ÅRSSKRIFT 2024 - Viby Efterskole

Skønhed er en lille blomst

Skønhed er en lille blomst, inde i dit hjerte –ikke nogen vild makeup – mange tror den er det. Blomsten vokser indefra, la’r sig ikke plukke, skønhed ejes af enhver, ikke kun af smukke.

Skønhed ses i dine ord, og de dansetrin du ta’r, den er ikke udenpå, nej den vokser indefra.

Blomsten vokser, hvis du ser, og hvis du kan lytte, er du tavs og uden ord, gør den ingen nytte.

Kend din blomst og vid dit værd, husk på, at vi alle, bærer på en lille blomst, som så let kan falde.

Syng din sang og træd din dans, vend dig ud mod verdens blå

Skjul dig aldrig men træd frem, ellers går din blomst i stå.

Grib din verden sving den rundt, send den åbne blikke, spil din rolle helt og fuldt, ellers er du ikke.

Livets sange, syng dem højt, lad din stemme lyde, spil på altets instrument, og lad andre nyde.

Stil dig frem i rampens lys, og del ud af det du har, intet skal du gemme på, alt skal ud der indefra.

Lyt til andres melodi, hør dem synge sange, glem dig selv i det sekund, hvor de er lidt lange.

Ræk en hånd til den der faldt, midt i dansens hede, tag imod med åbent sind, når du selv er nede.

Se da blomstrer blomsten op, nærmer sig sit fulde flor, bli’r en stemme helt og fuldt, i det store blomsterkor.

Det du gør vil sætte frugt, kaste frø i tiden, ligge som en spire der, uset ganske liden, for en dag at blomstre op, som din egen skygge, og forvandle verden til blomstertæpper tykke.

Pas din blomst og lad den gro, giv din verden hvad du har, intet bør du gemme på – skønhed kommer indefra.

Klaus Thormann 1990

FORORD

Af René Holm Hansen, forstander

Du sidder nu med Årsskriftet 2024 i dine hænder. Det skulle gerne give dig mange forskellige perspektiver på det at være en del af Viby Efterskole – og ikke mindst en del af det pulserende samfund fyldt med både store og små udfordringer.

Vi er på efterskolen altid et spejl af det eksisterende samfund.

Det er karakteristisk for vores samfund og den tid, vi lever i, at vi søger mening i oplevelser. Men oplevelser i sig selv giver ikke mening. Hvis en oplevelse ikke har betydning for éns liv bagefter, men alene har til hensigt at adsprede i øjeblikket - at fylde tiden ud og give lidt underholdning - giver den ikke mening.

Her er vi en modvægt.

Vi vil insistere på, at når man ønsker udvikling - personligt, socialt og fagligt - må der udfordringer til, som sætter spørgsmålstegn ved det, man kender. Det er vigtigt for os, at man kan perspektivere sine oplevelser i noget større end én selv - at man udvider sit perspektiv - og det kræver nødvendigvis, at man stifter bekendtskab med noget, der endnu er ukendt og uprøvet.

Samtidig udgør fællesskabet den vigtigste faktor i denne udvikling. Det er denne modpol overfor individet, der er en stor motor for udviklingen.

Dette årsskrift indeholder mange vidnesbyrd om netop disse forhold, og deres betydning for den enkelte – også mange år efter man har forladt Viby Efterskole – så god fornøjelse!

Skoleåret 2023/24

Viby – netop nu!

viby-efterskole.dk

VORES HAVE VIBY

Af Leo Hammer, 23/24

Min have har syntes så stor.

Målløs ved lågen står jeg nu og glor. En blomstrende have fyldt med planter.

Ukrudt og blomsterbede, planter jeg altid vil erindre.

Tryg og lille, synes nu min have.

Nu gror træerne sammen, og græsset dækkes af blade.

Alle de smukke spirer fra starten af året har udfoldet sig

Og jeg er lykkelig for at de gjorde det sammen med mig.

For engangs skyld er ord for lidt. Nu åbner jeg lågen og tager sidste skridt. Ud af vores have.

Vores have Viby, vores gave.

MIT EFTERSKOLEÅR FRA FRYGT TIL FRIHED

Af Smilla Sanderhoff Østerlund, 23/24

Folkeskolen har ikke været en tid, jeg har nydt. Det var en tid, som jeg længtes efter at komme væk fra, og som gennem flere år har suget livsglæden ud af mig. Jeg var i slutningen af 9. klasse ligeglad. Jeg tror, det beskriver det meget godt. Bare ligeglad. Jeg husker et moment fra efter min dimission, hvor jeg havde fået mit eksamensbevis samt en rose i hånden. Jeg havde følelsen af endelig at være fri; og så alligevel ikke. For jeg var ikke forsikret i, at jeg aldrig ville se de mennesker igen. Det var en mærkelig følelse, som også gjorde mig forvirret. For nu var det endelig slut, og det var også en lettelse. Men frygten for de mennesker ville ikke forlade min krop.

Følelsen af, at være ligeglad tog jeg med på efterskole. Jeg mindes ikke at være særlig nervøs, da jeg startede på efterskole. Jeg var ikke nervøs for hele processen med at ankomme, flytte ind og sige hej til folk. Jeg var ligeglad med, hvordan jeg så ud og gik ikke op i at skulle se fin ud på sådan en speciel dag. Det med at klæde sig på og have gennemtænkt tøjvalg osv, så jeg som en byrde.

Dog var der stadig en frygt plantet i mig fra folkeskolen. Jeg gik i de første par uger og var decideret bange for de andre elever. Jeg tvivlede på, om jeg overhovedet kunne trives i et fællesskab med mennesker som var samme alder som mig. De første par uger satte jeg mig selv i en forsvarsposition - for jeg har været vant til, at hvis nogle snakkede til mig, var det for at bringe mig ned eller gøre mig ondt. Jeg gik konstant og kiggede mig over skulderen, og havde rigtig svært ved at snakke med folk, fordi jeg frygtede at blive gjort grin med eller nedtrykt.

På et tidspunkt indså jeg, at mennesker kan have varme og smukke sjæle, og at de andre elever ikke var ude på at gøre mig noget ondt. Det var som at få løftet en tung byrde fra

mine skuldre, og den frihed gav mig en helt ny måde at leve på. Det gjorde alting meget lettere.

I Nordsjælland handler det om for de unge, at de skal hurtigt videre. Vi skal løbe igennem systemet, så hurtigt vi kan og ud på arbejdsmarkedet og tjene penge. Måske overtage en rig forældres virksomhed. Derfor er det jo dumt at bremse op og tage et år på efterskole. Det er dumt, nytteløst og et skridt bagud i deres øjne. Min folkeskoleklasses forældre spurgte også ind til, hvorfor jeg dog skulle på efterskole, for det var da mærkeligt, når jeg jo var god i skolen. Jeg citerer en forælder: ”Smilla har da ikke brug for at tage på efterskole.” Og til det kan jeg så sige. ”Jo, det havde hun.”

Da vi gik på juleferie, besøgte jeg min gamle folkeskole for at hilse på lærerne. Det første min tidligere klasselærer sagde, var: ”Hvor ser du glad ud.” Hun bemærkede, at mit ansigt og mine øjne strålede med en glæde, hun ikke havde set før. Da jeg fortalte det til mine forældre, gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk havde ændret mig. Den erkendelse fyldte mig med en følelse af ”Yes, hvor er det fedt.”

MIT EFTERSKOLEÅR FRA FRYGT TIL FRIHED FORTSAT

Under musicalperioden blev jeg ramt af en vild identitetskrise. Jeg var lykkelig og havde det endelig godt, men kunne pludselig ikke genkende mig selv. Den nye person, jeg var ved at udvikle mig til, føltes rigtig, men jeg frygtede at falde tilbage til gamle vaner, når efterskoleåret sluttede. Jeg havde en masse følelser, jeg ikke helt kunne forstå eller beskrive, og selvom jeg var glad, følte jeg også et behov for at være ked af det – uden at vide hvorfor. Jeg var så taknemmelig for Viby, men på den anden side stod jeg også foran en tung opgave, hvor jeg skulle forsøge at lære mig selv at kende igen.

Det var svært at finde mig selv, og jeg følte pludselig, at mit tøj, mit hår og mit udseende ikke passede til mig længere. Det hele skulle laves om, for jeg havde pludselig ikke lyst til at identificere mig med mit gamle jeg.

Det var sjældent, jeg var hjemme, og mine forældre hørte ikke meget fra mig. Men når jeg endelig kom hjem, kunne jeg næsten ikke stoppe med at fortælle om alt, der skete i mit liv. Mine forældre har været lige så begejstrede for Viby, som jeg selv har været. Jeg er kommet hjem som en ny version af mig selv, en der har udviklet sig, har egne meninger og står ved dem. Mine forældre har fået en datter med hjem, som har genfundet glæden ved at være i live.

På Viby har jeg lært at sætte stor pris på venskaber. Jeg har indset, at man ikke nødvendigvis finder sin bedste veninde for livet på en uge. Mine krav til venskaber er blevet højere, og selvom det måske giver udfordringer, tror jeg, det vil være til min fordel i længden. Noget jeg har reflekteret over i min sommerferie, som jeg ikke har lagt mærke til, imens jeg stadig gik på Viby var, hvad der skete rundt i verden. Det kan godt være at skønne Anne Mette gjorde sit bedste, når hun havde vagt for at opdatere os på verdens problemer, men det har ikke været noget, som gjorde det største indtryk. Vi har levet så meget i vores eget

lille samfund fyldt med dans, musik og teater. Det var vores egen lille boble, på en lyserød sky, på Fyn, hvor vi har levet i en hverdag taget ud af High School Musical. Hvad der skete udenfor, var ikke superrelevant, for vi nød ungdomslivet og hinandens selskab. Efter at have kommet hjem til at min telefon ikke konsekvent ligger på mit værelse og til at sidde foran fjernsynet i sofaen og se nyheder, er verden så meget mere forfærdelig, og det havde jeg næsten glemt. Og det værste ved det hele er, at hvad man hører i nyhederne i dag, er glemt i morgen, og så er der noget nyt som er ”åh så forfærdeligt”.

Viby var et vildt år, fyldt med oplevelser, som jeg vil tage med mig resten af livet. Jeg har mødt fantastiske mennesker, som har sat dybe spor i mit hjerte, og vidunderlige oplevelser, som virkelig har haft en stor betydning for mig. Det har ikke kun været glæde og skønne dage, men også et hårdt år med blod, sved og tårer – men frem for alt masser af kærlighed.

Af Smilla Sanderhoff Østerlund, 23/24

Jeg har lært meget om mig selv. Hvad jeg kan, vil og står for. Jeg har fået modet til at vise verden, hvem jeg er, frem for at gemme det væk. At blive mødt med tryghed og kærlighed har givet mig styrke til at tage udfordringer op og stå ved mig selv. Det mod og den kærlighed, jeg har fået med fra efterskolen, vil altid være en del af mig.

Når jeg ser på billeder af mig selv før og efter efterskolen, kan jeg tydeligt se, at noget har ændret sig. Jeg har fundet ro i mit nye jeg og fået lyst til at ”dresse up” og gøre noget ud af mig selv, fordi det er sjovt og spændende. Det er ikke længere en byrde, men noget, jeg nyder. Jeg lever ikke længere ”bare i en krop” – jeg passer på mig selv og har lært at være god mod mig selv.

I starten af året skrev vi et brev til os selv, som vi skulle læse, når vi stoppede. Mit brev handlede om, hvordan jeg havde det, mine bekymringer, forventninger til året og mig selv. Citat fra det brev, jeg skrev til mig selv helt i starten af året:

”Jeg tror det bliver svært for mig at være social konstant, for jeg er en meget introvert person. Jeg håber på, at jeg kan holde det ud. Ellers tror jeg sgu ikke, at livet i det hele taget er noget for mig.

Her til sidst håber jeg, at du har haft et godt, til tider hårdt og lærerigt år med fantastiske mennesker. Jeg frygter allerede den dag, hvor vi skal sige farvel. Jeg håber, du har haft et godt år, for det har du virkelig fucking fortjent”

- Smilla, 20/8-23.

Det var virkelig overvældende for mig at læse det brev. Det var tydeligt, at jeg stadig var i et mentalt stadie, som ikke var supergodt. Jeg har nu fået lyst til at leve og fundet ud af, at livet er spændende og interessant. Mine sociale kompetencer er blevet langt bedre, og

jeg føler mig tilpas foran et publikum. Viby har nemlig været et trygt sted at folde sig ud. Et trygt sted at fejle, et trygt sted at prøve ting af og et trygt sted at få succes. Jeg har fået venner, minder og oplevelser, som jeg vil holde fast i resten af mit liv, og som jeg af hjertet er taknemmelige for.

Jeg har i min mindebog villet lave en afslutning som ligesom rundede mit efterskoleår af på en måde. Jeg kom frem til en afslutning et par dage inden, jeg sagde på gensyn med skolen for alvor. Jeg skrev i min mindebog: ”Dette har været året, hvor jeg har lært ikke bare at være i live, men rent faktisk at leve. Viby Efterskole 23/24. Det bedste år af mit liv.”

TAK-TAK-TAK

9. august

DAGBOGEN 2023/24

Det samlede personale møder ind for at lave de sidste forberedelser til skoleåret, der kommer.

13. august

Velkomstdagen. 128 forventningsfulde og spændte elever ankommer til Viby Efterskole. Ledelse, ansatte og bestyrelsesformand byder velkommen og tidligere Viby-elever underholder med musik, teater og dans. Allerede samme aften går det løs med ”Storspil” i og omkring spisesalen, hvor kontaktgrupperne dyster mod hinanden i mange forskellige discipliner, bl.a. vittighedsfortællinger incl. ”ægte” latter, boogie woogie, spaghettistafet, kluddermor og gulvvask – det hele på samme tid.

Introugen (uge 32)

En masse nye mennesker, Viby Efterskole og Nørre Aaby går i gang med at lære hinanden at kende gennem forskellige aktiviteter som ”Kend din skole”, folkedans, navnelege, præsentation af de forskellige fag, strandtur til Føns, bålaften og en værdidebat, som munder ud i en plakat med årgangens bud på værdier, der er vigtige for dem i dette skoleår.

23. august

Fakkeloptog om aftenen for at markere at ”værdi-billedet” er hængt op.

30. august

Vi bryder skemaet op for at forberede os til Klimafolkemødet i Middelfart. Fuld aktivitet med at forberede Storekor til åbningen. Og ikke mindst en flashmob.

31. august

Vi er alle til Klimafolkemødet i Middelfart. Storekor optræder sammen med borgmesteren til den officielle åbning, heldigvis med den fordeling, at det er os, der får lov til at synge … Bagefter optræder vi med vores flashmob og i pauserne går vi alle rundt og nyder de mange klimatiltag – og hinanden. En dejlig dag, hvor mange bånd påbegyndes..

7. september

En lidt anderledes dag.

Om formiddagen afholdes den første af flere ”spind”-samtaler. Det er en personlig samtale mellem kontaktgruppelæreren og den enkelte elev med fokus på elevens personlige og sociale kompetencer og hvordan han/hun udvikler dem i løbet af året.

Koncert med Bo Stief og Poul Halberg. Bo Stiefs besøg er som altid en fantastisk oplevelse!

Af Bjarne Frandsen, Viceforstander

11. september

Vi kørte alle til Odense og så forestillingen Bonnie & Clyde på Odense Teater, ikke mindst fordi Magnus var på scenen, og gjorde det fantaaaaastisk.

13. september

Årets første ”Åben Scene” løber af stablen. Her er der både plads til de forskellige musikhold samt diverse blandede indslag.

21. september

Nu, det store anlæg er trillet frem, holder musikholdene “bandaften” og får lov til at trykke den af.

22. september

En fredag der gik med generalprøver mm. til weekendens shows. Altid spændende for eleverne at opleve sådan en dag med den intensitet, der følger med.

23.-24. september

Første obligatoriske weekend. Lørdag har vi gensynsdag, hvor sidste års elevhold kommer på besøg. Gensynsglæden er stor, synlig og med et meget højt dB-tal. De to elevhold optræder for hinanden med stor succes.

Om søndagen er der ”Efterskolernes dag”, hvor alle skoler har åbent hus. Vi får denne dag besøg af 3-400 gæster, der alle får en rundvisning af elever og efterfølgende oplever vores elever optræde med dans, musik og teater. En rigtig god weekend, der samtidig er en god prøve på, hvordan det går bedst, når man hjælpes ad.

25. september

Vi sover velfortjent længe og står op til et spændende foredrag med Peter Kofoed, der taler om Edward Snowden og masseovervågning. Et meget spændende og tankevækkende foredrag. Bagefter var der stort run på de udleverede ”kameraklapper” til computeren. Om eftermiddagen satte vi os i to busser, kørte til Langesø og gik en dejlig afslappende og u-overvåget løvfaldstur rundt om søen.

EN GANG BØRSTEDE JEG TÆNDER I 8 MIN

Engang børstede jeg tænder i 8 minutter.

Og det gjorde jeg, fordi jeg ville være sikker på at gøre det ordentligt.

Jeg var for træt til at børste dem i går.

Men det var også fordi, jeg huskede på, at min ven engang havde sagt, at man skal børste dem i 4 minutter, morgen og aften. Men det er jo kun to, ikk’? Altså det har jeg da fået at vide. Men så blev min plan om at lægge i gårs ”aften-tandbørstning” sammen med i dags ”morgen-tandbørstning”, en del mere udfordrende.

Men det gjorde jeg så alligevel. Jeg børstede tænder i 8 minutter.

Med timer og det hele.

Nu laver jeg alt muligt andet.

Nu kysser jeg med drenge og afviser dem også.

Jeg elsker. Andre gange uden at blive elsket tilbage.

Nu bruger jeg min tid på at tænke rigtig meget over virkelig lidt.

Men det har jeg faktisk nok altid gjort.

Jeg stolede blindt på det. Jeg stolede blindt på alt og alle.

Og det er jo ikke fordi, at det var forkert at børste tænder i 4 minutter, det var jo bare det, hun gjorde.

Når det kom til at tro på, om jeg selv gjorde det godt nok, var jeg langt mere skeptisk.

Så derfor nøjedes jeg ikke bare med at børste dem i 4 minutter, nej jeg børstede dem i 8 minutter. Med timer.

Og det hele.

Jeg kunne bare have valgt børste dem i 2 minutter, og det ville ikke have gjort noget. Jeg var nok lidt… naiv. Eller “let påvirkelig” kan man også sige.

Det er jeg stadig. Og ork ja, jeg tvivlede på mig selv især. Og det gjorde jeg rigtig meget indtil for ca. 11 måneder siden.

Nu bruger jeg… i hvert fald mindre tid på at tvivle på mig selv.

Efter at have børstet tænder i 8 minutter, havde jeg ondt i munden hele dagen, da jeg ovenikøbet også havde brugt ”voksentandpasta”. Altså mors med mint.

Konklusionen er vel bare, at det ikke nytter at ærgre sig over det man ikke fik nået. I går inden man faldt i søvn. Eller på et efterskoleophold.

Og det er bestemt ikke fedt at have så høje forventninger til sig selv, at man prøver på at gøre det dobbelt senere. Ligesom jeg gjorde.

Fremover børstede jeg kun tænder i 2 minutter og med min postmand Per tandpasta. Det gør mig ikke så meget mere, hvis jeg glemmer det en enkelt nat.

Jeg tror, at alle prøver på at leve fuldt ud i det, de er i, og at gøre “det rigtige”.

Men det er svært.

Og hvis du hænger fast i dengang og i går og

Af Simone Merton, 23/24

førhen, ja så lever du kun halvt. Et helt halvt liv. Nogle ting kan man gøre om, andre steder får man kun et skud. Som her.

Tiden standser ikke, og det ville jeg faktisk heller ikke ønske den gjorde. Det er mere end bare fantastisk, når det lykkes første gang, men hvad vil det egentlig sige?

Du må vel bare prøve, forstå, lære og leve videre i virkeligheden, på trods af utilfredshed.

Virkeligheden, den er her. Og jeg kan se det nu, briller eller ej.

Og det kan jeg, fordi jeg føler mig accepteret og tilpas.

Tilpas nok til at være til stede.

Vi stopper i morgen.

Og efter det, er der ingen i morgen.

I hvert fald ikke sammen med jer, sådan her.

Og nu, nu er alting noget helt andet, når man står så tæt ved enden.

Ja, i år lærte jeg at kysse med drenge og hvordan make-up virker.

Men jeg lærte også at kysse mig selv og være smuk på andre måder.

Være menneske og være grim.

Og jo, jeg tænker og tvivler stadig som dengang, men det er som om, det ikke kun handler om mig længere, men om os. Og det er rart.

Rart at dele mig selv med jer, at være her og ikke oppe i mit eget håbløst proppede hoved.

Og man har jo hørt det hele mange gange før. Endda før det var gået i gang.

Blev forberedt på at det ville gå hurtigt, inden vi overhovedet var nået skolen endnu.

Men det her er ikke noget man kan forberede sig på …

Jeg husker, hvordan jeg i et kort øjeblik bare ventede på at komme hjem igen, men inden jeg vidste af det, blev det her mit hjem.

Og det mest irriterende var, at man nærmest ikke kunne forestille sig, hvor mange mennesker man ville komme til at holde af, ja, elske.

Hvor meget sjovere det er at føle og elske, end at være bange for at blive såret.

Hvor hårdt det kan være at sige farvel.

Og det er kraftedme ondt, for det var sgu så nemt at sige, hva’ mor?

Men lad os da for helvede bare græde nu. Inden i eller uden på. Græde over alt det gode og det dårlige, selvom vi helst vil undgå sorgen.

Men: Langt smerteligere end tabet, er tabet af selve tabet.

Så husk nu det, der er sket. Glem os ikke. Man kan jo ikke sørge uden at have elsket, vel?

“DIN REFLEKSION”

BLEV TIL MIN REFLEKSION

Af Julie Petersson, 23/24

Kl. 21.28 går jeg fra mit værelse, fordi vi nu har aftensamling – mit yndlingstidspunkt på dagen. Alle er på vej ned til samlingen, og jeg følger med nogle af de andre. Jeg sætter mig blandt resten af flokken og kan høre regnen tromme mod vinduet i loftet. Det er mørkt og koldt udenfor. Alle har iført sig deres mest behagelige tøj, og nogle har taget tæpper og garn med. Der er en særlig stemning i aſten, en stemning, jeg ikke har mærket før. Alle er helt rolige; ingen griner hysterisk eller snakker om irrelevante ting.

Kl. 21.30 begynder vi. Der er helt stille, og vi skal synge ”Din Refleksion” af Aphaca. To af eleverne spiller for, og alle begynder at synge: ”Så kom her tæt på, så heler vi vores sår.” Jeg stopper for første gang op og lytter. Alle syn-

ger med, og det giver mig en hjemlig følelse, som kun er vokset med tiden. ”Sammen med dig skinner solen i et år.” Jeg får kuldegysninger og bliver rørt, men græder ikke – dog er jeg tæt på. Det er her, for første gang, at det går op for mig, hvor heldig jeg er. Jeg er taknemmelig for nuet. Alt er perfekt, præcis som det skal være. Jeg ønsker, at tiden kunne stå stille, bare for et kort øjeblik. At være her lige nu, sammen med disse mennesker, som for et år siden var fremmede, men nu er blevet min familie. Jeg har delt alt med dem. De har set mig græde, grine, sove, være syg, give den gas på dansegulvet eller på scenen. De er min familie, der kender mig bedre end nogen andre. Jeg nyder min tilværelse, mens vi synger videre: ”For jeg vil ha’ mer’, før du render op og går.”

Sangen handler om noget, man holder af, og som man ved, man på et tidspunkt vil miste. Den handler om ønsket om at holde fast i det øjeblik, hvor alt var perfekt, som i en drøm. Når du åbner øjnene igen, kan det hele være forbi, og så er alt, du har tilbage, minderne om, hvor perfekt og smukt det ene øjeblik var. Den handler om at se skønheden i det autentiske og leve i nuet med de omgivelser og de mennesker, der er der lige nu. Lade være med at bekymre sig om fremtiden og lære af fortiden.

Teksten er for mig et minde om mit efterskoleår – det år i mit liv, som har lært mig allermest. Jeg har fået relationer for livet, og jeg har lært så meget om mig selv. De grænser, jeg havde, før jeg tog på eſterskole, er blevet skubbet gevaldigt, og på en god måde, sammen med en masse fantastiske nye relationer. De fremmede mennesker, jeg mødte i starten af året, blev til bekendte, til venner, bedste venner, og nu betragter jeg dem som min familie.

DAGBOGEN 2023/24

27. september

Om aftenen kører vi til Fredericia teater og forestillingen ”Mit stille hjem” med Dansk Danseteater. En smuk og rørende forestilling, der gav anledning til mange tolkninger ved aftensamling i AMFI.

28. september

Vi går på en – synes vi selv – velfortjent forlænget weekend, og vender først tilbage søndag aften.

De ansatte topper den dog lige med et par pædagogiske dage torsdag og fredag.

3. oktober

Årets første elevarrangerede ”Interne fest” løber af stablen. Temaet er Jeopardy og 80’er playlister. En fantastisk og sjældent set kombi.

5. oktober

Koncert med JR bigband her på skolen. En anderledes koncertoplevelse for eleverne, hvor to elever var oppe at synge for.

6.-8. oktober

I denne weekend har vi koret ”Syng Selected” på skolen. De låner lokaler til at øve sig til deres turné, og til gengæld giver de en workshop og koncert søndag eftermiddag. Et dejligt input fra verden udenfor.

13. oktober

Efterårsferien har indhentet os. Eleverne udskyder den dog lidt, de tager til ”ekstern fest” et sted derude. De forbereder sig derfor godt og pænt, før de tager af sted.

24. oktober

VibyX har for første gang besøg af (og skal pitche for) Advisory-boardet.

26. oktober

Om aftenen koncert med New Jungle Orchestra under ledelse af Pierre Dørge. Nogle sindssygt dygtige musikere, der kan indfange alt på et øjeblik.

FORTSAT fra side 13

29. oktober

Sommertiden slutter. Nogle elever møder i rigtig god tid til morgenkøkkentjans ...

Senere, da alle ure var synkroniseret var der workshop i Ska/Reggae-musik om eftermiddagen og efterfølgende koncert med Babylove & the Vandangos om aftenen.

30. oktober

Om eftermiddagen er der musical-intro. Årets musical ”Annie” nærmer sig. Eleverne skal ønske, hvad de gerne vil arbejde med - og det skal de gøre på oplyst grundlag. Derfor bruges hele eftermiddagen på at høre om de forskellige opgaver - især dem man ikke nødvendigvis undervises i til daglig, fx kostume, rekvisit, sminke, PR, sceneteknik, lyd og lys.

1. november

Besøg om aftenen. Nogle elever fra Vesterdal var her også, og alt var bare musik og hygge. Det er et besøg fra musikkonservatoriet fra Århus og deres rytmiske linie RMB. De giver en fed koncert, og bagefter er der Artist Talk for de interesserede. Og det er mange. En fed oplevelse, hvor rosen gik begge veje mellem publikum og scene.

2. november

Om aftenen endnu en gang Åben Scene. Og eleverne holder sig ikke tilbage.

4. november

Jubilæumsdag. Besøg af de elever, der gik her for 5, 10 og 25 år siden. Et rart gensyn med eleverne fra 98/99-, 13/14- og 18/19-årgangene. På programmet er en fortælletime med René, kaffe og middag, og ”runden”, hvor alle fortæller om, hvad de har bedrevet siden tiden på Viby. Som lærer kan man kun blive glad og få fornyede kræfter sådan en dag.

Om aftenen blev en tre-retters menu serveret for alle tre årgange i spisesalen, hvorefter der var musicalminder og fællessang.

5. november

Forældredag på Viby. Vi gentager succesen fra de sidste år, hvor vi kombinerer forældresamtaler med det at lade forældrene være efterskoleelever for en dag. Der blev snakket med kontaktlærere og faglærere. Forældrene prøvede kræfter med dans, kor, teater, ERT, gåture og meget andet.

Sidst på dagen er der hyggelig spisning i de enkelte kontaktgrupper rundt omkring på skolen, og efterfølgende optræder elever og forældre for hinanden. En god dag, også i år.

6. november

Jacob Holdt viser ”Amerikanske billeder”, som han har gjort i næsten alle de år, Viby Efterskole har eksisteret. Masser af undertrykkelse, både i fortælling og praksis…… Derefter endnu en gang stor spørgelyst fra eleverne og mange tanker sat i gang.

8. november

Om eftermiddagen er der både OSO-intro og et intenst forløb, hvor der forberedes og øves til de kommende teaterforestillinger. Mange selvstændige OSO-opgaver forberedes og planlægges i samarbejde med konsulentlærerne. Teater-forestillingerne er igen i år kun på Viby. Eleverne står selv for såvel det kunstneriske som det tekniske - og klarer det med bravour.

VI ER KUN NOGET

I KRAFT AF ANDRE

Kresten Kold – den gamle skolemand, som for langt mere end 100 år siden som den første i høj grad førte Grundtvigs skoletanker ud i livet - sagde: Skolens opgave er at trække eleverne op som et ur – så de aldrig går i stå. I en undersøgelse, som Efterskoleforeningen tidligere har sendt på gaden, er der en forælder, der på et spørgeskema har skrevet:

”Vort barn har lært meget om andre mennesker, har selv fået spændt den indre fjeder” – eller som en anden forælder skriver: “Det bedste ved efterskolen har været det at møde tydelige og engagerede voksne, som har gjort ham bevidst om sin egen identitet og værdier”. En tredje forælder skrev bl.a. følgende til Viby Efterskole:

“Vi har sendt en dreng af sted og modtager en ung mand med meninger og med en masse fantastiske oplevelser i bagagen – så mange beslutninger at tage selvstændigt, så mange valg at skulle foretage helt selv, så store følelser at skulle gennemleve alene – men hele tiden med Viby i baghånden. Tænk at vores dreng får alt dette med, som han kan bruge resten af sit liv”.

Der er ikke meget forskel på det, Kresten Kold sagde for over 100 år siden, og det nogle forældre har skrevet sidste sommer – men tiden, samfundet og kravene i øvrigt er selvfølgelig helt anderledes i dag.

I dag synes mange at hylde den holdning, at verden blev skabt sammen med ”mig”. Denne forestilling er baseret på det individ-fokuserede samfund, og ikke nok med at verden blev til med mig, den går også under med mig! Tidligere var verdensbilledet baseret på troen – ”der findes noget større end mig”. Her er fortiden i form af traditionelle værdier vigtig - i det nye moderne verdensbillede betyder den ikke noget.

I den første findes der visse fælles moralske standarder, den anden er styret af følelser - en emotionel kultur og moral, hvor sandheden er, hvad ”jeg” føler.

Mens den førstes autoriteter traditionelt var forældrene, læreren og præsten, er den andens autoriteter terapeuten, reklame- og mediepersonen samt livsstilsproducenten. Eftersom selvet i dag er altings ultimative mål, kan kun de fortælle mig noget, der hjælper mig med at tolke mine behov.

Af René Holm Hansen, Forstander Uddrag af velkomsttalen for skoleåret 2023/24

Når I går rundt med jeres iPhone / JEG telefon – og den bliver jeres verden – sørger algoritmerne i jeres apps for, at I kun møder de ting, som I i forvejen kan lide og synes godt om.

I bliver IKKE udfordret!

I dette følelsesstyrede verdensbillede er der ikke noget over mig, alt er relativt og subjektivt.

I det verdensbillede kan alle generationerne mageligt være sammen. Der er kun et problem: det virker ikke!

Der er ikke noget, der tyder på, at den dybe koncentration om egne behov og ønsker faktisk fører til større velbefindende. Tværtimod.

Og udviklingen går i stå!

Der males ofte et billede af den enkelte, der galopperer ud over stepperne i storslået isolation på vej til at udrette epokegørende landvindinger. Så er det, at jeg får lyst til at rejse mig og sige: Sikke noget vrøvl!

Et menneske bliver kun til i en sammenhæng med andre mennesker.

Men det er aldrig for sent at blive et ordentligt menneske!

Med et ordentligt menneske tænker jeg på den, som ikke bare er imødekommende over for andre i al almindelighed, men som i stort og småt er i stand til at se tingene fra andres synsvinkel og kan forholde sig en smule selvironisk til sig selv – sådan lidt ovenfra og ned.

I større sammenhænge viser de sig ved at gå af vejen for at hjælpe andre. Den barmhjertige samaritaner er rollemodel for ordentlige mennesker, som, i stedet for at koncentrere sig om at realisere sig selv, gør noget for at få andre på ret køl.

De er kittet i samfundet - eller var det, før omsorgen blev professionaliseret.

Vi vil derfor stadig forsøge at trække uret op –vi hjælper den enkelte til at spænde den indre

fjeder. Vi vil gerne være tydelige voksne, som vil engagere os i eleverne og fællesskabet.

Vi har en tro på, at der findes vigtige fælles værdier – eller ”ståsteder”, som psykologen Svend Brinkmann ville kalde dem - og dermed findes der også fælles moralske standarder, som danner mennesket.

I skal i løbet af de første par uger også være med til at definere, hvilke fælles værdier vi sammen skal bygge dette skoleår – og dermed vores fællesskab – på.

Det er også karakteristisk for vores samfund og den tid, vi lever i, at vi søger mening i oplevelser. Men oplevelser i sig selv giver ikke mening. Hvis en oplevelse ikke har betydning for ens liv bagefter, men alene har til hensigt at fylde tiden ud med lidt underholdning – giver den ikke mening.

Vi har på Viby Efterskole – i linje med et klassisk dannelsesideal – en holdning til, hvad der er godt og dårligt. Der er forskel på at læse Dostojevskij og en eller anden knaldroman. Derfor har vi sammensat et skoleår, hvor vi har udvalgt en masse kvalitative aktiviteter – det er ikke tilfældigt.

VI ER KUN NOGET

I KRAFT AF ANDRE FORTSAT

På Viby skal det være lovligt at have lyst til at blive klogere og dygtigere – lovligt at være glad og lade sig forundre – vigtigt at gøre sig umage og anstrenge sig. Det skal være fedt at være lærer – fordi så mange af jer har lyst til at blive udfordret – og til selv at udvikle egne ideer og tanker. Kort sagt: Vi skal skabe et efterskoleår, som i den grad bærer præg af kvalitet, kreativitet, af åbenhed, af rummelighed og af glæde.

Det er vigtigt for os, at man kan perspektivere sine oplevelser i noget større – at man udvider sit perspektiv, og det kræver nødvendigvis, at man hele tiden stifter bekendtskab med noget, der endnu er ukendt og uprøvet – det giver livet mening og personligheden karakter! Men det kan også være rigtig hårdt arbejde, hvor udholdenhed betaler sig.

I Brasilien er der en indianerstamme, som har udviklet en helt speciel metode til at indfange aber på. Den er ganske uskadelig for aben, bortset fra at den bliver fanget – og så får den en belønning.

Indianerne laver en lille kasse, kommer en nød i kassen - en af abens yndlingsnødder - og laver et lille hul i kassen, så en abe lige kan stikke hånden ind i kassen. Så fastgør de kassen til et træ med et reb, og så venter de! Når en abe kommer og finder kassen, lugter den nødden eller hører den rasle. Bliver nysgerrig og stikker hånden ind i kassen for at tage den. Når den så har fået fat i nødden, kan den ikke få hånden ud igen. Hullet i kassen er lige stort nok til at en abe kan få hånden ind, men ikke få den knyttede hånd med nødden ud igen. Aben kan slippe nødden og løbe sin vej, når indianerne kommer for at fange den, men det gør den ikke. Aben holder fast i nødden og havner derfor i fangenskab.

Vi bliver også fanget af det, vi vil holde fast på som vort eget.

Vi bliver fanget af det, som vi ikke vil give slip på.

Det handler om frihed og bundethed.

Det, at gå på efterskole, handler også om frihed og bundethed. I har selv frit valgt skolen – det er en fri skole. Men når I har valgt en efterskole, har I også samtidig valgt en holdningsskole – derfor er man også bundet til det, som skolen står for. En Grundtvigsk skole, hvor vi driver skole under nøgleord som udfordringer, ansvarlighed, dannelse og forpligtende fællesskab.

Man kan billedligt talt sige, at når I stikker hånden gennem hullet, er det ikke for at gribe om en nød – men det, vi har lagt i kassen, er fællesskab, udfordringer, faglighed og oplevelser. Og vi håber, at I ikke vil slippe det igen – men tage jeres valg på jer – som ambitiøse og seriøse unge mennesker.

Et efterskoleophold lever faktisk også bedre op til OL-sloganet end OL selv gør: ”Den vig-

Af René Holm

Hansen,

Forstander

Uddrag af velkomsttalen for skoleåret 2023/24

tigste ting i de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage, lige som det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen.”

Det essentielle er ikke at have besejret, men at have kæmpet godt.

På en efterskole er sejren: selve kampen!

Vi vil gerne opfordre jer til at ville noget med jeres liv – tage kampen op.

Det er ikke alt, der bare lykkes første gangmen det er måske netop heri, det ægte perspektiv viser sig.

Jeres efterskoleophold på Viby skal ikke bare være underholdning og ”fylde tiden ud” mellem to sommerferier – som en lang turistrejse. Nej, det skal have en meget dybere effekt –være en dannelsesrejse - og derfor kræver det noget af jer!

Hvert hold er noget særligt – I bliver elevholdet 2023/24, og vi skal sammen skabe et godt ophold.

Et efterskoleår, hvor I hver især vil møde andre unge med forskellig baggrund og fra forskellige egne af landet. I skal opleve et fællesskab, som kommer i centrum – et forpligtende fællesskab. Det betyder, at hensynet til kammeraterne, og det man er fælles om, nødvendigvis må sættes højere end hensynet til en selv. Og ja – det betyder så også, at man ikke har alle de personlige friheder, som man er vant til. Piet Hein siger et sted: ”Kun idioter kan undvære deres medmenneskers hjerner” – og jeg vil tilføje: eller deres hjerter.

Fællesskabet skaber vores identitet – herigennem modnes I og bliver bedre rustet til livet.

I får et større perspektiv - både samfundsmæssigt og som menneske.

Vi er kun noget i kraft af andre. Husk det –man er kun noget i kraft af andre.

Her opstår fællesskabets nødvendighed. Men et fællesskab kommer ikke bare af sig selv – det kræver indlevelse og nærvær.

Forudsætningen for indlevelse er engagement i sagen. I skal have viljen med! Forudsætningen for nærvær er evnen til empati. At kunne sætte sig ind i en andens perspektiv og forstå.

Det er med denne baggrund, at vi har defineret de klare og trygge rammer – eller grundregler, vi som skole sætter for jeres ophold. For at I ALLE kan fokusere på det væsentlige; jeres personlige udvikling igennem et forpligtende fællesskab.

Der vil dog både være medvind og modvind. Sådan er livet og vi skal støtte hinanden og tage hånd om hinanden i de hårde perioder. Vi skal være gode ved hinanden og hjælpe hinanden med at vi alle bliver synlige og springer ud i et flot og farverigt blomsterflor!

Vi har et slogan i efterskoleverdenen der lyder: 1 efterskoleår svarer til 7 menneskeår. Det illustrerer meget godt den oplevelse både den unge og forældrene har efter et succesfuldt efterskoleophold.

Så knyt næven og hold nu fast om nødden –tag udfordringerne op – find viljen frem og levn ikke en chance til halen.

- Og jeg lover jer, at det bliver det hele værd!

DET INGEN TALER OM

Af Tilde A. Hasselbalch, 23/24

Alle siger, at et efterskoleår er perfekt. At det er det bedste år i ens liv, man får venner for livet osv. Men sandheden er, at det meste er løgn. Efterskole er ikke perfekt – langt fra. Ingen taler om de svære dage, de uventede udfordringer og de gange, hvor man føler, at alt ramler. Alle har deres op- og nedture, og det havde jeg også.

Der er tidspunkter, hvor man føler, at man har styr på det hele, hvor vennerne er tæt på, og dagene flyder let. Men lige så hurtigt kan det hele vende. Pludselig kan du føle dig alene, misforstået eller overvældet. Der er dage, hvor savnet til familien rammer ekstra hårdt, eller hvor du tvivler på, om du passer ind. Det er en del af rejsen, men det er også det, der gør det ægte. Jeg havde mine egne nedture. Øjeblikke, hvor jeg tvivlede på mig selv, på mine relationer og på, om jeg overhovedet hørte til. Jeg sammenlignede mig med andre og følte, at deres liv var bedre eller lettere. Men efterhånden gik det op for mig, at vi alle kæmpede med noget – vi viste det bare ikke altid. Og det er det, der er vigtigt at forstå: Perfektion findes ikke, heller ikke på efterskolen.

Jeg gik på en efterskole, der virkelig tog hånd om os elever – både når tingene gik godt, og når de ikke gjorde. Det gjorde en stor forskel at vide, at der var nogle voksne, som var der for én. De så os, de lyttede, og de hjalp, når det hele blev svært. Og det er vigtigt at huske på: En god efterskole handler ikke kun om at have sjov og få nye venner, men også om at være et sted, der støtter dig, når du har brug for det.

Men selvom efterskole ikke er perfekt, betyder det ikke, at det ikke er fantastisk. Det er de udfordringer, vi møder, der former os. Det er op- og nedturene, der lærer os, hvem vi er, og hvad vi kan klare. Og det er præcis dét, der gør efterskole til en oplevelse, man aldrig glemmer. Ikke fordi det var uden fejl, men fordi det var ægte.

Derfor vil jeg sige tusinde tak til årgang 23/24. De ansatte, V17 og alle mine nye bekendtskaber fra nær og fjern, faktisk hele Viby Efterskole.

I gjorde efterskole til en fantastisk oplevelse. ♥

ET GODNATDIGT

Af Lea Lund Clemens, 23/24

guitaren spiller sangen din mon det er ved naboen min den synger en lille melodi og jeg lukker øjnene i

jeg lytter til viby du har fundet ly og roen sænker sig men jeg kan stadig mærke dig

dansen fra i dag summer stadig i min krop der bliver ikke mere spil op vi må vente til daggry med at sige godmorgen til viby

adrenalinen løber stadig i mit blod fra da jeg trådte ind til at jeg forlod en scene så smuk og varm at det slukkede for al min larm

nu har jeg fundet ly godnat viby

PLADS TIL AT BLOMSTRE

Skønhed er en lille blomst, inde i dit hjerte –ikke nogen vild makeup – mange tror den er det. Blomsten vokser indefra, la’r sig ikke plukke, skønhed ejes af enhver, ikke kun af smukke. Skønhed ses i dine ord, og de dansetrin du ta’r, den er ikke udenpå, nej den vokser indefra.

Det var første vers af Klaus Thormanns sang ”Skønhed er en lille blomst”, som han har skrevet og dedikeret til Viby Efterskole for omkring 35 år siden. Vi har sunget den nogle gange efterhånden, og den har sat gang i nogle tanker hos mig. Hvad er formålet med at gå på efterskole, og hvad har Viby med skønhed og små blomster at gøre?

Blomsten vokser, hvis du ser, og hvis du kan lytte, er du tavs og uden ord, gør den ingen nytte. Kend din blomst og vid dit værd, husk på, at vi alle,

bærer på en lille blomst, som så let kan falde. Syng din sang og træd din dans, vend dig ud mod verdens blå

Skjul dig aldrig men træd frem, ellers går din blomst i stå.

Ifølge uddannelsesministeriet er formålet med at gå på efterskole følgende: ”Formålet med efterskolerne er at tilbyde undervisning og samvær, der har fokus på livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse”.

Altså en dannelsesrejse, hvor man sætter spørgsmålstegn, indgår i samtaler og måske endda udfordrer livet. Men hvordan taler Viby ind i den definition?

Grib din verden sving den rundt, send den åbne blikke, spil din rolle helt og fuldt, ellers er du ikke. Livets sange, syng dem højt, lad din stemme lyde,

spil på altets instrument, og lad andre nyde. Stil dig frem i rampens lys, og del ud af det du har, intet skal du gemme på, alt skal ud der indefra.

Viby er jo sådan set bare et eksempel på en hvilken som helst efterskole. Jeg har nu tilbragt et år på Viby sammen med jer, og jeg kan konkludere, at Viby nok er lidt mere end det. Det er noget helt, helt særligt. Om det skyldes værdier, fællesskaber eller jer, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror, Viby adskiller sig fra andre efterskoler, ved at det ikke bare er et sted, hvor man kan modtage undervisning, livsoplysning og demokratisk dannelse. Det er et sted, hvor man får plads af lærere og elever til at udvikle sig som enhed og helhed. Plads til at blomstre.

Af Frida Jørgensen, 23/24

Lyt til andres melodi, hør dem synge sange, glem dig selv i det sekund, hvor de er lidt lange. Ræk en hånd til den der faldt, midt i dansens hede, tag imod med åbent sind, når du selv er nede. Se da blomstrer blomsten op, nærmer sig sit fulde flor, bli’r en stemme helt og fuldt, i det store blomsterkor.

Nu er et år gået, hvor vi har fået gødet vores blomster. Jeg tror, Klaus Thormann havde fat i noget, da han skrev den her sang. Det at gå på efterskole og indgå i de fællesskaber, det indebærer, er ikke et spørgsmål om at råbe højest eller tydeligst. Det er et spørgsmål om at lytte på andre og dermed udgøre en del af

noget større. Om det så er en stemme i storekor, en musiker i et orkester, en fakkel i et bålsted eller en lille blomst i det store blomsterkor, så er vi alle sammen afhængige af hinanden. Det er det, jeg tror sangen handler om, og det er det, jeg har lært af at gå på Viby sammen med lige netop jer.

Det du gør vil sætte frugt, kaste frø i tiden, ligge som en spire der, uset ganske liden, for en dag at blomstre op, som din egen skygge,

og forvandle verden til blomstertæpper tykke. Pas din blomst og lad den gro, giv din verden hvad du har, intet bør du gemme på – skønhed kommer indefra.

DAGBOGEN 2023/24

9. + 10. november

Teaterforestillingerne afpudses og løber af stablen med alle Viby-elever som tilskuere.

Uge 46

Brobygning. To ungdomsuddannelser afprøves i løbet af ugen. Har jeg nu valgt rigtigt eller skal jeg huske: ”Udfordr livet”?

14. november

Om aftenen var der ung-til-ung vejledning, hvor en håndfuld elever fra sidste år fortalte om overgangen fra Viby til ungdomsuddannelse.

17.-19. november

Musik-camp på Viby. Vi fik besøg af ca 28 7.-9. klasses elever, der skulle smage lidt på Viby-livet. Og det fik de lov til. Vi håber at se mange af dem senere som Viby-elever.

21. november

Koncert med MGK-Fyn. Igen en dejlig oplevelse, og både musikken og snakken gik frem og tilbage mellem scene og publikum.

22. november

DJ-Aftenunderholdning med ”Hyg&Hop”. Det var både fedt og fest.

24-25. november

Sangskrivningsworkshop med Julie Fabri ( Dolores Forever, MGP).

26. november

Den årlige JuleKlippeKlistreHyggedag er i år lagt på en søndag. Alle hygger og tvinges til at snakke sammen, da WiFi’en ikke kan komme rundt for dinglende sølvpapirsting og andet glimmer.

28. november

Koncert med Sunbörn. Igen rigtig god energi både til og fra publikum.

29. november

VibyX deltager i Danish Entrepreneurship Award. Flere grupper med i finalen, dog uden at løbe med laurbærrene.

30. november Åben scene. Mange fine acts. Det er bare en fantastisk aften.

5. december

Nogen siger, at om eftermiddagen gik en udvalgt skare Lucia for det lokale Røde Kors. Ikke en kaffekop og et øje var tør(t). Bagefter æbleskiver og sodavand.

10. december

Lillekor optræder i Nr Åby Kirke. Som altid smukt og rørende. Og dejligt at prøve en anden akustik end Amfis.

Uge 49

Adventsmødeugen. Hele ugen bruges på at øve op til de store show torsdag og fredag. Der øves og øves, sættes lys og programmeres lyd. Efter en veloverstået generalprøve torsdag eftermiddag laves det flotte show med musik, kor og dans både torsdag og fredag aften. Salen er fyldt begge dage med en blanding af forældre, øvrig familie og tidligere elever. To fantastiske aftener, og der er ikke et øje tørt under Lucia-optoget, der kan bringe selv vrisne ældre mænd i julestemning.

Uge 50

Sidste uge inden juleferien. Spredt ud over hele ugen arbejder eleverne videre med OSO og afslutter samme. Dette arbejde krydres med forskellige andre aktiviteter.

11. december

Om formiddagen rollefordeling. Nerverne er på højkant og de store forventninger skal nu forløses. Manuskript udleveres og de første prøver starter. Forventningerne til tiden i og efter juleferien er nu lidt mere afklarede.

Om eftermiddagen har vi et projekt med Bæredygtige julegaver. Så der er nok landet nogle anderledes gaver under træerne senere på måneden.

Resten af uge 50 går med OSO-arbejde

17. december

Om formiddagen hovedrengøring på værelserne. Altid en elsket aktivitet!

Om eftermiddagen er der forberedelse af årets sidste Åben Scene.

Den foregår sidst på eftermiddagen, og så bliver det igen tid til at optræde for hinanden. Indslagene bliver mere og mere personlige, rørende, sjove og tossede. Om aftenen er der julefest for elever og ansatte. En hyggelig aften med både flæskesteg, ris a la mande og Mortens legendariske julekalender-quiz.

18. december

Formiddagen går med hovedrengøring af fællesområder. Om eftermiddagen er der kontaktgruppemøder med en dejlig blanding af julehygge og OSO-fremlæggelser.

Og så er der dømt juleferie.

Vi tager hjem på juleferie med et ”På gensyn d. 2. januar”. Ferien bliver dog for manges vedkommende forstyrret af, at der skal øves replikker, spilles skalaer og - for nogens vedkommende - en tur i fitness-centrene, så alle står skarpe, når musical-perioden begynder.

2.

januar

Alle vender tilbage efter juleferie. Nogle mere klatøjede end andre.

Hele januar

Opstart efter en dejlig (og for nogens vedkommende musical-fyldt) juleferie. Prøverne på ”Annie” skydes i gang, og der arbejdes for fuld hammer i alle hjørner af skolen. Efter få dage er der åbent hus på Efterskolernes Aften, hvor udefrakommende inviteres indenfor til at se arbejdet med musical. Enkelte elever undrer sig over rygtet om at musical-perioden er hård - den undren forsvinder, da vi nærmer os teknisk weekend i uge 3 og den obligatoriske weekend i uge 4. Her er alle elever er på skolen for at køre dag-lange prøver - sy de sidste kostumer, opfinde nye rekvisitter, få trapper og gelændere på tribunen, justere de sidste, mange podier i scenografien, påsætte microports, stemme instrumenter, strække ben og stemmebånd, sminke diverse børn og voksne, få stilladset til ikke at knirke, lige sætte de sidste finesser på det der kostume, sende musicalprogrammet i trykken og fokusere lamper. Der er nok at se til og søvnen bliver lidt forsømt den sidste uge. Helt som det skal være op til en premiere.

URET TIKKER

Af Dagmar Rossing Fonsbøl, årgang 23/24

Jeg har sat alarmen tidligt, taget futter på og er listet ud uden at larme for meget, så mine roomies ikke vågner. Nu sidder jeg her på en bænk, iført nattøj og futter. Her er fredfyldt. Og så alligevel ikke. Jo, der er morgendug, solskin og træerne svajer blidt. Men der er også lyden af biler, fuglekvidder og toge, der suser forbi.

Alle skolens cykler står i en kæmpe klump ved siden af cykelskuret og fylder. I mange værelser står vinduet på klem. På et tørrestativ hænger der håndklæder og badetøj fra gårsdagens strandtur. Der er mange tegn på, at vi er her endnu. Men ikke meget længere. I morgen skal jeg hjem. Hvor er det vildt. Det hele gik så hurtigt. Og ja, det siger de jo alle, at det gør. Men det er jo helt surrealistisk. 10 måneder med mennesker, som jeg er kommet til at kende og elske; væk med et knipsesmæld. Hvor mange af dem kan jeg holde kontakt med? Er der nogen jeg kommer til at glemme? Hvor mange kommer til at glemme mig?

Hvorfor satte jeg mig herud? Jeg ved det ikke. Måske for at samle tankemylderet. Måske for at få lidt ro. Måske for at være lidt æstetisk. Men det er som om, at jo længere jeg sidder her, jo længere vil tiden stå stille. Lige så snart jeg går ind, står den på morgenmad, rengøring, at græde lidt, aftenhygge og så græde lidt mere. Det mentale stopur tikker konstant mod enden. Det ved jeg ikke, om jeg er klar til. Men bliver man nogensinde det? Det siger de, at man ikke gør, men det er jo vildt nederen alligevel. Jeg føler mig ikke klar til at kalde efterskole fortid, at tage hjem, at sige farvel … Der begynder at komme lyd inde fra værelserne. Mine medelever begynder at stå op og gøre sig klar til morgenmad. De tager tøj på, sætter håret og går ud. Det samme vil de gøre i overmorgen, men derhjemme. I overmorgen skifter statussen fra “Elev” til “Gammel elev”.

Jeg kan ikke længere bare gå lige ind ved siden af for at spise med 122 andre dejlige mennesker. Mine roomies er lige pludselig i alle dele af landet og der skal lidt mere planlægning til for en soveaftale i weekenderne. Jeg kan nu alligevel kun være glad og taknemlig for den oplevelse jeg har fået. Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk mit år har været og hvor meget det har givet mig. Jeg kan nu tage næsten hele landet rundt og regne med at finde et kendt smil. Jeg håber, at de alle ved, at smilet vil blive gengældt. Og selv med de mange hjerteskærende og tårefyldte øjeblikke, der uden tvivl vil komme i løbet af de næste 24 timer, så kan jeg ikke sige andet end: Tusind tak, Viby, for alt. For en ny familie, nye passioner, nye oplevelser og et fremragende år. Nå, jeg må hellere komme ind igen; jeg er sulten.

ALT DET DER VAR

Af Ursula Telens Hoff, årgang 23/24

Som en vild blomst på marken svajer jeg lidt fra side til side. Som en rød silhouet i et grønt hav af strå, finder jeg langsomt mit fodfæste, bare for at få det revet væk igen af den næste forbi kørende bil.

Højre, venstre, højre, venstre, næsten et sekund i stilhed, før den næste Volkswagen 2000 drøner forbi med intet overskud for os skrøbelige skabninger. Der er fandme mange biler.

(Vroom, crash, pow, drøn) Og af sti afsted med dem. Jeg flyver med i alle retninger, ingen pauser, kun et lille klirrende håb om fred og ro. Indtil det bliver nat. Så kan jeg stå stille. Lytte til sirenerne og græshopperne, som de spinder nattens klare melodi ud i den kolde himmel. Men så, lige pludselig er der alligevel noget, der irriterer mig lidt. Det rammer mig lige så roligt, jeg havde slet ikke mærket det tidligere. Men nu, nu er det jo så tydeligt som månen selv.

Vinden. Vinden der knirker i træerne, og vipper mine blade frem og tilbage.

Brisen, der tager i mig, er lige pludselig alt, hvad jeg kan mærke, alt hvad jeg kan føle. Som klamrende hænder, klamrende fødder, klistrer den sig febrilsk ind til mig. Dens væsen er ikke andet end en urolig påmindelse om hvor skideirriterende, min tilstedeværelse er. Klistrede blade, klistret stilk, klistret sind er alt, hvad jeg er efterladt med.

Når morgendagens solopgang endelig lister sig frem bag horisonten, så lægger vinden sig endelig. Den forsvinder, i takt med at solen stiger. Hvor er det dog dejligt. Lige her føler jeg mig tilpas, lige her og nu eksisterer jeg lykkeligt. Men så alligevel ikke. For det er jo næsten, som om solen er for varm nu. Den bager jo ned. Lige i et sekund var jeg til stede i min egen tilfredshed, men nu er det sekund ovre. Nu mærker jeg lige pludselig, hvor tør jorden er, hvordan morgenduggen allerede har lettet sig fra mine blade og er tørret ind, og hvordan solens stråler

faktisk gør mere ondt end godt. For det kan da godt være, at jeg har brug for dem, men de er da uendeligt ulidelige. Glohede og grove, vamle og skæve. Jeg kan ikke holde dem ud.

Indtil jeg mærker mit fodfæste forsvinde. Pludseligt, fra det ene sekund til det næste, er mit syn hævet over dets sædvanlige udsyn, og ser alting ovenfra. Men det er ikke det, min opmærksomhed først fanger. Jeg føler kun manglen på min rødder, en fedtet hånd om min midte og lyden af skinger latter.

Hastigt flyver jeg med en fart, jeg aldrig har følt før, før jeg endelig finder stilhed igen.

Men nu er jeg et andet sted. Hvide vægge, hvidt gulv og et lidt for skævt loft omkranser mig.

Selv mærker jeg køligt vand for mine fødder, og en distinkt mangel på noget velkendt. Ingen himmel, intet græs, ingen hvislen fra bækken. Hverken solen, blæsten eller ikke engang en bil skimter jeg. Nej, for mit syn ser jeg intet sædvanligt, intet genkendeligt eller vant. Kun et tyndt strejf af græs opfanger min optik gennem en klar rude af glas.

Og lige der sætter det ind. Realisationen. Aldrig mere skal jeg mærke solens lune strejf, brisens forfriskende pust eller bilernes drøn. Ja, pludseligt husker jeg ikke andet end herligheden ved det hele, glæden, det bragte frem. Først nu, nu hvor det mangler, nu mærker jeg nødvendigheden i alt det, der var.

16. januar

DAGBOGEN 2023/24

Tour de Chambre om aftenen. En meget hyggelig aften, hvor alle var værter og gæster på skift.

1. februar

Premiere på ”Annie” Vi gjorde det! Vi fik Annie! Fantastisk forestilling - som kun lykkedes gennem fælles indsats.

2. februar

Der er ikke noget med at sove på laurbærrene. Dog kan der soves længe, men så er der aftenforestilling med efterfølgende tapas-buffet (for publikum).

3. februar

Så er det tidligt op lørdag. Denne dag er huset fyldt med tidligere elever. Stor gensynsglæde og opbakning til forestillingen.

4. februar

Så gælder det forældrene. Hele to forestillinger for at der er plads til alle. Det mest taknemmelige publikum, man kan forestille sig, men også dem der gør én mest spændt - det kan mærkes i maven fra morgenstunden. Ved sengetid er alle trætte, men glade.

5.-8. februar

Forude venter en hel uge med forestillinger. Der er knald på og fysikken udfordres. Men i fællesskab klarer vi alle forestillingerne. Efter sidste tur i den anden verden, er der både vemod over, at det er slut og glæde ved, at vinterferien venter. Så skal der soves ud!

9. februar

Store oprydningsdag. 6 ugers rejse i tid og sted pilles ned på en formiddag. Meget mærkelig følelse. En hård maveplasker, nu er kun minderne tilbage, snøft. Det gør lidt ondt i hjertet - men samtidig bliver det godt at komme tilbage til hverdagen.

18. februar

Alle vel tilbage fra vinterferie og klar til at tage fat på næste etape af skoleåret.

20. februar

Gregory Boyd gav et musikalsk foredrag med titlen ”Black in the USA”. En god oplevelse, hvor rosen igen gik begge veje.

29. februar

På denne sjældne dag, pakker vi eleverne i busser og tager til Odense, nærmere bestemt på den Fynske Opera, hvor vi ser musicalen ”Marionet”.

8. marts

Så er det tid for Åben åben scene. Ja, du læste rigtigt! En åben scene med hvad dertil hører, men nu med publikum udefra. Hele verden er inviteret, dog er det mest familie der kigger forbi denne fredag eftermiddag. En dejlig måde at starte weekenden på.

FORTSAT fra side 29

10. marts

Kommende elevers dag.

Søndag eftermiddag er der besøg af elevholdet 24/25. Årgang 23/24 optræder og fortæller sammen med lærerne om de forskellige valgfag. En mærkelig aften at stå på scenen - det er ikke længe siden man selv sad og skulle vælge fag, og inden længe overtager næste årgang skolen. Heldigvis virker 24/25 også som nogle flinke og rare mennesker, så det beroliger.

24.-26. marts

Viby-camp og terminsprøver. Elever fra 7.-9. klasse inviteres indenfor og får lov at mærke Viby-ånden i et par dage. Samtidig har de nuværende elever terminsprøver. Om eftermiddagen er der workshops på kryds og tværs mellem gæster og nuværende elever. Underviserne er både Viby-lærere, Viby-elever og gæstelærere fra det professionelle virke indenfor scenekunst. Dagene afsluttes med en optræden for gæsternes forældre.

2. april

Forberedelse af kultur-tur. Turen går snart til den hollandske hovedstad Amsterdam, og vi vil møde op forberedte, så vi får en masse ud af turen.

Om aftenen er der en intim-koncert med sanger og sangskriver Ida Wenøe akkompagneret af strygergruppen Who Killed Bambi.

3. april

Årets 2. interne fest. Temaet var Quiz. Lærergruppen blev på skammeligste vis frastjålet sejren. Det hele var ricked!!!!! Som en orange amerikaner ville sige………..

4. april

Elever havde arrangeret ”Bytte-tøj” marked. En stor succes, hvor overskuds-/aflagt -tøj bliver til en ny garderobe et andet sted. Weltklasse

7.-12. april

Kulturtur til Amsterdam. En helt fantastisk tur med mange store oplevelser. Blandt andet diverse museer, streetart, Mamma Mia på hollandsk …, vi optrådte selv med både Storekor og danse-flashmob foran de måbende indfødte, og så naturligvis mange andre fantastiske steder i byen. Til Renés store fortrydelse var der også tid til lidt shopping. Derudover naturligvis diverse workshops indenfor musik, dans og teater.

16. april

Korstævne på Kerteminde Efterskole med 250 efterskoleelever som sangere i koret ledet af Tine Ohrt akkompagneret af et professionelt band. Om aftenen koncert. Der er en helt særlig oplevelse og giver gåsehud, når så mange synger sammen. De fleste af vores elever var med i koret, og resten som tilskuere.

21. april

Teaterworkshop-dag med Sigurd Thomasen. En tidligere Vibyelev og nuværende musicalperformer. Han holdt en fantastisk workshop for 30 elever, og havde efterfølgende en Q&A med hele holdet. En vidunderlig søndag, i den helt rigtige Viby-ånd.

AT REJSE ER AT LEVE

Af Johanne Skjalm Lissner, 23/24

H. C. Andersen sagde næsten engang:

“At rejse er at leve.”

Jeg tror, det er den mest korrekte metafor, jeg har hørt om livet - for Forestil dig, at du sidder i et tog. På vej hen et sted. Inden i dig er alle dine følelser også som små toge, der suser rundt i dit blod. Hvor går rejsen hen?

En dag står du måske af på en perron. Du skal måske skifte tog. Det gør du så:

Hopper om bord i fuldt firspring på et nyt tog, som suser i stor kraft mod nye horisonter. Hvor går rejsen hen?

Måske har du nogle forventninger, men dem kan man aldrig helt regne med. For måske sidder du ikke alene ved vinduespladsen, men i stedet kommer du til at sidde ved siden af en skør mand med patchworkbukser og en grøn kanariefugl i et bur. Og så sidder du måske i toget i ekstra 20 minutter, fordi det blev forsinket. Og så er det måske lige meget, hvor rejsen gik hen.

For under alle omstændigheder er du nu i dette tog. Og trods den grønne kanariefugls skingre sang og et skrigende barn i baggrunden, må du vel atter få det bedste ud af denne rejse.

Da toget begynder at buldre og trille og stille tage af sted, kigger du på dit ur og tænker: “når jeg nu alt, jeg havde planlagt”?

Og næppe gør du det, så måske du i stedet skulle tage og kigge ud af vinduet og nyde de nyudsprungne grønne grene på de ellers så høje bøgetræer, der omkranses af grønne bølgende marker på grønne bølgende bakker. Og da pludselig den spøjse patchwork-kanarie-mand begynder at tale til dig, overvejer du et øjeblik at tage dine blå og gule tasker for atter at finde en ny plads på denne rejse, men i stedet vælger du vel at give ham en chance.

Hvad har han at sige? For måske han kunne berige din ellers så fine tur. Og da han siger en sjov lille joke, får du endelig et smil frem på læben og viser nu dine fine nypudsede perler frem til en fremmed ven, som gengælder i det største og mest omfavnende smil, du længe har set, som var lige hvad du havde brug for.

Pludselig nyder du turen fyldt med smukke udsigter og varme smil og alt føles fuldendt.

I et splitsekund.

Du ville ønske at du aldrig nogensinde skulle stå af på den næste perron. Men din billet går ej videre og du bliver nødt til det. Men hvordan kan man dog samle sig selv og sine tasker op? Hvordan fortsætter du nu?

Dog samler du dine ting og pakker det i tasker og siger så til alle togets passagerer, for nu skal I alle hver jeres veje: “Tak for denne gang.”

Og du mener det for første gang.

Toget ankommer til din næste perron og du træder ud i den friske luft og bliver omfavnet af den sene sommeraftens solstråler.

Nu står du her. Et gammelt men fremmed sted. For sidst du var her, havde du ikke alle disse smil med i bagagen. Hvor går rejsen nu hen?

Din næste billet er købt og den næste tur er allerede fastlagt, så efter venstre fod kommer højre og så venstre igen og du træder hen på en ny perron og stiger ind i et nyt tog.

For at rejse er at leve.

Og at rejse er ikke altid sjovt og til tider er det dybt udmattende, og ofte ville du ønske at toget ville stå fuldstændigt stille eller køre mindst 1000 km i timen.

Dog hvis du sætter dig godt tilrette og tager alt ind undervejs, kan du kun se tilbage på det med et lige så stort smil som patchwork-kanarie-manden.

Tak for rejsen, venner.

23. april

DAGBOGEN 2023/24

VibyX skal igen pitche for Advisory-boardet. Denne gang især med fokus på Railroadfestivalen.

25. april

Om aftenen er der endnu engang Åben Scene. Der kan ikke skrives flere superlativer om det koncept, så det være hermed undladt!

28. april

Danseworkshopdag. Et nyt initiativ på Viby. En lørdag hvor 4 dansere udefra holder workshops her på Viby. Både Viby-elever og gæster udefra er tilmeldt. En tradition, der er kommet for at blive!

30. april

Generalforsamling i Skolekredsen for Viby Efterskole. Et traditionelt og nødvendigt arrangement, der dog godt kunne være mere velbesøgt. Så til alle Vib’ser derude: Mød op næste år!!

1. maj

Afro-danse-workshop for de interesserede. Og det var mange. Og det var godt.

2. – 5. maj

Teaterholdenes afslutningsforestilling

Teater-holdene har arbejdet med deres selvskrevne forestillinger, som afslutningsvis vises for forældre og andre interesserede. Eleverne står denne gang selv for alt - at skrive, instruere, sætte lys og lyd, finde kostumer og alt det andet, der skal til for at lave en forestilling. Det bliver til flere meget forskellige og imponerende flotte forestillinger.

6.-8. maj

Skriftlige prøver i dansk, matematik og engelk for Viby10. Der svedes, tastes og printes. Samtidig har Viby10F og VibyX afsluttende projektarbejde.

16. maj

Koncerten ”Vejen hjem” med Kris Herman. Og ingen havde lyst til at gå hjem. Heller ikke Kris.

28. maj

Teater For Sjov holdene viser deres selvproducerede shows. Så godt og så livsbekræftende.

29. maj

Forberedelse af Vesterdal-festivalen & Viby on Tour. Musicalen og de skriftlige prøver er godt nok vel overstået, men vi skal ikke hjem. Vi skal videre! (Ja, den er måske hørt før, men ikke desto mindre passer det stadig…) Vi skal rundt i hele landet, så der øves på musik, dans og teater, så vi er klar til at fyre den af. Tidligt i seng, der er afgang kl. træls tidligt næste morgen.

30. maj

Vesterdal-festival. Så er det afsted igen til musikfestival sammen med seks andre efterskoler. Der er både rock-scene, akustisk scene, den store udendørs scene, danse/kor scene samt chill out og rap battle og diverse boder, hvor man kan komme hinanden ved. Og naturligvis grillpølser og godt vejr. En fed dag!

FORTSAT fra side 33

31. maj

Restitutionsdag. Sove lidt længe og så et tænkevækkende foredrag med Phillipa. En tidligere elev og nu psykolog med noget på hjerte.

2. juni

Orienteringsmøde. Elevholdet 25/26 er på første besøg. Vi optræder for dem og viser rundt.

3. - 4. juni

Vi afrunder med en sidste time i mange fag. Matematik får lov at slutte med en fuld fageftermiddag. Og ja, det blev igen bekræftet. Matematik er sjovt!!!!

5. juni

Mens andre fejrer Grundloven finpudser vi formen, så vi er klar til:

6. – 7. juni

Viby on tour. To grejbiler og to busser fragter Viby rundt i på Sjælland for at optræde. Programmet er intenst - det bliver til ni optrædener på to dage. Her trænes virkelig parathed, evne til at løse det uventede og at være PÅ uanset hvad. Det er fedt! På bare to dage rykker alle sig tydeligt rent fagligt. Overnatning foregår på en meget gæstfri Sejergårdens musikefterskole og på trods af de lidt anderledes lokaliteter, er det ikke noget problem at falde i søvn! Heller ikke for de voksne…..

12. juni

Prøveperioden starter. Både for de traditionelle prøver i Viby10, og de anderledes prøveformer i Viby10F og VibyX Mundtlige prøver og afsluttende projektopgaver. En hård men også hyggelig tid på Viby. Der terpes, knokles, jubles og ærgres i en skøn forening. Solen begynder at titte frem, så i pauserne er det tid til solbadning og måske endda en strandtur.

14. juni

Nu gælder det RailRoad-festivalen. VibyX arrangerer og styrer, så vi alle kan hjælpe til med at gøre klar til den store festival, der skal løbe af stablen næste dag. Der bliver dog også plads til prøve- og afsluttende projekt forberedelse.

15. juni

RAILROADFESTIVAL

Plænerne bag Multi var omdannet til – ja, stort set alt. Koncert med bl.a. Kalaset, diverse fede bands med andre gamle elever og en masse dejlige elevbands. Men der var også alt muligt andet. Fra streetfood til running bars. Og det hele krydret med strålende vejr, der dog blev afløst af noget tørvejr, og et glimt af blå himmel.

En ganske enkelt fremragende dag, både for deltagere, tilskuere og arrangører. Sammen kan vi mere, og vi gør det.

18. juni

En sidste tur i teatret. Vi kører til Musicalakademiets Showcase/afslutningsforestilling på Fredericia Teater. En dejlig aften, hvor nogen nok drømmer om, at det en dag er dem der står deroppe.

20. juni

Den store Lanciers-fest dag. Vi bruger hele dagen, nå ja, faktisk også et par dage før, på at forberede os til aftenens Gallafest med balloner, Lanciers, masser af flot (redesigned) tøj, god mad og ja, faktisk det hele.

DAGBOGEN 2023/24

22-28. juni – sidste uge

Lørdag aften. En sidste ”unplugged” Åben scene. Med garanti for højt humør og fugtige øjne.

Søndag. Koncert med Mortens NightFlight Mk4. En fed koncert.

Mandag. Steffen Brandt! Vi bruger hele dagen på at øve kor, også sammen med Steffen, så vi alle kan fyre den fedeste koncert af om aftenen. En fyldt sal og perfekt koncert!!

Tirsdag. Mange forskellige aktiviteter, Det hele er krydret med begyndende nedpakning af værelser.

Onsdag. Vi gør rent på skolens fællesområder i løbet af dagen. Et nødvendigt, men faktisk meget hyggeligt onde. Det hele krydret med mindebogsskrivning.

Det ender i den sidste Rockaften, hvor vi fyrer den af for og med hinanden.

Torsdag. Gåtur til stranden, med hygge, is og en sidste kontaktgruppe-konkurrence i alt fra sandslottebyggeri til kast med frisbee igennem en flyvende hulahop-ring. Sidst på dagen afsluttes den smertefulde nedpakning af værelserne og til allersidst Sankt Hans-bål.

Fredag. Totalrengøring af værelserne og aflevering af disse. Og så den allersidste aften på Viby. Den er både hyggelig og følelsesladet.

Efter spisning er der taler, sange, billedvisning mm. i Amfi, hvorefter det traditionsrige fakkeloptog omkring skolen runder året af. Optoget ender med et stort fælles bål af faklerne. Ilden og tårerne kæmper om overtaget. Herefter kan der danses og skrives mindebøger, så aftenen ender med både, smil, grin og tårer.

29. juni

Sidste dag på Viby Efterskole for årgang 23/24. Det bliver en meget højtidelig og flot afslutning med fællessang, taler, udlevering af prøvebeviser og efterskole-beviser. Dagen er på én gang tårevædet og livsbekræftende. Nu skal vi faktisk hjem, men vi er i den grad også klar til at gå videre!!!

1. – 2. juli

Personalet mødes for at evaluere året og gøre klar til næste hold. En mærkelig fornemmelse på en tom skole. En efterskole uden elever er bare nogle mursten mm. Heldigvis har vi stadig glæden af en del glemte elevsager, så helt væk er eleverne ikke …

TRÆK

Af Maren Valentin, årgang 23/24

250 g Mørke, revet groft, så stjerner kan skinne igennem.

250 g Larm, sauteret, så lyden bliver mere koncentreret.

½ tsk Kold kondens, i kontakt med min kind, idet jeg læner mig op ad vinduet.

2½ dl Træer, der suser forbi på den anden side af autoværnet. Massive, som skudt op af jorden.

De vinker til mig. Jeg vinker tilbage. Månen forfølger os. Jeg stirrer intenst, som ville den røbe sine hemmeligheder. Månen forsvinder, idet vi drejer. Jeg retter mig op og mærker, hvor koldt mit ansigt er blevet. Jeg har næsten ondt i hovedet. Resten af min krop føles som en radiator.

5 g Måneskin.

Jeg lukker øjnene og et minut - nej, en time passerer. På nattehimlen funkler en stjerne, og pludselig bliver én til mange. Jeg genkender Karlsvognen, eller er det nu Lillebjørn, Storebjørn? Omkring mig dukker velkendte ting op. Vi sænker farten for til sidst at stå stille. Langsomt stiger jeg ud. Den varme, der lige havde været der, bliver revet væk og erstattet med en bidende kulde.

10 dl Snefald.

Huset sover stille, da vi ankommer.

HÅBLØS DRØM

Toget forlader perronen og drager ud mod nye eventyr, mens hverdagen stadig venter på dig og til tider føles hård og overvældende. Alle de andre fra skolen står på samme platform som dig, men de synes ikke at bemærke dig. Din kufferts hjul er den eneste lyd i stilheden, og selvom vejen er fyldt med glade efterskoleelever, føles den alligevel tom. Det kræver næsten ingenting at falde, næsten ingenting, før smerten mærkes så tydeligt, og det tager næsten alt at lade den forsvinde igen. Der ligger du på vejen, så stille, så alene, så stille. Alt skal pakkes ud igen, det hele skal finde sin plads, og mens der er løb og forvirring på gangen, er der ingen, der ser dig. Bag skabslågen sidder intetheden og gemmer sig, holder fast ved nøglen, til den lås, der ikke vil låses op. Den lås, som vil forblive låst for altid. Den drøm, der fylder hver en nat ud med smerte, den drøm, som jo i hvert fald ikke er en drøm, men mere et mareridt. Der, hvor du skuer ud over tordenvejret, som skræmmer

så mange, og vækker rædsel i selv de mest modige. Vinden, der får træerne til at bøje sig fladt mod jorden, bøje sig i støvet for større kræfter. Skoven, der er fyldt med tusindvis af rislende grene, som får lyset til næsten ikke at kunne trænge igennem. Det er smukt, det er virkelig smukt.

Men virkeligheden kalder, og du mærker igen, hvordan verden føles så uendelig tom, så kold. Skoledagen er heller ikke nemmere, for et fyldt klasseværelse med så mange sjæle kan forsvinde, så snart du kigger op. Så snart du ikke stirrer ned i dine blanke papirer og ser den verden, der er omkring dig. Der er ingen, det eneste, der er tilbage, er alle de blyanter og jakker, som folk har efterladt. De er som forsvundet i den tynde luft. Men så snart du kigger ned igen, fortsætter verden sin daglige gang, og alt er normalt igen. Indtil alt bliver tomt igen, og hele din krop føles tung, som om du er låst fast til stolen, som om nogen med vilje plager dig.

Af Marius Ellegaard Hessellund, årgang 23/24

- “Hjælp,” siger du, som det eneste ord, der kan komme ud af dig, alt andet er låst inde.

En kælder er så umådelig kedelig, alligevel bruger man timevis dernede. Tøjet skal jo vaskes, ellers fungerer hverdagen ikke. Du lægger tøjet ind i maskinen, som man altid gør, et stykke ad gangen, et stykke ad gangen. Hvorfor gør vi det? Det er der ikke særlig mange, der kan svare på, men sådan har det altid været.

Det sidste tøj placeres i maskinen, og da du lukker lågen, opdager du noget. Hvor er nøglen, hvor er den? Den ene ting, der holder dig i live, den ting, der bringer en smule lykke ind i dit ellers mørke og triste liv. Dagen bryder sammen, hvordan kunne det ske, hvordan, hvordan.

Et ryk af panik strømmer gennem din krop, inden du ser glimtet, blandt tøjet. Du rækker hånden ud og fisker den frem igen. Er den

okay? Har den fået en ridse, er drømmen stadig i live? Nøglen må du aldrig miste. Den må du aldrig miste. Nøglen falder til jorden. Et ding som det smukke klokkespils første tone, men der kommer ikke flere. Det er ikke begyndelsen på sangen, men slutningen.

Græsplænen føles kold, og regnen har forladt skolen. Enkelte dråber falder stadig, og solen har svært ved at bryde igennem skyerne. Nøglen er væk, og alt andet er også. Du kigger ned i græsset, så mange små græsstrå, som aldrig skal bekymre sig om andet end at vokse sig store, før de skæres ned igen. Du kigger op igen, men denne gang er anderledes end de andre gange. Gennem de mørke skyer kigger solen langsomt frem. Du er ikke den eneste, der ser det smukke syn. Plænen er fyldt med forskellige sjæle, der alle ser op mod himlen, som langsomt åbner sig. For selv når verden føles tom, er der andre, der ser det samme som dig.

KÆRE

Af Leo Hammer, årgang 23/24

Jeg bladrer endnu en gang i min mindebog…

To sider, som har vist mig, hvad dybde er, på trods af den korte tid vi har haft sammen:

Kære Simone

Jeg har nemmere ved at leve i i dag, end at skrive i det, der i morgen bliver i går.

Jeg ved endnu ikke om jeg skriver tanker eller et digt. Jeg ved, du forstår.

Kære Simone: Du betyder så meget for mig. Nogle af mine bedste samtaler har jeg haft med dig.

Kære Simone:

Du får mig til at ønske, der var mere tid. Du er så sjov og sød og blid.

Kære Simone:

Du er så klog på den måde, at hvis du ikke ved noget, så skal du vide det.

Kære Simone:

Der er så meget at sige om dig, og til dig fra mig. Du er så fantastisk forvirrende i dit liv, der er din leg.

Kære Simone:

Vores døde poeter har i nat vækket mine følelsers følelser og tanker. Følelser og tanker, min opmærksomhed du fanger.

Kære Simone:

På mit sind har du skrevet din lyrik og selvom jeg kan ønske mere, er jeg glad for den tid, vi fik.

Jeg håber at du i morgen, en dag kigger tilbage på i går, i dag og griner lidt af den romantiske unge, der følte sig så udødelig - som Strunge.

Simone, der er så meget jeg fik sagt i det her digt og alligevel ikke nok til hvor vidunderlig en person du er.

Du har lært mig en del om mig selv og jeg kommer til at savne dig og dine digte.

Jeg er så glad for at kende dig og jeg ved at du vil blive en person jeg husker.

PS hvis min håndskrift er ulæselig, så husk at du engang sagde: “Det ligner en ægte digters håndskrift”.

Leo

viby-efterskole.dk

VIBY LIGE NU

viby-efterskole.dk

VELKOMMEN TIL EN DATINGKULTUR

Af Amalie Bech Madsen, årgang 21/22

https://vm.tiktok.com/ZGdRXvMKS/

Velkommen til en datingkulturhvor det er sjovere at lege med andres følelser i stedet for at være et ordentligt menneske.

Ja, velkommen til en datingkulturhvor det er blevet en trend at være toxic.

Vi var ikke kærester, - men vi var heller ikke bare venner.

Nej.

Mellem venner og kæreste var der en gnist.

Facetime-opkald, tilvalg, det var halv halv, en muslingeskal, julelys og vandfald.

Det var spænding i et nyt kapitel, i en langtrukken bog,

men med følelse og passion var det nærmere blevet vores sprog.

Det plantede et frø.

Tanken om, ”hvad nu hvis?” -

Filmen, forestillingen i mit hoved, kørte i tomgang i en cirkulation.

Det ku’ være dig og mig, men sådan er det ik’ i vores generation.

Vi lever på variation, ved en forkert station, uden kommunikation.

Du kaldte mig for din. Kæreste var du ikke klar til. Men du ville stadig være intim.

Du holdt mig tæt. Men ikke tæt nokFor dine intentioner kunne næsten måles ud

VIBY

fra en målestok, ravnerock, en gokkesok.

Du ville aldrig kalde mig for kæreste.

Det var ikke et chok, selvom jeg håbede det nok.

For mellem venner og kæreste,var der meget mere end venner.

Men hvad er kærlighed uden kamp?

Uden lidt svamp og lidt støvletramp?

Det er sådan man vokser i takt, skaber nærkontakt.

ET forhold guldbelagt, er smukkere under sin belagte dragt, sølv som sagt.

Men når det bliver sammenlagt, har vi ingen kontakt, for det blev til en enmands-jagt.

Når du for mig, aldrig ville kigge tilbage, og se om jeg var med. Du valgte i stedet et gemmested.

Du var allerede væk, mens jeg virkelig forsøgte.

For mellem venner og kæreste,var der mere end venner. Nu er vi blevet til to fremmede med minder.

Men jeg må stadig spekulere, det er svært at lade det passere.

Jeg prøver at konkludere, uden at reagere, jeg navigerer.

Men kan stadig ikke vurdere, om du på mig tænker, eller om du nu hygger, interagerer med en ny tøs.

En ny kærlighed du inhalerer. Når du ikke kontakter mig mere. Så jeg husker at isolere, stimulere, annullere mine tanker. Tænker, at hvis du ville, var du her.

Vi var ikke kærester, men vi var heller ikke bare venner.

Velkommen til en datingkulturmed masser af trust issues, for det er sejere at sige ”vi er ikke kærester, vi har bare noget.”

Hvornår tager vi os sammen? Og forholder os kun til en dreng eller pige? Det var bare det jeg ville sige.

AT VÆRE EFTERSKOLELÆRER HANDLER IKKE KUN OM PENSUM!

Af Simone Svane, lærer

1,5 år er snart gået, og hvilken skøn tid, det har været! At være barselsvikar på Viby Efterskole har været en periode fyldt med stunder og oplevelser, som jeg altid vil tænke glædeligt tilbage på.

At være danselærer på Viby Efterskole har været en rejse gennem jazz, moderne, ballet, floorwork og danseteori. Vi har arbejdet med teknik, udtryk, indlæring, koreografi osv. Men at være danselærer – og efterskolelærer i det hele taget – handler ikke kun om pensum. Det handler om at skabe et sikkert rum, hvor eleverne føler sig set, hørt og udfordret, så de kan udvikle sig både som dansere og som mennesker.

Jeg er utroligt taknemmelig for at have fået muligheden for at være en del af et så passioneret sted! Alle – både lærere og elever – giver 100%, og det skaber en energi, der gør, at man hver dag går på arbejde med den vildeste motivation. Jeg vil gerne takke mine skønne kolleger, som har taget mig ind i folden fra dag ét. Jeres støtte og vilje til at dele jeres viden har været uvurderlig, og I har altid

været åbne for mine skøre ideer, hvilket har gjort samarbejdet både inspirerende og sjovt.

Jeg er også dybt taknemmelig for de elever, jeg har haft fornøjelsen af at undervise i løbet af det sidste halvandet år. Deres åbenhed, nysgerrighed og evne til at gribe de bolde, vi lærere kaster til dem, har været virkelig inspirerende at opleve. Det har været fantastisk at se dem udvikle sig, både i deres dans og som individer. Hver eneste klasse har bragt nye perspektiver og kreative indspark, som har beriget undervisningen.

På Viby Efterskole er der et fællesskab ud over det sædvanlige! Et fællesskab, hvor man er der for hinanden og hjælper, hvor man kan. Der bliver løftet i flok, om det så handler om undervisningen, musicalen, rengøringen eller hjælp til køkkenet.

Tak for en skøn tid fyldt med muligheder, læring og uforglemmelige øjeblikke. Jeg vil tage alle disse minder med mig og jeg håber meget, at vores veje krydses igen en dag.

TANKER SOM FØLGE AF 5-, 10- OG 25-ÅRS JUBILARERS BESØG

Da vi havde jubilarer på besøg d. 2. november (99/00, King, 14/15, Grease, 19/20, Catch Me If You Can), havde jeg på forhånd meldt mig til at være med ved aftensmåltidet og måske især sanghyggen bagefter i Amfi. Hver årgang får mulighed for at ønske nogle fællessange/ korsange/musicalsange, der har betydet noget for dem - og praktisk nok er der ofte gengangere blandt sangene imellem mindst to af årgangene. Den aktuelle årgang (24/25) ville så også være repræsenteret og synge med. Men det at møde op med alle tre ”gamle” årgange siddende i spisesalen er en stor udfordring - frem for at tale med én af årgangene om eftermiddagen og stille og roligt finde ud af hvem, der er hvem. Således også i år, hvor jeg havde store problemer bare med at finde ud af, hvem der var de ældste (nej, jeg fedter ikke :D ). Også selv om årgangsbillederne på lærerværelsesgangen lige havde fået en tur, og deltagerlisten også var blevet tjekket. Men det er jo ikke overraskende - de nye årgange ved vist udmærket, at det efterhånden kniber med at få alle navnene på plads. Det var spændende og berigende at dykke ned i samtalen ved et bord - hvis dog bare man kunne rumme (og nå) alle bordene. Måske var jeg ikke knivskarp i momentet, men

at se de tidligere så velkendte ansigter sendte mig efterfølgende endnu en tur ned ad Memory Lane. Og der er mange gode minder, ingen nævnt, ingen glemt.

Til King, som blev skrevet/komponeret på bestilling til skolens ti-års minijubilæum af Steffen Rode og undertegnede. Flere mindeværdige øjeblikke rinder i hu - det store Ku Klux Klankors, der stod i flammer (spoiler alert: det var noget, der var smurt på, der brændte), som var så store og flotte, så sofitter og øvrige tæpper var i fare. En forælder var så forarget over, at vi blandede humor ind i Ku Klux Klan-sang og scene, at han mente sig i sin ret til at forlange, scenen blev skrevet om. Og vi tænkte først, det var en fordel, at vi på skolen kendte Jacob Holdt så godt (”Amerikanske billeder” er fast tilbagevendende foredrag), og at han kendte Martin Luther King’s datter så godt (hun rejste også rundt med JH’s billeder) - men da der begyndte at forlyde rettighedskrav i forhold til King’s taler o.l. over there, måtte vi bede Jacob Holdt om at holde tæt med vores projekt. Set i bakspejlet ville det nok også have været en torn i øjet, at to blege danskere skulle lave musicalen om King’s liv. Og så var King jo ikke engang hovedperson i stykket, men det er en anden historie!

Af Morten Garnæs, lærer

Grease i 14/15 var Carsten K. Bertelsens første som instruktør på Viby. Og vist også vores første forsøg med trådløse instrumenter på scenen - til dansebattlen. Her var en musikog danse-tidsrejse fra nutiden og tilbage til slut-halvtredserne efter en intro, hvor rollerne som pensionister var havnet i samme frisørsalon. Greased Lightning-bilen blev konstrueret af store træterninger - som minsandten fungerer som rekvisitter stadigvæk. Der er jo i virkeligheden meget lidt rock’n’roll i Grease - det fik vi peppet lidt op med ekstra musik. Til gengæld er Freddy My Love og There Are Worse Things I Could Do nogle dejlige sange. Meget pudsigt er bandet Sha Na Na en del af filmsoundtracket - de er måske verdens første coverband, for de var også med på Woodstock i 69. Hvordan publikum dér så ellers har syntes om rock’n’roll revival ind i mellem Creedence, Hendrix, Santana osv.

Catch Me If You Can i 19/20 var en sjov udfordring med jazzede sange à la Sinatra. Kæmpe orkester. Masser af sjove indfald rent scenisk - flytbare trapper, kæmpevifter med indbygget lys osv. osv. Det var samtidig AT’s sidste som Viby-koreograf og Thomas R’s første som musiklærer mm. Men man kan ikke sige 19/20 uden også at komme til at tænke på den store hjemsendelse, som gjorde skolen tom og Zoom mødestedet i lang, lang tid. Det kom der et par musikvideoer og en hjemmeside ud af, men alternativet havde været sjovere. Jeg håber inderligt, at disse træf inspirerer til at holde eller genskabe kontakten og selv arrangere noget fra tid til anden. Det er noget unikt, I har sammen. I må også godt nævne det for lærerne (f.eks. i FB-gruppen). Det er langt fra sikkert, vi kommer, men det er dejligt, når I også tænker på os. Tak for besøget!

MUSICALEN 2025 – HEATHERS

SPILLEPLAN

Torsdag d. 30. januar kl. 19:00 Premiere

Fredag d. 31. januar kl. 19:00

Lørdag d. 01. februar kl. 14:00 ( Gammel elevdag )

Søndag d. 02. februar kl. 10:00 ( Reserveret til forældrene )

Søndag d. 02. februar kl. 16:00 ( Reserveret til forældrene )

Tirsdag d. 04. februar kl. 19:00

Onsdag d. 05. februar kl. 19:00

Torsdag d. 06. februar kl. 19:00

Billetter købes via vores hjemmeside: https://www.viby-efterskole.dk/musicalen-2025-heathers/

MUSICALEN 2025 – HEATHERS

JUBILARER 2024

MEDARBEJDERSTAB

Oktober 2024

Morten Garnæs

Jens Chr. Tambjerg

Bjarne Frandsen

Lene Pryds Tambjerg

Ole Faber

Rikke Bruselius

Kari Holm

René Holm Hansen

Maria Andersen

Charlotte Vang

Carsten Kiørbye Bertelsen

Jens Munck Eriksen

Anders Porsmose-Overgaard

Thomas Ravnsbæk Pedersen

Aksel Harrild Jepsen

Rasmus Kolind Kronborg

Karsten Bjerre

Henriette Johansen

Aaron Le

Gert Kolding

Kamilla Hoxer Frøstrup

Anne Mette Roest

Simone Svane

Rikke Stellini

Ditte Klim Christensen

Thomas Løkke Læssøe

Maria Bremerskov

Niels Erik Jespersen

Brian Jørgensen

Erling Hisselholm

Iben Bonne Jensen

Jørgen Sækmose

Mette Oscar

MIkkel V Hansen

Betina Stadager Cramer

Anna Katharina Schur

Lærer

Lærer

Adm. leder

Sekretær

Lærer

Lærer

Pæd. leder

Forstander

Lærer

Lærer

Lærer/Instruktør

Lærer

Pedel

Lærer

Lærer

Køkkenchef

Pedel/Pædagog

Køkkenassistent

Lærer

Kok

Kost og ernæringsassistent

Lærer

Lærer

Grøn Pedelmedhjælper

Køkkenass. ( barselsvikar )

Lærer

Rengøringsassistent

BESTYRELSEN

Oktober 2024

Bestyrelsesformand

Næstformand

Bestyrelsesmedlem

Bestyrelsesmedlem

Bestyrelsesmedlem

Bestyrelsesmedlem

Bestyrelsesmedlem

Suppleant

Suppleant

Nr. Aaby

Vejle

Horsens

Odense

Nr. Aaby

Faaborg

Nuuk

Nr. Aaby

København