Historien bag en mindetavle 1864

H I S T O R I E R

Historien bag en mindetavle - om en soldat fra Vendsyssel i 1864

F R A A R K I V E T

nr. 04

ved Børge Christensen

Historier fra Arkivet nr. 04, udgivet 2014 Udgivet ved Børge Christensen Redaktør: Mogens Thøgersen Layout & Grafik: Kim Lyng Larsen

Historisk Arkiv Vendsyssel Historiske Museum Museumsgade 2 9800 Hjørring Tlf.: 96 24 10 60 Email: arkiv@vhm.dk www.vhm.dk Facebook.com/historiskarkiv

ISSN: 1904-5263 ISBN: 978-87-89904-54-2

2.

Mindetavlen En lille halv snes kilometer vest for Hjørring, omtrent der, hvor bondelandet møder de gamle og magre sandflugtsområder, ligger Skallerup sogns gamle middelalderkirke.

Indvendig på nordvæggen i kirken, omtrent helt mod vest i tårnrummet, er opsat en beskeden, mørkegrå mindetavle af træ. Dens hvide, sirligt malede tekst beretter om en af Skallerup sogns unge sønner, Niels Christian Pedersen, 28 år, som i 1864 satte livet til ved Dannevirke som soldat ved forsvaret af landets sydgrænse. Det var midt i den svidende kolde vinter i Danmarks skæbneår, 1864. Teksten på tavlen lyder:

Minde om Malermester Niels Christian Pedersen af Hjørring.

Han var født i Nørum, Skallerup sogn den 20de Februar 1836 gift den 14de November 1856 og efterlader sig Konne og 2 Børn blev i Kampen for Fædrelandet saaret i det venstre Laar og faldt imellem Kloster Kro og store Dannevirkke den 3ie Februar 1864 og Faldt Klokken 4re om Eftermiddagen og laae paa Marken til anden Dags Eftermiddag Kl. 5 uden Menneske Hjælp. Saa blev han optagen af Fjenden og ført til Rendsborg hvor han døde paa Lazarettet 3de Marts 1864 og blev begravet paa Byens Garnisonskirkegaard. Fred med hans Støv.

Ved et lykketræf er der gennem afskrifter bevaret en beretning fra Niels Christian Pedersen selv og en række breve fra andre, der til sammen beretter om Niels Christians skæbne og dermed altså historien bag mindetavlen. Den er første gang fortalt i Sønderjysk Månedsskrift i februar 1964 (s. 27-35), hvor beretning og breve er udgivet af Olav Christensen med en kort indledning. Han bygger på nogle afskrifter fra 1882 af de originale kilder, som han har fået fra Niels Christian Pedersens oldebarn, som på den tid boede i Haderslev. Det er uvist, om originalerne er bevaret. Den 9. februar 1964 bringes historien endvidere i Vendsyssel Tidende efter Olav Christensens artikel, men med supplerende billedmateriale og supplerende lokale oplysninger. Nedenfor gengives beretning og breve, men først lidt om hovedpersonen, Niels Christian Pedersen.

3.

Om Niels Christian Pedersen Mellem Skallerupvej og Villerup Hovedgård ligger et frugtbart og lidt bakket område, som - vel nok mest for nogle år siden - kaldtes Nørum. Her ligger nu Skallerup Skole og nogle gode, lidt større og en del mindre gårde og familieboliger. Ved Nørumvej lå i gammel tid foruden Vildkærgård også landsbyens forsamlingshus, - som senere blev bilværksted og herefter gik op i flammer – og desuden, for mange år tilbage, den ganske lille Nørum Skole, der nu er bevaret som en hyggelig familiebolig.

Her, i Nørum, havde Niels Christian Pedersen sit barndomshjem. Han blev født den 20. februar 1836. Hans forældre, Karen Jørgensdatter og Peder Christian Nielsen, ejede her en mindre landejendom, - lidt jord under plov, og i stalden vel også nogle få kreaturer, høns og grise. Men ellers drev Peder Christian - Pe’Krestjan - sit egentlige håndværk rundt omkring i egnen som malermester, mens Mor Karen passede det derhjemme.

Niels Christian Pedersen bliver konfirmeret i 1851, og i januar 1852 begynder han som lærling hos malermester P. T. Poulsen i Hjørring. Efter fire års læretid er han udlært malersvend. Foruden et egentligt bygnings-malerarbejde afleverer Niels Christian som svendestykke, - og efter tidens skik - desuden et fornemt stykke malerkunst: Et flot maleri, olie på lærred, af en topsejlsskonnert til havs i frisk vind, for fulde sejl - og så får han, nu som faglært malersvend, arbejde i Hjørring by hos malermester Niels Mathiasen Hammer.

Niels Christian Pedersens svendestykke, malet 1856.

Her gengivet efter avisfoto fra 1964, hvor det befandt sig hos dattersønnen, fhv. urmager Richard Madsen i Hjørring.

4.

Den 14. november 1856 er der bryllup i Skallerup kirke. Den nyligt udlærte Malersvend Niels Christian Pedersen bliver gift med Pige Sidsel Marie Sørensen fra nabolaget, Nørlev. I Skallerup Sogns kirkebog er vielsen indført sådan: 1856. 14. November.

Ungkarl og Malersvend Niels Christian Pedersen af Nørlev, 20½ Aar gammel, vaccineret 9. Juli 1836. Pige Sidsel Marie Sørensdatter af Nørlev, 24½ Aar gammel, vaccineret 3. September 1840. Forlovere Husmand Peder Christian Nielsen og Husmand Søren Jensen, begge Nørlev. Tillysning begyndt d. 12. Oktober 1856.

Dengang skulle præsten efter fremlagte lægeattester bevidne, at brudefolkene var behørigt vaccineret mod den farlige og smitsomme sygdom, kopper.

Niels Christian får arbejde som malersvend i København i nogle måneder, men flytter herefter igen til Hjørring sammen med Sidsel Marie. Et års tid efter, i 1857, føder Sidsel Marie en lille pige, Johanne Marie, og i 1861 får Johanne Marie en lillebroder, Søren Christian Edvard.

Hvert år blev der holdt session (samling) i alle landets kommuner: fremmøde af alle unge mænd på 20 år. Et hold af officerer og læger fra hæren, og desuden en del lokale embedsmænd, indkaldte ved opslag og i avisannoncer alle de unge mænd på omkring tyve år. De skulle møde frem til sessionen, f. eks. på byens rådhus, på skolen eller et andet passende sted, og her blev de undersøgt af militærets læger og befalingsmænd. Hærens og kommunens folk skulle herefter bedømme, om hver enkelt af de unge mænd kunne egne sig til at ”komme i trøjen”, det vil sige at blive indkaldt og gøre tjeneste som soldater.

Der var siden 1849 almindelig – det vil sige for alle mænd – og tvungen værnepligt.

De unge mænd kunne så blive udvalgt til at tjene fædrelandet i hæren eller ved flåden.

De mænd, der var syge eller på anden måde ikke var egnede til militærtjeneste, fik betegnelsen ”kasseret” og blev derfor ikke indkaldt til tjeneste.

Ved Sessionen i Hjørring (vistnok i 1857) bliver Malersvend Niels Christian Pedersen af Nørum i Skallerup Sogn erklæret egnet til krigstjeneste.

Den 31. maj 1859 møder Niels Christian som rekrut (soldat under uddannelse) ved 11. Batallions 3. Kompagni i Aalborg, og efter udstået rekrut-tid hjemsendes han som menig, dvs. uddannet soldat, nr. 100 den 3. september 1860. Det følgende år indkaldes han til en ”doubleringsøvelse” fra 22. april til 29. maj 1861 i forbindelse med en fordobling af 11. batallions styrke fra fire til otte kompagnier. Han møder

5.

igen til tjeneste den 4. December 1863, nu ved 7. Kompagni i 11. Regiment (tidl.

11. Batallion). Det trækker op til krig (om baggrunden se side 15).

Torsdag d. 4. februar 1864 meddeler kompagniets rapportbog, at Niels Christian Pedersen sammen med 17 andre er registreret som savnede efter kampe i forpost-terrainet foran Dannevirke. Niels Christian meldes senere hårdt såret ved forpostkampene. Han bliver imidlertid opsamlet og båret fra kamppladsen af to af fjendens soldater. Niels Christian har efter indlæggelsen på et tysk feltlazaret haft lejlighed til i en lille notesbog at nedskrive sin egen beretning om disse begivenheder. Denne notesbog er senere kommet familien i hænde ligesom 6 breve fra før og efter Niels Christians død. Disse følger i næste afsnit. Både beretning og breve er her gengivet med enkelte tilretninger og kommentarer.

Niels Christian Pedersen (til venstre) fotograferet sammen med en soldaterkammerat i Slesvig, kort før han bliver såret i kampene foran Dannevirke.

Niels Christian Pedersens optegnelser Den 1ste Februar 1864 (mandag) skiftede vi Kvarter og kom ud til Frederiksberg (den sydlige udkant af byen Slesvig). Anden Dagen malede jeg paa Regimentets Vogne for Vores Kaptajn, han ville have sine Møbler flyttede til Korsør, hans Kone var rejst, og han var meget utaalmodig; han gav os alt det Bajersk-øl, vi ville drikke; om Aftenen sendte jeg noget Tøj hjem. Vi erholdt (fik) ordre til at marchere ud Kl. 3 næste Morgen. Anden dags Morgen (onsdag d. 3. februar) kl.3 marcherede vi ud til Dannevirke og gjorde holdt der, til vi fik nærmere Ordre, men der kom ingen. Så fik 11te Regiments 1ste

6.

Bataillon (bataljon, kampenhed) Ordre til at gøre Forposttjeneste og afløse Halvdelen af 1ste regiment.

Vi marcherede da omtrent ½ Mil og havde afløst Vedetterne (forposterne).

Jeg var netop kommen op til Vedetterne, da Østrigerne begyndte at skyde. Forposterne trak sig tilbage og kuglerne begyndte stærkt at suse, men det var rigtig nok så langt borte, at jeg ikke troede, at de kunne ramme. De Fleste løb, hvor der var nogen Dækning at finde.

Kort over området omkring Dannevirke. Man ser området sydvest for Slesvig mellem Kloster Kro og Store Dannevirke, hvor Niels Christian Pedersen blev såret. Jernbanen, som senere førte ham til Rendsborg er også markeret.

Jeg tillige med nogle flere løb op til Feltvagten, og der begyndte vi at fyre (skyde) og blev ved at holde Stillingen til hele Kjæden havde trukket sig tilbage. Saa trak vi os også tilbage fra Gjærde til Gjærde. Vi mistede kun to mand, en død og en let såret. Vi stødte da på resten af Kompagniet samt hele Kompagniet. Vi opholdt os der en god time, så trængte østrigerne strængt på os og vi måtte retirere over Hals og Hoved (trække os hurtigt tilbage).

Billedets titel er »Paa Forpost den 1ste Februar 1864« og viser således det terræn, som Niels Christian Pedersen gjorde forposttjeneste i den 3. februar, hvor han blev såret.

7.

Vi havde en slem flad Mark og opad hele tiden ad Dannevirke til. Jeg løb efter de andre langs med et Gjærde. Der lå En, saa traf jeg min Ven, Søbye, han var ikke saaret, men meget træt. Jeg løb da atter et lille Stykke. Der lå min Kapitain (kaptajn) på Maven, og jeg bukkede mig ned for at vende ham om og se, om han var død, men nu havde jeg aldrig saa snart bukket mig, før jeg fik en Kugle igjennem det venstre Laar paa det allertykkeste Sted. Jeg kom altsaa til at ligge ved min Kapitain, jeg havde dog saa mange Kræfter, at jeg kunne krybe til Gjærdet, der laa jeg nu længe og ventede, at Nogen skulde komme og hente os, der var en tre Stykker foruden mig, men der kom Ingen. Østerrigerne var hos mig og vilde have hjulpet mig op, men jeg kunde ikke staa; Klokken var 4, og der var ikke gode Udsigter til at komme i Hus. Jeg sendte Bud med en Dragon (soldat til hest) og en Soldat, som havde forvildet sig, jeg ventede til Aften, til jeg kunne se Fjendens Vagtild (bål) og høre Vores Ingenieurer (ingeniørsoldater) ovre i Skandsen (bag forsvarsvoldene), jeg raabte flere Gange, men alt forgjæves, jeg maatte altsaa tænke på at udholde Natten, men dette var ikke saa let. Jorden var vaad, jeg tog alt mit Tøj (udrustning) af Tornysteren (rygsækken) og bandt mine Strømper om Benet, desuden om Haandklædet og saa fast med mine Strømpebaand, alt det andet Tøj under Tornysteren under mit Hoved, jeg var saa heldig at have mit Tæppe og pakkede mig saa godt ind som muligt.

Jeg sov rigtignok kun lidt, men Natten fik dog ogsaa Ende; det første jeg gjorde om Morgenen var at se, om jeg ingen Mennesker kunde opdage, men der var ikke Andre end Fjendens Forposter og Vores Artillerister, jeg maatte altsaa ligge, og Kanonerne Billedet er betitlet »Transport af Saarede« og viser sikkert ret nøje, hvordan det gik til, da Niels Christian under store smerter blev transporteret i tre timer på en stor Fragtvogn. »Det var det strængeste i mit Liv, jeg havde en uhyre Smerte«, beretter han.

8.

begyndte ogsaa rask at sprække (snakke) fra alle Kanter. Du kan tro, at jeg var meget ærgerlig at skulle falde og det ikke en Gang i noget Slag, men det var nu ikke noget at gjøre derved, thi jeg har nu som saa ingen Lykke (jeg har ikke heldet med mig).

Det var nu atter ved at være Aften, og jeg maatte se, og det lykkedes også, at faa to Østerrigere hen til mig og bad dem om at komme og hjælpe mig i Hus, hvilket de ogsaa lovede, førend de gik tog de Kapitainens Sabel, Tornyster og Taske, det varede vel en Time saa kom otte Mand og lagde mig paa Bærebøren (båren), om de tog noget af mit Tøj, (kan betyde udrustning) ved jeg ikke, jeg blev baaren af fire Mand, og det gik meget godt, de gik til en Landsby, hvor jeg modtoges med Beklagelse, og Officererne lode mig drikke af deres Flaske; her fik jeg det første bind (forbinding), de maatte skjære mine Bukser i Stykker for at (de kunne) komme af; da jeg var forbunden, kom jeg paa en stor Fragtvogn fyldt til det øverste med Halm, og der oven i blev Baaren sat, og saa blev jeg godt tilpakket.

Det var det strængeste i mit Liv, jeg havde en uhyre Smerte, Veien var meget ujævn, og det varede tre Timer; jeg blev lagt ind i et stort Lazareth (felt-hospital) og kom til at ligge i en stor Sal, som kunde rumme mange Mennesker. Her blev jeg en Gang forbunden og kom til at ligge nogenlunde godt, men her var jeg kun i 1 og ½ Time, saa kom jeg med Banetoget (Den Sydslesvigske Jernbane) til Rendsborg, der gik det bedre, jeg kom på Underofficerernes Kaserne, her var vi syv Mand, det var et godt Sted, de vare Alle saa venlige, men her blev jeg ikke længere end ni Dage, her var en Dansker til, som skrev de to Breve, men om Du har modtaget dem, ved jeg ikke.

Billedet forestiller lazarettet, der var indrettet i borgerforeningens sal i Flensborg. Det har sikkert en del træk til fælles med lazarettet i Rendsborg, hvor Niels Christian tilbragte sin sidste tid.

9.

Jeg kom nu paa det store Lazareth , der er en forhenværende Underofficers-bolig, der blev jeg 8te Dage, saa kom jeg til at ligge paa en stor Sal, hvor der laa en hel del. Jeg fik to Senge, at de kunde flytte mig af en Seng i en anden, for de vilde have mit Ben sat af.

Brevene fra Rendsborg 1 Undertegnede, som før har været Præst i Kjøbenhavn og endnu er Præst her i Rendsborg, sender Dem herved den glædelige Efterretning, at N. C. Petersen af 11te Regiments 1. Comp. er i Live. Han er saaret i Benet, men vi haabe alle ikke paa en farlig Maade, og med Guds Hjælp vil han helbredes. Jeg har besøgt og talt med ham flere Gange, og i Dag har han faaet den hellige Nadver, og han haaber trofast paa Herrens Naade og Kjærlighed. Han sender hermed de kjærligste Hilsener til sin Hustru og Børn og ønsker, at de maa bede til Gud for ham, og beder om, at De vil skrive til ham saa snart som muligt. Hans Adresse er N. C. Petersen, Janhalle Hospital i Rendsborg Nr. 43.

Lad os tro paa Herren og bede Gudsfred med Dem! Rendsborg, d. 17de Februar 1864.

Stoessiger Pæst ved Garnisons-Kirke.

2 Rendsborg, d. 22de Febr. 1864 Omendskjønt De slet ikke kjender mig Madame Petersen maa jeg dog skrive Dem nogle Ord, at De hører nærmere om Deres Mand, som ligger her i Lazarethet. Tre Breve ere alt bortsendt til Dem, men i den urolige Tid har De maaske ej faaet dem. Deres stakkels Mand er meget svært saaret i det tykke af Laaret paa venstre Ben. Han ønsker meget, at De skal vide, at han bliver passet og pleiet meget opmærksomt, det slemmeste er, at han ei forstaaer tydsk og at Doctoren og Opvarterne ei kan dansk, men nu siden dagligen besøger ham, gaar det meget godt, fordi vi oversætter for begge Dele. Jeg haaber endnu, at vi alle her beder, at Gud naadig vil lade Dem beholde Deres Mand. Det vilde glæde ham meget naar De skrev nogle faa Ord, at han hørte, De havde faaet Brevene.

10 .

Naar De skriver den Adresse, som staar her nede, kommer det sikkert herhen, naar det ei ved Uorden i denne urolige Tid gaaer tabt. Til Herr. Physicus Dr. Thygesen i Rendsborg, saa bringer hans Kone, som næsten hver Dag gaar med mig til Deres Mand, det med til ham.

Med det hjertelige Ønske, at dette Brev kommer i de rette Hænder, vil jeg for i Dag holde op, men ikke lukke Brevet førend i Morgen, saa kan Petersen sige, om der endnu er noget, han besynderlig ønsker at sige Dem. Den 23de Februar: Petersen er i Dag meget svag, han sover daarligt, og alle hans Lemmer smerter ham, nu har han faaet et Hjorteskind at ligge paa og en Hovedpude mer. Han har bedet at skrive i hans Navn, hvis han kun havde Kræfter, skrev han jo helst selv, men han er saa mat, at han ei alene kan holde et Glas Vand. Dette Brev skal være for begge Dele, for hans Kone og for hans gamle Forældre. Jeg vil nu sætte hans egne Ord. saaledes som han har sagt dem med Taarer i sine Øjne: Hils mine gamle kjære Forældre og min Kone og min lille Søn og min lille Datter.Meget kan han ei tale, vor Præst har givet ham den hellige Nadver; det vederkvæger ham ret, naar vi læse for ham ud af Salmebogen. Senere sagde han, at jeg ei maatte forglemme at skrive Hilsen til hans Broder og Søster. Nu slutter jeg i Petersens Navn med det hjertelige Ønske, at de Forældre saavel som Kone tager hvad som Gud sender dem i den rette sande Tro, at Gud selv i Smerten kun vil velsigne og føre sine Børn til sig.

Dr. (Dorothea?) Volbehr.

3 Rendsborg, 1. Marts 1864 Ærede Frue!

Jeg har overtaget den Pligt at skrive til Dem i Deres Mands Navn, han ligger nemlig haardt saaret her i Lazarethet, nu det trænger ham meget for at faa Efterretninger fra sin Kone og Børn. Derfor beder jeg Dem om at skrive saa snart som muligt til ham under min Adresse. Ærbødigst N. Loepthien, jun.

Slagtermester i Rendsborg.

11 .

4 Rendsborg, d. 4. Marts 1864 Det er meget smerteligt for mig, kjære Madamme Petersen, at give Dem den sørgelige Efterretning, at Deres kjære Mand N. C. Petersen i Gaar den 3die Marts i samme Øjeblik, da jeg gik til ham og indtraadte i Værelset, er afgaaet ved Døden. Han havde i de sidste Dage slemme Smerter, dog var han altid hengiven i Guds Villie. Hans eneste Sorg var for sin Kone og Børn, men med trofast Hengivenhed til Herren anbefalede han dem til Herrens Velsignelse – og denne Bøn vil vist blive bønhørede.

Det var en stor Glæde, da jeg bragte ham Deres Brev Dagen før sin Død, og jeg troer den Efterretning, som De gav om Deres stilling, har trøstet ham og lindret ham de sidste Timer. Ske din Villie! beder vi jo hver Dag saa maa De ogsaa hengive Dem i Herrens Villie. Hans Tanker over os er altid Tanker til Fred!

Salig er han, som har været taalmodig, hjertelig og kjærlig.

Guds Naade trøste dem Alle i Lidelsens Time.

Deres Stoessiger Præst.

E. S (efterskrift). En Haarlok er taget af en Dame, som har lovet, at den skal blive sendt til Dem.

5 Rendsborg, d. 6. Marts 1864 Kjære Madame Petersen!

Da nu den haarde Skjæbne har truffet Dem at miste Deres Mand, saa vil jeg i Dag fortælle Dem lidt om hans sidste Dage, for han har tænkt meget på Dem og hans Børn, og det har været ham en stor Trøst at modtage Deres sidste Hilsen; jeg har læst Brevet for ham og besøgte ham næsten daglig, og jeg kan sige Dem, at han har trøstet os Alle i Troen ved hans salige Død, endskjønt han har maattet lide meget af sine Saar. For resten er der gjort det, der staar i Menneskenes Magt for at lette ham hans Lidelser, og det vil han en Gang fortælle Dem, naar vi mødes i Evigheden; de sidste Dage, da han ikke kunde nyde Noget, er der bleven forskreven Vindruer fra Hamborg til ham, som han

12 .

ønskede, ogsaa bliver han anstændig og net begravet. Liglinet er bleven syet i mit Hus og ligeledes Puden, under Hovedet, med Kniplinger omkring. Jeg skriver dette Brev for at De skal se, at han er bleven bevist den sidste Ære, ogsaa har han faaet en Mængde Krandse, for Alle interesserede Dem for Petersen, fordi han var saa taknemlig og taalmodig paa hans Sygeleie; han har ogsaa faaet en ganske nye Krølhaars Madratse at ligge paa, og mange som kunde tale dansk her, besøgte ham og læste for ham. Vil De give indlagte smaa Skrifter til Deres Børn, som nu ere faderløse; Krandsene skal De gjemme til Erindring.

I Dag Klokken 7 bliver Petersen begravet, hils ogsaa Petersens gamle Forældre og vær overbevist om, at Alle her tager inderlig Del i deres Sorg, og beder til vor Herre, som er Enkers og de Faderløses Fader, at han vil være deres Trøst.

En kjærlig Hilsen fra Deres hengivne Allette v. Neergaard.

Petersens Sager og en Lok af hans Haar vil De senere modtage.

Indgangen til den gamle Garnisonskirkegård i Rendsborg. Her blev Niels Christian Pedersen begravet den 6. marts 1864. Det nøjagtige sted kendes ikke.

13 .

6 Kjære Madame Petersen!

Da der nu for Øjeblikket er Vaabenstilstand, vil jeg benytte denne Leilighed for at sende Dem: En Haarlok af Deres salig Mand, som vi lode afskjære for at De skulle have en Erindring, dernæst hans Svendebrev og Daabsattest, hans Notebog og to breve, som De sendte Deres kjære Mand. Det var os her, som besøgte ham i hans Sygdom, en Glæde at bemærke, hvor taalmodig han bar sine Lidelser, og at se ham salig indsove til den evige Fred hos vor Herre og Frelser. Vort inderlige ønske er nu, at De, kjære Madame Petersen, maatte bære denne Herrens Tilskikkelse med den Tro og Hengivenhed i Hans Villie, som kun sender os Alt, endogsaa det sværeste, til vort Bedste.

I den Mening, at den Andagtsbog, hvori Deres salig Mand saa gjerne i sin Sygdom læste og lod sig forelæse, vil være Dem en dyrebar Erindring, sender vi Dem den hermed. Med det hjertelige Ønske, at De med Deres Børn og de gamle Forældre maatte befinde dem Alle vel, som det vilde glæde os at høre, slutte jeg med Forsikring om vor hjerteligste Deltagelse i Deres store Sorg. Gud være med Dem! Vi beder Gud inderlig give Dem Kraft til at bære, hvad han har sendt Dem. Mange hjertelige Hilsener fra os Alle, ved Deres hengivne Frederikke Thygesen, født Steenstrup og Dorothea Volbehr, født Hansen.

Rendsborg, den 13. Juni 1864.

Efter krigen Krigen blev en katastrofe for Danmark. Dannevirkelinien måtte opgives på grund af vejrliget. De moser og åer, der skulle sikre stillingen mod at blive omgået, frøs til, og derfor besluttede den danske overgeneral de Meza efter nogle indledende kampe og i samråd med sine generaler at rømme Dannevirke. Tilbagetoget foregik under de største vanskeligheder, i snestorm og på veje, der var spejlglatte efter isslag.

Efter en bagtropkamp ved Sankelmark nåede hæren ud på Dybbøl og Als. Jylland blev besat og det kom senere til nederlaget ved Dybbøl og fjendens overgang til Als. Slutresultatet blev, at også det dansksindede Nordslesvig måtte afstås til Tyskland og først igen i 1920 efter folkeafstemning kom tilbage til Danmark.

Kampene i Sønderjylland i 1864 kostede livet for 1699 danske og 1201 preussiske/ østrigske soldater. Antallet af sårede og på anden vis skadede kendes ikke. I alt ca.

73.000 danske soldater var indkaldt til forsvaret.

14 .

Den nøjagtige placering af Niels Christian Pedersens gravsted på kirkegården i Rendsborg kendes ikke i dag. Niels Christians enke, Zidsel Marie Pedersen, blev ved mandens død alene med to børn, den syvårige Johanne Marie Pedersen, som senere blev gift med restauratør Madsen i Hjørring og den treaarige Søren Christian Edvard Pedersen, der som voksen efter uddannelse i Hjørring Sparekasse gennem mange aar var sparekassebogholder i Hjørring. Det er sidstnævnte, der tog nogle afskrifter i 1882, som gør, at vi i dag kan fortælle beretningen om den vendsysselske soldats triste død i den tabte krig om Sønderjylland – og dermed om baggrunden for mindetavlen i Skallerup kirke.

Baggrunden for kampene i Sønderjylland Slesvig og Holsten tilhørte det danske rige gennem århundreder – baggrunden herfor var forskellig, men en vedtagelse fra 1460 fastslog, at de to hertugdømmer i evighed skulle høre sammen. Dette havde fungeret gnidningsløst, selvom man i Holsten og det sydlige Slesvig talte tysk. Med de nationale bevægelsers fremblomstring i første halvdel af 1800-tallet opstod problemerne, og treårskrigen 1848-50 var en borgerkrig eller et nationalt oprør fra den tyske del af Hertugdømmernes befolkning. Med Danmarks sejr i Treårskrigen blev der i første omgang lagt låg på konflikten, og i de efterfølgende 15 år var der utallige forsøg på ad politisk vej at løse konflikten. De herskende politiske kredse i Danmark havde dog meget svært ved at opgive tanken om ”Helstaten”, altså en fortsættelse af de eksisterende forhold. Samtidig skete der en stadig stærkere national samling af de mange tyske stater under ledelse af Preussen og den magtfulde statsmand Otto von Bismarck.

Spændingen i grænselandet er således øget betydeligt, da den danske konge, Frederik d. 7. i det bidende kolde efterår 1863 er på besøg i Sønderjylland for at inspicere forsvarsstillingerne ved Dannevirke. Han besøger troppestyrkerne og overværer en militærøvelse ved skanserne syd for Slesvig. Kongen angribes her af en rigtig slem forkølelse, som hurtigt udvikler sig til en voldsom og farlig infektion, der meget hurtigt tager en alvorlig vending, og den 15. november 1863 dør kongen på Lyksborg Slot ved Flensborg. Dette bliver den ydre anledning til, at Preussen og Østrig erklærer Danmark krig for at indlemme de tyske områder i det nye stortyskland.

15 .

Udgivet af Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum Š februar 2014