Til tro #3 2025 - Mellemrum

3. kvartal · 2025 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Mellemrum Mellemøsten mellem magterne Konflikten, kort fortalt – TEMA side 16

Efter døden, inden livet

Hvad sker der, når vi dør?

– TEMA side 39

Lad konfettien regne KFS har vokseværk!

– KFS-NYT side 5

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Det er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Jens Baggesens Vej 71, st. 5 8200 Aarhus N Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 4597-004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Redaktionen: Mads Due (ansvarshavende redaktør) Dorthea Lind Neuenschwander (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) William Rønberg, stud.polyt.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur.

Esther Krarup, gymnasieelev Simon Buus Vigilius, stud.merc. jur.

Anna Vallentin Møller, stud.mag.

Andreas Theodor Offersgaard Christensen, stud.psyk.

Silja Kofod-Frederiksen, gymnasieelev Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Fríðunn í Liljudali Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Indhold I tiden 13

KFS’erne anbefaler

20

Globalt: European Student Festival 2025: Nye forbindelser i den udvidede KFS-familie

21

Grønland: KFS-arbejdet fortsætter for fuld styrke

32

Kronik: Flyt fokus fra skærmtid til skærmindhold

34

Bøger: En essayistisk betragtning af Første Mosebog

kfs-Nyt 5

11

Lad konfettien regne – KFS har vokseværk!

KFS’ nye nationale leder er kommet godt fra start

26

KFS for studerende? Læs med her!

27

Ly gav tid til at tjekke ind med Gud

35

Bøger: Gud, hvor jeg savner … dig!

41

Formandsposten i KFS har skiftet hænder

43

Leder: KFS-lejre er afgørende mellemrum

Tema 6

Hviletid i kalenderen Når Alma holder hviledag

8

Hvor himmel og jord mødes Om Jesus som formidler

14

Mellem rum Hvad skal der til for at gro?

16

Mellemøsten mellem magterne Konflikten, kort fortalt

22

Mellem testamenterne Fra Malakias til Matthæus

25

Portræt Hvor sikker er KFS’ hjemmeside?

29

Ordets autonomi Hvad kan mere end ord?

30

Andagten Med præsten i fængsel

31

Kære Gud "Tak for dette pauserum"

36

Tempelrejsen En guidet tur

39

Efter døden, inden livet Hvad sker der, når vi dør?

3

Fra redaktionen: Kære læser Hvis du i løbet af sommeren skulle have kørt med metro, er der en rimelig sandsynlighed for, at du har hørt sætningen: ”MIND THE GAP”. I sådan nogle metrosystemer synes de nemlig at være ret forhippede på, at folk ikke glemmer det mellemrum, der er mellem toget og perronen. Og med god grund, for jeg forestiller mig, at det er en ret ubehagelig oplevelse at tage et skridt frem og finde et tomrum der, hvor man troede, at man kunne sætte sin fod på fast grund.

Det er ikke kun i verdens metrosystemer, at mellemrum er noget, man skal være opmærksom på. De er mange steder og i mange størrelsesordner. Nogle gange er de nemme at overse, andre gange er de på størrelse med Storebælt. Nogle er helt tomme, andre er fulde af spændende historier. Til tider er de dybt problematiske, til andre gange er de dybt nødvendige.

Netop derfor tror jeg, at det er vigtigt at være opmærksom på de mellemrum, man møder. Kun sådan finder vi ud af, hvilken form for mellemrum det er, hvorfor det er der, og hvordan vi skal gå til det. I bladet, som du nu sidder med i hænderne eller har på skærmen, bliver nogle af disse mellemrum undersøgt.

Du kan for eksempel prøve at bladre om til artiklen ”Hviletid i kalenderen”, hvor du kan læse om, hvorfor det er vigtigt for os at sørge for at skabe mellemrum i vores hverdag. Alma Nymann Berggren deler i denne artikel både personlige erfaringer og refleksioner om det at have travlt, og hvordan man kan prioritere hvilen.

Du kan også læse om, hvorfor der i Bibelen er et mellemrum på ca. 400 år mellem Det Nye og Det Gamle Testamente. Skete der ikke noget i mellemtiden eller hvad? (Spoiler: Det gjorde der). Og hvad kan de 400 år lære os om Jesu tid og vores egen? Bladr om på side 22, læs artiklen ”Mellem testamenterne” og bliv klogere!

Faktum er i hvert fald, at du med dette blad har den perfekte undskyldning til at sætte dig ned og lave et lille mellemrum i din dag.

God fornøjelse!

På vegne af redaktionen Andreas Theodor Offersgaard Christensen

4

Lad konfettien regne – KFS har vokseværk!

Så enkelt kan det siges. Sidste skoleår, 2024/2025, oplevede vi nemlig en markant stigning i antallet af gymnasieelever og studerende, som engagerer sig i KFS’ mission om at kende Jesus og gøre Jesus kendt. En stigning på 22,5 %. Det skal selvfølgelig fejres, så vi har fyldt maverne med kage og ladet konfettien regne på KFS-kontorerne i hele landet.

Af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationskonsulent i KFS, dorthea@kfs.dk

Tilbage i 2024 satte vi en række nye mål for KFS’ arbejde frem mod 2027, og et af dem lød på en vækst på 20 % blandt gymnasieelever og studerende, som på forskellig vis engagerer sig i vores mission om at kende Jesus og gøre Jesus kendt gennem vores fællesskaber og aktiviteter. Et år er gået, og det mål er allerede indfriet.

Antallet af engagerede gymnasieelever og studerende fandt et stabilt leje på ca. 880 i 2023 og 2024 efter en markant men ikke uventet nedgang under coronatiden. Det tal var ved udgangen af skoleåret 2024/2025 steget til 1079. På samme tid steg antallet af KFS-grupper fra 62 til 88. Alt i alt en stigning på mere end de 20 %, vi havde sat som mål. ”Vi er super taknemmelige og glade for de her tal, men endnu mere, hvad de udtrykker: At flere unge mennesker er med til at kende Jesus og gøre Jesus kendt,” siger generalsekretær Jakob Højlund. ”Vi sender high fives ud til alle medarbejdere og ikke mindst alle KFS’erne, som er dem, der engagerer sig og tager del i missionen. Især de seje KFS’ere, der har startet en gruppe alene eller med få mennesker. Og så er der Gud, den virksomme kraft i det hele, som er al ære værd. Ham siger vi tak til!”

Det er oplagt at påpege, at målet fra 2024 måske var en kende uambitiøst, nu det allerede er nået? ”Nej, det mener vi ikke. Sidste år var vores klare opfattelse, at en stigning på 20 % frem mod 2027 var ambitiøst. Særligt med

tanke på, at årgangene bliver mindre og mindre nu og fremover.

Alene derfor har vi svært ved at få hænderne ned!”

Vi har flere mål at nå Selvom det øgede engagement allerede er nået her et år efter, at målsætningen er lavet, betyder det ikke, at vi kommer til at sætte os ned og trille tommelfingre frem til sommeren 2027. Vi fortsætter indsatsen med at understøtte de nye KFS’ere og KFS-grupper og på den måde styrke fundamentet for yderligere vækst.

Desuden kommer vi til at fokusere mere på en anden af vores målsætninger, nemlig flere medlemmer af KFS. Ved udgangen af 2024 havde vi lige omkring 1250 medlemmer under 30 år, og det er vores mål at nå 1500 medlemmer, når vi går ud af 2026.

Et medlemskab giver både fordele for den enkelte KFS’er og for KFS. For et mindre kontingent om året får man som medlem rabat på KFS’ lejre, gratis abonnement på vores magasin Til Tro og visheden om, at man støtter gymnasieelever og studerende i hele Danmark (og Grønland) i at kende Jesus og gøre Jesus kendt.

For KFS betyder flere medlemmer under 30 år et større driftstilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), som muliggør stærke ressourcer til og tilstedeværelse blandt KFS’erne, også i fremtiden.

Udover økonomisk støtte er DUF også en ressource, KFS benytter, når vi for eksempel er i dialog med politikere og rektorer om de studiesteder, der ikke vil åbne for KFS-grupper.

KFS’ vokseværk er værd at fejre. Så det gør vi. Vi fejrer hinanden, KFS’erne og Gud, som gør det hele muligt. Og så sætter vi skruen tilbage i vandet og arbejder videre på den mission, vi har brændt for i snart 70 år.

Bed gerne for KFS og vores arbejde. Tak Gud for at kalde flere unge mennesker til at blive en del af KFS’ mission, og bed for frimodighed og gode, åbne fællesskaber på gymnasier og studiesteder.

KFS-NYT

5

Hviletid i kalenderen Jesus trak sig ofte tilbage for at hvile. Alma Nymann Berggren reflekterer over, hvordan vi kan skabe mellemrum i vores egen kalender, og hvordan Gud bruger begrænsede mennesker.

Af Alma Nymann Berggren, studerer religion og samfundsfag, almanymannberggren@gmail.com

Problematisk travlhed

6 6

TEMA

Tidligere troede jeg, at travlhed i sig selv var en god ting. I en optimeringslogik rimede travlhed på produktivitet, engagement og ambitiøst liv. I en mere trosorienteret logik rimede travlhed på selvopofring, frivillighed og at gøre en forskel. Det, der ændrede min tilgang til travlhed, var erfaringen af, at et for travlt liv medførte, at min krop sagde fra.

Jeg oplevede en stressreaktion ovenpå flere år med en fyldt kalender, og det tog mange måneder, før jeg følte mig helt som mig selv igen.

Travlheden i mit liv var blevet en trussel. Den var et udtryk for en urealistisk ansvarsfølelse overfor min fremtid, andre mennesker og verden, hvor logikken var, at jeg altid burde udnytte enhver mulighed. Erfaringen af stress krævede et opgør med travlheden, fordi jeg opdagede, at det er en anden virkelighed, jeg lever i som kristen. Siden da har jeg været optaget af, hvordan mit liv skal indrettes, og hvordan indretningen af vores liv er et udtryk for de værdier, vi er præget af.

Tidligere troede jeg, at travlhed i sig selv var en god ting. wOpgør med travlhed For nylig læste jeg en bog, der gjorde et stort indtryk på mig. I "The Ruthless Elimination of Hurry" beskriver John Mark Comer, hvordan travlhed er en af vor tids største udfordringer, fordi den ødelægger vores åndelige og følelsesmæssige liv. Hans påstand har vakt genklang i min erfaring af, at jo travlere jeg har, jo sværere er det at være til stede i nuet og fordybe mig med mennesker og Gud. En anden erfaring hos mig er, at hvis jeg fylder mere i kalenderen, er det ting som afslapning og fordybelsestid, der forsvinder.

Dermed udfordrer travlheden nogle af de mest væsentlige ting ved mit liv. Den udfordrer de vigtige rum af selvomsorg, alenetid og nærvær med tætte relationer, som jeg har brug for.

Travlhed er i dag normalen for mange, og for mig at se er særligt tre ting fra den kristne tro et fundament for et mere langsomt og nærværende liv: 1. At mennesker er skabt begrænsede, 2. at Gud derfor giver os hvilen som gave og 3., at troen og frelsen er en gave og ikke en fortjeneste.

Behov for mellemrum Alle har behov for hvile, fordi vi er skabt begrænsede. Jesus trak sig ofte tilbage for at hvile, og i Markusevangeliet kapitel 6 vers 31 hører vi, at han opfordrer disciplene til det samme. Mennesker har en krop, som vi skal tage os af og skabe mellemrum for i hverdagen, for ellers siger den fra og bliver som yderste konsekvens syg af for meget pres.

Et andet aspekt af menneskelige behov er, at den personlighed, vi har, giver os begrænsninger, som vi skal tage hånd om.

Jeg er ekstrovert og har haft en forestilling om, at jeg ikke havde brug for alenetid. Efter min erfaring med stress blev alenetiden imidlertid dér,

hvor jeg kunne mærke efter, om mit liv var indrettet på en god måde for mig. Udover min ekstroverthed gør en stor grad af pligtfølelse og aktivistisk passion det svært for mig at sige ’nej’, og derfor ved jeg, at min hverdag skal indeholde hvilerum, der ikke er til forhandling. Faste tidspunkter, hvor jeg skal holde pause.

Man tager ansvar for sit liv ved at hvile fra ansvaret, er jeg blevet overbevist om. I hverdagen er skabelsen af mellemrum til hvile blevet en af de vigtigste øvelser for, at jeg kan passe på mig selv, være nærværende for dem, jeg er sat omkring, og fordybe mig i, hvad Gud tænker om mit liv. I modsætning til travlheden, bliver hvilen det sted, hvor Guds sandheder om mit liv får plads, og jeg samler kræfter til at være en del af det, som han vil med mit liv.

At skabe mellemrum Det er svært at skabe mellemrum med en fyldt kalender. Det starter med en nødvendig erkendelse af ens personlige begrænsninger og af den begrænsning, som tid er. Derefter kræver det afkald og prioritering, fordi der er noget, der skal ud af kalenderen, for at det vigtigere kan få plads. Det er en svær øvelse for den, der vil være med alle vegne, udvikle sig på mange områder og bidrage, hvor der er brug for det. Man må overveje, hvad der er vigtigst, fordi man ikke kan alt det, man kunne have lyst til. Overveje hvor man må sige ’nej’, og hvor man kan sige et realistisk ’ja’, så hverdagen kan afspejle, at Gud vil bruge os, men som begrænsede mennesker.

Her kan man stille spørgsmål som: ”Hvilke vaner har jeg brug for?”, ”hvilke mennesker er det vigtigst for mig at være tæt på og være noget for?” og ”hvordan tjener jeg Gud i livet som det ser ud lige nu?” Derudover har jeg valgt at erobre en del tid tilbage, som min telefon havde stjålet. Tid, hvor hjernen kan få ro ved, at jeg forholder mig til nuet i stedet for skærmen. Det er blevet til mange små stunder i løbet af dagen til hvile, refleksion, bøn og tilstedeværelse.

Et hvilerum i ugen Det vigtigste mellemrum i min kalender er blevet en ugentlig hviledag. Her har jeg valgt at tage et af De Ti Bud – det om at holde hviledagen hellig – ind i min hverdag, og jeg oplever det som en gave, Gud giver mig hver uge. En dag med fokus på nærvær, langsomhed, nydelse og fordybelse som en modvægt til travlhedens uro. En dag, hvor jeg ikke studerer, ordner praktiske ting eller planlægger, og hvor jeg tager imod i stedet for at være i gang. Et mellem-

Man må overveje, hvor man må sige ’nej’, og hvor man kan sige et realistisk ’ja’, så hverdagen kan afspejle, at Gud vil bruge os, men som begrænsede mennesker. rum i ugen, der minder mig om, at Gud er den, der har ansvar for alt, og at han giver os det, vi har brug for. Et mellemrum, der minder mig om, at han elsker os, og at meningen med livet er at leve i fællesskab med ham.

I Markusevangeliet kapitel 2 vers 27 siger Jesus, at ”sabbatten blev til for menneskets skyld.” Jeg tror, at vi får dette livgivende princip som en gave, men at vi også skal forholde os til det som et bud til os. Hvile i hverdagen er et kald til os fra Gud, og derfor bør vi alle overveje, hvordan det kan få plads i de liv, vi lever. Derudover er det et livskald, som jeg er overbevist om, at de fleste af os bliver ret vilde med. ■

TEMA

7

Den kristne tro, som former mit liv, er på én gang alt for abstrakt, når den taler om den almægtige Skaber, og alt for konkret, når den taler om Guds personlige kærlighed til mig og om hans vilje for mit liv.

8

Hvor himmel og jord mødes Mange danskere tror på, at der er mere mellem himmel og jord.

Ph.d. i teologi, Peter Søes, reflekterer over betydningen af dette mellemrum.

Af Peter Søes, ph.d. i teologi, adjunkt på Menighedsfakultetet i Aarhus, ps@teologi.dk

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange nogen har sagt til mig, at han/hun tror, at der ”er mere mellem himmel jord”. Det er nok de færreste af dem, der ved, at de dermed citerer Shakespeare – men hvad mener de med det? Det har jeg tit spekuleret over efter sådan en samtale.

Jeg tror, de mener noget med, at vi er på jorden, og Gud er i himlen – men ’mellemrummet’ mellem himlen og jorden er ikke tomt. Der er energier og kræfter i det, som man kan tune ind på ved at træne sin spiritualitet, og som kan formidle mellem os og Gud. Måske er der også mere konkrete ting som engle- og åndemagter, og nogle tror også på stjernernes og planeternes magt eller på afdøde sjæle.

Det er ganske vist ikke helt det, Shakespeares Hamlet mente, men det er noget i den stil, mange bruger citatet til at sige. Nogle af dem siger direkte, at de er mere interesserede i disse åndelige fænomener i ’mellemrummet’, end de er i Gud. Gud er ligesom for langt væk, for uhåndterlig og en lidt ubekvem størrelse at regne med. Og kristen tro af den slags, som former mit liv, bryder de sig slet ikke om. Den er på én gang alt for abstrakt, når den taler om den almægtige Skaber, og alt for konkret, når den taler om Guds personlige kærlighed til mig og om hans vilje for mit liv – særligt hvis det ligefrem har

konsekvenser for fx mit sexliv og min privatøkonomi. Men – synes nogle af mine samtalepartnere – hvis man fokuserer på det, der er ’mellem himmel og jord’, kan man på en måde holde kontakten til Gud, uden at han kommer alt for tæt på.

Skaberens nærvær Nu tror jeg faktisk også selv på, at der findes usynlige, åndelige magter. Først og fremmest englene – og deres djævelske modstykker, dæmonerne. Men alt, hvad der er i den usynlige verden, er Guds skabninger, og de må aldrig tage opmærksomheden fra Gud selv. Eller give os indtryk af, at Gud har trukket sig tilbage fra sit skaberværk og overladt den daglige styring af det til vikarer. For Skaberen er nær i sit skaberværk, han er ”ikke (…) langt borte fra en eneste af os”, som Paulus siger det (Apostlenes Gerninger kapitel 17, vers 27, jf. Salmernes Bog kapitel 139).

Men hvordan kan Gud være det – han er jo netop skaber og som sådan vel forskellig fra sit skaberværk? Ja, det er han, men det betyder ikke, at han er langt væk. Han er ikke blot verdens ’første igangsætter’. Han er selv nærværende i alt det, han skaber, og han er det på en sådan måde, at vi har med ham at gøre i hele vores liv. Ikke bare i den særligt religiTEMA

9

øse eller spirituelle del af det, men i hverdagen med dens små og store glæder og udfordringer, klassekammerater, timer og frikvarterer, forældre, tøjvask, skakspil og venskaber.

Men igen: Hvordan kan han være det? Det kan han, fordi det er hans måde at være skaber på. Man kan sige, at det ligger til ham, fordi det er sådan, han er. Og måden, han er nær på, er igennem den evige person i Treenigheden, som Guds Søn er. Jesus ”var i verden” som ”det sande lys, der oplyser ethvert menneske” (Johannesevangeliet kapitel 1, vers 9-10), og det vel at mærke før han blev født som menneske, altså før han ”blev kød og tog bolig iblandt os”, som det hedder i sammenhængen (Johannesevangeliet kapitel 1, vers 14). Jesus formidler Guds nærvær i verden til alle mennesker.

Jesus – formidleren For Jesus er formidleren mellem Gud og mennesker. Det gælder både i skabelsen og i frelsen. Paulus siger det på den måde, at ”der er én Gud og én formidler mellem Gud og menneske, mennesket Kristus Jesus” (Første Timotheusbrev kapitel 2, vers 5). Der er ikke brug for andre formidlere – af alle de ting, der måtte være i ’mellemrummet’ mellem himmel og jord. For Guds søn er kommet som menneske, sådan som Paulus fremhæver. Der er ikke en uoverstigelig kløft mellem Gud i himlen og os på jorden, som vi skal bygge bro over med religion og åndelige fænomener, for Skaberen selv er – i sin søn – hos os på jorden.

Men der er en anden kløft, som består i den ondskab og det oprør mod Gud, som synden er. Det kan være ret forskelligt for os hver især, hvilke konkrete udslag synden har i vores liv. Men grundlæggende er synden den uforklarlige – og samtidigt, desværre, højst virkelige – tilbøjelighed, vi har til at ødelægge alt det gode, Gud gør – i vores eget liv og i andres.

Den er fjendskab mod Gud, den er djævelsk og destruktiv, og den vækker Guds vrede.

Syndens kløft skal vi heller ikke selv forsøge at bygge bro over, og alt det ’mere’, der måske/måske ikke er mellem

Der er ikke en uoverstigelig kløft mellem Gud i himlen og os på jorden, som vi skal bygge bro over med religion og åndelige fænomener, for Skaberen selv er – i sin søn – hos os på jorden. himmel og jord, batter ingenting her. Jesus er den eneste formidler mellem Gud og mennesker. Men synden overvindes ikke bare ved, at Jesus er nær i vores liv med sin godhed, for synden er jo netop, at vi hader dét nærvær og dén godhed. Vi er fanget af det had og sidder fast i det.

Derfor har Jesus gjort noget, som går langt ud over det, der ligger i at være Skaberens søn: Han døde, han ”gav sig selv 10

TEMA

som løsesum”, som Paulus fortsætter (Første Timotheusbrev kapitel 2, vers 6). Hans død er altså en måde at løskøbe os på, både fra vores egen synd og fra Guds vrede. Det kunne der siges temmelig meget mere om, end der er plads til her – selvom det dybest set bliver ved med at være det, Grundtvig kalder for ”korsets gåde”, som vi aldrig forstår til bunds. Her vil jeg blot pege på, at Paulus siger, at Jesus derved er formidler. Pointen er altså ikke ’bare’, at der er en form for regning, der blev betalt Langfredag, men at formidleren Jesus derved opretter fællesskab mellem Gud og os. Det hører med til hans død på korset, at den opretter troens fællesskab med en Gud, der er nær – både i vores liv nu og i den nye skabelse, som Jesus bringer med sig ved sin genkomst. ■

KFS’ nye nationale leder er kommet godt fra start Da vi i august vendte tilbage fra ferie og skød et nyt KFS-år i gang, var det med et nyt – og dog velkendt – ansigt i medarbejderflokken. Hanne Terp Legarth, som tidligere har undervist på LTC, er nemlig trådt ind i stillingen som KFS’ første nationale leder. Hun drømmer om, at vi i KFS taler et forståeligt og tidssvarende sprog, så flere må lære Jesus at kende.

Af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationskonsulent i KFS, dorthea@kfs.dk

Som national leder træder Hanne Terp Legarth ind i KFS’ daglige ledelse, hvor hun primært vil fungere som personaleansvarlig leder for KFS’ konsulenter og volontører, samt som lejrchef for Påskelejr og Discipeltræf. Hun skal med andre ord være med til at skabe rammerne for det, vi allerhelst vil i KFS: at se studerende kende Jesus og gøre Jesus kendt blandt deres medstuderende. ”De første uger som national leder i KFS har været sjove og intense! Jeg føler mig meget privilegeret over at få lov at være en del af så levende og dynamisk en organisation og arbejde sammen med så kompetente og gode mennesker. Og så har jeg fået købt mig et godt liggeunderlag og må se, om jeg kan lære at sove som en ung igen. Der er i hvert fald en del overnatninger og lejre på programmet, som netop er noget af det, som gør arbejdet sjovt,” fortæller hun.

Hannes egen historie med KFS går tilbage til gymnasietiden på Tørring Gymnasium. Siden har hun engageret sig i KFS ”på alle tænkelige måder”, som hun selv siger. Som gruppeleder, LTC’er og volontør for at nævne nogle – og siden bestyrelsesmedlem og lærer på LTC. ”KFS har været et dannelses-fællesskab for mig. Et sted, hvor jeg har kunnet udforske, hvad det betyder at tro på Jesus midt i hverdagen med min faglighed og i min kulturelle kontekst, og min tro er i høj grad blevet præget af den insisteren på evangeliets relevans, som jeg har mødt i KFS. KFS har desuden været et sted, hvor jeg har lært at blive leder – fordi jeg fra en ret ung alder fik vist tillid og fik ansvar,” siger Hanne.

Hun har glædet sig til at komme tilbage i fællesskabet og til samarbejdet med både kolleger og KFS’ere. ”Jeg glæder mig til at lytte og være med til at give medarbejderne de bedste betingelser for, at de selv og KFS-arbejdet kan vokse og trives. Der er en uforudsigelighed i KFS, som er en af vores største styrker – fordi KFS bæres af studerendes initiativ og engagement. Men det kan også være en udfordring, fordi man skal være klar til at sadle om og acceptere at give slip på planer eller prøve ting af, som ikke virkede.

Men jeg tror egentlig, det er en sund udfordring at stå i – vi bliver hjulpet til ikke at gå i stå og ikke tro, vi selv er herrer over alting.

Jeg drømmer om, at KFS må bestå af åbne fællesskaber, hvor alle føler sig mødt og set og kan tale med om tro – uanset hvilken baggrund man har. At vi i KFS taler et sprog, som er forståeligt og tidssvarende, så flere må lære Jesus at kende. Jeg drømmer om, at flere skoler må se værdien i at give plads til den slags åbne og nysgerrige fællesskaber, hvor man kan tale om det, der er vigtigt.”

Hannes indtræden i KFS’ ledelse betyder også en tiltrængt omstrukturering af opgaver. Efter at LTC blev lukket, har der været to i KFS’ daglige ledelse (generalsekretæren og sekretariatslederen), selvom antallet af ansatte i KFS samlet set ikke blev mindre – tværtimod har vi ansat flere volontører og studentermedhjælpere. Her kommer den nationale leder til at afhjælpe en ledelsesflaskehals, så der bl.a. frigives tid til mere udvikling af KFS’ arbejde.

Bed for Hanne og for, at hendes arbejde må blive til glæde og velsignelse for KFS, for konsulenter og volontører og for KFS’erne.

KFS-NYT

11

”Arvegods” af Preben Kok

”Jesus i øjenhøjde” af Camilla Quist

"God Gave Me Feet For Dancing" med Ezra Collective

Bogen er skrevet af sogne- og hospitalspræst igennem 40 år, Preben Kok, og er en relevant kommentar til vores konstant stræbende præstationssamfund. I bogen kommer den livserfarne præst med fortidens mulige løsninger på nutidens problemer. Gennem anekdoter fra eget liv og samtaler med folk fra livets yderste poler giver Preben Kok det arvegods videre, som han mener, at hans generation har forsømt at give videre. Den har givet mig en masse gode tanker og perspektiv på tilværelsen og min relation til Gud, noget jeg håber den også giver til jer.

Bogen er let at læse og formidler på en ærlig og direkte måde nogle af de vigtige spørgsmål, som mange unge går og tænker over. Den taler ind i et ungdomssprog og tager emner op, som man ikke altid hører om i kirken – men som virkelig betyder noget.

Man bliver mødt i øjenhøjde og sidder ikke tilbage med forvirring, men med en følelse af at være set og forstået. En stærk anbefaling til unge, der gerne vil forstå troen bedre – fra en ung til en ung.

I efteråret var jeg til koncert med afro/jazz-gruppen Ezra Collective i Amager Bio. Ezra Collective fangede hurtigt publikums interesse med deres dansable og hurtige form for jazz. Især nummeret "God Gave Me Feet for Dancing" var populært.

Sangerinden, der synger på den indspillede version, var ikke med til koncerten, og det vilde var, at alle i salen kunne sangen udenad: "God gave me feet for dancing, and that's exactly what I'll do". Omkvædet har en begejstring over Gud, som minder om gospelmusikken, men musikken er noget helt andet og umulig ikke at danse til! Så hvis du mangler lidt dans og lidt Jesus i hverdagen, så vil jeg anbefale denne sang!

Silas Carlsen

Karen Kjær

Kalle Baun I TIDEN

13

Mellem rum Der skal være 3-4 cm mellem radiser.

Læs Ellas erfaringer med vigtige mellemrum i livet.

Af Ella Katrine Wessing, elev på Børkop Højskole E25, ekwessing@yahoo.com

Når vi skal markere afslutningen på noget og starten på noget nyt, er der nødt til at være noget imellem de to. Noget til at markere en grænse. Måske en streg eller en mur? Noget fysisk. Noget til at adskille to ting, så de ikke flyder sammen.

Men det kunne også være et rum. Lidt plads. Et mellemrum. Et åndehul.

Det kan være lige den rum tid, du har for dig selv, inden du igen skal ud og være noget for andre. Den rum tid, hvor du lige får trukket vejret ordentligt og mærket, at du er i live lige her, lige nu. Eller det kan være pausen mellem to moduler på gymnasiet, hvor du får sagt hej til ham, din gode ven, I får delt et grin og mærket solens varme på jeres bare arme.

Er mellemrum nødvendige?

For et par uger siden såede jeg radiser i solskinsvejr. Jorden var klar, og jeg havde lavet en lille række med en pind. Jeg tog radisefrøene og strøede dem ned i rækken. Hvad jeg ikke lige havde tænkt over var, at der på pakken stod nogle ret vigtige informationer om, hvordan man skulle så frøene. Der stod blandt andet, at der skulle være 3-4 cm mellem hvert frø. Der var helt sikkert ikke 3-4 cm mellem de frø, jeg havde sået. Ups. Men hvorfor skulle der være 3-4 cm mellem dem? Hvorfor sådan et mellemrum? Var det overhovedet vigtigt for det endelige resultat?

Svaret er nok ret ligetil, og det blev da også tydeligt, da frøene begyndte at spire. En hel masse grønne spirer kom til syne på min faktisk overraskende lige række. Eneste problem

Er man i stand til at vokse og gro, hvis man ikke har plads til det?

14

TEMA

var, at de stod meget tæt. Jeg var nødt til at tynde ud i dem, så der kunne komme mellemrum mellem spirerne. De 3-4 cm mellem planterne skulle sørge for, at radiserne havde plads til at vokse, udvikle sig og blive store.

Måske er mellemrum fuldstændig nødvendige for, at man kan eksistere? For at man ikke skal blive en radise, der stopper med at vokse, fordi der ikke er plads.

Er man i stand til at vokse og gro, hvis man ikke har plads til det? Hvis man ikke får plads til at udfolde sig eller plads til at fordøje verden? Hvis man ikke har tid til det?

Jeg bager ofte med surdej. Og i sådanne deje er tid en vigtig faktor. Dejen skal have tid til at hvile, for at surdejen kan gøre sit arbejde. Hvordan skal vi kunne glædes over livets små øjeblikke og kunne lytte til hinanden med oprigtig interesse, hvis vi aldrig har mellemrum i vores liv?

At blive bevidst Vi længes nok alle sammen efter sådanne mellemrum. Jeg gør i hvert fald. Sådanne tidspunkter, hvor der ikke forventes en hel masse af os. Hvor vi har tid til at stoppe op og mærke os selv. Registrere lydene, lugtene og mærke solen kærtegne vores ansigt. Men hvordan skaber vi de øjeblikke? Både de små mellemrum i hverdagen og de større mellemrum i vores liv.

Måske er det dér, vi opdager, at vi er til i Guds finurlige verden?

Den Gud, der ikke var ligeglad med det mellemrum, der blev skabt mellem ham og os efter syndefaldet. Den Gud, der vil dig og mig og elsker os så uendeligt meget.

Og de her mellemrumstidspunkter, skal de så fyldes med noget? Eller er de måske allerede fyldt med noget? Er de måske fyldt med væren? Med livsglæde? Med bevidsthed?

Midt imellem Mellemrum kan være dejlige, livgivende pauser. Men er mellemrum altid rare? Det kan også være en rum tid, der er blevet for lang. Et mellemrum mellem en periode af dit liv, du har afsluttet, og så den periode af dit liv, som du tænkte skulle til at begynde.

Et mellemrum vil altid være en afgrænset periode. Det er jo selve definitionen. Men det er ikke altid, man ved, hvilket rum der venter på den anden side. Måske er man trådt ind i

Måske kan man blive helt i tvivl om, hvorvidt man nogensinde kommer væk fra mellemrummet. Væk fra følelsen af at være midt imellem.

Trælse mellemrum For tiden befinder jeg mig i et mellemrum. Ja, nok faktisk mange mellemrum.

Mellemrummet mellem at være barn og at være sådan et voksent menneske, der har slået sig ned. Mellemrummet mellem gymnasie og studie. Sommerferien. Disse rum kan nogle gange føles som en ventetid, der bare skal overstås. Hvornår stopper jeg med at være i det her mellemrum? Hvornår finder jeg den bolig, jeg sådan rigtig kan slå mig ned i? Hvornår kan jeg slappe af og ikke længere være fanget i et mellemrum, jeg ikke vil være i?

Mellemrummet mellem ting, jeg ikke ved, hvornår sker, men som alligevel føles som et mellemrum. Et limbo. Et vakuum.

Lad mig for en stund dvæle lidt her. I det mellemrum, som føles omklamrende.

Mellemrum i livet kan jo fyldes med så meget godt.

Måske er det allerede fyldt med gode mennesker, gode følelser, læring eller solskin. Måske er det netop her i dette mellemrum, at jeg finder mig selv. At jeg lærer mere om, hvem jeg er. Hvad jeg er i stand til. Hvilke evner, jeg besidder. Mellemrummet er måske den gave, som lader mig pakke mig selv ud? Lader mig mærke. Også selvom det ikke altid føles rart i begyndelsen.

Det smukke i mellemrum Mellemrum findes også fysisk mellem mennesker. Huden er vores fysiske grænse. Men hvad er i mellemrummet mellem os? Stemningen, kærligheden, nærværet? Følelsen af at være forbundet.

Er det mon Gud, der er i mellemrummet mellem os mennesker? Den Gud, der fjernede mellemrummet mellem ham og os ved at sende sin søn. Er Jesus mon mellemrummet?

Befinder han sig i alle mellemrum? I kærligheden mellem mennesker?

Den grænse, der adskiller tingene, viser sig måske at åbne for følelser, man ikke anede kunne føles så godt. Der er power i at stoppe op, åbne sanserne, nyde og mærke verden.

At bruge mellemrumstasten i sit liv. ■

Der er power i at bruge mellemrumstasten i sit liv. mellemrummet, som man regnede med, bare var et lillebitte rum med en enkelt dør for enden. Og så viser det sig, at mellemrummet var kæmpestort, og det var ikke tydeligt, hvilket ord der ville blive det næste.

TEMA

15

16

Mellemøsten mellem magterne Situationen i Israel og Gaza udvikler sig dag for dag. Bodil Skjøtt giver en kort indføring i en kompleks konflikt og kommer med sit bud på, hvordan vi kan forholde os til den.

Af Bodil Skjøtt, tidligere generalsekretær i Israelsmissionen, bodil.skjott@gmail.com

Siden oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel fra Gaza, myrdede 1200 mennesker og tog 240 andre som gidsler, og Israel den 8. oktober, dagen efter, indledte sit angreb på Hamas, har der været få dage uden Israel-Palæstina-konflikten som en del af nyhedsstrømmen. Også i det hjemlige gadebillede fylder konflikten.

Podcasten “For Heavens sake” fra Jerusalem har siden da haft underskriften “xx number of days after the war”. Men konflikten begyndte ikke for x antal dage siden. Vi skal længere tilbage. Hvor langt er der ikke enighed om. Heller ikke hvordan historien skal fortælles. Et af problemerne er netop de modstridende fortællinger. Skal vi forstå bare lidt af konflikten, må vi turde lytte til begge parters fortælling. Måske også revidere, hvad vi mente selv at vide. Hvem der ejer historien, påvirker, hvordan vi ser den og agerer på det, vi hører, og dem, vi møder.

FN fordømte Hamas’ terrorangreb og omtalte efterfølgende palæstinensernes situation siden 1967 som “en kvælende besættelse “. Men vi skal længere tilbage. I bogen “En smal bro over afgrunden” taler Martin Krasnik om hundredårskrigen. Oprettelse af staten Israel i 1948 var en

afgørende begivenhed, men ikke der, det hele begyndte.

Det var snarere et forsøg på at løse en konflikt, som allerede havde stået på længe.

Det løser ikke nogen konflikt at vide, hvornår det hele begyndte, men for at kunne forholde sig til det, som sker nu, må vi kende til historien eller historierne.

Hvor langt skal vi så tilbage? Til pogromer i Østeuropa i slutningen af 1800-tallet, som sendte jøder på flugt til blandt andet Palæstina? Til den nationale opblomstring i Europa som medvirkende årsag til den zionistiske bevægelse og tanken om et jødisk hjemland? Til den kulturelle arabiske renæssance og oprettelsen af den palæstinensiske-arabiske kongres?

Det løser ikke nogen konflikt at vide, hvornår det hele begyndte, men for at kunne forholde sig til det, som sker nu, må vi kende til historien eller historierne.

TEMA

17

To modstridende løfter I 1916 lovede briterne det område, som osmannerne besad, til araberne mod deres hjælp i kampen mod tyrkerne. Området inkluderede Palæstina. Året efter udstedte den britiske regering Balfourdeklarationen, hvor de lovede at gøre Palæstina til et nationalt hjem for det jødiske folk. Da 1. Verdenskrig sluttede, var hele det område, vi kender som Israel, Vestbredden og Gaza, under britisk kontrol, officielt kaldet Det britiske mandatområde. Balfourdeklarationen blev gentaget med briternes forpligtelse på at “oprette et jødisk hjemland.”

Løftet til araberne blev glemt.

Først efter 2. verdenskrig blev et jødisk hjemland en realitet. At det lod sig gøre nu, skyldtes ikke mindst nazisternes drab på 6 millioner jøder. Den modstand mod den zionistiske idé, som havde været blandt mange jøder i Europa og USA, forsvandt, ligesom mange vestlige lande – efter hvad der var sket med Europas jødiske befolkning – aktivt støttede ideen om et jødisk hjemland i Palæstina.

Uden at komme ind på de mange mellemregninger og forudgående forhandlinger kan vi konstatere, at en delingsplan fremsat af FN den 29. november 1947 fik flertal og blev vedtaget. Men uden anerkendelse fra blandt andre de arabiske lande. Den 14. maj 1948 endte den britiske mandatperiode.

Den jødiske stat Israel var en realitet. Det samme var den første af de efterfølgende krige mellem Israel og dets nabolande.

En våbenhvile blev indgået i 1949, men den blev for alvor blev brudt med Seksdageskrigen i 1967. Den krig, som har skabt den situation, vi kender i dag: Gaza-striben og Vestbredden under israelsk militærkontrol, de mange jødiske bosættelser på Vestbredden, palæstinensisk oprør (intifada) mod Israels besættelse af palæstinensiske landområder og oplevelsen af at være 2. klasses-borgere i deres eget hjemland. Et oprør, som også medførte terrorhandlinger mod civile i Israel.

Gaza Gazas historie de sidste snart 100 år er en lang flygtningehistorie. Da uafhængighedskrigen sluttede i 1949, kom Vestbredden under jordansk kontrol og Gaza under Egypten.

Over halvdelen af Gazas befolkning var palæstinensere, flygtet fra områderne omkring byerne Jaffa og Tel Aviv. Efter Seksdageskrigen kom Gaza under israelsk kontrol, nu med endnu flere flygtninge. Både Israel og Egypten lukkede deres grænse til området, som blev en stor flygtningelejr. Siden 2007 har Hamas kontrolleret området, blandt andet som

Når vreden, frygten og hadet fylder alt, og smerten er for stor, er det svært – hvis ikke umuligt – at lytte til den andens historie. Det må vi forlange af os selv, at vi kan.

18

TEMA

følge af valget i 2006, hvor palæstinensere fravalgte PLO til fordel for Hamas. Siden da har det været én lang krig mellem Israel og Hamas med pauser indimellem. 7. oktober var en fortsættelse men i en skala, som ikke før er set. Mange jøder så det, der skete, som et flashback til holocaust. Og den palæstinensiske flygtningehistorie i Gaza fortsætter – nu for 2,4 millioner mennesker.

Hvad skete der i 1948 Nogle ser oprettelsen af staten Israel i 1948 og resultatet af krigen i 1967, hvor de bibelske områder Judæa og Samaria kom under israelsk/jødisk kontrol, som en opfyldelse af bibelske profetier. Andre ser det “kun” som resultatet af en demokratisk proces og et forsøg på en løsning på den lange konflikt. Nogle fastholder begge forklaringer. Andre ser 1948 som en katastrofe, der gjorde den oprindelige palæstinensiske befolkning til flygtninge, en udvikling, som fortsatte i 1967 og siden da er fortsat med oprettelsen af jødiske bosættelser og Israels indlemmelse af palæstinensiske områder “af sikkerhedsmæssige grunde”. De forskellige historier gør en fælles fortælling umulig. Billedet af fjenden bliver hele tiden bekræftet, og på begge sider lykkes ekstremistiske grupper med at forpurre tiltag til en løsning og ødelægge, hvad der kunne opbygges af gensidig tillid og en mulig samtale. Den fysiske mur opført af Israel siden 2002 på grænsen, som var mellem Israel og Vestbredden før 1967, fastholder også fjendebilledet.

Hvordan forholde sig til konflikten Hvad enten vi forholder os til konflikten ud fra en bestemt bibellæsning eller ud fra den åbenlyse lidelse og skæve magtbalance, er det vigtigt, at vi med vores engagement ikke bidrager til at fastlåse konflikten yderligere. Det sker let, når vi i vores iver efter at holde med eller forsvare den ene part gør grøften dybere og den ikke-eksisterende bro helt umulig. Når vreden, frygten og hadet fylder alt, og smerten er for stor, er det svært – hvis ikke umuligt – at lytte til den andens historie. Det må vi forlange af os selv, at vi kan. Måske skal vi slet ikke have en mening om en så kompliceret konflikt.

Vores engagement må ikke gøre det umuligt for os at lytte til begge parter og ikke først og fremmest forsvare de svar, vi mener at have. At lytte og spørge og møde lidelsen med empati, uanset på hvilken side den er, kan måske gøre en forskel. Lidelse er lidelse, uanset hvem der lider.

Rigtige venner snakker ikke efter munden. De stiller de svære og kritiske spørgsmål med et ønske om at afsløre blinde vinkler og finde en vej, som smerten og vreden har gjort vennen blind for. Når man ser sig selv som offer – og det gør begge parter i konflikten – formår man ikke at være pragmatisk. Det må gode venner hjælpe til med. Det kræver mod at indse, at ens egen smerte og ulykke ikke bliver mindre for næste generation, medmindre man tør indgå kompromisser. Men hvad nu hvis kompromiset slår fejl, og den udstrakte hånd bliver afslået?

TEMA

21

Lidelse er lidelse, uanset hvem der lider.

Misforstået velvilje Vi må ikke lade en konflikt, som i sidste ende ikke er vores, få lov til at splitte vores eget samfund. Vi kommer uden at ville det til at fremme antisemitisme og fremmedhad og bidrage til en nationalisme, der bygger mure og sætter hegn mellem “dem” og “os” i vores egen kontekst. Frem for kun at forsvare egne synspunkter kan vi spørge ind til dem, vi tror os uenige med. Det viser interesse, vi bliver selv klogere, og måske får vi øje på egne blinde vinkler. Vi hjælper ingen ved at lade deres konflikt grave grøfter i vores eget samfund.

Vi kan ikke forlange af israelere og palæstinensere, at de lige nu lytter og søger dialogen. Dertil gør det for ondt. Men vi kan forlange af os selv, at vi insisterer på samtalen og skaber et rum, som måske kan blive starten på en dialog. Og indtil da et bolværk mod mere had og smerte. ■ TEMA

19

GL BALT

European Student Festival 2025: Nye forbindelser i den udvidede KFS-familie Af Amanda Rasmussen, gymnasieelev, rasmusamanda@gmail.com og Christian Rasmussen, generalsekretær i Israelsmissionen, christian@israel.com

KFS er medlem af IFES (International Fellowship of Evangelical Students), som er en international sammenslutning af 163 nationale studenterbevægelser verden over. Midt i august var 500 studerende fra hele kontinentet samlet i Jelgava, Letland, til European Student Festival.

Temaet var Kingdom Come, og vi var sammen om passager fra Matthæusevangeliet, som satte fokus på Jesus som den, der bringer Guds rige, og som har sendt os ud på studiestederne for at dele ham med vores medstuderende.

At vi er sendt af Jesus, har altid været et stærkt fokus i IFES, og tidligere IFES-generalsekretær Lindsay Browns ord om, ”at vi ikke skal blive overraskede over, hvis folk ikke kommer til tro på Jesus, hvis vi ikke vi fortæller nogen om ham,” opsummerer på en lidt bagvendt måde meget fint, hvor integreret, naturligt og uomgængeligt man tænker om vores kald til at leve åbent med vores kristne tro blandt vores medstuderende. Samtidig var der fra hovedscenen også fokus på at tage sig af sig selv og huske på, at vi er ’human beings’ og ikke ’human doings’. En aften var dedikeret til sammentænkningen af fag og tro og en 20

I TIDEN

anden aften gav særlig opmærksomhed til kunsten som et helt naturligt felt at boltre sig for en kristen, der ser sig skabt i den store kunstners billede, og som respons på mødet med skønhedens Gud. Det særlige ved en sådan konference er selvfølgelig at møde folk fra andre studenterbevægelser. Fx Sofija, der over frokosten fortalte, at hun studerede keramik på kunstakademiet i Riga, og som ikke kendte andre kristne på sit felt, og som vi kunne sætte i forbindelse med keramikeren Faye fra England, der sad nogle borde længere nede i madpavillonen, og som vi tilfældigvis havde snakket med i en pause tidligere på dagen. Eller Julia fra Elbląg i Polen, som ikke kendte nogen, og som stod over for at skulle flytte til Stettin for at studere og netop havde mødt en anden polsk studerende derfra. Eller Deepak fra Indien, som studerede i Kutaisi i Georgien, og som trods distancen hjem til familien havde fundet nye søstre og brødre i to studentergrupper på sit universitet. Eller Denver fra England, som var blevet slæbt med af sin far på grund af faderens rolle i IFES og ikke kendte et øje, og som endte i samme smågruppe som Amanda fra Danmark, som var i samme situation.

Hver morgen stod der folk i døren ind til mødesalen med skilte, der proklamerede opmuntrende hilsner som ”You belong here!” og ”Jesus gets you!” og det var ’viben’ hele vejen igennem, at her var vi alle lidt på udebane, men alligevel ’hjemme’, fordi vi var sammen med familie, vi ikke vidste, vi havde.

Det Nye Testamente taler jo netop om Guds kirke i familietermer, og i en familie bygger man familie bare ved at være sammen. Det var på alle måder opbyggeligt at

være sammen med udvidede dele af studenterfamilien i Letland midt i august. Vi ser frem til næste europæiske studenterkonference om tre år.

Grønland:

KFS-arbejdet fortsætter for fuld styrke Af Jakob skovgaard Højlund, generalsekretær i KFS, jakob@kfs.dk

Vi har nyt fra KFS i Grønland: Arbejdet ændrer form fra én ansat til to ansatte!

Kristina Kreutzmann har arbejdet for os i halvandet år på deltid. I det meste af sin ansættelse frem til nu, har det været tyve timer om ugen. Men Kristina har fra august i år fået stilling som socialrådgiver i Nuuk Kommune (stort tillykke med det!) og er derfor gået ned i tid for KFS. Hun og vi ønskede dog ikke, at KFS-arbejdet skulle ned i kadence af den grund, og derfor har vi søgt efter en kollega til Kristina. Det kan vi nu med stor begejstring meddele at have på plads, endda lige til studiestart d. 1. september.

Vi har ansat Sofie Amondsen, som her præsenterer sig selv: ”Mit navn er Sofie Amondsen.

Jeg er 33 år gammel og er opvokset i Nuuk, Grønland. Jeg har selv gået på gymnasiet i Nuuk, og jeg er uddannet traditionel tøjsyerske oppe i Sisimiut.

Jeg har været selvstændig som syerske i halvandet år nu og har lige nu et samarbejde med den danske tekstilkunstner Julie Bach, hvor vi laver en udstilling til Grønlands Nationalmuseum, som bliver udstillet hen over vinteren. Ved siden af underviser jeg voksne i traditionel tøjsyning og skindbehandling.

Under min uddannelse i Sisimiut var jeg med til Sømandshjemmets andagter og gudstjenester. Da jeg kom tilbage til Nuuk, hørte jeg om bibelundervisning på Sømandshjemmet der, og jeg fik at vide, at det var for studerende, og at KFS var med til at arrangere det. Selvom jeg ikke studerede mere, havde jeg stadig brug for at mødes med nogen om Bibelen.

Som ansat i KFS vil jeg gerne være der for andre, som har brug for en at snakke

med. Både ensomme og dem, der vil vide mere om Gud og Bibelen. Jeg vil gerne give det videre til gymnasieelever og studerende, som jeg selv følte, nemlig at de altid er velkomne i KFS.” Det er særdeles glædeligt, at KFS-arbejdet kan fortsætte med samme kapacitet som før sommeren, og så er det altid godt at være to om arbejdet. Kristina har

gange om måneden afholdes der fællesspisning på forskellige kollegier, hvor de studerende kan få et gratis måltid, hygge sammen, og KFS bliver præsenteret. Derudover er der mulighed for KFS-gruppe på gymnasiet og universitet, og det undersøges, om der kan startes KFS-grupper på nogle af de andre uddannelsessteder.

Og så bliver relationer til de andre kirkelige organisationer plejet godt, og vi kan særligt fremhæve det stærke samarbejde med Sømandsmissionen, hvor sømandsmissionær og volontører stiller op med megen hjælp!

Til sidst vil vi gentage en tidligere opfordring til danske læsere: Overvej da lige Grønland og Nuuk! Tag nogle år – måske mange – i Grønlands hovedstad, omgivet af vidunderlig, vild natur og storslåede turmuligheder. Der er mange muligheder for job, og Kristina og Sofie tager gladeligt imod frivillige kræfter i KFS-arbejdet! Vær med til, at studerende i Grønland kender Jesus og gør Jesus kendt!

haft og har stadig mange gode samarbejdspartnere og støttespillere blandt de andre kirker og kirkelige organisationer i Nuuk, men der er ingen tvivl om, at det gør en forskel at få en kollega i de konkrete arbejdsopgaver.

Og der er mange opgaver at tage fat på: Mandag aften samler KFS unge til forkyndelse, lovsang, bøn og kage. To-tre I TIDEN

21

Mellem testamenterne Hvad sker der i de næsten 400 år mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, og hvorfor beskriver Bibelen ikke denne periode? Henrik Nymann Eriksen giver et historisk og politisk overblik over dette bibelske “mellemrum”.

Af Henrik Nymann Eriksen, rektor på Dansk Bibel-Institut, hne@dbi.edu

Bibelen fortæller én lang historie i to afdelinger, Det Gamle Testamente (GT) og Det nye Testamente (NT). Men der er et stort mellemrum mellem de to testamenter. Cirka 400 år faktisk.

Fra Ezra og Nehemias i 400-tallet f.Kr. til Jesu fødsel. Det er blevet kaldt den profetløse tid. Fire århundreder, hvor Bibelen er tavs, men hvor det jødiske folk levede i bedste velgående. Så kom Jesus, men den nysgerrige bibellæser kan føle sig snydt for lidt information.

Heldigvis kender vi til denne ”tavse” periode fra andre kilder, så her følger en lille oversigt.

Historien kort fortalt Da GT slipper fortællingen omkring 400 f.Kr., er Israel reduceret til en lille tempelstat under Perserriget kaldet Jehud. Perserne er den store geopolitiske spiller indtil Alexander den Store ca. 330 f.Kr. erobrede hele Mellemøsten. Med Alexanders erobring følger hellenismen, som er udbredelsen af 22

TEMA

græsk kultur til de lande, som Alexander underlægger sig. Efter Alexanders tidlige død deles hans imperium mellem fire generaler. Nord for Israel får Seleukos magten i Storsyrien, og syd for Israel får Ptolemæus magten i Egypten.

Først er jøderne under ptolemæerne indtil ca. 200 f.Kr., men så får seleukiderne magten i landet. En af de syriske/ seleukidiske konger hedder Antiokus IV Epifanes. Han forsøger at tvinge hellenismen ned over jøderne. Det sker blandt andet ved at forbyde omskærelse af drengebørn og ved indførelse af ofringer til de græske guder i Herrens tempel i Jerusalem. Jøderne bliver delt mellem liberale, som tilpasser sig hellenismen, og gammeltroende, som holder fast ved Moseloven og ikke vil bøje sig for Antiokus’ krav. Modstanden fører til et oprør ledet af præsten Judas Makkabæeren i 167-164 f.Kr. Resultatet bliver, at Jerusalem bliver befriet fra den syriske besættelse, og templet genindvies.

Modstandskampen fortsætter, og

i 142 f.Kr. bliver landet helt frit for seleukidernes overherredømme. Judas Makkabæerens familie udvikler sig under navnet Det Hasmonæiske Kongehus til indehaver af både ypperstepræsteembedet og kongetronen, til og med samlet i en person. Det møder selvfølgelig modstand. Under hasmonæerne er Israel en selvstændig nation, men det varer kun, indtil romerne bliver den nye store geopolitiske magt, der også når helt til Mellemøsten og indtager Jerusalem i 63 f.Kr. Herfra er Romerriget den storpolitiske ramme om jødernes historie frem til, under og efter NT’s tid.

Herodes dør i 4 f.Kr., mens Josef, Maria og Jesus er flygtninge i Egypten. Det betyder sjovt nok, at Jesus er født før år 0.

400 f.kr.

Ezra og Nehemias i Jerusalem

330

Alexander den Store erobrer Mellemøsten

300

Ptolemæerne får magten over Jerusalem

200

Seleukiderne får magten over Jerusalem

167

Oprør under Judas Makkabæeren

142

Det Hasmonæiske Kongehus

63

Romerne indtager Jerusalem

40

Herodes den Store bliver konge

6

Jesu fødsel

4

Herodes den Store dør

0

Begyndelsen på vores tidsregning

I 40 f.Kr. indsætter romerne Herodes den Store som vasalkonge over jøderne. Det er ham, som regerer, da Jesus bliver født.

Herodes dør i 4 f.Kr., mens Josef, Maria og Jesus er flygtninge i Egypten. Det betyder sjovt nok, at Jesus er født før år 0. Da vores tidsregning blev systematiseret som tiden efter Kristi fødsel, indsneg der sig en lille historisk regnefejl, som betyder, at Jesus er født nogle få år før Kristi fødsel, mens kong Herodes stadig lever.

Troens grupperinger Selvom de klassiske profeters tid var fordi, levede gudstroen i forskellige udgaver i denne periode. Vi har allerede hørt om spændingen mellem de liberale jødiske hellenister og de gammeltroende. Der blev også skrevet en række religiøse bøger i disse år. Nogle af dem er de såkaldte ’apo-

Jødedommen i det bibelske mellemrum er dermed den primære historiske, kulturelle og religiøse baggrund for NT, og den er værd at kende til, hvis vi vil forstå NT bedst muligt. kryfe skrifter’. Disse skrifter er blandt andet historiefortællinger, apokalyptiske skrifter a la Johannes’ Åbenbaring og visdomslitteratur. Det er også i denne periode, at de tre store religiøse retninger i jødedommen bliver til, nemlig farisæerne, saddukæerne og essæerne. Farisæerne lagde vægt på at følge loven på alle livets arenaer og tillagde den rabbinske udlægning af Moseloven stor betydning. Saddukæerne var især overklassens og de ledende præsters parti. Essæerne omtales ikke direkte i NT, men vi ved meget om dem, fordi de står bag Dødehavsrullerne, der blev fundet i 11 huler i 1947-56 på den nordvestlige side af Det Døde Hav. Håndskrifterne er fra perioden 3. årh. f.Kr. til 1. årh. e.Kr. Essæerne var optaget af rituel renhed, endetiden, og så var de i opposition til præsteskabet i Jerusalem.

Hvad kan vi bruge det til?

Kendskab til perioden mellem GT og NT er værdifuld at kende til for en kristen at mindst to grunde.

For det første får vi en vigtig baggrundsviden for NT. Det gælder den politiske historie, som danner bagtæppe for hele NT. Det gælder også de religiøse retninger og den religiøse praksis frem mod NT, som jo er den luft, Jesus og apostlene indåndede. Jødedommen i det bibelske mellemrum er dermed den primære historiske, kulturelle og religiøse baggrund for NT, og den er værd at kende til, hvis vi vil forstå NT bedst muligt.

For det andet er det værd at kende til perioden mellem GT og NT, fordi det kan berige vores tro på Gud. De Apokryfe Skrifter er både opbyggelig og inspirerende læsning. NT’s forfattere hentyder indimellem til de apokryfe bøger. Det gælder ikke mindst visdomslitteraturen som fx Siraks Bog. Den minder om Ordsprogenes Bog og rummer meget menneskelig og åndelig visdom. Måske skulle vi give den fornyet opmærksomhed.

Hvorfor dette mellemrum?

Hvorfor fortsatte Bibelen ikke bare sin fortælling fra profeten Malakias helt frem til Jesu fødsel, så historien kom til at hænge sammen? Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at der kan være indlejret en værdifuld pointe i denne 400 år lange ventetid på løfternes opfyldelse. I denne lange periode var folket henvist til Guds løfter. Midt i forløbet var mange sikkert fristet til at opgive troen på, at Gud nogensinde ville opfylde det, han havde lovet. Men det gjorde han med Jesu fødsel og alt det, som fulgte med. Vi lever nu i en lang ventetid efter Jesu første komme og kan måske også miste fornemmelsen for, at Jesus vil komme igen, som han lovede. Men selvom der går lang tid, så vil han til sin tid opfylde sine løfter. Han er troværdig og trofast. Derfor nytter det at holde ud. Ligesom de gjorde i tiden mellem GT og NT. ■

TEMA

23

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening.

Foreningen har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk Kontakt: Johannes Møller: 61 31 64 85

Portræt Af Jeppe Fræhr Linderød, studerer datalogi på Københavns Universitet

Mellemrum er for mig perioden mellem livsfaserne som studerende og voksen med fuldtidsjob. Der er et mellemrum. En overgangsperiode, som skal fyldes ud. Et åndehul fra hverdagen. En refleksionspause. Anne og jeg har her valgt at skyde studiet lidt og finde plads til en længere rejse. Den pause glæder jeg mig meget til.

Hvordan holder du bedst pauser?

De pauser, hvor jeg slapper mest af, er pauser, hvor jeg går en tur alene. Her hører jeg ofte kristen musik eller en prædiken, og jeg lader tankerne flyve. Det sker ofte, at jeg finder en bænk på Bispebjerg Kirkegård eller ved Utterslev Mose, hvor jeg bare sidder og er til.

Her bliver jeg mindet om min afhængighed af Gud, og om hvordan min stress i hverdagen er lidt ubetydeligt i det store perspektiv i livet med Gud.

Hvad hedder du, og hvor hurtigt kan du hacke KFS’ hjemmeside?

Mit navn er Jeppe, og jeg læser kandidaten i datalogi på Københavns Universitet. Jeg er ikke den store ekspert i hacking. Mit fokus er mere på anvendt machine learning til fx medicinsk billedanalyse. Her har jeg skrevet speciale om anvendelse af AI til at hjælpe stråleterapipatienter på Rigshospitalet med en mere skånsom behandling.

Hvis jeg dog skulle angribe KFS’ hjemmeside, vil jeg tænke, at det ville være nemmere at crashe siden. Det kræver mest bare en stor mængde servertrafik, der tilgår siden på samme tid.

Er der nogle mellemrum i dit liv, som du kan mærke, Gud kan fylde ud?

For mig udgør mening et betydeligt mellemrum. Her kan jeg alt for nemt komme til at tænke på ting, som skal fylde meningstomrummet, og som bliver søjlerne i mit liv. Et spændende job, kærlighed og gode relationer. Jeg bliver dog også ofte ramt af utilstrækkeligheden i dem. De kan ikke fylde det store mellemrum i livet. Det er gode og dejlige elementer, men de er utilstrækkelige.

Her har jeg brug for Gud. Jeg har brug for, at han bliver meningen i mit liv. Det er for mig en tilbagevendende erfaring, at det kun er Gud, som kan fylde mig op og bære mit eksistentielle mellemrum.

Hvad er det første, du tænker på, når du hører ordet ‘mellemrum’?

For tiden fylder livsovergange meget i mit liv. Jeg er i april blevet gift med min skønne hustru Anne og har lige forsvaret speciale på studiet. Det betyder, at jeg inden alt for længe flytter mig over i et arbejdsliv.

TEMA

25

KFS for studerende? Læs med her!

Studenterhuen har fundet sin plads i skabet, sabbatårene er holdt, og forude venter et helt nyt studieliv for mange KFS’ere.

Her giver vi dig overblikket over, hvor du kan finde KFS i de store studiebyer, hvem du skal have fat i, hvis du har spørgsmål.

Aalborg:

Aarhus og Silkeborg:

Vi starter højt mod nord, hvor en gruppe KFS’ere mødes hjemme hos hinanden på skift hver mandag i ulige uger. Aftenerne står på mad, bibelstudie, hygge, kaffe og kage. Søg efter ”Aalborg KFS” på Facebook, der finder du både en side og en gruppe med samme navn, hvor der bliver koordineret mødeaftener og lagt program op.

I Østjylland er der både studenter-KFS i Aarhus og i Silkeborg. Aarhus KFS mødes på tværs af uddannelsessteder hver torsdag aften i Studenterhuset, og du kan finde program osv. på facebookgruppen ”Aarhus KFS”. Derudover er der studiestedsgrupper på Det Naturvidenskabelige Fakultet, på Medicinstudiet, på Campus Moesgaard og i IT-byen på Katrinebjerg. I Aarhus holder KFS også flere udadrettede events, som du kan være med til at stå for eller bare deltage i. Det gælder julegudstjenesten i december og eventugen TÆNK i foråret, der består af fire dages frokostog aftenevents på studiestederne. I Silkeborg mødes en KFS-gruppe tilknyttet VIA Campus Silkeborg hver torsdag aften.

Kontakt: Corinna Kristensen, cgk@kfs.dk

Kontakt: Anders Kildahl Keseler, anders@kfs.dk

København:

Odense:

Vi slutter i hovedstaden, hvor KFS København mødes om mandagen kl. 18 i Kingos Kirke til fællesspisning, oplæg og hygge.

Derudover er der hver uge morgenbøn og boller hjemme hos KFS’erne på skift, og i den mere udadrettede afdeling arrangerer KFS sammen med en række samarbejdspartnere hvert år i foråret til den åbne eventuge Perspektiv. Følg med på facebooksiden ”KFS København” og i gruppen ”KFS København – Gruppen”.

Er du kommet til Odense, bør du hoppe ind på Facebook og finde gruppen ”Odense KFS – for videregående studerende”. Der finder du alt, hvad der sker i KFS i byen.

Det er blandt andet ”Student Dinner”, en aften med aftensmad, leg, samtaleoplæg og kaffe, som finder sted hver fjerde torsdag i måneden. Der er også ugentlig bøn på universitetet, og KFS’erne prøver at ramme tidspunkter, hvor de fleste kan være med trods forskellige mødetider.

Kontakt: Mads Due, mads@kfs.dk

Kontakt: Stefan Lumholdt Pedersen, slp@kfs.dk

Er din studieby ikke på listen? Eller drømmer du om en KFSgruppe på dit studiested? Så er det bare at hive fat i kontaktpersonen tættest på dit område, så hjælper han eller hun dig på vej.

26

KFS-NYT

Ly gav tid til at tjekke ind med Gud For en flok KFS’ere blev den sidste del af en alenlang sommerferie brugt på retrætestedet Fyrtårnet ved Sejerøbugten, hvor KFS’ lejr for studerende og sabbatister, Ly, fandt sted i midten af august. Her var der tid til hvile, kreativitet, undervisning og saunagus. Hør hvad to af deltagerne tog med.

Liam Siebeneicher, jurastuderende Hvordan er det at være på Ly? ”Det er enormt hyggeligt og givende.

Meget fredfyldt. Vi kommer virkelig ned i gear.”

Hvad var dine forventninger, da du meldte dig til? ”Jeg ville bare gerne på lejr med nogle KFS’ere. Jeg havde egentlig ikke så mange forventninger. Men måden, det blev beskrevet på, med vægt på fællesskab, det lød rigtig godt.”

Hvad var højdepunktet? ”Jeg synes bibelundervisningen har været god. Det har været spændende at høre om Ezekiels Bog, som jeg ellers ikke kender så meget til. Det nye har været tidebønner, hvor vi har bedt sammen ud fra skrevne bønner. Det højtidelige i den del har været meget givende.”

Hvorfor skal man tage på Ly? ”Tag på Ly, fordi det er et par dage, hvor man er sammen om det hele. Om mad, bøn og undervisning. At være sammen om det hele er en god måde at være sammen på.”

Karen Sofia Jakobsen, studerer kristendom, kultur og kommunikation Hvordan er det at være på Ly? ”Jeg synes, det er nogle virkelig dejlige dage. Jeg har haft en travl sommer, så det ligger perfekt. At man kan få lov til at komme til det her vildt dejlige sted. Med plads og tid til at samle op på sin sommer og tjekke ind med Gud. At man kan være sammen med andre og dele sine tanker.

Det måtte godt vare en dag mere.”

Hvad var dine forventninger, da du meldte dig til? ”Jeg forventede, at det ville være retræte-agtigt. Jeg synes, stilletid er godt, det er virkelig noget, jeg har brugt. Og samtidig er det rart, at det ikke kun er stilleretræte.”

Hvad var højdepunktet? ”Sauna var det bedste. Det var skønt og en dejlig måde at være i nuet og finde ro i kroppen på. Også morgenbadning, det gad jeg godt gøre hver morgen.”

Hvorfor skal man tage på Ly? ”Tag på Ly for at være sammen med andre, og sammen finde ind til hvilen, så du kan blive klar til, hvad end du skal starte op på.”

KFS-NYT

27

Hjælp til forfulgte – EVANGELIET TIL UNÅEDE

Dansk Europamission Siden 1964

Ny hjemmeside eller webshop?

Eller videreudvikling af eksisterende?

Jeg har 10 års erfaring med udvikling af hjemmesider til både små og store virksomheder og organisationer.

Prisen afhænger af krav til design og funktionalitet.

Prislejet for en ny hjemmeside eller webshop er typisk 15.000-35.000 kr. ekskl. moms.

Kontakt mig for et uforpligtende tilbud.

Peter Baltzer Stidsen Selvstændig webudvikler peter@webintas.dk eller 27 50 96 21

Ordets autonomi Ordrigdom opstår med mellemrum. Hvad kan mere end ord?

Læs med, når Jørn Henrik Olsen grubler over samtaler, pauser og …

Af Jørn Henrik Olsen, ph.d. i teologi, forfatter til bogen ”Et liv med mellemrum: Korte essays” fra 2020, jornhenrikolsen@gmail.com

Som forfatter oplever jeg, at jeg mangler ord. Det sker med jævne mellemrum. Jeg tror godt nok mere på sproget end på verden. Pludselig skriver jeg selv noget, der slet ikke kan siges med ord. For der findes ikke ord for alt i den menneskelige eksistens. Dér kan mellemrum i nogen grad komme mig til hjælp – eller til undsætning.

Der sker noget med mellemrum.

Gør du mellemrum til et sted i dit liv, sker der noget bevægende godt. Det er rummet, hvor der er plads til eftertanke, genklang, lytten og en del mere.

Mellemrum er som livgivende ophold eller pauser.

I en pause kan der være så meget, eller så lidt. Noget kan ikke siges, og når det bliver sagt bedst, er det bedst ikke at sige noget. Det mest talende gennem pauserne er stilheden. I stilheden kan vigtige ordskælv bryde løs.

En anden påstand: Den, som ikke formår at lytte længe og tålmodigt til andre, taler forbi dem uden at mærke det. Samtaler slutter tit, før de er begyndt. Men mange kan klare ret meget, så længe de har nogen at fortælle det til. Og sikkert er det, at vi alle har et behov for at fortælle, når noget går os på eller smerter os. Når vort livsforløb hakker slemt i en gråmeleret trummerum. Eller når vi af forskellige årsager må læne os op ad den tyndeste og mest porøse membran. Eller når vi

Et par hårde påstande

De åbnende samtaler

Også sprogligt set kræves det af os i dag, at vi skal gå på listefødder. Hårde påstande fra en gammel knark må absolut høre til i kategorien yndlingsaversioner. Som for eksempel denne: Evnen til at fordybe sig er i vores tid stærkt forringet. De fordybende læseoplevelser er blevet en stadig mere sjælden gangart.

De færreste har haft hovedpine uden at vide det. De fleste af os har gjort plagsomme erfaringer. Vi er slet ikke uvidende om alt det glædesnedbrydende.

Meget af det er godt at få bragt ind i et nyt lys.

Selvfølgelig kan temposkift hjælpe os med at få blik for livets tynde, gennemsigtige steder. En sjælelig eller

I stilheden kan vigtige ordskælv bryde løs bare så inderligt ønsker, at vores tro og tvivl bliver taget på ordet.

eksistentiel opvågnen til det underfulde i vores liv kan også dukke op med korte mellemrum. Et bogværk med kvalitet er vi bedre tjent med end selfies foran et spejl.

Der er noget, jeg kalder særligt nyttige samtaler. De kræver vitterligt mellemrum, hvor jeg møder og samtaler med nogen, der er nået længere og har set mere end mig selv.

At møde og lytte sig ind på andres livsforløb, trække på deres måske dyrt købte erfaringer, kan udgøre en forandrende gave, ja, nye livsvilkår. Selv har jeg livet igennem måttet ty til bønnens vej, søge den her åbnende samtale med Gud, fordybe mig i hans livgivende ord.

Det opdragende eller opbyggende har ikke mindst bestået i, at jeg fik set mit liv under Jesu Kristi nådige blik og tilgivelse.

Slutnote Jeg ønsker for dig, at din glæde, lyst og tro må finde frem til de stille steder i græsset eller til de blå mellemrum mellem stenene. ■

TEMA

29

æ sto Gu Røverne på korset Thomas Munk Rønberg, formand for Foreningen af fængsels- og arresthuspræster, tmr@km.dk Det forekommer umiddelbart som en smutter af de større i et magasin med temaet ’Mellemrum’ at have en andagt med overskriften: Røverne på korset.

For at hænge på et kors og at være dødsdømt – hvad mellemrum skulle der være i dét? En definitiv dødsdom, nogle få timer at leve i, og derefter – bum! – det store mørke … !

Dog: Sådan forholder det sig på ingen måde, for tværtimod giver det god mening med en sådan andagt i et sådant magasin, ikke takket være røverne på flankerne, men takket være ham i midten, Jesus fra Nazaret, ham med tilnavnet Kristus.

I Lukasevangeliet kapitel 23 vers 39-43 læser vi, hvordan den ene af røverne spottede Jesus, mens den anden henvendte sig til ham i håb om, at hans snarlige død på korset ”kun” ville være et mellemspil: Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.

Der står intet om, at Jesus gav svar til den første af røverne, men til den sidste lød de livgivende ord: I dag skal du være med mig i Paradis.

Og forskellen på de to røveres holdning gør, at der gælder hele tre forskellige forhold for de tre, der hang på hver sit kors på Golgata. Jo, for han i midten dør for synden, røveren på den ene side dør i synden, og røveren på den anden 30 30

TEMA

side dør fra synden, med løfte om Paradis til følge.

Jerusalems arresthuspræst Og så, tillad mig som arresthuspræst at introducere et tænkt, forudgående mellemspil i det hele, nemlig den tilfangetagne Jesu møde med Jerusalems arresthuspræst aftenen forinden: Hvem er du, der er blevet indkaldt til forhør og sat i varetægt? Og vigtigst af alt: Er det virkelig sandt, at du er ren og uskyldig, og at du af kærlighed har påtaget dig urenheden og alverdens synder?

Bibelen giver os svaret: Ja, Jesus er den rene, og ja, han påtog sig alverdens urenhed og alverdens synder. Og var det mon hér, i arresthuspræstens natlige samtale med Jesus, at den ene af røverne fik indblik i, hvem Jesus i sandhed er?

Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!

Også denne røver på korset kunne vi tage en snak med. Kunne noget for ham blive til tro? Var der for ham et halmstrå at knytte sig til via korsets planke? En håbets stråle? En flig af nåde? Ja, det var der, ikke via hans, men via Jesu korsplanke, via Jesus.

Tiden for hans vedkommende rakte ikke til løfter om bedring for fremtiden. Øjeblikket var fortættet, og der var ikke

tid til fokus på gerninger, kun tid til denne ene gerning: at tro på Jesus. Men denne ene ”gerning” – at tro på Jesus – er så afgjort også den allervigtigste i et menneskes liv uanset tid og time, for den åbner op for døden som et mellemspil og livet som evigt.

Paradis i dag Vi tolker gerne Jesu ord som livgivende, fremtidige og paradisiske, men vi kan også lægge vægten på det nutidige, på i dag. Havde denne røver kunnet forsætte sit liv på jorden, og var han blevet benådet, havde han fået livet skænket som et Paradis – og det kan vi lade én, der vitterligt blev benådet fra en dødsdom, sætte ord på. Nemlig Fjodor Dostojevskij, der i 1849 blev benådet i selve dødsøjeblikket på skafottet: ”Mit hjerte bløder. Livet er en gave fra Gud, livet er en lykke; hvert minut kan, når det fyldes af lykke, blive til evigt liv for os. Nu former mit liv sig om; det bliver født på ny, i ny form.” (Dostojevskijs breve. Bind 1, side 74). ■

ægtige hellige Kære stærke ore himmelske kærlige fuld ud Skaber Herre Far Jesus H Kære Gud, kære konge, tak for alt det skabte.

For stilhed og lyd, for hvile og fryd, og for alt det derimellem.

Vil du skabe rum til ro og rum til leg, og lære mig at finde et pusterum i dig, så hektiske tider ikke tromler mig, og så stilheden ikke bliver øredøvende.

Vil du passe på alle, jeg har kær, vær med dem, vær dem nær.

Tak for dette pauserum, nu kalder verden igen, jeg må løbe.

Men jeg ved, du løber med.

Vi ses derude far.

TEMA

31

Kronik:

Flyt fokus fra skærmtid til skærmindhold Netflix-hittet ”Adolescence” minder mig om, at vi bør tale lige så meget om skærmens fortællinger, som vi taler om skærmtid. Skærmens fortællinger kan være livsfarlige – men de kan også være livsvigtige.

Af Lærke Højlund Wibe Søes, teologistuderende, laerke3006@gmail.com

Jeg er 26 år, født i 1999, en del af Generation Z, men en af dem, nesker, der spreder had og i værste fald vold og død. I ”Adoleder stadig kan huske mine forældres fastnettelefonnummer, og scence” handler det om manosfæren, incels og drenge, der følge hvor telefonen stod. Jeg kan huske, da de første iPhones kom Andrew Tates ideologi. Men det kunne også have handlet om på markedet, men der gik lidt tid, før de blev allemandseje. Min piger, der opfordrer hinanden til selvskade.

Serien viser et kæmpe mellemrum mellem generationer. At første iPhone var en 5’er, som jeg fik i 7. klasse, i 2013. Mit første opslag på Instagram er fra starten af 2014. Dengang var Instagram der er en side af ungdommen, som ikke er blevet forstået, men noget helt andet. Der var ingen algoritmer, ingen uendelige feeds. som er nødt til at blive forstået. Det handler ikke længere ”bare” Når man havde set dagens ti opslag fra dem, man fulgte, var der om usunde kropsidealer, hvilket også er slemt nok i sig selv, men ikke mere at se, medmindre man begyndte at udforske hashtags. det handler potentielt om liv eller død.

Sidste år udkom bestselleren ”Den ængstelige generation” Alligevel var jeg ikke fri for påvirkning. Jeg husker FOMO’en, når jeg så, hvad mine klassekammerater lavede uden mig, og jeg skrevet af den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt. Haidt taler om, hvordan vi siden husker de syge trends som ’thigh smartphonens og de sociale gap’-idealet, der fik mig til at ville have mediers indtog i verden er større mellemrum mellem lårene, end Jeg er begyndt at skelne mellem gået fra en ”barndom baseret min kropstype fysisk kan opnå. skærmtid og skærmindhold, når på leg” til en ”telefonbaseret Mine forældre blandede sig ikke jeg forholder mig til, hvordan barndom”. Han mener, at meget i, hvad jeg lavede online. Måske min iPhone påvirker mig. overbeskyttelse i den virkefordi de ikke helt forstod Instagram, lige verden og underbeskytmen også fordi de helt tydeligt har telse i den virtuelle verden er sat frihed og tillid højt i opdragelsen og været imod overvågning, både offline og online. Den tilgang de primære årsager til, at ungdommen i dag i høj grad er ramt af har jeg altid set som kærlig og forbilledlig. Men forårets store mistrivsel og psykiske lidelser. Om de to tendenser er hele forklaNetflix-hit, ”Adolescence”, understreger én gang for alle, at den ringen på, hvorfor så mange unge kæmper med angst og andre psykiske lidelser, er jeg usikker på, for flere kritikere har peget på, tilgang ikke virker længere, blot lidt over ti år senere. ”Adolescence” er en kort serie på fire afsnit. Hvis du ikke har at Haidt fokuserer for snævert på sociale medier og smartphones set den, så skaf dig Netflix i en måned, det er pengene og tiden som den store skurk. Men skærmene spiller en rolle. Det må jeg værd. Skuespillet sidder lige i skabet, og hver episode er filmet i efterhånden være enig med ham i. Hans bog har på globalt plan et one take, ikke bare for blær, men fordi det virkelig understøtter sat gang i den politiske samtale om, hvad vi skal gøre ved alt det budskabet. Men lige så begejstret, man kan blive over kvaliteten, her. Sidst i bogen har han en række forslag til både regeringer, skoler og forældre: Skab rum for mere fri, uovervåget leg i den lige så urolig kan man blive over handlingen.

Uden at spoile for meget handler serien om, hvordan unge fysiske verden og udsæt børns adgang til smartphones og sociale lever i digitale verdener, som de voksne omkring dem slet ikke medier så længe som muligt. Men ”Adolescence” får mig til at kender til. Ikke små, uskyldige hjørner af internettet, men mørke spørge: Skal vi nøjes med at udsætte og skære ned på skærmog usunde rum, der kan forvandle almindelige teenagere til men32

I TIDEN

Det er et kald til at være i den digitale verden på samme måde, som Paulus var i den fysiske: jøde for jøder, græker for grækere, algoritme for algoritmen.

tiden for os selv og vores børn – eller skal vi i lige så høj grad tage stilling til, hvilket indhold der former os, mens vi ser?

Jeg er begyndt at skelne mellem skærmtid og skærmindhold, når jeg forholder mig til, hvordan min iPhone påvirker mig.

Jeg har lagt mærke til, at når jeg taler om det med andre, er det tit skærmtiden, vi gør til den store skurk. I mine kristne vennegrupper har snakken tit handlet om, at skærmtid stjæler tid fra Gud og gør os dårligere til at læse, også i Bibelen. Haidt fokuserer også i høj grad på skærmtid. Han mener, at de ”fire store skadevirkninger”, som smartphones og sociale medier har haft, er socialt underskud, søvnmangel, fragmenteret opmærksomhed og afhængighed. Alle fire hænger tæt sammen med, hvor meget tid vi bruger foran skærmen. Jeg er totalt enig i, at det er afgørende konsekvenser, og jeg mærker dem selv. Men måske mangler vi at snakke mere om skærmindholdet: Hvilke fortællinger bliver vi eksponeret for online? Er de ødelæggende for vores tro og værdier – eller kan de tværtimod styrke dem? Da jeg for nylig downloadede TikTok for at se, om jeg kunne lokke content fra manosfæren frem, blev

jeg i stedet bombarderet med kloge og skarpe videoer, der gik til frontalangreb på manosfæren. Og jeg blev også mindet om, hvor meget godt kristent indhold, der findes derude. De sociale medier vrimler med både gode og dårlige fortællinger, og det er jo netop det, der er så svært.

Som kristen tror jeg på, at der findes en fortælling, som er bedre end andre fortællinger. Derfor handler det ikke kun om at skære det usunde fra, men om at skabe alternativer, som formidler Bibelens fortælling om Gud, mennesker, klima, arbejde, penge osv., ja, om hele livet. Os fra Gen Z har både muligheden og ansvaret. Vi kan vælge at lade algoritmerne definere fortællingen.

Eller vi kan selv tage ordet. Sidste år talte jeg med lederen af det digitale arbejde i den kristne internationale studenterorganisation CRU. De har ét fokus for tiden: at uddanne tusindvis af unge kristne til at lave godt content, der når ud til mennesker, som aldrig har hørt om Jesus. Det er et kald til at være i den digitale verden på samme måde, som Paulus var i den fysiske: jøde for jøder, græker for grækere, algoritme for algoritmen. ■ I TIDEN

33

Bøger:

En essayistisk betragtning af Første Mosebog Af Clara Lind Neuenschwander, studerer bioteknologi, claralind2404@gmail.com

Forestil dig, at du åbner din Bibel. Vender siderne, til du når det første kapitel. Der, hvor det hele startede, den fortælling, der stadig den dag i dag har så stor betydning for os. I bogen ”Fra begyndelsen” fører forfatter Marilynne Robinson læseren igennem Første Mosebog fra skabelsen og frem til Josefs død. Den første bog i Bibelen bliver taget op til revision og set som det, den er – en fortælling, der kommer fra Gud og er nedfældet af mennesker.

Hvordan skal den forstås i forhold til de mennesker, der har skrevet den, og i forhold til de tekster, der findes fra samme periode? Robinson fortolker, forklarer og fremlægger nye perspektiver på de gamle tekster i en stil, der inviterer læseren med helt ind i hendes tankerække. Om Første Mosebog, der omhandler den verden, Gud har skabt, og den plads, han har givet mennesket i den – som den centrale del af hans skaberværk. Og om, hvordan forsynet er Guds vilje, der påvirker beretningernes fremdrift trods de fejlbarlige men-

nesker, den støder på undervejs. Bogen lykkes med at dykke ned i indholdet og formuleringen af teksterne samtidig med, at den trækker sig væk og forholder sig til det tidspunkt og de kontekster, hvor fortællingerne er blevet nedfældet. Hendes budskab er, at vi må tro på, at teksterne er skrevet med en mening. Formålet med Første Mosebog er, at den skal fortælle os, hvem Gud er, og hvem vi som mennesker er i forhold til Gud. Gennem lange argumentatoriske og reflekterende sætninger maler forfatteren sine pointer frem og er ikke bange for at bruge atypiske ord og formuleringer. I tråd med Robinsons essayistiske tilgang er bogen ikke inddelt i kapitler og kun få afsnit, mens den glidende fører læseren fra den ene fortælling i Første Mosebog og videre til den næste. Stilen kan for den øvede læser virke fængende og sætte egne tanker i gang, men bogen kan til tider også få en til at tabe pusten lidt. De lange sætninger og formuleringer kan godt være

”Fra begyndelsen” af Marilynne Robinson Bibelselskabets forlag, 2025 284 sider

34

I TIDEN

udfordrende at give sig i kast med, men hvis man bliver hængende og giver bogen den tid, den fortjener, kan man få meget ud af Robinsons tanker om den første bog i Bibelen. Hvis man ønsker at blive endnu klogere på helheden af den tekst, der beskriver, hvordan det hele startede, og hvem vi er som mennesker, så er denne bog et godt udgangspunkt. Det er spændende og interessant læsning, lige meget om man i forvejen kender Første Mosebog til fingerspidserne, eller om det er længe siden, man sidst har åbnet sin Bibel.

Bøger:

Gud, hvor jeg savner … dig!

Af Stefan Lumholdt Pedersen, studerer engelsk, lumholdt9098@gmail.com

Jeg har sjældent læst bøger om sorg.

En af grundene er måske, at jeg ikke har oplevet sorgen så nært, som de fleste forfattere til bøgerne har, og jeg derfor ikke har troet, at jeg kunne relatere godt nok.

Men ved en gennemlæsning af Jakob Søe Esmarchs ‘’Gud, hvor jeg savner ham!’’, måtte jeg alligevel sande, at refleksioner over sorg ikke kun kan give mening for dem, som netop har mistet en nær ven eller et familiemedlem. I bogen fortæller Esmarch om, hvordan hans ældste søn Simon som blot 9-årig fik konstateret kræft, og om hvordan Simon og familien måtte se sygdommen tage mere og mere fra dem, indtil den til sidst også tog livet. Men bogen er ikke en beretning fra en tragedieramt familie med det formål at fortælle en ulykkelig historie. I stedet vidner hele bogen om en kamp, ikke kun mod en ondsindet tumor, men på mange måder også mod en god Gud. Læserne lukkes nemlig ind i Esmarchs tanker og følelser omkring situationen, selvom han ofte oplever den som meningsløs.Man kan ikke intellektualisere den situation,

familien Esmarch har stået i. Derfor er bogens følelsesmæssige ærlighed et frisk pust. Det er ikke en bog, der akademiserer sorgen, men en som giver plads til alle de følelser, der ligger i vores spørgsmål til Gud. Det er nemlig ikke filosofi omkring, hvordan Gud i teorien kan være god, når verden er ond. Nej, Esmarchs bog er et fremragende eksempel på den ærlige længsel efter Gud midt i lidelsen, også den meningsløse. Og i det møde åbner bogen op for at se på den lidende Gud, som ikke kun står hævet over mennesker i sin retfærdighed og suverænitet, men som også hænger på et kors eller beder en ængstelig bøn i Getsemane have.

På side 98 skriver Esmarch: ‘’Det giver mening for kvinden at lide, når hun gør det som et kærlighedens offer for sin søn.

Når den her mor – og andre med hende – oplever belastning, afsavn og bekymring, fordi det barn, hun elsker, er alvorligt syg, så er hendes kærlighed i familie med Kristi kærlighed. Kristus led og ofrede sig, fordi han elskede. Kristi kærlighed er en lidende kærlighed. Jeg aner, at der er noget mere

i det her: Mennesker kan søge at følge Kristus ind i lidelsen. I lidelsen kan ligge en oplevelse af fællesskab med Gud selv – en oplevelse, som kan få en åndelig betydning med stor dybde’’. Bogen veksler mellem dybe refleksioner som denne og stærke anekdoter fra perioden.

Gennem bogen får man malet et billede af Esmarchs søn Simon som en frisk og glad dreng, men noget af det, som efterlader det største indtryk, er håbet. Det håb, som en sygdomsramt dreng har om at blive rask, og om at tilbringe en evighed uden sygdom, men også håbet i de små ting, og i det daglige. På et tidspunkt i bogen fortælles der om en aftenbøn, hvor Simon en dag siger: ‘’Tak Gud, fordi jeg har haft et godt 10. leveår’’ (s. 257). Vidnesbyrdet om den umiddelbare taknemmelighed for, hvad der er muligt, og hvad der er godt, midt i smerten over alt det, der ikke er godt, er enormt stærkt. Og bogen lader Simons vidnesbyrd stå flot i lyset af Esmarchs egen tvivl og frustration, som skaber en større forundring over ideen om håb og livsglæde.

”Gud, hvor jeg savner ham!” af Jakob Søe Esmarch Lohse, 2023 304 sider

I TIDEN

35

Fordrivelsen og vandringen mod øst var eksil. Den symbolske rejse gennem templet mod vest var hjemkomst.

36

KFS-NYT

Tempelrejsen Kom med på tur gennem templets forgårde og hellige rum. Vores guide afslører, hvordan templet ligner Edens have og viser os Guds nærvær.

Af Christian Canu Højgaard, ph.d., adjunkt på Dansk Bibel-Institut, cch@dbi.edu

Synet må have været storslået, når jødiske pilgrimme gik det sidste stykke over Oliebjerget efter en lang og slidsom rejse. Foran dem lå en gigantisk plads, som Herodes den Store havde bygget ved at udvide selve det bjerg, den lå på.

Midt på pladsen lå en høj bygning bygget af kridhvide kalksten og beklædt med guld. Her lå Mellemøstens på det tidspunkt mest imponerende bygningsværk. Templet i Jerusalem.

Templet var målet for pilgrimsrejsen. Men templet var også selv en rejse, en symbolsk rejse tilbage til den rene og uspolerede verden, som den så ud før Adam og Evas katastrofale syndefald. Kun ypperstepræsten måtte én gang om året foretage den fulde “rejse” igennem templets rum. Til gengæld giver Bibelen og andre historiske kilder os en mulighed for at følge i præstens fodspor.

Templets forgård Den symbolske rejse gennem templet var en rejse mod vest. Templets indgang lå mod øst, og dets helligste rum lå mod vest. På den måde var templet en spejling af menneskehedens fordrivelse fra Edens have. Det beskrives nemlig, at Adam og Eva blev sendt ud af Eden mod øst (Første Mosebog kapitel 3, vers 24), og senere at Kain drog læn-

gere mod øst (Første Mosebog kapitel 4, vers 16), inden hele menneskeheden til sidst flyttede mod øst til Sinear, hvor de byggede Babelstårnet (Første Mosebog kapitel 11, vers 2). Fordrivelsen og vandringen mod øst var eksil. Den symbolske rejse gennem templet mod vest var hjemkomst.

Vi finder en beskrivelse af templets indretning og udsmykning i forbindelse med Salomos byggeri af det første tempel. Den inderste forgård tættest på templet var forbeholdt præsterne. Her stod det store alter, hvor præsterne på vegne af folket ofrede til Gud og formidlede hans fred og velsignelse. Ved indgangen til tempelbygningen var der to store søjler af bronze. Søjlehovederne var udformet som udsprungne blomster, og der var fletværk med granatæbler rundt om søjlehovederne (Første Kongebog kapitel 7, vers 15–22).

Søjlerne markerede porten ind til helligdommen, og blomstermotiverne skulle lede tankerne hen på en have.

Det hellige Inde i templet var der stille. Der var lukket af med en dør, og det var kunpræster, der kunne komme ind. Bygningen var beklædt med planker af cedertræ, enebærtræ og oliventræ, og de var kunstfærdigt udskåret med motiver af

keruber, blomsterknopper, udsprungne blomster og palmetræer. Plankerne var til sidst dækket af guld (Første Kongebog kapitel 6, vers 29–35).

I al sin stråleglans skulle templet føre tankerne tilbage til Edens have.

Keruberne på dørene og væggene skulle minde præsterne om den fortidshave, der for altid var blevet afspærret af keruber efter syndefaldet.

Langs væggene stod der på hver side fem guldlysestager. Hver især var de udformet som en stamme med syv grene, og på hver gren var der blomsterknopper og skåle formet som udsprungne mandelblomster. Lysestagerne skulle altid være tændt for at ”lyse” Guds velsignelse over Israels folk, sådan som den aronitiske velsignelse lød.

Det allerhelligste Templets bagerste rum mod vest var det allerhelligste. Det var kvadratisk og afspærret af endnu et sæt døre. Tredelingen af templet i forgård, helligdom og det allerhelligste afspejler geografien af Edens have. Der var landet Eden, haven i Eden og “midten af haven”, hvor livets træ og kundskabens træ stod (Første Mosebog kapitel 2, vers 9).

Der stod kun én ting i rummet.

Det var pagtens ark, der indeholdt de ti TEMA

37

bud. Over den lå et låg – sonedækket – sammen med to keruber i guld med vingerne spredt ud for at skærme arken. Det var herinde – i det allerhelligste – at Gud havde sin jordiske tronsal. Her ville han bo i midten af sit folk.

Det bagerste rum var afspærret af en dør, og kun én gang om året måtte ypperstepræsten gå ind med det blod, der ville rense helligdommen for israelitternes synd. Det var på den store forsoningsdag.

Forsoning og frimodighed Templets symbolske rejse skulle lære israelitterne tre ting: For det første at Gud ønsker at bo iblandt sit folk. Gud ønsker nærhed og fællesskab, og mennesket er skabt til at være i Guds nærhed. Templet var det sted, hvorfra Guds velsignelse strømmede som lysskæret fra en lampe. Det gode, velsignede liv er et liv i Guds nærvær. Som en af Bibelens salmeskrivere formulerede det: “En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt” (Salmernes Bog kapitel 84, vers 11).

For det andet skulle templet på en meget synlig måde vise den afstand mellem Gud og mennesker, som syndefaldet havde bragt med sig. Det Gamle Testamente beskæftiger sig med dilemmaet mellem ønsket om at være tæt på Gud, men også faren og frygten forbundet med det. Templet er på én gang Guds nærvær midt i en syndig og uren verden og en konstant påmindelse om konsekvenserne af menneskets synd. Der var altid en fare for, at Gud ville fjerne sig fra sit folk på grund af dets synd, eller at det ville blive udslettet i mødet med Guds hellighed.

For det tredje skulle templet vise den eneste vej til genoprettelse, nemlig forsoning. Den konstante stank af brændte, ofrede dyr, duften af røgelse, og blod der blev smurt på altrene skulle minde om, at vejen tilbage til Eden – til nærheden med Gud – gik igennem forsoning: ”Det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet” (Tredje Mosebog kapitel 17, vers 11).

Forfatteren til Hebræerbrevet brugte rejsen gennem templet som et billede på betydningen af Jesu død: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme” (Brevet til Hebræerne kapitel 10, vers 19–20). For jøder var det utænkeligt – nærmest anstødeligt – at man sådan uden videre kunne gå ind i det hellige tempel. Men det er jo netop den fantastiske betydning af Jesu død: At vejen til den hellige Gud er fri. ■

Templet er på én gang Guds nærvær midt i en syndig og uren verden og en konstant påmindelse om konsekvenserne af menneskets synd.

38

TEMA

Efter døden, inden livet Hvad sker der, når vi dør? En tidligere højskolelærer og forlagsleder undersøger lutherske svar på spørgsmålet, og hvad Bibelen egentlig siger.

Af Inger Margrethe Kofod-Svendsen, cand.theol., tidligere højskolelærer og forlagsleder, imkofod@yahoo.dk

Vi oplever alle døden omkring os.

Fordi mennesker, dyr, planter – alt levende i denne verden – dør. Døden sker omkring os hver dag, men vi sanser det ofte ikke, fordi det opleves som normalen i vores virkelighed. Til gengæld ryster og martrer det os, når døden kommer tæt på. Og når den er rigtig tæt på, når det er os selv eller vores kære, der indhentes af døden, så bliver spørgsmålet om, hvad døden

er og fører til, eksistentielt. Det er min egen erfaring. Min erfaring er også, at Himlen opleves tæt på. Fordi mine nære og kære afdøde havde levet med Jesus i deres liv, og jeg er overbevist om, at de i døden er hentet hjem til Gud i Himlen.

Men hvad ved vi om Guds himmel?

I Bibelen er ’himlen’ betegnelse for Guds rige, både usynligt nu og synligt i den evige salighed. Så man kan sige,

at kristnes jordiske liv er et ’venteværelse’ til den himmel, som Jesus kom fra, og som han er i hos Gud nu, før genkomsten. Og dør vi, før Jesus kommer igen, så er sjælens liv i Himlen hos Gud et ’venteværelse’ til opstandelseslivet hos Gud efter nyskabelsen af himmel og jord. Sjælens tilstand mellem døden og opstandelseslivet på den nye jord kaldes ’mellemtilstanden’.

TEMA

39

Det er Kristi genkomst og den evige frelse, der er vigtig. Fokus er ikke på tilstanden efter døden.

Venteværelset Det første venteværelse, vores jordiske liv, er Guds gave. Vi er skabt af Gud til at leve i hans velsignelse i en vidunderlig verden. Men for syndens skyld er ondskab og død kommet ind i verden, og kun Jesu stedfortrædende død kan befri os fra den evige fortabelse. Så det vigtigste for os i livet nu er at tage imod frelsen i Jesus. Han døde for os, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi kan derfor leve som frimodige Guds børn i denne verden. Hente trosfrimodighed hos Gud i de nådemidler, hvor han møder os og som i et spejl viser os sin kærlighed, herlighed og magt.

Læs i Bibelen om Jesus, bed og lyt til ham! Tag imod Jesus i sakramenterne, søg fællesskab med ham sammen med andre kristne! Du er ikke alene i venteværelset, her hører alle Guds børn sammen, og han er nær ved sin Helligånd.

Om det andet venteværelse, mellemtilstanden, står der ikke meget i Bibelen. Der forkyndes i stedet om Kristi opstandelse som en forløber for os, om kødets opstandelse og om det evige liv. Det er Kristi genkomst og den evige frelse, der er vigtig. Fokus er ikke på tilstanden efter døden, men på at vi i evighed må være sammen med den treenige Gud i den endelige frelse.

Hvad står der så?

Flere steder omtales de døde som dem, der er ’sovet hen’. Fx de døde, der opstod af deres grave, da Jesus døde på korset, og Lazarus, som lå i graven på fjerde dag. Det er i og for sig et helt naturligt billedsprog om dødstilstanden, fordi det er, hvad vi ser og oplever ved almindelige dødsfald, hvor et menneske stille ’sover ind’ i døden.

At ’sove hen’ kan også forstås som ’hvile’, og dette udtryk bruges fx i Hebræerbrevet og Johannes’ Åbenbaring om frelsen hos Gud. I luthersk tradition forstår nogle dødssøvnen som hvile hos Gud, hvor kristne sover trygt og velsignet indtil Gud vækker dem på opstandelsens morgen.

En anden luthersk tolkning er, at kristne ved døden straks kommer med Jesus til Paradis, som Jesus lovede røveren på korset. Paulus beskrev døden som at være sammen med Kristus. Jeg læser Paulus’ ord som om en bevidst tilværelse i ventetiden før opstandelsen. Jeg læser også ordet ”når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren” (Paulus’ Brev til Romerne kapitel 14, vers 8) som udtryk for, at det bevidste fællesskab, en kristen har med sin Herre og Frelser her i livet, ikke brydes af døden. Også lignelsen om den rige mand og Lazarus tyder for mig på et ’vågent’ fællesskab mellem Jesus og Abraham. Og når jeg tænker på mine kære afdøde, står det for mig, at de er livfulde og glade hos Jesus 40

TEMA

nu. Det er en stor trøst for mig at læse, hvordan Jesus kaldte på enkens søn i Nain, Jairus’ datter og Lazarus. De var døde, men de var et sted og i en tilstand, hvor de var i stand til at høre Jesu røst og reagere på den.

Og hvad står der ikke?

Der udkommer fra tid til anden bøger og artikler om nærdødsoplevelser, hvor mennesker har mødt Jesus og set deres kære. Det kan helt klart være trøstende og trosstyrkende. Men det må ikke blive fundament for vores tro og forventning. Det er Bibelens ord, der holder urokkeligt!

I katolsk tradition læres om en skærsild, hvor afdødes sjæle kan renses for skyld, så Himlens dør alligevel åbnes for en forpint sjæl. Man henviser blandet andet til Første Korintherbrev kapitel 3 vers 15 om arbejde, som skal brændes op, men arbejderen blive frelst som gennem ild. Som lutheraner læser jeg ikke verset som om en rensende skærsild, men om kvaliteten af Guds medarbejderes tjeneste, og det er en anden sag. Bibelens budskab er klart, at den eneste og også fyldestgørende vej til frelse er troen på Jesus Kristus. Han er vores retfærdighed, helligelse og forløsning. Intet andet holder for Guds dom.

Der er også nyere protestantiske teologer, der lærer en slags skærsild for afdøde, fordi en yderligere renselse kan være nødvendig for kristne. Det er lige så ubibelsk som den gamle skærsildslære. Der er i Bibelen heller ikke plads for et

Det er en stor trøst for mig at læse, hvordan Jesus kaldte på enkens søn i Nain, Jairus’ datter og Lazarus. De var døde, men de var et sted og i en tilstand, hvor de var i stand til at høre Jesu røst og reagere på den. efterliv for helgener i mellemtilstanden, hvor vi skulle kunne kontakte dem og bede dem om forbøn eller indgriben.

Det, som er klart bibelsk, er, at døden er uafvendelig, dommen kommer og er uafvendelig. En fortabelsesdom for dem, som ikke er kommet til tro på Jesus her i livet. En frifindelsesdom for dem, som i liv og død er i troens fællesskab med Jesus.

Og når Jesus kommer igen og nyskaber himmel og jord, skal alle hans frelste gå ind i saligheden og være sammen med Jesus og Gud Fader og Helligånden til en uudsigelig og forklaret glæde i al evighed. ■

Formandsposten i KFS har skiftet hænder KFS’ bestyrelse har fået ny formand. Han hedder Anders Pradsgaard Møberg, til daglig er han sognepræst i Aarhus, og hans KFS-hjerte har banket siden studietiden. Mød ham her.

Af Dorthea Lind Neuenschwander, kommunikationskonsulent i KFS, dorthea@kfs.dk

Ved KFS’ generalforsamling tilbage i april, tog Per Ladekjær afsked med bestyrelsesarbejdet efter otte år som formand. Derfor stod der formandsvalg på dagsordenen, da bestyrelsen konstituerede sig i maj måned. Valget faldt på Anders Pradsgaard Møberg, som til daglig er præst i Christianskirken i Aarhus, hvor han også bor med sin familie. Han har selv en lang historie med KFS i bagagen, og nu er han klar til at lede bestyrelsens arbejde med et krystalklart fokus på KFS’ mission: At studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt. Her sætter han ord på sine tanker og drømme for KFS.

Hvad er din egen historie med KFS? ”Min KFS-historie begyndte i gymnasiet, men selvom det var et godt fællesskab, var jeg ikke så trofast. Da jeg begyndte i

Aarhus KFS, mens jeg læste teologi, blev KFS for alvor stort for mig. Der lærte jeg at elske Jesus i praksis, og en stærk forkyndelse af ”Jesus alene” har fulgt mig siden. StorKFS blev mit hjertebarn. Vi var over 100 til møderne ind imellem, og for første gang oplevede jeg, hvordan tro og faglige diskussioner kunne gå hånd i hånd.

Jeg blev en del af udvalget bag og oplevede, at jeg kunne bruges som leder. Det var formativt, og jeg brugte virkelig meget tid på KFS. Min taknemmelighed overfor KFS virkelig stor, og den taknemmelighed var meget afgørende, da jeg sagde ja til at gå ind i bestyrelsen. Jeg har fulgt med i KFS i alle årene efter studiet og sad også i bestyrelsen i en kort periode, da jeg var nyuddannet. Dengang havde jeg dog ikke tiden, så jeg stoppede hurtigt igen.”

Hvad drømmer du om for KFS? "Jeg drømmer om, at unge i Danmark får et møde med Jesus, og at Gud vil bruge KFS som et instrument i det arbejde. Vi skal være evangeliserende i den forstand, at vi løfter frem, at Jesus angår os alle. Både os, som kender ham, og dem, som måske en dag vil se ham åbenbaret for deres øjne."

en åndelig opgave, som handler om både at fokusere på, hvad Gud i sit ord har sagt, han vil med sin mission, og iagttage, hvordan Gud over tid har velsignet KFS. Derudfra træffer vi en masse forhåbentligt gode beslutninger for KFS, hvilket er en enormt spændende og vigtig opgave at stå i."

KFS’ bestyrelse: Anders Pradsgaard Møberg Rasmus Vævest Nymann Eriksen Kenneth Kjær Jensen Ivan Brosbøl Anna Dahl Iversen Kristoffer Roager Esben Kamstrup Mortensen Ingeborg Støvring Kathrine Kofoed-Frederiksen Liv Strandkvist Mette Feldthaus Lea Dilling Nørgaard Benjamin Birk Christophersen Rebekka Riis

Hvad ser du som din vigtigste rolle som formand for KFS' bestyrelse?

"Den vigtigste opgave for mig er at lede bestyrelsesarbejdet, så det bliver gjort varsomt, omhyggeligt og med et krystalklart fokus på vores mission. Bestyrelsen laver det, som jeg betegner som missionsledelse, og det er en opgave, som især missionsorganisationer varetager. Det er KFS-NYT

41

Krydsord 6

16 3

11

8

5

20 14

8

6

17 12

1 1

4 9

19

15

2

3

1. Hvad hedder den største ta 2. Hvem blev Jesus korsfæste 3. Bog, der bliver anmeldt i de 4. Hvad kaldes mellemrumme Europa/Afrika?

5. Tøjstørrelsen over Small og 6. Manden bag andagten.

7. Talemåde: At sætte sig me 8. Hvad hedder Netflix-serien, 9. De tre jødiske grupper på J og ........

10. Hebræerbrevet 10,19: "Br ...........

11. KFS' nationale leder.

12. Landområde sydøst for Eu 13. KFS' lejr for studerende o 14. Markusevangeliet 4,7: "No 15. 1 Mosebog 15: Hvad bevæ (ud over en ovn)?

16. Temaet for sidste Til Tro-u 17. Jørn Henrik Olsen: "I stilh 18. Hvor har KFS hovedkonto 19. KFS' lejr med fokus på sp 20. Talemåde: Mere mellem ..

7 13

2

4

7 18

10

1

2

3

4

5

6

5

7

8

Created with XWords – the free online crossword puzzle generator https://www.xwords-generator.de/en

1. Hvad hedder den største tast på et computertastatur?

2. Hvem blev Jesus korsfæstet sammen med? To …

3. Bog, der bliver anmeldt i dette blad: "Fra …"

4. Hvad kaldes mellemrummet mellem Amerika og Europa/Afrika?

5. Tøjstørrelsen over small og under large.

6. Manden bag andagten.

42

I TIDEN

7. Talemåde: At sætte sig mellem to …

8. Hvad hedder Netflix-serien, som Lærke skriver om i sin kronik?

9. De tre jødiske grupper på Jesu tid: Farisæerne, saddukæerne og …

10. Hebræerbrevet 10,19: "Brødre, ved Jesu blod har vi altså …”

11. KFS' nationale leder.

12. Landområde sydøst for Europa og nordøst for Afrika.

13. KFS' lejr for studerende og sabbatister.

14. Markusevangeliet 4,7: "Noget faldt mellem …"

15. 1. Mosebog 15: Hvad bevæger sig mellem de overskårne dyr (ud over en ovn)?

16. Temaet for sidste Til Tro-udgivelse.

17. Jørn Henrik Olsen: "I stilheden kan vigtige … bryde løs."

18. Hvor har KFS hovedkontor?

19. KFS' lejr med fokus på sport og tro.

20. Talemåde: Mere mellem … og jord.

KFS-leder:

KFS-lejre er afgørende mellemrum Af Jakob Skovgaard Højlund, generalsekretær i KFS, jakob@kfs.dk

Jeg husker gymnasiehverdagen i start 00’erne som en blanding af tidlige morgener ved busholdepladsen, sene aftener med danskstile og tyske essays, mine kedelige rugbrødsmadder i kantinen, hyggelige samtaler med klassekammerater og nogle gange et udfordrende spørgsmål til min tro. En helt ok hverdag og ganske gennemsnitlig. Men to gange om året skiltes hverdagens vandmasser; der opstod et mellemrum. Discipeltræf og senere på skoleåret Påskelejr brød ind og skabte et tiltrængt og frisættende rum mellem afleveringer, lektier og kølige morgener. Vi gør det samme i dag, her i 2020’erne. Et mellemrum i hverdagstrummerummen. Discipeltræf og Påskelejr. Her kan KFS’erne mødes med hundreder af andre kristne (og forhåbentlig nogle, som er på vej) for at søge Jesus sammen i dybdegående bibelundervisning, hverdagsnær forkyndelse, fagligt relevante og trosstyrkende seminarer, trossamtaler, der åbner nye perspektiver, lyttende ører fra KFS-ansatte og engagerende lovsang. Alt sammen på fire dage. I efterårsferien og i påskeferien. For at Jesus må træde tættere på, Bibelen må åbne sig mere, friheden i evangeliet blive større og trosfrimodigheden vokse.

Vi ved, at Discipeltræf og Påskelejr er vigtige mellemrum for KFS’erne. Det ser vi i evalueringerne, og vi hører det i samtaler med dem. Lejrene giver åndelig optankning og afklarende fordybelse i troen. Men vi oplever også, at der kommer færre på vores lejre end tidligere, selv om deltagerne er lige så glade for at være med. Og oftere hører vi, at KFS'erne skal ud at rejse med deres familie eller til andet familie-tamtam. Jeg vil derfor opfordre alle jer – nok primært forældre – som har mulighed for at bakke op om KFS’ernes lejrdeltagelse: Hvad med at planlægge familierejser og -tamtam udenom efterårsferiens og påskeferiens første halvdel?

Indrømmet, det er oplagte tidspunkter at rejse eller mødes. Men. Der er også andre ferier eller forlængede weekender. Lad Kreta vente til en anden gang, så Jesus kan få fuld opmærksomhed. Og indrømmet, jeg skal vel ikke blande mig i andres private anliggender. Men. Jeg ved, hvor meget de lejre betyder for KFS’erne, og det er derfor, jeg giver denne opfordring. Discipeltræf og Påskelejr kan og gør noget særligt. De er et Åndens værksted og et troens lysrum mellem hverdagens blokke. Tilrettelæg derefter.

Og endnu opfordring: Støt KFS’erne økonomisk. Betal gerne hele lejren. Det koster ca. 800 kr. pr. lejr. Det er mange penge for et ungt menneske. Men prisen er egentlig lav ift. lejrudgifterne.

Samlet set kører Discipeltræf og Påskelejr med underskud. Deltagerbetaling dækker ikke engang kost og logi. Og løn til medarbejdere indgår slet ikke i det regnskab. Kære forældre og andre, som kan støtte: Jeg vil opfordre jer til at prioritere, at jeres unge kan

komme på KFS-lejre uden at bekymre sig om økonomi. I KFS vil vi fortsætte med at holde prisen så lav, som overhovedet mulig.

Vi håber, I vil støtte ’fra den anden side’, så KFS’erne ikke vælger lejrene fra pga. prisen.

Derfor denne opfordring: Giv de unge KFS’ere fuld opbakning, mulighed og (økonomisk) støtte, så hverken gode begivenheder eller ærgerlige bekymringer kommer til at stå i vejen for deltagelse!

Lad Kreta vente til en anden gang, så Jesus kan få fuld opmærksomhed.

I TIDEN

43

“”

Når vreden, frygten og hadet fylder alt, og smerten er for stor, er det svært – hvis ikke umuligt – at lytte til den andens historie. Det må vi forlange af os selv, at vi kan.

Bodil Skjøtt i “Mellemøsten mellem magterne” Side 16

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på "Støt KFS" i toppen af siden Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

44

Hvad går pengene til? At flere studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt!

KFS-arbejdet i Grønland. KFS-konsulenter. Støtte og ressourcer til KFS-fællesskaber. Store og små KFS-lejre. Listen er lang, men i virkeligheden kan det siges meget simpelt – at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Dét er den røde tråd og vision, Gud har lagt os på sinde. Og dét kald, vi ønsker at være med til at lede KFS’ere ind i. Tak for din støtte og forbøn for arbejdet!