Til Tro #1 2025 - Under

1. kvartal · 2025 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Under Et underfult nærvær Anna møder Gud i poesi og efterårsvejr – TEMA side 6

Under overfladen

Hvordan begynder den gode samtale?

– TEMA side 36

KFS udgiver ny podcast

“Verdens vigtigste bog” er Bibelen, som du ikke har hørt den før – KFS-NYT side 9

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Katrinebjergvej 115, kælderen, 8200 Aarhus N Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 4597-004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Lars Boje Sønderby Jensen og Mads Due (ansvarshavende redaktører) Dorthea Lind Neuenschwander (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

William Rønberg, stud.polyt.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur.

Esther Krarup, gymnasieelev Simon Buus Vigilius, stud.merc. jur.

Anna Vallentin Møller, stud.mag.

Andreas Theodor Offersgaard Christensen, stud.psyk.

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Fríðunn í Liljudali Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Tema

Indhold I tiden kfs Nyt 5

LTC er blevet solgt

9

Ny podcast fra KFS

22

Nyt land, ny hverdag – samme kristne fællesskab

39

En KFS’er i hjertet takker af

39

Ny studenterkonsulent i Øst – byd velkommen til Mads!

40

”… Og hvad så nu?” Nu skal vi på Påskelejr!

6

Taknemmelighedens alfabet Om glæden ved poesi og taknemmelighed over Guds nærvær

10

Bibelen - forunderlig eller for underlig?

Robert Svendsen forbavses af profeter, fisk og kujoner

14

Er det rationelt at tro på mirakler?

En filosofistuderende sætter kritikken af undere under lup

18

Helvede er ikke Guds torturkammer Hvad Bibelen siger og ikke siger om helvede

21

Portræt

24

“Underlæg jer Jorden” – mission completed complicated Hvordan skal vi håndtere klima- og biodiversitetskrisen?

28

Når underet udebliver Johannes fortæller om bønnen, der ikke blev opfyldt

30

Andagt ”Under” – et lille ord med stor betydning

16

Globalt: Vi planter, men Gud giver vækst

17

Grønland: Vi skal ikke gøre os fortjent til Guds kærlighed

26

Fast kronik: En undervurderet konsekvens af generationskløften

31

Kære Gud...

“Jeg er ved at gå under!”

32

Bøger: For enden af regnbuen

34

33

Bøger: Den nye bekendelse

35

KFS-ansatte anbefaler

Tre ting, kristne studerende har brug for i dag Bodil, Søren og Emil kommer med hver deres bud

Leder: Farvel til Ødsted – goddag til Aarhus

36

43

Samtaler under overfladen Lad os tale om tro og tvivl – også i kirken

3

Fra redaktionen: Under bøn kan der ske ting og sager. Verdenshistoriens første KFS-bedemøde var i år 603 før Kristus, hvor fire studerende i Babylon, Daniel, Hananja, Mishael og Azarja, faldt på knæ sammen for at søge Guds hjælp. Situationen var desperat. Kong Nebukadnesar havde haft en urovækkende drøm, som han krævede, at Babylons vismænd skulle åbenbare og tyde for ham, ellers ville de blive tilintetgjort.

Det var Babylons vismænd ikke i stand til, og som omskolede tjenere i babylonsk skrift og visdom stod Daniel og hans tre venner også for skud. Men Gud hørte deres råb om hjælp. I sin barmhjertighed åbenbarede Gud både drømmen og tydningen for de bedende studerende, og det ledte til et stærkt og overnaturligt vidnesbyrd om Guds magt og alviden overfor datidens supermagt. Vi må ikke undervurdere de foldede hænder.

Under indledningen til alle redaktionsmøder har vi netop bedt om visdom og hjælp til vores redaktionsarbejde, så magasinerne må være til opbyggelse og til tro for dem, der får magasinerne i hænderne. Vi kan ikke se ind i fremtiden og gennemskue, hvad der er behov for at blive skrevet om. Men det kan Gud. Derfor lægger vi det altid over til ham.

Underligt. Sådan har jeg det. Når du læser dette, har jeg nemlig overladt redaktørposten til Mads Due. For jeg har elsket at lave Til Tro! Det kan virke lidt selvsmagende at sige det, men jeg føler oprigtigt, at Gud hørt vores bønner og har velsignet os. Han har ladet KFS udgive 19 magasiner over de sidste fem år, som er trosopbyggende, intellektuelle, samfundsrelevante og personlige. Jeg tænker på alle redaktionsmedlemmer og frivillige skribenter med stor taknemmelighed. Tak for jeres engagement, tid og kreativitet. Det var været en sand fornøjelse.

Und jer selv et klap på skulderen og tak Gud! Underskriften i bunden bliver den sidste fra min hånd i Til Tro, ja, og med de sidste streger vil jeg sætte ord på, hvad du kan forvente dig på de næste sider. Temaet har du nok gættet, så lad mig gå direkte til en anbefaling.

Undgå ikke Anders Keselers artikel ”Helvede er ikke Guds torturkammer”, selv om emnet er barsk.

Han får vist, hvordan helvede er et spørgsmål om retfærdighed uden at gå på kompromis med de bibelske tekster.

Undervurder heller ikke nydelsen ved en varm kop kaffe til Anna Muldbjergs poetiske essay, ”Taknemmelighedens alfabet”. Hun deler sine refleksioner om abrikostræer, taknemmelighed og hverdagsundere. Snyd heller ikke dig selv for Johannes Krarups personlige og livsnære artikel ”Når underet udebliver”. Han tager fat i, hvordan vi må møde Gud med vores skuffede forventninger og opmuntrer os til at sætte vores håb til Jesu genkomst, hvor han vil gøre alting nyt.

Undersøg magasinet. Der er meget mere!

Jeg ønsker alle vores læsere Guds fred og velsignelse.

På vegne af redaktionen Lars Boje Sønderby Jensen

4

LTC er blevet solgt Underskrifterne er sat, blækket er tørt, og vi kan nu fortælle, at LTC er blevet solgt. Efter en god og forholdsvis kort salgsperiode på knap et halvt år, gav vi i starten af februar nøglerne til bygningen i Ødsted videre.

Beslutningen om at sælge LTC kom som en følge af lukningen af højskolen tilbage i begyndelsen af året.

Som tidligere beskrevet har vi sat en ny strategisk retning for KFS, som blandt andet betyder, at vi vil være mere for flere KFS’ere og studerende i hele landet med oplæring, udrustning og evangelisation. ”Takket være salget kan vi komme videre i denne retning, hvilket vi kun kan være godt tilfredse med. Bestyrelsen vil i løbet af det næste halve år se på, hvordan midlerne fra salget bedst kan understøtte vores mission om, at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt. Sammen med den altafgørende støtte fra alle vores givere vil dette bidrage til at styrke vores indsats for, at der må blive mere til flere, og vi glæder os til at afsløre nye initiativer i det kommende år,” siger generalsekretær Jakob Højlund.

Nyt hovedkontor i Aarhus Igennem nogle år har det ligget fast, at KFS’ hovedkontor flytter til MF i Aarhus. Det placerer os midt i et levende studiemiljø blandt studerende, KFS’ere, frivillige, og derudover også med let adgang til partnerorganisationer. Det glæder vi os meget til!

Vores hovedkontor i Aarhus er dog først klar til sommeren 2025, så i første omgang er KFS' sekretariat flyttet ind i et midlertidigt kontor, en kilometer fra det nye hovedkontor.

Afskeden med LTC er et vemodigt farvel til et sted, som har betydet meget for mange og for KFS. Med salget giver vi slip på noget betydningsfuldt og siger samtidig goddag til en ny tid og nye muligheder, som vi glæder os til at udforske.

KFS-NYT

5

Taknemlighedens alfabet Hvad har abrikostræer og brintbomber med vintervejr at gøre?

Med hjælp fra dansk poesi og en venindes sms sætter Anna ord på Guds underfulde tilstedeværelse og staver til tak.

Af Anna Muldbjerg Christensen, stud.mag. i dansk med sidefag i psykologi, muldbjerg@live.dk

66

TEMA

Tænkt, at vi findes ”Abrikostræerne findes (…) bregnerne findes (…) cikaderne findes (…) duerne findes (…) efteråret findes (…) fiskehejren findes”. Jeg læser det igen. Langsomt. Mens billederne af alt det, der findes, flyder gennem mine tanker. Jeg kan mærke bregnernes nubrede blade mod min håndflade, abrikosernes sødme fylder min mund, og efterårets friske vind farver kinderne kolde og rosa. Alt sammen mens jeg sidder varmt med benene trukket op om mig i en gammel lænestol og læser i Inger Christensens ”Alfabet” Digteren Inger Christensen (1935-2009) er bredt anerkendt som en af Danmarks vigtigste poeter og forfattere, og centralt i hendes forfatterskab er eksistentielle temaer, som udtrykkes i en imponerende leg med ord i stringente systemer. På grund af hendes særstatus inden for dansk poesi virker det derfor nærmest blasfemisk for en danskstuderende at udsætte hendes fantastiske digtsamling for citat-cherry picking. Men det lille udvalg giver et indblik i hendes univers. Jeg finder en helt speciel glæde ved at læse hendes ord. De indeholder en særlig erkendelse af verden. Verden har betydning og værdi, fordi den findes, og vi kan sanse den og sætte ord på det. Hendes ord skaber en opmærksomhed i mig på skønheden i den verden, jeg tror, der står en kærlig skaber bag.

En øvelse i taknemmelighed ”I dag er det Annas yndlingsvejr!” Denne besked oplyste min telefons skærm en tidlig morgen. Det var fra en studieveninde, som ville minde mig om, hvad jeg selv tidligere havde sagt: at jeg elskede efterårets friske luft, når den kom fra en blå himmel. Og på denne kolde, klare dag i november måtte jeg midt på cykelstien smile over sneen og solstrålernes synergi, hvis skønhed på himlens blå bagtæppe fik mig til at tænke, at dette måtte være et glimt af, hvad Gud mente, da han på universets skabelsesdag ”så, at lyset var godt” (Første Mosebog kapitel 1, vers 3). Og så er øjeblikket ovre. Skyerne skubber sig ind over himlen. Og forbi mig fræser el-cyklen med stor fart. Jeg cykler videre og gemmer det lille øjeblik af taknemmelighed.

Jeg øver mig nemlig i at være taknemmelig, for det er ofte i taknemmeligheden, at jeg møder Gud. Jeg tror, det har at gøre med taknemmelighedens retning.

For uanset hvad, er der altid en modtager af min taknemmelighed. En uhåndgribelig og abstrakt modtager, men samtidig også en konkret og almægtig modtager. Gud har ikke brug for min taknemmelighed, men jeg har brug for at rette den mod ham. Jeg har brug for at blive mindet om, hvor uendeligt meget jeg har modtaget fuldstændig ufortjent. Den sætning er næsten blevet en kristen floskel, noget vi hører

Verden har betydning og værdi, fordi den findes, og vi kan sanse den og sætte ord på det.

Når hjertet er tungt, har taknemmeligheden et andet udtryk, end når hjertet jubler. Men uanset rettes min taknemmelighed mod Gud. gentaget i kirken, indtil det lyder hult. Men jeg vil tvinge mig selv tilbage til en taknemmelighed, som ikke er blevet slidt af menneskers ord. For jeg tror, at Guds gaver fylder mit liv: Luften i mine lunger, et hjerte der slår, fødder jeg kan stå på, glæden over en solstråle, en støttende familie, et land med fred, Guds kærlighed. Når mine øjne åbnes for det, er hverdagen fyldt med små og store undere. Og der er en forunderlig antitese indbygget i ordet ”hverdagsundere”. Hverdag. Undere.

Den ene består af genkendelige gentagelser, en tryg rytme.

Undere derimod. De er i deres essens et opgør med det genkendelige. Undere er uforudsigelige og uplanlagte, og måske ligger noget af skønheden netop heri. Underne er ude af vores kontrol. Og på den måde bliver en solstråle i øjnene og smilet fra en fremmed et lille hverdagsunder.

Verden er ikke kun vidundere Nu startede jeg med at citere Inger Christensen, og jeg vil gerne vende tilbage til hende efter en vigtig nuance. For abrikostræerne står ikke alene. I digtene nævnes også atombomben, brintbomben, cobaltbomben og døden. Begejstringen over verdens rigdom på liv og sorgen over verdens smerte står side om side – bogstaveligt talt. Læser man hendes digte i de brudstykker, artiklen indledtes med, kan man hurtigt får et indtryk af en nærmest naiv fascination af verden. Og det kan føre til et kort øjebliks ubekymret eskapisme – noget jeg under os alle sammen en gang imellem at opsøge. Men det er ikke det fulde billede. Og hvad gør jeg så på de dage, hvor atombomberne fylder mere i mit sind end abrikostræerne?

Når jeg synes, at verden er grim. Fuld af katastrofer, kolde hjerter, urimelige livssituationer, og der er langt mellem hverdagsunderne. Det er der ingen nemme svar på, og det er for mig vigtigt at holde fast i. Der er ingen nemme svar på, hvorfor nogle skal kæmpe med sygdom, hvorfor nogle rammes af ulykke, hvorfor mennesker skal leve i ufred. Livet går ikke op.

Også når min erkendelse kun når hertil, ser jeg livet gennem troens farver. Alt bliver ikke rosenrødt herved, og taknemmelighed må tage udgangspunkt i hjertets tilstand. Når hjertet er tungt, har taknemmeligheden et andet udtryk, end når hjertet jubler. Men uanset rettes min taknemmelighed mod Gud. I dag, når jeg sidder i min lænestol med ”Alfabet”, er jeg taknemmelig overfor Gud over, at han har givet nogle mennesker gaven at skrive poesi, som løfter mit blik mod den verden, der findes.

Det er Guds kunstværk, og det er et under, at jeg får lov at leve som en del af hans skabelse. Og så glæder jeg mig til at se et abrikostræ – det har jeg aldrig set. ■ TEMA

7

Hjælp til forfulgte – EVANGELIET TIL UNÅEDE

Dansk Europamission Siden 1964

Ny podcast fra KFS KFS’ nyeste podcastprojekt er i luften. ”Verdens vigtigste bog” er Bibelen – verdens vigtigste historie – genfortalt på en måde, som du aldrig har hørt før. Første del er klar til dig, og vi har givet den overskriften ”Skabelsen”.

Af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationsmedarbejder i KFS, dorthea@kfs.dk

Bibelen rummer en vild, spændingsfyldt, livgivende og fantastisk historie med et kæmpe persongalleri og spændingskurver i alle former. Men den er også let at fare vild i. Med vores nye podcastserie, ”Verdens vigtigste bog”, vil vi binde historien sammen. Og vi vil trække de vigtigste tråde, så den helt store historie – Guds frelsesplan – træder tydeligt frem. Fra skabelsen i Første Mosebog til de sidste tider i Johannes’ Åbenbaring. ”Verdens vigtigste bog” er bibelkundskab i klassisk forstand, men det er også bibelhistorien fortalt på en ny måde. Visionen er at gøre Bibelen levende for den, der aldrig har læst i den før, og for den, der har brugt et helt liv sammen med den. Du kan også glæde dig til musik, lydklip og effekter, der virker som flø-

deskum og syltetøj på din lytteoplevelse. ”Verdens vigtigste bog” kan høres alle steder og på alle platforme, men vi vil især anbefale en god lænestol, en kop kaffe og et par solide højtalere eller høretelefoner – så bliver lytteoplevelsen optimal.

Brug podcasten som samtalestarter Første del af podcastserien, som er klar til dine øregange, har selvfølgelig overskriften ”Skabelsen”. Derefter venter sæsoner med temaerne ”Adam og Eva”, ”Syndefaldet” og ”Urhistorien”. Til sidst vil ”Verdens vigtigste bog” bestå af i alt 52 sæsoner med syv afsnit i hver – et afsnit til hver dag i et år. Hver sæson fortælles af forskellige værter, som bruger deres spidskompetencer til at formidle de forskellige dele af bibelhistorien.

Undervejs som podcasten udkommer med nye afsnit, laver vi også materiale, som kan supplere podcasten og sætte gang i samtalen i små og store KFS-grupper. Lige til at indtage sammen med madpakken eller et stykke kage – nemmere bliver det ikke!

Vi har kaldt podcasten for ”Verdens vigtigste bog”, fordi Bibelen er verdens vigtigste bog. Den har ændret verdenshistorien, væltet imperier og vigtigst af alt forvandlet liv – også i dag. Lyt til ”Verdens vigtigste bog” der, hvor du lytter til podcast. Samtalematerialet finder du på instagramprofilen @verdensvigtigstebog og på kfs.dk.

KFS-NYT

9

Bibelen – forunderlig eller for underlig?

Af Robert T. Svendsen, cand.theol. og leder af SnakTro, robert@snaktro.dk

10

TEMA

Er du nogensinde stødt på en historie i Bibelen, du synes var underlig? En sådan oplevelse kan teolog Robert Svendsen nikke genkendende til. Læs hans tanker om, hvordan en vred profet, en stor fisk og nogle ikke så helteagtige disciple vidner om en forunderlig Gud.

TEMA

11

Jeg må indrømme, at jeg ofte – faktisk ret ofte – undrer mig, når jeg læser i Bibelen. Jeg er nemlig sådan en type, der læser i Bibelen. Faktisk så tænkte jeg: "Hvorfor ikke tage en lang universitetsuddannelse, der stort set kun handler om Bibelen?" Så det gjorde jeg. Alligevel sidder jeg stadig og klør mig i hovedet, når jeg støder på nogle af de historier. Du tænker måske: "Er det fordi, de er svære at forstå?" Nej, nej – det er fordi, de er så underlige, at jeg nogle gange må lægge bogen fra mig og bare tænke: "Hvad i alverden skete der lige dér?!"

En underlig bog Det rejser nogle spørgsmål i mig, når jeg læser i Bibelen: Hvor mange bure skal man have for at holde 300 ræve fanget? Var det almindelig skik, at profeter smed tøjet, så snart de havde mulighed for det? Hvor stor skal en fisk egentlig være for at kunne sluge en mand (eller hvor lille skal en mand være for at kunne blive slugt af en fisk)?

Spørgsmål er der nok af. Lad os bare kigge lidt nærmere på det sidste eksempel: Var det en kæmpe rødspætte, eller var Jonas på størrelse med en regnorm?

gør Jonas så? Han bliver rasende!? Så rasende, at han faktisk vil have Gud til at slå ham ihjel. Jonas siger til Gud: Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! (Jonas’ Bog kapitel 4, vers 2).

Så sker der en masse mere underligt med en plante, der vokser op på en enkelt nat, og så visner den i løbet af den næste nat, og Jonas bliver vred over det også (måske var Jonas bare en vred ung mand?). Og så slutter fortællingen ligesom bare der …?

Hvorfor skal den være med?

En ting er, at der i denne lille beretning sker nogle ting, der er ret utrolige, men det er altså også en underlig fortælling – hvorfor skal den være med i Bibelen? Altså Jonas’ Bog handler jo ikke om andet end det. Det er jo ikke, fordi Jonas’ Bog har et eller andet med, som er vigtigt for resten af den bibelske fortælling. Der er ikke noget om jøderne eller Israel. Det er bare fortællingen om en lille mand, der bliver slugt af en Jonas og klumpfisken stor fjæsing.

Så, det, der sker, er, at Gud Men jeg tror, at Jonas i sit raseri skal bruge en profet til at gå til siger noget, der er så enormt Nogle af Bibelens historier er så Nineve, fordi de skal have en vigtigt: Gud vil virkelig gerne underlige, at jeg nogle gange må advarsel om at ændre på deres mennesker. Gud elsker virlægge bogen fra mig og bare tænke: ondskab. Gud vælger Jonas, kelig mennesker. Han ønsker men Jonas vil hellere noget ikke noget ondt for dem, og "Hvad i alverden skete der lige dér?!" andet end at være profet – som hvis de beder om tilgivelse for i alt andet end det. Derfor vældet onde, de har gjort, så tilgiger Jonas at flygte til en anden ver Gud dem også. by. Lad os lige stoppe her en gang, for prøver Jonas faktisk at Jonas’ Bog er netop beretningen om det – en underlig flygte fra den Gud, der ifølge Bibelen ser alt? Det virker, som beretning om, at Gud er en Gud, der elsker så enormt meget. om det er det, han er i gang med … tja … muligvis var Jonas Taberdisciple ikke den hurtigste knallert på havnen.

Ja ja, det kan jeg jo egentlig godt komme og sige. Det handler Men i hvert fald kommer han med en båd på sin “flugt” så om denne by, men er det egentlig noget, som vi ser andre væk fra den Gud, der ser alt. Gud sender en storm, og søfolsteder? Ja, det vil jeg faktisk mene. Jeg vil mene, at hvis vi kene bliver bange, og Jonas ved godt, det er hans skyld, at tager hele Det Nye Testamente, altså den del af Bibelen, der stormen er kommet, og han siger, de skal smide ham ud i handler primært om ham Jesus, så ser vi det samme billede vandet. Det gør de, og vupti – en kæmpe gedde (det var nok af Gud: nemlig én, der gerne vil tilgive mennesker for de fejl næppe en gedde, men i hvert fald en eller anden form for fisk) og det forkerte, de har gjort – det var jo derfor, Jesus kom til sluger Jonas i én mundfuld. jorden i det hele taget: for at mennesker kan få tilgivelse.

Her sidder Jonas så og tænker lidt over sit livsvalg. Efter “Jo jo, men er det ikke bare gode historier – er fortællingerne tre dage befaler Gud søpølsen at spytte Jonas ud. Så kunne om Jesus overhovedet troværdige?” Det bringer os direkte man tro, at det næste, der sker, er, at Jonas lige smutter i et videre til den næste tekst, som jeg altid har undret mig lidt bad og vasker fiskelugten og fiskesavl af sig, men nej – nu går over. han mod Nineve. Og så sker det: Jonas profeterer budskabet I vores del af verden, hvor vi sætter selvironien som en dyd, fra Gud … en eneste sætning skal der til, og hele byen gør op og det næsten skal være en del af det at være rigtigt dansk, med deres ondskab. Jeg tænker, Jonas har gjort sig mange så undrer det os måske ikke så meget mere. Men lad os lige tanker inden. Han kommer jo for at bringe et, mildt sagt, ubehageligt budskab: “Hey, hør lige engang: I er mega onde, og Gud vil udslette jer.” Jeg tror, han har forestillet sig, at de ville gøre alt muligt ondt ved ham, men nej – én sætning, og så vender de om fra deres onde vej og holder op med at øve vold.

De lyttede faktisk til Jonas. Så Gud smadrer ikke byen. Hvad 12

TEMA

Det er sindssygt mærkeligt, at forfatterne til Bibelen har valgt at tage alle de fejl med, som de nærmeste disciple laver

nesevangeliet kapitel 20, vers 4)). Men jeg tror faktisk, der er en anden grund til, at de vælger at tage den type fortællinger med i Bibelen – fordi det var det, der skete. Disciplene fattede ingenting, så derfor skriver de det. Disciplene fejlede gang på gang, så derfor skriver de det. De beretter simpelthen bare om det, der skete, og det, de så. Derfor kommer der også nogle beretninger med om disciplene, der løber igennem byen uden tøj på. Det er simpelthen med til at underbygge beretningerne fra evangeliernes troværdighed. De skriver det, de så, også selvom det så ender med at vise heltene – dem, som skulle bringe budskabet videre – i mindre heldige situationer.

Når jeg læser beretninger om de fejltrin og skøre ting, som disciplene gør, er det i virkeligheden med til at sandsynliggøre, at der ikke er pyntet vildt meget på det, jeg læser.

Det er den ene ting, som disse underlige beretninger gør. Den anden og lidt vigtigere ting for mig personligt er, at disse beretninger om uperfekte mennesker viser mig det samme, som fortællingen om Jonas gør: nemlig at Gud gerne vil være sammen med mennesker – også selvom de fejler, gør ondskab, ikke fatter brik eller er langsomme. Det viser ganske enkelt, at Gud gerne vil være sammen med sådan en som mig. Et helt almindeligt menneske, der indimellem træder helt ved siden af.

En vidunderlig bog huske på, at Det Nye Testamente ikke er skrevet i dansk kontekst, og derfor er det faktisk sindssygt mærkeligt, at forfatterne til Bibelen har valgt at tage alle de fejl med, som de nærmeste disciple laver. Lige et par hurtige eksempler: Da Jesus bliver taget til fange, flygter disciplene – en af dem vælger faktisk at smide tøjet (måske var han profet?) i flugten (Markusevangeliet kapitel 14, vers 51-52). Flere gange hører vi, at disciplene stiller et spørgsmål, som Jesus mere eller mindre direkte svarer: “Der findes ikke dumme spørgsmål, men det der er godt nok tæt på” til (fx Markusevangeliet kapitel 4, vers 13). Disciplene forsøger uden held at helbrede nogle (fx Markusevangeliet kapitel 9, vers 18). Listen kunne fortsætte. Der er faktisk kun få steder, hvor disciplene er egentlige helte. Det er ret underligt for samtiden på den måde at berette om fejl og nederlag. For hvem har egentlig lyst til at være på hold med sådan en flok tabere? Altså, hvis jeg skulle lave en religion, så skulle alle fortællingerne være rene heltefortællinger. Det skulle være et hold, som man har lyst til at være på hold med.

Men sådan er historierne fra Det Nye Testamente ikke – det er altså en flok mennesker, der fejler gang på gang. Det er underligt for os i dag, men endnu mere for de mennesker, der læste disse sider første gang. Så hvorfor har de valgt at tage den slags beretninger med? Hvorfor ikke bare lige så pænt gå udenom en discipel, der flygter nøgen, eller en discipel, der ikke fatter brik?

At de vælger at tage den slags fortællinger med, kan være af flere grunde. Det kan jo være for at hænge hinanden ud: “Ha ha, se ham der Peter. Han løber mega langsomt. Jeg er meget hurtigere” (ja, det er faktisk en rigtig ting fra Bibelen (Johan-

De her underlige steder i Bibelen kan altså blive helt vidunderlige, når de viser, hvem Gud er, og hvordan han handler, også når jeg som menneske handler på den måde, som jeg gør. Det er evangeliet – det er det gode budskab: Gud vil gerne være sammen med dig, også selvom du mere end én gang har fejlet, for Gud er så fuld af kærlighed, at han tilgiver folk, bare de beder om det. Et bedre budskab end det får du næppe i dag. ■

Gud vil gerne være sammen med mennesker – også selvom de fejler, gør ondskab, ikke fatter brik eller er langsomme.

TEMA

13

Er det rationelt at tro på mirakler?

Bibelen er fuld af fortællinger om undere, som synes at bryde med vores fornuft. Skal man som kristen slå hjernen fra for at kunne rumme Bibelens beretninger?

Filosofistuderende Sara Fonnesbæk Jalk argumenterer for, at det at tro på mirakler ikke sker på bekostning af fornuften.

Af Sara Fonnesbæk Jalk, filosofistuderende, sarafonnesbaekjalk@outlook.com I centrum af den kristne fortælling står nogle mirakler, som synes at bryde vores fatteevne: en jomfrufødsel, Gud, der bliver menneske, Jesus, der genopstår. Miraklerne er væsentlige for den kristne tro, men de kan også være udfordrende at forene med vores fornuft.

I mødet med miraklerne kan vi gå forskellige veje: 1) afvise mirakler som en mulighed, 2) insistere på, at Gud bryder vores fornuft, eller 3) søge en fornuftig anskuelse af de kristne mirakler. Jeg vil med udgangspunkt i C.S. Lewis’ bog ”Miracles” gå ad den tredje vej.

14

TEMA

De vigtige antagelser Vores filosofiske antagelser bestemmer, hvordan vi forstår vores erfaringer. Hvis jeg ser noget, der på alle måder synes at være et spøgelse, men jeg mener, at spøgelser er umulige, så vil jeg være tilbøjelig til at mene, at der må være en naturlig forklaring på min oplevelse. Derfor er det værd at tage et kig på vores forudgående antagelser, når vi overvejer, hvorvidt mirakler forekommer eller ej. Vi kan groft opdele den filosofiske antagelse til mirakler i to. En grundlæggende lukket

Mirakler er så centrale for kristendommen, at kristen tro kræver principiel åbenhed overfor dem.

Derfor må kristne søge en fornuftig anskuelse af miraklerne — hvis ikke enten troen eller vores egen forstand skal lide under det. indstilling kan vi kalde en naturalistisk anskuelse, hvor verden kun består af naturen og intet overnaturligt. En grundlæggende åben indstilling kan vi kalde en overnaturalistisk anskuelse, hvor man mener, at der findes noget, der står over naturen og opretholder den, men som selv er uafhængigt og selvopretholdende.

Et mirakel kan vi definere som en begivenhed, hvor noget overnaturligt bryder ind i den naturlige verden. Noget, som naturalisten er lukket overfor, men som overnaturalisten er principielt åben overfor. At være principielt åben er ikke det samme som at være åben overfor, at alle begivenheder, der siges at være mirakuløse, faktisk er det. Anskuelsen fordrer kun principiel åbenhed.

Ens forudgående antagelser om verden bestemmer, hvordan man vurderer beretninger om mirakler. En naturalist vil hellere godtage enhver naturlig forklaring på mirakuløse påstande — hvor usandsynlig eller dårlig forklaringen end er. Det skyldes naturalistens forudsætninger, som gør enhver overnaturlig forklaring mere usandsynlig end enhver naturlig forklaring. Men hvordan kan man vide, at enhver naturlig forklaring er mere sandsynlig end et mirakel?

Humes uforanderlige verden Den skotske filosof David Hume skrev kritisk om erfaring, sandsynlighed og mirakler i blandt andet ”Of Miracles”. I teksten skriver Hume, at sandsynlighedsberegninger bygger på vores tidligere erfaringer, og ud fra det udleder han, at forekomsten af mirakler afkræftes helt. Hume definerer mirakler som brud på naturens love, og eftersom Hume mener, at vores erfaring entydigt fortæller os, at naturens love er uforanderlige, så umuliggøres mirakler. Derfor konkluderer Hume, at det er mere sandsynligt, at alle, der iagttager mirakler, lyver eller tager fejl. Problemet for Hume er imidlertid, at hans argumentation er cirkulær. Som Lewis skriver, så kan vi nemlig kun fastslå, at mirakler entydigt ikke forekommer, “hvis vi ved, at alle beretninger om mirakler er usande. Og vi kan kun være sikre på, at alle disse beretninger er usande, hvis vi på forhånd ved, at der aldrig er sket mirakler” (Lewis, 1947/2021, s. 205). Hume går i ring. Han forudsætter, at naturen er uforanderlig, for dernæst at påpege, at det er derfor, at det er usandsynligt, at der forekommer mirakler.

Naturens uforanderlighed synes ellers at være et godt sted for naturalisten at anfægte muligheden for mirakler. Det er dog

ikke nemt at udlede naturens uforanderlighed fra en naturalistisk anskuelse af verden. Selvom Hume mener, at menneskets erfaring entydigt fortæller os, at naturen er uforanderlig, så er det ikke tilstrækkeligt for at underbygge antagelsen om naturens uforanderlighed.

Menneskeheden erfarer så lille en del af alle de hændelser, der finder sted i vores verden, at erfaring ikke kan underbygge den antagelse — og som Lewis påpeger, så vidste ingen det bedre end Hume, som i sine andre værker skriver om den slags fejl.

Det er væsentligt at pointere, at overnaturalismen ikke medfører, at naturen er uregelmæssig. Forskellen er dog, at overnaturlisten kan pege på, at regelmæssigheden kommer fra det, som står over naturen og ikke naturen selv.

Rimelige mirakler Vi virker ikke til at komme langt med at vurdere muligheden for mirakler, når vi overvejer sandsynlighed. Hvordan skal vi så vurdere miraklerne? Lewis foreslår, at miraklerne skal vurderes på deres rimelighed og forklaringskraft. Det skyldes, at de centrale mirakler i den kristne tro er historiske mirakler.

De bibelske skrifter beretter om miraklerne på en måde, så de skal forstås bogstaveligt og ikke metaforisk. Derfor må de enten være “løgne, legender eller historiske kendsgerninger,” som Lewis skriver. De skal derfor vurderes ud fra de kriterier, som vi vurderer andre historiske begivenheder ud fra. Hvis en stor gruppe uafhængige vidner hævder at have set Jesus som genopstået, så skal deres vidneudsagn behandles ud fra kriterier, som vi ellers vurderer historiske kilder på — og ikke afvises principielt.

Da de kristne mirakler er historiske, så vil kristendommen lide under det, hvis miraklerne viser sig at være falske — eller hvis vi bortforklarer dem. Lewis skriver, at hvis miraklerne afvises, “så er det, kristendommen har hævdet gennem de sidste to tusind år, ganske enkelt forkert”. Mirakler er så centrale, at kristen tro kræver principiel åbenhed overfor dem. Derfor må kristne søge en fornuftig anskuelse af miraklerne — hvis ikke enten troen eller vores egen forstand skal lide under det.

C.S. Lewis viser, at troen på mirakler ikke nødvendigvis er ufornuftig. Naturen er ikke med nødvendighed et uforanderligt system, der udelukker mirakler. Det kan derfor være ganske fornuftigt at mene, at der findes noget, der står over naturen, som naturen er afhængig af, og som nogle gange bryder ind i naturen. ■

TEMA

15

GL BALT

Vi planter, men Gud giver vækst I slutningen af 2024 kom Sarah Klejnstrup hjem efter et halvt år i Montenegro. Der var hun en del af EUS, KFS’ montenegrinske søsterorganisation, som vi i mange år har samarbejdet med. Her fortæller hun om nogle af de oplevelser og indtryk, hun har fået med sig hjem.

AF Sarah Klejnstrup, sklejnstrup@protonmail.com

Jeg er lige kommet hjem fra et halvt år som missionær i Montenegro og ville gerne dele nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig. Der deltog jeg i og bidrog jeg til den lokale studentermission; KFS’ søsterorganisation, EUS, hvor jeg var med til at planlægge og udføre bibelstudier og lejre for både studerende og børn i lokalsamfundet.

I Montenegro oplevede jeg, gennem kirkens bedemøder, det essentielle i tilliden til Gud. Uden vores tillid til hans arbejde gennem os, ser vi ikke, hvilke undere han gør. Jeg har meget tydeligt set, hvordan mine kollegaer har et særligt stærkt tjenersind. I modsætning til i KFS er medarbejderne i EUS ansat i mange år ad gangen, og lige nu har den samme trofaste gruppe holdt ved i de sidste tyve år. Deres tro og trofasthed i tjenesten har været og 16

I TIDEN

vil forblive et stort forbillede for mig og mange andre, ved jeg.

Jeg ønsker at dele disse tre erfaringer, jeg tog med mig hjem til Danmark: Den første er evangelisationens kerne; den ekstreme vigtighed ved at vi styrkes igennem vores fordybelsestid i Guds ord, så vi kender evangeliet personligt og kan formidle det til næsten.

Anden erfaring, jeg tager med, er bønnemøder og vigtigheden ved fællesbøn og opmuntringen derved. Jeg har et voksende ønske om, at flere kristne i Danmark må samles og bede om vækkelse i Danmark og på personligt plan blandt andet blandt venner og familie. Jeg har lyst til at udfordre dig, der læser med, til at spørge nogle venner eller andre i dit kristne fællesskab, om man ikke skulle mødes og bare bede sammen. Husk også at fokusere på at prise Gud, det gør vi så ofte kun gennem lovsang.

Til sidst ønsker jeg at nævne evangelisation og frimodighed som en erfaring, jeg tager med mig hjem. For hvor er det vigtigt, at vi tør træde ud, hvor vi ikke kan bunde. Det er her, vi går på vandet med Jesus, og det er her, han bærer os. Så at huske tilliden til Gud og hans ultimative planer, det er blandt mine vigtigste læringspunkter. I starten af min tid i Montenegro regnede jeg hverken med at ville se nogen komme til tro eller nye grupper starte op. Til min egen overraskelse var jeg blot halvvejs inde i mit ophold, da jeg

oplevede, at en ny gruppe i hovedstaden startede op; noget som EUS-teamet havde set frem til i flere år, men havde manglet ressourcer til. To piger, som jeg var med til at invitere til denne gruppe, endte med at vokse i troen og give deres liv til Jesus en uge efter, jeg kom hjem til Danmark. Gud er god!

Jeg er også dybt taknemmelig for alle de relationer, jeg har skabt, hvor jeg har været et genskær af Kristus. Til slut er her et visdomsord fra Paulus om evangelisation: ”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst” (Første Korintherbrev kapitel 3, vers 6-7).

Læs mere her

Grønland:

Vi skal ikke gøre os fortjent til Guds kærlighed Af Kristina Kreutzmann, KFS-konsulent i Grønland, krk@kfs.dk

Den sidste KFS-mandagsaften i 2024 bød på en hyggeaften med hjemmelavede vafler og andagt. Der er bare noget med hjemmelavet vafler: De giver god stemning og så smager de godt, ikke mindst!

Denne aften læste vi fra Matthæusevangeliet kapitel 6 om Guds rige. Som ung kan man have mange spørgsmål og undre sig over, hvorfor Gud har skabt verden. Jeg tror på, at Gud har skabt verden for at udvide sit rige, ligesom vi beder i fadervor.

Og at det er op til menneskerne selv, hvor meget vi vil have Gud i verden. Han tvinger os ikke til at følge ham, men giver os frihed til at bestemme. En af de ting, vi kan gøre for at udvide Guds rige her på jorden, er at bede. Bede til Gud og lukke ham ind i vores liv, i vores familie, på vores studie og i samfundet.

Vi har også haft besøg af unge fra YWAM (Youth With A Mission) fra Nordland i Norge. Der hørte vi et vidnesbyrd fra en, som fortalte om, hvordan Jesus har frelst ham. Han fortalte om en fortid med stofmisbrug, hvor han troede, at man skal gøre sig fortjent til Guds kærlighed.

Dengang troede han, at Gud kigger efter ens fejl. Da han lærte Gud bedre at kende, fandt han ud af, at vi ikke skal gøre noget for at modtage Guds kærlighed – Gud har allerede vist sin kærlighed til mennesker.

Jesus er den, der har gjort det hårde arbejde. Han har renset os fra vores synder på korset, han er opstået fra døden og giver os evigt liv. Vores relation til Gud skal baseres på, hvad han har gjort for os, og ikke på, hvad vi selv gør. Til sidst fortalte han, at han er fri af sit stofmisbrug og nu lever et godt liv.

I efteråret inviterede vi unge og studerende til kollegiespisning med KFS, hvor vi serverede torsk (saarullik) tilberedt i ovn med ris. Torskene fangede KFS’erne selv på en fisketur. Der kom omkring 15-20 studerende, nogle med børn, og alt maden blev spist. For de fleste studerende var KFS noget nyt, men nogle havde været med til kollegiespisning før.

Vi begyndte 2025 med en bedeuge, hvor frikirkerne i byen mødtes og bad for hinanden og samfundet. Selvom vi har forskellige værdier og forståelse af, hvordan kirken skal se ud, kan vi samles om Jesus – det er fantastisk! I løbet af ugen blev der sunget på grønlandsk, dansk og engelsk, og en af aftenerne blev trosbekendelsen læst på både grønlandsk, dansk, engelsk og færøsk. Selvom vi har forskellige sprog, er vi enige om, at vi kan vokse sammen og bære hinandens kald fra Gud. Min bøn for foråret i KFS er, at KFS må være et sted, hvor studerende og elever mærker, hvordan det er at være barn af en levende Gud. At vi ikke skal gøre os fortjent til noget, men at vi er en del af et rige, som har alt, hvad vi behøver. Og at vi må blive distraheret mindre af verden omkring og i stedet blive klogere på det liv, som Gud tilbyder sine børn. Bed gerne for os og sammen med os.

I TIDEN

17

Helvede er ikke Guds torturkammer Bibelens billeder på helvede har fået deres eget liv i vestlig kultur, men billedernes betydning er blevet glemt. Teolog Anders Kildahl Keseler opridser, hvad Bibelen siger og ikke siger om helvede. Dæmoner med treforke ryger ud, og dobbeltlukkede døre ryger ind.

Af Anders Kildahl Keseler, KFS-konsulent for gymnasie- og studenterarbejdet i Østjylland, Anders@kfs.dk Vi kender alle afbildninger af helvede som et underjordisk sted med ild og djævle med treforke, der stikker i ulykkelige mennesker, der bliver holdt fanget. Det kan være de noget uskyldige afbildninger fra tegneserier eller de ofte gruopvækkende fra kunstmalerier. Men hvis vi skal se bag om disse visuelle fortolkninger, hvad siger Bibelen så om helvede? Er det et fysisk sted? Er det et sted, hvor mennesker bliver holdt fanget? Bliver mennesker straffet med lidelse af Gud?

Helvede er ikke hævn og tortur Gud er ikke en hævngerrig diktator, der vil torturere alle dem, der ikke tilbeder ham. Præmissen for Guds dom og straf i Bibelen er, at Gud er den retfærdige dommer, der dømmer retfærdigt og upartisk. Ikke ude af proportioner, ikke ud af sårede følelser eller i et raserianfald. Guds dom handler om, at retfærdigheden sker fyldest. I Salmernes bog kapitel 96 bliver Gud lovprist, fordi han skal holde ”dom over verden med retfærdighed” (vers 13). Paulus afslutter sin Areopagos-prædiken med at fastslå, at Gud “har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil” (Apostlenes Gerninger kapitel 17, vers 31).Den (ret) afgørende pointe mister vi let, hvis vi svælger i helvedesbilleder med ildbefængte og evigt-lidende mennesker. For præmissen for alt helvedessnak er ifølge den anglikanske teolog Michael Bird, at det ikke er Guds Guantanamo Bay, men nærmere Guds himmelsk Haag (folkerets18

TEMA

domstol), hvor alle menneskers krigsforbrydelser mod Gud og mennesker afsløres og dømmes. Som Bird skriver i Evangelical Theology (2020): “Hell is about justice, not torture”.

Helvede er ikke et torturkammer, hvor Djævlen hersker som bøddel, og dæmonerne er sadistiske fangevogtere. For Djævlen og alle onde åndemagter skal som de første kastes “i søen af ild og svovl (…), og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder” (Johannes Åbenbaring kapitel 20, vers 10). Det er altså et produkt af menneskelig fantasi, når vi ser malerier af bizarre væsener, der piner mennesker.

Bibelens billeder af helvede Det betyder ikke, at Guds dom, straf og helvede er fremmedelementer i den kristne tro. Jesus talte meget om Guds kommende dom og straf i helvede. Jesus refererer med helvede til “Hinnoms (søns) dal”. Det var en dal øst for Jerusalem, som ifølge profeten Jeremias skulle forvandles fra et sted, hvor børn blev ofret til afguder, til et sted, hvor Gud skulle dømme og straffe (Jeremias Bog kapitel 19, vers 5-6).Guds endelige dom og straf bliver i Det Nye Testamente portrætteret med særligt tre billeder: En evig ild, et altomfattende mørke og grundlæggende ødelæggelse. Disse billeder viser os tydeligt nok konturerne af Guds kommende straf og vores skæbne, hvis vi ikke omvender os til Gud. Samtidig er de ikke udtømmende forklaringer, og meget står stadig gådefyldt tilbage, ligesom den nye himmel og den nye jord. Vi får ingen

Det er et produkt af menneskelig fantasi, når vi ser malerier af bizarre væsener, der piner mennesker.

Vi kan komme til at sige “for lidt”, men også “for meget” om Guds kommende dom og straf. tydelige svar på, hvordan det vil være, eller hvilket sted det vil være.Ild- og ødelæggelsesbillederne har fået nogle til at foreslå, at straffen vil bestå af udslettelse. Dette går dog imod Bibelens udsagn om, at både retfærdige og uretfærdige skal opstå: De første til ‘Guds rige og evig liv’ og de sidste til ‘evig ild & straf’ (Matthæus evangeliet kapitel 25, vers 31-46 og Johannesevangeliet kapitel 5, vers 29). Det er på én gang modsatte og parallelle livsformer. Andre har foreslået, at ilden er rensende, så alle (i sidste ende) skal slippe ud af helvede. Ild-billederne handler dog i langt overvejende grad ikke om en rensende ild, men en destruktiv ild: Den brænder, piner og ødelægger.

Helvedes “dobbeltlukkede” døre C.S. Lewis fortolker i sin bog Den Store Skilsmisse (1945/2023) helvede som den dødssyge ‘grå by’. Indbyggerne i ‘den grå by’ kan godt forlade den, men deres selvoptagethed får dem til at blive og trække sig længere væk fra hinanden. Vi kan

rendyrke denne forestilling, så vi mister blik for helvede, som Guds aktive straf og udelukkelse. ‘Den grå by’ betoner dog en vigtig pointe: at helvede er Guds overgivelse af mennesker til deres oprør mod ham.

Lignelsen om den ubarmhjertige rigmand og den fattige Lazarus (Lukasevangeliet 16,19-31) understøtter det. Rigmanden behandler stadig Lazarus mere som slave for ham selv end som et medmenneske. Han beder Abraham om at få Lazarus til at lindre hans smerte, men ikke om at blive befriet til fællesskab med Abraham og Lazarus. Rigmanden sidder fast i sin ubarmhjertige og gudsfornægtende livsstil.

På den anden side handler mørke-billederne på helvede om at blive sendt i eksil, bortvist fra nyskabelsen ud i mørket. Det indebærer en aktiv udelukkelse, hvor mennesker vil reagere med fortvivlelse, fortrydelse og frygt (jf. det bibelske udtryk ‘gråd og tænderskæren’). Men det vil ikke ændre på, at de stadig kun vil bøje knæ for Jesus som vrangvillige oprørere. Helvedes dør vil være “dobbeltlukket”: Det er Guds aktive udelukkelse, men dørene vil også, som C.S. Lewis udtrykker det i Lidelsens Problem (1940/2021), være “låst indvendigt fra.”

Vi kan altså både komme til at sige “for lidt”, men også “for meget” om Guds kommende dom og straf. Den anglikanske præst James I. Packer opfordrer til ikke at gå bag om billederne: “Do not try to imagine what it is like to be in hell”. Vi kan udpensle og holde fast i nogle forestillinger om helvede, så vi skader andres tro. Vi kan komme til at sige for meget.

Derfor skal vi væk fra torturkammerforestillingerne, uden at miste grebet om at Gud igennem dom skal gøre alting godt en dag. ■ TEMA

19

Siden 1926 har vi kæmpet for programmer, der inspirerer til tro.

Dit mandat eller din gave sikrer, at vi kan fortsætte dette arbejde!

Gå ind på medlem.klf.dk eller støt på MobilePay 76540

Dialog der gavner siden 1926

Ny hjemmeside eller webshop?

Eller videreudvikling af eksisterende?

Jeg har 10 års erfaring med udvikling af hjemmesider til både små og store virksomheder og organisationer.

Prisen afhænger af krav til design og funktionalitet.

Prislejet for en ny hjemmeside eller webshop er typisk 15.000-35.000 kr. ekskl. moms.

Kontakt mig for et uforpligtende tilbud.

Peter Baltzer Stidsen Selvstændig webudvikler peter@webintas.dk eller 27 50 96 21

Portræt Anna Van Eeden Risager, lærerstuderende på 4. semester, Københavns Professionshøjskole

mange underlige ting. Første dag, da vi skulle præsentere os selv, sagde jeg min alder, hvor en elev undrende rakte hånden i vejret.

Hun spurgte, hvordan jeg kunne være lige så gammel som min jævnaldrende medpraktikant, når hun var MEGET højere end mig. Jeg overvejede, om jeg skulle prøve at forklare genetik, men opgav og sagde i stedet, at selvom man er lige gamle, så er man ikke altid lige høje. Som praktikant er det fedt at få lov til at opleve børns umiddelbarhed."

Fortæl om en underfuld oplevelse, som du har haft "Da jeg skulle begynde på studiet sidste år, var jeg meget nervøs for, hvordan folk ville reagere på, at jeg var kristen. Jeg var den eneste kristne på mit hold, men jeg føler bare, at jeg blev mødt med kærlighed og nysgerrighed af de andre, hvilket gav mig mere lyst til at fortælle autentisk om min tro.

Der er især tre piger, som jeg har talt meget om tro med, og to af dem har været med til et kristent kvindearrangement kaldet ‘Fyldt til randen’, og den tredje har været med i kirke."

Hvad er den bedste undervisning, du selv har fået?

"Når jeg tænker på ‘den bedste undervisning’, forestiller jeg mig en engageret lærer, klar struktur og et læringsmiljø, hvor man trygt kan deltage. I folkeskolen var det særligt måden, undervisningen blev formidlet på, der gjorde en forskel for mig. Senere, i gymnasiet, blev det tydeligt, hvor afgørende god struktur er for min læring.

Jeg husker især min dramaundervisning, hvor jeg havde den dygtigste underviser. Der var både bevægelse, struktur og god stemning i fokus i undervisningen. Hun formåede at skabe et trygt læringsmiljø, hvor der var plads til at eksperimentere og plads til at fejle. Det er netop den form for klassemiljø, jeg stræber efter at skabe som kommende lærer."

Hvad er det mest undervurderede i kristendommen?

"Noget af det, jeg personligt sætter virkelig stor pris på ved kristendommen, er den måde, Jesus hjalp alle på. Selv dem, som var allermest socialt udsat i samfundet. Den kærlighed, som han viser til andre mennesker, er så beundringsværdig.

Især i den tid, vi lever i i dag, er det så nødvendigt at vise hinanden kærlighed.

For mig er Jesus både et symbol på kærlighed og et symbol på fred og rolighed. Dette er af stor værdi, da hverdagen ofte kan være præget af travlhed og et konstant pres. Så hjælper det for mig at bede til Jesus."

Hvad er den underligste oplevelse, som du har haft som underviser?

"Som lærerstuderende skal vi være i løbende praktik på en skole, hvor jeg har været i en 1. klasse. Her oplevede jeg TEMA

21

Nyt land, ny hverdag – samme kristne fællesskab Mød Tomás, Prasansa, Jemilla, Armon og Kieran, som fortæller om deres tid i Danmark og i KFS’ internationale fællesskab. af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationsmedarbejder i KFS, dorthea@kfs.dk

I KFS vil vi også gerne kende Jesus og gøre ham kendt blandt unge, som er i Danmark i kortere eller længere tid. Derfor har vi International Student Ministry (ISM), som er KFS’ arbejde blandt internationale studerende. For fællesskabet med Jesus i centrum, hvor der er plads til at udforske, stille spørgsmål og vokse i tro, er værdifuldt – særligt i en helt ny hverdag i et helt nyt land

Prasansa - Kathmandu, Nepal. Forsker på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

.

Tomás - Algarve, Portugal. Studerer til elektronikingeniør på DTU. Jeg vidste, at Danmark har en fremragende infrastruktur og en stærk tillidskultur. Alligevel var jeg bange for, om folk ville være kolde eller afvisende overfor en europæisk studerende som mig. Jeg blev glædeligt overrasket over, hvor imødekommende og venlige alle har været. Det er tredje gang, jeg er flyttet til et fremmed land, og det bliver aldrig nemmere. Takket været kirken og min bevidsthed om, at Jesus Kristus har en plan for mig, kunne jeg holde mine bekymringer nede. Jeg satte virkelig pris på at have et fællesskab med ligesindede studerende ved siden af kirken. KFS gav mig et rum, hvor jeg kunne udleve min tro, mens jeg faldt på plads i mit nye liv i Danmark, og det gjorde overgangen meget lettere 22

KFS-NYT

Jeg vidste ikke ret meget om Danmark, før jeg kom hertil: Jeg kendte flaget, jeg havde hørt om en god work-life balance, og at det er et af de lykkeligste lande i verden. I begyndelsen var de kulturelle forskelle en udfordring. I mit hjemland er fællesskabet en stor del af vores hverdagsliv, og her er det sværere at danne sociale relationer. Fordi vi hurtigt fandt et kristent fællesskab, begyndte Danmark hurtigt at føles hjemligt – det var rart at synge de samme lovsange, som jeg er vokset op med. Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt trosfællesskabet er for hele vores trivsel, ikke kun spirituelt. Bibelen understreger, hvor vigtigt det er, og det har aldrig været mere tydeligt for mig, end det er nu. Bibelstudierne i KFS skaber et rum for refleksion og åben diskussion, og vi opdager nye perspektiver, selv når vi kæmper med at forstå nogle passager i Bibelen i dag. Jeg sætter meget pris på fællesskabet, hvor der er plads til at stille spørgsmål, lære og vokse i troen sammen.

Desuden er de venskaber, jeg har fået gennem KFS, ubeskrivelige – de gør mit liv meningsfuldt.

hjem for mig og åbnede døre for mig, så jeg kunne lære om andre kulturer, også den danske. Mens jeg var på udveksling, følte jeg endnu engang Guds konstante nærvær i et helt nyt miljø – præcis som da jeg flyttede til USA for at studere. Det er virkelig rart vide, at uanset hvor jeg går hen, selv steder, hvor jeg føler mig ukendt og uset, så er Gud der altid. Han sørger for mig, beskytter mig, går med mig som en bedste ven og minder mig om hans udholdende nærvær og kærlighed.

Jemilla - Sydney, Australien. Studerer lingvistik og engelsk.

Jeg valgte at tage på udveksling i København for at læse engelsk i en flersproget kultur. Men cyklingen og wienerbrødet trak også!

Jeg var mest overrasket over, hvordan københavnerne holder sig for sig selv. Det er svært at få danske venner i starten, men så snart isen er brudt, har du en ven for livet! Kirken og KFS-aktiviteterne var et anker i min udvekslingstid, og det var værdifuldt at have kristne brødre og søstre, bønsfællesskab og bibelstudier, når alt andet var nyt og anderledes. Det forstærkede min afhængighed af Jesus og min forståelse for, hvor vigtigt det kristne fællesskab er. Jeg har stadig kontakt til mine KFS-venner fra hele verden og efterlod et stykke af mit hjerte i København. Tusind tak, KFS, og halleluja!

Armon - Addis Ababa, Ethiopien. Studerer Cognitive Science and Business, Rice University.

Jeg valgte at studere i København, fordi de fag, jeg kunne få her, passede til mine studier i USA. Men jeg havde ikke de store forventninger til landet, udover a Danish – altså wienerbrød. Jeg blev virkelig overrasket, da jeg fandt ud af, at danish pastries i virkeligheden kommer fra Østrig. Jeg har efterhånden lært om det danske velfærdssystem og Janteloven, hvilket har åbnet mine øje for, hvad danskhed er. Jeg kommer fra en stærk spirituel baggrund, både på mit studiested og i kirken, men jeg var forberedt på, at jeg måske ikke ville finde den samme type fællesskab i Danmark, når jeg nu skulle være her i så kort tid. Men Gud mødte mig på måder, som jeg ikke havde forventet. Blandt andet gennem KFS, hvor jeg kunne bede, spise mad og spille spil hver uge med mennesker, som gerne vil lære mere om Gud. Det blev et andet

Kieran - Brisbane, Australien. Studerer økonomi.

Jeg vidste meget lidt om Danmark, før jeg kom hertil. Jeg havde hørt, at København var en by fyldt med cykler og høje mennesker, og at vejret er smukt om sommeren og frygteligt om vinteren.

Jeg er glad for, at jeg var der fra april til juni og så København fra sin fineste side! Det var ikke altid let at bo i Danmark. Jeg synes, det var svært at være væk fra venner og familie og bo i et fremmed land. At gå i kirke og i KFS gav mig nye venner og en familie i Kristus. Jeg er taknemmelig for, at jeg fandt et fællesskab med kristne, som elsker Jesus, og som havde lyst til at lære mere om ham hver uge. Jeg følte mig opmuntret til at læse i Bibelen og til at snakke om, hvem Jesus er, og hvad han har gjort for os. Student Dinner-aftenerne var et ugentligt højdepunkt, og jeg fik venner, som jeg tror, vil holde hele livet. Noget af det vigtigste, jeg har taget med fra min tid i København, er, at du vokser som person af at komme udenfor din komfortzone. Ikke bare ved at lære at gøre ting, som du aldrig har gjort før, men også ved at finde ud af, at Gud har en plan for dig, og at du altid kan stole på ham.

KFS’ arbejde blandt internationale studerende Sarah Waskiw Rasmussen og David Rejkjær Knudsen er KFS’ ISM-konsulenter, som hvert semester samler de internationale studerende til ugentlige Student Dinners, bibelstudie, udflugter og hyggelige stunder på tværs af sprog og kultur.

Selvom ISM har base i København, står Sarah og David til rådighed for internationale studerende i hele landet med ressourcer og inspiration.

Arbejdet er primært finansieret af Emdrup Kirke, Kingos Kirke og Solvang Kirke, hvilket vi er utroligt taknemmelige for. Deres støtte bidrager væsentligt til, at vi også blandt internationale studerende kan kende Jesus og gøre Jesus kendt!

KFS-NYT

23

“Underlæg jer Jorden” – mission completed complicated Af Martin Ishøy, sognepræst og Ph.D. i teologisk miljøetik, og Sofie Larsen Kure, teolog og projektleder i Grøn Kirke, gronkirke@gronkirke.dk

Er det bibelsk at udnytte naturen? I skabelsesberetningen befaler Gud mennesker at underlægge sig jorden. Nogle kristne har set dette som en guddommelig tilladelse til ubegrænset brug af en begrænset klode. Læs med når to af folkene bag Grøn Kirke luger ud i tolkninger af det kristne natursyn.

24

TEMA

”Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt”, som det hedder i ”Sangen om Larsen” i Højskolesangbogen. Linjen passer uhyggeligt godt på vores forhold til naturen, dvs. til menneskehedens forhold til den biofysiske klode, som er vores levested, livsvilkår og i en vis forstand også vores ophav. Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive, og som kristne tror vi, at vi skal opstå af jorden igen. Kristendommen er verdens største religion, men ikke alle mennesker er kristne. Og klimaforandringer, biodiversitetskriser og alle de andre fejlslagne forhold på denne jord er menneskeheden, på tværs af religioner, fælles om. Men hvor placerer vi skylden for jordens tilstand – på de andre? Næppe.

Anklagen Kristendommen ”bærer en enorm skyldnerbyrde for den økologiske krise”. Sådan formulerede idehistorikeren Lynn White sin anklage mod kristendommen i 1967. Hans tanke var, at ondets rod lå i ”den kristne skabelsesberetning”, i Første Mosebog kapitel 1. Både som bibellæser og som kritisk tænkende teolog er det let at få øje på nogle åbenlyse svag-

heder ved Lynn Whites anklage. Alligevel er anklagen blevet gentaget igen og igen. Den peger blandt andet på det kristne natur- og menneskesyn.

Det centrale i anklagen mod kristendommen, nemlig at den er skyld i naturkriserne, er en tolkning af den særstilling, som Gud giver mennesket. Menneskets særstilling, at det

undertvinge, kontrollere og styre efter sin vilje. Det svarer nogenlunde til Lynn Whites anklage, men det er født af renæssancens antropocentrisme, altså renæssancens menneskecentrerethed, og ikke af Bibelen. Det er den logik, som blev altdominerende op gennem den industrielle revolution.

Det komplekse kulturmandat

Det er selvfølgelig muligt, at ”de kristne” simpelthen har misforstået bibelteksten som en license to kill.

Men så er det altså ”de kristne”, ikke Bibelen, som er naturfjendsk. bliver skabt i Guds billede, menes dermed at give en ”transcendens”- man kan sige en slags evne til at overskride sig selv - lig Gud men ulig nogen anden skabning. White og efterfølgere tolker det, som om mennesket får ”monopol på ånd”, og at mennesket derfor kan sætte sig over verden i en herredømmeposition og gøre, hvad det finder for godt. Karakteristisk hedder det, at kristendommen ”har insisteret på, at det er Guds vilje, at mennesket skal udnytte naturen til sine egne formål”. Det lyder unægtelig som om, kristendommen fra begyndelsen har været på konfrontationskurs med naturen.

Et andet billede Det lyder imidlertid også som om, man feder en kalv op til slagtning, altså at man begynder med konklusionen og så tilrettelægger forudsætningerne, så de understøtter den opfattelse, man havde til at begynde med. For det rimer vældig dårligt med, at Gud i samme skabelsesberetning går rundt i Edens Have og gang på gang indser, at det, Gud har skabt, er godt. Faktisk oversættes det udtryk, som her gengives med, ”at Gud ser, at det er godt”, andetsteds med, ”at det er dejligt eller elskeligt”. Det tyder på, at Gud faktisk elsker alt det, som Gud skabte – også før mennesket. Det er selvfølgelig muligt, at ”de kristne” simpelthen har misforstået bibelteksten som en license to kill. Men så er det altså ”de kristne”, ikke Bibelen, som er naturfjendsk, og så mister anklagen noget af sin styrke.

Det, der kan konstateres, er, at vores civilisation er kommet mere og mere på kant med naturen. Selv samme civilisation har set sig selv som kristen og derfor legitimeret sin udvikling med henvisning til, at det på en eller anden måde var Guds vilje. Det, der også kan konstateres, er, at udviklingen er kørt af sporet helt synkront med kristendommens tab af betydning i vores samfund. Det begyndte med renæssancetænkere som Francis Bacon (1561-1626) og René Descartes (1596-1650), hvor sidstnævnte er fader til den ”moderne dualisme”, som fraskriver den materielle verden værdighed, og førstnævnte mente, at naturen eller jorden var Guds gave til mennesket, som det skulle

Vi har brug for at få det kristne menneske- og natursyn til at vende rigtigt. Det er selv sagt en meget omfattende opgave, men i relation til naturen er der især to tilgange, som nutidige teologer griber til: næstekærlighed og forvalterskab. Kærligheden, næstekærligheden er naturligvis det grundlæggende.

Vores omgang med den ikke-menneskelige natur har alvorlige konsekvenser – for vores medmennesker i verden og de kommende generationer. At nedbryde klodens klimatiske og biologiske bæredygtighed viser en form for ligegyldighed overfor medmennesket.

Men så er der det dybere spørgsmål om, hvorvidt ”min næste” i næstekærligheden også kan være andre og mere end blot mine medmennesker? Hvorfor skulle medmennesket være vores eneste næste? Hvad med hele skaberværket, alle medskabninger? For et kristent menneske- og natursyn er det et åbent og kompliceret spørgsmål, som blandt andet handler om, hvad der ligger i menneskets gudbilledlighed.

At nedbryde klodens klimatiske og biologiske bæredygtighed viser en form for ligegyldighed over for medmennesket.

Er menneskets særstilling i virkeligheden snarere et udtryk for det særlige ansvar, som mennesket har for hele naturens blomstring og bæredygtighed?

Det er en tolkning, som udfolder den bibelske forvalterskabstankes dybe mening. Hvor forvalterskabstanken i Lynn Whites slipstrøm er blevet set som udtryk for menneskehedens mulighed for at tyrannisere, dominere og herske over – så ses forvalterskabstanken af nutidige teologer omvendt som central i et kristent menneske- og natursyn, som kan spille konstruktivt ind i tidens naturkriser. En pointe her er, at vi mennesker nu engang bruger og lever af den ikke-menneskelige natur. Den er et middel for os. Skulle det betyde, at den ikke også var et mål i sig selv? Den bæredygtige forvalterskabstanke formår at rumme naturen som både mål og middel. Og det er begribeligvis komplekst. Der er ingen simpel formel for bæredygtighed. Men der er erfaring og akkumuleret indsigt i, hvad der går, og hvad der ikke går.

Derfor skal kristne mennesker også lytte til videnskaben, når den igen og igen påpeger, hvor alvorlig klima- og biodiversitetskriserne er. ■ TEMA

25

Fast kronik:

En undervurderet konsekvens af generationskløften ”Unge stiller nye krav til ledelse: Chef fyrer sig selv, fordi han ikke kan imødekomme dem”. Sådan lød en overskrift på en DR-artikel sidste år. Chefen fyrede sig selv, fordi han indså, at hans ledelsesstil hang fast i fortiden og ikke passede til hans nye Gen Z-medarbejdere, der forventede meget mere feedback, dialog og inddragelse, end han gav dem.

Af Lærke Højlund Wibe Søes, stud.theol., laerke3006@gmail.com

26

I TIDEN

Mere og mere opdager jeg, at jeg snyder mig selv, hvis jeg ikke bygger bro og går over kløften til de andre generationer.

Har vi en generationskløft i dag? Og er den blevet dybere på grund af tidens hurtige udvikling? Det vil nogen hævde. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor stor generationskløften er i dag sammenlignet med tidligere. Men en form for generationskløft synes jeg, jeg ser. Også i kristne fællesskaber. Det handler ikke kun om forskellig smag i forhold til sangenes, bønnens og forkyndelsens udtryk, men det handler også på et dybere plan om selve tilgangen til tro. Mit forhold til tro og min måde at tale om tro på er dybt præget af det postmoderne, i langt højere grad end fx mine bedsteforældres tilgang til tro.

Det er mindre akavet, mindre besværligt og mere komfortabelt for mig at starte en samtale med en jævnaldrende fremmed på 25 år end en fremmed på 65, hvilket er helt naturligt. Vi er nogenlunde samme sted i livet. Meget er underforstået. Men måske er der en bagside ved ikke at gå over kløften til de andre generationer.

Min medvandrer, Bodil på over 70 år, har jævnligt sagt til mig og andre unge: ”Jeg har brug for dig”. Men jeg kan lettere få øje på, hvordan jeg har brug for hende. Jeg kan lære så meget af hendes liv, af hendes erfaring, af hendes visdom. Men hvad kan hun egentlig lige lære af mig?! Det undrede jeg mig over, så det spurgte jeg hende om for nylig. Hun svarede mange spændende ting. Blandt andet at hun har brug for mig for at vide, hvad der

rører sig hos mig og i min generation. Men den ting, jeg særligt bed mærke i, var: Hun har brug for mig, fordi Gud bliver større for hende, når hun ser, hvad Gud gør i mit liv. Gud er en generationel Gud, fremhævede hun; Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Han er både Bodils Gud og Lærkes Gud. Men hvis hun kun ser Bodils Gud, er der sider af Gud, som hun mangler.

Mere og mere opdager jeg, at jeg snyder mig selv, hvis jeg ikke bygger bro og går over kløften til de andre generationer. Ikke kun fordi jeg går glip af rigtig meget visdom, jeg kan ’bruge’ ind i mit eget liv. Men måske allermest fordi jeg snyder mig selv for at se meget mere af Guds forunderlige storhed. Så jeg øver mig i at være nysgerrig.

Jeg øver mig i at turde gå ind i det akavede, det besværlige og måske lidt ukomfortable og lytte til dem, der er ældre og yngre end mig. Og så øver jeg mig i ikke at ’fyre’ mig selv som relevant for de andre generationer og tænke ”de gider mig vel ikke,” men i stedet lytte til Bodils ord om, at vi altid er relevante for hinanden, uanset om vi er 25 eller 65 eller over eller under eller alt derimellem. Der er så mange underfulde sider af Gud, vi ikke ser, hvis vi graver kløften dybere eller bliver på vores egen side af den. ■

I TIDEN

27

Når undret udebliver Sognepræst Johannes Krarup har oplevet at bede for syge mennesker, hvor helbredelsen udeblev. Han mener, at der midt i tragedien er vigtige ting at lære om tro, omsorg og ansvar.

Af Johannes Krarup, sognepræst i Værløse og Hareskov Sogne, jkt@km.dk

En søndag sad en kvinde til gudstjenesten. Det var et stykke tid siden, jeg havde set hende om søndagen. Hun blev siddende inde i kirkerummet efter gudstjenesten. Da jeg havde hilst på alle kirkegængerne, gik jeg ind og satte mig hos hende. Der var ikke så meget udenomssnak. Hun gik til sagen direkte: ”Lægerne siger, at min krop er fuld af kræft.

De mener ikke, der er mere at gøre.” Hun gav udtryk for, at jeg skulle bede Gud om, at Gud vil helbrede hende. På Guds ord samlede jeg nogle fra menigheden. Vi salvede hende med olie og bad om, at Gud måtte gribe ind med helbredelse.

Når jeg i dag går forbi hendes grav på kirkegården, så tænker jeg i bøn til Gud: ”Gud, du greb ikke ind, selvom du kunne have gjort det. Måske er der en forklaring en dag. Jeg forstår ikke.” Der er ikke så meget bebrejdelse i de ord, de er nok mere en bøn med smerte. Jeg oplevede selv, at min mor døde, mens jeg var 19 år gammel. Hun nåede kun at få 47 år her. Hun var syg af kræft i knap 5 år. Jeg har aldrig haft behov for at bebrejde Gud, at han ikke greb ind. Det har jeg været forskånet for. Det smerter mig, når jeg hører, hvis menneskers forhold til Gud bliver prøvet i en sådan grad, at de er ved at miste det, fordi noget hårdt har ramt dem og deres nære. Som præst forsøger jeg at hjælpe dem til forståelse af, at den vrede og skuffelse, der bor i dem, trods alt er en tro. Det er blot en anden genre af tro end den, de er vant til.

Vrede og skuffelse, der bliver båret frem for Gud, er tro. Tro er at komme til Gud i tillid med det, som er i os. Der er ingen, der vil betvivle, at det er tro, når et menneske kommer med anger over sin synd for at bede Gud om tilgivelse. Vrede og skuffelse er trods alt ikke synd i sig selv. Alligevel kan vi have svært ved at anerkende, at skuffelse og vrede kan være en variant af en måde at være i sin tro på.

Kvinden, som kom til mig ved gudstjenesten, hun havde fire børn. Der, hvor jeg oplevede, at jeg sendte en særlig stærk 28

TEMA

klage afsted til Gud, det var i relation til hendes børn, som ville komme til at lide meget under manglen af en mor i nogle meget kritiske år under deres udvikling frem til voksenlivet.

I sådanne situationer griber man sig selv i at løfte tanker til Gud, hvor man siger: ”Gud, kunne du ikke have taget en anden?”. Stille bagefter måtte man i sit sind erkende, at man i sin bøn forsøgte at agere Gud og sætte sig i Guds sted. Vi må overlade grænsebommen mellem liv og død til Gud. Under min bøn for kvinden så jeg et syn af en hestevogn, som var spændt for med fire hvide heste og fire sorte heste.

Jeg blev ledt til at sige til hende: ”De hvide heste trækker dig mod livet, mens de sorte trækker dig mod døden, og vi ved ikke, hvem af de to der i din svære situation vil vinde. Vi bliver nødt til i denne situation at blive ved med at bede om et under, men vi vil også være ansvarlige og tage samtaler med dine børn og forberede dem på, hvis underet ikke indtræffer.”

Ved siden af bønnen om et under måtte vi også tale om, hvis døden skulle skille dem ad – troen på Gud og bønnen til ham om et under må ikke betyde, at vi ikke skal være ansvarlige overfor de vilkår, vi er ramt af. En sådan ansvarlighed er ikke i modstrid med troen.

Når underet og vores bønner ikke besvares, som vi ønsker det, så er det vigtigt, at vi taler ærligt med Gud. Gud lytter altid til et fortvivlet hjerte. Erkend, at selvom du taler ærligt til Gud, så kan dine tanker være forplumrede og skæve.

Det er dine vilkår, uanset om du er i sorg eller ej. Dine tanker kan være underbelyst af Guds ord. Dine tanker kan være slået ud af kurs af de stærke kræfter fra overvældende følelser. Tal ærligt med Gud, når en anden trosfælle eller præst lytter på.

Det kan hjælpe dig til at tale klart og ikke komme til at havne i ordløse følelser.

Når underet udebliver hos et andet menneske, så betyder det meget for det menneske, at det oplever åndelig støtte og omsorg fra andre. Ved at træde ind i et andet menneskes liv med kærlighed og omsorg er vi medarbejdere på, at der trods det udeblevne under alligevel sker et mindre under i deres liv.

Vores himmelske fader, Kristus, vores broder, og Helligånden er den samme som dengang, Guds søn, Jesus Kristus blev menneske og tjente os. Lad være med at blive

Denne verden er uretfærdig …

I livet, i møde med lidelser, ulykker og udeblevne undere, der mener jeg, det er utrolig vigtigt at fastholde to stærke trossandheder. Den ene: Denne verden er uretfærdig. Den anden: Gud er retfærdig. Lad for alt i verden være med at bytte om på dem.

Lad mig slutteligt punktere en populær myte. Myten går ud på, at der er mange mennesker, der bliver så skuffede over Gud og over de lidelser, de har været ramt af, at de mister

Ved at træde ind i et andet menneskes liv med kærlighed og omsorg er vi medarbejdere på, at der trods det udeblevne under alligevel sker et mindre under i deres liv. troen. Det sker, og det er forfærdeligt. Men min oplevelse er, at langt flere mennesker finder Gud, når ulykker indtræffer.

Mange oplever også, at deres tro blev stærkere, da de vandrede igennem fortvivlelse over, at Gud ikke gav dem det, de drømte eller bad om.

Denne verdens uretfærdighed ophører først den dag, hvor Kristus kommer igen. Indtil da er undere et tegn på, at Guds retfærdighed er på vej til fuldendelse, og Guds magt og herredømme først totalt realiseres ved den nye himmel og jords udfoldelse. Underne vidner om en mangelfuld og vingeskudt verden. ■

Vrede og skuffelse, der bliver båret frem for Gud, er tro. frataget troen på Guds undergørende virke på baggrund af negative erfaringer. Vores erfaring af underets udeblivelse må vi ikke lade være en kilde til tro eller ikke-tro på undere.

Guds ord og åbenbaring bør altid være hovedkilden til vores tro. Guds tiltale kalder os til at forvente, at han griber ind.

Guds ord kalder os til, at vi tør tro på en bevægelig Gud, som røres af vores bønner og træder ind med en underfuld hånd.

TEMA

29

æ sto Gu ”Under” - et lille ord med stor betydning Af Torgeir Petersen, stud.theol, Torgeirfresh@hotmail.com Galaterbrevet kapitel 3, vers 23: ”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares.”

Paulus, forfatteren til Galaterbrevet, havde erfaringer med at leve under vidt forskellige forhold. Før sin omvendelse levede han under den strenge farisæisme. Senere under kristendommens frihed, vækkelsen i Lilleasien, tider med både overflod og nød samt perioder med hård forfølgelse. Paulus’ liv giver os en dybere forståelse af det lille ord "under". Det vigtigste, han lærer os, er dog forskellen på at være under loven og at være under nåden.

Under loven Har du prøvet at leve op til forventninger – dine egne eller andres – og følt skuffelsen, når det ikke lykkes? Måske har du også oplevet det i dit forhold til Gud: Du forsøger at følge hans bud, læse i Bibelen, elske din næste og overvinde synden. Men i stedet for at lykkes føler du gang på gang, at du ikke slår til. Følelsen af at bryde Guds morallov, som for eksempel De Ti Bud, vækker en tung genklang i din samvittighed.

Denne følelse kan efterlade os med skyld, som om vi er spærret inde i et 30

TEMA

mørke uden håb. "Kan jeg overhovedet kalde mig kristen?" spørger du måske.

Det er netop denne tilstand, Paulus beskriver som at være "bevogtet under loven og spærret inde." Loven spærrer os inde og afslører, at vi aldrig kan opfylde dens krav. Men det er ikke slutningen; det er begyndelsen på en større afhængighed af Jesus, som alene kan befri os fra lovens krav.

Under nåden Midt i vores magtesløshed åbenbarer Gud sin frelsesplan. Han sendte Jesus, som opfyldte lovens krav for os. Som Paulus skriver: "Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse" (Kolossenserbrevet kapitel 1, vers 13-14).

Loven viser os vores behov for en frelser og leder os til troen på Jesus. Troen åbenbares ved, at vi hører Guds ord og får tillid til evangeliet – Jesu fuldbragte værk på korset, som fjerner vores synd og skyld og giver os del i nåden. At være under nåden betyder, at vi ikke længere

er spærret inde af lovens krav, men at Jesu fuldkomne liv og offer bliver tilregnet os og bliver vores løsesum fra lovens krav. Nu handler det ikke længere om, hvad du selv gør, men om, hvad Jesus allerede har gjort for dig.

I denne frihed kan du tjene og ære ham – ikke for at opnå frelse, men fordi du allerede er frelst gennem Jesus. Vi er nu frie til at leve som Guds elskede børn.

Så når du føler dig utilstrækkelig, skal du huske dette: Du er ikke længere under loven, men under nåden. Og under nåden er der også plads til os, der igen og igen oplever ikke at slå til. ■

21

ægtige hellige Kære stærke ore himmelske kærlige fuld ud Skaber Herre Far Jesus H Gud, jeg føler, at jeg er ved at gå under!

Der er alt for meget, som jeg skal bære på mine alt for skrøbelige skuldre.

Jeg ser lidelse, sygdom og smerte alle steder. Der er alt for mange mennesker omkring mig, som ikke har det godt, fordi deres krop er syg, eller deres tanker kæmper imod dem. Det gør mig ked af det.

Byrderne vokser kun, hvis jeg kigger omkring i verden; med krigerne, der raser, og en natur, som ikke har det godt. Jeg får nærmest åndenød af, hvor tungt det hele kan føles, og hvor lille, det får mig til at føle mig midt i det hele. Hvad kan jeg overhovedet gøre?

Men du, Gud, kan gøre de mest umulige situationer mulige med din forunderlige indgriben, som gør det ubærlige til de mest vidunderlige mirakler, som skaber lys i mørket. Så, Gud, gør dine underfulde undere, så byrden bliver båret af dig, og mine skuldre kan sænke sig og iagttage din kærlige omsorg for alle og alt!

Amen!

TEMA

31

Bøger:

Særdeles relevant læsning: Grundfarven er kærlighed og nåde Af Victoria Jakobine Ohlendorff Krohn, stud.jur., victoriajakobine@icloud.com

Et mere velvalgt tidspunkt kunne næppe findes for efteråret 2024’s udgivelse fra KFS: ”For enden af regnbuen”. Debatten om homoseksualitet i kristne miljøer har været særligt stor det seneste år, navnlig i forbindelse med udgivelsen af bogen ”De fortabte sønner” af de to brødre med missionsk baggrund, der handler om at vokse op i det miljø som homoseksuel. KFS’ nyudgivne antologi taler ind i dette ved at sætte både de personlige oplevelser og teologiske spørgsmål på dagsordenen.

At bogen har format af en antologi, forekommer mig særdeles relevant for netop det emne, den tager livtag med. Indholdet bærer præg af at være skrevet af forskellige forfattere, men det fremstår hverken kluntet eller uinspireret. Alle delafsnit bidrager i sig selv på en fin og vedkommende måde. Samtidig bliver jeg ikke væk i de forskellige input, idet der allerede fra start i det skarpe forord udpensles både målgruppe, opbygning og ikke mindst

formålet med bogen: nemlig grundigt og kærligt at præsentere et bibelsk funderet synspunkt om, at ægteskabet er forbeholdt relationen mellem en mand og en kvinde - og dét gør den vellykket!

En vægtig del af udgivelsen er de afsnit, hvor de teologiske spørgsmål er i centrum.

Heriblandt er et afsnit, der er dedikeret til at give svar på nogle af de indvendinger, der kan være mod bogens eget standpunkt. Grundlaget for en god, ligeværdig teologisk diskussion er, at begge parter får taletid. I modsvars-afsnittet indgår imidlertid ikke to parter, men derimod én part, der fremfører begge synspunkter. Som udgangspunkt fungerer en sådan type diskussion ikke optimalt, men forfatteren bruger god tid på at forklare både modsvar og indvendinger, og indvendingerne anføres ikke som grinagtige idéer, men som seriøse teologiske argumenter, der tages alvorligt. Herved bidrager bogens argumentation til sand teologisk udrust-

For enden af regnbuen Af Jakob Højlund og Anna Iversen KFS, 2024 160 sider

32

I TIDEN

ning, der giver redskaber og forklarer synspunkter, så den enkelte ikke må stå tomhændet i mødet med både egne og omverdenens velovervejede indvendinger. Det skaber en god og vigtig balance, hvor jeg hverken oplever, at forfatteren føjer sig i frygten for at blive polemisk, eller ender i den modsatte grøft, hvor argumenterne bliver destruktive og mangler nuancer.

Også de personlige beretninger og vidnesbyrd får plads, og det fungerer som et eminent supplement at høre fra folk, der selv står indenfor i både det kristne fællesskab og regnbueseksualitetslandskabet. Disse livsnære afsnit er med til at lægge grundfarven for bogens teologiske argumenter; nemlig at det er kærligheden og nåden, vi som det første skal møde en kristen bror eller søster med regnbueseksualitet med. Med bogens egne ord om de personlige udfordringer, livet som kristen homoseksuel kan medføre: ”En kristen etik, som vil være sit navn værdig, kan aldrig vende det blinde øje til sådanne erfaringer”. Denne kærlighedsgrundfarve, som kontrast til et fordømmende udgangspunkt, gør en verden til forskel, selv der, hvor man som læser måtte være uenig med bogens standpunkt.

Bøger:

Hvad bekender vores samfund sig til?

Af Stefan Lumholdt Pedersen, stud.mag. i engelsk, lumholdt9098@gmail.com

Forleden så jeg Narnia opført som teaterstykke i Odense, hvor jeg bor. Stykket sluttede med, at de fire børn skulle fortælle, hvordan de ville regere Narnia. Lucy sagde blandt andet, at hun ville, at ”alle skal kunne leve, som de vil, uden at skulle finde sig i andres meninger.” Jeg sad med fornemmelsen af, at den replik underminerede alt, hvad stykket ellers kommunikerede af Lewis’ fantastiske historie.

I Bibelen kan vi i stedet læse os frem til, at det faktisk er ganske fornuftigt også at lytte til, hvad andre mener, og at det ofte er farligt at gøre alt, hvad vi vil. I dag er der mange budskaber, der synes at være stærkt imod den kristne tanke, og det er ofte velment – den nye, sekulære bekendelse tror nemlig selv, at den er mere kærlig, end hvad Bibelen fortæller.

Det kan da også lyde godt og fint på overfladen, men der mangler altså noget væsentligt under de tanker, og der mangler også forståelsen for, hvorfor vi overhovedet bør behandle hinanden godt. Rebe-

cca McLaughlin har heldigvis skrevet den fine bog ”Den nye bekendelse” om netop disse tidens svingninger. Bogen behandler fem overordnede teser, som vores samfund kommer med, nemlig ”black lives matter”, ”love is love”, ”kampen for homoseksuelles rettigheder er den nye kamp for borgerrettigheder”, ”kvinders rettigheder er menneskerettigheder”, og ”transkvinder er kvinder”. Ved at se nærmere på hvorfor man egentlig kan sige de her ting, præsenterer McLaughlin et fuldere kærlighedsbillede, end hvad disse moderne bekendelser kommer med. Hun udfordrer en prævalent kristendomsskepsis og gør det med henvisninger til mange ikkekristne kilder – en meget dejlig detalje for os, der har hverdag på universitetet.

Hold tungen lige i munden, for der er et par formuleringer, der måske er lidt skæve, og et par pointer, der måske er fisket efter på lidt for dybt vand. Især i første kapitel vil der være nogle afsnit, der kan klinge lidt forkert, hvor det næsten

virker som om, McLaughlin vil tage en diskussion om, hvorvidt sorte menneskers liv har værdi. Det er selvfølgelig IKKE til diskussion, vil Bibelen, og egentlig også McLaughlin, klart sige. Det centrale i bogens første kapitel er at forstå, hvordan det er gået til, at nogen har anklaget Bibelen og dens flittige læsere for racisme. Tværtimod kalder Bibelen sine samtidige til en gæstfrihed og åbenhed overfor andre folkefærd, som ikke finder sin lige i noget andet antikt samfund. Det samme er vi kaldet til i dag. Men ser man på det overordnede billede, bogen giver, er den fremragende læsning, hvis man synes det er svært at navigere i den sekulære verdens stridigheder mod troen. McLaughlin har nemlig et godt greb om rødderne for mange af de tankegange, der diskuteres, og hun formår at adressere problematikkerne håndgribeligt, så det er til at forstå. Bogen prompter meget tænkning, så selvom den er kort, kan du godt forvente at stoppe op flere gange undervejs for at tænke videre. Og det er meget godt, for selvom McLaughlin er skarp, er dette ikke spørgsmål, man kan sluge på så korte kapitler. Tænk videre selv, og læs i din bibel!

Den nye bekendelse Af Rebecca McLaughlin Credo, 2024 196 sider

I TIDEN

33

Tre ting, kristne studerende har brug for i dag Underskud. Vi har spurgt tre ledere, hvad de savner fokus på i kristne fællesskaber.

Bodil Skjøtt, tidligere generalsekretær i Israelsmissionen Vi har som kirke og disciple af Jesus i dag til opgave både at proklamere OG demonstrere, hvem og hvad vi er disciple af.

Da Johannes Døberen i sit fængsel blev i tvivl om, hvorvidt Jesus var Messias, gav Jesus ham ikke en prædiken, men pegede på hvor man kunne se Guds rige: ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige” (Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 5-6).

Mennesker i dag længes ikke efter flere ord. Hverken fra politikere eller kirkeledere. Tilliden er brudt, for ord og handling stemmer ofte ikke overens. De længes efter at se, mærke og opleve, hvad vi mener, når vi beder: “Komme dit rige – ske din vilje”. Det skal vi demonstrere, overalt hvor vi færdes.

Guds vilje sker ikke først og fremmest, når vi “går i kirke”, men når vi “er kirke”. Vi skal opmuntre og udfordre hinanden til at “tegne” Guds rige og være en duft af Kristus, så vi demonstrerer den invitation, Salmernes Bog kapitel 34, vers 9, udtrykker: “Smag og se, at Herren er god”.

Søren Rønn, sognepræst i Øster Snede Kirke Det er svært at svare på, hvad kristne studerende har brug for mere af, da de jo er forskellige. Nogle KFS’ere åbner aldrig en Bibel. Så er det nok mit forslag at få lavet om på det. Kendskab til Bibelens indhold er afgørende for alle, som gerne vil følge Jesus Kristus. Hvor skal jeg ellers opdage, hvem han er? Hvad skal ellers forankre min tro? Ét er fornødent, siger Jesus. Andre KFS’ere har både en åben Bibel og en kalender 34

TEMA

fyldt med kirkelige aktiviteter. Til dem vil jeg måske foreslå at komme lidt mere ud. Engagér dig i en forening eller i en bogklub på dit studie eller i fællesspisning på kollegiet eller noget fjerde. Vi er sendt til vores medmennesker.

Til alle KFS’ere vil jeg foreslå en medvandrer. Vi har brug for at slå følgeskab med et menneske, som vi lukker helt ind.

Derind, hvor det gør nas. En, der opmuntrer og udfordrer os, så vi bedre kan leve det liv, vi er kaldet og sendt til at leve.

Emil Rindom Nørholm, præst i København Vineyard Jeg tror, at unge har brug for mere undervisning i, hvad kirken er. Det er mit indtryk, at mange kristne tænker, at de fint kan klare sig uden personlig tilknytning til en lokal kirke – hvilket måske bunder i en manglende indsigt i, hvad kirken er, og hvorfor det er livsnødvendigt at være en del af et levende kristent fællesskab.

Dertil har vi brug for en undervisning, som løfter kirken højt. En undervisning, som kan løfte skæppen af lysestagen og børste støvet af de fine bygninger og forklare unge, hvad Jesus mener, når han kalder kirken for “jordens salt” og “verdens lys” (Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 13-16).

Vi har alle brug for kirken. Vi har brug for kirken til at blive formet i Jesu billede, for uden den er vi overladt til os selv og den til tider tilfældige indflydelse, der kommer fra andre sociale fællesskaber. Og Guds kirke har en plads til dig, til din menneskelighed, dit kald og din rejse. ■

K

te

-a n s at S F

APPROVED b ef ale

r

an

”At tro på Kristus” og ”At leve med Kristus” af Bo Giertz

Karl Ove Knausgård

”Jamen, bad jeg da for lidt?” Hole in My Heart Podcast af Leif Andersen med Laurie Krieg

Old but gold. Jeg har arvet min mors Bo Giertz-andagtsbøger, og de er konge. De udgør den substantielle del af min lille families post-aftensmadsritual.

De er lutherske, men uden at bibelteksterne evindeligt skal proppes ned i et synd-nåde-/ retfærdiggørelse-helliggørelsesskema. Det er ligefrem bibeludlæggelse igennem kirkeårets tekster til hverdagslivet + en bøn. Simple, but significant. nesker. En rørende bog fyldt med spænding og kærlighed.

Gå straks i gang med Karl Ove Knausgårds forfatterskab! Han har sin helt egen stil, og siderne flyver afsted.

Han skriver hudløst ærligt om eget liv og har en særlig evne til at beskrive andre mennesker fordomsfrit, nuanceret og ægte. Det er berigende læsning. Ikke mindst også når Knausgård fletter store eksistentielle temaer ind, og selvom han er udtalt ateist, kredser han til stadighed om Gud og kristne emner. Lad Knausgård udfordre dig!

Hvorfor giver Gud ikke altid svar på min bøn, som jeg havde håbet? Hvorfor oplever nogle bønnesvar, mens andre føler, at Gud er langt væk? Og hvorfor skal vi overhovedet bede til ham? Leif Andersens bog om bøn er en af de bøger, som har haft størst betydning for mit trosliv, og som virkelig har hjulpet mig til at forholde mig til det mysterium, som bøn er. Den er let at læse, men uden at være fyldt med søndagsskolesvar. En givende bog at læse for dig, der også synes, bøn er svært at forstå.

Er det muligt at tale om seksualitet med varme, sensitivitet og omsorg og samtidig have en klassisk bibelsk tilgang? JA! I podcasten ”Hole in My Heart” teamer Laurie Krieg op med sin mand, en ven og dagens gæst til samtaler om alt fra køn og seksualitet til traumer og angst. Laurie leder samtalen med lige dele begejstring og empati. Sammen med de altid meget vidende gæster dykker hun ned i de sværeste spørgsmål uden at det bliver tungt.

For podcastens formål er altid at nå frem til, hvordan evangeliet er gode nyheder ind i de emner, som tages op.

Anders Keseler

Jakob Højlund

Kristina Eskildsen

Mathias Schultz Laursen I TIDEN

35

Samtaler under overfladen Det kan være svært at tale om tro i dagens Danmark. Selv i de kristne fællesskaber glider samtalen hurtigt hen på de lette emner. Inge Ramskov Kiel Hermanns efterspørger flere samtaler om tro – at vi tør være nysgerrige på hinanden og stille de lidt dybere spørgsmål.

Af Inge Ramskov Kiel Hermanns, kemistuderende, ingerhermanns@gmail.com

Det kristne fællesskab bliver hurtigt et sted, hvor vi mødes til lovsang, andagt, oplæg og andre åndelige tiltag, men når kaffen serveres, glider samtalen over i mere lette emner.

36

TEMA

Der er noget ved havet, som altid har fascineret mig. Noget, som vækker min opmærksomhed og min nysgerrighed. Det endeløse hav rummer hemmeligheder, som vi mennesker aldrig vil kende til. Havets dybder er langt udover vores fatteevne, og bølgerne hvisker en sang, hvis ord vi aldrig helt vil kunne forstå. Når solens stråler rammer vandet, vil det klare lys få overfladen til at glimte. Men hvad, der gemmer sig under overfladen, vides ikke.

Når jeg ser på havet, er der noget, som vækker en genklang. Der er det med havet, at alt det, der ligger under overfladen, er svært at se for dem, som står på strandbredden. På samme måde er det med troens dybder. Min tro er som havet, der findes dybder, som jeg ikke engang selv forstår. Men det er ikke godt for troen, hvis man kun betragter på overfladen og ikke dykker dybere ned.

Svært at åbne op I løbet af efteråret er kampagnen ”Lad os tale om tro” blevet rullet ud; en kampagne, der sætter fokus på, at vi igennem samtaler om troen kan komme tættere på Gud og på hinanden. Samtalen om tro er vigtig. Jeg synes dog, at det er ærgerligt, at der skal en kampagne til, før vi tør nærme os hinanden og tage den samtale. Netop ”Lad os tale om tro”-kampagnen er et tegn på, at mange har brug for at tale om troen, men har svært ved at gøre det. Faktisk tror jeg, det er et generelt problem i vores tid, at vi ikke tør nærme os hinanden, at vi er blevet berøringsangste, for hvad nu hvis det støder vores samtalepartner, at vi åbner op og stiller nærgående spørgsmål?

Troen er blevet en privat affære. Noget, som vi praktiserer i kirken og ellers holder for os selv. Måske er vi også bange for at blotte os og være sårbare? Bange for at den pæne overflade vil krakelere.

Som mennesker er vi nuancerede væsner. Der er mange spørgsmål, tvivl og tanker, som følger med det at være kristen. Sådan tror jeg, der er mange, som har det. Alligevel kan jeg føle mig alene med det. Jeg synes, det er svært at give Gud plads i min hverdag. Jeg savner at glædes over bibellæsning.

Jeg bliver frustreret over at se, hvordan mine nærmeste lider, uden at jeg oplever, Gud griber ind. Og jeg har tidspunkter, hvor jeg tvivler på, om Gud overhovedet er der. Men det er svært at åbne op for en samtale om dette. Det er her, jeg har brug for fællesskabet. For hvem skal jeg tale med om troen, hvis ikke mit kristne fællesskab?

Samtalen skal starte i kirken Alligevel sker der nogle gange det i de kristne fællesskaber, at vi heller ikke her tør stille hinanden de svære spørgsmål.

Hurtigt bliver fællesskabet et sted, hvor vi mødes til lovsang, andagt, oplæg og andre åndelige tiltag, men når kaffen serveres, glider samtalen over i mere lette emner. Og jeg undres over, om de andre mon har det ligesom mig? Måske har de også brug for at tale om tro og tvivl og om, hvem den Jesus, man kender, egentlig er. Måske findes der også her en længsel efter at dykke ned under overfladen og gå på opdagelse i dybderne?

Det er vigtigt at snakke om tro med de mennesker, der er omkring en, men samtalen starter i kirken. Der er brug for, at vi i vores fællesskaber og relationer til hinanden, tør springe ud i at stille spørgsmål som: Hvordan har du det med Jesus?

Og hvad fylder i dit trosliv lige nu?

Af natur er jeg ikke en person, som uden videre bruser ud med mine tanker og følelser. Jeg har brug for at blive spurgt, før jeg taler, men hvis nogen spørger, så vil jeg gerne snakke.

Det tænker jeg, er en gængs ting – at man gerne vil spørges, før man åbner op. Derfor er det vigtigt, at vi tør stille de spørgsmål, som trænger ind under overfladen.

At dykke dybere ned sammen Den største ressource vi har, er hinanden. Bonhoeffer skriver i sin bog Fællesskab: ”Kristus i min broders mund er stærkere end Kristus i mit eget hjerte”. Der er brug for, at vi taler om troen og livet med hinanden. Selvom det kan være svært at se Gud, så kan det kristne fællesskab være med til at pege på ham. En grund til, at jeg stadig er kristen i dag, er, at jeg midt i en livskrise var i et fællesskab, som løftede mig op og som i deres omsorg og kærlighed viste mig Gud. Et fællesskab, som gjorde plads til mig med al den tvivl og smerte som fyldte, og som var nysgerrige på mig i stedet for at skubbe mig bort. Et fællesskab, som turde dykke ned under overfladen.

Alligevel er det svært at tale om troen. Det er svært at sætte sig foran andre og vise, hvad der gemmer sig under overfladen. At sige: Jeg er ikke okay. Det er sårbart, for hvad nu hvis der ikke er nogen, som griber mig? Hvad hvis de

Jeg har brug for at blive spurgt, før jeg taler, men hvis nogen spørger, så vil jeg gerne snakke.

Det tænker jeg, er en gængs ting – at man gerne vil spørges, før man åbner op. andre ser skævt til mig, fordi jeg har ondt i mit liv? Jo mere man åbner op, desto mere kan man også blive såret. Derfor har vi også et ansvar for hinanden. De ting, som bliver delt, skal vi værne om.

Samtidig skal vi skabe et trygt rum og en kultur for at være nysgerrige på hinanden. Dybt inde i ethvert menneske findes der et ønske om at blive set og hørt.

Tør vi stille de dybe spørgsmål? Være sårbare? Eller skal vi risikere et tørt og goldt trosliv? Vi kan enten se på den blanke overflade eller dykke ned og finde havets forsvundne skatte.

Der er brug for, at vi tager en dyb indånding, bryder den glitrende overflade og med stærke armtag bevæger os dybere ned. Sammen. ■ TEMA

37

BRUG FOR EN PAUSE? Tag på LMH og få tid til Gud, tid til andre og tid til dig selv

Ansgarvej 2, 3400 Hillerød www.lmh.dk

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening. Foreningen er udbyttebetalende og har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk Kontaktpersoner: Johannes Møller: 61 31 64 85 Dan Wejse: 26 83 37 44

En KFS’er i hjertet takker af I slutningen af februar sagde vi farvel til Lars Boje Sønderby Jensen, der de sidste fem år har været konsulent for studenterarbejdet i Østdanmark – og redaktør for 19 fremragende numre af det magasin, du nu sidder med i hånden. Vi siger tak for det hele til Lars, som sender denne hilsen: Mine fem år som KFS-konsulent er slut. Men min historie med KFS begyndte allerede i sommeren 2009, da jeg startede en KFS-gruppe i 1.g på Lyngby Tekniske Gymnasium. Siden da har jeg været LTC’er, sabbatist, frivillig, studerende og ansat i KFS. Det har været 16 uforglemmelige år, og jeg kan sige med sikkerhed, at KFS har været den mest (tros)dannende organisation og bevægelse i mit liv. Det har været godt, smukt og lærerigt. Nu er det tid til at give slip og indse, at jeg for alvor er KFX'er og skal følge KFS mere fra sidelinjen fremover. Det gør ondt, men det er også sundt for KFS, at der kommer nye kræfter til.

I takt med at dette livskapitel slutter, har jeg uundgåeligt tænkt på alt det, jeg ikke fik gjort. Men mest af alt er jeg fyldt af taknemmelighed over de skønne mennesker, jeg har mødt, og at jeg har fået lov til at være et lille tandhjul i KFS’ vision om at kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Så farvel og tak. Men mest af alt tak for mange gode år, kære venner, brødre og søstre.

Jeg vil slutte af med et opmuntrende ord fra vores Herre. ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.”

Jesus er Herre, fat mod og giv ikke op. Når en dør er lukket, se om der er et vinduet, I kan kravle igennem.

Ny studenter konsulent i Øst – byd velkommen til Mads!

Mads Due er vores nye studenterkonsulent i Østdanmark – og vi er mere end bare lidt begejstrede for at få ham med i medarbejderflokken! Mød ham her: Jeg hedder Mads Due, jeg er 27 år og bor på Frederiksberg.

Jeg har netop færdiggjort min kandidat i teologi fra Københavns Universitet, og tidligere har jeg læst en bachelor på Dansk Bibel-Institut. I min fritid ser du mig helst med en god bog, en LP eller min bas i hånden – måske endda med alle tre ting inden for en armslængde. Min KFS-historie er, at jeg har været en del af KFS på Nørre Gymnasium og senere Stor-KFS i København. KFS har virkelig givet mig meget godt gennem årene.

Jeg har fået en blød start i KFS med ca. 50 % i januar som forberedelse til fuld tid fra februar. Det er jeg rigtig glad for. I januar har det mest handlet om at lære KFS’erne og de mange forskellige teams at kende. Jeg har haft møder med lederteamet i KFS-København og TilTro-redaktionen og været i dialog med netværket Kristen i København. Jeg sætter stor pris på kontakten med KFS’erne, de frivillige og vores samarbejdspartnere. Jeg ser først og fremmest frem til det daglige arbejde, hverdagen i København med KFS-aftener, møder og forskellige aftaler. Derudover glæder jeg mig til de større events – Påskelejr og Eventuge i april, LY i august samt FEUER-konferencen i oktober. Jeg er et udpræget lejrmenneske, og jeg ser frem til at få fingrene i de her projekter.

KFS-NYT

39

”… Og hvad så nu?”

Nu skal vi på Påskelejr!

Af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationsmedarbejder i KFS, dorthea@kfs.dk

Erantis og vintergækker titter op rundt omkring og fortæller os, at der er noget godt på vej. For de små, nuttede blomster betyder forår, forår betyder påske, og påske betyder Påskelejr! Fem dage med forkyndelse, lovsang, undervisning og fællesskab venter, når det igen er tid til en solid KFS-klassiker.

40

KFS-NYT

Den 12.-16. april byder vi endnu engang gymnasieelever, sabbatister og studerende velkommen på Påskelejr i Skanderborg. Det bliver fem dage propfyldt med alt det, vi i KFS sætter mest pris på: forkyndelse, bibeltimer, lovsang, fællesskab, fest og farver. Dét bliver godt!

Temaet på Påskelejr 2025 er ”… Og hvad så nu?”, når vi stiller skarpt på Apostlenes Gerninger. Vi skal følge Paulus fra hans omvendelse, ud på hans missionsrejser og gennem den modstand, han møder på grund af sit utrættelige arbejde for at udbrede kendskabet til Jesus.

Til aftenmøderne bliver temaet foldet ud af Nanna Kildahl Keseler, datakonsulent og tidligere KFS’er, og af den britiske prædikant og underviser Michael Ots. Han arbejder med studenterevangelisation hjemme i Storbritannien og på tværs af Europa i netværket FEUER (Fellowship of Evangelists in the Universities of Europe), som KFS også er en del af.

Bibeltimerne for gymnasieelever holdes af teologistuderende Christoffer Techow, og bibeltimerne for de studerende står Michael Thunbo for. Han er også teolog og derudover ph.d.-studerende og ansat på Menighedsfakultetet.

Giv Påskelejr til en KFS’er Selvom Påskelejr langt hen ad vejen skabes af frivillige (og drønseje) KFS’ere, så koster det penge at lave Påskelejr.

Og derfor koster det også noget at deltage på lejren. Dog har vi et stort ønske om, at det ikke skal være økonomien, der afholder nogle fra at komme på lejr, og det vil vi gerne sætte ekstra fokus på i år.

Hvis du har lyst til at hjælpe andre med at komme på Påskelejr, kan du sende en gave til KFS’ mobilepaynummer 52215 og i kommentarfeltet skrive ”Støt en PL-deltager”.

Så er beløbet med til at sikre, at så mange som muligt kan deltage på lejren. På paaskelejr.dk kan du læse, hvordan du søger støtte til din egen deltagerbetaling.

Kom til KFS’ generalforsamling Som vanligt har KFS’ bestyrelse indkaldt til generalforsamling om søndagen på Påskelejr. Det er d. 13. april kl. 15.30-17. Alle er velkomne, og medlemmer, der har betalt kontingent for 2025, har stemmeret. Både studerende og andre med interesse for KFS’ arbejde kan blive medlem af KFS på kfs.dk/bliv-medlem. Læs den fulde indkaldelse samt foreløbig dagsorden i Til Tro fra 4. kvartal, 2024.

Kommer du forbi Påskelejr til generalforsamlingen, kan du også tage del i aftengudstjenesten og i det hele taget mærke stemningen og KFS-fællesskabet, når det er allerbedst.

Så pak din Bibel, din sovepose, alle dine KFS-venner – og hey, inviter også lige et par stykker, som ikke er dine KFS-venner (endnu) – så ses vi på Påskelejr 2025!

Praktisk info: Dato: 12.-16. april 2025 Lokation: Skanderborg-Odder Uddannelsescenter Pris: 850 kr. eller 765 kr., hvis du tilmelder dig før 8. marts (10 % rabat for medlemmer) Tilmelding: kfs.dk/tilmelding (frist: 1. april) Læs mere: paaskelejr.dk Følg med på Facebook og Instagram (@paaskelejr)

KFS-NYT

41

Krydsord 8

11

5

15

7

24

12

18

8

2

1

23

14

17

22

3

20

10

6

25

3

7

5

2

1 4

4 9

16

6 19

1. Et latinsk ord for tro eller tilli 2. Magasinets tema bagfra 3. Et strategibrætspil som hand 4. Engelsk forkortelse for et sto 5. Underlig 6. At underskrive er en .cc…

7. Rytmisk markant melodi elle musik 8. Daniel i Bibelen får et nyt na opkaldt efter?

9. I Martin Ishøys og Sofie Kure idehistoriker. Hvad er hans forn 10. Hvor mange saligprisninger 11. Initialer på skribent der bla ”dobbeltlukkede døre” 12. En by der har haft stor bety 13. Hvad er det mindst talte sp 14. Tidligere amerikansk præsid 15. Sætningen er fra en artikel mangler?: ”De her underlige ste vidunderlige, når de viser, hvem 16. Hovedstaden i Ukraine 17. I god form 18. Teknisk bacheloruddannelse 19. Forkortelse for paulinsk bre 20. Undertrykke 21. Drivmiddel 22. En træningsøvelse hvor en 23. Et tegn på troskab 24. To første initialer på kendt k ”Miracles” 25. Person der arbejder under v

13

21

1

2

3

4

5

6

7

8

Created with XWords – the free online crossword puzzle generator

1. Et latinsk ord for tro eller tillid 9. I Martins Ishøys og Sofie Kures artikel https://www.xwords-generator.de/en 2. Magasinets tema bagfra nævnes en kritisk idehistoriker. Hvad er 3. Et strategibrætspil som handhans fornavn? ler om at erobre territorium 10. Hvor mange saligprisninger er der i 4.Engelsk forkortelse for et stort Bjergprædikenen? fantasiunivers 11. Initialer på skribent der blandt andet 5. Underlig skriver om "dobbeltlukkede døre" 6. At underskrive er en .cc...

12. En by der har haft stor betydning for 7. Rytmisk markant melodi eller KFS frase i jazz eller anden rytmisk 13. Hvad er det mindst talte sprog i musik verden?

8. Daniel i Bibelen får et nyt navn. 14. Tidligere amerikansk præsident Hvilken afgud bliver han opkaldt 15. Sætningen er fra en artikel i magasinet. Hvilket ord mangler?: "De her efter?

42

I TIDEN

underlige steder i Bibelen kan ..... blive helt vidunderlige, når de viser, hvem Gud er" 16. Hovedstaden i Ukraine 17. I god form 18. Teknisk bacheloruddannelse på Syddansk Universitet 19. Forkortelse for paulinsk brev som Andagten er skrevet over 20. Undertrykke 21. Drivmiddel 22. En træningsøvelse hvor en armstrækning indgår 23. Et tegn på troskab 24. To færste initialer på kendt kristen forfatter af bogen "Miracles" 25. Person der arbejder under vandoverfladen ifært særligt udstyr

KFS-leder:

Farvel til Ødsted – goddag til Aarhus Af Frederik Mukai Hauge, sekretariatsleder i KFS, frederik@kfs.dk

Da jeg forleden dag for sidste gang låste døren på Ribevej 71, havde jeg det mest af alt som den honning-elskende bjørn Peter, også kendt som Peter Plys; ”Hvor heldig er jeg, at jeg har noget, som gør det svært at sige farvel”.

For et sted er ikke bare et sted, og et hus er ikke bare et hus.

Mange af jer, som læser med her, har formentlig både minder og følelser knyttet til dette sted. Derfor har de sidste måneders flytteproces ikke bare slidt på vores overarme og overblik, de har også på en fin måde mindet os om, at sekretariatets fysiske rammer på Ribevej ikke bare var kold beton. I skrivende stund har jeg lige afleveret nøglerne til en bygning, som har huset en stor og vigtig del af KFS’ historie. Huset på Ribevej har siden 1990 været rammen om LTC (KFS’ ledertræningscenter) og siden 2008 også KFS’ sekretariat. Hvis væggene kunne tale, ville de helt sikkert berette om mange og lange snakke om Jesus, livet og troen. De ville vidne om flere timers undervisning, hvor mennesker sammen har fordybet sig i Bibelen og det at dele budskabet herfra med andre. De ville helt sikkert også fortælle om fester, grin og en masse mærkelige påfund, som elever gennem tiden har fundet på. Det er med stor respekt, at jeg på vegne af KFS har videregivet de fysiske rammer for en så stor epoke i KFS-historien.

Med den store respekt for alle minderne i murstenene er jeg igennem flytteprocessen også blevet mindet om det enestående ved, at KFS’ sekretariat vender hjem til en studieby. Vi er en studenterbevægelse, og vi skal være der, hvor de studerende er. Derfor er det også med stor forventning, at vi ser frem til at indrette os i vores nye hovedkontor på Jens Baggesens Vej 71, en bygning som er ejet og ligger lige ved siden af Menighedsfakultetet. Inden vi dog kommer så langt, forhåbentlig til sommer, kan I midlertidigt finde hovedkontoret på Katrinebjergvej 115, hvor vi huserer, indtil vores nye faciliteter er klar til indflytning. Ud over det væsentligt øgede udbud af takeaway ser vi på hovedkontoret frem til at være midt i studiemiljøet i Aarhus, og vi håber og tror, at mange flere af jer KFS’ere vil kigge forbi. På trods af at vores hovedkontor nu ligger i Aarhus, vil jeg slå fast, at vi stadig er en landsorganisation, der er til stede i hele landet. Vi har medarbejdere bosat, så de kan dække hele landet – for vi ønsker at være der, hvor I er, for at vi sammen kan kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Tak, for hjælpen! Måske har du hverken pakket eller flyttet en eneste kasse i denne flytteproces, men så har du måske bedt eller interesseret dig for dem, der har. Måske har du ikke sorteret en eneste bog på LTC, men så har du måske købt en eller på anden måde støttet os. På sekretariatet ved vi, at vi aldrig havde klaret den her flytning uden jer! Så alle KFS’ere – af hjertet tak fordi I flytter med os.

I TIDEN

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Ved at træde ind i et andet menneskes liv med kærlighed og omsorg er vi medarbejdere på, at der trods det udeblevne under alligevel sker et mindre under i deres liv.

Johannes Krarup, i "Når underet udebliver" Side 28

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

44

Hvad går pengene til? At flere studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt!

Ja, hvad går pengene til? KFS-arbejdet i Grønland for eksempel.

KFS-konsulenter. Støtte og ressourcer til KFS-fællesskaber. Store og små KFS-lejre. Listen er lang, men i virkeligheden kan det siges meget simpelt – at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Dét er den røde tråd og vision, Gud har lagt os på sinde. Og dét kald, vi ønsker at være med til at lede KFS’ere ind i. Tak for din støtte og forbøn for arbejdet!

45