Page 1

3. kvartal · 2016 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

+ Gymnasietro får fuld plade, boganmeldelse side 14

+ Frygtens politik, kommentar side 9

+ At lykkes midt i krav, kaos og karakterer, Longread side 8

+ Når os, der tror på Gud, byder Velkommen til København, side 22


at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9544-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvars­ havende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i retorik Ida Esmarch Pedersen Stud.med. Janus Rønn Lind Stud.theol. Louise Høgild Pedersen Stud.mag. i retorik Malene Iversen Stud.mag. i dansk og religion Mathias Anker Kure Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen, Henrikelias.dk Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2


Indhold kfs

Tema 04

Fra redaktionen

05

Portræt: Rasmus Dysager

08

Longread: At lykkes midt i krav, kaos og karakterer

Faste

06

Kære videregående studerende...

07

Anna-Kathrine er stoppet i KFS

07

Anna sætter flygtninge og næstekærlighed på dagsordenen

15

Discipletræf 2016: Kom med på vandringen

15

Studielivskonference: Radikal tro

22

Når os, der tror på Gud, byder Velkommen til København

33

Sekretariatet vil arbejde teambaseret

33

Ny medarbejder: Serviceøkonom ansat på sekretariatet

14

Bøger: Gymnasietro

16

Reflektion: O tid, o tid

20

Kommentar: Frygtens politik

35

Assist: Studerende hjælper i Hillerød

18

"De kristne er verdensfjerne"

24

Bristet 34

Bøger: Duften af Edens Have

35

STiK: Undervisningen pegede på Jesus

30

Babel: Gudskontrol og Guds nedstigning

39

KFS-leder: Den nødvendige frelse

43

Konkurrence: Skriv en sang

Kirken har et ansvar for klimaet

40

Bevar branden

43

Vi har justeret målsætningen

36

3


Fra redaktionen:

Kære læser. Efteråret og studiestart har ramt os, og måske du ligesom mig har en del om ørene de næste par uger. Jeg håber, at Til Tro kan blive en lille oase for dig midt i introtimer, kursusplaner og voksende bunker af hjemmearbejde. Inden du fordyber dig i skribenternes tanker og budskaber, har jeg lyst til at dele nogle strøtanker med dig om temaet. Et godt tema er en forudsætning for et godt og alsidigt magasin, og temaet Ambitiøs synes jeg netop både er relevant og rummer flere facetter. I planlægningen af dette nummer blev det hurtigt tydeligt, at nogle i redaktionen havde en overvejende positiv forståelse af ordet, og andre havde en overvejende negativ forståelse. Som jeg ser det, er ambitioner gode. De kan give gejst, retning og mening. Uden ambition kunne vi ligeså godt lade være. Ambitiøs er naturligvis blot en afledning af ordet ambition, men alligevel har det en anden klang. Vi kan godt være ambitiøse uden at have ambitioner. Ordet ambitiøs bliver derved afkoblet bevidste ambitioner og i stedet synonymt med en permanent og blind stræben uden egentligt mål. Når vi er konstant ambitiøse uden at gøre os klart, hvad målet er, og for hvem det er til gavn, tror jeg, at det ambitiøse bliver usundt. I de artikler, du har foran dig, kastes der både lys over de målrettede ambitioner, som kan give indhold til livet, og det pres en ambitiøs indstilling kan udvikle sig til. Kirsten Grube Juul fortæller i artiklen ”Kirken har et ansvar for klimaet” om sin ambition om at leve et liv, der kan bidrage til genoprettelsen af en brudt jord. For hende har det konkret udmundet sig i et valg om at blive vegetar, men hendes ambitioner strækker sig også til at omfatte hele kirkens ansvar i klimakampen. Når jeg læser om Kirstens drømme, synes jeg, at ordet ambitiøs får sit indhold og sin styrke tilbage. En anden vinkel på temaet, som har sat tanker i gang hos mig, er Peter Legarths personlige fortælling om at blive ramt af sygdom og derfor forstyrret i sine ambitioner. Når man selv brister, kan troen også komme til det, men for Peter har hans sygdomsforløb også ført til en erkendelse af troens mange udtryk – deriblandt at klage, græde og stille en almægtig Gud til ansvar for de trængsler, vi møder. Når hverdagen opbygger sine rutiner på ny, kan vi også blive lullet ind i selvfølgelige prioriteringer. Her har en række artikler om ambitioner sin berettigelse. Jeg har et håb om, at disse artikler med forskellige vinkler på temaet vil få dig til at reflektere over dine egne ambitioner, og hvordan disse harmonerer med din dagligdag. God læselyst og god hverdag. På vegne af redaktionen Mathilde Mølgaard

4


Portræt Rasmus Dysager 25 år Sygeplejestuderende Bor i København

Hvorfor har du valgt at læse til sygeplejerske? Jeg begyndte på uddannelsen, fordi jeg så det som et springbræt til at blive paramediciner og køre ambulance. Nu er jeg snart færdiguddannet og er blevet bidt af sygeplejefaget. Jeg får en helt unik adgang til virkelige menneskers inderste tanker og drømme og har mulighed for at støtte dem midt i sorg og lidelse. Det er virkelig spændende. Hvorfor har du valgt at tro på Jesus? På en måde har jeg faktisk ikke valgt at tro på Jesus. Det er bare noget, jeg gør. Jeg har tillid til, at det, der står i Bibelen, er Guds ord. Omvendt vælger jeg hver dag at tro og efterleve det, jeg tror på. Jeg væl­ ger at tro, fordi jeg oplever at kende Gud, og fordi jeg med al den erfaring jeg har, er overbevist om at Gud eksisterer, og at Bibelen taler sandt. Har du ambitiøse mål for dit liv? Jeg er ret vild med tanken om at leve ambitiøst, og jeg tror egentlig, at der er mange måder at være ambitiøs og vedholdende på. En af mine store drømme er at bringe mening og betydning ind i almindelige menneskers liv. Der er ikke meget, som overgår en betydningsfuld samtale, hvor tårer presser på som et tegn på, at noget dybt er rørt. Jeg synes, det er ambitiøst at forsøge at give og få sådanne samtaler, samtidig med at det er noget som af til bare kommer, som om det er givet fra oven. En anden og mere konkret drøm er at sejle jorden rundt i en sejlbåd. Jeg tror, det bunder i en længsel efter at løsrive mig fra alt det forventelige. Det kræver vedholdende planlægning og træning at opnå den drøm. Det koster både tid og penge, men jeg er villig til at betale prisen, for jeg vil derud

hvor jeg ikke har været før. Ud på havet, hvor jeg ikke kan bunde. Ud hvor der den ene dag er store psykiske og fysiske strabadser, og hvor der den næste dag er så stille og fredfyldt, at mine tanker og bønner kan udfoldes. Er dit liv altid præget af ambitiøse mål og tanker? Ærligt talt, så rammer oplevelsen af at være uambi­ tiøs mig dagligt. Jeg har høje forventninger til mig selv og verden omkring. Ofte bliver de ikke indfriet. Det betyder, at jeg ofte tænker, at jeg ikke gør det godt nok. ”Hvis jeg havde taget mig mere sammen, kunne jeg have gjort det bedre. Hvis jeg havde pri­ oriteret min tid anderledes havde jeg været mere effektiv.” Det er hårdt at erkende, at ens handlinger ikke levede op til forventningerne. Det lykkes mig af og til ”at lære af det”, men andre gange bliver det ubærligt, og jeg trækker mig selv ned i mismodet, fordi jeg mislykkedes. Det er en kæmpe skuffelse at ville være perfekt, men ikke at være det. At satse på noget og ikke opnå det. Hvad gør du, når du rammes af de tanker? Jeg søger Gud, for hos Gud kan jeg være den, jeg er, mig selv. Gud har jo gennemført en virkelig ambitiøs plan, netop for at jeg kan være hos ham. Han er den fuldkomne kærlighed. Derfor fordri­ ves min frygt, og jeg finder frihed i samværet med ham. Dette giver, sammen med at Gud ønsker, at jeg lytter efter ham og handler derefter, en skøn dobbelthed af frihed og betydning. Jeg nyder vir­ kelig at være barn af Gud. Han har været ambitiøs på mine vegne og samtidig opmuntrer han til gode ambition­er. Jeg kan altid komme til ham, som jeg er, elsket af ham. Det er ægte frihed.

5


Kære videregående studerende… Troede du, at du mistede KFS, da studenterhuen kom på hovedet? Bare roligt. Vi er her også for dig i resten af dit studieliv. KFS har en masse aktiviteter for studerende. Ud over de årlige lejre Påskelejr, Assist og Studielivskonference, er hundredevis af videregående studerende aktive i KFS-arbejdet i de større byer. Og du kan være med. Fx …

... i Aarhus

… i København

Aarhus storKFS er et stort kristent fællesskab for alle studerende på videregående uddannelser i Aarhus. Vi mødes de fleste torsdag aftener i Studenterhuset på Universitetet til spændende oplæg om den kristne tro med masser af plads til diskussion og mulighed for at stille alle de sværeste spørgsmål, man kan komme på. Der er også mulighed for at mødes i mindre fællesskaber med mere rum til personlig fordybelse i sin tro og dybere samtaler i tættere relationer. Ud over dette mødes vi også til masser af sociale arrangementer, og så lægger vi også mange kræfter i at lave events, der er relevante for vores studiekammerater. www.facebook.com/AarhusKFS/

Hvis du er studerende, og har lyst til at være med i et studenterfællesskab på tværs studieretninger og kirker, er KFS København et oplagt sted at kigge forbi. Vi mødes 25-50 studerende hver mandag – som regel i Fredens Kirkes lokaler på Østerbro – og vi begynder semestret allerede på mandag den 22. august Se programmet: www.kfskbh.dk Følg vores Facebook side: www.facebook.com/kfskbh Find ud af, om der er studiestedsgruppe på dit studiested: www.kfskbh.dk/studiestedsgrupper/ Ring! Skriv en mail! Skriv på Facebook! Kom forbi KFS-kontoret! (Ryesgade 68) Vi glæder os til at møde dig.

... i Aalborg Vi har i øjeblikket ingen lokalforening for videregående studerede i Aalborg. Du kan dog sagtens være med i KFS og møde andre kristne studerende, hvis du studerer i den nordlige universitetsby. Kontakt Jan Pahus Nissen, der er KFS’ sekretær i Nord. Han bor selv i Aalborg, og han vil hjertens gerne fortælle mere og også høre på dine idéer. Der er løbende flere andre KFS-initiativer for videregående, som du er mere end velkommen til at tage del i. www.facebook.com/AalborgKFS KFS-sekretær Jan Pahus Nissen, 26 23 35 42, jan@kfs.dk

6

… i Odense Vi mødes hver torsdag i Sankt Hans kirkes menighedshus klokken 19.30. Gruppen er på cirka 15 og er en hyggelig og overskuelig gruppe, der brænder for at styrke vores forhold til Jesus og forholdet til hinanden. I efteråret er temaet ’Udfordringer’, hvor vi skal have oplæg og snakke om fx Døden, Bibelens relevans og Videnskab vs. Tro. Odense KFS håber meget at se dig, og vi glæder os enormt meget over, at du har valgt vores dejlige by. www.facebook.com/OdenseKFS


Anna-Kathrine er stoppet i KFS Af JJJ

Anna-Kathrine Thunbo Pedersen stopper i KFS efter at have været med til at implementere medlemsdemokratiet og styrket indsamlingsindsatsen i KFS. Da KFS i 2012 valgte at ansætte en dialogsekretær med de ekstra omkostninger til lønninger, der var forbundet med det, blev Anna-­ Kathrine Thunbo Pedersen ansat i en fire måneders projektstilling for at arbejde med givertjeneste i KFS. Det viste sig, at Anna-Kathrine havde mange ting at byde ind med i KFS, og hun blev derfor ansat i en halvtidsstilling. Denne stilling er løbende blevet udvidet – blandt andet i forbindelse med beslutningen om at gøre KFS til en medlemsorganisation, hvor Anna-Kathrine blandt andet har arbejdet med at informere og rekruttere medlemmer og har stået for at gennemføre generalforsamlinger.

”Anna-Kathrine er alsidig og har en bred erfaring. Det har været en gave for KFS. Hendes hjerte for studerende og hendes omhyggelighed har skabt mange positive ringvirkninger, og de vil påvirke KFS i mange år fremover,” fortæller sekretariatsleder Lars Bjerregaard. Hun er fra september blevet ansat i Indre Mission som indsamlingskonsulent.

Praktikant:

Anna sætter flygtninge og næstekærlighed på dagsordenen

I midten af august begyndte Anna Kiel Rughave i praktik i KFS. Hendes hovedprojekt bliver at lave et stort event i Aarhus. Læs hendes egen præsentation her.

Hej jeg hedder Anna. Jeg bor i Aarhus sammen med min mand Esben, og hvor jeg er kandidatstuderende ved idéhistorie og historie. Jeg har fået lov til at bruge mit 9. Semester på at være i praktik hos KFS, og jeg har glædet mig helt utroligt meget til at komme i gang. Jeg elsker KFS og har siden min gymnasietid været en del af KFS, både som KFS’er, LTC’er, volontør i nord og som en del af ledergruppen i StorKFS i Aarhus. Jeg brænder for KFS’ arbejde, og jeg mener, KFS er en vigtig stemme ind i den akademiske verden og i samfundet generelt. Jeg håber, at mine akademiske evner og min brand for at diskutere livets store spørgsmål og kristendommens budskab, værdier og relevans i samfundet i dag kommer til at præge de opgaver, jeg skal varetage i min praktik i KFS. Mit daglige arbejde kommer til at være en del af det daglige arbejde på sekretariatet og på LTC, hvor jeg skal undervise. Derudover kommer jeg til at være leder på Discipeltræf, hvor jeg blandt andet skal holde seminar om Den syriske flygtning, Kierkegaard og næstekærlig­ hedens radikalitet. Mit store selvstændige projekt bliver arrangere et større event i Aarhus, som også kommer til at omhandle næstekærlighed, flygtningekrisen og kirkens rolle i det. Hvad min praktik i KFS ellers kommer til at byde på bliver spændende at se. Måske ses vi? Jeg takker i hvert fald for den mulighed, KFS har givet mig til at afprøve mine evner og blive dygtigere, og jeg håber også, at KFS kommer til at få stor glæde af mig og mit arbejde.

7


Longread:

At lykkes midt i

krav, kaos og karakterer Ingen generation har før været mere ambitiøs. Ragnhild er ambitiøs. Skole og lektier kommer i første række, men kravene har til tider været for store for hende. Troen giver hende hvile og retning gennem kaosset. Af Eskil Lyngsøe Poulsen, journaliststuderende, eslypo@gmail.com

Alt for mange vil strække sig alt for langt. Vi er mere ambitiøse end nogensinde før, og de fleste unge vil ikke nøjes med at blive lønmodtagere. En under­ søgelse viser, at halvdelen af alle unge i 20’erne vil være ledere med ansvar og magt over ansatte. Samtidig har hver tredje i samme aldersgruppe på et tidspunkt kæmpet med selvmordstanker. Meget tyder på, at vi i kampen for det bedste gennemsnit, det flotteste CV og den højeste stilling går på kom­ promis med egne behov. Gymnasieelever står midt i en myriade af muligheder og tilbud, og det er netop i gymnasie­ årene, mange af grundstenene for det videre liv bliver lagt. 8

I slutningen af maj møder jeg Ragnhild Wibe Nielsen, som går i 3.g på Århus Statsgymnasium. Hun er netop i gang med sin sidste eksamens­ periode, og den kan gå hen og få indflydelse på, hvad hun senere i livet skal lave og studere. Hun er selv ambitiøs, og hun genkender billedet af sin ambitiøse årgang. ”I denne generation handler det om at udrette, handle, gøre en masse og opnå noget ypperligt. Vi regner med at ende helt oppe i skyerne. Det, der går galt, er, at vi slet ikke overvejer, for hvis gavn og for hvis skyld det er,” siger hun. Den 20-årige 3.g’er mener, at det handler om at finde balance. Alle kan have et mål om at udrette noget og en ambition om at gå en bestemt vej, men Ragnhild spørger ofte sig selv, hvad det gavner. Hvad er egentlig formålet med ambitionerne, kra­ vene og livet?

Nogle gange bliver det for meget ”Karakterer betyder alt for meget for mig,” siger hun og fortsætter, ”det er sindssygt vigtigt for mig


9


I denne generation handler det om at udrette, handle, gøre en masse og opnå noget ypperligt. Vi regner med at ende helt oppe i skyerne. Det, der går galt, er, at vi slet ikke overvejer, for hvis gavn og for hvis skyld det er.

at kunne sige til mig selv efter at have skrevet en opgave eller været til en mundtlig eksamen, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Det betyder meget for mig, og det betyder for meget for mig,” siger hun. Ragnhild kan godt lide at gå i skole. Hun er dygtig, og det ved hun godt selv, men de gode karakterer er ikke bare kommet til hende. Det har krævet hårdt arbejde at leve op til sine egne krav. Efter nogle år på fri- og efterskole glædede hun sig meget til at starte på gymnasiet i 2013. Hun glædede sig til det sociale, til at komme i gang med at ...vi kommer let til at lære og til at få struktur forveksle ambitioner på hverdagen, og hun var indstillet på at prioritere med krav skolen højt. Hurtigt fik hun det godt i klassen, og hurtigt fandt hun ud af, at skolen ville komme til at fylde meget i hendes liv. ”Skolearbejdet er altid kommet først, så prioriteringerne har nogle gange været skøre, og det måtte jo gå skævt. Jeg har brugt meget tid på skolen, og jeg er den type, der laver mine lektier med det samme, jeg kommer hjem fra skole. Nogle gange har det vir­ kelig været for meget,” siger hun. Ønsket om at gøre det godt i skolen fylder meget for den aar­ husianske gymnasieelev, men på trods af store krav til sig selv, ved hun endnu ikke, hvad hun senere vil bruge sin studenter­ eksamen til. ”Jeg kunne forestille mig, at jeg skal gå på universitetet, og jeg er fuldstændig sikker på, at det bliver noget inden for huma­ niora. Det er der, jeg ved, jeg kan bevæge mig, men jeg overvejer mange forskellige ting. Jeg er gået fra arkitektskolen til noget 10

mere traditionelt som religionsvidenskab eller lignende, så jeg er lidt over det hele,” siger hun. Efter gymnasiet venter et væld af muligheder, og det er især det, der gør valget så svært, mener Ragnhild. Lige nu kan det føles som om, hun skal tage stilling til hele sit videre liv, når hun tænker på fremtidig uddannelse. Denne usikkerhed er med til at gøre, at gennemsnittet på eksamensbeviset bliver endnu vig­ tigere for hende.

Livet er en ambition Ambitiøs er man, hvis man har et stærkt og vedholdende ønske om at opnå noget attraktivt, men svært tilgængeligt, siger Den Danske Ordbog, når man slår ordet ’ambitiøs’ op. Ragnhild mener, at vi let kommer til at forveksle ambitioner med krav. De krav, vi bliver stillet fra familie, politikere, uddan­ nelsessystem og ikke mindst os selv, kommer vi ofte til at se som ambitioner, og det, synes hun, er ærgerligt. For hende handler krav om at udrette, men ambition handler om noget andet og større. Det at gøre sig umage i skolen ser Ragnhild ikke som en ambition, men som et krav, hun selv og skolen har til hende. Ambition er noget højere, noget større end det vores omgivelser har af krav til os, mener hun. ”Man kan altid udrette igen og igen og igen, og man kan altid gøre det bedre. Derfor ser jeg ambition som et udtryk for, hvilken vej jeg kan rykke mig. Jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis mine krav til mig selv, fx her i eksamensræset, var en ambition. Det er ikke det værd,” siger hun. Til gengæld bruger Ragnhild gerne store ord om ambition.


”Livet er en ambition. Det vil jeg godt kalde det. Næstekær­ lighed er en ambition, det handler ikke om at gøre det på den rig­ tige måde, men det giver mening,” siger hun og fortsætter, ”jeg ser ambitionen som en retningslinje i livet. Ambition betyder ikke, at jeg om 20 år står det rigtige sted og har en perfekt familie og et godt job. Det handler mere om at have en retningslinje at gå efter, som giver mening for mig selv og for folk omkring mig,” siger hun.

Hvad er egentlig vigtigt? Penge og prestige er attraktivt, og vejen til dette er i manges øjne uddannelse. Den tidligere regering lancerede i sin tid en plan på uddannelsesområdet, som skulle sikre en række mål frem mod år 2020. 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdoms­ uddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og 25 procent skal have en universitetsgrad. Nu er det så op til de unge at få planerne til at lykkes. Det handler om fremdrift og høje ambitioner. Det har Ragn­ hild, men hun fortæller også, at skole, krav og karakterer nemt bliver for meget for hende. Hun har et mekanisk behov for at lave sine lektier, og det er et behov, hun føler sig nødt til at stille. For sin egen skyld. ”Jeg ved, at jeg er god til at skolearbejdet, til at strukturere og have styr på tingene, og det kommer jeg til at leve i, fordi jeg ople­ ver kontrol og succes med bare at køre afsted i det. Så bliver det hele blandet sammen, og nogle gange kan jeg køre afsted uden at tænke mig om. Det virker helt mekanisk” siger hun. Det kan være svært at se problemerne, mens man er i dem, og som Ragnhild beskriver det, kommer hun ofte til bare at bul­

dre afsted i et kaos af afleveringer, krav og karakterer, og går det galt for hende, kommer det som regel uventet. ”Det er ikke én bestemt aflevering eller én hård eksamen, der udløser det. Når det lige så stille går opad, opdager man jo ikke, at der er noget galt. Det kommer bare ud af min hverdag og ud af det, jeg plejer at gøre. Det er lidt uhyggeligt,” siger hun om det at blive presset af sine egne og omverdenens krav til hende. Den snarlige student mener ikke, at man altid kan kon­ trollere, hvad der er vigtigt i hverdagen, og nogle gange bliver noget bare førsteprioritet. Det skete for hende med skolen, og derfor tror hun, det er vigtigt, man overvejer sine prioriteter. ”Jeg har ikke et gyldent svar på, hvordan man tackler stress i studielivet, men for mig virker det at spørge mig selv: ’Hvad er det egentlig, der er vigtigt i livet?’”

12-tals pigens himmelske ambitioner Ragnhild fremhæver flere elementer i livet, som giver hende mening, og som giver hende en retningslinje at følge, og gen­ tagne gange vender hun tilbage til sin kristne tro, som ifølge hende selv giver svar på, hvor hun er på vej hen, og hvad hun skal med ambitionerne, kravene og livet. Den kommende student har været kristen så længe, hun kan huske, og troen har stor betydning for hendes liv og for de ambitioner og håb, hun har. Når hun fortæller om, at hun gerne vil gøre en forskel for mennesker, er hun overbevist om, at det er hendes tro, der drager hende til det. Men troen kan også være svær at få til at harmonere med et gymnasieliv med ambitioner om 12-taller og tårnhøje krav. 11


”Nogle gange har jeg måttet undskylde over for mig selv og sige: 'Det er okay, at skole betyder så meget, og at det har alle disse konsekvenser', men det er noget, jeg kan finde ud af, og så må jeg tro på, at det giver mening, for jeg ved, at Gud har givet mig evnerne. Jeg tror på, at det, jeg kan som men­ neske, og det, jeg kan finde ud af, kommer fra min Gud. Det giver mening,” siger Ragnhild. Da jeg taler med Ragnhild, er der kun et par uger, til hun springer ud som student. Hun er blandt de 95 procent af sin årgang, som får en ungdomsuddannelse, og det er slut med lektier, mødetider og eksamenslæsning. For en stund. Som mange andre skal hun ud at rejse, når studenter­ huen er pakket væk. Både Grønland, Filippinerne og New Zealand er med i overvejelserne, og hun ved endnu ikke, hvor rejsen skal gå hen, men lige som i skolearbejdet spørger hun sig selv, hvad og hvem sådan en rejse skal gavne. ”Jeg vil rigtig gerne, at det, jeg kommer ud at gøre de kommende år, har noget at gøre med min tro. Jeg vil gerne havne det sted, hvor Gud gerne vil have mig. Det vil jeg gerne, men jeg har egentlig også svært ved at forstå det, og jeg tror ikke, at jeg helt tør overgive mig til tanken,” siger hun.

Succesfuld hvile hos Gud Ligesom gymnasiehverdagen går op og ned, gør troen det også for Ragnhild, men den grundlæg­ gende retningslinje ændres ikke. Den handler for hende om at gøre en forskel for folk omkring sig og at fortælle dem om sin tro, men troen på Gud gør ikke, at hun får mindre fokus på karakterer og lek­ tier, tværtimod. ”Jeg tror på, at man skal gøre alt, hvad man kan i skolen og i livet, og så skal man være tilfreds med det. Men det har jo sådan set ikke så meget at gøre med troen, som mest fylder i mit møde med mennesker. Jeg vil gerne leve et liv, hvor det, jeg gør, er for Guds skyld, og det gør jeg især gennem næstekærligheden,” siger hun. Når Ragnhild har haft perioder, hvor skolen har været førsteprioriteten i livet, har hun ikke kunnet se andet end den, men når hun er kommet ud på den anden side af uoverskueligheden, er der

12

sprunget andre prioriteter frem. Så får hun øje på forholdet til sine medmennesker på en helt anden måde. ”Der er noget grundlæggende i kristendom­ men, der handler om at se udad i stedet for at se på mig selv, og det ska­ ber virkelig en konflikt. Jeg vil gerne leve et liv, hvor det, jeg Det handler ikke om, at gør, er for Guds skyld, og det gør jeg man ikke skal gå efter at især gennem næstekærligheden udrette en masse, men når vi har fået evnen til at udrette, så er det også fordi, det er noget, vi har fået givet. Jeg tror, det er vigtigt at stoppe op og spørge: ’Hvad giver mening? Hvad er det, der sker? Hvorfor gør jeg det her?’ Og så skal man bare stå tilbage med relationen til Gud, og så er det der, man kan finde svar,” siger Ragnhild. For mange unge i dag handler livet i bund og grund om at lykkes, blive til noget, få lederansvar. Vi kan have en ambition om at få den perfekte kernefamilie, om at tjene masser af penge, osv., og dette handler alt sammen om en søgen efter stabi­ litet og sikkerhed, mener Ragnhild. Det handler om at vide, hvor vi hører til, og hun synes, at det er en kæmpe gave, at hun som kristen kan finde roen i sin relation til Gud. ”Helt grundlæggende handler det ikke om at lykkes på jorden. Det at lykkes i livet handler om at opnå idealbillederne om rigdom og magt. Det er Succes for mig er, at jeg har den én forståelse af at lykkes, kæmpe gave, at jeg kan finde hvile at det handler om at få hos Gud succes,” siger hun og fort­ sætter, ”succes for mig er, at jeg har den kæmpe gave, at jeg kan finde hvile hos Gud,” siger hun. Ragnhild har fortalt, at uddannelse og præ­ station betyder for meget for hende. Hun er ambi­ tiøs. Hun har et stærkt og vedholdende ønske om at opnå noget attraktivt, men svært tilgængeligt, som ordbogen beskriver ordet, men hun tror på, at Gud har givet hende evnerne til at opnå sine ambi­ tion­er. Og når krav, kaos og karakterer tager over­ hånd i hendes liv, finder hun hvile ved at bede til Gud og læse i Bibelen. ■


Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har døgnvagt


Bøger:

Gymnasietro Rasmus Jonstrup Hansen Credo 2016 149,95 kroner Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com Den pudsige titel ’Gymnasietro’ er en reference til det mere anvendte ’barnetro’: den umiddelbare, til­ lidsfulde og uanfægtede tro på Gud. Den 21-årige, debuterende forfatter Rasmus Jonstrup Hansen fortæller med udgangspunkt i sin egen gymnasi­ etid om, hvorfor det er nødvendigt at vokse i sin tro – fra en barnetro til en gymnasietro. Ikke for at kassere barnetroen endegyldigt, men for at komme igennem gymnasiet med troen i behold.

Større ambitioner Men det stopper ikke her. Rasmus har nemlig et brændende og oprigtigt ønske om, at gymnasie­ tiden ikke bare bliver en tur i ødemarken, du skal overleve. Han har større ambitioner. "Nej, [Gud] ønsker, at du skal vokse i troen, som et træ, der vokser op og bliver større og stærkere. Han vil, at du skal lære Jesus endnu bedre at kende og blive endnu mere ligesom ham". Preach it, Rasmus!

Velkendt I min læsning af bogen var jeg flere gange hensat til min egen gymnasietid. Jeg lavede, hvad jeg des­ værre tror, er lidt af en klassikker: At finde ud af, at øl var lækkert, at festerne var sjovere, hvis jeg drak et par stykker, at det der med at være fuld måtte kunne gradbøjes og endte med at finde mig selv i et morads af facader og bedrag, hvor jeg på den ene side var KFS-formand og på den anden side drak mig fuld til festerne. Ikke for at ’lave en Adam’, men jeg var altså ikke alene om det. Vi var mange, som i større eller mindre grad levede et underligt dob­ beltliv og unægteligt ville have haft godt af en bog som Gymnasietro.

En tætpakket håndbog Rasmus sætter de vigtige emner på dagsordenen. Han ved, hvor han står, og er ikke bange for at sætte ord på det. Bogen indeholder et personligt, individuelt niveau, men også et fællesskabsorien­ teret niveau. Den er en brugbar håndbog, som kan

14

blive en afgørende hjælp for dig, som skal til at gå på gymnasiet eller gør det allerede. Der er momen­ ter, hvor de gode råd bliver for mange, og jeg kunne ønske, at Rasmus havde prioriteret kvalitet frem for kvantitet: "Vær en gruppe, hvor der er plads til alle typer: 3.g’ere og 1.g’ere; de hårde og de følsomme; dem, der har masser af venner, og dem, der ingen har. Vær en gruppe, hvor der er plads til at grine, men også at græde. Vær en gruppe, hvor man kan være sig selv." I det afsnit sad jeg en smule rundtosset med et ofte ubesvaret ’hvordan?’, som næppe er særligt opmuntrende, hvis man nu er en lille, hårdt prøvet KFS-gruppe. Men når det er sagt, er der virkelig mange, gode, konkrete råd, som balancer flot imel­ lem opmuntrende og udfordrende – og lad mig i særdeleshed fremhæve afsnittet om venskab!

Fuld plade For bogens anvendelighed, oprigtighed og mest af alt vigtighed giver jeg den fuld plade og de varme­ ste anbefalinger. Køb den, læs den, giv den til gym­ nasieelever, konfirmander, 8.-9.-klasser, KFS-grup­ per, forældre, søskende, præster og alt derimellem.


Discipeltræf 2016

Kom med på vandringen

I efterårsferien den 15.-19. oktober holder KFS Discipeltræf med temaet På Vej – en vandring med Gud. Af JJJ

I uge 42, hvor mange har efterårsferie, kan du opleve et af efterårets helt store højdepunkter. Her vil hundredevis af studerende mødes i Skanderborg for at være sammen med gamle og nye venner om at dykke ned i Bibelen, fejre fællesskabet og møde Jesus selv. Det er nærmere bestemt fra lørdag den 15. oktober til onsdag den 19. oktober. Temaet for Discipeltræf 2016 er ’På vej – en vandring med Gud’. Vi er alle på vej i livet og undervejs danner vi mange forskellige relationer. Nogle er for et langt stræk i vores liv, nogle er for korte etaper. Det kan være studiekammerater, familie, venner. Gud er også i relation til os gennem hele livet, og vi skal stille skarpt på, hvad det betyder for vores liv og relationer. Så gå med på DT16 med Gud og en masse gymnasiestuderende!

Udover alle de gymnasiale studerende kan du til aftenmøderne møde Thomas Frovin Christensen, som er lærer på Grejsdalens Efterskole og tidligere KFS-ansat, Bodil Kappelgaard, som er praktiserende psykolog i Aarhus, og Jan Pahus Nissen, som er KFS-sekretær i den nordlige del af Jylland. KFS’ (lidt) nye generalsekretær Christian Rasmussen åbner og lukker store scene, og søndag, mandag og tirsdag vil teologistuderende Søren Rønn undervise om formiddagen. Vi glæder os, og vi håber at se dig. Læs mere og tilmeld dig på discipeltræf.dk

Studielivskonference

Radikal tro Af JJJ

Den 21. - 23. oktober inviterer KFS, Kristeligt Forbund for Studerende, til Studielivskonference på LTC i Vejle. Visionen er at sætte studieliv på dagsordenen hos kristne studerende.

I weekenden i uge 42 løber KFS’ studielivskonference af stablen. Konferencen er for videregående studerende, og den handler om, hvordan studerende kan engagere sig med sin kristne tro på sit studiested. Temaet er i år ’Radikal tro’. Et tema vi har valgt i lyset af det sidste års debatter om religionsfrihed og retten til at tro i det danske samfund. 'Radikal' er i mange sammenhænge et ødelagt ord. Oprindeligt kommer ordet af den latinske rod 'radix', som også kan findes i noget så jordnært som ’radise’. Det betyder ganske enkelt rod eller rodfæstet. At være radikal er altså ikke andet end at være rodfæstet / have rødder. På talerlisten er blandt andet journalist og debattør Iben Thranholm, som holder oplæg under overskriften ”Frihed til at tro”. Teolog og generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt fortæller om ”Når tro kommer til udtryk”. KFS-sekretærerne Kristian Kappel og Hans-Christian Pettersson (HC) holder seminar, hvor de kommer med konkret inspiration til studiestedsengagement, og filosofistuderende Lars Sønderby tager fat i ”Moralen og dens relation til Gud”. Læs mere på kfs.dk/studieliv (OBS! Der er meget få pladser tilbage i skrivende stund)

15


Refleksion

O tid, o tid Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

"Jeg har aldrig haft det så travlt, som jeg har det lige nu." Tanken slog mig forleden dag. Det var forventet af mig, at jeg skulle sætte 12 timer af til den lektion, jeg sad og forberedte mig til. Mens jeg prøvede at feje tanken af vejen, blev jeg mindet om, hvor tit jeg har tænkt netop det. Da jeg startede i 1.g. Og igen da jeg startede i 2. og 3.g. Og senere da jeg prøvede at arbejde fuldtid. Pludselig kunne jeg høre tanken ræsonnere med ekkoet fra rigtig mange af mine venner og bekendte, som jeg også har hørt sige, at de aldrig har haft så travlt, som de har det lige nu. Fra mine tidligere studiekammerater, som er blevet færdige og er kommet på arbejdsmarkedet, til mine venner, som er blevet forældre. Jeg har sågar hørt, at det også er noget, nyudklækkede pensionister siger.

Tudefjæs Er vi allesammen bare nogle forkælede, utilfredse brokkehoveder, som altid har haft det for mageligt? Det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror, det er en naturlig, menneskelig mekanisme at blive ved med at fylde på, at avancere, at udvide sit netværk. Og jeg tror ikke, det er en entydigt negativ ting at gøre. Måske er det endda en måde at udfolde det bibelske princip om "at blive frugtbare og talrige og opfylde jorden" på, som Gud siger til de første mennesker i skabelsesberetningen. Men jeg ved, det ikke er et princip, der kan stå alene, og derfor er jeg sikker på, at det skal have konsekvenser for min måde at leve på. Spørgsmålet kommer måske lidt sent, men kender du det? Hvis du gør, synes jeg, du skal komme med på min lille refleksion.

Lav en liste. Er det ikke det, man siger? Det er jo den der klassiker, hvor al tiden på Facebook og Netflix bliver afsløret, og løsningen fremstår såre simpel. Men nej, det er simpelthen ikke godt nok! Den intensive følelse af travlhed, kan ikke reduceres til noget, som overspringshandlinger og brain breaks er skyld i. Jeg har et forslag til en ting, vi, som er kristne, skal gøre, og en ting, vi ikke skal gøre.

En fattig enke Lad være med at vælge kristent eller kirkeligt arbejde fra! Hvis du kommer til at bruge store dele af resten af dit liv på at have mere travlt, end du nogensinde har haft, kommer du til resten af dit liv at have en undskyldning for ikke at velsigne dit kristne fællesskab med dine gaver. Siger jeg, at du aldrig må vælge kristent arbejde fra? Bestemt ikke. Men opsøg det, fortæl om din situation, sig nej, men husk også at sige ja. Jesus fremhævede den fattige enke, der gav to småmønter til templet som den, der gav mest, fordi hun gav af sin fattigdom. Princippet kan overføres til at give ud af sin tid.

Overspringshandlingen - roden til alt ondt

Modtag

Jeg kan ikke lade være med at overveje, hvad det gør ved mig, at jeg nu rigtig mange gange i rigtig mange livssituationer har haft oplevelsen af at have mere travlt, end jeg nogensinde har haft. Det kan godt være rigtigt, men det kan ikke være sundt. Det må tvinge mig til at vælge noget fra, men hvad skal det være?

Det tredje af de ti bud er at huske sabbatsdagen og holde den hellig, oversat at stoppe med at arbejde og gøre noget andet – noget udskilt, noget særligt. Det er den tid, hvor du skal modtage hvilen fra Gud. Bede, læse, være stille(!), modtage den fred, som kun han kan give. Gud er ikke en overspringshandling; han er Fredsfyrsten.

16


NYT UNCOVER

Giv dine venner mulighed for selv at opdage, hvem Jesus er! Skriv til kfs@kfs.dk


De kristne er

Verdensfjerne Hvis målet for kristne er at komme i himlen, er det nærliggende at spørge, om livet her på jorden mister sin værdi. Den indvending er mindst lige så gammel som Friedrich Nietzsche, og modsvaret er mindst lige så gammelt som Søren Kierkegaard. Af Anna Kiel Rughave, idéhistoriestuderende, anna.rughave@gmail.com

Fra 1800-tallet runger en skarp stemme. Friedrich Nietzsche udråber krig mod sin sam­ tid, og ingen går fri. Kristendommen og den kristne kultur får i særdeleshed én over nakken. Nietzsches indvending mod de kristne var blandt andet, at deres drømme om det hinsides gør, at de fornægter værdien i livet nu og her. Gud var for Nietzsche blevet en verdensfjern, abstrakt størrelse, der har mistet jordforbindelsen, og troen på en sådan gud var for Nietzsche ensbetydende med at vende verden, lidenskaben og livet ryggen. Det jordiske liv har ingen værdi for de kristne, og de har resigneret til et passivt liv uden passion. Religionskritikken blev også skarp herhjemme, særligt i kredsen omkring Georg Brandes. Brandes var også den første til at profilere Nietzsches idéer i de intellektuelle kredse i København. Kritikken kom også fra den Troen på en sådan unge Niels Lyhne, som optræder i J.P. Jacobsens roman af samme navn. I en samtale mellem Niels gud var for Nietzsche Lyhne og doktor Hjerrild juleaften i Københavns ensbetydende med gader, hvor salmesangen klinger i baggrunden, at vende verden, udfolder Niels sine store forhåbninger til verden, lidenskaben og livet når det går op for den at Gud ikke findes: ryggen “[…]Først da bliver Himlen det fri, uendelige Rum, i Stedet for et truende Spejderøje. Først da bliver Jorden vor, og vi Jordens, naar hin dunkle Saligheds og Fordømmelses Verden derude er bristet som en Boble. Jorden bliver vort rette Fædreland, vort Hjærtes Hjem, hvor vi ikke er som fremmede Gjæster en stakket Tid, men al vor Tid. […].” Karakteren Niels Lyhne er nok ikke en helt forfejlet skildring af et ungt menneske i det intellektuelle København i slutningen af 1800-tallet, men ønsket om frigørelsen fra den kristne spændetrøje, som han udtrykker, og den stærke tiltro til en fremtid uden Gud kunne lige så godt lyde i dag. Ligesom Nietzsche anklager Niels Lyhne kristendom­ men for at være verdensfjern, besnærende og resignerende.

Er Kristendommen verdensfjern? Men er kritikken berettiget? Er kristendommen livsfornægtende? Forkynder den, at livet er uden værdi eller formål, og at vi blot skal vente på at dø? 18

Samtidig med Nietzsche, J. P. Jacobsen og Brandes skriver Søren Kierkegaard sig også op imod den herskende kristenhed. Den spidsborgerlige kristenhed, som Kierkegaard først og fremmest retter sin kritik imod, og som han mener hersker i sin samtid er tandløs. På linje med de forrige mener Kierke­ gaard altså også, at kirken var syg og uden lidenskab, men til forskel fra dem, mener Kierkegaard ikke, at det er kristendom­ mens skyld, men kirken og den kristne kultur. Kierkegaard ser ikke kristendom­ men som livsfornægtende, selvudslet­ tende eller verdensfjern. Den dysterhed, som Niels Lyhne gav udtryk for blandt andet ved at referere til Gud som et spej­ derøje, er rimelig at gøre op med, men Kierkegaard mener ikke, at årsagen til, at folk forarges over kristendommen, er, at den er mørk og dyster, men at kri­ stendommen har så overordentligt høje tanker om mennesket, så det slet ikke er til at forstå. Kristendommen er ikke blot en liste besnærende og selvudslettende regler, som mennesket skal leve op til. Kristendommen er en vej personificeret i Kristus, ikke blot et mål efter døden, og


det er ham, vi skal følge. Vi skal alle dø fra denne jord, og men­ nesket er bestemt ikke kaldet til at resignere, men til at elske og glædes over livet, som vi har fået givet, og forvalte det godt.

Vi har ingen tid at spilde I Kierkegaards korte tekst, Ved en Grav, beskriver han, hvordan det at blive bevidst om, at livet på jorden en dag er slut, kan være med til at sætte fart i livet og få os til at tage livet alvorligt. I tek­ sten skriver han således: "Havde end hiin Begunstigede god Tid, Alvoren og Døden vilde dog lære ham, at han ingen Tid havde at spilde, end mindre til at forspilde Alt.” Bevidsthed om vores egen død skal igennem alvoren gøre den enkelte opmærksom på livets alvor og lære én, at man ikke skal spilde livet på tom snak og ligegyldigheder. Ligesom Nietzsche mener Kierkegaard, at for meget himmellængsel kan gøre os blinde over for den opgave, vi har fået her på jorden.

Kristendommens radikalitet/Jesus var ikke verdensfjern Vi har som mennesker fået en radikal opgave af Gud. Når først vi mennesker har forstået den kærlighed, som Gud har vist os, så vil vi forstå, at den kærlighed ikke er beregnet til at blive lukket inde i smukke kirker eller holdes til én selv eller i en armslænge fra livet. Guds kærlighed til mennesker er en kærlighed, der fly­ der over. Det er derfor et sygdomstegn i kirken, når den lukker sig inde om sig selv, fordi den er bange for at blive besmittet af verden, som om verden ikke stod til at redde. Hvor besynderligt! Evangeliet er jo netop, at Gud elskede verden så meget, at han

gav sig hen for den, lod sig korsfæste og dø for den for at redde den. At resignere i denne verden står derfor i fuldstændig kon­ trast til evangeliets budskab. Jesus var helt nærværende i verden og var aldrig bange for at blive besmittet af de mennesker, som han mødte. Han overskred de jødiske renhedsforskrifter ved at røre ved døde og spedalske. Han spiste sammen med forrædere,

Jesus var helt nærværende i verden og var aldrig bange for at blive besmittet af de mennesker, som han mødte festede med dem, som samfundet ikke regnede for noget. Han talte med kvinder og samaritanere. Jesus var i den grad nærvæ­ rende i den verden, han levede i. På samme måde er vi mennesker kaldet til at være nærværende over for de mennesker, vi møder. Kierkegaards pointe er, at kristendommens radikale budskab er, at vi skal elske passioneret og uden undtagelse, ligesom han gør det. Min næstes værdi beror ikke på, hvad vedkommende udret­ ter, men på at vedkommende er til, villet og elsket af Gud. Jeg giver altså delvist Nietzsche ret, og kritikken er stadig relevant i dag. Kristne gør sig ofte skyldige i at være verdens­ fjerne, men det er kristendommen ikke. Kristendommen tager livet alvorligt og forkynder, at livet er fuld af mening og betyd­ ning. Paulus siger: “Hav målet for øje.” Det er rigtigt, men at have målet for øje er at være nærværende i den virkelighed du er sat i, i forhold til Gud, dig selv og dine medmennesker. ■

19


Kommentar:

Frygtens politik

Mathias Bak, Kandidatstuderende i Global Udvikling, mathiasbak27@gmail.com “Det vil føre til selvdestruktion og i sidste ende vores udslettelse” udtaler Niels Vestergaard, en såkaldt internetkriger, til Berlingske om de flygtningestrømme, der har fyldt så meget i den offentlige debat den seneste tid. Uanset om man er enig i denne holdning eller ej, rammer Vestergaards citat noget centralt i vores tid, hvor mange sidder med fornemmelsen af, at vores verden er ude af kontrol. Vi lever i en global virkelighed, der i højere grad end nogen­ sinde før karakteriseres af massive strømme af kapital, teknologi, information og mennesker, og hvor nationer bindes sammen og bliver afhængige af hinanden på nye måder. Dette medfører mange fordele, men også forandringer, der til tider kan være voldsommere, end hvad vi som samfund og individer tror, vi kan håndtere. Vi har de seneste årtier været vidne til, hvordan hele indu­ strier på kort tid kan afmonteres, valutaer knækkes, hvordan økonomiske kriser udvikler sig til globale fænomener, og hvor­ dan stater kan bryde sammen, skabe ustabilitet i både omkring­ liggende og fjerne lande samt skabe strømme af flygtninge. I en sådan verden er der selvfølgelig vindere og tabere, blandt andet i form af stigende økonomisk og politisk ulighed i store dele af både den industrialiserede og nyindustrialiserede verden.

En passioneret modreaktion Vi ser derfor i disse dage, særligt blandt visse socioøkonomiske grupper, en modreaktion til globaliseringen og det multikultu­ relle: en søgen tilbage mod nationalstaten som den eneste egent­ lige ramme for den politiske proces. Denne modreaktion giver sig især til udtryk gennem den succes, som kulturelt isolationistiske og nationalistisk-populistiske bevægelser har over hele jorden. 20

Sommerens måske mest diskuterede emner, Brexit og Donald Trumps fortsatte relative succes, er blot gode eksempler herpå. De står dog ikke alene. I Frankrig oplever Front National (FN) stor succes. I Polen har nationalistiske kræfter haft held til at overtage magten og udfordrer retsstatens principper gevaldigt. I Tyskland har Alternative Für Deutschland (AFD) haft stor frem­ gang, og herhjemme oplever vi, som de fleste andre lande på det gamle kontinent, også et stigende politisk vakuum på den ydre højrefløj (til højre for DF). For god ordens skyld skal det dog lige tilføjes, at dette ikke kun er et vestligt fænomen, men ses i blandt andet i Filippinerne, Kina og Indien og selvfølgelig i Rusland, hvor tendenserne bliver mere skræmmende. Disse bevægelser er politiske manifestationer af tidens usikkerhed og samfunds behov for at søge tilbage til sine rødder i en kaotisk verden. Alle vidner de om den magt, der ligger i at tale til – og endda opildne – frygt. En frygt for terror, en frygt for flygtninge, en frygt for arbejdsløshed og dårlig økonomi. Hvor de klassiske liberale, socialdemokratiske og konservative partier kan forekomme kedelige og pragmatiske, udviser de nye popu­ listiske bevægelser en næsten sexet entusiasme og passion for de ting, der ligger så mange på sinde. Og hvor de traditionelle partier kan snuble i virkelighedens kompleksitet, kan de nye sociale bevægelser præsentere de mest simple, tilsyneladende forførende, løsninger.

Halve løsninger Det er dog bare sådan, at disse løsninger faktisk ikke har meget med reelle løsninger at gøre. Problemer, der går på tværs af græn­ ser, kræver nemlig løsninger, der går på tværs af grænser. Så længe det er sandt, vil der ikke være meget seriøsitet i at foreslå


at bygge en stor mur, påbegynde handels­ krige, skyde skylden for alverdens dårlig­ domme på folk i jakkesæt i Belgien eller erklære sig i krig mod en hel religion. Vil man eksempelvis være med til at løse flygtningeproblemet på langt sigt, er det ikke alene nok at stramme asylpoli­ tikken. Man må gå til roden af problemet og adressere de underliggende årsager til nogle af de konflikter, der driver tusindvis af mennesker på flugt og holder yderligere millioner i desperat fattigdom. De fleste borgerkrige, der ryster vores verden, er produkter af underudviklede institutioner, korruption, økologiske katastrofer og et totalt fravær af nogen form for social kontrakt. Med andre ord: løsninger på sådanne problemer er ikke så ligetil og løses ikke med en mur.

Frygtens magt Store dele af offentlighedens søgen efter de lette svar viser tydeligt den negative effekt, som frygt har. Det viser, at frygten ikke blot kan være en handlingslammende kraft, men også kan nære problemerne. Det kan den ved at give liv til en form for letforståelig, usammenhængende poli­ tisk junk food, der baserer sig på falske præmisser om, at man omkostningsfrit

kan sætte global gensidig afhængighed i bakgear, trække sig fra verden og vende tilbage til en mytisk national storhedstid. Fryg­ ten får folk til at glemme logikken, som hvis man ville slukke en brand ved at fyre brandkorpset. Men frygten kan også have en produktiv rolle og være en drivkraft til positive forandringer. Den kan lede til, at man adres­ serer den berettigede kritik, der kommer fra de populistiske bevægelser. Blandt andet ved at man spørger, hvordan globali­ seringen kan virke for os, og ikke omvendt. Ligeledes kan frygten for alternativet lede til de nødvendige og længe tiltrængte refor­ mer af de institutioner, der, omend under et historisk pres, stadig sikrer international stabilitet, økonomisk udvikling og menne­ skerettigheder.

Kirkens rolle i en polariseret verden Hvad skal den kristne respons være på tidens angst og dens poli­ tiske manifestationer? Dette må stå som et åbent spørgsmål. Vig­ tigt er det dog, at problemstillingen bliver italesat, og at der bliver igangsat en diskussion om, hvordan vi som kirke skal forholde os til samfundets polarisering og dybereliggende forandringer i praksis. Nogle grundlæggende sandheder gør sig dog gældende: at kirken har et kald til at repræsentere håbet om Guds riges komme. Ved at kommunikere og praktisere dette håb kan kirken hjælpe både individ og samfund med et bedre sted at finde fred fra en verden i forandring, end gennem myter om forgangne nationale storhedstider. Uanset hvad må kirken påtage sig rollen som fornuftens stemme i en polariseret verden og som den for­ sonende magt i konflikter. Dette er ikke nogen let løsning, men i verdenshistorisk makroperspektiv, er det revolutionerende. ■ 21


Når os, der tror på Gud, byder Velkommen til København I august var KFS med til at byde alle nye studerende velkommen til København. Det skete i samarbejde med en række af byens kirkelige aktører. Tekst: Kristian Kappel, Studentersekretær i Østdanmark, kristian@kfs.dk Fotos: Thea Kappel For anden gang byder tyve kirker og kristne organisationer i år nye studerende velkommen til København. Gennem folke­ køkken, cykelreparationer og koncerter ønsker vi, at så mange studerende som overhovedet muligt må møde en engageret og relevant kristendom med plads til dem.

Gadefest på Nytorv Mens mørket langsomt sænker sig over Nytorv, samles flere og flere foran scenen, hvor en DJ og to bands på tur inviterer til fest og til at bevæge kroppen lidt. Alle med baggrund i det køben­ havnske kirkeliv. Bobby Bovell opfordrer de mange unge, gamle, turister og studerende til at ”come a little closer” inden han giver den gas med endnu et nummer. Efter en halv times tid pauser koncerten, og Bobby giver mikrofonen til Thomas Willer, præst i

22

kirken Regen. Thomas inviterer alle fremmødte til at følge Svend Brinckmans opfordring – at finde et sted at stå. En oplagt mulig­ hed kunne være at undersøge det med Gud nærmere som et sted at finde fodfæste. Han slutter med at bede en bøn for alle de stu­ derende, som netop er kommet til byen. Og så overtager Bobby igen scenen. Bagerst på pladsen, ned mod Storkespringvandet, er der opstillet en XL pavillon, pakket ind i lyskæder. Her kan man få en gratis kop kaffe, en snak om, hvad der foregår, og en invitation til at være med på et Alpha- eller Kristendomskursus.

Folkekøkken og Cykelreparation De to foregående dage har budt på et tilbud om cykelreparation på to af byens mest cykeltrafikerede pladser, samt folkekøkken


på Blågårds Plads med billig mad og god stemning. Også her var der god mulighed for at møde de involverede kirker og få en invi­ tation til at kigge forbi – eller bare noget at spise.

Fordi kirken også er en del af København Velkommen til København er sat i verden, fordi kirker og kristne foreninger også er en del af København. Hver uge og hver søndag inviteres der til et væld af arrangementer, debatter, gudstjenester og fællesskaber rundt omkring i byen – som regel i en kirke­ bygning eller et menighedshus af en slags. Og hver uge samles masser af studerende i de fællesskaber. Men det er helt sikkert muligt – og nok endda sandsynligt – at gennemføre et helt studie i København, uden nogensinde at opdage den del byens liv og uden nogensinde at få en invitation til at undersøge det der med Gud nærmere. Derfor skal vi, kirker og foreninger, selvfølgelig ud i byen engang imellem, så vi kan møde den, og den kan møde os.

Et kirke-samarbejde Velkommen til København er et samarbejde på tværs af kirker og foreninger, som ellers ikke er specielt ens. Men vi tror på den

samme Gud, og ham ønsker vi alle sammen at vores by skal have mulighed for at møde. Det er et godt fundament for samarbejde. Samtidig har det været en af de store sidegevinster gennem de sidste to års Velkommen til Kbh. at vi, som til daglig sidder i hver vores kirke med hver vores fællesskab, har mødt hinanden på kryds og tværs og har lært hinanden at kende.

Hvad der skal ske i 2017? Ingen ved det helt endnu. Velkommen til København har indtil videre været en lang afprøvning af ideer til, hvordan vi kommer i kontakt med studerende i København. Og sådan fortsætter det sikkert fremover. Visionen holder vi fast i: at give så mange studerende som overhovedet muligt en invitation til at under­ søge det med Gud og til at være med i vores fællesskaber rundt omkring i vores by. ■

Du kan se mere på www.velkommentilkbh.dk eller på www.facebook.com/velkommentilkbh

23


Bristet Af Peter V. Legarth, professor i teologi, pvl@teologi.dk Illustrationer af Anne Kappel, annekappel.dk

24


Det er en bitter erfaring, at livet ikke kun består i materiel og legemlig fremgang, hvor man uhindret kan bevæge sig fra et punkt A til et punkt B. Livet består også af brudte ambitioner. Der kommer sten på vejen, der lægger sig i vejen på vor færden fra A til B. Vi bliver ført et andet sted hen, til et punkt C. Det er en virkelighed, som det er vanskeligt at acceptere, og her taler jeg af egen erfaring. Hjælper troen på Gud i den situation? Sygdom har i flere tilfælde kuldkastet mine planer, og jeg har følt mig nulstillet. Jeg er teolog, og det er en vigtig del af mit arbejde at forske og skrive videnskabelige artikler og bøger. For otte-ti år siden var jeg bevilget forskningsorlov i et semester. Det glædede jeg mig til, men det hele gik i vasken, da en depression satte en effektiv stopper for alt fagligt arbejde. Min koncentrationsevne blev med et sat ud af spillet. Jeg læste den samme sætning igen og igen, men kunne ikke tilegne mig noget som helst. For et par år siden gennemlevede jeg igen et sådant forløb. Endnu en gang var jeg bevilget forskningsorlov. Nu skulle den bog skrives færdig! Men igen kom sygdom i vejen. Denne gang var det en livstruende blodforgiftning, der kuldkastede mine planer. Jeg var indlagt på hospitalet i halvanden måned, og jeg forsøgte efterhånden at indrette et kontor med bøger, computer etc. Men forgæves. Det var helt umuligt at samle tankerne om det projekt, som jeg arbejdede med. For tre-fire år siden var mit hjerte ved at gå i stå. Jeg blev akut indlagt, og de dygtige læger fik stabiliseret situationen. Det var tæt på at gå galt, men Gud være lovet: Jeg blev reddet og kla­ rer mig i dag med en effektiv pacemaker. Også ved et par andre lejligheder har sygdomme styrtet mine planer i grus. Jeg skal ikke trætte med flere sygdomshistorier.

Nederlaget Jeg ville gerne kunne sige, at Jesus kom for at fjerne alle disse utidige sten på vejen. Man kunne forestille sig, at Jesus kom for

at hjælpe os af med punkt C, så at vejen herefter ubrudt gik fra A til B. Men sådan er det ikke uden videre. I nogle tilfælde hjalp Jesus et menneske af med sygdom og lidelse og mørke. Men der var jo mange mennesker i Jesu nærhed, der ikke blev befriet fra sygdom. Og Jesus selv gav ikke løfter om, at hans disciple skulle slippe for byrder og modgang. Han lovede ikke, at deres ambi­ tioner aldrig ville blive brudt. Det er en svær lektie at lære. Den kristne tro er ikke en lykkereligion, hvor alt går op i en højere enhed, bare man tror på Gud. Det kristne evangelium er ikke et evangelium om en Feel good-religion, hvor man kan hvile i sig selv, være tro imod sig selv og sine ambitioner og være upå­ virket af alle verdens fortrædeligheder.

Den tavse Gud Man kan måske affinde sig med den virkelighed, når man tilbage­ skuende reflekterer over lidelsen og smerten. Men det kan være noget helt andet, når man står midt i det. For mig var depres­ sionen en modbydelig lidelse. Af mange grunde. Jeg havde lagt en masse planer, men alt dette gik nu i vasken. Men oveni alt dette kom følelsen af Guds fravær. Er jeg blevet en ligegyldighed for Gud? Har han helt glemt mig? Har Gud opgivet mig? Jeg forstår det egentlig godt, for jeg er heller ikke værd at samle på. Den kristne tro virkede i den situation ikke som en løsning, snarere som en væsentlig del af problemet. Under et par af mine hospitalsophold havde jeg den samme erfaring. Jeg følte, at Gud så til en anden side og var ligeglad med

25


Sygdommen holder ikke ferie. Sygdommen er der dag og nat. Men det mærkelige er, at man godt kan få en følelse af, at Gud har taget en fridag eller holder ferie

mig. På et hospital holder sygdommen ikke weekend. Sygdom­ men holder ikke ferie. Sygdommen er der dag og nat. Men det mærkelige er, at man godt kan få en følelse af, at Gud har taget en fridag eller holder ferie. Og man ligger der alene tilbage i sen­ gen med sin sygdom. Betydningsløs. En lukket himmel! En luk­ ket dør til Guds Rige! Man banker på, men ingen lukker op. Man råber, men ingen svarer.

Guds uvirkelighed Det er svært at acceptere det, når man må ændre i sine mere eller mindre ambitiøse planer. Det er svært at acceptere det, når det, man har planlagt og glædet sig til, alligevel ikke bliver til noget. Men det endnu sværere at acceptere Guds tavshed. Jeg havde hele mit liv troet på Gud som en levende virkelighed. Jeg har stået på mange prædikestole og har proklameret, at det, der adskiller den kristne tro fra al anden religiøsitet er, at Gud for 2000 år siden greb ind i vor verden og blev et jordisk menneske af kød og blod. Det fejrer vi hver eneste jul: Gud greb ind. Gud blev en konkret virkelighed. I de vanskelige vilkår under sygdom og brudte ambitioner havde jeg behov for, at Gud nu viste, at han i sandhed er en vir­ kelighed og ikke blot en abstraktion. Jeg bad om blot et mikro­ skopisk tegn på, at Gud var der. Men jeg blev skuffet. Jeg var desillusioneret. Jeg fattede det ikke. For hvis ikke Gud på en eller anden måde er en virkelighed, som sætter spor i mit liv, hvorfor skal jeg så tro på ham? Er troen blot en teori, et fatamorgana, et livsbedrag? Jeg havde svært ved at tro på en levende Gud, når denne levende Gud ikke på en eller anden måde manifesterede sig i mit liv. Hvis Gud er en virkelighed, hvorfor er han det så ikke, når det gælder? Når man har været et troens menneske i en menneskealder, er det virkeligt forfærdende at føle, at det, som man har bygget

26

på, er ved at vakle. Det er svært, når ambitionerne bliver brudt, men det er endnu sværere, når troen blegner og bliver en skygge af sig selv.

Hvorfor har du glemt mig, Gud? For mig blev Bibelen til stor hjælp i den situation. Men hjælpen kom fra en uventet kant, nemlig fra Det Gamle Testamente, eller mere præcist: fra Salmernes Bog. Her findes nogle klagesalmer, som på en overraskende måde udtrykte mine erfaringer. ”Jeg råber til dig om hjælp, Herre, hver morgen kommer min bøn til dig. Hvorfor har du forstødt mig, Herre, hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?” (kapitel 88, vers 14-15) ”Jeg siger til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig?” (kapitel 42, vers 10) Eller tænk på Job: ”Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer ikke; her står jeg, men du giver ikke agt på mig.” (Jobs Bog kapitel 30, vers 18-19) Der bliver her sat ord på håbløsheden; der bliver sat ord på skuffelsen over, at planer er faldt til jorden, og ambitioner er ble­ vet brudt. Jeg følte mig pludseligt beslægtet med de mennesker, som her kommer til orde. Der bliver ikke lagt bånd på de håbløse følelser, men salmerne giver tværtimod rum for dem.

Den paradoksale tro på Gud Netop fordi et menneske i Bibelen og andre steder har kunnet udtrykke sig så radikalt, kan det give rygstød til mig og give en stilfærdig hjælp til at leve med det, der er ubærligt. For på en paradoksal måde er klagen jo udtryk for en tillid til Gud, et håb til Gud. Det gik op for mig, at troen kan give sig mange udslag. Nogle gange i tak og tilbedelse. Andre gange i klage og angst, i protest og anklage. Troen kan skælde ud på Gud og bebrejde Gud. Men


27


Det gik op for mig, at troen kan give sig mange udslag. Nogle gange i tak og tilbedelse. Andre gange i klage og angst, i protest og anklage

Gud er ikke en fornærmet Herre, som lader sig provokere. Gud tillader, at man sagsøger ham og beskylder ham for at have svig­ tet. Gud tillader, at et menneske udøser dets vrede over Gud. Det er sådan en Gud, vi har. Ikke en lille Gud, der lader sig fornærme og vil hævne sig, men en stor og kærlig Gud, der bare bliver ved at elske. Den, der lader vreden og afmagten komme frem for Gud, udtrykker på en paradoksal måde en tillid til Gud. Gud er ikke fraværende. En ateist råber ikke til Gud om hjælp. Men den, der tror på Gud, skriger til Gud og stoler trods alt på, at Gud er til stede – ja, trods alt.

Ærlighed Gud ønsker, at vi skal være ærlige, når vi erfarer skuffelsen over de brudte ambitioner. Vi skal ikke stille os an over for Gud. Gud elsker os ikke, som vi burde være, men som vi er. Vi er dygtige til at gå med masker. Hos Karen Blixen hedder det et sted i Syv Fantastiske Fortællinger: ”Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig.” Eller sagt anderledes: ”Vis mig din maske, og jeg skal sige dig, hvem du er.” Vi optræder ofte med masker over for hinanden, men Gud vil ikke se vore masker. Gud elsker ikke vore masker. Gud elsker vore ansigter. Gud vil have øjenkontakt med det enkelte menne­ ske, også når vi føler os marginaliserede, og vort ansigt er rynket af desperation og harme og afmagt. Gud er ikke en skulende kontrollant med rynkede øjenbryn og nedladende medlidenhed. Gud er en Gud, der elsker. For mig var det ikke nemt at tro på en Gud, der elsker mig, når det går mig rigtigt skidt. Men jeg lærte på en paradoksal måde gennem

28

læsning af klagesalmerne i Det Gamle Testamente, at Gud elsker mig, også når alle mine ambitioner er bristet, og jeg ikke kan se nogen udvej.

Forbøn For mig var andre menneskers forbøn en stor hjælp. Mine egne bønner var bare tørre ord. Jeg kunne ikke bede til Gud. Men jeg havde nogle gode venner og familievenner, som bad for mig. Jeg havde det som en syg mand, som vi hører om i Det Nye Testa­ mente. Han blev af sine venner båret til Jesus. Og det hedder, at Jesus greb ind, da han så hjælpernes tro. Det var en god fortæl­ ling for mig, for jeg blev overbevist om, at Gud ville se til mine

Vi skal ikke stille os an over for Gud. Gud elsker os ikke, som vi burde være, men som vi er hjælperes tro og ikke til min egen tro. Min egen tro var tyndslidt og skrøbelig. Det var en stor lettelse for mig at vide sig omsluttet af andres forbøn. Gud er ikke en Gud, der bliver fornærmet, når hans børn råber i fortvivlelse til ham. Vi havner nemt i en religiøsitet, hvor vi regner med, at Gud kun elsker de gudfrygtige, at Gud kun elsker de elskværdige. Men det kristne evangelium kommer til os med en triumferende proklamation af, at det ikke kommer an på at være elskværdig, men på at være elsket. At vide sig elsket, selvom man ikke føler sig elsket. ■


Babel: Gudskontrol og Guds nedstigning Af Conrad Thorup Elmelund, teologistuderende, conradelmelund@gmail.com

30


I Første Mosebog findes beretningen om Babelstårnet. Nogle kalder den en støvet myte, men sandheden er, at denne beretning fortæller noget almengyldigt om menneskelivet og den kristne tro. Gud havde udryddet hele menneskeheden i synd­ floden, fordi menneskene handlede ondt. Ond­ skaben var eskaleret til et punkt, som Gud ikke længere kunne tolerere. Noa og hans familie var anderledes, og dem havde Gud ladet overleve. Efterkommerne af disse otte begav sig østpå, og slog sig ned i Mesopotamien (Irak). Denne nye menneskehed talte ét sprog og var ét folk. Landet var frodigt mellem floderne Eufrat og Tigris, og der besluttede de sig for at bygge en by. De ville blive sammen og leve i sikkerhed. De vidste, hvor­ dan guderne havde udryddet menneskeheden, og ville sikre sig, at dette ikke skulle ske igen. Derfor byggede de et trappetårn i byen. Herfra håbede de, at guderne ville stige ned til dem og bo hos dem i byen. Der kunne de så ofre til dem og på den måde holde sig på god fod med dem. Det var jo åbenbart på det punkt, deres forfædre havde fejlet. Som menneskene havde forudset, var Gud opmærksom på byggeriet af tårnet og byen. Han steg, som forventet, ned til byen, men han var alt andet end begejstret. Han forstod, at byggerierne egentligt var et forsøg på at manipulere ham og få kontrol over ham. Som gensvar manipulerede han i stedet menneskene, så de pludselig talte forskel­ lige sprog. De måtte opgive både byggeprojektet og drømmen om at leve sammen i kontrol over tilvæ­ relsen.

Mesopotamiernes trappetempler Arkæologer har de seneste hundrede år publiceret en del tekster, som forklarer betydningen af de tem­ pelbyer, som vi finder i Irak i dag. Mesopotamierne

troede, at den menneskelige og guddommelige ver­ den var forbundet, og at forbindelsen nogle steder var stærkere end andre. På de steder byggede de fir­ kantede trappetempler (zigguratter). Disse trappe­ templer skulle nå himlen. Ikke sådan forstået, at de gav mennesker adgang til den guddommelige ver­ den, men sådan at guderne kunne gå ned ad trap­ pen til menneskenes verden. Meget tyder på, at I byerne byggede man derfor menneskene, som byggede trappetempler, og ved siden af byggede man gudens tem­ babelstårnet, havde pel med dens statue i. Guden lignende ambitioner med forventedes så at nedstige fra byen og tårnet. At deres himmelen via trappetemplet ambition netop var magt og at tage bolig i det tilstø­ over tilværelsen, ses også dende tempel, i statuen. En i deres ønske om selv at sådan tempelby skulle fun­ gere som et åndeligt kraftcen­ ”skabe sig et navn” ter, hvor man kunne komme på god fod med guderne og derved få magt over tilværelsen. Meget tyder på, at menneskene, som byggede babelstårnet, havde lignende ambitioner med byen og tårnet. At deres ambition netop var magt over tilværelsen, ses også i deres ønske om selv at ”skabe sig et navn”. I Bibelens to første kapitler (Første Mosebog kapitel 1-2) fortælles det, at det første menneske, Adam, fik magt over dyrene. Denne magt konkre­ tiseredes i hans opgave med at navngive dem. Det man navngiver, definerer man, og har man magt over. Den autoritetsudøvelse er tydelig i en meso­ potamisk kontekst, hvor navnet i høj grad er iden­ titetsbærende. Vi ser det dog også i vores kontekst, hvor et nybagt forældrepar har magt over deres barn og også navngiver det. Menneskenes ambition her var magt over egne liv.

Den anden menneskehed Første Mosebog kapitel 8-11 er skrevet som en slags historiens gentagelse, hvor forfatteren ved de ord og formuleringer, der bruges, henviser tilbage til parallelle hændelser i de første syv kapitler. De første syv kapitler handler om det første menne­ ske, Adam, og den første menneskeheds opståen og fald. Kapitel 8-11 handler om det nye første menneske, Gud var for disse Noa, og hans efterkommere mennesker et middel til – den anden menneskehed. livet – ikke livets mål Historien gentog sig, og det gik ikke de andre bedre end den første. Beretningen om babelstårnet finder sin pendant i de første kapitler, og det kan hjælpe os til at forstå den. At ordet ’navn’ her nævnes, skaber en reference tilbage til sidste gang, ordet blev brugt, nemlig umiddelbart før dommen af den første 31


Den kristne tro handler om en gudenedstigning. I julen fejrer vi, at Gud steg ned til os

menneskehed. Der nedsteg nogle navnkundige faldne engle og bemægtigede sig menneskene. I babelstårnsfortællingen er det menneskene, som forsøger at bemæg­ tige sig det himmelske. De ville invitere guderne ned i templerne for at manipu­ lere dem, så de kunne kontrollere tilvæ­ relsen med dens usikkerheder. Ligeledes ville folket bygge byen med tårnet for ikke at spredes ud over jorden. At spredes ville fjerne dem fra det guddommelige kraft­ center og mindske kontrollen over livet. Ambitionen om ikke at spredes var imod den befaling, som Gud havde givet både Adam og Noa om, at menneskeheden skulle fylde jorden og blive mangfoldige. Folket havde en forventning om, at guderne ville stige ned. Gud imødekom­ mer denne forventning, men han er dog slet ikke, som de havde forventet. Han lader sig ikke manipulere. Hvorfor skulle han gå med på deres trick og flytte ind i templet? Han ville i så fald kapitulere og som en slags velstandsautomat give men­ neskene, hvad de ønskede, når de blot ofrede. Så ville menneskene få autoritet over Gud og være som ham. De ville blive guder for Gud og ikke tilbede ham for hans skyld, men for deres egen skyld. Gud var for disse mennesker et middel til livet – ikke livets mål. Byggeriet var et udtryk for selvdyrkelse og ikke et oprigtigt forsøg på at etablere en passende relation. I ste­ det for at lade sig manipulere manipule­ rede Gud med menneskene ved at forvirre deres sprog. Menneskehedens enhed var brudt, og de spredtes ud over jorden.

Barnlige ambitioner? Gud havde andre ambitioner for menne­ skene, end de havde for sig selv. Var disse større eller mindre? Det så de forskelligt på! Gud havde skabt menneskene, og han havde en ambition om, at de skulle leve i en passende relation til ham. Denne rela­ tion skulle være præget af afhængighed 32

og tryghed. Den skulle på mange måder ligne et barns forhold til dets forælder. Menneskene skulle være afhængige af Gud og stole på, at han nok skulle sørge for dem. Fællesskabet mellem Gud og menneskene skulle være præget af tillid og taknemmelighed over fællesskabet og livet, men menneskene ville det ander­ ledes. De ville selv være ”de voksne” og ikke lytte til eller være afhængige af Gud. Babelsbyggernes forsøg på at få Gud ned i et tempel, hvor han så burde give vel­ stand, når han blot fik sine procenter, kan sammenlignes med en manipule­ rende 3-årig i et supermarked, der går forbi slikhylderne. Barnet kommanderer og stiller krav til sin mor eller far og for­ står slet ikke, hvem der opretholder dets liv og kærligt opdrager det til at blive et modent menneske. Menneskets ambition om autonomi og selvbestemmelse – det at ville være som Gud – har altid været dets egentlige problem. Vi har en trang til barnligt selv at ville bestemme alt, selv når det går imod de principper, Gud har skabt os til at blomstre under. Gud ønskede ikke at stige ned i en billedstatue. Han skabte mennesket som sin billedstatue, der skulle repræsentere ham og ligne ham i hans kosmiske tem­ pel. Placeringen som Guds repræsentant, har mennesket sjældent ville indtage. Vi ønsker alle selv at definere livet og at sikre os tilværelsen på vores egne betin­ gelser. Måske studerer vi for at skaffe os et indbringende arbejde, som kan give os kontrol over tilværelsen. Vi forsikrer os i pensionskasser og forsikringsselskaber for at skabe tryghed. Denne ambition om sikkerhed og livskontrol deler vi med mesopotamierne. Det er en almen men­ neskelig trang, som kan rumme fornuf­ tige aspekter, men som dybest set kan udtrykke trangen til at kontrollere tilvæ­ relsen. En trang som bunder i manglende tillid til Gud. Den kom til udtryk i menne­

skenes forsøg på at manipulere Gud, og den kommer til udtryk på mange måder for os i dag.

Guds nedstigning Den kristne tro handler om en gude­ nedstigning. I julen fejrer vi, at Gud steg ned til os. Denne nedstigning var, som for mesopotamierne, alt andet end forvente­ lig. Gud kom som et svagt menneske og havde sin helt egen dagsorden. Mange af Jesu disciple havde store ambitioner på hans vegne. De ville gøre ham til konge og manipulere ham til at lede et oprør og oprette en jødisk stat. Nogle af dem ønskede selv del i magten, men Jesus havde andre ambitioner. Han ville løse dødens problem for os gennem sin død og opstandelse. Vi kan forsøge at kontrollere vores liv med religion, penge og meget mere, men selvom vi kan opretholde illu­ sionen om kontrol et stykke tid, konfron­ teres vi uundgåeligt med vores afmagt, når vi møder dødeligheden, være det sig hos pårørende eller os selv. Når vi møder døden, bør vi tænke os om. Vi har virkelig ikke kontrol! Jesu ambition var langt større end hans disciples. Han ville løse dødens pro­ blem. Det gjorde han ved selv at slippe kontrollen over sit liv. Jesus levede i den passende relation til Gud. Han var afhæn­ gig af Gud og lod Gud definere sin livsvej. Den gik gennem en forfærdelig død og tilbage til livet, da han opstod fra de døde. Guds plan med dette var at straffe Jesus for alle menneskers – mesopotamiernes og vores – autonome oprør mod Gud. Det kristne budskab er, at Gud med åbne arme byder alle velkommen til at leve i en passende relation med ham. Mesopo­ tamierne ville bruge en gudenedstigning til at skabe deres egen kortsigtede lykke. Bibelens ultimative gudenedstigning, som er Jesus, tilbyder i stedet et helt nyt liv i tryghed og glæde hos Gud. ■


Sekretariatet vil arbejde teambaseret Vi skifter fra en funktionsopdelt til en mere teambaseret struktur på sekretariatet i KFS. Af JJJ

Som du kan læse herunder,b har vi ansat en sekretariatsmedarbejder. Det er den første af tre stillinger på sekretariatet, vi kommer til at besætte i løbet af det næste års tid. Den store udskiftning i medarbejderflokken benytter vi til at ændre i funktionsområderne på sekretariatet. Vi går fra en rimelig skarp funktionsopdeling mellem medarbejderne til en mere teambaseret struktur. De tre stillinger, som har eksisteret indtil nu, har indeholdt henholdsvis fundraising og med-

lemsadministration, kommunikation og layout og økonomi og databasestyring. Vi søger ikke en en-til-en udskiftning af medarbejderne, men lader i højere grad den kommende medarbejders kvalifikationer afgøre indholdet i stillingen. Det samme kommer til at gøre sig gældende for de to kommende opslag.

Ny medarbejder

Serviceøkonom ansat på sekretariatet Den første ansættelse i sekretariatets nye teamstruktur er Line Rindom Ehmsen, som begyndte 1. september. Af JJJ

Line Rindom Ehmsen er 27 år og gift med sin bondemand, Martin. Og så er hun blevet ansat som sekretariatsmedarbejder i KFS. Hun har arbejdet i det private erhvervsliv, og det er derfor nyt for hende at skulle arbejde i en nonprofitorganisation. ”Det betyder noget for mig at skulle arbejde et sted, som brænder for noget, som er vigtigere, end hvilken økonomisk profit man kan få ud af alt, hvad der gøres. Det er nyt for mig, men jeg glæder mig til det, fordi det er betydningsfuldt på et helt andet niveau,” fortæller hun. Det betyder dog ikke, at hun ikke kan bruge sin erfaring ind i KFS. ”Jeg er nyuddannet serviceøkonom og har siddet på kontor i en del år efterhånden, samt beskæftiget mig med indkøb og servering af lækre sommerretter. Jeg håber at kunne drage fordel af diverse erfaringer fra alt, hvad jeg har lavet, på forskellig vis,” uddyber hun Men selvom det er nyt for hende at beskæftige sig med kirkeligt arbejde i sit professionelle virke, er det ikke nyt for hende at tage del i det. ”Jeg har brugt meget tid i Indre Mission-regi blandt andet i Indre Missions Ungdom som bestyrelsesmedlem, været en del af komiteen for landsstævnet Event, bestyrelsesarbejde i musikarrangøren Glow, leder på diverse børne- og juniorlejre på Lyngsbo og så videre,” forklarer Line. Hun glæder sig til det nye i arbejdet og at byde ind med sine evner og perspektiver. ”Jeg glæder mig meget til at møde en masse nye mennesker og blive en del af et godt team. Jeg glæder mig til nye udfordringer, at lære en masse nyt og samtidig kunne bidrage med mine kompetencer, samt med nye vinkler og ideer,” afslutter hun. 33


Bøger:

Duften af Edens Have Børge Haahr Andersen LogosMedia 2016 149,95 kroner Mathias Anker Kure, bachelor i dansk, ungmedarbejder i Ordet & Israel kureanker@gmail.com ”Siden jeg første gang hørte en ko brøle, har jeg funderet over sammenhængen mellem min lille verden og Bibelens store verden.” Sådan lyder den præcise åbningsreplik i Børge Haahr Andersens nye bog, Duften af Edens have. Bogen udgøres – ligesom de to foregående essayistiske udgivelser – af velskrevne refleksioner, som bliver til i kryds­ feltet mellem barndom og samtid, erindring og teologi. Den gennemgående hensigt er at pege på Guds nærvær i et levet liv.

Erindring frem for alt Det hedder sig, at man ikke bør dvæle for meget ved fortiden. Vistnok fordi det så bliver svært at gribe nuet. I sine nye essays bestræber Andersen sig på at dvæle mest muligt ved fortiden, for på den måde at indfange nuet bedst muligt. Den lille verden, som teologen altså længe har funderet ud fra, er således først og fremmest Sædding og omegn samt den vestjyske landbrugskultur, som han vok­ sede op i. Det er glimt fra søndagsskolen og som­ merlejre, varmen fra køers patter og andre ”finur­ ligheder” (bogens gennemgående buzzword), der sætter refleksionerne i gang: ”Den første gang, jeg var i søndagsskole, var vel ikke længe efter, at jeg havde smidt bleen. Jeg husker, at der af én eller anden grund gik panik i mig. Det var for overvældende med alle de børn. Jeg styrtede ud af missionshuset og hen ad vejen, men standsede af respekt for den asfalterede vej, som jeg ikke turde krydse, fordi dens farlighed var blevet indskærpet mig”. (side 43) Samtidig fungerer det tidslige aspekt som en ramme for bogen. Tendensen er, at Andersen star­ ter i barndommens og ungdommens Vestjylland og slutter "på stenbroen" (København), hvor han "kom ind med firetoget" for at påbegynde teologi­ studierne, og hvor han bor i dag. Ved siden af 34

dette kronologiske hovedspor præsenteres vi for en række (virkelige) karakterer i form af fx kirke­ tjeneren Henrik, Jonas, en kollegas søn, vrede Jytte samt et par stykker fra forfatterens nærmeste familie.

Hønsegårdsteologi Men selvom Andersen altså helst dvæler ved forti­ den, og gør det på en både inviterende og humoris­ tisk måde, er bogens ubestridt største styrke, at den så frit pendulerer mellem erindring og refleksion. Som i essayet ”Hønsegårdsteologi”: ”Én af mine opgaver blev at fodre hønsene og samle æg ind. Om vinteren var det en særlig udfordring, fordi jeg var mørkerad, men endnu mere ræd for, at mine brødre skulle opdage det.” Herfra knytter Andersen an til Jesu ord om, at han som en høne vil samle sine kyllinger under sine vinger samt skabelsesberetningen, hvor der, i Andersens oversættelse, står, ”at Guds ånd rugede over vandene. Guds ånd legede hønsemor og var en usynlig, beskyttende ånd over hele den skabte verden” (side 15).

Andagt trumfer essaystik Til trods for Andersens skarpe essayistiske pen, kan bogen ikke frasige sig et vist trivielt præg. Her tænker jeg på den stramme opbygning, hvor samt­ lige 58 essays er blevet modereret til præcis samme længde, nemlig to sider eller to sider og en sjat. Hvorfor egentlig? Det giver selvfølgelig en ensartet rytme og en fornem forventningsafstemning: Man ved, hvad man går ind til, når læsningen af et nyt stykke påbe­ gyndes. Men jeg savner variation og brud i denne trummerum, ligesom flere af essayene på grund af fx emnet eller længere citater snildt kunne klare nogle flere anslag. Essaygenren, som jo er den, bogen deklarerer sig med, rummer ellers netop smidigheden til en friere variation. Kombinerer man den længdemæssige ensartethed med bogens faste formel, at erindring og anekdote munder ud i en opbyggelig pointe, kan det siges, at bogen, som jeg ser det, vakler i mellem at være en essaysamling og en andagtsbog. Det ændrer dog ikke ved den overordnede vur­ dering: Duften af Edens have er en herlig bog. Den anbefales alle, jyde såvel som københavner.


Assist

Studerende hjælper i Hillerød Af JJJ

I sommeren afholdt KFS i samarbejde med Grønnevang kirke og beboerhuset Brohuset Assist i Hillerød. Assist samlede studerende fra hele landet med forskellig religiøse/areligiøse overbevisninger til en uge med praktisk arbejde, spændende foredrag og gode samtaler. Det er efterhånden blevet et fast element i KFS, at videregående studerende hjælper beboerne i et boligområde i Hillerød omkring Grønnevang kirke og Brohuset, et lokalt beboerhus. De studerende har vidt forskellig baggrund, hvor nogle er muslimer, andre er kristne, og en tredje gruppe har en anden eller måske ingen religiøs overbevisning. Fælles er ønsket om at hjælpe mennesker, der har brug for en ekstra hånd i uge 26. Anna Kiel Rughave var med hele ugen. Hun fortæller om, hvordan det er rart at gøre noget helt konkret, hvor hun kan se et resultat af arbejdet med det samme. Det står i kontrast til studierne, som oftest foregår i hovedet. ”Det er fantastisk efter en lang eksamensperiode med en masse ukonkrete eksamener bare at få lov til at bruge mine hænder og hjælpe andre. Man møder en masse skønne mennesker og får lov til at høre noget af deres livshistorie. Det gør, at man kan komme til at tale om nogle af de dybere ting i livet, mens man rører i gryden eller står med en pensel i hånden,” fortæller hun. Selvom meget af lejren handlede om praktisk arbejde, bød aftner­­ne også på blandt foredrag, hygge og bål, hvor der var god plads til de gode snakke.

STIK

Undervisningen pegede på Jesus Af JJJ

Johanna Lønborg Andersen og Andreas Villumsen fortæller om deres oplevelse på STiK, KFS’ sommerudrustningslejr for gymnasiale studerende. STiK adskiller sig fra andre KFS-lejre blandt andet ved at bestå af mere intens undervisning. Johanna Lønborg Andersen fra Silkeborg, som nu går i 3.g, og Andreas Villumsen fra Kibæk, som går i 2.g, fortæller her om, hvordan det har været for dem at være på STiK2016. ”På STiK er det mere Jesus, der er i centrum. På Påskelejr og Discipeltræf er Jesus selvfølgelig også i centrum, men der fylder fællesskabet halvdelen, føler jeg. Det er fifty/fifty, hvorfor jeg kommer – både for Jesus, men også for at se mine efterskolevenner. Men her var det 100 procent bare for at høre om Gud og have fokus på ham,” siger Johanna. ”Det har været Jesuscentreret, og det er virkelig vigtigt for undervisning, mener jeg. Og det har det virkelig været. Der har været en rød tråd igennem det hele. Det har været godt. Hver dag har bygget oven på hinanden, og man har fået mere og mere ud af det,” fortæller Andreas. ”Ja, niveauet er steget hver dag,” supplerer Johanna. Andreas fremhæver, at det fungerede godt at have forskellige indgange til det samme emne. Fx blev apologetik behandlet med udgangspunkt i både filosofi, naturvidenskab og sjælesorg. ”Man får angrebet emnerne fra forskellige vinkler, men det blev stadigvæk bygget oven på hinanden. Det har virkelig været lækkert,” mener Andreas. Alle pladser på STiK var optaget længe før lejren, og selvom faciliteterne på KFS’ Ledertræningscenter i Ødsted blev presset til det yderste, var en god ledergruppe med til at sikre, at lejren forløb som smurt. 35


Kirken har et ansvar for klimaet Klimaet bliver som regel diskuteret i en politisk kontekst, hvor det handler om grøn energi og CO2-kvoter. Hvordan skal vi, som er kristne, forholde os til det? Måske handler det om at overveje, hvilket liv vi er kaldet til at leve. Af Kirsten Grube Juul, projektmedarbejder i Areopagos, kirsten@cur.nu

På en nylig konference stillede jeg en lektor i etik spørgsmålene: ”I klimakampen render vi rundt som nyttige idioter, vi kommer hele tiden selv til kort, vi kan se, at andre svigter, og politikere nedprioriterer emnet. Hvorfor overhovedet kæmpe videre? Hvor får vi håbet fra?” Lektoren kiggede lidt undrende på mig og svarede så bestemt: ”Man skal overhovedet ikke kæmpe for klimaet – eller for den sags skyld for andre sager – fordi det er noget, man skal. Det vigtigste er, at man meget alvorligt tænker over, hvilket liv vi er kaldet til at leve, og hvad vi forstår ved det gode liv. Og så kæmper vi jo ikke kampen alene. Vi har hinanden. Vi bærer hinanden”… I de sidste ti år havde jeg sådan lidt halvhjertet forsøgt at skære ned på kødforbruget, både af hensyn til dyrevelfærden og CO2-regnskabet. Men jeg fortsatte med at spise kød. Men man burde jo nok også …

Hvilket liv er vi kaldet til at leve? Dagen efter, jeg havde hørt lektorens svar, blev jeg vegetar. Ikke fordi jeg burde, fordi det var en pligt – men fordi, jeg oplevede, at det var det rigtige at gøre – og at valget om at blive vegetar var en del af et liv, jeg gerne ville leve. Som kristne bliver vi kaldet til et liv i genoprettende tjeneste. Synd handler ikke alene om, at jeg fejler i min relation til Gud, men synd er skabningens fremmed­ gørelse fra sig selv og Gud. Det er undertrykkelse, uretfærdighed, had og frygt. Det er udnyttelse af skaberværket og andre men­ nesker. Vi udnytter jorden, fordi vi ikke forbinder synd med det 36

liv, vi lever. Men det har noget med det at gøre. Og vi er kaldet til at genoprette det brudte, herunder de økosystemer og arter der aktuelt trues af vores egoisme og grådighed.

Fra hellighed til ydmyghed Når vi som kristne kalder på nødvendigheden af at tage klima­ forandringer alvorligt, kan det godt fremstå som en tom hellig­ hed. Findes der overhovedet en kristen miljøetik? Det vil alle ikke argumentere for. Til gengæld er vi født med evnen til at føle ærefrygt over for naturens vilde eksplosioner af former, tilpas­ ninger, balancer og skønhed. Filosoffen K.E. Løgstrup (1905-1981) argumenterer for, at når vi sanser æstetikken i naturen, forstår vi, at naturen også er til for sin egen skyld – og vi får en impuls til at tage vare på den. Livsfølelse går ofte forud for livsførelse. Ærefrygten for naturen – fra mærkværdige koralrev til ørken­

Som kristne bliver vi kaldet til et liv i genoprettende tjeneste [...] vi er kaldet til at genoprette det brudte, herunder de økosystemer og arter der aktuelt trues af vores egoisme og grådighed. rotters tilpasningsevne – kan skabe en ydmyghed, der kalder på en umiddelbar etisk tilskyndelse til at tage vare på skaberværket


omkring os – også når det bliver abstrakt og komplekst som kli­ maforandringer.

Vi kæmper ikke alene Når jeg hører om klimaforandringernes mange konsekvenser: voldsomme oversvømmelser, ørkendannelser, afblegningen af Australiens Great Barrier Reef og gletchersmeltninger, kan jeg gå helt i stykker indeni. Over min egen og andres utilstrækkelighed, ligegyldighed og uformåenhed. Til gengæld får jeg håb, når ny teknologi udnyttes, og der opstår fællesskabsorienterede og kli­ mavenlige tiltag inden for energi og transport, fx selvforsynende, højteknologiske landsbyer (www.regenvillages.com), og når der

udvikles nye billigere elbiler. Det giver håb, når kirken vælger at gå foran. Det giver håb, når Pave Frans udsender et hyrdebrev om miljø og klima med over en milliard katolikker som modtagere, eller når den engelske kirke melder ud, at den ikke længere vil investere i fossile brændstoffer. Sidste efterår vandrede tusindvis af pilgrimme fra det nord­ lige Svalbard ned gennem Skandinavien og Mellemeuropa. Målet var Paris, hvor der skulle afholdes klimatopmøde. Kirker og kir­ kelige organisationer i Europa og Afrika havde taget initiativ til at vandre for klimaretfærdighed. Klimapilgrimsvandringerne, som i Danmark fandt sted i august og september, udtrykte en fælles besindelse på klimaets sårbarhed og en solidaritet med menne­

Tænk, hvis det kommende menighedsrådsvalg i november handlede om, hvilken forskel kirken kunne gøre i en verden i hastig forandring

37


sker, der lige nu mærker klimaforandringerne på tæt hold. Samtidig sendte pilgrimsvandringerne et stærkt signal til de politiske ledere om en ambi­ tiøs aftale på klimatopmødet: Politikerne måtte gå foran, begrænse CO2-udledningen og tage et fælles ansvar for at hjælpe dem, der bliver hårdest ramt af klimaforandringer. For at understrege signalet om fællesskab og handling valgte en stor gruppe pilgrimme at føre en 'klimastafet' – vand i flasker – fra Svalbard til Paris. I Paris blev vandet – sammen med over en million underskrifter – overleveret til statslederne (se www.klimapilgrim.dk). Det blev til en politisk aftale i Paris. Hvor god aftalen viser sig at være, er reelt op til politikere, virksomhedsejere og almindelige mennesker i de deltagende lande – og kirken. Da Alternativet for nyligt rundede 10.000 med­ lemmer, udtalte partiets leder Uffe Elbæk, at der nu var al mulig grund til at være optimistisk, og han glædede sig over, hvilket positivt aftryk de mange nye medlemmer kunne sætte. Kirken hverken er eller skal være partipolitisk, men hvis vi ser på folkekirken alene, har den aktuelt 4.388.000 med­ lemmer. Tænk, hvis en brøkdel af den medlems­ skare bestemte sig for, at klimakampen skulle være et kerneanliggende? Tænk, hvis det kommende menighedsrådsvalg i november handlede om, hvil­ ken forskel kirken kunne gøre i en verden i hastig forandring? Der er heldigvis mange initiativer og organisationer, der kæmper for at få kirken i front i klimasagen. Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd og Korsvej er eksempler på mennesker, der forsøger at sætte klimakampen højt på dagsordenen – som en naturlig del af kirkens eksistensberettigelse og kristnes livspraksis. Kampen er kun lige begyndt – og vi kæmper den ikke alene. ■

Areopagos er en kristen organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni. Areopagos arbejder i Danmark og Norge - og i Kina, hvor organisationen blev grundlagt i 1922 (www.areopagos.dk).

38


KFS-leder:

Den nødvendige frelser Af Peter Rask, formand for KFS, vonrask@icloud.com

En af sommerens mest populære memes stammer fra den olympiske svømmehal, hvor en af de lokale livreddere ikke fandt sin tjans videre ophidsende. Og indrømmet kan det også synes en smule forunderligt og ikke mindst overflødigt at have en livredder tilstede, mens verdens absolut bedste svømmere konkurrerede om olympisk guld. Men for mig blev det alligevel et billede, som manede til eftertanke, efter jeg også havde grinet af det. For på samme måde som det kan synes unødvendigt at have en livredder til at passe på Michael Phelps, synes de fleste danskere, at Jesus er overflødig i deres liv. De oplever ikke noget behov for ham, og tanken om en religiøs autoritet i deres liv skræmmer dem mere, end det beroliger. For er der noget, vi danskere møder med fælles front, så er det de autoriteter, som vil fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. For det skal ingen. Vi vil ikke bøje os for nogen og slet ikke, hvis det har et religiøst skær over sig. For det emmer langt væk af at være hæmmet og indskrænket i sin livsudfoldelse. Denne opfattelse vil vi gerne udfordre. For det er vores erfaring, at troen på Jesus er noget andet og bedre end de fordomme, som trives om de kristne. At Jesus faktisk er den livredder, vi har brug for, når vi ikke længere selv kan bunde. At han er den, som kom til os, da vi ikke kunne komme til ham. For at blive i det OL-billede, vi startede med, så er det gennemgående træk i alle konkur­ rencerne, at man først får sin bedømmelse efter sin præstation, nøjagtig som det er tilfældet til de eksamener, KFS’ målgruppe jævnligt deltager i. Men sådan er det ikke i kristendom­ men. Her kommer dommen inden præstationen, og den er elsket indtil døden. For Jesus blev vores livredder ved at give sit eget liv. Det er kernen og omdrejningspunktet i al sand kristendom: At Jesus døde for mig, fordi jeg har brug for det. Dermed adskiller Jesus sig også fra den olympiske livredder. For her kunne alle selv. I mødet med Gud kan ingen frelse sig selv. Derfor bliver Jesus nødvendig, fordi han er den eneste, som vinde det evige liv tilbage, som gik tabt ved syndefaldet. Og han vandt.

39


Bevar branden Af Rasmus Jonstrup Hansen, teologistuderende og forfatter til Gymnasietro, rasmusjh1@gmail.com

Da jeg begyndte i gymnasiet, var jeg meget ambitiøs. Jeg havde haft to år på nogle kristne efterskoler. Nu havde jeg vilde drømme for min gymnasietid. Nu ville jeg give den gas med alt, jeg havde, og alt jeg var. Jeg var klar! Klar til at se mange blive kristne. Klar til at være ham den uselviske, der altid ser de andre før mig selv og hjæl­ per dem, der har det svært. Klar til at fortælle alle og enhver om Jesus. Uden at holde mig tilbage. Uden skam.

Når virkeligheden rammer Men bum! Så ramte virkeligheden mig: Jeg kan ikke bare lige gøre alle de andre kristne. Jeg er faktisk ret selvisk og ser sjældent de andres behov. Jeg tøver faktisk med fortælle om Jesus. Jeg holder mig tilbage. Jeg skammer mig. Hvad var der galt? Hvorfor lykkedes det ikke bare? Hvorfor mistede jeg lysten? Hvorfor var det hele så svært? For at være ærlig: Nogle gange orkede jeg bare ikke rigtigt at skulle gøre en forskel. Nogle gange havde jeg egentlig mest lyst til bare at stille mig tilfreds med, at det var, som det var. ”Det er heller ikke så vigtigt,” kunne jeg fortælle mig selv. ”Folk gider jo alligevel heller ikke at høre om det, jeg tror på. Folk er ligeglade med, at jeg lever anderledes. Det er umuligt at gøre en forskel. Så hvorfor prøve?” På den anden side vidste jeg godt, at det var løgn. Jeg havde jo virkelig lyst til at gøre en forskel. At se mennesker møde ham, 40

som har reddet mig. At påvirke kulturen på gymnasiet med alt det gode, han giver. Og jeg vidste jo, at det var muligt. Alligevel kunne jeg alt for nemt glemme det.

At få branden tilbage Hvad skulle jeg dog gøre for at bevare branden indeni? For ikke at blive opslugt af ligegyldigheden? For at længes efter at gøre en forskel? Svaret blev mere og mere tydeligt jo længere tid, der gik. Hver gang jeg prøvede at blive bedre og tage mig mere sammen, så fejlede jeg. Men i stedet for at fokusere på mig selv, skulle jeg måske se hen til en anden? En, som i sig selv er så vidunderlig, at det gør noget i mig bare at være sammen med ham. Det var det, jeg oplevede, hver gang jeg søgte Jesus. Hver gang jeg åbnede Bibelen. Hver gang jeg faldt på knæ for at bede. Her kunne jeg glemme mig selv for en stund og bare se hen på ham. Her blev jeg mindet om, hvem han var: Den almægtige Gud, som har skabt universet, og som alligevel elsker lille mig. Og her blev jeg mindet om, hvad han har gjort: Givet sit liv for at vinde relationen med mig tilbage – den relation jeg selv havde ødelagt. Og hver gang jeg så hen på ham, blev jeg målløs. Hvem er som ham? Og det gjorde noget ved mig. Det forvandlede mig. Det gav mig lyst til at løbe ud på mit gymnasium og råbe, at Jesus er vid­ underlig! Det var ikke, fordi jeg nu havde taget en beslutning om,


at nu skulle jeg altså have noget mere lyst til at fortælle om Jesus og være en god kri­ sten. Det var ikke, fordi jeg klemte ballerne sammen og tænkte: ”Så, nu gør jeg det!” Tværtimod! Det var kun fordi, jeg havde set på ham.

”Søg først … ” Det er jo nøjagtig det, Jesus selv sagde ville ske, når vi søger at være sammen med Gud: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33) Det sagde Jesus omkring vores fysiske behov som tøj og mad, men princippet står fast: Der er noget, der er vigtigst. Der er noget, der må komme før alt andet. Og det er din relation til Jesus. Og ”så skal alt det andet gives jer i tilgift” – så vil det andet komme bagefter. Den bedste måde, du kan tjene dit gymnasium på, er ved at søge Jesus. Det er ved at kæmpe for din tro. At læse i din bibel. At bede. At komme i kirke. At have kristne venner. At læse gode, kristne bøger. Høre podcasts. You get the point… Det handler ikke om, at du skal tage dig sammen. Det handler først og frem­ mest om at komme til Jesus og falde sam­ men hos ham. At anerkende, at du har brug for ham.

Er det så lige meget hvordan? Men så slog tanken mig: ”Hvis det hele handler om at søge op til Gud, hvordan skal man så nogensinde komme ud til andre? Er det ikke også vigtigt at tænke over, hvordan vi møder mennesker på gymnasiet?” Og jo, det er vigtigt, og det er der meget godt at sige om! Fx hvilket sprog, vi bruger, som at undgå at snakke ”christianese” og sige ting som: ”Jeg er blevet ramt af evangeliet” eller ”vasket i Lammets blod”, men at vi i stedet taler dansk. Eller hvornår vi taler, for der er en ”tid til at tie [og] en tid til at tale” (Prædikerens Bog kapitel 3, vers 7). Man skal vælge sine kampe og ikke altid hoppe ind i en diskus­

sion, for det handler ikke om at vinde dis­ kussioner, men mennesker. Eller hvordan vores ord og handling hænger sammen, for det lægger man meget mærke til. Og hvis du siger, du er kristen, men drikker dig i hegnet til hver fest, så vil de andre altså have svært ved at tage dine ord om tro seriøst.

Forbliv kristen, og voks i troen Alle sådan nogle ting er mega vigtige. Det handler om at have visdom. At handle godt og gennemtænkt i forskellige situationer. Og det her burde vi tænke over: Hvordan kan jeg bedst gøre en forskel i den og den situation på mit gymnasium? Men igen er Bibelen klar: Der er én måde at få visdom på, som er bedre end alle andre måder: ”At frygte Herren er begyndelsen til kundskab, de dumme ringeagter visdom og belæring.” (Ordsprogenes Bog kapitel 1, vers 7) Hvis du ”frygter Herren” – altså aner­ kender, at han er den store Gud, som han siger, at han er – så vil Gud også give dig visdom. Det her er altså din opgave først og fremmest: Din tro. Din tillid til Gud. Din relation til Jesus. Desværre er der alt for mange kristne, der mister troen på gym­ nasiet. Vær ikke én af dem. Forbliv kristen. Hvis du kun gør noget for at gøre en forskel, vil du miste relationen med Jesus. Men hvis du søger Jesus, vil du ikke kunne undgå at få lyst til at gøre en forskel. Start hos Jesus. Og tag udfordringerne op, som du møder – svære spørgsmål, tvivl og fristel­ ser – og kom med det hele til Jesus. Og kom med din tro, om den er stor eller lille. Måske er din tro kun en naiv barnetro. Kom til Jesus. Lær ham bedre at kende igennem din gymnasietid. Igennem alle de hårde ting, du møder. Hvis du gør det, vil din tro ikke knække og ikke bare være en svag barne­ tro, men vokse til at blive en stærk, modig, spredende, vedvarende og Jesus-elskende gymnasietro. ■ 41


TID TIL FORDYBELSE

DK-3400 Hillerød | tlf.: 4826 0766 | lmh@lmh.dk

luthersk missions højskole

Find os på lmh.dk eller på

Bliv volontør eller korttidsudsendt Vil du opleve hverdagen i en anden kultur? Har du lyst til at udfordre dig selv og dit syn på verden? Vore partnere i Afrika og på Cypern har brug for dygtige og engagerede mennesker, der vil rejse ud og give en hjælpende hånd.

• IT og kommunikation

• Sundhedspleje

• Skoleundervisning • Teologisk undervisning

• Kirke/Ungdomsarbejde • Håndværk/mekanik

Tlf. 8672 5050 . ma@missionafrika.dk www.missionafrika.dk


Konkurrence

Skriv en sang Af JJJ

Lav en salme, lovsang eller en tredje type åndelig sang, hvor et af reformationens temaer er tydeligt. Skriv blot en tekst over en kendt melodi, eller lav sangen helt fra bunden. Vi udvælger så den eller de bedste og synger dem på Påskelejr 2017. I 2017 er det 500 år siden Reformationen startede med, at Luther bankede sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. For Luther var der en masse vigtig teologi og åndeligt liv på spil. Det hele endte med en deling af kirken i katolikker og protestanter. Igennem hele kirkekampen skrev Luther en masse salmer om alle de vigtige temaer i teologien og troslivet. En del af vores rige salme­skat i Danmark kommer lige netop fra Reformationen. Denne skat vil vi gerne bygge videre på i dag. Derfor laver vi en sangtekstkonkurrence. Du skal skrive en lovsang/salme, som er tydeligt inspireret af Reformationens ærinder. Det kunne fx være noget om frelse ved troen alene, Bibelen som øverste autoritet, at Jesus møder os i nadveren, retfærdiggørelsen i Jesus, gerningerne som springer ud af troen, hvile

i dåben osv. Der er en masse vigtigt fra reformationen at tage fat i. Lad dig inspirere, og digt! Du kan skrive den over en kendt melodi, eller du kan lave det hele selv. Hvis du laver din egen melodi, skal vi også have sangen på en video eller en lydfil. Eller alternativt på noder. På KFS’ Påskelejr 2017 fejrer vi jubilæet, og den eller de bedste sange vil indgå i sangene på lejren, og derudover vil vi også offentliggøre sangene på KFS’ Facebookside og hjemmeside.

Send dit forslag til os på kfs@kfs.dk, senest den 31. januar 2017.

Vi har justeret målsætningen Af JJJ

I skoleåret 2016/17 ændrer vi lidt på de mål, vi har sat, så de er realistiske og ambitiøse nok i forhold til vores ressourcer. Vi hæver i dette kommende skoleår ambitionen for vores åbne bibelstudiegrupper. Vi har ellers de sidste to skoleår ladet ambitionen være at få et højere antal end det forrige skoleår. Det har vi gjort ved alle de syv områder, vi har sat konkret tal på. Men vi har netop udgivet et nyt materiale på dansk i Uncover-­ serien, og det får os til at hæve ambitionsniveauet på dette område. Uncover er netop et materiale designet til at læse sammen med de medstuderende, som ikke er vant til at læse i Bibelen. På den anden side står vi i det skoleår, vi lige er begyndt på, med ændrede medarbejderressourcer – fx er den treårige satsning på at ansætte Carsten Espersens som dialogsekretær endt. Det betyder, at vi på nogle områder skruer lidt ned for ambitionsniveauet.

Endelig insisterer vi på, at vi skal have kontakt til flere kristne studerende, da det er helt centralt for vores målsætning at have god kontakt med studerende, som kan arbejde med på målene. Derfor hæver vi barren lidt ekstra for deltagere, kontaktpersoner og grupper. Målene skal være ambitiøse, men også realistiske, hvis de skal hjælpe os til at yde vores bedste. Ændringerne i skoleåret 2016/17: • Åbne bibelstudiegrupper: Fra 11 til 15 grupper. • Apologetiske events: Fra 287 til 275 events • Tværkulturelle events: Fra 31 til 25 events • Tværkulturelle fællesskaber: 7 fællesskaber (samme antal som sidste skoleår) • Aktive deltagere: Fra 1223 til 1250 deltagere • Kontaktpersoner: Fra 131 til 140 • Grupper: Fra 95 til 100

43


Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Når man har været et troens menneske i en menneskealder, er det virkeligt forfærdende at føle, at det, som man har bygget på, er ved at vakle. Det er svært, når ambitionerne bliver brudt, men det er endnu sværere, når troen blegner og bliver en skygge af sig selv

Peter V. Legarth, temaartikel side 24

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Hvad går pengene til? Fx LTC

Via MobilePay: 61 27 14 97 Via bankoverførsel: 9544-0004054954 Via støttemodulet på kfs.dk – klik på

STØT KFS

i højre side

Du kan også blive fastgiver via støttemodulet! Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Eleverne på KFS’ Ledertræningscenter, LTC, kommer i kontakt med tusindvis af studerende hvert år. De er en kæmpe ressource for KFS-arbejdet – både under opholdet, men også efter i deres frivillige engagement.

Til Tro #3 2016 - Ambitiøs  

Tredje nummer af Kristeligt Forbund for Studerendes magasin Til Tro. Tema: Ambitiøs

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you