Endnu et plaster på det blødende sår

Det danske sundhedsvæsen har været igennem en langstrakt proces med lappeløsninger på et system, som på længere sigt ikke er bæredygtigt. Regeringens nylige udspil præsenterer igen lappeløsninger, der ikke angriber det egentlige problem, nemlig at hele sundhedssystemet trænger til en gennemgribende reform.

Danmark befinder sig i en mindre gruppe af lande i Europa, som ”kun” har et offentligt hospitalssystem – sammen med Storbritannien og andre nordiske lande. I resten af Europa har man et system, der har både offentlige og privatejede hospitaler, og som opererer under det nationale sundhedssystem. Altså ikke som i Danmark og i Storbritannien at den private hospitalssektor ligger udenfor det nationale sundhedssystem og derfor kun bruges af systemet, når de offentlig ejede hospitaler ikke kan klare presset og ventetiderne bliver for lange – eller bruges af dem, som har råd til selv at betale eller som har en sygeforsikring, der kan gøre det.

Men privat indblanding i sundhed giver jo ulighed, lyder argumentet ofte. I Danmark er vi vant til, at familielægerne, speciallægerne, tandlægerne og ambulancekørselen foregår på privat basis. Men altså ikke hospitalerne, men når man har et så presset offentligt system, som alle er enige om, vi har i Danmark – og i Storbritannien – så kommer uligheden bragende, for så er det folk med penge, høj uddannelse og sygeforsikringer, der kan smutte uden om ventelisterne og købe sig ind på private hospitaler og klinikker, I lande, hvor man har et mix af private og offentlige hospitaler, får patienterne større valgmuligheder, samtidig med, at ventetiderne generelt er lavere.

Den nye ordning med at privathospitalerne i Danmark bliver en slags reserve i et par år, kan måske hjælpe med at få puklen efter Corona bragt ned, men det løser ikke de langsigtede problemer i sundhedssektoren, for den krise er ikke kun et efterslæb efter Corona, den er også et resultat af den demografiske udvikling, hvor vi får en stærk stigning i antallet af ældre (der ofte har mange sygdomme) og færre unge til at betale til det offentlige system – og til at arbejde i sundhedssektoren – eller for den sags skyld i andre sektorer. Og når man så vil klare det problem ved at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, så må man spørge: Hvor skulle de mennesker komme fra? Der er ingen ekstra kapacitet i Europa, og tager man arbejdskraft fra andre dele af verden, så skal der bruges en masse energi til at lære dem det danske sprog og dansk kultur. Og så er spørgsmålet i øvrigt, om man ud fra en etisk betragtning kan tillade sig at overbyde lande rundt omkring i verden, som har brug for personalet selv, og som har investeret i at uddanne arbejdskraften?

I Storbritannien er der nu startet en helt ny debat, som har været vanskelig at få i gang. NHS – National Health Service – er et lige så ”helligt” begreb som det dansk sundhedssystem er, men efter at man gennem mange år har sat flere og flere penge af til NHS, uden at det har haft effekt for patienterne, er man nu begyndt at diskutere, om ikke modellen burde reformeres grundlæggende.

Man burde i Danmark følge det eksempel og erkende, at der er fundamentale problemer i sundhedssystemet, som kalder på en gennemgribende transformation. Og så i øvrigt starte med at se lidt på, hvordan man klarer problemerne i landene omkring os og prøver at lære af de ideer.

Det bedste ville være, at man fik så mange politiske partier som muligt med i at fastægge en ramme for reformer og inkludere et håndslag om, at man ikke ville ændre på den aftale over en periode på f.eks.

10 år. Det er nødvendigt, fordi en dyb reform vil kræve et opgør med mange fastlåste siloer af traditioner, personalegrupper og deres organisationer – og for at forebygge, at populisme tager over i debatten om reformer.

En god start på reformer er at se grundigt på, hvordan Danmark ligger i forhold til de andre europæiske lande, og der er masser af data, der illustrerer det. F.eks. udgiver Europa-Kommissionen sammen med OECD hvert andet år en publikation, som hedder Health at a Glance1), og den kan man downloade gratis. Her kan man f.eks. se, at den danske levealder er lav i Europæisk perspektiv, og det har den været gennem mange år. Danskere levere f.eks. kortere end svenskere og nord- mænd. Hvorfor? Alene at søge et svar på det på det spørgsmål kan måske give nogle svar på, hvad der er galt med sundhedssystemet. For det er ikke, fordi Danmark spenderer mindre på sundhedssystemerne and nabolandene. Det er heller ikke, fordi vi mangler hænder, som man siger, for ser man på hvor mange læger og sygeplejersker, der er i Danmark, så havde Danmark i 2020 4,3 læger pr. 1000 indbyggere, og det havde Sverige også. EU-gennemsnittet lå på 4 læger pr. 1000 indbyggere – altså lavere end i Danmark. Samme år havde Danmark 10,1 sygeplejersker pr. 1000 indbyggere. Sverige havde 10,3 og EU-gennemsnittet var på 8,3! Vi mangler hænder, men det gør alle i Europa, og Danmark er bedre forsynet med læger og sygeplejersker, end EU-gennemsnittet.2) Så måske er problemet ikke (bare) hvor mange læger og sygeplejersker, vi har, men om vi bruger dem på den bedst mulige måde? Men det kræver meget politisk mod at stille det spørgsmål, og langt mindre mod at ”finde en pose penge”.

En anden ting, der er karakteristisk for Danmark er, hvor lidt der bruges på den forebyggende indsats og på den primære sundhedssektor. Danmark bruger kun 11 % af de samlede sundhedsudgifter på den primære sektor mod et EU-gennemsnit på 13 %.3) Samtidig har andre lande omkring os haft gode erfaringer med at modernisere den primære sektor, så den bliver bedre i stand til at stille præcise diagnoser og klare en del af patienternes problemer i en arbejdsform, hvor flere læger, sygeplejersker, arbejder sammen med diætister, fysioterapeuter m.fl. i en samlet organisation. Det gælder ikke mindst håndteringen af de kroniske sygdomme.

Netop de tidlige og robuste diagnoser er helt afgørende for, hvordan patienter og sundhedssystemet fungerer, og det ser man især på Danmarks position i forhold til den helt store dræber: Cancer.

Danmark har virkelig mange tilfælde af kræft, og har en meget høj dødelighed fra cancer. I 2019 lå Danmark helt i toppen omgivet af Central og Østeuropæiske lande, hvorimod Finland, Norge og Sverige lå helt i bunden.4) Hvorfor diskuterer man ikke det i Danmark, og hvorfor ser man ikke på, hvorfor vi ligger så dårligt, og så ad den vej prøver at finde modeller, der kan bedre situationen. Der bør man nok også se på uligheden i systemet, for der er ingen tvivl om, and uligheden – f.eks. målt efter social status og uddannelsesniveau – spiller en meget stor rolle. Men tænk hvad det ville betyde for hospitalerne, hvis vi kunne bringe cancer tilfældene ned på et niveau med de andre nordiske lande.

I det hele taget burde man også i reformerne af sundhedsvæsenet følge de fornuftige tendenser, som præger debatten ude omkring i Europa – nemlig først og fremmest forebyggelse i stedet for helbredelse – from Sick Care to Health Care, som man også siger på engelsk. Forebyggelse er bedre for patienterne og billigere for samfundet end indlæggelse på et superhospital.

Så konklusionen er: Sæt de nødvendige lappeløsninger ind i en langsigtet ramme for den transformation af det danske sundhedsvæsen, som kan gøre det robust i forhold til de nye omstændigheder og udfordringer, vi befinder og i. Og transformationen skal tage udgangspunkt i at sammenligne med de andre europæiske lande for at finde inspiration til, hvor problemerne er, og hvordan man kan gøre noget ved dem. Der er ingen grund til at opfinde den varme tallerken igen og igen. Dertil kommer en nødvendig transformation mod en bedre indsats for tidlige og præcise diagnoser – og at få hele befolkningen i alle sociale lag med.

Det vil medvirke til at mindske presset på hospitalerne, og i det hele taget er der flere ting, som ikke bør foregå på de dyre hospitaler, men i andre sammenhænge med færre omkostninger og tættere på borgerne. Så skal man gennem en proces hvor man ser på, om de menneskelige ressourcer bruges fornuftigt, og indføre reformer for at forbedre brugen af de menneskelige ressourcer, og det indbefatter også, at den teknik og de digitale løsninger, der investeres i, ikke tager mere tid for personalet, men sikrer, at der sættes ressourcer fri. Så disse løsninger skal ikke laves for teknikerne, men for og med sundhedspersonalet og patienterne.

Referencer

1 OECD/European Union (2022) Health at a Glance, Europe 2022. https://www.oecd. org/health/health-at-a-glance-europe/

2 Alle tal er fra Health at a Glance, Europe 2022, side 178 – 186. https://www. oecd-ilibrary.org/sites/507433b0en/1/3/2/5/5/index.html?itemId=/content/publication/507433b0-en&_csp_=69a 1197833db420974a2940c01518500&itemI GO=oecd&itemContentType=book

3 Health at a Glance, Europe 2022, side 137. https://www.oecd-ilibrary.org/ sites/507433b0-en/1/3/2/3/5/ index.html?itemId=/content/ publication/507433b0-en&_csp_=69a1197 833db420974a2940c01518500&itemIGO= oecd&itemContentType=book

4 Health at a Glance, Europe 2022, side 99. https://www.oecd-ilibrary. org/sites/507433b0-en/1/3/2/1/6/ index.html?itemId=/content/ publication/507433b0-en&_csp_=69a1197 833db420974a2940c01518500&itemIGO= oecd&itemContentType=book