Til Tro #2 2014 - Kamp

20 14

Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Kamp Til lunchbar på Aarhus Universitet » 4 Få inspiration til at lave KFS » 5 Teamperiode i Israel » 6 Mød de tre kommende volontører » 9

Løssalg : 25 ,-

5

Mød de tre kommende volontører

13 21 Bøn

Medier

her står du

Leder

Teamperiode i Israel

7

10

TEMA: Kamp

Når Gud sparker

18

12

De spor vi satte i ørkenen

Hverdagskrig

Salige er de, der forfølges

27 30 31 Bøger

Til lunchbar på Aarhus universitet

24 Refleksioner

Generalens

Leder

Nekrolog over en målsætning Af Robert Bladt generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk

I løbet af de seneste måneder har vi i KFS taget tilløb til at holde begravelse. Afdøde er vores målsætning om at udruste 200 studerende som KFS-iværksættere. Begravelsen har fundet sted i stilhed.

Afdøde kom til verden gennem en lang og udmattende fødsel hen over skoleåret 2011-12. Den blev spået en levetid på tre år, og forventningerne til målsætningen var store fra såvel KFS’ studerende, bestyrelse, medarbejdere og venner. At udruste studerende gennem forkyndelse og indøvelse af evangeliet, bibellæsning og medvandring samt målrettet oplæring i apologetik, åbent bibelstudium og tværkulturelle events – det syntes at være den helt rigtige vej at gå.

Imidlertid viste målsætningen sig at være født med en lungefejl, som gjorde, at den kun vanskeligt kunne få vejret. Den lærte aldrig at gå – og fik slet ikke vinger. I stedet for at være den samlende person, som kunne bære og målrette KFS-arbejdet, kom KFS’ medarbejdere til at slæbe rundt på målsætningen.

Efter et par forgæves operationer for at udbedre skavankerne hos målsætningen, oplevede vi, at det fra sommeren 2013 gik hastigt ned ad bakke. Og på bestyrelsesmødet den 1. marts tog vi afsked med KFS’ målsætning 2012-15 i Kingos Kirke i København.

Noget glædeligt er der dog at sige om målsætningens bortgang. Selv om en målsætning kan synes meget personlig, så er den dog bare et redskab til at målrette KFS’ tjeneste for studerende og hjælpe os med at forvalte vores betroede ressourcer bedst muligt. Da denne målsætning ikke kom til at opfylde sit formål, vil vi frimodigt sige: Hvil i fred! Æret være dit minde.

Men vi har ikke kun et minde tilbage fra KFS’ målsætning 201215. Vi har også fået en erkendelse af, hvad der er vigtigt for os som kristen studenterbevægelse. Vigtigt er det, at vi møder studerende med evangeliet i al dets skønhed og relevans og på en måde, så det er enkelt at tilegne sig. Vigtigt er det, at vi hjælper studerende til nærkontakt med Bibelen og med andre kristne studerende. Vigtigt er det, at vi udruster kristne studerende til at være i dialog med danske og udenlandske studerende om troen Jesus.

Derfor skal den målsætning, vi nu skal til at formulere for perioden 2014-17, have de samme kvaliteter som den, der er gået bort.

Men vi vil finde en krop til den, som ikke skal slæbes, men kan bære og målrette KFS’ tjeneste blandt studerende de kommende 3 år.

Udgiver

Redaktionen

Tryk

Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954

Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Stud.theol Mikkel Haahr Andersen Lærerstuderende Daniel Sundgaard Stud.theol Nicolai Woller Jensen Stud.theol Filip Friis Jakobsen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i retorik Ida Esmarch Pedersen Stud.psych Anna Staal Sygeplejestuderende Rasmus Dysager

Øko-Tryk

Abonnement

Det koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

ISSN 1395-9786 Hjemmeside www.tiltro.dk Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Annoncer

Kontakt KFS på tlf. 35438282 eller kfs@kfs.dk Layout

Pernille Leth Petersen

4

TIL TRO · # 2 · 2014 · nyheder

Til lunchbar på Aarhus universitet

Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder, jens@kfs.dk Onsdag den 19. marts satte jeg mig i bilen på vej til Christianskirken i Aarhus. Klokken lidt i otte kom jeg til kirken, hvor jeg mødte flere mere eller mindre morgenfriske studerende. De var mødt op til bøn for dagens begivenheder, hvilket blandt andet talte lunchbars to steder på Aarhus Universitet henholdsvis School of Business and Social Sciences, BSS og i Nobelparken. Om aftenen skulle der være kollegiemission og aftenmøde på universitetet.

En af KFS’erne havde bagt brød til alle de 30-40 fremmødte, og det var også ham, der ledte samlingen, hvor der ud over tid til bøn var plads til at dele opmuntrende historier fra gårsdagens event. Efter godt en time begyndte de fleste studerende at sætte sig på cykler på vej til deres respektive studier.

Jeg gik fra bønnemødet med en fornemmelse af, at dette var en særlig uge, og at Gud var på spil i Aarhus’ studiemiljø. Alle, jeg talte med, var meget opmuntrede af deres oplevelser, så det var med en vis forventning, at jeg omkring klokken 11 mødte op i Nobelparkens kantine. Her var nogle KFS’ere i gang med at sætte en stand op, hvorfra de delte spørgsmål og slik ud

til dem, der gik forbi standen. Det spørgsmål, jeg selv trak, var: ”Hvad gør en person god?” Et spørgsmål der ikke var så nemt at svare kort på. Sådanne spørgsmål satte gang i flere snakke omkring standen, hvor de studerende også blev inviteret med til lunchbar med titlen ”Challenge Myth: Is there hard historical evidence that Jesus is God?” Flere af de forbipasserende var åbne over for at tage en snak om nogle lidt dybere spørgsmål, hvor andre blot smilede og gik videre til frokost. Generelt var der en meget positiv stemning omkring standen.

Lidt før klokken 12.15 begav jeg mig ned til dagens lunchbar og bemærkede på vejen, at min mave bekræftede, at det var frokosttid.

Da jeg kom ned i Nobelsalen var der stuvende fuld, og de 75 sandwiches der var lavet til eventet var allerede væk, da omkring 80-90 mennesker var mødt op.

Min og nogle af KFS’ernes maver var derfor nødt til at vente. Nogle ansigter i rummet genkendte jeg som KFS’ere, men langt de fleste var ukendte mennesker, som var mødt op for at høre mere om, hvad Christian

Hofreiter, en østrigsk teolog fra Oxford, havde at sige om emnet.

Og han havde en masse at fortælle om emnet. Selvom han flere gange fremhævede, at han kun kunne nå at kradse i overfladen, nåede han vidt omkring på de 30-40 minutter, han talte. Han præsenterede mange gode argumenter for, at de historiske fakta efterlader den mulighed, at Jesus faktisk opstod fra de døde, som en plausibel forklaring sammenlignet med andre forklaringsmuligheder.

Efter oplægget var der mulighed for spørgsmål, hvor et par stykker kom på banen. Til sidst blev alle inviteret til at deltage i aftenmødet i Stakladen – en af universitets kantiner – hvor Ellist Potter ville holde oplæg om ”Are all absolutes random? – Challenge Rationality” Da jeg forlod universitetet efter at have deltaget i en af de mange efterfølgende snakke mellem studerende, var fornemmelsen af, at Gud var på spil i denne uge, blevet forstærket. Det var også med en taknemmelighed over, at kristne studerende med stor frimodighed bringer deres tro i spil blandt medstuderende.

nyheder ·· 2014 2011 · # 6 nyheder 2 · TIL TRO

Få inspiration til at lave KFS Nu er KFS klar med et nyt koncept. En inspirationsfolder for KFS’ere, der ønsker at engagere sig i studieverdenen. Den hedder ”KFSiværksætter kogebog – opskrifter på events”.

Har du nogensinde overvejet at lægge en kristen på grillen? Forhåbentligt ikke. Og så alligevel… KFS har erfaringer med forskellige typer arrangementer og event og ligger inde med en masse gode råd om, hvordan man kan lave KFS på sit studiested.

Et af de events, der er stor erfaring med, er Grill-en-kristen. Det handler om, at en erfaren kristen sætter sig i den varme stol og giver alle fremmødte mulighed for at stille de spørgsmål om tro, de måtte ønske svar på.

Erfaringerne herfra og en række andre mere eller mindre afprøvede koncepter er nu kommet med i en inspirationsfolder, som kan hjælpe KFS’ere til at engagere sig på sit studiested.

Folderen indeholder 17 opskrifter på events og lignende, med oversigt over blandt andet ingredienser og fremgangsmåde. Efterhånden vil samlingen blive udvidet på kfs.dk i undermenuen ressourcer.

Få dit eksemplar på årets Påskelejr eller print de enkelte opskrifter ud fra hjemmesiden.

KFS dropper at tælle udrustningsforløb Af Robert Bladt, generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk I 2012 satte vi i KFS et mål om at udruste 200 studerende som KFS-iværksættere over en 3-årig periode. Efter en periode med fokus på at besøge alle landets studiesteder, virkede det rigtigt at satse på udrustning af de studerende. Det tror vi for så vidt stadig på. Alligevel vælger vi at afbryde målsætningen om de 200 studerende.

Det har vist sig for vanskeligt at håndtere registrering og måling af udrustningsforløb, som sammensættes gennem en lang række aktiviteter.

I stedet har KFS’ bestyrelse vedtaget en

ny 3-årig målsætning, som skal give retning og motivation for KFS’ arbejde fra sommer og frem til 2017. Vi vil stadig fokusere på udrustning til at leve åbent med troen på Jesus. Derfor vil vi udvikle nye, gode ressourcer, som skal støtte studerende i at samles i KFS-gruppen og arrangere apologetiske og tværkulturelle events samt læse i Bibelen med deres medstuderende.

Frem mod sommer vil vi koncentrere os om at foretage de nødvendige administrative ændringer. Vi vil også begynde at udvikle nye ressourcer. Blandt andet har vi allerede

udviklet en KFS-iværksætter kogebog med appetitlige opskrifter på events på studiestederne, og til maj udkommer en guide ledere af åbne bibelstudiegrupper.

Målet er, at vi samlet set oplever en vækst i antallet af aktive KFS’ere og i antallet af events på studiestederne.

Vi vil være meget taknemmelige for forbøn. Til august ligger der en bedeliste i Til Tro, og på vores hjemmeside kan man tilmelde sig en forbøns- og nyhedsmail med aktuelle historier fra danske studiesteder.

55

6

TIL TRO · #5 # 2 · 2012 2014 · nyheder

Teamperiode i Israel

Christian

Amanda

Marius længst til venstre

Efter tre uger i Israel kom LTC’erne hjem med solbrune kinder, opmuntrende historier og et lidt dybere kendskab til kultur og konflikter i Israel.

De tolv elever fra LTC’s overbygning var i februar i Israel. I løbet af de tre uger, de var af sted på denne specielle teamperiode, oplevede de blandt andet fællesskabet mellem kristne, som er stærkt selvom, kulturforskellene er meget tydelige.

Gud gav frimodighed De samtaler, LTC’erne havde på de forskellige fremstød, foregik på engelsk. Selvom det var en udfordring, oplevede Amanda Hagelskjær Sjursen, at Gud tydeligt var med i det.

Hun fortæller om to piger, der besvarede et spørgeskema, hun havde givet dem. ”En gang i Beersheba var der to piger, der sad helt stille, og jeg tænkte bare: Gud, vil du ikke bare lade dem snakke, for jeg har ingen idé om, hvad jeg skal sige. Og så siger den ene lige pludselig til det sidste spørgsmål: I’m not gonna answer this! Og så forklarede hun hvorfor, og så kunne vi snakke om det. Det var meget fint, at der lige til sidst åbnede sig en mulighed,” forklarer hun.

Fællesskab på tværs af kulturer Selvom kulturforskellene er meget store, var det en generel oplevelse, at båndet mellem kristne brødre og søstre var stærkere.

Marius Weber Jørgensen forklarer om mødet med nogle kristne i Ramallah, hvor de var i halvandet døgn, ”Jeg synes, det var fedt at opleve, at selvom vi kommer fra Vesten og har alt, vi har brug for, og de bor i et besat område, hvor de er en minoritet i minoriteten, så

er vi alligevel bare et i den kristne tro. Og det bliver familie, selvom der er så stor en kulturel forskel. Selvom der er den store kulturforskel, er der bare vores tro, som vi

kan være sammen om. Den vigtigste del af mit liv, kan jeg dele med dem, og de kan gøre det samme med mig.”

Christians Hjort Vindum bekræfter den oplevelse, med at fortælle om nogle kristne studerende, som han pludselig sidder og lovsynger sammen med i en lejlighed i Tel Aviv. ”Altså det giver jo ingen mening, at jeg er sammen med de mennesker, når man bare lige ser på det udefra. Det er jo bare nogle random mennesker, jeg overhovedet ikke kender, og den eneste grund til, at vi samles er, at vi tror på Jesus, og det er bare sådan, man gør, når man tror på Jesus, og det er bare naturligt, for selvfølgelig skal vi jo samles. Det oplevede vi flere gange i Israel.”

Selvom en stor del af turen gik med fremstød på universiteter og besøg hos lokale kristne var der også tid til en ørkenvandring og at opleve landet på andre måder.

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2014 2012 26 · TIL TRO

STiK 2014 – vi gør det igen!

Af Frank Kristensen, LTC-lærer, frank@kfs.dk Årets sommerudrustningslejr for KFS’ere på de gymnasiale uddannelser, STiK 2014 er ved at tage form!

Lejren foregår fra søndag den 29. juni til fredag den 4. juli 2014, og igen i år er det KFS’ Ledertræningscenter, LTC, som slår dørene op for en intens KFS-lejr med et helt unikt KFS-fællesskab.

STiK er en koncentreret udrustningslejr, hvor der skal pløjes dybt i Bibelen og arbejdes intenst med mange af de store apologetiske spørgsmål, som en KFS’er ofte møder i sin hverdag; spørgsmål og udfordringer til kristendommen fra skolehverdagen – og spørgsmål og svære trosmæssige

udfordringer, som dukker op hos os selv på hverdagstrosvandringen.

Planlægningsgruppen ønsker at skabe rammerne for, at STiK skal være et sted, hvor der er masser af plads til at udforske sin egen tro og lade sig udfordre og inspirere, og STiK har en vision om, at deltagerne skal opleve at blive tanket op med ny frimodighed og glæde i det at være en åben, engageret kristen i hverdagen.

Kort sagt: Du får masser af bibelundervisning, apologetiske undervisningsmoduler, spændende seminarer, personlig fordybelses- og refleksionstid, lejrbål og ikke mindst et tæt og givende fællesskab,

hvor nye og gamle venskaber gror hurtigt.

Tjek hjemmesiden for STiK 2014 ud: www.kfs.dk/stik. Her kan du også finde tidligere deltageres meldinger om, hvad de har fået ud af lejren!

Der er kun plads til 30 deltagere, så det vil være en god ide at få tilmeldt sig ret hurtigt!

Arbejdslejr med mening!

For fjerde gang arrangerer KFS, Grønnevang Kirke og Brohuset Assist! Det foregår 30. juni – 6- juli i Hillerød.

Af Daniel Hougaard, KFS-sekretær i Aarhus Assist er KFS’ sommerlejr for studerende.

Vi kalder Assist for en arbejdsferie med mening. For det er lige præcis, hvad det er. En uge den 30. juni til den 6. juli, hvor studerende fra hele landet på tværs af studieretninger og trosmæssig overbevisning knokler for at række en hånd til nogle mennesker, hvor tilværelsen kan være udfordrende.

Vi hjælper med at male plankeværk, tømme loftrum, male stuer, havearbejde – ja alt der kan være svært for beboerne i Kongevænget selv at nå. Vi arrangerer også børneaktiviteter hver eftermiddag for områ-

dets børn, som synes, at sommerferien kan være lidt for lang og lidt for kedelig.

Der er to helt unikke ting ved Assist. Det ene er vores samarbejde med Brohuset – beboerhuset for området. Det er området selv, der inviterer os, og som skaber kontakten til dem, vi skal hjælpe.

Det andet er vores aftener. Om aftenen mødes vi alle og deler historier fra dagens arbejde. Der er ofte flere, der er blevet rørt af dagens møde med folk, de har hjulpet.

Desuden arrangerer vi noget i løbet af aftenen, der starter samtalen om livet, næsten

og troen på Gud. Det er vores mål med Assist, at det skal være en lejr for alle, lige meget hvilket trosmæssig overbevisning man har. Og det er en fryd at høre, hvordan samtalen starter i forbindelse med vores aftenarrangementer og lever videre under arbejdet dagen efter.

Kom med på Assist og tag din studiekammerater med, for jeg har stadig til gode at møde en studerende, som ikke er blevet dybt berørt af Assist!

77

8

TIL TRO · #5 # 2 · 2012 2014 · nyheder

Eventuge i København I slutningen af februar løb Convinced? af stablen i København. Ugen bød på events på studiesteder og aftenmøder, hvor et nyt koncept også blev prøvet af.

Den 25.-27. februar var der under temaet Convinced? lunchbars på Københavns Universitet Amager, KUA, og Frederiksberg Seminarium. Herudover bød ugen på tre aftenarrangementer.

Nyt koncept afprøvet Denne gang blev et nyt arrangement testet, nemlig filmaften. ”Vi havde bestemt, at vi ville prøve en filmaften, fordi det nogle gange handler om at få en anledning til at snakke om de store

spørgsmål, og kristendommen er måske ikke lige der, man vender sig hen. Den anden grund er, at vores liv er en historie, og en film er også en historie. Derfor er der noget i det format, som kan noget særligt.

Det er ikke sikkert, at filmen giver en masse svar, men den kan rejse en masse spørgsmål,” siger Carsten Kofoed Espersen, der er dialogsekretær i KFS. På KUA var der en god stemning, og de følte sig velkomne. Her kom der mellem 30 og 40 til lunchbarerne de tre dage.

”Det var fedt, at det så ud som om, at vi havde ramt et event, som de også synes var hyggeligt,” vurderer Carsten, som dog siger, at der ikke er så meget at følge op på, som der tidligere har været. ”Det er et langt sejt træk nogle gange, men med nogle lysglimt ind imellem, som viser, at det måske ikke er helt dumt, det vi render rundt og laver,” afslutter Carsten.

Bed for verden SMD, det tyske KFS, er på universitetsmission i Münster fra 5.-8. maj og afholder også omkring tyve andre event i løbet af året. Dette er en del af IFES FEUER network’s (Fellowship of Evangelists in the Universities of Europe) arbejde, som støtter proklamationen af evangeliet om Kristus i den offentlige sfære. Bed for SMD og andre IFES-bevægelser over hele Europa og deres offentlige proklamation af de gode nyheder til lignende arrangementer.

Bed om, at flere studerende må tage del i IFES InterAction og udfylde behovet for teammedlemmer i lande, der ikke har lønnede medarbejdere. Bed særligt for nye InterAction volontører i UKZ, det Tjekkiske KFS, hvor tre fra InterAction-teamet snart stopper.

ADEE fra Den Dominikanske Republik og InterVarsity/USA slår sig sammen fra 31. maj - 29. juni for at række ud til grænseområdet mellem Den Dominikanske Republik og Haiti. De håber på sammen at lære mere om forsoningen med Gud, og hvad det betyder at have en holistisk tro..

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2014 2012 26 · TIL TRO

Mød de tre kommende volontører

Christian

Emil

Olivia

Næste skoleår får KFS tre volontører. Det er to LTC’ere, Olivia og Christian, og Emil, som i øjeblikket går på Luthersk Missions Højskole.

Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder, jens@kfs.dk Bestyrelsen har besluttet at ansætte tre volontører næste skoleår. Ansøgningsprocessen er nu afsluttet, og de tre kommende medarbejdere er fundet. Olivia Braüner Bjerge skal være volontør i Nord med bopæl i Aarhus, Christian Hjort Vindums arbejdsområde bliver øst for Storebælt med base i København, og Emil Brande Bahn Petersen skal bo i Odense og dække det sydlige Jylland og Fyn. De tre blev spurgt, hvorfor de gerne vil være volontører. Her er deres svar.

Olivia ”Jeg synes, det er et mega meningsfyldt arbejde. Det er fedt at hjælpe de kristne gymnasieelever, hvor man selv er så tæt på dem. Jeg kan meget nemt huske, hvordan det er at være kristen gymnasieelev. Det

glæder jeg mig vildt meget til at støtte dem i deres udfordringer. Og så glæder jeg mig til at støtte ledere i at lede og hjælpe dem med deres udfordringer.”

Christian ”Det startede med, at jeg gerne ville på teamperiode igen. Men jeg havde ikke tænkt over at alt det andet med KFS’ere og de ting.

Det har tiltalt mig en del at være volontør i et helt år, fordi så har jeg lang tid til at opbygge en relation med KFS’erne. At have en base et år, hvor jeg kan have kontakt med de her mennesker.” ”Jeg glæder mig også rigtig meget til at komme ud med LTC’erne, og hjælpe dem i de udfordringer, de kommer til at stå i, som sikkert er meget lig det, jeg har stået i på LTC. Og så er gymnasieverdenen bare et fedt

sted at have med at gøre. Der er utroligt mange unge, som gerne vil snakke tro og liv, men som måske ikke lige overvejer, at det er noget, man kan gøre. Der er meget brug for, at der er nogle som går foran i det, og samtidigt tror jeg også, der er meget potentiale i det.”

Emil ”Jeg var bare sikker på, at det var det, Gud ville have. Så var jeg nødt til at prøve det.

Og jeg har fundet mere og mere ud af, at det er noget, jeg har rigtig meget lyst til.

Jeg glæder mig til at opbygge en helt masse KFS’ere. I første omgang glæder jeg mig nok mest til at komme i gang, så det kommer lidt tættere på. Jeg glæder mig til at opbygge nogle kristne derude, som så kan nå endnu længere ud, end jeg ville kunne nå alene.”

99

10

TIL TRO · # 2 · 2014 · KFS’eren

KFS’eren Muligheden for at tale om tro Helene Rasmussen var en af hovedkoordinatorerne bag den aarhusianske eventuge, Challenge, som løb af stablen fra 17.-20. marts. Hun glæder sig over, at ugens events gav kristne mulighed for at bringe tro på banen i snakken med medstuderende.

I marts gennemførte KFS i Aarhus en eventuge under temaet Challenge. Ugen bød blandt andet på lunchbars og aftenmøder. En af hovedkræfterne bag ugen var Helene Rasmussen, og hendes motivation for at arrangere ugen var at give kristne studerende mulighed for at tale om troen med sine medstuderende. ”Det er ikke, fordi jeg er fan af det her event-evangelisation, Tanken kan godt være lidt skræmmende og lidt overvældende. Men jeg kan bare godt lide den måde, hvor det bliver lettilgængeligt at tage sine venner med til et arrangement, som giver en mulighed for at få snakket med sine venner om tro,” siger Helene.

Hun mener ikke selv, hun er så god til at få snakket om tro med sine medstuderende i hverdagen, men oplever, at events som disse skaber nogle gode rammer for det. ”Der kommer nogle folk ind, som rent faktisk er interesserede.

Tit tror jeg, at vi kristne – især jeg – kan tænke, at folk alligevel ikke gider at høre om det, at der ikke er nogen, som synes, det er er spændende. Og så kommer der en hel masse ind til en lunchbar, som måske bare kommer til en gratis sandwich, eller som måske synes, det er meget spændende,” fortæller hun og fortsætter, ”Og så giver det bare mening. At få snakket om tro og bryde lidt op med denne her tankegang – som jeg ikke ved, om det bare er os kristne, der har – at det lidt er et tabu at snakke om tro i et større forum. Fordi folk er egentligt venlige og synes, det er fint nok, når vi kommer.”

Hun fremhæver en kristen studerendes reaktion på ugen, som en ting, der viser, at det giver mening. ”Der er en, som jeg har snakket med i weekenden op til og i løbet af arrangementerne, som har taget to venner med igen og igen. Han har bare har sagt ”tusind tak, fordi I laver det her arrangement, og

tak fordi I bare giver mig mulighed for at tage mine venner med.”

En af vennerne har skrevet sig op til, at hun gerne vil høre mere – eventuelt i Uncover. Det tror jeg egentlig bare er det fedeste, jeg kan få at vide. At der er nogle, som kommer hen og siger tak, fordi vi har givet mulighed for at tage deres venner med,” forklarer KFS’eren fra Aarhus.

Og det, at de kristne studerende tager de medstuderende med, mener hun, er det vigtigste. ”Jeg tror på, at det, der mest batter noget, er, når der er nogle kristne, som tager deres venner med til de her arrangementer, fordi så kan de også tage snakken videre senere hen.”

Tema: Kamp Kamp er et grundvilkår for alle mennesker. Nogle oplever militære kampe, fordi de er udsendte soldater. De fleste danskere har dog altid disse kamphandlinger på afstand med en skærm imellem, der har en slukknap eller en mulighed for at scrolle videre. Men det betyder ikke, at kampene ikke raser her i landet. Der findes indre kampe, åndelige kampe, fodboldkampe og politiske magtkampe. Disse og andre kampe kan påvirke menneskers liv mere eller mindre. Ikke alt er værd at kæmpe og dø for, men kristne i visse lande forfølges for deres tro, som, de mener, er det værd. Dermed deltager de i den største og egentlige kamp, nemlig mellem Gud og Satan og alle deres efterfølgere.

Dette nummer angriber temaet kamp fra vidt forskellige vinkler, men fælles for artiklerne er, at der er noget på spil.

Vi håber, du vil betragte de enkelte dele og helheden af bladet og blive en lille smule klogere på dig selv og verden omkring dig – og ikke mindst kampens sejrherre Jesus Kristus.

God kamp!

12

TIL TRO · # 2 · 2014 · Kamp · artikel

Kosmisk kamp

Det gode mod det onde. En klassisk kamp, som mennesket gennem tiden har forholdt sig til som en virkelighed. Og selv om mange ikke længere vil anerkende det, så er den usynlige åndskamp mellem Gud og Satan plottet i menneskets liv, hvilket den mangfoldige litteratur om emnet vidner om.

Af Johannes Korsholm Poulsen, mag.art. i litteraturhistorie, johanneskorsholmpoulsen@hotmail.com En slange hvisker lokkende halvsandheder i øret på en uskyldig kvinde, og menneskehedens eksil fra dens barndomshjem begynder.

Satan lokker som en anden Loke Gud selv til at ramme den retfærdige Job med plager. I det romersk besatte Palæstina kæmper han som en ørkentroldmand gennem visioner og manipulation for at drive Guds egen søn væk fra den vej, han skal gå for at genåbne

glimt af den kosmiske krig, der udspiller sig bag scenetæppet mellem Gud og Satan.

Himmelkrigen Nogle gange virker det ikke som en ligeværdig kamp, og Satan virker mere som et irritationsmoment og et værktøj i den alvidende Guds plan. Jo længere frem i teksten man kommer, bliver det dog stadigt tydeligere, at

Satan sætter alt ind på sin oprørskamp mod Guds herredømme. forbindelsen mellem Gud og mennesker. Til sidst vrimler det med engle og dæmoner i et sidste afgørende slag om herredømmet i universet.

Hele vejen gennem Bibelen foregår der en kamp. For det meste kan vi kun se ting i den fysiske verden, men ind imellem får vi

der er ”krig i himmelen”, og at Satan sætter alt ind på sin oprørskamp mod Guds herredømme. Fælles for alle fortællingerne er, at Gud er absolut god, og Satan er absolut ond.

Selvom det meste af det kristne verdensbillede i dag fylder meget lidt i vores vestlige kultur, står ideen om den kosmiske kamp

stadig stærk som inspirationskilde. Forståelsen af Bibelens tale om denne kamp har dog forandret sig meget frem til i dag, og jeg tror, vi kan lære noget af at se på, hvordan eksempelvis litteraturen behandler emnet i dag. Det siger meget om os som mennesker og kan vise os nogle faldgruber i vores egen opfattelse af åndskampen og dens betydning for vores liv. Åndskampen som konkret virkelighed I middelalderen, hvor kristendommen for alvor slog igennem ikke blot som tro, men som rammefortælling for alle og alting på det europæiske kontinent, var den kosmiske kamp en konkret virkelighed i de flestes hverdag. Gennem prædikanter, kirkekunst og teater lærte man om de mange måder, Satan kunne friste på, men også hvordan han konkret angreb mennesker. Det gjorde

artikel · Kamp · 2014 · # 2 · TIL TRO

han via de mange monstre, som folk kendte før kristendommen, men som nu blev tolket gennem åndskampens briller: Vampyrer, varulve, dæmoner og drilleånder (som vores hjemlige nisser) blev anset for at være en

lerne – forsøgte at forstå denne affortryllelse bedre og måske lære mennesket at leve på dens meningsforladte vilkår, drevet frem af to verdenskriges ufattelige rædsler. Men i den ”populære” litteratur, som kunne købes

… disse historier er inspireret af Den Store Historie om Gud og Satan, som vi kendte engang, før vi afskaffede plottet i vores fortælling. reel fare, og med bønner og ritualer beskyttede man sit hjem og sin familie mod dem.

Kampen var ikke noget, man læste om. Den var virkelig, og man skulle forsikre sig lige så meget imod den som mod oversvømmelser, røvere og sygdomme. Menneskene selv kunne også tage del i kampen mellem Gud og Satan, når fremmede folkeslag blev udråbt til Guds fjender, og unge mænd blev opfordret til at ”tage korset” og drage i krig for at nedkæmpe dem.

Moderniteten og åndskampen Med tiden kom man på andre fortolkninger af verden. Videnskabsmænd og filosoffer argumenterede for, at verden ikke var et skakspil mellem to kosmiske spillere, men snarere en kompleks organisme, hvor hver hændelse ikke var god eller ond, men et udslag af naturens gang, og senere: et udslag af karaktertræk, psykisk bagage og ydre påvirkninger. Alt kunne til syvende og sidst forklares uden Gud, og man kunne skabe en hel fortælling om verden uden at referere til, hvad der foregik i en åndeverden bag kulisserne.

Det førte store fremskridt med sig, men det førte også til en affortryllelse. Hvis vi skal forklare det med et litterært begreb kan man sige, at plottet på en måde var forsvundet fra verden. Hvis der ikke var en god Gud og en ond Satan, der kæmpede om menneskenes sjæle, hvis der simpelthen ikke var mere, end vi kunne se, høre og røre, hvad skulle så få hele historien til at hænge sammen? Hvad var så værd at kæmpe for?

Den ”litterære” litteratur – den man læste på universiteterne og underviste i i sko-

i kiosker og læses i genremagasiner, blomstrede fortællinger inspireret af det gamle verdensbillede op. Der var djævle, engle og bundgode helte overalt. Mens nogle historikere gerne vil se det som en direkte fortsættelse af middelalderens litteratur, mener jeg ikke, man kan forstå den fantasy, der opstod i tiden efter Første Verdenskrig, hvis man ikke ser den som et moderne fænomen.

For hvor mange middelaldermennesker frygtede den åndelige virkelighed og sikkert ville have åndet lettet op, hvis nogen havde bevist for dem, at der ikke var djævle efter dem, er fantasygenrens forhold til åndskampen præget af fascination og længsel. En verden af engle og dæmoner blev forstået som en verden fuld af eventyr, hvor en romans hovedperson, helten, med god samvittighed kunne svinge sværdet mod trolde og monstre, som jo var onde.

Hvordan det skulle være positivt, kan man kun forstå, hvis man husker på, at mange af genrens forfattere har kendt til verdenskrigens virkelighed. En virkelighed, hvor man i stedet skulle rette riflen mod en soldat i en anden skyttegrav, der også lige havde fået et brev fra kæresten og havde hjemve, og som var lige så bange som en selv. Ideen om at kæmpe for en god sag havde mistet sin uskyld, og fantasygenrens fortælling om kampen mod det objektivt

onde blev et tilflugtssted, hvor man kunne puste ud og føle sammenhæng, inden man igen begav sig ud i tomheden. Åndskamp og håb Et godt, meget kendt eksempel er selvfølgelig den engelske forfatter J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre, som, selvom den litterært er af noget højere kvalitet end meget anden fantasy, i hvert fald var et udtryk for denne længsel efter en sammenhæng. Mange kritikere så værket som en symbolsk fortælling om det godes sejr over det onde i Anden Verdenskrig. Tolkien selv afskyede den tolkning og skrev i et forord til et genoptryk af værket i 1970, at hvis det havde været tilfældet, ville bogen have handlet om, hvordan Gandalf og co. selv ville have brugt Herskerringen mod den onde Sauron (som en anden atombombe), at det ville have ført til senere krige, og at de bondske hobbitter aldrig ville have spillet en rolle i den historie. Nej, Tolkien skrev ikke for at forklare verden, som han så den gennem sit vindue, men for at tage læseren med til en verden, der hang sammen, og hvor det ikke var magt og teknologi, der satte dagsordenen, men hvor det gode til syvende og sidst vandt over al magt og herskersyge.

Hvorfor trækker fantasygenren stadigt flere læsere, og hvorfor domineres vores biograflærreder nu også af fantasy-filmatiseringer og anden genrefiktion? Hvorfor vil vi gerne besøge verdener, hvor der findes monstre og rendyrket ondskab? Måske fordi disse historier er inspireret af Den Store Historie om Gud og Satan, som vi kendte engang, før vi afskaffede plottet i vores fortælling. For i den historie er det altid en sandhed, at det onde en dag skal stå til regnskab over for den gode Gud og hans søn, den ydmyge helt der modstod ørkenfristerens løfter om magt og valgte at ofre sig selv for at redde os. I den historie er det ikke os, der skal nedkæmpe fjenden, men Den Gode der kæmper for os. Til den historie hører et løfte om, at kampen får en ende en dag, og at vi ikke mere har noget at frygte.

13

14

TIL TRO · # 2 · 2014 · Kamp · artikel

Når Gud sparker Bibelen fortæller en mærkværdig beretning om Jakob, der slås med Gud selv, bliver hofteskadet og får Guds velsignelse. En beretning der undrer os, men som samtidig rummer trøst om Guds opdragelse og nærvær.

Af Thomas Frovin Moesgaard-Christensen, studentersekretær i AGEUP, Peru, thomas.frovin@gmail.com Ind i mellem kan jeg som gammelkristen glemme, hvor forbløffende Bibelen er. Måske er jeg ikke alene. Det ligger til os at forenkle tingene, og når vi én gang har læst og hevet fat i de forskellige bibelske fyndord, så kan de på en næsten umærkelig måde glide ind på rygmarven og blive til det, vi i virkeligheden allesammen ikke bryder os om – nemlig klichéer. Det er jo sådan med den slags fraser, at de rummer en sandhed i sig, men den sandhed kan så let blive for-

selv i Første Mosebog kapitel 26-27. I og for sig ikke særlig 'blødt' gjort af Jakob; snarere noget, der ligner en historisk svindelstreg.

Havde Esau fattet, at titlen som "patriark" var på spil, var han måske endda blevet endnu mere gal i skralden. Nu løb Jakob med det hele; inklusiv en hovedrolle i Mosebøgernes væsentlige fortælling om Guds folk.

Jeg glemmer, at Jakob var en sjuft. Den havde ikke holdt i byretten. Hans historie starter med det store bedrag af sin far og

Relationen til Gud kan lynhurtigt blive kammeratlig, og det kan der være meget godt i, men hvis ærefrygten ryger, er det noget skidt. vrænget af at blive forsimplet. Og når så livets tildragelser en dag slår ned og river benene væk under os – fordi tilværelsen på denne side af Jesu genkomst rummer så megen råddenskab - kan man komme til at føle sig snydt af Gud og af sin tro. Klicheerne synes tomme. Det er en grim følelse at bære rundt på, hvis man føler, man er til nar. Men måske har man bare glemt at læse efter.

Sjuften Jakob Denne her tekst skal handle om Jakob fra Det Gamle Testamente, ham, der havde en bror ved navn Esau. Jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke så mange positive billeder af Esau. Han var behåret og voldsom, hvor Jakob sådan lidt mere var rolig og mild i det.

Men trods mine fordomme kan jeg godt tænke, at livet var lidt brutalt mod Esau.

Han var sådan en skødesløs synder-type, som folk er flest, men hans mor havde en yndling, og sammen snød de Esau. Læs det

bror, og gælder det damer eller slægtninge, snød han, hvor han kunne komme til det.

Det lave gærde hoppede han over, hvor han kunne som så mange af os, der ikke gider besvær. Måske gemmer vi os bag navne, titler eller forbindelser. Men sjufter, det er vi.

Intet af det vi har, har vi fortjent. Alt har vi fået givet, og det vi ikke har fået givet, har vi taget selv. Vi ser måske gerne, at andre tænker stort om os, men vi er små, bitte mennesker, og måden, vi puster os op på, må være lattervækkende, når man ser på os fra lidt afstand. Problemet er, at det gør vi så sjældent selv. Men det gør Gud jo altid.

Når sjufter glemmer og Gud provokerer Mennesker har det med at glemme, at det er Gud, der er Gud, og så skal vi egentlig ikke bekymre os om resten. Vi vil så gerne være den ultimative dommer i vore egne liv – vi vil gerne tages med på råd, når himme-

lens og jordens skaber skriver dagsorden.

Relationen til Gud kan lynhurtigt blive kammeratlig, og det kan der være meget godt i, men hvis ærefrygten ryger, er det noget skidt. Gud er ikke en lærer, han er ikke demokrat, og han er ikke på valg. Gud er Gud. Han er stor, mægtig og forbløffende.

Hvordan lærer sjufter som Jakob og jeg, at Gud er Gud? At vi ikke skal snyde os gennem livet? Nogle gange må Gud opdrage os, før vi forstår. Det er ikke morsomt.

Teksten om Esaus bror, sjuften Jakobs kamp i Første Mosebogs kapitel 32 er en af de tekster, der forbløffer mig. Jeg vender tilbage til den jævnligt, for den er så provokerende. Bør en Gud som den pæne, kristne Gud med hvidkalkede landsbykirker og koralharmoniseringer virkelig té sig sådan?? Det virker næsten u-gudeligt. På flere niveauer: Gud er fysisk tilstede i verden: Det er fint nok at håndtere, at Jesus blev menneske, men her er en tekst, hvor Gud manifesterer sig i vores verden. Han er HER. Han er NÆR. Gud slår: Gud slår! Jamen, det er faktisk det, der står. Gud slår Jakob – næsten til lirekassemand. Det er fysisk, og det gør ondt, og det er vældig konkret, at Gud den nat møder Jakob for at give ham bank.

Jakob kæmper med Gud: Det er ikke kun al verdens ondskab og sit eget sjufteri, Jakob skal døje med. Adam og Eva åd af frugten, siden da er det gået ad helvede til; men ikke nok med det må Jakob også finde sig selv i en korporlig slåskamp med Gud. Gud, hvorfor slår du?

Og hvis du har det, som jeg har det cirka nu, så er du måske lidt forarget, for hvad bilder

artikel · Kamp · 2014 · # 2 · TIL TRO

Gud sig egentlig ind? I ortodoks tradition taler man endda om, at manden, der sparker Jakob på hoften, er selve Jesus. Guds søn – ham med ”lad de små børn komme til mig”, enkerne og de faderløses forsvarer og hele pivtøjet – sparker en patriark. Det er på sin vis temmelig oprivende. Hvorfor vil Gud slå sit menneske?

Kender du måske det råb fra dit eget liv, for det gør jeg. Hvordan, Gud, kan du tillade, at dette sker? Hvorfor skal det gøre så ondt? Hvorfor slår du mig?

Men der er mere endnu. Slutter vi vores læsning her, ender historien skævt, forvrænget, og vi afslører os selv som mere optaget af vor egen smerte, end af hvad Gud vil os.

For Gud velsigner Jakob i kampen: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" råber Jakob; et vidunderligt skrig fra et menneske

er en Gud, der opdrager med velsignelser.

Og når vi i vores snotdumme glemsomhed fortrænger alt det, han giver os, så kan det være, at det bliver til kamp. Det er jo det, hele vores syndige natur handler om. At vi ikke vil anerkende Guds guddommelighed og Guds velsignelser, men at vi vil selv. Det må gå galt.

Velsignelsen der gjorde ondt – og godt Lægger du mærke til det, sådan for alvor?

At Jakob trods sine onde gerninger faktisk er blevet mødt af en Gud, der velsigner med løfter om sit nærvær, med løfter om at han aldrig vil svigte. Det er den Gud, der er Jakobs Gud. Og Isaks og Abrahams. Mens Jakob ligger der i smerte møder han en Gud, der i sit væsen ikke er anderledes end den

Måske er det derfor, Gud sparker nogle gange: For vi skal forstå, at han er Gud, og vi er ikke. For helt paradoksalt at minde os om, at vi er velsignede. i smerte. Tænk, at man kan råbe den slags til Gud. Mens Jakob ligger der, med det, der hedder en hofteledsluksation, har han ikke glemt Gud, men han har glemt, hvem Gud er. Han har glemt, hvad Gud allerede har sagt og har lovet ham. I Første Mosebog kapitel 28 ser vi jo, at selvom Jakob havde snydt, så holder Gud ikke op med at velsigne ham. På flugt fra vrede, behårede Esau bekræfter Gud over for sjuften Jakob, at "i dig og dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt hvor du går (...) jeg vil ikke svigte dig, men gøre hvad jeg har lovet dig." Gud

Gud, der har lovet ham at bevare ham overalt, hvor han går. For Gud er én, og Gud holder ord. På en sær måde er Guds spark måske et udtryk for en faderomsorg for sit barn. Måske er det endda en velsignelse, der holder Jakob tæt på Gud selv.

I Jakobs historie viser Guds trofasthed sig temmelig overraskende. Jeg stirrer mig blindt på det, jeg synes ligner en uretfærdighed, og glemmer at se på Gud for alt det, han er. Mon ikke det er ret menneskeligt blot at se sin egen navle og dens smerte og glemme velsignelserne? Måske var det det, Jakob havde gang i, da han lå der den nat.

Kampen med Gud forandrer Jakob. Helt konkret får han et nyt navn, der afspejler det, der er sket. Navnet ’Israel’ bliver Guds folks navn. Tænk lige over det! Guds folks navn betyder "at kæmpe med Gud." Mennesket er på denne side af den nye jord altid i opposition til Gud. Derfor vil et liv tæt på den almægtige blive et liv i kamp. Derfor er livet ikke altid lutter lagkage. Måske er det derfor, Gud sparker nogle gange: For vi skal forstå, at han er Gud, og vi er ikke. For helt paradoksalt at minde os om, at vi er velsignede. For at vise os at han ikke er en fjern Gud, der er ligeglad med os. Intet kunne ligge Gud fjernere end at være ligeglad med sin skabning.

Jeg kunne godt tænke mig at læse lidt mere om, hvordan Esau mon har oplevet sin tilværelse. Vi hører ikke så meget om hans indre liv. For Esau blev livet sikkert også en kamp, det øjeblik lillebror Jakob narrede ham. Esau lander sin kamp et sted, hvor der er plads til forsoning med Jakob, kan vi læse.

Jakob får lov til at blive stamfar til Israels folk – på trods af sit svigt og sit sjufteri. Han indtager sin plads i Guds verdenshistorie, og velsignelsen fra Gud løber igennem ham. Så forunderligt. Skidt kommer til ære. Gud rensede Jakob og lod ham blive en velsignelse.

Og den store forsoning og det store løfte, som Gud gav Jakob, det har vi lov at bade os i her på den anden side af opstandelsen.

Det er faktisk ikke forbeholdt bibelske figurer som Jakob.

Vi er velsignede. Jakob endte sine dage som et Guds menneske. Det kan vi også komme til.

Men det er ikke sikkert, det bliver uden kamp.

15

16

TIL TRO · # 2 · 2014 · Kamp · artikel

De spor vi satte i ørkenen Thea Bräuner-Møller har af to omgange været soldaterhjemsleder i Camp Bastion, Afghanistan. Her giver hun et indblik i styrken og skrøbeligheden ved at være i krig og om den kærlighed til soldaterne, der er blevet hendes mission.

Af Thea Bräuner-Møller, tidligere soldaterhjemsleder i Camp Bastion, theabrauner@gmail.com Soldatens bøn Gode Gud! Vær nær hos os, der gør tjeneste i forsvaret.

Velsign vores arbejde for fred og retfærdighed mod splittelse og uret, grusomhed og vold.

Styrk vores kammeratskab og sammenhold, og bevar os fra at svigte hinanden i nød og fare.

Vær med dem, der er sat til at lede og befale, giv dem klarsyn og beslutsomhed og omsorg for dem, de har ansvar for.

Jeg takker dig for mit land, for familie og venner og alle, der holder af mig.

Kære Gud, jeg beder dig: Bevar mig og mine nærmeste fra sygdom, ulykke og alt ondt.

Vær hos mig, når jeg er truet og gribes af angst for mit liv og helbred.

Lad mig få lov at vende tilbage til min hverdag i god behold, når min tjeneste er forbi.

Det beder jeg om i Jesu navn.

Amen Det er som om, der er nogle ord, som giver resonans dybt inde i min sjæl. Som er de bøjet i neon. Som bliver de udtalt i CAPS LOCK. De fanger altid min opmærksomhed. Som rækker de ned i mit underbeviste ”jeg”, og lader min opmærksomhed være skarp som en jagthunds instinkter.

Og medierne er plastret til med disse ord. Danske soldater. Vejsidebombe. Ildkamp.

Danske soldater. Afghanistan. Dræbt. Danske soldater. Kamp …

På kanten af livet.

Det er seks måneder siden, jeg første gang gik om bord på et Hercules C-130 militært transportfly.

Som en anden cirkus klovn havde jeg forsøgt at dække det meste af mit kæmpe krøllede, militært-håbløse hår, med den baret, som synes alt for lille. Uniformen var klodset, og det var tydeligt for enhver, at jeg aldrig havde båret den før. Støvlerne gnavede og gav vabler allerede før afgang.

Jeg sad i flyet. Uden at kende en sjæl.

Med fragtmentationsvest og hjelm. Med kursen mod Camp Bastion, Afghanistan.

Verdens største militære lejr.

Og nu står jeg her igen. I samme uniform, dog mere slidt og dog mere tilpasset.

Min mor har kørt mig fra Odder til Karup, og vi sidder nu og drikker en kop kedelig kaffe.

artikel · Kamp · 2014 · # 2 · TIL TRO

Her: Kirken i Camp Bastion.

Modsatte side tv: Mette og Thea på besøg i Patrol Base Line. Th: Felttestamenter - På KFUMs Soldaterhjem i Camp Bastion uddeles gratis nye testamenter i en feltudgave samt kors til at hænge om halsen.

Salen summer af unge kampsoldater i færd med at kigge deres kæreste eller mor i øjnene for sidste gang i lang tid. Ældre, mere erfarne soldater med børn på armen og en yderst tålmodig og bedrøvet kone ved deres side. Og det er bare for at generalisere en smule.

Ved siden af mig sidder Søren og Jens Arne. Jeg kender dem ikke. Men tilfælles for os 3 er, at vi alle sammen er på vej til Afghanistan som soldaterhjemsledere. Henholdsvis i Camp Price og, for mit vedkommende, Camp Bastion.

Min fordel ligger i, at dette er min anden mission. Vi er i maj måned, hvor jeg i februar kom hjem efter at have været udsendt med ISAF 12. Det hele er så velkendt og alligevel så nyt.

Den varme ørkenluft rammer mig i ansigtet, som var det en knytnæve i maven.

Duften af støv og sand bringer et virvar af sanselige minder frem. Tankerne falder på de soldater, jeg har fået lov at kende tre måneder tidligere. Tankerne falder på de soldater, som vi har mistet. Ikke bare mens jeg var her sidst, men dem vi som nation har mistet i kamp.

Og nu står jeg her; i min mission. Nu står jeg ryg mod ryg med Ham, som sendte mig. Jeg står sammen med Gud. Og mit våben er hverken et LMG, TMG, M95, M49 eller for den sags skyld en USP. Mit våben er den overflod af kærlighed, jeg har erfaret at modtage til de danske soldater. Det er måske egentlig svært at sætte ord på, men jeg kan mærke det helt inderst inde. Når jeg ser på disse mænd og kvinder, ser jeg dem med øjne, som ikke kun er mine egne. For så meget kærlighed kan jeg ikke rumme. Men jeg

ser dem, og jeg elsker dem. Og det rækker langt ud over mine menneskelige kompetencer og kapaciteter.

Og aldrig har der hersket tvivl om, at jeg er sendt af sted. Idéen om at rejse til en krigszone var ikke min egen.

Vi levede i en fantastisk symbiose – altså soldaterhjemmet og mekanikerne. Vi bagte kage og lavede kaffe. De fiksede de ting, som konstant gik i stykker. Og jeg så til i taknemmelighed.

Nå, men med Klausens hjælp finder vi

Når jeg ser på disse mænd og kvinder, ser jeg dem med øjne, som ikke kun er mine egne. For så meget kærlighed kan jeg ikke rumme.

Der var heller ikke gået mere end et par måneder fra jeg var komme hjem efter et par år i Australien, til jeg ringede til mine forældre og sagde: ”Hvad tænker i umiddelbart, hvis jeg fortæller, at jeg har fået tilbudt et job i Afghanistan??”

Min mor sagde; ”Thea, jeg har været så lykkelig for, at jeg ingen sønner har haft at måtte sende i krig. Men så kommer du …”

Ja, her kom jeg så. Med rygsækken fyldt af solskin, gåpåmod og uvidenhed. Jeg ved, at livet med Gud aldrig er kedeligt, og indtil videre … har det været ret spændende.

Ved flagpole i Camp Bastion står jeg nu sammen med omkring 150 danske soldater, gætter jeg på. Vi er en ordentlig flok, som var med fra Danmark, og vi bliver vel modtaget af soldaterne i Camp Bastion. Efter sikkerhedsbriefingen og andre vigtige meddelelser, bliver jeg modtaget af en god kammerat fra hold 12. Klausen, som jeg kalder ham. Han hedder godt nok bare Klaus. Vi var af sted sammen sidste år og har skabt et rigtig godt venskab. Han er næstkommanderende i motorsektionen, hvilket betyder, at han kan fikse alt. Ellers kan hans mænd.

mine militærtasker, som til forveksling ligner alle de andre camouflagefarvede militærtasker. Hurra for navneskilte!

Sammen går vi over på KFUM’s Soldaterhjem. Da døren bliver åbnet, er jeg allerede ti skridt nede af Memory Lane, for lige nu – der er jeg overvældet af en stærk duft af krig, kaffe og kage.

At sætte spor i ørkenen Duften af at være i Afghanistan er duften af liv og død.

Liv, for på soldaterhjemmet – der mødtes vi. Mennesker med alle forudsætninger for at lære hinanden at kende. Med alle forudsætninger for at leve livet med al dets charme og modspil. Vi skaber liv sammen.

Broderskab. Fællesskab. Venskaber. Aldrig må man negligere styrken i fællesskab.

Og blandt soldaterne – er det unægteligt stærkt.

Død, fordi vi befinder os i krig. Når vi snakker om døden, siger soldaterne ofte: ”Det koster bønder at spille skak.”

Og midt i lejren bliver vi dagligt mindet om menneskets skrøbelighed. For midt i lejren står mindetavlen. Mindetavlen er nær-

17

18

TIL TRO · # 2 · 2014 · Kamp · artikel

Når der omkommer en NATO-soldat går flaget på halv i hele militærlejren. Her er det ”flagpole” i den danske del af lejren, hvor der også er mindesmærke for de faldne danske soldater i krigen i Afghanistan.

mest hellig. Man ser på den med den ypperste respekt. Man ser på den og mindedes de drenge og piger, som har betalt den højeste pris for livet som soldat. Man ser mindestenen og tænker på de faldnes familier og på de liv, der nu leves i Danmark fyldte med afsavn og mangler.

Liv og død. Det er absurd. Det er intenst.

Det er livsbekræftende.

Skrøbeligheden af mennesket er kombineret med menneskets styrke.

Disse store og stærke mænd og kvinder, som drager på patruljer i den afghanske ørken i massive pansrede køretøjer, er skrøbelige, når en IED ligger rigtigt eller en talibansk snigskytte rammer plet.

Man siger, at der ikke findes ateister i en skyttegrav.

Hvem er det, vi råber efter, når alt er op til mennesket? Det dødelige menneske?

Hvem er det, som har magten til at beskytte mennesket, når kuglerne flyver om ørene på os, og vi er … bange?

Jeg husker tilbage på en soldat, som en dag viste mig sin tatovering på brystet. Det var en flot tatovering af et hjerte, et anker og et kors. Nysgerrigt spurgte jeg ham, hvad tatoveringen betyder for ham. Han svarede: ”Hvad er mennesket uden tro, håb eller kærlighed??”

Denne aften handler aftenssangen om at sætte spor i hinanden.

Hånden på hjertet, så har jeg aldrig tænkt meget over, hvad det betyder at gå i krig. Verden er i stykker, har jeg ofte tænkt.

Folk har bekriget hinanden siden tidernes morgen … det er en del af livet.

Men nu – i dette øjeblik, hvor samtlige soldater kigger på mig og venter på, at jeg begynder aftenandagten, da slår det mig.

Krig og kærlighed er dét, der præger os.

Soldaterne kender til krig. Det er de uddannet til.

Mennesket kender til kærlighed. Og selvom vi alle sammen kommer med vores virkelighed og det, der er rigtigt for os, så er vores tilgang til kærlighed og vores forståelse af den, forskellig.

Men tager vi udgangspunkt i kærligheden, i at elske hinanden, så præger vi hinanden – og vi sætter gyldige og varige spor i hinandens liv.

Disse soldater har nogle fascinerende historier! Mange af dem kan jeg genfortælle i søvne. Fællesnævneren for de fleste af dem

En af disse samtaler sluttede en dag, hvor hun ser mig lige ind i øjnene og siger; ”Inderst inde, Thea. Så vil vi alle sammen bare gerne elskes.”

Disse ord har brændt sig fast i mig.

I en tid med krig og radikale holdninger, og hvor vi ser ytringsfrihed som en menneskeret og en pligt, da får jeg lov til at opleve, hvordan mennesker på den mest lavpraktiske måde lever under primitive kår, væk fra deres trygge rammer i Danmark, og væk fra deres familier og venner. Og jeg får lov at være midt i det hele, når de savner. Når de længes. Og når de kæmper sig gennem deres seks måneders udsendelse.

For krig handler ikke om at slå ihjel. Krig handler om at kæmpe for mennesket. Krig handler om at kæmpe for vores ideologi – på

Når vi snakker om døden, siger soldaterne ofte: ”Det koster bønder at spille skak.” er, at mange har oplevet krig. Mere specifikt har de oplevet et møde med smerten.

Mange af dem har mistet. Mange af dem har set hjælpeløs til, mens ondskab har hærget.

Mange har set sorgen, som har afløst smerten i et andet menneskets øjne. Særligt Balkan var slem. Men også Irak. Og Afghanistan.

Jeg glemmer aldrig historierne.

Min kamp. Kærligheden er modstander til ondskaben. Kærligheden sætter fri. Længe før jeg viste noget om krig, vidste jeg udmærket, hvad min kamp var, for Gud har åbenbaret den og lagt den tungt på mit hjerte.

Min mission. Den eneste krig, jeg er i stand til at føre, er kærlighedens krig mod ondskab.

Helt ind i det inderste af min eksistens ved jeg, at den kærlighed jeg føler hernede i den golde afghanske ørken, ikke er et produkt af mit eget” jeg”, men det er et produkt af Guds faderlige dybe kærlighed.

På min første mission mødte jeg en kærlig og nærværende kvinde. Hun er officer og havde været i forsvaret på den gode side af nogle år. Jeg nød hendes nærvær, og jeg nød vores samtaler.

vegne af hele vores samfund. Og om at tage de rigtige beslutninger. Krig handler om at gøre en forskel der, hvor der er brug for det.

Og denne forskel gøres dedikeret – med sit eget liv som pant.

Denne aften i ørkensandet beder vi sammen soldatens bøn. ”Gode Gud! Vær nær hos os, der gør tjeneste i forsvaret.

Velsign vores arbejde for fred og retfærdighed mod splittelse og uret, grusomhed og vold.

Styrk vores kammeratskab og sammenhold, og bevar os fra at svigte hinanden i nød og fare.”

Efter ordene er sagt, har der bredt sig en stilhed – en andægtig stilhed. Og den taler højere end generatorens larm og helikopterne i luften.

For lige i dette øjeblik er vi sammen. Da beder vi sammen.

Lige i dette øjeblik, da har vi sat spor i hinanden. For inderst inde … der vil vi alle sammen bare gerne elskes.

artikel · Kamp · 2014 · # 2 · TIL TRO

Hverdagskrig Satan er langt fra en harmløs tegneseriefigur med horn i panden. Han er virkelig, han angriber dig og prøver at få dig væk fra Gud. Derfor må vi kæmpe mod ham i vores dagligdag – en kamp vi ikke skal kæmpe alene, men i kraft af at Jesus allerede har sejret over Satan.

Jesper Sundgaard, stud.theol., sundgaard89@hotmail.com Havregrynene glider langsomt ned, mens jeg i mit stille sind overvejer, om det skyr alle andre køber smager bedre. Øjnene kæmper deres forsigtige kamp mod morgenlyset. Bruseren kaster sine opkvikkende stråler mod kroppen. Inden jeg tager i skole, finder jeg min hjelm frem, tager sværdet i hånden og sikrer, at min brynje sidder ordentlig fast… nej vel? Jeg skal jo ikke i krig! Eller hvad? Åndelig kamp. Prøv at smage på ordet.

Smager det virkelighedsfjernt? Skønt? Udfordrende? Bibelen fortæller os, at verden består af en synlig og en usynlig del. De er begge lige virkelige og har begge stor indflydelse på os. Ofte tænker vi, at den synlige, materielle verden er den egentlige verden, og at vi så er så heldige at have en Gud, der indimellem blander sig. Et slags trumfkort.

Men hvad nu hvis Gud er mere end bare et es i ærmet? Hvad nu hvis der findes en ligeså konkret åndelig verden, som den vi kan se?

Med masser af engle der kæmper mod dæmoner. Hvor der findes myndigheder, magter og herskere, der påvirker den kendte, synlige verden på en meget konkret måde. Hvad nu hvis din måde at tænke på, handle på og snakke på afhænger af hvilken åndsmagt du, bevidst eller ubevidst, lytter til og lærer af?

Det lyder som en god historie, men det er faktisk sådan, Bibelen fremstiller virkeligheden. Peter taler om Satan som en brølende løve, der leder efter nogle at sluge, og det

nødt til dagligt at vende mig bort fra den og kæmpe imod den. Ikke for at jeg skal blive frelst, men fordi jeg er blevet frelst. På samme måde er Djævelen vores modstander,

Husk på, at vores dagligdag er uadskillelig fra den åndelige kamp. er ikke bare en metafor for ens eget store temperament eller begær. Paulus gør opmærksom på, at vi som efterfølgere af Jesus ikke kæmper mod kød og blod, men mod verdensherskerne i dette mørke. Og med det mener han ikke vores egne dominerende, mørke tanker eller onde planer. Med det gør han rede for en helt reel virkelighed, som vi må forholde os til.

Jamen…

Måske tænker du: jamen, Jesus har jo vundet over Satan, så skal jeg da ikke kæmpe.

Din undren er meget forståelig, men med Satan forholder det sig ligesom med synden. Jesus har taget min synd på sig, betalt for den og sat mig i frihed. Synden er ikke længere min herre, Jesus er min herre. Og dog fører synden krig imod mig, så jeg bliver

som vi skal tage meget alvorligt, men vi må besejre ham ved at henvise til den sejr, Jesus allerede har vundet over ham.

En kulturel kamp For mig at se har den åndelige kamp, som vi alle er en del af, mindst to planer. Et samfundsmæssigt plan, som jeg her vil kalde det kulturelle plan, og så det personlige plan.

Satan og de onde åndsmagter har kun ét formål, og det er at nedbryde alt, hvad der er sandt og godt og i tråd med Guds vilje. Her skal vi se på nogle vers fra Andet Korintherbrev kapitel 10, vers 3-6. ”Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned.

Vi nedbryder tankebygninger og alt, som

19

20

TIL TRO · # 2 · 2014 · Kamp · artikel

trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus, og vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret.”

Guds ord siger altså, at vi har fået kampvåben til at bryde fæstningsværker og tankebygninger ned. Det lyder jo flot og fornemt, og du er måske nu fristet til gå i netto eller se vild med dans og få lidt jordforbindelse igen. Men husk på, at vores dagligdag er uadskillelig fra den åndelige kamp.

Fæstningsværkerne er beskrevet, som ”alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud.” Jeg ved ikke, om du tænker over det, men det er der vitterligt meget, der gør. Her vil jeg bare nævne to ting: A) Læreanstalter. I dagens Danmark kan du relativt nemt havne i et miljø, hvor al snak om Gud bare bliver fejet af banen som noget gammeldags vrøvl. Måske især på gymnasier og universiteter. Den levende Gud bliver hånet, og du bliver indirekte opfordret til at gøre din uddannelse og din karriere til din nye gud. Jeg tror ikke, at ledelserne på diverse uddannelsesinstitutioner aktivt sætter sig for at modarbejde Guds rige. Men virkeligheden er jo den, at et uskyldigt produkt af tidsånden ikke eksisterer. Satan omtales som ”denne verdens gud” (Andet Korintherbrev kapitel 4, vers 4), og eftersom han dybest set ønsker at nedbryde kundskaben om Gud, vil han mere end gerne bruge ledende mennesker inden for uddannelsessektoren til dette. Hvis du ikke er opmærksom på denne grundlæggende ånd på mange læreranstalter, kan du nemt blive slået ud af det og stille og roligt komme til at tænke som mange andre: det med Gud, er da vist heller ikke helt pålideligt. Men hvis du ved, at læreanstalterne er ét af de områder, hvor Satan angriber og vil nedbryde kundskaben om Gud, så kan du tage kampen op og begynde at nedbryde de tanker. Det er jo svært at vende en norm for et helt universitet, men det er vigtigt, at du for dig selv og sammen med dine brødre og søstre læser om og

opbygger dig selv i den tilsvarende sandhed: at Gud ejer al kundskab, at der ikke er nogen videnskab, der har modbevist Gud, at Gud er en levende og nærværende Gud, at Gud en dag vil gøre denne verdens kloge hoveder til skamme osv.

B) Det andet, jeg har lyst til at nævne, er den individualistiske ”pas dig selv”-kultur som i høj grad florerer i vores land. Naboen klarer det nok, det er over grænsen at spørge ind til en kollegas privatliv, og den hjemløse får jo nok hjælp af kommunen. Osv. Tankegangen står i skærende kontrast til Guds ønske om, at vi skal kendes på kærligheden til

jeg sige: hold dig tæt til Guds ord og find konkrete bibelsteder, som du kan bruge som et sværd i kampen.

Desuden fremstiller Bibelen Satan som fristeren, der igen og igen stiller spørgsmålstegn ved Guds autoritet. ”Har Gud virkelig sagt?” klinger det helt tilbage fra edens have og til Jesu fristelse i ørkenen. Satan vil friste og lokke os til at synde. Til at se porno, til at snyde i skat, til at tvivle på Jesus som den eneste frelsesvej. Men den lede djævel skal vi ikke give så meget som en millimeter.

Han skal afvises med et ”vig bag mig, Satan, for du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad

Satan har alle dage været en løgner og sender også løgne af sted med dig som adressat: at du har grund til at frygte mennesker mere end Gud, at du er uden værdi. hinanden, ønske om at elske vores næste og bygge fællesskaber der, hvor ensomheden råder. Og kære ven, du og din menighed fører i allerhøjeste grad åndelig krig, når I går imod denne kultur, hjælper din nabo, beder for din kollega og så videre. For så siger I ja til Guds vilje.

Den individuelle kamp Som sagt eksisterer den åndelige kamp også på et individuelt plan. Ikke sådan at forstå at de ting jeg nu nævner, må du selv slås med.

Tværtimod, del dem og søg hjælp hos andre.

Men der kan være områder af livet, hvor Satan har mere held til at lyve over for, friste eller anklage dig end andre. For det er nemlig, hvad han gør. Lyver, frister og anklager.

Satan bliver ligefrem kaldt fader til løgnen ( Johannesevangeliet kapitel 8, vers 44).

Satan har alle dage været en løgner og sender også løgne af sted med dig som adressat: at du har grund til at frygte mennesker mere end Gud, at du er uden værdi, at Guds ord ikke har nogen kraft. Jeg ved ikke, hvad han prøver at bilde dig ind, men én ting kan

mennesker vil.” Venner, troen på Jesus er alt andet end en kedelig teori. Det er en daglig kamp med fald og genrejsning. Det er spænding i verdensklasse!

Endelig kaldes Satan for anklageren. I Johannes’ Åbenbaring kapitel 12, vers 10 siges det om ham, at han anklager brødrene dag og nat. Som regel sætter han fingeren på vores synd og kræver os dømt til fortabelse.

Det kan være synder, som vi slås med igen og igen, eller en enkelt synd, som vi bare ikke kan få ud af hovedet. Satan kan faktisk bruge det til at stjæle din frimodighed og til igen og igen at ødelægge Guds gave til dig. Derfor må vi slutte med det ord, der får enhver anklage til at forstumme, og som virkelig er de gode nyheder ind i det her: ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.” (Kolossenserbrevet kapitel 2, vers 14-15). God kamp!

artikel · Kamp · 2014 · # 2 · TIL TRO

Jesus - værd at kæmpe og dø for!

Alt med måde. Vores vestlige kultur fortæller os, at det vi gør, skal vi ikke gøre for ihærdigt. Ikke for radikalt. Det står i skærende kontrast til Jesu ord om at følge ham. Han byder os at give afkald på vores eget og leve for ham. Det er ikke et valg, men en konsekvens.

Af Christoffer Huus Højlund, præst i Fyns Valgmenighed, christoffer@fynsvalgmenighed.dk Der vil altid være en fascination af de radikale. Ikke partiet, men dem der forlader sofaen for at gøre en forskel i verden. Tænk på William Wallace fra Braveheart, der frygtløst kaster sig mod fjenden, mens han på folkets vegne råber: “freedom!” Det rører noget i os. Noget urdybt. Noget med at leve, kæmpe – og måske dø – for noget mere end os selv. Bibelen siger, vi er skabt til det, Jesus kalder os til det, og jeg tror, at hvis vi skal finde tilbage til den sande historie om os, så er det der, vi må begynde.

Et ældgammelt opgør Men det er ikke det, kulturen lærer os.

Tværtimod. Jo bevares, der er frivillige foreninger og fantastiske humanitære projekter, som kæmper for at skabe bedre forhold i vores samfund. Tak Gud for det. Men selv i dem, tror jeg, mærker man den stærke un-

derstrøm, der går som en flod gennem vores kulturs mentalitet: hvad end du gør, gør det for dig selv.

Det er som sådan ikke noget, vores kultur har opfundet. Bibelen vil sige, at det har

noget mere end os selv. Så kan livet i vores kultur være nok så godt; det vil alligevel efterlade os med et tomrum. En mangel på retning. Så bliver vi ikke os selv uden at leve, kæmpe og dø for noget.

Men hvad hvis Bibelen har ret, når den siger, vi er skabt til at leve og kæmpe for noget mere end os selv? ligget til os siden hin dag i Edens Have. Det eneste vores samfund har gjort, er at vælge at give det frit løb. Fjerne begrænsningerne for selvoptagetheden. Det er blevet ok at bruge alle ressourcer på ting, som udelukkende gavner mig selv, og at fjerne alt, som står mellem mig og min personlige succes.

Men hvad hvis Bibelen har ret, når den siger, vi er skabt til at leve og kæmpe for

Jesus er faktisk endnu mere radikal. Han fortæller sine efterfølgere, at kampen og døden ikke er et valg for dem. Det er en konsekvens. “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” (Markusevangeliet kapitel 8, vers 34). Valget er at følge ham, konsekvensen er kamp og død.

En, som kendte til det her, var den tyske

21

22

TIL TRO · # 2 · 2014 · Kamp · artikel

præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer. Han blev selv henrettet for sin modstand mod nazismen, og i en historisk situation, hvor fjenden systematisk udryddede liv, blev det klart for Bonhoeffer, at dem, som vil følge Jesus, ikke bare kan se passivt til. De må kæmpe. Han siger det sådan her: “Når Kristus kalder en mand, så byder Han ham at komme og dø.” Men hans ord var ikke kun rettet mod hans medkristne i det krigshærgede Tyskland. Han talte til alle kristne til alle tider.

Næste skridt Jeg ville egentlig helst skrue ned for den barske retorik og i stedet tage dig med på en dejlig vandring gennem efterfølgelsens landskab, indtil vi når til et sted, hvor vi beg-

gang er villige til at ofre fem minutter og en 20’er på en nødlidende. Vi har gjort afkaldet og lidelsen til valg, ikke konsekvens, og meget få af os er stærke nok til at tage de valg.

Hvem er du villig til at følge?

Jesus stiller ikke sine efterfølgere i det dilemma at vælge, hvad de vil opgive. Han stiller dem kun ét spørgsmål: er de villige til at følge ham og “blive i ham.” Det giver en helt ny mening til, hvad det vil sige at være radikal. Det handler ikke om at lægge de vildeste planer, men om at blive ved at følge Jesus, uanset hvad det kommer til at betyde.

Det er lydighed over passion.

Men Jesus er klar: det kommer til at betyde noget. Det er ikke bare et liv på sofaen.

At følge ham betyder et liv med frugt og et

Det handler ikke om at lægge de vildeste planer, men om at blive ved at følge Jesus, uanset hvad det kommer til at betyde. ge er så optændt af passion, at vi springer på hesten og kaster os ud i kampen, klar til at dø for noget. Men det kan jeg ikke. For det her handler om mere end passion. Det handler om kald. Og ingen mennesker kan føre dig derhen. Det kan kun Jesus selv. Det er som at stå ved bredden af en stor, mørk sø og sige: spring!

Så hvad er du villig til at kæmpe og dø for?

Faktisk tror jeg, det er det helt forkerte spørgsmål at stille, når vi vil tale om at følge efter Jesus. Det får os kun til at tænke på de ting, vi brænder for, eller dem, vi virkelig elsker. Dem er vi nok villige til at gå langt for, men i lyset af Bonhoeffers og Jesu radikale ord må vi spørge: er det godt nok? Burde vores radikale offervilje også gælde naboen, klassekammeraten eller den hjemløse nede på hjørnet? I et forsøg på at være radikale, laver vi en bunke af gode handlinger og afkald, vi vil gøre. Sagen er bare den, at de fleste af os ikke skal gå ret langt ned ad Strøget, før vi i praksis opdager, at vi ikke en-

liv med kors. Hvad du vil kæmpe og dø for er ikke et valg; det er en konsekvens.

Efterfølgelsen får konsekvenser Det vidste Bonhoeffer. Hvis det at følge Jesus betyder, at du igen og igen stikker din finger i maven på fjenden, vil du få en reaktion. Men han fulgte en herre, som havde gjort akkurat det samme: levet og talt på en måde, så ikke bare verdens synlige magter men også himmelrummets herskere måtte reagere. Og det gjorde de, da de slog ham ihjel på korset. Forskellen på Jesus og Bonhoeffer er, at det, Jesus gjorde, var en gang for alle at tage kampen op med ondskabens rod, lade sig knuse og sejre. Det, Bonhoeffer gjorde, var at gøre krav på den ejendom, Jesus havde vundet retten til på korset. Men at gøre det kostede kamp – og død. Det var ikke et valg. Det var en konsekvens.

Men det er ikke alle, der dør - eller?

Tænk på Moder Theresa. Hele sit liv brugte hun på at stikke fingeren i maven på livsødelæggende magter, når hun dagligt bøjede

sig og gik ind i uhumske skure til mennesker, som havde fået livet ødelagt af sygdom, fattigdom eller ensomhed. Hvert skridt hun tog, var en tilbageerobring af Guds ejendom – men hun døde ikke af det. I hvert fald ikke synligt. Og så alligevel. Hun døde. Hver dag.

Noget inden i hende døde. For hvert skridt hun tog, måtte hun give slip på de dele af hende, der klamrede sig til magelighed, sikkerhed og tryghed. Hun måtte dø fra dem.

Havde hun haft et valg, havde hun nok valgt mere søvn, bedre mad og flottere tøj – men hun havde ikke noget valg, for hendes afkald var en konsekvens af det langt større: at kende hendes Herre, Jesus.

Så hvem følger du?

Er nogen af os klar til at dø fra alt det, Moder Theresa gjorde, for at følge Jesus? Sandsynligvis ikke på stående fod. Men det er heller ikke det afgørende, for det er ikke sikkert, det står på vores liste. Helt sikkert er det, at følger vi lydigt Jesus, så vil der rejse sig en række ting, som kommer til at stå imellem mig og det at komme til at kende min himmelske bror og Herre, Jesus, endnu mere.

Ting, som ikke nødvendigvis er dårlige i sig selv, og som kulturen helt sikkert vil opmuntre mig til at bruge mere tid på. Men det er skarn, ubrugeligt affald, siger Paulus, mod det at kende Jesus (Filipperbrevet kapitel 3, vers 8). Så må jeg tage kampen op. Og dø.

Ham ligner du De, som følger Jesus i døden, vil også følge ham i opstandelsen. At dø fra det, som holder os væk fra Jesus, vil altid give plads til mere af det, som var Guds oprindelige plan med os. Vi bliver mere og mere os selv. Er vi døde med Kristus, skal vi også leve med ham, siger Paulus (Romerbrevet kapitel 6, vers 8). Det er allerede sandt for alle, som har overgivet deres liv til Jesus, og samtidig bliver det mere og mere sandt, jo mere vi tillader det at få plads. Den proces, vejen til opstandelse, kan ofte i dette liv føles som død. Men frugten – både i dette liv og i det kommende – er opstandelse og liv. I os og igennem os.

artikel · Kamp · 2014 · # 2 · TIL TRO

Salige er de, der forfølges Maria Skadkær har været i Nigeria og mødt unge kristne som hende selv. Unge kristne for hvem det at tro på Jesus er en kamp med store omkostninger. Men en kamp, der er det hele værd.

Maria Skadkær, ungdomssekretær i Åbne Døre, marias@od.org Hvilken historie skriver jeg med mit liv? Er jeg så dedikeret, at jeg vil sætte mit liv på spil for dét, jeg tror på? På rejser har jeg mødt mennesker, som kæmper med livet som indsats. De udholder lidelser, afsavn og tortur. De elsker på trods. De tilgiver. Deres livshistorier viser mig, at det er muligt at overvinde min trang efter komfort og fristelsen til ligegyldighed. At kæmpe for et formål der er større end mig selv. At træde ud i det farlige og opleve, at godt overvinder ondt.

Nogle af disse modige mennesker mødte jeg i Nigeria.

Julelys Jeg viser billeder af rugbrødsmadder og frikadeller, cykler og snevejr – og tivoli med julebelysning. ”Er det fra jeres jul?” spørger en dreng. ”Ja” svarer jeg med et smil. Han hiver sin telefon frem: ”Denne video optog

Er Gud uretfærdig?

De unge deler deres oplevelser: ”De har bombet vores kirker, dræbt vores venner og forældre og brændt vores præster. Vi har mi-

Jeg mødes med kristne unge, hvis hverdag er som de voldsfilm, jeg ikke tør se i min sofa. jeg til vores jul sidste år. De brændte vores kirke. Se, der ligger de døde kroppe…”

Jeg er i det nordlige Nigeria på en opmuntringsrejse med Åbne Døre, en organisation som tjener verdens forfulgte kristne.

Her angribes kristne jævnligt af den muslimske, militante gruppe Boko Haram, hvis mål er at indføre sharia i hele landet. Jeg mødes med kristne unge, hvis hverdag er som de voldsfilm, jeg ikke tør se i min sofa. ”Se mit ansigt. Se min krop. De satte ild til mig…”

stet meget. Selvom vi ved, at dette er uundgåeligt som kristen, så er det hårdt.” ”Er Gud uretfærdig?”, spørger jeg. Noa, en muskuløs fyr med milde øjne, svarer: ”Min storebror vil gerne være professionel fodboldspiller og har talentet til det. Hvis han vil have chancen, skal han skifte navn fra Paul til Muhammad. Det er en anden måde at sige på, at han skal konvertere til islam. Vores mor siger, at han ikke skal ændre sit navn, for at opnå det, som er godt i verdens øjne. Menneskeligt set er Gud uretfær-

dig, ja. Men åndeligt set, nej. Bibelen siger, at vi skal regne det for glæde, når vi møder prøvelser, fordi det vil føre til udholdenhed.”

Superhelte Johan bryder ind: ”Midt under angrebet, midt i kaos og frygt – så var der denne omsorg fra Gud.” Johan er en flot fyr på 20 år.

Hans øjne stråler, og hans stemme sprudler af en glæde, som kan synes uforståelig, når man hører hans beretning: ”En dag spurgte mine muslimske skolekammerater mig: Hvor bor du? Vi vil vide, hvilket hus vi skal angribe først, når vi er ude for at slå kristne ihjel. Senere angreb Boko Haram vores by. Også mine skolekammerater var bange, så vi gemte os sammen i et hus. Som den eneste vovede jeg livet og gik ud for at hente mad til os alle.

Jeg blev fanget på vejen. I mange timer vidste jeg ikke, om jeg ville dø eller ej, men jeg slap fri…” Det går op for mig, at den ydmyge

23

24

TIL TRO · # 2 · 2014 · Kamp · artikel

Johans virkelige identitet er superhelt. Han er en modig efterfølger af Jesus, som sætter livet på spil, selv for de skolekammerater der hader ham.

De unge nigerianere er ikke i tvivl om, at de tilhører en god Gud, som det er værd at følge, at de vil være som Jesus og tilgive deres fjender: ”Det er bestemt ikke let at tilgive din fjende, når han har dræbt en, du

til Gud nu, er det vigtigste i mit liv. Selvom det kan være smertefuldt at følge Jesus, vil jeg være kristen. Jeg finder kraft i det bibelvers, som siger: Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke! Verden dræbte min far. Jeg vil ikke lade verden dræbe min glæde også!”

Den sætning har jeg aldrig glemt: ”Verden dræbte min far. Jeg vil ikke lade verden

”Verden dræbte min far. Jeg vil ikke lade verden dræbe min glæde også!” holder af. Du må have Helligånden i dig, som giver os kærlighedens ånd i stedet for hadets ånd,” udtrykker Gabriel.

Attitude Åbne Døres lokale leder underviser: ”For at sejre, må vi tage vores kors op – hver dag.

Vi skal leve i den frihed Jesus kalder os til, så vores attitude er kendetegnet af latter og lovsang. Det handler ikke om fravær af problemer, men lydighed under problemer.

Fordi vi ved, at Gud er i kontrol.” Latter og lovsang… Mine tanker ledes til min rejse til det land, som på trods af narkokrig og vold lærte mig om glæde. Colombia.

Gud talte Ady, en smuk colombiansk pige først i tyverne, udstråler liv, da hun fortæller, at Guds glæde altid skal bo i os. Men hendes ord om glæde er ikke letkøbte. ”Min far var et stort åndeligt forbillede for mig. Jeg elskede ham.

Han blev kidnappet to gange af guerillaen.

De truede ham til at forlade byen, fordi han havde startet flere kirker. Mange præster blev skudt, én blev halshugget. En aften kom min far ikke hjem til aftensmad klokken syv, som han plejede. Han var blevet skudt.” ”Der opstod en enorm tomhed i vores familie. Min far, som havde tjent Gud, var dræbt, og oveni min store smerte voksede et had mod Gud frem…” Hun tørrer øjnene og fortsætter: ”Jeg havde mange grunde til at forkaste evangeliet, men Gud talte til mig og sagde: Jeg er din far! Det forhold, jeg har

dræbe min glæde også!” Verden og det onde kan dræbe meget, men som kristne ved vi, at mørket aldrig kan overvinde lyset. Faktum er, at i de lande, hvor kristne forfølges, vokser kirken. Måske fordi mennesker dér ser, at troen ikke bare er floskler eller en søndagshobby? Intet kan forhindre Gud i at vende situationer til noget godt.

Hvorfor følger vi Jesus?

Hvordan finder forfulgte kristne styrke til at kæmpe kampen? Mirjam fra Nigeria fortalte mig: ”Alle tjener Gud med et formål. Kun du kender dit inderste motiv. Gør du det for at have det godt og opnå gode ting og følelser?

Eller for at tjene og fortælle andre om Jesus?

Jesus lover, at alle, der giver afkald, vil få tusindfold igen. Vi holder fast ved Jesus, fordi vi lever med evigheden for øje. Bed for os. Vi kan intet i vores egen styrke.”

Bønnesvar De forfulgte kristne ønsker, at vi beder for dem. Det er i bønnen, at kampen virkelig kæmpes. De kender bønnens kraft: "Det var ekstremt koldt, og der var intet toilet…"

Nadia fra Mellemøsten, der blev fængslet, kun fordi hun er kristen, fortæller: ”Det var rigtig hårdt. Pludselig en dag følte jeg en varm vind, der blæste på mit ansigt.” Samtidig oplevede hun en enorm glæde indeni.

Den overvældede hende, og hun begyndte at danse i cellen. Hun var forvirret. Hvordan kunne hun føle varme og glæde i en iskold fængselscelle? Efter sin løsladelse delte Na-

dia oplevelsen med sin søster. Søsteren fortalte, at præcis på det tidspunkt havde 32 troende mødtes for at bede for hende. Bøn kender ingen grænser. Vores bøn kan sætte fanger i frihed, trøste og indgyde mod.

Vær modig Jeg står i en kirke i Danmark, og hele menigheden synger, at vi vil følge Gud og takke Ham, lige meget hvad der sker. For mit indre ser jeg ansigterne på nogle af de modigste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Unge på min egen alder for hvem de ord, vi synger her, ikke bare er ord i en sang, men virkelighed. Unge som følger og takker Gud, mens død og vold raser omkring dem. Jeg er stolt over at være i familie med dem. Sammen er vi Guds kirke. Sammen kan vi kæmpe for det, vi tror på. Gud skriver historie overalt – han skriver sin historie gennem modige menneskers liv.

Læs mere om Åbne Døre, forfulgte kristne, og hvad du kan gøre her: www.forfulgt.dk og www.åbnedøresunge.dk. Du kan også finde Åbne Døres Unge på facebook.

bøn · Kamp · 2014 · # 2 · TIL TRO

Bøn Far! Du har sagt, at vi må komme ind foran dig, så det gør jeg nu.

Foran din trone, min Herre og Mester, oplever jeg ikke altid fred. Der er tidspunkter, hvor krigen føres lige foran din trone. Når jeg løber hen til dig for at få fred, så bliver jeg angrebet. Den Onde anklager mig på alle måder, og til sidst kan det blive så mørkt omkring mig, at jeg ikke ser, at jeg stadig er foran din trone. Jeg går derfra med frustration, for du var der jo ikke. Eller var du?

Hvorfor lader du det ske Herre, hvorfor lader du den Onde herske? Hvorfor kaster du ham ikke til jorden og holder ham der til den sidste dag? Herre du er jo den, som ved alt og kan alt.

Hvorfor lader du være lange tider i mit liv, hvor den Ondes anklager hagler ned, hver gang jeg vil sidde i din nærhed? Fra mit eget hjerte kommer beskyldningerne og forpester min tanke. Intet sted er der fred.

Vil du ikke bygge et hegn omkring min sjæl og tanke, så den Ondes våben ikke kan skade mig?

Tak at jeg ved, at den stemme, som forvirrer mig og gør mig urolig, ikke er din stemme.

Far, tak at du taler med hyrdens kærlige stemme.

Den Onde prøver at sige til mig, at min synd er for stor. Hvad siger du til det, Far? Han siger, at jeg ikke kan tilhøre dig, fordi mit hjerte er så koldt og ligegyldigt. Hvad er dit svar til det? Jeg må sukke og græde, når jeg hører det, som slynges mod mig igen og igen. Vil du ikke svare mig?

Du viser mig Jesus, jeg ser ham stå der foran mig. Alt bliver stille. Den Onde kan intet sige.

Tak, Jesus, tak. Du donerer dit liv til mig, og mit syge og mørke liv byttes ud med dit.

I mødet med det, er ingen ord. Det er stille og fredfyldt og samtidig storslået og vidunderligt.

Herre, du er min Gud.

25

26

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel

BØGER

Digital Native - Hvordan unge finder sig selv på Facebook af Josua Christensen 244 sider 199,95 kr.

Lohse og Kristent Pædagogisk Forlag 2014 Af Filip Friis Jakobsen, stud.theol., filipfriisjakobsen@gmail.com

Facebook er nok kommet for at blive, så hvordan skal vi forholde os til det. Det er nemmest at tjekke sin profil sporadisk, smide et par statusopdateringer af og til og så ellers bruge det til at følge lidt med hos de bekendtskaber, man ellers ikke lige får holdt ved lige. Men vil man forstå ungdomskulturen og måske i særdeleshed teenagekulturen i Danmark, er Facebook et godt sted at starte, og det er det, Josua Christensen har gjort. Han har foretaget en undersøgelse af ungdommen på dens betingelser og har udgivet Digital Native som et resultat af det.

Efter en kort introduktion til Facebook, går han i gang med at udfolde, hvordan unge bruger det til at skabe identitet. Det er ofte profilen, der er et ansigt udadtil, og de valg, der foretages med profilbilleder og andre elementer på siden, fortæller meget. Det fortæller i hvert fald meget om, hvordan personen ønsker, at andre opfatter ham. Forfatteren inddrager teoretikere fra forskellige relevante faggrupper og knytter deres begreber til Facebook-generationen.

Selvom man måske ikke er teenager mere, er det stadig relevante analyser og kan være med til at belyse, hvordan det er, man fremstiller sig selv.

En ting, der fylder meget for unge mennesker, er uddannelse, som et af bogens kapitler også behandler. Ud fra dialoger på Facebook prøver forfatteren at under-

søge, hvad der er motivationen for valg af uddannelse og prøver også at vise, hvor problematisk valg af uddannelse kan være for rigtig mange. Derudover lader han også ungdommen komme til orde, når det gælder parforholdet.

En model, der bliver brugt til både definere de forskellige emner, der tages op, er Kirkegaards livsstadier. Forholdet til fx uddannelse sammenlignes med en æstetiker, en etiker og religiøs og de stadier imellem.

De unge, som han har været i kontakt med, er blevet bedt om at tage stilling til deres valg i forhold til dette, og det giver et fint grafisk overblik og sammenligningsgrundlag. Samtidig analyserer forfatteren også enkelte udsagn fra de unge, og prøver på den måde at vise, hvad der er drivkraften for deres valg.

Hvad kan man så bruge en bog som denne til, kan man jo spørge sig selv om.

For at hjælpe en på vej, har forfatteren til sidst udarbejdet en lille guide til, hvordan man kan bruge hans analyse afhængigt af, hvilken sammenhæng man er i. Der er hjælp til forældrene, lærerne eller ungdomslederne i kirken. Dermed bliver bogen ikke bare en ungdomsanalyse, men også en reel hjælp til, hvordan det kan bruges i den virkelighed, man står i.

Læs den, hvis du ønsker at forstå lidt mere af ungdommen og specielt teenagegenerationen. Det er en analyse foretaget

på deres præmisser, hvilket måske er med til at gøre bogen mere åben og ærlig. Den er skrevet af en lærer, der har hjerte for ungdommen, men dog også er i stand til at se kritisk på den. Den er god og oplysende, hvis du har med unge at gøre.

artikel · Bibelen bøger ·· 2014 2012 ·· ##5 2 · TIL TRO

Værdifuld - bliv den du er af Stasi Eldredge 284 sider 199,95 kr.

ProRex 2013

Værdifuld - bliv den du er lyder som titlen på endnu en bog på markedet om, hvordan du finder det uforløste potentiale i dig selv frem. Det er dog ikke dette, der er Stasi Eldregdes hensigt med denne udgivelse. I stedet handler det om at indse, hvor værdifuld du er, netop som du er, og ikke den du kan blive. Forfatteren har tidligere på dansk fået udgivet Det feminine hjerte.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg nok falder uden for den egentlige målgruppe for denne bog. Hun skriver som kvinde til kvinder, så min læsning har været hæmmet af naturlige årsager.

være en del af dit liv, så du kan blive den, du er skabt til at være. Gentagelser har den fordel, at de netop sidder fast i hukommelsen.

Bibelens tale om menneskets værdi er utrolig opløftende. Mennesket har værdi i sig selv, og det er noget, vi godt kan tåle at høre igen og igen. Hun har da også et par kapitler, hvor hun tager et par bibelske kvinder frem og viser, hvordan de er til inspiration for kvinder (og mænd) i dag.

Denne praksis med at bruge bibelske personligheder som inspirationskilde er sund og noget, som mange vil kunne lære af.

En personlig beretning

Brudstykker

Tonen bliver hurtigt slået an, og det er ud fra forfatterens personlige erfaringer, man bliver ført ind i de problematikker, som bogen beskæftiger sig med. Hun har blandt andet kæmpet med overvægt, afhængighed og nedsat selvværd, hvilket hun gør opmærksom på mange gange. Derudover bringes personlige beretninger fra hendes barndom og hendes relationer ind, hvilket giver det et personligt udtryk, så det er til at identificere sig med. Det er meget fint, at hun prøver at gøre det almenmenneskeligt med den personlige fortælling, men af og til kammer det over og bliver til den ene historie efter den anden, hvor pointen er den samme. Og hun har en vigtig pointe, som hun gerne vil fortælle; Gud ønsker at

Som helhed er det svært, at finde en rød tråd i bogen. Kapitlerne springer meget, hvilket måske har den fordel, at de kan læses enkeltvis uden større besvær. Men det virker som om, det er skrevet ud fra de indfald, hun har måttet få undervejs, uden at der har været en plan fra starten. Det gør læsningen i bedste fald varieret og i værste fald rodet.

Bogens formål er at være med til at starte en rejse imod at blive sig selv.

Og der findes passager, der er smukke i sproget og er opmuntrende ord om Guds omsorg: "Hvis jeg skal fortsætte min rejse frem mod at blive mig selv, må han finde mig, hver gang jeg gemmer mig. Han må give mig styrke, når jeg er for svag til at tro. De steder i

mit hjerte, der stadig sover, må han kysse, så de vågner. De steder i mit sind, må han ånde på med sin varme ånde. Han må holde mit håb levende, berolige hjerte og fortælle mig igen og igen, hvem jeg er" (s. 261). Det er de små guldkorn, man skal lede efter og være opmærksom på, hvis bogen skal være en oplevelse.

27

28

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel

REFLEKSIONER

Fantomrødder Af Mikael Kongensholm, stud.theol., mikaelkongensholm@gmail.com

Man kan have fantomsmerter. Smerter i lemmer, fx ben, man ikke har længere. Af en eller anden grund kan kroppen alligevel opføre sig som om, man har ondt i det ben, man altså ikke har. Men man kan også have fantomrødder. Rødder, som man egentlig har forladt, som man selv har skåret sig af fra, men alligevel er det som om, de rødder stadig er der. Ikke som nogen man direkte får næring fra, dertil er den nuværende afstand for stor, men nogen som alligevel rumsterer i ens liv. Som nostalgi, som længsel.

Vestjylland En af mine fantomrødder er Vestjylland.

Den anden dag talte jeg med nogle venner om, hvor vi gerne ville begraves, hvis vi døde nu. Der var forskellige bud, men jeg var ikke i tvivl. Jeg ville begraves i Vestjylland, på den kirkegård, hvor andet af min familie ligger. Selvom det nu er 11½ år siden, jeg skar mine vestjyske rødder over og flyttede til København, har jeg altså stadig nogle vestjyske fantomrødder i mig.

Jeg mærker det også, når jeg cykler rundt i København blandt biler og metrobyggeri og bare længes efter mark og traktor. Eller når et stort netværk af dejlige mennesker skal holdes vedlige, og jeg næsten, men kun næsten, længes tilbage til dengang, jeg havde færre venner. Det

er ikke, fordi storbyen ikke giver mig god næring, jeg trives og kan egentlig ikke helt forestille mig at bo i Vestjylland, men alligevel er der denne længsel efter den del af mig, som nu nok er formuldet i bunden af vestjyske plovfurer.

Kirke Andre fantomrødder kan være den kirkelige sammenhæng, man voksede op i. Det er snart 9 år siden, jeg sidst var en aktiv del af den kirkelige sammenhæng, jeg voksede op i. Jeg lukkede stille døren bag mig, da jeg gik. Siden har jeg stået på sidelinjen som en kærlig og kritisk iagttager. Men jeg bliver mere og mere kærlig. Det er ikke fordi, jeg ikke er virkelig glad for den kirke, jeg er i nu. Det er heller ikke fordi, jeg ikke stadig på en del punkter er uenig med den kirkelige sammenhæng, jeg voksede op i og havde min første ungdom i. Men min kærlighed til den vokser alligevel. Måske er det bare nostalgi, måske er det bare fortidsromantik. Men på trods af mine overskårne kirkelige rødder og på trods af, at man ikke skal gå tilbage til en gammel flamme, da den altid vil være en fuser, er der alligevel noget, som drager mig.

Edens Have De fleste mennesker længes efter en verden, hvor synd, død, djævel og lidelse ikke

findes. Især når de ting kommer helt tæt på. Denne længsel bliver endelig opfyldt på den nye jord, men den minder os også om, at vi som menneskehed har fantomrødder i Edens Have. Der var vi i den perfekte tilstand, men valgte at skære vores rødder over, selv vide bedre, og resten af historien kender vi. Derfor har vi denne længsel i os efter et liv uden død og lidelse, og derfor kan vi ind imellem rammes af en eksistentiel uro. Denne uro fortæller os, at selvom livet indimellem også er fantastisk og glædeligt, er der alligevel et eller andet, som er galt. Et sted, en tilstand, et forhold vi ikke er i længere. Vi mangler noget af os selv.

Større historie Vores fantomrødder er ikke nogen, vi slipper for. Ind imellem kan det være irriterende at være fanget i denne spænding mellem fascination og afstandstagen af vores fortid, som fantomrødder er udtryk for. Men vores fantomrødder er vigtige. De minder os om, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og de gør, at vi ikke bliver alt for komfortable og slår os alt for meget ned, der hvor vi er. De forbinder os med fortiden og med en større historie end os selv.

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO

MEDIER

Ondskab og forsoning Af Maria Jin Hee Winberg, stud.cand.mag i Visuel Kultur, mariajhwinberg@gmail.com

”Ond, ondere, ondest”

One day after peace

Kan ses på dr.dk ’Ond, ondere, ondest’ er en programserie produceret af DR 3 og er bygget op som en gentagelse af et berømt fængselsforsøg fra 1973. Folkene bag efterprøver deres undren om, hvorvidt ondskab er noget vi fødes med, eller om vi alle kan blive onde, hvis bare omstændighederne presser os til det?

I DR 3’s serie er der ti fanger og fem vagter. Værten afprøver, hvad presset, magten og ondskaben i fængslet gør ved de involverede i eksperimentet. At der hele tiden har været en tv-vært tilknyttet, der har givet opgaver til vagterne, kan skabe forbehold, da han har kunnet fremprovokere nogle adfærdsændringer. Men når det er sagt, så er det en interessant serie. Det har skræmt mig, hvordan helt almindelige mennesker pludselig skifter karakter, så de handler og tænker ondt, fordi de er i besiddelse af en magt over andre.

I Fadervor er noget af det sidste, vi beder, ”fri os fra det onde.” I forbindelse med at jeg har set ’Ond, ondere, ondest’ har sætningen fået en anden betydning for mig. Det er ikke kun en omkringliggende ondskab og fristelse, jeg ønsker at blive sat fri fra. Det er i lige så høj grad den ondskab, der ligger i mig som menneske og – som eksperimentet viste – let kan fremprovokeres.

I den meget anmelderroste og prisbelønnede dokumentar ’One Day After Peace’ følger vi hovedpersonen Robi Dameli. Robi bor i Israel og har mistet sin yngste søn David, da han blev skudt af en ung palæstinensisk snigskytte. Det blev slutningen på en ung mands liv, men starten på et nyt liv i forsoningens tegn for Robi.

I dokumentaren følger vi Robi på en rejse tilbage til Sydafrika, hvor hun oprindeligt er fra. Her mødes hun med en kvinde, der mistede sin datter i en massakre under opgøret mod apartheid. Under retssagen mod de unge guerillakrigere, der havde dræbt hendes datter, var hendes vigtigste budskab: ”Jeg tilgiver jer!” Til trods for at hun lige havde mistet sin datter, var hun klar til at tilgive de mænd, der tog det mest dyrebare fra hende. Et helt fantastisk billede på hvordan Gud ser på os og gang på gang siger: ”Jeg tilgiver dig”. Til trods for at vi er skyld i, at han måtte se sin søn dø for vores skyld. I et interview med en af guerillakrigerne, siger han: ”Tilgivelse er som at blive sat helt fri fra umenneskelighed”. Lad det være sådan, når vi modtager tilgivelse.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er en dokumentar, der rørte mig dybt. I ’One Day After Peace’ er der mange eksempler på, hvordan kristendom er omsat i praksis. Vi møder blandt andet også den tidligere mi-

nister for politiet, der havde givet tilladelse til bortførelse og drab af ti unge mænd.

Vi ser ham tage på besøg hos nogle af de mødre, der mistede deres sønner. I et møde med en af mødrene bryder hun først sammen og kan ikke klare synet af ham, fordi han er et billede på ren ondskab og smerte.

Det ender dog med, at hun tilgiver ham, og vi ser ham vaske hendes fødder.

I ’One Day After Peace’ bliver forsoning omsat til virkelighed, og forsoningen fremstår på en og samme tid som et svært valg og en uundgåelig konsekvens af det at forholde sig til krigen mellem Israel og Palæstina. Dokumentaren handler ikke om at sidestille, hvad der skete i Sydafrika med Israel-Palæstina konflikten, men om at påpege smerten ved krig og ikke mindst kampen for at opnå forsoning.

Jeg vil derfor klart anbefale at se ’One Day After Peace’.

29

Dyk ned i Bibelen

”

- bliv klogere på troen og livet

www.imb.dk

Kursusstart 5. august 2014

”Studietur til Israel Din annonce her? anne@kfs.dk, 35 43 82 82

TT # 2 - 2014

Face Israel FACE ISRAEL – volontør på et handicaphjem

– volontør på et handicaphjem Face Israel er et volontørophold på et

Har du gå-på-mod, lyst til atindrammet komme helt tæt på handicaphjem i Jerusalem af ture, lokalbefolkningen og række med en hjælpende håndogtil undervisning og fællesskab andre danske mennesker, somunge. har brug forgåpåmod, det, er denne internationale Har du lyst til at mulighed noget DIG! komme helt tæt for på lokalbefolkningen og række

en hjælpende håndi Jerusalem til mennesker, som har brug for bibelundervisning og Volontøropholdet er indrammet af ture, det, er denne mulighed noget for DIG! fællesskab med andre danske og internationale unge.

Tilmeld dig forårsholdet 2014 allerede nu.

HVORNÅR 15/8 – 19/12 2014 For yderligere oplysninger og tilmelding gå ind ANSØGNINGSFRIST 5/5 2014 på www.yadvalev.dk For yderligere oplysninger gå ind på www.yadvalev.dk

Ta´ på bibelskole Tid til Gud  Tid til andre  Tid til dig selv 

luthersk missions højskole DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk

Bestil katalog med spændende og unikke rejseoplevelser på:

TT # 2 - 2014

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

Generalens Et lille skridt for Menighedsfakultetet ... … et stort skridt for menigheden. Sådan fristes jeg til at tænke om oprettelsen af Center for Kristen Apologetik (CKA) den 3. februar på Menighedsfakultetet i Aarhus. Vi har fået et ressourcecenter for alle os, som arbejder med at forklare og forsvare den kristne tro i mødet med andre virkelighedsforståelser. Det er ikke kun godt nyt for os, der møder de mange virkelighedsforståelser på Danmarks uddannelsesinstitutioner. Det er godt nyt for hele kirken.

Hvor mange af os har ikke i mødet med indvendinger imod den kristne tro draget et dybt suk og tænkt (eller sagt): ”Ja, men det er jo også noget, man må tro.” Og så har vi fortsat med at tro – men med lidt mindre frimodighed og lidt stærkere fornemmelse af, at vi nok er lidt på gyngende grund med vores tro – i modsætning til dem, der har virkeligheden på deres side.

For alle os, der tror, at vi tror imod bedre vidende, er der brug for et CKA, som kan hjælpe os med at se, at den kristne tro ikke er sandhedens fjende, men

Af Robert Bladt generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk

dens allierede. Jeg tror på Gud, som har skabt verden og på Jesu død og opstandelse, fordi den tro er i overensstemmelse med virkeligheden og sandheden. Og det kan der faktisk argumenteres for.

På internettets debatsider og sociale medier kan man støde på følgende slagord: ”Den, der tror på en opdigtet person, der bor i himlen, har bevisbyrden.”

Underforstået: Hvis ikke du kan bevise, at Gud findes, så findes han ikke.

Den slags slagord kan tage frimodigheden fra mange. Men man skal ikke pille meget ved det, før det mister sin overbevisningskraft: Er den kristne tro virkelig en tro på en opdigtet person? Nej, den er tillid til en historisk person, nemlig Jesus Kristus.

Tror vi, at Gud bor i himlen? Ikke hvis du med himlen mener den atmosfære, som omgiver jorden. Vi tror, verden rummer en åndelig dimension, og at Gud er ånd og derfor usynlig og utilgængelig for os.

Velkommen CKA – og til lykke til menigheden!

Girokort

kr. __________ Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________