Til Tro #2 2025 - Undskyld

2. kvartal · 2025 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Undskyld Ni ingredienser til en meningsfuld undskyldning En how-to-guide – TEMA side 20

Undskyld, jeg er kristen Om døde fisk og svære svar

– TEMA side 6

Fællesskab, fordybelse og fest Vi siger tak for Påskelejr 2025 – KFS-NYT side 38

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Det er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Katrinebjergvej 115, kælderen, 8200 Aarhus N Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 4597-004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Mads Due (ansvarshavende redaktør) Dorthea Lind Neuenschwander (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Josefine Amalie Petersen, stud. psyk.

William Rønberg, stud.polyt.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur.

Esther Krarup, gymnasieelev Simon Buus Vigilius, stud.merc. jur.

Anna Vallentin Møller, stud.mag.

Andreas Theodor Offersgaard Christensen, stud.psyk.

Silja Kofod-Frederiksen, gymnasieelev

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Fríðunn í Liljudali Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Indhold I tiden

kfs Nyt

Tema 6

Undskyld, jeg er kristen Om døde fisk og svære svar

9

Fem grunde til at gå til skriftemål Læs om en glemt gave til dit liv

15

Kan vi se Gud ud fra skaberværket?

Menneskelig erkendelse ifølge Romerbrevet kapitel 1

20

Ni ingredienser til en meningsfuld undskyldning En how-to-guide

22

Syndens svaghed Steffens bekendelser og Guds kærlighed

18

Global: Rig på fællesskab og relationer

19

Grønland: Vi holder af studerende i Grønland – vil du være med?

30

Kronik: Magten til at tilgive – eller give igen

26

Portræt Anjas take på en god undskyldning

27

Andagten “Hvis du ikke var kommet, havde de slået ham ihjel”

29

Bøn “Lad din vilje ske”

32

Undergud Når tåbelighed og triumf mødes

5

KFS og LMH går sammen om at gøre Jesus kendt

34

Bøger: I sit billede skabte han dem – om kvinder og Guds godhed

12

TÆNK gør samtaler om tro og eksistens relevante

35

Bøger: Med Gud til faste – fem perspektiver

25

Volontørerne 25/26 er på plads

37

KFS’erne anbefaler - HKGym

38

Vi siger tak for Påskelejr 2025

43

Leder: Gejsten lever i KFS – og den skal understøttes med nye stillinger

3

Fra redaktionen: "Det er uundskyldeligt.” Sætningen blev gentaget i det komiske af vores udenrigsminister. Han var blevet bedt om at forholde sig til den danske stats forkastelige håndtering af flere sager, der relaterer sig til Grønland. Uundskyldeligt. Jeg vidste ikke engang, at det var et ord! ’Undskyld’ er et vigtigt ord, men hvor det ikke bruges, fastfryses fronterne. I den perfekte verden var der aldrig brug for undskyldninger. Men verden er ikke perfekt, og derfor må vi undskylde. En oprigtig undskyldning er som et pludseligt åbnet vindue på en lummer sommerdag. Nu kan vi være her igen.

Jeg ved ikke, om det passer, at noget kan være uundskyldeligt. Men jeg glæder mig over, at det koncept ikke findes i min Bibel. Det bibelske budskab er, at hårdknuden kan løses, at der er tilgivelse at få for den, der erkender sin skyld. Så lad os da tage imod en undskyldning, lad os tilgive, efter vores himmelske forbillede. Og husk på, at der ingen undskyldninger er i evigheden. For al skyld er forduftet.

I mit første blad som ansvarshavende redaktør skal jeg ikke gøre mig skyldig i at udelade anbefalinger, så de kommer her. Læs om kirkens systematiserede undskyldning i Flemming Baatz’ artikel ”Fem grunde til at gå til skriftemål”. Læs også de to meget ærlige artikler ”Syndens svaghed” og ”Undskyld, jeg er kristen”, der på hver sin måde viser, at det kristne liv ikke er den blinde lykke. Til sidst vil jeg fremhæve dette magasins andagt, hvor tilgivelsens altomvæltende virkning står tindrende klart.

Mit håb er, at Til Tro fortsat kan være et rigt magasin. At vi i redaktionen både kan vække anstød og være til inspiration. At vi kan lede til liv og tro.

En undskyldning herfra for mængden af ananas i egen, udsøgt juice: Jeg synes, vi rammer noget med dette blad. Hvis ikke, er jeg ikke bleg for at sige undskyld …

På vegne af redaktionen Mads Due

4

KFS og LMH går sammen om at gøre Jesus kendt blandt gymnasieelever I et nyt samarbejde går Kristeligt Forbund for Studerende og Luthersk Missions Højskole sammen om at skabe en linje på højskolen, der skal udruste til at dele egen tro og understøtte KFS’ mission om at gøre Jesus kendt blandt studerende i Danmark.

Af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationsmedarbejder i KFS, dorthea@kfs.dk

KFS har som mål at være aktivt og synligt til stede på uddannelsessteder i hele Danmark, så studerende kender Jesus og gør Jesus kendt. Denne synlighed kalder på engagement fra gode venner og samarbejdspartnere, når nye generationer skal ledes ind i en meningsfuld tjeneste for evangeliet.

Derfor glæder vi os over at kunne løfte sløret for det samarbejde, KFS har indledt med Luthersk Missions Højskole, LMH. Samarbejdet har to fokuspunkter: At gøre Jesus kendt blandt danske gymnasieelever og at udruste og opmuntre unge kristne til at tage aktivt del i arbejdet for evangeliet på uddannelsessteder og blandt studerende. Målet er, at de unge dannes og modnes åndeligt i arbejdet med Guds ord og i at dele troen med dyb forankring i Jesus og i evangeliet.

Desuden har vi et håb om, at samarbejdet må skabe grobund for en positiv tilknytning til KFS’ arbejde blandt LMH’s elever, så de også efter deres højskoleophold vil have lyst til at engagere sig i KFS på forskellig vis.

”Gør Jesus kendt” på LMH Samarbejdet mellem KFS og LMH kommer helt konkret til at bestå af en linje på LMH. Eleverne på linjen tager del i højskolens sædvanlige obligatoriske fag indenfor blandt andet troslære, etik og identitet, mens linjens valgfagsblokke består af fag, som er rettet mod KFS’ arbejde med at dele evangeliet på danske studiesteder.

Undervisningen skal udruste eleverne til at tage del i det arbejde, som KFS’ konsulent og volontører allerede nu udfører på gymnasiale uddannelser i Østdanmark. De skal blandt andet være med til at afholde religionstimer, skabe kontakt med gymnasieeleverne i en KFS-stand og være sammen med KFS’erne til samlinger og sociale aktiviteter. De første elever på linjen kan tjekke ind på LMH i januar 2026.

En win-win for alle parter Både KFS og LMH glæder sig over det kommende samarbejde. ”I KFS glæder vi os rigtig meget over, at vi nu sammen med LMH kan udruste endnu flere unge mennesker til at gøre Jesus kendt på gymnasierne i Danmark! Den praktiske træning i at formulere ens egen tro og pege på Jesus som verdens frelser i et nutidigt sprog har afgørende betydning. Både for at flere må komme til tro, og for at unge generationer af kristne må opleve at vokse i trosfrimodighed. Jeg er helt overbevist om, at dette er ren win-win for LMH og KFS!” siger KFS’ generalsekretær, Jakob Højlund.

“LMH’s hjertesag er at hjælpe vores elever til en frimodig, hvilende og afklaret tro på Jesus. Men en sådan tro er ifølge Bibelen samtidig en “virksom” tro. Vi glæder os over et nyt samarbejde med KFS, der vil give nogle af vores elever en mulighed for at dele den tro, de sideløbende forankres i. Håbet er, at de vokser i glæden over Jesus, får lov at smitte andre med den samme glæde og forhåbentligt sætter en kurs fremad, hvor de i en afhængig frimodighed deler evangeliet om Jesus, hvor de end kommer hen. Samarbejdet med KFS giver en unik mulighed på de danske studiesteder, som mange af vores elever selv har været en del af,” siger Kristoffer Enevoldsen, forstander på LMH.

KFS-NYT

5

66

TEMA

Undskyld, jeg er kristen Hvordan svarer man på store og svære spørgsmål om sin tro uden at skulle undskylde for den? Clara deler sine erfaringer og fortæller om friheden ved bare at være et vidne.

Af Clara Kjær Jensen, gymnasievolontør i KFS i Østdanmark, ckj@kfs.dk

Det er pause på gymnasiet, og de andre i klassen har svunget sig op til at præstere noget nysgerrighed (hvor påtaget den er, kan diskuteres) overfor min tro. Det er et stort øjeblik – for lad os være ærlige, påtaget eller ej, så er nysgerrighed over for forskellige verdens- og livsanskuelser ikke noget, der hænger på træerne hos gymnasieelever. Og jeg var ikke et hak bedre selv dengang, vil jeg gerne indrømme.

Nu er det nu, jeg kan fortælle dem, hvad jeg tror på. De samler sig om det bord, jeg sidder ved. Først to, løbende kommer der flere, indtil vi til sidst er 8-9 stykker. Og så.

Spørgsmålene, som alle kristne på gymnasiet altid har frygtet, lander på bordet som døde fisk, som ingen har lyst til at røre ved. ”Hvad synes du om sex før ægteskabet?”, ”hvordan hænger Bibelens skabelse og videnskaben sammen?”, ”er du ikke bare blevet indoktrineret?”.

Jeg prøver at samle dem op, men de er glattere, end jeg først troede. Jeg famler lidt (meget) med at få ordentligt fat, og da jeg så endelig næsten gør… så træder matematiklæreren ind ad døren og annoncerer, at timen starter. Og nærmest som en impuls, en overlevelsesmekanisme, begynder undskyldningerne og de halve forklaringer. Jeg prøver elegant og dog så klodset at runde emnet af – lægge de døde fisk ned i tasken – men jeg ved godt, at det ikke er tilfredsstillende for nogen. De vil ligge dér og lugte i lang tid. Lugte af mine manglende evner til at forsvare, hvad Gud mener i Bibelen.

Pinligt, hva’?

Alene eller ej?

Kristne er i Bibelen kaldet til at være ”i verden men ikke af verden” (Johannesevangeliet kapitel 17, vers 14-18). Det er en tricky størrelse, for det betyder også, at jeg skal turde være anderledes – med de konsekvenser, det har. Det indebærer uundgåeligt, at jeg skal røre ved de føromtalte døde fisk, hvad enten de tager sig ud som spørgsmål, hån eller kritik.

Men en misforståelse, jeg gerne vil være den første til at indrømme at have begået utallige gange, er, at jeg står alene i disse situationer. At jeg skal agere forsvarsadvokat for Gud ved at have alle svarene klar. Have de bedste reaktioner, de bedste formuleringer og de bedste argumenter, der gør, at jeg måske nok tager nogle slag, men Gud efter kampens hede står urørt, uden at have taget skade af episoden. Den misforståelse fordrer givetvis, at jeg skal være kampklar til det øjeblik, hvor bølgerne måtte stå højt. At jeg alene bærer på det kæmpe ansvar at skulle forsvare Gud.

“Jeg skal turde være anderledes – med de konsekvenser, det har. “

TEMA

7

Men jeg står ikke alene. Tværtimod. Præmissen om, at jeg skal passe på Gud, fratager ham det ansvar, han hellere end gerne vil tage på sig. Det fratager ham muligheden for at give de svar, der egentligt bliver spurgt efter.

Hvor ville jeg ønske, at jeg dengang i pausen med mine klassekammerater havde vidst, at jeg ikke skulle påtage mig rollen som forsvarer for Gud. At Gud nok egentlig er meget bedre til den rolle.

“Hvor ville jeg ønske, at jeg dengang havde vidst, at jeg ikke skulle påtage mig rollen som forsvarer for Gud.”

Mit ansvar Men har jeg så intet ansvar i mødet med modstand? Jo, det vil jeg jo nok egentligt sige, at jeg har. Godt nok er Bibelen Guds Ord, men jeg har trods alt selv valgt at tro på det, der står. Det må jeg gerne stå til regnskab for – det tror jeg faktisk, er sundt, at jeg gør. Og hvis jeg skal det, så må jeg også stræbe efter at forstå, hvad der står, hvorfor der står det, og hvordan jeg skal forholde mig til det. Det er umiddelbart en stor opgave at gå i gang med, og til det vil jeg hive en kliche frem: ”Rom blev ikke bygget på en dag”. Det er okay at være på vej i at forstå det, Gud siger i Bibelen, og det er ikke først, når jeg forstår til fulde (disclaimer: Det kommer jeg aldrig til), at jeg kan stå på mål for spørgsmål, kritik eller hån for mit valg om at tro på Gud. Min rolle er først og fremmest at være vidne – noget jeg også læser tydeligt i Apostlenes Gerninger kapitel 1 vers 8: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” Som vidne skal jeg ikke overbevise om eller forsvare Gud, men derimod ærligt fortælle, hvad jeg læser, tror på og forstår. Jo mere jeg undersøger i Bibelen, desto mere kan jeg fortælle om. Det tror jeg, er mit ansvar.

Sandheden tro i kærlighed Når jeg så står der, i hvad der føles som kampens hede med mine klassekammerater, kollegaer, naboer eller venner, hvordan skal jeg så forholde mig til spørgsmålene – sådan helt praktisk?

I min stilling som gymnasievolontør i KFS er jeg ofte ude og holde religionstimer på gymnasier. Til hver eneste time bliver den sidste del at timen sat af til, at eleverne kan stille spørgsmål til min tro, livsstil og holdninger. I den forbindelse har jeg fået et råd, jeg har oplevet, er et af de bedste svar på netop det ovennævnte spørgsmål: Jeg skal være ”sandheden tro i kærlighed” (Efeserbrevet kapitel 4, vers 15).

Forudsætningen for, at jeg kan svare på de spørgsmål, der bliver stillet, er, at jeg er tro mod det, jeg tror er sandheden. Forudsætningen for, at de vil høre mit svar på spørgsmålet, er, at jeg møder mennesker med kærlighed. Ja, jeg skal stå ved, at jeg er anderledes, og det er uundgåeligt, at jeg møder modstand for det – og det er ikke rart. Døde fisk er sjældent særlig behagelige at røre ved.

Men at vide hvordan jeg skal være i situationen, kan gøre den lidt nemmere at være i. Jeg tror, det er sundt at blive udfordret – for det er en måde at lære noget om mine egne 8

TEMA

holdninger på. Men det er kun godt at blive udfordret, hvis man har værktøjer til at håndtere det.

Så kære læser. Jeg håber, at du kan bruge nogle af de værktøjer, jeg har præsenteret i denne artikel: Jeg håber, at du har mod på at vise kærlighed i mødet med de svære spørgsmål; at du ved, at du har ansvar for at vidne og ikke overbevise (den del er Guds ansvar) og sidst; at du ikke behøver at vide alt for at kunne vidne. ■

Fem grunde til at gå til skriftemål I skyggen af dåb og nadver står en vigtig kirkelig handling, der ofte overses: Skriftemålet. Heri kan man, ifølge Flemming Baatz, modtage syndsforladelse på en håndgribelig måde. Men hvorfor ikke bare bekende sin synd for Gud? Hvorfor rode andre ind i det?

Af Flemming Baatz Kristensen, pastor emeritus, forfatter til bogen ”Skyldig og fri, befriet til at leve” fra 2009, fbaatzk@gmail.com

Du kender det sikkert fra den katolske kirke: en person, der sidder i skriftestolen, og på den anden side af et klæde sidder præsten. Men også i den lutherske kirke, og dermed i folkekirken, kan man skrifte! Vi har ikke en skriftestol. Her mødes den, der vil skrifte, og præsten ansigt til ansigt i kirken, på præstens kontor, eller hvor man nu aftaler at mødes.

Vi kalder det for det personlige skriftemål. Det foregår på den måde, at man kontakter en præst eller en anden kristen, man har tillid til, og har en samtale. I samtalens løb kommer det frem, hvad den skriftende har brug for at bekende, præsten og vedkommende taler kort om det, og derpå beder de sammen til Gud om tilgivelse. Herefter tilsiger præsten syndernes forladelse, mens han lægger sin hånd på den skriftendes hoved. Der afsluttes med bøn og velsignelse. Måske taler de lidt sammen bagefter og aftaler evt. en ny tid for skriftemål.

Gud bruger mennesker Men kan man ikke bare gå direkte til Gud? Jo! Og han har altid træffetid! Og vi bliver modtaget og hørt hver gang. Også når vi beder om tilgivelse fx som i Fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Og dog opererer Bibelen med, at vi som mennesker skal hjælpe hinanden her: ”Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt” (Jakobs Brev kapitel 5, vers 16). Når Gud skal nå ind til os, går han menneskeligt til værks. Derfor blev han menneske i Jesus. Derfor er det et medmenneske, der døber os og rækker os nadveren, og en anden end os selv forkynder det kristne

“Når Gud skal nå ind til os, går han menneskeligt til værks.”

budskab for os. Således står et menneske også sammen med os, når vi skrifter, og fortæller os, at det, vi har bekendt, er tilgivet. Guds ord står stærkere for os, når en anden siger det til os. ”Kristus i min brors mund er større end Kristus i mit hjerte” (frit efter Dietrich Bonhoeffer).

Flovt og pinligt Men mon ikke de fleste af os egentlig har svært ved at fortælle et andet menneske om det, vi er flove over eller skammer os over? I Den Lille Katekismus guider Martin Luther os på denne måde: ”Over for Gud skal vi bekende os skyldige i alle synder, også dem, vi ikke er os bevidste, som vi gør i Fadervor. Men over for den, vi skrifter for, skal vi kun bekende det, vi kender og føler i hjertet.” Vi behøver altså ikke at fortælle om alle vore synder til et andet menneske, men særligt det, vi har klarhed over, og som vi oplever, fylder i vores liv.

Men hvorfor skal jeg egentlig gå til skrifte, det virker jo mærkeligt og ubehageligt? Giv mig fem grunde til det?!

TEMA

9

1. Gør det for din egen skyld Bekend det, du ”kender og føler i hjertet” for et andet menneske. Det er faktisk en meget ansvarlig måde at sige undskyld på. Vi burde nok egentlig have lettere ved at sige det til et menneske, men mon ikke de fleste af os har sværere ved det end at sige det til Gud. Gud kan vi ikke se, men et menneske kan vi se. Når vi derfor siger det til et menneske, tager vi på en særlig måde ansvaret på os og siger, at ”det er min skyld”.

Til Gud – men med et medmenneske som vidne, medhører og en, der beder sammen med os.

Skyld tynger, og det er hårdt at leve med dårlig samvittighed! Men i skriftemålet kommer det frem i lyset, tavsheden brydes, og vi får læsset af! Og Gud vil tage skylden fra os! Og det på en konkret, præcis og aktuel måde lige ind i vores liv lige nu, så vi kan ånde frit og begynde på en frisk. I skriftemålet masserer Gud evangeliet ind i hjertet, så det bliver tydeligere for os: Det gamle er forbi. Noget nyt er kommet til.

Min identitet og integritet bliver styrket. Godt og sundt liv pipper frem. Ny glæde tager over. Det personlige skriftemål kan noget. Der er noget livsforvandlende og befriende over skriftemålet. Det giver os en sjælelig kraft og trosstyrke.

“I skriftemålet masserer Gud evangeliet ind i hjertet, så det bliver tydeligere for os: Det gamle er forbi.

Noget nyt er kommet til.”

2. Gør det for de andres skyld Der kommer så meget godt liv til andre, når du går til skrifte.

Du bliver så befriet, at du måske får mod og overskud til at sige et ordentlig undskyld til et andet menneske, hvis der er brug for det, og til at møde andre som et mere mildt og åbent menneske. Det gælder i forholdet til alle dem, du står i relation til. Skriftemålet frigør til god næstekærlighed.

3. Gør det for Guds skyld

Gud elsker at tilgive dig og løfte dig ud af den skam, der ofte klistrer sig til synden og skylden. Når vi synder, sårer vi Gud. Når vi beder om tilgivelse, glæder vi ham. Den glæde skal vi give ham. Og den påvirker stemningen i himlen. Englene og den himmelske kirke glæder sig over bare én synder, der får et nyt sind (Lukasevangeliet kapitel 15, vers 7 og 10).

4. Gør det, fordi Kristus har givet dig et løfte

Bekender vi vore synder, er Gud trofast og retfærdig og tilgiver os alle vore synder (Johannes’ Første Brev kapitel 1, vers 9). Når vi går til skrifte, tales tilgivelsen ind i vores liv, for 10

TEMA

Jesus siger: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt” (Johannesevangeliet kapitel 20, vers 23). Derfor kan præsten i ritualet tillade sig at sige: ”På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld kan jeg tilsige dig dine synders forladelse i Faderen og Sønnen og Helligåndens navn.” Og derpå gør han det faktisk, mens han lægger hånden på dit hoved og siger: ”Jeg tilsiger dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnen og Helligåndens navn, amen.” Det står fast! Du skal tage imod de ord – lærer Luther i Den Lille Katekismus – ”som fra Gud selv og ikke tvivle derpå, men tro fast på, at synderne dermed er tilgivet af Gud i Himlen!”

5. Gør det, fordi Kristus tilskynder dig til det

For han siger: ”Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matthæusevangeliet kapitel 18, vers 19-20).

Find en, du har tillid til, og som du har mod på at skrifte for. Du bliver ikke fordømt. Husk at den, du skrifter for, har tavshedspligt. Men tænk også på, at hvis du har begået noget kriminelt, så skrift for præsten, de andre skal anmelde dig, det må præsten ikke.

Carpe diem! For det personlige skriftemål er en særlig guldkur, Gud har givet os. Den befrier os – fra fortidens skyld – til at leve fremadrettet! Du er befriet til at leve! ■

Flemming Baatz Kristensen udgav i 1998 ”Befriet til at leve, om at skrifte” på forlaget Credo. Den blev siden til ”Skyldig og fri, befriet til at leve” (2009). Begge bøger er udsolgt, men senere i år kommer tredje reviderede udgave. Titlen er endnu ikke fastlagt.

TEMA

11

TÆNK gør samtaler om tro og eksistens relevante for studerende i Aarhus KFS i Aarhus ser tilbage på en veloverstået TÆNK-uge, der bragte velbesøgte events, gode samtaler og en helt ny Uncover-gruppe med sig. af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationsmedarbejder i KFS, dorthea@kfs.dk

En mandag aften i slutningen af marts sidder en flok KFS’ere i Stakladen – den store sal i Studenterhuset i Aarhus – og spiser en sandwich. Det er KFS’ eventuge TÆNK, der er begyndt. Da sandwichene er spist, og de har bedt en bøn for aftenen, begynder forberedelserne til det event, der snart skal begynde selvsamme sted. Afteneventet består af et oplæg med overskriften ”Tænk, hvis tro ikke skabte krig og konflikt”, et kreativt indslag med digtoplæsning – poetry slam – og efterfølgende tid til refleksion og samtale.

Drikkevarer arrangeres på det bord, der udgør aftenens bar, vimpler og lyskæder sættes op i de fritlagte bjælker for at skabe 12

KFS-NYT

den rette, hyggelige stemning, og borde og stole rykkes rundt og sættes op. Der skal hverken være for mange eller for få pladser.

Man vil i virkeligheden helst ramme det der sweet spot, hvor der – når deltagerne begynder at vælte ind – lige skal hentes et par stole mere. Så ligner arrangementet en succes.

Selvom det ikke er nødvendigt at sætte flere stole op denne mandag aften, kan årets TÆNK-uge godt beskrives som en succes. I løbet af ugen afholder KFS fem frokostoplæg på Aarhus’ studiesteder og fire aftenarrangementer i Studenterhuset – med gratis sandwich til frokost og drikkevarer om aftenen.

Det er tredje år i træk, at KFS arrangerer TÆNK-uge, og før det havde man en årrække et lignende arrangement under navnet Challenge. Formen er dog nogenlunde den samme.

Oplæggene tager udgangspunkt i aktuelle menneskelige og samfundsmæssige problemstillinger og lægger op til samtale om tro og eksistens. Og så er de særligt rettet mod KFS’ernes medstuderende, som ikke er vant til at snakke om tro.

I år var der flere dage op mod 60 mennesker til frokostoplæggene, mens det mest velbesøgte aftenarrangement tiltrak omkring 90 mennesker.

Vi byder ind med det, vi er gode til – blandt de studerende ”TÆNK giver god mening, fordi det indkapsler det, vi gerne vil som kristne, og det, vi som KFS gerne vil på studiestederne.”

Sådan siger Ane Medom Madsen, der til dagligt læser statskundskab. Hun er med i planlægningsteamet bag TÆNK for tredje år i træk og har primært stået for at lave PR om eventugen. Det vil sige grafik, plakater og indhold til sociale medier. ”Vi vil gerne give mulighed for, at folk kan forholde sig til tro og eksistens. Andre studenterforeninger er virkelig gode til at lave filmaftener og arrangere fredagsbarer, og det, vi så er ret gode til, er at snakke om dybe emner, som mange måske ikke har mulighed for at snakke om ellers. Vi er gode til eftertanke på en anden måde end mange andre, fordi vi er vant til at beskæftige os med det. Og når vi er til stede på studiestederne ligesom andre studenterforeninger, er det nemt for folk at komme og være med.”

Under TÆNK-ugen byder KFS’erne ind med praktisk hjælp og tager tjanser med bl.a. opstilling, mødeledelse og uddeling af flyers og sandwich. Det har Anders Kjær, som er revisorstuderende, i år gjort for fjerde år i træk. ”Jeg er ikke den dygtigste til at snakke med folk om tro, fordi jeg føler ikke, jeg har alle svarene. Men jeg kan godt lide at vise min tro ved at være med til at lave TÆNK. Jeg kan stå og dele flyers ud, og så kan nogle andre svare på spørgsmålene,” siger han.

Både Ane og Anders fremhæver også det sociale i KFS-gruppen som en af de fede ting ved TÆNK. Fordi KFS’erne mødes flere gange om dagen – både til morgenmad for frivillige og til de åbne events til frokost og om aftenen – virker TÆNK-ugen lidt som en kollektivuge. De bruger mange timer sammen, og der er tid til at snakke og lære hinanden godt at kende.

løb fra mig”, og ”Tænk, hvis tro var noget, man snakkede om”.

Oplægsholderne er både teologer og studerende fra forskellige fakulteter.

Ane beskriver oplæggene som en slags samtaleoplukker, der åbner for samtalen om tro og eksistens med mennesker, man ikke normalt snakker om tro med – fx studiekammerater. ”Oplæggene virker ikke preachy. Oplægsholderne er meget ærlige om, hvad de tror og mener om emnet, og lægger op til, at man selv overvejer det. Opfordringen er, at man skal forholde sig til det, og der er plads til uenighed og andre tanker,” siger hun.

For Anders er oplæggene en god indgangsvinkel til en samtale, fordi der så er et tema og konkrete pointer at tage samtalen ud fra. Han fremhæver frokostoplægget onsdag, hvor en fysikstuderende talte om tro og naturvidenskab, og hvor spørgsmål og debat fyldte en stor del. ”Han stillede en tese op, og så kunne man stille spørgsmål, som han besvarede ud fra sit synspunkt. Det er et område, hvor kristendommen ofte får spørgsmål, og det er et område, jeg synes er spændende at høre om.”

Ane fremhæver et aftenmøde, hvor der både blev sat fokus på magtesløshed – at livet ikke altid er nemt – og på ensomhed. ”De to ting faldt rigtig godt i hak. Jeg kunne også rigtig godt lide frokostoplægget om ro og hvile, fordi det er så almenmenneskeligt. Dem, der møder op og ikke kan overskue at snakke om tro, kan godt snakke om det som noget almenmenneskeligt.

Og opdage, at okay, måske kan kristne finde ud af at snakke om noget, som alle har brug for at snakke om. På den måde kan vi få lov at bidrage til samtaler om både tro og om livet generelt på en rigtig fin måde.”

KFS har et ønske om at fortsætte samtalen efter TÆNK-ugen, og derfor kan deltagerne til hvert event udfylde en kontaktformular, hvis de gerne vil høre mere om KFS og det, vi laver. Det benyttede flere sig af, og i skrivende stund er der både en Uncovergruppe på vej, og flere er begyndt på et Alpha-kursus.

Oplæg som samtaleoplukker I år har TÆNK-oplæggene haft overskrifter som ”Tænk, hvis tro og naturvidenskab ikke er modsætninger”, ”Tænk, hvis livet ikke KFS-NYT

13

Kan vi se Gud ud fra skaberværket?

Klaus Vibe undersøger dette spørgsmål gennem en nærlæsning af Romerbrevets første kapitel. Nogle mener, at alle mennesker kan kende Gud gennem skaberværket, men hvad mener Paulus egentlig?

AF Klaus Vibe, ph.d. i Det Nye Testamente, adjunkt på Menighedsfakultetet i Aarhus, kv@teologi.dk

TEMA

15

Argumenterer Paulus imod ateisme eller for noget andet?

Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20: Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.

Det har længe været god latin at hævde, at antikkens verden ikke var bekendt med den form for ateisme, som vi kender fra moderne tid, fordi troen på Gud/guderne gennemsyrede datidens samfund i en grad, som det ikke er tilfældet i dag. Tim Whitmarshs bog fra 2016, ”Battling the Gods: Atheism in the Ancient World”, sætter dog spørgsmålstegn ved den opfattelse; ateistiske verdensopfattelser synes at have været mere udbredte i antikken end ofte antaget.

Hvordan det end er med det, så er den ateistiske verdensopfattelse jo ganske udbredt og veldokumenteret i dag; det giver ikke rigtig mening at hævde, at der ikke findes ateister i den moderne verden.

Men hvorfor gør der egentlig det? Paulus synes jo ganske tydeligt (i citatet ovenfor) at hævde, at Guds evige kraft og guddommelighed har kunnet ses siden skabelsen, fordi disse guddommelige egenskaber kan erkendes ud fra hans forsyn, dvs., ud fra hans skabelse og opretholdelse af verden. Paulus’ holdning var ikke unik, men minder om andre lignende udsagn i jødiske tekster fra samtiden. Paulus synes således at hævde, at menneskene kan slutte sig til Guds eksistens ud fra en betragtning af universet. Alligevel er det ikke alle, som kan se det, som Paulus siger, de kan se.

Et argument for Guds eksistens eller en beskrivelse af menneskets fravalg af Gud? Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20 indgår i et større afsnit (kapitel 1, vers 18-32), som beskriver, hvordan alle mennesker lever under Guds vrede. I kapitel 1 vers 21 begrunder Paulus Guds vrede mod menneskene med ordene: ”For de [menneskene] kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud.” Paulus’ argument er komplekst, og syndefaldsberetningen synes at være en bagvedliggende forudsætning, hvor Paulus’ ord om, at menneskene ”hævdede at være vise, men blev tåber”, fx synes at være et ekko af historien om Adam og Evas spisning af frugten fra kundskabens træ. Samtidig synes Paulus også at have en særlig historie fra Det Gamle Testamente i tankerne, nemlig historien om hvordan Israels folk laver deres egen gud i form af en guldkalv (se Anden Mosebog kapitel 32). For Paulus’ ord i Romerbrevet kapitel 1 vers 23 – og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle og krybdyr – er næsten et ordret citat af Salmernes Bog kapitel 106 vers 20, som beskriver, hvorledes Israel ”skiftede deres ære ud med billedet af en okse.”

Paulus synes med andre ord at være i færd med at beskrive et grundvilkår, nemlig at mennesket har valgt Gud fra til fordel for andre guder. For Paulus synes det at være et uomgængeligt faktum, at selv om alle egentlig burde kunne 16

TEMA

slutte sig frem til Guds eksistens, så vender mennesket alligevel Gud fra.

Naturlig åbenbaring eller selvopfyldende profeti?

Der er en lang tradition for at tolke de ovenstående vers fra Paulus’ brev til menighederne i Rom som et udtryk for Paulus’ opfattelse af, at Gud har åbenbaret sig gennem naturen eller kosmos, og at denne åbenbaring ligger åbent tilgængelig for alle mennesker og således gør det muligt for alle mennesker at tro på Gud. Når nogle mennesker så alligevel ikke tror på Gud, så er det, hævdes det, fordi menneskene er ugudelige og derfor ”undertrykker sandheden med uretfærdighed,” som Paulus formulerer det i Romerbrevet kapitel 1 vers 18.

Dermed har man også en forklaring på, hvorfor ikke alle mennesker tror på Gud: Det er fordi, menneskenes syndighed får dem til at undertrykke den åbenbarede sandhed – at skaberværket/kosmos vidner om Guds eksistens.

Det er et argument, som hænger fint sammen inden for sin egen horisont. Det er dog næppe et argument, som overbeviser ateisten, som efter at have betragtet universet endnu ikke føler sig overbevist om Guds eksistens. Ateisten vil indvende, at argumentet blot indfører en forudsætning – at mennesket undertrykker sandheden – som gør al videre samtale umulig, og som det er umuligt at modbevise, hvormed

“Troen er for Paulus ikke en intellektuel overbevisning om Guds eksistens. Troen er for Paulus kærlighedens relation til Gud.” argumentet mest af alt får karakter af en cirkelslutning, som blot forudsætter, hvad det mener at bevise.

Men hvordan skal vi så tolke Paulus’ argument i Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20? Kan man tolke versene anderledes end som et eksempel på en cirkelslutning? Det vil jeg mene, for Paulus er i dette afsnit ikke synderligt interesseret i at argumentere for menneskets muligheder for at slutte sig frem til Guds eksistens.

Paulus interesserer sig ikke for en intellektuel overbevisning om Guds eksistens Jeg er personligt usikker på, hvor meget vi kan udlede af Paulus’ argument i Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20. Min usikkerhed bunder i, at Paulus egentlig slet ikke interesserer sig for menneskets muligheder for at nå til en erkendelse af Guds eksistens. Paulus’ argument bevæger sig nemlig et andet sted hen, nemlig henimod en beskrivelse af det forunderlige, at Gud gennem sin søn, Jesus Kristus, har vist sin kærlighed til alle mennesker, som uden undtagelser har valgt ham fra –

eller som Paulus selv formulerer det: ”har syndet og mistet herligheden fra Gud” (Romerbrevet kapitel 3, vers 24). Troen er for Paulus ikke en intellektuel overbevisning om Guds eksistens. Troen er for Paulus kærlighedens relation til Gud. Derfor beskriver han heller ikke synden som noget, der manifesterer sig i ateisme, men derimod som noget, der manifesterer sig i tilvalget af andre guder.

Også her er han på linje med sin egen samtids jødedom.

Mange mener, at Paulus i Romerbrevet kapitel 1 har et jødisk skrift i tankerne, som hedder Visdommens Bog, og som er en del af de såkaldte apokryfe skrifter. I dette skrift hedder det fx: ”Begyndelsen til troløsheden var jo selve tanken om afguderne, og opfindelsen af dem betød livets fordærv” (Visdommens Bog kapitel 14, vers 12). Troløsheden viser sig ikke i ateisme men i afgudsdyrkelse, for troen forstås som kærlighedens relation til Gud, og vantroen manifesterer sig derfor også som troløshed mod Gud. Dette forhold viser sig også i Paulus’ beskrivelse af Abraham, hvis storhed netop bestod i, at han aldrig holdt op med at sætte sit håb til Gud (se Romerbrevet kapitel 4). Når troen for Paulus er en relationel størrelse, dvs. et udtryk for menneskets rette relation til Gud, hvor meget har han så egentlig at sige om en akademisk eller intellektuel tro på Guds eksistens? Efter min opfattelse ikke meget, så lidt faktisk, at det er vanskeligt rigtigt at sige noget om, hvad han egentlig tænkte om den sag.

Men giver ethvert menneske lov til at række ud efter Gud Det betyder efter min mening, at der er grænser for, hvor meget vi kan læse ud af teksten med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Gud gennem skabelsen har gjort det muligt for mennesket at tro på sin egen eksistens. På den ene side synes teksten at hævde, at Guds evige kraft og guddommelighed kommer til udtryk gennem skabelse og opretholdelse

spørgsmål, eftersom alle mennesker jo kan regne sig frem til Guds eksistens ved at betragte universet?

Jeg må for min egen del komme med den lidt nedslående konklusion, at jeg synes, det er svært at give et kvalificeret svar på det spørgsmål. Jeg vil dog mene, at teksten i Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20 ikke giver os basis for at hævde det sidste med særlig stor sikkerhed, eftersom denne tekst er indlejret i en diskurs, som sigter mod noget ganske andet end at argumentere for Guds eksistens ud fra skaberværket. Paulus’ argument er nemlig indlejret i en argumentation, som bevæger sig henimod en beskrivelse af Guds forunderlige kærlighed til den verden, som har vendt ham ryggen. Det er selvfølgelig træls (som vi siger i Aarhus), når der er noget, vi

“Ethvert menneske har lov til at række ud efter den venskabshånd, som Gud rækker gennem sin søn, Jesus Kristus.” ikke kan svare på, men på den anden side kan det også være befriende ikke at kunne svare på alt. Tilbage står under alle omstændigheder de gode nyheder, at ethvert menneske, teisten såvel som ateisten, har lov til at række ud efter den venskabshånd, som Gud rækker gennem sin søn, Jesus Kristus.

Hvis jeg tænker efter, er der egentlig mange spørgsmål, jeg kan leve med ikke at kunne svare på, når bare jeg bare kan få lov til at tro på det. ■

“Paulus synes med andre ord at være i færd med at beskrive et grundvilkår, nemlig at mennesket har valgt Gud fra til fordel for andre guder.” af skaberværket. På den anden side synes Paulus ikke at være optaget af at svare på spørgsmålet om, hvorfor ateisten ikke oplever sig selv i stand til at tro på Guds eksistens.

I Hebræerbrevet kapitel 11 vers 3 hedder det i øvrigt: ”I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.” Hvad ville Paulus mon have sagt til det udsagn? Ville han mon have nikket anerkendende, eller ville han mon være kommet med den indvending, at spørgsmålet om verdens skabelse egentlig ikke er et tros-

TEMA

17

GL BALT

Rig på fællesskab og relationer Af Ruth Eva Osmundsen, KFS-konsulent tilknyttet studenterarbejdet i Etiopien, ruth@kfs.dk

Hvem vil ikke gerne være rig og rig på fællesskab og relationer?! 20 KFS’ere fik i vinterferien lov til at opleve en uge med masser af fællesskab. De var taget på tur til Etiopien for at besøge det kristne studenterarbejde EvaSUE, og her fik de lov til at opleve en masse sammen og med mange nye venner.

I uge 7 arrangerede KFS og jeg i samarbejde en tur til Etiopien for 13 gymnasieelever og 6 volontører sammen med KFS-konsulent Kristina Eskildsen. Jeg har de sidste 3,5 år arbejdet i EvaSUE, der er KFS’s etiopiske søsterorganisation. Her er jeg rådgiver for EvaSUE’s generalsekretær og arbejder på sekretariatet med administration og ledelse.

Tilbage i 2008-2010 sendte KFS eleverne fra LTC på besøg hos EvaSUE for at lære om evangelisation som en del af deres højskoleophold. Denne gang var det ledere fra KFS-grupperne rundt om på landets gymnasier, der fik muligheden for en tur til Etiopien. Disse gym’ere kendte ikke hinanden i forvejen, men årets KFS-volontører var med, og de skabte god stemning og sørgede for, at alle blev set og følte sig inkluderet.

På turen kunne gym’erne ikke undgå at opdage fattigdommen i Etiopien, et 18

I TIDEN

land, der stadig regnes blandt et af verdens fattigste. Der var gadebørnene, der kom og spurgte om penge til mad, og mødre, der kom med deres børn og tiggede i lyskrydsene. På køreturen mellem byerne Dire Dawa og Harar kørte vi igennem små landsbyer og så, hvordan folk lever på landet. Men vi mødte også Biruk, der arbejder blandt de fattigste i Dire Dawa by. Han delte sine erfaringer med os, og da vi spurgte, hvad han gør, når han ikke har penge til at hjælpe dem, han arbejder blandt, svarede han: ”Det er ikke kun penge, man kan være fattig på, men også relationer og medmenneskelighed.”

Det fik gym’erne til at tænke, for nok er deres klassekammerater på gymnasierne i Danmark ikke fattige i materiel forstand, men ensomhed og manglende fællesskaber kan være en del af hverdagen. Hvordan kan vi skabe fællesskaber og være venner for dem, der er fattige på relationer i vores omgangskreds?

KFS’erne fik en aften besøg af en gruppe studerende fra EvaSUE, nemlig gruppen på Dire Dawa Universitet. At skulle snakke engelsk med nogle, man ikke kendte, var lidt en udfordring, men en udfordring de alle delte, og da først maden blev serveret, gik snakken lystigt. De etiopiske studerende var imødekommende og gæstfrie og fortalte gerne om deres EvaSUE-arbejde på studiestedet. Imødekommenheden gjorde indtryk på gym’erne og gav dem mod på frimodigt at snakke med flere studerende fra EvaSUE et par dage senere i Addis Ababa på regionallejr.

Fællesskabet indbyrdes blandt KFS’erne, der ikke kendte hinanden i forvejen, og mødet med de gæstfrie studerende i Etiopien, blev en påmindelse om det rige fællesskab, vi har som kristne på tværs af landegrænser og kulturelle forskelle.

Evangelical Students’ and Graduates’ Union of Ethiopia (EvaSUE) arbejder blandt kristne studerende på højere videregående uddannelser i Etiopien. De har 176 Læs mere studieher stedsgrupper med over 50.000 medlemmer spredt ud over hele landet. EvaSUE har 112 fuldtidsansatte og et større antal frivillige, der leder arbejdet blandt de studerende.

Ruth Eva Osmundsen er ansat af KFS (2021-2026) som udsendt medarbejder til at arbejde for EvaSUE. Hun skriver nyhedsbreve og disse kan man få tilsendt ved at skrive til hende på ruth@kfs.dk.

Grønland:

Vi holder af studerende i Grønland – vil du være med?

Af Jakob Højlund, generalsekretær i KFS, jakob@kfs.dk

Jeg står og kigger ud over et magisk, hvidt landskab. Sne og is og hav, som brydes her og der af rå, blålige klipper og bjerge – for ikke at nævne de karakteristiske blå, røde og grønne træhuse, som stikker op overalt her i Nuuk. Husene ligner på en måde fremmedlegemer. Naturen er overvældende stor, kold og barsk, men husene og menneskene har alligevel bidt sig fast, og de bryder det golde, kølige landskab med deres mange stærke farver og varmen, som strømmer ud af dem. KFS har også bidt sig fast i Grønland, i Nuuk. Vi har været her siden sommeren 2019, først med Sara og Filip Børty Nielsen som førstegangspionererne, og nu med Kristina Kreutzmann, som selv er grønlænder.

Jeg er heroppe en uges tid for at besøge Kristina og KFS-arbejdet, og denne aften mødes både gymnasieelever og studerende til fællesskab, forkyndelse, hygge, kage, lovsang og bøn. Vi er en flok på otte mennesker. Nogle gange kommer der lidt flere, men tallene er ikke store.

Det er stadig pionerarbejde, og hold op hvor er det vigtigt og meningsfuldt! I løbet af ugen når vi også forbi gymnasiet til en frokostpause og det samme på universitetet. Begge gange har Kristina taget kaffe og vindruer eller kiks med. Og så sidder vi og deler tro og liv med de studerende og runder af med at bede sammen. Senere på ugen har Kristina handlet ind til aftensmad, som hun og jeg forbereder for studerende på et kollegie. Maden er gratis. Og så fortæller Kristina lidt om KFS. Bagefter spiller vi Partners og Olsen.

Undervejs spørger en af de studerende, hvorfor vi gør dette; hvorfor gratis mad og spil og hygge? Jeg vidste ikke helt,

hvad jeg skulle sige (jeg er ikke så skarp, som KFS-konsulenterne), men kom lidt nølende frem til noget om vores kristne udgangspunkt, og at vi gerne vil vise, at vi holder af studerende. Om jeg fik gjort mig forståelig, ved jeg ikke, men da vi skulle til at gå, ville han gerne vide, hvornår Kristina og KFS kom igen.

Jeg kunne blive ved med at fortælle fra denne uge i Nuuk. Kun én uge, men proppet med indtryk. Der var også de andre kirkelige ledere, som Kristina mødtes og bad sammen med. Og skiturene i fritiden i løjper som slynger sig ind og ud mellem bydelene i Nuuk og føres helt ud forbi de sidste huse til fortryllende fjordog bjergudsigt!

Men først og fremmest vil jeg bare sige tak til Kristina og KFS Grønland! Tak for en utrolig værdifuld uge og for det dybt meningsfulde arbejde for, at studerende i Grønland må kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Og kære læser, måske kunne Nuuk også være noget for dig eller jer? At finde arbejde og flytte dertil for en periode, opleve en helt anden kultur og ikke mindst natur? Og så bruge noget fritid på KFS? Hjælpe Kristina med MandagsKFS eller kollegiespisning, arrangere en KFS-tur ud i det blå, være med til at udvikle KFS-arbejdet? Mulighederne er mange!

Vi beder for at flere kristne må vende blikket og fremtidsplanerne mod Grønland og Nuuk, og hvis I vil til at realisere dem, så kontakt os endelig!

I TIDEN

19

Ni ingredienser til en meningsfuld undskyldning En how-to-guide til, hvordan man siger undskyld på en meningsfyldt måde.

Af Signe Falch Madsen, teologistuderende, signefmadsen@gmail.com Mennesker har brug for mennesker, men mennesker sårer mennesker, for mennesker er bare mennesker. Selv i de relationer, der betyder allermest, kan man ikke undgå at gøre hinanden ondt, på stort eller småt. Det kan være svært at indrømme, at man skylder nogen en undskyldning, og er man kommet så langt, er det heller ikke altid let at gøre det på en måde, der reelt lader den anden føle sig imødekommet i sin smerte. I podcasten ”Unlocking Us” har forfatter og researcher Brene Brown besøg af psykolog og ph.d. Harriet Lerner, der i løbet af en dobbeltepisode fortæller, hvordan man giver en betydningsfuld undskyldning, og hvorfor det er så vigtigt.

I denne artikel vil jeg opsummere de væsentligste pointer fra den første del, men jeg anbefaler varmt, at man også selv lytter til deres inspirerende samtale: ”I’m Sorry: How to Apologize & Why it Matters”. Her uddyber de med yderligere forklaring og eksempler.

Først, hvorfor er det så vigtigt?

At sige undskyld er en gave. Dels til den, der er blevet såret, dels til den, der siger undskyld, og dels til relationen mellem dem. Undskyldningen validerer den sårede part i hans eller hendes opfattelse af virkeligheden og skaber tillid i vedkommende til, at dennes følelser og tryghed i relationen har betydning for den, der siger undskyld. Den er en gave til en selv, fordi man på længere sigt vil vokse i modenhed, når man kan se sig selv mere objektivt og tage ansvar for sine handlinger. Det kan måske føles som om, man mister den andens respekt ved at sige undskyld, men i virkeligheden får man den ofte. Og så er undskyldningen også en gave til relationen, fordi en relation kun kan fungere, hvis der er tillid til, at den kan bygges op igen, når den er brudt.

Lerners guide til den dybfølte undskyldning er ikke nem at leve op til, for en konflikt er sjældent ensidig. Ofte er der mange elementer, der har brug for at blive talt om, men det 20

TEMA

at sige undskyld ikke er slutningen på samtalen. Det hjælper tværtimod til at deeskalere konflikten, så man sammen kan bevæge sig fremad i relationen og dermed gøre plads til videre samtale. Det er nogle år siden, jeg første gang hørte denne podcast, og jeg har langt fra nailet alle punkterne, men jo mere jeg har forsøgt at udleve dem, jo tydeligere er det blevet for mig, hvor vigtige de er. Hvordan gør man det så? Lad os se på Lerners ni vigtigste pointer. ■

Lerners 9 essentielle ingredienser til en dybfølt undskyldning:

1.

2.

3.

4.

5.

En oprigtig undskyldning indeholder ikke ordet ”men”. Hvad end, der kommer efter ”men”, vil annullere undskyldningen, fordi man derved fralægger sig det ansvar, man ville tage på sig ved at sige undskyld.

En oprigtig undskyldning fokuserer på egne handlinger, ikke på den andens respons og følelser. ”Undskyld, du blev ked af det, jeg gjorde” tager ikke ansvar for egne handlinger. Det implicerer i stedet, at det er den andens respons, der er problemet.

6.

7.

En oprigtig undskyldning indebærer et tilbud om erstatning eller reparation, der passer til situationen. Hvis man ikke gør noget for at gøre situationen god igen, bliver undskyldningen tom. Ved at ændre på sin adfærd viser man, at man mener sin undskyldning.

En oprigtig undskyldning overgør det ikke. Der er to måder at overgøre undskyldninger på, og de leder begge opmærksomheden over på en selv.

Den ene er, at man undskylder for alt, man gør, endda for at trække vejret. Den anden er, at man bliver så fuld af sin egen skyldfølelse, når man bliver konfronteret med noget, man har gjort, at den, der i første omgang blev gjort ondt, nu skal drage omsorg for den en. På den måde hijacker man den andens smerte. En sand undskyldning tjener til at berolige den, der er blevet såret, ikke til at vende om på dynamikken.

En oprigtig undskyldning går ikke op i, hvem der har den største del af skylden, eller hvem der startede det. Sig undskyld for din del af problemet, også selvom den anden ikke kan se sin del af skylden. Det er en sikker opskrift på en ødelagt relation at vente på, at den anden siger undskyld først.

8.

9.

En oprigtig undskyldning indebærer, at du gør dit bedste for ikke at gøre det igen. Den siger næsten sig selv, selvom det kan være svært, hvis det drejer sig om vaneadfærd eller et mønster, man har svært ved at bryde ud af. Ikke desto mindre er det afgørende for, at undskyldningen ikke bliver tom.

En oprigtig undskyldning bør ikke tjene til at lukke munden på den anden. Det kan være overvældende at blive konfronteret med, at man har gjort en anden ondt. Men i stedet for at prøve at undgå samtalen ved bare at sige undskyld, er det bedre at udskyde samtalen til et tidspunkt, hvor man har overskud til at tage den på en konstruktiv måde. Hvis man undviger samtalen ved at sige undskyld, kan den sårede part få en oplevelse af, at man ikke er interesseret i at forstå vedkommendes oplevelse, og derfor at man ikke tager den alvorligt.

Man kan for eksempel sige: Jeg vil rigtig gerne høre din kritik, men jeg føler mig overvældet, så kan vi snakke om det på et andet tidspunkt på en mere respektfuld måde?

En oprigtig undskyldning skal ikke tjene til, at du får det bedre med dig selv, hvis det er på bekostning af den anden. Ikke alle undskyldninger er velkomne. Hvis den anden ikke ønsker at have noget med dig at gøre, så respekter det.

En oprigtig undskyldning beder ikke om noget fra den sårede part. Ikke engang tilgivelse. Hvis man siger ”undskyld, jeg …, kan vi komme videre nu?”, har den sårede part ikke tid til at modtage undskyldningen. På denne måde bliver undskyldningen til et middel til at få noget fra den sårede part og handler ikke længere om at imødekomme den andens smerte.

TEMA

21

Syndens svaghed Serier eller morgenandagt? Steffen Birkmose oplever, at han er god til at tale, men ikke til at handle. Læs om hans oplevelse med skam og synd, og hvordan han oplever, at syndens magt afmonteres.

Af Steffen Lund Birkmose, cand.mag. i kultur og formidling, rundstyk@gmail.com

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Paulus’ Brev til Romerne kapitel 8 vers 1.

Selvom om det er mega spoiler alert, så er det altid her, jeg starter, når det handler om synd. Der er ingen grund til at lade som om, at jeg ikke ved, at Jesus har frelst mig. Det er hovedgrunden til, at jeg frimodigt kan bekende min synd.

Intet, jeg trækker frem, kan rive mig ud af hans frelse.

Forestil dig at sidde med en ven, du er så tryg ved, at du kan fortælle ham eller hende alt. Selv det, du hader allermest, at du har gjort. Nu ved jeg ikke, hvordan det er for dig, men jeg har selv ting, jeg ikke fortæller til andre. Deres syn på mig ville da briste, hvis de vidste, hvilke sindssyge tanker jeg tænker.

Men hos Gud har jeg et løfte. Jeg vil aldrig blive mødt med fordømmelse, når jeg er i Jesus. Det er det vildeste. At jeg frimodigt kan fortælle Gud om alt det, jeg fortryder, og så blive mødt med lige præcis 0 % fordømmelse.

Okay – med det på plads, så lad os gå til synd.

Vasen er dyrebar Vi forestiller os, at mine forældre har en vase. Det kunne være en vase, min mor havde arvet, som havde været hendes

”Der er ingen grund til at lade som om, at jeg ikke ved, at Jesus har frelst mig. Det er hovedgrunden til, at jeg frimodigt kan bekende min synd.” oldemors. En pænt gammel vase, og meget dyrebar. Jeg får at vide, at den skal jeg passe på. Det er forståeligt. På samme måde er der ting, som Gud har sagt, vi skal passe på.

Noget af det første han satte os til, da han havde skabt os, var at passe på jorden. Gud skabte jorden, med alle dyrene –

22

TEMA

og han så, at det var godt. Og så bad han os passe på den. Det handler både om klima, miljø og dyrevelfærd.

Vi er dyrebare, højt agtet, og han elsker os (Esajas’ Bog kapitel 43, vers 4). Det har to konsekvenser. Gud siger, at du skal passe på dig selv. Du er dyrebar, og sådan skal du behandle dig selv. Det har også den anden konsekvens. Alle de andre er også dyrebare. Det betyder, at du skal behandle andre på den måde. Dem skal du passe på.

Og så siger han, at relationen til ham er dyrebar. Vi skal elske og ære Gud. Det betyder blandt andet at bruge tid sammen med ham, lytte til ham og stole på ham.

Så crasher den simpelthen Forestil dig, at jeg kommer til at puffe til den dyrebare vase.

Den falder på jorden og knuses i tusind stykker. Det var måske ikke med vilje. Måske var det.

Sådan er det også med det, Gud har sagt, var dyrebart, og som jeg skulle passe på.

Gang på gang kommer jeg til at smadre løs. Vi behøver vel ikke rigtig nævne klimaet? Altså selvom jeg godt ved, hvad der er det rigtige at gøre, og at situationen er rimelig akut. Jeg er god til at brokke mig, men så snart det kræver noget af mig, ryger den høje moral direkte ned i toilettet med tryk på stort skyl.

Jeg taler ikke til mig selv, som om jeg var dyrebar. ”Steffen, din store idiot”, cirkulerer med 120 i timen rundt i kraniet. Jeg taler mig selv ned. Min krop presser jeg også unødigt, fordi jeg vil så meget og glemmer at holde pause. Nogle gange er det også det, jeg fylder mig selv med, der ikke taler for, at jeg er speciel dyrebar. Fx når jeg bare doom-scroller en times Instagram. Så slukkes der hjerneceller til den helt store guldmedalje.

Og min næste. Føj, den kan give mig mavekneb. Jeg forsøger virkelig at være god og behandle alle godt og være rummelig – jeg er det bare ikke. Jeg snobber helt vildt og ser ned på andre mennesker. Hvis de bare var lige så gode som mig eller forsøgte lige så meget som mig. Det er frygteligt. Og måske er jeg god, når der skal tales, men når der skal handles, så er jeg en kujon.

Min relation til Gud er heller ikke i toppen. Alt for mange morgener vil jeg hellere se en tv-serie end holde morgenandagt. Og i løbet af dagen bliver tanker og følelser hijacket af alt muligt andet.

Så står jeg der som en elefant i glasbutikken. Og det er bestemt ikke rart. Jeg kunne godt have lyst til bare at feje det hele ind under gulvtæppet. Det er meget oppe i tiden. Du skal bare sige til dig selv, at du er okay, og at du gør det godt nok – og andre velmenende råd. Der er bare det kæmpe problem, at jeg godt selv ved, at det er en løgn. Seriøst. Jeg gjorde det ikke godt nok. Jeg gjorde lige det modsatte. Jeg gjorde det onde.

gjorde dit bedste”. Han anerkender mig som det handlende væsen, jeg er, og siger, at der er en straf.

Den straf rammer bare ikke mig. Den rammer Jesus.

Jeg oplever intet andet sted, hvor min synd i den grad bliver taget seriøst, samtidig med at jeg ikke oplever fordømmelse – men i stedet møder frelse og Guds store kærlighed.

Men hvis frelsen er sikret – hvorfor så bruge tid på syndsbekendelse? Fordi det, vi ikke sætter ord på, har det med at blive til kold slam i vores system. Min oplevelse er, at den synd, jeg ikke får snakket med Gud om, ligger nede i mørket og skaber tvivl og usikkerhed. Sætninger som ”Gud elsker dig ikke sådan rigtig” dukker op. Kan han virkelig elske mig, når jeg har gjort det her?

Men når jeg får sat ord på min synd overfor Gud, så mister den sin magt. Nogle gange ikke med det samme, og nogle gange skal der også andre ting til. Særligt hvis den har filtret sig ind i min psyke. Men generelt set så oplever jeg en kæmpe frihed, når jeg sætter ord på synden og får sagt, at nu er der ingen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus. Så skal ikke engang jeg selv gå rundt og fordømme den.

Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra til at bruge noget tid på syndsbekendelse. Ikke som en eller anden flagellant, der render rundt og pisker sig selv, men fordi der er en kæmpe frihed i det. ■

”Når jeg får sat ord på min synd overfor Gud, så mister den sin magt.”

Bekendelsen Men her kommer det befriende. For Gud siger aldrig pyt til det, jeg har gjort. Han siger ikke til mig, at ”det er ok, du

TEMA

23

BRUG FOR EN PAUSE? Tag på LMH og få tid til Gud, tid til andre og tid til dig selv

Ansgarvej 2, 3400 Hillerød www.lmh.dk

Siden 1926 har vi kæmpet for programmer, der inspirerer til tro.

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening.

Foreningen har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Dit mandat eller din gave sikrer, at vi kan fortsætte dette arbejde!

Gå ind på medlem.klf.dk eller støt på MobilePay 76540

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk Kontakt: Johannes Møller: 61 31 64 85

Dialog der gavner siden 1926

Volontørerne 2025/2026 er på plads – mød dem her Nord- og Vestjylland Dina Rønne Jeg hedder Dina, og jeg har brugt mit første sabbatår på at være volontør på KFUM’s soldaterhjem på Bornholm. Jeg søgte volontørstillingen, fordi KFS har spillet en kæmpe rolle i mit gymnasieliv. De har været med til at skabe et fællesskab på tværs af gymnasier, hvor troen er i fokus, og det arbejde ønsker jeg at være en del af. Jeg glæder mig utrolig meget til at møde unge i gymnasiet, blive klogere på deres tanker, dele ud af min tro og skabe en relation til dem.

Fyn og Sydjylland Silas Sulkjær Jeg hedder Silas, er 21 år, og lige for tiden bor jeg i Hillerød, hvor jeg går på Luthersk Missions højskole. Jeg føler mig dog mere hjemme i den jyske muld, hvor jeg oprindeligt kommer fra. Men nu går turen til Odense, hvor jeg er blevet ansat som KFS-volontør.

Det glæder jeg mig helt vildt til, for KFS er et skønt fællesskab, og jeg glæder mig til at møde jer alle sammen! Både ude på gymnasierne og på lejrene, hvor vi sammen skal lære Jesus bedre at kende og gøre ham kendt, som har skabt og elsker os alle! Vi ses til august :)

Silas Holm Christiansen Jeg hedder Silas, og lige nu er jeg med organisationen UMO (YWAM) på en discipeltræningsskole. Jeg har et kæmpe hjerte for det arbejde, KFS gør med studerende rundt om i landet.

Hvordan der bliver skabt et kristent udgangspunkt midt i hverdagen, både til at møde ikke-kristne og vise dem, hvad det faktisk er, vi tror på, men også til at skabe et fællesskab, hvor vi kan mødes fra forskellige kirkeretninger og stå sammen om Jesus. Jeg glæder mig utroligt meget til at skabe relationer og støtte op om unge kristne i den verden, vi lever i.

Filip Kruse Jeg hedder Filip, og jeg kommer fra Herning, men har siden efteråret gået på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Jeg har søgt stillingen for i KFS at kunne bidrage til at fortælle unge mennesker om Jesus. Jeg gik selv i KFS i min gymnasietid og satte stor pris på det lille kristne fællesskab i det store gymnasiefællesskab. Jeg ser frem til at møde kristne og ikke-troende og snakke med dem om Jesus, møde dem der, hvor de er, og sammen med dem pege på Jesus. Jeg glæder mig til at møde jer!

Østdanmark Maria Bøndergaard Mit navn er Maria, jeg er 21 år gammel og kommer fra det sønderjyske. I foråret 2024 var jeg en tur på højskole på LMH, og lige nu er jeg lærervikar på en skole. Jeg håber, at vi sammen kan skabe et fællesskab, hvor det er godt at være, og hvor der er plads til tro, undren, hygge og grin. KFS har for mig været et rummeligt og hyggeligt fællesskab - og et sted, hvor Jesus er i centrum - og det håber jeg, at jeg kan være med til at give videre. Jeg glæder mig til, at vi fælles kan dele det gode budskab, og få det ud til endnu flere! Vi ses til sommer!

Markus Kaas Mit navn er Markus, og jeg er stor fan af KFS’ arbejde og visionen og håbet om, at gymnasieelever må kende Jesus og gøre Jesus kendt - og derfor søgte jeg stillingen som volontør. Jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang! Jeg ser frem til at møde en masse gymnasieelever og lære jer KFS’ere at kende. Og jeg håber, at vi kan skabe og bygge videre på KFS-fællesskaber, hvor vi sammen kan undersøge, hvorfor Gud og tro også er relevant for unge i dag - mens vi søger at hvile i troen på, at Jesus altid allerede har helt styr på det hele :) KFS-NYT

25

Portræt Anja Thuehøj Lundgård, går i 3.g på Vejle Tekniske Gymnasium

samtidig med at jeg kan leve det liv, jeg drømmer om og ønsker for mig selv."

Hvornår har du sidst sagt undskyld?

"Vi har IMU hver onsdag, men at komme afsted til tiden er ikke min stærke side. Jeg plejer at sige, at jeg kommer lige til tiden og ikke før det. En onsdag, da jeg igen var for sent på den, kom jeg bragende ind, mens de andre fra IMU sad og læste et bibelstykke i stilhed. Jeg undskyldte mange gange, før jeg fik smidt jakken og sat mig med min egen bibel."

Hvad er den sjoveste undskyldning, du har fået?

"Jeg tror, det er min lillesøster, der kan tage æren for den. Vi har værelser ved siden af hinanden, og det sker ofte, at hun kommer ind for at sige eller vise mig noget. For nylig sagde hun: "Undskyld, men jeg kommer lige ind og lægger mig i din seng, fordi det gør jeg bare." Og så lå hun der."

Undskyld, hvem er du, og hvad laver du?

"Undskyld mig! Jeg hedder Anja og er 19 år gammel. Jeg studerer til dagligt på Vejle Tekniske Gymnasium, hvor jeg er heldig at være på vej til at afslutte min HTX her til sommer.

I starten af skoleåret havde jeg mulighed for at være med til at starte en KFS-gruppe op, hvor vi nu er næsten 20 studerende, der mødes en gang om ugen i frokostpausen. To år før det var jeg også med til at starte en IMU op, som har vokset støt, siden vi startede."

Hvad optager dig lige nu?

"Skolen fylder meget i mit liv. Den fylder lige så meget som et fuldtidsarbejde, samtidig med at jeg har et weekendarbejde, som også skal passes. Samtidig skal der planlægges tid med vennerne, forberedes en andagt til IMU, tænkes på familiefødselsdag og huskes kage til KFS. Det er vigtige ting i mit liv, som jeg vælger at prioritere højt, selv om det til tider kan gå ud over lektierne. Så ja, det som optager mig lige nu, er at få alt til at hænge sammen, 26

TEMA

Hvad er vigtigt, når man siger undskyld?

"Det vigtigste ved en undskyldning er, at den er oprigtig. Hvis den ikke er det, kan den ikke bruges til noget. En undskyldning bruges til at bede om tilgivelse, og hvis man ikke mener det, man siger, beder man i virkeligheden om ingenting. " Hvilken vigtig undskyldning har du selv givet?

"Jeg glemte en af mine bedste veninders fødselsdag, hvilket ikke er noget, jeg er stolt af. Jeg prøver selv at huske at sende en lykønskning til mine venner på deres fødselsdag, og især til mine nærmeste.

Jeg vidste godt, hun snart havde fødselsdag, men dagene var gået så hurtigt, og der var gået tre dage for meget, før jeg opdagede det. Der gik få minutter, før jeg var i gang med at skrive en oprigtig undskyldning og lykønskning til hende.

Jeg var bekymret for, at hun ville blive vred eller skuffet, men hun var meget forstående og tilgav mig straks. En god veninde, jeg er taknemmelig for at have."

“Hvis du ikke var kommet, havde de slået ham ihjel” Af Rebecca Würtz Jespersen, udsendt med Mission Aviation Fellowship som lærer i Papua Ny Guinea, rebeccawurtz@hotmail.com Jeg bor i Papua Ny Guinea. Et land på størrelse med Spanien lige nord for Australien. Det meste af landet er bjerge og ufremkommelige skove med stor mangel på veje, skoler og sundhedsvæsen. Her bor jeg med min mand, Tajs, og vores søn, William. Vi arbejder for en nødhjælpsorganisation, der hedder Mission Aviation Fellowship, som flyver ud til små landingsbaner midt i ingenting. Her i Papua Ny Guinea har Gud givet mig nye perspektiver på tilgivelse og fred, og jeg håber, han også vil tale til dig gennem min historie.

“Er min mobil blevet stjålet?”

En almindelig onsdag aften, efter at jeg har kørt nogle unge fra vores ungdomsgruppe hjem, finder jeg ud af, at min mobil er væk. Jeg leder overalt, men mobilen er ikke til at finde. Jeg begynder at mistænke en af vores venner, Litz, for at have taget den, og Tajs og jeg beslutter os for at finde ham for at få en afklaring. En formiddag et par dage efter tager Tajs til slumkvarteret i byen, vi bor i (Mount Hagen), og leder efter Litz omkring hans stammes område.

Tajs spørger omkring sig og får at vide, at Litz er hjemme; men da han kommer til huset, er Litz forsvundet. Tajs tager tilbage flere gange i løbet af dagen, men Litz har tydeligvis ikke lyst til at snakke

med Tajs. Folk fra Litz’ stamme får mistanke om, at der er noget galt. Tajs aftaler derfor med en af vores venner, Moses, som også bor i området, at han skal ringe, når Litz kommer tilbage.

Om aftenen står Tajs og jeg midt i madlavningen, da Moses ringer. “Han er her nu, du kan bare komme,” siger Moses til Tajs. Tajs løber mod døren, tager sko på og tilføjer: “Jeg kunne høre folk råbe i baggrunden,” og så smutter han. Det er ved at blive mørkt, og vi er blevet frarådet at færdes ude om aftenen, så da Tajs kører afsted, kalder jeg på Jesus og beder om hans fred og beskyttelse over Tajs, men specielt over Litz, der formentlig er i store problemer. Der går halvanden time før jeg hører fra Tajs igen.

“Vi er ikke på vej ud for at slås.”

Tajs ankommer til et syn af omkring 100 oprevne mennesker samlet på et lille område. Han ser Moses, som siger: “Han er der, og vi har ikke gjort ham fortræd, som du sagde.” Der er en intens stemning med masser af råben frem og tilbage. “Har du stjålet fra dem!?” er der en, der råber, mens han peger på Litz.

Efter lidt tid får Litz indrømmet, at han har solgt telefonen, men at han ved, hvor køberen bor. Glade for at komme væk fra den vrede menneskemængde, hopper Litz, Moses og Tajs ind i vores

pickup truck. Da de skal til at køre, hopper 8 unge mænd op på ladet og stiller sig der. De er oppe at køre over situationen. Uden held forsøger Tajs at få dem til at hoppe ned igen. Tajs forklarer dem i stedet, at de ikke er på vej ud for at slås, men bare for at finde mobilen. Det får dem til at sætte sig ned på ladet i stedet for at stå op. “Bedre end ingenting,” tænker Tajs. De kører ud til en kirke, som ham, der købte telefonen, Sam, bor tæt på. På vejen siger Moses: “Hvis du ikke var kommet, havde de slået ham ihjel.” At bringe skam over sin stamme, har store konsekvenser!

Kirkens præst tager imod Tajs og de mange unge mænd. “Så beder vi,” siger præsten. Han sætter Litz ned på en stol i midten af forsamlingen og beder for ham. Litz undskylder, og Tajs tilgiver ham i folks påhør. Sam er ikke kommet med mobilen, og de mange mænd ønsker ikke at give slip på Litz, så de foreslår, at de smider Litz i fængsel hen over natten. Men fængsler er ikke for sjov i Papua Ny Guinea, så Tajs siger til dem: “Litz skal ikke i fængsel, jeg tager ham med hjem til mig selv, giver ham mad og kommer tilbage i morgen med ham.” Moses tilbyder at tage med.

TEMA

27

æ sto Gu

“Der ligger en tyv og sover i værelset ved siden af”.

Jeg tager imod Moses og Litz, da de kommer hjem til os, og inviterer dem til at spise med os. Da vi alle har fået noget på tallerkenerne, spørger jeg Litz: “Er der noget du gerne vil sige, Litz?”

Litz forklarer, at han var blevet fristet til at tage mobilen og undskylder. Med Guds hjælp tilgiver jeg Litz, vi får en snak om at stoppe med at gå den vej, han går, sige undskyld og ikke at gøre det samme igen. Da vi går i seng, siger jeg til Tajs: “Sikke en dag. Tænk, at der ligger en tyv og sover i værelset ved siden af.” Jeg beder en ærlig bøn til Gud om at beskytte alle vores ting (jeg har også lige taget bærbar og iPad med ind på værelset, vi sover på), og beder Gud om at give os fred til at sove. Jeg kan mærke, at selvom jeg har tilgivet Litz, kommer det til at tage lang tid for mig at stole på ham igen.

Næste morgen tager Tajs, Moses og Litz til kirken, hvor de har fået at vide, at Sam er kommet tilbage med mobilen.

Inden de tager af sted, minder jeg Tajs om et bibelvers fra Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 14-15: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.”

28

TEMA

Det er svært at se, hvordan vi som kristne kan komme uden om at tilgive.

På trods af at mange i Papua Ny Guinea er kristne, er tilgivelse en sjældenhed, for fysisk straf har været en grundlæggende del af kulturen i årtusinder.

Ved kirken mødes de tre med Sam, præsten og en masse andre folk, som synes, det er spændende, hvad der foregår. Der bliver snakket om fristelse og tilgivelse, og Tajs tilgiver Sam og Litz, og fortæller dem om bibelverset. Tænk, at Gud kan bruge denne situation til at tale så klart og tydeligt om tilgivelse til de mennesker, der er til stede. Tajs får min mobil tilbage og kører Litz og Moses hjem!

at tilgive så godt, vi kan, og vi har forsøgt at dele Guds tilgivelse med andre mennesker. Hvad Gud nu vil bruge denne situation til, er i hans hænder. Vi har ikke set Litz siden, men vi har hørt fra Moses, at han har det fint. Jeg ved ikke, hvordan jeg vil have det, hvis jeg møder ham igen. Vil jeg kunne lære at stole på ham igen? Men det er vel en del af tilgivelsen, at give det hele til Gud, og bede om at få hans fred i stedet. ■

“Men jeg er vred!”

Da Tajs sætter Litz af hos sin familie, er der en mand, der råber mod Litz: “Jeg smadrer dig! Jeg smadrer dig!” “Det kan du ikke,” siger Tajs til ham. “Det er slut, jeg har tilgivet ham, og Gud har tilgivet ham.” “Men jeg er vred!" svarer han. Der er omkring 30-40 mennesker samlet tæt på, så Tajs hæver stemmen og gentager alt, hvad der var blevet snakket om tidligere. Tajs kører hjem med en smule uro, men også lettelse i kroppen.

Det er helt tydeligt, at tilgivelse ikke er en indbygget del af mennesker, og det er kun Jesus, der kan hjælpe os med det. Vi bliver enige om, at vi har prøvet KFS-NYT

ægtige hellige Kære stærke ore himmelske kærlige fuld ud Skaber Herre Far Jesus H Kære Gud Du, som på dødens rand sagde ”Lad din vilje ske”. Jeg bekender for dig, at jeg ikke altid gør din vilje. At jeg nogle gange handler egoistisk. Tænker på mig selv før min næste. Gang på gang gør det onde, som jeg ikke vil. Gang på gang ikke gør det gode, som jeg gerne vil.

Hjælp mig til at gøre det gode mod dig og mod min næste.

Du, som på korset sagde ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.

Hjælp også mig til at tilgive de mennesker, som gør ondt mod mig. Hjælp mig til at forsone mig med mennesker, ligesom du har forsonet dig med mig. Hjælp mig til at elske mine fjender, ligesom du elsker mig.

Hjælp mig til at bekende mine fejl og overtrædelser. Både overfor dig og overfor min næste. Giv mig visdom til at se, hvornår jeg har såret et medmenneske, og giv mig styrke til at sige undskyld.

Alt dette lægger jeg over i dine stærke hænder, almægtige Gud. Amen.

TEMA

29

Kronik:

Magten til at tilgive – eller give igen Staters officielle undskyldninger kan kaste lys over offerets magt og samtidig give os noget at tænke over, når vi selv skal tilgive.

Af Lærke Højlund Wibe Søes, teologistuderende, laerke3006@gmail.com

”Trøstekvinderne” – sådan blev de op mod 200.000 unge koreanske kvinder kaldt, som under Anden Verdenskrig blev tvangsprostitueret og gjort til sexslaver for japanske soldater. I 2015 gav den daværende japanske premierminister, Shinzo Abe, en officiel undskyldning for overgrebene. Sammen med undskyldningen fulgte en erstatning på en milliard yen (omkring 50 millioner danske kroner), som skulle udbetales til de overlevende kvinder.

Men blot tre uger senere gik Abe ud og sagde, at der aldrig var blevet fundet nogen dokumentation for, at kvinderne blev tvunget. Dybest set trak han undskyldningen tilbage. Det, der kunne have lettet ofrene fra skam og skyld, endte i stedet med at fastholde dem i smerten. Og det, der kunne have bragt japanere og sydkoreanere tættere på forsoning, brast. ”En officiel undskyldning er en udtalelse givet på vegne af en kollektiv enhed (for eksempel en regering eller en stat), hvor den tager ansvar for og undskylder en handling eller politik, der ofte ligger tilbage i tid.” Sådan defineres begrebet af Lisa Storm Villadsen, forsker i officielle undskyldninger, på danmarkshistorien. lex.dk.

Jeg har tænkt lidt over det med officielle undskyldninger, både i forbindelse med DR-serien ”Slave af Danmark” og det stigende fokus i medierne på forholdet mellem Grønland og Danmark. Bør Danmark fx sige undskyld for slaveriet på De Vestindiske Øer?

Der er noget interessant ved officielle undskyldninger, synes jeg. De både ligner og adskiller sig fra de undskyldninger, jeg selv giver eller modtager i mit parforhold eller i venskaber. Netop dén dobbelthed kan måske sætte noget i perspektiv, som også gælder i det nære og personlige.

En officiel undskyldning har ifølge Lisa Storm Villadsen især to vigtige funktioner. For det første at anerkende ofrenes lidelser som uretfærdige og dermed give plads til deres sorg og vrede som noget legitimt. Og for det andet at sende et politisk signal om, at vi som samfund tager ansvar for fortiden og vil handle anderledes i fremtiden.

30

I TIDEN

Et eksempel er Mette Frederiksens undskyldning til Godhavnsdrengene. Her var det tydeligt, at undskyldningen gjorde en reel forskel for de berørte, og samtidig blev den et signal til resten af befolkningen om, at det her accepterer vi ikke længere. Vi vil ikke gentage fortidens handlinger. Begge funktioner er helt klart styrker ved gode officielle undskyldninger.

Da Mette Frederiksen undskyldte på vegne af Danmark, kostede det hende ikke noget personligt. Tværtimod blev hun og Danmark rost og fik opbakning (det rejser i sig selv et interessant spørgsmål, som jeg ikke vil reflektere videre over, men blot stille i forbifarten, fordi det provokerer mig – også når jeg vender blikket indad: Kan en undskyldning også være en strategi til at styrke sit image?). Men Mette Frederiksen ’vandt’ ikke kun noget ved at sige undskyld. Det måtte også koste noget. Det kostede penge for staten. Økonomisk erstatning bliver ofte set som beviset på, at en officiel undskyldning er oprigtig. Selvom det, der er blevet gjort, i mange tilfælde ikke kan opvejes med penge, så forventes det, at man i det mindste forsøger at kompensere. Med andre ord: En officiel undskyldning skal kunne mærkes. Den må koste noget.

Men skal det også koste noget for den, der modtager undskyldningen?

At modtage en undskyldning giver magt. Det giver magt at blive anerkendt som den part, der har lidt uret. Men offerets magt er et tveægget sværd. Den kan misbruges. Til uretfærdige handlinger i retfærdighedens navn. Til at blive i offerrollen og bruge

“Offerets magt er et tveægget sværd.”

På den kristne verdenskonference i Sydkorea i efteråret 2024 indstiftede den sydkoreanske præst Jaehoon Lee nadveren side om side med den japanske præst Dr. Masanori Kurasawa.

Et billede på den forsoning, Lærke længes efter. Foto: Kasper A. Bergholt.

den som moralsk ret til at såre andre, som de selv har såret én.

På et mellemmenneskeligt plan: Når man fx føler sig berettiget til at være ubehagelig over for nogen, fordi de tidligere har gjort én ondt. På et statsligt plan: Når en stat fx mener, den har ret til at begå krigsforbrydelser, fordi den selv engang blev ramt af det samme.

Magten kan også bruges til at tilgive. Men det er ikke gratis. Det koster, at man bærer smerten uden at sende den videre.

Og uden at hævde sin ret til at få noget ’ud af’ undskyldningen, uden at kræve noget til gengæld. For selvom en god undskyldning rummer et løfte om, at handlingerne ikke gentages, så er det ikke noget, offeret kræver – det er noget, den undskyldende part vælger at give.

Når jeg læser nyheder om krig og konflikt, og når jeg stiller mig selv spørgsmålet, om Danmark fx bør undskylde for slaveriet i Vestindien, så mærker jeg en længsel i mig. Efter en verden, hvor stater ikke blot siger undskyld til hinanden, men også tilgiver hinanden. For jeg tror, det er dér, den ægte forsoning ligger.

Men det er svært. Svært på et statsligt plan. Svært fordi mange store forbrydelser i historien virker utilgivelige, i hvert fald for os mennesker. Og uden at dykke for meget ned i toregimentelæren er det måske heller ikke sådan, retfærdighed skal håndteres af stater. Alligevel længes jeg. Og den længsel vender blikket indad – mod mig selv og mod det mellemmenneskelige. For det er ofte ikke meget nemmere der. At tilgive er også dér en kamp. Der er så meget i mig, der instinktivt griber ud efter offerets magt: trangen til at hævde min ret, til at give igen.

Lad mig vende tilbage til forholdet mellem Japan og Sydkorea, som, ikke kun på grund af ”trøstekvinderne”, har en lang og konfliktfyldt fortid. Sidste efterår deltog jeg i en stor kristen

“Det koster, at man bærer smerten uden at sende den videre. Uden at hævde sin ret til at få noget ’ud af’ undskyldningen.” verdenskonference i Sydkorea med 5.000 deltagere fra over 200 lande. På konferencens sidste dag var der nadver. En sydkoreansk præst trådte frem på scenen for at indstifte nadveren. Men han stod ikke alene. Ved siden af ham stod en japansk præst.

Sammen indstiftede de nadveren. Og dér, i dét øjeblik, fik jeg et billede på den forsoning, jeg længes efter. Mellem mennesker.

Og mellem stater. ■

I TIDEN

31

Undergud Gud er over alle og under alle. Med et gammelt digt som prisme viser Kasper, at den kristne Gud ikke er bange for at besøge almindelige mennesker i middagsheden eller vaske deres fødder.

Af Kasper A. Bergholt, cand.theol., præst i Hedensted Valgmenighed, kasper@kasperbergholt.dk På listen over ting, jeg gerne vil være, står undergud ret langt nede. At være en gud, men stadig være underlagt andre, det må virkelig være surt. Olympens mellemleder uden portefølje. Administrerende direktør uden ret til at træffe beslutninger. Det vrimler ikke ligefrem med underguder i den jødisk-kristne teologi, for jo stærkere monoteisme, jo mindre plads til underguder. En undergud i et monoteistisk verdensbillede er noget nær en umulighed.

Men intet er som bekendt umuligt for den kristne Gud, og det kan virke, som om Gud på underfundig vis ligefrem opsøger umulighederne og gør alvor af dem. Gud er underlig. ”Man kan ikke blive en del af det, man selv har skabt,” siger logikken. ”Jeg gør det alligevel,” svarer Gud. ”Altings skaber kan ikke dø,” insisterer logikken. ”Jeg kan,” siger Gud. ”Døde bliver ikke levende,” konkluderer logikken, og erfaringen stemmer i. ”Her er jeg,” råber Gud, og verden var aldrig den samme igen.

Guds besøg I Første Mosebog kapitel 18 fortælles det, at Gud engang i skikkelse af tre mænd kom forbi Abrahams lejr i den kvælende middagshede. Abraham fik øje på de tre mænd, bød dem velkommen, og Gud satte sig under et træ, mens Abraham vaskede Guds fødder. Gud lod sig betjene og forsørge af Abraham. Gud underlagde sig Abrahams vilje og gæstfrihed.

Hvis Abraham havde set den anden vej eller havde haft en dårlig dag, var Gud gået forgæves.

“Det kan virke, som om Gud på underfundig vis ligefrem opsøger umulighederne og gør alvor af dem.”

32

TEMA

I evangelierne har vi også en beretning om Gud, der besøger sit folk, Abrahams efterkommere. Denne gang kommer han ikke som tre vandringsmænd, men som én mand. På et tidspunkt samlede Gud tolv repræsentanter for dette folk i et stort rum ovenpå, og de lagde sig til bords på bænkene, mens Gud kravlede rundt under deres fødder og vaskede dem.

Disse to beretninger er ikke hinandens modsætninger, men de underbygger hinanden. Under den ene beretning kan vi ane den anden. Den, der har begge beretninger ved siden af hinanden, kan nikke ja til begge og sige: Ja, sådan er Gud. Gud er under træet, i skygge for den bagende sol, og Gud er under bænkene, svedende og med beskidte hænder og lugten af sure tæer i næsen.

Guds ydmygelse Disse to beretninger beskriver på sin vis det samme: Gud gør sig selv til en undergud. Gud underlægger sig frivilligt andres vilje, lune og behov. Men mere endnu: Ultimativt gør Gud sig selv til et undermenneske. Det er kristendommens ultimative tåbelighed, men samtidig evangeliets nødvendige forudsætning.

I et ældgammelt kristent digt hedder det, at den ophøjede Gud i Jesus af Nazaret tog en slaves skikkelse på (Filipperbrevet kapitel 2). I den autoriserede oversættelse fra 1992

“En Gud, der kun kender til nederlag, er et dårligt budskab. En Gud, der kun kender til sejr, er et farligt budskab.”

Tåbeligheden og triumfen må altid holdes sammen. Underguden og overguden er den samme. Underguden er garant for, at man aldrig kan komme så langt ned, at Gud ikke står nedenunder én og siger: ”Jeg har dig”. Overguden er garant for, at Gud ikke bare griber, men også genindsætter den, der faldt. Gud er ikke bare underlig, men også underfuld.

Al den smerte og lidelse, mennesker kan opleve i dette liv, forvandles i mødet med den Gud, der er under alle og over alle. Ja, smerten og lidelsen forvandles ikke bare, den helliges, sagde den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer. Fordi Gud gik under i smerten og lidelsen, er det et helligt sted at være. Og fordi Gud gik gennem smerten og lidelsen, er der ingen, som i sidste ende efterlades dér. Gud er under alle, så der er aldrig nogen, der efterlades til at gå under i smerten og lidelsen. ”Det lidende menneske bærer Guds billede,” sagde Bonhoeffer. Dét er kristendommens under!

Guds rige Jesu Kristi opstandelse forandrer altså alting. Gud underlægger sig skrøbelighedens begrænsning, forgængelighedens realitet, dødens uomgængelighed, for at det alt sammen skal forandres – fra skrøbelighed til herlighed, fra forgængelighed til ukrænkelighed, fra død til liv. Dét er kristendommens største under. Dér bryder Guds rige ind i vores verden og viser sig at være det omvendte rige, hvor de sidste bliver de første, hvor de ringeste er de absolut mest værdige, hvor de undertrykte bliver sat fri.

Gud er en Gud, der underlægger sig det, der ikke kommer en gud ved. Gud er en Gud, der lader det eneste sikre i menneskers liv – skrøbeligheden, forgængelighed og død – undergå en overraskende forvandling. Gud er en Gud, der gør undere. Gud er på alle måder en undergud. ■

står der godt nok ”tjener”, men det er en lidt for blød oversættelse. Allerede der, som slave, har Gud placeret sig selv under langt de fleste mennesker, men Gud fortsætter ned gennem det sociale hierarki. Efter at have taget en slaves skikkelse led Jesus af Nazaret en slaves død. Ikke som en fortjent straf – det ville på en måde have fjernet noget af ydmygelsen – men i frivillig lydighed. Han valgte det ganske enkelt selv. Det er tåbeligheden.

Men digtet fortsætter med den modsatrettede bevægelse: Gud har skænket ham ikke bare liv, men også magt og ære og herlighed, og alle skal bøje knæ for ham, alle skal underlægge sig ham og proklamere evangeliets allerinderste kerne: Jesus af Nazaret er Guds udvalgte konge og alles Herre! Det er triumfen.

Guds garanti De to – tåbeligheden og triumfen – hører tæt sammen. Hvis vi kun har tåbeligheden, underminerer vi vores eget budskab, og så er der ikke noget at sige til, at mennesker ryster på hovedet af os. Hvis vi kun har triumfen, risikerer vi at reducere de gode nyheder til et budskab for de stærke. En Gud, der kun kender til nederlag, er et dårligt budskab. En Gud, der kun kender til sejr, er et farligt budskab.

TEMA

33

Bøger:

Hvad betyder det, når Gud siger, at vi er skabt i hans billede som mænd og kvinder?

Af Clara Lind Neuenschwander, studerer bioteknologi, claralind2404@gmail.com

Kan jeg være kristen og kalde mig feminist?

Jeg er vokset op i en tid, hvor samfundet har haft et stort fokus på at udviske skellet mellem mænd og kvinder, og det har uden tvivl farvet mit syn på forholdet mellem de to køn. Til tider kan det føles som om, at den moderne feminisme står i direkte modsætning til kristendommens syn på det at være mand og kvinde. I bogen ”I sit billede skabte han dem” fremlægger Kathleen Nielson kvinders rolle i Bibelen og deres selvforståelse ud fra den, mens hun trækker tråde til den hverdag, vi lever i.

Det er en bibelnær bog, der kronologisk dykker ned i udvalgte tekststykker fra både Det Gamle og Det Nye Testamente, der omhandler kvinder, som hun forsøger at forklare og sætte i sammenhæng. Bogen repræsenterer til dels et konservativt og opdelt syn på mænd og kvinder, hvilket ses i det gennemgående fokus på deres forskellige roller, som til tider næsten fremlægges som en hierar-

kisk forskel. For nogle mennesker giver det måske en ro at vide, at det kan og er okay at forstå forholdet mellem mænd og kvinder på den måde. Omvendt tror jeg, at det kan udfordre andre, som er mere vant til at se mindre på forskelle og mere på ligheder mellem de to køn. Dog er det vigtigt at slå fast, at en af Nielsons vigtige pointer netop er ligheden mellem mænd og kvinder. Vi er lige meget værd, og det er samarbejdet og fællesskabet mellem de to køn, der skal dyrkes. Samtidig giver læsningen af denne bog blod på tanden til selv at undersøge mere og blive klogere på dette klassiske omdiskuterede emne om, HVOR forskellige mænd og kvinder egentlig er. Som forfatteren selv understreger: Vi må vende tilbage til Bibelen for at finde sandheden fra Gud. Bogen er skrevet ud fra det synspunkt, at Bibelen skal læses meget bogstaveligt, og man kan mærke, at det er noget, der også er vigtigt for Nielson – man må ikke

bevæge sig for langt væk fra skriften. I bogen tages man i hånden på en rejse gennem passager fra hele Bibelen med kvinder i fokus, både de steder, man har hørt så mange gange før, og de steder, man kan springe over, fordi de kan være svære at forstå og få til at give mening. Trods dens lille størrelse rummer bogen mange aspekter af kvindelighed, hvilket den samlet set lykkes med, selvom man til tider kan savne yderligere udfoldelse og uddybelse af de enkelte emner.

Man er ikke i tvivl om bogens gennemgående pointe, som fint kridtes op i de indledende kapitler om skabelsen og konkluderes i det sidste omhandlende Guds godhed. Hvorvidt man erklærer sig enig i alt, hvad Nielson skriver og mener, må være op til læseren selv, men jeg tror, at alle kan få noget godt ud af at dykke ned i og forholde sig til, hvad det vil sige at være skabt som kvinde – og som mand.

”I sit billede skabte han dem – om kvinder og Guds godhed” Af Kathleen Nielson LogosMedia, 2025 208 sider

34

I TIDEN

Bøger:

Evangeliet i faste rammer Af Stefan Lumholdt Pedersen, studerer engelsk, lumholdt9098@gmail.com

På de første par sider af Peter Nissens ”Med Gud til faste” sidder man lidt med det indtryk, at vi nok må efterspørge en længere udgave af denne bog, for Peter Nissen har egentlig ikke plads til det, han har at sige. De små refleksioner fungerer helt fint, men man får også vækket en appetit, som rækker ud over, hvad bogen har at tilbyde. Evangeliet fylder i bogen, og den indeholder derfor en grundforståelse for troen i sig selv, i god Luthersk stil. Den giver en god indgang til konceptet om at faste, fordi det sættes i forbindelse til troslivet på det helt overordnede plan og dermed giver mulighed for, at vi kan lære, hvordan en mere ukendt praksis som faste kan se ud i kristenlivet i dag.

Jeg bliver desuden taknemmelig over, at bogen bliver mere konkret i sine fastetips end bare den efterhånden klichekårede, men selvfølgelige stadig værdifulde, ”fast fra din mobiltelefon”. Her gives nemlig flere overordnede bud på, hvad vi kan faste fra og hvorfor. Fasten udvides altså fra blot at være det at droppe noget i en

periode til en større overvejelse om, hvad vi udelader, og hvad det gør ved os. Ingen refleksion over fasten kan lade sig gøre uden Esajas’ Bog kapitel 58, så den passage tager bogen selvfølgelig også frem og overvejer hermed, hvilken slags faste Gud egentlig ønsker. Det er her, Peter Nissen kalder fasten en ‘renselse’. Heri kan måske ligge en fare for, at vi tror, fasten gør os til bedre mennesker, og så kan vi blive skuffede, når det ikke altid sker. Men her må vi huske på, hvad han også skriver førhen, at fastens mål ikke er selvforbedring men Gud. Gud er idéen med fasten, og der lægges i bogen også vægt på, hvordan fasten måske endda kan være en hvile med Gud – en måde at finde ro hos ham på.

Hvert af bogens fem afsnit slutter med spørgsmål til individuel refleksion, og spørgsmålene åbner godt op for, at man kan lade sin faste forme ud fra, hvordan ens trosliv ser ud. For eksempel lyder et af spørgsmålene: ‘’Hvor er du i dit liv med Gud?’’, og et andet: ‘’Hvad minder Gud dig om at arbejde med?’’. Gennem refleksio-

nen kan bogen blive en god kompagnon til fastetiden, hvor man måske kan give sig selv rum til at lære Gud bedre at kende.

For at vende tilbage til tanken om, at det med faste virker fremmed og måske sommetider som en for konkret praksis, giver Peter Nissen en opridsning af nogle af fastens grundtanker: ‘’Faste er ikke hængehovedtid. Det minder Jesus os om i Matt. 6, 16. Men fastetiden er en besindelsestid, hvor vi kan bruge dette fokus på syndserkendelse, syndsbekendelse, kamp og afholdenhed til at huske på det grundlæggende vilkår, at vi er fortabte syndere, men at Gud griber ind med sin frelse gennem Jesus Kristus’’ (s. 47).

På den måde bliver bogen hurtigt til en teologisk grundfæstning af nogle centrale, lutherske tanker, måske mere end det bliver en bog om faste for fastens skyld. Til gengæld er bogens indhold netop så vigtigt, at den godt kan rumme det, og jeg vil anbefale den til alle, der synes, at tingene nemt kan blive lidt indviklede. Her er nemlig en meget kort og overskuelig bog, som hjælper med at udvikle noget af det igen!

”Med Gud til faste – fem perspektiver” Af Peter Nissen LogosMedia, 2025 61 sider

I TIDEN

35

Hjælp til forfulgte – EVANGELIET TIL UNÅEDE

Dansk Europamission Siden 1964

"Bryce Crawford Podcast"

“Pas godt på dig selv” af Pablo Martinez

“Når snakken går”

“John - Et år med Johannesevangeliet” af Thomas Teglgaard

Bryce Crawford, 21 år gammel, kender du måske fra sociale medier med hans Jesus-lignende måde at møde både fortabte og søgende mennesker på gaden på. Han har heldigvis også lavet en podcast med op mod 80 episoder, som handler om alt, hvad en kristen (og ikke-kristen for den sags skyld) har brug for at vide om livet som kristen. Det er super stærkt og bliver forklaret på en måde, som alle kan forstå. Jeg har virkelig selv fået svar på mange af mine spørgsmål og er blevet inspireret til at dykke endnu længere ned i min relation med Jesus.

Jeg vil gerne anbefale bogen “Pas godt på dig selv” af Pablo Martinez. Den sætter fokus på vigtigheden af at hvile i vores travle liv og at have Gud som vores ultimative kilde til styrke. Det gælder især i relationer, kristne tjenester og i den åndelige kamp. Vi har brug for at opsøge Gud og blive fyldt op ad ham, så bogen hjælper også med, hvornår man skal sige “ja” og “nej” til aktiviteter og tjenester.

Podcasten “Når snakken går” giver et indblik i forskellige emner, som er relevante for unge kristne, og som drøftes mellem podcastværten og en gæst. Podcasten tager fat på emner såsom præstationskultur i samfundet og i kristne fællesskaber. Det er en god podcast at høre fx på vej til eller hjem fra skole, og den kan helt klart anbefales.

Thomas Teglgaards ”John” er en andagtsbog, som formidler og kommenterer Johannesevangeliet. Det er delt op i 365 dele, så der er bibellæsning til noget tid. Den giver læseren et specifikt vers, man kan læse, og knytter en kommentar til, som giver stof til eftertanke.

Det gør det nemt at udøve bibellæsning i en stresset hverdag. Jeg vil opfordre alle, der har svært ved bibellæsning: Skaf jer en andagtsbog, det gør livet meget nemmere.

David Skov

Milla Bartels

Kristine Krohn

Silas Nolsøe I TIDEN

37

Fællesskab, fordybelse og fest – vi siger tak for Påskelejr 2025 I midten af april kunne vi atter samle omkring 400 glade, energiske og nysgerrige gymnasieelever og studerende til Påskelejr i Skanderborg. Et velfortjent afbræk fra hverdagen og et opmuntrende møde med KFS-fællesskabet for fire lejrdebutanter.

Af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationsmedarbejder i KFS, dorthea@kfs.dk

For nogle er fire dage med bibeltimer, gode snakke og sovesale efter et par års deltagelse blevet rutine, og for andre er det første gang, de stifter bekendtskab med Påskelejrs lange madkøer, herlige lovsang og gode forkyndelse.

Det gjaldt blandt andre Tikva og Thomas, der til dagligt går på Det Kristne Gymnasium, og Mette og Hannah, der havde skiftet Tønder Gymnasium ud med Skanderborg i et par dage. De fire kender hinanden lidt på kryds og tværs, og de beskriver deres første møde med Påskelejr som ”fedt!”. Særligt det med at opdage, hvor stort et fællesskab, de er en del af i KFS. ”Det har været mega fedt at være afsted og være så mange kristne unge og bare kunne mærke et kæmpe fællesskab i det,” fortæller Mette.

Hun oplever, at de andre KFS’ere er meget åbne, og at der hele tiden er noget at lave og nogle at hænge ud med. Hun og Hannah kendte ikke så mange andre KFS’ere, før de tog afsted, men det er der lavet om på nu: ”Vi tog hjemmefra og tænkte, at det kunne være sjovt, hvis vi lige fik snakket med én ny person. Og vi har måske snakket med 10-20 stykker i hvert fald. Der er meget mulighed for bare at joine,” fortæller de.

Umuligt at nå det hele De fire gymnasieelever er enige om, at programmet på årets Påskelejr næsten er for godt. Det er proppet med bibeltimer, seminarer, aftenmøder, lovsang, aktiviteter som sport og krea-værksted, og events som åben scene, auktion og koncert. Der sker så meget, at man ikke kan nå det hele – men de anerkender også, at det er lidt af et luksusproblem.

De har blandt andet været til seminarer om forskellen på LM, IM og Oase, om tjenestedeling, om stress og præstationskultur og om trosforsvar. Seminaret om, hvad man kan gøre hvis en ven falder fra troen, bliver også fremhævet. Et emne, som gymnasieeleverne var glade for at få italesat. Det skal nemlig ikke være et tabu at være i tvivl om sin tro, for alle tvivler på et eller andet tidspunkt, er de enige om.

For Thomas har det været fedt at bruge sin påskeferie på noget andet end at holde fest, hvilket ellers er en gængs aktivitet 38

KFS-NYT

for gymnasieelever, der holder fri. ”Her kan man være fjollede og skøre sammen på en anden måde og være sammen om fx at spille volley og ’sæt halen på æslet’.”

”Og hvad så nu?”

Sådan lød temaet på årets Påskelejr. Både bibeltimer og aftenmøder tog udgangspunkt i Apostlenes Gerningers beskrivelser af den første tid efter Jesu død, opstandelse og himmelfart og særligt Paulus’ omvendelse og mission. Om hans kald til at dele evangeliet, og om den modstand, han blev mødt af, når han ihærdigt fortalte om Jesus. Beskrivelser af en virkelighed, der ligger tæt op ad vores i dag. Hvor vi er kaldet – og opmuntret – til at dele vores tro, men også møder modstand fra den verden, vi befinder os i.

Og hvor Helligånden både skubber og leder os i den udfordrende opgave, det er at gøre Jesus kendt. For evangeliet gælder også os, og i sidste ende er det Gud, der forvandler de mennesker, vi fortæller om ham. Og hvad tager gymnasieeleverne med? ”Især det der ’words and work’,” siger Hannah. Hun henviser til den engelske studenterevangelist Michael Ots’ tale til aftenmødet mandag. Hans pointe var, at vi skal fortælle om Jesus i både ord og handling. ”Det handler ikke kun om at snakke meget om, at du tror.

Og du kan heller ikke bare leve som kristen og så regne med, at det gør andre til kristne. Det handler om en blanding af det.” ”Det har jeg også tænkt over flere gange,” supplerer Tikva. ”Det har virkelig sat sig fast.”

Et boost til troen Påskelejr er i det hele taget et godt afbræk fra hverdagen – et afbræk, der vil blive savnet, når ferien er slut, og skole og afleveringer vender tilbage på to do-listen. ”Vi har jo en gymnasiehverdag med lektier og afleveringer og ting, der fylder,” siger Tikva. ”Her er alt det sat til side, og det er virkelig ikke noget, man går og tænker over. Men man har plads til at fordybe sig i Bibelen og Guds ord på alle mulige måder. Og det er vildt fedt, at man bare kan få det ind virkelig intenst. Jeg håber også, det kommer til at have indflydelse på ens hverdag, når man kommer tilbage. At man lige får sådan et boost til at tænke over, at der er noget her, som virkelig er vigtigt, og som man lige skal have med i hverdagen også.”

KFS’ generalforsamling 2025: Søndag på Påskelejr blev KFS’ årlige generalforsamling afholdt.

Formand for bestyrelsen, Per Ladekjær, sagde farvel efter otte år som formand for bestyrelsen. Han har tidligere også været bestyrelsesmedlem i en treårig periode. Generalforsamlingen bød desuden på valg til syv af bestyrelsens 15 pladser, fremlæggelse og godkendelse af regnskabet fra 2024 og budgettet for 2025, tilbageblik på det foregående år samt et par ord om det kommende. Der blev også stillet gode spørgsmål fra en engageret forsamling. Den nye bestyrelse kan findes på vores hjemmeside, og den vil også blive præsenteret i næste nummer af Til Tro.

KFS-NYT

39

Her kunne din artikel have været ...

Fat mod, du får en chance mere.

40

TEMA

TEMA

41

Krydsord 18 3

9 7

17

12 16

4

13

2 8

5

6

9

3

1 19

14

15

5

8 10

1. Kendt prædikant, der drog til Nineve ad omveje.

2. "Undskyld, herre! Vi har været her engang tidligere for a ....." 1 Mos 43 3. "Undskyld mig, Herre, send dog en .....!" 2 Mos 4 4. Temaet for sidste Til Tro-nummer 5. "De har altså ingen ............" Rom 1 6. Forfatteren bag artiklen om skriftemål 7. "Jeg glemte, at jeg ikke allerede var der" er en rimelig .. undskyldning 8. Kasper Bergholt: "Gud er på alle måder en ........"

9. "Is it too .... now to say sorry?"

10. Hvor flygtede Moses hen, da han havde slået en egypte ihjel?

11. Udgivet af Forlagsgruppen Lohse: Undskyld på 5 .....

12. ApG 20. Hvad var der en hel del af i salen, hvor Paulus samtaler?

13. Hvad brugte dommeren Shamgar til at slå sekshundred filistre ihjel?

14. Temaet for Påskelejr 2025: "Og .... så nu?

15. KFS' (relativt) nye podcast: "Verdens ......... Bog" 16. Hvilket ord brugte Lars Løkke Rasmussen om de sager, har belastet Danmarks forhold til Grønland?

17. KFS' lejr i august for studerende og sabbatister.

18. Hvor bor Rebecca, der har skrevet andagten i dette bla 19. Hvad er fiskene, der figurerer i Claras artikel?

20. Anja: Hvis en undskyldning ikke er oprigtig, beder man

1

4

6 20

11

7

2

1

2

3

4

5

6

7

8

9

Created with XWords – the free online crossword puzzle generator https://www.xwords-generator.de/en

1. Kendt prædikant, der drog til Nineve ad omveje 2. "Undskyld, herre! Vi har været her engang tidligere for at købe ....." 1 Mos 43 3."Undskyld mig, Herre, send dog en .....!" 2 Mos 4 4. Temaet for sidste Til Tro-nummer 5. "De har altså ingen ............!"

Rom 1 6. Forfatteren bag artiklen om skriftemål

42

I TIDEN

7. "Jeg glemte, at jeg ikke allerede var der" er en rimelig ..... undskyldning 8. Kasper Bergholt: "Gud er på alle måder en ......"

9. "Is it too .... now to say sorry?"

10. Hvor flygtede Moses hen, da han havde slået en egypter ihjel?

11. Udgivet af Forlagsgruppen Loshe: Undskyld på 5 ....

12. ApG 20. Hvad var der en hel del af i salen, hvor Paulus førte samtaler?

13. Hvad brugte dommeren Shamgar til at slå sekshundrede filistre ihjel?

14. Temaet for Påskelejr 2025: "Og .... så nu?

15. KFS' (relativt) nye podcast: "Verdens .......

Bog" 16. Hvilket ord brugte Lars Løkke Rasmussen om de sager, der har belastet Danmarks forhold til Grønland?

17. KFS' lejr i august for studerende og sabbatister 18. Hvor bor Rebecca, der har skrevet andagten i dette blad?

19. Hvad er fiskene, der figurerer i Claras artikel?

20. Anja: "Hvis en undskyldning ikke er oprigtig, beder man om..."

KFS-leder:

Gejsten lever i KFS – og den skal understøttes med nye stillinger Af Rasmus Vævest Nymann Eriksen, konstitueret formand for KFS’ bestyrelse, rasmusnymann1@gmail.com

I skrivende stund er jeg netop kommet hjem fra Oplægsfestival i København, hvor flere KFS'ere holdt en lang række oplæg for studiekammerater og nye venner. Oplægsfestivalen er en del af eventugen Perspektiv, som i år ligger kun lidt over en uge efter påske.

I påsken havde vi Påskelejr med seminarer, spil, sermoner (latinsk ord for taler, som starter med s), sport, samtaler og så videre. Samtalerne kunne have handlet om de nyeste afsnit i podcasten ”Verdens vigtigste bog”, der udkom før påske, hvor det også blev offentliggjort, at KFS laver en linje med Luthersk Missions Højskole, hvor vi desuden afholder lejr i efteråret.

Man kan dog komme på lejr allerede i maj, hvor sportslejren Bevæget finder sted. Efter maj er skoleåret næsten slut, og der har været et utal af lokale KFS-grupper og KFS'ere, som har lavet alverdens ting på deres gymnasier. Gymnasier, som måske har fået besøg af de seje volontører.

Kort sagt, Gud har velsignet KFS, så der sker en masse (her er kun nævnt en brøkdel), og hvis man skal have det hele med, så skal man løbe stærkt. Derfor udvider vi også medarbejderflokken med to nye til sommer.

Jeg ser flere grunde til de ansættelser, men nogle væsentlige kommer fra et oplæg om bevægelser, jeg hørte for nogle år siden.

Bevægelser kan siges at have fire livsfaser. I den første fase begynder nogle mennesker at have gejst for en idé (fx at kende Jesus og gøre ham kendt), og de gør noget for, at ideen skal ske. Men fordi man ikke er organiseret, går tingene nogle gange galt.

I første fase har man en bevægelse, men ikke en organisation. I anden fase opbygger man organisationen samtidig med, at man beholder ideen. Her sker det fantastiske, at man både vil og kan mere. I den tredje fase har man tabt ideen, og bevægelsen er blevet til en organisation, der arbejder videre som en maskine uden ånd eller, sagt på tysk, uden gejst. Over tid dør organisationer af dette. Heldigvis findes den fjerde fase. I den fjerde fase genopstår ideen, og organisationen får nyt liv og bliver igen en bevægelse og springer tilbage til fase et eller to.

Alle organisationer, KFS inkluderet, vil ramme ind i fase tre, og det vigtige er, at man hurtigt genopdager ideen. Det kræver, at man giver sig tid til det. Det skifter selvfølgelig individuelt og geografisk, så måske du ikke genkender det, men jeg har en klar oplevelse af at KFS overordnet er i fase to.

Derfor er det vigtigt at styrke organisationen, for at vi kan mere, for vi vil nemlig mere. Dét er det, den nye nationale leder skal. Vores daglige ledelse løber stærkt for at følge med, men der er brug for mere. En ansat, der rejser rundt i hele landet for at

understøtte konsulenter og volontører og samtidig planlægger nogle nationale lejre, vil løfte kerneopgaven. Samtidig skal ledelsen have tid til at spørge: Hvordan kender vi Jesus og gør ham kendt?

Odense skal også have en studentermedarbejder. Det kan være svært at holde fanen højt og gejsten oppe, når man er få, som vi er på Danmarks tredjestørste universitet. En studentermedarbejder kan være en ressource, som kan give plads til, at ideen om at kende Jesus og gøre ham kendt kan vokse på SDU. I KFS vil vi meget mere, vi vil kende Jesus og gøre Jesus kendt, og mulighederne vokser frem. Derfor vil jeg slutte med en opfordring til bøn, som Jesus gav sine disciple: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matthæusevangeliet kapitel 9, vers 37-38).

I TIDEN

43

“”

“En Gud, der kun kender til nederlag, er et dårligt budskab. En Gud, der kun kender til sejr, er et farligt budskab.”

Kasper A. Bergholt i “Undergud” Side 32

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

44

Hvad går pengene til? At flere studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt!

Ja, hvad går pengene til? KFS-arbejdet i Grønland for eksempel.

KFS-konsulenter. Støtte og ressourcer til KFS-fællesskaber. Store og små KFS-lejre. Listen er lang, men i virkeligheden kan det siges meget simpelt – at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Dét er den røde tråd og vision, Gud har lagt os på sinde. Og dét kald, vi ønsker at være med til at lede KFS’ere ind i. Tak for din støtte og forbøn for arbejdet!

45