TT01_2010_Autoritet

20 10

Kristeligt Forbund for Studerende

Giv volontører til KFS » 4 Gammel kending tilbage “i stalden” » 5 Når faget udforderer den kristne identitet » 7 Fremgang hos det Montenegrinske studenterarbejde » 8

Tema: Autoriteter

her står du Tilbage ”i stalden”

Tag med på Paaskelejr

9 13 17 18 21 KFS’eren

Bibelen som autoritet

Kæphesten

Kultur & Medier

3 4 7 12 15

Det Montenegrinske studenterarbejde

Tema: Autoriteter

Guds egen præsident?

Når magtmennesket tager over Når venner og familie ikke tror

27 30 31 Bøger

24 Vand

Generalens

Leder Lovsang er kommet for at blive Af generalsekretær i KFS Robert Bladt Det var vist Groucho Marx der fremsatte den påstand, at sex er kommet for at blive. Jeg er overbevist om, at det samme gælder lovsang.

Det skriver jeg nu ikke med beklagelse. Jeg nyder at blive ledt i tilbedelse og bøn af musikere og forsangere, der tegner et billede af Gud og giver mig ord og toner at lovsynge ham med.

Om det ægteskabelige samliv skriver Paulus: ”Alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak.” (1 Tim 4,4) Det samme skriftsted kan vi bruge om den musik, som ledsager lovsangen, hvad enten den er moderne, klassisk, rytmisk eller meditativ.

Gennem nogle årtier er der gjort en indsats for at reparere på kirkens forbehold over for moderne lovsangstoner. Det har der så sandelig været brug for. Det er blevet hævdet, at det nærmest ikke var muligt at lovsynge Gud på værdig vis, med mindre man var ledsaget af et kirkeorgel. Gospel, jazz og rock ’n roll er blevet fordømt som uegnet til lovsang. Trommen er blevet kaldt djævelens instrument. Og så er der alle modreaktionerne, hvor orgelspil, kirkemusik og Laub-koraler er blevet beskyldt for at være livløse og anakronistiske.

Lovsangsdebatten er et udtryk for en rystende mangel på evne til at skelne mellem form og indhold. Hvordan et troende menneske kan tage afstand fra en sang, der ophøjer Bibelens Gud må virkelig undre. At denne ophøjelse finder sted på et sprog og med en melodi, jeg ikke forstår, er ingen undskyldning for at tale ondt om

hverken rytmisk eller klassisk lovsang.

Forhåbentlig kan en ædruelighed nu indfinde sig i dialogen, så vi kan tage fat på de virkelige problemer. Det er spørgsmålet om, hvordan vi forener mennesker med forskellig smag, stil, tradition og kultur til en lovsyngende menighed. Det er spørgsmålet om, hvordan vi på én gang bevarer hovedstolen: Den opsparede lovsangskapital i Den Danske Salmebog og samtidig får gjort nye investeringer i salmer, hymner og åndelige sange, der lovpriser Gud i et nutidigt sprog og i en nutidig forståelsesramme.

Dette forår udkommer den tredje udgave af Fællessang.

Fire ungdomsorganisationer står bag, heriblandt KFS. Målet er gennem en papir- og en webudgave at fremme den del af lovsangen, som lovpriser Gud i et nutidigt sprog og i en nutidig form. Noget vil være forgængeligt og tjene os en kort periode. Men vi håber, der også er sange, som kan blive en del af hovedstolen og give den lovsyngende menighed ord og toner mange år frem. Lovsang er kommet for at blive – Gud ske tak og lov!

Udgiver Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954

Redaktionen Studentersekretær Martin Krak (ansv. red.) stud.mag. Anders Vindum Stud.polyt Henrik Roager Jensen Stud. mag. Annie Schjelde Rasmussen Stud.litt. Lea Braüner Larsen Stud.theol. Morten Rugager Kristensen lærerstuderende Signe Esmarch Kommunikationsmedarbejder Helle Bastrup

Abonnement Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkommen til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivilligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9541, kontonr. 0004054954

Design Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Layout og illustrationer Johan Kure & Gertrud Hjelm Kongshøj

Annoncer Ønsker du at annoncere i Til Tro, kontakt Louise Graversen på louise@kfs.dk Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk

4

TIL TRO · # 1 · 2010 · nyheder

Giv volontører til KFS 80.000 inden sommer. Det er hvad, der skal til, hvis det skal være muligt at ansætte to volontører i næste skoleår. KFS’ bestyrelse har besluttet at igangsætte en særindsamling til volontører i skoleåret 2010/11.

Udsigten til et solidt underskud i 2010 er baggrunden for indsamlingen. Hvis ikke der i løbet af foråret kan samles 80.000 kr. ind specifikt til dette formål, vil der ikke være mulighed for at ansætte to volontører næste skoleår.

I indeværende skoleår er der ansat to volontører, Thomas Christensen i Nordjylland og Nanna Gummesen på Sjælland.

Herudover er der fem marksekretærer fordelt over hele kongeriget. Og kunne de fem ikke sagtens klare arbejdet selv, hvis det skulle være?

Kathrine Kofod-Frederiksen, gymsekretær i København, ville være ked af at undvære sin volontør: ’Det giver arbejds-

Af sekretariatsleder Daniel Toft toft@kfs.dk glæde for mig og det er noget af det, som modarbejder ensomhed i tjenesten. Derfor giver volontører mere langtidsholdbare sekretærer.’ Katrine pointerer også, at én volontør plus én sekretær giver dobbelt så mange lyttende ører at fordele på lejre, til gymaftener og i frikvarterer - det er en opgave det giver god mening at være flere på.

Spørger man volontørerne selv er de også, i al beskedenhed, uundværlige. ‘Jeg er aldersmæssigt tættere på kfs’erne og har derfor nemmere ved at komme i kontakt med både dem og deres kammerater.’ Fortæller Thomas, volontør i Nordjylland. ‘Og samtidig er jeg også mere fri til netop det, fordi jeg for eksempel ikke skal bruge en masse energi på alle mulige administrative ting - jeg er også mere fleksibel til at tage afsted et par dage eller en aften fordi jeg ikke har kone og små børn!’

Volontører som Thomas og Nanna er et fund til de penge. Derfor håber KFS at du vil være med til at rejse en årsløn til endnu et sæt volontører, der i næste skoleår kan være med til at bære visionen om at kende Jesus og gøre ham kendt.

2009-regnskabet I skrivende stund kendes det endelige regnskab for 2009 ikke. Men alt tyder på et pænt overskud – trods et massivt fald i gavebrevsindtægterne på omkring 300.000. Det skyldes, at KFS i 2009 blev kompenseret for momsudgifter afholdt i 2008 i forbindelse med den store ombygning af LTC. Kompensationen lød på lidt over en halv million kroner, men skyldtes altså alene de meget store byggeudgifter i 2008. Overskuddet i 2009 siger således intet om KFS´ økonomi i normale år, og i 2010 er der desværre igen budgetteret med et solidt underskud.

Sådan kan du støtte nye volontører Overfør pengene til reg. nr. 9541 og kontonummer 0004054954 og mærk indbetalingen ”volontør”. Du kan også bruge betalingsmodulet på kfs.dk og skrive ”volontør” i kommentarfeltet. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte landskasserer Maria Laursen på 35438282 eller maria@kfs.dk.

Hvis ikke vi når 40.000 kr., som vil være nok til én volontør, vil pengene blive brugt på det øvrige KFS-arbejde.

nyheder · 2010 · # 1 · TIL TRO

Gammel kending tilbage ”i stalden” Tidligere tværkulturel missionssekretær i KFS Thomas Frovin er, efter en to-årig pause, atter tilbage i KFS. Denne gang som studenterog gymnasiesekretær på Fyn og i det sydlige Jylland Af Helle Bastrup Det er langt fra nogen nybegynder, der siden 1. februar har været KFS’ nye studenter- og gymnasiesekretær på Fyn og i det sydlige Jylland. Faktisk kan man godt kalde ham en ”KFS-veteran”. 33-årige Thomas Frovin har nemlig ikke blot en ansættelse

som tværkulturel missionssekretær bag sig, men han har også virket som KFS-sekretær-vikar på både Fyn og Sjælland. Efter to års KFS-pause, der blandt andet bød på en udsendelse som missionær i Albanien, er Thomas nu tilbage ”i stalden” hos KFS. - Det, er jeg rigtig glad for. Jeg synes, KFS er et af de mest spændende væksthuse for tro og evangelisation i Danmark, og det arbejde, vil jeg meget gerne være med i, fortæller Thomas.

Sammen med familien er han nu atter bosat i Odense, hvor han skal være i tæt kontakt med de unge på både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Thomas’ opgaver bliver blandt andet at besøge og oprette KFS-grupper på studiesteder samt tage del i KFS-møder både i gymnasieregi og studenterregi.

- Jeg synes, det giver rigtig meget mening at være sammen med KFSerne, at blive udfordret af dem og være med til at udfordre dem, så vi går skridt sammen i en god retning. Det glæder jeg mig rigtig meget til, lyder det fra Thomas.

Anders og Marie siger farvel Inden for de sidste par måneder har KFS taget afsked med KFS-sekretær i Fyn og Sydjylland Anders Seekjær og barselsvikar Marie Jensby. Begge kan se tilbage på en årrække i KFS-regi – Anders fire år som medarbejder og Marie tre år som bestyrelsesmedlem og senest et enkelt år som barselsvikar for kontorassistent Louise Graversen.

- KFS gør jo simpelthen et vitalt stykke arbejde i forhold til mission blandt studerende, og det har været fedt at arbejde med på. Samtidig er det fantastiske ved KFS, at det er en dynamisk og nytænkende

organisation, fordi KFS er lavet af og til KFSerne, fortæller Anders.

Og Marie supplerer: - Det været et godt sted at være. Her sker meget, og der er ikke langt fra tanke til handling samtidig med, det er velovervejet, det der sker. Og så har det været fedt at være et sted, hvor der er en klar vision, som jo er at kende Jesus og gøre Jesus kendt, fortæller Marie.

I fremtiden venter nye udfordringer for både Anders og Marie. Anders skal læse en kandidat i Sundhedsvidenskab på Syddansk Universitet, og Marie har siden januar arbejdet som ungdomskonsulent i Indre Mission i Århus.

5

6

TIL TRO · # 1 · 2010 · nyheder

Tag med på årets store Påskelejr Er du studerende på en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, er du hermed inviteret til fem dages lejr i påsken!

Af Helle Bastrup

Så er det igen blevet tid til fem dage med spændende talere, udfordrende undervisning og tankevækkende seminarer.

Traditionen tro arrangerer KFS Påskelejr for alle studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Temaet for årets lejr er ”Vedvarende energi – hvor tanker du op?”, fortæller lejrchef og KFSsekretær Kathrine Kofod-Frederiksen.

- På årets Påskelejr vil vi gerne sætte fokus på, hvad der er centralt i vores liv som mennesker. Hvad er det, vi giver plads og prioritet i vores liv, hvad værner vi om, og hvor søger vi vejledning, når vi leder

efter egentlig og blivende værdi i vores liv?

Spørger Kathrine.

Blandt andre vil KFS’ generalsekretær Robert Bladt og gymnasielærer Merete Bandak stå for talerne til møderne. Derudover vil lejren også få besøg af Lise Petersen Band, der vil afsløre numre fra deres Lina Sandell CD, der udkommer til påske.

Eftermiddagsseminarerne byder på en bred vifte af interessante emner. Mød for eksempel tidligere MF’er og energiminister Jann Sjursen, der vil fortælle om det at være kristen og have en politisk karriere.

Nu har vi nået 187 skoler!

KFS’ målsætning om i løbet af tre år at nå ud på 406 skoler for at gøre Jesus kendt er godt på vej! Pt har vi nået i alt 187 skoler Af Helle Bastrup Der er stadig et stykke vej til 406, men vi har også stadig to et halvt år at gøre godt med… Siden august 2009 har KFS arbejdet på en målsætning om i løbet af tre år at nå ud på 406 skoler for at gøre Jesus kendt -

og frem til i dag har vi nået 187 skoler.

- Vores målsætning har betydet en omprioritering af nogle arbejdsopgaver i efteråret. Vi har været ude på flere og andre skoler, end vi plejer og har fået kontakt til flere kristne på steder, hvor der ikke i forvejen var en KFS-gruppe, fortæller generalsekretær Robert Bladt.

Han betegner efterårets arbejde som hårdt, men vigtigt.

- Mit indtryk er, at for flere studerende er KFS-gruppen det eneste kristne fællesskab, de er en del af, og derfor er det et meget nødvendigt fællesskab, siger Robert.

Forude venter stadig meget arbejde, førend sidste kryds kan sættes, og KFS har været ude på i alt 406 skoler. Men vi er kommet godt i gang, og arbejdet går planmæssigt, lyder meldingen fra ”generalen”.

I arbejdet på at nå målsætningen er både KFS’ højskoleelever ”LTC’erne”, KFSsekretærer og andre medarbejdere ude på studiesteder med for eksempel en stand fra KFS, et oplæg i en religionstime eller for at hænge en plakat op for KFS. Frivillige har også mulighed for at ”give en hånd med”. Kontakt kfs@kfs.dk eller ring på tlf.

35438282 og hør mere.

Følg med!

Kunne du tænke dig at følge KFS’ arbejde med at nå ud på 406 skoler? Seks gange om året sender KFS en nyheds- og forbønsmail ud om arbejdet – send en email til kfs@kfs.dk og lad os vide, hvis du gerne vil modtage nyhedsmailen.

Du har også mulighed for at følge arbejdet på www.kfs.dk hvor en grafik viser, hvor langt vi er nået.

Sidst, men ikke mindst takker KFS for enhver forbøn eller pengegave til projektet. Kontakt landskasserer Maria Laursen på maria@kfs.dk hvis du gerne vil støtte KFS med penge.

nyheder · 2010 · # 1 · TIL TRO

Når faget udfordrer den kristne identitet Som universitetsstuderende er det en udfordring, når videnskaben tilsyneladende siger noget andet end bibelen. Derfor mødes nogle af de studerende i Århus i en læsegruppe, hvor der stilles skarpt på forholdet mellem tro og viden.

Af cand.pæd.soc Marie Jensby

En almindelig hverdagsaften samles en gruppe studerende og studentersekretær, Klaus Vibe, i KFS’s lejlighed, Hvalen i Århus. De har en læsegruppe, og det er ikke bibelen, de sidder med næsen begravet i.

De mødes til en ”Tro og viden”-læsegruppe, hvor de diskuterer forholdet mellem videnskab og tro. Ifølge Klaus er det i høj grad KFS arbejde: ”Det handler om fag og tro. Det handler om at fastholde sin kristne identitet i mødet med den virkelighed man står i. Og det vil vi i KFS gerne lægge rammer til,” forklarer han.

Fælles for de fremmødte studerende er, at de læser enten medicin eller et af de naturvidenskabelige fag. Derfor kan snakken også blive en lille smule fag-nørdet, og for en tidligere humaniorestuderende, der ikke var opmærksom i biologitimerne i gymnasiet, kan en fremmedordbog være nødvendig.

Det er anden gang gruppen er samlet, og de har aftalt at mødes 4 gange i alt.

Med udgangspunkt i bogen ”God’s Undertaker: Has Science Buried God?” af John Lennox bliver forholdet mellem videnskab, evolution, ateisme og tro debatteret.

Udelukker evolution Gud? Eller udelukker Gud evolution? Hvad er liv? er nogle af de

spørgsmål, der debatteres, og der hersker forskellige holdninger på området. Det er en spændende debat, og alle tager del i den.

Der nikkes, der rystes på hovederne, der fremføres argumenter for og imod nye og tidligere fremsatte synspunkter..

Det handler i den grad om fag og tro, og om at få de to ting til at gå op i en højere enhed.

Baggrunden for læsegruppen er en række bøger, som på forskellig vis hævder, at videnskab og tro ikke kan forenes. John Lennox, som er forfatter til den bog, der tages udgangspunkt i, argumenterer for, at de to godt kan forenes, fortæller Kristian.

På spørgsmålet om, hvad de får ud af at være med, fortæller Andreas: ”Vi får en ide om, at man kan være kristen og videnskabsmand,” og en af de andre supplerer: ”Det er godt at tale med andre, der står i lignende udfordringer.”

Hvordan går det med missionsudvalget?

Du husker måske efterårets lancering af mission.kfs.dk? Det var faktisk KFS’ missionsudvalg, der stod bag – og aktiviteterne fortsætter, fortæller KFS-sekretær Kathrine Kofod-Frederiksen.

- Lige nu arbejder vi på en yderligere udvikling af vores ”mission-trip”-koncept for videregående studerende. Vi vil gerne gøre det lettere for studerende at få kontakter til organisationer, der har interesse i at sende en studerende ud i kortere projekter, som både kan have faglig relevans for den studerende og være til oplysning for organisationen. Tanken er, at de studerende får kontakter, hjælp til økonomien og mulighed

for at prøve deres fag af i ”virkeligheden”.

Samtidig får organisationen kompetent, fleksibel og billig arbejdskraft, fortæller Kathrine, der opfordrer alle, der har idéer eller spørgsmål til udviklingen af konceptet til at skrive til ingapmogensen@gmail.com.

Missionsudvalget anbefaler desuden enhver, der har en ”teltmager eller missionær i maven” at tage på konference om netop dette den 12. -13. marts på Indre Missions Bibelskole i Børkop.

Udover Kathrine er også Inga Mogensen (børne- og ungemissionskonsulent i LM), Nicolaj Wibe (ELM-konsulent) og Arne Nedergaard (stud.phd) med i udvalget.

7

8

TIL TRO · # 1 · 2010 · nyheder

Fremgang hos det Montenegrinske studenterarbejde Siden april 2009 har KFS betalt for en stilling i kristent studenterarbejde i Montenegro. Et arbejde, der stille og roligt går fremad Af Helle Bastrup Der bliver bedt, arrangeret møder og lejre…

Det kristne studenterarbejde i Montenegro er på vej frem, og flere og flere studerende bliver engageret i arbejdet for at fremme Guds rige i studenterverdenen. Det fortæller serberen Danijel Petkovski, der siden 1. april har arbejdet for at etablere et montenegrinsk studenterarbejde. KFS donerer lønkroner til hans stilling og får derfor

løbende information om, hvordan arbejdet skrider frem.

- Vi har startet en bibelstudiegruppe op i byen Nikcis og var på det første møde fem deltagere, hvoraf to endnu ikke har et personligt forhold til Jesus. Vi gennemgår Markusevangeliet og mødes hver onsdag, fortæller Danijel.

Onsdag er også dagen for en ”conversation club”, altså en samtaleklub på universitet, hvor alle, der har lyst kan deltage og få en mulighed for at forberede deres engelskkundskaber. Samtalerne

foregår nemlig på engelsk, og målet med møderne er for Danijel at møde de studerende, dele evangeliet med dem og invitere til bibelstudiegruppen. Pt er der 5-10 ikketroende i klubben.

- Mit håb og min bøn er, at alle disse vil komme i kontakt med evangeliet og modtage Kristus som deres Gud, fortæller Danijel.

nyheder · 2010 · # 1 · TIL TRO

Bed for studenterarbejdet i Montenegro.

Bed om at Gud vil kalde studerende ind i et fællesskab med ham og bed om, at Gud vil velsigne studentersekretær Danijel Petkovski og hans kone Martina.

Bed for verden Bed for den demokratiske republik Congo, hvor der efter mange års krig stadig ikke er fred. Bed for fred i landet og bed for de studerende. Flere har ikke råd til at betale for uddannelsen og prostituerer sig for at tjene penge. Bed Gud om, at Han må gribe ind og hjælpe dem.

Bed for det centrale Asien, hvor islam mange steder er den dominerende religion.

Det kan derfor være svært for nye kristne offentligt at bekende deres tro. For unge studerende vil en omvendelse til kristendommen desuden ofte betyde, at de mister støtte fra familien, heriblandt den økonomiske støtte til at gennemføre en uddannelse. Bed om hjælp, udholdenhed og frimodighed.

9

10

TIL TRO · # 1 · 2010 · autoriteter · artikel

KFS’eren ”KFS-café” et hit til gymnasiefesten På Frederiksborg Gymnasium i Hillerød byder gymnasiefesterne på andet end musik, dans og alkohol.

Igennem de sidste to år har eleverne kunne besøge en ”KFS-café” med tid til stilhed, kage og snak Af Helle Bastrup

Når musikken buldrer af sted og danseglade mennesker fylder gulvet, er der til gymnasiefesterne på Frederiksborg Gymnasium samtidig mulighed for en bid kage, en kop kaffe og en hyggestund. KFSgruppen har nemlig gennem de sidste to år inviteret festdeltagerne til ”café-hygge” i et lokale tæt på festen. Blandt levende lys, borde, stole og bordfodbold byder KFS-gruppen på en rolig stund for dem, der har lyst til en pause fra festlarmen.

- Vi vil gerne gøre opmærksom på KFS, vores formål og hvad vi står for, og det, synes vi, fungerer rigtig godt med caféen. Vores gratis kaffe og kage er meget populært, og vi tager også gerne en snak om kristendommen, hvis nogen har lyst til det, fortæller 3.g’er og KFS-repræsentant Jonas Kiil.

Sammen med blandt andre næstformanden i KFS-gruppen Casper ”Sjuske” Thomsen, har Jonas været med til at starte caféen op, som fire-fem KFSere står for at arrangere. I alt er der cirka 50 personer i KFS-gruppen, så der er masser af støtte og opbakning – og mange, der gerne vil hjælpe med det praktiske med at stille borde op og bage kage, fortæller Jonas. KFS-gruppen er glade for caféen, der også giver dem selv et pusterum fra festen. Men først og fremmest er det fra alle studiekammeraterne, de positive meldinger

kommer, siger Jonas.

- I starten fik vi tildelt et lokale langt væk fra festen, men i dag er festudvalget så glade for os, at vi har fået et lokale tæt på. Folk synes, det er hyggeligt at komme forbi til en kop kaffe og kage. Og det betyder, at rigtig mange nu har fået et kendskab til og en interesse for KFS, som de ellers ikke ville have fået, lyder det fra Jonas.

Faktisk er der efter en gymnasiefest ind imellem en ny deltager med til KFS-samlingen om mandagen, fordi personen lige skal se, hvad KFS egentlig går ud på – eller måske skal vedkommende have fulgt op på en snak, han eller hun fik med en KFSer under festen.

Alt i alt er KFS-caféen en succes, fortæller Jonas, selvom de selvfølgelig også indimellem får besøg af fulde unge, der kan finde på et optræde lidt aggressivt – eller nogen, der synes, det er sjovt at svitse KFS’ foldere i stearinlysene. Men det hører til sjælenhederne, og KFS-gruppen tager det ikke personligt. Langt de fleste besøgende nyder caféens tilbud – og det er ofte nemmere for folk at dukke op til KFS-caféen end til en KFS-samling, fortæller Jonas.

- Caféen er med til at vise, vi er helt normale mennesker. Vi afdramatiserer, hvad det vil sige at komme i KFS og viser, vi er åbne for alle, afslutter Jonas.

Tema: Autoriteter Autoritetstro eller mangel på samme Af uforklarlige årsager havde jeg ikke skrevet denne lille tekst til tiden. Var det udtryk for manglende autoritetstro overfor Til Tros redaktion? Autoritet (positivt forstået) er betegnelsen for legitim magtudøvelse i bl.a. politik, organisationer, religion og familie. Mange har et meget anstrengt forhold til autoriteter, måske på grund af misbrug eller svigt, og flere politiske grupperinger ønsker helt at ophæve magtudøvelse mellem mennesker, hvilket indimellem bare giver grobund for nye magtstrukturer - som den ved den Franske Revolution på forsiden af bladet.

Det er en sund og vigtig proces at overveje, hvilke magtstrukturer man befinder sig i og blive bevidst om hvordan man selv yder indflydelse på andre. Efter at være blevet mindet om at jeg skulle skrive denne tekst, sidder jeg nu og skriver, og er dermed et eksempel på at jeg adlyder min ”chef” og anerkender hendes autoritet. Det gør jeg, fordi jeg mener hun yder en god indflydelse på mig og dermed er en god autoritet. Anerkender du gode eller dårlige autoriteter i dit liv, og lader du dem få magt over dig?

Dette nummer af Til Tro har vi prøvet at sætte sammen, så du kan blive bevidst om nogle af de autoriteter og magtstrukturer vi indgår i. Bladet indeholder blandt andet et interview med sognepræst Per Ramsdal som fortæller om, hvordan man kan komme i klemme mellem stærke autoriteter. Annie Schjelde og Anders Vindum har skrevet en artikel om at få sin politiske autoritet fra Gud, og Irene Rønn Lind skriver om magtmisbrug i kirkelige miljøer.

Vi håber at I kan bruge det til noget og glæder os til at høre hvad I synes om det!

God læselyst!

Redaktionen

12

TIL TRO · # 1 · 2010 · autoriteter · artikel

Næstekærligheden tvinger os Hvad gør man, hvis man ikke kan følge sin kristne overbevisning om, hvad der er rigtigt at gøre, uden at komme på kant med loven? Per Ramsdal fortæller om sine overvejelser i forbindelse med, at han hen over sommeren 2009 havde en gruppe afviste, irakiske asylansøgere boende i sin kirke på Nørrebro Interview af Majken Dam, mdam85@hotmail.com

”På forhånd vidste jeg ikke, hvor omfattende det ville blive, og hvilke konsekvenser det kunne få for mig. Havde jeg vidst det, havde jeg ikke gjort det. Men nu hvor jeg er på den anden side, fortryder jeg ingenting, og jeg ville gøre det igen, hvis jeg skulle.”

Sådan siger Per Ramsdal, præst i Brorsonkirken på Nørrebro, efter en omfattende sag, hvor blandt andet hans troværdighed, job og frihed stod på spil. Det hele begyndte med, at han sammen med menighedsrådet valgte at huse irakiske asylansøgere, som var blevet afvist af den danske stat, og som senere blev hentet ud af kirken af politiet.

Her fortæller han om sit forhold til autoriteter og om at elske sin næste i handling.

Autoritetstro og husly Hvad betyder ”autoritet” for dig? ”Autoriteter kan deles i to typer. Der findes dels de autoriteter, som er offentlige, såsom dommere, politi, politikere med videre, som har fået en magt givet. Og så findes der autoriteter, som du selv vælger; mennesker, som har betydning i dit liv. Det kan være din kæreste, kone eller lærer - personer, som du har tillid til, og som du er autoritetstro overfor. Din cykelmand eller tandlæge er et godt eksempel, for de har sådan set ikke nogen magt over dig, og du kan til hver en tid

vælge at rejse dig fra stolen og gå. Men du stoler på, at de ved mere end dig om det, de arbejder med, og derfor viser du dem tillid.”

Per fortæller om det valg, han og menighedsrådet i kirken tog om at hjælpe de afviste asylansøgere. ”Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at vi gjorde det rigtige ved at give de irakiske flygtninge husly. Vi blev kontaktet af Kirkeasyl (en forening, som hjælper flygtninge med at genansøge om opholdstilladelse, red.) og valgte at samarbejde med dem. Mange henvendte sig senere og ville gerne huse irakerne, og en dag ville jeg måske godt kunne stå i en situation, hvor jeg kunne blive nødt til at hjælpe med at formidle en adresse for at hjælpe et medmenneske. Men her var der ikke tale om at skjule irakerne, og jeg har ikke opfordret andre til at gøre det.”

kendte. ”Jeg stod over for dem som et menneske og gjorde det, som jeg mener, er alle menneskers pligt: At hjælpe. Når vi mø-

”Budet om at elske sin næste må vi til alle tider rette os efter.”

Nød, desperation og kunsten at lære af andre Efter sagen blev Per blandt andet truet med opsigelse og flere års fængselsstraf. Jeg spurgte ham, hvorfor han valgte at sætte så meget på spil for mennesker, han ikke

der mennesker i nød, er det vores kristne forpligtigelse at hjælpe, uanset om det er gamle, ensomme, hjemløse eller andre. Hvis mennesker beder om hjælp, er det fordi, de har brug for den, for det kræver faktisk meget at bede om hjælp. De her mennesker er psykisk syge, har været udsat for vold eller har på andre måder lidt overlast, og da de henvendte sig til kirken, var det deres sidste desperate forsøg på at få hjælp. For mig er de mennesker ikke en sag eller et nummer; jeg mødte dem som menneske og begyndte at spørge til dem. Aften efter aften har jeg snakket med dem, hørt deres livshistorier, hørt om deres kultur og om Irak før krigen.

Det har været meget lærerigt for mig, og jeg endte med at blive personlige venner med flere af dem.”

Per tegner med et skævt smil en glorie over hovedet og fortsætter: ”Ind i mellem kan jeg føle mig lidt frelst,

artikel · autoriteter · 2010 · # 1 · TIL TRO

for jeg bliver ved med at tale om næstekærlighed og barmhjertighed i de her dage. Men jeg mener jo, at det er det, Den hellige skrift opfordrer os til. Vi kan se på den barmhjertige samaritaner. Han gik ikke forbi manden, der var blevet overfaldet og begyndte ikke at spørge til, hvem han var, eller hvad han havde gjort eller oplevet. Han så et menneske i nød og hjalp ham.”

Folkekirken - et truet frirum I forlængelse af sine overvejelser fortæller Per om dilemmaet ved at være ansat i Den danske Folkekirke, som er underlagt den danske stat, når stat og kirke ikke nødvendigvis har samme mål og metode. ”Det har været meget ubehageligt at stå som embedsmand i den her sag, for netop det, kunne bruges imod mig. Personligt er jeg blevet skuffet over ministre, som uden at undersøge sagen nærmere, kalder mig en løgner, eller politikere, som er kommet med udtalelser om, hvilke præster, der bør afskediges. Når politikere blander sig i kirkens anliggender, begrænses kirkens råderum til en meget lille plads.

Tidligere var kirken et frirum, hvor mennesker kunne have et helle, og selvom kirkeasyl officielt blev afskaffet med reformationen, har det eksisteret som en uskreven regel op til i dag. Denne regel er nu blevet brudt, og efter sagen om irakerne er jeg mere end nogensinde før blevet afklaret med, at jeg ønsker Den danske Folkekirke adskilt fra staten. På Nørrebro er vi kun 46 %, der kalder os kristne, og det er således ikke flertallet.

Der bør være plads til forskellige personlige og religiøse holdninger i Danmark, og jeg mener derfor ikke, det giver mening at betragte os som et kristent land.”

Religiøs overbevisning og fælles regler Jeg spurgte Per, om det kan retfærdiggøres at overtræde love. ”Det er min pligt som menneske at overholde landets love. Lever jeg i et land, hvor det er umuligt for mig at leve min tro og

overbevisning ud, kan jeg være nødt til at flytte. Der findes mange mennesker, som har andre religiøse ståsteder end kristne, f.eks. sharia-muslimer. Ifølge sharia-lovgivningen er imamens ord i forbindelse med et bryllup vigtigere end det, der bliver sagt på rådhuset. For os som kristne er Guds velsignelse vigtigere end de officielle papirer, selvom det er lidt blandet sammen i kirken.

Min religiøse overbevisning kan dog ikke fritage mig fra at måtte overholde mit lands love. - Så hvis jeg ikke overholder loven, må jeg tage den straf, der kommer!”

En provokerende, praktiserende næstekærlighed Alligevel tilføjer Per nogle tanker om det, der kan være problematisk ved at overholde loven. ”Jeg plejer at fortælle mine konfirmander om en præst oppe i Nordsjælland, som under Anden Verdenskrig hjalp med at skjule jøder.

Da tyskerne bankede på og spurgte, om han havde jøder i huset, svarede han nej og overtrådte dermed både landets love og Guds lov om, at vi ikke må lyve. Han valgte mellem dette og at risikere en masse menneskers liv.

På samme måde overtrådte Jesus loven ved at helbrede på sabbatten, selvom han vidste, at det var en provokation for farisæerne, der mente, at det var forkert. Jesus foretrak at hjælpe mennesker, der var i nød frem for at overholde loven, og det mener jeg til hver en tid, er vores pligt som kristne. Og så mener jeg i øvrigt, at vores lands love bør muliggøre og fremme det at være næstekærlig, for hvis det ikke er tilfældet, kan vi stå i situationer, hvor vi bliver nødt til at overtræde loven.

Loven er til for menneskers skyld og ikke omvendt, og vi skal ikke for enhver pris forsøge at tilpasse mennesker de gældende love. For alle mennesker, kristne som ikke-

kristne, gælder det, at vi har pligt til praktisere næstekærlighed. Næstekærlighedsbudet kan derfor ses som den største autoritet i et menneskes liv, for budet om at elske sin næste må vi til alle tider rette os efter.”

13

14

TIL TRO · # 1 · 2010 · autoriteter · artikel

Bibelen som autoritet Nogen ”pageturner” er Biblen (i hvert fald visse dele af den) måske ikke. Til gengæld kan den noget andet. Den kan give os et personligt møde med Frelseren, som ændrer vores liv. Biblen er nemlig ikke kun menneskers værk Af sognepræst Børge Rasmussen, boerge@tiscali.dk

Sammenkoblingen af de to ord Bibel og autoritet er i dag for de fleste ikke særlig meningsfuld. Vores tilgang til Bibelen afhænger helt af, hvordan vort forhold er til den Gud,

kristne trosbekendelse på linje med troen på Gud som Fader, som Søn og som Helligånd.

Vi tror på og bekender én Gud. Men vi afkræves aldrig en særlig tro på Bibelen. Mennesker i evangelierne kom faktisk ikke til tro på Jesus gennem en hellig bog, men ved at møde ham, personligt. Derefter fik de et nyt syn på Bibelen (på den tid = Gammel Testamente). Nu var det ikke en masse bud og forskrifter. Bibelen blev bogen om nogen ( Jesus) mere end bogen om noget.

Bevidst bibeltillid er aldrig en betingelse for at komme til tro. Vejen til tro sker typisk således: 1. Jeg kommer til personlig tro på Gud og hans Søn Jesus Kristus.

2. Den tro sker gennem forkyndelse fra og/ eller læsning af de bibelske skrifter 3. Derfra leder min Gudstro frem til en bibeltillid og en ærefrygt for Bibelen.

Strengt taget har vi her en cirkelslutning: Bibelen (læst eller forkyndt) ”leverer” budskabet. Dette fører til en personlig tro på Gud, og denne tro afføder så en tillid til Bibelen, som ikke var der før. Gud siger ikke: ”Du må først tro på Bibelen, og at den taler sandt og troværdigt, ellers kan du ikke tro på mig.” Tillid til et menneske kan nemlig ikke kræves. Det er en frugt, der vokser frem ud af en nærhed og berøring, hvor den anden viser sig troværdig og pålidelig. Således også med Gud. Og med Jesus. Bibeltillid er ikke en

De bibelske skrifter er i stand til at føre til tro og dermed frelse, og sidenhen er de en kilde til troens vækst, baade i indsigt og i livsførelse. Det kan de, fordi de ”er indblæst af Gud”, siger Paulus. der beskrives i Bibelen. Ikke-troende mennesker har formodentlig ikke et forhold til Bibelen, som bevirker, at de vil anse den for forpligtende for deres liv. Mange vil uden tvivl vise den respekt, men ikke tillægge den egentlig autoritet. Derimod vil kristne mennesker (læs: praktiserende kristentroende mennesker), som tror på og tilbeder den Gud, der hævdes at tale i Bibelen, helt anderledes føle sig forpligtet på indholdet, og tillægge det en autoritet, om end der kan forekomme uenigheder angående tolkningen af de bibelske tekster.

Bibeltillid – ikke krav, men frugt Tror vi på Bibelen? Det afhænger af, hvad vi mener med ordet ”tro”. Nej, kristne tror ikke på Bibelen, som om den hørte med i den

paragraf i et indledningsafsnit, men et erfaringsudsagn.

Bibelens autoritet må erfares personligt Autoritet i hæren for eksempel er meget vigtig. Et antal stjerner eller bånd siger mig, at den person har autoritet over mig, inden han har åbnet munden. Og ham skal jeg adlyde.

Her er ikke behov for en erfaringsperiode.

Med Bibelen er det anderledes. Jesus møder ikke mennesker med ordene: ”Jeg er altså Guds Søn, derfor adlyd mig!” Nej, han møder mennesker, taler med dem og inviterer dem til at komme og se uden at afsløre sin hemmelighed. Nu begynder folk at undre sig: Hvem er han? Hvordan kan han tale sådan? Først efter et helt ”evangeliums” oplevelse dæmrer det for nogen af dem: ”I ham bor Gud selv! Han taler med en helt speciel myndighed”. Og de tror ham, og følger ham og adlyder ham. Fordi de har mødt ham, personlig!

På samme måde er det med Bibelens autoritet: den kan ikke overgives mekanisk eller pr. tradition. Først når jeg selv har læst ordene i Bibelen, og har mødt HAM i dem, får ordene vægt og forpligtende karakter for mig.

Det betyder ikke, at en kirke eller et kirkesamfund ikke han have en paragraf i deres vedtægter, som siger, hvordan de ser og betragter Bibelen (hvad KFS faktisk har). Men

artikel · autoriteter · 2010 · # 1 · TIL TRO

n

f

aæ

forpligtende, autoritativt, bliver det ikke, før jeg selv har erfaret hemmeligheden med Bibelen: At her taler Han, min levende Herre og Mester.

l

Hvad siger Bibelen om sig selv?

r

q r m

h

Hii

kshgdz gd s

Bibelens ord er altså ikke bare menneskers ord (det er de også!), men samtidig med at mennesker har formuleret og skrevet budskabet, er der en profetisk og gudbeåndet dimension over det, som for kristne gør det anderledes end al anden religiøs litteratur.

Gud har inspireret forfatterne gennem Helligånden. Ikke med ”ført hånd” eller mekanisk diktat, som islam fortæller, Koranen blev til, men gennem en samvirken af Guds ånd og menneskets ånd. Enkelt kan man sige, at Gud har givet os Bibelen i den form, han ønsker os den. Og kirken har hele tiden anset ”De bibelske Skrifter” i deres menneskelige klædedragt for at være Guds ultimative sandhedsåbenbaring, ligesom Jesus hævder at være den sande og eneste vej (tilbage) til Gud ( Johs-ev. 14,6).

i

x j

j

T

F

Mysterium! j

zlsdgh

j

dh rtskl f li både ku Hvordan disse skrifter ghkan være fuldt gu a

Menneskers ord og Guds ord

h

lk rg

ao

xg

Der er særligt ét sted, hvor Paulus i en opfordring til sin yngre medarbejder Timotheus omtaler sin holdning og forståelse af ”Skrifterne” (på den tid Gl. Test., og for os i dag også Ny Test. skrifter). Han siger: ”…fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” 1. Tim 3,15ff. Her hævder Paulus, at de bibelske skrifter er i stand til at føre til tro og dermed frelse, og sidenhen er de en kilde til troens vækst, både i indsigt og i livsførelse. Det kan de, fordi de ”er indblæst af Gud”, siger Paulus. Hvis det er sandt, er der en magt og en kraft i Bibelens ord, som stammer fra Gud og kan bevirke noget, som menneskers ord alene ikke kan.

Derfor kan Jesus også sige om sine egne ord, senere nedskrevet i evangelierne: ”De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv”. Johs 6,63.

m

sg

Aø

er

fr Kxøiopi wFq K

ud menneskers ord og fuldt ud Guds ord er et mysterium, på linje med mysteriet Jesus: Fuldt ud menneske og Gud, samtidig. At de er menneskeord, viser sig tydeligt i skrifternes afsmitning af forfatteren, jf. de 4 evangeliers individuelle skrive- og fortællemåde.

Denne variation gælder samtlige Bibelens 40 forfattere op gennem 1500 år. Og dog har disse skrifter i Bibelen en ”inderside”, som Gud har indgivet/indblæst, og som gør ordene til Guds levende Ord, hvori Guds Ånd bor.

Kristen tro – og kristent liv Da Bibelen således åbenbarer Guds dybeste sandhed og peger på Kristusvejen, er den central for enhver kristen. Derfor må al tro og tanke være båret af det bibelske indhold. Og det gælder også livsførelsen. Troen leder ind i et dybere ”mønster” for vores liv, et præg af Jesus, som findes både i evangelierne og

i apostlenes breve. Dette er også en del af Guds åbenbaring til os, og derfor forpligtende. Hvordan det så skal tolkes ind i en anden tids- og kultursammenhæng end Bibelens (aktuelt vores men i princippet alle kulturer i forskellige tider), det spørgsmål er ikke altid enkelt, og her divergerer holdningerne også.

Det gælder for eksempel spørgsmål om klædedragt, tiende, kvinders tjeneste, ret til udlåning mod renter, kristnes deltagelse i krig og så videre. Der kan både være uenighed om selve forståelsen/tolkningen, og også om hvorvidt vi stadig er forpligtet på visse ting, som ikke nødvendigvis giver mening i en helt anden tid og kultur. Den opgave må hvert kristent slægtled bakse med.

Har Bibelen autoritet? Ja, heldigvis. Og det har den, fordi det er Guds bog til os. En Gud uden autoritet er ligegyldig. Hans bog ligeså. Hvis Guds bog rummer sandheden, må den også være forpligtende for dem, der tror.

15

16

TIL TRO · # 1 · 2010 · autoriteter · artikel

Guds egen præsident?

Af stud.mag. i retorik Annie Schjelde Rasmussen, aschjelde@gmail.com og stud.mag. i retorik Anders Vindum, andersvindum@hotmail.com

Obama, Bush, Clinton - nogle af de mægtigste mænd verden har set.

Men samtidig mænd, der har haft en øverstbefalende i Himlen.

Præsidenter, der ydmygt må bøje sig for den største autoritet – hvis de selv vil være den næststørste

artikel · autoriteter · 2010 · # 1 · TIL TRO

I USA er alting større. Husene er større, bilerne er større, byerne er større – og menneskene for den sags skyld. Og det kan amerikanerne jo fint være stolte af, måske med undtagelse af det sidste. Men hvis du har været i USA, har du måske oplevet, at det ikke kun er alle disse synlige ting, der er større end herhjemme. Nej – Gud er også større i USA, end han er Danmark. Det gælder på kirkefronten, hvor for eksempel antallet af megakirker (kirker med mindst 2000 medlemmer) er over 1200.

Men det gælder også det offentlige samfunds anerkendelse og respekt for Gud. I USA er det med andre ord ikke tabu at tro på Gud. Snarere tværtimod. Vi vil i denne artikel se nærmere på nogle aspekter ved Guds plads i det amerikanske samfund og sammenligne med vores knapt så åndeligt begejstrede Danmark.

History is your story At troen på Gud er integreret i samfundet, bliver blandt andet udtrykt gennem præsidentembedet. Da Barack Obama i januar 2009 blev indsat som præsident, bad pastor Rick Warren en fem minutter lang bøn for ham. Han indledte sådan: ”All mighty God, our father. Everything we see, and everything we can’t see, exists because of you alone. It all comes from you. It all belongs to you, It all exists for your glory – history is your story.” Senere henvendte han sig eksplicit til Jesus. Bønnen blev sluttet af med “Fadervor”.

Prøv nu at forestille dig KFS’ generalsekretær Robert Bladt bede en lignende bøn for Lars Løkke Rasmussen. Forestil dig den hele folketingssal med bøjede hoveder, foldede hænder og intenst lukkede øjne. Nej, det er ikke så let. Om alle amerikanere bad med af et oprigtigt hjerte, kan vi ikke vide.

Men faktum er, at da verdens mægtigste mand blev indsat, blev han foran hele kloden lagt i hænderne på Jesus Kristus.

Demokratiets festdag Herhjemme tegner der sig et lidt andet billede af kristendommens plads i samfundets struktur og det politiske liv. Selvom det danske samfund er væsentlig mere sekulariseret

end det amerikanske, så er Gud her da stadig, eksempelvis i Dronningens nytårstale og folketingets åbningsgudstjeneste. Spørgsmålet er, hvor velkommen han er. Det uomgængelige ”Gud bevare Danmark” markerer, at endnu et år er gået, alt er trygt og ved det gamle og nu er det tid til at gå ombord i rejecocktailen, og selv den mest forbenede ateist under formentlig dronningen hendes gode ønsker for landet.

Men når vi bevæger os fra det traditionsrige og indflydelsesfattige kongehus og

Hvad der sker i samfundet, bliver der talt om i kirken Omkring et halvt år før han blev valgt til præsident, holdt Barack Obama en tale, hvori han måtte forklare sit forhold til sin præst gennem 20 år, Jeremiah Wright. Talen er et eksempel på, hvor vigtig en præsidentkandidats religiøse forhold er. Wright, som er sort, havde udtalt sig om racismen i USA og havde udtrykt bitterhed og vrede over de hvides undertrykkelse af de sorte i USA’s historie. Han havde ytret sig negativt om Hillary Clinton der, ifølge ham, har haft det for let på grund af sin hudfarve. Hans prædiken var sikkert ment som en støtte til Obama, men i stedet kom han til at modsige den forsoning som Obama kæmpede for.

Derfor spurgte store dele af USA: ”Ønsker vi en præsident, der har haft den mand som åndelig leder i 20 år?” Det er måske ikke så sært, at de gjorde det. Hvis Lars Løkke havde et forhold til en kontroversiel åndelig leder, ville det sikkert være guf for medierne og sladderbladene. Forskellen ligger i, at amerikanerne ikke er kritiske, fordi Obama har et nært og personligt forhold til en præst. De er kritiske, fordi han har et forhold til en præst, som prædiker bitterhed og hævni stedet for forsoning og tilgivelse. Kort fortalt reddede Obama skindet ved at erkende, at Wright var en kontroversiel præst med skarpe holdninger. Han erkendte, at han ikke altid havde været enig med ham, men at han havde været en god åndelig vejleder, der havde formidlet det kristne budskab til ham og hans familie. Samtidig tog han afstand fra de aktuelle udtalelser og ledte diskursen over på, hvordan racismen hæmmede al udvikling i USA. Hele sagen viser, at amerikanerne foretrækker en præsident med et sundt forhold

”Hvem holder Gud egentlig med?

Kan et land eller en statsleder påberåbe sig at gøre hans vilje - eller kan de højst være en del af hans plan?” over i magtens korridorer, er der en del mere blæst om, hvilken plads religionen som sådan og kristendommen i særdeleshed skal spille. Traditionen med åbningsgudstjeneste af folketinget går 160 år tilbage til den første grundlovsgivende forsamling, hvor man åbnede med en gudstjeneste. Og det har man fortsat med lige siden. I lang tid har traditionen været relativt uskyldig i de flestes øjne, men i løbet af de seneste år er der flere gange blevet rejst kritik af den.

De fleste husker nok den daværende MF’er for Venstre, Jens Rohde, som tilbage i oktober 2003 fravalgte åbningsgudstjenesten fordi den inviterede præst, Thomas Kristensen, havde tilknytning til Indre Mission. Rohde udvandrede før prædikenen og tog en tur i Folketingets kondirum i stedet, hvorfra han lod sig interviewe: ”Det er simpelthen for sort med Indre Mission. Folketingets åbning er en festdag, og jeg gider ikke gå foroverbøjet ud ad døren”. Så sent som i 2009 inviterede tre MF’ere, en kristen, en muslim og en ateist, til debatmøde under åbningsgudstjenesten med den begrundelse at ”Folketingets åbning bør være demokratiets festdag, ikke en dag for religiøs markering”.

Religiøse markeringer mangler de derimod ikke i det store land vest for Atlanten - her følger tre eksempler fra den virkelige verden i Det Hvide Hus, hvor skillelinjen mellem det religiøse og politiske virker mere flydende.

17

18

TIL TRO · # 1 · 2010 · autoriteter · artikel

til Gud. En præsident, for hvem troen på Gud er vigtig. Derudover viser den, at præster i langt højere grad end i Danmark har noget at skulle have sagt, hvad angår det politiske.

Hvad der sker i samfundet, bliver der talt om i kirken. Det er lovligt at lade sin tro på Gud påvirke sin holdning til samfundet.

Synderen Clinton ”I don’t think there is a fancy way to say that I have sinned.” Sådan sagde daværende præsident Bill Clinton, under en af sine mange forklaringer på sit forhold til Monica Lewinsky. Og det kan han jo have ret i. Men til gengæld er der en fancy måde, at undskylde sig på, når man for alvor har dummet sig. I Clintons tilfælde bestod det i at undskylde ud fra et bibelsk perspektiv. Han havde været sin kone utro, han havde ført befolkningen bag lyset. Men over for Gud havde han syndet.

Derfor ville han ”(…) continue on the path of repentance seeking pastoral support(…)”

Og han forklarede ydmygt, at hvad der måtte til var “(…) what my bible calls a broken spirit(…)” Hvilken kristen vil fordømme en mand, der i den grad angrer sin synd? Hvem kan lægge armene over kors, når Clinton beder: ”In this, I ask for your prayers and for your help in healing the nation”? I dette sidste citat lægger Clinton ansvaret for nationens fremtid over på befolkningen. Et ansvar de kan leve op til ved at bede for Clinton – og ved at tilgive ham.

Strategien, oprigtig eller udspekuleret, viste sig at være effektfuld. Ved at vise sin anger over for Gud, ved at bekende sin synd, fik Clinton lov til at fortsætte som præsident.

At en sådan retorik kan være hensigtsmæssig, viser endnu en gang amerikanernes forhold til Gud, samt vigtigheden af præsidentens personlige tro.

Guds eget land?

En ting er som privatperson at have et levende og synligt gudsforhold. En anden ting er at have det som nation. Israel som folk og senere nation, som vi kender det fra bibelen, kvajede sig gang på gang og traf forkerte beslutninger. Alligevel var de udvalgt til at udføre Guds befalinger, følge hans love og kæmpe hans krige - både indenrigs- og udenrigspolitisk. Men kan et land på samme

måde i dag siges at vandre efter Guds vilje?

USA har mange kælenavne, et af dem er “God’s Own Country”. Dette spændingsfelt mellem jordisk magt og guddommeligt mandat, var i særlig grad på dagsordenen i tiden efter 11. september 2001 da “krigen mod terror” tog sin begyndelse. For den siddende præsident, George W. Bush, var det en balancegang at skulle samle landet indadtil mod en fælles, men ansigtsløs fjende - uden at dæmonisere hele mellemøsten. Samtidig med at han på et højere og mere værdiladet plan skulle retfærdiggøre de strategiske træk USA som nation foretog i Afghanistan - uden at det kom til at lyde som et korstog.

Da han i 2005 blev valgt til sin anden periode som præsident, forsøgte Bush i sin indsættelsestale at balancere gennem spændingsfeltet: “We go forward with complete confidence in the eventual triumph of freedom. Not because history runs on the wheels of inevitability; it is human choices that move events. Not because we consider ourselves a chosen nation; God moves and chooses as He will.” Her er der, helt eksplicit, ikke noget guddommeligt mandat. Ikke noget præstevælde eller en præsident, som har en usynlig ven siddende på skulderen, der hvisker ham i øret, som det ellers ofte blev fremstillet i den kritiske, europæiske presse.

Men alligevel kan ingen rigtigt være i tvivl om, hvis side Gud er på i krigen mod terror. For de værdier, som USA går i krig for

opfindelse, som skal udbredes og forsvares: “History has an ebb and flow of justice, but history also has a visible direction, set by liberty and the Author of Liberty.”

Derfor italesættes krigen mod terror i lige så høj grad som en kamp for de Gudgivne, kristne grundsandheder, som for nationale interesser. Og hvis Gud er for krigen, hvem kan da være imod?

Interesserer Gud sig for politik?

Det problematiske opstår så, når det senere kommer frem, at krigen for de Gudgivne frihedsrettigheder, blev ført på løgnagtige præmisser om nogle våbenfabrikker, der vist aldrig helt blev fundet. Hvem holder Gud egentlig med? Kan et land eller en statsleder påberåbe sig at gøre hans vilje - eller kan det højst være en del af hans plan? For Bibelen levner ingen tvivl: historien er His Story. Er det så kun præster og åndelige ledere, der er talerør for Gud, eller kan politiske ledere også godt være det? I 1. Sam. spørger Kong David Herren: ”Skal jeg drage hen og slå filistrene?” og Herren svarer ham: ”Drag hen og slå filistrene…”. Bush har nok ikke haft en lignende samtale med Gud – men hvad hvis han har haft noget, der ligner? Det kan vi aldrig vide, og det er der, problemet ligger.

Ingen statsleder vil kunne bevise, at han udfører Guds vilje. Det er en trossag.

Vi rejser her flere spørgsmål, end vi besvarer. Og det er helt med vilje, for læseren

”I USA er det med andre ord ikke tabu at tro på Gud. Snarere tværtimod” at forsvare, er nemlig Guds egen opfindelse: “From the day of our founding, we have proclaimed that every man and woman on this earth has rights, and dignity, and matchless value, because they bear the image of the Maker of Heaven and Earth.” Den individets frihed (demokrati), som USA hævder at kæmpe for i Mellemøsten, er altså ikke blot en verdslig konstruktion, en samling vedtagne menneskerettigheder, men Guds egen

må drage sine egne konklusioner. Men det skulle være mærkeligt, hvis Gud kun brugte kirkens ledere og præster til at få sin vilje igennem. Hvorfor skulle Gud ikke også bruge politikere, der bekender sig til ham? Eller politikere, der ikke gør? I folkekirken bedes der hver søndag om, at Gud må bevare vores folkevalgte - og vi må bede med om, at hans vilje må ske med vores land - gennem vores ledere.

artikel 路 autoriteter 路 2010 路 # 1 路 TIL TRO

19

20

TIL TRO · # 5 3 · 2009 · fængslet kreativitet· artikel · artikel

Når magtmennesket tager over Har du nogensinde mødt en populær, venlig og indlevende person – der på andre tidspunkter var både kold, kynisk og konfliktskabende? Magtmennesker findes faktisk flere steder, end man tror. Desværre også blandt kristne Af journalist og kommunikationsmedarbejder i KFS Helle Bastrup, helle@kfs.dk

Han er den venligste mand på jorden. Alle kan lide ham, og hans energi og begejstring over kirkens arbejde smitter. Men under facaden lurer magtmennesket. Et menneske, der er så fokuseret på anerkendelse og retten til at bestemme, at folk omkring ham efterhånden bliver ledt mere og mere på afveje. Måske begynder han end dag at citere skriftsteder for at få folk til at gøre, som han vil: ”Der står i Bibelen at …”, eller sige sådan noget som ”Det er Guds vilje, at du skal …”.

Eller måske bevirker han, at kirken i mindre og mindre grad fokuserer på Jesus og i langt højere grad på ham. Og personens popularitet gør, at mennesker omkring ham følger ham – uden at stille spørgsmål ved mandens autoritet.

- Åndeligt magtmisbrug er der, hvor man bruger åndelige argumenter eller tilegner sig Guds autoritet for at dække sine egne behov for magt og anerkendelse, fortæller psykolog Irene Rønn Lind.

I de ”pæne” kristne familier Efter i flere år at have arbejdet med begrebet ”åndeligt magtmisbrug” og i 2007 skrevet bogen ”Forklædt – pæne psykopater og deres ofre” har hun fået et indgående kendskab til de problemer, som magtmennesker kan forårsage blandt deres medmennesker.

Og desværre er det ikke kun på arbejdspladser, i utilpassede familier eller i ”verdslige” foreninger, hun møder problemerne. Nej, de findes i allerhøjeste grad også i det danske kirkeliv, i missionsforeningerne og i de ”pæne” kristne familier.

Efter udgivelsen af bogen blev hun kontaktet af overraskende mange kristne, der kunne genkende problemet fra for eksempel deres præst eller mand. I en lang periode hørte hun hver dag fra gennemsnitligt to personer. Folk, der havde levet tæt på et magtmenneske i mange år, men ikke havde turdet snakke med andre om det. Eller folk, der ikke var blevet troet, når de havde forsøgt at tale med nogen om deres oplevelser, fordi magtmennesket jo udadtil var både

vellidt og populær blandt andre.

- Jeg troede, jeg havde hørt det meste om magtmisbrug, inden jeg skrev bogen, men der tog jeg desværre fejl. Jeg har hørt om overgreb og om vold mod både hustru og børn fra folk, der siger alt det rigtige i missionshuset eller i kirken. Det er meget, meget grumt, fortæller Irene.

Men hvordan kan det gå til, at der blandt kristne findes mennesker, der undertrykker og misbruger andre?

- Helt generelt kan man sige, at åndeligt lederskab ikke kører på en særskilt ”kanal” som er lukket for personens karaktertræk og heller ikke for synd. Vi har jo alle del i arvesynden, og det har mennesker i et åndeligt lederskab også. Det vil sige, at der altid vil være en gnist af egne behov, der bliver opfyldt, hvis man påtager sig en lederopgave.

Det er ikke kun menigheden eller Gud, man tjener, når man påtager sig en opgave, der vil altid være en flig af opfyldelse af egne behov. Men engang imellem bliver balancen

artikel artikel· kreativitet · fængslet · 2009 · # 5 3 · TIL TRO

usund, således, at det primært bliver ens egne behov i stedet for kirkens behov, man varetager. Der er en glidende overgang over til magtmennesket, der er drevet af opfyldelse af egne behov for magt og beundring, fortæller Irene.

Og det er i de situationer, man som menighed og som kristen må være på vagt. Hvis en leder, eller et menigt medlem i kirken for den sags skyld, begynder at bruge skriftsteder, så det passer i deres eget kram – eller hvis de begynder at påtage sig Guds autoritet i formaning af andre - så bør man stille spørgsmålstegn ved, om det er en person, man skal lytte til eller ej, advarer Irene.

- Et magtmenneske har et umætteligt behov for magt og anerkendelse, og det behov vil det kristne budskab oftest være underlagt. Som kristne må vi derfor tænke over, hvilke åndelige ledere, vi vil følge. Det er vigtigt at respektere lederne, men man skal ikke gøre dem til idoler. Det er en balance, for de åndelige ledere har jo fået givet en autoritet fra Gud. Men de må aldrig selv blive gudommeliggjorte, siger Irene.

mende ind og piller ved andre personers forhold til Gud. Man rører derved ved noget meget sårbart i mennesket. Magtmisbruget kan da få næring af mange kristnes frygt for at falde fra troen på Gud og gå fortabt. Det giver stor magt, når man har med menneskers forhold til Gud og evighed at gøre, fortæller Irene.

- En del af de personer, der har været ofre for åndeligt magtmisbrug, ender faktisk med selv at forlade både kirken og troen.

For kristendommen hænger for dem alt for tæt sammen med magtmennesket, og det er svært at skelne mellem, hvad Bibelen egentlig siger, og hvad der er magtmenneskes forvrængning, forklarer Irene.

Rører ved det sårbare i mennesker

- Først og fremmest er det jo et skridt på vejen at stille spørgsmålstegn ved udøvelsen af den åndelige magt. Og herefter må man søge hjælp for eksempel hos en sjælesørger.

Man må undersøge, om det bare er noget, man selv tænker, eller om andre har de samme erfaringer, fortæller Irene.

Misbrug af lederskab findes i alle samfund og på alle niveauer. Det, der dog gør det til et særligt problem i kirken, er, at når en person tillægger sig Guds autoritet, går vedkom-

”Åndeligt magtmisbrug er der, hvor man bruger åndelige argumenter eller tilegner sig Guds autoritet for at dække ens egne behov for magt og anerkendelse”

Men hvad gør vi så som kristne, hvis vi bliver klar over et åndeligt misbrug i vores kirke?

Tjekliste findes ikke Det er dog ikke altid nemt at gennemskue et åndeligt magtmisbrug. For nogen vil det være lettere end andre, og nogle er mere sårbare end andre over for det, forklarer Irene. Men man kan ikke lave en tjekliste for at finde ud af, om en person udøver åndeligt magtmisbrug eller ej. Man bør derfor altid lave en helheldsvurdering af lederens ord og adfærd.

- Paulus taler i 1. Timotheusbrev kapitel 3 om ikke kun at se på, hvad en person siger, men se på hele personens adfærd. Og i kapitel 6 råder han til, at man bør se på frugterne af de, der forkynder. Er frugterne fred eller kommer der splid og konflikter? En person kan altid fordreje sine ord, men over lang tid kan man ikke skjule sin adfærd, afslutter Irene.

Læs mere i bogen ”Forklædt – pæne psykopater og deres ofre”, Credo 2007.

21

22

TIL TRO · # 1 · 2010 · autoriteter · artikel

Når venner og familie ikke tror Gud elsker alle mennesker. Det ved vi. Desværre er denne kærlighed ikke altid gengældt. Men hvad stiller man op, når dem, man holder mest af, ikke deler troen på Gud? Af sygeplejerske Jean Gilvang jean@gilvang.dk

Jeg er opvokset i en helt almindelig dansk kernefamilie, hvor det med Gud og Jesus aldrig har fyldt meget. I gymnasiet mødte jeg nogle kristne og efter flere måneder med KFS-møder med mere gik det op for mig, at

Gud bruger ofte en god cocktail af sin Helligånd og helt almindelige mennesker til at nå ud til dem, der endnu ikke kender Ham. det med Jesus var rigtig nok. En omvæltning i mit liv, som også har påvirket min familie og venner i større eller mindre grad.

Det har været utrolig vigtigt for mig at leve i et naturligt forhold til min familie og

de venner, som endnu ikke tror på Jesus. Et forhold, hvor jeg er åben og ærlig om, hvad der betyder noget for mig, men også må respektere, at de måske har andre holdninger og meninger end mig, selvom jeg længes efter, at de skal lære Jesus at kende. Det har ikke altid været så nemt, som det måske lyder, og jeg har ofte måttet prøve mig lidt frem. Her vil jeg blandt andet dele nogle af mine erfaringer med jer i håb om, at de må kunne være til inspiration.

Guds forhold til os Omtrent sådan her fortalte Jesus i en lignelse: ”Der var engang en hyrde, der passede en hjord på hundrede får. En dag som så mange andre kom hyrden og kaldte fårene ud af stalden. Han gik foran dem og førte dem ud til græsset, men denne dag var et af fårene blevet borte fra resten af flokken.

Hyrden blev ked af det, for han holdt meget af alle fårene. Han drog straks ud for at lede efter det. Efter lang tids søgen fik han øje på fåret. Han blev meget glad og bar det hjem

gennem mørket.”

Teksten her synes jeg siger meget om Guds forhold til os mennesker. Gud er ked af det, når Han må undvære nogen, der betyder meget for Ham, og for Gud er alle mennesker meget værdifulde. Derfor leder Gud efter dem, der er langt fra Ham, og Han bliver ufattelig glad, når et menneske lærer Ham at kende. Det er sådan, Gud elsker mennesker og tænker om dem; mine forældre, mine medstuderende, mine venner og fjender og mig. Jeg har personligt brug for at høre det igen og igen for at kunne holde fast i det og tro det. For hvis jeg tror, det er rigtigt, vil det være med til at forme mine tanker og handlinger.

Mit forhold til ikke-kristne Hvordan er dit forhold til dem, du kender, der endnu ikke tror på Jesus som frelser?

Kan du dele tro og tanker med dem? Nogle af de tanker, jeg kan kende fra mig selv er, at jeg tror, de ikke forstår mig. Jeg tænker, at de nok ikke har nogen interesse i min tro

artikel 路 autoriteter 路 2010 路 # 1 路 TIL TRO

23

24

TIL TRO · # 5 2009· ·autoriteter kreativitet ·· artikel artikel 1 ·· 2010

på Jesus, og jeg er bange for, hvordan de vil reagere, hvis jeg taler om Jesus. Ofte kommer denne frygt af min egen bekvemmelighed - det er nemmere at snige sig uden om og falde i ét med mængden end at turde skille sig ud. Jeg kan også have en forestilling om, at jeg skal sælge troen og Jesus ved at vise dem mit vellykkede kristenliv. Og til tider kan jeg endda have en ide om, at Gud slet ikke kan nå eller forandre dem. Men Gud elsker og går på tværs af alt, hvad jeg kan gøre og mene. Og hvis jeg kan tro på Jesu død og opstandelse, så kan mine forældre vel også?!

Hvad kan du gøre?

Gud er den, der kalder på mennesker. Gud er den, der skaber det nye liv. Og uden Gud er der ingen forandring og intet nyt liv. Det er en befrielse at tænke på - især hvis jeg føler, at det hele afhænger af mig. Jeg skal ikke gøre Guds del – jeg skal blot gøre min.

Gud bruger ofte en god cocktail af sin Helligånd og helt almindelige mennesker til at nå ud til dem, der endnu ikke kender Ham. De følgende fire punkter er noget af det, jeg i mit liv har oplevet har haft betydning:

1. Tilbringe tid sammen med mennesker, der ikke tror på Jesus som Kristus Gud bruger som sagt helt almindelige mennesker med fejl og mangler til at nå helt almindelige mennesker med fejl og mangler.

Det er det, jeg kan se, når jeg kigger på disciplene i Bibelen, og når jeg kigger på mit eget liv. Ofte er det en proces, hvor jeg er medvandrer i et andet menneskes liv, hvor det er vigtigt at være tålmodig og holde ud, selvom det kan være en lang proces. Kun ved at tilbringe tid sammen med mennesker har de en chance for at se de afspejlinger, der er af Jesus i mine ord og handlinger. Det handler ikke primært om, at jeg skal brillere med et succesrigt og vellykket liv, men mere om at være åben, ærlig og ægte i mine relationer.

2. Bede Gud ønsker, at vi skal komme til ham med vores tanker, og han har knyttet store løfter

til vores bøn. Jeg har som menneske lov til at bede til den almægtige Gud, og jeg kan både bede for dem, jeg kender og bede om anledninger til at fortælle dem om ham.

Når vi beder, sker der noget i os. Helligånden arbejder i os, og dem vi beder for, får vores opmærksomhed. I en periode mødtes jeg med to andre, hvor vi bad for de ikkekristne, vi kendte, og det har været en fantastisk god oplevelse. Det har gjort mig mere opmærksom på de anledninger, der efterfølgende er kommet, hvor jeg kunne fortælle om Jesus. Flere gange har jeg fortalt i en sms, at jeg ville bede for dem, og efterfølgende har jeg kunnet høre på dem, at det har gjort et stort indtryk på dem. Faktisk har både min søster og en god veninde nævnt det flere år efter.

3. Turde tale om Jesus og troen på Ham. Ofte er det langt sværere at tale om Jesus med dem, vi kender godt og elsker end den ukendte på gaden. Det er måske ikke så underligt, for det er nogle vi skal se i øjnene igen, der er flere følelser i klemme og vi kan være bange for deres reaktioner - eksempelvis ligegyldighed, vrede eller kritik. Hos mig er det mere frygten end den positive forventning, der hersker, desværre. Men når jeg kigger tilbage på de oplevelser jeg har med i bagagen, er der langt flere positive oplevelser end negative. Jeg oplevede for eksempel min frygt blive gjort til skamme, da jeg efter bøn og meget tilløb spurgte en medstuderende, om hun ville være med i en bibeldiskussionsgruppe, og hun prompte svarede ja. Jeg blev temmelig overrasket, fordi jeg faktisk havde regnet med, at hun selvfølgelig ville sige nej.

ner og udlånt cd’er med evangelierne indtalt af kendte personer. Jeg har ladet min mor læse et interview med mig i TIL TRO, som handlede om at være ny kristen, jeg har haft venner med til forskellige arrangementer i kirken og inviteret i biografen, engang hvor filmen handlede om Jesu liv. Til fester inviterer min mand og jeg både kristne og ikkekristne med og håber på, at der opstår nogle gode samtaler på kryds og tværs. Når jeg giver gaver eller skriver et brev kommer der næsten altid et ønske med om Guds velsignelse eller om, at Han vil passe på dem. Der er i virkeligheden rigtig mange muligheder, når man først kommer i gang.

Vi har et valg Når vi vil fortælle om Jesus, handler det ikke om teknikker og overtalelse, men om at lade Gud bruge os. Vi kan bede om og lede efter gode anledninger. Vi kan trodse usikkerheden og tage en chance. Alligevel handler det ikke bare om at sige ”Jesus” x antal gange, men om at vise interesse for mennesker og måske fortælle, hvad Jesus betyder for mig personligt i min hverdag. Da det ikke altid falder mig naturligt at tale om Jesus, er det derfor et valg, jeg aktivt må tage, om jeg for eksempel skal fortælle, at jeg beder for min veninde eller lade være. Det første skridt er

Gud er ked af det, når Han må undvære nogen, der betyder meget for Ham, og for Gud er alle mennesker meget værdifulde

4. Tænkes kreativt Jeg synes, det med ord kan være svært, derfor gør jeg ofte brug af andre midler. Jeg har for eksempel foræret bøger med et kristent indhold til flere familiemedlemmer og ven-

næsten altid svært. men jo flere gange jeg bliver overrasket over de positive reaktioner jeg får, jo nemmere er det at tage en chance en anden gang. Og når jeg oplever, at folk ikke viser interesse for det, jeg prøver at dele med dem, kan jeg holde fast i, at Gud stadig har øje for dem og har endnu større planer for dem.

Kæphesten Jeg brænder for at lede frivillige Af Rie Frilund Skårhøj, rie@cafe-retro.dk

At lede frivillige er sjovt, udfordrende og en måde at vokse på - både åndeligt og som menneske. ”Der er ikke nogen, der gider tage ansvar eller lede”, lyder klagesangen ofte fra kirkelige foreninger. Egentlig forstår jeg det ikke – der er simpelthen få ting, som er så udfordrende, sjovt, lærerigt og skaber åndelig modenhed, som det at lede frivillige. Mit håb er, at du ved at læse denne artikel får et nyt perspektiv på ledelse af frivillige eller bliver opmuntret til at forsætte det arbejde, du allerede har gang i.

Jeg må uddybe mit postulat i starten af artiklen og forklare, hvorfor jeg brænder for at lede frivillige. Jeg starter med en egoistisk årsag. Jeg kan godt lide udfordringer, og jeg synes, det er sjovt at prøve kræfter med områder, som andre synes, er vanskelige eller umulige. Jeg bliver konstant udfordret på mit intellekt, mine følelser og mine evner til at tænke kreativt og se nye løsningsmuligheder. Der er sjældent to ens situationer, fordi frivillige er forskellige, og situationen konstant ændre sig. Naturligvis er der også frustrationer og skuffelser og gange, hvor jeg har lyst til at give op.

Men hvis jeg ser på det som en læringsmulighed i stedet for en situation, jeg ikke kan overskue eller orker, er perspektivet anderledes interessant.

Det flytter noget En anden årsag til, hvorfor det er spændende at lede frivillige går på, at det er fantastisk at se (i min sammenhæng) unge, der flytter sig menneskeligt og evnemæssigt. At se en 22-årig usikker pige komme ind i foreningen og efter en tid tage ansvar og lede en forsamling, er fantastisk opmuntrende.

Ledelse handler i høj grad om at opmuntre og udruste mennesker til at tro på dem selv og til at se det potentiale, de har fået givet, som unikke individer skabt af Gud. En god leder fremelsker dette potentiale, ved at anerkende den frivilliges gaver eller evner og støtte dem til at gøre brug af dem. Hvis du viser andre, at du tror på dem, vil du også erfare, at de begynder at tro på dem selv og tage ansvar. Det handler også om at være tydelig omkring, hvad du forventer af de frivillige, lige så vel som du er tydelig omkring, hvad de kan forvente af dig og foreningen. Jo mere seriøst

du tager de frivillige, jo mere seriøst vil de tage deres opgave.

At se det lever Den tredje årsag er, at jeg elsker at se, når unge får værdierne ind under huden og selv begynder at brænde for foreningens eller kirkens formål. De startede måske i tidernes morgen, fordi der var nogle venner, som inviterede dem, fordi de havde hørt godt om foreningens arbejde, eller fordi de følte, de burde engagere sig.

Efterhånden kryber værdierne dog ind under huden og bliver en motivationsfaktor i sig selv. De frivillige bliver dem som ’sælger’ foreningen til andre og brænder for at få nye til at engagere sig. Der er ingen simpel opskrift på, hvordan man som leder får værdierne gjort levende, men følgende gør jeg selv: Fortæl hvorfor værdierne er vigtige og fortæl det ofte. Det er ikke nok at sige, de er vigtige fordi Bibelen eller andre siger det – de frivillige skal høre, hvorfor du personligt synes, de er vigtige, og hvad dine erfaringer er med at udleve værdierne i hverdagen. Entusiasme og energi har en fantastisk afsmittende effekt på andre.

En alternativ måde at vokse på åndeligt Sidst, men ikke mindst, skyldes min passion, at jeg oplever et slags kald fra Gud. Ganske vist har jeg nogle evner og kompetencer, men de gør ikke den store forskel, hvis det ikke var fordi Gud velsignede dem. Jeg er blevet vild med en verdslig sang, hvis omkvæd slutter således: ”You raise me up to more than I can be”. At lede frivillige er for mig også en måde at vokse på åndeligt. Jeg må gang på gang søge Guds råd og vejledning, men det betyder også, at jeg oplever, at han guider og skaber noget ud af det, som reelt er småt og ikke videre genialt i sig selv. Men jeg er overbevist om, at Gud ’tror på mig’ så vel som på andre mennesker, og det i sig selv giver en styrke som intet andet!

Kæphesten er Til Tros faste klumme, hvor forskellige skribenter får luft for deres synspunkter. Synspunkterne stemmer ikke nødvendigvis overens med KFS’.

26

BØGER

Et hjerte større end verden – at følge Jesus med bjergprædikenen som pejlemærke Magnus Malm 288 s.

Boedal

Drivkraften bag efterfølgelsen Af cand.pæd.soc Marie Jensby Magnus Malm er på banen med endnu en bog om livet som kristen. Hans ærinde er at vise os en anden måde at leve på end den måde, den moderne og materialistiske verden har det med at pådutte os. Og Magnus Malm bygger ikke sin vejledning eller refleksioner på tilfældige observationer, men på Jesu bjergprædiken. Det er jo et ret godt udgangspunkt, når der skal gives et bud på, hvordan vi bedst lever det liv, vi har fået givet.

I bjergprædiken giver Jesus en række meget konkrete anvisninger til, hvordan vi lever det gode liv som disciple af ham. ”Vend den anden kind til, elsk jeres fjender, i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej,” er blot nogle af de ting, Jesus siger. Og nu prøver Magnus Malm at komme med et bud på, hvordan vi kan efterleve alt dette.

Det er jo til at blive forpustet over, allerede inden bogen er åbnet. Hvordan skal jeg leve op til alle de ting, Jesus kræver? Er det ikke bare levn fra fortiden – Jesus er jo død og opstanden, og så skulle alt vel være i den skønneste orden? Skal jeg virkelig leve mit liv i et system, hvor der er en masse regler? Mon jeg er den eneste, der kan

tænke sådan?

Magnus Malm opstiller ikke en lang række regler, vi skal leve efter. Han skriver mere om drivkræften bag sand efterfølgelse: ”Det er at gå ind i en forpligtende relation til en person, hvor efterfølgelsen langsomt vokser frem i en stadig kreativ dynamik mellem et jeg og et Du.” Og det er den relation, Magnus Malm udforsker på baggrund af bjergprædikenen.

Langt de fleste gange kommer han med gode bud på, hvordan den relation kan give et hjerte, der er større end verden. Vi skal ikke lade penge være styrende for vores adfærd, for penge er ikke neutrale, og derfor kan vi heller ikke være det, hævder Magnus Malm. Andre gange befinder hans iagttagelser sig uden for det område, hvor Bibelen kommer med konkret vejledning, f.eks. når Magnus Malm skriver, at kristne bør flyve så lidt som muligt at hensyn til miljøet.

I sin bjergprædiken begynder Jesus med saligprisningerne af dem, der ikke har et liv, der passer på den definition af det gode liv, som verden beskriver. Og vejen til et hjerte større end verden er netop, i følge Magnus Malm, at følge efter Jesus og have hans perspektiv på livet. Det er ikke en garanti for et liv uden nederlag og forhindringer – tvært imod. ”Jesus alene har retten til vores fulde tillid, for han ved, hvad vi tåler, og hvad vi

har brug for,” gør Malm opmærksom på.

Der er rigtig meget godt at hente i bogen.

Mange gode refleksioner og et rigtig godt fokus. Alligevel sidder jeg tilbage og tænker: Hvad er det helt præcist Magnus Malm vil med denne bog? Efterfølgelse er at indgå i en forpligtende relation til Gud, og derfor er det svært at komme med den helt konkrete og specifikke vejledning, der kan overføres til mit liv. Relation mellem mig og Gud kan jo have et andet udtryk end relationen mellem Magnus Malm og Gud. Men hvis han havde øst lidt mere ud af sine egne personlige erfaringer og forandringer gennem sin egen relation til Gud, så havde bogens gode ærinde efter min mening stået skarpere. I stedet bliver det hele lidt filosofisk og lettere at distancere sig til.

Men alt i alt en god bog af Magnus Malm. Ikke den bedste fra hans side, men alligevel værd at læse. Hvis der sættes tid af til at fordøje den og tage den ind over sit liv, så vinder den måske lidt større plads i mit lille hjerte.

artikel · autoriteter · 2010· ·##21 · TIL TRO bøger · 2009

Når tro og liv brager sammen

Jens Ole Christensen 253 s.

Logosmedia og Credo

Gennemreflekteret og livsnær Af cand.pæd.soc Marie Jensby Det er nemt nok at være (skrå)sikker i sin tro, hvis alle i omgangskredsen deler den.

Mange af os på den kirkelige højrefløj ved godt, at nogle siger nej til kvindelige præster, vielse af fraskilte og taler ubesværet om den dobbelte udgang her fra livet: himmel eller helvede. Personligt har jeg mødt nogle mennesker, der har været meget klare i mælet på mange af de spørgsmål, som for mig er svære. De spørgsmål, hvor tro og liv brager sammen, som Jens Ole Christensens seneste bog hedder.

Det er nemt nok at mene, at det er syndigt, når fraskilte gifter sig igen. Hvis man altså ikke selv har venner eller familiemedlemmer, som står i den situation. Det er også nemt nok at tale om helvedes ild, hvis der ikke er mennesker i ens omgangskreds, der står i farezonen for at havne der. Det er nemt nok at være imod kvindelige præster, hvis man endnu ikke har mødt et menneske, der har mødt Gud gennem en sådan.

Bogen handler om de dilemmaer, som jeg og andre ofte finder mig selv i: Bibelen siger et, mit hjerte siger noget andet – hvad bør jeg gøre? Hvordan møder jeg mennesker med kærlighed, når de i min optik handler på en måde, der går imod min tro?

Jens Ole Christensen har skrevet en rigtig god bog om disse svære dilemmaer. Han forholder sig til, om de handlinger, der gør mennesker glade, altid er gode? Han stiller spørgsmålet: Findes den nødvendige synd?

Han spørger, hvad Bibelen siger. I det hele taget er han ikke bleg for at stille de svære spørgsmål.

Men han stiller ikke bare spørgsmålene. Jens Ole Christensen deler også ud af sine erfaringer som sjælesørger, ven og knivskarp teolog. Og på den baggrund, hvor han både bruger sin teologiske ballast og hjertevarme, så kommer han faktisk med brugbare og forløsende løsningsmodeller.

Han kommer ikke med skråsikre svar, han påstår ikke, at et syn på tingene er mere kristent end et andet. Men på sin sædvanlige varme og inkluderende vis kommer han med sikre svar. Jens Ole Christensen taler åbent om, at det kan være nødvendigt at vælge det mindst onde. Ikke fordi, der er fejl ved Guds gode bud, men fordi der er fejl ved verden. Og det er derfor, vores tro og liv til tider brager sammen. ”Når tro og liv brager sammen” er en gennemreflekteret og velskrevet bog om de svære dilemmaer en kristen kan finde sig selv i. Der er visdom at hente for dig, der selv kæmper med de svære spørgsmål.

Bogen er suppleret med beretninger fra den virkelige verden. Historier, hvor mennesker har stået i dilemmaerne. Disse beretninger gør bogen skarpere. Deres funktion er nemlig at vise, at det ikke kun er i teorien, troen og livet kan brage sammen. Det sker også i praksis. Hvis det kun havde været teori, så havde bogen været overflødig. Men når det sker i den virkelige verden, så bliver bogen og Jens Ole Christensens erfaringer yderst relevante.

27 25

28

REFLEKSIONER

Vand Vand er flydende forvirring Den norske forfatter Erlend Loe har skrevet en underholdende bog. Fakta om Finland.

En ung mand er eksistentielt tilbageholdende i sit liv. Tør ikke indgå i relationer eller rigtigt komme ud i verden. Han sidder hjemme og skriver tekster til brochurer.

Hvis han for eksempel begynder at gå ud og møde mennesker, så begynder vandet at vælde ind over ham. Alt vil blive flydende.

Hans liv vil blive fyldt med valg og forvirring. Han vil flyde afsted i en lille båd på havet. Ikke ane hvor han er på vej hen.

Den gamle, velkendte tryghed og stilstand vil ophøre, og noget nyt og ukendt venter.

Flydende. Forvirrende. Farligt.

Den tid, vi lever i, er fyldt med valg.

I min hverdag skal jeg hele tiden vælge.

Studie, arbejde, ægtefælle, kirke og mange andre knap så vigtige ting. Alle valgene gør mig forvirret. Med hensyn til livet, mig selv, min Gud. Mine valg kommer jo til at have stor indflydelse på mig. Problemet med valgene er, at de også er fravalg. Når jeg vælger noget, vælger jeg samtidig noget andet fra. Tit kan jeg ikke overskue de langsigtede konsekvenser af mine valg. Jeg bliver forvirret. Valg er farlige.

Vand er farligt Sommeren 2008 var jeg en tur i Kenya og besøge nogle venner der. Vi tog ud til

Kenyas østkyst og var nogle dage på en ø, der hedder Lamu. Ved Afrikas østkyst sejler man i nogle sejlbåde. Dhow’er. Vi tog ud at sejle i en og bevægede os ud på forholdsvis dybt vand. Vinden tog for fat alvor i sejlet, og vi gyngede alt for meget efter min smag.

Jeg kan ikke svømme, havde ingen redningsvest på og var virkelig bange. Vandet var alt for tæt på rælingen, havet var dybt, og jeg klamrede mig fast. Senere har jeg tænkt på, at det måtte have været sådan, Jesu disciple havde det, da de var ude at sejle. En storm kom, de var bange og troede, de skulle dø. Der kom dog ingen Jesus og reddede os i Kenya, men vi overlevede i fin form. Men vandet har stor magt. Det er skræmmende. Vandet tager mange liv hvert år. Der er noget magtfuldt og ustyrligt over det. Jeg frygter vand mere, end jeg frygter Gud.

Vand er forudsætning for liv Uden vand, intet liv. Vand er frugtbarhed.

Enhver landmandssøn (ligemeget hvor lang tid han har levet i eksil i København) ved, at hvis der ikke kommer vand på det rigtige tidspunkt, så bliver der ikke nogen afgrøder.

Høsten slår fejl, og mange steder i verden resulterer det i sult.

Vi sender rumfartøjer ud og leder efter vand på fremmede planeter. I ørkenstater prøver man hele tiden at finde på nye måder at skaffe rent drikkevand. Lande går

Af boghandler Mikkel Kongensholm, mikaelkongensholm@gmail.com

næsten i krig over råderetten over vand.

Vand slukker tørsten. I dag går rigtig mange af os rundt med en vandflaske i tasken. Vi vil have umiddelbar adgang til vand, ligemeget hvor vi er. Vand er også en stor del af os. Vi, vores krop, består af en masse vand. Vand strømmer rundt i os.

Uden det i os, ville vi ikke være levende, men udtørrede og døde. Vand giver liv til os hele tiden.

Gud er vand?

Det er måske så meget sagt. Men der er lighedspunkter. Livet med Gud kan være forvirrende og fyldt med valg. Det kan også være farligt, jeg ”risikerer”, at han opdrager og former mig til noget bedre. Men først og fremmest er Gud forudsætningen for mit liv. Uden ham er jeg ikke. Kun han kan slukke min tørst efter noget større i dette liv.

Må dine fødder være plantet ved bækken, Guds bæk. Må hans livs-vand gennemstrømme dig og bevare dig fra alt for meget flydende forvirring!

29

KULTUR & MEDIER

Den Politiske Kirke 2009 var i særdeleshed præget af et særligt kirkeligt politisk engagement. Kirkeasyl i Brorson Kirken, en forhadt præst i Tingbjerg og noget så kirkeligt ligegyldigt som at have lov til at ”ringe for klimaet”. Brorson-præst Per Ramsdal råber højt om, at politikerne angriber kirkens frihed, mens politikerne klager over, at kirkens frihed flyder over i de politiske anliggender. Sandheden er jo i virkeligheden nok et sted midt i mellem.

Men mere konkret handler den gensidige kritik nok om, hvem der misbruger hvem: Er det politikerne, der har fundet et nyt offer (kamphunde og økologi blev nok hurtigt for kedelige), man kan påråbe folks opmærksomhed med, eller udnytter præsterne en nyfunden taburet til at gøre befolkningen opmærksom på, at kirken også kan være med på noderne?

Måske bunder det hele i denne Facebook/Twitter/YouTube-generations måde at kommunikere på: Sig en masse om ting, som pisser folk af, så får du taletid i dagspressen. Civil ulydighed i jakkesæt/ præstekjoler, er måske i virkeligheden mere

beskrivende. I stedet for at brænde biler af, kaste med diverse dele af gadebilledet og gå med negative skilte, bruger de henholdsvis præstestolen og folketinget til at brænde skattekroner af, kaste termer som ”frihed”, ”religiøsitet” og ”traditioner” efter hinanden og gå med løftede pegefingre.

Og hvad skal alt dette råberi til for? Som med diverse autonome eller andre protestsindede, kunne man spørge: Hvad får de ud af det? Og det simple svar er noget med en masse ufortjent opmærksomhed og en masse, som tager afstand, fordi de ikke forstår det. Men fælles er det altid for både politikere og demonstranter, og nu også præster, at de på en eller anden måde formår at sætte nogle tanker i gang hos helt almindelige folk. De presser nemlig den almindelige dansker til at tage stilling til sager, de ellers aldrig ville have skænket en tanke. Og man kan jo sige, hvad man vil om det, men det har fået folk til at tænke på kirken som end andet end blot en middelalderlig ting, der passer sig selv, på samme måde som at folk nu alligevel slukker en lampe eller to mere,

Af stud.scient i medialogi Morten Keilow, morten@keilow.com

end de gjorde sidste år.

Og så vi kan vel på sin vis glæde os over, at kirken fylder sin del i dagspressen, nærmest på linje med Facebook: En kult kilde til det kontroversielle, som i stigende grad - åbenbart - afspejler den brede befolknings holdning til konkrete politiske sager. Spørgsmålet er så, om vi er på vej imod en folkekirke, der følger kulturen, eller om vi rent faktisk er på vej imod en kirke, der ønsker at adskille sig fra staten?

I hvor høj grad kan og skal kirken forholde sig til den politiske hverdag, dens menighed befinder sig i, før den begynder og tage hul på det som missionsforeningerne, og senere KFS, i sin tid blev skabt til: At støtte de kristne, der hvor de er og derigennem lede andre til tro. Skal folkekirken afgrænses til at forholde sig alene til spørgsmål om frelse, nadver og dåb, eller er det ok, at en kirke/menighed bliver inspireret til at gribe ud i det lokale og måske ruske lidt op i tingene engang i mellem?

 

STILLINGSANNONCE

 

Studentersekretær i Østdanmark

      

Brænder du for at fortælle studerende om Jesus?

Har du mod på at udruste og inspirere kristne studerende i København og Østdanmark?

Fra sommeren 2010 søger KFS en sekretær, som vil arbejde for, at videregående studerende i København og Østdanmark kommer til at kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Vi forestiller os, at du har kærlighed til Jesus, Bibelen og studerende, er visionær og kan lede under forandring. Du er teolog eller har anden relevant uddannelse.

       

 _______________________________________________________________________________ 



   

        

Ansøgningsfrist: 22. februar 2010 Læs mere på www.kfs.dk

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Hvis du interesserer dig for forholdet mellem kristen tro, etik og naturvidenskab, er ORIGO noget for dig! www.skabelse.dk Bladet udkommer fire gange om året.

 

ORIGO ORIGO

www.skabelse.dk 



          

Et årsabonnement koster kr. 150,-

ORIGO ORIGO ORIGO Det kan bestilles på www.skabelse.dk, eller hos www.skabelse.dk Henrik Friis, 3514 3539 - abonnement@skabelse.dk



 www.skabelse.dk www.skabelse.dk 

ORIGO ORIGO Hvis du bestiller et abonnement for 2010 senest 31. oktober 2009, så får du bladet for december 2009 med i prisen.

www.skabelse.dk



  www.skabelse.dk 

www.skabelse.dk / www.darwin2009.dk





 



Få dine annoncer i Til Tro! Mangler din organisation, virksomhed eller forening et sted at annoncere - og har du samtidig lyst til at støtte KFS? Bliv KFS’ nye sponser og få annonceplads i Til Tro. Samtidig får du muligheden for at købe en standplads på KFS’ to store landslejre Påskelejr og / eller Discipeltræf.

Kontakt sekretariatsleder Daniel Toft på tlf. 35438282 eller toft@kfs.fk og hør mere

Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle UMM • ID-nr. 42728

Generalens Vive la liberté!

Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

Jeg var i Paris i november. Det er på mange måder en berusende by.

Små scootere flyver ud og ind mellem mænd med favnen fuld af baguette og kvinder med poser fulde af ost. Monumentale bygninger som Louvre paladset og Notre Dame gjorde mig stum af betagelse.

En fantastisk udfoldelse af åndrighed og kulturel storslåethed. På metrostationer og i metrotoge står Paris’ pendlere tæt, mens de akkompagneres af arbejdsløse musikere.

I Frankrig er vilkårene for at drive studentermission helt anderledes end i Danmark. Som et officielt sekulært land er det på franske uddannelsesinstitutioner forbudt at samles til bøn eller med andet religiøst formål. Man kan sige, at vilkårene på de franske universiteter er som vilkårene på de mest restriktive, danske gymnasier.

Hvad gør man så, når Gud har givet missionsbefalingen og lagt de studerende på hjerte? Jeg mødte i Paris menighedsplanteren og generalsekretæren for det franske studenterarbejde, David Brown.

Han fortalte om deres situation og arbejdsredskaber. Et af dem bestod i at interviewe studerende om deres tro og livssyn. I løbet af interviewet ”sneg” de et spørgsmål ind: ”Hvis du kunne stille Gud et spørgsmål, hvad ville du så spørge ham om?” Alle de spørgsmål, som de studerende ønskede at stille Gud, blev samlet sammen, og de fem

oftest stillede spørgsmål blev efterfølgende til en møderække, som de interviewede studerende blev inviteret til.

Jeg havde forventet at møde et studenterarbejde, som var trængt, men mødte i stedet et studenterarbejde, som formåede at fokusere på mulighederne og bevare motivationen og missionsiveren.

Det franske missionsarbejde blandt studerende er et eksempel på, hvordan nøden for studerendes frelse lærer kreativitet i mission.

Den kreativitet er mindst lige så inspirerende, som den franske mentalitet og kultur. Og den kan lære os i Danmark at se og udnytte de mange muligheder og den store frihed, vi har.

KFS har mange steder mulighed for at besøge gymnasiale uddannelsesinstitutioner, få gode samtaler med studerende og komme i dialog med de tanker studerende har om Gud, religion og livssyn. Vi kan frit invitere studerende på videregående uddannelser til arrangementer og møder med postkort og plakater. Mange steder bliver LTC’erne budt velkommen i en gymnasieklasse og sætter kød og blod på, hvordan det er at være kristen i Danmark anno 2010. Kristne studerende kan mange steder samles til bøn og bibellæsning. Vi har stadig frihed. Lad os bruge den godt. Vive la liberté!

Girokort

kr. __________ Frivilligt Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle