men jeg bliver afbrudt af en der banker hårdt på døren. Folkene udefra står presser til indgangen til toilettet, de kigger på mig, som om jeg ligner en jeg ved ikke hvad.

Jeg går så hurtigt jeg kan ud til Emma uden at spilde, men der lander få dråber på gulvet. ” SÅ Emma her er dit, Emma Emmaaaaa?” hun sidder ik på kantstenen. Hun er måske gået hen for at brække sig igen. Jeg kigger men hun er der ikke. Jeg får en underlig følelse i maven. Jeg går rundt om hjørnet, det kan jo være hun bare havde brug for at gå lidt rundt. Hun er der ik, ” Emmaaaaa…. Emmaaaaa.” intet svar. Jeg kan ik forstå det jeg var højest væk i 5 minutter, eller hvad. Mit hjerte det pumper. Jeg for lige pludselig en bølge af skyldfølelse. Jeg ved intet, eller hvad. ”EMMMAAAAAAAAA.” jeg skriger det næsten. Jeg føler mig lige pludselig svimmel.

Efter hvad der føles, som evigheder går jeg halvsvimmel ind til festen. Musikken pumper, næsten ligesom mit hjerte. Men pumpen føles som bokseslag. Jeg ved ikke hvorfor men jeg føler alle kigger på mig nedladende, men ingen ved at Emma er væk. Musikken, stemmerne, lydende. Det hele smelter sammen. Jeg løber, jeg ved ikke hvor bare ud herfra. Jeg skal finde Emma. Tobias kommer halvløbende efter mig. Jeg tror han så jeg gik i panik indenfor. Han tager mig blidt på skulderen.” Hvad er det der sker, er du okay Sofie. Siger han. Jeg får en kæmpe klump i maven når han siger mit navn. Det minder mig om de gange hvor vi har ligget sammen, og han har sagt hvor smukke mine øjne var. Jeg har savnet de tider, men så kom Emma ind i billedet. Men det ikke relevant nu, jeg skal finde Emma. ”Emma hun er væk, jeg ville bare hente vand og så var hun væk.” Siger jeg forpustet. ”har du prøvet at lede”. Siger han. ”JA SELVFØLGELIG HAR JEG FUCKING LEDT. HUN ER VÆÆK.” Jeg kan se der begynder at komme lidt panik i hans øjne, man kan se han holder af hende, det gør lidt ondt i mit hjerte.

Der går lidt tid og jeg kan se folk fra festen begynder at smutte hjem fra festen, ingen ved det med Emma. Tobias tager pludselig sin telefon op, og begynder at ringe til nogen. Jeg ved ikke helt hvem. Jeg sidder på kantstenen, med hovedet i mine hænder, mine hænder lugter underligt.

Jeg kan pludselig hører en bil, den kører meget stærkt. Den standser. En dame stiger ud, hun ligner Emma, bare ældre. Det hendes mor jeg kan se det i blikket. Hun ser meget bekymret ud. Der kommer en bil mere, det er en politibil. Blinkende forvirrer mig helt. Jeg har ingen tidsfornemmelse men det er, som om morgenlyset er begyndt at komme, jeg må havde siddet her i lang tid. Men det føles som om jeg var sammen med Emma for 20 minutter siden, men det må havde været for flere timer siden. Jeg kan hører Tobias fortæller politimanden hvad jeg sagde til ham. Politimanden kigger på mig og nikker, jeg ved ikke hvorfor men jeg er for udmattet til at prøve at finde ud af hvorfor, han nikker til mig. Jeg tror politimanden kan se at jeg er udmattet, han kommer hen til mig. ”Jeg tror det er en god ide hvis du får en forælder til at komme

og hente dig”. Siger han. Han kigger bekymret på mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg giver ham bare min telefon og trykker ind på min fars nummer. Jeg overskuer ikke at snakke, slet ikke med min far. Han tager den bare som om han ved hvad jeg mener. Han snakker med min far.

Lidt efter genkender jeg en bil. Det er min fars bil. ” hvordan er det du ser ud” siger han, med et meget chokeret udtryk. Jeg svarer ham ikke, jeg går bare ind i bilen, min far siger slet ikke noget til mig, han virker bare sur. Det gør han altid. Det er helt lyst nu. Jeg har lige lagt mig i sengen. Min far kommer ind. ” Du skal hen på stationen her klokken 13:00”. Han siger ikke mere og smækker bare døren i igen, eller det dør der er tilbage i hvert fald, fordi efter han blev sur sidst så er den blevet lidt ødelagt.

Jeg ved ikke hvorfor men noget virker helt forkert, bare det hele. Jeg hopper op på min cykel og cykler hen til stationen. ”Hej Sofie”. Stemmen genkender jeg med det samme, det giver mig varme i hele kroppen, især når han siger mit navn. ”Hej Tobias”. Siger jeg. Han ser virkelig trist ud.

”Sofie du kommer bare med her”. Siger en politibetjent. Jeg sætter mig stille og roligt ind i rummet. ”Sofie, vi har fundet hende, men desværre ikke levende. Siger politibetjenten. Jeg siger ikke noget jeg sidder bare og stirre, lige pludselig for jeg en følelse af jeg allerede ved det. ”Hvor fandt i hende”. Siger jeg, mine knytnæver presser sig sammen. ”Hun er blevet fundet i åen ude i skoven, som ligger lige bag ved huset der hvor der blev holdt fest. Man kan se, at hun er blevet slået i hovedet med en sten.” Siger Politibetjenten”. ”Hvordan kan i vide hun er, blevet slået i hovedet med en sten”. Siger jeg. Jeg får ondt i maven.

Lige pludselig kommer der flere betjente ind, de hvisker noget til ham, som jeg sidder overfor. Jeg mærker et fast greb om min arm, jeg når ikke at tænke. Det lidt som om alle mine tanker bare forsvinder. Mit hoved er tomt. De hiver mig ud af rummet. Jeg kan se Tobias stadig er der, han kigger underligt på mig. Jeg har lyst til at skrige, men jeg gør det ikke. Jeg bliver trukket ind i et andet rum, de sætter mig i håndjern. Det er begyndt at gå op for mig hvorfor jeg bliver sat i håndjern……

Alberte Vorm Lysgaard

Jeg rejser mig op. Natklubbens gulv svimler for mine fødder, men jeg når lige at se vagten slæbe Luke ud ad døren. Ikke igen. Mit hoved dunker og larmen fra de mange fulde og festende mennesker, borede sig ind i mit hoved som en skruetrækker. ”Tag dig sammen” hvisker jeg til mig selv. ”Nu skal vi bare hjem i tide, og sove”.

Ude på den kolde og vippende gade spotter jeg Luke stå med en smøg. Han råber. “Hvorfor råber han?” Her er helt mørkt, så jeg kan næsten ikke se ham.

”Der er du. Du kom. Her. Kom herover.” hans ord i mit hoved giver ingen mening. Han snakker uendeligt. ”Du lyder helt mærkelig Luke” griner jeg. Han er lige ved at falde ned på asfalten, da han prøver at komme hen til mig. ”Sikke nogle idioter, så smider de bare mig. Helt ud. For helvede mand, jeg mangler mine øl. Øøøøøl” råber han. Hans øl? Nej, nej han har da ikke nogen øl. Luke skulle ikke drikke i dag. Han skulle jo køre? ”Dine øl?” spørger jeg. ”Ja mand, de havde tilbud mand. Bare rolig der var ikke så mange tilbage, ik vær sur på dem. Det må du ikke. Være sur altså over, at de beholder dem.”

Pludselig stopper alt med at snurrer og det er ikke længere sjovt, at han snakker så underligt. Han er fuld. Luke er fuld. Jeg kan mærke vreden blusse op i mig. Fuck. Bilen. Vi skulle jo køre hjem til Luke, i hans fars nye bil. Han skulle jo køre, han lovede. ”Du er stiv! Du lovede, at du ikke ville drikke!” Jeg skubber ham, så han er lige ved at falde igen. ”Du en idiot. Nu er vi fucking fanget her. Din far skal jo bruge hans bil klokken 7 og vi kan ikke komme tilbage med den nu.” ”Rolig nu baby.” Han lægger armen om mig. ”Min far opdager ikke noget.” Føj hvor han stinker af alkohol. ”Der går ingen toge eller busser. Og du bor en halvtime væk! Og du skal have bilen hjem. Hvordan skulle jeg være rolig lige nu?” Han siger ikke noget.

Min mave er pludselig i oprør og jeg falder ned på knæ. Den sure smag af mavesyre vælter ud i min mund. Jeg er lige ved at blive kvalt i alt den bræk. ”Hold da op søster” tre fyre står ved siden af os og griner. De vælder rundt og synger og råber. ”Skal I have et lift hjem bro?” spørger de råbende til Luke. Det vil gå galt. ”Nej tak. Kom Luke, vi går nu.” Jeg spytter resten af den sure stads ud og tager Luke under armen. ”Kom så. Nu!”

Jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen, så vi ender med at styre over imod den sorte Mercedes. Den er flot og ny. Luke ridser den sikkert inden for en måned. Jeg fniser til mig selv og kan stædig mærke alkoholens brus. Luke går bag mig. Han kan ikke gå lige men ser ikke så fuld ud. Men det er han. Fuck. Hvad gør vi. ”Ej skatte, come on de ville have givet os et lift. De virkede da megasjove man. Så du dem. Sygt sjove.” ”Ja alt for sjove. Så vil jeg da hellere køres af dig. De var jo helt væk,” griner jeg. "Ja, du har sgu ret. Vi skal jo hjem. Hjem, ja. Kom så, jeg kører. Jeg har det meget bedre nu. Jeg kører.” Han må være skør. Nej tak!

Han overhaler mig og tager i døren til førersædet, men han har ikke låst den op, så han står bare og bliver ved, men at hive i døren. ”Du fjollet. Den er låst, Luke" han glor spørgende på mig. "Ja, du har ligesom ikke låst den op smarte.” Han griner fjollet og fumler sin fars nøgler op.

”Du mente det ikke, vel? For du skal på ingen måde køre, du alt for fuld!” ”Jo, kom lige nu. Ellers så når han sgu da at opdage at vi har taget den.” Han lyder vred nu. ”Du skal slet ikke snakke så surt til mig, det her er din skyld. Hvis ikke du havde drukket, ville vi være på vej tilbage nu!” Han sætter sig ind i bilen og smækker døren hårdt i. Fuck, hvor er han bare dum lige nu.

Jeg løber over og hiver døren op. ”Nu tager du dig sammen. Ud fra det sæde!” Han bliver bare siddende. ”Min tålmodighed er snart brugt op. Det her er noget lort og du gør det kun værre!”

Han vender brat hovedet imod mig, og råber ”så kører DU kraftdeme. Og du må godt have fart på. Kør.” Hold da op en idiot. Rolig. Han er fuld og træt lige nu. Luke vælter ud af bilen og tramper rundt om den og ind på forsædet. Han smækker igen døren hårdt i.

Nej. Det gør jeg ikke. Du gør det ikke. Det går galt. Vi er fanget her og om få timer, skal Lukes far bruge den her åndssvage bil og ser, at vi har taget den uden vi må. Han fortæller det til min mor. Min mor som ikke kan have mere i sit hoved lige nu. Min mor som i forvejen er så træt. Min mor som i forvejen er skuffet over mig pga. Luke. Fuck. Jeg er nødt til det. ”Fuck. Fuck. Fuck. Fuck.” bander jeg, da jeg sætter mig ind på førersædet. ”Godt og kør så." Luke griner. Jeg må gå AMOK på ham, når han er ædru, lover jeg mig selv. Så starter jeg hans fars sorte Mercedes.

Okay automatgear. Det er godt. Jeg bakker forsigtigt ud af parkeringspladsen, speederen virker underlig under min fod og jeg har ondt i hovedet. Tag dig sammen. Nu skal du have jer hjem. Luke sætter med det samme hans super dårlige playliste på. Højt og larmende rock. Det gør det hele meget værre, men jeg vil ikke diskutere med ham nu.

Lige ud og så skarpt sving. Følg vejen til svinget. Jeg tænker vejen igen og igen. Det går godt. Luke råber med på den forfærdelige larm fra de dyre højttalere. Jeg koncentrerer mig om at blive på vejen og at træde på speederen. Det eneste lys på vejen er lyset fra billygterne. ”Du kunne godt have nogle lygtepæle her” siger jeg. Kun larmen for jeg tilbage som svar. Ligeud også skarpt sving. Følg vejen til svinget.

”En smøg. Jeg vil ha en smøg. Jeg SKAL ha en smøg” udbryder Luke. Han lyder stadigvæk mærkelig. Han ryger vel ikke i bilen. Men ud af lommen tager han en lang Prince og en lighter. Det gør han ikke. ”Øh Luke?! Stop så. Du kan ikke tænde en smøg i bilen. Og endda slet ikke ryge!” siger jeg hårdt. Han tænder lighteren. ”Det bestemmer jeg sgu da selv.” Mit hoved gør ondt. ”Stop for fanden. Hvad er der galt med dig?!” råber jeg for at overdøve den stadig høje musik. Jeg holder øjnene på den mørke vej, men kan se, at han får fumlet lighteren ud af hånden og taber den ned bag sig. ”Du kan ikke engang tænde den, så lad den bare ligge.” Han klikker sig demonstrativt ud af sikkerhedsselen og rækker ned og får den op. ”Nu tager du dig sammen! Tag sikkerhedsselen på igen.” Jeg er virkelig vred nu. Han tænder den. Idiot.

Jeg slipper rattet med den ene hånd og rækker ud efter ham. Han læner sig væk. Rocken er alt for høj. Mit hoved gør ondt. Speederen under min fod føles mærkelig. Svinget. Jeg får fat i smøgen. Luke råber. ”STOP!” råber han. Han lyder bange. Hvorfor lyder han bange. Det er bare en smøg.

Jeg kikker frem. Tiden står stille. Svinget. BANG. Jeg slår hovedet hårdt ned i rattet, da vi rammer træet.

Mit hoved gør ondt. Det larmer. Rocken er alt for høj. Mit syn er tåget og det piver i mine øre. Metal. Her lugter af metal. Blod. Det er blod her lugter af. Hvor er han? Jeg prøver at rykke hovedet, men min krop bevæger sig ikke. I stedet ser jeg ud af forruden. Glasskår. Hvorfor er der glasskår ud over det hele? Og blod. Ruden er smadret og der ligger han. På kølerhjelmen ligger Luke i skæret fra forlygterne. Badet i glasskår og hans eget blod. Fuck.

Livets årstider

Alma Swann

Efteråret har meldt sin ankomst. Livet suges langsomt ud af bladene, jordbunden er stille - nærmest grå - og træernes knirken lyder næsten som skrig i vinden. Nynne sidder der, som prøver hun at finde mening i det hele. Støjen fra alt det halvdøde. At besøge skoven om efteråret er som at besøge noget kært, der er gået bort. En form for gravsted, hvor hun kan sidde med foldede hænder. Kulden kryber sig ind under hendes mørke jakke og giver forsmag på vinteren, der følger. Den bider og sender kuldegysninger ned gennem Nynnes krop. Hun slår armene om sig selv.

I det mindste kan jeg mærke det, føle det. Hun bliver siddende lidt endnu.

Da hun var lille, var hendes yndlingsårstid forår. Livet, der piblede frem fra hver en krog og farver, der kunne duftes i den legende vind. Knæene var plettede af blå mærker og ar, samme farver som hendes fingre fik, når hun plukkede skovjordbær. Nu er vinden hård og fingrene blå. Hun tvinger sig selv til at male et smil på sine falmende læber.

På vej hjem spejler hun sig i de orange blade, der hænger i med de sidste kræfter. De er stadig smukke - lidt endnu. Mon de kender til deres skæbne? Foråret kom og de fødtes, voksede glad fra gren samt kvist og vækkede hele skoven med liv. Da det var sommer, legede de så flot i vinden og kunne imponere skovens besøgende med blot et enkelt øjekast. Bladene blev hyldet for blot at være til. Nu er de døende, orange, som farvet af en solnedgang. Skoven er kold, følelsesløs og det eneste tegn på liv er træernes sidste krampetrækninger, før de går i stå og bladene i forrådnelse. Nynnes tænder klaprer, og hendes frysende fødder fører hende hen til huset.

“Velkommen hjem”, siger de og smiler kort. Løfter hovedet uden at kigge hende rigtigt i øjnene. Intet af det minder om det kæmpe kram og svingturen, hun plejede at få af dem. De siger hun er blevet for stor, for tung, for meget at bære på deres skuldre. Hun prøver at acceptere det nu. Prøver at spille hendes nye rolle så godt som muligt. Hun må se igennem fingrene med dumme ligegyldigheder og alt der gør ondt. Hun må være overbærende overfor mors suk, når hun tænder fjernsynet, og kriserne vælter ind i stuen.

“Jeg bliver helt træt. Jeg ville ønske, at man kunne hjælpe, men min egen tallerken er jo helt fyldt op! Jo, nogle gange må man tænke på sig selv først.”, sådan lyder det når mor føler sig angrebet af verdens smerte. Det er for meget for hende at være i, så i stedet gør hun sig selv fri for den og verden omkring hende. Nynnes far bruger det meste af sin tid på at arbejde, og resten af tiden på at sukke over alt det, han ikke har tid til at nå.

“Jeg ville ønske, jeg havde mere tid”, klager han, “Tid til jer, tid til hygge-projekter og tid til at ordne alt det praktiske. Det er som om dagene er blevet kortere. Jo, mere tid ville gøre mig lykkelig.”

Sådan lyder det, når han sætter uopnåelige krav for at retfærdiggøre hans egen ulykke. Hans længsel efter et andet liv fylder huset som en giftig tåge, der gør ham blind for det omkring ham. “Mere tid”, sukker han, som om hele hans liv ikke ligger foran ham. “Mere tid", beder han.

Luften føles kold i de få skridt, der er imellem hende og hendes forældre, som om der mangler noget, før de kan nå hinanden helt. Den ene kigger, og den anden drejer sit hoved den anden vej. Hvorfor? Var Nynne en skuffelse til det lys, de forventede, hun for evigt ville bære ind i deres liv? Stoppede deres kortvarige eventyr, da tiden

tvang hende til at blive ældre? Det blev svære at finde tid til at føle. Pligter og krav kom forrest i rækken. Ikke engang skolen kunne hun finde ud af. Jo, de første år, da det var nok at prøve. Der ville hun gerne fortælle om hendes dag, og hendes familie ville gerne lytte. Det var nok for dem. Hun var nok for dem.

Efter skole var der tid til at lege i skoven. Skoven var lun og levende. Hende og hendes bror jagtede sommerfugle, fangede frøer og fægtede med pinde. Til sidst ville de ligge med græs under ryggen i en hule, de havde lavet af grene og jord. Der var plads til jord under neglene og huller i det farverige tøj. Kun for en kort stund. Snart blev kravene fra verden højere, fritiden kortere og humøret banket til bunds, som et slag i hovedet, fra alt det, hun ikke var god nok til: venskaber, kærlighed, udseende, tøjstil, pligter, bøger, skole, at smile, og at leve op til det forventede. Presset steg med krav, hun ikke kunne leve op til, og hun knækkede. Hun droppede ud. Hendes forældres øjne blev trætte når de så på hende, ikke håbefulde som før i tiden. Smilene blev slidt op af forventninger. Samtalerne mellem dem blev skiftet ud med skænderier. De råbte og skreg deres stemmebånd slidt, som om der var 1.000 kilometer imellem dem. Til sidst blev de trætte. Trætte af at prøve. Trætte af at føle al smerten; så de lod være. Ignorerede den og ignorerede hinanden. Nu lever de som dukker i et dukkehus. Har falske samtaler og smil malet på. Gemmer frustrationer bag overfladiske replik-udvekslinger. Fylder tomheden og savnet ud med ligegyldighed. Forklædt i illusionen af en glad familie. Nynnes smerte hører ikke hjemme der.

“Jeg går ovenpå, er det okay?”

“Ja ja”

Far sidder med rynkede bryn i sofaen foran sin laptop og forsøger at finde hoved og hale i en masse meningsløse tal. Mor står ved køkkenvasken med opvaskesæbe dryppende ned ad hendes fingre, og stirrer ud ad vinduet som om hun burde være et andet sted. De ænser sikkert ikke engang Nynne, der forsvinder op ad trapperne.

Tværs over dørtærsklen til hendes værelse, ser hun, at døren ved siden af står på klem. Det gjorde den altid engang, men det er lang tid siden nu. Forsigtigt hiver hun den op. Men det forventede syn møder hende. Hendes bror sidder lænket til en stol og brummer. Hans øjne fæstnet til computerskærmen, og hans hænder som limet til controlleren. De selv samme hænder, der engang holdte om hende, som var hun det dyrebareste, han vidste. De selv samme øjne, der engang - sammen med hendes - forvandlede alt og alle til en del af et eventyr. Nogle gange var de rebelske tronarvinger, der i protest var stukket af fra deres kongerige. Andre gange var de oppe at slås med et fabeldyr, eller også var de lovløse, der vovede deres liv på farlige missioner. Sofaen blev forvandlet til et skib, skovbrynet blev indgang til en magisk skov, og kælderen kunne være en dunkel grotte. Men en ting var altid ens, hans værelse var deres gemmested, hvor verdens onde kræfter ikke kunne nå dem, og hvor de trygt kunne drømme videre om deres næste eventyr.

Nu har de leget for sidste gang. Eventyrene er blevet pakket væk og glemt. Hans værelse ser bare tomt ud nu, det eneste lys er det blålige skær fra computerskærmen, der genspejles i hans ligeglade blik. Hvornår stoppede de øjne med at se verden for muligheder? Hvorfor blev fantasien lagt på hylden for at rådne væk? Fantasien der gjorde livet til livet, og ikke bare en ligegyldig eksistens.

Ind på sit værelse. Hun lægger sig ned på gulvet og stirrer op i loftet. Det er hvidt som væggene, og Nynne tager sig til hovedet. Engang blev rummet naturligt lyst op af solens stråler.

“Farv os, fyld rummet ud!”, kan hun høre væggene skrige. Ikke engang hendes værelse kan hun være på længere. Hun lukker øjnene og forestiller sig, at det er sommer.

Drømmer sig væk fra det mareridt hun lever i.

Men når hun vågner, er hun stadig 15, magtesløs og ligegyldig. Hver dag er en gentagelse. Hun gennemgår det samme mønster, spiller den samme rolle og leverer de samme replikker. Står op, ser hendes udtryksløse ansigt

i spejlet, stirrer ud i luften, tiden føles forskruet. Falder i søvn igen. Slår øjnene op. Verden drejer stadig så hurtigt rundt, at hun falder bagud. Huset virker tomt. Fire sæt øjne, der kigger hver sin retning. Lyden af urets visere, der skærer hvert øjeblik itu. Tik, tak, tik, tak.

Hver dag virker som en ny byrde, hun ikke kan bære. Hun prøver at gå ture. Det bliver sværere at finde rundt i skoven, den ligner ikke længere sig selv. Dagene falder fra hinanden og kaster lange skygger.

Nætterne bliver længere, vinteren er på vej. Hun bevæger sig ind i skoven. Finder sin plads i den kolde jordbund. Hun vender sig om på siden og trækker benene ind under sig selv, så hun ligger som et foster. De afpillede træer svajer fra side til side i en frossen vind og vugger hende stille til ro. De døde fugle synger.

Vinteren kryber ind over skoven og dækker barnet til med sne.

Hævnen er sød

Andrea Birkebæk Nielsen

Hun kan næsten ikke få luft så hurtigt løber hun. Bladene flyver op og snurrer sig rundt, hvor de efter lander blødt ned på jorden. De får ikke lov til at ligge længe, da han er lige i hælene på hende. “Hjælp, hjælp mig” råber hun, “hjælp, er der ikke nogen der kan hjælpe mig?" Hun ser et lille ødelagt hus med åben dør, henne for enden af stien. Da hun kommer derhen, skynder hun sig ind og lukker hurtigt døren efter sig. Der er helt mørkt derinde. Hendes hænder ryster og hun trækker vejret panisk. Hun tør næsten ikke kigge, men vælger at tage en dyb indånding og gøre det alligevel. Da hun vender sig rundt så…

"Ej, det lyder ikke godt, hvordan kan man gøre det mere uhyggeligt?” Det høres tydeligt, at hendes tænder bores ned i træet, fordi hun er frustreret. “Hvorfor skal det være så svært at skrive en historie, altså det ville være meget nemmere hvis jeg bare kunne hoppe ind i den, for når jeg så gjorde noget, skete det hele bare af sig selv.” Tænker hun imens hun bliver mere og mere irriteret på hendes lærer, der gav hende denne opgave for.

“Agnes kommer du ikke lige ned og hjælper med at dække på bordet?” råber hendes mor nede fra stuen. Agnes lukker bogen og skubber surt stolen ud, hun tramper hele vejen ned af trappen, så man næsten kunne høre det helt over til naboen. “Hvorfor er du så sur skat?” “Peter har givet os den opgave, at vi skal skrive en historie til på torsdag, men jeg kan ikke finde ud af det!” siger hun imens hun surt river skuffen ud med bestik. Man kunne tydeligt høre knive og gafler rasle. “Du er da god til at skrive skat, det skal du nok klare, har du nogle ideer ind til videre?” “Altså jeg ved bare, at det skal være noget uhyggeligt, noget man rigtig kan sidde og få kuldegysninger af.” Agnes kan næsten ikke nå det øverste skab med tallerknerne, så hun stiller sig op på hendes tæer. Man skulle næsten tro hun gik til ballet, så højt kunne hun komme op på tæerne. “Jeg tror på, at du nok skal finde på noget godt, du plejer at være god til det med historier. Husk at selvom tingene ikke kommer til dig med det samme, så skal det nok blive godt til sidst.” Moderen satte gryden med pasta og kødsovs på bordet og råbte efter Agnes far og lillebror. “Fuck hvor lækkert, kødsovs!” sagde Agnes lillebror løbene mod køkkenbordet. “Hvor er I gode, mine to prinsesser," siger faren og går hen og kysser Agnes på panden. “Ej faaaar” siger Agnes og vrider far væk fra sig. “Nå, jamen så er det godt jeg har en kone som gerne vil have et kys” Han går hen og giver moderen et ordentlig møs. Agnes og hendes bror sidder ovre ved køkkenbordet og laver grimasser til hinanden.

“Tak for mad, det smagte godt” Agnes tager sin tallerken over på bordet og går ovenpå igen. Hun enser ikke bogen med historien i et blik. Hun lægger sig direkte over i sengen med telefonen og kigger på instagram. Der bliver scrollet og scrollet. Hun prøver virkelig ikke at tænke på historien, men det er det eneste, der kører rundt i hovedet på hende, og det generer hende grænseløst. Til sidst sætter hun sig op i sengen, kigger på bogen, så ud af vinduet, og så på bogen igen. Hun kigger rundt i hele værelset for at få en idé. Så er det at hun ser hendes bamse ovre på hylden. Hun skynder sig over på stolen, åbner bogen og begynder så at skrive. Hun kan ikke stoppe, der bliver ved med at komme flere ord ned på papiret. Klokken bliver mange, men det ligger Agnes ikke mærke il, for nu er hun kommet ind i en skriveflow

Moren banker på og siger at nu er det altså blevet sengetid. “Jaer, jeg ved det godt, men jeg mangler bare en slutning mor” siger Agnes, imens hun virkelig prøver at få en slutning ind, men hun kan ikke finde på en. Hun sukker og lukker bogen, og går over i seng. “Godnat skat, kan du sove godt” "Godnat mor", moren slukker lyset og lukker døren. Agnes falder hurtigt i søvn. Hun er træt fordi hun har skrevet så meget.

Et pindsvin krydser hendes vej. Den er såret. Agnes går hen til pindsvinet og hun synes det ligner at nogen har klippet eller hevet dens pigge ud. Hun hjælper den stille og roligt på vej. Efter at Agnes har gået i lidt tid, møder hun endnu et dyr, som også er såret. Det er en mus, det ligner at nogen har skåret halen af, for der er kun en lille

stump tilbage på den. Agnes kigger rundt fordi hun ikke kan forstå hvordan og hvorfor hun møder to dyr der er såret på den måde de er. Imens hun går og tænker, er hendes mave begyndt at rumle. Hun går og kigger efter bær eller bare noget som ligner mad, men hun er ikke heldig.

På et tidspunkt ser hun en shelter ude ved vandet, hun går derhen. På vej derhen overvejer hun om der er nogle der kunne give hende noget mad. Jo tættere på hun kommer på shelteren, jo mere kan hun mærke en klump nede i hendes mave, hun forstår ikke hvad det er, men hun tænker at det nok bare er fordi hun er sulten. Da hun kommer derhen, er der ikke nogen eller noget. Hun vælger lige at gå en runde rundt om shelteren. Da hun kommer tilbage igen, dukkede noget op, som ikke var der til at starte med. Det kan ikke passe, tænker hun. Der er noget inde i hende som synes det er meget ubehageligt det der sker, men en lille del af hende siger at hun skal prøve at udforske det. Hun kan ikke rigtig se hvad det er, før hun kommer tæt nok på. “AAAHH”! Hun hopper tilbage med et kæmpe spjæt, da hun ser at det er en dukke!! Hvem har dog efterladt en dukke ude i en skov? Hun står og tænker på om hun skal lade dukken ligge eller tage den med. Hun vælger at tage dukken med. Agnes holder dukken som en lille baby. Imens hun går og lytter til blæsten fra træerne, tænker hun på den dag hun selv skal have børn. Hvis de nogensinde skal ud i skoven, så får de ikke deres bamser med. Agnes bliver afbrudt i hendes tanker ved at hun mærker et nap i hendes finger. Hvad skete der? Var det dukken? Hun stopper op og kigger dukken dybt i øjnene, den ser faktisk virkelig uhyggelig ud. Agnes kan ikke lide det, så hun smider dukken og løber sin vej.

Det er begyndt at blive mørkt, så Agnes skynder sig at finde læ et sted. Hun graver et hul i jorden så hun lige akkurat kan være der. Fordi hun har brugt sine hænder til at grave med, så er de helt ømme og sorte af jorden. Hun kryber sig helt sammen så hun ikke skal fryse ihjel.

Da Agnes vågner næste morgen, kan hun igen mærke klumpen i maven og det løber koldt ned af hendes ryggen. Hun vender sig om på siden. Dukken ligger med et smørret smil og psyko øjne “Hej Agnes” siger den. Agnes skriger: "Hvordan er du kommet herhen og hvorfor kan du tale?” Agnes ryster af skræk. Hun rejser sig op og går hen og sparker til dukken, men den når at rulle væk, så Agnes lander på numsen med et bump. Dukken springer op på hende og begynder at kvæle hende. Agnes bliver ved med at skrige og råbe efter hjælp, imens hun prøver at få dukken væk fra sig. Hvordan kan en dukke være så stærk, tænker hun imens hun bliver ved med at kæmpe imod. “Du skal dø!” siger dukken vredt. Jeg kender den stemme, tænker Agnes, hvor har jeg hørt den fra? Dukken siger “kan du slet ikke huske mig?" Du efterlod mig på loftet med alt det skrammel i aldrig fik brugt og alle dine gamle bamser. “Kalle?” sagde Agnes undrende. “Når nu kan du huske mig var. Hvordan kan du ikke genkende mig, jeg er stadig fyldt med skidt og jeg har stadig det grimme hår fordi du ville lege frisør med mors saks. Jeg har endda stadig mit navn under min fod, som DU skrev, så jeg ikke blev væk. Agnes forstår ikke hvad der sker, det er hendes dukke Kalle som hun altid sover med når hun er hjemme hos farmor, men det er ikke så tit længere da hun syntes hun er blevet for gammel til bamser. “Du skal lide for det du har gjort" siger Kalle. Nu skal du prøve at blive slået på og smidt rundt med, du skal dø! Du mødte godt pindsvinet og musen, ikke? Agnes nikkede. “Ja, de har ikke gjort mig noget, men jeg ville have det sjovt og derfor gjorde jeg dem fortræd." Det var det samme du gjorde ved mig. "Jeg har intet gjort dig, men alligevel skulle jeg behandles dårligt.” Kalde begyndte igen at kvæle Agnes, men denne gang kan hun nå at undvige og løbe.

Hun kan næsten ikke få luft så hurtigt løber hun. Bladene flyver op og snurrer sig rundt, hvor de efter lander blødt ned på jorden. De får ikke lov til at ligge længe, da han er lige i hælene på hende. “Hjælp, hjælp mig” råber hun, “hjælp, er der ikke nogen der kan hjælpe mig?" Hun ser et lille ødelagt hus med åben dør, henne for enden af stien. Da hun kommer derhen skynder hun sig ind og lukker hurtigt døren efter sig. Der er helt mørkt derinde. Hendes hænder ryster og hun trækker vejret panisk. Hun tør næsten ikke kigge, men vælger at tage en dyb indånding og gøre det alligevel. Da hun vender sig rundt ser hun ikke kun Kalle, men alle hendes gamle bamser og dukker. De er sure, de er rigtig sure. Agnes kan se vreden i alle deres øjne, de ligner nogle der er klar på at slå hende ihjel. Hendes hår på armen løfter sig. Agnes bliver vildt bange og siger “ Undskyld, undskyld,

undskyld, i må altså ikke slå mig ihjel. Jeg ber jer” imens hun står og prøver at få dem på andre tanker er Kalle i mellemtiden kravlet op på en kasse bag Agnes. Han prikker hende på skulderen. Agnes vender sig rundt, men hun når ikke at sige noget, inden Kalle har taget en kniv frem og skåret halsen over på hende.

Agnes vågner med et sæt helt svedig og klam. Hun mærker på sin hals for at fornemme, om der er sket noget med den, det er der heldigvis ikke. Hun skynder sig op på loftet for at hente posen med alle de gamle bamser og dukker. Hun tager saksen og kniven ude på køkkenet, og så hiver hun bamserne og dukkerne i stykker. Efter hun har gjort det, kan hun ikke sove mere, for det var en alt for uhyggelig drøm. Hun vælger at sætte en serie på, så hun kan få tankerne på noget andet. Agnes falder i søvn til serien, og om morgenen, da hendes mor kommer ind og siger godmorgen til hende, er skærmen stadig tændt. “Har du set film hele natten Agnes?” “nej mor jeg fik bare et mareridt og så ville jeg lige have mine tanker over på noget andet” “okay det er i orden skat, forresten så får vi farmor på besøg i dag” moren giver Agnes et kys på panden og går ned i køkkenet for at lave morgenmad.

“Farmor er kommet Agnes, kommer du ikke lige ned?" Råber morderen. Agnes har ligget på værelset hele dagen fordi hun har været træt. Agnes kommer ned og giver farmor et kæmpe kram. “Jeg har taget en lille ting med til dig, Agnes, pigen". Nu hvor jeg skal flytte på plejehjem så tænkte jeg at han ikke bare skulle smides ud” farmor tog en pose frem og gav den til Agnes. Hun tog imod posen. Hvad mon det var? Det føltes lidt som en bamse, nej vent Agnes fik en ordentlig klump i maven. Hun vidste, hvad det var, det er en dukke. Hun tog dukken op af posen. Kalle!!

At Finde Sin Plads

Andreas Berntsen

Det var koldt og atter koldt, og der var gang i Sensommervise, men snart skulle energien samles sammen til næste dag. Marty og Jackson var vel nogle gode mennesker (inderst inde), måske endda de eneste han havde, selvom det nok kun var hans mening, men skønt var det dog alligevel at dele et værelse med de to “populære”. Da han trådte ind på sit værelse, var det åbenbart blevet et fællesareal for gangen. Ikke fordi det var forbløffende, eftersom han ikke selv havde været til stede til lejligheden. Tankerne flød, og flød og flød: “Hvorfor banker folk altid på døren for at få fat på Marty og Jackson”

“Hvordan bliver jeg en del af noget større, større end de fleste”

“Hvornår kommer dagen hvor jeg kan smide ensomheden ud af kroppen”

Alt det han tænkte var der nok en god grund til, beviser var der vel. Vinteren gjorde jo ikke at man ligefrem blev til et gladere menneske, i hvert fald ikke for hans vedkommende, han sov dårligt om natten, og snart var den tid ved at nærme sig igen. Han lagde sig i sengen, og inden længe var han stået op. Stået op til en ny dag som skulle overstås. Han havde den samme rutine hver morgen, holde sig væk fra det skræmmende og det udfordrende, om det så måtte betyde at han måtte holde sig væk fra et fællesskab

Der var gået to måneder af året, og han kendte navnet på halvdelen af den lille efterskole, han havde jo mange andre planer end at tænke på at nyde et efterskoleophold.

Noget slog endelig i ham på denne lørdag, han MÅTTE ud af værelset! Han gik ud, og drog hen mod sportshallen hvor der var enkelte som spillede basket, folk som han ikke havde set i de to måneder, så de var fremmede i hans øjne, men hvad så? Det var den eneste mulighed for at få bekendtskaber.

Han drog langsomt hen til de tre enslignende typer. Louis Vuitton jakker fra Tyrkiet, tagrender og baggy cowboybukser, men hvad skulle han sige, dette var det han skulle holde sig væk fra. Den ene fyr havde AirPods i, som han vel kunne spørge ham ind til : “Hey, jer har jeg ikke set før! Hvad hører du egentlig?”. Fyren kiggede lidt mistroisk på ham: “Jeg hører What Difference Does It Make af The Smiths”. Sangen kendte han ikke, så det var nok bedst at skifte emne, nu hvor han nærmede sig en del af en ny vennegruppe. “Ej…. fedt!" "Men hvad hedder I egentlig og ja, har I nogle planer senere?”, svarede han nervøst.

Den anden enslignende fyr svarede: “Altså jeg hedder Franz, til højre for mig er Matti, og til venstre er Nicolai. Vi spiller lidt basket nu men vi tænkte på at tage i Brugsen efter frokost”. Det lød mega fedt, selvom han jo allerede havde været i Brugsen mange gange, men ikke med andre.

“Ved I hvad? Jeg tager med guys!”, sagde han med et lidt tvunget smil på læben. De smilte, som måtte være en form for accept.

Langt om længe var frokost overstået, og han var på vej ud af døren med Nicolai, Matti og Franz. Han følte dog med det samme at noget var galt, men han kunne ikke forklare grunden. Samtalen tog et kæmpe skridt fra hvad de havde fået ud af livet på efterskolen til bagtaleri om de sære, pigerne og lærerne. Det var ikke noget han havde lyst til at være en del af, men det ville jo koste ham et godt venskab at lade vær. Han blev så spurgt et spørgsmål af Nicolai: “Hvis du kunne vælge en ting ud af disse tre, ville du så give vores spansk lærer en lussing midt i timen, få hende der den mærkelig pige Magrethe smidt ud af skolen, eller kysse Olivia?”. Dette spørgsmål var totalt over grænsen på alle tænkelige måder, så han blev nødt til at være ærlig, som han altid havde lært.

“Det har jeg altså ikke lige lyst til svare på, hvis det er okay med jer?!”, svarede han med et tegn på panik i stemmen.

De kiggede alle tre enormt mærkelig på ham, og nærmest stirrede ham dybt ind i sjælen

“Har du overhovedet lyst til at være en del af gruppen? Her snakker vi om sådan nogle ting, det er jo et frit rum”, sagde Nicolai tørt til ham

Han var helt i chok.

Altså han havde jo ikke ligefrem lysten til ikke at svare, men det hang jo ikke sammen med at han var et ordentligt og godt menneske. Han havde jo absolut ingen tætte venner, og hvis det her var den eneste mulighed for at få gode relationer i denne forfærdelige ungdom, så måtte han jo gøre hvad der blev befalet, om det så gjorde ham til et rædselsfuldt individ.

Noget slog i ham for anden gang i dag, men dette føltes helt anderledes. Som på tidsrummet det tager et menneske at blinke med øjnene, eller at knipse med fingeren blev han til et nyt jeg, et nyt jeg med en personlighed han ikke kendte til. Var dette følelsen af at være populær? Det var ikke fordi det ligefrem var hans drøm at være populær, men nærmer et enormt ønske.

Han svarede endelig: “Jeg synes da vores spansk lærer er en værre heks, altså det er hun da selvfølgelig, Magrethe er jo også bare klam, og skolen ville være et paradis hvis hun ikke var tilstede, men ja Olivia er jo enormt smuk, men minder om en luder, så hende ville jeg nok holde mig fra, så jeg vil nok giv vores spansk lærer en lussing… Altså selvfølgelig vil jeg det”

Nicolai gav det sædvanlige blik af accept. Generaler er altid lederne. De havde været hvad der virkede som betaget af samtalen, så de var allerede ankommet til Brugsen, og var trådt ind i forretningen.

Han var egentlig nysgerrig på hvad de skulle have i Brugsen, fordi han ikke selv skulle have noget, han var jo ligesom taget med af en grund. Udfordre livet.

Han tillod sig desværre at spørge ind til gruppen: “Hvad skal I egentlig have herinde, noget energidrik eller?” De grinte alt for højlydt til hinanden, og kiggede så på ham og gav et blik som nærmest talte til ham. Blikket sagde: “Er du klar på det her?”

Nicolais stemme overdøvede blikkets svar, og sagde: “Vi skal da have noget Jägermeister, og du skal være med til at finde et sted hvor vi kan drikke det uden at blive opdaget”

Han kunne mærke alle dele af hans svage krop ryste i en rastløs tilstand. Han var myreren som blev dirigeret med en rød tusch af nogle femte klasser. Han havde dog allerede rodet sig langt nok ud i det her venskab til at han ikke kunne gøre andet. Han skulle jo helst blive set med de seje.

“Det lyder da fedt, men måske lidt risikabelt, ik?, sagde han ængsteligt.

Nicolai svarede med en seriøs tone: “Ej, er du seriøs?” Nu gør vi det her, ellers bliver det da værre for dig selv, det kan jeg lige love dig for”

Uden at sige noget, gik han med Nicolai og de to andre som virkede som disciple, og tog over til alkoholafdelingen, hvor Nicolai tog en Jägermeister op i hånden, og med det samme smuttede over til kassen for at betale.

“Jeg har en plan til hvordan vi finder ud af hvem der betaler hvad?”, sagde Nicolai over skulderen til de andre.

Nicolai endte med at betale i første omgang, og de forlod så gerningsstedet for at finde et sted hvor de kunne bunde hele lortet i en omgang, som endte med at blive i en park tæt på skolen, hvor de også hørte, hvad Nicolais tidligere ide var.

“Jeg tænkte på, om vi ikke bare skulle sige at den der drikker mindst betaler den største procentdel”, sagde Nicolai energisk med et smil på læben.

Han vidste at det ikke var sundt for ham at være en del af denne vennegruppe, altså er det overhovedet det værd at være kendetegnede som sej og oppe i hierarkiet hvis det gjaldt enorme problemer, og mangel på en lykkefølelse.

Nu sad han her altså, og de accepterede ham faktisk på få betingelser. Han sparkede lidt i sneen af nervøsitet. Han fik det endda endnu mere dårligt af kulden omkring ham.

“Hvem starter?”, lød udbruddet fra generalen Nicolai.

Han måtte gøre et eller andet for at få det overstået, måske den eneste løsning var at starte med at tage en lille tår.

“Det kan jeg godt”, sagde han stille, som en nærmest hvisken, hvorefter der lød en stolt klapsalve.

Han havde aldrig før følt en skamfølelse så intenst som den han fik det sekund han tillod sig at tage en tår, som blev større jo mere og mere pres der var på ham

Det var ikke til at holde ud, da han jo ikke havde drukket det her gift før nu, men nu var det i hans krop, og ikke nok med det, for det betød at han ikke havde nogen undskyldning nu hvis han blev spurgt af forstanderen.

Han nåede at bunde det kvarte af Meisteren, og med det samme blev flasken sendt videre til Franz, som så absolut tør ud, og han drak lige knap den næste kvartdel af flasken. Så kom Matti som ikke kunne tåle mere end den mindste og svageste slurk Nicolai hidtil havde set.

Nicolai hæv flasken ud af hånden på Matti, og så dømmende på det hjælpeløse individ. Nicolai var tydeligvis skuffede, og hans mime sagde jo alt hvad der var galt. Det var som en mor der finder ud af at hendes elskede barn er kommet på kontanthjælp. Matti i modsætning til Nicolai prøvede ivrigt at fange Nicolais blik for at få tegnet på accept, som var det eneste som kunne redde ham i dette intense øjeblik.

Nicolai virkede til sidst, som en der gerne vil videre mod skolen, og det måtte de jo så gøre, da Nicolai trods alt skulle have sin vilje.

Hvis Nicolai befalede, så var det lovpligtigt.

Gåturen tilbage mod skolen virkede som evigheder, føltes som ventetiden på at komme ind og blive undersøgt på skadestuen, men med læger som var på strejke.

Efter adskillige dage, uger eller måske endda måneder var de nåede tilbage til skolen hvor alle andre end dem selv virkede muntre, som om de alle sammen lige havde fået 12 i et fag de ikke havde nogen forstand på.

Vennegruppen virkede overraskende nede på jorden, som om intet var hændt. For dem var det som om de aldrig havde forladt sportshallen. Det var dog lidt svært at skue meningen bag deres mime, da der for det første ikke var nogen mime, og for det andet var hans egen mime uoverskuelig at være til stede i. Hans blik var sløret som en flagermus, hans tårer kæmpede om at trille ned og hans sjæl var forsvundet. Ikke nok med det, for han var slet ikke klar på hvad der mødte ham i næste sekund. Ved indgangen til skolen blev de mødt af deres overmand, som så direkte mod dem, men der var ikke andet at gøre end at tage det som det kom. Der var få meters afstand mellem dem, men rejsen derhen tog livstider. Deres blik mødtes kort, hvorefter de tog et enkelt skridt forbi ham.

En stemme overdøvede alt støj og lyd i universet: “Hvad er det for en lugt I har på jer?” Dommedag var ankommet…

Sådan er voksen vist

Anna Wilmann

Og med ét letter vi. Dit værelse forvandler sig med et trylleslag til et eventyr, som i en magisk bog med skøre væsner, glimmer og sæbebobler, og jeg bliver suget ind i din fascinerende verden. Jeg mærker straks sommerfuglene i maven, i det rumskibets morterer sætter ind. De fylder mig helt op til min mund, som danner et kæmpe smil. Jeg kan tydeligt mærke dem, altså sommerfuglene. De danser i min mave og laver kolbøtter, og jeg er i et med dem. Jeg ser mod dig; du griner, din latter er barnlig, og som en sygdom smitter du mig. Jeg kan ikke længere holde det inde. Vi griner begge nu, længe, meget længe. Så længe, at det gør ondt i maven. Så længe, at vi begge glemmer tid og sted, så ægte, at en tårer rører min kind. Så højt, at din mor beder os skrue ned flere gange, og du makker ret, men jeg griner bare videre.

Din mor forstyrrer tit vores leg, og det påvirker dig vist, men det er som om du holder det inde. Du holder på en smerte inderst inde, en ikke-forløst konflikt, en bombe der tikker, og så let kan springe i luften. Jeg ved faktisk ikke, om det er sådan, tingene forholder sig, for jeg har ikke spurgt dig om det med bomben før, men min mor siger, jeg er meget klog af min alder, så jeg har nok ret. Når jeg bliver voksen, vil jeg i hvert fald aldrig blive sådan en mor, som altid tysser på sine børn og ikke lader dem lege, tænker jeg for mig selv.

Lige nu sover din mor, og vi leger videre i det hjemmelavede rumskib. Dine øjne smiler, men ser pludselig væk fra mig. Du har fået øje på noget.

“Se, Amanda, se lige, det er jo månen. Vi er der snart!”

Jeg smiler og kigger derhen. Den er flot og ligner en ost. Jeg får næsten lyst til at tage en bid af den store ost, der hænger der på himlen. Vi er langt væk hjemmefra, og jeg mærker pludselig din krop blive urolig.

"Kom, Tue, lad os flyve tættere på og se nærmere på månen."

Dine smukke brune øjne flimrer lidt, og du virker endnu mere nervøs, nærmest panisk.

“Nej, det er for farligt.”

Vi sidder tæt, men du rykker lidt væk fra mig. Jeg forstår dig nogle gange ikke.

“Det er jo bare noget, vi leger, kom nu, vi skal på mission, du er jo min makker,” udbryder jeg.

“Nej, Amanda, du forstår bare ingenting, jeg kan ikke gå, der er en, der har brug for mig. Jeg kan ikke risikere livet bare for en eller anden dum mission, fatter du det?”

Vi er begge tavse. Jeg elsker missioner, og Tue er jo min partner, men han er bare så underlig nogle gange. Jeg kan mærke, at vreden i mig presser på, rigtig meget faktisk. Ligesom dengang, hvor min mor havde købt den lækreste is til mig: 3 kugler, guf og flødeskum. Men så, i det hun rækker den mod mig, taber hun den på jorden. Guf ud over alt, og jeg måtte ikke engang få en ny is. Den følelse af svigt blandet med vrede kommer tilbage i præcis dette øjeblik.

“Du er bare dum, Tue, skal jeg holde dig i hånden eller hvad, hvorfor er du så mærkelig? Det er jo bare en leg, vi leger,” Tue står som forstenet og stirrer ud i luften med de der store brune opgivende øjne.

“Jeg kan ikke, Amanda,” siger han, så hans stemme nærmest ryster. Så tilføjer han:

“Du forstår det bare ikke, der er en, der har brug for mig.”

Jeg ser, han sætter sig på hug, klar til at springe ud af vores rumskib. Jeg bliver forskrækket. "Hvad laver du, hvorfor tager du afsted?"

Mine øjne begynder at løbe i vand. Lige så stille kommer der flere tårer, der presser sig på. Det er næsten som et helt vandfald nu ud af mine øjne.

"Vi skal jo på rummission,” udbryder jeg hulkende.

Tues ene ben hænger nu ud af skibet, og nu også det andet. Men det er som om han tøver med at tage springet ud af legen og ned i virkeligheden igen. Hans brune dådyrøjne kigger skamfuldt ned i jorden. Jeg tror, at bomben i ham er sprunget.

“Undskyld, men jeg har ikke tid til at lege mere… Aldrig mere.”

Han kaster ikke engang et blik mod mig, inden han tager springet ud i det uendelige univers. Han svæver forbi stjerner og rumvæsner, planeter og galakser, og med ét er han ude af syne. Jeg kigger rundt; der er nu kun mig, min lyserøde trøje med kattekillinger på, mine mega seje blå velcrosko, min hjemmelavede rumhjelm og tomheden tilbage i rumskibet. Der er da altid tid til at lege, siger jeg for mig selv. Jeg forstår det slet ikke; det føles som om en tung sten er landet ovenpå mit hjerte.

Det var sidste gang vi grinte, sidste gang hans øjne smilede, sidste gang vi legede, sidste gang, hvor det bare var os to mod universet, og hvor vi glemte tid og sted.

“Amanda, Amanda.”

Det lyder fjernt, men er det mon virkeligt? Nu bliver det pludselig tydeligt, lidt for tydeligt.

“AMANDA!” råber han igen.

“Ja, hvad, jeg er her,” svarer jeg uden helt at vide, hvor jeg egentlig er. Hvorfor kalder han mon?

“Du forsvandt ind igen i en forestilling om i går,” siger han. Det sker tit, at jeg drømmer mig væk. Væk fra hverdagens fængsel.

De brune øjne er ligesom dengang forsigtige, men med den melankolske undertone, som er lidt ny. Der er så meget usagt i de øjne. Så meget, de har set, så meget, de fortryder at have set. De har set mig igennem de seneste 30 år, og jeg har set dem. Jeg ser en del af mig selv i de øjne.

Min lyserøde trøje med glimmer er blevet udskiftet af en i sort, og velcroskoene har fået snørebånd på. Jeg er en ny mig, men jeg savner tit den verden, hvor jeg var et vi, Tue og Amanda var en person, en leg, altid sammen.

For tiden føles hver dag som en kamp, noget der bare skal overstås. Jeg venter hver dag på, at det spændende kommer udefra, men jeg er fanget lige her i vores kedelige rækkehus i et kedeligt kvarter, med en kedelig mand, kedelige børn, kedelige møbler og en kedelig tilværelse.

“Hvem henter ungerne, har du husket at købe kattemad, har du tømt opvaskemaskinen, elregning, ny bil, nyt job, affaldssortering, støvsuge, havearbejde.”

Det kører rundt i hovedet på mig. Jeg er så pisse træt af de ord. Ja, jeg er voksen, ja, jeg har børn og en mand, et job, rutiner, og derfor et ansvar, men nogle gange savner jeg dagligdagen fyldt med magi, hvor vi var svævende. Mig og Tue taler aldrig sammen mere, nu hvor vi er voksne, men sådan er alle voksne vist. Der er ikke tid til den slags pjat, ingen grund til at tale sammen om de gode gamle dage eller hæfte sig til fortiden. Vi er voksne nu, og voksne har travlt.

Når jeg går en tur i ny og næ, ser jeg altid voksne, der hænger op af deres vigtige telefonsamtaler i stedet for at være nærværende med deres børn. Jeg ser voksne, der diskuterer uafbrudt foran deres unger, voksne, der kører bil, vasker tøj og går på arbejde uden et eneste smil. Det er bare sådan, voksenlivet er, det må man bare leve med. Jeg er heldigvis ikke blevet voksen kedelig på den måde endnu.

Alt er så praktisk imellem Tue og mig, men vi kan ikke gå fra hinanden, for han har brug for mig; han har brug for en stærk kvinderolle i sit liv.

Han er tit hos sin mor. Jeg forstår det ikke, jeg har heller ikke prøvet at forstå. Hun behandler ham som en slave. En, man kan kalde på, som lyster.

Hun hedder Susanne eller bare Sanne, og hun har også brune øjne, men hendes er ikke undskyldende og blide; nej, de er onde, arrogante og bedrevidende. Hun bor alene i en lille lejlighed på 2. sal. Tues far forlod dem, da Tue var lille, så Sanne har opfostret ham på egen hånd. Der stinker altid af røg, og det er årtier siden, der sidst er blevet svunget støvsuger i det hjem, hvis man overhovedet kan kalde det for et hjem. Det er Tues barndomshjem. Engang var hans værelse funklende og i stor kontrast til resten af hytten. Der var bamser, legetøj, og luften var fyldt med håb. Nu står hans gamle værelse uden kulør. Det bliver brugt som opbevaringsrum.

Tue kommer på besøg hver mandag hjem til den lille, øde lejlighed med blomster og chokolade til sin mor. Hun smider altid blomsterne ud og spiser chokoladen i en mundfuld efterfulgt af en cigaret for at dæmpe den grimme smag, siger hun. Det er mandag i dag, og Tue står der med sort frakke på i entreen, klar til at tage af sted, som han gjorde mandagen før og mandagen før det og mandagen før det. Vi siger ingenting til hinanden, men vores øjne siger tusind ord. En permanent skyldfølelse ødelægger ham lidt efter lidt. Jeg kender ham ikke længere. Jeg ser det i hans brune øjne. Han er gidsel i hendes spil. Historien gentager sig altid; jeg siger, at han ikke skal gå, alligevel så går han af sted, bliver såret, kommer hjem og har brug for mig. Sådan ruller historien.

Men denne gang er lidt speciel. I dag står han ekstra længe på den sorte måtte i entreen, ekstra længe kigger de brune øjne rundt. Han tænker på noget, men hvad? Luk mig nu ind, Tue, det driver mig til vanvid. Jeg kan ikke bare se til længere, ikke denne gang. Jeg bryder ud. Noget går igennem min krop, noget ubeskriveligt. En glød, en varme. De store øjne vil så meget mere.

“Hun tog din barndom, hun tog glæde, gejsten og gnisten fra dig,” udbryder jeg. Som et surt opstød kommer det hele op på en gang, og der kommer mere, jeg er selv overrasket over, hvor det kommer fra. Det ligger vist dybt inde i mig.

“Hun tog legen og brændte den på bålet, hun tog fantasien og smed den ud. Hun tog en del af dig og fjernede den væk fra mig. Jeg savner den rigtige eventyrlystne Tue, som altid var glad.” Jeg bliver ved med at råbe op; det må bare ud af mig.

Tue ser på mig og er tavs, ligesom han altid er, uden den store mimik. Men så ændrer alt sig; det er som om jeg sætter fut i bomben indeni ham.

“Jeg var aldrig glad, men du har altid været så egoistisk, at du ikke engang har kunnet se ud over din egen næse og se, at der sker andet i verden end dig,” udbryder han. Jeg har aldrig hørt ham sige fra på den måde, så hårdt.

“Du er ligeglad med mig, du siger ikke det her, fordi du elsker mig. Du siger det, fordi du elsker dig selv. Du har aldrig forstået mig, aldrig prøvet at forstå mig og mit liv og mine valg. Tror du, jeg valgte at have en alkoholisk mor, en dødelig syg mor, en mor der aldrig var der, en barndom uden omsorg, tryghed eller nærvær? Hvad Amanda, svar mig!”

Han stirrer derefter stift ud i luften, træder baglæns, går ud og smækker døren brat bag sig. Det hele gik så hurtigt. Nu er han ude af døren, og jeg står alene, men jeg føler ingenting. Jeg er hverken glad eller sur, jeg er bare til. En helt normal voksen, der ikke viser følelser. Jeg mærker hans ord, men de forsvinder hurtigt igen. Jeg er ikke god til det med følelser; jeg synes, det er spild af tid.

Jeg venter i sofaen som forstenet på, at han skal komme tilbage. Lærke og Alfred spiller iPad, det larmer, og jeg beder dem skrue ned flere gange. De er klistret til skærmen og lytter ikke efter. Jeg bliver sur på dem, og de går op på hver deres værelse. Jeg elsker mine børn, men de larmer. Jeg kan ikke sidde stille og går i gang med at pakke madpakker ud og tømme skoletasker. Efter det ser jeg TV Avisen og drikker kaffe. En rigtig stærk og sort kaffe, som smager af ingenting. Vi er løbet tør for toiletpapir, skriver jeg til Tue, han svarer med et "OK".

Det er som om hele verden er dækket af en mørk, kedelig voksen-tåge. Jeg er en mørk tåge. Imens jeg meningsløst går rundt og rydder lidt op hist og her, er der nogen, der tager i dørhåndtaget.

Tue kommer ind ad døren omkring klokken 15.00. Han pakker varer og toiletpapir ud, og hans øjne har ændret sig. Vi kigger mod hinanden i tavshed. Vi står der meget længe og stirrer i konkurrence. Så kommer seriøsiteten til orde. Han er ikke sur, jeg er heller ikke sur, men tiderne har ændret sig, fornemmer jeg. Endnu en bombe skal til at springe, men ikke en trist en. Jeg ænser i de smukke, store brune øjne en form for håb, en viljestyrke jeg aldrig har set før. Det føles i det øjeblik, som om alt er lidt lettere, og tågen på en måde letter fra os begge, fra huset, fordi hans øjne smiler, men det er kun i kort tid.

“Der er en, der har brug for mig. Jeg flytter ud,” siger han så midt i stilheden.

Jeg opfanger ikke det næste, der sker, men pludselig er han ude af det sorte, mørke rækkehus. Han er nået et stykke ned ad vejen nu. Jeg prøver at holde den professionelle facade, men jeg knækker over.

“Men jeg har brug for dig, og du har brug for mig,” råber jeg hulkende ud af hoveddøren i hans retning, men han hører mig ikke, han går bare videre, fast besluttet på sit mål. Pludselig stopper han op og smiler, idet han vender sig om mod mig. Han er næsten ude af syne, da han siger:

“Nej, det har du ikke, Amanda. Du er lykkeligere uden mig. Jeg har altid været en byrde for dig, men du må gerne give slip nu, bare gi’ slip.”

Tue ender med at pakke sine ting, klappe katten farvel, vende ryggen til mig og flytte ind hos sin mor permanent. Det havde jeg ikke set komme. Vi blev jo aldrig gift, men nu er vi så bare ekskærester eller hvad. Jeg føler mig svigtet. Jeg vil ikke lade ham gå, og det kommer som et chok for mig. Hvem er jeg uden Tue. Jeg har aldrig tænkt over det før. Hele mit liv er en gryde med pasta, og vandet er blevet holdt nede så længe, men nu koger det over, og alt går galt. De fosser ud til alle sider med vand, og det går ud over mig, men også mine omgivelser.

Det er fredag nu. En lang uge er gået, og jeg er ikke blevet en skid lykkeligere. Han efterlod mig med børnene, svigtede dem som hans mor svigtede ham. Hver dag har været mere tom, færre ord er blevet sagt, og endnu mere vrede vokser i mig. Ungerne larmer med deres opad, og jeg har skældt ud næsten hver dag. Rigtige voksne skælder ud på deres børn. Sådan er voksne vist.

I dag vælger jeg at gå en tur ud i skoven, der ligger lige om hjørnet. Det er efterår, og brune nuancer pryder det danske landskab. Det er meget længe siden, jeg har været uden for rækkehuset og set andet end det samme hver dag. Det er lidt rart at komme ud, selvom jeg ikke føler en skid, kun mørke indeni.

Jeg ser ham pludselig derude i skoven i det fjerne som en silhuet, og jeg er ikke sikker på, om det er ægte eller en drøm. Han sidder der på en bænk med en ny kone. Han ser glad, nærmest lykkelig ud, og hun krammer ham. Tættere, nærmere end jeg nogensinde gjorde. Hans brune øjne skinner og glimter i aftensolen, han griner. Et smil breder sig nu på min læbe. Det smitter næsten som en sygdom, og jeg bryder ud i latter. Det er skørt; jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst grinte sådan rigtigt, men det føles faktisk ret godt nede i maven. Jeg løber hjem, og min fantasi er helt ustyrlig. Jeg ser en enhjørning i skoven, og jeg rider på den hele vejen hjem. Jeg svæver. Hele verden er for mine fødder, livet er en leg. Jeg skal hjem til børnene nu; de venter på mig. Vi skal spise slik og flyve i en rumraket sammen. Det er jo trods alt fredag, en virkelig god en af slagsen.

Det var det

Anne May

Var det bare det? Er det slut nu? Kunne jeg ikke bruges til andet alligevel?

Han sagde han elskede mig, men det var jo nok bare løgn. Jeg var ikke andet end min krop for ham.

Han så mig ikke for hvem jeg er. Han så slet ikke mig

Han så mig kun de gange jeg tog tøjet af, så var jeg pludselig interessant.

Det var også for hans skyld jeg gjorde det, fordi han var altid glad hvis jeg gav mig selv til ham. Jeg er meget mere end bare min krop, men det så han ikke.

Han står i den anden side af lokalet med en øl i hånden og armen rundt om en anden pige.

Han har set mig, men han prøver at ignorere, at jeg er der.

Hvordan kan han bare gå videre til en anden pige så hurtigt? Hvordan kan sex ikke betyde andet end tilfredsstillelse for ham? Sex er jo intimt, man skal have tiltro til hinanden. Man overlader sin krop til et andet menneske, fordi man elsker dem, ellers betyder det jo ikke noget.

Måske betød jeg så bare ikke noget for ham, jeg var jo alligevel bare en krop for ham.

Det gør ondt. Jeg føler mig brugt. Hvordan kunne han se mig i øjnene i alt den tid han brugte mig?

Mine veninder havde ret, jeg skulle have lyttet til dem. De har altid ret når det kommer til drenge, men jeg bliver blind. Blind af opmærksomheden.

Jeg ville gøre alt for den jeg elsker, også hvis det betyder at jeg konstant er sexualiseret. Det er vel normalt at se sexuelt på den man elsker?

Men fuck det og fuck ham, jeg skal bare være pisse stiv så jeg kan glemme ham for en aften.

Min kjole sidder stramt alle de rigtige steder på min blege krop. Den er sort og har en åben ryg. Inden jeg tog til festen, glattede jeg mit lange blonde hår, imens jeg drak en flaske vin.

Jeg brugte en masse tid på at lægge makeup så han virkelig kan se hvad han går glip af.

Mine veninder træder endelig ind ad døren: Jeg har virkelig haft brug for at se dem igen. Jeg brugte ikke specielt meget tid sammen med dem, da jeg var i et forhold med Lasse - hvis man overhovedet kan kalde det et forhold fra hans side af.

Jeg har savnet dem.

Vi hilser på hinanden og jeg får den typiske “er du okay” fra dem alle.

“Du skal lære at elske dig selv, før du kan elske et andet menneske” siger Mille, men jeg ved ikke helt om jeg tror på hende

“Det er da ikke rigtigt, jeg elskede Lasse, det var jo derfor jeg gjorde hvad jeg gjorde, jeg kunne ikke se det forkerte i det han gjorde" svarer jeg.

“Nej, Nova. Du gjorde nemlig som du gjorde fordi du ikke respekterer dig selv” siger Sarah Hvad fanden mener hun med det?

“Det kan du ikke være bekendt det der Sarah, du ved hvad han betød for mig”

Tårerne fylder langsomt mine øjne, jeg skynder mig at vende om og løbe ud på toilettet, de prøver at kalde mig tilbage men jeg ser ikke tilbage.

Mine hænder er på håndvasken og jeg kigger mig selv i spejlet.

Du skal ikke græde nu Nova, du skal ikke græde nu, tag dig sammen.

Tårerne triller ned af mine kinder som perler der fra en ødelagt halskæde.

Nej nej nej! Fuck min makeup! De andre må ikke se at jeg har grædt! Jeg tager min concealer op af tasken og retter det hurtigst muligt, så det ikke virker som om jeg har været væk i for lang tid.

Mine tårer og concealeren smelter sammen, idet jeg prøver at blende det. Fuck det.

Mine hænder ryster, jeg tager en sidste dyb indånding og låser døren op.

Musikken dunker i mine ører, det er så højt at jeg næsten ikke kan høre mine egne tanker. Lyset blinker og folk hopper op og ned. De presser sig sammen i en klump og danser som sild i en tønde. Jeg har brug for mere alkohol. Jeg tager lige nogle shots og drikker lige en øl, og så to, og så tre…

Jeg løber ind til de andre på gulvet, og danser som om at i morgen ikke er der.

Mit hår svinger fra side til side i takten til mine hofter. Mine øjne fanger Lasses, han kigger væk med det samme, jeg kigger lige en ekstra gang.

Han danser med pigen han sagde jeg ikke skulle bekymre mig om. Jeg kan ikke få mine øjne af ham, han ser virkelig godt ud i aften.

Men jeg skal virke ligeglad, jeg vil jo ikke have noget med ham at gøre…

Et par hænder tager fat om mine hofter, jeg vender hurtigt mit hoved for at se, hvem der står bag mig. Det er Joakim, en af Lasses gode venner. Han står lige bag mig, hans krop presset op ad min. Han følger sine hofter i takten til mine. Jeg kigger hurtigt på Lasse igen, nu er hans opmærksomhed fanget. Jeg nyder hans opmærksomhed. Jeg nyder at gøre ham jaloux. Jeg nyder at han føler smerten af at se mig med en anden, som ovenikøbet er hans egen ven. Det fortjener han. Det skal jeg udnytte.

Han kan slet ikke kigge væk igen, jeg kan mærke hans vrede og jalousi fra hans øjne.

Jeg mærker Joakims hoved på min skulder og hans varme åndedræt på min hals. Jeg vender min krop mod hans, vikler mine hænder rundt om hans nakke. Han prøver at holde øjenkontakt med mig, men jeg kigger væk. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på Lasse.

“Jeg skal lige tisse, vil du med?” Han blinker til mig.

“Nej tak” svarede jeg.

Han sukker. “Hvor er du kedelig"

Han vender sig om og går skuffet mod toilettet. Jeg ved ikke lige hvad jeg havde forventet med alt det her, men det var i hvert fald ikke det.

Mine øjne søger efter Lasse igen. Han står alene nu. Han kommer gående hen mod mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal synes, det er jo lidt det jeg har fisket efter hele aftenen. Men jeg burde jo holde mig væk. Min hjerne snurrer. Alkoholen pumper igennem blodet på mig, så jeg tænker overhovedet ikke klart.

“Hej” siger han.

Han har den parfume, som jeg gav ham i månedsgave. Den dufter godt. Den dufter lidt af hjem. “Jamen hej” svarer jeg.

"Skal vi to ikke lige gå ud og snakke?" Han rækker hånden ud mod min. Uden at tænke mig om, tager jeg ham i hånden og han fører mig udenfor.

Vi er gået om bag huset

“Er du okay?” spørger han. “Joakim virkede lidt afpressende” Han lægger sin hånd på min arm.

“Jeg har det fint, det er jeg vant til alligevel" Svarer jeg.

Alt i hans blik ændrer sig, der er ikke en spændt muskel i hans ansigt lige nu. Han ligner en der mener de næste ord han skal til at sige.

“Undskyld”

Jeg har svært ved at balancere. Min hals bliver tør mens øllen i hånden på ham stirrer på mig, kalder mit navn. Jeg tager den fra ham og drikker den,

“Hey!” Han prøver at tage den fra mig: "Tror du ikke du har fået nok at drikke?” Jeg svarer ikke, jeg drikker bare videre.

Jeg kæmper imod, men han får den taget fra mig, jeg vælter næsten af det. Jeg kigger op på ham, han kigger mig dybt i øjnene “Undskyld” siger han igen.

“Stop, Lasse”

“Jeg mener det Nova, undskyld”

"Nej du gør ikke, der er ikke noget af det du fortæller mig, eller plejede at fortælle mig som du mener. Du lyver, du lyver hele tiden! Jeg betød jo ikke noget for dig, gjorde jeg?” Jeg trækker vejret hurtigt.

“Jo du gjorde, Nova.”

"Stop nu med at-”

“Nova lyt nu lige!" afbryder han. At lytte til ham er ikke lige det jeg har mest lyst til lige nu, men jeg gør det alligevel for ham

“Jeg undskylder en million gange! Jeg har ikke kunne se mig selv i spejlet fordi at du følte at jeg bare brugte dig for din krop. Det var ikke min mening! Jeg fortryder, at jeg slog op med dig. Jeg savner dig Nova, det gør jeg!”

Der bliver stille. Helt stille. Jeg er målløs. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tænke, men det ramte mig. Måske mente han for en gangs skyld det han sagde? Det går op for mig, at jeg savner ham. Det gør jeg virkelig. Han går et skridt nærmere, og noget kommer over mig.

Jeg presser mine læber mod hans, han tager fat i mine hofter og trækker mig helt ind til hans krop, mine hænder er overalt i hans brune hår.

Han kører hænderne op og ned fra ryg til ben, han har fat ved mine baglår og løfter mig så jeg har benene rundt om hans hofter.

Jeg er svimmel. Det slører lidt for mig, men prøver at ignorere det. Mit hjerte hamrer derudaf. Jeg mærker den gamle flamme mellem os. Jeg havde glemt hvor godt det føles. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere og hurtigere.

Mine ører ringer. Der er helt sort. Min telefon brummer en masse. Jeg mærker langsomt mine fingre. Her er koldt.

Hvor er jeg?

Hvad skete der lige?

Fuglene synger som om ingenting er galt.

Hvad er klokken?

Mine øjne åbner endelig. Fuck.

Hvorfor ligger jeg i hans seng? Hvorfor er jeg hjemme ved Lasse? Nej, nej, nej det var jo ikke meningen! Det var jo meningen at jeg skulle holde mig væk fra ham den aften.

Hvor meget fik jeg lige at drikke?

Jeg sætter mig op. Lasse sover stadig.

Min telefon bliver bare ved.

3x ubesvaret opkald - Mille, 2x ubesvaret opkald - Sarah 10x beskeder - Mor 15x beskeder - gruppechat (tøserne) 99+ notifikationer - Instagram

Hvad fuck foregår der?

Jeg låser min telefon op. Linket er overalt. Mit hjerte synker.

Hvordan kunne han?

Hvordan kunne han?!

HVORDAN KUNNE HAN?

Han løj! Han løj mig direkte op i ansigtet i går!

Jeg troede virkelig jeg kunne stole på ham. Jeg kan ikke styre mig selv. Jeg græder. Jeg græder ukontrolleret. Jeg springer ud af hans seng, tager tøj på hurtigst muligt og river døren op og spurter ud af huset. Jeg sprinter, tårerne stopper ikke, jeg kan næsten ikke trække vejret. Hele min krop ryster. Mit eneste fokus er bare at komme hjem. Da jeg når min lejlighed, braser jeg ind ad døren og smækker den bag mig. Jeg løber op på mit værelse og bryder fuldstændig sammen. Jeg ignorerer de opkald jeg får.

Mit hoved kører rundt. Her er ikke stille mere. Jeg kan ikke være i min egen krop. Jeg føler mig så klam og brugt. Nu står der byens luder i panden på mig, bare fordi jeg var naiv -igen.

Mit hoved larmer konstant og jeg kan ikke få det til at stoppe. Lige nu er der ikke noget, der hedder overblik i mit liv.

Alt er rodet.

Mit hoved.

Min verden. Jeg har ikke styr på noget.

Nu ligger jeg bare her følelsesløs i min seng. Han har ødelagt mig. Jeg så en fremtid i ham, men han ville bare have min krop.

Så det var bare det, det er slut nu.

HULABULLA

Asta Egelund Liisberg

Solen skinner. Det er varmt. Jeg sidder på en bænk ved en lille dam i min røde Adidas t-shirt og blå jeans. Vandet klukker, så det er lige til at holde ud. Duerne synger til hinanden. Det lyder interessant. Jeg vil gerne synge med. Der landede en sommerfugl på mit ben! Den var stor og flot. Lyserød med gule skinnende stjerner på. Ligesom en cirkusbold. Jeg tror godt at den kan lide mig. Min nye bedste ven. Den, der altid kigger efter mig.

Jeg har ikke nogen venner over i skolen. Der er ingen, der gider at være sammen med mig. De tror alle sammen at jeg er skideskør. Men det er jeg altså ikke... jeg tænker bare anderledes. Det er bare svært det hele. Alt sammen. Der er ingen, der forstår mig. Når jeg prøver at være social med de andre mennesker, kigger de alle sammen skævt på mig og går deres vej. Jeg kan mærke deres øjne i nakken.

Jeg sidder på græsset ved dammen. Min bedste ven er ikke kommet endnu. Kigger den mon efter mig? Det håber jeg. Den har nemlig lovet mig en flyvetur. Vi skal til HULABULLA. Jeg glæder mig så meget! Jeg kravler op på hendes ryg. Hun spreder sine store flotte vinger. Jeg klamrer mig til hende, som om hun var min bamse.

Så flyver vi. Der er en fantastisk udsigt heroppe fra. Pludselig kan jeg se HULABULLA. Det ligner en lille bitte lyserød planet med gule skinnende stjerner og et hav af positive tanker. Min bedste ven viste mig rundt på den lille bitte lyserøde planet. Der var dejligt varmt og duftede af kælder. Det var som om jeg gik på en blød og bamset sky af drømme, håb og kærlighed.

“Skat, vågn så op!"

Jeg har lavet morgenmad til dig” råbte min mor. Jeg væltede ud af sengen og kom op at stå på egne ben. Hvor er jeg henne? Jeg var jo lige kommet til HULABULLA. Jeg råbte efter Min bedste ven. Jeg råbte så højt at mine lunger var ved at springe. “Hvad råber du for skat? Kom nu her ned og spis morgenmad sammen med mig” Jeg gik ned af trappen og så min mor. Hun sad på terrassen i sin lyserøde morgenkåbe. Solen skinnede. Det var varmt. Det duftede dejligt af te og nybagte boller. Jeg blev sulten. Mor smilte til mig som om noget var hændt. Det var der altså ikke, sagde jeg til hende.

Jeg forestillede mig hvordan det vil være at bo på HULABULLA. Sammen med Min bedste ven, der altid kigger efter mig. Ingen skæve blikke. Ingen øjne i nakken. Ingen negative tanker. Helt hyggeligt og varmt, ligesom når du ligger i din bløde seng under dynen. Og folk der faktisk gerne vil snakke med dig selvom du tænker anderledes. Jeg spurgte Min bedste ven, om hun havde lyst til at bo sammen med mig.

Det vil hun gerne.

Vi spiste morgenmad. Der var ingen nybagte boller eller varm te. Jeg mistede appetitten. Solen var gået ned. Det blev koldt. “Jeg vil hjem nu” sagde jeg til hende med bestemt stemme. “Jamen, det kan du ikke. HULABULLA er dit hjem nu”, sagde hun roligt.

“MOR HVOR ER DU HENNE!?” Råbte jeg panisk. Jeg løb ned af trappen og ud på terrassen. Der sad hun i solen. Drak te og spiste nybagte boller. Jeg løb ind i hendes bløde, varme favn og krammede hende hårdt. Helt ind til mig. Jeg græd. Tårerne strømmede ned som vandfald.

“Godmorgen, skat har du sovet godt?” spurgte hun overrasket.

“Jeg har savnet dig, mor” sagde jeg stille. “Jeg vil ikke til HULABULLA mere. Jeg vil aldrig nogensinde bo der igen.“

“Hvad mener du, skat?”

“Jeg mener, at jeg vil være her, hjemme hos dig, mor!“

“Jamen skat! Det er du da også, og det vil du altid være. Lige meget hvor du befinder dig i verden vil jeg altid kigge efter dig.” Jeg begravede mit ansigt i mors morgenkåbe. Den hun altid havde på. Den lyserøde med gule skinnende stjerner på.

Alene i stilheden

Astrid Elgaard Zinck

Om natten er der stille. Helt stille, eller næsten helt stille. Det brager lidt i baggrunden, ligesom når der er en som banker på stortrommen i musiklokalet. Det fortsætter i lang tid, imens vi bare venter i den kolde nattebris. Det svier i næsen, jeg ryster imens mine tænder klaprer, men dog er jeg alligevel lam. Jeg føler intet, måske lidt frygt? Men ellers intet…

Men hvorfor er jeg bange? Jeg har jo prøvet det før. Det er jo ikke så slemt. Det bliver jeg ved med at fortælle mig selv, men det virker ikke.

Skrigende var værst om natten. Skrigene fra mine kammerater liggende døende ud i mudret. Ingen til at hjælpe os, hvad laver vi egentlig her?

Hjemme på gården var det mig, der stod for det meste. Fordi far altid lå bankelam, næsten bevidstløs på sofaen hver dag fra klokken lort om morgen til lort om natten. En gang imellem ville han vågne for at spise maden ud i køkkenet, imens jeg skulle slide min røv ud af bukserne for at få det hele til at hænge sammen. Sådan et ansvar skal man ikke ligge på et barn.

Men en nat var der stille, helt stille, og det var en af de aftener, hvor stilheden i huset føltes tung og truende. Jeg sad på mit værelse. Min krop var spændt af frygt. Jeg kunne høre fars vrede stemme i stuen. Og hvert ord skar igennem mig som en kniv. Jeg vidste, hvad der ville komme, og jeg kunne ikke gøre noget for at stoppe det.

Når far trådte ind i værelset, føltes det som om luften blev suget ud af rummet. Jeg krympede mig sammen. Mine øjne fyldt med tårer, men jeg vidste, at det ikke ville hjælpe. Slagene kom hurtigt og hårdt, og smerten var næsten uudholdelig. Men det værste var ikke de fysiske slag. Det værste var følelsen af at være helt alene, af at være uelsket og uønsket.

Jeg forstod ikke, hvorfor far gjorde det. Jeg spekulerede ofte på, om det var min egen skyld. Havde jeg gjort noget forkert? Var jeg ikke god nok? Disse tanker plagede mig dag og nat. Jeg følte mig fanget i en endeløs spiral af smerte og skyld.

Når jeg lå i min seng om natten, med tårerne løbende ned ad kinderne, drømte jeg om en anden verden. En verden hvor jeg var elsket og værdsat. Hvor far smilede til mig og fortalte mig, at han var stolt af mig. Men hver morgen vågnede jeg op til den samme virkelighed, og håbet svandt langsomt væk.

Det, der forbløffer mig mest, er ikke eksplosionernes voldsomme kraft eller skrigene, der skærer gennem natten. Det er stilheden bagefter. Den er så øredøvende, så uforståelig dyb. Og i den stilhed, hvor alt burde være forbi, står vi stadig. Ikke af styrke, men af ren overlevelse. Vi er skrøbelige, men det er netop i skrøbeligheden, at vi finder den modstandskraft, der holder os i live.

Jeg ved godt at det kan lyde voldsomt når jeg siger det her, men jeg ville hellere stå ansigt til ansigt med fjenden og kigge ham dybt i øjnene og se ind i hans sjæl, end jeg vil mærke min fars kolde hånd på min kind igen.

Aldrig igen.

Tunge Nætter

Astrid Mattebjerg

Jeg sidder foran mit skrivebord. LVL af A$AP Rocky kører i mine hovedtelefoner, mens jeg kigger med et tomt blik ind i min computerskærm. Jeg sidder med en kuglepind i min venstre hånd og et blankt stykke papir liggende på bordet. Jeg forsøger at skrive et eller andet brugbart ned. Klokken er 23:47. “Fffuuck, jeg kan ikke mere, seriøst. Hvorfor skal vi have så mange lektier for hele tiden!?” Siger jeg opgivende til mig selv, mens jeg tager mig til hovedet. Det er egentlig også min egen skyld. Jeg skulle bare være gået i gang med det, da vi fik det for for en uge siden, men der kunne jeg bare ikke tage mig sammen til at lave det. Så nu sidder jeg her aftenen før det skal afleveres. Jeg glæder mig bare til weekenden. William holder fest for alle 2. g’erne.

Jeg tager en dyb vejrtrækning ind og ud “Det er bare lige i morgen, jeg skal have overstået, så er det weekend.“ Og så går jeg i gang med at færdiggøre mine dansklektier. Klokken er 1:13, og jeg er endelig færdig. Jeg lukker min computer og falder sammen på min seng.

*Bip* *bip* *bip*. Klokken er 6:30. Jeg trykker på snooze og vender mig om. 5 minutter senere ringer det igen. Jeg sætter mig på kanten af min seng og gnider mig i øjnene, inden jeg tager mig sammen til at rejse mig for at gå hen og tage noget tøj på.

Jeg står og kigger mig i spejlet i evigheder, før jeg beslutter mig for, at det er det her outfit, jeg vil have på i dag. Jeg har taget mit grå joggingsæt på og min denimjakke udover, så jeg ser lidt mere “put together” ud. Det var det eneste, jeg lige kunne overskue. Jeg skynder mig at spise noget morgenmad, så jeg kan nå at lægge min makeup. Jeg skal have dækket renderne under mine øjne, så ingen kan se, at jeg ikke har fået nok søvn. Da klokken er 7:40, er jeg ude af døren. Luften er fugtig og kold, mens jeg cykler hen til bussen. Jeg smider cyklen hvor jeg plejer, og stiller mig for at vente ved busstoppestedet. Bussen kommer og stopper lige foran mig. “Rebecca!!” hører jeg, da jeg stiger ind. “Oh my god, Mellissaa” Jeg smiler og går hen og sætter mig ved siden af hende. Vi snakker frem og tilbage, indtil bussen stopper ved skolen.

Da jeg sidder i klassen, kan jeg virkelig mærke manglen på søvn. Vores dansklærer Torben kommer ind ad døren og går hen og sætter sig ved sit bord. Han sidder med sin computer foran sig og kigger koncentreret ned i den. “Rebecca jeg skal lige snakke med dig engang.” Han kalder mig op til sit bord. “Hvorfor står der her, at du har afleveret klokken 1:13 i nat?” Han peger på skærmen. Jeg siger ikke noget. “Det går simpelthen ikke.. Og jeg siger ikke det her for at være som en sur forældre, men jeg er bekymret for dig.” Han kigger op på mig “Det er næsten hver gang at i har en aflevering for, at du først afleverer den sent hen ad aftenen. Er alt okay derhjemme Rebecca?” Hans bekymring gør mig en smule chokeret. “Ja ja, jeg er bare.. Lidt stresset for tiden. Der sker lidt meget” “Rebecca du kan altså altid komme og snakke med en af os lærere, hvis der er noget, der er for meget for dig.” “Tak, Torben” siger jeg og smiler indvendigt. “Ved du hvad, jeg synes, du skal gå hjem og hvile dig lidt nu.” Han er ikke engang sur “Men jeg kan da ikke bare gå?” “Det helt okay du har fået lov, og nej du får ikke fravær bare rolig” Jeg bliver faktisk lidt rørt af det han siger. En, der faktisk ligger mærke til mig. Og tænker på mit helbred.

Da jeg er hjemme, er klokken omkring 9. Jeg lægger mig i min seng og stirre op i loftet. Min A$AP plakat smiler til mig, og jeg smiler tilbage. Jeg lukker mine øjne. Der går ikke ret længe, før jeg er ude som et lys. Der bliver sort. Helt sort.

Jeg vågner helt forvirret og kigger på min telefon. Et skjult nummer har ringet til mig 2 gange. Jeg tænker ikke videre over det. Klokken er 14. Jeg må virkelig have haft brug for den søvn, siden at jeg har sovet i sådan 5 timer. Jeg sætter noget musik på for at komme i stemning, så jeg er klar til festen senere. Jeg elsker at gøre mig klar til fest. Det er næsten lige før det er bedre end selve festen.

Da jeg ankommer til festen, kan jeg høre at Ukendt Kunster bliver spillet for fuld styrke. Jeg bliver mødt af Jonathan, der åbner døren. “Hey Rebecca” siger han og kigger mig op og ned, mens han smiler “Jeg har ventet på, du kom” “Hey Jonathan” siger jeg genert. “Er festen fed?” “Ja, ja stille og roligt, bedre nu hvor du er her” griner han. “Du så dum” griner jeg og skubber kærligt til ham. “Hahah anyway, vil du have en drink?” “Ja tak” og så fører han mig hen til køkkenet. Alle folk står og snakker, danser og hygger. Lyset blinker. Jeg læner mig op ad køkkenøen med ryggen til, mens han står ved bordet foran og blander en drink op til os. Vi står og snakker lidt og griner. Jeg har virkelig glædet mig til at se ham igen. Vi ser sjældent hinanden i skolen så det er meget nice at han kunne komme i aften. Han bringer sådan en rar følelse frem i min krop. En af de følelser, der er lidt svære at beskrive.

Jeg mærker min telefon vibrerer i min lomme. Jeg tager den op for at se, hvem det er, der ringer. Der står skjult nummer. Jeg stirrer bare på den. “What the fuck..” hvisker jeg for mig selv. Jeg gider ikke at tage den. “Hvad så?” siger Jonathan. “Hvem er det” “Øhm jeg ved det ikke, der står det er skjult nummer” dybt nede i maven har jeg en lille ide om hvem det kunne være. Det sker tit. Han ringer flere gange, og så lige pludselig dukker han op, hvor end jeg så er. Dog sker det oftest, når jeg er til fest. Jeg forstår ikke helt, hvordan han altid finder mig. Det er over 1 år siden, vi slog op, men han kan seriøst ikke lade mig være i fred. Han var sygt kontrollerende. Eller det var han ikke i starten. Der var han vildt kærlig og sød. Men det var som om jo længere tid der gik, jo mere føltes det som om at han ligesom prøvede at eje mig.. Jeg vil helst gerne glemme det hele, men det er lidt svært når jeg ikke kan slippe af med ham. Jeg lægger telefonen i lommen igen og fester videre.

Et par timer og flere drinks senere, kommer William fra min klasse gående ude fra haven. “Rebecca, der står en fyr i haven, der siger, han godt vil snakke med dig.” “Hvem er det?” “ Det ved jeg ikke, men altså, han siger han hedder Oscar.” “Åh nej..” hvisker jeg. “Kan du ikke sige til ham, jeg er gået hjem!?” “Rebecca!!” Jeg vender mig om og ser, at han står og banker på vinduesruden. Fuck.. Nu har han ligesom set mig, så bliver jeg jo nødt til at gå ud og snakke med ham. Jeg går ud ad bagdøren, der går ud til haven, og der står han. “Hvad vil du” siger jeg irriteret. “Og hvordan fuck har du overhovedet fundet mig her?” Det er iskoldt herude. Jeg har ikke andet end en lille top på og nogle jeans. “En fra din klasse havde postet på sin instastory at han var til fest her, og så så jeg en lækker tøs der lignede dig, i baggrunden.” Siger han med et smørret smil. Jeg ruller øjne og krydser mine arme. “Vil du ikke nok unblockere mig? Du kan ikke blive ved med at benægte, at jeg ER den bedste mand for dig!” Siger han “Ej Oscar, ikke det der igen.” “Vi hører sammen Rebecca. Jeg elsker dig.” Han lyder desperat. Det er ikke første gang, at jeg hører ham sige de her ting. “Oscar det er over et år siden, at vi slog op, lad det nu ligge og kom videre!!” Jeg hæver stemmen. “Altså du er jo seriøst ikke rask oveni hovedet!” “Jeg har aldrig gjort dig noget, du forlod mig bare, da jeg havde det allerværst!” Råber han. “Gider du ikke godt at gå!” Jeg vender mig om og skal til at gå væk fra ham, men han tager hårdt fat om mit håndled og hiver mig tilbage til ham. “Hallo, du skal IKKE fucking røre hende!” Jonathan kommer gående bag mig i et hurtigt tempo, og er på vej hen mod Oscar. “Du skal ikke nærme dig hende igen, er du med?!” siger Jonathan. Oscar spytter ned på jorden, mens han kigger Jonathan i øjnene. Han skubber til Oscar. Oscar skubber tilbage og siger “Hun tilhører mig! Hun har bare ikke indset det endnu.” Jonathan giver ham en knytnæve lige i næsen. Oscar falder tilbage og tager sig til næsen. “Av for helvede..” siger han arrigt og træder et skridt tilbage, før han så vender sig om og går.

“..Tusind tak Jonathan.” Siger jeg. Han kigger mig i øjnene. Vi er begge chokerede over hvad der lige er sket “Jeg er bare glad for at du er okay.” Siger han, og krammer mig tæt ind til ham. “Kom lad os skynde os væk fra den der psycho” Vi går mod festen igen, men bag mig kan jeg høre hurtige og tunge fodtrin. Ikke engang 3 sekunder når at passere, før jeg mærker en knytnæve i baghovedet. Jeg falder til jorden, og kan høre noget mumlen bag mig. Jeg hører en skarp ringene lyd i mine øre, og pludselig er alt sort. Helt sort.

Gør det igen

Augusta Marie Figge Jensen

Bip, bip, bip.

“Hvad er klokken?” Han gnider øjnene.

Strækker kroppen og træder ud af sengen. Venstre ben først.

Han trasker ud til toilettet med benene slæbende langs gulvet, som om hans fødder aldrig løfter sig. Tunge skridt.

Han sætter sig ned og tisser. Børster tænder med højre hånd. Altid.

Sort T-shirt. Cowboybukser.

Han kigger på sit spejlbillede og smiler sammenbidt. Strømper på.

Han tager venstre på først.

“Hvad er klokken?”

Morgenmad. Han spiser havregryn, kaster en skålfuld ned i gabet på 3 minutter.

Altid.

“Hvad er klokken?”

Armbåndsuret rasler på hans håndled. Frem og tilbage. Altid.

Han kigger på det hver gang, han har taget en skefuld. Bus 35 til Villevejen. Det er mørkt endnu. Tredje række. Yderste sæde. Damen sidder foran ham. Hun er smuk. Hun har venstre ben liggende under det andet. Altid. Hun smiler. Han får farve i kinderne.

Arbejde.

Han er metaltrykker på fireogtyvende år. Han laver gravuretryk. Alt kører, som det skal.

● Hent aluminiumsplade

● Op med det gule håndtag.

● Fold beskyttelsesplastik ned.

● Kontroller, at blækket er korrekt blandet og påført.

● Drej den røde knap fire gange mod venstre.

● Hold fast på det grønne håndtag med højre hånd.

● Tryk på den blå knap.

● Send til tørring og efterbehandling.

● Gentag

Han handler på vejen hjem.

Han køber en bolle ved bageren, som han spiser, mens han går forbi søerne. Højre om mod det gamle skur. Hen til bus 382.

Laver mad. Den brune gryde er den eneste, han bruger. Han misser med øjnene, mens han spiser og stirrer på et billede af en kat, der hænger på væggen over bordet.

Han børster tænder med højre hånd. Altid.

Han tager tøjet af. Strømper. Cowboybukser.

Sort T-shirt. Ligger på højre side. Altid.

“Hvad er klokken?”

Han gnider øjnene. Strækker kroppen og træder ud af sengen.

Venstre ben først.

Han trasker ud til toilettet med benene slæbende langs gulvet, som om hans fødder aldrig løfter sig. Tunge skridt.

Han sætter sig ned og tisser. Børster tænder med højre hånd. Altid.

Sort T-shirt. Cowboybukser.

Han kigger på sit spejlbillede og smiler sammenbidt. Strømper på.

Han tager venstre på først.

“Hvad er klokken?”

Han går i stå.

Misser med øjnene.

Kigger på armbåndsuret, der rasler på håndleddet. Frem og tilbage. Kigger igen. Han trækker vejret hurtigere. Det er digitalt og viser både sekunder og millisekunder. Tallene står stille. Han løber ud til ovnen, kigger på den lille skærm i toppen. Han farer op, da han ser, hvad den viser. Tager en banan i hånden. Spæner ud på vejen. Bus 35 kører forbi ham.

Han trækker skuldrene lidt op og rynker sine bryn.

“Hvad er klokken?”

Busplanpapiret hænger ud fra plastiklommen, den plejer at sidde i. Han kigger på det. Solen skinner på hans ansigt.

Han kniber øjnene sammen. Bus 35 kommer først igen om halvanden time. Tænk.

Ny plan.

Ny bus.

Hurtigt.

Effektiv.

Sved løber fra hårgrænsen og ned langs siden af hovedet. 34 går om tre minutter.

Han stiger ind. Så skal han skifte ved herregården. Tredje række yderst er optaget. Han kigger på manden, som sidder der. Længe.

Han rynker brynene endnu mere. Mundvigen folder nedad. Han klemmer hånden sammen. Bananen er most nu. Armbåndet rasler på hans håndled. Frem og tilbage.

Herregården.

Ud, ud, ud. 124 kører også forbi hans arbejde. "Korsgårds allé " Han har neglemærker på sin tommelfinger, da han træder ind.

Tredje række, yderst er fri.

Han næsten løber derhen. Der sidder et barn inderst. Han sukker.

Sætter sig. Blanke øjne.

"Hvad er klokken?”

Barnet betragter ham. Tørrer sine øjne og tager hans hånd. Han rynker næsen. Tager sin tilbage.

Tårer. De glider ned ad kinderne og rammer hans hånd. Han har ikke prøvet det før. Han skal kun passe sig selv. Han tøver. Han tager fat i barnets hånd. Han trøster. Der er hans stop. "Korsgårds allé" Han slipper ikke. Døren lukker. Søerne. Parken. Barnet stiger af. Han holder stadig fast. Barnet smiler til ham.

De går ud. Han smiler. De går sammen. Solen skinner. Han lukker øjnene kort. Han kigger ned mod håndleddet.

“Hvad er klo…?”

Barnet klemmer om hans fingre. Han trækker vejret tungt. En dråbe løber ned langs siden af hans ene kind. Han kigger på søen. De går venstre om. Væk fra det gamle skur. Barnet stopper op. Kigger på manden ved hans side. Løber. Løber. Han løber. De løber. Han griner. Barnet ler. Meget. Manden stopper op. Hans skulder falder mod jorden. Puster. Ind og ud. Hurtigt. Længe.

Han kigger på himlen.

“Hvor er barnet blevet af?”

Han drejer rundt om sig selv. Flere gange. En fortabt due uden en flok. Han holder vejret.

Armbåndsuret begynder at rasle på håndleddet. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage.

Skuldrene hæves. Brynene samler sig mod midten. Munden bliver smal. Pust.

Han rækker ned mod håndleddet. Griber om metallet. Klik.

Han kaster med højre hånd. Plask!

Solen kysser hans kind. Han går. Som en gazelle springer han over en vandpyt. Han er ved porten. Korsgårds Allé. “Trykke Lykke” står der. Midterste finger på ur-armen stritter mod skyen.

Bip, Bip, bip.

“Hvor er barnet blevet af?”

Han gnider øjnene.

Strækker kroppen og træder ud af sengen. Venstre ben først.

Han trasker ud til toilettet med benene slæbende langs gulvet, som om hans fødder aldrig løfter sig. Tunge skridt.

Han sætter sig ned og tisser. Børster tænder med højre hånd. Altid.

Sort T-shirt. Cowboybukser.

Uret ligger på gulvet. Han kigger på det. Stroppen er løs. Det vil ikke sidde fast om håndleddet, som det plejer. Han finder sine egne øjne i spejlet. Han smiler. Bredt.

Strømper på.

Han tager højre på først. Rynker brynene. Nej.

Aldrig.

Han tager venstre på først. Altid.

Når mor kommer hjem

Bine Marie Søndergaard

Min mave rumler. Jeg kigger på uret, der hænger over vasken i vores 2-værelses lejlighed. Klokken er 20.17, og vi har ikke spist aftensmad endnu. Hjemme ved Lærke har de sikkert spist, de har sikkert siddet alle sammen rundt om køkkenbordet og spist og grinet. Lærkes familie er perfekt, far, mor, lillebror og Lærke. Hjemme ved mig er der kun mor og jeg, eller lige nu er det kun mig. Mor er ikke kommet hjem endnu. Hun sagde, hun havde fri klokken 19, og det tager altså kun 15 minutter at cykle fra kontoret, hvor hun gøre rent. Jeg får ondt i maven, for jeg ved godt, hvad det plejer at betyde, når hun ikke kommer hjem lige efter arbejde.

Jeg venter oppe til klokken 22, sidder bare og kigger på viserne. Jeg er bekymret og hver gang jeg hører nogen nede i gården, farer jeg hen til vinduet og kigger ud, men det er aldrig hende Det er altid bare en der kommer sent hjem fra arbejde og skal ind til sin familie, eller en kat, der skramler nede i gården Jeg vågner ved et brag, jeg kigger forvirret rundt, jeg må være faldet i søvn, jeg kigger på klokken, den er næsten 2 om natten. Døren ud til gangen åbner, og ind kommer mor, hun er iført et par stramme jeans og en sort nedringet top, håret er sat op og fuld makeup. Hun ligner en på 16. “ Hej skat, hvorfor er du stadig oppe?” siger hun fjollet, imens hun griner og drikker det sidste af en flaske hun har i hånden. Hun stiller flasken, og krammer mig, men det eneste jeg kan tænke på er lugten. Jeg hader den lugt. Lugten af alkohol Jeg prøver at forklare hende, at jeg var bekymret og bange for at hun ikke skulle komme hjem. Men hun lytter slet ikke, hun går bare rundt, og gør sig sengeklar, imens hun nynner, og mumler noget med, at jeg er skør. Der løber en tåre ned ad min kind, da hun er gået ind til sig selv. Jeg bliver vred på hende, hvorfor kan hun ikke bare være en normal mor og komme hjem efter arbejde. Efter den tanke får jeg dårlig samvittighed. Jeg kan da ikke være sur på hende eller kan jeg? Jeg ved det ikke, jeg er træt, mit hoved kører rundt, og jeg burde bare gå i seng. Næste dag mødes jeg udenfor cykelskuret med Lærke. Vi mødes der hver morgen, Lærke fortæller om hendes fødselsdag, som hun skal holde i weekenden. Jeg lytter kun med et halv øre I timen er jeg ved at falde i søvn, og det eneste jeg kan tænke på er, at når jeg kommer hjem, ligger mor, og sover på sofaen. Hvis hun vågner ved jeg hvilket humør hun er i. De andre piger snakker om, at de glæder sig til vi har fri, så de kan komme hjem, men jeg glæder mig ikke, jeg vil gerne blive i skolen for altid. Jeg vil ikke hjem. Klokken ringer ud, og jeg kigger ned i bordet. Jeg pakker mine ting langsomt sammen, Lærke skynder på mig, og vi er de sidste, der forlader klassen. Jeg slæber mine fødder, og Lærke spørger, om jeg er okay Jeg hanker lidt op i mig selv, jeg bliver nødt til at tage mig sammen, hvis ikke hun skal, finde ud af, at der er noget galt. Jeg fortæller Lærke, jeg bare er træt inden vi låser vores cykler op, og siger farvel. Da jeg er cyklet, tænker jeg på, om jeg skulle have spurgt Lærke, om vi skulle være sammen i dag? Nej, ellers skulle vi have taget den evige diskussion, om hvorfor vi ikke kan være hos mig, men bliver nødt til at være hos hende, og hun ville ende med at blive sur på mig. Og enlig kan jeg godt forstå hende. Men jeg kan bare ikke fortælle hvad der sker og hvis hun kommer hjem til mig, opdager hun det. Jeg trækker cyklen hjem, så går det langsommere. Selvom det begynder at regne, trækker jeg stadig. Stanken rammer min næse, da jeg træder ind af døren til vores lejlighed. Der roder overalt og mor ligger præcis som jeg viste på sofaen og snorker højt. Hun har uglet hår og makeup rester i ansigtet. Det var godt, jeg ikke spurgte Lærke, om vi skulle være sammen, hun ville have opdaget, der var noget galt med det samme. Hvis det bliver bedre med mor, kan jeg en dag, spørge Lærke om hun vil med hjem Jeg lukker døren ind til stuen og begynder at rydde op og lufte ud. Da jeg er i gang med at støvsuge, råber mor inde fra stuen, at jeg ikke kan være bekendt at støvsuge, når hun sover. Jeg prøver jo bare at hjælpe hende. Så hun ikke selv skal gøre det. Jeg bliver sur, jeg smider støvsugeren på gulvet og løber ind på mit værelse, hvor jeg smækker døren i.

Jeg smider mig på sengen. Jeg begraver mit hoved i hovedpuden og tårrene begynder at trille ud. Jeg ligger der i 10 måske 20 minutter, jeg ligger bare og græder helt stille og lydløs. Hvorfor kommer hun ikke ind, og trøster mig? En helt normal mor ville været kommet ind og trøstet mig, Holdt om mig og nusset mit hår. Det gjorde hun

da jeg var lille, dengang hun ikke drak. Jeg savner hende. Jeg savner dengang, vi havde det sjovt sammen. Jeg savner dengang, hun ikke drak. Hun kommer ikke ind Jeg ved ikke hvad hun laver, men hun skamler, rundt med noget. Efter noget tid, hvor jeg har lagt og lyttet på hende ude fra stuen, hører jeg hoveddøren smække. Er hun gået? Der er stille i lejligheden. Hvad laver hun? Jeg venter på at høre hendes trin, men der sker ikke noget. Jeg bevæger mig ud i stuen og videre ud i køkkenet, men der ikke nogen. Jeg kigger på hendes værelse og på badeværelset. Men hun er væk, hun er gået, hun har efterladt mig igen

Flammen

Christine Schultz Liltorp

Ansigterne former sig i loftet. Let snak fylder lokalet. De griner, råber, skælder ud, de fortæller hinanden godnathistorier, snart er det deres tur til at sove, nu tager dag stemmerne over.

"Så gå dog i seng, det er morgen!” frustreret råber jeg af dem. Tusinde øjne rettes mod mig, jeg har prøvet værre, jeg har råbt af dem på gaden, nogle gange råber jeg til dem.

De er en del af mig, jeg prøver ikke at være en del af dem.

De har været der så længe jeg kan huske, altid været der.

Der er mange forskellige, nogle er gode, glade, opbakkende, men langt de fleste er provokerende, fraværende, onde, og sure. Jeg lever i et med dem hver dag. Det er aldrig kedeligt.

Der er også flammen, de ejer den. Jeg tror, at flammen er min sjæl, og det er derfor de er her.

Brevet ligger stadig på bordet, eller det er nok synd at kalde det et brev, invitationen. Printet skrift. En dato, tal, de former en adresse. En tid og et sted.

Et sted med høje sko, stramme kjoler, og høj musik.

Den har efterhånden ligget der i lang tid. Den er ikke alene længere, for under den ligger min kjole, og på bordet står de høje sko.

“At flyve er ikke det samme som at svæve” Jeg prøver at forklare det til dem imens vi spiser morgenmad. De flyver nemlig ikke, de svæver, og det at svæve har selv mange betydninger. De bliver sure når man fortæller sandheden, de skriger, viser tænder. Forestil dig en vampyr i sollys. De skaber sig ligefrem.

De hæfter sig fast på mig, hænder af skygge på mine arme, mit liv, mine ben, "Lad os vise dig at vi flyver.”

Mit indre skriger, hjerteskærende.

De skubber i min ryg og mave. Jeg bliver ført op i luften. Jeg svæver, flyver ikke, den evne kan jeg ikke tilegne mig. Alting bevæger sig nu, det er heller ikke unormalt. Alting bølger og flyder sammen.

Mælken i min skål, vandet i mit glas, glas, selv glasset i vinduerne ligner portaler til andre steder, måske fører de til lyse steder? Stille steder?

De sætter mig ikke ned, giver bare slip, jeg falder ned i tallerkenen. Alle skygger forsvinder, alting står stille igen. Alt foregående ligner en drøm.

Mælken bliver rød, mens den løber ud på bordet, finder vej mellem skårne, der skar mine hænder.

Kjolen passer, selvfølgelig gør den det. Jeg købte den for få dage siden. Fint blankt sort stof, der maler min struktur, og svajer i vinden mens jeg går.

Det lange hår har fået bølger, bølger jeg kan styre, bølger jeg selv ville have. De brændte mig med jernet, derfor hænger håret løst og skjuler nakken.

Jeg ser godt ud, til sidst ser alle altid godt ud. De har flammen, men de har den ikke med.

Opgangen er underlig tom, men man kan høre menneskene. Musikken banker, mit hjerte følger med, danser også.

Her lugter, og det er fugtigt. Grønne lys blinker, og borer sig ind i mine øjne, som nåle og slører mit syn.

Der er mange mennesker. Jeg burde kende dem alle sammen, det gør jeg ikke. Jeg kender ham, jeg forestiller mig det hvide hår, og nok kun ham, med de løse fjer.

Med et tomt krus fører jeg mig gennem lokalerne. “hej” "hej". Rundt omkring, folk genkender mig, jeg kan ikke se dem, deres ansigter snurre rundt, flere portaler, portaler der fører væk. Skal jeg væk?

Jeg får min kop fyldt, søde piger i køkkenet, når man griner, er man vel sød og glad? Først ryger et krus, så et andet. Det svier i håndfladerne når nogen skubber til mig, og væsken skvulper over kanten.

De bumper ind i mig, et hej og jeg er pludselig usynlig. Måske de ikke kendte mig alligevel. Der er billeder på væggene i lejligheden, levende billeder. De griner, en latter fra små børn, den blander sig med latter fra rummet ved siden af.

Jeg ser ham gå igennem gangen, ind i stuen til de andre. Det er svært at skrige efter ham, når der ikke kommer en lyd.

Mit krus bliver fyldt uafladeligt. Jeg tror de gør det. Skifter det ud når det næsten er tomt. Der er en flaske, der følger med mig rundt, som gradvist bliver mere og mere tom.

Billederne stopper med at grine, de bliver spiraler og portaler.

Jeg kan kun se lyset, det grønne lys og det gule lys. Væggene er fugtige, fine perler af vand sidder på dem, køler sårene i min håndflade, når jeg rører ved dem. Jeg tror gulvet er kviksand, der sluger mine fødder, så jeg sidder fast, red mig når jeg falder.

Stille, faktisk lydløst glider jeg til jorden, så mange mennesker, ingen af lydene kommer fra dem, eller gør de. Jeg kan ikke kende forskel.

På gulvet ligger der støv, chips, stykker af papir og våde pytter fra drinks. Alting blander sig, bliver mørke pletter i det farvede lys.

En fjer falder, han sætter sig ned “du sidder bare her, er du okay?” Han smiler, med hele ansigtet, hans øjne former sig med munden, øjenbrynene ligeledes.

Et velkendt, virkeligt smil, det eneste smil jeg kan se.

De hvisker i hjørnerne, et andet de. Et virkeligere de.

folk jeg burde kende.

Hvid som sne, sort som kul.

Hår af dun, med fjer, løse fjer der let er blevet stukket i, eller langsomt vokset ud. Blåt lys maler over ham. Han kigger med store øjne.

Jeg svarer ham, ved ikke hvad, han tager min hånd, jeg drikker. Hans hånd er kold, min er våd og øm, kulden gør den godt.

Jeg længes efter flammen, hvor er den? Hele aftenen har den ikke krydset mine tanker, den har aldrig været her, har den?

Forvirret, søger mine øjne efter den, kigger rundt, hvor, hvor, hjælp mig.

"Hey, hvad så?" Hans stemme er rund, blød som håret, ligesom jeg husker den. Et tydeligt stykke af min hukommelse. “Lad os få dig hjem” siger han.

Han har bil, vi kører, han kører, grønt lys, rødt lys, gult lys? Hoveddør.

De skriger, jeg har låst dem i bur, glaskuppel, ekko, rungende ekko, de skal ikke forstyrre mig nu. Det får de ikke lov til.

Glasskår, de ligger overalt, borer sig ind i mine fodsåler, hvor er mine sko?

Mine fødder bløder nu. Mine sko, de høje sko, i hans hænder.

Men hvor er trappen? min trappe. Der er bare et rum, en seng, blåt lys?

Han har et fast greb om mit håndled, mine fingre sover, sårene sover.

Hårene i min nakke er våde, jeg tror det er sved, eller blod? men hvorfra.

“Kom her med dine fødder", siger han skarpt, men med det der smil, læberne der former hans ord. Jeg kan ikke blive bange for ham.

Giv mig et kys.

Det strammer, han binder det stramt, forbinding, hvid som sne, mit blod i sne, det skaber smuk kontrast, forbindingen bliver stille malet. Stille, stilhed, ro.

Der er ro i mit hoved i en kort stund.

Jeg føler jeg vågner, men jeg har ikke sovet, smerten vækker mig. “Hvor er vi?” Jeg hvisker, jeg ved ikke engang om ordene fandt ud.

"Shhh", det eneste svar, det kommer fra ham. De stopper, jeg stopper, men han gør ikke.

Jeg har intet forsvar.

Fugle flyver, han flyver, han flyver højt, en evne jeg kun kan drømme om, bare grib mig når jeg falder.

Han bliver en del af mig, pludselig varm, med stadig kolde hænder, fylder han min krop med varme, jeg finder flammen i hans øje.

Jeg har prøvet det før, det gik hurtigere, han tager sig tid, føler min krop med sine hænder, de er bløde, stærke. Jeg lader ham gøre det. Jeg lader ham give mig varme, fylde mig med den varme varme, jeg har længtes efter i flammen. Hvid som sne, sort som kul, rød som blod.

Han smiler igen, det smil der former hans ansigt, det smil der minder mig om varmen. Hans hår filtrer sig om mine hænder, låser mine fingre fast.

Sne på mig, i mig, hans fjer i mit hår, i min mund.

Han er mig, blevet en del af mig, ligesom dem. Nu er jeg afklaret. De skal ikke være en del af mig. De må ikke være en del af mig mere. Det tog mig så lang tid, men nu ved jeg det.

Portalerne var et tegn. De har alligevel flammen, jeg må videre.

De siger ikke noget, ingenting, de ved det, har de givet op? De støtter mig, tror jeg, styrer mig, hjælper mig.

De lader ham få mig, jeg har ikke længere kontrollen, ikke i det her liv. Hans læber binder sig til min nakke, brandsåret. Hans ånde får det til at svinge, en god smerte.

“Du er min, er det okay?” Jeg kan mærke hvert et ord.

"Det er okay, så længe jeg er din.”

Han smiler, det ligner lidt deres smil. Men han er tilfreds med mit svar, hans smil møder mine læber, kort. Så går han, og er væk længe. Faktisk ser jeg ham ikke igen, så jeg undersøger mine nye omgivelser.

Endelig finder jeg et stykke papir, en kuglepen. Blå blæk, skriver jeg.

'Du gjorde det, jeg gjorde intet. Men jeg er okay når jeg er din.

Jeg elsker den måde du smiler på, den måde dine øjne brænder. Jeg elsker dine hænder på min hud. Dine bløde og stærke hænder, større end mine. Et tegn på vi findes i samme univers, at du ikke er dem, et tegn på at du har mig.

Jeg elsker din stemme, din runde, bløde stemme.

Jeg elsker smerten i mit hjerte, den der flår, river, og brænder, når jeg tænker på dig, ser på dig, ser andre flyve som dig, smerten du giver mig. Den der breder sig til halsen, hovedet. Den smerte, de aldrig kan få, den der er min.

Jeg elsker din omsorg, stoffet om min fod, blod på dine hænder, ordene ud af din mund. De ord jeg ikke kan få nok af, fordi dine ord er virkelige, troværdige, og ikke ondsindede, hånlige og falske.

Jeg elsker dig, og det du gør ved mig, og selv nu, vil det glæde mig at vi ser den samme himmel, at vi ser den samme måne, at du kan kigge på mig i stjernerne. Farvel.’

Det hvide papir ser så svagt ud, mens det ligger på bordet, i det mørke køkken, i hans køkken. Jeg er ude, nogle ville betegne det som at flygte.

Jeg finder skoene i hans gang.

Stiletter på asfalt, fortovssten, en gennemtrængende lyd, helt hul. Fødderne følger et mønster, en takt, en linje, går på en udstrakt line.

Nogle siger “højre fod”, de andre svarer med “venstre fod”, et rungende ekko der styrer de normalt selvstændige ben. Model, runway, run, man kan ikke løbe i stiletter. Hvis hælen brækker af, så falder jeg. Så vipper min line.

En linedanser har god balance, fortovet forsvinder, jeg er højt oppe, snoren skælver med mine fødder, flere meter til den anden side, til flammen, varmen, hans øjne.

En fjer rammer snoren, balancerer sin vægt, tilter, vi falder begge, jeg griber ham.

"Det skal nok gå”.

Døren går op, jeg går ind. Forbindingerne påvirker min balance, glasset sidder der endnu. Det smerter, det dunker og det brænder. Vi rammer vandet. Plask.

Bliver slugt, havet føles pludselig som regn. Hvis bare han kunne svømme, fugle svømmer ikke under vandet, ikke hans art. Krusninger på overfladen, han går i opløsning inden jeg kan fange ham igen, glider af min krop, sørgelige rester i risten.

Nu er mit hår vådt, det drypper ned ad nakken, bølgerne render ud. Jeg drikker aldrig igen.

De griner, håner, snakker, fortæller. Jeg tager kjolen på igen, den er jo helt ny.

"Ved du hvad han gjorde?”

“Han gjorde det”

“Du gjorde ingenting”

“Ved du godt hvad det var han gjorde”

Om og om igen, minder mig om nattens synd, dens varme, den dejlige trygge varme. Hvorfor skulle den være ond?

Men han gjorde det, ham med hår af dun, og de løse fjer. Ham som flyver, hvor vi andre går, ham med flammen i øjet, min flamme.

Jeg løber, vinden river i mit hår, piner mine ører, mit ansigt. Den skyller kulden ned i min hals, det kradser og kvæler. Alt er sort. Jeg løber i et sort ingenting. Mine fødder rammer aldrig jorden, og mine øjne ser aldrig de ting, der skulle være i vejkanten. De ser ikke andet end flammen.

Jeg løber hurtigere end jeg fysisk kan. Sveden trænger ud gennem huden, fryser fast der, med lydløse skridt løber jeg, den blødende fod brænder, der er flere skår. Måske bliver mine skridt overdøvet af deres larm, deres stemmer, deres skrig.

Prøver de at stoppe mig?

Kulden griber om mine lunger, stopper luftvejene, jeg tror jeg stopper med at trække vejret. Jeg kaster mig ud i mørket, små lys glimter, det må være stjernerne, de er under mig. Han ville lære mig at flyve.

"Det handler om at springe ud i det.”

Springe, jeg springer, jeg har sprunget, nu falder jeg bare, jeg venter på at vingerne også springer.

Ud fra min ryg, flænser skinnet og kjolen, folder sig ud i mørket, redder mig.

Grib mig når jeg falder.

Jeg siger det til mørket, det griber mig. Sluger mig.

Nu jeg har forladt dem, de bliver her, sammen med ham.

I et andet liv, er de der ikke, mit nye liv kun mig,

Hvis jeg må få dun som hår og vinger at flyve med. Hvis jeg må ligne ham.

Mellem bølgerne

Clara Meyerhoff

Det er sommer. Fuglene kvidrer og solen varmer min krop. Der er en svag duft af nyslået græs. Jeg hører bølgerne blive skubbet op på land. Lyden af det store hav, som knækker sammen lige inden vandkanten, giver mig kuldegysninger. Som små, stikkende prikker på mine bare arme.

Jeg er i sommerhus. I Kerteminde. Det er ikke mit eget sommerhus, men mormor og morfars, som jeg har lånt. Min mormor arvede huset af hendes mor, så det er et hus der betyder meget for familien, og især for mig. Sommerhuset er som et frirum. Som et sted, hvor jeg kan være 100% mig selv. Det eneste sted, hvor jeg ikke behøver tænke over, hvad andre tænker om mig, eller forsøge at leve op til nogle forventninger. Det er stedet, hvor jeg kan tage en pause fra alting.

Nogle gange føler jeg mig forkert. Som om jeg ikke passer ind. At jeg er en firkant, når de andre er en trekant. Jeg har altid en ekstra kant, og det går mig på. Ofte og meget. De fleste aftener falder jeg grædende i søvn. I søvn med en følelse af tomhed og af at være forkert.

Hvorfor kan jeg ikke bare være som de andre? Hvad kan jeg gøre for at blive normal?

Normal er et ord de voksne hader. De siger, at det er godt at være anderledes. At det er en del af menneskets udvikling at lære, at vores forskelligheder er en god ting.

Men hvordan kan det være godt, når jeg ikke føler mig tilpas og elsket for den jeg er? Jeg tænker ofte på, hvad jeg kan gøre ved det. Kan man file den ekstra kant af, eller skal man bruge en sav? Hvad er det der gør, at jeg altid skal føle mig forkert?

Jeg føler mig forkert i de fleste situationer. Selvom det lyder dumt, er det ofte, når jeg er sammen med mine venner. Det er kun meget få, hvor jeg slapper af, og er mig selv i deres selskab. De fleste gange føler jeg, at jeg skal præstere og leve op til nogle krav. Krav jeg stiller mig selv, og som ikke gør andet end at lægge pres et på mig. Jeg ser mine venner og veninder, som typen alle vil være sammen med. Den seje, selvsikre type. Det ville jeg ønske, at jeg også var. At jeg kunne tage nogle briller på, som gjorde, at jeg så mig selv på samme måde. Men så nemt er det ikke. Hver gange jeg føler mig selvsikker, kommer mine usikkerheder snigende. De kommer tilbage, som et rovdyr der springer på sit bytte. Usikkerhederne, som gør at jeg trækker mig. Dem der gør, at jeg ikke tør være mig selv.

Jeg stiller mig selv de samme spørgsmål hver aften. ”Hvorfor er jeg endt her? Hvad er det, som har gjort mig til den usikre person jeg er?”.

Jeg havde som lille, en lidt svær barndom. Mor og far skændtes, og jeg var imellem dem. Skulle jeg vælge mors side eller fars side? Jeg endte tit på mors, og min lillesøster endte på fars. Sådan var det ofte. Storesøster og mor, mod lillesøster og far. Jeg kunne ikke lide det, og det vidste jeg, at min søster heller ikke kunne, men der var intet at gøre. Vi var sat i en position, hvor vi skúlle dele os op. Hvis vi begge var på mors side, blev far stik tosset. Han kunne ikke se, når han havde lavet en fejl, eller sagt noget som ikke passede. Han mente selv, at han var perfekt, hvilket han ikke altid var.

Jeg har altid været bedre end min søster, til at stå ved mine meninger og holdninger. Hun var ofte den, som overgav sig til fars side, og gav ham ret i alle hans åndsvage meninger Det var jeg ikke. Jeg valgte den side, som jeg var mest enig i eller den, hvor jeg følte mig mest tryg.

Far og jeg har aldrig været supertætte. Han skældte mig altid ud. Det kunne være alt mellem himmel og jord som gjorde, at jeg skulle have skæld ud. Noget af det som jeg husker tydeligst fra min barndom, var de gange jeg var syg.

Jeg har aldrig været god til at sluge piller, og det var først som ung teenager, at jeg lærte det. Fars holdning til det var, at det var noget alle mennesker kunne gøre, og at nogle mennesker bare ikke gad. Det har jeg aldrig været enig i.

Jeg husker tydeligt en aften, hvor jeg var syg. Vi sidder ved spisebordet. Alle fire. Far, mor, søster og jeg. Jeg har feber, og far giver mig en Panodil Jeg kan ikke sluge den. Jeg prøver gentagende gange. Med vand, sodavand, juice. Intet virker. Det er som en sten, der lukker for et vandrør. Den vil ikke igennem. Far var vred. Man kunne se det i hans øjne. Flammen der brændte indeni. Bålet der startede som gløder, voksede sig stort på ingen tid. Hans irritation der skinnede igennem, som et lyn på en mørk og stormfuld december nat. Det var ikke rart. Jeg hadede det blik. ”Om lidt slår han i bordet og råber, at jeg skal tage mig sammen. At jeg er svag og ikke fungerer som jeg skal. At jeg skal slå hjernen fra, og bare sluge den forbandede pille” Mine tanker kørte rundt.

BANG!

Fars hånd var rød. Bordet rystede en smule. ”Tag dig nu sammen og slug den forbandede pille!”. Jeg sank en klump i halsen. Knugede min mors hånd. En tåre faldt på min kind. ”Det hjælper ikke at råbe ad hende. Hun er kun 9” hørte jeg mor sige. Hun sad også med tårer i øjnene. Presset over situationen. Lillesøster løb bange ind på værelset. Hun rystede, og vi hørte døren blive skubbet i med et brag. Jeg var bange. Bange for hvad far ville gøre, hvis jeg ikke slugte pillen. Det var jeg hver gang. Det endte altid med, at mor måtte trække min søster og jeg ud af rummet, mens far råbte ad hende. De skulle tage en ”voksensnak”. Jeg forstod ikke, hvad det var. Er en snak ikke det samme, om man er barn eller voksen. Tyk eller tynd. Gør det en forskel? Men det virkede. Far råbte ikke ad mig efter deres snak. (NED)

Voksensnakken gjorde, at mor kom hen til mig, med tårer i øjnene, og sagde undskyld for fars opførsel. Imens stod han selv med hænderne bag ryggen, og prøvede at få det til at ligne, at han var ked af det.

Mors våde øjne, og røde ansigt gjorde, at jeg fik dårlig samvittighed. Hvorfor slugte jeg ikke bare pillen? Hvorfor skulle jeg skabe uro i huset, over så lille en ting? Men jeg kunne ikke. Mit spiserør var lukket, som var det støbt af cement. Det var en forfærdelig følelse. Jeg følte mig forkert. Som om jeg var den eneste i verden, der ikke kunne sluge den skide pille. ”Slug den nu bare. Det er kun dig selv, der gør det svært. Alle andre kan finde ud af det. Det er DIG den er gal med. DIG der ikke er normal. DIG som ikke passer ind”. Mine tanker kørte rundt i hoved.

NED

Da jeg blev ældre, blev det ikke nemmere. Opdelte vennegrupper. Fordomme om hinanden. Det gjorde mig usikker. ”Snakker de også sådan om mig, når jeg ikke er der? Kan de heller ikke lide den måde jeg ser ud? Eller måden min mund bevæger sig, når jeg snakker? Smasker jeg også, når jeg spiser? Lugter jeg af sved efter idræt, selvom jeg har været i bad og taget deodorant på? Er jeg heller ikke sej nok til at være med?”. Samtaleemnerne handlede altid om de andre grupper. Der blev altid snakket om, hvilke underlige ting som blev sagt eller gjort. Nedgjorde kun hinanden. Det var også internt i grupperne. Der blev snakket om de andre i gruppen, når de ikke var i nærheden. ”Hun snakker simpelthen alt for meget.” ”Har du set hendes nye sko. De er så grimme.” ”Vil du være i gruppe med mig i stedet. Gider ikke være sammen med hende.” ”Hun driver mig til vanvid”. Snakker de også sådan om mig, når jeg ikke er der? Det var min største frygt. At blive set ned på af mine veninder Det var Wilma, der var lederen af vores gruppe. Vi var bedste venner. Hun var som en søster for mig. Vi var Yin og Yang. Sort og hvid. Vi var forskellige på mange måde, og alligevel ens Vi havde en magt over hinanden. En magt, fordi vi var så tætte. Vi vidste alt om hinanden. Alle hemmeligheder, problemerne derhjemme, hvem vi kunne lide. ALT! Men det blev udnyttet. Wilma udnyttede mine svagheder. Flirtede med dem jeg kunne lide. Kyssede min kæreste, og brugte den samme undskyldning hver gang. ”Undskyld, men jeg var fuld. Jeg havde aldrig gjort det ædru”. Det var løgn og jeg vidste det, men alligevel tilgav jeg hende. Hver gang fik hun en chance mere. Det var først da vi gik ud af folkeskolen, og jeg vidste (intet komma) at jeg ikke skulle se hende igen, at jeg fjernede alt kontakten til hende. Jeg hadede hende. Hun havde gjort mig bange for folk. Bange for at knytte mig til et menneske. Kæreste,

108

ven, veninde. Jeg turde ikke. Ikke på samme måde, som jeg havde gjort med hende. Og det var dér det begyndte. Det var der jeg begyndte at trække mig. Det var for at passe på mig selv. Beskytte mig mod mennesker som hende. Mennesker der ikke var til at stole på, og ikke gengældte den tryghed, jeg lagde i relationen. Jeg var skrækslagen. For mig selv og andre.

Jeg prøver at lære, at styre de usikkerheder jeg får i et socialt forum, men det er som en mavepuster hver gange jeg bliver usikker. Alle tankerne kommer tilbage. ”Er jeg ikke god nok?”. Jeg pakker mig sammen, og vil helst bare være alene. Alene i sommerhuset, hvor jeg kan få fodfæste igen. Hvor jeg kan være mig selv. Trække vejret. Glemme alt omkring mig.

Jeg hader at være usikker, men jeg har lært, hvor jeg kan føle mig tryg, og hvornår jeg skal tage en pause fra det sociale. Hvilke mennesker der gør mig tryg, og hvordan jeg skal reagere i forskellige situationer.

Jeg hører bølgernes brusen. Slagene mod stranden. Dufter det nyslået græs og de blå violer, der står i naboens have. Jeg mærker mit hjerte slå. Ganske langsomt og roligt. Jeg ser et svalepar bygge rede i en tagrende.

Jeg smager den søde smag af en velrørt stracciatella is, som smelter ned på min hånd. Jeg føler en følelse af frihed. Friheden fra mig selv og mine tanker. Jeg er tilbage i mit frirum. I sommerhuset.

Skikkelsen

Clara Vinther-Jensen

Det er en lørdag aften. Hun er på vej hjem fra Fyn. Der er meget trafik fordi der lige havde været et biluheld på Storebælt broen. Hun får flashback fra dengang hende og hendes far havde været i sommerhus i Jylland. Det var dårligt vejr og det regnede meget. De var på vej hjem og i gang med at køre over broen. De kørte stille og langsomt fordi vejene var meget glatte, og det var regnvejr. Men lige pludselig kommer der en bil med meget høj fart og kørte lige ind i dem. Det var en meget slem trafikuheld og den lille pige blev kørt på hospitalet.

Da hun blev kørt ind på hospitalet, sad hendes mor allerede og ventede på hendes inde i ventestuen. Pigen blev så lagt op i en seng og kørt ind på en stue hvor lægerne kiggede på hende. Hun havde en slem hjernerystelse og et brud i sit venstre knæ. Da pigen var kommet til sig selv spurgte hun moren ”Hvor er far henne?” hvorefter moren svarede ”Han er på et andet hospital, det skal du ikke bekymre dig om”, det var ikke den sande historie, men hun kunne ikke fortælle det sande til den lille pige fordi det ville hun ikke kunne forstå. Efter da havde hun aldrig set sin far.

Hun kørte videre, og det var mørkt udenfor og hun ryster voldsomt af kulde. Mens hun langsomt kører fremad bemærkede hun en underlig skikkelse, som går langs vejkanten. Skikkelsen virker fortabt og ligner ikke en som kan finde vej. Hun beslutter sig for at stoppe og tilbyde hjælp.

Da hun kørte hen til skikkelsen og rullede ned, så hun at personen var dækket helt til af blod, og mumlede noget om en gammel hemmelighed der aldrig måtte afsløres. Hun blev skræmt men det skal nok gå fordi han havde nok bare brug for hjælp.

Hun kigger på ham og opdager at der er en ung mand, hans blik ser helt vildt ud og han er ikke så god til at fokusere. Han ser meget urolig ud og han kigger hele tiden rundt over det hele.

Hun spørger ham ”Er du okay? Og Har du brug for hjælp?” Den unge mand kiggede seriøst på damen og hviskede nervøst ”De leder efter mig”. Hun blev helt nervøs og kunne mærke at alle de små hår på hendes krop rejse sig. Hun spurgte ”Hvem er efter dig? Hvad er der sket?” han kiggede lige rundt for at sikre sig at de var alene. ”Mændene… Mændene fra uheldet… Det var ikke et almindeligt uheld” sagde han og greb fat i hende. ”De skjuler noget tæt ved broen, det er farligt. Du må hjælpe mig med at komme væk… NU!”

Hendes tanker fløj rundt og den ene side af hende sagde at hun skulle ringe til politiet, men den anden side af hende så hvor rædselsslagent den unge mand så ud i ansigtet, og hun fik ondt af ham og besluttede sig for at hjælpe ham ”Vi klarer det her sammen”.

I det han satte sig ind, kunne hun ikke undgå at føle sig lidt bange.

De satte gang i bilen og kørte, hun tænder radioen. Pludselig kommer der breaking news, ”En farlig mand fra den lukkede afdeling er sluppet fri”, hun blev bange. Tænk nu hvis det var den mand der lige har sat sig ind i bilen. Hun tager en dyb indånding. Manden kan godt høre hun er nervøs, men siger til hende ”bare rolig det er ikke mig” det beroligede hende lidt, men samtidig, hvad nu hvis han bare løj. Han kunne jo faktisk bare sidde og lyve hende lige op i ansigtet lige nu.

Gad vide hvad der ventede dem på den anden side af broen. Hun var blevet trukket ind i noget lang større og kompliceret end hun nogensinde kunne have forestillet sig. ”Til venstre her” sagde han til hende. Hun drejede. De skulle ned af smal og mørk sidevej. ”Stop her” sagde han. Hun stoppede bilen ved siden af et stort flot hus. ”Skal jeg følge dig indenfor og hjælpe dig med at få alt det snavs væk?”. Han takkede ja og hun fulgte ham ind.

Man kunne høre deres lange og tunge fodtrin gå i takt med hinanden. De var begge kolde og rystede fordi de frøs så meget. Han tager sine nøgler frem og hiver ned i håndtaget. Døren knirker, og der er mørkt inde i huset. Han går over for at tænde lyset på stikkontakten. I det lyset tænder, ser de, 3 store mænd iført sort tøj og elefanthue. Den to af dem har en pistol i hånden og den sidste har en kniv i hånden. Den unge mand skriger og løber væk så hurtigt han kan.

Inden kvinden kan gøre noget har en af mændene taget fat i hendes håndled, og taget kniven op til halsen på hende. ”Hvad ved du om det her?” spørger han. ”Ingen ting” siger kvinden. Hun er helt rædselsslagne. ”DU LYVER” råber han og ryster hårdt i hende. ”NEJ jeg ved INTET, jeg så bare den unge mand gå alene og så ville jeg bare hjælpe ham og køre ham hjem” sagde kvinden. Hun vender hovedet op imod manden og noget virker genkendeligt ved ham…

”Far?”...

Bag Spejlet

Dagmar Kealy Jensen

Vinden ruskede i træerne udenfor vinduet, og regnen silede ned mod ruden. Clara sad ved sit skrivebord og stirrede tomt ud i luften. Hendes hænder hvilede på tastaturet, men hun kunne ikke få sig selv til at skrive opgaven, som hun egentlig skulle aflevere i morgen. I stedet drejede hun blikket mod spejlet der stod ved siden af sengen.

Der var noget ved spejlet, som holdt hende fanget. Som om det sagde noget om hende, hun selv ikke kunne sætte ord på. Hun havde brugt så mange timer foran det, at det næsten føltes som en ven, der kendte alle hendes hemmeligheder. Men spejlet var også hendes værste fjende. Hun kunne ikke undgå at se, hvor utilfreds hun var, når hun kiggede i det. Hun følte sig aldrig rigtig... rigtig nok. Maven stak altid for meget ud, og hendes hofter var for brede. Spejlet viste det hele de fejl, som ingen andre kunne se, men som skreg til hende, hver gang hun stod foran det.

Clara rejste sig fra stolen og gik over til spejlet. Hendes blik vandrede op og ned ad sin egen krop, og hendes mave snører sig sammen. Hun trak trøjen længere ned og vendte sig om, så hun kun kunne se sin ryg i spejlet. Måske var det nemmere sådan ikke at møde sit eget blik.

Der var begyndt en lille stemme. En hvisken i baghovedet, som fortalte hende, at hun kunne blive bedre, hvis hun bare prøvede lidt mere. Hvis hun spiste lidt mindre. Og så lidt mindre igen. Det var først små ændringer at droppe frokosten, tage mindre portioner til aftensmaden, springe morgenmaden over. Men efterhånden havde den lille stemme vokset sig større og højere, indtil den overdøver alt andet.

"Hun er så dygtig," havde lærerne sagt. "Så engageret." Hendes karakterer var høje, og ingen havde lagt mærke til, at hun sjældent spiste. Selv ikke hendes veninder vidste noget. Da de spurgte, hvorfor hun ikke tog med ud og spiste, trak hun bare på skuldrene og sagde, at hun ikke var sulten, eller at hun havde travlt med lektier. Ingen stillede flere spørgsmål. Hun var god til at skjule det, et smil her og et grin der. Men bag facaden var hun ved at falde fra hinanden.

Hun var træt hele tiden, hendes hoved snurrede ofte, og hendes krop føltes tung, selvom den blev mindre for hver dag, der gik. Men spejlet fortalte en anden historie. Det sagde, at hun stadig ikke var god nok. Stadig ikke tynd nok. Som en labyrint, hun var fanget i, hvor hver vej hun gik, førte hende tilbage til det samme mørke.

I skolen var alting som sædvanligt. Klassen summede af snak, og alle var travlt optaget af deres egne små verdener. Clara sad ved sit bord og betragtede de andre. Wilma og Silke lo sammen ved vinduet, og Jacob diskuterede højlydt med Simon om noget i matematik. Clara kiggede på Wilma. Hun var så ubekymret, så fri. Det så ud som om hun aldrig havde skænket sin krop en tanke. Som om hun bare var.

Læreren kom ind i klassen, og alle satte sig ned. Clara rettede sig op i stolen, men hun kunne mærke, hvordan trætheden trak i hende. Hendes hænder rystede en smule, da hun forsøgte at tage notater, men hun ignorerede det. Hun havde spist en halv banan til morgenmad, det måtte være nok. Det var altid nok. Lige meget hvor meget hendes mave skreg, så overhørte hun den.

Tiden sneglede sig af sted, og da klokken endelig ringede, åndede Clara lettet op. Hun greb sin taske og forlod hurtigt klasseværelset, før nogen kunne nå at spørge hende om noget. Hun gik ned ad gangen, og hendes blik

faldt på kantinens store glasdøre. Indenfor sad eleverne allerede samlet omkring bordene med deres madpakker. Hun kunne mærke den sædvanlige uro brede sig i maven. Uroen, der kom, hver gang hun skulle undgå et måltid uden at vække mistanke.

"Clara!"

Hun vendte sig om og så Silke kom løbende mod hende. "Vi skal spise sammen i dag, ikk'?"

Clara nikkede, selvom det var det sidste, hun havde lyst til. De gik sammen ind i kantinen og fandt et bord. Clara tog sin madpakke frem en madpakke, hun vidste, hun ikke ville røre ved. Silke kiggede smilende på hende, men Clara kunne mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at hamre. Skulle hun tage en bid? Ville Silke lægge mærke til, hvis hun ikke gjorde?

"Er du okay?" spurgte Silke pludselig. Hendes øjne var smalle af bekymring. "Du ser lidt bleg ud."

"Jeg har det fint," mumlede Clara hurtigt og tvang et smil frem. "Bare lidt træt."

Silke nikkede langsomt, men hendes blik hang ved Clara lidt for længe. Clara vidste, at Silke så noget. Måske var hendes facade ved at krakelere. Måske kunne hun ikke gemme sig meget længere.

Da hun kom hjem senere, lå hun på sengen og stirrede op i loftet. Den tomme følelse var der stadig, som en kløft inde i hende, der ikke kunne fyldes. Det var aldrig nok. Aldrig. Spejlet kaldte på hende, men for første gang i lang tid, ignorerede hun det. Hun vidste, hun måtte gøre noget. Hun vidste, at hun ikke kunne blive ved.

Men hvad nu, hvis spejlet havde ret?

Clara lukkede øjnene og trak vejret dybt. Spejlet kunne ikke tale. Det var bare glas og ramme. Det var hendes egne tanker, der holdt hende fanget. Hun var nødt til at finde en vej ud før hun mistede sig selv helt.

Fast i Skoven

Daniel Høgh Grøftehauge

Skriget er så højt, det skærer lige ind i kraniet på hende. Hun kigger rundt i forvirring. Hvad var det? Godt nok er det nat, og de er på natløb ude i skoven, men det er da ikke noget at skrige over, tænker Mille.

“Vi er midt ude på en ø, der er ikke nogen mennesker der kan komme herud, især her midt på natten” siger hun til sig selv. Hun ryster tanken af sig og går videre, dybere ind i skoven. Det er helt mørkt, og kun fuldmånen er til at skinne for hendes vej. Der er noget, der rasler i bladene ved hendes fødder. Nok bare en mus. Vinden piber igennem bladene over hovedet på hende. Hun går i hvad der føles som en evighed.

Det næste skrig, denne gang en dreng, er endnu højere end det der var før. To skrig på så kort tid? Gad vide hvad der foregår. Er der mon nogen der ved det?

Mille glæder sig til at hun kan blive færdig med natløbet. Hun vil gerne i seng, hun skal tidligt op og gøre klar til lejrskolefest i morgen. Lejrskolen slutter altid af med en fest, Mille elsker at feste. Hun skal spille afslutningsnummeret i morgen. Det gør hun altid, men hun glæder sig nu alligevel. Hun har spillet den så mange gange, at hun ikke længere tænker over noderne og akkorderne. Nu sidder hun og synger solo hver gang hun spiller. Hun føler sig næsten som hovedpersonen i en historie, når hun sidder og spiller. Hun elsker opmærksomheden. Hun elsker når folk sidder og kigger på hende, hun er da også pæn, måske endda flot. Hendes figur er ikke så spændende, synes hun. Hun er faktisk flad som et bræt, men det passer hende helt fint.

Hun bliver revet ud af sine tanker af et hyl, der giver gåsehud ned langs ryggen. Hylet var skræmmende, frygtindgydende.

Det lød ikke som om det kom fra et menneske. Et dyr af en slags, men hun kan ikke lige sætte fingeren på det. Hun hører en trampen. Nogen der løber. Det kommer tættere og tættere og tættere på. Ud af en busk kommer der en pige, ikke meget ældre en Milles lillesøster. Pigen er helt bleg i ansigtet, hun ligner en der har set et spøgelse. Hun har shorts på. Hun har vist snublet. Hendes knæ er revet op, men hun ligner ikke en der har lagt mærke til det. Hun er lige ved at løbe ind i Mille og Mille når da også kun lige at træde til siden, da pigen suser forbi. Mille kigger efter pigen, og så tilbage hvor hun kom fra. Hun kom henne imod skriget.

En lille svedperle begynder at gro på panden, men hun tørrer den bare væk.

Hun kigger igen ned, hvorfra den lille pige kom. Ud fra en busk træder en foroverbøjet skikkelse. Den har store øre, en lang snude og dens mund hænger lidt åben. Inde i munden kan hun se en lang række sylespidse tænder. Hun skynder sig at dukke sig ind bag et træ. Hun lægger hånden på brystet. Badung. Badung. Badung. Hun kan næsten mærke hendes hjertebanken helt oppe i tindingerne. Hun kigger ud bag hendes gemmested. Hun kigger ned, ligesom dens hoved drejer sig, og hun kigger lige ind i to øjne, rødere end blod. Hun skynder sig ind bag sit træ, og prøver at få styr på sit åndedræt. Umuligt.

Hun hører skikkelsen tage et skridt, og så endnu et, og et mere. Til sidst kan hun ikke høre det mere. Hun kigger ud igen, og den er væk. Hun ånder lettet ud.

Hun skynder sig at pille sin telefon op af lommen, klokken er 0:30. Åben kontakter, find søs’ telefonnummer, opkald, rriiiingg, rriiingg, rriiingg, “jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu”. Fuck. Telefonsvarer. Ring igen, rriiingg, rriiingg, rriiingg, “jeg kan desvær…” FUCK. Så tag dog telefonen søs, please, please sig mig at du er ok. Please sig at det ikke var dit skrig…

Endnu et skrig lyder, det er ikke langt væk. Mille løber afsted i den komplet modsatte retning. Ud mod vandet. Kan jeg svømme væk fra øen? tænker hun.

Flere skrig, et efter det andet. Mille løber i en evighed, hun kan ikke flygte fra skrigene.

Et væltet træ, er der plads til en person? Kan hun gemme sig der? Hun skynder sig ned under træet og møver sig så langt ind hun kan, til hun næsten sidder fast mellem stammen og den grannåle dækkede jord. Grannålene klistrer til hendes tårefyldte kinder. Hun ligger og græder. Hun har aldrig været så bange før i sit liv.

Søs, please. Søs, please vær ok, græder hun til sig selv. Der er folk, der skriger overalt omkring hende. Tæt på, nogle gange føles det som lige ved siden af, andre gange føles det som var skrigene i en anden verden. Prøv at ring en gang til, bare telefonsvareren. Fuck, fuck FUCK.

Hvad fuck kan jeg gøre? Hvad burde jeg gøre? Jeg er den store. Jeg burde tage mig af hende. Hvorfor kan jeg ikke bevæge mig? Hvor er søs? Tankerne strømmer igennem hovedet på Mille.

Hun tager telefonen frem endnu en gang. Måske ved mor og far, hvad jeg skal gøre? Rriiingg. “Hvad så Mille? Er du ikke i seng endnu? Du burde altså få dig noget søvn, du har jo din performance i morgen, som du jo glæder dig til” lyder det fra telefonen. “Nej mor, der er et eller andet monster som går rundt og dræber folk” svarer hun tilbage.

“Sikke noget vås, du har nok bare haft et mareridt…”

Endnu et skrig lyder. Telefonen går i sort, den er gået død.

“NEEEEJJ MOOOR” skriger Mille. Hun lægger hovedet ned på den bløde jord.

Måske er det bare et mareridt. Måske. Hun lukker øjnene.

Hendes søster ligger i en blodpøl på jorden, fuldstændig sønderrevet. Milles øjne skyder op.

Hun ligger i en pøl af sved. Nej. Søs.

Der er nogen, der kommer gående. En stemme hvisker “Er der nogen? Jeg hørte dig skrige på din mor… Er du der?”

Jeg er her, svarer Mille svagt tilbage. Drengen skynder sig over og kigger ned under stammen. Mille kender ham ikke. Han er høj, har busket blondt hår, det er ikke rodet, bare busket. Han ser stærk ud. Hans øjne er en flot dyb blå og han smiler trøstende til hende. Han ser ældre ud end hende, måske næsten med et år. “Kan du selv komme ud eller skal jeg komme ind og hente dig?” Han bliver næsten rød i hovedet ved tanken om at komme ind til hende.

“Kan vi ikke bare blive her?” spørger hun.

“Nej, vi kan ikke. Hvis jeg hørte dig har varulven i hvert fald også. Den er nok allerede på vej” svarer han. Han rækker sin hånd frem imod hende. “Kom, lad os komme afsted”

Hun tager fat i hans hånd og han hiver hende ud derfra. Han begynder at løbe, og han hiver Mille med efter sig. De når ikke længe før de hører noget bag dem. Uden at stoppe hiver han Mille frem foran sig og løfter hende op på en gren i et træ.

"Op, skynd dig” siger han. Hun kigger bagud imod hendes gemmested. Og der ser hun de blodrøde øjne, og de ser hende og drengen. Hun skynder sig op i træet. Varulven sætter i løb lige hen imod ham. Han griber fat i de 2 nederste grene og hiver sig op. Han begynder at kravle op. Men er han hurtig nok? Varulven kommer spændende. Mille er i sikkerhed. Men drengen er ikke endnu. Man kan se, at hans muskler anstrenges under huden mens han hiver sig op. Tiden går så uendeligt langsomt. Varulven tager et skridt og drengen får hevet sig en centimeter mere op. Varulven tager endnu et skridt og drengen kommer en centimeter mere op. Svedet løber ned over panden på Mille. Skal drengen, der reddede hendes liv, nu betale med sit eget? Og er der virkelig ikke noget, hun kan gøre ved det?

Varulven sætter af i et spring. Mille skriger. Drengen løfter sig op med alt hvad han kan.

Men han når ikke højt nok op. Monstret griber fat i hans ben. Mille skriger igen. Drengen sparker ulven lige midt i hovedet igen og igen. Endelig falder den, men ikke før den laver en flænge ned langs hans ben. Han får hevet sig op og sætter sig på en gren. Hans bukser er dækket ind i blod. Hans ansigt er helt blegt og svedigt. Han ligner en i store smerter. Ritchhh siger det, da han river bunden af buksebenet af og viser et grimt sår, det er heldigvis ikke for dybt.

Hun kigger ned på jorden mod Varulven. Den går frem og tilbage under dem, imens den kigger op på dem og slikker sig om munden. Drengen tager sin trøje af, så han sidder i en sort t-shirt. Han tager trøjen og binder den stramt rundt om såret. Han stønner i smerte, da han binder knude på hans hjemmelavede bandage, men det ser ud til at virke.

Mille sidder bare og kigger på ham arbejde. Da han lægger mærke til det, giver han hende et betryggende smil og tørrer en tåre væk fra hendes øjenkrog.

“Er du ok Mille?” spørger han. “Er jeg ok? Det er da dig der var lige ved at blive spist af en fucking varulv, og så spørger du mig om jeg er ok. Du var lige ved at dø, du har et kæmpe sår ned langs dit underben og så smiler du bare til mig. Jeg ved ikke engang hvad du hedder, hvem du er” svarer hun bange tilbage imens hun skæver ned imod ulven, der står og kigger sultent op på den. Kan den ikke bare gå? Hun vil bare gerne glemme alt om den.

“Det er selvfølgelig rigtigt nok, du husker nok ikke hvad jeg hedder. Det er der alligevel ingen der gør” siger han imens han kigger trist ned. “Nå, lige meget. Jeg hedder Oskar, det er godt at møde dig” siger han med et pludseligt uskyldigt, sødt smil. Han minder faktisk Mille lidt om et barn, der bare er glad for at være i nærheden af nogen. Men så lige så pludseligt som smilet kom, kigger han ned og får helt røde kinder.

“Hvad nu? Hvorfor kigger du ned lige pludseligt?” spørger Mille nervøst imens hun skæver ned mod ulven. Det har ikke noget med den at gøre, den går stadig rundt dernede om træet.

“Det… det er bare fordi… fordi jeg aldrig rigtig har været alene med en pige før.” Mille begynder at fnise, er det bare det? Er han seriøst nervøs over at være alene med en pige? Imens der går en varulv rundt 5 meter under ham?

“Har du aldrig været alene med en pige før? Du har aldrig haft en kæreste?” spørger hun, og han ryster bare på hovedet

“Virkelig? Du er da ellers en stor flot dreng? Du er høj, flot, stærk og så er du omkring 18, så du er myndig". Det gjorde ham bare endnu mere rød i hovedet, ikke engang en tomat ville kunne måle sig med hans rødhed.

“Nej, jeg har aldrig haft en kæreste. Jeg har aldrig kysset en pige før. Jeg har faktisk aldrig holdt i hånd med en pige”

“Virkelig? Hvad siger dine venner til det? Driller de dig ikke med det?” Hun kigger ham i ansigtet, men han kigger bare væk, bange for at se hende i øjnene, nærmest som om han gemmer noget for hende. Og så lagde hun mærke til det. En lille tåre faldt ned mod jorden fra hans øjne. Sidder han og græder? Hun er helt chokeret, han græd ikke engang, da han fik den kæmpe flænge i benet. “Jeg har ingen venner. Jeg er helt alene. Jeg har ingen at snakke med. Der er ingen, der gider at huske, hvem jeg er.” Han sidder og græder mens han snakker. Tårerne triller bare af sted og rammer grenene på vej mod jorden. “Du kender det nok ikke Mille. Du er populær. Du er super god til at spille musik. Du har altid nogen at være sammen med, jeg har aldrig nogen. Alle ved hvem du er, ingen ved hvem jeg er”

Mille sidder i tavshed og kigger forskammet ned i jorden. Hun har aldrig rigtig tænkt over, at der nok var nogen, som ikke havde nogen venner. At der fandtes nogen, som ikke havde nogen at snakke med. Hun skammer sig over ikke at have lagt mærke til Oskar. Hun regner med at der bare er nogen, der kommer og redder hende. Oskar er den der er ude og redde folk. Folk som bare ignorerer ham. Som ikke behandler ham ordentligt. Han er ligeglad med hvordan de behandler ham, han hjælper alligevel. Han satte sit liv på spil for en pige som ikke engang kan huske hans navn.

“Det må du virkelig undskylde Oskar. Jeg havde aldrig tænkt over, at der var folk som ikke havde nogen” mumler Mille. Oskar giver et kort nik som tak. Mille rejser sig og går hen og sidder ved siden af Oskar. “Nu har du i hvert fald en ven” siger Mille og giver ham et kys på kinden. Hun har aldrig set nogens ansigt lyse så meget op i glæde. Hun bukker sammen i grin over hvor glad og chokeret han blev af et enkelt kys.

Et skrig bringer dem ud fra glæden og ind i virkeligheden. Varulven kigger også hen mod skriget. Den tager afsted i fuld sprint. Mille begynder at kravle ned, men Oskar tager fat i hende. “Vi burde blive heroppe. Her er vi i sikkerhed. Hvis du går ned på jorden, kan den få fat på dig igen” advarer Oskar. Mille giver et kort nik, det havde hun ikke tænkt over. De sidder i tavshed i nogle minutter.

Oskar bryder tavsheden. “Hvad skal du, når du kommer væk fra den her ø?". Da Mille ikke svarer, siger han “jeg ved i hvert fald hvad jeg skal. Jeg skal ud og have mig en enorm shawarma med kylling”. Det får Mille til at fnise. Han er så rolig at han sidder og snakker om hvilken slags shawarma han skal have når han kommer hjem. “Skal du med?”. Spørgsmålet fanger hende uforberedt. “Det ved jeg ikke” er alt hvad hun kan svare. Da hun ikke siger mere skifter Oskar emne “jeg glæder mig også til at komme hjem til min lillesøster, hun bliver snart 16. Om 2 dage faktisk.” Milles ansigt skifter fra en glad farve til en kold bleg askefarve. Lillesøster. Milles lillesøster er derude et sted. “Hvad med dig? Har du også søskende der venter derhjemme?” siger Oskar tilsyneladende ubevidst om farveskiftet i Milles ansigt.

“Nej, min søster er med her på lejrskolen. Jeg bliver nødt til at finde min søster. Jeg kan ikke bare lade hende være alene” siger Mille. Hun begynder at kravle hastende ned fra træet. “Vent, lad mig gå først. Jeg skal lige sikre mig at der er fri bane” siger Oskar og hopper ned forbi hende. Han kigger hurtigt rundt og giver hende en tommel-op. “Har du nogen idé om hvor din søster kan være henne?” Da Mille ikke svarer, fortsætter han. “Lad os gå ned til vandet. Der er en stor gruppe folk. Jeg var dernede med dem da du skreg. Hvis vi skal finde hende,

er der størst chance for at gøre det der.” De begynder at løbe ned mod vandet. Rundt om træer. Igennem buske og hække. Over rødder, der strækker sig som slanger hen langs jorden. I månens lys ligner det næsten, at de bevæger sig. Mille snubler og falder over en rod, men hun ænser det ikke. Hun rejser sig bare op og de løber videre. Der er intet i hendes tanker på nær hendes søster. Hun er lige ved at løbe ind i en sten, men Oskar når kun lige at tage fat i hendes trøje. De stopper først op, da de kommer til toppen af en bakke, der kigger ud over vandet. Lidt ud fra kysten holder en lille båd, som folk er i gang med at stige på. Hjælp er kommet for at få dem fra øen. “Se Oskar en båd! Tror du min søster er ombord på båden? Lad os skynde os derned” råber Mille og omfavner Oskar i lykke. De sætter igen i løb ned ad bakken og ud mod vandet. De når ikke langt før et gys. Hun stopper brat op og Oskar er lige ved at løbe ind i hende. Hun vender sig om og kigger op mod bakken. Der på toppen af bakken badet i fuldmånens lys står varulven. Den begynder at hyle op imod månens runde form. Mille står fuldstændig lammet af frygt. Monsterets blik møder hendes og i et kort øjeblik står de og kigger hinanden dybt ind i øjnene. De sætter i løb samtidigt. Ulven ned imod dem, og de ned mod stranden. De løber og løber, grene pisker dem i ansigtet, koldsveden drypper dem ned i øjnene. Man kan høre dem trække vejret i panikslagen uregelmæssige vejrtrækninger. Lige pludselig stopper Oskar op.

“Vi kan ikke løbe fra den. Vi bliver nødt til at splitte op. Du løber videre ned mod stranden og jeg løber til højre ind i skoven” siger han imens han kigger tilbage over skulderen imod hvor de kom fra.

“Nej Oskar. Lad os bare løbe videre. Kom nu!”. "Nej Mille, så fanger den os og så dør vi” siger han og giver hende et kys på panden. Og så løber han ind i skoven. “Men Oskar! Du sagde at du vil tage med ud og spise shawarma”. Da der ikke kommer noget svar, vender hun sig om og løber ned mod vandet. Hun kan ikke stoppe med at græde. Græde, tude, tørrer tårerne væk og så græde lidt mere. Da hun endelig dukker op ud fra skoven, har hun ikke flere tårer at græde. Hun løber ud i vandet og op på båden. Flere folk dukker op hist og pist ud fra skoven og kommer op imod båden. Mille går rundt blandt folk på båden. “Har du set min søster? Har du set min søster? Hun har kort brunt hår. Hun er kun 13. Har du set min søster?” ingen svar. Hun stiller sig og læner sig over kanten på båden. Oskar. Please kom ud af skoven. Please. Please, vær ok. En busk rumsterer længere henne på stranden.

Ud træder varulven og båden tager af sted.

Kærlighed og konkylier

David Eric Ascanius

Bølgerne bruser. Det eneste, der høres, er vandets plask mod den uendelige strandkant. Vandet synger nærmest. En melodi, der aldrig er den samme. Vandet er blågrønt, og solen er som en flamme. En brændende flamme, der er på vej ned, farver himlen rød og gul. Sandet føles rart mellem fingrene. Det er blødt, og det kilder lidt, når sandet lander fra hånden ned på stranden igen. Store, små, runde, spidse og knækkede muslingeskaller pynter den fyldige strand ned til vandkanten. De reflekterer solens lys, det ligner stjerner, der er i det fine sand. Det er som om der er ekstra mange lige her hvor jeg sidder. Ja, de danner et kæmpe mønster, det minder om et hjerte. Jeg ser ud over vandet og trækker vejret dybt. Lungerne fyldes hurtigt med den friske havluft. Det føles rart og jeg slapper af i kroppen. Bølgerne bruser stadig, men noget er anderledes. Himlen er blevet lyserød, vandet koldt og natteblåt og bølgerne nærmest stoppet i bevægelse.

Midt ude på vandet rejser en pige sig. Håret er perlehvidt og det skinner, lyser. Kroppen er lille og fin, næsten spids. Hun minder mig om en perlehvid konkylie. Hun går mod mig. Langsomt samt roligt men også bestemt, med et mål. Jeg kigger på hende og kan ikke lade vær med at smile. Øjnene er store, runde og funklende. De varmer dejligt. De minder om mors når hun smiler. Mor er altid glad. Mor er der altid, når jeg har brug for det. Hun trøster og krammer mig, når jeg er trist. Hun griner af de ting jeg siger. Hun bager lækre småkager og laver varm kakao når det er gråt og koldt. Eller. Det plejede hun. Inden det. Inden det med far og hende skete. Hvad var det egentlig der skete? Hvordan kunne det gå så galt, så pludseligt? Det har jeg egentlig aldrig forstået.

Jeg var på vej hjem fra skole, som jeg plejede. Sneen dalede ned, og man kunne se sin egen ånde i luften. Luca og de andre havde drillet mig igen, som de plejede. Mor sagde jeg ikke skulle lytte til deres dumme ord, for jeg vidste nemlig bedst. Det var ikke mig der var noget galt med, men dem. Men det hele var lige meget. De voksne hverken lyttede eller så. Ingenting gjorde de, og jeg græd hver dag efter skole. Jeg græd også den gang. Tårerne der bare trillede ned ad mine kinder, som vandfald der aldrig ville slutte. Jeg blev vred. Vred på lorte Luca. Vred på mig selv. Vred på det hele. Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal? Hvorfor skulle jeg være anderledes? Hvorfor var jeg så fucking svag? Jeg havde, og har stadig, ingen venner. Jeg prøvede virkelig. Gjorde og sagde alt det rigtige. Det var bare aldrig godt nok for dem. Jeg var bare aldrig god nok. Fuck hvor jeg dog hader mig selv. Men det skulle nok gå, for mor var der. Mor var der jo altid.

Jeg åbnede vores store hoveddør, og forventede spændingsfyldt duften af kakao med flødeskum. Jeg sniffede hjemmet ind, men noget var galt. En bitter lugt af alkohol ramte mig i stedet for, og der var stille. For stille. Mor lyttede altid til P4 taleradio. Jeg tog mit overtøj af og kaldte på mor. Stadig ingen lyd. Jeg blev urolig.

Jeg vandrede ind i stuen, der sad hun på vores limegrønne sofa. Jeg sprang over til hende, åbnede op for kys og kram. Jeg stoppede brat. Et eller andet var helt forkert. Jeg kunne mærke det helt nede i maven. Mor stirrede bare ud i luften. Hun så mig slet ikke, som om jeg var gennemsigtig, som om jeg var et spøgelse. Jeg stod foran hende.

Lige der med min yndlingstrøje som lorte Luca altid sagde, var så grim. Men det betød ingenting. For det var mor, der havde købt den til mig. Jeg tog hendes hænder. Hun spjættede med et sæt og et skub sendte mig i jorden. Det var ikke fordi det var hårdt, det var overraskelsesmomentet, der gjorde det så overvældende. Jeg satte mig hurtigt op og forstod ingenting slet ingenting. Nogen var på vej ned af trapperne. Personen gik hurtigt, det var næsten løb. Det var heldigvis far. Jeg smilede, men det blev hurtigt slukket igen. Han sprang hen til mig, tog mig om halsen og løftede mig fra gulvet. Chokket var så enormt, at min krop stivnede. Det hele gik meget hurtigt og meget langsomt på en og samme tid. Fars øjne brændte af vrede, skam af had. Hans hånd var stor og lukket om min hals. Han bed tænderne hårdt sammen. Han bare klemte og klemte, og jeg kunne mærke blodet forsvinde fra mit hoved. Alting

dansede og jeg troede jeg skulle dø. Han slap mig pludseligt og hurtigt, og jeg landede på det hårde, kolde stengulv. Luften fyldte mine lunger. Jeg kunne slet ikke få nok, det strømmede ind af både mund og næse. Jeg så op og tog mig til halsen. Mor råbte af far, og far omvendt. Den ene bare højere end den anden. Mor slog ud efter ham men missede. Han skubbede hende over i sofaen. Han begyndte at slå. Blev bare ved og ved. Som om det var det eneste han var sat i verden for. Blå, røde og lilla mærker blomstrede op på mors arme, ben og bryst. Blodet strømmede og far slog hårdere. Jeg bare sad. Helt stille og krøllet sammen. Jeg havde lyst til at gøre noget, råbe, skrige af ham og spørge ham, hvad fanden han havde gang i. Men jeg kunne ikke. Min hals havde lukket sig sammen og kroppen frosset fast til gulvet som en statue. Mine våde øjne mødte hendes. Hun sagde ikke noget, hun kunne ikke. Men jeg kunne se det i hendes blik. Hendes varme bløde blik. Alt skal nok gå min skat, det gør det jo altid. Det gjorde det ikke. Mor var den eneste, jeg havde. Min mor var min eneste ven.

Jeg ser ind i et par varme, runde, funklende øjne. De samme øjne som mors, men i et andet menneske, en anden sjæl. Det varmer og skaber glæder. Lige her lige nu, er alt perfekt. Ingen lorte Luca, ingen voksne der ikke lytter og ingen far der tager min eneste ven væk fra mig. Hun. Pigen med det perlehvide hår får mig til at glemme alt det negative. Hun får mig til at glemme hvor forkert jeg føler mig, hvor meget jeg hader mig selv. Med hende føler jeg, at jeg er god nok. Perfekt, vidunderligt fantastisk. Jeg ved ikke hvem hun er. Men hun er alt det jeg aldrig har haft. Mit smil er som limet fast på mit ansigt, umuligt at fjerne. Hun står helt tæt foran mig. Hun tager mine hænder og hvisker stille at jeg er perfekt. Hele min krop brænder, brænder som flammen på aftenhimlen. Hendes læber, store og fyldige skal til og mødes med mine.

Der er en der råber et sted i det fjerne. Langt væk, for her er kun hende og jeg. Det fortsætter og jeg vender mig til siden. Det er Lana, hun siger vi skal hjem nu. Det vil jeg ikke. Jeg vil blive her for evigt. Jeg vender mig igen for at kigge på pigen med det perlehvide hår. Men hun er væk. Forduftet, som om hun aldrig har fundet sted. Kun nede i sandet ligger der en skinnende perlehvid konkylie. Jeg samler den op, kigger ud over det nu kulsorte hav. Den brændende flamme er slukket helt, ligesom hendes og min ikke begyndende kærlighed. Jeg knuger muslingen ind til mig, tørre tårerne væk og går.

Han skulle have været min

Ellen Frost Tofthøj

Små biplyde vækkede mig langsomt. Det måtte være endnu en ny bygning, der absolut skulle bygges lige ude foran vores lejlighed. Typisk. Jeg åbnede langsomt mine øjne parat til at se ham, nok stadig ligge og sove. Men han var der ikke. Til gengæld var der et blændende lys, som ramte mig lige i øjnene. Jeg var omringet af læger, og mine forældre var der også. Hvad lavede de i min lejlighed? Jeg kiggede nærmere rundt. Det var slet ikke min lejlighed. ”Åhh Sophia, gud ske lov du er okay,” sagde min mor. Hvorfor virkede hun så bekymret? Og hvorfor mon jeg havde så ondt i hovedet? ”Hvad mener du mor, hvor er Emil?” Mine forældre kiggede på hinanden med et bedrøvet blik. ”Vi er så kede af det skat,” sagde min far ”Han klarede den ikke.” Jeg vidste ikke, hvad han snakkede om, jeg havde jo set ham i går aftes, da vi gik i seng. Lægen kunne nok se forvirringen i mit ansigt, for han puffede forsigtigt mine forældre ud af det hvide rum, mens han sagde noget om, at jeg lige skulle have lidt tid. Jeg faldt i søvn igen.

Lægerne sagde, at vi havde være i et biluheld. Noget var gået galt med bilens motor og havde fået den til at køre galt. Jeg havde været utroligt heldig og var ikke kommet alt for slemt til skade. De sagde, det havde været noget, med den måde jeg sad på. Som om jeg vidste, vi ville køre galt. Det mest underlige var, at det sidste jeg kunne huske før ulykken, var mig og Emil, der gik i seng den 23. oktober. Ulykken skete den 6. november. 2 uger, slettet fra min hukommelse. De havde sagt, at det nok ville tage noget tid, før jeg kunne huske alt. Hvordan kunne det ske, og hvorfor var jeg overlevet i stedet for ham? Jeg var sur på min hjerne, for ikke at kunne huske noget, men samtidig ville det måske være værre at kunne huske alt. Alt om hvordan han så ud i sine sidste øjeblikke.

Jeg trådte ud af den sørgelige hospitalsbygning og vinkede farvel til mine forældre. Jeg havde på en eller anden måde overbevist dem om, at det jeg virkelig havde brug for var at være alene, selvom jeg nok godt selv vidste, at det var løgn. Lyset udenfor var næsten blændende. Hvordan kunne det være så lyst, når mit liv var så mørkt. Fuglene pippede sødt, og jeg kunne høre små grin fra den nærtliggende legeplads. Det kunne jo ikke være meningen, at det skulle se sådan her ud, når nogen lige var død. Hvorfor regnede og tordnede det ikke. Hvorfor så alle ikke enormt bedrøvede ud. Nå ja, måske fordi alle faktisk var fuldkommen ligeglade. Men hvordan kunne de være det, når Emil nok var den bedste person, der nogensinde havde eksisteret. Vi havde engang gået tur på netop den gade, jeg gik på nu. Det var en af de første gange, vi var sammen, før vi blev kærester. Han havde købt os begge en is, og vi gik bare og snakkede. Det var lige meget hvad vi snakkede om, bare det var med ham. Minderne om ham var for meget, og en tåre trillede ned ad min kind. Jeg satte mig ned ved et bord ved en af de mange caféer. Så sad jeg der. Ikke alene men ensom. Jeg observerede menneskerne der gik forbi. Nogle havde travlt mens andre bare gik og nød det gode vejr. Der sad jeg i lang tid. Så lang tid at det nåede at blive roligt på gaden, og lyset forsvandt.

Jeg nåede hjem til vores lejlighed. Nu kun min. Der var tomt og stille. Stedet hvor det plejede at være fyldt med latter og snak. Jeg gik langsomt gennem stuen og så mod vores værelse. Jeg åbnede døren på klem og kiggede ind. Alt lignede sig selv. Dynen lå rodet på sengen, skabsdøre stod åben, natlampen var stadig tændt. Jeg lukkede døren og gik tilbage. Jeg satte mig i sofaen. Så sad jeg der og ventede. Hvad ventede jeg på? Jeg følte mig pludselig lidt svimmel… Jeg tjekkede min telefon. Klokken var 22, og det var den 29. oktober. Den 29. oktober? Emil kom hjem. Hvordan kunne han være her? Jeg prøvede at bevæge mig, men jeg kunne ikke. Det var som om, jeg bare så igennem mine egne øjne uden faktisk at være der. ”Hej,” sagde jeg forsigtigt. Intet svar. Hvorfor svarede han mig ikke? ”Emil?” Han vendte sig om. Hvorfor så han så sur ud? ”Kan du ikke bare holde din fucking kæft?!” råbte han. Sådan havde han aldrig snakket til mig før. Han vendte sig om igen og gik mod vores værelse. Jeg kiggede ned på mine ben. De havde blå mærker overalt. Hvorfor mon de havde det? Jeg rejste mig langsom og gik ud

på badeværelset. Jeg kiggede i spejlet. Jeg havde et blåt øje og blod på læben… Jeg sad på sofaen igen. Jeg tjekkede panisk min telefon. Den 6. november. Hvad var der lige sket. Var det et minde, eller bare noget jeg havde forestillet mig?

Om aftenen lå jeg i min seng og kunne ikke sove. Hvordan kunne det være så svært at sove, når det eneste man skulle gøre, var ikke at gøre noget. Små glimt af ham blev ved med at komme til mig… Os to der sad på græsset. Vi grinte. Jeg ved ikke præcis af hvad, men vi havde det godt. Han kiggede på mig, med det blik han altid havde kigget på mig med. Et blik fyldt med kærlighed. En notifikation poppede op på hans telefon. Besked fra Angela Hvem var Angela? ”Hvem er Angela?” spurgte jeg. ”Det er ikke nogen,” svarede han, og vendte sin telefon om. Vi havde aldrig skjult noget fra hinanden før. Jeg prøvede at ignorere det og kiggede bare kærligt på ham igen. Han kiggede tilbage, men denne gang så jeg noget andet i hans blik. Eller måske var det faktisk manglen på noget. Manglen på kærlighed. Hvorfor elskede han mig ikke?... Jeg var tilbage i min seng, men nu var det morgen. Det kunne umuligt have været et minde. Det må jo bare have været en drøm. Han elskede mig jo. Gjorde han ikke?

”Og hvordan har du det så med det?” Hvad fanden svarer man på sådan et spørgsmål. Jeg har det fucking forfærdeligt, og som om jeg aldrig vil få det bedre. ”Det ved jeg ikke.” svarede jeg. ”Kan du prøve at uddybe lidt mere?” Hvorfor skulle mine forældre også absolut skaffe mig en psykolog. Hun hjalp jo ikke med noget. Hun kunne spørge mig, hvordan jeg havde det, så mange gange hun ville, men det fik mig jo ikke til at få det bedre. ”Sophia?” Jeg var stadig i chok over det jeg havde set aftenen inden. Det kunne ikke være rigtigt. Emil ville ikke opføre sig sådan over for mig. ”Sophia?!” ”Kan du ikke bare holde din kæft?!” råbte jeg. Psykologen så chokeret på mig, og jeg må have set mindst lige så chokeret ud selv. ”Okay Sophia, jeg tror ikke, du er helt klar lige nu, vi kan fortsætte i næste uge,” sagde hun roligt. Jeg rejste mig op og gik ud af lokalet. Lige så snart jeg havde forladt bygningen, begyndte tårerne at komme. De løb ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke stoppe dem.

Jeg nåede endelig hjem og gik med det samme ind på vores værelse. Mit værelse. Mine øjne var røde og helt udtørrede. Hvorfor havde jeg råbt sådan ad hende? Jeg havde aldrig råbt sådan ad nogen før. Jeg kastede mig på sengen og faldt i søvn næsten med det samme…

Da jeg vågnede igen, sad jeg på sofaen. Jeg tjekkede min telefon.

Den 3. november. Emil var i bad og havde ladet sin telefon ligge på spisebordet. Jeg blev ved med at kigge derover. De sidste par dage havde jeg været vildt paranoid. Hver en summen, hver gang den lyste op. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg rejste mig og tog telefonen i hånden. Var det her virkelig det rigtige at gøre? Jeg invaderede jo hans privatliv men hvad nu hvis det var nødvendigt. Jeg tog en dyb indånding og klikkede på Angela. Hundredvis af beskeder fyldt med hjerter og søde ord poppede op. Det tog alt i mig ikke bare at storme ud på badeværelset, flå ham i småstykker og kyle ham ud af lejligheden… Jeg lå i min seng igen. Nej, jeg ville tilbage. Jeg ville vide hvad der skete. Det var som at blive afbrudt midt i en film. Jeg lagde mig til rette og prøvede at slappe af i hele min krop. Jeg følte mine tanker langsom drive væk fra min krop, og tilbage til mine minder… Jeg stod i garagen foran vores bil. Jeg vidste ikke så meget om biler men det behøver man heller ikke for at få den til at køre galt… Jeg satte mig brat op i sengen. Jeg hyperventilerede næsten. Havde ulykken virkelig været min skyld? Et smil ramte mine læber. Han skulle have været min. Og kun min.

Fra morgenkaffe til musik

Emma Vinther-Jensen

”Hvad vil du Niels, hvad vil du med dit liv, du vil vel ikke være musiker, fordi så skal du vide, at du skulle være startet noget før, måske du bare skulle være blevet i Netto". Siger hans far til ham, midt i morgenkaffen og havregrynene.

Niels er lige blevet færdig i folkeskolen og er nu på vej i gymnasiet, det er hans første dag, han er spændt, men også meget nervøs. Niels måtte ikke komme på efterskole for sin far, da han mente, at efterskole var noget pjat, fordi Niels er for dygtig.

Niels skal ikke leve af musik, men mere af at blive en klog dreng og blive advokat. Det sagde hans far altid.

Pludselig på vej i skole fik Niels noget op i sit hoved, det lød som et citat eller en åbenbaring, det var som om at det hele bare kulminerede.

Niels gik og tænkte på det hele vejen til skole, her kom det igen. ”Noget er på vej, ikke i rute, men på vej”, det kommer med den hurtigste hastighed, man nogensinde har set, han kan mærke det helt inde i sin krop, det er som om at han bliver nødt til at kæmpe sig helt ud af hans krop.

Han SKAL ud af sin krop, mens han lever, ellers sker det aldrig, han skal slippe alle tankerne væk, alt det alle andre siger og mener, det skal VÆK!

Han går ind på skolen nu, der er så mange indtryk, skolen er helt lys, der er mange vinduer, solen skinner og alle de gamle elever, på gangen, kigger på ham.

Skoleklokken ringer ud og Niels har fri fra skolen.

Niels kommer hjem og snakker med sin far om, hvordan hans dag har været, og han siger så til sin far ”altså det var slet ikke noget for mig, det er ikke det jeg vil med mit liv” han far svarer så ”Prøv og hør her Niels, nogle gange må man bare bide lidt i det sure æble og leve med, at alt ikke kan være, som man drømmer om”.

Niels bliver så ved med at gå i skole, og han synes stadig ikke, det er noget for ham OVERHOVEDET, han vil ikke uddanne sig som advokat, han vil være musiker. Så en dag, da Niels er så træt af det hele, vælger han at droppe ud af skolen for at starte på en ny skole, fuld af musik.

Det var hans far ikke begejstret for, så han sagde til Niels, at hvis han skulle det, så måtte han selv tjene penge og gå på arbejde, for at tjene penge til at gå i skole og få mad.

Så nu stod Niels med en kæmpe tvivl, om han skulle blive advokat og bide i det sure æble, eller om han skulle følge hans drøm om at blive musiker. Nu måtte Niels spørge sig selv ”hvad vil jeg?!, vil jeg forfølge min drøm, eller vil jeg leve ulykkeligt og se alle de andre kunstnere blive til noget KÆMPESTORT?”

”Jeg tager chancen” siger Niels til sin far, ”Jeg gør det, jeg finder mig et job og tjener de penge til at forsørge mig selv.”

Niels begynder så at gå i skole, han får sig også et arbejde på en fin restaurant i København tæt på hvor hans nye skole ligger.

Så blev det tid til, at Niels skulle i skole, han havde gået der i noget tid nu og begyndte at blive meget gladere for at gå i skole.

En solrig torsdag eftermiddag, da han sidder til musik, begynder der at gå noget op for ham. Han havde lagt lidt mærke til nogle drenge, der gik sammen i en klike og synes, at de var meget seje og ville gerne vise sig lidt og være en del af den klike.

Så da Niels kom hjem efter at have været i skole hele dagen, satte han sig ned og begyndte, at skrive sin egen musik. Han skrev hele natten lang, og da klokken var omkring 07.00, stod han op og gjorde sig klar til skole og var klar til at vise sig overfor flokken.

Det mindede lidt om det citat, Niels havde fået op i hovedet den dag han var på vej til hans første skoledag, måske man bare skal kaste sig ud i det 1,2,3,4 nu!

Han gik hen til dem og sagde det til dem, som det var ”Hej, jeg hedder Niels, jeg synes i er mega seje, og jeg vil gerne være en del af jeres band, jeg har arbejdet på det her stykke musik i noget tid og synes lige I skal høre det, så her kommer det.”

Niels spiller så det stykke musik for dem, og de siger så til Niels ”Det er da okay, vi kan prøve og holde en øver sammen en dag så kan vi se hvordan du agerer i det, skal vi sige påååå fredag?”

Med det samme svarer Niels bare "Jaaa det kan vi da godt” som om han bare var the shit.

Det er fredag og tid til, at Niels skal øve med drengene. De var 4 drenge, Asger, Louis, Jacob og Anders, og de var alle sammen 1 år ældre end Niels. Niels var derfor også meget nervøs og hans krop rystede helt af spænding.

Nu begyndte de altså at spille, men inden de begyndte, sagde Niels igen, at han havde lavet noget nyt, han ville vise, så det gjorde han altså.

Her kom det så ”Alle mine venner falder ligesom fluer, alle mine venner falder på den første sommerdag, alle mine venner falder, fang dem før de falder?!”

Da han så var færdig med at spille, sad de alle 4 med åben mund og sagde bare "Wow sikke en stemme du fortæller med, sikke en sang!” ”Hvad er det sangen handler om?” spurgte Asger Niels ”Jamen den handler faktisk om jeg havde en meget svær periode i mit liv hvor jeg hele tiden følte at alle mine venner gik fra mig og så skrev jeg den her sang en dag, da jeg sad derhjemme og så synes jeg bare det flød så godt sammen at sige at alle mine venner falder som fluer”

Niels bliver så ægte en del af bandet, og det begynder at gå rigtig godt for dem, de får udgivet deres første single, og har det bare rigtig godt.

Men en dag får Niels en opringning af hans far, om at han er blevet indlagt på hospitalet, og at han har kræft, og hans far dør ikke så længe efter det.

Så nu stod Niels altså med en død far, men også en karriere der lige var begyndt at kulminere.

Hvad skulle han nu gøre, han kunne ikke være i begge ting på samme tid… Men Niels vælger at fortsætte og siger til drengene at hans far lige var død, men han sagde også at han ikke kunne give op nu, han var lige i gang med at opnå det han altid havde drømt om.

Niels og bandet begynder så at blive større og større og udgiver så deres første album sammen som ”The Minds of 99”.

Drengene begynder nu at turnerer, men det er som om at Niels ikke kan slippe det med hans fars død, sorgen ville altid leve med en, men han siger det så til drengene som han har det, men det var som om der ikke rigtig skete noget.

Bandet er nu ret stort og udbredt blandt hele Danmark, og de har nu udgivet 4 albums, og et par singler og en dag får de et meget spændende opkald.

Opkaldet starter med at en spørger dem om de har lyst til at spille i Parken i København, ikke kun en dag med tre dage.

Der bliver helt stille i lokalet, opkaldet var på højtaler, og de slår så på lydløs med det samme og begynder derefter at skrige! Ham i telefonen siger så ”Halåååå er I der?" de siger så ”JA JA det er vi og det vil vi MEGET gerne”.

The Minds of 99 skulle nu spille 3 gange parken, hvor vildt var det lige?!

Drengene øver og øver, og dagen kommer tættere og tættere på. Nu var dagen altså i morgen, men vent… Det var som om der manglede noget, Niels følte det var helt forkert og spille når hans far ikke var der, selvom hans far jo var helt imod at han skulle spille musik. Men af lige vel var han der jo.

Han var der ikke mere til at sige til Niels, hvad der var klogt at gøre.

Niles bliver nødt til at spille de koncerter, han gør det. Dagen er kommet til at de skal spille deres koncerter, og Niles skal til at gå på. Niels går ind på scenen og begynder at synge ”noget er på vej, ikke i rute med på vej”.

Drengene er næsten færdige med deres første koncert, men inden de er færdige siger Niels noget der rør alle i publikummet ”Det her er et af de slags øjeblikke, der lever videre inden i dig lang tid efter at den sidste tone har lydt.”

Elvira La Cour Holten

En flue fløj lavt over bordet. Dens vinger var slørede af hastigheden på den lille krop, men fangede nu og da sollyset, med små glimt. Jeg fulgte den med øjnene. Den landede på kanten af marmeladen og trippede lidt rundt på det klistrede glas.

“Er det ikke rigtigt skat?” Jeg løftede blikket. “Øh, hvad?” “Teenagehjernen slår til igen”. Der blev grint. “Jeg var lige ved at fortælle Morten om dit orkester!” Sagde min mor, som var positioneret over for mig. "Nårh". Hun vendte sig mod manden ved navn Morten og smilede bredt. “Sofie spiller trompet!” Morten vendte sig mod mig og nikkede anerkendende, det samme smil klistret på hans rødmossede ansigt. Han var iført min fars gamle morgenkåbe. Den var lidt for lille til ham. Man kunne se hans behårede brystkasse der hvor stoffet skilte. Jeg greb ud efter min te og løftede den til munden, mens min mor snakkede videre. Tekoppen klirrede i underkoppen. Væsken ramte mine læber, men jeg opdagede, da jeg lod den løbe ind mellem dem, at den var lunken.

Den var også for tynd og for sød. Morten lod dog ikke til at have noget imod det. Han hældte kop efter kop ned, mens han med et fjoget udtryk hørte på min mor snakke. Om mig, om de nye gardiner, om den forestående hedebølge, og om hun mon skulle farve sine grå hår brune for at matche resten. Fluen var fløjet væk.

Jeg tappede foden mod det lakerede trægulv. Matchede uret på endevæggens rytme. Mors ordstrøm var stoppet, og hun studerede mig indgående. “Du er stille her til morgen, hva'?” sagde hun og gav mig elevatorblikket. Hun vendte sig igen mod Morten, og hendes udtryk ændrede sig. “Munden plejer ellers aldrig at stå stille på hende”. Hun smilede og blafrede med øjenvipperne. “Har du sovet dårligt, skat?” Jeg trak på skuldrene “Det har jeg vel”. Hun lagde hovedet på skrå.

“Dårlig søvn er et tidligt tegn på stress, har jeg læst. Er du stresset, skat? Er det eksamenerne?”

“Næh, altså de er først til juni- "

"Du er da også helt spændt op, Sof! Du må lade mig give dig massage. Jeg har købt den her tigerbalsam, som løsner muskelspændinger, jeg er sikker på at det også hjælper på stress”, sagde hun, mere til Morten end mig. "Mor, jeg har det fint. Jeg er bare lidt træt, okay?"

“Din mor giver ellers kanon massager!” Bemærkede Morten ned i sin te, hvilket fik mor til at fnise og daske ham på armen. Jeg kiggede væk.

Et par minutter gik. Eller… kravlede. Jeg rømmede mig. “Husk at jeg tager til far i morgen” “Nå allerede” svarede hun, stadig uden at fjerne blikket fra Morten. “Kan du køre mig?” Hun vendte sig endelig mod mig. “Din far fik bilen, det var mig, der måtte købe en ny. Så må han også kunne få fingeren ud og hente vores datter". Jeg kneb øjnene sammen. “Hvad fuck vil du have jeg skal sige til det?” Hun spærrede øjnene op. “Hey hey, ikke det sprog” hendes øjne flakkede mod Morten, der lignede en, der prøvede at synke ned i sit eget sæde.

“Hvorfor er det, at du har behov for at sige sådan noget til mig?” Jeg kiggede indgående på hende. Betragtede hendes rødmende kinder. “Jo okay, det er rigtigt, skat. Jeg påpeger kun at din far nu fik bilen for en grund”. Hun løftede hænderne og kiggede væk. Jeg skød stolen tilbage.

“Jeg bliver nødt til at gå” Min mor kiggede på mig med et opgivende udtryk. Jeg hankede min skoletaske op på ryggen og greb min jakke og min trombone taske. “Det var hyggeligt at møde dig, Jesper” sagde jeg over skulderen. “Øh Morten” sagde han med et akavet smil.

“Nårh ja. Morten”

Festen

Emilie Karoline Andersen

Jeg kigger rundt, der er helt tomt. Jeg tager min telefon, trykker på den. 1:15, ingen notifikationer. Det havde jeg heller ikke forventet, men jeg kigger alligevel i håb om, at der måske kunne være kommet en besked. Men hvorfor skulle der være det? Hvem skulle have skrevet den?

Jeg kigger på min telefon igen. 1:16, jeg kan mærke tårerne presse på. Jeg fryser, så jeg står op og tager en hoodie på, så går jeg i seng igen. Jeg ligger og tænker på alt det der er sket, hvordan det hele bare kunne falde sammen på en enkelt aften.

Bip bip bip. Jeg trykker på snooze. Klokken er 6:45, det er mandag. Jeg kan høre min mor og far rode med nogle tallerkener nede i køkkenet.

Jeg vil ikke i skole, ikke efter alt det der er sket. Jeg går ned i køkkenet. Duften af hjemmebagte boller overvælder mig helt. Det minder mig om dengang jeg var lille og holdt sommerferie hos min mormor. Jeg tager en bolle og putter et stykke ost på. Jeg er egentlig ikke så glad for ost, men det var lige det der var fremme.

Jeg går op på mit værelse igen, tager tøj på og pakker min taske. Egentlig ikke fordi jeg har tænkt mig at tage i skole, men jeg vil gerne have, at min mor tror jeg gør det. Min far er ligeglad, han siger altid, at så længe man er der en gang i mellem så går det nok.

En dag da min mor var ude at rejse, lod han mig pjække fra skole, det var dog i 6. klasse så vi lavede alligevel ikke noget.

Den her gang er det anderledes. Det er ikke en mulighed at tage i skole, ikke efter det der skete til festen. Det skulle have været årets fest, det blev det bare ikke, i hvert fald ikke for mig.

Jeg tager min taske, går ud til min cykel og sætter mig på den. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, jeg begynder bare at cykle, jeg cykler ud mod skoven. Jeg kan høre fuglene der kvidrer mellem træerne, og vinden der rusker i bladende. Jeg sætter min cykel op ad et stort træ og sætter mig mellem dets grene. Det har lige regnet, duften af regn gør mig på en eller anden måde tryg og utryg på samme tid. Det minder mig om at der er andet på jorden, end os mennesker, noget større, noget vi ikke kan kontrollere.

Hvad var det egentlig der skete? Jeg kan næsten intet huske.

Jeg ankom sammen med Leah, vi havde brugt flere timer på at gøre os klar, krøllet hår, lagt makeup og fundet outfits.

Det første vi så da vi ankom, var lysene der næsten blændede os, og den høje musik der gjorde, at man ikke kunne høre hvad andre sagde til en. Jeg stod og snakkede med Leah da Michael pludselig kom over til os, jeg ved ikke hvorfor, men han har altid fået mig til at føle mig utilpas, selvom vi har gået i samme klasse de sidste mange år.

Pludselig begyndte jeg at føle mig svimmel, jeg kunne ikke sige noget eller gøre noget, jeg stod bare. Først forsvandt synet, alt blev sort, næsten sort i hvert fald. Jeg kunne ane Leah stå og danse med nogen af de andre fra klassen, jeg kunne ikke se hvem. Så begyndte stemmerne at forsvinde lige så stille, indtil jeg kun kunne høre en lille smule, musikken føltes mere som baggrundsmusik, end overdøvende larm som det gjorde før. Jeg kunne mærke Michael trak mig over i et andet rum, det var helt tomt. Det eneste der var i lokalet, var en sofa, som Michael lagde mig på. Så gik han igen, mens jeg lå og kiggede op i loftet, det føltes som evigheder. På en eller anden måde håbede jeg, at han kom tilbage, men jeg var også bange, bange for, hvad der skulle ske. Endelig kom Michael ind igen, men han var ikke alene, han kom sammen med en høj og skaldet fyr, jeg ikke kunne genkende. Han måtte have sneet sig ind til festen på en eller anden måde, han var i hvert fald for gammel til at gå på skolen. De kom tættere på og så forsvandt alt, alt blev sort og musikken forsvandt, jeg kunne kun lige

Det næste jeg husker, er ikke særlig tydeligt, men jeg kan huske, at de grinte, Michael og ham den anden.

De grinte ikke på den måde man ville, hvis man lige havde hørt noget sjovt, nej de havde gjort noget, men jeg er ikke sikker på hvad.

Jeg begyndte at fryse, jeg ville hjem, men jeg kunne stadig ikke bevæge mig. Drengene løb ud af lokalet, de havde pludselig meget travlt, jeg lå bare og kiggede op i loftet. Jeg mistede fuldstændig tidsfornemmelsen. Jeg ved jeg lå der i lang tid, nogle timer måske, det føltes som flere dage.

Da jeg endelig kunne komme op at stå, gik jeg over mod døren. Det føltes mærkeligt, noget føltes ikke normalt, det var ikke rart. Jeg åbnede døren, der var ikke nogen, andet end nogle enkelte ovre ved garderoben, der var ved at tage jakker på.

Jeg kiggede efter Leah, hun måtte da have ventet på mig, men jeg kunne ikke se hende. Jeg gik over mod garderoben, jeg ville hjem, det kunne kun gå for langsomt. Jeg tog min jakke på, og så så jeg hende, Leah, hun var på vej ud ad døren, men hun var ikke alene, der var en der holdte om hende. Jeg kunne ikke se hvem det var, men han virkede bekendt.

Jeg skyndte mig derover, men jeg havde stadig ikke mange kræfter, så jeg kunne ikke løbe. Jeg var halvvejs derover da det slog mig, jeg kunne genkende håret, det var Michael.

Jeg gik i stå. Det føltes som om, at alt stoppede i et kort øjeblik, så var de væk. Jeg husker ikke mere fra den dag. Om lørdagen tog jeg hjem til Leah, jeg glædede mig til at se hende, jeg havde brug for en at tale med om det hele.

Jeg stod foran hendes dør, jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende og Michael i går, jeg var sikker på, at han ikke ville hende noget godt. Hun åbnede døren og inviterede mig indenfor. Jeg kunne mærke at der var noget galt. Hun havde altid det største smil, og lyste helt op hver gang hun så mig, men sådan var det ikke den lørdag, hun så sur ud, som om jeg havde gjort hende noget.

Hun så også meget træt ud, hun lignede en der ikke havde sovet i flere dage, måske var det tømmermænd, jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til om hun havde drukket dagen før.

Vi satte os på hendes seng. Stemningen var akavet, og der var ikke nogen der sagde noget. Jeg kiggede på marken man kunne se gennem vinduet.

”Hvorfor gjorde du det?” Spurgte hun med en vred stemme.

”Gjorde hvad?”

”Du skal ikke spille dum, Michael har fortalt det hele.”

Pludselig vidste jeg hvad der var foregået, Michael havde løjet overfor Leah. Lige meget hvad jeg sagde, troede hun ikke på mig. Jeg kunne mærke tårerne presse på, jeg tog mine ting og tog hjem. Det var begyndt at regne, så da jeg kom hjem, var jeg helt gennemblødt,

Om søndagen prøvede jeg at ringe til hende, men hun havde blokeret mig.

Hun har sikkert allerede fortalt alle på skolen hvad der var foregået, derfor skal jeg heller aldrig tilbage på skolen igen. Jeg kigger på klokken, 10:07. Jeg beslutter mig for at cykle hjem igen. Mine forældre er alligevel taget på arbejde.

128 ane drengenes vejrtrækninger.

Min Lille Natlampe

Esmé Høgfeldt

Jeg sidder på min seng. Det er midt om natten, og jeg har kun min lille natlampe tændt. Den lille natlampe lyser ikke meget, men den lyser nok til at jeg kan se den lille lyserøde notesbog med blomster, som jeg fik af mor i fødselsdagsgave

Jeg sidder med den i hånden, klar til at skrive, at få alle de ord ud af mig, som jeg har holdt inde i dagtimerne, hvor solen var oppe, og dens lys ramte min hud

Jeg kan ikke være ærlig i solens lys, den dømmer for hårdt. Det eneste lys jeg er ærlig i, er min lille natlampes

Jeg tager min halvspidsede blyant i hånden og begynder at skrive "Kære dagbog.

Mit liv her på det sidste er blevet bedre. At jeg har haft dig at putte mine tanker i, har hjulpet - mere end man skulle tro.

Jeg ved dog ikke, hvor meget mere jeg kommer til at skrive til dig. Det her bliver nok det sidste brev fra mig. Jeg har ikke brug for dig mere, dagbog."

Jeg stopper med at skrive, for ikke at græde. Det her er en stor ting for mig. Jeg har skrevet i den lortedagbog siden verden skete for mig

Siden alt gav mening på en måde, så det ikke gjorde.

Jeg tager min dagbog i hånden igen og bladrer rundt i de sider, der nærmest har dannet sig selv i mit blod og sved

Alt, hvad jeg har været igennem, som har været værd at skrive om, er blevet skrevet her. Alle mine sejre, og alle mine værste minder, samlet i en lille, uskyldig bog

Jeg læser egentlig ikke rigtig nogle af siderne, indtil jeg når til en bestemt. “D. 18. december 2014”

Det er lige før, jeg får et chok, da jeg ser siden med den titel. Med de ord og minder. Jeg genkender siden så nemt fra de andre, fordi den er stemplet med mig selv. Den er blevet stemplet med mit blod

Jeg kigger på ordene foran mig uden at læse dem, mere bare skræmt over at de eksisterer. Mit hjerte banker.

Højlydt og varmt. Jeg kan mærke blodet komme til mit ansigt, af den vrede jeg føler, når jeg ser denne side. Mine hænder bliver svedfugtige, og jeg begynder at miste vejret. Mine lunger er krøllet sammen til små plastikposer, der hverken lukker ilt ind eller ud. Selvom det er lang tid siden, så bliver minderne så klare, som var det sket for 2 minutter siden. Jeg rejser mig fra min seng, og går tumlende over til mit skab, for at finde noget tøj og dække mig i. Jeg sørger med vilje for ikke at kigge i spejlet.

Jeg vil ikke se mig selv lige nu. Min hud. Så forfærdelig meget hud. Jeg tager den største hoodie jeg har på, og nogle sweatpants, for at dække så meget af mig som muligt. Jeg ville kunne svømme i dem hvis jeg prøvede, men lige nu vil jeg bare gøre alt for at dække den hud. For ikke at mærke hvad jeg føler på den. For ikke at mærke de gamle hænder, der har hjemsøgt mig siden den dag

Jeg kigger hen på min seng igen og ser at min dagbog stadig ligger åben på den side. Jeg sætter mig stille på kanten af min seng, og tager den op i hånden. Jeg prøver at kigge forbi ordene igen, men de begynder at forme sætninger i mit hoved. Minderne rammer mig. Dem alle

Jeg kan stadig lugte alkoholen fra min mors ånde. Hun sagde, at hun bare ville tage en lille lur, og så var hun tilbage. Jeg satte mig ude på stolen foran det gæsteværelse, hun lå på. Jeg gad ikke tilbage til resten af familien, da de enten sov eller var højrøstede, fulde mennesker, som til enhver anden af vores familiefester. Det var koldt, dog, ude på den gang jeg sad på. Mine hænder var is, og jeg rystede som en lille våd hund. Min kropsvarme holdt ikke nok til at blive siddende, så jeg smuttede ind til de andre. Musikken var høj, luften var tyk og stank

langt væk af røg. Jeg satte mig hen i hjørnet, i håbet om ikke at blive opdaget af familien. Jeg får overraskende nok lov til at sidde for mig selv i noget tid, indtil min fulde onkel kommer væltende hen til mig. Han prøver at sige noget til mig over musikken, men jeg kan ikke rigtig høre andet end en mørk, brummende stemme komme ud af ham, så jeg nikker bare i håb om, at han tror jeg har hørt ham og forstår. Han snakker videre, så jeg tror det virker. Jeg zoner egentlig bare ud under det hele, indtil han går igen. Den eneste jeg egentlig kan lide i min familie, er Peter, min fætter. Men han har haft travlt med at finde bunden af tequilaflasken. Alkohol har aldrig været min ting. Min mor har drukket siden min far døde, og det har ødelagt alt min lyst til at prøve det, så når Peter kommer hen for at spørge om jeg vil have noget, takker jeg også nej. Han forstår, som den eneste. De andre siger, at jeg ikke ved hvad jeg misser, og dømmer mig, men jeg har set hvad alkohol gør ved folk, eller hvad det har gjort ved min mor. Engang så glad og smuk hun var, nu ikke mere end en fordrukken rotte der venter på at Gud tager hende med op til min far. Peter siger, at han kommer med noget andet at drikke til mig. Jeg får noget cola i et glas. Gud ved, at jeg ville gøre alt for aldrig at have drukket det glas nu. Det er som om, at alt blev sløret efter. Jeg kan ikke rigtig huske noget. Jeg blev træt og forvirret. Jeg ville egentlig bare gerne sove, så det sagde jeg. De andre sagde jeg var kylling, men Peter hjalp mig op på værelset. Mine ben var slappe, og jeg kunne næsten ikke gå. Jeg forstod ikke hvad der var sket. Jeg havde ikke drukket det mindste. Jeg kom op i sengen, og mit hoved gav slip på min krop. Jeg kunne ikke bevæge mig eller gøre noget. Det var da, at jeg mærkede hans hænder på min krop. Først troede jeg bare, at det var for at lægge mig pænt, eller putte mig, som da jeg var mindre. Men så kunne jeg godt mærke, at der var noget andet han ville. Han rørte ved mine lår, på en måde de aldrig var blevet rørt ved for. Jeg prøvede, men ordene kunne ikke komme ud af munden på mig. Jeg kunne ikke gøre noget. Det eneste jeg kunne få ud af mig, var små irritable lyde, som han hurtigt tyssede mig på, og da jeg ikke stoppede med at sige dem, kom han en hånd over ansigtet på mig. Han rørte nu hele min krop, som var det det mest almindelige i verden, som om han havde gjort det her 100 gange før. Han sagde at det nok skulle være ovre hurtigt, og tog sine bukser af, mens jeg prøvede at få bare de mindste lyde ud, i håb om at nogen ville høre mig. Det var der ikke nogen der gjorde. Han spyttede på sin hånd og rørte mig et sted, andre aldrig havde, et sted der kun var mit eget, som han nu tog ejerskab over. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, for jeg vidste godt der ikke var nogen vej ud nu. Han så det, og kiggede på mig med det klammeste smil, jeg nogensinde har set “Rolig nu Pil, vi har det jo bare lidt sjovt. "Du vil jo også det her, ellers havde du aldrig taget den kjole på.” Han fjernede sin hånd. Jeg troede det var ovre nu. Jeg håbede med det inderste jeg havde, at det var ovre. Men håb er ikke altid nok. Han rejste sig fra sengen, og jeg åndede lettet op, til jeg så han komme tilbage med noget i hånden. Et kondom. Jeg tudbrølede på det her tidspunkt, og han puttede hånden over min mund igen og sagde: “Bare rolig, det er snart ovre.” Men det var det ikke. Det varede ved og ved. Jeg kunne mærke for hver gang han trængte ind i mig, knuste min sjæl til nyt stykke. Som et spejl, der blev smadret, vidste jeg, at den aldrig kunne fikses igen. Han tog alt fra mig den aften. Min uskyld, min krop, min sjæl. Jeg var efterladt med de sørgelige rester af min krop, der var tilbage nu. Den krop, der nu havde mærker og blødte. Et åbent sår jeg var, som bare ikke ville hele igen. Jeg sagde det aldrig til nogen. Ingen ville have troet på mig alligevel. Peter var elsket af alle i min familie, og jeg var bare “Pil, som aldrig var med på noget”. Hvem lyttede til mig? Ingen.

Jeg sidder og græder på mit værelse nu. Fanget i al den smerte jeg engang har følt, som nu er kommet tilbage igen. Jeg troede, at jeg var ovre det. Men selvom du prøver at fikse et ødelagt spejl, vil du altid kunne se flængen. Et ar, som aldrig heler. Et ar, som han har skabt på min krop og sjæl. Jeg lukkede min dagbog i. Den var ikke god for mig længere. Ikke med de minder

Den skulle aldrig åbnes igen. Jeg skulle aldrig åbnes igen. Alt var lige så fucked som før. Mit ar er ikke helet bare fordi jeg har skjult det, og det kommer det heller ikke til. Jeg rejser mig fra min seng, og ruller op for vinduet. Det er mørkt udenfor, eftersom klokken er tre om natten. Verden skal se mit ar. Se hvor meget jeg har blødt. Jeg går hen til min seng, klar over hvad der skal til at ske, og slukker for min natlampe, som nu aldrig skal tændes af min hånd mere. Solens lys dømmer for hårdt, og jeg er ikke selv klar til at opleve det. Men min smerte skal frem i lyset, og det kommer den

Mørket bag lyse nætter

Frederikke Sofie Lynge Hansen

0 år - Hun blev født på hospitalet den 26. september. Det var en regnfuld efterårsdag. Hendes far kaldte hende for det skønneste barn på jorden. “Hun er vel fin nok,” sagde hendes mor. “Hun skal nok klare sig.”

2 år - Hendes yndlingssang er Lyse Nætter. Det er den hendes mor synger for hende, når hun skal sove. Hun synger nu ikke så godt – ikke decideret dårligt, men det er da ikke skøn musik, der kommer ud af hendes mund. Hun får den også kun én gang; derefter gider moderen ikke mere, så må hun selv falde i søvn. Men hun er bare glad for det, hun får.

3 år - De synger også Lyse Nætter i børnehaven. Pædagogen, Sascha, synger rigtig godt, meget bedre end hendes mor, synes hun, og det synes Sascha var vældig sjovt, da hun fortalte det. Hun kunne godt lide den følelse, at være sjov; måske ville mor også synes, det var sjovt? Det gjorde hun ikke. Hun blev nærmere fornærmet. "Nåh, men så kunne hun jo bare få Susan, eller hvad fanden hun nu hed, til at synge for hende hver aften, for hun er jo ikke god nok åbenbart." Der gik en uge, før hun sang godnatsange igen.

6 år - Alle blev fulgt i skole af deres forældre på første skoledag, også hende selv. Både hendes mor og far var der. Hun havde aldrig været lykkeligere. Det var alle de samme børn fra børnehaven, altså dem på hendes alder. Den eneste forskel var, at dagen nu var opdelt i timer.

7 år - Alle andre blev stadig fulgt i skole af en forælder. Det var hendes mor for længst stoppet med. "Det er jo lige rundt om hjørnet; hvis du ikke selv kan finde derhen, så er der altså noget galt," sagde hun, da hun spurgte. Det kunne hun jo sådan set have ret i. Så nu går hun alene hver morgen og eftermiddag og føler sig vældig klog. Hun kan jo vejen helt på egen hånd, mens alle de andre skal have mor eller far med. "Der må være noget helt galt med dem," tænkte hun.

Hun var blevet bedste venner med Joakim. Han var vældig flink, og Sofie, dog var de ikke helt lige så gode venner som hende og Joakim. Altså, alle de andre var selvfølgelig også søde, men lige de to var allersødest. De havde tit legeaftaler. Mor lod også dem komme hjem til dem nogle gange. Det synes hun var yderst sødt af hende. Hun huskede at kramme hende endnu hårdere efterfølgende – ikke at hun ikke også krammede hende, efter hun havde givet afslag, det gjorde hun også. Hun kunne ikke lide, at moderen troede, hun var sur på hende.

13 år - Mor og far var begyndt at skændes. Højlydt. Hele tiden. Hun er rimelig sikker på, at det handler om hende. Altså, skænderierne, men hun er faktisk lidt ligeglad. Inderst inde gjorde det hende faktisk lidt glad. Tanken om, at alle kom op og skændes. Selv hendes mor. Hendes perfekte mor. Hendes perfekte mor, som altid kunne svare på hendes spørgsmål og problemer som var det det mest åbenlyse svar nogensinde. Selv hun var ikke perfekt. Selv hun kunne ikke holde raseriet inde.

14 år - Far var taget væk. Langt væk. Til USA for at være helt præcis. Han fik bare nok en dag. Han havde skændtes med mor, hun var stædig igen. Nægtede at høre efter, når det tydeligvis var hendes fejl. Så sagde far hende imod, og da hun ikke stoppede, pakkede han sine ting og gik. Det var åbenbart noget, han havde haft planer om længe, men ikke haft mod eller grund til at udføre. Den grund og det mod kom så nu.

Hun havde besluttet sig for at blive, hvor hun var. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun følte det var her hun burde være. Ikke der hvor hun hørte til, men der hvor hun burde være. Måske fordi hun følte moderen havde brug for hende? En ting vidste hun i hvert i fald; faren fik hun nok ikke set i et stykke tid.

15 år - Hun var stadig bedste venner med Joakim og Sofie. Alt var som dengang, og alligevel var alt helt anderledes. Joakim var blevet gode venner med alle fodbolddrengene; ja, han var også selv begyndt at spille. Det forstod hun ikke noget som helst af. Hvis der var én ting, hun ikke gad, var det at skulle løbe rundt efter en bold som en hovedløs kylling i 90 minutter, men det var jo en smagssag.

Sofie havde også ændret sig. Hun var blevet venner med de andre piger. Hun var med til fødselsdage, arrangementer og tøseaftener og alt muligt andet, som hun glædeligt rapporterede tilbage. Hun kunne ikke lade være med at føle sig lidt jaloux.

Alt det her kan godt få det til at lyde som om, at Joakim og Sofie har forladt hende. Sådan var det slet ikke. De var stadig sammen i skolen og nogle få gange efter skole, men selvom de var til stede, var det som om de slet ikke var der alligevel. De lavede ikke andet end at snakke om det, der var sket i weekenden. Som hun jo ikke var med til. De snakkede også med de andre, når de gik forbi, mens hun måtte sidde og se smilende på. Ingen talte til hende, og hun talte ikke til dem. Hendes mor siger, at hun jo bare kunne snakke til dem. Til det sukker hun bare og går på værelset. Det gider hun ikke høre på. Hvad fanden ved hun om det?

17 år - Efter de stoppede på folkeskolen, gik de videre til gymnasiet. Alle de samme mennesker. Præcis samme udvikling som fra børnehave til folkeskole. Joakim og Sofie var for længst stoppet med at snakke med hende. Nu udvekslede de kun små nik og eventuelle smil på gangen. Det gjorde hende ikke helt noget. Hun havde fundet nye venner. De boede dog alle i nabobyen, men det gjorde hende heller ikke noget; hun tog bare derhen om aftenen. Aftenen. Hun elskede aftenerne. Det var der, hvor hun kunne trodse sin mors dømmende blik. Gi’ hende en fuckfinger. Tage motorcyklen ud mod Aalborg for at tilbringe natten med mennesker, hun faktisk gad, og som gad hende. Som forstod hende.

Folk kiggede altid dømmende, når hun og hendes nye venner gik forbi. Det har hun aldrig kunnet forstå. Var det bare fordi de så lidt anderledes ud? Fordi de gik i læderjakker og røg? Fordi deres hår var farvet, og de var tatoveret? Ja, det var det. Det vidste hun, for det får hun tit at vide tilbage i Suldrup. Som regel af hendes mor.

"Hvorfor er de så bange for mig? De kender mig jo knap nok. I hvert fald ikke den nye mig."

"Har du set dig selv i spejlet?"

"Øh, ja?"

"Derfor undgår de dig."

18 år - Der var garde optog i byen. Hendes mor var jævnt utilfreds; af en eller anden grund har hun altid været meget imod militæret. Hun tror, det har noget at gøre med, at hun vist nok havde været hippie i sin ungdom. Hun havde ikke direkte spurgt hende, men hun fandt engang hendes mors gamle billedalbum. Ud fra det lagde hun to og to sammen og tænkte, at det nok forklarede hendes stærke mening om militæret. Selv havde hun aldrig haft noget imod forsvaret. Hun havde faktisk altid haft lyst til at være med i hæren. Hun kunne godt lide tanken om at være nyttig. Om at blive set op til, ikke ned på.

“Jeg vil gerne i militæret.”

“Militæret? Hvorfor dog det?”

“Hvorfor ikke?”

“Okay, så.”

“Okay, så? Er det alt, du har at sige til det?”

“Mig, der viser min utilfredshed, plejer ikke at påvirke dine beslutninger. Hvorfor skulle denne gang være anderledes?”

Så gik hun ud i køkkenet.

20 år - Hun var en af de få, som blev udtaget til at kæmpe i Afghanistan. Det stod i det brev, hun fik – eller rettere sagt, som hendes mor fik. Det var et valg, om hun ville af sted. Det stod tydeligt i brevet. Dog var hendes valg allerede taget. Hun havde skrevet til faren, at hun skulle af sted, han svarede med et; “Det skal nok gå.”

“Har du virkelig intet at sige til, at jeg tager af sted?"

“Det er dumt, det er alt, jeg har at sige.”

“Det ved du jo godt ikke ændrer noget.”

“Præcis.”

Det var det længste farvel i hendes liv med hendes mor. Hele 5 minutter. Det var egentlig længe siden, de havde krammet generelt nu hun tænkte over det. Hun følte noget, hun ikke havde følt hos sin mor længe. Hun følte sig hjemme. I det sekund kom hun helt i tvivl, om hun gjorde det rette, men hun skulle nok klare sig.

21 år - De sang Lyse Nætter, da hun blev båret ud. Hendes mor sang ikke med. Det kunne jo være lige meget; hun lyttede jo aldrig efter alligevel.

Hvor langt vil du gå?

Freja Topp

”Hvor langt vil du gå” spurgte hun. Jeg sidder i stilhed, og kan ikke få mine tanker til at forme en tætning. De sterile væge kigger på mig med kolde øjne. ”er du her” spørger hun.

Nej, jeg er her aldrig. ”ja” svarer jeg med en meget overbevisende stemme, lige så falskt som hendes smil og arrangement i samtalen. Men hvor langt vil jeg gå? Uret bipper, og jeg rejser mig hastigt op af den ellers meget behagelige beige sofa. Lige så død og personlighedsløs som mig. ”vi ses igen næste uge” siger hun, da jeg er ved at lukke døren. Jeg giver hende et lille nik og går. Jeg når ud på den grå gade. Begynder bare at gå. Min bil er ikke den her vej. Jeg går forbi de små caféer på gaden hvor de rigtige københavnertyper sidder og drikker kaffe med vennerne, mens de snakker om festen de skal til i weekenden. Jeg vil også smile som dem. Eller bare føle en følelse igen. Jeg går ind af en af de mange cafédøre og bliver omgivet af en chokoladeduft og lyden af sniksnak og dårlige jazz covers på kendte sange. En af medarbejderne laver kaffe. Han skummer mælk. Meget varm mælk. Jeg kan se dampen dugge hans briller til, så han måtte tørre dem af da han var færdig. Jeg sætter mig ved et bord og bestiller en cappuccino. Der sidder en mand på bordet over for mig. Han kigger på hans computer med øjne så tomme som fremtiden. Han sidder sikkert i et kedeligt businessmøde, klar til at sige op og starte sin nye drøm. Fundamentet på håb og hårdt arbejde. Han har udtænkt det i flere måneder. Og sparet op. Han er klar til et nyt liv. Ellers er han bare i gang med at planlægge et møde, der skal foregå i dag. Som også skete i går, og sker i morgen og overmorgen. Da det varme porcelæn kommer i kontakt med min hånd, slipper jeg hurtigt. Det sitrer i håndfladen, på den gode måde. Den måde hvor at, når man giver slip, mister man noget af sig selv. Og tomheden kommer tilbage. Jeg har øjenkontakt med manden ved det andet bord. Jeg lægger min hånd tilbage på det varme porcelæn. Det sender en bølge gennem mine fingre, til min hånd, til min skulder og til mit hjerte. Den fare man føler man kan mærke. Det sendte et smil op til mine læber. Nu virker jeg så flink. At have nok overskud og energi til at smile til de fremmede. Den røde hånd kommer i lommen og jeg går ud i den kolde forårsluft igen. Gad vide om andre også kan mærke den absurde smerte? Den man har lyst til at kramme i flere timer. Føle dens frihed.

Jeg går på de våde fliser og ser min tomme refleksion i vandpytterne, inden jeg når at sætte min fod ned på flisen og fortsætte den sjaskende gang. Skyerne har lagt sig til at sove på gadens veje, og det hele føles som en sløret drøm. Det er ikke ægte. På gaden ligger et lille supermarked jeg går ind i. Kold luft byder mig velkommen, men hårene på mine arme føler sig ikke hjemme. Jeg skal ikke have noget, men en chokoladebar kan man altid få plads til. Mine lommer er fyldte, men ikke med penge så jeg propper chokoladebaren ned i mit ærme. Der ser hun den ikke. Adrenalinen suser ned i fingerspidserne og gør mine håndflader svedige, før den suser videre og giver min mave et stød, så jeg spænder op, da jeg går forbi hende.

Men ligesom så mange andre, lægger hun ikke mærke til mig. Jeg forlader butikken. Men det er ikke nok. Jeg gik ikke langt nok. Hun opdagede mig ikke, og med et var adrenalinen væk, og jeg måtte fortsætte min gang på de uendelige gader. Jeg må gå længere. Gøre noget større. Jeg går langt væk fra byen. Så langt væk fra hjem, at jeg glemmer hvad det er. Det ser tomt ud. Huset jeg går forbi. Planterne snor sig så fint op ad de røde mursten, i et uendeligt kram. Huset med en kvist, hvis store vinduer kigger på mig. Det kalder på mig. Måske fordi det længtes efter at blive talt til igen. Elsket igen.

Krammet af noget andet end træerne der omgiver det. Set igen. Jeg går ind i forhaven, som kun består at ukrudt, højt græs og nogle få små stenstatuer. Jeg åbner den mørkerøde dør til hovedhuset. Gulvene knirker som hvis jeg gik på fars ryg igen med mine små fødder for at få arbejdsskaderne væk. Det er som om hele huset sover så

fint under et trygt støvtæppe, der har puttet det i flere år. Jeg finder en lighter i min lomme. Jeg havde med vilje taget den i lommen da jeg stod op. og taget den med til samtalen tidligere uden en bagtanke. Hvor tit har jeg en bagtanke der bliver brugt alligevel. Men nu kan den bruges.

Flammerne breder sig og brænder det ellers så fine knirkende gulv. Det omringer klaveret der spiller sin sidste sang i varmen. Alle de forladte minder danser rundt i huset og forbi mine øjne, før de springer ud ad vinduerne, med glasskår efterladt overalt. De længtes efter at blive sluppet fri. Huset lever igen for en sidste gang. Jeg hører sirenerne. Der kom adrenalinen igen. Den adrenalin jeg længtes efter. Den adrenalin der for mig til at gå ordentligt og smile til manden på cafeen. Mine fødder går langsomt ud af huset, ud af haven, over vejen og ud i græsset på den anden side. Fødderne bevæger sig hurtigere og jeg ender i hurtigt løb væk fra huset, med flammer og politi i hælene på mig. Den bedste følelse. Men ikke nok. For da jeg når den anden side af marken, er smilet forsvundet og kræfterne tabt på vejen. Ingen efter mig. Men kun minderne af en illusion jeg selv havde skabt. Tilbage til min slaskede gang og min tomme krop du kan se slæbe sig selv hen ad gaderne. Tilbage til hverdagen, som altid er den samme, og måske vil jeg gå bare en smule længere i morgen.

Det uperfekte perfekte liv

Gry Petersen

Der var underligt stille den morgen, hvilket egentlig var mærkeligt, fordi det var den første morgen i flere år, jeg ikke var alene. Den sidste morgen jeg ikke var alene var min 13-års fødselsdag, for 4 år siden.

Og så pludselig sidder de der begge, sammen. Overfor hinanden sidder min mor og far, ægteparret, som de vel egentlig er. De kigger ikke på hinanden, men de sidder sammen, jeg kan ikke huske sidst de var så tæt på hinanden. De sover jo ikke engang i samme seng længere, fordi far snorker. Det gør han ikke, det er bare endnu en undskyldning de bruger, så folk ikke opdager at deres perfekte liv, slet ikke er så perfekt. Det må jo nødig ske, det ville være en katastrofe, især for mor.

Da jeg trådte ud i køkkenet, slipper et lille gisp ud af mig, det var ikke hvad jeg forventede. Men jeg har ventet på det her længe, og så sker det endelig, på en ligegyldig torsdag morgen midt i november. Det skal gå godt.

Jeg lavede hurtigt en skål havregryn og satte mig smilende ved bordet, kun min mor sendte et lille smil tilbage.

Jeg ville gerne starte en samtale, men pludselig havde jeg intet at sige. Alt hvad jeg nogensinde har villet sige er væk. Så vi sad bare i flere minutter.

Da minutterne så nærmede sig en time, rejste jeg mig. Sekundet jeg tager i håndtaget til toilettet, hører jeg mit navn. “Karla” siger min mor. Jeg vender mig hurtigt om og vores øjne låses sammen. “Der er sket noget” sagde hun, næsten hviskende. Pludselig kørte min hjerne på højtryk, hvad kunne der være sket? Der skete jo aldrig noget i min familie. Det vildeste der var sket så længe jeg har kunne huske, var at min grandkusine skulle have en baby forrige år, som vi desuden kun har set en gang, ved et tilfælde.

Hun tog en kort pause, dog hurtigt efterfulgt af de næste ord. “Lily døde i nat”. Mere sagde hun ikke, selvom jeg ventede på flere ord. Jeg opfattede det ikke omgående, jeg stod bare.

På et splitsekund havde den morgen som jeg havde ventet på i 4 år, den morgen som skulle være perfekt, forvandlet sig til min største frygt.

Lily var min lillesøster, kun 2 år yngre end mig, fysisk i hvert fald. Lily havde Downs syndrom, men det var en hemmelighed. Mor skammede sig over hende, hvilket også var derfor hun ikke boede hjemme mere. De havde sendt hende væk, fordi det åbenbart var bedre for hende. Ikke en skid, det var bedre for hende, de kunne bare ikke tåle at deres perfekte liv skulle spoleres af et ligegyldigt barn. Lily var aldrig ligegyldig, hun var faktisk det modsatte. Siden jeg var helt lille, har hun været det eneste stabile punkt i mit liv. 3 gange om ugen, mindst, besøgte jeg hende på bostedet, de havde efterladt hende på. Når jeg var sammen med hende, var jeg glad, det eneste tidspunkt jeg reelt faktisk var glad.

Men nu var hun væk, og så sad de bare der og kiggede ned i den røvsyge hvide bordplade, som lignede resten af det røvsyge hvide hus, som om intet var sket. Jeg havde altid vidst at hun ville dø før mig, dog har jeg aldrig villet acceptere det. Det er ikke fair, det vil aldrig blive fair. Hvis jeg skulle vælge et menneske som kunne leve for evigt, ville jeg vælge hende. Uanset hvor hun gik, var hun elsket, alle der nogensinde havde været omkring hende, havde elsket hende. Udover hendes egen lorte forældre, de kunne ikke se ud over deres egen næsetip. For dem var det vigtigste i verden deres glansbillede og alt de tænkte på var hvordan det bedst muligt kunne beskytte det. Og hvis det revnede bare en smule, var deres højeste prioritet hvordan og hvor hurtigt det kunne fixes.

Jeg har altid været stille, især når jeg er sammen med mine forældre. Men den morgen var jeg ikke stille, tværtimod. Jeg skreg og jeg skreg og jeg skreg. Af dem, af mig selv, af den her unfair verden, som intet godt medbragte.

Og så selv endda efter jeg havde skreget af dem, i noget der føltes som flere timer, kiggede de stadig ned i den røvsyge hvide bordplade. Ikke engang mor græd, som ellers, ifølge hendes Instagram og Facebook, var så skide medmenneskelig og fuld af følelser.

Til sidst kunne jeg ikke mere, så jeg stoppede, fuldstændig. Jeg gik, måske løb jeg næsten. Ud af huset, hvorhen vidste jeg ikke, bare væk fra dem. Og selv der sagde de ikke engang noget, det lod mig bare gå.

Da jeg havde gået i flere timer, kunne jeg ikke mere. En blanding af gråd og trin havde fuldstændig opbrugt min energi. Resten af den dag, husker jeg ikke.

Pludselig var det 5 år senere, og jeg havde ikke haft kontakt med mine forældre siden. Jeg tog et valg den dag, da jeg gik og svor, at jeg ville holde det valg. Faktisk var det ikke kun et valg, men også et løfte og en prøve. En prøve på mig selv. I 15 år havde jeg brugt alle mine kræfter på at holde vores familie sammen, men den dag var jeg færdig. Jeg var deres barn, ikke omvendt.

I de første uger, efter jeg havde forladt dem, boede jeg på gaden. Et mareridt for mange 17-årige, men jeg mente ikke noget var værre end hvad jeg kom fra. Fordi uanset hvad, skulle jeg klare mig selv på alle punkter.

Efter 2 måneder på gaden fyldte jeg endelig 18 år og jeg var nu 100 procent herre over mig selv.

Jeg købte hurtigt en lille 2-værelses lejlighed i udkanten af Aarhus, det var så faktisk det eneste jeg kunne takke mine forældre for, fordi penge havde jeg aldrig manglet. Ikke længe efter fandt jeg et deltidsarbejde, som tjener på en fin restaurant.

Pludselig, på kun 2 måneder, var mit liv blevet vendt op og ned, men jeg kunne ikke ønske mig noget bedre.

Men selvom jeg havde taget valget om at forlade dem, gik der ikke en dag, hvor jeg ikke ventede på en besked fra dem. Jeg var jo trods alt stadig deres barn. De skulle jo stadig elske mig, jeg havde jo aldrig gjort noget forkert. Jeg kunne aldrig og vil aldrig kunne forstå deres tankegang og hvorfor de valgte at gøre deres liv til en konstant kamp med dem selv.

Da jeg begyndte overgangen fra barn til teenager, begyndte jeg at have ondt af dem, især af min mor. Jeg vidste aldrig hvorfor, måske fordi det var i samme periode, jeg selv begyndte at tænke på hvordan jeg så ud og hvordan det gik i skolen.

Så jeg begyndte at lege med på hendes spil, fordi så ville hun have det bedre. Hurtigt blev jeg fanget i spillet, men lige så hurtigt stoppede jeg igen. Det var for meget for mig, siden da har jeg været bange for min mor. Hvordan kan hun holde til at leve sådan?

Men efter flere års stille helvede, klædt ind i glanspapir, er jeg glad. Jeg er glad for mit liv og hvordan det alligevel udviklede sig til det gode.

Dengang alting var godt

Gunhild Damgaard Fangel

Hun elsker, når de sidder sådan. Hun føler sig så glad og tryg. Mor stryger buen frem og tilbage, og sammen med klaverets melodi danner de et smukt stykke musik fyldt med kærlighed og rare toner. De føles som én, når de sidder der. Hun elsker det! At være så tæt, så tryg!

Hun sidder med ansigtet begravet i hænderne. Regnen former sig til små dråber. Hun græder, meget, lydløst.

Det eneste, man kan høre, er regnens voldsomme trommen på taget. Det er skumring. Mørket kommer hurtigt, klokken er kun fire. Over på det hvide slanke skrivebord står en lampe. Den er lille, og foden er formet som en svamp. Den har udsmykning med alverdens former og figurer, den er fra Zimbabwe, hun har fået den af mor. Lyset fra lampen er det eneste, som lyser rummet op. Det er et gyldent lys, som når solen er ved at gå ned, når det er sensommer. Det gør hende lidt mere glad bare ved tanken. Dengang var alting godt.

Nedenunder kan hun høre nogen snakke. Og grine. Det er Dagmar og far. Dagmar griner, højt. De snakker og joker, er i godt humør og ved sikkert intet om at hun bare sidder på sit værelse og græder. Dagmar skal ikke vide det, det ville bare gøre hende bange, og nervøs og ked af det. Ligesom hun har det nu. Det ved de bare ikke.

Hun tørrer tårerne væk og rejser sig fra sengen. Det gamle trægulv knirker under hendes fødder. Hun har ondt i hovedet. På vej over mod døren stopper hun foran spejlet. Hun ser sig selv, hendes øjne er røde og blodsprængte, som hvis hun havde grædt i flere timer. De svier. Hendes kinder er også røde. Det er saltet fra tårerne. Dagmar plejer at sige, at hun bare skal smile, og så går det væk. Så det gør hun. Ansigtet føles stift, men hun anstrenger sig og får et smil tvunget på. Det føles forkert, men alligevel åbner hun den grå dør og går ned til de andre.

Nedenunder sidder far og Dagmar. De spiller kort. Far kigger op, han ser forvirret ud. Han kigger på hende, men ser hurtigt væk igen, da han møder de røde øjne. Han ved det godt, det ved hun. ´Skal du ikke være med til at spille´ spørger far med en glad stemme. Han rømmer sig og ser væk. Hun må ikke være med, hun kan ikke. Ikke uden mor. Dagmar smiler bedende, men hun trækker tvivlende på skuldrene. Hun ryster på hovedet.

Henne ved klaveret er der rart at være. Hun sidder for sig selv. Kigger på de hvide lige tangenter, de er lige så hvide som en ny lægekittel. De smiler til hende. Siger venligt, at hun skal gå, men hun bliver siddende. Pedalerne under hendes fødder er kolde. Den venstre virker ikke, så hun bruger kun den højre. Far og Dagmar griner, alt for højt. Men Dagmar er glad, og det er alt, der betyder noget. Nogle gange ville hun ønske, at det var hende, som kunne grine så højt og inderligt. Hende, som ikke vidste noget, men det er hendes egen skyld. Hun begynder at spille. Hendes hænder fører hendes fingre, som bevæger sig helt af sig selv. Hun spiller Spiegel im Spiegel. Den er skrevet til klaver og cello. Og som hun sidder der og spiller, er det som om, at der sidder en ved siden af hende. Det er mor. Hun spiller cello. Klaverets melodi og celloens dybe klang flyder sammen og danner et hav af toner og smuk musik. Hun er glad og føler sig tryg. Mor smiler til hende.

Dagmar spørger nogle gange, om hun tror, det er alvorligt det med mor. Hun er ikke helt sikker selv, men hun svarer altid nej, selvfølgelig ikke. Og Dagmar nikker bekræftende og sender et lille smil. Det giver et sug i maven på hende.

Om aftenen er der stille i huset. Hun vil spørge far om, hvordan det går med mor. Hvornår kommer hun hjem igen? Men noget holder hende fra det. Frygten. Frygten for hvilket svar der vil komme ud af fars mund. Nogle gange er det bedre at leve videre med en forestilling og et håb uden at vide sandheden. Så kan man prøve at nyde livet og være glad. I stedet for at gå og bekymre sig og være ked af det. Det var i hvert fald det, hun havde tænkt i starten. Det er bare lidt sværere hver gang mor ikke er her, for så kommer det hele meget tættere på.

Hun går ned i køkkenet. Det er blevet mørkt udenfor nu. Overfor hende i det mørke vindue ser hun en pige, som står og kigger direkte ind på hende. Hun ser lille og skrøbelig ud. Hun går hen mod far, han står og vasker op efter aftensmaden. Det er noget tid siden, at de spiste nu. Og uden at tænke over det flyver ordene ud af munden på hende. “Far, er mor alvorligt syg?”. Det giver et sug i maven. Den ro, hun lige havde indfundet sig med, forsvinder med et snuptag, som når himlen pludselig åbner sig på en varm sommerdag. Hendes hjerte begynder at hamre, og hun mærker en ubehagelig varme ramme kroppen. Far kigger op fra skærebrættet. Hans ansigt er tomt. Han kigger ned igen og vasker lidt mere aggressivt. Der går lang tid, inden han svarer, det føles som flere minutter. Hun står bare, siger ikke noget. Men så siger far “hun kommer hjem i morgen". Hun kan ikke tro sine egne ører, er det virkelig rigtigt? Hun kommer hjem i morgen? Den trykkende fornemmelse, hun havde haft hele dagen, forsvinder pludselig, og for første gang i lang tid former der sig et lille smil gemt bag munden. I morgen kommer mor hjem, og så er alt godt igen. I hvert fald i et godt stykke tid.

Det er i dag mor kommer hjem. Hun glæder sig! Dagmar glæder sig også, og far, men ikke på samme måde. Hun hører en stemme nede for vinduet, og det lyder som mor.

Straks springer hun op fra skrivebordet og farer ned ad trappen og ud gennem gangen. Og der står mor, hun har lige nået at stille tasken ned og er i gang med at tage den røde jakke af. Den bruger hun altid, når det er efterår. Hun kigger op, da hun hører hende komme. Mor kigger smilende og en smule bedrøvet på hende. Hun ser glad og frisk ud, men på samme tid også lidt træt. Mor omfavner hende uden at sige noget. Det er den bedste krammer, der findes, hun elsker, når mor holder sådan om hende. Hun føler sig så tryg og sikker. Efter noget tid løsnes krammet, og mor tager fat om hendes hoved og kigger i hendes øjne. “Skat” siger hun med et smil, men hendes øjne siger noget andet. Hun vælger at ignorere det og smiler bare igen. “Mor”. Mor kysser hende på panden og smiler igen.

Resten af dagen er hele familien samlet. Mor laver kaffe, far har bagt boller, og alt er som det skal være. Det er her hun har det bedst, når alle er glade og familien hygger sig sammen, alle sammen.

Efter skole skal hun være sammen med mor, det har de aftalt. De skal på cafe. Den gode, hvor det er hyggeligt at være. Med god kaffe, brød, kage og jazzmusik. Det er altid dejligt, hver gang.

Indenfor er det dejligt varmt. Duften af ristede kaffebønner og nymalet kaffe fylder hendes næsebor og gør hende glad helt ned i maven. De sætter sig ovre i hjørnet ved de farvede sofaer, hvor de plejer. De tager jakkerne af og lægger dem på puderne på kanten af sofaen. Over dem står en lampe med rød lampeskærm. Dens lys er varmt og beroligende. Mor spørger, hvad hun kunne tænke sig. Hun ved i hvert fald at hun skal have en cappuccino. Det skal de altid have, begge to. “Hvad kunne du tænke dig at spise?” spørger mor. Hun er så sød. Mor kigger på kortet og siger noget om en af sandwichene. Det var faktisk lige den hun havde kigget på. Rundt om dem hænger en lyskæde. Dens lys er runde og pæreformede. “Vil du også have den sandwich?" spørger mor. Hun kender hende for godt! “Hvis jeg må?”. “Det må du, vi skal bare have det godt!”. Det siger mor tit. At de bare skal have det godt. Det har hun vel også ret i. Mor bestiller to cappuccino og to sandwiches. Resten af eftermiddagen sidder de og snakker om alt og ingenting. Det har hun savnet. Hun har det så rart, når hun sidder her sammen med mor. “Tak for alt det her," siger hun. Mor smiler. Hun smiler igen. Mærker varmen strømme gennem kroppen. Men den varme krop bliver hurtigt koldere, da mor siger “Vi skal bruge vores penge og nyde dem og hinanden, mens vi stadig er her”. Mor smiler, men det virker ikke oprigtigt. Hendes hjerte banker hurtigere

139

og hurtigere. Hun smiler til mor og siger “ja, det har du ret i”. Det har hun jo, mor har altid ret. Da de er færdige og mor har betalt, tager de bussen hjem. Det er hyggeligt, de snakker, og mor er glad. Det er hun egentlig også, men den dumme tanke bliver ved med at forstyrre hende.

Om aftenen, da hun ligger i sin seng og skal til at sove, flakker tankerne rundt. Hun kan ikke lukke bare ét øje. Mor tog én pille mere i aftes, end hun plejer. Hun kigger op i træloftet. Det er malet hvidt. Hun lægger mærke til, at malingen skaller lidt af. Hun tænker på det mor sagde i dag på cafeen, på pillerne og på fars ansigt, da hun spurgte ind til mor og det hele flyder sammen til en stor pærevælling af ting, der bare ikke må være sandt. Hun er forvirret, det hele bliver mere og mere sløret for hende, og hun kan ikke finde rundt i, hvad der er virkeligt og ikke. Hun håber, at det hele er noget, hun digter. Hun er bange for sandheden og prøver at tænke på noget andet, men det er sværere, end hun tror. Hun mærker en knude snøre sig sammen i maven og midt i alle sine fortvivlede tanker mærker hun pludselig noget ramme hendes øre. Hun tager sin hånd op og mærker, det er vådt, også hendes kind. Hun græder. Uden at have bemærket det ligger hun på ryggen og kigger op i loftet og græder, men man kan ikke høre det. Lige så stille triller tårerne ned ad hendes kinder og lander forsigtigt på hovedpuden. Den bliver mere og mere fugtig. Hun vil ikke græde. I hvert fald ikke over det her, men hun kan ikke lade være. Hun føler sig så alene, at der ingen er at snakke med. Hun har brug for hjælp, brug for en at græde til. En, der bare er der, men ikke spørger ind, for hvis de gør det, bliver det hele så virkeligt. Så i stedet for at prøve at holde det hele inde, folder hun hænderne og lader sig give fri og græder det hele ud. Hulkende beder hun til Gud. Tårerne strømmer ned ad kinderne og danner mørke plamager på hovedpuden. “Mor må ikke dø", hun gisper, tager sig selv til munden. I et kort sekund stopper hun med at græde. Hun forstår ikke sine egne ord. Men hun håber, at han lytter. Med foldede hænder falder hun i søvn.

Hun kan ikke tro sine egne ører. Hjertet sidder helt oppe i halsen, det banker flere kilometer i timen! Hun ved ikke, hvad hun skal sige. Hun vil gerne sige noget, men det er som om at ordene ikke kan komme ud. Hun stirrer ud i luften, hendes blik er tomt. Ligesom mors, hvis hånd langsomt aer hende ned af armen. Hun siger ikke noget. Dagmar er gået direkte op på værelset. Far sidder med mor i hånden. Det er så uretfærdigt! Men der er ikke noget at gøre. Hun trækker vejret dybt og i stedet for at holde fast i det dårlige, ånder hun tungt ud og giver slip “Vi må nyde livet og hinanden, for alt vi har er nu”. Det har hun vel ret i…

Intet havde ændret sig

Hana Pakzamir

Jeg står overfor den store blå skærm, mens mine øjne skimmer alle tiderne for flyene. Linje 8 ”Milano-bording04.00” står der. Jeg kigger hurtigt op på klokken i hjørnet af skærmen ”fuck jeg har 4 minutter!” kommer jeg til at råbe lidt for højt og panisk. En familie ved siden af mig kigger lidt mærkeligt på mig og moren giver mig et lidt dømmende blik, men det har jeg slet ikke tid til at tage mig til. Jeg tager fat i håndtaget på min kuffert, løber, mens jeg leder efter alle pile der peger mod nummer 68. Det alt for tidligt om morgen og jeg har slet ikke lukket et øje i nat. Har kørt min tredje espresso ned indenfor det sidste to timer, bare for at kunne holde mit hoved lidt i gang. Alt har været kaos hele dagen. Jeg når frem til flyet 1 minut før bording og der proppet med mennesker der alle skal på det samme fly til Milano.

Jeg går og leder efter et hvert ledigt sæde, der muligvis kunne være min plads. Jeg kigger ned på min flybillet, plads 41 og kigger op igen efter plads 41. Men min plads er ikke ledig, der nogen der har taget min vinduesplads ude i højre side. Det nok det sidste jeg kan overskue lige nu. En høj blond mand sidder, i sit blå jakkesæt med sin computer og høretelefoner i. Jeg håbede på jeg ikke ville behøve at sige noget til ham, men at han bare ville lægge mærke til jeg stod og spærrede gangen for alle de andre, der også bare ville finde sin plads, mens jeg ligner et stort spørgsmålstegn. Han ser ingenting. Hans øjne er bare limet fast til sin computer, jeg prøver at hoste lidt højt for at få hans opmærksomhed, men intet, jeg får intet. Jeg nødt til at sige noget til ham. ”undskyld?” bryder min stemme kraftigt ud, og han kigger med det samme op, og kigger på mig med det samme forvirrende blik jeg allerede giver ham, ”ja, hvad?” spørger han mig, ”ja du sidder ligesom på min plads”. Han griner bare lidt af mig, hvorfor er det dog sjovt? Han forklarer mig, at det er hans plads og viser endda også sin flybillet, det rigtigt nok, plads 41 står der. Vi kalder en stewardesse hen og håber på hun kan hjælpe os, men hun er lige så blank, som vi er. Hun finder så frem til at plads 41 er blevet dobbelt booket. Det kan hun simpelthen ikke mene det der, der er bare intet, der kan gå min vej i dag, og fordi fyren med sit så fine jakkesæt allerede har taget plads, er det åbenbart mig, der skal blive rykket. Stewardessen viser mig frem til min nye plads, en række med plads til 3 men helt tomt, så jeg sætter mig bare ned i det forfærdelige hårde sæde jeg skal side på de næste 3-4 timer.

Der når kun at gå et minut eller to, før der kommer en fyr, der ligner en på min alder. Han har store lyseblå jeans på med en løs grå hættetrøje og en hvid T-shirt der lige stritter ud fra kraven af hans hættetrøje. Han har mørkebrunt krøllet hår og hans øjne er en smuk lyseblå med et lille glimt i. Han anerkender bare lige, at jeg sidder der og sætter sig så ved siden af mig. Flyet er begyndt at lette, mens mine øjne lukker lige så stille i.

Skrig og gråd er det første, jeg vågner op til. Der havde haft sat sig en dame på den 3. plads uden jeg havde lagt mærke til hende, da hun kom. Hun sidder med sin baby, der græder og skriger. Det nok første gang den baby sidder i et fly. Jeg kigger lige over til den unge mor og giver hende et lille smil. Jeg nåede kun lige at sove i omkring 20 minutter. Fyren ved siden af mig, sidder med sin computer og jeg kan ikke lade vær med lige at smugkigge på hans skærm. Han sad og så filmen ”biler”, det gav en del gamle minder frem, så kunne ikke lade vær med at fnise lidt af det. Han vendte hoved og kiggede lidt sjovt på mig med et lille smil. ”Hva’ så?” spurgte han mig ”Nej undskyld, ik noget” sagde jeg bare lavt. ”Er der filmen du griner af?” sagde han og griner lidt selv ”jo altså jeg ved godt det lidt af en børnefilm, men det sgu min yndlings.” Nu er jeg jo nødt til at forklare mig selv, ellers er det jo som om jeg gør grin med hans yndlingsfilm. ”det var slet ik’ for at grine af din film, det var bare… det mindede mig bare om en af mine barndomsvenner jeg voksede op med. Jeg ser ham ik længere, men han fik mig altid til at se den film, det var også hans yndlings. Havde næsten glemt alt om den.” han kigger på mig lidt

overrasket men med et stort smil ”din ven der har god smag i film, det har også været min yndlings så længe jeg kan’ huske, det var min far der viste mig den.”

Vi ender med at falde i snak mens filmen kører i baggrunden. Vi finder faktisk ud af vi har rigtig mange ting tilfælles og vi snakker som om vi har kendt hinanden for evigt. Der er et eller andet over ham, måden han virker så interesseret i hvad jeg siger til ham og gør alt for ikke at slippe øjenkontakt med mine grønne øjne, der er noget specielt over ham og vi klikker bare. ”Når ham din barndomsven der, hvorfor snakker i ikke sammen mere?” spørg han, ”Har ik set ham i 8 år, ikke siden jeg var 16 tror jeg. Vi boede på vej sammen og havde brugt hver dag sammen så længe jeg kan huske, men hans mor kom en dag og bankede på og snakkede med min mor. Hun sagde så til mig at hans forældre skulle skilles og at ham og hans mor flyttede væk, han sagde ik engang farvel. Jeg ved godt vi bare var børn, men der havde altid været noget anderledes ved ham og jeg holdt virkelig af ham.” men lige pludselig føltes det som om jeg sagde noget forkert. Han kigger i hvert faldt ikke længere på mig, men i stedet kigger han bar ned og er stoppet med at smile, som han gjorde før. Han kigger op på mig igen ”jeg fik faktisk aldrig fat i dit navn, hvad hedder du?” spørger han mig lavt. ”Marta, jeg hedder Mart-” ”Marta?!” bryder han ud med store øjne og et smil ”Ja” siger jeg forvirret, hvorfor er han så overrasket over hvad jeg hedder? ”ej undskyld jeg bare afbrød sådan, det var bare… nej ikke noget. Mit navn er Louis”

Louis. Det kan ikke være rigtig. Vi kigger begge to bare på hinanden med præcis samme blik, men uden rent faktisk at sige noget til hinanden. Han skulle jo til at sige noget, men afbrød sig selv, måske tænker han det samme, som jeg gør. Kan ikke lade være med at spørge ”hvad var det, du skulle til at sige?”

”jeg ved ik’ om det lyder helt sygt, men for 8 år siden blev mine forældre skilt og mig og min mor flyttede væk. Jeg flyttede væk fra min bedste veninde og så hende aldrig igen” sagde han til mig.

Der er bare stilhed imellem os. Umuligt det er ham, det kan det ik’ være. Hvad er chancen? Han flyttede og har ikke set ham siden. Der gik 8 år, og nu sidder han ved siden af mig. ”det ka’ ikke pas, det mener du ikke” jeg kigger stadig på ham med et helt chokerende og forvirret blik, men han smiler nu stort med store øjne. ” Marta, jeg er så ked af mig aldrig, fik sagt farvel til dig, men jeg havde altså ikke noget valg, mine forældres skilsmisse kom som et lige så stort chok for mig, som det kom for dig. Dagen min mor bankede på jeres dør, var samme dag jeg fik det at vide og jeg skulle pakke alle mine ting og sætte mig ud i bilen med min mor. Fortrød så meget, at jeg ikke kunne sige farvel. Jeg kunne se i dine øjne så snart jeg satte mig ved siden af dig, at der var noget genkendeligt over dig, jeg vil aldrig kunne glemme dit smukke smil og dine glimtende grønne øjne”

Ide han sagde det kunne jeg ikke stoppe med at smile. Louis. Han er endelig tilbage.

Vi var så opslugte af hinanden at vi slet ikke lægger mærke til flyet er ved at lande indtil en stewardesse kommer hen og beder os om at tage vores seler på. Klikker min sele og kigger bar ned på mit skød. Der fløj så mange tanker rundt, så mange spørgsmål. Hvad laver han overhoved i det her fly? Hvad er chancen, for jeg fik den ledige plads ved siden af ham? Hvorfor skulle der gå 8 år, før jeg kunne se ham igen? Min krop var fulgt med glæde.

”Men Louis, hvad laver du så overhoved på vej til Milano?” ”Kan du huske hvordan jeg altid plejede at male?” spørger han mig ”jeg stoppede aldrig med det, også selvom jeg ikke var særlig god til det dengang. Du lavede altid sjov med mig, men du sagde også til mig at jeg bare skulle blive ved med at øve mig, og jeg er blevet bedre nu, det lover jeg. To af mine malerier er blevet hængt op i Milanos galleri, det der ligger lige ved siden af det badehotel med vandrutsjebanen vi altid snakkede om at tage til, det var jo en af vores store drømme at rejse sammen til Italien, men det ved jeg sgu ikke, om du kan huske.” Han huskede det, vi begge huskede det. Alle vores planer for fremtiden, vi lavede, da vi var små, er noget, jeg aldrig ville kunne glemme. Har altid vidst han havde et talent for at male da han var yngre, han troede bare aldrig på selv på det. Jeg er så glad, for han har nået sin drøm. Jeg kigger på ham med store øjne at beundre ham, mens jeg fortæller hvor glad jeg er på hans vegne. Han spørger mig hvad jeg selv laver her ”jeg er på praktik som journalist, og jeg blev tilbudt en praktikplads i Milano i en uge. Jeg skal ind at se noget runway og fashionweek og skrive om det til et magasin der udkommer”

Flyet lander og alle begynder at rejse sig op og tage deres kufferter. Men jeg kunne ikke, hvis jeg rejste mig op nu og gik ud af det her fly, ville vores rejse så være ovre? Hvornår ville jeg nogen sinde se ham igen, burde jeg spørge? Men inden jeg overhoved når at spørge, har han allerede spurgt mig. Vi følges ud af flyet sammen, og når vi skal til at gå hver vores vej, deler vi vores numre og aftaler, at vi skal ses snart. Jeg får øje på en pige der ser lidt yngre ud end os, der kommer løbende vores retning. Hendes hår er en platinblond farve, meget lysere end mit blonde hår. Hun har lyseblå lavtaljede jeans, der sidder helt løst på hende og en sort hættetrøje. Hun har da godt nok travlt, tænker jeg bare. Men da Louis vender sig om og ser hende, råber han hendes navn af glæde ”Celina!”

Celina? Hvem fanden er Celina?

Hun løber op til ham, og han krammer hende og bærer hende op, så hendes ben er låst rundt om hans hofter. Jeg står der akavet ved siden af i nogle sekunder, hvor de bare krammer. Han giver slip på hende igen, så hun nu står op, og han kysser hende. Det har bare at være løgn. De vender sig begge mod mig, mens de holder i hånden. De har samme øjenfarve, og når hun står ved siden af ham, kan man se den store højdes forskel, hun er meget mindre end ham og også mig. ”Marta, det her er min kæreste, Celina, Celina, det her er Marta en gammel veninde jeg stødte på i flyet.” En gammel veninde er det alt jeg er, og kæreste, hvad fanden. Vi har siddet i fly sammen i flere timer og ikke en eneste gang har han nævnt hende. Jeg giver hende hånd og siger hej ”når men jeg skal faktisk også skynde mig videre nu faktisk, det var godt at møde dig Celina, og det var godt at se dig igen Louis” Han krammer mig farvel, jeg har savnet hans kram. Men det kan ikke være rigtigt, hun har taget min Louis, jeg mødte ham først, jeg kyssede ham først, jeg elskede ham først. Hun elsker ham ik som jeg altid har gjort.

Måske var vores rejse rent faktisk forbi, så snart jeg tog min kuffert, og vi gik ud af flyet.

Da vi sad i flyet, var det som om intet havde ændret sig. Han forstod mig, det har han altid gjort på en måde ingen andre gjorde. Han har altid kunnet læse mig bedre end nogen andre. Vi snakkede sammen i dag, som om vi aldrig havde stoppet med at snakke. Men han gjorde også præcis, som han gjorde sidst.

Jeg troede det var skæbne der havde ført os frem til hinanden igen, jeg troede, det var et tegn, jeg håbede. Jeg vil ikke misse min chance for at få ham tilbage, der må være en grund til, der skulle gå 8 år, før vi så hinanden igen. Og jeg vil gøre alt for, at Louis skal blive min igen. Det kan godt være, at vi lod som ingen ting var sket, og vi altid bare har været venner. Men jeg vil aldrig glemme den dag han kyssede mig og sagde han elskede mig en måned før han tog afsted.

Men det, som om jeg lige gik 8 år tilbage i tiden eller fik totalt Deja vu. Det føltes som den dag jeg så ham og hans mor kører væk i deres proppede bil. Han gav mig den opmærksomhed, som han gjorde den gang, de komplimenter og smilet. Han gav mig de falske forhåbninger. Måske er jeg også bare for godtroende. Jeg stoppede aldrig med at elske ham. Man kan heller ikke bare stoppe med at elske nogen. Måske elskede han mig bare aldrig, som han sagde.

Et Bedre Sted Nu?

Helena Ammitzbøll

Hun havde lige fået opkaldet, det opkald, hun bare ikke måtte få. Hvordan kunne det ske? Hun var hjemme for en time siden.

’’Farvel, Tobias,’’ siger hun på en irriteret, men drilsk måde. Lia skulle have været hjemme en time siden, men hun når lige at få kysset farvel, før hun spænder ud til den lilla cykel. Det øser ned, så meget at det næsten er umuligt at se. Hendes forældre ville aldrig have givet hende lov til at cykle i vejr som dette, og hun vidste, at hvis hun ringede, ville hendes forældre skynde sig ud til bilen og hente hende inden for ti minutter. Men hun vidste også, at hvis hun ringede til sine forældre, ville spørgsmålene om, hvad hun lavede ude i denne del af byen, komme som fluer.

Så hun cyklede, cyklede og cyklede hurtigere og hurtigere, indtil hun ikke gjorde, for hun var nået til lyskrydset, hvor den røde pære ikke virkede og ikke havde virket længe.

Og nu lå hun bevidstløs på den hårde asfalt, mens regnen silede ned på hende, og en stor mængde mennesker samlede sig omkring hende.

Hun havde mistet meget blod, meget mere blod, end hvad hendes spinkle, sarte krop kunne holde til. Men Anne vidste godt, hvad det betød: hun skulle have blod, og det var nu, men ingen i familien havde hendes sjældne blodtype. Blod uden for familien gav han ikke lov til; det var urent.

Anne faldt ned på gulvet på hospitalet. Hun vidste, hvad klokken var slået, hun skreg, hun råbte: hendes storesøster, hendes højt elskede storesøster. Hendes anden mor, hendes bedste ven.

’’Hun er et bedre sted nu,’’ siger moren trist, men med et smil i øjnene. Nu var hun hos ham, ham som hun havde ventet på og tilbedt hele sit liv. Det var meningen, man først skulle derhen, når man er gammel, men Lia var ”heldig,” sagde præsten nogle dage senere. ”Jehova havde brug for hende,” sagde han.

Nu skulle de bare leve videre, som om intet var sket, og det gjorde de; hun var jo et bedre sted nu. Hvordan kunne hendes forældre bare lade som ingenting? Det var deres datter. Set udefra, og hvis man skulle sige det, som forældre aldrig må sige, var hun yndlingsbarnet.

Hun var Jehovas yndling, hun var alles yndling. Hun var stille, men smilende, og den mest loyale af alle. Anne vidste godt, at det var hendes skyld, at hendes søster var død; det var jo hende, der var gået ind på sin søster og ham drengen for et par uger siden. Ham drengen, hun ikke vidste, hvem var, men hun vidste, at han ikke var en del af deres, fordi han var hemmelig. Lia, som var så sød og rar, havde sagt: ”Fortæl mor og far om ham, og så er det ude med dig.”

Lia havde altid været troende; hun var nok den mest troende af de tre søskende. Hun var familiens lys og lykke, og hun sagde, at uanset hvad, var Jehova altid ved ens side.

Men en dag, hvor Anne var alene hjemme, bankede nogen på døren. Hun gik forsigtigt ud, og der stod drengen, ham drengen, som var ukendt, men værst af alt ude for menigheden.

Anne kiggede nervøst på drengen, der stod foran hende, med et smil, der føltes for sært. "Jeg kom for at se Lia," sagde han lavt, og noget i hans stemme fik hendes hjerte til at banke hurtigere. "Hun ville gerne mødes," sagde han, og det gjorde kun hendes angst større. Hvad hvis hendes forældre opdagede det? Hvad hvis de vidste, hvad Lia havde gjort? Tanken om hemmeligheden, der hang mellem dem, fyldte rummet. Hvordan ville forældrenes syn på Lia blive?

Men en del af hende ønskede også at høre mere, at forstå, hvad der var sket, før alt dette. "Kom ind," hviskede hun til sidst, og de trådte ind i det dunkle hus. Udenfor piskede regnen ned, som om verden selv græd. "Vi skal tale," sagde han.

Anne nikkede, men hendes hjerte var fyldt med en blanding af sorg og vrede. "Hvorfor kom du overhovedet til at se Lia?" sagde hun. "Du vidste, at det var farligt for hende at være sammen med dig."

Drengen trådte tilbage, overrasket over hendes reaktion. "Det var ikke min mening, Anne! Jeg ville bare hjælpe hende."

"Hjælpe hende?" gentog hun, nærmest hånende. "Du er en del af problemet! Det var din hemmelighed, der fik hende til at tage chancer. Nu er hun væk, for fuckin evigt.

Anne trak vejret dybt, men det hele var bare blevet for meget. Hvad hvis det eneste rigtige var at tage til paradiset og leve med Lia for altid? Men ville det at tage sit eget liv, føre hende til et bedre sted?

Iben Wiborg Gustavsson

Melodin som spelas varje morgon väcker henne. Hon bäddar sängen och klär på sig. Hennes händer gör det mekaniskt, vanan sitter i kroppen, hon behöver inte tänka, allt går på automatik. Ansiktet tvättar hon i det lilla handfatet i ena hörnet av rummet. När hon känner sig redo ser hon på den lilla skärmen över dörren. Som på given signal byter skärmen till en bild som illustrerar “arbete” och hon stiger ut i korridoren. På hennes dörr står det nr. 32. Dörrarna i korridoren öppnas nästan exakt samtidigt och ut stiger andra från sina rum. I samlad trupp börjar alla ta sig ut från “byggnad 30” och till perrongen där tåget markerat med 30 står och väntar.

Tåget tar dem genom platt och ödslig terräng. De kör förbi fler byggnader, identiska med “byggnad 30”. Folk runt omkring småpratar. Jon frågar henne om hon hade en produktiv arbetsdag igår. “Ja, och ska ha ännu en idag,” svarar hon.

“Hur är det med dig idag?” Frågan hon ställer är mer av hövlighet än annat. Svaret är alltid det samma. “Allt är bra.” Han möter inte hennes blick.

Jon har sitt rum precis vid sidan av hennes. Nr. 33 och även om de bor sida vid sida pratar de inte så mycket med varandra.

De kommer fram till sin arbetsstation, sektion 4, en kvadratisk färglös byggnad. Genom de svarta metalldörrarna sitter en skärm med långa listor. Ögonen flyger över texten och snabbt hittar hon det hon letar efter; nr 32 sektion 4, våning 2, plats 65.

Samma som igår.

Våning 2 är ett enda stort rum med rader och rader av bord. På varje bord står en dator och en hög papper. På några bord står en stämpel medan på andra ligger det hålslagare. Hon letar sig fram till skrivbordet som är markerat med 65. Runt om henne fylls våningen upp av de andra. Hennes uppgift är viktig, allas uppgifter är viktiga. Hon ska stämpla papper idag, samma sak som igår och de senaste 54 dagarna. Innan det skulle hon skriva ord på datorn och innan det…hon kommer inte ihåg.

Melodin följt av att den stora skärmen på den ena väggen byter symbol från “arbete” till “hemfärd” meddelar att alla är klara för dagen. Tåget står väntade på dem när de kommer ut. Solen hänger lågt på himlen och färgar landskapet i orange. När hon stiger av tåget stannar hon upp och tittar på solen, det undrar henne lite hur solen alltid går ner på samma tid. När hon precis ska gå in så griper någon tag i hennes axel och tvingar henne att vända sig om. Det är Jon. Eller? Jo, mannen har det Jon bar i morse, håret är det samma. Det måste vara han. Fast något stämmer inte. Hon kan inte riktigt registrera hans ansiktsuttryck. Hans ansikte är förvridet och axlar är uppdragna. Hans blick är obeskrivlig, den skär in i hennes djupaste inre. Hans ögon försöker gripa henne, försöker säga något.

“Jon?”

Han skakar, lägger hon märke till.

“Något är fel,” viskar Jon.

Hon börjar få ont i sin axel av hans grepp. Hon vrider på sig och försöker lossa hans grepp men han griper bara tag hårdare. Han nålar fast hans blick på henne, gör det omöjligt för henne att undvika. Hon känner hur något inuti griper tag i henne, sprids i hennes kropp, något fruktansvärt, något som får hennes nackhår att resa sig.

“Något är fel,” hans stämma är sträv.

“Jon...jag förstår inte vad är det som är fel?” Obehaget kryper längre upp av nacken. Hans blick är outhärdlig, trasig.

“Allt, allt är fel,” Hans stämma brister.

Det fruktansvärda skjuts ut som blixtar ut i hela kroppen, sväljer hennes inre. Allt snurrar. Jon är plötsligt försvunnen. Känslan som nu är henne, bultar i hela kroppen. De höga väggarna på båda sidorna av henne ser ut att resa sig, blir längre, mörkare. De böjer sig över henne. Börjar röra sig mot henne. Hon känner ett tryck för bröstet.

Bort, jag måste bort härifrån, är det enda som hon tänker på. Med stapplande ben lyckas hon komma runt hörnet på ett av husen. Långsamt sjunker hon ner på den torra marken. Hennes andning blir sakta långsammare igen och den fruktansvärda känslan sipprar långsamt ur henne.

Solen har inte än gått helt ned och himlen brinner. Hon kämpar sig upp och tittar sig snabbt över axeln innan hon går in, väggarna är som de ska. Jon eller någon annan för den delen syns inte till. Hon börjar nästan tro att allt var en inbillning. Men det är någonting som skaver, någonting som gör att hela upplevelsen spelas upp om och om igen i hennes huvud.

“Allt, allt är fel,” Jons ord som får hennes nackhår att resa sig. För långt där inne har hon också känt det, känt att någonting är fel.

Melodin väcker henne nästa morgon. Känslan att någonting är fel går inte att skaka bort men hon kan inte riktigt göra något, det är dags för arbete. Jons ord snurrar runt hela tiden. Kanske försvinner det när hon är på arbetsstationen. Ja, det hoppas hon i alla fall. Bilden bytas till “arbete” på skärmen. Hon och alla andra börjar ta sig ut och tycker sig se Jon längre fram men han försvinner snabbt in i folkmassorna.

Det blir kväll och morgon, plötsligt har det gått veckor sedan händelsen och känslan av att något är fel svalnar. Rutinerna fortsätter som de alltid gjort och hon ser inte till Jon, hon vill ändå inte se honom och om han nu undviker henne är det bara lägligt.

Hon har satt alarmet till 06.00, två timmar innan hon ska i väg. Hon går i duschen, och avslutar alltid med att sätta på kallaste, hon gillar att känna det kalla, känna hur hennes hud knottrar sig.

Efter dusch är det alltid hudvård och sminkning. Länge sitter hon och formar om sitt ansikte, målar för de mörka ringarna, lägger på rouge för att inte se så blek ut. Hon blir först klar när sminket är perfekt. Klockan 07.00 ska hon egentligen äta frukost men hon kan inte få i sig något. Mackan verkar omöjlig att få i sig. Inte en minsta bit går. Det mörka inuti tar för mycket plats.

Hon ställer sig upp. Plötsligt är rummet förändrat. Hon är i ett vardagsrum, med orangea och gröna soffmöbler, vid ena väggen står en bokhylla proppfylld med böcker. I en fåtölj sitter en kvinna. Hon har en röd kopp i handen och håret är uppsatt. Hon ler mot henne.

“Nämen varför ser du så förvånad ut, det ser ut som om du sett ett spöke,” skrattar kvinnan. Hon har snälla ögon. Innan hon hinner svara är fåtöljen och kvinnan borta.

“Är du någonsin glad? Du är så fucking deprimerande att hänga med. Det hände fan för 3 år sen, gå vidare.” Tjejen som nu står framför henne är välsminkad och kläderna är noga utvalda. Tjejen väntar otåligt på svar från henne med armarna i kors.

“Va?” får hon fram, och förstår inte riktigt var tjejen kom ifrån.

“Du fattar verkligen inte.”

Plötsligt försvinner tjejens attityd, hennes armar faller till sidorna och ögonen blir tomma.

“Det här är inte verkligt,” säger hon helt monotont.

Hon vaknar upp med ett ryck, tillbaka i rum nr. 32. Månens sken lyser in från det lilla kvadratiska fönstret. På den lilla skärmen över dörren lyser symbolen som illustrerar “sömn”.

Hon andas snabbt. Det hade känts så verkligt, som om det som hänt i drömmen var något hon upplevt förut. Med ens känner hon en enorm tomhet, en känsla hon aldrig trott hon skulle känna, inte här, hon lever ju det perfekta livet. “Allt är fel” Jons ord poppar plötsligt upp igen efter så många veckor. Med orden kommer också den krypande känslan av obehag. Hon sätter sig upp, rummet gungar. Hon stänger ögonen, försöker komma ihåg så mycket som möjligt från drömmen. Sandra. Det går upp för henne att hon vet vad tjejen heter. Sandra. Sandra är hennes vän, hon känner henne. Men var är hon nu?

Hon öppnar ögonen och nu är solen uppe. Jag måste hitta henne, tänker hon. Hon reser sig och slänger upp dörren, bryr sig inte om varken skärmen eller att melodin inte spelats. Korridoren är alldeles tom. Inte en själ. Hon vrider huvudet. Jons dörr. Jons dörr är borta. nr. 33 finns inte. Raderad. Vad är det som händer? Hon hostar till, hjärtat bankar hårt. Var är han? Melodin lyder. Arbete. Kanske är han där.

Hon frågar efter honom på tåget men alla kollar på henne som om hon var helt borta. Blickarna är obehagliga, gör henne illa till mods, så hon slutar fråga. Tåget stannar, och strömmen av människor för henne in, upp på våning två. På hennes bord finns inget förutom en kopp. En röd kopp står mitt på bordet. Hon kollar runt omkring sig. Ingen annan verkar tycka det är konstigt. Ljusen börjar flickra, hon tittar upp. Taket, det är något fel på taket. Det är böjt, viker sig inåt, ner mot henne. Varför reagerar ingen?? Men så plötsligt möter hon en blick. En man står några rader från henne och stirrar på henne. Det är inte Jon. Han gör inget, han bara står och stirrar. Hon kan inte slita ögonen från honom. Hon får en stöt i ryggen. Faller mot marken. Det blir svart. “Skat är allt bra”, kvinnan från drömmen igen. Med ens går det upp för henne. Kvinnan är hennes mamma. “Nej jag-”

Med ens är hon tillbaka på arbetsstationen, mannen står och ser ner över henne. “Dags att sova nu”

Nästa gång hon öppnar ögonen syns inte mannen till och hon kan inte placera var hon är.

En främmande kvinna ser på henne, analyserar henne. Hon tror sig urskilja orden “hon har vaknat”, men det låter dovt. Först då förstår hon att hon är inglasad och att hon inte kan röra sig. Hon försöker skrika men det går inte. Hon har tuber kopplad till sig. Slingrar sig runt henne, in i henne. Kvinnan gör något och allt blir svart igen.

Hon sitter bredvid någon.

“Fan va vackert det här är”.

Rösten tillhör personen bredvid, det är Sandra. De sitter på en gammal bänk och ser ut över något oändligt blått. Vinden blåser omkring hennes hår. Hon känner sig lugn. Havet. Det är det de heter, Hav. Hon vill inte bort härifrån. Så hon låter sig själv bara vara för en stund. Låter allt annat än här och nu inte spela någon roll alls.

Gaven i skoven

Ida Markvard

Jeg er i gang med at gå en tur i skoven. Jeg er lige blevet færdig med at flytte ind og ville undersøge alt omkring mig.

Hele mit liv har jeg boet inde i byen men har altid elsket naturen.

Det var tid til at jeg skulle flytte ud, så jeg kiggede efter et hus omringet af natur. Jeg fandt en afsondret hytte inde mit i en skov. Der var en lille åbning i trækronerne så solen skinnede lige ned på taget.

Første gang jeg var og så hytten var det som om jeg var i et fantasiland. Hytten var to etager høj med grønt på taget. Det hele var grønt og solens stråler kunne mærkes på hele kroppen. Der var lavet klar til at have en køkkenhave på siden af hytten og det så ud som om man kunne udvide køkkenhaven et par meter mere hvis man ville. Lysningen i skoven var stor men den var heller ikke for stor. Det så ikke ud som om det ikke var godt for naturen. Det så næsten naturligt ud. Der var en sti der ledte hen til døren som så ud til at være lavet af sten fundet i skoven. Det havde et køkken med meget plads, en fin stue med plads til en sofa og et fjernsyn. Den havde to soveværelser og et ret stort badeværelse. Jeg vidste bare at det var det perfekte sted.

Jeg begyndte at flytte ind ret tidligt så det er stadig ret lyst udenfor. Skoven er ikke så tæt så det er nemt at se hvor det er man går. Jorden er ikke så mudret men den er heller ikke hel tør. Jeg hvad at jeg skal tørre mine sko af inden jeg lægger dem tilbage i skabet. Alt virker lidt fugtigt som om det regnede for ikke så lang tid siden. Jeg kan dufte alt naturen omkring mig. En blomst der står fint ved siden af min fod, bladene lige over mit hoved. Alt virker så magisk og stille. Det er som om hele skoven slapper af.

Jeg har måske gået rundt i skoven i en time da jeg støder på et lille dyr. Det er ikke første gang jeg er stødt på et dyr i den time der er gået, men det her dyr ser ikke ud til at have det særlig godt. Jeg stiller mig lidt væk for at se om dens familie kommer for at finde den.

Jeg tror måske jeg stod der i femten minutter inden jeg valgte mig at sætte mig ned. Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået, men solen er ved at gå ned og jeg tror ikke at der kommer nogle efter dyret. Jeg vælger at gå hen til det. Det ser ikke ud til at være så bange for mig som jeg ville have troet, men da jeg kommer nærmere, ser jeg at det er såret og er besvimet. Jeg opdager hurtigt at det er en ulv. Den virker ikke til at være så gammel. Hvorfor er den her ude alene? Jeg tog en taske med, med nogle snacks efter som jeg tænkte at jeg måske ville finde et sted for at kigge og tænke. Der var gået så lang tid da jeg ventede på at der var nogle der ville finde ulven at jeg havde nået at spise alle mine snacks. Der var heller ikke Så mange. Jeg skynder mig at tage ulven op med tasken så jeg ikke rør den eftersom jeg ikke ved om den har sygdomme eller noget i den stil. Jeg prøver at huske vejen hjem og skynder mig så meget som muligt. Jeg må ha’ gået i ring på min gå tur da jeg opdager at jeg ikke er så langt væk fra hytten. Da jeg kommer ind går jeg ind i køkkenet for at finde min førstehjælpskasse. Jeg ved ikke rigtig hvad det er jeg skal gøre, men jeg tænker at jeg starter med at tage mig at det åbne sår jeg ser på siden af dens mave. Jeg tager en ubrugt klud og vrider den op med noget varmt vand. Jeg vælger at være lige glad og bare tage ulven op med mine hænder så jeg kan tage mig af den hurtigere. Det ser ud på den som om den ikke plejer at lege i mudder. Den ser meget ren ud, men såret er stadig ret beskidt. Jeg tager kluden og prøver at få alt skidtet af huden og pelsen omkring såret inden jeg går ind med en ren klud og prøver stille og roligt at tage skidtet af selve såret. Det ser ud som om ulven vågner stille og roligt eftersom jeg kan høre en lille piben komme fra den. Da jeg er færdig med at tage mig af såret, begynder jeg at fylde mit badekar med lunt vand og lidt sæbe. Jeg vælger at jeg ikke vil lade ulven ude af syne så jeg tager den med mig ind på badeværelset. Da karet er fyldt til lige over min fod, sætter jeg stille og roligt ulven ned i vandet. Den vågnede mere og mere nede i badekarret så jeg stiller mig lidt væk så ingen af os bliver såret mere end vi er. Den virker meget forvirret men

det ser ikke ud til at den er særlig bange. Det ligner lidt at den er for ung til at være vant til et liv med sin familie, næsten som om den har levet hele dens lille liv uden nogen. Måske har den ikke en særlig god hukommelse?

Det er tider som denne at jeg ville ønske jeg vidste noget om ulve… Jeg prøver at gå tættere på stille og roligt. Jeg gør mig så lille som muligt for ikke at skramme den. Den hører mig hurtigt efter jeg har taget mit første skridt. Den kigger på mig med dens store grå øjne. Jeg kan næsten se noget blå i dem. Jeg bevæger mig tættere på med meget små skridt. Den kigger bare på mig med hovedet lidt på skrå. Hvad tænker den lille mon?

Jeg er tæt nok på den at jeg kan række en hånd hen mod den. Den bevæger sig en lille smule og det sender et ryk op igennem hele min krop, men jeg prøver ikke at bevæge mig mere end det. Den viser ingen reaktion så jeg nærmer mig mere. Jeg er så tæt på ulven at jeg kan røre den, den er næsten den samme størrelse som min hånd, men jeg ville skulle bruge to hænder for at holde den.

Det var så svært da jeg tog Xia ind. Det tog hende et halvt år før hun blev vant til mig. Jeg kan slet ikke tænke på hvad mit liv ville være uden hende. Efter det første halve år var det som om vi ikke kunne være væk fra hinanden. Hun er der altid når jeg har brug for hende og det er næsten som om hun kan se på mig når jeg har brug for et kram.

Jeg bliver altid fyldt med glæde når jeg tænker på den dag.

“Jeg skriver en metatekst, med en meta titel, jeg er jo et geni!”

(Fuck! Min titel er for lang)

Ida Sophia Bo Thorsted

Efter at have prøvet i flere dage, satte hun sig endelig ned og tog sig sammen. De havde fået en opgave for, hvor vi skulle skrive en novelle i skolen. Men de dage, hvor de havde fået tid til at skrive, havde hun ikke været der. Hun havde selvfølgelig haft fri, hvor hun sagtens kunne have skrevet, men som hun selv sagde: “Min kreativitet virker ikke på den måde.”

I virkeligheden var det dog mere fordi hun ikke rigtig magtede det.

De andre i klassen var nået ret langt. Hun havde hverken skrevet noget eller fundet nogen særlig god idé til, hvad hun kunne skrive om. Det gjorde det heller ikke nemmere at høre om alle de andres gode idéer.

Hun havde en idé, men den var virkelig dårlig, og den kunne også kun fylde en hel side, hvis hun fulgte sit mest håbløse bud.

I det mindste kunne hun trøste sig selv med, at hun kunne forsvare novellen som en form for alternativ kunst, der symboliserer præstationspresset.

Så derfor satte hun sig ned og skrev følgende:

“Efter at have prøvet i flere dage, satte hun sig endelig ned og tog sig sammen. De havde fået en opgave om at skrive en novelle i skolen, men de dage, hvor de havde fået tid til at skrive i skolen, havde hun ikke været der.

Hun havde selvfølgelig haft fri, hvor hun sagtens kunne have skrevet, men som hun selv sagde: “Min kreativitet virker ikke på den måde.” I virkeligheden var det dog mere fordi, hun ikke rigtig magtede det.

De andre i klassen var nået ret langt. Hun havde hverken skrevet noget eller fundet nogen særlig god idé til, hvad hun kunne skrive om. Det gjorde det heller ikke nemmere at høre om alle de andres gode idéer.

Hun havde en idé, men den var virkelig dårlig, og den kunne også kun fylde en hel side, hvis hun fulgte sit mest håbløse bud.

I det mindste kunne hun trøste sig selv med, at hun kunne forsvare novellen som en form for alternativ kunst, der symboliserer præstationspresset.

Så derfor satte hun sig ned og skrev følgende:

“Efter at have prøvet i flere dage, satte hun sig endelig ned og tog sig sammen. De havde fået en opgave om at skrive en novelle i skolen, men de dage, hvor de havde fået tid til at skrive i skolen, havde hun ikke været der. Hun havde selvfølgelig haft fri, hvor hun sagtens kunne have skrevet, men som hun selv sagde: “Min kreativitet virker ikke på den måde.” I virkeligheden var det dog mere fordi, hun ikke rigtig magtede det. De andre i klassen var nået ret langt. Hun havde hverken skrevet noget eller fundet nogen særlig god idé til, hvad hun kunne skrive om. Det gjorde det heller ikke nemmere at høre om alle de andres gode idéer.

Hun havde en idé, men den var virkelig dårlig, og den kunne også kun fylde en hel side, hvis hun fulgte sit mest håbløse bud.

I det mindste kunne hun trøste sig selv med, at hun kunne forsvare novellen som en form for alternativ kunst, der symboliserer præstationspresset. Så derfor satte hun sig ned og skrev følgende:

“Efter at have prøvet i flere dage, satte hun sig endelig ned og tog sig sammen. De havde fået en opgave om at skrive en novelle i skolen, men de dage, hvor de havde fået tid til at skrive i skolen, havde hun ikke været der. Hun havde selvfølgelig haft fri, hvor hun sagtens kunne have skrevet, men som hun selv sagde: “Min kreativitet virker ikke på den måde.” I virkeligheden var det dog mere fordi, hun ikke rigtig magtede det.

De andre i klassen var nået ret langt. Hun havde hverken skrevet noget eller fundet nogen særlig god idé til, hvad hun kunne skrive om. Det gjorde det heller ikke nemmere at høre om alle de andres gode idéer.

Hun havde en idé, men den var virkelig dårlig, og den kunne også kun fylde en hel side, hvis hun fulgte sit mest håbløse bud.

I det mindste kunne hun trøste sig selv med, at hun kunne forsvare novellen som en form for alternativ kunst, der symboliserer præstationspresset.

Så derfor satte hun sig ned og skrev følgende:

“Efter at have prøvet i flere dage, satte hun sig endelig ned og tog sig sammen. De havde fået en opgave om at skrive en novelle i skolen, men de dage, hvor de havde fået tid til at skrive i skolen, havde hun ikke været der. Hun havde selvfølgelig haft fri, hvor hun sagtens kunne have skrevet, men som hun selv sagde: “Min kreativitet virker ikke på den måde.” I virkeligheden var det dog mere fordi, hun ikke rigtig magtede det.

De andre i klassen var nået ret langt. Hun havde hverken skrevet noget eller fundet nogen særlig god idé til, hvad hun kunne skrive om. Det gjorde det heller ikke nemmere at høre om alle de andres gode idéer.

Hun havde en idé, men den var virkelig dårlig, og den kunne også kun fylde en hel side, hvis hun fulgte sit mest håbløse bud.

I det mindste kunne hun trøste sig selv med, at hun kunne forsvare novellen som en form for alternativ kunst, der symboliserer præstationspresset.

Så derfor satte hun sig ned og skrev følgende:””””

Fortsættelse følger…

Igen, igen og igen

Inge Højgaard-Geraae

Første, anden, tredje, fjerde, femte position.

Første, anden, tredje, fjerde, femte position.

Igen, igen og igen. Hun var ved at falde i søvn ind over baren så træt som hun var. Dagene blev længere og længere, og mere og mere udmattende. Hun kunne nærmest ikke stå op mere. Og det gjorde det kun være at hun vidste at i morgen når hun står op kl. 7:00 så skal hun direkte over i skolen. Og når hun først er over i skolen ved hun ikke hvad hun skal gøre af sig selv, for balletten fylder så meget af hendes liv at hun ikke har tid til et liv og venner uden for. Men i det mindste har hun jo balletten. Som hun altid har mindet sig selv om når det blev hårdt. Men faktisk er balletten ikke engang en stor trøst mere. Alle der kedelige positioner og trin som hun har lavet igen og igen, kan hun ikke klare mere. Og vennerne til balletten kan hun ikke engang kalde for venner. For det eneste der forgår mellem deres samtaler er, “jeg er den bedste”, “nej jeg er den bedste”. Alt for meget konkurrence.

Hun ligger der hjemme i sengen. Hun bliver ved med at prøve at løfte benene og komme ud af sengen, så hun kan komme i gang med lørdagen. Men hun har ikke fået motivation siden. Siden hun stoppede. Det er som om der er tomt i hendes liv. Noget af hendes identitet er blevet taget fra hende. Og hun ved ikke hvordan hun skal fylde det tomrum ud nu. Så hun kan lige godt bare ligge i sengen. Og prøve med nostalgien at få hende selv tilbage.

Første, anden, tredje, fjerde, femte position.

Første, anden, tredje, fjerde, femte position.

Det køre nærmest som en sang man har på hjernen inde i hendes hoved. Hun prøver at følge fødderne med til remsen, men det kan alligevel ikke nytte noget. Hun har droppet det, og det er for sent at prøve igen. Hun prøver at minde sig selv om hvorfor det var hun stoppede. Men hun kan kun tænke på hvor meget hun savner at stå ind over baren, og udføre det smukkeste bevægelser. Hun savner følelsen af at føle sig magisk og flyvende. Nu føler hun sig bare tung, og kedelig.

“så er vi færdige for i dag, tak for timen”. Håbet kommer til hende men så... “vi ses igen i morgen”, forsvandt det. Hun ville ønske hun stadig havde en samme passion for balletten so hun plejede at have, da hun var lille. Men siden at det tog over hele hendes liv, har hun bare ikke lysten til det mere. Det er skiftet fra at være en hobby, til en påtvunget livsstil.

Hun er endelig kommet op af sengen og står med sin gamle balletdragt på. Det gør ondt at se hver gang hun tager den på. Hun forstiller sig selv som lille stå med et kæmpe smil på læben hver gang hun tog sin dragt på. Hun føler hun har skuffet sig selv, hun har skuffet den lille balletpige der stadig er i hende.

Første, anden, trejde, fjerde, femte position.

Første, anden, trejde, fjerde, femte position.

Hun kan ikke strække sin fod så meget som hun plejede at kunne.

Første, anden, tredje, fjerde, femte position.

Første, anden, tredje, fjerde, femte position.

Det gør ondt i hendes fod, fordi hun har gået igennem positionerne så mange gange.

Hun står i lidt tid mere og kigger på sine fødder som kun kan strække halvt så meget som de plejede at kunne. Og så beslutter hun sig for, at hun bliver nød til at gå over og se på den gamle dansesal. Nostalgien, savnet og begejstringen trækker i hende.

Hun er lige nået ned til omklædningsrummet. Det tog lang tid fordi hendes fødder var så ømme. Hun indser, hvor smadret hun virkelig er. Og så beslutter hun sig for at gå op i dansesalen igen, og fortælle læren at hun er færdig. Færdig med balletten.

Hun løber op i dansesalen, og nu hvor hun ved det hele snart er slut er det ikke nær så smertefuldt i fødderne. Og hun føler sig helt let.

Hun løber op mod dansesalen på den gamle balletskole og hun har ikke den tunge og kedelige følelse mere i kroppen. Hun ved at hun for sig selv igen nu. Så hun føler sig helt let. Hun går ind i dansesalen og der er kun en anden person. De står begge og kigger sig i spejlet.

Da hun står og ser sig i spejlet, kommer der en ung kvinde ind. Hun ser forustet ud, ligesom hende selv. Hun ser også velkendt ud...

“hvad laver du her nu?”

“jeg skal danse igen, jeg skal have mig selv tilbage. Hvad med dig?”

“jeg skal stoppe det her helvede jeg er havnet i, jeg kan ikke klare balletten mere.”

“pas på med det, jeg har aldrig følt et større savn efter jeg er stoppet. Bliv ved”

“det lyder som drømmen at stoppe, jeg har aldrig haft et større savn for fritid før.”

“jeg vil bare gerne leve mit liv som mig selv”

“jeg vil bare gerne leve mit liv som mig selv”

“har vi aldrig lykkes ed at blive glade efter vi er stoppet?”

“Men er vi ikke meget glade egentligt? Nu hvor vi stadig er igang med vores balletdrøm?”

“egentligt ikke...”

“egentligt ikke...”

Som Fluer

Jasmin Jensen

Der bliver banket på døren, hårdt. Folk på gaden kigger op, de kan se de store biler. De tager os, vi bliver skilt fra vores far, vi ved godt hvad der er ved at ske. Den dag vi har frygtet, er kommet. Vi bliver sat ind i de store biler, med håndjern på, og man kan hører hylende fra alle børnene, og der er ingen plads. Vi sidder skulder mod skulder. Man kan se frygten i alles øjne. Min bror græder alle ved, hvad der skal ske både dem i bilen og dem ude fra bilen. Den bil min far sidder i kører vi lige bag. Vi ankommer til stationen, vores far står på den anden perron, han bliver skubbet ind i toget. Da hans tog er helt fyldt op, kører de. Bag toget står "Auschwitz-Birkenau", og min mor bryder sammen. På vores tog står der “Bergen-Belsen”. Tog turen er forfærdelig. Der var ingen siddepladser, alle stod op, og det var fra München til Bergen-Belsen. Turen tager seks timer uden pauser. Der er tis på gulvet for børnene der ikke kunne holde sig. Der er bræk fra syge og der lugter af sved.

Vi ankommer, og de sætter os på jorden. Jeg får øjenkontakt med en af soldaterne. Han smiler til mig, jeg smiler sarkastisk tilbage. Soldaterne vil have os til at lægge alt hvad vi ejer i en bunke, også vores tøj, fordi vi vil få tøj af dem. De giver os et sæt stribede pyjamas, og siger at vi skal skifte foran dem. Soldaten fra tidligere kommer over imens jeg skifter. Hans chef siger til ham, at jeg skal være tjenestefolk for hans familie, og så kommer han over til mig og siger “hej”. Imens kan jeg se, at de tager min bror hen mod et stort hus. Man kan se vreden i mig og min mors øjne, og soldaterne siger tilfreds, at de ikke kan bruge en otteårig til noget. Soldaten siger til mig “Det skal nok, gå kom med, du skal hjælpe min familie” jeg svare “Hvorfor ville jeg hjælpe jer, når i dræber min bror og behandle os som om vi er objekter” han svarer “Vi hjælper bare samfundet” Jeg ruller med øjnene. Jeg møder hans familie, og det stinker, fordi der lige er blevet brændt “Affald”. Hans familie siger “Så kom du sgu endelig, du skal bare i gang med at gøre rent, og hvis der bare er en smule støv, falder hammeren. Der skal være mad kl. 19:30, ikke et sekund før, ikke et sekund senere kl. 19:30 forstået? ”Jeg svarer “Det må i sku selv lige finde ud af, jeg skal fandme ikke lave noget for jer”. Manden svarer: "Du skal bare gå i gang, det var ikke et spørgsmål om du gider det er en ordre".

Jeg går i gang med at gøre rent med lugten af min døde bror. Soldaten kommer over og spørger, om han skal hjælpe. Jeg siger “Det er dit hus” Han begynder og hjælpe med at tørre støv af. Jeg spørger “Hvorfor vil du hjælpe mig?” Han siger “Det skal jo ikke være alt for hårdt for dig” Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han faktisk gjorde noget sødt for mig.

Men lige pludselig kunne jeg se ham spæne ud. Jeg spørger, hvad der sker, og han svarer bare med “der er en der er ved at dø af sygdom” Jeg løber med og jeg ser, at hun bliver helt blå i hovedet. Jeg kan høre hendes åndedræt blive svagere og svagere, jeg ser hendes ansigt, hun ser bekendt ud, jeg falder sammen og skriger "mooaaar". Soldatens far kommer ud og siger “Hvad fanden laver du her, maden skal være klar lige om lidt, og huset er ikke gjort rent og så er du her og græder." Jeg går ind og begynder med maden. Soldaten siger, at han nok skal gøre rent. Jeg forstår ikke rigtig hvorfor han er så sød overfor mig. Maden er klar, og jeg sætter det ud familien. De giver mig en kartoffel og siger jeg skal gå. Senere på aften kommer soldaten op til mig med mere mad, og vi begynder at snakke. Klokken ender med at blive mange. Det begyndte at ske hver dag, og vi begyndte at snige os rundt.

Jeg begyndte at få det rigtig godt under omstændighederne, men så skete der noget, der ændrede det hele. Hans far begyndte at slå mig og trak mig ind på værelset. Han holdt mig ned. Spændte mig fast med fire håndjern. En på hver hånd og en på hver fod. Han begynder og river mit tøj op imens han slår mig. Tårerne løber ned ad mine kinder. Jeg prøver at komme fri, men han holder mig nede. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg råber efter hjælp, men han putter bare hans hånd rundt om min hals, og begynder at kvæle mig. Efter en time med tortur, siger han “Så skal du bare i gang med at lave mad” Jeg stammer “Ja”. Jeg går ned og begynder med maden, og efter lidt tid kommer soldaten hen og spørger, hvad der er sket, fordi jeg er dækket af blå mærker. Jeg siger ikke noget. Jeg synes det er pinligt det der var sket. Han bliver irriteret over jeg ikke siger noget, så vi ender med at komme op og skændes. Efter den dag var intet det samme. Jeg kunne ikke klare det mere, jeg havde det dårligt hele tiden, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Heldigvis var soldaten sød overfor mig. Vi havde begge to en mistanke om, hvad det kunne være, men ingen sagde noget højt. Jeg vidste det kunne også være en andens og den tanke hader jeg. Jeg tog en test og den er positiv. Det er en bittersød følelse, men nu bliver jeg nødt til at fortælle det til ham. Han er ikke glad, men han er heller ikke sur. Det var jeg nemlig lidt bange for, at han ville blive.

Soldatens far begynder at snakke om, at vi ikke behøver mig længere, fordi jeg ikke gjorde mit arbejde ordentligt, så jeg lige så godt kunne dø. Det fik jeg at vide af soldaten, men det er åbenbart, fordi han har fundet ud af hvad vi har gået rundt og lavet. Jeg ender med at blive tilkaldt ud til pladsen, hvor der står tre soldater ud over ham. Jeg går sammen med en masse små børn og gamle mennesker. Jeg kan se på soldatens ansigt, at det ikke tyder godt. Jeg vidste godt, hvad der skulle til at ske. Vi ankommer, og vi får at vide, vi skal smide alt tøjet. Der er en der råber “Det er sikkert bare et bad” For at berolige de små børn. Jeg kan se soldaten gennem vinduet. Han står med en kæmpe maske på og en pose med “Vand” Han hælder det lige så stille og roligt i, men da han skal til at sætte ild til det kommer han løbende ind og står sammen med mig han kigger mig dybt ind i øjnene og siger “Jeg kunne ikke. Jeg kan ikke leve uden dig” Alle begynder at kigge uroligt rundt på hinanden, men for os er der kun hinanden. Der kommer en tyk luft ind og der bliver tåget. Man kan høre host rundt omkring, og derfra begynder folk at falde som fluer.

Skygger af Naja

Jonathan Bundgård

Jeg tænker hele tiden på det. Jeg kan ikke lade vær. Tiden går så langsomt nu, og jeg tager mig selv i at tænke på hende igen og igen. Jeg savner hende. Naja. Dengang var vi uadskillelige. Vi var sammen hvert sekund af dagen. Nu er der bare mig. Alene. Her hvor alting jeg ser, minder mig om hende, men intet rigtig er det.

Hendes mor kommer tit og snakker. Vi har ikke så meget til fælles ud over Naja. Jeg tror hun har ondt af mig, selvom det er min skyld at hun ikke er her. Jeg forstår ikke hvordan hun kan holde ud at se på mig efter det der skete.

Vi snakker om hvordan jeg har det og hvordan min familie har det. Vi snakker om vejret og om hvem der snart har fødselsdag. Vi snakker ikke om Naja. Aldrig om Naja, selvom jeg tror hun er det eneste, nogen af os tænker på for tiden.

Jeg har ikke set far og mor i en uge. Jeg forstår godt hvorfor de ikke kommer, men alligevel føles det underligt, når alle de andres forældre kommer for at snakke. Så snakker jeg med Najas mor indtil vagten siger at tiden er gået og jeg skal tilbage på værelset. Jeg ved ikke hvad det hedder det her sted. De siger allesammen, at jeg snart vil få det bedre, men det tror jeg ikke på. Ikke efter det jeg gjorde.

“Noah” råbte Naja energisk. ”Kom nu Noah vi kommer for sent”. Den morgen havde jeg sovet over mig og vi nåede næsten ikke bussen.

Vi var naboer, Naja og jeg. Vi tog bussen til skolen hver morgen kl. 07:15. Vi sad altid ved siden af hinanden og snakkede hele vejen. Vi snakkede om alting og ingenting. Det var aldrig akavet når mig og Naja var sammen. Tiden gik så hurtigt dengang hvor vores største problemer var matematikafleveringer som vi ikke havde lavet. Det var ingen speciel morgen den dag. Det var en helt almindelig dag udover, at alle snakkede om festen. ”Jeg glæder mig så meget til Simones fest! Gør du ikke også Noah”. ”Jooov det gør jeg vel”. Jeg gad ikke til fest men det var som om det var det eneste Naja interesserede sig for. Hun sagde at det var ligegyldigt hvis jeg ikke tog med og så var det min skyld at hun kedede sig. Derfor havde jeg ikke andet valg end at tage med selvom jeg ikke gad drikke og syntes at det var akavet når alle de andre var fulde og lige pludselig var bedste venner med mig. Så længe jeg var sammen med Naja skulle det jo nok blive en okay aften alligevel.

Den morgen i bussen var alting godt. Jeg havde ingen ide om hvordan alting ville ændre sig i det næste døgn. Når jeg tænker tilbage på den morgen fortryder jeg at jeg ikke nød det noget mere. ”Hej Naja, kommer du egentlig i aften?” Simone sidder lige foran os i bussen sammen med Sofia.

Simone og Sofia er besties siger de, men for en måned siden snakkede Simone kun med Lærke. Så kyssede Lærke lidt med en som Simone åbenbart kunne lide og så var de slet ikke venner mere. Sådan er det tit. Simone har nye venner hele tiden fordi de gamle slet ikke var gode nok til hende mere. Hun er den mest populære pige i klassen.

”Ja selvfølgelig, vi glæder os vildt meget Simone”. ”Vi? Skal du med Noah?”. ”Jaaa måsk…” ”JA selvfølgelig skal han det. Vi tager ud til dig sammen, det bliver mega fedt!” Sagde Naja uden at lade mig tale færdig. ”Okay så men er du sikker på at du vil ses sammen med ham når Anton kommer? Jeg hørte at han er helt vild med dig”. ”Ej hold op… Anton er en nar, og så er han slet ikke min type”.

Anton er ældre end os andre. Han går i 1G og så kører han på scooter og ryger. Alle pigerne er helt forelsket i ham. Jeg har altid syntes at var træls. Der er ikke nogen der gider at være sammen med ham i 1G så han bliver nødt til at tage til fest med os 9.klasser. pigerne kan kun lide ham fordi han kører på scooter. De syntes han er

megalækker og de vil alle sammen være sammen med ham. Men alle ved at Anton bare udnytter pigerne for sex og så går han videre til den næste.

”Nå men vi ses i aften”. ”Ja vi ses”

”Har dig og Anton noget?” spurgte jeg nervøst. ”Neej ikk rigtig” sagde Naja ”Vi har snakket en del sammen her på det sidste men der er ikke noget mellem os”. ”Det var ikke det du sagde til Simone” sagde jeg ”Nej men hun behøver ikke at høre noget om det hun vil sikkert selv have noget med ham og bliver sur hvis hun finder ud af at jeg kan lide ham” Hun lød afslappet og ligeglad. ”Kan du lide ham?!” Jeg kunne ikke skjule at jeg var overrasket og skuffet. ”Ja han er da ret sød, men det skal du seriøst ikke sige til Simone!” Hun virkede slet ikke til at have opfattet min reaktion. Hun tænkte kun på at Simone ikke skulle finde ud af det. ”Nej jeg siger ikke noget til Simone men vil du seriøst være sammen med ham? Du ved da godt at han kun er sammen med piger for sex. Han udnytter dem!” Jeg var både sur og bekymret. ”Han har sagt til mig at han godt kan lide mig og at han har ændret sig. Han har ikke været sammen med nogen i 2 måneder og det er slet ikke det han vil med mig” Hun lød helt overbevist om at han var god nok, men jeg var sikker på at det bare var endnu en måde at udnytte hende på. ”Det mener du seriøst ikke! Du mener ikke at du bare stoler på at det ikke er det han vil! Han manipulerer dig jo! Kan du ikke se det? Han vil udnytte dig til festen ligesom han har gjort ved alle de andre!”

”Du kender ham jo slet ikke Noah! Du aner ikke hvor sød han egentlig er du har bare hørt rygterne! Jeg kan stole på ham! Det ved jeg, og du skal ikke blande dig i hvem jeg må være sammen med og hvem jeg ikke må!” Alle kikkede på os. Der blev helt stille i bussen, og der var ingen der sagde noget resten af turen.

Klokken blev mange og skoledagen var slut. Jeg havde ikke snakket med Naja siden busturen. Min telefon vibrerede i min lomme lige da jeg havde overbevist mig selv om at blive hjemme fra festen. Det var Naja. Undskyld for tidligere, jeg håber stadig du kommer i aften stod der med en glad smiley. Jeg svarede ikke. Klokken 19.00 var jeg klar. Jeg ventede der hvor vi havde aftalt at mødes for at gå sammen ned til Simone. Jeg ventede længe men Naja kom ikke. Er du på vej? Skrev jeg. Der gik lidt inden hun svarede. Sorry jeg troede ikke du ville med så gik ned til Simone selv. Skynd dig herned det er så kedeligt uden dig, skrev hun. Jeg overvejede om jeg skulle gå hjem igen, men tænkte at jeg skyldte hende en undskyldning for bussen. Det tog kun 5 minutter at gå ned til Simones hus. Hun boede i en stor hvid villa. Jeg kunne høre musikken spille og folk der råbte. Da jeg kom indenfor, stod Simones mor i køkkenet og hældte chips og popcorn op i nogen skåle.

”Hej, gider du ikke at tage dem her med ud til de andre? Du kan bare sætte dine ting derovre” hun pegede på bunken af jakker og poser med alkohol der lå i hjørnet. Jeg lagde mine ting og tog en skål i hver hånd. Jeg smilede til hende uden at sige noget og gik ud bagved hvor musikken kom fra.

”Tak Noah du kan bare sætte dem på bordet” råbte Simone fra sofaen. Hun sagde ikke engang hej. Jeg fejede nogen tomme øldåser væk fra bordet så der var plads til skålende. ”Noah er du ikke lige sød og hente de andre skåle,” råbte Simone. ”Jeg skal lige finde Naja,” råbte jeg og magtede ikke at snakke mere med Simone den aften. ”Jeg tror hun er gået udenfor med Nanna,” råbte hun og vendte sig mod en fyr der sad ved siden af hende. Han rakte hende en cigaret og hun tog et sug. Jeg skyndte mig at gå mod døren uden at der var for mange der opdagede mig og ville sige hej. Jeg løb fordi et andet bor hvor der var 3 piger fra klassen der spillede beerpong med 3 drenge jeg aldrig havde set før. Det var sikkert nogen fra Antons klasse tænkte jeg. Hvor var han egentlig. Han var den eneste jeg ikke havde spottet endnu. Jeg kom ud ad døren og kikkede mig omkring. Haven var kæmpestor, Simones forældre måtte virkelig være rige. Der stod et lille springvand i midten af det hele hvor der stod en fyr og brækkede sig.

”Føj for helvede Viktor! Brækkede du dig lige i vandet dit svin?” Drengen grinte højlydt imens han gik over mod Viktor. Viktor rejste sig op tog en tår af sin øl og begyndte at grine og løb næsten ind i mig på vej hen til døren. ”Hvad så Noah, jeg troede sgu ikke du festede” råbte den anden dreng og tog et sug fra sin vape ”Hej Mads har du set Naja?” Spurgte jeg og holdt været mens han pustede røgen ud i mit ansigt. ”Nåå der er måske en der skal score i aften hva?” Han grinte igen og puffede til min skulder. ”Nej jeg skal bare snakke med hende ved du hvor hun er?” ”Jeg tror sgu hun er gået med Anton” Jeg løb forbi ham uden at sige mere. Hvordan kunne Naja stole på ham? Det var også ligegyldigt jeg blev bare nødt til at finde dem og sørge for at hun var okay. Mads råbte efter mig men jeg løb bare videre. Ud af haven og

158

igennem indkørslen. Ud på vejen og til venstre ned mod skoven. Jeg vidste ikke hvor de var, men jeg tænkte at Anton sikkert ville have hende med et sted hen hvor der ikke var nogen der ville finde dem. Jeg løb ind i skoven. Jeg råbte efter Naja men der var intet svar. Jeg løb forvirret rundt og håbede bare at jeg snart ville finde hende. ”NAJA!” ”Naja hvor er du?” Jeg stoppede op for at få vejret. Da jeg fik styr på min vejrtrækning, begyndte jeg at gå videre. Jeg kunne høre nogen snakke. Jeg løb mod stemmerne men uden at råbe efter Naja. Stemmerne blev tydeligere og jeg var tæt på.

”Jeg kan også godt lide dig” sagde en dyb stemme ”Min bedste ven troede at du ville udnytte mig, men jeg vidste at jeg godt kunne stole på dig” det var Naja. Jeg kunne se dem nu. de stod tæt sammen. Alt for tæt. Og de kyssede.

Min allerede dårlige mavefornemmelse blev endnu værre. Jeg kunne ikke kikke væk selvom jeg gerne ville. Antons hånd kravlede ind under hendes tøj. Jeg kunne ikke hold ud at se på det. Naja stoppede kysset og trak sig tilbage ”Hvad laver du?” Spurgte hun forvirret. ”Jeg vil bare gerne mærke dig” sagde han og smilte. ”Men du sagde at du ikke ville…” ”Ja men kom nu bare der sker ikke noget” han tog jakken af og smed den ved siden af sig. Han gik hen imod hende igen. ”Stop jeg vil ikke det her” hun lød usikker og skræmt. ”Nu er du kommet med hele vejen herud og der er ikke nogen der opdager os. Kom nu bare”

”Nej Anton, jeg går” hun vendte rykken til ham. ”Nej du gør ej!” Han sprang ud efter hende og holdt hende fast. Hun skreg. Jeg gik i panik. ”Stop det der!” Råbte jeg

De blev begge to chokeret over at se mig, men Anton begyndte bare at grine. ”Ha hvor sødt. Din lille beundrer er kommet for at rede dig” ”Slip hende! NU!” Mit hjerte bankede ud af mit bryst. ”Og hvad har du tænkt dig at gøre?” Spurgte han hånende. ”Slip hende nu!” Hun skreg. I et desperat forsøg på at slippe væk sparkede hun hans skinneben. ”Av for helvede! Din lede kælling!” Han slap grebet om hende og hun faldt til jorden. ”Naja!” Jeg løb hen imod hende. ”Gå væk fra hende din lille lort!” Råbte Anton vredt. Han skubbede mig og jeg faldt bagover og slog hovedet ned i den kolde skovbund. Hun rejste sig og prøvede at løbe men han fik fat i hendes arm og holdt hende igen. ”HOLD OP!” Skreg hun. Jeg rejste mig igen med dunken i hovedet. ” Han bukkede sig ned og stak hånden i hans jakkelomme. ”Du kommer til at fortryde at du forstyrrede os” sagde han truende. Han trak noget op af lommen. Jeg frøs på stedet. Mit hjerteslag som pumpede så hurtigt før føltes som om det var gået i stå. Han tog den op til hendes hals og grinte højlydt. Hun skreg panisk og prøvede at ryste sig fri af hans greb men det nyttede ikke.

Jeg stod helt stille. Jeg prøvede at flytte mig men det var som om min krop havde sat sig fast. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det hele gik så hurtigt. Og så var det slut. Hun lå fladt på jorden og kikkede panisk op på ham.

Jeg råbte og skreg. Jeg stod ikke længere stille men var fyldt med vrede. Jeg overfaldt ham og vi væltede rundt på jorden ved siden af hende. Jeg tog kniven ud af hånden på ham. Endelig blev der stille. Helt stille. Den eneste lyd der kunne høres, var vinden der susede forbi som om ingenting var sket. Jeg tog Naja i hånden. Hun var kold. Hun kikkede op på mig som om hun ville sige noget men ikke kunne. Jeg forstod stadig ikke hvad der var sket på det tidspunkt, og jeg vidste ikke at det var sidste gang jeg ville se Naja.

Skyggemand

Julie Runge Kærgaard

Skyggen havde fulgt hende for evigt. En dag? Et år? Hun ved det ikke længere. Den havde fulgt hende lang nok tid til, at hun ikke længere lagde mærke til den, da hun var ude og købe ind. Hun opdagede den næsten ikke længere, når den var bagerst i lokalet under undervisningen. Hun hørte ikke dens stemme, når den hviskede hendes navn i hendes øre. Hun kunne lige ignorere dens flænsende smil, når hun så den bag sig i spejlet.

Hun kunne ikke længere ignorere ham. Han sad bagerst i lokalet. Han arbejdede i bageriet, hun altid lavede lektier i. Hans smil var den samme flænsende figur som skyggens.

Skyggen i vinduerne på gaden. Skyggen, den der hjemsøgte alle hendes dage, hjemsøgte hendes bevidsthed.

Skyggen var blevet en del af hende, smeltet sammen med hendes egen skygge. Som en syg joke. Hendes egen skygge, et bevis på den leende, hånende, elskende silhuet?

Han er hendes skygge.

Han havde sagt at han elskede hende, den gang de aldrig havde snakket før. Nu er han alle steder. Hendes steder, biblioteket, blomsterbutikken, hendes sofa, hendes seng.

Hvornår var det sket? Hvorfor var han i hendes seng? Hun havde ikke inviteret ham hjem.

Hun hørte de ord han sagde. Han elskede hende, hun elskede ham, han var der altid. Det må være kærlighed. Hvorfor skulle han ellers være i hendes lejlighed, i hendes seng, i spejlet bag hende? Hans søde ord, vandrende hænder, varme kys, flænsende smil.

Han elskede hende. Skyggen i spejlet, ham bag hende, han elskede hende.

Hans mund på hendes mund, kind og hals, varm og sikker, uvelkommen. Hans hænder i hendes hår, hendes tøj, på hendes hud. Kold krybende, overvældende. Hans skygge over hende, over alt.

Sengen var varm. Badeværelset var varmt og fugtigt. Dampen fra badekarret klingede til alle ting. Spejlet dækket i et tyndt lag dug. Hun kunne se sin egen silhuet, og som altid, hans silhuet, skyggen, smilet bag hende.

Hans arme om hendes liv. Hun kunne ikke sige, om de var elskende eller fastholdende. Om hans ånde mod hendes nakke var beroligende eller klam. Om hans krop mod hendes var en påmindelse om hans kærlighed, eller kun om skyggen.

Skyggen trak hende baglæns, væk fra spejlet, væk fra verden, ned i vandet, ned i sengen, ned med ham. Altid.

Hun kunne ikke tænke. Der var for lidt luft. Fire ting, “Fire ting du kan mærke.” Det er hvad hun fik at vide, når hun ikke kunne tænke. Fire ting: hendes hår, der strejfer hendes ryg, snor sig om hendes arme, hendes hånd på kanten af badekarret, vandet omkring hende, hans hud mod hendes.

Hans arme, mund og hænder over alt. For meget, alt for meget. Hvornår havde hun bedt om det? Alt, alt for meget. Hun vil væk, skal væk. Badekarret var glat. Han fyldte for meget, han var overalt. Hun bevægede sig for hurtigt. Verden drejede rundt, badeværelset, hans stemme flød ud, ekkoede mod badeværelsets vægge. Gulvet var koldt, hårdt, vådt. Rødt, det plejede ikke at være rødt. Det gjorde ondt.

Badeværelset var væk, håndvasken, badekarret, gulvet, spejlet. Skyggen var væk, han var væk, hans flænsende smil var væk, alt var væk. Alt var sort.

Endelig.

Bank bank bank

Karla Kristensen

Han er godt klar over, at det er dumt, da han står foran inspektørens kontor. Hele hans barndom har de samme ord klinget i hans hoved. Snitches get stitches. Det ved alle. Så hvorfor står han nu her? Han ved jo godt, at han kommer i problemer. Både i problemer med skolen, men også i problemer med alle de andre drenge hans klasse. Alligevel tøver han ikke, da han banker på døren til rektors kontor. Tre gange.

Bange men

tøver ikke

tre gange

Et bank

Kort pause

Så bank bank

Bank som hjerteslag. Bank som dem han snart vil få af Tobias, Valdemar og Mehmet. Bank som banken, der ligger ved siden af butikken. Butikken, hvor de gjorde det. En farvefattig formiddag. De skulle egentlig have været til biologi, men Kristian fik drengegruppen overtalt til at pjække. De havde gået rundt i byen, røget cigaretter, grint og fortalt om deres seneste ‘erobringer’. Han havde selv fundet på sin historie.

Som altid

Fiktion

Emma

Silje

Isabella Katharina

De var alle fiktive. Men de var ægte i de andres hoveder. Drengene havde dunket ham i ryggen og kom med pift og ‘sådan bro’ og sådan noget når han fortalte om hvordan han havde ‘taget dem’ og gået bagefter. Han havde faktisk aldrig set en pige uden en trøje på. Så var det, at Markus havde taget huer ud af sin taske. Sorte elefanthuer som de alle tog på og gik ind i Brugsen. De skulle bare ikke have gjort det, vidste han.

Det var jo så

Utroligt

Dumt

Flovt

Tovligt

Barnagtigt

Men han gjorde det, fordi de andre gjorde det. Tog huen på, der kun lige gjorde det muligt at se noget da de gik ind i butikken. Den kølige luft fra kølediskene ramte ham med det samme, og det samme gjorde indædt panik. Han var for høj på adrenalinen til at bemærke noget. Folk stirrede på dem, spænede ud ad dørene eller gemte børn væk fra drengenes syn. Pludselig så han noget ud af øjenkrogen. I Marius’ hånd.

En lommekniv

Skinnende

Farlig

Jeg

Vil ikke

Det er forkert

En medarbejder, højst 20 år, nærmede sig. Hun så seriøs ud. Hun bad dem om at forlade butikken straks eller hun ville ringe efter politiet. Det skulle hun ikke have sagt. To drenge greb hende i trøjen og kastede hende hen ad gulvet. Hendes lyse hår blev rødt af blodet, der flød fra hendes pande. Drengene begyndte at tage ting fra hylderne. Han tog selv en six-pack øl for ikke at være udenfor. Men indeni var han

et kæmpestort rod af hjertebanken forvirring

Hvem prøver

jeg på at imponere Hvad fanden laver jeg?

De var forkert. Men da Samuel stak ham et par pakker Marlboro Lights, lagde han dem i tasken. Et sus gik gennem butikken, da lygter blinkede udenfor. Hos nogle var det lettelse, hos andre vrede eller panik. Drengene spurtede alle ud ad bagdøren til toiletterne, hvor de akkurat kunne mase sig gennem et lille vindue, mens de købte tid. Da sålerne af hans gummisko ramte asfalten, var det begyndt at regne.

Regne som tårerne der

trillede ned

Af hans Kinder Øjenregn

Flere og flere og

Flere tårer kom der. Han løb, modsat alle de andre, ind mod parken. På vejen smed han cigaretterne og øllene i en skraldespand. Han løb hele vejen til skolen, over kridttegningerne i skolegården, der var ved at forsvinde, som et glemt minde. Han stoppede ikke, før han nåede sit skab, hvor han hurtigt tog sin skoletaske ud og gik mod biologi. Han blev skældt ud af sin lærer, men det gjorde intet. Han var lettet.

Indtil han fik

En besked

Åh nej

Det må

være en drøm

Et levende mareridt

Men beskeden lød: ‘yo, strømerne opdagede sgu intet. Fest i aften hos mig’. Væk var lærerens snak om økosystem, grøn balance og dyrevelfærd. De var sluppet væk. Han burde være glad. Burde feste med de andre. Men han var vred. Vredere end han havde følt sig før. Vred på sig selv. Han følte en trang til at rekompensere til verden. Og så slog det ham. Uden at spørge forsvandt han ud ad døren. Ned ad gangen. Fordi han for første gang

den torsdag

følte han sig modig

Sådan rigtigt

Han er godt klar over, at det er dumt, da han står foran inspektørens kontor. Hele hans barndom har de samme ord klinget i hans hoved. Snitches get stitches. Det ved alle. Så hvorfor står han nu her? Han ved jo godt, at han kommer i problemer. Både i problemer med skolen, men også i problemer med de andre drenge i klassen. Alligevel tøver han ikke, da han banker på den mørke dør. Tre gange.

er nervøs men

Opsat på

At gøre alting

Godt igen

Bank bank bank.

163

I kulden af fortiden

Katrine Kristiansen

Jeg gik ud i kulden. Jeg kunne mærke den kolde luft på mine kinder. Jeg havde brug for luft. Der var tyk luft inde til festen, som jeg ikke ville være til, men jeg var blevet tvunget. Mine venner havde tvunget mig afsted. Jeg havde sagt nej mange gange, fordi jeg ikke kendte andre der, men de tvang mig alligevel.

Inden festen havde jeg tænkt på at aflyse, men min veninde fik mig overtalt, og jeg tog af sted. Da vi kom derhen, var han der. Han var den sidste, jeg havde lyst til at se der. Han gik hen til mig, og begyndte at snakke med mig. Jeg prøvede at lade som ingenting, men det var svært. Det var svært efter alt det han havde gjort. Alle minderne kom stille og roligt tilbage til mig. Både de gode og dårlige.

Det hele startede for 5 år siden, da vi blev kærester. Det hele var perfekt, eller det så sådan ud udefra. Men indefra var det hele kaos. Vi skændes altid, men det var lige meget fordi jeg elskede ham. Han havde flere gange prøvet på ting, og det var svært at stoppe ham. Han var meget større og stærkere end mig, så jeg var hjælpeløs, og lod det bare ske. Det var hver gang vi var sammen, han prøvede på det. Også hvis jeg sagde nej. Han lyttede ikke. Hvis jeg sagde at jeg ikke havde lyst, stoppede han ikke, uanset hvor mange gange jeg sagde nej. Jeg sagde aldrig noget til nogen, fordi jeg var bange for at miste ham. Han ville blive sur på mig over alting, også hvis det ikke var min skyld.

Jeg kunne huske engang han sagde til mig, at han ikke vidste, om han elskede mig mere og ville have en pause. To dage efter var han sammen med to nye. Jeg kunne huske, at jeg aldrig havde haft det værre.

Da han kom tilbage til mig, og sagde at han stadig elskede mig, var det for sent. Jeg prøvede at tilgive ham. Men inderst inde vidste jeg jo godt, at det kunne jeg ikke. Da jeg sagde det til ham, blev han sur på mig og begyndte at snakke om hvor svært han havde det. Han prøvede at få mig til at føle medlidenhed, men det virkede ikke. Nej, jeg følte en slags “lykke” over det. Nu vidste han, hvordan jeg havde haft det; de tårer jeg havde grædt over ham, kunne han nu græde over mig.

Jeg stod lidt og snakkede med ham. Det var nu et år siden vi havde slået op, og jeg havde aldrig haft det bedre. Ham derimod, det var gået helt galt. Jeg vidste kun han var begyndt at ryge. Men ikke alt det andet. Da jeg stod og snakkede med ham, kunne jeg mærke han ikke var sig selv. Hans pupiller var helt store, og han kunne ikke snakke normalt. Jeg vidste ikke om jeg skulle have dårlig samvittighed over det. På en måde havde jeg det, men alligevel ikke. Ikke efter alt der var sket. Men da han stod der foran mig, og kiggede på mig, følte jeg alligevel at jeg skulle have gjort noget før.

Mine venner kom lidt efter hen til mig og hev mig væk. Jeg fik lidt ondt af ham, men han gik hurtigt videre til en anden. Han gik videre til hende. Jeg havde aldrig set hende før, men jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne lide hende. Hun vidste ikke, hvem jeg var, så jeg ville ikke sige noget til hende.

Mine venner trak mig hen til en flok andre, som sad og snakkede i en rundkreds. Der stod en flaske i midten, med kort på toppen. De var i gang med at spille vandfald. Jeg havde spillet det et par gange før, og besluttede mig for at være med. Jeg spillede et par runder, og drak en masse alkohol. Meget af det vidste jeg ikke hvad var, men jeg drak det alligevel.

Jeg begyndte at snakke med en dreng. Jeg havde aldrig snakket med ham før, men vi hyggede os alligevel. Han spurgte, om jeg ville med ud og få noget luft. Jeg havde brug for at komme ud. Komme væk fra alt musikken, og alle menneskerne. Jeg kiggede på min telefon, for at se hvad klokken var. 00:23 stod der. Jeg havde været der i 4 timer nu.

Vi gik ud, og jeg kunne mærke kulden på mine kinder, og man kunne høre musikken inde fra festen. Man kunne mærke bassen i jorden, som nu var dækket af dug. Det var blevet virkelig koldt og jeg fortrød at jeg ikke tog min jakke med ud.

Vi satte os ned på kantstenen og snakkede videre. Han spurgte mig hvem jeg var til festen med, da han ikke havde set mig før. Lige pludselig kunne jeg høre nogen komme gående bag fra. Jeg vendte mig om for at se hvem de var. Der stod han igen. Han havde drukket mere end før. Meget mere.

Han gik hen mod os, og begyndte at slå ud efter mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg begyndte at løbe. Men jeg var ikke hurtig nok. Han fik fat i mig, smed mig ned på jorden og begyndte at slå mig. Hvert slag gjorde mere og mere ondt. Jeg prøvede ikke at få ham væk, jeg prøvede bare at dække mit ansigt. Jeg ved ikke, hvor længe der gik. Men efter, hvad der føltes som evigheder, stoppede det. Jeg kunne ikke mærke noget længere.

Det var som om hele min krop var lam. Det eneste jeg kunne mærke, var den kolde og hårde asfalt under mig.

Da jeg vågnede, var det meget lyst. Jeg kunne ikke huske så meget. Jeg kunne kun huske, at jeg var gået udenfor.

Det var varmt og trygt. Jeg lå på noget blødt. Jeg vidste ikke helt hvad det var, men blødt var det. Der duftede af nybagte boller. Var jeg hjemme?

Jeg begyndte lige så stille, at kunne se mere og mere. Jeg var ikke alene. Jeg ved ikke hvem det er der ligger ved siden af mig men jeg kender ham ikke.

Jeg tog en hånd op til mit hoved, for at mærke om der var noget. Det var der ikke.

Kærlighedens fængsel

Linn Hvidegaard

Jeg kan ikke styre noget. Min krop har taget over. Jeg ligger helt stille med smagen af blod i munden. Jeg tør ikke bevæge mig bange for det næste slag, hvis han ved jeg er ved bevidstheden. Jeg kan høre ham rode rundt i køkkenet, og ved instinktiv at han leder efter alkoholen. Jeg har ikke mere, efter han drak det sidste i mandags, men det husker han ikke. Jeg ligger stadig helt stille, men spjætter ved lyden af døren der smækkes i. Jeg bliver liggende på gulvet i noget der føles som uendeligheder før jeg tør åbne øjnene.

Lejligheden står ren og pæn med solens lys der kommer bragende ind ad vinduerne.

Jeg kigger ud og kan se folk gå ude på gaden i varmen og nyde dagen.

Jeg rejser mig langsomt i smerte. Det er værre end sidst men jeg har vænnet mig til det. Jeg går langsomt over til det store spejl i stuen. Jeg ser en ung kvinde stå med blod i hoved og mærker over det hele, jeg kan ikke kende mig selv. Jeg bryder sammen i gråd på gulvtæppet.

Jeg er ude af mig selv da jeg rækker over legetøjet og tager min telefon fra gulvet og stirrer på de tomme øjne der spejler sig i telefonens slukkede skærm.

Hvad vil jeg overhoved med den? Der er ingen jeg kan snakke med. Ingen forstår vores kærlighed. Jeg elsker ham jo for helvede, og han elsker også mig, han viser det bare på en anden måde.

Klokken er over 4. Jeg skal hente Toby i børnehaven. Børnehaven ligger kun få minutters gå gang fra lejligheden men lige nu virker den korte tur helt uoverskueligt. Concealeren dækker nogenlunde, men ikke helt. Man kan stadig ænse mærkerne, men uanset hvad kan makeuppen ikke dække hvor ondt de gør på alle måder.

Jeg tager langsomt sko på, og krymper mig da jeg rækker op efter jakken. Jeg tager fat i gelænderet og kæmper mig ned af trappen fra 3 etage til stuen. Solens varme rammer mig i det samme jeg går ud ad døren.

Turen føles lang, og tankerne fylder mit hoved så det er ved at eksplodere. Jeg kan mærke hovedpinen komme snigende, og det bliver ikke bedre af skrigende fra alle de mange børn der løber rundt udenfor i det dejlige vejr. Jeg får hurtigt øje på Toby. Han sidder og tegner inde i spisesalen sammen med Nathalie. Min bedste veninde. Hun kigger op da jeg åbner glasdøren til salen og smiler, men det blegner hurtigt. Hun kigger bekymret på mig, og jeg presser et smil frem på mine læber, selvom jeg udmærket godt ved hun kan gennemskue mig bedre end nogen anden. Hun skal til at sige noget da Toby får øje på mig. Han springer op og løber hen til mig. Jeg bærer ham op selvom mine arme brænder, for han skal ikke have nogle ideer om hvad der er forgået.

Jeg har altid prøvet at holde Toby ude af det hele, altid haft et smil på når han var der, og givet ham alt det han skal have i en mor. Det var nemmere at sætte en facade op da han var mindre. Dengang opfattede han ikke noget, men nu er han 2 år, og spørgsmålet er hvornår han begynder at opfange der er noget galt. At vi ikke er en normal familie. Normal. Jeg hader det ord.

Toby bliver ældre og begynder at ligne sin far mere og mere. Han har de samme træk, og det sker at jeg ikke kan kigge ham ind i det havblå øjne. Det er noget af det værste. At jeg ikke engang kan kigge på mit eget barn uden at tænke på Alexander. Den mand jeg elsker, men som forvolder mig så meget smerte hver evig eneste dag. Men jeg må bide det i mig, så Toby kan få den far og mor han fortjener.

Jeg sætter Toby ned igen, og siger han skal gå ud og hente sine ting. Han spurter ud til garderoben, og jeg går hurtigt efter ham, men mærker noget holde mig tilbage. Jeg vender mig hurtigt om og ser på Nathalie. Hun nikker over mod pædagogernes rum der lige nu er tomt. Jeg nikker og sir, 2 minutter. Længere tid får hun ikke.

Jeg sætter mig i sofaen og kigger lidt rundt, men hun går lige til sagen. “forlad ham” siger hun. Jeg ryster bare på hoved. Hun bliver ved, “det dræner dig jo fuldstændig, han misbruger dig, du bliver nødt til at komme ud af det nu” Jeg kigger roligt ud i luften og sukker. Det her er en samtale vi har taget en million gange, og selvom jeg nok inderst inde ved hun har ret kan jeg ikke gøre det. Jeg elsker ham, og Toby elsker ham.

Jeg kigger på hende. “Jeg kan ikke, og det har jeg også sagt. Jeg skal hjem med Toby nu, farvel”

Jeg rejser mig, og prøver ikke at skære ansigt da jeg lægger vægten på mine blå ben.

Vi hygger resten af aftenen. Bare Toby og jeg. Vi ser film og spiser slik og fjoller en masse. Da klokken er 20:00 putter jeg ham i hans bløde og trygge seng. Jeg ruller ham sammen til en pølse og han skriger af grin. Hans smil. Det smil jeg ikke har set i flere år. Det smil der blev væk da han også gjorde. Jeg går ind på mit værelse og lægger mig langsomt i sengen. I aften har jeg fri. Fri fra alt.

Jeg har mareridt igen. Det er efterhånden hver nat, jeg bliver pint. Slagene om dagen og mareridtene og natten.

Det er om ham igen. Han ligger oven på mig og tilfredsstiller sig selv. Da han er færdig ligger han sig til at sove.

Jeg stirrer op i loftet. Den samme tanke kommer frem fra mørket. Den er i hvert mareridt. Tanken der får det til at gisne i min krop, men alligevel trækker så hårdt i mig. I nat er det nu.

Jeg lister tilbage fra køkkenet med kniven langs siden. Da jeg når over til sengen, står jeg og betragter ham i nogle få sekunder. Jeg har det ikke dårligt over det jeg er klar til at gøre. Hvis jeg bliver ramt om dagen kan jeg få ram på ham i mine tanker.

Det går hurtigt. Men ikke hurtigt nok. Jeg rammer lige i hjertet, men han når at vågne. Han er ikke klar på det, og jeg kan se skrækken i de havblå øjne, der kigger dybt ind i mig. Han tager fat i min arm, og vi begge bliver stille. Han mere end mig. Her er en underlig ro.

Jeg vågner. Jeg kigger mod vækkeuret på sengebordet ved min side. 04:00. Min hals er tør, og jeg sveder. Mine hænder er også klistrede på en underlig måde. Jeg sætter mig op i sengen, men jeg kan straks mærke at noget er helt galt. Jeg drejer langsomt hoved, bange for min mistanke er ægte. Jeg holder skriget inde, da jeg ser ham. Jeg fryser i nogle få sekunder, før det går op for mig jeg må væk.

Jeg pakker. Alt skal væk. Jeg skal væk. Toby skal væk, for nu er han væk. Jeg løfter forsigtigt Toby ud i barnevognen, og til mit held vågner han ikke. Hurtigere end nogensinde, kommer jeg væk fra det jeg kaldte mit hjem.

Jeg skal væk nu. Væk fra det hele. Jeg løber i natten. Løber som aldrig før. Jeg ved ikke hvorhen men væk.

Jeg står i Nathalies stue. “jeg slap væk” piber jeg.

Hun er stille. Nikker bare. Hun har gjort sofaen klar til mig, og en lille madras ved siden af. Jeg løfter Toby ned på madrassen, og ligger mig selv ved siden af. Han rykker på sig, og vågner roligt.

Det er nu en time siden jeg sidst så dem helt skrækslagende, men nu er de der igen, dog helt rolige og søvndyssende.

Jeg slap væk fra ham, men aldrig de havblå øjne.

Skoleskyderiet

Luna Holm Petersen

Bippp bippp bippp Åhhh den fuking alarm. Hver morgen bliver jeg vækket af den pisse alarm. Jeg kan godt stå op selv, jeg har ikke behov for en sindsyg alarm til at vække mig, når mor står og råber på mig nede fra spisestuen. Det er lige meget, jeg lader bare som om jeg ikke kan høre hende. Jeg lægger mig bare tilbage under min dyne og kigger på min telefon. Det er så dejligt at ligge under dynen, ingen bekymringer, ingen mor der råber og ingen skole... Fuck! Skolen! Jeg kommer for sent. pis altså. Jeg kaster mig ud af sengen, alt falder på gulvet, min dyne, mit tæppe. Mit hår ligner en løve mange, alt tøjet ligger på gulvet, og alt min makeup er spredt ud på boret. Det er lige meget, det er der ikke tid til at gøre noget ved. Det er jo ikke fordi jeg gør noget ved det normalt, men lige i dag kunne det have hjulpet.

Skolen starter jo om 10 minutter. Altså hvorfor fanden har hun ikke vækket mig. Jeg sagde til hende hun skulle vække mig vis jeg faldt i søvn igen, men nej det var hun ligeglad med. Det er typisk min mor.

Jeg skynder mig ned af trappen, den knirker altid så meget når man går ned af den. Alt morgenmaden står på bordet, men mor er gået, der ikke tid til at sætte mig ned at spise. Jeg må bare hurtigt have noget med på vejen. Der ligger et smørret rundstykke på bordet, det er det eneste jeg kan nå at tage. På køleskabet står der også en note ” husk at komme til tiden ps din madpakke ligger i køleskabet, hav en god dag- mor ”

Selvfølgelig sidder der en note på køleskabet. Det gør der hver dag, men det er lidt for sent at skrive det. Madpakken kan jeg i det mindste godt huske.

I det mindste kommer Milas og henter mig, det er det eneste der kan rede den her morgen. Hvis han ikke kommer og hente mig ville det tage mig en time at komme derhen.

Endelig har jeg pakket alle mine ting og min taske, så jeg er klar til at gå, men Milas er ikke udenfor. Det var da godt nok mærkeligt, han plejer altid at være der. Jeg prøver både at skrive og ringe men intet svar. Pludselig popper der en besked op på min telefon

” jeg kommer ikke i skole i dag jeg er syg”. What the fuck, hvorfor fanden er han syg? Han er da aldrig syg, han skulle jo hente mig, det er fandme mærkeligt. Nu har jeg endnu mere travlt. Jeg bliver nødt til at tage toget, pis også.

”Puhh endelig”. Jeg kigger rundt men der er ikke rigtig nogen mennesker på gangen bortset fra nogle piger som står og visker. Der er også en nørd der står og læser sin bog som der normalt er. Jeg når kun at få øjenkontakt med dem i to sekunder da jeg løber lige forbi dem. Jeg kan mærke at min vejrtrækning bliver værre, men jeg prøver at ignorere det og bare løbe.

Efter et minuts tid kan jeg endelig se døren til klasseværelset. Den brune gamle dør hvor håndtaget næsten falder af, bare når man kigger på den. Der går ikke et sekund hvor jeg når at tænke mig om, inden jeg braser ind af døren. Der sidder de alle sammen hele klassen og stirre. ”Vil du venligst gerne sætte dig ned og ikke forstyrre mere end du allerede har gjort”. Hr. Skov kigger irriteret på mig. Shit han er sur, jeg kommer så meget til at få skældud bagefter.

Da timen slutter ringer klokken ud til frikvarter. Hr. Skov står og venter på at alle er gået ud af klassen, for at snakke med mig om min opførsel her til morgen. Han tager fat i min arm. ”Hvordan kan du komme for sent til min time igen, det har vi snakket om fø-”. Inden han kan nå at sige mere, høre vi et kæmpe skud. "SKOLESKYDERI!!!!!!!!!"

Fuck hvad sker der. Alle løber skrigende rundt og prøver at finde et gemmested. Asta og viola står begge to og græder ude på gangen. De kan da ikke bare stå der de skal jo løbe. ” løb piger gem jer nuu!!!”, råber jeg i panik. Jeg løber så hurtigt jeg kan og kigger mig ikke tilbage en eneste gang. Efter lidt tid spotter jeg et tomt rum. Det er min chance. Der er helt mørkt, men masser af møbler inde i lokalet. Jeg ender med at gå ind i 5 bore og et par stole indtil jeg finder det perfekte sted. Det er den hemmelige hule. Den hule mig og mine venner byggede for mange år siden. Jeg står indeni mit gamle klasseværelse fra 0 klasse. Jeg har så mange minder herfra, men det er der ikke tid til at tænke på nu. Jeg skynder mig at sætte mig derind og lukke døren.

Der burde ikke være nogen der kan finde mig her. Imens jeg sidder derinde, flyver tankerne rundt i mit hoved. Hvad med de andre? Hvor har de gemt sig? Er de okay? Tårerne presser på og mit hjerte begynder at dunke hurtigere. Hvornår stopper det her?

Efter et par minutter kan jeg ikke høre nogen skrige eller løbe mere. Måske er det stoppet. Døren står på klem, jeg kigger forsigtigt ud på gangen. Indtil jeg høre fodtrin, og skynder mig tilbage igen. Pludselig høre jeg fodskridtene igen. Fuck! Der er nogen herinde. Min krop er helt klemt sammen og jeg kan mærke krampen der stille og roligt bliver værre i mit ben for hvert sekund der går. Jeg prøver langsomt og bevæge mig ud, og da jeg vender mig om står der en maskeret høj mand i fuld sort sæt. Han virker bekendt, men før jeg når at se ham mere besvimer jeg.

Lyset er så skarpt da jeg vågner. Hvor er jeg?. Der er en seng, et vindue og et lille bor med nogle lidt for gamle rugbrøds madder på. Vent er jeg på hospitalet?

Hvornår er jeg kommet herhen, hvordan er jeg kommet hertil? Er nogle af de andre har også? Tankerne vælter rundt. Jeg kan ikke huske noget efter jeg besvimede, så jeg forstår ikke hvorfor jeg er her. Jeg har ikke slået mig.. eller har jeg?. Jeg kigger på min krop for at se om der er nogle skader. Jeg opdager et skud sår mit i min arm. Det må have været sket efter jeg besvimede.

Der går ikke lang tid før lægen kommer ind. Hun kommer ikke ind alene. Der kommer også den person jeg har savnet allermest og som skal vide det hele lige nu. Milas. ”Har i to lyst til at gå en tur sammen?” siger lægen og smiler . Jeg nikker. ” bare hold jer tæt på hospitalet”.

”Milas der er så meget jeg skal fortælle dig, jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Der var et skoleskyderi på skolen i dag, er det ikke sindssygt? Jeg har fået af vide af lægerne at flere fra skolen ligger her og er såret. Det er så synd og jeg skal ind og se til dem i morgen. Jeg blev også skudt i armen åbenbart, men jeg kan ikke huske at jeg blev skudt fordi jeg besvimede”. Jeg har alt for meget at sige. ”Jeg forstår bare stadig slet ik hvorfor et menneske ville gøre sådan noget mod andre uskyldige mennesker”.

”Forstår du det?”. ”Milas?” han svarer ikke. ”altså har du slet ikke hørt hvad jeg lige har stået og sagt, det er altså alvorligt det her”.

Han siger ingenting. Der gør først 1 minuts tid før han siger noget.

”Freja jeg har brug for du lytter på hvad jeg siger til dig nu uden at afbryde mig og bare høre på hvad jeg har og sige. okay?” Jeg kigger mærkeligt på ham. Hvad mener han med det?.

Det var ikke en random person der lavede det skoleskyderi… det var mig.

HVAD!!! Er du fuldkommen sindssyg. ”Hvordan kan du gøre sådan noget din psykopat!!!!”

”Jeg sagde du ikke skulle afbryde mig din kælling. Jeg gjorder det for at få fred de andre på skolen er fuldkommen psykopater. De er fuldkommen ligeglade med omverden omkring dem og det skulle de bøde for, de er syndere ligesom dig. Jeg var bare sød mod dig og skyde dig i armen men det slutter nu, du skal ende ligesom dem og bøde for hvordan du har levet.”

”Høre du dig selv lige nu. Det er jo fuldkommen sindssygt det du står og siger, du er jo sindssyg!!!!” Mig der er sindssyg. Det er jer der har hoved op i røven, og ikke tænker på andre ind jer selv. Det er jer der har fucked vores fremtid op ik mig, og det med skoleskyderiet, jeg har bare gjort jer en tjeneste i dør alligevel snart.”

169

”Du kan ikke gøre en skrid nu, du bliver arresteret og skal side inde i en celle og rådne op i flere år. Det er det der venter dig, det er den fremtid du har skabt for dig selv. Ik mig jeg vælger selv hvordan jeg lever mit liv.”

”Ik så meget længere. Det job jeg har startet skal gøres færdigt og det slutter med dig. Du fortjener ikke at leve et godt liv, det gør ingen af jer.”

Pludselig tager han hånden ned i sind taske, en sort ting begynder at blive trukket op, den er tung og jeg kan se han har besvær med at få den op. Hvad er det, det er vel ikke en…

fuck da jeg ser hvad det er kortslutter min hjerne fuldstændig. Min krop fryser fuldstændig sammen. Jeg begynder bare at græde med det samme. Det er en pistol, skal jeg dø nu !!????.

”Du har et minut til at løbe og så kommer jeg og finder dig og slutter det jeg har startet, du kan tænke det som en slags gemmeleg bare hvor du kun kan tabe”. Der går ikke et sekund hvor jeg når at tænke, jeg løber bare så hurtigt jeg kan ind i skoven ved siden af hospitalet. Der er intet man kan gemme sig under her jo der er kun du skide tynde træer. Der går lidt tid før jeg ser en knækket træstamme Det er jo perfekt, her må jeg håbe på han ikke kan finde mig. Der er ingen lyd i skoven, ingen lyd af mennesker kun fugle, måske er jeg sluppet af med ham. Jeg vender mig om for at kigge, der er ikke nogen indtil jer ser den.

Tidens pres på Viby Efterskole

Mai Gehlert Nielsen

Skridtene var hurtige og mere højlydte fra dem begge. "Se, Hannah! Jeg har fundet efterskolen," sagde Mai håbefuldt. Efterskolen så ud som den plejede masser af små kasser, der summede af liv. Lyset ramte varmt, og de var nu klar til at træde ind på skolen igen. Mai var iført sin iøjnefaldende røde trøje, der gik i stor kontrast til den skyfrie himmel. Hannah gik med tunge skridt mod efterskolen, de seneste par timer havde været proppet med ting, og hun var overrasket over, hvordan hun havde nået alt det på den korte tid. “Livet er ikke altid en dans på røde roser, men nu har vi gået igennem nok torne, synes jeg” svarede Hannah med sin trætte stemme tilbage med et smil, der knap nok nåede hendes øjne.

Overskuddet var lavt, og Hannah gik med tunge og slappe ben ind mod opholdsstuen. Uret tikkede i en konstanthed. De sidste par timer havde Hannah og Mais samtale kun kredset om mod, teateret og fællesskab. temaerne hang altid som en tung mørk sky over deres hoveder, mens tiden pressede på. Tiden der aldrig lod temaerne slippe. Det var som om Hannahs ben pludselig hastede mod opholdsstuen, som om hun jagtede noget, måske tiden. Benene var ikke tunge mere, det gik stærkt, da hun begyndte at tænke på den spildte tid, der var gået i dag.

Tiden pressede på. Hannah stoppede brat op og tog en dyb indånding: "Mai, jeg ved ikke om jeg kan mere! Det er for hårdt at gå her i dag med manglende overskud. Det er som et kapløb mod tiden. Jeg har det godt med dig, mine roomies og fællesskabet. Græsset er bare altid grønnere. for mig” Hannahs stemme knækkede og tårerne væltede frem “Det som om jeg mangler noget eller nogen. Tiden løber fra mig. Den forbandede tid. Jeg kan ikke nå at skabe det fællesskab jeg drømmer om, og det som om jeg altid går på den yderste kant af vennegruppen. Og de..de kan sikkert ikke engang lide mig” angsten var svulmet op i Hannah som en orkan. Mens Mai bare havde stået og lyttede, og sparkede til en sten som tidsfordriv.

Ordene hang fast i Mai, og hun var pludselig forstenet af chokket over de mange tåre, der strømmede ned over Hannahs trøje, og gjorde den gennemblødt. Tankerne kørte i Mais hoved fordi, hvor blev tiden af? Viby Efterskole, som skulle være "Det bedste år af deres liv", føltes pludselig som en tung byrde. Hendes blik faldt til jorden.

"Jeg kender det der," sagde Mai efter et stykke tid. "Vi tror hele tiden, at vi skal finde noget, der kan få tiden til at gå hurtigere eller langsommere, så vi kan følge med i vores eget tempo". Men vi kan ikke styre tiden. Jeg er sikker på, at der sidder mange inde i opholdsstuen, der glæder sig til at se os og være en del af fællesskabet. Vi skal bare tage chancen, ligesom når vi står på teaterscenen." sagde Mai og trak vejret dybt. Hannah fandt ud af at hun ikke var alene, fordi Mai mærkede også det tidspres, som efterskole kunne give, også Viby Efterskole.

Da de nåede til opholdsstuen som summede af liv, stod Adam klar ved poolbordet. “Skal vi spille?" spurgte Adam med et smil, som Hannah ikke kunne modstå. Hannahs hjerte bankede hurtigere, de sidste par dage havde de snakkede meget dybt sammen. Spillet strakte sig over en time, og mod alle odds vandt Hannah. Flere og flere samlede sig rundt om poolbordet. der blev grint og de morede sig virkelig, som et kæmpe fællesskab.

Det var dét, der holdt Hannah i live, fordi det var dét der var efterskole og glæde-

“det bedste år i ens liv”. Det var Dét Hannah længtes efter…følelesen af at høre til.

Luften føltes pludselig tungere og Hannahs øjne begyndte at sløre. Tiden kom snigende ind på hende, og hun begyndte at zoome ud. Samtalerne blev til støj, og hun kunne ikke længere følge med i hvad de andre snakkede

om. Hun mærkede tiden gik langsommere, og at hun langsomt mistede kræfterne og energien til at være på. Overtænkning og magtesløsheden var nu det eneste hun kunne mærke. Det var som om tiden selv var gået i stå.

Hendes hjerte bankede hurtigere og pludselig gik sekunder langt hurtigere end de plejede. Hun gik glip af mere af tiden nu, fordi hun sad og hev efter vejret i stedet for at socialisere sig. langsomt rejste Hannah sig og løb ind mod sit værelse. Værelset hvor hun kunne finde tryghed med billeder af venner hjemmefra, den larmende blæser og en dyne som mærkes tungt og rart rundt om Hannah. Hannah kiggede ud ad vinduet. Træerne var begyndt at blafre, og skyerne dækkede den ellers førhen skyfri himmel. Henne på hendes værelse kunne hun finde ro og gemme sig. Dér kun hun være sig selv, ikke blot en facade og ikke længere den alle andre forventede.

Mai bankede roligt på døren. Da Hannah ikke fik svar og Hannah begyndte at panikke, så åbnede hun døren og satte sig roligt på sengen ved siden af Hannah. Mai lagde armene omkring hende og sagde “Hannah, sårbarhed er ikke en svaghed. det viser bare du har været stærk” hviskede Mai “ det viser bare du er et menneske og ikke en robot. Det er menneskeligt at være sårbar. Bag uniformen er den ægte dig, som er den Hannah vi gerne vil se” Mai vidste præcis hvad Hannah havde brug for at høre, og fortsatte med at berolige hende. Hannahs trøje var fyldt med de tårer som hun havde grædt, men som Mai så dem var det tåre der opstod fra tidens pres. der pressede Hannah ud i at skulle stresse hele tiden. “Jeg kan godt se, at fællesskabet nogle gange kræver for meget overskud og tid, og det er okay. Nogle dage har vi bare ikke den tid eller energi, vi har brug for. Men husk, at selv den mest ekstroverte har brug for pauser. Tiden stopper ikke, men det betyder ikke, at du skal løbe med den hele tiden. tiden skal ik fjerne din glæde” sagde Mai denne gang med spejling til sig selv. Hun talte også til sig selv, som den udadvenende person hun var. Hannah stoppede med at græde. hendes ben havde fået kræfterne tilbage og hendes øjne blev lyst op af solen, der var håb og hun vil ikke lade tiden stoppe hende, for at have det sjovt.

Hannah trak vejret dybt. Hendes hjerte bankede stadig hurtigt, men Mai havde en ro over sig, som gjorde det hele lettere at bære. "Det er ligesom på scenen," sagde Mai blidt. "Der finder du også modet til at udfordre dig selv. Du er modig, Hannah." sagde Mai. De gik tilbage i skoven, for at få snakket ud, da de mødte Adam.

“Adam kom herover “ råbte Hannah. Nu med hel ny energi og en tid som fulgte efter hende, som lige i dette øjeblik gik stærkt. Adam blev vinkede over og fulgte efter Hannah som vil vise scenerne og hendes nye monolog. De gik sammen ind i teater1, hvor det hele føltes mere intens og indelukket, men på en god måde det var altid rart at spille og det var som om verden udenfor ikke længere eksisterede. Da de kom derind, tager Adam Hannahs hånd, og Hannahs hjerte sprang flere hjerteslag over. Tiden løber efter dem, de har kun 10 min sammen før Mai vil komme tilbage. Tiden pressede Hannah igen, der var en tidsfrist, som der jo ofte er.. Hannah havde bedt Mai om at finde nogle andre at hænge ud med lidt. Hannah vil ære alene med Adam og tiden. Tiden fløj. Hannah vidste hvad hun skulle til at sige “Jeg vil indkapsle tiden og dig…Adam “Det blev sagt meget intim, og på under få sekunder rammer Adams læber Hannahs. Hun var forelsket i Adam, og da deres læber mødtes, stod tiden stille. Det føltes som om, dette øjeblik kunne vare evigt. Men så gik minutterne. Hvorfor kunne tiden ikke bare stoppe?

De endte med ikke at øve monologen, men i stedet lod de øjeblikkets glæde og overskud fylde dem. Tiden fløj, men den gjorde det på en god måde. Og selvom det var svært at forstå, vidste Hannah, at efterskolelivet var fuld af øjeblikke der fløj forbi.

Da de går ud af lokalet, bliver klaverspillet højere og højre, det summere altid af liv på Viby Efterskole, der er altid nogle der spiller og synger. Wow det var rart syntes Hannah, fordi hun kunne nu overskue næste Teater

Time. teater gør hende så glad, men lige nu der er hun en sommerfugl der endnu ikke kan flyve. Hun er smadret. Mai kom løbende hen til hende og råbte "Hannah, vi skal spille til efterskolernes dag sammen. Jeg er så glad. Vi har bare ét problem vi har kun 1 uge. Tiden. Tiden der igen presser 1 uge med en tid som forfølger én og ånder Hannah i nakken. Hannahs mave snørede sig sammen. "Det kan jeg ikke. Det kræver for meget mod, for meget sårbarhed for meget TID. Det kræver for meget af mig," sagde hun og kiggede ned i jorden.

"Tiden... hvorfor kan vi ikke styre den?" hviskede hun gispende og ønskede, at hun kunne spole tilbage eller springe frem i tiden til et punkt, hvor alt føltes lettere.

Adam kom løbende. Han kendte Hannahs frygt. "Du har været hovedrollen så mange gange, Hannah. Du er fantastisk. Du kan sagtens klare det," sagde han opmuntrende. "Du har kun ét år her grib chancen, der er så mange der misunder dig for at have fået chancen. Du er inderst inde bevidst om at du er stjerne på scenen, find den tanke der er gemt væk og før den frem”

Mai nikkede og gentog: "Ja, Hannah. Du må bruge tiden, mens du har den."

Men Adams ansigt ændrede sig dristigt. Han vendte sig mod Mai og råbte: "Stop, Mai! Forstår du ikke, at Hannah er stresset over tiden? Hun skal nok klare det, men i sit eget tempo. Bare fordi hun tager en pause, betyder det ikke, at hun går glip af noget eller misser tid. Hun er stadig fantastisk også når hun har brug for at trække sig, og udnytte tiden på en anden måde." Hannah kunne ikke holde det ud mere. Hun løb gennem skolens amfiteater, forbi de syngende elever og klaveret i spisesalen, indtil hun nåede sit musikværelset. Her kunne hun være sig selv og slippe sin kreativitet løs. Også selvom hun til daglig var den smilende, udadvendte Hannah, havde hun også brug for at trække stikket og lade op.

Adam fandt Hannah i musiklokalet og omklamrede Hannah. “Man kan ikke stoppe tiden, men stoppe med at fortage sig så mange aktiviteter, at man mister de værdifulde øjeblikke” Hannah sukkede dybt, forsatte med at snakke og kiggede op på Adam. Pludselig kom der en åbenbaring. Tiden er ik en fjende. Hendes tanker drejede sig nu kun omkring tiden, og pludselig blev de hurtige trommeslag langsomme “Fra nu af vil jeg se tiden på en anden måde og tage alt i mit tempo, men også gribe de haner der er. Verden skal se mig som den jeg er, og se jeg udnytter tiden på den måde jeg vil og har lyst” Hannah kigger indgående på Mai. “Mai vi klare den sammen og så bruger vi tiden på vores måde, og så presser vi ikke tiden. vi bliver de bedste stjerner på den scene".

“Tiden... hvorfor er den så vigtig?” spurgte Hannah, et par måneder senere. Mai svarede: "Noget er på vej, ikke i rute men på vej. det er tiden den er på vej men har ikke én bestemt rute, men den er på vej”. Dengang havde Hannah ikke haft noget svar. Men nu vidste hun bedre. Tiden var en irriterende realitet, et grundvilkår man ikke kunne flygte fra. Men måske handlede det ikke om at kæmpe imod den. Måske skulle man bare lære at acceptere den og finde sin egen vej igennem. Hannah trådte frem i lyset på scenen. Hun kunne mærke tiden snurre rundt om hende, men i dette øjeblik stod alt stille. Det var nu, og det var nok.

Det blev det bedste i deres liv. Året der føltes om en evighed. Evigheden som føltes som år. De evigheder Hannah selv kunne putte inputs. Ikke fordi de besejret tiden, men fordi de så tiden som en ven de skulle acceptere og ikke en fjende de blev pressede af. Selvom tiden nogle gange føltes som en fjende, indså Hannah og Mai, at det i virkeligheden var en gave fyldt med fællesskab, glæde, hygge, tåre og grin alt sammen indkapslet i tiden. Noget, de kunne forme med deres egne handlinger-alt det der gør tiden værdifuld.

På Randen Af Fortiden

Mai Tranholm Jakobsen

Jeg var ude at gå. Solen stod højt på himlen. Jeg gik på nogle snoede stier i nærheden af min by. Træer var på begge sider af mig, i tynde lag. Græsset på siderne af stien var fulde af farver, kun forstærket af solen. Det var flot.

Som jeg gik videre, nærmede jeg mig blomsterdalen. Blomster dukkede op rundt omkring mig. Jeg kørte min hånd igennem dem som jeg gik. Vinden suste mellem blomsterne, forbi mine øre og igennem mit hår. Alt var så roligt i det øjeblik.

Jeg kiggede ud over dalen. Den var så farverig, fuld af liv.

Men der, lige i kanten af stien, var én vissen blomst. Underligt. Jeg stoppede op og betragtede den.

Den var grå. Tom. Død.

Jeg observerede den i endnu et par sekunder før jeg gik videre. Jeg kiggede på de andre farverige, levende blomster. Prøvede at fokusere på dem. Men det var som om selvom jeg var gået videre var den der stadig. Den døde blomst. Gad vide om den havde været smuk? Om den var blevet trampet på eller om den havde fået lov til at gro og leve som den ville? Gad vide om den havde levet godt, lige til den ikke kunne mere? Var den okay?

Jeg rystede mit hoved og kørte mine hænder over mit ansigt. Hvordan kunne en blomst have så meget indflydelse? Hvorfor bekymrede det mig?

Og så var det som om der var noget der gik op for mig. Jeg ved ikke hvad det var, men der var bare noget der klikkede.

Det blev svært at trække vejret. Pressede ved mit bryst.

Jeg kiggede op på dalen igen. Det var en gammel mand, der stod og høstede blomster. Hans øjne låste på mine. De var mørke som kul. De trak mig ind. Omringede mig. Druknede mig. Sort.

Det var ikke så lang tid siden. Mit første kys.

Jeg var ude at gå med ham. Vi stoppede op og nød omgivelserne. Vi var endt på stranden. Det var i foråret. Vinden trak det løse sand med hen over stranden. Vandet bølgede stille. Hans blå øjne passede næsten til vandet. Han havde øjne man kunne blive helt væk i, i lang tid. Han havde de smukkeste øjne jeg nogen sinde havde set.

Vi sagde ikke så meget mens vi gik. Bare at vi var sammen var nok.

Han flettede sine varme fingre med mine kolde. Delte sin varme. Han kiggede på mig.

“Du er kold.” Sagde han

“Du er varm.” Svarede jeg

Han smilte ved mit svar og stoppede op. Jeg stoppede også. Han vendte sig imod mig, tog min anden hånd. Jeg kiggede ned på vores flettede fingre før mit blik løftede sig til hans ansigt igen. Hans øjne gled ned på mine læber. Det gjorde mine også. Jeg gav ham et lille nik. Et ja. Han ventede ikke et sekund mere før hans læber landede blødt på mine. Jeg kunne mærke gnisterne mellem vores læber. Hans ene hånd brød fra min for at sno sig om min talje og trække mig tættere på. Sommerfuglene i min mave styrtede rundt indeni.

I det øjeblik var alt okay. Alt var perfekt. Jeg ønskede at verdenen bare vil stoppe og aldrig starte igen. At jeg for evigt kunne være her. Med ham.

Han trak sig fra mig og kiggede mig dybt i øjnene. Alt den varme han lige havde delt med mig, forlod mig langsomt.

Han sagde noget til mig, men jeg hørte det ikke. Jeg var så fokuseret på hvad der lige var sket. Varmen. Hans bløde læber. Hvor meget jeg vil mærke ham igen.

Jeg blev koldere.

Det stak koldt ved mit hjerte som nåle der stille sank dybere og dybere. Pinefuldt.

Jeg kiggede rundt. Det var mørkt over alt. Jeg kunne ikke se andet end mørket. Der var intet andet end mørke. Jeg prøvede at række mine arme ud for at mærke efter noget at gribe fat i. Der var ingenting. Pludseligt var der et lys bag mig. Jeg vendte mig og så en telefon. Den var åben på beskeder. Der dingede en ny besked ind.

“Du er så fucking fake. Hvordan kunne du???”

Jeg kiggede på beskeden. Nålene sank dybere. Min mund blev tør. Jeg rystede på hovedet, forvirret. Bange. Luftvejene føltes mindre og mindre. Mit hjerte bankede voldsomt. Telefonen skrev en besked tilbage til hende.

“Jeg har aldrig sagt det der om dig. Jeg ved ikke hvem, der har sagt det, men jeg har ikke.”

Minderne bankede tilbage i hovedet på mig. Jeg havde sagt det. Det var mig, der havde sagt til folk at hun havde haft sex med 2. Men det var aldrig mig, der sagde at hun gik rundt på gaden og bedt om at blive kneppet. Aldrig mig, der sagde at hun havde suttet pik på adskillige folk på årgangen.

Jeg modtog en besked mere. En kniv i maven. Kvalt. Luft.

“Jeg troede vi var venner. Men det er vi jo så alligevel ikke når du render rundt og fortæller at jeg er en luder”

Tårerne stak i øjnene samtidigt med at mit syn blev mere og mere sløret. En klump samlede sig i min hals. Jeg havde aldrig troet, at det ville gå så vidt som det gjorde. Det var fuldstændigt ude af kontrol, og det hele var min skyld. Min skyld. Skyld. Skam. Det pressede på mit bryst. Ingen luft. Sand i munden. En kniv mere i maven. Hjælp.

“Jeg har aldrig sagt til nogen at du er en luder. Hvem er det overhovedet, der har fortalt dig, at jeg har sagt alt det der lort når jeg ikke har??”

Jeg blinkede tårerne væk. De trillede ned ad mine kinder.

Jeg vendte mig for at løbe væk. Forsvinde. Skammen rev i mit bryst. Mit ene ben satte sig foran det andet og begyndte at løbe. Med et blink af et øje var jeg mødt af en telefon igen. Samtalen.

“Du er så dårlig til at lyve, det er helt vildt. Emma fortalte at du har sagt til hende, at jeg er en kæmpe luder og har gået og suttet pik på folk.”

Jeg rystede på hovedet. Stop, stop, stop!

Mine hænder flettede sig i mit hår og trak. Ingen luft. Svimmel. Kvalt. Hjælp.

Jeg hev efter vejret og vendte mig igen for at flygte fra min skam. Mit hjerte bankede derudaf.

Jeg faldt til mine knæ.

Telefonen viste sig foran mig igen.

“Du ved godt jeg aldrig vil sige sådan noget. Jeg har aldrig snakket med Emma om noget som helst,” Emma var den første jeg havde fortalt det til. “jeg vil aldrig fortælle sådan noget om dig!!” Det var jo i princippet det jeg lige havde gjort. “Stol på mig. Please."

Jeg bankede mig selv i hovedet for at have gået til Emma og fortalt den hemmelighed jeg lige havde svoret på at jeg aldrig ville fortælle til nogen. Hvorfor fortalte jeg det også?

Det sortnede for mine øjne. Jeg kunne ikke se. Ikke høre. Ikke fornemme. Svimmel. Kvalt. Kniv. Sand. Pres. Telefonen slukkede. Alt blev sort.

Alt blev stille.

Jeg fik styr på min vejrtrækning igen. Jeg fik styr på det hele.

Gennem mine lukkede øjne kunne jeg ane at det blev lyst.

Jeg åbnede mine øjne og tog en dyb indånding.

Mine læber strakte sig til et lille smil.

Jeg var tilbage på Blomsterdalen. Det var sidste sommer. Der var varmt og næsten ingen vind.

Blomsterne omringede mig som jeg lagde i midten af dem. Jeg kiggede til min ene side. Der var hun, min bedste veninde. Vi lå sammen på et tæppe. Små buketter og kranse lå omkring på tæppet sammen med os.

Langsomt satte jeg mig op. Jeg tog en krans i hænderne og placerede den på mit hoved. Hun åbnede sine øjne og kiggede på mig med et lille smil.

“Den klæder dig.” Sagde hun Jeg skød hende et forlegent smil.

Jeg var ikke så god med komplimenter, men det var hun. Hun brugte dem som var det penge, mens jeg sjældent komplimenterede nogen eller noget. Det kunne jeg godt lide ved hende.

Der var bare noget ved hende. Hun var så nem at være sammen med. Hun havde det smukkeste smil. Og de dejlige øjne der kunne lyse selv det mørkeste rum op. Den første der altid var på dansegulvet, var hende. Den første til at komme på de vildeste ideer, var hende.

Hun var en YOLO-person, og det vil jeg for altid elske hende for. Hun havde brudt så mange af mine grænser for at skabe uforglemmelige oplevelser for livet. Aldrig havde jeg troet at jeg skulle have været med til at bade nøgen eller bungee jumpe. Jeg havde heller aldrig troet, at hun ville planlægge en rejse til USA i en uge, bag om vores forældres rygge. Hvordan var det nogensinde muligt?

Vi var totalt modsætninger, men alligevel passede vi så godt med hinanden. Min platoniske soulmate.

“Tak,” svarede jeg.

Jeg beundrede hende. Hendes skønhed, grimhed, udseende, personlighed. Hun var alt jeg gerne ville være. Mon hun tænkte det samme om mig?

“Du er der snart," sagde hun. Mine bryn rynkede. Jeg kiggede forvirret på hende.

"Bare træk vejret.”

Det var det sidste hun sagde, før jeg ikke kunne trække vejret mere. Alt forsvandt omkring mig. Hun forsvandt. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg blev kvalt.

Jeg tog mig til halsen. Kvalt. Ingen luft.

Det begyndte at gøre ondt i hele kroppen. Mit hjerte… Jeg kunne mærke at det ikke bankede. Min frygt eksploderede inden i. Jeg prøvede at skrige efter hjælp, men jeg kunne ikke. Jeg rakte ud efter en livline. Ingenting. Mine øjne lukkede.

Jeg faldt. Ramte vand. Det omfavnede min krop og gennemblødte mig langsomt. Jeg gav op. Jeg prøvede at finde roen. Som jeg stille sank længere ned under vandoverfladen, faldt jeg mere og mere til ro. Mine muskler slappede af. Lyset kunne jeg ane gennem mine øjnlåg. Jeg var klar til at give slip.

Men hurtigt blev roen afbrudt. Min krop spændte op. Det var som om jeg fik et stød igennem mig. Mit hjerte begyndte at banke hårdt igen.

Jeg åbnede mine øjne med et sæt. Jeg kunne endelig trække vejret igen. Jeg indåndede desperat. Luft.

“Der er en puls!” Sagde en stemme “Hun er vågen.” Sagde en anden

Der var adskillige mennesker omkring mig. Jeg kiggede bange og forvirret på dem. Smerte bredte sig i mit bryst omkring mit hjerte. Jeg kiggede ned af mig selv. En hjertestarter. Mit hoved blev tvunget ned at ligge igen af en kvinde. Hendes hænder aede mit hår roligt.

"Du skal bare tage det helt roligt, okay?” Sagde hun

Jeg lå på stien. Der var små grus sten under mig. Det stak mig let på min ryg og mine arme. Jeg var ved at have styr på min vejrtrækning igen, men det gjorde ondt.

Blomsterne på begge mine sider. De var lige så farverige som før. Ikke fordi de vil ændre sig meget på nogle minutter. Ude i krogen af mit øje kunne jeg se den visne blomst.

Mine øjne låste på den samtidigt med at mine bryn rynkede forvirret.

“Der kommer en ambulance lige om lidt.” Kvinden aede noget hår væk fra mit ansigt.

Helt ærligt var jeg så ligeglad med den ambulance. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på den forbandede visne blomst. Hvad var der med den? Hvorfor var den stadig i mit hoved?

Smerten i mit bryst fortsatte, hvilket gjorde det en del sværere at trække vejret ordentligt.

“Nu er de her for at hente dig.” Sagde kvinden, imens ambulanceredderne spurgte de andre om, hvad der var sket.

En paramediciner fik taget mit blodtryk og satte nogle forskellige ting på min brystkasse – nok for at holde øje med mit hjerte. De rakte efter noget i tasken de havde med, før de satte sig ved min side igen. De pakkede noget ud, men det var jeg enligt meget ligeglad med. I min håndryg mærkede jeg noget der stak. En nål. De satte et drop på mig.

Alt imens de arbejdede på mig stillede de mig spørgsmål. Jeg svarede når jeg lige gad. Men det gjorde for ondt at snakke. Ondt at trække vejret. Ondt at leve.

De løftede båren. Jeg kiggede på den visne blomst en sidste gang, før jeg blev taget med til ambulancen.

Mig eller ham

Maja Løwe Nielsen

"HVOR ER DET BARE TYPISK RONJA AT FINDE SAMMEN MED SÅDAN EN SAMFUNDSTABER," Ellas paniske stemme lød kraftigt i telefonen. Den er kun blevet højere, som tiden gik. Opkaldet har snart varet 45 minutter, og hun er ikke faldet det mindste til ro endnu. Rut prøver at få hende til at slappe af.

"Men Ella, du vidste jo godt fra starten, da du mødte ham-," endnu et mislykket forsøg.

"Ja, jeg vidste, at han var dårligt nyt. Det har jeg vidst lige siden, jeg kom ind på hendes værelse og så ham sidde og ryge i vindueskarmen."

"Men vidste du det der?"

"At han var søn af Rolf. Den psykopat, det klamme svin." Foragten i hendes stemme overdøver næsten frygten, som larmer gennem telefonen. De ved begge to, at Aksels far er kendt for de mest uhyrlige ting. De ved også, at chancerne for, at Aksel højst sandsynligt også har taget del i en stor del af dem, er høje.

Der er stille i lidt tid.

"Er du bange på grund af det, Rolf gjorde mod Morten?" Rut beslutter at dele stilheden mellem dem. Det er et spørgsmål, hun har tænkt over længe. Hun har hørt forskellige historier om, hvad der er sket mellem Morten og Rolf, men de endte alle sammen på samme måde: et skænderi, et skud, et liv mindre.

"Morten var Aksels bedste ven. Hvis Aksels egen far kunne finde på at gå efter hans bedste ven bare for at få fat på ham, hvorfor så ikke hans kæreste? Forstår Ronja ikke, hvor meget fare hun sætter sig selv og andre i?" Foragten flyder stille væk. Hun hader ham stadig, men det er ikke så råt. Hadet er sårbart, frygteligt og medfølende. Rut forstår udmærket godt, hvorfor Ella reagerer så panisk. Hun frygter Rolfs psykopatiske og uansvarlige adfærd.

Rut kigger på telefonen. 57 minutter. Rut ved, at det må komme til en ende. Hun ved også, at Ella er nødt til at komme ud af det. Den eneste måde, Rut kan komme på, der måske kan hjælpe dem begge, er, hvis Ella beder Ronja vælge: Ella eller Aksel.

Ella bliver helt stille, da ideen bliver bragt på bordet. Man kan næsten høre hendes tanker gennem telefonen. Vælger hun Ella, får hun en veninde, der vil elske hende og støtte hende. Vælger hun Aksel, får hun hendes livs kærlighed, men hun får også en lille dreng, der havde en pistol i hånden alt for tidligt. Nemt valg, ikke?

Samtalen bliver afsluttet, ikke med et svar fra Ella, men af et farvel og et "jeg finder ud af det."

Det er nu få dage siden, de har snakket sammen. Ronja og Ella har en aftale i kalenderen. Om en time. Ella står foran spejlet. Hun kigger bare. Hun har lige lagt et nyt lag selvbruner, men ser stadig bleg ud som altid. Hun svinger en taske over skulderen og tager tre dybe vejrtrækninger. Ind, ud, ind, ud og ind, ud. Kolding by ligner sig selv. Den er tom. De skal mødes ved slotsøen. Ronja sidder på en bænk. Telefonen i hendes hånd er tændt, men hendes blik forsvinder ned i græsset. Ella kommer op bag Ronja. Hendes hjerte banker derudaf. Hun vil bare have det overstået. Ronja har ikke opdaget Ella bag sig endnu. Det overrasker Ella, for hun føler, at hun er ved at eksplodere. Hun åbner munden. Ingenting. Ikke en lyd, ikke et ord. Hun spænder alle sine stemmebånd, sin mave, sin kæbe.

"Mig-eller-ham," det ryger ud af hendes mund. Faktisk så hurtigt og pludseligt, at Ronja springer af bænken.

Hun kigger op på Ella med frygt. Hun hørte egentlig godt, hvad hun sagde, men beder alligevel hende gentage.

Da Ronja får det forsikret, spørger hun, hvad der har frembragt dette pludselige, dog vigtige udbrud. Ella forklarer alt, hvad hende og Rut havde snakket om, og hun uddyber sine bekymringer.

Hun havde forventet, at Ronja ville udvise forståelse for hendes bekymringer, men i stedet kigger Ronja bare på hende med vrede og skuffelse.

"Du kan ikke sætte ham op på den måde. Jeg elsker ham, og han elsker mig. Han har sine familieproblemer ligesom mig. Han ville aldrig lade sin far gøre mig ondt," protesterer Ronja.

Ella har ikke brug for at svare. Hun kan mærke, at beslutningen var truffet. Hun er blevet valgt fra. Ella bliver selvfølgelig ked af det. Hun fortsætter hjem.

Ronja går forbi Kolding station, da hun ser en dreng og nogle mænd stå i hjørnet. Hun kigger på dem og skjuler det selvfølgelig. Hvem ved, hvad de kan finde på? Hun ser et glimt af den yngre dreng, som hun går forbi. Han står midt mellem mændene og giver den ene hoodie-klædte mand noget i hånden. Drengen kan hun genkende med det samme. Hun kan ikke se, hvad det var, han giver ham, men når hun kigger tilbage på hans families historie, kunne hun nok godt gætte, hvad det er. Hun gemmer sig bag et hjørne og venter på, at mændene forsvinder. Da de er gået, stormer hun hen til drengen. Hun kan se på hans røde kinder og svajen, at han er lidt småberuset. Hendes blik fylder ham. Fra top til tå. Og der ved hans tå lå en tom flaske sprit. Hendes blik dvæler ved flasken.

"Hvem var de?" Hun prøver at lyde uvidende.

"Nogle venner," han kigger på hende, men fanger ikke hendes blik.

"Aksel, du lovede, du ikke ville blive indblandet i din fars arbejde. Jeg har lige snakket med Ella, og hun ville have mig til at vælge. Det ville hun ikke have gjort, hvis hun stolede på dig. Du er simpelthen nødt til at love mig, at du ikke bliver mere indblandet i din fars arbejde."

"Hvem valgte du?" Han kigger hurtigt og intenst op.

"Var det det, du fik ud af, hvad jeg sagde?" Hendes blik er fjernt, da hun kigger på ham.

"Hvem valgte du?" Faste og kommanderende ord.

Hun kigger bare på ham. Det giver simpelthen ikke mening for hende, at han kan være så fjern og ikke se, hvor hårdt det er for hende. Hvor bange hun er for hans far, og hvor såret hun er over, at hendes bedste veninde forlod hende. Han begynder at blive irriteret over hendes mangel på svar. Han kyler flasken, han havde haft klar ved munden, ned i jorden. Hans arme griber hendes skuldre i et smertefuldt fast greb. Hans hår er uglet, og hans ånde stinker af sprit.

"Hvem fanden valgte du, kvindemenneske?!"

Alt blev sort. Hendes mors hånd begyndte at ryste mod spisebordet. Hun lagde sin hånd over. Den var kun halvt så stor. Hendes far var lige kommet hjem. Det lagde sådan en dunkel stemning over huset. Moren bad altid Ronja gå ind på værelset ved den tid. Ronja var måske ikke gammel, men hun vidste godt hvorfor. Døren sprang op, og hendes far kom ind. Hans skridt var ulige, hans hår uglet, og han kunne knapt nok sige en sammenhængende sætning. Ronja så altid, hvad der skete fra døren på klem. Det hele startede altid med, at han ville skændes, og lige meget hvad moren sagde, var det bare ikke rigtigt. Et smæk her og der. Fordrukne ord og skrigene fra en uheldig kvinde.

Minderne om håndmærkerne på hendes mors hud og den vrede, fulde mand kom altid tilbage i øjeblikke som dette. Aksel har samme vrede, samme utilregnelighed i blikket, når han kigger på hende. Nogle dage kunne han være den mest barmhjertige person i verden. Tårerne presser i hendes øjenkroge. Hun ved ikke, hvad hun skal

sige. Hun ser hendes far i hans øjne. Hun kigger på sine hænder; de ryster. Hun er hendes mor. Hun er bange. Hun er endt i noget, hun ikke kan overleve.

Solen går ned. De er kommet tilbage på Ronjas værelse. Han sidder som altid i vinduet og ryger gud ved hvad. De har ikke sagt et ord til hinanden siden. Ronja er ved at lægge sin makeup foran spejlet. De skal til fest. Hun har virkelig ikke lyst. Hendes hænder ryster stadig. Hun ved ikke, om det er, fordi hun ikke er kommet over det tidligere, eller om det har noget at gøre med den halvtomme vodka ved hendes side.

Festen gik lige forbi næsen på hende. Hun sidder på toilettet. Vodkaen er tom nu. Hun svajer på toilettet. Aksel havde været virkelig ubehagelig i løbet af aftenen. Hun kan stadig mærke den vrede, hun tidligere på dagen så i ham. Hendes hænder er ikke stoppet med at ryste. Hun tager stille telefonen op til øret.

"Ronja?" Ella lyder meget overrasket.

"Kan du hente mig?" Ronjas stemme er meget svag.

"Ronja, du gjorde det meget tyde-"

Hun bliver afbrudt af nogle højlydte og truende slag på døren.

"RONJA, DIN DUMME KOST, JEG VED DU ER HER. LUK OP, SÅ SKAL JEG KAFTEDME KOMME EFTER DIG!" Aksels stemme lød truende og yderst beruset.

Ella lægger på, og Ronja åbner døren.

Ella drejer ned ad vejen til festen. Hun kommer og ser Aksel stå med hænderne rundt om halsen på Ronja. Det ligner ikke, at han strammer, men Ronja ser heller ikke tilpas ud. Ella griber fat om Ronjas håndled og hiver. Aksel strammer sit greb, så Ella slipper med det samme. Hun kan godt se, at hun bare gør det værre. En af de andre gæster kalder belejligt på Aksel lige i det sekund. Han slipper sit greb. Man kan se, at han griber ud efter Ronjas håndled, men Ella er hurtig, og hun hiver Ronja langt nok væk til, at han ikke kan nå hende. De to piger løber ud og tager en taxi hjem.

Stay safe out there.

Modvind

Maria Lai Andersen

Jeg mærker luften under vingerne. Min vægtløse krop svæver ubesværet gennem luften, mens vinden rusker i mit hår. ”Sidder du nu og dagdrømmer igen?”.

Med ét er jeg tilbage i virkeligheden. Den triste virkelighed jeg desværre er nødt til at kalde mit hjem. Min mor sætter nogle nybagte boller på bordet foran mig. Hun har fundet endnu en ny opskrift, denne gang er det glutenfri chiaboller. Bollen er grålig med sorte pletter, og er på en gang både smattet og stenhård. Alligevel tvinger jeg den ned. Hun har brugt lang tid på dem, og jeg vil ikke gøre hende ked af det.

Efter morgenmaden skynder jeg mig ud til busstoppestedet. Det havde taget lidt længere tid at komme igennem bollen, end jeg havde troet. Bussen er heldigvis forsinket igen. Idet jeg træder ind i bussen, rammer lugten af 3 dage gammel bræk og alkohol mig. Der er næsten tomt. De eneste andre i bussen er en gammel, højst sandsynlig hjemløs, mand, der sidder ved vinduet og sover, og en kvinde med et skrigende barn.

Det ville havde været meget nemmere, hvis jeg bare var en fugl. Så ville jeg kunne flyve i skole. Næ, jeg ville ikke engang behøve at tage i skole. Så ville jeg bare kunne gøre det, der passer mig. Jeg kunne flyve langt væk fra alt og alle. Helt der ind i skoven hvor ingen ville kunne finde mig. Hvor det eneste, jeg ville kunne høre, var vinden i træerne og lyden af min egen sang. Men jeg er ikke en fugl. Jeg er bare et menneske, der bliver nødt til at tage en menneskebus, så jeg kan komme i menneskeskole. ”Næste stop Solvangsskolen” brummer en mekanisk damestemme. Det er mit stop. Stopknappen er lige foran mig, men jeg rører den ikke. Jeg bliver siddende. Bussen kører forbi mit stop, jeg siger ikke noget. Jeg bliver bare siddende. Jeg står først af ved endestationen.

Stationen er lige så tom som bussen, men det giver også mening, alle er jo i skole eller på arbejde. Den eneste anden på stationen er en ældre dame, der sidder på en bænk og fodrer nogle duer. Duerne slås om de små brødkrummer, som var det liv eller død. Det må være befriende ikke at have andet at tænke på, end om man får 6 eller 7 gratis brødkrummer. Jeg sætter mig på bænken ved siden af den ældre dame, der ser bekymret på mig. ”Du er jo bare skind og ben, kunne du ikke tænke dig noget brød?” siger den ældre dame til mig. Normalt ville jeg sige nej til mad fra fremmede, men hun virker harmløs, og jeg kan godt bruge noget rigtigt brød for en gangs skyld, så jeg tager imod brødet. ”Hvad laver du egentlig her? Burde du ikke være i skole?” spørger hun undrende. Ja, hvad laver jeg egentlig her? Inden jeg når at svare hende, ankommer hendes bus. Heldigvis. Jeg har ikke lyst til at lyve, men jeg kan ikke sige sandheden. For hvad er er sandheden? Jeg siger pænt farvel og putter brødet ned i min taske. Jeg har ikke så meget appetit efter de chiaboller.

Pling. Telefonen i min baglomme vibrerer. Det er mor.

Hvor er du? Skolen har ringet.

Jeg ignorerer beskeden. Jeg er endelig fri. Bare for en dag. Det skal jeg nyde. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan. Jeg ser mig omkring, og får øje på duerne. Hvad ville en fugl gøre? En af duerne letter og flyver mod skoven lidt udenfor byen. Skoven. Der var den. Jeg rejser mig fra bænken, og går ad landevejen ind imod skoven.

Luften i skoven er helt anderledes end den i byen. Teknisk set er det vel den samme luft, men det føles ikke sådan. I byen er himlen grålig, og luften er tung, men i skoven er de små himmelstykker, der titter frem mellem træernes lysegrønne blade, blå. Og luften er fyldt med små briser og duften af morgendug. I skoven kan jeg trække vejret igen. I skoven kan jeg mærke alle de ubehageligheder, der har ophobet sig i min sjæl, forlade min krop og blive erstattet med lykke. I skoven er jeg fri.

Jeg begynder at fløjte. Det ryger bare ud af mig. Jeg kender ikke melodien, men den lyder bekendt. En fugl der sidder i egetræet over mig, begynder at pippe. Det er den samme melodi. Det er som om den svarer mig. Det sikkert bare noget, jeg forestiller mig, men med fuglens ekko føler jeg mig hørt. Det har jeg ikke prøvet før. Min mave rumler, lyden afbryder vores sang. Sulten begynder at ramme mig. Jeg kommer i tanke om det brød, den ældre dame fra tidligere gav mig. Jeg tager det op af tasken, og tager en bid. Og så en mere.

DYT!

Jeg får et chok og brødet falder ud af hænderne på mig. En bil kører forbi mig. Jeg bliver lidt småirriteret. Biler hører ikke til i skoven, de hører til i byen. Jeg havde helt glemt byen. En flok fugle samler sig ved mit brød på jorden. De begynder at spise. De er ligeglade med, at der nu er jord og insekter på brødet. Jeg betragter dem i lidt tid. Jeg er stadig sulten. Jeg sætter mig på hug ved siden af fuglene, og mærker min mave rumle igen. Jeg tager et lille stykke af brødet. Det smager godt, så jeg tager et stykke mere. Fuglene er hurtige, så hvis jeg skal have noget mere, skal jeg være hurtigere. Jeg kæmper med fuglene, til der ikke er mere brød tilbage. Alle fuglene flyver væk, det sekund den sidste krumme er spist, så jeg tager min taske på ryggen, og bevæger mig længere ind i skoven.

Pip. Jeg troede fuglene var fløjet væk. Jeg kigger rundt, men jeg kan ikke få øje på nogen fugle. Pip. Det er et hånende pip. Fuglen vil ikke snakke, den driller mig. Pip. Det er som om fuglen er i min baglomme. Jeg putter hånden i baglommen og mærker en hård firkant. Nårh, det er bare min telefon, hvor er jeg dum. Det er flere beskeder fra min mor, hun er bekymret, men jeg er ligeglad. Jeg putter fuglen tilbage i lommen og hopper længere ind i skoven.

En fugl lander foran mig og begynder at tale til mig. Pip pip. Jeg svarer ved at fløjte. Den kigger forvirret på mig, som om den forstår mig. Men hvorfor skulle den ikke det, jeg forstår jo den. Vi taler sammen i lidt tid, men han skal videre. Jeg siger farvel, og han flyver væk. Jeg er blevet helt tørstig af alt den fløjten. Jeg ser mig omkring og får øje på en vandpyt lidt længere fremme. Jeg går hen til vandpytten og læner mig frem over den. Jeg mærker det kølige vand på mit næb. Jeg tager en tår. Det er rart. Jeg mærker følelsen af vandet på tungen.

Pip. Pip. Fuglen i min baglomme håner mig igen. Pip. Pip. Den lader mig ikke være. Jeg tager den ud af lommen og kigger den dybt ind i dens store sorte øjne. Pip. Pip. Hvorfor bliver den ved? Jeg siger at den skal stoppe, men den kigger mig bare dybere ind i øjnene og pipper videre. Pip. Pip. Jeg kan mærke varmen i min krop. Ikke den rare varme man får, når man tryg eller glad. Mere som om nogen har tændt en flamme dybt inde i min krop. Fuglen pipper videre, flammen vokser sig større. Jeg sætter fuglen på jorden, inden jeg gør noget jeg ville fortryde.

Jeg lader fuglen ligge på jorden og begynder at løbe. Jeg ved ikke hvorfor, jeg løber bare. Vinden rusker i mine fjer. Mine vinger begynder at flakke, og jorden forsvinder under mig. Min krop bliver vægtløs og svæver nu helt fredfyldt over træerne. Jeg kigger ud over landskabet og nyder udsigten over den by, jeg engang kaldte mit hjem.

Galnebær I En Mundfuld

Marie Tovgaard Andersen

Det rungede i hendes øre. Hun vidste det ville komme, hun vidste de ville komme. Hun bevægede sig hen mod døren. Lyden kom igen, som om hun ikke skyndede sig nok. Bankene blev højere jo tættere hun kom. Hun var så tæt på døren nu at hun kunne mærke dem rumstere utålmodigt på den anden side. De var lidt højere end hende, men med lidt afstand fra døren var de næsten i øjenhøjde. Deres skygger skinnede gennem de brunlige tonede vinduer. Ind. Ud.

”Fru Jensen?”

”Ja. Ja det mig.”

Der blev ikke sagt mere, ikke andet end et tegn til at følge med, de vidste alle hvad der skulle ske. Der var ikke lys på bilen, det kunne hurtigt ændre sig, hvert et sekund nu. Hvis de fandt hende. Den smukke kvinde

Der var roligt og tomt i Restauranten, en flok mænd i fine jakkesæt sad om et seksmandbord. De snakkede om hvad der virkede til at være arbejdes relateret. Det er ikke så populært at tage ud og spise på en tirsdag, dog gjorde hun det være uge.

”Kan jeg tage din ordre?”

Hun sad med blomsterne i skødet, hendes yndlings. Men hun manglede. Este. Hver tirsdag sad de her sammen. ”18.42”, hun kom aldrig for sent.

”Er.. er du klar til at bestille?”

”Øh nej, ellers tak, jeg tror ikke jeg skal have noget alligevel.”

Tjeneren kiggede forvirret, men forstående på hende. Hun rejste sig og gik, hendes øjne forblev dog på det samme sted, hendes plads, men den forblev tom.

”Og det var der du vækkede mistanke om noget var galt?”

Han sad overfor hende i et lille lokale, lidt større end hendes badeværelse. Der var koldt. Ind. Ud.

”Ja, hver tirsdag klokken 18.15, mødes vi på Olivenhaven til aftensmad og et glassvine, same bord, bord nummer 13. Vi har gjort det de sidste 6 år, og i den tid har Este aldrig været sent på den.”

”Este kommer aldrig for sent.”

”Prøvede du at ringe til hende, da hun ikke dukkede op?”

Hun kunne mærke rummet blev mindre. Hendes fod trippede hastigt under bordet. Smukke dame Ind. Ud.

”Ja selvfølgelig, mindst 20 gange, men den gik direkte på telefonsvar hver gang.”

”Hvor gik du hen da du forlod restauranten?”

”Jeg gik ud for at lede efter hende. Jeg startede med hendes arbejde, men hun var åbenbart ikke dukket op den morgen.”

”Derefter prøvede jeg hendes hus”

4 gange.

Bank, bank, bank, bank.

Døren knirkede højlydt, før en høj flot dame trådte frem i lyset. Hun havde aldrig set hende før. Hun var beklædt i et par tætsiddende lavtaljet jeans, der fremhævede hendes former. På overkroppen havde hun en tigerstribet top på, der lige kunne anes gennem hendes lange gyldenbrune hår, der hang ned over hendes bryst.

”Er de til mig?”

Hun kiggede ned i hendes arme.

”Ja blomsterne du står og holder søde ven. Er de til mig?”

”Nej.”

Hun havde plukket buketten til Este, det var jo hendes yndlings. Galnebær. De var begyndt at hænge lidt med hovederne.

”Hvad fanden laver du så her? Klokken er..”

Damen fiskede hendes telefon op af lommen. Det var en af de nyeste modeller.

”... halv et om natten.”

”Er Este hjemme?”

”Der bor ikke nogen her der hedder Esta, har du drukket? Er du fuld?”

Hun lænede sig lidt tilbage. Det var det rigtige hus. Nummer 37.

Inden hun nåede at åbne munden, lød der et højt knirk bag hende. På indkørslen bag hende var nu en sort BMW parkerede. Bilen var stadig tændt, og man kunne stadig høre motoren brumme. Forlygterne blindede hendes syn, så det var svært at sætte ansigt på chaufføren. Hun holdt en hånd over øjnene. Der blev stille, og ud af bilen steg en mand ud hun genkendte, Oleander, Estes mand.

”Skat, hvor i alverden har du været?”

Stemmen i døren var skinger, næsten hysterisk.

”Jeg har ringet over hundrede gange! Du kunne være død!”

”Jeg, je-”

Hans øjne var helt blanke, han havde svært ved at holde fokus.

”Hvor er hun, hvad har du gjort ved hende? HVOR ER ESTE?!”

”Skat hvad forgår der, hvem er det, kender du hende? Og hvem er hende Esta?”

Han stod tavst et øjeblik, og kiggede ned på buketten.

”Jeg ved det ikke skat, sikkert en eller anden fuld fra byen der er gået ind i det forkerte nabolag.”

”Hvad fuck snakker du om Oleander? Vi har kendt hinanden i over 10 år!”

”Hør her kvinde, hvis ikke du smutter af min grund ringer jeg efter politiet!”

”Ikke før jeg ringer og fortæller dem at Este er væk og DU har en finger med i spillet!”

”Ved du hvem hun er, kvinden der åbnede døren?”

Hun kunne mærke vreden næsten kogte inde i hende. Ind. Ud. Det hjalp ikke. Hun rejste sig op og slog hårdt ned i bordet.

”Hvornår helvede går det op for dig, jeg har næsten skåret det helt ud i pap for dig. Det fucking Oleander, han har gjort noget ved hende.”

Hun krymper sig tilbage i stolen igen. Tårne flyder ud forbi øjenlågene og falder ned ad hendes ansigt. Ind. Ud De finder hende snart. Belladonna.

Han prøver igen.

”Ved du hvem kvinden der åbnede døren er?”

Hun faldt langsomt til ro igen.

”Nej, eller jo. Det hende Oleander havde en affære med.”

Hun hadede at lyve, men hun løj jo ikke. Hun undlod bare noget af sandheden.

”Affære, hvad er det for en affære?”

Hendes skulder lagde sig forsigtigt ned igen.

”Sidst jeg mødtes med Este fortalte hun om sin mistanke om, at Oleander var hende utro. Hun sagde, at han opførte sig anderledes, han var aldrig hjemme, og at hun i kontoudtoget kunne se at der var købt flere dyre smykker, som ikke var hendes. Hun ville konfrontere ham, men jeg hørte aldrig fra hende og da hun ikke dukkede op til vores ugentlige aftale, tog jeg hjem til hende, og her mødte jeg kvinden.”

Idet hun lige når at afslutte hendes sætning, kommer en høj muskulær politimand brasende ind. Han ser presset ud, som han lige har løbet et maraton, eller måske set et spøgelse. Ind. Ud.

Døren blev flået op, og en uniformsklædt mand hastede ind. Betjent Nielsen stirrede op, irritationen strålede ud af ham.

”Hvad nu?” spurgte han hårdt, mens manden gispede efter vejret, som om han havde løbet hele vejen.

”Det... det kan ikke vente. Vi har fundet noget til sagen med den forsvundet kvinde. Det er meget vigtigt.”

”Jeg er lige midt i en afhøring.”

”Det beklager jeg men, nej, jeg tror ikke dette er noget du vil udsætte.”

Hans tone bliver bestemt og konkret.

”Undskyld mig, men hvad er det der kan være så vigtigt at du tillader dig at brase ind midt i en afhøring?!”

”Estes mand, Oleander, er blevet fundet død ude i en skov bundet fast til et træ med en buket, af hvad vi ville skyde på, er Galnebær i halsen. Kroppen er dog ikke blevet identificeret endnu

Hun vidste det ville komme. Det var jo også en del af planen. Ind. Ud.

Betjent Nielsen bliver paf i hovedet.

”Afhøringen er ovre.”

Dig og Mig

Markus Krat Perrild

Tankerne flyder rundt i hans hoved, han ved han må få det sagt, men hvornår og hvordan. Han vil jo ikke ødelægge noget mellem dem. Ham og Emma har været bedste venner siden børnehaven. Så hvordan skulle han kunne få det sagt uden de blev uvenner.

Han havde lige været i sommerhus med hende det var som om der var en helt anden kemi imellem dem. De andre år havde de jo bare leget, men efter at de er blevet 15, så er det som om der er en helt masse nye ting, så som kærlighed, alkohol og drama, som er begyndt at fylde meget.

Det var Emmas mormors sommerhus, hvor de havde været i mange år, men i år fik de lov til at være der helt selv.

Denne her sommer var anderledes på mange måder, de havde snakket meget mere, og set film sammen, og på en eller anden måde følte Jonas at der var noget anderledes ved Emma, da de havde set film sammen en af aftenerne var Emma rykket helt ind til ham.

Han vidste godt at hun følte tryghed hos ham, men her var det bare noget andet, det var helt, som om hun var blevet lidt forelsket i ham, men det kunne jo ikke være sandt, de var jo bare venner.

I år havde også været lidt mere følelsesladet på grund af Emmas mor, som havde fået brystkræft, og var alvorlig syg, så det gjorde det bare svære at fortælle hende det nu.

De kommer hjem fra ferie og hverdagen begynder nogenlunde og blive normal igen, det er den sidste dag inden de skal starte i skole igen, Jonas sidder på sit værelse og hører hans telefon brummer.

Badebroen kl. 17:30?? Fra Emma. Badebroen er stedet hvor Jonas og Emma altid mødtes for at snakke. Han tænkte at det her måtte være et tegn, nu var det på tide at fortælle det til Emma.

Han står der og venter og venter på hun kommer. Hun kommer løbende og giver ham en krammer. ”Hvad skulle vi mødes for” spørger Jonas lidt ivrigt ”Der var lige noget jeg gerne ville sige” sagde Emma ”Også mig” svarede Jonas. ”Du starter” sagde de på samme tid.

”Jeg starter bare så” sagde Jonas, i det samme øjeblik ringer Emmas telefon. Det er hendes far der ringede, Emma faldt sammen i gråd, det var hendes mor hun klarede den ikke.

Han havde aldrig set hende sådan der i flere dage sad hun bare på sit værelse og kiggede ud ad vinduet.

Endelig kom begravelsen hvor han kunne se hende igen, alle sad i sort og Jonas kunne godt mærke, at han blev lidt berørt, på grund af at han også har kendt Emmas mor lige så lang tid han kan huske tilbage.

Ceremonien varede i en halv time men for Jonas føltes det som flere timer, siden det eneste han kunne tænke på var hvor svært det ville blive og få det sagt nu.

De kom begge i skole dagen efter begravelsen, alle havde hørt de dårlige nyheder om Emmas mor.

Emma sad hele dagen over i hjørnet ved vinduet og kiggede ud, ligesom på sit værelse. Jonas rejste sig og gik over til hende, de sad og snakkede i hele frikvarteret, og han fik lige fremkaldt et lille grin eller to på et tidspunkt, det var lidt som om hun var ved at blive glad igen.

Tiden gik og det var nu blevet vinter, efter skole gik han over til Emma og spurgte hende om de ikke skulle tage hjem til ham og drikke noget varm kakao og se nogle julefilm, ligesom i de gamle dage. Emma blev helt glad og næsten lidt rørt over det.

De sad sammen i sengen under den varme dyne og så ”Love Actually” sammen.

Hun klamrede sig ind til ham og nussede hans arm, han lo ikke særligt mærke til det siden han tænkte at nu kunne det være det rigtige tidspunkt at få det sagt.

”Jeg har noget, som jeg har holdt inde på i et stykke tid nu, som jeg gerne vil sige” sagde Jonas med en blid stemme. ”Også mig” svarede Emma.

I det kommer Emmas far ind på værelset og siger

” Så Emma nu skal vi over til farmor og farfar og lave julehygge, ligesom traditionen, og hej Jonas håber du har det godt hils din far”.

Emma går med sin far men får hurtigt sagt ” Lad os mødes på broen kl. 20:30 og så kan vi sige hvad vi ville sige der”. ”Okay aftale” svarer Jonas med et smil.

Jonas går rundt i køkkenet og hører julemusik og danser med sin lillesøster og lillebror, fordi han er så lettet over endelig at kunne få det sagt.

Klokken bliver 20:20 og Jonas går ud i sneen og går i hurtigt tempo ned til broen.

Emma sidder der allerede, han sætter sig ved siden af hende, ” Må jeg ikke godt starte” siger han, ” Nej må jeg ikke godt” svarer hun tilbage. ” Vi siger det bare på samme tid okay” siger han. Han tæller ned ” 3, 2, 1”.

” JEG ER ELSKER DIG”.

” JEG ER BLEVET KÆRERSTER MED DIN VENINDE”.

Stemmen ingen hører

Mathilde M. Møller

“Bare gør det”

“Nej, jeg vil ikke”

“Kom nu, det er bare to fingre”

“Ej, nej, jeg vil altså virkelig ikke”

“Er du bange?”

“Joeh… Nej”

“Så gør det. Tænk på alt det du får ud af det. Tænk på hvad drengene vil synes om det. Hvor flot du vil blive. Alle vil følge dig. Se op til dig. Det er så enkelt, og du har jo gjort det før”

Hun tøvede, men stak til sidst to fingre i halsen, med en tåre løbende langs kinden.

Alarmen ringede. Astrid rullede om på siden og trykkede snooze.

“Op Astrid!”

Hun brummede og kæmpede sig op i siddende stilling. Lyset skar ind gennem gardinerne. Hun gned søvn ud af øjnene. Alarmen ringede igen. Hun slukkede den og kravlede ud af sengen. Tøjet lå spredt ud over gulvet. Mor havde bedt hende om at rydde det op dagen før, men hun kunne ikke overskue det. Hun samlede den første tshirt op og kæmpede den over hovedet. Køkkenet duftede af nybagte boller. Mor lavede altid boller. Hver eneste morgen. Hun havde rander under øjnene, men smilede alligevel, da hun så Astrids morgentrætte ansigt. Køkkenbordet var dækket med lækre, varme boller, der duftede så indbydende, og et koldt glas juice, med kolde dråber løbende langs siden. Hun satte sig og smurte den første bolle med smør og begyndte at spise. Det smagte af hjem.

“Er du nu sikker på du skal have endnu en bid?” sagde en dyb, hvæsende stemme fra hendes venstre skulder. En lille rødlig skabning, sad på hendes venstre skulder og stirrede hadefuldt på den lækre bolle. Hun prøvede at slå den væk med hånden, men den gik lige igennem den. Den djævle-lignende skabning så fornærmet på hende og gav hende et lille slag på halsen.

“Av!”

“Hvad sker der, Astrid?”

Mor vendte sig fra komfuret og så over på hende. Hun virkede ikke som om hun så den lille, ækle skabning, der havde sat sig til rette.

“Ikke noget."

Spejlet var hendes værste fjende. Det viste usandheder. Det dømte hende. Hendes kinder så runde ud. Men når hun rørte ved sit ansigt, føltes de smalle og kindbenene spidse. Hun vendte sig med siden til. Føj. Maven var så stor. Den var så oppustet at den stak mere ud, end hendes bryster gjorde. Hun sugede den ind. Det gjorde hun hele tiden, til den skreg om hjælp af smerte. Hendes lår var store. De blævrede, når hun gik. Så meget at alle ville lægge mærke til det, hvis hun nogensinde viste dem frem. Blævre, blævre. Mormor ben. Og så var der ar-

mene. Lange og slaskede. Intet hang sammen. Det var som et u-samlet puslespil. Hun blev stående og nedstirrede sig selv. Fandt hver eneste fejl. Hvert eneste problem. Alle steder der var for store eller for små. Hun hadede det. Det hele. Alt var forkert.

“Se det lige!”

“Ja, jeg ser det”

“Gør du? Prøv at gå helt tæt på. Se de arme! Se de lår! Den mave”

“Stop! Jeg har set det. Jeg har set det hele”.

Bussen var lige der. Hun kunne sagtens nå det. Hun prøvede, men djævlen greb fat om hendes venstre ben. Hvordan kunne sådan en lille skabning have sådan et fast greb? Hun var låst til stedet, og så bussen køre. Uden hende.

“Hvad vil du have jeg skal gøre nu?”

“Løb”

“Hva?”

“Løb”

“Ha ha, meget sjovt”

Djævlen satte sig roligt men stædigt ned og så på hende.

“Ligner jeg en der laver sjov?” sagde den fornærmet.

“Men der er så langt hjem”

“Præcis. Så kan du få forbrændt alle de kalorier, som du jo syntes var så vigtige at få, selvom du ved at det er langt over din kaloriegrænse!” hvæsede djævelen næsten hysterisk som et lille, surt barn og begyndte at kravle op ad hendes ben.

“Nej. Stop så”

Hun prøvede at ryste den af, men den blev ved med at kravle op ad hende. Bide hende. Krasse hende. Hun indså at det måtte se så dumt ud for udefrakommende. En 15-årig pige der stod og sprællede og talte til noget usynligt.

“Har du ikke lært af den lektie endnu? Du kan ikke fjerne mig. Kom så i gang. Hvis du ikke begynder at løbe nu, kommer jeg til at sidde og kredse og bide dig hele turen hjem”

Astrid stod lidt og overvejede sin situation. Måske havde den ret? Hun ville jo have godt af en ekstra løbetur. Hvad skulle hun sige til mor?

“Det er nemt nok. Bare sig at vi missede bussen”

Mor ville ikke stille videre spørgsmål. Hun begyndte at løbe, med djævelen på den ene skulder og den tunge taske på den anden.

Badeværelset var kvalmt. Det var så varmt. Vinduet var gået i stykker, så den varme luft ophobede sig bare i det lille rum. Faktisk føltes det som om rummet blev mindre. Væggene blev smallere. Det hele trak sig tættere op ad hende. Døren var låst, mor var ude. Hun lå ned. Hovedet gjorde ondt.

“Hvordan kan du gøre sådan noget? Se dig selv!”

“Men jeg skal jo gøre det, ellers er jeg jo ikke mere”.

“Du ER for meget! Se hvordan det hele er for småt til dig. Du er problemet her”.

Hun lå afkræftet på gulvet. Den lille djævel holdt fast om hendes ben. Han skubbede hende. Skubbede og skubbede. Hun kunne ikke kæmpe imod, men lod sig kravle over det varme og dog så kolde badeværelsegulv. Det føltes som en evighed. Hvordan kunne sådan et lille rum føles så stort? Den ene hånd ramte den kolde side af toilettet.

“Ja, sådan” sagde djævelen og kravlede op på hendes skulder igen.

Hun kæmpede sig op over det. Så kom den lette del. To fingre. Meget simpelt. Ind og ramme drøblen. Ind og ind. Hendes fingre bevægede sig længere og længere ned i halsen. Hun var sikker på, at hun snart ville ramme mavesækken, da fornemmelsen kom. Det kom helt nede fra og op gennem hele hendes krop. En ubehagelighed, som næsten gjorde ondt. Så røg det ud. En gang. To gange. Hun hostede i mellem. Smagen spredte sig til hele munden. Tre gange. Hun begyndte at græde. Tårerne trillede ned i toilettet sammen med alt det andet. Hun skyllede ud. Afsted tog hendes lidelser og morgenmad. Væk. Ned i kloakken. Så var det næsten glemt, som om det aldrig skete.

Madpakker blev taget op af tasker. Lugten af rugbrød med spegepølse, leverpostej og rullepølse fyldte lokalet. Madpakker som alle var så desperate efter at spise. Det var uforståeligt. Det var jo på ingen måde indbydende. Astrid sad med sin foran sig. Rugbrød og spegepølse. Det samme som hun havde spist de seneste ni år. Ni år, hvor hun gladeligt havde spist det og grint med sine venner imens. Nu sad hun der alene. Stanken gav hende kvalme. Det varme, slaskede rugbrød, med smør der havde stået for længe. Tanken om at tage en bid gav hende kuldegysninger. Det var i hvert fald over 150 kalorier, og sammen med morgenmaden vil hun have spist 500 kalorier.

“Kæft, du er fed! 500 kalorier? Klokken er kun tolv. Hvad har du tænkt dig at gøre resten af dagen? Du overskrider i hvert fald ikke grænsen! Så kan du løbe hjem fra skole”.

Alle stirrede. Det var hun sikker på. De ville alle snakke om hende, hvis hun ikke spiste noget. Så ville drengene begynde at kommentere, og pigerne dømme. Hun samlede et stykke op, løftede det hen til munden. Nu kunne hun se hver eneste hvide fedtprik på spegepølsen. Man ville kunne se hendes frokost på hende efter. Det ville man 100%! Hun tog en lille bid, tyggede i en evighed. Kæmpede med al styrke for at holde maden nede. Hele hendes krop skreg nej. Djævlen havde sat sig ned med en avis i hånden. Hun tog endnu en bid. Konsistensen var forfærdelig. Maden mellem tænderne, der blev mast til en samlet klump blandet med spyt.

“Jeg kan ikke”.

“Nej, selvfølgelig kan du ikke, og ej heller skal du”

Hun rejste sig og løb ud på skolens klamme toiletter, mens djævelen sad og nikkede tilfreds.

Astrid stirrede på uret. Kun ti minutter tilbage. Hun ville væk. Det var den værste tid på ugen. Kontoret var ubehageligt. Grønne vægge og en masse billeder med keywords og slang, som skulle forestille at være motiverende. Hendes ben rystede. Hun kunne ikke få det til at stoppe. Djævlen sad konstant og skubbede til det. “Er du der?”

Astrid fik øjenkontakt med hende.

“Du virker ikke som om du er til stede, søde. Husk, jeg er her for at hjælpe, ik’ ogs’?” sagde damen og rykkede lidt på sine små briller.

“Mhm”

“Hvornår har du sidst spist?”

“Øhm, i går tror jeg”

Hun rykkede sig uroligt.

“Astrid” sukkede damen og fortsatte: “Hvis jeg skal hjælpe dig, bliver du nødt til at fortælle mig sandheden. Husk, jeg dømmer dig ikke”.

“Du stoler ikke på hende, gør du?”.

“Hvorfor ikke?”

“Hun er ansat af dine forældre, for at få dig til at snakke. Jeg stoler i hvert fald ikke på hende”.

Måske havde den ret? Hvorfor skulle hun stole på hende? “Mhm”.

Hun begyndte at nulre med sit armbånd. Djævlen skubbede endnu mere til hendes ben. Hun fik næsten sofaen til at ryste. Damen så bare på hende. Hun hadede det! Hendes dybe, lyse, blå øjne gennemborede hende. Som om hun kunne se hendes dybeste hemmeligheder. Hendes lyse stemme, der altid havde en spørgende afrunding på alt hun sagde. Hendes farverige tøj, der fik hende til at ligne en billedkunstlærer fra indskolingen. Nu rystede alt. Rummet. Hende. Tankerne. Alt!

“Astrid?”

Det hele stoppede. Tiden frøs.

“Prøv at se dig selv”

Damen rakte hende et billede. Billedet forestillede en tynd, udsultet, næsten usynlig pige. En pige med et smalt ansigt og store øjne. Det smertede hende at se sådan en lidende pige. Hun så ud til at være samme alder som hende selv. Det lignede en hun engang havde kendt. Astrid kunne ikke stoppe med at stirre på det skræmmende billede. Det bevægede sig.

“Læg spejlet fra dig igen”

Hun blev ved med at stirre på billedet. Spejl. Spejl? Et spejl. Det var hende selv. Men det kunne ikke passe. Hun var stor og buttet. Hun var for stor.

“Du forsvinder, Astrid. Du er væk”

Skyggen af sidste sommer

Miriam Roslind Yechiely

Den silende regn trommede mod vinduet. Aftenen havde lagt sig sammen med mine tanker. Lyden af regndråberne hamrede mod ruden og blev højere og højere. Jeg kunne kun svagt ane lyden af nyhedsoplæseren fra fjernsynet ude i køkkenet.

Jeg begyndte at gå mod stuen for at se, hvad der var sket af nyheder. Da jeg kom ind i stuen, sad min far fastfrosset foran fjernsynet, omgivet af tomme ølflasker. Det så ud, som om hans øjne var ved at blive suget ind i skærmen, som om han ville blive en del af det, der skete på den. Hans mørke rander under øjnene matchede himlens farve udenfor. Jeg satte mig ned på den hårde, kolde sofa ved siden af ham, men jeg kunne ikke få hans opmærksomhed, selvom vi sad lige ved siden af hinanden. Men sådan havde det været i noget tid, så jeg var vant til det.

Mine øjne blev blændet af det skarpe lys fra fjernsynet, og de sidste nyheder skulle til at blive læst op. Jeg var ved at skifte kanal, da der pludselig kom et billede af en ung dreng op på skærmen. Han virkede underligt bekendt. Jeg skruede lyden op på max og troede egentlig, at min far ville sige noget til det, men han lagde ikke mærke til noget omkring sig, efter at han var begyndt at drikke. Han er blevet mere og mere aggressiv. Hans personlighed har virkelig ændret sig – ikke til det bedre, men tværtimod til det værre. Jeg er ofte bange for at komme hjem, fordi hans humør svinger som en gynge uden ende. Til tider er det, som om jeg ikke eksisterer, men andre gange, andre gange kan han blive så vred, at alting pludselig er min skyld. Var det måske min skyld, at mor døde? Var det min skyld, at han begyndte at drikke? Åbenbart.

Mit blik blev rettet mod fjernsynet, og jeg blev opslugt af det, for jeg ville vide, hvad der var med den her dreng. ”Det er nu præcis et år siden, denne unge mand døde på en ellers fredelig sommerlejr. Det er et stort savn, og politiet har stadig ikke fundet ud af, hvad der skete, og de har endnu ingen mistænkte," sagde nyhedsværten i en meget seriøs tone. Jeg var helt upåvirket af min far – det eneste, der fyldte mit sind, var billedet af drengen på skærmen. De begyndte at vise billeder af stedet. Det var nogle små hyggelige hytter i en skov langt fra byen. Jeg fik en klump i halsen. Stedet virkede uhyggeligt bekendt. Som om jeg havde været der før. Jeg har set billeder derfra før, men noget var anderledes. Det prikkede til min hukommelse, og mine tanker buldrede rundt i hovedet. Alle mine erindringer blev blandet sammen. "Du var da væk i den uge sidste sommer," sagde min far overfladisk. Jeg begyndte at reflektere over det. Jeg kunne slet intet huske fra den uge i sommerferien. Det var, som om mine erindringer var blevet stjålet og pakket langt ned i et mørkt hul, men som nu gerne ville titte frem igen.

Jeg tog et skridt ud af hytten og begyndte at lære de andre at kende. Jeg fik øje på en pige med et sødt smil. Jeg gik over til hende og begyndte at snakke lidt. Det gik op for mig, at vi faktisk havde meget til fælles, men alligevel var vi meget forskellige på visse punkter. Lejrlederne kaldte til samling, fordi vi skulle i gang med den første aktivitet.

Vi skulle ud på kanotur. Jeg blev sat sammen med en dreng. Jeg kiggede ned på hans tøj, og på brystet var der et lille slidt skilt, hvor der stod "Carl". Han mindede mig om noget, men jeg kunne ikke lige komme i tanke om, hvad det var. Det var en tomandskano, men min nye veninde, Maja, ville også være sammen med mig og Carl. Vi klemte os ned i kanoen og begyndte at sejle afsted. Mig og Carl fik snakket meget sammen, men Maja begyndte at opføre sig mærkeligt.

Vi kom længere ud på søen, der var spejlblank. Jeg roede med den ene hånd efter den anden, og små bølger begyndte at dukke op. Carl begyndte at fortælle lidt om sig selv og sit liv. Carl havde en meget kontroversiel personlighed. Han havde mange humørsvingninger og virkede ret ligeglad med sine medmennesker. Hans opførsel virkede bekendt. Det var, som om Maja havde et problem med Carl, og det kunne jeg egentlig godt forstå.

"Hey Mia, gider du ikke lige slukke for fjernsynet? Det har stået tændt alt for længe nu. Vil du ikke lige gå ned og købe en ramme øl?" Min far havde brat afbrudt mine tanker. Jeg stivnede i kroppen. Hvad var der lige sket? Vent, jeg var på den sommercamp, de snakkede om i fjernsynet... Jeg var tavs i noget tid, og min far gav op på at få et svar fra mig. Jeg begyndte at tænke på sommerlejren igen. Jeg kunne virkelig ikke huske, hvad der skete. En af de mange stablede tallerkener faldt på gulvet. De havde stået der i flere dage, og lyden blev ved med at runge i mit hoved i flere minutter.

Mit blik blev rettet mod jorden. Fliserne på gulvet var røde, og tallerkenen lå i tusind stykker. En af vejlederne kom hen og samlede det op og spurgte, om jeg var okay. Jeg kunne ikke svare. Jeg var tavs. Larmen fyldte hele rummet. Jeg kiggede op og sad i midten af spisesalen. Jeg tog et kig til højre, og Maja sad ved siden af mig. Hun kiggede ud over spisesalen og fik dyb øjenkontakt med Carl. Hun begyndte at fortælle mig alle mulige mærkelige ting om ham. Hun sagde, at hvis hun fik chancen, ville hun ødelægge hans liv. Hun mente, at han var uansvarlig og virkede som en fare for os og alle andre.

Gennem hele dagen begyndte hun at få et mere og mere sygt blik i øjnene. En ølflaske blev kastet gennem rummet med flere hundrede kilometer i timen. Glasstykker lå overalt, spredt ligesom mine tanker. Min far begyndte også at råbe af mig og blive aggressiv, både fysisk og psykisk, som om det var min skyld, at han var blevet sådan i første omgang. Og nu var det også min skyld, at hans sidste ølflaske gik i stykker. Er jeg bare en dårlig person? Jeg begynder at blive mere og mere overbevist om det. Ligesom min påvirkning på Maja. Alle omkring mig bliver langsomt dårlige mennesker.

Jeg prøvede virkelig at få de sidste erindringer tilbage, men alt var sløret. Alt blev sort. Jeg stod stivnet foran den mørke, blanke sø. Til min højre side stod Maja sammen med mig. Jeg hørte skridt bag mig komme nærmere og nærmere. Jeg vendte mig langsomt og forsigtigt om, og der stod Carl. Han stillede sig sammen med os i stilhed. Pludselig begyndte Maja at gå om bag ham. Hendes øjne var døde og kolde. "Jeg vil give dig, hvad du fortjener," sagde hun i en monoton tone. Jeg stivnede og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange for, hvad hun kunne finde på. Hendes hænder gled op ad hans ryg, og hun skubbede ham med al sin kraft ned i den kolde, mørke sø. Jeg stod bare. "Hvad har du dog gjort?" sagde jeg. Intet svar kom. Stilhedens larm fyldte mig. Jeg kiggede ned i søen, og i søens blanke spejl så jeg kun mig selv. Mit grimme sande spejlbillede. Det var mig. Det var kun mig hele tiden.

I et andet liv

Nanna Waaben

Hun vil være alt danser, advokat, den bedste hjertekirurg der findes. Til gengæld hader hun naturfagene, og gider ikke gå i skole hun vil være ballerina og tilfredsstille hendes syvårige jeg’s drømme og leve livet på en scene.

Hun vil også se alt rejse jorden tom, templer, bjerge, have, jungler det hele, hun vil dufte, smage, hører og prøve alt. Men hun vågner brat fra sin dagdrøm tilbage ind i virkeligheden af en krøllet papirkugle, der rammer siden af hendes hoved efterfulgt af fnis. Den rammer hende ikke hårdt nok til at det gør ondt, men hun tager sig stadig til hovedet og sender drengen et skarpt blik.

Hun dufter næsten stadig røgelsen fra templet i Japan og hører stadig bølgerne i Hawaii, det blev dog hurtigt afbrudt af larm og en parfume dyne, der ligger hen over hele klasselokalet. Hun skimter mod uret. 3 timer tilbage. Hun tæller timer, minutter og sekunder, hvert sekund er et sekund tættere på frihed. Folkeskolen var aldrig et sted for hende, det vidste hun godt, det vidste hendes forældre også godt. For hende gjaldt det om at overleve.

Klokken ringer hende fri. Hun går hurtigt ud af døren og ud af skolen, hen til busstoppestedet hvor hun hver eneste dag i de sidste 6 år har mødt Jamie. Jamie ved godt hvad han vil, eller rettere sagt det ved hans forældre for ham. Han skal overtage hans fars firma fordi det har “alle mænd gjort i generationer” det er ihvertfald det Jamies far siger, men hun kender Jamie bedre end hun kender sig selv og han vil være designer.

Han vil lave tøj til Paris Fashion Week og Vogue, men han bliver ved med at sige “in another life", hvilket kort sagt jo er en undskyldning for at give op på drømme, for han tror ikke en skid på liv efter døden.

Han tror på du har det liv du har. Et eneste liv. De har tit snakket om at det ikke er nok, og hun prøver at overbevise ham om at det da er umuligt og mega trist hvis det er eneste der er. 90 år hvis du er heldig og så færdig, det var det? Tanken skræmmer hende, det er ikke nok. Hun kan ikke nå det hun vil.

Hun tænker tit på det. Hvad skal hun vælge? Hun har aldrig sagt det højt, men nogle gange misunder hun Jamie lidt, det er besluttet for ham. Ingen tvivl, ingen bekymring bare en vej frem, ik kig tilbage. Jamie og hende skilles ved en vej, hun går højre, han går venstre, hun er bange for at miste ham på den måde. Hun går en vej, han går en anden. Hvad skal hun vælge for at blive sammen med ham? Hun ved godt at deres vejleder mange gange har sagt at man ikke skal basere sin uddannelse på sine venners valg, men for Jamie ville hun vælge hvad som helst. Jamie ville have det på samme måde, hvis han kunne.

Hun går ind ad hoveddøren, råber hej og sætter sig på hug, Bailey kommer logrende hen mod hende. Hun aer ham blidt på hovedet og rejser sig op, moren kommer gående med en varm kop te i hånden “Hej skat” “Hej mor” svarer hun lidt træt tilbage “Du frisk hva?" Har du tænkt over hvad du vil?” “Nej” “Nå, du begynder da at få lidt travlt” “Nej, jeg har styr på det” Det bliver vist hvæst mere end det bliver sagt, hun løber op på sit værelse og stopper moren midt i en sætning.

Hun ringer til Jamie, de snakker i lang tid om alt og ingenting. Til sidst får de besluttet, at hun vil gå samme vej som ham. Hun var ligeglad, og den her verden faktisk kunne rende hende. For det hun faktisk gerne ville alligevel ikke var muligt at leve for, medmindre hun bor på gaden og det var ikke planen. Hun var sur over ikke bare at kunne leve, hun var sur på sig selv for ikke at kunne vælge, hun var sur på verden, hun var bare sur. Jamie prøvede sit bedste for at gøre hende glad, han gør altid sit bedste. Han er altid så perfekt. Hvorfor kan han ikke

nogle gange bare være okay til noget, måske endda dårlig. Hun skammer sig over tanken, men den er der alligevel. De lægger på. Det opkald, der skulle vare 10 minutter maks et kvarter, varede 2 timer. Det sker tit med Jamie. Det var blevet aften hun skal vælge, det ved hun godt. Hun skærer det af, der er for urealistisk. Broadway stjerne, hun sidder i en lille grå by i Ebeltoft der langt til scenekanten derfra.

Advokat, hun kunne godt lide tanken om det og hun er god til at skændes og det er da bare det man skal? Nej, hendes bror er advokat, han laver ikke andet end papirarbejde, det gider hun ikke.

Ballerina, hun elsker at danse ballet, men hun når aldrig niveauet til det kongelige inden hun er for gammel og industrien ikke vil have hende længere. Så er der sanger, hendes drøm siden hun var helt lille og ny. Alle barndoms billeder og videoer, der er, er af hende der synger.

De andre kunne hun okay nemt give slip på det var jo bare ideer, men lige præcis musikken gør ondt at slippe. Hendes livslange drøm smidt væk på en dag, skulle hun bare parkere den, vende ryggen til den “in another life” den, give op på. Hun vil ikke engang tænke på det. Hun har to muligheder nu, følge med Jamie til verdens ende. Eller satse alt, satse fremtiden, satse glæde, satse Jamie.

Sommeren er over, Jamie eller musik? De to vigtigste ting i hendes liv.

Forældre

Naomi Johanne Lindhoff Frederiksen

Hun smækkede døren til værelset. Hun var sur, færdig, træt af dem. Det eneste hun kunne lige nu var at tælle dagene ned til hun fyldte 18 og kunne flytte hjemmefra… 217 dage. Lang tid at leve med så uudholdelige mennesker.

Hendes forældre.

”De kan seriøst ikke fatte en skid”, mumlede hun surt til sig selv.

Alle hendes venner skulle til fest i aften. Første gymfest, knald eller fald hvis man vil overleve gymnasiet. men hun skulle bare blive derhjemme og være sammen med sin bror og mor.

” Din mor er syg Anna, du ved godt at hun har brug for din hjælp. Hun kan ikke klare det hele alene”

Latterlig undskyldning. Mor kunne da sagtens være alene hjemme og passe Aksel. Han er ligesom 10 år. Hun havde desuden også snart været syg i 1 år, så hun måtte da snart finde på en alternativ løsning.

Og alt imens jeg skulle tvinges til at lege barnepige for både min bror og mor, skulle min far selv til fest. Arbejdsfest. Fucking latterligt.

Han sagde, at det var ”for at danne gode relationer med mulige investorer” BULL-FUCKING-SHIT. Han ville bare gerne til fest, lige meget om det så kostede Anna hendes sociale liv og potentielt kommende kæreste, William.

Hun var så sur hun kunne smadre noget. Bare tanken om Savannah, som nu havde helt frit spil mellem alle drengene, også til William, min William.

Det havde været min store chance i aften, men næ, nej.

Det var ikke sjældent at hun var rasende på sine forældre. Det er ligesom svært at være andet, når de ikke fatter en skid.

De er fuldstændigt ligeglade med Anna og hendes behov. ALT de tænker på er dem selv og hvad der passer dem bedst.

Nå, fuck dem. Anna fik en idé. Hvis de ikke selv ville give hende lov, så måtte hun bare tage til festen bag deres ryg. Måske det også ville vise dem at de SAGTENS kunne klare sig selv.

Hun kom hurtigt på en plan.

Omkring klokken 21, ville hun sige til mor at hun havde fået det dårligt og sige at hun ville lægge sig til at sove. Men det ville hun ikke.

Mellem 21 og 21.30 ville hun så krølle hår og tage en bonnet for at skjule det når mor kom ind for at se til hende.

Hun ville nemlig skrive til mor klokken 21.30, og spørge efter Panodiler, men når hendes mor kom op, ville hun lade som om hun var faldet i søvn.

Når mor så var gået igen, ville hun lægge makeup og så snige sig ud gennem vinduet og ud af havelågen i baghaven og BOOM! Gymfest, here I come!

Lige nu var klokken dog kun 16. Det betød 5 TIMERS husarbejde.

Sådan havde det været de sidste 7 måneder, siden mor blev indlagt 2. gang.

Leukæmi noget fucking pis. Sygdommen som langsomt både sugede liv ud af hendes mor og resten af familien.

DOG STADIG IKKE EN UNDSKYLDNING FOR AT FJERNE ANNAS LIV.

Hun samlede sin tanker igen og kunne straks mærke en knude i maven, en knude af vrede.

”Uretfærdigt!” råbte hun af sin far, da han satte hende til at hænge alt vasketøjet op.

”Hvorfor fanden kan du ikke bare selv gøre det?! Du skal jo først køre 17.30!”

Så begyndte han på sin lange tale om hvordan alle i en familie skal hjælpe hvor de kan.

Anna havde hørt den 1000 gange, hun havde fattet budskabet, men HVORFOR HJALP HAN SÅ IKKE SELV?!?!.

Og som om det ikke var nok skulle hun også stå for aftensmaden. Tortillas af alle ting, så hun ville også blive oppustet og ligne en gravid fucking ko til festen. Tak igen, NOT.

Tiden gik, Anna lavede de forbandede tortillas, hun dækkede bord, tog af bordet og vaskede op.

Hun var tæt på at gå fuldstændigt amok på sin mor flere gange, men hun holdt det inde…

Lige indtil hendes mor, da de sad i stuen pludselig sagde:

”Det er simpelthen så godt du hjælper til Anna. Jeg tror måske også det er godt for dig. Når jeg bliver rask, kunne det være du måske skulle forsætte med nogle af de huslige opgaver.”

Hun kunne ikke mere. Knuden i maven blev til en tikkende bombe, og for hver gang hendes mor åbnede munden kom den tættere på eksplosion. Og pludselig…. BANG!…

”Måske du burde være mere taknemmelig. Indser du ikke hvor meget jeg allerede gør for dig? Du kan fandme da godt lave alt det her og mere til, det skylder du os altså, HVIS du overhovedet bliver rask. ”

Mors smil forsvandt og hendes øjne blev våde.

”Nå, men jeg har det faktisk mega lorte dårligt, så jeg vil gå ind og sove. Godnat Mor!”

Hun smækkede døren.

Hun satte sig ved sit skrivebord, stadig sur.

Kiggede sig i spejlet. Hun var helt rød i hoved af raseri.

Hun brugte nogle minutter til lige at samle sig igen. Hun tog sine airpods i ørene, startede sin playliste og begyndte at krølle sit hår.

30 minutter senere var hendes hår ENDELIGT færdigt, hvilket betød at alt gik efter planen og hun ville forsætte til næste step.

Hun pakkede krøllejernet væk, fandt sin sorte bonnet frem, slukkede lyset, lagde sig i sengen og skrev en besked til hendes mor.

”Har det virkeligt dårligt. Kom lige ind med en Panodil”

Og dækkede hun sin krop med dynen og lukkede øjnene. Nu skulle hun bare ligge og vente.

Klokken var blevet 22:50 og Annas plan havde virket, hun var endda kun kommet 20 min senere end de andre.

Hun havde taget en sort lårkort nederdel og en nedringet top på, hendes hår sad stadig perfekt og hendes makeup havde aldrig set bedre ud. Hun følte sig smuk.

Hun nåede knapt at gå ind før hun blev mødt af et velkendt ansigt, Merle. En af pigerne fra hendes nye klasse.

Hun stod i en kjole, som så ud til at kunne være syet til hendes lillesøster, men hun så godt ud.

”ANNAAAA OMG! DU KOM!!”

Anna grinte.

”Ja. Jeg sneg mig ud. Min mor tror jeg ligger og sover”

”WHATTTT! GODT AT JEG HAR EN EKSTRA FLASKE VODKA”

Merle rakte en flaske frem mod hende og smilte skævt.

Anna var normalt ikke typen, der drak sig fuld og især ikke i vodka, men dét her var gym og hun skulle passe ind , samtidig ville hun også bare glemme alt derhjemme.

”Godt jeg har dig.” svarede Anna og tog imod flasken og tog en slurk direkte fra flasken.

”Føj for helvede!” sagde hun inden hun tog endnu en tår.

”Der er opblanding inde i kantinen," sagde Merle og smilte, før hendes kæreste Silas kom og rev hende væk.

Anna kunne ikke mærke en skid. Hun tog en kæmpe slurk og gik ind i kantinen for at lave en drink.

Hun stod og kiggede på alle de forskellige flasker. Hvad skulle hun blande, tænkte hun til sig selv.

”Lad mig” Anna drejede hovedet. Der stod han, William.

Han havde åbenbart stået lige ved siden af hende hele tiden.

”Er du bartender eller hvad?” sagde hun og grinte.

”Kun for dig," sagde han og blinkede.

Hun ikke lade være med at rødme, selvom det var så tåkrummende sagt, fik hun stadig sommerfugle, det var jo William.

Han lavede en drink der stort set var ren vodka og så blandet med noget der smagte lidt af bær.

Hun bundede den. William grinte.

”Shit man! Her er varmt! Lad mig lave en drink til ,du kan tage med udenfor?”

Hun nikkede og grinte.

Han lavede en drink til og tog så armen om hende. De gik ud i gårdhaven og fandt et mere privat sted.

Hun kunne mærke at alkoholen langsomt begyndte at ramme.

”Du ser godt ud“ sagde han og kiggede på hendes læber.

Knuden fra tidligere var blevet til en masse sommerfugle. Hun vidste godt, hvad han signalerede. Hun nikkede.

Han tog hånden på hendes hofte, kiggede i hendes øjne. Tiden gik langsomt.

*brrrr brrrr brrrr

Det er fandme løgn tænkte hun. Hendes mor ringede. Fuck. Hvad hvis hun havde opdaget hende.

”Helt stille William," sagde hun.

Hun tog telefonen. ”Hvad mor?” sagde hun og prøvede at lyde som om hun var blevet vækket, lidt irriteret.

Men det var ikke hendes mor, der ringede. Det var hendes lillebror…Han græd.

”Sorry William. Det er min lillebror. Kan du vente i kantinen. Jeg kommer om 2.”

William så irriteret ud og gik ind mod skolen.

”HVAD VIL DU MIG AKSEL?!?! Skal du altid ødelægge alt”

”Det… det…det er mor” sagde han

”SIG TIL HENDE AT DET ER HENDES EGEN SKYLD OG HUN BARE KUNNE HAVE GIVET MIG LOV” Aksel fortsatte.

”Nejjj! … Hun er…. Hun er.. faldet om...Hun trækker ikke vejret,”

Anna fik kuldegysninger i hele kroppen.

”AKSEL DET ER IKKE SJOVT. SÅDANNE NOGET JOKER MAN IKKE MED” råbte hun

”Det er ikke for sjov” græd han

Sommerfuglene var blevet til barberblade.

”SÅ RING DOG 112, ikke ring til mig. Jeg kommer hjem nu” hun lagde på.

ALT var slørret. Det var som om alt det hun havde drukket, ramte hende hårdt.

Hun begyndte at løbe tilbage mod gymnasiet for at komme ud.

Hun måtte finde William. Han havde en bil.

Hun løb ind i kantinen grædende og kunne ikke se ham.

Hun mødte Merle. ”HVOR ER WILLIAM?!?!” råbte hun næsten af Merle. Merle så trist ud og pegede.

”DET ER FUCKING LØGN!”

Han stod og fucking råsnavede Savannah.

Det kunne hun ikke tåle. Hun begyndte at løbe. Tårrene trillede ned af kinderne Hun boede omkring 1,5 kilometer ned af vejen.

Gadelygterne var slukkede, alt snurrede hun faldt.

Rejste sig hurtigt op igen. Hun løb, hun kunne se huset nede for enden af vejen.

Hun kunne se blå blink, hun løb videre.

Hun blev ved med at løbe, men huset kom ikke tættere på.

Hun løb og løb og løb.

Hun kollapsede. Alt blev sort.

Hun åbnede øjnene. Hun lå på sit værelse, med en sort bonne og et bord med et glas vand og en Panodil. Hun tog sin dyne og pude og gik ind til sin mor.

”Undskyld mor”

Hendes mor krammede hende og en tåre trillede ned af hendes kind.

Noemi Kronborg–White

I starten havde øen føltes som et fængsel. Med de rastløse og lange nætter, de endnu længere dage, og de larmende bølger. Lyden af vind, der susede gennem palmetræernes blade, fyldte ørerne. Han havde talt dagene til at nogle ville komme og redde ham, ligesom streger på en betonvæg. Han var alene, strandet med ingen vej ud, og ingen vej tilbage.

Alex sad nu ved sit vindue og stirrede ud over byen, der engang havde fyldt ham med glæde. Nu var det bare et landskab af glas og beton, biler, der susede forbi i en endeløs strøm, og gader der aldrig blev stille. Neonskiltenes lys blinkede i takt med hans ubehag, og selvom han var hjemme følte han sig mere fremmed end nogensinde. Han plejede at elskede byen. Dens struktur, dens forudsigelighed. Han fandt en tryghed blandt rytmen i hverdagen. Morgenkaffe fra det samme sted, arbejdede på det samme kontor, de samme folk, der passerede ham hver dag uden at lægge mærke til hans tilstedeværelse. Det var en følelse af kontrol, af at høre til, at vide hvor han stod i livet. Men det ændrede sig den dag båden gik ned.

Alex, sammen med nogle kollegaer, havde været på en sejltur. Det skulle du som en slags teambuilding, der skulle bringe dem tættere sammen. Alex havde hadet ideen. Han havde altid været en bymand, nogen der følte sig tilpas blandt alle mennesker og høje bygninger. Men det var obligatorisk, så han gik modvilligt med. Derude skiftede vejret hurtigt. Himmelen blev mørk, og stormen rejste sig. Vindenrev i båden og bølgerne blev voldsomme, som om havet ville sluge dem. Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre. Der var panik og skrig, og pludselig væltede båden, og så var alt sort.

Da Alex vågnede, lå han på en strand. Solen stod højt på himlen og havet lå roligt foran ham, som om intet var sket. Han var alene. Der var ingen tegn på de andre, ingen båd var i sigte, og ingen redning. Panikken kom igen, men den blev overdøvet af noget andet - stilheden. Stilheden var altopslugende. Øen var rå og uspoleret. I starten hadede han den. Han hadede hvordan junnglen truede med at indhylle ham. Han hadede de fremmede lyde om natten,vinden der raslede i palmerne, og havets konstante brussen. Det var kaos, det var uforudsigeligt, og det gjorde ham vanvittig.

Men tiden gik. Dagene begyndte at flyde sammen, og langsomt ændrede noget sig. Han begyndte at lægge mærke til øens skønhed. Der var en fred i strandene, en ro i bølgerne, som om verden trak vejret i takt med deres rytme. Fuglene sang deres melodier, fri for menneskelig indblanding. Selv den tætte skov blev en slags beskyttende omfavnelse. Alexes krop begyndte at følge naturens rytme. Han vågnede med solen og sov da månen stod op. Maden han samlede smagte anderledes. Renere. Luften han trrak var frisk og rå fyldt med jord og salt. Han følte sig fri. Mere fri end han nogensinde havde trroet han ville, i hvert fald inde i byen.

Da redningen kom varr han lettet, men også trist. Han vidste ikke hvad det betød dengang,men noget havde ændret sig i ham. Noget han endnu ikke kan sætte ord på. Nu sad han her i sin lejlighed, omringet af byens konstante brummende larm. Byen som engang havde været hans hjem, føltes som en fælde. Ingen plads til at få eller trække vejret dybt. Hver lyd fra de mange mennesker og det masser af maskineri skar igennem ham som mindede ham om den frihed han havde haft på øen. Han lukkede øjnene og kunne næsten høre havets brusen igen, og mærke sandet under hans fødder, vinden det susede gennem hans hårr. Hans hænderr strrammede om vinduskarrmen. Skulle han virkelig lade det hele være? Byen, hans arbejde, hans liv?

Men hvad er et liv hvis det ikke føltes som frihed?

Dage gik, og ale prøvede at finde glæden i byen igen, men alt virkede hult. Han gik hans rute til arbejde, drak den samme kaffe, sagde he til de samme ansigter, men nu virkede alt så kunstigt. Næsten som om det hele varr en skærm han kunne igennem. En slags kulisse der ikke gav mening mere. En morgen da han vågnede vidste han hvad han skulle gøre. Han pakkede let, kun det mest nødvendige. Det tog ham ikke lang tid at beslutte, for han vidste nu hvad han havde længtes efter. Ikke byen, ikke dens strruktur eller forudsigelighed, men friheden og roen. Naturens kaos, som han engang havde hadet, men nu indså han havde brug for. Da han lukkede døren bag sig og gik mod stationen, var der ingen tvivl i sjælen. Øen kaldte på ham. Og denne gang ville han aldrig vende tilbage.

En hemmelighed

Norah Eldevig

Jeg har ikke sovet hele natten, det er som om jeg er fanget, fanget i min krop og alle mine tanker. Jeg fortryder alt.

Vi skal snart spise morgenmad, jeg venter bare på at mor kalder på mig. Jeg har virkelig ikke lyst til at spise, mærkeligt nok, jeg plejer altid at være sulten om morgenen. Jeg har kvalme. Mor kalder nu på mig. Jeg går ind i køkkenet og får mig en bolle, men så kan jeg heller ikke spise mere.

Jeg kommer i skole, hvert sekund tænker jeg over hvad jeg fandt ud af. Jeg kan ikke være i mig selv. Pigerne snakker og snakker, jeg ville normalt være med i samtalen. De griner så meget at de græder. Jeg prøver at grine med, men det kommer bare ud som et meget falskt grin. Det kan jeg se at Sandra lægger mærke til, hun siger ikke noget til det og griner videre. Nu ringer skoleklokken, endelig.

Sandra trækker mig til siden på gangen, hun spørg om jeg er okay. Jeg har aldrig følt en større klump i halsen. Jeg skynder mig ind på toilettet, hun kommer med. Tårerne løber ned af mit ansigt og Sandra står målløs og stirrer på mig, hun forstår intet. Hun holder om mig og får mig at slappe af. Jeg tager nogle dybe indåndinger og klumpen forsvinder langsomt. Jeg forklarer nu hvad det er der går mig på, Sandra er stadig målløs. Hun er dog god til at trøste mig, og giver mig nogle gode råd. Min bedste veninde.

Hjemme er der helt stille og lejligheden er tom. Jeg sætter en fryse-pizza i ovnen, sætter mig i sofaen og tænder tv’et. Jeg får ikke noget med der sker på skærmen. Nu venter jeg bare på at mor kommer hjem, hun har en aftenvagt. Jeg kan mærke at jeg er bange for, hvordan hun vil reagere. Jeg kan høre nogen gå op af trapperne, og hører nøglerne i døren. Det eneste jeg kan høre når hun kommer ind, er et stort tungt suk. Hun er træt og vil nok helst lægge sig til at sove. Jeg venter til i morgen.

Jeg ved jeg burde sige det hurtigst muligt, både til mor og til Loke, men det er svært. Jeg kan ikke få ordene ud af munden. Jeg sidder i stilhed ved bordet, og jeg kan mærke klumpen forme sig i halsen. Mor sover stadigvæk. Hun havde en lang aften vakt i går, så jeg laver hende noget morgenmad på sengen, og så går jeg i skole. I skolen har jeg det som alle stirrer på mig, tankerne flyver rundt i mit hoved. Mit hjerte begynder at banke, og min første tanke er om Sandra har fortalt det. Jeg kan ikke finde hende. Mens jeg leder efter hende, kan jeg se Loke. Jeg gemmer mig, og han ser mig ikke. Jeg kan ikke fortælle ham det.

“Sandra er blevet syg”, kan jeg høre nogle af de andre piger i klassen sige. Jeg er skeptisk. Jeg kan mærke at der er noget galt. Når skoledagen er omme ringer jeg til Sandra, hun tager den ikke, det gør hun ellers altid. Nervøsiteten vokser. Jeg ringer så til Loke, som jeg har ignoreret i snart tre dage. Han tager den heller ikke. Det er mærkeligt, jeg får ondt i maven og klumpen former sig igen.

Det eneste jeg nu kan gøre er at tale med min mor. Jeg kommer igen hjem til en tom lejlighed, hvorfor er jeg overrasket. I dag sidder jeg så og venter til mor kommer hjem. Hun kommer hjem og vil, som altid, helst bare sove, men jeg må tale med hende, ellers får jeg det aldrig sagt. Klumpen vokser og vokser. Jeg får næsten ikke ordene ud af munden, det er som om de sidder fast i halsen, men det lykkes til sidst. Mor er chokeret, det forstår jeg godt. Hun er træt og overvældet, men hun flipper ikke ud, det er jeg glad for. Hun siger det er bedst at vi bare går i seng, og så snakker vi om det i morgen.

Jeg vågner og klokken er 10. Mor sover stadigvæk. Jeg sætter mig op i sengen og føler at klumpen er blevet mindre, og det er som om noget af den vægt der tidligere var på mine skuldrer, er forsvundet. I dag har jeg mod og jeg er klar til at tage en snak med mor. Vi snakker i lang tid, for det er jo en meget stor ændring. Mor gør som Sandra, giver mig nogle meget gode råd, de samme råd, og hun siger at det hele nok skal gå. Det tvivler jeg på. Det eneste jeg ved er, at nu skal jeg snakke med Loke.

Næste dag i skolen ignorerer jeg ham stadigvæk. Jeg kan ikke se ham i øjnene, jeg skammer mig. Jeg ved dog at dette ikke er min beslutning alene. Jeg sætter mig for, at jeg i aften manner mig op og ringer til Loke og forklarer ham det hele.

Det er aften og jeg sidder med min mobil i hånden. Jeg ryster. Hvad vil han dog sige. Uden at tænke over det taster jeg hans nummer ind. Nu ringer den. Der går et minut før han tager den. Et meget langt minut. “Mød mig i parken om tyve minutter”, siger jeg og lægger på. På vejen overvejer jeg at vende om mindst tre gange. Jeg er bange. Nu ser jeg ham, han sidder på en bænk, med hovedet ned imod vejen. Han ser allerede skuffet ud. Jeg tager en dyb indånding og går over til ham. Stemningen er akavet, og vi sidder i stilhed i hvad føles som tyve minutter, og før jeg når at åbne munden spørger han, “Er det sandt?”. Jeg går i panik, “Hvad mener du?”, spørg jeg så. “Ja, altså er du gravid?”. Mit hjerte synker helt ned i maven, hvordan kunne han vide det. Jeg svarer ikke noget, uden at sige et ord rejser han sig og går.

Jeg sidder nu på bænken i parken, helt alene, der er ingen omkring mig. Jeg føler mig helt alene i verdenen.

Næste morgenen, tør jeg ikke at komme i skole. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne se Loke i øjnene igen. Jeg undrer mig stadigvæk over, hvordan han overhovedet vidste det. Der er dog ikke meget at undre sig over, der var jo kun to personer der vidste det før Loke. Men Sandra, det giver jo ikke nogen mening, hvorfor skulle hun have sagt det. Jeg overvejer mange situationer i mit hoved, men det giver ikke mening. Jeg forstår det ikke.

Jeg sidder i min seng, med alle mine tanker. Jeg har lyst til at ringe til Sandra, jeg tør ikke. Jeg taster hendes nummer ind, men får ikke mig selv til at ringe. Jeg har så mange spørgsmål. Hvorfor har hun sagt det og hvornår, jeg forstår det ikke. Jeg ringer, men hun tager den ikke. Jeg har skrevet omkring tyve beskeder, men hun har ikke set dem. Jeg sidder hele dagen i min seng og prøver at få fat på hende, intet virker.

Folk fra skolen skriver til mig, sidst jeg fik så mange beskeder var da jeg havde fødselsdag. Alle ved det. Jeg kommer aldrig til at sætte fod ind i skolen igen. Det næste jeg gør er at tage hjem til Sandra, jeg har ikke andre muligheder, jeg må have svar.

Jeg står udenfor Sandras dør. Jeg tør ikke at gå ind, jeg banker på. Sandras mor åbner døren. “Er Sandra hjemme?” spørger jeg. “Ja, hun sidder på sit værelse,” svarer hun så. Hun inviterer mig indenfor. Jeg skynder mig op på Sandras værelse og beder om svar. Hun kigger på mig, som var jeg dum. Som om jeg skulle vide hvorfor hun har gjort som hun har gjort. Jeg spørger så igen, mere bestemt, “Hvorfor har du sagt det?”

Hun ser stadigvæk på mig, med det der hånende blik, så siger hun “Det var jo mig og ham.” Jeg forstår det ikke, “Hvad mener du?” spørger jeg så. “Jamen jeg kan jo lide ham, vi har været sammen hver dag, de seneste fem dage.” Jeg er chokeret, og ved ikke hvad jeg skal sige. Så det var fordi hun var misundelig, det forstår jeg egentlig godt. Jeg kunne slet ikke lide ham, det skete bare. Jeg undskylder og undskylder. Jeg kan se på Sandra at hun ikke længere er sur, men hun er ked af det. Jeg føler mig som en dårlig ven, og nu fortryder jeg alt mere og mere.

STORT tankemylder

Oliver Ø. Jørgensen - Færdigredigeret af Christine S. Liltorp - Hvil i fred, 25/7/08 - 15/9/24

Kæft, her er varmt. Det er også svært når man er så høj, jeg er jo også tættere på solen. Selv om jeg er høj, synes jeg at jeg ligner alle de andre, jeg vil gerne skille mig ud af flokken og mængden, men alligevel synes jeg, at jeg er den grimmeste, altså selv om vi ligner hinanden.

Hvorfor synes jeg egentlig det? Er det fordi jeg har store ører eller er det min store næse? Eller føler jeg mig større end de andre, altså er jeg tyk? Nej, det kan ikke passe, vi ligner hinanden.

Jeg går ned til søen.

Det er aften, solen er gået ned over bjergene og bakkerne, jeg kigger i vandet og bliver ramt af en mærkelig følelse.

Jeg ligner alle de andre, det ved jeg at jeg gør.

Men lige meget hvor mange gange jeg siger det, er der noget i mit hoved, der ikke er enig, noget der skriger ”LØGN!”

Jeg tager en dyb indånding. Jeg lægger mig ned på maven, men jeg kigger stadig i vandet. Jeg ser mig selv klart, i månens lys. Jeg læner mig forover og dypper næsen i vandet. Det er koldt, det føles rigtig godt, om morgenen er vandet alt for varmt. Nu er det den perfekte temperatur. Jeg tager en tår og drikker en slurk.

Det er lækkert, og så ved jeg hvad jeg vil gøre.

Jeg hopper, kæmpe plask, det er dejligt koldt, men så kommer tankerne igen

"Det kan være vandet kan vaske alt min grimhed væk." Øv, nu havde jeg det lige så godt. Men jeg kan ikke styre tankerne. Jeg ligger og flyder på ryggen

”Utroligt jeg kan det når jeg er så fed", jeg prøver at udelukke dem. Jeg ligger der og kigger på mine forfædre i himlen. Der er mange, mor er der også. Pludselig løfter mine store ører sig, der kommer en maskine.

Den er hurtig, maskinen. Jeg stiller mig op på bunden.

Jeg kan lige nå at se op, jeg stikker min store næse op af vandet så jeg kan få vejret. Maskinen ser mig ikke, den kører bare forbi. Jeg ved hvad det næste er.

Jeg kan ikke lide maskinen, jeg har traumer, kan man sige.

Mine store ører løfter sig igen, da jeg hører to høje brag. Jeg drejer mig rundt, ruller rundt på ryggen. Så mine store ører ligger nede i vandet.

Det dækker lidt for lydene, men alle lydene fortsætter, også dem i mit hoved "Syntes de andre, jeg er mærkelig?” BANG! BANG! ”Jeg savner hende” BANG! BANG!

"Hvis folk kan lide mig” BANG! BANG! ”Hvorfor flyder jeg så her helt mutters alene” BANG! BANG! "Jeg ligner de andre” BANG! "Det ved jeg at jeg gør ” BANG!

"Jeg er præcis som de andre”… stilhed, maskinen kommer tilbage, men denne gang med et glimt af rød. Jeg vender igen, på bunden. Livet er farligt, jeg er en af de heldige, men jeg føler mig ikke som en af de heldige. Det kunne være mig der var på maskinen ”men det bliver ikke mig, de tager kun de pæne,” tænker jeg. Jeg er færdig med at bade.

Jeg går op af vandet og går hen til klippen, der er langt ned alligevel, sætter jeg mig på kanten og kigger ud. ”Du vejer for meget, hele klippen falder nok sammen.” Den falder ikke sammen, jeg har siddet her mindst 100 gange før, jeg ser en maskine mere, den er jeg ikke bange for. Selv om den er meget større. Den kommer altid på det her tidspunkt. Den kører altid det samme sted hen. Det ved jeg fordi jeg har jo siddet her mindst 100 gange før. Snart er maskinen væk, inde i en tunnel.

Frygten for højder er ikke, hvor langt ned der er, men for bare at hoppe. Så kan det være jeg møder hende igen.

Tornadoen

Sally Bergstrøm Søsted

Jeg ser ned på mine ben der hænger og dingler fra vindueskarmen. Der er langt ned heroppe fra. Jeg stirrer ud i mørket og føler mig tom indeni. Alt min vrede og smerte ligger som tårer på min kind. Gråden er for længst stoppet, og kun et hulk undslipper nu og da. Smerten i mit bryst vokser, og jeg bøjer mig forover for at holde om mig selv. Jeg føler mig lille og ubetydelig. Som om der ikke er nogen mening i min eksistens. Som om uanset hvad jeg siger eller gør, bliver det ignoreret og glemt. Samtidig føler jeg mig også overvåget. Som om alle lægger mærke til mine fejl og usikkerheder. Jeg føler mig sårbar i et univers fyldt med krigere. Krigere der hugger ud efter mig, efter hvert lille fejltrin jeg tager.

Hvorfor har jeg det sådan? Det er jeg ikke sikker på, at der findes noget godt svar på. Jeg har ikke nogen god grund til at have det sådan, men alligevel er der noget inde i mig som siger anderledes. Stemmen i mit hoved giver mig grunde. Absurde grunde, men stadig grunde. Folk hader mig, det er da klart. Jeg tog jo den sidste sandwich i går til frokost og kom til at støde ind i Ronja. Så havde jeg endda også de grimmeste sko på og en lidt mærkelig t-shirt. Altså hvad må folk ikke tænke om mig?

Det lyder jo helt vildt åndssvagt, når man siger det højt, men hvad hvis der alligevel er en lille chance for at det er sandt, og at alle hader mig? Jeg mener, hvad hvis Ronja fortæller til sine venner, at jeg skubbede hende, og at jeg i virkeligheden bare er en led kælling? Så vil der gå to sekunder, og så vil hele skolen hade mig. På grund af et dumt fejltrin.

Men hvorfor skulle hun også gøre det? Udover skubbet har jeg aldrig gjort hende noget, og desuden sagde jeg også undskyld lige efter. Nej, selvfølgelig hader hun mig ikke.

Jeg lukker øjnene og ser hende for mig. Jeg tænker tilbage på sekundet, hvor jeg stødte ind i hende. Genafspiller det i mit hoved igen og igen. Hun smiler.

Der kan du bare se! Det påvirkede hende slet ikke. Det var jo også bare et lille skub, det kunne vel ikke- nej vent lige lidt… er det virkelig et smil? For pludselig ligner det mere et grin. Måske grinte hun af mig? Hånte mig? Tænkte på de onde planer hun havde for at ødelægge mit liv? Nej, nu må det simpelthen stoppe, det bliver for meget. Skrid dumme stemme og kom ikke tilbage før der er fornuft i dine ord. Jeg kan ikke klare det, jeg vil have det til at holde op.

“Hey! Vågn op”

Jeg vågner med et sæt og stirrer forvirret rundt. Jeg ved ikke, hvad klokken er, og hvornår jeg faldt i søvn, men jeg ligger i hvert fald ikke i min seng. Jeg må være faldet i søvn, da jeg lå i vindueskarmen i går aftes og har været så træt, at den hårde overflade ikke forstyrrede mig. Jeg kigger rundt i rummet stadig forvirret over, hvor stemmen kom fra, og hvorfor personen ikke har givet sig til kende endnu. Langsomt står jeg op og gør mig klar. Det er lørdag, og jeg har ikke nogen planer for weekenden. Jeg vil egentlig gerne lave noget, for jeg er ikke så vild med bare at ligge i min seng hele dagen, men jeg ved ikke hvad. Jeg er ikke så god til at tage kontakt til folk, og jeg er heller ikke blevet inviteret til noget. Mine forældre er på arbejde indtil sent, og min storebror er ikke hjemme før søndag.

Jeg føler mig ensom, når jeg sidder her alene i det store hus. Jeg har jo venner så hvorfor ikke bare spørge dem? Men hvad hvis de siger nej? Og selv hvis de siger ja, hvad skal vi så lave? Stranden er udelukket på grund af regnvejret, og jeg har ikke nok penge til en shopping tur. Jeg kunne jo også bare invitere dem herhjem, jeg har jo masser af spil og film. Nej, det går ikke, selvfølgelig er der ikke nogen der har lyst til at spille mine barnlige brætspil og se kedelige film. Nej. Jeg har ikke overskud til at skuffe dem i dag. I stedet trækker jeg i en stor trøje og snupper en bøtte is fra fryseren. Jeg sætter mig i sofaen og tænder for fjernsynet for at se et afsnit af Friends.

Jeg når halvvejs igennem afsnittet, før det pludselig banker på døren. Gad vide hvem det er? Jeg har jo ikke bestilt noget take-away, og jeg venter heller ingen pakker. Jeg når lige at tænke, at det nok bare er mig der har hørt forkert, før det banker igen. Nysgerrig går jeg hen mod døren, spændt men også nervøs over hvem det kan være. Jeg åbner døren og bliver chokeret, da jeg ser Ronja stå på mit trappetrin. Hun smiler overdrevet og har hænderne bag ryggen, som om hun skjuler noget.

“Hej søde, jeg tænkte bare lige, jeg ville smutte forbi. Du ved, se hvordan du har det.” Hun skæver over min skulder, som om hun vil se, om der er andre i nærheden.

“Det var da sødt af dig...” mumler jeg og ser forvirret på hende. Hvorfor er hun her? Vi snakker jo ikke rigtig sammen?

“Selvfølgelig!” Fniser hun og dasker mig på armen. Jeg står bare og stirrer på hende, stadig forvirret, imens tankerne sværmer rundt i mit hoved.

”Nå må jeg så komme ind eller hvad?” Hun tripper lidt og vifter en hånd foran ansigtet på mig.

”Er du vågen?” Spørger hun usikkert. Hun er tydeligvis begyndt at blive utålmodig. Jeg tager mig sammen og åbner døren for hende. Måske er det bare mig der har misforstået noget?

Vi sætter os i sofaen, og jeg skynder mig at sætte bøtten med is tilbage i fryseren, inden hun lægger for meget mærke til den.

“Jeg har faktisk taget noget med til dig!” Siger hun så, mens hun smiler sødt, “En lille værtinde gave.” Hun tager en æske frem og rækker den til mig. Den er lille, måske på størrelse med en fingernegl. Hvad kan der overhovedet være i så lille en æske? Selvom det er tvivlsomt, at det er nogen god gave, er det stadig betænksomt. Jeg tager fat i låget og lirker lidt. Det sidder godt fast, og jeg bliver ved med at prøve. Ronja ser på, stadig smilende. Pludselig begynder æsken at bevæge sig i mine hænder. Den ryster, og det bliver sværere at holde om den. Så vokser den. Den bliver større og stopper først, da den er stor nok til at rumme en fodbold. Jeg tager om låget igen, og denne gang går den op med det samme. Men netop som jeg læner mig over æsken og kigger ned, kan jeg mærke at noget er galt. Æsken er tom. Jeg hører Ronjas grin, og før jeg kan nå at tænke, vokser noget ud af æsken.

Det er en tornado.

Den begynder at bevæge sig rundt i huset og opsluge alt jeg ejer. Jeg kigger rundt efter Ronja, men hun er ikke til at se. En stemme i mit hoved siger, “Det var da så nemt at gennemskue! Vågn nu op.” Jeg begynder at græde. Græde over presset og alt det kaos tornadoen skaber. Den ødelægger jo det hele! Den presser sig ind i mit hoved, og jeg kan ikke klare det. Det hele bliver for meget og snart eksploderer jeg. Meget snart.

Med et sæt slår jeg øjnene op. Verden er sløret. Et virvar af farver. Jeg mærker en varm hånd stryge over min. Mor sidder på en stol ved siden af mig. Hun har tårer i øjnene, men smiler. “Velkommen tilbage” er hendes eneste ord.

Sidste dag

Rasmus Gil Petersen

Karl vågnede tidligt mandag morgen. Solens stråler prøvede ihærdigt at skinne gennem de tunge skyer udenfor. Han havde knap nok fået søvn. Karl havde været til scanning for nogle dage siden, for en tumor der havde sat sig i venstre side af lungen. Han troede bare hans skrattende hosten, og gule slim var en simpel forkølelse eller i værste fald halsbetændelse.

Men en dag på arbejde, blev den gule slim hostet op sammen med blod. Efter blodet kom vejrtrækningsbesværet og han besluttede sig for at kører til sygehuset. Karl tog elevatoren op på tredje sal, bippede hans sygesikrings kort og satte sig på en grå plastik stol lige ved akvariet. Han kiggede på alle de smukke fisk med masser af farve, der levede et tilsyneladende fantastisk liv inde i en lille glasboks med intet andet end et par plastik planter, og hinandens selskab.

”Karl Ebbesen” lød det imens en høj slank mand med brunt hår og øjne trådte frem. Han mødte Karl med et venligt smil, mens Karl gjorde det samme.

”Hej jeg hedder Mads, bare følg med her en gang”. De gik ned af en grå lang gang. Han kiggede ind ad de mange døre med et lille glas vindue i midten. Han lagde mærke til et billede af John Lennon der var på væggen hvor der stod.

” When I was 5 years old my mother told me that happiness was the key to life. When i went to school, they asked me what I wanted to be when I grew up. I wrote down Happy. They told me I didn’t understand the assignment, and I told them they didn’t understand life”.

Mads førte Karl ind på stue 307.

“Nå Karl, vi skal have kørt en scanning, jeg kan forstå du har hostet blod op og har vejrtræknings problemer. Er det korrekt?”

Karl nikkede bare med et tomt blik rettet mod MR scanneren.

”Karl jeg kan forstå lidt på det hele at du er en smule nervøs, hvilket selvfølgelig er okay, jeg kan jo se her du er 45 år gammel så du er jo stadig frisk som en havørn ikke, så det er ikke unaturligt, men jeg er sikker på det hele nok skal gå” sagde Mads med det venlige blik der mødte Karl.

Karl fik taget tøjet af, og en hvid kjole lignende dragt på med små lilla prikker. Han lagde alle metal genstande ude for rummet, lage sig på båren og blev langsom kørt igennem scanneren. Karls tomme blik opfattede ikke turen, men tankerne kørte hurtigere frem og tilbage end hjernen kunne følge med.

”Ja så er du færdig, det gik da skidegodt var”

”Ja det gjorde det vel, har du svar på resultaterne?” spurgte Mads anspændt.

”Jeg er blot en radiograf, men jeg sender straks billederne til læge der vil tage et kig på dem” smilede Mads tilbage.

Karl nikkede og travede ud igen.

Karl havde haft en knude i maven hver dag siden den dag, en restløshed han ikke kunne forklare. Telefonen havde ligget lydløst i flere dage nu. I lommen, på natbordet, i hånden. Alle steder. Men endelig skete det. Telefonen brummede over fra natbordet, og med et spjæt greb telefonen og trykkede svar.

”Hej Karl kan vi få dig herover, vi har nogle dårlige nyheder... vær her helst 05:20”

Karl tøvede. Han kunne mærke hjertet falde helt ned i mavesækken.

”Jo, jeg kommer med det samme”.

”Det var godt” svarede Mads på den anden side af telefonen.

Karl satte sig ind i bilen. Klokken var 05:35. Regnen silede ned og piskede ned mod forruden, mens Karl drog ud i mørket mod sygehuset. Regnen faldt så tæt det var umuligt for viskerne at vaske regnen væk. De stadig tunge

skyer havde dækket sig mere til, de var nærmest helt sorte. Himlen var tung og grå, som om solen aldrig ville stå op. Karl drejede ind mod hospitalets parkeringsplads. Han kiggede endeløst ud mod hovedindgang der blev gennemblødt af vand. Han tog sin gamle avis fra januar sidste år, over hovedet og spænede ind mod hovedindgangen. Han tog igen elevatoren op imod 3. sal, hvor han igen satte sig på samme kedelige grå stol lige ved akvariet.

Mads sprang frem fra hjørnet mod gangen, der førte ved til alle værelserne. Det ellers venlige smil der gjorde enhver anspændt situation lidt lettere var væk. Nu var hans krop tung, og hans øjne var triste.

Han førte ham igen ind på værelse 307, hvor denne gang en mand iført en lang hvid kittel ventede.

”Hej Karl, jeg tor ikke vi mødtes før, men jeg er den læge der har kigget på dine scanninger”

Manden med kitlen tøvede et kort øjeblik, mens hans ben flakkede op og ned.

”Det viser sig at scanningerne var være end vi egentlig havde tænkt. Din tumor har spredt sig så meget, der ikke længere er hjælp forude med noget behandling. Og vi har konkluderet at du nok kun har én dag tilbage at leve i.”

Ordene føltes som et slag i maven. Det føltes, som om alt luft blev trukket ud af rummet. Hans hjerte begyndt at hamre vildt, hurtigere end kroppen selv kunne følge med. Han kiggede tomt ud i luften. Hans blik rakte kilometer. Det gav ingen mening.

Én dag. Han forsøgte at sige noget, men kroppen slugte hans ord igen.

Hans hænder rystede. Tanken om alt det han ikke havde nået, der skulle nås på én dag, skyllede over ham. Han sukkede, men nikkede med hovedet. Hvad skulle han gøre? Han vente sig om og gik ud af døren.

Han gik ud imod bilen igen. Han lod regnen skylle ned over ham, som om han håbede regnen kunne skylle følelsen af chok væk. Tårer han ikke engang var sikker på han havde grædt løb ned ad kinden, sammen med regndråber.

Karl satte sig ind i bilen igen. Lyden af regndråberne der piskede mod forruden, blev bedøvet af den vrede der hobede sig op inde i ham. Han knyttede sine hænder sammen, og så tikkede det. Han begyndte at slå mod instrumentbrættet. Han råbte selvom ingen kunne hører ham. Hænderne ramte med massiv kraft rettet igen og igen, indtil de gav op. Han sparkede mod døren men kroppen kunne ikke mere. Hans krop var helt flad. Han faldt sammen som en klump budding, og begyndte at hulke. Hvorfor skulle sådan noget ske for ham. Han havde et helt liv foran sig, og nu skulle det leves på 1 dag. Hvordan skulle man gøre det. Han fandt bilnøglerne frem fra forlommen, satte den ind i tændingen og kørte langsomt fra parkeringspladsen.

Karl kom kørende på landevejen da han så en sidevejs café. ” Café sommersol” hed den. Karl besluttede sig for at dreje ind på den lille café, og få sig noget mad. Han steg ud i regnvejret ud mod caféen og prøvede at hive i døren. Døren gad ikke give fra sig. Den var låst. Selvfølgelig var den det. Karl gad ikke engang føle mere. Han vente sig koldsindet om og gik mod bilen, indtil døren gav fra sig. En ung pige åbnede døren. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” kiggede hun forundret på Karl ”Har i åbent?”

”Altså vi åbner først her om en time, men vil du ikke indenfor, vil du ikke indenfor?”

Karl sagde ikke noget. Han nikkede bare og gik indenfor i caféen. Caféen var lille, med gule vægge og billeder af en familie i samme sted. Der duftede af nybagt brød. Karl hang sin drivvåde jakke over en stol i hjørnet af caféen.

”Ved du hvad du kunne tænke dig?”

Karl sukkede dybt

”Ehh… jeg tænker bare noget æg og bacon”

”Noget at drikke til?”

”Bare en sort kaffe”

Pigen smuttede med et smil på læben. Karl lænede sig tilbage i stolen og kiggede op på billeder af familien. Han fik for første gang siden nyheden et smil på læben. Han tænkte på sin egen familie. Ham, hans ekskone og hans søn Ludvig. Hvad gik galt. Han kiggede på billederne af dem smile, man kunne nærmest fornemme situationen foregå. Han kunne se pigen ud af øjenkrogen komme nærmere.

Hun lagde den varme tallerken foran ham. Det duftede dejligt. Duften af det saltede bacon, og de spejlblanke røræg var som om det var stillet foran ham for første gang. Den eller tørre bolle med ost der var blevet en del af den faste morgenrutine, var nu skiftet ud med noget mere komplekst.

Den unge kiggede venligt, næsten som om hun havde stjålet Mads’ smil.

Karl kiggede op på hende, og bad hende sidde overfor ham.

Karl kiggede hende dybt i øjnene. Hendes ansigt strålede en form for afsky, men det var som om hun var limet fast. Som om hun ikke kunne får sig selv til at gå fra ham.

”Hvis du havde 1 dag tilbage at leve, hvad skulle du så lave?”

Pigens ansigt løsnede sig.

”Er du filosof eller sådan noget fis?” fnisede hun.

Karl kiggede på hende iskoldt.

”Okay, jeg tror i hvert fald jeg ville hoppe faldskærm. eller måske endda stjæle en rollator fra en gammel dame.” Pigen fniste, men Karls kolde blik fik hende til at blive seriøs.

”Ej jeg ville jo nok være sammen med min familie, har du familie?” Hjertet sank til bunds igen. Hans ben begyndte at ryste uden kroppen egentlig opfangede det.

Stilheden var larmende. Pigen kiggede forundret på Karl, inden hun rejste sig igen. Karl åndede ud og begyndte at spise. Karl kom salt på sine æg, som en fast rutine hver gang han spiste æg. De cremede æg og bacon pludselig alt for saltet. Hvordan havde han ikke lagt mærke til det før nu?

De friske juice var noget nyt, noget frisk der bakkede det salte perfekte op. Ja selv kaffen var cremet, i stedet for vandet med lidt kaffesmag man fik på kontoret. Det var som om han smagte for første gang i hans liv. Tænk det tog ham 45 år at smage på sin mad. Maden røg ned i et splitsekund. Han betalte for sin mad, og tog sin jakke på og hoppede ud i bilen igen.

Karl kørte langsomt hjem mod hans lejlighed. Han travede op ad trapperne i lejligheden. Han åbnede døren på 3. t.v. og traskede ind. Hans gamle bycykel stod som altid lænet op ad væggen, og der lugtede som der havde gjort i snart 3 år. Han kiggede over mod sengen, på alle cigaretskoddene der lå i askebægere, på gulvet, ja selv på badeværelset. Han tændte lyset og satte sig over til skrivebordet. Han greb den kuglepind han engang havde fået af Ludvig, noget papir og kuverter. Og så begyndt han at skrive. Til ekskonen, hans søster, og Ludvig. Hans hånd kørte på autopilot, mens hans hjerne var i gang med at finde ud af hvad han skulle foretage sig senere. Da han var færdig pakkede han dem ned i sin bordeauxrøde lædertaske, med alverdens rapporter fra kontoret. Han kiggede engang tilbage på sin lejlighed en sidste gang, inden han tøvede og afleverede brevene.

Da karl havde afleveret brev til hans søster, var det tid til at aflevere det brev til Ludvig og Ekskonen. Karl stod foran døren, med hænderne knyttet. Han bankede tøvende, og døren åbnede sig hurtigt. Emma stod der, med hendes kolde øjne.

"Karl?" spurgte hun med ingen varme i hendes stemme. "Hvad vil du?"

Karl åndede tungt ud. "Jeg vil se Ludvig. Bare én gang til."

Emma løftede et øjenbryn, som om hun ikke helt forstod hans pludselige ønske ”Du har ikke set ham i 3 år. Hvorfor nu?”

Karl tøvede, hans hjerte slog hurtigt. Han kunne ikke fortælle hende sandheden – at han kun havde én dag tilbage. Hun skulle ikke vide det. I stedet kiggede han ned og rystede på hovedet.

"Jeg har begået mange fejl, Emma," sagde han stille. "Jeg har været væk alt for længe, og jeg ved, at jeg har svigtet jer begge. Men jeg... jeg kan ikke gå videre uden at se ham. Jeg vil vise ham, at jeg stadig er her, og at jeg stadig elsker ham."

Emma kneb øjnene sammen og krydsede armene over brystet. "Og hvad så? Kommer du bare tilbage nu, fordi det passer dig? Og forsvinder igen, når du bliver træt af det?" Karl rystede på hovedet. "Nej... jeg vil bare se ham én gang. For hans skyld, Emma… For vores skyld” Hun prustede og stirrede på ham i lang tid. Hendes øjne afslørede et glimt af den kvinde, han engang havde elsket, men også den modenhed, hun havde opbygget uden ham.

"Han er holdt op med at spørge efter dig, han tror ikke, du kommer tilbage."

Karl mærkede smerten i hendes ord som et slag i maven. Han havde svigtet sin søn, og nu bad han om en sidste chance. Det var næsten for dumt at spørge.

"Jeg ved det," sagde han lavmælt. "Men jeg vil ikke have, at han skal tro, jeg har glemt ham. Jeg vil vise ham, at jeg stadig er hans far."

Emma kiggede ned. Endelig, efter en lang pause, trak hun vejret dybt og sukkede.

"Han er ude i haven," sagde hun. "Du har en time, Karl. Og så er det slut."

Karl nikkede, lettet, men med en klump i halsen. Han gik forbi hende, ud mod haven. Da han trådte ud i det kølige eftermiddagslys, så han Ludvig sidde i græsset, koncentreret om sin lille gravko.

"Hej, Ludvig," sagde han med en blød stemme. "Kan far være med?"

Den ene time der blev lovet blev hurtigt til flere. Ludvig var endelig begyndt at tro at det egentlig var hans far der legede med ham. Emma stod oppe fra terrassen.

En knirkende lyd kom fra hovedindgangen lød, og en mand, iført jakkesæt og slips trådte ind af døren. I det samme løsnede Ludvigs ansigt sig og kiggede op på den mystiske mand med glæde i hele ansigtet ”Far!” råbte Ludvig. Han løb over den mystiske mand, med åbne arme. Han kastede sig ind i den mystiske mands krop, og blev taget op og kastet rundt. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne en høj, slank mand med blondt slikhår pludselig blive far til Karls søn. Det ramte som et slag i maven, så hårdt man gisper efter luft. Sådan havde Karl det. Han greb efter vejret selvom han trak vejret ganske normalt. Han kiggede over på Emma. Hendes blik var rettet mod Karl i et splitsekund, inden hun vendte sig om og gik ind for at skænke sig et glas vin. Karl stod med munden åben, han kunne næsten ikke tro det selv. Han gik op fra græsset ham og Ludvig lige havde leget på i et par timer. De timer føltes som sekunder. Han var en mand der altid havde for travlt til at nå det næste, men nu er det ikke noget ”næste”. Han rejste sig fra græsset, med to store grønne pletter på knæerne. Han snøftede gråden ind, nikkede til manden med slikhåret, kiggede én sidste gang på Ludvig.

Han satte sig ind i bilen, smækkede døren bag sig og blev et øjeblik bare siddende der. Han kunne se sit eget spejlbillede i vinduet. Han kiggede på en mand han ikke længere kunne kende. En mand med sort rander under øjnene og en rød tud. Med en rystende hånd drejede han nøglen, og motoren kom til live. Han satte bilen i gear og kørte langsomt ud fra indkørslen.

Karl kørte. Han vidste ikke hvorhen, men han måtte væk. Væk fra Ludvig, fra Emma, fra den fremmede mand med slikhåret, der på en eller anden måde var blevet en del af hans søns liv.

Karl besluttede sig for at kører ud til hans søsters sommerhus. Et smukt rødt træhus med udsigt over havet. Med meter lange skove omkring. Karl kørte gennem det stille sensommerlandskab. Solen var ved at gå ned. Marker med gyldent korn lå på begge sider af vejen mens fuglene begyndte at synge vuggevise. Foran ham dukkede søsterens sommerhus op, gemt blandt de høje træer. Han drejede ind på indkørslen, hvor gruset knasede under dækkene, og en dyb stilhed fyldte luften, da han slukkede motoren. Han mærkede luften glide mod hans hud. Han kiggede efter husnøglen. Nøglen med den røde snor, gemt omme bag en ødelagt potteplante. Og rigtig nok lå den der. Han åbnede den slidte trædør og trådte ind i huset, hvor den velkendte duft af gammelt træ mødte ham. Han fandt en gammel flaske whisky, ham og hans søster drak af, da hun havde fået nyt job. Den gyldne væske blev hældt ned i et glas fyldt med krystaller. Han fandt en stol, og åbnede for terrassedøren og satte sig udenfor. Alt var stille. Man kunne hører frøene blævre i vinden. Karl kiggede op på solen der så småt havde lagt sig til ro. Fuglene sang deres vuggevise. Han lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Med glasset i hånden og et stille smil på læben, blev han siddende i mørket der var faldt på. Han reflekterede over livet. Hvor lidt han havde nået på et helt liv. Han reflekterede tilbage på plakaten på gangen, brevene, morgenmaden, Ludvig. Han reflekterede over de små øjeblikke der var gledet over ham i jagten på det næste. Gåturene med Ludvig, ham og hans søsters sommerhustur, Da han engang elskede Emma. Han reflekterede over de ting han skulle have sagt. Om hvor meget han rent faktisk elskede Emma, engang. Med lukkede øjne og et smil på læben åndede han dybt ind. Og åndede ud. Og åndede ind. Og åndede ud…

Usynlig

Rebecca Bira Allesø

“Ella, det er ikke sjovt længere hvor er du? Du skal have dit tredje mellemmåltid i dag og du ved hvor vigtigt det er,” råbte mor. Jeg stod lige foran hende, hvorfor kunne hun ikke se mig?

Jeg viftede med armene, prøvede at sige noget, men intet skete. “Du SKAL have det måltid nu, det er kritisk. Jeg ringer til dem og beder dem indlægge dig, hvis ikke du kommer her og spiser,” sagde mor med en hård tone. Hvad? Jeg stod jo lige foran mor. Jeg prikkede hende på skuldrene, men hun opfangede intet. “Men jeg er jo lige her” sagde jeg lavt. Hvad var der sket? Var jeg blevet usynlig?

Jeg plejede at være en glad pige. Den pige som altid mødte op med et smil på læben, havde overskud til at være glad, men også spredte god energi omkring mig. Jeg plejede at sikre mig at alle andre omkring mig var i god behold, spiste nok, osv. Men så skete der noget, som nu har kostet mig min synlighed på jorden og nu er jeg bare i et med ånderne.

Det startede egentligt en helt almindelig tirsdag, ikke så meget der. Det var ikke fordi tankerne aldrig havde været der, det var bare den præcise dag de havde taget handling i mit liv. Jeg havde længe tænkt, at jeg var for stor. Jeg havde fået kommentarer, men jeg ville ikke have, at folk skulle tro det påvirkede mig, så jeg signalerede oftest at jeg bare var ligeglad, men hvad de ikke vidste ved de små kropskommentarer, var at det blev begyndelsen på mit helvede.

Jeg lagde ikke hårdt ud fra starten, det var en gradvis proces som udviklede sig over tid. Først var det morgenmaden der røg. Derefter gik frokosten fra at være to skiver rugbrød med en banan ved siden af til, at blive en skive rugbrød og en ris kiks. Der gik tid før jeg så effekt. Det var hårdt og det krævede ekstrem selvdisciplin og vedholdenhed. Allerede efter fire dage, hvor jeg bare havde taget lidt af maden væk kunne jeg mærke en fysisk forskel.

Hver gang jeg rejste mig, blev jeg ramt af en slem svimmelhed. Så kunne jeg se resultater på vægten og det gik bare stærkt, men alligevel føltes det som om; at for hvert kilo jeg tabte, tog jeg et på og blev bare tykkere og tykkere. Hvordan kan det være muligt tænkte jeg? Hvordan kan jeg tabe så meget på skalaen, men blive større og større.

Jeg havde kvalme konstant. Sulten gnavede sig gennem min mavesæk. Det føltes ikke længere bare som ekstrem sult, men som om min mave var begyndt at gå i selvfordærvelse og mine organer begyndte at spise hinanden.

Jeg havde alt jeg spiste i min kalorie app. 500 kalorier om dagen, ikke mere. Jeg hadede for det meste skole, men for at undgå at spise, var det en fantastisk udvej. Jeg havde madpakke med, ligesom alle andre. I dag havde jeg fået en hjemmelavet sandwich, et æble og en muslibär med, som far havde brugt hans tid på at lave. Jeg vidste at jeg måtte smide det ud. Ifølge min plan måtte jeg ikke. Jeg havde altid vildt dårlig samvittighed over at smide mad ud, men tankerne vandt altid over mig.

Jeg stod foran spejlet kun iklædt mit undertøj, hvorfor var jeg så fed?

Jeg rev alt tøj ud af mit klædeskab. Jeg havde tabt en del siden jeg havde prøvet det på for et par dage siden, så nu skulle alt prøves på igen. De jeans som var for stramme inden jeg begyndte, var nu så løse at de bare gled af mig, og ned på gulvet. Et kort øjeblik forsvandt den afsky, jeg havde overfor mig selv, til en meget tynd pige, med flade former, fordi hun var så udsultet, men nej, det måtte være en forestilling, for sandheden var jo at jeg var meget stor stadig.

Jeg var deform. Min krop den var forkert. Jeg havde ikke behøvet at tabe mig så meget hvis bare den var ligesom alle andres, med gode former, men jeg havde ikke gode former, de var grimme og skulle derfor forsvinde helt. Jeg fik efterhånden daglig ros for mit vægttab. Selv mor og far var helt imponerede. Ja, jeg blev glad, for det betød jo at det var synligt og at det virkede, men inderst inde havde jeg håbet at nogle omkring mig havde taget det som et råb om hjælp, men nej. Jeg måtte gå hårdere på mig selv nu, efter at have set hvordan folk bare roste mig.

Dagene gik, kiloene røg, og alting blev meget værre. Jeg kunne ikke længere. Mor og far kunne endelig se der var noget galt, da de lige pludselig lagde mærke til at jeg næsten var transparent af tyndhed, selvom jeg var overbevist om, at det var løgn, da man ikke kan blive usynlig og jeg var jo også stadig bollefed.

En dag bankede far på døren. Han satte sig på kanten af min seng og kiggede lidt ned, indtil han sagde “Du spiser altså ikke særlig meget. Du har tabt dig utroligt meget på så kort tid. Mor er også blevet ret bekymret. Altså du har været hjemme hele dagen. Du har sprunget morgenmad, frokost og andre måltider over, det eneste du har spist, er en meget lille bid lasagne, det er ikke normalt...” Jeg fik en klump i halsen, en af dem der pressede sig hårdt op i halsrøret. Jeg fik lyst til at kaste det lasange stykke, jeg havde spist, op; ikke for at skuffe far, men fordi jeg fik det så fysisk dårligt over mad, og over at folk lagde mærke til det. Jeg havde lyst til at skrige og græde, fortælle far at jeg ikke havde spist et ordentligt måltid i nu flere måneder, men den eneste reaktion der kom ud af mig, var et nervøst grin efterfulgt af “Far. I skal altså ikke være bekymrede. Jeg er helt okay.” Far sagde så “Nogle gange er det næsten som om du visuelt forsvinder helt, som om du er ved at blive så udmagret og ødelagt, at du bare... forsvinder.” Jeg sagde ikke noget til det. Far gik så, og idet han lukkede døren, brød jeg fuldstændigt sammen.

Jeg kunne ikke stoppe med at være restriktiv. Jeg var faktisk begyndt at nå et punkt hvor jeg måske ikke kunne se, hvor tynd jeg var, men jeg kunne mærke det. Det gjorde ondt at sove, en blanding af at være svimmel og kunne mærke min hjertebanken blive langsommere dag for dag, men også fordi der ikke længere var meget fedt, men bare knogler der gjorde ondt at ligge på.

Jeg husker alt det her i brudstykker, min krop var i så stor mangel af vitaminer, næring og alt, at min hukommelse bare var som kortsluttet.

Jeg stod i skolen. Det var min tur til at fremlægge en præsentation om Danmarks velfærdssamfund. Jeg var overhovedet ikke forberedt. Jo, jeg havde da undersøgt omkring emnet, men min hjerne var ikke med. Jeg havde ikke sovet i nat. Mine knogler gjorde ondt, og for hvert et skridt jeg tog, var det som om jeg blev svagere og svagere.

“Ella, nu det din tur til at vise din præsentation” sagde Jens, mens han stod og skrev noter til den forrige gruppes præsentation. Alt var omtumlet, men jeg rejste mig alligevel. Alt blev sort.

Det næste jeg husker efter det her er kun i helt svage brudstykker, men jeg husker det som at jeg egentligt kommer hurtig nok op på benene igen, mens Jens havde nogle i røret, formentligt mine forældre og alle i klassen bare sad og nedstirrede, mig og min svage krop. Folk så chokerede ud, næsten som om jeg ikke var der, men som om de sad og tænkte over hvor jeg var blevet af.

Mor kom og hentede mig. “Ella. Jens ringede, fordi du besvimede, men også fordi han slet ikke har kunne genkende dig de sidste mange måneder. Du har tabt dig utroligt meget, er helt væk, du er helt bleg og sort omkring øjnene, nogle gange forsvinder du næsten...” sagde mor, det var som om noget slog klik i mig da mor sagde det, noget i mig der vidste at jeg var syg og burde få hjælp, men nu var jeg så langt ude. Jeg var ikke til at rede. “Mor. Jeg er okay. Jeg ved ikke hvorfor alle skal blande sig så pisse meget. Jeg spiser rigeligt af mad, faktisk til den større mængde.” Mor sad i chok, jeg kunne ikke se om hun var i chok, fordi alt bare var overvældende eller om det var fordi hun ikke troede på min løgn om mængden af mad jeg spiste, men et par dage efter den snak havde hun i hvert fald ringet til lægen og bedt hende undersøge mig grundigt.

Efter de mange undersøgelser, kom lægen frem til at jeg var i kraftig underernæring, hun syntes der var noget mystik over hvordan min krop havde reageret på underernæring, Hun syntes jeg så meget bleg ud, men på en transparent måde hun aldrig havde set før. Hun valgte at lade mig gå med en måltidsplan, som bestod af seks måltider på en dag.

Jeg nægtede. Hvad fanden? Seks måltider på en dag!?

Var de helt væk? Mor og far prøvede at presse de måltider ned i mig. De gjorde alt. Jeg spiste endda nogle af dem, men det røg hurtigt op med to fingre oppe i halsen. Jeg var fortabt. Jeg var blevet så tabt i mine egne tanker og så tynd, at mit skelet var begyndt at forsvinde. Mor råbte efter mig og sagde jeg skulle komme hen til hende og få mit måltid, men sandheden var, at jeg var blevet usynlig. En lille kommentar fra de “populære” i

klassen, havde ødelagt mig. Den havde destrueret min uskyldige hjerne og min krop. De havde fået plantet en ide om, at jeg var enorm. At jeg var fed. Nu er jeg blevet en del af ånderne.

Farlig ventetid

Sigfred Dahl Zachariassen

Break-Battlen var ved at være færdig, jeg gad egentlig ikke hjem. Jeg kendte ikke området og det var ved at blive mørkt.

Jeg hyggede med mine venner, men tanken om at jeg skulle hjem gjorde mig urolig. Det blev ved med at nage mig i baghovedet, jeg prøvede at ignorere det, men det blev bare værre.

Jeg sagde farvel til mine venner, og gik udenfor, i baggården, for at ringe til min far.

“Hey far, har du set min besked.” Far sagde “Nej”. Jeg sagde: “Jeg har sendt dig nogle tider, til toget.” Far svarede mumlende og hurtigt: “Jeg skal nok købe billetterne”, derefter lagde han hurtigt på uden at sige hej eller farvel. Det gjorde lidt ondt, men klokken var også mange.

Jeg stod og overvejede, om jeg skulle gå ind igen, men det ville nok være lidt akavet, når jeg allerede havde sagt farvel. Det var også lidt for tidligt at bevæge sig ud i de mørke gader. Så jeg placerede mig akavet på gangen. Min telefon havde ikke så meget strøm, så den kunne jeg heller ikke bruge tid på, og satte den til opladning. En breaker gik forbi mig og spurgte hvorfor jeg stod der. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg endte med at svare, tøvende: “Jeg venter på at skulle gå”, men jeg kunne fornemme at det ikke rigtig gav mening. Han gik bare videre, med et undrende udtryk.

“Nu går jeg sgu’ bare, Københavns mørklagte gader kan da ikke være så slemme”.

For lidt tryghed ringede jeg til min far, han blev ved med ikke at tage telefonen. Jeg blev en anelse bange, hvad nu hvis der ville ske noget, og jeg ikke kunne få fat på nogen.

Da jeg kiggede op på de mørke gader, belyst med dæmpede gadelygter, blev frygten ikke mildere. Jeg fik lige hurtigt flashback til Hogsmead, hvor den gamle dame faktisk viser sig at være Negine, Voldemorts slange. “Uhh haa”, der gik et kuldegys op igennem hele kroppen.

Jo længere jeg gik ned ad gaden, jo flere creepy mennesker dukkede op. De kom tættere og tættere på. Der var nogle gamle damer der råbte og skændes, nogle perkere der pustede hash i ansigtet på mig, da jeg gik forbi dem, og nogle hjemløse lå op af skrallespanden hænde ved stationen. Jeg var skræmt, og skulle lige tage mig sammen, før jeg gik langsomt derhen. De nedstirrede mig, med deres grå øjne. Det var kun min fornuft, der fik mig fremad. Jeg gik helt i stå da en af de hjemløse rejste sig op. Jeg skulle lige til at løbe skrigende væk, indtil jeg opdagede at han gik over til en anden skraldespand for at finde et eller andet, hvad ved jeg?

Jeg gik op ad den halv-ødelagte rulletrappe og hen til infoskærmen. Det hele var dækket af graffiti, elevatoren var ødelagt, der var endda nogle smadrede huse, som nok hørte til stationen. Skærmen, som skulle have fortalt mig hvilket spor toget, gik fra, var overhovedet ikke til at tyde. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af hvilket spor jeg skulle være på.

Jeg gik ned under stationen, gennem tunnelen, hvor alle de hjemløse sad og nedstirrede mig. Nok gjorde de mig ikke noget, men når de sad der og hviskede, med deres slidte tøj og misbrugte kroppe, blev man da bange.

Omme på den anden side gik jeg op til en lige så creepy og ødelagt perron. Jeg kunne stadig ikke finde ud af hvilke spor jeg skulle være på, så jeg endte med at gå den samme rute frem og tilbage fem, ti gange. Jeg var skræmt, stressede og bange.

Der var en mand der blev møg-irriteret over, at jeg gik frem og tilbage hele tiden. Men jeg kunne for fanden ikke gøre for.

Sidste gang jeg kom op på perron 4 kiggede jeg på klokken. Der var et minut, til at den gik. Det var som om tiden stod stille i et øjeblik, og først da gik det op for mig, at jeg var på den forkerte perron. Jeg kiggede op, 'der kom den sgu’ kørende. “Typisk”, mumlede jeg til mig selv. Bare det ikke var for sent. Jeg spurtede med fuld kraft ned gennem tunnelen. “HUNDEHOVEDE, HÆNGERØV, SKIDESPRÆLLER, SOSIALDEMOKRATER” råbte den temperamentsfyldte hjemløs, jeg reagerede ikke og spurtede videre, rundt op ad trappen. Den kørte lige foran mig. Jeg ringede til min far, men han tog den stadig ikke. Da jeg vendte mig om, stod den hjemløse der. Lige foran mig, med de buskede øjenbryn udover de grå øjne. Der var ingen andre på perronen, end os to. Jeg kunne se at det ikke ville ende godt. Tiden stod stille igen, det eneste jeg kunne høre, var mit åndedræt, og hjertebanken, “du duk du duk…”. Han kom tættere og tættere på. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. Han tog fat i min krage og smadrede sit knæ op i maven på mig, igen og igen. Jeg ved ikke, hvad der skete. Sekundet hans knæ ramte min mave første gang, blev alt stille, ligesom under vandet.

Jeg committede ikke lige som min træner havde lært mig. Den hjemløse så meget sur ud, men hvis man kigger godt efter, var han jo faktisk ked af det. Han levede nok ikke det liv han ønskede, og ville det så hjælpe at jeg slog igen?

Lige pludselig stoppede han. Hans ansigtsudtryk ændrede sig til tomhed, derefter vendte han sig om og gik uden et ord.

Jeg stod og ventede ca. ti minutter til det næste S-tog kom. Jeg fattede ingenting, det summede i hele kroppen. Der var ingen smerte, kun en lille følelse af lettelse over at det ikke blev værre, og hvorfor gjorde han mund ikke mere?

Min Adrian

Sille Æbeløe Graven Nielsen

Jeg går med hurtige, faste skridt ned af gangen. Kigger rundt, leder, kigger engang til og leder videre. Den stejle trappe virker længere i dag, som om de højre smalle trin er blevet endnu højere og vokset over natten. Det har de sikkert også, det føles i hvert fald sådan. Jeg går hurtigere end jeg plejer. Bliver trappen længere? Det virker som en evighed og toppen ser ikke ud til at komme tættere på. Jeg tæller trinene, som jeg plejer, når jeg ikke kan slæbe mig selv, helt op til toppen. Et… seks… tretten… treogtredive… seksogtres… trehundrede treogtredive, tal er sjove. Jeg ville ønske, at vi havde nogle flere trin, men trappen stopper ved niende etage.

Jeg må ikke være her. Døren står truende over mig. Er der ikke blevet koldere heroppe? Burde der ikke være varmt? Jeg kigger på døren, tager mig sammen og banker på. Tre rungende bank. Døren åbner og ud smyger sig en fed, gammel, sort kat. Hans øjne er trætte, han åbner munden og siger: ”Meow, er det ikke lidt tidligt at stå op endnu?”

”Er frk. Selia derinde?” Jeg prøver at holde mine ord korte og konkrete. For jeg ved, at selvom denne kat ikke laver en skid, er han rigtig god til at snakke mere end nødvendigt.

”Også en god morgen til dig lille monster.” Han kigger på mig som om, jeg er noget af det mest ligegyldige i hele verden.

”Flyt dig, jeg skal tale med frk. Selia.”

”I morges da jeg stod op var min vandskål tom, ikke mere vand til mig hva? Jeg er såå tørstig, hent noget vand til mig.”

Jeg kan mærke kontrollen over mine ord glide langsomt ud af mine hænder. Jeg trækker vejret, tager en dyb indånding. Jeg har hverken tid eller overskud til at diskutere lige nu. Katten kigger på mig, hvor han efterfulgt smider sig på gulvet og derved får alt sit fedt til at blævre ”Meoww nu ligger jeg lige så godt.” Han kigger på mig med tunge drillende øjne.

”Har du ikke nogen mus du skal fange Balor?”

”Hmm neeej Jeg har vigtigere ting at lave.” Svarer Balor, mens han strækker sig. Han laver ikke en skid hele dagen, han ligger bare og er hendes yndlings, han har altid været hendes yndlings.

”Lad mig gætte, din dreng er forsvundet?”

”Adrian er ikke min, vi havde bare en aftale, han dukkede ikke op. Jeg har kigget på hans værelse, men han var der ikke og jeg ved godt, han ikke altid er til at stole på, men…” Han kigger på mig med lidt mere alvor nu.

”Han gør det hver gang og du kravler tilbage til ham, han er ikke til at stole på. Jeg siger ikke, at jeg er på hans side, men jeg synes at du ser ynkelig ud på dine knæ, lille monster” Hans øjne er dybt seriøse og jeg kan se en lille smule medlidenhed gemt bag ligegyldigheden.

”Du har ikke ret, han havde lovet og han…” Balor afbryder

”Jeg har advaret dig, Lillith! Han kommer til at gøre det igen” Jeg taber kontrollen. Fucking lortekat med speciale i vide alting, tydeligvis!

”Så mange gode råd og alligevel sidder du på dine fede røv hele dagen. Hvor. Er. Selia?!” irritationen er tydelig i min stemme. Han forstår og er færdig med at drille. Han sætter sig op.

”Frk. Selia har ikke taget ham. Hvis han har gjort noget dumt, er han ikke blevet fanget. Sidste gange jeg så ham, var det nede i køkkenet, lille monster.” Katten vender sig, må lede lidt, men finder så en lille åbning i de store tygge gardiner. Noget fesent, koldt lys stryger ind over gulvet. Jeg kigger på ham med irritation. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde tid til at smide mig på gulvet, men jeg er ikke en kat, uanset hvor meget jeg kunne ønske at være det lige nu.

Nede i køkkenet er der en forfærdelig skank af råd. Adrian er der ikke. Rummet er tomt udover de to møgunger. De sidder ved et bord, der burde kollapse under vægten fra en klam bunke af alt muligt forskelligt mad. De sidder bare og kaster det ned. Fluerne sværmer om dem, de er ligeglade, de vil bare have mere, indtil de må kaste det hele op og starte forfra. De sidder i deres egen pøl af mad og bræk. Jeg får det helt dårligt af at kigge på det. Jeg kigger mig omkring, kalder på Adrian, men han er her ikke, her er kun fluer, mug og møgunger. De kigger ikke engang op, da jeg går rundt. De sætter ikke pris på noget af det, uanset om det er uvaskede rå kartofler, eller en gourmet middag. De vil have mere, de kan ikke stoppe. I det mindste har de hinanden, jeg ville sådan ønske, at jeg ikke var alene. At Adrian huskede vores aftaler. Nej. Der var sket noget. Han havde ikke glemt det. Jeg skal bare finde ham.

Jeg går ud i gården, der er overskyet og det ligner at det trækker op til regn. Muren omkring vores hjem er høj og tyg. På toppen er der piktråd, så ingen kan klatre ud. Der er ikke så meget at se herude. En sti af varm asfalt løber fra huset til porten, porten er stor og det er den eneste vej ud. Nogle gange prøver folk at hive i porten, at tvinge døren op. Folk tror at de kan komme ud, men sådan fungerer det ikke. Hvis man skal ud, må man gøre sig fortjent til det. Jeg kigger omkring, lige ved første blik ser det ikke ud som om der er nogen. Jeg går videre rundt om huset.

Der er en gammel pool bag ved huset. Den er kun halvt fyldt. Der er ingen stige til at komme ned, hvilket også betyder, at man ikke kan komme op igen. Mange af de nye har brugt en nat eller to fanget i poolen. Man er heldig, hvis man bliver efterladt i poolen. Dem der er rigtig gode, bliver også leget lidt med. Jeg har aldrig været ny, dog blev jeg skubbet i for nogle år siden, heldigvis kunne jeg forhandle mig til min frihed. Jeg går hen til poolen og kigger, den er tom for mennesker, ingen Adrian.

Jeg kommer hen til det gamle gyngestativ. Begge gynger knirker og den ene bliver skubbet af vinden. Jeg kraver op på gyngestativet og kigger over muren. Hvis de vidste, at jeg gjorde det her, ville jeg nok blive slået. På den anden side af muren er der en mark med vilde blomster og duer der bygger reder. Duerne tør ikke at komme ind til os. Der kommer kun nogle ravne og nogle krager en gang imellem. Jeg ville sådan ønske, at vi også havde duer. Blomsterne på marken er flotte, det eneste vi har er frk. Selias grimme roser. Hun skriger altid af os, hvis vi kommer tæt på dem. Jeg ser en skikkelse på den anden side af muren. Skikkelsen vender sig om og kigger på mig. Den er en af dem, dem der bor ved marken, udenfor vores mur. Skikkelsen smiler, jeg smiler ikke tilbage.

De lover at vi bliver hentet engang, når vi er sødere og anderledes. De vil ødelægge os. De forstår det bare ikke. De har sagt at vi fortjener at være et bedre sted, at vi ikke burde bo her, noget med beslutninger, hvad de mener der er det rigtige. Frk. Selia griner af dem, siger at hendes små mostre kommer til at være her forevigt og bare køre i ring. De ser anderledes på os, dem alle sammen. Der er mange der er bange for os, frk. Selias misfostre bliver vi kaldt. Nogle har ondt af os, men det er fordi de ikke forstår at vi hører til her, vi har altid været her. Jeg går ind i huset igen, langsomt. Da jeg ser en skikkelse stå op af det gamle skrå bornholmerur i gangen. Mit hjerte falder, helt ned til det rammer bunden. Min vejrtrækning bliver ujævn, overfladisk. Det sortner for mine øjne. En god cocktail af frygt, vrede og angst rammer mig hårdt.

Layla den smukke, ældre, bedre, fantastiske, forfærdelige, klamme, fucking lorte pige. Står der hvor jeg skulle have stået, med Adrian i hånden. Adrian, min Adrian. Hvor vover hun. Et stort smil breder sig på hendes læber.

Hun ved det. Hun ved, at han havde lovet. Jeg kigger på ham ”Du overholdt ikke din aftale, du lovede” der er gråd i min stemme. Han kigger på mig som om min tilstedeværelse faktisk irriterer ham.

”Jeg havde ikke lige lysten.” er alt han siger.

”Men, det kan du ikke bare…?”

”Jeg er sammen med dem jeg har lyst til.” Han siger det så kort, som om det er så ligegyldigt.

”Jeg kan være bedre end hende, jeg ber dig, jeg…” Jeg beder, trygler, kravler på mine knæ. Laylas smil ligger helt op til hendes ører. Hendes øjne lyser af skadefryd. Jeg synker ensomt ned på gulvet. Mit hjerte bløder, græder. Han kigger på mig, som om jeg er en fucking byrde. Som om jeg er skør. Det gør ondt, at han ikke kan se, hvor forfærdelig hun er. Han lovede.

De går sammen og efterlader mig tom og kold. Balor kigger ind på det ynkelige hylster det ligger sammenkrøllet tilbage. Jeg ser ham ryste på hovedet hvorefter han siger ”Han er ikke din” og forlader opgangen.

Jeg lægger mig i sengen, den er kold, mine øjne er våde og ømme. Han havde lagt et brev på min seng. I morgen stod der. I morgen. Det lovede ham. Han lovede, jeg skulle mødes med ham. Han lovede aldrig at lyve igen. Lyver han? Han ville ikke gøre det igen. Nej. I morgen har vi en aftale. Balor ved ikke en skid. I morgen vil han se at han er min. Min Adrian.

Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage

Smilla Thrane Jonas.

“Kig dig for mand!” Lyder det bag mig, da jeg ved en fejl kommer til at bumpe skulderen ind i en fremmed dreng på vej til mit nye klasselokale. Jeg kigger tilbage og bliver mødt af et vredt blik. “Åh, ikke allerede” sukker jeg og mærker den allerede eksisterende klump i maven vokse sig endnu større. På få sekunder har jeg allerede formået at pisse en fremmed dreng af. Og så en fra skolen endda. Den helt nye skole, som virker så fremmed og forkert. Lugten af papir og nyvasket gulv, lydene af folks gummisko, der trisser over gulvet og tja, faktisk også menneskene for at være helt ærlig. Jeg bed kraftigt mærke i ham drengen jeg kom til at strejfe med min skulder, for han var iklædt helt sort. Fra top til tå. Kasketten, trøjen, hans jeans, skoene og ja, selv strømperne var sort. Han bar dog noget, som ikke var lige så dystert som resten af ham. Hans mørkeblå store øjne og hans let leverpostejsfarvede hår, som fulgte hans hurtige bevægelse, da han kiggede tilbage med et henkastet surt blik.

Nå, mor havde advaret mig om disse typer. Og med et forsvinder jeg ind i min egen verden af usikkerhed igen.

"Undskyld?", mit stemmebånd ryster og ligeså gør min hånd, da jeg prikker en lærer på skulderen. “Hvor hører 1 g'erne til?” “Nede ad den gang, forbi kantinen og så første dør på højre side” svarer en kvinde mig. Hun har lyst krøllet hår og røde læber, der er lidt sprængt. Jeg bider mærke i det og har lyst til at tilbyde hende lidt læbepomade fra den gule vaseline, jeg altid har i baglommen, men jeg stopper mig selv. Det ville nok være mærkeligt at tilbyde en lærer ens læbepomade.

Jeg går målrettet hen mod klasselokalet, men skal tvinge mine ben til sætte det ene foran det andet, da jeg skal forbi kantinen, hvor alle 2 og 3 g’erne sidder og sender fordømmende blikke. Endelig er jeg nået til målstregen. Jeg spotter skiltet på højre side. 1.F. Bingo. Jeg tager i håndtaget og mærker det kolde jern ramme min håndflade på samme tid med et sug løber gennem maven. Jeg træder ind på stengulvet. Der lugter af nymalede vægge. Hurtigt får jeg skimtet klasselokalet og lægger mærke til sedler med navne, der ligger fordelt på hvert bord og få mennesker, der hæver blikket fra de lakerede træborde. Min hånd strejfer let bordene, når jeg går forbi det ene bord efter det andet uden at spotte den gyldne seddel med mit navn. Der! Der står Jonas. Sikke en lettelse at jeg ikke skulle gå forvirret rundt i lokalet i en evighed. Jeg mærker jeg langsomt klumpen i maven, der har vokset sig til en stor bold, folde sig sammen og fylde mindre. Jeg sætter min grønne taske under bordet, men da jeg rejser mig op for at hive stolen ud for at sætte mig, får jeg mig noget af en overraskelse. Og klumpen, der ellers lige var blevet mindre, føles pludselig, som om den eksploderer.

Der sidder han. På pladsen ved siden af min. Den sortklædte dreng, der vrissede af mig på gangen. “Det kan ikke passe det her", hvisker jeg for mig selv og bider mig blidt i læben. Så tager jeg en dyb indånding og trækker stolen ud, men da jeg bøjer benene og forventer at mærke stolens sæde mod mine baller, bliver jeg forvirret. For det gør jeg ikke. Jeg rammer hårdt jorden, så det giver et højt klask. Jeg rødmer og kigger pinlig berørt op, og lige der løser mysteriet sig, da jeg lægger mærke til, hvad der er skyld i, at jeg ligger her som en eller anden sammenfoldet vandmand på jorden. Mit blik møder drengen ved siden af og der går det op for mig, at drengen har trukket stolen væk under mig. Jeg kan mærke klumpen fra maven flygte op til halsen, og på få sekunder har den transformeret sig til tårer, der presser sig på bag øjnene. Pinlig berørt og rød i hovedet sætter jeg mig op og bemærker navneskiltet ved siden af mit.

Krelle.

Den fucking taber af en bøsse at være. Jeg bliver irriteret bare af at kigge på hans ansigt. Den skæve næse og de buskede øjenbryn, som stritter mærkeligt til alle sider. Jeg har lyst til at placere min knyttede næve lige i midten af hans ansigt. Så kan hans næse blive endnu skævere, end den i forvejen er. Og hans kiksede tøj, der er blevet strøget af hans sikkert perfekte forældre. Han virker som den type. Den type, hvor forældrene har ligget og holdt om ham, imens de har løjet i hans øre. "Ej, du er så perfekt skat” og “Du er lige som du skal være” jeg brækker mig næsten ved tanken.

Mine næver er knyttede og begynder at blive hvide, så jeg strækker hånden ud og kan se, at Jonas, som han åbenbart hedder, kaster dem et blik. Han skulle bare vide, hvad de næver er blevet brugt til, og hvor mange gange de har været i brug. Snart bliver han endnu et navn til listen, hvis han ikke stopper med hans hundehvalpe mor og fars dreng opførsel. Blikket i hans øjne efter jeg trak stolet væk under ham, gav mig lyst til at gøre det igen, men min tanke bliver afbrudt af at en irriterende kæphøj dreng kaster en blyant på mit baghoved. Jeg rejser mig i et og skubber stolen til side. En, to tre og der ligger han så. På jorden, foldet sammen og lige pludselig ikke så kæphøj som før.

Imens jeg kan høre drengen, der ligger på gulvet, trække vejret hurtigt og højt, sætter jeg mig på stolen og bemærker Jonas, der langsomt rykker længere væk fra mig. “Slap af lille homo” siger jeg og forventer et stærkt modsvar. “Jeg er sgu da ikke homo!” plejer de at råbe, men Jonas sidder bare der med et fortvivlet, men roligt blik. Et blik, der på en eller anden mærkelig måde både får noget i mig til at falde ned, men også noget i mig til at tænde. “Lad vær med at kigge på mig” vrisser jeg, men imens min mund formulerer de ord jeg kan mærke en lille lyst til, at han skal fortsætte med at kigge.

Jeg kigger på ham, og denne gang hviler mine øjne ind i hans et halvt sekund mere end de plejede at gøre de andre gange jeg har kigget på ham. Hans blik er som en varm krammer, jeg tydeligt kan mærke uden overhovedet reelt at kunne mærke noget. Det har jeg aldrig kunne. Heller ikke som lille. Det eneste jeg kunne mærke, var mit hjerte pumpe så hurtigt, at det fysisk gjorde ondt, da jeg sad under bordet i kælderen og kunne høre tumulten ovenpå uden at kunne stoppe det. Det kunne jeg i hvert fald ikke de første mange år. Men så blev jeg større i takt med at alle mine aftener blev tilbragt i træningscenteret, og så kunne jeg stoppe det. Jeg bliver revet ud af mit Deja Vu, da klokken ringer.

Tiden går hurtigt, for før jeg ved af det, har jeg nu gået i 1.F i en måned. Overraskende nok, for normalt ville jeg have været på kontoret mindst 5 gange hvis ikke smidt ud. Men her er jeg. Tiden er gået hurtigt, sågar som mine følelser. Nogle følelser, jeg ikke vidste jeg kunne føle. Varme, ro og kærlighed. Ikke nogle følelser jeg har lært mig selv. Han har lært mig det.

Den øjenkontakt, som fik mit hjerte til at føle en smule varme den første dag, blev langsomt til længere og mere intense blikke. Blikke blev til uskyldige strejf på benet under bordet. Og nu står vi her. Her, hvor jeg kun kan falde til ro om aftenen, når vi har ringet sammen. Når jeg har hørt hans stemme, og når jeg har mærket hans varme. Han er så blid, så rolig, så kærlig og så… omsorgsfuld.

Men hvad fanden laver han egentlig med mig? Jeg har mørke tanker og kan ikke finde ud af at hjælpe andre. Jeg råber, og jeg er hele tiden oppe at slås. Han kan få bedre, og han skal have bedre. Jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke lade ham. Jeg hader hans nysgerrighed og hans snagen, men jeg elsker den også, og jeg vil kun have, at det er mig, der får den. Det kan kun være mig, der får den.

Jeg ligger på, men i det samme sekund jeg mærker min let svedige finger løfte sig fra den røde knap på telefonen, har jeg lyst til at trykke på hans navn i min telefonliste og ringe op igen, men jeg afholder mig selv fra det. Jonas.

Jeg lægger mit hoved på den blåbedækkede pude, som lugter lidt, af at den trænger til snart at blive vasket. Jeg bider det i mig og slår tanken hen. Så begiver jeg mig til at tænke på Krelle. Den åndssvage, sortklædte og hårde dreng som på en eller anden mærkelig måde formår at give mig de mest farverige og lykkelige sommerfugle i maven uden jeg helt kan forklare hvorfor og hvordan. Han er hverken særlig kærlig eller udtryksfuld. Jeg ved aldrig, hvad han rigtig tænker, eller hvordan han har det. Men han er ham og det er godt nok. Og vi er som to magneter. Sjovt nok taget i betragtning, at jeg de første uger følte, at lærerne havde placeret de to største modpoler ved siden af hinanden.

Alt det gruppearbejde, hvor han ikke ville samarbejde, fordi han var “for hård”. Tænk, at det startede sådan. Hans navneskilt ved siden af mit. “Hm” tanken får mig til at smile, og jeg mærker, at jeg er ved at døse hen. Shit. Nu kommer det. Alle de usikkerheder, der altid kommer svømmende ind over de lykkelige tanker som et skybrud, der tager alt godt med af det det svømmer forbi. Vil krelle overhovedet det her? Er han overhovedet homoseksuel ligesom mig. Han gider aldrig at give et konkret og direkte svar, for når jeg spørger ind til det, får han det altid fejet ind under gulvtæppet og samtalen drejet over på et andet emne. Så… Jeg ved det faktisk ikke, så jeg føler aldrig skepsissen tager en ende.

Men jeg er ikke et sekund i tvivl, når hans varme læber blødt lægger sig på mine. Når han giver mig et vredt blik, hvis en anden dreng snakker til mig, og når han ringer præcis kl. 22:00 hver aften. Men jeg, jeg er stadig i vildrede om det her mon nogensinde kommer til at fungere. Han viser mig noget, som han ikke viser nogen andre. Det her bliver han bare nødt til at vise. For jeg bliver udmattet af at alt skal være hemmeligt. At jeg skal slette vores seneste opkald fra min telefonliste, og at vi ikke kan give udtryk for, at vi kan lide hinanden i skolen. Jeg vinder over tvivlen og med et suk fejer jeg tankerne væk og endelig bliver mine øjenlåg tunge.

“Alarmlyde”. Jeg åbner mine hævede og tunge øjenlåg, løfter mit hoved fra den savl plamage, jeg har dannet på min pude og trykker stop. Min mund udelader et gab, og jeg strækker mine arme op i vejret så min ene albue siger knæk. Endnu en dejlig dag forude, som jeg skal ud at opleve. Åh, altså, den daglige problemstilling omkring tøjvalget havde jeg glemt lå og ventede. Jeg tænker altid, at jeg skal få det på plads om aftenen, så jeg bare kan hoppe ned i det om morgenen uden yderligere omtanke, men det sker aldrig. Jeg ender altid her. Foran det store beskidte spejl mindst 4 gange. Nyt outfit på hver gang. Jeg ser mit spejlbillede, og lige meget hvad jeg tager på, føles det aldrig rigtigt. Det må være nemmere at være Krelle, han skal bare række hånden ind i hans skab og trække den ud igen. Så får han fat i hans typiske outfit. Sort, trøje, sorte bukser og sorte sokker. Hvis han er ekstra fin, snupper han da også lige en kasket, men som regel bliver det holdt kasket-frit. Jeg gad godt at se hans skab. Se om det bare er en mørk hule af tøj, fordi det hele er sort, eller om han har noget farverigt, aller bagerst i skabet, han bare gemmer væk. For 5 gang kigger jeg ind i spejlet med et nyt outfit på og denne gang sukker jeg bare og affinder mig med, at jeg aldrig kommer til at være helt tilfreds med udkommet. Et par Army grønne bukser, en mønstret T-shirt og nogle hvide sneakers. Det bliver det. I det, jeg træder ind på skolen, er det første jeg spotter en sort skygge over ved vandposten. En sort skygge, som jeg straks genkender. Krelle. Jeg når ikke at tænke yderligere inden mine fødder per automatik sætter det ene ben foran det andet og med et er jeg ved siden af Krelle. Min krop længes efter at være tæt på hans og mit hjerte pumper, da jeg vikler mine arme om hans varme krop bagfra.

“Halløøj”. Inden jeg når at se mig omkring kommer der en albue flyvende fra venstre side, og jeg mærker med det samme en brændende og sitrende fornemmelse i min kind. “Hvad fanden laver du” råber Krelle, imens jeg står og holder mig for kinden. “Hvad jeg laver? Jeg ville da bare sige hej?”. “Hej?!” siger han hidsigt, og jeg kigger forundret på ham. “Du kan ikke bare komme snigende op på mig sådan der, så tror jeg sgu da du er en, der vil gøre mig noget” siger han, og jeg kan se vreden blusse op i ham. “Jeg ville bare…” får jeg indskudt, inden han igen afbryder mig. “Du ville bare” siger han med en baby stemme. “Jeg ved ikke engang, hvem du er. Kun en klam bøsse, som åbenbart tror, vi kender hinanden. Af en eller anden mærkelig grund. "Altså hvem fanden er du overhovedet” der ryger små spyt partikler ud af hans mund, imens han råber, og jeg får kigget mig rundt.

Der kan jeg se en stor flok mennesker stå og skimte til den ny udfoldede situation. Så det er derfor han siger alle disse ting. Jeg mærker en brændende følelse i mit bryst. Ikke den gode varme dejlige, som han ellers har givet mig. Nej, det føles som om jeg får hamret et skarpt objekt direkte derind. Jeg tager mig til mit hjerte.

Krelle.

Fuck, hvad har jeg lavet. Hvad fanden tænker jeg på. Jeg kan mærke de andre elevers blikke kigge, som var jeg en løve i et bur. Blikkene borer sig ind i mig, men alligevel er der kun et blik jeg vil møde. Jonas. Men han kigger ikke. Han ligger bare der. “Så gå dog videre” råber jeg, og mængden tyndes ud, da folk fortsætter mod deres klasselokaler. Da jeg kigger ned igen, bliver jeg mødt. Mit blik bliver mødt af det blik jeg allerhelst vil mødes af. Men det er ikke det blik, jeg kender. For han kigger anderledes på mig.

Der ligger han. Ham med den krogede næse, der skæver som en skibakke, fordi han brækkede den dengang, skulle lære at cykle som 5 årig. Dengang han ikke var helt ødelagt på grund idiotiske mig. Dengang han ikke var usikker. Dengang han ikke behøvede at gemme sine følelser og behov væk for min skyld. Hvad har jeg gjort ved ham. Det er som om min væremåde og opførsel langsomt spiser ham indefra og ud som en eller anden klam baktusse. Sådan en fandens klam en, der aldrig får nok og bare vader ind over alle andre i dens ihærdige forsøg på selv at overleve.

Mit hjerte hungrer efter at række hånden ned og hjælpe ham op, men min krop afslår mit hjertes lyst. Og før jeg ved af det, er mine fødder vandret væk fra Jonas. Jeg tvinger mig selv til ikke at kaste et blik tilbage på ham, for så ved jeg, at muren af tårer, der har opbygget sig bag mine øjenlåg, falder. Og så kan jeg ikke stoppe det. Jeg skal ikke græde, fortæller jeg mig selv, imens jeg borer mine negle ind i min håndflade for at flytte det mentale over på noget fysisk.

Jeg slentrer hjemad den lange og støvede grussti, som lige nu føles flere kilometer lang, og da jeg kommer hjem senere end aftalt, bliver jeg mødt af en utilfreds far. Det sidste jeg magter lige nu. Lugten af spiritus og uvaskede møbler blander sig i en os af ubehagelighed. Jeg spotter mine høretelefoner på den røde støvede kommode i gangen og glider dem hurtigt over mine øre, så min fars råben bliver skåret af og erstattet med musik.

Det er morgen, og jeg skal hive mig selv op for at komme afsted i skole. Jeg har ikke lyst, men jeg skal. Og hvis der er den mindste chance for, at jeg kan få et glimt af Jonas, tager jeg afsted. Uden tvivl. Da jeg ankommer på skolen, kan jeg ikke se ham. Selvom mine øjne febrilsk leder efter hans kiksede t shirts med farvede mønstre på.

Men han er ikke til at finde. Den lille mistanke jeg havde til, om han kunne finde på at blive hjemme fra skolen i dag, vokser sig større, og jeg ender med at konkludere, at han ikke er her.

Uventet skal vi til samling i aulaen. Spøjst det plejer vi aldrig. Det er sikkert en eller anden ligegyldig besked om, at vi skal huske trivsel dagen i morgen. Jeg ved det allerede. Og tanken om det forudsigelige mundlort rektor skal til at lukke ud får mig til at lukke et suk ud. Der er en plads tilbage i aulaen, og selvfølgelig er det en plads ved siden af skolens mest kiksede pige. Hun har de grimmeste briller, og så lukker hun nogle mærkelige lyde ud, som går lige i mit nervesystem. Jeg havde fandeme givet hende en på hovedet, hvis ikke det var, fordi jeg ville bibeholde mit princip om ikke at slå på piger. Selvom det ikke er et princip, jeg er blevet præsenteret for hjemmefra.

Mine tanker bliver afbrudt af rektor, der råber “STILLE” med en fissefornærmet stemme. Jeg læner mig tilbage i det hårde stolesæde og bliver allerede forstyrret og irriteret af pigen ved siden af. Men med et er mine øre ude og mine øjne klistret fast til rektoren, da hun siger. “Vi er meget kede af at skulle meddele, at en dreng fra skolen er gået bort, efter han i går var involveret i et trafikuheld." Alt omkring mig bliver stille og lige der. I takt med at en brik falder på plads i mit hoved, synker mit hjerte. Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage.

Kirkegårdens Rosengaard

Vera Land Hansen

Bilens forlygte stirrede skarpt ind i hendes øjne. Hun blev blændet. Mor blev blændet. Hun så frygten i mors øjne i et forsøg på at dreje til siden. Bilen ramte, og det hele sortnede for hende i et øjeblik. Hun var indsmurt i blod med hjertet helt oppe i halsen. Hvor kom blodet fra? Var det hendes ejet? Den mørke gade blev lyst op af blå, og mor lå overfor hende med lysåbne øjne. De var grønne ligesom hendes egne, den eneste forskel var, at mors øjne så tomme ud nu. Ingen glans. Omringet af ambulancefolk blev mor fjernet fra hende. For altid. Hendes smerte overdøvede alt. Delvist den tunge smerte fra hendes dunkende hoved, men størst af alt, smerten i hendes hjerte.

Hendes mor døde for tre år siden. Eller cirka. Det var næstsidste dag i marts måned. Tilbage var hendes lillesøster, hendes far og hende selv.

Anders Richard Jensen, Mollie Juul Jensen, et ægtepar begge døde i 1988. Hun gik langsomt forbi de grå gravsten. Fuglene kvidrede langt væk fra hende i trætoppene. Gad vide hvilket liv de havde haft sammen, hvordan de voksede op hver for sig, lærte hinanden at kende og forelskede sig. Hun fantaserede tit om de dødes liv, og de dødes død på den lille kirkegård, hvor hendes mor lå. Hun gik i det varme, nyklippede græs. På vej hen til mor. Det gjorde hun tit. Helst alene. Mors grav var pæn. Pænere end de flestes. Det syntes hun i hvert fald selv. Hun plejede den godt, med blomster, især roser. De rødeste roser, der lå så fint ved graven og omsluttede de trætte, rustne stearinlys.

Maya Ellise Rosengaard.

Hendes mors smukke navn, smukke mor, der led en skæbne hun slet ikke fortjente. Hendes bedste ven, hendes klippe der forsvandt lige for øjnene af hende.

Roser, Rosenrød, Rosengaard

Mor blev født i vinternatten i en ren og rolig mørke. Voksede op på en gård fuld af dyr, omringet af varme og kærlighed. Tog sine første skridt som 1-årig, de mindste skridt på det gamle kamera, fik sin første veninde som 3-årig i byens lokale børnehave, fik sin første cykel som 5-årig, som også var grund i en masse hudafskrabninger på knæene, vandt sin første ridekonkurrence som 9-årig, med stolte forældre på sidelinjen, og fik sit første kys som 15-årig til skolens bal. Støttet af sin lille familie blev hun et ungt menneske med mod på den store verden.

Solens brændende stråler på det sarte mørke hår.

Som 18-årig rejste hendes mor til London. Væk fra al det trygge og kærlige hun havde derhjemme, ud mod nye horisonter for at blive klogere på verden. En verden større end bøger kunne beskrive. Hun ville studere i London. Hun ville være forfatter. Efter 2 år på sin uddannelse rejste hun videre. Overalt. Ghana, Brasilien, Frankrig og Grækenland. Ud. Ud for at opleve så meget som muligt, mens hun kunne. Efter flere år med nye oplevelser og kulturer fandt hun sin Rosengaard.

En hvinende vind. Store, orange, dalende blade ned i skødet.

Mor kom først rigtigt tilbage til Danmark som 24-årig. Hun ville skabe sig sin egen lille kernefamilie med far. Far mødte hun i Costa Rica. En flot ung mand, kun et par år ældre, med solbrun hud og mørke øjne. De forelskede sig, og mor fik ham overtalt til at tage med hende hjem, og han blev hendes Rosengaard. Hjem til kolde Danmark, hvor de endte, med at købe et lille gult hus på landet, præcis som det hun selv voksede op i. Med de gule mursten opslugt af rosenrøde stokroser og en dånende udsigt med marker så langt som øjet rakte.

Tunge regndråber i ansigtet.

De fik først hende. Deres førstefødte lillepige. Hendes mor og hende fik ubrydeligt bånd. Hun voksede op som hendes mor havde gjort. På gården med dyrene, hestene og konkurrencerne. Den bedste barndom man kunne drømme om. På den lille lokale skole hvor alle kendte alle. Kun et par kilometer væk fra hendes mormor og morfar. De sødeste bedsteforældre der altid var klar på spilopper. Hun lavede næsten alt sammen med hendes mor. Især i køkkenet elskede de at stå sammen og kokkerere, stort som småt. Tre år senere kom skønne lillesøster, og 13 år senere forsvandt mor for altid lige ved siden af hende. Hendes verden blev vendt på hovedet, og vigtigere end alt var det nu, at den sørgende familie, nu på tre, holdt sammen. Far var sønderknust, det var de alle.

Et fnug faldt. En tåre faldt. Hun faldt.

Et kram. Hendes mor greb hende. Hun kunne mærke mor, mors varme favn. Hendes milde smil og hendes kys på kinden, der tørrede de triste saltdråber væk. Et rosenrødt kys. Hun var der stadig. Mor. Og det ville hun altid være. Vinter, forår, sommer og efterår. Hun var lige der ved siden af hende ved denne grav på denne kirkegård i dette kolde vintervejr. Et lille smil kom til syne på hendes læber, ligesom der gjorde på mors. I årene efter hendes mors død på alle turene til graven havde smerten altid været hos hende, hun havde altid set på familiens smerte som noget negativt, men noget var så småt begyndt at gå op for hende. Hvad smerten virkelig betød. Smerten var mere end bare smerte. Det var også kærlighed. Kærligheden til hendes mor, kærligheden der altid havde og altid ville være der. Kærligheden som havde været der fra det første greb om hendes mors tommelfinger, kærligheden som voksede ved lyden af hendes mors latter, hendes mors nysgerrighed og omsorg til alt og alle, og kærligheden som var der, lige her ved hende og mor, og opvarmede det kolde græs i den mørke vinternat.

Gråspurven på træet

Veronica Larsen

Jeg trækker mine fødder gennem de lange majs på marken. Mine ben gør ondt og mit hoved dunker. Jeg tørrer mine kinder med bagsiden af ærmet på min nye blå kjole. Den er beskidt. Jeg er beskidt. Mors ord ringer stadig i mine ører. “Hvad har du dog gjort?". Død.

Det var jo ikke meningen. Jeg løber.

Bladene rammer mit følsomme ansigt og det gør ondt, men jeg bliver ved. Det sitrer i mine ben, men jeg bliver ved.

Mine knæ giver snart op, men jeg bliver ved.

Jeg løber og løber og pludselig er majsbladene væk. Jeg stopper. Min kjole er flænset i bunden, og der er skræmmer overalt på mine ben. Den kolde luft rammer mig som en stærk kontrast til min svedige krop. Det er mørkt, og stjernerne finder sine pladser på himmelen. Men hvor er min plads. Udmattelsen vinder og mine ben giver efter. Først rammer mine knæ det bløde græs og så mit hoved. Den brændende fornemmelse i mine øjne bliver uudholdelig og jeg lukker dem langsomt i. Jeg prøver at drukne mors ord ud med lydende af marken.

Gennem natten hører jeg en ugle tude, og forårs bladene rasler.

De tager mig tilbage til dagens tidligere omstændigheder. Jeg sidder under tæppet med min kop te og læser videre i min elskede bog. Jeg bliver opslugt af historien. Så opslugt at den virkelige verden ikke længere er min bekymring. Tid, ikke længere en virkelighed.

Vinduet er åbent, så jeg kan høre fuglesangen og bladene i vinden. Skønheden over deres lyd bringer mig tryghed. Jeg læser videre.

En skingrende stemme forstyrrer mit fokus. “Søster, vil du ikke lege med mig”.

Jeg kigger ned på Anne og hun ser på mig med store øjne. “Gå, væk, jeg er i gang med noget”. Jeg vifter min hånd, men hun står fast. “Be om”. Jeg tier og rejser mig op fra min plads i sofaen. Min hals er tør. Jeg drikker noget vand.

Lyden af fuglene fra aftenen trækker mig tilbage til virkeligheden.

Den uskyldige lyd, de har ingen bekymringer, ingen problemer. De kan bare flyve gennem himmelen og ride på vinden. Den smukke lyd af fuglesang tvinger mit tunge hoved til at kigge op. Der er de. De flyver i et “V” gennem himmelen, over mine følelsesløse lemmer. Mine øjne følger dem, så min krop. Da jeg rejser mig på mine svage ben, står jeg overfor det mægtigste træ, jeg nogensinde har haft lykken at lægge mine øjne på. Knuden i min mave løsner sig, og tårerne, som før strømmede ned ad kinderne på mig, stopper. Grenene fra træet kører gennem nattehimlen. De flotte blade der breder sig om grenene, er som taget ud af bøgerne. Hvordan har jeg dog aldrig opdaget denne magiske sigt. Mine ben begynder langsomt at føre mig op ad bakken, som var der en kraft i stammen, der trak mig hen. Jeg lader mine øjne falde i.

Da jeg vender tilbage til min plads i sofaen, står Anne der stadig. Hendes bønner om mit selskab bliver uudholdelige. Jeg ved at intet ville stoppe hende, så jeg rækker ud efter min bog og går for at forlade huset. Annes lille hånd tager fat i min fine blå kjole, og hun trækker til. Den er ødelagt. Raseri fylder mig. “Gå væk!”. Solstrålerne rammer mit ansigt, da jeg træder ud ad fordøren. Små skridt følger efter mig. Kan hun ikke bare lade mig være? “Vær nu sød, det var jo ikke med vilje”. Annes irriterende stemme fylder mit hoved. Jeg åbner bogen. Jeg træder på broen over søen og det samme gør Anne. Hendes stemme er overalt. Følelsen af de varme tårer på min kolde kind trækker mig tilbage til marken.

Jeg står nu ansigt til ansigt med træet. Min lillesøster. Jeg tager fast i en gren fra træet, og trækker mig op. Jeg vil op. Jeg tager fast i den næste gren, og den næste, og den næste. Min fod skrider, og jeg bruger alt styrken i min krop til at holde fast. Mit hjerte banker og jeg klemmer øjnene sammen.

Bogen drukner Annes ord ud. Jeg skal bare over broen og finde stilhed. Fred. Plask.

Lyden af vandet fra søen distraherer mig nær så meget, som de efterfølgende skrig fra min lillesøster gør. Jeg trækker mine øjne op fra bogen, men kigger ikke bag mig. Jeg står der i et øjeblik. Hendes bønner om hjælp stopper. Stilhed.

Jeg går videre, ind i skoven.

En fugls sang, for mine øjne til at åbne. Gennem mørket ser jeg at en gråspurv sidder stille på grenen overfor mig. Den kigger på mig, direkte i mine øjne. Næsten kærligt. Jeg løsner mit greb på grenen. Vinden rammer mig let. Min krop føles lettere og jeg klatrer min vej op ad træet. Gråspurven fører vej.

Jeg vender sidste side i min bog. En tom følelse sætter sig i min krop. Da jeg kigger op, bliver jeg mødt af den smukkeste solnedgang, jeg længe har set. Det er tid til at gå hjem.

Gennem skoven, over broen. Jeg trækker i håndtaget til fordøren og bliver mødt med et forfærdeligt syn. Min mors ansigt forvrænget i sorg, hun står over min lillesøsters lille kolde krop. Hendes kinder før rødlige og varme, var nu blege og blålige. Begge deres kjoler var våde. Hun ryster. Jeg ryster. Mor kigger op på mig med øjne fyldt af tårer. En klump former sig i min hals. Var det min skyld? Prisen for fred.

Jeg finder mig selv i toppen af træets krone, gråspurven ved min side. Verden favner mig med frosne arme. Jeg kaster mig gennem vinden.

Jeg flyver.

Bag Fjendens Linjer

Villads Robert Hallgren

Indledning: Missionens Begyndelse

● Dato og sted: 2. oktober 1943, Sydtyskland.

● Introduktion til missionen: Et bombefly bevæger sig lydløst over de mørke tyske skove. Ombord sidder tre SOE-agenter, klar til at udføre en dristig mission: likvideringen af Goebbels, Himmler og Bormann.

Springet mod Skæbnen

Mørket var tæt, og stjernerne blinkede kun svagt på den klare nattehimmel. Et tungt bombefly fløj lydløst over de tyske skove, og dets skygge gled ubemærket hen over jorden nedenfor. Inde i flyet sad tre mænd og stirrede intenst på hinanden, deres ansigter oplyst af det røde lys fra kabinen. De var klædt i mørke uniformer og bar små britiske flag syet ind i deres ærmer. Deres blikke var fokuserede, og adrenalinen pumpede gennem deres årer. Dette var deres øjeblik.

Mødet i Mørket

John Harrington, en erfaren kaptajn med en fortid i MI6, sad ved døren, klar til at springe. Hans blå øjne skinnede beslutsomt, og hans kæbelinje var spændt. Ved hans side sad Emily Carver, en skarp og modig agent, der havde viet sit liv til at bekæmpe fascismen. Hendes blik var stift rettet mod mørket udenfor, og hendes hænder holdt fast om hendes faldskærmstropper. Den tredje mand var Nikolaj Ivanov, en tidligere sovjetisk soldat, der nu arbejdede for britisk efterretningstjeneste. Hans ansigt var markeret af mange år i kamp, og hans dybe ar fortalte historier om overlevelse i de mest fjendtlige omgivelser.

Piloten vendte sig mod dem og nikkede. "To minutter til drop," råbte han over motorens brøl. John rejste sig og gjorde tegn til de andre. "Klar?" spurgte han.

Emily og Nikolaj nikkede, uden at tøve. De havde trænet i månedsvis til dette øjeblik. Målet var simpelt men ekstremt farligt: likvideringen af tre af de mest prominente nazistiske ledere, Joseph Goebbels, Heinrich Himmler og Albert Bormann, som efterretningstjenesten havde opdaget var samlet i en afsidesliggende villa i det sydlige Tyskland.

Flyets dør åbnede med en skærende lyd, og en kold vind slog dem i ansigtet. Johns hånd var hævet i en sidste tælling. "Tre... to... en... SPRING!" råbte han.

De kastede sig ud i mørket, faldskærmene foldede sig hurtigt ud, og de svævede lydløst gennem natten, som spøgelser sendt af skæbnen selv. Da de ramte jorden, bøjede de sig lavt og holdt sig stille, mens de lyttede efter eventuelle tegn på opdagelse. Skoven omkring dem var stille, kun lyden af vinden, der hvislede gennem træernes grene, kunne høres.

De begyndte deres bevægelse gennem den tætte skov, bevæbnede med pistoler, knive og sprængstoffer. John førte an, med Emily og Nikolaj lige bag ham, da de nærmede sig deres skjulested en gammel jagthytte, som den lokale modstandsbevægelse havde markeret på kortet. Her ville de mødes med en kontakt, en tysk desertør ved navn Hans, der havde lovet at skaffe dem vigtig information om villaens sikkerhed og de tyske lederes placering.

Da de ankom til hytten, var der ingen lys, kun mørke. John bankede forsigtigt på døren i en bestemt rytme. Et øjeblik gik, der føltes som en evighed, inden døren langsomt åbnede. En mand trådte frem, hans ansigt halvskjult i skyggerne. "Hans?" hviskede John.

Manden nikkede. "Kom ind. Vi har ikke meget tid," sagde han med en lav stemme og lukkede døren hurtigt bag dem. "Villaen ligger kun en kilometer herfra, men der er bevæbnet vagtpatrulje rundt om hele området. Himmler og Goebbels ankom i går, og Bormann forventes at ankomme i morgen tidlig."

Emily betragtede Hans skeptisk, men nikkede langsomt. "Hvordan kommer vi ind?" spurgte hun. Hans rakte dem et håndtegnet kort. "Der er en hemmelig tunnel, som fører til kælderen. Den bruges af tjenestefolkene. Hvis I kommer ind derfra, kan I måske nå dem, før vagterne gør."

John kiggede hurtigt på kortet og nikkede. "Vi gør det ved daggry," sagde han beslutsomt. "Vi har én chance."

Døden i Villaen

Dagen begyndte at gry, og en svag lysstråle brød gennem skovens tætte løv. De tre agenter bevægede sig lydløst mod villaen, holdt sig lavt og undgik de patruljerende vagter. De fandt indgangen til tunnelen, skjult bag et stort egetræ, og begyndte deres forsigtige nedstigning.

Tunnelen var trang og mørk, lugten af fugt og jord fyldte deres næser. De kunne høre fjern mumlen fra vagter ovenpå. Nikolaj førte an med sin kniv trukket, mens Emily og John holdt deres pistoler klar.

Da de nåede enden af tunnelen, stødte de på en lille trædør. John lagde øret mod den og lyttede; der var intet at høre. Han skubbede langsomt døren op, og de trådte ind i villaens kælder. Det var et lagerrum fyldt med kasser og vinflasker. De bevægede sig lydløst op ad trappen, der førte til villaens hovedgang.

De kunne høre stemmer; Goebbels’ skingre stemme genkendelig selv på afstand. "Det er nu eller aldrig," hviskede John og signalerede til de andre.

Flugten fra Helvedesporten

De sneg sig langs væggen, nærmede sig lyden. Pludselig, en dør åbnede foran dem. En tysk officer stirrede overrasket på dem, men Nikolaj var hurtig. Han sprang frem og kvalte manden lydløst med sin kniv. De trak liget til siden og fortsatte fremad.

De nåede en stor dør, og lyden af Goebbels, Himmler og nu også Bormanns stemmer kunne høres. Emily plantede en sprængladning ved dørens hængsler og trak sig tilbage. "Klar?" spurgte hun.

De nikkede, og med et tryk på knappen eksploderede døren i en sky af røg og splinter. De stormede ind, våbnene hævet. Goebbels skreg af skræk, Himmler greb efter sin pistol, men Emily var hurtigere og skød ham i brystet. Bormann forsøgte at flygte, men Nikolaj fangede ham med et præcist skud til hovedet.

Goebbels stod tilbage, hans ansigt fortrukket i rædsel. "I kan ikke stoppe os!" råbte han desperat, men John gik hen og placerede sin pistol mod Goebbels' pande.

"Vi kan prøve," svarede han koldt og trykkede på aftrækkeren.

Skæbnens Vendepunkt

De forlod villaen i hast, da lyden af vagternes fodtrin nærmede sig. De forsvandt tilbage i skoven og fandt deres vej til et andet skjulested, hvor de ventede på evakuering. Missionen var en succes, men krigen var langt fra ovre. De vidste, at dette kun var en enkelt sejr i en meget større kamp.

Men denne nat havde de ændret historiens gang, og de vidste, at skæbnen nu havde fået et nyt drej.

Et hjerte af guld

Ville Friis Holberg

Jeg boede i en lille by, hvor alle kendte hinanden. Jeg var en af de personer, der altid gik med hovedet nede, optaget af mine egne tanker. Jeg prøvede at være venlig, men jeg vidste godt, at ingen ville beskrive mig som specielt hjertelig. Mit liv var stille og enkelt jeg arbejdede på byens bibliotek og foretrak at holde mig i baggrunden. En dag på vej hjem fra arbejde lagde jeg mærke til en gammel mand, der sad på bænken udenfor biblioteket. Hans tøj var slidt, og der lå violette rande under hans øjne. Det så ud, som om han ventede på noget, eller måske nogen, men der kom ingen forbi. Jeg tøvede og overvejede at gå forbi uden et ord, som jeg plejede. Men der var noget, der stak i mit bryst, og før jeg vidste af det, stod jeg lige foran manden på bænken.

"Har du brug for hjælp?" spurgte jeg.

Manden kiggede op og smilede svagt til mig. "Jeg har bare brug for lidt mad," sagde han.

Hans stemme lød forældet, som om han ikke havde snakket i flere år. Hans blik rørte mig, og jeg kunne ikke få mig selv til at gå videre. “Jeg henter noget til dig,” hørte jeg mig selv sige, og så skyndte jeg mig hjem.

Jeg tog noget brød, lidt ost og en flaske vand og puttede det ned i en pose. Da jeg kom tilbage, sad han nøjagtigt som før.

Jeg satte mig ned ved siden af ham uden rigtig at vide hvorfor. “Tak,” sagde han imellem bidderne. “Folk som dig er sjældne," sagde han bagefter. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle svare. Han havde en speciel slags stemning over sig. En stemning, jeg ikke rigtig kunne sætte fingeren på. Som om han bar en slags visdom. En visdom, jeg ikke forstod. Efter han havde spist, lagde han sin hånd i min. “Du har et godt hjerte,” sagde han. Ordene ramte mig dybt, og jeg følte en mærkelig varm puls i mit bryst. En som jeg aldrig havde følt før. Jeg smilede tilbage til ham, men jeg sagde ingenting.

Han gav mig et sidste klem, inden jeg rejste mig. “Pas på dit hjerte, det er mere værd, end du tror.” På vej hjem kunne jeg ikke få manden ud af mit hoved. Hvad mente han med, at mit hjerte er mere værd, end jeg tror? Jeg er jo bare mig, en helt almindelig pige, der bor i en lille kedelig by.

Næste morgen vågnede jeg med en følelse af uro. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, men som om noget vigtigt var sket, som jeg endnu ikke helt forstod. Mens jeg spiste min morgenmad, kunne jeg ikke undgå at tænke på mandens ord. Hvorfor havde hans kommentarer ramt mig så hårdt? Normalt ville jeg have afskrevet sådan noget som værende tilfældige bemærkninger fra en fremmed, men der var noget ved ham – noget, der fik mig til at lytte. På arbejdet var dagen travl, men alligevel mærkede jeg en form for lethed i mit bryst. Hver gang jeg hjalp en kunde, eller fandt en bog for en låner, føltes det som om mit hjerte lyste op. Jeg tænkte, at det bare var indbildning, noget jeg havde bildt mig selv ind efter mødet med manden. Men det føltes så virkeligt.

Efter frokost kom en lille pige løbende ind på biblioteket. Hun havde tårer i øjnene, og jeg så straks, at hun havde mistet noget vigtigt. Jeg bøjede mig ned for at tale med hende, og hun forklarede mellem snøftene, at hun havde mistet sin yndlingsbamse i parken. Hun lød knust. Uden at tænke over det, rejste jeg mig og sagde til min kollega, at jeg var nødt til at gå ud et øjeblik.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg følte et så stærkt behov for at hjælpe denne lille pige, men der var noget i mig, der trak mig mod parken. Da jeg nåede frem, begyndte jeg straks at lede efter bamsen. Normalt ville jeg have følt, at det var en lidt latterlig opgave – at gå rundt og lede efter en bamse i en bypark – men det føltes på en eller anden måde som det eneste rigtige at gøre. Og der, under en bænk, lå den. En slidt lille bjørn med en enkelt manglende knap til øje. Da jeg rakte den til pigen, lyste hendes ansigt op, og mit hjerte bankede varmt. Jeg kunne mærke det nu: hver eneste god handling fik det til at vokse.

I løbet af de næste par dage skete der flere små episoder. En gammel dame, der havde tabt sin taske. En hund, der var stukket af og fundet sin ejer takket være min hjælp. Hver gang jeg gjorde noget godt, mærkede jeg den samme varme.

Men det, der for alvor gjorde mig urolig, var, at det ikke kun var følelserne. Jeg begyndte fysisk at kunne mærke mit hjerte banke stærkere – og ikke kun i overført betydning. En aften, da jeg var ved at falde i søvn, lagde jeg hånden over mit bryst og mærkede, hvordan varmen bredte sig derfra. Men denne gang var det anderledes. Da jeg kiggede ned på min hud, kunne jeg se et svagt gyldent skær. Det var ikke længere bare en følelse. Det var virkeligt.

I dagene efter begyndte skæret at blive stærkere. Jeg kunne ikke længere ignorere det, selv når jeg prøvede. Hver gang jeg følte empati eller hjalp nogen, blev lyset fra mit hjerte kraftigere. En dag bemærkede en kollega det, og hun spurgte forvirret, om jeg havde noget under min trøje, der lyste. Jeg skyndte mig at trække mig tilbage til et af bibliotekets baglokaler, hvor jeg forsøgte at forstå, hvad der skete. Lyset, det var ikke naturligt. Det var, som om noget inde i mig var vågnet. Noget, der var mere end menneskeligt.

Om eftermiddagen, da jeg bar på nogle bøger, begyndte mit hjerte at banke voldsomt. Jeg tabte bøgerne, jeg havde i armene, og var nødt til at støtte mig til en reol for at holde mig oppe. Jeg trak vejret hurtigt og kiggede mig omkring for at sikre mig, at ingen så mig.

“Er du okay?” kom en af de unge lånere op og spurgte mig.

“Ja, alt er fint,” svarede jeg, selvom jeg vidste, at noget var alvorligt galt.

Da jeg kom hjem den aften, gik jeg hen til spejlet. Jeg kunne se en mystisk gul blitz fra mit bryst. Jeg trak trøjen op for at undersøge det nærmere. Lyset blev lysere og lysere, indtil til sidst…

En ny begyndelse

Viola Mond Andersen

”Excuse me can I ask you something?” Ella vender sig mod kunden, der står med en buket roser i hånden og kigger spørgende på hende fra den anden side af disken. Ella flyttede til Paris for omkring to måneder siden, og efter en lille måned åbnede hun sin blomsterbutik. Så nu bor hun i her. Væk fra familie. Væk fra venner. Væk fra et sted, hvor hun faktisk taler sproget. Ella havde til sidst måtte hænge et skilt på døren, hvor der står ”I do not speak French”, efter mange kunder havde råbt ad hende på fransk, når hun prøvede at forklare dem, at hun desværre ikke forstod et ord af, hvad de sagde. Ella må være ærlig og sige til sig selv, at den sindssyge ide hun fik om at rejse 1.200 km væk fra sit hjem, at starte helt om, ikke var så fed, som den lød.

Da Ella købte lokalet til hendes butik, havde den tidligere ejer efterladt alt fra sin blomsterbutik. Så Ella valgte at i stedet for at smide det hele ud, som hun normalt helt sikkert ville gøre, ville hun denne gang tage det som et tegn på, at det var, hvad hun skulle gøre med sin nye start.

Mens Ella viser en kunde hen til lavendlerne. Ser hun at klokken er lidt i tre om eftermiddagen, hvilket betyder at hun vil være her lige om lidt. Da kunden har betalt og er på vej ud af butikken, kommer kvinden ind af døren og stopper op overfor Ella.

”15 som altid.” Ella er vandt til, at kvinden kommer. Det har hun gjort siden den dag, Ella åbnede butikken.

Kvinden kigger på Ella med et vurderende blik. Og Ella venter på, at kvinden skal hviske henvendt til sig selv ”ik i dag.” og skynde sig ud af butikken.

”Hej Ella, jeg er Louise. Jeg er din mor. Jeg øh, vil gerne invitere dig ud på kaffe. Hvis du har tid her en af dagene?

Så kan vi lærer hinanden at kende.” Kvinden kigger op på Ella med håbefulde øjne. Ella står der bare. I lidt over en måned er denne kvinde kommet ind hver dag og er gået igen uden at sige et ord. Ella har selvfølgelig tænkt sine ting, men aldrig har tanken om at kvinden kunne være hendes mor strejfet hende. Altså hun har altid vist at hun er adopteret, men hun elsker sine forældre, og har aldrig haft lyst til at finde de mennesker, der ikke ville have hende.

Ellas ben giver efter under hende, og hun dumper ned på den trappestige, hun bruger, når hun skal nå de øverste hylder.

”Ej det går ik… Ik i dag.” kvinden vender ryggen til Ella og iler ud af butikken.

Ella stirrer bare ned i gulvet. Hun rejser sig på vaklende ben og arbejder sig hen til døren, hvor hun vender det lille skilt så teksten ”Back in five” vender udad. Hun fylder vandkanden op og begynder at vande planterne. Hendes biologiske mor? Ella ved ikke helt, om hun tror på det. Altså ja de er ca. samme højde. Den røde hårfarve passer også meget godt, men ud over det og de grønne øjne, kan Ella ikke se ligheden mellem hende og kvinden. Men hvordan har kvinden overhovedet fundet Ella? Kvinden er kommet i butikken siden den første dag, hvor Ella kun havde bordet i Paris i lidt under en måned. Ingen derhjemme fra ved, hvor Ella er taget hen. Ella er flyttet. Hun har skiftet sit nummer. Hun har skiftet sit navn fra Laura Jensen til Ella Petersen. Så hvordan har hendes såkaldte mor fundet hende?

Ella ved ikke meget om hendes biologiske forældre, ja intet faktisk, men hendes navn. Hendes navn har hendes biologiske mor givet hende, så meget ved hun. Så hvis hendes biologiske mor virkelig havde fundet hende, ville hun så ikke kalde Ella ved sit rigtige navn?

Hun prøver at arbejde videre, men beslutter sig til sidst at lukke tidligt. Klokken er 16.30 da Ella går hjem ad, og det eneste Ella kan tænke er: ”Kvinden lyver.” det må hun gøre.

Bagerst i Ellas hoved kan hun dog hører en spinkel stemme sige ”hvad nu hvis… dette er da usandsynligt at det sker igen… hun ligner dig jo… det er måske sandt.” NEJ! tænker Ella. Hun kan ikke være lige så naive som før. Hun har efterladt sin tro på mennesker med sit gamle navn. Ella er en ny person nu. En person der passer på sig

selv, og ikke lader folk komme så tæt på, at de kan ødelægge en. Ikke igen. Hun vil ikke lade, det her blive en gentagelse af, hvad der skete med Peter.

Hun var lige startet på fjerde år på psykologistudiet på Roskilde Universitet, da hun mødte Peter. De havde så mange ting til fælles, og det virkede som om han bare forstod hende en måde, ingen andre rigtig havde gjort. De var hurtigt blevet tætte venner. Det var derfor, det slog så hårdt, da det viste sig, at intet af det var sandt. Han var ikke den, han sagde, han var. Og det er denne kvinde heller ikke.

Om aftenen sidder Ella over en skål pasta og tænker. Hun besluttede sig på vejen hjem. Hun ved, at kvinden lyver. Og Ella skal ikke i nærheden af hende igen. Men alligevel sidder hun nu her ved køkkenbordet i hendes lille lejlighed, og kan ikke slippe følelsen af at noget kan ændre sig. At noget denne gang kan ændre sig til det bedre. Hun kan ikke slippe følelsen af at hun måske har mødt sin mor?

” Excuse me can I ask you something?” Nikoline vender sig mod kunden, der står med et par bøger i hånden og kigger spørgende på hende fra den anden side af disken. Nikoline flyttede til Istanbul for omkring to måneder siden, og efter en lille måned åbn

2025 er det andet år, hvor Viby10F-eleverne udgiver en bog. I år har eleverne forfattet tekster indenfor 2 genrer: kortprosa og noveller.

At være i skrive-flow, udsætte ens tekst for et syrebad og turde skrive personligt og med noget på hjerte og skrive ”til hele verden” har krævet mod og sved og tårer.

Det er der kommet en række fantasifulde, eksperimenterede og vedkommende tekster ud af. God læselyst! Omslag og illustrationer