Til Tro #4 2016 - Ord

4. kvartal · 2016 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvars­ havende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i sprogpsykologi Ida Esmarch Pedersen Stud.med. Janus Rønn Lind Stud.theol. Louise Høgild Pedersen Stud.mag. i dansk og religion Mathias Anker Kure Lærerstuderende Anja Irene Sønderby Bak Stud.polyt. i Design og Innovation Mathias Lind Neuenschwander Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen, Henrikelias.dk Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Indhold

kfs

Tema 04

Fra redaktionen

06

Et digt kan godt rumstere i mig en uge eller to

12

Nej, jeg er ikke fundamentalist

18

Digte

20

I begyndelsen var julen

25

Portræt: Maria Olofson Danborg

28

Digt: En mosaik af brudt liv

34

Ord frabedes

37

Digte

40

Den mindste ild kan sætte den største skov i brand

Faste

05

Tegn gavebrev online

05

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2017

17

Nye lokalforeninger i KFS

17

Katekismus updated - igen

19

Mødet med det fremmede

19

Målsætning: Vi er godt på vej

11

Bøger: Den blå ild

26

DT16 er et boost

24

Leder: Progressiv sekularisme

31

Ledige stillinger

32

Kommentar: Dilemma

42

Tolv LTC'ere fortsætter på overbygningen

38

Bøger: Ord vind kød

42

43

Bøger: Forsvar for troen

Kommunikationsmedarbejderen takker af

3

Fra redaktionen:

Kære læser. Det er blevet mørkt, det er blevet vinter, det er blevet december. Du har måske travlt med eksaminer og begyndende juleræs. Midt i denne tid, hvad end den er fyldt af, håber vi, at dette magasin med de ord, som det består af, må give plads til ro, til eftertanke, til tro.

Der er vist ingen tvivl om, at vi alle i redaktionen på forskellig vis sætter pris på ord. Det er ordene – de skrevne og det talte – vores redaktionsmøder kredser om. Det giver sig selv, at vi i høj grad tror på, at ord gør noget ved os – gør noget ved dig. Det er dem, der giver magasinet mening. Derfor dette nummer af Til Tro. Fordi vi ønsker at fokusere på ord i ordets mange facetter. De ord som gør ondt, de ord som ikke behøver at blive sagt, men også det Ord, som kom til vores jord.

Jesus. Ordet der blev kød og tog bolig i blandt os. Det er julens befriende budskab i én sætning. For at lede tankerne hen på julens egentlige, forunderlige betydning har vi bedt Jakob Olsen om at udfolde denne enkle sætning i al dens kompleksitet. Dette blad er ellers ikke gennemsyret af jul, men i planlægningen var der igen tvivl: den artikel skulle med.

Fordybelse. Det er for mig at se et ord, der definerer det magasin, du sidder med i hånden.

Du vil opdage, at vi har givet plads til en genre, som du ikke normalt finder i Til Tro. En genre hvor ordet for alvor får sin plads. Poesien. For en del af os er det måske en fremmed verden – en fremmed måde at fordybe sig på. Derfor giver Mathias Anker Kure i artiklen ”Et digt kan godt rumstere i mig en uge eller to” en generel indføring til det at læse digte. Det er et godt sted at starte, inden du bevæger dig videre til de digte, du finder i dette blad. Mit råd skal være: giv dem tid. Åbent og modigt deler tre skribenter ud af deres liv igennem poesien, og her synes jeg virkelig, at vi mærker noget af det, ord kan. Her oplever vi nemlig ordet som vores primære medium til at give andre mennesker indblik i det mest personlige – i det der er inde i os. Vores tanker, vores drømme, vores kampe. Det er sårbart, men det har også stor værdi.

At lave et personligt studentermagasin. Det er en del af vores vision, og det kommer særligt til udtryk i dette nummer. Både igennem poesien, og det intime rum, som den skaber, men også igennem ærlige artikler om, hvordan ord påvirker os. I artiklen ”Tungens magt” fortæller Helene Høgild sin historie om ord, der har givet ar på sjælen.

Vores longread er personlig på anden vis. Her er der fokus på ordet ’fundamentalist’, hvordan det ord har skiftet betydning, og hvorfor det er et ord, som Børge Haahr Andersen ikke vil beskrive sig selv med. Vi håber, at der i denne artikel, og i hver af de andre artikler, som dette blad består af, vil være ord, som rammer dig.

God læselyst og god jul!

På vegne af redaktionen, Ida Esmarch Pedersen

4

Tegn gavebrev online Du kan nu både udfylde og underskrive et gavebrev til KFS online, og du slipper uden om printeren og portoen.

Det har aldrig været nemmere at tegne gavebrev til KFS. Vi kan nu sende gavebrevskontrakter elektronisk til underskrift med NemID. Er du en af dem, der flere gange har tænkt på at tegne et gavebrev til KFS, men ikke har fået taget det sidste skridt, så er det nu nemmere end nogensinde før.

Der er tegnet 57 gavebreve til KFS siden Påskelejr inklusiv dem, der blev tegnet på lejren. Det glæder vi os meget over, og du kan nu nemmere end før være med til at støtte arbejdet via gavebrev.

Du udfylder kontrakten elektronisk med alle oplysningerne. Du skal ikke printe ud og skrive under, men blot sende den udfyldte kon-

trakt per mail til maria@kfs.dk. Herefter underskrives kontrakten af medarbejdere i KFS og sendes til sidst til underskrift hos dig. Du får en mail med et link til e-signatur. Log ind med dit NemID, og underskriv elektronisk.

Du sparer både porto og besvær.

Gavebreve er fradragsberettigede op til 15 procent af din personlige indkomst. Det er også en fordel for KFS, fordi gavebrevet er bundet i ti år, hvilket giver en mere sikker oversigt over, hvor meget vi har at gøre med.

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2017 Generalforsamling i KFS 2017 afholdes søndag den 2. april på Påskelejr i Skanderborg klokken 15:30-17.00 Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder hermed til ordinær generalforsamling i forbindelse med Påskelejr 2017. Generalforsamlingen finder sted: Søndag den 2. april klokken 15:30-17.00 på Skanderborg Uddannelsescenter.

Du er hjertelig velkommen til at komme til kaffe klokken 15.00. Så har du også god tid til at få udleveret stemmesedler, så vi er klar til at gå i gang klokken 15.30.

Forslag til kandidater til bestyrelsen og forslag, der ønskes behandlet under punkt 8 sendes til sekretariatet senest fire uger inden generalforsamlingen – altså den 5. marts.

Af bestyrelsens 15 medlemmer er otte personer på valg. Der skal derfor opstilles kandidater til otte poster og op til to suppleanter.

Endelig dagsorden tilsendes alle medlemmer fysisk eller elektronisk senest to uger inden generalforsamlingen.

Medlemmer, der har betalt kontingent for 2017, har stemmeret.

Kontingentet opkræves automatisk i marts 2017. Både studerende og andre med interesse for KFS’ arbejde kan blive medlem af KFS. Medlemmer modtager Til Tro gratis, ligesom der gives rabat på KFS’ lejre.

Er du endnu ikke medlem, kan du også blive det via hjemmesiden. Vælg den blå knap ’Bliv medlem’ yderst til højre i skærmbilledet.

Foreløbig dagsorden ser således ud.

-

Valg af dirigent, referent og stemmetællere Aflæggelse af formandsberetning til godkendelse Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse Fremlæggelse af budget til godkendelse Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter Valg af revisor Beslutninger om vedtægtsændringer Drøftelse af indkomne forslag Eventuelt

5

Et digt kan godt rumstere i mig en uge eller to Af Mathias Anker Kure, bachelor i dansk, kureanker@gmail.com

Som en del af temaet Ord bringer Til Tro en række lyriske tekster, skrevet specifikt til lejligheden. I det følgende giver Mathias Anker Kure, der gennem en del år har pligtog lystlæst poetisk litteratur, en personlig indføring til det at læse digte.

6

Jeg frygter en defensiv position. Som om digtene, de konkrete tekster i dette magasin og en positiv grundholdning til dem, har brug for mit forsvar.

Som om det må forklares og forsvares, at de er her.

Jeg frygter kommentarerne, jeg kender så godt: Hvad skal vi bruge dem til, digtene? Hvad nytter det at læse dem?

Forstå og opleve En af de væsentligste grunde til, at jeg læser digte (ud over alt det der med, at min dansklærer i gymnasiet, Mette, var superinspirerende, og at hun i slutningen af 3.g rakte mig en bog med salmer/ digte af Simon Grotrian og sagde: læs!), er, at det giver mig oplevelser.

I de digteriske universer får jeg lov at opleve fremmede kulturer og velkendte verdener, her møder jeg mennesker og livsholdninger, skøre fortællinger og anekdoter. Det beriger mig, det udvider mine horisonter, ja det giver mig afløb for min nysgerrighed – særligt nysgerrigheden på min egen tid – at læse, hvad digterne skriver.

Den største oplevelse ligger dog i selve sproget: For først som sidst er digte jo sprog. I princippet er digte ikke er andet end ord, som vi udmærket kender fra hverdagen/alle andre sammenhænge end digtets, der er skrevet ned på papir og sat sammen med andre ord. Nogle gange sker denne sammensætning på en måde, som gør, at det sprog, der opstår, slet ikke ligner noget, vi kender.

Digtet bliver da en slags modsprog til hverdagens normalsprog, det sprog, jeg bruger, når Helene, min hustru, fx spørger til min dag eller til, om jeg vil række hende saltet; det sprog, som politikere og journalister, foredragsholdere og forkyndere bruger, når de skal forklare deres tilhørere noget/ forkynde et glædeligt budskab.

Normalsproget er ikke et onde. Selvfølgelig ikke. Det giver sig selv, at vi har brug for et sprog, som først og fremmest kommunikerer. Selvom jeg snildt kunne besvare Helenes spørgsmål med fx at recitere et langt og kroget digt – og på den måde udtrykke at min dag havde været svær – ville det i længden blive en besværlig og trættende kommunikation. Et normalt og ligefremt sprog vil ofte være at foretrække.

Men det betyder jo ikke, at det er det eneste gyldige og virksomme sprog. I de ”modsprogede” digte kan jeg dels opleve variation fra hverdagens

gennemsigtige kommunikation, dels glæde mig over den kraft og kreativitet, der også er i sproget, og som ofte glemmes, eller ikke opleves, til dagligt. Samtidig stimuleres og udfordres min evne til – som læser – at opleve og forstå de, til tider, temmelig kryptiske ord, der lyder i digtene, det vil sige tage dem ind og applicere dem i mit liv, ikke nødvendigvis forklare dem. Lad mig give et eksempel med et digt, skrevet af førnævnte Simon Grotrian: Dødsattesten messes over vuggen/ dine stjerner danner ar, der kradser/ løvefødder rokker de uvirkelige spejle// og i klostrets have klamrer vi os/ hujende til lagnet/ der roterer gennem spalter i avisen/ mod en bæk, hvor lyset svinder// men når lemmen falder/ rækker du mig hånden (Gogoilden, 2014) Vi kan hurtige blive enige om, tror jeg, at digtet betjener sig af et sært, jeg fristes til at sige: meget ”digtagtigt”, sprog. Selvom mange af ordene er velkendte (vugge, spejle, hånd og så videre), gør sammensætningen – det vi sige betydningspotentialet, billederne, rytmen – at digtet fremstår gådefuldt.

Som nævnt kan jeg selv finde stor værdi i selve denne sproglige oplevelse. Men at digtet så, midt i

Den største oplevelse ligger i selve sproget sin gådefuldhed, også synes at udsige nogle skarpe sandheder om livet, endda også livet med Gud: at døden fra start er skrevet ind i vores liv (”dødsattesten messes over vuggen”), at vi i troen på Jesus løftes ud af mørke og død (at en hånd rækkes os, ”når lemmen falder”), gør jo ikke oplevelsen mindre.

Søren Ulrik Thomsen, en anden dansk digter, ham der af mange regnes som landets største, nulevende af slagsen, citeres ofte for at have sagt, at et digt altid balancerer imellem at være en teori og en sang. Digtet er aldrig det ene, uden at det også er det andet. Og vice versa.

Thomsen siger noget smart. Når vi læser digte, kan vi ikke lade være med at læse efter en betydning; vi spørger os selv: hvad handler digtet om?

Og det er klart, for digtet består jo, som vi så på før, af ord. Og ord betyder noget – digtet tenderer til teorien. Samtidig med det vil digtet, i kraft af sit udtryk og sin form som netop digt, altid insistere på at blive oplevet – det vil synges, for at sige det i

7

I læsningen af digte kan det derfor være fint at tillade sig både at læse teksterne som teorier og som sange – at tillade sig selv at læse efter betydningen og at lade sig selv opleve digtet; ja, måske endda trække sig selv og sine egne oplevelser med ind i digtet.

Thomsens formulering. I læsningen af digte kan det derfor være fint at tillade sig både at læse teksterne som teorier og som sange – at tillade sig selv at læse efter betydningen og at lade sig selv opleve digtet; ja, måske endda trække sig selv og sine egne oplevelser med ind i digtet. Et eksempel: Samme Simon Grotrian som vi havde fat i før, skriver et andet sted, at ”Det flår mine indvolde ud, at jeg også er dig” (Fuglestjernegynge, 2016). Digtet udgøres bare af denne ene linje. Der står ikke andet på side 32 i den bog, hvor digtet er trykt. Først: Der er noget lukrativt-tillokkende over sådan en hel side i en bog med så få ord, synes jeg; som om alene konteksten, det store hvide felt af papir, ligesom indikerer, at ordene betyder særligt meget, at de er ekstra stærke, ekstra mættede. Og i det her tilfælde holder fornemmelsen jo stik: ”Det flår min indvolde ud, at jeg også er dig”.

Igen, ligesom i digtet ovenfor, kan betydningen virke skjult; men har jeg først erfaret – oplevet – hvor svært det i praksis kan være at give sig selv hen for en anden, fx i ægteskabets tosomhed (ét kød), og det har jeg, så kan et digt som denne heftige Grotrian-oneliner godt rumstere i mig en uges tid eller to.

Nyde og afsløre Jeg startede med, lidt sarkastisk, at gengive en triviel indvending: Hvorfor beskæftige sig med noget, der ikke umiddelbart har funktion eller nytte? Hvorfor egentlig læse digte? Mit svar har været, at det giver oplevelser. Opmuntringen til de af os, der finder poesien håbløst besværlig eller sågar ligegyldig, har været, at digte kalder på både forståelse og oplevelse.

Jeg ved ikke, om det er et tilfredsstillede svar. Spørgsmålet er nok også stillet forkert: I hvert fald hviler det på en præmis om, at ting kun er værd at beskæftige sig med, hvis de fører til noget.

Som kristen behøver jeg ikke gå med på denne enerverende nyttetænkning. Heldigvis. Gud er den gode skaber, og selvom både menneske og skaberværk sukker efter forløsning (Romerbrevet kapitel 8, vers 22), og en dag, vi kender ikke timen, på ultimativ vis vil blive skabt på ny, så vidner også verdenen i sin nuværende – og faldne – udgave om Guds storhed. I tak skriver Jakob at ”alle gode fuldkomne gaver” (Jakobs Brev kapitel 1, vers 17), kommer fra vores far i himlen.

8

Alle gode gaver kommer fra Gud. Der er ikke noget i mit liv, som skal løsrives fra ham. Mine interesserer og mine passioner vil jeg dele med Gud, alle tings skaber, for jeg har min lyst fra ham. Med andre ord: Selvom det virker abstrakt, og selvom det heller ikke er det, jeg oftest tænker på, når jeg åbner en ny digtsamling for første gang (duft af papir, nysgerrighed og iver dominerer), så er den ultimative grund til, at jeg læser digte, at jeg ønsker at ære min Gud og min skaber. Med dette høje syn på poesien følger også et ansvar; det er ikke et kulturelt fripas til blindt og døvt at lukke øjne og ører og filterløst indtage alt. To eksempler: Når Gunnar Ekelöf, en nu afdød svensk digter, der af mange regnes som Skandinaviens til alle tider største, fx skriver, at ”Djævelen er gud/ og Gud er djævel/ og jeg måtte lære/ at dyrke dem begge/ den ene på én måde/ den anden på en anden måde” (Diwan over fyrsten af Emigion, 1965), kan jeg sådan set godt finde på at nyde den mystik og insisterende tvetydighed, som digtet skriver frem. Men jeg vil også afsløre det, afsløre det indhold – den teori – som digtet udtrykker, og som i det her tilfælde helt åbenlyst er i modstrid med min egen overbevisning.

Afsløring er imidlertid ikke det samme som afvisning. For også de ”ugudelige digte” – for nu bare at kalde dem noget – kan give gode og vigtige oplevelser. Hør her, hvad en kort tekst af den lidt oversete digter Eske K. Mathiesen fx siger om kirken: ”Der er mange vævere i Guds hus,/ men intet garn” (Guds hus, 2012). Av. Hele bogen, som digtet stammer fra, er præget af en irritation og sarkasme, der søger at hænge kirkens arbejde ud som hyklerisk nonsens. Og selvfølgelig er også dette digt, ligesom Ekelöfs, et digt, hvis idé eller teori nemt lader sig afsløre. Alligevel kan jeg gennem forståelsen og oplevelsen af det blive mindet om noget vigtigt, nemlig at det kirkelige arbejde aldrig må blive gjort for det kirkelige arbejdes skyld; at det ikke må udføres på tomme rokker.

Sådan er det med digte. I hvert fald de gode af slagsen: De fortæller os noget nyt, noget vi ikke vidste, eller noget, som vi havde glemt; de giver os oplevelser. Der sker noget med os, når vi læser digte. Ord – og Ånd! – kan arbejde i os. Held og lykke med at forstå og opleve, nyde og afsløre. ■

Selvom det virker abstrakt, og selvom det heller ikke er det, jeg oftest tænker på, når jeg åbner en ny digtsamling for første gang (duft af papir, nysgerrighed og iver dominerer), så er den ultimative grund til, at jeg læser digte, at jeg ønsker at ære min Gud og min skaber.

9

Bliv volontør eller korttidsudsendt Vil du opleve hverdagen i en anden kultur? Har du lyst til at udfordre dig selv og dit syn på verden? Vore partnere i Afrika og på Cypern har brug for dygtige og engagerede mennesker, der vil rejse ud og give en hjælpende hånd.

• IT og kommunikation • Skoleundervisning • Teologisk undervisning Tlf. 8672 5050 . ma@missionafrika.dk www.missionafrika.dk

Ny bog af KELLER om bøn Ny

ti m othy k el l er

Bøn

Der er skrevet mange bøger om bøn gennem tiden, som vi kan lære rigtig meget af, men hver tid har sine egne udfordringer. Keller skriver om bøn på baggrund af den tid, vi lever i nu og med de udfordringer, vi har.

Han giver læseren indsigt i Bibelens vejledning om bøn og øser samtidig af sit omfattende kendskab til mange af kirkens store bønskæmper.

Gennem bogen motiverer og opmuntrer han sin læser til at finde ind i samtalen og mødet med Gud. 360 sider 249,95 kr.

»Bøn er altså både ærefrygt og nærhed, både kamp og virkelighed. Vi oplever ikke alle aspekterne, hver gang vi beder, men alle fire aspekter bør være væsentlige dele af vores bøn set over hele livsforløbet.« Citat fra bogen Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · 75 93 44 55 · info@lohse.dk

lohse.dk

• Sundhedspleje • Kirke/Ungdomsarbejde • Håndværk/mekanik

Bøger:

Den blå ild: Ensomhedens længsel og skønhedens smerte.

Essays og malerier Jørn Henrik Olsen Vita Nuova Publisher 2016 269 kroner Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com Jeg har været i tvivl, om jeg skulle anmelde Den Blå Ild. Jeg er nemlig ikke færdig med den. Denne fortættede bog har kun 188 sider, men en litteraturliste med 78 punkter (Søren Kirkegaards samlede værker tæller for ét). Det er tydeligt for mig, at der ikke er én eneste sætning, som forfatteren Jørn Henrik Olsen ikke har gennemtænkt møjsomt. På mærkværdig vis er sproget en symbiose mellem kompromisløst fagsprog og skrøbelig poesi – ulig noget andet jeg mindes at have læst før.

Et udsøgt produkt Konkret kredser bogen om fem temaer eller rettere sagt fem ord. Ordene bliver undersøgt ud i de yderste afkroge og nuanceret gennemgrundigt. Hvor nogle af ordene (længsel, ensomhed og vemod) ligger lige til højrebenet, virker andre knapt så oplagte at granske. Langsomhed måske, men kedsomhed?

Imidlertid kapitulerede jeg efter få sider og indså, at der også er rigtig meget víst at sige om disse.

Når det kommer til komprimeret livsvisdom per ord, ligger Den Blå Ild i en stærk top 5 over alle bøger, jeg har læst. Ordene taler for sig selv: ”Men ensomhed er ikke nødvendigvis et fastlagt spor. Der ligger ikke en nødvendig eller uafvendelig skæbne heri. Ensomhed kan forvandles gennem nye relationer, nyt fællesskab, ny ensomhed, ny stilhed. Når sjælen får blik for skønheden og storheden i livet, må den nogle gange vandre alene” (side 79).

Opbygning Bogen behandler hvert ord gennem to essays og et maleri. Fagfelter som filosofi, litteraturviden-

skab, psykologi og teologi er i spil for blot at nævne nogle. Kort sagt alle videnskaber fra humaniora.

Men det er ikke en opvisning i faglig virtuositet – det fremstår reelt og kongruent med bogens overordnede sigte: at afsøge livets blå nuancer og tale håb og trøst ind i dem.

Uden at stille det alt for definitivt op, oplevede jeg, at første essay udfoldede ordet og dannede grundlag for en fælles præmis, mens andet essay lod kristendommens budskab tale ind i temaet.

Igen ikke så firkantet stillet op.

En kristen bog Det er ikke kun, når det kommer til layout og ærinde, at bogen skiller sig ud; det gælder også som "kristen" bog. Jeg ser ikke bogen som forkyndende, og jeg vil slet ikke mene, at bogen er forbeholdt kristne mennesker. Bogen adresserer det sørgende, undrende og anfægtede menneske i al almindelighed. Kreative og kunstnere er også målgruppen.

Men jeg vil ikke kalde Den Blå Ild en bog for alle.

Det kræver insisterede gåpåmod at tygge sig igennem de snørklede, højtflyvende formuleringer.

For en god ordens skyld Og så må jeg hellere lige uddybe det, jeg skrev i indledningen. Jeg har naturligvis læst bogen. Grundigt. Men når jeg siger, jeg ikke er færdig med Den Blå Ild, betyder det, at den bliver ved med at ræsonnere i mig. Ordene, stemningerne, pointerne. Det tager lang tid at fordøje.

Hvis du går og leder efter en bog, du ikke sådan lige bliver færdig med. Hvis du har lyst til at blive intellektuelt udfordret og gå på opdagelse i livets blå sider, så skal du købe Den Blå Ild, udvælge dig en særlig stol i din stue og tage dig rigtig god tid til læsningen.

11

Longread:

fundam Nej, jeg er ikke

Bibelen påberåber sig en særstatus. En autoritet, som giver dens ord større værdi end andre ord. Bibelen handler om historiske begivenheder oplevet af rigtige mennesker og vidner om en konkret, sand og personlig Gud. Men det er selvfølgelig kun fundamentalister, som tror på den slags. Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut, argumenterer for, at hans tillidsfulde syn på Bibelen hænger sammen med hans syn på Jesus. Og hvorfor det ikke gør ham til fundamentalist.

Af Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut, bha@dbi.edu Et ord kan starte som en smædebetegnelse, men blive en hædersbetegnelse.

Sådan er det, så vidt vi kan se, med ordet kristen. I Antiokia får disciplene tilnavnet kristne. Man lavede en forvrænget gengivelse af navnet Kristus. Det var ment som en hån, men disciplene tog betegnelsen til sig med stolthed, og siden har Jesu tilhængere kaldt sig kristne.

Den nu afdøde kristne forfatter Poul Hoffman havde det på samme måde med ordet fundamentalist. Udtrykket har sin oprindelse i USA, hvor en række evangeliske kristne for hundrede år siden opsummerede i five fundamentals, hvad 12

der for dem var det uopgivelige i den kristne tro. De ville gerne skabe et bolværk mod den liberale teologi og dens omtolkning af de centrale trossandheder. En amerikansk journalist brugte i 1920 udtrykket fundamentalist om denne markante evangelikale strømning, og det blev senere en betegnelse, de tog positivt til dig. Poul Hoffman tog ordet til sig som en hædersbetegnelse, selv om ordet i mellemtiden var blevet et skældsord både i USA og i Vesten. Jo mere hånligt han blev omtalt som en meget typisk fundamentalist, jo mere stolt blev han over at være én, der var kendt for at holde fast på det fundamentale.

En anden afdød kendt skikkelse var den norske professor Carl Fredrik Wisløff. Han reserverede sig på et tidligt tidspunkt fra at blive kaldt fundamentalist. Ikke fordi han var uenig i det bibelsyn, som blev formuleret i den evangelikale bevægelse. Men fordi han som luthersk teolog savnede nogle fundamentals og ville have valgt en anden betoning af de uopgivelige trossandheder, end de evangelikale havde for 100 år siden. Mange lutherske teologer har gjort som Wisløff. De har tilsluttet sig sagen i de

entalist fem fundamentals, men har ikke helt kunne identificere sig med bevægelsen og betoningen og har derfor brugt andre betegnelser om deres eget grundsyn.

Alt dette har den offentlige debat forholdt sig afslappet til.

Alle afskygninger af klassisk kristendom, som har betragtet Bibelen som den endelige norm, er blevet kaldt fundamentalisme. For nogle årtier siden foretog ordet et spring og blev en betegnelse for enhver trosforestilling, der forholder sig til guddommelig åbenbaring. Man taler om jødiske eller muslimske fundamentalister. Ordet er især blevet knyttet til den aggressive og voldelige jihad-fundamentalisme. Folkene bag 9/11 eller Anders Bering Breivik kaldes fundamentalister.

Nu er ord jo taknemmelige. Helt uafhængigt af tro og religion kan man i dag bruge ordet fundamentalist. Jeg hørte om en forskergruppe, som var ”søvn-fundamentalister”. De havde åbenbart en markant teori om søvn, og det gjorde dem til nogle slemme fundamentalister.

Jeg er tiltalt af Poul Hofmanns uforfærdede mod. Men har alligevel opgivet at bruge ordet som selvbetegnelse. Derfor siger jeg nej til at betegnes fundamentalist, men ja til at være bibeltro.

Skal jeg i teologisk sammenhæng præsentere mit bibelsyn, siger jeg, at jeg har et luthersk ortodoks bibelsyn. Den måde, Luther og generationen efter ham sammentænkte Bibelens historiske sandhed med Jesu gerning, er for mig at se et pletskud i formuleringen af det fundamentale. Den institution, jeg arbejder på, kan ikke formulere et bibelsyn uden at formulere et ”Jesussyn” og ikke formulere et syn på Jesus uden, at det medfører et syn på Bibelen. Her tror jeg, de har ramt en bibelsk livsnerve.

Vi er alle fundamentalister – eller er vi?

Hvis man spørger ind til, hvad der betyder allermest i et menneskes liv, så kan vi nå ind til det, som man vil leve for og dø for.

Det er sjældent, at mennesker med overbevisning vil synge med på: ”Kæmp for alt, hvad du har kær, dø, om så det gælder”, og der er længe imellem, at jeg har mødt én, der har valgt at blive soldat, fordi man elsker fædrelandet højere end sit eget liv. Men på det personlige plan har de fleste alligevel noget, som betyder mere for dem end livet selv. De fleste af os, som er forældre, vil for

eksempel uden tøven sætte livet på spil, hvis vores børn havner i livsfare i trafikken.

Den senmoderne kultur har ry for ikke at have nogle faste og varige værdier, men at mennesker lever i et kludetæppe af umiddelbare oplevelser, der fylder livet med glæde og indhold. For de fleste er det dog kun overflade. Vores hverdag er stadig fuld af idealister, som vil kæmpe for en sag, og som har grundholdninger, der betyder mere for dem end alt andet.

Denne grundholdning er i vor kultur sjældent forbundet med religiøse skrifter. Men mange har et fundamentalistisk syn på menneskerettighederne og tilsvarende dokumenter – i den forstand, at det udtrykker deres værdimæssige grundholdning.

Hvis man oplever diskrimination eller dårlig behandling af mennesker eller dyr, reagerer mange med et voldsomt følelsesmæssigt engagement og røber derved, at her er noget, som virkelig betyder noget for dem. Jeg oplevede engang en mor, som gav en

Den Jesus, vi tror på, har nemlig selv udvalgt og udrustet de vidner, som har portrætteret ham i Det Nye Testamente. Hvis ikke vi tror på Bibelens Jesus, er det en menneskelavet afgud og ikke den rigtige Jesus, de møder. syngende lussing til sit barn. Hun var af fremmed herkomst, og selv om hun var i affekt, tvivler jeg på, at det var første eller sidste gang, hun tugtede sit barn på den måde. Håndelaget afslørede en rutine. Havde hun gjort det i bussen eller på gågaden i dag, var hun uden tvivl blevet meldt til politiet. Hendes adfærd krænker den fundamentalistiske indstilling, vi har til, at børn skal behandles med respekt.

Jeg tror på Jesus – og ikke på en bog.

Den skepsis, vores omgivelser har med hensyn til, at vi som kristne bygger på Bibelen, kan godt smitte af på vores tro og indstilling. Jeg har for eksempel mødt mange fromme kristne, som 13

siger, at de ikke tror på en bog, men på Jesus. Det er jo altid dejligt at høre, at mennesker tror på Jesus. Men jeg er blevet vant til at stille modspørgsmålet: Hvilken Jesus tror du på? Simon Peter troede også på Jesus i første del af hans discipeltid, men det var ikke en Jesus, som skulle til Jerusalem for at lide og dø. Mange moderne danskere tror måske på Jesus, men det er en blegfed humanistisk socialdemokrat og ikke Bibelens Jesus. Hvis et menneske vitterligt er kommet til tro på den Jesus, som gik rundt i Israel, som led, døde og opstod, og som kommer til os gennem

Er ordene om, at af jord skal du igen opstå, lige så konkrete at forstå som døden og forgængeligheden og det med, til jord skal du blive? sit levende ord, så må man forholde sig til Bibelens Jesus. Uden at vi ved af det, følger der et bibelsyn med vores Jesustro. Den Jesus, vi tror på, har nemlig selv udvalgt og udrustet de vidner, som har portrætteret ham i Det Nye Testamente. Hvis ikke vi tror på Bibelens Jesus, er det en menneskelavet afgud og ikke den rigtige Jesus, de møder.

Her er for mig at se den store udfordring ved den moderne religiøse interesse for Jesus. I min ungdom var Jesus en politisk revolutionær figur, for da var de store idealer de store politiske ideologier, socialisme og marxisme. Senere faldt Berlinmuren, og Jesus blev langsom den bløde humanistiske mand, der synes, det var synd for de svage og udstødte. Jesusbilledet har taget form og farve af de fundamentals, der betyder mest for mennesker i dag.

Det værste ved det er faren for, at det smitter langt ind i KFS og i den kristne kirke. Der er sider ved Jesu person, som vi oplever sympatisk, og der er anstødelige sider, som vi let fortier eller fortrænger. For eksempel alle de steder, hvor Jesus taler om dom og straf over dem, som afviser ham. Ellers hvis Jesus bliver al for konkret i sin ægteskabsetik eller for kontant i sin advarsel mod materialisme og pengekærlighed. Det er faktisk ikke let i praksis at tro på Bibelens Jesus eller fastholde Jesu bibel. Men er det umuligt at have en tro på Jesus, uden at det involverer en tro på Bibelen som norm?

Jesu bibel og Bibelens Jesus.

Jesus var meget omhyggelig med, at hans ord og gerninger skulle videregives af en udvalgt gruppe, han selv havde håndplukket.

Han havde meget bevidst udrustet dem med Guds Ånd, sådan at det ikke var overladt til deres egen gode, men hullede hukommelse at videregive hans ord og gerninger. Han kan tale om det guddommelige, fordi Gud er hans far, og han er fra evighed af et med sin far. På samme måde kan han tale om os og vores verden, for han blev menneske af kød og blod og kender livet i alle dets detaljer og yderpunkter. Hans ord er Guds ord, samtidig med at de er menneskeord, præget af hans dialekt og menneskelige livshistorie. På samme måde er apostlenes videregivelse af Jesu ord og handlinger menneskelige ord, præget af den enkeltes personlighed og temperament. Samtidig er apostlenes ord Guds ord og gengiver Guds egen tale.

14

Apostlenes ord har altså en særstilling, fordi Jesus selv havde betroet dem en særlig opgave og en særlig åndsudrustning. Guds Ånd er også vores hjælper og skjulte ledsager, når vi skal fortælle om Jesus. Men vores ord skal prøves af de, der hører, for vi kan tage fejl og sammenblande vores egen uforgribelige meninger med Guds egen tale. Vi tror på Jesu skjulte nærvær og på Åndens udrustning og hjælp, også når vi lukker munden op. Men vi bygger på apostlenes lære og holder fast ved det, fordi Jesus har udvalgt dem til at videregive det sande Jesusbillede.

Det samme, som Jesus siger om apostlene, siger han om profeterne i Det Gamle Testamente. Han betragter ikke deres ord som religiøse menneskers betragtninger, men som Guds ord formidlet gennem mennesker. Gud har forberedt hans komme gennem sine frelsende gerninger, og sammen med de gerninger har han udvalgt talerør, der skulle formidle og tolke hans gerninger.

Gennem dette har Gud modnet tiden, sådan at han i tidens fylde kunne sende sin egen søn til verden.

Sammenhængen mellem budskab og historie Gud er der. Han elsker verden. Derfor fortalte han en lang historie om skabelse, syndefald, frelsende indgreb og kulminationen, at han sendte sin egen søn til verden. Denne historie er unik og overbevisende og giver mennesker et helt nyt livsgrundlag og et helt anderledes perspektiv over menneskelivet. Det er fuldstændig underordnet, om de bibelske historier virkelig har fundet sted eller ej. Det er det personlige budskab, der er det afgørende.

Denne holdning er særdeles udbredt i dag, selv om den i sin essens har mere end 100 år på bagen. Fordelen ved den er, at den er helt uafhængig af historisk kritik. Om Jesus har levet eller ej, om hans grav er tom eller hans kadaver bliver fundet en dag, det er alt sammen ligegyldigt. Essensen er budskabet.

Som præst har jeg igen og igen skullet sige de sidste ord, før kisten blev ført til krematoriet, eller efter at den er sænket i graven. Her er det pludselig blevet afgørende for mig, om jeg i den situation bare gengiver en fortælling, eller om jeg siger noget historisk sandt. Er ordene om, at af jord skal du igen opstå, lige så konkrete at forstå som døden og forgængeligheden og det med, til jord skal du blive?

Bibelens Jesus er historisk. Han blev født på bestemt tid og sted, og beretningerne om ham har øjenvidnekarakter og bærer præg af alle de detaljer, som et øjenvidne bemærker. Vi kan næsten se det for os, når apostlen Johannes fortæller om brødunderet, og at der var meget grønt græs på stedet. Eller når Jesus siger Talita Cum, lille pige, rejs dig, og Markus ikke har nænnet at oversætte ordene fra aramæisk til græsk, fordi Peter og de øvrige apostle har fortalt det så levende for mig, at man må gengive Jesu aramæiske ord.

Jeg har brug for de historiske detaljer i Bibelens beretning.

Det var ved solopgang, at kvinderne gik ud til graven. Den samme sol, som stod op over mit hoved et par årtusinder siden, skinnede på en tom grav, nogle flygtende soldater, forvirrede kvinder med videre. Når Jesus taler om den kommende verden, taler han med vished om de evige ting. Derfor ved jeg, at jeg skal genskabes med en ny krop, at jeg skal leve på en ny jord, og at jeg skal gense de mennesker, som i troen på Jesus er gået ind i døden før mig. Jeg

15

har et håb om en synlig genkomst i herlighed, om en ny krop og en genskabt verden, fordi jeg tror på, at alt, hvad Jesus har sagt, er historisk sandt.

Men er jeg så ikke fundamentalist? Nej, det er jeg ikke. Men jeg tror på Bibelens Jesus og Jesu bibel. Jeg tror på Bibelens ufejlbarlighed og guddommelige inspiration, sådan som det første punkt lød i det første af de five fundamentals, som var en del af diskussionen for 100 år siden.

At tolke Bibelen Når du nu er fundamentalist, spørger folk, så må du jo mene, at alt i Bibelen skal forstås bogstaveligt. Mit svar falder i to dele: Nej, jeg er ikke fundamentalist, men jeg tror, at Bibelens beretning om Jesus er sand. Det har jeg skrevet om ovenfor. For det andet: Jeg forsøger at tage det i Bibelen bogstaveligt, som Bibelen selv forstår bogstaveligt og ligefremt. Jeg tror for eksempel, at Jesus en dag gik på vandet. Normalt lånte han en båd, men ved en bestemt anledning fandt han det betimeligt at trodse tyngdeloven. Men når Jesus talte om at sluge en kamel eller om at have en bjælke i øjet, så tror jeg, at det er billedsprog. Jeg tror heller ikke, det tjener et formål at hugge sin egen hånd af, hvis man fristes til at gøre noget forkert. Jeg tror, det er en metafor, selv om jeg må slutte fra helheden. Endelig tror jeg, at ordet dag i skabelsesberetningen kan betyde døgn, men jeg er åben over for, at dag kan betyde livsrum eller periode, for der er mange eksempler i Bibelen på, at dag kan have en bred betydning.

Jeg tolker altså Bibelen, ligesom jeg tolker den avis, jeg læser og de e-bøger, jeg hygger mig med i fritiden. Der er afsnit i Bibelen, som er svære at forstå, fordi jeg lever i et andet sprogligt univers og i lang afstand af kulturen. Jeg har ikke den nærhed til Bibelens historiske detaljer, som samtiden havde. Dette gør ikke Bibelen uforståelig eller mulig at tolke i alle retninger. Nej, Bibelen er ikke svær at forstå. Kan jeg forstå dagens avis, kan jeg også forstå Bibelen, for den er skrevet jævnt og ligefrem, sådan at den har et budskab til alle kulturer og alle tider. Jeg ved, at jeg hermed bevæger mig ind på et kontroversielt område, for i min senmoderne tid skrives der mange bøger om, hvor umuligt det er at kommunikere forståeligt til andre. Og viser kirkehistorien ikke, at Bibelen er blevet tolket i mange retninger.

Jo, det kan være en livslang proces at forstå Bibelen, og jeg er ansat på en institution, hvor fagteologer arbejder med at forstå Bibelen i dens dybde. Men Bibelens grundlæggende budskab er lige så enkelt at forstå, som hvis en brandmand kommer farende ind af døren og råber: Brand. Ud. Jeg begynder ikke at diskutere med ham om tolkningsmuligheder, eller om han er for udfarende.

Jeg ved, at nu er der kun en ting at gøre, nemlig forholde mig til budskabet.

Jeg siger ikke, at Bibelen ikke har svære afsnit, som kloge m ennesker kan analysere på i årevis. Jeg siger ikke, at der ikke kan være tolkningsmuligheder og at vi skal udøve tolkningskritik. Jeg siger noget meget enkelt, om end det udfordres i en senmoderne tid, nemlig at Bibelens grundlæggende budskab om Jesus er til at forstå og til at handle på.

Er jeg så ikke en slags fundamentalist?

Nej, men jeg er kristen. Jeg tror ret og slet ikke, at ordet fundamentalist er brugbar i kristen sammenhæng til at udtrykke et bibelsyn. Man kan overveje, om det kan bruges til at udtrykke muslimens syn på Koranen, men jeg vil hellere bruge mere respektfulde udtryk om det. Jeg tror på Bibelens Jesus og på Jesu bibel. Når jeg engang, om Gud vil, skal lægges i graven, så tror jeg på ordene: Af jord skal du igen opstå. Jeg tror på en solopgang fra det høje, som skal blive en sidste i den gamle verden. Men det vil indlede den ny verden. Jeg er ikke fundamentalist. Men jeg prøver at være tro mod Jesu bibel og Bibelens Jesus. ■

16

Jeg siger ikke, at Bibelen ikke har svære afsnit, som kloge mennesker kan analysere på i årevis. Jeg siger ikke, at der ikke kan være tolkningsmuligheder og at vi skal udøve tolkningskritik. Jeg siger noget meget enkelt, om end det udfordres i en senmoderne tid, nemlig at Bibelens grundlæggende budskab om Jesus er til at forstå og til at handle på.

2

Nye lokalforeninger i KFS To nye lokalforeninger er stiftet i KFS i de seneste måneder.

Siden KFS blev en medlemsorganisation i 2013, har vi set lokalforeninger komme til rundt omkring i landet. De seneste to skud på stammen er KFveSt, der befinder sig i Vestjylland, og Nykøbing Falster KFS, som er placeret i… ja Nykøbing på Falster.

Med tilkomsten af lokalforeningen på Falster har KFS nu mindst én lokalforening i hver eneste af de fem regioner i Danmark. Det er en glædelig nyhed, fordi det vidner om at vi virkelig er en landsdækkende organisation.

Den anden nye lokalforening med det lidt sjove navn, KFveSt er vokset ud af den traditionelt meget store KFSgruppe, der er på Vestjysk Gymnasium Tarm, VGT. De har nu besluttet sig for at blive en lokalforening og derved få de forskellige fordele, der er ved at være en KFS lokalforening.

Med de to nye foreninger har KFS i alt 11 lokalforeninger fordelt i hele landet.

Samtidigt med, at vi får flere lokalforeninger bliver vi flere og flere medlemmer i organisationen – hvoraf mange ikke er medlem gennem en lokalforening. I skrivende stund er der 976 medlemmer, hvoraf 881 er under 30 år.

Vi glæder os over at vokse som demokratisk organisation, og at flere får mulighed for at tegne KFS.

Katekismus updated – igen Katekismus Updated genudgives og den tilhørende hjemmeside får nyt indhold og layout i anledning af reformationsjubilæet i 2017.

Fra 2006 til 2009 stod Kristent Pædagogisk Institut (KPI) i spidsen for Katekismus-projektet. I samarbejde med blandt andre KFS’ forlag CREDO udgav de en indholdsmæssigt og sprogligt opdateret udgave af Luthers Lille Katekismus. Den fik navnet Katekismus Updated og blev solgt i mere end 10.000 eksemplarer.

Denne lille bog har kunnet købes i en tekstudgave frem til nu, mens den flotte billedudgave, som Finn Brohus har layoutet, har været udgået i et par år. Nu genudgiver Lohses Forlag begge udgaver, og hjemmesiden fornyes. Anledningen er 500 års jubilæet for Reformationen i 2017.

Katekismus Updated er en kortfattet, enkel gengivelse af indholdet i den evangelisk-lutherske tro. Den er bygget op omkring centrale bibelske eller kirkelige tekster, fx De ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor. Tekster, som mennesker har slidt på i årtusinder.

Den gamle hjemmeside, der har været brugt af flere hundrede mennesker hvert år, siden den blev lanceret i 2007, er udtjent nu.

Både hvad form og indhold angår.

Nu er uaktuelle materialer fjernet og nye er lagt ind. Siden har fået et totalt nyt layout og et nyt navn: www.katekismusinspiration.dk Der ligger omkring 700 siders gratis materialer for børn, teenagere, unge og voksne. Til personlig brug eller til brug i fællesskab med andre.

www. katekismusinspiration.dk

17

Digte:

Jeg makulerer resterne af nattens drømme der hænger ved som gardinerne på vinglasset mød mig før jeg har pudset mine fjer når jeg på lerfødder kravler ud i morgenen bær over med min ordtræthed jeg færdes blandt for mange lægger mærke til for få jeg lader regnormene spise mine ord og spytte tavshed ud i mulden mellem brosten vent på mig i skumringen når instantbønnerne er opbrugt og jeg kun har min ordløshed at give dig Af Elli Gørtz Kappelgaard

18

Mødet med den fremmede Praktikant Anna Kiel Rughave har planlagt en event om flygtninge og næstekærlighed, som var baseret på dialog frem for debat. Læs hendes egne tanker her.

AF Anna Kiel Rughave, idéhiostoriestuderende og praktikant i KFS Min primære opgave i min praktik hos KFS har været at være projektleder på en event i Aarhus under temaet næstekærlighed og flygtninge. Onsdag den 9. november afholdt jeg eventet, som endte med at blive en paneldialog med titlen: Mødet med den fremmede.

I min research om dækningen af temaet, vurderede jeg, at der var brug for mere dialog og mindre debat. Debatten i medierne var ofte polariseret og anklagende, og parterne forsøgte sjældent at møde hinanden.

I samarbejde med Pelle Kviesgaard udviklede jeg et koncept for eventet. Vi ønskede at skabe et rum for refleksion og samtale, vi ville ikke blot tale om næstekærlighed og gå opløftede derfra, uden at det havde været tankevækkende og inspirerende for de fremmødte. Ved at kalde eventet for en paneldialog håbede vi på, at paneldeltagerne ville gå i dialog med hinanden.

Paneldeltagerne var holdningsmæssigt ikke langt fra hinanden og mente alle, at vi både har et personligt og et kirkeligt ansvar for at tage os af mennesker på flugt, men deres forskellige baggrunde gav kulør til debatten. Aftenen virkede i det store og hele efter hensigten. Paneldeltagerne reflekterede over det, de andre paneldeltagere sagde, og de gik i samtale med hinanden.

Da aftenen var slut fik vi god respons både fra paneldeltagerne og fra de fremmødte, som synes det både havde været en tankevækkende og inspirerende aften, og mange fortsatte snakken efterfølgende.

Dialog er godt, og jeg vil blot opfordre andre til at bruge konceptet.

Vi er godt på vej Selvom vi kun er halvvejs i det sidste år i målsætningsperioden er vi godt på vej mod målet.

Fra 2014-2017 har vi sat os som mål, hvert skoleår at overgå sidste skoleårs opgørelser på udvalgte parametre, som vi vurderer indikerer, om vi lykkes med vores overodnede mål. Målet er at se studerende, der er grebet af Bibelen, og som derigennem engagerer sig i studieverdenen.

Vi er nu halvvejs gennem det sidste skoleår i perioden, og vi er godt på vej på mange parametre.

Der er dog et enkelt parameter som skiller sig ud, og det er tværkulturelle events, hvor vi kun har nået otte procent af det, vi har sat os for. Dog byder foråret på en udlandstur for KFS' Ledertræningscenter, LTC, hvor eleverne kommer til at arrangere og deltage i mange tværkulturelle events.

Det er særligt opmuntrende, at der er 15 åbne bibelstudiegrupper i gang. Dette har været et satsningsområde for os med udgivelsen af et nyt materiale i Uncover-serien. Det består af seks studier over Johannesevangeliet, særligt egnet til at læse sammen på tværs af religion og livssyn.

Tallet tyder på, at vores satsning allerede begynder at bære frugt, og på Påskelejr 2017 kommer vi til at gøre en ekstra indsats for at dele visionen om at læse i Bibelen med sine studiekammerater.

2014 -2015 -

2016 - 2017

91 af 100 studiestedsgrupper 130 af 140 kontaktpersoner 1195 af 1250 aktive deltagere 15 af 15 åbne bibelstudiegrupper

91 92,9 95,6 100

procent procent procent procent

151 af 275 apologetiske events 2 af 25 tværkulturelle events 7 af 7 tværkulturelle fællesskaber

54,9 procent 8 procent 100 procent

19

I begyndelsen var julen I det første kapitel i Johannesevangeliet finder vi det måske mest kryptiske af de tre juleevangelier. Her beskriver Johannes Jesu fødsel som Ordet, der blev kød, og understreger dermed julens vigtigste budskab om, at Gud i en kærlighedshandling blev menneske og tog bolig på jorden.

Af Jakob Valdemar Olsen, lektor i religionsfilosofi ved Dansk Bibel Institut, jo@dbi.edu Julen er begyndelsen på alt. I julen ligger den tanke, at det vigtigste er uden for os. I julen ligger den handling, som er Guds, hvorfra alt har sit udgangspunkt. Julen er det, vi må vende tilbage til, hvis vi skal forstå både begyndelsen og slutningen på universet og på vores eget liv. Det hele ligger i kim i julen, både udgangspunktet og målet.

Alt dette kan – måske lidt mystisk – sammenfattes med ordene fra Johannesevangeliet kapitel 1, vers 14: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Indledningen på Johannesevangeliet er Johannes’ juleevangelium. Han angiver her, hvad evangeliet drejer sig om, og hvor stort det er. Og dermed vil Johannes egentlig også sige, hvad hele Bibelens budskab går ud på, hvad kristendom er for noget!

Julen får krop Et vigtigt ord er ”Ordet”, som vi møder fra starten, hvor vi får at vide, at ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er” (vers 1-3).

Ordet er altså en, der handler, en person, som før alt var hos Gud og var Gud. Det er denne person, evangeliet handler om, eller som er evangeliets indhold. Budskabet er en person.

20

Dette afsæt i Johannesevangeliet giver associationer til Bibelens første blad, til skabelsesberetningen, hvor vi læser, at ”I begyndelsen skabte Gud […] Gud sagde: ’Der skal være lys!’ Og der blev lys” (Første Mosebog kapitel 1, vers 1-3). Eller som det formuleres et andet sted i Bibelen: ”For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der.” (Salme 33, vers 9).

Gud var der alene i udgangspunktet, med sit Ord og med sin Ånd. Der var ikke andet end Gud. Alt andet, som vi kender til, er ikke evigt, men har en begyndelse, sådan som det også forudsættes i teorien om Big Bang. Der var en begivenhed, der fandt sted

Johannesevangeliet kapitel 1, vers 14 er centrum i Bibelen, i verdenshistorien og midtpunkt i Guds tanker og virke. Her forbindes begyndelsen og slutningen. i begyndelsen, da Gud talte, og derfra kommer alt andet. Det er baggrunden for den orden og sammenhæng, vi ser. Denne orden har sin oprindelse i Guds tanke, i Guds ord.

Og nu er der sket det, siger Johannes, at det ord er blevet kød. Det betyder ikke, at det holdt op med at være Ordet, at han holdt op med at være Gud. Det er ikke, som når en larve bliver en sommerfugl og holder op med at være en larve; eller som når et agern bliver til et træ; eller som når vinteren bliver til sommer,

og vinteren ikke er mere. Nej, her fortsætter Ordet med helt og fuldt at være, hvad det var, med den samme herlighed, som Faderen har, med samme liv og lys. Ordet forandrer eller forvandler sig ikke samtidig med, at det bliver helt og fuldt menneske, får krop, kød, legeme. Det er Ordet, og det er menneske. Det er præcis denne sandhed, den fastholden af Gud og menneske i samme person, der for Johannes er den store begivenhed. Han er den enbårne, han er den eneste, for der er ingen andre, om hvem man kan sige det samme.

Julen får adresse Det overvældende i begivenheden, stopper dog ikke for Johannes dér. Ikke bare kom Ordet i kød, men det slog sig ned, det tog bolig iblandt os, det blev menneske og gik omkring som andre mennesker. Også her er formuleringerne forankret i Det Gamle Testamente, hvor vi finder Gud beskrevet som herlig, ophøjet og hellig, men samtidig med en vilje og et ønske om at bo blandt mennesker. Meget tidligt i Bibelen møder vi en længsel hos Gud efter fællesskab, intimt fællesskab med mennesker, på trods af menneskers ondskab. Af og til beskrives denne længsel som et ønske om at få adresse på jorden: ”Jeg vil tage bolig iblandt israelitterne, og jeg vil være deres Gud” (Anden Mosebog kapitel 29, vers 45). ”Jeg vil opslå min bolig iblandt jer, og jeg vil ikke vrage jer.

Jeg vil vandre midt iblandt jer, og jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk” (Tredje Mosebog kapitel 26, vers 11-12).

Dette ønske fra Israels vandring i ørkenen mod det lovede land fastholdes midt i al menneskelig utroskab, og formuleres senere som et løfte om noget, der kommer: ”Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk” (Ezekiels Bog kapitel 37, vers 27).

Det er netop dette ønske og løfte, der forbindes med Ordets komme i kød, og i den sidste bog i Bibelen formuleres det, som en beskrivelse af det, som kommer til allersidst ved verdens ende: ”Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem” (Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, vers 3).

Johannesevangeliet kapitel 1, vers 14 er centrum i Bibelen, i verdenshistorien og midtpunkt i Guds tanker og virke. Her forbindes begyndelsen og slutningen. Her er der en vej til Gud, fordi Gud selv har skabt vejen. Da ”Ordet blev kød og tog bolig” blev der skabt et orienteringspunkt, som vi til stadighed må vende tilbage til. Hvad der skete dér dengang for 2000 år siden, er endnu ikke 21

fuldt udfoldet for vores øjne, men noget nyt tog sin begyndelse, som da universet sprang frem og alt efterfølgende tog form.

Denne herlighed ”fuld af nåde og sandhed”, som Johannes beskrev og mennesker så, er det, der gør, at vi kan blive, hvad vi ikke er; at vi kan få, hvad vi ikke har. Det skelsættende er de konsekvenser, som kommer af det.

I Jesus får Gud sit domicil fuldt og helt i den menneskelige verden, og dermed får også Guds nåde kød og blod på jorden, fordi Jesus skaber, repræsenterer og formidler Guds tilgivelse.

Tilgivelse og nyt liv får ved Jesus sit hjem blandt de mennesker, som så desperat har brug for det. Nåden har nu adresse på jorden, har omgang med syndere og kommer ind under huden på alt, hvad der er menneskeligt. Gud ved, hvad det vil sige at være menneske, han har oplevet det, han har været der før.

Det giver, også i overført betydning, en helt ny tidsregning.

Vi må tænke på ny om vores tid og hvad, vi er på vej imod. Han kom i mørket og bragte Guds lys med sig. Han gik ind i løgnen og lod sandheden få rum.

Julen skaber nyt Det medfører, får vi at vide, at der ved ham føres dom over mørket og løgnen. I og med at lyset kom ind i verden, viste det sig, at ”menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde” (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 19).

Denne dom gælder alle mennesker, ikke kun dem, der levede dengang. Da lyset kom, viste det sig, hvad mennesker er gjort af.

Denne dom er baggrunden for, at Gud bliver kød. Derigennem kan evigt liv nås: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Johannesevangeliet kapitel 6, vers 54). Ved at Ordet bliver kød, dør, opstår og giver sig selv til mennesker, er der givet en vej ud af dommen, ind i livet.

Denne tanke, at Ordet blev kød, fastholdes hele vejen igennem Johannesevangeliet, selv efter at Ordet dør og opstår, hvor Jesus møder mennesker efter opstandelsen, og hvor Jesus siger til Thomas: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: ”Min Herre og min Gud!” (kapitel 20, vers 27-28). De mennesker, Jesus møder, kan se, at han er kød og blod. Han har sår fra korsfæstelsen, han er stadig Ordet, der blev kød. På den baggrund udbryder Thomas, at det menneske, der står foran ham, det kød og blod, han kigger på og kan røre ved, er Gud selv.

Johannesevangeliet begynder med bekendelsen, at Gud er blevet kød, og den slutter med samme bekendelse, da Thomas ser, at det forholder sig sådan. Det fastholdes, at Gud er ånd (kapitel 4, vers 24), ikke kød, ikke skabt, ikke forgængelig som alt materie er – og alligevel kom Gud i kød. Han kom for at give mennesker det, vi ikke kan give os selv, nemlig en åndelig fødsel, et åndeligt liv: ”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd” (kapitel 3, vers 6) Med Jesus, fortæller Johannes os, bryder der en åndelig virkelighed ind i den menneskelige slægt, som forandrer alt. Her er der en, der får rum, og som ønsker at få rum hos alle mennesker.

22

Det, der er det gennemgående og dybereliggende hjerteslag i julen og i Johannesevangeliet, er, at det er Gud, der handler, ikke mennesker

Dem, der ikke kan give sig selv det åndelige liv, kan få en åndelig fødsel.

Den guddommelige nåde og sandhed har fået kød og blod, er blevet konkret. Han er, som Johannes Døberen indleder evangeliet med at fastslå: ”Guds lam, som bærer verdens synd” (kapitel 1, vers 29). Han er som påskelammet i Det Gamle Testamente, hvorved der gives evigt liv til mennesker, som ikke har det i sig selv, men må få det givet.

Det er, hvad Johannes vil formidle til os. Han vil give os Ham, som er det evige liv. Og han gives til os gennem midler, gennem ordet som vi møder, som ”er ånd og liv” (kapitel 6, vers 63), ved at spise hans kød og drikke hans blod i nadveren, og ved i dåben at blive ”født af vand og ånd” (kapitel 3, vers 5). Gennem ordet, dåben og nadveren får vi det evige liv og den åndelige virkelighed, som er Gud selv.

Det, der er det gennemgående og dybereliggende hjerteslag i julen og i Johannesevangeliet, er, at det er Gud, der handler, ikke mennesker. Det er Gud, der udvirker på sin egen måde, hvad mennesker ikke formår. Vi kan se Guds herlighed, hvorved samme herlighed får rum og krop hos os. Det er en overvældende guddommelig kraft, som er plantet midt i al menneskelig svaghed og afmagt. Svagheden er der til stadighed, men den er nu forbundet med Ordet fra Gud. ■

Illustration Af Anne KAppel Annekappel.dk 23

KFS-leder:

Progressiv sekularisme Når denne leder læses, er historien om Langkær Gymnasium lige uden for Aarhus formentlig old news. Derfor vil jeg kort gentage, hvad sagen drejede sig om: Ingen mennesker på gymnasiet må samles til bøn eller læsning af et helligt skrift.

Og Langkær er ikke ene om dette forbud.

Andre gymnasier har et tilsvarende. Det glædelige er, at relativt få gymnasier udøver denne form for progressiv sekularisme. Det ærgerlige er, at de er blevet flere inden for det seneste år.

I KFS har vi været ude i medierne og markeret vores holdning: Det er absurd at nægte mennesker at samles og læse i en bog og fremsige bøn. Det er sindelagskontrol og hører ikke hjemme i et demokratisk samfund – og da særligt ikke på en institution, der er sat i verden for at danne mennesker.

Tendensen er dog klar nok. En del personer i Danmark arbejder målrettet for at udelukke religionsudøvelse fra flere og flere sfærer af det offentlige liv. Ikke sådan forstået, at religionen har en styrende rolle inden for en given sfære, men nu skal degraderes til at være en aktør på linje med alle andre. Nej, derimod på den måde, at religionen skal helt ud af sfæren.

Den skaber konflikt og splitter os ad. Derfor, ud.

24

Det er progressiv sekularisme. En ideologi som ikke skaber rum for religion på linje med alle andre ideologier, men stræber efter eksklusion af religion.

Andre stemmer blander sig dog også, og i KFS forsøger vi, som sagt, at være en spiller på banen. Her bygger vi vores argumentation på principper, som vores Grundlov også hviler på. Det er principper, som modsiger den progressive sekularisme. Forsamlingsret. Ytringsfrihed.

Frihed til udøvelse af religion og så videre.

Vi har derfor al mulig grund til med frimodighed at kæmpe videre.

Men vores frimodighed stikker også dybere end denne konkrete sag. Vi skal fastholde frimodigheden til at bekende Jesus, til at mødes i hans navn, tilbede ham og vidne om ham.

Det er en frimodighed, som kan stå fast om så – tillad mig at blive lidt storladen – Grundloven og demokratiet skulle ryge. Men sådan er det faktisk. Spørg fx bare vores forfulgte brødre og søstre i Mellemøsten. Jesus har nemlig købt os. Han har tilgivet os og givet os nyt liv. Vi tilhører ham, og han kommer snart og henter os hjem.

Derfor kan vi frimodigt tjene vores medmennesker og vidne om Jesus, uanset samfundets indretning.

Af Jakob Skovgård Højlund, forstander på LTC, jakob@kfs.dk

Portræt Maria Olofson Danborg 25 år Litteraturvidenskabsstuderende Bor i København

Hvorfor har du valgt at studere litteraturvidenskab?

Jeg har altid elsket at læse, og da jeg fandt ud af, at der var et studie, hvor læsning ikke bare var et redskab, men selve fokus, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville. Vi læ-rer en masse om både litteraturteori og -historie, sammen med en del kulturhistorie, og på den måde giver studiet et indblik i, hvordan mennesker siden antikken har beskrevet, forstået og forandret verden – gennem litteratur.

Er der en sammenhæng mellem dit studie og din tro?

Der er ikke en direkte sammenhæng i min hverdag – men det betyder heldigvis ikke, at det så står i modsætning til hinanden. På litteraturvidenskab trænes jeg som læser, hvil-ket også påvirker min måde at læse Bibelen på. Noget af det bedste, der er sket i den sammenhæng, er min opdagelse af teologen Kenneth Bailey, som har skrevet vildt spæn-dende – og lettilgængeligt – om hebraisk poesi og argumentation, hvor det vigtigste fore-kommer i midten af teksten frem for sidst i teksten – som vestlige læsere ellers er blevet trænet til at forvente. Tekster skal læses forskelligt, og det er vigtigt som læser – også af Bibelen – at være opmærksom på tekstens egen logik og opbygning. På den måde kan kendskab til litteraturhistorie og -teori gøre en stor forskel!

Hvorfor er ord vigtige?

Ord er vigtige, fordi de tillader os at kommunikere på et abstrakt plan og dele tanker, drømme og indre liv.

Det skrevne ord er vigtigt, fordi det er en kommunikationsmulighed på tværs af tid og rum. Ord lader os udtrykke vores verdensforståelse og er dermed også med til at forme verden.

Et eksempel på den forskel litterære ord kan gøre, kan komme fra historikeren Lynn Hunt, som beskriver det, hun kalder en empatiudvidelse. I 1700-tallet blev der skrevet mange brevromaner (romaner, som består af fiktive brevudvekslinger). De var voldsomt populære, og læserne blev meget følelsesmæssigt involveret. Magtfulde mænd fortalte om, hvordan de havde siddet og grædt af medfølelse med karaktererne, hvor nogle af de mest populære var fattige tjenestepiger. Brevromanerne gav indblik i karakterernes indre liv på en anden måde, end litteratur indtil da havde gjort, og fx fattige blev genkendelige som mennesker med en indre kerne. Derved blev følelsen af empati udvidet gennem læsning, fra primært at gælde folk fra ens egen stand, til også at omfatte fattige, fremme-de og så videre. Ifølge Hunt var denne empatiudvidelse med til at danne grundlag for idéen om menneskerettigheder, idet det gav mulighed for idéerne om frihed, lighed og broderskab. Brevromanerne var naturligvis bare en af mange faktorer, der muliggjorde idéen om menneskerettigheder, men jeg synes, det er helt vildt, hvordan læsning og litte-ratur så konkret kan påvirke den måde, vi forstår og indretter verden på.

25

DT16 er et BOOST Evalueringen af Discipeltræf viser at gymnasiale studerende lærte Jesus bedre at kende.

Af JJJ Selvom temaet for årets Discipeltræf var ”På vej”, er oplevelsen, at vi alligevel nåede godt i mål med lejren. Hvert år sender vi et evalueringsskema ud til alle deltagerne og ledere på Discipeltræf.

I år svarede 98 procent, at de synes ’godt’ eller ’meget godt’ om lejren.

Vi er taknemmelige over, at så mange sætter pris på det arbejde, vi gør, men vi dristede os også til at spørge, om deltagerne lærte Jesus bedre at kende på lejren. Her svarer fire ud af fem, at de gjorde. Det er det overordnede succeskriterium.

Jeg spurgte på lejren nogle førstegangsdeltagere fra Vestjylland, hvad de tænkte, og det bekræfter den tendens.

Maria Madsen fra Ølgod, som går i 1.g på Vestjysk Gymnasium, Tarm (VGT), fremhæver både det sociale og det åndelige, da jeg spurgte hende om, hvad der har været det bedste ved Discipeltræf. ”Blandt andet det, at man mødes med sine venner fra efterskole. Det er her man samles. Og så har møderne været gode, og lovsangen har været virkelig god.”

En anden 1.g’er fra Ølgod Christina Lindgreen fortæller samme historie. Hun tog med for at møde efterskolekammerater, men også fordi hun fik en stærk anbefaling fra den store KFSgruppe på VGT, som opfordrede alle til at tage med.

Hendes forventninger er heldigvis blevet indfriet. ”Jeg synes, det er mega hyggeligt her. Det er dejligt afslappende på en måde. Så man har stadig ferie. Og jeg synes, det er

26

nogle gode prædikener. Det seminar, jeg var til, var virkelig også godt.”

Og netop seminarerne har fået en ekstraordinært god tilbagemelding i evalueringen. Særligt seminaret med titlen Gymnasietro havde mange deltagere begge dage. Det seminar lå i forlængelse bogen af samme navn, som blev udgivet lige omkring Discipeltræf, og det var forfatteren selv, Rasmus Jonstrup, der holdt seminaret.

Bogsælgeren havde været optimistisk og taget 100 eksemplarer af Gymnasietro med på lejren, hvilket svarer til, at over en femtedel af deltagerne købte bogen. Bogen blev solgt med en særlig rabat på lejren, og det endte med, at nogle gik forgæves efter den udsolgte bog og måtte skrive sig på en liste over folk, som har fået bogen eftersendt.

En tredje vestjysk pige Selma Birkmose, som bor i Skjern og også er i gang med første år på VGT, fremhæver, at der er en tryg stemning, som adskiller sig fra hverdagen på gymnasiet. Hun har gået på kristen friskole og senere på kristen efterskole, så hun oplever at være kommet ud af en osteklokke, da hun kom på gymnasiet. Så hun oplever at hun nogle gange bliver drænet for energi. ”Her snakker folk generelt bare pænt om hinanden. Det er en helt anden stemning, der er. Man bliver lige ladt op og bliver klar til hverdagen igen. Det er et boost.”

Gud er en levende Gud. Derfor skriver vi om menneskers oplevelser med Ham. Vi ved godt, at du er en fattig studerende. Men vi ved også, hvor vigtige positive og trosstyrkende nyheder kan være i tiden på studiet. Derfor giver vi nu et helt særligt og uhørt billigt tilbud til alle KFS’ere:

Få Udfordringen leveret hver uge i hele 2017 for kun 198 kr.! (normalprisen er 598 kr.)

- Du sparer 400 kr.!

En god Julegave

Sådan gør du:

Kayla døde som martyr

Gå ind på udfordringen.dk/KFS og udfyld formularen.

Eller ring på 7456 2202

Sandras mørke er forsvundet

Hvad skete der med den omvendte heks?

– Jeg gav Jesus en chance og fik livsgnisten igen

Udfordringen www.udfordringen.dk

Digte:

En mosaik Af Kamilla Maria Jakobsen

Et familieliv Gud, jeg er faldet sammen på gulvet foran mine søstre og brødre de ser på mig med kærlighed men kan ikke trøste Jeg ser, du samler mig op du skærer dig på mine skarpe kanter det bløder fra din hånd Du græder over den smerte som bor i mig Jeg ser en ømhed i dine øjne som jeg aldrig har set før den er konstant du skæver ikke engang til din smartphone af og til eller til uret der tikker Du ser på mig Jeg er brudt men ikke ødelagt du samler mig op bærer mig ned igennem flokken Vi er et

Et kirkeliv Gud, de har låst dig inde de har bygget en mur op af teologiske missiler power point slides og dårlig kaffe i plastickrus Jeg går derfra med en følelse af skyld og skam selvom søndagens prædiken handlede om nåde Jeg har låst dig inde bag høje mure bygget af angst og sår Gud, bryd mine mure ned tankerækker, der forfølger mig bryd det ned, som gør, at jeg ikke tør elske dig ikke tør tage imod Du låser mig op indefra du bryder mig ned bygger mig op så jeg kan stå selv I din kraft

28

af brudt liv Et hverdagsliv Gud, jeg aner en ro jeg opdagede den, da jeg slukkede computeren og stillede mig foran vinduet En lille let bankende puls i kroppen af varme og liv Den er så fin og sagte som vandråber, der drypper næsten lydløst den skaber et lille smil i mundvigene og et roligt åndedræt små kærlige bølger skvulper igennem kroppen

Et bønsliv Gud, du kender mig i mit inderste den, jeg er dybt inde Du ved, hvem jeg er uden at frygten bor i mig lad mig møde hende i dag Tal til mit hjerte om den kærlighed du har til mig

En ro der skaber bevidsthed og syn for det der allerede findes ikke det, der var engang ikke det, der kommer ikke tanker, der forvirrer men blot lidt opmærksomhed på det, som er nu Te i mit krus blomster, der strutter stolt af deres skønhed lys, der blafrer og en lille kilden i fødderne Der bor du

Jeg ønsker at leve ud fra visheden om at jeg er dit kærlighedsbarn Jeg er sikker på, at det ville gøre mig gladere og friere hvis jeg kunne tage din kærlighed ind i mit hjerte i dag Så bank på hos mig bank forsigtigt på mit hjertes dør Jeg vil lade døren stå på klem

29

Ledige stillinger

KFS søger kommunikationsmedarbejder KFS søger fra 1. februar 2017 en medarbejder til vores sekretariat, der brænder for at formidle de gode historier og stille gode ressourcer til rådighed for gymnasieelever og videregående studerende i Danmark, så de kommer til at kende Jesus og gøre Jesus kendt. Stillingen er en fuldtidsstilling for en femårig periode med mulighed for forlængelse.

Vi forestiller os, at du kan byde ind på flere af disse områder • skriftlig kommunikation • formidle til givere og medlemmer • layout på tryk og web • kommunikation på sociale medier Vi tilbyder • en arbejdsplads i en medlemsstyret studenterorganisation med cirka 18 ansatte • mulighed for indflydelse på stillingsindhold • daglig arbejdsplads på KFS’ sekretariat i Ødsted (mellem Vejle og Egtved) • deltagelse i sekretariatsteamet på fire • opgaver på landsplan særligt i forbindelse med lejre/konferencer • rammer for sparring og efter- og videreuddannelse efter ønske og behov • løn ifølge KFS’ lønpolitik Formalia • Ansøgningsfrist: 8. januar 2017 • Ansættelsesstart: 1. februar 2017 eller snarest muligt derefter • Læs mere på www.kfs.dk

LTC søger lærer LTC søger fra 1. august 2017 en lærer, der brænder for at arbejde med unge mennesker, så de vokser i troen på Jesus og er med til at gøre Jesus kendt i det danske studieliv. Stillingen er en fuldtidsstilling for en femårig periode med mulighed for forlængelse.

Vi forestiller os, at du • er uddannet teolog med tydelig evangelisk luthersk profil og kærlighed til friheden i Kristus • er i stand til at lede unge menneske gennem længere procesforløb • har gode samarbejdsevner og ikke er konfliktsky • kan arbejde struktureret og gerne genererer nye ideer • har erfaring med undervisning og forkyndelse • har en sjælesørgerisk tilgang til mennesker Vi tilbyder • en hverdag med megen elevkontakt • et stærkt, kollegialt teamsamarbejde med stor indflydelse fra den enkelte medarbejder • plads til forskellighed og uenighed, både sammen med eleverne og i lærerteamet • et omstillingsparat, udviklende og inspirerende arbejdsmiljø Det er en fordel, hvis du vil bosætte dig i Ødsted.

Formalia • Ansøgningsfrist: 31. januar 2017 • Ansættelsessamtaler: 7.-8. februar 2017 • Læs mere: www.kfs.dk 31

Dilemma Kommentar:

Af Andreas Wind, Retorikstuderende og bachelor i teologi, andreaswind91@gmail.com Denne artikel er skrevet i dagene efter præsidentvalget i USA. Imens USA's egen befolkning var delt midt over, står hele den danske offentlighed i skrivende stund stadigvæk og måber. ”Hvad sker der?!” tænker vi, imens vi forestiller os den liberale verdensorden brase sammen. ”Demagog!”, ” Løgner!”, ”Kvindehader!”, råber vi af den nye præsident, og langt hen ad vejen med rette.

Ifølge et flertal af USA’s befolkning var Trump dog det mindste af to onder. For overfor stod en kandidat, som af mange opfattes som en korrupt, magtblind og elitær person, som er personificeringen af the establishment i Washington: Hillary Clinton.

På den anden side Valget i USA blev et billede på de fleste politiske beslutninger, nemlig fravalget. Hvem vil vi mindst have som præsident? Politik er næsten altid et valg mellem to onder. Med andre ord, et dilemma. Et dilemma er karakteriseret ved at indeholde to valgmuligheder, der begge har sine forfærdeligheder. Modsætningen hertil er luksusproblemet, som er et valg mellem to goder. I Mads og Monopolet på P4 diskuteres lytternes dilemmaer, fordi der oftest ikke er et endegyldigt korrekt facit. Skal jeg fortælle min ven, at hans kone er ham utro? Enten skjuler jeg illoyalt sandheden for min ven, eller også ødelægger jeg måske et ægteskab ved at blande mig.

Politiske beslutninger er oftest dilemmaer. Når vi skal overveje kontanthjælpens størrelse, stilles vi over for et dilemma: Hvis kontanthjælpen er for lav, risikerer vi, at nogle børn ikke har mulighed for at bryde den sociale arv, og at familier ikke har mulighed for at opretholde en ordentlig levestandard midt i arbejdsløsheden. Hvis kontanthjælpen er for høj, risikerer vi, at der ikke er nogen økonomisk gevinst ved at arbejde. Er et sam32

fund noget værd, hvis der ikke er en umiddelbar fordel i at forsørge sig selv og sine kære?

Eller hvad med EU? På den ene side har vi hensynet til nationalstaten og vores kulturelle historie. Dette er vores hjem, og derfor bør det være os, der bestemmer. Vi har et sprog og en kulturel arv, der binder os sammen, og som muliggør en offentlig samtale, der er kernen i et demokrati og et fredeligt samfund. EU er en trussel mod dette forhold, fordi det hiver suveræniteten ud af de nationale demokratier og svækker følelsen af ejerskab i befolkningen. På den anden side er vi stærkere, når vi står sammen.

EU medfører frihandel, økonomisk vækst, fred og stabilitet. Vi er verdensborgere. Vi har det godt i Danmark, og det skal vi forsøge at gøre gældende i hele verden. Derfor skal vi indgå i forpligtende fællesskaber, som fx EU.

Beskidte fingre Flere modsætningspar kan nævnes – hvad sætter vi højest: frihed eller lighed? Ret eller pligt? Forbedring eller forandring?

Beruselse eller ædruelighed? Fred eller retfærdighed? Idealisme eller realisme? Vi kan blive ved. Det betyder ikke, at alle politiske beslutninger er lige gode eller lige dårlige. Der er altid et argu-

ment, der er bedre end et andet, og en værdi, der trumfer en anden. Ellers ville motivationen til at engagere sig i politik være svær at få øje på.

Men det betyder to ret væsentlige ting: For det første betyder det, at en stemme på en bestemt politisk retning altid vil være et kompromis. Valget vil altid være dilemmafyldt, fordi man i nogen grad er nødt til at forbigå én værdi til fordel for en anden. Derfor er politik snavset. At stemme til et valg giver beskidte fingre, for nu er du medskyldig i de ulemper den politik, du stemmer på, medfører. I et demokrati har vi alle et ansvar.

For det andet betyder det, at din politiske modstander også har indgået et kompromis. I er således i samme båd, og det får en betydning for respekten for hinanden. Måske er han ikke ondskabsfuld, bare fordi han sætter den danske kristne kernekultur over global humanisme, og hun er ikke barbarisk, fordi hun sætter kvindens ret over egen krop højere end det ufødte barn.

Har vi det for øje, undgår vi et klima med så meget politisk korrekthed, at man skal være flov over bestemte holdninger. Hvor man ikke tør indrømme, man stemmer DF, Brexit eller Trump, i frygt for at blive udskammet. Først når dette klima er ændret,

kan vi komme til sagen – der hvor vi argumenterer, nuancerer og måske endda opnår konsensus.

Undgå det utålelige Med denne erkendelse, at politik er dilemmafyldt, må ideologierne afvises. De anerkender nemlig ikke, at forskellige problemer har forskellige løsninger. Ideologierne insisterer på at give de samme svar, og glemmer i deres iver virkeligheden. For er grænseløs humanisme svaret i en tid med en massiv folkevandring fra den muslimske verden til Europa? Og kan det frie marked gøre væksten bæredygtig på en klode, hvor ressourcerne svinder og vandet stiger? Ideologi er bras, fordi den tvinger virkeligheden ned i nogle kasser, som sjældent passer.

I modsætning hertil bør politik tage sit udgangspunkt et andet sted. For den tidligere Konservative Udenrigsminister, Per Stig Møller, handler politik om at undgå det utålelige. Hvis man, i dette magasins ånd, skulle prøve at definere en kristen tilgang til politik, kunne dette være et godt udgangspunkt. Det indeholder nemlig en ydmyg anerkendelse af, at verden er faldet, og at mennesker og samfund lider under dette. Verden er fyldt af ufred og uretfærdighed. Vi skal ikke fokusere på utopien eller stirre os blind på ideologien. Vi skal tage udgangspunkt i virkeligheden og forsøge at skabe et samfund, der undgår det utålelige. Ved Guds gode vilje kan vi forbedre og forebygge, og måske er der mange veje, der fører til det tålelige samfund. Men der er kun én vej til det perfekte samfund, og den starter ikke på Christiansborg, men ved Golgata. Ikke ved Marx eller Grundtvig, men hos ham, der ændrer verden ved at ændre dig.

Alle politiske værdier og ideologier kan problematiseres.

Selv demokratiet, hvor den, som kan skaffe flest stemmer, får magten, kan der stilles spørgsmålstegn ved. I en tid hvor reality-stjerner bliver præsidenter, kan folkestyrets fremtid vise sig snart at blive et ægte dilemma.

33

Ord frabedes Når mennesker omkring os kæmper med livet, vil vi så gerne hjælpe og sige det rigtige. Det er kærligt, men i nogle situationer er der ikke noget rigtigt at sige. I de situationer må kloge ord frabedes, og i stedet må vi vise omsorg på andre måder.

34

Af Ellen Esmarch Pedersen, Samtaleterapeut og Bibelskolelærer, ellenesmarch@gmail.com Tobias og Simone har været sammen i to år. Da de blev kærester bad de meget om, at Gud ville vise dem, om det var hans plan, at de skulle være sammen. Og det blev de faktisk ret sikre på, at de skulle. Det hele lagde sig ligesom til rette. For to uger siden slog Tobias op. Han begrunder sin beslutning med, at han ikke længere har følelser for Simone. Han har længe været i tvivl om sine følelser for Simone, men har ikke kunnet få sig selv til at sige noget til hende om det. Hun virkede jo så glad og sikker, og han har været bange for at gøre hende ked af det. Simone har slet ikke set det komme og forstår ingenting. Alting er nærmest gået i sort for hende. Det er som om, alle fremtidsdrømme lige pludselig er gået i stykker. Hun er både vred og ked af det. Tobias virker næsten lettet og glad, og det gør det bare endnu sværere for hende at være i. Hvordan kan han virke så upåvirket?

Viktor mistede sin mor for nogle måneder siden. Hun døde af kræft. Det havde været et langt sygdomsforløb med perioder ind imellem, hvor det så ud, som om kemoen virkede, og Viktors mor fik det bedre. De perioder gav håb om, at hun kunne blive helt rask. De sidste par måneder før hun døde, var det dog gået

stærkt tilbage, og lægerne havde fortalt dem, at der ikke var mere at gøre. Så Viktor var egentlig blevet forberedt på, at hun skulle dø. Alligevel kom det som et stort chok for ham, da hun døde. Nu har han svært ved at tale med sine venner om, hvor meget han savner sin mor. Det er som om, de slet ikke kan sætte sig ind i, hvordan han har det. De er optaget af at leve deres liv med lektier, venner og fester. Viktor er bare trist, og synes ikke, at der er noget ved nogen ting.

Når jeg møder Simone eller Viktor eller en anden, der er midt i noget svært, er min første reaktion, at jeg så gerne vil sige noget til dem, som kan trøste og få deres smerte til hurtigt at gå over, så de igen kan blive glade. Jeg vil så gerne hjælpe dem med mine ord. Jeg vil gerne sige noget godt til dem. Nogle gange kan jeg faktisk også være bange for at møde

dem, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal sige.

Jeg mangler ord. Og så kan min mangel på ord få mig til at undgå dem.

Ord bliver fattige og slår ikke til, når vi møder andres smerte over ting, som er hændt dem. Hvis vi alligevel forsøger at sige noget meningsfyldt, kan det næsten får den modsatte virkning. Som om ordene slår i stykker i stedet for at hele.

Måske fordi vi med vores ord alt for hurtigt forsøger at skabe mening midt i det meningsløse.

Jobs venner Jobs Bog i Bibelen har fokus på lidelsen, og hvad der sker med os, når vi møder det svære og lidelsesfyldte i livet. Alt blev stort set taget fra Job, og han var i en ubegribelig smerte. I den situation kommer hans venner og besøger ham. De er der bare og sidder tavse sammen med ham i

flere dage uden at sige noget. Det kan vi lære noget af. At give lidelsen tid uden at ødelægge med vores velmenende ord.

Ord bliver fattige og slår ikke til, når vi møder andres smerte over ting, som er hændt dem.

Bare være sammen og med vores nærvær dele smerten med den, som er ramt.

Måske bare holde om og give hånden et klem. Måske lytte til ord, som vælter ud af vores ven, som lider. Måske bruge spørge-ind-ord, som opmuntrer til at fortælle mere. Men holde vores egne ord tilbage!

Da Jobs venner endelig åbner munden, er det, som de siger, til gengæld ikke så klogt. De bebrejder nemlig Job, at han klager over sin smerte, og at han vover at 35

Smerten bliver lidt mindre tung at bære, når nogen bærer den sammen med os, uden at de gør sig kloge på, hvordan vi skal reagere, eller hvad vi skal mene eller sige.

skælde ud på Gud og anklage ham for at være uretfærdig. Bibelen kalder Job for den kloge her. Fordi han ikke holder noget tilbage, men i klage og ord siger det, ligesom han har det.

Når det svære rammer os, kan vi blive helt tavse og mangle ord. Vi kan også blive meget snakkende og vælte ud med alt det, som fylder i os. Uanset vores reaktion, har vi brug for mennesker omkring os, der kan rumme os, ligesom vi har det.

Da Jesus kom og besøgte Martha og Maria, da de havde mistet deres bror, Lazarus, græd han sammen med dem. Han delte deres smerte – og sin egen – ved at græde sammen med dem. Smerten bliver lidt mindre tung at bære, når nogen bærer den sammen med os, uden at de gør sig kloge på, hvordan vi skal reagere, eller hvad vi skal mene eller sige.

Plads til sorg Når vi øver os i ikke at komme buldrende med vores ord – trøsteord, meningsord, ”tiden læger alle sår” ord – giver vi plads til at sørge over de tab, som er en følge af de smertelige ting, der er sket. Hvad enten tabet handler om noget fysisk, noget relationelt, et dødsfald eller noget helt andet, så er noget, som var kært for os, mistet eller forandret. Og det skal der gives tid til at sørge over. Og her slår andres velmenende ord ofte ikke til, fordi de har en tendens til at gøre tabet og dermed sorgen mindre. Og det skal 36

den faktisk ikke være. Den skal have lov til at have præcis den størrelse, den har, og have den så længe, der er behov for det. Stilhed, fysisk nærvær, tid sammen giver plads til at være lige der, hvor man er, med det, som er svært og lidelsesfyldt.

Og det forunderlige er, at når der gives plads og tid til sorg over tab og lidelse, så heler vi igen. Ikke så alt bliver som før. Der kan for altid være rykket rundt på noget i vores liv. Men så vi igen får lyst og mod på livet og dets udfordringer.

I Bibelen møder vi også Gud som den, der om nogen, kan være hos os, når lidelsen bliver stor og ord ikke slår til: ”Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen.” (Salme 27, vers 5). Herren gemmer mig i sin hytte, i sit telt. Det er et utroligt stærkt billede. I hytten og teltet er der ikke langt til væggen. Sidder jeg i et lille telt, er det bare at række hånden ud, så kan jeg mærke teltdugen. Så nær er Gud hos mig.

Nogle gange er situationen sådan, at jeg ikke engang synes, jeg har kræfter til at række hånden ud. Tingene er gået helt i hårdknude, og jeg føler mig afmægtig – ikke engang formulere mig i bøn, orker jeg. Det ændrer ikke situationen. Gud bliver der og rækker sin hånd ud og bærer mig – måske bærer han mig via en vens omsorg eller en andens bøn for mig. Under alle omstændigheder bærer han og er nær under alle forhold. ■

Digte:

Jeg begår forbrydelser mod mig selv Men ingen straffer mig Jeg går alene med skammen Trækker mig selv ind foran min egen domstol Du er skyldig Dømt til selvpineri Her er en hammer Værsgo at slå løs

*

Riv min ulydighed Ud af mine hænder Lad din kærlighed trænge ind Gennem sprækkerne Ind til hjertet Så den kan pulsere med blodet rundt Ud til hver forfrossen del af min krop Ud til mine hænder, mine fødder Så jeg bliver villig til at gå

*

Smelt mit hjerte Lad kræften fra din kilde Være min næring Være min nektar i nøden Der kan styrke mit udtørrede håb

*

Hvor er det godt At i tågede tilstande Er der lygter der lyser

Så jeg ved, jeg ikke går alene At der er en hånd Der ikke slipper

*

Jeg vil bare fremad og fremad Længslen sidder lige under overfladen Mere af dig Mere af mig Og fremad, og ud på gaden Og mere af dig Og mere af mig i funktion I tusind opgaver Så de alle kan se At der er mere af dig I mig Længslen sidder der Og det skal være vildere Hjertet hamrer afsted Afsted til den næste vilde ting Det næste kald i rækken Og du kalder Eller de kalder alle sammen Og hvem skal da også bruge søvn Når tankerne går amok Mere af dig Og mere af mig forsvinder Indtil jeg til sidst tvinges til at stoppe op Min nåde er dig nok

Af Steffen Birkmose

37

Bøger:

Ord vind kød Dorte Kappelgaard, Elli Kappelgaard og Marija Krogh Iversen Eksistensen 2016 188 kroner Mathias Anker Kure, bachelor i dansk, ungmedarbejder i Ordet & Israel kureanker@gmail.com ”Mine tanker samler sig/ som skikkelser i det hellige rum./ Jeg lægger nakken tilbage/ ser stjerner gennem huller i høloftet/ pupiller vænner sig til mørket./ Dette gør vi sammen i aften/ vi våger”.

Hvis man ikke ved det, er koblingen måske ikke til at se, men teksten – digtet – er faktisk en respons på Jesu ord om, at han efter en tid med trængsler vil komme igen (Lukasevangeliet kapitel 21, vers 36). For det er sådan responsen på Jesu ord er i Ord vind kød, hvor digtet, hvis styrke ligger i den gradvise og lavmælte progression – først til sidst forløses digtets egentlige scene som det, den er: glimt fra den vågendes blik – er taget fra; responsen er poetisk.

Jeg skal hurtigt bekende kulør: Jeg har glædet mig meget til at få Ord vind kød til anmeldelse. For hvornår har jeg måske sidst læst en digtsamling, der har kirkeårets rytme (og tekster!) som sit systemiske udgangspunkt? Svaret er selvfølgelig, at det har jeg aldrig. Idéen er heldigvis ikke bare original, den er også veludført.

Et jeg og et hun Ord vind kød består af ”poetiske tekster til kirkeåret”. I praksis betyder det, at hver side i bogen er som et opslag til hver ny søndag. Først digtet, den poetiske respons, dernæst en note med reference til søndagens navn og evangelielæsning. Her digtet til 6. søndag efter påske: ”Jeg formoder, mere end jeg mener at vide. Skrappest er/ jeg til at digte. Nu skal jeg så vidne. Men hvad skal jeg/ fortælle, når mit liv går lige meget frem og tilbage? Du/ skal glæde dig, siger englen”.

Som det er typisk for samlingen, er digtets greb at finde et tema i det evangeliske forlæg – her Jesu løfte om en Talsmand – og applicere dette til en hverdagslig kontekst, applicere det til en digterisk jeg-form (”Nu skal jeg så vidne”). Det handler altså om mødet med prædiketeksten, snarere end fortolkningen af den.

Denne tendens ses også i, at mange digte tematiserer erfaringen af, at Gud er til stede i det nære og genkendelige. Eller måske er til stede: ”Er det en vandskade eller din ånde der leger bag tapetet?”

Men selvom det centrallyriske jeg-perspektiv er det hyppigst brugte, er det ikke det eneste. Et godt eksempel på en variation er digtet til Mariæ bebudelsesdag. I stedet for at overtage tekstens tema og omgøre det til jeg-form udgøres digtet af en fin registrering: ”Hun ved ingenting om dette foster/ hun bærer et lys i maven/ ser på sin krop/ hofterne i alle retninger/ ingen ved hvem faren er/ fanget i Guds krimi/ kun frygten har hun ikke” På trods af den formelle distance (”hun”) fornemmer man tydeligt en personlig stemme bag digtets registrering; og med det pudsige udtryk om Guds krimi, styrter læserens (moderne) verden umærkeligt – men effektfuldt – sammen med evangelietekstens stemning og situation. Grebet er enkelt og fint og vidner om forfatterens sans for det poetiske sprogs associative potentialer.

Voluminøs ekstratekst Der er tale om en digtsamling, der er rigt varieret formmæssigt og som i stemning og tone veksler ubesværet imellem det fjollede og pudsige, det alvorlige og dystre. Ord vind kød lykkes med at gøre evangelieteksterne nærværende.

Til minussiden hører en lidt tung tekst rundt om digtene: Ud over den pirrende titel må man først fordøje en kobberfarvet illustration (forside), en grundig vejledning til, hvordan bogen bør bruges (bagside), hele fire af bogens digte samt tre fyldige forfatterpræsentationer (flapper) og endelig – for så vil man også gerne i gang – en prolog, underskrevet af de tre poeter, inden den rigtige læsning kan begynde. Lad dog ikke den voluminøse ekstratekst skræmme, man bør virkelig onde sig selv lidt poesi til kirkeåret.

38

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har døgnvagt

TID TIL FORDYBELSE

Børkop Højskole er: Den kreative

Musik

Discipel

Adventure

Linjefag DK-3400 Hillerød | tlf.: 4826 0766 | lmh@lmh.dk

luthersk missions højskole

Basisfag

Valgfag Studietur

Find os på lmh.dk eller på

bibel

→ imb.dk

V

Den mindste ild kan sætte den største skov i brand Helene Høgild, studerende i kommunikation og digitale medier, hogild95@hotmail.com

Ord påvirker mennesker.

Og nogle ord kan gøre så meget skade, at det tager år at ryste dem af sig igen. Hør Helene fortælle om, hvordan mødet med andres ord satte sig så dybt i hende, at det forvandlede hele hendes selvbillede.

Ord er ikke fysiske våben, men de gør fysisk skade. Bliver du stukket ned på gaden, kan du få medicinsk behandling og blive hel igen. Men når onde ord sendes ens vej, kan de flænse op ind til marv og ben, det føles som om, man forbløder, som om man ikke er noget værd. For hvert ondt ord opstår et nyt sår, du bliver ved med at forbløde, men hvordan stoppes blødningen?

Jeg har følt mig tom og ubetydelig, som om livet var taget fra mig. Nej jeg har ikke haft en elendig familie, jeg elsker min familie, de har altid været der for mig. Jeg er aldrig blevet slået eller mobbet fysisk i skolen, men jeg har fået kritik og har igen og igen fået at vide, at jeg skulle lave om på mig selv. Jeg har aldrig været god nok til at være sammen med de andre piger i klassen, det var altid mig, der blev valgt sidst. Der blev til stadighed hevet dårlige sider frem hos mig, som skulle diskuteres til diverse pigesamtaler i skolen.

En helt normal dag i skolen, endte for mig med at blive en dag fyldt med lidelse og ønsket om at komme væk fra denne ver40

den. Pigerne skulle igen have en samtale om mig. Læren havde ikke tid, så hun fandt et rum til os og lod det være op til os selv at tage snakken. Det var vigtigt for mine klassekammerater at få alt på bordet. De fortalte mig alt, hvad jeg havde gjort forkert, og alt hvad de mente, jeg skulle lave om på ved mig selv. Min verden faldt sammen, jeg begyndte at græde. Det var som om at rummet faldt ned over mig. Jeg kunne ikke få vejret og havde ingen steder at løbe hen. Jeg var tvunget til at sidde og lade kritikken hagle ned over mig. Min ide om, at jeg ikke var et godt menneske blev bekræftet.

Som tiden gik blev min selvtillid og psyke mere og mere nedbrudt. Til sidst hørte jeg kun dårlige og onde ting. Jeg lagde ikke længere mærke til, hvis nogen sagde noget godt til mig. Alt hvad min hjerne kunne huske var, at jeg ikke var god nok, det havde jeg lige hørt. Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand.

Til mine klassekammeraters forsvar var jeg, efter alt det jeg havde været igennem, utrolig usikker på mig selv og min værdi.

Det påvirkede min måde at være samme med andre mennesker på, og det gik ud over dem. Jeg var i smertelig grad klar over mine fejl og mangler, men havde ikke brug for konstant at blive mindet om dem. Uanset hvad de sagde, så kunne jeg ikke gøre noget ved det, jeg var svag og ødelagt efter alle de dårlige ord, der allerede var kommet min vej. Jeg havde brug for mennesker, der lyttede,

Til sidst hørte jeg kun dårlige og onde ting. Jeg lagde ikke længere mærke til, hvis nogen sagde noget godt til mig mennesker der sagde gode ord til mig ikke bare én gang, men igen og igen. Jeg havde brug for at få at vide, at jeg var et værdifuldt menneske, det var jeg nemlig ikke klar over.

En ny begyndelse Som sagt sætter ord mærker på dit sind, også selvom der er blevet sagt undskyld, du er stadig ramt. Ord, der er blevet sagt, kan ikke tages tilbage. En psykolog sagde engang til mig, at min hjerne havde fået indbygget en mappe med billeder fra min fortid. Når jeg så mødte nye mennesker og hørte nye ord, ville min hjerne

tage billederne frem og vise mig, hvad der skete sidst. På den måde huskede jeg kun de dårlige ord og turde ikke se fremad.

Disse billeder måtte jeg skifte ud. Det kunne jeg ikke gøre på min friskole, jeg skulle væk fra alle de dårlige minder.

Jeg begyndte på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing og kom her ind i et nyt miljø, med nye mennesker, hvor ingen kendte mig fra før, og jeg kunne begynde forfra. At begynde på en frisk var ikke nemt, det krævede mængder af energi, meget arbejde med mig selv og professionel hjælp. For mig var det fantastisk at starte forfra, min hjerne blev fyldt med gode oplevelser, og som tiden gik fik jeg efterhånden skiftet flere og flere negative billeder ud.

Jeg har ikke glemt alt det, jeg har gået igennem, men de ting er kommet i baggrunden, og jeg er begyndt at tro mere og mere på mig selv. I Jakobs Brev kapitel 3 står der, at fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Tungen, den lille legemsdel, der har så stor magt,

kan altså også bruges til velsignelse. For at overleve alle de flænsende ord, som er kommet på min vej, bliver jeg nødt til at blive mødt med velsignelse og kærlighed fra den legemsdel, som før forbandede og ødelagde mig. Nu hører og fokuserer jeg på de positive ord, ikke de negative. Jeg er nu et helt nyt menneske og er i stand til at danne og indgå i relationer på en sund og god måde.

Ord og handling Hvis ord ikke bliver udført i handling, kan de føles uden betydning. Hvis jeg skal have tillid til det, jeg hører, bliver jeg nødt til at se det. Hvis nogen spørger, om jeg vil være sammen med dem en dag, og de derefter aflyser, siger min hjerne, at det er på grund af mig. Når man har prøvet, at folk aflyser gang på gang, er det svært at tro, at de faktisk vil en. Min opfordring er, tænk over dine ord og handlinger. En invitation til en fødselsdag eller bare en almindelig hyggeaften hjemme i stuen betyder utrolig meget. Det at vide, at der er tænkt på

en, at man er blevet udvalgt, skaber for mig meget glæde. Jeg betyder noget for andre end min familie.

I dag er jeg glad, jeg har gode venner, jeg har det faktisk virkelig godt. Alligevel kan jeg stadig sætte spørgsmålstegn ved den, jeg er. Engang imellem bliver jeg taget tilbage og hører de ord, som engang blev sagt til mig. Det kan stadig være så tydeligt, at jeg kan få ondt i maven og være lige ved at græde. Tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift.

Jeg har nogle gange spurgt, hvor Gud var henne. Gud har for mig i denne situation været en, jeg kunne skælde ud på. Jeg syntes, det var urimeligt, at jeg skulle igennem dette. Gud havde en plan for mig, selvom jeg først ser det nu, det, jeg har været igennem, er nemlig ikke kun skidt. Jeg har lært en masse, det har formet mig til den person, jeg er i dag. Det gør, at jeg i dag kan bruge mine ord, til at forsøge at være der for dig. ■

For at overleve alle de flænsende ord, som er kommet på min vej, bliver jeg nødt til at blive mødt med velsignelse og kærlighed fra den legemsdel, som før forbandede og ødelagde mig

41

Tolv LTC’ere fortsætter på overbygningen Næsten alle eleverne fra efterårets hold på KFS’ Ledertræningscenter, LTC, fortsætter på overbygningen, hvor de udover at dykke dybere ned i fagene tager på teamperiode på Balkan.

Et ophold på KFS’ Ledertræningscenter, LTC, kan løbe over fem eller ni måneder. Den første del, som varer fem måneder løber fra august til december, og så kan eleverne vælge, om de vil fortsætte på overbygningen og dermed blive indtil begyndelsen af maj.

Det har tolv af de nuværende tretten elever valgt at gøre. De kommer til at dykke endnu længere ned i fagene, prøve kræfter med nye teams på teamperioder, og så skal de på teamperiode i udlandet, nærmere bestemt Montenegro og Albanien.

Basis-opholdet har budt på fem ugers teamperiode, hvor eleverne har holdt oplæg i religionstimer, talt med gymnasiale studerende i hele landet og besøgt KFS-grupper.

Den 5. december drog LTC'erne ud på den sidste af de fem ugers teamperiode Herudover når de at være på skolen i Ødsted ved Vejle i 13 uger, inden de tager hjem/på juleferie den 21. december.

Efter jul venter så endnu flere religionstimer, endnu mere fordybelse og nye eventyr for tolv af eleverne.

Kommunikationsmedarbejderen takker af Den 31. januar bliver sidste arbejdsdag for kommunikationsmedarbejder i KFS Jens Jørgen Jensen.

Jens Jørgen Jensen begyndte i KFS den 1. februar 2012, hvor han skrev en kontrakt på fem år som kommunikationsmedarbejder.

Alle ansættelser i KFS er tidsbegrænsede, så organisationen hele tiden kan holde sig frisk og nær ved målgruppen – studerende på gymnasiale og videregående uddannelser.

Med udgangen af januar 2017 udløber hans kontrakt således.

Herefter skal en ny person med nye idéer og kæpheste tage over.

En af de ting, han har arbejdet med, er implementeringen af en ny grafisk profil i 2012, så det grafiske udtryk i KFS fik et mere ensartet udseende. Det resulterede i en ny hjemmeside, nytænkning af nyhedsmails, nye plakater, postkort og alle mulige andre materialer.

Et andet højdepunkt er et redesign og nytænkning af magasinet Til Tro, som du sidder med i hånden nu.

42

”I det hele taget har arbejdet med Til Tro og samarbejdet med redaktøren og redaktionen i København været en af de mange ting, jeg kan se tilbage på med stor taknemmelighed,” fortæller den afgående kommunikationsmedarbejder.

En af de primære opgaver gennem hele ansættelsen har været at formidle den gode historie fra KFS. Om det fortæller Jens: ”Det er en taknemmelig opgave, da der er så mange fantastiske mennesker i KFS – både de skønne studerende og medarbejderne – som gør et stort arbejde med at kende Jesus og gøre Jesus kendt i studieverdenen. De gode historier hænger så at sige på træerne.”

I næste nummer af Til Tro kan du læse, hvem der bliver den nye kommunikationsmedarbejder. Hvis du mener, det skal være dig, kan du finde stillingsopslaget i dette blad og på www.kfs.dk.

Bøger:

Forsvar for troen Alister McGrath Kolon 2016 199, 95 kroner Mathias Anker Kure, bachelor i dansk, ungmedarbejder i Ordet & Israel kureanker@gmail.com

Det er en kendt tommelfingerregel, at et stort og komplekst stofområde kun kan formidles skarpt og tilgængeligt af én, som virkelig kender det godt; man er nødt til selv at være afklaret, for at kunne hjælpe andre på vej.

Med Forsvar for troen. En indføring til apologetikken er man som læser i både trygge og afklarede hænder. For hallo: det er da noget af et brød Alister E. McGrath, professor i teologi og bredt anerkendt forsvarer for den kristne tro (apologet), har slået op, at give en kortfattet introduktion til hele den store apologetik.

Lige hurtig nok i vendingen Forsvar for troen er ikke en hurtiglæst pjece, men den er absolut heller ingen mobbedreng. McGrath fordeler de bare 180 sider på ni korte kapitler, der alle udstyres med en god portion metatekst efter formlen, ”vi har nu set på X og skal nu gå videre med Y” samt udførlige lister med forslag til videre læsning, primært fra den akademiske boghylde.

Med andre ord: Selve bogens opbygning underbygger det primære formål: at byde læseren velkommen – at introducere – til det apologetiske univers.

Og selvfølgelig ligger både bogens styrke og svaghed her. Et eksempel på sidstnævnte: McGrath starter med et definitionskapitel: ”Hvad er egentlig apologetik?” Jo, lyder den foreløbige forklaring, efter det græske betydningsforlæg, som hentes i Første Peters brev kapitel 3, vers 15 og verbet apologia, er apologetik at forklare og forsvare evangeliet for en skeptisk modtager (side 11).

Definitionen er fin, problemet er bare, at McGrath uden videre forklaring sætter lighedstegn mellem udsagnsordet, som det optræder hos Peter, og betegnelsen (navneordet) for den moderne forståelse: ”For Peter drejer apologetik sig om at forsvare sandheden med mildhed og respekt” (side 11, min kursivering).

Selvfølgelig kan McGrath, bogens sigte in mente, ikke konstant fortabe sig i diverse faglige diskussioner. Alligevel må jeg sige, at det på så centralt et sted havde været på sin plads med et par eksegetiske mellemregninger – forstår Peter i sit brev fx trosforsvaret som et primært intellektuelt forsvar?

Fundamentet er i orden Vi skynder os imidlertid at forære McGrath denne udeblevne diskussion, for hvor er der meget godt og sundt og víst at hente i bogen. Hør her, hvad McGrath også siger om disciplinen trosforsvar, der, i hvert fald set udefra, ofte kan ligne en lidt maskinel indstudering af komplette svar: ”Apologetik er ikke et sæt teknikker, hvormed man vinder mennesker for Kristus. Den er ikke et sæt argumentationsskabeloner med henblik på at vinde diskussioner” (side 37). Og videre om apologetens rolle: ”Vi peger på kilden til helbredelse; Gud helbreder. Vi vidner om tilgivelsens kraft; Gud tilgiver. Apologetikken sker altid i den opstandne Kristus’ kraft og nærvær” (side 39).

Dét er fundamentet for McGraths tour de force, der, som bogen skrider frem, bevæger sig mod det stadigt mere konkrete og praktisk-anvendelige. I de indledende kapitler udfolder McGrath først apologetikkens teologiske fundament ved at se på nogle eksempler hos Paulus og Peter i Det Nye Testamente, hvorefter han vender sig imod samtiden og tilhøreren og argumenterer for, hvordan apologetikken også har noget at gøre i et åndsmæssigt klima, hvor fx troen på endegyldige sandheder måske ikke er i så høj kurs som tidligere.

De teologiske og kulturanalytiske indsigter følges fint op senere i bogen, hvor det – for bare at give ét eksempel – hedder, at personlige historier og brugen af billeder og analogier kan have stor effekt i en postmoderne kontekst.

Alt i alt giver Forsvar for troen en flot indføring til den kristne apologetik, og der er grund til at rose Kolon, Lohses afdeling for akademisk og forskningsbaseret litteratur, for, at McGrath nu også kan læses på dansk.

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

Har alle mennesker brug for Jesus?

Hvis du svarer bekræftende på dette spørgsmål, hvilken gruppe mennesker vil du så mene, det er mest strategisk at nå, hvis målet er at nå alle? Det mener jeg ikke, at man kan svare entydigt på.

Indflydelsen Kan ikke overvurderes Michael Green er engelsk teolog, apologet og evangelist af Guds nåde. Han rejser Europa tyndt og deltager i outreaches rettet mod studerende, selvom han har rundet 86 år. Det er der en grund til.

Han siger selv: ”Mange af disse unge mænd og kvinder vil i fremtiden indtage høje stillinger i mange forskellige sammenhænge, og deres potentielle indflydelse kan ikke overvurderes.”

Rent strategisk giver det indlysende mening med studentermission. Men det er ikke den primære grund til, at KFS (og – for god ordens skyld – næppe heller Michael Green) er i mission til studerende.

Den primære grund er, at Jesus elsker studerende. Ikke for hvad og hvem han kan nå igennem dem, selvom perspektiverne er herligt uoverskuelige. Nej, Jesus elsker dem bare. Og han vil frelse dem. Det ser vi i KFS som vores helt specifikke kald at fortælle dem.

100 opmuntrende dage Jeg har netop passeret de 100 første dage som generalsekretær i KFS og har indtil nu forsøgt at holde munden lukket og i stedet gøre store øjne og ører.

Det, jeg har set og hørt, er opmuntrende. Rundt omkring dannes jævnligt nye KFS-grupper, der beder for deres studiesteder; flere studerende læser i Det Nye Testamente med deres med-

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via bankoverførsel: 9402-0004054954

STØT KFS

Vi vil ikke fortie noget Jo, det går af Guds nåde faktisk ganske godt, men det har ikke fået KFS’ bestyrelse til at læne sig tilbage.

I disse måneder er vi i gang med en organisationsanalyse, som skal skærpe vores blik for, hvordan vi kan optimere indsatsen. Det fremlægger vi nogle svar på i foråret.

Vi vil nemlig så gerne, at det skal kunne siges om KFS, som Paulus sagde om sig selv til de ældste fra Efesos: ”I ved, at jeg ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentligt og privat.”

Vi vil ikke fortie noget, men offentligt og privat fortælle om Jesus. Vi vil hele tiden arbejde med formidlingen, og det gør vi med frimodighed, fordi evangeliet holder – også på campus.

Støt KFS. Ikke fordi det snart er jul. Heller ikke fordi vi fejrer 60-års jubilæum i år. Men fordi Jesus elsker studerende.

Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS

Hvad går pengene til?

Fx Rebecca

Via MobilePay: 61 27 14 97

Via støttemodulet på kfs.dk – klik på

studerende; der arrangeres en lind strøm af lunch bars, standdage, religionstimer på gymnasier, eventuger og meget mere.

Vi har en stab, som arbejder dedikeret og determineret og med en ægte kærlighed til studerende, som vi ikke kan betale dem for.

i højre side

Du kan også blive fastgiver via støttemodulet!

Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Rebecca arbejder i Montenegro med at støtte studenterarbejdet der. KFS giver 6 procent af de indsamlede midler videre til internationalt studenterarbejde, som ikke har samme økonomiske muligheder, som vi har i Danmark.