Nutidens Unge 4/2022

Jubilæumsskrift

HISTORIEN OM UNGDOMSKREDSEN JUBILÆUMSÅRET DER GIK SYNLIGHED ER EKSISTENS JUBILÆUMSWEEKEND

MAGASINET FOR UNGE MED HANDICAP UNGDOMSKREDSEN

DA N S K H A N D I C A P F O R B U N D

annoncer

Ungdomskredsen er en landsdækkende specialkreds, der i samarbejde med Dansk Handicap Forbund organiserer unge med handicap, med det formål at arbejde for integration og reel ligestilling – samt at organisere unge på tværs af sociale og kulturelle skel. Ungdomskredsens medlemmer er unge i alderen 15-36 år.

HJEMMESIDE/FACEBOOK: www.ungdomskredsen.dk www.facebook.com/ungdomskredsen Blekinge Boulevard 2 2630 Taastrup Tlf. 39 29 35 55 Fax 39 29 39 48 FORMAND: Ann-Katrine Kviesgaard NUTIDENS UNGE udgives 4 gange årligt af Ungdomskredsen.

LAYOUT OG PRODUKTION: Intryk ApS Tlf. 7021 1000 www.intryk.dk FORSIDEDESIGN: Visti G. Hansen ANNONCEEKSPEDITION: Rosengrenen ApS Hovedgaden 8, 8670 Låsby Tlf. 86 95 15 66 kl. 8.30-12.00 og 12.30-15.00 – hvortil alle spørgsmål vedr. annoncer bedes rettet.

REDAKTION: Mikkel Christensen Ditte Guldager Frandsen Mail: mikkel@ungdomskredsen.dk DEADLINE: Stof til bladet sendes til den ansvarshavende redaktør INDEN næste deadline den 6. januar Artikler i bladet står for forfatterens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdning. Gengivelse af artikler i bladet er tilladt med kildeangivelse.

Indhold: 5 » Leder 8 » Historien om Ungdomskredsen - Del 1 10 » Historien om Ungdomskredsen - Del 2 12 » Et blad bliver født 14 » Historien om Ungdomskredsen - Del 3 18 » Jubilæumsåret der gik 20 » 50-års jubilæumsweekend 25 » Synlighed er eksistens 27 » Sensommer-shoot i det sydfynske 29 » Kalendersjov, mandehørm og drengerøve 30 » Glimt fra UK's deltagelse ved skandinavisk konference i Oslo 32 » Historien om Ungdomskredsen - Del 4 35 » Festtale lørdag den 3. september 2022 37 » Ungdomskredsens formænd og -kvinder 39 » Jubilæumssang Er du klar til en SKØN BLANDING af historiske tilbageblik og UP TO DATE fortællinger?

» 3 «

annoncer

A

» 4 «

Ann-Katrine Kviesgaard

formand

Tale på UNGDOMSKREDSENS 50-års jubilæumsweekend 2.-4. september 2022 Hej alle sammen og hjerteligt velkommen her på Ungdomskredsens 50-års jubilæumsweekend på Egmont Højskolen. Tillykke med jubilæet til Ungdomskredsen. Tillykke til os alle sammen.

Bare i det halve år, hvor jeg har været Ungdomskredsens formand, har jeg tit fået spørgsmålet: ”Nå, hvad er Ungdomskredsen?”

I løbet af planlægningen af det her arrangement har jeg tænkt på, at man egentlig bør spørge, hvem Ungdomskredsen er. Ungdomskredsen har nemlig lige siden begyndelsen været af og for medlemmerne. Nogle vil svare, at det er et sted, hvor vi udvikler politik og kæmper for handicapsagen i et ungeperspektiv. Andre vil svare, at det er et sted, hvor vi har det sjovt, hvor vi fester og griner sammen, men hvor vi også kan dele det, som er svært, fordi vi i Ungdomskredsen møder en forståelse, som vi ikke møder andre steder. Svaret afhænger af, hvem man spørger, og hvornår man spørger. 50 år er lang tid. Prøv bare at tænke på, hvilken tid vi levede i dengang i 1972. Dronning Margrethe var lige blevet dronning. Den 2. oktober stemte vi os ind i EF. Der havde ikke været oliekriser endnu,

heller ingen bilfrie søndage, fattigfirserne havde heller ikke fundet sted, og vi havde ikke vundet EM i fodbold i 1992 endnu.

Ja, der er sket meget i de sidste 50 år, og Ungdomskredsen har været med hele vejen, men selvom vi fylder 50 år, bliver vi ikke 50 år gamle. Nej, vi bliver 50 år unge. Det skyldes både, at vi har formået at følge med tiden, og at vores medlemmer består af unge mennesker. Så ved jeg godt, at der sidder nogle tidligere medlemmer her i dag, som vil sige, at de stadig føler sig som en del af Ungdomskredsen, selvom de for længst har overskredet aldersgrænsen, der nu i en årrække har ligget på 36 år. Alder er jo sådan set også bare et tal.

Ungdomskredsen er i sin bedste alder og har ingen rynker.

Igennem de sidste 50 år er der dog mange, som har rynket på næsen, hvis vi har været lidt for rebelske. Tænk bare på mærkat-aktionen i 1977, hvor vi satte klistermærker op forskellige steder i landet med handicapsymbolet streget over af en rød streg, fordi stederne ikke var tilgængelige. Klistermærket var blevet godkendt af hovedforbundet. Alligevel skabte aktionen

» 5 «

røre i andedammen. Den var jo politisk, og det måtte den ikke være. Husk på, at det var en tid, hvor Landsforeningen af Vanføre – som Dansk Handicap Forbund hed dengang – havde brudt med datidens isolationsprincip, og at lokalafdelingerne var tænkt som hyggeklubber, hvor medlemmerne kunne komme ud og ”hjemmefra.” Politisk aktive måtte vi ikke være. Nogle ville det dog anderledes. Så var der også dengang i 1980, hvor vi stormede Socialministeriet og Folketinget, fordi en ung Ritt Bjerregaard som socialminister indførte socialindkomstbegrebet, der gjorde forskellige velfærdsydelser afhængige af indkomst. Det var et "mareritt".

I de senere år har vi også markeret os. I 2018 og 2019 lavede vi hhv. en fræk kalender med Ungdomskredsens kvindelige og mandlige medlemmer. Vi ville sætte fokus på skønheds­ idealer og kropspositivisme. Det gjorde vi også for et lille års tid siden, da vi blandede os i debatten om de såkaldte crop tops. Sidst men ikke mindst har vi fået produceret en podcast i anledning af vores jubilæum. Alt dette har vi gjort for at sætte spot på vores tre nøgleord,

annoncer

A

» 6 «

frivilligt arbejde. Jeg savnede dette og var nødt til at gøre et eller andet for at finde en måde at møde ligesindede, som kunne hjælpe mig med at håndtere min nye livssituation. For tre år siden stiftede jeg for første gang bekendtskab med Ungdomskredsen. Jeg var meget nervøs og vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til.

Tror jeg var en meget stille mus, som nogle af jer måske kan huske. Jeg tror ikke, der var nogen der på det tidspunkt tænkte, at jeg en dag ville blive formand. Men jeg fandt mig ret hurtigt tilrette og blev opmærksom på, at vi ikke snakkede diagnosespecifikke ting, men at der var fokus på, hvordan vi kunne skabe et fællesskab, hvor der var plads til både udfordringer, glæder og fællesskab. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville komme tilbage næste gang. Herefter har jeg deltaget i hver eneste begivenhed. Jeg begyndte at komme tættere og tættere på bestyrelsens arbejde, da vi sprang et landsmøde over, hvor jeg ville stille op til bestyrelsen, fik jeg en konsulentrolle i stedet. Her deltog jeg i diskussioner, planlægning og fællesskabet. Da vi i 2020 holdt virtuelt landsmøde blev jeg valgt ind i bestyrelsen og fik kasketten som næstformand. Her havde jeg et tæt samarbejde med Zakaria. Zakaria har

også været en kæmpe hjælp og støtte, siden jeg blev valgt som formand i marts måned.

Jeg sætter enormt pris på den hjælp, jeg har fået, da vi har rigtig meget at holde styr på i forbindelse med vores jubilæumsår. Jeg føler virkelig, jeg vokser i rollen som formand.

I dette og formentlig også næste år er vi i gang med en kampagne om, at DET ER NORMALT AT VÆRE UNORMAL. Dette vil I komme til at høre meget mere til.

Hvad skal Ungdomskredsen være i fremtiden, og hvor skal vi hen? Det er svært at sige, men jeg er sikker på, at vi vil følge med tiden og være lige så relevante for medlemmerne som altid. Som sagt er Ungdomskredsen jo af og for medlemmerne, og der er intet om os uden os, så det skal vi og dem, der kommer efter os, nok finde ud af, og mon ikke at vi, der er med i Ungdomskredsen nu, altid vil følge dem, der kommer efter os, fra sidelinjen?

Nøjagtig som dem, der kom før os, følger os nu. Det er jeg sikker på. Vi sætter så stor pris på, at også tidligere medlemmer bakker op om vores jubilæumsarrangement. Det er en stor ære at have jer på besøg. Kan I nu have en god og mindeværdig weekend og endnu engang hjerteligt velkommen.

Fotograf: Kristian Stigel

som vi formulerede for et par år siden: tilgængelighed, synlighed og diskrimination, nøjagtigt som vi gik på barrikaderne for for 50 år siden.

I løbet af weekenden har vi prøvet kræfter med netop det. Vi har været ude at demonstrere og en tur down Memory Lane, og vi har hørt flere tidligere formænd fortælle om deres tid i Ungdomskredsen, hvorfor de blev aktive, og hvordan deres tid i Ungdomskredsen har haft indflydelse på deres karrierer og liv i øvrigt.

Tag mig som eksempel. Jeg er den nuværende formand i Ungdomskredsen. Jeg har som sagt ikke været det så længe, men allerede nu kan jeg mærke, hvordan mit frivillige arbejde har haft positiv indflydelse på mit liv.

Jeg fik i 2017 konstateret en hjernesygdom, der hedder chiari malformation, hvor lillehjernen ligesom vokser nedad og trykker på rygmarven. Sygdommen var så fremskreden, at jeg blev opereret tre måneder efter.

Desværre medførte operationen og en lille blødning, at jeg mistede følelsen i benene og tildels i armene. Mit liv havde taget en drastisk vending. Jeg kom gående ind på hospitalet og kom derfra i en kørestol. Jeg havde før denne tid siddet i hovedbestyrelsen i min fagforening og havde derigennem stiftet bekendtskab med

» 7 «

Historien om Ungdomskredsen • Del 1

Glimt fra en turbulent barndom

Jan E. Jørgensen er tidligere næstformand, organisationssekretær og landsformand i Dansk Handicap Forbund. Før det trådte han sine barnesko i Ungdomskredsen i sidste halvdel af 1970’erne. Her fortæller han sin historie. ”Det var da sjovt,” siger han.

Af Mikkel Christensen ”Det er i hvert fald sådan, jeg husker det,” siger Jan Jørgensen til mig i telefonen. Det er sidst i august, og jeg har ringet til Jan for at få historien om Ungdomskredsens barndom.

På det her tidspunkt har vi talt sammen i ca. en time om alt fra politiske aktioner og tidsånden i 1970’ernes Danmark til brud med det bestående og vendepunktet med accept af de unges idéer og gåpåmod.

Den lille mærkat med stor betydning ”Men jeg blev ikke smidt ud. Der var fem stemmer for det. De kunne simpelthen ikke gøre det. De havde gjort sig selv fuldstændigt til grin og blandt andet også, fordi vi havde jo fortalt, at vi havde den mærkat,” fortæller Jan. Vi skriver 1977, og Jan har været med i Ungdomskredsen i et par år, da de beslutter sig for at lave en lille mærkat, der forestiller handicapsymbolet med en rød streg over.

Den klistrer de op i forskellige byer for at gøre opmærksom på, at stederne ikke er ordentligt tilgængelige. I hovedforeningen, Landsforeningen af Vanføre [skifter i 1988 navn til Dansk Handicap Forbund, red.] skaber den en hulens ballade. Inden aktionen er mærkaten ellers blevet præsenteret i Vanførebladet,

» 8 «

men ingen reagerer på den. Når den skaber ballade, skyldes det, at den er handicappolitisk. Jan fortæller, at jeg skal forestille mig en tid, hvor man havde brudt med tidligere tiders isolation af mennesker med handicap, og at lokalafdelingerne simpelthen var blevet oprettet i sin tid, for at medlemmerne kunne komme ud og hygge sig med hinanden.”

Det er mere en banko- og hyggeforening, end det er en politisk forening,” siger han.

Man aftaler, at Ungdomskredsen holder lav profil, men hovedforeningen forbyder dem dog ikke at bruge mærkaten. Her kunne hele misæren have været slut. Det bliver bare ikke enden på hele den historie, for på Egmont Højskolen, hvor Ungdomskredsen holder 14-dages integrationskursus i 1975-1977, beslutter deltagerne i 1977 at lave en mærkataktion i Skanderborg. Helvedet bryder igen løs – også internt i Ungdomskredsen, for når medlemmerne hverken må det ene eller det andet, er der mange, som ikke gider at være med mere. ”Nogle var aktive ’terrorister’, og andre var bare de flinke,” som Jan udtrykker det og forklarer, at de nok sidder otte eller 10 mennesker tilbage i Ungdomskredsen, da bruddet er der. ”Vi var ikke uvenner på nogen måder. Tværtimod hjalp vi hinanden.”

I dag har Ungdomskredsen et medlemsblad. Det har de ikke fra begyndelsen af i 1972. De kan få et par sider i Vanførebladet. På et tidspunkt i midten af 1970’erne er det ikke længere nok, og man finder på at grundlægge bladet ”Handi-kamp”. Bladet skal finansieres, og derfor begynder man at tage diæter til arrangementerne i Ungdomskredsen. Det har man ikke gjort før, og de går til finansiering af bladet. Sådan hjælper de hinanden. Det er nemlig ”udbryderne”, der står for at køre bladet.

Netop økonomien er årsagen til, at Jan vælger at blive i Ungdomskredsen, da mange bryder ud. Han vil nemlig hellere bruge 90 procent af sin tid på at lave handicappolitisk arbejde og 10 procent på at skaffe penge til arbejdet end omvendt. ”Økonomien er der

jo i Vanføreforeningen,” som han siger. Den luksus havde udbryderne ikke, og som han sagde til dem: ”Nu kommer I til at bruge 90 procent af al jeres tid på at skaffe penge til at lave 10 procent handicappolitiskarbejde.”

Da de hippe 1970’ere glider over i fattigfirserne, varsler det en ny tid. De nye unge begynder ligefrem at blive accepteret i Landsforeningen af Vanføre, men før de når så langt, skal de igennem et sandt ”mareritt”.

Marerittet der fører til en drøm af et vendepunkt Ungdomskredsen bliver oprettet som en specialkreds under Landsforeningen af Vanføre i 1972. Samme år opretter man Forældrekredsen, og Bodil Eskesen, der er overlæge ved Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, får lov at oprette Paraplegikerkredsen [i dag RYK – Rygmarvsskadede i Danmark, red.]. Året forinden spørger Evald Krog, om han må danne Muskelsvindfonden som en lignende specialkreds, men han får nej.

Det er en tid med opbrud. Ungdomsoprøret kommer i 1968 og kvindeoprøret i 1973. I 1975 bliver Jan medlem af Ungdomskredsen, efter at han bliver kontaktet af Hans J. Møller, der i dag sidder som formand i forbundets Københavnsafdeling, og andre rødder, der spørger, om han vil være med til at lave noget larm i Ungdomskredsen. Det vil han gerne. ”Jeg kontaktede jo bare min lokalafdelingsformand og spurgte, om jeg måtte deltage i Ungdomskredsen, og det sagde han ja til. Det fortrød han bitterligt senere,” fortæller Jan. Landsmødet finder sted på Sct. Knudsborg.

Jan og de andre stemmer på hinanden og kommer med i bestyrelsen. Da de bliver valgt ind, er holdningen, at man hurtigt slipper af med de drenge der, for de gider ikke lave noget alligevel. Alle bliver dog klogere.

Man begynder med at lave et kursus om bistandsloven, og året efter er de ca. 10, der tager på ø-lejr på Samsø. Her får de idéen til teaterforestillingen ”Normal”, som de turnerer rundt med. ”Normal” handler om en

verden, hvor der kun lever mennesker med handicap indtil den dag, hvor der bliver født et menneske uden handicap. ”Og så går hele systemet i gang,” griner Jan. Samtidig opretter de lokalafdelinger af Ungdomskredsen.

De første kommer i Ringkøbing og Esbjerg, hvor henholdsvis Jan og Hans bor på det her tidspunkt. Det er såkaldte ’fifty-fifty-klubber’, hvor både mennesker med og uden handicap kan blive medlem.

Jan og de andre har altså prøvet lidt af hvert, da mærkat-aktionen kommer i 1977. ”Så har jeg så senere lært, at når du er, lad os bare bruge ordet rebel, som Susanne [Olsen, red.] har gjort. Altså, der er en grænse for, hvad du kan tillade dig at lave af aktioner, når du er afhængig af andres hjælp, og det kan være fysisk, men det kan også være økonomisk,” forklarer Jan, når han i dag ser tilbage på det og uddyber med at sige, at han jo gav banker og andre et los i røven ved at lave den mærkat. De samme banker havde støttet Landsforeningen af Vanføres lokalafdelinger økonomisk. Derfor var der nogle, som ønskede at få Jan, Hans og andre ekskluderet. Jan og Hans havde altid sagt, at hvis de skulle smides ud, skulle det være på grund af noget handicappolitisk.

I dag fortæller Jan, at det hele tiden var en overvejelse, hvem man ville komme til at træde over tæerne med de forskellige aktioner.

Det helt store vendepunkt kommer i 1980.

Her beslutter en ung Ritt Bjerregaard som socialminister at indføre socialindkomsten, hvilket medfører en række velfærdsforringelser. Ungdomskredsen og Landsforeningen af Vanføre er med på Christiansborg, da man debatterer socialindkomsten. Det ender i kaos, og man vælter nærmest Folketinget og Socialministeriet. Det er en skandale, for Landsforeningen af Vanføre og Ungdomskredsen er blevet særligt inviteret.

Siden bliver hele affæren kendt som ”et mareritt”, og det er vist nok Oluf Lauth, Egmont Højskolens grundlægger, der første gang kalder den det.

» 9 «

Ingen ønsker en gentagelse, og derfor nedsætter Landsforeningen af Vanføre et aktionsudvalg, som Jan bliver formand for, mens han er med i Ungdomskredsen. Det udvalg arrangerer blandt andet en busturné rundt til 10 forskellige byer og holder møder med lokalafdelingerne. Her deltager også en lokalpolitiker, en amtsrådspolitiker og en folketingspolitiker. Man diskuterer socialindkomsten. ”Der finder ’de gamle’ ud af, at vi kan noget, og der kommer vendepunktet,” forklarer Jan.

Tiden efter Ungdomskredsen I dag nærmer Jan E. Jørgensen sig 73 år. Ungdomskredsens lokalafdelinger er for længst blevet nedlagt, og udbryderne har sluttet sig til forbundet igen. Og i dag ser Jan tilbage på en lang karriere i Dansk Handicap Forbund.

I 1984 bliver han valgt som næstformand efter et kampvalg, i 1986 bliver han organisationssekretær, og i 1998 bliver han valgt som landsformand. Den post har han indtil 2006, hvor Susanne Olsen bliver landsformand. ”Selv som landsformand for Dansk Handicap Forbund var jeg for rebelsk,” fortæller han og fortsætter: ”Hvis folk kom til mig og sagde: ’Vi har altså et problem, når vi skal tanke benzin [på vores biler, red.] på motorvejene,’ så sagde jeg: ’Nå, jamen, vi samler lige 30 kassevogne, og så kører vi ind på en strækning, og så skal alle ind og betale i rækkefølge’, så ville den tankstation stoppe i så og så mange timer. Tror I, vi kommer i pressen? Ja, vi gør, kære venner. Tror I, vi får lavet det om? Ja, vi gør, kære venner. Men nej, de turde ikke at gribe det an på den måde.”

Som noget af det sidste fortæller han om, at han var nødt til at gå af som næstformand i 1986, da han blev ansat som organisationssekretær. I vedtægterne findes der nemlig en regel om, at man ikke må have dobbeltposter.

Den regel var Jan selv med til at få indført, da han var yngre. På den måde er ringen sluttet.

Historien om Ungdomskredsen • Del 2

Glimt fra nogle vilde teenageår

Fest, farver og frivillighed kendetegnede Ungdomskredsen i 1980'erne. Det var en tid fyldt med politiske aktioner og kreative happenings, hvor vilde fester og børnepasning sagtens kunne finde sted samtidig, og hvor hjælperbehovet ofte blev båret af frivillige kræfter.

Af Lone Barsøe og Susanne Olsen

Bilaktion, lokumsaktion og 1. maj I første halvdel af 80’erne markerede Ungdomskredsen sig fortsat gennem aktioner med skiftende samarbejdspartnere.

I 1982 nedsatte Landsforeningen af Vanføre et aktionsudvalg på foranledning af Ungdomskredsen. Udvalget gennemførte Landsforeningen af Vanføres første egentlige aktion – en bilaktion med 30 biler i protest mod, at

bl.a. udskiftningsperioden ændredes fra 4 til 6 år. Aktionen blev afviklet i tæt samarbejde med Ungdomskredsen.

I samme periode markerede Ungdomskredsen sig sammen med Arbejdsløshedshuset på Vesterbro i København med de såkaldte ”lokumsaktioner” på bl.a. Rådhuspladsen.

Aktionerne havde til formål at få offentlige handicaptilgængelige toiletter. Metoderne strakte sig fra etablering af interimistiske toiletter til aflevering af en posefuld symbolske ekskrementer til borgmesteren.

1. maj, karnevaler, festivaler og lign. var i sammer periode udsøgte mål for Ungdomskredsens happening-lignende markering af særinteresser i et fællesskab med fælles overskrift.

Integrationskurser

Arkivfoto fra Dansk Handicap Forbund

I perioden 1977-82 og 1988-90 afholdt Ungdomskredsen de såkaldte integrationskurser, der senere blev kaldt sommerkurser.

Mellem 70-110 mennesker – heraf 50 % ikke-handicappede – var på kursus i 14 eller 7 dage. I begyndelsen foregik kurserne på Egmont Højskolen – senere på Holstebro Højskole.

Kurserne bar præg af tidens grænsesøgende kaos, hvor fastlagte aktiviteter, spontane initiativer, børnepasning, politiske aktioner, happenings og langvarige natlige udskejelser forventedes at kunne fungere uden styring.

Hjælpebehovet blev dækket af frivillige: militærnægtere, kursister, der havde set annoncerne for kurserne, venner og venners venner. Fællesskabet stod over individet med et fælles ansvar for at hjælpe hinanden.

Det handicappolitiske aspekt tog udgangspunkt i synlighed over for medborgere. Kurserne afsluttedes derfor altid med en ofte meget stor aktion eller happening, et gadeoptog eller forestilling i det offentlige rum.

Cirkus Fantaspastisk I sommeren 1985 var Ungdomskredsen på en landsomfattende busturmé med gadeteater-

» 10 «

Red.: Denne artikel bl ev bragt i jubilæumsblade t Ungdomskredsløbet juni 2002

Kunst af Kaos I 1988 og 1989 afviklede Ungdomskredsen to usædvanlige projekter på henholdsvis Lions Kollegiet og Høskov Kollegiet – to dengang såkaldte plejehjem for yngre fysisk handicappede. Projektets titel var Kunst af Kaos.

Institutionerne havde i en uge besøg af 10 kunstudøvere og kunstinteresserede hentet fra Ungdomskredsen og dennes bekendtskabskreds.

Om projektet skrev vi bl.a.: ”Skønheden og uhyret var temaet for udarbejdelse af 4 større fælles ”kunstværker”. Ideen med projektet var først og fremmest at give beboerne et tilbud om selv at præge deres fysiske omgivelser.

Derudover forsøgte projektet at give inspiration til beboernes dagligdag – herunder dagcenteraktiviteterne, idet institutionsmiljøet alt for ofte medfører en meget stivnet og idealforherligende kreativitet, hvor ingen tager sig selv og produkterne alvorligt, og hvor kaffedrikning i stedet får en alt for vigtig betydning. Valget af ”kunstværker” og materialer tog i forlængelse

heraf udgangspunkt i mulighederne for at se det smukke i det, der traditionelt opfattes som grimt, og det normale i det, der som oftest opfattes som unormalt”.

Lone Barsøe, HandiKamp, september 1989.

Servietten – en teaterforestilling for børn I 1989 skrev og opførte vi børneteaterforestillingen Servietten – en forestilling om begrebet pinlighed og uden et handicap.

Vi var nået til et punkt, hvor belæring og oplysning omkring handicappede var gledet i baggrunden til fordel for et ønske om at give børnene en dramatisk oplevelser, hvor sidegevinsten var at give dem mulighed for at ”glo sig mæt” og se handicappede og ikkehandicappede agere på uventede måder.

Og det virkede. Vi husker stadig, hvordan vores unge publikum langsomt erstattede undren over el-kørestole og sære gangarter med dramatisk indlevelse, og vi husker den 4-årige,

der – efter at en af de ikke-handicappede spillere rejste sig fra kørestolen – højlydt og bedrevidende udbrød: ”Det er jo bare teater.

Hun kan jo ikke gå i virkeligheden”.

Høring om plejehjemsforhold I slutningen af 80’erne indgik vi – sideløbende med de kreative projekter – i stigende grad i de demokratisk valgte organer. Vi var indstillet på at gøre vores synspunkter gældende inden for disse rammer og i forståelse for de spilleregler, der var gældende her. Ungdomskredsen fik i denne periode repræsentanter i stort set alle Dansk Handicap Forbunds udvalg m.v.

I 1986 arrangerede vi bl.a. en høring omkring forholdene på plejehjem.

Formålet med høringen var at komme i dialog med politikerne. I tilknytning til høringen udarbejdede vi skriftet ”Vi anklager”, der redegjorde for de problemstillinger, vi fandt centrale for unge handicappede på plejehjem.

Dialog og saglig dokumentation var for alvor kommet på dagsordenen for at blive.

Arkivfoto fra Dansk Handicap Forbund

forestillingen Cirkus Fantaspastisk. Anledningen var FN’s internationale ungdomsår. I præsentationen af Cirkus Fantaspastisk skrev vi bl.a.: ”Vi finder det vigtigt, at også unge handicappede iværksætter aktiviteter, der kan fortælle om vilkår og krav, som unge handicappede har.

Aktiviteterne på turneen vil bl.a. bestå af gadeteater, hvor det især er den groteske humor, der vil blive brugt som virkemiddel.

Emnerne vil for det meste omhandle holdninger til handicappede set med unges øjne.

I Esbjerg og Odense vil der blive arrangeret socialpolitiske møder med emner, som er væsentlige for unge handicappedes livsbetingelser”.

» 11 «

ET BLAD BLIVER FØDT Da jeg blev aktiv i Ungdomskredsen i midten af firserne, var Ungdomskredsens blad helt naturligt Handikamp. Handikamp blev lavet af nogle unge, som i halvfjerdserne og i starten af firserne ikke kunne få deres budskaber igennem i det, som dengang hed Vanførerbladet. Handikamp var ikke et medlemsblad, men på et tidspunkt valgte Ungdomskredsens bestyrelse, at Handikamp skulle sendes ud til alle medlemmer i Ungdomskredsen.

På den måde blev Handikamp nærmest medlemsblad samtidig med, at det var en autonom og selvstændig gruppe, som udgav Handikamp. Vanførerforeningens hovedbestyrelse kunne ikke blande sig. Vanførerbladet var medlemsblad for Vanførerforeningen – det der i dag hedder Dansk Handicap Forbund.

I bladet Handikamp skrev man om alle de forbudte ting: Handicap og sexuallitet, de elendige fagfolk, der boltrede sig på landets institutioner, og mange andre artikler, som anstændigvis ikke kunne bringes i Vanførerbladet. Man kommer vel heller ikke uden om, at Handikamp-redaktionen og skribenter for de flestes vedkommende befandt sig et godt stykke ude på den politiske venstrefløj. Handikamp var med andre ord et godt progressivt alternativ til datidens pæne medlemsblad i diverse handicapforeninger.

Kort tid efter jeg blev aktiv i Ungdomskredsen, var der flere af Handikamps trofaste skribenter, som faldt for Ungdomskredsens aldersgrænse eller som af anden årsag valgte at forlade den handicappolitiske scene. Sidst i firserne valgte redaktionen at nedlægge bladet. Ungdomskredsen var uden blad og forsøgte sig i nogle år med nyhedsbreve. Det viste sig at være uholdbart – der var brug for et bindeled til medlemmerne. Ungdomskredsløbet blev til, fordi der var et udvalg, som lod sig nedsætte på landsmødet i 1992.

Et voksende barn Ungdomskredsløbet kom i stand ved, at man lavede en aftale med et bladforlag, som stod for opsætningen og finansieringen af bladet, mens Ungdomskredsen blot skulle aflevere stof til bladet.

Ungdomskredsløbet så dagens lys som et A5-blad med de muligheder og begrænsninger, det giver. Vi var noget tøvende i bestyrelsen, da bladfirmaet foreslog, at vi gik over i A4-format. Vi spurgte hinanden, om vi kunne skaffe stof nok til det. Efter nogen tøven tog vi imod udfordringen og indså hurtigt, at et A4format er lettere at sætte op på en spændende måde. Det blev muligt at lave billed-collager.

Så vidt jeg husker, var det et udvidet bestyrelsesmøde, der stod først for. Lørdag aften holdt vi grillfest og karneval ved swimmingpoolen på Sct. Knudsborg. Det blev en sjov og underholdende reportage med flere bestyrelsesmedlemmer og andre aktive i fancy udklædninger. Selv var jeg i en farmor-kjole med en sort laktaske. Det har været et ømt syn for Ungdomskredsløbets læsere. Muligheden for at lave billedcollager gav en anden mulighed for at beskrive aktiviteter i Ungdomskredsen.

Jeg tror, at det gav nye medlemmer lyst til at blive mere aktive. Det er altid lettere at fange folks opmærksomhed med billeder frem for med tekst.

Godt samarbejdsprojekt At lave et blad kræver mange ressourcer. Men det giver faktisk også gode muligheder for at have et godt og tæt samarbejde. I en lang periode var vi tre/fire stykker, som stod for bladet. Jeg husker den tid som en tid med mange møder, der trak ud, med gode middage, som vi enten satte vores hjælpere til at lave eller bestilte udefra og med mange øl og flasker rødvin.

Vi var arbejdende, og det gav et helt specielt fællesskab. Det var et arbejdsfællesskab om et projekt, som vi alle var ansvarlige for. Men det var også personlige fællesskaber, som er kommet til at betyde meget for mig senere i livet. Arbejdsfællesskaber er godt, fordi man kommer til at stå i et afhængighedsforhold til hinanden. Redaktionen er afhængig af, at hvert medlem overholder de aftaler, der er indgået.

Det var en stærk og lærerig oplevelse, som jeg i dag benytter i mit arbejde.

Ungdomsbladet Ungdomskredsens aktive medlemmer stod i et andet forhold til Dansk Handicap Forbund

» 12 «

Af Michael Pedersen

og ikke mindst til Handicap-nyt, end dengang Handikamp blev til. Vi kunne meget let få artikler i Handicap-nyt, ja, den nye redaktør af Handicap-nyt var en af Ungdomskredsens venner. Han brugte en del af Ungdomskredsens aktive som skribenter på Handicap-nyt. Vi oplevede ikke, at der var artikler, vi ikke kunne få i Handicap-nyt. Det gjorde det faktisk svært at starte Ungdomskredsløbet, for hvordan skulle vi være et andet og alernativt blad? En anden udvikling betød, at Ungdomskredsens medlemmer var langt mindre politisk interesserede end tidligere. Det var ikke oplagt at lave et politisk blad. Vi forsøgte at skrive om de lovændringer, som fik størst betydning for unge handicappede. Men vi havde en klar fornemmelse af, at det netop var de artikler, som ikke blev læst.

I redaktionen begyndte vi derfor at diskutere, hvordan vi kunne være et ungdomsblad og alligevel bevidste om vores handicappolitiske ståsted. Der begyndte at komme artikler i bladet, som var en anmeldelse af en koncert eller en god film. Vi følte en balance mellem det ungdommelige og det handicappolitiske.

På den ene side var vi naturligvis klar over, at vi ikke kunne måle os med andre ungdomsblade, ja, at det heller ikke var Ungdomskredsens opgave. På den anden side vidste vi, at det var de artikler, hvor vi skrev om noget alment, at interessen hos vores medlemmer var størst. I min tid i Ungdomskredsen var det en balance, som vi altid prøvede at finde.

Vi ønskede både at være ungdommelige og handicappolitiske.

Aftaler og brud I løbet af et par år oplevede Ungdomskredsen, at det firma, vi havde indgået aftale med, ikke

blev bragt i l ke ti ar e nn De : Red. dsløbet juni 2002 re sk om gd Un t de la jubilæumsb

overholdt de aftaler, der var indgået. Nogle gange kom bladet væsentligt senere ud end aftalt, fordi firmaet lige skulle have de sidste annoncer med. For Ungdomskredsen betød det, at vi dårligt kunne bruge bladet til at lave PR for Ungdomskredsens aktiviteter. Vi kunne ikke være sikre på, at arrangementet ikke for længst var afholdt, når bladet kom på gaden.

Vi havde mange møder og indgik mange nye aftaler med firmaet. Gang på gang brød firmaet aftalerne, og det frustrerede bestyrelsen.

Der opstod et andet problem. Handicap-nyt havde aftalt med et andet firma. Handicapnyts firma begyndte at opleve, at når de ringede til mulige annoncører, sagde annoncørerne "Jamen, vi har da lavet annonceaftaler med Dansk Handicap Forbund". Det var uholdbart, at de to firmaer i den grad kæmpede om annoncørerne.

På nogle møder med medlemmer fra Dansk Handicap Forbunds forretningsudvalg blev der fundet en vej, hvor Ungdomskredsen kunne komme ud af den aftale, vi havde med firmaet. Vi lavede en ny aftale med det firma, som også lavede Handicap-nyt. Det var en fordel for alle parter, at vi ikke længere skulle kæmpe om annoncerne.

God teenager-tid Det er altid underligt at tænke tilbage. Jeg har med glæde set nogle af de seneste numre af Ungdomskredsløbet. Bladet er kommet ud over den vanskelige barndom og er nu på vej ind i teenage-årene. Jeg tror, vi så rigtigt, dengang vi besluttede, at Ungdomskredsen skulle have et medlemsblad.

» 13 «

Et medlemsblad er uhyre vigtigt, hvis man vil bevare kontakten mellem bestyrelsen og medlemmerne. Men et medlemsblad kræver også meget arbejde. I forhold til afviklingen af kurser og arrangementer er det tit ensomt arbejde, som er skjult for andre. Der er al mulig grund til at værdsætte den indsats, som redaktionen af Ungdomskredsløbet yder. Med disse ord vil jeg ønske tillykke med jubilæet. Jeg glæder mig til at følge med videre.

Historien om Ungdomskredsen • Del 3

UK har givet ballast til at turde

Omkring årtusindskiftet var Rikke Kastbjerg og senere Sif Holst formænd for Ungdomskredsen. De var formænd i en periode, hvor bestyrelsen var meget pæn, som de selv beskriver det. Det var ikke en tid med store aktioner og farverige happenings, men en tid, hvor man fik styr på det basale og begyndte at rette blikket ud mod, hvordan danske unge med handicap kunne være med til at skabe forandring. De to mødtes til Ungdomskredsens 50-års jubilæumsfejring på Egmont Højskolen til en samtale om de udfordringer, de stod overfor dengang, og hvad de tager med sig fra deres tid i Ungdomskredsen.

For Sif Holst var Ungdomskredsen hendes vej ind i handicapbevægelsen. Det var et indblik i en for hende helt ny verden med fokus på handicap, men også en verden med ressourcer, muligheder og nye kompetencer. ”Jeg er født med et handicap,” fortæller Sif Holst. ”Men jeg opdagede det først, da jeg var i starten af tyverne, i form af flere og flere smerter og mere og mere funktions­ nedsættelse. Der var mere og mere, jeg ikke kunne. Jeg valgte så på et tidspunkt at sige: Hvad er det så, man kan. Jeg meldte mig ind i Ehlers-Danlos Foreningen, der er en lille forening, og var til et møde eller to, men det var ikke der, der skete noget handicappolitisk.

Fotograf: Kristian Stigel

Af Mark S. Fleeton

Indblik i en ny verden og om at finde sin plads

» 14 «

I Ungdomskredsen oplevede jeg en anden verden end den, jeg kendte, hvilket betød meget for mig.”

Den oplevelse kan Rikke Kastbjerg godt nikke genkendende til. ”Sådan var det også for mig. Jeg kom fra en lille by, hvor der ikke var andre, der havde et handicap, end mig. Så det var en kæmpe øjenåbner at komme til arrangementer i Ungdomskredsen og på Egmont Højskolen.”

Samtidigt havde hun også en helt anden indgangsvinkel til arbejdet i handicapbevægelsen.

Hun startede egentligt som pårørende, men følte ikke rigtigt, at det var der, hun hørte til. ”Jeg startede på en lidt anden måde,” forklarer hun. ”Jeg startede i Muskelsvindfonden, fordi jeg var pårørende til en med muskelsvind

og lavede lidt frivilligt arbejde her, men synes ikke, at det rigtigt var der, jeg hørte hjemme.

Ved et møde i det, der dengang hed DSI Ungdom og i dag hedder SUMH, mødte jeg den daværende formand for Ungdomskredsen.

Vi blev bedre og bedre venner, og på et eller andet tidspunkt sagde han til mig, syntes du ikke, at det er ved at være på tide, at du kommer over her, hvor du hører til.”

Modsatrettede tendenser og oplevelser Sif Holst husker, hvordan Ungdomskredsen var med til at ændre hendes følelse af at være anderledes end andre og at føle, at ens rolle var ændret fra en ung som alle andre til en med et handicap. ”Der var stadigvæk en følelse af at være anderledes. Den der følelse af at være ung og i byen og være vant til scorereplikker, og når man så lige pludseligt kom med et handicap.

Selvom det ikke virkede som om, jeg havde et handicap, når jeg så fik spørgsmålet, nå, hvad laver du så? Jeg er på førtidspension. Så blev folk stille og bakkede lige så langsomt væk, fordi det var en lille smule farligt og usikkert.

Og så alle de fordomme. Folk med handicap de bor nok i en almennyttig bolig eller også bor de på en institution, og man arbejder i hvert fald ikke. Man kan i hvert fald ikke være mor. Det var også noget af det vigtige for mig ved at komme i Ungdomskredsen at arbejde med alle de mennesker, der altid havde fået at vide, at de kunne ikke noget og ikke kunne bidrage med noget. Og så se alle de ressourcer, der faktisk var, og hvor meget man faktisk kunne, når der bare var nogle, der troede på en og man fik nogle muligheder.”

Rikke Kastbjerg har dog på mange måder oplevet det modsatte. Hun føler, at fokus på hendes anderledeshed og fordommene, hun møder, er blevet mindre. Hun mener selv, at det også har noget at gøre med, at hendes eget syn på omverdenen har ændret sig. Hun bekymrer sig ikke så meget om, hvad andre tænker om hende.

t Sif Hols ”Jeg har faktisk oplevet det stik modsatte.

Det har jeg faktisk brugt en del tid til at tænke over. Hvorfor er der nogen, der oplever at blive modtaget af samfundet på den måde, og hvorfor er der nogen, der oplever det diametralt modsatte. Jo, jeg har da også oplevet nogle fordomme, da jeg var yngre.

Det, jeg oplever, er, at man ikke taler så højt og tydeligt til mig, som man gjorde tidligere.

Når jeg kom ind i en forretning, så var det jo som om, at det var noget helt særligt. Hvis jeg går ind i Magasin i dag, så er det en helt anden oplevelse. Der var helt klart nogle flere forbehold før i tiden. Jeg kan godt huske, hvordan det var at finde en kæreste, da jeg var 18, og da det så blev aktuelt igen, da jeg blev 40. Der var meget stor forskel. Man er måske knapt så tilbageholdende, når man er 40. Jeg er knap så bekymret for, hvad andre tænker om mig i dag.”

Udviklingsarbejde og ”Spræng dine rammer” Både Rikke Kastbjerg og Sif Holst føler, at de har fået en masse med sig fra tiden i Ungdomskredsen. Ting som de også i dag kan bruge til noget. Først og fremmest har indblikket i andres liv med handicap givet

» 15 «

Rikke Kastbjerg

dem mod på selv at give sig i kast med arbejdet i handicapbevægelsen og møde udfordringerne i deres eget liv. Det har på mange måder åbnet deres øjne for andres og egne ressourcer.” ”Ungdomskredsen gav mig adgang til DSI Ungdom,” fortæller Rikke Kastbjerg, "og det lærte jeg rigtigt meget af at se forskellige typer med forskellige udgangspunkter. Det har jeg taget rigtigt meget med mig. Det har givet en masse ballast til at turde. Der så jeg nogen, der gjorde noget, og så kan jeg nok også.”

Sif Holst oplevede, hvordan hun selv og andre unge med handicap fik blik for deres egne ressourcer gennem udviklingsarbejde og samarbejde med unge med handicap i andre lande. ”Noget af det, jeg husker bedst fra min tid i UK, er udviklingsarbejdet. At se danske unge med handicap udvikle sig gennem at opleve, at der var noget, de kunne give til andre. Vi arbejdede med at oprette en Ungdomskreds i Ghana og fra at ikke passe ind og ikke at have noget at byde på, gik de danske unge til pludseligt at kunne noget – at kunne hjælpe andre med deres egne erfaringer. Jeg har stadig kontakter fra dengang.”

annoncer

A

» 16 «

Og det med at udvikle sig personligt gennem et nyt fællesskab er også en af de ting, som Sif Holst oplevede i sin tid i Ungdomskredsen. ”Det der med at finde sig selv i en ny rolle, når man får et handicap. Det behøver ikke at være en forhindring. Du lærer noget nyt. Du får nogle nye kompetencer. Både i forhold til at navigere i uvejsomt terræn, men også det der med at planlægge og beregne. Man får nogle tips og tricks fra hinanden. Hvordan er det lige, du kan håndtere en dum morgen eller, hvordan du kan mødes med nogen, der diskriminerer dig. At komme til at hvile lidt mere i sig selv og få noget indsigt i handicapbevægelsen og møde nogle mennesker med forskellig baggrund. At få en indsigt i ikke bare mit liv med handicap, men også at der er mange forskellige liv med handicap.”

Ikke så skarpe på temaer I dag arbejder Ungdomskredsen med tre helt skarpe temaer: tilgængelighed, synlighed og diskrimination, og selvom det er temaer, der er arbejdet med tidligere i UK, så var man måske

ikke helt så bevidst om retningen, som man er i dag. ”Vi var ikke så skarpe på temaer,” siger Rikke Kastbjerg.

Sif Holst genkender mange af temaerne fra sit arbejde i Ungdomskredsen, men ser samtidigt også, at der er sket en udvikling. ”Vi har haft nogle af de samme problemstillinger dengang, men der er sket noget siden dengang. Hvis du tager tilgængeligheden. Vi har fået et bygningsreglement, som er blevet bedre fra 1995 og fremefter. Det er ikke det samme, som at der ikke bliver bygget nye bygninger, der er utilgængelige. Det er ikke det samme som, at der ikke over hele landet er gamle bykerner, der er møgutilgængelige, men det betyder til gængæld, at hvor man tidligere slet ikke havde nogle handicaptoiletter i København, så er der det i dag. Men der er også en forståelse hos politikere om, at vi har styr på det der med tilgængeligheden. Der er slet ikke nogen problemer. Der er flere muligheder i dag, men der er også en mere låst forestilling om, at det har vi ligesom klaret, og der er ikke længere problemer med tilgængeligheden i Danmark. Det samme med diskrimination.”

Fotograf: Kristian Stigel

Det var måske ikke en tid med store armbevægelser, som Rikke Kastbjerg husker det, men der kom styr på tingene, og hun var med til at udvikle både foreningen og medlemmerne. ”Jeg synes, at vi var en meget pæn bestyrelse. Vi fokuserede meget på at få styr på det basale i foreningen. Og så glæder det mig, at vi var med til at ændre bladet fra ”Ungdomskredsløbet” til ”Nutidens Unge”.

Det var et udtryk for en udvikling. Og så fokuserede vi meget på at få et bedre forhold til hovedforeningen. Omvendt er noget af det jeg husker bedst også kurset ”Spræng dine rammer”. Der var nogen, der fik prøvet nogle grænser af, som de ikke var vant til. De var vant til nogle meget beskyttende rammer.

Vi havde ikke noget program, så folk anede ikke, hvad det handlede om. De vidste, hvor de skulle møde op, og det var det. Vi startede med at tage deltagernes bagage, og så spurgte vi dem, hvad de helst ville have fra bagagen. Jeg ville nok ikke selv deltage på sådan et kursus, men nu var jeg jo også blandt arrangørerne.”

» 17 «

JUBILÆUMSÅRET DER GIK

JUBILÆUMSLOGO bestyrelsesbt under et møde til en Skitsen til logoet blev ska skulle se ud, ftede nemlig, hvordan det weekend. Bestyrelsen drø med, UK-logoet d idéer: Tallet 50 skulle me ind dt bu v ble der og omskredsen måske også det år, Ungd skulle være i centrum, og Civic disse d d. Undervejs samlede Sei blev grundlagt, skulle me de nogle af ne et logo, der kombinere idéer sammen for så at teg en for de andre, k. Han præsenterede idé blo tes no en på ned dem fik han tegnet med den. Efterfølgende som var vældig tilfredse blev brugt. resulterede i det logo, der det ind i et program, som

PROFILFILM For år tilbage fik vi lavet en profilfilm, men den har længe trængt til en opdatering.

Vores 50-års jubilæum var en fin anledning til at få den lavet. Den blev optaget i løbet af vores temaweekend i efteråret 2021 på Brogården i Middelfart på Fyn, hvor temaet var "Ensomhed og fællesskaber".

Her så vi både foredrag med Bubber og stand-up med Brian Mørk. Vi valgte, at Sofie Berner Møller og Ann-Katrine Kviesgaard skulle fortælle om deres oplevelser for at vise bredden i type og grad af handicap i Ungdomskredsen. Mikkel Christensen var "fortæller", så kontrasten til pigernes stemmer blev størst mulig.

PODCAST Da Zakaria Naser for halvandet år siden mødtes med Kasper, sin ven fra min universitetstid i København, på havnen i Odense til en omgang bobler og rejer, havde han ikke regnet med, at der ville komme så meget andet ud af det end en god bytur, en sjov og hyggelig aften og nogle ordentlige tømmermænd dagen derpå. Men det gjorde der. De kom hurtigt i gang med at catche up og snakke om, hvad der var sket siden sidst. Hans ven har et podcastfirma ved siden af sit primære job og fortalte om det og om nogle af de podcasts, han producerede, og Zakria fortalte, at vi i Ungdomskredsen havde 50-års jubilæum til næste år. Derfra gik der ikke lang tid, før de faldt i snak om at kombinere de to ting, og da Zakaria tog idéen med til et bestyrelsesmøde kort tid efter, var alle heldigvis med på den, og sådan blev vores podcast født. I bestyrelsen begyndte vi at snakke om at planlægge indhold til de forskellige episoder, mens Zakaria sideløbende holdt Zoom- og telefonmøder med Kasper om nogle af de praktiske ting, inden vi i slutningen af 2021 kunne skyde vores første episode.

HEDSLØB:

gelighedsldt et tilgæn o fh a n se d ikere til at mskre række polit n har Ungdo n e e g e lin d e v a fd h i sa vn. V for øjnene. nhavn n i Københa ller fik bind e med Købe e se l jd d e o la st rb sp a re u ø m h k d sa I handicapt i en til Rå de en ledig nten placere n gens Nytorv e fi n r t o a æ K is a m r fr e so b v lø ver så Politikerne blev h række opga geautomat. deltage. De n n g e e o p e re n m e fø i d m e o u k rne dagligdag peng ulle politike ap lever en fé og hæve sk ic d ca js n e n a e h rv å e d p d e n d m U e arbejde. e ma sker lads, bestill eres politisk som menne d sp l r, g ti e n r g ri e n e g ri n rk rd ri a a p rf e udfo rugt disse e billede af d rfølgende b e fik et klart ft e r a h m re af de med, og fle

IG TILGÆNGEL

» 18 «

& bb

nœ œ œ œ œ en

F

- som - he

/e b B b/d

E b/g

a’r /e b

del

i

fæl - les -

B /d C m7 B b œ Eb œ œ œ F œ œ œ Ung - dom œ œ œ s - kred - s en er et œ œ œ he - le, d er er sk a bt for os œ 4. Vi er a F

b

œ

ska - bet

- den tro ds.

1. Vi er k redsen fo r unge og ungdo m gnister d sliv, er fænge kreds f o r og bræ Vi snakk50-ÅRS nder. og dialog en for unge er om altJUBILÆUMSSANG . i et ungd Sammen omspers pektiv, k får mod Mikkel alle li for unge og ungChristensen skrev teksten til jubilæumssangen Det plan”Vi aernkredsen af ter et frø dt mere.

Vi ta’r d at gribe om hæn eldomsliv” defra opfordring en,bestyrelses­weekend er kåransiden i fællespå r. Zakaria Naser ford1,5 spirefter E skabet, e, der ka MERCHANDISbyder ensoi maj, o g n gvigtig m g kun to-tre dage at skrive teksten. enormt ive”Titlen heog ro for mig”, dendettrtog os nyvar Ungdom ods. e id e e V skfortæller r. i r v e il d han. ”Jeg ville gerne have, at den skulle understrege fællesskabet med ”vi”, s g e e n r n er et hele der er sk byde alle e samarbejde, abog , t foatr man os afskulle står i en rundkreds, hvor der altid er plads g os. forestille sig, at vi ligesom Vi vil se rænser trods.

2. Vi er k s,atoMikkel Teksten kredser meget om ild. Det skyldes, var af udtrykg redsetilnflere.” v i vil hinspireret Intet om or unge øres. som dig ketf”ungdommens o s u ild”. Han var også inspireret af den trods, den osom og mig. s. man kan føle som Her kan 5 .

Cap: vi føungt V menneske.

Hvert vers besvarer et hv-spørgmål: ”Hvad er Ungdomskredsen?”, i e le os hje r kredsen Her hold mme. kr. 50,f o r u er vi”hvem o n g g e i begyndelsen?”, hvordan ungdoms fest. er Ungdomskredsen?”, ”hvad var Ungdomskredsen Her er alv liv.

D o e r. t H s k arbejder Ungdomskredsen?”, og ”hvad skal Ungdomskredsen være i fremtiden?”. e a r l e vi altid f ogMED r leg, her har v UNGDOMSKREDSEN – NU orblive, sådet i aDer kreerdsfor lleerennæsten ingen rim i hvert vers, og atkgive teksten et moderne udtryk. e n H v s te e a ISE m n mme. s vi er, hvo e s MERCHANDa i et fremti r f r a d Teksten er sat i musik af komponist og højskolelærer Kristian la Cour. lt v s p i d erspek et vil v kommer og ilden Caps, krus og andet godt – kan hold tiv, selv de m i byde trods – um i 2022 jubilæ 50-års es i vores af ing F ange dia I anledn ællesska merchandise.

Køb alle gnoser.

H har vi fået lavet en masse fed bet giver live. der: er bli’r erbille kalend vores også Husk Lad os b du og jeg styrke. tre ting yd 0-plakater til os. danskhandicapforbund.dk/shop/2 Ungdom e tidenRtrods.

3. De va for kun r kre skKrTO edsBenE læ n og ungdo dsen for unge TARRANGEMENT LDaEdNde8n. O 135 kr. le ve dybt i ge leve. ed m DEBA o gnister, d sliv, s.e en by m bygg er tændte vi ikke bare kan n da or tiet, hv , se Det sætt e n fglaha d at a Socialdemokra er Je mrmsveæ . rt ve a Rosenvinge fr ur La e n til gd te sa lis i et størr den ild n heds n.” Såda e perspe Jean Terry fra En universelt desig ed m d he ig k el ti ho ng at drømm v gæ blev af ldt i en endnu , da hun debatterede til 8. oktober, som n de t en m ge Aktivism e en sa skredsens debatarran und i Lavuks e, barrik r dUn m k Handicap Forb om ns gd m Da i e n . ge lin ad De bød h nsafde d koncert. ver en fo er. samarbejde med Københav Kaka en rigtig go og r fa ar Ph v ga rdom tro og nu gr debatten ds, ibe benhavn. Efter de gav v r vi stafetten, lokaler i Kø id Mikkel C Nøglering ere til os. hr ,0 6 . kr Krus: kr. 40,I anledn istensen. ing af Un gdomskr edsens 5 0-års jub ilæum i 2 022 to

e er uden por

OBS: Prisern

50-ÅRS JUBILÆUMSWEEKEND Den 2.-4. september 2022 afholdt Ungdomskredsen en 50-års jubilæumsweekend på Egmont Højskolen. Her var både tidligere medlemmer fra forbundet og nuværende medlemmer inviteOMSKREDSENS GD ret. I weekenden satte vi UN TIL M RA PROG ENT ANGEMTEM UMSARR BER JUBILÆNT SEP fokus på den udvikling, .

2.-4 EN HØJSKOL PÅ EGMO som Ungdomskredsen har gennemgået. Fredag aften blev der ligeledes arrangeret underholdning af Kosmonauterne, som er FREDAG mst 15.30-17.30: Anko Spisning Olsen nne 18.30: Susa and et improteater. Lørdag g ved landsform 20.00-21.00: Oplæ oteater onauterne – impr 21.00-22.00: Kosm deltog flere fra hovedbeHygge 22.00: LØRDAG styrelsen og hovedkonton ad agai back Morgenm 8.30-9.30: n Memory Lane and aworkshop - dow 10.00-12.00: Tem ret, hvor vi hørte oplæg, ost Frok 0: 12.30-14.0 g Dialogbaseret oplæ 14.15-15.15: Pause gennemførte workshops 15.15-15.45: Hou i ation Workshoppræsent 15.45-17.15: amiddag 18.00-21.00: Gall og afsluttede med en galSØNDAG ch lamiddag. Læs mere om 10.00-12.00: Brun DEREFTER og sauna / gåtur / badning Hygge ved bålet jubilæumsweekenden på 0 15.0 kl.

Afrejse senest næste side.

Program

» 19 «

Det var noget af en tur down Memory Lane, da jeg sammen med de andre deltagere var til Ungdomskredsens 50-års jubilæumsweekend den 2.-4. september på Egmont Højskolen. Der var demonstration, gadeteater, sange, taler, hygge og godt selskab, og det var alt andet end kedeligt.

Af Mikkel Christensen ”Vi er kredsen for unge og ungdomsliv, gnister, der fænger og brænder…” Da hele Lillesalen begynder at synge første vers af den jubilæumssang, som jeg har skrevet i anledning af Ungdomskredsens 50-års jubilæum, skal jeg tage mig sammen for ikke at knibe en lille tåre. Det begyndte sådan set allerede for lidt siden, da Hjalte ved klaveret spillede et vers igennem på opfordring fra Zakaria Naser, som gik af som formand ved sidste landsmøde, og som er aftenens toastmaster. At vi nu endelig synger sangen, er for mig kulminationen ikke bare på en fuldendt gallamiddag og jubilæumsweekend, men også på flere års planlægning.

Det er lørdag aften den 3. september på Egmont Højskolen.

Kristian, der er gift med Lea S. Kristensen, og som i mange år var Ungdomskredsens faste husfotograf, har lige taget et fællesbillede af alle deltagere udenfor.

Det fotoshoot vil jeg nok i mange år tænke tilbage på med et smil. Mens Kristian fotograferede, lavede han i hvert fald mange sjove bevægelser. I det hele taget er der mange gode minder fra weekenden at se tilbage på…

”Det har givet mig mit liv” Susanne Olsen, der er nuværende landsformand i Dansk Handicap Forbund, brugte store ord, da hun efter aftensmaden fredag fortalte om, hvordan hun som ganske ung og meget genert kom med i Ungdomskredsen. Det var tilbage i 1981. Hun fortalte blandt andet om, hvordan de allierede sig med murernes forbund og fik sat et toilet op på Rådhuspladsen i København. Hvorfor? De ville såmænd bare gøre opmærksom på de dårlige toiletforhold for mennesker med handicap i Danmarks hovedstad. Tiden i Ungdomskredsen brugte hun også på at lave totalteater, hvor de eksempelvis gik ind i Magasin og lavede små scener og numre. Numre lavede de også med Cirkus Fantaspastisk, hvor den senere så kendte og kongelige skuespiller Bodil Jørgensen var med som hjælper. Det var en spændende tid, som du kan læse mere om på side 10. ”Vi gjorde nogle ting for at sætte dem på spidsen – ikke for at provokere,” som Susanne sagde.

Susanne overlod scenen til improteatergruppen Kosmonauterne. Vi så eksempelvis et besøg hos lægen fyldt med humørsvingninger, vi fulgte, hvordan en forbrydelse var blevet begået, og vi fik besøg af en ekspert i spillet Kalaha med tre hoveder.

Publikum kvitterede da også med smil og latter undervejs. Det var sjovt at se på.

Sjovt var det også at høre, hvordan alle var i det nostalgiske hjørne, og mere end en gang hørte jeg sætningen: ”Kan du huske…?

Kristian fortalte eksempelvis med lys i øjnene ved mindet om værtsparret, Betty og Ole Hansen, på Sct. Knudsborg. De kunne huske navnene på alle de mennesker, de havde mødt, mens Sct. Knudsborg indtil 2011 var Dansk Handicap Forbunds ferie- og kursuscenter. Det var her, man holdt hovedbestyrelsesmøder, kurser, temaweekender samt sommer, jul og nytår for medlemmer, hvis de ikke havde nogen at fejre højtiderne med. At være på Sct. Knudsborg, har Lea efter jubilæumsweekenden fortalt mig, var som at komme hjem.

» 20 «

”Alle har superkræfter – vores er at være mor”, ”Ulige børn leger bedst”, ”Vi er alle mennesker”, ”Det er normalt at være unormal”, ”Lige børn leger bedst – skæve har det sjovest”. Slagordene var mange, da vi lørdag eftermiddag gik ned på pladsen ved siden af Brugsen i Hou og lavede gadeteater. Vi så, hvordan to ældre damer blev forargede over, at man kan finde på at få børn, når man har et handicap. Vi var vidne til ansættelsessamtaler, hvor Claus Jensen, konsulent i Dansk Handicap Forbund, blev valgt fra på grund af sin alder og mobilitet, men hvor stillingen blev besat af Berit, som har stor erfaring med at sidde i kørestol. Hun har jo gjort det hele sit liv.

Til sidst var vi fluen på væggen i tre små scener, som viste en biograftur, hvor der ikke var den lovede kørestolsplads, en indkøbssituation hvor der blev talt til hjælperen og ikke til mennesket med handicap, og endelig en situation hvor en elevator var alt for lille til, at kørestolen kunne være der. Det var fedt at se, hvordan alle var med, både om eftermiddagen og om formiddagen, hvor Mads og Ditte, Bjørn og jeg stod for henholdsvis en workshop om maling af bannere og gadeteater.

På vej ned mod Brugsen og hjem til Egmont Højskolen fulgtes jeg med Visti. Det var fedt at se ham i virkeligheden. I ved det måske ikke, kære læsere, men det er ham, der er med til at gøre Nutidens Unge til et helt særligt medlemsblad. Han er nemlig vores grafiker, og han har stået for opsætningen, mens Lea, Mads, Zakaria og nu jeg selv har været ansvarshavende redaktører på medlemsbladet – og sikkert også før vi kom til. Han er et menneske, som jeg er kommet til at kende rigtig godt igennem mine fem år i bestyrelsen, hvor jeg samtidig har været ansvarshavende redaktør. Det vil sige, jeg er i hvert fald kommet til at kende hans stemme rigtig godt.

Før jubilæumsweekenden havde jeg nemlig aldrig mødt ham i virkeligheden – det havde ingen af os.

Han deltog helt fra, vi havde workshops, til vi demonstrerede vores evner for gadeteater ved Brugsen, og han var også med, da vi i mellemtiden spiste kage og hørte dialogforedrag. Seids seje mor havde bagt fire store kager og havde, da det planlagte sukkerprint ikke nåede at komme frem i tide, overtrukket dem med fondant. Seids jubilæumslogo – naturligvis i rød fondant – så rigtig godt ud på den hvide baggrund.

Dialogforedraget stod Rikke Kastbjerg Pedersen, næstformand i Dansk Handicap Forbund, og Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer, for. De har begge en fortid som formænd i Ungdomskredsen. Ungdomskredsens nuværende formand, Ann-Katrine Kviesgaard, stod for at stille spørgsmål. Det blev til en interessant samtale, hvor de fortalte om deres tid i Ungdomskredsen i begyndelsen og midten af 00’erne. Sif fortalte blandt andet, hvordan hun var meget interesseret i det internationale arbejde, og Rikke fortalte, hvordan deres tid i Ungdomskredsen ikke havde været præget af vild aktivisme, men mere af at få opbygget et bedre forhold til hovedforbundet.

Under gallamiddagen senere samme aften, hvor vi sad over for hinanden, fortalte hun også, hvordan medlemsbladet havde skiftet navn fra Ungdomskreds-løbet til det nuværende Nutidens Unge. Det kan du læse meget mere om på side 14.

» 21 «

Fotograf: Kristian Stigel

Demonstration, gadeteater, dialogoplæg og kage

annoncer

A

» 22 «

Gallamiddag ”...Ungdomskredsen længe leve. Lad den leve dybt i os.” Jubilæumssangens sidste tone klinger ud. Det er tid til dessert, men inden da skal Egmont Højskolens forstander, Søren Møllgaard Kristensen, forstander siden 2018, holde tale. Det samme gjorde Susanne efter forretten, og vi sang ”Giv os lyset tilbage” med tekst af Per Krøis Kjærsgaard og musik af Rasmus Skov Borring. Hun takkede blandt andet for et godt samarbejde igennem årene. Efter hovedretten, hvor vi sang ”I fælles hjerteslag”, der er skrevet til Dansk Handicap Forbunds 75-års jubilæum i 2000 med melodi og tekst af Søren Høg, var det Ann-Katrines tur til at holde tale. Hun hæftede sig blandt andet ved, at man ikke skal spørge, hvad Ungdomskredsen er, men hvem vi er, fordi medlemmerne altid lige siden begyndelsen i 1972 har bestemt, hvad Ungdomskredsen skal være.

Til sidst nævnte hun også vores nye hashtag #deternormaltatværeunormal – og det gjorde Susanne også. Læs Ann-Katrines tale i lederen og Susannes tale på side 35.

Da desserten er spist, er gallamiddagen ved at være slut, men det er aftenen ikke. Tobias – eller som han kalder sig, når han er ude som DJ ” DJ T-MOUSE” – sætter gang i musikken.

Ja, der er mange gode minder fra jubilæumsweekenden at se tilbage på.

Fotograf: Kristian Stigel

» 23 «

annoncer

A

» 24 «

Red.: Denne artikel blev bragt i Nutidens Unge nr.1/2018

SYNLIGHED er eksistens Af Zakaria Naser Klokken er alt for tidligt mandag morgen. Det er oktober, og jeg sidder i min bil. Destinationen er Faaborgegnens Efterskole (FAAE). Her skal jeg ned til morgensamling for sammen med Bjørn fra bestyrelsen at fortælle eleverne om os, om Ungdomskredsen og om, hvad vi i samarbejde med efterskolens forstandere har af planer for aftenen. Forud er gået flere måneders intens planlægning, men nu er det ved at være nu.

Jeg sidder sammen med Bjørn i skolens foredragssal, Nornesalen, foran alle eleverne og med et stort lærred lige bag os. På den ene side af os står den ene af forstanderne klar for at præsentere os, på den anden side sidder den anden forstander klar ved klaveret.

Vi starter med at varme stemmerne op med to sange, som en efter en bliver projekteret op på lærredet bag os. Først er det ”I fælles hjerteslag”, der blev lavet til Dansk Handicap Forbunds 75-års jubilæum, og bagefter er det ”Her kan du leve”, den oprindelige skolesang fra da Bjørn og jeg selv var elever på FAAE for ca. 10-15 år siden.

Efter sangene begynder vi at fortælle lidt om, hvad det egentlig er, vi har haft i støbeskeen hen over de sidste par måneder, hvor jeg i tide og utide er kommet rendende og har siddet i flere timer med Bjørn nede i skolens personalekælder. Bjørn har på det tidspunkt været i praktik som projektmedarbejder på FAAE siden sommerferien. Et af hans projekter var at være med til at starte et samarbejde mellem FAAE og UK op, og første led i det samarbejde var at arrangere en konference – ”Synlighed er eksistens” – om vilkårene for personer med handicap i

Danmark. Konferencens udgangspunkt er UK’s tre nøgleord: Diskrimination, tilgængelighed og synlighed, og til morgensamlingen fortæller vi om, hvorfor netop de ord er UK’s nøgleord, og hvorfor netop de ord er valgt som udgangspunkt for aftenens program.

De lytter interesseret i de ca. 20 minutter, vi fortæller. Det lover godt for aftenen, og da morgensamlingen er slut, evaluerer jeg kort med Bjørn, inden jeg smutter hjemad for at lade op til aftenens program.

Aftenens program starter for mig omkring kl. 17, hvor jeg på Odense Banegård skal hente Ulla Sandbæk fra Alternativet, en af de politikere der skal sidde med i panelet ved aftenens debat. I bilen på vej ned mod efterskolen, hvor min mor er chauffør, får vi os alle tre en snak, der når vidt og bredt om både gamle dage med oliekrise og bilfri søndage, om situationen i Mellemøsten og sidst men ikke mindst om handicappolitikken i dagens Danmark og om situationen inden for de tre af UK’s nøgleord. Snakken går, og snart er vi landet på efterskolen. Vi får hilst på og får os sat til rette i skolens idrætshal, hvor der i dagens anledning er et yderst pænt fremmøde. Der er selvfølgelig debatpanelisterne, skolens elever, forstanderne, Bjørn og jeg selv, men derudover er der også mødt flere andre interesserede op. Tidligere elever, forældre til både nuværende og tidligere elever, flere andre UK’ere og flere af skolens ansatte.

Marie Holm Laursen, kendt fra TV2-programmet ”Pigen med knogler af glas”, er der også. Hun skal holde foredrag, hvor hun fortæller om sig selv, sit liv og sine oplevelser.

Det bliver en både rørende og sjov beretning

» 25 «

om, hvordan hun på trods af utallige brækkede knogler har bevaret sin optimisme og sit drive. Efter en kort pause med kaffe og kage er det tid til debat. Jan Jakobsen, der er medlem af forretningsudvalget i Danske Handicap­ organisationer, er debattens ordstyrer, og udover diverse lands- og kommunalpolitikere og medlemmer af diverse handicapråd sidder også to repræsentanter fra Dansk Handicap Forbund i panelet. Det er hhv. landsformand Susanne Olsen og medlem af Bygge- og Trafikpolitisk Udvalg (BTPU) Sven A. Knudsen. Jan styrer debatten med hård og retfærdig hånd, så vi kommer igennem alle tre nøgleord. Det er en god og spændende debat, hvor der alt i alt bliver sagt en masse pæne ord og udvist masser af velvilje fra mange af politikernes side, men om der er handling i de mange pæne ord, vil kun tiden vise.

Efter debatten er det tid til aftenens sidste programpunkt. Som afrunding skal et par af skolens tidligere elever, som nu er UK’ere, fortælle om tiden efter deres efterskoleophold og frem til i dag. Den første er Lea, UK’s tidligere formand, der kan berette om, at hun arbejder som socialrådgiver og bor i et hus sammen med sin mand og deres hund, og som prikken over i’et at der er en familieforøgelse på vej.

Den anden er Mikkel, som I i øvrigt kan læse en beretning fra julekurset af her i bladet, og som bl.a. fortæller om, at han er forholdsvis nyuddannet med en kandidat i international virksomhedskommunikation.

Klokken er efterhånden blevet mange, og en lang dag er ved at være ved vejs ende, så for mit vedkommende er det nu tid til at drage mod Odense igen!

annoncer

A

» 26 «

Red.: Denne artikel bl ev bragt i Nutidens Un ge nr.4/2017

SENSOMMER-SHOOT Ville det mon blive grænseoverskridende?

Sjovt? Udviklende? Eller akavet? Måske endda for... blufærdigt?

Spørgsmålene hvirvlede rundt i mit sind Liften brummede højt, da jeg kørte ned ad den, og da bagagerumsklapperne til min bil blev smækket i. Min hjælper kom luntende bagved med en gulvlift, feltseng og bærepose fra Change. Udenfor smøg en lun og mild brise sig rundt om min ellers småanspændte krop.

Solen skinnede fra en blå og næsten skyfri himmel. Jeg var endt ved Faaborgegnens Efterskole. Et sted med skulpturer, muntre fotografier og vægmalerier over det hele og med kønne, grønne udendørsarealer. Da jeg kom ind, gav et par af de nuværende elever mig nogle undrende blikke.

En lille hemmelighed Jeg sad med kørepose og striksweater på.

Hvad de ikke vidste var, at jeg indenunder var iført lingeri. At jeg snart skulle vise min mave, ben og arme frem til et kamera. Måske endda også noget mere? Jeg mærkede en lille knude af nervøsitet i brystet ved tanken. Hvordan ville jeg mon reagere på dét?

Længere inde sad der syv andre mennesker rundt om et bord. Der var nogle af de andre bestyrelsesmedlemmer: Zakaria, der var (og er) tovholder på kalenderprojektet, Jonas, der var taget med sin kæreste, Trine og Bjørn, der var (og er) i praktik på Faaborgegnens Efterskole.

Der var nogle af de andre modeller: Trine (der som jeg også er bestyrelsesmedlem) og Manja.

Og sidst men ikke mindst var der fotografen, Kristian, og hans kone, Lea K, som også var taget med for at se, hvordan sådan et foto­ shoot kunne forløbe. Det var rart at se dem alle igen, og synet af kendte ansigter løsnede flere af mine nerver. Der var en atmosfære af indforståethed. Vi vidste godt, hvorfor vi var samlet. På en eller anden måde var det vores lille hemmelighed.

Ved en briefing blev det hurtigt aftalt, hvordan det hele skulle forløbe. Det var kun

Kristian og modellerne, der skulle af sted, og lokationen skulle være de flotte omgivelser ved Hvedholm Slot.

”Wow, Lea, hvor er du fotogen!”

Jeg smilte stort og grinte lidt. ”Tak, men det bliver altså intet sammenlignet med jer!”

Lys, kamera, action!

Efter frokost skulle jeg mødes med de andre ved en stor sø. Kristian kiggede på mig: ”Lea, jeg har hørt, du gerne vil ud af stolen.” ”Eh, ja. Det er rigtigt.” ”Godt så. Jeg tænkte, du kunne være her.”

Min hjælper kom hen med liften. Af med kørepose og sweater. På med sejl. Gulvlifte er ikke lavet til at køre på græs, men efter en del postyr og samarbejde kom jeg ned at ligge. Imens kom Kristian gående med en stor skinnende plade, der var beregnet til at reflektere lys ned på mig. ”Manja, kan du lige komme herover og holde den?” ”Ja, selvfølgelig!”

“Okay, Lea, kan du gøre sådan her? Hvor ville du normalt have din arm, når du ligger sådan der?” “Øhh. Hmm. Sådan her!” Jeg strakte armen lidt frem og smilede til kameraet. Det var jo slet ikke så slemt.

“Ja, præcis!”

Klik, klik!

Der var et græsstrå, der skulle fjernes.

Klik, klik! ”Lea, du bliver ved med at lukke øjnene!”

Der kom en kort pause, som blev efterfulgt af noget, som mindede om lyden af et maskingevær. Kameraet havde lige taget omkring 20 billeder i sekundet.

Da jeg kom op i stolen igen, blev jeg mødt af funklende øjne og hvide tandpastasmil fra de andre piger.

Et fantastisk øjeblik Efterfølgende skulle de andre modeller til. Det passede lige med, at jeg kunne klæde om i ly af nogle buske og kamerastativer med tæpper.

Heldigvis var min hjælper og jeg så hurtige til det, at jeg kunne nå at se de andre i aktion.

Det var så skønt at se de andre kvinder udfolde sig. At se dem lave forskellige positurer, mens deres hud blev oplyst af et naturligt og gyldent skær. Deres attituder og smil strålede om kap med solen. ”Fantastisk, kan den ene strop blive hevet lidt ned?”

Klik! ”Ja, præcis!”

Samtidig lod vi, der stod på sidelinjen, dem vide, hvor blændende og smukke de var. Knuden i mit bryst var blevet erstattet af en forløsende og boblende varme – en stolthed over at være til stede. Det her var et ganske unikt øjeblik fyldt med sammenhold, sensualitet og gensidig opbakning. Det var gået op for mig, at nøgenhed ikke behøver at være seksuelt, at jeg ikke havde noget at skamme mig over, og at min krop er, som den er, med dens fejl og små, skønne særpræg.

Da de var færdige, var det min tur igen.

Det blev til nogle billeder, der blandt andet indeholder skovbund og lammeskind, men den historie må vente til en anden god gang…

Jeg glæder mig i hvert fald til at se billederne og det endelige resultat.

Gør du?

Foto: Lea Stigel Kristensen

Af Lea Hedegaard Boller

i det sydfynske

» 27 «

annoncer

A

» 28 «

nr.4/2018 agt i Nutidens Unge br ev bl l ke ti ar e Red.: Denn

KalenderSJOV, MANDEhørm og drengeRØVE Har jeg kroppen til det? Det var min første tanke, da jeg sagde ja til at være med i UKkalenderen 2019. Jeg var presset, da vi gik i gang, men da jeg først smed hæmningerne – og tøjet – blev det faktisk sjovt.

Af Mikkel Christensen ”Klik, klik” siger Kristians kamera. Jeg står med lukkede øjne og smiler henført med den ene hånd om lianen og sydfrugterne.

Jeg har egentlig altid været berøringsangst – i hvert fald på offentlige steder – men lige nu kommer der ingen forbipasserende. Desuden gælder det for mig om at give Kristian mulighed for at fotografere mig i mange forskellige stillinger, så der er lidt at vælge imellem til UK-kalenderen 2019. Alligevel er det altså lidt grænseoverskridende i situationen, at Kristian står og stikker sin potensforlænger af en kameralinse lige op i snotten på mig.

Det er mandag, og de sidste to dage har været fyldt med halvnøgne drengekroppe, kostumer og grin. Når dagen er slut, har vi fået taget billeder til alle årets 12 måneder i kalenderen. Det varer dog lidt, inden vi kan tage hjem, og bag Kristian er Zakaria ved at klæde om til sin sidste sekvens af billeder.

”Jeg mener ikke, man behøver at føle skam over sin krop, bare fordi man har et fysisk handicap” Det fortalte Mads M. mig dagen før, hvor jeg ikke selv var med. Det tænker jeg på, mens jeg spørger Kristian, om det er godt nok, det jeg gør. Han forsikrer mig om, at det er det, og beder mig blive ved. Det gør jeg så. Imens tænker jeg på det, Mads også sagde, om at han er med i kalenderen på grund af fællesskabet, og at vi drenge også kan stille os op foran et kamera, når nu pigerne gjorde det samme sidste år. Tanken om fællesskabet muntrer mig op og får

mig til at give lidt mere af mig selv, end jeg måske ellers ville have gjort. Ligesom Mads fortalte mig, at Zakaria og Mads K. gjorde i går, da den ene lignede noget fra Romerrigets storhedstid, og den anden satte krydderi på tilværelsen. Det var stærke billeder. Mens de sidste billeder bliver taget af mig, tænker jeg på, at Mads understregede, at de havde det sjovt, men at især Bjørn havde det skægt.

Jeg kommer også til at grine for mig selv af det, som Mads fortalte mig, at han selv lagde krop til: ”Jeg blev spulet af en vandslange bagfra, mens der blev taget billeder af mig forfra. Nu har det der med iskoldt vand aldrig 100 % været mig, så denne korte sekvens føltes som flere timer, men sjovt det var det,” som han sagde.

”Det handler stadig om at være positiv over og acceptere den krop, man har at arbejde med ” Både Zakaria og jeg har fået vores tøj på igen, og Kristian har pakket sit udstyr sammen.

Lige nu står vi og snakker om, hvad tankerne bag billederne og kalenderen er. ”Det må hellere være ekstremt, end det må være grimt,” forklarer Kristian. Da jeg spørger, om det skal være æstetisk, svarer han, at man kan kalde det mange ting, men at æstetisk ikke er en af dem. ”Det var det sidste år,” supplerer Zakaria.

Kristian er enig og fortæller, at det dengang var pigerne, det handlede om, hvor det var pænt undertøj og lækkert solskin. ”Det her, det er drengene. Der er fuld knald på. Det er

udklædning. Det er fest og farver. Du er nødt til at overgøre det, for at gøre det synligt,” fastslår han.

Sidste år var nøgleordene kropspositivisme og mangfoldighed. Her et år senere er nøgleordene de samme, forklarer Zakaria: ”Vi kan ikke tage flot og sexet undertøj på, så vi laver lidt sjov med det og bruger nogle andre rekvisitter end lingeri. Vi har jo stadigvæk x-antal forskellige kroppe, som kan noget forskelligt og gør noget forskelligt og ser forskellige ud, og det er sådan, det er.” Han synes, det er det, kalenderen viser. Samtidig med at den sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er normalt. ”Det kan godt være, at vi ser anderledes ud, men kan det ikke stadigvæk se pissegodt ud?” spørger han.

Da jeg siger farvel til Zakaria og Kristian, der skal ud til Jonas for at tage de sidste billeder, er jeg fristet til at tage med. Han skal vist op på en stige, men jeg ved faktisk ikke, hvad der præcis skal ske. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene om de billeder, hvor jeg selv er på.

Det er nok nemmere at tage stilling til, når jeg ser den færdige kalender i sin helhed. Jeg ved bare, at jeg er glad for, at jeg har været med, og at jeg er enig med Mads, da han sagde: ”Det var ikke så grænseoverskridende, som jeg måske havde frygtet. Det hjalp meget, at vi seks gutter var sammen om projektet.”

Nu glæder jeg mig bare til at se den færdige kalender. Gør du?

Skal vi bruge hum or eller være seriøse? ! » 29 «

Hvor meget krop skal vi vise?

Fotograf: Kristian Stigel

Fotos: Privat

Glimt fra UK’s DELTAGELSE ved

Konferencen ”Ungdom og Politikk – Skandinaviabarrierefritt” den 11.-13. oktober 2019 i Oslo, som jeg deltog i sammen med UK’s øvrige bestyrelse, viste, at der er basis for et fremtidigt samarbejde. Vores søster­ organisationer fra Norge og Sverige – Norges Handikapforbund Ungdom og Unga Rörelseshindrade – kæmper nemlig med mange af de samme udfordringer, som vi gør i UK.

Af Mikkel Christensen Da Bjørn og hans hjælper Kim hentede mig på min adresse i Odense, for at vi sammen kunne køre mod Norges hovedstad Oslo, var klokken kun 03.40, og det regnede. Lad os bare sige, at ordet aquaplaning fik en helt ny betydning for både Bjørn, Kim og mig. Hvorfor fløj vi ikke bare sammen med de andre fra bestyrelsen? Svaret er helt enkelt. Jeg har aldrig været særligt glad for hverken at flyve eller at sejle. Bjørn har tidligere haft dårlige oplevelser med, hvordan hans kørestol er blevet behandlet af lufthavnspersonalet, og desuden var der ingen af færgerne, som passede til vores tidsplan. Efteråret viste tænder, men selskabet var godt, og der var varme på i bilen, så vi kom frem i god behold – allerede fyldt op af gode oplevelser. Den svenske og norske natur kan nu noget helt særligt. Vi snakker klipper, fosser og skove iklædt efterårets farver.

”Same struggle – different difference” Vi var cirka halvvejs i lørdagens program, da Ida Hauge Dignes, som er bestyrelsesmedlem i både Norges Handikapforbund og Norges Handikapforbunds Ungdom, fortalte om CRPD, en forkortelse for ”Convention on the Rights of Persons with Disabilities”. I Danmark bedre kendt som Handicapkonventionen. Det viste

» 30 «

sig, at både Danmark, Sverige og Norge har ratificeret konventionen – Danmark og Sverige i 2009 og Norge i 2014. De tre landes parlamenter har altså tilkendegivet, at de har til hensigt at indarbejde konventionens bestemmelser i de nationale love. Uden at inkorporere konventionen har landene dog ikke forpligtet sig til noget.

I løbet af den efterfølgende diskussion kom det frem, at de i Sverige var begyndt at sidde ude foran den svenske rigsdag hver torsdag for at gøre opmærksom på vigtigheden i at indarbejde konventionen i svensk lov.

Det var endnu en af forskellene på de tre organisationer, som blev tydelig i løbet af weekenden.

Fredag aften, hvor vi hørte om de tre organisationer, kom vi eksempelvis ind på, at medlemsalderen i UK er 15-36 år, mens den i Sverige er 0-32 år, og at vi driver UK som frivillige, mens de i Norge har lønnede ansatte – også i deres ungdomsorganisation. Sidst men ikke mindst kom det frem, at Norges Handikabforbund Ungdom er en selvstændig organisation, der er afhængige af et økonomisk tilskud fra Norges Handikapforbund, mens UK er et forbund under Dansk Handicapforbund og derfor også er afhængige af økonomisk støtte derfra.

Den største forskel så jeg dog i vores forskellige måder at arbejde på. I Norge og Sverige har handicapsagen nemlig slået sig sammen med andre minoritetsgrupper – LGBTQ+, kvindesagen og kampen for flygtninge og indvandreres rettigheder. Det har man gjort under slagordene ”Same struggle – different difference”. Jeg kan få øje på to årsager til et samarbejde: Der kan være mennesker, som tilhører flere minoritetsgrupper samtidig, hvilket også kaldes intersektionalitet. Samarbejde giver desuden en stærkere stemme over for politikere og andre, som man ønsker at påvirke. Det var netop en af hovedpointerne, da Kristoffer Gustavsen fra Geelmuyden-Kiese lørdag eftermiddag holdt oplæg om, hvordan man bliver en superlobbyist. At man er stærkere sammen giver jo god mening. Da Sunniva Ørstavik, som er generalsekretær for Norges Handikapforbund, holdt oplæg for os søndag formiddag, sagde hun dog også, at handicapsagen indimellem kan blive lidt ”klemt”, når medier og andre sætter fokus

Unge nr.1/2020 Red.: Denne artikel blev bragt i Nutidens

skandinavisk konference i Oslo på de fire minoritetsgrupper. Hun kom for øvrigt direkte fra et møde med sine nordiske kolleger. Mødet var blevet afholdt i Danmark.

Laks til morgenmad og ingen rugbrød til frokost Jeg har engang læst, at McDonald’s i Norge har en ”McLaks” på menukortet. Jeg nåede aldrig at få det bekræftet, mens jeg var i Norge.

Til gengæld var der laks på flere måder i den morgenmadsbuffet, som restauranten Egon’s (Ja, det hed den ) kunne tilbyde. Den lå i tilknytning til indkøbscentret Byporten, som vores hotel Scandic Byporten delte navn og bygning med. Den lå downtown Oslo, så vi skulle kun gå et lille stykke vej for at komme hen til mødelokalerne, så det var nemt. Når vi ikke var midt i programmet, sad vi derfor gerne og hyggede i hotellets lobby, hvor vi eksempelvis kunne købe en fadøl af normal størrelse til op imod 100 DKK. Jeg vidste godt, at alkohol er dyrt i Norge, men så dyrt havde jeg alligevel ikke forestillet mig. Nordmændene er naturligvis vant til det – ligesom de sikkert er vant til ikke at spise rugbrød til frokost.

Brødet, som vi fik til frokost om søndagen, var godt nok groft, men rugbrød var det ikke.

Vi lavede et par toasts.

Hvad tog jeg med hjem fra konferencen?

Jeg lærte for det første en masse nye mennesker at kende, og så fik jeg øjnene op for, at de tre lande ”bokser” med mange af de samme udfordringer på handicapområdet – eksempelvis uddannelse og personlig assistance. Det første holdt Eivind Digranes fra Unge Funksjonshemmede (Norges svar på SUMH) et oplæg om. Det sidste kom frem i løbet af

weekendens debatter, hvor vi hørte, at man i Bergen kun må tage sin assistent med ud af kommunen i fem uger om året. Til sammenligning kan man i Danmark tage sin BPA med sig til udlandet i op til en måned, uden at systemet siger noget til det. Skal man have den med sig i længere tid, kan man søge om tilladelse til det.

I Norge varierer dette mellem kommunerne.

Derfor kalder de det ”kommunearrest”, når man enten ikke må eller skal søge kommunen om at måtte rejse med sin assistent. For at gøre opmærksom på det urimelige i ordningen havde de i Norges Handikapforbunds Ungdom lavet en kampagne med sloganet ”Hvis Erna var hemma”. Formålet med kampagnen var at stille spørgsmålstegn ved, om Norges statsminister Erna Solberg, som kommer fra Bergen, kunne være statsminister uden for sin hjemby mere end fem uger i løbet af året, hvis de samme regler gjaldt for hende.

Weekenden viste mig også, at man kan arbejde med handicapspørgsmålet på flere måder: Man kan være interesseorganisation, man kan være lobbyist, og man kan selv have et handicap og eksempelvis gå ind i politik, som Maria Johansson fra Liberalerna havde gjort – uden dog nødvendigvis at beskæftige sig med handicappolitik.

Endelig kom programmets danske islæt Jeppe S. Kerckhoff, afdelingsleder for Politik, jura og rådgivning i Dansk Handicap Forbund, i sit oplæg om de danske forhold på handicap­ området også ind på det tætte samarbejde, som Norge, Sverige og Danmark har med hinanden. Det var jeg slet ikke klar over.

Alt i alt var det en weekend, som viste, at der er mere, der samler os, end der skiller os på handicapområdet i Norge, Sverige og Danmark.

» 31 «

Historien om Ungdomskredsen • Del 4

Glimt fra tiden på vej mod de 50 år

Lea Stigel Kristensen er 34 år og arbejder i dag som socialrådgiver. Her fortæller hun, hvordan tiden først som menigt bestyrelsesmedlem og siden som formand i Ungdomskredsen har præget hendes ungdoms- og voksenliv. ”Jeg er helt sikker på, at det har stor betydning socialt og professionelt,” siger hun.

en tirsdag aften omkring kl. 20.00 i slutningen af september, da hun har fået sine tvillingedrenge til at sove. Da samtalen er slut efter lidt mere end halvanden time, har vi talt om, hvad det har betydet for Lea personligt og fagligt at være aktiv i Ungdomskredsen, og det er ikke så lidt, skal det vise sig.

Vejen ind i Ungdomskredsen Af Mikkel Christensen

Fotograf: Kristian Stigel

”Jeg er helt sikkert vokset som person,” fortæller Lea, da jeg møder hende over telefonen

Lea bliver aktiv i Ungdomskredsen i 2009.

Det er der flere årsager til. Hun er 21 år og er lige flyttet hjemmefra. Hun skal flytte fra Guldborgsund Kommune til Københavns Kom-

» 32 «

mune i forbindelse med, at hun skal til at læse til socialrådgiver. Hun ansøger derfor om en BPA-ordning. Guldborgsund Kommune lukker pengekassen i, da hun flytter. Københavns Kommune fortæller hende, at det er hendes tidligere kommune, der skal betale, og hun lander derfor imellem to stole. ”I den forbindelse har jeg haft stor personlig gavn af hovedkontorets rådgivning,” forklarer Lea. Samtidig kender hun allerede nogle af dem, der sidder i bestyrelsen.

På det tidspunkt har Lea svært ved at acceptere sit handicap og har lagt en hård tid

med mobning i gymnasiet bag sig. Mobningen påvirker hende så meget, at hun ikke deltager i noget socialt på sin videregående uddannelse.

Det gør hun til gengæld i Ungdomskredsen, hvor hun møder op til landsmødet i 2009 og bliver valgt ind i bestyrelsen med overvældende mange stemmer, selvom det er første gang, hun er med.

I dag beskriver Lea tiden i Ungdomskredsen som et frirum. ”Jeg skulle jo ikke hele tiden være opmærksom på, om jeg nu ville føle mig udenfor. Altså, jeg tror tværtimod, jeg fik en følelse af, at her kunne jeg være mig selv og vise, hvad jeg kunne,” fortæller hun.

Ungdomskredsen dengang og nu Når Ungdomskredsen lavede larm i 1970’erne, var det tit i opposition til hovedforbundet.

Det ændrede sig 1980'er og '90’erne, og i dag sker Ungdomskredens aktiviteter i tæt samarbejde med Dansk Handicap Forbund.

Lea husker for eksempel engang, hvor der lige er udkommet en rapport om, hvordan mennesker med handicap bliver mødt af mennesker uden handicap i offentlig transport. Her bliver Lea bedt om at udtale sig i Aftenshowet på DR. Udfordringen er, at hun er midt i en eksamensforberedelse. Det er dog ikke noget problem, forsikrer landsformand Susanne Olsen hende, og i fællesskab får de styr på interviewet. Senere medvirker Lea i en artikel på DR’s hjemmeside om, at DSB vil udvide deres handicapservice, så man ikke skal bestille hjælpen 48 timer før sin rejse, men 24 timer før. Artiklen er 2015. I dag skal hjælpen kun bestilles 12 timer inden afrejse.

Det er en mærkbar forbedring. Lea mener dog, at det stadig kan gøres endnu bedre.

Hun husker også, hvordan Ekstra Bladet i 2016 beder hende forholde sig til, at Lego for første gang har lavet en figur, der sidder i kørestol.

Hun nævner også eksempler på, hvordan hun deltager i et stort antal radioindslag, der handler om udfordringerne på arbejdsmarkedet for mennesker med handicap. Hun blev eksempelvis tit spurgt, om hun mente, at man

skulle nævne sit handicap i sine jobansøgninger. Hun gjorde det altid selv, fordi hun så sit handicap som en force i forhold til de job, hun søgte. Hun kom bare aldrig til samtale. Efter råd fra hovedkontoret skrev hun to ansøgninger, hvor hun ikke nævnte sit handicap, selvom det var grænseoverskridende. Hun kom til samtale på dem begge og fik det første job af de to.

Lea fortæller, at hun sjældent oplever, at borgerne ser hendes handicap som en hindring i arbejdet. I dag er det blevet mere accepteret, at mennesker med handicap indgår på lige fod med andre på arbejdsmarkedet, mener hun, ligesom det i dag er mere anerkendt, at mennesker med handicap får børn.

Eksemplerne kredser om tilgængelighed, synlighed, diskrimination og mangfoldighed.

Pudsigt nok er de tre første Ungdomskredsens nøgleord. Det er pudsigt, fordi nøgleordene – tilgængelighed, synlighed og diskrimination – først blev formuleret i 2016. ”Jeg tror, vi kunne have opfundet de nøgleord for mange år siden, måske for 20-30-40 år siden, og så ville de stadig være aktuelle i dag, som de jo er,” siger Lea og uddyber: ” Altså, det er jo en samfundsudvikling, som er nået langt, men som stadig har rigtig lang vej.”

Vores snak om nøgleordene åbner op for mange emner. Lea fortæller eksempelvis, at de forsøgte at oprette et rådgivningsteam i Ungdomskredsen i stil med det team, der er i Dansk Handicap Forbund. Hun husker også, at der en overgang var regioner i Ungdomskredsen. Her sad hun sammen med sin mand Kristian i en periode, og sammen fik de stablet en modeaften på benene på Sjælland med makeup, tøj, og hvad der ellers hører til sådan noget. Rådgivningsteamet, regionerne og modeaftenen var alt sammen aktiviteter, man satte i gang for at skabe øget synlighed om mennesker med handicap og for at tiltrække nye og eksisterende medlemmer til aktiviteterne. ”Det gør man jo også i dag bare på en anden måde,” som hun siger.

Naturligt nok leder nøgleordene også til en snak om tilgængelighed, og hvordan begrebet

» 33 «

har udviklet sig igennem årene. Jeg sidder eksempelvis med et gammelt medlemsblad fra 2002, hvor en af overskrifterne er: ”Et tilgængeligt liv”, og vi snakker om, hvordan den overskrift lige så godt kunne være skrevet i dag. ”Det interessante det er jo også at se, hvad det var, man dengang syntes, der gjorde, at man havde et tilgængeligt liv, forklarer Lea. Undervejs i interviewet kommer vi også til at tale om, at vi begge er ret fascinerede af at høre, når Susanne fortæller om, hvordan hjælpen tit var båret af frivillige kræfter, da hun var ung, før der var noget, der hed BPAog ledsageordning. I dag er området mere reguleret. Vi fik de fire handicappolitiske principper – ligebehandlings-, kompensations-, solidaritets- og sektoransvarsprincippet – i 1993, som dansk handicappolitik har bygget på lige siden, og FN’s Handicapkonvention kom i 2006. Danmark ratificerede den i 2009. ”I dag er det nærmest umuligt at finde nogen, der gør noget frivilligt, siger Lea.

Hvad har tiden i Ungdomskredsen givet mig? ”Min mand og jeg havde en drøm om at skabe en familie, og det var jo egentlig det, der fik mig til at gå ud af bestyrelsen,” fortæller Lea. Hun gik af som formand i 2016 og trådte endeligt ud af bestyrelsen året efter.

Når hun ser tilbage på, hvad hun lærte af at sidde i bestyrelsen, nævner hun blandt andet, at man som formand skal uddelegere opgaver, være tovholder og stille forventninger til de øvrige bestyrelsesmedlemmer. ”Man påtager sig en del forskellige roller, når man sidder i en bestyrelse,” forklarer hun. De ting, hun lærte, skrev hun på sit CV, og de var med til at gøre hende mere attraktiv på arbejdsmarkedet.”

Dengang fik man ikke noget job uden først at have erfaring,” forklarer hun. ”Det gør man heller ikke i dag.”

Udover nogle faglige kompetencer tog hun også noget socialt med sig fra sin tid som bestyrelsesmedlem, mener hun: ”Jeg har fået venskaber for livet.”

annoncer

A

» 34 «

Festtale lørdag den 3. september 2022 Ungdomskredsens 50 års jubilæum

Fotograf: Kristian Stigel

#deternormaltatværeunormal

Jeg ved efterhånden ikke, hvor mange Ungdomskreds-arrangementer I har inviteret mig med til. Mig et efterhånden ikke helt ungt men­ neske.

I går aftes skulle jeg tale om min tid i Ungdomskredsen, og som jeg oplever det, har I hentet lidt inspiration i de fortællinger, jeg har haft med fra min tid. Fortællinger om hvordan vi dengang var meget aktivistiske, lavede totalteater og gik på gader og stræder med gøgl og provokationer.

Det var den tids måde at give handicappolitikken et solidt spark, og jeg bilder mig ind, at I glæder jer over fortællingerne og henter noget inspiration, men I kan også se, at der er en kontinuitet / en rød tråd i vores arbejde – for selvom meget har ændret sig siden dengang, så er meget grundlæggende det samme – nemlig kampen for at kunne leve et selvstændigt ungdomsliv med alt, hvad det indebærer.

Et liv hvor vi er fuldt inkluderet i samfundet, kan sætte en dagsorden og leve som alle andre unge. Jeg synes derfor, det er godt, at I lader

jer inspirere, men jeg er samtidig glad og stolt over, at I netop bruger det som inspiration til at finde jeres egne veje, som tager afsæt i, hvem Ungdomskredsen er i dag, og hvilke behov og muligheder der findes for at arbejde for sagen.

Der var dem, som kom før mig og mine ”kolleger”, der var dem, jeg kæmpede side om side med, flere kom til, og i dag er det jer, der har stafetten. På en festdag som i dag skal vi hylde den røde tråd, traditionen og den fælles sag.

Men i særlig grad jer som lige nu tegner Ungdomskredsen og jeres forgængere.

Og der er masser at hylde…

I foråret blev der traditionen tro afholdt Folkemøde på Bornholm. En begivenhed hvor beslutningstagere og organisationer er samlet for at drøfte de vigtige spørgsmål i samfundet og sætte en dagsorden for politikudviklingen.

Jeg følger naturligvis begivenhederne tæt, og i år var det en stolt landsformand, der kunne følge en Ungdomskreds, som satte en dagsorden på Folkemødet.

Temaet var normalitet over for ikke normalitet, og for at det ikke skal være løgn, så sad jeres

» 35 «

formand i debat med forfatter Knud Romer og diskuterede netop normalitet. Det er supersejt gået, og det viser, at I har en vigtig dagsorden, og det viser, at der bliver lagt mærke til jer.

Når en formand eller andre repræsentanter sidder for åben mikrofon i en debat, i et radioindslag, i et tv-indslag, i skrevne medier eller på sociale medier, så bliver der lagt mærke til det, men hvad man ikke tænker på, er alt det, der ligger bag.

Når I kan skabe opmærksomhed, fx som på Folkemødet, så kan I gøre det, fordi Ungdomskredsen udgør et stærkt og troværdigt netværk. I er stemmen for de unge med handicap, og I kan sætte ord på emnet, som ingen andre vil kunne gøre det med samme troværdighed.

Jeres styrke er, at I er i stand til at samle jer og herigennem styrke jeres stemme. Og jeres stemme udgøres af alt den viden, som kun I kan have, fordi lige præcis I ved, hvad det vil sige at være ung og leve med et handicap. Det gør jer til eksperter, og netop derfor har I en legitimitet bag jer, og det gør jer interessante for mange parter at tale med.

annoncer

A

» 36 «

Når vi i Dansk Handicap Forbund taler om at udvikle organisationen, så taler vi meget om, hvor vigtigt det er at forstå organisationen som helhed. At skabe et fællesskab og dermed en stærk stemme kræver nemlig først og fremmest, at man er i stand til at samle mennesker, som igennem hyggeligt samvær kan dele glæder, frustrationer og erfaringer på godt og ondt. Og lige præcis det har I altid været virkelig gode til.

I er gode til at samle medlemmer til arrangementer, hvor hygge og fest er i centrum.

Det fællesskab, I skaber, har kæmpe betydning for unge med handicap, og når jeg deltager, kan jeg jo helt tydeligt se, hvordan I formår at skabe det trygge rum, som gør, at jeres medlemmer deler deres erfaringer og viden om, hvordan man mestrer hverdagen med et handicap. Det er I gode til, og det skal I være stolte af, for det er her grundstenen lægges til at sætte en dagsorden og i tillæg til det sociale at være politiske.

I dag taler jeg under overskriften #deternormaltatværeunormal, fordi jeg synes, det

er så fantastisk godt, at I i Ungdomskredsen arbejder proaktivt med en kampagne, som sætter fokus på, at vi alle er unikke, og at såkaldt normalitet er noget, vi skal gøre op med. Det er meget ’Ungdomskredsagtigt’.

Det er et meget vigtigt budskab, I kommer med, og det er et budskab, som mange andre grupper i samfundet vil kunne tappe ind i.

Presset i samfundet for at være perfekt, dygtig og overskudsagtig presser os alle og skaber problemer i forhold til trivsel og muligheden for at kunne yde sit bedste.

Jeg vil også være med (glimt i øjet), og derfor har jeg i dag delt min historie på Facebook under hashtagget #deternormaltatværeunormal.

Jeg har også i min leder i det seneste nummer af Handicap-nyt, opfordret alle andre til at gøre det samme.

Kære Ungdomskreds. Jeg ved, at I alle har stået med følelsen af at stå udenfor eller føle jer anderledes. Denne udfordring udgør kernen i den fælles sag for at kunne leve et ligeværdigt ungdomsliv – en sag, som går på tværs af fortid, nutid og rækker ind i fremtiden.

Nu fylder Ungdomskredsen 50 år, og ved I hvad. Så mens vi skal feste og hygge os, foreslår jeg, at vi giver Ungdomskredsen den gave, at vi alle deler vores historie under hastagget, men herudover at vi alle finder mindst en anden – gerne en uden et handicap, som også gerne vil være med til at dele deres historie om at føle sig udenfor.

Kære Ungdomskreds – I gør det supergodt, og jeg er stolt af, at vi har lige præcis jer hos os i forbundet!

Jeg ønsker jer alle et kæmpe stort tillykke og ønsker, at det bliver den bedste 50-års jubilæumsfest nord for alperne.

Rigtig god fest!

Susanne Olsen Landsformand

UNGDOMSKREDSENS FORMÆND OG -KVINDER 1973-74: 1975-77: 1977-78: 1979-80: 1980-81: 1981-84: 1984-87: 1987-91: 1991-93: 1993-94:

Stanley Bengtsen Jan E. Jørgensen Hans J. Møller Torben H.S. Madsen Nina Andersen Axel B. Knudsen Jens Birkvad Susanne Olsen Thomas Rebsdorf Solveig Hansen

1995-96: 1996-2001: 2001-06: 2006-09: 2009-10: 2010-14: 2014-16: 2016-18: 2018-22: 2022-:

I HAR FORMET FORENIGEN GENNEM 50 ÅR

» 37 «

Gitte Lund Nielsen Steen Bak Rikke Kastbjerg Pedersen Sif Holst Rasmus Lund Sørensen Lasse Myrup Lea Stigel Kristensen Mads Knudsen Zakaria Naser Ann-Katrine Kviesgaard

EN STOR TAK TIL JER ALLE

annoncer

A

» 38 «

Vi er kredsen forunge unge ogog ungdomsliv Vi er kredsen for ungdomsliv Kristian la Cour, 2021 Kristian la Cour, 2021

b &b c Bb

b b & ˙

4

bræn Eb

b b & œ

7

mod

œ œ

œ

Eb

œ

C

C m7 B b F sus

œ œ œ œ œ œ œ œ Œ

F/e b

der.

B b/d

‰ œj œ

F

C m7

B b/d

œ œ œ

œ œ œ

Vi snak - ker om alt Bb

F sus

œ œ

F

C

œ

F

/e b B b/d

œ œ

Œ

i

œ

E b/g

F

œ œ nœ œ

F/e b

B b/d

et

Bb

œ œ

gni - ster der fæn - ger og

œ œ œ œ œ

œ œ

F

af at gri - be om hæn - der.

b & b nœ œ œ œ œ

10

B b/d

Vi er kred - sen for un - ge og ung - doms - liv,

C F sus

-

B b/d

ung - doms - per - spek - tiv, C

‰ œj får

F

œ œ œ œ œ nœ œ œ œ œ

Vi ta’r

del

/e b B b/d

i

fæl - les - ska - bet, by - der

C m7 B b

Eb

Bb

œ œ œ œ œ œ œ œ œ œ œ œ œ F

F

en - som - he - den trods. Ung - doms - kred - sen er et he - le, der er skabt for os af os.

1. Vi er kredsen for unge 4. Vi er kredsen for unge og ungdomsliv, og dialog. gnister fænger og brænder.

1. Vi er kredsen forder unge er kredsen for unge 3. De var kredsen forSammen unge kan alle5.lidtVimere.

Vi snakker om alt Det planter et frø, og ungdomsliv, og ungdomsliv. og ungdomsliv, et fænger ungdomsperspektiv, derenkan spire, der kanDet gro gnister ider og brænder. skal vi altid forblive, gnister, der tændte flamme. får om mod Vi snakker altaf at gribe om hænder. så kredsen kan ses Det sætter den ildog give os nye ideer.

Vi ta’r del i fællesskabet, i et ungdomsperspektiv, i et fremtidsperspektiv, i et større perspektiv, Vi vil gerne samarbejde, ensomheden trods. at drømmen endnu er den samme. får modbyder af at gribe om hænder. og ilden kan holdes i live. byde alle grænser trods.

Ungdomskredsen Vi ta’r del i fællesskabet, er et hele, Aktivisme, barrikader.

Fællesskabet giver styrke.

Vi vil ses, og vi vil høres.

De bød hver en fordom trods, byder ensomheden der er skabttrods. for os af os.

Intet om os uden os. Lad os byde tiden trods.

Ungdomskredsen er et hele, Vi erfor kredsen der er2.skabt os af os.for unge

og nu griber vi stafetten, Ungdomskredsen længe leve.

Vi er kredsen for unge de gav videre til5.os.

Lad den leve dybt i os.

alt det vil vi byde trods – 3. De var kredsen for unge selv de mange diagnoser. og ungdomsliv, Her bli’r du og jeg til os.

byde alle grænser trods.

Vi vil ses, og vi vil høres.

Intet om os uden os.

som dig og mig. og ungdomsliv.

Her kan vi føle os hjemme.

Det skal vi altid forblive, Her holder vi fest. så kredsen kan ses 4. Vi er kredsen for unge 2. Vi er kredsen for unge er alvor. Her er leg, i et fremtidsperspektiv, og dialog. som digHer og mig. og her har vi alle en stemme. og ilden Sammen kan alle lidt mere. kan holdes i live.

Her kan vi føle os hjemme.

Hvem vi er, hvorfra vi kommer Det–planter et frø,Fællesskabet giver styrke.

Her holder vi fest. alt det byde trods – os byde tiden trods. der kan spire, derLad kan gro Her er alvor.

Hervil er vi leg, selvvi de diagnoser.

Ungdomskredsen længe leve. og give os nye ideer. og her har allemange en stemme. bli’r duvi og jeg til– os.

Vi vil gerne samarbejde, Hvem viHer er, hvorfra kommer Lad den leve dybt i os.

gnister, der tændte en flamme.

Det sætter den ild i et større perspektiv, at drømmen endnu er den samme.

Aktivisme, barrikader.

De bød hver en fordom trods, og nu griber vi stafetten,

Mikkel Christensen.

I anledning af Ungdomskredsens 50-års jubilæum i 2022.

Mikkel Christensen.

annoncer